Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original
Domstolens dom (Sjette Afdeling)
7. februar 1991*
I sag C-184/89,
angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag
Helga Nimz
mod
Freie und Hansestadt Hamburg
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, G. F. Mancini, og dommerne T. F. O'Higgins, M. Díez de Velasco, C. N. Kakouris og P. J. G. Kapteyn,
generaladvokat: M. Darmon
justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
sagsøgeren i hovedsagen, Helga Nimz, ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide Pfarr,
sagsøgte i hovedsagen, Freie und Hansestadt Hamburg, ved advokaterne Wolfgang Scheer og Rolf Stahmer, Hamburg,
den tyske regering ved Regierungsdirektor Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget,
Det Forenede Kongeriges regering, oprindelig ved Susan J. Hay og senere ved Hussein A. Kaya, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtigede,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat Élisabeth Hoffmann, Bruxelles,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 3. oktober 1990 er afgivet mundtlige indlæg af Helga Nimz, Freie und Hansestadt Hamburg ved advokat Schnebbe, den tyske regering ved Dr. Joachim Karl og Kommissionen ved Bernhard Jansen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. november 1990,
afsagt følgende
Dom
Ved kendelse af 13. april 1989, indgået til Domstolen den 29. maj 1989, har Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).
Spørgsmålene er rejst under en sag, som Helga Nimz har anlagt mod sin arbejdsgiver, Freie und Hansestadt Hamburg, og som vedrører hendes oprykning til en højere lønramme.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at arbejdsforholdet er reguleret af en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionærer (Bundesangestelltentarifvertrag, herefter benævnt »BAT«). I den affattelse af BAT's artikel 23 a, nr. 6, der var gældende indtil den 31. december 1987, bestemtes det med hensyn til den ansattes oprykning til en højere lønramme efter en vis tid, at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, blev medregnet fuldt ud, men at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun blev medregnet med halvdelen.
Under henvisning til denne bestemmelse og med den begrundelse, at Helga Nimz' arbejdstid udgjorde mindre end tre fjerdedele af den normale arbejdstid, afslog arbejdsgiveren at oprykke hende til den nærmeste højere lønramme, nemlig IV b, gruppe 2, i henhold til BAT, efter at hun i seks år havde været indplaceret i lønramme V b, gruppe 1 a.
Dette betragtede Helga Nimz som en retsstridig indirekte forskelsbehandling, da ansatte med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid og seks års lønanciennitet havde krav på automatisk oprykning til en højere lønramme. Hun anlagde derfor sag ved Arbeitsgericht Hamburg, som fandt, at sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 117 og 119 samt direktiv 75/117. Retten har som følge heraf udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
- »1)
Foreligger der en indirekte forskelsbehandling af kvinder i strid med EØF-Traktatens artikel 119, når det — for ’Verwaltungsfachangestellte’(fida) ved et universitet — i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte med hensyn til oprykning til den nærmeste højere lønramme bestemmes
at tjenesteperioder, hvori funktionæren har haft en normal arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid, medregnes fuldt ud ved beregningen af lønancienniteten, mens tjenesteperioder, hvori funktionæren har haft en arbejdstid på mindst halvdelen af den normale arbejdstid, medregnes med halvdelen — og kvindelige funktionærer udgør mere end 90% af alle deltidsbeskæftigede funktionærer med en arbejdstid på under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid, og kvindelige funktionærer udgør lidt over 55% af alle deltidsbeskæftigede funktionærer med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid og af alle fuldtidsbeskæftigede?
- 2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende :
Kræver EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med EØF-Traktatens artikel 117 og/eller Rådets direktiv 75/117/EØF da, at der for deltidsbeskæftigede med en arbejdstid på under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid gælder samme lønanciennitetskrav som for deltidsbeskæftigede med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en fuldtidsbeskæftiget funktionærs, henholdsvis som for en fuldtidsbeskæftiget,
eller
forholder det sig således, at retten under hensyn til overenskomstparternes ret til selvregulering er afskåret fra at træffe en sådan afgørelse og må overlade det til overenskomstparterne at løse spørgsmålet?«
Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante fællesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
Spørgsmål 1
Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når den sidstnævnte gruppe ansatte omfatter langt flere kvinder end mænd.
Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål må det først undersøges, om oprykning til en højere lønramme falder ind under anvendelsesområdet for Traktatens artikel 119.
Det er oplyst, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en ordning, hvorefter der sker en kvasiautomatisk indplacering i lønrammen på grundlag af anciennitetsregler, som er fastsat i en kollektiv overenskomst. Disse regler er afgørende for udviklingen i selve den aflønning, en ansat, der ikke får nye arbejdsopgaver, har krav på.
Heraf følger, at reglerne om den kvasiautomatiske oprykning til en højere lønramme under de angivne omstændigheder principielt falder ind under begrebet løn som defineret i Traktatens artikel 119.
Da Traktatens artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansatte ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter også alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jf senest dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Smi. I, s. 2591).
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansatte, hvis arbejdstid udgør mindst halvdelen, men mindre end tre fjerdedele af en fuldtidsbeskæftigets arbejdstid, efter den pågældende overenskomstbestemmelse skal have dobbelt så stor lønanciennitet som en fuldtidsbeskæftiget for at rykke op i den nærmeste højere lønramme. En sådan kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne kan opretholde en forskel i den samlede aflønning af to kategorier af ansatte — nemlig de ansatte, der har en bestemt mindstearbejdstid pr. uge eller måned, og de ansatte, der har samme arbejdsopgaver, men ikke har denne mindstearbejdstid — medfører rent faktisk en forskelsbehandling af kvindelige ansatte i forhold til mandlige ansatte, når det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder har deltidsbeskæftigelse. En sådan overenskomst må derfor principielt anses for at være i strid med Traktatens artikel 119. Det eneste tilfælde, hvor dette ikke gælder, er, når den forskellige behandling af de to kategorier af ansatte er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607).
Under sagens behandling har Freie und Hansestadt Hamburg i det væsentlige gjort gældende, at ansatte, som er fuldtidsbeskæftigede, eller som har en arbejdstid på tre fjerdedele af normal arbejdstid, hurtigere end de andre ansatte erhverver kvalifikationer og færdigheder i forbindelse med deres arbejdsopgaver. Den tyske forbundsregering har tillige fremhævet, at de førstnævnte har større erfaring.
Sådanne betragtninger er imidlertid kun generaliseringer vedrørende bestemte grupper af ansatte, og de giver derfor ikke grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743). Ganske vist er ancienniteten ensbetydende med en større erfaring, som principielt sætter arbejdstageren i stand til bedre at udføre sine arbejdsopgaver, men om et sådant kriterium er objektivt, afhænger af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, særlig af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer. Det tilkommer imidlertid den nationale ret, som har enekompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, i betragtning af alt foreliggende at afgøre, om og i hvilket omfang en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den, der her er tale om, er berettiget af objektive grunde, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.
Det første spørgsmål, den nationale ret har forelagt, må herefter besvares med, at EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når det viser sig, at den sidstnævnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den pågældende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket især afhænger af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.
Spørgsmål 2
Det andet spørgsmål drejer sig om konsekvenserne af, at den nationale ret fastslår, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst er uforenelig med EØF-Traktatens artikel 119, især når henses til overenskomstparternes ret til selvregulering.
I denne forbindelse bemærkes — som Domstolen har fastslået i dommen af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455) — at bestemmelsen i EØF-Traktatens artikel 119 er tilstrækkelig præcis til, at den kan påberåbes af borgerne for en national retsinstans med henblik på, at denne tilsidesætter enhver national bestemmelse, herunder i givet fald en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der ikke er i overensstemmelse med traktatbestemmelsen.
Det fremgår af dommen af 27. juni 1990 i sag C-33/89, jf. ovenfor, at når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af denne forskelsbehandling, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.
Endvidere bemærkes, at den nationale ret, der inden for sin kompetence har til opgave at anvende fællesskabsrettens bestemmelser, ifølge Domstolens faste praksis (jf. særlig dom af 9.3.1978, sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629) har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning, idet retten i påkommende tilfælde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende bestemmelse i den nationale lovgivning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af bestemmelsen ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmæssigt middel.
Det samme gælder, når den bestemmelse, der strider mod fællesskabsretten, fremgår af en kollektiv overenskomst. Det ville nemlig være uforeneligt med selve fællesskabsrettens karakter at frakende den ret, der skal bringe fællesskabsretten i anvendelse, beføjelsen til i selve det øjeblik, hvor den skal anvende fællesskabsretten, at foretage alt, hvad der er nødvendigt for at tilsidesætte bestemmelser i en kollektiv overenskomst, som eventuelt er til hinder for, at fællesskabsrettens bestemmelser får deres fulde virkning.
Spørgsmål 2 må herefter besvares med, at når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesætte bestemmelsen, uden at retten behøver at anmode om eller afvente, at den forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på anden måde, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af forskelsbehandlingen, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.
Sagens omkostninger
De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 13. april 1989, for ret:
- 1)
EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når det viser sig, at den sidstnævnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den pågældende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket især afhænger af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.
- 2)
Når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesætte bestemmelsen, uden at retten behøver at anmode om eller afvente, at den forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på anden måde, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af forskelsbehandlingen, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.
Mancini
O'Higgins
Díez de Velasco
Kakouris
Kapteyn
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. februar 1991.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
G. F. Mancini
Formand for Sjette Afdeling
Fodnoter
- *
Processprog: tysk.

