PraksisEU-Domstolen

1997

Civil godtgørelse ved ansættelsesafslag: skyld og lofter

EU-Domstolen · 22. april 1997 · Sag C-180/95 · ECLI:EU:C:1997:208

Titlen og resuméet er skrevet til kommentaren. Afgørelsens egen tekst står ordret på arket nedenfor.

Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Offentlig original

Domstolens dom
22. april 1997*

I sag C-180/95,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Nils Draehmpaehl

mod

Urania Immobilienservice OHG,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida og L. Sevón samt dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, G. Hirsch, H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  1. Nils Drachmpaehl ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide M. Pfarr

  2. den tyske regering ved afdelingschef Ernst Röder og sekretær Gereon Thiele, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

  3. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 26. november 1996 er afgivet mundtlige indlæg af Nils Drachmpaehl ved Klaus Bertelsmann, af den tyske regering ved Ernst Röder og af Kommissionen ved juridisk konsulent Bernhard Jansen, som befuldmægtiget, og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. januar 1997,

afsagt følgende

Dom

1

Ved kendelse af 22. maj 1995, indgået til Domstolen den 9. juni 1995, har Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 2 og 3 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en tvist mellem Nils Draehmpaehl og Urania Immobilienservice OHG (herefter »Urania«) angående godtgørelse for den skade, Nils Draehmpaehl hævder at have lidt som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse.

Direktivet

3

I henhold til direktivets artikel 1 tilsigter dette gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

4

Det hedder herved nærmere i direktivets artikel 2, stk. 1, at princippet om ligebehandling af mænd og kvinder indebærer, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«.

5

I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, indebærer anvendelsen af princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner. I artikel 3, stk. 2, litra a), bestemmes det, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves.

6

Endelig skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 6 i deres nationale retsordener indføre de nødvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

De relevante nationale retsforskrifter

7

De nationale lovbestemmelser om ligebehandling af erhvervsaktive mænd og kvinder, der finder anvendelse i hovedsagen, er indeholdt i Bürgerliches Gesetzbuch (herefter »BGB«).

8

I henhold til BGB's § 611a, stk. 1, må en arbejdsgiver ved en aftale eller ved fastsættelse af bestemmelser, navnlig ved etablering af et ansættelsesforhold og i forbindelse med forfremmelse, anvisninger og afskedigelse, ikke stille en arbejdstager

ringere på grundlag af dennes køn. En forskellig behandling på grundlag af køn er dog lovlig, såfremt aftalen eller de fastsatte bestemmelser vedrører erhvervsudøvelse, hvor det er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn. Bevisbyrden for, at den pågældende form for erhverv kun kunne udøves af arbejdstagere af et bestemt køn, påhviler arbejdsgiveren.

9

I BGB's § 611 a, stk. 2, bestemmes det, at såfremt en arbejdsgiver ved etableringen af et ansættelsesforhold overtræder det i stk. 1 fastsatte forbud mod forskelsbehandling, kan den ansøger, der herved stilles ringere, fremsætte krav om en passende økonomisk godtgørelse, der dog ikke kan overstige tre måneders løn. Som månedsløn betragtes de ydelser i penge og naturalier, som ansøgeren i den måned, hvor ansættelsesforholdet ville været blevet etableret, under normale omstændigheder ville have haft krav på.

10

I henhold til BGB's § 611b må en arbejdsgiver ikke udelukkende søge arbejdstagere af et bestemt køn, bortset fra det i § 611a, stk. 1, andet punktum, omhandlede tilfælde.

11

I § 61b, stk. 2, i Arbeitsgerichtsgesetz (herefter »ArbGG«) bestemmes det, at såfremt flere ansøgere i forbindelse med etableringen af et ansættelsesforhold ad retlig vej fremsætter krav om en godtgørelse i henhold til BGB's § 611a, stk. 2, som følge af påstået forskelsbehandling, begrænses de samlede godtgørelsesbeløb på arbejdsgiverens begæring til seks måneders løn, eller til tolv måneders løn, såfremt der kun er gennemført én ansættelsesprocedure med henblik på etableringen af flere ansættelsesforhold. Såfremt arbejdsgiveren allerede har imødekommet krav om godtgørelse, nedsættes det i første punktum fastsatte beløb forholdsmæssigt. Såfremt det samlede godtgørelsesbeløb, som sagsøgerne ville have krav på, set under ét overstiger dette maksimumsbeløb, nedsættes hvert enkelt godtgørelsesbeløb forholdsmæssigt i forhold til dette beløb.

Sagens baggrund

12

Det fremgår af sagen, at Nils Draehmpaehl ved brev af 17. november 1994 ansøgte om at komme i betragtning ved besættelsen af en stilling, som Urania havde annonceret i dagbladet »Hamburger Abendblatt«. Annoncen havde følgende ordlyd:

»Vi søger en erfaren kvindelig assistent for salgschefen. Trives du med til tider hektisk aktivitet i en markedsorienteret virksomhed, kan du lave kaffe, leve med ikke at blive rost og samtidig arbejde meget, er du den rette. Du skal kunne arbejde med pc'er og kunne indgå i et team. Hvis du tør binde an med en sådan udfordring, ser vi frem til at modtage din udførlige ansøgning. Og sig så ikke, at du ikke var advaret på forhånd ...«

Urania besvarede ikke Draehmpaehl's brev og sendte heller ikke hans ansøgning retur.

13

Under anbringende af, at han var den bedst kvalificerede ansøger til stillingen, og at han havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med ansættelsen, anlagde Draehmpaehl sag ved Arbeitsgericht Hamburg med påstand om godtgørelse for sit tab, således at godtgørelsen fastsættes til tre en halv måneds løn.

14

Det fremgår også af sagen, at i en tilsvarende sag, der verserer for en anden afdeling ved den forelæggende ret, har en anden mandlig ansøger under lignende omstændigheder nedlagt påstand om godtgørelse over for Urania.

15

Arbeitsgericht fandt, at sagsøgeren havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn fra Urania's side, idet stillingsopslaget var formuleret på en måde, der ikke var kønsneutral, og åbenbart henvendte sig til kvinder. Endvidere fandtes der ikke at foreligge hensyn, der kunne begrunde en undtagelse, som omhandlet i BGB's § 611a, stk. 1, og Urania var herefter principielt forpligtet til at betale sagsøgeren godtgørelse. Arbeitsgericht var imidlertid af den opfattelse, at tvistens afgørelse måtte bero på en fortolkning af fællesskabsretten, udsatte derfor sagen, og har forelagt følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

  1. »1)

    Er lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse er betinget af culpa hos arbejdsgiveren, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

  2. 2)

    Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser — til ansøgere (m/k), som er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som på grund af, at den ansatte ansøger (m/k) var bedre kvalificeret, heller ikke ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

  3. 3)

    Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige

    bestemmelser — til ansøgere (m/k), som ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

  4. 4)

    Er lovbestemmelser, hvorefter der med hensyn til krav om godtgørelse, der fremsættes af flere personer, som er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser — er fastsat et loft på i alt seks måneders løn for alle, der er blevet forskelsbehandlet, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?«

Det første spørgsmål

16

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet, og navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, er til hinder foinationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

17

Hertil bemærkes først, at i dom af 8. november 1990 (sag C-177/88, Dekker, Smi. I, s. 3941, præmis 22) fastslog Domstolen, at det efter direktivet ikke er en betingelse for at statuere ansvar hos den, der udøver forskelsbehandling, at det bevises, at der foreligger culpa, eller ikke foreligger ansvarsfrihedsgrunde.

18

I dommen i Dekker-sagen, præmis 25, fastslog Domstolen endvidere, at når den af en medlemsstat valgte sanktion henhører under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspådragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

19

Det må herefter fastslås, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser som de i BGB's § 611a, stk. 1 og 2, indeholdte, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

20

Det er herved uden betydning, at den tyske regering har gjort gældende, at beviset for, at der foreligger culpa, let kan føres, idet culpa-begrebet efter tysk ret indebærer ansvar for handlinger, der begås forsætligt eller uagtsomt.

21

Det må i den forbindelse fremhæves, således som Domstolen fastslog i dommen i Dekker-sagen, præmis 25, at direktivet ikke indeholder bestemmelse om ansvarsfrihedsgrunde for den, der udøver forskelsbehandling, og godtgørelse for skade som følge heraf er ikke efter direktivet betinget af, at der foreligger culpa, uanset hvor let der kunne føres bevis herfor.

22

Det første spørgsmål må herefter besvares med, at såfremt en medlemsstat vælger at sanktionere en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er direktivet, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

Det andet og tredje spørgsmål

23

Med disse spørgsmål, som bør behandles under ét, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om svaret på dette spørgsmål er det samme såvel i relation til ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som på grund af, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, ikke ville have fået stillingen, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, som i relation til ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som ville have fået stillingen, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

24

Hertil bemærkes først, at selv om direktivet ikke pålægger medlemsstaterne at indføre en bestemt sanktion, er de dog i henhold til direktivets artikel 6 forpligtet til at gennemføre foranstaltninger, der er tilstrækkeligt effektive til at opfylde direktivets formål, og drage omsorg for, at de berørte personer rent faktisk kan påberåbe sig dem ved de nationale domstole (jf. dom af 10.4.1984, sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, præmis 18).

25

I øvrigt bemærkes, at det efter direktivet forudsættes, at når en medlemsstat har valgt at sanktionere overtrædelsen af forbuddet mod forskelsbehandling gennem en godtgørelse, skal denne sanktion være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren og i hvert fald stå i et rimeligt forhold til skaden. En rent symbolsk godtgørelse imødekommer ikke kravene om en effektiv gennemførelse af direktivet (jf. dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23 og 24).

26

Den tyske regerings argument om, at en godtgørelse på højst tre måneders løn ikke blot er en symbolsk godtgørelse, men pålægger arbejdsgiveren en betydelig, væsentlig og afskrækkende økonomisk byrde og således tillægger den, der er blevet forskelsbehandlet, en mærkbar godtgørelse, kan heller ikke tiltrædes.

27

I dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23, har Domstolen således præciseret, at når en medlemsstat har valgt, at der for skade lidt som følge af en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling skal ydes godtgørelse på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, skal godtgørelsen stå i et rimeligt forhold til skaden.

28

Endvidere fremgår det af den præjudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spørgsmål og af de uddybende bemærkninger i retsmødet, at der i henhold til de tyske bestemmelser, der finder anvendelse i hovedsagen, er fastsat et særligt loft for godtgørelsen, der ikke findes i andre civil- eller arbejdsretlige tyske bestemmelser.

29

Ved valget af den ordning, der er egnet til at nå direktivets mål, skal medlemsstaterne drage omsorg for, at overtrædelser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gælder for overtrædelser af samme art og grovhed (jf. dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 2965, præmis 24).

30

Det følger heraf, at nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad der kan opnås i godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, ikke opfylder disse betingelser.

31

Der må herefter undersøges, om svaret er det samme såvel i relation til ansøgere, der på grund af, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, ikke ville have fået stillingen, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, som i relation til ansøgere, der ville have fået stillingen, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

32

I den forbindelse bemærkes, at som det er præciseret i nærværende doms præmis 25 og 27, skal godtgørelsen stå i et rimeligt forhold til skaden.

33

Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan der dog tages hensyn til, at selv om der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, ville visse af ansøgerne ikke have fået den ledige stilling, fordi den valgte ansøger var bedre kvalificeret. Det kan ikke bestrides, at sådanne ansøgere, der kun har lidt en skade i form af, at de ikke blev taget i betragtning under ansættelsesproceduren, ikke kan hævde, at de har lidt den samme skade som ansøgere, der ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

34

En ansøger, der falder ind under den første kategori, jf. ovenfor i præmis 31, lider således kun en skade i form af, at hans eller hendes ansøgning ikke er taget i betragtning som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, mens en ansøger, der er omfattet af den anden kategori, lider en skade som følge af, at han eller hun ikke ansættes, netop fordi arbejdsgiveren som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn har foretaget en objektivt fejlagtig bedømmelse af hans eller hendes ansøgning.

35

Det findes herefter ikke urimeligt, at en medlemsstat indfører bestemmelse om en lovsformodning, hvorefter den skade, der lides af en ansøger, som er omfattet af den første kategori, ikke kan overstige tre måneders løn.

36

Det må i den forbindelse præciseres, at det påhviler arbejdsgiveren, som ligger inde med alle de modtagne ansøgninger, at bevise, at ansøgeren ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet nogen form for forskelsbehandling.

37

Det andet og tredje spørgsmål må herefter besvares med, at direktiv 76/207 ikke er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger kan kræve i godtgørelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, og ansøgeren derfor ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse, når ansøgeren ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

Det fjerde spørgsmål

38

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft med hensyn til de godtgørelser, der i alt kan tilkendes flere ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse.

39

Hertil bemærkes først, at som Domstolen præciserede i dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23, indebærer direktivet, at den af medlemsstaterne valgte sanktion skal have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren og stå i et rimeligt forhold til skaden, således at domstolene herved kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse.

40

Endvidere bemærkes, at det er åbenbart, at en bestemmelse som ArbGG's § 61b, stk. 2, hvorefter der er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad der i alt kan kræves i godtgørelse af samtlige ansøgere, som er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse, kan føre til, at der tilkendes mindre beløb i godtgørelse, og afholde krænkede ansøgere fra at gøre deres rettigheder gældende. En sådan virkning er ikke udtryk for en faktisk og effektiv beskyttelse og har ingen reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren, således som det kræves efter direktivet.

41

Det fremgår endvidere af den præjudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spørgsmål og af de uddybende mærkninger i retsmødet, at der ikke i andre civil- og arbejdsretlige tyske bestemmelser findes et sådant loft for de samlede godtgørelser.

42

Domstolen har imidlertid fastslået, at de nærmere regler og betingelser med hensyn til et krav om godtgørelse, der fremsættes på grundlag af fællesskabsretten, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til den tilsvarende nationale ordning (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, a.st. præmis 24).

43

Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, i alt kan kræve i godtgørelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse.

Sagens omkostninger

44

De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 22. maj 1995, for ret:

  1. 1)

    Såfremt en medlemsstat vælger at sanktionere en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

  2. 2)

    Direktiv 76/207 er ikke til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger kan kræve i godtgørelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansøger var bedre

    kvalificeret, og ansøgeren derfor ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse, når ansøgeren ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

  3. 3)

    Direktiv 76/207 er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, i alt kan kræve i godtgørelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse.

Rodríguez Iglesias

Mancini

Moitinho de Almeida

Sevón

Kakouris

Kapteyn

Gulmann

Hirsch

Ragnemalm

Wathelet

Schintgen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. april 1997.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

Fodnoter

  1. *

    Processprog: tysk.

↑↓ vælg↵ åbnesc luk