# Ligestillingsnævnet, 21. september 2004, sag 20-2004 Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md) Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2004-20.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2004-20.md L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026. Alle links i filen er fulde adresser. Kommentarens titel: Lavere timeløn end mandlig ferieafløser uden saglig begrundelse Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) Kommentarens begrundelse for koblingen: En ansættelsesaftale identisk med to mandlige medarbejderes, men med lavere timeløn, gav anledning til at formode forskelsbehandling (jf. § 6, stk. 2). Arbejdsgiveren godtgjorde ingen saglig begrundelse for, at en mandlig ferieafløser fik 35 kr. mere i timen. Nævnet fandt den daværende § 1, stk. 3, om lige løn for samme arbejde overtrådt (reglen står i lovteksten på siden i § 1, stk. 2) og pålagde betaling af forskellen (jf. § 2, stk. 1). Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md) Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Klageren havde en detaljeret ansættelsesaftale, der var fuldstændig identisk med arbejdsaftalerne med to mandlige medarbejdere, bortset fra at klagerens løn var 60 kr. i timen, mens de to mandlige medarbejderes løn var 105 kr. i timen. Ligestillingsnævnet fandt, at der hermed forelå faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og efter ligelønslovens § 6 påhviler det i så fald indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket. Nævnet kunne ikke afvise indklagedes oplysninger om, at de to mandlige medarbejdere havde haft et større ansvar end klageren, men indklagede havde ikke godtgjort nogen saglig begrundelse for, at klagerens mandlige ferieafløser havde en timeløn, der var 35 kr. højere end klagerens. Nævnet fandt herefter, at indklagede havde overtrådt ligelønslovens § 1, stk. 3, hvorefter enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi, og bestemte i medfør af lovens § 2, at indklagede skulle betale klageren et forskelsbeløb. Kommentarens afgrænsning og forbehold: Kun det uddrag af nævnsafgørelsen, som Retten i Horsens gengiver i sin dom af 27. maj 2005, er med. Byretten oplyser, at nævnet bestemte, at der skulle betales et beløb svarende til 35 kr. for hver time siden ansættelsen; nævnets egen beregning er udeladt i uddraget. Byrettens senere vurdering må ikke tilskrives nævnet. --- Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Uddrag af nævnsafgørelsen gengivet i en senere byretsdom. Kopien kan være forkortet. *Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion* Efter ligestillingslovens (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 2l. august 2003). Efter ligelønslovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Efter lovens § 2 har en lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, krav på forskellen. Efter lovens § 6 påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. I den foreliggende sag har klageren en detaljeret ansættelsesaftale, der er fuldstændig identisk med de arbejdsaftaler, der er indgået med de to mandlige medarbejdere M1 og M2, bortset fra, at klagerens løn udgør 60 kr. i timen, mens de nævnte to mandlige medarbejderes løn udgør 105 kr. i timen. Nævnet finder, at der hermed foreligger faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet finder ikke at kunne afvise indklagedes oplysninger om, at M1 og M2 har haft et større ansvar end klageren, men indklagede har i hvert fald ikke godtgjort, at der har været nogen saglig begrundelse for at klagerens mandlige ferieafløser har haft en timeløn, der var 35 kr. højere end klageren. Nævnet finder herefter, at indklagede har overtrådt ligelønslovens § 1, stk. 3, og bestemmer derfor i medfør af lovens § 2, at indklagede skal betale klageren et forskelsbeløb, der beregnes som nedenfor bestemt. . . .«