Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.
Højesterets dom.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 4. februar 2004.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, HK Danmark, har påstået sagen hjemvist til landsretten til realitetsbehandling af principalt de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-3, subsidiært de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-2 og mere subsidiært den af HK for landsretten nedlagte påstand 1.
Indstævnte, Dansk Arbejdsgiverforening, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Den 7. december 2005 fremsatte beskæftigelsesministeren lovforslag L 99 om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (Kønsopdelt lønstatistik og redegørelser om lige løn). Lovforslaget er uændret vedtaget ved lov nr. 562 af 9. juni 2006. Ved lovændringen, som træder i kraft den 1. januar 2007, er § 5 a affattet således:
»§ 5 a. En arbejdsgiver med mindst 35 ansatte skal hvert år udarbejde en kønsopdelt lønstatistik for grupper med mindst 10 personer af hvert køn opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode til brug for høring og information af de ansatte om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheden. Dette gælder dog ikke virksomheder i brancherne landbrug, gartneri, skovbrug og fiskeri. Hvis den kønsopdelte lønstatistik af hensyn til virksomhedens legitime interesser er modtaget som fortrolig, må oplysningerne ikke videregives.
Stk. 2. Den kønsopdelte lønstatistik efter stk. 1 skal opgøres for medarbejdergrupper med en detaljeringsgrad svarende til den 6-cifrede DISCO-kode. Arbejdsgiveren har i øvrigt pligt til at redegøre for statistikkens udformning og for det anvendte lønbegreb.
Stk. 3. Virksomheder, der indberetter til den årlige lønstatistik hos Danmarks Statistik, kan uden beregning rekvirere en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 fra Danmarks Statistik.
Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 bortfalder, hvis arbejdsgiveren indgår aftale med de ansatte på virksomheden om at udarbejde en redegørelse. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed, og den nærmere opfølgning herpå i redegørelsens periode. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere og behandles i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov om information og høring af lønmodtagere eller i reglerne i en kollektiv overenskomst, som træder i stedet for lov om information og høring af lønmodtagere. Redegørelsen skal senest være udarbejdet inden udgangen af det kalenderår, hvor pligten til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik bestod.«
I de generelle bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, Tillæg A, s. 2943):
»Dette lovforslag har til formål at øge opmærksomheden og intensivere arbejdet med at reducere eventuelle lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomhederne. Dette kan ske ved at øge synligheden og informationen om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheder over en vis størrelse. . . .
Lovforslaget giver imidlertid også virksomhederne mulighed for i stedet at udarbejde en redegørelse, hvis der indgås aftale herom med de ansatte. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere.
Virksomhederne kan også vælge at indgå en kollektiv overenskomst eller aftale, som lever op til lovforslagets krav om udarbejdelse af enten en kønsopdelt lønstatistik eller en redegørelse.
Baggrunden for lovforslaget er, at forbudet mod forskelsbehandling ikke har vist sig tilstrækkeligt til at fjerne lønforskellene mellem mænd og kvinder. Det er regeringens opfattelse, at det vil være mindst lige så vigtigt som et forbud at få etableret et konstruktivt samarbejde på virksomhederne mellem arbejdsgivere og deres mandlige og kvindelige medarbejdere.
Der har tidligere været gjort forsøg på at lovgive om kønsopdelt lønstatistik, men denne statistik var særligt rettet mod at skaffe et statistisk grundlag til forberedelse af ligelønssager mod arbejdsgiverne og lagde dermed op til konflikt på virksomhederne. Regeringen vil med dette forslag lægge vægt på, at reduktion af lønforskelle mellem mænd og kvinder i højere grad nås ved, at virksomhederne og medarbejderne samarbejder om arbejdet med at fremme ligeløn. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at den kønsopdelte statistik ikke i sig selv kan bruges som et bevis på, at der er reelle lønforskelle. Statistikken kan kun anvendes som en indikation på, at der er en lønforskel, som så må indgå i ligelønsarbejdet på virksomheden.
. . .
Regeringen ønsker ikke at pålægge virksomhederne administrative byrder, som ikke i praksis er egnede til at reducere lønforskelle mellem kvinder og mænd. Således vil summariske gennemsnitslønninger ikke give indblik i de bagvedliggende årsager til forskelle i aflønning. De er ikke brugbare i ligelønsarbejdet, men kan tværtimod virke konserverende på forældede lønsystemer. Summariske gennemsnitslønninger uden detaljeret opgørelse på arbejdsfunktion ville desuden kunne bruges til andre formål end at reducere lønforskellene mellem mænd og kvinder (fx lønforhandlinger på virksomhederne). Det ønsker regeringen ikke.
Regeringen anerkender, at der er behov for, at virksomhederne arbejder aktivt med lønforskellene mellem mænd og kvinder, men det giver kun mening at lade større virksomheder udarbejde kønsopdelt lønstatistik. Det skyldes, dels at hensynet til anonymiteten vanskeligt kan tilgodeses i små og mellemstore virksomheder, dels at man på de små og mellemstore virksomheder i forvejen er så tæt på hinanden, at den slags krav ville være overdrevne. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke også på disse virksomheder bør være opmærksomme på ligelønsproblematikken. Fra regeringens side ser man selvsagt gerne, at der på alle niveauer arbejdes hermed. Lovmæssige foranstaltninger er imidlertid ikke her vejen frem.
Regeringen mener, at det er vigtigt med metodefrihed. Derfor har de omfattede virksomheder mulighed for selv at fastlægge udformningen af den kønsopdelte lønstatistik, når statistikken er detaljeret efter tilsvarende principper som den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode . . . Virksomheder, der i stedet udarbejder en redegørelse, er heller ikke bundet til en bestemt metode eller form herfor.«
I Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning vedrørende lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, Tillæg B, s. 1294-1295):
»Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget hilser overordnet set regeringens forslag om at indføre kønsopdelte lønstatistikker på en del af det danske arbejdsmarked velkommen, da Socialdemokratiet lige siden regeringen suspenderede loven fra 2001 har efterlyst kønsopdelte lønstatistikker.
Socialdemokratiet finder imidlertid regeringens forslag helt utilstrækkeligt, da det kun vil dække en beskeden del af det private arbejdsmarked - nemlig godt 15 pct. Den helt utilstrækkelige dækningsgrad skyldes kravene om, at virksomheden skal have mindst 35 ansatte, og at der kun skal føres statistik over grupper af mindst 10 medarbejdere af hvert køn, der udfører »samme arbejde« fordelt på den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode. Dermed dækker kravet kun de største danske virksomheder, og de små og mellemstore virksomheder går fri, selv om det er her, problemerne er størst.
Socialdemokratiet finder ikke ministerens begrundelser for afgrænsningen af omfattede virksomheder tilfredsstillende. Hensynet til anonymiteten er blevet tilbagevist af bl.a. Danmarks Statistik, og grænsen på 35 ansatte er heller ikke sagligt begrundet. Inddelingen i 6-cifrede DISCO-koder er ligeledes uhensigtsmæssig, idet der på den måde kan forekomme arbejde af samme værdi på tværs af grupperne. Socialdemokratiet hilser forslaget om ligestillingsredegørelser velkommen, men mener, at det skal være et supplement til og ikke en erstatning for lønstatistikkerne.
På denne baggrund har Socialdemokratiets medlemmer af udvalget stillet en række ændringsforslag.«
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens realitet angår i det væsentlige spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at Dansk Arbejdsgiverforening er forpligtet til at pålægge medlemsvirksomhederne eller nærmere angivne medlemsvirksomheder løbende at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker.
Efter artikel 6 skal medlemsstaterne - i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer - træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.
Direktivet omtaler ikke kønsopdelte lønstatistikker. Måtte det uanset dette antages, at der af direktivet kan udledes en pligt for virksomheder til at føre sådanne statistikker, kan der ikke være tale om en pligt, som påhviler alle virksomheder uanset størrelse, overenskomstforhold mv. Det er derfor ikke muligt under en retssag at tilvejebringe et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen til HK's generelt udformede påstande.
Højesteret stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal HK Danmark betale 20.000 kr. til Dansk Arbejdsgiverforening.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.

