# EU-Domstolen, 27. marts 1980, sag 129/79 Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md) Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61979cj0129.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61979cj0129.md L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026. Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N). Kaldenavn: Macarthys ECLI: ECLI:EU:C:1980:103 Kommentarens titel: Sammenligning med en tidligere ansat Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md)) Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md) Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 krævede ikke samtidig ansættelse. Ligelønsprincippet omfattede en kvinde, der efter arbejdets art fik mindre i løn end en mand, som tidligere havde udført samme arbejde hos arbejdsgiveren. Dommen fastlagde ikke en bestemt tidsgrænse for sådanne sammenligninger. Kommentarens afgrænsning og forbehold: Sammendragets begyndelse er ikke med, og generaladvokatforslaget afbrydes efter sin indledning. Ingen af disse dele må beskrives som komplette. Kommissionens og Smiths svar om direktivets direkte virkning er ikke tiltrådt ved en selvstændig afgørelse her. Præmis 17 lader disse spørgsmål ubesvarede. Fire måneders mellemrum er sagens faktum, ikke en retlig frist. Kravet om reelle sammenligninger i præmis 15 er historisk og må læses med artikel 19, stk. 3. Bruges i kommentaren: § 1 e, afsnit 14 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 18 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 24 (lov/1e.md) --- Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61979CJ0129 I sag 129/79 angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 af Court of Appeal, London, er indgivet til Domstolen for i den sag, som verserer for nævnte ret mellem Macarthys Ltd., medicinalvarer en gros, London, og Wendy Smith, tidligere ansat i Macarthys Ltd., at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, afsiger [s. 1277] DOMSTOLEN sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. O'Keeffe og A. Touffait, dommerne J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, Mackenzie Stuart, G. Bosco, T. Koopmans og O. Due, generaladvokat: F. Capotorti justitssekretær: A. Van Houtte følgende ### DOM #### Sagsfremstilling De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er indgivet i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således: ##### I — De faktiske omstændigheder og skriftvekslingen Macarthys Ltd., der er en engrosvirksomhed inden for medicinalvarebranchen med hjemsted i London, har depoter, hvor selskabet oplagrer de varer, der er bestemt til detailhandlerne. Hvert depot er delt i fire afdelinger, hvoraf én er selve lageret. Lageret i Wembley-depotet blev indtil den 20. oktober 1975 ledet af en mand ved navn McCullough. Efter at McCullough havde forladt afdelingen, var stillingen ubesat indtil den 1. marts 1976, hvor Wendy Smith blev ansat som lagerforvalter. Wendy Smith beklædte stillingen indtil den 9. marts 1977. Wendy Smith's løn hos Macarthys udgjorde 50 UKL om ugen, mens McCullough havde fået 60 ŲKL om ugen i løn. Wendy Smith anlagde sag ved Industrial Tribunal, London, med påstand om, at hendes ansættelseskontrakt i medfør af sektion 1, stk. 1, og stk. 2, litra a), i Equal Pay Aet 1970 — for så vidt angik hendes løn i tiden fra den 1. marts 1976 til den 9. marts 1977 — skulle betragtes som ændret på en sådan måde, at hun fik krav på samme løn, som McCullough havde fået. Ved dom af 27. juni 1977 gav Industrial Tribunal Wendy Smith medhold i hendes påstand. Macarthys Ltd. appellerede til Employment Appeal Tribunal, som ved dom af 14. december 1977 stadfæstede underinstansens afgørelse. [s. 1278] Macarthys Ltd. indbragte sagen for Court of Appeal, Civil Division, of the Supreme Court of Judicature. Ved kendelse af 25. juli 1979 har Court of Appeal i medfør af EØF-traktatens artikel 177 udsat sagen, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse om følgende spørgsmål: 1. Gælder det princip om lige løn til mænd og kvinder, for samme arbejde, som er fastlagt i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975 (75/117/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver? 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Gælder det nævnte princip i tilfælde, hvor en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller b) end en mandlig arbejdstager modtog, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren? 3. Såfremt spørgsmål 2, a) eller b) besvares bekræftende: Beror besvarelsen på artikel 1 i det nævnte direktiv? 4. Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende: Er artikel 1 i det nævnte direktiv umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne ? Court of Appeal's kendelse er registreret i Domstolens justitskontor den 10. august 1979. Der er i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen indgivet skriftlige indlæg den 1. oktober 1979 af indstævnte i hovedsagen, Wendy Smith, repræsenteret af advokat Anthony P. Lester, Q.C., Lincoln's Inn, for John L. Williams, solicitor, den 18. oktober af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af juridisk konsulent Armando Toledano-Laredo som befuldmægtiget, bistået af Michael Beloff, of Gray's Inn, barrister, og den 12. november 1979 af regeringen for Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, repræsenteret af A. D. Preston, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Peter Scott, Q.C., of the Middle Temple. På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. ##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen Indstævnte i hovedsagen, *Wendy Smith,* har fremhævet betydningen af det realitetsspørgsmål, der er forelagt Domstolen, idet mænd og kvinder fortsat behandles forskelligt, og idet der fortsat er forskel på, hvilket arbejde de udfører. Indstævnte har redegjort for dette spørgsmål på baggrund af den gældende lovgivning i Det forenede Kongerige, særlig Equal Pay Aet 1970 af 29. maj 1970 som ændret ved Sex Discrimination Act 1975, der blev stadfæstet den 12. november 1975 og trådte i kraft den 29. december 1975. [s. 1279] ###### Vedrørende spørgsmål 1 og 2 a) Indstævnte har anført, at EØF-traktatens artikel 119 ifølge Domstolens dom af 8. april 1976 i sag 43/75, *(Defrenne,* SmI. 1976, s. 455) har et dobbelt formål, nemlig et økonomisk og et socialt. For at dette dobbelte formål kan gennemføres, og for at retten til lige løn rent faktisk og uden forskelsbehandling kan sikres fuldt ud, skal ligelønsprincippet nødvendigvis gælde alle arbejdstagere, som ikke kan sammenligne deres arbejde med det, der udføres af personer af det andet køn, enten fordi arbejdstagere af ét køn er koncentreret i visse brancher og visse kategorier af beskæftigelse, eller fordi de udfører et tilsynspræget eller fagligt kvalificeret arbejde eller andre former for arbejde, som ikke udføres af andre arbejdstagere. Hvis ligelønsprincippet kun skulle gælde i tilfælde, hvor en mandlig og en kvindelig arbejdstager på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver, ville det dobbelte formål med artikel 119 blive forspildt i tilfælde, hvor arbejdstagerne alt efter køn kun udfører henholdsvis »mandseller kvindearbejde«, eller hvor der kun udføres én enkelt form for arbejde for arbejdsgiveren. En så restriktiv fortolkning ville også føre til åbenbare anomalier og til absurde resultater. Desuden ville en sådan begrænsning af ligelønsprincippet indebære, at det mistede ethvert indhold, idet der dermed ville blive skabt et incitament til en øget beskæftigelsesmæssig differentiering på grundlag af køn eller til en øget koncentration af arbejdstagere af ét køn i særlige brancher og beskæftigelseskategorier. b) Der er intet i artikel 119's ordlyd der tyder på, at ligelønsprincippet kun skulle gælde i tilfælde, hvor manden og kvinden samtidigt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver. Tværtimod vedrører artikel 119, stk. 1, generelt »mænd og kvinder« og ikke kun mænd og kvinder, som kan sammenligne deres arbejde med arbejde, der udføres af personer af det andet køn, som er beskæftiget på samme tidspunkt som dem. Desuden henvises der i artikel 119, stk. 3, — som sammenligningsgrundlag — til »samme arbejde« og »samme slags arbejde« sammenligningsgrundlaget er ikke begrænset i tid, således at det kun skulle omfatte samme arbejde eller samme slags arbejdes, der udføres samtidigt. c) Ved artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) er der sket en udvidelse af det snævre kriterium »samme arbejde« i traktatens artikel 119, særlig i overensstemmelse med Den internationale Arbejdsorganisations Konvention nr. 100 af 29. juni 1951 om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi. Ifølge konventionens artikel 1, litra b), tager udtrykket »lige løn ... for arbejde af samme værdi« sigte på »lønsatser, der er fastsat uden forskelsbehandling på grundlag af køn«. Ifølge direktivets artikel 1, stk. 1, skal helt generelt *enhver* forskelsbehandling med hensyn til køn afskaffes; på samme måde henvises der i artikel 2, stk. 1, i konvention nr. 100 til *samtlige* arbejdere. I øvrigt er det udtrykket »arbejde«, der anvendes som sammenligningsgrundlag i de to retsakter og i traktatens artikel [s. 1280] 119, og ikke udtrykket »arbejde, der udføres samtidigt«. Ligelønsprincippet kan således ikke begrænses til kun at gælde beskæftigelsessituationer, som består samtidigt. d) Ved afgørelsen af, om en forskellig behandling af mænd og kvinder — for så vidt angår visse lønelementer eller visse lønvilkår — i strid med ligelønsprincippet er en forskelsbehandling med hensyn til køn, bør der anvendes en lignende fremgangsmåde som den, der blev fulgt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen af 23. juli 1968 (i sagen vedrørende særlige aspekter af lovgivningen om anvendelse af sprog i undervisningen i Belgien, serie A, præmis nr. 10, s. 34). Ligelønsprincippet er krænket, hvis en forskelsbehandling ikke er objektivt og rimeligt begrundet. Den måde, hvorpå arbejdsgiveren behandler den, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling, bør derfor sammenlignes med den måde, hvorpå en tænkt eller virkelig arbejdstager af det modsatte køn behandles. Hvis sammenligningsgrundlaget er en person, som arbejder eller har arbejdet i samme stilling, kan det efterprøves, om der finder forskellig behandling sted mellem mænd og kvinder med hensyn til køn og for så vidt angår visse lønelementer eller visse lønvilkår. En sådan sammenligning skal ikke alene omfatte et arbejde, som udføres samtidigt, eller et arbejde, som ligger i forlængelse af et tidligere, men kan bestå i en sammenligning mellem den måde, hvorpå arbejdsgiveren har behandlet den, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling med hensyn til køn, og den måde, hvorpå arbejdsgiveren har behandlet eller ville behandle en arbejdstager af det modsatte køn. En henvisning til det arbejde, der er udført af en tidligere ansat i virksomheden, er kun et eksempel på de muligheder, en arbejdstager, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling med hensyn til køn, har for at søge at bevise, at hun er blevet behandlet mindre fordelagtigt på grund af hendes køn, end arbejdsgiveren har behandlet eller ville behandle en arbejdstager af det andet køn. e) I sin beretning af 16. januar 1979 til Rådet om gennemførelsen af ligelønsprincippet — status pr. 12. februar 1978 — har Kommissionen som grundlag for sammenligningen af de to lønninger foreslået at anvende den løn, der af den virksomhed, hvor en arbejdstager, til fordel for hvem sammenligningen foretages, er beskæftiget, normalt udbetales til en arbejdstager af det andet køn for et arbejde af samme værdi, eller — hvis et sådant ikke forekommer — et arbejde, som i det væsentlige er af samme værdi. f) Disse principper er anerkendt og gennemført af Det forenede Kongeriges regering i hele den lovgivning, der er rettet mod uretmæssig forskelsbehandling, dog med undtagelse af forskelsbehandling med hensyn til køn i forbindelse med en arbejdsaftale, hvorefter en arbejdstager beskæftiges i en virksomhed i Det forenede Kongerige, jf. navnlig Race Relations Acts 1968 og 1976, Fair Employment (Northern Ireland) Act 1976 og Sex Discrimination Act 1975. Ifølge disse love kan der på beskæftigelsesområdet foretages en sammenligning mellem den måde, hvorpå en person, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling, behandles og den måde, hvorpå andre arbejdstagere behandles, uanset om de sidstnævnte er beskæftiget på samme tidspunkt som førstnævnte arbejdstager, og uanset om der er tale [s. 1281] om en virkelig eller tænkt sammenligning. Hvis ikke der kan foretages en sådan sammenligning for at afgøre, om årsagen til, at der ikke betales lige løn for samme arbejde, står i forbindelse med den pågældende arbejdstagers køn, vil det ikke være muligt at sikre, at princippet om lige løn til alle arbejdstagere gennemføres, og at enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår lønningerne afskaffes. Det forenede Kongeriges regering har endvidere anerkendt disse principper i sine lovforslag på et andet område, for hvilket ligelønsprincippet er relevant, nemlig ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med pensionsordningen for arbejdstagere. g) Endelig har indstævnte anført, at der — når en kvinde behandles mindre fordelagtigt, for så vidt angår visse lønelementer eller lønvilkår, end hun ville være blevet, hvis hun var en mand — ikke er nogen objektiv eller rimelig begrundelse for, at hun behandles anderledes end en virkelig eller tænkt mandlig arbejdstager. ###### Vedrerende spørgsmål 3 og 4 Indstævnte har anført, at det — såfremt Domstolen besvarer spørgsmål 2, litra a) eller b), bekræftende — er af betydning at få afgjort, om besvarelsen beror på direktivets artikel 1. Sondringen mellem traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 er i det foreliggende tilfælde af betydning, hvis — og kun hvis — spørgsmål 4 besvares benægtende, dvs., hvis direktivets artikel 1 ikke kan antages at være umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne; i tilfælde af åbenbar konflikt mellem ligelønsprincippet og bestemmelserne i Equal Pay Aet vil situationen nemlig i så fald efter britisk ret være den, at bestemmelserne i Equal Pay Aet går forud for ligelønsprincippet. a) Efter indstævntes opfattelse kan en bekræftende besvarelse af spørgsmål 2 ikke bero på direktivets artikel 1. Denne bestemmelses ordlyd og formål som fortolket af Domstolen i *Defrenne-* dommen af 8. april 1976, indebærer en betydelig styrkelse af indstævntes retsstilling i medfør af traktatens artikel 119, og i øvrigt er den frist, medlemsstaterne fik til at gennemføre direktivet, i mellemtiden udløbet. Af disse to grunde bør der ikke opstilles en kategorisk sondring mellem traktatens artikel 119 og direktivet. b) Direktivets artikel 1 indeholder betydningsfulde retningslinier med hensyn til rækkevidden af og formålet med ligelønsprincippet i traktatens artikel 119. Når en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, end hun ville have modtaget, hvis hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller ringere betaling end en mandlig arbejdstager, der har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, er hun udsat for en form for direkte forskelsbehandling, som kan afsløres på grundlag af en rent juridisk analyse af situationen, og som kan konstateres udelukkende ud fra de kriterier, der findes i artikel 119. c) Det forekommer imidlertid at være ønskeligt at bringe direktivets artikel 1 i anvendelse som en kilde til fortolkningen af artikel 119 samt over for de nationale retter at præcisere, om direktivets artikel 1 gælder umiddelbart. d) Indstævnte har anført, at dette sidstnævnte spørgsmål bør besvares bekræftende. Der bør i denne henseende lægges vægt dels på Domstolens praksis med hensyn til den direkte virkning af traktatens artikel 119, dels på, at direktivet i visse henseender præciserer den materielle [s. 1282] rækkevidde af artikel 119 og desuden indeholder forskellige bestemmelser, som i det væsentlige skal forbedre den retlige beskyttelse af arbejdstagere, som eventuelt må anses som krænket som følge af, at ligelønsprincippet i artikel 119 ikke er bragt i anvendelse. Disse formål kan rent faktisk ikke gennemføres, hvis enkeltpersoner ikke kan gøre direktivbestemmelserne gældende for de nationale retter, og hvis disse ikke kan lægge bestemmelserne til grund som en bestanddel af fællesskabsretten, som går forud for alle modstridende nationale lovbestemmelser. Desuden er den forpligtelse, der følger af direktivets artikel 1, ubetinget og tilstrækkelig klar og præcis til at have direkte virkning med hensyn til beskyttelsen af de rettigheder, som direktivets artikel 1 sammenholdt med traktatens artikel 119 tillægger private. Der gælder ingen undtagelser fra direktivets artikel 1. Indstævnte har derfor anført, at bestemmelsen ifølge Domstolens faste praksis må betragtes som umiddelbart anvendelig efter udløbet af den i direktivet fastsatte frist. ###### Den foreslåede besvarelse Indstævnte i hovedsagen har foreslået, at de spørgsmål, der er stillet i Court of Appeal's forelæggelseskendelse besvares således: a) Det i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 fastlagte princip om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde gælder ikke kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver. b) Princippet gælder i tilfælde, hvor en arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, - end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller - end en mandlig arbejdstager, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog. c) Besvarelsen af spørgsmål 2 beror ikke på bestemmelserne i direktivets artikel 1, men bestemmelserne er dog relevante og skal fortolkes og anvendes af de nationale retter med henblik på den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet. d) Direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne. *Det forenede Kongerige* har i sit indlæg anført, at artikel 119 ikke indeholder en nærmere præcisering af udtrykkene »samme arbejde« og »samme slags arbejde«: Spørgsmålet er, om disse udtryk tager sigte på et arbejde, som udføres på samme tidspunkt som det arbejde, det sammenlignes med, eller på et arbejde, der udføres i et andet tidsrum. Det er endvidere et spørgsmål, om der i det hele taget gælder en begrænsning i tidsmæssig henseende med hensyn til, hvilke slags arbejde der er sammenlignelige, og i så fald hvilken begrænsning. a) Der findes ingen regler på fællesskabsplan om de nærmere enkeltheder eller kriterier i denne henseende, og hvis Domstolen i denne situation måtte finde, at artikel 119 også omfatter en sammenligning af arbejde, som ikke udføres samtidigt, måtte de nærmere enkeltheder og kriterier udarbejdes og reguleres på [s. 1283] nationalt plan, og en sådan udvidelse kan ikke have direkte virkning på den måde, at der dermed opstår rettigheder og forpligtelser mellem private. En sådan fremgangsmåde ville være i overensstemmelse med Domstolens praksis. b) Det forenede Kongeriges regering har endvidere anført, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 ikke har direkte virkning og ikke medfører individuelle rettigheder, som de nationale retter skal beskytte. Bestemmelsens ordlyd opfylder ikke betingelserne for, at den kan have direkte virkning. Den er vagt og uklart formuleret og kan ikke umiddelbart indgå i national ret. Bestemmelsen skal gennemføres ved hjælp af national lovgivning. c) Det forenede Kongeriges regering har endelig anført, at en udvidelse af den direkte virkning af artikel 119 ud over, hvad der følger af Domstolens hidtidige praksis, eller en afgørelse om at tillægge artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 direkte virkning, ville medføre en forøgelse af fortolkningsvanskelighederne i forbindelse med Det forenede Kongeriges lovgivning om lige løn samt et øget antal tvister og retssager. *Kommissionen* har anført, at gennemførelsen af ligelønsprincippet uden forskelsbehandling med hensyn til køn er »en integrerende del af fællesmarkedets oprettelse og funktion«. Ligelønsprincippet fandt oprindelig udtryk i artiklerne 1 og 2 i ILO's konvention nr. 100, og det har et dobbelt — nemlig økonomisk og socialt — formål. Formålet med direktiv 75/117 er navnlig at udbygge basislovgivningen med regler, der tilsigter at lette lighedsprincippets gennemførelse i praksis, således at alle Fællesskabets arbejdstagere kan opnå beskyttelse på dette område. ###### Vedrørende spørgsmål 1 Princippet om lige løn for samme arbejde bør ikke begrænses til tilfælde, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører et arbejde for deres arbejdsgiver. Et sådant forbehold er ikke begrundet i de pågældende bestemmelsers formål eller ordlyd, der er intet holdepunkt for det i Domstolens praksis, og det kan hverken støttes på sund fornuft eller politiske overvejelser. a) Gennemførelsen af ligelønsprincippet uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer, at arbejdstagerne modtager »den for arbejdet fastsatte (løn)sats«. Når der er tilstrækkelig mange lighedspunkter mellem det arbejde, der udføres af en mand, og det, der udføres af en kvinde, skal hver af arbejdstagerne have en løn, der beregnes på samme grundlag som den anden arbejdstagers løn, uanset om det arbejde, der er tale om, udføres samtidigt eller successivt. Der kan ikke ud fra den klare ordlyd af traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 opstilles et krav om samtidighed. Der skal gives samme løn for samme arbejde, og ikke kun samme løn for et arbejde, der er det samme som det, der på samme tidspunkt udføres af den person af det modsatte køn, som inddrages i en sammenligning. b) Det fremgår klart af traktatens artikel 119 og af direktivets artikel 1, at gennemførelsen af ligelønsprincippet er et led i, at forskelsbehandling med [s. 1284] hensyn til køn afskaffes. Hvis der stilles krav om samtidighed vil en sådan forskelsbehandling lettere kunne vedblive at bestå. c) Et krav om samtidighed tjener hverken de økonomiske eller de sociale formål med artikel 119, tværtimod bringer det gennemførelsen af formålene i fare. En arbejdsgiver ville, hvis der gjaldt et sådant krav — ved at beskæftige kvinder i stedet for mænd — kunne tilbyde sine kunder bedre vilkår end de konkurrenter, der både beskæftiger mænd og kvinder. d) Et krav om samtidighed ville føre til tilfældige resultater: En arbejdsgiver ville således kunne afskedige alle sine mandlige ansatte og i stedet ansætte kvinder til lavere lønninger. En kvindelig arbejdstager ville i en sådan situation ikke have nogen mulighed for at kræve samme løn som sin afskedigede mandlige kollega, men hvis kvinden blot en enkelt dag udførte samme arbejde som sin mandlige kollega, kunne hun kræve samme løn. e) Det er i Domstolens praksis anerkendt, at artikel 119 finder anvendelse på samme arbejde, der udføres i samme virksomhed af mandlige og kvindelige arbejdstagere, og der er i denne forbindelse ikke taget noget som helst forbehold om, at arbejdet skal udføres samtidigt. f) En lønforskel, som skyldes individuelle omstændigheder eller har ydre årsager — og altså ikke er en forskelsbehandling med hensyn til køn, er naturligvis ikke omfattet af traktatens artikel 119 eller af direktivets artikel 1. ###### Vedrørende spørgsmål 2 Princippet om lige løn for samme arbejde finder af de grunde, der er anført i forbindelse med spørgsmål 1, anvendelse på situationer som dem, der er nævnt i spørgsmål 2. For så vidt angår den i punkt a) nævnte situation har Kommissionen anført, at der hverken i traktatens artikel 119 eller i direktivets artikel 1 stilles krav om, at der faktisk findes en »referenceperson« af det modsatte køn. De bevisspørgsmål, som måtte opstå, forekommer ikke at være uløselige. Virkeliggørelsen af det grundlæggende formål, nemlig at afskaffe forskelsbehandling med hensyn til køn, ville blive bragt i fare, hvis den kvindelige arbejdstager — som grundlag for en faktisk sammenligning — altid skulle finde frem til en mandlig arbejdstager. ###### Vedrørende spørgsmål 3 og 4 A — Artikel 1 i direktiv 75/117 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne. a) Det følger af Domstolens praksis, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 er umiddelbart anvendeligt i medlemsstaterne, for så vidt der er tale om en direkte forskelsbehandling. Direktivets artikel 1 er uløseligt forbundet med traktatens artikel 119: Artikel 1, stk. 1, som i dette tilfælde er den mest betydriingsfulde bestemmelse, har en »definitionsfunktion«. At opstille en sondring mellem de situationer, hvor enten traktatens artikel 119 eller direktivets artikel 1 skulle gælde, ville være at adskille to ting, som ifølge deres art er uløseligt forbundne. Når Domstolen har statueret, at artikel 119 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, må direktivets [s. 1285] artikel 1 nødvendigvis og af samme grunde også være det. b) At bestride den umiddelbare anvendelighed af direktivets artikel 1 i medlemsstaterne er det samme som at fratage bestemmelsen enhver betydning. Hvis arbejdstagerne i medlemsstaterne ikke kunne gøre den præcisering og den øgede gennemslagskraft, der er opnået ved hjælp af direktivets artikel 1, gældende for retterne i deres egne lande, ville artikel 119 ikke kunne gennemføres efter sit formål. c) Domstolen har selv anerkendt, at traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 har samme funktion og formål. Det er således forudsat i Domstolens praksis, at direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig. B — Ved afgørelsen af, om der i fællesskabsretten gælder et krav om samtidighed, bør der — efter at direktivet nu er gennemført — tages hensyn til såvel traktatens artikel 119 som direktivets artikel 1. Hvis dette spørgsmål var blevet forelagt Domstolen, før direktivet var gennemført, dvs., på et tidspunkt, hvor den eneste fællesskabsbestemmelse der fandt anvendelse var traktatens artikel 119, ville Kommissionen have været af den opfattelse, at der ikke gjaldt et krav om samtidighed, og at dette var en følge af formålet med artikel 119, af bestemmelsens ordlyd og af de allerede nævnte betragtninger ud fra sund fornuft og politiske overvejelser. ###### Den foreslåede besvarelse Efter Kommissionens opfattelse bør de spørgsmål, Court of Appeal har stillet, besvares således: *Spørgsmål 1:* Det i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 fastlagte princip om lige løn for samme arbejde gælder ikke kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver. *Spørgsmål 2:* Princippet gælder i tilfælde, hvor en arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller b) end en mandlig arbejdstager, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog. *Spørgsmål 3:* Besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 beror på artikel 1 i nævnte direktiv, idet der i fællesskabsretten består en uløselig forbindelse mellem virkningen af traktatens artikel 119 og af direktivets artikel 1. Hvis Domstolen imidlertid havde fået forelagt spørgsmål 1 og 2, før direktivet blev en del af fællesskabsretten, ville den have besvaret dem på samme måde. *Spørgsmål 4:* Direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne. ##### III — Mundtlig forhandling Der er i retsmødet den 30. januar 1980 afgivet mundtlige indlæg af følgende, der også har besvaret de af Domstolen stillede spørgsmål: Sagsøgte i hovedsagen, Wendy Smith, ved advokat Anthony P. Lester, Det forenede Kongeriges regering ved H. Brooke, Barrister of the Inner Temple, og Kommissionen ved Armando Toledano-Laredo og advokat Michael Beloff. Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. februar 1980. [s. 1286] #### Præmisser 1 Ved kendelse af 25. juli 1979, indgået til Domstolen den 10. august s.a., har Court of Appeal, London, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fire spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, 1975, s. 19). 2 Det fremgår af sagens akter, at indstævnte i hovedsagen, Wendy Smith, fra den 1. marts 1976 var ansat som lagerforvalter i Macarthys Ltd., der driver engroshandel med medicinalvarer, til en ugentlig løn på 50 UKL. Hun har gjort gældende, at hun var udsat for forskelsbehandling med hensyn til lønnens størrelse, idet hendes mandlige forgænger i stillingen, som hun overtog efter fire måneders forløb, modtog en ugeløn på 60 UKL. 3 Wendy Smith anlagde sag ved Industrial Tribunal under påberåbelse af Equal Pay Aet 1970. Retten fandt, at sagsøgeren havde udført lignende arbejdsydelser som sin forgænger i stillingen, og pålagde ved dom af 27. juni 1977 Macarthys at udbetale sagsøgeren samme løn, som forgængeren havde modtaget. 4 Macarthys appellerede til Employment Appeal Tribunal, som imidlertid ved dom af 14. december 1977 stadfæstede afgørelsen. I appelinstansens dom, der lige som Industrial Tribunal's dom støttes på Equal Pay Aet, henvises der desuden til EØF-traktatens artikel 119 og til Domstolens dom af 8. april 1976 i sag 43/75, *Gabrielle Defrenne* mod *Sabena* (Sml. 1976, s. 455), der vedrører fortolkningen af denne bestemmelse. 5 Arbejdsgiveren indbragte derefter sagen for Court of Appeal. Arbejdsgiveren har til støtte for sin opfattelse anført, at Equal Pay Aet efter en naturlig og almindelig forståelse ikke giver en kvinde ret til at sammenligne sin situation [s. 1287] med den, som en mand, der tidligere var beskæftiget hos samme arbejdsgiver, befandt sig i. Efter arbejdsgiverens opfattelse er en sådan fortolkning af den nationale lov ikke i strid med princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder. 6 Indstævnte i hovedsagen har på sin side gjort gældende, at Macarthys Ltd.'s fortolkning er i strid med artikel 119 og med artikel 1 i direktiv 75/117, idet princippet om lige løn for samme arbejde ikke er begrænset til at gælde i situationer, hvor en mand og en kvinde samtidigt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver, men derimod også gælder, når en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager en betaling for sit arbejde, der er ringere, end den hun ville have modtaget, hvis hun havde været en mand, der udførte samme arbejde for samme arbejdsgiver, eller ringere betaling end den mand modtog, som var ansat, før hun tiltrådte stillingen, og som udførte samme arbejde for hendes arbejdsgiver. 7 Med henblik på afgørelsen af denne tvist har Court of Appeal forelagt fire spørgsmål, der er affattet som følger: 1) Gælder det princip om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastlagt i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975 (75/117/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: gælder det nævnte princip i tilfælde, hvor en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller b) end en mandlig arbejdstager modtog, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren? 3) Såfremt spørgsmål 2, a) eller b) besvares bekræftende: Beror besvarelsen på artikel 1 i det nævnte direktiv? 4) Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende: Er artikel 1 i det nævnte direktiv umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne? 8 Det fremgår af den måde, hvorpå spørgsmålene er affattet, samt af de i forelæggelseskendelsen anførte grunde, at spørgsmålene om retsvirkningen af direktiv 75/117 og om fortolkningen af direktivets artikel 1 kun er stillet for det tilfælde, at det problem, der er rejst i sagen, ikke skulle kunne løses i medfør af traktatens artikel 119. Det må derfor først og fremmest undersøges, hvorledes artikel 119 skal fortolkes med henblik på den retlige situation, der ligger til grund for sagen. ##### Fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 9 Det bestemmes i artikel 119, stk. 1, at medlemsstaterne skal gennemføre og opretholde »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«. 10 Som Domstolen har fastslået i *Defrenne-dommen* af 8. april 1976, finder denne bestemmelse umiddelbart, og uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere gennemførelsesbestemmelser, anvendelse på enhver direkte og åben forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn. Blandt de former for forskelsbehandling, som retterne således vil kunne konstatere, nævnte Domstolen særligt det tilfælde, hvor der udbetales forskellig løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme virksomhed eller tjeneste. 11 Det afgørende kriterium i en sådan situation er, at det skal afgøres, om der foreligger en forskelsbehandling mellem en mand og en kvinde, som udfører »samme arbejde« i artikel 119's forstand. Rækkevidden af dette begreb, som er af rent kvalitativ karakter, idet det udelukkende angår arten af de pågældende arbejdsydelser, kan ikke begrænses ved at indføre et krav om samtidighed. [s. 1289] 12 Det må imidlertid erkendes, som det også med rette er anført af Employment Appeal Tribunal, at det ikke kan udelukkes, at en forskel i den løn, der udbetales til to arbejdstagere, som beklæder samme stilling, men på forskellige tidspunkter, kan forklares ved faktorer, som ikke har nogen forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn. Dette er et rent faktisk spørgsmål, der skal afgøres af den pågældende ret. 13 Det første spørgsmål vil derfor være at besvare således, at princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde ikke er begrænset til at gælde i situationer, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører samme arbejde for samme arbejdsgiver. 14 Det andet spørgsmål, Court of Appeal har forelagt, er formuleret alternativt og angår de rammer, inden for hvilke det må afgøres, om der eventuelt foreligger en forskelsbehandling med hensyn til løn. Retten har stillet dette spørgsmål med henblik på bedømmelsen af en argumentation, som indstævnte i hovedsagen har fremsat og nærmere har redegjort for under sagens behandling for Domstolen, nemlig at en kvinde kan kræve ikke alene den løn, som en mand, der tidligere har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog, men også mere generelt den løn, hun ville have haft krav på, hvis hun havde været en mand, endog selv om ingen mand udfører eller tidligere har udført et arbejde, der kan sammenlignes med hendes. Indstævnte i hovedsagen har som grundlag for denne sammenligning henvist til, hvad hun har beskrevet som en »tænkt mandlig arbejdstager«. 15 Det er klart, at sidstnævnte tilfælde, som omhandles i spørgsmål 2, a), må henregnes til indirekte og skjult forskelsbehandling, der, som Domstolen har redegjort for i nævnte *Defrenne-dom,* kun kan påvises, hvis der foretages sammenlignende undersøgelser i hele virksomhedsbrancher, og hvis der derfor forinden er fastsat kriterier i fællesskabsretten eller i national lovgivning. Heraf følger, at der, i tilfælde hvor der foreligger en rent faktisk forskelsbehandling inden for det område, hvor artikel 119 er umiddelbart anvendelig, kun kan foretages sammenligninger i form af de paralleller, der kan drages ud fra en konkret vurdering af det arbejde, der faktisk udføres af arbejdstagere af forskelligt køn i samme virksomhed eller tjeneste. [s. 1290] 16 Det andet spørgsmål vil derfor være at besvare således, at det i artikel 119 indeholdte princip om lige løn finder anvendelse i et tilfælde, hvor det godtgøres, at en kvinde under hensyn til arbejdsydelsernes art har modtaget lavere løn end en mand, som var ansat forud for kvindens ansættelsesperiode, og som udførte samme arbejde for arbejdsgiveren. 17 Det følger af det anførte, at den sag, der er indbragt for den nationale ret, vil kunne afgøres alene inden for rammerne af en fortolkning af traktatens artikel 119. Det er herefter ikke påkrævet at besvare de forelagte spørgsmål, for så vidt de angår retsvirkningen og fortolkningen af direktiv 75/117. ##### Vedrørende sagens omkostninger 18 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Court of Appeal, London, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. ## Domskonklusion På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Court of Appeal, Civil Division, of the Supreme Court of Judicature, ved kendelse af 25. juli 1979, for ret: 1. Princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er ikke begrænset til at gælde i situationer, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører samme arbejde for samme arbejdsgiver. 2. Det i artikel 119 indeholdte princip om lige løn finder anvendelse i et tilfælde, hvor det godtgøres, at en kvinde under hensyn til arbejdsydelsernes art har modtaget lavere løn end en mand, som var ansat forud for kvindens ansættelsesperiode, og som udførte samme arbejde for arbejdsgiveren. Kutscher O'Keeffe Touffait Mertens de Wilmars Pescatore Mackenzie Stuart Bosco Koopmans Due Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. marts 1980. A. Van Houtte Justitssekretær H. Kutscher Præsident