Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original
Domstolens dom (Femte Afdeling)
16. september 1999*
I sag C-218/98,
angående en anmodning, som Conseil de prud'hommes, Le Havre (Frankrig), i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Oumar Dabo Abdoulaye m.fl.
mod
Régie nationale des usines Renault SA,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF), Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne P. Jann, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), C. Gulmann og D.A.O. Edward,
generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: R. Grass,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
Régie nationale des usines Renault SA ved advokaterne Catherine Guillotin-Le Jouan og Jean-Pierre Spitzer, Paris
Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Sara Masters
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. juni 1999,
afsagt følgende
Dom
Ved dom af 24. april 1998, indgået til Domstolen den 15. juni 1998, har Conseil de prud'hommes, Le Havre, i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF), Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).
Spørgsmålet er blevet rejst under en sag, som Oumar Dabo Abdoulaye m.fl. har anlagt mod Régie nationale des usines Renault SA (herefter »Renault«).
Sagsøgerne i hovedsagen er mandlige arbejdstagere hos Renault, der gør gældende, at artikel 18 i overenskomsten om social sikring af dette selskabs ansatte (herefter »overenskomsten«) er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 119, der er blevet gennemført ved artikel L. 140-2 i den franske code du travail (lov om arbejdsforhold).
Ifølge overenskomstens artikel 18 udbetales der til kvinder, der går på barselsorlov, en ydelse på 7 500 FRF.
I overenskomstens artikel 19 er det endvidere bestemt, at under en barselsorlov, hvorunder der i henhold til reglerne om social sikring ydes dagpenge, oppebærer kvindelige arbejdstagere 100% af deres nettoløn, med fradrag af dagpengeydelser, der er udbetalt i henhold til reglerne om social sikring.
Endelig bestemmes det i overenskomstens artikel 20, at der til arbejdstagere i virksomheden ved adoption af et barn udbetales et beløb på 2 000 FRF. Såfremt ægtefællerne begge arbejder i virksomheden, har kun én af dem ret til denne ydelse.
Ifølge sagsøgerne i hovedsagen er visse former for forskelsbehandling, som f.eks. barselsorlov for kvinder, begrundet, idet de beror på fysiologiske særegenheder hos det ene køn, men det forholder sig anderledes med den ydelse, der er omtvistet i hovedsagen, for selv om et barns fødsel i snæver fysiologisk forstand kun berører kvinden, er der i samme grad tale om en social begivenhed, der berører hele familien og altså også faderen, der ikke kan holdes udenfor som værende udelukket som ydelsesberettiget, idet der i modsat fald vil foreligge ulovlig forskelsbehandling.
Den nationale ret er af den opfattelse, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til lovligheden efter traktatens artikel 119 af en ydelse af den i sagen omhandlede art, selv om den i dom af 13. februar 1996 (sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475) har taget stilling til et tilfælde, der frembød en vis lighed med det her foreliggende.
Den har på baggrund heraf besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
»Er det efter princippet om lige løn til mænd og kvinder som fastlagt ved Romtraktatens artikel 119 og de senere udstedte bestemmelser til gennemførelse heraf lovligt, at der alene til gravide kvinder, og ikke til barnets fader, ved barselsorlovs start ydes et beløb på 7 500 FRF, hvorved bemærkes,
at denne ydelse og udbetaling heraf er fastlagt ved artikel 18 in fine i den kollektive overenskomst af 5. juli 1991 om social sikring af ansatte i selskabet Renault
at artikel 19, stk. 2, i nævnte overenskomst indeholder bestemmelser om, at der udbetales løn under barselsorlov?«
Med sit spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt at få oplyst, om princippet om lige løn i traktatens artikel 119 er til hinder for, at der udbetales en fast ydelse alene til kvindelige arbejdstagere, der går på barselsorlov.
I traktatens artikel 119 fastslås princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Bestemmelsen herom uddybes i artikel 1 i direktiv 75/117.
Ifølge Domstolens praksis fremgår det af definitionen i traktatens artikel 119, stk. 2, at begrebet løn, som anvendes i de nævnte bestemmelser, omfatter alle de ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet direkte eller indirekte modtager fra arbejdsgiveren. Ydelsernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af traktatens artikel 119, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet (jf. bl.a. Gillespie-dommen, præmis 12).
Blandt de ydelser, der betegnes som løn, er navnlig ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold, og som skal sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde, der er fastsat af lovgiveren, ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (dom af 4.6.1992, sag C-360/90, Bötel, Sml. I, s. 3589, præmis 14 og 15; jf. endvidere dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Smi. I, s. 2591, præmis 11, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, samt Gillespie-dommen, præmis 13).
Den i hovedsagen omhandlede ydelse, som er en ydelse, arbejdsgiveren udbetaler til kvindelige arbejdstagere, når de går på barselsorlov, bygger på ansættelsesforholdet og udgør løn som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.
Denne ydelse udbetales ganske vist ikke periodisk og reguleres ikke efter lønnen, hvilket imidlertid ikke som hævdet af Renault medfører, at den ikke kan bestemmes som løn i traktatens artikel 119's forstand (jf. dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 9).
Efter Domstolens praksis forudsætter det her omhandlede ligelønsprincip ganske som det generelle forbud mod forskelsbehandling, som det er en særlig udformning af, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i sammenlignelige situationer (jf. Gillespie-dommen, præmis 16, 17 og 18).
Lovligheden efter traktatens artikel 119 af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede afhænger således af, om kvindelige arbejdstagere for så vidt angår denne ydelse befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med mandlige arbejdstageres.
Renault har i besvarelse af et spørgsmål fra Domstolen nævnt flere faglige ulemper, som kvindelige arbejdstagere kommer ud for som følge af deres fravær fra arbejdet i forbindelse med barselsorlov.
For det første kan en kvinde således ikke under barselsorlov komme i betragtning i forbindelse med forfremmelse. Når hun vender tilbage til sit arbejde, er den faglige erfaring, hun kan påberåbe sig, så meget kortere som hun har været fraværende. For det andet kan gravide kvinder ikke være med i konkurrencen om
de lønforhøjelser, som opnås for personlig indsats. For det tredje kan kvindelige arbejdstagere ikke deltage i efteruddannelse, og endelig kan det, da ny teknologi hele tiden medfører ændringer på arbejdsstedet, være vanskeligt at få ajourført færdighederne hos en kvindelig arbejdstager, der vender tilbage fra barselsorlov.
Traktatens artikel 119 er ikke, som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med føje har anført, til hinder for udbetaling af en ydelse som den i sagen omhandlede alene til kvindelige arbejdstagere, når denne ydelse kun skal være en erstatning for faglige ulemper som dem, Renault har henvist til. For så vidt befinder nemlig mandlige og kvindelige arbejdstagere sig i forskellige situationer, hvilket udelukker en tilsidesættelse af det princip om lige løn til mænd og kvinder, som er indeholdt i traktatens artikel 119.
Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om det forholder sig sådan.
Spørgsmålet fra den nationale ret skal derfor besvares med, at princippet om lige løn i traktatens artikel 119 ikke er til hinder for, at der alene udbetales en fast ydelse til kvindelige arbejdstagere, der tager på barselsorlov, når denne ydelse skal være en erstatning for de faglige ulemper, som er en følge af disse arbejdstageres fravær fra arbejdet.
Sagens omkostninger
De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Conseil de prud'hommes, Le Havre, ved dom af 24. april 1998, for ret:
Princippet om lige løn i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) er ikke til hinder for, at der alene udbetales en fast ydelse til kvindelige arbejdstagere, der tager på barselsorlov, når denne ydelse skal være en erstatning for de faglige ulemper, som er en følge af disse arbejdstageres fravær fra arbejdet.
Puissochet
Jann
Moitinho de Almeida
Gulmann
Edward
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. september 1999.
R. Grass
Justitssekretær
J.-P. Puissochet
Formand for Femte Afdeling
Fodnoter
- *
Processprog: fransk.
