PraksisDanske domstole

2004

Afvisning af fagforbunds generelle anerkendelsespåstande om ligeløn

Østre Landsret · 4. februar 2004 · Sag B-1802-02

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

Østre Landsrets dom 4. februar 2004 (11. afd.)

(Mogens Kroman, C. Levy, Henrik Gam (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 24. maj 2002, og som ved Københavns Byrets kendelse af 19. juni 2002 er henvist til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1, har sagsøgeren, HK Danmark, nedlagt følgende påstande:

1) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte inden for sit medlemsområde har en retlig forpligtelse til at sikre gennemførelse af princippet om ligeløn som fastlagt i Traktaten om det Europæiske Fællesskab artikel 141 og nærmere beskrevet i Rådets direktiv 75/117 EØF om lige løn til mænd og kvinder.

2) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte er forpligtet til at sikre effektiv håndhævelse af ligelønsprincippet ved at pålægge medlemsorganisationerne og disses medlemsvirksomheder at give lønmodtagerne på virksomhederne adgang til kønsopdelte lønoplysninger.

3) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at lønmodtagerne umiddelbart skal kunne kontrollere, at lønfastsættelsen, herunder tildelingen af individuelle tillæg, sker på en sådan måde, at den hverken direkte eller indirekte medfører kønsbestemte lønforskelle mellem lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Sagsøgte, Dansk Arbejdsgiverforening, har påstået frifindelse.

Under særskilt forhandling i medfør af retsplejelovens § 253 har sagsøgte nedlagt påstand om afvisning.

Heroverfor har sagsøgeren påstået sagen fremmet i realiteten.

Landsretten har domsforhandlet sagen samtidig med en af HK Danmark anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet (B-1493-02), hvortil parterne har henvist.

Sagens omstændigheder.

I det forslag til lov om lige løn til mænd og kvinder, der i 1975 blev fremsat af arbejdsministeren, anføres det i bemærkningerne bl.a. (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 1507):

». . .

For så vidt angår det private arbejdsmarked, ratificerede Danmark i 1960 ILO-konvention nr. 100 om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere, hvorefter medlemsstaterne skal fremme og sikre gennemførelsen af ligeløn i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der anvendes ved lønfastsættelsen. På denne baggrund og efter opfordringer fra regeringen søgte arbejdsmarkedets parter igennem 1960'erne en gradvis gennemførelse af ligelønsprincippet. Omkring midten af 1960'erne gennemførtes ligelønsprincippet således inden for HK-området, slagterierne og tobaksindustrien.

Mæglingsforslaget fra 1971 medførte en tilnærmelse mellem mandlige og kvindelige lønmodtageres grundlønninger, og ved vedtagelsen af mæglingsforslaget i 1973 gennemførtes ligeløn for det område, der dækkes af LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

. . .«

I EF-Domstolens dom af 30. januar 1985 i en sag om lige løn til mænd og kvinder, som Kommissionen havde anlagt mod Danmark (sag C 143/83), er i præmis 8 anført:

»Det må fastslås, at medlemsstaterne som udgangspunkt kan overlade gennemførelsen af ligelønsprincippet til arbejdsmarkedets parter. Denne mulighed fritager imidlertid ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre, at alle Fællesskabets arbejdstagere i fuld udstrækning kan nyde godt af direktivets beskyttelse. En sådan sikring skal ydes i ethvert tilfælde, hvor en effektiv beskyttelse ikke er sikret på anden måde, uanset årsagen hertil, herunder når de pågældende arbejdstagere ikke er organiserede, når det pågældende område ikke er dækket af kollektive overenskomster, eller når en sådan overenskomst ikke sikrer ligelønsprincippet i dettes fulde udstrækning.«

Ved skrivelse af 20. november 1991 fra Landsorganisationen i Danmark til den daværende arbejdsminister anførte Landsorganisationen bl.a., at der var behov for en forbedret lovgivning til sikring af den eksisterende ligelønslovs overholdelse, idet de netop overståede overenskomstforhandlinger havde understreget, at ligelønsproblemerne ikke kunne løses alene ad forhandlingens vej. Landsorganisationen henviste herved til, at det kun på en begrænset del af arbejdsmarkedet og kun for en meget begrænset del af kravene var lykkedes at komme igennem med de rejste krav om ligeløn.

Ved et beslutningsforslag af 30. november 1993 opfordrede Folketinget bl.a. regeringen til, at EU-regler på arbejdsmarkedets område kunne implementeres ved aftaler frem for ved lovgivning.

Den 1. juli 1996 indgik Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening en aftale om en implementeringsprocedure.

I et af Forligsmanden fremsat mæglingsforslag fra år 2000, som efter det oplyste blev vedtaget, fremgår bl.a.:

». . .

LO og DA er enige om at iværksætte et udrednings- og overvågningsarbejde vedrørende ligebehandling og ikkediskrimination.

Formålet er at understøtte bestræbelserne for at fremme en udvikling, hvor enhver form for diskrimination på arbejdsmarkedet undgås. Parterne er endvidere enige om at fremme en udvikling, så alle arbejdstagere - uanset køn, etnisk baggrund mv. - får samme mulighed for ansættelse, uddannelse, forfremmelse samt ansættelsesvilkår i øvrigt.

Som led i overvågningsarbejdet er parterne enige om at inddrage erfaringerne fra konkrete faglige sager med henblik på at identificere barrierer og undgå diskrimination på arbejdsmarkedet.

Udrednings- og overvågningsarbejdet skal igangsættes snarest, og der skal foreligge en status inden 1. marts 2002.

. . .«

I en skrivelse af 11. februar 2000, som Jens Pors på vegne af HK/INDUSTRI sendte til den daværende arbejdsminister, meddelte han, at HK/INDUSTRI på baggrund af de netop afsluttede overenskomstforhandlinger med Dansk Industri ikke fandt, at synspunktet om, at arbejdsmarkedets parter kan og vil løse ligelønsproblemet gennem de nødvendige aftaler, var holdbart. HK/INDUSTRI understregede på denne baggrund behovet for, at ligelønsloven måtte få tilføjet de nødvendige bestemmelser bl.a. om ansattes adgang til lønoplysninger.

Ved lov nr. 445 af 7. juni 2001 blev i lov om lige løn til mænd og kvinder som en ny bestemmelse indsat § 5a, hvis stk. 1 og 2 er sålydende:

»Hvis der rejses krav herom, skal en arbejdsgiver med 10 ansatte eller mere udarbejde en lønstatistik for hele virksomheden opdelt på køn samt på andre kriterier, der er relevante for aflønning af medarbejdere. I lønstatistikken må der ikke vises lønoplysninger for grupper på mindre end 5 personer.

Stk. 2. Krav om udarbejdelse af lønstatistik efter stk. 1 kan rejses af en medarbejder på virksomheden, en lønmodtagerrepræsentant, et fagforbund med et eller flere medlemmer på den pågældende virksomhed eller af Ligestillingsnævnet.«

Bestemmelsen skulle efter lovens § 2, stk. 1, 2. punktum, træde i kraft den 1. juni 2002.

I bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6799):

». . .

Kravet om en gennemskuelig lønfastsættelse blev indarbejdet i loven i 1992 med lov nr. 374 af 20. maj 1992. Med lovændringen levede man op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som bl.a. fremgår af Danfoss-sagen, domstolens dom af 17. oktober 1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danfoss A/S, (Saml. 1989 s. 3199).

Det foreliggende lovforslag fortsætter og udvider denne linie om større åbenhed omkring lønfastsættelse. Det har gennem årene været kritiseret, at adgangen til lønoplysninger ikke har været tilstrækkelige til at vurdere, om en ligelønssag kunne rejses.

Dette forhold har sat spørgsmålstegn ved ligelønslovens effektivitet.

Da lønforskellene mellem kvinder og mænd stadig er store understreges det bl.a. fra en række lønmodtagerorganisationers side, at adgang til lønoplysninger på et tidligt tidspunkt i forløbet er afgørende for en effektiv anvendelse af ligelønsloven.

. . .«

Lovforslaget blev vedtaget den 1. juni 2001. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres det om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 53 (V, KF, DF, CD, KRF, Mogens Andreasen (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)).«

Efter regeringsskiftet i efteråret 2001 blev der fremsat lovforslag (L 106) om, at tidspunktet for ikrafttrædelsen af blandt andet den ovennævnte bestemmelse i § 5a skulle fastsættes af beskæftigelsesministeren. I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 2846):

». . .

Formålet med lovændringen var at forøge ligelønslovens effektivitet. Men indsatsen for at begrænse lønforskelle mellem kvinder og mænd kan foretages på mange måder, og indførelsen af krav om kønsopdelt lønstatistik er efter Regeringens opfattelse måske ikke den mest hensigtsmæssige på nuværende tidspunkt.

Regeringen vil derfor udskyde lovens ikrafttræden og i stedet opfordre arbejdsmarkedets parter til at finde alternative veje til sikring af lige løn og til at komme med forslag til, hvorledes de i fællesskab kunne arbejde videre med ligelønsproblemet, herunder udarbejdelse af ligelønsstatistikker på virksomhederne. Regeringen vil lade resultaterne af organisationernes overvejelser indgå i det videre arbejde for at skabe ligeløn.

Det er desuden regeringens opfattelse, at det vil belaste virksomhederne administrativt, hvis de skal til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik.

. . .«

Efter at lovforslaget havde været sendt i høring hos arbejdsmarkedets parter, kunne Beskæftigelsesministeriet i et notat af 7. marts 2002 sammenfatte opfattelsen hos blandt andet Landsorganisationen i Danmark (LO) og HK således, at lovgivning om udarbejdelse af kønsopdelte lønstatistikker på virksomhederne var nødvendig, fordi de forsøg, arbejdsmarkedets parter siden 1976 havde gjort på at komme overens på området, havde været resultatløse, ligesom LO og HK mente, at de konstaterede lønforskelle mellem mænd og kvinder ikke var i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser. HK anførte særligt, at såvel EU-reglerne som den danske ligelønslovgivning nødvendiggjorde, at lønmodtagerne fik mulighed for at kontrollere, at lønfastsættelsen var sket i fuld overensstemmelse med ligelønsprincippet, og henviste til, at lovgivningens effektivitet ellers ville forringes.

Lovforslaget, der efter vedtagelsen er optrykt i Lovtidende som lov nr. 358 af 6. juni 2002, blev vedtaget den 23. maj 2002. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 60 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 46 ( S, SF, RV og EL).«

Sagsøgeren har i sin påstand henvist bl.a. til Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. Af direktivet fremgår bl.a.:

». . .

Art. 1. Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

. . .

Art. 2. Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

. . .

Art. 6. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

. . .«

I en sag, der var anlagt af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), og som gav anledning til en præjudiciel afgørelse, anførte EF-Domstolen i dom af 17. oktober 1989 (sag 109/88) - i præmis 14 - i forbindelse med artikel 6:

». . . Det effektivitetshensyn, der således ligger til grund for direktivet, må føre til at fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«

Domstolens præjudicielle afgørelse førte efter det oplyste til en ændring - ved lov nr. 374 af 20. maj 1992 - af lov om lige løn til mænd og kvinder bl.a. således, at hvis der skete lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, skulle arbejdsgiveren have bevisbyrden for, at det pågældende arbejde ikke var af samme værdi, jf. lovens § 6, stk. 2. Ved lovændringen blev der endvidere indsat en bestemmelse om, at arbejdsgiveren skulle udlevere de nødvendige oplysninger, der gav mulighed for at vurdere, om loven var overholdt, jf. lovens § 5a, stk. 3.

På spørgsmål i Europaparlamentet har Kommissionen den 14. maj 1997 svaret, jf. EFT 1997 C 319/245, at EF- lovgivningen om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er gennemført fuldt ud af alle medlemsstaterne, herunder også Danmark.

Der har været fremlagt en af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening i fællesskab udarbejdet rapport af august 2003 om kvinders og mænds løn. Det fremgår, at en repræsentant for HK har deltaget ved udarbejdelsen af rapporten.

Der er under sagen afgivet forklaring af kommitteret i HK, Jens Pors.

Jens Pors har forklaret bl.a., at han er ansat som kommitteret i HK med EU og ligeløn som ansvarsområde. Ligeløn indgår i HK's formålsbestemmelse. Af HK's 370.000 medlemmer er de 277.000 kvinder, hvoraf ca. 60% antages at være ansat på organiserede virksomheder, dvs. medlemsvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening. På DA- området har HK 21 særoverenskomster. HK er medlem af LO og som sådant forpligtet af LO's aftaler med DA, herunder også aftalen af 1. juli 1996 mellem LO og DA om en implementeringsprocedure. HK har senest i år 2000 stået over for DA i en forhandling om ligeløn. Ligelønsloven er ikke slået tilstrækkeligt igennem. Det har hele tiden været opfattelsen, bl.a. hos de forskellige arbejdsministre, at ligeløn er noget, arbejdsmarkedets parter selv må ordne. Efter 30 år havde HK opgivet at opnå ligeløn ad forhandlingens vej, og det var baggrunden for, at HK i februar 2000 skrev til den daværende arbejdsminister om
spørgsmålet. HK fik ikke noget direkte svar på brevet. Lovforslaget fra 2001 fik HK til høring. I forbindelse med 2001- loven protesterede HK bl.a. over 10-personers-grænsen og opfordrede de enkelte medlemmer til eventuelt at rejse ligelønssager, når loven trådte i kraft. HK har rådgivet mange kvinder om ligeløn, men det er svært at få oplysninger frem med henblik på at rejse sager. HK har haft 15-20 faglige voldgifter på området og har haft forhandlinger i flere hundrede tilfælde. Hvis 2001-loven var trådt i kraft, ville det derved være blevet åbenlyst, hvor der er noget galt med ligelønnen. Det er væsentligt at kunne få adgang til lønstatistik for at kunne tage stilling til, om der sker brud på ligelønsprincippet og dermed er grundlag for at rejse en ligelønssag. Når 2001-lovens ikrafttræden er blevet udskudt med henvisning til administrativt besvær, er dette ikke velbegrundet. HK har ikke fået nogen henvendelse fra DA om ligelønsspørgsmålet efter vedtagelsen af 2002-loven. Ifølge HK's analyser er der inden for funktionærgruppen en forskel på ca. 15% mellem mænds og kvinders løn; ca. 8-10% er der ikke umiddelbart nogen forklaring på. Det er ikke muligt at udpege enkeltvirksomheder, hvor der sker brud på ligelønsprincippet.

Procedure.

Sagsøgte har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagsøgeren ikke har den fornødne retlige interesse i søgsmålet. Der foreligger ikke en konkret og aktuel retlig tvist vedrørende sagsøgers retsstilling i en bestemt situation. Der foreligger heller ikke sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af disse krav. Sagen må ses, i lyset af at Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening efter det vedtagne mæglingsforslag fra 2000 var enige om bl.a. at iværksætte et udrednings- og overvågningsarbejde vedrørende ligebehandling. Dette førte til den af de to organisationer udarbejdede rapport fra august 2003 om kvinders og mænds løn. Som det fremgår af rapporten, deltog en repræsentant fra HK i udredningsarbejdet. Den af sagsøgeren anlagte sag må ses i lyset heraf og er i realiteten en sag af politisk karakter. Sagsøgerens påstande er endvidere helt ubestemte og savner den nødvendige, konkrete udformning, herunder en præcisering af, hvilke grupper af lønmodtagere påstandene vedrører. I øvrigt har Kommissionen i et svar af 14. maj 1997 på et spørgsmål i Europaparlamentet anført bl.a., at alle medlemsstaterne, herunder også Danmark, har gennemført reglerne om ligeløn til mænd og kvinder fuldt ud.

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om, at sagen fremmes i realiteten, anført, at sagsøgeren har søgsmålskompetence. Det ligger inden for sagsøgerens vedtægtsmæssige formål og interessefelt at varetage spørgsmål om sagsøgtes overholdelse af ligelønsprincipper, herunder udarbejdelse af kønsopdelt lønstatistik som foreskrevet i § 5a i 2001-loven om ændring af loven om ligeløn. HK Danmark må i denne forbindelse have søgsmålskompetence. Reglerne om ligeløn berører endvidere en stor del af befolkningen og vedrører retsforhold af indgribende betydning for et stort antal mennesker. Sagsøgeren har en aktuel interesse i sagen, idet ikrafttrædelsen af § 5a i 2001-loven blev udsat ved lov nr. 358 af 6. juni 2002. Der foreligger også en aktuel tvist, idet sagsøgte ikke har truffet foranstaltninger til at sikre effektiv gennemførelse af ligelønnen. Retstvisten er af konkret karakter, og påstandene er ikke udtryk for abstrakte problemstillinger, ligesom en stillingtagen til påstandene ikke afhænger af konkrete forhold. Sagsøgeren har endelig anført, at det er nødvendigt for lønmodtagernes muligheder for at anlægge eventuelle retssager at få adgang til de under påstandene nævnte oplysninger.

Landsrettens bemærkninger:

Sagen er anlagt den 24. maj 2002 efter Folketingets vedtagelse den 23. maj 2002 af lovforslag nr. L 106 til lov om ændring af lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder. Ved loven (lov nr. 358 af 6. juni 2002) blev ikrafttrædelsen af bl.a. ligelønslovens § 5a, hvorefter der i visse tilfælde kunne stilles krav om, at arbejdsgivere skulle udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, udsat indtil videre.

Sagsøgerens anerkendelsespåstande er efter deres formulering af generel og ubestemt karakter og vedrører ikke en konkret retstvist.

Et anerkendelsessøgsmål skal i almindelighed, for at kunne tages under påkendelse af domstolene, angå en parts - her sagsøgerens - aktuelle retsstilling i en konkret situation. Det forhold, at Folketinget ved lov nr. 358 af 6. juni 2002 bl.a. udskød ikrafttrædelsen af ligelønslovens § 5a, kan ikke anses for eller sidestilles med en sådan konkret og aktuel retstvist vedrørende sagsøgeren. Selvom spørgsmålet om lige løn til mænd og kvinder er af generel samfundsmæssig interesse og må antages at være af særlig betydning for sagsøgeren som faglig organisation, findes det ikke at være af en sådan karakter, at der er grundlag for undtagelsesvist at fravige kravet om, at søgsmålskompetence forudsætter en konkret og aktuel retstvist. På denne baggrund findes sagsøgeren ikke at have den fornødne retlige interesse i at få de nedlagte påstande pådømt i realiteten.

Herefter tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

---
I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren, HK Danmark, inden 14 dage betale 60.000 kr. til sagsøgte, Dansk Arbejdsgiverforening.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk