Ændringen
14. I § 6 indsættes efter stk. 2 som stk. 3 og 4: »Stk. 3. Der er påvist faktiske omstændigheder efter stk. 2, hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser efter §§ 1 c-1 e, 5 a, 5 b og 5 d-5 f, hvorefter det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en sådan forskelsbehandling ikke har fundet sted. Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis arbejdsgiveren beviser, at den manglende overholdelse af forpligtelserne var åbenbart uforsætlig og var af mindre betydning.«
§ 6, stk. 3ny tekst
§ 6, stk. 4ny tekst
Bemærkninger
Det fremgår af den gældende § 6, stk. 1, i lov om lige løn til mænd og kvinder, at en lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, efter loven, kan søge kravet fastslået ved domstolene.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det følger af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L78 som fremsat, s. 1997, at bevisbyrdereglen i lov om lige løn til mænd og kvinder § 6, stk. 2, lever op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som er udtrykt i præmisserne til Danfoss-sagen, hvor EU-Domstolen fastslog, at manglende gennemskuelighed i en virksomheds lønfastsættelsessystem bevirker, at arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af forholdsvis omfattende personalemateriale godtgør, at kvindelige medarbejdere aflønnes lavere end mandlige kollegaer.
Det følger endvidere, at når lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder kan konstateres, vil der være tale om en faktisk omstændighed, jf. bevisbyrdedirektivets artikel 4. Formuleringen af bestemmelsen svarer til ligebehandlingslovens bevisbyrderegel.
En lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lønvilkår, efter loven, kan også klage til Ligebehandlingsnævnet. Er der tale om en overenskomstmæssig pligt til at yde ligeløn efter lovens § 1, stk. 4, skal kravet behandles fagretligt.
Det foreslås, at der efter § 6, stk. 2, indsættes to nye stykker.
Det foreslås i et nyt stk. 3, at der er påvist faktiske omstændigheder efter stk. 2, hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser efter §§ 1 c-1 e, 5 a, 5 b og 5 d- 5 f, hvorefter det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en sådan forskelsbehandling ikke har fundet sted.
Den foreslåede ændring vil betyde, at hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser, der følger af de foreslåede § 1 c (om information om startløn til jobansøgere og forbud mod at spørge til jobansøgeres lønhistorik), § 1 d (om lønmodtageres adgang til kriterier for lønfastsættelse, lønniveauer og lønudvikling), § 1 e (om lønmodtageres ret til at modtage oplysninger om eget lønniveau og det gennemsnitlige lønniveau for sammenlignelige lønmodtagere), § 5 a, § 5 b, § 5 d og § 5 e (om arbejdsgivers pligt til at udarbejde lønredegørelser) og § 5 f (om fælles lønvurdering), vil den person, der anser sig for krænket efter princippet i § 1, blive anset for at have påvist faktiske omstændigheder. Derefter påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at forskelsbehandling ikke har fundet sted.
Det er Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse vil gennemføre løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18, stk. 2, i dansk ret.
Det foreslås i et nyt stk. 4, at stk. 3 ikke finder anvendelse, hvis arbejdsgiveren beviser, at den manglende efterlevelse af §§ 1 c-1 e, §§ 5 a, 5 b, 5 d og 5 e og § 5 f, var åbenbart uforsætlig og af mindre betydning.
Den foreslåede ændring vil betyde, at hvis arbejdsgiveren vil kunne godtgøre, at den manglende efterlevelse af § 1 c (om information om startløn til jobansøgere og forbud mod at spørge til jobansøgeres lønhistorik), § 1 d (om lønmodtageres adgang til kriterier for lønfastsættelse, lønniveauer og lønudvikling), § 1 e (om lønmodtageres ret til at modtage oplysninger om eget lønniveau og det gennemsnitlige lønniveau for sammenlignelige lønmodtagere), § 5 a, § 5 b, § 5 d og § 5 e (om arbejdsgivers pligt til at udarbejde lønredegørelser) og § 5 f (om fælles lønvurdering), var åbenbart uforsætlig og af mindre betydning, vil stk. 3 ikke finde anvendelse.
Det vil være op til domstolene at afgøre, om arbejdsgivers manglende efterlevelse var åbenbart uforsætlig og var af mindre betydning ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Det er Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse vil gennemføre løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18, stk. 2, i dansk ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Høring
Høringsnotatet, afsnit 2.10Bevisbyrde (§ 6)
Resumé af høringssvarene
F&P Arbejdsgiver mener, at § 6, stk. 3, går videre end direktivets artikel 18 og skaber en unødig vidtgående formodning for forskelsbehandling, som ikke følger af direktivet.
Danske Advokater bemærker, at det bør præciseres, hvordan bevisbyrdereglerne skal anvendes i situationer, hvor der er tvivl om korrekt overenskomstdækning. Det anbefales, at det fremgår af bemærkningerne, hvilken betydning det har for bevisvurderingen, hvis arbejdsgiver har henvist til en forkert overenskomst i god tro.
Ankestyrelsen og Ligebehandlingsnævnet bemærker, at den foreslåede ændring af bevisbyrdereglerne kan medføre et øget antal klagesager som følge af en lempeligere bevisvurdering. Det anføres, at dette vil indebære øget tidsforbrug til sagsbehandling, herunder indhentelse af oplysninger, udarbejdelse af afgørelser samt vejledning af borgere og virksomheder.
Ministeriets bemærkninger
Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet har noteret sig synspunkterne og bemærker, at det følger af forslaget til § 5 d, stk. 1, nr. 4, at en arbejdsgiver er forpligtet til selv at udarbejde en lønredegørelse, hvis lønredegørelsen fra Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation, ikke afspejler de kategorier af lønmodtagere, der findes på virksomheden.
Det følger ligeledes af forslaget til § 5 e, stk. 2, at inden arbejdsgiveren udleverer lønredegørelsen efter § 5 a, stk. 1, eller § 5 b, stk. 2, litra g, til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn, sikrer arbejdsgiveren, efter høring af lønmodtagerrepræsentanterne, at de oplysninger, der ligger til grund for lønredegørelsen, er korrekte, og at de anvendte metoder er egnede.
Det følger endelig af forslaget til § 6, stk. 3, at der er påvist faktiske omstændigheder, hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser efter §§ 1 c-e, § 5 a, § 5 b, § 5 d, § 5 e og § 5 f, hvorefter det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en sådan forskelsbehandling ikke har fundet sted.
Det er på den baggrund Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at en arbejdsgivers manglende kontrol af, om opdelingen lever op til direktivets krav om, at personer i samme kategori skal udføre arbejde af samme værdi, indgår i bevisbyrdevurderingen i § 6, stk. 3.
Det følger af forslaget til § 6, stk. 4, at stk. 3 ikke finder anvendelse, hvis arbejdsgiveren beviser, at den manglende overholdelse af forpligtelserne var åbenbart uforsætlig og af mindre betydning.
Det er på den baggrund Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at arbejdsgiveres manglende overholdelse af forpligtelserne i god tro, indgår i bevisbyrdevurderingen § 6, stk. 3 og 4.
De enkelte høringssvar om emnet
Alm. bemærkninger
pkt. 3.5.1Bevisbyrde og forældelse: gældende rets. 19–20
3.5.1. Gældende ret
Ifølge den gældende § 6, stk. 1, i lov om lige løn til mænd og kvinder, kan en lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, efter loven, søge kravet fastslået ved domstolene. Efter bestemmelsens stk. 2 skal en person, der anser sig for krænket, jf. ligelønsprincippet i lovens § 1, påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Hvis dette opfyldes, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Bevisbyrdereglen i den gældende § 6, stk. 2, blev nyaffattet i forbindelse med Danmarks implementering af Rådets direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (bevisbyrdedirektivet). Direktivet havde til formål at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet. Direktivets implementering medførte desuden ændringer i blandt andet lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. (ligebehandlingsloven).
Det følger af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L 78 som fremsat, s. 1997, at bevisbyrdereglen i lov om lige løn til mænd og kvinder § 6, stk. 2, lever op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som er udtrykt i præmisserne til Danfoss-sagen. Her fastslog EU- Domstolen, at manglende gennemskuelighed i en virksomheds lønfastsættelsessystem bevirker, at arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af forholdsvis omfattende personalemateriale godtgør, at kvindelige medarbejdere aflønnes lavere end mandlige kollegaer. Det følger endvidere, at når lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder kan konstateres, vil der være tale om en faktisk omstændighed, jf. bevisbyrdedirektivets artikel 4. Formuleringen af bestemmelsen svarer til ligebehandlingslovens bevisbyrderegel.
Der er ikke i lov om lige løn til mænd og kvinder fastsat særlige regler om forældelse i sager om ligeløn. De almindelige regler om forældelse af fordringer på penge eller andre ydelser, som følger af forældelsesloven, finder således anvendelse, jf. forældelseslovens § 1.
Forældelsesfrister regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.
Det afgørende er således ikke det tidspunkt, hvor fordringshaveren faktisk kræver opfyldelse, men det tidligste tidspunkt, til hvilket opfyldelse kunne være krævet. Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller
skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. I sådanne tilfælde har forældelsen været suspenderet. Det er i forældelseslovens § 3, 3, fastsat, hvornår forældelse senest indtræder, uanset om forældelsen har været suspenderet. Fristerne i § 3, stk. 3, sætter således rammerne for, hvor længe forældelsen kan være suspenderet.
Ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, er forældelsesfristen 5 år, jf. forældelseslovens § 4, stk. 1. Den 5-årige forældelsesfrist er således en særlig forældelsesfrist, som ifølge pkt. 3.2.2.3 i de almindelige bemærkninger til forældelsesloven navnlig er begrundet i, at lønmodtageren typisk ikke vil rejse krav mod arbejdsgiver, mens ansættelsesforholdet består. Det følger af forældelseslovens § 4, stk. 2, at forældelseslovens § 3, stk. 2, og stk. 3, nr. 4, finder anvendelse ved fordringer omfattet af § 4, stk. 1. Forældelse indtræder således senest 10 år efter begyndelsestidspunktet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Reglerne om afbrydelse af forældelse følger af forældelseslovens kapitel 5 (§§ 15-19), mens reglerne om foreløbig afbrydelse af forældelse følger af kapitel 6 (§§ 20-22). Efter forældelseslovens § 15, afbrydes forældelsen, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.
Efter forældelseslovens § 16, stk. 1, afbrydes forældelsen, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid. Af bestemmelsens stk. 2, følger, at såfremt fordringen gøres gældende ved domstol, sker afbrydelsen 1) ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten, 2) når påstand om fordringen nedlægges under retssagen, herunder som modkrav, 3) når fordringen under retssagen bliver gjort gældende til modregning, dog kun i det omfang fordringen dækkes af hovedfordringen, eller 4) ved skyldnerens indlevering af stævning til retten med påstand om, at fordringen ikke består. Af bestemmelsens stk. 3, følger videre, at såfremt det er aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, eller en anden særlig afgørelsesmåde hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Stk. 2, nr. 2-4, gælder tilsvarende.
Når forældelsen afbrydes, løber en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i forældelsesloven, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1. Den nye frist løber fra det fastsatte tidspunkt, der følger af bestemmelsens stk. 2-6. Det følger eksempelvis, at sker afbrydelse ved skyldners erkendelse af forpligtelsen, jf. § 15, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendelsen, jf. § 19, stk. 2, og sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3.
Det følger af forældelseslovens § 20, stk. 1, at såfremt fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har foretaget et retsligt skridt, f.eks. anlægger sag, men fører dette ikke til forlig eller realitetsafgørelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt oplysning herom. Det følger af forældelseslovens § 20, stk. 2, at fordringshaveren ikke kan opnå den 1-årige forlængelse, hvis 1) det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, 2) fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitetsafgørelse kunne være opnået, eller 3) det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fogedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes.
Efter forældelseslovens § 21, indtræder forældelse i visse tilfælde tidligst 1 år efter afslutningen af et skridt, der er iværksat inden forældelsesfristens udløb. Det gælder bl.a. ved rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, hvor fristen regnes fra sagens endelige afgørelse, jf. stk. 1, ved indbringelse af en sag for en administrativ myndighed, hvor fristen regnes fra myndighedens meddelelse om sin afgørelse, jf. stk. 2, ved syn og skøn, hvor fristen regnes fra skønsforretningens afslutning, jf. stk. 4, og ved forhandlinger om fordringen, hvor fristen regnes fra det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet, jf. stk. 5.
pkt. 3.5.2Bevisbyrde og forældelse: direktivets artikel18 og21s. 20
3.5.2. Løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18 og 21
Ifølge direktivets artikel 18, stk. 1, skal medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystemer træffe passende foranstaltninger til at sikre, at når arbejdstagere, der mener sig krænket, fordi princippet om lige løn ikke er anvendt over for dem, over for en kompetent myndighed eller national domstol påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det sagsøgte at bevise, at der ikke har fundet nogen direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling sted.
I forbindelse med administrative eller retslige procedurer vedrørende en påstået direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling, hvor en arbejdsgiver ikke har gennemført løngennemsigtighedsforpligtelserne i artikel 5, 6, 7, 9 og 10, skal medlemsstaterne sikre, at det i det tilfælde påhviler arbejdsgiveren at bevise, at der ikke har fundet en sådan forskelsbehandling sted, jf. artikel 18, stk. 2, 1. pkt. Stk. 2, 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis arbejdsgiveren beviser, at overtrædelsen af forpligtelserne i artikel 5, 6, 7, 9 og 10 var åbenbart uforsætlig og af mindre betydning, jf. artikel 18, stk. 2, 2. pkt.
Direktivets artikel 21 fastsætter regler for forældelsesfrister i henhold til direktivet. Artikel 21, stk. 1, foreskriver, at der skal gælde visse forældelsesfrister for krav om lige løn. Ifølge artikel 21, stk. 2, skal medlemsstater sikre, at en forældelsesfrist suspenderes eller, afhængig af national ret, afbrydes, så snart en sagsøger tager skridt ved at gøre arbejdsgiveren bekendt med et krav eller ved at anlægge sag ved en domstol direkte eller gennem arbejdstagerrepræsentanterne, arbejdstilsynet eller ligebehandlingsorganet.
pkt. 3.5.3.1Bevisbyrdes. 20–21
3.5.3.1. Bevisbyrde
Lov om lige løn til mænd og kvinder § 6, stk. 2, gennemfører artikel 19, stk. 1-3, i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv 2006/54, som har samme ordlyd som løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18, stk. 1. Det er Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets og arbejdsmarkedets parters vurdering, at den gældende bestemmelse om delt bevisbyrde i lov om lige løn til mænd og kvinder § 6, stk. 2, som skal anvendes i ligelønssager, opfylder direktivets artikel 18, stk. 1.
Med henblik på at gennemføre direktivets artikel 18, stk. 2, og på baggrund af arbejdsmarkedets parters anbefaling, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 6 i lov om lige løn til mænd og kvinder om, at der er påvist faktiske omstændigheder, hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser efter §§ 1 c-1e, 5 a, 5 b, 5 d, 5 e og § 5 f. Konsekvensen af manglende opfyldelse af disse pligter er, at det herefter påhviler arbejdsgiveren at bevise, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.
De nævnte bestemmelser omhandler jobansøgeres ret til oplysninger om startløn, arbejdsgivers pligt til at give adgang til oplysninger om de objektive, kønsneutrale kriterier, som anvendes til lønfastsættelse samt oplysninger om løn, lønniveauer og lønudvikling til lønmodtagere samt reglerne om lønredegørelser og fælles lønvurdering.
Det er Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse vil gennemføre løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18, stk. 2, 1. afsnit, i dansk ret.
Arbejdsmarkedets parter har i deres implementeringsaftale anbefalet, at reglen om delt bevisbyrde ikke finder anvendelse, hvis arbejdsgiveren kan godtgøre, at den manglende efterlevelse var åbenbart uforsætligt og var af mindre betydning. Denne mulighed følger af direktivets artikel 18, stk. 2. Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet er enige i parternes tilgang og foreslå på den baggrund at indsætte et nyt stk. 4 i § 6 i lov om lige løn til mænd og kvinder. Det er Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse vil gennemføre løngennemsigtighedsdirektivets artikel 18, stk. 2, 2. pkt., i dansk ret.

