Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer
Artiklen
Betragtninger
Fortolkningskilder
Kommissionens begrundelse i forslaget
COM(2021) 93 af 4. marts 2021: Kommissionens forklaring af den bestemmelse, den foreslog.
Forslagets artikel 25 – LigebehandlingsorganerCOM(2021) 93, s. 20
I forslaget var det artikel 25 – Ligebehandlingsorganer. Den svarer til art. 28 i den vedtagne tekst. Teksten blev ændret under forhandlingerne.
De nationale ligebehandlingsorganer spiller en afgørende rolle i håndhævelsen af lovgivningen om ikkeforskelsbehandling og ligestilling i Den Europæiske Union. Ifølge det omarbejdede direktiv bør medlemsstaterne allerede udpege et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder hvad angår løn. Denne bestemmelse fastsætter, at nationale ligebehandlingsorganer også bør have kompetence med hensyn til spørgsmål, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde. Det kræver endvidere, at medlemsstaterne træffer aktive foranstaltninger for at sikre tæt samarbejde og koordinering mellem de nationale ligebehandlingsorganer og arbejdstilsyn og sikre, at ligebehandlingsorganerne har de nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver med hensyn til overholdelse af retten til lige løn. Medlemsstaterne bør i den forbindelse overveje at omfordele beløb, der betales i bøde i henhold til artikel 20, til ligebehandlingsorganerne med henblik herpå.
Henstilling 2014/124/EU
Kommissionens henstilling om løngennemsigtighed fra 2014, som direktivet bygger videre på.
Punkt 13 – LigestillingsorganerEUT L 69, s. 116
Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale ligestillingsorganer har beføjelser og mandater, der dækker aspekter med relation til kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, herunder krav om gennemsigtighed. I givet fald bør medlemsstaterne give ligestillingsorganerne ret til at få adgang til de i punkt 4 og 5 i denne henstilling omhandlede oplysninger og revisioner.
Punkt 14EUT L 69, s. 116
Medlemsstaterne bør mindske de proceduremæssige hindringer for at kunne indbringe sager om ligeløn for domstolene, ved at gøre det muligt for ligestillingsorganer at repræsentere enkeltpersoner i sager om lønmæssig forskelsbehandling.
Punkt 15EUT L 69, s. 116
Medlemsstaterne bør sikre et tættere samarbejde og en bedre koordinering mellem nationale ligestillingsorganer og nationale organer, som har en tilsynsfunktion på arbejdsmarkedet.
Kommissionens rapporter
Kommissionens vurdering af reglerne og praksis i medlemsstaterne før direktivet.
COM(2013) 861, afsnit 4.3 – Proceduremæssige hindringer i ligelønssagers. 9–10
Ofre for løndiskriminering møder visse forhindringer for deres adgang til retsvæsenet, bl.a. langvarige og bekostelige retssager, tidsfrister, mangel på effektive sanktioner og tilstrækkelig erstatning og begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at anlægge en ligelønssag.
Den enkelte medarbejder har normalt begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at vinde en ligelønssag, f.eks. information om løn til ansatte, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Dette er en hindring for den effektive anvendelse af reglen om omvendt bevisbyrde i artikel 19 i direktivet, som kræver, at ofret først påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. En arbejdsgiver forpligtes først da til at bevise, at der ikke foregik forskelsbehandling. Anvendelsen af reglen om omvendt bevisbyrde er fortsat problematisk i visse medlemsstater, hvor der synes at være en højere tærskel end den, der fastlægges i direktivet, for at flytte bevisbyrden88.
Omkostningerne til juridisk bistand og retssager er sædvanligvis større og en byrde for ofret. Den erstatning og godtgørelse, der kan opnås, er også ofte begrænset89. Derfor ville en aktiv indsats fra ligestillingsorganer og fagforeninger for at yde uvildig bistand til ofre for diskrimination hjælpe disse med at få adgang til retsvæsenet og sikre, at retsreglerne for ligeløn udmøntes i praksis. Det kunne også nedsætte risikoen for tvister for den enkelte medarbejder og kunne være en mulig afhjælpning af den betydelige mangel på ligelønssager. Derfor er inddragelse af ligestillingsorganer vejen til mere effektiv anvendelse af ligelønsprincippet. Men de nationale ligestillingsorganers opgaver og beføjelser er meget forskellige, og det er kun i visse medlemsstater, at ligestillingsorganernes opgaver omfatter repræsentation af enkeltpersoner i sådanne sager90. Enkeltpersoner kan også repræsenteres af fagforeninger91 og ngo'er.
Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe forebyggende foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af ligelønsprincippet92, men det er op til dem selv at vælge foranstaltningerne. Blandt de forebyggende foranstaltninger kan nævnes undersøgelser, der skal forebygge lønforskelle, afholdelse af undervisning af interessenter og oplysningsaktiviteter.
- 88F.eks. CY, MT og BG. RO ændrede for nylig lovgivningen for at fjerne det problem.
- 89I de fleste tilfælde er erstatningen lig med tabt fortjeneste baseret på lønforskellen mellem sagsøger og en sammenlignelig ansat. I visse medlemsstater er immateriel skade også omfattet. De nationale retsregler for sanktioner varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.
- 90F.eks. BE, BG, EE, IE, HU, MT, AT, RO, SK, FI, SE og UK.
- 91F.eks. i BE, DK, FR, SE og UK.
- 92Direktivets artikel 26.
Om kildernes vægt: EU-fortolkningskilder.
I dansk ret
Ny § 1 e
Ny § 2 a, stk. 3
Ny § 5 f, stk. 2–5
§ 7 ophæves og erstattes; ny § 7, stk. 1. Kommentaren bruger artiklen i afsnit 3, afsnit 13, afsnit 15, afsnit 19
§ 4
§ 4 a
§ 6, stk. 1–2
Kommentaren bruger også artiklen ved L68 § 2 (afsnit 2, afsnit 5, afsnit 6, afsnit 9); L68 § 3 (afsnit 2, afsnit 5, afsnit 6, afsnit 9).

