PraksisDanske domstole

2006

Opsagte ansættelsesvilkår efter barsel: godtgørelse efter ligebehandlingsloven

Vestre Landsret · 17. januar 2006 · Sag B-0742-04

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Retten i Århus har den 16. marts 2004 afsagt dom i 1. instans (BS 8-4560/2003).

For landsretten har appellanten, Advokaterne S ved advokat B og advokat C, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse af interessentskabet.

Indstævnte, advokat A, har nedlagt følgende påstande:

Principalt: stadfæstelse
Subsidiært:

Appellanten tilpligtes at betale 299.747,25 kr. med procesrente

af 36.333 kr. fra den 31. marts 2003,

af 36.333 kr. fra den 30. april 2003 og

af 227.081,25 kr. fra den 20. juli 2003.

Mere subsidiært:

Appellanten tilpligtes at betale 190.748,25 kr. med procesrente

af 36.333 kr. fra den 31. marts 2003,

af 36.333 fra den 30. april 2003 og

af 118.082,25 kr. fra den 20. juli 2003.

Beløbene i indstævntes påstande fremkommer således:

Principal påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og april 2003 81.749,25 kr.

2. Godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 3 - 12 måne- 435.996,00 kr. 517.745,25 kr. der a 36.333 kr.

Subsidiær påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og april 2003
81.749,25 kr. 2. Godtgørelse efter børnepasningsorlovslo- vens § 4, stk. 10 - 6 217.998,00 kr 299.747,25 kr. måneder a 36.333 kr.

Mere subsidiær påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og 81.749,25 kr. april 2003
2. Godtgørelse efter funktionærloven § 2 b 108.999,00 kr. 190.748,25 kr. - 3 måneder a 36.333 kr.

Appellanten har ikke størrelsesmæssigt bestridt beløbene i indstævntes opgørelser.

Appellantens skrivelse til indstævnte af 17. september 2002 er sålydende:

"I fortsættelse af vor telefoniske drøftelse,

hvor vi konkluderede, at den nuværende ansættel- seskontrakt af 1. juli 1999 i realiteten aldrig har været efterlevet efter sin ordlyd, opsiger vi hermed kontrakten i henhold til dens § 17.

Vi ønsker derfor kontrakten genforhandlet snarest mulig og beder dig kontakte os med henblik herpå.

Vi vedlægger kopi af nærværende skrivelse, hvor vi beder dig bekræfte modtagelsen heraf."

Appellantens skrivelse til indstævnte af 6. november 2002 er sålydende:

"I fortsættelse af drøftelse på vort kontor omkring din fremtidige løn har vi opfattet det således, at du ikke vil acceptere en opstart med den løn, som du havde før din barselsorlov med kr. 36.333,33, men at du ønsker, at månedslønnen skal stige med kr. 10.000,00.

Det kan vi ikke imødekomme. - Vi står fast ved vort tidligere fremsatte tilbud, hvorefter månedslønnen, indtil videre andrager kr. 36.333,33 kr. og forventer, at du efter endt orlov og afholdt ferie, så vidt vi har forstået den 27. januar 2003, vender tilbage og i øvrigt er ansat efter funktionærlovens regler.

Vi erindrer om tilbagesendelse af kopien af vort brev af 17. september 2002 i underskrevet stand."

Indstævntes skrivelse til appellanten af 12. november 2002 er sålydende:

"Tak for brev af 6. november 2002. Det fremgår af brevet, at I forventer at jeg efter endt orlov og afholdt ferie, den 27. januar 2003, vender tilbage og i øvrigt er ansat efter funktionærlovens regler.

Jeg vil bede om skriftligt at få oplyst, hvordan oplysningen om, at jeg er ansat efter funktionærlovens regler skal forstås og om det skal forstås således, at min nuværende ansættelseskontrakt ikke længere er gældende.

Endelig bekræfter jeg hermed modtagelsen af brev af 17. september 2002."

Appellantens skrivelse til indstævnte af 25. november 2002 er sålydende:

"Tak for dit brev af 12. november 2002.

Du er naturligvis fortsat ansat med den løn, der var aftalt, da du gik på barselsorlov.

Kontraktens øvrige vilkår er opsagt med sædvanlig varsel til ophør med udgangen af februar måned 2003, ifølge kontraktens opsigelsesbestemmelse.

For så vidt angår de øvrige vilkår henvises herefter til funktionærlovens bestemmelser.

Som drøftet telefonisk og på vort møde her på kontoret ønsker vi ikke længere den type kontrakter, da de viser sig at være uhensigtsmæssige."

Danmarks Jurist- og Økonomiforbund skrev den 4. december 2002

bl.a. således til appellanten:

"Ved breve af 6. november og 25. november 2002 har De meddelt vort medlem A, at vilkårene i hendes ansættelseskontrakt er opsagt med sædvanligt varsel til ophør med udgangen af februar 2001, hvorefter hun er ansat efter funktionærlovens regler.

Ansættelse alene efter reglerne i funktionærloven indebærer, at der pr. 1. marts 2003 vil ske en forringelse af As ansættelsesvilkår på følgende punkter:

1. Bonusordningen bortfalder, jf. kontraktens § 3, stk. 2.

2. Hun vil kun have ret til 5 ugers ferie og et ferietillæg på 1 %, mens den nuværende kontrakt giver ret til 6 ugers ferie og et ferietillæg på 2 1/2 % samt ret til erstatningsferie ved dokumenteret sygdom af over en uges varighed under ferie, jf. kontraktens § 6.

3. Kontingenter og forsikringer betales ikke længere af Dem, jf. kontraktens § 8.

4. Hun har ikke længere ret til fri telefon og internetforbindelse, jf. kontraktens § 9.

5. Hun har ikke længere ret til fuld løn under barsel i 6 uger før fødslen og 24 uger efter fødslen, jf. kontraktens § 10.

6. Ret til særlig fratrædelsesgodtgørelse efter 10 års ansættelse samt ret til umiddelbar fratræden ved opsigelse bortfalder, jf. kontraktens § 13.

Idet der således er tale om væsentlige ændringer af As ansættelsesvilkår, betragter forbundet brevene af 6. november og 25. november 2002 som et tilbud om ansættelse på ændrede vilkår, som A ikke har pligt til at acceptere.

Forbundet skal på vegne af A hermed meddele, at hun ikke kan acceptere tilbuddet, og at hun derfor betragter sig § 2 b samt ret til at gøre krav gældende i henhold til §§ 1, 2 og 3 lov om ligeløn til mænd og kvinder."

Advokat C har supplerende forklaret, at genforhandlingsbestemmelsen i ansættelseskontraktens § 17 var gældende for alle ansatte på det tidspunkt, da A blev ansat, og genforhandlinger i henhold til denne bestemmelse har aldrig ført til ansættelsernes ophør. Da det blev konstateret, at tre af de ansatte jurister uberettiget havde foretaget a conto afregninger af salærer i deres sager og derved uberettiget fået udbetalt bonus, overvejede han og B at foretage politianmeldelse, men gjorde det ikke. Derimod besluttede de sig for at forebygge lignende situationer ved ikke længere at have den pågældende bonusbestemmelse i ansættelseskontrakterne. A var herefter på det tidspunkt den eneste tilbage med bestemmelse om bonus i sin kontrakt. De tog derfor kontakt til A med henblik på en genforhandling af hendes kontrakt efter § 17 og regnede ikke med, at det ville give problemer at få bonusbestemmelsen ud af kontrakten, da hun aldrig havde haft omsætning nok til at få bonus. Fjernelse af bestemmelsen om bonus var den eneste ændring, de ønskede i As kontrakt. Da A krævede sin månedsløn forhøjet med 10.000 kr., afviste de ikke generelt en lønforhøjelse, men tilkendegav hende, at hun nu først kunne starte igen efter fraværet, og så kunne de senere aftale en lønforhøjelse. Det var oplagt for ham, at As løn på et eller andet tidspunkt skulle sættes op, og det var kun et spørgsmål, hvor stor en lønforhøjelse der til den tid kunne blive tale om. Der blev på intet tidspunkt drøftet andre ændringer i ansættelseskontrakten med A end fjernelsen af bestemmelsen om bonus og størrelsen af den fremtidige løn. Med udtrykket "efter funktionærlovens regler" i skrivelsen af 6. november 2002 mentes kun, at bonusbestemmelsen skulle ud af kontrakten. Der skulle ikke ske andre ændringer i ansættelsesforholdet. I deres brev til A af 25. november 2002 som svar på hendes brev af 12. november 2002 skrev de således noget andet end det, de egentlig mente - nemlig at kun bonusbestemmelsen skulle væk. Første gang, de hørte fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund, var skrivelsen af 4. december 2002. På et tidspunkt op mod jul blev han ringet op af D fra DJØF og under samtalen kom det frem, at problemet var forbeholdet om, at funktionærlovens regler skulle være gældende. Da de kun ønskede bestemmelsen om bonus ud af kontrakten, opfattede han det sådan, at de andre spørgsmål burde kunne løses. Der blev ikke nævnt noget om overtrædelse af ligebehandlingsloven. Det blev på et tidspunkt drøftet, om A i forbindelse med en fratræden kunne få 3 måneders løn udover opsigelsesvarslet, men de kunne kun gå med til at give 1 måneds løn. De har ikke fjernet bestemmelsen om løn under barsel fra deres ansættelseskontrakter, og … har således fået løn under barsel. De havde på intet tidspunkt noget at udsætte på kvaliteten af As arbejde, og de havde meget brug for hende på det tidspunkt, da hun skulle være påbegyndt arbejdet igen.

Advokat B har supplerende forklaret, at formålet med skrivelsen af 17. september 2002 til A var at få bestemmelsen om bonus ud af hendes kontrakt. Der var da ikke længere andre ansatte med bestemmelse om bonus i deres kontrakter, og i de nyansattes kontrakter var der ingen bonusbestemmelse. Han og C var meget interesseret i, at A kom tilbage, da de var meget presset på kontoret, og han ringede på et tidspunkt til hende for at høre, om hun kunne komme tidligere, men det kunne hun ikke. På det første møde med A i begyndelsen af oktober 2002 drøftede de kun bonusbestemmelsen og hendes løn, og han fik indtryk af, at hun mente, at de ikke værdsatte hendes kompetence, hvis de ikke ville give hende en lønforhøjelse på 10.000 kr. De kom ikke videre på dette møde, og også på det følgende møde i slutningen af oktober 2002 fastholdt A, at hun kun ville fortsætte, hvis hun fik denne lønforhøjelse.

Advokat A har supplerende forklaret, at hun, da hun modtog brevet af 17. september 2002, spurgte sig selv, hvad det var for noget. Hun vidste, at appellanten ville have bonusbestemmelsen væk, men syntes iøvrigt, at kontrakten var i orden. På det første møde i begyndelsen af oktober 2002 sagde C, at bonusbestemmelsen skulle væk, og at hun ikke fremtidig skulle have fuld løn under barsel. De talte på dette første møde kun om disse 2 ting, og hun nævnede ikke på dette møde noget om en lønforhøjelse på 10.000 kr. Begge parter skulle tænke over det. På det næste møde i slutningen af oktober 2002 sagde hun, at hun, hvis hun skulle acceptere ikke at have bonusbestemmelsen og ikke at have løn under barsel, så ville have en lønforhøjelse på 10.000 kr. Det kunne C og B ikke gå med til, og mødet var ret kortvarigt. Da hun modtog brevet af 6. november 2002, hvor der blev omtalt "funktionærlovens regler", kontaktede hun DJØF, og hendes svarbrev af 12. november 2002 blev sendt efter drøftelse med DJØF. Da hun modtog brevet af 25. november 2002, som ikke indeholdt nogen kommentar til hendes forslag om en lønforhøjelse på 10.000 kr., betragtede hun sig efter at have drøftet situationen med DJØF som opsagt. Hun kunne ikke acceptere en ansættelse efter funktionærlovens regler, da det ville betyde, at alle goderne i hendes aktuelle kontrakt - herunder løn under barsel - ville være væk.

Konsulent D har forklaret, at hun er konsulent i Forhandlingsafdelingen i DJØF. Hun havde ifølge sine notater en telefonsamtale med A den 25. oktober 2002 i anledning af, at A dagen før havde haft en såkaldt "lønforhandling" med sine chefer. Hun fik oplyst af A, at hendes chefer lagde op til, at hun ikke længere skulle have løn under barsel og ikke skulle have en bonusbestemmelse, samt at lønnen skulle være uændret. Hun sagde til A, at hun ikke skulle acceptere disse vilkår. Hun hørte til sagen igen efter, at A den 29. oktober 2002 havde haft et nyt møde med sine chefer, og A oplyste, at hun ikke ville acceptere de foreslåede ændringer. Hun rådgav A om udformningen af hendes brev af 12. november 2002 til appellanten. Hun undrede sig over formuleringen i brevet af 6. november 2002 "i øvrigt ansat efter funktionærlovens regler", da A jo var ansat på de hidtidige vilkår, hvis der ikke blev opnået enighed om ny ansættelsesvilkår. Hun sørgede derfor for, at A bad om at få denne formulering præciseret. Hun fik en genpart af appellantens skrivelse af 25. november 2002, som hun forstod som varsling af væsentlige ændringer af ansættelsesvilkårene, hvilket reelt indebærer en opsigelse af ansættelsen med henblik på eventuel forhandling af en helt ny ansættelseskontrakt på nye vilkår. Da hun sendte brevet af 4. december 2002 til appellanten, havde hun ikke talt med advokat C, og hun udformede brevet, som hun gjorde, for at gøre det klart for advokaterne hvilke ændringer i den hidtidige kontrakt, A anså for at være væsentlige ændringer. Advokat C kom ikke med nogen reaktion på skrivelsen af 4. december 2002. Hun opfatter loven om ligeløn og loven om ligebehandling som to sider af samme sag. A havde omtalt, at hun, hvis hun accepterede at fortsætte med den aktuelle løn, ville få en lavere løn end en ny mandlig kollega, som endda endnu ikke havde møderet for landsretten.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at det først ved appellantens breve af 6. og 25. november 2002, hvoraf fremgik, at indstævnte ved sin tilbagevenden fra sin orlov skulle være ansat med hidtidig løn, men i øvrigt efter funktionærlovens regler, med tilstrækkelig klarhed blev tilkendegivet hende, at hendes ansættelsesvilkår var opsagt med sådanne forringelser, herunder bortfald af løn under barsel, at hun kunne anse sig for afskediget. Det tiltrædes derfor også, at indstævnte har krav på løn og feriepenge i en 5 måneders periode omfattende marts og april 2003 (post 1 i indstævntes opgørelse af sine påstande).

Indstævnte havde i november 2002 børnepasningsorlov. Navnlig under hensyn til, at indstævntes hidtidige ansættelsesvilkår omfattede fuld løn under barsel, jf. kontraktens § 10, og at indstævnte måtte anse sig for afskediget som anført i umiddelbar forlængelse af sine gentagne fravær på grund af sygemeldinger i forbindelse med graviditet og fravær på grund af barsler, er der imidlertid anledning til at formode, at ligebehandlingslovens § 1 er tilsidesat, jf. samme lovs § 16 a. Heroverfor er det heller ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at appellantens opsigelse af vilkårene ikke skete på grund af indstævntes fravær i forbindelse med hendes graviditeter og dermed forbundne med komplikationer, jf. herved ligebehandlingslovens § 9.

Det tiltrædes derfor, at indstævnte har krav på godtgørelse i henhold til ligebehandlingslovens § 16. Efter oplysningerne om varigheden af indstævntes ansættelsesforhold tiltrædes det, at godtgørelsen er fastsat til 12 måneders løn (post 2 i indstævntes opgørelse af sin principale påstand).

Indstævnte tilegnede sig opsigelsen ved brevet af 4. december 2002 fra DJØF, og indstævnte tog forbehold om at gøre krav gældende i henhold til ligebehandlingsloven ved DJØF's brev af 13. februar 2003. I denne periode foregik der forligsforhandlinger mellem parterne, og indstævnte var fortsat ansat hos appellanten. Appellanten har ikke påvist at lide noget retstab ved, at indstævnte ikke straks den 4. december 2002 fremsatte sit krav i henhold til ligebehandlingsloven, og der er heller ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at indstævnte har mistet sin adgang til at gøre ligebehandlingsloven gældende. Indstævntes krav (post 2) er derfor ikke bortfaldet på grund af passivitet.

Indstævntes principale påstand tages efter det anførte til følge.

Appellanten skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med 45.000 kr. Beløbet, der indeholder moms, skal dække indstævntes udgifter til advokatbistand.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, Advokaterne S ved advokat B og advokat C, skal til indstævnte, advokat A, betale sagens omkostninger for landsretten med 45.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk