Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer
Artiklen
Betragtninger
Fortolkningskilder
Kommissionens FAQ om direktivet
Kommissionens tjenestegrenes foreløbige svar på spørgsmål om den vedtagne tekst. Engelsk original.
Do pay transparency measures apply to all employers?FAQ, s. 4–6
The Directive applies to employers in both public and private sectors.
All employers are bound by the obligation to:
- have pay structures ensuring equal pay for equal work or work of equal value between women and men – the assessment of whether workers are in a comparable situation concerning the value of work should be based on objective, gender-neutral criteria including: skills, effort, responsibility and working conditions. Relevant soft skills must not be undervalued;
- provide job applicants (through a vacancy notice or prior to the job interview) with information about the initial pay or its range, based on objective, gender-neutral criteria, to be attributed for the position concerned;
- refrain from asking job applicants about their pay history during their current or previous employment relationships;
- refrain from using confidentiality clauses that would forbid their workers disclosing their pay for the purpose of the enforcement of the principle of equal pay.
- answer to worker’s request for information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for the category of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- inform their workers, on an annual basis, of their right to receive information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for categories of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- make easily accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay, pay levels and pay progression (Member States may exempt in their national law employers with fewer than 50 workers from the obligation related to pay progression);
The coverage for pay reporting and joint pay assessment under the Directive is limited to employers having at least 100 workers.
The frequency of pay reporting is tailored to the employers’ size and will be gradually introduced:
- Employers with at least 250 workers will report every year as of June 2027;
- Employers with 150 to 249 workers every three years as of June 2027;
- Employers with 100 to 149 workers every three years as of June 2031.
Smaller employers (fewer than 100 workers) are not required to report on their pay gaps under the Directive, unless they are already subject to pay reporting under existing national measures in Member States.
Moreover, Member States are required to provide support, in the form of technical assistance and training, to employers with fewer than 250 workers and to the workers’ representatives concerned, to facilitate their compliance with the obligations of the Directive.
Svaret nævner stillingsopslag eller tiden før jobsamtalen. Efter artikel 5, stk. 1, kan oplysningerne også gives »på anden vis«, og de skal gives, så der sikres en informeret og gennemsigtig lønforhandling.
Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2, ikke kravet om objektive, kønsneutrale kriterier for løn.
Which elements of pay must be included for the purposes of pay transparency measures?FAQ, s. 7–8
In line with the case law of the Court of Justice, the Directive defines ‘pay’ (Art3(1)(a)) as the ordinary basic or minimum wage or salary, but also any other consideration, whether in cash or in kind, which a worker receives directly or indirectly in respect of his or her employment from his or her employer. In other words, complementary or variable components constitute an integral part of the definition of pay. The same definition is used in the Recast directive.
At the same time, the objective and function of the pay transparency measures is to help identify and assess potential instances of pay discrimination.
Concerning the pay reporting (Article 9 of the Directive), it involves providing an overview of the situation within an organisation regarding:
- current workers employed in the organisation;
- a given reporting period (the ‘previous calendar year’ referred to in Article 9 of the Directive);
- actual pay (Recital 22 of the Directive).
For the purpose of pay transparency measures, in line with the objective sought by the Directive, the scope of the concepts used (‘pay level’ or ‘gender pay gap’ or ‘median gender pay gap’) may be considered in a way that takes into account the objective and the function of these pay transparency measures.
Against this background, when implementing the pay transparency measures, the starting point should be that to calculate pay levels or gender pay gaps, all elements of pay related to workers employed during the reporting period should be included. It may be necessary to assign a specific monetary value to each benefit in kind for the purpose of pay transparency measures.
Employer’s contributions to occupational schemes always need to be taken into account for pay transparency purposes. The latter are indeed always paid for current workers in a given reporting period and therefore always constitute actual pay (in the context of both equal pay and pay transparency).
In line with the objective of the Directive and in view of the pay transparency measures under Articles 7, 9, and 10 it may not be useful to include:
- Payments and benefits in cash or in kind that are not subject to any eligibility criteria and are collectively paid to all employees without any exceptions (same amount or benefit to every employee). For example, lunch vouchers, smartphones, laptops, Christmas gift cards, collective learning courses, etc. would not need to be included, provided that they are benefits that are available to all workers without preconditions or exceptions;
- Payments and benefits in cash or in kind that are accessible to workers on a voluntary basis, without eligibility criteria and without exception (e.g. gym membership).
In line with CJEU case-law, statutory social security benefits and benefits deriving from them, are not considered as pay2.
- 2See for example, in the judgment C-170/84 — Bilka-Kaufhaus, the CJEU confirmed that benefits deriving from a statutory social security scheme were outside the scope of Article 157 TFEU (see also case WA C-450/18 (p. 28)).
Omtalen af nuværende ansatte skal læses sammen med omtalen af arbejdstagere, der var beskæftiget i rapporteringsperioden. Det kan ikke heraf udledes, at personer, der er fratrådt, skal udelades.
Udsagnet om, at arbejdsgiverbidrag til erhvervstilknyttede ordninger altid er faktisk løn, kræver særskilt afklaring. Ved kapitalfinansierede ordninger med definerede ydelser har Domstolen i Neath (C-152/91) og Coloroll (C-200/91) skelnet mellem finansieringsbidrag og de lovede ydelser.
Forslaget om at udelade visse ensartede eller frivillige goder er en foreløbig administrativ fortolkning, ikke en undtagelse i artikel 3. Betingelserne om samme beløb eller gode til alle og adgang for alle uden betingelser eller undtagelser skal være opfyldt.
At en ydelse følger af lov, er ikke alene afgørende. I Beune (C-7/93) kunne en lovreguleret tjenestemandspension efter de konkrete kriterier være løn.
What is a category of workers?FAQ, s. 9–10
For the purpose of the Directive3, the categorisation of workers should be based on the value of work assigned to them within the organisation. Workers performing the exact same work would, by definition, fall within the same category. However, there may also be workers within the organisation who perform different types of work, that are nevertheless of the same value. In such cases, these workers should be considered as belonging to the same category and pay range, because the value of their work is the same.
This assessment should be done by employers in a way that is not arbitrary, and that is based on gender-neutral criteria. Such criteria should be at least: skills, effort, responsibility and working conditions. Beyond these minimum requirements, employers may include other relevant gender-neutral and bias free factors and are free to weigh each criterion differently depending on their relevance for evaluating the job role.
It is up to employers to define categories of work of equal value, based on a combination of weighted criteria in cooperation with workers’ representatives where they exist.
To facilitate this work and limit administrative burden, Member States are required by the Directive to ensure that analytical tools or methodologies are made available and are easily accessible to support and guide the assessment and comparison of the value of work in accordance with the criteria.
The European Commission, together with EIGE, has updated the EU‑wide guidelines on gender-neutral job evaluation and classification, and produced a toolkit that translates the legal requirements of the Directive into voluntary and practical, ready-made step‑by‑step support for employers, workers and social partners.
- 3Including articles 7, 9, 10 and 24 refer to “category of workers”.
Efter artikel 4, stk. 4, skal kriterierne være aftalt med arbejdstagerrepræsentanter, hvis sådanne findes. At arbejdstagerne er i samme kategori, betyder ikke i sig selv samme individuelle løn uanset objektive forskelle.
Kommissionens begrundelse i forslaget
COM(2021) 93 af 4. marts 2021: Kommissionens forklaring af den bestemmelse, den foreslog.
Forslagets artikel 9 – Fælles lønvurderingCOM(2021) 93, s. 15
I forslaget var det artikel 9 – Fælles lønvurdering. Den svarer til art. 10 i den vedtagne tekst. Teksten blev ændret under forhandlingerne.
Hvis redegørelsen om løn i henhold til artikel 8 viser en forskel i gennemsnitslønnen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i organisationen på mindst 5 % i en hvilken som helst kategori af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, som ikke er begrundet i objektive og kønsneutrale faktorer, er den pågældende arbejdsgiver forpligtet til at foretage en lønvurdering. Arbejdsgiveren skal begrunde enhver lønforskel for alle kategorier af arbejdstagere, herunder forskelle på under 5 %, i objektive og kønsneutrale faktorer og rette op på situationen i henhold til artikel 8, stk. 7.
Den fælles lønvurdering bør foretages af arbejdsgiverne i samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter. Hvis der ikke er formelle arbejdstagerrepræsentanter i organisationen, bør arbejdsgiveren udpege en eller flere arbejdstagere til dette formål.
Kravet om en fælles lønvurdering har til formål at forpligte arbejdsgiverne til at se på deres lønfastsættelsespraksis og afhjælpe eventuelle kønsskævheder i lønstrukturerne, som krænker princippet om lige løn. Samarbejdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsentanter sikrer en understøttet tilgang og fører til fælles handling.
Forskelle i det gennemsnitlige lønniveau mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i hver kategori af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, skal begrundes objektivt, således som det fastslås i fællesskab af arbejdstagerrepræsentanterne og arbejdsgiveren. Hvis forskellene ikke kan begrundes i objektive faktorer, skal arbejdsgiveren træffe afhjælpende foranstaltninger. Hvis der tidligere er foretaget vurderinger, skal arbejdsgiveren vedlægge en rapport om effektiviteten af de foranstaltninger, der blev truffet i forbindelse med sådanne vurderinger. Foranstaltningerne bør træffes i tæt samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsynet og/eller ligebehandlingsorganet og bør omfatte indførelse af kønsneutral jobevaluering og -klassifikation for at sikre, at enhver direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn udelukkes.
Henstilling 2014/124/EU
Kommissionens henstilling om løngennemsigtighed fra 2014, som direktivet bygger videre på.
Punkt 5 – LønrevisionEUT L 69, s. 115
Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der foretages lønrevision i virksomheder og organisationer med mindst 250 ansatte. En sådan revision bør omfatte en analyse af andelen af mænd og kvinder i hver medarbejder- eller stillingsgruppe, en analyse af de anvendte jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer og detaljerede oplysninger om løn og lønforskelle på grundlag af køn. Revisionen bør være tilgængelig for arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter efter anmodning.
Kommissionens rapporter
Kommissionens vurdering af reglerne og praksis i medlemsstaterne før direktivet.
COM(2017) 671, afsnit 2.3 – Lønrevision på virksomhedsniveaus. 7
I henstillingen opfordres medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der foretages lønrevision i virksomheder og organisationer med mindst 250 ansatte. En sådan revision bør omfatte en analyse af andelen af mænd og kvinder i hver medarbejder- eller stillingsgruppe, en analyse af de anvendte jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer samt detaljerede oplysninger om løn og lønforskelle på grundlag af køn. Revisionen bør være tilgængelig for arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter efter anmodning.32 Med lønrevisioner bør det blive lettere at analysere de kønsmæssige ligestillingsaspekter i forbindelse med løn og at nå frem til konklusioner om anvendelsen af ligelønsprincippet samt identificere mulige løsninger til at løse de identificerede problemer. Lønrevisioner kan danne grundlag for drøftelser mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsentanter om, hvordan kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling elimineres.
Lønrapporter anvendes ofte som udgangspunkt for en mere dybdegående analyse, der går betydeligt længere end at levere statistiske tal, og som bygger på faktiske oplysninger om lønstrukturer. Som sådan kan lønrapporter bidrage til opfølgende foranstaltninger såsom handlingsplaner, der skal udjævne de identificerede kønsbestemte uligheder i løn.
I Frankrig er private arbejdsgivere med mere end 50 medarbejdere f.eks. forpligtet til at udarbejde årsberetninger, der indeholder tal opdelt efter køn og stillingskategori vedrørende den faktiske løn. Derudover skal der, på baggrund af de indsamlede oplysninger, udarbejdes en analyse af situationen for mænd og kvinder for hver faglig kategori i virksomheden med hensyn til jobklassifikationssystemer og lønforskelle. I overenskomster og unilaterale handlingsplaner skal der fastsættes ligestillingsmål og specifikke foranstaltninger for at nå disse mål.
I Sverige er arbejdsgivere med mindst 25 medarbejdere forpligtet til at udarbejde en lønundersøgelse hvert tredje år, hvor lønpraksis og kønsbestemte lønforskelle i virksomheden vurderes. På baggrund af denne undersøgelse skal de udarbejde en handlingsplan til at afhjælpe og forebygge uretfærdige kønsbestemte lønforskelle samt andre arbejdsvilkår. I Finland skal virksomheder med mindst 30 medarbejdere udarbejde ligestillingsplaner, der omfatter en lønundersøgelse med det formål at fastslå, om der er kønsbestemte lønforskelle på arbejdspladsen. Ligestillingsplanen skal indeholde forslag til, hvordan uberettigede forskelle fjernes. I Tyskland skal virksomheder med mere end 500 medarbejdere udarbejde lønrevisioner.
I Det Forenede Kongerige kan arbejdsretten pålægge arbejdsgivere at gennemføre revisioner om ligeløn, hvis en enkeltperson har fået medhold i en sag indbragt for retten vedrørende en overtrædelse af lovgivning om ligeløn.
I Danmark kan arbejdsgivere vælge mellem at udføre en frivillig analyse af ligeløn eller udarbejde en rapport om lønstatistik.
I Estland og Italien drøftes nye foranstaltninger på dette område. I Estland har regeringen f.eks. til hensigt at foreslå en retlig forpligtelse til at gennemføre periodiske lønrevisioner i den offentlige sektor og til at udarbejde ligestillingshandlingsplaner på baggrund af resultaterne.
- 32Afsnit 5 i henstillingen.
Om kildernes vægt: EU-fortolkningskilder.
I dansk ret
§ 3, stk. 1, 2. pkt.
Gældende §§ 5 a og 5 b ophæves
Gældende §§ 5 a og 5 b ophæves

