Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.
Retten i Glostrups dom 25. september 2019, BS-6605/2018-GLO
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag drejer sig om, hvorvidt A er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven, dels i forbindelse med at hun ikke af sin daværende arbejdsgiver, B Holding A/S (»B«), ikke blev inviteret til at deltage i et incitamentsprogram (MIP), dels i forbindelse med en bonusvurdering for året 2014. Ledernes Hovedorganisation har på vegne af A rejst krav om godtgørelse og erstatning.
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for A har nedlagt påstand at B Holding A/S skal betale 9.500.000 kr. med procesrente fra den 26. februar 2018 til A.
B Holding A/S har nedlagt påstand om afvisning for en del, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Oplysningerne i sagen
Med virkning fra den 1. marts 2013 blev A ansat i B. Det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt, at hun blev ansat med titlen »Executive Management Assistant«. Lønnen var aftalt til 925.000 kr. om året, og det fremgår, at hun var omfattet af den til enhver tid gældende bonusordning.
Den 12. april 2013 fik A meddelelse fra B, hvorved det blev bekræftet, at hun var ansat med titlen »Excutive Advisor«.
I marts 2014 blev B overtaget af nye ejere, ATP og kapitalfondene Bain og Advent.
I april 2014 fik A udmålt en bonus for året 2013 på 123.000 kr.
Den 14. juni 2014 gik A på barselsorlov.
I august 2014 tiltrådte D, der tidligere havde fungeret som finansdirektør (CFO), som ny administrerende direktør (CEO) i B, i stedet for den aftrædende CEO, C.
[Mailkorrespondance udeladt]
Den 15. april 2015 blev den aftale, Subscription and Securityholders Agreement, der fastlagde de rettigheder og forpligtelser der knyttede sig det incitamentsprogram, som var blevet forhandlet i forbindelse med overdragelsen i 2014, og som sagen er benævnt MlP-programmet, indgået. Som led heri fik en række medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i B tilbudt en mulighed for at erhverve anparter i selskabet eInvestments af 23. marts 2014 ApS og aktier i selskabet Nasser Norway AS og derigennem indirekte erhverve aktier B. Af aftalen fremgår blandt andet:
»[…]
[Følgende i parternes egen oversættelse fra engelsk:]
EJERAFTALEN (denne »Aftale«) er indgået 15. april 2015 af og mellem (i) Nassa Norway, der er et aktieselskab stiftet i henhold til norsk ret (»Selskabet«), (ii) Nassa Investments AS, der er et aktieselskab stiftet i henhold til norsk ret (»Investor«), (iii) eInvestments af 23. marts 2014 ApS, der er et aktieselskab stiftet i henhold til dansk ret (»ManageCo«), (iv) hver af de Ledende Medarbejdere (som defineret nedenfor) angivet i Bilag 1 til denne aftale, og (v) eventuelle enkeltpersoner, der er udnævnt som de respektive direktørers tilknyttede enkeltpersoner, som anført i Bilag 3 til denne aftale (hver især kaldet »Tilknyttet Enkeltperson«). Selskabet, Investor, ManageCo, de Ledende Medarbejdere og de Tilknyttede Enkeltpersoner er »Parterne« i denne Aftale.
[…]
1. DEFINITIONER
[…]
»Ledende Medarbejder« betyder hver enkelt af de personer, der fremgår af denne Aftales bilag 1, og en eventuel Person,
som måtte tiltræde denne Aftale som Ledende Medarbejder ved at underskrive en Tiltrædelseserklæring i henhold til pkt. 4(c).
[…]
…«
Der har under sagen været uenighed mellem parterne om hvorledes det oversatte begreb »Ledende Medarbejder« i aftalen skal forstås, herunder om der er tale om en henvisning til en egentlig medarbejdergruppe, eller om begrebet blot dækker over de personer, der har tiltrådt aftalen. Der er tale om en oversættelse fra det engelske »Executive«, som i den engelske originaltekst er defineret som:
»[…]
»Executive« means each of the persons listed on schedule 1 to this Agreement and any person who agrees to be bound by the terms of this Agreement as an Executive by executing a Deed of Adherence in accordance with Section 4(c).
[…]«
…
[Mailkorrespondance udeladt]
Den 1. juni 2015 vendte A tilbage fra barsel. Hun tiltrådte i en stilling i funktionen strategy and transformation i afdelingen for merchant services, og hendes umiddelbare chef var herefter G…
Den 28. oktober 2015 fik A fremsendt en ny kontrakt. Af fremsendelsesbrevet fremgår blandt andet:
»[…]
Vedlagt fremsendes din nye kontrakt, opdateret med de nye vilkår, der vil gælde for dig pr. 1. november 2015.
Som følge af den nye operating model, som er implementeret pr. 1. juni 2015, overflyttes du til en stilling som Transformation Officer, som er en stilling på ’ employee’ niveau med reference til Senior Vice President Transformation & Integration (L3 niveau). I forbindelse med din overflytning er det aftalt, at din titel efter ønske kan lyde på Transformation Manager, hvilket dog ikke har nogen indflydelse på stillingens indplacering.
Som følge heraf skal vi hermed varsle din L3 bonusordning til ophør med dit individuelle opsigelsesvarsel, dvs til ophør pr. 31. januar 2016. Du vil herefter være omfattet af B’s standard bonus- ordning.
[…]«
A protesterede over den nye kontrakt, som aldrig blev underskrevet og ej heller trådte i kraft. …
[Mailkorrespondance udeladt]
Den 15. april 2016 fik A meddelelse om, at hun for året 2015 var blevet tildelt en bonus på 39.000 kr.
I april 2016 blev navnene på deltagerne i MlP-programmet offentliggjort på B intranet. B A/S var på daværende tidspunkt ved at forberede sig på en børsnotering.
I brev af 1. september 2016 rejste Ledernes Hovedorganisation på vegne af A krav mod B, som danner grundlag for nærværende sag.
Den 13. september 2016 offentliggjordes prospektet for den kommende børsnotering af B A/S. Heri var der blandt andet omtale af MlP-programmet:
»[…]
Vederlag til Nøglemedarbejdere
Selskabet blev stiftet i februar 2016, og Selskabet betalte således ikke vederlag til Nøglemedarbejderne for regnskabsåret 2015. Nøglemedarbejderne modtog dog vederlag for regnskabsåret 2015 fra andre koncernenheder for arbejde udført for de pågældende koncernenheder, der bestod af en fast løn og pensionsbidrag på i alt DKK 12,6 mio., en kontant bonus i henhold til STIP på i alt DKK 15,6 mio. samt sædvanlige personalegoder svarende til markedskutymen. Herudover deltog Nøglemedarbejderne i MIP, jf. »-Incitamentsprogrammer - Udbudsrelaterede programmer - MIP«. […]
Incitamentsprogrammer
[…]
Udbudsrelaterede programmer
[…]
MIP
Efter Akkvisitionsaktionærernes køb af B i 2014 oprettede et indirekte datterselskab af Nassa Topco AS et ledelsesprogram, hvor MIP deltagerne (der pt. består af ca. 70 deltagere, herunder tre medlemmer af Bestyrelsen, begge medlemmer af Direktionen, alle Nøglemedarbejderne og andre nuværende medarbejdere i Koncernen) nu deltager i MIP. I henhold til MIP har MIP-deltagerne investeret i A-aktier i elnvestments og B-aktier (ratchet-aktier) i Nassa Norway AS, et indirekte datterselskab af Nassa TopCo AS. […]
[…]«
[Mailkorrespondance udeladt]
…
I brev af 4. april 2017 blev A meddelt en advarsel på baggrund af hendes, efter B’s opfattelse, svigtende performance.
Den 22. maj 2017 fik A meddelelse om, at hun ikke var indstillet til og heller ikke ville modtage bonus for året 2016.
Samme dag blev det varslet A, at hendes stilling ville blive ændret væsentligt, derved at hun pr. 1. november 2017 ville overgå til en stilling som »process agent« til en betydeligt reduceret løn.
Herefter, og idet A ikke accepterede den varslede stillingsændring, ophørte hendes ansættelse i B.
…
Forklaringer
[Udeladt]
Parternes synspunkter
Ledernes Hovedorganisation som mandatar for A har i sit påstandsdokument anført blandt andet:
»[…]
Rette værneting og sagsøgte
Sagsøger påberåber sig ikke Subscription and Sequrityholders Agreement som aftalemæssigt grundlag for et krav mod B, ligesom sagsøger ikke påberåber sig at være tvangsmæssig aftalepart til de juridiske enheder, der formelt forestod MIP-ordningen.
Det gøres overordnet gældende, at sagsøger over for B kan påberåbe sig eksistensen af tildelinger under MIP programmet, uanset at dette formelt blev stiftet af B’s udenlandske ejere. MIP programmet udgjorde en betydelig honorering af ledende medarbejdere hos B, og det gøres gældende, at denne honorering er sket som led i ansættelsesforholdet hos B. Programmet blev initieret af B og reelt også finansieret og administreret af B. B’s administrerende direktør foretog reelt udpegning af medarbejdere, der skulle tilbydes deltagelse ifølge B, tillige med godkendelse af selskabets Remunaration Commitee. Tildelingen af MIP aktier er derfor sket som led i ansættelsesforholdet hos en større gruppe af B medarbejdere, det er sket i B’s interesse og under B’s indflydelse, hvorfor sagsøger kan rejse krav relateret til ordningen over for B i henhold til ligelønsloven, jf. § 1a, stk. 3.
Det fremgår således, for eksempel af dokumentation gengivet i dom af 12. juli 2019 fra retten i Glostrup i sagen BS 10H-2432/2016 (…), at B i forbindelse med opsigelse af den pågældende medarbejder, som sagen drejede sig om, rejste krav om udnyttelse af tilbagekøbsoption på vegne eInvestment af 23. marts 2014, at denne pligt til at tilbagesælge blev udløst af den omstændighed, at medarbejderen fratrådte sin stilling hos B, og at den endelige fratrædelsesaftale inklusive vilkår om afhændelse af aktierne blev forhandlet af og indgået med B.
Det gøres gældende, at sagsøger med støtte i disse betragtninger kan rejse krav over for B ved de danske domstole og i henhold til dansk ret, idet det supplerende bemærkes, at B sagsøger bekendt ikke er part i MIP aftalen og derfor heller ikke kan påberåbe sig dennes voldgiftsklausul.
Krænkelse af princippet om ligebehandling og ligeløn
Den omstændighed, at næsten alle L3 medarbejdere fik tilbudt MIP aktier, samt det forhold at den medarbejder, der overtog sagsøgers stilling under hendes barsel fik tilbudt MIP aktier, indebærer, at der er formodning for, at sagsøger ville være blevet inkluderet i tildelingen, hvis ikke hun havde været på barselsorlov. Uanset, hvilke oplysninger om tildelingsprocent, der lægges til grund (…), kan det konstateres, at MIP programmet var et særdeles betydningsfuldt lønelement for det segment, som sagsøger tilhørte. Som følge heraf skal B bevise, at udeladelsen af sagsøger fra programmet ikke skyldes hendes fravær som følge af barselsorlov, jf. ligelønsloven § 6, stk. 2.
Det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning, hvorvidt sagsøgers samlede løn er mindre end den samlede løn for sammenlignelige medarbejdere af modsat køn, idet det afgørende er, at sagsøger som følge af barselsorloven er gået glip af et betydeligt løngode, jf. U 2012.2627 H og ligelønsloven § 1a.
B havde forud for anlæggelsen af nærværende sag end ikke påpeget omstændigheder, der kan danne grundlag for en sådan bevisførelse. Under skriftvekslingen er B trods vedvarende opfordringer fortsat ikke fremkommet med egentlige objektive beviser for, hvorledes udvælgelsen af medarbejdere skete, og hvorfor det i den sammenhæng skulle være baseret på saglige kriterier, at sagsøger blev forbigået. B’s eneste bevisførelse til at imødekomme den formodning, som sagen skal vurderes på grundlag af, er vidneforklaringer under hovedforhandlingen, der forventeligt må antages at have samme bevismæssig betydning som partsforklaring. Hertil kommer, at B ikke på nogen måde har godtgjort, at sagsøger overhovedet blev overvejet til at komme i betragtning under MIP, hvilket i sig selv bekræfter, at sagsøger blev forskelsbehandlet som følge af barselsorlov.
B har alene gjort gældende, at kriteriet for udvælgelse af deltagere var, at disse ansås at have væsentlig betydning for B-koncernens udvikling. Sagsøger gør gældende, at retten må lægge til grund, at tildelingerne blev foretaget på ren diskretionær baggrund, og at der ikke var opstillet objektive kriterier for tildelingerne.
I relation til B’s fremførte synspunkter om, at sagsøger ikke var tilstrækkeligt kvalificeret eller vel performende gøres det gældende, at retten må lægge følgende til grund om sagsøgers kvalifikationer og rolle i virksomheden:
Sagsøger var ikke »personlig assistent« for tidligere CEO C, men arbejdede fra ansættelsens start som Executive Management Assistant og var indplaceret i L3-niveau i forhold til B’ lønsystem.
Sagsøger havde mangeårig erfaring med opgaver af både strategisk, transformationel og finansiel karakter, såvel fra tidligere ansættelser siden hun blev færdiguddannet i 2003, som fra stillingen hos B. Sagsøger var i stillingen som Executive Advisor involveret i en lang række tunge opgaver på øverste direktions- og bestyrelsesniveau. Hun havde således dyb indsigt i selve organisationen og dennes forretningsmodel, ledelsesprocesser og konkurrencesituation.
Sagsøger var relativt højt lønnet, og hun fik i foråret 2014 en ganske væsentlig bonusbetaling vedrørende bonusåret 2013.
Da sagsøger gik på barselsorlov i juni 2014, refererede hun til den administrerende direktør. I august indtog D stillingen som administrerende direktør. Sagsøger fik ikke orientering om, at hendes stilling skulle være nedlagt, og sagsøger fik ikke varsling om, at hun fremover skulle referere til andre end den administrerende direktør.
Sagsøger fik forholdsmæssig og skønsmæssig bonus for bonusåret 2014, mens hun var på barselsorlov, efter at hun selv havde påpeget, at B ikke havde foretaget en bonusevaluering.
Sagens bevistemaer i forhold til sagsøgers kompetencer er efter sagsøgers opfattelse alene aktuelle i forhold til det af B fremførte vedrørende perioden fra efteråret 2014 til foråret 2015. Som følge heraf gøres gældende, at de ganske omfattende beskrivelser af sagsøgers påståede manglende eller mangelfulde performance i tiden efter hun var vendt tilbage fra barsel, og efter at B havde omplaceret hende fra hendes tidligere stilling, bevismæssigt ikke kan lægges til grund med en sådan konsekvens, at B anses at have tilbagevist formodning for forskelsbehandling. Det efterfølgende forløb er således præget af, at sagsøger ufrivilligt blev omplaceret, at sagsøger gennem flere perioder selv måtte efterlyse afklaring af stillingsindhold, bonusvilkår m.v., og at hun allerede, da hun vendte tilbage fra barsel, var blevet forbigået og dermed udelukket fra den gruppe, der ifølge en lang række ledende medarbejdere begrebsmæssigt måtte skulle »tegne fremtiden« i koncernen.
Det bestrides, at sagsøgers indsats i tiden, efter hun påbegyndte stillingen med reference til G, har givet anledning til eller har kunnet give anledning til berettiget kritik eller konklusioner om, at sagsøger ikke performede. B’s bevisførelse herom skal også ses i det lys, at Lederne ved brev af 1. september 2016 (…) rettede henvendelse om nærværende sag. B’s »evalueringer« af sagsøger efter denne dato kan ikke tillægges bevismæssig betydning.
Sagsøger fik forholdsmæssig og skønsmæssig bonus for bonusåret 2015, og B har ikke godtgjort, at dette skulle være sket på trods af, at hun ikke opfyldte vilkår for bonus.
Retten kan lægge til grund, at der er væsentlig uenighed mellem parterne om berettigelsen af B’s adfærd over for sagsøger i forbindelse med evalueringsforløb igangsat primo 2017 og frem mod advarsel og efterfølgende varsling af stillingsændring i maj 2017, og at der fortsat verserer en sag mellem parterne om dette forløb. Det bestrides under alle omstændigheder fra sagsøgers side, at B ved de fremlagte bilag … har godtgjort, at sagsøger ingen eller ringe performance havde i 2015-2016.
[…]
…
Det gøres sammenfattende gældende, at B ikke med tilstrækkelig sikkerhed har godtgjort, at udelukkelsen af sagsøger fra deltagelse i MIP ikke skyldes det forhold, at hun var på barselsorlov i perioden maj 2014 til juni 2015.
Sagsøger er herved blevet udsat for en forskelsbehandling i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at hun som følge heraf er berettiget til erstatning for det herved lidte tab, såvel som godtgørelse efter ligelønsloven § 2, stk. 2 og ligebehandlingsloven § 14.
Sagsøgers tab kan skønsmæssigt fastsættes til ca. 9 mio. kr. Herved er der taget højde for skønsmæssige usikkerheder, ikke mindst ved at der er taget
udgangspunkt i den lavest mulige tildeling til MIP programmet, at sagsøgers tab for så vidt angår 3 mio. kr. blev realiseret allerede i september 2016, og at sagsøger ved at opgøre et erstatningskrav dels går glip af fremtidige salgs- og indtægtsmuligheder ved en aktiepost og dels mister skattemæssige fordele forbundet med aktietildeling og salg.
Godtgørelse efter ligebehandlingsloven bør efter sagens karakter og størrelsen af sagsøgers tab taget i betragtning udmåles til ikke under seks måneders løn.
På denne baggrund gøres gældende, at sagsøger samlet skal tilkendes 9,5 mio. kr. i erstatning og godtgørelse.
[…]«
B Holding A/S har i sit påstandsdokument anført blandt andet:
»[…]
ANBRINGENDER:
…
Ad kravet vedrørende MIP programmet:
Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagen for så vidt angår den del, der vedrører MIP programmet, skal afgøres ved voldgift efter reglerne i § 27 i Subscription and Securityholders Agreement (bilag B) og således ikke ved domstolene.
A har til støtte for dette krav som sit grundlæggende anbringende gjort gældende, at hun har haft et retligt krav på at være deltager i programmet. Det følger heraf, at det er programmet som sådant og dermed også voldgiftsklausulen, der er genstanden for hendes krav, og derfor også voldgiftsklausulen, der regulerer, hvilket forum og efter hvilke regler kravet skal behandles.
…
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det for så vidt angår A’s krav vedrørende MIP programmet for det første gældende, at sagen ikke er anlagt mod rette sagsøgte. Det bemærkes herved, … at B hverken har oprettet eller har kunnet oprette MIP programmet, … at B hverken var ejer af eller havde dispositionsret over de kapitalandele, som programmet gav deltagerne mulighed for at investere i, … at B allerede derfor ikke havde kunnet tilsige A den ret til at investere igennem programmet, som hun hævder at have haft, … at B ikke var tillagt nogen beføjelser i henhold til aftalen om MIP programmet (…), og… at beslutningen om tilbyde nogen at investere gennem programmet således hverken formelt eller reelt lå hos B, men derimod hos ejerne af B, som havde stillet kapitalandelene til rådighed for programmet på de vilkår, de havde bestemt for programmet, og med det grundlæggende formål at give et tilbud om at investere igennem programmet til personer, som - uanset ansættelsesforhold - efter ejernes vurdering var af væsentlig betydning for B koncernens udvikling og værdi som ejernes investeringsobjekt. På denne baggrund giver det ingen mening at sagsøge B for det krav om deltagelse i MIP programmet eller kompensation herfor, som A har fremført.
For det andet gøres det gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt A havde et retligt krav på at få et tilbud om at investere igennem programmet, alene skal afgøres efter almindelige obligationsretlige principper på grundlag af, hvad der fremgår af programmet. Der er imidlertid intet heri, der tilsiger en ret for A til at deltage programmet. Det var tværtimod i sidste ende udelukkende op til ejerne af B ud fra formålet med at etablere programmet at vurdere og beslutte, hvem der skulle have et tilbud om at investere igennem det. A havde imidlertid end ikke tilnærmelsesvis kvalificeret sig til at komme i betragtning som mulig deltager i programmet - det være sig i forhold til de arbejdsopgaver, hun havde, før hun gik på barsel 14. juni 2014, som de opgaver, hun fik, efter at hun kom tilbage 1. juni 2015, og hendes helt utilstrækkelige performance i forbindelse hermed.
MIP Programmet var derimod ikke en del af de generelle eller konkrete ansættelsesvilkår for medarbejderne hos B. Programmet havde intet med A’s ansættelsesvilkår at gøre, men var et i forhold dertil adskilt og selvstændigt investeringsprogram, der som anført var blevet etableret af de daværende ejere af B koncernen, og som af dem blev tilbudt på markedsvilkår ikke blot til visse særligt udvalgte medarbejdere, men også andre, nemlig visse bestyrelsesmedlemmer. Der var således ikke tale om tildeling af ejerandele i B til enkelte ansatte, som det hævdes af A.
Det følger af det anførte, at MIP programmet ikke har været et element i de lønvilkår, B har kunnet tilbyde, endsige har givet medarbejderne.
Det bestrides, at B har handlet i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at bevisbyrden herfor påhviler A, og at hun ikke har løftet denne. Det gøres således gældende, at A ikke har påvist nogen omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16a, og at det derfor skulle påhvile B at bevise, at dette ikke er tilfældet. Det gøres i den forbindelse tillige gældende, at selvom det måtte antages, at bevisbyrden påhviler B, har B løftet denne.
Der foreligger således intet, der blot antydningsvis peger på, at A’s barselsorlov har spillet nogen rolle for spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle tilbydes at deltage i MIP programmet. Så meget desto mindre er der skabt nogen formodning for, at A ville have fået et sådant tilbud, hvis hun ikke havde været på barselsorlov. Det bemærkes i tilknytning hertil, at tilbud om at deltage i MIP programmet blev givet ad flere omgange, også efter, at A vendte tilbage fra barsel. Hvis ejerne af B koncernen havde ment, at hun havde kvalificeret sig til at få et
tilbud om at investere igennem programmet, kunne dette således være sket, efter hun var kommet tilbage fra barsel.
Det gøres gældende, at vurderingen af, om A har haft en ret til at blive tilbudt at investere igennem MIP programmet, det være sig ifølge selve programmet som i henhold til ligebehandlingsloven og ligelønsloven, skal ske på grundlag af hendes arbejdsopgaver og performance såvel før som efter, hun var på barsel.
A’s anbringende om, at det er i strid med ligebehandlingsloven og ligelønsloven, at hun ikke blev tilbudt at deltage i MIP Programmet, er forankret i den afgørende, men falske præmis, at næsten alle medarbejdere i L3 niveau fik tilbud om at deltage i programmet. Som det er dokumenteret, jf. …, fik en væsentlig del/den væsentligste del af medarbejderne i L3 niveau og i kategorien Performance Pay Plus, som A tilhørte, ikke et sådant tilbud.
Det bestrides, at A kan betragtes som ligestillet med E for så vidt angår deres respektive stillinger og deres performance. Det gælder A’s stilling såvel før som efter hendes barselsorlov. Der var tale om helt forskellige stillinger. E og A havde forskellig uddannelses- og funktionsmæssig baggrund og erfaring. Det gøres således gældende, at A hverken havde den erfaring eller de kompetencer, der var nødvendige for at bestride den stilling, E fik. Sammenligningen mellem to personer af samme køn viser i øvrigt, at situationen ikke er og ikke kan være omfattet af ligelønsloven.
For så vidt angår det rejste krav på 9 mio. kr., bestrides dette størrelsesmæssigt, idet det gøres gældende, at den investering på 100.000 kr., der er lagt til grund for den beregning af kravet, som A har foretaget, skal fragå.
Ad kravet vedrørende tildeling af bonus for 2014:
For så vidt angår spørgsmålet om tildeling af bonus for 2014, var forholdet det, at A’s barselsorlov blev tillagt den positive betydning, at hun blev tildelt bonus, uanset at bedømmelsen i øvrigt var, at hun ikke ville have kvalificeret sig hertil, jf. …. Allerede derfor er det udelukket, at spørgsmålet om tildeling af bonus for 2014 kan have været i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven.
Det bestrides, at B har handlet i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at B i forbindelse med tildeling af bonus for 2014 har tilsidesat ligebehandlingsloven eller ligelønsloven, på samme måde som i forhold til kravet om adgang til at investere igennem MIP programmet, påhviler A, og at hun ikke har løftet denne. Det gøres således gældende, at hun ikke har påvist nogen omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og at det derfor skulle påhvile B at bevise, at dette ikke er tilfældet. Det gøres i den forbindelse tillige gældende, at selvom det måtte antages, at bevisbyrden påhviler B, har B løftet denne.
A’s synspunkt er i øvrigt uforståeligt al den stund, at hun netop ikke blev forbigået ved tildeling af bonus for 2014.
[…]
For så vidt angår det rejste godtgørelseskrav på 500.000 kr., bestrides dette også størrelsesmæssigt.
For det tilfælde, at det måtte blive lagt til grund, at A’s rettigheder i henholde til ligelønsloven og/eller ligebehandlingsloven er blevet krænket, gøres det gældende, at der uanset dette ikke skal tilkendes hende en godtgørelse herfor, subsidiært et mindre beløb end krævet. Det skal derved tages i betragtning, at hun fik bonus for 2014, og der skal tages højde for et eventuelt erstatningsbeløb, hun måtte blive tillagt vedrørende MIP programmet. Endelig skal det tages i betragtning, at A ved den sag, der verserer for Ligebehandlingsnævnet, og som vedrører det samme hændelsesforløb, kræver sig tillagt en godtgørelse på ca. 1,1 mio. kr. ligeledes med henvisning til, at ligebehandlingsloven skulle være tilsidesat af B.
[…]«
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Retsgrundlag
Af lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019 af lov om lige løn til mænd og kvinder fremgår blandt andet:
»[…]
§ 1. Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med denne lov. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.
[…]
§ 1 a. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.
Stk. 2. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 3. Løn er den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som lønmodtageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier.
[…]
§ 2. […]
Stk. 2. En lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
[…]
§ 6 […]
Stk. 2. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. […]«
Af lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. med senere ændringer (ligebehandlingsloven) fremgår blandt andet:
»[…]
§ 1. Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.
[…]
§ 2. Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
§ 3. Enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til
erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. […]
§ 4. Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.
[…]
§ 5. Pligt til ligebehandling gælder også enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve et selvstændigt erhverv. Dette gælder også oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig virksomhed, herunder finansiering heraf.
[…]
§ 14. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af§§ 2-5, kan tilkendes en godtgørelse
[…]
§ 16 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at
bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. […]«
Rettens begrundelse og resultat
B har for så vidt angår den del af kravet i sagen, der udspringer af A’s manglende deltagelse i MlP-programmet, principalt gjort gældende, at påstanden skal afvises, idet spørgsmålet er omfattet af voldgiftsklausulen i § 27 i Subscription and Securityholders Agreement.
Spørgsmålet i denne del af sagen er imidlertid ikke, om A havde et krav på deltagelse i MlP-programmet - eller for den sags skyld noget andet krav - som udspringer af denne aftale. Spørgsmålet er derimod om, hvorvidt A som led i sin ansættelse hos B er blevet forskelsbehandlet i strid med ligeløns- og ligebehandlingsloven, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i programmet, hvilket alene beror på en vurdering af forholdet mellem hende og B.
Herefter, og idet retten i øvrigt bemærker, at selve spørgsmålet om invitation til deltagelse i MlP-programmet i alle tilfælde ikke er reguleret af aftalen, som for sin del alene regulerer selve deltagelsen i MlP-programmet, finder retten, at kravene i denne sag ikke er omfattet af voldgiftsklausulen i Subscription and Securityholders Agreement.
B’s påstand om afvisning af denne del af sagen tages derfor ikke til følge.
Retten skal herefter tage stilling til, om A er blevet forskelsbehandlet i strid med ligeløns- og ligebehandlingsloven, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP-programmet.
Retten lægger i den forbindelse til grund, at det reelt var en forudsætning for deltagelse i MlP-programmet, at den pågældende var ansat i B, hvilket alle deltagere, bortset fra to bestyrelsesmedlemmer, som efter særskilte forhandlinger også blev inviteret til at deltage, da også var. Efter navnlig D’s forklaring, som også støttes af det, som fremgår af 2016-prospektet om programmet, lægger retten videre til grund, [at] formålet med programmet var at gøre visse medarbejdere, som af forskellige årsager skønnedes at være af betydning for udviklingen af B og virksomhedens værdi, til stakeholders, og dermed bidrage til at fastholde og motivere dem i ansættelsen. Programmet må på den baggrund i øvrigt anses for et helt sædvanligt incitamentsprogram. Endelig lægger retten til grund, at uanset at den endelige beslutning om at invitere den enkelte medarbejder til at deltage i programmet, principielt lå uden for B, så var det dog reelt D, der i sin egenskab af CEO for B, enten direkte eller efter indstilling fra ledelseslag længere nede i organisation, traf beslutning om indstillingen af de enkelte medarbejdere til deltagelse.
Det er derfor også uden betydning for denne sag, at MlP-programmet ikke indebar en aftale mellem den enkelte deltager og B - eller for så vidt en direkte erhvervelse af aktier i B - men derimod var en aftale om erhvervelse af ejerandele i andre selskaber i koncernen, eInvestments af 23. marts 2014 ApS og Nassa Norway AS, der for deres del, som retten har forstået det, gennem en række andre selskaber holdt aktier i B.
Spørgsmålet er herefter, om Ledernes Hovedorganisation - med den heraf følgende betydning for bevisbyrden - har påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling af A i forbindelse med, at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP-programmet, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16 a.
A var ubestridt på barsel på tidspunktet for den første »bølge« af invitationer. Det må endvidere lægges til grund som ubestridt, at hun på daværende tidspunkt var indplaceret i en ledelsesstilling eller en stilling på niveau med en ledelsesstilling. Endelig er det ubestridt, at E, der blev inviteret til at deltage i programmet, mens A var på barsel, blev ansat hos D med samme titel som den, A havde haft i sin stilling under C.
Retten lægger dog samtidig til grund, at invitationen til at deltage i MIP-programmet beroede på en konkret vurdering af den enkelte medarbejders rolle i og værdi for B. Retten lægger herved især vægt på D’s forklaring, beskrivelsen af programmet i 2016-prospektet, og den omstændighed, at det må lægges til grund, at et ikke ubetydeligt antal medarbejdere i ledende stillinger, navnlig i stillinger på niveau med A’s, aldrig blev inviteret til at deltage i programmet.
Retten finder i den forbindelse også anledning til at bemærke, at der for incitamentsprogrammer af den type, som denne sag drejer sig om, må indrømmes virksomheden et betydeligt forretningsmæssigt skøn i forbindelse med udvælgelsen af deltagere.
Navnlig efter forklaringerne fra A selv, D, G og E, lægger retten ydermere til grund, at E’s stilling hos D, uanset at hun var ansat med titlen executive advisor, havde en ganske anden baggrund, karakter og indhold end den stilling med samme titel, som A havde hos C, og som må anses for nedlagt i forbindelse med dennes afgang som CEO. D har således også i betydelige detaljer redegjort for de konkrete årsager til, at E blev inviteret til at deltage i MlP- programmet, herunder navnlig om hendes arbejde med den finansielle model i forbindelse med salgsprocessen og betydningen heraf - også efter salgsprocessens afslutning. Retten finder på den måde, at der ikke er grundlag for at antage, at beslutningen om at invitere E til at deltage i programmet var knyttet til hendes titel eller som sådan den blotte omstændighed, at hun var ansat direkte under D. Retten finder på samme baggrund, at der heller ikke er grund til at antage, at A, hvis hun ikke havde været på barsel i perioden, ville have fået den rolle og de opgaver, som E, der også har en helt anden uddannelses- og arbejdsmæssig baggrund en A, fik.
Endelig lægger retten vægt på, at der efter A’s tilbagevenden fra barsel var flere bølger af invitationer til at deltage i MlP-programmet, og at det således alene var under den første [b]ølge, at A var på orlov fra sin stilling.
Retten finder herefter, at der ikke er påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at A har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP- programmet, og der er herefter ikke grundlag for a bringe bevisbyrdereglerne i ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16 a i anvendelse.
Retten finder herefter, at A ikke har krav på hverken erstatning eller godtgørelse fra B i den anledning, hvorfor B i denne del af sagen frifindes for påstanden herom.
Retten har herved ikke taget stilling til spørgsmålet om A’s performance i de forskellige stillinger, som hun har haft i B, idet retten efter bevisførelsen i øvrigt må lægge til grund, at denne har været uden - eller i alt væsentligt - uden betydning for beslutningen om ikke at invitere hende eller hendes muligheder for at komme til at deltage i MlP- programmet.
For så vidt angår den del af A’s krav, som udspringer af bonusvurderingen for 2014 finder retten, at der heller ikke i den forbindelse er påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling.
Retten har herved lagt til grund, at der, uanset forløbet, rent faktisk skete en konkret vurdering af hendes ret til eller krav på bonus, som desuden mundede ud i, at hun for 2014 fik udbetalt en - også i forhold til 2013 - ikke ubetydelig bonus.
Retten har herved lagt vægt på det, som fremgår af den fremlagte korrespondance i foråret 2015 mellem A og G, samt deres respektive forklaringer.
B frifindes derfor også for den del af A’s påstand, der vedrører bonusvurderingen for 2014.
Herefter frifindes B i de hele for den af Ledernes Hovedorganisation nedlagte påstand.
Efter sagens udfald skal Ledernes Hovedorganisation betale sagsomkostninger til B med 300.000 kr., til dækning af dennes udgifter til advokat.
…
Thi kendes for ret
B Holding A/S frifindes.
…

