PraksisEU-Domstolen

1994

Pensionsadgang, bidrag og nationale søgsmålsfrister

EU-Domstolen · 28. september 1994 · Sag C-128/93 · ECLI:EU:C:1994:353

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom
28. september 1994*

I sag C-128/93,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Utrecht (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Geertruida Catharina Fisscher

mod

  1. 1)

    Voorhuis Hengelo BV,

  2. 2)

    Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  1. G. C. Fisscher ved advokat T. P. J. de Graaf, Utrecht

  2. Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel ved advokat O. W. Brouwer, Amsterdam

  3. den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder og Regierungsrat C.-D. Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

  4. Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

  5. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B.-J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. april 1994 af G. C. Fisscher ved advokat M. Greebe, Utrecht, af Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel ved advokaterne O. W. Brouwer og F. P. Louis, Bruxelles, af den tyske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juni 1994,

afsagt følgende

Dom

1

Ved dom af 18. marts 1993 indgået til Domstolen den 26. marts 1993 har Kantongerecht, Utrecht, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter benævnt »protokol nr. 2«).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som G. C. Fisscher har anlagt mod Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel angående sit medlemskab af Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel.

3

Fra den 1. januar 1978 til den 10. april 1992 arbejdede G. C. Fisscher 30 timer om ugen hos Voorhuis Hengelo BV (herefter benævnt »Voorhuis«).

4

Arbejdstagerne hos Voorhuis kan være medlemmer af den erhvervstilknyttede pensionskasse, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel. Indtil den 31. december 1990 havde G. C. Fisscher dog ikke adgang til medlemskab af pensionskassen, da denne i henhold til sin vedtægt ikke optog gifte kvinder.

5

Fra den 1. januar 1991 blev pensionsordningen ændret, således at også gifte kvinder kunne være omfattet. G. C. Fisscher fik herved adgang til at være omfattet af pensionsordningen, hvilket hun blev med virkning fra den 1. januar 1988.

6

Herefter anfægtede G. C. Fisscher lovligheden af den tidligere gældende pensionskassevedtægt, som hun gjorde gældende var i strid med traktatens artikel 119. Til støtte herfor anførte hun, at pensionskassen også burde have optaget gifte kvinder fra tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455), hvori Domstolen for første gang fastslog, at artikel 119 har direkte virkning. Hun stillede krav om medlemskab med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1978, hvor hun var blevet ansat.

7

Sagen blev anlagt ved Kantongerecht, Utrecht, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

  1. »1)

    Omfatter retten til (lige) løn som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119 også en ret til at være omfattet af en lovpligtig erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i denne sag?

  2. 2)

    Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, gælder den tidsmæssige begrænsning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen for så vidt angår en

    pensionsordning som den i Barbersagen omhandlede (en såkaldt ’contracted-out’-ordning), da også for en ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i den foreliggende sag omhandlede, som sagsøgeren som gift kvinde var udelukket fra?

  3. 3)

    Er den, der gennemfører og administrerer pensionsordningen (dvs. pensionskassen) — i tilfælde hvor den i en virksomhed gældende pensionsordning er lovpligtig — forpligtet til at anvende ligebehandlingsprincippet i EØF-traktatens artikel 119, og kan den arbejdstager, som stilles ringere som følge af en tilsidesættelse af traktatbestemmelsen, indtale sit krav direkte mod pensionskassen, som om der var tale om arbejdsgiveren?

    Det bemærkes i denne forbindelse, at Kantongerecht ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der består et krav som følge af reglerne om erstatning uden for kontrakt, idet kravets værdi medfører, at det falder uden for rettens kompetence. I denne sag har det derfor betydning, om sagsøgeren på grundlag af arbejdsaftalen kan rette kravet mod pensionskassen (sagsøgte 2).

  4. 4)

    Hvis sagsøgeren i henhold til EØF-traktatens artikel 119 har ret til at være medlem af pensionskassen fra et tidspunkt, der ligger forud for den 1. januar 1991, indebærer dette da også, at hun ikke er forpligtet til at betale de bidrag, hun skulle have betalt, hvis hun var blevet optaget som medlem af pensionskassen på et tidligere tidspunkt?

  5. 5)

    Har det nogen betydning, at sagsøgeren ikke har reageret på et tidligere tidspunkt med henblik på at få gennemtvunget de rettigheder, hun nu gør gældende?

  6. 6)

    Har den til Maastricht-traktaten knyttede protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (’Barberprotokollen’) og (lovforslaget om ændring af) overgangsbestemmelsen i artikel III i lovforslag

    nr. 20 890, der har til formal at gennemføre det fjerde direktiv, betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, der er anlagt ved Kantongerecht ifølge stævning forkyndt den 16. juli 1992?«

Første spørgsmål

8

Med det første spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

9

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84, Sml. s. 1607) fastslog, at for så vidt som en pensionsordning — selv om den er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i den nationale lovgivning — har sin oprindelse i en overenskomst med arbejdstagerne eller deres repræsentanter, og for så vidt som offentlige myndigheder ikke deltager i ordningens finansiering, er den ikke en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som følge heraf undtaget fra artikel 119's anvendelsesområde, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfør af en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2 (præmis 20 og 22).

10

Disse principper har Domstolen bekræftet i Barber-dommen for så vidt angår britiske erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, og ligeledes i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879).

11

I sidstnævnte dom fastslog Domstolen, at artikel 119 finder anvendelse på ydelser fra en nederlandsk erhvervstilknyttet pensionsordning svarende til den, der er tale om i den foreliggende sag. I dommen fremhævede Domstolen særlig det forhold, at

reglerne for pensionsordningen ikke direkte var fastsat ved lov, men var et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot på begæring af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kunne betragtes som repræsentative, havde erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet (præmis 10).

12

I øvrigt følger det af Bilka-dommen, at det ikke alene er retten til ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning, men også retten til at være omfattet af ordningen, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 119.

13

Begrundelsen for sidstnævnte afgørelse var, at når en lønpolitik, der består i at fastsætte en lavere timeløn for deltids-end for fuldtidsarbejde, under visse omstændigheder kan være udtryk for en forskelsbehandling af mænd og kvinder — således som det fremgår af dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) — må det samme gælde i tilfælde, hvor deltidsansatte udelukkes fra at være omfattet af virksomhedens pensionsordning. Da en sådan pension falder ind under begrebet løn i artikel 119, stk. 2, er den samlede løn, som arbejdsgiveren udbetaler fuldtidsansatte, nemlig højere ved det samme antal arbejdstimer end den, der betales til deltidsansatte (præmis 27).

14

Heraf følger, at det er udtryk for en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med traktatens artikel 119, når gifte kvinder ikke kan være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

15

Herefter må det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

Andet spørgsmål

16

Med det andet spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen også gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagen.

17

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal der redegøres for baggrunden for, at det blev besluttet at begrænse B arb er-dommens tidsmæssige virkninger.

18

I overensstemmelse med en fast praksis, hvorefter Domstolen undtagelsesvis — under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip i Fællesskabets retsorden og under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medføre for så vidt angår fortiden i retsforhold, der er etableret i god tro — kan se sig foranlediget til at begrænse de berørte parters muligheder for at påberåbe sig en bestemmelse, Domstolen har fortolket, for derved at rejse tvivl om sådanne retsforhold (jf. Defrenne-dommen), tog Domstolen i Barber-dommen stilling til, om de to hovedbetingelser for at træffe bestemmelse om en sådan begrænsning var opfyldt, nemlig om de berørte parter var i god tro, og om der var fare for alvorlige forstyrrelser.

19

Med hensyn til betingelsen om god tro udtalte Domstolen (i præmis 42), at artikel 9, litra a), i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) gav mulighed for at udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt angik fastsættelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner, jf. undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

20

Under hensyn til disse bestemmelser fandt Domstolen, at medlemsstaterne og de berørte parter med rimelighed havde kunnet gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på pensioner, der blev udbetalt i henhold til »contracted-out«-ordnin-ger, og at der fortsat kunne gøres undtagelse fra princippet om ligestilling af mænd og kvinder på dette område (præmis 43).

21

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dommen af 14. december 1993 i Moroni-sagen (sag C-110/91, Sml. I, s. 6591), samtidig med at den henviste til og bekræftede de principper, der var opstillet i dommene i sagerne Defrenne, Bilka og Barber, udtalte, at der i Barber-dommen for første gang blev taget stilling til spørgsmålet om, hvorledes en ulige behandling, der beror på, at pensionsalderen er forskellig for de to køn, skal bedømmes efter artikel 119 (præmis 16).

22

Med hensyn til betingelsen om alvorlige forstyrrelser fandt Domstolen i øvrigt i Barber-dommen, at hvis enhver berørt mandlig arbejdstager i lighed med Douglas H. Barber med tilbagevirkende kraft kunne gøre en ret til ligebehandling gældende i tilfælde af forskelsbehandling, som man indtil da havde kunnet anse for tilladt på grundlag af undtagelserne i direktiv 86/378, kunne den finansielle ligevægt i en række pensionsordninger blive forstyrret med tilbagevirkende kraft (præmis 44).

23

Herefter fastslog Domstolen, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (Barber-dommen, præmis 45, som nærmere præciseret i Ten Oever-dommen).

24

Heraf følger især, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun angår de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de

undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler, der kan anvendes på erhvervstilknyttede pensioner.

25

Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger må det imidlertid fastslås, at der ikke foreligger nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse.

26

Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en tilsidesættelse af lighedsprincippet i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret falder ind under artikel 119.

27

Hertil kommer, at eftersom der ikke blev fastsat en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Dette har den kunnet, siden dommen i Defrenne-sagen blev afsagt den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået.

28

Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

Tredje spørgsmål

29

Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og om den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

30

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i Barber-dommen — efter at have fastslået, at pensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«, er omfattet af artikel 119 — udtalte, at dette også gælder, selv om ordningen er oprettet i form af en »trust« og administreres af »trustees«, som formelt er uafhængige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren (præmis 28 og 29).

31

De, der administrerer en pensionsordning, skal således, selv om de ikke har noget at gøre med arbejdsforholdet, udbetale ydelser, som har karakter af løn i artikel 119's forstand, og de har pligt til at overholde bestemmelsen ved at gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes på dette område; endvidere skal de personer, der er omfattet af pensionsordningen, kunne påberåbe sig bestemmelsen over for dem. Den effektive virkning af artikel 119 ville i høj grad blive svækket, og det ville have særdeles uheldige følger for den retsbeskyttelse, der er nødvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager kun kunne påberåbe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren, men ikke over for dem, der administrerer ordningen, og som det udtrykkeligt er pålagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser.

32

Det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og at den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

Fjerde spørgsmål

33

Med det fjerde spørgsmål ønskes det oplyst, om den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

34

Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at artikel 119 — for så vidt angår retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning — kræver, at arbejdstageren ikke udsættes for forskelsbehandling på grundlag af køn ved at være udelukket fra en sådan pensionsordning.

35

Såfremt arbejdstageren har været udsat for en sådan forskelsbehandling, indebærer dette, at ligebehandling skal tilvejebringes på en måde, der sætter den arbejdstager, der har været udsat for forskelsbehandling, i samme situation som arbejdstagerne af det andet køn.

36

En arbejdstager, der har været udsat for forskelsbehandling, kan således ikke kræve en behandling, herunder rent økonomisk, som er bedre end den, han ville have fået, hvis han efter en korrekt retsanvendelse havde været omfattet af pensionsordningen.

37

Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

Femte spørgsmål

38

Med det femte spørgsmål ønsker den nationale retsinstans i det væsentlige oplyst, om nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

39

Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at ifølge fast retspraksis finder de nationale regler om søgsmålsfrister — i mangel af fællesskabsbestemmelser på området —

også anvendelse på søgsmål, som støttes på fællesskabsretten, idet reglerne dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og ikke i praksis må gøre det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. særligt dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5 og 6).

40

Det femte spørgsmål må herefter besvares med, at nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

Sjette spørgsmål

41

Med det sjette spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning dels et nationalt lovforslag til gennemførelse af direktiv 86/378, dels den nævnte protokol nr. 2 kan have i forbindelse med den foreliggende sag.

42

Med hensyn til det nationale lovforslag er det tilstrækkeligt at bemærke, at det ifølge fast praksis ikke under en sag efter artikel 177 tilkommer Domstolen at fortolke national ret og udtale sig om dens virkninger (jf. bl.a. dom af 3.2.1977, sag 52/76, Benedetti mod Munari, Sml. s. 163, præmis 25).

43

Den nævnte protokol nr. 2, som i henhold til traktatens artikel 239 udgør en integrerende del af denne, har følgende ordlyd:

»Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfangSaml. I-4600 de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

44

Det fremgår af sagens akter og de mundtlige forhandlinger ved Domstolen, at det spørgsmål, der ønskes afklaret, i det væsentlige er, om protokollen udelukkende har til formål at præcisere begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, jf. redegørelsen om begrænsningen i det foregående, eller om den har større rækkevidde.

45

Voorhuis, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel og Det Forenede Kongerige har anført, at den vide formulering af protokollen viser, at den finder anvendelse på enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, som måtte forekomme inden for rammerne af erhvervstilknyttede pensionsordninger, herunder forskelsbehandling, der vedrører retten til at være omfattet af sådanne pensionsordninger.

46

Sagsøgeren i hovedsagen, den tyske regering og Kommissionen har derimod gjort gældende, at protokollen uanset de meget generelle vendinger, der er benyttet, skal ses i sammenhæng med Barber-dommen og ikke kan række videre end begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

47

Det må konstateres, at protokollen i kraft af sin generelle ordlyd finder anvendelse på ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning.

48

Denne konstatering gælder imidlertid ikke ubetinget. Den angår ydelser — som i øvrigt er det eneste, der nævnes i protokol nr. 2 — men ikke retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

49

Protokollen er således klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten — men i protokollen har man lige så lidt som Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at være omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

50

Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres således fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgør en overtrædelse af traktatens artikel 119, såfremt en virksomhed — uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn — behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemærkes, at Bilka-dommen i øvrigt ikke opstiller en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

51

Det sjette spørgsmål må herefter besvares med, at protokol nr. 2 ingen betydning har for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af Bilka-dommen.

Sagens omkostninger

52

De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Utrecht, ved dom af 18. marts 1993, for ret:

  1. 1)

    Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

  2. 2)

    Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88) gælder ikke for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

  3. 3)

    De, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, er ligesom arbejdsgiveren forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens

    artikel 119, og den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

  4. 4)

    Den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebærer ikke, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

  5. 5)

    Nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

  6. 6)

    Den til traktaten om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har ingen betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af dommen af 13. maj 1986 i Bilkasagen (sag 170/84).

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliet

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

ustitssekretær

O. Due

Præsident

Fodnoter

  1. *

    Processprog: nederlandsk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk