Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original
Domstolens dom (Sjette Afdeling)
4. juni 1992*
I sag C-360/90,
angående en anmodning, som Landesarbeitsgericht Berlin i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Arbeiterwohlfahrt der Stadt Berlin e. V.
mod
Monika Bötel,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, F. A. Schockweiler, og dommerne G. F. Mancini, C. N. Kakouris, M. Diez de Velasco og J. L. Murray,
generaladvokat: M. Darmon
justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
Monika Bötel ved advokat Hartmut Kuster, Berlin
Forbundsrepublikken Tyskland ved Regierungsdirektor Ernst Röder og Oberregierungsrat Claus-Dieter Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede
Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks og Bernhard Jansen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 29. november 1991 af Arbeiterwohlfahrt ved advokat Walter Mayer, Berlin, af Monika Bötel, af Forbundsrepublikken Tysklands regering, af Det Forenede Kongerige ved Barrister Christopher Vajda og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. januar 1992,
afsagt følgende
Dom
Ved kendelse af 24. oktober 1990, indgået til Domstolen den 10. december 1990, har Landesarbeitsgericht Berlin i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) med henblik på afgørelsen af, om en række bestemmelser i Betriebsverfassungsgesetz af 15. januar 1972 (tysk lov om medarbejderrepræsentation, herefter benævnt »BetrVG«) er i overensstemmelse med dette princip.
Spørgsmålet er blevet rejst under en sag angående krav om godtgørelse for deltagelse i kursusarrangementer, som Monika Botel, der er deltidsbeskæftiget som hjemmesygeplejerske, har fremsat over for sin arbejdsgiver, Arbeiterwohlfahrt der Stadt Berlin (herefter benævnt »sagsøgte«), en forening, der varetager velfærdsopgaver i delstaten Berlin.
Sagsøgerens gennemsnitlige arbejdstid andrager 29,25 timer ugentligt. Hun har siden 1985 været formand for bedriftsrådet i et af foreningens kredsforbund. I 1989 deltog hun i seks kursusarrangementer, der formidlede kundskaber, der er nødvendige for bedriftsrådets arbejde, som omhandlet i BetrVG's § 37, stk. 6, bl.a. inden for arbejdsret og medarbejderrepræsentation.
I medfør af BetrVG's § 37, stk. 2, sammenholdt med stk. 6, skal bedriftsrådsmedlemmer, der deltager i sådanne kursusarrangementer, gives tjenestefrihed uden fratrækning i lønnen.
I overensstemmelse hermed ydede arbejdsgiveren hende betaling for den tid, hun ikke havde udført arbejde som følge af deltagelse i kurser, udmålt i forhold til hendes individuelle arbejdstid. Sagsøgeren fik derfor ikke godtgørelse for den kursustid, som lå uden for hendes individuelle arbejdstid.
Såfremt sagsøgeren havde været fuldtidsbeskæftiget, havde sagsøgte i medfør af disse bestemmelser været forpligtet til at yde hende godtgørelse for et tidsrum indtil den fulde arbejdstid, dvs. i alt for yderligere 50,3 timer.
Sagsøgeren anlagde sag ved Arbeitsgericht Berlin med påstand om godtgørelse for disse yderligere timer enten i form af tjenestefrihed med løn eller i form af
overarbejdsbetaling. Ved dom af 18. maj 1990 pålagde Arbeitsgericht arbejdsgiveren at give sagsøgeren tjenestefrihed med løn i 50,3 timer.
Arbejdsgiveren påankede dommen til Landesarbeitsgericht Berlin, der besluttede at udsætte sagen for at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, at bedriftsrådsmedlemmer ved lov sikres godtgørelse (efter princippet om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste) for arbejdstid, der går tabt på grund af deltagelse i kurser (der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet), dog således at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer, der må anvende tid til kursusformål ud over de pågældendes individuelle arbejdstid, er afskåret fra godtgørelse i form af afspadsering og/eller vederlag for dette yderligere tidsforbrug, endog i et omfang indtil den fulde arbejdstid i virksomheden, selv om andelen af kvinder, der berøres af denne ordning, er væsentlig større end andelen af mænd?«
Hvad nærmere angår sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om princippet om lige løn i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117, i det omfang deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer som hovedregel er kvinder, er til hinder for, at en national lovgivning, hvorefter deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmers krav på godtgørelse fra arbejdsgiveren for deltagelse i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og
som finder sted inden for den fulde arbejdstid i virksomheden, men som overskrider deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, højst kan have et omfang svarende til den individuelle arbejdstid, hvorimod fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer ved deltagelse i samme kurser ydes godtgørelse i et omfang indtil den fulde arbejdstid.
Det skal for det første undersøges, om en godtgørelse — enten i form af tjenestefrihed med løn eller overarbejdsbetaling — for kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, er omfattet af begrebet »løn« i den i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 forudsatte betydning.
Af Domstolens faste praksis fremgår (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Smi. s. 2743, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889), at begrebet »løn« i traktatens artikel 119 omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt.
Denne definition omfatter også et forhold som det, den foreliggende sag omhandler.
Selv om en godtgørelse, som tilfældet er i hovedsagen, ikke som sådan følger af en ansættelseskontrakt, ydes den imidlertid af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold. Bedriftsrådsmedlemmer har nødvendigvis status som arbejdstagere i en virksomhed, og de har til opgave at varetage de ansattes interesser til fremme af et positivt arbejdsklima i virksomheden, hvilket er i dennes almene interesse.
En godtgørelse som den, der følger af den i hovedsagen omtvistede lovgivning, skal endvidere sikre bedriftsrådsmedlemmer en indkomst, også selv om de i kursustiden ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten.
Det skal for det andet undersøges, om deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer ifølge den nationale lovgivning behandles anderledes end fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer for så vidt angår godtgørelse for kursusdeltagelse.
Det fremgår, at begge grupper bedriftsrådsmedlemmer har samme tidsforbrug til kurser. Når kurser, der finder sted inden for den fulde arbejdstid i virksomheden, overskrider deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmers individuelle arbejdstid, får disse en mindre godtgørelse fra arbejdsgiveren end fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer og udsættes således for forskelsbehandling.
Det bemærkes for det tredje, at den forskelsbehandling, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer er udsat for, forudsat at fuldtidsbeskæftigede kvinder udgør en betydeligt ringere procentdel end mænd blandt bedriftsrådsmedlemmerne, er i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 — under hensyntagen til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde på fuld tid — såfremt den lavere godtgørelse ikke kan forklares ved faktorer, der udelukker en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, og førnævnte Rinner-Kühn-s ag).
Den forelæggende ret har oplyst, at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer som udgangspunkt er kvinder. Af sagens akter fremgår endvidere,
at der i arbejdsgiverens bedriftsråd er langt flere deltidsbeskæftigede kvinder end mænd.
Med hensyn til godtgørelse for kursusdeltagelse fører en lovgivning som den, hovedsagen angår, således til en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige i henseende til løn, i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.
Noget andet gælder kun, såfremt en forskellig behandling af de to grupper arbejdstagere er berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. førnævnte sag 171/88).
Det er for Domstolen blevet gjort gældende, at denne forskelsbehandling udelukkende skyldes forskellige individuelle arbejdstider, da der ifølge tysk lovgivning uden forskel kun ydes godtgørelse for den tid, i hvilken der ikke er blevet udført arbejde som følge af kursusarrangementer. Det kan derfor ikke anses for godtgjort, at der foreligger forskelsbehandling, medmindre bedriftsrådsarbejde anses for en særlig variant af den arbejdsydelse, der skal præsteres i henhold til ansættelseskontrakten.
Det bemærkes for det første, at national rets definitioner og subsumptioner ikke har betydning for fortolkningen af fællesskabsretten eller for dens bindende virkning, og dermed heller ikke for rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som indeholdt i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117, der til stadighed videreudvikles gennem Domstolens praksis (jf. dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org. réf.: Rec. s. 381, vedrørende begrebet »arbejdstager«).
Argumentet om, at en godtgørelse for kursusdeltagelse i henhold til den nationale lovgivning skal beregnes i forhold til netop det antal arbejdstimer, der ikke er blevet
udført, ændrer dernæst ikke ved, at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer opnår en lavere godtgørelse end deres fuldtidsbeskæftigede kolleger, uanset om de to grupper arbejdstagere åbenbart har gennemført samme antal timers undervisning med henblik på aktivt at kunne støtte arbejdstagernes interesser af hensyn til et godt arbejdsklima, hvilket tillige generelt er i virksomhedens interesse.
Det må endelig antages, at en sådan ordning vil kunne afholde deltidsbeskæftigede, blandt hvilke andelen af kvinder ubestridt er størst, fra at påtage sig bedriftsrådshverv eller fra at erhverve sig kundskaber, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, hvilket medfører, at denne arbejdstagerkategori har vanskeligere ved at få kvalificerede repræsentanter i bedriftsrådene.
Den omtvistede forskelsbehandling kan således ikke anses for berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre den pågældende medlemsstat godtgør noget andet under sagens behandling ved den nationale ret.
Den forelæggende rets spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser. Medlemsstaten har imidlertid adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.
Sagens omkostninger
De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tyskland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Berlin ved kendelse af 24. oktober 1990, for ret:
EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser. Medlemsstaten har imidlertid adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.
Schockweiler
Mancini
Kakouris
Diez de Velasco
Murray
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. juni 1992.
J.-G. Giraud
Justitssekretær
F. A. Schockweiler
Formand for Sjette Afdeling
Fodnoter
- *
Processprog: tysk.

