PraksisEU-Domstolen

1993

Pensioners tidsgrænse og aktuarmæssige faktorer

EU-Domstolen · 22. december 1993 · Sag C-152/91 · ECLI:EU:C:1993:949

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom
22. december 1993*

I sag C-152/91,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Leeds (Det Forenede Kongerige), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

David Neath

mod

Hugh Steeper Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein og ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  1. David Neath ved the Honourable Michael J. Beloff, QC, og Barristers C. Lewis og S. Moore

  2. Hugh Steeper Ltd ved Barrister D. Pannick

  3. Det Forenede Kongerige ved J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og ved Barrister S. Richards

  4. den nederlandske regering ved secretaris-generaal B. R. Bot, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

  5. den tyske regering ved Ministerialrat i Forbundsøkonomiministeriet E. Röder, som befuldmægtiget

  6. Irland ved Chief State Solicitor L. J. Dockery, som befuldmægtiget, og A. O'Caoimh, BL

  7. den danske regering ved juridisk konsulent J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

  8. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at D. Neath, Hugh Steeper Ltd, Det Forenede Kongerige ved Attorney General Sir Nicholas Lyell, QC, Barristers S. Richards og N. Paines samt J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseurs J. W. de Zwaan og T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, den tyske regering, Irland ved J. Cooke, SC, og

A. O'Caoimh, BL, som befuldmægtigede, den danske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. januar 1993,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. april 1993,

afsagt følgende

Dom

1

Ved kendelse af 13. maj 1991 indgået til Domstolen den 10. juni 1991 har Industrial Tribunal, Leeds, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119 og Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) for så vidt angår begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen.

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af David Neath mod Hugh Steeper Ltd om betingelserne for ydelse af en firmapension og for overførsel af pensionsrettigheder.

3

David Neath var ansat i Hugh Steeper Ltd fra den 29. januar 1973 til den 29. juni 1990, hvor han blev afskediget af driftsmæssige grunde. Han var da 54 år og 11 måneder. I denne periode var han først tilsluttet én, derefter en anden privat erhvervstilknyttet pensionsordning, som administreredes af hans arbejdsgiver, idet de rettigheder, han havde erhvervet i henhold til den førstnævnte ordning, var blevet overført til den, som han var tilsluttet på afskedigelsestidspunktet, og som ifølge aftale var undtaget fra den statslige indtægtsbestemte pensionsordning (»contracted out of the State Earnings Related Pension Scheme«).

4

Ifølge reglerne for den sidstnævnte ordning kan mandlige arbejdstagere først gøre krav på fuld firmapension, når de fylder 65 år, medens kvindelige arbejdstagere kan modtage fuld pension, når de fylder 60 år.

5

Enhver, der er tilsluttet ordningen, kan imidlertid — hvis arbejdsgiveren og ordningens »trustees« giver deres samtykke hertil — blive førtidspensioneret på et hvilket som helst tidspunkt, efter at han/hun er fyldt 50 år, og få udbetalt en aktuel pension, som imidlertid nedsættes i forhold til perioden mellem det faktiske pensionstidspunkt og det normale pensionstidspunkt. Hvis arbejdsgiveren eller ordningens »trustees« ikke giver deres samtykke, hvilket var tilfældet for David Neath's vedkommende, er den tilsluttede kun berettiget til at få de pensionsrettigheder, han har erhvervet, overført til en anden pensionsordning eller til at få en opsat pension, som udbetales på det normale pensionstidspunkt, medmindre han vælger at få en del af denne pension konverteret til en engangsydelse.

6

Da David Neath skulle træffe sit valg, blev han på grundlag af de tal, han fik oplyst af pensionsordningen, klar over, at han, hvis han valgte at få sine pensionsrettigheder overført, økonomisk ville være bedre stillet, hvis Barber-dommen blev fortolket således, at enhver mandlig arbejdstager, der som han er fratrådt efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, er berettiget til at få sin pension omberegnet — på samme grundlag som en kvinde i samme situation — i forhold til hele sit beskæftigelsesforløb. Hvis der blev anlagt en fortolkning, hvorefter denne ret kun kan påberåbes for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter dette tidspunkt, ville det beløb, han ville være berettiget til, nemlig være mindre.

7

David Neath konstaterede ligeledes, at uanset hvilken fortolkning der blev anlagt, ville det beløb, der blev overført, under alle omstændigheder være mindre end det, hans kvindelige kolleger ville have opnået, fordi der ved ansættelsen af det beløb, der overføres, anvendes aktuarmæssige faktorer, som bygger på den forventede levealder, og som er forskellige for mænd og kvinder.

8

På samme måde ville han, hvis han valgte en opsat pension og anmodede om at få en del af den konverteret til en engangsydelse, som følge af de samme aktuarmæssige faktorer modtage et lavere beløb end en kvinde i samme situation.

9

Under påberåbelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder som nedfældet i traktatens artikel 119 og fortolket af Domstolen i Barber-dommen anlagde David Neath herefter sag ved Industrial Tribunal, Leeds, for at få tilkendt samme rettigheder som kvinder i samme situation. På denne baggrund besluttede Industrial Tribunal at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

  1. »1)

    Har artikel 119 og Barber-dommen simpelt hen den virkning, at en mandlig ansat, hvis ansættelsesforhold ophører den 17. maj 1990 eller senere, er berettiget til samme pension, som han ville have modtaget, hvis han havde været en kvinde?

  2. 2)

    Gælder det samme, når han i henhold til pensionsordningen vælger at

    1. a)

      overføre ydelser, eller

    2. b)

      at få udbetalt en engangsydelse?

  3. 3)

    Hvis det første eller det andet eller begge spørgsmål må besvares benægtende, hvilke hensyn skal der da eventuelt tages til

    1. a)

      hans tjenestetid før den 17. maj 1990, og

    2. b)

      anvendelsen af kønsbetingede aktuarmæssige forudsætninger i pensionsordningen?«

10

Hvad nærmere angår hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

11

De præjudicielle spørgsmål kan sammenfattes i to problemstillinger: Dels fortolkningen af Barber-dommen for så vidt angår begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger, dels spørgsmålet om, hvorvidt det er foreneligt med traktatens artikel 119 at anvende aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for mænd og kvinder, inden for private erhvervstilknyttede pensionsordninger.

Fortolkningen af Barber-dommen for så vidt angår begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger

12

Med det første og det andet spørgsmål samt første del af det tredje spørgsmål søger den nationale ret at få afklaret den nøjagtige rækkevidde af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

13

Som Domstolen allerede har udtalt i dommen af 6. oktober 1993 (sag C-109/91, Ten Oever, Smi. I, s. 4879) er det i denne forbindelse tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at der blev truffet afgørelse om denne begrænsning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henført under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

14

Ved afgørelsen herom blev der taget hensyn til, at særlige forhold gør sig gældende med hensyn til denne form for løn, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforløb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder.

15

Domstolen tog ligeledes hensyn til de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmæssige forbindelse, der i hvert enkelt tilfælde består mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden.

16

Under hensyntagen til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, som er anført i dommens præmis 44, bør det præciseres, at ligebehandligen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan påberåbes, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

17

Med hensyn til ydelser, der overføres, og engangsydelser, som det andet spørgsmål specielt tager sigte på, bemærkes, at da det finansielle grundlag for pensionsrettigheder optjent før den 17. maj 1990 på grundlag af en pensionsalder, som er forskellig for de to køn, ifølge Barber-dommen ikke kan anfægtes under påberåbelse af artikel 119, må denne tidsmæssige begrænsning nødvendigvis også gælde for modværdien, medmindre andet fremgår af det i det følgende anførte.

18

Den nationale rets spørgsmål må derfor besvares med, at i kraft af Barber-dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse. Det samme gælder for så vidt angår værdien af ydelser, der overføres, og engangsydelser.

Anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder inden for private erhvervstilknyttede pensionsordninger

19

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at den erhvervstilknyttede pensionsordning, David Neath var tilsluttet, da han blev afskediget, er en ydelsesdefineret ordning (»defined benefit/final salary scheme«), som sikrer arbejdstagere, som har nået pensionsalderen, en bestemt pension, der svarer til en tresindstyvendedel af deres slutløn pr. tjenesteår.

20

Der er tale om en ordning, der finansieres ved hjælp af bidrag, ikke blot fra arbejdsgiveren, men også fra arbejdstagerne.

21

Bidragene svarer til en procentdel af lønnen, og denne procentdel er den samme for alle arbejdstagere, både mænd og kvinder.

22

Derimod varierer arbejdsgiverbidragene, som beregnes under ét, med tiden, for at de kan dække de samlede givne pensionstilsagn; desuden er de højere for kvindelige end for mandlige arbejdstagere.

23

Disse varierende bidragsbeløb og denne ulighed skyldes, at der i forbindelse med finansieringen af ordningen anvendes aktuarmæssige faktorer. Da formålet med en erhvervstilknyttet pensionsordning er at dække den fremtidige udbetaling af periodiske pensioner, må ordningens finansielle midler, som er fremkommet ved hensættelser, afpasses efter de pensioner, der må forventes udbetalt. De beregninger, der er nødvendige for, at dette system kan gennemføres, bygger på en række objektive faktorer, såsom afkastet af pensionsordningens investeringer, stigningstakten i lønningerne samt visse demografiske forudsætninger, navnlig vedrørende arbejdstagernes forventede levealder.

24

Det forhold, at kvinder gennemsnitligt lever længere end mænd, er en af de aktuarmæssige faktorer, der tages i betragtning ved afgørelsen af, hvordan den pågældende ordning skal finansieres. Dette er grunden til, at arbejdsgiveren indbetaler højere bidrag for de kvindelige arbejdstagere end for de mandlige.

25

At der som ovenfor beskrevet tages hensyn til forskellige aktuarmæssige faktorer giver sig ved overførsel af optjente rettigheder og konvertering af en del af pensionen til en engangsydelse — som der er tale om i forbindelse med hovedsagen — udslag i, at de beløb, mandlige arbejdstagere har krav på, er lavere end dem, kvindelige arbejdstagere har krav på.

26

Den nationale ret ønsker i det væsentlige oplyst, om sådanne forskelle er forenelige med traktatens artikel 119. Ved besvarelsen af dette spørgsmål må der tages stilling til, om ydelser, der overføres, og engangsydelser er løn i den nævnte artikels forstand.

27

Kommissionen har gjort gældende, at dette er tilfældet, og at enhver forskelsbehandling på grundlag af køn derfor kun kan være tilladt, hvis den er sagligt begrundet. Statistiske oplysninger, der bygger på de to køns forventede levealder, udgør ikke en saglig begrundelse, da de svarer til de gennemsnit, der beregnes på grundlag af hele den mandlige og kvindelige befolkningsgruppe, mens retten til ligebehandling med hensyn til løn er en ret, der tilkommer arbejdstagerne som enkeltpersoner, ikke på grund af deres tilhørsforhold til en gruppe.

28

I den forbindelse bemærkes, at begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, ifølge fast praksis omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i

penge eller i naturalier. Det er ligeledes i Domstolens praksis blevet præciseret, at den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke udelukker, at de kan have karakter af løn i den i artikel 119 anførte betydning (jf. navnlig Barber-dommen, præmis 12).

29

Den tankegang, der ligger til grund herfor, er, at arbejdsgiveren, efter omstændighederne ensidigt, forpligter sig til at udbetale bestemte ydelser til de ansatte eller til at give dem særlige fordele, og at de ansatte parallelt hermed forventer, at arbejdsgiveren udbetaler dem disse ydelser eller giver dem disse fordele. Som følge heraf er alt, hvad der ikke følger af denne forpligtelse, og som derfor heller ikke ligger inden for de ansattes forventninger, begrebet løn uvedkommende.

30

I forbindelse med en ydelsesdefineret erhvervstilknyttet pensionsordning som den, hovedsagen drejer sig om, har arbejdsgiveren over for de ansatte påtaget sig en forpligtelse til på et givet tidspunkt at betale en periodisk pension, som fastsættes efter kriterier, der allerede er kendt på det tidspunkt, hvor tilsagnet gives, og som er løn i artikel 119's forstand. Forpligtelsen vedrører derimod ikke nødvendigvis den finansieringsmåde, der vælges med henblik på at sikre den periodiske udbetaling af pensionen, og finansieringsmåden falder således uden for artikel 119's anvendelsesområde.

31

Inden for ordninger, der beror på bidragsbetaling, sker finansieringen ved hjælp af bidrag fra arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Bidragene fra arbejdstagerne udgør en del af disses løn, idet de indeholdes i vederlaget for arbejdet, som pr. definition er løn (jf. dom af 11.3.1981, sag 69/80, Worringham, Sml. s. 767); bidragene skal således være ens for alle arbejdstagere, både mænd og kvinder, hvilket også er tilfældet i den foreliggende sag. Det forholder sig anderledes med hensyn til arbejdsgiverbidragene,

som skal sikre, at der er det nødvendige finansielle grundlag for pensionstilsagnene, således at pensionerne kan udbetales engang i fremtiden, hvilket er det, arbejdsgiveren har forpligtet sig til.

32

Heraf følger — til forskel fra, hvad der gælder for den periodiske udbetaling af pensioner — at det forhold, at der på grund af anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder ikke indbetales samme arbejdsgiverbidrag i forbindelse med funderede ydelsesdefinerede ordninger, ikke skal bedømmes efter artikel 119.

33

Dette må nødvendigvis også gælde for så vidt angår de særlige aspekter, der omtales i de præjudicielle spørgsmål, nemlig konvertering af en del af den periodiske pension til en engangsydelse og overførsel af pensionsrettigheder, hvis værdi kun kan fastsættes under hensyn til den finansieringsmåde, der er valgt.

34

Den nationale rets spørgsmål må derfor besvares med, at anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, ikke falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119.

Sagens omkostninger

35

De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og den tyske regering, Irland, den danske regering, Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Leeds, ved kendelse af 13. maj 1991, for ret:

  1. 1)

    I kraft af dommen af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber) kan den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse. Det samme gælder for så vidt angår værdien af ydelser, der overføres, og engangsydelser.

  2. 2)

    Anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, falder ikke ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. december 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

Fodnoter

  1. *

    Processprog: engelsk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk