# Direktiv (EU) 2023/970, artikel 28 – Ligebehandlingsorganer Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md) Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/direktiv/artikel-28.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/direktiv/artikel-28.md L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026. Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #stk-N (stykke), #bN (betragtning). Kapitel IV, Horisontale bestemmelser. Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32023L0970#page=22 ## Ordlyd 1. Uden at det berører den kompetence, som arbejdstilsyn eller andre organer, der håndhæver arbejdstageres rettigheder, herunder arbejdsmarkedets parter, har, er ligebehandlingsorganer kompetente med hensyn til spørgsmål, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde. 2. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med national ret og praksis aktive foranstaltninger til at sikre et tæt samarbejde og en tæt koordinering mellem arbejdstilsynene, ligebehandlingsorganerne og, hvor det er relevant, arbejdsmarkedets parter med hensyn til princippet om lige løn. 3. Medlemsstaterne sikrer, at deres ligebehandlingsorganer har de fornødne ressourcer til effektivt at kunne udføre deres opgaver for så vidt angår overholdelse af retten til lige løn. ## Betragtninger (47) Inddragelse af ligebehandlingsorganer i tillæg til andre interessenter er vigtigt for at kunne sikre effektiv anvendelse af princippet om lige løn. De nationale ligebehandlingsorganers beføjelser og mandater bør derfor være tilstrækkelige til fuldt ud at dække lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn, herunder løngennemsigtighed og alle andre rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv. For at overvinde de proceduremæssige og omkostningsrelaterede hindringer, som arbejdstagere, der forsøger at udøve deres ret til lige løn, møder, bør ligebehandlingsorganer samt foreninger, organisationer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder med interesse i at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder kunne repræsentere enkeltpersoner. De bør kunne bistå arbejdstagere ved at agere på deres vegne eller til støtte for dem, hvilket vil gøre det muligt for arbejdstagere, der har været udsat for forskelsbehandling, effektivt at gøre krav vedrørende den påståede overtrædelse af deres rettigheder og princippet om lige løn gældende. (49) Medlemsstaterne bør sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til ligebehandlingsorganerne med henblik på en effektiv og passende udførelse af deres opgaver vedrørende lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Såfremt opgaverne tildeles mere end ét organ, bør medlemsstaterne sikre, at disse er tilstrækkeligt samordnet. Dette indbefatter f.eks. omfordeling af beløb, der betales i bøde, til ligebehandlingsorganerne til deres effektive udførelse af deres opgaver vedrørende håndhævelse af retten til lige løn, herunder krav vedrørende lønmæssig forskelsbehandling eller bistand og støtte til ofrene i forbindelse med, at sådanne krav gøres gældende. (61) For at sikre passende overvågning af gennemførelsen af retten til lige løn bør medlemsstaterne oprette eller udpege et særligt overvågningsorgan. Dette organ, som bør kunne være en del af et eksisterende organ, der forfølger lignende mål, bør have specifikke opgaver i forhold til gennemførelsen af de løngennemsigtighedsforanstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, og indsamle visse data for at overvåge lønforskelle og virkningen af løngennemsigtighedsforanstaltningerne. Medlemsstaterne bør kunne udpege flere end ét organ, forudsat at de overvågnings- og analysefunktioner, der er fastsat i dette direktiv, sikres af et centralt organ. ## I dansk ret - § 1 e – Individuelle og sammenlignende lønoplysninger (Ny § 1 e) – lov/1e.md - § 2 a – Egen lønåbenhed, formål og identificerbare lønoplysninger (Ny § 2 a, stk. 3) – lov/2a.md - § 5 f – Afhjælpning og fælles lønvurdering (Ny § 5 f, stk. 2–5) – lov/5f.md - § 7 – Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn (§ 7 ophæves og erstattes; ny § 7, stk. 1) – lov/7.md - § 4 – Repressaliebeskyttelse på overenskomstområder (§ 4) – lov/4.md - § 4 a – Adgang til retslig håndhævelse (§ 4 a) – lov/4a.md - § 6 – Domstolsprøvelse og bevisbyrde (§ 6, stk. 1–2) – lov/6.md Kommentarafsnit, der bruger artiklen: § 7, afsnit 3, § 7, afsnit 13, § 7, afsnit 15, § 7, afsnit 19, L68 § 2, afsnit 2, L68 § 2, afsnit 5, L68 § 2, afsnit 6, L68 § 2, afsnit 9, L68 § 3, afsnit 2, L68 § 3, afsnit 5, L68 § 3, afsnit 6, L68 § 3, afsnit 9 ## Fortolkningskilder Ordrette uddrag. Kildernes vægt: eu/index.md. ### Kommissionens begrundelse i forslaget COM(2021) 93, forslagets artikel 25 – Ligebehandlingsorganer (s. 20; svarer til art. 28 i den vedtagne tekst) De nationale ligebehandlingsorganer spiller en afgørende rolle i håndhævelsen af lovgivningen om ikkeforskelsbehandling og ligestilling i Den Europæiske Union. Ifølge det omarbejdede direktiv bør medlemsstaterne allerede udpege et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder hvad angår løn. Denne bestemmelse fastsætter, at nationale ligebehandlingsorganer også bør have kompetence med hensyn til spørgsmål, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde. Det kræver endvidere, at medlemsstaterne træffer aktive foranstaltninger for at sikre tæt samarbejde og koordinering mellem de nationale ligebehandlingsorganer og arbejdstilsyn og sikre, at ligebehandlingsorganerne har de nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver med hensyn til overholdelse af retten til lige løn. Medlemsstaterne bør i den forbindelse overveje at omfordele beløb, der betales i bøde i henhold til artikel 20, til ligebehandlingsorganerne med henblik herpå. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 13 – Ligestillingsorganer (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale ligestillingsorganer har beføjelser og mandater, der dækker aspekter med relation til kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, herunder krav om gennemsigtighed. I givet fald bør medlemsstaterne give ligestillingsorganerne ret til at få adgang til de i punkt 4 og 5 i denne henstilling omhandlede oplysninger og revisioner. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 14 (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør mindske de proceduremæssige hindringer for at kunne indbringe sager om ligeløn for domstolene, ved at gøre det muligt for ligestillingsorganer at repræsentere enkeltpersoner i sager om lønmæssig forskelsbehandling. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 15 (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør sikre et tættere samarbejde og en bedre koordinering mellem nationale ligestillingsorganer og nationale organer, som har en tilsynsfunktion på arbejdsmarkedet. ### COM(2013) 861, afsnit 4.3 – Proceduremæssige hindringer i ligelønssager (s. 9–10) Ofre for løndiskriminering møder visse forhindringer for deres adgang til retsvæsenet, bl.a. langvarige og bekostelige retssager, tidsfrister, mangel på effektive sanktioner og tilstrækkelig erstatning og begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at anlægge en ligelønssag. Den enkelte medarbejder har normalt begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at vinde en ligelønssag, f.eks. information om løn til ansatte, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Dette er en hindring for den effektive anvendelse af reglen om omvendt bevisbyrde i artikel 19 i direktivet, som kræver, at ofret først påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. En arbejdsgiver forpligtes først da til at bevise, at der ikke foregik forskelsbehandling. Anvendelsen af reglen om omvendt bevisbyrde er fortsat problematisk i visse medlemsstater, hvor der synes at være en højere tærskel end den, der fastlægges i direktivet, for at flytte bevisbyrden[fodnote 88]. Omkostningerne til juridisk bistand og retssager er sædvanligvis større og en byrde for ofret. Den erstatning og godtgørelse, der kan opnås, er også ofte begrænset[fodnote 89]. Derfor ville en aktiv indsats fra ligestillingsorganer og fagforeninger for at yde uvildig bistand til ofre for diskrimination hjælpe disse med at få adgang til retsvæsenet og sikre, at retsreglerne for ligeløn udmøntes i praksis. Det kunne også nedsætte risikoen for tvister for den enkelte medarbejder og kunne være en mulig afhjælpning af den betydelige mangel på ligelønssager. Derfor er inddragelse af ligestillingsorganer vejen til mere effektiv anvendelse af ligelønsprincippet. Men de nationale ligestillingsorganers opgaver og beføjelser er meget forskellige, og det er kun i visse medlemsstater, at ligestillingsorganernes opgaver omfatter repræsentation af enkeltpersoner i sådanne sager[fodnote 90]. Enkeltpersoner kan også repræsenteres af fagforeninger[fodnote 91] og ngo'er. Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe forebyggende foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af ligelønsprincippet[fodnote 92], men det er op til dem selv at vælge foranstaltningerne. Blandt de forebyggende foranstaltninger kan nævnes undersøgelser, der skal forebygge lønforskelle, afholdelse af undervisning af interessenter og oplysningsaktiviteter.