PraksisEU-Domstolen

1994

Tjenestemandspension som løn og tidsbegrænset direkte virkning

EU-Domstolen · 28. september 1994 · Sag C-7/93 · ECLI:EU:C:1994:350

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom
28. september 1994*

I sag C-7/93,

angående en anmodning, som Centrale Raad van Beroep i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds

mod

G. A. Beune,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene J. C. Moitinho de Almeida og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse (refererende dommer), M. Zuleeg og P. J. G. Kapteyn,

generaladvokat: F. G. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  1. appellanten i hovedsagen, Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds, ved advokaterne G. R. J. de Groot og L. A. D. Keus, Haag

  2. indstævnte i hovedsagen, G. A. Beune, ved advokaterne E. Lutjens og A. R. Bosman, Utrecht

  3. den nederlandske regering ved juridisch adviseur A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

  4. Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

  5. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. marts 1994 af appellanten i hovedsagen, af indstævnte i hovedsagen, af den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseur T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. april 1994,

afsagt følgende

Dom

1

Ved udateret kendelse, indgået til Domstolen den 12. januar 1993, har Centrale Raad van Beroep i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt syv præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af EØF-traktatens artikel 119.

2

Spørgsmålene er stillet under en sag mellem G. A. Beune og Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds (herefter benævnt »ABP«). Sagen drejer sig om ABP's fastsættelse af G. A. Beune's tjenestemandspension.

3

Det fremgår af sagsakterne i hovedsagen, at nederlandske tjenestemænd er omfattet af den almindelige pensionsordning i henhold til Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benævnt »AOW«) og af pensionsordningen for tjenestemænd i henhold til Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den almindelige nederlandske lov om alderspension for offentligt ansatte, herefter benævnt »ABPW«).

4

AOW indeholder bestemmelser om en almindelig alderspensionsforsikring for personer med bopæl i Nederlandene, og for personer, som ikke er bosiddende i Nederlandene, men som dog er indkomstskattepligtige i landet. Pensionen (herefter benævnt »den almindelige pension«), som siden 1965 har været fastsat på grundlag af den i Nederlandene gældende mindsteløn, beregnes efter de tilbagelagte

forsikringsperioder. Den udbetales med sit fulde beløb efter en forsikringsperiode på halvtreds år.

5

I henhold til ABPW har tjenestemænd med mindst fyrre tjenesteår krav på en pension (herefter benævnt »tjenestemandspension«) på 70% af slutlønnen. Mænd og kvinder har samme pensionsrettigheder. Pensionen udbetales af ABP, som er en offentligretlig juridisk person, der er oprettet ved lov.

6

Indtil den 1. april 1985 havde gifte mænd i henhold til AOW ret til en almindelig pension for ægteparret, svarende til 100% af den i Nederlandene gældende mindsteløn. Ugifte, såvel kvinder som mænd, havde ret til en almindelig pension, svarende til 70% af mindstelønnen. Gifte kvinder havde ikke selvstændig ret til pension; en sådan ret erhvervede de kun, såfremt ægtefællen afgik ved døden.

7

For at undgå samtidig udbetaling af den almindelige pension og tjenestemandspensionen var det i ABPW fastsat, at den del af den almindelige pension, som tjenestemanden på linje med alle med bopæl i Nederlandene havde ret til i henhold til AOW, og som svarede til rettighederne i henhold til de perioder, hvori han havde været ansat i offentlig tjeneste, skulle betragtes som en del af hans tjenestemandspension, dvs. som »samordnet« denne pension. I praksis sker det på den måde, at ABP fradrager det almindelige pensionsbeløb i den tjenestemandspension, der udbetales. Da tjenestemandspensionen beregnes på grundlag af en forsikringsperiode på fyrre år, er det højst 80% af den almindelige pension, der tages i betragtning, dvs. fradrages.

8

For gifte kvindelige tjenestemænd, som ikke havde selvstændig ret til en almindelig pension, bestemtes det i ABPW indtil den 1. april 1985, at den almindelige pension, der blev samordnet hendes tjenestemandspension, skulle beregnes på grundlag af den almindelige pension for ugifte kvinder, dvs. højst 80% af 70% af mindstelønnen.

9

Med virkning fra den 1. april 1985 fik gifte kvinder en selvstændig ret til almindelig pension i henhold til AOW. Som følge heraf blev ordningen efter ABPW ændret. En overgangsordning var gældende i perioden 1. april 1985 — 1. januar 1986. Siden da har den permanente ordning været følgende:

  1. Pensionsrettigheder for tjenestemænd vedrørende tjenestetid efter den 1. januar 1986 beregnes efter en såkaldt »franchise«-ordning. Det er uomtvistet, at denne ordning er den samme for mandlige og kvindelige tjenestemænd, idet der fradrages det samme almindelige pensionsbeløb i tjenestemandspensionen for gifte mænd og kvinder, der har været ansat i lige mange år i offentlig tjeneste.

  2. For pensionsrettigheder vedrørende tjenesteår før den 1. januar 1986 opretholdes den ordning, der var gældende indtil den 1. april 1985, også for gifte kvinder. Det almindelige pensionsbeløb, der samordnes tjenestemandspensionen for rettigheder, der vedrører tjenestetid før den 1. januar 1986, fastsættes for gifte kvindelige tjenestemænd således fortsat på grundlag af pensionen for ugifte kvinder, dvs. til højst 80% af 70% af mindstelønnen, og for gifte mandlige tjenestemænd til højst 80% af 100% af mindstelønnen, eftersom ægtefællens rettigheder i henhold til AOW i sidstnævnte tilfælde også samordnes.

10

Det fremgår af de nationale bestemmelser om pension for nederlandske tjenestemænd, at som følge af, at gifte kvinder ligestilles med ugifte kvinder med hensyn til beregningen af den almindelige pension, der samordnes tjenestemandspensionen, er tjenestemandspensionen for gifte mænd — for så vidt angår pensionsrettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 — konsekvent lavere end den tjenestemandspension, der udbetales til gifte kvinder, der har været tilsvarende indplaceret inden for det offentlige.

11

Den 3. februar 1988 fyldte G. A. Beune 65 år. På det tidspunkt oppebar han en invalidepension, som blev omberegnet på grundlag af bestemmelserne i ABPW. Det er uomtvistet, at denne særlige omstændighed ikke har betydning for de spørgsmål, den nationale retsinstans har forelagt, idet invalidepensionen blev omberegnet som en alderspension. Også fru Beune, der er født i 1922, havde ret til en almindelig pension.

12

Som følge af, at pensionsrettighederne vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 blev taget i betragtning, udgjorde det almindelige pensionsbeløb, der blev samordnet G. A. Beune's tjenestemandspension, 16 286,59 HFL pr. år, nemlig, som anført af Centrale Raad van Beroep, 40 x 2% af den dobbelte pension for gifte i henhold til AOW. For en gift kvindelig tjenestemand med det samme antal års ansættelse i offentlig tjeneste som G. A. Beune ville der i hendes tjenestemandspension kun være blevet fratrukket 11 300 HFL pr. år, svarende til 80% af den almindelige pension for ugifte i henhold til AOW.

13

G. A. Beune indgav en klage til ABP, hvori han anførte, at for så vidt angår tjenestetid før den 1. januar 1986 var ordningen i henhold til ABPW gunstigere for gifte kvinder end for gifte mænd, og at en sådan forskelsbehandling var uforenelig med direktiv 79/7.

14

Sagen blev herefter indbragt for Ambtenarengerecht, som tog Beune's påstande til følge. ABP appellerede sagen til Centrale Raad van Beroep, som har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

  1. »1)

    Skal udtrykket ’lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod [risikoen for] alderdom’ i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7/EØF fortolkes således,

    at det også omfatter en lovbestemt pensionsordning for (hovedsagelig) tjenestemænd som den, der er fastsat i ABPW?

  2. 2)

    Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende, skal princippet om ligebehandling, jf. ovennævnte direktivs artikel 4, stk. 1, da fortolkes således, at det er til hinder for, at der gælder forskellige regler for tilfælde af samtidig ret til almindelig pension (i henhold til AOW) og tjenestemandspension for så vidt angår gifte mandlige (tidligere) tjenestemænd på den ene side og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemænd på den anden side?

  3. 3)

    Såfremt spørgsmål 1) og 2) besvares bekræftende, kan en gift mandlig tidligere tjenestemand — i mangel af en national ordning, som ophæver den nævnte forskelsbehandling — da påberåbe sig direktiv 79/7/EØF til støtte for et krav om, at han med hensyn til sin ret til tjenestemandspension behandles på samme måde som en gift kvindelig tjenestemand, der i øvrigt befinder sig i samme situation?

  4. 4)

    Har det i spørgsmål 3) nævnte princip om ligebehandling den virkning, at forskellen mellem gifte mandlige og gifte kvindelige tjenestemænds ret til pension — som omhandlet i den foreliggende sag — har været ubeføjet med virkning fra den 23. december 1984, også for så vidt som pensionskravet støttes på perioder (dvs. tjenestetid som tjenestemand) før denne dato?

    Kan der herved lægges vægt på et forhold, som der ikke blev taget stilling til i dommen af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90,Saml. I-4509 Verholen m.fl.), i dommen af 8. marts 1988 (sag C-80/87, Dik m.fl.) og i dommen af 24. juni 1987 (sag 384/85, Borrie Clarke), nemlig at pensionsordningen i henhold til ABPW er reservefunderet?

    Såfremt spørgsmål 1) besvares benægtende, ønskes følgende spørgsmål besvaret, idet spørgsmål 2)-4) samtidig bortfalder.

  5. 5)

    Skal begrebet løn i EØF-traktatens artikel 119 fortolkes således, at det også omfatter en alderspension for (hovedsagelig) tjenestemænd som den, der er foreskrevet i den nederlandske ABPW?

  6. 6)

    Såfremt spørgsmål 5) besvares bekræftende, og det må lægges til grund, at de forskellige bestemmelser, der gælder for gifte mandlige og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemænd, for så vidt angår samtidig ret til almindelig pension (AOW) og tjenestemandspension, er i strid med princippet om lige løn for mandlige og kvindelige arbejdstagere i henhold til den nævnte traktatbestemmelse, kan en gift mandlig tjenestemand da under påberåbelse af dette princip kræve, at han i pensionsmæssig henseende behandles på samme måde som en gift kvindelig tjenestemand?

  7. 7)

    Kan der i fællesskabsretten — i tilfælde af en bekræftende besvarelse af spørgsmål 5) og 6) — findes støtte for at begrænse konsekvenserne af en tilsidesættelse af fællesskabsretten for så vidt angår dels det tidspunkt, fra hvilket der kan gøres krav på ligebehandling, dels de perioder, hvori er erhvervet ret til pension?

    Er det ved besvarelsen af dette spørgsmål af betydning, at den omhandlede pensionsordning er reservefunderet?«

15

Med spørgsmålene ønsker den nationale retsinstans i det væsentlige oplyst, om

  1. en pensionsordning som den, der er fastsat i ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af traktatens artikel 119

  2. de fællesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse, er til hinder for, at nationale lovbestemmelser som ABPW indeholder forskellige regler for gifte mænd og gifte kvinder for så vidt angår beregningen af tjenestemandspensionen, og om tidligere mandlige tjenestemænd kan påberåbe sig de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser til støtte for et krav om at blive behandlet på samme måde som tidligere kvindelige tjenestemænd

  3. dommens tidsmæssige virkninger — såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende — kan begrænses.

Første og femte spørgsmål

16

G. A. Beune har gjort gældende, at pensionsordningen efter ABPW er omfattet af direktiv 79/7. Han har anført, at mandlige tidligere tjenestemænd er udsat for en

form for forskelsbehandling, der er uforenelig med det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i direktivets artikel 4. Der kan direkte støttes ret på denne artikel, og gifte mænd har krav på at blive behandlet på samme måde som gifte kvinder. En medlemsstat kan ikke efter den 23. december 1984, hvor direktiv 79/7 skulle være gennemført, opretholde ulige behandling, som skyldes, at betingelserne for at erhverve ret til en ydelse er indført før denne dato. Han har under henvisning til Domstolens dom af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757) anført, at den omstændighed, at den omtvistede ordning er reservefunderet — hvilket han i øvrigt bestrider — ikke kan føre til noget andet resultat.

17

ABP og den nederlandske regering har i deres skriftlige indlæg anført, at pensionsordningen efter ABPW ikke er omfattet af direktiv 79/7, men af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). De har påpeget, at pensionsordningen omfatter en særlig gruppe af arbejdstagere, at den kun kan ændres efter aftale med personalerepræsentanterne, og at den sikrer en supplerende ydelse i forhold til den almindelige pension.

18

Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anført, at de ydelser, der udbetales til tjenestemænd i henhold til ABPW, må betragtes som løn, jf. traktatens artikel 119. Som følge af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) kan det forhold, at pensionsordningen er fastsat ved lov, ikke være til hinder herfor.

19

Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7 finder direktivet anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom.

20

I henhold til traktatens artikel 119, stk. 2, forstås ved »løn« i artikel 119 »den almindelige grund-eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

21

Som Domstolen allerede har fastslået (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, Barber-dommen, præmis 12, og af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 8), udelukker den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke, at de kan have karakter af løn i den i artikel 119 anførte betydning.

22

Som generaladvokaten i øvrigt har anført i punkt 22 ff. i sit forslag til afgørelse, må der ved afgørelsen af, om en pensionsordning som den, der er indført ved ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af artikel 119, foretages en afvejning af, hvilken vægt der må tillægges de kriterier, Domstolen har lagt til grund i sine tidligere afgørelser.

23

Alt efter de situationer, Domstolen har skullet tage stilling til, har den fremhævet følgende kriterier: I hvilket omfang pensionsordningen er fastlagt ved lov, om der er tale om en overenskomst mellem arbejdsgiverne og repræsentanter for arbejdstagerne, om de fordele, der ydes arbejdstagerne, supplerer de sociale sikringsydelser, hvorledes pensionsordningen finansieres, om den omfatter almindelige grupper af arbejdstagere og endelig forholdet mellem ydelsen og arbejdstagerens erhverv.

24

Den omstændighed, at en pensionsordning direkte er reguleret ved lov, peger utvivlsomt klart i retning af, at ydelserne efter en sådan ordning er sociale sikringsydelser. I henhold til Domstolens faste praksis (dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. réf.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8, og senest Ten Oever-dommen, præmis 9) er forholdet det, at selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring ikke principielt kan udelukkes fra begrebet løn, kan dette begreb, således som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke omfatte socialsikringsordninger eller-ydelser, f.eks. alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Disse ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

25

I denne forbindelse kan det bemærkes, at en ordning som ordningen efter AOW er omfattet af direktiv 79/7 (jf. bl.a. ovennævnte dom i sagen Verholen m.fl.).

26

Den omstændighed, at en ordning som ordningen efter ABPW direkte er reguleret ved lov, er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at den ikke er omfattet af artikel 119. Allerede i dommen af 8. april 1976 i Defrenne II-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 21) fastslog Domstolen, at med til den direkte forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artikel 119 angivne kriterier, må man navnlig regne forskelsbehandling, som skyldes lovbestemmelser.

27

Denne fortolkning bekræftede Domstolen i Barber-dommen. Heri fastslog Domstolen bl.a. (præmis 16), at en fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales af arbejdsgiveren, ikke ophører med at være en form for løn i artikel 119's forstand, blot fordi den ikke udbetales i henhold til arbejdskontrakten, men er lovbestemt eller ydes på frivilligt grundlag.

28

Som Domstolen udtalte i Defrenne li-dommen (præmis 12), hører princippet om lige løn til Fællesskabets grundlag. Princippets indhold og omfang kan derfor ikke fastlægges på grundlag af et formelt kriterium, som i sig selv afhænger af bestemmelser eller praksis i medlemsstaterne. Da traktaten skal finde ensartet anvendelse i hele Fællesskabet, må artikel 119 fortolkes selvstændigt i forhold til sådanne bestemmelser eller former for praksis.

29

Navnlig må det med hensyn til muligheden for at støtte ret på artikel 119 ved nationale retsinstanser være uden betydning, om den ulige lønmæssige behandling, arbejdstageren hævder at være udsat for, skyldes en lovbestemmelse, en administrativt fastsat bestemmelse eller eventuelt en kollektiv overenskomst.

30

Med henblik på at karakterisere en pensionsordning har Domstolen da heller ikke blot formelt set på, om den er reguleret ved lov. Det er også sket, at Domstolen i stedet har lagt vægt på, om den er fastsat ved overenskomst. Således fandt Domstolen i Bilka-dommen (præmis 20, 21 og 22), at selv om en pensionsordning er vedtaget i overensstemmelse med lovbestemmelser, er ordningen — når den har sin oprindelse i en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repræsentanter for de ansatte, og den går ud på, at de sociale ydelser, som skal betales i medfør af almindeligt gældende nationale regler, suppleres af ydelser, der udelukkende finansieres af arbejdsgiveren — ikke en social sikringsordning, og at de ydelser, der betales efter en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2. I Barber-dommen (præmis 25 og 27) fastslog Domstolen endvidere, at ordninger som private erhvervstilknyttede pensionsordninger, de såkaldte »contracted-out«-ordninger, som er et resultat enten af en overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller af en ensidig beslutning truffet af arbejdsgiveren, og som fuldt ud finansieres af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der i noget tilfælde ydes bidrag hertil fra det offentlige, udgør en del af de ydelser, arbejdsgiveren tilbyder arbejdstagerne. Selv om de bidrag, der indbetales til disse ordninger, og de ydelser, som de giver adgang til, delvis træder i stedet for bidrag eller ydelser i henhold til den almindelige, lovbestemte ordning, kan denne omstændighed ikke føre til, at artikel 119 ikke finder anvendelse.

31

Denne fortolkning bekræftede Domstolen i Ten Oever-dommen (præmis 10 og 11). En pensionsordning, som er tilvejebragt ved overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, og som udelukkende finansieres af arbejdstagerne og arbejdsgiverne på det pågældende fagområde uden noget økonomisk bidrag fra det offentlige, er omfattet af artikel 119, også selv om statsmagten på begæring af de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer har erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet.

32

En overenskomst mellem arbejdsgiverne og repræsentanter for arbejdstagerne må imidlertid i de nævnte afgørelser forstås som en egentlig aftale. I de fleste af medlemsstaterne findes der, også inden for det offentlige, forskellige former for konsultationer mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne, og disse konsultationer kan antage forskellige former, som er mere eller mindre bindende for parterne, uden at de dog nødvendigvis fører til egentlige overenskomster.

33

Den nederlandske regerings argument om, at de offentligt ansattes organisationer deltager i forvaltningen af ordningen, og at de i praksis bliver hørt forud for ændringer af ordningen, giver derfor i den foreliggende sag ikke grundlag for at lade det kriterium, der blev lagt vægt på i Ten Oever-dommen, få afgørende betydning. Den nævnte høring fører ikke til, at der indgås en egentlig overenskomst dm de nærmere regler for ordningen, som herefter er bindende for det offentlige og for lovgivningsmyndigheden. Det fremgår i øvrigt ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at lovgivningsmyndigheden i forbindelse med ændringen af ABPW i 1985 og derefter i 1986 formelt har været bundet af en aftale, der forinden var indgået mellem arbejdsmarkedets parter inden for det offentlige, og heller ikke, at den blot har erklæret aftalen obligatorisk for hele det offentlige område.

34

Under henvisning til et andet kriterium, som Domstolen har tillagt vægt, har den nederlandske regering gjort gældende, at den tjenestemandspension, der udbetales gennem ABP, er en tillægspension i forhold til den almindelige pension.

35

Dette har G. A. Beune bestridt, i det mindste for så vidt angår tjenestemandspensionens karakter, inden ABPW blev ændret i 1986.

36

Hertil bemærkes, at ordningen efter ABPW øjensynlig oprindelig var en alderspensionsforsikring udelukkende for tjenestemænd. Ved indførelsen af den almindelige pensionsordning efter AOW, som er en generel og grundlæggende alderspensionsforsikring, blev der indført en bestemmelse med henblik på at undgå samtidig udbetaling af tjenestemandspensionen, hvis størrelse fandtes tilstrækkelig, og den almindelige pension. Den del af den almindelige pension, der svarer til rettigheder vedrørende tjenestetid som offentligt ansat, samordnes herefter tjenestemandspensionen, mens dette ikke er tilfældet for rettigheder med hensyn til almindelig pension, som en tjenestemand måtte have erhvervet i medfør af forsikringsperioder, hvor han ikke var offentligt ansat; her foretages der ingen samordning, og den tidligere tjenestemand får således beløbet udbetalt fuldt ud.

37

Under alle omstændigheder må det — som det følger af Barber-dommen (præmis 27) — understreges, at det ikke er en betingelse for, at artikel 119 finder anvendelse, at en pension er en tillægspension i forhold til en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning. Ydelser, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, og som helt eller delvis træder i stedet for ydelser, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning, kan være omfattet af artikel 119.

38

Kriteriet om de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, kan heller ikke danne grundlag for at afgøre, om ordningen er omfattet af artikel 119.

39

En pensionsfond som den nederlandske finansieres ganske vist næsten fuldt ud gennem bidrag, som indbetales af de forskellige arbejdsgivere inden for det offentlige, og gennem indeholdelser i tjenestemændenes løn, og den forvaltes selvstændigt på grundlag af regler, der ligger tæt op ad dem, der gælder for

erhvervstilknyttede pensionsordninger. Men herved adskiller den sig ikke væsentligt fra visse sociale sikringsordninger, som er omfattet af direktiv 79/7, og som i henhold til lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om bidrag og ydelser også kan være finansieret ved bidrag fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne og kan forvaltes på paritetisk grundlag af arbejdsmarkedets parter.

40

Som det fremgår af den nederlandske regerings og ABP's svar på et spørgsmål fra Domstolen, er forholdet desuden det, at i modsætning til den ordning, Ten Oever-sagen drejede sig om (jf. ovenfor i præmis 31), kan der undtagelsesvis ydes bidrag til ABP over det nederlandske statsbudget, såfremt pensionsfonden ikke kan opfylde sine forpligtelser i henhold til ABPW. Det er i øvrigt oplyst, at staten godtgør ABP de ekstraudgifter, der følger af, at forskelsbehandlingen mellem enkemænd og enker er blevet ophævet. Ordningen finansieres således ikke udelukkende af de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagerne.

41

Den nederlandske regering har i sit skriftlige indlæg endvidere gjort gældende, at pensionsordningen efter ABPW på linje med de øvrige ordninger, der er omfattet af direktiv 86/378, må betragtes som en ordning bestemt for en særlig erhvervsgren. Reelt bestrider regeringen således, at nederlandske tjenestemænd i relation til den fællesskabsretlige kvalifikation af en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW kan anses for at være en »almindelig gruppe af arbejdstagere« som omhandlet i Defrenne I-dommen (jf. ovenfor i præmis 24).

42

Hertil bemærkes, at uanset at Domstolen ikke har defineret begrebet »almindelige grupper af arbejdstagere« siden Defrenne I-dommen, kan dette begreb næppe omfatte en særlig gruppe af arbejdstagere som tjenestemænd, idet disse kun adskiller sig fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere.

43

Det følger således af det anførte, at kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, kan tillægges afgørende betydning.

44

Som Domstolen allerede fastslog i Defrenne I-dommen, kan kriteriet om arbejdsforholdet ganske vist ikke være forbeholdt denne type pensioner. Der kan således — med hensyn til betingelserne for erhvervelse af ret til og fastsættelse af pensionsrettigheder for så vidt angår pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger — helt eller delvis tages hensyn til den pågældendes løn. Alligevel er sådanne pensioner ikke omfattet af artikel 119.

45

Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af de nærmere regler for en ordning som den, hovedsagen drejer sig om, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte.

46

Heraf følger, at en pensionsordning inden for det offentlige som den, der er tale om i hovedsagen, og som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og henhører under artikel 119.

47

Første og femte spørgsmål må herefter besvares med, at en pension som den, der udbetales i medfør af ABPW, er omfattet af artikel 119.

Andet, tredje og fjerde spørgsmål

48

Henset til besvarelsen af første og femte spørgsmål er det ufornødent at besvare andet, tredje og fjerde spørgsmål.

Sjette spørgsmål

49

Med dette spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om artikel 119 er til hinder for at anvende lovbestemmelser som ABPW for så vidt angår reglen om beregningen af tjenestemandspensionen for gifte mænd.

50

Hertil bemærkes blot, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (Barber-dommen, præmis 32).

51

Det fremgår af oplysningerne i hovedsagen, således som de er sammenfattet ovenfor i præmis 10, at den omtvistede lovgivning er udtryk for en direkte forskelsbehandling af mænd. Som Kommissionen har anført, ændrer det intet herved, at det kun er gifte mænd, der efter ordningen er dårligere stillet, men ikke ugifte.

52

I øvrigt bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis fra og med afsigelsen af Defrenne II-dommen, kan princippet i artikel 119 om lige løn påberåbes direkte ved de nationale domstole. Domstolen har i øvrigt fremhævet, at forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er generelt og gælder for offentlige myndigheder såvel som i forhold til alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold (jf. dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 12).

53

Heraf følger, at i den foreliggende sag skal gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder, idet disse regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret (jf. bl.a. Barber-dommen, præmis 39, Kowalska-dommen, præmis 19, samt dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 18, og, for så vidt angår forskelsbehandling af mænd ved beregningen af en social alderspension, af 1.7.1993, sag C-154/92, Van Cant, Sml. I, s. 3811, præmis 20 og 21).

54

Sjette spørgsmål må herefter besvares med, at artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til rettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 gælder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemænd end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemænd, og at artiklen kan påberåbes direkte for de nationale domstole. Gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, skal behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

Syvende spørgsmål

55

Den nationale retsinstans ønsker endvidere oplyst, om de tidsmæssige virkninger af nærværende dom kan begrænses.

56

I protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab — der er knyttet som bilag til traktaten — bestemmes følgende: »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.« I henhold til traktatens artikel 239 udgør protokollen en integrerende del af traktaten.

57

Det følger af svaret på første og femte spørgsmål, jf. navnlig nærværende doms præmis 42, at den pension, der udbetales i henhold til ABPW, må betragtes som en ydelse i medfør af en erhvervstilknyttet ordning som omhandlet i protokollen. Selv om ydelsen er reguleret ved lov, sikrer den tjenestemanden en beskyttelse mod risikoen for de økonomiske konsekvenser af høj alder, og den er en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra den offentlige arbejdsgiver, og som svarer til den, en privat arbejdsgiver udreder i henhold til en erhvervstilknyttet ordning.

58

Endvidere vedrører de ydelser, der er tale om i hovedsagen, beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990. De diskriminerende bestemmelser er dem, som fastsætter pensionsrettighederne for tjenestetid, der ligger forud for den 1. januar 1986.

59

Protokollen finder således i kraft af sin generelle ordlyd anvendelse på de ydelser, der udbetales i henhold til en ordning som den her omhandlede.

60

Denne konstatering gælder imidlertid ikke ubetinget. Den angår ydelser — som i øvrigt er det eneste, der nævnes i protokol nr. 2 — men ikke retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

61

Protokollen er således klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten — men i protokollen har man lige så lidt som i Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at være omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

62

Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres således fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgør en overtrædelse af traktatens artikel 119, såfremt en virksomhed — uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn — behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemærkes, at Bilka-dommen i øvrigt ikke begrænser de tidsmæssige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

63

Til støtte for, at artikel 119 ikke omfatter ydelser, som udbetales i henhold til ABPW, og som vedrører beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17.Saml. I-4523 maj 1990, har den nederlandske regering imidlertid anført, at en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW er omfattet af direktiv 86/378. Regeringen har henvist til det retssikkerhedsprincip, der er formuleret i direktivets artikel 8, stk. 2, og hvis formål bl.a. er at give mulighed for indtil den 1. januar 1993 at opretholde bestemmelser i en pensionsordning, som tidligere fandt anvendelse og var i strid med ligebehandlingsprincippet.

64

Hertil bemærkes, at selv hvis direktiv 86/378 måtte finde anvendelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, som Domstolen fastslog i dom af 14. december 1993 (sag Cl 10/91, Moroni, Smi. I, s. 6591, præmis 24) med hensyn til direktivets artikel 8, stk. 1, at der — når det på grundlag af bestanddelene af den løn, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslås, at fastsættelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to køn, fører til forskelsbehandling — ikke er grund til at rejse spørgsmålet om retsvirkningerne af det nævnte direktiv.

65

Den samme fortolkning må anlægges med hensyn til artikel 8, stk. 2, som ikke kan begrænse rækkevidden af artikel 119 for så vidt angår pensionsrettigheder, der kan henføres til perioder, hvori den pågældende har været tilknyttet ordningen forud for, at denne blev ændret.

66

Da protokollen ad artikel 119 omfatter en ordning som den, der gælder efter ABPW, og da en tjenestemandspension som den, der er tale om i hovedsagen, fastsættes på grundlag af regler, der ikke er udtryk for forskelsbehandling for så vidt angår rettigheder, der vedrører tjenestetid efter den 1. januar 1986, kan artikel 119 i henhold til selve protokollens ordlyd kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling efter ordningen af tjenestemænd, der har ret til pension i medfør af ABPW, eller af deres ydelsesberettigede pårørende, såfremt de har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, for så vidt angår de rettigheder, der vedrører tjenestetid forud for den 1. januar 1986.

67

Denne kategori af personer kan imidlertid ikke påberåbe sig artikel 119 for så vidt angår rettigheder, der vedrører tjenestetid forud for den 8. april 1976, eftersom Domstolen først i Defrenne li-dommen fastslog, at der direkte kunne støttes ret på artikel 119, hvilket dog kun skulle gælde med virkning for fremtidige lønperioder.

68

Syvende spørgsmål må herefter besvares med, at i kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemænd eller deres ydelsesberettigede pårørende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte for krav om ligebehandling for så vidt angår udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, vedrørende beskæftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.

Sagens omkostninger

69

De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep ved udateret kendelse indgået til Domstolen den 12. januar 1993, for ret:

  1. 1)

    En pension som den, der udbetales i medfør af Algemene Burgerlijke Pensioenwet (ABPW), er omfattet af traktatens artikel 119.

  2. 2)

    Artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til alderspensionsrettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 gælder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemænd end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemænd; artikel 119 kan påberåbes direkte for de nationale domstole; gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, skal behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

  3. 3)

    I kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemænd eller deres ydelsesberettigede pårørende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte for krav om ligebehandling for så vidt angår udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, vedrørende beskæftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.

Due

Moitinho de Almeida

Edward

Kakouris

Joliét

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

Fodnoter

  1. *

    Processprog: nederlandsk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk