Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.
Sø- og Handelsrettens dom 8. juli 1987
(Mette Christensen, Axel Chr. Hansen, A. Hove Andreasen).
Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, KODA, ved at aflønne Lilly Margrethe Nielsen ( i det følgende kaldet sagsøgeren) lavere end 2 andre mandlige konsulenter hos sagsøgte, har overtrådt § 1 i lov nr. 32 af 4. februar 1976 om ligeløn til mænd og kvinder.
Sagsøgte, der som hovedformål har at varetage medlemmernes udførelsesrettigheder efter ophavsretsloven, er eneberettiget til at udstede tilladelse til offentlig fremførelse af beskyttet musik og/eller tekst samt opkræve vederlag herfor.
Sagsøgeren tiltrådte den 1. april 1977 en stilling hos sagsøgte. Ifølge ansættelsesskrivelsen af 15. marts 1977 skulle sagsøgerens arbejde bestå i at aflægge besøg hos visse grupper af musikforbrugere og vejlede disse med hensyn til beregningen af musikafgift og udfyldning af formularer, dels efter ønske fra forbrugerne og dels på foranledning af Kodas medarbejdere.
Sagsøgeren var deltidsansat og arbejdede 4 dage om ugen. Lønnen udgjorde på ansættelsestidspunktet 5.017 kr. om måneden. Sagsøgeren aflagde kontrolbesøg på restauranter og handelslokaler på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. Endvidere foretog hun en besøgsrejse til Jylland i 1983. Da hun blev ansat, var tillige ansat en pensioneret betjent som kontrollør i Jylland.
I slutningen af 1983 indrykkede sagsøgte en annonce i dagspressen, hvorefter man søgte 2 konsulenter. Arbejdstiden var angivet til 30 timer ugentlig med variabel arbejdstid, og distrikterne var Midt/Sydjylland, Fyn og Midt/Nordjylland. Om jobbet anførtes, at konsulenterne ved opsøgende arbejde og kontrolbesøg skulle varetage Kodas interesser i forbindelse med den offentlige musikanvendelse i restaurationer, forretninger og butikscentre m.v. Sagsøgte ansatte herefter pr. 1. januar 1984 2 mandlige konsulenter. I forbindelse med deres tiltræden fik de udleveret følgende stillingsbeskrivelse:
»Arbejdsopgaver (ansvarsområde)
Konsulentarbejde: a) Midt/Nordjylland plus øer, b) Midt/Sydjylland, c) Sjælland, Lolland, Falster plus øer.
I samarbejde med nærmeste overordnede og kontaktpersoner i KODA registreres musikbrugere ved kontrolbesøg og opsøgende arbejde.
Primært: Restauranter, handels- og afsætningslokaler (mode, frisør, butikscentre, helse- og solcentre m.v.).
Sekundært: Musik til arbejde, turistbusser, byfester, biblioteker, kulturhuse, medborgerhuse, rekvirere lokalblade m.v.
Informere om KODA's virksomhed - mundtlig orientering samt udlevere pjecer, tariffer m.m.
Besøge bevillingsgivende myndigheder, informere om KODA i h.t. justitsministeriets cirkulære.
Vejlede om musikrapportering til KODA.
Udarbejde rapporter for konsulentvirksomheden.
Planlægning og kontrol:
Efter distriktsinddeling af regionen (større byer i gadeorden) udføres arbejdsopgaverne distriktvis efter instruks fra nærmeste overordnede - derefter i samarbejde med kontaktpersoner.
Dagsrapport indeholdende dagens besøg m.v. udfærdiges. Hvor der er konstateret musikanvendelse, udfyldes tillige skema med specificeret angivelse af musikforholdet.
Månedsvis kørselsregnskab.
Jævnlige besøg i KODA og evt. fra KODA.
Nærmeste overordnede:
Jens Carlsen.
Kontaktpersoner:
Preben Klarskov og Bo Petersen.
Arbejdstid (30 timer)variabel arbejdstid evt. dag, aften, lørdag, søndag.
Krav:
Telefon og bil.«
Sagsøgeren fik kort efter ligeledes udleveret stillingsbeskrivelsen.
I efteråret 1984 blev sagsøgeren bekendt med, at de mandlige konsulenter fik en højere løn, end hun gjorde. Hendes løn var 9.642 kr. månedlig, og de mandlige konsulenters løn var 11.334 kr. med tillæg af en bonus i forhold til værdien af de kontrakter, der blev indgået. Herom tilskrev sagsøgeren sagsøgte. Hendes henvendelse blev besvaret ved sagsøgtes skrivelse af 29. november 1984, hvori det bl.a. hedder:
»- - - I dit brev kommer du også ind på spørgsmålet om aflønning, idet du skulle have erfaret, at dine kolleger skulle tjene ca. 33% mere. I den forbindelse skal jeg ikke undlade at bemærke, at alle i KODA er individuelt aflønnet efter kvalifikationer, arbejdsområde, indsats, resultater, anciennitet m.v. En eventuel forskel i aflønning skyldes en afvejning af ovennævnte faktorer og beror således ikke på en misforståelse. - - -«
Sagsøgeren kommenterede denne skrivelse i en skrivelse af 6. december 1984, uden at sagsøgte ændrede opfattelse, bortset fra at sagsøgeren fik tilkendt en bonusordning. Sagsøgeren rettede herefter henvendelse til ligestillingsrådet, der i skrivelse af 25. januar 1985 til sagsøgte rejste spørgsmålet om ens aflønning af de 3 konsulenter.
I skrivelse af 7. marts 1984 besvarede sagsøgte ligestillingsrådets henvendelse. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
»- - - Fra 1. januar 1984 blev det besluttet at ansætte 2 konsulenter, der udover de hidtidige kontrolfunktioner i forbindelse med musikanvendelse i restaurationer og handels- og afsætningslokaler skulle varetage en række opgaver af informativ og opsøgende karakter. Til belysning heraf kan nævnes: Kontakt til bevillingsmyndigheder. Kontakt til offentlige institutioner, herunder biblioteker. Opsøgende virksomhed over for alle musikbrugergrupper. Udarbejdelse af informationsmaterialer og bidrag til KODA's medlemsblad. Opsøgende virksomhed i forbindelse med musikrap portering, herunder kontrol af rapporteret musikrepertoire. Deltagelse i planlægningsmøder vedrørende KODA's opsøgende virksomhed.
Erfaringerne med vore hidtidige konsulenter/kontrollører samt ovennævnte udvidelse af ansvarsområderne/arbejdsopgaverne bevirkede, at vi i forbindelse med stillingsopslaget stillede en række krav til ansøgere om kvalifikationer, som vi ikke havde krævet tidligere, og som ingen af vore hidtidige konsulenter/kontrollanter efter vor opfattelse var i besiddelse af. Det skal i den forbindelse oplyses, at vi ved beslutningen om ansættelse af 2 konsulenter i Jylland/Fyns-området overvejede at overflytte, subsidiært afskedige Lilly Margrethe Nielsen, men bl.a. på grund af denne medarbejders mangeårige ansættelse blev det besluttet at lade Lilly Margrethe Nielsen fortsætte sin hidtidige virksomhed, men under en strammere styring. Det har ikke været på tale at udvide Lilly Margrethe Nielsens ansvarsområde/arbejdsopgaver, uanset at vi er bekendt med, at en stillingsbeskrivelse svarende til de nyansatte konsulenters p.g.a. en misforståelse er blevet udleveret til Lilly Margrethe Nielsen af en afdelingsleder i vor markedsafdeling.«
Sagsøgeren fratrådte sin stilling hos KODA den 31. oktober 1985 af helbredsmæssige årsager.
Under denne sag, der er anlagt den 13. marts 1986, har sagsøgeren, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Lilly Margrethe Nielsen, påstået sagsøgte, KODA, tilpligtet at betale principalt 66.244 kr. med sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg samt i feriegodtgørelse for 1984 4.631,65 kr. og i feriegodtgørelse for 1985 3.648,90 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.
Kravet fremkommer således:
Difference i løn 1/1-31/12 1984 19.818 kr. Bonus 1984 17.235 kr. Difference i løn 1/1-31/10 1985 17.158 kr. Bonus 1/1-31/10 1985 12.033 kr.
I alt 66.244 kr.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren, direktør hos sagsøgte Niels Bak, konsulent Niels Peter Poulsen, konsulent Jørgen Bo Larsen og markedschef Jens Carlsen.
Sagsøgeren har forklaret, at hun er kontoruddannet og har arbejdet som kontorassistent i 4 år, hvorefter hun i 8 år var aftenskolelærer i engelsk. Hun har endvidere været kursussekretær ved FN-seminar og sekretær, oversætter og bogholder i en større erhvervsvirksomhed. Hun blev anbefalet sagsøgte af en daværende ansat. Ved ansættelsessamtalen tog hun sine referencer med fra tidligere ansættelser, men der blev ikke talt om disse. Hun er heller ikke senere blevet bedt om at aflevere dem. Ved ansættelsen blev oplyst, at hun ville blive aflønnet efter statens regler. Hendes arbejde bestod i at besøge butikker og restauranter på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. På rejser til Lolland-Falster og Bornholm var hendes arbejdstid variabel. I butikkerne var arbejdet dels af kontrollerende og dels af informativ art. Hun har ikke besøgt biblioteker og større arbejdspladser, idet det lå udenfor hendes arbejdsområde. Hun har et par enkelte gange besøgt politikontorer for at få oplysning, om en restauratør havde bevilling. Hun har fået oplyst, at der har foreligget enkelte klager over hende, men hun har aldrig modtaget påtaler herfor. I 1983 foreslog hun sagsøgte, at hun foretog et opsøgende arbejde i Jylland, hvilket sagsøgte accepterede. Hun opnåede et pænt resultat, men fik ingen lønforhøjelse. Hun mener, at årsagen til ansættelsen af de 2 nye konsulenter var hendes gode resultat i 1983. Hun var bekendt med, at der skulle ansættes 2 nye konsulenter, men kendte ikke stillingernes indhold. I februar 1984 blev hun kaldt til et møde hos sagsøgte med inkassochef Ib Bo Larsen og markedschef Jens Carlsen. Hun skulle på mødet sættes ind i det nye system hos sagsøgte og fik udleveret stillingsbeskrivelsen, som blev gennemgået. Hun fik det indtryk, at hun skulle afvente, at de andre konsulenter kom ind i arbejdet, men hun regnede med at skulle udføre det i stillingsbeskrivelsen nævnte. Hun bad på mødet om en bonusordning, men dette blev afslået. Hendes stillingsbetegnelse var intern kontrollant, men sagsøgte sagde, at hun udadtil skulle kalde sig konsulent.
Efter den 1. januar 1984 skete der en mere central styring af hendes arbejde. Hun blev »dirigeret« fra distrikt til distrikt, men arbejdets karakter ændrede sig ikke. Hun har kun talt med de andre konsulenter ved 2 KODA- arrangementer. I forbindelse med et af disse fik hun oplyst, at de havde en bonusordning og senere, at de havde højere løn. Under ansættelsen var hendes løn blevet reguleret årligt, men hun havde ikke fået oplyst, at sagsøgte var gået bort fra at anvende statens regler.
I begyndelsen af januar 1985 havde hun et møde med direktør Niels Bak, der da var kontorchef, Jens Carlsen og Ib Bo Larsen, hvor hendes lønforhold blev drøftet. Sagsøgte tilbød hende en bonusordning samt at tage hendes løn op til revision fra 1. oktober 1985. Hun afslog bonusordningen af hensyn til ikke at miste »retten til ligeløn«. Hun fik at vide, at de andre konsulenter besøgte biblioteker, hvilket hun tilbød også at gøre. Hun blev ikke opfordret til at foretage fabriksbesøg eller til at besøge Bella Centret. Hun er først ved sagsøgtes skrivelse til ligestillingsrådet blevet bekendt med, at sagsøgte havde haft overvejelser om at opsige hende.
Direktør Niels Bak har forklaret, at han den 1. februar 1983 blev ansat som kontrolchef og er nu direktør hos sagsøgte. Efter sin tiltræden i 1983 undrede han sig over stagnerende indtægter udenfor Danmarks Radio og TV's område, hvorfor han fandt det nødvendigt med mere information om KODA's arbejde, fx. hos politiet og på bibliotekerne. Han overvejede gennem lang tid muligheden for at øge indsatsen. Hos sagsøgte var man bekendt med, at Jylland var et dårligt besøgt område, og sagsøgerens rejse i 1983 havde været en bekræftelse herpå. Under en samtale med Jens Carlsen og Ib Bo Larsen fik han oplyst, at disse vurderede, at sagsøgeren ikke var åben og kreativ og ikke havde tilstrækkelig initiativ til at kunne udføre de nye informationsopgaver. Man overvejede at opsige sagsøgeren, der havde det største distrikt, Sjælland, men da dette ikke er sagsøgtes politik, valgte man at lade sagsøgeren fortsætte, indtil man havde set, hvordan de nye stillinger fungerede. Kravet til de nye konsulenter var, at de skulle have salgs- og planlægningserfaring. Der blev indkaldt ca. 100 personer, både mænd og kvinder, i hvert distrikt, og de nye konsulenter blev valgt på grund af deres kvalifikationer og personlige fremtræden. Ved lønforhandlingerne blev deres daværende løn oplyst, hvorefter vidnet tilbød dem en løn, som de kunne forventes at ville acceptere. Da sagsøgte lagde vægt på informative og andre ikke direkte indtægtsgivende opgaver, blev der tilbudt en fast løn og som supplement hertil en bonusordning. Alle medarbejdere får nu en individuel løn efter deres arbejde og kvalifikationer, ligesom ancienniteten har en vis betydning. De to nye konsulenter får fortsat samme løn, idet der ikke har været grundlag for individuelle ændringer. Ved sagsøgerens ansættelse benyttede vidnets forgænger en såkaldt KODA-lønskala.
De nye konsulenters arbejde kan af geografiske årsager ikke styrets så stramt som sagsøgerens. Disse konsulenter forhandler selvstændigt på rimeligt højt niveau, mens de tidligere kontrollører alene aflagde besøg og gjorde opmærksom på pligten til at betale KODA-afgift. Den ene af konsulenterne, Niels Peter Poulsen, har fx lavet en aftale med Dansk Supermarked. Forhandlinger herom påbegyndtes i 1984. Vidnet skønnede ikke, at sagsøgeren var i stand til at udføre sådanne opgaver, og man ønskede ikke, at sagsøgeren gik ind i informationsopgaver.
Stillingsbeskrivelsen, der var den første hos sagsøgte, blev udarbejdet, da man havde besluttet ændringen af kontrollørens/konsulentens arbejde. Opdelingen i primære og sekundære arbejdsopgaver afhang helt af, hvor godt området var dækket. De ny konsulenter var i KODA en kort tid, hvorefter Jens Carlsen tog dem med på en besøgsrunde til restauranter og butikker. De startede »fra bunden« som sagsøgeren, og den højere begyndelsesløn var en investering i fremtiden. Konsulenterne har hele tiden selv tilrettelagt deres arbejde, idet de meddeler, når de begynder at bearbejde et distrikt. Sagsøgeren derimod fik udleveret et kort fra hovedkontoret, der planlagde hendes arbejde. Hos sagsøgte opfattede man sagsøgerens og de nye konsulenters stillinger som to forskellige jobs.
Ved mødet i januar 1984 var det meningen, at sagsøgeren skulle have stillingsbeskrivelsen alene som en orientering om de andre konsulenters job. Man ville ikke risikere at give sagsøgeren forhandlingskompetence på samme niveau som de to andre på grund af de tidligere klager.
Efter sagsøgerens fratræden er hendes distrikt delt, og ændringsplanen er gennemført for hele landet.
Konsulent Niels Peter Poulsen har forklaret, at han er uddannet boghandler og som lærer. Han har været lærer i 10 år og lærerrådsformand samt sælger i skotøjsbranchen. Endvidere er han meget musikinteresseret. Han søgte jobbet hos KODA, fordi de informative opgaver tiltalte ham. Under ansættelsesinterviewet med Niels Bak og Ib Bo Larsen talte man om arbejdsområdet og kvalifikationer, og han forstod, at sagsøgte var interesseret i at omlægge arbejdet. Stillingsbeskrivelsen fik han først senere. Han fik tilbudt en løn svarende til 3/4 af lønnen efter 6-7 års ansættelse som lærer samt en bonus, hvilket han accepterede. Siden har han kun fået almindelige lønstigninger, men ikke individuelle tillæg. Efter en kort introduktion kom Jens Carlsen til Jylland og vejledte om arbejdet omkring butiks- og restaurationsbranchen. Han har aldrig modtaget instrukser om arbejdets tilrettelæggelse. Han har besøgt en del messer for at indgå kontrakt med messearrangørerne, ligesom han i 1985 besøgte en del turistvognmænd. Han har lavet en del opsøgende arbejde i forbindelse med »musik til arbejdet« på større virksomheder, hvilket begyndte i 1985 efter en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, ligesom han særskilt har forhandlet om en kontrakt med Danske Supermarked. Af det mere generelt informative arbejde kan nævnes besøg på biblioteker og ved de danske korlederes sammenslutnings årsmøde. Endvidere aflægger han besøg hos politiet for at indhente oplysninger og orientere om KODA. Han har fra 1984 haft kontakt til KODA's medlemmer ved, at han tager rundt til spillestederne for at kontrollere, hvad der bliver spillet. Han er ude ca. 1 aften om ugen. Som konsulent har han desuden været med til at udvikle brochuremateriale. I 1984 var ca. 90% af hans arbejde af opsøgende og kontrolmæssig karakter, men allerede i 1985 ændrede det sig til at være af mere informativ art. Nu bruger han ca. 60% af sin arbejdstid på kontakt med brugerne, og resten til informationsarbejde.
Hver 3. måned var der konsulentmøde med Jens Carlsen og Preben Klarskov, men sagsøgeren deltog ikke heri. Dette undrede ham ikke, da han regnede med, at sagsøgeren havde en tidligere
uddannelse. På disse møder talte man om det seneste forløb og fremtidige tiltag.
På en rejse til Schweiz talte han med sagsøgeren om lønforholdene, og han undrede sig over, at sagsøgeren havde en anden løn.
Konsulent Jørgen Bo Larsen har forklaret, at han er handelsuddannet og har været beskæftiget indenfor handel- og produktionsvirksomheder, i forsikringsbranchen samt har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Herudover har han en del voksenundervisning. Under ansættelsessamtalen med Niels Bak og Ib Bo Larsen blev der lagt vægt på selvdisciplin og selvstændigt arbejde. Sagsøgte kom med et lønudspil, og han fik oplyst, at der var en bestemt lønramme hos KODA.
Efter ansættelsen 1. januar 1984 blev han introduceret hos sagsøgte i København, og derefter tog Jens Carlsen med ud at besøge butikker og restauranter. Stillingsbeskrivelsen, som han opfattede som et udgangspunkt for arbejdet, blev fremsendt med ansættelsesbrevet.
I sommeren 1984 besøgte han vandrehjem, sømandshjem og lufthavne, ligesom han af informationsmæssige årsager tog kontakt til biblioteker og politistationer. Han har senere besøgt fritids- og ungdomsklubber. Han har indgået aftaler om brug af musik i turistbusser. I slutningen af 1984 blev der indgået en aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og sagsøgte om »musik til arbejdet«, hvorefter der forestod et ret omfattende arbejde med at finde frem til virksomhederne. Han har besøgt ca. 150. Hans arbejdstid er variabel, og han tilrettelægger selv arbejdet. Sagsøgte ved ikke, hvilke »kunder« vidnet besøger den enkelte dag. Arbejdet har ændret sig i retning af at have mere informativ karakter.
Han har deltaget i konsulentmøder i København, men sagsøgeren deltog ikke heri.
Han har siden sin ansættelse kun fået almindelige lønstigninger. Han har aldrig talt om løn- og ansættelsesforhold med sagsøgeren.
Markedschef Jens Carlsen har forklaret, at baggrunden for ansættelsen af de nye konsulenter var en beslutning hos sagsøgtes nye ledelse om en ændret markedsføring. Disse nye konsulenter skulle være udadvendte, forhandlingsvante og fleksible, og han følte ikke, at sagsøgeren havde disse kvalifikationer. Vidnet deltog ikke i ansættelsessamtalerne eller i drøftelsen af lønnen. Denne skulle ligge på et niveau mellem de offentlige og de private lønninger for personer med de ønskede kvalifikationer, hvilket var nødvendigt for at få de rigtige. Stillingsbeskrivelsen blev udleveret til de to konsulenter i januar 1984 ved introduktionsmødet. Efter dette møde blev de sendt på besøg i restauranter og butikker. Derefter blev arbejdet udvidet i 1984/85 til udstillinger/messer og turistvognmænd. Sagsøgeren skulle derimod fortsætte sit hidtidige arbejde.
Sagsøgeren fik stillingsbeskrivelsen, men skulle kun arbejde med de primære grupper, butik og restaurant, da sagsøgte ikke mente, hun kunne klare de øvrige opgaver. Forhandlinger med virksomheder, større brugere og bevilgende myndigheder skete for så vidt angår Sjælland fra hovedkontoret. Han kender ikke sagsøgerens tidligere beskæftigelser, men mente efter samtaler med og om hende at kunne bedømme hendes kvalifikationer. Han fik flere klager fra brugere over, at sagsøgeren ikke gav tilstrækkelig god information. Disse klager, såfremt de var relevante, er videregivet til sagsøgeren. Sagsøgerens arbejde blev tilrettelagt meget snævert, idet hun fik udleveret kort over det område, hun skulle besøge. Tidligere havde hun besøgt de samme steder. Ændringen af stillingsbetegnelsen fra kontrollør til konsulent skete alene af markedsføringsmæssige årsager. De to nye konsulenter tilrettelagde selv deres arbejde. I 1984 svarede 90% af deres arbejde til sagsøgerens, mens det i 1985 svarede til 70%.
Sagsøgerens advokat har gjort gældende, at sagsøgte ved at betale sagsøgeren en lavere løn end hendes to kolleger har overtrådt § 1 i lov om ligeløn til mænd og kvinder. Loven pålægger en arbejdsgiver at betale samme løn for det samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi. Efter beskyttelsesformålet med denne lov må der ske en fordeling af bevisbyrden, således at sagsøgeren må sandsynliggøre, at der er tale om samme arbejde, og sagsøgte må dokumentere, at der har været ikke-kønsrelaterende forhold, der kan begrunde en forskellig aflønning. Alle 3 konsulenter har fået udleveret stillingsbeskrivelsen, der må danne grundlag for den retlige regulering af forholdet mellem konsulenterne og sagsøgte. Efter stillingsbeskrivelsen, der efter sin ordlyd også skulle gælde for sagsøgerens område, var der ingen forskel i den måde, arbejdet blev tilrettelagt, og de to nye konsulenters forskudte arbejdstid skyldtes alene hensynet til deres andre job. Endvidere var
det samme arbejde for alle tre i 1984, og i 1985 var den overvejende del af arbejdet det samme. Først efter at sagsøgeren har rejst denne sag intensiveres de supplerende arbejdsopgaver i stillingsbeskrivelsen betegnet som sekundære. Disse opgaver er af de øvrige konsulenter betegnet som ikke sværere, og sagsøgeren kunne let have udført disse. Dette ønskede sagsøgte imidlertid ikke, uanset sagsøgeren har haft samme kontraktmæssige forpligtelser som de to andre. Disse manglende arbejdsopgaver må anses for uden betydning ved bedømmelsen af arbejdets værdi. Lønfastsættelsen var ifølge sagsøgtes skrivelse til ligestillingsrådet individuel, men dette stemmer ikke med konsulenternes forklaring. Dernæst kan anciennitet ikke have haft stor vægt, når der ses på forskellen mellem sagsøgerens og de to andres løn. Det udførte arbejde krævede ingen specielle faglige kvalifikationer, og det kan næppe have været tillagt den store betydning, da sagsøgeren aldrig er blevet spurgt om sine kvalifikationer. Erfaring samt de opnåede resultater kan der næppe heller være tillagt betydning, da de to nye konsulenter allerede ved ansættelsen fik højere løn end sagsøgeren. Hun var endvidere ikke omfattet af bonusordningen, selvom hun indtjeningsmæssigt lå mellem de to andre. Den individuelle aflønning stemmer ikke med, at de to konsulenter fortsat oppebærer samme løn. Ingen af de momenter, som sagsøgte har anført for en forskellige aflønning, synes at være anvendt, og da sagsøgeren i 1984 i det alt overvejende har udført samme arbejde som de to øvrige, bør hun også have samme løn.
Sagsøgtes advokat har gjort gældende, at lønforskellen skyldes grunde, der ikke er kønsrelaterede, hvorfor den retlige standard i loven ikke er tilsidesat. I lovens forarbejder nævnes en række kvalifikationer, fx uddannelse, erfaring, ansvar, påpasselighed og arbejdets karakter, der kan indgå som momenter ved lønfastsættelse. Bevisbyrden for, at lønforskellen er begrundet i kønsforskelle, må alene påhvile sagsøgeren, og et sådant bevis har sagsøgeren ikke ført. Af såvel sagsøgtes skrivelser til ligestillingsrådet som direktør Baks forklaring fremgår, at sagsøgte ønskede sit image ændret fra at være kontrolpræget til at være salgspræget. Som led i denne ændrede strategi ønskede man at ansætte konsulenter, der skulle arbejde mere selvstændigt og kunne forhandle. Endvidere skulle disse inddrages i planlægningsopgaver, hvilket skete på de kvartårlige møder, hvori sagsøgeren ikke deltog. Sagsøgte var derfor nødt til at vurdere kvalifikationer indenfor andre områder end tidligere sket. Konsulenternes forklaring om deres tidligere arbejde og deres personlige fremtræden var grundlaget for ansættelsen. Ved lønfastsættelsen, der er individuel, skelede man til de offentlige lønninger samtidig med, man så på, hvad der skulle betales for at være konkurrencedygtig. Man vurderede de to ansattes kvalifikationer ens. Sagsøgerens kvalifikationer mente man at kunne bedømme på grundlag af hendes hidtidige arbejde, og udfra dette skønnedes hun ikke egnet. Sagsøgeren skulle derfor fortsætte med samme arbejde, og det synes uklart, hvorfor hun har fået udleveret stillingsbeskrivelsen. De ny konsulenter kom til at udføre andre opgaver end sagsøgeren, selvom de de første måneder startede med de basale opgaver. Efter forklaringerne er der gradvis sket en ændring af arbejdet, og uanset at kvalifikationerne ikke straks udnyttes fuldt ud, må det ved lønfastsættelsen være berettiget at tage hensyn til disse. Formålet med ansættelsen var den ændrede strategi, der krævede andre kvalifikationer, og for at få disse måtte der betales en højere løn. Disse hensyn - og ikke kønsrelaterende hensyn - har alene begrundet lønforskellen, hvorfor der ikke er sket en overtrædelse af ligelønsprincippet.
Retten skal udtale:
Efter bevisførelsen er det godtgjort, at sagsøgte i 1983 ønskede at ændre sin strategi til at være mere salgspræget og informativ, og at dette var baggrunden for ansættelsen af de nye konsulenter. I denne forbindelse må sagsøgte være berettiget til at foretage en vurdering af, om sagsøgeren ville være egnet til at udføre de nye opgaver, og sagsøgeren har intet krav på at deltage i disse. Efter forklaringerne må det lægges til grund, at sagsøgte ikke har ønsket at ændre sagsøgerens stilling. Det forhold, at sagsøgerens stillingsbetegnelse er ændret, findes uden betydning. Baggrunden for udleveringen af stillingsbeskrivelsen synes uklar, men da opgaverne i sagsøgerens distrikt fortsat var delt imellem sagsøgeren og hovedkontoret, findes det ikke godtgjort, at denne skulle omfatte sagsøgeren.
Ved vurderingen af, om sagsøgerens arbejde har været af samme værdi som de to øvriges, lægges der vægt på, at arbejdet kun i et begrænset tidsrum har været næsten identisk, og at der var tillagt de to andre konsulenter flere selvstændige funktioner. Sagsøgerens arbejde og formålet med dette findes
derfor at adskille sig på en sådan måde fra de øvriges, at det kan begrunde en lønforskel. Herefter tages sagsøgtes påstand til følge.
---
Sagsøgeren betaler 11.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

