Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer
Artiklen
Betragtninger
Fortolkningskilder
Kommissionens FAQ om direktivet
Kommissionens tjenestegrenes foreløbige svar på spørgsmål om den vedtagne tekst. Engelsk original.
Do pay transparency measures apply to all employers?FAQ, s. 4–6
The Directive applies to employers in both public and private sectors.
All employers are bound by the obligation to:
- have pay structures ensuring equal pay for equal work or work of equal value between women and men – the assessment of whether workers are in a comparable situation concerning the value of work should be based on objective, gender-neutral criteria including: skills, effort, responsibility and working conditions. Relevant soft skills must not be undervalued;
- provide job applicants (through a vacancy notice or prior to the job interview) with information about the initial pay or its range, based on objective, gender-neutral criteria, to be attributed for the position concerned;
- refrain from asking job applicants about their pay history during their current or previous employment relationships;
- refrain from using confidentiality clauses that would forbid their workers disclosing their pay for the purpose of the enforcement of the principle of equal pay.
- answer to worker’s request for information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for the category of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- inform their workers, on an annual basis, of their right to receive information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for categories of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- make easily accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay, pay levels and pay progression (Member States may exempt in their national law employers with fewer than 50 workers from the obligation related to pay progression);
The coverage for pay reporting and joint pay assessment under the Directive is limited to employers having at least 100 workers.
The frequency of pay reporting is tailored to the employers’ size and will be gradually introduced:
- Employers with at least 250 workers will report every year as of June 2027;
- Employers with 150 to 249 workers every three years as of June 2027;
- Employers with 100 to 149 workers every three years as of June 2031.
Smaller employers (fewer than 100 workers) are not required to report on their pay gaps under the Directive, unless they are already subject to pay reporting under existing national measures in Member States.
Moreover, Member States are required to provide support, in the form of technical assistance and training, to employers with fewer than 250 workers and to the workers’ representatives concerned, to facilitate their compliance with the obligations of the Directive.
Svaret nævner stillingsopslag eller tiden før jobsamtalen. Efter artikel 5, stk. 1, kan oplysningerne også gives »på anden vis«, og de skal gives, så der sikres en informeret og gennemsigtig lønforhandling.
Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2, ikke kravet om objektive, kønsneutrale kriterier for løn.
Which elements of pay must be included for the purposes of pay transparency measures?FAQ, s. 7–8
In line with the case law of the Court of Justice, the Directive defines ‘pay’ (Art3(1)(a)) as the ordinary basic or minimum wage or salary, but also any other consideration, whether in cash or in kind, which a worker receives directly or indirectly in respect of his or her employment from his or her employer. In other words, complementary or variable components constitute an integral part of the definition of pay. The same definition is used in the Recast directive.
At the same time, the objective and function of the pay transparency measures is to help identify and assess potential instances of pay discrimination.
Concerning the pay reporting (Article 9 of the Directive), it involves providing an overview of the situation within an organisation regarding:
- current workers employed in the organisation;
- a given reporting period (the ‘previous calendar year’ referred to in Article 9 of the Directive);
- actual pay (Recital 22 of the Directive).
For the purpose of pay transparency measures, in line with the objective sought by the Directive, the scope of the concepts used (‘pay level’ or ‘gender pay gap’ or ‘median gender pay gap’) may be considered in a way that takes into account the objective and the function of these pay transparency measures.
Against this background, when implementing the pay transparency measures, the starting point should be that to calculate pay levels or gender pay gaps, all elements of pay related to workers employed during the reporting period should be included. It may be necessary to assign a specific monetary value to each benefit in kind for the purpose of pay transparency measures.
Employer’s contributions to occupational schemes always need to be taken into account for pay transparency purposes. The latter are indeed always paid for current workers in a given reporting period and therefore always constitute actual pay (in the context of both equal pay and pay transparency).
In line with the objective of the Directive and in view of the pay transparency measures under Articles 7, 9, and 10 it may not be useful to include:
- Payments and benefits in cash or in kind that are not subject to any eligibility criteria and are collectively paid to all employees without any exceptions (same amount or benefit to every employee). For example, lunch vouchers, smartphones, laptops, Christmas gift cards, collective learning courses, etc. would not need to be included, provided that they are benefits that are available to all workers without preconditions or exceptions;
- Payments and benefits in cash or in kind that are accessible to workers on a voluntary basis, without eligibility criteria and without exception (e.g. gym membership).
In line with CJEU case-law, statutory social security benefits and benefits deriving from them, are not considered as pay2.
- 2See for example, in the judgment C-170/84 — Bilka-Kaufhaus, the CJEU confirmed that benefits deriving from a statutory social security scheme were outside the scope of Article 157 TFEU (see also case WA C-450/18 (p. 28)).
Omtalen af nuværende ansatte skal læses sammen med omtalen af arbejdstagere, der var beskæftiget i rapporteringsperioden. Det kan ikke heraf udledes, at personer, der er fratrådt, skal udelades.
Udsagnet om, at arbejdsgiverbidrag til erhvervstilknyttede ordninger altid er faktisk løn, kræver særskilt afklaring. Ved kapitalfinansierede ordninger med definerede ydelser har Domstolen i Neath (C-152/91) og Coloroll (C-200/91) skelnet mellem finansieringsbidrag og de lovede ydelser.
Forslaget om at udelade visse ensartede eller frivillige goder er en foreløbig administrativ fortolkning, ikke en undtagelse i artikel 3. Betingelserne om samme beløb eller gode til alle og adgang for alle uden betingelser eller undtagelser skal være opfyldt.
At en ydelse følger af lov, er ikke alene afgørende. I Beune (C-7/93) kunne en lovreguleret tjenestemandspension efter de konkrete kriterier være løn.
Does pay transparency comply with the General Data Protection Regulation (GDPR)?FAQ, s. 8–9
The Directive does not prevent employers from sharing pay information lawfully, in compliance with data protection rules (GDPR).
The Directive does not ever require disclosing individual pay data, only average pay levels in categories of workers. In situations where there might be a risk of disclosure of personal data, when the number of comparators (co-workers performing the same work or work of equal value) is very small, the Directive does not infringe the General Data Protection Regulation.
The collection of payroll data and its disclosure constitute ‘processing’ of personal data within the meaning of the GDPR if such data allows the identification, directly or indirectly, of an individual. Any processing of personal data must be done in compliance with the GDPR, as also indicated in Article 12(1) of the Directive.
To be compliant with the GDPR, the processing must be based on one of the legal grounds under Article 6(1)c) and e) of the GDPR, such as a national law which provides for a legal obligation or a task carried out in the public interest for which it is necessary to process personal data. Under Article 6(3) of the GDPR, that law must meet an objective of public interest and be proportionate to the legitimate aim pursued. In the case of a legal obligation, such a law must also determine the purpose of the processing. In that regard, ensuring compliance with the equal pay principle, as a Treaty principle and a fundamental right, represents an objective of ‘public interest’ within the meaning of Article 6(3) of the GDPR and the processing of the payroll data is necessary for achieving this objective.
Based on Article 12(2) of the Directive, the processing of payroll data must have a legal basis and be limited to the purpose of enforcing the equal pay principle.
Article 12(3) of the Directive provides the possibility for Member States to set an additional safeguard for situations where the disclosure of aggregated payroll data could lead, either directly or indirectly, to the disclosure of personal data in relation to an identifiable individual. This additional safeguard under Article 12(3) of the Directive allows a Member State to decide that only workers’ representatives, labour inspectorates or equality bodies shall have access to the information to let the worker know whether pay discrimination based on sex can be presumed. The safeguard is optional for Member States and could be envisaged in the implementation of Article 7, 8, and 9 of the Directive, or only for Article 7.
Udsagnet om, at direktivet aldrig kræver individuelle lønoplysninger, er for bredt. Artikel 7, stk. 1, omfatter arbejdstagerens eget individuelle lønniveau. Artikel 12, stk. 3, angår videregivelse, der kan identificere en anden arbejdstagers løn, og artikel 20 angår adgang til relevant bevismateriale. Ingen af bestemmelserne giver en almindelig ret til navngivne kollegers løn.
FAQ’en knytter artikel 12, stk. 3, til artikel 7, 8 og 9. Den vedtagne artikel 12, stk. 3, nævner artikel 7, 9 og 10. Artikel 8 handler om tilgængelighed for personer med handicap.
Drøftelsen af GDPR er vejledende. Artikel 12, stk. 2, fastsætter en formålsbegrænsning og er ikke i sig selv et grundlag for behandlingen.
What is a category of workers?FAQ, s. 9–10
For the purpose of the Directive3, the categorisation of workers should be based on the value of work assigned to them within the organisation. Workers performing the exact same work would, by definition, fall within the same category. However, there may also be workers within the organisation who perform different types of work, that are nevertheless of the same value. In such cases, these workers should be considered as belonging to the same category and pay range, because the value of their work is the same.
This assessment should be done by employers in a way that is not arbitrary, and that is based on gender-neutral criteria. Such criteria should be at least: skills, effort, responsibility and working conditions. Beyond these minimum requirements, employers may include other relevant gender-neutral and bias free factors and are free to weigh each criterion differently depending on their relevance for evaluating the job role.
It is up to employers to define categories of work of equal value, based on a combination of weighted criteria in cooperation with workers’ representatives where they exist.
To facilitate this work and limit administrative burden, Member States are required by the Directive to ensure that analytical tools or methodologies are made available and are easily accessible to support and guide the assessment and comparison of the value of work in accordance with the criteria.
The European Commission, together with EIGE, has updated the EU‑wide guidelines on gender-neutral job evaluation and classification, and produced a toolkit that translates the legal requirements of the Directive into voluntary and practical, ready-made step‑by‑step support for employers, workers and social partners.
- 3Including articles 7, 9, 10 and 24 refer to “category of workers”.
Efter artikel 4, stk. 4, skal kriterierne være aftalt med arbejdstagerrepræsentanter, hvis sådanne findes. At arbejdstagerne er i samme kategori, betyder ikke i sig selv samme individuelle løn uanset objektive forskelle.
Kommissionens begrundelse i forslaget
COM(2021) 93 af 4. marts 2021: Kommissionens forklaring af den bestemmelse, den foreslog.
Forslagets artikel 7 – Ret til oplysningerCOM(2021) 93, s. 13–14
Forslagets tekst blev ændret under forhandlingerne. Begrundelsen forklarer forslaget, ikke nødvendigvis den vedtagne ordlyd.
Denne bestemmelse har til formål at give arbejdstagere de nødvendige oplysninger til at vurdere, om de aflønnes på en ikkediskriminerende måde i forhold til andre arbejdstagere i samme organisation, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og at håndhæve deres ret til lige løn, hvis det er nødvendigt.
Denne bestemmelse er baseret på Kommissionens henstilling fra 2014 om løngennemsigtighed. Den giver arbejdstagere ret til at anmode deres arbejdsgiver om oplysninger om deres individuelle lønniveau og om de gennemsnitlige lønniveauer, opdelt efter køn, for kategorier af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
Arbejdsgiveren er forpligtet til hvert år at informere alle arbejdstagere om deres ret til at modtage sådanne oplysninger og stille de ønskede oplysninger til rådighed inden for en rimelig frist og i tilgængelige formater for arbejdstagere med handicap, hvis de anmoder herom.
For at imødegå eventuelle repressalier fra arbejdsgiverens side eller arbejdstagernes frygt for repressalier giver denne bestemmelse arbejdstagerne mulighed for at anmode om oplysninger gennem deres repræsentanter eller gennem et ligebehandlingsorgan.
For yderligere at hjælpe eventuelle ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn forbyder bestemmelsen fortrolighedsklausuler, for så vidt som offentliggørelsen af lønoplysninger har til formål at håndhæve retten til lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. På den anden side kan arbejdsgiverne anmode om, at anvendelsen af alle indhentede oplysninger begrænses til håndhævelsen af retten til lige løn.
Henstilling 2014/124/EU
Kommissionens henstilling om løngennemsigtighed fra 2014, som direktivet bygger videre på.
Punkt 3 – Arbejdstagernes ret til at få oplysninger om lønniveauerEUT L 69, s. 115
Medlemsstaterne bør indføre passende, forholdsmæssige foranstaltninger, der sikrer, at arbejdstagerne kan kræve oplysninger om lønniveauer opdelt på køn for grupper af ansatte, der udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Disse oplysninger bør omfatte supplerende eller variable komponenter ud over den faste grundløn, f.eks. betaling i naturalier og bonus.
Kommissionens rapporter
Kommissionens vurdering af reglerne og praksis i medlemsstaterne før direktivet.
COM(2013) 861, afsnit 4.2 – Åbenhed om løns. 8–9
Øget åbenhed om løn kan afsløre kønsbetinget skævhed og forskelsbehandling i lønstrukturerne i en virksomhed eller en branche og sætte arbejdstagere, arbejdsgivere eller arbejdsmarkedets parter i stand til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at sikre indførelsen af ligelønsprincippet. I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3 og 4, i direktivet har flere medlemsstater indført specifikke foranstaltninger til åbenhed om løn. Disse kan opdeles i foranstaltninger, som viser de enkelte medarbejderes løn, og foranstaltninger, som kollektivt viser lønoplysninger for grupper af medarbejdere. Mens foranstaltningerne, som afdækker individuel løn, kan hjælpe med at opbygge individuelle sager og have en præventiv virkning, kan kollektive lønoplysninger danne grundlag for mere generelle foranstaltninger til indskrænkning af lønforskellen.
I tilfælde af påstået løndiskriminering er arbejdsgiveren i visse medlemsstater forpligtet til at give medarbejderen oplysninger om løn, der kan bidrage til vurderingen af, om der er sket forskelsbehandling76. I nogle medlemsstater kan denne information indhentes af medarbejderrepræsentanten med medarbejderens samtykke77. Hvis dette afvises, kan der opnås adgang til informationen via domstolene i nogle medlemsstater78. I bestemte medlemsstater er der i reglerne indarbejdet pligt til at angive den lovbefalede mindsteløn i jobopslag79, og der findes forbud mod, at en arbejdsgiver forhindrer en ansat i at fortælle om sin løn til andre, hvis formålet med denne åbenhed er at fastslå, om der foreligger lønforskelle eller overtrædelse af forbuddet mod at diskriminere på grund af f.eks. køn80. Flere medlemsstaters ligestillingsorganer har ret til at kræve lønoplysninger81, f.eks. information om indkomst for sammenlignelige medarbejdere, hos den sociale sikringsmyndighed82. Imidlertid anses lønoplysninger ofte som fortrolige i henhold til national databeskyttelseslovgivning. Derfor kan sådanne oplysninger i mange medlemsstater ikke udleveres til arbejdsgiverne. Medarbejderne kan endog være kontraktligt forhindret i at oplyse kolleger om deres løn. At afsløre lønoplysninger er sædvanligvis mere problematisk i den private sektor end i den offentlige sektor.
For så vidt angår de kollektive foranstaltninger, tilskynder flere medlemsstater til fremme af ligestillingsplanlægning ved at pålægge arbejdsgiverne at foretage en regelmæssig vurdering af deres lønpraksis og lønforskelle og udarbejde en handlingsplan for ligeløn83. Denne pligt pålægges normalt større arbejdsgivere. Der kan forekomme bestemmelser om økonomisk straf for overtrædelse af denne forpligtelse84. Visse medlemsstater kræver også, at arbejdsgiverne udarbejder lønundersøgelser85, mens andre kræver, at de indsamler beskæftigelsesrelaterede statistiske data baseret på køn86. I visse medlemsstater har arbejdsgiverne pligt til periodisk at give medarbejderrepræsentanterne en skriftlig rapport om ligestillingssituationen i virksomheden, herunder oplysninger om løn87.
- 76F.eks. BG, EE, IE, SK og FI.
- 77F.eks. FI.
- 78F.eks. CZ og LV.
- 79F.eks. AT.
- 80F.eks. UK.
- 81F.eks. EE og SE.
- 82F.eks. AT.
- 83F.eks. BE, ES, FR, FI og SE.
- 84Dette er tilfældet i FR.
- 85F.eks. FI og SE.
- 86F.eks. DK og EE.
- 87F.eks. BE, DK, FR, IT, LU og AT.
COM(2017) 671, afsnit 2.1 – Arbejdstagernes ret til at få oplysninger om lønniveauers. 4–5
Ved at give ansatte mulighed for at få oplysninger om lønniveauer for andre kategorier af ansatte, der udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi, opdelt efter køn, herunder supplerende eller variable tillæg som betaling i naturalier og bonusser,20 vil en virksomheds eller en organisations lønpolitik blive mere gennemsigtig21. Disse oplysninger er værdifulde for arbejdsgivere, fagforeninger og arbejdstagere, da de hjælper dem med at identificere uforklarlige kønsbestemte lønforskelle og rette op på dem gennem dialog. De gør det også nemmere for de ansatte at sætte deres lønniveauer i perspektiv inden for deres egen kategori og i sammenligning med lignende kategorier. I tilfælde af forskelsbehandling forbedrer disse oplysninger sandsynligheden for at få medhold i en sag indbragt for de nationale domstole, og de vil således få en afskrækkende virkning.
Individuelle arbejdstageres ret til oplysninger om løn
I tilfælde af påstået lønmæssig forskelsbehandling er arbejdsgiveren i tre medlemsstater forpligtet til at give medarbejderen oplysninger om løn. I Finland og Irland har enkeltpersoner ret til sådanne oplysninger, men arbejdsgiveren skal have samtykke fra den enkeltperson, hvis lønoplysninger videregives. I Irland kan retten til oplysninger om løn udøves på baggrund af et standardiseret spørgeskema, hvor en klager fremfører, at princippet om ligeløn er krænket.
I Tyskland blev der for nylig indført en lov22 om enkeltpersoners ret til oplysninger for arbejdstagere i virksomheder med mere end 200 ansatte.
I Estland og Portugal er de oplysninger om løn, der kan indhentes, begrænset til ens egen løn, selvom der er nationale arbejdstagerrettigheder vedrørende oplysninger, som forpligter arbejdsgivere til at informere medarbejdere om de vigtigste vilkår i deres ansættelseskontrakt, herunder oplysninger om løn.
Visse organers ret til oplysninger om løn
I nogle medlemsstater har arbejdstagerrepræsentanter og fagforeninger ret til at få adgang til oplysninger om løn samt betingelser og vilkår for ansættelse for en gruppe af medarbejdere eller for en enkelt medarbejder med deres samtykke.23
I flere medlemsstater24 har ligestillingsorganer ret til at anmode om oplysninger om løn i tilfælde af påstået lønmæssig forskelsbehandling.
Andre relevante foranstaltninger
I nogle medlemsstater skal den lovbestemte mindsteløn oplyses i jobopslag.25
I Det Forenede Kongerige er det forbudt for en arbejdsgiver at forhindre medarbejdere – gennem kontraktbestemmelser eller sanktioner – i at videregive eller forsøge at videregive oplysninger om deres løn til andre, hvis formålet med en sådan videregivelse er at fastslå, om der er kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling.
- 20Afsnit 3 i henstillingen.
- 21Hvis de indsendte oplysninger omfatter videregivelse af personoplysninger, bør de videregives i overensstemmelse med nationale databeskyttelseslove.
- 22Loven om styrkelse af gennemsigtigheden med hensyn til lønstrukturer blev vedtaget den 30. marts 2017.
- 23F.eks. i FI eller SE efter en medarbejders klage over ligeløn.
- 24F.eks. AT, EE, FI, NL, SE.
- 25F.eks. i Østrig.
Om kildernes vægt: EU-fortolkningskilder.
I dansk ret
Ny § 1 e. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 2, afsnit 3, afsnit 4, afsnit 5, afsnit 7, afsnit 8, afsnit 9, afsnit 10, afsnit 12, afsnit 13, afsnit 14, afsnit 16, afsnit 24
Ny § 3, stk. 5. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 15
§ 6 b, stk. 1
Kommentaren bruger også artiklen ved § 2 b (afsnit 7, afsnit 8); § 5 g (afsnit 3, afsnit 16).

