DirektivetKapitel II, Løngennemsigtighed

Art. 9

Redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere

Kapitel II, Løngennemsigtighed · 10 stykker · 9 danske bestemmelser · 9 betragtninger

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer

Artiklen

1. Medlemsstaterne sikrer, at arbejdsgiverne giver følgende oplysninger om deres organisation i overensstemmelse med denne artikel: a) lønforskellen mellem kønnene b) lønforskellen mellem kønnene i supplerende eller variable elementer c) medianlønforskellen mellem kønnene d) medianlønforskellen mellem kønnene i supplerende eller variable elementer e) andelen af kvindelige og mandlige arbejdstagere, der modtager supplerende eller variable elementer f) andelen af kvindelige og mandlige arbejdstagere i hver lønkvartil g) lønforskellen mellem kønnene mellem arbejdstagere i hver kategori af arbejdstagere opdelt efter almindelig grundløn og supplerende eller variable elementer.
2. Arbejdsgivere med 250 eller flere arbejdstagere stiller oplysningerne omhandlet i stk. 1 vedrørende det foregående kalenderår til rådighed senest den 7. juni 2027 og derefter hvert år.
3. Arbejdsgivere med 150-249 arbejdstagere stiller oplysningerne omhandlet i stk. 1 vedrørende det foregående kalenderår til rådighed senest den 7. juni 2027 og derefter hvert tredje år.
4. Arbejdsgivere med 100-149 arbejdstagere stiller oplysningerne omhandlet i stk. 1 vedrørende det foregående kalenderår til rådighed senest den 7. juni 2031 og derefter hvert tredje år.
5. Medlemsstaterne må ikke forhindre arbejdsgivere med færre end 100 arbejdstagere i frivilligt at stille oplysningerne omhandlet i stk. 1 til rådighed. Medlemsstaterne kan i henhold til national ret kræve, at arbejdsgivere med færre end 100 arbejdstagere stiller oplysninger om løn til rådighed.
6. Arbejdsgiverens ledelse bekræfter efter høring af arbejdstagerrepræsentanterne, at oplysningerne er korrekte. Arbejdstagerrepræsentanterne skal have adgang til de metoder, som anvendes af arbejdsgiveren.
7. De oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-g), meddeles den myndighed, der er ansvarlig for indsamling og offentliggørelse af sådanne oplysninger i henhold til artikel 29, stk. 3, litra c). Arbejdsgiveren kan offentliggøre de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-f), på sit websted eller gøre dem offentligt tilgængelige på anden vis.
8. Medlemsstaterne kan selv indsamle de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-f), på grundlag af administrative data såsom data fra arbejdsgiverne til skatte- eller socialsikringsmyndighederne. Oplysningerne offentliggøres i henhold til artikel 29, stk. 3, litra c).
9. Arbejdsgiverne stiller de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra g), til rådighed for alle deres arbejdstagere og for deres arbejdstageres arbejdstagerrepræsentanter. Arbejdsgiverne stiller efter anmodning oplysningerne til rådighed for arbejdstilsynet og ligebehandlingsorganet. Oplysningerne fra de foregående fire år stilles, hvis de foreligger, ligeledes til rådighed efter anmodning.
10. Arbejdstagere, arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsyn og ligebehandlingsorganer har ret til at anmode arbejdsgivere om yderligere præciseringer af og oplysninger om hvilke som helst af de afgivne data, herunder redegørelser for eventuelle lønforskelle mellem kønnene. Arbejdsgiverne skal besvare sådanne anmodninger inden for en rimelig frist ved at afgive et begrundet svar. Hvis lønforskelle mellem kønnene ikke er begrundet i objektive, kønsneutrale kriterier, skal arbejdsgiverne rette op på situationen inden for en rimelig frist i tæt samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsynet og/eller ligebehandlingsorganet.

Betragtninger

(21)
Princippet om lige løn bør overholdes for så vidt angår løn og alle andre ydelser, som arbejdstagerne modtager direkte eller indirekte i penge eller naturalier for deres arbejde fra deres arbejdsgiver. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis (6) bør begrebet løn ikke kun omfatte løn, men også supplerende eller variable elementer til lønnen. I forbindelse med supplerende eller variable elementer bør der tages hensyn til ydelser ud over den almindelige grund- eller minimumsløn, som arbejdstageren modtager direkte eller indirekte i penge eller naturalier. Sådanne supplerende eller variable elementer kan omfatte, men er ikke begrænset til, bonusser, overtidsgodtgørelse, rejsefaciliteter, bolig- og fødevaretilskud, uddannelsesgodtgørelse, fratrædelsesgodtgørelse, lovbestemte sygedagpenge, lovbestemte godtgørelser og arbejdsmarkedspensioner. Begrebet løn bør omfatte alle lønelementer, der skal betales i henhold til lov, kollektiv overenskomst og/eller praksis i hver medlemsstat.
(22)
For at sikre en ensartet udformning af de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv, bør lønniveauer udtrykkes som årlig bruttoløn og den tilsvarende bruttotimeløn. Det bør være muligt at basere beregningen af lønniveauet på den faktiske løn, der er fastsat for arbejdstageren, uanset om den fastsættes årligt, månedligt, pr. time eller på anden vis.
(26)
For at respektere retten til lige løn skal arbejdsgiverne have indført lønstrukturer, der sikrer, at der mellem arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, ikke er lønforskelle mellem kønnene, som ikke er begrundet ud fra objektive, kønsneutrale kriterier. Sådanne lønstrukturer bør give mulighed for at sammenligne værdien af forskellige job inden for samme organisationsstruktur. Det bør også være muligt at basere sådanne lønstrukturer på eksisterende EU-retningslinjer for kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer eller på indikatorer eller kønsneutrale modeller. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør værdien af arbejdet vurderes og sammenlignes ud fra objektive kriterier, herunder krav til uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse, færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår, uanset forskelle i arbejdsmønstre. For at lette anvendelsen af begrebet arbejde af samme værdi, navnlig for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, bør de objektive kriterier, der skal anvendes, omfatte fire faktorer: færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår. Disse faktorer er i de eksisterende EU-retningslinjer blevet identificeret som værende væsentlige og tilstrækkelige med henblik på at vurdere de opgaver, der udføres i en organisation, uanset hvilken økonomisk sektor organisationen tilhører. Da ikke alle faktorer er lige relevante for en bestemt stilling, bør arbejdsgiveren afveje hver af de fire faktorer på grundlag af de pågældende kriteriers relevans for det pågældende specifikke job eller den pågældende specifikke stilling. Yderligere kriterier kan også tages i betragtning, hvis de er relevante og begrundede. Hvis det er relevant, bør Kommissionen kunne ajourføre eksisterende EU-retningslinjer i samråd med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE).
(38)
Arbejdsgivere med mindst 100 arbejdstagere bør regelmæssigt redegøre for løn som fastsat i dette direktiv. Oplysningerne bør offentliggøres af medlemsstaternes overvågningsorganer på en passende og gennemsigtig måde. Arbejdsgiverne kan offentliggøre disse redegørelser på deres websted eller gøre dem offentligt tilgængelige på anden vis, f.eks. ved at medtage oplysningerne i deres ledelsesberetning, hvor det er relevant, i den ledelsesberetning, der udarbejdes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (13) . Arbejdsgivere, der er omfattet af kravene i nævnte direktiv, kan vælge at rapportere om løn sammen med andre arbejdstagerrelaterede spørgsmål i deres ledelsesberetning. For at sikre størst mulig løngennemsigtighed for arbejdstagerne kan medlemsstaterne øge indberetningshyppigheden eller gøre det obligatorisk for arbejdsgivere med færre end 100 arbejdstagere regelmæssigt at skulle redegøre for løn.
(42)
Medlemsstaterne kan anerkende arbejdsgivere, som ikke er omfattet af de redegørelsesforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og som frivilligt redegør for deres løn, f.eks. ved hjælp af et løngennemsigtighedsmærke, med henblik på at fremme god praksis i forbindelse med de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv.
(39)
Lønredegørelser bør gøre det muligt for arbejdsgiverne at evaluere og overvåge deres lønstruktur og -politikker og give dem mulighed for proaktivt at overholde princippet om lige løn. Redegørelser og fælles lønvurderinger bidrager til en øget bevidsthed om kønsskævhed i lønstrukturer og om lønmæssig forskelsbehandling samt bidrager til håndtering af sådan skævhed og forskelsbehandling på en effektiv og systemisk måde og gavner derved alle arbejdstagere, der er ansat af samme arbejdsgiver. Samtidig bør de kønsopdelte data hjælpe kompetente offentlige myndigheder, arbejdstagerrepræsentanter og andre interessenter med at overvåge lønforskellen mellem kønnene på tværs af sektorer (horisontal opdeling) og funktioner (vertikal opdeling). Arbejdsgiverne kan eventuelt have et ønske om at redegøre for eventuelle lønforskelle eller løngab mellem kønnene sammen med de offentliggjorte data. Når forskelle i den gennemsnitlige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere ikke er begrundet ud fra objektive, kønsneutrale kriterier, bør arbejdsgiveren træffe foranstaltninger til at fjerne ulighederne.
(40)
For at mindske byrden for arbejdsgiverne kan medlemsstaterne indsamle og sammenkoble de nødvendige data gennem deres nationale forvaltninger, således at der kan foretages en beregning af lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere pr. arbejdsgiver. En sådan dataindsamling kan kræve sammenkobling af data fra flere offentlige forvaltninger, såsom skatteinspektorater og socialsikringskontorer, og vil være mulig, hvis der foreligger administrative data, der matcher arbejdsgivernes data på virksomheds- eller organisationsniveau med arbejdstagernes data på individuelt niveau, herunder ydelser i kontanter og naturalier. Medlemsstaterne kan indsamle de pågældende oplysninger ikke blot for arbejdsgivere, der er omfattet af lønredegørelsesforpligtelsen i henhold til dette direktiv, men også for arbejdsgivere, som ikke er omfattet af forpligtelsen, og som frivilligt redegør herfor. Medlemsstaternes offentliggørelse af de krævede oplysninger bør erstatte lønredegørelsesforpligtelsen for de arbejdsgivere, der er omfattet af de administrative data, forudsat at det resultat, der tilsigtes med redegørelsesforpligtelsen, opfyldes.
(41)
For at gøre oplysningerne om lønforskellen mellem kønnene på organisatorisk plan bredt tilgængelige bør medlemsstaterne overlade det til det overvågningsorgan, der er udpeget i henhold til dette direktiv, at indsamle de data om lønforskelle, der modtages fra arbejdsgivere, uden at pålægge sidstnævnte en yderligere byrde. Overvågningsorganet bør offentliggøre disse data, herunder ved at offentliggøre dem på et lettilgængeligt websted, der gør det muligt at sammenligne data for de enkelte arbejdsgivere, sektorer og regioner i den pågældende medlemsstat.
(44)
Enhver behandling eller offentliggørelse af oplysninger i henhold til dette direktiv bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (14) . Der bør tilføjes særlige garantier for at forhindre direkte eller indirekte videregivelse af oplysninger om en identificerbar arbejdstager. Arbejdstagere bør ikke forhindres i frivilligt at oplyse deres løn med henblik på at håndhæve princippet om lige løn.

Fortolkningskilder

Foreløbige synspunkter, ikke bindende

Kommissionens FAQ om direktivet

Kommissionens tjenestegrenes foreløbige svar på spørgsmål om den vedtagne tekst. Engelsk original.

Do pay transparency measures apply to all employers?FAQ, s. 4–6

The Directive applies to employers in both public and private sectors.

All employers are bound by the obligation to:

  • have pay structures ensuring equal pay for equal work or work of equal value between women and men – the assessment of whether workers are in a comparable situation concerning the value of work should be based on objective, gender-neutral criteria including: skills, effort, responsibility and working conditions. Relevant soft skills must not be undervalued;
  • provide job applicants (through a vacancy notice or prior to the job interview) with information about the initial pay or its range, based on objective, gender-neutral criteria, to be attributed for the position concerned;
  • refrain from asking job applicants about their pay history during their current or previous employment relationships;
  • refrain from using confidentiality clauses that would forbid their workers disclosing their pay for the purpose of the enforcement of the principle of equal pay.
  • answer to worker’s request for information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for the category of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
  • inform their workers, on an annual basis, of their right to receive information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for categories of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
  • make easily accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay, pay levels and pay progression (Member States may exempt in their national law employers with fewer than 50 workers from the obligation related to pay progression);

The coverage for pay reporting and joint pay assessment under the Directive is limited to employers having at least 100 workers.

The frequency of pay reporting is tailored to the employers’ size and will be gradually introduced:

  • Employers with at least 250 workers will report every year as of June 2027;
  • Employers with 150 to 249 workers every three years as of June 2027;
  • Employers with 100 to 149 workers every three years as of June 2031.

Smaller employers (fewer than 100 workers) are not required to report on their pay gaps under the Directive, unless they are already subject to pay reporting under existing national measures in Member States.

Moreover, Member States are required to provide support, in the form of technical assistance and training, to employers with fewer than 250 workers and to the workers’ representatives concerned, to facilitate their compliance with the obligations of the Directive.

Projektets bemærkning

Svaret nævner stillingsopslag eller tiden før jobsamtalen. Efter artikel 5, stk. 1, kan oplysningerne også gives »på anden vis«, og de skal gives, så der sikres en informeret og gennemsigtig lønforhandling.

Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2, ikke kravet om objektive, kønsneutrale kriterier for løn.

Hele svaret i FAQ’en · Original, s. 4–6

Does the Directive provide flexibility to Member States in the implementation?FAQ, s. 6

Under the Directive, Member States may exempt employers with fewer than 50 workers from the obligation to make accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay progression.

In addition, Member States may replace employers’ pay reporting obligation by extracting and compiling the required data from administrative data available to the national tax inspectorates and social security institutions.

Member States may entrust social partners with the implementation of the Directive, provided that the results sought by the Directive are guaranteed at all times.

Finally, Member States may introduce or maintain provisions that are more favourable to workers than those laid down in the Directive.

Projektets bemærkning

Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2.

Medlemsstaternes adgang til selv at indsamle oplysningerne på grundlag af administrative data omfatter efter artikel 9, stk. 8, oplysningerne i stk. 1, litra a–f. Oplysningerne efter litra g behandles særskilt i stk. 9.

Hele svaret i FAQ’en · Original, s. 6

Which elements of pay must be included for the purposes of pay transparency measures?FAQ, s. 7–8

In line with the case law of the Court of Justice, the Directive defines ‘pay’ (Art3(1)(a)) as the ordinary basic or minimum wage or salary, but also any other consideration, whether in cash or in kind, which a worker receives directly or indirectly in respect of his or her employment from his or her employer. In other words, complementary or variable components constitute an integral part of the definition of pay. The same definition is used in the Recast directive.

At the same time, the objective and function of the pay transparency measures is to help identify and assess potential instances of pay discrimination.

Concerning the pay reporting (Article 9 of the Directive), it involves providing an overview of the situation within an organisation regarding:

  • current workers employed in the organisation;
  • a given reporting period (the ‘previous calendar year’ referred to in Article 9 of the Directive);
  • actual pay (Recital 22 of the Directive).

For the purpose of pay transparency measures, in line with the objective sought by the Directive, the scope of the concepts used (‘pay level’ or ‘gender pay gap’ or ‘median gender pay gap’) may be considered in a way that takes into account the objective and the function of these pay transparency measures.

Against this background, when implementing the pay transparency measures, the starting point should be that to calculate pay levels or gender pay gaps, all elements of pay related to workers employed during the reporting period should be included. It may be necessary to assign a specific monetary value to each benefit in kind for the purpose of pay transparency measures.

Employer’s contributions to occupational schemes always need to be taken into account for pay transparency purposes. The latter are indeed always paid for current workers in a given reporting period and therefore always constitute actual pay (in the context of both equal pay and pay transparency).

In line with the objective of the Directive and in view of the pay transparency measures under Articles 7, 9, and 10 it may not be useful to include:

  • Payments and benefits in cash or in kind that are not subject to any eligibility criteria and are collectively paid to all employees without any exceptions (same amount or benefit to every employee). For example, lunch vouchers, smartphones, laptops, Christmas gift cards, collective learning courses, etc. would not need to be included, provided that they are benefits that are available to all workers without preconditions or exceptions;
  • Payments and benefits in cash or in kind that are accessible to workers on a voluntary basis, without eligibility criteria and without exception (e.g. gym membership).

In line with CJEU case-law, statutory social security benefits and benefits deriving from them, are not considered as pay2.

  1. 2See for example, in the judgment C-170/84 — Bilka-Kaufhaus, the CJEU confirmed that benefits deriving from a statutory social security scheme were outside the scope of Article 157 TFEU (see also case WA C-450/18 (p. 28)).
Projektets bemærkning

Omtalen af nuværende ansatte skal læses sammen med omtalen af arbejdstagere, der var beskæftiget i rapporteringsperioden. Det kan ikke heraf udledes, at personer, der er fratrådt, skal udelades.

Udsagnet om, at arbejdsgiverbidrag til erhvervstilknyttede ordninger altid er faktisk løn, kræver særskilt afklaring. Ved kapitalfinansierede ordninger med definerede ydelser har Domstolen i Neath (C-152/91) og Coloroll (C-200/91) skelnet mellem finansieringsbidrag og de lovede ydelser.

Forslaget om at udelade visse ensartede eller frivillige goder er en foreløbig administrativ fortolkning, ikke en undtagelse i artikel 3. Betingelserne om samme beløb eller gode til alle og adgang for alle uden betingelser eller undtagelser skal være opfyldt.

At en ydelse følger af lov, er ikke alene afgørende. I Beune (C-7/93) kunne en lovreguleret tjenestemandspension efter de konkrete kriterier være løn.

Hele svaret i FAQ’en · Original, s. 7–8

What is a category of workers?FAQ, s. 9–10

For the purpose of the Directive3, the categorisation of workers should be based on the value of work assigned to them within the organisation. Workers performing the exact same work would, by definition, fall within the same category. However, there may also be workers within the organisation who perform different types of work, that are nevertheless of the same value. In such cases, these workers should be considered as belonging to the same category and pay range, because the value of their work is the same.

This assessment should be done by employers in a way that is not arbitrary, and that is based on gender-neutral criteria. Such criteria should be at least: skills, effort, responsibility and working conditions. Beyond these minimum requirements, employers may include other relevant gender-neutral and bias free factors and are free to weigh each criterion differently depending on their relevance for evaluating the job role.

It is up to employers to define categories of work of equal value, based on a combination of weighted criteria in cooperation with workers’ representatives where they exist.

To facilitate this work and limit administrative burden, Member States are required by the Directive to ensure that analytical tools or methodologies are made available and are easily accessible to support and guide the assessment and comparison of the value of work in accordance with the criteria.

The European Commission, together with EIGE, has updated the EU‑wide guidelines on gender-neutral job evaluation and classification, and produced a toolkit that translates the legal requirements of the Directive into voluntary and practical, ready-made step‑by‑step support for employers, workers and social partners.

  1. 3Including articles 7, 9, 10 and 24 refer to “category of workers”.
Projektets bemærkning

Efter artikel 4, stk. 4, skal kriterierne være aftalt med arbejdstagerrepræsentanter, hvis sådanne findes. At arbejdstagerne er i samme kategori, betyder ikke i sig selv samme individuelle løn uanset objektive forskelle.

Hele svaret i FAQ’en · Original, s. 9–10

Forarbejde til direktivet

Kommissionens begrundelse i forslaget

COM(2021) 93 af 4. marts 2021: Kommissionens forklaring af den bestemmelse, den foreslog.

Forslagets artikel 8 – Redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagereCOM(2021) 93, s. 14–15

I forslaget var det artikel 8 – Redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere. Den svarer til art. 9 i den vedtagne tekst. Teksten blev ændret under forhandlingerne.

I henhold til denne bestemmelse skal arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere gøre visse oplysninger offentligt tilgængelige såsom lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i deres organisation, herunder i supplerende eller variable tillæg (jf. forklaringen i artikel 3 ovenfor), ud over den almindelige grundløn.

De oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-f), er baseret på lettilgængelige oplysninger i en organisation og giver et samlet billede af lønforskelle mellem kønnene i organisationen, f.eks. ved at oplysninger om kønsfordelingen blandt arbejdstagerne i hver lønkvartil indeholder information om andelen af kvinder i de højest/lavest lønnede stillinger. Offentliggørelsen af disse oplysninger giver mulighed for en vis sammenligning mellem arbejdsgivere, hvilket skaber incitamenter for arbejdsgiverne til at forebygge potentielle lønforskelle, stimulerer debatten om lige løn og opfordrer til handling.

De oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra g), om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere efter kategorier af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, er arbejdsgiverspecifikke og mere følsomme end overordnede tal for lønforskelle. Kategoriseringen af arbejdstagere, der udfører arbejde af samme værdi, er baseret på en kombination og vægtning af kriterier, som er relevante for den pågældende arbejdsgiver. Lønforskellene i samme kategori kan derfor ikke sammenlignes på tværs af arbejdsgiverne, hvilket er grunden til, at disse oplysninger ikke bør offentliggøres. Arbejdsgivere bør stille sådanne oplysninger til rådighed for alle arbejdstagere og disses repræsentanter, og arbejdstilsyn og ligebehandlingsorganer bør kunne indhente oplysningerne efter anmodning. Oplysninger om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere efter kategorier af arbejdstagere vil være afgørende for at styrke arbejdsgivernes selvregulering og sætte arbejdstagerne og deres repræsentanter i stand til at kræve, at princippet om lige løn overholdes. Disse oplysninger fungerer også som en udløsende faktor for iværksættelse af en fælles lønvurdering, jf. artikel 9.

Som en alternativ foranstaltning til arbejdsgiveres redegørelse om løn, navnlig for at begrænse den mulige byrde i forbindelse hermed, kan medlemsstaterne vælge at overlade det til et eksisterende organ at indsamle de krævede oplysninger på grundlag af administrative data, f.eks. data fra arbejdsgiverne til skatte- eller socialsikringsmyndighederne, og stille oplysningerne til rådighed i stedet for arbejdsgiverne. Bestemmelsen kræver endvidere, at det overvågningsorgan, der er udpeget i henhold til artikel 26, indsamler de data, der modtages fra arbejdsgivere, og sikrer bred adgang, der gør det muligt at sammenligne data for de enkelte arbejdsgivere, sektorer og regioner i den pågældende medlemsstat.

På grundlag af de fremlagte oplysninger har arbejdstagerne og deres repræsentanter, arbejdstilsyn og ligebehandlingsorganer ret til at anmode arbejdsgiveren om at uddybe sådanne oplysninger, herunder redegørelser for eventuelle lønforskelle mellem kønnene. Arbejdsgiveren er forpligtet til at besvare sådanne anmodninger inden for en rimelig frist ved at afgive et begrundet svar. Hvis lønforskelle mellem kønnene ikke er begrundet i objektive og kønsneutrale faktorer, er arbejdsgiveren forpligtet til at rette op på situationen i tæt samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsynet og/eller ligebehandlingsorganet.

Hele begrundelsen · EUR-Lex, s. 14–15

Henstilling, ikke bindende

Henstilling 2014/124/EU

Kommissionens henstilling om løngennemsigtighed fra 2014, som direktivet bygger videre på.

Punkt 4 – Redegørelse om lønEUT L 69, s. 115

Medlemsstaterne bør indføre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdsgivere i virksomheder og organisationer med mindst 50 ansatte regelmæssigt informerer de ansatte, arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter om den gennemsnitlige løn for hver medarbejder- eller stillingsgruppe opdelt på køn.

Hele henstillingen · EUR-Lex

Rapport, baggrund

Kommissionens rapporter

Kommissionens vurdering af reglerne og praksis i medlemsstaterne før direktivet.

COM(2013) 861, afsnit 4.2 – Åbenhed om løns. 8–9

Øget åbenhed om løn kan afsløre kønsbetinget skævhed og forskelsbehandling i lønstrukturerne i en virksomhed eller en branche og sætte arbejdstagere, arbejdsgivere eller arbejdsmarkedets parter i stand til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at sikre indførelsen af ligelønsprincippet. I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3 og 4, i direktivet har flere medlemsstater indført specifikke foranstaltninger til åbenhed om løn. Disse kan opdeles i foranstaltninger, som viser de enkelte medarbejderes løn, og foranstaltninger, som kollektivt viser lønoplysninger for grupper af medarbejdere. Mens foranstaltningerne, som afdækker individuel løn, kan hjælpe med at opbygge individuelle sager og have en præventiv virkning, kan kollektive lønoplysninger danne grundlag for mere generelle foranstaltninger til indskrænkning af lønforskellen.

I tilfælde af påstået løndiskriminering er arbejdsgiveren i visse medlemsstater forpligtet til at give medarbejderen oplysninger om løn, der kan bidrage til vurderingen af, om der er sket forskelsbehandling76. I nogle medlemsstater kan denne information indhentes af medarbejderrepræsentanten med medarbejderens samtykke77. Hvis dette afvises, kan der opnås adgang til informationen via domstolene i nogle medlemsstater78. I bestemte medlemsstater er der i reglerne indarbejdet pligt til at angive den lovbefalede mindsteløn i jobopslag79, og der findes forbud mod, at en arbejdsgiver forhindrer en ansat i at fortælle om sin løn til andre, hvis formålet med denne åbenhed er at fastslå, om der foreligger lønforskelle eller overtrædelse af forbuddet mod at diskriminere på grund af f.eks. køn80. Flere medlemsstaters ligestillingsorganer har ret til at kræve lønoplysninger81, f.eks. information om indkomst for sammenlignelige medarbejdere, hos den sociale sikringsmyndighed82. Imidlertid anses lønoplysninger ofte som fortrolige i henhold til national databeskyttelseslovgivning. Derfor kan sådanne oplysninger i mange medlemsstater ikke udleveres til arbejdsgiverne. Medarbejderne kan endog være kontraktligt forhindret i at oplyse kolleger om deres løn. At afsløre lønoplysninger er sædvanligvis mere problematisk i den private sektor end i den offentlige sektor.

For så vidt angår de kollektive foranstaltninger, tilskynder flere medlemsstater til fremme af ligestillingsplanlægning ved at pålægge arbejdsgiverne at foretage en regelmæssig vurdering af deres lønpraksis og lønforskelle og udarbejde en handlingsplan for ligeløn83. Denne pligt pålægges normalt større arbejdsgivere. Der kan forekomme bestemmelser om økonomisk straf for overtrædelse af denne forpligtelse84. Visse medlemsstater kræver også, at arbejdsgiverne udarbejder lønundersøgelser85, mens andre kræver, at de indsamler beskæftigelsesrelaterede statistiske data baseret på køn86. I visse medlemsstater har arbejdsgiverne pligt til periodisk at give medarbejderrepræsentanterne en skriftlig rapport om ligestillingssituationen i virksomheden, herunder oplysninger om løn87.

  1. 76F.eks. BG, EE, IE, SK og FI.
  2. 77F.eks. FI.
  3. 78F.eks. CZ og LV.
  4. 79F.eks. AT.
  5. 80F.eks. UK.
  6. 81F.eks. EE og SE.
  7. 82F.eks. AT.
  8. 83F.eks. BE, ES, FR, FI og SE.
  9. 84Dette er tilfældet i FR.
  10. 85F.eks. FI og SE.
  11. 86F.eks. DK og EE.
  12. 87F.eks. BE, DK, FR, IT, LU og AT.

Hele rapporten · EUR-Lex, s. 8–9

COM(2017) 671, afsnit 2.2 – Redegørelse om løn på virksomhedsniveaus. 5–6

I henstillingen tilskyndes medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdsgivere i virksomheder og organisationer med mindst 50 ansatte regelmæssigt informerer de ansatte, arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter om den gennemsnitlige løn for hver medarbejder- eller stillingsgruppe fordelt på køn.26 En sådan redegørelse forbedrer løngennemsigtigheden og udgør et troværdigt grundlag for drøftelser af foranstaltninger om at gennemføre princippet om ligeløn.

I nogle medlemsstater er arbejdsgivere forpligtet til regelmæssigt at udarbejde en skriftlig rapport om ligestillingssituationen i virksomheden eller organisationen, herunder oplysninger om løn.27 I Danmark skal arbejdsgivere med mindst 35 medarbejdere f.eks. hvert år indsamle kønsopdelte lønstatistikker for grupper på mindst ti personer af hvert køn med samme stilling. Disse oplysninger udleveres til medarbejderne gennem deres repræsentanter.

I Frankrig skal virksomheder udlevere data om lige løn til medarbejderrepræsentanter i årsberetninger, navnlig i "ligestillingsrapporten", som er obligatorisk for virksomheder med mindst 300 medarbejdere, og "beretningen om virksomhedens økonomiske situation", som er obligatorisk for virksomheder med mindst 50 medarbejdere. Disse rapporter skal indeholde løntal, der er opdelt efter køn og stillingskategori.

I Belgien skal virksomheder udarbejde rapporter om lønforskelle på virksomhedsniveau hvert andet år. Virksomheder med mindst 50 ansatte skal hvert andet år udarbejde en detaljeret analyse af virksomhedens lønstruktur opdelt efter køn samt status, stilling, anciennitet samt kvalifikations- eller uddannelsesniveau. Belgien forpligter desuden virksomheder til at udarbejde kønsopdelte oversigter i flere afsnit i deres årsregnskaber. I Italien skal virksomheder med over 100 medarbejdere hvert andet år indberette kønsrelaterede ligestillingsoplysninger med eksplicit henvisning til lønniveau.

I Tyskland blev der for nylig indført en lov om generel indberetningspligt for store virksomheder vedrørende kvinders karriereudvikling og lige løn. I Det Forenede Kongerige skal arbejdsgivere med mindst 250 medarbejdere offentliggøre visse oplysninger om kønsbestemte lønforskelle, navnlig timebetaling, bonusser samt den overordnede lønfordeling28. I Litauen skal virksomheder med mere end 20 medarbejdere i medfør af en lov fra 2017 årligt levere anonyme data om gennemsnitslønnen for deres medarbejdere, undtagen lederne, opdelt efter stillingsgruppe og køn, til samarbejdsudvalg og fagforeninger. Derudover skal virksomheder med mere end 50 medarbejdere udarbejde en lønrapport, hvor medarbejdernes løn specificeres opdelt efter kategori i henhold til deres position og kvalifikationer, og denne rapport stilles til rådighed for medarbejderne.

I flere medlemsstater er der en mere omfattende forpligtelse for arbejdsgivere til regelmæssigt at vurdere lønpraksis og lønforskelle i en bredere sammenhæng vedrørende overholdelse af forpligtelsen til at udarbejde en handlingsplan for ligeløn.29 Disse forpligtelser omfatter virksomheders indberetning om gennemsnitsløn for forskellige kategorier af medarbejdere eller stillinger, men udover indberetning omfatter de også et krav om en mere dybdegående analyse af lønstrukturen samt opfølgende foranstaltninger til at rette op på lønforskelle. Disse nationale foranstaltninger drøftes mere indgående i afsnittet om lønrevision i denne rapport.

Flere medlemsstater har indberetningspligt for virksomheder, som kun gælder for den offentlige sektor.30

I to medlemsstater31 drøftes nye lovgivningsmæssige foranstaltninger om indberetningspligt for virksomheder.

  1. 26Afsnit 4 i henstillingen.
  2. 27F.eks. AT, BE, DE, DK, FR, IT, UK.
  3. 28Ligestillingslov 2010 (oplysninger om kønsbestemte lønforskelle) forskrifter fra 2017.
  4. 29AT, BE, ES, FI, FR, SE.
  5. 30F.eks. HU, FR, UK.
  6. 31IE, IT.

Hele rapporten · EUR-Lex, s. 5–6

Om kildernes vægt: EU-fortolkningskilder.

I dansk ret

§ 1 aLøn, statistik og forskelsbehandlingÆndret ved L68 § 1, nr. 5, 6

§ 1 a, nye stk. 4–10; gamle stk. 4–6 bliver 11–13

§ 5 aRedegørelsen for lønforskelle i sammenlignelige kategorierNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 a. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 3, afsnit 7, afsnit 8, afsnit 9, afsnit 10, afsnit 12, afsnit 17

§ 5 bLønredegørelsens tal og den eksterne leveringsordningNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 b. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 3, afsnit 4, afsnit 6, afsnit 8, afsnit 11, afsnit 23

§ 5 cFørste rapportering og efterfølgende fristerNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 c. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 1, afsnit 3, afsnit 8, afsnit 11, afsnit 14

§ 5 dNår arbejdsgiveren selv skal udarbejde eller supplereNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 d. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 3, afsnit 17

§ 5 eAflevering, kvalitetssikring og tidligere redegørelserNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 e. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 2, afsnit 6, afsnit 7, afsnit 10, afsnit 15

§ 5 fAfhjælpning og fælles lønvurderingNy ved L68 § 1, nr. 13

Ny § 5 f, stk. 1. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 2, afsnit 3, afsnit 6

§ 6Domstolsprøvelse og bevisbyrdeÆndret ved L68 § 1, nr. 14

Nye § 6, stk. 3–4

§ 7Arbejdsmarkedets Institut for LigelønNy ved L68 § 1, nr. 17

Ny § 7, stk. 4

Kommentaren bruger også artiklen ved § 5 g (afsnit 12); L68 § 4 (afsnit 5, afsnit 11).

Fortolket ved

EU-Domstolen, 17. okt. 1989, sag 109/88Uigennemsigtige lønsystemer og tillægskriterierEU-Domstolen, 27. okt. 1993, sag C-127/92Statistiske lønforskelle, separate forhandlinger og markedsbegrundelseEU-Domstolen, 31. maj 1995, sag C-400/93Akkordløn, gruppesammenligning og kollektive forhandlinger

L68

L68 § 1, nr. 5§ 1 aL68 § 1, nr. 13§ 5 a, § 5 b, § 5 c, § 5 d, § 5 e, § 5 f, § 5 gL68 § 1, nr. 14§ 6L68 § 1, nr. 17§ 7
↑↓ vælg↵ åbnesc luk