# EU-Domstolen, 2. august 1993, sag C-271/91 Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md) Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0271.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0271.md L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026. Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N). Kaldenavn: Marshall II ECLI: ECLI:EU:C:1993:335 Kommentarens titel: Erstatningsloft, rentetab og påberåbelse mod offentlig arbejdsgiver Emner på siden: [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md) Koblet til: § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md)) Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md) Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 6 i direktiv 76/207 hindrede et på forhånd fastsat loft over erstatning for diskriminerende afskedigelse og udeladelse af renter, som skulle dække tidsmæssigt tab frem til betaling. Den krænkede kunne påberåbe sig bestemmelsen over for en statslig arbejdsgiver for at hindre anvendelsen af nationale beløbsbegrænsninger. Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker ikke 2023/970 eller nye gennemsigtighedsbrud og fastlægger ikke en bestemt dansk rentesats eller alle renteberegningens detaljer. Udsagnet om direkte påberåbelse vedrører et statsorgan som arbejdsgiver; det må ikke fremstilles som afgørelse om artikel 16s direkte horisontale virkning. Der opstilles ingen EU-takst på grundlag af sagens beløb. Bruges i kommentaren: § 2, afsnit 13 (lov/2.md) --- Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0271 Domstolens dom 2. august 1993[^*] I sag C-271/91, angående en anmodning, som House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, M. H. Marshall mod Southampton and South West Hampshire Area Health Authority, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), har DOMSTOLEN sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene C.N. Kakouris, G.C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg og J.L. Murray samt dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, F. Grévisse, M. Diez de Velasco, PJ.G. Kapteyn og D.A.O. Edward, generaladvokat: W. Van Gerven justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, [s. I-4401] efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: - M. H. Marshall ved Michael J. Beloff, QC, og Solicitor Stephen Grosz (Bindman & Partners) - Southampton and South West Hampshire Area Health Authority ved Robert Webb, QC, Barrister Andrew Lydiard og Solicitors Le Brasseurs - Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John Collins, bistået af Barrister Derrick Wyatt, som befuldmægtigede - den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Oberregierungsrat Claus-Dieter Quassowski, samme ministerium, som befuldmægtigede - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicholas Kahn, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, på grundlag af retsmøderapporten, efter at der i retsmødet den 8. december 1992 er blevet afgivet mundtlige indlæg af M. H. Marshall, af Southampton and South West Hampshire Area Health Authority, af Det Forenede Kongerige, Irland, ved Barrister Feichin McDonagh, som befuldmægtiget, og af Kommissionen, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. januar 1993, afsagt følgende [s. I-4402] ### Dom 1 Ved kendelse af 14. oktober 1991 indgået til Domstolen den 17. oktober 1991 har House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter benævnt »direktivet«). 2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag anlagt af M. H. Marshall mod hendes tidligere arbejdsgiver, Southampton and South West Hampshire Area Health Authority (herefter benævnt »Health Authority«), angående et krav vedrørende erstatning af tab, der blev rejst af M. H. Marshall som følge af Health Authority's afskedigelse af hende. 3 Kravet begrundes med, at afskedigelsen er ulovlig, hvilket ikke bestrides i hovedsagen, eftersom Domstolen i dom af 26. februar 1986 (sag 152/84, Marshall, Smi. s. 723) som svar på de præjudicielle spørgsmål, som blev indgivet til Domstolen af Court of Appeal, fastslog, at direktivets artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at generelle afskedigelsesvilkår, hvorefter en kvinde afskediges alene med den begrundelse, at hun har nået eller overskredet den alder, som giver hende ret til en pension fra staten, og som efter national ret er forskellig for mænd og kvinder, er en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling på grundlag af køn. 4 Tvisten i hovedsagen er opstået, fordi Industrial Tribunal, som Court of Appeal havde henvist sagen til med henblik på at få afgjort spørgsmålet om erstatning, anslog M. H. Marshall's økonomiske tab til 18 405 UKL, inklusive 7 710 UKL i renter, og tilkendte hende en erstatning på 19 405 UKL, inklusive et beløb på 1 000 UKL som godtgørelse for ikke-økonomisk skade. [s. I-4403] 5 Det fremgår af sagen, at i henhold til section 65(1 )(b) i Sex Discrimination Act 1975 (herefter benævnt »SDA«), at når et Industrial Tribunal finder, at en klage vedrørende ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse er begrundet, skal det, såfremt det finder det berettiget, pålægge sagsøgte at betale sagsøgeren en erstatning svarende til det beløb, som eventuelt ville være blevet tilkendt i erstatning ved en County Court. I medfør af SD A's section 65(2) må erstatningsbeløbet imidlertid ikke overstige et vist maksimum, som på det pågældende tidspunkt var 6 250 UKL. 6 Det fremgår ligeledes af sagens akter, at et Industrial Tribunal på det tidspunkt ikke havde kompetence — eller i hvert fald at de pågældende bestemmelser var flertydige med hensyn til, om det havde en sådan kompetence — til at tilkende renter af erstatning vedrørende ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse. 7 Industrial Tribunal gjorde gældende, at section 35 A i Supreme Court Act 1981 gav det beføjelse til at lade erstatningsbeløbet omfatte renter. Efter dets opfattelse var erstatning det eneste hensigtsmæssige retshåndhævelsesmiddel i M. H. Marshall's tilfælde, men den begrænsning, der var fastsat i SDA's section 65(2) gjorde erstatningen utilstrækkelig og i strid med direktivets artikel 6. 8 Efter afgørelsen fra Industrial Tribunal betalte Health Authority M. H. Marshall et beløb på 5 445 UKL ud over beløbet på 6 250 UKL, der svarede til det ovennævnte lovbestemte maksimumsbeløb, som det havde betalt, allerede inden sagen blev indbragt for Industrial Tribunal. Llealth Authority appellerede dog afgørelsen for så vidt angik tilkendelsen af beløbet på 7 710 UKL i renter. 9 Da Employment Appeal Tribunal gav Health Authority medhold og Court of Appeal stadfæstede afgørelsen, appellerede M. II. Marshall til I louse of Lords, som besluttede at udsætte sagen og at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål: [s. I-4404] > »1) Hvis erstatning efter en medlemsstats nationale lovgivning er et af de retshåndhævelsesmidler, der ved de retslige instanser kan kræves iværksat af en person, som har været udsat for en af de former for ulovlig diskrimination, der er forbudt i henhold til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 (herefter benævnt ’direktivet’), indebærer den omstændighed, at der i den nationale lovgivning er fastsat et maksimum på 6 250 UKL for den erstatning, en sådan person kan opnå, da, at medlemsstaten ikke har gennemført direktivets artikel 6? > 2) Hvis den nationale lovgivning indeholder bestemmelser om betaling af erstatning som ovenfor nævnt, er det da afgørende for, om direktivets artikel 6 er korrekt gennemført, at den erstatning, der tilkendes: a) ikke er mindre end det tab, den pågældende findes at have lidt på grund af den ulovlige diskrimination, og b) omfatter renter af hovedstolen af det således fastslåede tab fra det tidspunkt, da den ulovlige diskrimination fandt sted til det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales? > 3) Hvis direktivets artikel 6 ikke er gennemført i en medlemsstats nationale lovgivning i nogen af de henseender, der er omtalt i spørgsmål 1 og 2, kan en person, som har været udsat for ulovlig diskrimination som ovenfor nævnt, da over for en myndighed, som er et statsorgan, påberåbe sig, at bestemmelsen i artikel 6 har forrang for det i den nationale lovgivning fastsatte maksimum for den erstatning, der kan opnås?« 10 Hvad nærmere angår de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante lovbestemmelser og de skriftlige indlæg for Domstolen henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. [s. I-4405] #### Rækkevidden af spørgsmålene 11 De af House of Lords stillede spørgsmål drejer sig i virkeligheden om, hvorvidt det af direktivet følger, at en person, der er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn fra en statslig myndigheds side, har ret til fuld erstatning for det tab, han eller hun har lidt, og hvorvidt direktivets artikel 6 giver en sådan person mulighed for at få tilsidesat national lovgivning, som er fastsat med henblik på gennemførelse af direktivet, men som fastsætter et maksimum for den erstatning, der kan tilkendes. Det grundlæggende problem er derfor at afgøre meningen med og rækkevidden af artikel 6 med hensyn til direktivets principper og formål. 12 Det bør imidlertid tages i betragtning, når henses til hovedindholdet af spørgsmålene set i lyset af de tidligere domme afsagt af Court of Appeal og Employment Appeal Tribunal, at House of Lords ikke har anmodet Domstolen om en afgørelse vedrørende det af Det Forenede Kongerige rejste spørgsmål, om en Court eller et Tribunal, som f.eks. Industrial Tribunal, der specielt er oprettet med henblik på tvister vedrørende beskæftigelse, må eller skal tilsidesætte de lovbestemte grænser for sin kompetence for at sikre opfyldelsen af fællesskabsrettens krav. 13 Det Forenede Kongerige og Irland har ligeledes anført, at selv om de præjudicielle spørgsmål vedrører både det lovbestemte maksimum og spørgsmålet om renter, bør Domstolen begrænse sin besvarelse til det sidstnævnte spørgsmål, eftersom M. H. Marshall's appel til House of Lords udelukkende drejer sig om, hvorvidt Industrial Tribunal har beføjelse til at tilkende renter, og Domstolens opgave er at udtale sig om faktiske forhold, ikke om hypotetiske spørgsmål. 14 Hertil bemærkes, at det er den nationale domstols opgave, under forbehold af Domstolens vurdering af sin egen kompetence, at bedømme fællesskabsretlige elementer, der skal forelægges Domstolen, således at den kan udtale sig om alle fortolkningsaspektcr, som er nødvendige for at den nationale domstol kan træffe afgørelse i den verserende sag. [s. I-4406] 15 I denne sag har House of Lords i punkt 12 i forelæggelseskendelsen understreget, at selv om appellen vedrører Industrial Tribunal's beføjelse til at tilkende renter i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse, vedrører sagen også det i SDA section 65(2) fastsatte maksimum for erstatningen, som det også var tilfældet for Court of Appeal. House of Lords indtager det standpunkt, at såfremt denne bestemmelse finder anvendelse på den erstatning, der er tilkendt M. H. Marshall, er spørgsmålet om hendes krav på renter endeligt afgjort, idet den del af hendes tab, som ikke var renter, oversteg det lovbestemte maksimumsbeløb. 16 Under disse omstændigheder er der intet til hinder for at vurdere alle aspekter af den nationale domstols spørgsmål. #### Betydningen og rækkevidden af artikel 6 i direktiv 76/207 17 Domstolen har gentagne gange fastslået, at traktatens artikel 189, stk. 3, forpligter enhver medlemsstat, som et direktiv er rettet til, at gennemføre alle nødvendige foranstaltninger i medlemsstatens nationale lovgivning for at sikre, at direktivets bestemmelser får fuld virkning i overensstemmelse med direktivets formål, mens det overlades til medlemsstaterne at bestemme form og midler for gennemførelsen. 18 Det er derfor nødvendigt at identificere direktivets formål og navnlig at efterprøve, om bestemmelserne, i tilfælde af at forbuddet mod forskelsbehandling overtrædes, giver medlemsstaterne et vist skøn med hensyn til form og indhold af de sanktioner, der skal anvendes. 19 Formålet med direktivet er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår beskæftigelse i medlemsstaterne, navnlig arbejdsvilkårene, herunder betingelser for afskedigelse. [s. I-4407] 20 I så henseende har artikel 2 fastsat princippet om ligebehandling og grænserne herfor, mens artikel 5, stk. 1, definerer rækkevidden af princippet særligt med hensyn til arbejdsvilkår, herunder betingelser for afskedigelse, i den forstand at mænd og kvinder skal sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn. 21 Domstolen udtalte i sag 152/84, Marshall, jf. ovenfor, at eftersom artikel 5, stk. 1, forbyder enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn, navnlig med hensyn til afskedigelse, kan den over for en statslig myndighed, der optræder som arbejdsgiver, påberåbes til støtte for, at enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med den nævnte artikel, ikke kan finde anvendelse. 22 Direktivets artikel 6 pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sætte alle de personer, der finder, at de har været udsat for forskelsbehandling, i stand til at anlægge sag. En sådan forpligtelse medfører, at de pågældende foranstaltninger skal være tilstrækkelig effektive til at opfylde direktivets formål, og de skal effektivt kunne påberåbes af de pågældende personer ved de nationale domstole. 23 Domstolen udtalte i dommen af 10. april 1984 (sag 14/83, von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, præmis 18), at artikel 6 ikke foreskriver en bestemt sanktion i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men overlader det til medlemsstaterne frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre direktivets formål, alt afhængig af de enkelte situationer, der kan opstå. 24 Formålet er dog at nå frem til en reel lighed for så vidt angår muligheder, og det kan derfor ikke opnås, såfremt der mangler hensigtsmæssige foranstaltninger til at genskabe ligheden i tilfælde af, at den er blevet krænket. Som Domstolen udtalte i ovennævnte von Colson-dom, præmis 23, skal sanktionen være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, og sanktionen skal endvidere have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren. [s. I-4408] 25 Sådanne krav medfører nødvendigvis, at de særlige omstændigheder i forbindelse med hver enkelt overtrædelse af princippet om ligebehandling skal tages i betragtning. I tilfælde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, kunne ligebehandlingen ikke genoprettes uden enten at genansætte den person, der har været udsat for forskelsbehandling, i sin tidligere stilling, eller at tilkende en økonomisk erstatning for det påførte tab. 26 Såfremt økonomisk erstatning er den foranstaltning, der anvendes for at nå det ovennævnte mål, skal den være tilstrækkelig i den forstand, at den skal genoprette det tab, der reelt er påført som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, og i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse. #### Det første og det andet spørgsmål 27 Med det første spørgsmål ønsker House of Lords at få fastslået, om det er i strid med direktivets artikel 6, såfremt der i nationale bestemmelser fastsættes en maksimumsgrænse for det beløb, der kan tilkendes i erstatning til en person, der udsættes for forskelsbehandling. 28 Med det andet spørgsmål ønsker House of Lords at få oplyst, om artikel 6 kræver, a) at erstatningen for det tab, der er påført som følge af den ulovlige forskelsbehandling, skal være fuld erstatning, og b) at den skal omfatte tilkendte renter af beløbet fra det tidspunkt, da den ulovlige forskelsbehandling fandt sted, indtil det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales. 29 Domstolens fortolkning af artikel 6 som anført ovenfor giver direkte svar på den første del af det andet spørgsmål vedrørende størrelsen af den erstatning, bestemmelsen kræver fastsat. [s. I-4409] 30 Det følger endvidere af denne fortolkning, at fastsættelsen af et maksimumsbeløb som det i hovedsagen omstridte pr. definition ikke kan være en korrekt gennemførelse af direktivets artikel 6, da det *på forhånd* begrænser erstatningsbeløbet til et niveau, som ikke nødvendigvis svarer til kravet om reel ligebehandling gennem en passende erstatning af det tab, der skyldes en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling. 31 Med hensyn til den anden del af det andet spørgsmål vedrørende tilkendelse af renter er det tilstrækkeligt at sige, at fuld erstatning for det påførte tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, ikke kan udelade faktorer som f.eks. den tid, der er gået, hvorved værdien af erstatningen reelt kan blive reduceret. Tilkendelse af renter i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser skal derfor anses som et væsentligt element i erstatningen med henblik på at genoprette en reel ligebehandling. 32 Det første og det andet spørgsmål må herefter besvares med, at direktivets artikel 6 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begrænses til et maksimum, der er fastsat *på forbånd,* eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik på at erstatte den berettigedes tab som følge af den tid, der går indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeløb. #### Det tredje spørgsmål 33 Med det tredje spørgsmål ønsker House of Lords at få fastslået, om en person, der er blevet påført tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver med henblik på at anfægte anvendelsen af nationale bestemmelser, der fastsætter grænser for den godtgørelse, der kan opnås som erstatning. 34 Det følger af det anførte vedrørende betydningen og rækkevidden af direktivets artikel 6, at denne bestemmelse er en nødvendig faktor for tilvejebringelsen af det [s. I-4410] grundlæggende mål, som er ligebehandling af mænd og kvinder, navnlig med hensyn til arbejdsvilkår, herunder betingelserne for afskedigelse, hvortil der henvises i direktivets artikel 5, stk. 1, og at såfremt der i tilfælde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, er fastsat økonomisk erstatning som foranstaltning til genoprettelse af ligebehandlingen, skal denne godtgørelse være fuld erstatning, der ikke må begrænses *på forhånd* for så vidt angår beløbets størrelse. 35 Som følge heraf giver direktivets artikel 6 sammenholdt med artikel 5 en person, der er blevet påført tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, rettigheder, som denne person skal være i stand til at påberåbe sig for de nationale domstole mod staten og statsorganer. 36 Det forhold, at medlemsstater kan vælge mellem forskellige løsninger for at nå det mål, der tilstræbes med direktivet, alt efter omstændighederne, må ikke medføre, at en person hindres i at påberåbe sig artikel 6 i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor de nationale myndigheder ikke har nogen mulighed for at udøve skøn ved fastsættelsen af den valgte løsning. 37 Det må i den forbindelse understreges, at det navnlig af dommen af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, præmis 17) fremgår, at det forhold, at medlemsstaterne kan vælge mellem flere forskellige midler til at nå det mål, som tilsigtes med direktivet, ikke afskærer private fra at gøre de rettigheder gældende ved de nationale domstole, som kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed alene på grundlag af direktivets bestemmelser. 38 Det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at en person, hvis rettigheder er blevet krænket som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, [s. I-4411] kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, således at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsætter begrænsninger af det beløb, der kan opnås ved erstatning. #### Sagens omkostninger 39 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, Irland, den tyske regering, og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. ## Domskonklusion På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 14. oktober 1991, for ret: 1) Artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begrænses til et maksimum, der er fastsat på forhånd, eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik på at erstatte den berettigedes tab som følge af den tid, der går indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeløb. 2) En person, hvis rettigheder er blevet krænket som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, således at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsætter begrænsninger af det beløb, der kan opnås ved erstatning. Due Kakouris Rodríguez Iglesias Zuleeg Murray Mancini Schockweiler Grévisse Diez de Velasco Kapteyn Edward Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. august 1993. J.-G. Giraud Justitssekretær O. Due Præsident ## Fodnoter [^*]: Processprog: engelsk.