PraksisEU-Domstolen

1987

Historisk bedømmelse af bidrag til enkepensionsordning

EU-Domstolen · 3. december 1987 · Sag 192/85 · ECLI:EU:C:1987:522

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom
3. december 1987*

I sag 192/85,

angående en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

George Noel Newstead

mod

1) Department of Transport og

2) Her Majesty's Treasury,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN,

sammensat af fungerende præsident, afdelingsformand G. Bosco, afdelingsformændene O. Due, J. C. Moitinho de Almeida og G. C. Rodríguez Iglesias, dommerne T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann, Y. Galmot, C. Kakouris, R. Joliet og F. Schockweiler,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühl

efter at der er afgivet indlæg af:

  1. sagsøgeren i hovedsagen George Noel Newstead ved solicitor A. Saxon og barristers A. Lester, QC, og D. Pannick,

  2. Det Forenede Kongeriges regering ved R. N. Ricks, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og barrister P. Goldsmith,

  3. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall, Den Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 2. april 1987,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. juni 1987,

afsagt følgende

Dom

1

Ved kendelse af 11. juni 1985, indgået til Domstolen den 21. juni s.å., har Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 samt af Rådets direktiver 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Newstead, som er tjenestemand i Department of Transport, mod dette ministerium og mod Her Majesty's Treasury.

3

Med hensyn til social sikring er tjenestemændene i Department of Transport undergivet »Principal Civil Service Pension Scheme 1974«, en erhvervstilknyttet pensionsordning for statstjenestemænd oprettet af statsforvaltningen. Ordningen træder

i henhold til gældende lovgivning på området i Det Forenede Kongerige i stedet for den nationale pensionsordning, for så vidt angår den indtægtsbestemte del af ydelserne. De personer, som er tilsluttet en ordning af denne karakter, og som ved aftale er udtrådt af ordningen (der betegnes som »contracted-out«), betaler kun nedsatte bidrag til den statslige ordning svarende til det faste grundbeløb, som den nationale ordning giver alle arbejdstagere mulighed for at opnå uanset deres løn. De er på den anden side forpligtet til at betale bidrag til den erhvervstilknyttede ordning på de betingelser, der er fastsat i denne.

4

Efter den erhvervstilknyttede ordning, Newstead henhører under, skal der oprettes en enkepensionsfond. En del af denne fonds midler hidrører fra arbejdstagernes bidrag. Selv om alle mandlige arbejdstagere uanset civilstand er forpligtet til at betale bidrag til fonden, idet der foretages et fradrag på 1,5% i deres bruttoløn, har kvindelige arbejdstagere aldrig pligt til at betale bidrag til fonden, men kan i visse tilfælde få tilladelse til at gøre det, hvis de anmoder herom.

5

For så vidt angår en tjenestemand, der ikke har været gift, mens han har været tilsluttet den erhvervstilknyttede ordning, er det bestemt, at hans bidrag til enkepensionsfonden tilbagebetales med rentes rente 4% p. a., når han fratræder. Hvis tjenestemanden afgår ved døden før dette tidspunkt, tilfalder beløbet hans arvinger.

6

Newstead, som er ugift, har gjort gældende, at han som følge af det tvungne bidrag til enkepensionsfonden bliver forskelsbehandlet i forhold til en kvindelig tjenestemand i en tilsvarende stilling, eftersom en sådan tjenestemand ikke er forpligtet til — om end kun midlertidigt — at give afkald på 1,5% af sin bruttoløn i bidrag til fonden. Newstead har derfor anlagt sag ved en arbejdsretlig instans med påstand om, at det anerkendtes, at han ikke længere var pligtig at indbetale det omtvistede bidrag.

7

Han fik ikke medhold i første instans. Appelinstansen, Employment Appeal Tribunal, fandt derimod, at hans krav rejste spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 samt af ovennævnte direktiver 75/117 og 76/207. Den har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

  1. »a)

    Er det i strid med artikel 119 (alene eller sammenholdt med direktivet om ligeløn 75/117), at arbejdsgiveren betaler mænd og kvinder samme bruttoløn, men kræver, at en ugift mandlig pensionsberettiget tjenestemand (såsom appellanten) skal betale 1,5% af sin bruttoløn (som fratrækkes hans løn) i bidrag til en enkepension af den art, der foreligger i nærværende sag, således at bidragene ikke kan tilbagebetales, før han dør eller forlader statens tjeneste, når der ikke stilles et lignende krav til en ugift kvindelig pensionsberettiget tjenestemand med henblik på en enkemandspension?

  2. b)

    Hvis spørgsmål a) besvares bekræftende, er artikel 119 (alene eller sammenholdt med direktivet om ligeløn) da umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, således at den giver enkeltpersoner rettigheder, der skal håndhæves af myndighederne under de omstændigheder, som foreligger i nærværende sag?

  3. c)

    Er det i strid med direktivet om ligebehandling 76/207, at arbejdsgiveren betaler mænd og kvinder samme bruttoløn, men kræver, at en ugift mandlig pensionsberettiget tjenestemand (såsom appellanten) skal betale 1,5% af sin bruttoløn (som fratrækkes hans løn) i bidrag til en enkepension af den art, der foreligger i nærværende sag, således at bidragene ikke kan tilbagebetales, før han dør eller forlader statens tjeneste, når der ikke stilles et lignende krav til en ugift kvindelig pensionsberettiget tjenestemand med henblik på en enkemandspension?

  4. d)

    Hvis spørgsmål c) besvares bekræftende, er direktivet om ligebehandling da umiddelbart anvendeligt i medlemsstaterne, således at det giver enkeltpersoner rettigheder, der skal håndhæves af myndighederne under de omstændigheder, som foreligger i nærværende sag?«

8

Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de anbringender, der er fremsat i de til Domstolen i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen indgivne indlæg, henvises i øvrigt til retsmøderapporten i forbindelse med nærværende dom. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

Første spørgsmål

9

Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Traktatens artikel 119, sammenholdt med direktiv 75/177, er tilsidesat, når arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond.

10

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bør der for det første tages stilling til, om det konkrete tilfælde er omfattet af artikel 119's anvendelsesområde.

11

I den forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 119, stk. 1, er forpligtet til at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, og at der i henhold til samme artikels stk. 2 ved løn i denne artikel forstås »den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

12

I det tilfælde, den nationale ret skal tage stilling til, bestrides det ikke, at mandlige arbejdstagere oppebærer en lavere nettoløn end deres kvindelige kolleger, som udfører samme arbejde. Fradraget på 1,5% til enkepensionsfonden foretages nemlig kun i mandlige arbejdstageres bruttoløn.

13

Som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med rette har anført, må det imidlertid understreges, at den forskel i mænds og kvinders nettoløn, der er konstateret i den foreliggende sag, skyldes, at der kun stilles krav om, at mænd skal være tilsluttet enkepensionsfonden, og at det derfor kun er mænd, der får fradraget et beløb i lønnen i bidrag til denne fond.

14

Det må derfor fastslås, at den omtvistede ulighed i lønnen hverken skyldes en ydelse, der udbetales til arbejdstagerne, eller et bidrag, som arbejdsgiveren på den ansattes vegne indbetaler til en pensionsordning, og som kan betragtes som »ydelser, som arbejdstageren... modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte«, jfr. Traktatens artikel 119.

15

Den omtvistede ulighed skyldes derimod opkrævningen af et bidrag til en erhvervstilknyttet pensionsordning. Denne ordning indeholder visse bestemmelser, som er gunstigere end den almindelige lovbestemte ordning og træder i stedet herfor. Følgelig bør et sådant bidrag ligesom bidraget til en lovbestemt social sikringsordning betragtes som henhørende under Traktatens artikel 118's anvendelsesområde og ikke under artikel 119's.

16

Newstead har bestridt dette, idet han har gjort gældende, at Domstolen i dommene af 11. marts 1981 (Worringham, sag 69/80, Sml. s. 767) og af 18. september 1984 (Liefting, sag 23/83, Sml. s. 3225) betragtede spørgsmålet fra synsvinklen artikel 119, da den undersøgte forskelle i mænds og kvinders løn i forbindelse med de forskellige vilkår, der gælder for mænd og kvinder i kraft af bidragene til henholdsvis den erhvervstilknyttede og lovbestemte pensionsordning, som de to sager omhandler.

17

Det må imidlertid erindres, at Domstolen i de nævnte domme blot har fastslået, at artikel 119 navnlig finder anvendelse i tilfælde, hvor mandlige arbejdstageres bruttoløn er højere end kvindelige arbejdstageres, fordi lønnen skal opveje en forpligtelse til at betale bidrag til en social sikringsordning, som kun påhviler mænd. Domstolen fremhævede, at selv om sådanne tillæg til bruttolønnen umiddelbart blev tilbageholdt af arbejdsgiveren og på arbejdstagerens vegne indbetalt til en pensionsordning, var de bestemmende for beregningen af andre fordele knyttet til lønnen (fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser, lånemuligheder) og følgelig en del af lønnen i artikel 119, stk. 2's forstand, som forbudet mod forskelsbehandling i samme artikels stk. 1 måtte finde anvendelse på.

18

De samme omstændigheder foreligger ikke her. Det omtvistede fradrag fører nemlig til nedsat nettoløn som følge af bidraget til en social sikringsordning og ændrer på ingen måde bruttolønnen, på grundlag af hvilken de andre ovenfor nævnte fordele, der er knyttet til lønnen, normalt beregnes. Afgørelsen af nærværende sag kan derfor ikke være afhængig af den afgørelse, Domstolen traf i de nævnte domme.

19

Heraf følger altså, at det tilfælde, den nationale ret har for øje, ikke er omfattet af Traktatens artikel 119's anvendelsesområde.

20

Rådets direktiv 75/117, som ligeledes nævnes i det forelagte spørgsmål, kan ikke ændre ovenstående konklusion med hensyn til artikel 119. Dette direktivs væsentligste formål er — som Domstolen har pointeret i dommen af 31. marts 1981 (Jenkins, sag 96/80, Sml. s. 911) — nemlig at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i Traktatens artikel 119, og som følge heraf ændrer det ikke på nogen måde ved dette princips indhold eller rækkevidde som fastlagt i Traktaten.

21

Den nationale rets første spørgsmål må derfor besvares således, at EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975, ikke er til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

Andet spørgsmål

22

Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at Domstolen måtte besvare det første spørgsmål bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare det.

Tredje spørgsmål

23

Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om der i det konkrete tilfælde foreligger en overtrædelse af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

24

I den anledning bemærkes, at det — som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med rette har anført — ikke er tanken, at direktiv 76/207 skal finde anvendelse med hensyn til social sikring. Dette følger af artikel 1, stk. 2, som bestemmer: »Med henblik på at sikre en gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring, vedtager Rådet på forslag fra Kommissionen nærmere bestemmelser særlig om dets indhold, udstrækning og gennemførelse«.

25

Det må desuden undertreges, at ingen af de direktiver, der er vedtaget af Rådet til gennemførelse af denne bestemmelse, finder anvendelse på efterladtepensioner, hvad enten der er tale om pensioner i henhold til en lovbestemt social sikringsordning eller en erhvervstilknyttet ordning.

26

Rådets direktiv 79/7 af 19. december 1978 (EFT L 6, s. 24) — som tilsigter at udvide anvendelsen af det omhandlede princip til også at omfatte de lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod sygdom, invaliditet, alderdom, arbejdsulykker, erhvervssygdomme samt arbejdsløshed, og de bestemmelser om social bistand, der supplerer eller træder i stedet for ovennævnte ordninger (artikel 3, stk. 1) — præciserer nemlig i artikel 3, stk. 2, at det »ikke [finder] anvendelse på bestemmelser om ydelser til efterladte«. Med hensyn til de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger følger det af artikel 3, stk. 3, at princippet om ligebehandling først gennemføres, når Rådet senere på forslag af Kommissionen har vedtaget bestemmelser herom.

27

Mens denne sag er blevet behandlet, har Rådet da også i medfør af sidstnævnte bestemmelse udstedt direktiv 86/372 af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). Direktivet bestemmer dog i artikel 9: »Medlemsstaterne kan udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår... b) efterladtepension, indtil ligebehandlingsprincippet ved et direktiv indføres i de lovbestemte sociale sikringsordninger om dette spørgsmål.« Den frist for at gennemføre direktivet, der er givet medlemsstaterne i artikel 12, er i øvrigt endnu ikke udløbet.

28

Det bemærkes, at der ikke findes mere specifikke direktiver, hvorefter princippet om ligebehandling også skal finde anvendelse på ydelser til efterladte ægtefæller,

hvad enten de er fastsat i henhold til en lovbestemt social sikringsordning eller en erhvervstilknyttet ordning, og at den forskelsbehandling, Newstead er udsat for, idet han ikke har fuld og umiddelbar rådighed over sin nettoløn, er den direkte følge af en forskelsbehandling indbygget i den omhandlede erhvervstilknyttede ordning, for så vidt angår denne type ydelser. Det må derfor antages, at det tilfælde, den nationale ret har for øje, er omfattet af undtagelsen fra anvendelsen af det i artikel 1, stk. 2, i direktiv 76/207 omhandlede ligebehandlingsprincip.

29

Det tredje spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret, må derfor besvares således, at Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 ikke er til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

Fjerde spørgsmål

30

Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at Domstolen måtte besvare det tredje spørgsmål bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare det.

Sagens omkostninger

31

De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forlagt af Employment Appeal Tribunal, London, ved kendelse af 11. juni 1985, for ret:

  1. 1)

    EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975, er ikke til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

  2. 2)

    Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 er ikke til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

Bosco

Due

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Koopmans

Everling

Bahlmann

Galmot

Kakouris

Joliet

Schockweiler

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. december 1987.

For præsident

A. J. Mackenzie Stuart

P. Heim

Justitssekretær

G. Bosco

Fungerende præsident

Fodnoter

  1. *

    Processprog: Engelsk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk