Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.
Vestre Landsrets dom.
- - - For landsretten har appellanten, HK/Danmark som mandatar for F, nedlagt påstand om betaling af yderligere 102.000 kr. subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 24. august 2001.
Indstævnte, A A/S, har påstået dommen stadfæstet.
F har supplerende forklaret, at opgaven med billetbestillinger, vist i sommeren 2000, blev taget fra hende, fordi det kunne gå ud over hendes telefonpasning. Hun mener ikke, at hun begik fejl. Der var ingen, der gav udtryk for utilfredshed. Hun var ikke oplært i bogholderi, da hun omkring samme tidspunkt fik opgaven med fakturering. Hun kom derfor til at lave nogle fejl. T kunne hjælpe hende, men havde utrolig travlt. Hun opfattede de e-mails, hun fik om fejl, som blot beskeder om at rette fejlene. Hun mener ikke, at hun fik særlig kritik. På mødet i oktober 2000 blev der talt meget om nogle manglende prikker i fakturaerne, og det var navnlig fakturaerne, kritikken gik på. Hun forstod, at lønforhandling ville finde sted senere. Hun havde kort før samtalen meddelt, at hun var gravid. Efter samtalen blev holdningen fra Ø klart mere kølig og kritisk. Hun vil betegne den som chikanøs, herunder med hensyn til tiltale, manglende reaktion, når hun sagde noget til ham, og kropssprog. Fakturaopgaverne blev uden varsel fjernet fra hende i januar 2001. Hun blev ikke indkaldt til lønforhandling. Hendes to kolleger var til lønforhandling, men hun gik bare ud fra, at hun ville blive behandlet på samme måde. Ø fortalte oprindelig hende og X om de 5 feriefridage, men sagde da, at de ikke måtte sige noget om det, fordi der var noget med direktionen, der skulle falde på plads. Hun havde i november 2000 ikke givet udtryk for, at hun ønskede at fratræde, men hun havde haft nogle dårlige dage. Hun blev tilbudt en opsigelse med tilbagevirkende kraft, således at der ikke opstod problemer med meddelelsen om graviditeten. Hun fik tilbudt en slags penge under bordet som kompensation for forskellen mellem løn og dagpenge. Hun spurgte, om hun ikke kunne blive, og det blev der nødtvunget sagt ja til. Hun meddelte bagefter, da hun havde talt med sin mand, at hun ville blive. Hendes sygemelding skyldtes plukveer. Hun fik ikke at vide, at de 5 feriefridage ikke skulle gælde hende. Hun blev heller ikke indkaldt til lønforhandling i 2001.
Ø har supplerende forklaret, at receptionen ikke alene kunne bære en fuldtidsstilling. Forventningerne til F's varetagelse af sekretæropgaver holdt imidlertid ikke. Derfor blev tanken om en sekretariatsgruppe mellem hende og de to sekretærer opgivet, således at der derefter kun var fælles opgaver mellem dem i form af, at sekretærerne aflastede F med telefonpasningen. Det er rigtigt, at også F fik en rejse kort efter, at X havde overtaget billetbestillingen. Salgs faktureringer er altid behandlet i receptionen, men T skulle først instruere F om arbejdsgangen. Det er ikke komplicerede opgaver. Efter sommeren 1999 skulle alle fakturaer over hans bord for at undgå fejl, ikke mindst med hensyn til opstillingen. I hans gruppe, der omfattede økonomi og regnskab, var der 6 medarbejdere med F og syv med ham. De var fysisk placeret i nærheden af hinanden, men socialt kunne F godt siges at hænge sammen med de to sekretærer. F
ville gerne have et møde om en fratrædelsesordning. Han selv så det sådan, at en fratræden kunne skabe ro. Det var nok ikke udsigt til, at graviditeten ville blive mindre kompliceret. Han lagde op til, at F ville få en fratrædelsesordning, der var lige så gunstig, som hvis hun fortsatte uden orlov. Kompensationsbeløbet skulle betales med skattefradrag på helt normal vis. Han rykkede F flere gange for svar. Der var ingen, der fik mere løn i 2000. Ca. halvdelen af funktionærerne fik 5 feriefridage, herunder 1 i hans afdeling. De øvrige var ikke til lønforhandling. Dengang var der ikke et fast mønster, men siden er der indført en årlig lønforhandling for alle funktionærerne. Han betragtede forhandlingen om fratrædelse som lønforhandling i forhold til F. Han har ikke lovet F og X de 5 feriefridage, men sagt, at det var et lønforhandlingsspørgsmål.
X har supplerende forklaret, at F gav udtryk for, at hun trivedes med at gå hjemme. F levede ikke op til sine opgaver. Der var en del ting, der skulle rettes. F var ofte ikke på sin plads, og vidnet måtte ofte udføre telefonpasningen. Hun er korrespondent og havde da 30 timer om ugen. Samtalen, hvor hun fik feriefridagene, var både lønforhandling og udviklingssamtale på samme tid. Hun blev overrasket over, at F sagde nej til fratrædelsesordningen.
Y har supplerende forklaret, at hun arbejdede 30 timer om ugen. Hun havde ikke noget med bogholderiet at gøre, men sad sammen med bogholderimedarbejderne.
Parterne har gentaget deres procedure i første instans med hensyn til kravet om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Det må lægges til grund, at F skulle og i en vis udstrækning faktisk kom til at indgå i et arbejdsfællesskab med de 2 sekretærer, der var fysisk placeret i umiddelbar nærhed af hinanden. Disse 3 medarbejdere havde efter X's forklaring sammen en samtale med Ø om feriefridage, hvor Ø efter sin egen forklaring henviste spørgsmålet til lønforhandling. Det må lægges til grund, at der efter F's meddelelse om sin graviditet fandt lønforhandling sted med de to sekretærer, der begge fik tillagt feriefridage, mens der ikke fandt en tilsvarende forhandling sted med F.
På denne baggrund må det påhvile A A/S at godtgøre, at forskelsbehandlingen med hensyn til lønforhandling og feriefridage ikke er begrundet i graviditeten.
Det forhold, at en række andre funktionærer i virksomheden, herunder i økonomiafdelingen, efter det oplyste heller ikke fik tillagt feriefridage, taler i sig selv for, at forskelsbehandlingen var begrundet i andre forhold.
Efter de ret summariske oplysninger, der er forelagt landsretten med hensyn til virksomhedens organisation, ændringer heraf og tidspunkterne for disse ændringer, samt den nærmere baggrund for tildeling af feriefridage til andre medarbejdere, findes det imidlertid ikke godtgjort, at den manglende lønforhandling og tildeling af feriefridage er uden sammenhæng med graviditeten.
Det tiltrædes derfor, at ligebehandlingslovens § 4 må anses for tilsidesat.
Efter lovens § 14 tilkendes F en godtgørelse, der i lyset af forskelsbehandlingens betydning fastsættes til 10.000 kr.
