PraksisEU-Domstolen

1996

Repræsentantgodtgørelse som løn og deltidsansattes kurser

EU-Domstolen · 7. marts 1996 · Sag C-278/93 · ECLI:EU:C:1996:83

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
7. marts 1996*

I sag C-278/93,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Bremen (Tyskland) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Edith Freers,

Hannelore Speckmann

mod

Deutsche Bundespost,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn og J.L. Murray (refererende dommer),

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  1. den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Regierungsdirektor Claus-Dieter Quassowski, samme ministerium, som befuldmægtigede

  2. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 28. april 1994 er afgivet mundtlige indlæg af Edith Freers og Hannelore Speckmann ved Justitiar Klaus Lörcher, Deutsche Postgewerkschaft — Hauptvorstand, af den tyske regering ved Ernst Roder og af Kommissionen ved Horstpeter Kreppel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 5. juli 1994,

afsagt følgende

Dom

1

Ved kendelse af 5. maj 1993 indgået til Domstolen den 14. maj 1993 har Arbeitsgericht Bremen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2

Spørgsmålene er rejst under en sag anlagt af Edith Freers og Hannelore Speckmann (herefter »sagsøgerne«) mod Deutsche Bundespost (herefter »sagsøgte«) vedrørende godtgørelse af timer, som sagsøgerne har brugt på at deltage i et seminar, der var nødvendigt for, at de kunne udføre deres arbejde i personaleudvalget, men som lå uden for deres individuelle arbejdstid.

3

Sagsøgerne er deltidsbeskæftigede hos sagsøgte, og deres ugentlige arbejdstid er på 18 timer. Som medlemmer af personaleudvalget deltog de den 9. til 14. februar 1992 i et seminar af ca. 38 1/2 timers varighed, svarende til den ugentlige arbejdstid for fuldtidsbeskæftigede, som fastsat i den kollektive overenskomst.

4

I seminarperioden betalte sagsøgte fortsat sagsøgerne deres normale løn beregnet på grundlag af deltidsansættelsen. Under henvisning til tysk ret betalte sagsøgte dem imidlertid ikke derudover noget vederlag eller indrømmede dem afspadsering for de seminartimer, der lå ud over deres normale arbejdstid.

5

For personaleudvalg i forbundsforvaltningen, som sagsøgte henhører under, gælder Bundespersonalvertretungsgesetz (forbundslov om personalerepræsentation, herefter »BPersVG«) af 15. marts 1974 (BGBl. I, s. 693), som affattet den 16. januar 1991 (BGBl. I, s. 47).

6

BPersVG § 46, 1, 2, 5 og 6, har følgende ordlyd:

  1. »1.

    Hvervet som personaleudvalgsmedlem er et ulønnet tillidshverv.

  2. 2.

    Fravær i arbejdstiden, der er nødvendigt for en korrekt udførelse af opgaverne i personaleudvalget, medfører ikke noget fradrag i lønnen eller vederlaget. Såfremt personaleudvalgsmedlemmer for at kunne udføre deres opgaver må bruge tid, der ligger ud over den normale arbejdstid, har de krav på afspadsering svarende hertil.

    ...

  3. 5.

    Personaleudvalgsmedlemmer, der helt er fritaget fra deres arbejdsforpligtelser, oppebærer en månedlig udgiftsgodtgørelse. Personaleudvalgsmedlemmer, der er delvis fritaget, men dog mindst for 50% af af deres normale arbejdstid, modtager 50% af den i første punktum omhandlede godtgørelse. Størrelsen af udgiftsgodtgørelsen fastsættes ved bekendtgørelse og kræver ikke Bundesrat's samtykke.

  4. 6.

    Personaleudvalgsmedlemmer fritages fra deres arbejdsforpligtelser og oppebærer løn ved deltagelse i uddannelses- og videreuddannelseskurser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde i personaleudvalget.«

7

Bestemmelsen er affattet i tilsvarende vendinger som § 37 i Betriebsverfassungsgesetz (lov om medarbejderrepræsentation, herefter »BetrVG«) af 15. januar 1972 (BGBl., s. 13), som affattet den 23. december 1988 (BGBl. 1989, s. 1, jf. rettelse s. 902) og ændret ved lov af 18. december 1989 (BGBl. I, s. 2386), som vedrører bedriftsråd.

8

Denne paragrafs stykke 1, 2, 3 og 6 har følgende ordlyd:

»1.

Hvervet som bedriftsrådsmedlem er et ulønnet tillidshverv.

2.

Bedriftsrådsmedlemmer er fritaget for deres arbejdsforpligtelser uden afkortning i lønnen, såfremt og i det omfang det under hensyn til virksomhedens størrelse og art er påkrævet for en korrekt udførelse af deres opgaver.

3.

Som godtgørelse for bedriftsrådsarbejde, som af tjenstlige grunde udføres uden for arbejdstiden, har bedriftsrådsmedlemmet krav på afspadsering i et tilsvarende tidsrum. Afspadsering skal ydes inden månedens udgang; såfremt dette af tjenstlige grunde ikke er muligt, skal den anvendte tid aflønnes som overarbejde.

...

6.

Stk. 2 gælder tilsvarende for deltagelse i uddannelses-og videreuddannelses-kurser, som giver de nødvendige kundskaber for arbejdet i bedriftsrådet. Ved fastlæggelsen af tidspunkter for deltagelse i uddannelses- og videreuddannelseskurser tager bedriftsrådet hensyn til virksomhedens behov. Rådet underretter i god tid arbejdsgiveren om deltagelsen og tidspunkterne for deltagelse i

kurserne. Finder arbejdsgiveren, at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til virksomhedens behov, kan arbejdsgiveren indbringe sagen for mæglingsudvalget. Mæglingudvalgets afgørelse har virkning som aftale mellem arbejdsgiveren og bedriftsrådet.«

9

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Bundesarbeitsgericht og Bundesverwaltungsgericht har fortolket § 46 i BPersVG og § 37 i BetrVG således, at der ikke skal indrømmes medlemmer af personaleudvalg og bedriftsråd afspadsering for deltagelse i kursusarrangementer uden for deres normale arbejdstid.

10

I dom af 4. juni 1992 (sag C-360/90, Botel, Smi. I, s. 3589) har Domstolen fastslået, at traktatens artikel 119 og direktivet er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

11

Domstolen fastslog imidlertid, at medlemsstaten har adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

12

Efter den forelæggende rets opfattelse er der ikke i Bötel-dommen taget fornødent hensyn til de særlige regler for personaleudvalgsmedlemmer i tysk ret. Den

forelæggende ret finder, at dommen griber ind i princippet om, at hvervet er et tillidshverv, hvilket skal sikre udvalgsmedlemmernes uafhængighed.

13

Arbeitsgericht Bremen har derfor udsat sagen og anmodet Domstolen om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:

  1. »1)

    Er den godtgørelse, der ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, løn som omhandlet i fællesskabsbestemmelserne om lige løn til mænd og kvinder (EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10.2.1975)?

  2. 2)

    Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

    Udgør det en objektiv begrundelse for en forskellig behandling, som intet har at gøre med diskriminering af kvinder, at der efter national ret ikke betales vederlag for deltagelse i en arbejdstagerrepræsentation, idet der principielt kun ydes godtgørelse af tabt arbejdsfortjeneste?

  3. 3)

    Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende:

    Udgør det en sådan objektiv begrundelse for en forskellig behandling, at deltidsbeskæftigede ganske vist kun får udbetalt løn i overensstemmelse med deltidsbeskæftigelsen i forbindelse med deltagelse i et heldagsseminar, men at sådanne arbejdstagere, der normalt udfører overarbejde, til gengæld får dette betalt, også selv om seminarets varighed svarer til den normale arbejdsdag?«

Første spørgsmål

14

Efter den tyske regerings opfattelse udgør den i lovgivningen fastsatte godtgørelse ikke løn, som omhandlet i traktatens artikel 119. Deltagelse i personaleudvalg er et ulønnet tillidshverv, og den godtgørelse, der ydes derfor, skal kun opveje indtægtstabet for medlemmerne af udvalgene, når deres arbejde som personalerepræsentanter eller uddannelses-eller videreuddannelseskurser, der er nødvendige for at udføre dette arbejde, finder sted i arbejdstiden.

15

Den tyske regering har endvidere anført, at godtgørelse for arbejde som personalerepræsentant ikke kan siges at være løn, blot fordi dette arbejde generelt udføres i arbejdsgiverens interesse. I øvrigt er repræsentation af personalet disse udvalgs væsentligste opgave.

16

Det bemærkes indledningsvis, at national rets juridiske definitioner og subsumptioner ikke har betydning for fortolkningen af fællesskabsretten eller for dens bindende virkning, og dermed heller ikke for rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som er indeholdt i traktatens artikel 119 og i direktivet, og som er videreudviklet gennem Domstolens praksis (jf. senest dom af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, præmis 20).

17

Det bemærkes endvidere, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at begrebet »løn« i traktatens artikel 119 omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt (jf. ovennævnte dom i Lewark-sagen, præmis 21, og dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

18

Som Domstolen imidlertid har fastslået i præmis 14 i ovennævnte dom i Bötelsagen, ydes en godtgørelse, selv om den, som tilfældet er i hovedsagen, ikke som sådan følger af en ansættelseskontrakt, dog af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold. Personaleudvalgsmedlemmer skal nødvendigvis være arbejdstagere i en virksomhed for at kunne deltage i virksomhedens personaleudvalg.

19

Det følger heraf, at den godtgørelse, der ydes for tab af løn i forbindelse med deltagelse i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre arbejdet i personaleudvalget, må anses for at være løn som omhandlet i artikel 119 og i direktivet, da den er en ydelse, som arbejdstageren indirekte som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren.

20

Det følger heraf, at den godtgørelse, der ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, er løn som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktivet.

Andet og tredje spørgsmål

21

Med det andet og tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om traktatens artikel 119 og direktivet er til hinder for en national lovgivning, som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men uden for de deltidsbeskæftigedes individuelle

arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

22

Indledningsvis bemærkes, at det i princippet er i strid med traktatens artikel 119 at afskære deltidsbeskæftigede fra visse fordele, når det forholder sig således, at der procentvis er betydeligt flere kvinder end mænd, der arbejder på deltid. Dette gælder dog ikke, når forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

23

Med hensyn til lignende nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede har Domstolen i de ovennævnte sager, Bötel-sagen og Lewark-sagen, fastslået dels, at de i princippet indebar en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, der var i strid med traktatens artikel 119 og direktivet, dels, at medlemsstaten dog har adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

24

Det følger af fast retspraksis, at selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, som skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. bl.a. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 13).

25

Den tyske regering har anført, at hvis der foreligger forskelsbehandling, er den begrundet i princippet om, at arbejdet som personaleudvalgsmedlem er et ulønnet hverv, hvilket skal sikre medlemmernes uafhængighed. Arbejdets ulønnede karakter og forbuddet mod, at der ydes nogen fordel eller pålægges nogen byrde som følge af arbejdet, skal sikre denne uafhængighed. Herved skal det således sikres, at

beslutningen om at stille op til valg til personaleudvalg træffes ud fra en almen interesse og ikke for at opnå en økonomisk fordel.

26

Det fremgår endvidere af ovennævnte dom i Lewark-sagen, at Bundesarbeitsgericht vedrørende lignende bestemmelser om bedriftsråd har lagt til grund, at den tyske lovgivers ønske om at prioritere udvalgsmedlemmernes uafhængighed højere end den økonomiske tilskyndelse til at påtage sig disse hverv — således som dette ønske har fundet udtryk i de pågældende bestemmelser — er et socialpolitisk mål.

27

Et sådant socialpolitisk mål har i sig selv intet at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det kan nemlig ikke bestrides, at personaleudvalgenes arbejde fremmer harmoniske arbejdsforhold i virksomhederne, særligt ved at sikre, at medarbejdernes interesser repræsenteres. Ønsket om at sikre udvalgsmedlemmernes uafhængighed udgør således også et legitimt socialpolitisk mål.

28

Det bemærkes, at såfremt en medlemsstat kan godtgøre, at de valgte midler tjener til at opfylde et nødvendigt mål i dens socialpolitik, er egnede til at nå det forfulgte mål og er nødvendige hertil, medfører alene den omstændighed, at lovbestemmelsen rammer flere kvindelige end mandlige arbejdstagere, ikke, at der er tale om en overtrædelse af artikel 119 og direktivet (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, og af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741).

29

Det påhviler den forelæggende ret på baggrund af alle relevante oplysninger og under hensyn til, om det er muligt at nå det pågældende socialpolitiske mål med andre midler, at vurdere, om den omtvistede forskelsbehandling er egnet til at nå det pågældende mål og nødvendig hertil.

30

Den forelæggende ret skal herved — som Domstolen har udtalt i præmis 25 i Bötel-dommen — tage i betragtning, at bestemmelser som de omtvistede kan afholde deltidsbeskæftigede, hvoraf kvinder ubestrideligt udgør langt størstedelen, fra at påtage sig hverv som medlemmer af personaleudvalg eller fra at erhverve sig kundskaber, der er nødvendige for dette arbejde, hvilket medfører, at denne arbejdstagerkategori får vanskeligere ved at opnå kvalificerede repræsentanter i personaleudvalgene.

31

Heraf følger, at såfremt der er et væsentligt større antal kvinder end mænd blandt de deltidsbeskæftigede, er forbuddet i artikel 119 og direktivet mod indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn til hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

Sagens omkostninger

32

De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Bremen ved kendelse af 5. maj 1993, for ret:

  1. 1)

    Den godtgørelse, som ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, er løn som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

  2. 2)

    Såfremt der er et væsentligt større antal kvinder end mænd blandt de deltidsbeskæftigede, er forbuddet i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 mod indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn til hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

Kakouris

Mancini

Schockweiler

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. marts 1996.

R. Grass

Justitssekretær

C.N. Kakouris

Formand for Sjette Afdeling

Fodnoter

  1. *

    Processprog: tysk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk