Ligeløn og løngennemsigtighed – Afgørelserne i ordret tekst med kommentarens resumé

Filer til upload fra https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/ (bygget 28. oktober 2026). L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Filen samler: praksis/celex-61970cj0080.md, praksis/celex-61971cj0020.md, praksis/celex-61975cj0043.md, praksis/celex-61977cj0149.md, praksis/celex-61979cj0129.md, praksis/celex-61980cj0069.md, praksis/celex-61980cj0096.md, praksis/celex-61981cj0012.md, praksis/celex-61981cj0058.md, praksis/celex-61981cj0061.md, praksis/celex-61983cj0014.md, praksis/celex-61983cj0023.md, praksis/celex-61983cj0143.md, praksis/celex-61983cj0184.md, praksis/celex-61984cj0170.md, praksis/celex-61984cj0222.md, praksis/celex-61985cj0066.md, praksis/celex-61985cj0237.md, praksis/celex-61986cj0318.md, praksis/celex-61988cj0109.md, praksis/celex-61988cj0177.md, praksis/celex-61991cj0200.md, praksis/celex-61991cj0271.md, praksis/celex-61992cj0127.md, praksis/celex-61992cj0399.md, praksis/celex-61992cj0408.md, praksis/celex-61992cj0421.md, praksis/celex-61993cj0007.md, praksis/celex-61993cj0028.md, praksis/celex-61993cj0032.md, praksis/celex-61993cj0128.md, praksis/celex-61993cj0278.md, praksis/celex-61993cj0342.md, praksis/celex-61993cj0400.md, praksis/celex-61993cj0435.md, praksis/celex-61993cj0457.md, praksis/celex-61994cj0013.md, praksis/celex-61995cj0147.md, praksis/celex-61995cj0180.md, praksis/celex-61995cj0243.md, praksis/celex-61996cj0066.md, praksis/celex-61996cj0234.md, praksis/celex-61996cj0246.md, praksis/celex-61996cj0249.md, praksis/celex-61996cj0326.md, praksis/celex-61996cj0411.md, praksis/celex-61997cj0167.md, praksis/celex-61997cj0185.md, praksis/celex-61997cj0249.md, praksis/celex-61997cj0270.md, praksis/celex-61997cj0273.md, praksis/celex-61997cj0281.md, praksis/celex-61997cj0309.md, praksis/celex-61997cj0333.md, praksis/celex-61998cj0078.md, praksis/celex-61998cj0226.md, praksis/celex-61998cj0236.md, praksis/celex-61998cj0285.md, praksis/celex-61999cj0050.md, praksis/celex-61999cj0366.md, praksis/celex-61999cj0381.md, praksis/celex-62000cj0206.md, praksis/celex-62000cj0320.md, praksis/celex-62000cj0351.md, praksis/celex-62000cj0465.md, praksis/celex-62001cj0117.md, praksis/celex-62001cj0256.md, praksis/celex-62002cj0004.md, praksis/celex-62002cj0019.md, praksis/celex-62002cj0147.md, praksis/celex-62002cj0196.md, praksis/celex-62002cj0220.md, praksis/celex-62002cj0285.md, praksis/celex-62003cj0191.md, praksis/celex-62004cj0423.md, praksis/celex-62005cj0017.md, praksis/celex-62008cj0063.md, praksis/celex-62008cj0194.md, praksis/celex-62008cj0471.md, praksis/celex-62009cj0279.md, praksis/celex-62009cj0428.md, praksis/celex-62010cj0104.md, praksis/celex-62010cj0415.md, praksis/celex-62011cj0427.md, praksis/celex-62013cj0173.md, praksis/celex-62013cj0413.md, praksis/celex-62014cj0229.md, praksis/celex-62014cj0407.md, praksis/celex-62015cj0216.md, praksis/celex-62015cj0335.md, praksis/celex-62016cj0451.md, praksis/celex-62018cj0171.md, praksis/celex-62018cj0274.md, praksis/celex-62018cj0395.md, praksis/celex-62018cj0404.md, praksis/celex-62018cj0486.md, praksis/celex-62018cj0658.md, praksis/celex-62019cj0223.md, praksis/celex-62019cj0624.md, praksis/celex-62020cj0405.md, praksis/celex-62020cj0660.md, praksis/celex-62021cj0268.md, praksis/celex-62022cj0184.md, praksis/celex-62023cj0314.md, praksis/celex-62023cj0623.md, praksis/dk-ar-2009-a2008-809.md, praksis/dk-arh-2010-bs4-2057-2008.md, praksis/dk-fv2022-829.md, praksis/dk-glostrup-2019-bs6605-2018.md, praksis/dk-h-1990-ii227-1987.md, praksis/dk-h-2006-63-2004.md, praksis/dk-h-2006-64-2004.md, praksis/dk-h-2009-471-2006.md, praksis/dk-h-2010-119-2009.md, praksis/dk-h-2012-7-2011.md, praksis/dk-h-2012-223-2010.md, praksis/dk-h-2014-248-2012.md, praksis/dk-horsens-2002.md, praksis/dk-horsens-2005.md, praksis/dk-lbn-21-883.md, praksis/dk-lbn-22-30042.md, praksis/dk-lbn-2013-6810-17150.md, praksis/dk-lbn-2014-6810-62162.md, praksis/dk-lbn-7100320-12.md, praksis/dk-ln-1-2021.md, praksis/dk-ln-2004-20.md, praksis/dk-ln-2006-65.md, praksis/dk-lyngby-2010-bs150-2407-2009.md, praksis/dk-o-1992-6-420-1990.md, praksis/dk-o-1998-b3605-95.md, praksis/dk-o-2000-b1799-98.md, praksis/dk-o-2004-h63.md, praksis/dk-o-2004-h64.md, praksis/dk-o-2006-h471.md, praksis/dk-o-2012-b1800-10.md, praksis/dk-o-2012-b3829-10.md, praksis/dk-o-2021-bs44879-2019.md, praksis/dk-o-2022-bs10536-2022.md, praksis/dk-odense-1990-bs15-0009-90.md, praksis/dk-roskilde-2005-h471.md, praksis/dk-sh-1987-koda.md, praksis/dk-sh-2010-f6-09.md, praksis/dk-sh-2010-f9-09.md, praksis/dk-v-2003-b1882-02.md, praksis/dk-v-2004-b0482-03.md, praksis/dk-v-2004-b2500-02.md, praksis/dk-v-2004-b2601-02.md, praksis/dk-v-2005-b2500-02.md, praksis/dk-v-2006-b0742-04.md, praksis/dk-v-2006-b1328-05.md, praksis/dk-v-2012-b1041-10.md, praksis/eu-c-014.md, praksis/eu-c-015.md, praksis/eu-c-016.md, praksis/eu-c-018.md, praksis/eu-c-019.md, praksis/eu-c-020.md, praksis/eu-c-021.md, praksis/eu-c-022.md, praksis/eu-c-024.md, praksis/eu-c-025.md, praksis/eu-c-026.md, praksis/eu-c-031.md, praksis/eu-c-045.md, praksis/eu-c-062.md. Hver original fil begynder med »===== FIL: <sti> =====«. Henvis til adressen efter »Link til siden:« øverst i den originale fil, ikke til denne fil.

===== FIL: praksis/celex-61970cj0080.md =====

# EU-Domstolen, 25. maj 1971, sag 80/70

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61970cj0080.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61970cj0080.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

ECLI: ECLI:EU:C:1971:55

Kommentarens titel: Lovbestemt alderspension og grænsen for lønbegrebet

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lønbegrebets grænse: en alderspension i en lovbestemt social sikringsordning var ikke en indirekte ydelse fra arbejdsgiveren efter den daværende artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Gælder denne type lovbestemt ordning, ikke alle pensioner.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En alderspension i den beskrevne lovmæssige sociale sikringsordning var ikke en indirekte arbejdsgiverydelse efter den daværende artikel 119. Domstolen fandt derfor ikke anledning til at besvare de øvrige spørgsmål om aldersgrænser og arbejdets karakter. Resultatet angår denne type lovbestemt ordning, ikke alle pensioner.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen godkender ikke generelt kønsforskelle i pension eller forskellige pensionsaldre. Resultatet er begrænset til artikel 119 og den beskrevne ordning, og spørgsmål 2–3 forblev ubesvarede. Senere regler om social sikring er ikke afgjort i 1971-dommen.

Samlingens officielle sammendrag er en særskilt redaktionel del; noten bygger på præmisser og domskonklusion.

Navnet staves Gabrielle i samlingstitlen og Gabriele i rubrum. Dette er en intern stavevariant i originalen, ikke to forskellige sagsøgere.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61970CJ0080

I sag 80/70

angående en anmodning indgivet til Domstolen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 af Belgiens Conseil d'Etat for i en sag, der verserer for nævnte ret mellem

[s. 110]

GABRIELE DEFRENNE, forhenværende flystewardesse i Société anonyme beige de navigation aérienne Sabena, Bruxelles,

og

KONGERIGET BELGIEN, repræsenteret af socialministeren,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende EØF-traktatens artikel 119 sammenholdt med kongelig anordning (arrêté royal) af 3. november 1969 om fastsættelse af de særlige regler for stiftelsen af pensionsrettigheder for den civile luftfarts flyvende personale samt de særlige gennemførelsesbestemmelser for kongelig anordning nr. 50 af 24. oktober 1967 om arbejdstageres alders- og efterladtepension,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene A. M. Donner og A. Trabucchi, dommerne R. Monaco, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore (refererende) og H. Kutscher,

generaladvokat: A. Dutheillet de Lamothe

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

### DOM

#### Præmisser

1. Ved dom af 4. december 1970, indgået til Domstolens justitskontor den 11. december 1970 s.å., har Belgiens Conseil d'Etat i medfør af artikel 17 7 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab stillet Domstolen tre spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 om gennemførelsen af princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere for samme arbejde.

##### Vedrørende det første spørgsmål

2. Det første spørgsmål til Domstolen er, om »den alderspension, som tildeles i henhold til den sociale sikring, der finansieres ved bidrag fra arbejdstagerne og arbejdsgiverne samt ved statstilskud, er en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet indirekte modtager fra arbejdsgiveren«.

[s. 111]

3. Det fremgår af forelæggelsesdommen, at dette spørgsmål er rejst under en tvist om gyldigheden af den belgiske kongelige anordning (arrêté royal) af 3. november 1969 om alderspension for den civile luftfarts flyvende personale — udstedt inden for rammerne af den almindelige ordning for alders- og efterlad-tepensioner til arbejdstagere — og navnlig af en bestemmelse i denne anordning om udelukkelse af flystewardesserne fra den pågældende ordning;

4. ifølge sagsøgerinden i hovedsagen (herefter benævnt sagsøgerinden) strider udelukkelsen mod det i artikel 119 formulerede lighedsprincip, idet pensionsretten udgør en del af »lønnen«, som denne defineres i artikel 119, stk. 2 i kraft af at være en ydelse, der betales indirekte af arbejdsgiveren.

5. I medfør af EØF-traktatens artikel 119, stk. 1 er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde;

6. i bestemmelsens stykke 2 udstrækkes begrebet løn til samtlige ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier;

7. selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring herefter ikke principielt kan udelukkes fra begrebet løn, ses dette begreb, som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke at kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere;

8. de pågældende ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser;

9. den arbejdsgiverne påhvilende andel i finansieringen af sådanne systemer udgør følgelig ikke en direkte eller indirekte betaling til arbejdstageren;

10. sidstnævnte modtager i øvrigt normalt de ved lov fastsatte ydelser, ikke som følge af arbejdsgiverbidraget men alene fordi han opfylder lovens betingelser for tildeling af ydelsen;

11. ovenstående kendetegner også de særordninger, der inden for rammerne af det lovmæssige og almindelige socialsikringssystem særligt angår visse arbejdstagergrupper;

[s. 112]

12. det må således konstateres, at diskriminerende forhold, som måtte følge af anvendelsen af et sådant system, ikke er omfattet af kravene i traktatens artikel 119.

13. Det følger af ovenstående, at en alderspension, der er indført inden for rammerne af en lovmæssig ordning for social sikring, ikke er en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager indirekte fra arbejdsgiveren i den i artikel 119 forudsatte betydning.

##### Vedrørende det andetog tredje spørgsmål

14. Det andet spørgsmål er, om der i de bestemmelser, arbejdstageren er omfattet af, lovligt kan »fastsættes en forskellig aldersgrænse for mandlige og kvindelige ansatte blandt den civile luftfarts kabinepersonale«;

15. ved det tredje spørgsmål søges det desuden klarlagt, om flystewardesserne og flyassistenterne udfører »samme arbejde«.

16. Som følge af svaret på det første spørgsmål er de øvrige spørgsmål blevet uden genstand.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Belgiens Conseil d'Etat — afdelingen for forvaltningssager, tredje kammer — ved kendelse af 4. december 1970, for ret:

1. En alderspension, der er indført inden for rammerne af en lovmæssig ordning for social sikring, er ikke en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager indirekte fra arbejdsgiveren i den i artikel 119 forudsatte betydning.

2. Det er ikke påkrævet at træffe afgørelse vedrørende de øvrige spørgsmål.

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. maj 1971.

A. Van Houtte

Justitssekretær

R. Lecourt

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61971cj0020.md =====

# EU-Domstolen, 7. juni 1972, sag 20/71

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61971cj0020.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61971cj0020.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1972:48

Kommentarens titel: Udetillæg, ægteskab og en kønsskæv husstandsbetingelse

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter EU-personalevedtægten i et annullationssøgsmål, ikke ligelønsreglerne: betingelsen om at være husstandsoverhoved skabte i sammenhæng med vedtægten en vilkårlig kønsforskel ved udetillægget. Koblet til forbuddet mod lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn (§ 1, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Domstolen annullerede Parlamentets to afgørelser om at fratage Sabbatini udetillæg efter hendes ægteskab og pålagde Parlamentet sagsomkostningerne. Betingelsen om husstandsoverhoved skabte i sammenhæng med vedtægten en vilkårlig kønsforskel. Det subsidiære anbringende krævede derfor ikke afgørelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: EU-personalevedtægtens historiske ordning og et annullationssøgsmål; ingen direkte fortolkning af ligelønslovens bestemmelser eller 2023-direktivet. Offentlig dom på engelsk; den danske tekst er kommentarens egen gengivelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle engelske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). Dommen er ikke udgivet på dansk. https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX:61971CJ0020

In Case 20/71

LUISA SABBATINI, née Bertoni, (wife of Sereno Sabbatini), an official of the European Parliament, residing in Soleuvre (Grand Duchy of Luxembourg), represented by Marcel Grégoire, Advocate at the cour d'appel, Brussels, with an address for service in Luxembourg at the Chambers of Tony Biever, 83 boulevard Grande-Duchesse-Charlotte,

applicant,

v

EUROPEAN PARLIAMENT, represented by its Secretary-General, Hans Robert Nord, acting as Agent, assisted by Alex Bonn, a member of the Luxembourg Bar, with an address for service in Luxembourg at the Chambers of the latter, 22 Côte-d'Eich,

defendant,

Application for the annulment of two decisions of the European Parliament depriving the applicant of the benefit of an expatriation allowance,

[s. 346]

THE COURT (Second Chamber),

composed of: H. Kutscher, President of Chamber, A. Trabucchi and P. Pescatore (Rapporteur), Judges,

Advocate-General: K. Roemer

Registrar: A. Van Houtte

gives the following

### JUDGMENT

#### Issues of fact and of law

##### I — Facts

Miss Luisa Bertoni, an Italian national, entered the service of the European Parliament on 1 January 1960.

On her appointment she was awarded an expatriation allowance as prescribed by Article 69 of the Staff Regulations, which, under Article 4(1)(a) of Annex VII to the said Staff Regulations, is granted in particular to officials.

- who are not and have never been nationals of the State in whose European territory the place where they are employed is situated; and

- who during the five years ending six months before they entered the service did not habitually reside or carry on their main occupation within the European territory of that State.

On 4 November 1970 Miss Bertoni married Sereno Sabbatini, who is not an official of the Communities.

On 17 November 1970, the Director-General for Administration of the European Parliament informed Mrs Sabbatini that consequent upon her marriage she would lose, as from 1 December 1970, her right to an expatriation allowance in accordance with Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations, under which:

‘An official who marries a person who at the date of marriage does not qualify for the allowance shall forfeit the right to expatriation allowance unless that official thereby becomes a head of household.’

On 15 February 1971 Miss Sabbatini asked the Director-General for Administration of the European Parliament to review the decision depriving her of the expatriation allowance. On 24 February 1971 the Director-General for Administration of the Parliament informed Mrs Sabbatini that he could not, according to the provisions of the Staff Regulations then in force, accede to her request.

##### II — Procedure

The application instituting the proceedings was lodged at the Registry of the Court on 26 April 1971.

The written procedure followed the normal course.

Having heard the report of the Judge-Rapporteur and the views of the Advocate-General, the Court (Second Chamber) decided to open the oral procedure without any preparatory inquiry.

By Order of 3 December 1971 the Court (Second Chamber) joined the present Case to Case 32/71 *(Monique Chollet, née* [s. 347]  *Bauduin*, v *Commission of the European Communities)* for the purpose of the oral procedure.

By Order of 13 January 1972 the President of the Court designated Mr Karl Roemer as Advocate-General in Joined Cases 20/71 and 32/71, in place of Mr A. Dutheillet de Lamothe, deceased.

The parties presented oral argument at the hearing on 20 January 1972.

The Advocate-General delivered his opinion at the hearing on 24 February 1972.

##### III — Conclusions of the parties

The *applicant* claims that the Court should :

(a) annul the decision of the European Parliament, of which she was informed by letter of 17 November 1970, according to which, following her marriage, she would, as from 1 December 1970, lose her right to the expatriation allowance on the ground that her husband had resided in Luxembourg since his birth;

(b) annul the decision of the European Parliament, of which she was informed by letter of 24 February 1971, rejecting the non-contentious request which she had made on 15 February 1971 with respect to the decision of 17 November 1970;

(c) rule that notwithstanding her marriage she has and has always had the right to the expatriation allowance by virtue of Article 4 of Annex VII to the Staff Regulations;

(d) order the defendant to bear the costs.

The *defendant* contends that the Court should :

(a) declare the application unfounded both as regards its principal and its alternative submissions and dismiss it ;

(b) make an order as to costs in accordance with the relevant provisions.

##### IV — Submissions and arguments of the parties

The submissions and arguments of the parties may be summarized as follows:

###### A — Illegality of Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations

The *applicant* maintains that Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations on which the contested decisions are founded is illegal because it is contrary, first, to the general principle of law prohibiting any discrimination based on sex and providing for equal pay for men and women, and, secondly, to Article 119 of the EEC Treaty which sanctions the principle of equal pay for male and female workers.

(a) The Court of Justice has the special task of ensuring the observance of the general principles of law, even though these are not necessarily embodied in any written text. General legal principles can be relied upon against measures adopted by the Community institutions. They derive not solely from the written or unwritten law of the Community but also from international law and from references to principles enshrined in the legal systems of the Member States. There can be no doubting the existence in-Community law of the general principle of law sanctioning the equality of the sexes as regards the remuneration, in the widest sense, of workers.

(b) This principle is further sanctioned by several written texts, such as Convention No 100 (1951) of the International Labour Organization (ILO), the Resolution of the Conference of Member States of the Community of 30 December 1961 and Article 119 of the EEC Treaty. In particular, Article 119 proclaims the principle of equal pay for male and female workers, the concept of pay meaning not only ‘the ordinary … wage or salary’ but also ‘any other consideration … which the worker receives, directly or indirectly, in respect of his employment from his employer’. It is incontestable that the expatriation allowance constitutes a part of [s. 348]  the worker's pay, within the meaning of this provision.

(c) By providing that ‘An official who marries a person who at the date of marriage does not qualify for the allowance shall forfeit the right to expatriation allowance unless that official thereby becomes a head of household’, Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations creates a flagrant inequality between male and female officials placed in the same position. The link between the retention of the right to the allowance and the status of head of household leads to different results according to the sex of the official concerned; in fact, a married male official is automatically considered by the Staff Regulations to be a head of household (Article 1(3) (a) of Annex VII), whereas a married female official is so regarded only on a very exceptional basis. This link is entirely artificial, since the expatriation allowance is justified by changes in the living conditions of officials and is intended to compensate for the additional expenditure which officials incur in maintaining family, financial and other ties with their country of origin — which do not come to an end upon marriage. The status of head of household — a concept which is in fact no longer recognized by the civil law of four of the Member States of the Communities — is irrelevant as regards the material, family, psychological and emotional consequences of expatriation. Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations therefore renders the grant of the expatriation allowance subject to a criterion which is extraneous to that allowance and leads to flagrant inequality between male and female officials. The Commission, in reply to a parliamentary question, has itself recognized that the link established between the right to the expatriation allowance and the status of head of household leads in facts, a regards the grant of that allowance, to different results according to sex. According to the principle of equality, a difference in treatment is legally admissible only where there is a well-founded relationship between the criterion adopted and the difference between the rules; that is not the case here. Since the Community institutions have the task of eradicating any discrimination as to pay which still exists between male and female workers at the level of domestic legislative systems, those same institutions cannot be allowed to apply to their own officials a legal provision which clearly sanctions the same discrimination.

In the course of the oral procedure the *defendant* questioned the admissibility of the first submission in the application. The Parliament has merely applied a provision of the Staff Regulations of which it is not the author. Since it has neither the authority nor the power to review the legality of this provision the question arises whether it can defend an action which casts doubt upon that legality.

There is also the question whether the applicant has not gone beyond the legal limits laid down in Article 91 of the Staff Regulations for appeals by officials.

In any event, the plea of illegality raised by the applicant is wellfounded neither in law nor in fact.

(a) The Court of Justice ensures the protection of fundamental rights ‘drawing its inspiration from the constitutional traditions common to the Member States’. The ‘general principle of law’ relied on by the applicant is not contained in the ‘fundamental laws’ of the six Member States of the Communities, nor is it rooted in their legislation. On the contrary, the legal status of married women differs as between the various national legislative systems, which have by no means abolished all differences between the rights and duties of the husband and those of his wife.

(b) Far from proclaiming the principle of equality between men and women, the Treaty, in Article 119 merely recognizes equality in a particular sphere and for a specific objective, as a Community social provision.

(c) Article 4(3) of the Annex VII to the Staff Regulations does not give the male sex pre-eminence; rather, it is Article 1 of Annex VII, defining the status of head of household and referred to by Article 4(3), which is challenged by this application. [s. 349] The submission of illegality, in so far as it is directed against Article 4(3) of Annex VII, is unfounded as to the facts.

In law, it must be observed that the institution and concept of head of household, as they appear in the Staff Regulations and also in the national laws of most of the Member States, create no discrimination whatsoever between the sexes; they entail, not the superiority of one spouse over the other, but the management of matters of family concern by one of the spouses rather than the other. The Staff Regulations do no more than reflect, without creating it, a differentiation between the legal position of the husband and that of his wife, deriving from the rules on the legal status of married women under the domestic legislation governing the nationality of married women, the matrimonial and family status of husband and wife, the relationship between husband and wife and the rights and duties of each in marriage.

Furthermore, the contested provision corresponds fully to the basic purpose of the expatriation allowance: the Staff Regulations presuppose, with good reason, that the establishment, through marriage, of a new household whose head does not satisfy the conditions for entitlement to the expatriation allowance removes all right to that allowance.

###### B — Infringement of Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations

The *applicant*, as an alternative submission, complains that the contested decisions misinterpreted Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations and consequently wrongly applied it. That provision relates only to the case of marriage of a Community official to another Community official who does not, at the date of marriage, satisfy the requirements for entitlement to the expatriation allowance.

(a) The question whether, at a given date, a person satisfies the requirements for entitlement to the expatriation allowance can relate, by definition, only to officials of the Community institutions. The terminology of Article 4(3) of Annex VII is by no means decisive. The first requirement for the grant of the allowance is that the person concerned should be in the service of the Communities; the other conditions are unascertainable with regard to a person who is not in the service of the Communities unless the provisions are to be distorted and interpreted in an arbitrary manner.

(b) In Article 4(2) and (3) of Annex VII, the Staff Regulations intended to examine and regulate two different cases: paragraph (2) relates to the marriage of two Community officials who are both entitled to the expatriation allowance, whereas paragraph (3) relates to the marriage of two officials, one of whom is not entitled to that allowance.

(c) Since Article 4(3) is a provision which derogates from a general rule it must be interpreted restrictively; such an interpretation, furthermore would limit the consequences of this provision with respect to female officials, which are, to say the least, extremely unjust.

The *defendant* rebuts the applicant's argument in the following manner :

(a) The very wording of paragraphs (2) and (3) of Article 4 of Annex VII is at variance with the parallelism which the applicant claims to discern between these two provisions: by its use of the term ‘person’, which is unusual in the Staff Regulations, Article 4(3) indicates that it does not relate solely to officials or servants of the Communities but also to all other persons. There is nothing to prevent an examination as to whether a person who is not in the service of the Communities satisfies the requirements (as to nationality, residence, occupation or performance of duties) laid down by Article 4(1) of Annex VII for the grant of the expatriation allowance.

(b) Article 4(3) of Annex VII does not derogate from a general rule; Article 4 as a whole governs the problem of the grant of the expatriation allowance.

(c) The basic purpose of the expatriation [s. 350] allowance dictated the solution set out in Article 4(3) of Annex VII; there can therefore be no question of unjust consequences deriving from the application of this provision. Furthermore, the provisions of the Staff Regulations should be applied in accordance with their terminology and in a consistent manner.

(d) The applicant's argument would itself create discrimination; it would have the effect of depriving a female official of her expatriation allowance by reason of her marriage to an official who is not himself entitled to the allowance, but of entitling her to retain it if she marries a person who is not in the service of the Communities.

#### Grounds of judgment

1 The application seeks the annulment of the decisions of 17 November 1970 and 24 February 1971 by which, following the applicant's marriage, the administration of the European Parliament, acting in pursuance of Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations, withdrew the expatriation allowance which the latter had previously received.

2 In support of her application, the applicant has advanced two submissions, based on the illegality of Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations and, alternatively, on an infringement of that provision.

3 As her principal submission the applicant claims that Article 4(3) of Annex VII to the Staff Regulations, on which the contested decisions are founded, is illegal because it is contrary to a general principle of law prohibiting any discrimination on grounds of sex and, more particularly, because it is contrary to Article 119 of the EEC Treaty relating to the principle of equal pay for male and female workers.

4 Under Article 4(3) of Annex VII an official ‘who marries a person who at the date of marriage does not qualify for the allowance shall forfeit the right to expatriation allowance unless that official thereby becomes a head of household’.

5 Although this provision does not of itself create any difference of treatment as between the sexes, it must however be examined in conjunction with Article 1 (3) of the same Annex, which provides that the term ‘head of household’ normally refers to a married male official, whereas a married female official is considered to be head of household only in exceptional circumstances, in particular in cases of invalidity or serious illness of the husband.

6 It is thus clear that the provision the validity of which is contested does in fact create a difference of treatment as between male and female officials inasmuch as it renders the retention of the expatriation allowance conditional upon the acquisition of the status of head of household within the meaning of the Staff Regulations.

[s. 351]

7 It is therefore necessary to examine whether this difference of treatment is such as to affect the validity of the contested provision of the Staff Regulations.

8 The purpose of the expatriation allowance is to compensate for the special expenses and disadvantages resulting from entry into the service of the Communities for those officials who — in the conditions more fully set out in Article 4(1) of Annex VII — are thereby obliged to change their place of residence.

9 Article 4, taken as a whole, indicates that the expatriation allowance is paid to married officials not only in consideration of the personal situation of the recipient, but also of the family situation created by the marriage.

10 Thus Article 4(3) takes into account the new family situation entered upon by the official when he or she marries a person who does not satisfy the conditions for the grant of the expatriation allowance.

11 The withdrawal of the allowance following the marriage of the recipient might be justified in cases in which this change in the family situation is such as to bring to an end the state of ‘expatriation’ which is the justification for the benefit in question.

12 In this respect, the Staff Regulations cannot however treat officials differently according to whether they are male or female, since termination of the status of expatriate must be dependent for both male and female officials on uniform criteria, irrespective of sex.

13 Consequently, by rendering the retention of the allowance subject to the acquisition of the status of ‘head of household’ — as it is defined in Article 1 (3) — the Staff Regulations have created an arbitrary difference of treatment between officials.

14 Consequently, the decisions taken with regard to the applicant are devoid of any legal basis and must be annulled in pursuance of Article 184 of the EEC Treaty.

15 In these circumstances, there is no need to give a decision on the alternative submission.

##### Costs

16 Under the first subparagraph of Article 69(2) of the Rules of Procedure the unsuccessful party shall be ordered to pay the costs.

17 Since the defendant has failed in its submissions, it must be ordered to pay the costs.

[s. 352]

## Domskonklusion

On those grounds,

Upon reading the pleadings ;

Upon hearing the report of the Judge-Rapporteur;

Upon hearing the parties ;

Upon hearing the opinion of the Advocate-General;

Having regard to the Treaty establishing the European Economic Community, especially Articles 119 and 184;

Having regard to the Staff Regulations of Officials, especially Annex VII ;

Having regard to the Protocols on the Statute of the Court of Justice;

Having regard to the Rules of Procedure,

THE COURT (Second Chamber)

hereby:

1. Annuls the decisions of 17 November 1970 and 24 February 1971 by which the European Parliament withdrew the applicant's expatriation allowance;

2. Orders the European Parliament to bear the costs of the proceedings.

Kutscher

Trabucchi

Pescatore

Delivered in open court in Luxembourg on 7 June 1972.

A. Van Houtte

Registrar

H. Kutscher

President of the Second Chamber

===== FIL: praksis/celex-61975cj0043.md =====

# EU-Domstolen, 8. april 1976, sag 43/75

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61975cj0043.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61975cj0043.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Defrenne II

ECLI: ECLI:EU:C:1976:56

Kommentarens titel: Ligelønsprincippets direkte virkning og tidsmæssige rækkevidde

Emner på siden: [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 kunne påberåbes ved nationale domstole, navnlig ved forskelle, der direkte fulgte af lov eller kollektiv overenskomst, og ved forskellig løn for samme arbejde i samme virksomhed. Domstolen fastlagde gennemførelsesfristerne for de daværende og nye medlemsstater og fastslog, at hverken resolutionen fra 1961 eller direktiv 75/117 flyttede dem. Direktivet hindrede ikke direkte virkning, og den nationale lovgiver havde ikke enekompetence på de øvrige områder. Dommens direkte virkning kunne som udgangspunkt ikke begrunde krav for tidligere lønperioder; allerede anlagte sager og tilsvarende administrative klager blev undtaget.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Begyndelsen af det officielle sammendrag mangler. Præmis 1–77 og domskonklusionen er med, men gengivelsen er ikke et komplet uddrag af Samlingen med hele sammendraget.

Præmis 60 har i selve det trykte danske billede direktivnummer 75/107. Sammenhængen, præmis 53 og 67 samt dispositiv 3 identificerer 75/117. Afvigelsen er gengivet uændret.

Generaladvokatens forslag indgår ikke; kun datoen for det er nævnt. Dommens historiske direkte/indirekte-sondring må ikke stå alene som en nutidig retsregel.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61975CJ0043

I sag 43/75

angående en anmodning indgivet til Domstolen i henhold til EØF-traktatens artikel 177 af Cour du travail i Bruxelles for i en sag, der verserer for nævnte ret mellem

GABRIELLE DEFRENNE, forhenværende stewardesse, bosat i Bruxelles-Jette,

og

SOCIÉTÉ ANONYME BELGE DE NAVIGATION AÉRIENNE SABENA, hjemmehørende i Bruxelles,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene H. Kutscher og A. O'Keeffe, dommerne A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore og M. Sørensen,

[s. 457]

generaladvokat: A. Trabucchi

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende EØF-Domstolens statut afgivne indlæg kan sammenfattes således:

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftvekslingen

Frk. Gabrielle Defrenne blev ansat af Société anonyme belge de navigation aérienne Sabena den 10. december 1951 som stewardesse. Hendes ansættelse blev den 1. oktober 1963 forlænget ved en ny ansættelseskontrakt, hvorefter hun skulle arbejde som flyassistent og ledende stewardesse.

Defrenne fratrådte den 15. februar 1968 i medfør af § 5, stk. 6 i arbejdskontrakten for Sabena's flyvende personale, ifølge hvilken en kontrakt for kvindeligt personale uden videre ophører den dag, hvor den pågældende fylder 40 år.

Defrenne modtog ved sin fratræden en udtrædelsesgodtgørelse.

Den 9. februar 1970 anlagde Defrenne sag ved Conseil d'Etat i Belgien med påstand om annullation af den kongelige anordning (arrêté royal) af 3. november 1969 indeholdende særlige regler for stiftelsen af pensionsrettigheder for den civile luftfarts flyvende personale.

Denne sag gav gennem den præjudicielle procedure anledning til en dom af 25. maj 1971 fra Domstolen (sag 80/70, Recueil s. 445). Conseil d'Etat frifandt sagsøgte ved dom af 10. december 1971.

Tidligere, den 13. marts 1968, havde Defrenne anlagt sag ved Tribunal du travail i Bruxelles med påstand om erstatning for det tab, som hun havde lidt i tre henseender, nemlig med hensyn til løn, udtrædelsesgodtgørelse og pension, som følge af ulige behandling af stewardesser og mandligt flyvende personale, der udfører et tilsvarende arbejde.

Tribunal du travail i Bruxelles erklærede ved en afgørelse af 17. december 1970, at ingen af Defrennes krav kunne imødekommes.

Den 11. januar 1971 indankede Defrenne nævnte afgørelse til Cour du travail i Bruxelles.

Fjerde afdeling B af Cour du travail i Bruxelles stadfæstede ved dom af 23. april 1975 afgørelsen fra første instans, for så vidt angår andet og tredje punkt i påstanden.

Vedrørende det første punkt (lønefterbetaling) besluttede den i henhold til EØF-traktatens artikel 177 at udsætte sagen, indtil der forelå en præjudiciel afgørelse fra Domstolen om følgende spørgsmål:

[s. 458]

1. Indføres princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde ved selve Rom-traktatens artikel 119 direkte i den nationale ret i hver af Det europæiske Fællesskabs medlemsstater, og giver artiklen derfor, uafhængigt af enhver national retsforskrift, arbejdstagere ret til at anlægge sag ved de nationale domstole for at få dette princip overholdt og i bekræftende fald fra hvilket tidspunkt?

2. Har artikel 119 fået virkning i medlemsstaternes nationale ret i medfør af retsakter udstedt af EØF's myndigheder (i bekræftende fald hvilke og fra hvilket tidspunkt?), eller må der på dette område anerkendes en enekompetence for den nationale lovgiver?

Dommen fra Cour du travail i Bruxelles er registreret på Domstolens justitskontor den 2. maj 1975.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg den 14. juli 1975 af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber og af appellantinden i hovedsagen, Defrenne, den 21. juli af regeringen for Der forende Kongerige og Nordirland og den 25. juli af den irske regering.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

###### A — Vedrørende det første spørgsmål

Defrenne, appellantinden i hovedsagen, mener, at hun har et individuelt krav på ligeløn alene som følge af den direkte anvendelse af EØF-traktatens artikel 119 og uafhængigt af artikel 14 i den kongelige anordning nr. 40 af 24. oktober 1967 om kvinders arbejde, hvorefter »enhver kvindelig arbejdstager kan anlægge sag ved en kompetent domstol med henblik på gennemførelse af princippet om ligeløn til mandlige og kvindelige arbejdstagere«.

a) Ifølge appellantinden pålægger artikel 119 i samme grad alle medlemsstater at anvende et generelt princip om ikkeforskelsbehandling af arbejdstagere på gundlag af køn. Artiklen indebærer en handlepligt, som skal repekteres allerede fra den første etape af overgangsperioden og fremdeles. Med henblik på gennemførelsen af princippet om ligeløn for samme arbejde kræver artiklen ifølge appellantinden ikke, men udelukker heller ikke, at fællesskabsmyndighederne eller nationale myndigheder griber ind.

b) Artikel 119 er affattet i klare og enkle vendinger. Den præciserer en handlepligt, hvis betydning ikke kan misforstås.

c) Medlemsstaterne har pligt til at respektere princippet om ligeløn; den omstændighed, at de har frihed til at træffe redige, økonomiske eller administrative foranstaltninger til iværksættelse af denne forpligtelse, betyder imidlertid på ingen måde, at de retsundergivne og navnlig de kvindelige arbejdstagere, for at kunne påberåbe sig en anvendelse af artikel 119 til deres fordel, er nødsaget til at afvente, at deres hjemstat tager et initiativ i den retning. Ifølge de kriterier, der kan udledes af Domstolens retspraksis, skaber artikel 119 nemlig direkte virkninger i forholdet mellem staten og de kvindelige arbejdstagere.

d) For så vidt angår de i artikel 119 anvendte udtryk, må det erindres, at Domstolen har statueret, at den omstændighed, at medlemsstaterne er udpeget som pligtsubjekter, ikke indebærer, at der ikke skabes rettigheder for deres retsundergivne. Forpligtelsen er utvetydig: princippet om ligeløn er meget klart og har kun een betydning; medlemsstaterne har ingen skønsbeføjelse. Forpligtelsen udgør i øvrigt en anvendelse af et generelt lighedsprincip, som indgår i medlemsstaternes fælles ideologiske grundlag. Hvad angår artikel 119's nyttevirkning, må det bemærkes, at artiklen kun er [s. 459]  virkningsfuld, for så vidt som princippet om ligeløn skaber rettigheder for medlemsstaternes retsundergivne. De kvindelige arbejdstagere har en åbenbar interesse i at påberåbe sig den, og den er en af de mange anvendelser af princippet om ligebehandling, som EØF-traktaten bygger på. Artikel 119 har nødvendigvis direkte virkning; den nationale dommer har en forpligtelse til at anvende den i sin retspraksis, ligesom den udøvende magt har pligt til at overholde den, navnlig i den umiddelbare forvaltningsvirksomhed. Under hensyn til de kriterier, som er opstillet i Domstolens retspraksis, må artikel 119 således tillægges direkte virkning; dels skal den nationale dommer derfor sikre overholdelsen heraf i de sager, han har til påkendelse, og dels kan de retsundergivne heraf udlede individuelle rettigheder, som de kan gøre gældende ved de kompetente domsmyndigheder.

e) Medlemsstaterne har allerede fra begyndelsen af første etape haft pligt til at anvende princippet om ligeløn. Det drejer sig om en handlepligt: artikel 119 er altfor præcist affattet til, at man kan tillægge den en anden betydning. Princippet om ligeløn er derfor fra parlamentets godkendelse af traktaten indgået i positiv belgisk ret, og fra dette tidspunkt skal den nationale dommer værne om det. Resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference om, med henblik på udligning af lønnen til mænd og kvinder, at indføre en gradvis tidstabel med frist til den 31. december 1964, kan ikke ændre denne slutning: en politisk og mellemstatslig diplomatisk beslutning, udarbejdet under et statsmøde, som ikke er hjemlet i traktaten, kan ikke ændre en bestemmelse i denne.

*Regeringen for Det forenede Kongerige* mener, at det første spørgsmål skal løses under hensyntagen til de kriterier, som Domstolen har opstillet for afgørelsen af, om en bestemmelse i traktaten har en sådan direkte virkning, at den tillægger private rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte.

a) Medlemsstaternes forpligtelse efter artikel 119 opfylder ikke de af Domstolen opstillede kriterier om klarhed og præcision. Artikel 119 giver ikke nogen fuldstændig definition af princippet om ligeløn for samme arbejde. Selve anvendelsen af ordet »princip« viser, at der er tale om et meget vidt begreb; dette er grunden til, at artikel 1 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) indeholder en definition af princippet, som i nogen grad tydeliggør og præciserer ordlyden i nævnte artikel, der er anset for utilstrækkelig. Begrebet løn og i særdeleshed begrebet »andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«, er i vidt omfang genstand for fortolkning. Artikel 119, stk. 3 omhandler »lige løn uden forskelsbehandling med hensyn til køn«, hvilket udtryk ikke optræder i det i stk. 1 nævnte generelle princip og kun angår løn for samme arbejde, der betales i akkord eller efter tid; de præcisioner, der er indeholdt i artikel 1 i direktiv nr. 75/117, er derfor nødvendige. Dette direktiv har overladt det til den enkelte medlemsstat ved nationalretlige bestemmelser selv at fastsætte de praktiske fremgangsmåder for princippets iværksættelse. Under alle omstændigheder kan der i denne forbindelse kun sigtes til en eller anden form for lovgivning og ikke til retsafgørelser. Artikel 119 præciserer i øvrigt ikke, om sammenligningen mellem lønnen til henholdsvis [s. 460]  mænd og kvinder skal ske inden for rammerne af en bestemt beskæftigelse eller for en særlig virksomhed som helhed; den tager heller ikke stilling til, om de særlige ydelser, som kvinder som følge af arbejdsforholdet modtager fra deres arbejdsgivere i f.eks. graviditetstilfælde, skal holdes ude fra anvendelsen af princippet om ligeløn, eller om en sådan ydelse under visse omstændigheder kan indgå i begrebet »alle andre ydelser«.

b) Det bestrides ikke, at artikel 119 er en ubetinget bestemmelse uden noget forbehold og således opfylder det andet af Domstolen opstillede kriterium.

c) At det er nødvendigt, at medlemsstaterne træffer lovgivningsmæssige foranstaltninger, fremgår af formuleringen af den forpligtelse, som er pålagt dem i artikel 119 i form af en generel principerklæring. Direktiv nr. 75/117 har erkendt denne nødvendighed; i direktivets artikel 8 pålægges medlemsstaterne en forpligtelse til at sætte de nødvendige lovbestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden et år efter dets meddelelse og til således at sikre den nærmere gennemførelse af det i artikel 119 indeholdte generelle princip. I mangel af sådanne ved lov fastsatte nationale gennemførelsesbestemmelser er en forpligtelse som den, der er udtrykt i artikel 119, ufuldstændig, og kan ikke gyldigt fuldstændiggøres ved fortolkende retsafgørelser.

d) Der bør derfor svares benægtende på det første spørgsmål.

e) Der bør i denne sammenhæng tages i betragtning, at en anerkendelse af en direkte virkning af artikel 119 kan få skadelige konsekvenser for de samlede retsreglers tilfredsstillende funktion; en sådan anerkendelse kan skabe usikkerhed eller forvirring i de nationale retssystemer eller bringe et nationalt retssystem i konflikt med Fællesskabets. Hvor megen god vilje en stat end udviser for at anvende et så generelt princip som det i artikel 119, kan det alligevel altid bestrides, at den nationale lovgivning er helt hensigtsmæs sig. Retsuvisheden kan endvidere kun fjernes gennem en afgørelse fra Domstolen, og så længe en sådan ikke foreligger, må private forholde sig i overensstemmelse med deres nationale ret. En traktatbestemmelse, som er erklæret for umiddelbart anvendelig, har i øvrigt denne virkning i alle medlemsstaterne og det allerede fra dens ikrafttræden; den nationale ret i alle medlemsstaterne risikerer derfor at blive tilsidesat med tilbagevirkende kraft. Men en ændring af loven med tilbagevirkende kraft strider mod visse generelle principper, som ligeledes må være en bestanddel af Fællesskabets retsorden.

f) Såfremt man giver artikel 119 direkte virkning med tilbagevirkende kraft, vil dette kunne få så alvorlige følger for arbejdsgivernes stilling, at det kan påvirke medlemsstaternes økonomi. Visse aftaler helt tilbage til den 1. januar 1973 og for de oprindelige medlemsstater endog tilbage til den 1. januar 1962 vil kunne anfægtes. Visse langsigtede forhold må efterreguleres. I Det forenede Kongerige hjemler »Equal Pay Act 1970« en frist til udgangen af 1975 for opnåelsen af ligeløn; en beslutning, hvorved artikel 119 tillægges direkte virkning, ville ryste Det forenede Kongeriges sociale og økonomiske situation.

g) Under alle omstændigheder kan de rettigheder, der udledes af artikel 119, kun påberåbes i forholdet mellem private og medlemsstaterne, og ikke i forholdet mellem private indbyrdes. Hvis en privatperson over for en anden kunne gøre artikel 119 gældende, ville dennes direkte virkning pålægge private forpligtelser som følge af en medlemsstats ikke-overholdelse. En sådan løsning er ikke blot i strid med ordlyden af den i traktaten omhandlede forpligtelse, som retter sig til medlemsstaterne, men også uforenelig med billighedsgrundsætninger.

*Den irske regering* har hævdet, at artikel 119 ikke direkte i hver enkelt medlemsstats nationale ret indfører princippet om, at mænd og kvinder skal have lige løn for lige arbejde, således at lønmodtågerne [s. 461]  uafhængigt af enhver national bestemmelse skulle have ret til at anlægge sag mod deres arbejdsgiver ved de nationale domstole for at få dette princip overholdt.

a) Selve ordlyden af artikel 119 er til hinder for, at man kan fortolke den som frembringende en sådan direkte virkning i den nationale ret, at den skaber rettigheder og forpligtelser mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Hvis traktatens forfattere havde ønsket noget sådant, skulle artikel 119 ikke have rettet sig til medlemsstaterne; det havde været nok at foreskrive, at mænd og kvinder i Fællesskabet fra den første etape skulle have lige løn for lige arbejde, og i det omfang medlemsstaterne havde en eller anden forpligtelse i medfør af artiklen, ville denne blot have bestået i en underforstået pligt til at træffe de foranstaltninger, som var nødvendige for gennemførelsen.

b) Et studie af Domstolens afgørelser vedrørende den direkte anvendelighed viser, at Domstolen i det væsentlige anser sådanne bestemmelser i EØF-traktaten for direkte anvendelige, som går ud på gennem krav om fjernelse af restriktioner eller forbud mod nye restriktioner at sikre virkeliggørelsen af de i traktaten hjemlede »grundlæggende friheder«, navnlig den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser. Deres formål er at tjene Fællesskabet som helhed snarere end en særlig kategori af personer; deres gennemførelse er snævert forbundet med Fællesskabets grundlæggende opgave og virke, som er fastsat i traktatens artikel 2 og 3 og suppleret i artikel 7. I intet tilfælde indebærer de en direkte indgriben i kontraktsforhold mellem private. En fortolkning af artikel 119 som en bestemmelse med direkte virkning mellem private ville derimod få retlige følger inden for privatretten, navnlig for reglerne om de forpligtelser, som følger af forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, snarere end inden for den offentlige ret. Der er således en fundamental forskel mellem artikel 119 og de andre bestem melser, som Domstolen har fundet umiddelbart anvendelige. I modsætning til disse sidste forfølger artikel 119 et socialt formål, som er begrænset til en veldefineret kategori af personer, nemlig kvindelige arbejdstagere. Dette formål skal, hvor agtværdigt det end måtte være, bedømmes i forhold til og med forebehold af Fællesskabets grundlæggende opgaver og virke, som er opregnet i traktatens artikel 2 og 3. Da artikel 119 er væsendigt forskellig fra den kategori af artikler, som Domstolen har anset for direkte anvendelige, er dennes retspraksis ikke til nogen hjælp ved besvarelsen af det første spørgsmål.

c) Rådets direktiv nr. 75/117 og navnlig dets artikel 6 og 8 bekræfter, at artikel 119 til sin gennemførelse kræver særlige og forskellige foranstaltninger i de enkelte medlemsstater samt en tilpasningsperiode, navnlig for de nye medlemsstater. EØF-traktatens og tiltrædelsestraktatens forfattere har afvist, at artikel 119 skulle være umiddelbart anvendelig mellem arbejdsgivere og arbejdstagere; artikel 119 er bevidst affattet således, at en direkte virkning undgås.

d) Denne opfattelse bekræftes af de eventuelle følger af en modsat fortolkning. En umiddelbar anvendelighed af artikel 119 fra den 1. januar 1973, tidspunktet for Irlands tiltrædelse af Fællesskaberne, ville utvivlsomt for dette land medføre en økonomisk byrde, som mange arbejdsgivere ikke kunne bære. For den irske stat som arbejdsgiver ville den omstændighed, at den skulle efterkomme kvindelige tjenestemænds krav om »ligeløn« fra tiltrædelsestidspunktet, medføre udgifter, som var højere end den samlede støtte, som Fællesskabets Regionalfond yder Irland for årene 1975 til 1977.

e) Det bør bemærkes, at »anti-discrimination (pay) Act 1974«, som indfører princippet om lige løn for lige arbejde i irsk ret, trådte i kraft den 31. december 1975.

[s. 462]

*Kommissionen for De europæiske Fællesskaber* er af den opfattelse, at man må sondre mellem på den ene side den øjeblikkelige virkning af artikel 119 og på den anden side dennes umiddelbare anvendelighed.

a) Uafhængigt af enhver bedømmelse af artikel 119's direkte anvendelighed kan der ikke tillægges bestemmelsen en øjeblikkelig virkning fra medlemsstaternes ratificering af EØF-traktaten: selve artiklens ordlyd giver staterne en frist til at opfylde den forpligtelse, de har påtaget sig, nemlig første etape af overgangsperioden; medlemsstaterne har således haft frist indtil den 1. januar 1962 til at gennemføre princippet om ligeløn. Endvidere skete der ved resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference om udligning af lønnen til mænd og kvinder en forlængelse af fristen for den fuldstændige fjernelse af enhver forskel mellem lønnen til mænd og kvinder til den 31. december 1964.

b) EØF-traktaten indeholder to kategorier af bestemmelser, hvoraf den ene skaber individuelle rettigheder for private, som de nationale domsmyndigheder må tage hensyn til, og den anden begrænser sig til at pålægge medlemsstaterne forpligtelser. For at en bestemmelse kan være omfattet af den første kategori, må den i sig selv være fuldstændig samt uden forbehold og uklarheder, og dens gennemførelse ma ikke kræve supplerende foranstaltninger i national ret. Når man anvender disse kriterier på artikel 119, kan man hævde, at den indgår i den anden kategori og ikke er en umiddelbart anvendelig bestemmelse. Det følger af selve artiklens ordlyd, at en handling fra medlemsstaternes side er forudsat til gennemførelse af princippet om ligeløn. Både Kommissionens henstilling af 20. juli 1960 og resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference bygger på denne fortolkning. Af artikel 119 fremgår to forpligtelser for medlemsstaterne: den første — for hvilken fristen blev fastsat til slutningen af første etape af overgangsperioden men ved resolutionen af 30. december 1961 forlænget til den 31. december 1964 — er forpligtelsen til at sikre ligeløn; den anden — som opstår, når den første er opfyldt — er forpligtelsen til at opretholde denne ligeløn, dvs. at forhindre ethvert tilbagefald til en situation med ulighed. Denne manglende umiddelbare anvendelighed angår dog kun forholdet mellem private; i forholdet mellem medlemsstaterne og private kan man anse artikel 119 for umiddelbart anvendelig, når først den frist, som medlemsstaterne har fået til at gennemføre artiklen, er udløbet. I hovedsagen drejer det sig om forholdet mellem private. Man kan derfor henholde sig til den traditionelle lære; de generelle kriterier, som fremgår af Domstolens seneste praksis vedrørende umiddelbar anvendelighed, kan ikke ændre denne konstatering og tillader ikke, at man tillægger artikel 119 direkte virkning i forholdet mellem private. Man må i øvrigt med hensyn til artikel 48 og 52, som Domstolen har fundet umiddelbart anvendelige, konstatere en væsentlig forskel fra artikel 119. Den fri bevægelighed og etableringsretten er et område med umiddelbart ansvar for staten, som skal give andre medlemsstaters statsborgere samme behandling, som den giver sine egne borgere; hvad angår ligeløn mellem mænd og kvinder i forholdet mellem private er der derimod intet umiddelbart ansvar for staten, da der ikke findes nogen sammenlignelig struktur, som viser hvilke lovbestemmelser, der faktisk anvendes på mænd. Artikel 119 indeholder ikke et klart og ubetinget forbud for medlemsstaterne mod at gøre noget men en forpligtelse til at gennemføre et princip. Det drejer sig med andre ord ikke om at ophæve men om at indføre en bestemmelse. Artikel 119 kan derfor i forholdet mellem private ikke anses for en bestemmelse, som er umiddelbart anvendelig i hver enkelt medlemsstats nationale ret, og som til fordel for de retsundergivne [s. 463]  afføder rettigheder, som disse kan gøre gældende ved domstolene. Den er derimod umiddelbart anvendelig i forholdet mellem medlemsstaterne og private fra udløbet af den frist, der blev givet staterne til at sørge for gennemførelsen.

###### B — Vedrørende det andet spørgsmål

*Defrenne* har indvendt, at det andet spørgsmål lider af manglende klarhed.

a) Hvis det kun har subsidiær karakter i forhold til det første spørgsmål, er det i det mindste tvivlsomt, om det kan tages under påkendelse: det er ikke noget egentligt fortolkningsspørgsmål.

b) Hvis det derimod er stillet under hensyn til direktiv nr. 75/117, må det slås fast, at dette i det væsentlige udgør en skjult formaning til medlemsstaterne; direktivet indfører ingen ny retsregel i den positive fællesskabsret. For så vidt angår princippet om ligeløn, er hele den positive ret indeholdt i artikel 119. Direktivet illustrerer blot visse nærmere regler i forbindelse med en allerede eksisterende ret, som er defineret klart og præcist i traktaten.

De principper, som Domstolen har fremhævet i sin dom af 21. juni 1974 (sag 2/74, Reyners mod den belgiske stat, Sml., s. 631) kan ligeledes anvendes på det område, som dækkes af artikel 119. Direktivet er kun en af denne bestemmelses mulige gennemførelsesmåder; det er ikke nødvendigt for dens anvendelse. Artikel 119's direkte virkning er så langt den vigtigste form for anvendelse.

Det andet spørgsmål ma derfor, for sa vidt som det er nødvendigt at tage stilling hertil, besvares med to nægtelser.

*Regeringen for Det forenede Kongerige* mener, at direktiv nr. 75/117 er den eneste fællesskabsretlige tekst, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde; direktivet kan ikke gøre artikel 119 umiddelbart anvendelig.

Det understreges i direktivet, at medlemsstaterne i første række må gennemføre princippet om ligeløn ved hjælp af egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, og at de forskelle, som stadig forekommer i de enkelte medlemsstater, gør det nødvendigt indbyrdes at tilnærme de nationale bestemmelser.

Det andet spørgsmål bør derfor besvares således, at kun den nationale lovgiver er kompetent på dette område.

*Den irske regering* har anført, at Rådet var kompetent til at vedtage direktiv nr. 75/117. Det indebærer, at medlemsstaterne inden for et år efter dette direktivs meddelelse i overensstemmelse med deres nationale forhold og retsordener træffer de foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre princippet om ligeløn og for at efterleve direktivets øvrige bestemmelser. Artikel 119 kan ikke gøres gældende som hjemlende rettigheder til fordel for lønmodtagerne over for deres arbejdsgivere, før medlemsstaterne har truffet foranstaltninger til direktivets gennemførelse.

Som svar på det andet spørgsmål bør det derfor slås fast, at kun de nationale lovgivere er kompetente til at indrømme lønmodtagerne en ret til at retsforfølge deres arbejdsgiver med henblik på en overholdelse af princippet om, at mænd og kvinder skal have lige løn for lige arbejde.

*Kommissionen* er af den opfattelse, at det andet spørgsmål kun opstår, såfremt det første besvares benægtende. Der kan imidlertid kun svares benægtende på det første spørgsmål, for så vidt det angår forholdet mellem private; det andet spørgsmål opstår derfor kun i denne henseende.

a) Det bør først slås fast, at ordlyden af artikel 119 ikke gør gennemførelsen af princippet om ligeløn afhængig af nogen senere afledet retsakt fra Fællesskabets institutioner. Artiklen pålægger kun medlemsstaterne forpligtelser. Svaret på den [s. 464] første del af spørgsmålet bør således være benægtende.

b) Da artikel 119 ikke er umiddelbart anvendelig i forholdet mellem private, og da de forpligtelser, som følger heraf, påhviler medlemsstaterne, kan den nationale lovgivers kompetence til at indføre denne bestemmelse i den nationale ret således ikke bestrides. Denne kompetence er eksklusiv men ikke skønsmæssig: den nationale lovgivers autonomi er savel med hensyn til det resultat, som skal opnås, som med hensyn til fristerne herfor, begrænset ved artikel 119 selv og ved direktiv nr. 75/117.

##### III — Svar på spørgsmål stillet af Domstolen

Efter indgivelsen af de skriftlige indlæg har Domstolen efter den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Den har imidlertid opfordret regeringen for Det forenede Kongerige, regeringen for Irland og Kommissionen til skriftligt at besvare en række spørgsmål før indledningen af den mundtlige forhandling.

*Regeringen for Det forenede Kongerige* har med hensyn til de følger, det vil få for virksomhedernes økonomiske balance, hvis man tillægger artikel 119 direkte virkning, hævdet, at den samlede virkning af de stigninger i lønudgifterne, som følger heraf, i væsentlig grad ville forværre problemet med at få kontrol over inflationen. Disse økonomiske implikationer er forskellige alt efter den mængde kvinder, som udfører »samme arbejde« som mænd, forskellen mellem mænds og kvinders løn for samme arbejde, likviditetsproblemerne og forholdet mellem den pågældende virksomheds lønudgifter og de samlede udgifter. Skotøjs-, fødevare- og vaskeriindustrien, detailhandelen og beklædningsindustrien beskæftiger særlig mange kvinder, som udfører lige arbejde; forskellen mellem lønnen til mænd og til kvinder er størst i textil-, beklædnings- og skotøjsindustrien, biskuitproduktionen og den mekaniske industri; mange virksomheder i forskellige brancher ville få alvorlige likviditetsproblemer; lønnens andel af de samlede omkostninger er stor navnlig for skibsværfterne, i den finmekaniske industri, i beklædnings- og papirindustrien, i trykkeri- og keramikbranchen. Beklædningsindustrien er således i særlig grad truet. Forskelsbehandlingen vedrørende lønnen til mænd og kvinder er ikke begrænset til en særlig type arbejde. Den særlige forøgelse af lønudgifterne, som opstår ved en indførelse af ligeløn, kan anslås til omkring 3,5 % af de samlede nationale vederlag og lønninger, som skal fordeles på en femårsperiode, der udløber ved slutninger af 1975.

Med hensyn til resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference, er der ikke tale om en afgørelse eller aftale i den betydning, som er forudsat i artikel 3, stk. 1 i tiltrædelsesakten; i det omfang, den var i kraft den 1. januar 1973, henhører den under bestemmelserne i artikel 3, stk. 3 i denne akt. Spørgsmålet om og i hvilket omfang de oprindelige medlemsstater anså den for stadig værende i kraft på dette tidspunkt, er tvivlsomt i betragtning af, at de ikke har gennemført den fuldt ud. Det er indlysende, at Det forenede Kongerige i 1973 ikke kunne efterkomme resolutionen efter dens ordlyd: heri anbefaledes det, at der blev truffet foranstaltninger senest ved udgangen af 1964, dvs. foranstaltninger, som ikke engang de oprindelige medlemsstater har truffet. Fra 1973 har Det forenede Kongerige taget fuld del i de drøftelser, som har fundet sted inden for Fællesskabets institutioner vedrørende gennemførelsen af artikel 119, og som har ført til Rådets direktiv nr. 75/117, der fuldt ud er efterkommet af Det forenede Kongerige.

Ifølge *den irske regering* vil en anerkendelse af en direkte virkning af artikel 119 tilbage til den 1. januar 1973 medføre en byrde for den irske økonomi, [s. 465]  som denne ikke kan bære. Selv anerkendelsen af en umiddelbar anvendelighed, der er begrænset til forholdet mellem private og medlemsstaterne, ville indebære yderst byrdefulde økonomiske forpligtelser. Et umiddelbart skøn herover for den private sektor synes ikke muligt. Særlig hårdt rammes dog sikkert enkeltmandsejede og små virksomheder, erhvervsforetagender inden for textil-, beklædnings- og skotøjsbranchen, fødevareindustrien, den finmekaniske industri, papir- og trykkeriindustrien og visse detailhandelsbrancher; i adskillige af disse brancher ville størstedelen af arbejdskraften kunne påberåbe sig ligeløn. Den gennemsnitlige forøgelse af lønmassen, som en øjeblikkelig gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder i industrien ville medføre, kan anslås til 5 %; den er endnu større i de mere sårbare brancher. EØF-traktatens artikel 6 pålægger alle Fællesskabets institutioner, herunder Domstolen, at påse, at medlemsstaternes indre stabilitet ikke bringes i fare.

For så vidt angår den direkte virkning, må det slås fast, at ingen af begreberne »lige løn« og »samme arbejde« er tilstrækkelig præcise til, at artikel 119 kan anses for umiddelbart anvendelig. Den omstændighed, at bestemmelsen er anvendelig i den offentlige sektor, kan på ingen måde påvirke dens fortolkning; den kan ikke være klar og præcis i én sektor og det modsatte i en anden. En sådan differentiering ville i øvrigt skabe en åbenbar forskelsbehandling til fordel for den offentlige sektor; ansatte i den offentlige sektor ville kunne udlede deres ret direkte af artikel 119, medens ansatte i den private sektor måtte støtte deres på de nationale gennemførelsesbestemmelser; medlemsstaterne som arbejdsgivere er ikke underlagt strenģere forpligtelser end arbejdsgiverne i den private sektor.

Hvad de forpligtelser angår, som for Irlands vedkommende følger af resolutionen af 30. december 1961 og tiltrædelsesakten, er disse ikke inddraget under den foreliggende sag. Under alle omstændigheder var den pågældende resolution faldet bort på tiltrædelsestidspunktet, og direktiv nr. 75/117 har fortrængt enhver mulig forpligtelse i henhold hertil.

*Kommissionen* har som svar på de forskellige spørgsmål, som Domstolen har stillet, i det væsentlige afgivet følgende bemærkninger:

a) Princippet om ligeløn til mandlige og kvindelige arbejdstagere for samme arbejde kan efter dets natur og indhold ikke gøres gældende ved domstolene, i. hvert fald ikke når det drejer sig om arbejdstagere i den private sektor. Begreberne løn og samme arbejde kan let bedømmes i den offentlige sektor, hvor lønnen hviler på en særlig type stillingsbeskrivelser og er almindeligt fastsat ved lov, uafhængigt af de personers køn, som udøver hvervet; således er forholdene på ingen måde i den private sektor. - Begrebet »den almindelige grund- eller minimumsløn« i artikel 119 er temmelig klart; dets indvirkninger skaber imidlertid mange vanskeligheder, som er forbundet dels med selvbestemmelsesretten hos arbejdsmarkedets parter og deres forhandlingsfrihed på lønområdet, dels med forskelligartetheden af de traditionelle løndannelsessystemer og de store afvigelser i de faglige klassifikationssystemer. Artikel 119 lader ligeledes det spørgsmål stå åbent, om der skal tages hensyn til faktorer, som påvirker lønudgiften til kvindelige arbejdere eller deres produktivitet. Begrebet »alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren«, er så meget sværere at afgrænse, som den seneste udvikling af begrebet »løn« er præget af den voksende mangfoldighed af ydelser, som lønmodtageren modtager i anledning af arbejdet, og af den omstændighed, at nutidens ret også tager hensyn til sociale og økonomiske aspekter i forbindelse med lønnen til arbejdstagere, således at man kan tale om en »socialisering« af lønnen. - Begrebet »samme arbejde« i den private sektor er endnu sværere at indkredse [s. 466]  og egner sig dårligt til sammenligninger. I den forbindelse opstår der navnlig' spørgsmål om, hvorvidt en gennemførelse af princippet om ligeløn skal begrænses til kun at omfatte »blandede hverv«, som i en og samme virksomhed og under samme betingelser udøves samtidig af en mand og en kvinde, eller om de fastsatte lønsatser ud fra en mere vid opfattelse af artikel 119's anvendelsesområde skal være knyttet til hvervet eller stillingen, uafhængigt ikke blot af den person (mand eller kvinde), som udøver funktionen, men også (for arbejde der betales efter tid) af resultatet af det udførte arbejde. Kommissionen har i sin henstilling af 20. juli 1960 præciseret, at en lov- eller overenskomstmæssigt bindende minimumsløn, når en sådan foreligger, bør være ens for mandlige og kvindelige arbejdstagere, og at grupperne, såfremt lønningerne fastsættes efter et fagligt klassifikationssystem, bør være fælles for mandlige og kvindelige arbejdstagere, lige som klassifikationskriterierne bør anvendes ens på mænd og kvinder. Selv efter denne vide opfattelse, som kom til udtryk i resolutionen af 30. december 1961, giver princippet i artikel 119 ikke en kvindelig arbejdstager, som udfører et bestemt arbejde i en virksomhed inden for en bestemt branche, som har sæde et bestemt sted i et bestemt land, krav på samme løn som en mand, der måske udfører samme eller tilsvarende arbejde eller et arbejde af samme værdi i en anden virksomhed inden for en anden branche i en anden egn eller et andet land. Denne højeste form for lønlighed (»lige løn for lige arbejde«) eksisterer ikke engang for mænd indbyrdes. En realistisk og nogenlunde tilfredsstillende holdning kommer til udtryk i artikel 3 og 4 i den nederlandske lov af 20. marts 1975, som i øvrigt er påvirket af artikel 1 i direktiv nr. 75/117, der lyder som følger: … princip[-pet] om lige løn til mænd og kvinder … indebærer, at for samme ar bejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår. Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.

b) Efter udløbet af den frist, der blev indrømmet medlemsstaterne til at gennemføre artikel 119, er denne blevet umiddelbart anvendelig i forholdet mellem staten og de private. Artiklen indeholder i sig selv alle de materielredige momenter, som er nødvendige for, at domstolene kan anvende den for så vidt angår den offentlige sektor, fordi der her ikke opstår problemer med fortolkning og sammenligning af begreberne løn og samme arbejde. For så vidt angår de offentlige, halvoffentlige eller statskontrollerede virksomheder er det kriterium, der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af artikel 119's umiddelbare anvendelighed i forholdet mellem staten og de private, i hvilken grad de offentlige myndigheder griber ind i ledelsen af disse virksomheder og mere specielt i fastsættelsen af deres lønpolitik. Det må navnlig undersøges, om lønaftalerne inden for virksomheden eller den økonomiske branche forhandles og gennemføres frit, om disse aftaler, selv om de er forhandlet frit, kun kan gennemføres efter at være anerkendt, godkendt eller bekræftet af de offentlige tilsynsmyndigheder, eller om den pågældende virksomheds arbejdstagere er omfattet af en vedtægt, der har mere eller mindre lighed med den, der gælder for tjenestemænd.

c) Resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference kunne ikke gyldigt ændre en i traktaten fastsat frist uden anvendelse af den fremgangsmåde, som er fastsat for traktatændring. Det fremgår af de omstændigheder, som gav anledning til medlemsstaternes vedtagelse [s. 467]  af nævnte resolution, at den indebar et kompromis, som skabte mulighed både for at overgå til anden etape og for at anvende artikel 119 på grundlag af en vid fortolkning, idet den opstillede en ny tidstabel for den gradvise gennemførelse af princippet om ligeløn.

d) For så vidt angår gennemførelsen af retten til ligeløn i de nationale lovgivninger eller regelsæt er stillingen i de forskellige medlemsstater således: - I Tyskland, erklæres det i artikel 3 i grundloven, at »mænd og kvinder er ligeberettigede«, og at »ingen må hverken forfordeles eller begunstiges på grund af sit køn«. Princippet om forbud mod forskelsbehandling er blandt andet optaget i den ny lov om virksomheders organisation, som er trådt i kraft den 19. januar 1972, og i loven af 5. august 1955 om personale-repræsentation. - I Italien bestemmer forfatningens artikel 37, at »den arbejdende kvinde skal have samme rettigheder og ved lige arbejde samme løn, som den arbejdende mand«. Denne bestemmelse danner grundlag for et individuelt krav på ligeløn, som kan gøres retsligt gældende. Der gælder nogle særregler for den offentlige tjeneste, statens kvindelige arbejdstagere og visse erhvervsgrupper. - I Belgien bestemmer kongelig anordning nr. 40 af 24. oktober 1967, erstattet af lov af 16. marts 1971, i artikel 14, at »i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 119 kan enhver kvindelig arbejdstager ved den kompetente domstol anlægge sag om gennemførelse af princippet om ligeløn til mandlige og kvindelige arbejdstagere«. En lov af 5. december 1968 giver arbejds- og beskæftigelsesministeren ret til at nægte at give en diskriminerende kollektiv overenskomst bindende virkning. - I Frankrig fastslår præamblen til forfatningen af 1946, som stadfæstet ved præamblen til forfatningen af 1958, i generelle vendinger, at »loven tilsikrer på alle områder kvinden samme rettigheder som manden«. I henhold til bl.a. loven af 13. juli 1971 skal kollektive overenskomster for at kunne blive forlænget indeholde bestemmelser om en nærmere gennemførelse af princippet om »lige løn for lige arbejde«. Loven af 22. december 1972 om lige løn for mænd og kvinder for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi giver en præcis lovhjemmel for sagsanlæg ved de kompetente domstole, åbner mulighed for at iværksætte sanktioner over for eventuelle overtrædelser og erklærer, at enhver bestemmelse i en arbejdskontrakt, kollektiv overenskomst, lønaftale, lønvedtægt eller lønskala, som strider imod lighedsprincippet, er ugyldig. Et dekret af 27. marts 1973 fra Conseil d'Etat bestemmer hvilken fremgangsmåde, der skal følges i tilfælde af tvist. - I Luxembourg skal enhver kollektiv arbejdsoverenskomst i henhold til artikel 4 i loven af 12. juni 1965 fastlægge de nærmere regler for gennemførelsen af princippet om ligeløn. Loven af 22. juni 1963 om lønninger til statens tjenestemænd bekræfter princippet om ikke-diskrimination i den offentlige sektor. Loven af 12. marts 1973 vedrørende reformen af mindstesociallønnen har optaget dette princip, som har fundet almindelig anvendelse ved storhertugelig anordning af 10. juli 1974 om lige løn til mænd og kvinder. - I Nederlandene eksisterede der ingen love eller andre generelle retsforskrifter før vedtagelsen af loven af 20. marts 1975 om lige løn til mænd og kvinder. Indtil denne lov trådte i kraft, kunne et krav på ligeløn kun følge af en kollektiv overenskomst eller en individuel arbejdskontrakt. - I Danmark har lige løn til mænd og kvinder været anerkendt i den offentlige sektor siden en lov af 1921; en forskel i lønnen, for så vidt angår forsørgertillæg, blev ophævet ved en lov af 7. juni 1958. I den private sektor er der i de sidste 10 år i de kollektive overenskomster inden [s. 468]  for de fleste virksomhedssektorer og -brancher sket en væsentlig tilnærmelse af de overenskomstmæssige lønsatser for mænd og kvinder. Princippet om ligeløn med øjeblikkelig virkning er blevet anerkendt og iværksat både i den private og i den offentlige sektor efter indgåelsen af den nationale overenskomst af april 1973. - I Irland er der særlig i den offentlige tjeneste og i undervisningssektoren til skade for det kvindelige personale lønskalaer, som varierer efter civilstand og køn. I den private sektor er løndiskrimineringer meget udbredte i de kollektive overenskomster inden for alle brancher. Den 25. juni 1974 vedtog Parlamentet »anti-discrimination (pay) Act 1974« med ikrafttrædelse den 31. december 1975, og dennes artikel 2 bestemmer, at en kvinde har ret dl samme løn som manden, når hun af samme arbejdsgiver er ansat til at udføre tilsvarende arbejde som en mand på det samme arbejdssted. - I Det forenede Kongerige har de fleste kollektive overenskomster inden for den offentlige sektor fjernet løndiskrimineringerne. I den private sektor har loven af 1970 om lige løn (equal pay Act 1970) fastsat ophævelsen af enhver forskelsbehandling i de kollektive overenskomster til udgangen af 1975. Den hjemler ret til lige løn for kvinder, der er beskæftiget med arbejde, som svarer til eller er ligeværdigt med det af mænd udførte arbejde, samt for kvinder som udfører arbejde, der, selv om det adskiller sig fra det arbejde, som udføres af mænd, i et system med stillingskl ass ifikation (»job evaluation«) er tillagt »samme værdi«. Loven forbyder ligeledes enhver forskelsbehandling i kollektive overenskomster, lønreguleringsbeslutninger og lønfastsættelsessystemer, som udarbejdes af arbejdsgiveren. Fra udgangen af 1975 skal enhver kvinde, som mener at være krænket i sine rettigheder, kunne gøre disse gældende ved de kompetente domstole, uden at hun dog kan kræve lønefterbetaling.

e) Det fremgår af selve ordlyden af artikel 119, at de forpligtelser, som følger heraf, påhviler medlemsstaterne, og at den nationale lovgiver er kompetent til at indføre denne bestemmelse i den nationale ret. Denne konstatering betyder pa ingen måde, at Kommissionen anser sig for fritaget for at anvende artikel 169 over for en medlemsstat, som ikke overholder den forpligtelse, som er pålagt den i artikel 119. Den omstændighed, at medlemsstaterne er kompetente til at gennemføre artikel 119, gør det ikke mindre nødvendigt at tilnærme deres ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, således at en ensartet anvendelse af princippet om ligeløn kan sikres i hele det udvidede Fællesskab. Rådet har derfor kompetence til med hjemmel i traktatens artikel 100 at vedtage et direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger, hvis indbyrdes afvigelser direkte indvirker på fællesmarkedets oprettelse og funktion. Dette er baggrunden for direktiv nr. 75/117. Dette direktiv omfatter ikke blot lige løn for samme arbejde men også bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 100; men begrebet »arbejde af samme værdi« går efter Kommissionens opfattelse videre end artikel 119's ordlyd. Direktivet omhandler i øvrigt problemet med faglige klassifikationer, idet det nærmere angives, at systemet må bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere. Direktivet pålægger endelig medlemsstaterne nogle forpligtelser til at oplyse og beskytte arbejdstagerne, som ikke udtrykkeligt er indeholdt i artikel 119. Det blev således fundet hensigtsmæssigt at indrømme medlemsstaterne en frist på et år, således at de kunne træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet.

*Frk. Defrenne* har kommenteret de svar, som Kommissionen og regeringerne for Det forenede Kongerige og Irland har givet på Domstolens spørgsmål.

[s. 469]

a) Begrebet løn findes ligeledes i EØF-traktatens artikel 48; det er svært at forstå, hvorfor dette begreb, som præciseres og afgrænses i artikel 119, skulle skabe forståelsesmæssige vanskeligheder, når det drejer sig om kvindelige arbejdstagere, men ikke, når det drejer sig om en vandrende arbejdstager. Begrebet »samme arbejde« skaber ingen vanskelighed i det foreliggende tilfælde; det står fast, at en luftstewardesses arbejde er det samme som en flyassistents (commis de bord).

b) Det forekommer tvivlsomt, om Kommissionens argumentation er retligt korrekt: den sondring, den opstiller mellem den private og den offentlige sektor, fører retligt til en sammenblanding af faktum og beviset herfor. Desuden skaber denne sondring en ny forskelsbehandling, da kvindelige arbejdstagere i den offentlige sektor kan drage fordel af artikel 119's direkte virkning, mens kvindelige arbejdstagere i den private sektor står uden denne garanti, indtil medlemsstaterne har indført princippet om lige løn i deres nationale retsorden.

c) Man bør drage de retlige konsekvenser af, at resolutionen af 30. december 1961 på medlemsstaternes konference ikke gyldigt har kunnet ændre traktaten. Det har ikke blot været hensigten hermed at ændre de i traktatens artikel 8 fastsatte etaper; den ville også, såfremt den blev anset for gyldig, have til følge, at traktatens kontrol- og sanktionsmekanismer ophævedes.

d) For så vidt angår de gennemførelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at iværksætte artikel 119, kan man ikke med rette lade bestemmelser i forfatningen, loven eller de generelle retsforskrifter fra tiden før traktaten fremstå som sådanne. I Belgien kan kun artikel 14 i kongelig anordning nr. 40 af 24. oktober 1967 og den kollektive overenskomst, som er forhandlet i Conseil national du travail, generelt anses for gennemførelsesforanstaltninger til artikel 119.

e) Hvad Kommissionens initiativer angår kan man rejse det spørgsmål, hvorfor den har været så tilbageholdende med og så længe om at gøre brug af de beføjelser, som er tildelt den i artikel 155 og 169.

f) Når det drejer sig om at anslå de byrder, som en gennemførelse af princippet om ligeløn ville skabe for Irland og Storbritannien, bør man også tage den ligevægt i betragtning, som skal opretholdes over for et land som Danmark, hvor princippets iværksættelse er ført videre og har været det længe. De tal, der er angivet vedrørende udgifterne i forbindelse med anerkendelsen af en direkte virkning af artikel 119 med tilbagevirkende kraft, må tages med forbehold; de tilslører i øvrigt det virkelige problem. Danmarks eksempel viser, at det ikke er beskæftigelsen af bedre lønnede kvinder, som bringer økonomien i fare.

g) Domstolen kan af sin egen retspraksis udlede grundlaget for en simpel og klar løsning, som kan genskabe retssikkerheden for den europæiske retsundergivne.

##### IV — Mundtlig forhandling

Frk. Defrenne, appellantinden i hovedsagen, repræsenteret af advokat Marie-Thérése Cuvelliez, Bruxelles, selskabet Sabena, appelindstævnte i hovedsagen, repræsenteret af advokat Philippe de Keyser, Bruxelles, regeringen for Det forenede Kongerige, repræsenteret af advokat Peter Denys Scott, regeringen for Irland, repræsenteret af Liam J. Lysaght, Chief State Solicitor, og Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, frk. Marie-Josée Jonczy, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 3. december 1975.

*Selskabet Sabena* har hævdet, at artikel 119 klart indeholder en forpligtelse, som alle medlemsstaterne har påtaget sig, [s. 470]  men at den ikke selv umiddelbart skaber rettigheder og pligter for borgerne, dvs. arbejdsgivere og arbejdstagere, i disse stater. Dette fremgår bade af teksten og af den omstændighed, at artikel 119 dels indrømmer staterne en frist, som i øvrigt senere er forlænget til den 31. december 1964, til at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder, og dels forpligter dem til »derefter at opretholde« denne lighed; denne forpligtelse ville ikke have nogen mening, såfremt artikel 119 alene, umiddelbart og uafhængigt af alle nationale bestemmelser, giver arbejdstagerne krav på i givet fald gennem en retssag ved den kompetente domstol at få overholdt lighedsprincippet. Den belgiske stat har for at efterkomme den forpligtelse, som påhviler den efter artikel 119, nødvendigvis i den nationale ret måttet indføre en lovbestemmelse, som sætter princippet om ligeløn i kraft; det var et af formålene med kongelig anordning nr. 40 af 24. oktober 1967.

For sa vidt angår Sabena's retlige status, må det slås fast, at det drejer sig om et privatretligt aktieselskab, som reguleres af den belgiske lov om handelsselskaber. Det har fået koncession på en offentlig virksomhed, og den belgiske stat er indehaver af langt den største selskabsandel; det er ikke desto mindre et privat selskab, og forholdet mellem det og dets personale reguleres ikke af en anordningsmæssig vedtægt, som er udstedt ensidigt, men af privatredige kontrakter.

*Generaladvokaten* har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 10. marts 1976.

#### Præmisser

1 Ved dom af 23. april 1975, indgået til Domstolens justitskontor den 2. maj s. å., har Cour du Travail i Bruxelles i medfør af EØF-traktatens artikel 177 stillet to spørgsmål vedrørende virkningen og iværksættelsen af traktatens artikel 119 om princippet om lige løn dl mænd og kvinder for samme arbejde;

2 disse spørgsmål er opstået i forbindelse med en sag mellem en luftstewardesse (»hôtesse de l'air«) og hendes arbejdsgiver, S. A. »Sabena«, i hvilken sagsøgeren i hovedsagen har nedlagt påstand om erstatning, fordi hun som kvindelig arbejdstager fra den 15. februar 1963 til den 1. februar 1966 i lønmæssig henseende var udsat for forskelsbehandling i forhold til nogle mandlige kolleger, som udførte samme arbejde i deres egenskab af flyassistenter (»commis de bord«);

3 ifølge forelæggelsesdommen er der mellem parterne enighed om, at en luftstewardesses arbejde er identisk med en flyassistents, og det er under de givne omstændigheder ubestridt, at der i den omhandlede periode har foreligget en lønmæssig forskelsbehandling til skade for luftstewardessen,

[s. 471]

##### Vedrørende det første spørgsmål (artikel 119's direkte virkning)

4 Det første spørgsmål er, om »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde indføres ved selve traktatens artikel 119 i hver af medlemsstaternes nationale ret«, og om denne artikel »derfor uanset enhver national retsforskrift giver arbejdstagere ret til at anlægge sag ved de nationale domstole for at få dette princip overholdt«;

5 der spørges i bekræftende fald også, fra hvilket tidspunkt denne virkning skal anerkendes;

6 svaret på denne sidste del af det første spørgsmål vil blive givet sammen med svaret på det andet spørgsmål.

7 Spørgsmålet om artikel 119's direkte virkning må bedømmes ud fra karakteren af princippet om ligeløn, ud fra det formål, der forfølges med bestemmelsen, og ud fra dens placering i traktatens system;

8 artikel 119 har et dobbelt formål;

9 på den ene side skal artikel 119 under hensyn til den forskel, der består mellem sociallovgivningernes udviklingstrin i de forskellige medlemsstater, hindre, at virksomhederne i de stater, som faktisk har gennemført princippet om ligeløn, handicappes i konkurrencen inden for Fællesskabet i forhold til virksomheder, som er placeret i stater, der endnu ikke har fjernet den lønmæssige forskelsbehandling til skade for den kvindelige arbejdskraft;

10 på den anden side skal bestemmelsen ses i sammenhæng med de sociale mål for Fællesskabet, idet dette ikke indskrænker sig til en økonomisk union men samtidig gennem fælles handling skal sikre sociale fremskridt og stadigt søge at forbedre de europæiske folks levevilkår og beskæftigelsesforhold, således som det fremhæves i traktatens præambel;

11 dette mål fremhæves yderligere af, at artikel 119 er indføjet i kapitlet om socialpolitikken, hvis indledende bestemmelse, artikel 117, fastslår, »at det er nødvendigt at fremme en forbedring af arbejdernes leve — og arbejdsvilkår for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau«;

[s. 472]

12 det følger af dette dobbelte økonomiske og sociale mål, at princippet om ligeløn hører til Fællesskabets grundlag;

13 denne betragtning kan i øvrigt forklare, hvorfor det i traktaten bestemmes, at princippet skal anvendes fuldt ud fra udløbet af overgangsperiodens første etape;

14 ved fortolkningen af bestemmelsen kan man derfor ikke lægge vægt på den langsommelighed og modstand, som har forsinket den faktiske gennemførelse af dette væsentlige princip i visse medlemsstater;

15 i særdeleshed kan man, fordi artikel 119 er kædet sammen med udjævningen af arbejdsvilkårene på et stadigt stigende niveau, se bort fra indvendingen om, at denne artikel kan overholdes på anden måde end gennem en stigning i de laveste lønninger.

16 I henhold til artikel 119, stk. 1 har medlemsstaterne pligt til at gennemføre og opretholde »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«;

17 samme artikels stk. 2 og 3 præciserer de i stk. 1 anvendte begreber løn og arbejde;

18 ved anvendelsen af disse bestemmelser må man inden for artikel 119's samlede anvendelsesområde sondre mellem på den ene side direkte og åben forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier samme arbejde og lige løn, og på den anden sige indirekte og skjult forskelsbehandling, som kun kan påvises på grundlag af mere udtrykkelige gennemførelsesbestemmelser af fællesskabsretlig eller national karakter;

19 det kan nemlig ikke lades ude af betragtning, at en fuldstændig gennemførelse af artikel 119's mål gennem fjernelse af enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling mellem mænd og kvinder ikke blot inden for de enkelte virksomheder men inden for hele virksomhedsbrancher og endog inden for det samlede økonomiske system i visse tilfælde kan have til forudsætning, at der fastsættes kriterier, hvis gennemførelse kræver udstedelse af passende fællesskabsretlige eller nationale foranstaltninger;

[s. 473]

20 denne synsmåde gør sig så meget desto mere gældende, som Fællesskabets retsakter herom, som vil blive behandlet under besvarelsen af det andet spørgsmål, gennemfører artikel 119 ved at udvide det snævre kriterium »samme arbejde«, navnlig i overensstemmelse med bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 100 af 1951 om ligeløn, hvis artikel 2 angår ligeløn for arbejde »af samme værdi«.

21 Til den direkte forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artikel 119 angivne kriterier, må man navnlig regne forskelsbehandling, som skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, da denne forskelsbehandling kan påvises ved rent retlige undersøgelser;

22 det samme gælder i tilfælde af ulige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som udføres i én og samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste;

23 i disse tilfælde kan dommeren — som det er påvist i selve forelæggelsesdommen — tilvejebringe alle de faktiske momenter, som kan bidrage til at afgøre, om en kvindelig arbejdstager får lavere løn end en mandlig arbejdstager med samme arbejde;

24 artikel 119 kan i hvert fald under sådanne forudsætninger anvendes umiddelbart og kan således for de retsundergivne afføde rettigheder, som domstolene skal beskytte;

25 i øvrigt gentager de fleste af de nationale lovbestemmelser, som er truffet til gennemførelse af princippet om ligeløn, i realiteten blot ordene i artikel 119 for så vidt angår direkte forskelsbehandling, når der er tale om samme arbejde;

26 i den henseende er den belgiske lovgivning særlig betegnende, eftersom artikel 14 i kgl. anordning nr. 40 af 24. oktober 1967 om kvinders arbejde begrænser sig til at fastslå kvindelige arbejdstageres ret til at anlægge sag ved den kompetente domstol med henblik på en gennemførelse af artikel 119's princip om ligeløn, som der blot henvises til.

27 Ordlyden i artikel 119 taler ikke imod denne slutning;

[s. 474]

28 for det første kan man ikke imod den direkte virkning anføre, at nævnte artikel anvender ordet »princip«, eftersom dette udtryk i traktatens sprog netop bruges til at fremhæve visse bestemmelsers fundamentale karakter, således som det for eksempel fremgår af overskriften til traktatens første del, »principperne«, og af artikel 113, hvorefter der lægges »ensartede principper« til grund for Fællesskabets fælles handelspolitik;

29 ved at udvande dette begreb til en vag anvisning ville man derfor indirekte ramme selve Fællesskabets grundlag og sammenhængen i dets forbindelser udadtil;

30 der kan heller ikke lægges vægt på, at artikel 119 udtrykkeligt omhandler »medlemsstaterne«;

31 som Domstolen allerede har fastslået det i andre sammenhænge, udelukker den omstændighed, at visse af traktatens bestemmelser formelt er rettet til medlemsstaterne, nemlig ikke, at der samtidig tillægges de privatpersoner rettigheder som har interesse i de således fastsatte forpligtelsers overholdelse;

32 det fremgår af selve artikel 119's ordlyd, at den påbyder staterne at nå til et resultat inden for en vis frist;

33 denne bestemmelses virkeevne kan ikke berøres af den omstændighed, at visse medlemsstater ikke har overholdt den forpligtelse som traktaten pålægger den, og at de fælles institutioner ikke i tilstrækkeligt omfang har reageret mod denne passivitet;

34 antog man det modsatte, ville man risikere, at retskrænkelsen blev ophøjet til fortolkningsregel, hvad Domstolen ikke kan gøre uden at komme i strid med den opgave, som er pålagt den ved traktatens artikel 164;

35 når artikel 119 endelig henviser til »medlemsstaterne«, omhandler den disse staters udøvelse af alle sådanne funktioner, som effektivt kan bidrage til gennemførelsen af princippet om ligeløn;

[s. 475]

36 i modsætning til, hvad der er hævdet under sagen, rækker denne bestemmelse derfor langt videre end til en henvisning til de nationale lovgivningsmyndigheders kompetence;

37 henvisningen i artikel 119 til »medlemsstaterne« kan derfor ikke fortolkes således, at den udelukker den dømmende myndigheds mellemkomst i form af umiddelbar anvendelse af traktaten.

38 Der kan heller ikke lægges vægt på den indvending, at de nationale domsmyndigheders gennemførelse af princippet om ligeløn vil bevirke en ændring af aftaler, som parterne har indgået i kraft af deres private eller faglige selvbestemmelsesret, som for eksempel individuelle kontrakter og kollektive arbejdsoverenskomster;

39 da artikel 119 er ufravigelig, gælder forbudet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere nemlig ikke blot for de offentlige myndigheder men tillige for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdslønnen, og for aftaler mellem private.

40 Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at princippet i artikel 119 om ligeløn kan påberåbes ved de nationale domstole, og at disse domstole har pligt til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger borgerne, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde af forskellig løn til kvinder og mænd for samme arbejde, når dette udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste.

##### Vedrørende andet spørgsmål (iværksættelsen af artikel 119 og grænsen mellem Fællesskabets og medlemsstaternes beføjelser)

41 Det andet spørgsmål er, om artikel 119 har fået »virkning i medlemsstaternes nationale ret i medfør af retsakter udstedt af Fællesskabets myndigheder«, eller om der »på dette område må anerkendes en enekompetence for den nationale lovgiver«;

42 som tidligere nævnt bør dette spørgsmål behandles sammen med problemet om, fra hvilket tidspunkt der skal tillægges artikel 119 direkte virkning.

[s. 476]

43 Med henblik på alle disse spørgsmål er det hensigtsmæssigt først at opstille en tidsfølge over de retsakter, der er truffet inden for Fællesskabet med henblik på iværksættelsen af den bestemmelse, som skal fortolkes her;

44 efter artikel 119's egen ordlyd skulle princippet om ligeløn være ensartet gennemført senest ved udløbet af overgangsperiodens første etape;

45 det fremgår af oplysningerne fra Kommissionen, at iværksættelsen af dette princip imidlertid har været præget af betydelige afvigelser og forskydninger i de forskellige stater;

46 selv om princippet allerede før traktatens ikrafttræden i det væsentlige var gennemført i nogle medlemsstater dels i medfør af udtrykkelige forfatnings — og lovbestemmelser, dels i medfør af den sociale praksis, som de kollektive arbejdsoverenskomster har fulgt, er dens fulde gennemførelse blevet kraftigt forhalet i andre medlemsstater;

47 under disse omstændigheder vedtog medlemsstaterne den 30 december 1961, dagen for udløbet af den i artikel 119 fastsatte frist, en resolution om udligning af lønnen til mænd og kvinder med det formål i visse henseender at præcisere det materielle indhold af princippet om ligeløn, samtidig med at iværksættelsen blev udsat i henhold til en tidstabel;

48 i henhold til denne resolution skulle al direkte og indirekte forskelsbehandling være fuldstændigt fjernet inden den 31. december 1964;

49 det fremgår imidlertid af Kommissionens oplysninger, at en række af de gamle medlemsstater ikke overholdt fristerne i denne resolution, og at Kommissionen derfor i henhold til de opgaver, som er tildelt den i traktatens artikel 155, måtte sammenkalde regeringsrepræsentanterne og arbejdsmarkedets parter for at undersøge situationen og træffe aftale om de foranstaltninger, som skulle fremme udviklingen mod en fuld gennemførelse af artikel 119's mål:

50 dette arbejde førte til, at der efterhånden blev udarbejdet flere beretninger om situationen i de oprindelige medlemsstater, hvoraf den seneste, som indeholder en samlet oversigt, er dateret den 18. juli 1973;

[s. 477]

51 i denne beretnings konklusion meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt i medfør af traktatens artikel 169 at indlede procedurer om overtrædelse over for de medlemsstater, som på det pågældende tidspunkt endnu ikke havde opfyldt deres forpligtelser efter artikel 119, uden at denne advarsel dog fik følger;

52 efter lignende drøftelser med de nye medlemsstaters kompetente myndigheder erklærede Kommissionen i sin beretning af 17. juli 1974, at artikel 119 for disse staters vedkommende havde fuld virkning fra 1. januar 1973, og at disse stater derfor fra nævnte tidspunkt har befundet sig i samme situation som de oprindelige medlemsstater;

53 den 10. februar 1975 vedtog Rådet for sit vedkommende for at fremskynde den fuldstændige gennemførelse af artikel 119 direktiv nr. 75/117 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19);

54 dette direktiv præciserer i visse henseender artikel 119's saglige anvendelsesområde og indeholder desuden forskellige bestemmelser, som i det væsentlige skal forbedre retsbeskyttelsen for de arbejdstagere, som måtte lide tab ved tilsidesættelsen af det i artikel 119 fastsatte ligelønsprincip;

55 i dette direktivs artikel 8 indrømmes medlemsstaterne en frist på 1 år til at sætte egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft.

56 Det fremgår udtrykkeligt af artikel 119, at princippet om lige løn til mænd og kvinder skulle være fuldstændigt og uigenkaldeligt gennemført ved udløbet af overgangsperiodens første etape, dvs. den 1. januar 1962;

57 uden at der skal tages stilling til de virkninger, som medlemsstaternes resolution af 30. december 1961 kan have haft med henblik på at befordre og fremskynde en fuldstændig gennemførelse af artikel 119, har denne resolution dog ikke gyldigt kunnet ændre den i traktaten fastsatte frist;

58 traktaten kan nemlig — med forbehold af særlige bestemmelser — kun ændres i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 236;

[s. 478]

59 det fremgår desuden af ovenstående, at princippet i artikel 119 i mangel af overgangsbestemmelser har fuld virkning for de nye medlemsstater fra tiltrædelsestraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. januar 1973;

60 denne retsstilling har ikke kunnet ændres af direktiv nr. 75/107, som er udstedt i henhold til artikel 100 om harmonisering af lovgivningerne, og som har til formål at fremme gennemførelsen af artikel 119 ved hjælp af en række foranstaltninger, der særlig med henblik på at fjerne indirekte forskelsbehandling skal træffes på nationalt plan, uden at direktivet dog kan afsvække denne artikels virkeevne eller ændre dens tidsmæssige gyldighed.

61 Selv om artikel 119 udtrykkeligt er rettet til medlemsstaterne og pålægger disse en pligt til inden for en given frist at gennemføre og derefter opretholde princippet om lige løn, udelukker den forpligtelse, som staterne har påtaget sig, ikke Fællesskabets kompetence på dette område;

62 Fællesskabets kompetence fremgår tværtimod af, at artikel 119 indgår i opregningen af traktatens mål inden for »socialpolitikken«, som er omhandlet i afsnit III, hvilket afsnit på sin side indgår i tredje del af »Fællesskabets politik«;

63 da artikel 119 ikke udtrykkeligt henviser til de funktioner, som Fællesskabet i givet fald skal udøve med henblik på gennemførelsen af socialpolitikken, må man henholde sig til det almindelige system i traktaten og de heri hjemlede midler, som fremgår af artikel 100, 155 og i påkommende tilfælde 235;

64 ingen gennemførelsesbestemmelse kan imidlertid, hvad enten den er truffet af Fællesskabets institutioner eller af de nationale myndigheder, gøre indgreb i artikel 119's direkte virkning, således som denne er beskrevet under besvarelsen af det første spørgsmål.

65 Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 119 skulle være gennemført fuldt ud af de gamle medlemsstater fra den 1. januar 1962, indledningen af overgangsperiodens anden etape, og af de nye medlemsstater fra den 1. januar 1973, tidspunktet for ikrafttrædelsen af tiltrædelsestraktaten;

66 den første af disse frister er ikke ændret ved medlemsstaternes resolution af 30. december 1961;

[s. 479]

67 Rådets direktiv nr. 75/117 er ikke en hindring for artikel 119's direkte virkning, således som denne er beskrevet under besvarelsen af det første spørgsmål, og den i dette direktiv fastsatte tidsgrænse har ingen virkning for de frister, som opstillet i hendholdsvis EØF-traktatens artikel 119 og tiltrædelsestraktaten;

68 selv på områder, hvor artikel 119 ikke måtte have direkte virkning, kan man ikke fortolke denne bestemmelse således, at den forbeholder den nationale lovgiver en enekompetence med hensyn til at gennemføre princippet om ligeløn, da denne gennemførelse om nødvendigt kan ske gennem et samspil mellem fællesskabs — og nationale bestemmelser.

##### Vedrørende den foreliggende doms tidsmæssige virkning

69 Regeringerne for Irland og Det forenede Kongerige har henledt opmærksomheden på de økonomiske følger, det kan få, hvis Domstolen tillægger bestemmelserne i artikel 119 direkte virkning, idet en sådan afgørelse i adskillige af erhvervslivets brancher ville kunne udløse krav, som strakte sig tilbage til det tidspunkt, hvor nævnte virkning er indtrådt;

70 i betragtning af det store antal berørte personer ville sådanne for virksomhederne uforudseelige krav kunne få så alvorlige følger for disses økonomiske situation, at visse af dem ville blive bragt på fallittens rand.

71 Selv om de praktiske følger af enhver retsafgørelse omhyggeligt må vurderes, kan man dog ikke gå så langt som til at gribe ind i rettens objektivitet og bringe dens fremtidige anvendelse i fare, blot fordi en retsafgørelse kan få virkninger for fortiden;

72 man må dog i betragtning af den adfærd, som flere medlemsstater har udvist, og den holdning, som Kommissionen har indtaget og gentagne gange meddelt de berørte kredse, undtagelsesvis tage hensyn til, at de interesserede parter i en længere periode har set sig foranlediget til at opretholde en praksis, som stred imod artikel 119, skønt den endnu ikke var forbudt efter national ret;

[s. 480]

73 den omstændighed, at Kommissionen trods de givne advarsler ikke har anlagt sag mod de pågældende medlemsstater om ikke-overholdelse efter artikel 169, kan have bestyrket den fejlagtige opfattelse af artikel 119's virkninger;

74 da man ikke kender det samlede beløb, som lønningerne ville have andraget, må det under disse omstændigheder konstateres, at bydende retssikkerhedsbetragtninger med hensyn til samtlige de interesser, som gør sig gældende, offentlige såvel som private, principielt er til hinder for nu at bestride de lønninger, som angår tidligere perioder;

75 bortset fra tilfælde hvor arbejdstagere allerede har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage, kan den direkte virkning af artikel 119 derfor ikke påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for nærværende doms dato.

##### Vedrørende sagsomkostningerne

76 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres;

77 da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Cour du Travail i Bruxelles, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser,

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Cour du Travail i Bruxelles ved dom af 23. april 1975, for ret:

1. Princippet i artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder kan påberåbes ved de nationale domstole. Disse har pligt til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse [s. 481] tillægger borgerne, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde af forskellig løn til kvinder og mænd for samme arbejde, når dett udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste.

2. Artikel 119 skulle gennemføres fuldt ud af de gamle medlemsstater fra den 1. januar 1962, indledningen af overgangsperiodens anden etape, og af de nye medlemsstater fra den 1. januar 1973, tidspunktet for ikrafttrædelsen af tiltrædelsestraktaten. Den første af disse frister blev ikke ændret ved medlemstaternes resolution af 30. december 1961.

3. Rådets direktiv nr. 75/117 er ikke en hindring for artikel 119's direkte virkning, og den i dette direktiv fastsatte tidsgrænse har ingen virkning for de frister, som er opstillet i henholdsvis EØF-traktatens artikel 119 og tiltrædelsestraktaten.

4. Selv på områder, hvor artikel 119 ikke måtte have direkte virkning, kan man ikke fortolke denne bestemmelse således, at den forbeholder den nationale lovgiver en enekompetence med hensyn til at gennemføre princippet om lige løn, da denne gennemførelse om nødvendigt kan ske gennem et samspil mellem fællesskabs- og nationale bestemmelser.

5. Bortset fra tilfælde hvor arbejdstagere som allerede har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage, kan den direkte virkning af artikel 119 ikke påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for nærværende doms dato.

Lecourt

Kutscher

O'Keeffe

Donner

Mertens de Wilmars

Pescatore

Sørensen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. april 1976.

A. Van Houtte

Justitssekretær

R. Lecourt

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61977cj0149.md =====

# EU-Domstolen, 15. juni 1978, sag 149/77

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61977cj0149.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61977cj0149.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1978:130

Kommentarens titel: Løn over for andre arbejdsvilkår i det historiske retsgrundlag

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den daværende artikel 119 omfattede lighed med hensyn til løn, ikke i sig selv andre arbejdsvilkår (jf. lønbegrebet i § 1 a, stk. 3, og lønmæssig forskelsbehandling i § 1, stk. 1). Historisk svar, som ikke beskriver den senere ligebehandlingsregulering.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den daværende artikel 119 omfattede lighed med hensyn til løn, ikke i sig selv andre arbejdsvilkår. På tidspunktet for hovedsagens forhold fandtes der efter Domstolens svar heller ingen anden fællesskabsregel, som forbød kønsdiskrimination vedrørende de øvrige nationale arbejdsvilkår. Dette er et historisk svar og beskriver ikke den senere ligebehandlingsregulering.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen giver ikke nutidig tilladelse til forskellige kønsbestemte aldersgrænser. Det historiske forbehold i præmis 30–33 og dispositivet er nødvendigt ved enhver omtale. Den afgør heller ikke, at enhver fratrædelsesgodtgørelse eller pensionsydelse falder uden for lønbegrebet.

Rubrum begynder på trykt side 1366; den anvendte udgave mangler side 1365, hvor dommen begynder i den trykte samling. Den manglende indledning er ikke rekonstrueret.

Henvisningerne i præmis 28–29 er historiske henvisninger til primærkilder. Den danske betegnelse og dato for det europæiske sociale instrument skal efterprøves i dets egen original før selvstændig brug; de er ikke efterprøvet her.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61977CJ0149

I sag 149/77

angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af den belgiske Cour de cassation for i den sag, der verserer for nævnte ret mellem

GABRIELLE DEFRENNE, tidligere stewardesse, boende i Bruxelles-Jette,

og

SOCIÉTÉ ANONYME BELGE DE NAVIGATION AÉRIENNE SABENA, med hjemsted i Bruxelles,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene M. Sørensen og G. Bosco, dommerne A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, A. J. Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe og A. Touffait,

generaladvokat: F. Capotorti

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de skriftlige indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:

##### I — De faktiske omstændigheder og skriftvekslingen

Den 10. december 1951 blev frk. Gabrielle Defrenne ansat som stewardesse-aspirant i Société anonyme beige de [s. 1367]  navigation aérienne Sabena. Den 1. oktober 1963 blev hun fastansat ved en ny ansættelseskontrakt, hvorefter hun skulle arbejde som stewardesse med status som kabinechef.

Frk. Defrenne ophørte med dette arbejde den 15. februar 1968 i henhold til artikel 5, stk. 6, i ansættelseskontrakten for Sabena's flyvende personale, hvorefter arbejdsforholdet for det kvindelige personale uden videre ophører den dag, den ansatte fylder 40 år.

Ved sin fratræden modtog frk. Defrenne en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Ved stævning af 9. februar 1970 anlagde frk. Defrenne sag ved det belgiske Conseil d'Etat med påstand om ophævelse af bekendtgørelsen, arrété royal af 3. november 1969, som for den civile luftfarts personale fastsatte særlige bestemmelser for ret til pension.

Via den præjudicielle procedure blev sagen forelagt Domstolen, der afsagde dom den 25. maj 1971 (sag 80/70, Sml. 1971, s. 109), hvorefter Conseil d'État ved dom af 10. december 1971 frifandt sagsøgte for frk. Defrennes påstande.

Forinden havde frk. Defrenne den 13. marts 1968 anlagt sag ved Tribunal du travail de Bruxelles med påstand om, at Sabena blev dømt til at betale efterløn og tillæg til fratrædelsesgodtgørelsen samt til at erstatte det tab, hun skulle have lidt med hensyn til pension.

Ved dom af 17. december 1970 frifandt Tribunal du travail de Bruxelles Sabena for samtlige frk. Defrennes påstande.

Den 11. januar 1971 appellerede frk. Defrenne dommen til Cour du travail de Bruxelles.

Ved dom af 23. april 1975 stadfæstede appelretten underinstansens dom vedrørende punkterne 2 og 3 i påstanden, der angik henholdsvis fratrædelsesgodtgørelsen og pensionen. Angående punkt 1 (efterløn) forelagde Cour du travail de Bruxelles Domstolen to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119.

Domstolen afgjorde disse spørgsmål ved dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Sml. s. 455), hvorefter Cour du travail de Bruxelles ved dom af 24. november 1976 tildelte frk. Defrenne 12 716 BF i efterløn.

Den 16. september 1976 indgav frk. Defrenne ved den belgiske Cour de cassation kassationsanke mod dommen af 23. april 1975 fra Cour du travail de Bruxelles, fra så vidt som denne stadfæstede dommen af 17. december 1970 fra Tribunal du travail de Bruxelles vedrørende påstandens punkter 2 og 3 (at Sabena skulle dømmes til at betale et tillæg til udtrædelsesgodtgørelsen og betale erstatning for tab med hensyn til pension).

Ved dom af 28. november 1977 besluttede den belgiske Cour de cassation, tredje afdeling, at anvende EØF-traktatens artikel 177 og udsætte sagen, indtil Domstolen præjudicielt havde afgjort følgende spørgsmål:

Skal Rom-traktatens artikel 119 — som knæsætter princippet om »lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde« — som følge af traktatens dobbelte, økonomiske og sociale målsætning, fortolkes således, at artiklen ikke blot kræver lige løn, men også lige arbejdsvilkår for mandlige og kvindelige arbejdstagere, og er nærmere bestemt en klausul i en »stewardesses« ansættelseskontrakt, som fastsætter en ophørstermin for kontrakten ved hendes fyldte 40. år, skønt det er ubestridt, at kontrakten for mandlige flyassistenter, som antages at udføre samme arbejde, ikke indeholder en sådan termin, en forskelsbehandling, der er forbudt ved nævnte artikel 119 i Rom-traktaten eller ved en fællesskabsretlig grundsætning, såfremt klausulen kan have økonomiske virkninger, navnlig hvad angår fratrædelsesgodtgørelser og pension?

Dommen fra den belgiske Cour de cassation er registreret på Domstolens justitskontor den 12. december 1977.

[s. 1368]

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen har frk. Defrenne, appellant, den 16. februar 1978, Kommissionen for De europæiske Fællesskaber den 20. februar, Det forenede Kongeriges regering den 8. marts og Den italienske Republiks regering den 9. marts 1978 afgivet skriftlige indlæg.

På grundlag af den referende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Skriftlige indlæg indgivet til Domstolen

Ifølge *frk. Defrenne*, appellant, skal Domstolen i den foreliggende sag i det væsentlige afgøre, om EØF-traktatens artikel 119, som knæsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, tillader, at der fastsættes diskriminerende arbejsvilkår for disse arbejdstagere, navnlig når disse vilkår er diskriminerende i økonomisk henseende.

a) Ifølge en formålsbestemt fortolkningsmetode og princippet om den tilsigtede virkning skal artikel 119 fortolkes under hensyn til traktatens målsætninger og således, at artiklen får en virkning, der svarer til disse. Et af EØF-traktatens mål er at afskaffe enhver forskelsbehandling mellem medlemsstaternes borgere som angivet i artiklerne 48 og 117. Adskillige afgørelser fra Domstolen har fastslået dette ligebehandlingsbegreb. Således skal der inden for Fællesskabet være lige adgang til arbejde og til andre arbejdsvilkår mellem fællesskabsåborgere af forskellig nationalitet; det synes derfor at være utænkeligt, at den nævnte lighed ikke sikres borgere i samme land, navnlig som følge af diskriminerende arbejdsvilkår. Hvad navnlig angår artikel 119 har Domstolen anerkendt dennes forpligtende karakter og direkte virkning, særlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart følger af lovbestemmelser eller kollektive arbejdsaftaler. I den foreliggende sag er der jo netop tale om en kollektiv arbejdsaftale, der er konkretiseret i den ansættelseskontrakt, som for det kvindelige kabinepersonales vedkommende indeholder en aldersgrænse, som ikke gælder for mandlige stewarder med de samme opgaver; klausulen er en klar forskelsbehandling på grundlag af køn. Alene fastsættelsen af en lavere aldersgrænse for kvinder er en lønmæssig forskelsbehandling, idet en sådan klausul har den ubestridelige virkning, at kvinderne fratages deres arbejde og derfor deres løn fra det tidspunkt, da klausulen får gyldighed. Den i frøken Defrennes ansættelseskontrakt fastsatte aldersgrænse kan kun forklares som et udtryk for endelig fysisk uegnethed, der indtræder, så snart den pågældende fylder 40 år. Endelig fysisk uegnethed er imidlertid et tilfælde, der udtrykkelig er forudset i ansættelseskontrakten både for det kvindelige personale og mandlige personale. Under disse omstændigheder er tildeling af en mindre godtgørelse til det kvindelige personale som følge af en særlig form for fysisk uegnethed en forsekelsbehandling, der har økonomisk betydning for fratrædelsesgodftgørelsen. Princippet med lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere for samme arbejde kan ikke realiseres, førend der er lige arbejdsvilkår. I modsat fald ville artikel 119 blive uden formål: forskelsbehandling med hensyn til arbejdsvilkår medfører lønmæssig forskelsbehandling af to arbejdstagere, der udfører samme arbejde.

b) Domstolen spørges også, om der findes en fællesskabsretlig grundsætning om forbud mod forskelsbehandling af mænd og kvinder på grundlag af køn. Med hensyn til begrebet retsgrundsætning eller almindelig retsgrundsætning, [s. 1369]  således som det er brugt af den belgiske Cour de cassation og i Domstolens retspraksis vedrørende de almindelige retsgrundsætninger og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, må det konstateres, at grundsætningen om lige løn til mænd og kvinder er et grundliggende princip i traktaten, og at vedtægten for fællesskabernes tjenestemænd indeholder et almindeligt princip om forbud mod forskelsebehandling på grundlag af køn. Når den almindelige retsgrundsætning om forbudet mod forskelsbehandling på grundlag af køn er en del af fællesskabsretten — idet det drejer sig om de europæiske institutioners tjenestemænd — som Domstolen skal sikre overholdelse af, bør den samme retsgrundsætning også finde anvendelse på de kvindelige arbejdstagere i medlemsstaterne, da de er omfattet af en garanti mod forskelsbehandling, der udtrykkeligt er fastsat i traktatens artikel 119, og som kun er en særlig anvendelse af dette almindelige princip. For øvrigt kan artikel 119 i fællesskabsretlig sammenhæng kun forstås som et af de formelige udtryk for princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn: traktatens formål er at sikre det sociale fremskridt og konstant søge at forbedre leve- og arbejdsvilkår; den skal også sikre lige konkurrencevilkår. En personalepolitik, som består i at nedsætte ansættelsestiden for kvindeligt personale, gør det muligt for Sabena at opnå en besparelse på 20 % i forhold til luftfartsselskaber, hvor ansættelsestiden er den samme for mænd og kvinder. Anvendelsen af den almindelige grundsætning om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn er derfor også påkrævet af hensyn til traktatens økonomiske mål.

c) EØF-traktatens artikel 119 indeholder en grundsætning om lige arbejdsvilkår, og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn er således på de af traktaten dækkede områder — herunder arbejdsforhold — en fællesskabsretlig grundsætning, der er genemført af Domstolen ud fra traktatens sociale og økonomiske målsætninger.

*Den italienske Republiks regering* har redegjort for retsstillingen i Italien med hensyn til lige løn og har anført, at Den italienske Republik i alle henseender har gennemført såvel traktatens artikel 119 som Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19). Den har dernæst tilkendegivet sin interesse i, at principperne om lighed og de sociale værdier finder generel anvendelse i samtlige Fællesskabets medlemsstater.

a) For at sikre og opretholde den fuldstændige og effektive gennemførelse af princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejstagere må der foretages en principiel ligestilling af samtlige arbejdsvilkår, som direkte eller indirekte påvirker lønnen. Artikel 119 forbyder også indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn, der fremkommer via ulige arbejdsvilkår. Artikelen pålægger medlemsstaterne og alle, der virker på Fællesskabets område, en pligt til at opnå et bestemt resultat.

b) Grundsætningen om lighed mellem mand og kvinde også med hensyn til arbejdsvilkår er ikke blot udtalt i artikel 119; den ligger også forudsætningsvis i artikel 117, der tilsigter en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau; der er i øvrigt her tale om en grundlæggende rettighed.

c) Den forskelsbehandling, som omhandles i hovedsagen, kan efter Domstolens retspraksis sidestilles med en »direkte« forskelsbehandling; den beror på en kontraktsbestemmelse, den kan påvises ved rent juridiske undersøgelser, og den vedrører samme arbejde [s. 1370] udført i samme virksomhed; den kan endvidere sidestilles med »indirekte og skjult« forskelsbehandling, idet dens grundlag er en bestemmelse, som ikke direkte angår lønnen, men hvis anvendelse indvirker herpå. Forskelle i arbejdsvilkår, der også påvirker lønnen, kan muligvis være berettiget på grund af den naturlige forskel på kønnene; imidlertid bør disse forskelle betragtes som ekstraordinære undtagelser fra lighedsgrundsætningen og bør som sådanne behandles og reguleres af medlemsstaternes retsordener. Disse undtagelser kan ikke indføres ved en kontrakt og almindeligvis ikke på grundlag af de privatretlige regler.

d) Ved dommen af 8. april 1976 udelukkede Domstolen, at den statuerede direkte virkning af artikel 119 havde tilbagevirkende gyldighed, bortset fra hovedsagen, der var grundlaget for Domstolens dom, og de øvrige, allerede verserende sager, på grund af »bydende retssikkerhedsbetragtninger med hensyn til samtlige de interesser, som gør sig gældende …« Den italienske regering kan — af grunde, som den udførligt har gjort rede for — tiltræde denne kurs; det samme kan Domstolen anføre i sin dom i nærværende sag; knæsættelse af et princip, hvorefter EØF-traktatens artikel 119 forbyder lønmæssig forskelsbehandling af mand og kvinde, selv om forskelsbehandlingen hidrører fra en forskel i arbejdsvilkår, vil indføre en ny dommerskabt regel, hvorved retssikkerhedskrav nødvendigvis må respekteres.

e) Spørgsmålet fra den belgiske Cour de cassation vil kunne besvares således: EØF-traktatens artikel 119 bør fortolkes som en regel, der med direkte virkning skal fjerne eksisterende forskelle i arbejdsvilkårene, der direkte eller indirekte fører til ulige løn for arbejdspræstationer, der er identiske eller har samme værdi, og som ikke er rimeligt begrundet i den naturlige forskel på kønnene. Pligten til at fjerne eksisterende forskelle i mænds og kvinders arbejdsvilkår kan ikke påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for nærværende doms dato.

*Det forenede Kongeriges regering* er af den opfattelse, at det eneste formål med artikel 119 er at sikre, at den løn, som en mandlig eller kvindelig arbejdstager oppebærer for sit arbejde, ikke skal være påvirket af den pågældendes køn. Artiklen angår hverken udtrykkeligt eller stiltiende ulighed på grundlag af køn på andre områder, så som hvornår arbejdstageren erklæres for egnet eller bliver uegnet til at bestride en stilling, eller hvornår den mandlige respektive kvindelige arbejdstager kan tage sin afsked og/eller bliver pensionsberettiget.

I dommen af 8. april 1976 sondrer Domstolen udtrykkeligt mellem direkte og åben forskelsbehandling og indirekte og skjult forskelsbehandling. Det tilkommer de nationale domstole at tage stilling til den første form for forskelsbehandling; hvad angår den indirekte og skjulte forskelsbehandling må der vedtages hensigtsmæssige foranstaltninger på fællesskabs- og nationalt plan. De i hovedsagen rejste problemer omfattes ikke af den direkte virkning af artikel 119; de må løses ved hensigstmæssige foranstaltninger på fællesskabs- og nationalt plan. På fællesskabsplan er dette sket ved Rådets resolution af 21. januar 1974 om et socialt handlingsprogram (EFT C 13, s. 1) og direktiv nr. 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsvuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40); heraf fremgår, at fællesskabets og de nationale lovgivningers fælles aktion er det bedst egnede middel til at realisere iværksættelsen af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder i arbejdsforhold, navnlig hvad angår regler om dødsfald og pension. Dette mål vil ikke [s. 1371]  kunne nås ved at tiltræde den overdrevne og uholdbare fortolkning, som frk. Defrenne søger at give af artikel 119.

Selv om man kunne fortolke artikel 119 eller artiklerne 2, 3 og 117 således, at de indebærer en pligt til at gennemføre anden end lønmæssig ligebehandling, ville sådanne pligter ikke kunne påberåbes direkte ved domstolene og ville ikke skabe rettigheder, som de nationale retter skulle beskytte i en sag mellem private. Problemet om lighed i henseende til pensionsalder og pensionskrav rejser altfor komplicerede problemer til, at de kan løses ved en direkte anvendelse af traktatens regler; en sådan løsning ville desuden have konsekvenser, der finansielt og økonomisk er uacceptable.

Der bør gives følgende svar på spørgsmålet til Domstolen:

EØF-traktatens artikel 119 kræver kun lige arbejdsvilkår for mandlige og kvindelige arbejdstagere, for så vidt som det kan antages, at vilkårene påvirker den løn, som arbejdstageren oppebærer som modydelse for det i medfør af arbejdskontrakten udførte arbejde; en klausul i en kvindes arbejdskontrakt, hvorefter kontrakten ophører ved en lavere aldersgrænse end den, der gælder ifølge arbejdskontrakten for mandlige arbejdstagere, som udfører samme arbejde, er ikke en forskelsbehandling som er forbudt efter traktatens artikel 119 eller noget fællesskabsretligt princip med direkte virkning, således at det kunne skabe rettigheder for de retsundergivne, som de nationale retter skal beskytte.

*Kommissionen for De europæiske Fællesskaber* har anført, at appellanten til støtte for sin anke påberåber sig såvel overtrædelse af EØF-traktatens artikel 119 som af et almindeligt fælleskabsretligt princip, der udledes af den nævnte traktats artikler 2, 3 og 117.

a) Det er ikke bestridt, at stewardesser og stewarder udfører samme arbejde, og at en stewardesse i medfør af artikel 119 skal have samme løn som en steward. Spørgsmålet er imidlertid, om der ved udtrykket lige løn efter betydningen i artikel 119 også skal forstås ligestilling med hensyn til samtlige arbejdsvilkår, og om de økonomiske virkninger af, at en stewardesses arbejdskontrakt indeholder en klausul om kontraktens ophør, mens dette ikke er tilfældet for stewardernes kontrakter, skal anses som stridende mod princippet om ligeløn mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere. Det må afgøres, om artikel 119 har til formål at indføre en almindelig lighedsgrundsætning mellem mænd og kvinder med hensyn til ethvert kontrakts- eller lovgivningsmæssigt forhold i forbindelse med arbejdsforholdet, eller om artiklen skal sikre medlemsstaternes arbejdstagere lige løn for samme arbejde uanset arbejdstagerens køn. I spørgsmålets første led skal ordet løn forstås således, at det omfatter samtlige arbejds- og ansættelsesvilkår, navnlig vilkårene for ansættelse og afskedigelse, herunder de almindelige ydelser under den sociale sikring og de særlige pensionsordninger, der ligger nærmest lønbegrebet. Imidlertid har Domstolen statueret at »en alderspension, der er indført inden for rammerne af en lovmæssig ordning for socialsikring, er ikke en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager indirekte fra arbejdsgiveren i den i artikel 119, stk. 2, forudsatte betydning«. Artikel 119 har derfor væsentligst til formål at sikre, at mandlige og kvindelige arbejdstagere i hver enkelt medlemsstat modtager samme, direkte eller indirekte løn for samme arbejde; den indfører ikke et almindeligt princip om lighed mellem mænd og kvinder, der angår samtlige forhold i forbindelse med arbejdet. Den ufravigelige karakter af det i artikel 119 udtalte princip er direkte forbundet med artiklens begrænsede anvendelsesområde. [s. 1372] Spørgsmålet om parternes fastsættelse af en ansættelseskontrakts ophør falder derfor ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 119. Med hensyn til spørgsmålet, om de økonomiske virkninger af fastsættelsen af et sådant ophør heller ikke kan anses som diskriminerende efter artikel 119, må det konstateres, at Domstolen allerede har udtalt sig om pensionsproblemet i sin dom af 25. maj 1971; dommen var grundlaget for, at Cour du travail de Bruxelles afviste frk. Denfrenne's krav om erstatning for det tab, hun skulle have lidt med hensyn til alderspension. Da der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse, hævder frk. Defrenne, at den helt klart er en af artikel 119 omfattet indirekte ydelse, og at hun følgelig skulle have modtaget en godtgørelse svarende til den, som en steward, der med samme anciennitet og alder erklæres for definitivt fysisk uegnet til at forrette tjeneste ifølge den kollektive overenskomst af 1963 ville oppebære. En undersøgelse af medlemsstaternes skatte- og socialregler afgiver ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag til at besvare spørgsmålet, om en sådan fratrædelsesgodtgørelse er en bestanddel af lønnen. For øvrigt har en sådan undersøgelse kun liden interesse: det må antages, at der uanset undersøgelsens resultat klart ville foreligge en forskelsbehandling efter artikel 119, såfremt der under de samme betingelser blev udbetalt en godtgørelse til en mand ved hans fratræden, men ikke til en kvinde, eller, i øvrigt alt andet lige, navnlig tjenesteancienniteten, en mindre godtgørelse. I den foreliggende sag udbetales samme fratrædelsesgodtgørelse til stewardesser og stewarder; den eneste forskel i behandlingen af det kvindelige og mandlige kabinepersonale er alderen, da godtgørelsen tildeles. Endvidere kan det antages, at en godtgørelse for definitiv uegnethed til at forrette tjeneste er en kontant ydelse, som direkte udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet, som fastsat i artikel 119. Men også her må det fastslås, at det mandlige og kvindelige kabinepersonale behandles ens af Sabena, og at de pågældende, såfremt de erklæres for defintivt uegnede til at forrette tjeneste, modtager fuldstændig samme godtgørelse, som er beregnet ud fra samme kriterier uden sondring mellem køn. Frk. Defrenne sammenblander to faktiske situationer, der ganske vist begge fører til, at arbejdsgiveren udbetaler en godtgørelse, men hvis karakter er fuldstændig forskellig, og som kun vanskeligt kan sammenlignes, nemlig dels den situation, hvor den ansatte definitivt erklæres uegnet til at udføre arbejdet og dels den, hvor den ansatte når en aftalt aldersgrænse. Under alle omstændigheder, tilkommer det den nationale ret at udtale sig herom. Spørgsmålet er så vanskeligt, fordi det ikke er muligt som krævet, at sammenligne fuldstændige identiske situationer mellem mand og kvinde. Det er derfor meget vanskeligt at udtale sig definitivt om dette punkt. Det eneste, man kan anføre, er, at forskelsbehandling i arbejds- eller ansættelsesvilkår ikke som sådan er omfattet af artikel 119, men at forskelsbehandling, som følger heraf med hensyn til løn, kan anses som stridende mod artikel 119.

b) Hvad angår traktatens artikler 2, 3 og 117 må det anføres, at Rådet i sin resolution af 21. januar 1974 blandt de foranstaltninger, der skal træffes, nævner foranstaltninger til »gennemførelse af ligestilling mellem mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, faglig erhvervsuddannelse og forfremmelse samt arbejdsvilkår, herunder aflønning«, og at Rådet med hensyn til lønnen senere har vedtaget direktiv nr. 75/117 og direktiv nr. 76/207 angående kvinders ansættelse i det hele taget. Den sociale sikring indeholdes imidlertid ikke i sidstnævnte [s. 1373] direktiv, idet den gradvise gennemførelse af princippet om ligebehandling på dette område skal ske ved senere foranstaltninger. I en af betragtningerne til direktiv nr 76/207 finder man en næsten ordret gengivelse af EØF-traktatens artikel 117. Under hensyn til traktatens sociale målsætning kan artikel 117 derfor anses som et almindeligt fællesskabsretligt princip, som skal gennemføres for at skabe fuldstændig ligebehandling af mænd og kvinder, idet denne ikke er helt gennemført ved artikel 119. I medfør af direktivets artikel 9 har medlemsstaterne imidlertid en frist på 30 måneder til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til dens gennemførelse; først fra august 1978 vil en forskelsbehandling i form af en aldersgrænse som den, der anfægtes i hovedsagen, være forbudt på fællesskabsplan. Under den nuværende retstilstand kan frk. Defrenne kun påberåbe sig rettigheder på grundlag af et almindeligt fællesskabsretligt princip, såfremt princippet havde direkte virkning: i betragtning af ordlyden og det vidtrækkende indhold af artikel 117, kan den ikke tillægges denne karakter. Ovennævnte betragtninger vedrører kun de af fællesskabsretten sikrede rettigheder og medlemsstaternes pligt til at anvende denne; de påvirker hverken spørgsmålet om lovligheden af den omtvistede kontraktklausul i forhold til en national lovgivning, som allerede måtte være vedtaget til gennemførelse af direktivet, eller de grundliggende rettigheder, som medlemsstaterne skal sikre deres borgere i medfør af deres forfat- ning eller internationale forpligtelser.

c) Det af den belgiske Cour de cassation stillede spørgsmål må besvares således: Traktatens artikel 119, der knæsætter grundsætningen om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere for samme arbejde, angår kun lige løn. Efter denne bestemmelse er kun den forskelsbehandling forbudt, der vedrører lønnen for samme arbejde i alle dettes former og bestanddele, men ikke forskelsbehandling i forbindelse med ansættelses- og arbejdsvilkår. I medfør af artikel 9 i Rådets direktiv nr. 76/207 af 9. februar 1976 skal medlemsstaterne, inden 30 måneder efter dets offentliggørelse, iværksætte administrativt eller ved lov fastsate bestemmelser for at efterkomme direktivet, navnlig for uden forskelsbehandling på grundlag af køn at sikre mænd og kvinder samme arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår.

##### III — Mundtlige forhandlinger

Frk. Defrenne, appellant, repræsenteret af advokat Jacqueline Heynderickx, Bruxelles, Det forénede Kongeriges regering, repræsenteret af advokat Peter Denys Scott, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent, Marie-José Jonczy, har afgivet mundtlige indlæg og besvaret de af Domstolen stillede spørgsmål i retsmødet den 2. maj 1978.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 30. maj 1978.

[s. 1374]

#### Præmisser

1 Ved dem af 28. november 1977, indgået til Domstolens justitskontor den 12. december s.å., har den belgiske Cour de cassation i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende rækkevidden af princippet om ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere indeholt i traktatens artikel 119.

2 Dette spørgsmål er rejst under en sag, som sagsøgerinden i hovedsagen (herefter benævnt sagsøgerinden),. frk. Gabrielle Defrenne, tidligere stewardesse, har anlagt ved de belgiske arbejds- og socialretter mod Société beige de navigation aérienne Sabena, fordi hun i medfør af bestemmelserne i sin ansættelseskontrakt blev afskediget, da hun fyldte 40 år;

3 oprindeligt havde frk. Defrenne på grundlag af EØF-traktatens artikel 119 anlagt sag ved Tribunal du Travail de Bruxelles med påstand om, at Sabena tilpligtes at betale

1. en godtgørelse som følge af, at hun som kvindelig arbejdstager i lønmæssig henseende havde været udsat for forskelsbehandling i forhold til sine mandlige stewardkolleger, der udfører samme arbejde;

2. et tillæg til fratrædelsesgodtgørelsen bestående i forskellen mellem den af hende ved hendes fratræden faktisk oppebårne godtgørelse og den godtgørelse, som en steward på 40 år med samme anciennitet, der var definitivt erklæret uegnet til at forrette tjeneste, ville have fået udbetalt;

3. erstatning for tab, som hun anfører at have lidt med hensyn til pension;

4 ved dom af 17. december 1970 frifandt Tribunal du travail Sabena for samtlige påstande;

5 sagsøgerinden appellerede denne afgørelse, men ved dom af 23. april 1975 stadfæstede Cour du travail du Bruxelles dommen, for så vidt angår påstandens andet og tredje punkt;

6 med henblik på sin afgørelse vedrørende påstandens punkt 1 forelagde retten Domstolen to præjudicielle spørgsmål, der er genstand for dom 43/75 af 8. april 1976 (Sml. s. 455);

[s. 1375]

7 som følge af denne præjudicielle afgørelse tilkendte Cour du travail ved dom af 24. november 1976 sagsøgerinden den af hende krævede efterbetaling med et beløb på 12 716 FB med renter og omkostninger;

8 frk. Defrenne indgav kassationsanke mod dommen fra Cour du travail med hensyn til de punkter i påstanden, hvori hun ikke havde fået medhold, hvorefter Cour de cassation forelagde sagen for Domstolen i medfør af traktatens artikel 177.

9 Det må herudover anføres, at frk. Defrenne ved det belgiske Conseil d'État i samme forbindelse havde anlagt sag mod den belgiske bekendtgørelse, arrété royal af 3. november 1969, om fratrædelse med pension for civilluftfartens flyvende personel, hvorved hun navnlig anfægtede gyldigheden af en bestemmelse i denne »arrété«, som udelukkede stewardesser fra den pågældende ordning;

10 herefter forelagde Conseil d'État Domstolen en række spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, der er genstand for dom 80/70 af 25. maj 1971 (Sml. 1971, s. 109).

11 Med henblik på at løse spørgsmålene i den tvist, som Cour de cassation for nærværende har under påkendelse, har den forelagt et præjudicielt spørgsmål, formuleret i to led, som hver kræver en selvstændig besvarelse, idet der dels spørges om, hvorledes anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 skal fastsættes, dels om der findes en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, hvorefter forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere vedrørende de vilkår for ansættelse og arbejde, der ikke direkte berører lønnen i egentlig forstand, skal fjernes.

##### Vedrørende spørgsmålets første led om rækkevidden af EØF-traktatens artikel 119

12 Første led i det af Cour de cassation forelagte spørgsmål er, om det ved artikel 119 knæsatte princip om lige løn skal fortolkes således, at det generelt kræver lige arbejdsvilkår for mandlige og kvindelige arbejdstagere, således at en klausul i en stewardesses ansættelseskontrakt, hvorefter nævnte kontrakt ophører ved hendes fyldte 40. år, er en forskelsbehandling, som er forbudt efter nævnte artikel, idet det er ubestridt, at kontrakten for mandlige stewarder, som udfører samme arbejde, ikke indeholder en tilsvarende klausul.

[s. 1376]

13 Sagsøgerinden har gjort gældende, at artikel 119 skal fortolkes bredt, idet artiklen kun er en særlig konkretisering af en i traktaten hyppigt forekommende almindelig lighedsgrundsætning;

14 i særdeleshed må den omtvistede klausul i stewardessernes ansættelseskontrakt, hvorefter arbejdsforholdet ophører ved det fyldte 40 år, være omfattet af ligebehandlingsreglen i artikel 119, dels fordi en kvindelig arbejdstager kun kan oppebære samme løn som mandlige arbejdstagere, såfremt der for hendes vedkommende forinden gælder de samme ansættelsesvilkår, dels fordi den aldersgrænse, som stewardesserne påtvinges ved ansættelseskontrakten, reducerer fratrædelsesgodtgørelsen og pensionen.

15 Anvendelsesområdet for artikel 119 må fastlægges inden for rammerne af systemet i traktatens sociale bestemmelser, der findes i det kapitel, der indeholder artiklerne 117 ff;

16 ansættelses- og arbejdsvilkår omhandles generelt i artiklerne 117 og 118 i sammenhæng med harmoniseringen af medlemsstaternes sociale ordninger og tilnærmelsen af deres lovgivninger på dette område;

17 fjernelse af forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagernes køn er klart en del af dette social- og lovgivningspolitiske program, som i visse henseender er nærmere angivet i Rådets resolution af 21. januar 1974 (EFT C 13, s. 1);

18 det er den samme indstilling, der ligger til grund for Rådets direktiv nr. 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40);

19 i modsætning til bestemmelserne i artiklerne 117 og 118, som hovedsagelig er programerklæringer, er artikel 119, der kun vedrører problemet om forskelsbehandling med hensyn til mandlige og kvindelige arbejdstageres løn, en speciel regel, hvis anvendelse er undergivet præcise betingelser;

20 under disse omstændigheder kan den nævnte artikel kun vedrøre de ansættelsesforhold, den udtrykkeligt omhandler;

[s. 1377]

21 navnlig er den omstændighed, at visse ansættelsesvilkår — såsom en særlig aldersgrænse — kan have økonomisk betydning, ikke tilstrækkelig grund til at lade sådanne vilkår være omfattet af artikel 119, der hviler på den snævre sammenhæng mellem arbejdsydelse og lønnens størrelse;

22 dette gælder så meget mere, som det kriterium, der ligger til grund for artikel 119 — nemlig sammenligningen af de to køns arbejdsydelse — er en faktor, som samtlige arbejdstagere teoretisk set er ligestillet i forhold til, mens bedømmelsen af de øvrige ansættelses- og arbejdsvilkår i forskellige henseender er afhængig af faktorer, der på grund af kvindens særlige situation under arbejdsgangen, står i forbindelse med arbejdstagerens køn;

23 følgelig kan artikel 119 ikke fortolkes så vidt, at den direkte virkning, som bør tillægges denne bestemmelse på dens særlige område bringes i fare, heller ikke således, at der gribes ind på et område, som ved artiklerne 117 og 118 er forbeholdt de i artiklerne nævnte myndigheders bedømmelse;

24 svaret på spørgsmålets første led må derfor blive, at traktatens artikel 119 ikke kan fortolkes således, at den ud over lige løn også foreskriver lighed med hensyn til andre arbejdsvilkår for mandlige og kvindlige arbejdstagere.

##### Vedrørende spørgsmålets andet led om, hvorvidt der findes en almindelig grundsætning, der forbyder forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til ansættelses- og arbejdsvilkår

25 I det andet led spørges der, om der i fællesskabsretten ved siden af de særlige regler i artikel 119 findes en almindelig grundsætning, der forbyder forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til mandlige og kvindelige arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår.

26 Domstolen har allerede flere gange statueret, at menneskets grundlæggende rettigheder omfattes af fællesskabsrettens generelle principper, som Domstolen skal sikre;

27 det kan ikke betvivles, at fjernelsen af forskelsbehandling på grundlag af køn hører til disse grundlæggende rettigheder;

[s. 1378]

28 i øvrigt anerkendes den samme opfattelse i den europæiske erklæring om social sikring af 18. november 1961 og i Den internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til ansættelse og erhverv af 25. juni 1958;

29 det må i denne forbindelse anføres, at Domstolen i dom 20/71, *Sabbatini-Bertoni*, af 7. juni 1972 (Recueil, s. 345) og i dom 21/74, *Airola*, af 20. februar 1975 (Sml. 1975, s. 221) har antaget, at det er nødvendigt inden for rammerne af tjenestemandsvedtægten at sikre lige arbejdsvilkår for de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som Fællesskabet selv har ansat;

30 hvad derimod angår de arbejdsforhold, der er underlagt national ret, havde Fællesskabet ikke på tidspunktet for de begivenheder, som de belgiske retter skal træffe afgørelse om, påtaget sig nogen opgave med hensyn til kontrol eller sikring af overholdelse af princippet om ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere vedrørende andre arbejdsvilkår end løn;

31 som anført ovenfor forelå på det pågældende tidspunkt i fællesskabsretten kun de i traktatens artikler 117 og 118 indeholdte programerklæringer angående den almindelige udvikling med hensyn til social velfærd, navnlig ansættelses- og arbejdsvilkår;

32 heraf følger, at det forhold, som de belgiske retter skal træffe afgørelse om, henhører under de bestemmelser og princippper i den nationale ret og folkeretten, som gælder i denne medlemsstat;

33 spørgsmålets andet led må derfor besvares således, at der på tidspunktet for de forhold, som ligger til grund for hovedsagen, ikke, for så vidt angår de af national ret omfattede arbejdsforhold, fandtes nogen fællesskabsretlig bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til andre arbejdsvilkår end løn, der er omfattet af traktatens artikel 119;

###### Vedrørende sagsomkostningerne

34 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering, Den italienske Republiks regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres;

[s. 1379]

35 da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i en sag, der verserer for den belgiske Cour de cassation, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der ved dom af 28. november 1977 er forelagt den af den belgiske Cour de cassation, for ret:

- EØF-traktatens artikel 119 kan ikke fortolkes således, at den ud over lige løn også foreskriver lighed med hensyn til andre arbejdsvilkår for mandlige og kvindelige arbejdstagere.

- På tidspunktet for de forhold, som ligger til grund for hovedsagen, fandtes der, for så vidt angår de af national ret omfattede arbejdsforhold, ikke nogen fællesskabsretlig bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til andre arbejdsvilkår end lønvilkår, der er omfattet af traktatens artikel 119.

Kutscher

Sørensen

Bosco

Donner

Mertens de Wilmars

Pescatore

Mackenzie Stuart

O'Keeffe

Touffait

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juni 1978.

Justitssekretær

A. Van Houtte

Præsident

H. Kutscher

===== FIL: praksis/celex-61979cj0129.md =====

# EU-Domstolen, 27. marts 1980, sag 129/79

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61979cj0129.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61979cj0129.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Macarthys

ECLI: ECLI:EU:C:1980:103

Kommentarens titel: Sammenligning med en tidligere ansat

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 krævede ikke samtidig ansættelse. Ligelønsprincippet omfattede en kvinde, der efter arbejdets art fik mindre i løn end en mand, som tidligere havde udført samme arbejde hos arbejdsgiveren. Dommen fastlagde ikke en bestemt tidsgrænse for sådanne sammenligninger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Sammendragets begyndelse er ikke med, og generaladvokatforslaget afbrydes efter sin indledning. Ingen af disse dele må beskrives som komplette.

Kommissionens og Smiths svar om direktivets direkte virkning er ikke tiltrådt ved en selvstændig afgørelse her. Præmis 17 lader disse spørgsmål ubesvarede.

Fire måneders mellemrum er sagens faktum, ikke en retlig frist. Kravet om reelle sammenligninger i præmis 15 er historisk og må læses med artikel 19, stk. 3.

Bruges i kommentaren: § 1 e, afsnit 14 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 18 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 24 (lov/1e.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61979CJ0129

I sag 129/79

angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 af Court of Appeal, London, er indgivet til Domstolen for i den sag, som verserer for nævnte ret mellem

Macarthys Ltd., medicinalvarer en gros, London,

og

Wendy Smith, tidligere ansat i Macarthys Ltd.,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder,

afsiger

[s. 1277]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. O'Keeffe og A. Touffait, dommerne J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, Mackenzie Stuart, G. Bosco, T. Koopmans og O. Due,

generaladvokat: F. Capotorti

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er indgivet i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:

##### I — De faktiske omstændigheder og skriftvekslingen

Macarthys Ltd., der er en engrosvirksomhed inden for medicinalvarebranchen med hjemsted i London, har depoter, hvor selskabet oplagrer de varer, der er bestemt til detailhandlerne. Hvert depot er delt i fire afdelinger, hvoraf én er selve lageret.

Lageret i Wembley-depotet blev indtil den 20. oktober 1975 ledet af en mand ved navn McCullough. Efter at McCullough havde forladt afdelingen, var stillingen ubesat indtil den 1. marts 1976, hvor Wendy Smith blev ansat som lagerforvalter. Wendy Smith beklædte stillingen indtil den 9. marts 1977.

Wendy Smith's løn hos Macarthys udgjorde 50 UKL om ugen, mens McCullough havde fået 60 ŲKL om ugen i løn.

Wendy Smith anlagde sag ved Industrial Tribunal, London, med påstand om, at hendes ansættelseskontrakt i medfør af sektion 1, stk. 1, og stk. 2, litra a), i Equal Pay Aet 1970 — for så vidt angik hendes løn i tiden fra den 1. marts 1976 til den 9. marts 1977 — skulle betragtes som ændret på en sådan måde, at hun fik krav på samme løn, som McCullough havde fået.

Ved dom af 27. juni 1977 gav Industrial Tribunal Wendy Smith medhold i hendes påstand.

Macarthys Ltd. appellerede til Employment Appeal Tribunal, som ved dom af 14. december 1977 stadfæstede underinstansens afgørelse.

[s. 1278]

Macarthys Ltd. indbragte sagen for Court of Appeal, Civil Division, of the Supreme Court of Judicature.

Ved kendelse af 25. juli 1979 har Court of Appeal i medfør af EØF-traktatens artikel 177 udsat sagen, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse om følgende spørgsmål:

1. Gælder det princip om lige løn til mænd og kvinder, for samme arbejde, som er fastlagt i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975 (75/117/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver?

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Gælder det nævnte princip i tilfælde, hvor en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller b) end en mandlig arbejdstager modtog, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren?

3. Såfremt spørgsmål 2, a) eller b) besvares bekræftende: Beror besvarelsen på artikel 1 i det nævnte direktiv?

4. Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende: Er artikel 1 i det nævnte direktiv umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne ?

Court of Appeal's kendelse er registreret i Domstolens justitskontor den 10. august 1979.

Der er i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen indgivet skriftlige indlæg den 1. oktober 1979 af indstævnte i hovedsagen, Wendy Smith, repræsenteret af advokat Anthony P. Lester, Q.C., Lincoln's Inn, for John L. Williams, solicitor, den 18. oktober af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af juridisk konsulent Armando Toledano-Laredo som befuldmægtiget, bistået af Michael Beloff, of Gray's Inn, barrister, og den 12. november 1979 af regeringen for Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, repræsenteret af A. D. Preston, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Peter Scott, Q.C., of the Middle Temple.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

Indstævnte i hovedsagen, *Wendy Smith,* har fremhævet betydningen af det realitetsspørgsmål, der er forelagt Domstolen, idet mænd og kvinder fortsat behandles forskelligt, og idet der fortsat er forskel på, hvilket arbejde de udfører. Indstævnte har redegjort for dette spørgsmål på baggrund af den gældende lovgivning i Det forenede Kongerige, særlig Equal Pay Aet 1970 af 29. maj 1970 som ændret ved Sex Discrimination Act 1975, der blev stadfæstet den 12. november 1975 og trådte i kraft den 29. december 1975.

[s. 1279]

###### Vedrørende spørgsmål 1 og 2

a) Indstævnte har anført, at EØF-traktatens artikel 119 ifølge Domstolens dom af 8. april 1976 i sag 43/75, *(Defrenne,* SmI. 1976, s. 455) har et dobbelt formål, nemlig et økonomisk og et socialt. For at dette dobbelte formål kan gennemføres, og for at retten til lige løn rent faktisk og uden forskelsbehandling kan sikres fuldt ud, skal ligelønsprincippet nødvendigvis gælde alle arbejdstagere, som ikke kan sammenligne deres arbejde med det, der udføres af personer af det andet køn, enten fordi arbejdstagere af ét køn er koncentreret i visse brancher og visse kategorier af beskæftigelse, eller fordi de udfører et tilsynspræget eller fagligt kvalificeret arbejde eller andre former for arbejde, som ikke udføres af andre arbejdstagere. Hvis ligelønsprincippet kun skulle gælde i tilfælde, hvor en mandlig og en kvindelig arbejdstager på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver, ville det dobbelte formål med artikel 119 blive forspildt i tilfælde, hvor arbejdstagerne alt efter køn kun udfører henholdsvis »mandseller kvindearbejde«, eller hvor der kun udføres én enkelt form for arbejde for arbejdsgiveren. En så restriktiv fortolkning ville også føre til åbenbare anomalier og til absurde resultater. Desuden ville en sådan begrænsning af ligelønsprincippet indebære, at det mistede ethvert indhold, idet der dermed ville blive skabt et incitament til en øget beskæftigelsesmæssig differentiering på grundlag af køn eller til en øget koncentration af arbejdstagere af ét køn i særlige brancher og beskæftigelseskategorier.

b) Der er intet i artikel 119's ordlyd der tyder på, at ligelønsprincippet kun skulle gælde i tilfælde, hvor manden og kvinden samtidigt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver. Tværtimod vedrører artikel 119, stk. 1, generelt »mænd og kvinder« og ikke kun mænd og kvinder, som kan sammenligne deres arbejde med arbejde, der udføres af personer af det andet køn, som er beskæftiget på samme tidspunkt som dem. Desuden henvises der i artikel 119, stk. 3, — som sammenligningsgrundlag — til »samme arbejde« og »samme slags arbejde« sammenligningsgrundlaget er ikke begrænset i tid, således at det kun skulle omfatte samme arbejde eller samme slags arbejdes, der udføres samtidigt.

c) Ved artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) er der sket en udvidelse af det snævre kriterium »samme arbejde« i traktatens artikel 119, særlig i overensstemmelse med Den internationale Arbejdsorganisations Konvention nr. 100 af 29. juni 1951 om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi. Ifølge konventionens artikel 1, litra b), tager udtrykket »lige løn ... for arbejde af samme værdi« sigte på »lønsatser, der er fastsat uden forskelsbehandling på grundlag af køn«. Ifølge direktivets artikel 1, stk. 1, skal helt generelt *enhver* forskelsbehandling med hensyn til køn afskaffes; på samme måde henvises der i artikel 2, stk. 1, i konvention nr. 100 til *samtlige* arbejdere. I øvrigt er det udtrykket »arbejde«, der anvendes som sammenligningsgrundlag i de to retsakter og i traktatens artikel [s. 1280] 119, og ikke udtrykket »arbejde, der udføres samtidigt«. Ligelønsprincippet kan således ikke begrænses til kun at gælde beskæftigelsessituationer, som består samtidigt.

d) Ved afgørelsen af, om en forskellig behandling af mænd og kvinder — for så vidt angår visse lønelementer eller visse lønvilkår — i strid med ligelønsprincippet er en forskelsbehandling med hensyn til køn, bør der anvendes en lignende fremgangsmåde som den, der blev fulgt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen af 23. juli 1968 (i sagen vedrørende særlige aspekter af lovgivningen om anvendelse af sprog i undervisningen i Belgien, serie A, præmis nr. 10, s. 34). Ligelønsprincippet er krænket, hvis en forskelsbehandling ikke er objektivt og rimeligt begrundet. Den måde, hvorpå arbejdsgiveren behandler den, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling, bør derfor sammenlignes med den måde, hvorpå en tænkt eller virkelig arbejdstager af det modsatte køn behandles. Hvis sammenligningsgrundlaget er en person, som arbejder eller har arbejdet i samme stilling, kan det efterprøves, om der finder forskellig behandling sted mellem mænd og kvinder med hensyn til køn og for så vidt angår visse lønelementer eller visse lønvilkår. En sådan sammenligning skal ikke alene omfatte et arbejde, som udføres samtidigt, eller et arbejde, som ligger i forlængelse af et tidligere, men kan bestå i en sammenligning mellem den måde, hvorpå arbejdsgiveren har behandlet den, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling med hensyn til køn, og den måde, hvorpå arbejdsgiveren har behandlet eller ville behandle en arbejdstager af det modsatte køn. En henvisning til det arbejde, der er udført af en tidligere ansat i virksomheden, er kun et eksempel på de muligheder, en arbejdstager, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling med hensyn til køn, har for at søge at bevise, at hun er blevet behandlet mindre fordelagtigt på grund af hendes køn, end arbejdsgiveren har behandlet eller ville behandle en arbejdstager af det andet køn.

e) I sin beretning af 16. januar 1979 til Rådet om gennemførelsen af ligelønsprincippet — status pr. 12. februar 1978 — har Kommissionen som grundlag for sammenligningen af de to lønninger foreslået at anvende den løn, der af den virksomhed, hvor en arbejdstager, til fordel for hvem sammenligningen foretages, er beskæftiget, normalt udbetales til en arbejdstager af det andet køn for et arbejde af samme værdi, eller — hvis et sådant ikke forekommer — et arbejde, som i det væsentlige er af samme værdi.

f) Disse principper er anerkendt og gennemført af Det forenede Kongeriges regering i hele den lovgivning, der er rettet mod uretmæssig forskelsbehandling, dog med undtagelse af forskelsbehandling med hensyn til køn i forbindelse med en arbejdsaftale, hvorefter en arbejdstager beskæftiges i en virksomhed i Det forenede Kongerige, jf. navnlig Race Relations Acts 1968 og 1976, Fair Employment (Northern Ireland) Act 1976 og Sex Discrimination Act 1975. Ifølge disse love kan der på beskæftigelsesområdet foretages en sammenligning mellem den måde, hvorpå en person, der betragter sig som udsat for forskelsbehandling, behandles og den måde, hvorpå andre arbejdstagere behandles, uanset om de sidstnævnte er beskæftiget på samme tidspunkt som førstnævnte arbejdstager, og uanset om der er tale [s. 1281] om en virkelig eller tænkt sammenligning. Hvis ikke der kan foretages en sådan sammenligning for at afgøre, om årsagen til, at der ikke betales lige løn for samme arbejde, står i forbindelse med den pågældende arbejdstagers køn, vil det ikke være muligt at sikre, at princippet om lige løn til alle arbejdstagere gennemføres, og at enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår lønningerne afskaffes. Det forenede Kongeriges regering har endvidere anerkendt disse principper i sine lovforslag på et andet område, for hvilket ligelønsprincippet er relevant, nemlig ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med pensionsordningen for arbejdstagere.

g) Endelig har indstævnte anført, at der — når en kvinde behandles mindre fordelagtigt, for så vidt angår visse lønelementer eller lønvilkår, end hun ville være blevet, hvis hun var en mand — ikke er nogen objektiv eller rimelig begrundelse for, at hun behandles anderledes end en virkelig eller tænkt mandlig arbejdstager.

###### Vedrerende spørgsmål 3 og 4

Indstævnte har anført, at det — såfremt Domstolen besvarer spørgsmål 2, litra a) eller b), bekræftende — er af betydning at få afgjort, om besvarelsen beror på direktivets artikel 1. Sondringen mellem traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 er i det foreliggende tilfælde af betydning, hvis — og kun hvis — spørgsmål 4 besvares benægtende, dvs., hvis direktivets artikel 1 ikke kan antages at være umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne; i tilfælde af åbenbar konflikt mellem ligelønsprincippet og bestemmelserne i Equal Pay Aet vil situationen nemlig i så fald efter britisk ret være den, at bestemmelserne i Equal Pay Aet går forud for ligelønsprincippet.

a) Efter indstævntes opfattelse kan en bekræftende besvarelse af spørgsmål 2 ikke bero på direktivets artikel 1. Denne bestemmelses ordlyd og formål som fortolket af Domstolen i *Defrenne-* dommen af 8. april 1976, indebærer en betydelig styrkelse af indstævntes retsstilling i medfør af traktatens artikel 119, og i øvrigt er den frist, medlemsstaterne fik til at gennemføre direktivet, i mellemtiden udløbet. Af disse to grunde bør der ikke opstilles en kategorisk sondring mellem traktatens artikel 119 og direktivet.

b) Direktivets artikel 1 indeholder betydningsfulde retningslinier med hensyn til rækkevidden af og formålet med ligelønsprincippet i traktatens artikel 119. Når en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, end hun ville have modtaget, hvis hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller ringere betaling end en mandlig arbejdstager, der har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, er hun udsat for en form for direkte forskelsbehandling, som kan afsløres på grundlag af en rent juridisk analyse af situationen, og som kan konstateres udelukkende ud fra de kriterier, der findes i artikel 119.

c) Det forekommer imidlertid at være ønskeligt at bringe direktivets artikel 1 i anvendelse som en kilde til fortolkningen af artikel 119 samt over for de nationale retter at præcisere, om direktivets artikel 1 gælder umiddelbart.

d) Indstævnte har anført, at dette sidstnævnte spørgsmål bør besvares bekræftende. Der bør i denne henseende lægges vægt dels på Domstolens praksis med hensyn til den direkte virkning af traktatens artikel 119, dels på, at direktivet i visse henseender præciserer den materielle [s. 1282]  rækkevidde af artikel 119 og desuden indeholder forskellige bestemmelser, som i det væsentlige skal forbedre den retlige beskyttelse af arbejdstagere, som eventuelt må anses som krænket som følge af, at ligelønsprincippet i artikel 119 ikke er bragt i anvendelse. Disse formål kan rent faktisk ikke gennemføres, hvis enkeltpersoner ikke kan gøre direktivbestemmelserne gældende for de nationale retter, og hvis disse ikke kan lægge bestemmelserne til grund som en bestanddel af fællesskabsretten, som går forud for alle modstridende nationale lovbestemmelser. Desuden er den forpligtelse, der følger af direktivets artikel 1, ubetinget og tilstrækkelig klar og præcis til at have direkte virkning med hensyn til beskyttelsen af de rettigheder, som direktivets artikel 1 sammenholdt med traktatens artikel 119 tillægger private. Der gælder ingen undtagelser fra direktivets artikel 1. Indstævnte har derfor anført, at bestemmelsen ifølge Domstolens faste praksis må betragtes som umiddelbart anvendelig efter udløbet af den i direktivet fastsatte frist.

###### Den foreslåede besvarelse

Indstævnte i hovedsagen har foreslået, at de spørgsmål, der er stillet i Court of Appeal's forelæggelseskendelse besvares således:

a) Det i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 fastlagte princip om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde gælder ikke kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver.

b) Princippet gælder i tilfælde, hvor en arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, - end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller - end en mandlig arbejdstager, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog.

c) Besvarelsen af spørgsmål 2 beror ikke på bestemmelserne i direktivets artikel 1, men bestemmelserne er dog relevante og skal fortolkes og anvendes af de nationale retter med henblik på den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet.

d) Direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne.

*Det forenede Kongerige* har i sit indlæg anført, at artikel 119 ikke indeholder en nærmere præcisering af udtrykkene »samme arbejde« og »samme slags arbejde«: Spørgsmålet er, om disse udtryk tager sigte på et arbejde, som udføres på samme tidspunkt som det arbejde, det sammenlignes med, eller på et arbejde, der udføres i et andet tidsrum. Det er endvidere et spørgsmål, om der i det hele taget gælder en begrænsning i tidsmæssig henseende med hensyn til, hvilke slags arbejde der er sammenlignelige, og i så fald hvilken begrænsning.

a) Der findes ingen regler på fællesskabsplan om de nærmere enkeltheder eller kriterier i denne henseende, og hvis Domstolen i denne situation måtte finde, at artikel 119 også omfatter en sammenligning af arbejde, som ikke udføres samtidigt, måtte de nærmere enkeltheder og kriterier udarbejdes og reguleres på [s. 1283] nationalt plan, og en sådan udvidelse kan ikke have direkte virkning på den måde, at der dermed opstår rettigheder og forpligtelser mellem private. En sådan fremgangsmåde ville være i overensstemmelse med Domstolens praksis.

b) Det forenede Kongeriges regering har endvidere anført, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 ikke har direkte virkning og ikke medfører individuelle rettigheder, som de nationale retter skal beskytte. Bestemmelsens ordlyd opfylder ikke betingelserne for, at den kan have direkte virkning. Den er vagt og uklart formuleret og kan ikke umiddelbart indgå i national ret. Bestemmelsen skal gennemføres ved hjælp af national lovgivning.

c) Det forenede Kongeriges regering har endelig anført, at en udvidelse af den direkte virkning af artikel 119 ud over, hvad der følger af Domstolens hidtidige praksis, eller en afgørelse om at tillægge artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 direkte virkning, ville medføre en forøgelse af fortolkningsvanskelighederne i forbindelse med Det forenede Kongeriges lovgivning om lige løn samt et øget antal tvister og retssager.

*Kommissionen* har anført, at gennemførelsen af ligelønsprincippet uden forskelsbehandling med hensyn til køn er »en integrerende del af fællesmarkedets oprettelse og funktion«. Ligelønsprincippet fandt oprindelig udtryk i artiklerne 1 og 2 i ILO's konvention nr. 100, og det har et dobbelt — nemlig økonomisk og socialt — formål. Formålet med direktiv 75/117 er navnlig at udbygge basislovgivningen med regler, der tilsigter at lette lighedsprincippets gennemførelse i praksis, således at alle Fællesskabets arbejdstagere kan opnå beskyttelse på dette område.

###### Vedrørende spørgsmål 1

Princippet om lige løn for samme arbejde bør ikke begrænses til tilfælde, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører et arbejde for deres arbejdsgiver. Et sådant forbehold er ikke begrundet i de pågældende bestemmelsers formål eller ordlyd, der er intet holdepunkt for det i Domstolens praksis, og det kan hverken støttes på sund fornuft eller politiske overvejelser.

a) Gennemførelsen af ligelønsprincippet uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer, at arbejdstagerne modtager »den for arbejdet fastsatte (løn)sats«. Når der er tilstrækkelig mange lighedspunkter mellem det arbejde, der udføres af en mand, og det, der udføres af en kvinde, skal hver af arbejdstagerne have en løn, der beregnes på samme grundlag som den anden arbejdstagers løn, uanset om det arbejde, der er tale om, udføres samtidigt eller successivt. Der kan ikke ud fra den klare ordlyd af traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 opstilles et krav om samtidighed. Der skal gives samme løn for samme arbejde, og ikke kun samme løn for et arbejde, der er det samme som det, der på samme tidspunkt udføres af den person af det modsatte køn, som inddrages i en sammenligning.

b) Det fremgår klart af traktatens artikel 119 og af direktivets artikel 1, at gennemførelsen af ligelønsprincippet er et led i, at forskelsbehandling med [s. 1284] hensyn til køn afskaffes. Hvis der stilles krav om samtidighed vil en sådan forskelsbehandling lettere kunne vedblive at bestå.

c) Et krav om samtidighed tjener hverken de økonomiske eller de sociale formål med artikel 119, tværtimod bringer det gennemførelsen af formålene i fare. En arbejdsgiver ville, hvis der gjaldt et sådant krav — ved at beskæftige kvinder i stedet for mænd — kunne tilbyde sine kunder bedre vilkår end de konkurrenter, der både beskæftiger mænd og kvinder.

d) Et krav om samtidighed ville føre til tilfældige resultater: En arbejdsgiver ville således kunne afskedige alle sine mandlige ansatte og i stedet ansætte kvinder til lavere lønninger. En kvindelig arbejdstager ville i en sådan situation ikke have nogen mulighed for at kræve samme løn som sin afskedigede mandlige kollega, men hvis kvinden blot en enkelt dag udførte samme arbejde som sin mandlige kollega, kunne hun kræve samme løn.

e) Det er i Domstolens praksis anerkendt, at artikel 119 finder anvendelse på samme arbejde, der udføres i samme virksomhed af mandlige og kvindelige arbejdstagere, og der er i denne forbindelse ikke taget noget som helst forbehold om, at arbejdet skal udføres samtidigt.

f) En lønforskel, som skyldes individuelle omstændigheder eller har ydre årsager — og altså ikke er en forskelsbehandling med hensyn til køn, er naturligvis ikke omfattet af traktatens artikel 119 eller af direktivets artikel 1.

###### Vedrørende spørgsmål 2

Princippet om lige løn for samme arbejde finder af de grunde, der er anført i forbindelse med spørgsmål 1, anvendelse på situationer som dem, der er nævnt i spørgsmål 2.

For så vidt angår den i punkt a) nævnte situation har Kommissionen anført, at der hverken i traktatens artikel 119 eller i direktivets artikel 1 stilles krav om, at der faktisk findes en »referenceperson« af det modsatte køn. De bevisspørgsmål, som måtte opstå, forekommer ikke at være uløselige.

Virkeliggørelsen af det grundlæggende formål, nemlig at afskaffe forskelsbehandling med hensyn til køn, ville blive bragt i fare, hvis den kvindelige arbejdstager — som grundlag for en faktisk sammenligning — altid skulle finde frem til en mandlig arbejdstager.

###### Vedrørende spørgsmål 3 og 4

A — Artikel 1 i direktiv 75/117 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne.

a) Det følger af Domstolens praksis, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 er umiddelbart anvendeligt i medlemsstaterne, for så vidt der er tale om en direkte forskelsbehandling. Direktivets artikel 1 er uløseligt forbundet med traktatens artikel 119: Artikel 1, stk. 1, som i dette tilfælde er den mest betydriingsfulde bestemmelse, har en »definitionsfunktion«. At opstille en sondring mellem de situationer, hvor enten traktatens artikel 119 eller direktivets artikel 1 skulle gælde, ville være at adskille to ting, som ifølge deres art er uløseligt forbundne. Når Domstolen har statueret, at artikel 119 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, må direktivets [s. 1285]  artikel 1 nødvendigvis og af samme grunde også være det.

b) At bestride den umiddelbare anvendelighed af direktivets artikel 1 i medlemsstaterne er det samme som at fratage bestemmelsen enhver betydning. Hvis arbejdstagerne i medlemsstaterne ikke kunne gøre den præcisering og den øgede gennemslagskraft, der er opnået ved hjælp af direktivets artikel 1, gældende for retterne i deres egne lande, ville artikel 119 ikke kunne gennemføres efter sit formål.

c) Domstolen har selv anerkendt, at traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 har samme funktion og formål. Det er således forudsat i Domstolens praksis, at direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig.

B — Ved afgørelsen af, om der i fællesskabsretten gælder et krav om samtidighed, bør der — efter at direktivet nu er gennemført — tages hensyn til såvel traktatens artikel 119 som direktivets artikel 1. Hvis dette spørgsmål var blevet forelagt Domstolen, før direktivet var gennemført, dvs., på et tidspunkt, hvor den eneste fællesskabsbestemmelse der fandt anvendelse var traktatens artikel 119, ville Kommissionen have været af den opfattelse, at der ikke gjaldt et krav om samtidighed, og at dette var en følge af formålet med artikel 119, af bestemmelsens ordlyd og af de allerede nævnte betragtninger ud fra sund fornuft og politiske overvejelser.

###### Den foreslåede besvarelse

Efter Kommissionens opfattelse bør de spørgsmål, Court of Appeal har stillet, besvares således:

*Spørgsmål 1:* Det i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 fastlagte princip om lige løn for samme arbejde gælder ikke kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver.

*Spørgsmål 2:* Princippet gælder i tilfælde, hvor en arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde,

a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller

b) end en mandlig arbejdstager, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog.

*Spørgsmål 3:* Besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 beror på artikel 1 i nævnte direktiv, idet der i fællesskabsretten består en uløselig forbindelse mellem virkningen af traktatens artikel 119 og af direktivets artikel 1. Hvis Domstolen imidlertid havde fået forelagt spørgsmål 1 og 2, før direktivet blev en del af fællesskabsretten, ville den have besvaret dem på samme måde.

*Spørgsmål 4:* Direktivets artikel 1 er umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne.

##### III — Mundtlig forhandling

Der er i retsmødet den 30. januar 1980 afgivet mundtlige indlæg af følgende, der også har besvaret de af Domstolen stillede spørgsmål: Sagsøgte i hovedsagen, Wendy Smith, ved advokat Anthony P. Lester, Det forenede Kongeriges regering ved H. Brooke, Barrister of the Inner Temple, og Kommissionen ved Armando Toledano-Laredo og advokat Michael Beloff.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. februar 1980.

[s. 1286]

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 25. juli 1979, indgået til Domstolen den 10. august s.a., har Court of Appeal, London, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fire spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, 1975, s. 19).

2 Det fremgår af sagens akter, at indstævnte i hovedsagen, Wendy Smith, fra den 1. marts 1976 var ansat som lagerforvalter i Macarthys Ltd., der driver engroshandel med medicinalvarer, til en ugentlig løn på 50 UKL. Hun har gjort gældende, at hun var udsat for forskelsbehandling med hensyn til lønnens størrelse, idet hendes mandlige forgænger i stillingen, som hun overtog efter fire måneders forløb, modtog en ugeløn på 60 UKL.

3 Wendy Smith anlagde sag ved Industrial Tribunal under påberåbelse af Equal Pay Aet 1970. Retten fandt, at sagsøgeren havde udført lignende arbejdsydelser som sin forgænger i stillingen, og pålagde ved dom af 27. juni 1977 Macarthys at udbetale sagsøgeren samme løn, som forgængeren havde modtaget.

4 Macarthys appellerede til Employment Appeal Tribunal, som imidlertid ved dom af 14. december 1977 stadfæstede afgørelsen. I appelinstansens dom, der lige som Industrial Tribunal's dom støttes på Equal Pay Aet, henvises der desuden til EØF-traktatens artikel 119 og til Domstolens dom af 8. april 1976 i sag 43/75, *Gabrielle Defrenne* mod *Sabena* (Sml. 1976, s. 455), der vedrører fortolkningen af denne bestemmelse.

5 Arbejdsgiveren indbragte derefter sagen for Court of Appeal. Arbejdsgiveren har til støtte for sin opfattelse anført, at Equal Pay Aet efter en naturlig og almindelig forståelse ikke giver en kvinde ret til at sammenligne sin situation

[s. 1287]

med den, som en mand, der tidligere var beskæftiget hos samme arbejdsgiver, befandt sig i. Efter arbejdsgiverens opfattelse er en sådan fortolkning af den nationale lov ikke i strid med princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder.

6 Indstævnte i hovedsagen har på sin side gjort gældende, at Macarthys Ltd.'s fortolkning er i strid med artikel 119 og med artikel 1 i direktiv 75/117, idet princippet om lige løn for samme arbejde ikke er begrænset til at gælde i situationer, hvor en mand og en kvinde samtidigt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver, men derimod også gælder, når en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager en betaling for sit arbejde, der er ringere, end den hun ville have modtaget, hvis hun havde været en mand, der udførte samme arbejde for samme arbejdsgiver, eller ringere betaling end den mand modtog, som var ansat, før hun tiltrådte stillingen, og som udførte samme arbejde for hendes arbejdsgiver.

7 Med henblik på afgørelsen af denne tvist har Court of Appeal forelagt fire spørgsmål, der er affattet som følger:

1) Gælder det princip om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastlagt i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975 (75/117/EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), kun i tilfælde, hvor mænd og kvinder på samme tidspunkt udfører samme arbejde for deres arbejdsgiver?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: gælder det nævnte princip i tilfælde, hvor en kvindelig arbejdstager kan godtgøre, at hun modtager ringere betaling for sit arbejde, a) end hun ville have modtaget, såfremt hun som mand havde udført samme arbejde for arbejdsgiveren, eller b) end en mandlig arbejdstager modtog, der har været ansat forud for hendes ansættelsesperiode og har udført samme arbejde for arbejdsgiveren?

3) Såfremt spørgsmål 2, a) eller b) besvares bekræftende: Beror besvarelsen på artikel 1 i det nævnte direktiv?

4) Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende: Er artikel 1 i det nævnte direktiv umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne?

8 Det fremgår af den måde, hvorpå spørgsmålene er affattet, samt af de i forelæggelseskendelsen anførte grunde, at spørgsmålene om retsvirkningen af direktiv 75/117 og om fortolkningen af direktivets artikel 1 kun er stillet for det tilfælde, at det problem, der er rejst i sagen, ikke skulle kunne løses i medfør af traktatens artikel 119. Det må derfor først og fremmest undersøges, hvorledes artikel 119 skal fortolkes med henblik på den retlige situation, der ligger til grund for sagen.

##### Fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119

9 Det bestemmes i artikel 119, stk. 1, at medlemsstaterne skal gennemføre og opretholde »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«.

10 Som Domstolen har fastslået i *Defrenne-dommen* af 8. april 1976, finder denne bestemmelse umiddelbart, og uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere gennemførelsesbestemmelser, anvendelse på enhver direkte og åben forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn. Blandt de former for forskelsbehandling, som retterne således vil kunne konstatere, nævnte Domstolen særligt det tilfælde, hvor der udbetales forskellig løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme virksomhed eller tjeneste.

11 Det afgørende kriterium i en sådan situation er, at det skal afgøres, om der foreligger en forskelsbehandling mellem en mand og en kvinde, som udfører »samme arbejde« i artikel 119's forstand. Rækkevidden af dette begreb, som er af rent kvalitativ karakter, idet det udelukkende angår arten af de pågældende arbejdsydelser, kan ikke begrænses ved at indføre et krav om samtidighed.

[s. 1289]

12 Det må imidlertid erkendes, som det også med rette er anført af Employment Appeal Tribunal, at det ikke kan udelukkes, at en forskel i den løn, der udbetales til to arbejdstagere, som beklæder samme stilling, men på forskellige tidspunkter, kan forklares ved faktorer, som ikke har nogen forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn. Dette er et rent faktisk spørgsmål, der skal afgøres af den pågældende ret.

13 Det første spørgsmål vil derfor være at besvare således, at princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde ikke er begrænset til at gælde i situationer, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører samme arbejde for samme arbejdsgiver.

14 Det andet spørgsmål, Court of Appeal har forelagt, er formuleret alternativt og angår de rammer, inden for hvilke det må afgøres, om der eventuelt foreligger en forskelsbehandling med hensyn til løn. Retten har stillet dette spørgsmål med henblik på bedømmelsen af en argumentation, som indstævnte i hovedsagen har fremsat og nærmere har redegjort for under sagens behandling for Domstolen, nemlig at en kvinde kan kræve ikke alene den løn, som en mand, der tidligere har udført samme arbejde for arbejdsgiveren, modtog, men også mere generelt den løn, hun ville have haft krav på, hvis hun havde været en mand, endog selv om ingen mand udfører eller tidligere har udført et arbejde, der kan sammenlignes med hendes. Indstævnte i hovedsagen har som grundlag for denne sammenligning henvist til, hvad hun har beskrevet som en »tænkt mandlig arbejdstager«.

15 Det er klart, at sidstnævnte tilfælde, som omhandles i spørgsmål 2, a), må henregnes til indirekte og skjult forskelsbehandling, der, som Domstolen har redegjort for i nævnte *Defrenne-dom,* kun kan påvises, hvis der foretages sammenlignende undersøgelser i hele virksomhedsbrancher, og hvis der derfor forinden er fastsat kriterier i fællesskabsretten eller i national lovgivning. Heraf følger, at der, i tilfælde hvor der foreligger en rent faktisk forskelsbehandling inden for det område, hvor artikel 119 er umiddelbart anvendelig, kun kan foretages sammenligninger i form af de paralleller, der kan drages ud fra en konkret vurdering af det arbejde, der faktisk udføres af arbejdstagere af forskelligt køn i samme virksomhed eller tjeneste.

[s. 1290]

16 Det andet spørgsmål vil derfor være at besvare således, at det i artikel 119 indeholdte princip om lige løn finder anvendelse i et tilfælde, hvor det godtgøres, at en kvinde under hensyn til arbejdsydelsernes art har modtaget lavere løn end en mand, som var ansat forud for kvindens ansættelsesperiode, og som udførte samme arbejde for arbejdsgiveren.

17 Det følger af det anførte, at den sag, der er indbragt for den nationale ret, vil kunne afgøres alene inden for rammerne af en fortolkning af traktatens artikel 119. Det er herefter ikke påkrævet at besvare de forelagte spørgsmål, for så vidt de angår retsvirkningen og fortolkningen af direktiv 75/117.

##### Vedrørende sagens omkostninger

18 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Court of Appeal, London, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Court of Appeal, Civil Division, of the Supreme Court of Judicature, ved kendelse af 25. juli 1979, for ret:

1. Princippet i EØF-traktatens artikel 119 om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er ikke begrænset til at gælde i situationer, hvor mænd og kvinder samtidigt udfører samme arbejde for samme arbejdsgiver.

2. Det i artikel 119 indeholdte princip om lige løn finder anvendelse i et tilfælde, hvor det godtgøres, at en kvinde under hensyn til arbejdsydelsernes art har modtaget lavere løn end en mand, som var ansat forud for kvindens ansættelsesperiode, og som udførte samme arbejde for arbejdsgiveren.

Kutscher

O'Keeffe

Touffait

Mertens de Wilmars

Pescatore

Mackenzie Stuart

Bosco

Koopmans

Due

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. marts 1980.

A. Van Houtte

Justitssekretær

H. Kutscher

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61980cj0069.md =====

# EU-Domstolen, 11. marts 1981, sag 69/80

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61980cj0069.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61980cj0069.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1981:63

Kommentarens titel: Arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag som del af bruttolønnen

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Et pensionsbidrag, som arbejdsgiveren betalte som tillæg til bruttolønnen, og som var med til at bestemme dens størrelse, var løn (jf. § 1 a, stk. 3); en kønsbestemt bidragspligt, der gav forskellige bruttolønninger, kunne påberåbes ved de nationale domstole.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Et pensionsbidrag, som arbejdsgiveren betalte på den ansattes vegne som et tillæg til bruttolønnen og dermed var med til at bestemme dens størrelse, var løn efter artikel 119. Bestemmelsen kunne påberåbes ved nationale domstole, også når den kønsbestemte bidragspligt førte til forskellige bruttolønninger gennem bidrag betalt og fratrukket på den ansattes vegne.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen er ikke et generelt svar om alle arbejdsgiverbidrag, pensioners beregning eller aktuarmæssige forskelle. Det bredere spørgsmål 1 b blev udtrykkeligt ladt ubesvaret. Den kan sammenholdes med Defrenne I, men ikke bruges til tavst at ophæve alle den tidligere doms sondringer.

Der er flere afvigelser i den trykte danske tekst: præmis 6 har procenttegn efter 25 i aldersangivelsen; præmis 9 angiver over 25 år, hvor præmis 2, 5 og 10 omhandler under 25; præmis 1s tidendehenvisning er L 38, mens rubrum angiver L 39. Afvigelserne står i den trykte tekst. Noten følger den sammenhængende sagsbeskrivelse; passagerne citeres ikke.

Side 767 og begyndelsen af sammendraget indgår ikke i den anvendte PDF. Generaladvokatens fremsættelse 11. december 1980 omtales, men selve forslaget er ikke med.

Bidragets 5 % er et faktum om denne pensionsordning, ikke en generel diskriminationstærskel eller direktivets særskilte tærskel for fælles lønvurdering.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61980CJ0069

I sag 69/80

angående en anmodning, som Court of Appeal (Civil Division), London, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Susan Jane Worringham

Margaret Humphreys

mod

Lloyds Bank Limited

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, 1975, s. 19) samt artikel 1, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, 1976, s. 40),

har

[s. 769]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene P. Pescatore, Mackenzie Stuart og T. Koopmans, dommerne A. O'Keeffe, G. Bosco og A. Touffait,

generaladvokat: J.-P. Warner

justitssekretær: A. Van Houtte

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling

1. »Lloyds Bank Limited«, der har hjemsted i Det forenede Kongerige, har to pensionsordninger for sit fastansatte personale, en for mænd og en for kvinder. Både mandlige og kvindelige ansatte er ved ansættelsen forpligtet til at tilslutte sig ordningerne, som er »contracted-out retirement Schemes« (ordninger, som træder i stedet for den statslige ordning).

For begge ordninger administreres og kontrolleres pensionskassens midler af bestyrelsesmedlemmer, som modtager bidrag til pensionsordningen og udbetaler alle ydelser i henhold til ordningen.

Mænd og kvinder har ved pensionering ret til alderspension efter ens betingelser: den ydelsesberettigede skal have været ansat i mindst fem år og være fyldt 26 år. I øvrigt er de væsentligste ydelser i henhold til de to ordninger i hovedsagen ens. Således er pensionsalderen efter begge ordninger 60 år for de medlemmer af ordningen, som allerede var ansat den 1. juli 1974, eller som er blevet ansat ved Lloyds efter denne dato, og begge køn har krav på en alderspension, der for hver måneds ansættelse udgør 1/720 af årslønnen ved pensioneringen. Der eksisterer imidlertid forskelle i andre henseender: for eksempel foreskriver mændenes ordning i modsætning til kvindernes udbetaling af efterladtepension til ægtefælle og børn, over for hvem der består forsørgerpligt.

Mandlige og kvindelige ansatte, som fratræder, før de har tilbagelagt fem års [s. 770]  tjeneste, eller før de er fyldt 26 år, har krav på:

- enten at få de erhvervede rettigheder overført til en anden godkendt pensionsordning.

- eller at Lloyds til staten betaler en »til bidragene svarende præmie«, hvilket giver den ansatte samme stilling, som han ville have haft efter den statslige ordning, såfremt han havde været tilsluttet denne og ikke den særlige ordning.

I sidstnævnte tilfælde, hvor arbejdsgiveren betaler en til bidragene svarende præmie, har den ansatte ret til tilbagebetaling af sine tidligere bidrag til den særlige ordning, med rente. Det er imidlertid netop på dette punkt, at der opstår forskelle mellem de pågældende to ordninger.

Efter mændenes pensionsordning skal alle mandlige ansatte, uanset alder, fra ansættelsen betale et bidrag på 5 % af deres løn til pensionsordningen, og dette bidrag betragtes som en del af den ansattes »løn«. Denne forpligtelse omfatter ifølge kvindernes pensionsordning også alle de kvindelige ansatte, men kun fra disses 25. år.

Fratræder en ansat således uden at have været fem år i Lloyds' tjeneste eller uden at være fyldt 26 år, er følgerne efter de to ordninger forskellige, alt efter om det drejer sig om en mandlig eller kvindelig ansat.

Mandlige ansatte, som har indbetalt bidrag til pensionsordningen fra ansættelsens begyndelse allerede inden det fyldte 25. år, får med visse fradrag tilbagebetalt bidragene med rente, mens kvindelige ansatte, som ikke har indbetalt bidrag før det fyldte 25. år, ikke får tilbagebetalt noget beløb for deres ansættelse inden det fyldte 25. år.

Da tillægget på 5 % desuden er en del af den samlede »ugeløn«, gælder der indirekte fordele for mandlige, men ikke for kvindelige ansatte. I det omfang supplerende ydelser (ydelser ved arbejdsløshed, fratrædelsesgodtgørelse, lånemuligheder) beregnes på grundlag af »ugelønnen«, vil den omstændighed, at bidraget på 5 % er indeholdt i denne løn, give mænd under 25 år større ydelser end kvinder på samme alder.

I maj og september 1977 anlagde to ansatte ved Lloyds, Susan Jane Worringham og Margaret Humphreys, sag ved Industrial Tribunal i henhold til section 1, (2) (a), i »Equal Pay Act 1970 (med senere ændringer) med påstand om afhjælpning af den påståede overtrædelse af den lighedsklausul, der i medfør af Equal Pay Aet er indeholdt i sagsøgernes ansættelseskontrakter.

Da Industrial Tribunal ikke gav sagsøgerne medhold, appellerede de til Employment Appeal Tribunal, som gav [s. 771]  dem medhold med den begrundelse, at der forelå lønulighed, jf. Equal Pay Act, uden at retten dog tog stilling til de argumenter, som parterne havde fremført med støtte i fællesskabsretten.

Denne afgørelse appellerede Lloyds til Court of Appeal, London, der fandt, at det pågældende problem vedrørte bestemmelser i fællesskabsretten, og i medfør af traktatens artikel 177 forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

1. Er a) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning, eller b) en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning, »løn«, jf. EØF-traktatens artikel 119?

2. Er a) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning, eller b) en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning, »lønelementer og lønvilkår«, jf. artikel 1 i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975?

3. Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende, har EØF-traktatens artikel 119 eller ovennævnte direktivs artikel 1, alt efter omstændighederne, direkte virkning i medlemsstaterne, således at de tillægger private rettigheder i henhold til fællesskabsretten, som kan gøres gældende under den foreliggende sags omstændigheder?

4. Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende : i) er a) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning, eller b) en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning, omfattet af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår »arbejdsvilkår«, jf. artikel 1, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976? ii) I bekræftende fald, har dette princip direkte virkning i medlemsstaterne, således at det tillægger private rettigheder i henhold til fællesskabsretten, som kan gøres gældende under den foreliggende sags omstændigheder?

2. Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den 3. marts 1980.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Susan Jane Worringham og Margaret Humphreys ved A. Lester, Q.C., og C. Carr, barrister, bistået af Lawford & Co., solicitors, af Lloyds ved D. Hunter, Q.C., bistået af solicitor G. N. Johnson, Lloyds Bank Legal Department, regeringen for Det forenede Kongerige ved P. Scott, Q.C., bistået af R. D. Munrow, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved sin juridiske konsulent A. Toledano-Laredo, som befuldmægtiget, bistået af M. Beloff, barrister.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten [s. 772]  har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

Sagsøgerne i hovedsagen, *Susan Jane Worringham* og *Margaret Humphreys* (herefter benævnt: »sagsøgerne«), anfører, at det første spørgsmål, der opstår som følge af forelæggelsen, er, om ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117/EØF samt ligebehandlingsprincippet i artiklerne 1, 2 og 5 i direktiv 76/207/EØF giver kvindelige ansatte ret til tilbetaling af bidrag, der er betalt til pensionsordninger, under samme betingelser som mandlige ansatte i samme arbejde, men at der til grund for dette problem ligger et mere generelt spørgsmål, nemlig om disse principper kræver, at bidragene til pensionsordningerne samt ydelserne i henhold til ordningerne skal være ens for mandlige og kvindelige ansatte.

Ved at udelukke pensionsordningerne fra kravet om lighed mellem kønnene — trods den omstændighed at de britiske domstole og flere britiske regeringer har erkendt, at pensioner er et lønelement — krænker Det forenede Kongeriges ret principperne om lige løn og andre arbejdsvilkår, som den ikke desto mindre udtrykkeligt har anerkendt.

Selv om denne forskelsbehandling er ganske uberettiget, er den udtrykkeligt tilladt ved Equal Pay Act 1970 og Sex Discrimination Act 1975. Den eneste mulighed for at komme forskelsbehandlingen til livs er derfor at bevise, at den er i strid med fællesskabsretten.

Sagsøgerne mener, at *spørgsmål 1 og 2 er* snævert forbundet, hvorfor de bør behandles under et.

Såfremt princippet om lige løn ikke blev anvendt til beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i henhold til de erhvervstilknyttede pensionsordninger, ville det dobbelte sigte med artikel 119 fortabes. Det er dels at sikre lige konkurrencevilkår for virksomhederne i de forskellige medlemsstater, dels at forbedre kvindelige arbejdstageres leve- og arbejdsvilkår.

Det lønbegreb, som lighedsprincippet finder anvendelse på, har en vid rækkevidde i fællesskabsretten. Pensionsordninger er klart omfattet af dette begreb. Arbejdsgiveren indbetaler bidrag til disse ordninger, som under alle omstændigheder er en del af de fordele, som lønmodtageren indirekte modtager i form af krav på bestemte ydelser i henhold til pensionsordningen. Arbejdstageren erhverver rettigheder i henhold til ordningen som modydelse for sin tjeneste, og disse rettigheder er derfor ydelser, som arbejdstageren modtager som følge af arbejdsforholdet.

I det moderne samfund oppebæres der mange andre ydelser end kontantydelser som følge af arbejdsforholdet. Da forfatterne af artikel 119 anerkendte realiteten [s. 773]  i det moderne lønbegreb, er der ingen tvivl om, at artiklen også omfatter naturalydelser, hvilket desuden bekræftes af artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF med ordene: »for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«.

Det fremgår af Domstolens dom i sag 80/70, *Defrenne* mod *den belgiske stat* (herefter benævnt: *Defrenne nr. 1),* at en pensionsordning oprettet inden for rammerne af en ved lov indført social sikringsordning ikke er en ydelse, som arbejdstageren indirekte modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet, jf. artikel 119. Denne dom var helt i overensstemmelse med forslaget til afgørelse fra generaladvokat Dutheillet de Lamothe, hvorefter pensionsordninger med nedenstående karakteristika falder ind under artikel 119:

a) når pensionen udbetales arbejdstageren, fordi denne har en bestemt stilling hos en bestemt arbejdsgiver, og ikke på grund af vedkommendes generelle status som arbejdstager;

b) når administrationen af pensionsordningen og dens økonomiske grundlag er organiseret på faglig basis, uafhængig af den statslige sociale sikringsordning;

c) når pensionsydelsen er knyttet til de af arbejdsgiveren skyldige bidrag, således at ydelsen ikke udbetales, såfremt arbejdsgiveren undlader at indbetale bidrag;

d) når pensionsordningen er frivillig og gjort til genstand for en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgiveren og vedkommende fagforening.

Når en pensionsordning vurderes ud fra disse kriterier, er det ifølge sagsøgerne klart, at de foreliggende ordninger ikke er en del af den sociale sikringsordning, og at rettighederne i henhold til disse ordninger udgør en integreret del af de ydelser, som arbejdstageren modtager fra sin arbejdsgiver som følge af arbejdsforholdet. Ordningerne har nemlig alle de ovennævnte karakteristika.

Dommen i *Defrenne nr. 1* var i overensstemmelse med det ovennævnte forslag til afgørelse fra generaladvokat Dutheillet de Lamothe, hvorefter sociale sikringsordninger, herunder pensionsordninger, ikke falder ind under artikel 119, hvis de a) direkte er reguleret ved lov, b) ufravigeligt finder anvendelse på generelle grupper af arbejdstagere, og c) er oprettet og administreres uden nogen form for samråd med virksomheden eller vedkommende faglige organisation. Pensionsordningerne i de britiske virksomheder opfylder imidlertid intet af disse kriterier. Endvidere fastsættes bidragene til ordningerne ved regler i selve pensionsordningen, og bidragenes størrelse nævnes ofte i ansættelseskontrakten, mens Domstolen ved dommen i *Defrenne nr. 1* antog, at bidrag til ordninger, der ikke falder ind under artikel 119, mere er bestemt af socialpolitiske overvejelser end af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

En arbejdstagers ret til ydelser efter en pensionsordning, der administreres af hans arbejdsgiver, er en del af den ydelse, som arbejdstageren modtager som følge af arbejdsforholdet, og derfor »løn«, jf. artikel 119.

[s. 774]

Arbejdstageren modtager ikke disse ydelser som følge af sin status som arbejdstager eller som følge af sit tilhørsforhold til en bestemt faglig gruppe, men udelukkende i kraft af sin ansættelseskontrakt. Talrige omstændigheder (f.eks. forskellen mellem ordningerne, deres frivillige oprindelse, det forhold, at tilslutningen undertiden er frivillig, og at ydelserne ikke garanteres af staten), bestyrker den opfattelse, at rettighederne i henhold til de nævnte alderspensionsordninger udspringer af en aftale og ikke af den pågældende persons status som arbejdstager.

Den praktiske gennemførelse af lighedsprincippet kan opnås på to forskellige måder: enten ved både at sikre ens bidrag og lignende rettigheder og ydelser for mænd og kvinder, hvilket ville være muligt, såfremt man anvendte ens aktuarmæssige tabeller for begge køn, eller ved kun at sikre ens ydelser, hvilket indbærer betaling af højere bidrag for arbejdstagere af det ene køn for at opnå ens ydelser. Den sidstnævnte løsning er mulig, såfremt de højere bidrag, som påhviler arbejdstagere af det ene køn, betales af arbejdsgiveren og ikke af de pågældende arbejdstagere.

Sagsøgerne anfører vedrørende *spørgsmål 3,* at nærværende sag klart falder ind under artikel 119's direkte anvendelsesområde, således som dette er fastlagt ved Domstolens praksis. Lloyds har erkendt, at sagsøgerne i den pågældende periode udførte samme arbejde som deres mandlige kolleger i samme virksomhed, og at mænd og kvinder, som fratræder Lloyds før det fyldte 26. år, forskelsbehandles efter køn. Der foreligger derfor direkte og åbenlys forskelsbehandling, som kan konstateres alene ved hjælp af kriterierne »samme arbejde« og »lige løn« i artikel 119.

Skulle Domstolen forkaste dette anbringende til støtte for sagsøgernes principale påstand, har sagsøgerne subsidiært henvist til artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF, som foreskriver afskaffelse af enhver forskelsbehandling med hensyn til køn »for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«. Dette udtryk i artikel 1 omfatter klart også de rettigheder og ydelser, som under den foreliggende sags omstændigheder tilkommer en arbejdstager i henhold til en pensionsordning. Under sådanne omstændigheder har det ligelønsprincip, som er fastlagt i traktatens artikel 119 og nærmere defineret i artikel 1 i direktiv 75/117/EØF direkte virkning i medlemsstaterne og tillægger private rettigheder, som disse kan gøre gældende.

Sagsøgerne har anført, at direktiv 75/117/EØF indeholder bestemmelser, som skal lette den praktiske anvendelse af det i artikel 119 fastlagte princip om lige løn. Dette mål kan ikke nås, hvis private afskæres fra at påberåbe sig [s. 775]  direktivets bestemmelser ved nationale domstole. Direktivets artikel 1, stk. 1, er tilstrækkelig klar og præcis til at have direkte virkning, hvorfor det efter udløbet af den periode, der blev indrømmet medlemsstaterne til at efterkomme direktivet, finder fuld og ubetinget anvendelse.

I dommen i sag 149/77, *Defrenne mod Sabena* (herefter benævnt: *Defrenne nr. 3*), antog Domstolen forudsætningsvist, at visse bestemmelser i ligebehandlingsdirektivet ville have direkte virkning, når perioden for efterkommeise af direktivet var udløbet. Analogt må det antages, at artikel 1 i ligelønsdirektivet har direkte virkning i nærværende sag.

Sagsøgerne anfører vedrørende *spørgsmål 4* — såfremt ligelønsprincippet ikke finder anvendelse på de af en arbejdsgiver indbetalte bidrag, eller på en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en pensionsordning — at ligebehandlingsprincippet, som fastlagt i direktiv 76/207/EØF, finder anvendelse på sådanne bidrag, rettigheder og ydelser, og har direkte virkning i medlemsstaterne. Sagsøgerne fremfører, at der i direktivets fjerde[^*] betragtning nævnes »arbejdsvilkår, herunder aflønning«, hvilket viser, at ordene »arbejdsvilkår« omfatter mere end begrebet »løn« i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117/EØF, selv om sidstnævnte forstås i videste betydning. Som desuden angivet i samme direktivs artikel 5, stk. 1, omfatter arbejdsvilkårene også »afskedigelsesvilkår«. Heraf følger *så meget mere,* at de også omfatter bidrag, indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning samt arbejdstagernes rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning. Begrebet arbejdsvilkår omfatter således alle de med ansættelsen forbundne elementer og vilkår, som ikke er løn.

Direktivets artikel 1, stk. 1, er altså tilstrækkelig klar og præcis til at have direkte virkning.

*Lloyds* anfører en række generelle betragtninger som indledning til gennemgangen af spørgsmålene.

Lloyds redegør først for særegenhederne ved de erhvervstilknyttede pensionsordninger i Det forenede Kongerige og understreger, at ydelser, som udbetales i henhold til disse ordninger, bortset fra tilfældigheder, aldrig kan være nøjagtig ens for to personer, eftersom de er forskellige fra tilfælde til tilfælde og afhænger af en række personlige faktorer, herunder vedkommendes eget valg, familiemæssige forhold og levealder. Af samme grund kan de ydelser, som faktisk udbetales, ikke nøjagtig bestemmes førend den tilsluttedes og i givet fald de pårørendes interesser er ophørt. Det må derfor antages, at selv om man så bort fra medlemmernes køn, ville det under alle omstændigheder være umuligt at opnå ens ydelser for ordningens medlemmer, eller *forud* at fastsætte det samlede beløb de ydelser, som skal udbetales til medlemmet.

Pensionsordningernes midler forvaltes *blandt andet* på grundlag af aktuarmæssige [s. 776]  statistikker vedrørende medlemmernes forventede levealder. Det drejer sig om en beregning, som udtrykker et gruppegennemsnit og ikke hvert medlems adfærd, og det kan ikke forholde sig anderledes. Ved beregningen er det imidlertid nødvendigt at foretage en sondring efter køn, da resultatet nødvendigvis er afhængig af forskellene i køn og kønnenes adfærdsmønstre. Således medfører den forventede højere levealder for kvinder, at pensionskassens omkostninger ved at skaffe ens ydelser er større for kvinder end for mænd. Da de ydelser, en person oppebærer, som nævnt først vil kunne bestemmes efter ansættelsesforholdets ophør, og ofte mange år efter, gælder det samme for de bidrag, som er nødvendige for tilvejebringelse af ydelserne.

Desuden svarer de bidrag, som en arbejdstager indbetaler, ikke til de ydelser, han modtager i fremtiden. Bidragene modtages og forvaltes af pensionskassens bestyrelsesmedlemmer. Der sker ikke og der kan ikke ske nogen fordeling mellem medlemmerne, og et bestemt medlem kan ikke tildeles faktisk eller teoretisk beløb.

Endelig er forskellen mellem ordninger med og uden bidragspligt uden betydning i nærværende sag, da bidragene fra de ved Lloyds ansatte arbejdstagere finansieres af Lloyds.

På grundlag af disse betragtninger kan det derfor konkluderes, at det er umuligt at beregne værdien af en mandlig eller kvindelig arbejdstagers medlemskab af en pensionsordning af den art, som anvendes i Det forenede Kongerige, og at ydelsernes værdi bortset fra tilfældigheder aldrig kan være identiske eller ens.

Værdien af fremtidige ydelser kan kun fastsættes på grundlag af en aktuarmæssig beregning for en »gennemsnitsperson«, men den tilsyneladende lighed, som kunne opnås, hvis ordningen var ens for mænd og kvinder, ville ikke være resulatet i praksis.

Hvis man søger at udstrække begreberne »løn« eller »ydelse« til også at omfatte pensionsydelser eller pensionsbidrag, måtte disse begreber forstås således, at de også omfatter en sådan aktuarmæssig fastsættelse af værdien og indebærer en sammenligning af den tilsyneladende, og ikke af den faktiske værdi.

Vedrørende *spørgsmål 1* anfører Lloyds, at det i artikel 119 indeholdte udtryk »løn ... og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«, også omfatter kendte ydelser, som er beslægtet med løn, og som oppebæres eller »forbruges« på det tidspunkt, hvor det (formodede) tilsvarende arbejde udføres, og som kan beregnes, opgøres og sammenlignes. Formålet med definitionen i artikel 119 er at identificere elementerne i begrebet »løn« for at gøre det muligt for såvel arbejdsgivere som kvindelige og mandlige arbejdstagere at foretage en hurtig sammenligning og dermed at fastslå, opgøre og afhjælpe enhver ulighed.

[s. 777]

Der findes imidlertid andre vilkår i en ansættelseskontrakt, som kunne tænkes at være eller udvikle sig til en kilde til økonomisk fordel eller ulempe for det ene eller andet køn, men hvis virkninger afhænger af fremtidige begivenheder eller tilfældige omstændigheder. I sådanne tilfælde vil der først kunne foretages en kvantitativ konstatering, når sådanne begivenheder er indtrådt, og på baggrund af dem. Såfremt ordet »ydelse« blev fortolket således, at det også omfatter sådanne elementer, ville definitionen blive meningsløs, fordi en samtidig sammenligning enten ville være praktisk uigennemførlig eller umulig.

Desuden må anvendelsesområdet for artikel 119 efter Domstolens praksis (Defrenne nr. 3) fastlægges inden for rammerne af systemet i traktatens sociale bestemmelser i artiklerne 117 ff. Artiklerne 117 og 118 indeholder bestemmelser om et program, som skal gennemføres ved sekundær lovgivning. Artiklerne suppleres, men modsiges eller overlappes ikke af artikel 119, såfremt kriterierne heri fortolkes indskrænkende. I nærværende sag er der imidlertid ikke tvivl om, at de nominelle lønskalaer er forskellige, og at det drejer sig om samme arbejde, men lønskalaerne skyldes de forskellige regler i pensionsordningen, og såfremt artikel 119 skulle anvendes — hvilket kun kunne ske ved en udligning af skalaerne — ville dette, som de faktiske omstændigheder viser, føre til en endnu mere åbenbar ulighed. Der er i nærværende sag tale om »indirekte« eller »skjult« forskelsbehandling, som kun kan ophæves ved at ændre en af de to pensionsordninger.

Vedrørende *spørgsmål 1, pkt. a),* har Lloyds anført, at de bidrag, som arbejdsgiveren eller arbejdstageren indbetaler til pensionsordningerne, ikke kan være løn efter artikel 119, da de modtages af bestyrelsesmedlemmerne for pensionsordningen, og da arbejdstageren ikke selv kan modtage dem.

Til støtte for denne fortolkning kan det anføres, at Domstolen ved dommen i *Defrenne nr. 1* antog, at den del af finansieringen af den statslige pensionsordning, som påhviler arbejdsgiverne, ikke er en direkte eller indirekte betaling til arbejdstageren. Det følger af samme dom, at dette også »kendetegner ... de særordninger, der ... særligt angår visse arbejdstagergrupper«. Dommen gælder altså for pensionsordninger i almindelighed og for de foreliggende ordninger i særdeleshed.

Dette bekræftes af Domstolens faste praksis og ordlyden i direktiv 76/207/EØF om ligebehandling og direktiv 7/79/EØF om social sikring (EFT L 6, 1979, s. 24). Domstolen har således udtrykkeligt forkastet en vid fortolkning af begrebet »løn«, som ellers ville omfatte mange af de områder, der er omhandlet i ligebehandlingsdirektivet. Desuden udelukker artikel 1, stk. 2, i ligebehandlingsdirektivet spørgsmål vedrørende »social sikring« fra direktivets anvendelsesområde, mens princippet om ligebehandling under de »erhvervstilknyttede sikringsordninger« ifølge artikel 3, stk. 3, i direktivet om social sikring skal gennemføres ved senere regler. Disse bestemmelser kan kun forenes med den opfattelse, at »erhvervstilknyttede [s. 778]  sikringsordninger«, og navnlig erhvervstilknyttede pensionsordninger, falder ind under området for social sikring og ikke for løn; de er endnu ikke blevet gjort til genstand for nogen fællesskabsbestemmelse, og skal i fremtiden behandles i overensstemmelse med artikel 118.

Særlig under henvisning til dommen i *Defrenne nr. 1* anfører Lloyds, at den eneste forskel mellem pensionsordningen hos Sabena (Defrenne-sagen) og pensionsordningerne ved Lloyds er, at førstnævnte blev oprettet ved kongelig anordning og sidstnævnte gennem vedtægter, hvilket er et spørgsmål om form og ikke realitet. Anvendelsen af artikel 119 må ikke afhænge af forskelle i nogen af medlemsstaternes interne lovgivning eller praksis, eller af nogen af de gennemførelsesforanstaltninger, hvorved en ordning er blevet oprettet. Ordningens særegenheder og ikke oprettelsesmåden må være afgørende.

Lloyds har endvidere rejst det spørgsmål, om ordene »inden for rammerne af det lovmæssige og almindelige socialsikringssystem«, som Domstolen anvendte i dommen i *Defrenne nr. 1,* skal forstås som en beskrivelse af den ordning, som Domstolen skulle tage stilling til, eller som en væsentlig forudgående betingelse for at udelukke en pensionsordning fra artikel 119's anvendelsesområde.

Dette har Lloyds besvaret således:

1. ordene er blot beskrivende;

2. hvis dette ikke var tilfældet, skulle alle de forudgående betingelser alligevel anses for opfyldt, når den pågældende ordning gyldigt er oprettet i henhold til gældende intern ret under hensyn til, at oprettelsen af sådanne ordninger ved lov f.eks. i Det forenede Kongerige sker meget sjældent;

3. selv om en ordning kun kan udelukkes fra artikel 119's anvendelsesområde, såfremt den falder inden for det nationale lovgivningsmæssige system, forholder det sig netop således med private ordninger i Det forenede Kongerige, som skal godkendes i henhold til Finance Act 1970 og part III i Social Security Pensions Act 1975;

4. en inddeling af ordningerne som den af generaladvokat Dutheillet de Lamothe foreslåede er hverken blevet accepteret eller godkendt af Domstolen og er derfor ikke bindende.

Den af Lloyds hævdede fortolkning fastlægger grænser for betydningen af ordet »løn«, som er klare, praktiske, funktionelle, forståelige for såvel arbejdsgivere som arbejdstagere, og som undgår konflikter eller overlapninger mellem artikel 119 og artiklerne 117 og 118.

Vedrørende *spørgsmål 1, pkt. b),* har Lloyds i første række anført, at det er fastslået i dommen i *Defrenne nr. 1,* at arbejdstageren »normalt [modtager] de ved lov fastsatte ydelser, ikke som følge af arbejdsgiverbidraget, men alene fordi han opfylder lovens betingelser for tildeling af ydelsen«. Dette har såvel gyldighed for en typisk statslig ordning som for en typisk erhvervstilknyttet ordning.

De omtalte ydelser er ikke ydelser, som modtages direkte eller indirekte [s. 779]  fra arbejdsgiveren. Pensionsordningernes midler forvaltes af bestyrelsesmedlemmerne i pensionskassen, som handler uafhængig af Lloyds. De ydelsesberettigedes krav efter ordningen kan kun rettes mod pensionskassen. Det er derfor klart, at ydelserne modtages fra pensionskassen og ikke fra arbejdsgiveren.

De ydelser, som en arbejdstager modtager fra pensionskassens bestyrelsesmedlemmer er ikke på nogen måde afhængig af betingelser i ansættelseskontrakten, det være sig om løn eller andet, eller af nogen beregning i henhold til en sådan kontrakt, men alene af pensionsordningens bestemmelser.

Ydelsens art og størrelse afhænger af flere personlige forhold hos den enkelte arbejdstager. Ydelsen oppebæres først efter ansættelsesforholdets ophør og kan fortsætte efter den pågældendes død. Der er derfor ingen »snæver forbindelse« mellem arbejdets art og den ydelse, som vedkommende modtager. Ydelsen har ingen forbindelse med udførelsen af noget bestemt arbejde eller med noget tidligere betalt bidrag. Det er ganske umuligt at opnå lighed i ydelserne mellem arbejdstagerne. Desuden kan man rejse det spørgsmål, hvorledes beløb, som oppebæres efter pensionering, og som ikke kan beregnes før vedkommendes død, eller senere, ud fra en sammenligning kan anses for løn, indtjent igennem den samlede beskæftigelsesperiode, og hvordan sådanne totalydelser kan fordeles over den samlede beskæftigelsesperiode. Alt hvad en arbejdstager oppebærer som følge af sin beskæftigelse skyldes hans medlemskab af en pensionsordning, et vist antal rettigheder og muligheder, som forbliver uvisse, indtil ansættelsesforholdet ophører. Ethvert forsøg på at behandle de ydelser, som arbejdstageren eller hans pårørende faktisk oppebærer, som »løn« eller »ydelser«, og således underkaste dem kravet om lighed, er et forsøg på at opnå det umulige.

Endvidere må det ikke glemmes, at indførelsen af ens vilkår i pensionsordningerne for mandlige og kvindelige ansatte rejser meget komplicerede problemer, som bestemmelserne i artikel 119 er uegnede til at løse, og som efter artiklerne 117 og 118 skal afgøres af de i disse artikler nævnte myndigheder. Disse problemer må principielt løses af lovgiverne. Det første er problemet vedrørende kvinders forventede højere levealder. Der findes mindst to forskellige teorier om, hvorledes ligheden mellem kønnene skal udmåles og defineres. Den teori, som består i at fastsætte ens bestemmelser for mænd og kvinder, forekommer imidlertid ikke rimelig, fordi den aldrig kan neutralisere kvindernes naturlige fordel. Den anden teori går ud på, at der kun kan skabes virkelig lighed, såfremt der tillægges mænd og kvinder et vist antal rettigheder af samme værdi, hvilket ville kræve en definition af præcise aktuarmæssige referencenormer. Begge disse løsninger kan desuden tilpasses.

[s. 780]

Foruden dette grundlæggende spørgsmål må lovgiveren desuden vurdere og afgøre, hvorledes der kan etableres lighed på en lang række områder, såsom bestemmelser vedrørende moderskab, forskelle i pensionsalder, retsstillingen for den efterladte ægtefælle og forskelle i karrierestruktur osv.

Ovennævnte vanskeligheder kan forklare bestemmelserne i artikel 3, stk. 3, i direktivet om social sikring, og hvorfor der endnu ikke er udstedt de i artiklen nævnte bestemmelser.

Artikel 119 finder direkte anvendelse på lønklasser i individuelle ansættelseskontrakter, men har ikke til formål at opfylde og kan ikke fortolkes som opfyldende de grundlæggende krav, der er nævnt i de forudgående punkter.

Vedrørende *spørgsmål* 2 har Lloyds anført, at direktiv 75/117/EØF har til formål og virkning at udstrække begrebet lige løn til både at omfatte samme arbejde og »arbejde, som tillægges samme værdi«, men ikke — ved ordene »alle lønelementer og lønvilkår« — at ændre eller udvide anvendelsesområdet for eller betydningen af den i artikel 119 indeholdte definition af begrebet løn.

Direktivets artikel 4, hvorefter medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at bestemmelser »kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter«, kan erklæres ugyldige eller ændres, viser, at det ikke har været hensigten at udvide lønbegrebet, og navnlig ikke, at direktivet også skulle omfatte pensionsordninger.

Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at besvare *spørgsmål 3.*

Vedrørende *spørgsmål 4* har Lloyds anført, at den i artikel 1, stk. 2, i direktiv 76/207/EØF foreskrevne udtrykkelige udelukkelse med hensyn til social sikring — sammenholdt med den i artikel 5, stk. 2, litra b), manglende henvisning til pensionsordningen — viser, at direktivets generelle bestemmelser ikke skulle berøre pensionsordningerne.

*Subsidiært* — såfremt spørgsmål 3 eller anden del af spørgsmål 4 er relevant — har Lloyds anført, at hverken traktatens artikel 119, direktiv 75/117/EØF eller direktiv 76/207/EØF er tilstrækkeligt præcise til at have direkte virkning, både hvad angår pensionsbidrag og rettigheder og ydelser i henhold til pensionsordninger. Desuden udløb fristen for at gennemføre direktiv 76/207/EØF i Det forenede Kongerige i august 1978, hvorfor spørgsmålet om direkte virkning ikke kan opstå i nærværende sag, som anlagdes i 1977.

*Mere subsidiær* har Lloyds henvist til de virkninger, som vil indtræde, såfremt Domstolen giver sagsøgerne medhold. Da Lloyds årligt beskæftiger omkring 21 500 kvinder, hvoraf 13 800 er under 25 år, ville sådanne krav om tilbagevirkende tilpasning af lønskalaerne — dækkende flere år — kunne andrage [s. 781]  millioner af pund. Lloyds foreslår derfor Domstolen, at den, ligesom i sag 43/75, *Defrenne* mod *Sabena,* begrænser muligheden for påberåbelse af fællesskabsbestemmelsernes direkte virkning med hensyn til krav vedrørende perioder forud for datoen for afsigelsen af dommen til at gælde for arbejdstagere, der allerede har anlagt sag eller rejst et tilsvarende krav.

*Det forenede Kongerige* har anført vedrørende *spørgsmål 1,* at hverken bidrag til en pensionsordning eller rettigheder eller ydelser i henhold til en sådan ordning er »løn« efter artikel 119.

Regeringen har i første række anført, at der i forelæggelseskendelsen alene tales om »bidrag indbetalt af en arbejdsgiver«, uden at der sondres mellem de beløb, der obligatorisk fradrages i den ansattes løn, andre beløb, som indbetales på den ansattes vegne, beløb, som skal indbetales af arbejdsgiveren, for at ordningen kan fungere (»arbejdsgiverens bidrag«) eller en blanding af disse. Det er overraskende, i hvert fald ved første blik, at Court of Appeal og/eller parterne ikke finder en sondring mellem disse typer bidrag relevant.

Problemet er, efter den ved Lloyds gældende ordning, om de 5 %, der beskrives som udgørende en del af den »løn« til mandlige ansatte under 25 år, som Lloyds betaler direkte til bestyrelsesmedlemmerne i pensionskassen, er »løn« efter artikel 119.

Hvis de 5 % er løn, skyldes det netop, at de kan identificeres som løn og ikke falder ind under bestemmelserne vedrørende død eller pensionering eller nogen bestemmelse i forbindelse med død eller pensionering. Det er derfor nødvendigt udelukkende at koncentrere opmærksomheden om forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den konklusion, at de 5 % er løn, synes at indebære den antagelse, at de 5 % faktisk udgør en del af det beløb, der skal udbetales arbejdstageren, men som fiktivt føres tilbage til arbejdsgiveren med henblik på at de indbetales på arbejdstagerens vegne til bestyrelsesmedlemmerne i pensionskassen. En sådan fremgangsmåde indebærer visse vanskeligheder, fordi arbejdstageren aldrig kan kræve, at arbejdsgiveren udbetaler dette beløb til ham. Spørgsmålet, om dette beløb overhovedet er løn, henhører i første række under de nationale domstoles kompetence. Det forenede Kongerige tager ikke stilling til de faktiske omstændigheder i nærværende sag, men understreger kun — uanset hvilken opfattelse man anlægger — at svaret ikke afhænger af følgerne af betalingen til bestyrelsesmedlemmerne, men af arten af det beløb, som arbejdsgiveren betaler til arbejdstageren (eller efter denne anvisning) for et bestemt arbejde.

Hvad angår rettighederne og ydelserne i henhold til en pensionsordning er de argumenter, som kan fremføres mod, at sådanne rettigheder og ydelser er »løn«, *så meget stærkere* for så vidt angår »de bidrag, som indbetales af arbejdsgiveren«. Rækkevidden og størrelsen af disse rettigheder og ydelser er ikke forbundet med det udførte arbejde, men er en følge af en række forskellige faktorer (bidrag, indtægter fra pensionskassens [s. 782]  egne investeringer m.v.). Der er principielt ikke nogen forskel mellem en sådan ordning og en ordning, som offentlige myndigheder kan bidrage til. Som det fremgår af Domstolens praksis (dommen i *Defrenne nr. 1*) er arbejdsgiverens andel i finansieringen af en social sikringsordning ikke en direkte eller indirekte betaling til arbejdstageren, men denne modtager de ved lov fastsatte ydelser, alene fordi han opfylder lovens betingelser for tildeling af ydelsen. Rettighederne og ydelserne er forbundet med sådanne faktorer som tjenestens længde, lønnen ved pensionsalderen, tidspunktet for pensionsalderen, tidspunktet for dødsfaldet osv. De udbetales af pensionskassens bestyrelsesmedlemmer og ikke af arbejdsgiveren.

Ydelsernes værdi og størrelse er forskellig for mandlige og kvindelige ansatte, f.eks. hvad angår pensionsalderen, den forventede levealder og beskæftigelsens art, hvilke forskelle er betydeligt mere sammensatte end de enkle spørgsmål om lige løn for samme arbejde. Disse faktorer har betydning for oprettelsen af en pensionsordning, men er irrelevante i forbindelse med simple sammenligninger mellem størrelsen af den løn, der betales for et bestemt arbejde.

Der eksisterer yderligere en indvending mod at sidestille arbejdsgiverens bidrag eller rettigheder og ydelser med »løn« i generel betydning. I Det forenede Kongerige eksisterer der en statslig pensionsordning og en række erhvervstilknyttede ordninger, som supplerer den statslige, og som nu skal opfylde visse lovmæssige kriterier, der skal sikre, at de ydelser, som arbejdstagerne modtager, er i overensstemmelse med den socialpolitik, lovgivningen i Det forenede Kongerige forfølger. Det ville være mærkværdigt, om de retlige krav, som fællesskabsretten stiller til de erhvervstilknyttede pensionsordninger, var forskellige fra de krav, der stilles til den statslige ordning i Det forenede Kongerige, fra hvilken omkring 13 millioner arbejdstagere modtager samtlige deres sociale ydelser.

Vedrørende *spørgsmål 2* anfører Det forenede Kongerige, at direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 ikke har til formål at udvide ligelønsprincippets anvendelsesområde, og end mindre at udvide betydningen af ordet »løn«. Direktivet indeholder ingen bestemmelse vedrørende pension, pensionsordninger, eller lignende.

At det har været hensigten at udskille området for social sikring fra lønbegrebet bekræftes endvidere af betragtningerne til direktiv 76/207/EØF, som sondrer mellem løn og social sikring, og af samme direktivs artikel 1, stk. 2, som nævner den gradvise gennemførelse — ved hjælp af andre foranstaltninger — af princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring.

Efter disse betragtninger har Det forenede Kongerige anført, at det er overflødigt at besvare *spørgsmål 3,* såfremt antagelserne ovenfor er korrekte. For fuldstændighedens skyld har den dog også behandlet dette spørgsmål.

Efter den britiske regerings opfattelse er det klart, at hvis artikel 119 — i modsætning til hvad regeringen har antaget — finder anvendelse på pensioner, kan den ikke have direkte virkning. De pågældende former for forskelsbehandling kan [s. 783]  ikke konstateres alene ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn. Det er ikke klart, hvorledes der skal opnås lighed på dette område, eftersom lighed kan opnås enten ved hjælp af lige ydelser eller lige bidrag, men ikke ved begge løsninger på én gang, så længe pensionsalder og forventet levealder er forskellig for mænd og kvinder.

Den således godtgjorte nødvendighed af gennem egnede foranstaltninger på fællesskabsplan eller nationalt plan at fastlægge detaljerede kriterier for gennemførelsen af lighedsprincippet udelukker, at artikel 119 kan have nogen direkte virkning.

Herved må det erindres, at artikel 119 ifølge Domstolens praksis ikke kan fortolkes så vidt, at den direkte virkning, som bør tillægges denne bestemmelse på dens særlige område, bringes i fare.

Hvad angår direktiv 75/117/EØF må det tages i betragtning, at en bestemmelse i et direktiv kun kan have direkte virkning, hvis den er klar, ubetinget, og ikke overlader medlemsstaten noget skøn med hensyn til det væsentlige i dens gennemførelse.

Når den ubestemte karakter af de i en bestemmelse anvendte begreber overlader medlemstaterne et skøn med hensyn til væsentlige spørgsmål, udelukker en sådan skønsmæssig beføjelse fuldstændig, at den pågældende bestemmelse kan have direkte virkning. Men dette ville netop være situationen, som allerede set i forbindelse med artikel 119, hvis artikel 1 i direktiv 75/117/EØF også gjaldt for pensioner. Nødvendigheden af at fastlægge kriterier for at skabe lighed i erhvervstilknyttede pensionsordninger er desuden anerkendt af Rådet og Kommissionen. Sidstnævnte er i færd med at udarbejde et nyt direktiv, som udelukkende omhandler disse ordninger.

Det forenede Kongerige henviser herefter til konsekvenserne for Det forenede Kongerige af en anerkendelse af direktivets direkte virkning. For det første ville beskæftigelsesmønstret blive alvorligt forstyrret, såfremt forholdet mellem private ordninger og den statslige ordning blev ødelagt. Det ville også have væsentlige økonomiske følger for arbejdsgiverne og bestyrelsesmedlemmerne i de erhvervstilknyttede pensionsordninger. Hvis f.eks. pensionsalderen for mænd blev sænket fra 65 til 60, sådan som det er tilfældet for kvinder, ville pensionskassernes omkostninger straks stige med op til 1 200 millioner pund pr. år, og efter en række år falde til omkring det halve, udover et beløb på 100 millioner pund i ydelser til overlevende ægtefæller, for ikke at tale om hvad det eventuelt kunne koste i erstatning til allerede pensionerede mandlige arbejdstagere. Arbejdsgivere ville her med øjeblikkelig virkning måtte bære en massiv økonomisk byrde. Mange af dem ville blive nødt til at opgive de erhvervstilknyttede pensionsordninger eller nedsætte deres ydelser væsentligt.

Vedrørende *spørgsmål 4* har Det forenede Kongerige anført, at direktiv 76/207/EØF om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår ikke omfatter [s. 784]  social sikring, da dette område udtrykkeligt er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Hvad angår den direkte virkning er de argumenter, der taler imod, at direktiv 75/117/EØF har direkte virkning, *så meget mere* gyldige for direktiv 76/207/EØF. Det kan tilføjes, at direktivets artikel 5 viser, at det påtænkes at udstede detaljerede bestemmelser til gennemførelse af det generelle ligebehandlingsprincip. Endelig udløb fristen for gennemførelsen af direktivet i Det forenede Kongerige den 12. august 1978, dvs. efter at hovedsagen var anlagt.

*Kommissionen for De europæiske Fællesskaber* har vedrørende *spørgsmål 1 og 2 anført,* at de bidrag, der indbetales af en arbejdsgiver til en pensionsordning, er løn både efter traktatens artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117/EØF om ligeløn.

I nærværende sag beskrives det tillæg, som mandlige arbejdstagere ved Lloyds under 25 år modtager, som løn og behandles som løn ved beregningen af visse biydelser. Det må derfor falde ind under begrebet »løn ... som arbejdstageren ... modtager«, jf. artikel 119.

Tillægget har imidlertid visse særegne træk, eftersom det udbetales af Lloyds udelukkende på grund af bestemmelserne i pensionsordningen for de pågældende arbejdstagere, og ikke udbetales til arbejdstagerne selv, men til pensionskassens bestyrelsesmedlemmer. Strengt taget er det ikke et arbejdsgiverbidrag, men snarere et bidrag fra arbejdstageren, som godtgøres af arbejdsgiveren. Det er derfor et bidrag, indbetalt af en arbejdsgiver på arbejdstagerens vegne.

Ud fra denne betragtning falder det også ind under definitionen af begrebet løn i artikel 119. Det er således en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte.

Det spørgsmål, som Court of Appeal har forelagt Domstolen, vedrører imidlertid arbejdsgiverens bidrag i streng forstand. Ifølge Kommissionen er også sådanne bidrag efter ordlyden af artikel 119 omfattet af definitionen heri af begrebet løn.

Kommissionen anfører desuden, at Domstolens praksis taler for, at spørgsmål 1 og 2 bør besvares bekræftende. Efter dens opfattelse opfylder den pågældende pensionsordning og de ordninger, som den er et eksempel på, de betingelser generaladvokat Dutheillet de Lamothe opstillede i *Defrenne nr. 1,* og indeholder ikke nogen af de elementer, som ifølge Domstolens afgørelse i nævnte sag udelukker statslige socialsikringsordninger fra artikel 119's anvendelssområde. I nævnte dom behandlede Domstolen netop spørgsmålet under synsvinklen arbejdsgiverens bidrag.

En fortolkning af artikel 119, hvorefter lønnen omfatter arbejdsgiverens bidrag til pensionsordninger, kan fremme gennemførelsen af denne artikels økonomiske og sociale formål, nemlig fremme af en redelig konkurrence og en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for de europæiske folk, navnlig for den del af befolkningen, som består af kvindelige arbejdstagere og disses pårørende.

[s. 785]

Hvad angår den *anden del af de to spørgsmål* mener Kommissionen, at en arbejdstagers rettigheder og ydelser er løn efter traktatens artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117/EØF.

I nærværende sag er tilbagebetalingen af bidrag til mandlige arbejdstagere ved Lloyds under 25 år omfattet af definitionen i artikel 119. Desuden falder rettigheder og ydelser af denne art generelt ind under denne definition. De samme argumenter, som er fremført vedrørende arbejdsgivernes bidrag, har, med de nødvendige ændringer, også gyldighed for ydelser i henhold til en pensionsordning. Ydelser i henhold til en sådan ordning anses almindeligvis og med rette som »forskudt løn«, og Domstolen har selv i *Defrenne nr. 1* antaget, at fremtidig løn falder inden for artikel 119's anvendelsesområde.

Hvad angår *spørgsmål 3* mener Kommissionen, at artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117/EØF har direkte virkning i medlemsstaterne.

Ifølge Domstolens praksis har artikel 119 direkte virkning, når der foreligger en direkte forskelsbehandling, men ikke ved en indirekte forskelsbehandling. Kommissionen mener, som tidligere anført, at det pågældende tillægsbeløb udgør en del af lønnen, og at den forudgående betingelse for, at der foreligger direkte forskelsbehandling, således er opfyldt i nærværende sag.

Hvad angår direktivet er artikel 1, stk. 1, i realiteten en definition af begrebet i artikel 119. Hvis artikel 119 derfor har direkte virkning, må det samme gælde direktivets artikel 1.

Kommissionen mener, at det er unødvendigt at besvare *spørgsmål 4,* da det alene er stillet for det tilfælde, at spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende.

På grundlag af det anførte har Kommissionen foreslået, át de af Court of Appeal forelagte spørgsmål besvares således :

> »*Spørgsmål 1:* Bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning *og* en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning er ’løn’ efter EØF-traktatens artikel 119.

> *Spørgsmål 2:* Bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning *og* en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning er ’løn’ efter artikel 1 i ligelønsdirektivet.

> *Spørgsmål 3:* Traktatens artikel 119 (i) og direktivets artikel 1 (ii) har direkte virkning i medlemsstaterne, således at de tillægger private rettigheder i henhold til fællesskabsretten, som kan gøres gældende, under den foreliggende sags omstændigheder.

> *Spørgsmål 4:* Besvarelse overflødig.«

##### III — Mundtlig forhandling

I retsmødet den 29. oktober 1980 er der afgivet mundtlige indlæg af Susan Jane Worringham og Margaret Humphreys ved A. Lester, Q. C, og C. Carr, barrister at law, af Lloyds ved D. Hunter, Q. C, af Det forenede Kongerige ved P. Scott, Q. C, samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved [s. 786]  A. Toledano-Laredo, som befuldmægtiget, og M. Beloff, barrister at law.

Under retsmødet supplerede Lloyds de faktiske omstændigheder med følgende oplysninger:

> »Siden 1968 har der i Det forenede Kongerige været indgået en national overenskomst vedrørende lønskalaerne for det yngre bankpersonale. Som en undtagelse blandt bankerne ydede ikke blot både arbejdsgiver og arbejdstager bidrag efter Lloyds' pensionsordninger, men disse indeholdt også bestemmelser om, at mænd skulle indbetale bidrag fra begyndelsen af deres pensionsgivende beskæftigelse, mens kvinderne først skulle indbetale bidrag fra 25 årsalderen.

> På grund af vanskelighederne med at ændre reglerne for pensionskassen og med det formål alene at skabe lighed i nettolønnen såvel inden for Lloyds som mellem Lloyds eget personale og personalet i andre banker, ændrede Lloyds lønskalaerne ved at forhøje den nationale skala med 5 % for alle de medlemmer af ordningen, som indbetalte bidrag, dvs. alle mænd og kvinder over 25 år.

> På denne måde tilvejebragte Lloyds alle de i henhold til pensionskassens regler fastsatte bidrag fra mænd og kvinder over 25 år, og omdannede dermed i det væsentlige, for så vidt angår forholdet mellem Lloyds og pensionsordningens medlemmer, ordningen fra at være en ordning, hvorefter både arbejdsgiver og arbejdstager indbetaler bidrag, til en ordning, hvor dette ikke er tilfældet.

> Udbetalingen af den samme nominelle løn til mænd og kvinder under 25 år ville, efter de gældende regler i de to pensionsordninger, have ført til en skærende ulighed. Lloyds og personalet erkendte begge, at der kun kunne skabes lighed mellem mænd og kvinder ved at ændre reglerne i pensionsordningen eller ved at sammenslutte de to ordninger. Dette blev påbegyndt, men lå ikke inden for bankens og personalerepræsentanternes kompetence alene, men krævede samtykke ira bestyrelsesmedlemmerne, Inland Revenue, Occupational Pension Board og 75 % af stemmerne fra hver gruppe af berørte medlemmer«.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. december 1980.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 19. februar 1980, indgået til Domstolen den 3. marts 1980, har Court of Appeal, London, i medfør af EØF-traktatens artikel 177, forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets

[s. 787]

direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 38, s. 40).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en retssag mellem to kvindelige arbejdstagere og deres arbejdsgiver, Lloyds Bank Limited (i det følgende benævnt: »Lloyds«), som de påstår har overtrådt den klausul om lige løn til mænd og kvinder, som i medfør af section 1, stk. 2, litra a), i »Equal Pay Aet 1970« er indføjet i deres ansættelseskontrakter med banken. Sagsøgerne i hovedsagen har navnlig gjort gældende, at Lloyds har tilsidesat sine forpligtelser efter nævnte lov ved ikke at sikre kvindelige arbejdstagere under 25 år samme bruttoløn som mandlige arbejdstagere på samme alder, der udfører samme arbejde.

3 Det fremgår af oplysningerne i forelæggelseskendelsen, at Lloyds har to pensionsordninger for sit personale, én for mandlige og en for kvindelige arbejdstagere. Ifølge disse pensionsordninger, som er vedtaget efter kollektiv overenskomst mellem fagforeningerne og Lloyds, og godkendt af de statslige myndigheder i medfør af »Finance Act 1970« samt approberet i medfør af »Social Security Pensions Aet 1975«, udtræder medlemmerne af den indtægtsbestemte del af den statslige pensionsordning, og denne del afløses af en kontraktmæssig ordning.

4 Det fremgår af samme kendelse, at de to pensionsordninger, som Lloyds anvender, ikke i det væsentlige indebærer nogen forskelsbehandling af mænd og kvinder for så vidt angår alderspensionsydelser, men indeholder forskellige regler i andre henseender, som ikke er forbundet med pensionen.

5 Den lønulighed, som i nærværende sag gøres gældende for den nationale ret, udspringer ifølge sagsøgerne i hovedsagen af bestemmelserne i de to pensionsordninger vedrørende den forpligtelse til at indbetale bidrag, som

[s. 788]

påhviler ansatte, der endnu ikke er fyldt 25 år. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at mandlige arbejdstagere under 25 år er forpligtet til at bidrage til deres ordning med 5 % af deres løn, hvilket ikke gælder for kvindelige arbejdstagere. Til dækning af dette bidrag fra de mandlige arbejdstagere, forhøjer Lloyds disses bruttoløn med et beløb på 5 %, som herefter fradrages og på disse arbejdstageres vegne betales direkte til bestyrelsesmedlemmerne for den pågældende pensionsordning.

6 Det fremgår desuden af forelæggelseskendelsen, at arbejdstagere, som fratræder og indvilger i, at deres erhvervede rettigheder overføres til den statslige pensionsordning, modtager en »til bidragene svarende præmie«, hvilket giver dem ret til — med fradrag af en del af omkostningerne ved præmie og indkomstskat — at få tilbagebetalt de bidrag med rente, der tidligere er indbetalt til den særlige ordning, som de var medlemmer af, hvilket beløb for mandlige arbejdstagere under 25 % år omfatter det bidrag på 5 %, som arbejdsgiveren har indbetalt på deres vegne.

7 Endelig, som det fremgår af oplysningerne fra den nationale ret, er den løn, hvori det ovennævnte bidrag på 5 % er indeholdt, afgørende for størrelsen af visse ydelser og sociale fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser samt lånemuligheder med eller uden pantesikkerhed.

8 Industrial Tribunal, hvor sagen blev anlagt i første instans, forkastede ved dom af 19. september 1977 sagsøgernes påstand, navnlig med den begrundelse, at den ulige løn til mænd og kvinder, som var påberåbt i det foreliggende tilfælde, var en følge af en forskel i bestemmelserne i bankens pensionsordninger for mænd og kvinder og derfor var dækket af undtagelsen i section 6 (1 A) (b) i »Equal Pay Act 1970«, ifølge hvilken princippet om lige løn ikke omfatter vilkår vedrørende død eller fratræden eller nogen anden bestemmelse i forbindelse med død eller fratræden.

[s. 789]

9 Sagsøgerne i hovedsagen har appelleret til Employment Appeal Tribunal og gjort gældende, at betalingen af et tillæg på 5 % af bruttolønnen til de mandlige ansatte ved Lloyds over 25 år rejste et problem vedrørende lønmæssig forskelsbehandling af mænd. og kvinder, som falder uden for undtagelsen i section 6 (1 A) (b) i »Equal Pay Act 1970«. De har endvidere gjort gældende, at denne bestemmelse under ingen omstændigheder kan fortolkes og anvendes i strid med fællesskabsretten, der har forrang for bestemmelserne i »Equal Pay Act 1970«.

10 Employment Appeal Tribunal gav appellanterne medhold med følgende begrundelse: a) der forelå en ulige løn til mænd og kvinder under 25 år; b) bestemmelserne i ansættelseskontrakten vedrørende løn skulle holdes adskilt fra bestemmelserne vedrørende pensioner; c) den relevante bestemmelse i ansættelseskontrakten var ikke en bestemmelse vedrørende død eller fratræden, jf. section 6 (1 A) (b) i »Equal Pay Act 1970«.

11 Court of Appeal, til hvem Lloyds har appelleret afgørelsen fra Employment Appeal Tribunal, har under hensyn til dette redige problem besluttet at forelægge Domstolen en række spørgsmål om fortolkningen af traktatens artikel 119, artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/Ë0F af 10. februar 1975 og artikeli samt artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976.

##### Det første spørgsmål

12 Det første spørgsmål, som den nationale ret har forelagt, lyder således:

> »1. Er

a) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til en pensionsordning, eller

b) en arbejdstagers rettigheder og ydelser i henhold til en sådan ordning,

’løn’, jf. EØF-traktatens artikel 119?«

[s. 790]

13 Det fremgår af oplysningerne fra den nationale ret, at det med punkt a) i det første spørgsmål i det væsentlige søges opklaret, om beløb af den omhandlede art, som arbejdsgiveren betaler til en pensionsordning på den ansattes vegne i form af et tillæg til bruttolønnen, er omfattet af begrebet »løn« i traktatens artikel 119.

14 Ifølge traktatens artikel 119, stk. 2, omfatter begrebet løn i denne artikel »den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

15 Beløb af den i sagen omhandlede art, som medtages i beregningen af den ansattes bruttoløn, og som direkte er afgørende for beregningen af andre til lønnen knyttede fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser og lånemuligheder, udgør en del af arbejdstagerens løn efter traktatens arikel 119, stk. 2, også selv om de umiddelbart indeholdes af arbejdsgiveren og på arbejdstagerens vegne indbetales til en pensionsordning. Dette gælder så meget mere, når disse beløb under visse betingelser og med visse fradrag, tilbagebetales til den ansatte og tilfalder denne, såfremt han udtræder af den kontraktmæssige pensionsordning, i henhold til hvilken beløbene blev indeholdt.

16 I øvrigt er den britiske regerings argument om, at arbejdsgiverens betaling af de pågældende bidrag ikke udspringer af en retlig forpligtelse over for arbejdstageren, ikke afgørende, eftersom denne betaling, da den faktisk sker, svarer til en bidragsforpligtelse for arbejdstageren og fradrages dennes løn.

17 Under hensyn til det anførte må punkt a) i det første spørgsmål derfor besvares således, at et bidrag til en pensionsordning, der indbetales af en arbejdsgiver på de ansattes vegne i form af et tillæg til bruttolønnen, og som følgelig er med til at bestemme denne løns størrelse, er »løn« efter EØF-traktatens artikel 119, stk. 2.

[s. 791]

18 Når henses til dette svar er det ikke nødvendigt at tage stilling til det andet led i det første spørgsmål, spørgsmål 1, b), som er subsidiært i forhold til spørgsmål 1, a).

##### Det andet spørgsmål

19 I det andet spørgsmål, som næsten er identisk med det første, har den nationale ret forelagt Domstolen samme problem under henvisning til artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975.

20 Da den nationale rets anmodning om en fortolkning af direktiv 75/117/EØF kun er subsidiær i forhold til fortolkningen af traktatens artikel 119, er det overflødigt at gennemgå det andet spørgsmål, når henses til fortolkningen af nævnte artikel.

21 Desuden er direktiv 75/117/EØF — hvis formål, som det fremgår af den første betragtning i dets præambel, er at fastlægge de nødvendige betingelser for gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder — baseret på begrebet løn, som defineret i traktatens artikel 119, stk. 2. Selv om direktivets artikel 1 forklarer begrebet »samme arbejde« i traktatens artikel 119, stk. 1, som omfattende »arbejde, som tillægges samme værdi«, har dette ingen som helst indflydelse på begrebet »løn« i artikel 119, stk. 2, men henviser forudsætningsvist til dette begreb.

##### Det tredje spørgsmål

22 Den nationale ret spørger desuden i det tredje spørgsmål, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, om »EØF-traktatens artikel 119 ... [har] direkte virkning i medlemsstaterne, således at den tillægges private rettigheder i henhold til fællesskabsretten, som kan gøres gældende under den foreliggende sags omstændigheder«.

23 Som Domstolen tidligere har fastslået (dom af 8. april 1976), *Deßenne,* sag 43/75, Sml., s. 455; dom af 27. marts 1980, *Macarthys,* (sag 129/79, Sml., [s. 792]  s. 1275) finder traktatens artikel 119 direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn, uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere foranstaltninger til fastlæggelse af disse kriterier, således at de kan anvendes. Blandt de former for forskelsbehandling, som retterne således vil kunne konstatere, nævnte Domstolen det tilfælde, hvor der udbetales forskellig løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme offentlige eller private virksomhed eller tjeneste. I en sådan situation er retten i stand til at fastslå alle de faktiske omstændigheder, som gør det muligt for den at afgøre, om en kvindelig arbejdstager modtager en lavere løn end en mandlig arbejdstager, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

24 Dette er tilfældet, når forpligtelsen til at betale bidrag kun påhviler mænd og ikke kvinder, og når de bidrag, der påhviler mandlige arbejdstagere, indbetales på disses vegne af arbejdsgiveren ved hjælp af et tillæg til bruttolønnen, som giver de mandlige ansatte en højere løn, jf. artikel 119, stk. 2, end den, der udbetales kvindelige arbejdstagere, som udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

25 Selv om de mandlige arbejdstageres løn, efter fradrag af bidrag, kan sammenlignes med lønnen for de kvindelige arbejdstagere, som ikke er forpligtet til at indbetale bidrag, og fra hvis løn disse følgelig ikke fratrækkes, er uligheden mellem mandlige og kvindelige arbejdstageres bruttoløn dog en kilde til forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 119, eftersom mænd på grund af denne ulighed modtager ydelser, som kvinder, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, er afskåret fra, eller af samme grund modtager større ydelser eller sociale fordele end kvinder er berettiget til.

26 Dette er navnlig tilfældet, når — som i nærværende sag — de arbejdstagere, der fratræder deres arbejde, før de er nået en bestemt alder, under visse betingelser, i form af en »til bidragene svarende præmie«, får tilbagebetalt i det mindste en del af de bidrag, som arbejdsgiveren har indbetalt på deres

[s. 793]

vegne, og når den til arbejdstageren udbetalte bruttoløn bestemmer størrelsen af visse ydelser og sociale fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse eller arbejdsløshedsydelser, familieydelser eller lånemuligheder med eller uden pantesikkerhed, som arbejdstagere af begge køn har ret til.

27 I et sådant tilfælde medfører den omstændighed, at bidragene indbetales af arbejdsgiveren udelukkende på vegne af de mandlige og ikke de kvindelige arbejdstagere, som udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, en lønulighed mellem de to grupper af arbejdstagere, som den nationale ret direkte kan fastslå ved hjælp af de pågældende lønelementer og kriterierne i traktatens artikel 119.

28 Af disse grunde må det tredje spørgsmål besvares således, at traktatens artikel 119 kan gøres gældende ved de nationale domstole, og at disse skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger private, navnlig i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren, på grund af. en forpligtelse til at bidrage til en pensionsordning, der alene påhviler mandlige arbejdstagere eller alene kvindelige arbejdstagere, på den ansattes vegne betaler bidrag, der fratrækkes bruttolønnen, hvis størrelse bidragene således er bestemmende for.

##### Dommens tidsmæssige virkning

29 Lloyds har i sine skriftlige og mundtlige indlæg anmodet Domstolen, såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, om at overveje muligheden for at begrænse den tidsmæssige virkning af den fortolkning, nærværende dom giver traktatens artikel 119, således at dommen ikke kan påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for dommens dato.

30 Lloyds har til støtte herfor anført, dels, at problemet vedrørende foreneligheden mellem den nationale lov og fællesskabsretten først blev rejst under appelsagen for Employment Appeal Tribunal, dels, at det i en sag, som den

[s. 794]

foreliggende ville udløse »krav om tilbagevirkende tilpasning af lønskalaerne, dækkende flere år«, såfremt Domstolen anerkender, at traktatens artikel 119 har direkte virkning.

31 Som Domstolen har fastslået i ovennævnte dom af 8. april 1976, må de praktiske følger af enhver retsafgørelse omhyggeligt vurderes, men man kan dog ikke gå så langt som til at gribe ind i rettens objektivitet og bringe dens fremtidige anvendelse i fare, blot fordi en retsafgørelse kan få virkninger for fortiden.

32 Domstolen har i samme dom antaget, at en tidsmæssig begrænsning af den direkte virkning af traktatens artikel 119 under de da foreliggende omstændigheder undtagelsesvis kunne være berettiget, dels under hensyn til, at de berørte parter — i betragtning af den adfærd, som flere medlemsstater havde udvist, og den holdning, som Kommissionen havde indtaget og gentagne gange gjort gældende over for de berørte kredse — i en længere periode havde set sig foranlediget til at opretholde en praksis i strid med nævnte artikel, dels under hensyn til, at bydende retssikkerhedsgrunde, ikke blot for så vidt angik interesserne hos parterne i sagen, men også samtlige private og offentlige interesser, principielt var til hinder for at bestride lønninger for tidligere perioder.

33 Ingen af disse betingelser er opfyldt i nærværende sag, hverken hvad angår de oplysninger vedrørende rækkevidden af traktatens artikel 119, som de berørte kredse har haft adgang til, navnlig på baggrund af de afgørelser, Domstolen i mellemtiden har truffet inden for samme område, eller hvad angår antallet af tilfælde, som i denne forbindelse vil blive berørt af bestemmelsens direkte virkning.

##### Det fjerde spørgsmål

34 Da det fjerde spørgsmål alene er forelagt af den nationale ret for det tilfælde, at de to første besvares benægtende, er det overflødigt at gennemgå det.

[s. 795]

##### Sagens omkostninger

De udgifter, der er afholdt af regeringen for Det forenede Kongerige og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

verdrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Court of Appeal, London, ved kendelse af 19. februar 1980, for ret:

1. Et bidrag til en pensionsordning, der indbetales af en arbejdsgiver på de ansattes vegne i form af et tillæg til bruttolønnen, og som følgelig er med til at bestemme denne løns størrelse, er »løn« efter EØF-traktatens artikel 119, stk. 2.

2. Traktatens artikel 119 kan gøres gældende ved de nationale domstole, og disse skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger private, navnlig i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren, på grund af en forpligtelse til at bidrage til en pensionsordning, der alene påhviler mandlige arbejdstagere eller alene kvindelige arbejdstagere, på den ansattes vegne betaler bidrag, der fratrækkes bruttolønnen, hvis størrelse bidragene således er bestemmende for.

Mertens de Wilmars

Pescatore

Mackenzie Stuart

Koopmans

O'Keeffe

Bosco

Touffait

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. marts 1981.

A. Van Houtte

Justitssekretær

J. Mertens de Wilmars

Præsident

## Fodnoter

[^*]: O.a.: Skal formentlig være direktivets første betragtning.

===== FIL: praksis/celex-61980cj0096.md =====

# EU-Domstolen, 31. marts 1981, sag 96/80

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61980cj0096.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61980cj0096.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1981:80

Kommentarens titel: Lavere timeløn ved deltid og indirekte kønsdiskrimination

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lavere timeløn ved deltid var forbudt, hvis den reelt var et indirekte middel til at sænke lønnen for en gruppe, der udelukkende eller overvejende bestod af kvinder (jf. § 1 a, stk. 2). Artikel 119 kunne anvendes direkte, når forskelsbehandlingen kunne fastslås ud fra kriterierne samme arbejde og lige løn (jf. § 1, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En forskel mellem deltids- og fuldtidsansattes løn var efter det historiske svar forbudt, hvis den reelt var et indirekte middel til at sænke lønnen for en gruppe, som udelukkende eller overvejende bestod af kvinder. Artikel 119 kunne anvendes direkte, når den nationale ret ved kriterierne samme arbejde og lige løn kunne fastslå kønsdiskriminationen uden supplerende gennemførelsesregler. Den konkrete vurdering tilkom den nationale ret.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: 1981 wording not a present-day intent requirement or general permission for lower part-time hourly pay

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61980CJ0096

I sag 96/80

angående en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, Det forenede Kongerige, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

J. P. Jenkins

mod

Kingsgate (Clothing Productions) Ltd.,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder,

har

[s. 913]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene P. Pescatore, Mackenzie Stuart og T. Koopmans, dommerne A. O'Keeffe, G. Bosco, A. Touffait, O. Due og U. Everling,

generaladvokat: J.-P. Warner

justitssekretær: A. Van Houtte

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling

1. Kingsgate (Clothing Productions) Ltd. (herefter benævnt Kingsgate), som fremstiller tøj til kvinder, har en fabrik i Harlow (Essex), hvor der er ansat 89 personer, nemlig 35 mænd og 54 kvinder. Alle de mandlige ansatte, undtagen én, er fuldtidsbeskæftigede (40 timer pr. uge), mens fem af de kvindelige ansatte arbejder på deltid. De fuldtidsbeskæftigede aflønnes i seks forskellige lønklasser.

I november 1975, kort før Equal Pay Aet 1970 trådte i kraft, indførte Kingsgate samme timeløn for fuldtidsbeskæftigede mænd og kvinder. Virksomheden mente imidlertid, at der er en væsentlig forskel mellem deltids- og fuldtidsbeskæftigelse, uafhængig af arbejdstagerens køn, som begrunder en lønforskel. Den fastsatte derfor lønnen for deltidsbeskæftigelse efter en sats, der var 10 % lavere end satsen for fuldtidsbeskæftigelse. Denne forskel var hverken begrundet i egenskaber hos arbejdstageren eller i arbejdets kvalitet. Forskellen skyldtes nødvendigheden af:

a) at fraskynde hyppigt fravær,

b) at sikre den bedst mulige udnyttelse af virksomhedens dyre produktionsanlæg,

c) at fremme større produktivitet.

Den *eneste* blandt de mandlige ansatte ved Kingsgate, som arbejder på deltid, er en arbejdstager, som for nylig er gået på pension, og som herefter undtagelsesvist er blevet genansat for at udføre deltidsarbejde (16 timer pr. uge) i lønklasse 1.

[s. 914]

2. Jeanette Pauline Jenkins er ansat hos Kingsgate, og arbejder på deltid, eller mere nøjagtigt »omkring 30 timer pr. uge«. Hun er ansat som »Special Machinist«, og hendes arbejde er klassificeret i lønklasse 2.

Jenkins føler sig skadet ved den omstændighed, at hun — skønt ansat til at udføre samme arbejde, som en af hendes mandlige, fuldtidsbeskæftigede kolleger (Bannan) — oppebærer en lavere timeløn end sin kollega, og har derfor anlagt sag ved Industrial Tribunal. Til støtte for sit krav har hun gjort gældende, at lønuligheden er i strid med den klausul om lige løn, som er indføjet i hendes ansættelseskontrakt og i strid med section 1, stk. 2, litra a), i Equal Pay Aet, hvorefter princippet om lige løn til mænd og kvinder gælder i alle tilfælde, hvor:

> »en kvinde er ansat til at udføre lignende arbejde (’like work’), som en mand i samme stilling«

Arbejdsgiveren har indrømmet, at Jenkins er ansat til at udføre lignende arbejde som Bannan. Arbejdsgiveren har dog fastholdt, at der er en »væsentlig forskel mellem de to tilfælde, som ikke har forbindelse med kønsforskellen«.

Industrial Tribunal frifandt sagsøgte, og antog, at arbejde i en periode, som udgør 75 % af den fulde arbejdsperiode (30 timer = 75 % af 40 timer), er en »væsentlig forskel, som ikke har forbindelse med kønsforskellen«, og at denne forskel i Jenkins' tilfælde kan begrunde en timeløn, der er 10 % lavere end timelønnen for hendes mandlige kollega, jf. section 1, stk. 3, i Equal Pay Act, der lyder således:

> »En lighedsklausul finder ikke anvendelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at en forskel mellem en kvindelig og en mandlig arbejdstagers ansættelseskontrakt skyldes en væsentlig forskel mellem de to tilfælde (som ikke har forbindelse med kønsforskellen).«

3. Jenkins har appelleret denne afgørelse til Employment Appeal Tribunal, som ved kendelse af 25. februar 1980 har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1. Kræver ligelønsprincippet i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975, at lønnen for timelønsarbejde skal være den samme:

a) uanset antallet af ugentlige arbejdstimer, eller

b) uanset om arbejdsgiveren har økonomisk interesse i at tilskynde arbejdstagerne til at arbejde så mange ugentlige timer som muligt, og følgelig vil betale arbejdstagere, som arbejder 40 timer om ugen, højere løn end arbejdstagere, som arbejder under 40 timer om ugen?

> 2. Såfremt spørgsmål 1, litra a) eller b) besvares benægtende, hvilke kriterier skal da anvendes ved afgørelsen af, om ligelønsprincippet gælder i tilfælde, hvor en forskel i timelønsatserne beror på det samlede antal ugentlige arbejdstimer?

> 3. Vil besvarelsen af spørgsmål 1, litra a) eller b) eller spørgsmål 2 være anderledes (og i så fald i hvilken

[s. 915]

henseende), såfremt det påvises, at et væsentligt lavere antal kvindelige end mandlige arbejdstagere er i stand til at arbejde i det mindsteantal ugentlige timer, som kræves for at oppebære den fulde timelønsats?

> 4. Er de pågældende bestemmelser i EØF-traktatens artikel 119 eller nævnte direktivs artikel 1 umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne under de i denne sag foreliggende omstændigheder?«

Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den 12. marts 1980.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af J. P. Jenkins ved A. Lester Q. C. og J. Hand, Barrister, bistået af Mills, Curry og Gaskell, Solicitors, af regeringen for Det forenede Kongerige ved R. D. Munrow, Treasury Solicitor's Department, af regeringen for kongeriget Belgien ved J. Dufour, assisterende konsulent ved udenrigsministeriet, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved J. Forman, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog opfordret Kommissionen til inden den 1. november 1980 at besvare følgende spørgsmål skriftligt: »Kræver lovgivningen i andre medlemsstater end Belgien og Det forenede Kongerige, at lønnen til deltidsbeskæftigede beregnes forholdsmæssigt efter lønnen til fuldtidsbeskæftigede?«

Kommissionen har besvaret dette spørgsmål ved skrivelse af 28. oktober 1980.

##### II — Skriftlige indlæg i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen

*Jenkins* har anført, at spørgsmålet i nærværende sag er hvorvidt — og i bekræftende fald under hvilke omstændigheder — ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF finder anvendelse på deltidsbeskæftigede arbejdstagere inden for Det europæiske Fællesskab.

Det kan som udgangspunkt være nyttigt at anskue dette problem under en bredere synsvinkel, nemlig i lyset af den omstændighed, at langt den største del af deltidsbeskæftigede arbejdstagere i Fællesskabet er kvinder, og at antallet af deltidsbeskæftigede kvinder er endnu større i Det forenede Kongerige end i de andre medlemsstater.

Ifølge section 1, stk. 3, i Equal Pay Act 1970 er en forskel i en kvindes og en mands ansættelseskontrakt berettiget, såfremt arbejdsgiveren beviser, at den skyldes en væsentlig forskel mellem de to tilfælde (og ikke kønsforskellen). I visse sager, som ikke er blevet indbragt for. Court of Appeal, har Employment Appeal Tribunal antaget, at begrebet »væsentlig forskel« også omfatter en forskel i antallet af arbejdstimer.

[s. 916]

Jenkins gør gældende, at disse afgørelser under alle omstændigheder er i strid med det princip, som Court of Appeal har opstillet i en sag *Clay Cross (Quarry Services) Ltd.* mod *Fletcher* (1979) ICR 1, hvorefter det ugentlige antal arbejdstimer og arbejdsgiverens bevæggrunde er ydre faktorer, som er lidet relevante, når det drejer sig om at bevise, at der ikke foreligger kønsdiskrimination. Jenkins henviser endvidere til det princip, De forenede Staters højesteret har opstillet i sagen *Griggs* mod *Duke Power Co.* 401 US 424 (1971), hvorefter der ikke blot bør være forbud mod en praksis, som tilsigter forskelsbehandling, men også en praksis, som medfører forskelsbehandling, uden at denne har været tilsigtet af ophavsmændene.

Efter at have gennemgået lovgivning og retspraksis i Det forenede Kongerige vedrørende det foreliggende problem har Jenkins behandlet spørgsmål 1, 2 og 3, som efter hendes opfattelse er indbyrdes snævert forbundet, og derfor passende kan undersøges under ét. Hun mener, at en besvarelse af disse spørgsmål er nødvendig uden hensyn til besvarelsen af spørgsmål 4 vedrørende ligelønsprincippets direkte virkning i medlemsstaterne. Dette skyldes, at såfremt section 1, stk. 3, i Equal Pay Aet (altså et spørgsmål, som vedrører national lovgivning) af domstolene i Det forenede Kongerige antages at være tvetydig under den foreliggende sags omstændigheder, vil besvarelsen af de tre første spørgsmål være nyttig for løsningen af en sådan tvetydighed: jf. *Mazzalai* mod *Ferrovia del Renon,* (sag 111/75, Sml. 1976, s. 657, se s. 665, præmisserne 7-11).

I første række henviser hun til artikel 119's dobbelte formål, som både er økonomisk og socialt, og gør gældende, at dette formål ikke ville kunne nås, såfremt ligelønsprincippet blev begrænset til fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere. Dette ville skabe en konkurrencemæssigt ringere situation for virksomheder i lande, der anvender ligelønsprincippet på deltidsbeskæftigede, og for virksomheder i lande, hvor antallet af til rådighed stående deltidsbeskæftigede er lavere. Det ville også indebære en forskelsbehandling af kvinder, som på grund af deres familieforpligtelser og andre omstændigheder almindeligvis er afskåret fra at arbejde lige så mange timer om ugen som mænd i det tilsvarende arbejde.

En sådan indskrænkende fortolkning af ligelønsprincippet ville ikke blot have absurde følger (f.eks. en forskellig timeløn til personer, som arbejder hhv. 40 og 39 timer om ugen), men ville derudover generelt fremme princippets tilsidesættelse til skade for kvinder, som udgør størstedelen af de deltidsbeskæftigede arbejdstagere.

Ønsker en arbejdsgiver at anspore sine ansatte til at arbejde flere timer, bør han betale en rimelig takst for overbetaling og ikke nedsætte timebetalingen for de deltidsbeskæftigede.

Det bestemmes i artikel 119, 3. afsnit, litra b), »at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde«. Afgørende for, om der foreligger samme slags arbejde, er arten af det arbejde, der udføres, og ikke antallet af arbejdstimer pr. uge. Den [s. 917]  omstændighed, at det kan være fordelagtigt for arbejdsgiveren at betale en højere grundtakst til dem, der arbejder 40 timer om ugen, end til dem, der arbejder et mindre antal timer, er uvedkommende og ikke relevant for ligelønsprincippet. Var dette ikke tilfældet, kunne arbejdsgiveren give kvinder mindre i løn for samme arbejde end mænd, ikke fordi de var kvinder, men fordi de kunne ansættes for en mindre løn end mænd, når det var i arbejdsgiverens økonomiske interesse.

Jenkins bestrider ikke, at forskellen i timebetalingen mellem en kvindelig deltidsbeskæftiget arbejdstager og en mandlig fuldtidsbeskæftiget arbejdstager i visse situationer kan være objektivt begrundet i omstændigheder, som ikke på nogen måde beror på kønsdiskrimination. Det kan f.eks. tænkes, at den mandlige arbejdstager er dygtigere, har flere kvalifikationer eller længere anciennitet. En sådan undtagelse fra ligelønsprincippet må imidlertid strengt begrænses til de reelle og relevante forskelle, som er særegne for de pågældende arbejdstagere, og omfatter ikke de tilfælde, hvor arbejdsgiverens bevæggrunde er uden forbindelse med de personlige kvaliteter hos de pågældende arbejdstagere.

Ifølge Jenkins må spørgsmål 1 derfor besvares bekræftende, hvilket gør det overflødigt at behandle spørgsmål 2.

Om spørgsmål 3 anfører Jenkins, at ligelønsprincippet ikke blot er overtrådt, hvor en arbejdsgiver søger at forskelsbehandle en kvinde på grundlag af køn, men også hvor virkningen af hans lønpolitik er en forskelsbehandling på grundlag af køn. Hvis en betingelse eller et krav, som skal opfyldes for at opnå lige løn for det samme arbejde, har den virkning at udelukke kvinder, og ikke kan påvises at have en åbenbar forbindelse med de med arbejdet forbundne ydelser, må anvendelsen af en sådan betingelse eller et sådant krav anses for at være i strid med ligelønsprincippet. Dette er en anvendelse af princippet om »adverse impact«, som er opstillet af De forenede Staters højesteret (i sagen *Griggs* mod *Duke Power Co.)* og af det britiske parlament i section 1, stk. 1, litra b), i Sex Discrimination Act.

Endelig hvad angår spørgsmålet om den direkte virkning af artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF må det erindres, som Domstolen antog i dommen af 8. april 1976 (sag 43/75, *Defrenne* mod *Sabena),* at disse bestemmelser finder direkte anvendelse på alle former for direkte og åben forskelsbehandling, som kan konstateres alene ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn, herunder ulige løn for det samme arbejde, som udføres i samme virksomhed eller tjeneste. Den foreliggende sags omstændigheder falder klart inden for artikel 119's direkte anvendelsesområde, idet det er godtgjort, at Jenkins udførte samme arbejde som den mandlige arbejdstager, hun har sammenlignet sig med, og at der ikke er nogen vanskeligheder ved at påvise, at hun fik udbetalt en lavere løn.

[s. 918]

Selv om »adverse impact« i Det forenede Kongeriges lovgivning defineres som »en indirekte forskelsbehandling«, må det ikke forveksles med den »indirekte og skjulte forskelsbehandling«, som Domstolen antager falder uden for området for den direkte anvendelse af artikel 119. »Indirekte forskelsbehandling« anvendes i nærværende sammenhæng i den betydning, at enhver praksis, som ikke er motiveret i forskelsbehandling, men dog virker forskelsbehandlende, er forbudt, og ikke i følgende betydning: forskelsbehandling, som kun kan ophæves ved hjælp af lovgivningsforanstaltninger på nationalt plan eller fællesskabsplan, der er mere detaljerede end de ovennævnte bestemmelser.

Såfremt de under spørgsmål 3 nævnte omstændigheder, i modsætning til hvad Jenkins har anført, antages at falde uden for artikel 119's direkte anvendelsesområde, må man anvende artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF, hvorefter enhver forskelsbehandling med hensyn til køn skal afskaffes »for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«. Denne definition af forskelsbehandling omfatter ethvert vilkår, som kan skabe en »indirekte forskelsbehandling« (»adverse impact«) i den tidligere nævnte betydning. Foreligger sådanne omstændigheder, har det i traktatens artikel 119 indeholdte lighedsprincip, som yderligere er defineret i direktivets artikel 1, stk. 1, direkte virkning i medlemsstaterne, således at det giver rettigheder til private, som de nationale domstole skal beskytte.

Vedrørende Rådets direktiv 75/117/EØF anfører Jenkins, at det indeholder regler til at lette den praktiske gennemførelse af timelønsprincippet i artikel 119. Dette mål kan ikke nås i praksis, såfremt private afskæres fra at påberåbe sig direktivets bestemmelser ved de nationale domstole. Direktivets artikel 1, stk. 1, er tilstrækkeligt klar og præcis til at have direkte virkning, hvorfor det har været fuldstændigt og ubetinget anvendeligt efter udløbet af den periode, medlemsstaterne blev indrømmet til at efterkomme direktivet.

Ved dom af 15. juni 1978 (sag 149/77, *Defrenne m* od S *abena) a* ntog Domstolen i øvrigt stiltiende, at nogle af bestemmelserne i Rådets direktiv 76/207/EØF om ligebehandling ville have direkte virkning ved udløbet af den periode, medlemsstaterne blev indrømmet til at efterkomme direktivet. Ved en analogi herfra må det derfor anerkendes, at artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF nu har direkte virkning under den foreliggende sags omstændigheder.

Regeringen for *Det forenede Kongerige* anfører først, at de fællesskabsretlige bestemmelser, som er nævnt i forelæggelseskendelsen, kun vedrører forskelsbehandling på grundlag af køn. Heraf følger, at bestemmelserne ikke finder anvendelse, hvis lønforskellen skyldes faktorer, som ikke beror på kønsdiskrimination. Om dette er forklaringen i det konkrete tilfælde, er et spørgsmål vedrørende faktum, som det tilkommer den nationale ret at afgøre. Ved varetagelsen af denne opgave kan den nationale ret tage hensyn til de betragtninger, som er [s. 919]  nævnt i spørgsmål 1 (eller betragtninger af lignende art), ikke som betragtninger, der i sig selv er afgørende, men for så vidt det heraf kan udledes, at den forskellige behandling ikke i virkeligheden skyldes kønsforskellen.

At denne opfattelse er rigtig kan ses, når den anvendes i praksis på tilfælde som det foreliggende.

I nærværende sag er det blevet gjort gældende ved den nationale ret, at forskellen mellem lønsatserne udelukkende var afhængig af antallet af arbejdstimer, at det var et rent tilfælde, at Jenkins fik udbetalt mindre end Bannan og ikke på nogen måde skyldtes kønsforskellen, og at der ville have været samme lønforskel, men da til fordel for Jenkins, hvis hun havde været fuldtidsbeskæftiget og han deltidsbeskæftiget.

Ifølge regerigen for Det forenede Kongerige er der her tale om faktiske spørgsmål, som den nationale ret må kunne træffe afgørelse om, uden at være bundet af et bekræftende svar på spørgsmål 1, litra a) eller b).

Regeringen for Det forenede Kongerige mener derfor, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117/EØF kun finder anvendelse, såfremt lønforskellen mellem en mandlig og en kvindelig arbejdstager skyldes en forskelsbehandling på grundlag af køn; når den skyldes andre faktorer, er den *ex hypothesi* ikke »grundet på kønsforskellen«, og falder derfor ikke inden for nogen af artiklernes anvendelsesområde; hvorvidt forskelsbehandling i et konkret tilfælde skyldes kønsforskelle eller andre faktorer, er et spørgsmål vedrørende faktum, som den nationale ret må afgøre; ligelønsprincippet kræver i særdeleshed ikke, at timelønnen er den samme uanset de omstændigheder, som er beskrevet under spørgsmål 1, litra a) og b).

Om spørgsmål 2 anfører regeringen, at det eneste anvendelige kriterium for afgørelsen af, om ligelønsprincippet finder anvendelse på de foreliggende omstændigheder, er, om forskellen i lønsatserne er en følge af forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer de nationale retter at. anvende dette kriterium, og det er alene dem, som er i stand til at foretage den detaljerede undersøgelse af de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Ifølge regeringen findes der ingen andre kriterier end kriteriet om, hvorvidt den forskellige behandling er en følge af kønsdiskrimination, hvilket kan identificeres, udledes forudsætningsvis af eller indfortolkes i ordlyden af traktatens artikel 119 eller artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF.

Om spørgsmål 3 anfører regeringen for Det forenede Kongerige, at den ikke er klar over dets præcise betydning. Den anfører imidlertid, at selv om de i spørgsmålet beskrevne omstændigheder faktisk skulle bestå og være en følge af kønsdiskrimination, ville der stadig være tale om en indirekte og skjult forskelsbehandling, som falder uden for anvendelsesområdet [s. 920]  for de ovennævnte bestemmelser.

Om spørgsmål 4 erkender regeringen for Det forenede Kongerige, at besvarer Domstolen det første spørgsmål bekræftende, kan den direkte virkning af artikel 119 ikke bestrides i en sag som den foreliggende.

Finder Domstolen det nødvendigt at fortolke artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF således, at den finder anvendelse, uanset de omstændigheder, som er nævnt i spørgsmål 1, litra a) og b), mener regeringen for Det forenede Kongerige ikke, at artiklen har direkte virkning, anvendt på denne måde.

Regeringen for *kongeriget Belgien* anfører, at aflønningen af deltidsbeskæftigede arbejdstagere i Belgien er reguleret ved kollektive overenskomster eller, hvilket oftest er tilfældet, ved individuelle aftaler. Findes der ingen bestemmelser om deltidsbeskæftigelse i aftalerne eller overenskomsterne, vil man dog ikke desto mindre kunne anerkende en ret for deltidsbeskæftigede til at blive aflønnet forholdsmæssigt med de fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere, således som en vis del af retspraksis og Conseil national du travail har gjort det. Det må imidlertid understreges, at en forskel i aflønningen af deltidsarbejde i forhold til fuldtidsarbejde ikke er nogen krænkelse af ligelønsprincippet, for så vidt der ikke foreligger kønsdiskrimination.

*Kommissionen for De europæiske Fællesskaber* bemærker, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at undersøge de forelagte spørgsmål udelukkende på grundlag af en sammenligning mellem lønnen for en kvindelig deltidsbeskæftiget arbejdstager og en mandlig fuldtidsbeskæftiget arbejdstager, selv om der i den foreliggende sag er den særlige omstændighed, at Kingsgate også havde ansat en (og kun én) deltidsbeskæftiget mandlig arbejdstager.

Efter Kommissionens opfattelse må fortolkningen af artikel 119 — og det er en sådan fortolkning den vil foreslå — være ens for kvinder og mænd, som udfører samme arbejde på deltid.

Det første spørgsmål må være, om udtrykket »samme slags arbejde« kun finder anvendelse, når en mandlig og en kvindelig arbejdstager arbejder det samme antal timer pr. uge.

Kommissionen opregner først de argumenter, som kan gøres gældende til støtte for at udelukke lige løn i et sådant tilfælde, nemlig:

a) at der ikke er tale om »samme slags arbejde«;

b) at det i virkeligheden er samme slags arbejde, men at det mindre antal arbejdstimer påfører arbejdsgiveren yderligere byrder (navnlig økonomiske), som kan danne grundlag for at give kvindelige, deltidsbeskæftigede ansatte en lavere timesats.

Dernæst har Kommissionen opregnet hvilke argumenter, der kan fremføres som svar.

Vedrørende den opfattelse, at der ikke er tale om samme slags arbejde, synes de andre sproglige versioner end den engelske at antyde, at det afgørende for, om der foreligger samme slags arbejde, [s. 921]  er stillingen, og ikke antallet af arbejdstimer (jf. artikel 119: samme slags arbejde, Arbeitsplatz, poste de travail, posto di lavoro, functie). Der kan også henvises til Domstolens nylige afgørelse af 27. marts 1980 (sag 129/79, *Macarthys Ltd.* mod *Wendy Smith,* endnu utrykt), hvor Domstolen antog, at der, ved afgørelsen af om en kvindelig arbejdstager udfører det samme arbejde som en mandlig arbejdstager, må tages hensyn til arten af hendes ydelser.

Hvis den løn, der ydes for samme arbejde, aflønnet i akkord, i overensstemmelse med artikel 119, stk. 3, litra a), skal fastsættes på samme beregningsgrundlag, må løn for arbejde, betalt efter tid, selvfølgelig fastsættes på grundlag af samme tidstakst.

Ud fra et praktisk synspunkt kan det i øvrigt synes noget kunstigt, såfremt den normale arbejdsuge nedsættes, alene af denne grund at anse et arbejde, der tidligere var forskelligt fra et andet, for at være »samme slags arbejde«. Det samme kunstige element genfindes i spørgsmålet om, hvorvidt kvinder, som arbejder på deltid, udfører samme slags arbejde som mænd, der også arbejder på deltid, men over et forskelligt antal timer.

Hvad angår de eventuelle yderligere omkostninger har det altid været Kommissionens opfattelse (og den henviser her til De europæiske Fællesskabers Bulletin, bind 6/7, af 20. juli 1960, s. 46), at »der ikke ved arbejde, betalt efter tid, bør tages hensyn til betragtninger vedrørende omkostningerne i forbindelse med beskæftigelse af kvindelige arbejdstagere, eller tages hensyn til disses ydelse«.

Enhver anden indstilling til dette spørgsmål ville, medmindre den i hvert enkelt tilfælde er støttet på en objektiv, kompetent og detaljeret analyse, fortsat holde døren åben til en forskelsbehandling på grundlag af køn. Den praktiske erfaring synes i øvrigt nu at vise, at arbejde på deltid som sådan rent faktisk hverken er mere eller mindre omkostningskrævende for arbejdsgiveren end arbejde på fuldtid.

Til støtte for sin opfattelse henviser Kommissionen endvidere til den resolution, som blev vedtaget ved medlemsstaternes konference af 30. december 1961 om udligning af lønskalaerne for mænd og kvinder, og til en udtalelse af 1. juni 1978 fra Det økonomiske og sociale Udvalg, som begge går ind for, at deltidsarbejde skal aflønnes proportionalt med fuldtidsarbejde.

Kommissionen mener, at denne opfattelse har gyldighed, selv om det godtgøres, at der findes mandlige, deltidsbeskæftigede arbejdstagere, som aflønnes på samme måde som kvindelige, deltidsbeskæftigede arbejdstagere, eftersom de kvindelige, deltidsbeskæftigede arbejdstagere ikke af den grund forskelsbehandles mindre i forhold til mandlige, fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere, som udfører samme arbejde.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at en forskel mellem to arbejdstagere, der har samme slags arbejde, kan forklares ved faktorer, der ikke beror på nogen form for kønsdiskrimination. At fastslå, hvorvidt dette er tilfældet, er et spørgsmål, der vedrører faktum.

[s. 922]

Da det herefter er overflødigt at besvare spørgsmål 2 og 3, behandler Kommissionen dernæst spørgsmål 4 vedrørende den direkte virkning af artikel 119 og direktiv 75/117/EØF.

Da det er anerkendt, at begrebet samme arbejde i artikel 119 også omfatter deltidsarbejde, må enhver forskel i lønsatsen for fuldtidsbeskæftigede mænd og deltidsbeskæftigede kvinder, ifølge de kriterier, Domstolen har opstillet i praksis, anses for at være en direkte og åben forskelsbehandling. Under disse forhold kan der ikke være tvivl om, at artikel 119 har direkte virkning. Det er herefter unødvendigt at gå ind på, om direktiv 75/117/EØF har direkte virkning eller ej.

Sammenfattende foreslår Kommissionen, at de af Employment Appeal Tribunal forelagte spørgsmål besvares således :

> »1. Princippet i EØF-traktatens artikel 119 om at mandlige og kvindelige arbejdstagere skal have lige løn for samme arbejde, kræver, at alle ansatte, som udfører samme arbejde, modtager den samme grundløn for arbejde, betalt efter tid, uanset antallet af arbejdstimer pr. uge.

> 2. Tillægsbeløb til grundlønnen, betalt efter tid, der udbetales fuldtidsbeskæftigede (eller deltidsbeskæftigede) ansatte som følge af deres beskæftigelse, må ikke bero på faktorer, som har nogen som helst forbindelse med den ansattes køn.«

##### III — Mundtlig forhandling

J. P. Jenkins og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. november 1980.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. januar 1981.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 25. februar 1980, indgået til Domstolen den 12. marts 1980, har Employment Appeal Tribunal, Det forenede Kongerige, i medfør af EØF-traktatens artikel 177, forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en retssag mellem en kvindelig deltidsbeskæftiget arbejdstager og hendes arbejdsgiver, en virksomhed som fremstiller tøj til kvinder, overfor hvem hun gør gældende at have fået udbetalt en

[s. 923]

mindre timeløn end en af hendes mandlige, fuldtidsbeskæftigede kolleger, som udfører samme arbejde.

3 Ifølge nævnte arbejdstager er denne lønulighed i strid med lighedsklausulen i hendes ansættelseskontrakt, som er indføjet i medfør af Equal Pay Aet 1970, hvis section 1, s'tk. 2, litra a), foreskriver lige løn til mænd og kvinder i alle tilfælde, hvor »en kvinde er ansat til at udføre lignende arbejde som en mand i samme stilling«.

4 Retten i første instans, Industrial Tribunal, antog ved dom af 5. februar 1979, at ved deltidsbeskæftigelse er en ugentlig arbejdstid — på 75 % af den fulde arbejdstid — som i det foreliggende tilfælde — tilstrækkelig til at udgøre en »væsentlig forskel« mellem deltidsbeskæftigelse og fuldtidsbeskæftigelse, jf. section 1, stk. 3, i ovennævnte lov, der bestemmer:

»En lighedsklausul finder ikke anvendelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at en forskel mellem en kvindelig og en mandlig arbejdstagers ansættelseskontrakt skyldes en væsentlig forskel mellem de to tilfælde (som ikke har forbindelse med kønsforskellen)«.

5 Sagsøgeren i hovedsagen appellerede denne dom til Employment Appeal Tribunal, som fandt, at tvisten rejste problemer vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, og forelagde Domstolen en række præjudicielle spørgsmål.

6 Det fremgår af oplysningerne i forelæggelseskendelsen, at arbejdsgiveren før 1975 betalte forskellig løn til mænd og kvinder, men ikke gjorde nogen forskel i timelønnen for deltids- og fuldtidsbeskæftigelse. Fra november 1975 blev der for mænd og kvinder fastsat samme løn for fuldtidsbeskæftigelse (dvs. løn til personer, som arbejder 40 timer om ugen), men til gengæld blev timelønnen for deltidsbeskæftigelse fastsat til en sats, der var 10 % lavere end timelønnen for fuldtidsbeskæftigelse.

[s. 924]

7 Det fremgår endvidere af forelæggelseskendelsen, at på det tidspunkt, da sagen verserede for Industrial Tribunal var deltidsbeskæftigede hos den pågældende arbejdsgiver kvinder, idet den eneste deltidsbeskæftigede mand var en arbejdstager, som lige var gået på pension, og som undtagelsesvis, for korte perioder, havde fået tilladelse til at arbejde ud over den normale pensionsalder.

8 På grundlag af disse omstændigheder, har Employment Appeal Tribunal besluttet at forelægge Domstolen følgende spørgsmål :

> »1. Kræver ligelønsprincippet i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv af 10. februar 1975, at lønnen for timelønsarbejde skal være den samme:

a) uanset antallet af ugentlige arbejdstimer, eller

b) uanset om arbejdsgiveren har økonomisk interesse i at tilskynde arbejdstagerne til at arbejde så mange ugentlige timer som muligt, og følgelig vil betale arbejdstagere, som arbejder 40 timer om ugen, højere løn end arbejdstagere, som arbejder under 40 timer om ugen?

> 2. Såfremt spørgsmål 1, litra a) eller b) besvares benægtende, hvilke kriterier skal da anvendes ved afgørelsen af, om ligelønsprincippet gælder i tilfælde, hvor en forskel i timelønsatserne beror på det samlede antal ugentlige arbejdstimer?

> 3. Vil besvarelsen af spørgsmål 1, litra a) eller b) eller spørgsmål 2 være anderledes (og i så fald i hvilken henseende), såfremt det påvises, at et væsentligt lavere antal kvindelige end mandlige arbejdstagere er i stand til at arbejde i det mindsteantal ugentlige timer, som kræves for at oppebære den fulde timelønsats?

> 4. Er de pågældende bestemmelser i EØF-traktatens artikel 119 eller nævnte direktivs artikel 1 umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne under de i denne sag foreliggende omstændigheder?«

[s. 925]

##### De tre første spørgsmål

9 Det fremgår af de tre første spørgsmål samt af forelæggelseskendelsens grunde, at den nationale ret i det væsentlige ønsker opklaret, om en forskel i lønnen for det samme arbejde, udført som deltidsbeskæftigelse og fuldtidsbeskæftigelse, kan være en efter traktatens artikel 119 forbudt forskelsbehandling, når gruppen af deltidsbeskæftigede arbejdstagere udelukkende eller overvejende består af kvinder.

10 Betragtet på denne måde må spørgsmålene besvares således, at artikel 119 har til formål at sikre anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. De ved denne bestemmelse forbudte lønsforskelle er derfor kun dem, der er baseret på forskellen med hensyn til arbejdstagernes køn. Den omstændighed, at deltidsbeskæftigelse aflønnes med en lavere timeløn end fuldtidsbeskæftigelse, er altså ikke i sig selv en efter artikel 119 forbudt forskelsbehandling, såfremt timelønningerne anvendes uden sondring efter køn for de to lønmodtagergrupper.

11 I mangel af en sådan sondring er det derfor ikke i strid med ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 at udbetale en forskellig timeløn, afhængig af det ugentlige antal arbejdstimer, såfremt lønforskellen mellem deltids- og fuldtidsbeskæftigelse skyldes faktorer, som er objektivt begrundede, og som ikke beror på nogen form for kønsdiskrimination.

12 Dette kan navnlig være tilfældet, når arbejdsgiveren, af objektivt begrundede økonomiske grunde og uden hensyn til arbejdstagerens køn, ved at give en mindre timeløn for deltids- end for fuldtidsbeskæftigelse, ønsker at fremme fuldtidsbeskæftigelse.

13 Godtgøres det derimod, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd udfører det minimumsantal arbejdstimer pr. uge, som er nødvendigt for at gøre krav på timelønsatsen for fuldtidsbeskæftigelse, er lønuligheden i strid med traktatens artikel 119, når den pågældende virksomheds lønpolitik,

[s. 926]

under hensyn til kvindernes vanskeligheder ved at nå op på dette minimumsantal arbejdstimer pr. uge, ikke kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af. køn.

14 Hvor der er forskel i timelønnen for deltids- og fuldtidsbeskæftigelse, tilkommer det i hvert enkelt tilfælde den nationale ret, på grundlag af de faktiske omstændigheder, sagens forhistorie og arbejdsgiverens bevæggrunde, at afgøre om en lønpolitik som den i hovedsagen omtvistede i virkeligheden indebærer forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagerens køn, selv om den fremstilles som en forskel, der beror på det ugentlige antal arbejdstimer, eller om dette ikke er tilfældet.

15 De tre første spørgsmål må derfor besvares således, at en lønforskel mellem fuldtidsbeskæftigede og deltidsbeskæftigede arbejdstagere kun er en efter traktatens artikel 119 forbudt forskelsbehandling, såfremt den i virkeligheden alene er et indirekte middel til at nedsætte deltidsbeskæftigede arbejdstageres lønniveau på grund af den omstændighed, at denne gruppe af arbejdstagere udelukkende eller overvejende består af kvinder.

##### Det fjerde spørgsmål

16 Det fjerde og sidste spørgsmål fra den nationale ret er, om traktatens artikel 119 er umiddelbart anvendelig på den foreliggende sag.

17 Som Domstolen tidligere har fastslået (dom af 8. april 1976 i sag 43/75, *Defrenne,* Sml., s. 455; dom af 27. marts 1980 i sag 129/79, *Macarthys,* Sml., s. 1275; dom af 11. marts 1981 i sag 69/80, *Lloyds*), finder traktatens artikel 119 direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn, uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere foranstaltninger til fastlæggelse af disse kriterier, således at de kan anvendes. Blandt de former for forskelsbehandling, som retterne således vil kunne konstatere, nævnte Domstolen det tilfælde, hvor der udbetales forskellig løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste.

[s. 927]

18 Såfremt den nationale ret, ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn, og uden fællesskabsforanstaltninger eller nationale foranstaltninger, kan fastslå, at det forhold, at der ydes en lavere timeløn til deltidsbeskæftigede end til fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere, indebærer en forskelsbehandling på grundlag af køn, er traktatens artikel 119 umiddelbart anvendelig på en sådan situation.

##### Artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975

19 Den nationale ret har endvidere i relation til artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 stillet de samme fortolkningsspørgsmål som behandlet ovenfor i relation til traktatens artikel 119.

20 Som det fremgår af direktivets første betragtning, er dets hovedformål at gennemføre »det i artikel 119 i traktaten« omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder. Med dette mål for øje præciserer direktivet fjerde betragtning, at »det er formålstjenligt at udbygge basislovgivningen med regler, der tilsigter at lette lighedsprincippets gennemførelse i praksis«.

21 Bestemmelserne i direktivets artikel 1 indskrænker sig til, i stk. 1, at gentage det i traktatens artikel 119 indeholdte ligelønsprincip, og, i stk. 2, at fastlægge de nærmere bestemmelser for anvendelsen af dette princip i tilfælde, hvor der ved lønfastsættelsen anvendes et fagligt klassifikationssystem.

22 Heraf følger, at artikel 1 i Rådets direktiv 75/117, hvis væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, ikke på nogen måde ændrer ved dette princips indhold eller rækkevidde, som fastlagt i traktatens.

##### Sagens omkostninger

De udgifter, som er afholdt af regeringen for kongeriget Belgien, regeringen for Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland samt af Kommissionen [s. 928]  for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Employment Appeal Tribunal, ved kendelse af 25. februar 1980, for ret:

1. En lønforskel mellem fuldtidsbeskæftigede og deltidsbeskæftigede arbejdstagere er kun en efter traktatens artikel 119 forbudt forskelsbehandling, såfremt den i virkeligheden alene er et indirekte middel til at nedsætte deltidsbeskæftigede arbejdtageres lønniveau på grund af den omstændighed, at denne gruppe af arbejdstagere udelukkende eller overvejende består af kvinder.

2. Såfremt den nationale ret, ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn, og uden fællesskabsforanstaltninger eller nationale foranstaltninger, kan fastslå, at det forhold, at der ydes en lavere timeløn til deltidsbeskæftigede end til fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere, indebærer en forskelsbehandling på grundlag af køn, er traktatens artikel 119 umiddelbart anvendelig på en sådan situation.

Mertens de Wilmars

Pescatore

Mackenzie Stuart

Koopmans

O'Keeffe

Bosco

Touffait

Due

Everling

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 31. marts 1981.

A. Van Houtte

Justitssekretær

J. Mertens de Wilmars

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61981cj0012.md =====

# EU-Domstolen, 9. februar 1982, sag 12/81

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0012.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0012.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1982:44

Kommentarens titel: Befordringsgoder efter pensionering som løn

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 og 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Frivilligt ydede befordringsgoder til tidligere mandlige ansatte, som tidligere kvindelige ansatte ikke fik, udgjorde forskelsbehandling efter artikel 119. Bestemmelsen var umiddelbart anvendelig, når den nationale ret ved kriterierne samme arbejde og lige løn kunne fastslå forskelsbehandlingen uden supplerende regler. At goderne blev ydet efter pensionering og uden kontraktpligt udelukkede ikke lønbegrebet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: No decision on directives direct effect or numerical valuation of benefits

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 12 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 19 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61981CJ0012

I sag 12/81

angående en anmodning, som Storbritanniens House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Eileen Garland

mod

British Rail Engineering Limited,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens bestemmelser om princippet om lige løn til mænd og kvinder i relation til forskellen i pensionerede mandlige og kvindelige arbejdstageres adgang til befordringsgoder,

har

DOMSTOLEN

sammensat af formanden for første afdeling, fungerende præsident, G. Bosco, afdelingsformændene A. Touffait, O. Due og dommerne P. Pescatore, Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe, T. Koopmans, A. Chloros og F. Grévisse,

generaladvokat: P. VerLoren van Themaat

justitssekretær: A. Van Houtte

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

##### I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

Appellanten i hovedsagen (herefter benævnt appellanten), fru Garland, er gift. Hun er ansat ved selskabet »British Rail Engineering Limited« (herefter benævnt BREL). BREL er et datterselskab, som ejes 100 % af »British Railways Board«, en offentlig virksomhed, som ved lov er forpligtet til at varetage jernbanetransporten i Storbritannien.

[s. 361]

Alle ansatte ved BREL nyder under ansættelsen en række »væsentlige befordringsgoder«, som også omfatter ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn.

Efter pensioneringen oppebærer de tidligere ansatte, såvel mænd som kvinder, fortsat befordringsgoderne, men ikke i samme omfang som før. De mandlige ansattes ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn har fortsat adgang til goderne, mens dette ikke er tilfældet for de kvindelige ansattes familie.

Ifølge House of Lords har »de tidligere ansatte ved BREL ikke kontraktmæssigt krav på disse goder, men har en berettiget forventning om at kunne oppebære dem efter pensionering, og det vil i praksis være vanskeligt for BREL at ophæve dem ensidigt uden at indhente samtykke fra de fagforeninger, som de ansatte er medlemmer af«.

Den 25. november 1976 anlagde Garland sag ved en »Industrial Tribunal« og gjorde gældende, at BREL i strid med Sex Discrimination Act 1975 udøvede forskelsbehandling over for hende. Retten frifandt BREL, hvorefter hun appellerede sagen til Employment of Appeal Tribunal, som ved dom af 11. november 1977 ændrede førsteinstansens afgørelse. Sagen blev derpå anket til Court of Appeal, som ved dom af 4. april 1979 ophævede den indankede dom.

Ved de tre nævnte retter har genstanden for drøftelserne alene været bestemmelserne i Sex Discrimination Act 1975, og tvisten har navnlig drejet sig om fortolkningen af section 6, stk. 4, hvorefter »ydelser i forbindelse med dødsfald eller overgang til pension« er udelukket fra lovens anvendelsesområde.

De fællesskabsretlige spørgsmål er først blevet rejst ved House of Lords. Med henblik på spørgsmålenes løsning har House of Lords den 19. januar 1981 afsagt en kendelse og herved forelagt Domstolen følgende to spørgsmål:

> » 1. Er det i strid med a) EØF-traktatens artikel 119, b) artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF eller c) artikel 1 i Rådets direktiv 76/207/EØF, at en arbejdsgiver (uden at være kontraktmæssigt forpligtet hertil) indrømmer pensionerede tidligere ansatte en række særlige befordringsgoder, hvorved tidligere kvindelige ansatte diskrimineres på den ovenfor beskrevne måde?

> 2. Såfremt spørgsmål 1 a), b) eller c) besvares bekræftende, har artikel 119 eller et af de ovenfor nævnte direktiver da direkte virkning i medlemsstaterne i den forstand, at bestemmelserne tillægger private rettigheder efter fællesskabsretten, som de nationale domstole skal beskytte under omstændigheder som i nærværende sag?«

Forelæggelseskendelsen blev registreret på Domstolens justitskontor den 22. januar 1981.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for De europæiske Fællesskabers Domstol er der indgivet skriftlige indlæg, den 23. marts af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved John Forman, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, den 14. april 1981 af BREL ved Anthony Scrivener, Q.C. og F. Marr [s. 362]  Johnson, den 15. april 1981 af Garland ved Thomas Morison, Q.C. og Nicolas Underhill, og den 21. april 1981 af Det forenede Kongeriges regering ved R. D. Munrow, treasury solicitor's department, bistået af Peter Scott, Q.C.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Den har dog anmodet BREL's repræsentant om at forelægge de meddelelser, hvorved de ansatte før eller efter pensioneringen får oplysning om de pågældende befordringsgoder.

##### II — Skriftlige indlæg i medfør af artikel 20 i statutten for Domstolen

###### A — Appellantens indlag

Appellanten har principalt gennemgået de forelagte spørgsmål i forhold til EØF-traktatens artikel 119 og direktiv 75/117/EØF om ligeløn og subsidiært — for det tilfælde, at Domstolen forkaster argumentationen vedrørende artikel 119 og ligelønsdirektivet — i forhold til direktiv 76/207/EØF om ligebehandling.

a) Artikel 119 og direktiv 75/117 om lige løn Appellanten har først gennemgået det spørgsmål, om begrebet »løn« omfatter de særlige befordringsgoder, og har gjort gældende, at Domstolen i sin praksis og navnlig generaladvokaterne i deres forslag til afgørelse har defineret begrebet meget vidt. I den foreliggende sag er de pågældende goder af »væsentlig betydning« for den ansatte, de fremhæves særligt i stillingsannoncerne, udgør en »betydelig« del af den ansattes løn og ydes som følge af arbejdsforholdet. Goderne falder derfor klart ind under begrebet i EØF-traktatens artikel 119. Appellanten søger herefter at påvise, at tildeling af disse goder til tidligere ansatte er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 119 eller ligelønsdirektivet. Under påberåbelse af dom af 25. maj 1971 (Gabriel Defrenne, sag 80/70, Sml., s. 161) har appellanten gjort gældende, at det afgørende spørgsmål er, om det pågældende gode ydes som følge af arbejdsforholdet, hvorfor »det er uvæsentligt, hvorvidt den faktiske adgang til godet udskydes til efter arbejdsforholdets ophør«. Endelig har appellanten gjort gældende, at det ligeledes er uden betydning, om goderne ydes den ansattes familie i stedet for den ansatte selv, eftersom den ansattes og hans families interesser menneskeligt og økonomisk er sammenfaldende. Generaladvokat Warner udtalte også følgende i forslaget til afgørelse i Worringham-sagen (Domstolens dom af 11. 3. 1981 i sag 69/80, endnu utrykt): »At der tillægges de pårørende en ret til sådanne ydelser, kan imidlertid efter min opfattelse med rette betragtes som et gode, som tilkommer ordningens medlemmer som følge af ansættelsesforholdet.« [s. 363]  Appellantens konklusion er, at det pågældende gode er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119. Hun har dernæst hævdet, at den nævnte bestemmelse har direkte virkning. Hun finder, at de af Domstolen i Worringham-sagen fastlagte principper skal anvendes i nærværende sag, da indstævnte i hovedsagen (herefter benævnt indstævnte) har erkendt, at der foreligger »en direkte og åbenbar forskelsbehandling, uden at indstævnte har søgt at hævde, at forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i andre hensyn end køn«, og da indstævntes eneste argument er, at en sådan forskelsbehandling ikke er retsstridig som følge af undtagelsen i section 6, stk. 4, i Sex Discrimination Act.

b) Direktiv 76/207 om ligebehandling

Appellanten har her anlagt samme betragtning som i forbindelse med artikel 119 og ligelønsdirektivet. Hun søger først at påvise, at såfremt de omtvistede særlige goder ikke er omfattet af begrebet løn, må de nødvendigvis være omfattet af begrebet »arbejdsvilkår« i ligebehandlingsdirektivet. Appellanten har nærmere begrundet dette med, at de to direktiver, som der henvises til i forelæggelseskendelsen, samt direktivet om social sikring, tilsammen udgør et omfattende og udtømmende regelkompleks, som forbyder alle former for forskelsbehandling i ansættelsesforhold.

Hun gentager desuden, at den omstændighed, at de pågældende goder tildeles tidligere ansatte, ikke er til hinder for, at goderne omfattes af begrebet »arbejdsvilkår« i ligebehandlingsdirektivets artikel 5. Der er under alle omstændigheder tale om en aktuel ret, der tildeles den ansatte under ansættelsen, selv om vedkommende først kan udnytte den efter at være gået på pension.

Endelig finder appellanten, at den ovenfor anførte argumentation vedrørende tildelingen af de pågældende goder til familier har desto større gyldighed, når det relevante begreb er »arbejdsvilkår« i stedet for »løn«.

Såfremt befordringsgoderne ikke skulle være omfattet af begrebet »løn« i EØF-traktatens artikel 119 og direktivet om ligeløn, må de altså være omfattet af begrebet »arbejdsvilkår« i ligebehandlingsdirektivet.

Dette direktiv har også direkte virkning. Bestemmelserne er tilstrækkeligt klare og præcise og overlader ikke medlemsstaterne noget væsentligt skøn med hensyn til gennemførelsen af de forpligtelser, som følger af direktivet*. Under disse omstændigheder er der, som generaladvokat Capotorti tidligere har udtalt (i forslag til afgørelse i sag 149/77, dom af 15. 6. 1978, Defrenne mod Sabena, Sml., s. 1365, på s. 1387), »mulighed for, at borgerne i Fællesskabets retsorden kan gøre individuelle rettigheder gældende i henhold til direktivet selv«.

Selv om Domstolen ikke har afsagt nogen dom, der klart fastslår, at »et direktiv kan have direkte virkning i den forstand, at det tillægger private rettigheder over for andre private og ikke over for regeringen i en medlemsstat«, gør appellanten gældende, at der ikke er grund til, at et direktiv udelukkende skulle kunne pålægge medlemsstaters regeringer forpligtelser, så meget desto mere som det omhandlede direktivs formål var at sikre, at forpligtelserne i henseende til ligebehandling blev pålagt både regeringer og private. Da indstævnte for øvrigt er et datterselskab, som for 100 %'s vedkommende ejes af en virksomhed, som ved lov er forpligtet til at varetage den indenlandske jernbanebefordring, må det anses for oprettet af den nationale regering.

[s. 364]

Ganske vist udløb den frist, inden for hvilken medlemsstaterne var forpligtet til at vedtage de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af det pågældende direktiv, først i august 1978, dvs. efter, at der var indgivet stævning i hovedsagen. Ifølge appellanten er den anfægtede forskelsbehandling imidlertid ikke blot et enkeltstående forhold, som fandt sted før dette tidspunkt, men et forhold, der fortsat består og i øvrigt først vil få virkning, når appellanten pensioneres. Følgelig bør Domstolen tage hensyn til retsstillingen på dette tidspunkt og ikke lægge vægt på situationen ved stævningens indgivelse, såfremt der er forskel i retsstillingen.

###### B — Kommissionens indlæg

*Kommissionen* har redegjort for begrebet »løn« i EØF-traktatens artikel 119, stk. 2, og finder, at særlige befordringsgoder til arbejdstagere er naturalydelser, som udbetales dem direkte af arbejdsgiveren.

For det første bør disse goder, som ansatte oppebærer fra deres arbejdsgiver, ifølge Kommissionen nemlig anses for en ydelse »som følge af« arbejdsforholdet. For det andet må disse særlige goder, som også den ansattes familie drager fordel af, ikke desto mindre betragtes som naturalydelser, som arbejdsgiveren direkte yder arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet. For det tredje hindrer den omstændighed, at goderne ydes, efter at den ansatte er gået på pension, ikke, at han antages at oppebære dem som følge af arbejdsforholdet, eftersom de vanskeligt vil kunne udbetales »som følge af pensioneringen«. Derfor må det ifølge Kommissionen anerkendes, at »princippet om lige løn også omfatter særlige befordringsgoder, som ydes pensionerede arbejdstageres ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn«.

Under henvisning til dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne, Sml., s. 455) gør Kommissionen gældende, at »arbejdstagerne over for deres arbejdsgivere kan påberåbe sig princippet om lige løn ved de nationale domstole som følge af den direkte virkning af artikel 119«.

Det følger endelig af den anførte argumentation, såfremt der gives Kommissionen medhold heri, at direktiv 75/117 eller direktiv 76/207 finder anvendelse i den foreliggende sag.

Kommissionen foreslår således, at House of Lords' spørgsmål besvares som følger:

> »De særlige befordringsgoder, som oppebæres af pensionerede arbejdstageres ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn, er ’løn’ efter betydningen i EØF-traktatens artikel 119, stk. 2. Artikel 119 vil følgelig kunne påberåbes under søgsmål herom ved de nationale domstole.«

###### C — Indstævntes indlæg

*Indstævnte* har i første række gjort gældende, at de i sagen omhandlede befordringgoder ikke er »løn« efter forståelsen af dette udtryk i EØF-traktatens artikel 119 og i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117, og at den påståede forskelsbehandling følgelig ikke er en tilsidesættelse af de to nævnte retsakter. Ifølge indstævnte er sådanne goder hverken »ydelser i penge« eller nogen »anden (natural) ydelse, som arbejdstageren modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet«. For det første [s. 365]  fordi de ydes frivilligt af BREL og ikke i henhold til en aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, for det andet fordi det er umuligt at fastsætte deres værdi i penge. Man kan således på ingen måde komme uden om, at det forhold, at en arbejdstager oppebærer disse goder ved pensioneringen, viser, at tildelingen af goderne efter ansættelsesforholdets ophør er en del af den ydelse, som en arbejdsgiver frivilligt yder den pensionerede arbejdstager og derfor ikke er en del af hans »løn« i de erhvervsaktive år.

Indstævnte gør endvidere gældende, at goderne ej heller er omfattet af begrebet »arbejdsvilkår« i artikel 1 i Rådets direktiv 76/207.

Ifølge indstævnte kan det ikke hævdes, at tildelingen af de særlige befordrings-goder står i forbindelse med adgangen til beskæftigelse, forfremmelse og erhvervsuddannelse. Goderne skal opfattes som en del af den ansattes »arbejdsvilkår«, der begrebsmæssigt må fortolkes således, at de kun omfatter »vilkår i forbindelse med det arbejde, som sædvanligvis udføres af den ansatte«. Den gratis transport mellem den ansattes arbejdssted og hans bopæl må f.eks. anses for at være en del af hans »arbejdsvilkår«. Derimod kan en eventuel forskelsbehandling ved tildelingen af andre befordringsgoder ikke anses for en forskelsbehandling vedrørende den ansattes »arbejdsvilkår«, men alene en forskelsbehandling vedrørende goder, som arbejdsgiveren yder arbejdstageren uden for dennes arbejde. I øvrigt kan der ikke udøves forskelsbehandling i relation til den ansattes »arbejdsvilkår«, efter at vedkommende er gået på pension, idet man ikke kan tale om »arbejdsvilkår«, når den ansatte ikke længere arbejder.

Som spørgsmål 1, a), b) og c) er besvaret, er spørgsmålet 2 overflødigt, men for det tilfælde, at der gives en bekræftende besvarelse heraf, anfører indstævnte subsidiært, at hverken artikel 119 eller nogen af de to nævnte direktiver har direkte virkning i medlemsstaterne i den forstand, at de tillægger private rettigheder efter fællesskabsretten, som de nationale domstole skal beskytte under de omstændigheder, som anføres i forelæggelseskendelsen.

Sammenfattende foreslår indstævnte, at de Domstolen forelagte spørgsmål besvares således:

> »1. Det er ikke i strid med EØF-traktatens artikel 119 eller med Rådets direktiver 75/117/EØF og 76/207/EØF, at en arbejdsgiver (uden dog at være kontraktmæssigt forpligtet hertil) yder pensionerede tidligere ansatte særlige befordringsgoder, som indebærer en forskelsbehandling af tidligere kvindelige ansatte.

> 2. Hermed bliver spørgsmål 2 overflødigt.«

###### D — Den britiske regerings indlæg

Hvad angår det pågældende godes art, har *den britiske regering* gjort gældende, at det vil kunne ændres eller fjernes af BREL når som helst, men at dette i praksis vil være vanskeligt og kræve en forudgående drøftelse med de implicerede fagforeninger. Den anfører endvidere, at kvinder drager større fordel af godet end mænd, da de går på pension 5 år før.

[s. 366]

Den britiske regering gennemgår derefter hver for sig de regler, som nævnes i spørgsmålene fra House of Lords.

Artikel 119

Ifølge artikel 119 har mænd og kvinder krav på lige løn for samme arbejde. Kriteriet for afgørelsen af, om der foreligger en retsstridig forskelsbehandling på grundlag af køn, er efter den britiske regerings opfattelse, om forbindelsen mellem løn, på den ene side, og arbejdet eller arbejdets værdi, på den anden side, er forskellig på grund af arbejdstagerens køn. Det pågældende gode er imidlertid af en sådan art, at hverken omkostningerne herved eller godets værdi kan sammenlignes med omfanget eller værdien af det arbejde, som mandlige og kvindelige ansatte udfører for at opnå godet. Godet kan nok siges at udspringe af arbejdstagerens ansættelsesforhold, således at denne ikke ville have fået adgang til det uden ansættelsesforholdet. »Godet kan imidlertid ikke sættes i direkte forbindelse med arbejdet, hvorfor artikel 119 ikke kan påberåbes«. Desuden falder et sådant gode, der ydes efter pensionering, under ingen omstændigheder ind under anvendelsesområdet for artikel 119, eftersom den angår forhold, hvorpå der kan støttes et retskrav, og som ikke er tænkt at skulle finde anvendelse på gratis ydelser fra en arbejdsgivers side.

Hvad angår artikel 119's direkte virkning har den britiske regering påberåbt sig dom af 31. marts 1981 (sag 96/80 Jenkins, endnu utrykt) og gør gældende, at selv om de gratis befordringsgoder efter pensionering skulle være løn efter betydningen i artikel 119, kan artiklen ikke anvendes direkte, »uden at der træffes nationale foranstaltninger eller fællesskabsforanstaltninger, som løser spørgsmålene i forbindelse med de forskellige pensionsaldre og forventede levealdre, der øver direkte indflydelse på arbejdsgiverens omkostninger ved godet og dettes værdi for den ansatte«.

Artikel 1 i Rådets direktiv 75/117

Stadig under henvisning til ovenfor nævnte dom i Jenkins-sagen har den britiske regering gjort gældende, at såfremt det pågældende gode ikke er løn efter artikel 119, sådan som regeringen ovenfor har søgt at påvise, har direktiv 75/117 »ingen virkning på den foreliggende sag«.

Selv om godet imidlertid måtte forstås som løn efter EØF-traktatens artikel 119, opstår der dog »et teoretisk spørgsmål vedrørende direktivets retsvirkninger«. Det forenede Kongerige henleder her Domstolens opmærksomhed på, »at den ikke finder, at de i sagen omhandlede direktiver kan pålægge private forpligtelser. Direktiverne er alene rettet til medlemsstaterne og er alene tænkt at skulle pålægge dem forpligtelser«. I øvrigt indeholder artikel 1 i direktiv 75/117 ingen bestemmelser, der er egnet til at tillægge private rettigheder eller at pålægge dem forpligtelser, eftersom bestemmelserne ikke engang omtaler pensionsydelser og ikke giver nogen som helst anvisning på, hvorledes de i givet fald skulle anvendes herpå. Endelig er det åbenbart, at private ikke vil kunne påberåbe sig, at »direktiverne har horisontal virkning i den forstand, at de skaber rettigheder mellem private indbyrdes, som kan gøres gældende ved nationale domstole«.

Artikel 1 i Rådets direktiv 76/207

Ifølge Det forenede Kongeriges regering er dette direktiv ikke afgørende for, om der lovligt kan tildeles gratis befordringsgoder [s. 367]  efter pensionering. Forholdet er nemlig det, at det eneste område, man kunne forestille sig var relevant blandt dem, som nævnes i direktivets artikel 1, er området for social sikring. Det er imidlertid udelukket fra direktivet, hvorfor de i sagen omhandlede goder ikke falder ind under direktivets anvendelsesområde.

Af samme grunde som ovenfor anført i relation til direktiv 75/117 gør Det forenede Kongeriges regering gældende, at direktiv 76/207 ej heller har direkte virkning, så meget desto mere som det af artikel 5 klart fremgår, at en detaljeret lovgivning tilsigtes vedtaget til gennemførelse af det generelle ligebehandlingsprincip i direktivet. Da tidsfristen i direktivets artikel 9, stk. 1, desuden udløb den 12. august 1978, dvs. efter indgivelse af stævningen i den foreliggende sag, »kan det ikke komme på tale at anvende direktivet i denne sag«.

Sammenfattende foreslår Det forenede Kongeriges regering, at House of Lords' spørgsmål besvares således:

"1. Befordringsgoder, som en arbejdsgiver frivilligt yder pensionerede arbejdstagere, der ikke løn efter betydningen i EØF-traktatens artikel 119. Men selv om det var tilfældet, ville forskelsbehandling på grundlag af køn ved tildelingen af disse goder ikke skabe rettigheder, som private kan gøre gældende ved nationale domstole over for deres arbejdsgivere eller tidligere arbejdsgivere.

2. De pågældende goder er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF eller artikel 1 i Rådets direktiv 76/207/EØF. Men selv om det var tilfældet, ville disse bestemmelser ikke skabe rettigheder, som private kan gøre gældende ved nationale domstole over for deres arbejdsgivere eller tidligere arbejdsgivere.

##### III — Mundtlig forhandling

I retsmødet den 7. oktober 1981 har appellanten, ved barrister M. C. Carr, Lincoln's Inn, indstævnte ved A. Scrivener, Q.C., Gray's Inn, Det forenede Kongerige, ved P. Scott, Q.C., Middle Temple, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved J. Forman som befuldmægtiget, afgivet mundtlige indlæg og besvaret de af Domstolen stillede spørgsmål.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. december 1981.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 19. januar 1981, indgået til Domstolen den 22. januar s.a., har House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens

[s. 368]

artikel 119, artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og artikel 1 i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Disse spørgsmål er stillet under en retssag mellem en kvindelig arbejdstager og arbejdsgiveren, selskabet »British Rail Engineering Limited« (herefter benævnt BREL, som er et datterselskab af »British Railways Board«, en virksomhed, der er oprettet ved »Transport Aet« af 1962, og som varetager administrationen af jernbanetransporten i Storbritannien. Sagen angår en påstået forskelsbehandling af selskabets kvindelige ansatte, som ved overgangen til pension ophører med at oppebære befordringsgoder til deres ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn, mens de mandlige ansatte fortsat oppebærer goderne.

3 Da der ved House of Lords er rejst indsigelse herimod under påberåbelse af artikel 119 og dennes gennemførelsesdirektiver, har House of Lords forelagt Domstolen følgende to præjudicielle spørgsmål:

> »1. Er det i strid med a) EØF-traktatens artikel 119, b) artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF eller c) artikel 1 i Rådets direktiv 76/207/EØF, at en arbejdsgiver (uden at være kontraktmæssigt forpligtet hertil) indrømmer pensionerede tidligere ansatte en række særlige befordrings-goder, hvorved tidligere kvindelige ansatte diskrimineres på den ovenfor beskrevne måde?

> 2. Såfremt spørgsmål 1 a), b) eller c) besvares bekræftende, har artikel 119 eller et af de ovenfor nævnte direktiver da direkte virkning i medlemsstaterne i den forstand, at bestemmelserne tillægger private rettigheder efter fællesskabsretten, som de nationale domstole skal beskytte under omstændigheder som i nærværende sag?«

[s. 369]

##### Første spørgsmål

4 For at kunne besvare det første spørgsmål må der først foretages en undersøgelse af den retlige karakter af de særlige befordringsgoder, der er genstanden for nærværende sag, og som en arbejdsgiver yder uden dog at være kontraktmæssigt forpligtet hertil.

5 Det må i så henseende erindres, at Domstolen ved dom af 25. maj 1971 (Defrenne, sag 80/70, Sml. 1971, s. 111, præmis 6) fastslog, at begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier.

6 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at der i sagen er tale om en transportvirksomhed, hvis mandlige ansatte efter overgangen til pension fortsat oppebærer særlige befordringsgoder til sig selv, deres ægtefæller og forsørgelsesberettigede børn.

7 Disse goder er bl.a. karakteriseret ved, at de i naturalier ydes den pensions-berettigede eller hans ydelsesberettigede pårørende af arbejdsgiveren direkte eller indirekte som følge af arbejdsforholdet.

8 Det fremgår endvidere af en skrivelse af 4. december 1975 fra British Railways Board til fagforeningerne, at befordringsgoder, som ydes efter overgang til pension, skal betragtes som en opretholdelse af de goder, der er oppebåret under ansættelsesforholdet.

9 Dette må medføre, at goder i forbindelse med jernbanebefordring som de i forelæggelseskendelsen omhandlede opfylder betingelserne for at kunne betegnes som løn efter betydningen i EØF-traktatens artikel 119.

[s. 370]

10 Det argument, at disse goder ikke består i henhold til en kontrakt, er ikke afgørende. Godernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af artikel 119, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet.

11 Heraf følger, at når en arbejdsgiver, uden at være kontraktmæssigt forpligtet hertil, yder tidligere mandlige ansatte særlige befordringsgoder, efter at de er gået på pension, foreligger der en forskelsbehandling i artikel 119's forstand af tidligere kvindelige ansatte, som ikke har adgang til de samme goder.

12 Under hensyn til denne fortolkning af EØF-traktatens artikel 119, som i sig selv giver svar på det problem, den nationale domstol har rejst, er det overflødigt at behandle det første spørgsmåls punkt b) og c), som rejser det samme problem i forhold til artikel 1 i hhv. direktiv 75/117 og 76/207.

##### Andet spørgsmål

13 Da spørgsmål 1, litra a), er besvaret bekræftende, er problemet herefter, om artikel 119 har direkte virkning i medlemsstaterne, og hvilke rettigheder private på dette grundlag kan påberåbe sig ved de nationale domstole.

14 I dom af 31. marts 1981 (Jenkins, sag 96/80, Sml., s. 926, præmis 17) har Domstolen statueret, at traktatens artikel 119 finder direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn, uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere foranstaltninger til fastlæggelse af disse kriterier, således at de kan anvendes.

15 Såfremt en national ret ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn, og uden fællesskabsforanstaltninger eller nationale foranstaltninger, er i

[s. 371]

stand til at fastslå, at ydelse af særlige befordringsgoder alene til mandlige pensionerede arbejdstagere indebærer en forskelsbehandling på grundlag af k'øn, er traktatens artikel 119 umiddelbart anvendelig.

##### Sagens omkostninger

16 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber og regeringen for Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, som har afgivet indlæg ved Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

for ret:

1) Når en arbejdsgiver, uden at være kontraktmæssigt forpligtet hertil, yder tidligere mandlige ansatte særlige befordringsgoder, efter at de er gået på pension, foreligger der en forskelsbehandling i artikel 119's forstand af tidligere kvindelige ansatte, som ikke har adgang til de samme goder.

2) Såfremt en national ret ved hjælp af kriterierne samme arbejde og lige løn, og uden fællesskabsforanstaltninger eller nationaler foranstaltninger, er i stand til at fastslå, at ydelse af særlige befordringsgoder [s. 372] alene til mandlige pensionerede arbejdstagere indebærer en forskelsbehandling på grundlag af køn, er traktatens artikel 119 umiddelbart anvendelig.

Bosco

Touffait

Due

Pescatore

Mackenzie Stuart

O'Keeffe

Koopmans

Chloros

Grévisse

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. februar 1982.

A. Van Houtte

Justitssekretær

G. Bosco

Formand for første afdeling,

fungerende præsident

===== FIL: praksis/celex-61981cj0058.md =====

# EU-Domstolen, 9. juni 1982, sag 58/81

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0058.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0058.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1982:215

Kommentarens titel: Mangelfuld afskaffelse af kønsbestemte forsørgertillæg

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Traktatbrud: Luxembourg havde ikke rettidigt gennemført direktiv 75/117 og afskaffet kønsdiskrimination ved forsørgertillæg til offentligt ansatte; tillæggene var omfattet af ligelønsreglerne (jf. § 1, stk. 2, og § 1 a, stk. 3).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Luxembourg havde tilsidesat sine traktatforpligtelser ved ikke rettidigt at gennemføre de nødvendige foranstaltninger efter direktiv 75/117 til at afskaffe kønsdiskrimination ved forsørgertillæg til offentligt ansatte. Luxembourg blev pålagt sagens omkostninger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den historiske regel om offentlige forsørgertillæg og traktatbrud må ikke omformuleres til en afgørelse om enhver privat arbejdsgivers økonomiske begrundelse eller til et individuelt godtgørelseskrav.

Sagsfremstillingen angiver anlæggelse 12. marts 1982 og registrering 16. marts 1982; præmis 1 angiver indgivelse 16. marts 1981. Begge årstal står i den trykte tekst. Sagen er 58/81, og datoen i præmis 1 lægges til grund.

Generaladvokatens forslag indgår ikke.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61981CJ0058

I sag 58/81

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved juridisk konsulent Jean Amphoux som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Oreste Montako, den juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,

sagsøger,

mod

Storhertugdømmet Luxembourg, ved Pierre Neyens, kabinetchef for ministeren for civiletaterne, bistået af advokat Paul Béghin, Luxembourg,

sagsøgt,

hvori der er nedlagt påstand om, at det statueres, at storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler det i [s. 2176]  henhold til EØF-traktaten, idet Storhertugdømmet ikke inden for fristen i artikel 8, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder har afskaffet forskelsbehandling ved tildeling af forsørgertillæg til tjenestemænd,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene G. Bosco, Α. Touffait og O. Due, dommerne P. Pescatore, Mackenzie Stuart, Α. O'Keeffe, T. Koopmans, U. Everling, Α. Chloros og F. Grévisse,

generaladvokat: P. VerLoren van Themaat

justitssekretær: P. Heim

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter kan sammenfattes således:

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling

Traktatens artikel 119 bestemmer følgende: »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«. Ved »løn« forstås ifølge artikel 119, stk. 2, den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

Rådet har til gennemførelse af ligelønsprincippet og under henvisning til traktatens artikel 100 udstedt direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes [s. 2177]  lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45 af 19. 2. 1975, s. 19). Direktivet blev den 12. februar 1975 meddelt medlemsstaterne, som det er rettet til. Direktivets artikel 3 bestemmer følgende : »Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet«.

Direktivets artikel 4 bestemmer følgende : »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres«.

Direktivets artikel 8 pålægger medlemsstaterne at sætte de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden et år efter dets meddelelse og straks underrette Kommissionen herom.

Statstjenestemænd i storhertugdømmet Luxembourg oppebærer forsørgertillæg i medfør af lov af 22. juni 1963 om statstjenestemændenes lønordning, med senere ændringer (Memorial A. 1963, s. 563). Lovens artikel 9 lyder således:

> »1. Tjenestemænd med status af familieforsørger har krav på forsørgertillæg.

> 2. Som familieforsørger anses

> a) gifte mandlige tjenestemænd samt gifte kvindelige tjenestemænd, hvis ægtefælle er erhvervsudygtig eller ramt af alvorlig sygdom, som forhindrer den pågældende i at sørge for familiens underhold, eller hvis indtægt er lavere end mindstelønnen;

> b) tjenestemænd med status af enke eller enkemand;

> c) separerede eller fraskilte tjenestemænd af begge køn;

> d) enlige tjenestemænd af begge køn, 1. hvis de har forsørgerpligt over for et eller flere børn ... 2. hvis de har forsørgerpligt over for et familiemedlem ...

> 3. Forsørgertillægget udgør 6 % af tjenestemandens grundløn, dog mindst 18 og højst 22 indekspoint«.

Tilsvarende bestemmelser gælder for kommunalt ansatte i henhold til lov af 28. juli 1954, hvorefter kommunalt ansatte får udbetalt de samme husstands-tillæg, børnetilskud og andre tilskud som statstjenestemænd.

Kommissionen har påvist lignende bestemmelser i kollektive overenskomster, som f.eks. overenskomsterne for ansatte i banker og forsikringsselskaber. De pågældende overenskomster godkendes ved storhertugelige anordninger.

Kommissionen var af den opfattelse, at storhertugdømmet Luxembourg havde undladt at opfylde de forpligtelser, som påhviler det i henhold til traktatens [s. 2178]  artikel 119 og direktiv 75/117/EØF, og indledte den i traktatens artikel 169 fastsatte procedure over for storhertugdømmet Luxembourg. I overensstemmelse med denne procedure gav Kommissionen ved skrivelse af 3. april 1979 den luxembourgske regering lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger med hensyn til den anfægtede overtrædelse inden for en frist af 60 dage fra skrivelsens modtagelse. Den luxembourgske regering meddelte Kommissionen sine bemærkninger ved skrivelse af 6. juni 1979. Regeringen underrettede herved Kommissionen om et forslag til ændring af loven af 22. juni 1963 om statstjenestemændenes lønordning. Regeringen meddelte videre arbejdsmarkedets parter, at den ikke fremover ville godkende kollektive overenskomster indeholdende diskriminerende regler for tildeling af forsørgertillæg og boligtilskud. Forhandlinger er i gang om dette spørgsmål.

Kommissionen konstaterede, at den bebudede lovændring med hensyn til reglerne for tildeling af forsørgertillæg til tjenestemænd endnu ikke var trådt i kraft, selv om der havde fundet en vis udvikling sted på området for kollektive overenskomster. Kommissionen fremsatte derfor den 8. maj 1980 en begrundet udtalelse herom i henhold til traktatens artikel 169, stk. 1. Den begrundede udtalelse blev meddelt storhertugdømmet Luxembourg i skrivelse af 19. maj 1980. Den luxembourgske regering svarede ved skrivelse af 13. september 1980 og henviste herved til udviklingen i arbejdet med lovforslaget. Regeringen meddelte videre Kommissionen, at arbejdsmarkedets parter udtrykkeligt havde forpligtet sig til at afskaffe den pågældende forskelsbehandling i de nye overenskomster med forventet ikrafttræden den 1. januar 1981.

Nærværende sag er anlagt den 12. marts 1982 og registreret på Domstolens justitskontor den 16. marts 1982.

Skriftvekslingen er forløbet normalt.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Parternes påstande

*Kommissionen* har nedlagt følgende påstand:

- Det statueres, at storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 119 i EØF-traktaten og bestemmelserne i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, idet Storhertugdømmet ikke inden for den i direktivets artikel 8, stk. 1, fastsatte frist har afskaffet forskelsbehandling ved tildeling af forsørgertillæg til offentligt ansatte;

- sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

*Storhertugdømmet Luxembourg* har ikke nedlagt nogen udtrykkelig påstand.

##### III — Parternes anbringender og argumenter

*Kommissionen* har i sin stævning gjort gældende, at EØF-traktatens artikel 119 [s. 2179]  og direktiv 75/117/EØF finder anvendelse på reglerne for tildeling af det i de pågældende nationale bestemmelser fastsatte forsørgertillæg til offentligt ansatte. Det kan ikke gøres gældende, at artikel 119 og direktivet ikke finder anvendelse, fordi der er tale om ansatte i den offentlige sektor. Der er ingen tvivl om, at forsørgertillægget i artikel 9 i loven af 22. juni 1963 ud fra ethvert synspunkt må betragtes som en del af lønnen i artikel 119's forstand. Det drejer sig således om en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte i penge.

Reglerne for tildeling af forsørgertillæg indebærer en kønsbestemt forskelsbehandling til skade for gifte kvinder.

*Den luxembourgske regering* har over for Domstolen oplyst, at den vil bringe sine regler i nøje overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 119 og direktiv 75/117/EØF.

Regeringen anfører, at de fornylig indgåede kollektive overenskomster på det private arbejdsmarked er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Overenskomsterne for funktionærer i banker og forsikringsselskaber, som trådte i kraft den 1. januar 1981, bestemmer således, at det omhandlede tillæg tildeles de ansatte efter samme regler uden hensyn til køn.

Den luxembourgske regering ønsker ligeledes at sikre gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder inden for det offentlige. Statstjenestemændenes løn fastsættes ved lov. Den luxembourgske regering har detaljeret redegjort for arbejdet med det lovforslag, som blev taget af dagsordenen i parlamentet den 4. juli 1980, som følge af, at der opstod lovtekniske problemer ved fastsættelsen af forsørgertillæget til deltidsansatte. Forskellige muligheder til endelig løsning af dette problem er under overvejelse. Videre undersøger regeringen for tiden mulighederne for at nedsætte omkostningerne i forbindelse med den forventede ændring, som finansförvaltningen har opgjort til en merudgift på 64 millioner luxembourgske francs, hvilket repræsenterer et betydeligt beløb under hensyn til den nuværende budgetmæssige situation. Regeringen besluttede den 29. maj 1981 at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på problemets løsning.

*Kommissionen* har heroverfor gjort gældende, at denne begrundelse ikke berettiger til at opretholde bestemmelser, som er i strid med ligelønsprincippet. Det fremgår således af Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne ikke kan påberåbe sig interne vanskeligheder eller bestemmelser i deres nationale retsorden, herunder forfatningen, som begrundelse for at tilsidesætte forpligtelser og frister i EF-retten.

*Den luxembourgske regering* har som svar herpå anført, at det lovforslag, som er under udarbejdelse, allerede er blevet godkendt af de offentligt ansattes faglige organisationer, og at det må forventes, at lovforslaget vil blive drøftet på et af regeringens møder i september, og at lovgivningsproceduren følgelig under alle omstændigheder kan indledes i løbet af 1981.

[s. 2180]

##### IV — Mundtlig forhandling

Kommissionen, ved Jean Amphoux, og den luxembourgske regering, ved P.Béghin, har afgivet indlæg i retsmødet den 23. marts 1982.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. maj 1982.

#### Præmisser

1 Ved stævning indgivet til Domstolens justitskontor den 16. marts 1981 har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i medfør af EØF-traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det statueres, at storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler det i medfør af EØF-traktaten, idet det ikke inden for den fastsatte frist i artikel 8, stk. 1, i direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder har afskaffet forskelsbehandling ved tildeling af forsørgertillæg til offentligt ansatte.

2 Medlemsstaterne skal i henhold til direktivets artikel 8 sætte de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden et år efter dets meddelelse; fristen udløb den 12. februar 1976.

3 Storhertugdømmet Luxembourg bestrider ikke den anfægtede overtrædelse, men anfører blot, at den forsinkede gennemførelse af direktivet skyldes, dels at det er nødvendigt først at udstede en lov, dels at gennemførelsen kræver en gennemgang af de budgetmæssige følger heraf. Ifølge regeringen er det yderligere nødvendigt at ændre reglerne for deltidsansættelse, hvilket først kan ske efter forhandlinger med repræsentanter for de offentligt ansatte.

[s. 2181]

4 Ifølge Domstolens faste praksis kan en medlemsstat hverken påberåbe sig bestemmelser, praksis eller øvrige forhold i sin interne retsorden som begrundelse for, at forpligtelser i henhold til fællesskabsdirektiver ikke overholdes.

5 Det må således konstateres, at storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde de forpligtelser, som påhviler det i henhold til EØF-traktaten, ved ikke inden for fristen i artikel 8, stk. 1, i direktiv 75/117 af 10. februar 1975 at have truffet de nødvendige foranstaltninger til at afskaffe forskelsbehandling ved tildeling af forsørgertillæg til offentligt ansatte.

##### Sagens omkostninger

6 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger.

7 Storhertugdømmet Luxembourg har tabt sagen og må derfor tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1. Storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde de forpligtelser, som påhviler det i henhold til EØF-traktaten, ved ikke inden for fristen i artikel 8, stk. 1, i direktiv 75/117 af 10. februar 1975 at have truffet de nødvendige foranstaltninger til at afskaffe forskelsbehandling ved tildeling af forsørgertillæg til offentligt ansatte.

2. Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Mertens de Wilmars

Bosco

Touffait

Pescatore

Mackenzie Stuart

O'Keeffe

Koopmans

Everling

Chloros

Grévisse

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 1982.

For justitssekretæren

J. A. Pompe

Assisterende justitssekretær

J. Mertens de Wilmars

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61981cj0061.md =====

# EU-Domstolen, 6. juli 1982, sag 61/81

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0061.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61981cj0061.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1982:258

Kommentarens titel: Ret til at få prøvet arbejde af samme værdi uden klassifikationssystem

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Lønstrukturer, jobklassifikation og kriterier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-kriterier.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Traktatbrud: en arbejdstager skulle kunne få fastslået, om arbejde har samme værdi, også når der ikke fandtes et fagligt klassifikationssystem (jf. § 1, stk. 2 og 3). Retten til en bindende vurdering må ikke erstattes af arbejdsgiverens frivillige samtykke (jf. § 6, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Det Forenede Kongerige havde tilsidesat gennemførelsesforpligtelsen efter direktiv 75/117 ved ikke at sikre, at en arbejdstager kunne få fastslået arbejde af samme værdi, også når der ikke fandtes et fagligt klassifikationssystem. Det Forenede Kongerige blev pålagt sagens omkostninger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen fast universel jobvurderingsmodel eller pligt for alle arbejdsgivere til at etablere præcis samme system er fastslået her. Retten til en bindende vurdering må ikke erstattes af frivilligt arbejdsgiversamtykke.

Den anvendte PDF mangler Samlingens side 2601. Begyndelsen af generaladvokatens forslag er ufuldstændig.

En passage i gengivelsen af Det Forenede Kongeriges argumentation er gentaget og delvis defekt i den trykte tekst. Generaladvokatens tekst nævner artikel 167, mens dommens præmis 1 angiver artikel 169. Fejlene er gengivet uændret og bruges ikke som grundlag.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61981CJ0061

I sag 61/81

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved John Forman, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Oreste Montako, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,

sagsøger,

mod

Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, ved G. Dagto-glou, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af advokat Peter Scott, Q.C., og med valgt adresse i Luxembourg på den britiske ambassade, 28, boulevard Royal,

sagsøgte,

hvorunder Kommissionen har nedlagt påstand om, at Det forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i medfør af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene G. Bosco, Α. Touffait og O. Due, dommerne P. Pescatore, Mackenzie Stuart, Α. O'Keeffe, T. Koopmans, U. Everling, Α. Chloros og F. Grévisse,

generaladvokat: P. VerLoren van Themaat

justitssekretær: P. Heim

afsagt følgende

[s. 2603]

### DOM

#### Sagsfremstilling

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling

###### a) De anvendelige fællesskabsregler

EØF-traktatens artikel 119 bestemmer i stk. 1 følgende:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.«

Art. 1 i direktiv 75/117/EØF bestemmer følgende:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt ’ligelønsprincippet’, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

###### b) De anvendelige nationale regler

I Det forenede Kongerige gælder på direktiv 75/117/EØF's område Equal Pay Aet 1970 som ændret ved Sex Discrimination Act 1975.

Section 1, stk. 1, i den førstnævnte lov bestemmer, at enhver aftale om ansættelse af en kvinde i en virksomhed i Storbritannien skal anses for at indeholde en klausul, der kræver lige løn til mænd og kvinder. I section 1, stk. 2, sondres mellem tilfælde, hvor en kvinde beskæftiges med samme arbejde som en mand på samme arbejdsplads, og tilfælde, hvor en kvinde beskæftiges med arbejde, der »tillægges samme værdi«, som det arbejde, der udføres af en mand på samme arbejdsplads. Section 1, stk. 4, definerer begrebet »samme arbejde« (like work) som arbejde, der er af »samme« (the same) eller »væsentligt samme« (broadly similar) art, såfremt de eventuelle forskelle mellem det af kvinden og manden udførte arbejde er uden praktisk betydning i relation til ansættelsesforholdets indhold og vilkår.

Om arbejde, der tillægges samme værdi, bestemmer lovens section 1, stk. 5, følgende:

> »En kvinde anses for at udføre arbejde med samme værdi som mænds, såfremt — og kun såfremt — hendes og mandens arbejde er blevet tillagt samme værdi ud fra kravene til arbejdstageren (f.eks. med hensyn til indsats, dygtighed og ansvar) efter en undersøgelse gennemført med det formål at vurdere de krav, der er forbundet med det arbejde, der udføres af alle eller en del af de ansatte i en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, eller ville være tillagt samme værdi, hvis ikke vurderingen [s. 2604]  var foretaget efter en ordning, der indeholdt forskellige værdier for mænd og kvinder med hensyn til samme krav ...«

###### c) Sagens behandling

Den 3. april 1979 sendte Kommissionen Det forenede Kongerige en skrivelse, der indledte den i EØF-traktatens artikel 169, stk. 1, omhandlede procedure. Kommissionen fandt en udtalelse, som Det forenede Kongeriges regering fremkom med den 19. juni 1979, for utilfredsstillende, hvorfor den over for Det forenede Kongerige den 19. maj 1980 fremsatte en begrundet udtalelse af 8. maj 1980 i medfør af førnævnte traktatbestemmelse. Efter at have udtalt, at artikel 1 i direktiv 75/117/EØF efter Kommissionens mening var blevet ukorrekt gennemført i Det forenede Kongeriges lovgivning, opfordrede den Det forenede Kongerige til inden for en frist af to måneder at indføre de fornødne regler til at følge den begrundede udtalelse.

Som svar på den begrundede udtalelse erklærede Det forenede Kongeriges regering i skrivelse af 3. november 1980, at den anså kongerigets lovgivning for at være i fuld overensstemmelse med de relevante fællesskabsbestemmelser, samt at den anså yderligere regler til opfyldelse af traktatens artikel 119 og direktiv 75/117/EØF for unødvendige.

Da Kommissionen konstaterede, at Det forenede Kongerige ikke fulgte den begrundede udtalelse, anlagde den nærværende sag ved stævning indleveret til Domstolens justitskontor den 18. marts 1981.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har imidlertid anmodet Kommissionen om inden den 31. januar 1982 at besvare følgende spørgsmål:

> »1. Hvorledes har medlemsstaterne opfyldt forpligtelsen i direktiv 75/117/EØF med hensyn til arbejde, der tillægges samme værdi? Hvilke nationale regler er der indført? Udgør disse regler efter Kommissionens opfattelse en korrekt gennemførelse af direktivet?

> 2. Er Kommissionen i besiddelse af oplysninger om direktivets praktiske anvendelse, navnlig ved domstolene?

> 3. Kan Kommissionen give Domstolen nærmere oplysninger om de andre metoder, bortset fra indførelse af en obligatorisk vurderingsordning, jf. afsnit 14 i Kommissionens replik, hvorigennem det kan konstateres, om et arbejde er af samme værdi?«

Kommissionens svar på disse spørgsmål omtales nedenfor i afsnit V.

##### II — Parternes påstande

*Kommissionen* har nedlagt følgende påstande :

> »1. Det forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af traktaten ved ikke at indføre de fornødne administrative bestemmelser eller lovregler til gennemførelse af direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og [s. 2605] kvinder for så vidt angår afskaffelse af forskelsbehandling for arbejde, som tillægges samme værdi.

> 2. Det forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger«.

*Det forenede Kongeriges regering* har nedlagt følgende påstande:

> »1. Frifindelse.

> 2. Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.«

##### III — Parternes anbringender og argumentation

*Kommissionen* har i sagens stævning indledningsvis anført, at det i fjerde betragtning til direktiv 75/117/EØF udtales, at »det er formålstjenligt at udbygge basislovgivningen med regler, der tilsigter at lette lighedsprincippets gennemførelse i praksis, således at alle Fællesskabets arbejdstagere kan opnå beskyttelse på dette område«, samt at Domstolen i Defrenne-sagen (dom af 8. 4. 1976, sag 43/75, Sml. 1976, s. 455) har fastslået, at »Fællesskabets retsakter herom [herunder direktiv 75/117/EØF] ... gennemfører artikel 119 ved at udvide det snævre kriterium ’samme arbejde’, navnlig i overensstemmelse med bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 100 af 1951 om lige løn, hvis artikel 2 angår lige løn for arbejde ’af samme værdi’« (præmis 20).

Kommissionen har gjort gældende, at det følger af sondringen i den britiske lovs section 1, stk. 4 og 5,. at en kvinde ikke kan opnå lige betaling for arbejde, der — skønt det ikke er det samme — er af samme værdi som et arbejde udført af en tilsvarende mandlig arbejdstager, medmindre der benyttes en undersøgelse eller en form for job-vurdering i den virksomhed, hvor de er beskæftiget. Mens stk. 4 ikke udstrækker begrebet »samme arbejde« til at omfatte begrebet arbejde af »samme værdi«, betinger section 2, stk. 5, begrebet »samme værdi« af anvendelsen af en job-vurderingsordning i den pågældende virksomhed, hvilket arbejdsgiveren ikke har pligt til at indføre. Selv om begrebet »samme arbejde« i section 1, stk. 4, angives at omfatte arbejde af »i det væsentlige samme art«, er dette efter Kommissionens opfattelse ikke tilstrækkeligt, idet »det formentlig forholder sig således, at et arbejde, der er tillagt samme værdi, ikke er ’i det væsentlige af samme art’, og netop derfor har fået tillagt ’samme værdi’«.

Til støtte for sit anbringende har Kommissionen påberåbt sig dommen i Capper Pass-sagen (Industrial Cases Reports 1977, s. 83), i hvilken formanden for Employment Appeal Tribunal udtalte, at man i Equal Pay Aet som kriterium for diskrimination havde valgt et kompromis mellem »samme arbejde« og »arbejde af samme værdi«. Kommissionen har endvidere anført, at Equal Opportunities Commission (ligestillingskommissionen), der blev oprettet ved Sex Discrimination Act 1975, den 14. januar 1981 udtalte, at EF-definitionen på ligeløn udstrakte retten hertil til personer, hvis arbejde betragtes som »af samme værdi«, og at Det forenede Kongeriges regering burde ændre Equal Pay Aet til at omfatte disse tilfælde, i mangel af en officiel job-vurderingsordning.

[s. 2606]

*Det forenede Kongeriges regering* har i sit svarskrift anført, at den under hele den administrative procedure før sagens indbringelse for Domstolen har fastholdt, at den har opfyldt direktiv 75/117/EØF korrekt. Den fastholder dette synspunkt her under sagen, og skal på ny fremhæve, at den fortolkning af direktiv 75/117/EØF, som Kommissionen an- lægger, efter regerings opfattelse er i strid »ikke blot med afgivne erklæringer, da direktivets ordlyd blev aftalt i Rådet, men også med selve direktivets ordlyd.« Kommissionen har ikke taget klar stilling hertil, men har blot udtalt, at den »ikke er blevet overbevist« af Det forenede Kongeriges argumentation, og tilføjet, at medlemsstaterne er forpliget til at gennemføre ligelønsprincippet fuldt ud på nationalt plan, uden at den gør nærmere rede for, hvorledes direktivets ordlyd harmonerer med de virkninger, den tillægger direktivet.

Da direktivets indhold blev vedtaget af Rådet, bad Det forenede Kongerige udtrykkeligt om at få tilført mødeprotokollen en erklæring vedrørende udtrykket »arbejde, der tillægges samme værdi«, hvilken erklæring havde følgende indhold:

> »Ved forhold, hvorunder arbejde skal tillægges samme værdi, skal i Det forenede Kongerige forstås sådanne, hvor arbejdet er af væsentlig samme art, eller hvor lønnen er baseret på resultaterne af job-vurdering«.

Da ingen rejste indsigelse mod denne erklæring, mener Det forenede Kongerige, at så længe dets standpunkt er i overensstemmelse med erklæringen, er Kommissionen afskåret fra at rejse indsigelse.

Det forenede Kongerige har endvidere fremhævet, at det fremsendte de omhandlede bestemmelser til Kommissionen i februar 1976, og at Kommissionen først i 1979 for første gang gav udtryk for, at reglerne var i strid med direktiv 75/117/EØF.

Det forenede Kongeriges regering gennemgår derefter direktiv 75/117/EØF's ordlyd og rækkevidde. Regeringen har gjort gældende, at direktivets almindelige formål skal ses i sammenhæng med EØF-traktatens artikel 119, som fremhævet af Domstolen i sag 43/75 (nævnt ovenfor). I sin dom af 31. marts 1981 (Jenkins, sag 96/80, Sml. 1981, s. 911) udtalte Domstolen i præmis 21, at:

> »Bestemmelserne i direktivets artikel 1 indskrænker sig til i stk. 1 at gentage det i traktatens artikel 119 indeholdte ligelønsprincip, og i stk. 2 at fastlægge de nærmere bestemmelser for anvendelsen af dette princip i tilfælde, hvor der ved lønfastsættelsen anvendes et fagligt klassifikationssystem.«

Direktiv 75/117/EØF's indhold og virkninger skal følgelig efter Det forenede Kongeriges opfattelse fastlægges ud fra den samlede tekst. Direktivets artikel 1, stk. 2, indeholder klare og præcise krav for de tilfælde, hvor der anvendes et fagligt klassifikationssystem til lønfastsættelse. I tilfælde, hvor der ikke findes et sådant fagligt klassifikationssystem, der efter Det forenede Kongeriges opfattelse er den eneste kendte metode til sammenligning af værdien af forskellige job, er det nærmeste, man kan komme en sammenligning, den, som er anvendt i Det forenede Kongeriges lovgivning, hvor vægten lægges på væsentlige ligheder ved arbejdets art.

Kommissionens argumentation forudsætter, at direktiv 75/117/EØF pålægger medlemsstaterne at indføre regler, der [s. 2607]  berettiger hver enkelt arbejdstager til at kræve en eller anden form for job-vurdering for at få fastslået, om hans eller hendes arbejde har samme værdi som et andet. Et sådant synspunkt er imidlertid i strid med artikel l's ordlyd, fordi det ikke tager tilstrækkeligt hensyn til ordene: »der tillægges samme værdi«, hvilket tydeligvis ikke er det samme som »arbejde af samme værdi«. Efter en gennemgang af indholdet i artikel 1 konkluderer Det forenede Kongerige, at artiklen ikke foreskriver en ret for arbejdstagere til at kræve lønfastsættelse på grundlag af et fagligt klassifikationssystem, samt at en sådan ret ikke kan indfortolkes, uden at man tilsidesætter ordlyden. Såfremt direktivet skal fortolkes udvidende, som hævdet af Kommissionen, burde medlemsstaterne først have lejlighed til at drøfte i det mindste de væsentligste spørgsmål med hensyn til de kriterier, der skal anvendes ved bestemmelsen af, hvornår og i hvilket omfang en arbejdstager kan kræve sin løn fastsat på grundlag af et klassifikationssystem, inden man søger at gennemføre en tilnærmelse af de nationale lovgivninger.

Efter Det forenede Kongeriges opfattelse tager Kommissionens argumentation ikke tilstrækkeligt hensyn til forskellen mellem »på den ene side kravet om, at faglige klassifikationssystemer anvendes på en måde, der ikke er diskriminerende, og på den anden side kravet om, at arbejdstagere har ret til at kræve, at deres arbejde sammenlignes med forskellige andre job.«

Med hensyn til den historiske sammenhæng mellem direktiv 75/117/EØF og ILO's konvention nr. 100 mener Det forenede Kongerige, at »konventionen ikke — således som Kommissionen synes at forudsætte — kræver, at nogen fastsætter en værdi for ethvert job til brug for sammenligning, og den kræver hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvis nogen form for obligatorisk jobvurdering.«

Det forenede Kongerige mener på denne baggrund, at dets lovgivning loyalt følger direktiv 75/117/EØFs indhold og formål som nærmere beskrevet ovenfor. Efter at have givet en skildring af de forskellige bestemmelser, som er indført til gennemførelse af ligelønsprincippet for mænd og kvinder, har Det forenede Kongerige anerkendt, at Equal Pay Aet »ikke berettiger en arbejdstager til at kræve job-vurdering, men reglerne berettiger en arbejdstager (jf. section 1, stk. 5) til at kræve en aflønning, der ikke diskriminerer på grundlag af køn«. En sådan ret vil blive gennemtvunget, selv om arbejdsgiveren ikke bygger på resultaterne af en job-vurderingsundersøgelse. Til støtte herfor har Det forenede Kongeriges regering påberåbt sig dommen i sagen O'Brian mod Sim-Chem Limited (Industrial Cases Reports 1980, s. 573) i hvilken House of Lords dog udtalte, at

> »Det er væsentligt at bemærke, at en job-vurderingsundersøgelse ikke kan udføres uden enighed herom mellem parterne, herunder selvfølgelig arbejdsgiveren. Måske har man indset, at en sådan undersøgelse fornuftigvis ikke kan gøres obligatorisk«.

Endelig har Det forenede Kongerige fremhævet dé praktiske problemer, som Kommissionen synspunkt er forbundet med, sammenlignet med de fordele, som er sikret ved den gældende ordning i Det forenede Kongerige. Regeringen har gjort gældende, at sådanne praktiske problemer — og navnlig de betydelige omkostninger, som ville være forbundet med obligatoriske vurderinger — er relevante for afgørelsen af, om det må antages, at den af Kommissionen hævdede fortolkning skal anses for at være den, som medlemmerne af Rådet har vedtaget.

[s. 2608]

*Kommissionen* har i sin replik, indledningsvis behandlet spørgsmålet om indholdet og betydningen af den erklæring, som Det forenede Kongerige afgav i forbindelse med direktiv 75/117/EØF's vedtagelse.

Kommissionen har gjort gældende, at Det forenede Kongeriges fremhævelse af betydningen af erklæringen, der beror på et ensidigt initiativ, som hverken blev godkendt eller støttet af Rådet, og som overhovedet ikke blev genstand for drøftelse i dette, ikke styrker Det forenede Kongeriges stilling, men snarere svækker denne. Ved at afgive en sådan forklarende erklæring søger vedkommende medlemsstat i videst muligt omfang — i hvert fald på det politiske plan — at afbøde en mangel i teksten. Retligt set kan en ensidig erklæring fra en medlemsstat ikke påvirke fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse. Endvidere fremgår det af erklæringen, at den ikke tilsigter at udtrykke, at lige løn i Det forenede Kongerige beror på gennemførelsen af en job-vurdering, der kun kan ske med arbejdstagerens samtykke, men den udtaler kun, at de pågældende job skal have været underkastet en vurdering, inden de kan anses som job af samme værdi; hvilket Kommissionen fuldt ud kan tilslutte sig.

Hvad dernæst direktivets fortolkning angår, har Kommissionen anført, at sagens kerne i tvisten mellem parterne er følgende: er indførelsen af et system til job-vurdering efter aftale mellem arbejdsgivere og de ansatte og deres tillidsrepræsentanter en forudsætning for anvendelsen af ligelønsprincippet (De forenede Kongeriges standpunkt), eller kan erhver (kvindelig) arbejdstager i enhver situation kræve samme betaling for et arbejde, der er anderledes, men har samme værdi, selv om der ikke foreligger en ordning med job-vurdering (Kommissionens standpunkt)?

Inden sin stillingtagen hertil, har Kommissionen ønsket at forudskikke to bemærkninger:

1. Job-vurderingsordninger af denne art finder ringe anvendelse uden for Det forenede Kongerige, og dækker følgelig kun en begrænset del af arbejdsstyrken i Fællesskabet som helhed. Følgelig vil arbejdstagere — herunder arbejdstagere i Det forenede Kongerige — der ikke udfører samme arbejde, eller arbejde af hovedsagelig samme art, og som ikke er omfattet af en job-vurderingsordning, være afskåret fra at påberåbe sig direktivets bestemmelser, når det gælder »arbejde, der tillægges samme værdi«.

2. I Det forenede Kongeriges svarskrift er der en betydelig ændring i argumentationen i forhold til det, der blev fremført inden denne sags anlæg. Tidligere lagde Det forenede Kongerige vægten på den samlede virkning af forskellige bestemmelser i Equal Pay Aet, som — angiveligt — afspejlede en holdbar fortolkning af direktivet, mens Det forenede Kongerige i sit svarskrift først og fremmest har lagt vægten på »en mere kritisk vurdering af selve direktivets præcise ordlyd«, hvilket skulle gøre det så meget desto lettere at påvise de nationale reglers retmæssighed.

Kommissionen har gjort gældende, at direktiv 75/117/EØF under alle omstændigheder skal fortolkes ud fra sit formål, som udtalt af Domstolen i Defrenne-dommen (nævnt ovenfor). Positivt ligger [s. 2609]  der heri, at direktivets artikel 1 forpligter medlemsstaterne til at indføre de regler, der er nødvendige til, at en kvindelig arbejdstager til overvindelse af alle former for diskrimination på grundlag af køn kan gøre gældende, at to arbejder, der er forskellige, har samme værdi. Negativt ligger der i Kommissionens stillingtagen, at den finder Det forenede Kongeriges standpunkt — der efter Kommissionens opfattelse indsnævrer anvendelsesområdet for artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF ved at lægge vægten på ordet »tillægges« og knytte dette til artiklens stykke 2 — forkert og i strid med det i traktatens artikel 119 indeholdte lighedsprincip. Dette følger dels af den nærmere ordlyd af ILO's konvention nr. 100 (»arbejde af samme værdi«), dels af direktiv 75/117/EØFs formål, som er at tilnærme medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn hvilket ville slå fejl, hvis gennemførelsen beroede på arbejdsgiverens samtykke til indførelse af et system med faglig klassifikation, navnlig da direktivets artikel 1, stk. 2, fastslår, kræves visse betingelser opfyldt, navnlig anvendelsen af samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere, således at forskelsbehandling på grundlag af køn udelukkes. Dette synspunkt er endvidere blevet bekræftet af Domstolen i dommen i Jenkins-sagen (nævnt ovenfor), hvor den i præmis 21 den udtaler, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 75/117/EØF fastlægger de nærmere vilkår for anvendelsen af ligelønsprincippet i tilfælde, hvor der ved lønfastsættelsen anvendes et fagligt klassifikationssystem.

Kommissionen mener endvidere at kunne udelukke lovgivningsmæssige vanskeligheder ved gennemførelsen af en bestemmelse, som blot gengiver direktivets formål, navnlig set ud fra den lethed, hvormed andre medlemsstater har opfyldt denne forpligtelse.

Hvad endelig angår Det forenede Kongeriges påberåbelse af praktiske overvejelser, »står det ikke Kommissionen klart, hvorfor ulemperne (ved at sætte en (kvindelig) arbejdstager i stand til at kræve — hvilket ikke nødvendigvis ville indebære indførelse af obligatoriske vurderingsordninger — at der ikke sker diskrimination på grundlag af køn med hensyn til arbejde af samme værdi) langt ville overstige »fordelene« (ved at begrænse lige løn til begge køn til de — få — tilfælde, hvor der foreligger jobvurdering)«.

*Det forenede Kongerige* behandler i sin duplik på ny spørgsmålet om indholdet og betydningen af den erklæring, som den afgav under vedtagelsen af direktiv 75/117/EØF. Regeringen gør gældende, at erklæringen ikke havde til formål at beskrive den gældende tilstand i Det forenede Kongerige på det pågældende tidspunkt, men at gengive det standpunkt, som Det forenede Kongerige ville indtage efter direktivets ikrafttræden. Dette var endvidere grundlaget for, at regeringen kunne tiltræde direktivets udstedelse, thi hvis en af medlemsstaterne eller institutionerne havde givet udtryk for, at den ville anfægte Det forenede Kongeriges standpunkt, kunne det have været nødvendigt at tage tiltrædelsen af direktivudkastet op til fornyet overvejelse. Da der ikke fremkom nogen indsigelse, gør Det forenede Kongerige [s. 2610]  gældende, at Kommissionen nu er afskåret fra at rejse en sådan indsigelse.

Endvidere har Det forenede Kongerige anført, at ved direktiver står medlemsstaterne helt frit og kan tilpasse deres lovgivning på en hvilken som helst måde, som passer til deres eget retssystem. En erklæring fra en medlemsstat om, hvorledes den har til hensigt at realisere et givet formål, kræver ikke en anden medlemsstats samtykke til anvendelsen af den pågældende fremgangsmåde, og Det forenede Kongerige har heller ikke påstået, at de øvrige medlemsstater gav et sådant samtykke. Hvis man derimod accepterer Kommissionens standpunkt, vil et vigtigt middel til at opnå enighed under Rådets drøftelser gå tabt.

Hvad erklæringens indhold angår, har Det forenede Kongeriges regering anført, at i modsætning til, hvad Kommissionen hævder, viser erklæringen, at stillingen i Det forenede kongerige er den, at »arbejde skal tillægges værdi, såfremt (og kun såfremt) *arbejdet* i det væsentlige er ens eller *lønnen er fastsat* på grundlag af job-vurdering. Det sidste kan foreligge, hvis arbejdsgiveren samtykker i en vurdering«.

Om direktiv 75/117/EØFs indhold og virkninger har Det forenede Kongerige i replikken punkt for punkt besvaret Kommissionens argumentation. For det første gør regeringen gældende, at alle job-vurderingsordninger i Det forenede Kongerige er omfattet af de bestemmelser, der forbyder diskriminering.

For det andet bestrider regeringen, at den har ændret argumentation, idet den gør gældende, at det er Kommissionen selv, som har valgt at behandle Det forenede Kongerige er omfattet af de bestemmelser, der forbyder diskriminering. For det andet bestrider regeringen, at den har ændret argumentation, idet den gør gældende, at det er Kommissionen selv, som har valgt at behandle Det forenede Kongeriges anbringende om erklæringen som »et primært anbringende«, hvilket det ikke er, da det i svarskriftet forekommer i afsnittet »Baggrund«.

Hvad endelig angår selve direktivet finder Det forenede Kongeriges regering det beklageligt, at det til stadighed »er mislykkedes Kommissionen at forene direktivets ordlyd med det, den hævder har været Rådets hensigt«. Regeringen har gentaget, at Kommissionen i sin replik stadig ikke har besvaret det spørgsmål, den selv har rejst, men blot med understregninger har gentaget citater fra Domstolens domme, hvilket ikke tjener stort til besvarelsen af spørgsmålet. Det forenede Kongeriges regering bestrider ikke, at det er direktivets almindelige formål at udvide det snævre kriterium »samme arbejde« og fremme den rigtige gennemførelse af artikel 119, men den gør gældende, at »spørgsmålet er, i hvilket omfang dette sker — ud fra en korrekt fortolkning af direktivet — med hensyn til begrebet arbejde, der tillægges samme værdi«.

Regeringen har endvidere anført, at Kommissionens svar herpå, der går ud på at gentage, at en arbejdstager skal have adgang til at kræve en sammenligning af værdien af et bestemt job med værdien af forskellige andre job, ville give anledning til store vanskeligheder i praksis, navnlig i relation til begrebet »med rimelighed«, som Kommissionen foreslog i »Beretning fra Kommissionen til Rådet om anvendelsen af princippet om lige løn for mænd og kvinder — status pr. 12 februar 1978 — «, s. 140. Dette kriterium stammer fra en lovgivning, der blev indført i Nederlandene den 20. marts 1975, og Kommissionen udtaler, at det skulle være muligt at foretage en vurdering på et rimeligt grundlag »uden større vanskelighed« ved hjælp af et kriterium, [s. 2611]  som »kan forekomme lidt unuanceret, men som ofte er anvendeligt«, nemlig »om en mand, hvis han sættes til det samme arbejde, som udføres af en kvinde, ville få samme løn som hun, eller om han ville kræve lønforhøjelse for at fortsætte med dette arbejde«.

Det forenede Kongeriges regering anser dette kriterium for utilstrækkeligt, da problemet består i at bestemme den relative værdi af to forskellige job.

Det forenede Kongeriges regering har vedrørende det, som Kommissionen har fremført om artikel 1, stk. 2, i direktiv 75/117/EØF, anført, at såfremt Kommissionen har ret i sin udvidende fortolkning af artiklens stk. 1, har man svært ved at se formålet med stk. 2. Regeringen finder det endvidere besynderligt, at Rådet specielt har beskæftiget sig med faglig klassifikation for at hindre en form for indirekte kønsdiskriminering, uden at ofre et ord på den meget vide fortolkning, som Kommissionen hævder. Regeringen har endvidere anført, at sætningen »når et fagligt klassifikationssystem anvendes« ved lønfastsættelsen er afstemt med og modsvarer sætningen »som tillægges samme værdi«.

Som svar på Kommissionens argument om, at andre medlemsstater har haft let ved at gennemføre direktivets formål, har Det forenede Kongeriges regering påberåbt sig et uddrag fra European Industrial Relations Review nr. 90 fra juli 1981, hvori omtales »den beskedne virkning« af den nederlandske lov om lige løn.

Det forenede Kongeriges regering har endvidere undret sig over, at Kommissionen kan forene sit anbringende om, at job-vurderingsordninger ikke er nødvendige for at gennemføre Kommissionens fortolkning af direktivet, med udtalelsen om, at der må foretages en job-vurdering, for at de pågældende job kan tillægges samme værdi.

Hvad endelig angår Kommissionens tilsyneladende invitation til Domstolen, om at udfylde et hvilket som helst hul, man måtte mene at finde i bestemmelserne i direktiv 75/117/EØF, gennem fortolkning, tager Det forenede Kongeriges regering afstand fra at benytte en sådan metode til at løse medlemsstater og institutioner fra deres selvstændige ansvar ved udstedelsen af sådanne regler, idet regeringen mener, at Kommissionens standpunkt »ville fremkalde usikkerhed i fællesskabsretten«.

##### IV — Kommissionens skriftlige besvarelse af Domstolens spørgsmål

###### 1. Besvarelse af Domstolens første spørgsmål

Hvad angår de vigtigste nationale regler, som de forskellige medlemsstater har indført på området, henviser Kommissionen primært til »Beretning fra Kommissionen til Rådet om anvendelsen af princippet om lige løn for mænd og kvinder — status pr. 12. februar 1978 —«. Kommissionen har desuden gjort følgende tilføjelser:

*Belgien:* I den belgiske loi de réorientation (lov om økonomisk nyorientering) af 4. august 1978 (Moniteur af 17. 8. 1978, s. 8 og 411), hvis kapitel V omhandler lige behandling af mænd og kvinder, fastsættes det i artikel 128, at der ved arbejdsvilkår skal forstås bestemmelser og praksis navnlig vedrørende »aflønningen og beskyttelsen af denne«.

[s. 2612]

*Danmark:* Lovgivningen indeholder ingen bestemmelser om arbejde af samme værdi, hvorfor Kommissionen den 30. marts 1979 sendte Danmark en indsigelsesskrivelse. I et svar af 22. juni 1979 gjordes det gældende, at udtrykket »samme arbejde« i den danske lovgivning havde en langt videre betydning end ordene »même travail«, og at udtrykket i realiteten omfattede »arbejde af samme værdi«.

Kommissionen besluttede imidlertid at udfærdige en begrundet udtalelse, men udskød fremsendelsen heraf indtil der forelå en udtalelse fra en sagkyndig jurist om, hvorvidt der forelå et materielt problem, eller blot et rent sprogligt. Da der, efter at udtalelsen forelå, fortsat resterede en række uafklarede punkter, besluttede Kommissionen den 10. december 1980 at stille sagen i bero.

*Forbundsrepublikken Tyskland:* En lov vedrørende *blandt andet* lige behandling af mænd og kvinder på arbejdspladsen blev vedtaget den 13. august 1980 (Bundesgesetzblatt 1980, I, s. 1308 ff.). Gennem lovens § 1 indføres princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi i den tyske borgerlige lovbog.

*Grækenland:* I 1975-grundlovens artikel 22 udtales det, at »alle arbejdstagere har ret til lige løn for arbejde af samme værdi, uden hensyn til køn eller andet forhold«. Der forberedes en lov til gennemførelse af direktivet om lige behandling.

Det er Kommissionens konklusion, at otte af medlemsstaterne korrekt har gennemført princippet om lige løn for arbejde af samme værdi. I ingen af disse stater gennemføres princippet så snævert som i Det forenede Kongerige. For Danmarks vedkommende holder Kommissionen fortsat situationen under observation for at få fastslået, om direktivet anvendes korrekt i denne medlemsstat.

###### 2. Besvarelse af Domstolens andet spørgsmål

Med hensyn til direktivets faktiske anvendelse ved de nationale domstole henviser Kommissionen også her primært til sin rapport. Kommissionen tilføjer imidlertid, at sagerne for de nationale domstole, der under alle omstændigheder er forholdsvis få, ikke hviler på selve direktivet, men på den nationale gennemførelseslovgivning.

###### 3. Besvarelse af Domstolens tredje spørgsmål

Kommissionen har indledningsvis bemærket, at »for at kunne afgøre, hvorvidt to (forskellige) arbejder har samme værdi, må de sammenlignes med hinanden eller vurderes efter en fælles målestok«. Af denne grund har medlemsstaterne pligt til at indføre et system, hvorefter arbejdstagere har mulighed for — om nødvendigt ved at gå til domstolene — at få lige løn for arbejde af samme værdi. Dette betyder, at det ikke er nødvendigt at tvinge alle arbejdsgivere til at indføre job-vurderingsordninger, men at det på den anden side er utilstrækkeligt, hvis man lader arbejdsgiverne selv afgøre, om de vil indføre sådanne ordninger, uden at man har regler om lige løn for arbejde af samme værdi i tilfælde, hvor de ikke gør det.

Således vil arbejde af samme værdi i mange tilfælde blive sammenlignet på grundlag af en kollektiv overenskomst, en job-vurderingsordning, eller eventuelt helt uformelt uden foretagelse af detaljerede [s. 2613]  undersøgelser. Medlemsstaterne kan endvidere indføre ordninger med offentlig kontrol eller mægling i privat regie.

Det afgørende er efter Kommissionen opfattelse, at den enkelte arbejdstager til syvende og sidst har mulighed for at trænge igennem med en påstand om, at de sammenlignede to job har samme værdi.

Kommissionen gennemgår derefter de forskellige ordninger, som medlemsstaterne har indført, idet den dog primært henviser til sin rapport. I Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Forbundsrepublikken Tyskland afgøres mange problemer af arbejdsinspektorater, og hvor et spørgsmål henhører under domstolene, er disse ikke bundet af esultaterne af eventuelle j ob-vurderingsordninger. I Nederlandene afgøres spørgsmålet, om to job er af samme værdi, på grundlag af en pålidelig job-vurderingsordning. Efter den irske lovgivning — som Kommissionen mener indeholder et eksempel på, hvorledes Det forenede Kongerige kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til direktiv 75/117/EØF — kan enhver tvist om ligeløn indbringes for en af tre »Equality officers«, som efter en undersøgelse af sagen afgiver en indstilling i denne. Sådanne indstillinger er ikke retligt bindende, og spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene. Kommissionen har endelig konkluderet, at der med hensyn til sagens tekniske side foreligger mange muligheder for ændring af Equal Pay Aet, hvorved loven kunne bringes i overensstemmelse med fællesskabsretten. Kommissionen fremhæver herved, at i Det forenede Kongerige har Equal Opportunities Commission og Trade Union Congress udarbejdet forslag til sådanne ændringer. Med hensyn til hvilken ordning, eller kombination af ordninger, der bør foretrækkes, henviser Kommissionen Domstolen til beretningen, navnlig dennes side 139.

##### V — Mundtlig forhandling

I retsmødet den 23. marts 1982 har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved J. Forman, som befuldmægtiget, og Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland ved P. Scott, Q.C. (Middle Temple), som befuldmægtiget, afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen. Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 25. maj 1982.

#### Præmisser

1 Ved stævning indleveret til Domstolens justitskontor den 18. marts 1981 har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i medfør af EØF-traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Det forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af traktaten ved ikke at have indført de fornødne administrative bestemmelser eller lovregler til gennemførelse af direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet

[s. 2614]

om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) for så vidt angår afskaffelse af forskelsbehandling for arbejde, som tillægges samme værdi.

2 Direktivets artikel 1, som Kommissionen mener, Det forenede Kongerige ikke har gennemført, bestemmer følgende:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt ’ligelønsprincippet’, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn«.

3 Udtrykket »arbejde, der tillægges samme værdi«, anvendes i Det forenede Kongerige i Equal Pay Aet 1970 som ændret ved Sex Discrimination Act 1975. Lovens section 1, stk. 5, bestemmer følgende:

> »En kvinde anses for at udføre arbejde med samme værdi som mænds, såfremt — og kun såfremt — hendes og mandens arbejde er blevet tillagt samme værdi ud fra kravene til arbejdstageren (f.eks. med hensyn til indsats, dygtighed og ansvar) efter en undersøgelse gennemført med det formål at vurdere de krav, der er forbundet med det arbejde, der udføres af alle eller en del af de ansatte i en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, eller ville være tillagt samme værdi, hvis ikke vurderingen var foretaget efter en ordning, der indeholdt forskellige værdier for mænd og kvinder med hensyn til samme krav.«

[s. 2615]

4 Sammenlignes de to bestemmelser *ses* det, at efter direktivet er et fagligt klassifikationssystem kun en af flere metoder til at fastsætte løn for arbejde, der tillægges samme værdi, mens efter bestemmelserne i Equal Pay Act indførelsen af et sådant system er den eneste metode hertil.

5 Det skal endvidere bemærkes, at Det forenede Kongerige har erkendt, at lovgivningen i Storbritannien ikke tillader indførelse af et fagligt klassifikationssystem uden arbejdsgiverens samtykke. Arbejdstagere i Det forenede Kongerige er derfor ikke i stand til at få vurderet, om deres arbejde har samme værdi som et andet tilsvarende arbejde, hvis deres arbejdsgiver afslår at indføre et klassifikationssystem.

6 Det forenede Kongerige har som begrundelse for dette forhold anført, at direktivets artikel 1 intet udtaler om en arbejdstagers ret til at få sin løn fastsat på grundlag af et fagligt klassifikationssystem. Regeringen mener heraf at kunne slutte, at arbejdstageren ikke kan kræve en vurderende sammenligning af forskellige job via en faglig klassifikation, hvis indførelse afhænger af arbejdsgiverens beslutning.

7 Det forenede Kongeriges fortolkning indebærer, at der reelt ikke består nogen ret til lige løn for arbejde af samme værdi, når der ikke foreligger en faglig klassifikation. En sådan retstilstand er ikke i overensstemmelse med direktiv 75/117/EØF's opbygning og indhold. I direktivets betragtninger udtales det, at dets væsentlige formål er at gennemføre det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, samt at medlemsstaterne i første række må sikre gennemførelsen af dette princip ved hjælp af egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, således at alle arbejdstagere i Fællesskabet nyder beskyttelse på dette område.

[s. 2616]

8 Med henblik herpå definerer artikel 1, stk. 1, princippet således, at begrebet »samme arbejde« omfatter tilfælde med »arbejde, der tillægges samme værdi«, og artiklens stk. 2 understreger blot det forhold, at når et fagligt klassifikationssystem anvendes til lønfastsættelse, skal det påses, at det bygger på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og udformes således, at det udelukker forskelsbehandling på grundlag af køn.

9 Heraf følger, at i tilfælde af en tvist om anvendelsen af dette begreb, bør arbejdstageren have adgang til for rette myndighed at gøre gældende, at hans arbejde har samme værdi som et givet andet arbejde, og i bekræftende fald at få anerkendt sine rettigheder ifølge traktaten og direktivet ved en bindende afgørelse. Enhver gennemførelse, som udelukker denne adgang, kan ikke opfylde direktivets formål.

10 Dette resultat bestyrkes af direktivets artikel 6, hvorefter medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale forhold og retssystemer træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen af ligelønprincippet og drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

11 Det forenede Kongerige har imidlertid i den foreliggende sag ikke truffet de fornødne foranstaltninger, og en arbejdstager, som mener, at han bestrider et arbejde af samme værdi som et givet andet arbejde, har for tiden ikke mulighed for at gøre sine rettigheder gældende, såfremt arbejdsgiveren afslår at indføre et fagligt klassifikationssystem.

12 Det forenede Kongerige har (blandt andet i sin skiveise til Kommissionen af 19. juni 1979) fremhævet de praktiske vanskeligheder, der hindrer en gennemførelse af begrebet arbejde, der tillægges samme værdi, hvis man ville opgive anvendelsen af et system, der er indført i enighed. Efter Det forenede Kongerige opfattelse er kriteriet arbejde af samme værdi for upræcist til at kunne anvendes af domstolene.

[s. 2617]

13 Domstolen deler ikke denne opfattelse. Gennemførelsen af direktivet forudsætter, at en vurdering af den »samme værdi«, der »tillægges« et givet arbejde, om fornødent kan finde sted mod arbejdsgiverens vilje under en retssag. Det påhviler medlemsstaten at udstyre en myndighed med de fornødne beføjelser til at afgøre spørgsmålet, om et arbejde har samme værdi,som et andet, eventuelt efter at have indsamlet de nødvendige oplysninger i sagen.

14 Ved således i sine nationale regler til gennemførelse af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 ikke at have indført de bestemmelser, der er nødvendige for at enhver arbejdstager, som anser sig for krænket gennem tilsidesættelse af princippet om lige løn for mænd og kvinder for arbejde, der tillægges samme værdi, og for hvilket der ikke gælder et fagligt klassifikationssystem, kan få fastslået, at der foreligger arbejde af samme værdi, må Det forenede Kongerige anses for at have tilsidesat sine forpligtelser i medfør af traktaten.

##### Sagens omkostninger

15 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Sagsøgte, der har tabt sagen, betaler følgelig dennes omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1. Det forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af traktaten ved ikke i sine nationale regler til gennemførelse af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 at have indført de bestemmelser, der er nødvendige for at enhver arbejdstager, som anser sig [s. 2618] for krænket gennem tilsidesættelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder for arbejde, der tillægges samme værdi, og for hvilket der ikke gælder et fagligt klassifikationssystem, kan få fastslået, at der foreligger arbejde af samme værdi.

2. Det forenede Kongerige betaler sagens omkostninger.

Mertens de Wilmars

Bosco

Touffait

Due

Pescatore

Mackenzie Stuart

O'Keeffe

Koopmans

Everling

Chloros

Grévisse

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. juli 1982.

P. Heim

Justitssekretær

J. Mertens de Wilmars

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61983cj0014.md =====

# EU-Domstolen, 10. april 1984, sag 14/83

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0014.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0014.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Von Colson og Kamann

ECLI: ECLI:EU:C:1984:153

Kommentarens titel: Reaktion på diskriminerende ansættelsesafslag og national fortolkning

Emner på siden: [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 76/207 krævede ikke, at arbejdsgiveren ansatte den diskriminerede ansøger, og gav ikke uden national hjemmel et ubetinget, præcist krav på en bestemt erstatning. Hvis staten valgte erstatning, skulle den være effektiv og afskrækkende, modsvare tabet og overstige en rent symbolsk dækning af ansøgningsudgifter. Den nationale ret skulle udnytte sit nationale fortolkningsskøn i overensstemmelse med direktivet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen direkte fortolkning af 2023/970. Den ældre valgfrihed kan ikke ophæve slutartikel 17s konkrete krav om påbudsbeføjelser og, hvor relevant, tvangsbøder. Dommen afgør hverken anvendelsen af disse nye beføjelser i en dansk sag, en bestemt bødestørrelse/frekvens eller artikel 17s direkte virkning. Der er ingen udtrykkelig henvisning til denne dom i den kontrollerede betragtning 51. Parts-/regeringsudsagn i præmis 9–14, samlingsresumé og GA-fragment er ikke lagt til grund som Domstolens eget resultat.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61983CJ0014

I sag 14/83

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamm i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Sabine von Colson og Elisabeth Kamann

mod

Land Nordrhein-Westfalen

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

[s. 1893]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten J. Meitēns de Wilmars, afdelingsformændene T. Koopmans, K. Bahlmann og Y. Galmot, dommerne P. Pescatore, Mackenzie Smart, A. O'Keeffe, G. Bosco, O. Due, U. Everling og C. Kakouris,

generaladvokat: S. Rozès

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

##### I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

I 1982 skulle to stillinger som socialrådgiver besættes ved kriminalforsorgsanstalten i Werl. De to sagsøgere i hovedsagen ansøgte om disse stillinger, men resultatet blev, at to andre ansøgere, der begge var mænd, blev ansat.

Sagsøgerne anlagde derefter sag ved Arbeitsgericht Hamm mod delstaten Nordrhein-Westfalen, som kriminalforsorgsanstalten i Werl henhører under. Sagsøgerne søgte under sagen at få kendt for ret, at det alene var på grund af deres køn, at de ikke var blevet ansat. De nedlagde følgelig påstand om, at den sagsøgte delstat blev tilpligtet at tilbyde dem en arbejdskontrakt ved den nævnte anstalt, subsidiært at betale dem erstatning svarende til seks måneders løn. Sagsøgeren von Colson nedlagde mere subsidiært påstand om betaling af befordringsudgifter på 7,20 DM, som hun havde afholdt i anledning af sin ansøgning om den pågældende stilling.

Arbeitsgericht fandt, at sagsøgerne var blevet nægtet ansættelse i stillingerne på grund af deres køn.

Ikke desto mindre fandt retten, at den ikke på grundlag af tysk ret kunne give dem medhold i deres påstande, undtagen for så vidt angik sagsøgeren von Colson's subsidiære påstand vedrørende befordringsudgifterne (7,20 DM).

Artikel 611a i BGB, der må antages at skulle gennemføre Rådets direktiv 76/207, indeholder følgende bestemmelse:

> »1. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med en aftale eller en anden foranstaltning stille en arbejdstager ringere på grund af dennes køn, især ikke ved arbejdsaftalens indgåelse, (...).

[s. 1894]

> 2. Såfremt en arbejdsaftale på grund af en overtrædelse af ligebehandlingsprincippet som fastsat i stk. 1, som kan tilregnes arbejdsgiveren, ikke er indgået, er arbejdsgiveren forpligtet til at betale erstatning for det tab, som arbejdstageren har lidt som følge af sin tillid til, at indgåelsen af arbejdsaftalen ikke ville blive undladt på grund af en sådan overtrædelse. (...)«

Den eneste sanktion over for en forskelsbehandling, der begås i forbindelse med ansættelsen, er således ifølge den forelæggende ret erstatning for den såkaldte »Vertrauensschaden« (den negative kontraktsinteresse), dvs. det tab, lønmodtageren lider ved, at han forventer, at en forbudt forskelsbehandling ikke vil hindre indgåelsen af arbejdsaftalen.

Den tyske lovgiver har således ikke udtrykkeligt hjemlet en såkaldt »positiv opfyldelsesinteresse«, altså en ret til at blive ansat på grund af tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling af de to køn.

For at kunne fastslå, hvilke retsregler der ifølge fællesskabsretten gælder om forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til beskæftigelse, har den forelæggende ret fundet det påkrævet at anmode Domstolen om en fortolkning af en række bestemmelser i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 29, s. 40).

Arbeitsgericht har derfor anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

> »1. Følger det af bestemmelserne i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF), at en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med adgang til en beskæftigelse (afslag på at indgå en arbejdsaftale på grund af ansøgerens køn/fortrinsstilling for en anden ansøger på grund af dennes køn) skal sanktioneres således, at den arbejdsgiver, der gør sig skyldig i forskelsbehandling, pålægges en forpligtelse til at indgå en arbejdsaftale med en ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling?

> 2. Dersom spørgsmål 1 principielt må besvares bekræftende:

a) Skal sanktionen i form af en ’forpligtelse til at indgå en arbejdsaftale’ kun anvendes, såfremt det — ud over konstateringen af, at arbejdsgiveren har truffet sin udvælgelsesbeslutning subjektivt efter kønskriterier — tillige kan fastslås, at den arbejdstager, der er blevet udsat for forskelsbehandling, objektivt — efter gyldige udvælgelseskriterier — er bedre kvalificeret til stillingen end den ansøger, som arbejdsaftalen er blevet indgået med?

b) Eller er arbejdsgiveren også forpligtet til at ansætte den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, når det ganske vist kan fastslås, at arbejdsgiveren har truffet sin udvælgelsesbeslutning subjektivt efter kønskriterier, men den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, og den [s. 1895] foretrukne ansøger objektivt er lige kvalificerede?

c) Har den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, endelig også et begrundet krav på at blive ansat, når den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, ganske vist objektivt er mindre kvalificeret end den foretrukne ansøger, men det står fast, at arbejdsgiveren subjektivt og på forhånd har udtaget den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, på grund af dennes køn fra den udvælgelsesafgørelse, der er truffet efter gyldige kriterier?

> 3. Dersom det efter spørgsmålene 2a-c er ansøgernes objektive kvalifikationer der er afgørende :

Kan disse da efterprøves fuldt ud, og hvilke kriterier og processuelle regler om fremstillingen af sagsgenstanden og om bevisbyrden finder da anvendelse ved bedømmelsen?

> 4. Dersom spørgsmål 1 principielt må besvares bekræftende:

Vil — for det tilfælde, at der er flere end to ansøgere til en stilling, og flere end én på grund af køn på forhånd ikke tages i betragtning ved en udvælgelsesbeslutning, der træffes efter gyldige kriterier — da hver af disse personer have krav på, at der indgås en arbejdsaftale?

Skal retten i så fald eventuelt træffe sin egen udvælgelsesbeslutning blandt de ansøgere, der er blevet udsat for forskelsbehandling? Hvilken anden materielretlig sanktion kan da anvendes, dersom spørgsmålet i afsnit 1 må besvares benægtende?

> 5. Dersom spørgsmål 1 principielt må besvares benægtende:

Hvilken sanktion skal der da, hvis der godtgøres en forskelsbehandling i forbindelse med adgang til en beskæftigelse, anvendes efter bestemmelserne i direktiv 76/207/EØF?

Skal der herved sondres på grundlag af spørgsmålene 2a-c?

> 6. Er direktiv 76/207/EØF, således som det fortolkes af Domstolen som svar på de ovenfor stillede spørgsmål, umiddelbart gældende ret i Forbundsrepublikken Tyskland«?

Det fremgår ifølge den forelæggende ret især af sammenhængen mellem direktivets bestemmelser og dets betragtninger, at direktivet pålægger en pligt til at gennemføre lovbestemmelser med effektive sanktioner. Imidlertid er alene naturalopfyldelse effektiv efter rettens opfattelse.

Direktivet opstiller i det væsentlige et princip om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, hvilket indebærer en pligt til at ophæve bestemmelser, der er uforenelige med dette princip. Direktivets artikel 6 indeholder desuden en regel om retsbeskyttelse af de rettigheder, der kan fremgå af direktivet. Medlemsstaterne skal endelig iværksætte de »administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er nødvendige« for at gennemføre direktivet.

Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den 24. januar 1983.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg af sagsøgerne i hovedsagen ved juridisk konsulent Clemens Franzen, Deutscher Gewerkschaftsbund, af Forbundsrepublikken Tysklands regering ved Ministerialrat Dr. Martin Seidel, Forbundsøkonomiministeriet, og professor Dr. Manfred Zuleeg, som befuldmægtiget, af den danske regering ved juridisk rådgiver [s. 1896]  Laurids Mikaelsen, det danske udenrigsministerium, som befuldmægtiget, af Det forenede Kongeriges regering ved J. D. Howes, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Ian Glick, Inner Temple, London, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Dr. Manfred Beschel, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af professor Dr. Meinhard Hilf.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

*Sagsøgerne i hovedsagen* har gjort gældende, at det er utilstrækkeligt at begrænse skadeserstatningen for afslaget på ansættelsen til den »negative kontrakts-interesse«. Forbundsrepublikken Tyskland er i medfør af fællesskabsdirektivet forpligtet til at handle på en sådan måde, at fællesskabsreglerne gennemføres og overholdes. Dette indebærer også, at der indføres foranstaltninger, der er egnede til at undgå forskelsbehandling i fremtiden.

Netop fordi artikel 611a, stk. 2, i BGB udtrykkeligt har begrænset erstatningskravet ved en forskelsbehandling, der konstateres ved ansættelsen, til den såkaldte negative kontraktsinteresse, er den tyske domstol forhindret i at anvende de almindelige regler (f.eks. det almindelige krav på erstatning efter artikel 823, stk. 2, i BGB, *culpa in contrahendo,* etc.).

Arbeitsgericht har i denne forbindelse ganske rigtigt anført, at et erstatningskrav, der er begrænset til den negative kontraktsinteresse, i praksis er uden betydning. Det kan næsten kun omfatte den mulige godtgørelse af udgifter, der har været afholdt for at give møde hos arbejdsgiveren (i dette tilfælde 7,20 DM for sagsøgeren von Colson).

Denne uoverensstemmelse har fremkaldt voldsom kritik i Forbundsrepublikken Tyskland. Regeringen har selv i en officiel rapport udtrykkeligt medgivet, at man fra mange sider har fundet erstatningsreglen i artikel 611a, stk. 2, i BGB utilstrækkelig, og at retssag kun sjældent er blevet anlagt.

Man må derfor i det mindste nå til det resultat, at artikel 611a, stk. 2, ikke finder anvendelse, i det omfang erstatningskravet ved en uomtvistelig forskelsbehandling i anledning af en ansættelsesprocedure alene er begrænset til »negativ kontraktsinteresse«. Ansøgeren skal følgelig være forpligtet til at indgå en arbejdskontrakt med den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling.

På grund af tysk rets regler om fremstillingen af de forhold, hvorpå kravet støttes, og om bevisbyrden (der i et vist omfang pålægger sagsøgte bevisbyrden) er det ikke absolut nødvendigt at besvare spørgsmålene nr. 2 og 3 i forelæggelseskendelsen.

Vedrørende det fjerde spørgsmål er det sagsøgernes opfattelse, at det ifølge den interne civilprocesordning vil være konsekvent, at den samme stilling i visse tilfælde kan tildeles to ansøgere som erstatning. Når en arbejdsgiver ikke kan godtgøre, at han ikke har foretaget nogen forskelsbehandling, udsætter han sig for risikoen for at blive stillet over for krav fra flere. Det er derfor ikke — på grundlag af tysk ret — absolut nødvendigt at besvare dette spørgsmål.

Det er endelig sagsøgernes opfattelse, at selv om direktivet under hensyntagen til national ret imod enhver forventning ikke skulle indebære en ret til at blive [s. 1897]  ansat, kræver dets indhold og formål i det mindste, at arbejdsgiveren er forpligtet til at betale en pengeerstatning i tilfælde, hvor forskelsbehandling er konstateret.

Spørgsmålet om direktivets direkte anvendelighed bør efter sagsøgernes opfattelse besvares i overensstemmelse med Domstolens hidtidige praksis.

*Forbundsrepublikken Tyskknds regering* har fremhævet, at lovforslaget blev forelagt Kommissionen inden loven blev vedtaget, og at Kommissionen ikke fremsatte indsigelse vedrørende de retsfølger, der er fastsat i tilfælde af forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse. Heller ikke i sin begrundede udtalelse af 29. oktober 1982 har Kommissionen hævdet, at der på dette punkt skulle foreligge en overtrædelse af direktiv 76/207. Den nuværende lovgivning går i øvrigt videre end den tidligere, især fordi det nu står fast, at samtlige potentielle og faktiske arbejdsgivere er bundet.

Forbundsrepublikken er naturligvis klar over, at det er nødvendigt at gennemføre direktivet effektivt, men lægger vægt på det forhold, at hver enkelt medlemsstat råder over et skøn med hensyn til retsfølgerne af en overtrædelse af princippet om ligebehandling (EØF-traktatens artikel 189, stk. 3).

En udelukkelse af et krav på at blive ansat befinder sig inden for grænserne af det skøn med hensyn til form og fremgangsmåde, som direktivet tillægger de enkelte medlemsstater. Fællesskabsretten opstiller ikke noget krav om, at den forskelsbehandlede ansøgers interesse ensidigt skal stilles i første række; i så fald bestemmelsen i artikel 2, stk. 4, i direktiv 76/207, der bemyndiger medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og kvinder, ikke havde været nødvendig.

Ansættelsen af den person, som arbejdsgiveren har foretrukket, kan ikke annulleres uden at skuffe denne arbejdstagers berettigede forventninger. På den anden side ville oprettelse af en anden stilling eller endog flere stillinger gå ud over forbudet mod forskelsbehandling og udgøre en positiv foranstaltning, der ikke kan pålægges en potentiel arbejdsgiver. Selv hvis forskelsbehandlingen viser sig inden stillingen er besat, kan man ikke forpligte en arbejdsgiver til overhovedet at foretage en ansættelse.

Følgelig har forbundsregeringen foreslået, at det første spørgsmål besvares benægtende. Besvarelsen af spørgsmålene nr. 2-4 er herefter overflødig.

Forbundsregeringen har vedrørende spørgsmål nr. 5 gjort gældende, at dersom Domstolen finder, at strengere retsfølger er nødvendige for effektivt at gennemføre princippet om ligebehandling, skal det først pålægges de nationale domstole at udtømme de muligheder, der står åbne efter den interne retsorden. Efter forbundsregeringens opfattelse er det muligt for de tyske domstole på grundlag af privatretten som helhed at udarbejde passende løsninger, der både tilgodeser princippet om ligebehandling og alle parters interesser.

Blandt de effektive foranstaltninger, der kan tjene til at gennemføre princippet om ligebehandling, er retten til erstatning i henhold til Bürgerliches Gesetzbuch.

Retsfølgerne af en forskelsbehandling skal i øvrigt være forholdsmæssige. En følelig retsvirkning er således tilstrækkelig til at gennemføre princippet om ligebehandling. Endvidere kan en ret til [s. 1898]  erstatning kun foreligge, såfremt den forskelsbehandlede ansøger var bedre kvalificeret end de øvrige til at udfylde den pågældende stilling, men ikke hvis ansøgerne var lige kvalificerede.

Vedrørende spørgsmål nr. 6 er det forbundsregeringens opfattelse, at direktiv 76/207 har interne retsvirkninger, hvis rækkevidde fremgår af Domstolens hidtidige praksis.

Det er *den danske regerings* opfattelse, at ingen af direktivets bestemmelser pålægger medlemsstaterne en pligt til at gennemføre sanktioner af en bestemt karakter. En sammenligning med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder viser, at dette direktiv udtrykkeligt fastsætter sanktioner for overtrædelser af ligelønsprincippet. Det er således helt bevidst, at fællesskabslovgivningen har ladet dette spørgsmål stå åbent for så vidt angår direktivet om ligebehandling.

Den danske regering har i øvrigt bemærket, at Rådet også i ligelønsdirektivet har overladt det nærmere valg af passende sanktioner til de enkelte medlemsstater »i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer« hvilket yderligere må støtte den antagelse, at der ikke af ligebehandlingsdirektivet kan udledes regler om pligt til fastsættelse af bestemte sanktioner.

Derfor tilkommer valget af egnede sanktioner de enkelte medlemsstater med den begrænsning, der følger af traktatens artikler 5 og 189. Medlemsstaterne skal sanktionere overtrædelser af sådanne regler på samme måde som man i landet sanktionerer tilsvarende overtrædelser af nationale regler på beslægtede områder, der ikke er reguleret af fællesskabsret.

En sammenligning med ILO's konvention nr. 158 om ophævelse af arbejdsforhold, der blev vedtaget i 1982, illustrerer, at man i øvrigt internationalt set accepterer, at selv i afskedigelsessituationer er tiden ikke inde til at opstille et krav om naturalopfyldelse, dvs. (gen)ansættelse af en afskediget arbejdstager.

*Det forenede Kongeriges regering* er ligeledes af den opfattelse, at det tilkommer medlemsstaterne at vælge og at gennemføre de foranstaltninger, som de finder er egnede til at sikre, at de forpligtelser, der påhviler dem ifølge direktivet, opfyldes, og at det er dette, Forbundsrepublikken har gjort.

Artikel 6 i direktivet siger intet om de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe. Påstanden om, at der indirekte foreligger en forpligtelse, der udelukker andre foranstaltninger, er derfor forbavsende.

De af Arbeitsgericht stillede spørgsmål og bemærkningerne til dem viser i sig selv tydeligt de meget store vanskeligheder, som Domstolen ville blive stillet over for, hvis den ville forsøge at lovgive for medlemsstaterne på dette område.

Vedrørende spørgsmålet om direktivets anvendelighed har Det forenede Kongeriges regering fremhævet, at et direktiv, der ikke er gennemført, ikke kan pålægge borgerne pligter, idet borgerne ikke er direktivets adressater. Det er Det forenede Kongeriges opfattelse, at direktivet ikke er rettet til delstaten Nordrhein-Westfalen.

[s. 1899]

Selv om delstaten i denne sag måtte kunne betragtes som Forbundsrepublikken, kan den direkte virkning kun gælde for medlemsstaten som stat, og ikke som arbejdsgiver, idet dens stilling i så henseende er den samme som en borgers. Personer, der er eller ønsker at blive ansat af en medlemsstat, bør ikke stilles bedre end personer, der er eller ønsker at blive ansat af en anden borger (jfr. dommen af 12. 12. 1974, *Walrave og Koch,* sag 36/74, Sml, s. 1405, præmisserne 19-25).

Endvidere gælder det, at dersom direktivet forudsætningsvis skulle indebære en forpligtelse for de nationale domstole til at pålægge arbejdsgivere at ansætte tilsidesatte ansøgere, opfylder denne indirekte forpligtelse ikke betingelserne for at have direkte virkning, idet den hverken er klar eller utvetydig, ligesom dens gennemførelse afhænger af, at der træffes yderligere foranstaltninger af de nationale myndigheder. Artikel 6 kan heller ikke have direkte virkning, idet bestemmelsen udtrykkeligt pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger, der ikke nærmere er fastlagt.

*Kommissionen* har først foretaget en udførlig gennemgang af retsreglerne, dels i fællesskabsretten, dels i tysk ret, uden at den dog — i det omfang, hvor dette ikke er nødvendigt — har villet tage stilling til, hvorvidt tysk ret i denne sag kan bidrage til, at sagsøgerne får dom efter deres påstande.

Det er Kommissionens opfattelse, at det ikke er muligt at udlede en ret til ansættelse af direktiv 76/207. Dette fremgår allerede af selve direktivet, der ikke giver regler om en sådan sanktion. Efter sin ordlyd opstiller artikel 6 alene en processuel, og ikke en materiel regel.

Direktivets tilblivelseshistorie giver heller ikke afgørende holdepunkter. Hverken i begrundelsen til direktivforslaget eller forhandlingerne i Europa-Parlamentet og i Det økonomiske og sociale Udvalg er der i detaljer taget stilling til spørgsmålet om mulige sanktioner.

Reaktionerne i medlemsstaterne — som de fremgår af gennemførelseslovene — har i øvrigt været en lang række forskellige sanktioner. Kun i italiensk ret har man kunnet fastslå, at retten »er beføjet til at træffe bestemmelse om, at en forskelsbehandling ved ansættelsen skal ophøre eller omgøres«. Dette skal ses i sammenhæng med det konkurrerende princip om arbejdsgiverens kontraktsfrihed.

Det er endelig i overensstemmelse med formålet med direktiv 76/207, at direktivet overlader valget og fastsættelsen af sanktionerne til medlemsstaterne (EØF-traktatens artikel 189, stk. 3). Dette princip gælder dog kun i forening med det almindelige princip, der gælder for ethvert direktiv, hvorefter det med hensyn til det tilsigtede mål skal gennemføres således, at det får den fornødne virkning.

I det omfang spørgsmål nr. 1 åbenbart må besvares benægtende, er der end ikke subsidiært grund til at tage stilling til spørgsmålene 2-4.

Spørgsmål nr. 5 hviler på en forudsætning om, at den tyske regel ikke er effektiv, idet der efter denne alene kan gives erstatning for den »negative kontraktsinteresse«, ligesom formålet med spørgsmålet er at få Domstolen til at anerkende, at der eventuelt foreligger en indirekte ret til erstatning i penge af en positiv opfyldelsesinteresse.

Kommissionen har i denne forbindelse anført, at hverken direktivets ordlyd eller tilblivelseshistorie giver præcise holdepunkter, og at ikke alle medlemsstaterne [s. 1900]  har indført en civilretlig sanktion i form af en ret til erstatning.

Direktivets artikel 3, stk. 1, indeholder en klar materiel forpligtelse: i forbindelse med adgang til beskæftigelse må der ikke ske forskelsbehandling af nogen art på grundlag af køn. Det fremgår på den anden side af direktivets artikel 6, at der tilkommer den arbejdssøgende en subjektiv ret med hensyn til den nævnte forpligtelse, når den pågældende er blevet »krænket« på grund af en overtrædelse af denne forpligtelse fra arbejdsgiverens side. Artikel 6 forudsætter med hensyn til dette tilfælde, at der foreligger »rettigheder«, som den pågældende kan gøre gældende ad rettens vej. Ganske vist fastsætter hverken artikel 6 eller nogen anden bestemmelse i direktivet nærmere, hvilken karakter »rettigheder« skal have for at opfylde fællesskabsrettens krav. Imidlertid må de rettigheder, der må indrømmes ansøgere, der er blevet udsat for forskelsbehandling, være af en sådan beskaffenhed, at de kan betragtes som en effektiv gennemførelse af direktivets formål. Dette betyder, at retsfølgerne af en overtrædelse af ligebehandlingsprincippet i hvert fald ikke må være så ubetydelige, at en arbejdsgiver kan se bort fra dem ved sin afgørelse om enten at imødekomme eller afslå en ansøgning.

Princippet om den effektive gennemførelse af direktivet kræver, at de nævnte rettigheder udformes således, at de for den ansøger, hvis rettigheder er blevet tilsidesat, udgør en passende erstatning og for arbejdsgiveren en sanktion, der skal tages alvorligt, og som motiverer ham til at overholde princippet om ligebehandling. En national ordning, der begrænser det krav, der tilkommer en ansøger, hvis ret til ligebehandling er blevet tilsidesat, til godtgørelse af de udgifter, som den pågældende har afholdt i forbindelse med sin ansøgning, er ikke i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav, der kræver en effektiv gennemførelse af direktivets formål.

Med hensyn til det sjette spørgsmål opstår problemet om den »direkte anvendelighed« af direktiv 76/207 ikke, idet man ikke kan udlede nogen klar sanktion af direktivet. Dersom Domstolen alligevel skulle betragte det forhold, at begrænsningen af erstatningen i §611a, stk. 2, i BGB ikke finder anvendelse, som et middel til at tillægge sagsøgerne en videregående almindelig ret til erstatning, ville der herved opstå andre problemer vedrørende spørgsmålet om direktivets direkte anvendelighed.

Selv om et direktiv under visse omstændigheder kan have virkning »vertikalt« over for medlemsstaten eller dennes institutioner og myndigheder, er det på den anden side udelukket — bortset fra undtagelsestilfælde — at tilkende det en sådan virkning »horisontalt« over for privatretlige personer.

I nærværende sag står imidlertid delstaten Nordrhein-Westfalen, der er en del af det offentlige, som modpart over for sagsøgerne. Imidlertid anerkender fællesskabsretten princippet om, at det offentlige er en enhed: inden for visse grænser står det enhver medlemsstat frit for at afgøre, hvorledes og gennem hvilken myndigheder den vil efterkomme de forpligtelser, som fællesskabsretten pålægger den.

Ganske vist vil denne opfattelse medføre, at privatretlige arbejdsforhold mellem private borgere efter direktivet behandles anderledes end arbejdsforhold mellem delstaten og sagsøgerne som privatpersoner. Den forskelsbehandling, der fremgår heraf, har imidlertid i den foreliggende sammenhæng sin forklaring i [s. 1901]  det forhold, at det offentlige udtrykkeligt er forpligtet til at respektere grundrettighederne. Det særlige krav, der herved påhviler den offentligretlige arbejdsgiver, er således objektivt begrundet. I national ret finder denne sondring udtryk i, at man i vidt omfang nægter at anerkende princippet om »grundrettighedernes tred-jemandsvirkning« (»Drittwirkung«) i forholdet mellem borgerne.

##### III — Spørgsmål til den tyske regering

Den tyske regering er blevet anmodet om skriftligt at oplyse, i hvilket omfang artikel 611 a i Bürgerliches Gesetzbuch må antages at have begrænset det erstatningskrav, som kvinder, der har været udsat for forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse, kan gøre gældende, ved at udelukke anvendelsen af de almindelige erstatningsregler og begrænse deres erstatningskrav til den negative kontraktsinteresse.

Den tyske regering har svaret, at bestemmelsen ikke begrænser erstatningskravet og ikke udelukker anvendelsen af de almindelige erstatningsretlige regler. Den har tværtimod i forening med artikel 823, stk. 2, i Bürgerliches Gesetzbuch skabt hjemmel for konkrete erstatningskrav.

##### IV — Mundtlig forhandling

Sagsøgerne i hovedsagen, ved Clemens Franzen, som befuldmægtiget, sagsøgte i hovedsagen, ved Regierungsdirektor Siefke, som befuldmægtiget, Forbundsrepublikkens regering, ved Dr. Martin Seidel og professor Dr. Manfred Zuleeg, som befuldmægtigede, og Kommissionen, ved Dr. Manfred Beschel, som befuldmægtiget, bistået af professor Dr. Meinhard Hilf, har i retsmødet den 13. december 1983 afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 31. januar 1984.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 6. december 1982, indgået til Domstolen den 24. januar 1983, har Arbeitsgericht Hamm i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

[s. 1902]

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem to socialrådgivere, Sabine von Colson og Elisabeth Kamann, og delstaten Nordrhein-Westfalen. Deţ fremgår af forelæggelseskendelsens grunde, at kriminalforsorgsanstalten i Werl — der er forbeholdt mandlige indsatte, og som administreres af delstaten Nordrhein-Westfalen — afslog at ansætte sagsøgerne i hovedsagen på grund af deres køn. Ansættelseskontorets tjenestemænd begrundede afslaget med de problemer og farer, der var forbundet med at ansætte kvindelige ansøgere i institutioner af denne art; de havde derfor foretrukket mandlige ansøgere, selv om de var mindre kvalificerede.

3 Den nationale ret fandt, at der forelå forskelsbehandling og mente videre, at den eneste sanktion over for en forskelsbehandling begået i forbindelse med ansættelser ifølge tysk ret består i erstatning for den »negative kontraktsinte-resse« (Vetrauensschaden), altså erstatning for den skade, som de krænkede ansøgere har lidt ved, at de har forventet, at arbejdsaftalen ville blive indgået, uden at der skete forskelsbehandling. En sådan erstatning er hjemlet ved artikel 611a, stk. 2, i Bürgerliches Gesetzbuch.

4 Når der foreligger forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse, er arbejdsgiveren i medfør af denne bestemmelse forpligtet til at »betale erstatning for det tab, som arbejdstageren har lidt som følge af sin tillid til, at indgåelsen af arbejdsaftalten ikke ville blive undladt på grund af en sådan overtrædelse af ligebehandlingsprincippet.« Det er formålet med denne artikel at gennemføre førnævnte direktiv fra Rådet (76/207).

5 Den nationale ret er derfor af den opfattelse, at der i medfør af tysk ret alene kan tilkendes sagsøgeren von Colson de befordringsudgifter, der er afholdt af hende i anledning af hendes stillingsansøgning (7,20 DM), mens der i øvrigt må ske frifindelse.

6 For imidlertid at kunne fastslå, hvilke retsregler der ifølge fællesskabsretten gælder om forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til beskæftigelse, har den nationale ret forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

[s. 1903]

> »1. Følger det af bestemmelserne i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF), at en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med adgang til beskæftigelse (afslag på at indgå en arbejdsaftale på grund af ansøgerens køn/fortrinsstilling for en anden ansøger på grund af dennes køn) skal sanktioneres således, at den arbejdsgiver, der gør sig skyldig i forskelsbehandling, pålægges en forpligtelse til at indgå en arbejdsaftale med den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling?

> 2. Dersom spørgsmål 1 principielt må besvares bekræftende:

a) Skal sanktionen i form af en ’forpligtelse til at indgå en arbejdsaftale’ kun anvendes, såfremt det — ud over konstateringen af, at arbejdsgiveren har truffet sin udvælgelsesbeslutning subjektivt efter kønskriterier — tillige kan fastslås, at den arbejdstager, der er blevet udsat for forskelsbehandling, objektivt — efter gyldige udvælgelseskriterier — er bedre kvalificeret til stillingen end den ansøger, som arbejdsaftalen er blevet indgået med?

b) Eller er arbejdsgiveren også forpligtet til at ansætte den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, når det ganske vist kan fastslås, at arbejdsgiveren har truffet sin udvælgelsesbeslutning subjektivt efter kønskriterier, men den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, og den foretrukne ansøger objektivt er lige kvalificerede?

c) Har den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, endelig også et begrundet krav på at blive ansat, når den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, ganske vist objektivt er mindre kvalificeret end den foretrukne ansøger, men det står fast, at arbejdsgiveren subjektivt og på forhånd har udtaget den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling, på grund af dennes køn fra den udvælgelsesafgørelse, der er truffet efter gyldige kriterier?

> 3. Dersom det efter spørgsmålene 2a-c er ansøgernes objektive kvalifikationer der er afgørende :

Kan disse da efterprøves fuldt ud, og hvilke kriterier og processuelle regler om fremstillingen af sagsgenstanden og om bevisbyrden finder da anvendelse ved bedømmelsen?

[s. 1904]

> 4. Dersom spørgsmål 1 principielt må besvares bekræftende:

Vil — for det tilfælde, at der er flere end to ansøgere til en stilling, og flere end én på grund af køn på forhånd ikke tages i betragtning ved en udvælgelsesbeslutning, der træffes efter gyldige kriterier — da hver af disse personer har krav på, at der indgås en arbejdsaftale?

Skal retten i så fald eventuelt træffe sin egen udvælgelsesbeslutning blandt de ansøgere, der er blevet udsat for forskelsbehandling? Hvilken anden materielretlig sanktion kan da anvendes, dersom spørgsmålet i afsnit 1) må besvares benægtende?

> 5. Dersom spørgsmål 1. principielt må besvares benægtende:

Hvilken sanktion skal der da, hvis der godtgøres en forskelsbehandling i forbindelse med adgang til en beskæftigelse, anvendes efter bestemmelserne i direktiv 76/207/EØF?

Skal der derved sondres på grundlag af spørgsmålene 2a-c?

> 6. Er direktiv 76/207/EØF, således som det fortolkes af Domstolen som svar på de ovenfor stillede spørgsmål, umiddelbart gældende ret i Forbundsrepublikken Tyskland«?

7 Med disse spørgsmål skal det især afgøres, om direktiv 76/297 pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at fastsætte bestemte retsvirkninger eller sanktioner i tilfælde af forskelsbehandling ved adgangen til beskæftigelse (spørgsmål 1-5), og om borgerne i givet fald for de nationale domstole kan påberåbe sig direktivets bestemmelser, dersom disse ikke inden for de fastsatte frister er gennemført i den nationale retsorden (spørgsmål 6).

##### a) Første spørgsmål

8 Den nationale ret søger med sit første spørgsmål i det væsentlige klarlagt, om direktiv 76/207 indebærer, at forskelsbehandling på grundlag af køn ved adgang til beskæftigelse skal sanktioneres ved, at den arbejdsgiver, der har gjort sig skyldig i forskelsbehandlingen, pålægges pligt til at indgå en arbejdsaftale med den krænkede ansøger.

[s. 1905]

9 Ifølge den nationale ret fremgår det af betragtningerne til direktivet og af dettes ordlyd, at direktivet stiller krav om, at der skal ske indførelse af lovbestemmelser, der kan sanktioneres effektivt; imidlertid er alene naturalopfyldelse, der medfører ansættelse af de personer, der har været udsat for forskelsbehandling, efter rettens opfattelse effektiv.

10 Det er sagsøgernes opfattelse, at artikel 611a, stk. 2, i Bürgerliches Gesetzbuch udelukker muligheden for erstatning ifølge almindelige regler, idet bestemmelsen begrænser erstatningskravet til den negative kontraktsinteresse. Direktiv 76/207 forpligter medlemsstaterne til at indføre passende foranstaltninger med henblik på at undgå forskelsbehandling i fremtiden. Det må derfor i det mindste antages, at artikel 611a, stk. 2, ikke kan tages i betragtning. Dette ville medføre en pligt for arbejdsgiveren til at indgå en arbejdsaftale med den krænkede ansøger.

11 Forbundsrepublikken Tysklands regering anerkender vel nødvendigheden af, at direktivet gennemføres effektivt, men har lagt vægt på, at den enkelte medlemsstat i medfør af traktatens artikel 189, stk. 3, råder over et skøn med hensyn til de retsvirkninger, der skal knyttes til en overtrædelse af princippet om ligebehandling. Regeringen har endvidere gjort gældende, at de tyske domstole har adgang til på grundlag af national privatret og i overensstemmelse med direktivets indhold at udarbejde passende løsninger, der både imødekommer princippet om ligebehandling og samtlige parters interesser. Det er endelig regeringens opfattelse, at en mærkbar retsvirkning er tilstrækkelig til at gennemtvinge princippet om ligebehandling, og at den kun kan finde anvendelse, dersom den krænkende ansøger er mere kvalificeret end de øvrige til at varetage den pågældende stilling, men ikke dersom ansøgerne er lige kvalificerede.

12 Det er den danske regerings opfattelse, at direktivet udtrykkeligt har overladt det til medlemsstaterne at udforme sanktionerne i harmoni med deres nationale forhold og retsorden. Medlemsstaterne skal sanktionere overtrædelser af ligebehandlingsprincippet på samme måde, som de sanktionerer tilsvarende overtrædelser af nationale regler på beslægtede områder, der ikke er reguleret af fællesskabsretten.

13 Det forenede Kongeriges regering er ligeledes af den opfattelse, at det tilkommer medlemsstaterne at vælge de foranstaltninger, som de finder

[s. 1906]

egnede til at sikre, at de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af direktivet, opfyldes. Direktivet indeholder ingen vejledning om, hvilke foranstaltninger medlemsstaternes skal træffe, ligesom de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, i sig selv klart viser de vanskeligheder, der opstår ved valget af de egnede foranstaltninger.

14 Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har anført, at selv om direktivet overlader valget og fastsættelsen af sanktionerne til medlemsstaterne, skal gennemførelsen af dette ikke desto mindre være faktisk effektiv i resultatet. Princippet om den effektive gennemførelse af direktivet indebærer et krav om, at sanktionerne udformes således, at de for den krænkede ansøger udgør en passende erstatning og mod arbejdsgiveren en pression, han må tage alvorligt, og som tilskynder til, at princippet om ligebehandling overholdes. Nationale regler, der alene giver ret til erstatning for den negative kontraktsinteresse, er ikke tilstrækkelige til at sikre, at princippet overholdes.

15 Traktatens artikel 189, stk. 3, bestemmer, at »et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål [er] bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen«. Selv om det er rigtigt, at denne bestemmelse overlader det til medlemsstaterne at vælge de fremgangsmåder og midler, der skal sikre direktivets gennemførelse, berører denne adgang imidlertid ikke forpligtelsen for hver medlemsstat, som direktivet retter sig til, til inden for sin nationale retsorden at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre direktivet fuld virkning i overensstemmelse med dets formål.

16 Der må derfor foretages en gennemgang af direktiv 76/207 for at få fastslået, om det pålægger medlemsstaterne at fastsætte bestemte retsvirkninger eller sanktioner i tilfælde af, at princippet om ligebehandling tilsidesættes ved adgang til beskæftigelse.

17 Direktivet har til formål i medlemsstaterne at virkeliggøre princippet om ligebehandling af mænd mænd og kvinder, især ved effektivt at sikre arbejdstagere af begge køn lige chancer ved adgang til beskæftigelse. Artikel 2 definerer herved princippet om ligebehandling og dettes grænser, medens artikel 3, stk. 1, særligt præciserer dets rækkevidde med hensyn til adgang til beskæftigelse. Artikel 3, stk. 2a), bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige

[s. 1907]

foranstaltninger til at sikre, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves.

18 Artikel 6 pålægger medlemsstaterne en pligt til at gennemføre de nødvendige nationale bestemmelser for, at enhver person, der mener sig krænket ved en forskelsbehandling, »kan gøre sine rettigheder gældende for retlige instanser«. Det følger af denne artikel, at medlemsstaterne er forpligtede til at gennemføre foranstaltninger, der er tilstrækkeligt effektive til at opfylde direktivets formål, og drage omsorg for, at de pågældende rent faktisk kan påberåbe sig disse foranstaltninger for de nationale domstole. Sådanne foranstaltninger kan f.eks. omfatte bestemmelser, der pålægger arbejdsgiveren at ansætte den krænkede ansøger, ellers som sikrer en passende økonomisk godtgørelse, der efter omstændighederne kan forstærkes gennem en bødeordning. Det må imidlertid fastslås, at direktivet ikke pålægger indførelsen af en bestemt sanktion, men overlader det til medlemsstaterne frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre direktivets formål.

19 Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at direktiv 76/207 ikke kræver, at en forskelsbehandling på grundlag af køn ved adgang til beskæftigelse belægges med den sanktion, at vedkommende arbejdsgiver, der gør sig skyldig i forskelsbehandling, har pligt til at indgå en arbejdsaftale med den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling.

##### b) Spørgsmål 2-4

20 Da spørgsmålene 2-4 kun er blevet stillet for det tilfælde, at arbejdsgiveren antages at være forpligtet til at ansætte den krænkede ansøger, er en besvarelse heraf ikke længere påkrævet.

##### c) Femte og sjette spørgsmål

21 Den nationale rets femte spørgsmål til Domstolen går i det væsentlige ud på, om det er muligt at udlede en anden sanktion af direktivet i tilfælde af forskelsbehandling end arbejdstagerens krav på at opnå en arbejdsaftale. Med

[s. 1908]

det sjette spørgsmål ønskes det oplyst, om direktivet skal fortolkes således, at det kan påberåbes for de nationale retter af de krænkede personer.

22 Det skal herved bemærkes, at der ikke kan skabes reel chancelighed uden et passende sanktionssystem. Dette resultat fremgår ikke blot af selve direktivets formål, men ganske særligt af dets artikel 6, der — med sit krav om søgsmålskompetence for stillingsansøgere, der er blevet udsat for forskelsbehandling — anerkender, at disse har rettigheder, der kan gøres gældende ad rettens vej.

23 Selv om en fuldstændig gennemførelse af direktivet ikke — således som det er blevet fastslået i svaret på det første spørgsmål — stiller krav om en bestemt sanktionsform i tilfælde af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, indebærer den ikke desto mindre, at sanktionen skal være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse. Sanktionen skal endvidere have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren. Heraf følger, at når medlemsstaten har valgt at sanktionere overtrædelsen af forbudet mod forskelsbehandling gennem en erstatning, skal denne i hvert fald stå i et rimeligt forhold til det opståede tab.

24 Heraf følger, at en national lovgivning, der begrænser erstatningskravet for personer, der har været udsat for forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse, til en rent symbolsk godtgørelse f.eks. dækning af omkostninger i anledning af ansøgningen, ikke imødekommer kravene om en effektiv gennemførelse af direktivet.

25 Arten af de sanktioner, der er fastsat i Forbundsrepublikken Tyskland i tilfælde af forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse, især spørgsmålet om, hvorvidt artikel 611a, stk. 2, i Bürgerliches Gesetzbuch udelukker muligheden for erstatning ifølge almindelige regler, er blevet indgående drøftet for Domstolen. Regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland har under den mundtlige forhandling gjort gældende, at artiklen ikke nødvendigvis udelukker anvendelsen af almindelige erstatningsretlige grundsætninger. Det tilkommer alene den nationale domstol at afgøre dette fortolkningsspørgsmål vedrørende national ret.

[s. 1909]

26 Imidlertid skal det fastslås, at den pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af traktatens artikel 5 til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence. Heraf følger, at ved anvendelsen af national ret, især af bestemmelserne i en national lov, der særligt er vedtaget for at gennemføre direktiv 76/207, er den nationale domstol forpligtet til at fortolke intern ret i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det resultat, der tilstræbes ved traktatens artikel 189, stk. 3.

27 Derimod gælder det, således som det fremgår af de foregående betragtninger, at direktivet ikke — med hensyn til sanktionerne i tilfælde af forskelsbehandling — indebærer en ubetinget og tilstrækkelig præcis forpligtelse, som i mangel af rettidigt vedtagne gennemførelsesforanstaltninger kan påberåbes af private for at opnå en bestemt erstatning fastsat med hjemmel i direktivet, dersom denne retsvirkning ikke er påbudt eller hjemlet i den nationale lovgivning.

28 Imidlertid skal det over for den nationale ret fastslås, at selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktioner i anledning af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling giver medlemsstaterne valgfrihed mellem de forskellige løsninger, der er egnet til at virkeliggøre direktivets mål, følger det imidlertid af direktivet, at hvis en medlemsstat vælger at give krav på erstatning som sanktion i tilfælde af en overtrædelse af det nævnte forbud, skal erstatningens effektivitet og afskrækkende virkning sikres ved, at den i hvert fald skal modsvare det lidte tab, og den skal derfor overstige en rent symbolsk erstatning, for eksempel alene godtgørelse af udgifterne i forbindelse med ansøgningen. Det tilkommer den nationale domstol, under fuld udnyttelse af det skøn, den råder over i henhold til national ret, at fortolke og anvende loven om gennemførelse af direktivet i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav.

[s. 1910]

##### Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af regeringerne for Forbundsrepublikken Tyskland, Danmark og Det forenede Kongerige samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Arbeitsgericht Hamm ved kendelse af 6. december 1982, for ret:

1. Direktiv 76/207 kræver ikke, at en forskelsbehandling på grundlag af køn ved adgang til beskæftigelse belægges med den sanktion, at vedkommende arbejdsgiver, der gør sig skyldig i forskelsbehandling, har pligt til at indgå en arbejdsaftale med den ansøger, der er blevet udsat for forskelsbehandling.

2. Med hensyn til sanktionerne i tilfælde af en forskelsbehandling indeholder direktivet ingen ubetinget og tilstrækkelig præcis forpligtelse, som i mangel af rettidigt vedtagne gennemførelsesforanstaltninger kan påberåbes af private for at opnå en bestemt erstatning fastsat med hjemmel i direktivet, dersom denne retsvirkning ikke er påbudt eller hjemlet i den nationale lovgivning.

3. Selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktioner i anledning af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling giver medlemsstaterne valgfrihed mellem de forskellige løsninger, der er egnet til at virkeliggøre direktivets mål, følger det imidlertid af direktivet, at hvis en medlemsstat vælger at give krav på erstatning som sanktion i tilfælde af en overtrædelse af det nævnte forbud, skal erstatningens effektivitet og afskrækkende virkning sikres ved, at den i hvert fald skal modsvare det lidte tab, og den skal derfor overstige en rent symbolsk erstatning, for eksempel alene godtgørelse af udgifterne i forbindelse med ansøgningen. Det tilkommer den nationale domstol, [s. 1911] under fuld udnyttelse af det skøn, den råder over i henhold til national ret, at fortolke og anvende loven om gennemførelse af direktivet i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav.

Mertens de Wilmars

Koopmans

Bahlmann

Galmot

Pescatore

Mackenzie Stuart

O'Keeffe

Bosco

Due

Everling

Kakouris

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. april 1984.

P. Heim

Justitssekretær

J. Mertens de Wilmars

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61983cj0023.md =====

# EU-Domstolen, 18. september 1984, sag 23/83

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0023.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0023.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1984:282

Kommentarens titel: Sociale bidrag med kønsbestemt virkning for andre lønydelser

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den beskrevne bidragsordning var uforenelig med artikel 119 i det omfang, den skabte forskelle i bruttoløn, som direkte bestemte andre lønrelaterede fordele, herunder fratrædelsesgodtgørelse (jf. lønbegrebet i § 1 a, stk. 3). Dommen gør ikke alle sociale sikringsbidrag til løn.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne ordning samlede ægtefællers bidrag under et maksimum og lod primært mandens offentlige arbejdsgiver betale. Den var uforenelig med artikel 119 i det omfang, den skabte forskelle i bruttoløn, som direkte bestemte andre lønrelaterede fordele, herunder fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløsheds- og familieydelser samt lånemuligheder.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fastslår ikke, at alle sociale sikringsbidrag eller alle pensionsydelser er løn. Resultatet skal gengives med forbindelsen til bruttoløn og andre fordele, ikke alene med ordene arbejdsgiverbetalt pension.

Sproglig uoverensstemmelse: den danske præmis 12 siger »arbejdstagerne« om den finansieringsandel, der falder uden for løn; den engelske tekst siger »employers«. Forskellen står i den trykte danske tekst, så den danske sætning bør ikke citeres som en generel afgrænsning. Den nederlandske processprogsversion er ikke sammenholdt.

Det officielle sammendrag er ufuldstændigt i den anvendte PDF. Side 3225 og generaladvokatens forslag indgår ikke.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61983CJ0023

I sag 23/83

angående en anmodning, som Centrale Raad van Beroep, Utrecht, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

W. G. M. LlEFTING M. FL.

mod

Direktionen for Academisch Ziekenhuis ved Amsterdams Universitet m. fl.

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, K. Bahlmann og Y. Galmot, dommerne P. Pescatore, A. O'Keeffe, G. Bosco, O. Due og U. Everling,

generaladvokat: Sir Gordon Slynn

justitssekretær: P. Heim

afsagt følgende

[s. 3227]

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt de indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:

##### I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling

Sagsøgerne i hovedsagen er alle offentligt ansatte som tjenestemænd. De er gift, og deres ægtemænd er ligeledes offentligt ansat. Tjenestemændene er omfattet af to pensionsordninger, Algemene Ouderdomswet (A.O.W.) (lov om almindelig alderdomsforsikring) og Algemene Weduwen en Wezenwet (A.W.W.) (lov om almindelig forsikring for enker og for børn, der har mistet begge forældre eller en af dem), som indeholder almindelige pensionsbestemmelser for personer bosiddende i Nederlandene, samt Algemene burgerlijke pensioenwet (A.B.P.W.) (almindelig borgerlig pensionslov som indeholder en pensionsordning for tjenestemænd.

A.O.W. af 1957 indeholder en almindelig pensionsordning for alle nederlændere, der er fyldt 65 år. Selv om den almindelige alderspensionsordning i princippet har været bestemt for personer, som ved det fyldte 65. år ikke oppebærer pension eller kun oppebærer en mindre pension, har man givet A.O.W. en national forsikringsordnings karakteristika for at lette dens anvendelse. I de tilfælde, hvor der allerede fandtes en god alderspensions-ordning, har man fundet det rimeligt delvis at integrere retten til ydelser i henhold til A.O.W. i retten til ydelser i henhold til en bestående særlig pensionsordning.

Da der allerede fandtes en fuldstændig aldersforsikringsordning for offentligt ansatte — det drejede sig først om pensionsloven af 1922 og nu om A.B.P.W. — indebar den ubegrænsede dobbeltydelse af ydelser i henhold til A.O.W. og tjenestemandspensioner i et stort antal tilfælde, at pensionerne oversteg indtægten ved den virksomhed, der blev udført inden pensioneringen.

For at undgå enhver dobbeltydelse af pensioner bestemmer A.B.P.W. derfor, at en del af den almindelige alderspension skal anses for at udgøre en del af tjenestemandspensionen. Denne såkaldte »integrationsdel« er den del af den almindelige alderspension, der erhverves under den offentlige ansættelse.

Den pensionerede tjenestemand modtager følgelig i almindelighed kun en del af pensionen i henhold til A.O.W. eller A.W.W. I henhold til artikel N 9 i A.B.P.W. indbetales bidragene af den myndighed, hos hvilken den pågældende er ansat; denne artikel forpligter den offentlige myndighed til at afholde bidrag, som i princippet påhviler tjenestemanden. Denne betaling kaldes »kompensation«.

I henhold til A.O.W. og A.W.W. anses et ægtepar for en enhed, såvel med hensyn til ydelsen som med hensyn til bidraget. [s. 3228]  Der skal kun betales ét bidrag af de samlede to lønindtægter. De beløb, der opkræves som bidrag, er begrænset til et vist maksimum. Såfremt den offentlige myndighed har indbetalt mere end det fastsatte maksimum på en tjenestemands vegne, tilbagebetales de overskydende beløb (benævnt overkompensation) af skatte- og afgiftsmyndighederne, ikke til den offentlige myndighed, som har betalt for meget, men til de pågældende tjenestemænd. Det er klart, at denne betaling (benævnt kompensation) er en økonomisk fordel for den tjenestemand, for hvilken den offentlige myndighed hele tiden har indbetalt bidraget.

De personer, der fik overkompensation, var for størstedelen tjenestemænd, som samtidig arbejdede i flere forskellige offentlige institutioner, som hver især indbetalte bidrag til A.O.W. og A.W.W., og kvindelige tjenestemænds ægtefæller, som var ansat i forskellige offentlige institutioner, der hver især indbetalte bidrag, hvis samlede beløb for de to ægtefæller oversteg maksimumbeløbet.

I 1972 og 1973 blev der indført en række lovbestemmelser for at bringe den såkaldte »overkompensation« til ophør. Det drejede sig om »Wet gemeenschappelijke bepalingen overheidspensioen-wetten« (lov om fælles bestemmelser for pensionslove for offentligt ansatte), »Uitvoeringsbesluit beperking meervoudige overneming premie A.O.W./A.W.W.« (gennemførelsesbekendtgørelse om begrænsning af flerdobbelt overtagelse af betalingen af A.O.W./A.W.W.-bidraget) og forskellige gennemførelsesbestemmelser. Ved disse bestemmelser er der indført en administrativ ordning, hvorved de forskellige offentlige myndigheder gensidigt informerer hinanden om de enkelte bidragsindbetalinger for én og samme tjenestemand eller i givet fald for et og samme ægtepar. Når der fra et arbejdssted er indbetalt det maksimale bidrag, betales ikke længere bidrag fra et andet arbejdssted.

Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag ved Ambtenarengerecht Amsterdam, Arnhem, Hertogenbosch og Utrecht, og har herunder gjort gældende, at »kompensation« og »overkompensation« er løn i den i traktatens artikel 119 forudsatte betydning, og at afskaffelsen af udbetalingen af »overkompensation« følgelig er uforenelig med artikel 119, fordi den i vidt omfang berører de bidrag, der skal indbetales for gifte kvindelige tjenestemænd.

Deres påstande blev i første instans ikke taget til følge. De appellerede til Centrale Raad van Beroep, Utrecht, som ved kendelse af 20. januar 1983 i medfør af traktatens artikel 177 har forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

> »1. Skal udtrykket ’løn’ i ovennævnte traktats artikel 119 fortolkes således, at det også omfatter den ’kompensation’eller i givet fald det som ’overkompensation’ betegnede beløb, som tidligere blev betalt af den offentlige myndighed som arbejdsgiver til skatte- og afgiftsmyndighederne ud over det maksimale A.O.W./A.W.W.-bidrag, men som nu ikke længere skal indbetales af en sådan myndighed?

> 2. Såfremt ovenstående spørgsmål besvares bekræftende, skal traktatens artikel 119 da fortolkes således, at den i Nederlandene gældende ordning, der er baseret på loven om fælles bestemmelser for pensionslove for offentligt ansatte — og hvorefter bidraget i de tilfælde, hvor det samlede A.O.W./A.W.W.-bidrag for tjenestemandsansatte ægtefæller overstiger det maksimale bidrag, primært betales af mandens offentlige

[s. 3229]

arbejdsgiver, og kvindens offentlige arbejdsgiver kun indbetaler bidrag, for så vidt det maksimale bidrag ikke er overskredet — må anses for at være i strid med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme artikel 119?«

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af to sagsøgere i hovedsagen, W.G.M. Liefting ved advokat Duk, Haag, og W.A. van Plateringen-Doeksen ved advokat O.W. Brouwer, Amsterdam, af sagsøgte i hovedsagen, direktionen for hospitalet ved Amsterdams universitet ved advokat H.D.M. Mulder, Rotterdam, af den nederlandske regering ved direktøren for udenrigsministerens kabinet I. Verkade og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Kommissionens juridiske konsulent M. Beschel, bistået af advokat F. Herbert, Bruxelles.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Skriftlige indlæg til Domstolen

Vedrørende det *første spørgsmål* har sagsøgeren Liefting gjort gældende, at et beløb, som udligner den ulempe, der består i et nedsat pensionskrav, og som udbetales direkte eller indirekte samtidig eller næsten samtidig med resten af en ansats løn, i dette tilfælde en tjenestemand, af dennes arbejdsgiver, udgør en egentlig løn såvel fra et lønningssynspunkt som for de sociale sikringsordninger eller for skatte- og afgiftsmyndighederne.

Bidragne til A.O.W./A.W.W. er bidrag til den sociale sikringsordning, som for de ansatte udgør, hvad der almindeligvis kaldes lønmodtagerbidrag. Lige som skatten på lønindtægterne tilbageholdes den ved kilden og udbetales af arbejdsgiveren til skatte- og afgiftsmyndighederne, som varetager opkrævningen af såvel skat af lønindtægterne som de sociale sikringsbidrag. A.O.W./A.W.W.-bidraget er følgelig en integrerende del af lønnen. Det er relevant at opstille en parallel mellem denne sag og sag 69/80, Worringham og Humphreys, Sml. 1981, s. 767, hvor Domstolen udtalte følgende:

> »... et bidrag til en pensionsordning, der indbetales af en arbejdsgiver på de ansattes vegne i form af et tillæg til bruttolønnen, og som følgelig er med til at bestemme denne løns størrelse, er ’løn’ efter EØF-traktatens artikel 119, stk. 2«.

Med hensyn til realiteten er den foreliggende situation ikke forskellig fra den, hvor den offentlige myndighed forhøjer tjenestemænds løn med A.O.W.-bidraget (som det i princippet pålægges lønmodtageren at betale) og derefter tilbageholder bidraget i lønnen, idet der ikke skal ske en sådan forhøjelse af lønnen svarende til det tilbageholdte beløb for kvindelige tjenestemænd, for hvem man på nuværende tidspunkt undgår at foretage en »overkompensation«. Forholdene i Nederlandene svarer praktisk talt til forholdene i den citerede dom.

Den pågældende lovgivnings forhistorie viser, at »kompensation« på det pågældende tidspunkt blev givet for at undgå [s. 3230]  enhver ulempe for de berørte tjenestemænd. Senere blev »kompensationen« afskaffet, fordi man kunne erhverve ret til udbetaling af ydelser i henhold til A.O.W., som var »integreret« i pensionerne, uden at betale de fulde bidrag.

De tilfælde, hvor de pågældende kvindelige tjenestemænd er gift med ikke-tjenestemænd, viser, at kompensationen utvetydigt har karakter af »løn«. Når ægtefællen, der ikke er tjenestemand, er forpligtet til at betale maksimumbidraget på grund af sin beskæftigelse, bevarer han en ret til refusion, og det refunderede beløb er en del af den disponible indkomst.

Sagsøgerne i hovedsagen mener, at bidraget i henhold til A.O.W. og Α.W.W. på grund af den pågældende lovgivning er et bidrag, der skal betales af lønmodtageren, og at det følgelig uden videre er en del af den pågældende lønmodtagers løn. Den eneste forskel i denne henseende mellem den offentlige myndighed og arbejdsgiveren i den private sektor er, at bidraget i henhold til A.O.W. og A.W.W. for de offentlige myndigheders ansatte ikke der integreret i løntabellerne, og at de offentlige myndigheder følgelig bogstaveligt påtager sig at betale bidraget. Den virkelige karakter af det beløb, som de afholder, fremgår, af de årlige lønoversigter, der udlevers til tjenestemændene, og hvor de bidrag, der betales af de offentlige myndigheder, med rette indgår i lønnen.

Vedrørende det *andet spørgsmål* har sagsøgeren i hovedsagen anført, at hvis det antages, at »kompensationen« er en del af lønnen, forekommer det indlysende, at der er en forskel mellem mænd og kvinder i visse situationer fra et lønmæssigt synspunkt. Da de tjenestemænd, som ikke modtager kompensation, eller som i hvert fald ikke modtager den fuldt ud, er kvinder (gift med tjenestemænd), er den omstændighed, at det ikke er alle kvinder, som er offer for en forskelsbehandling, ikke til hinder for anvendelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Den forskelsbehandling, der er tale om her, følger ikke af anvendelsen af en social sikringsordning som den, der var tale om i sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, men er snarere tænkt som en korrigering af A.O.W.-ordningen. En lønmæssig forskel er ikke en lovlig korrigering.

Sagsøgeren *Van Plateringen-Doeksen* har gjort gældende, at det i den første Defrenne-sag (sag 80/70, Sml. 1971, s. 109) drejede sig om spørgsmålet, om begrebet »løn« i artikel 119 skulle fortolkes således, at det også omfattede en alderspension, der blev tildelt inden for rammerne af en social sikringsordning, der blev finansieret ved bidrag fra ansatte og arbejdsgivere og ved offentlig støtte.

Det blev i denne sag statueret, at ret til alderspension kun er omfattet af begrebet »løn« i den artikel 119 forudsatte betydning, hvis retten til pension ikke følger direkte af loven, men af en ordning, som giver de kontraherende parter en vis margen og følgelig er af privat art.

Den foreliggende ordning er væsentlig forskellig fra den ordning, der var tale om i den første Defrenne-sag, idet den vedrører:

- betaling af bidrag og ikke udbetaling af ydelser (eller retten til ydelser);

- bidrag, som siden 1963 fuldt ud er blevet betalt af arbejdsgiveren, som tilfældigvis er en offentlig myndighed.

I så fald er spørgsmålet et helt andet, idet det drejer sig om hvorvidt den ansattes indbetaling af bidrag, som afholdes af arbejdsgiveren, skal anses for løn i artikel 119's forstand. Domstolen har besvaret dette spørgsmål bekræftende i Worringham og Humphreys-sagen, hvori den kendte for ret, at et bidrag, der inbetales af en arbejdsgiver på den ansattes vegne, er løn i henhold til artikel 119. Der er tale om en fordel, som skal anses for løn, da den indbebærer en besparelse for den ansatte, at denne ikke selv skal indbetale arbejdstagerbidraget.

Den ordning, der er tale om i denne sag, bestemmer, at den offentlige myndighed i sin egenskab af arbejdsgiver skal indbetale A.O.W./A.W.W.-bidrag på sine tjenestemænds vegne, og er den fordel svarende til den, der var tale om i den nævnte dom. Tjenestemandens bruttoløn forhøjes med det beløb, som de offentlige myndigheder indbetaler. Også i Nederlandene er bruttolønnen, ligesom i Worringham og Humphreys-sagen, medbestemmende for visse andre fordele som f.eks. lånemuligheder. I øvrigt mister den gifte tjenestemand en vis fordel, fordi tilbagebetalingen af præmien eller »overkompensationen« i realiteten er blevet afskaffet ved den omtvistede ordning.

Den omstændighed, at den offentlige myndighed afholder bidraget i sin egenskab af arbejdsgiver i henhold til en social sikringsordning, medfører ikke, at denne betaling mister sin karakter af løn.

Ifølge dommen i sagen Garland mod British Rail Engineering Ltd (sag 12/81, Sml. 1982, s. 359) kræves det ikke, at et gode, der ydes på grund af ansættelsen, hviler på en kontraktmæssig forpligtelse. Det afgørende er, at det er ansættelsen, som giver den ansatte ret til goder. Godets retsgrundlag er derfor uden betydning. Det eneste, der har betydning, er, at forpligtelsen til at indbetale bidrag på grund af ansættelsen overtages af de offentlige myndigheder på deres tjenestemænds vegne.

*Sammenfattende* har van Plateringen-Doeksen anført, at de nederlandske offentlige myndigheders betaling af arbejdstagerbidragene til A.O.W./A.W.W. for tjenestemændene er en del af bruttolønnen og derfor hører til lønnen i den i artikel 119 forudsatte betydning som egentlig løn. Da afholdelsen af bidragene under alle omstændigheder er en fordel for tjenestemanden, og da betingelserne herfor er opfyldt, som det fremgår af kommentarerne til Domstolens praksis, er den ligeledes i andre henseender omfattet af begrebet løn i artikel 119. Fordelen betales direkte af arbejdsgiveren og er ligeledes direkte et resultat af ansættelsen i det offentlige.

Vedrørende det *andet spørgsmål* mener sagsøgeren, at uligheden mellem mandlige og kvindelige ansattes bruttolønninger ifølge Worringham og Humphreys-dommen er en forskelsbehandling i strid med EØF-traktatens artikel 119.

Formålet med den af de offentlige myndigheder anvendte ordning er klart: Det drejer sig om i en given situation at sikre, at betalingen af de bidrag, der indbetales af de offentlige myndigheder, [s. 3232]  i videst muligt omfang direkte svarer til de bidrag, der endeligt skal betales af tjenestemændene. Det er ikke muligt at nå dette mål ved at betale for ægtemanden, men kun delvis for hustruen eller omvendt.

I og for sig kan offentlige myndigheder i deres egenskab af arbejdsgiver frit ændre tjenestemandens løn ad lovgivningsvejen. På nuværende tidspunkt kan myndighederne dog ikke længere frit handle således, at det medfører en forskelsbehandling på grundlag af køn.

Vedrørende EØF-traktatens artikel 119's direkte virkning har sagsøgeren i hovedsagen anført, at den omhandlede forskelsbehandling i det tilfælde er direkte og åbenbar. Den medfører ulige løn for mænd og kvinder (der er gift med en tjenestemand) for samme arbejde i samme tjeneste, og den kan desuden påvises ved den simpel retlig analyse, da den følger af adminstrativt og ved lov fastsatte bestemmelser.

*Amsterdam universitets konsistorium* har for det første bemærket, at artikel 119 er umiddelbart anvendelig i dette tilfælde, men gør gældende, at det følger af den første Defrenne-sag, at betalingen i henhold til artikel 9 i A.B.P.W. ikke er en del af sagsøgerens løn i henhold til EØF-traktatens artikel 119.

Artikel 9 i. A.B.P.W. er baseret på den opfattelse, at det inden for rammerne af »integrationen« af A.O.W.-pensionen i pensionen i henhold til A.B.P.W. ikke skal pålægges tjenestemanden at betale bidrag i henhold til A.O.W. I denne sammenhæng er det arbejdsgiveren, der afholder bidraget. Hvad der betales af et »organ« i henhold til artikel N 9, er derfor ikke arbejdsløn, men overtagelse af en gældsforpligtelse. Der er ikke tale om nogen »forskelsbehandling« mellem mænd og kvinder, for såvidt angår denne betaling.

Den *nederlandske regering* mener, at de nederlandske bestemmelser ikke er i strid med hverken traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117/EØF, som fastslår princippet om lige løn for mandlige og kvindelige arbejdstagere for samme arbejde.

Betalingen af bidraget i hendhold til A.O.W. og A.W.W. er indført ved en lovbestemmelse, hvorved lovgiver har sigtet til alle offentligt ansatte (samt dem, der i henhold til loven sidestilles hermed).

Det eneste formål med de pågældende foranstaltninger er at bringe den tidligere situation til ophør, hvor adminstrationen indbetalte højere bidrag end dem, der skulle indbetales af tjenestemændene, idet det bestemmes, at den for fremtiden kun skal betale bidrag indtil det i A.O.W. og A.W.W. fastsatte maksimum. I denne henseende tages der i og for sig ikke hensyn til de pågældendes køn. Ud over de kvindelige tjenestemænd, hvis mænd også er ansat i det offentlige, finder disse regler også anvendelse på mandlige eller kvindelige tjenestemænd, som er ansat i flere offentlige institutioner. Når der er tale om en kvindelig tjenestemand, hvis mand er offentligt ansat, indbetales de bidrag, der tilbageholdes i den mandlige tjenestemands løn, ganske vist i første række, og først senere, for så vidt maksimumbidraget endnu ikke er nået, indbetales der bidrag for hustruen. I det omfang, der i et sådant tilfælde opstår en forskel mellem mænd og kvinder med hensyn til anvendelsen af disse regler, kan den ikke betegnes som lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn. Forskellen skyldes udelukkende strukturen [s. 3233]  i A.O.W. og A.W.W. I henhold til disse love anses den gifte kvindes løn for at være hendes mands løn, for så vidt angår opkrævningen af bidrag. På baggrund af formålet med de bestemmelser, der er indført for at forhindre overkompensation af bidrag i henhold til A.O.W. og A.W.W. (det vil sige, at der her ikke betales højere bidrag end dem, der faktisk skal betales), kan det ikke hævdes, at den gifte kvinde i denne henseende befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med den gifte mands, idet den gifte kvinde med hensyn til anvendelsen af disse love kun i begrænset omfang selv er forpligtet til at betale bidrag.

Den nederlandske regering har sammenfattende anført, at A.O.W. som almindelig social sikringsordning ikke er omfattet af EØF-traktatens artikel 119. Hvis Domstolen imidlertid skulle antage, at kompensationen eller overkompensationen er løn i den i artikel 119 forudsatte betydning, mener den nederlandske regering, at den løn, der har form af kompensation eller overkompensation, har samme virkninger for mænd og kvinder. Endelig er der ikke med kompensationen eller overkompensationen forbundet nogen ydelse, som modtages i penge eller naturalier.

*Kommissionen* har indledningsvis bemærket, at det fremgår af Domstolens praksis, at EØF-traktatens artikel 119 i modsætning til artiklerne 117 og 118, som i det væsentlige er programerklæringer, er begrænset til spørgsmålet om lønmæssig forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere og følgelig er en speciel bestemmelse, hvis anvendelse er betinget af præcist angivne kendsgerninger. Det, der har betydning i dette tilfælde, er blandt andet, at der ikke alene skal være tale om »lønmæssig forskelsbehandling«, men at der også skal være tale om samme arbejde.

Imidlertid må det i dette tilfælde bemærkes, at det af sagsøgerne i hovedsagen fremførte klagepunkt, nemlig at kvindens arbejdsgiver kun betaler et lavere bidrag, såfremt loftet for familiebidraget overskrides, gælder i alle tilfælde, hvor mandens indtægt er højere end halvdelen af den maksimale indtægt, der danner grundlag for beregningen af bidraget.

Det fremgår følgelig, at der her mindre er tale om et direkte privilegium for manden end om en konsekvens af det system, som består i mere generelt at favorisere den gifte mand i forhold til den gifte kvinde.

Kommissionen mener, at svaret på det første spørgsmål allerede kan findes i den første Defrenne-dom og Worringham og Humphreys-dommen.

I Domstolens præmisser i den første Defrenne-dom er det kriterium, der afgør, hvad der er løn, den i artikel 119, stk. 2, udtrykkeligt formulerede betingelse, at ydelsen direkte eller indirekt skal modtages af arbejdstageren »som følge af arbejdsforholdet«.

Kommissionen mener, at den beskrivelse, som den forelæggende ret har givet af kompensationssystemet, viser, at man her, ligesom i den første Defrenne-dom, er uden for artikel 119's anvendelsesområde, således som det blevet defineret af Domstolen.

Hvad enten der er tale om A.B.P.W., A.O.W. eller A.W.W., angår disse love de lovbestemte sociale sikringsordninger, der obligatorisk finder anvendelse på generelle kategorier af arbejdstagere, som finansieres af arbejdstagerne, arbejdsgiverne og det offentlige, og [s. 3234]  hvortil de respektive bidrag mindre afhænger af arbejdsforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske betragtninger. Såvel de nærmere bestemmelser om integration af den lovbestemte A.O.W.-pension i tjenestemænds alderspensionsordning, som også er lovbestemt, som de nærmere regler for kompensation og udelukkelse af overkompensation er ligeledes fastsat ved lov og finder i henhold til loven obligatorisk anvendelse på alle offentligt ansatte arbejdstagere, det vil sige en præcist angivet gruppe arbejdstagere, som er abstrakt defineret.

Kommissionen har endvidere henledt opmærksomheden på et træk, som generaladvokat Dutheillet de Lamothe i den første Defrenne-sag ligeledes fremførte i sit forslag til afgørelse, nemlig den omstændighed, at bidragene betales over skatterne.

I *Worringham og Humpreys-sagen* kendte Domstolen for ret, at »et bidrag til en pensionsordning, der indbetales af en arbejdsgiver på de ansattes vegne i form af et tillæg til bruttolønnen, og som følgelig er med til at bestemme denne løns størrelse, er ’løn’ efter EØF-traktatens artikel 119, stk. 2«.

Kommissionen mener, at denne dom netop ved en modsætningsslutning fra den første Defrenne-dom bekræfter denne og det benægtende svar, som må gives på det første spørgsmål i den foreliggende sag.

I *Worringham og Humphreys-sagen* var der tale om to forskellige pensionsordninger, som Lloyds Bank Ltd udformede under en kollektiv forhandling med fagforeningerne, og i hendhold til hvilke de tilsluttede ved kontrakt gav afkald på den indkomstafhængige del af den statslige pensionsordning, som blev erstattet af en kontraktsmæssig ordning. Den pågældende ordning var ikke en lovbestemt ordning, men en privatretlig ordning, der hvilede på aftale.

I det foreliggende tilfælde er der i modsætning til Worringham og Humphreys-sagen tale om, at arbejdsgiveren overtager den lovpligtige betaling af A.O.W.-bidrag, naturligvis kun inden for grænserne af det lovbestemte beløb. Man er her klart inden for anvendelsesområdet for direktiv 79/7/EØF om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT L 6, s. 24).

Ifølge artikel 3 finder dette direktiv anvendelse:

> »a) På lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: - ... - ... - alderdom - ...«

Direktivets artikel 4 bestemmer, at »princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

- ...

- bidragspligt og beregning af bidrag;

- ...«.

Den i direktivets artikel 8 nævnte frist på seks år efter dets meddelelse udløber først den 22. december 1984.

Efter Kommissionens opfattelse er det derfor først efter denne dato muligt at vurdere kompensationsordningen i forhold til fællesskabsretten.

[s. 3235]

I betragtning af det foreslåede svar på det første spørgsmål anser Kommissionen det for overflødigt at besvare det andet spørgsmål.

For det tilfælde, at Domstolen i sit svar på det første spørgsmål antager, at man er inden for anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119, mener Kommissionen imidlertid, at det klare præjudikat hertil findes i Domstolens praksis i Worringham og Humphreys-sagen. Men denne sag adskiller sig fra den foreliggende i det omfang, der blev gjort klar og udtrykkelig forskel på mandlige arbejdstagere på den ene side og kvindelige arbejdstagere på den anden side, mens den påberåbte forskelsbehandling i denne sag udelukkende berører en begrænset gruppe kvindelige tjenestemænd på helt specielle betingelser.

Kommissionen mener dog, at anvendelse af kriterier, som kun indirekte og delvis angår kvindelige arbejdstagere, i dette tilfælde tjenestemænd, lige så godt kan falde ind under forbudt forskelsbehandling som direkte anvendelse af et kriterium baseret på køn. Der kan herved henvises til Domstolens dom i sag 20/71, Bertoni, Smi. 1972, s. 95; org. Recueil 1972, s. 345.

Selv om der i denne sag, som vedrørte EF's tjenestemandsvedtægt, ikke udtrykkeligt blev henvist til EØF-traktatens artikel 119, antog Domstolen imidlertid, at den omstændighed, at retten til udlandstillæg blev gjort betinget af status som »familieoverhoved« — når det står fast, at EF-tjenestemandsvedtægten herved som generel regel forstår den gifte mandlige tjenestemand — medfører en forbudt forskelsbehandling.

I *Worringbam og Humphreys-sagen* antog Domstolen, at det umiddelbart anvendelige forbud i EØF-traktatens artikel 119 også fandt anvendelse på et system, som bevirkede, at mandlige arbejdstagere sikredes en højere (brutto)-løn, fordi forpligtelsen til at indbetale bidrag kun gjaldt for mandlige arbejdstagere med udelukkelse af kvindelige arbjedstagere, og fordi de bidrag, der skulle betales af de mandlige arbejdstagere, blev indbetalt af arbejdsgiveren på deres vegne i form af et tillæg til bruttolønnen.

Henvisningen til den manglende forpligtelse til at indbetale bidrag for de kvindelige arbejdstagere er en anvendelse af en regel, der gælder for alle de former for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten (artilderne 7, 48, 52, 59, 85, 86 og 95) hvorefter der kun kan være tale om en forbudt forskelsbehandling, hvis der foreligger ulige behandling af faktiske omstændigheder eller forhold, der i hvert fald er sammenlignelige.

Det fremgår af *Worringbam og Humphreyssagen,* at også Domstolen erkender, at den manglende forpligtelse til bidragsbetaling for den gifte kvindelige tjenestemand spiller en rolle ved den formelle sammenlignelighed af bruttolønningerne og følgelig er til hinder for, at det kan fastslås, om der er tale om forskelsbehandling.

Imidlertid er Domstolen ikke blevet stående ved dette, men har henvist til den omstændighed, at de mandlige arbejdstagere på grund af forskellen i bruttoløn modtog større ydelser eller sociale fordele end kvindelige arbejdstagere.

Hvis det viser sig nødvendigt at besvare det andet spørgsmål, vil dette kriterium følgelig også kunne være afgørende her. I så fald påhviler det den nationale ret at undersøge, om forskellen i bruttoløn i dette tilfælde har indflydelse på retten til visse andre ydelser og deres størrelse, og den manglende forpligtelse til at indbetale bidrag for den gifte kvinde har en [s. 3236]  negativ indflydelse på de ydelser, som senere udbetales hende, navnlig hvis ægteskabet opløses på grund af mandens død eller skilsmisse.

##### III — Mundtlig forhandling

Sagsøgeren i hovedsagen Van Plate-ringen-Doeksen ved advokat O. W. Brouwer og advokat P. Roorda, Amsterdam, og Kommissionen ved sin juridiske konsulent M. Beschel, bistået af advokat F. Herbert, Bruxelles, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 21. marts 1984.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. maj 1984.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 20 januar 1983, indgået til Domstolens justitskontor den 16. februar 1983, har Centrale Raad van Beroep, Utrecht, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 stillet to præjudcielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119.

2 Denne kendelse er afsagt i ni sager mellem sagsøgerne i hovedsagen og en række offentlige myndigheder, som er deres arbejdsgivere.

3 Sagsøgerne i hovedsagen er alle offentligt ansat som tjenestemænd. De er gift, og deres ægtemænd er ligeledes offentligt ansat. Tjenestemænd er omfattet af to pensionsordninger, nemlig Algemene Ouderdomswet (A.O.W.) (lov om almindelig alderdomsforsikring) og Algemene Weduwen en Wezenwet (A.W.W.) (lov om almindelig forsikring for enker og for børn, der har mistet begge forældre eller en af dem), som indeholder almindelige pensionsbestemmelser for personer bosiddende i Nederlandene, samt Algemene burgerlijke pensioenwet (A.B.P.W.) (almindelig borgerlig pensionslov), som indeholder en pensionsordning for tjenestemænd.

4 For at undgå dobbeltydelse af pensioner bestemmer A.B.P.W., at en del af den almindelige alderspension skal anses for at udgøre en del af tjeneste-mandspensionen. Derfor modtager den pensionerede tjenestemand i almindelighed kun en del af pensionen i henhold til A.O.W. eller A.W.W., men til gengæld er han ikke forpligtet til under sin ansættelse at indbetale bidrag i

[s. 3237]

henhold til A.O.W, og A.W.W. Ifølge artikel N 9 i A.B.P.W. indbetales bidragene af den myndighed, hos hvilken den pågældende er ansat; denne artikel forpligter den offentlige myndighed til at afholde bidrag, som i princippet påhviler tjenestemanden.

5 I henhold til A.O.W. og A.W.W. anses et ægtepar for en enhed, såvel med hensyn til ydelsen som med hensyn til bidraget. Der skal kun betales ét bidrag af de samlede to lønindtægter. Bidraget opkræves af skattemyndighederne sammen med indkomstskatten. De beløb, der opkræves som bidrag, er begrænset til et vist maksimum.

6 Før 1972 blev det overskydende beløb (benævnt overkompensation), når de af den offentlige myndighed indbetalte beløb oversteg førnævnte maksimum, tilbagebetalt af skattemyndighederne, ikke til den pågældende offentlige myndighed, men til de pågældende tjenestemænd. Det er klart, at denne betaling var en økonomisk fordel for disse tjenestemænd. De personer, der fik overkompensation, var for størstedelen tjenestemænd, der samtidig arbejdede i flere forskellige offentlige institutioner, og for hvilke hver af disse institutioner indbetalte bidrag i henhold til A.O.W. og A.W.W., og hustruer til tjenestemænd, der var ansat i en anden institution end den, hvor deres mænd arbejdede.

7 I 1972 og 1973 blev der indført en række lovbestemmelser for at bringe den såkaldte »overkompensation« til ophør. Det drejede sig om Wet gemeenschappelijke bepalingen overheidspensioenwetten (lov om fælles bestemmelser for pensionslove for offentligt ansatte), Uitvoeringsbesluit beperking meervoudige overneming premie A.O.W./A.W.W. (gennemførelsesbekendtgørelse om begrænsning af flerdobbelt overtagelse af betalingen af A.O.W./A.W.W.-bidraget) og forskellige gennemførelsesbestemmelser. Ved disse bestemmelser er der indført en administrativ ordning, hvorved de forskellige offentlige myndigheder gensidigt informerer hinanden om de enkelte bidragsindbetalinger for én og samme tjenestemand eller i givet fald for ét og samme ægtepar. Når der fra et arbejdssted er indbetalt det maksimale bidrag, betales der ikke længere bidrag fra et andet arbejdssted.

8 Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag ved Ambtenarengerecht Amsterdam, Arnhem, Hertogenbosch og Utrecht og har herunder gjort gældende, at »kompensation« og »overkompensation« er løn i den i traktatens artikel 119

[s. 3238]

forudsatte betydning, og at afskaffelsen af udbetalingen af »overkompensation« følgelig er uforenelig med denne artikel, fordi den i vidt omfang berører de bidrag, der skal indbetales for gifte kvindelige tjenestemænd.

9 Deres påstande blev i første instans ikke taget til følge, og de appellerede derfor til Centrale Raad van Beroep i Utrecht. Centrale Raad van Beroep fandt, at en fortolkning af artikel 119 var nødvendig for afgørelsen, og den udsatte derfor sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1. Skal udtrykket ’løn’ i ovennævnte traktats artikel 119 fortolkes således, at det også omfatter den ’kompensation’ eller i givet fald det som ’overkompensation’ betegnede beløb, som tidligere blev betalt af den offentlige myndighed som arbejdsgiver til skatte- og afgiftsmyndighederne ud over det maksimale A.O.W./A.W.W.-bidrag, men som nu ikke længere skal indbetales af en sådan myndighed?

> 2. Såfremt ovenstående spørgsmål besvares bekræftende, skal traktatens artikel 119 da fortolkes således, at den i Nederlandene gældende ordning, der er baseret på loven om fælles bestemmelser for pensionslove for offentligt ansatte — og hvorefter bidraget i de tilfælde, hvor det samlede A.O.W./A.W.W.-bidrag for tjenestemandsansatte ægtefæller overstiger det maksimale bidrag, primært betales af mandens offentlige arbejdsgiver, og kvindens offentlige arbejdsgiver kun indbetaler bidrag, for så vidt det maksimale bidrag ikke er overskredet — må anses for at være i strid med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde i samme artikel 119?«

10 Disse spørgsmål vedrører en social sikringsordning, hvorefter:

1. bidraget beregnes på grundlag af arbejdstagerens løn, men ikke kan overskride et vist maksimum;

2. ægtefæller anses for en enhed, idet bidraget beregnes på grundlag af deres samlede løn, stadig inden for det vævnte maksimum;

3. den offentlige myndighed skal indbetale de bidrag for sin ansatte, som påhviler denne;

4. den myndighed, der er mandens arbejdsgiver, i første række skal indbetale bidrag, når ægtefæller begge er tjenestemænd, og den myndighed, der er hustruens arbejdsgiver, kun skal indbetale bidrag, for så vidt maksimumsbeløbet ikke nås med de bidrag, der indbetales for manden. Svaret skal gøre det muligt for den nationale ret at afgøre, om en sådan ordning er forenelig med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastslået i traktatens artikel 119, hvis denne ordning for en kvindelig tjenestemand, der er gift med en tjenestemand, medfører, at det for hende indbetalte bidrag er lavere end det, der indbetales for en mandlig tjenestemand, som udfører samme arbejde.

11 Det følger af den beskrevne ordning, at den kvindelige tjenestemand, der er gift med en tjenestemand, oppebærer samme disponible nettoløn som en mandlig tjenestemand, der udfører samme arbejde, og hvis bruttoløn i øvrigt er højere end hendes. Denne forskel skyldes den særlige beskaffenhed af den nederlandske ordning for alderdomsforsikring og enke- og børnepension.

12 Det fremgår af Domstolens praksis, blandt andet af dommen af 11. marts 1981 (Worringham, 69/80, Sml., s. 767), at selv om den arbejdstagerne påhvilende del af finansieringen af de lovbestemte sociale sikringsordninger, som arbejdstagerne og arbeidsgiverne bidrager til, ikke er løn i den traktatens artikel 119 forudsatte betydning, forholder det sig anderledes med beløb, som indgår i beregningen af den ansattes bruttoløn, og som direkte er afgørende for beregningen af andre til lønnen knyttede fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser og lånemuligheder. Dette gælder også, hvis de pågældende beløb umiddelbart indeholdes af arbejdsgiveren for at blive indbetalt til en pensionsfond på den ansattes vegne.

13 Følgelig må de beløb, som de offentlige myndigheder skal betale som sociale sikringsbidrag for offentligt ansatte, og som indgår i beregningen af tjenestemændenes bruttoløn, anses for løn i den i artikel 119 forudsatte betydning, for så vidt de direkte er afgørende for beregningen af andre til lønnen knyttede fordele.

[s. 3240]

14 Lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde i den i artikel 119 forudsatte betydning tilsidesættes derfor i det omfang, disse andre fordele, der er knyttet til lønnen og bestemmes af bruttolønnen, ikke er de samme for mandlige tjenestemænd og for kvindelige tjenestemænd, der er gift med en tjenestemand.

15 De af den nationale ret stillede spørgsmål må derfor besvares med, at en social sikringsordning, hvorefter

1. bidraget beregnes på grundlag af arbejdstagerens løn, men ikke kan overskride et vist maksimum;

2. ægtefæller anses for en enhed, idet bidraget beregnes på grundlag af deres samlede løn, stadig inden for det nævnte maksimum;

3. den offentlige myndighed skal indbetale de bidrag for sin ansatte, som påhviler denne;

4. den myndighed, der er mandens arbejdsgiver, i første række skal indbetale bidrag, når ægtefæller begge er tjenestemænd, og den myndighed, der er hustruens arbejdsgiver, kun skal indbetale bidrag, for så vidt maksimumsbeløbet ikke nås med de bidrag, der indbetales for manden.

er uforenelig med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastslået i traktatens artikel 119, for så vidt de daraf følgende forskelle mellem bruttolønnen for en kvindelig tjenestemand, der er gift med en tjenestemand, og en mandlig tjenestemands løn er direkte afgørende for beregningen af andre til lønnen knyttede fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser og lånemuligheder.

##### Sagens omkostninger

16 De udgifter, der er afholdt af kongeriget Nederlandenes regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. 3241]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Centrale Raad van Beroep, Utrecht, ved kendelse af 20 januar 1983, for ret:

En social sikringsordning, hvorefter

1. bidraget beregnes på grundlag af arbejdstagerens løn, men ikke kan overskride et vist maksimum;

2. ægtefæller anses for en enhed, idet bidraget beregnes på grundlag af deres samlede løn, stadig inden for det nævnte maksimum;

3. den offentlige myndighed skal indbetale de bidrag for sin ansatte, som påhviler denne;

4. den myndighed, der er mandens arbejdsgiver, i første række skal indbetale bidrag, når ægtefæller begge er tjenestemænd, og den myndighed, der er hustruens arbejdsgiver, kun skal indbetale bidrag, for så vidt maksimumsbeløbet ikke nås med de bidrag, der indbetales for manden. er uforenelig med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastslået i traktatens artikel 119, for så vidt de deraf følgende forskelle mellem bruttolønnen for en kvindelig tjenestemand, der er gift med en tjenestemand, og en mandlig tjenestemands løn er direkte afgørende for beregningen af andre til lønnen knyttede fordele, såsom fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser og lånemuligheder.

Mackenzie Stuart

Koopmans

Bahlmann

Galmot

Pescatore

O'Keeffe

Bosco

Due

Everling

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. september 1984.

P. Heim

Justitssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61983cj0143.md =====

# EU-Domstolen, 30. januar 1985, sag 143/83

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0143.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0143.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1985:34

Kommentarens titel: Statens ansvar for fuldstændig gennemførelse af ligelønsregler

Emner på siden: [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1, stk. 4 og 5 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Danmark havde tilsidesat sine traktatforpligtelser ved ikke inden fristen at vedtage alle nødvendige foranstaltninger til at gennemføre direktiv 75/117. Danmark blev pålagt sagens omkostninger. Dommens begrundelse om overenskomster og den resterende lovbeskyttelse skal læses med den daværende danske ordning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Samme arbejdsplads ikke afgjort pr15; retsmiddelklagepunkt ikke særskilt afgjort pr14; ikke dom om L68

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 38 (lov/1.md), § 1, afsnit 42 (lov/1.md), § 4, afsnit 10 (lov/4.md), § 4, afsnit 13 (lov/4.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61983CJ0143

Domstolens dom
30. januar 1985[^*]

I sag 143/83

**Kommissionen for De europæiske Fællesskaber,** ved juridisk konsulent Johannes Føns Buhl, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Manfred Beschel, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,

sagsøger,

mod

**kongeriget Danmark,** ved Laurids Mikaelsen, juridisk rådgiver i udenrigsministeriet, og med valgt adresse i Luxembourg hos Danmarks chargé d'affaires, Ib Bodenhagen, Kongelig dansk Ambassade, 11 B, boulevard Joseph-Il,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det statueres, at kongeriget Danmark ikke har overholdt de forpligtelser, der påhviler det i henhold til EØF-traktaten, ved ikke inden for den foreskrevne tidsfrist at vedtage de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene O. Due og C. Kakouris, dommerne U. Everling, K. Bahlmann, Y. Galmot og R. Joliét,

generaladvokat: P. VerLoren van Themaat

justitssekretær: P. Heim

[^*2]

afsagt følgende

[s. 433]

### DOM

(»Sagsfremstillingen« udelades)

#### Præmisser

1 Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 18. juli 1983, har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i henhold til EØF-traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det statueres, at kongeriget Danmark har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler det i medfør af EØF-traktaten, ved ikke inden for den foreskrevne tidsfrist at have truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Det nævnte direktiv, der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 100, præciserer i visse henseender artikel 119's saglige anvendelsesområde og indeholder herudover forskellige bestemmelser, som i det væsentlige skal forbedre retsbeskyttelsen for de arbejdstagere, som måtte blive krænket ved tilsidesættelsen af ligelønsprincippet. I den forbindelse bestemmes det i direktivets artikel 1, stk. 1, at

> »det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder... indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«.

3 Direktivets artikel 2 forpligter medlemsstaterne til i deres nationale retsorden at indføre »de nødvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser«.

4 Direktivet skulle efter dets artikel 8 gennemføres inden for en frist på et år fra dets meddelelse. Denne frist udløb den 12. februar 1976 for kongeriget Danmark, der forinden havde gennemført lov nr. 32 af 4. februar 1976 om lige løn til mænd og kvinder (Lovtidende A, s. 64), hvis § 1 bestemmer, at

[s. 434]

> »enhver arbejdsgiver, som har ansat mænd og kvinder på samme arbejdsplads, skal yde dem lige løn for samme arbejde i medfør af denne lov, hvis han ikke i medfør af kollektiv overenskomst er forpligtet hertil over for dem«.

5 Det er Kommissionens opfattelse, at denne lov ikke fuldt ud opfylder de forpligtelser, der følger af direktiv 75/117, dels derved at den kun forpligter arbejdsgiveren til at yde mænd og kvinder lige løn for samme arbejde og ikke tillige for arbejde, som tillægges samme værdi, dels derved at den ikke hjemler retsmidler, hvormed arbejdstagere, der krænkes ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet for arbejde af samme værdi, kan gøre deres rettigheder gældende.

6 Den danske regering er derimod af den opfattelse, at dansk rets materielle indhold fuldt ud er i overensstemmelse med direktivet. Dansk ret sikrer således lige løn ikke alene for samme arbejde, men tillige for arbejde af samme værdi.

7 I den forbindelse har den danske regering i første række gjort gældende, at førnævnte lov af 4. februar 1976 alene udgør en subsidiær garanti for ligelønsprincippet, nemlig i det omfang princippet ikke allerede er sikret i medfør af kollektive overenskomster. De kollektive overenskomster, der regulerer de fleste arbejdsforhold i Danmark, giver klart udtryk for, at ligelønsprincippet også gælder for arbejde af samme værdi. Denne fortolkning støttes blandt andet på 1971-overens-komsten mellem hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet, der udtrykkeligt fastslår, at »ved ligeløn forstås at for arbejde af samme værdi uafhængigt af køn betales samme løn«. Denne opfattelse findes desuden bekræftet i en opmandskendelse af 8. december 1977 afsagt af formanden for Statens forligsinstitution i arbejdsstridigheder. Her anvendte opmanden ligelønsprincippet på arbejder »af samme værdi for og i produktionen på arbejdspladsen«.

8 Det må fastslås, at medlemsstaterne som udgangspunkt kan overlade gennemførelsen af ligelønsprincippet til arbejdsmarkedets parter. Denne mulighed fritager imidlertid ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre, at alle Fællesskabets arbejdstagere i fuld udstrækning kan nyde godt af direktivets beskyttelse. En sådan sikring skal ydes i ethvert tilfælde, hvor en effektiv beskyttelse ikke er sikret på anden måde, uanset

[s. 435]

årsagen hertil, herunder når de pågældende arbejdstagere ikke er organiserede, når det pågældende område ikke er dækket af kollektive overenskomster, eller når en sådan overenskomst ikke sikrer ligelønsprincippet i dettes fulde udstrækning.

9 I så henseende er den omtvistede danske lov ikke tilstrækkelig klar og præcis til at beskytte de pågældende arbejdstagere. Selv når det i overensstemmelse med den danske regerings anbringende lægges til grund, at princippet om lige løn til mænd og kvinder i den af direktivet tilsigtede vide betydning er sikret inden for rammerne af de kollektive overenskomster, er det ikke godtgjort, at en tilsvarende anvendelse af princippet er sikret arbejdstagere, hvis rettigheder ikke er fastlagt i sådanne overenskomster.

10 Da disse arbejdstagere ikke er fagligt organiserede og er beskæftigede i små eller mellemstore virksomheder, er der anledning til særligt og omhyggeligt at tilsikre dem de rettigheder, de kan udlede af direktivet. Hensynet til retssikkerheden og retsbeskyttelsen kræver således en utvetydig formulering, der sætter de berørte personer i stand til på tilstrækkelig klar og tydelig måde at kende deres rettigheder og forpligtelser, og domstolene i stand til at sikre iagttagelsen heraf.

11 I det foreliggende tilfælde forekommer den danske lovs ordlyd, som ikke omtaler arbejde af samme værdi og derved giver ligelønsprincippet en i forhold til direktivet snævrere rækkevidde, ikke at opfylde nævnte krav. Den omstændighed, at regeringen i bemærkningerne til lovforslaget har erklæret, at udtrykket »samme arbejde« i Danmark er blevet fortolket så bredt, at en tilføjelse af udtrykket »arbejde, som tillægges samme værdi« ikke ville indebære nogen reel udvidelse, er ikke tilstrækkelig til at sikre en hensigtsmæssig information af de berørte personer.

12 Det er for det anførte uden betydning, at den danske regering under arbejdet forud for vedtagelsen af direktiv 75/117 foranledigede optaget en erklæring i Rådets forhandlingsprotokol, hvorefter »Danmark er af den opfattelse, at udtrykket ’samme arbejde’ fortsat kan anvendes i danske arbejdsretlige regler.«

[s. 436]

13 Efter Domstolens faste praksis kan sådanne ensidige erklæringer ikke påberåbes ved fortolkningen af fællesskabsbestemmelser, da den objektive rækkevidde af regler, der er vedtaget af de fælles institutioner, ikke kan ændres gennem forbehold eller indvendinger, som medlemsstaterne måtte formulere under deres udarbejdelse.

14 Det må derfor fastslås, at kongeriget Danmark har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i medfør af artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117, ved ikke i bestemmelserne i lov nr. 32 af 4. februar 1976 at udstrække ligelønsprincippet til arbejde af samme værdi. Da dette indebærer, at den nævnte lov ikke har sikret arbejdstagere, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet i tilfælde af arbejde af samme værdi, effektiv mulighed for i overensstemmelse med direktivets artikel 2 at gøre deres rettigheder gældende for retslige instanser, er der ikke anledning for Domstolen til at tage særskilt stilling til dette klagepunkt.

15 Det tilføjes, at der under den mundtlige forhandling er rejst tvivl om den i den omtvistede danske lovs § 1 fastsatte betingelse, hvorefter princippet om lige løn for samme arbejde kun gælder »på samme arbejdsplads«. Da Kommissionen imidlertid ikke har gjort et sådant klagepunkt gældende, er der ikke anledning til at tage stilling hertil.

16 Af samtlige anførte grunde må det konstateres, at kongeriget Danmark, ved ikke inden for den fastsatte tidsfrist at vedtage alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til EØF-traktaten.

##### Sagens omkostninger

17 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger; sagsøgte, der har tabt sagen, må derfor betale sagens omkostninger.

[s. 437]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Ved ikke inden for den fastsatte tidsfrist at vedtage alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, har kongeriget Danmark tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til EØF-traktaten.

2) Kongeriget Danmark betaler sagens omkostninger.

Mackenzie Stuart

Due

Kakouris

Everling

Bahlmann

Galmot

Joliét

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. januar 1985.

P. Heim

Justitssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Dansk.

[^*2]: og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 24. oktober 1984,

===== FIL: praksis/celex-61983cj0184.md =====

# EU-Domstolen, 12. juli 1984, sag 184/83

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0184.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61983cj0184.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1984:273

Kommentarens titel: Historisk moderskabsorlov og grænsen for faderens afledte ret

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 76/207 om orlov, ikke løn: en statsstøttet forlænget orlov til moderen var tilladt, og faderen havde ikke krav på den. Historisk; ikke en afgørelse om nutidige forældreorlovsregler. Koblet til reglen om dårligere behandling i forbindelse med graviditet og fravær efter fødslen (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 76/207 tillod efter den daværende ordning en statsstøttet forlænget orlov til moderen i fortsættelse af den lovbestemte barselsorlov. Direktivet krævede ikke, at faderen fik ret til denne forlængelse, heller ikke efter en indbyrdes aftale mellem forældrene.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk moderskabsbeskyttelse efter 76/207, ikke en afgørelse om nutidige forældreorlovsregler. Den danske tekst har en dokumenteret måneder/uger-forskel i sagsbaggrunden; originale ord bevares, og den forskel anvendes ikke som en ny regel.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61983CJ0184

I sag 184/83

angående en anmodning, som Landessozialgericht Hamburg i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Ulrich Hofmann, Hamburg,

mod

Barmer Ersatzkasse, Wuppertal,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artiklerne 1 og 2 og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår,

[s. 3049]

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, K. Bahlmann og Y. Galmot, dommerne P. Pescatore, A. O'Keeffe, G. Bosco, O. Due, U. Everling, C. Kakouris og R. Joliet,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: P. Heim

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt de indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:

##### I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

§6, stk. 1, i den tyske lov af 18. april 1968 om beskyttelse af arbejdende mødre (BGBl. I, s. 315, herefter benævnt Mutterschutzgesetz) bestemmer, at mødre har ret til 8 ugers barselorlov (Schutzfrist) efter barnets fødsel. I denne periode er de fritaget for enhver arbejds-aktivitet og oppebærer fortsat deres nettoløn, som udbetales af sygekassen og/eller deres arbejdsgiver.

Ved lov af 25. juni 1979 (BGBl. I, s. 797) indførte den tyske lovgiver i Mutterschutzgesetz en ny §, nemlig § 8a, hvorefter moderen i tilslutning til barselorloven efter §6, stk. 1, og indtil barnet fylder 6 måneder, har ret til en supplerende orlov, (Mutterschaftsurlaub). Under denne forlængede orlov er moderen fritaget for erhvervsarbejde og har ret til dagpenge, højst 25 DM pr. dag, som udbetales af staten gennem sygekassen. Ved udløbet af orlovsperioden har hun lu-av på, at arbejdsforholdet fortsætter på uændrede vilkår.

I henhold til § 8a slutter den forlængede orlov tre måneder efter barnets død, dog senest den dag barnet ville være fyldt 6 måneder. Den forlængede orlov ophører ligeledes, hvis barnet dør under barselorloven, og den finder ikke anvendelse, hvis døden indtræffer tidligere end tre uger inden barselorlovens udløb.

[s. 3050]

Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) bestemmer i artikel 1, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder, forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og på de betingelser, der er fastsat i stk. 2, til social sikring. Ifølge artikel 2, stk. 1, indebærer princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn. Dette gælder ligeledes i henhold til artikel 5, stk. 1, for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår. Disse bestemmelser kan ifølge artikel 2, stk. 3, fraviges med henblik på beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

Sagsøgeren, Ulrich Hofmann, er fader til et den 21. maj 1979 uden for ægteskab født barn, som han anerkendte. I perioden efter udløbet af otte ugers barselorlov og indtil barnet fyldte 6 måneder fik han af sin arbejdsgiver bevilget ferie uden løn. I denne periode passende han barnet, mens moderen genoptog sin virksomhed som lærerinde.

Den 1. august 1979 ansøgte sagsøgeren den kompetente sygekasse, Barmer Ersatzkasse, om dagpenge for en periode svarende til den forlængede orlov, jfr. Mutterschutzgesetz' § 8a.

Allerede den 8. juli 1979 havde sagsøgeren anlagt sag ved Bundesverfassungsgericht med påstand om, at §§ 1, 2, 3, 6 og 7 i lov af 25. juni 1979 om forlænget orlov til beskyttelse af mødre var forfatningsstridige, da de var i strid med grundlovens artikel 3, stk. 2 og 3, for så vidt alene arbejdende mødre har ret til den forlængede orlov, Mutterschaftsurlaub. Forundersøgelsesudvalget ved Bundesverfassungsgericht bestemte, at sagen kunne admitteres. Bundesverfassungsgericht besluttede, at sagen skulle udsættes på Domstolens besvarelse af to præjudicielle spørgsmål.

Sygekassen afslog ansøgningen om dagpenge. En administrativ klage over dette afslag blev afvist. Sagen kom for Sozialgericht Hamburg, der ved dom af 19. oktober 1982 frifandt sagsøgte med den begrundelse, at kun mødre efter ordlyden af § 8a har ret til den forlængede orlov. Det fremgik af lovgivningsprocedure, at lovgiveren bevidst har undladt at indføre en orlov, som en hvilken som helst af forældrene har ret til. De biologiske forskelle, som skyldes graviditeten og fødslen, og som også består efter otte ugers barselorlov, er ifølge Sozialgericht begrundelsen for, at der tages hensyn til moderskabets særlige forhold.

Sagsøgeren i hovedsagen appellerede denne dom, idet han blandt andet gjorde gældende, at den forlængede orlov ikke havde til formål at beskytte mødres helbred, men udelukkende at sikre, at barnet kunne passes af moderen. Under den mundtlige forhandling for Landessozialgericht Hamburg, første afdeling, besluttedes det at udsætte sagen på Domstolens besvarelse af to spørgsmål vedrørende fortolkningen af fællesskabsdirektivet.

[s. 3051]

Landessozialgericht Hamburg, første afdeling, fandt, at retssagen rejste spørgsmålet, om de tyske regler var forenelige med fællesskabsdirektivet. Som følge af de forskellige opfattelser af anvendelsen af disse regler og især under henvisning til den traktatbrudssag, som Kommissionen havde indledt mod Forbundsrepublikken Tyskland på grund af ufuldstændig gennemførelse af direktivet, besluttede Landessocialgericht ved kendelse af 9. august 1983 at udsætte sagen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 på Domstolens besvarelse af følgende to præjudicielle spørgsmål:

> »1. Er det i strid med artiklerne 1, 2 og 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), at alene arbejdende mødre — men derimod ikke, efter aftale mellem forældrene, arbejdende fædre — efter udløbet af en otto ugers barselorlov direkte efter fødslen har ret til en forlænget orlov, til hvis gennemførelse staten yder et nettobeløb på højst 25 DM pr. dag, og som varer, indtil barnet fylder 6 måneder?

> 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er artiklerne 1, 2 og 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF da direkte anvendelige i medlemsstaterne?«

Landessozialgericht's kendelse er registreret på Domstolens justitskontor den 29. august 1983.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der den 11. november 1983 indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved M. Beschel, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, og den 1. december 1983 af sagsøgeren i hovedsagen Ulrich Hofmann ved advokat K. Bertelsmann, Hamburg, af Barmer Ersatzkasse og af Forbundsrepublikken Tysklands regering ved kontorchef M. Seidel og ekspeditionssekretær E. Roeder, økonomiministeriet.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Den har imidlertid anmodet parterne i hovedsagen, Kommissionen og den tyske regering om skriftligt at besvare en række spørgsmål; svarene er indgået inden for den fastsatte frist.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

Sagsøgeren i hovedsagen, *U. Hofmann,* har først gjort rede for sagens faktiske omstændigheder og gennemgået de relevante tyske og fællesskabsretlige regler. Herefter har han anført, at formålet med de spørgsmål, som Landessozialgericht har forelagt Domstolen, i virkeligheden er at få afgjort, om det er i strid med [s. 3052]  bestemmelserne i direktiv 76/207 at udelukke arbejdende fædre fra den efter tysk ret bestående mulighed for at få den forlængede orlov. For at tage stilling til dette spørgsmål er det afgørende at fastslå, om den forlængede orlov kan betragtes som »bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab«, jfr. direktivets artikel 2, stk. 3. For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at se på den retshistoriske udvikling af den forlængede orlov samt på reglernes ånd og formål, idet der skal tages hensyn til den gældende retstilstand, herunder ændringerne af denne orlov.

Den biologisk begrundede beskyttelse af mødre er til stadighed blevet udvidet, sidst i 1965, hvor barselorloven efter fødslen blev udvidet fra seks til otte uger. Fra forskellige sider såvel på det politiske som på det fagforeningsmæssige område blev der stillet krav om forældreorlov. I 1979 fremsatte forbundsregeringen et lovforslag om indførelse af en forlænget orlov, hvis hovedformål ifølge de forklarede bemærkninger (Bundesratsdrucksache 4/79) var at formindske den dobbéltbelastning, som erhverv og barn udgør for kvinden, at sikre pasningen af barnet i dets første leveperiode og at forlænge hvileperioden ud over den eksisterende barselorlovsperiode.

Det fremgår ifølge sagsøgeren i hovedsagen ikke af regeringens første bemærkninger til loven, at det af helbredsgrunde var nødvendigt at forlænge den gældende barselorlov på otte uger. De argumenter vedrørende helbredet, som kun sjældent optræder i lovforslaget, skal blot danne grundlag for, at den forlængede orlov begrænses til mødre. Man indførte en børnepasningsorlov, som var forbeholdt mødre, hvilket er i strid med udtalelser fra internationale komiteer (jfr. dokumentet »arbejdende kvinders rettigheder« fra Den internationale Sammenslutning af Frie Fagforeninger), fra tyske fagforeninger samt fra andre organisationer og partier, som alle stillede krav om, at der valgfrit kunne ydes moderen eller faderen orlov til pasning af barnet. Man har ligeledes i Forbundsrepublikken rejst spørgsmålet, om det er forfatningsstridigt, at en børnepasningsorlov forbeholdes mødre.

Ud fra sådanne politiske og forfatningsretlige betragtninger har Bundesrat vedtaget et forslag om at lade fædre indgå i en orlovsordning benævnt »forældreorlov«. Forslaget støttes på den betragtning, at der ikke er nogen særlig kønsbestemt grund til at give moderen fortrinsret til at passe barnet, når blot der til stadighed er en for barnet vigtig person tilstede (Bezugsperson), og at man også undgår at udsætte moderen for en dobbeltbelastning, hvis faderen passer barnet.

Det var ifølge sagsøgeren i hovedsagen først efter denne udtalelse fra Bundesrat, at regeringen ændrede sine argumenter, idet den nu lagde vægten på helbreds-hensyn. Det fremgår af lovens forarbejder, at det afgørende ikke var at udvide beskyttelsen af moderens helbred, men derimod at indføre en børnepasningsorlov. Lovforslaget, hvorefter også fædre havde ret til en sådan orlov, skulle forinden godkendes af Bundesrat, der imidlertid ønskede, at også forældre [s. 3053]  uden erhvervsarbejde skulle have ret til forældreorlov, hvilket forbundsregeringen afviste af økonomiske årsager. Det var udelukkende for ikke at skulle indhente Bundesrats godkendelse, at fædre ikke blev omfattet af loven.

Det fremgår ligeledes af selve lovens ordlyd, at det egentlige formål med orloven ikke var at udvide den biologisk begrundede beskyttelse af moderen, men at reducere den betydelige belastning, der foreligger, når såvel arbejde som barn skal passes. Den omstændighed, at den forlængede orlov ikke ydes eller ophører i tilfælde af barnets død, viser klart, at orloven skal sikre, at barnet passes af moderen. Hvis de af forbundsregeringen anførte biologiske eller helbredsmæssige grunde var væsentlige, burde moderen have ret til orlov, selv om barnet dør.

De katastrofale følger, som de — urigtige — biologiske og helbredsmæssige argumenter kan medføre, fremgår klart af en sag, som er behandlet for nylig. Den sagsøgende fader havde ansøgt om den forlængede orlov som forældreorlov, da moderen var død kort efter barnets fødsel; han fik ikke medhold ved de sociale retter, som fastslog, at den forlængede orlov var indført af biologiske grunde og derfor kun kunne tilkomme mødre.

Ifølge sagsøgeren i hovedsagen taler orlovens fakultative karakter ligeledes imod forbundsregeringens argumenter. Hvis lovmotiverne virkelig kunne udlægges således, burde man have gjort forlængelsen af barselorloven obligatorisk.

Sagsøgeren har anført, at hans opfattelse ligeledes støttes af den seneste retsudvikling. I medfør af loven af 25. juni 1979 fik moderen ret til en forlænget orlov; dagpenge var dog forbeholdt den moder, som i en vis periode inden fødslen havde indgået en arbejdsaftale eller var omfattet af en social forsikring. I henhold til ændringen af Mutterschutzgesetz ved lov af 22. december 1981 (BGBl. I, s. 1523), mister de kvindelige arbejdstagere, som inden for det år, som går umiddelbart forud for barnets fødsel, har været beskæftiget i mindre end ni måneder, deres ret til den forlængede orlov. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen kan det imidlertid ikke hævdes, at de mødre, som kun har arbejdet kort tid inden fødslen, har mindre krav på beskyttelse end de mødre, som har arbejdet længere. Dette beviser under alle omstændigheder, at den forlængede orlov er en social ydelse fra staten, som har til formål at sikre barnets pasning, men som samtidig af omkostningshensyn er betinget af visse karensperioder. Hvis man går ud fra det biologiske synspunkt, kunne man for at undgå risikoen for misbrug, som blev anført under lovgivningsproceduren, undlade at udbetale dagpenge uden derfor at rokke ved samtlige mødres grundlæggende ret til orlov, uanset hvor længe de har været beskæftiget.

Herefter kan det fastslås, at lovgiverens hensigt — når henses til det lovforberedende arbejde, til lovens ånd og formål samt til ordningens senere udvikling — var at indføre en børnepasningsorlov og ikke, af biologiske og helbredsmæssige grunde, at forlænge den eksisterende barselorlov.

Ifølge sagsøgeren i hovedsagen indebærer den gældende ordning i dobbelt [s. 3054]  forstand en forskelsbehandling. For det første diskrimineres arbejdende fædre på utilladelig vis i forhold til arbejdende mødre. For det andet formindsker loven kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet, idet det rent økonomisk bliver endnu mere ufordelagtigt at beskæftige dem. En forældreorlov, som kan ydes såvel faderen som moderen, kan råde bod på denne uheldige situation, idet arbejdsgiveren må forvente, at fædre ligeledes vil stille krav om forældreorlov.

Det er ligeledes påkrævet at undersøge de regler, som i forskellige lande gælder for forskellige former for barselorlov og børnepasningsorlov. Ud over den obligatoriske orlov på 6-8 uger før og efter fødslen, har Frankrig, Italien, Norge og Sverige indført en børnepasningsorlov, som efter aftale kan ydes moderen eller faderen. I Fællesskabets øvrige medlemslande eksisterer en sådan mulighed ikke. Kommissionen har indledt traktatbrudssag mod de stater, der, ligesom Forbundsrepublikken, af biologiske grunde har indført en forlængelse af den egentlige barselorlov. Det fremgår af en rapport fra Kommissionen, at de tyske regler indebærer en forskelsbehandling i den i direktivets artikel 5 anførte betydning.

I en rapport om gennemførelsen af direktivet har Forbundsregeringen anført, at der ikke sker nogen forskelsbehandling af mænd, da formålet med bestemmelserne i Mutterschutzgesetz var at udvide beskyttelsen af moderen og give hende mulighed for at komme sig efter fødselen. Formålet med at begrænse orloven til de mødre, hvis barn lever, er at begrænse kredsen af dagpengeberettigede til de personer, som udsættes for den største belastning i forbindelse med graviditet, fødsel og børnepasning. Den forlængede orlov er derimod ikke en ny børnepasningsorlov.

Det væsentlige er at afgøre, om den forlængede orlov skal betragtes som omfattet af udtrykket »bestemmelser ...« i direktivets artikel 2, stk. 3, eller om den er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling i direktivets artikel 5, stk. 1.

Ifølge sagsøgeren i hovedsagen kan det herefter fastslås, at den forlængede orlov ikke har til formål at beskytte kvinden, men at der derimod er tale om en børnepasningsorlov som familiepolitisk foranstaltning. Artikel 2, stk. 3, finder anvendelse på områder, hvor det på grund af afgørende biologiske forskelle er umuligt at drage sammenligning mellem mænd og kvinder. Det er lovligt at sikre kvinden særlig beskyttelse under graviditeten og i en vis periode efter fødslen samt i den periode, hvor hun ammer. Men det kan ikke begrundes i biologiske eller helbredsmæssige hensyn, at alene moderen har ret til orlov i op til seks måneder efter fødselen. Kroppens funktioner normaliseres, og de indtrådte ændringer fortager sig i det væsentlige i løbet af 4-7 uger, hvorefter moderen normalt er fuldt arbejdsdygtig. Hvis dette ikke er tilfældet, fritages hun for at genoptage sit erhvervsarbejde på grundlag af en lægeattest, hvori det fastslås, at hun er uarbejdsdygtig. I henhold til Mutterschutzgesetz § 6, stk. 2, kan mødre, som ifølge lægeattest ikke er fuldt arbejdsdygtige, ikke pålægges arbejde, som overstiger deres arbejdskapacitet. Der gælder andre særlige regler for ammende mødre.

[s. 3055]

Den belastning, som moderen udsættes for, hvis hun samtidig skal klare eftervirkningen af fødselen, sit arbejde og pasningen af barnet, undgås, hvis faderen efter udløbet af barselorloven overtager opgaverne i hjemmet. Direktivet er næppe heller til hinder for, at barselorloven forlænges fra 8 til 12 uger. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen kan lovgiver derimod ikke under påberåbelse af at beskytte moderen behandle mænd og kvinder forskelligt i en periode på seks måneder. Lovgiver kan heller ikke ved en lovændring på det sociale og arbejdsretlige område behandle mænd og kvinder, som befinder sig i ensartede situationer, forskelligt. Forsøget på at skjule en uberettiget forskelsbehandling ville træde helt klart frem, hvis man for eksempel indførte en forlænget orlov af et eller flere års varighed.

Det er i dag klart, at man ikke kan knytte det biologiske moderskabsbegreb til det sociale moderskabsbegreb. Det er derfor ikke nødvendigt at gå ind på den ofte fremsatte teori om, at det normalt er kvinden, som passer de små børn, og at der på grund af moderinstinktet er tale om biologiske og psykologiske forskelle. Disse omstændigheder er snarere kulturelt, økonomisk og traditionelt betinget. En sådan opfattelse finder ifølge sagsøgeren i hovedsagen ikke støtte i direktivets artikel 2, stk. 3, eller artikel 5, stk. 1. Den opfattelse, at moderen rent funktionelt er mere kvalificeret end faderen til at give barnet den kærlighed og den omsorg, som det har behov for, er heller ikke foreneligt med direktivet.

Forbundsregeringen har påberåbt sig en sagkyndig betænkning, hvorefter den forlængede orlov af biologiske og helbredsmæssige grunde bør forbeholdes mødre, idet den især har fremhævet, at 50 % af mødrene giver afkald på deres arbejde nogen tid efter fødselen. Den sagkyndige udtalelse stammer imidlertid fra 30. april 1979 og blev således udfærdiget efter fremlæggelsen af lovforslaget. Det argument, som støttes på opsigelse af arbejdsforholdet, er ikke relevant, for så vidt 51 % af de kvinder, som udnyttede den forlængede orlov, opgav deres erhvervsarbejde ved udløbet af orloven. Dette viser, at loven blot udsatte tidspunktet for opsigelsen af arbejdsaftalen med fire måneder uden at påvirke antallet af de kvinder, som opsagde deres arbejdsforhold.

Herefter kan det ifølge sagsøgerne i hovedsagen fastslås, at den forlængede orlov er i strid med direktiv 76/207. Tilsidesættelsen af direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, stk. 1 og artikel 2, stk. 1, fører udelukkende til at rejse spørgsmålet om ophævelse af den forskelsbehandling, fædre udsættes for. I henhold til artikel 1, stk. 1, forpligtes medlemsstaterne til at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til arbejdsvilkår. Ifølge artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at ophæve de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i strid med dette princip.

Mutterschutzgesetz må betragtes som en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, jfr. direktivets artikel 3, stk. 2, litra a). Ordningen, som har eksisteret siden 1979, har til stadighed indeholdt bestemmelser i strid med lighedsprincippet, som Forbundsrepublikken ikke har ophævet. Allerede under lovgivningsproceduren [s. 3056]  blev der rejst tvivl om, hvorvidt det var foreneligt med den tyske grundlov og fællesskabsretten at udelukke fædre fra den forlængede orlov. På grund af den retlige tvivl rejste Bundesrat krav om, at fædre blev omfattet af ordningen. Kommissionen understregede under traktatbrudssagen mod Forbundsrepublikken, at det var uforeneligt med fællesskabsdirektiverne at udelukke fædre. Ved lovændringen i 1981 foretog regeringen ikke de nødvendige ændringer. Det lovforslag, som blev vedtaget i november 1983, bestemmer ligeledes kun, at de økonomiske ydelser nedsættes, men giver ikke arbejdende fædre ret til orlov.

Dette uforsonlige standpunkt kan ifølge sagsøgeren i hovedsagen ikke støttes på økonomiske argumenter. Det ville kun få ubetydelige konsekvenser at indføre en forældreorlov omfattende fædre, da en sådan orlov kun tilkommer en af de arbejdende forældre. Om den ene eller den anden af forældrene har ret til forældreorlov, er uden økonomisk betydning. Såfremt faderen søger orlov, skønt moderen ikke har gjort det, vil der opstå en, om end ubetydelig, omkostningsstigning, da 95 % af de arbejdende mødre, som har fået børn, udnytter muligheden for forlænget orlov.

I betragtning af Forbundsrepublikkens vægring ved at ophæve de bestemmelser, som er uforenelige med ligebehandlingsprincippet, har de tyske domstole mulighed for at erklære de pågældende lovbestemmelser for uforenelige med direktivet og uanvendelige. Da det direktiv, der medfører, at de diskriminerende bestemmelser er uvirksomme, er utilstrækkeligt inkorporeret i national ret, er det ifølge sagsøgeren i hovedsagen umiddelbart anvendeligt. Det fremgår nemlig af Domstolens praksis, at et direktiv er umiddelbart anvendeligt, når de bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne forpligtes til at iagttage en vis adfærd, ifølge deres karakter kan anvendes umiddelbart. Direktivet skal være tilstrækkelig præcist og ikke overlade den nationale lovgiver noget skøn med hensyn til inkorporeringen, hvorimod der fortsat tilkommer lovgiveren skønsfrihed, for så vidt angår den måde, hvorpå direktivet gennemføres, uden at direktivets umiddelbare anvendelighed påvirkes heraf. Direktivets artikel 5, stk. 2, bestemmer entydigt, at medlemsstaterne er forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at ophæve de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i strid med ligebehandlingsprincippet. Bestemmelsen er klar, og de af medlemsstaternes borgere, som berøres heraf, kan påberåbe sig den for de nationale domstole. Sagsøgeren i hovedsagen har derfor foreslået, at de Domstolen forelagte spørgsmål besvares således:

###### Første spørgsmål

I henhold til artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF) skal mænd og kvinder sikres samme arbejdsvilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn. Det er i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, såfremt alene arbejdende mødre — men [s. 3057]  derimod ikke, efter aftale mellem forældrene, arbejdende fædre — efter udløbet af en otte ugers barselorlov direkte efter fødslen har ret til en forlænget orlov, til hvis gennemførelse staten yder et nettobeløb på højst 25 DM pr. dag, og som varer, indtil barnet fylder 6 måneder?

Direktivets artikel 2, stk. 3, hvorefter direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab, finder ikke anvendelse på en sådan orlov, når den overstiger 12 uger efter barnets fødsel.

###### Andet spørgsmål

Da bestemmelserne om den forlængede orlov i Forbundsrepublikken Tyskland er i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, kan direktivet umiddelbart anvendes af de nationale domstole. Da direktivet er umiddelbart anvendeligt, kan den forlængede orlov efter indbyrdes aftale mellem forældrene søges enten af den arbjdende moder eller den arbejdende fader.

*Barmer Ersatzkasse,* sagsøgte i hovedsagen, har henvist til en dom af 19. oktober 1983 afsagt af Bundessozialgericht i en lignende sag. Bundessozialgericht fandt, at det ikke er forfatningsstridigt, at moderskabsydelser forbeholdes moderen. For at skåne moderen ud over den lovbestemte barselorlov på otte uger efter fødslen på grund af de fysiske og psykiske ændringer, som er knyttet til graviditet og fødsel, giver Mutterschutzgesetz moderen mulighed for i kraft af den forlængede orlov at frigøre sig for den særlige belastning, som hendes erhvervsarbejde udgør i denne periode. Sozialgericht havde i første instans på grundlag af en overbevisende sagkyndig rapport fastslået, at de ændringer, som moderen undergår såvel fysisk som psykisk, ikke fortager sig allerede ved udløbet af den lovbestemte barselorlov på otte uger efter fødselen, men først nogle måneder senere. Retten fandt ikke, at det var fornødent at forelægge spørgsmålet for Bundesverfassungsgericht eller EF-Domstolen.

En indgående gennemgang af direktiv 76/207 viser ifølge sagsøgte i hovedsagen, at det ikke er i strid med artiklerne 1 og 2 samt artikel 5, stk. 1, at den omhandlede orlov udelukkende forbeholdes arbejdende mødre. Mutterschutzgesetz bestemmelser om den forlængede orlov vedrører ikke direkte arbejdsvilkårene, jfr. direktivets artikel 5, stk. 1. Den afgørende tanke bag disse bestemmelser er at udvide beskyttelsen af arbejdende mødre ud over den otte ugers orlov, som ydes efter fødselen. Bundessozialgericht udtalte med føje i afgørelsen af 19. oktober 1983, at formålet var at frigøre moderen for den særlige belastning, som hendes erhvervsarbejde udgør i den periode, hvor hun har behov for at blive skånet, da ændringerne af fysisk og psykisk art først fortager sig helt flere måneder efter fødselen. [s. 3058]  Bundessozialgerichťs betragtninger viser, at retten til orlov — modsat sagsøgerens opfattelse — er rent biologisk begrundet.

Dette kan ifølge sagsøgte i hovedsagen ligeledes udledes af en anden dom afsagt den 3. juni 1981 af Bundessozialgericht i en sag anlagt af en adoptivmoder. Ifølge den tyske domstol havde lovgiveren kun til hensigt at indføre ret til moderskabs-ydelser i form af dagpenge i tilfælde af modeskab i rent fysisk forstand. Adoptivmødre havde hverken krav på forlænget orlov eller de dertil knyttede ydelser, da de ikke er udsat for følgerne af graviditet og fødsel. Stillet over for denne udelukkelse af adoptivmødre, er det så meget mere klart, at der ikke er tale om forskelsbehandling af fædre på grundlag af køn, jfr. direktivets artikel 2. I artikel 2, stk. 3, bekræftes, at direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Det kan derfor tænkes, at bestemmelser som de i Mutterschutzgesetz indeholdte tilskyndede Rådet til at indføje denne bestemmelse, som begrænser rækkevidden af stk. 1. Bestemmelsen kan ikke opfattes som en tilsidesættelse af det i direktivets artikel 1, stk. 1, anførte formål.

Det forhold, at moderskabsydelser forbeholdes arbejdende mødre, er ikke til hinder for gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, erhvervsuddannelse, arbejdsvilkår og social sikring.

*Forbundsrepublikken Tysklands regering* har anført, at det første spørgsmål går på, om det er foreneligt med artiklerne 1 og 2 samt artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 at udelukke faderen fra retten til den forlængede orlov. Artikel 1 bestemmer, at direktivet tilsigter gennemførelse af princippet om ligebehandling. Ifølge artikel 2, stk. 1, indebærer princippet et forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn. Artikel 5, stk. 1, gentager dette forbud, for så vidt angår arbejdsvilkår.

Spørgsmålet, om det forhold, at mænd ikke har ret til den forlængede orlov, er i strid med det i direktiv 76/207 indeholdte forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, bør besvares benægtende. Det er i overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 3, at den forlængede orlov er forbeholdt kvinder, da orloven udelukkende har til formål at sikre moderen en rent fysisk beskyttelse. Ifølge Bundesverfassungsgericht har denne lovbestemte beskyttelse til formål at udligne modsætningsforholdet mellem kvindens opgaver som moder og hendes stilling i erhvervslivet som arbejdstager for således at beskytte både moderens og barnets helbred.

Ifølge forbundsregeringen har lovgiveren affattet Mutterschutzgesetz og indført den forlængede orlov med det hovedformål at beskytte moderens helbred. Umiddelbart efter fødselen bør kvinden fritages for sit erhvervsarbejde på grund af de fysiske og psykiske ændringer, som indtræder ved graviditet og fødsel. Det drejer sig her om en ubestridt særegenhed, som skyldes kvindens natur. Der har været forskellige opfattelser om orlovens varighed, idet den er blevet forlænget fra de oprindelige tre uger til otte uger i 1965, hvorved den har fulgt udviklingen af lægevidenskaben, lovgiverens opfattelse af beskyttelsens form og varighed og endelig omfanget af økonomiske [s. 3059]  muligheder. Ved den sidste forlængelse af orloven i 1965 støttede de lægevidenskabelige sagkyndige sig på det forhold, at det tager ca. otte uger inden de voldsomste organiske ændringer i forbindelse med graviditet og fødsel fortager sig, og at det er absolut nødvendigt at indføre et totalt arbejdsforbud i denne periode. Siden udstedelsen af Mutterschutzgesetz i 1952 har man imidlertid været klar over, at kvinden endnu ikke ved udløbet af denne barselorlov havde genvundet sin fulde arbejdskapacitet fra før graviditeten. Ifølge en sagkyndig rapport har kun de voldsomste organiske ændringer fortaget sig, men derimod ikke ændringerne på det hormonale og endokrine område, eller ændringerne af det autonome nervesystem og psyken. Da kvindens erhvervsmæssige arbejdsevne også er begrænset langt ud over barselorlovsperioden, blev det af helbredshensyn foreslået yderligere at fritage moderen for arbejde i et antal måneder efter denne periodes udløb. Den sagkyndige udtalelse bekræftede den opfattelse, som forbundsministeriet for arbejde og socialvæsen havde givet udtryk for, hvorefter Mutterschutzgesetz ikke gav den kvinde, der arbejdede som lønmodtager, tilstrækkelig beskyttelse. Hvert år opsagde ca. 50 % af de kvinder, som havde fået et barn, deres stilling nogen tid efter fødselen. 20 % af de mødre, som ved udløbet af barselorloven genoptager deres erhvervsarbejde, rammes af uarbejdsdygtighed af forskellig varighed. Moderens fritagelse for erhvervsarbejde er begrundet i kvindens biologiske egenart. Dette formål ligger også rent faktisk til grund for loven om indførelse af en forlænget orlov, og finder tilstrækkelig klart udtryk i loven samt i lovmotiverne.

Den kvindelige lønmodtagers fritagelse for erhvervsarbejde ved udløbet af barselorloven betragtes som en forlængelse af barselorloven, som skal sikre, at moderen kommer sig efter fødselen, og ikke som en orlov for husmødre (Mutterurlaub). Principielt ydes orloven kun umiddelbart efter barselorloven med det formål at sikre moderen de muligheder for at komme sig, som indledtes ved barselorloven.

Den forlængede orlov, jfr. Mutterschutzgesetz § 8a, stk. 1, tilkommer alene mødre, som netop har født, men deriomod ikke adoptiv- eller plejemødre. Det er således ikke blot kønnet og børnepasningen, som er de afgørende kriterier for denne ret, men ligeledes graviditeten og fødselen med de for kvindens helbred heraf følgende virkninger.

De lovbestemmelser, hvorefter retten til barselorlov bortfalder i tilfælde af barnets død, er ifølge forbundsregeringen heller ikke i strid med denne opfattelse, og kan ikke anføres til støtte for, at barselorloven hovedsagelig er indført for at sikre pasningen og opdragelsen af barnet. Det var lovgivers hensigt, at kun de mødre, hvis barn lever, skal have ret til barselorlov. En sådan sondring til fordel for de mødre, som er hårdest belastet af graviditet, fødsel og børnepasning, er ikke i strid med lighedsprincippet.

Da formålet med loven er at forbedre beskyttelsen af moderens helbredstilstand, er det let forståeligt, at beskytteisen [s. 3060]  umiddelbart og udelukkende sikres ved, at moderen fritages for arbejde. Da kravet efter grundloven om at yde beskyttelse og hjælp er opfyldt, har lovgiver ikke overskredet sin lovgivningskompetence ved at begrænse kredsen af de personer, der har ret til orlov.

Heroverfor kan heller ikke anføres, at moderens fritagelse for arbejde under den forlængede orlov ikke som under barselorloven betragtes som et forbud mod at arbejde, men derimod som en ret til orlov. Virkningerne af graviditet og fødsel falder forskelligt ud, efterhånden som tiden går. Yderligere er det også meget forskelligt, i hvor høj grad børnepasningen belaster moderen, Det er fuldt bevidst, at lovgiver har ladet moderen selv tage ansvaret for afgørelsen. Denne beslutningsfrihed må man overlade moderen, da hun ikke under den forlængede orlov som under barselorlov får fuld lønkompensation.

Det fremgår ligeledes af de forklarende bemærkninger til loven, at den forlængede orlov indførtes for at sikre mødrene en bedre beskyttelse. Ifølge Bundestagsdrucksache 8/2613 skal loven fritage moderen for erhvervsarbejde, således at hun efter den hidtidige otte ugers barselorlov yderligere kan komme til kræfter, og samtidig fritage hende for det dobbelte hverv som lønmodtager og moder, der kan være særlig belastende i de første måneder efter fødselen. På grund af de ændringer, der skyldes graviditet og fødsel, har moderen også behov for at blive skånet efter barselorloven. Hvis den moder, som er bundet af en arbejdsaftale, fritages for arbejde i yderligere fire måneder, får hun mulighed for at hellige sig barnet de første måneder efter fødselen.

At formålet med loven var at sikre mødre en bedre beskyttelse, fremgår ligeledes af en betænkning fra det af Bundestag nedsatte udvalg, ligesom det blev understreget under lovens behandling i Bundestag. At børnepasningen i visse indlæg blev fremhævet, eller at afvisningen af fædres ret til den forlængede orlov blev sat i forbindelse med ønsket om ikke at skulle forelægge loven for Bundesrat, skyldes hovedsagelig de politiske drøftelser, som fandt sted i forbindelse med et lovforslag om familieydelser fremsat af oppositionen. Ved afstemningen sondrede flertallet i Bundestag skarpt mellem formålet med familiepolitiske hensyn og hensynet til at beskytte moderen retligt. Ifølge en beslutning af 10. maj 1979 fra Bundestag må den forlængede orlov i de kvindelige arbejdstageres og deres børns interesse anses for et betydeligt fremskridt, idet den fremmer beskyttelsen af den kvindelige arbejdstagers helbred og samtidig bidrager til at lette den dobbeltbelastning, som moderen udsættes for ved på én gang at skulle passe arbejde og barn. Bundestag bekræftede ifølge forbundsregeringen, at barnets pasning og opdragelse er af allerstørste betydning; på dette område må der imidlertid gøres en ny politisk indsats, som går ud over den gældende opfattelse af moderbeskyttelse. Forældre bør have mulighed for at opdrage deres børn uden at være nødt til, af økonomiske grunde, at have erhvervsarbejde. De bør frit kunne bestemme, om faderen eller moderen skal fritages for arbejde, ligesom også adoptivforældre bør omfattes af en sådan [s. 3061]  ordning. Det fremgår heraf klart, at lovgiver først senere har til hensigt at indføre en forældre-/børnepasningsorlov.

Forbundsregeringen vil ikke benægte, at loven om den forlængede orlov også har familiepolitiske følger. Ved at blive fritaget for erhvervsarbejde får moderen mulighed for at hellige sig sit barn, uden at hendes pligter som arbejdstager hindrer hende heri. Disse følger er imidlertid ikke særegne for den forlængede orlov. I det væsentlige gjorde de sig allerede gældende under barselorloven.

Loven om indførelse af den forlængede orlov bidrager yderligere til at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i erhvervslivet, idet den giver kvinden mulighed for at opretholde arbejdsforholdet efter fødselen; 50 % af mødrene opgav nemlig deres arbejde efter barnets fødsel. Der er nu rådet bod på de ulemper, som fødselen indebar for kvinden, for så vidt angår dels arbejdsforholdet dels den tidligere gældende socialsikringsordning. Arbejdsforholdet opretholdes, og moderen modtager gratis bistand fra socialsikringsordningen. For første gang tages en børnepasningsperiode i betragtning ved beregningen af alderspension.

I en kendelse af 2. februar 1982 bekræftede Bundesverfassungsgericht for nylig den opfattelse, at den forlængede orlov har til formål at sikre moderens helbred rent fysisk, hvorimod den ikke kan anses for en børnepasningsorlov.

Ifølge det andet spørgsmål ønskes det afgjort, om direktivets artikler 1 og 2 samt artikel 5, stk. 1, er umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne. Da Forbundsrepublikken har foreslået, at det første spørgsmål besvares benægtende, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

*Kommissionen* har først gennemgået sagens faktiske omstændigheder og redegjort for de relevante nationale og fællesskabsretlige bestemmelser. Herefter har den anført, at de retlige drøftelser bør koncentrere sig om spørgsmålet, om de tyske retsregler, som udtrykkelig støttes på kønskriterier, er omfattet af direktivets artikel 2, stk. 3, hvorefter bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet udtrykkelig fritages for kravet om ligebehandling.

En gennemgang af direktivets indhold og formål viser, at det tilsigter en gennemførelse af princippet om ligebehandling, for så vidt angår adgang til og udøvelse af en beskæftigelse, herunder ligebehandling med hensyn til social sikring. Som særligt udtryk for det almindelige ligeretsprincip er ligebehandlingsprincippet af samme grundretskarakter og indtager derfor i fællesskabsretten en særlig stilling og betydning. Direktivets artikel 2, stk. 1, fremhæver princippets generelle betydning, idet der heri nedlægges forbud mod såvel direkte som indirekte forskelsbehandling. Artiklerne 3-5 udvider anvendelsesområdet til adgang til beskæftigelse, uddannelse, arbejdsvilkår og eventuel afskedigelse.

I erkendelse af, at lovbestemmelser, som udtrykkeligt hviler på en persons køn, kan være begrundet i en objektiv forskel på grundlag af køn, hjemler direktivet i artikel 2, stk. 2-4, visse undtagelser fra ligebehandlingsprincippet, som retligt [s. 3062]  også skal betragtes således og derfor fortolkes restriktivt.

Artikel 2, stk. 3, vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab, kan kun tage sigte på de bestemmelser på grundlag af køn, som er nødvendige for at gennemføre denne beskyttelse. Det forhold, at der i alle medlemsstaterne findes bestemmelser om graviditets- og barselorlov viser, at princippet er almindelig anerkendt, selv om orlovsperioden ikke er af samme varighed.

Modsætningsvis omfattes en national ordning, som ifølge sit formål skal beskytte moderen, ikke umiddelbart af denne undtagelsesbestemmelse, som udelukkende gælder bestemmelser, som objektivt skal beskytte moderen, og som for at sikre den ønskede beskyttelse nødvendigvis må hvile på kønskriteriet.

Derimod er det ifølge Kommissionen retsstridigt inden for rammerne af en ordning, som i det mindste også har til formål at fritage moderen for erhvervsarbejde for at give hende milighed for at passe sit barn, at indføre en sondring på grundlag af køn. Denne aflastning kan nemlig ligeledes sikres ved en ikke-diskriminerende foranstaltning, som ligeledes gør det muligt for faderen at passe barnet og således aflaste moderen i det huslige arbejde.

Det fremgår af disse betragtning, at nationale bestemmelser af den her omhandlede art vedrørende beskyttelse af mødre ikke kan anses for begrundede. Det forhold, at orloven ophører ved barnets død, viser, at pasningen af barnet er en af de væsentlige grunde for de tyske regler. Det fremgår i øvrigt ligeledes af lovmotiverne. Aflastningen af moderen ud over barselorlovsperioden kan ifølge Kommissionen ligeledes sikres ved at fritage hende for de huslige pligter, som varetages af faderen. Da det også er muligt at nå det tilsigtede mål gennem ikke-diskriminerende lovbestemmelser, kan lovgiver ikke indføre en forskelsbehandling på grundlag af køn.

Kommissionen har anført, at dens opfattelse støttes af forholdene i andre medlemsstater, hvor der sondres skarpt mellem de egentlige, obligatoriske barselorlov og andre familiepolitiske foranstaltninger. Særlige fordele, som på grund af den nye familiesituation indføres fra udløbet af den obligatoriske barselorlov, som udelukkende forbeholdes moderen, bør valgfrit kunne ydes barnets fader eller moder. Domstolen har selv sondret klart mellem på den ene side den »meget vigtige periode« umiddelbart efter barnets fødsel og på den anden side den herefter følgende periode.

Kommissionen har henvist til, at det er på grundlag af disse betragtninger, at den har indledt en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland. Det er imidlertid ikke muligt inden for rammerne af en præjudiciel sag at afsige en direkte og konkret dom om nationale bestemmelsers uforenelighed med fællesskabsretten. Med dette forbehold har Kommissionen foreslået, at det første spørgsmål besvares således:

En national ordning, hvorefter alene moderen ved udløbet af en obligatorisk otte ugers barselorlov umiddelbart efter barnets fødsel har ret til en særlig betalt orlov på fire måneder med det formål i [s. 3063]  det mindste også at give hende mulighed for at passe barnet, er i strid med ligebehandlingsprincippet, jfr. direktiv 76/207/EØF, og omfattes ikke af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3.

Det andet spørgsmål vedrørende direktivets direkte virkning går på fortolkningen af artikel 5 stk. 1, hvorefter ligebehandlingsprincippet skal anvendes på arbejdsvilkårene. Den omhandlede ordning indebærer en forskelsbehandling, da alene moderen har ret til betalt orlov.

Principielt pålægger direktivet blot medlemsstaterne at inkorporere de deri nævnte mål i national ret. Domstolen har imidlertid anerkendt, at de retsundergivne under visse omstændigheder ad rettens vej kan gøre et direktiv, som er ubetinget og tilstrækkelig klart, gældende mod en medlemsstat, som har undladt inden for den fastsatte frist at træffe de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger eller har truffet foranstaltninger, som ikke er i overensstemmelse med direktivet. Domstolen ønsker herved at hindre medlemsstaterne i ved deres passivitet at berøve et direktiv dets praktiske virkning, som er fastlagt med bindende virkning. Hidtil er Domstolen ikke blevet anmodet om at tage stilling til virkningen af direktiver til gennemførelse af ligebehandlingsprincippet, da det for de hidtil for Domstolen indbragte sager har vist sig, at de enten kunne afgøres umiddelbart på grundlag af EØF-traktatens artikel 119, eller at der ikke kunne konstateres nogen forskelsbehandling.

Den umiddelbare anvendelighed af et direktiv af denne art rejser særlige problemer. Et sådant direktiv forpligter ganske vist den nationale lovgiver til at undlade enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, men forpligter ikke af den grund lovgiver til at fastsætte bestemte regler eller til at præstere bestemte ydelser. Såfremt der findes bestemmelser, som tilsidesætter forbudet mod forskelsbehandling, har lovgiver normalt flere muligheder for at sikre ligebehandling. Der kan i al fald kun være tale om umiddelbar anvendelighed af princippet, såfremt lovgiver ikke råder over en sådan skønsfrihed, og der kun ved at udvide bestemmelserne til at omfatte personer af det andet køn kan skabes en situation, som er i overensstemmelse med direktivet.

Yderligere må det ifølge Kommissionen ikke glemmes, at de omtvistede retsspørgsmål er genstand for en for Domstolen verserende sag anlagt i medfør af traktatens artikel 169. I denne sag anfægtes de tyske bestemmelser konkret og ikke abstrakt som i den foreliggende sag. Det er nødvendigt at afvente Domstolens dom for at få afklaret, om og i hvilket omfang den nationale lovgiver har tilsidesat fællesskabsretten. I tilfælde af domfældelse skal Forbundsrepublikken fuldt ud rette sig efter dommen og bestræbe sig på at finde en passende løsning for de personer, hvis rettigheder måtte være krænket. Kommissionen har anført, at det ikke for nærværende er fornødent at behandle dette spørgsmål, og foreslået, at Domstolen undlader at besvare det.

##### III — Besvarelse af Domstolens spørgsmål

*Kommissionen,* som af Domstolen vatanmodet om at give en mere detaljeret [s. 3064]  fremstilling af de i de andre medlemsstater gældende lovbestemmelser om barselorlov end dem, der fremgår af 12. udgave af »Sammenlignende tabeller over de sociale sikringsordninger«, samt anføre, om der er konstateret tilsvarende problemer i andre medlemsstater, har forelagt Domstolen en sammenfattende oversigt over de forskellige former for barselorlov (obligatorisk og efter ansøgning) og forældreorlov i de forskellige medlemsstater. Det fremgår af oversigten, at den samlede varighed af den obligatoriske barselorlov svinger fra 12 uger (Grækenland) til 20 uger (Italien), mens varigheden af den egentlige barselorlov direkte efter fødselen svinger fra 6 uger (Grækenland) til 14. uger (Danmark). Foruden i Forbundsrepublikken findes der en frivillig, forlænget barselorlov i Luxembourg, Irland og Det forenede Kongerige. Ordningerne i disse lande kan, for så vidt angår deres opbygning, sammenlignes med den tyske ordning. Følgelig har Kommissionen undersøgt, om der bør indledes en traktatbrudsprocedure mod de pågældende medlemslande. Den er ikke helt klar over, hvorvidt og i hvilket omfang disse nationale ordninger har givet anledning til sager af samme art som de foreliggende hovedsag.

*Parterne i hovedsagen og Forbundsrepublikken Tysklands regering* er blevet anmodet om at redegøre for bevillingen af den forlængede orlov og betalingen af de i loven hertil knyttede dagpenge. Hvilket arbejdsforhold danner grundlag for orloven og moderskabsydelsen? Er det med rette, at Domstolen antager, at orlov og dagpenge ifølge gældende lov er betinget af moderens arbejdsforhold? I bekræftende fald, hvorledes ville stituationen da se ud, hvis der blev givet faderen orlov og dagpenge? Ville disse fordele i så fald blive ydet på grundlag af faderens arbejdsforhold? Hvis dette er tilfældet, hvilke følger ville det da få, hvis moderen ikke var beskæftiget som arbejdstager?

a) *Sagsøgeren i hovedsagen* har anført, at den forlængede orlov og de dertil knyttede dagpenge er betinget af den persons arbejdsforhold, som i henhold til gældende ret har krav på orloven, nemlig moderen. Det er en forudsætning, at hun kan dokumentere, at hun inden for det sidste år inden fødselen har været beskæftiget i en periode af mindst ni måneder, eller at hun har ret til ydelser efter Arbeitsförderungsgesetz. Ifølge gældende retstilstand har moderen ligeledes ret til orlov, hvis hun er arbejdsløs. Denne ret består, uden at hun skal føre bevis for, at hun selv passer barnet. Retten til orlov er ligeledes uafhængig af de for ægtefællen, barnets fader, gældende erhvervsmæssige og sociale forhold. En børnepasningsorlov, som valgfrit tilkommer moderen eller faderen, burde også kun ydes, hvis ansøgeren opfylder der herfor fastsatte betingelser. Ligesom i den gældende ordning bør retten til børnepasningsorlov være uafhængig af den anden forældreparts sociale og erhvervsmæssige forhold. Selv om moderen ikke er beskæftiget som lønmodtager, bør faderen have ret til forældreorlov. Hvis blot en af forældrene er beskæftiget [s. 3065]  som lønmodtager, består der næppe mulighed for børnepasningsorlov, da familiens eneste indtægt ville falde bort, og de gældende dagpenge ville være utilstrækkelige. Selv under den gældende ordning ansøger enlige mødre eller mødre, som er alene om at passe deres barn, sjældnere om forlænget orlov end gifte kvinder, hvis ægtefælle arbejder som lønmodtager.

b) Ifølge *Barmer Ersatzkasse,* sagsøgte i hovedsagen, kan ordlyden af Mutterschutzgesetz sammenholdt med Reichsversicherungsordnung give det indtryk, at den forlængede orlov og de dertil knyttede dagpenge ydes på grundlag af moderens arbejdsforhold. Denne formodning gælder kun rent umiddelbart, og det kan ikke heraf udledes, at der bør indføres en tilsvarende ordning for faderen. Når henses til lovens ånd og hensigt samt lovgivers historiske vilje, fremgår det, at moderens arbejdsforhold ikke er det udslaggivende motiv til orloven og den dertil knyttede ydelse. Ifølge Reichsversicherungsordnung er udbetaling af moderskabsydelsen betinget dels af et bestående arbejdsforhold dels af graviditet. Ifølge regeringens forklarende bemærkninger bør moderen, som er bundet af et arbejdsforhold, i den periode, hvor hun bør skånes, fritages for den dobbelte belastning som moder og lønmodtager. Faderen er ganske vist ligeledes udsat for en dobbeltbelastning, men moderen befinder sig i en anden situation, idet hun stillet over for denne dobbeltbelastning i en svækket fysisk og psykisk tilstand. Ifølge Barmer Ersatzkasse er det med rette, at Bundessozialgericht i dom af 19. oktober 1983 fastslog, at loven om indførelse af den forlængede orlov klart havde til formål at forbedre den kvindelige lønmodtagers helbredstilstand og ikke at sikre barnets pleje og opdragelse. Dette mål er allerhøjst en indirekte tilsigtet bivirkning af loven. Spørgsmålet, om en orlov og den dertil knyttede ydelse, som indføres til fordel for faderen, skal være betinget af dennes arbejdsforhold retter sig først og fremmest til lovgiver og er i medfør af det almindelige ligeretsprincip omfattet af dennes kompetence. Ud fra et socialpolitisk synspunkt bør der ved lov indføres en ordning, hvorefter enten faderen eller moderen har ret til orlov og de dertil knyttede ydelser, men det er ikke tvingende nødvendigt i retlig henseende. Den gældende ordning indebærer ifølge Barmer Ersatzkasse ikke nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling i den i direktiv 76/207 anførte betydning. Da det foregående spørgsmål er besvaret benægtende har Barmer Ersatzkasse fundet det ufornødent at besvare spørgsmålet om følgerne af den af Domstolen opstillede hypotetiske ordning i tilfælde af, at moderen ikke er beskæftiget som lønmodtager.

c) *Forbundsrepublikken Tysklands regering* har anført, at det for at kunne udbetale kontantydelser under graviditetsorloven og selve barselorloven såvel som under den forlængede orlov er en forudsætning, at moderen er part i et arbejdsforhold. Består der ikke et sådant arbejdsforhold, kan moderen logisk ikke fritages for erhvervsmæssig beskæftigelse. Ifølge regeringen er det ikke i strid med dette grundlæggende princip, at de pågældende kontantydelser ligeledes [s. 3066] udbetales til mødre, hvis arbejdsforhold lovligt er opsagt af arbejdsgiveren under graviditetsperioden eller ophører ved udløbet af barselorloven, da disse mødre bør fritages for pligten til igen at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet inden udløbet af en periode på seks måneder efter fødselen. Hvis den som lønmodtager beskæftigede fader havde ret til orlov og kontantydelser, ville det ikke sikre moderen den beskyttelse, som tilstræbes i tysk ret, når moderen ikke selv er part i et arbejdsforhold. Som husmoder kan hun ikke samtidig være erhvervsmæssigt beskæftiget. Såfremt begge forældre er parter i et arbejdsforhold, fritages moderen ved at tage orlov fra de pligter, som påhviler hende ifølge arbejdsforholdet, hvorved hun får mulighed for at komme sig efter graviditeten og fødselen. Formålet med den forlængede orlov er således opfyldt. Såfremt faderen tager orlov, forpligtes moderen til at genoptage sit erhvervsarbejde otte uger efter fødselen. Moderen skånes kun i det omfang, faderen, som er fritaget for erhvervsarbejde, aflaster hende i pasningen og opdragelsen af barnet. Under alle omstændigheder udsættes moderen for den ekstra belastning, som arbejdsforholdet udgør. Den forbedrede beskyttelse af moderen, som tilsigtes ved loven, kan kun opnås, hvis hun de første seks måneder efter fødselen under begrænsning sikres fritagelse for erhvervsarbejde.

Der er givet følgende svar på spørgsmålet, om og hvorfor en forlænget orlov som den her omhandlede, såfremt formålet er at beskytte både moderen og barnet, uden at disse to aspekter kan adskilles, omfattes af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3, når også barnet drager fordel af orloven.

a) *Sagsøgeren i hovedsagen* deler Kommissionens opfattelse, hvorefter man uden forskelsbehandling kan sikre moderen beskyttelse over for en række belastninger, såfremt faderen tager sig af husholdningen og børnepasningen. Den omstændighed, at den forlængede orlov i tilfælde af barnets død enten slet ikke ydes eller falder bort, viser klart, at der er tale om at fritage moderen for en række pligter. Netop denne situation giver lovgiver anledning til at lade retten til orloven bortfalde, hvoraf det kan udledes, at det var lovgivers hensigt at yde orloven med det ene formål, at barnet skal passes.

b) *Kommissionen* har anført, at selv om det antages, at den tyske ordning har det ene udelelige formål at beskytte moderen og sikre barnets pasning, kan ordningen, som begunstiger alene moderen i forbindelse med arbejdsforholdet, kun begrundes, jfr. direktivets artikel 2, stk. 3, hvis det, for at nå det tilsigtede mål, er nødvendigt at udelukke faderen. Hvis lovens eneste formål kunne gennemføres [s. 3067] uden forskelsbehandling på grundlag af køn, bør der lovgives i overensstemmelse hermed. Det er muligt at sikre moderens beskyttelse og barnets pasning, såfremt moderen fritages fra sit erhvervsarbejde og passer barnet. I en situation som den foreliggende er det utilladeligt, at orloven forbeholdes alene moderen, da faderen herved udsættes for forskelsbehandling.

c) *Forbundsregeringen* har gjort gældende, at moderens fritagelse for erhvervsarbejde såvel under barselorloven som under den forlængede orlov ikke blot gavner moderen, men ligeledes barnet. Det forhold, at beskyttelsen af moderen og barnet hænger uløseligt sammen, fremgår klart, hvis man stiller det spørgsmål, om det ville være gavnligt for den nyfødte, hvis moderen var forpligtet til at arbejde de første måneder efter fødselen. Det er således urigtigt at hævde, at den forlængede orlov, fordi den ligeledes gavner barnet, ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen efter direktivets artikel 2, stk. 3.

Da Forbundsrepublikken Tysklands regering havde anført, at lovbestemmelserne om den forlængede orlov blandt andet var begrundet i ønsket om at bevare moderens beskæftigelse, blev den af Domstolen anmodet om at fremlægge statistiske oplysninger om det antal kvinder, som siden udstedelsen af den nye lov har udnyttet retten til den forlængede orlov, og om den betydning, som denne foranstaltning eventuelt har haft for bevarelsen af kvindernes beskæftigelse.

a) Ifølge *forbundsregeringen* har reglerne om den forlængede orlov ikke umiddelbart til formål at sikre moderens beskæftigelse. Bevarelsen af beskæftigelsen er snarere en logisk følge af orlovsordningen. Meddelelse af orlov forudsætter, at stillingen står til rådighed, når arbejdet genoptages. Garantien for arbejdspladsen har også det formål, at moderen kan udnytte retten til orlov. Hvis hun risikerede at miste sit arbejde, ville hun næppe anvende muligheden for at få forlænget orlov. Derfor er beskyttelsen mod afskedigelse udvidet til to måneder efter orlovens udløb. Forbundsregeringen har fremlagt en opstilling over det antal kvinder som i perioden 1980-1983 udnyttede retten til forlænget orlov. Det fremgår heraf, at den del af kvinderne, som i disse fire år udnyttede muligheden for orlov, steg fra 88 % til 96 %.

b) *Sagsøgeren i hovedsagen* har anført, at den forlængede orlov ifølge forbundsregeringen også skulle gøre det lettere for kvinder at bevare deres arbejdsplads. Siden denne orlov blev indført, er der imidlertid sket en stigning af det antal kvinder, som har opgivet deres arbejde efter udløbet af de første seks måneder efter fødselen. Der kan ligeledes rejses tvivl om regeringens argument om, at loven skal sikre kvinder ligestilling på arbejdsmarkedet. Loven tilskynder arbejdsgiverne til at ansætte endnu færre kvinder, da kun kvindelige lønmodtagere har ret til den forlængede orlov. Ved at tvinge moderen til at passe barnet, selv om forældrene måtte have truffet anden beslutning, hindrer loven ligeledes kvinder i at udøve deres erhverv.

[s. 3068]

##### IV — Mundtlig forhandling

I retsmødet den 22. maj 1984 er der afgivet mundtlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen, U. Hofmann, ved advokat Bertelsmann og advokat professor Heide Pfarr, Hamburg, af Forbundsrepublikken Tyskland ved Roeder, af Det forenede Kongeriges regering ved barrister Richard Plender, Inner Temple, og af Kommissionen ved Beschel.

Det forenede Kongeriges regering har først givet en oversigt over de britiske lovbestemmelser og har dernæst gjort gældende, at bestemmelserne i Mutterschutzgesetz ligesom visse bestemmelser i den britiske lovgivning er omfattet af direktivets artikel 2, stk. 3, da bestemmelserne har til formål at beskytte kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Hvis en stat fratages retten til at begrænse bestemmelser af den her omhandlede art til kun at gælde for mødre, vil den undlade at træffe sådanne beskyttelsesforanstaltninger.

Direktiv 76/207 giver ikke borgerne fællesskabsrettigheder, som de kan påberåbe sig ved domstolene, da direktivet ikke fastsætter umiddelbare, ubetingede og nøjagtige forpligtelser. Ganske vist kan et direktiv under visse omstændigheder anvendes umiddelbart på forholdet mellem en borger og en medlemsstat, men derimod aldrig på indbyrdes forhold mellem borgerne.

Ifølge den britiske regering er det med urette, at Kommissionen antager, at en stat eller en borger ifølge en dom i en traktatbrudssag er forpligtet til at yde den person erstatning, som angiveligt har lidt et tab. Borgernes rettigheder afledes ikke af dommen, men af de fællesskabsretlige bestemmelser, som eventuelt måtte være umiddelbart anvendelige. En stats formodede traktatbrud indebærer ikke, at en borgers rettigheder i forhold til en anden borger tilsidesættes.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. juni 1984.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 9. august 1983, indgået til Domstolen den 29. august s.å., har Landessozialgericht Hamburg i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) med henblik på at afgøre, om § 8a i den tyske lov om beskyttelse af mødre (Mutterschutzgesetz) af 18. april 1968 som ændret ved love af 25. juni 1979

[s. 3069]

og 22. december 1981 (BGBl. I 1968, s. 315, 1979 s. 797 og 1981, s. 1523) er forenelig med fællesskabsretten.

2 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren i hovedsagen, Hofmann, er fader til et uden for ægteskab født barn, som han har anerkendt. Efter udløbet af den lovbestemte barselorlov (Schutzfrist) på otte uger, som moderen havde haft krav på efter fødselen, fik han af sin arbejdsgiver bevilget orlov uden løn indtil den dag, hvor barnet blev seks måneder, og i den periode passede han barnet, mens moderen genoptog sit erhvervsarbejde.

3 Samtidig ansøgte han sagsøgte i hovedsagen, Barmer Ersatzkasse, om dagpenge for en periode svarende til den i Mutterschutzgesetz' § 8a hjemlede forlængede barselorlov (Mutterschaftsurlaub) jfr. lovens § 13 sammenholdt med § 200, stk. 4, i Reichsversicherungsordnung.

4 Sagsøgte afslog sagsøgerens ansøgning; sagsøgerens klage herover forblev ligeledes uden resultat. Under en efterfølgende retssag frifandt Sozialgericht Hamburg ved dom af 19. oktober 1982 sagsøgte med den begrundelse, at i henhold til såvel ordlyden af Mutterschutzgesetz' § 8a som lovgivers vilje, har alene mødre ret til den forlængde orlov. Ifølge Sozialgericht ønskede lovgiver ikke at indføre en »forældreorlov«.

5 Sagsøgeren indbragte dommen for Landessozialgericht Hamburg, idet han gjorde gældende, at formålet med at indføre en forlænget orlov i henhold til Mutterschutzgesetz i virkeligheden ikke var at beskytte moderens helbred, men udelukkende at sikre, at moderen skulle passe barnet. Under sagen for Landessozialgericht nedlagde sagsøgeren i første række påstand vedrørende fortolkningen af direktiv 76/207.

6 Da der var opstået tvivl om, hvorvidt de nationale lovbestemmelser om den forlængde orlov, Mutterschaftsurlaub, var forenelige med det nævnte direktiv, tog Landessozialgericht sagsøgerens begæring til følge, så meget mere som retten havede erfaret, at Kommissionen havede anlagt traktatbrudssag mod Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende det samme

[s. 3070]

spørgsmål (sag 248/83). Følgelig har Landessozialgericht forelagt Domstolen følgende to spørgsmål :

> »1. Er det i strid med artiklerne 1, 2 og 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), at alene arbejdende mødre — men derimod ikke, efter aftale mellem forældrene, arbejdende fædre — efter udløbet af en otte ugers barselorlov direkte efter fødselen har ret til en forlænget orlov, til hvis gennemførelse staten yder et nettobeløb på højst 25 DM pr. dag, og som varer, idtil barnet fylder 6 måneder?

> 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er artiklerne 1, 2 og 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF da direkte anvendelige i medlemsstaterne?«

7 Landessozialgericht anførte i forelæggelseskendelsen at sagsøgeren på samme tidspunkt havde indbragt spørgsmålet for Bundesverfassungsgericht under anbringende af, at visse bestemmelser i loven om indførelse af den forlængede orlov var forfatningsstridige, da de var i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, jfr. den tyske grundlovs artikel 3, stk. 2 og 3.

##### Første spørgsmål (ligebehandlingsprincippets rækkevidde og begrænsning)

8 Der skal først foretages en gennemgang af indholdet af de lovbestemmelser om den forlængede barselorlov, som er genstand for den for Landessozialgericht indbragte tvist.

9 I henhold til Mutterschutzgesetz' § 6, stk. 1, må kvinder, der har født, ikke arbejde erhvervsmæssigt før udløbet af en periode på otte uger efter fødselen. Ifølge lovens § 8a har mødre ret til en forlænget orlov, Mutterschaftsurlaub, fortsættelse af barselorloven efter § 6, stk. 1, indtil den dag barnet fylder seks måneder. Moderen skal ansøge om forlænget orlov senest fire uger før udløbet af barselorloven. Retten til forlænget orlov er betinget af, at

[s. 3071]

moderen i en periode på principielt ni måneder inden fødselen har været part i et arbejdsforhold. Hvis barnet dør under orloven, ophører denne principielt tre uger efter barnets død. I henhold til § 9a kan arbejdsgiveren ikke ophæve arbejdsforholdet under den forlængede orlov og i en periode på to måneder efter dennes udløb. Ifølge lovens § 13 har moderen under orloven ret til kontantydelser fra det offentlige svarende til hendes løn, dog højst 25 DM pr. dag efter de på tidspunktet for sagen gældende bestemmelser.

10 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at formålet med de anfægtede lovbestemmelser, modsat barselorloven efter lovens § 6, i virkeligheden ikke er at beskytte moderen af biologiske og lægevidenskabelige grunde, men derimod at beskytte barnet. Sagsøgeren er nået til denne konklusion dels på grundlag af motiverne til loven om indførelse af den forlængede orlov, dels på grundlag af særlige objektive karakteristika i loven. Han har i denne forbindelse navnlig henvist til følgende tre forhold i loven :

- Orloven ophører i tilfælde af barnets død, hvoraf fremgår, at orloven er indført i barnets og ikke i moderens interesse.

- Orloven er frivillig. Det kan således ikke hævdes, at den af biologiske og lægevidenskabelige grunde er tvingende nødvendig.

- Endelig lu-avet om et arbejdsforhold i en minimumsperiode inden fødselen. Den forlængede orlov ydes således ikke i kvindens interesse, da den i så fald burde tilkomme alle kvindelige lønmodtagere uanset tidspunktet for arbejdsforholdets begyndelse.

11 Ifølge sagsøgeren kan man beskytte moderen mod dobbeltbelastningen på grund af fødsel og arbejdsforhold ved foranstaltninger, som ikke indebærer en forskelsbehandling. Det kan eksempelvis ske ved, at faderen ligeledes får ret til orlov, eller at der indføres en forældreorlov, således at moderen fritages for at passe barnet og der for kan genoptage sit erhvervsarbejde ved

[s. 3072]

udløbet af den lovbestemte barselorlov. Spørgsmålet om, hvem der da skal have orlov, bør af hensyn til forbudet mod forskelsbehandling på grundlag af køn overlades til forældrenes afgørelse.

12 Kommissionen, som støtter sagsøgerens opfattelse, har anført, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207, som bemyndiger medlemsstaterne til at opretholde bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab, skal fortolkes restriktivt, for så vidt den fraviger ligebehandlingsprincippet. Da princippet er »en grundrettighed«, må dets anvendelse kun undergives begrænsninger ved bestemmelser, som objektivt er nødvendige til beskyttelse af mødre. Når nationale bestemmelser her også tjener barnets interesse, skal formålet fortrinsvis gennemføres ved ikke-diskriminerende foranstaltninger. I den foreliggende sag kan beskyttelsesformålet efter direktivets artikel 2, stk. 3, lige så vel gennemføres ved at yde faderen orlov og således aflaste moderen i hendes huslige pligter.

13 Kommissionen har henvist til, at den soziale lovgivning i en række medlemsstater udvikler sig i retning af en »forældreorlov« eller »børnepasningsorlov«, som bør foretrækkes frem for en orlov, der forbeholdes moderen. Kommissionen har til hensigt at indlede traktatbrudsprocedure mod en række medlemsstater, som opretholder forskellige former for foranstaltninger, som svarer til den forlængede barselorlov i tysk ret.

14 Forbundsrepublikken Tysklands regering, som støtter Barmer Ersatzkasse, har gjort gældende, at den i de anfægtede lovbestemmelser fastsatte beskyttelse af moderen har til formål at beskytte både moderens og barnets helbred ved at udligne modsætningsforholdet mellem kvindens rolle som moder og hendes situation som lønmodtager. Der består ganske vist ikke enighed om varigheden af den periode, hvor kvinden i særlig grad bør skånes som følge af graviditet og fødsel, men afhængigt af den enkelte kvindes behov er perioden af betydelig længere varighed end den lovbestemte otte ugers barselorlov. Således er den forlængede orlov berettiget ud fra kvindens biologiske egenart, da formålet er at undgå, at moderen straks ved udløbet af den

[s. 3073]

lovbestemte barselorlov tvinges til at tage stilling til, om hun vil genoptage sit erhvervsarbejde. Erfaringen og statistiklæn viser nemlig, at et betydeligt antal kvindelige lønmodtagere under den tidligere ordning blev tvunget til at opgive deres arbejde for at passe deres barn.

15 Over for især sagsøgerens argumenter har Forbundsrepublikken Tysklands regering anført, at den forlængede orlov efter tysk ret tilkommer moderen direkte i fortsættelse af den lovbestemte barselorlov i henhold til Mutterschutzgesetz' §6, stk. 1. Orlovens ophør i tilfælde af barnets død er begrundet af den omstændighed, at moderen nu ikke længere er udsat for en dobbelt-belastning som moder og lønmodtager. At den forlængede orlov er frivillig og kan søges af moderen, er i overensstemmelse med formålet, nemlig at gøre det muligt for kvinden frit at vælge den bedst egnede løsning under hensyntagen til sin helbredsmæssige tilstand og andre familiemæssige og sociale faktorer; herved tilgodeses formålet med orloven, nemlig at skåne moderen, i højere grad end ved andre løsninger, som f.eks. at yde faderen orlov eller at lade børnene passe af andre familiemedlemmer. Endelig kan bestemmelsen om, at der kun tilkommer moderen forlænget orlov, såfremt hun har været part i et arbejdsforhold i en minimumsperiode inden fødselen, forklares ud fra ønsket om at undgå misbrug ved, at gravide kvinder under graviditeten indleder et arbejdsforhold for derved at sikre sig ret til den forlængede orlov og de dertil knyttede dagpenge.

16 Det forenede Kongeriges regering har redegjort for Det forenede Kongeriges sociallovgivning, som indeholder bestemmelser om beskyttelse af moderen, og udtalt sig til støtte for den tyske regerings opfattelse. Den britiske regering har kritiseret det af Kommissionen forfægtede standpunkt og anført, at det indebærer en så restriktiv fortolkning af direktivets artikel 2, stk. 3, at medlemsstaterne afholdes fra at udnytte de i bestemmelsen hjemlede muligheder.

17 Med henblik på besvarelsen af det af Landessozialgericht forelagte spørgsmål er det nødvendigt først at gennemgå de bestemmelser i direktiv 76/207, som der henvises til.

[s. 3074]

18 Formålet med direktivet er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår blandt andet »arbejdsvilkår«, for herved at gennemføre EØF-traktatens socialpolitiske mål, som der henvises til i direktivets tredje betragtning.

19 Med henblik herpå definerer artikel 1 »ligebehandlingspricippet« således, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår. I henhold til artikel 2, stk. 1, indebærer ligebehandlingsprincippet, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«. Ifølge artikel 5, stk. 1, indebærer anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, for så vidt angår arbejdsvilkår, »at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn«. Ifølge artiklens stk. 2 forpligtes medlemsstaterne til at ophæve administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i strid med ligebehandlingsprincippet, eller til at revidere sådanne bestemmelser, »når det beskyttelseshensyn, som oprindelig lå til grund for disse, ikke længere er begrundet«.

20 Artikel 2, stk. 2, 3 og 4, indeholder ud fra forskellige hensyn en række indskrænkninger af det i direktivet fastlagte ligebehandlingsprincip.

21 I henhold til stykke 2, som er uden betydning for den foreliggende sag, er direktivet ikke til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan udelukke sådanne former for erhvervsudølvelse, »for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres«.

22 Stykke 3 bestemmer: »Dette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.«

23 I denne forbindelse skal ligeledes nævnes stykke 4, hvorefter direktivet ikke er til hinder for foranstaltninger til fremme af lige muligheder for mænd og

[s. 3075]

kvinder, »ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker kvindernes muligheder på de i artikel 1, stk. 1, anførte områder«, det vil sige, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, forfremmelse og øvrige arbejdsvilkår.

24 Det fremgår af denne gennemgang, at formålet med direktivet ikke er at regulere spørgsmål vedrørende familiens interne forhold eller at ændre opgavefordelingen mellem forældrene.

25 Yderligeres må det særligt i forbindelse med stykke 3 fremhæves, at direktivet her giver medlemsstaterne ret til at opretholde eller indføre bestemmelser til beskyttelse af kvinder i forbindelse med »graviditet og moderskab«, hvorved det anerkendes, at det i forhold til lighedsgrundsætningen er berettiget at beskytte kvinder i to forbindelser. For det første er der tale om at beskytte kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter fødselen, indtil hun igen fungerer normalt i psykisk og fysisk henseende. For det andet er der tale om at beskytte det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødselen ved at undgå, at forholdet forstyrres ved, at moderen samtidig udøver sit erhvervsarbejde og derved udsættes foren dobbeltbelastning.

26 Principielt må en forlænget barselorlov, som tilkommer kvinden i fortsættelse af en lovbestemt barselorlov, derfor betragtes som en foranstaltning, der er omfattet af artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207, da formålet er at beskytte kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Ud fra dette synspunkt kan en sådan orlov lovligt forbeholdes moderen med udelukkelse af enhver anden person, da alene moderen kan udsættes for det uheldige pres, der ville følge af, at hun for tidligt skulle genoptage arbejdet.

27 Det bemærkes yderligere, at direktivet indrømmer medlemsstaterne et skøn, for så vidt angår de sociale foranstaltninger, de inden for direktivets rammer træffer for at beskytte kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab og for at udligne de faktiske eksisterende vanskeligheder, som kvinder, modsat mænd, har med at bevare beskæftigelsen. Som med rette anført af Det forenede

[s. 3076]

Kongeriges regering er sådanne foranstaltninger snærvert forbundet med den samlede socialsikringsordning i de forskellige medlemsstater. Det kan således fastslås, at medlemsstaterne har en rimelig skønsmargen, for så vidt angår beskyttelsesforanstaltningernes art og de konkrete betingelser for deres gennemførelse.

28 Det følger af det anførte, at det af Landessozialgericht Hamburg forelagte spørgsmål skal besvares således, at artiklerne 1 og 2 og artikel 5, stk. 1 i Rådets direktiv 76/207 skal fortolkes således, at en medlemsstat i fortsættelse af en lovbestemt barselorlov kan give moderen ret til en forlænget orlov, hvis gennemførelse staten støtter ved udbetaling af dagpenge. I henhold til direktivet er medlemsstaterne ikke forpligtet til at give faderen ret til den forlængede orlov, heller ikke selv om forældrene indbyrdes måtte have truffet aftale herom.

29 Da Landessozialgericht's første spørgsmål er besvaret benægtende, er det andet spørgsmål vedrørende virkningen af direktiv 76/207, såfremt en medlemsstat tilsidesætter bestemmelserne heri, blevet genstandsløst.

##### Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikkens regering og Kommissionen, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Landessozialgericht Hamburg ved kendelse af 9. august 1983, for ret:

[s. 3077]

Artiklerne 1 og 2 og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, skal fortolkes således, at en medlemsstat i fortsættelse af en lovbestemt barselorlov kan give moderen ret til en forlænget orlov, hvis gennemførelse staten støtter ved udbetaling af dagpenge. I henhold til direktivet er medlemsstaterne ikke forpligtet til at give faderen ret til den forlængede orlov, heller ikke selv om forældrene indbyrdes måtte have truffet aftale herom.

Mackenzie Stuart

Koopmans

Bahlmann

Galmot

Pescatore

O'Keeffe

Bosco

Due

Everling

Kakouris

Joliét

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juli 1984.

Justitssekretæren

efter bemyndigelse

H. A. Rühl

Ekspeditionssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

===== FIL: praksis/celex-61984cj0170.md =====

# EU-Domstolen, 13. maj 1986, sag 170/84

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61984cj0170.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61984cj0170.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1986:204

Kommentarens titel: Deltidsansattes pension og objektiv begrundelse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 og 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En virksomheds udelukkelse af deltidsansatte fra pension stred mod artikel 119, hvis den ramte langt flere kvinder end mænd, medmindre objektive, kønsuafhængige forhold begrundede den. Et ønske om færre deltidsansatte kunne kun begrunde ordningen, hvis midlerne svarede til virksomhedens virkelige behov og var egnede og nødvendige. Artikel 119 pålagde efter det historiske svar ikke i sig selv arbejdsgiveren at indrette pensionsbetingelserne efter ansattes særlige familiemæssige vanskeligheder.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Pr42–43 og konklusion3 om familieforpligtelser er artikel119 og daværende EU-ret, ikke nutidig generel undtagelse

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 7 (lov/1.md), § 1, afsnit 12 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 13 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 19 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61984CJ0170

DOMSTOLENS
DOM 13. maj 1986[^*]

I sag 170/84

angående en anmodning, som Bundesarbeitsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Bilka-Kaufhaus GmbH

mod

Karin Weber von Hartz

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann og R. Joliét, dommerne G. Bosco, O. Due, Y. Galmot og C. Kakouris,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman

efter at der er afgivet indlæg af:

- sagsøgeren i hovedsagen, Bilka-Kaufhaus GmbH, ved advokaterne K. H. Koch, J. Burkardt og G. Haberer, Frankfurt am Main,

- sagsøgte i hovedsagen, Karin Weber von Hartz, ved advokat H. Thon, Frankfurt am Main,

- Det forenede Kongeriges regering ved S. H. Hay, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og

- Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved J. Pipkorn og M. Beschel, den juridiske tjeneste, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. oktober 1985,

afsagt følgende

### DOM

(Sagsfremstillingen udelades)

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 5. juni 1984, indgået til Domstolen den 2. juli 1984, har Bundesarbeitsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af nævnte traktats artikel 119.

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag mellem Bilka-Kaufhaus GmbH (herefter benævnt Bilka) og den tidligere ansatte Karin Weber von Hartz vedrørende hendes adgang til pension under den tillægspensionsordning, som Bilka har indført for sine ansatte.

3 Det fremgår af sagen, at Bilka, som er en del af en koncern af varehuse i Forbundsrepublikken Tyskland og beskæftiger flere tusinde personer, for flere år siden har indført en tillægspensionsordning (herefter benævnt virksomhedspensionsordning) for sine ansatte. Denne ordning, som er ændret flere gange, betragtes som en integrerende del af arbejdskontrakterne mellem Bilka og de ansatte.

4 Efter den version, der har været i kraft siden den 26. oktober 1973, er de deltidsansatte kun omfattet af denne ordning, for så vidt som de har arbejdet på fuld tid i mindst 15 år ud af et samlet tidsrum på 20 år.

[s. 1622]

5 Weber var ansat som ekspeditrice hos Bilka fra 1961 til 1976. Efter at have arbejdet på fuld tid valgte hun at arbejde på deltid fra den 1. oktober 1972, og indtil ansættelsesforholdet ophørte. Da hun ikke havde arbejdet i mindst 15 år på fuld tid, nægtede Bilka hende virksomhedspension.

6 Weber anfægtede lovligheden heraf ved de tyske arbejdsretlige instanser, idet hun blandt andet gjorde gældende, at virksomhedens pensionsordning tilsidesatte princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, som er fastslået i EØF-traktatens artikel 119. Hun anførte i den forbindelse, at kravet om, at den ansatte skal have været beskæftiget på fuld tid i en vis periode for at opnå virksomhedspension, er til ugunst for kvindelige arbejdstagere, som i højere grad end deres mandlige kolleger vælger deltidsarbejde for at tage sig af deres familie og børn.

7 Bilka har derimod hævdet, at virksomheden ikke kan beskyldes for at have tilsidesat princippet om lige løn, eftersom der lå objektivt begrundede økonomiske hensyn til grund for beslutningen om at udelukke deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning. Bilka har i den forbindelse fremhævet, at fuldtidsbeskæftigelse i forhold til deltidsbeskæftigelse er forbundet med lavere ekstraomkostninger og gør det muligt at udnytte personalet i hele butiksåbningstiden. Under henvisning til statistiske oplysninger vedrørende den koncern, som Bilka er en del af, har virksomheden gjort gældende, at 81,3% af de virksomhedspensioner, der blev udbetalt indtil 1980, blev udbetalt til kvinder, skønt disse kun udgør 72% af personalet. Disse oplysninger viser, at den omtvistede ordning ikke medfører nogen forskelsbehandling på grundlag af køn.

8 Sagen mellem Weber og Bilka førte til en revisionsankesag ved Bundesarbeitsgericht, som besluttede at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

> »1) Foreligger der en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 119 i form af ’indirekte forskelsbehandling’, dersom en varehusvirksomhed, der overvejende beskæftiger kvinder, undtager deltidsansatte fra sin overenskomstmæssige pensionsordning, skønt denne undtagelse rammer uforholdsmæssigt flere kvinder end mænd?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende : a) Kan virksomheden begrunde denne ringere stilling med, at den tilsigter at beskæftige færrest mulige deltidsansatte, selv om driftsøkonomiske hensyn ikke taler for en sådan personalepolitik inden for varehusområdet? b) Skal virksomheden udforme sin pensionsordning således, at der i fornødent omfang tages hensyn til de særlige vanskeligheder, som består for arbejdstagere med familieforpligtelser, med hensyn til opfyldelse af betingelserne for at få udbetalt pension fra virksomheden?«

9 I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Bilka, Weber, Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.

#### Artikel 119's anvendelighed

10 Det forenede Kongeriges regering har indledningsvis gjort gældende, at de betingelser, som arbejdsgiveren kræver, at de ansatte skal opfylde, for at få adgang til en virksomhedspensionsordning som den, den nationale ret sigter til i sine spørgsmål, ikke henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

11 Til støtte for denne opfattelse har den nævnt dommen af 15. juni 1978 (Defrenne, sag 149/77, Sml. s. 1365), hvori Domstolen har udtalt, at artikel 119 kun vedrører problemet om forskelsbehandling med hensyn til mandlige og kvindelige arbejdstageres løn, og at den nævnte artikel ikke kan udstrækkes til også at omfatte andre aspekter af ansættelsesforholdet, selv om der er tale om aspekter, der kan have økonomisk betydning for de berørte.

12 Det forenede Kongeriges regering har også henvist til dommen af 16. februar 1982 (Burton, sag 19/81, Sml. s. 555), hvori Domstolen har statueret, at en påstået forskelsbehandling, der skyldes, at aldersbetingelserne for at opnå en godtgørelse ved frivillig fratræden er forskellige for mænd og kvinder, ikke falder ind under artikel 119's anvendelsesområde, men under anvendelsesområdet for Rådets

[s. 1624]

direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

13 Under den mundtlige forhandling har Det forenede Kongeriges regering desuden henvist til forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der er forelagt Rådet af Kommissionen den 5. maj 1983 (EFT C 134, s. 7). Ifølge regeringen viser den omstændighed, at Kommissionen har ment, at den burde forelægge et sådant forslag, at erhvervstilknyttede pensionsordninger af den type, som den nationale ret har for øje, ikke er omfattet af artikel 119, men af artiklerne 117 og 118, således at anvendelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder på dette område er betinget af, at institutionerne vedtager særlige bestemmelser.

14 Kommissionen har derimod gjort gældende, at den virksomhedspensionsordning, den nationale ret sigter til, er omfattet af begrebet løn i artikel 119, stk. 2's forstand. Den har til støtte for sin opfattelse henvist til dommen af 11. marts 1981 (Worringham, sag 69/80, Sml. s. 767).

15 Ved løsningen af det fortolkningsproblem, der er rejst af Det forenede Kongeriges regering, må det erindres, at i henhold til artikel 119, stk. 1, er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. I stk. 2 definerer artikel 119 begrebet løn således, at der ved løn i denne artikel forstås »den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

16 I dommen af 25. maj 1971 (Defrenne, sag 80/70, Sml. 1971, s. 109) har Domstolen undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt en alderspension, som tildeles i henhold til den sociale sikring, er en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet indirekte modtager fra arbejdsgiveren, jfr. artikel 119, stk. 2.

[s. 1625]

17 Domstolen har besvaret dette spørgsmål benægtende ud fra den betragtning, at selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring ikke principielt kan udelukkes fra begrebet løn, ses dette begreb, som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke at kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere.

18 I den forbindelse bemærkede Domstolen, at de sociale sikringsordninger sikrer arbejdstagerne ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser, således at den arbejdsgiverne påhvilende andel i finansieringen af sådanne systemer ikke kan anses for at udgøre en direkte eller indirekte betaling til arbejdstageren i artikel 119, stk. 2's forstand.

19 Det må derfor undersøges, om det resultat, Domstolen er nået til i ovennævnte dom, også gælder i det tilfælde, som den nationale ret har for øje.

20 Det bemærkes, at selv om den virksomhedspensionsordning, hovedsagen vedrører ; — som det fremgår af sagen — er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat af den tyske lovgiver for ordninger af denne type, har den sin ļ oprindelse i en overenskomst mellem Bilka og repræsentanterne for de ansatte, hvorefter de sociale ydelser, som skal betales i medfør af de almindeligt gældende nationale regler, suppleres af ydelser, der udelukkende finansieres af arbejdsgiveren.

21 Den omstændighed, at den nævnte ordning og reglerne i forbindelse hermed som anført ovenfor betragtes som en integrerende del af arbejdskontrakterne mellem Bilka og de ansatte, viser også, at den omtvistede ordning har sin oprindelse i en overenskomst og ikke i en lov.

[s. 1626]

22 Heraf følger, at den virksomhedspensionsordning, hovedsagen vedrører, ikke er en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som følge heraf undtaget fra artikel 119's anvendelsesområde, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfør af den omtvistede ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jfr. artikel 119, stk. 2.

23 Det tilfælde, den nationale ret sigter til, er derfor omfattet af artikel 119.

#### Det første spørgsmål

24 Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om den personalepolitik, der følges af en varehusvirksomhed, og som består i at udelukke de deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning, er en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 119, når denne udelukkelse rammer et meget større antal kvindelige end mandlige arbejdstagere.

25 Ved besvarelsen af dette spørgsmål må der henvises til dommen af 31. marts 1981 Qenkins, sag 96/80, Sml. s. 911).

26 I denne dom har Domstolen undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt en lønpolitik, der består i at fastsætte en lavere timeløn for deltids- end for fuldtidsarbejde, er forenelig med artikel 119.

27 En sådan politik kan sammenlignes med den, den nationale ret sigter til i nærværende sag, i betragtning af, at Bilka — selv om virksomheden ikke fastsætter forskellig timeløn for deltidsansatte og fuldtidsansatte — kun yder ansatte i den anden kategori en virksomhedspension. Da en sådan pension som fastslået ovenfor er omfattet af begrebet løn i artikel 119, stk. 2, er den samlede løn, som Bilka betaler fuldtidsansatte, højere ved det samme antal arbejdstimer end den, der betales til deltidsansatte.

[s. 1627]

28 Derfor gælder det resultat, som Domstolen nåede til i dommen af 31. marts 1981, også for nærværende sag.

29 Heraf følger, at hvis det skulle vise sig, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end af mænd arbejder på fuld tid, vil udelukkelsen af deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning være i strid med traktatens artikel 119, når denne foranstaltning — under hensyntagen til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde på fuld tid — ikke kan forklares ved faktorer, der udelukker en forskelsbehandling på grundlag af køn.

30 Hvis virksomheden imidlertid kan godtgøre, at dens lønpolitik kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn, kan der ikke påvises nogen overtrædelse af artikel 119.

31 Den nationale rets første spørgsmål må derfor besvares med, at en varehusvirksomhed, som udelukker deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning, overtræder EØF-traktatens artikel 119, når denne foranstaltning rammer et meget større antal kvinder end mænd, medmindre virksomheden godtgør, at den nævnte foranstaltning kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Spørgsmål 2 a)

32 Med det andet spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om de grunde, Bilka har angivet som forklaring på sin lønpolitik, kan betragtes som »objektivt begrundede økonomiske grunde«, jfr. dommen af 31. marts 1981, når en sådan politik ikke er nødvendig af hensyn til varehusvirksomhedernes interesser.

33 Bilka har i sit indlæg gjort gældende, at udelukkelsen af deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning udelukkende har til formål at gøre deltidsbeskæftigelse mindre attraktiv. Bilka har i den forbindelse fremhævet, at deltidsansatte normalt vægrer sig ved at arbejde sidst på eftermiddagen og om lørdagen. For at sikre, at

[s. 1628]

der er et tilstrækkeligt antal ansatte til stede på disse tidspunkter, er det derfor nødvendigt for virksomheden at gøre fuldtidsarbejde mere tiltrækkende end deltidsarbejde ved kun at give fuldtidsansatte adgang til virksomhedens pensionsordning. Bilka udleder heraf, at virksomheden på grundlag af ovennævnte dom af 31. marts 1981 ikke kan anklages for at have tilsidesat artikel 119.

34 Med hensyn til de grunde, Bilka har påberåbt sig som begrundelse for den omtalte udelukkelse, har Weber anført, at Bilka ikke er forpligtet til at ansætte deltidsansatte, og at virksomheden, hvis den beslutter sig hertil, ikke er beføjet til senere at begrænse pensionsrettighederne for disse ansatte, hvis rettigheder allerede er begrænset som følge af den kortere arbejdstid.

35 Ifølge Kommissionen er den omstændighed, at det kan påvises, at arbejdsgiveren ved at indføre en bestemt lønpolitik, som faktisk er en forskelsbehandling af kvindelige ansatte, forfølger andre formål end forskelsbehandling af kvinder, ikke tilstrækkelig til at udelukke en overtrædelse af artikel 119. Kommissionen mener, at arbejdsgiveren — for at en sådan lønpolitik er berettiget i henhold til denne bestemmelse — skal anføre objektive økonomiske grunde, der står i forbindelse med virksomhedens drift, således som Domstolen har fastslået i sin dom af 31. marts 1981. Det må desuden undersøges, om den omhandlede lønpolitik er nødvendig og proportional med de formål, arbejdsgiveren forfølger.

36 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder, at afgøre, om, og i hvilket omfang de grunde, en arbejdsgiver anfører som forklaring på indførelse af en lønpolitik, som finder anvendelse uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer flere kvinder end mænd, kan betragtes som objektivt begrundede økonomiske grunde. Hvis den nationale ret konstaterer, at de midler, Bilka har valgt, er i overensstemmelse med virksomhedens virkelige behov, er egnede til at opnå det mål, den forfølger, og er nødvendige herfor, er den omstændighed, at de omhandlede foranstaltninger rammer et meget større antal kvindelige end mandlige arbejdstagere, ikke tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 119.

37 Den nationale rets spørgsmål 2 a) må derfor besvares med, at en varehusvirksomhed i henhold til artikel 119 kan begrunde indførelsen af en lønpolitik, der medfører, at deltidsansatte — uanset køn — udelukkes fra virksomhedens pensionsordning, med, at den tilsigter at beskæftige færrest mulige ansatte i denne

[s. 1629]

kategori, når det godtgøres, at de midler, der er valgt for at opnå dette mål, er i overensstemmelse med virksomhedens virkelige behov, er egnede til at opnå dette mål og er nødvendige herfor.

#### Spørgsmål 2 b)

38 Til slut har den nationale ret i spørgsmål 2 b) spurgt, om arbejdsgiveren i medfør af traktatens artikel 119 er forpligtet til at udforme virksomhedens pensionsordning for de ansatte således, at der tages hensyn til, at de familiemæssige byrder, der hviler på de kvindelige ansatte, forhindrer dem i at opfylde betingelserne for at gøre krav på en sådan pension.

39 Weber har i sit indlæg gjort sig til talsmand for, at dette spørgsmål besvares bekræftende. Hun har gjort gældende, at de uheldige virkninger, det har for kvinderne, at de deltidsansatte udelukkes fra virksomhedens pensionsordning, i det mindste bør afbødes ved, at arbejdsgiveren forpligtes til at betragte de perioder, hvori de kvindelige ansatte har måttet opfylde deres familiemæssige forpligtelser, som perioder med fuldtidsarbejde.

40 Ifølge Kommissionen pålægger princippet i artikel 119 derimod ikke arbejdsgiverne at tage hensyn til de familiemæssige forpligtelser, der påhviler de ansatte, når de indfører en virksomhedspensionsordning for disse. Et sådant formål bør efter Kommissionens opfattelse forfølges gennem foranstaltninger truffet i medfør af artikel 117. Den har i den forbindelse henvist til det endnu ikke vedtagne forslag til Rådets direktiv om frivilligt deltidsarbejde, forelagt den 4. januar 1982 (EFT C 62, s. 7) og ændret den 5. januar 1983 (EFT C 18, s. 5).

41 Det bemærkes, at artikel 119's anvendelsesområde — som det er antaget i ovennævnte dom af 15. juni 1978 — kun vedrører problemet om forskelsbehandling med hensyn til mandlige og kvindelige arbejdstageres løn. Derimod omhandles problemerne i forbindelse med andre ansættelses- og arbejdsvilkår generelt i andre bestemmelser i fællesskabsretten, blandt andet traktatens artikler 117 og 118, under synsvinklen harmonisering af medlemsstaternes sociale ordninger og tilnærmelse af deres lovgivninger på dette område.

[s. 1630]

42 Det falder uden for artikel 119's anvendelsesområde at pålægge en forpligtelse af den type, den nationale ret har omtalt i sit spørgsmål, og der er på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin heller ikke noget andet grundlag herfor.

43 Den nationale rets spørgsmål 2 b) må derfor besvares med, at artikel 119 ikke bevirker, at en arbejdsgiver er forpligtet til at udforme sin pensionsordning for de ansatte således, at der tages hensyn til de særlige vanskeligheder for ansatte med familiemæssige forpligtelser i forbindelse med konstateringen af, om de betingelser, der giver ret til en sådan pension, er opfyldt.

#### Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt af Bundesarbeitsgericht ved kendelse af 5. juni 1984, for ret:

1) En varehusvirksomhed, som udelukker deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning, overtræder EØF-traktatens artikel 119, når denne foranstaltning rammer et meget større antal kvinder end mænd, medmindre virksomheden godtgør, at den nævnte foranstaltning kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) I henhold til artikel 119 kan en varehusvirksomhed begrunde indførelsen af en lønpolitik, der medfører, at deltidsansatte — uanset køn — undtages fra virksomhedens pensionsordning, med, at den tilsigter at beskæftige færrest mulige ansatte i denne kategori, når det godtgøres, at de midler, der er valgt for at opnå dette mål, er i overensstemmelse med virksomhedens virkelige behov, er egnede til at opnå dette mål og er nødvendige herfor.

3) Artikel 119 bevirker ikke, at en arbejdsgiver er forpligtet til at udforme sin pensionsordning for de ansatte således, at der tages hensyn til de særlige vanskeligheder for ansatte med familiemæssige forpligtelser i forbindelse med konstateringen af, om de betingelser, der giver ret til en sådan pension, er opfyldt.

Mackenzie Stuart

Koopmans

Everling

Bahlmann

Joliét

Bosco

Due

Galmot

Kakouris

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. maj 1986.

P. Heim

Justitssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Tysk.

===== FIL: praksis/celex-61984cj0222.md =====

# EU-Domstolen, 15. maj 1986, sag 222/84

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61984cj0222.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61984cj0222.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Johnston

ECLI: ECLI:EU:C:1986:206

Kommentarens titel: Effektiv domstolsprøvelse og kønsbetingede undtagelser i polititjenesten

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Adgang til beskæftigelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-adgang.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En myndighedserklæring måtte ikke afskære domstolsprøvelse af betingelserne for en undtagelse fra ligebehandling. Artikel 6 i direktiv 76/207 gav en ret til reel domstolsadgang, som kunne påberåbes mod staten. Hensyn til offentlig sikkerhed skulle vurderes inden for direktivets undtagelser. Ved alvorlige, hyppige angreb kunne det efter artikel 2, stk. 2, være et afgørende erhvervskrav, at bevæbnede politifunktioner blev udført af mænd; den nationale ret skulle prøve forudsætningerne og proportionaliteten. Kvinders særlige beskyttelse efter artikel 2, stk. 3, omfattede derimod ikke almindelige politirisici, som ikke var særlige for kvinder. Artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, og artikel 4 kunne påberåbes mod en offentlig arbejdsgiver; en national undtagelse ud over artikel 2, stk. 2, kunne ikke opretholdes. Det sidste traktatspørgsmål krævede herefter ikke et svar.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen angår det historiske ligebehandlingsdirektiv 76/207, ikke direktiv 2023/970 eller et lønkravs størrelse. Den godkender ikke automatisk eller generelt mægling, forligskrav eller danske kompetenceregler. Påstanden om horisontal direkte virkning i partsindlæg er ikke dommens resultat; den konkrete påberåbelse angår staten/offentlig myndighed. Direkte virkning af artikel 14 afgøres ikke her. Hovedsagens udfald og erstatning til Johnston fastsættes ikke af EU-Domstolen, og sagens øvrige erhvervs-/sikkerhedsundtagelser bliver ikke artikel 14-regler.

Bruges i kommentaren: § 4 a, afsnit 10 (lov/4a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61984CJ0222

Domstolen dom
15. maj 1986[^*]

I sag 222/84

angående en anmodning, som Industrial Tribunal of Northern Ireland, Belfast, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Marguerite Johnston

mod

Chief Constable of the Royal Ulster Constabulary

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder (EFT L 39, s. 40) og af EØF-traktatens artikel 224,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann og R. Joliét, dommerne O. Due, Y. Galmot, C. Kakouris og T. F. O'Higgins,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: P. Heim

efter at der er afgivet indlæg af:

- Marguerite Johnston under skriftvekslingen og den mundtlige forhandling ved A. Lester, QC, og barrister D. Smyth, bistået af Murphy, Kerr & Co, solicitors,

- Det forenede Kongerige, under skriftvekslingen ved S. J. Hay fra Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af A. Campbell, Senior [s. 1664]  Crown Counsel, og barrister R. Plender, og under den mundtlige forhandling ved F. Jacobs, QC, og barrister R: Plender,

- kongeriget Danmark, der kun har afgivet mundtligt indlæg, ved L. Mikaelsen,

- Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, under skriftvekslingen og den mundtlige forhandling ved ledende juridisk konsulent A. Toledano Laredo og J. Currall, Kommissionens juridiske tjeneste,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. januar 1986,

afsagt følgende

### DOM

#### Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt de indlæg, der er indgivet i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:

##### I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

###### A — Faktiske omstændigheder

1. Royal Ulster Constabulary, det nordirske politi, ledes af Chief Constable (herefter benævnt »politidirektøren«). I henhold til Police Act (Northern Ireland) 1970 har politidirektøren kompetence til at ansætte reservepolitibetjente ved Royal Ulster Constabulary Reserve (herefter benævnt »reservekorpset«). Ansættelses- og arbejdsvilkårene for medlemmerne af reservekorpset omhandles i Royal Ulster Constabulary Reserve (Appointment and Conditions of Service) Regulations (Northern Ireland) 1973 (SR & O 1973 nr. 83). I henhold til regulativets punkt 4 kan ansættelse kun ske, såfremt visse krav til vandel, sundhedstilstand og førlighed er opfyldt. Politidirektøren kan ansætte reservebetjente på heltid; disse betegnes som »de heltidsansatte i reservekorpset«.

Hverken 1973-regulativet eller ansættelsesvilkårene for de heltidsansatte i reservekorpset sondrer for så vidt angår arbejdsopgaverne mellem mænd og kvinder på noget punkt, der har betydning for nærværende sag. De første reservebetjente blev ansat i reservekorpset i 1970. I 1973 blev de første kvindelige betjente ansat i reservekorpset. De første ansættelser på heltid i reservekorpset skete i 1972; de første heltidsansættelser af kvinder i reservekorpset fandt sted i 1974.

[s. 1665]

Fra 1972 er ansættelser på heltid i reservekorpset sket i henhold til 3-årige kontrakter. Indtil 1977 fik såvel kvindelige som mandlige ansatte ved kontrakternes udløb tilbudt nye kontrakter med heltidsansættelse for yderligere tre år, såfremt deres tjenstlige forhold havde været tilfredsstillende, og de fortsat var tjenstligt egnede.

2. Mens politibetjente i England og Wales i almindelighed er ubevæbnede — bortset fra under særopgaver — og det ikke er almindelig politik at nægte kvindelige betjente adgang til oplæring i betjening og brug af skydevåben eller at udelukke dem fra at udføre tjeneste, hvorunder det er nødvendigt at bære skydevåben, har direktøren for Royal Ulster Constabulary fastlagt en anden politik i Nordirland på grund af den terroristvirksomhed, som igennem en række år er udøvet dér. Et stort antal politibetjente er blevet myrdet, og det har på denne baggrund vist sig umuligt at nå det mål, at politiet løser sine opgaver som et ubevæbnet korps, således som det er tilfældet i de øvrige dele af Det forenede Kongerige.

Mandlige betjente bærer skydevåben under udførelsen af deres almindelige arbejdsopgaver. Derimod tildeles kvindelige betjente i Royal Ulster Constabulary kun i undtagelsestilfælde — og kvindelige reservebetjente aldrig — skydevåben, og kvinder modtager ikke oplæring i betjening og brug af skydevåben. Denne politik, hvorefter kvindelige politbetjente ikke har adgang til at bære skydevåben, har politidirektøren begrundet med, at dersom kvindelige betjente var bevæbnet, ville der være større risiko for, at de ville blive attentatmål. Efter politidirektørens opfattelse ville bevæbnede kvindelige politibetjente endvidere arbejde mindre effektivt inden for en række områder, hvor kvinder er særligt egnede, navnlig socialt prægede arbejdsopgaver, der indebærer kontakt med familier og børn. Politidirektøren har endelig anført, at dersom både mænd og kvinder bærer skydevåben under udførelsen af deres normale arbejdsopgaver, vil offentligheden betragte dette som en langt større afvigelse fra idealet om et ubevæbnet politikorps.

180 mandlige betjente fra Royal Ulster Constabulary og dettes reservekorps har mistet livet som følge af terroristvirksomhed siden 1969; heraf var 59 i forvejen blevet personligt udvalgt som attentatmål. Inden for samme tidsrum er to kvindelige betjente blevet dræbt, men i intet tilfælde har attentatet særligt været rettet mod den pågældende.

3. I 1980 besluttede politidirektøren, at kontrakter med de kvindelige heltidsansatte i reservekorpset ikke skulle forlænges, medmindre de pågældendes arbejdsopgaver kun kunne varetages af en kvindelig ansat. Begrundelsen for beslutningen var følgende: Royal Ulster Constabulary rådede på det pågældende tidspunkt over et antal kvindelige ansatte, der var tilstrækkeligt til at udføre de opgaver, der normalt varetages af kvindelige betjente. De eneste arbejdsopgaver, som gjorde det nødvendigt at ansætte nye medarbejdere på heltid i reservekorpset, var almindelige politiopgaver. En væsentlig del af disse bestod i opgaver inden for sikkerhedsområdet, såsom vagt- og ledsagetjeneste, der ofte medfører brug af skydevåben. Efter politidirektørens føromtalte politik vedrørende bevæbning af kvindelige betjente i Royal Ulster Constabulary med skydevåben måtte kvinder ikke deltage i udførelsen af sådanne opgaver.

Efter den omhandlede beslutning har kvinder ikke — bortset fra et enkelt tilfælde — fået tilbudt kontrakt om heltidsansættelse i reservekorpsets gruppe af heltidsansatte. Mænd har som hidtil fået tilbudt kontrakter vedrørende ansættelse på heltid i reservekorpset.

4. Marguerite Johnston blev i marts 1974 ansat i Royal Ulster Constabulary som reservepolitibetjent på deltid. I november 1974 blev hun ansat på heltid i reservekorpset i henhold til en 3-årig kontrakt. Ved kontraktens udløb indgik hun en ny 3-årig ansættelseskontrakt, der udløb i november 1980.

[s. 1666]

Indtil november 1980 gjorde Johnston tjeneste ved politistationen i Newcastle og varetog de almindelige opgaver, der udføres af uniformerede politibetjente; hun gjorde således tjeneste som fungerende vagthavende, deltog i det kørende patruljearbejde, hvorunder hun førte politipatruljevognen, samt deltog i visitering af personer, der blev indbragt på stationen. Hun bar ikke våben under udførelsen af disse arbejdsopgaver, men når hun arbejdede uden for stationen, var hun i almindelighed ledsaget af en bevæbnet mandlig betjent fra reservekorpsets gruppe af heltidsansatte.

I november 1980 ønskede politidirektøren ikke at tilbyde Johnston en ny kontrakt vedrørende heltidsansættelse.

Hun blev senere ansat på deltid i reservekorpset, hvor hun nu arbejder som assistent i radio- og teletjenesten. Hendes løn er forholdsvis lavere end den løn, hun modtog som heltidsansat i reservekorpset.

Det er uomtvistet, *at* Johnston var en effektiv og værdsat medarbejder i reservekorpsets gruppe af heltidsansatte, *at* hun var blevet fortrolig med politiets opgaver og arbejdsform, *at* hendes kontrakt vedrørende heltidsansættelse ikke blev forlænget som følge af politidirektørens nye politik med hensyn til heltidsansatte kvinder i reservekorpset, samt *at* politidirektøren ville have tilbudt hende en ny kontrakt vedrørende heltidsansættelse, såfremt hun havde været en mand.

###### B — Nationale bestemmelser om forskelsbehandling på grundlag af køn

I Nordirland indeholder Sex Discrimination (Northem Ireland) Order 1976-SI 1976 nr. 1042 (NI 15) (bekendtgørelse om forskelsbehandling på grundlag af køn) bestemmelser om afskaffelse af forskelsbehandling på grundlag af køn og gennemfører princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

I henhold til artikel 8, stk. 1, litra c), i Sex Discrimination Order er det ulovligt i forbindelse med besættelse af en stilling at øve forskelsbehandling over for en kvinde ved at afslå eller bevidst at undlade at tilbyde hende beskæftigelse. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), er det ulovligt at øve forskelsbehandling over for en kvinde som følge af de vilkår, hvorunder der gives hende mulighed for at opnå forfremmelse, forflyttelse eller efteruddannelse eller som følge af betingelserne for at opnå andre goder, fordele eller ydelser, eller ved at foreholde hende eller bevidst undlade at tilbyde hende disse goder.

Det fremgår af artikel 10, stk. 1, i Sex Discrimination Order, at de førnævnte bestemmelser ikke finder anvendelse på beskæftigelser, hvorom det med føje kan antages, at de kun kan udøves af en mand. I henhold til artikel 10, stk. 2, er dette alene tilfældet, såfremt »en beskæftigelse efter sin art af andre fysiologiske grunde end styrke og udholdenhed forudsættes varetaget af en mand, eller når dette kræves af hensyn til troværdigheden af sceniske præstationer eller andre former for underholdning, idet den pågældende beskæftigelse ville få en væsentlig anden karakter, såfremt den blev udført af en kvinde«.

Politiet omhandles udtrykkeligt i Sex Discrimination Order. Det anføres i artikel 19, stk. 1, at stillingen som politibetjent skal anses for et ansættelsesforhold, og i henhold til artikel 19, stk. 2, må der ikke gøres forskel på mænd og kvinder i de regulativer, der udstedes med hjemmel i Police Aet (Northern Ireland) 1970, bortset fra kravene til legemshøjde samt bestemmelserne om uniform og udrustning såvel som om kontant tillæg i stedet for uniform og udrustning.

Ifølge artikel 53 i Sex Discrimination Order viger bestemmelserne i dennes afsnit III (der omfatter artikel 8) for enhver foranstaltning, [s. 1667]  der træffes af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden. Artikel 53, stk. 2, bestemmer, at dersom ministeren for Nordirland udsteder en erklæring, hvorefter en foranstaltning er begrundet i et af de nævnte hensyn, skal det hermed anses for endeligt bevist, at disse betingelser er opfyldt.

###### C — Retsforhandlingerne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

1. Den 27. november 1980 anlagde Johnston sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun påstod sin og politidirektørens retsstilling fastlagt for så vidt angik spørgsmålene om:

- hendes fortsatte heltidsbeskæftigelse inden for reservekorpsets stab af heltidsansatte;

- adgangen til uddannelse i betjening og brug af skydevåben;

- afvisningen af at give hende lejlighed til at gøre tjeneste i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige orden; samt

- erstatning.

Til støtte for påstanden påberåbte Jonhston sig Sex Discrimination Order 1976 og gjorde herved gældende, at:

- politidirektøren havde udøvet ulovlig forskelsbehandling over for hende, for så vidt som han i strid med artikel 8, stk. 1, litra c), havde afvist eller bevidst undladt at tilbyde hende fortsat ansættelse på heltid i reservekorpsets stab af heltidsansatte, samt at

- politidirektøren havde udøvet ulovlig forskelsbehandling over for hende, for så vidt som han i strid med artikel 8, stk. 2, litra a), havde nægtet hende adgang til efteruddannelse vedrørende betjening og brug af skydevåben samt nægtet hende adgang til at gøre tjeneste i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige orden.

2. Inden det første retsmøde i sagen udstedte ministeren for Nordirland i henhold til artikel 53 i Sex Discrimination Order en erklæring, hvori det anførtes, at beslutningen om, at der ikke skulle tilbydes Johnston heltidsansættelse i reservekorpset var begrundet i hensynet til at værne statens sikkerhed og opretholde den offentlige orden.

Johnston erkendte under sagens behandling ved Industrial Tribunal, at udstedelsen af den pågældende erklæring efter bestemmelserne i Sex Discrimination Order isoleret betragtet indebar, at hun blev frataget enhver retsbeskyttelse. Hun gjorde imidlertid gældende, at hun kunne støtte ret på bestemmelserne i direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Industrial Tribunal afsagde kendelse om, at sagen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 skulle forelægges Domstolen, men udsatte indtil videre formuleringen af spørgsmålene. Politidirektøren kærede denne kendelse, som blev stadfæstet af Lord Chief Justice for Nordirland, Lord Lowry. Derefter kærede politidirektøren til den nordirske Court of Appeal.

Appelretten udsatte behandlingen af sagen med henblik på fornyet procedure ved Industrial Tribunal vedrørende sagens realitet. Politidirektøren erkendte, at han ikke kunne frifindes med hjemmel i artiklerne 10 og 19 i Sex Discrimination Order, og han påberåbte sig EØF-traktatens artikel 224. Industrial Tribunal fandt, at sidstnævnte indsigelse rejste yderligere spørgsmål om fortolkningen af fællesskabsretten, og at disse måtte forelægges Domstolen i medfør af EØF-traktatens artikel 177.

Den 13. oktober 1983 stadfæstede appelretten den af Lord Chief Justice for Nordirland afsagte kendelse, som var påkæret af politidirektøren.

[s. 1668]

3. Ved kendelse af 8. august 1984 har Industrial Tribunal forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

1) Skal Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, EFT 1976 L 39, s. 40 (herefter benævnt »direktivet«), fortolkes således, at en medlemsstat under de omstændigheder, der fremgår af den af parterne tiltrådte sagsfremstilling i sagen, fra direktivets anvendelsesområde kan undtage tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår adgang til beskæftigelse, såfremt det er begrundet i hensynet til statens sikkerhed eller sker for at opretholde den offentlige ro og orden?

2) Skal direktivet fortolkes således, at et ansættelsesforhold, i henhold til hvilket en person under de omstændigheder, der fremgår af den af parterne tiltrådte sagsfremstilling i sagen, er heltidsansat med ret til at bære våben i et reservepolitikorps, respektive modtager oplæring i betjeningen og brugen af skydevåben med henblik på en sådan beskæftigelse, falder ind under de former for erhvervsudøvelse, respektive udgør en af de dertil førende uddannelser, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres, jfr. artikel 2, stk. 2?

3) Hvilke principper og kriterier skal medlemsstaterne lægge til grund ved afgørelsen af, om »udøverens køn er afgørende«, jfr. artikel 2, stk. 2, for a) den »erhvervsudøvelse«, der foretages af en bevæbnet ansat i et sådant korps, respektive for b) »de dertil førende uddannelser«, det være sig på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres?

4) Dersom en politidirektør, der i henhold til loven har ansvaret for ledelsen af et politikorps samt fører tilsyn med dette, følger den politik, at kvindelige ansatte i det pågældende korps ikke må bære skydevåben, kan dette forhold da under de i sagsfremstillingen anførte omstændigheder anses som en »bestemmelse vedrørende beskyttelse af kvinder«, jfr. artikel 2, stk. 3, eller en »administrativt ... [fastsat] bestemmelse« begrundet i »beskyttelseshensyn«, jfr. direktivets artikel 3, stk. 2, litra c)?

5) Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende: hvilke principper og kriterier skal medlemsstaterne lægge til grund ved afgørelsen af, om »beskyttelseshensynet« er »begrundet«, jfr. artikel 3, stk. 2, litra c)?

6) Kan sagsøgeren under den foreliggende sags omstændigheder ved medlemsstaternes nationale domstole støtte ret på princippet om ligebehandling som fastslået i de pågældende direktivbestemmelser?

7) Såfremt spørgsmål 6 besvares bekræftende: a) Skal EØF-traktatens artikel 224 fortolkes således, at medlemsstaterne i tilfælde af alvorlige indre uroligheder, der forstyrrer den offentlige orden, kan gøre undtagelse fra enhver forpligtelse, der i henhold til direktivet ellers ville påhvile enten dem eller de arbejdsgivere, som befinder sig inden for deres højheds-område? b) Kan en privat i bekræftende fald støtte ret på den omstændighed, at en medlemsstat ikke har rådført sig med andre medlemsstater for at opnå, at den pågældende medlemsstat undlader at bringe EØF-traktatens artikel 224 i anvendelse?

[s. 1669]

###### D — Skriftvekslingen ved Domstolen

Den af Industrial Tribunal afsagte forelæggelseskendelse er registreret på Domstolens justitskontor den 4. september 1984. I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Johnston ved Anthony Lester, QC, og David Smyth, bistået af Murphy, Kerr & Co, solicitors, af Det forenede Kongeriges regering ved S. J. Hay, som befuldmægtiget, bistået af Anthony Campbell, Senior Crown Counsel, og Richard Plender, samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent Armando Toledano Laredo og Julian Currall, Kommissionens juridiske tjeneste.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

##### II — Skriftlige indlæg for Domstolen

###### 1. Johnston's indlæg

Johnston har vedrørende det *første spørgsmål* anført, at hensynet til at værne statens sikkerhed og opretholde den offentlige orden alene kan begrunde en undtagelse fra det grundlæggende ligebehandlingsprincip, for så vidt som en sådan undtagelse har hjemmel i artikel 2, stk. 2, i direktiv 76/207/EØF. Spørgsmålet, om visse former for erhvervsudøvelse er af en sådan art eller udføres under sådanne forhold, at udøverens køn er afgørende, kan alene afgøres konkret. Den nævnte bestemmelse giver ikke hjemmel for en generel dispensation, der ikke er begrundet i konkrete former for erhvervsudøvelse eller i disses art eller de forhold, under hvilke de udføres, men alene er motiveret med henvisning til, at den pågældende foranstaltning, der indebærer forskelsbehandling, er truffet for at værne statens sikkerhed eller opretholde den offentlige orden. Hvis det var sådant, ville en medlemsstat ensidigt kunne fastlægge bestemmelsens rækkevidde uden fællesskabsinstitutionernes kontrol (dom af 4. december 1974 i sag 41/74, Van Duyn mod Home Office, Sml. s. 1337).

Det *andet spørgsmål* kan efter sagsøgerens opfattelse ikke besvares så generelt, som det er stillet. Spørgsmålet, om heltidsansættelse som bevæbnet reservepolitibetjent kan anses for omfattet af direktivets artikel 2, stk. 2, afhænger af de arbejdsopgaver, der konkret udføres i forbindelse med ansættelsesforhold af den omhandlede art. Johnston udførte sit arbejde fuldt tilfredsstillende, og hendes køn var ikke afgørende. Den omstændighed, at reservepolitibetjente efter politidirektørens bestemmelse medførte våben, indebar i sig selv hverken en ændring af arten af sagsøgerens arbejdsopgaver eller af de forhold, hvorunder de blev udført. Det har ikke på noget tidspunkt været fremme, at hun som kvinde skulle være uegnet til at modtage oplæring i betjening og brug af skydevåben, og der var således ikke tale om et tilfælde, hvor »en beskæftigelse efter sin art af... fysiologiske grunde ... forudsættes udført af en mand«, jfr. kriteriet i artikel 10 i Sex Discrimination Order. En beskæftigelse som omhandlet under nærværende sag kan således efter sagsøgerens opfattelse alene anses for omfattet af direktivets artikel 2, stk. 2, såfremt politibetjentens køn er afgørende henset til de konkrete arbejdsopgaver, som en sådan beskæftigelse indebærer; politidirektørens argumentation, der alene har karakter af brede almindelige betragtninger, giver ingen støtte for en sådan antagelse, og synspunktet kan ikke begrunde en så [s. 1670]  vidtrækkende undtagelse som generel udelukkelse af kvinder fra reservekorpset.

For så vidt angår det *tredje spørgsmål* har Johnston anført, at medlemsstaterne ved afgørelsen af, om betingelserne i direktivets artikel 2, stk. 2, er opfyldt, bør have in mente, at bestemmelsen som en begrænsning af en grundlæggende menneskerettighed skal fortolkes indskrænkende. Det påhviler de nationale domstole at efterprøve, om de omhandlede betingelser er opfyldt, og medlemsstaten eller arbejdsgiveren bærer bevisbyrden herfor. En medlemsstat kan alene gøre undtagelse med hensyn til en konkret erhvervsudøvelse og udelukkende begrundet i dennes art eller de forhold, hvorunder den udføres. En undtagelse skal bygge på objektive grunde. Under de omstændigheder, der foreligger i den konkrete sag, kan en politibetjents køn alene anses for »afgørende«, såfremt en konkret beskæftigelse ville ændre karakter, hvis den blev udøvet af en kvinde, eller såfremt de forhold, hvorunder beskæftigelsen udøves, ubetinget tilsiger, at den varetages af en mand, f. eks. for at tilgodese hensynet til den personlige integritet i forbindelse med kropsvisitering. De hensyn, som ministeren har anført i den omhandlede erklæring, og politidirektørens argumenter er utilstrækkelige i så henseende.

Direktivets artikel 2, stk. 3, der omhandles i det *ferde spørgsmål,* og som vedrører bestemmelser angående beskyttelse af kvinder, skal fortolkes indskrænkende, og medlemsstaten eller arbejdsgiveren skal bevise, at betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldt. Formålet med artikel 2, stk. 3, er at hjemle særbehandling af kvinder for at beskytte deres sundhed og velfærd under svangerskab og moderskab, hvorimod den ikke giver grundlag for diskriminerende foranstaltninger, hvorved kvinder — angiveligt som en beskyttelsesforanstaltning — udelukkes fra beskæftigelse. Efter sagsøgerens opfattelse påstår politidirektøren heller ikke selv, at betingelserne i Sex Discrimination Order's bestemmelser om beskyttelse af kvinder konkret er opfyldt. Eftersom ministeren for Nordirland og politidirektøren har henholdt sig til en erklæring udstedt med hjemmel i artikel 53 i Sex Discrimination Order, er de hermed afskåret fra at føre andre hensyn i marken, f. eks. hensynet til beskyttelse af kvinder, som ikke på noget tidspunkt har været fremme i sagen forud for søgsmålet. Under alle omstændigheder går foranstaltningerne videre end det angivne mål tilsiger, for så vidt som de medfører, at kvinder generelt udelukkes fra reservekorpset samt nægtes adgang til oplæring i brug af skydevåben uden hensyn til den enkelte kvindes personlige kvalifikationer. Det er ikke nødvendigt at indføre et almindeligt forbud for at nå dette mål; det omhandlede hensyn kunne være tilgodeset ved hjælp af andre foranstaltninger, der ikke ville ramme kvinder så hårdt, f. eks. ved at give kvinder uddannelse i betjening og brug af skydevåben samt alene benytte politibetjente — af begge køn — med kendskab til betjening og brug af skydevåben i forbindelse med de opgaver, der kræver et sådant kendskab.

Eftersom det fjerde spørgsmål skal besvares benægtende, anser sagsøgeren det for ufornødent at tage stilling til det *femte spørgsmål.* Subsidiært har sagsøgeren anført, at artikel 3, stk. 2, litra c), skal fortolkes indskrænkende. Den pågældende medlemsstat eller arbejdsgiver skal bevise, at der foreligger et legitimt hensyn til beskyttelse af kvinder, og at de anvendte midler er rimelige og nødvendige i dette øjemed.

For så vidt angår det *sjette spørgsmål,* der vedrører spørgsmålet, om en person kan støtte ret på det omhandlede direktiv, har sagsøgeren anført, at artikel 53 i Sex Discrimination Order er i strid med den klare, udtømmende og præcise bestemmelse i [s. 1671]  direktivets artikel 6 og følgelig ikke kan afskære Johnston fra at påberåbe sig de relevante direktivbestemmelser ved de nationale domstole. Politidirektøren og ministeren for Nordirland har konkret ikke optrådt som privatpersoner, men som instanser, der udøver myndighed i henhold til loven eller varetager samfundsinteresser, og direktivet har derfor direkte virkning i forhold til dem. Under alle omstændigheder har de pågældende direktivbestemmelser direkte virkning i forhold til andre private.

Med hensyn til det *syvende spørgsmål,* der vedrører EØF-traktatens artikel 224, har sagsøgeren anført, at medlemsstaterne ikke med hjemmel i denne bestemmelse ensidigt og uden nogen judiciel kontrol kan dispensere for så vidt angår samtlige rettigheder og forpligtelser, der følger af traktaten, navnlig for så vidt angår de grundrettigheder, der er knæsat i fællesskabsretten. Artikel 224 skal fortolkes indskrænkende og finder alene anvendelse, når alle betingelser i henhold til bestemmelsen er opfyldt. En medlemsstat kan udøve et vist skøn ved anvendelsen af kriterierne offentlig orden og alvorlige indre uroligheder, men den har ikke et ganske frit skøn, der unddrager sig enhver prøvelse ved de nationale retter og domstole. Det påhviler dernæst medlemsstaten at bevise, at vedkommende særforanstaltning er truffet af de i artikel 224 anførte grunde, og at de anvendte foranstaltninger er rimelige og nødvendige i det pågældende øjemed. Medlemsstaten skal rådføre sig med de andre medlemsstater, idet medlemsstaterne forudsættes at træffe foranstaltninger i fællesskab. Under alle omstændigheder, såfremt en stat påberåber sig den nævnte traktatbestemmelse, kan en person, der anser sig for krænket, ved en national domstol påberåbe sig enhver tilsidesættelse af betingelserne i artikel 224 for herved at sikre lige partsbeføjelser og legalitetsprincippet.

###### 2. Indlag fra Det forenede Kongeriges regering

Til det *første spørgsmål* har Det forenede Kongeriges regering anført, at direktiv 76/207/EØF principielt ikke omfatter de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at værne statens sikkerhed og opretholde den offentlige orden, og medlemsstaterne kan bestemme, at ligebehandlingsprincippet viger, hvor disse hensyn gør sig gældende. Dette følger først og fremmest af princippet om, at direktivet skal fortolkes i lyset af traktatens bestemmelser og almindelige retsgrundsætninger. EØF-traktaten begrænser ikke selv medlemsstaternes beføjelse til at træffe de foranstaltninger, som de måtte anse for nødvendige eller hensigtsmæssige af de nævnte grunde, hvilket fremgår af beskyttelsesklausulerne i artiklerne 36, 48, 56, 66, 223 og 224. Det er utænkeligt, at et direktiv skulle kunne fortolkes således, at det begrænser denne beføjelse for medlemsstaterne, som traktaten selv anerkender uden begrænsning. En fortolkning af direktivet i lyset af dets formål og opbygning fører til samme resultat, eftersom direktivets mål — som efter betragtningerne til direktivet er at forebygge vanskeligheder for det fælles markeds funktion som følge af eventuelle konkurrencemæssige skævheder i forbindelse med afskaffelsen af forskelsbehandling samt at gennemføre Fællesskabets sociale mål — ikke nødvendigvis forudsætter en begrænsning af medlemsstaternes beføjelse i så henseende. Under omstændigheder som dem, der foreligger i Nordirland, kan en medlemsstat derfor i det øjemed at værne statens sikkerhed og opretholde den offentlige orden med føje bestemme, at foranstaltninger som truffet af politidirektøren ikke omfattes af den nationale lovgivning om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

[s. 1672]

Til det *andet spørgsmål* har Det forenede Kongeriges regering anført, at de omstændigheder, hvorunder en beskæftigelse udøves, efter direktivets artikel 2, stk 2, tillægges væsentlig betydning, idet spørgsmålet, om en person er egnet til en given beskæftigelse, i lige så høj grad kan bero på sådanne omstændigheder som på kvalifikationskravene i stillingen. I henhold til artikel 2, stk. 2, bestemmer medlemsstaterne, hvilke former for erhvervsudøvelse, der bør falde uden for direktivets anvendelsesområde, og de har herved et frit skøn. I forbindelse med fortolkningen af direktivet samt fastlæggelsen af dettes anvendelsesområde bør Domstolen og medlemsstaterne søge at forene lighedsprincippet med andre modstående hensyn. Det retsspørgsmål, der konkret er forelagt Domstolen, nemlig om en beskæftigelse som den under sagen omhandlede under de af den nationale domstol beskrevne omstændigheder kan anses for en form for erhvervsudøvelse, for hvilken udøverens køn er afgørende, må herefter — når henses til de lige så grundlæggende hensyn til statens sikkerhed — besvares bekræftende.

For så vidt som der med det *tredje spørgsmål* ønskes en nærmere angivelse af de principper og kriterier, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om »udøverens køn er afgørende«, jfr. direktivets artikel 2, stk. 2, har Det forenede Kongeriges regering anført, at en sådan opregning ikke er mulig. Kriterierne farves såvel af karakteren af vedkommende beskæftigelse som af de forhold, hvorunder den udføres. Med henblik på at tilgodese ligebehandlingsprincippet samtidig med hensynet til statens sikkerhed og den offentlige orden bør medlemsstaten tage stilling til, om det henset til de fysiologiske forskelle mellem kønnene eller på grund af de forskelle, der normalt gøres mellem de to køn, er nødvendigt at behandle personer forskelligt på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse eller uddannelse. I denne forbindelse kan forskellen i fysisk styrke tages i betragtning som et moment, der indebærer en øget risiko for tyveri af skydevåben, lige så vel som man kan tage hensyn til, hvorledes offentligheden sandsynligvis vil reagere, såfremt væbnede kvindelige politibetjente viser sig på gaderne, eller såfremt de bliver mål for attentater eller udfører arbejde i forbindelse med familier og børn. Det er sådanne kriterier, som politidirektøren lagde til grund.

Med hensyn til det i direktivets artikel 2, stk. 3, omhandlede begreb »bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder«, der berøres i det *fjerde spørgsmål,* har Det forenede Kongeriges regering anført, at dette begreb, som nærmere belyses ved ordene »administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser« i artikel 3, stk. 2, litra c), omfatter den politik, som politidirektøren følger i forbindelse med udøvelsen af sine beføjelser i henhold til loven. Formålet med denne politik er at beskytte kvinder, idet man undgår, at de bliver mål for attentater. Begrebet »beskyttelse af kvinder« begrænses ikke ved henvisningen til svangerskab og moderskab, hvilket klart fremgår af artikel 3, stk. 2, litra c), da det er usandsynligt, at bestemmelser om moderskab eller svangerskab ikke til enhver tid skulle være motiveret af et legitimt »beskyttelseshensyn«. Det tilkommer ikke Domstolen at tage stilling til, om politidirektøren med føje har fulgt den omhandlede politik. Efter regeringens opfattelse kunne politidirektøren i en periode med alvorlige forstyrrelser med føje indtage det standpunkt, at kvinders fysiske styrke samt deres kulturelle og sociale stilling var faktorer, der begrundede gennemførelsen af en foranstaltning vedrørende beskyttelse af kvinder.

Det forenede Kongeriges regering har anført, at det ikke er muligt som ønsket med det *femte spørgsmål* at give en udtømmende opregning af de kriterier, der skal lægges til grund ved anvendelsen af artikel 3, stk. 2, litra c). Imidlertid kan man ved [s. 1673]  fortolkningen af den nævnte bestemmelse med fordel sammenligne med den inden for ILO (Den internationale Arbejdsorganisation) vedtagne konvention nr. 111 vedrørende forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhvervsudøvelse (25. juni 1958, *United Nations Treaty Series,* bind 362, s. 31), i henhold til hvilken der fortsat kan træffes særlige beskyttelsesforanstaltninger til fordel for kvinder under nærmere angivne omstændigheder (moderskab), på nærmere angivne tidspunkter (om natten) eller vedrørende visse former for beskæftigelse (under jorden), selv om disse beskæftigelser også er belastende og farlige for mænd. Efter konventionen kan en stat opretholde bestemmelser, hvis formål er at beskytte kvinder, for så vidt det efter den almindelige opfattelse blandt andre stater eller inden for vedkommende befolkning anerkendes, at personer af dette køn har behov for en særlig beskyttelse eller støtte. I henhold til artikel 8, stk. 4, litra b), i Den europæiske Socialpagt skal der fastsættes bestemmelser om, at kvindelige arbejdstagere ikke må beskæftiges ved arbejde, der er uegnet for dem på grund af dets farlige, usunde eller belastende karakter. Med henblik på at beskytte kvinder kan en medlemsstat følgelig tage hensyn til en foreliggende undtagelsestilstand og dennes karakter såvel som til belastninger eller faremomenter i forbindelse med den pågældende beskæftigelse samt til, at kvinder efter den almindelige opfattelse har behov for en særlig beskyttelse eller støtte.

Det forenede Kongeriges regering har vedrørende det *sjette spørgsmål* — som efter regeringens opfattelse dog kan lades ubesvaret — anført, at de relevante bestemmelser i direktivet ikke er tilstrækkeligt præcise og ubetingede til at have direkte virkning. Sammenholdt med de efterfølgende direktivbestemmelser samt på baggrund af sagens omstændigheder fremstår artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, som betingede og upræcise bestemmelser, for så vidt som enhver medlemsstat er beføjet til at udelukke visse former for erhvervsudøvelse eller til at revidere de gældende ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser med hjemmel i artikel 9, stk. 2, hvorved de kriterier, der skal lægges til grund i forbindelse med udøvelsen af de nævnte beføjelser, ikke angives nærmere i direktivet, hvilket heller ikke er muligt i form af en opregning. Under alle omstændigheder kan en person ikke påberåbe sig de omhandlede direktivbestemmelser over for en arbejdsgiver. For så vidt angår den foreliggende sag har regeringen anført, at politidirektøren i henhold til forfatningen er uafhængig af staten, samt at han optræder som arbejdsgiver, der afgør, om en konkret person skal ansættes. Direktivet har ikke direkte virkning for sådanne retsforhold, idet der i så fald ville opstå en ubegrundet og ulogisk forskel mellem den offentlige og den private sektor samt mellem medlemsstaterne, afhængigt af om erhvervsudøvelse af samme karakter henføres til den offentlige eller den private sektor.

Med hensyn til EØF-traktatens artikel 224, der omhandles i det *syvende spørgsmål,* har regeringen anført, at det tilkommer medlemsstaten at afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes i tilfælde af alvorlige uroligheder. Situationen i Nordirland må klart betragtes som et tilfælde af alvorlige indre uroligheder, der truer opretholdelsen af den offentlige orden. Det skader ikke det fælles markeds funktion, at der følges en politik, hvorefter alene mænd anvendes til politiopgaver, hvorunder der bæres våben. Private kan dernæst ikke afskære en medlemsstat fra at påberåbe sig artikel 224 under anbringende af, at staten ikke har rådført sig med andre medlemsstater. Sanktionen i tilfælde af en uhjemlet anvendelse af artikel 224 fremgår af artikel 225. Artikel 224 tillægger ikke private nogen ret til at afskære medlemsstaterne fra at udøve de beføjelser, som bestemmelsen giver dem.

###### 3. Kommissionens indlag

Kommissionen har for det første anført, at de situationer, hvor der med hjemmel i artikel 2, stk. 2 og 3, i direktiv 76/207/EØF kan dispenseres fra forbudet mod forskelsbehandling mellem mænd og kvinder — [s. 1674]  nemlig hvor dette er begrundet i de pågældende beskæftigelsers eller faglige uddannelsers art eller i de forhold, hvorunder de udføres, eller begrundet i hensynet til beskyttelse af kvinder — ikke foreligger i nærværende sag. Disse bestemmelser indeholder ingen udtrykkelig henvisning til statens sikkerhed eller opretholdelsen af den offentlige orden. Disse situationer omhandler EØF-traktaten imidlertid i *artikel 224,* og det kan således ikke afvises, at der kan gøres undtagelse fra ligebehandlingsprincippet enten i medfør af direktivets egne bestemmelser eller med hjemmel i EØF-traktatens artikel 224.

Direktivet skal fortolkes i lyset af EØF-traktatens artikel 224. Kommissionen vil ikke afvise, at situationen i Nordirland på det under sagen omhandlede tidspunkt — 1980 — gav hjemmel for at anvende denne bestemmelse under henvisning til »alvorlige indre uroligheder, der forstyrrer den offentlige orden«. Af de nedenfor anførte grunde anser Kommissionen det imidlertid ikke for nødvendigt at tage stilling til, om en privat kan påberåbe sig, at Det forenede Kongerige ikke på noget tidspunkt har rådført sig med de andre medlemsstater i dette spørgsmål. Eftersom EØF-traktatens artikel 224 finder anvendelse, er det ikke ubetinget nødvendigt at tage stilling til direktivets egne undtagelsesbestemmelser. I denne forbindelse har Kommissionen imidlertid anført, at selv om der ikke hjemles nogen udtrykkelig undtagelse under hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden, kan sådanne hensyn alligevel tale for, at visse former for erhvervsudøvelse forbeholdes personer af det ene af de to køn. Kommissionen hælder derfor til den opfattelse, at en principbeslutning, hvorefter kvinder ikke udstyres med våben, og hvorefter visse former for erhvervsudøvelse forbeholdes mænd udstyret med våben, kan anses for lovlig under de i Nordirland givne forhold, samt at en sådan politik kan gennemføres for at beskytte kvinder.

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at det hverken i henhold til EØF-traktatens artikel 224 eller i henhold til direktivet selv er lovligt at gøre undtagelse fra et grundlæggende fællesskabsretligt princip ved en administrativ bestemmelse som hjemlet ved Sex Discrimination Order, der ikke kan påklages eller prøves ved domstolene. Af artikel 224 følger under alle omstændigheder en pligt til at gennemføre rådslagninger. Der skal navnlig kunne udøves en domstolskontrol for så vidt angår undtagelserne til direktivet, hvilket helt undtagelsesfrit fremgår af direktivets artikel 6. Domstolsprøvelsen kan derfor ikke afskæres under påberåbelse af hensynet til statens sikkerhed eller den offentlige orden. Det er ikke tilstrækkeligt, at en medlemsstat angiveligt har truffet en foranstaltning med hjemmel i en undtagelsesbestemmelse i traktaten eller i den afledede ret, men medlemsstaten skal bevise, at betingelserne herfor er opfyldt, hvilket Domstolen kan efterprøve.

I sammenhæng med traktatens artikel 224 skal det ikke alene bevises, at de trufne beslutninger skyldes de herskende forhold, men tillige at de udgør en herved nødvendig modforanstaltning, samt at proportionalitetsprincippet er overholdt. Der kan i så henseende drages en sammenligning med undtagelsesbestemmelserne i EØF-traktatens artikler 36 og 48, stk. 3, der ikke tillægger medlemsstaterne uindskrænket kompetence inden for et bestemt område. Den omstændighed, at der foreligger en undtagelsessituation som omhandlet i artikel 224, berettiger derfor ikke i sig selv en medlemsstat til uden nogen som helst domstolscensur at fravige et grundlæggende fællesskabsretligt princip. I den foreliggende sag må der således i lyset af proportionalitetsprincippet tages stilling til, hvorvidt det under de i 1980 foreliggende omstændigheder var nødvendigt og lovligt ikke alene at udelukke kvindelige politibetjente fra visse arbejdsopgaver, men tillige at afskedige dem eller afslå at forlænge deres kontrakter. På [s. 1675]  grundlag af hvad der hidtil er oplyst i sagen, finder Kommissionen det ikke godtgjort, at man ikke i det mindste kunne have ladet Johnston varetage opgaver, der ikke forudsatte bevæbning, således som det havde været tilfældet under hendes tjeneste igennem seks år i reservekorpsets gruppe af heltidsansatte.

For så vidt angår det *andet spørgsmål* har Kommissionen anført, at efter det af den nationale ret oplyste vedrørende de omstændigheder, hvorunder arbejdsopgaverne udføres — men ikke efter beskæftigelsens art — kan beskæftigelse på heltid som bevæbnet reservepolitibetjent samt oplæring i betjening af skydevåben anses for omfattet af direktivets artikel 2, stk. 2. Kommissionen har i denne forbindelse bemærket, at kønnet ikke anses for afgørende andetsteds i Det forenede Kongerige. Forskellen ligger således i de forhold, hvorunder politiet arbejder og uddannes.

Med hensyn til det *tredje spørgsmål* har Kommissionen afstået fra at angive en udtømmende række kriterier og alene anført følgende: en undtagelse kan ikke begrundes ud fra en stillings almindelige karakter, men kun i stillingens konkrete arbejdsopgaver. Man kunne således have ladet Johnston varetage sådanne politiopgaver, der ikke forudsætter bevæbning. En sådan løsning må antages at følge af proportionalitetsprincippet. Det samme gælder med hensyn til udelukkelsen fra visse former for uddannelse med henblik på særlige opgaver.

På baggrund af den foreliggende sags omstændigheder skal det *fjerde spørgsmål* efter Kommissionens opfattelse besvares bekræftende, i det mindste for så vidt angår direktivets artikel 3, stk. 2, litra c), der udtrykkeligt omhandler administrativt fastsatte bestemmelser.

Med hensyn til det *femte spørgsmål* har Kommissionen afstået fra at angive en udtømmende række kriterier, der skal lægges til grund ved anvendelsen af direktivets artikel 3, stk. 2, litra c), men anført, at de hensyn, der har begrundet et forbud eller en begrænsning for så vidt angår beskæftigelse af kvinder inden for et givet erhverv, kan miste deres berettigelse, såfremt de sociale og tekniske forhold, der lå til grund herfor, ændres. For så vidt angår den konkrete sag må beskyttelseshensynet sandsynligvis stadig anses for berettiget, så længe det fortsat er væsentligt vanskeligere at opretholde den offentlige orden i Nordirland end i resten af Det forenede Kongerige.

Vedrørende det *sjette spørgsmål* har Kommissionen anført, at politidirektøren ikke kan støtte ret på den af ministeren for Nordirland udstedte erklæring. En medlemsstat kan ikke i strid med direktivets artikel 6 under henvisning til en bestemmelse i national ret fratage de retsundergivne adgangen til at påberåbe sig de nationale gennemførelsesbestemmelser til direktivet. Ministerens erklæring kan derfor ikke lægges til grund. Den nationale domstol kan herefter i det hele træffe afgørelse i sagen efter national ret, og sagen kan således pådømmes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om direktivet indeholder nogen anden bestemmelse, som private umiddelbart kan støtte ret på for en national domstol.

Det i det *spørgsmål syv,* litra a), omhandlede problem opstår ikke, eftersom direktivets artikel 6 er den eneste bestemmelse, der finder anvendelse i nærværende sag. Medlemsstaten kan ikke under henvisning til EØF-traktatens artikel 224 frigøre sig for fællesskabsinstitutionernes kontrol eller anfægte privates ret til at anlægge sag ved de nationale domstole. Spørgsmål syv, litra b), skal ligeledes besvares benægtende, eftersom den af ministeren for Nordirland udstedte erklæring ikke kan lægges til grund, og det tilkommer herefter den nationale ret at træffe realitetsafgørelsen i hovedsagen.

[s. 1676]

##### III — Mundtlig forhandling

Der er i retsmødet den 9. oktober 1985 afgivet mundtlige indlæg af Johnston ved A. Lester, QC, og barrister D. Smyth, af Det forenede Kongerige ved F. Jacobs, QC, og barrister R. Plender, af den danske regering ved L. Mikaelsen og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved A. Toledano Laredo og J. Currall.

Den *danske regerings* indlæg drejede sig alene om fortolkningen af EØF-traktatens artikel 224. Efter regeringens opfattelse kan enhver fællesskabsretlig forskrift suspenderes med hjemmel i denne bestemmelse, der giver medlemsstaterne et meget vidt skøn. En medlemsstat kan — bortset fra tilfælde af misbrug — i så henseende udøve sit skøn uden nogen domstolskontrol. De beføjelser, som bestemmelsen tillægger medlemsstaterne, skal fortolkes udvidende.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. januar 1986.

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 8. august 1984, indgået til Domstolen den 4. september 1984, har Industrial Tribunal of Northern Ireland, Belfast, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder (EFT L 39, s. 40) samt vedrørende EØF-traktatens artikel 224.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Marguerite I. Johnston og Chief Constable, direktøren for det nordirske politi, Royal Ulster Constabulary. Politidirektøren er den myndighed, der har beføjelse til at ansætte reservepolitibetjente ved Royal Ulster Constabulary Reserve (herefter benævnt »reservekorpset«) i Nordirland, herunder ansætte på heltid i reservekorpsets gruppe af heltidsansatte på grundlag af 3-årige kontrakter, der kan forlænges. Tvisten vedrører politidirektørens afslag på at forlænge Johnston's kontrakt som heltidsansat i reservekorpset samt på at give hende uddannelse i betjening og brug af skydevåben.

[s. 1677]

3 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at bestemmelserne for reservekorpset — Royal Ulster Constabulary Reserve (Appointment and Conditions of Service) Regulations (NI) 1973 — der regulerer ansættelsesbetingelserne og arbejdsvilkårene for så vidt angår reservekorpset, ikke gør nogen forskel på mænd og kvinder af betydning for sagen. Det fremgår endvidere af artiklerne 10 og 19 i bekendtgørelsen, Sex Discrimination (Northern Ireland) Order 1976 (SI 1976 nr. 1042 (NI 15)), der indeholder bestemmelser om afskaffelse af forskelsbehandling på grundlag af køn og gennemfører princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, at forbudet mod forskelsbehandling omfatter beskæftigelse inden for politiet, og at mænd og kvinder ikke må behandles forskelligt inden for dette område, bortset fra kravene til legemshøjde samt bestemmelserne om uniform og udrustning såvel som om kontant tillæg i stedet for uniform og udrustning. I henhold til artikel 53, stk. 1, i Sex Discrimination Order har denne bekendtgørelses forbud mod forskelsbehandling imidlertid ingen gyldighed i forhold til

> »foranstaltninger, der træffes af hensyn til statens sikkerhed eller til den offentlige orden«.

Det anføres dernæst i den nævnte artikels stk. 2, at

> »dersom ministeren, eller den der handler på hans vegne, udsteder en erklæring, hvorefter en i erklæringen omtalt foranstaltning er begrundet i et af de hensyn, der nævnes i stk. 1, skal det hermed anses for endeligt bevist, at det anførte hensyn lå til grund for den pågældende foranstaltning«.

4 I Det forenede Kongerige bærer politibetjente normalt ikke skydevåben under udførelsen af deres opgaver, bortset fra særopgaver, og der gøres i så henseende ingen forskel på mænd og kvinder. Under indtryk af de mange attentater, som politibetjente har været offer for i Nordirland igennem årene, anså politidirektøren det ikke for muligt at opretholde denne ordning. Han bestemte, at inden for Royal Ulster Constabulary og dettes reservekorps skulle mænd medføre skydevåben under udførelsen af deres normale opgaver, hvorimod kvinder ikke ville blive udstyret med våben og heller ikke ville modtage oplæring i betjening og brug af skydevåben.

[s. 1678]

5 På den anførte baggrund fandt politidirektøren i 1980, at Royal Ulster Constabulary rådede over et antal kvindelige ansatte, der var tilstrækkeligt til at udføre de opgaver, der normalt varetages af kvindelige betjente. Idet politiets almindelige arbejdsopgaver hyppigt indebærer tjeneste, hvorunder det er nødvendigt at bære våben, indtog politidirektøren det standpunkt, at sådanne opgaver ikke længere skulle varetages af kvinder, og han besluttede, at der ikke længere skulle tilbydes kontrakter — eller forlængelse af kontrakter — til kvinder i reservekorpsets gruppe af heltidsansatte, medmindre de pågældende skulle udføre arbejdsopgaver, der alene blev varetaget af kvindelige ansatte. Efter at denne beslutning var truffet, fik ingen kvinder tilbud om kontrakt — eller om forlængelse af kontrakt — som heltidsansat i reservekorpset, bortset fra i ét tilfælde.

6 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Johnston fra 1974-1980 var ansat i reservekorpsets stab af heltidsansatte. Herunder havde hun fuldt tilfredsstillende varetaget de almindelige opgaver, der udføres af uniformerede politibetjente; hun gjorde således tjeneste som fungerende vagthavende, deltog i det kørende patruljearbejde, hvorunder hun førte politipatruljevognen, samt deltog i visitering af personer, der blev indbragt på stationen. Hun bar ikke våben under udførelsen af disse arbejdsopgaver, og når hun arbejdede uden for stationen, var hun i almindelighed ledsaget af en bevæbnet mandlig betjent fra reservekorpsets gruppe af heltidsansatte. I 1980 ønskede politidirektøren ikke at tilbyde Johnston en ny kontrakt på baggrund af den førnævnte nye politik vedrørende kvindelige heltidsansatte i reservekorpset.

7 Johnston anlagde sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun gjorde gældende, at det som udtryk for denne nye politik givne afslag på at forlænge hendes kontrakt og på at give hende uddannelse i betjening af skydevåben indebar en ulovlig forskelsbehandling i strid med Sex Discrimination Order.

8 Under sagen for Industrial Tribunal fremlagde politidirektøren en erklæring udstedt af ministeren for Nordirland, hvori denne som medlem af Det forenede Kongeriges regering i medfør af artikel 53 i Sex Discrimination Order erklærede, at »den af Royal Ulster Constabulary trufne beslutning om, at der ikke skal tilbydes Marguerite I. Johnston yderligere heltidsansættelse i reservekorpset ved Royal Ulster Constabulary, er begrundet i hensynet til at a) værne statens sikkerhed og b) opretholde den offentlige orden«.

[s. 1679]

9 Johnston har påberåbt sig direktiv 76/207, hvis formål i henhold til artikel 1 er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår. I henhold til artikel 2, stk. 1, indebærer princippet — med de i stk. 2 og 3 hjemlede undtagelser — at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn. Med henblik på gennemførelsen af dette princip inden for de forskellige områder skal medlemsstaterne i henhold til artiklerne 3-5 navnlig ophæve de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som strider mod princippet, samt revidere de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, når det beskyttelseshensyn, som oprindeligt lå til grund for disse, ikke længere foreligger. I henhold til artikel 6 skal enhver person, der mener at være udsat for forskelsbehandling, kunne gøre sine rettigheder gældende ved domstolene.

10 Med henblik på at kunne træffe afgørelse i sagen har Industrial Tribunal forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

1) Skal Rådets direktiv 76/207 fortolkes således, at en medlemsstat under de i sagen foreliggende omstændigheder fra direktivets anvendelsesområde kan undtage tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår adgang til beskæftigelse, såfremt det er begrundet i hensynet til statens sikkerhed eller sker for at opretholde den offentlige ro og orden?

2) Skal direktivet fortolkes således, at et ansættelsesforhold, i henhold til hvilket en person under de i sagen foreliggende omstændigheder er heltidsansat med ret til at bære våben i et reservepolitikorps, respektive modtager oplæring i betjeningen og brugen af skydevåben med henblik på en sådan beskæftigelse, falder ind under de former for erhvervsudøvelse, respektive udgør en af de dertil førende uddannelser, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres, jfr. artikel 2, stk. 2?

3) Hvilke principper og kriterier skal medlemsstaterne lægge til grund ved afgørelsen af, om »udøverens køn er afgørende«, jfr. artikel 2, stk. 2, for a) den »erhvervsudøvelse«, der foretages af en bevæbnet ansat i et sådant korps, respektive for b) »de dertil førende uddannelser«, det være sig på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres?

4) Dersom en politidirektør, der i henhold til loven har ansvaret for ledelsen af et politikorps samt fører tilsyn med dette, følger den politik, at kvindelige ansatte i det pågældende korps ikke må bære skydevåben, kan dette forhold da under de i sagsfremstillingen anførte omstændigheder anses som en »bestemmelse vedrørende beskyttelse af kvinder«, jfr. artikel 2, stk. 3, eller en »administrativt ... [fastsat] bestemmelse« begrundet i »beskyttelseshensyn«, jfr. direktivets artikel 3, stk. 2, litra c)?

5) Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende: hvilke principper og kriterier skal medlemsstaterne lægge til grund ved afgørelsen af, om »beskyttelseshensynet« er »begrundet«, jfr. artikel 3, stk. 2, litra c)?

6) Kan sagsøgeren under den foreliggende sags omstændigheder ved medlemsstaternes nationale domstole støtte ret på princippet om ligebehandling som fastslået i de pågældende direktivbestemmelser?

7) Såfremt spørgsmål 6 besvares bekræftende: a) Skal EØF-traktatens artikel 224 fortolkes således, at medlemsstaterne i tilfælde af alvorlige indre uroligheder, der forstyrrer den offentlige orden, kan gøre undtagelse fra enhver forpligtelse, der i henhold til direktivet ellers ville påhvile enten dem eller de arbejdsgivere, som befinder sig inden for deres højhedsområde? b) Kan en privat i bekræftende fald støtte ret på den omstændighed, at en medlemsstat ikke har rådført sig med andre medlemsstater for at opnå, at den pågældende medlemsstat undlader at bringe EØF-traktatens artikel 224 i anvendelse?

11 For at sikre, at der med besvarelsen af disse spørgsmål gives et brugbart grundlag for afgørelsen af hovedsagen, skal det præciseres, hvorledes sagen foreligger til bedømmelse for Industrial Tribunal. Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, har politidirektøren under sagen for Industrial Tribunal anerkendt, at artikel 53 er den eneste bestemmelse i Sex Discrimination Order, som han kan støtte ret på. Johnston har anerkendt, at den af ministeren for Nordirland udstedte erklæring indebærer, at hendes sag må afvises, såfremt alene national ret lægges til grund, men hun har herved gjort gældende, at artikel 53 i Sex Discrimination Order bliver uden virkning som følge af direktivets bestemmelser.

[s. 1681]

12 Det fremgår således, at Industrial Tribunal med de forelagte spørgsmål for det første ønsker fastslået, om det er foreneligt med fællesskabsretten og med direktiv 76/207, at en national domstol ved en bestemmelse som artikel 53, stk. 2, i Sex Discrimination Order afskæres fra at udøve fuld judiciel efterprøvelse (spørgsmål 6). Det bemærkes dernæst, at den nationale ret har stillet de forelagte spørgsmål med henblik på at kunne afgøre, om og i bekræftende fald under hvilke betingelser der efter direktivet i en situation som omhandlet under den konkrete sag kan øves forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i forbindelse med ansættelse ved politiet under henvisning til beskyttelsen af den offentlige orden som omhandlet i artikel 53, stk. 1, i Sex Discrimination Order (spørgsmål 1-5). Med de forelagte spørgsmål ønsker den nationale ret desuden fastslået, om direktivet efter omstændighederne kan påberåbes over for en modstridende national retsforskrift (spørgsmål 6). Det fremgår endvidere, at retten — afhængig af besvarelsen af de nævnte spørgsmål — rejser spørgsmål om, hvorvidt en medlemsstat med hjemmel i EØF-traktatens artikel 224 i en situation som omhandlet under den konkrete sag kan anse sig for løst fra de forpligtelser, som påhviler den i medfør af direktivet (spørgsmål 7).

##### Ret til en effektiv domstolsprøvelse

13 Det må således først afgøres, om medlemsstaterne efter fællesskabsretten og især efter direktiv 76/207 er forpligtet til at sikre, at de nationale domstole kan udøve en effektiv kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser såvel som med den nationale gennemførelseslovgivning hertil.

14 Johnston har anført, at en bestemmelse som artikel 53, stk. 2, i Sex Discrimination Order er i strid med direktivets artikel 6, idet den er til hinder for, at den pågældende nationale ret udøver nogen form for domstolsprøvelse.

15 Det forenede Kongeriges regering har anført, at medlemsstaterne ikke efter direktivets artikel 6 er forpligtet til at foranledige en domstolsprøvelse af ethvert spørgsmål, der kan opstå vedrørende anvendelsen af direktivet, især ikke hvor statens sikkerhed og den offentlige orden er på tale. Bevisregler som den omhandlede bestemmelse i artikel 53, stk. 2, i Sex Discrimination Order er ganske almindelige i nationale retssystemer og bygger på den betragtning, at spørgsmål omkring statens sikkerhed og den offentlige orden alene kan bedømmes forsvarligt af de politiske myndigheder, det vil her sige af ministeren ved udstedelsen af den omtvistede erklæring.

[s. 1682]

16 Kommissionen har anført, at såfremt ministerens erklæring tillægges den virkning, der fremgår af artikel 53, stk. 2, i Sex Discrimination Order, afskærer man herved enhver domstolsprøvelse, hvilket er i strid med et grundlæggende fællesskabsretligt princip og med direktivets artikel 6.

17 Det bemærkes i denne forbindelse, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 6 i deres nationale retsorden skal indføre de nødvendige bestemmelser for, at enhver, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling, »kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser«. Det fremgår af denne bestemmelse, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, der er tilstrækkelige til, at direktivets mål faktisk nås, hvorved medlemsstaterne skal sikre, at de berørte personer effektivt kan hævde deres heraf flydende rettigheder ved de nationale domstole.

18 Den domstolsprøvelse, der hjemles ved den nævnte bestemmelse, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Princippet har endvidere fundet udtryk i artiklerne 6 og 13 i Den europæiske Konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. novemer 1950. Som fastslået af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i disses fælleserklæring af 5. april 1977 (EFT C 103, s. 1) og som anerkendt i Domstolens praksis indgår de principper, der ligger til grund for konventionen, i fællesskabsretten.

19 I medfør af direktivets artikel 6 som fortolket i lyset af den anførte almindelige grundsætning har enhver person adgang til at indbringe et søgsmål for en kompetent ret med henblik på en effektiv prøvelse af retsakter, som anses for stridende mod princippet om ligebehandling af mænd og kvinder som hjemlet ved direktiv 76/207. Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at der kan udøves en effektiv domstolskontrol med overholdelsen af de relevante fællesskabsbestemmelser og af den nationale lovgivning, hvis formål er at gennemføre de rettigheder, som direktivet hjemler.

20 Det bemærkes, at såfremt en myndighed med hjemmel i en bestemmelse som artikel 53, stk. 2, i Sex Discrimination Order ved at afgive en erklæring som den under sagen omtvistede kan antages at have ført endeligt bevis for, at betingelserne for en undtagelse fra princippet om ligebehandling er opfyldt, vil den pågældende

[s. 1683]

myndighed herved kunne fratage den private muligheden for at hævde sine rettigheder i henhold til direktivet for retslige instanser. En sådan bestemmelse er følgelig i strid med princippet om en effektiv domstolsprøvelse.

21 Denne del af det af Industrial Tribunal forelagte sjette spørgsmål skal herefter besvares således, at princippet om en effektiv domstolsprøvelse, som fastslået ved artikel 6 i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976, er til hinder for, at en af en offentlig myndighed udstedt erklæring om, at de betingelser, hvorunder princippet om ligebehandling af mænd og kvinder viger for hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden, er opfyldt, tillægges endelig beviskraft, hvorved den unddrages enhver domstolsprøvelse.

##### Anvendelsen af direktiv 76/207 på de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte den offentlige orden

22 Det bemærkes, at der med henblik på afgørelsen af det af Industrial Tribunal rejste første spørgsmål må tages stilling til, om direktiv 76/207 finder anvendelse på foranstaltninger, der træffes i det øjemed at værne statens sikkerhed eller for at opretholde den offentlige orden og især af hensyn til borgernes sikkerhed, når henses til, at direktivet ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om sådanne foranstaltninger.

23 Johnston har anført, at der ikke gælder nogen almindelige regel, hvorefter der med hjemmel i de nævnte hensyn kan gøres undtagelse fra det grundlæggende ligebehandlingsprincip uden nogen forbindelse med det konkret udøvede erhverv samt dettes art og de vilkår, hvorunder det udøves. Såfremt en diskriminerende foranstaltning ikke ville være omfattet, alene fordi der hermed forfølges sådanne mål som beskyttelse af den offentlige orden, ville medlemsstaterne herved ensidigt kunne unddrage sig de forpligtelser, som direktivet pålægger dem.

24 Det forenede Kongeriges regering har anført, at det fremgår af beskyttelsesklausulerne i EØF-traktatens artikler 36, 48, 56, 66, 223 og 224, at traktaten ikke — og følgelig heller ikke de fra traktaten afledede retsforskrifter — finder anvendelse inden for de områder, der omhandles i den nationale rets spørgsmål, og ikke begrænser medlemsstaternes beføjelse til at træffe de foranstaltninger, som de anser for hensigtsmæssige eller nødvendige i så henseende. De i det første spørgsmål omhandlede foranstaltninger falder derfor ikke ind under direktivets anvendelsesområde.

[s. 1684]

25 Kommissionen har anført, at direktivet skal fortolkes i lyset af EØF-traktatens artikel 224, hvoraf følger, at hensynet til den offentlige orden — under de særlige omstændigheder der omhandles i bestemmelsen samt med mulighed for domstolskontrol — kan begrunde undtagelser fra ligebehandlingsprincippet, selv om de strenge betingelser i direktivets artikel 2, stk. 2 og 3, ikke er opfyldt.

26 Det bemærkes i så henseende, at undtagelsesbestemmelser med henblik på situationer, hvorunder den offentlige orden er truet, alene findes i traktatens artikler 36, 48, 56, 223 og 224, der angår usædvanlige, klart afgrænsede tilfælde. De nævnte bestemmelser kan på grund af deres snævert afgrænsede indhold ikke fortolkes udvidende, og de giver heller ikke hjemmel for at antage, at der efter traktaten gælder et almindeligt forbehold for samtlige foranstaltninger, der træffes af hensyn til den offentlige orden. Såfremt der antoges at være knyttet et sådant almindeligt forbehold til enhver fællesskabsbestemmelse, uafhængigt af de nærmere betingelser i traktatens bestemmelser, ville fællesskabsrettens bindende karakter og ensartede anvendelse kunne undergraves.

27 Det følger af det anførte, at der ikke — bortset fra de rene undtagelsestilfælde, hvor traktatens artikel 224 finder anvendelse, jfr. herved spørgsmål 7 — gælder nogen generel regel om, at princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke finder anvendelse i forhold til foranstaltninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden. De omstændigheder, der har foranlediget den kompetente myndighed til at handle under påberåbelse af hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden, skal således i første række prøves i lyset af de særlige bestemmelser i direktivet.

28 Det første spørgsmål skal herefter besvares således, at i de tilfælde, hvor forskelsbehandling på grundlag af køn angiveligt udøves for at beskytte den offentlige orden, skal prøvelsen ske i forhold til de undtagelser fra princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder, der er hjemlet i direktiv 76/207.

##### Undtagelser begrundet i de forhold, hvorunder erhvervet udføres

29 Med det andet og det tredje spørgsmål anmoder Industrial Tribunal om en fortolkning af den undtagelse fra ligebehandlingsprincippet, der hjemles i direktivets artikel 2, stk. 2, med henblik på at kunne afgøre, om en forskelsbehandling

[s. 1685]

som omhandlet under sagen er omfattet af den nævnte undtagelse. I dette øjemed ønsker retten fastslået, efter hvilke kriterier det skal afgøres, om en virksomhed som den under sagen omhandlede er en af de former for virksomhed, for hvilke »udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres«.

30 Johnston har anført, at det ikke er muligt at give en så generel besvarelse af dette spørgsmål. Hun har altid udført sit arbejde ved politiet tilfredsstillende, og efter hendes opfattelse er kvinder fuldt egnede til at blive uddannet til at betjene skydevåben. Det tilkommer Industrial Tribunal at tage stilling til, hvorvidt der kan gøres undtagelse i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, under hensyn til de opgaver, som hun konkret skal udføre. Den nævnte bestemmelse giver ingen hjemmel til generelt at udelukke kvinder fra enhver beskæftigelse inden for reservekorpsets gruppe af heltidsansatte.

31 Det forenede Kongeriges regering har anført, at medlemsstaterne har et skøn ved afgørelsen af, om de omstændigheder, hvorunder en beskæftigelse ved politiet udføres, er af en sådan art, at hensynet til statens sikkerhed og den offentlige orden taler imod, at en sådan virksomhed udføres af en bevæbnet kvindelige politibetjent. Herved kan medlemsstaterne som relevante momenter tage hensyn til forskellen i fysisk styrke, den sandsynlige reaktion i offentligheden, såfremt man konfronteres med bevæbnede kvindelige politibetjente, samt risikoen for at kvindelige betjente udsættes for attentater. Politidirektøren traf sin beslutning ud fra de anførte kriterier, og beslutningen har følgelig hjemmel i direktivets artikel 2, stk. 2.

32 Kommissionen har anført, at en beskæftigelse som bevæbnet politibetjent henset til de konkrete omstændigheder, hvorunder den udføres — men ikke generelt — vil kunne betragtes som et erhverv, for hvilket udøverens køn er afgørende. En undtagelse skal imidlertid kunne begrundes med henvisning til konkrete arbejdsopgaver og ikke blot efter stillingens art. Især skal proportionalitetsprincippet overholdes, og ved bedømmelsen af den omtvistede forskelsbehandling skal den nationale ret lægge dette synspunkt til grund.

33 Domstolen skal i denne forbindelse indledningsvis bemærke, at den beslutning, hvormed de kompetente politimyndigheder i Nordirland af hensyn til den offentlige orden fraveg det andetsteds i Det forenede Kongerige almindeligt fulgte

[s. 1686]

princip, hvorefter politibetjente ikke bærer våben under udførelsen af deres almindelige opgaver, ikke i sig selv ses at bygge på en sondring mellem mænd og kvinder og således ikke berøres af ligebehandlingsprincippet. Direktivets bestemmelser finder alene anvendelse ved bedømmelsen af de foranstaltninger, der følger af politidirektørens beslutning om, at kvinder ikke skulle udstyres med våben eller uddannes i betjening af skydevåben, samt at almindelige politiopgaver for fremtiden alene skulle udføres af bevæbnede mandlige politibetjente, og at kvindelige heltidsansatte i reservekorpset, der ligesom Johnston tidligere havde varetaget almindelige politiopgaver, ikke ville få deres kontrakter forlænget.

34 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Sex Discrimination Order efter udtrykkelig bestemmelse gælder for beskæftigelse ved politet, og at de bestemmelser, der konkret finder anvendelse, i så henseende ikke gør forskel på mænd og kvinder; følgelig kan beskæftigelse ved politiet ikke efter sin art begrunde den omtvistede forskelsbehandling. Der må imidlertid tages stilling til, om den i forelæggelseskendelsen beskrevne virksomhed udføres under sådanne særlige forhold, at udøverens køn herved bliver afgørende.

35 Som det fremgår af forelæggelseskendelsen har politidirektøren som begrundelse for den af ham indførte politik vedrørende heltidsansatte kvinder i reservekorpset anført, *at* dersom kvinder bærer våben, vil der være øget risiko for at de bliver mål for attentater, hvorved deres våben kan falde i hænderne på attentatmændene, *at* man i offentligheden næppe vil acceptere, at kvinder bærer skydevåben, idet dette betragtes som en for stor afvigelse fra idealet om et ubevæbnet politikorps, samt *at* bevæbnede kvindelige betjente ikke vil kunne arbejde så effektivt under udførelsen af socialt betonet politiarbejde vedrørende familier og børn, hvor kvindelige betjentes indsats er særlig værdsat. Politidirektøren ses således at have begrundet sin politik med henvisning til de særlige vilkår, hvorunder politiet er henvist til at udføre sin virksomhed under de givne forhold i Nordirland, især for så vidt angår forpligtelsen til at beskytte den offentlige orden i en situation med alvorlige indre uroligheder.

36 For så vidt angår spørgsmålet, om en sådan begrundelse kan anses for holdbar i forhold til direktivets artikel 2, stk. 2, bemærkes indledningsvis, at bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, eftersom der er tale om en undtagelse fra en ved direktivet hjemlet subjektiv rettighed. Det må imidlertid erkendes, at de vilkår, hvorunder de ansatte ved et væbnet politikorps gør tjeneste, bestemmes af de

[s. 1687]

omstændigheder, hvorunder beskæftigelsen udføres. Det findes i så henseende ikke at kunne afvises, at en ordning, hvorefter kvindelige politibetjente bærer skydevåben i en situation med alvorlige indre uroligheder, kan forøge risikoen for overfald på disse kvinder og følgelig være i strid med hensynet til den offentlige orden.

37 Under disse omstændigheder kan de forhold, hvorunder visse former for politivirksomhed udføres, være af en sådan art, at udøverens køn herved er afgørende. En medlemsstat kan følgelig bestemme, at en sådan virksomhed alene kan udføres af mænd, og at kun mænd har adgang til en herved fornøden efteruddannelse. I så fald skal medlemsstaten imidlertid som foreskrevet i direktivets artikel 9, stk. 2, regelmæssigt undersøge de omhandlede former for erhvervsudøvelse for at vurdere, om man under hensyntagen til den sociale udvikling fortsat bør opretholde undtagelsen fra direktivets almindelige ordning.

38 Det bemærkes endvidere, at i ethvert tilfælde, hvor der gøres undtagelse fra en subjektiv rettighed som direktivets princip om ligebehandling af mænd og kvinder, skal den nærmere rækkevidde af undtagelsen fastlægges i forhold til proportionalitetsprincippet som en af de almindelige retsgrundsætninger, der ligger til grund for fællesskabsretten. Efter dette princip må undtagelserne ikke gå videre end rimeligt og nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, hvorved ligebehandlingsprincippet i videst muligt omfang skal søges tilgodeset samtidig med det hensyn til den offentlige orden, som bestemmer de vilkår, hvorunder den pågældende beskæftigelse udføres.

39 I henhold til den kompetencefordeling, der er fastlagt ved EØF-traktatens artikel 177, tilkommer det den nationale domstol at afgøre, om de hensyn, som politidirektøren har lagt til grund, kan anerkendes som tilstrækkelig hjemmel for den konkrete foranstaltning, der er truffet vedrørende Johnston. Den nationale ret skal endvidere påse, at proportionalitetsprincippet overholdes, samt tage stilling til, hvorvidt man som alternativ til afslaget på at forlænge Johnston's kontrakt kunne have gennemført en ordning, hvorefter kvinder anvendes i forbindelse med opgaver, der kan udføres uden våben.

40 Det andet og det tredje spørgsmål, som er forelagt af Industrial Tribunal, skal herefter besvares med, artikel 2, stk. 2, i direktiv 76/207 skal fortolkes således, at en medlemsstat ved bedømmelsen af, om virksomhed som politibetjent udføres under sådanne forhold, at udøverens køn må tillægges afgørende betydning, kan tage hensyn til nødvendigheden af at opretholde den offentlige orden i en situation,

[s. 1688]

der er præget af hyppige attentater, og på dette grundlag bestemme, at almindelig politivirksomhed alene kan udøves af mænd, der bærer skydevåben.

##### Lovlige undtagelser ud fra hensynet til beskyttelse af kvinder

41 Ved det fjerde og det femte spørgsmål har Industrial Tribunal endvidere anmodet Domstolen om at fortolke begreberne »beskyttelse af kvinder«, jfr. direktivets artikel 2, stk. 3, samt »beskyttelseshensyn«, jfr. artikel 3, stk. 2, litra c), for at kunne afgøre, om den omtvistede forskelsbehandling kan anses for omfattet af de undtagelser fra ligebehandlingsprincippet, der er begrundet i de nævnte hensyn.

42 Johnston har anført, at de omhandlede bestemmelser skal fortolkes snævert, og at de alene har til formål at afgive hjemmel for særbehandling af kvinder for at beskytte deres sundhed og velfærd under svangerskab og moderskab. Dette kan ikke begrunde, at kvinder fuldstændigt udelukkes fra at gøre tjeneste i et væbnet politikorps.

43 Det forenede Kongeriges regering har anført, at formålet med den politik, der følges med hensyn til kvinder inden for reservekorpsets gruppe af heltidsansatte, er at beskytte kvinder, idet man undgår, at de bliver attentatmål. Under en periode med alvorlige uroligheder må dette mål anses for omfattet af begrebet »beskyttelse af kvinder«. Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at en undtagelsessituation som den, der foreligger i Nordirland, med de deraf følgende risici for kvindelige politibetjente, der er udstyret med skydevåben, er et forhold, der kan tillægges betydning med hensyn til beskyttelse af kvinder.

44 Det bemærkes i så henseende, at lige så vel som artikel 2, stk. 2, skal artikel 2, stk. 3, der også fastlægger rækkevidden af artikel 3, stk. 2, litra c), fortolkes snævert. Det fremgår af den udtrykkelige henvisning til svangerskab og moderskab, at formålet med direktivet dels er at beskytte kvindens fysiske tilstand, dels det særlige forhold mellem moderen og barnet. Den omhandlede bestemmelse giver herefter ikke hjemmel for at udelukke kvinder fra en beskæftigelse under henvisning til, at der efter den almindelige opfattelse skal gives kvinder en videre beskyttelse end mænd mod de risici, som berører mænd og kvinder på samme måde, og

[s. 1689]

som ikke har sammenhæng med de særlige beskyttelsesbehov for kvinder, såsom de udtrykkeligt nævnte behov.

45 Det bemærkes, at de risici og farer, som kvinder er udsat for under udførelsen af deres virksomhed inden for politiet under de omstændigheder, der foreligger i Nordirland, ikke ses at være forskellige fra dem, som enhver mand også er udsat for under udførelsen af det samme arbejde. Såfremt kvinder af hensyn til den offentlige orden generelt udelukkes fra en sådan beskæftigelse under henvisning til en almindelig risiko, der ikke er særlig for kvinder, er dette ikke et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 3, hvor forskelsbehandling er tilladt af hensyn til beskyttelse af kvinder.

46 Det fjerde og det femte spørgsmål, der er stillet af Industrial Tribunal, skal herefter besvares med, at de i artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 omhandlede tilfælde, hvorunder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder er tilladt af hensyn til beskyttelse af kvinder, ikke omfatter sådanne risici og farer, som enhver væbnet politibetjent efter omstændighederne er udsat for under udøvelsen af sin virksomhed, og som ikke særligt berører de pågældende som kvinder.

###### Virkningen a/direktiv 76/207

47 Industrial Tribunal ønsker med det sjette spørgsmål tillige fastslået, om en person kan påberåbe sig direktivets bestemmelser under en retstvist ved en national domstol. På baggrund af det allerede anførte ses dette spørgsmål navnlig at vedrøre direktivets artikler 2 og 6.

48 Johnston har anført, at direktivets artikel 2, stk. 1, er ubetinget og tilstrækkelig klar og præcis til at have direkte virkning. Der kan støttes ret på bestemmelserne over for politidirektøren i dennes egenskab af offentlig myndighed. Under alle omstændigheder har direktivet direkte virkning i forhold til andre private.

49 Det forenede Kongeriges regering har anført, at direktivets artikel 2, stk. 1, er betinget, for så vidt som medlemsstaterne efter et skøn kan gøre undtagelse fra bestemmelsen. Politidirektøren er i henhold til forfatningen uafhængig af staten og optræder under denne sag kun som arbejdsgiver; direktivet har ingen direkte virkning med hensyn til sådanne retsforhold.

[s. 1690]

50 Kommissionen har anført, at sagen kan pådømmes på grundlag af national ret, og at det er ufornødent at tage stilling til spørgsmålet, om direktivets artikler 2 og 3 har direkte virkning.

51 Det bemærkes i så henseende indledningsvis, at ethvert korrekt gennemført direktiv får retsvirkninger i forhold til private via de gennemførelsesforanstaltninger, som træffes af vedkommende medlemsstat. Spørgsmålet, om artikel 2, stk. 1, kan påberåbes ved en national domstol, er herefter uden genstand, eftersom det står fast, at den nævnte bestemmelse er gennemført i national ret.

52 Som det fremgår af det anførte, indeholder artikel 2, stk. 2, blot en hjemmel for medlemsstaterne til at gøre undtagelse fra princippet om ligebehandling. Det tilkommer den kompetente nationale domstol at fastslå, hvorvidt der med denne hjemmel er vedtaget bestemmelser i national ret, samt at fortolke sådanne bestemmelser. Spørgsmålet, om en person med støtte i en direktivbestemmelse kan opnå, at en undtagelsesbestemmelse i national lovgivning erklæres uanvendelig, opstår alene, såfremt en sådan bestemmelse overskrider de grænser, inden for hvilke der kan gøres undtagelse med hjemmel i direktivets artikel 2, stk. 2.

53 I denne forbindelse bemærkes for det første — som allerede fastslået ved dommene af 10. april 1984 (von Colson og Kamann, 14/83, Sml. s. 1891; Harz, 79/83, Sml. s. 1921) — at den pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af traktatens artikel 5 til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence. Heraf følger, at ved anvendelsen af national ret, især af bestemmelserne i en national lov, der særligt er vedtaget for at gennemføre direktiv 76/207, er den nationale domstol forpligtet til at fortolke intern ret i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det resultat, der tilstræbes ved traktatens artikel 189, stk. 3. Det tilkommer således Industrial Tribunal at fortolke bestemmelserne i Sex Discrimination Order, navnlig dennes artikel 53, stk. 1, i lyset af direktivets bestemmelser som fortolket i det foregående for herved at sikre, at direktivet opnår sin fulde virkning.

54 Med henblik på det tilfælde at der, uanset det anførte, skulle opstå spørgsmål om, hvorvidt en privat med støtte i direktivet kan anfægte en undtagelse i henhold til

[s. 1691]

national lovgivning, henvises til Domstolens faste praksis (jfr. navnlig dom af 19. januar 1982, Becker, 8/81, Sml. s. 53). Domstolen har navnlig for nylig — nemlig ved dom af 26. februar 1986 (Marshall, 152/84, Sml. 1986, s. 723) — fastslået, at en række bestemmelser i direktiv 76/207 efter deres indhold er ubetingede og tilstrækkelig præcise, og at private kan påberåbe sig dem over for en medlemsstat, når den ikke har gennemført direktivet korrekt.

55 Det anførte er ved den nævnte dom af 26. februar 1986 antaget, for så vidt angår anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i direktivets artikel 2, stk. 1, på afskedigelsesvilkår som omhandlet i artikel 5, stk. 1. Det samme gælder med hensyn til anvendelsen af princippet i artikel 2, stk. 1, på vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse, jfr. artikel 3, stk. 1, og artikel 4, der omhandles under nærværende sag.

56 Ved den nævnte dom af 26. februar 1986 har Domstolen endvidere fastslået, at private kan støtte ret på direktiver over for en statsinstitution, uden at det herved gør nogen forskel, om den optræder som arbejdsgiver eller som offentlig myndighed. Med hensyn til en myndighed som politidirektøren bemærkes, at det fremgår af forelæggelseskendelsen, at politidirektøren er den tjenestemand, der forestår ledelsen af politiet. En sådan offentlig myndighed, der af staten har fået til opgave at opretholde den offentlige ro og orden, handler ikke i egenskab af privatperson, uanset hvilken stilling den i øvrigt har i forhold til andre statsinstitutioner. Myndigheden kan ikke forbedre sin retsstilling som følge af, at den stat, den repræsenterer, ikke har overholdt fællesskabsretten.

57 Det sjette spørgsmål skal herefter besvares således, at private kan kræve, at en statslig myndighed, der har til opgave at opretholde den offentlige orden, som arbejdsgiver efterlever princippet om ligebehandling af mænd og kvinder som hjemlet ved artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207, for så vidt angår adgang til beskæftigelse og uddannelse samt faglig efteruddannelse, jfr. artikel 3, stk. 1, og artikel 4, hvorfor en undtagelse fra dette princip efter national lovgivning bliver uden virkning, for så vidt den går videre end de undtagelser, der gælder i henhold til artikel 2, stk. 2.

[s. 1692]

58 For så vidt angår direktivets artikel 6, der, som anført i det foregående, også finder anvendelse under nærværende sag, bemærkes, at Domstolen allerede ved de nævnte domme af 10. april 1984 har fastslået, at bestemmelsen ikke — med hensyn til sanktionerne i tilfælde af forskelsbehandling — indebærer en ubetinget og tilstrækkelig præcis forpligtelse, som kan påberåbes af private. For så vidt som det imidlertid følger af bestemmelsen — fortolket i lyset af den almindelige grundsætning, som den er udtryk for — at enhver person, der mener sig krænket som følge af den forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, skal have ret til at indbringe et søgsmål, er bestemmelsen tilstrækkelig præcis og ubetinget til at kunne påberåbes over for en medlemsstat, hvis nationale lovgivning ikke fuldt ud gennemfører bestemmelsen.

59 Denne del af det sjette spørgsmål skal følgelig besvares således, at bestemmelsen i artikel 6, hvorefter en person, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, skal have en reel rettergangsmulighed, kan påberåbes af private over for en medlemsstat, hvis nationale lovgivning ikke fuldt ud gennemfører denne bestemmelse.

###### EØF-traktatens artikel 224

60 For så vidt angår det syvende spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 224, bemærkes, at det fremgår af det anførte, at en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 76/207 i et tilfælde som det foreliggende kan tage hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden i betragtning. Med hensyn til kravet om, at der skal kunne udøves en domstolskontrol med overholdelsen af direktivets forskrifter, bemærkes, at hverken sagens akter eller de for Domstolen afgivne indlæg giver nogen støtte for at antage, at de alvorlige indre uroligheder i Nordirland skulle umuliggøre en domstolskontrol, eller at de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte den offentlige orden, skulle blive virkningsløse som følge af, at de nationale domstole udøver en sådan kontrol. Spørgsmålet, om en medlemsstat med hjemmel i EØF-traktatens artikel 224 kan anse sig for løst fra de forpligtelser, som påhviler den efter fællesskabsretten og navnlig i henhold til direktivet, opstår herefter ikke i nærværende sag.

61 Henset til besvarelsen af øvrige spørgsmål er det ufornødent at besvare det syvende spørgsmål.

[s. 1693]

##### Sagens omkostninger

62 De udgifter, der er afholdt af regeringerne for Det forenede Kongerige og Danmark samt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som er forelagt af Industrial Tribunal of Northern Ireland ved kendelse af 8. august 1984, for ret:

1) Princippet om en effektiv domstolsprøvelse, som fastslået ved artikel 6 i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976, er til hinder for, at en af en offentlig myndighed udstedt erklæring om, at de betingelser, hvorunder princippet om ligebehandling af mænd og kvinder viger for hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden, er opfyldt, tillægges endelig beviskraft, hvorved den unddrages enhver domstolsprøvelse. Bestemmelsen i artikel 6, hvorefter enhver person, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, skal have en reel rettergangsmulighed, kan påberåbes af private over for en medlemsstat, hvis nationale lovgivning ikke fuldt ud gennemfører denne bestemmelse.

2) I de tilfælde, hvor forskelsbehandling på grundlag af køn angiveligt udøves for at beskytte den offentlige orden, skal prøvelsen ske i forhold til de undtagelser fra princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder, der er hjemlet i direktiv 76/207.

3) Artikel 2, stk. 2, i direktiv 76/207 skal fortolkes således, at en medlemsstat ved bedømmelsen af, om virksomhed som politibetjent udføres under sådanne forhold, at udøverens køn må tillægges afgørende betydning, kan tage hensyn til nødvendigheden af at opretholde den offentlige orden i en situation, der er præget af hyppige attentater, og på dette grundlag bestemme, at almindelig politivirksomhed alene kan udøves af mænd, der bærer skydevåben.

4) De i artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 omhandlede tilfælde, hvorunder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder er tilladt af hensyn til beskyttelse af kvinder, omfatter ikke sådanne risici og farer, som enhver væbnet politibetjent efter omstændighederne er udsat for under udøvelsen af sin virksomhed, og som ikke særligt berører de pågældende som kvinder.

5) Private kan kræve, at en statslig myndighed, der har til opgave at opretholde den offentlige orden, som arbejdsgiver efterlever princippet om ligebehandlig af mænd og kvinder som hjemlet ved artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207, for så vidt angår adgang til beskæftigelse og uddannelse samt faglig efteruddannelse, jfr. artikel 3, stk. 1, og artikel 4, hvorfor en undtagelse fra dette princip efter national lovgivning bliver uden virkning, for så vidt den går videre end de undtagelser, der gælder i henhold til artikel 2, stk. 2.

Mackenzie Stuart

Koopmans

Everling

Bahlmann

Joliét

Due

Galmot

Kakouris

O'Higgins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. maj 1986.

P.Heim

Justitssekretær

A.J. Mackenzie Stuart

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61985cj0066.md =====

# EU-Domstolen, 3. juli 1986, sag 66/85

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61985cj0066.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61985cj0066.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Lawrie-Blum

ECLI: ECLI:EU:C:1986:284

Kommentarens titel: Lærerkandidat som arbejdstager og offentlig administrationsundtagelse

Emner på siden: [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En lærerkandidat, der under offentlige skolemyndigheders vejledning og opsyn underviste mod vederlag i et praktisk uddannelsesforløb, var arbejdstager efter artikel 48, stk. 1, uanset ansættelsens retlige form. Forløbet faldt ikke under undtagelsen for offentlig administration, som kunne begrunde udelukkelse af andre medlemsstaters statsborgere.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Fri bevægelighed og nationalitetsdiskrimination; ikke en dom om ligeløn eller løngennemsigtighed.

Ikke enhver uddannelsesaktivitet er arbejde: konkret undervisning, instruktion og vederlag er afgørende.

Faktisk og effektiv beskæftigelse er et bevaret krav; dommen opstiller ikke en minimumsgrænse i timer eller kroner.

Artikel 48, stk. 4, må ikke importeres som offentlig-sektor-undtagelse i 2023/970.

Ingen generel afgørelse om alle lærere eller tjenestemænds stillinger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61985CJ0066

Domstolens dom
3. juli 1986[^*]

I sag 66/85

angående en anmodning, som Bundesverwaltungsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

**Deborah Lawrie-Blum,** Freiburg /Breisgau,

mod

Land Baden-Württemberg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 48 og artikel 1 i forordning nr. 1612/68,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, U. Everling og K. Bahlmann, dommerne G. Bosco, O. Due og F. Schockweiler,

generaladvokat: C. O. Lenz

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi

efter at der er afgivet indlæg af

- sagsøgeren i hovedsagen, Deborah Lawrie-Blum, under skriftvekslingen ved advokat Hans-Peter Schmidt, Freiburg, og under den mundtlige forhandling ved advokat Siegfried de Witt, Freiburg,

- sagsøgte i hovedsagen, Land Baden-Württemberg, ved advokat J. Boulanger, Mannheim,

- Det forenede Kongeriges regering ved dens befuldmægtigede T. J. G. Pratt, under den mundtlige forhandling ved David Donaldson QC, Gray's Inn,

- Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, under skriftvekslingen ved Götz zur Hausen og Julian Currall, den juridiske tjeneste, og under den mundtlige forhandling ved Götz zur Hausen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 29. april 1986,

afsagt følgende

### DOM

(Sagsfremstillingen udelades)

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 24. januar 1985, ingået til Domstolen den 14. marts 1985, har Bundesverwaltungsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 48 og artikel 1 i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

#### Sagens genstand

2 Spørgsmålet er rejst under en sag anlagt mod Land Baden-Württemberg af den britiske statsborger Deborah Lawrie-Blum, som, efter at have bestået kandidateksamen ved universitetet i Freiburg af Oberschulamt Stuttgart, på grund af sin nationalitet blev nægtet adgang til det kursus i praktisk pædagogik, som afsluttes med »zweite Staatsprüfung«, og som kvalificerer lærerkandidaten til ansættelse som lærer i gymnasiet.

[s. 2141]

3 Det fremgår af sagen og af de indlæg, der er afgivet for Domstolen, at læreruddannelsen i Forbundsrepublikken Tyskland i det væsentlige hører under delstaternes kompetence. Uddannelsen omfatter et universitetsstudium afsluttet med »erste Staatsprüfung« og et kursus i praktisk pædagogik fulgt af »zweite Staatsprüfung«, prøven i pædagogik.

4 På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen fandtes reglerne om kursuset i praktisk pædagogik i Baden-Württemberg i Verordnung des Ministeriums für Kultus und Sport über den Vorbereitungsdienst und die pädagogische Prüfung für das Lehramt an Gymnasien (bekendtgørelse om gennemgang af kursus i praktisk pædagogik og aflæggelse af pædagogikum med henblik på ansættelse som lærer i gymnasiet (af 14. juni 1976 (GBl. Baden-Württemberg, s. 504)), der i mellemtiden er afløst af Verordnung des Ministeriums für Kultus und Sport über dem Vorbereitungsdienst und die zweite Staatsprüfung für die Laufbahn des höheren Schuldienstes an Gymnasien (APrOGymn) af 31. august 1984 (GBl s. 576).

5 Kursuset i praktisk pædagogik, som skal indføre lærerkandidaten i opdragelse og undervisning, består af to dele på hver et år, hvoraf første del omfatter uddannelse ved et seminarium og ved en — sædvanligvis offentlig — skole, som lærerkandidaten bliver henvist til, og anden del består i en videre udvikling af de evner og færdigheder, der er nødvendige for opdragelses- og undervisningsvirksomheden i skolen; under anden del af kursuset kan det pålægges lærerkandidaten at undervise i indtil i alt 11 timer om ugen i forskellige gymnasieklasser, først under direkte vejledning af læreren i det pågældende fag, og derefter i de sidste seks måneder selvstændigt.

6 For at få en stilling som lærer i offentlige skoler er det efter loven nødvendigt at have gennemgået kursuset i praktisk pædagogik og være i besiddelse af eksamensbevis for bestået »zweite Staatsprüfung«, og i praksis kræves det samme af privatskolerne.

7 Lærerkandidaten, der er optaget på kursuset i praktisk pædagogik, benævnes »Studienreferendar« og har status som »Beamter auf Widerruf« (genkaldelig status som tjenestemand) med alle de fordele, der er forbundet med status som tjenestemand. I henhold til de nævnte bekendtgørelser af 1976 og 1984 er det kun personer, der opfylder de personlige forudsætninger for ansættelse som tjenestemænd, der optages på kursuset i praktisk pædagogik. I henhold til artikel 6 i Landesbeamtengesetz für Baden-Württemberg (delstaten Baden-Württembergs tjenestemandslov), som affattet ved lov af 8. august 1979 (GBl. s. 398), kræves der

[s. 2142]

tysk statsborgerskab i den i den tyske grundlovs artikel 116 forudsatte betydning, idet indenrigsministeren dog kan tillade undtagelser, når det er påtrængende nødvendigt af tjenstlige grunde.

8 Da Lawrie-Blum blev nægtet adgang til kursuset, fordi hun ikke var tysk statsborger, anlagde hun sag ved Verwaltungsgericht Freiburg med påstand om ophævelse af afslaget, idet hun gjorde gældende, at dette var i strid med de fællesskabsregler, der forbyder enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår adgangen til beskæftigelse. Både Verwaltungsgericht Freiburg og Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg som behandlede sagen i anden instans, afsagde frifindelsesdom med den begrundelse, at reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed i henhold til EØF-traktatens artikel 48, stk. 4, ikke gælder for ansættelser i den offentlige administration; appelinstansen tilføjede, at det offentlige skolevæsen er undtaget fra traktatens anvendelsesområde, da der ikke er tale om økonomisk virksomhed.

9 Deborah Lawrie-Blum indgav revisionsanke til Bundesverwaltungsgericht, som besluttede at udsætte sagen, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»Giver fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed (EØF-traktatens artikel 48 og artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968, (EFT 1968 II, s. 467 med senere ændring)) en statsborger i en medlemsstat ret til at gennemgå et kursus i praktisk pædagogik med henblik på ansættelse som lærer på et gymnasium i en anden medlemsstat under samme forudsætninger som indlændinge, når dette kursus efter national ret gennemgås inden for rammerne af et tjenestemandsforhold (her som ’Beamter auf Widerruf’ i den tyske tjenestemandsrets forstand) og er forbundet med selvstændig undervisning, og når tjenestemandsansættelse efter national ret i princippet forudsætter tysk statsborgerskab?«

10 Med spørgsmålet ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, for det første om en lærerkandidat, der med status som tjenestemand gennemgår et kursus i praktisk pædagogik som indledning til lærergerningen, hvorunder han mod vederlag præsterer ydelser i form af undervisning, bør betragtes som arbejdstager i EØF-traktatens artikel 48's forstand, og dernæst, om et sådant kursus bør betragtes som en ansættelse i den offentlige administration, jfr. artikel 48, stk. 4, som de øvrige medlemsstaters statsborgere kan nægtes adgang til.

[s. 2143]

11 I sin omhyggeligt begrundede forelæggelseskendelse har Bundesverwaltungsgericht anført, at den til tjenestemand udnævnte lærerkandidat efter rettens opfattelse ikke kan betragtes som arbejdstager i EØF-traktatens artikel 48's forstand, og at han i hvert fald er omfattet af undtagelsen i artikel 48, stk. 4, da han udøver offentlig myndighed eller medvirker til varetagelsen af statens almene interesser.

#### Begrebet arbejdstager i artikel 48, stk. 1

12 Deborah Lawrie-Blum har anført, at enhver lønnet beskæftigelse må betragtes som økonomisk virksomhed, uden at det område, inden for hvilket denne virksomhed udøves, nødvendigvis behøver at være af økonomisk art. En snæver fortolkning af artikel 48, stk. 1, reducerer den frie bevægelighed til blot at være et redskab for den økonomiske integration, er i modstrid med bestemmelsens mere omfattende formål, nemlig at skabe et område med fri bevægelighed for statsborgerne i Fællesskabet, og bevirker endelig, at forbeholdet i artikel 48, stk. 4, mister enhver selvstændig betydning. Begrebet arbejdstager omfatter enhver person, der — uafhængigt af arbejdsforholdets retlige karakter — udfører arbejde mod vederlag for en anden, som han er afhængig af, og således at arbejdet fastlægges af denne.

13 Delstaten Baden-Württemberg har tilsluttet sig Bundesverwaltungsgerichts betragtninger i forelæggelseskendelsen, hvorefter lærerkandidatens virksomhed, der hører ind under uddannelsespolitikken, ikke er økonomisk virksomhed i traktatens artikel 2's forstand. Begrebet arbejdstager i traktatens artikel 48 og i forordning nr. 1612/68 omfatter kun personer, der er knyttet til arbejdsgiveren ved en privatretlig arbejdsaftale, og ikke personer, der er ansat på et offentligretligt grundlag. Kursuset i praktisk pædagogik må snarest betragtes som sidste del af den vordende lærers faglige uddannelse.

14 Det forenede Kongeriges regering har anført, at sondringen mellem studerende og arbejdstagere skal foretages efter objektive kriterier, og at begrebet arbejdstager i artikel 48 skal defineres fællesskabsretligt. De objektive kriterier for definitionen af begrebet arbejdstager består i en parts forpligtelse til mod vederlag at præstere tjenesteydelser for en anden part, som han befinder sig i et underordnelsesforhold til, for så vidt angår vilkårene for udførelsen af arbejdet. I den foreliggende sag må det tages i betragtning, at lærerkandidaten, i det mindste i slutningen af den periode, hvor kursuset finder sted, skal give undervisning og således præstere en

[s. 2144]

ydelse af økonomisk værdi, for hvilken han modtager et vederlag, som er afpasset efter en forskriftsmæssigt udnævnt lærers minimumsløn.

15 Ifølge Kommissionen er kriteriet for anvendelsen af artikel 48, at der foreligger et arbejdsforhold, uanset hvilken retlig karakter dette arbejdsforhold har og formålet hermed. Den omstændighed, at kursuset i praktisk pædagogik er en obligatorisk forberedelse til udøvelsen af en profession, og at det afholdes af det offentlige, er irrelevant, når de objektive kriterier på arbejdstagerbegrebet er opfyldt, nemlig at der er tale om et afhængighedsforhold i forhold til arbejdsgiveren — uanset dette forholds art — at der faktisk præsteres ydelser, og at der betales et vederlag.

16 Det skal bemærkes, at da arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de grundlæggende principper i Fællesskabet, kan begrebet arbejdstager i artikel 48 ikke fortolkes forskelligt, alt efter hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en fællesskabsretlig betydning. For så vidt som det fællesskabsretlige begreb arbejdstager fastlægger anvendelsesområdet for denne fundamentale frihed, arbejdskraftens frie bevægelighed, må det fortolkes vidt (dom af 23. marts 1982, Levin, sag 53/81, Sml. s. 1035).

17 Begrebet må defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer rettigheder og pligter i arbejdsforholdet. Det væsentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.

18 I den foreliggende sag er det godtgjort, at lærerkandidaten, så længe kursuset varer, er undergivet vejledning og opsyn af den skole, hvor han er ansat, og at det er denne skole, som fastlægger hans arbejdsydelser og arbejdstid, hvis anvisninger han skal rette sig efter, og hvis regler han skal overholde. Under en væsentlig del af kursuset skal han give eleverne undervisning, og han præsterer således ydelser af en vis økonomisk værdi til fordel for skolen. De beløb, han modtager, kan betragtes som vederlag for de tjenesteydelser, der præsteres, og for de forpligtelser, som gennemgangen af kursuset indebærer. Det må derfor fastslås, at de tre kriterier, der skal være opfyldt, for at der er tale om et arbejdsforhold, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

[s. 2145]

19 Den omstændighed, at det pædagogiske kursus — ligesom læretiden i andre erhverv — kan betragtes som en praktisk forberedelse til selve udøvelsen af professionen, kan ikke forhindre anvendelsen af artikel 48, stk. 1, når kursuset gennemføres under de vilkår, der gælder for lønnet beskæftigelse.

20 Det kan heller ikke gøres gældende, at ydelser, der præsteres inden for skolevæsenet, ikke er omfattet af traktatens anvendelsesområde, fordi de ikke skulle være af økonomisk karakter. For at artikel 48 finder anvendelse, kræves det nemlig udelukkende, at virksomheden har karakter af en lønnet arbejdsydelse, uafhængigt af, på hvilket område den udøves Ofr dom af 12. december 1974, Walrave, sag 36/74, Sml. s. 1405). Denne virksomheds økonomiske karakter kan heller ikke benægtes af den grund, at den, der udøver den, har offentligretlig status, idet det — som Domstolen har bemærket i sin dom af 12. februar 1974 (Sotgiu, sag 152/73, Sml. s. 153) — er uden interesse for anvendelsen af artikel 48, om arbejdstagerens ansættelsesforhold til arbejdsgiveren henhører under den offentlige ret eller privatretten.

21 Den omstændighed, at lærerkandidaten kun har et begrænset antal undervisningstimer om ugen og kun oppebærer et vederlag, der er mindre end den minimumsløn, som en fastansat lærer modtager i begyndelsen af sin karriere, kari ikke være til hinder for, at han betegnes som arbejdstager. Domstolen har nemlig i Levindommen Ofr. ovenfor) fastslået, at begreberne arbejdstager og lønnet beskæftigelse skal forstås således, at de også omfatter personer, som — fordi de ikke har fuldtidsbeskæftigelse — kun oppebærer en løn, der er mindre end den løn, der er fastsat for fuldtidsbeskæftigelse, forudsat at der er tale om udøvelse af faktisk og effektiv beskæftigelse. Sidstnævnte betingelse drages ikke i tvivl i det foreliggende tilfælde.

22 Som følge heraf må første del af spørgsmålet besvares således, at en lærerkandidat, der under vejledning og opsyn af de offentlige skolemyndigheder gennemgår et kursus i praktisk pædagogik som indledning til lærergerningen, hvorunder han præsterer ydelser i form af undervisning og modtager vederlag, skal betragtes som arbejdstager i EØF-traktatens artikel 48, stk. l's forstand, uanset hvilken retlig karakter beskæftigelsesforholdet har.

[s. 2146]

#### Begrebet ansættelser i den offentlige administration i artikel 48, stk. 4

23 Deborah Lawrie-Blum har anført, at en ansættelse ifølge Domstolens praksis kun er omfattet af forbeholdet i artikel 48, stk. 4, hvis den indebærer udøvelse af offentlig myndighed og bidrager til varetagelsen af statens almene interesser. Lærerkandidatens arbejde indebærer imidlertid i endnu mindre grad end lærerens udøvelse af offentlig myndighed.

24 Ifølge delstaten Baden-Württemberg, der tilslutter sig Bundesverwaltungsgerichts betragtninger, udøver lærerkandidaten i sit arbejde faktisk offentlig myndighed, idet han udformer undervisningen, bedømmer elevernes præstationer og deltager i afgørelsen om deres oprykning til næste klasse. Under alle omstændigheder er han i sit arbejde med til at varetage statens almene interesser, som skolevæsnet hører under, hvilket i sig selv skulle være tilstrækkeligt til at begrunde anvendelsen af artikel 48, stk. 4.

25 Ifølge Kommissionen er forbeholdet i artikel 48, stk. 4, undergivet den formelle betingelse, at arbejdet indebærer udførelse af opgaver af offentligretlig karakter, og den materielle betingelse, at det indebærer udøvelse af offentlig myndighed og bidrager til varetagelsen af statens almene interesser, således at begge disse kriterier skal være opfyldt. Det normale arbejde som lærer i offentlige skoler og så meget desto mere i privatskoler er ikke omfattet af denne definition.

26 Med henblik på løsningen af dette spørgsmål bemærkes, at da artikel 48, stk. 4, er en undtagelse fra den grundlæggende regel om den frie bevægelighed og om, at der ikke må udøves forskelsbehandling af arbejdstagerne i Fællesskabet, må den fortolkes således, at dens rækkevidde begrænses til det strengt nødvendige for varetagelsen af de interesser, som bestemmelsen tillader medlemsstaterne at beskytte. Som Domstolen har anført i dommen af 3. juni 1986 (Kommissionen mod Frankrig, sag 307/84, Sml. s. 1725), kan adgangen til visse stillinger ikke begrænses, fordi personer, der ansættes i disse stillinger, i en bestemt medlemsstat har status som tjenestemænd. Hvis man nemlig lod anvendelsen af artikel 48, stk. 4, være afhængig af den retlige karakter af forholdet mellem arbejdstageren og administrationen, ville medlemsstaterne nemlig efter forgodtbefindende kunne bestemme, hvilke stillinger der faldt ind under denne undtagelsesbestemmelse.

[s. 2147]

27 Som Domstolen allerede har anført i dommene af 17. december 1980 (Kommissionen mod Belgien, sag 149/79, Sml. s. 3881) og af 26. maj 1982 (Kommissionen mod Belgien, sag 149/79, Sml. s. 1845), forstås der ved ansættelser i den offentlige administration i artikel 48, stk. 4's forstand, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikels stk. 1-3, en række stillinger, der indebærer en direkte eller indirekte deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, og som derfor forudsætter, at indehaverne føler en særlig solidaritet med staten, og at der består gensidige rettigheder og pligter, som er grundlaget for nationalitetsbåndet. Det er kun de stillinger, som i betragtning af de opgaver og det ansvar, som er forbundet med dem, kan fremvise de træk, der er karakteristiske for den offentlige forvaltnings særlige virksomhed på de nævnte områder, der er undtaget.

28 Disse meget strenge betingelser er ikke opfyldt i lærerkandidatens tilfælde, selv om han faktisk træffer de af Land Baden-Württemberg angivne afgørelser.

29 Som følge heraf må den anden del af spørgsmålet besvares således, at kursuset i praktisk pædagogik som indledning til lærergerningen ikke kan betragtes som en ansættelse i den offentlige administration, jfr. artikel 48, stk. 4, som de øvrige medlemsstaters statsborgere kan nægtes adgang til.

#### Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. 2148]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 24. januar 1985, for ret:

1) En lærerkandidat, der under vejledning og opsyn af de offentlige skolemyndigheder gennemgår et kursus i praktisk pædagogik som indledning til lærergerningen, hvorunder han præsterer ydelser i form af undervisning og modtager vederlag, skal betragtes som arbejdstager i EØF-traktatens artikel 48, stk. l's forstand, uanset hvilken retlig karakter beskæftigelsesforholdet har.

2) Kursuset i praktisk pædagogik som indledning til lærergerningen kan ikke betragtes som en ansættelse i den offentlige administration, jfr. artikel 48, stk. 4, som de øvrige medlemsstaters statsborgere kan nægtes adgang til.

Mackenzie Stuart

Koopmans

Everling

Bahlmann

Bosco

Due

Schockweiler

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. juli 1986.

P. Heim

Justitssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Proccssprog: Tysk.

===== FIL: praksis/celex-61985cj0237.md =====

# EU-Domstolen, 1. juli 1986, sag 237/85

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61985cj0237.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61985cj0237.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Rummler

ECLI: ECLI:EU:C:1986:277

Kommentarens titel: Fysisk belastning og kønsneutral jobklassifikation

Emner på siden: [Lønstrukturer, jobklassifikation og kriterier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-kriterier.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 og 10 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 75/117 tillod kriterier om muskelbelastning og fysisk hårdhed, når opgaverne faktisk krævede styrke, og systemet som helhed udelukkede kønsdiskrimination. Kriterierne skulle sikre lige løn for objektivt samme arbejde. Et køns gennemsnitlige ydeevne måtte ikke være normen for vurderingen. Systemet skulle, så vidt arbejdsopgaverne tillod det, også indeholde kriterier, som arbejdstagere af begge køn var særligt egnede til at opfylde.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historiske kønsgeneraliseringer er ikke nutidig metode; fysisk styrke kun jobrelevant og samlet kønsneutral vurdering; konkret indplacering ikke afgjort

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 16 (lov/1.md), § 1, afsnit 28 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 41 (lov/1a.md), § 5 f, afsnit 21 (lov/5f.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61985CJ0237

Domstolens dom (femte afdeling)
1. juli 1986[^*]

I sag 237/85

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Oldenburg, Forbundsrepublikken Tyskland, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

**Gisela Rummler,** Oldenburg,

mod

**Firma Dato-Druck GmbH,** Oldenburg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder,

har

DOMSTOLEN (femte afdeling)

sammensat af afdelingsformanden U. Everling, dommerne R. Joliét, Y. Galmot, F. Schockweiler og J. C. Moitinho de Almeida,

generaladvokat: C. O. Lenz

justitssekretær: fungerende fuldmægtig K. Riechenberg

efter at der er afgivet indlæg af:

- Firma Dato-Druck GmbH, sagsøgte i hovedsagen, ved juridisk konsulent Ronald Meier, for så vidt angår skriftvekslingen;

- Det forenede Kongeriges regering ved B. E. McHenry, Treasury Solicitor's Department, for så vidt angår skriftvekslingen;

- Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Jürgen Grunwald, Kommissionens juridiske tjeneste, for så vidt angår skriftvekslingen og den mundtlige forhandling;

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. maj 1986,

afsagt følgende

### DOM

(Sagsfremstillingen udelades)

#### Præmisser

1 Ved kendelse af 25. juni 1985, indgået til Domstolen den 31. juli s.a., har Arbeitsgericht Oldenburg i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, hvorunder en kvindelig arbejdstager, G. Rummier, har indstævnet sin arbejdsgiver, Firma Dato-Druck GmbH, en virksomhed inden for trykkeribranchen, for Arbeitsgericht med påstand om indplacering i en højere lønramme.

3 Lønreglerne i trykkeriindustrien reguleres ved »Lohnrahmentarifvertrag für die gewerblichen Arbeitnehmer der Druckindustrie im Gebiet der Bundesrepublik Deutschland, einschließlich Berlin-West« (lønrammetarifaftale for arbejdere og funktionærer i den grafiske industri i Forbundsrepublikken og Vest-Berlin) af 6. juli 1984, der fastsætter syv lønrammer i forbindelse med de arbejdsopgaver, der skal udføres, og som fastsættes i forhold til kundskaber, koncentration, anstrengelse eller belastning og ansvar. Af særlig betydning for sagen er det, at arbejdsopgaverne i lønramme II er beskrevet således, at de kan udføres med ringe forkundskaber og en kort undervisning, stiller ringe krav til nøjagtighed og ringe eller

[s. 2112]

noget højere krav til musklerne, samt er forbundet med ringe, lejlighedsvis større ansvar; arbejdsopgaverne i lønramme III er beskrevet således, at de kan udføres med nogen forkundskaber og efter en vis undervisning, stiller noget højere krav til nøjagtighed og indebærer en noget højere, lejlighedsvis stor belastning af musklerne, samt er forbundet med ringe, lejlighedsvis noget større ansvar; arbejdsopgaverne i lønramme IV er beskrevet således, at de forudsætter forkundskaber på grundlag af undervisning i opgaverne, i givet fald længere erhvervspraksis, stiller noget højere krav til nøjagtighed, samt indebærer noget højere, lejlighedsvis store belastninger af forskellig art, især som følge af arbejde ved maskine, og indebærer større ansvar. Disse vurderingskriterier skal ikke i alle tilfælde forstås som værende kumulative.

4 Sagsøgeren i hovedsagen, der er indplaceret i lønramme III, er af den opfattelse, at hun har krav på at blive indplaceret i lønramme IV, fordi hun udfører arbejde, der henhører under denne lønramme; bl. a. skal hun indpakke pakker, der vejer mere end 20 kg, hvilket for hende er hårdt fysisk arbejde.

5 Sagsøgte i hovedsagen har bestridt, at arbejdsopgaverne er af den af sagsøgeren hævdede art og er af den opfattelse, at hun ikke engang opfylder betingelserne for at blive indplaceret i lønramme III, som hun er omfattet af; på grundlag af de udførte arbejdsopgaver, der kun stiller ringe krav til musklerne, skulle hun have været indplaceret i lønramme II.

6 Arbeitsgericht Oldenburg, der mener at det ved afgørelsen om sagsøgerens indplacering i en af de lønrammer, der kommer i betragtning, er nødvendigt for retten først at få oplyst, hvorvidt de anvendte indplaceringskriterier er forenelige med direktiv 75/117, har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål :

> »1) Følger det af bestemmelserne i Rådets direktiv af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, at der i faglige klassifikationssystemer ikke må sondres efter a) i hvilket omfang et arbejde stiller krav til /belaster musklerne, b) hvorvidt et arbejde er hårdt eller ikke?

> 2) såfremt spørgsmål 1 principielt besvares benægtende : skal der ved afgørelsen af a) i hvilket omfang et arbejde stiller krav til/belaster musklerne, b) hvorvidt et arbejde er hårdt eller ikke, tages hensyn til, i hvilket omfang arbejdet for kvinder er krævende/belastende, hhv. om det er hårdt arbejde for kvinder?

> 3) Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende : er direktivets betingelser opfyldt, for så vidt angår faglige klassifikationssystemer, hvori kriteriet krav til/belastning af musklerne eller kriteriet hårdt arbejde er anvendt, men hvoraf det ikke klart fremgår, at det afgørende er, i hvilken grad arbejdet er muskelmæssig krævende/belastende for kvinder, hhv. om det er hårdt arbejde for kvinder?«

##### Det første spørgsmål

7 Med dette spørgsmål ønsker den nationale ret det i det væsentlige oplyst, hvorvidt et fagligt klassifikationssystem er foreneligt med princippet om lige løn til mænd og kvinder, dersom det hviler på kriterier, der lægger vægt på anstrengelsen eller belastningen af musklerne, eller på et kriterium, hvor hårdheden af det fysiske arbejde er afgørende.

8 Efter sagsøgtes opfattelse skal lønkriterierne i det væsentlige fastsætes i forhold til de arbejdsopgaver, der rent faktisk udføres, og ikke under hensyn til den person, der som arbejdstager udfører disse arbejdsopgaver. Efter sagsøgtes opfattelse indebærer kriterierne vedrørende muskelanstrengelsen og arbejdets fysiske hårdhed intet forskelsbehandlende, idet de er i overensstemmelse med karakteren af de arbejdsopgaver, der skal udføres, ligesom de anvendes i forbindelse med et system, hvorefter også kriterier vedrørende kundskaber, åndelige anstrengelser og ansvar finder anvendelse.

9 Det forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at forbudet mod forskelsbehandling ikke udelukker anvendelsen af et kriterium, som det ene køn har større naturlige anlæg for at opfylde end det andet, såfremt dette kriterium er repræsentativt for alle opgaver i forbindelse med den pågældende stilling. Et system, der

[s. 2114]

hviler på kriteriet vedrørende muskelbelastningen, er kun diskriminerende, dersom det lader brugen af de små muskelgrupper ude af betragtnig, der er karakteristisk for manuel færdighed.

10 Efter Kommissionens opfattelse udgør kriterierne vedrørende muskelanstrengelsen og den hårde fysiske beskaffenhed af arbejdet fælles kriterier i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 75/117. Det skal dog også undersøges, hvorvidt systemet i dets helhed ikke er forskelsbehandlende. Afgørelsen af, om systemet ikke er forskelsbehandlende, skal nemlig ikke afgøres isoleret for hvert enkelt kriterium, men på grundlag af det faglige klassifikationssystem i dets helhed.

11 Ved besvarelsen af det stillede spørgsmål skal der først henvises til den almindelige regel, der er opstillet ved artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117, der hjemler afskaffelsen af enhver forskelsbehandling med hensyn til køn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår for samme arbejde og for arbejde, som tillægges samme værdi.

12 Denne almindelige regel er gennemført ved bestemmelsens stk. 2, der bestemmer, at et fagligt klassifikationssystem skal »bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn«.

13 Heraf følger, at princippet om lige løn i det væsentlige kræver, at det arbejde, der skal udføres, vurderes objektivt. Følgelig skal det samme arbejde, eller arbejde, der tillægges samme værdi, aflønnes ens uden hensyn til, om det udføres af en mand eller en kvinde. Når der ved fastsættelsen af lønnen gøres brug af et fagligt klassifikationssystem, skal dette dels anvende kriterier, der ikke differentierer efter, om arbejdet udføres af en mand eller en kvinde, dels må det ikke i det hele være således udformet, at det rent faktisk medfører en almindelig forskelsbehandling af arbejdstagerne på grundlag af køn.

14 Det er følgelig tilstrækkeligt for at opfylde kravene i direktivets artikel 1, at der anvendes kriterier, der er afpasset efter de arbejdsopgaver, der skal udføres, når disse opgaver efter deres beskaffenhed kræver en særlig fysisk anstrengelse eller er

[s. 2115]

fysisk hårde. Det er foreneligt med forbudet mod forskelsbehandling ved differentieringen af lønrammerne at anvende et kriterium, der hviler på en objektiv målelig forekomst af de nødvendige fysiske kræfter til udførelsen af arbejdet, eller på, hvor hårdt dette arbejde er efter sin objektive beskaffenhed.

15 Selv om også et bestemt kriterium, såsom kriteriet vedrørende den krævede muskelanstrengelse, rent faktisk kan begunstige mandlige arbejdstagere, idet deres fysiske styrke almindeligvis må antages at være større end kvindelige arbejdstageres, skal man ved afgørelsen af, om der foreligger forskelsbehandling, anskue det fastsatte kriterium som en del af den helhed, som det faglige klassifikationssystem udgør, og herunder tage hensyn til de andre kriterier, der spiller en rolle ved fastsættelsen af lønnens størrelse. Et system er ikke nødvendigvis forskelsbehandlende, alene fordi et af dets kriterier hviler på egenskaber, som mænd nærmest besidder. Imidlertid skal et fagligt klassifikationssystem for i sin helhed at være ikke-forskelsbehandlende og dermed opfylde direktivets principper være således udformet, at det — såfremt arten af de pågældende arbejdsopgaver tillader det — omfatter stillinger, som tillægges samme værdi, og for hvilke der tages hensyn til andre kriterier, som kvindelige arbejdstagere kan have særlige forudsætninger for at opfylde.

16 Det tilkommer de nationale retter konkret at afgøre, hvorvidt det faglige klassifikationssystem i sin helhed muliggør en rimelig hensyn til de kriterier, der er nødvendige for at differentiere lønnen i forhold til de betingelser, der kræves for at udføre de forskellige arbejdsopgaver inden for virksomheden som helhed.

17 Følgelig skal det første spørgsmål besvares således, at Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder ikke er til hinder for, at der i forbindelse med et fagligt klassifikationssystem for fastsættelsen af lønrammerne anvendes et kriterium, hvor der lægges vægt på anstrengelsen eller belastningen af musklerne eller et kriterium, hvorefter hårdheden af det fysiske arbejde er afgørende, dersom det arbejde, der skal udføres efter arbejdsopgavernes beskaffenhed rent faktisk kræver en vis fysisk styrke, såfremt systemet i sin helhed, under hensyntagen til andre kriterier, udelukker enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. 2116]

##### Det andet og det tredje spørgsmål

18 Det fremgår af disse spørgsmål og grundene i forelæggelseskendelsen, at under den forudsætning, at kriteriet, hvor der lægges vægt på anstrengelsen eller belastningen af musklerne, eller kriteriet, hvorefter hårdheden af det fysiske arbejde er afgørende, er forenelige med bestemmelserne i direktiv 75/117, ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, hvorvidt direktivets krav er opfyldt, når der ved afgørelsen af, hvorvidt et arbejde kræver en anstrengelse og er trættende eller særligt hårdt, tages hensyn til, hvorvidt anstrengelsen, belastningen eller den fysiske hårdhed er mærkbar for kvindelige arbejdstagere.

19 Dato-Druck GmbH har gjort gældende, at der alene kan tages hensyn til den objektive beskaffenhed af det arbejde, der skal udføres, og den anstrengelse, som det kræver, efter en objektiv målestok.

20 Det forenede Kongeriges regering har anført, at den omstændighed, at der fastlægges et absolut niveau for muskelstyrken eller en absolut grad af hårdhed for arbejdet, hvilket rent faktisk betyder, at man henholder sig til mandlige referencepunkter, alene kan udgøre en indirekte forskelsbehandling, der ikke er forbudt ved EØF-traktatens artikel 119, dersom den hviler på objektive grunde. Disse grunde foreligger, dersom en arbejdsgiver for at kunne tiltrække og fastholde arbejdstagere i en bestemt stilling ved aflønningen skal tage hensyn til de særlige krav, der er forbundet med denne stilling.

21 Kommissionen er af den opfattelse, at direktivet ikke indeholder noget almindeligt retsprincip herom, hvilket ikke udelukker muligheden for, at en national ret hovedsagelig eller endog udelukkende henholder sig til kvindeværdier, dersom forbudet mod forskelsbehandling pålægger retten en sådan løsning for at undgå, at kvinder rent faktisk stilles ringere.

22 Når de to spørgsmål forstås således, følger svaret på dem af, hvad der allerede er konstateret i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål, nemlig at der ikke i direktivet er nogen bestemmelse, der forbyder, at der ved fastsættelsen af lønrammer tages hensyn til et kriterium, der hviler på, hvor voldsomt et muskelarbejde en bestemt stilling objektivt kræver, eller hvor hårdt et fysisk arbejde, der objektivt er forbundet med stillingen.

[s. 2117]

23 Direktivet opstiller princippet om lige løn for samme arbejde. Heraf kan det udledes, at det arbejde, der rent faktisk er udført, skal aflønnes ifølge sin beskaffenhed. Ethvert kriterium, der hviler på værdier, der alene gælder for arbejdstagere af det ene køn, medfører en risiko for forskelsbehandling og kan bringe det overordnede mål i fare, der forfølges med direktivet, nemlig ligebehandling ved samme arbejde. Dette gælder også i tilfælde, hvor kriteriet hviler på værdier, der svarer til den gennemsnitlige indsats fra arbejdstagere af det pågældende køn, hvorved der gås ud fra, at disse med hensyn til dette kriterium har ringere naturlige evner; heraf fremgår nemlig en anden form for forskelsbehandling ved aflønningen, idet et arbejde, der objektivt kræver brug af flere kræfter, bliver aflønnet på samme måde som et arbejde, der kræver færre kræfter.

24 Det forhold, at der ikke tages hensyn til værdier, der svarer til den gennemsnitlige ydeevne for kvindelige arbejdstagere, ved fastsættelsen af progressive lønrammer, der hviler på anstrengelsen og belastningen af musklerne, kan givetvis medføre en ringere stilling for kvindelige arbejdstagere, der ikke kan få adgang til stillinger, hvor deres fysiske styrke ikke slår til. Imidlertid kan denne forskelsbehandling begrundes objektivt i henhold til stillingens beskaffenhed, dersom den er krævet for at sikre en aflønning, der står i forhold til de krav, der stilles i forbindelse med arbejdets udførelse og således svarer til et reelt behov i virksomheden (dom af 13. maj 1986, Bilka-Kaufhaus, sag 170/84, Sml. 1986, s. 1607). Som ovenfor anført, skal det faglige klassifikationssystem dog — i det omfang, hvor de pågældende arbejdsopgavers beskaffenhed tillader det — tillige omfatte kriterier, der medfører, at systemet i sin helhed ikke er forskelsbehandlende.

25 Følgelig skal det andet og det tredje spørgsmål besvares således, at det følger af direktiv 75/117

- at kriterierne for indplaceringen på de forskellige lønniveauer skal sikre lige løn for, hvad der objektivt set er det samme arbejde, uanset om dette udføres af en mandlig eller kvindelig arbejdstager;

- at det forhold, at man ved fastsættelsen af, om et arbejde er anstrengende eller særligt trættende eller særligt hårdt, henholder sig til værdier, der svarer til den gennemsnitlige ydeevne for arbejdstagere af det ene køn, udgør en form for forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt ved direktivet;

- at et fagligt klassifikationssystem, for ikke at være forskelsbehandlende i sin helhed, også — i det omfang, de arbejdsopgaver, der skal udføres i virksomheden, tillader det — skal indeholde kriterier, som arbejdstagere af begge køn er særligt egnede til at opfylde.

##### Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (femte afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Oldenburg ved kendelse af 25. juni 1985, for ret:

1) Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) er ikke til hinder for, at der i forbindelse med et fagligt klassifikationssystem for fastsættelsen af lønrammerne anvendes et kriterium, hvor der lægges vægt på anstrengelsen eller belastningen af musklerne eller et kriterium, hvorefter hårdheden af det fysiske arbejde er afgørende, dersom det arbejde, der skal udføres efter arbejdsopgavernes beskaffenhed rent faktisk kræver en vis fysisk styrke, såfremt systemet i sin helhed, under hensyntagen til andre kriterier, udelukker enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) Det følger af direktiv 75/117 - at kriterierne for indplaceringen på de forskellige lønniveauer skal sikre lige løn for, hvad der objektivt set er det samme arbejde, uanset om dette udføres af en mandlis eller kvindelig arbejdstager; - at det forhold, at man ved fastsættelsen af, om et arbejde er anstrengende eller særligt trættende eller særligt hårdt, henholder sig til værdier, der svarer til den gennemsnitlige ydeevne for arbejdstagere af det ene køn, udgør en form for forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt ved direktivet; - at et fagligt klassifikationssystem, for ikke at være forskelsbehandlende i sin helhed, også — i det omfang, de arbejdsopgaver, der skal udføres i virksomheden, tillader det — skal indeholde kriterier, som arbejdstagere af begge køn er særligt egnede til at opfylde.

Everling

Joliét

Galmot

Schockweiler

Moitinho de Almeida

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 1 juli 1986.

P. Heim

Justitssekretær

U. Everling

Formand for femte afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Tysk.

===== FIL: praksis/celex-61986cj0318.md =====

# EU-Domstolen, 30. juni 1988, sag 318/86

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61986cj0318.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61986cj0318.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1988:352

Kommentarens titel: Kønsopdelte ansættelsesordninger og undtagelser i politi og kriminalforsorg

Emner på siden: [Adgang til beskæftigelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-adgang.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Traktatbrudssag om kønsbestemte ansættelsesordninger i politi og kriminalforsorg efter direktiv 76/207. Angår adgang til stillinger, ikke løn; ligelønsloven gælder lønmæssig forskelsbehandling (§ 1, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Frankrig tilsidesatte direktiv 76/207 ved at opretholde ikke hjemlede, særskilte kønsbestemte ansættelsesordninger for de angivne ledelses-, tekniske og efteruddannelsesgrupper i kriminalforsorgen samt alle fem tjenestegrene i det nationale politi. Frankrig blev frifundet for resten af søgsmålet. Hver part skulle bære sine omkostninger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Traktatbrudssag om bestemte ansættelsesordninger og undtagelser efter 76/207. Danfoss henviser senere til dommen, men dens eget lønbevisresultat skal læses i Danfoss, ikke udledes alene herfra.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61986CJ0318

Domstolens dom
30. juni 1988[^*]

I sag 318/86,

**Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,** ved juridisk konsulent Joseph Griesmar, som befuldmægtiget, bistået af J. G. Nicolas, H. Masse-Dessen og B. Georges, advokater med møderet for Conseil d'Etat og Cour de cassation, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georges Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg, Luxembourg,

sagsøger,

mod

**Den Franske Republik,** ved Gilbert Guillaume, befuldmægtiget for den franske regering, bistået af Philippe Pouzoulet, og med valgt adresse i Luxembourg på Den Franske Ambassade,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det statueres, at Den Franske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i medfør af Traktaten, idet den dels ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, afsnit 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976, har truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på den fuldstændige og nøjagtige gennemførelse af direktivet, dels — og navnlig — i strid med kravene i direktivet opretholder særskilte, kønsbestemte ansættelsesordninger i forbindelse med udnævnelse til tjenestemand inden for forskellige tjenestegrene,

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene O. Due, J. C. Moitinho de Almeida og G. C. Rodríguez Iglesias, dommerne T. Koopmans, U. Everling, Y. Galmot, C. Kakouris og T. F. O'Higgins,

generaladvokat: Sir Gordon Slynn

justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor

[s. 3576]

på grundlag af retsmøderapporten som ændret efter den mundtlige forhandling den 23. marts 1988, hvorunder sagsøgte mødte ved Claude Chavance, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 24. maj 1988,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved stævning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. december 1986, har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af EØF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det statueres, at Den Franske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i medfør af Traktaten, idet den dels ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på den fuldstændige og nøjagtige gennemførelse af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), dels — og navnlig — i strid med kravene i direktivet opretholder særskilte, kønsbestemte ansættelsesordninger i forbindelse med udnævnelse til tjenestemand inden for forskellige tjenestegrene.

2 Denne sag vedrører ansættelsesordningen i Frankrigs offentlige forvaltning. Det er ubestridt, at ifølge fransk lovgivning, er det eneste ansættelseskriterium de karakterer, som ansøgeren opnår ved en fælles udvælgelsesprøve for mandlige og kvindelige ansøgere. Dog foreskriver artikel 21 i den franske lov nr. 84-16 af 11. januar 1984 om tjenestemandsvedtægten for Frankrigs offentlige forvaltning, at for visse tjenestegrene, der er opført på en ved bekendtgørelse opstillet liste, kan der foranstaltes særskilt ansættelse af mænd og kvinder. Disse ansættelser er kendetegnet ved, at hver beslutning om at afholde en udvælgelsesprøve fastsætter hvilken procentdel af stillingerne, der henholdsvis tildeles mænd og kvinder.

[s. 3577]

3 Den omtalte liste er opstillet ved bekendtgørelse nr. 82-886 af 15. oktober 1982 (JORF s. 3154). Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af de regler, der var gældende forud for lov nr. 84-16's ikrafttræden, men den i bekendtgørelsen omhandlede liste blev opretholdt ved bekendtgørelsen om lovens anvendelse.

4 Kommissionen fandt listen særdeles omfattende, og de betingelser for ansættelse, der følger deraf, i modstrid med princippet om lige adgang til beskæftigelse for mænd og kvinder, som direktiv 76/207 foreskriver (herefter benævnt »direktivet«). Den franske regering har hævdet, at for de tjenestegrene, der er opført på listen, udgør kønnet en afgørende betingelse for de funktioner, som de ansatte i disse tjenestegrene skal udføre; derfor er forskellen i ansættelsesbetingelserne i overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 2.

5 Denne bestemmelse foreskriver, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan udelukke sådanne former for erhvervsudøvelse »for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres«.

6 Vedrørende de relevante retsregler, sagens forhistorie og dens genstand, samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

7 Det fremgår af sagen, dels at Kommissionen under den administrative procedure er kommet til det resultat, at undtagelsen fra princippet om ligebehandling i den franske lovgivning for visse tjenestegrene ikke overskrider grænserne ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, dels at den franske regering har slettet visse af de øvrige tjenestegrene fra den omtvistede liste. På tidspunktet for den mundtlige forhandling omhandlede sagen kun følgende tjenestegrene: fem tjenestegrene under det nationale politi, opsynspersonalet ved fængsler for så vidt angår overvagtmestre, der leder arresthuse, idræts- og hjælpeidrætslærere, samt tekniskadministrativt personale, efteruddannelsespersonale og ledelsespersonale ved kriminalforsorgens institutioner.

[s. 3578]

8 Efter den mundtlige forhandling har Kommissionen indskrænket sin påstand, for så vidt angår idræts- og hjælpeidrætslærerne, der i mellemtiden var blevet slettet fra listen ved en anordning, der var trådt i kraft den 29. april 1988. Disse tjenestegrene er således ikke længere omfattet af sagen.

9 Med hensyn til ledelsespersonalet, det tekniskadministrative personale og efteruddannelsespersonalet under kriminalforsorgen har den franske regering anerkendt, at undtagelsen i dens nationale regler ikke er i overensstemmelse med direktivet. Den franske regering har tilkendegivet at ville slette disse tjenestegrene fra listen.

10 Parternes tvist er herefter begrænset til overvagtmestre, der leder arresthuse, og de fem tjenestegrene under det nationale politi.

#### a) Overvagtmestre der leder arresthuse

11 Kategorien af overvagtmestre, der leder arresthuse, er ikke som sådan anført på listen, da de omhandlede overvagtmestre udgør ikke en »tjenestegren« efter franske regler. Derimod nævner listen »opsynspersonale«, som en af de tjenestegrene under kriminalforsorgen, hvor der kan ske særskilt ansættelse af mænd og kvinder.

12 Med hensyn til opsynspersonalet i almindelighed har Kommissionen anerkendt, at den særlige stilling som fængselsbetjent, og forholdene under hvilke disse udfører deres arbejde, begrunder, at stillingerne fortrinsvis forbeholdes mænd i mandsfængsler, og kvinder i kvindefængsler. På dette punkt overskrider forskellen i adgangen til beskæftigelse i tjenestegrenen for opsynspersonalet, på grund af den særskilte ansættelsesordning for mænd og kvinder ikke de ved direktivets artikel 2, stk. 2, dragne grænser.

[s. 3579]

13 Kommissionen mener imidlertid, at der bør gøres en undtagelse herfra med hensyn til overvagtmestre, der leder arresthuse. Disse udfører ledelsesfunktioner, der ikke indebærer jævnlig kontakt med de indsatte. Deres arbejde kan derfor sammenlignes med »fængselsinspektørers«, da den eneste forskel beror på fængslets kapacitet; den franske regering har nu anerkendt, at for fængselsinspektører udgør kønnet ikke et afgørende kriterium.

14 Den franske regering har gjort gældende, at fængselsinspektøren er en del af ledelsespersonalet, mens overvagtmestre nødvendigvis hører til opsynspersonalet, selv om de har fået til opgave at lede et arresthus. Ansættelsesordningen for dette personale er derfor i overensstemmelse med direktivet, da ordningen med særskilt ansættelse i almindelighed er nødvendig for opsynspersonalet, hvilket Kommissionen har erkendt. Endvidere udarbejdes listen over egnede personer til at lede et arresthus uden hensyn til personernes køn.

15 Det fremgår af sagen, at tjenestegrenen for opsynspersonalet består af fire lønklasser, nemlig fængselsbetjent, fængselsoverbetjent, vagtmester og overvagtmester. De franske regler præciserer, at overvagtmestre kan udnævnes til stillingen som arresthusforvarer, hvilket forudsætter, at det drejer sig om en anstalt med færre end hundrede pladser. Overvagtmestre, og efter deres bemyndigelse vagtmestre, har »til opgave at lede de øvrige fængselsbetjente«; overvagtmestre, der er udnævnt til at lede et arresthus har ansvaret for dets drift.

16 Herefter vedrører det spørgsmål, der skal afklares, en tjenestegren, hvor den særskilte ansættelse af kvindelige og mandlige ansøgere anses for begrundet i direktivets artikel 2, stk. 2, og hvor forfremmelse inden for for tjenestegrenen sker uden hensyn til køn, men hvor forfremmelse til højeste lønklasse i visse tilfælde kan medføre udøvelse af funktioner, for hvilke kønnet ikke er afgørende.

17 Det bemærkes, at i en sådan situation omfatter undtagelsen i artikel 2, stk. 2, de funktioner, der udføres af den øverste lønklasse i den omhandlede tjenestegren,

[s. 3580]

selv om visse af disse funktioner ikke nødvendigvis skal udføres af en person af enten det ene eller det andet køn. Som Kommissionen har understreget, havde de franske myndigheder ganske vist kunnet undgå problemet gennem en anden opbygning af deres tjenestegrene, f. eks. gennem oprettelse af en særskilt tjenestegren for ledere af arresthuse, eller ved at henføre denne stilling under tjenestegrenen for ledelsespersonalet, men det må også anerkendes, at der kan være grund til kun at udnævne personer til overvagtmestre, der rent faktisk har arbejdet som fængselsbetjent. Den franske regering har dog ladet forstå, at grunden i foreliggende tilfælde skal findes i, at det er nødvendigt med forfremmelsesmuligheder for fængselsbetjentene, og at den faglige erfaring, der er opnået i denne tjenestegren, er ønskelig for udøvelsen af stillingen som arrestforvarer. Kommissionen har ikke på sin side påvist, at disse argumenter ikke er holdbare.

18 Følgelig kan Kommissionens klagepunkter vedrørende overvagtmestre, der leder arresthuse, ikke lægges til grund.

#### b) De fem tjenestegrene under det nationale politi

19 De enkelte stillingsbetegnelser i de enkelte tjenestegrene under det nationale politi fremgår af den omtvistede liste.

20 Ifølge Kommissionen kan den omstændighed, at visse politifunktioner ikke kan udøves lige godt af kvindelige og mandlige betjente, ikke begrunde en generel forskelsbehandling i forbindelse med adgang til beskæftigelse ved politiet. Direktivets artikel 2, stk. 2, kan ikke anvendes på baggrund af en helhedsvurdering af politiets samlede opgaver; det er nødvendigt specifikt at vurdere de konkrete opgaver, der skal udføres.

21 Den franske regering har bemærket, at de omhandlede fem tjenestegrene er »aktive korps« under det nationale politi, og at deres opgaver kan omfatte situationer, hvor kønnet er en afgørende faktor. Særligt skal betjentene til enhver tid kunne afskrække urolige elementer og gribe til magtanvendelse. Det er således det grundlæggende

[s. 3581]

krav om lov og orden, der er til hinder for, at der optages et stort antal kvinder i de omhandlede tjenestegrene.

22 Den franske regering har tilføjet, at den sidste hindring for kvinders adgang til beskæftigelse i samtlige af politiets tjenestegrene blev afskaffet i 1983, og at procentdelen af stillinger til kvinder siden da er steget betragteligt. Dog må tilgangen af kvindelige betjente ske gradvis for ikke at svække politiets evne til at beskytte den offentlige sikkerhed.

23 Det fremgår af retsforhandlingerne for Domstolen, at parterne er enige om, at visse af funktionerne for tjenestegrenene under det nationale politi kun kan udføres af mandlige eller kvindelige betjente, mens visse andre kan udføres af enhver betjent uanset dennes køn. Nærværende sag angår de konsekvenser, som i en sådan situation må drages mht. anvendelsen af direktivets artikel 2, stk. 2.

24 Det bemærkes, at at direktivets artikel 2, stk. 2, giver medlemsstaterne mulighed for at udelukke visse »former for erhvervsudøvelse« fra direktivets anvendelsesområde, og at direktivets artikel 9, stk. 2, forpligter dem til regelmæssigt at undersøge, om det under hensyntagen til den sociale udvikling er berettiget, at disse former for erhvervsudøvelse fortsat udelukkes. Artikel 9, stk. 2, foreskriver også, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen resultatet af denne undersøgelse.

25 Det følger af bestemmelserne, *at* undtagelserne i artikel 2, stk. 2, kun kan vedrøre særlige former for erhvervsudøvelse, *at* undtagelserne skal have en sådan gennemskuelighed, at Kommissionen kan føre tilstrækkeligt tilsyn hermed, og *at* undtagelserne, i princippet, skal kunne tilpasses den sociale udvikling. I nærværende sag giver den sidste betingelse ikke anledning til problemer; de to andre har de franske regler ikke overholdt.

[s. 3582]

26 Med hensyn til den nødvendige gennemskuelighed må det konstateres, at den ikke er tilstrækkelig. Ordningen med særskilte ansættelser består i, at hver beslutning om afholdelse af udvælgelsesprøve fastsætter, hvilken procentdel af stillingerne, der henholdsvis tildeles mænd og kvinder; denne fastsættelse sker ikke på grundlag af noget objektivt kriterium, der er defineret i en lov- eller forvaltningsforskrift.

27 Den manglende gennemskuelighed påvirker også direktivets andet krav om særlige former for erhvervsudøvelse. Den omstridte ansættelsesordning forhindrer både Kommissionen, domstolene, og de personer, der mener at være blevet forskelsbehandlet, i at føre nogen form for kontrol med, om procentdelene for de særskilte ansættelser faktisk svarer til sådanne former for beskæftigelse efter direktivets artikel 2, stk. 2, for hvilke udøverens køn er afgørende.

28 Den franske regering har vedvarende indvendt, at de særskilte ansættelser til tjenestegrene og ikke til særlige stillinger har sammenhæng med de principper, der ligger til grund for opbygningen af den franske offentlige forvaltning. Det skal dog bemærkes, at en sådan omstændighed ikke kan have den følge, at undtagelserne fra en individuel rettighed, som princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, kan overskride grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det retmæssigt forfulgte mål. Proportionalitetsprincippet kræver, at de krav, der anses for afgørende for udøvelsen af de enkelte funktioner, i videst muligt omfang bringes i overensstemmelse med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

29 Følgelig må Kommissionens klagepunkter vedrørende de særskilte ansættelser til de fem tjenestegrene under det nationale politi tages til følge.

30 Det følger af ovenstående, at Den Franske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i medfør af Traktaten, idet den opretholder særskilte, kønsbestemte ansættelsesordninger, der ikke har hjemmel i direktiv 76/207, i forbindelse med udnævnelse til tjenestemand ved kriminalforsorgens institutioner inden for grupperne ledelsespersonale, tekniskadministrativt personale og efteruddannelsespersonale, såvel som inden for alle fem tjenestegrene under det nationale politi. Sagsøgte bør i øvrigt frifindes.

[s. 3583]

##### Sagens omkostninger

31 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger. Domstolen kan dog i medfør af samme bestemmelses stk. 3, 1. afsnit, helt eller delvis ophæve sagsomkostningnerne, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da sagsøgeren ikke har fået medhold i en del af sin påstand, bør sagsomkostningerne ophæves.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Franske Republik har ikke overholdt sine forpligtelser i medfør af Traktaten, idet den opretholder særskilte, kønsbestemte ansættelsesordninger, der ikke har hjemmel i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, i forbindelse med udnævnelse til tjenestemand ved kriminalforsorgens institutioner inden for grupperne ledelsespersonale, tekniskadministrativt personale og efteruddannelsespersonale, såvel som inden for alle fem tjenestegrene under det nationale politi.

2) I øvrigt frifindes sagsøgte.

3) Hver part bærer sine omkostninger.

Mackenzie Stuart

Due

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Koopmans

Everling

Galmot

Kakouris

O'Higgins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. juni 1988.

J. G. Giraud

Justitssekretær

A. J. Mackenzie Stuart

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Fransk.

===== FIL: praksis/celex-61988cj0109.md =====

# EU-Domstolen, 17. oktober 1989, sag 109/88

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61988cj0109.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61988cj0109.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Danfoss

ECLI: ECLI:EU:C:1989:383

Kommentarens titel: Uigennemsigtige lønsystemer og tillægskriterier

Emner på siden: [Lønstrukturer, jobklassifikation og kriterier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-kriterier.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 c ([lov/5c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ved et helt uigennemsigtigt lønsystem og et forholdsvis omfattende materiale, som viste lavere gennemsnitsløn for kvinder, skulle arbejdsgiveren bevise, at lønpolitikken ikke diskriminerede. Hvis tillægskriterier systematisk stillede kvinder ringere, skulle fleksibilitet forstået som skiftende tid og sted samt uddannelse have betydning for de konkrete opgaver. Fleksibilitet forstået som arbejdets kvalitet gav ikke den angivne begrundelse. Anciennitet krævede efter dommens svar ikke en særskilt begrundelse; senere praksis præciserer rækkevidden. Det fjerde spørgsmål blev ikke besvaret, fordi det ikke længere var nødvendigt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den fulde bevisbyrderegel i dommens præmis 10–16 behandles ved art. 18. Her bruges kun de angivne præmisser om kriterierne. Anciennitet er ikke en ubetinget undtagelse. Forelæggelsens spørgsmål om to overenskomster blev ikke besvaret.

Bruges i kommentaren: § 1 d, afsnit 3 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 12 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 20 (lov/1d.md), § 1 e, afsnit 17 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 24 (lov/1e.md), § 5 a, afsnit 13 (lov/5a.md), § 6, afsnit 16 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61988CJ0109

Domstolens dom
17. oktober 1989[^*]

I sag 109/88,

angående en anmodning, som den faglige voldgiftsret i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark

mod

**Dansk Arbejdsgiverforening** (for **Danfoss)**

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder,

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformand M. Zuleeg, dommerne T. Koopmans, R. Joliét, J. C. Moitinho de Almeida, G. C. Rodríguez Iglesias og M. Diez de Velasco,

generaladvokat: C. O. Lenz

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi

efter at der er afgivet indlæg af:

- Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved advokat L. S. Andersen,

- Dansk Arbejdsgiverforening ved advokat H. Werner,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og I. Langermann, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

- den danske regering ved juridisk rådgiver P. Vesterdorf, som befuldmægtiget,

- den britiske regering ved S. J. Hay og D. Wyatt, som befuldmægtigede,

- den italienske regering ved avvocato dello Stato Pier Giorgio Ferri,

- den portugisiske regering ved L. Fernandez og J. Leitão,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 10. maj 1989,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 31. maj 1989,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 12. oktober 1987, indgået til Domstolens Justitskontor den 5. april 1988, har den faglige voldgiftsret i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), herefter benævnt »ligelønsdirektivet«.

2 Spørgsmålene er rejst under en tvist mellem Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (herefter benævnt »HK«) og Dansk Arbejdsgiverforening (herefter benævnt »DA«) for Danfoss. HK har gjort gældende, at Danfoss' lønpolitik

[s. 3222]

indebærer forskelsbehandling på grundlag af køn og dermed en overtrædelse af §1 i lovbekendtgørelse nr. 237 af 5. maj 1986, hvorved ligelønsdirektivet gennemførtes.

3 Danfoss yder samme grundløn for ansatte i samme løngruppe. I henhold til §9 i landsoverenskomsten af 9. marts 1983 mellem DA og HK yder virksomheden dog personlige tillæg til de ansatte, især begrundet i deres fleksibilitet, faglige uddannelse og anciennitet.

4 Under en første sag for den faglige voldgiftsret havde HK over for Danfoss påberåbt sig ligelønsprincippet for to medarbejdere, hvoraf den ene var ansat på laboratoriet og den anden beskæftiget med lagerregistrering og -ekspedition. Ifølge HK var gennemsnitslønnen inden for de pågældende to løngrupper højere for mænd end for kvinder. I sin kendelse af 16. april 1985 fastslog voldgiftsretten imidlertid, at henset til det beskedne personmateriale fandtes HK ikke at have bevist, at der var tale om kønsdiskriminering. Under en ny sag har HK herefter fremlagt mere omfattende statistiske oplysninger vedrørende de udbetalte lønninger for 157 personer i perioden 1982-1986, hvoraf det fremgår, at gennemsnitslønnen for mænd er 6,85% højere end for kvinder.

5 Den faglige voldgiftsret besluttede herefter at udsætte sagen og forelægge Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af ligelønsdirektivet. De har følgende ordlyd:

> » 1 a) Hvis det lægges til grund, at en mandlig og en kvindelig lønmodtager udfører ens arbejde eller arbejde af samme værdi, anmodes om Domstolens stillingtagen [s. 3223] til, hvem (arbejdsgiver eller lønmodtager) der har bevisbyrden for, at en mellem de 2 lønmodtagere forskellig aflønning skyldes /ikke skyldes kønsbestemte forhold?

> 1 b) Er det i strid med ligelønsdirektivet at betale større løn til mandlige lønmodtagere, der udfører samme arbejde / arbejde af samme værdi som kvindelige lønmodtagere, alene under henvisning til subjektive kriterier — eksempelvis medarbejderfleksibilitet?

> 2 a) Er direktivet til hinder for, at der til lønmodtagere af forskelligt køn, der udfører ens arbejde eller arbejde af samme værdi, ud over fagets grundløn ydes særlige tillæg for anciennitet, særlig uddannelse mv.?

> 2 b) Såfremt spørgsmål 2 a) besvares bekræftende, spørges, hvorledes en virksomhed uden at overtræde direktivet da kan foretage en differentiering af lønnen mellem de enkelte medarbejdere?

> 2 c) Er direktivet til hinder for, at lønmodtagere af forskelligt køn, der udfører ens arbejde eller arbejde af samme værdi, aflønnes forskelligt under henvisning til forskellig faglig uddannelse?

> 3 a) Kan en lønmodtager eller en organisation ved at dokumentere, at en virksomhed, der beskæftiger et større antal lønmodtagere (f. eks. mindst 100) med arbejde af samme art eller værdi, *gennemsnitligt* lønner kvinderne lavere end mændene, fastslå, at direktivet hermed er overtrådt?

> 3 b) Hvis spørgsmål 3 a) besvares bekræftende, er konsekvensen da, at de 2 lønmodtagergrupper (mænd og kvinder) *gennemsnitligt* skal have samme løn?

> 4 a) Såfremt det kan konstateres, at en forskel i aflønning af ens arbejde skyldes, at de 2 lønmodtagere er omfattet af forskellige overenskomster, vil denne konstatering da indebære, at direktivet ikke finder anvendelse?

> 4 b) Spiller det ved vurderingen af dette spørgsmål en rolle, om de 2 overenskomstområder helt eller i helt overvejende grad samtidig er dækket af henholdsvis mandlige og kvindelige lønmodtagere?«

6 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen samt retsforhandlingerne og de indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Vedrørende den faglige voldgiftsrets karakter

7 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den faglige voldgiftsret er en ret i en medlemsstat i den i Traktatens artikel 177 forudsatte betydning, bemærkes først, at §22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om arbejdsretten bestemmer, at såfremt der ikke mellem overenskomstparterne er vedtaget regler til afgørelse af uenighed af faglig karakter, anses den mellem DA og LO (Landsorganisationen i Danmark) aftalte norm for regler for behandling af faglig strid at være gældende. Det er således en faglig voldgiftsret, der som sidste instans afgør tvisten. Hver af parterne kan indbringe en sag for retten, uanset om den anden part er enig heri. Rettens kompetence forudsætter således ikke parternes samtykke.

8 Endvidere bemærkes, at ovennævnte lovbestemmelse indeholder regler om sammensætningen af den faglige voldgiftsret, og navnlig om, hvor mange medlemmer der vælges af parterne, og om, hvorledes opmanden udnævnes, såfremt parterne ikke er enige. Parterne kan således ikke frit bestemme sammensætningen af den faglige voldgiftsret.

[s. 3225]

9 Under disse omstændigheder må den faglige voldgiftsret anses for en ret i en medlemsstat i den i Traktatens artikel 177 forudsatte betydning.

#### Vedrørende bevisbyrden [spørgsmål 1 a) og 3 a)]

10 Det fremgår af sagen, at uenigheden mellem parterne skyldes, at ordningen med minimalløn og personlige tillæg gennemføres på en sådan måde, at det er umuligt for en kvindelig lønmodtager at påvise årsagerne til, at hun og en mandlig lønmodtager, der udfører samme arbejde, aflønnes forskelligt. De ansatte er således ikke klar over, hvilke kriterier for personlige tillæg der anvendes over for dem, og hvorledes de anvendes. De får blot meddelelse om den forhøjede løn uden at kunne afgøre, hvilken betydning hvert enkelt af kriterierne er tillagt. Lønmodtagere i en given løngruppe er derfor ikke i stand til at vurdere sammensætningen af deres løn i forhold til sammensætningen af lønnen for deres kolleger i samme løngruppe.

11 De af den nationale retsinstans forelagte spørgsmål må derfor forstås på den måde, at den ønsker oplyst, om ligelønsdirektivet skal fortolkes således, at arbejdsgiveren, såfremt en virksomhed anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige.

12 Hertil bemærkes først, at Domstolen i dom af 30. juni 1988 (Kommissionen mod Frankrig, sag 318/86, Sml. s. 3559, præmis 27) fastslog, at en ansættelsesordning, der ikke var gennemskuelig, var i strid med princippet om lige adgang til beskæftigelse, idet den manglende gennemskuelighed forhindrede enhver form for domstolskontrol.

[s. 3226]

13 Det må endvidere understreges, at når en ordning med personlige løntillæg er helt uigennemskuelig, kan kvindelige lønmodtagere kun føre bevis for en forskel i gennemsnitslønningerne. De ville savne ethvert effektivt middel til at søge ligelønsprincippet gennemført ved en national retsinstans, hvis ikke den omstændighed, at de har ført et sådant bevis, pålagde arbejdsgiveren bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke reelt er kønsdiskriminerende.

14 Endelig bemærkes, at i henhold til ligelønsdirektivets artikel 6 skal medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at princippet overholdes. Det effektivitetshensyn, der således ligger til grund for direktivet, må føre til at fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

15 Arbejdsgiveren må for at bevise, at den førte lønpolitik ikke systematisk stiller kvindelige lønmodtagere ringere, oplyse, hvorledes han har anvendt kriterierne for personlige tillæg, og bliver således nødt til at gøre sit lønfastsættelsessystem gennemskueligt.

16 Spørgsmål 1 a) og 3 a) må herefter besvares med, at ligelønsdirektivet skal fortolkes således, at såfremt en virksomhed anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige.

#### Vedrørende lovligheden af de omtvistede kriterier for personlige tillæg [spørgsmål 1 b), 2 a) og c)]

17 Med disse spørgsmål ønskes det i det væsentlige oplyst, om direktivet skal fortolkes således, at såfremt det viser sig, at anvendelsen af kriterier for personlige tillæg

[s. 3227]

som f. eks. fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet systematisk stiller kvindelige lønmodtagere ringere, kan arbejdsgiveren alligevel på visse nærmere betingelser retfærdiggøre en sådan anvendelse. For at svare på dette spørgsmål må hvert af de nævnte kriterier undersøges særskilt.

18 For så vidt angår det førstnævnte kriterium, fleksibilitet, bemærkes, at det ikke klart fremgår, hvilken rækkevidde dette kriterium skal tillægges. Under retsmødet anførte DA, at den omstændighed, at en lønmodtager er villig til at arbejde på forskellige tidspunkter, ikke i sig selv kan begrunde, at der ydes et løntillæg. Arbejdsgiveren foretager ved anvendelsen af dette kriterium en samlet vurdering af kvaliteten af det af de ansatte udførte arbejde. Han tager her blandt andet hensyn til deres arbejdsiver, initiativ og arbejdsindsats.

19 Der må herefter sondres efter, om kriteriet fleksibilitet anvendes for at honorere kvaliteten af det af den enkelte lønmodtager udførte arbejde, eller om det anvendes for at honorere, at en lønmodtager kan tilpasse sig skiftende arbejdstider og -steder.

20 I det førstnævnte tilfælde er kriteriet ubestrideligt fuldstændig kønsneutralt. Såfremt det anvendes på en sådan måde, at kvindelige lønmodtagere systematisk stilles ringere, kan dette kun bero på, at arbejdsgiveren har misbrugt det. Det kan nemlig ikke antages, at kvaliteten af kvindelige lønmodtageres arbejde generelt er ringere. En arbejdsgiver kan derfor ikke retfærdiggøre anvendelsen af et således fortolket fleksibilitetskriterium, såfremt den viser sig systematisk at være til ugunst for kvinder.

21 Det forholder sig anderledes i det andet tilfælde. Såfremt kriteriet fleksibilitet forstås som omfattende lønmodtagerens evne til at tilpasse sig skiftende arbejdstider og -steder, vil det kunne være til ugunst for kvindelige lønmodtagere, som på grund af de huslige og familiemæssige forpligtelser, som ofte påhviler dem, mindre let end mandlige lønmodtagere kan tilrettelægge deres arbejdstid på en fleksibel måde.

[s. 3228]

22 I dom af 13. maj 1986 (Bilka, sag 170/84, Sml. s. 1607) fastslog Domstolen, at en virksomheds lønpolitik, hvorefter lønnen for fuldtidsansatte var højere end for deltidsansatte, som var udelukket fra virksomhedens pensionsordning, kunne ramme et meget større antal kvinder end mænd, når hensås til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde på fuld tid. Domstolen udtalte imidlertid, at virksomheden kunne godtgøre, at der for dens lønpolitik var lagt andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn til grund, og at der i så fald ikke var tale om overtrædelse af Traktatens artikel 119. De samme betragtninger finder også anvendelse på en lønpolitik, som særligt honorerer lønmodtageres evne til at tilpasse sig skiftende arbejdstider og -steder. En arbejdsgiver kan således begrunde honorering af en sådan fleksibilitet ved at godtgøre, at den er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har.

23 Til det andet kriterium, faglig uddannelse, bemærkes, at det ikke kan afvises, at det kan være til ugunst for kvindelige lønmodtagere, i det omfang de har haft færre muligheder for at erhverve samme faglige uddannelsesniveau som de mandlige arbejdstagere eller har udnyttet sådanne muligheder i mindre grad. Henset til bemærkningerne i ovennævnte dom af 13. maj 1986 kan en arbejdsgiver imidlertid begrunde honorering af en speciel faglig uddannelse, såfremt han godtgør, at en sådan uddannelse er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har.

24 Med hensyn til det tredje kriterium, anciennitet, er det heller ikke udelukket, at det — som kriteriet faglig uddannelse — kan medføre en mindre gunstig behandling af kvindelige lønmodtagere end mandlige, i det omfang kvinder er kommet senere ud på arbejdsmarkedet end mænd eller oftere må afbryde deres karriereforløb. Da højere anciennietet imidlertid er ensbetydende med større erfaring, og denne normalt sætter lønmodtageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre, kan en arbejdsgiver honorere anciennitet uden at skulle bevise, hvilken betydning den har for udførelsen af den pågældende lønmodtagers konkrete arbejdsopgaver.

25 Spørgsmål 1 b) og 2 a) og c) må herefter besvares med, at ligelønsdirektivet skal fortolkes således, at såfremt det viser sig, at anvendelsen af kriterier for personlige

[s. 3229]

tillæg som f.eks. fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet systematisk stiller kvindelige lønmodtagere ringere,

- kan en arbejdsgiver begrunde en anvendelse af kriteriet fleksibilitet, hvis det forstås som evnen til at tilpasse sig skiftende arbejdstider og -steder, ved at bevise, at en sådan tilpasningsevne er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har, men ikke, hvis kriteriet forstås som omfattende kvaliteten af det udførte arbejde;

- kan en arbejdsgiver begrunde en anvendelse af kriteriet faglig uddannelse ved at bevise, at en sådan uddannelse er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har;

- behøver en arbejdsgiver ikke særligt at begrunde en anvendelse af kriteriet anciennitet.

#### Vedrørende en arbejdsgivers mulighed for at foretage en differentiering af de ansattes løn [spørgsmål 2 b)]

26 Da det af besvarelserne vedrørende de omtvistede kriterier for ydelse af løntillæg [spørgsmål 1 b) og 2 a) og c)] fremgår, hvorledes lovligheden af de nævnte kriterier skal vurderes efter fællesskabsretten, er spørgsmålet om, hvorledes en arbejdsgiver lovligt kan foretage en differentiering af de ansattes løn [spørgsmål 2 b)], blevet uden genstand.

#### Vedrørende betydningen af, at der er to forskellige overenskomster (spørgsmål 4)

27 Med spørgsmålet ønsker den nationale retsinstans oplyst, om eksistensen af to forskellige overenskomster, som i det væsentlige omfatter henholdsvis mandlige og kvindelige lønmodtagere, bevirker, at ligelønsdirektivet ikke finder anvendelse.

28 Hertil bemærkes, at det af selve forelæggelsesbeslutningen fremgår, at sagen kun vedrører den ovenfor nævnte landsoverenskomst af 9. marts 1983, hvilket parterne

[s. 3230]

i øvrigt bekræftede under retsmødet. Det findes herefter ufornødent at besvare spørgsmål 4.

#### Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af den danske, britiske, portugisiske og italienske regering samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der alle har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af den faglige voldgiftsret ved beslutning af 12. oktober 1987, for ret:

Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder skal fortolkes således, at:

1) såfremt en virksomhed anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige,

2) såfremt det viser sig, at anvendelsen af kriterier for personlige tillæg som f.eks. fleksibilitet, faglig uddannelse og anciennitet systematisk stiller kvindelige lønmodtagere ringere: [s. 3231] - kan en arbejdsgiver begrunde en anvendelse af kriteriet fleksibilitet, bvis det forstås som evnen til at tilpasse sig skiftende arbejdstider og -steder, ved at bevise, at en sådan tilpasningsevne er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har, men ikke, hvis kriteriet forstås som omfattende kvaliteten af det udførte arbejde; - kan en arbejdsgiver begrunde en anvendelse af kriteriet faglig uddannelse ved at bevise, at en sådan uddannelse er af betydning for udførelsen af de konkrete arbejdsopgaver, den pågældende lønmodtager har; - behøver en arbejdsgiver ikke særligt at begrunde en anvendelse af kriteriet anciennitet.

Due

Zuleeg

Koopmans

Joliét

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Diez de Velasco

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. oktober 1989.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: dansk.

===== FIL: praksis/celex-61988cj0177.md =====

# EU-Domstolen, 8. november 1990, sag C-177/88

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61988cj0177.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61988cj0177.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1990:383

Kommentarens titel: Graviditet ved ansættelse, manglende mandlig ansøger og civilretligt ansvar

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Afslag til en ellers egnet ansøger på grund af graviditet og de økonomiske følger for arbejdsgiveren efter de beskrevne regler var direkte forskelsbehandling i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207. Det ændrede ikke resultatet, at ingen mand havde søgt stillingen. Hvis national ret håndhævede forbuddet gennem civilretligt ansvar, var selve overtrædelsen tilstrækkelig til fuldt ansvar, uden at nationale ansvarsfritagelsesgrunde kunne påberåbes. Dommen fastsatte ikke selv et beløb.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk direktiv 76/207 og ansættelsesafslag; ingen afgørelse om lønstørrelse eller direktiv 2023/970s oplysningspligter. Den anvendte udgave af dommen er engelsk; det danske resumé er kommentarens egen gengivelse, ikke dansk domsordlyd.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61988CJ0177

Domstolens dom
8. november 1990[^*]

I sag C-177/88,

angående en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Elisabeth Johanna Pacifica Dekker

mod

Stichting Vormingscentrum voor Jong Volwassenen (VJV-Centrum) Plus,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artiklerne 2 og 3 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene J. C. Moitinho de Almeida, G. C. Rodríguez Iglesias og M. Diez de Velasco samt dommerne Sir Gordon Slynn, C. N. Kakouris og F. Grévisse,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor,

efter at der indgivet skriftlige indlæg af:

sagsøgeren i hovedsagen, E. Dekker, ved advokat Van Dijk, Haag

[s. I-3969]

sagsøgte i hovedsagen, VJV, ved advokat J. L. de Wijkerslooth, Haag

Det Forenede Kongeriges regering ved J. A. Gensmantel, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget

den nederlandske regering ved generalsekretær i Udenrigsministeriet E. F. Jacobs, som befuldmægtiget, og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 3. oktober 1989 er afgivet mundtlige indlæg af E. J. P. Dekker, VJV-Centrum ved advokat S. M. Evers, Haag, den nederlandske regering ved J. W. de Zwaan, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved Pannick, som befuldmægtiget, og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. november 1989,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 24. juni 1988, indgået til Domstolen den 30. juni s.a., har Nederlandenes Hoge Raad i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artiklerne 2 og 3 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

[s. I-3970]

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem E. Dekker og Stichting Vormingscentrum voor Jong Volwassenen (VJV-Centrum) Plus (herefter benævnt »VJV«). I juni 1981 indgav E. Dekker ansøgning til en stilling som lærer i det Undervisningscenter for Unge, som VJV driver. Den 15. juni 1981 meddelte hun Ansættelsesudvalget, at hun var gravid i tredje måned. Selv om Ansættelsesudvalget indstillede hende til bestyrelsen som den bedst egnede ansøger til stillingen, meddelte VJV ved skrivelse af 10. juli 1981 hende, at hun ikke ville blive ansat.

3 I skrivelsen anførte VJV nærmere, at afgørelsen beroede på, at E. Dekker allerede var gravid, da hun indgav sin ansøgning, og at denne omstændighed ifølge de for VJV foreliggende oplysninger indebar, at dets forsikringsgiver, Risicofonds Sociale Voorzieningen Bijzonder Onderwijs (Risikofonden for Sociale Ydelser i Forbindelse med Særlig Undervisning, herefter benævnt »Risicofonds«), hvis VJV ansatte hende, ikke ville godtgøre Undervisningscentret de dagpenge, det var forpligtet til at betale E. Dekker under hendes barselorlov. VJV ville derfor ikke have økonomisk mulighed for at ansætte en vikar under Dekker's fravær og ville derved miste stillinger.

4 Det fremgår af sagen, at Risicofonds' bestyrelse i henhold til artikel 6 i Ziekengeldreglement (de for Risicofonds gældende interne bestemmelser om dagpenge ved sygdom) har kompetence til helt eller delvist at nægte at godtgøre en tilsluttet (arbejdsgiver) dagpenge, såfremt en forsikret (arbejdstager) er blevet forhindret i at udføre sit arbejde inden for de første seks måneder efter forsikringens ikrafttræden, når det på grundlag af den forsikredes helbredstilstand ved ikrafttrædelsestidspunktet måtte forventes, at denne uarbejdsdygtighed ville indtræde inden for den nævnte frist. I modsætning til bestemmelserne i artikel 44, stk. 1, litra b), i Ziektewet (den nederlandske lov om sygeforsikring, som fastsætter den almindelige forsikringsordning for ansatte i den private sektor), indeholder Ziekengeldreglement, som Dekker alene er omfattet af, ikke, for så vidt angår graviditet, nogen undtagelsesbestemmelse fra reglen om, at dagpenge kan nægtes godtgjort i tilfælde af en »forudsigelig sygdom«.

5 Efter at først Arrondissementsrechtbank, Haarlem, og derefter Gerechtshof, Amsterdam, havde frifundet VJV for Dekker's påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indbragte hun sagen for Nederlandenes Hoge Raad.

[s. I-3971]

6 Hoge Raad fandt, at sagen rejste fortolkningsproblemer vedrørende Rådets direktiv 76/207 og besluttede derfor at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

> »1) Handler en arbejdsgiver enten direkte eller indirekte i strid med det i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i [Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår] nævnte princip om ligebehandling, når han nægter at indgå en ansættelseskontrakt med en ansøger, som han har fundet egnet, på grund af de negative følger, som han må forvente af hendes ved denne ansøgning bestående graviditet på grund af bestemmelser fastsat af myndighederne vedrørende uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed i forbindelse med graviditet og invaliditet sidestilles med uarbejdsdygtighed på grund af sygdom?

> 2) Gør det herved nogen forskel, at der ikke er mandlige ansøgere?

> 3) Er det foreneligt med artiklerne 2 og 3 : a) at — når det står fast, at princippet om ligebehandling er tilsidesat i forhold til de afviste ansøgere — der derudover som betingelse for, at der kan gives medhold i et krav som det foreliggende på grundlag af denne tilsidesættelse, yderligere kræves skyld hos arbejdsgiveren eller b) at arbejdstageren, når en sådan tilsidesættelse er konstateret, kan anføre en berettiget begrundelse, uden at der foreligger et af de i artikel 2, stk. 2-4, nævnte tilfælde?

> 4) Såfremt der kan kræves skyld som nævnt i spørgsmål 3, eller der kan påberåbes ansvarsfrihedsgrunde, er det da tilstrækkeligt til at antage, at der ikke foreligger skyld, henholdsvis at der foreligger en ansvarsfrihedsgrund, at arbejdsgiveren løber sådanne risici som de under de faktiske omstændigheder [s. I-3972] angivne, eller skal artiklerne 2 og 3 fortolkes således, at han skal bære disse risici, undtagen i den situation, hvor han har skaffet sig fuld sikkerhed for, at ydelsen ved uarbejdsdygtighed bliver nægtet, henholdsvis at han vil miste stillinger og har gjort alt, hvad der er muligt for at forhindre dette?«

7 Med hensyn til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

8 Indledningsvis bemærkes, at direktivet ifølge artikel 1, stk. 1, tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, til forfremmelse, til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

9 I direktivets artikel 2, stk. 1, præciseres, at »princippet om ligebehandling ... indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«. Artikel 3, stk. 1, bestemmer, at »anvendelsen af princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner...«.

10 Det skal først undersøges, om det for den nationale retsinstans foreliggende tilfælde af nægtet ansættelse kan være direkte forskelsbehandling på grundlag af køn i henhold til direktivet. Besvarelsen heraf afhænger af, om den primære begrundelse for at nægte ansættelse er en begrundelse, som uden forskel anvendes over for arbejdstagere af begge køn, eller om den tværtimod alene anvendes over for det ene køn.

[s. I-3973]

11 Arbejdsgiverens begrundelse for ikke at ville ansætte E. Dekker er hovedsagelig baseret på, at han ikke af Risicofonds vil kunne få godtgjort de dagpenge, han er forpligtet til at udbetale hende i den periode, hvor hun er fraværende på grund af graviditet, og alligevel vil være forpligtet til at ansætte en vikar. Dette beror på dels, at graviditet efter den omtvistede nationale ordning er sidestillet med sygdom, dels at Ziekengeldreglement ikke undtager graviditet fra de tilfælde, hvor Risicofonds kan nægte godtgørelse af dagpenge ved sygdom.

12 Hertil bemærkes, at kun kvinder kan nægtes ansættelse på grund af graviditet, hvorfor en sådan nægtelse er direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Når ansættelse nægtes på grund af de økonomiske konsekvenser af fravær på grund af graviditet, må dette anses for hovedsagelig at bero på graviditeten. En sådan forskelsbehandling kan ikke begrundes med det økonomiske tab, arbejdsgiveren lider ved at ansætte en gravid kvinde under hendes barselorlov.

13 I øvrigt bemærkes, at den omstændighed, at graviditet sidestilles med sygdom, og at Ziektewet's og Ziekengeldreglemenťs bestemmelser om godtgørelse af dagpenge i forbindelse med graviditet ikke er identiske, ikke kan antages at indebære forskelsbehandling på grundlag af køn i direktivets forstand. Da en arbejdsgivers nægtelse af at ansætte en person på grund af de økonomiske følger af fravær på grund af graviditet er direkte forskelsbehandling, findes det ufornødent at undersøge, om nationale bestemmelser som de ovenfor nævnte medfører, at en arbejdsgiver praktisk taget er tvunget til ikke at ansætte gravide kvinder, og således indebærer forskelsbehandling i direktivets forstand.

14 Det følger af det anførte, at det første præjudicielle spørgsmål må besvares med, at en arbejdsgiver handler direkte i strid med princippet om ligebehandling i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, såfremt han nægter at indgå en ansættelseskontrakt med en kvindelig ansøger, som

[s. I-3974]

han har fundet egnet til at udføre det pågældende arbejde, når grunden til ikke at ansætte hende er de skadelige følger, som ansættelse af en gravid kvinde eventuelt kan have for arbejdsgiveren, og som beror på de af det offentlige fastsatte bestemmelser om uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed som følge af graviditet og fødsel sidestilles med uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

#### Det andet spørgsmål

15 Med det andet spørgsmål har Hoge Raad ønsket oplyst, om den omstændighed, at der ikke er mandlige ansøgere til den stilling, der skal besættes, kan ændre besvarelsen af det første spørgsmål.

16 Ifølge VJV må det andet spørgsmål besvares bekræftende, idet der ikke er tale om en diskriminerende følge af en teoretisk foranstaltning, men en arbejdsgivers konkrete afgørelse om ikke at ansætte en bestemt ansøger. Såfremt en arbejdsgiver skal vælge mellem kvindelige ansøgere, kan der ikke være tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, idet arbejdsgiverens valg i så fald beror på andre overvejelser, f. eks. økonomiske eller organisatoriske.

17 Hertil bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt nægtelse af at ansætte en kvinde er direkte eller indirekte forskelsbehandling, afhænger af begrundelsen herfor. Såfremt begrundelsen er, at den pågældende er gravid, er afgørelsen direkte forbundet med ansøgerens køn. Herefter er den omstændighed, at der ikke er mandlige ansøgere, uden betydning for besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål.

18 Det andet præjudicielle spørgsmål må følgelig besvares med, at den omstændighed, at der ikke er mandlige ansøgere til den stilling, der skal besættes, ikke kan ændre besvarelsen af det første spørgsmål.

[s. I-3975]

#### Det tredje spørgsmål

19 Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om direktivets artikler 2 og 3 er til hinder for, at en påstand om erstatning, der støttes på, at princippet om ligebehandling er tilsidesat, kun kan tages til følge, såfremt det derudover bevises, at arbejdsgiveren har handlet culpøst, og der ikke foreligger omstændigheder, der medfører ansvarsfrihed.

20 E. Dekker og den nederlandske og britiske regering har anført, at såfremt det bevises, at princippet om ligebehandling er tilsidesat, er dette tilstrækkeligt til at pådrage arbejdsgiveren ansvar.

21 VJV har fremhævet, at den sondring, der i det tredje præjudicielle spørgsmål er foretaget mellem culpa hos arbejdsgiveren og en eventuel mangel på omstændigheder, der kan medføre ansvarsfrihed, i et vist omfang skyldes de nationale bestemmelser, som finder anvendelse i hovedsagen, og hvorefter de konkrete retsvirkninger er forskellige. Ifølge VJV kan der på grundlag af direktivet kun tages stilling til, om en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling kan være berettiget i et konkret tilfælde.

22 Hertil bemærkes, at direktivets artikel 2, stk. 2-4, indeholder undtagelser fra det i artiklens stk. 1 fastsatte princip om ligebehandling, men at det efter direktivet ikke er en betingelse for at statuere ansvar hos den, der udøver forskelsbehandling, at det bevises, at der foreligger culpa, eller ikke foreligger ansvarsfrihedsgrunde.

23 I henhold til direktivets artikel 6 har de personer, der udsættes for forskelsbehandling, rettigheder, som de kan gøre gældende ved domstolene. Selv om en fuldstændig gennemførelse af direktivet ikke stiller krav om en bestemt sanktionsform i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, indebærer den ikke desto mindre, at sanktionen skal være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse (dom af 10. april 1984, Von Colson og Kamann, præmis 23, sag 14/83, Sml. s. 1891). Sanktionen skal endvidere have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren.

[s. I-3976]

24 Det bemærkes, at hvis en arbejdsgivers ansvar for tilsidesættelse af princippet om ligebehandling var betinget af, at det bevistes, at han havde handlet culpøst, og der ikke forelå ansvarsfrihedsgrunde efter gældende national ret, ville gennemslagskraften af ovennævnte principper blive svækket væsentligt.

25 Heraf følger, at når den af en medlemsstat valgte sanktion henhører under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspådragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

26 Spørgsmålet må følgelig besvares med, at selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktionerne for tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling overlader medlemsstaterne at vælge mellem de forskellige løsninger, der er egnede til at nå direktivets formål, indebærer direktivet dog, at når den af en medlemsstat valgte sanktion henhører under en ordning med civilretligt ansvar, er enhver tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspådragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

#### Det fjerde spørgsmål

27 Henset til besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål findes det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

#### Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og britiske regering samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der alle har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

[s. I-3977]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 24. juni 1988, for ret:

1) En arbejdsgiver handler direkte i strid med princippet om ligebehandling i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, såfremt han nægter at indgå en ansættelseskontrakt med en kvindelig ansøger, som han har fundet egnet til at udføre det pågældende arbejde, når grunden til ikke at ansætte hende er de skadelige følger, som ansættelse af en gravid kvinde eventuelt kan have for arbejdsgiveren, og som beror på de af det offentlige fastsatte bestemmelser om uarbejdsdygtighed, hvorefter uarbejdsdygtighed som følge af graviditet og fødsel sidestilles med uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

2) Den omstændighed, at der ikke er mandlige ansøgere til den stilling, der skal besættes, kan ikke ændre besvarelsen af det første spørgsmål.

3) Selv om direktiv 76/207 med hensyn til sanktionerne for tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling overlader medlemsstaterne at vælge mellem de forskellige løsninger, der er egnede til at nå direktivets formål, indebærer direktivet dog, at når den af en medlemsstat valgte sanktion henhører under en ordning med civilretligt ansvar, er enhver tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspådragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

Due

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Diez de Velasco

Slynn

Kakouris

Grévisse

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. november 1990.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-61991cj0200.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-200/91

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0200.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0200.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:348

Kommentarens titel: Pensionsadministratorers ansvar og de forskellige ligebehandlingsperioder

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Pensionsydelser var omfattet uanset arbejdsgiver- eller arbejdstagerfinansiering, men ikke frivillige ekstra bidrag, som ordningen alene administrerede (jf. § 1 a, stk. 3). Indtil en gyldig ændring skulle de ringere stillede have de gunstigere vilkår (jf. § 2, stk. 1). Svaret om ordninger, der altid kun har haft medlemmer af ét køn, må ikke bruges mod en sammenligning med, hvordan en person ville blive behandlet (jf. § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Arbejdstagere og ydelsesberettigede pårørende kunne påberåbe sig artikel 119 over for pensionsordningens trustees. Trustees og arbejdsgivere skulle bruge nationale retsmidler til at ophæve diskrimination, også når stiftelsesdokumentet begrænsede deres beføjelser; den nationale ret skulle sikre gennemførelsen, og utilstrækkelige midler ændrede ikke pligten. I perioden mellem konstateret diskrimination og gyldig ændring skulle de ringere stillede have de gunstigere vilkår; efter ændringen kunne fremtidige fordele begrænses. EU-retten krævede ikke efterfølgende begrænsning af privilegier optjent før 17. maj 1990. Barber-grænsen, med undtagelsen for tidligere klager eller sager, gjaldt også efterladtepensioner og både contracted-out- og andre erhvervsordninger; ved ydelser uden afhængighed af tjenestetid var den udløsende begivenheds dato afgørende. Forskellige aktuarmæssige faktorer og deraf afledte kapitalbeløb i funderede, ydelsesdefinerede ordninger faldt uden for artikel 119. Princippet omfattede pensionsydelser uanset arbejdsgiver- eller arbejdstagerfinansiering, men ikke frivillige ekstra bidrag, som ordningen alene administrerede. Ved overførsel skulle den modtagende kasse ved pensionering korrigere diskriminerende utilstrækkelighed for de omfattede perioder. Artikel 119 fandt efter svaret ikke anvendelse på ordninger, som altid kun havde haft medlemmer af ét køn.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Pr100–104 om ordninger altid med ét køn må ikke generaliseres til nutidig barriere mod hypotetisk sammenligning; historisk aktuarmæssig afgrænsning er ikke generel lighedsbegrundelse

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0200

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-200/91,

angående en anmodning, som High Court of Justice of England and Wales, Chancery Division, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i en for nævnte ret verserende »representative action«,

Coloroll Pension Trustees Ltd

mod

1) James Richard Russell

2) Daniel Mangham

3) Gerald Robert Parker

4) Robert Sharp

5) Joan Fuller

6) Judith Ann Broughton

7) Coloroll Group plc,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889),

har

[s. I-4398]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. AO. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein og ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Coloroll Pension Trustees Ltd ved Solicitors McKenna & Co., bistået af P. Howell, QC, Barrister D. Anderson og Barrister J. Clifford

- J. R. Russell, G. R. Parker, R. Sharp og J. Fuller ved Solicitors Sacher & Partners og Solicitor M. Greenless, bistået af T. Lloyd, QC, og Barrister N. Green

- J. A. Broughton ved solicitors Travers Smith Braithwaite, bistået af D. Vaughan, QC, og Barrister N. Warren

- Coloroll Group pic (in receivership) ved Solicitors W. Şapte, N. Barnett, P. Wareham og J. Mackenzie, bistået af J. Lever, QC, og Barrister J. Stephens

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget

- den nederlandske regering ved plaatsvervangend secretaris-generaal T. P. Hofstee, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Röder og Regierungsdirektor C.-D. Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Irland ved Chief State Solicitor L. J. Dockery som befuldmægtiget

- den danske regering ved juridisk konsulent J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved generaldirektør J. L. Dewost og K. Banks, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. januar 1993 af Coloroll Pension Trustees Ltd, af J. R. Russel m.fl., af J. A. Broughton, af Coloroll Group plc, af den danske regering, af den tyske regering, af Det Forenede Kongerige ved J. E. Collins, bistået af Sir Nicholas Lyell, QC, og Barristers S. Richards og N. Paines, af den nederlandske regering ved assistent-juridisch adviseurs J. W. de Zwaan og T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, af Irland ved J. Cooke, SC, og A. O'Caoimh, JC, som befuldmægtigede, og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. april 1993,

afsagt følgende

[s. I-4400]

### Dom

1 Ved kendelse af 23. juli 1991 indgået til Domstolen den 31. juli s.a. har High Court of England and Wales, Chancery Division, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119 og Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) for så vidt angår begrænsningen af dommens tidsmæssige virkninger.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en »representative action« i henhold til Rules of the Supreme Court (O.a.: en sag, der anlægges af eller mod en eller flere personer som repræsentanter for en større gruppe). Sagen er anlagt ved High Court af Coloroll Pension Trustees Ltd.

3 I henhold til en række dokumenter vedrørende stiftelse af en »trust«, som er den retlige organisationsform, der sædvanligvis anvendes for erhvervstilknyttede pensionsordninger i Det Forenede Kongerige, forvalter Coloroll Pension Trustees Ltd som »trustee« aktiverne i de kasser, de forskelüge selskaber i Coloroll-koncernen har oprettet for deres ansatte med det særlige formål at udbetale pensioner og andre ydelser, som arbejdsgiveren har givet tilsagn om.

4 Coloroll's pensionsordninger er, for så vidt angår hovedydelserne, »ydelsesdefine-rede« ordninger (defined benefit/final salary schemes), som sikrer de ansatte udbetaling af en bestemt pension, der svarer til 1/60 af deres slutløn for hvert års ansættelse, fra det tidspunkt, hvor de når den normale pensionsalder, dvs. 65 år for mænd og 60 år for kvinder.

5 På visse betingelser har medlemmerne af pensionskasserne mulighed for at gå på pension, før de når denne alder, og straks at modtage en pension, der er nedsat

[s. I-4401]

under henvisning til aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for mænd og kvinder, idet kvinder statistisk har en længere gennemsnitslevetid end mænd.

6 Disse aktuarmæssige faktorer anvendes også ved fastsættelsen af en række beløb — der er forskellige, alt efter om der er tale om en mand eller en kvinde — i tilfælde hvor et medlem vælger helt eller delvis at få udbetalt en engangsydelse i stedet for en pension, i tilfælde hvor der gives afkald på en del af pensionen imod, at der senere udbetales en pension af samme værdi som den del, der er givet afkald på, til ægtefællen eller til en anden person, der forsørges af medlemmet, og i tilfælde hvor optjente pensionsrettigheder overføres til en anden pensionskasse eller til et forsikringsselskab.

7 Efter alle ordningerne kan ægtefæller og personer, der forsørges af medlemmerne, selv blive berettiget til pension, idet det dog i nogle tilfælde kun er enker eller personer, der forsørges af mandlige medlemmer, der kan få udbetalt denne ydelse.

8 Med hensyn til finansieringen af ordningerne gælder, at de beror på bidragsbetaling i den forstand, at de ikke blot finansieres ved hjælp af bidrag fra arbejdsgiveren, men også ved hjælp af bidrag fra de ansatte.

9 De ansattes bidrag svarer til en procentdel af deres løn og er det samme for alle, både mandlige og kvindelige arbejdstagere, som også har mulighed for frivilligt at indbetale ekstraordinære bidrag med henblik på at opnå supplerende ydelser, som beregnes særskilt, og som der gøres særskilt regnskab for.

10 Derimod ændres arbejdsgiverbidragene, beregnet under ét, efterhånden, således at udgifterne til de pensioner, der er givet tilsagn om, kan dækkes. Desuden er de højere for kvindelige arbejdstagere end for mandlige, fordi der i forbindelse med

[s. I-4402]

en funderet ordning tages hensyn til aktuarmæssige faktorer, der bygger på, at gennemsnitslevetiden er forskellig for mænd og kvinder.

11 Med en enkelt undtagelse er alle Coloroll-koncernens pensionsordninger ifølge aftale undtaget fra den statslige indtægtsbestemte pensionsordning (»contracted-out« of the State Earnings Related Pension Scheme, herefter benævnt »SERPS«). En pension, der udbetales i henhold til denne nationale ordning, supplerer den lovbestemte pensions grundbeløb imod betaling af bidrag til den nationale ordning. At ordningerne er »contracted-out« vil sige, at Coloroll-ordningerne træder i stedet for den nationale pensionsordning, for så vidt angår den del af bidragene og ydelserne, der står i forbindelse med den enkelte ansattes løn. De tilsluttede betaler derfor kun nedsatte bidrag til den nationale ordning — beregnet under hensyn til statens forventede besparelser — samtidig med at de betaler bidrag til den erhvervstilknyttede ordning, idet det dog skal sikres, at de samlede ydelser, som personer, der er tilsluttet den erhvervstilknyttede ordning, modtager, svarer til de ydelser, de ville modtage fra SERPS, hvis de var omfattet af denne ordning.

12 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at »the trustees« efter Coloroll-koncernens økonomiske sammenbrud i 1990, og efter at der var udpeget »administrative receivers« (bestyrere) for visse af selskaberne i koncernen, skal likvidere pensionskasserne og afhænde aktiverne. Dette kræver, at der foretages en endelig opgørelse af alle pensionskassernes forpligtelser, at aktiverne anvendes til at udrede pensioner og andre ydelser, og at eventuelle overskydende aktiver afhændes.

13 Da »the trustees« skal afgøre flere hundrede tilfælde, hvor medlemmer gør krav på pensioner og en række forskellige ydelser, har de rejst spørgsmål om, hvorvidt de — i øvrigt ret detaljerede — regler i trustens stiftelsesdokumenter er forenelige med traktatens artikel 119, således som den er fortolket i Barber-dommen, og specielt hvorledes den tidsmæssige begrænsning af denne bestemmelses direkte virkning, som blev fastsat i Barber-dommen, skal bringes i anvendelse i den foreliggende sag.

[s. I-4403]

14 Som anført ovenfor skal der ifølge alle de omhandlede ordninger anvendes forskellige regler for mænd og kvinder, hvad enten der er tale om den normale pensionsalder eller de aktuarmæssige faktorer, der finder anvendelse i tilfælde, hvor der er adgang til at vælge en kapitalisering af ydelserne. Endvidere er det et karakteristisk træk ved to af ordningerne, at der ikke er tilsluttet kvinder.

15 På denne baggrund besluttede »the trustees« at anlægge en »representative action« ved High Court, for at denne retsinstans som led i sin generelle kompetence til at føre tilsyn med trusts kunne give dem de fornødne anvisninger. Med henblik herpå udpegede »the trustees«, som er sagsøgere i sagen, som sagsøgte en række personer, der er udvalgt således, at de repræsenterer de forskellige interesser, som gør sig gældende.

16 High Court fandt det herefter hensigtsmæssigt at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1. 1) Kan den direkte virkning af artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab påberåbes a) af arbejdstagerne og b) af deres ydelsesberettigede pårørende, for så vidt angår krav på ydelser i henhold til en pensionsordning, når kravene ikke fremsættes over for arbejdsgiveren, men over for ordningens ’trustees’?

2) Kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes over for en pensionskasse a) af arbejdstagerne og b) af deres ydelsesberettigede pårørende i) til støtte for et krav om, at ’the trustees’ administrerer ordningen, som om bestemmelserne i de for ordningen gældende regler var blevet ændret (uanset deres faktiske ordlyd), således at de afspejler ligelønsprincippet i artikel 119, idet de sikrer, at de ydelser, der i henhold til ordningen skal udbetales til arbejdstagerne og/eller deres ydelsesberettigede pårørende bliver gjort ensartede, ii) eller til støtte for et krav om, at arbejdsgiveren (hvis denne stadig eksisterer) og/eller ’the trustees’ anvender de beføjelser, de måtte have, til — enten i kraft af en ændring af de for ordningen gældende regler eller på anden måde — at sikre, at de ydelser, der skal udbetales i henhold til ordningen, afspejler ligelønsprincippet, og, hvis svaret på i) eller ii) er bekræftende, iii) kræves det da ifølge lighedsgrundsætningen, at ydelserne til det ugunstigt stillede køn forhøjes i alle tilfælde, eller er det foreneligt med artikel 119, at ydelserne til det andet køn nedsættes?

3) Hvis den direkte virkning af artikel 119 kan påberåbes både over for arbejdsgiveren og over for ordningens ’trustees’, hvilket forhold består der da mellem pensionskassens forpligtelser og arbejdsgiverens forpligtelser? Det ønskes navnlig oplyst, i) om der kan stilles krav om, at arbejdsgiveren indbetaler yderligere beløb til ordningens ’trustees’, ii) om arbejdsgiveren, når trusten har overskydende aktiver, kan stille krav om, at forpligtelser i medfør af artikel 119 først indfries, alt efter omstændighederne helt eller delvis, ved hjælp af de overskydende aktiver, iii) om ’the trustees’ skal afdække eventuelle yderligere pensionsrettigheder i pensionskassens aktiver, når der ikke er blevet fremsat krav over for arbejdsgiveren, eller når arbejdsgiveren ikke har taget skridt til at opfylde eller afdække et sådant krav?

4) Har det betydning for svarene på afsnit 1), 2) og 3) i dette spørgsmål (og i givet fald hvilken betydning), om a) de midler, ’the trustees’ bestyrer, er utilstrækkelige til fuldt ud at dække udgifterne ved at gøre ydelserne ensartede, således at de afspejler ligelønsprincippet i artikel 119, eller b) arbejdsgiveren er ude af stand til at stille yderligere midler til rådighed for ordningens ’trustees’, eller c) det forhold, at ydelserne gøres ensartede, får eller kan få den virkning, at der kun opnås lighed for én kategori af pensionsberettigede (f.eks. personer, der modtager pension), hvis ydelserne til en anden kategori (f.eks. medlemmer af pensionskassen, som stadig er i beskæftigelse) nedsættes?

> 2. Nøjagtig hvilken virkning med hensyn til krav på ydelser i henhold til en ’contracted-out’ ordning har punkt 5 i konklusionen i dommen i sag C-262/88, Barber (dom af 17.5.1990, EFT C 146 af 15.6.1990, s. 8), hvorefter ’den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke [kan] påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af nærværende dom, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gældende national ret’? Det ønskes navnlig oplyst

[s. I-4406]

(dog ikke for så vidt angår sager, der er anlagt før det tidspunkt, hvor dommen i Barbersagen blev afsagt), om

1) den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 kun kan påberåbes af arbejdstagerne til støtte for et sådant krav a) for så vidt angår ansættelse den 17. maj 1990 (dommens dato) eller i tiden derefter, b) eller også for så vidt angår ansættelse før den 17. maj 1990, og i bekræftende fald for hele den periode, hvor den pågældende har været ansat, eller en del af den og i givet fald hvilken del?

2) Hvis svaret på spørgsmål 1) er b), kan den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 da kun påberåbes til støtte for et sådant krav a) af arbejdstagere, hvis ansættelse, som er omfattet af ordningen, ophørte den 17. maj 1990 eller derefter, b) eller også af arbejdstagere i) hvis ansættelse, som er omfattet af ordningen, ophørte før den 17. maj 1990, og som i henhold til de for ordningen gældende regler var berettigede til at få udbetalt pensionsydelser før den 17. maj 1990, ii) hvis ansættelse, som er omfattet af ordningen, ophørte før den 17. maj 1990, men som i henhold til de for ordningen gældende regler først var berettigede til at få udbetalt pensionsydelser (en opsat pension) den 17. maj 1990 eller derefter?

3) Hvis svaret på spørgsmål 2) er b) i), kan den direkte virkning af artikel 119 da kun påberåbes af sådanne arbejdstagere, for så vidt angår pensionsydelser, der skal udbetales den 17. maj 1990 eller derefter, eller også for så vidt angår pensionsydelser, som skulle udbetales før dette tidspunkt?

4) Gælder de principper, der opstilles som svar på spørgsmål l)-3), ligeledes for krav på ydelser, der fremsættes af ydelsesberettigede pårørende? Det ønskes navnlig oplyst, i hvilket omfang og for hvilke ansættelsesperioder enker og enkemænd, a) som har mistet deres ægtefælle den 17. maj 1990 eller derefter, og b) som har mistet deres ægtefælle før den 17. maj 1990, er berettigede til at påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte for krav på ydelser til efterladte?

5) Gælder de principper, der opstilles som svar på spørgsmål l)-4), og i givet fald på hvilken måde, for ydelser, som ikke afhænger af, hvor længe den pågældende faktisk har været ansat i en pensionsgivende stilling?

> 3. Gælder de principper, der opstilles som svar på spørgsmål 2, ligeledes for så vidt angår ordninger og ansættelsesperioder, som ikke er ’contracted-out’?

> 4. Er det foreneligt med artikel 119 i henhold til en pensionsordning at udbetale ydelser eller andre beløb, der beregnes under henvisning til aktuarmæssige

[s. I-4408]

faktorer (herunder navnlig aktuarmæssige prognoser med hensyn til den forventede levealder), som fører til forskellige resultater for mænd og kvinder? Det ønskes navnlig oplyst

a) om sådanne faktorer kan anvendes ved beregningen af de ydelser, der skal udbetales til en arbejdstager, i) for så vidt angår det kontantbeløb, der kommer til udbetaling ved en konvertering af en del af den årlige pension, ii) for så vidt angår en pension, der senere skal udbetales til en ydelsesberettiget pårørende, mod at der gives afkald på en del af den årlige pension, iii) som en nedsat pension, når den ansatte vælger at gå på førtidspension og begynde at modtage pensionsydelser før den normale pensionsalder?

b) Når en pensionsordnings ’trustees’ betaler et beløb til tredjemand for at sikre, at denne udbetaler pensionsydelser til en arbejdstager eller til en ydelsesberettiget pårørende, for hvem beløbet betales, er ’the trustees’ da berettigede til eller skal de i) betale et beløb, som er lige stort for mænd og kvinder, men for hvilket der kan erhverves pensionsydelser, som ikke er lige store for mænd og kvinder, ii) anvende en anden fremgangsmåde eller andre fremgangsmåder (og i givet fald hvilken eller hvilke)?

c) På baggrund af svarene på a) og b), sammenholdt med svarene på spørgsmål 2, skal en ordnings ’trustees’ da tage de beregninger, der er foretaget under henvisning til sådanne aktuarmæssige faktorer, op til fornyet undersøgelse og omberegning for så vidt angår begivenheder, der ligger forud for den 17. maj 1990, og i bekræftende fald for hvilken periode?

> 5. 1) Under omstændigheder, hvor en ordning ikke udelukkende finansieres ved hjælp af arbejdsgiverbidrag, men også af bidrag fra arbejdstagerne, hvad enten der er tale om i) bidrag, som arbejdstagerne skal betale i henhold til de for ordningen gældende regler og/eller ii) frivillige bidrag ud over dem, de skal betale i henhold til de for ordningen gældende regler, gælder lighedsgrundsætningen i artikel 119 da a) kun for ydelser, der skal betales af de af pensionskassens aktiver, som kan henføres til arbejdsgiverbidragene, b) eller også for ydelser, der skal betales af de af pensionskassens aktiver, som kan henføres til i) normale bidrag til ordningen og/eller ii) ekstraordinære, frivillige bidrag?

2) Når en arbejdstager er overgået fra en pensionskasse til en anden (f.eks. i forbindelse med overgang til anden ansættelse), og sidstnævnte pensionskasse har påtaget sig forpligtelsen til at udbetale ydelser, mod at den førstnævnte pensionskasses ’trustees’ overfører et beløb, finder artikel 119 da anvendelse, således at pensionskassen skal forhøje disse ydelser, når det er nødvendigt for at afspejle lighedsgrundsætningen? I bekræftende fald, hvorledes skal de principper, der er opstillet som svar på spørgsmål 2, da anvendes under sådanne omstændigheder?

[s. I-4410]

> 6. Finder artikel 119 anvendelse på pensionskasser, som til enhver tid kun har haft medlemmer af det ene køn, således at et medlem er berettiget til de yderligere ydelser, som medlemmet ville have været berettiget til som følge af artikel 119, hvis ordningen havde haft et eller flere medlemmer af det andet køn?«

#### Første spørgsmål, første led

17 Med det første spørgsmåls første led ønsker High Court oplyst, dels om arbejdstagerens ydelsesberettigede pårørende ligesom arbejdstageren selv kan påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, dels om artiklen kan påberåbes, ikke alene over for arbejdsgiveren, men også over for en erhvervstilknyttet pensionsordnings »trustees«.

18 Med hensyn til den første del af spørgsmålet bemærkes, at Domstolen i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879) fastslog, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, er omfattet af artikel 119. Domstolen udtalte desuden, at den omstændighed, at en sådan pension pr. definition ikke udbetales til arbejdstageren, men til den efterladte, ikke kan afsvække denne fortolkning, eftersom en sådan ydelse er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og pensionen udbetales til den efterladte som følge af ægtefællens arbejdsforhold (præmis 13).

19 Heraf følger, at eftersom retten til at få udbetalt en efterladtepension opstår på det tidspunkt, hvor den arbejdstager, som er tilsluttet ordningen, afgår ved døden, er den efterladte den eneste, der kan gøre denne ret gældende. At nægte den efterladte mulighed herfor ville være ensbetydende med at fratage artikel 119 dens effektive virkning for så vidt angår efterladtepensioner.

[s. I-4411]

20 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 119 kan påberåbes over for en erhvervstilknyttet pensionsordnings »trustees«, bemærkes, at Domstolen i Barber-dommen — efter at have fastslået, at pensioner, der udbetales i henhold til sådanne ordninger, er omfattet af artikel 119 — udtalte, at dette også gælder, selv om ordningen er oprettet i form af en »trust« og administreres af »trustees«, som formelt er uafhængige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren (præmis 28 og 29).

21 Arbejdsgiveren kan derfor ikke unddrage sig de forpligtelser, der påhviler ham i henhold til artikel 119, ved at vælge en trust som den retlige organisationsform for oprettelsen af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

22 Hvad »the trustees« angår, skal de — skønt de ikke har noget at gøre med arbejdsforholdet — udbetale ydelser, som ikke af den grund mister deres karakter af løn i artikel 119's forstand. De har følgelig pligt til at gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes på dette område.

23 Ganske vist er de forpligtelser, »the trustees« har over for de personer, der er tilsluttet ordningen, og deres ydelsesberettigede pårørende, fastlagt i trustens stiftelsesdokument, som er underlagt reglerne i national ret. Som Det Forenede Kongerige med rette har gjort gældende, ville artikel 119's effektive virkning imidlertid i høj grad blive svækket, og det ville have særdeles uheldige følger for den retsbeskyttelse, der er nødvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager eller dennes ydelsesberettigede pårørende kun kunne påberåbe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren og ikke over for »the trustees«, som det udtrykkelig er pålagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser.

24 Det første spørgsmåls første led må herefter besvares med, at såvel arbejdstagerne som deres ydelsesberettigede pårørende kan påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 over for en erhvervstilknyttet pensionsordnings »trustees«,

[s. I-4412]

som har pligt til at overholde ligebehandlingsprincippet under udøvelsen af deres beføjelser og forpligtelser som fastlagt i trustens stiftelsesdokument.

#### Første spørgsmål, andet led

25 Med det første spørgsmåls andet led ønsker den nationale ret oplyst, om »the trustees«, når visse af de for ordningen gældende regler er uforenelige med ligelønsprincippet, skal administrere ordningen således, at de ser bort fra disse regler, eller om arbejdsgiveren og »the trustees« skal ændre dem for at gøre dem forenelige med artikel 119. Retten ønsker desuden oplyst, om den eneste måde at tilvejebringe ligebehandling på i alle tilfælde er at forhøje ydelserne til det ugunstigt stillede køn, eller om ligebehandling også kan opnås ved at nedsætte ydelserne til den privilegerede gruppe.

26 Med hensyn til spørgsmålets første del bemærkes, at ligelønsprincippet hører til Fællesskabets grundlag, og at artikel 119 skaber rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte. Da bestemmelsen er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for de offentlige myndigheder, men tillige for aftaler mellem borgerne og for alle overenskomster, som kollektivt regulerer lønnet arbejde (jf. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455, præmis 12 og 39).

27 Under disse omstændigheder kan der ikke gives arbejdsgiverne og »the trustees« adgang til at påberåbe sig de for pensionsordningen gældende regler eller bestemmelserne i trustens stiftelsesdokument for således at unddrage sig deres forpligtelse til at sikre ligebehandling med hensyn til løn.

[s. I-4413]

28 Hvis de regler i national ret, der finder anvendelse på området, forbyder dem at handle uden for rammerne af deres beføjelser eller at tilsidesætte bestemmelser i trustens stiftelsesdokument, har arbejdsgiverne og »the trustees« pligt til at anvende alle de midler, der findes i national ret, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes. Som eksempel herpå kan nævnes indbringelse af sagen for de nationale domstole, specielt når disses mellemkomst — som det synes at være tilfældet i nærværende sag — er nødvendig, for at der kan foretages ændringer i bestemmelserne vedrørende pensionsordningen eller i trustens stiftelsesdokument.

29 Desuden er det ifølge fast praksis medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som følger af den direkte virkning af traktatens bestemmelser (jf. dom af 19.6.1990, sag C-213/89, Factortame m.fl., Sml. I, s. 2433, præmis 19). Med henblik herpå tilkommer det dem, specielt inden for artikel 119's område, under fuld udnyttelse af det skøn, de råder over i henhold til national ret, at fortolke og anvende de gældende nationale bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabsretten, og — såfremt en sådan overensstemmelse ikke kan opnås ad fortolkningsvejen — at lade enhver modstående internretlig forskrift være retligt uvirksom (jf. dom af 4.2.1988, sag 157/86, Murphy m.fl., Sml. s. 673, præmis 11).

30 Med hensyn til spørgsmålets anden del vedrørende den fremgangsmåde, der skal anvendes med henblik på at tilvejebringe ligebehandling, bemærkes, at Domstolen i Defrenne-dommens præmis 15 — i forbindelse med et under hovedsagen fremsat krav om erstatning på grund af forskelsbehandling med hensyn til løn — udtalte, at man, fordi artikel 119 er kædet sammen med udjævningen af arbejdsvilkårene på et stadigt stigende niveau, kan se bort fra indvendingen om, at denne artikel kan overholdes på anden måde end gennem en stigning i de laveste lønninger.

31 Desuden præciserede Domstolen i dommen af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297, præmis 18, 19 og 20), at den nationale ret har pligt til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er diskriminerende, uden at den behøver at anmode om eller afvente, at bestemmelsen forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på en anden, i forfatningen foreskrevet måde, og ligeledes

[s. I-4414]

har pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

32 Heraf følger, at når først Domstolen har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling med hensyn til løn, og så længe pensionskassen ikke har truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

33 Det forholder sig anderledes, for så vidt angår beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter det tidspunkt, hvor de regler, der skal ophæve forskelsbehandlingen, er trådt i kraft, idet artikel 119 så ikke er til hinder for foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling ved at begrænse fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede. Artikel 119 forlanger nemlig blot, at mænd og kvinder modtager samme løn for samme arbejde, ikke, at lønnen skal ligge på et bestemt niveau.

34 Endelig skal det for så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, blot bemærkes, at denne dom — som det vil blive præciseret i det følgende i besvarelsen af det andet spørgsmål — udelukkede, at artikel 119 kunne finde anvendelse på pensionsydelser, der vedrørte disse perioder, hvorfor arbejdsgiverne og »the trustees« ikke længere har pligt til at sikre ligebehandling med hensyn til disse ydelser.

35 Heraf følger, at fællesskabsretten for så vidt angår disse perioder ikke indeholdt nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de fordele, kvinderne har haft.

[s. I-4415]

36 Det første spørgsmåls andet led må derfor besvares med, at selv om national ret forbyder arbejdsgiverne og »the trustees« at handle uden for rammerne af deres respektive beføjelser eller at tilsidesætte bestemmelserne i trustens stiftelsesdokument, har de pligt til at anvende alle de midler, der findes i national ret, såsom indbringelse af sagen for de nationale domstole, med henblik på at ophæve enhver forskelsbehandling med hensyn til løn. For så vidt angår beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt mellem det tidspunkt, hvor Domstolen har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling, og det tidspunkt, hvor foranstaltninger til ophævelse af forskelsbehandlingen er trådt i kraft, er det endvidere nødvendigt for en korrekt gennemførelse af ligelønsprincippet, at der gives de ugunstigt stillede arbejdstagere de samme fordele, som de øvrige arbejdstagere har haft. Derimod er artikel 119 — for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter det tidspunkt, hvor de nævnte foranstaltninger er trådt i kraft — ikke til hinder for, at ligebehandling tilvejebringes ved at begrænse de privilegerede arbejdstageres fordele. Endelig indeholdt fællesskabsretten for så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de privilegerede arbejdstageres fordele.

#### Første spørgsmål, tredje led

37 Med det første spørgsmåls tredje led anmoder den forelæggende ret Domstolen om at udtale sig om henholdsvis arbejdsgivernes og »the trustees'« forpligtelser, når det er fastslået, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kan påberåbes såvel over for arbejdsgiverne som »the trustees«.

38 I den forbindelse må det fastslås, at selv om artikel 119 pålægger arbejdsgiverne en forpligtelse til at nå et bestemt resultat, nemlig at mænd og kvinder skal have samme løn for samme arbejde, foreskrives det hverken i artikel 119 eller i nogen anden fællesskabsbestemmelse, hvorledes arbejdsgiverne og — inden for rammerne af deres beføjelser — en erhvervstilknyttet pensionsordnings »trustees« skal opfylde denne forpligtelse.

[s. I-4416]

39 Heraf følger, at den nationale retsinstans, som har pligt til at sørge for, at forpligtelsen til at nå dette resultat under alle omstændigheder opfyldes, i dette øjemed kan benytte alle de midler, der står til rådighed i national ret. Den kan således bestemme, at arbejdsgiveren skal indbetale yderligere bidrag til ordningen, at forpligtelser i medfør af artikel 119 først skal indfries ved hjælp af ordningens eventuelle overskydende aktiver, eller at »the trustees« skal afdække pensionsrettigheder i pensionskassens aktiver, selv om der ikke er blevet fremsat noget krav over for arbejdsgiveren, eller denne ikke har reageret på et sådant krav.

40 Det første spørgsmåls tredje led skal herefter besvares med, at den nationale retsinstans skal sørge for en korrekt gennemførelse af artikel 119 under hensyntagen til de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne og »the trustees« i medfør af reglerne i national ret.

#### Første spørgsmål, fjerde led

41 Med det første spørgsmåls fjerde led ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken betydning det kan have for besvarelsen af spørgsmålets tre første led, at de midler, »the trustees« bestyrer, er utilstrækkelige til, at ydelserne kan gøres ensartede.

42 Hertil skal det blot bemærkes, at den omstændighed, at anvendelsen af ligelønsprincippet er forbundet med vanskeligheder, der skyldes, at de midler, »the trustees« bestyrer, er utilstrækkelige, eller at arbejdsgiveren er ude af stand til at stille yderligere midler til rådighed, er et problem, som henhører under national ret, og som ikke kan indvirke på besvarelsen af de foregående spørgsmål. Der skal imidlertid, som Det Forenede Kongerige med rette har understreget, tages hensyn til ligelønsprincippet ved anvendelsen af national ret.

[s. I-4417]

43 Det første spørgsmåls fjerde led må herefter besvares med, at eventuelle problemer, som skyldes, at de midler, »the trustees« bestyrer, er utilstrækkelige til at gøre ydelserne ensartede, skal løses på grundlag af national ret under hensyntagen til ligelønsprincippet og ikke kan indvirke på besvarelsen af de foregående spørgsmål.

#### Andet spørgsmål, første led

44 Med det andet spørgsmåls første led anmoder den forelæggende ret Domstolen om at udtale sig om den nøjagtige rækkevidde af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

45 I denne forbindelse er det — som Domstolen allerede har anført i Ten Oever-dommen — tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at der blev truffet afgørelse om denne begrænsning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henført under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand (præmis 16).

46 Ved afgørelsen herom blev der taget hensyn til, at særlige forhold gør sig gældende med hensyn til denne form for løn, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforløb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder (præmis 17).

47 Domstolen tog ligeledes hensyn til de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmæssige forbindelse, der i hvert enkelt tilfælde består mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden (præmis 18).

[s. I-4418]

48 Også under hensyntagen til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, som anført i dommens præmis 44, bør det præciseres, at ligebehandlingen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan påberåbes for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (præmis 19).

49 Det andet spørgsmåls første led må herefter besvares med, at i kraft af Barber-dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

#### Andet spørgsmål, andet og tredje led

50 Det er ufornødent at besvare det andet spørgsmåls andet og tredje led, eftersom de er stillet for det tilfælde, at spørgsmålets første led besvares på en anden måde, nemlig at der også kan stilles krav om Ugebehandling for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990.

[s. I-4419]

#### Andet spørgsmål, fjerde led

51 Med det andet spørgsmåls fjerde led ønskes det oplyst, om og på hvilken måde begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen gælder for efterladtepensioner.

52 I denne forbindelse bemærkes, at efterladtepensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, som anført ovenfor i præmis 18, er omfattet af traktatens artikel 119.

53 Endvidere bemærkes, at efterladtepensioner ligesom fastsættelse af pensionsalderen nævnes blandt de undtagelser, der er fastsat i artikel 9 i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). Det var netop disse undtagelser, der førte til, at Domstolen fandt, at medlemsstaterne og de berørte parter med rimelighed kunne gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på området, og derfor begrænsede de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen (præmis 42 og 43).

54 Denne begrænsning gælder derfor også for efterladtepensioner.

55 I betragtning af, at efterladtepensionen er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet den erhvervstilknyttede ordning, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og i betragtning af, at den finansieres gennem bidrag, som ægtefællen har indbetalt, mens han har haft erhvervsmæssig beskæftigelse, kan en efterladt kun kræve ligebehandling på dette område for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

[s. I-4420]

56 Det andet spørgsmåls fjerde led må herefter besvares med, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen gælder for efterladtepensioner, og at der følgelig kun kan kræves ligebehandling på dette område for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

#### Andet spørgsmål, femte led

57 Med det andet spørgsmåls femte led ønsker den nationale ret oplyst, om og på hvilken måde begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen gælder for ydelser, der skal udbetales i henhold til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, og som ikke afhænger af, hvor længe den pågældende faktisk har været beskæftiget.

58 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at det, den forelæggende ret er i tvivl om, er ydelser som f.eks. betaling af et engangsbeløb i tilfælde, hvor en arbejdstager afgår ved døden, mens arbejdsforholdet består.

59 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom en ydelse af denne art skal udbetales, når der blot består et ansættelsesforhold på det tidspunkt, hvor den begivenhed, der udløser ydelsen, indtræffer, uden hensyn til varigheden af de forudgående beskæftigelsesperioder, gælder begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun for tilfælde, hvor den udløsende begivenhed indtraf før den 17. maj 1990. Efter dette tidspunkt skal ligebehandlingsprincippet overholdes, når sådanne ydelser udredes, uden at der er grund til at opstille en sondring mellem beskæftigelsesperioder før og efter Barber-dommen.

60 Det andet spørgsmåls femte led må derfor besvares med, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun gælder for ydelser, som ikke afhænger af, hvor længe den pågældende faktisk har været beskæftiget, såfremt den udløsende begivenhed indtraf før den 17. maj 1990.

[s. I-4421]

#### Tredje spørgsmål

61 Med det tredje spørgsmål anmoder High Court Domstolen om at udtale sig om, hvorvidt Barber-dommen, specielt begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger, ikke alene gælder for erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, men også for erhvervstilknyttede ordninger, som ikke er det.

62 Hvad det angår, må det konstateres, at Domstolen allerede i dommen af 14. december 1993 i Moroni-sagen (sag C-110/91, Sml. I, s. 6591) anerkendte, at Barber-dommen også gælder for supplerende erhvervstilknyttede ordninger som den tyske ordning, Moroni-sagen drejede sig om.

63 Før Domstolen nåede til denne konklusion, anførte den, at de faktiske omstændigheder, der lå til grund for Barber-dommen, vedrørte en erhvervstilknyttet pensionsordning, som var »contracted-out«. Imidlertid havde Domstolen baseret sin afgørelse om, at pensioner, der udbetales i henhold til sådanne ordninger, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, på de samme kriterier, som den i sin tidligere praksis havde lagt til grund for at sondre mellem lovbestemte sociale sikringsordninger og erhvervstilknyttede pensionsordninger (præmis 12 og 13).

64 Således udtalte Domstolen i dommen af 25. maj 1971 i Defrenne-sagen (sag 80/70, Sml. 1971, s. 109, org. ref.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8), at begrebet løn ikke kan omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. De pågældende ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

[s. I-4422]

65 I dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84, Sml. s. 1607), som vedrørte en tysk erhvervstilknyttet ordning, fastslog Domstolen, at selv om ordningen var vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der var fastsat i den nationale lovgivning, var den et resultat af en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repræsentanterne for de ansatte, den supplerede den lovbestemte sociale sikringsordning, og den var ikke finansieret af det offentlige. En ordning med sådanne kendetegn falder derfor ind under traktatens artikel 119's anvendelsesområde.

66 Der er ingen tvivl om, at de erhvervstilknyttede pensionsordninger, som ikke er »contracted-out«, også har alle disse kendetegn.

67 Disse ordninger er nemlig også et resultat af en overenskomst mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne eller deres repræsentanter eller af arbejdsgiverens ensidige afgørelse. De finansieres også udelukkende af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i fællesskab, uden at det offentlige deltager i finansieringen.

68 Desuden finder sådanne ordninger heller ikke obligatorisk anvendelse på generelle kategorier af arbejdstagere, men vedrører kun arbejdstagere beskæftiget i visse virksomheder, således at tilslutningen til disse ordninger nødvendigvis er en følge af ansættelsesforholdet til en bestemt arbejdsgiver. Endelig er de omhandlede ordninger — skønt de er oprettet i henhold til den nationale lovgivning — undergivet deres egne regler.

69 Endelig bemærkes, at der i Barber-dommen for første gang blev taget stilling til spørgsmålet om, hvorledes en ulige behandling, der beror på, at pensionsalderen er forskellig for de to køn, skal bedømmes efter artikel 119. Det står fast, at en sådan differentiering ikke specielt er karakteristisk for erhvervstilknyttede ordninger, der er »contracted-out«; tværtimod genfindes den også i andre former for erhvervstilknyttede pensionsordninger og har samme diskriminerende virkninger.

[s. I-4423]

70 Heraf følger, at rækkevidden af de i Barber-dommen opstillede principper ikke kan anses for at være begrænset til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«, men at disse principper også gælder for erhvervstilknyttede ordninger, som ikke er det, i lighed med supplerende erhvervstilknyttede ordninger som den tyske ordning, Moroni-sagen drejede sig om.

71 Følgelig må det tredje spørgsmål besvares med, at de i Barber-dommen opstillede principper, specielt begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger, ikke alene gælder for erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, men også for erhvervstilknyttede ordninger, som ikke er det.

#### Fjerde spørgsmål

72 Med det fjerde spørgsmål ønsker High Court i det væsentlige oplyst, om artikel 119 er til hinder for, at der i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger tages hensyn til aktuarmæssige faktorer, som er forskellige for mænd og kvinder, og hvordan begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen i bekræftende fald finder anvendelse i denne sammenhæng.

73 De aktuarmæssige faktorer, der er tale om, er i det væsentlige knyttet til demografiske antagelser. Eftersom kvinder gennemsnitligt lever længere end mænd, er deres fremtidige pension mere byrdefuld end mændenes, således at arbejdsgiveren må indbetale højere bidrag.

74 At der tages hensyn til sådanne aktuarmæssige faktorer giver sig, især ved konvertering af en del af pensionen til en engangsydelse og overførsel af optjente rettigheder, udslag i, at de beløb, mandlige arbejdstagere har krav på, er lavere end dem, kvindelige arbejdstagere har krav på.

[s. I-4424]

75 Med henblik på besvarelsen af spørgsmålet, om sådanne forskelle er forenelige med artikel 119, må der tages stilling til, om ydelser, der overføres, og engangsydelser er løn i den nævnte artikels forstand.

76 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i dommen af 22. december 1993 i Neath-sagen (sag C-152/91, Sml. I, s. 6935) kendte for ret, at anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, ikke falder inde under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

77 Inden Domstolen nåede til denne konklusion, bemærkede den, at begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (præmis 28).

78 Domstolen fastslog dernæst, at den tankegang, der ligger til grund herfor, er, at arbejdsgiveren, efter omstændighederne ensidigt, forpligter sig til at udbetale bestemte ydelser til de ansatte eller til at give dem særlige fordele, og at de ansatte parallelt hermed forventer, at arbejdsgiveren udbetaler dem disse ydelser eller giver dem disse fordele. Som følge heraf er alt, hvad der ikke følger af denne forpligtelse, og som derfor heller ikke ligger inden for de ansattes forventninger, ifølge Domstolen begrebet løn uvedkommende (præmis 29).

79 I forbindelse med ydelsesdefinerede erhvervstilknyttede pensionsordninger, som dem, Neath-dommen og nærværende sag drejer sig om, har arbejdsgiveren over for de ansatte påtaget sig en forpligtelse til på et givet tidspunkt at betale en periodisk pension, som fastsættes efter kriterier, der allerede er kendt på det tidspunkt, hvor tilsagnet gives, og som er løn i artikel 119's forstand. Forpligtelsen vedrører derimod

[s. I-4425]

ikke nødvendigvis den finansieringsmåde, der vælges med henblik på at sikre den periodiske udbetaling af pensionen, og finansieringsmåden falder således uden for artikel 119's anvendelsesområde (præmis 30).

80 Eftersom der er tale om ordninger, der beror på bidragsbetaling, sker finansieringen ved hjælp af bidrag fra arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Bidragene fra arbejdstagerne udgør en del af disses løn, idet de indeholdes i vederlaget for arbejdet, som pr. definition er løn (jf. dom af 11.3.1981, sag 69/80, Worringham, Sml. s. 767); bidragene skal således være ens for alle arbejdstagere, både mænd og kvinder, hvilket også er tilfældet i den foreliggende sag. Det forholder sig anderledes med hensyn til arbejdsgiverbidragene, som skal sikre, at der er det nødvendige finansielle grundlag for pensionstilsagnene, således at pensionerne kan udbetales engang i fremtiden, hvilket er det, arbejdsgiveren har forpligtet sig til (præmis 31).

81 Domstolen konkluderede, at til forskel fra, hvad der gælder for den periodiske udbetaling af pensioner, skal det forhold, at der på grund af anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder ikke indbetales samme arbejdsgiverbidrag i forbindelse med funderede ydelsesdefinerede ordninger, ikke bedømmes efter artikel 119 (præmis 32).

82 Domstolen fandt, at dette nødvendigvis også måtte gælde for så vidt angik de særlige aspekter, der omtaltes i de præjudicielle spørgsmål, som — ligesom i den foreliggende sag — vedrørte konvertering af en del af den periodiske pension til en engangsydelse og overførsel af pensionsrettigheder, hvis værdi kun kan fastsættes under hensyn til den finansieringsmåde, der er valgt (præmis 33).

83 For at give en fyldestgørende besvarelse af High Court's spørgsmål må det tilføjes, at der heller ikke i de to andre tilfælde, der er tale om — nemlig en pension, der senere skal udbetales til en ydelsesberettiget pårørende, mod at der gives afkald på en del af den årlige pension, og en nedsat pension, når arbejdstageren vælger at gå

[s. I-4426]

på førtidspension — kan ses bort fra den valgte finansieringsmåde. Da denne falder uden for artikel 119's anvendelsesområde, skal forskelle i disse ydelsers størrelse, som skyldes, at der anvendes aktuarmæssige faktorer i forbindelse med finansieringen af ordningen, ikke bedømmes efter denne artikel.

84 Når henses hertil er det ufornødent at besvare den del af det fjerde spørgsmål, der vedrører en eventuel anvendelse af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

85 Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, ikke falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Følgelig skal forskelle i størrelsen af engangsydelser eller beløb, der træder i stedet for ydelserne, og hvis værdi kun kan fastsættes under hensyn til den måde, ordningen er finansieret på, heller ikke bedømmes efter artikel 119.

#### Femte spørgsmål, første led

86 Med det femte spørgsmåls første led ønsker High Court oplyst, om Ugebehandlingsprincippet i artikel 119 finder anvendelse på alle pensionsydelser, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede ordninger, eller om der er grund til at opstille en sondring, alt efter hvilken type bidrag ydelserne kan henføres til, dvs. arbejdsgivernes eller arbejdstagernes bidrag, som for de sidstnævntes vedkommende kan være obligatoriske eller frivillige.

87 Det bemærkes i denne forbindelse, at Domstolen i Barber-dommen udtalte, at pensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede ordninger, er ydelser, som som arbejdstagerne som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, og

[s. I-4427]

at de altså må betragtes som løn i artikel 119's forstand, idet de fuldt ud finansieres af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der i noget tilfælde ydes bidrag hertil fra det offentlige (præmis 25).

88 Heraf følger, at artikel 119 finder anvendelse på alle ydelser, der udbetales til en arbejdstager i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, hvad enten ordningen beror på bidragsbetaling eller ej. Om bidragene kan henføres til arbejdsgiveren eller til arbejdstagerne har derfor ingen indflydelse på begrebet løn, således som det anvendes på erhvervstilknyttede pensioner, der i deres helhed skal være i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, uanset hvorledes de finansieres.

89 Dette gælder så meget mere, som det i det foreliggende tilfælde fremgår af oplysningerne i sagen, at bidragene fra arbejdsgiverne og fra arbejdstagerne, når de først er indbetalt til pensionskassen, regnskabsmæssigt forvaltes under ét, og det ikke længere er muligt at adskille dem.

90 Imidlertid forholder det sig anderledes med hensyn til eventuelle ekstraordinære bidrag, som arbejdstagerne frivilligt indbetaler med henblik på at opnå supplerende ydelser, som f.eks. en supplerende, fast pension til medlemmet eller ydelsesberettigede pårørende, en supplerende, skattefri engangsydelse eller supplerende engangsydelser ved død.

91 Det fremgår nemlig af forelæggelseskendelsen, at disse supplerende ydelser beregnes særskilt, alene i forhold til de indbetalte bidrag, som indbetales til en særlig kasse, som »the trustees« forvalter adskilt fra den, arbejdsgivernes og arbejdstagernes bidrag i henhold til den egentlige erhvervstilknyttede pensionsordning indgår i.

[s. I-4428]

92 Når endvidere henses til, at erhvervstilknyttede pensionsordninger — som det også fremgår af forelæggelseskendelsen — i henhold til section 12 i Social Security Act 1986 blot skal sørge for de administrative rammer, der er nødvendige for, at de tilsluttede, som ønsker det, kan indbetale ekstraordinære bidrag med henblik på at opnå supplerende ydelser ud over dem, de har ret til at forvente som følge af deres arbejdsforhold, kan sådanne ydelser ikke betegnes som løn i artikel 119's forstand.

93 Det femte spørgsmåls første led må herefter besvares med, at ligebehandlingsprincippet i artikel 119 finder anvendelse på alle pensionsydelser, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede ordninger, uden at der er grund til at opstille en sondring, alt efter hvilken type bidrag ydelserne kan henføres til, dvs. arbejdsgivernes eller arbejdstagernes bidrag. For så vidt som en erhvervstilknyttet pensionsordning blot stiller de nødvendige administrative rammer til rådighed for de tilsluttede, falder supplerende ydelser, der hidrører fra bidrag, som arbejdstagerne frivilligt har indbetalt, imidlertid ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 119.

#### Femte spørgsmål, andet led

94 Med det femte spørgsmåls andet led ønskes det i det væsentlige oplyst, om en pensionskasse, når pensionsrettigheder overføres til denne fra en anden erhvervstilknyttet pensionsordning på grund af, at arbejdstageren overgår til anden ansættelse, er forpligtet til, på det tidspunkt hvor arbejdstageren når pensionsalderen, at forhøje de ydelser, den ved at acceptere overførslen af rettighederne har forpligtet sig til at udbetale til ham, for at ophæve de virkninger i strid med artikel 119, som det har for arbejdstageren, at det overførte beløb er utilstrækkeligt på grund af den forskelsbehandling, der har fundet sted inden for rammerne af pensionsordningen.

[s. I-4429]

95 I denne forbindelse må det antages, at arbejdstagerens rettigheder i henhold til artikel 119 ikke kan påvirkes af, at han overgår til anden beskæftigelse og må tilslutte sig en ny pensionskasse, som de optjente pensionsrettigheder overført hertil.

96 Følgelig er arbejdstageren, når han går på pension, berettiget til at forvente, at den pensionskasse, han nu er tilsluttet, udbetaler ham en pension, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

97 Hvis dette skulle vise sig ikke at være tilfældet, navnlig på grund af utilstrækkelig finansiering, skal den pensionskasse, der skal udbetale ydelsen, i princippet gøre alt for at tilvejebringe ligebehandling, eventuelt ved i henhold til national ret at kræve de nødvendige beløb betalt af den pensionskasse, som har overført et utilstrækkeligt beløb.

98 Eftersom Domstolen imidlertid i Barber-dommen har begrænset den direkte virkning af artikel 119 på den måde, at bestemmelsen kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, er hverken den pensionskasse, som har overført rettighederne, eller den, de er overført til, forpligtet til finansielt at træffe de nødvendige foranstaltninger til at tilvejebringe ligestilling for så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990.

99 Det femte spørgsmåls andet led må herefter besvares med, at en pensionskasse, når pensionsrettigheder overføres til denne fra en anden erhvervstilknyttet pensionsordning på grund af, at arbejdstageren overgår til anden ansættelse, er forpligtet til, på det tidspunkt hvor arbejdstageren når pensionsalderen, at forhøje de ydelser, den ved at acceptere overførslen af rettighederne har forpligtet sig til at udbetale til ham, for at ophæve de virkninger i strid med artikel 119, som det har for arbejdstageren,

[s. I-4430]

at det overførte beløb er utilstrækkeligt på grund af den forskelsbehandling, der har fundet sted inden for rammerne af pensionsordningen, og at dette gælder for ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

#### Sjette spørgsmål

100 Med det sjette spørgsmål ønsker High Court oplyst, om artikel 119 også finder anvendelse på pensionskasser, som altid kun har haft medlemmer af det ene køn.

101 I dommen af 27. marts 1980 i Macarthys-sagen (sag 129/79, Sml. s. 1275) udtalte Domstolen, at der, i tilfælde hvor der foreligger en rent faktisk forskelsbehandling inden for det område, hvor artikel 119 er umiddelbart anvendelig, kun kan foretages sammenligninger i form af de paralleller, der kan drages ud fra en konkret vurdering af det arbejde, der faktisk udføres af arbejdstagere af forskelligt køn i samme virksomhed eller tjeneste (præmis 15).

102 Domstolen antog, at der også kan drages sådanne paralleller mellem to arbejdstagere af forskelligt køn, der udfører samme arbejde, men på forskellige tidspunkter. I så fald tilkommer det imidlertid den nationale ret at undersøge, om en eventuel forskelsbehandling kan forklares ved faktorer, som ikke har nogen forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn (præmis 11 og 12).

103 Heraf følger, at en arbejdstager ikke kan påberåbe sig artikel 119 til støtte for lønkrav, der ville have bestået, hvis arbejdstageren tilhørte det andet køn, når der ikke er eller tidligere har været arbejdstagere af det andet køn i den pågældende virksomhed,

[s. I-4431]

som udfører eller har udført et tilsvarende arbejde. I så fald kan hovedkriteriet for, om der foreligger ligebehandling med hensyn til løn, som er, at der udføres samme arbejde og opnås samme løn, nemlig ikke anvendes.

104 Det sjette spørgsmål må herefter besvares med, at traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse på ordninger, som altid kun har haft medlemmer af det ene køn.

#### Sagens omkostninger

105 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den danske og den nederlandske regering, af Irland og Det Forenede Kongerige samt af Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af High Court of Justice ved kendelse af 23. juli 1991, for ret:

1) Såvel arbejdstagerne som deres ydelsesberettigede pårørende kan påberåbe sig den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 over for en [s. I-4432] erhvervstilknyttet pensionsordnings »trustees«, som har pligt til at overholde ligebehandlingsprincippet inden for rammerne af deres beføjelser og forpligtelser som fastlagt i trustens stiftelsesdokument.

2) Selv om national ret forbyder arbejdsgiverne og »the trustees« at handle uden for rammerne af deres respektive beføjelser eller at tilsidesætte bestemmelserne i trustens stiftelsesdokument, har de pligt til at anvende alle de midler, der findes i national ret, såsom indbringelse af sagen for de nationale domstole, med henblik på at ophæve enhver forskelsbehandling med hensyn til løn.

3) For så vidt angår beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt mellem det tidspunkt, hvor Domstolen har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling, og det tidspunkt, hvor foranstaltninger til ophævelse af forskelsbehandlingen er trådt i kraft, er det nødvendigt for en korrekt gennemførelse af ligelønsprincippet, at der gives de ugunstigt stillede arbejdstagere de samme fordele, som de øvrige arbejdstagere har haft. Derimod er artikel 119 — for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter det tidspunkt, hvor de nævnte foranstaltninger er trådt i kraft — ikke til hinder for, at ligebehandling tilvejebringes ved at begrænse de privilegerede arbejdstageres fordele. Endelig indeholdt fællesskabsretten for så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen (sag C-262/88) blev afsagt, ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de privilegerede arbejdstageres fordele.

4) Den nationale retsinstans skal sørge for en korrekt gennemførelse af traktatens artikel 119 under hensyntagen til de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne og »the trustees« i medfør af reglerne i national ret.

5) Eventuelle problemer, som skyldes, at de midler, »the trustees« bestyrer, er utilstrækkelige til at gøre ydelserne ensartede, skal løses på grundlag af national ret under hensyntagen til ligelønsprincippet og kan ikke indvirke på besvarelsen af de foregående spørgsmål.

6) I kraft af Barber-dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

7) Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen gælder for efterladtepensioner, og der kan følgelig kun kræves ligebehandling på dette område, for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

8) Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen gælder kun for ydelser, som ikke afhænger af, hvor længe den pågældende faktisk har været beskæftiget, såfremt den udløsende omstændighed indtraf før den 17. maj 1990.

9) De i Barber-dommen opstillede principper, specielt begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger, gælder ikke alene for erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, men også for erhvervstilknyttede ordninger, som ikke er det.

10) Anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, falder ikke ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Følgelig skal forskelle i størrelsen af engangsydelser eller beløb, der træder i stedet for ydelserne, og hvis værdi kun kan fastsættes under hensyn til den måde, ordningen er finansieret på, heller ikke bedømmes efter artikel 119.

11) Ligebehandlingsprincippet i traktatens artikel 119 finder anvendelse på alle pensionsydelser, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede ordninger, uden at der er grund til at opstille en sondring, alt efter hvilken type bidrag ydelserne kan henføres til, dvs. arbejdsgivernes eller arbejdstagernes bidrag. For så vidt som en erhvervstilknyttet pensionsordning blot stiller de nødvendige administrative rammer til rådighed for de tilsluttede, falder supplerende ydelser, der hidrører fra bidrag, som arbejdstagerne frivilligt har indbetalt, imidlertid ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 1.

12) En pensionskasse er, når pensionsrettigheder overføres til denne fra en anden erhvervstilknyttet pensionsordning på grund af, at arbejdstageren overgår til anden ansættelse, forpligtet til, på det tidspunkt hvor arbejdstageren når pensionsalderen, at forhøje de ydelser, den ved at acceptere overførslen af rettighederne har forpligtet sig til at udbetale til ham, for at ophæve de virkninger i strid med artikel 119, som det har for arbejdstageren, at det overførte beløb er utilstrækkeligt på grund af den forskelsbehandling, der har fundet sted inden for rammerne af pensionsordningen, og dette gælder for ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

13) Traktatens artikel 119 finder ikke anvendelse på ordninger, som altid kun har haft medlemmer af det ene køn.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliet

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61991cj0271.md =====

# EU-Domstolen, 2. august 1993, sag C-271/91

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0271.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61991cj0271.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Marshall II

ECLI: ECLI:EU:C:1993:335

Kommentarens titel: Erstatningsloft, rentetab og påberåbelse mod offentlig arbejdsgiver

Emner på siden: [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 6 i direktiv 76/207 hindrede et på forhånd fastsat loft over erstatning for diskriminerende afskedigelse og udeladelse af renter, som skulle dække tidsmæssigt tab frem til betaling. Den krænkede kunne påberåbe sig bestemmelsen over for en statslig arbejdsgiver for at hindre anvendelsen af nationale beløbsbegrænsninger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker ikke 2023/970 eller nye gennemsigtighedsbrud og fastlægger ikke en bestemt dansk rentesats eller alle renteberegningens detaljer. Udsagnet om direkte påberåbelse vedrører et statsorgan som arbejdsgiver; det må ikke fremstilles som afgørelse om artikel 16s direkte horisontale virkning. Der opstilles ingen EU-takst på grundlag af sagens beløb.

Bruges i kommentaren: § 2, afsnit 13 (lov/2.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0271

Domstolens dom
2. august 1993[^*]

I sag C-271/91,

angående en anmodning, som House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

M. H. Marshall

mod

Southampton and South West Hampshire Area Health Authority,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene C.N. Kakouris, G.C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg og J.L. Murray samt dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, F. Grévisse, M. Diez de Velasco, PJ.G. Kapteyn og D.A.O. Edward,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

[s. I-4401]

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- M. H. Marshall ved Michael J. Beloff, QC, og Solicitor Stephen Grosz (Bindman & Partners)

- Southampton and South West Hampshire Area Health Authority ved Robert Webb, QC, Barrister Andrew Lydiard og Solicitors Le Brasseurs

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John Collins, bistået af Barrister Derrick Wyatt, som befuldmægtigede

- den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Oberregierungsrat Claus-Dieter Quassowski, samme ministerium, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicholas Kahn, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 8. december 1992 er blevet afgivet mundtlige indlæg af M. H. Marshall, af Southampton and South West Hampshire Area Health Authority, af Det Forenede Kongerige, Irland, ved Barrister Feichin McDonagh, som befuldmægtiget, og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. januar 1993,

afsagt følgende

[s. I-4402]

### Dom

1 Ved kendelse af 14. oktober 1991 indgået til Domstolen den 17. oktober 1991 har House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter benævnt »direktivet«).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag anlagt af M. H. Marshall mod hendes tidligere arbejdsgiver, Southampton and South West Hampshire Area Health Authority (herefter benævnt »Health Authority«), angående et krav vedrørende erstatning af tab, der blev rejst af M. H. Marshall som følge af Health Authority's afskedigelse af hende.

3 Kravet begrundes med, at afskedigelsen er ulovlig, hvilket ikke bestrides i hovedsagen, eftersom Domstolen i dom af 26. februar 1986 (sag 152/84, Marshall, Smi. s. 723) som svar på de præjudicielle spørgsmål, som blev indgivet til Domstolen af Court of Appeal, fastslog, at direktivets artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at generelle afskedigelsesvilkår, hvorefter en kvinde afskediges alene med den begrundelse, at hun har nået eller overskredet den alder, som giver hende ret til en pension fra staten, og som efter national ret er forskellig for mænd og kvinder, er en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling på grundlag af køn.

4 Tvisten i hovedsagen er opstået, fordi Industrial Tribunal, som Court of Appeal havde henvist sagen til med henblik på at få afgjort spørgsmålet om erstatning, anslog M. H. Marshall's økonomiske tab til 18 405 UKL, inklusive 7 710 UKL i renter, og tilkendte hende en erstatning på 19 405 UKL, inklusive et beløb på 1 000 UKL som godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

[s. I-4403]

5 Det fremgår af sagen, at i henhold til section 65(1 )(b) i Sex Discrimination Act 1975 (herefter benævnt »SDA«), at når et Industrial Tribunal finder, at en klage vedrørende ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse er begrundet, skal det, såfremt det finder det berettiget, pålægge sagsøgte at betale sagsøgeren en erstatning svarende til det beløb, som eventuelt ville være blevet tilkendt i erstatning ved en County Court. I medfør af SD A's section 65(2) må erstatningsbeløbet imidlertid ikke overstige et vist maksimum, som på det pågældende tidspunkt var 6 250 UKL.

6 Det fremgår ligeledes af sagens akter, at et Industrial Tribunal på det tidspunkt ikke havde kompetence — eller i hvert fald at de pågældende bestemmelser var flertydige med hensyn til, om det havde en sådan kompetence — til at tilkende renter af erstatning vedrørende ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse.

7 Industrial Tribunal gjorde gældende, at section 35 A i Supreme Court Act 1981 gav det beføjelse til at lade erstatningsbeløbet omfatte renter. Efter dets opfattelse var erstatning det eneste hensigtsmæssige retshåndhævelsesmiddel i M. H. Marshall's tilfælde, men den begrænsning, der var fastsat i SDA's section 65(2) gjorde erstatningen utilstrækkelig og i strid med direktivets artikel 6.

8 Efter afgørelsen fra Industrial Tribunal betalte Health Authority M. H. Marshall et beløb på 5 445 UKL ud over beløbet på 6 250 UKL, der svarede til det ovennævnte lovbestemte maksimumsbeløb, som det havde betalt, allerede inden sagen blev indbragt for Industrial Tribunal. Llealth Authority appellerede dog afgørelsen for så vidt angik tilkendelsen af beløbet på 7 710 UKL i renter.

9 Da Employment Appeal Tribunal gav Health Authority medhold og Court of Appeal stadfæstede afgørelsen, appellerede M. II. Marshall til I louse of Lords, som besluttede at udsætte sagen og at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

[s. I-4404]

> »1) Hvis erstatning efter en medlemsstats nationale lovgivning er et af de retshåndhævelsesmidler, der ved de retslige instanser kan kræves iværksat af en person, som har været udsat for en af de former for ulovlig diskrimination, der er forbudt i henhold til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 (herefter benævnt ’direktivet’), indebærer den omstændighed, at der i den nationale lovgivning er fastsat et maksimum på 6 250 UKL for den erstatning, en sådan person kan opnå, da, at medlemsstaten ikke har gennemført direktivets artikel 6?

> 2) Hvis den nationale lovgivning indeholder bestemmelser om betaling af erstatning som ovenfor nævnt, er det da afgørende for, om direktivets artikel 6 er korrekt gennemført, at den erstatning, der tilkendes: a) ikke er mindre end det tab, den pågældende findes at have lidt på grund af den ulovlige diskrimination, og b) omfatter renter af hovedstolen af det således fastslåede tab fra det tidspunkt, da den ulovlige diskrimination fandt sted til det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales?

> 3) Hvis direktivets artikel 6 ikke er gennemført i en medlemsstats nationale lovgivning i nogen af de henseender, der er omtalt i spørgsmål 1 og 2, kan en person, som har været udsat for ulovlig diskrimination som ovenfor nævnt, da over for en myndighed, som er et statsorgan, påberåbe sig, at bestemmelsen i artikel 6 har forrang for det i den nationale lovgivning fastsatte maksimum for den erstatning, der kan opnås?«

10 Hvad nærmere angår de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante lovbestemmelser og de skriftlige indlæg for Domstolen henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

[s. I-4405]

#### Rækkevidden af spørgsmålene

11 De af House of Lords stillede spørgsmål drejer sig i virkeligheden om, hvorvidt det af direktivet følger, at en person, der er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn fra en statslig myndigheds side, har ret til fuld erstatning for det tab, han eller hun har lidt, og hvorvidt direktivets artikel 6 giver en sådan person mulighed for at få tilsidesat national lovgivning, som er fastsat med henblik på gennemførelse af direktivet, men som fastsætter et maksimum for den erstatning, der kan tilkendes. Det grundlæggende problem er derfor at afgøre meningen med og rækkevidden af artikel 6 med hensyn til direktivets principper og formål.

12 Det bør imidlertid tages i betragtning, når henses til hovedindholdet af spørgsmålene set i lyset af de tidligere domme afsagt af Court of Appeal og Employment Appeal Tribunal, at House of Lords ikke har anmodet Domstolen om en afgørelse vedrørende det af Det Forenede Kongerige rejste spørgsmål, om en Court eller et Tribunal, som f.eks. Industrial Tribunal, der specielt er oprettet med henblik på tvister vedrørende beskæftigelse, må eller skal tilsidesætte de lovbestemte grænser for sin kompetence for at sikre opfyldelsen af fællesskabsrettens krav.

13 Det Forenede Kongerige og Irland har ligeledes anført, at selv om de præjudicielle spørgsmål vedrører både det lovbestemte maksimum og spørgsmålet om renter, bør Domstolen begrænse sin besvarelse til det sidstnævnte spørgsmål, eftersom M. H. Marshall's appel til House of Lords udelukkende drejer sig om, hvorvidt Industrial Tribunal har beføjelse til at tilkende renter, og Domstolens opgave er at udtale sig om faktiske forhold, ikke om hypotetiske spørgsmål.

14 Hertil bemærkes, at det er den nationale domstols opgave, under forbehold af Domstolens vurdering af sin egen kompetence, at bedømme fællesskabsretlige elementer, der skal forelægges Domstolen, således at den kan udtale sig om alle fortolkningsaspektcr, som er nødvendige for at den nationale domstol kan træffe afgørelse i den verserende sag.

[s. I-4406]

15 I denne sag har House of Lords i punkt 12 i forelæggelseskendelsen understreget, at selv om appellen vedrører Industrial Tribunal's beføjelse til at tilkende renter i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til beskæftigelse, vedrører sagen også det i SDA section 65(2) fastsatte maksimum for erstatningen, som det også var tilfældet for Court of Appeal. House of Lords indtager det standpunkt, at såfremt denne bestemmelse finder anvendelse på den erstatning, der er tilkendt M. H. Marshall, er spørgsmålet om hendes krav på renter endeligt afgjort, idet den del af hendes tab, som ikke var renter, oversteg det lovbestemte maksimumsbeløb.

16 Under disse omstændigheder er der intet til hinder for at vurdere alle aspekter af den nationale domstols spørgsmål.

#### Betydningen og rækkevidden af artikel 6 i direktiv 76/207

17 Domstolen har gentagne gange fastslået, at traktatens artikel 189, stk. 3, forpligter enhver medlemsstat, som et direktiv er rettet til, at gennemføre alle nødvendige foranstaltninger i medlemsstatens nationale lovgivning for at sikre, at direktivets bestemmelser får fuld virkning i overensstemmelse med direktivets formål, mens det overlades til medlemsstaterne at bestemme form og midler for gennemførelsen.

18 Det er derfor nødvendigt at identificere direktivets formål og navnlig at efterprøve, om bestemmelserne, i tilfælde af at forbuddet mod forskelsbehandling overtrædes, giver medlemsstaterne et vist skøn med hensyn til form og indhold af de sanktioner, der skal anvendes.

19 Formålet med direktivet er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår beskæftigelse i medlemsstaterne, navnlig arbejdsvilkårene, herunder betingelser for afskedigelse.

[s. I-4407]

20 I så henseende har artikel 2 fastsat princippet om ligebehandling og grænserne herfor, mens artikel 5, stk. 1, definerer rækkevidden af princippet særligt med hensyn til arbejdsvilkår, herunder betingelser for afskedigelse, i den forstand at mænd og kvinder skal sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

21 Domstolen udtalte i sag 152/84, Marshall, jf. ovenfor, at eftersom artikel 5, stk. 1, forbyder enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn, navnlig med hensyn til afskedigelse, kan den over for en statslig myndighed, der optræder som arbejdsgiver, påberåbes til støtte for, at enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med den nævnte artikel, ikke kan finde anvendelse.

22 Direktivets artikel 6 pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sætte alle de personer, der finder, at de har været udsat for forskelsbehandling, i stand til at anlægge sag. En sådan forpligtelse medfører, at de pågældende foranstaltninger skal være tilstrækkelig effektive til at opfylde direktivets formål, og de skal effektivt kunne påberåbes af de pågældende personer ved de nationale domstole.

23 Domstolen udtalte i dommen af 10. april 1984 (sag 14/83, von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, præmis 18), at artikel 6 ikke foreskriver en bestemt sanktion i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men overlader det til medlemsstaterne frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre direktivets formål, alt afhængig af de enkelte situationer, der kan opstå.

24 Formålet er dog at nå frem til en reel lighed for så vidt angår muligheder, og det kan derfor ikke opnås, såfremt der mangler hensigtsmæssige foranstaltninger til at genskabe ligheden i tilfælde af, at den er blevet krænket. Som Domstolen udtalte i ovennævnte von Colson-dom, præmis 23, skal sanktionen være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, og sanktionen skal endvidere have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren.

[s. I-4408]

25 Sådanne krav medfører nødvendigvis, at de særlige omstændigheder i forbindelse med hver enkelt overtrædelse af princippet om ligebehandling skal tages i betragtning. I tilfælde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, kunne ligebehandlingen ikke genoprettes uden enten at genansætte den person, der har været udsat for forskelsbehandling, i sin tidligere stilling, eller at tilkende en økonomisk erstatning for det påførte tab.

26 Såfremt økonomisk erstatning er den foranstaltning, der anvendes for at nå det ovennævnte mål, skal den være tilstrækkelig i den forstand, at den skal genoprette det tab, der reelt er påført som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, og i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse.

#### Det første og det andet spørgsmål

27 Med det første spørgsmål ønsker House of Lords at få fastslået, om det er i strid med direktivets artikel 6, såfremt der i nationale bestemmelser fastsættes en maksimumsgrænse for det beløb, der kan tilkendes i erstatning til en person, der udsættes for forskelsbehandling.

28 Med det andet spørgsmål ønsker House of Lords at få oplyst, om artikel 6 kræver, a) at erstatningen for det tab, der er påført som følge af den ulovlige forskelsbehandling, skal være fuld erstatning, og b) at den skal omfatte tilkendte renter af beløbet fra det tidspunkt, da den ulovlige forskelsbehandling fandt sted, indtil det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales.

29 Domstolens fortolkning af artikel 6 som anført ovenfor giver direkte svar på den første del af det andet spørgsmål vedrørende størrelsen af den erstatning, bestemmelsen kræver fastsat.

[s. I-4409]

30 Det følger endvidere af denne fortolkning, at fastsættelsen af et maksimumsbeløb som det i hovedsagen omstridte pr. definition ikke kan være en korrekt gennemførelse af direktivets artikel 6, da det *på forhånd* begrænser erstatningsbeløbet til et niveau, som ikke nødvendigvis svarer til kravet om reel ligebehandling gennem en passende erstatning af det tab, der skyldes en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling.

31 Med hensyn til den anden del af det andet spørgsmål vedrørende tilkendelse af renter er det tilstrækkeligt at sige, at fuld erstatning for det påførte tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, ikke kan udelade faktorer som f.eks. den tid, der er gået, hvorved værdien af erstatningen reelt kan blive reduceret. Tilkendelse af renter i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser skal derfor anses som et væsentligt element i erstatningen med henblik på at genoprette en reel ligebehandling.

32 Det første og det andet spørgsmål må herefter besvares med, at direktivets artikel 6 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begrænses til et maksimum, der er fastsat *på forbånd,* eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik på at erstatte den berettigedes tab som følge af den tid, der går indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeløb.

#### Det tredje spørgsmål

33 Med det tredje spørgsmål ønsker House of Lords at få fastslået, om en person, der er blevet påført tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver med henblik på at anfægte anvendelsen af nationale bestemmelser, der fastsætter grænser for den godtgørelse, der kan opnås som erstatning.

34 Det følger af det anførte vedrørende betydningen og rækkevidden af direktivets artikel 6, at denne bestemmelse er en nødvendig faktor for tilvejebringelsen af det

[s. I-4410]

grundlæggende mål, som er ligebehandling af mænd og kvinder, navnlig med hensyn til arbejdsvilkår, herunder betingelserne for afskedigelse, hvortil der henvises i direktivets artikel 5, stk. 1, og at såfremt der i tilfælde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, er fastsat økonomisk erstatning som foranstaltning til genoprettelse af ligebehandlingen, skal denne godtgørelse være fuld erstatning, der ikke må begrænses *på forhånd* for så vidt angår beløbets størrelse.

35 Som følge heraf giver direktivets artikel 6 sammenholdt med artikel 5 en person, der er blevet påført tab som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, rettigheder, som denne person skal være i stand til at påberåbe sig for de nationale domstole mod staten og statsorganer.

36 Det forhold, at medlemsstater kan vælge mellem forskellige løsninger for at nå det mål, der tilstræbes med direktivet, alt efter omstændighederne, må ikke medføre, at en person hindres i at påberåbe sig artikel 6 i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor de nationale myndigheder ikke har nogen mulighed for at udøve skøn ved fastsættelsen af den valgte løsning.

37 Det må i den forbindelse understreges, at det navnlig af dommen af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, præmis 17) fremgår, at det forhold, at medlemsstaterne kan vælge mellem flere forskellige midler til at nå det mål, som tilsigtes med direktivet, ikke afskærer private fra at gøre de rettigheder gældende ved de nationale domstole, som kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed alene på grundlag af direktivets bestemmelser.

38 Det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at en person, hvis rettigheder er blevet krænket som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling,

[s. I-4411]

kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, således at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsætter begrænsninger af det beløb, der kan opnås ved erstatning.

#### Sagens omkostninger

39 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, Irland, den tyske regering, og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 14. oktober 1991, for ret:

1) Artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, begrænses til et maksimum, der er fastsat på forhånd, eller ved, at der ikke tilkendes renter med henblik på at erstatte den berettigedes tab som følge af den tid, der går indtil den faktiske udbetaling af det tilkendte erstatningsbeløb.

2) En person, hvis rettigheder er blevet krænket som følge af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, kan støtte ret på direktivets artikel 6 over for en statslig myndighed som arbejdsgiver, således at der ikke kan ske anvendelse af en national bestemmelse, som fastsætter begrænsninger af det beløb, der kan opnås ved erstatning.

Due

Kakouris

Rodríguez Iglesias

Zuleeg

Murray

Mancini

Schockweiler

Grévisse

Diez de Velasco

Kapteyn

Edward

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. august 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61992cj0127.md =====

# EU-Domstolen, 27. oktober 1993, sag C-127/92

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0127.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0127.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Enderby

ECLI: ECLI:EU:C:1993:859

Kommentarens titel: Statistiske lønforskelle, separate forhandlinger og markedsbegrundelse

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 1, stk. 1, 2 og 4 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 2, 5, 7 og 10 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 c ([lov/5c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Tydelig statistik om en væsentlig lønforskel mellem to funktioner af samme værdi, hvor den ene næsten udelukkende var besat af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd, pålagde arbejdsgiveren at godtgøre kønsuafhængige objektive årsager. Separate overenskomstforhandlinger mellem samme parter var ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse. Den nationale ret skulle vurdere, om og i hvilket omfang mangel på ansøgere nødvendiggav højere løn, om fornødent efter proportionalitetsprincippet. Arbejdets samme værdi var en forudsætning for svarene.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen indeholder ikke et generelt markedslønsforsvar. Den nationale prøvelse af konkrete årsager og omfang må bevares. Statistik og bevisbyrde i præmis 13–19 behandles særskilt ved art. 18.

Bruges i kommentaren: § 5, afsnit 9 (lov/5.md), § 5, afsnit 13 (lov/5.md), § 6, afsnit 7 (lov/6.md), § 6, afsnit 17 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61992CJ0127

Domstolens dom
27. oktober 1993[^*]

I sag C-127/92,

angående en anmodning, som Court of Appeal of England and Wales i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Pamela Mary Enderby

mod

Frenchay Health Authority

Secretary of State for Health,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, der fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida og D.A.O. Edward samt dommerne R. Joliét, EA. Schockweiler, F. Grévisse, M. Zuleeg og J.L. Murray,

generaladvokat: CO. Lenz

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

[s. I-5567]

- appellanten i hovedsagen, Pamela Enderby, ved Anthony Lester, QC, og David Pannick, QC

- første indstævnte i hovedsagen, Frenchay Health Authority, ved Eldred Tabachnik, QC, og Barrister Adrian Lynch for Solicitor-firmaet Bevan Ashford

- Det Forenede Kongerige ved Patrick Elias, QC, og Barrister Eleanor Sharpston for Sue Cochrane, Treasury Solicitor's Department

- Forbundsrepublikken Tysklands regering ved Ministerialrat Ernst Roder og Regierungsdirektor Claus-Dieter Quassowski, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 15. juni 1993 af Pamela Enderby, Frenchay Health Authority, Det Forenede Kongerige, den tyske regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. juli 1993,

afsagt følgende

[s. I-5568]

### Dom

1 Ved kendelse af 30. oktober 1991 indgået til Domstolen den 17. april 1992 har Court of Appeal of England and Wales i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt nogle præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, der fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Pamela Enderby og Frenchay Health Authority (herefter benævnt »FHA«) og Secretary of State for Health. Sagen drejer sig om en lønforskel mellem to funktioner, der udøves inden for National Health Service (herefter benævnt »NHS«).

3 Appellanten i hovedsagen, der er ansat som talepædagog af FHA, mente, at hun var udsat for en lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, der skyldtes den omstændighed, at på hendes ansvarsniveau i NHS (lønklasse Chief III) er personer inden for hendes fag, som hovedsagelig udøves af kvinder, væsentligt lavere lønnet end personer i sammenlignelige fag, hvor der på tilsvarende karrieretrin er flere mænd end kvinder. I 1986 anlagde hun sag mod sin arbejdsgiver ved Industrial Tribunal, hvorunder hun gjorde gældende, at hendes årsløn kun udgjorde 10 106 UKL, mens årslønnen for en ledende klinisk psykolog og en ledende farmaceut i lønklasse III, der som funktioner havde samme værdi som hendes, androg henholdsvis 12 527 UKL og 14 106 UKL.

4 Pamela Enderby fik ikke medhold ved Industrial Tribunal og heller ikke ved Employment Appeal Tribunal. Underinstansen fandt, at lønforskellene skyldtes forhold, der var særlige for hvert enkelt erhverv, og navnlig den omstændighed, at der var separate kollektive overenskomstforhandlinger, hvilket ikke var udtryk for forskelsbehandling. Også appelinstansen fandt, at de nævnte forskelle ikke skyldtes forhold, der var diskriminerende. Den fandt det endvidere bevist, at forholdene på arbejdsmarkedet i et vist omfang var medvirkende til, at der var en lønforskel mellem talepædagoger og farmaceuter, og at dette var tilstrækkeligt til at begrunde hele lønforskellen mellem de nævnte to erhverv.

[s. I-5569]

5 Sagen blev herefter indbragt for Court of Appeal, som fandt, at tvistens afgørelse afhang af en fortolkning af traktatens artikel 119, og derfor besluttede at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. I redegørelsen for de faktiske omstændigheder i forelæggelseskendelsen har Court of Appeal betegnet stillingen som ledende talepædagog som »funktion A« og stillingen som ledende farmaceut som »funktion B«, idet den for så vidt angik den konkrete sag lagde til grund, at de to forskellige funktioner var af samme værdi. Retten forelagde herefter følgende spørgsmål:

> »1) Indebærer princippet om ligeløn, jf. Rom-traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren objektivt skal begrunde lønforskellen mellem funktion A og funktion B?

> 2) Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Kan arbejdsgiveren som en fyldestgørende begrundelse for lønforskellen henvise til, at lønnen i henholdsvis funktion A og funktion B er blevet fastlagt ved forskellige overenskomstforhandlinger, der gennemføres således, at de (betragtet hver for sig) ikke indebærer forskelsbehandling på grundlag af køn og ikke medfører, at kvinder stilles dårligere på grund af deres køn?

> 3) Såfremt arbejdsgiveren kan godtgøre, at der i perioder er en alvorlig mangel på egnede ansøgere til funktion B, og at han betaler en højere løn til ansatte i funktion B for at tiltrække ansøgere til funktion B, mens det på den anden side også kan påvises, at det kun er en del af lønforskellen mellem funktion B og funktion A, der skyldes behovet for at tiltrække egnede ansøgere til funktion B a) er da hele lønforskellen objektivt begrundet, eller b) er den del af forskellen, som skyldes behovet for at tiltrække egnede ansøgere til funktion B — men også kun denne del af forskellen — objektivt begrundet, eller c) skal arbejdsgiveren udligne lønforskellen mellem funktion A og funktion B, fordi han ikke har kunnet godtgøre, at hele forskellen er objektivt begrundet?«

6 Hvad nærmere angår de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

7 Med det første spørgsmål ønsker Court of Appeal oplyst, om princippet om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at arbejdsgiveren skal bevise og objektivt begrunde, at en lønforskel mellem to funktioner, som anses for at have samme værdi, og hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsageligt af mænd, ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af køn.

##### Spørgsmålets relevans

8 Den tyske regering har anført, at Domstolen ikke kan besvare det forelagte spørgsmål uden først at tage stilling til, om de pågældende funktioner er ligeværdige. Da funktionen som talepædagog og farmaceut efter regeringens opfattelse ikke er sammenlignelige, kan der ikke være tale om tilsidesættelse af traktatens artikel 119, og lønforskellene skal derfor ikke begrundes objektivt.

9 Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

[s. I-5571]

10 Hertil bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at traktatens artikel 177 fastlægger rammerne for et nært samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, der hviler på en indbyrdes fordeling af opgaverne. I lyset heraf tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen (jf. bl.a. dom af 16.7.1992, sag C-67/91, Asociación Española de Banca Privada m.fl., Smi. I, s. 4785, præmis 25). Når en anmodning fra en national retsinstans vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen følgelig forpligtet til at træffe afgørelse herom, medmindre Domstolen anmodes om at tage stilling til et generelt og rent hypotetisk spørgsmål, men ikke har de fornødne faktiske og retlige oplysninger til, at den kan give en relevant besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. dom af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871).

11 På linje med de retter, der først behandlede sagen, har også Court of Appeal i overensstemmelse med britisk lovgivning og med parternes samtykke besluttet at behandle spørgsmålet om, hvorvidt lønforskellen er objektivt begrundet, inden den tager stilling til, om de omhandlede funktioner er ligeværdige, hvilket kan nødvendiggøre mere indgående undersøgelser. De præjudicielle spørgsmål er således blevet forelagt ud fra den forudsætning, at de nævnte funktioner var af samme værdi.

12 Når Domstolen får forelagt en anmodning om fortolkning af fællesskabsretten, som ikke klart er uden forbindelse med realiteten i eller genstanden for hovedsagen, skal den besvare spørgsmålet uden selv at tage stilling til gyldigheden af en forudsætning, som det tilkommer den nationale ret at kontrollere efterfølgende, såfremt det måtte vise sig nødvendigt.

##### Det forelagte spørgsmål

13 Det påhviler normalt den, der fremfører omstændigheder til støtte for en påstand, at bevise, at de er rigtige. Bevisbyrden for, at der foreligger lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, påhviler således i princippet den arbejdstager, der

[s. I-5572]

mener at være udsat for en sådan forskelsbehandling og derfor anlægger sag mod sin arbejdsgiver for at få den ophævet.

14 Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at bevisbyrden kan vendes om, når det er nødvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at søge ligelønsprincippet gennemført. Når en foranstaltning, hvorefter der sondres mellem de ansatte på grundlag af deres arbejdstid, faktisk er til ugunst for langt flere personer af det ene køn, må foranstaltningen antages at være i strid med det formål, der forfølges med traktatens artikel 119, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 31, af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 16, og af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 15). Såfremt en virksomhed f.eks. anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren således bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige (dom af 17.10.1989, sag 109/88, HK mod Danfoss, Sml. s. 3199, præmis 16).

15 Som FHA og Det Forenede Kongerige har bemærket, er situationen i den foreliggende sag ikke helt den samme som i de sager, ovennævnte afgørelser vedrørte. For det første er der i den foreliggende sag ikke tale om en faktisk forskelsbehandling, der følger af særlige bestemmelser som dem, der f.eks. kan gælde for deltidsansatte arbejdstagere. For det andet kan arbejdsgiveren ikke beskyldes for at anvende et lønfastsættelsessystem, der er helt uigennemskueligt, eftersom lønfastsættelsen for talepædagoger og farmaceuter inden for NHS sker på grundlag af forskriftsmæssigt gennemførte overenskomstforhandlinger, der for begge de to erhvervs vedkommende ifølge det oplyste ikke indeholder bestemmelser, der er udtryk for forskelsbehandling.

16 Når lønnen for talepædagoger i virkeligheden er væsentlig lavere end lønnen for farmaceuter, og førstnævnte funktion næsten udelukkende udøves af kvinder og sidstnævnte funktion hovedsagelig af mænd, foreligger der tilsyneladende forskelsbehandling

[s. I-5573]

på grundlag af køn, i det mindste når de to funktioner har samme værdi og de statistiske oplysninger vedrørende den pågældende situation er pålidelige.

17 Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om de pågældende statistiske oplysninger kan tages i betragtning, det vil sige at de skal omfatte et tilstrækkeligt antal personer, at de ikke må være udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder og at de, generelt set, viser sig at være væsentlige.

18 I en situation med tilsyneladende forskelsbehandling påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at den konstaterede lønforskel skyldes objektive faktorer. Arbejdstagerne ville således savne midler til at søge ligelønsprincippet gennemført ved en national retsinstans, hvis ikke den omstændighed, at fremlæggelsen af beviselementer, der gør det muligt at påvise en tilsyneladende forskelsbehandling, havde til følge at pålægge arbejdsgiveren bevisbyrden for, at lønforskellen ikke reelt er kønsdiskriminerende (jf. tilsvarende dommen i sagen HK mod Danfoss, præmis 13).

19 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at såfremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en væsentlig lønforskel mellem to funktioner, der har samme værdi, hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd, følger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgøre, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Det andet spørgsmål

20 Med det andet spørgsmål ønsker Court of Appeal oplyst, om arbejdsgiveren som begrundelse for en sådan lønforskel blot kan henvise til, at de respektive lønninger for de omhandlede funktioner er blevet fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men er separate, og som, betragtet hver for sig, ikke medfører forskelsbehandling.

[s. I-5574]

21 Først bemærkes, at som det klart fremgår af artikel 4 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), skal kollektive overenskomster på samme måde som love og administrativt fastsatte bestemmelser overholde det i traktatens artikel 119 fastsatte princip.

22 Endvidere bemærkes, at den omstændighed, at lønfastsættelsen er et resultat af kollektive overenskomstforhandlinger, der har fundet sted særskilt for hver af de to berørte faggrupper, og som ikke har virket diskriminerende inden for hver af disse grupper, ikke er til hinder for, at det fastslås, at der tilsyneladende foreligger forskelsbehandling, når forhandlingerne har ført til resultater, der viser, at to grupper, der henhører under den samme arbejdsgiver og det samme fagforbund, behandles forskelligt. Såfremt arbejdsgiveren kunne begrunde lønforskellen blot ved at henvise til, at der ikke foreligger forskelsbehandling i relation til hver af de nævnte forhandlinger betragtet hver for sig, kunne han, som fremhævet af den tyske regering, let omgå ligelønsprincippet ved at føre særskilte forhandlinger.

23 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at det ikke er tilstrækkeligt som en objektiv begrundelse for en lønforskel mellem to funktioner, som har samme værdi — hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd — at henvise til, at de respektive lønninger for de pågældende to funktioner er blevet fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men har været separate, og som, betragtet hver for sig, ikke i sig selv medfører forskelsbehandling.

#### Det tredje spørgsmål

24 Med det tredje spørgsmål ønsker Court of Appeal oplyst, i hvilket omfang — fuldt ud, delvist eller slet ikke — den omstændighed, at en del af lønforskellen kan forklares med, at der er mangel på ansøgere til en funktion, og at det er nødvendigt at tiltrække dem ved hjælp af højere lønninger, objektivt kan begrunde en sådan lønforskel.

[s. I-5575]

25 Først bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det den nationale ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder, om og i hvilket omfang de grunde, en arbejdsgiver anfører som forklaring på indførelse af en lønpolitik, som finder anvendelse uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer flere kvinder end mænd, kan betragtes som objektivt begrundede økonomiske grunde (Bilka-dommen, præmis 36, og Nimz-dommen, præmis 14). Sådanne grunde kan, forudsat at de har forbindelse med virksomhedens behov og formål, omfatte forskellige kriterier som f.eks. fleksibilitet, evne til at tilpasse sig arbejdstider og -steder, faglig uddannelse og arbejdstagerens anciennitet (Danfossdommen, præmis 22, 23 og 24).

26 Forholdene på arbejdsmarkedet, som kan foranledige arbejdsgivere til at forhøje lønnen for et bestemt arbejde for at tiltrække ansøgere, kan være en sådan objektivt begrundet økonomisk faktor som omhandlet i ovennævnte praksis. Fastlæggelsen af en sådan faktors nøjagtige betydning for omstændighederne i den konkrete sag forudsætter en bedømmelse af de faktiske omstændigheder og henhører følgelig under den nationale rets kompetence.

27 Såfremt, som det synes at følge af det stillede spørgsmål, den nationale ret har kunnet fastlægge netop den del af lønforskellen, som skyldes forholdene på arbejdsmarkedet, må retten nødvendigvis tiltræde, at lønforskellen er objektivt begrundet for så vidt angår denne del. Det må i den forbindelse fremhæves, at de nationale myndigheder er undergivet proportionalitetsprincippet, når de skal anvende fællesskabsretten.

28 I modsat fald tilkommer det den nationale ret at afgøre, om den faktor, der vedrører forholdene på arbejdsmarkedet, har spillet en tilstrækkelig vigtig rolle ved fastlæggelsen af lønnens størrelse til, at den objektivt kan begrunde en del af eller hele forskellen.

[s. I-5576]

29 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at det tilkommer den nationale ret at afgøre, om fornødent ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, om og i hvilket omfang den omstændighed, at der er mangel på ansøgere til en funktion, og at de må tiltrækkes ved hjælp af højere lønninger, er en objektivt begrundet økonomisk faktor med hensyn til lønforskellen mellem de pågældende funktioner.

#### Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, den tyske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal of England and Wales ved kendelse af 30. oktober 1991, for ret:

1) Såfremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en væsentlig lønforskel mellem to funktioner, der har samme værdi, hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd, følger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgøre, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) Det er ikke tilstrækkeligt som en objektiv begrundelse for en lønforskel mellem to funktioner, som har samme værdi — hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd — at henvise til, at de respektive lønninger for de pågældende to funktioner er blevet [s. I-5577] fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men har været separate, og som, betragtet hver for sig, ikke i sig selv medfører forskelsbehandling.

3) Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om fornødent ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, om og i hvilket omfang den omstændighed, at der er mangel på ansøgere til en funktion, og at de må tiltrækkes ved hjælp af højere lønninger, er en objektivt begrundet økonomisk faktor med hensyn til lønforskellen mellem de pågældende funktioner.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Edward

Joliet

Schockweiler

Grévisse

Zuleeg

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. oktober 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61992cj0399.md =====

# EU-Domstolen, Sjette Afdeling, 15. december 1994, sag C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93, C-78/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0399.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0399.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:415

Kommentarens titel: Historisk bedømmelse af fuldtidsgrænse for overtidstillæg

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Historisk: en overenskomstregel, der først udløste overtidstillæg efter den normale fuldtidsarbejdstid, blev ikke anset for forbudt (jf. § 1 a, stk. 2). Kan ikke stå alene efter den senere praksis om fuldtidsgrænser fra 2023 og 2024.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 og direktiv 75/117 hindrede efter den forelagte ordning ikke en overenskomstregel, der først udløste overtidstillæg efter den normale fuldtidsarbejdstid. Svaret angår den konkrete lønsammenligning under det daværende retsgrundlag; senere deltids- og diskriminationspraksis skal læses særskilt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk afgørelse før deltidsrammeaftalen; ikke en fortolkning af direktiv 97/81 eller 2023/970.

Kan ikke stå alene som nutidig tilladelse til fuldtidstærskler efter KfH 2024 og Lufthansa 2023.

Ingen objektive begrundelser er godkendt i præmis 32; spørgsmålene blev ikke besvaret.

Samlet løn-metoden skal forklares sammen med senere lønelementpraksis, ikke anvendes ukritisk til at udligne diskrimination i ét element med andre elementer.

Det påstås ikke, at Helmig er opgivet; den historiske begrænsning er kommentarens egen slutning ud fra afgørelserne.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61992CJ0399

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
15. december 1994[^*]

I de forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93,

angående anmodninger, som Landesarbeitsgericht Hamm (C-399/92), Arbeitsgericht Hamburg (C-409/92 og C-425/92), Arbeitsgericht Bochum (C-34/93), Arbeitsgericht Elmshorn (C-50/93) og Arbeitsgericht Neumünster (C-78/93) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for nævnte retter verserende sager,

Stadt Lengerich

mod

**Angelika Helmig** (C-399/92),

Waltraud Schmidt

mod

Deutsche Angestellten-Krankenkasse (C-409/92),

Elke Herzog

mod

Arbeiter-Samariter-Bund Landesverband Hamburg eV (C-425/92),

Dagmar Lange

mod

Bundesknappschaft Bochum (C-34/93),

Angelika Kussfeld

mod

Detlef Bogdol GmbH (C-50/93)

og

Ursula Ludewig

mod

Kreis Segeberg (C-78/93),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, EA. Schockweiler, og dommerne P.J.G. Kapteyn, G.F. Mancini, C.N. Kakouris og J.L. Murray (refererende dommer),

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi,

[s. I-5741]

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Elke Herzog (sag C-425/92) ved Max Gussone, Gewerkschaft Öffentliche Dienste, Transport und Verkehr, Bezirksverwaltung Hamburg

- Arbeiter-Samariter-Bund Landesverband Hamburg eV (sag C-425/92) ved advokat Tay Eich, Hamburg

- Bundesknappschaft Bochum (sag C-34/93) ved advokat U. Bielefeld, Hamm

- Ursula Ludewig (sag C-78/93) ved advokat Dorothea Goergens, Hamburg

- Kreis Segeberg (sag C-78/93) ved konsulent i »Kreisausschuß« Gerion Mihr

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, tysk tjenestemand, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede (sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93)

- den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder og Regierungsdirektor Claus-Dieter Quassowski, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede (sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93)

- den franske regering ved attaché principal d'administration centrale Claudi Chavance, Udenrigsministeriet, og directeur des affaires juridiques Jean-Pierri Puissochet, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede (sag C-78/93)

- den hellenske regering ved assisterende juridisk konsulent Nikolaos Mavrikao; og fuldmægtig Kyriaki Grigoriou, Statens Advokatkontor (sag C-399/92), assisterende juridisk konsulent Fokionas Georgakopoulos, Statens Advokatkontoi (sag C-409/92), juridisk konsulent Dimitrios Raptis, Statens Advokatkontoi (sag C-425/92), assisterende juridisk konsulent Vassileios Kontolaimos og fuldmægtig Maria Basdeki, Statens Advokatkontor (sag C-34/93), som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongerige ved Susan Lucinda Hudson, Treasury Solicitor's Department, og Barrister David Pannick (sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92 og C-50/93), John E. Collins, Treasury Solicitor's Department, og Barrister David Pannick (sag C-34/93) og Susan Lucinda Hudson, Treasury Solicitor's Department (sag C-78/93), som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 10. marts 1994 af Elke Herzog og Dagmar Lange ved Max Gussone, Gewerkschaft Öffentliche Dienste, Transport und Verkehr, ÖTV, Bezirks Verwaltung Hamburg, af Angelika Kussfeld ved Rechtssekretärin Ute Lorenz, DGB — Deutscher Gewerkschaftsbund, Düsseldorf, af Firma Detlef Bogdol GmbH ved advokat Johannes Bungart, Bonn, af Ursula Ludewig, af den tyske, den græske og den franske regering samt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. april 1994,

[s. I-5743]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved seks kendelser af 22. oktober, 4. og 6. november og 18. december 1992, 21. januar og 1. februar 1993 har Landesarbeitsgericht Hamm, Arbeitsgericht Hamburg, Arbeitsgericht Elmshorn, Arbeitsgericht Bochum og Arbeitsgericht Neumünster i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter benævnt »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under sager anlagt af kvindelige deltidsansatte mod deres arbejdsgivere. Arbejdstagerne har krævet betaling af tillæg for overarbejde ud over deres individuelle arbejdstid med samme procentsats, som gælder for fuldtidsansatte ved overarbejde ud over normal arbejdstid. De relevante kollektive overenskomster giver kun fuldtids- og deltidsansatte ret til overtidstillæg for overarbejde ud over normal arbejdstid, således som denne er fastsat i overenskomsterne, men deltidsansatte har ikke krav på overtidstillæg for arbejde ud over deres individuelle arbejdstid.

3 Sagsøgerne i hovedsagerne har anført, at de relevante bestemmelser i de kollektive overenskomster indebærer en forskelsbehandling, der er i strid med EØF-traktatens artikel 119 og direktivet, idet der kun ydes overtidstillæg ved overarbejde ud over den normale arbejdstid.

[s. I-5744]

4 De nationale retter fandt, at sagerne rejser spørgsmål vedrørende fortolkning af fællesskabsretten, og besluttede at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

#### — I sag C-399/92:

> »1) Foreligger der en tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 119 på grund af ’indirekte forskelsbehandling’, når der i henhold til en overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland kun betales overtidstillæg, såfremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, således at ansatte, med hvem der ved individuel kontrakt er aftalt en kortere arbejdstid, er afskåret fra enhver form for betaling af overtidstillæg, og når uforholdsmæssigt flere kvinder end mænd rammes heraf?

> 2) Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende, er det da objektivt berettiget at udelukke deltidsansatte fra enhver form for betaling af overtidstillæg i henhold til overenskomsten, allerede fordi a) det også er formålet med overtidstillæg i henhold til en overenskomst at kompensere for en forøget belastning af arbejdstagerne og forhindre, at der stilles for store krav til disse, hvorved det må lægges til grund, at belastningen ved overarbejde alt andet lige er større for overenskomstansatte på fuld tid end for deltidsansatte, og b) det uden nogen nærmere undersøgelse af det konkrete tilfælde må antages, at begrænsningen af mulighederne for at disponere over fritiden i højere [s. I-5745] grad rammer overenskomstansatte på fuld tid, som må arbejde ud over den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?

> 3) Såfremt spørgsmål 2) besvares benægtende, indebærer EØF-traktatens artikel 119 da, at deltidsansatte for hver time, de arbejder ud over den i deres kontrakt fastsatte arbejdstid, har krav på det fulde overenskomstmæssige overtidstillæg, som betales for overarbejde, der udføres af overenskomstansatte på fuld tid, eller kan de deltidsansatte kun kræve en del af den for fuldtidsansatte gældende procentsats for overtidstillægget ud fra forholdet mellem deres individuelle arbejdstid og den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten?«

#### —  I sag C-409/92:

> »Er det foreneligt med EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (75/117/EØF), at arbejdsgiveren i henhold til en overenskomst kun skal betale tillæg for overarbejde ud over den normale overenskomstmæssige arbejdstid, hvorimod der ikke skal betales tillæg for deltidsansattes overarbejde ud over deres individuelle arbejdstid, men inden for den normale overenskomstmæssige arbejdstid, selv om der er væsentlig flere deltidsansatte kvinder end mænd?«

[s. I-5746]

#### — I sag C-425/92:

> »1) Er en overenskomstbestemmelse (§ 34 i Bundes-Angestelltentarirvertrag), som på grundlag af en virksomheds praksis eller en egentlig overenskomstforpligtelse skal anvendes på en individuel arbejdsaftale, og hvorefter der til deltidsansatte, der arbejder ud over den i kontrakten fastsatte arbejdstid, kun skal betales en godtgørelse, der forholdsmæssigt svarer til, hvad der betales til en tilsvarende fuldtidsansat (uden overtidstillæg), forenelig med fællesskabsretten (EØF-traktatens 119), når bestemmelsen procentvis rammer væsentlig flere kvinder end mænd?

> 2) Er denne forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere begrundet i objektive forhold, som ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn?

> 3) Kan den forskellige behandling af kønnene således siges at være begrundet, fordi den skal dække et reelt behov for virksomheden, ligesom den kan medvirke til, at virksomheden kan nå sine mål, og er nødvendig i henhold til proportionalitetsprincippet, når det til støtte herfor er gjort gældende, at grunden til den forskellige behandling er, at overtidstillæggene skal kompensere for en forøget fysisk belastning og forhindre, at der stilles for store krav til arbejdstagerne, men at der ikke er tale om en sådan belastning for deltidsansatte, når de blot overskrider den i kontrakten fastsatte arbejdstid uden at nå op på den (for fuldtidsansatte) normale ugentlige arbejdstid på gennemsnitlig 38 1/2 time (jf. § 17, stk. 1, og § 15, stk. 1, i Bundes-Angestelltentarifvertrag)?«

[s. I-5747]

#### — I sag C-34/93:

> »1) Er EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 (EFT L 45 af 19.2.1975, s. 19), særlig direktivets artikel 1 og 4, til hinder for en bestemmelse i en overenskomst for et offentligretligt organ (Bundesknappschaft), hvorefter der kun udbetales et overtidstillæg, såfremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, således at ansatte, med hvem der ved en ansættelseskontrakt er aftalt en kortere arbejdstid, indtil denne grænse er afskåret fra enhver form for betaling af overtidstillæg, når væsentligt flere kvinder end mænd rammes af denne undtagelse, for så vidt denne ordning ikke er begrundet i objektive forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn?

> 2) Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende, kan følgende betragtninger da anses for at være objektive forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde den i spørgsmål 1) nævnte ordning: a) Ordningen har til formål at udligne en større fysisk belastning samt at forhindre, at der stilles for store krav til arbejdstagerne, hvorved det må lægges til grund, at den merbelastning, overarbejde medfører, alt andet lige er større for fuldtidsansatte end for deltidsansatte. b) Det må normalt antages, at begrænsningen i adgangen til at disponere over sin fritid i højere grad rammer ansatte, der er beskæftiget i normal arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?

> 3) Såfremt spørgsmål 2) besvares benægtende, kræves det da ifølge EØF-traktatens artikel 119, at deltidsansatte for hver time, de arbejder ud over den i deres kontrakt fastsatte arbejdstid, skal have udbetalt det fulde overenskomstmæssige overtidstillæg, som er fastsat for overarbejde, der ligger ud over grænsen for den sædvanlige, overenskomstmæssigt fastsatte ugentlige arbejdstid for fuldtidsansatte?«

#### — I sag C-50/93:

> »Foreligger der en tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv (75/117/EØF) af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, når der i henhold til en overenskomst kun betales overtidstillæg, såfremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, således at deltidsansatte som hovedregel er afskåret fra betaling af overtidstillæg, selv om ordningen rammer væsentlig flere kvinder end mænd?«

#### — I sag C-78/93:

> »1) Foreligger der en tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 119 på grund af ’indirekte forskelsbehandling’, når der i henhold til en overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland kun betales overarbejdstillæg, såfremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, således at ansatte, med hvem der ved en individuel kontrakt er aftalt en kortere [s. I-5749] arbejdstid, er afskåret fra enhver form for betaling af overtidstillæg, og når uforholdsmæssigt flere kvinder end mænd rammes heraf?

> 2) Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende, er det da objektivt berettiget at udelukke deltidsansatte fra enhver form for betaling af overtidstillæg i henhold til overenskomsten, allerede fordi a) det også er formålet med overtidstillæg i henhold til en overenskomst at kompensere for en forøget belastning af arbejdstagerne og forhindre, at der stilles for store krav til disse, hvorved det må lægges til grund, at belastningen ved overarbejde alt andet lige er større for overenskomstansatte på fuld tid end for deltidsansatte, og b) det uden nogen nærmere undersøgelse af det konkrete tilfælde må antages, at begrænsningen af mulighederne for at disponere over fritiden i højere grad rammer overenskomstansatte på fuld tid, som må arbejde ud over den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?«

5 Ved to kendelser af 5. marts og 15. juli 1993 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 43 forenet sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92 og C-34/93 samt sagerne C-50/93 og C-78/93 med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

[s. I-5750]

#### Domstolens kompetence

6 Sagsøgte i hovedsagen i sag C-78/93 har indledningsvis anført, at anmodningen om en præjudiciel afgørelse ikke bør antages til realitetsbehandling. Selv om de omhandlede bestemmelser måtte være i strid med EØF-traktatens artikel 119, har sagsøgeren i hovedsagen ikke ret til de krævede tillæg. Såfremt den forelæggende ret erklærer de anfægtede bestemmelser ugyldige, vil der opstå et retligt tomrum, som Domstolen ikke vil kunne udfylde, da den ikke vil kunne fastlægge, hvad parterne ville have aftalt, såfremt de havde været bekendt med den påståede overtrædelse af fællesskabsretten.

7 Det bemærkes indledningsvis, at såfremt der ved en ret i en af medlemsstaterne rejses spørgsmål om fortolkningen af traktaten eller retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner, kan denne ret i henhold til EØF-traktatens artikel 177, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.

8 Under en sådan forelæggelsesprocedure er den forelæggende ret, der alene har direkte kendskab til sagens faktum, bedst i stand til på grundlag af de foreliggende omstændigheder at vurdere, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig, for at den kan afsige sin dom (jf. dom af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketing Board, Sml. s. 2347, og af 28.11.1991, sag C-186/90, Durighello, Sml. I, s. 5773).

9 Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor som udgangspunkt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Gmurzynska, Sml. I, s. 4003, præmis 20).

[s. I-5751]

10 Det kan i dette tilfælde næppe bestrides, at de spørgsmål, der er forelagt i sag C-78/93 og i øvrigt også i sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93 og C-50/93, har en vis betydning for de sager, de tyske retter skal pådømme.

11 Der kan således ikke være tale om, at Domstolen afslår at give de forelæggende retter de nødvendige fortolkningselementer vedrørende fællesskabsretten, blot fordi der vil kunne opstå et »retligt tomrum«, hvis de erklærer de pågældende bestemmelser ugyldige.

12 Med hensyn til, at der vil kunne opstå et »retligt tomrum«, bemærkes endvidere, at da forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er ufravigeligt, gælder det ikke blot for offentlige myndigheder, men tillige for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdsforhold, og for aftaler mellem private (jf. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455). Artikel 119 er endvidere tilstrækkelig præcis til, at en borger kan påberåbe sig den for en national ret til støtte for, at en national bestemmelse, herunder i givet fald en kollektiv overenskomst, som er i strid med denne bestemmelse, skal tilsidesættes (jf. Defrennedommen).

13 Som Domstolen fastslog i dom af 27. juni 1990 (sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591), gælder, i tilfælde af, at den nationale ret tilsidesætter bestemmelserne i en kollektiv overenskomst, fordi de er i strid med traktatens artikel 119, at medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt, skal være omfattet af de samme regler som de øvrige arbejdstagere i forhold til beskæftigelsens omfang.

14 I modsætning til, hvad sagsøgte i hovedsagen i sag C-78/93 har anført, vil der således ikke opstå et retligt tomrum, såfremt de nationale domstole erklærer disse bestemmelser ugyldige.

[s. I-5752]

15 Det følger af det anførte, at de af de forelæggende retter stillede spørgsmål skal besvares.

#### Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og direktivet

16 De forelæggende retter ønsker for det første at få oplyst, om bestemmelser i kollektive overenskomster, hvorefter der kun betales overtidstillæg for overarbejde ud over normal arbejdstid, således som denne er fastsat i overenskomsterne (svarende til arbejdstiden for fuldtidsansatte), og hvorefter der ikke betales overtidstillæg for deltidsansattes arbejde ud over deres individuelle arbejdstid, når overarbejdet ikke overstiger den grænse, der er fastsat i overenskomsterne, er i overensstemmelse med traktatens artikel 119 og direktivet.

17 Kommissionen og sagsøgerne i hovedsagerne har anført, at kollektive overenskomster på samme måde som administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser er undergivet forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 119, hvorefter en bestemmelse ikke må tillægges virkning efter sit indhold, når den — uanset at den er formuleret eller anvendes kønsneutralt — faktisk indebærer en indirekte forskelsbehandling, fordi langt flere kvinder end mænd herved stilles ringere, da kvinderne udgør størsteparten af deltidsansatte.

18 Som det allerede er anført i forbindelse med undersøgelsen af, om spørgsmålene skal antages til realitetsbehandling, er det fastslået, at traktatens artikel 119 ikke kun finder anvendelse på administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser, men også på kollektive overenskomster og arbejdsaftaler, idet den er ufravigelig.

[s. I-5753]

19 Traktatens artikel 119 fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. I direktivets artikel 1 præciseres det, at dette princip indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår. Som Domstolen udtalte i dom af 31. marts 1981 (sag 96/80, Jenkins, Smi. s. 911), er det væsentligste formål med denne artikel at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, men den ændrer ikke på nogen måde dette princips indhold eller rækkevidde, således som det er fastlagt i nævnte bestemmelse.

20 Ligelønsprincippet er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

21 Med hensyn til de bestemmelser, som Kommissionen og sagsøgerne i hovedsagen har anfægtet, er det ubestridt, at de ikke indebærer forskelsbehandling direkte på grundlag af køn.

22 Det må derfor undersøges, om de omhandlede bestemmelser kan indebære en indirekte forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119.

23 I denne forbindelse må det først undersøges, om fuldtids- og deltidsansatte i henhold til disse bestemmelser behandles forskelligt, og om en sådan forskelsbehandling påvirker et væsentligt højere antal kvinder end mænd.

[s. I-5754]

24 Dette er således den kontrol, Domstolen traditionelt foretager på dette område (jf. bl.a. Kowalska-dommen og dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607).

25 Kun såfremt disse to spørgsmål må besvares bekræftende, er der behov for at undersøge, om der findes objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde, at de to grupper behandles forskelligt.

26 Der må antages at være tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.

27 I det foreliggende tilfælde modtager de deltidsansatte arbejdstagere i forhold til den effektive arbejdstid den samme samlede løn som de fuldtidsansatte.

28 En deltidsansat arbejdstager, som i henhold til sin ansættelseskontrakt har en arbejdstid på 18 timer, modtager, når vedkommende arbejder 19 timer, den samme samlede løn, som en fuldtidsansat oppebærer for 19 timers arbejde.

29 Den deltidsansatte arbejdstager oppebærer ligeledes den samme samlede løn som den fuldtidsansatte arbejdstager, når han overskrider den normale arbejdstid, således som denne er fastsat i de kollektive overenskomster, idet vedkommende i så fald også får udbetalt overtidstillæg.

[s. I-5755]

30 Det må derfor fastslås, at de omhandlede bestemmelser ikke indebærer, at fuldtidsansatte og deltidsansatte behandles forskelligt, og der kan således ikke være tale om forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1.

31 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder ikke er til hinder for, at der i henhold til en kollektiv overenskomst kun udbetales overtidstillæg, når den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides.

#### De øvrige spørgsmål, der er forelagt Domstolen

32 På grundlag af besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare spørgsmålene om, hvorvidt der foreligger objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som ville kunne begrunde en eventuel forskelsbehandling, og om, hvorledes det overtidstillæg, som de deltidsansatte måtte have ret til, i givet fald skulle beregnes.

#### Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den franske og den græske regering, Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-5756]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Hamm, Arbeitsgericht Hamburg, Arbeitsgericht Elmshorn, Arbeitsgericht Bochum og Arbeitsgericht Neumünster ved kendelser af 22. oktober 1992 (sag C-399/92), af 4. november 1992 (sag C-425/92), af 6. november 1992 (sag C-409/92), af 18. december 1992 (sag C-50/93), af 21. januar 1993 (sag C-34/93) og af 1. februar 1993 (sag C-78/93), for ret:

EØF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder er ikke til hinder for, at der i henhold til en kollektiv overenskomst kun udbetales overtidstillæg, når den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides.

Schockweiler

Kapteyn

Mancini

Kakouris

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. december 1994.

R.Grass

Justitssekretær

EA. Schockweiler

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61992cj0408.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-408/92

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0408.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0408.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:349

Kommentarens titel: Udjævning af pensionsalder og forbud mod tilbagevirkende forringelse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En arbejdsgiver måtte ikke forhøje kvinders pensionsalder for beskæftigelse mellem 17. maj 1990 og ikrafttrædelsen af en gyldig ligestillingsændring; for fremtidige perioder var en fælles højere alder mulig, men ikke kombineret med kønsbestemte afbødninger (jf. § 1 a, stk. 3, og de gunstigere vilkår i perioden, jf. § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En arbejdsgiver måtte ikke forhøje kvinders pensionsalder for beskæftigelse mellem 17. maj 1990 og ikrafttrædelsen af en gyldig ligestillingsændring. For fremtidige perioder var en fælles højere alder mulig, men ikke kombineret med selv midlertidige kønsbestemte afbødninger for kvinder. Ordningens eller virksomhedens vanskeligheder gav ikke adgang til at forringe mellemliggende perioder med tilbagevirkende kraft. For perioder før 17. maj 1990 gav EU-retten ingen pligt, som kunne begrunde efterfølgende begrænsning af kvinders fordele.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen afgør bestemte historiske pensionsaldre/optjeningsperioder. Den giver ikke en generel nutidig adgang til at forringe aftalte eller lovbeskyttede rettigheder; nationale regler, 2006/54 og senere praksis skal kontrolleres særskilt.

Pr. 19–22 må læses med den udtrykkelige tidlige-sagsanlæg-undtagelse i pr. 12. Overgangsforanstaltningerne afvises i den beskrevne kønsspecifikke sammenhæng, ikke som et forbud mod enhver kønsneutral beskyttelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61992CJ0408

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-408/92,

angående en anmodning, som Bedford Industrial Tribunal (Det Forenede Kongerige) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Constance Christina Ellen Smith m.fl.

mod

Avdel Systems Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 med hensyn til forskellige måder, hvorpå pensionsalderen for mænd og kvinder i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger kan gøres ensartet,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida og M. Diez de Velasco samt dommerne R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

[s. I-4458]

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Constance Smith m.fl. ved Vereena Jones, Equal Opportunities Commission, bistået af the Honourable Michael J. Beloff, QC, og Barrister Clive Lewis

- Avdel Systems Ltd ved P. J. Martin, Engineering Employers Federation, bistået af David Pannick, QC

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins som befuldmægtiget, bistået af Barristers Stephen Richard og Nicholas Paines

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder og Regierungsdirektor Claus-Dieter Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 15. marts 1994 af Constance Smith m.fl., af Avdel Systems Ltd, af den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseur J. W. de Zwaan, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

[s. I-4459]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 4. maj 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved afgørelse af 2. november 1992 indgået til Domstolen den 6. december 1992 har Bedford Industrial Tribunal i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119 med hensyn til forskellige måder, hvorpå pensionsalderen for mænd og kvinder i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger kan gøres ensartet.

2 Spørgsmålene er rejst under en sag anlagt af Constance Smith og fire andre kvinder mod Avdel Systems Ltd angående fastsættelse af en ensartet pensionsalder for mænd og kvinder.

3 Sagsøgerne i hovedsagen er eller har været tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning, Avdel Pension & Life Assurance Plan, som er oprettet af deres arbejdsgiver, Avdel Systems Ltd.

4 Ordningen, som ifølge aftale er undtaget fra den statslige indtægtsbestemte pensionsordning (contracted out of the State Earnings Related Pension Scheme), finansieres ved hjælp af bidrag fra såvel arbejdsgiveren som de ansatte. Ifølge ordningen har de tilsluttede bl.a. ret til at få udbetalt en erhvervstilknyttet pension, så snart de når pensionsaleren.

[s. I-4460]

5 Indtil den 30. juni 1991 var pensionsalderen fastsat til 65 år for mænd og 60 år for kvinder. Med virkning fra den 1. juli 1991 blev pensionsalderen fastsat til 65 år for både mænd og kvinder. Ifølge forelæggelsesafgørelsen vedrører ændringen såvel ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 1. juli 1991, som ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder før dette tidspunkt.

6 Konsekvenserne af, at pensionsalderen for kvinder er blevet sat op, har fra den 1. juli 1991 været følgende:

a) Hvis en kvinde går på pension som 60-årig, vil hendes pension aktuarmæssigt blive nedsat med 4% p.a. for hvert år mellem det tidspunkt, hvor hun går på pension, og det tidspunkt, hvor hun fylder 65 år, mens hun efter den tidligere regel ville have fået fuld pension.

b) Hvis en kvinde udtræder af ordningen, før hun fylder 65 år, bliver de allerede optjente pensionsrettigheder, som kan overføres til en anden ordning eller anvendes til køb af en forsikringspolice, beregnet på grundlag af en pensionsalder på 65 år.

c) Hvis en kvinde går på pension som 60-årig, bliver de pensionsydelser, hun tidligere har optjent hos en anden arbejdsgiver på grundlag af en pensionsalder på 60 år, og hvortil rettighederne er overført til den nuværende ordning, aktuarmæssigt nedsat som angivet ovenfor under a). Imidlertid kan de samlede pensionsudbetalinger med hensyn til disse ydelser ikke være mindre end det beløb, der er tilsikret den pågældende på tidspunktet for overførslen til ordningen.

[s. I-4461]

7 For Bedford Industrial Tribunal verserer 78 sager anlagt af kvinder, hvis økonomiske situation — som følge af, at deres pensionsalder er blevet sat op til samme niveau som mændenes — er blevet forringet i forhold til, hvad de kunne forvente efter den tidligere regel.

8 De fem sagsøgere i hovedsagen er blevet udvalgt som repræsentanter for forskellige kategorier:

a) Kvinder, som er gået på pension efter den 1. juli 1991 på et tidspunkt, hvor de var mellem 60 og 65 år. I medfør af de nye regler er deres pension blevet nedsat med indtil 20%.

b) Kvinder, som stadig er i arbejde, men som ikke længere er tilsluttet ordningen. De kan gøre krav på en opsat pension beregnet i forhold til de rettigheder, de har optjent, mens de har været tilsluttet ordningen, men værdien af denne pension beregnes på grundlag af den normale pensionsalder på 65 år.

c) Kvinder, som stadig er i arbejde, og som har overført rettigheder, de har optjent hos en tidligere arbejdsgiver, til ordningen. Såfremt disse kvinder går på pension på et tidspunkt, hvor de er mellem 60 og 65 år, bliver deres pensionsrettigheder aktuarmæssigt nedsat med 4% p.a. som angivet ovenfor, indtil de fylder 65 år.

[s. I-4462]

9 På denne baggrund fandt Bedford Industrial Tribunal det formålstjenligt at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det — når den normale pensionsalder i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning er forskellig for mænd og kvinder (henholdsvis 65 og 60 år), og en arbejdsgiver på baggrund af dommen i sagen Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group søger at ophæve denne forskelsbehandling — uforeneligt med EØF-traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren indfører en fælles pensionsalder på 65 år for mænd og kvinder i) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret på antallet af pensionsgivende tjenesteår efter ligestillingstidspunktet, der var den 1. juli 1991 ii) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret på antallet af pensionsgivende tjenesteår den 17. maj 1990 eller derefter, men før ligestillingstidspunktet, når dette var den 1. juli 1991 iii) med hensyn til ydelser, som udbetales til ansatte i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning, og som er baseret på antallet af pensionsgivende tjenesteår før den 17. maj 1990, når ligestillingstidspunktet var den 1. juli 1991?

> 2) Er arbejdsgiveren — hvis hele spørgsmål 1) eller en del af det må besvares benægtende — efter artikel 119 forpligtet til at begrænse de uheldige konsekvenser så meget som muligt, for så vidt angår kvinder, hvis ydelser berøres af arbejdsgiverens beslutning om at ophæve forskellen i pensionsalder?

> 3) Kan arbejdsgiveren — hvis hele spørgsmål 1) eller en del af det må besvares bekræftende — i overensstemmelse med artikel 119 påberåbe sig princippet om en objektiv begrundelse ved at henvise til, at virksomhedens eller den erhvervstilknyttede pensionsordnings behov begrunder en nedsættelse af de ydelser, der udbetales til kvinder, og hvilke faktorer er i bekræftende fald relevante ved afgørelsen af, om det er godtgjort, at der foreligger en sådan objektiv begrundelse?«

#### Første spørgsmål

10 Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, hvilket spillerum en erhvervstilknyttet pensionsordning har, når den — efter at det er blevet fastslået, at det er uforeneligt med traktatens artikel 119 at fastsætte en pensionsalder, der er forskellig for mænd og kvinder — træffer foranstaltninger til at tilvejebringe ligestilling både med hensyn til tidligere og fremtidige perioder.

11 Det bemærkes, at Domstolen i dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) fastslog, at pension, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«, er omfattet af traktatens artikel 119 (præmis 28), som forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen. Følgelig er det i strid med artikel 119 at fastsætte forskellige aldersbetingelser for de to køn, selv om forskellen i pensionsalder for mænd og kvinder svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte ordning (præmis 32).

[s. I-4464]

12 Imidlertid førte bydende retssikkerhedshensyn til, at Domstolen fastslog, at den direkte virkning af artikel 119 kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter dommens afsigelse den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (punkt 5 i Barber-dommens konklusion, som præciseret af Domstolen, bl.a. i dommen af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879).

13 I den erhvervstilknyttede ordning, hovedsagen drejer sig om, har man truffet den omtvistede foranstaltning for at efterkomme Barber-dommen. Med henblik herpå har man valgt en af de to måder, ligestilling kan tilvejebringes på: I stedet for at give mænd samme fordel, som kvinderne har haft, og altså sætte deres pensionsalder ned til samme niveau som kvindernes, har man — også for så vidt angår tidligere beskæftigelsesperioder, herunder perioder før Barber-dommen — sat kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes, hvilket har resulteret i, at kvindernes situation er blevet forværret.

14 Under disse omstændigheder må det præjudicielle spørgsmål forstås således, at det ønskes oplyst, om det med henblik på at tilvejebringe ligestilling er tilladt — både for så vidt angår tidligere og fremtidige beskæftigelsesperioder — at fratage den privilegerede gruppe (her kvinder) den fordel, de havde, når dette ses enten i relation til ikrafttrædelsestidspunktet for en sådan foranstaltning (her den 1.7.1991) eller til Barber-dommen (den 17.5.1990), hvorved den forskelsbehandling, der skal ophæves, blev fastslået.

15 Hertil bemærkes, at Domstolen i dommen af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 15) — i forbindelse med et under hovedsagen fremsat krav om erstatning på grund af forskelsbehandling med hensyn til løn — udtalte, at man, fordi artikel 119 er kædet sammen med udjævningen af arbejdsvilkårene

[s. I-4465]

på et stadigt stigende niveau, kan se bort fra indvendingen om, at denne artikel kan overholdes på anden måde end gennem en stigning i de laveste lønninger.

16 Desuden præciserede Domstolen i dommen af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297, præmis 18, 19 og 20), at den nationale ret har pligt til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er diskriminerende, uden at den behøver at anmode om eller afvente, at bestemmelsen forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på en anden, i forfatningen foreskrevet måde, og ligeledes har pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

17 Heraf følger, at når først Domstolen har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling med hensyn til løn, og så længe pensionskassen ikke har truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

18 En anvendelse af dette princip i den foreliggende sag indebærer, at mandlige arbejdstageres pensionsrettigheder skal beregnes på grundlag af samme pensionsalder som den, der gælder for kvindelige arbejdstagere, for så vidt angår perioden mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og den 1. juli 1991, hvor der inden for ordningen blev truffet foranstaltninger med henblik på at tilvejebringe ligestilling.

19 Med hensyn til beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990 skal det blot bemærkes, at Barber-dommen udelukkede, at artikel 119 kunne finde anvendelse på pensionsydelser, der vedrørte disse perioder, hvorfor arbejdsgiverne og de, der administrerer ordningen, ikke længere har pligt til at sikre ligebehandling med hensyn til disse ydelser.

[s. I-4466]

20 Heraf følger, at fællesskabsretten for så vidt angår disse perioder ikke indeholdt nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de fordele, kvinderne har haft.

21 Med hensyn til beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter det tidspunkt, hvor de regler, der skulle ophæve forskelsbehandlingen, trådte i kraft — i dette tilfælde den 1. juli 1991 — er artikel 119 ikke til hinder for foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling ved at begrænse fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede. Artikel 119 forlanger nemlig blot, at mænd og kvinder modtager samme løn for samme arbejde, ikke at lønnen skal ligge på et bestemt niveau.

22 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver, som træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Barber-dommen, sætter kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes for så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990, hvor dommen blev afsagt, og ikrafttrædelsestidspunktet for de nævnte foranstaltninger. Derimod er artikel 119 ikke til hinder for en sådan fremgangsmåde for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter dette tidspunkt. For så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990 indeholdt fællesskabsretten ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de fordele, kvinderne har haft.

#### Andet spørgsmål

23 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om der, såfremt det efter artikel 119 er tilladt at sætte kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes, består en pligt for de erhvervstilknyttede pensionsordninger, som

[s. I-4467]

fastsætter en sådan ensartet pensionsalder, til at begrænse de uheldige konsekvenser, denne ændring kan have for kvinderne, så meget som muligt.

24 Når henses til besvarelsen af det første spørgsmål, rejser det andet spørgsmål sig kun for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter ikrafttrædelsestidspunktet for foranstaltninger, hvorefter ligestilling tilvejebringes ved, at kvindernes pensionsalder sættes op.

25 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til løn er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper, og at arbejdsgiveren i betragtning af artikel 119's direkte virkning skal gennemføre ligebehandlingen øjeblikkeligt og fuldstændigt.

26 Når en arbejdsgiver, efter at det er fastslået, at der foreligger forskelsbehandling, tager skridt til at tilvejebringe ligestilling for fremtiden ved at begrænse den privilegerede gruppes fordele, kan den ligestilling, der skal opnås, følgelig ikke indføres gradvis, når dette giver sig udslag i, at der opretholdes en — selv forbigående — forskelsbehandling.

27 Følgelig må det andet spørgsmål besvares med, at når en arbejdsgiver beslutter at sætte kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes for at ophæve en forskelsbehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører fremtidige beskæftigelsesperioder, kan der ikke i forbindelse hermed indføres — selv forbigående — foranstaltninger, som skal begrænse de uheldige konsekvenser, dette kan have for kvinderne.

[s. I-4468]

#### Tredje spørgsmål

28 Med det tredje spørgsmål ønskes det i det væsentlige oplyst, om en erhvervstilknyttet pensionsordning i tilfælde, hvor artikel 119 er til hinder for, at ligebehandling tilvejebringes ved, at kvindernes pensionsalder sættes op, alligevel kan indføre en sådan ændring, når den er objektivt begrundet i virksomhedens eller pensionsordningens eget behov.

29 Dette spørgsmål drejer sig om pensionsydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og ikrafttrædelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved der tilvejebringes ligebehandling ved at sætte kvindernes pensionsalder op. Som anført ovenfor er det nemlig kun for så vidt angår disse perioder, at denne fremgangsmåde ikke er tilladt.

30 I denne forbindelse bemærkes, at selv om det i denne sammenhæng måtte være muligt at tage hensyn til virksomhedens eller den pågældende pensionsordnings objektivt begrundede behov, ville de, der administrerer den erhvervstilknyttede pensionsordning, ikke med føje kunne henvise til så store finansielle vanskeligheder som dem, Domstolen tog i betragtning i Barber-dommen, som begrundelse for at sætte kvindernes pensionsalder op i denne periode, idet den er forholdsvis kort og under alle omstændigheder må tilskrives pensionsordningens egen adfærd.

31 Det tredje spørgsmål må derfor besvares med, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet ordning under henvisning til sine egne eller den pågældende virksomheds vanskeligheder efterfølgende hæver kvindernes pensionsalder

[s. I-4469]

for så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttrædelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved den pågældende ordning har tilvejebragt ligestilling.

#### Sagens omkostninger

32 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Bedford Industrial Tribunal ved afgørelse af 2. november 1992, for ret:

1) EØF-traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver, som træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88), sætter kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes for så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttrædelsestidspunktet for de nævnte foranstaltninger. Derimod er artikel 119 ikke til hinder for en sådan fremgangsmåde [s. I-4470] for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter dette tidspunkt. For så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990 indeholdt fællesskabsretten ikke nogen forpligtelse, der kunne begrunde foranstaltninger, som efterfølgende begrænser de fordele, kvinderne har haft.

2) Når en arbejdsgiver som følge af Barber-dommen beslutter at sætte kvindernes pensionsalder op til samme niveau som mændenes for at ophæve en forskelsbehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører fremtidige beskæftigelsesperioder, kan der ikke i forbindelse hermed træffes — selv forbigående — foranstaltninger, som skal begrænse de uheldige konsekvenser, dette kan have for kvinderne.

3) Traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet ordning under henvisning til sine egne eller den pågældende virksomheds vanskeligheder efterfølgende hæver kvindernes pensionsalder for så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990 og ikrafttrædelsestidspunktet for de foranstaltninger, hvorved den pågældende ordning har tilvejebragt ligestilling.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61992cj0421.md =====

# EU-Domstolen, 5. maj 1994, sag C-421/92

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0421.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61992cj0421.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:187

Kommentarens titel: Graviditet, natarbejdsforbud og en tidsubegrænset kontrakts gyldighed

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 76/207, ikke en lønsag: en tidsubegrænset natarbejdskontrakt kunne ikke erklæres ugyldig på grund af natarbejdsforbuddet under graviditet og amning. Koblet til reglen om dårligere behandling i forbindelse med graviditet (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207 var til hinder for at erklære den tidsubegrænsede natarbejdskontrakt ugyldig på grund af graviditets- og amningsperiodens natarbejdsforbud. Arbejdsgiveren kunne heller ikke anfægte kontrakten på grund af vildfarelse om arbejdstagerens forhold, selv om begge parter var uvidende om graviditeten ved aftalen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den konkrete tidsubegrænsede aftale og midlertidige hindring; ikke en afgørelse om alle tidsbegrænsede kontrakter eller om lønnens størrelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61992CJ0421

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
5. maj 1994[^*]

I sag C-421/92,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Regensburg, Landshut (Forbundsrepublikken Tyskland), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Gabriele Habermann-Beltermann

mod

Arbeiterwohlfahrt, Bezirksverband Ndb./Opf. eV,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 2, stk. 1, artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

[s. I-1669]

har

sammensat af afdelingsformanden, G. E Mancini, og dommerne C. N. Kakouris, E A. Schockweiler, P. J. G. Kapteyn (refererende dommer) og J. L. Murray,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

Arbeiterwohlfahrt, Bezirksverband Ndb./Opf. eV, ved advokat B. Branekow, Regensburg

- Det Forenede Kongerige ved Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af C.-M. Happe, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen som led i turnusordningen for embedsmænd fra medlemsstaterne, som befuldmægtigede,

- på grundlag af retsmøderapporten,

efter at den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget, den italienske regering ved avvocato dello Stato D. del Gaizo og Det Forenede Kongerige ved Barrister E. Sharpston samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af H. Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen som led i turnusordningen for embedsmænd fra medlemsstaterne, som befuldmægtigede, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. december 1993,

[s. I-1670]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. januar 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 24. november 1992, indgået til Domstolens Justitskontor den 18. december 1992, har Arbeitsgericht Regensburg, Landshut, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter benævnt »direktivet«),

2 Spørgsmålene er stillet under en sag mellem G. Habermann-Beltermann og Arbeiterwohlfahrt, Bezirksverband Ndb./Obf. eV (herefter benævnt »Arbeiter-wohlfahrt«).

3 G. Habermann-Beltermann, der er eksamineret sygehjælper inden for ældreforsorgen, ansøgte om en stilling som nattevagt på et plejehjem. Af familiemæssige grunde kunne hun kun arbejde om natten. Den 23. marts 1992 blev der underskrevet en ansættelseskontrakt, som fik virkning fra den 1. april 1992, mellem G. Habermann-Beltermann og Arbeiterwohlfahrt. Efter kontrakten skulle hun kun arbejde om natten. Fra den 29. april til den 12. juni 1992 var hun fraværende på grund af sygdom. Ved lægeattest af 29. maj attesteredes det, at hun var gravid. Graviditeten måtte antages at være indtrådt den 11. marts 1992.

[s. I-1671]

4 Ved skrivelse af 4. juni 1992 opsagde Arbeiterwohlfahrt ansættelseskontrakten under henvisning til § 8, stk. 1, i Mutterschutzgesetz (lov om beskyttelse af mødre). Bestemmelsen har følgende ordlyd:

#### »Artikel 8 — Overarbejde, natarbejde og arbejde om søndagen

> 1) Gravide kvinder og kvinder, som ammer, må ikke udføre overarbejde og må ikke arbejde om natten mellem kl. 20 og kl. 6 og heller ikke på søn- og helligdage. Forbuddet mod arbejde på søn- og helligdage gælder ikke for gravide kvinder og kvinder, der ammer, når de er beskæftiget med husligt arbejde i en familie.

> ...«

5 I forelæggelseskendelsen har den nationale retsinstans forklaret, at den herskende opfattelse i tysk retspraksis og litteratur har været, at en overtrædelse af et forbud mod beskæftigelse i henhold til § 134 i Bürgerliches Gesetzbuch (den tyske civillovbog) principielt medfører, at kontrakten er ugyldig. I denne bestemmelse hedder det:

> »En retshandel, der er i strid med et lovfæstet forbud, er ugyldig, medmindre andet følger af loven.«

6 Det er også den herskende opfattelse, at en arbejdsgiver kan anfægte en kontrakt, der er indgået under omstændigheder som de nævnte, på grund af sin vildfarelse

[s. I-1672]

med hensyn til væsentlige forudsætninger vedrørende medkontrahenten. Hjemmelen hertil er § 119, stk. 2, i den tyske civillovbog, der bestemmer:

> » 1) Den, som ved afgivelsen af en viljeserklæring befandt sig i en vildfarelse med hensyn til dennes indhold ..., kan anfægte erklæringen, såfremt det må antages, at han ikke ville have afgivet erklæringen, hvis han havde været vidende om de faktiske omstændigheder og havde udvist almindelig agtpågivenhed.

> 2) Som vildfarelse med hensyn til viljeserklæringens indhold anses også en vildfarelse med hensyn til sådanne forudsætninger ved personen ..., som i omsætningen anses for væsentlige.«

7 Den nationale retsinstans har imidlertid rejst det spørgsmål, om princippet om ligebehandling i direktivets artikel 2, stk. 1, artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, ikke er til hinder for en sådan anvendelse af de nationale regler. Retsinstansen har derfor udsat sagen på Domstolens besvarelse af følgende præjudicielle spørgsmål:

> » 1) Skal principperne i Domstolens dom af 8. november 1990 i sag C-177/88 vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 (EFT L 39, s. 40) og ligebehandlingsprincippet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår fortolkes således, at en ansættelseskontrakt, der er indgået mellem en arbejdsgiver og en gravid arbejdstager under omstændigheder, hvor begge kontraherende parter har været uvidende om svangerskabet, ikke er ugyldig på grund af det som følge af svangerskabet gældende forbud mod beskæftigelse (natarbejde)?

> 2) Er det navnlig i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 [s. I-1673] a) såfremt den med den gravide arbejdstager indgåede ansættelseskontrakt antages at være ugyldig som følge af tilsidesættelse af det forbud mod beskæftigelse (natarbejde), der med henblik på beskyttelse af gravide arbejdstagere er gældende under graviditeten, eller b) såfremt arbejdsgiveren på grund af sin vildfarelse med hensyn til, at arbejdstageren var gravid ved indgåelsen af ansættelseskontrakten, kan anfægte kontrakten og dermed bringe ansættelsesforholdet til ophør?«

8 Arbeiterwohlfahrt har indledningsvis anført, at direktivet ikke har direkte virkning, idet der er tale om en tvist mellem privatretlige personer, og Domstolen endnu ikke har fastslået, at direktiver har direkte virkning i retsforhold mellem private parter.

9 Dette argument kan ikke tiltrædes. Det fremgår af sagen, at den forelæggende retsinstans med henblik på fortolkningen og anvendelsen af to bestemmelser i den tyske civillovbog har forelagt Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af et direktiv, der allerede er gennemført i national ret. De pågældende tyske bestemmelser vedrører dels en kontraherende parts ret til at påberåbe sig, at kontrakten er ugyldig, såfremt den er i strid med et lovfæstet forbud, dels retten til at anfægte kontrakten på grund af en vildfarelse med hensyn til forudsætninger vedrørende medkontrahenten, der anses for væsentlige.

10 Ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end direktivet, er den nationale domstol forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og således handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189 stk. 3 (jf. dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Smi. I, s. 4135, præmis 8)!

11 De præjudicielle spørgsmål drejer sig om en ansættelseskontrakt, der er indgået på ubestemt tid, og som vedrører en arbejdsydelse, der skal præsteres om natten.

[s. I-1674]

Kontrakten er indgået mellem en arbejdsgiver og en gravid arbejdstager, men under omstændigheder, hvor begge parter har været uvidende om graviditeten. Med spørgsmålene ønsker den forelæggende retsinstans i det væsentlige oplyst, om bestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for, dels at en sådan kontrakt erklæres ugyldig som følge af et forbud mod natarbejde, der efter national ret gælder under svangerskabet og i amningsperioden, dels at arbejdsgiveren anfægter kontrakten på grund af en vildfarelse med hensyn til væsentlige forudsætninger vedrørende medkontrahenten ved kontraktens indgåelse.

12 I direktivets artikel 1, stk. 1, hedder det, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, til forfremmelse, til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

13 Princippet præciseres nærmere i direktivets artikel 2, 3 og 5. Artikel 2, stk. 1, bestemmer, at »princippet om ligebehandling ... indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«. I artikel 3, stk. 1, hedder det, at »anvendelsen af princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner ...«.Endelig bestemmer artikel 5, stk. 1, at »anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn«.

14 Der må først tages stilling til, om den omstændighed, at en ansættelseskontrakt erklæres ugyldig eller anfægtes i et tilfælde som det i hovedsagen foreliggende, er direkte forskelsbehandling på grundlag af køn i direktivets forstand. Det må i den forbindelse nærmere fastlægges, om den primære begrundelse for, at kontrakten erklæres ugyldig eller anfægtes, er en begrundelse, som uden forskel anvendes over for arbejdstagere af begge køn, eller om den tværtimod alene anvendes over for det ene køn.

[s. I-1675]

15 Det er åbenbart, at den omstændighed, at en ansættelseskontrakt bringes til ophør på grund af arbejdstagerens graviditet, uanset om den erklæres ugyldig, eller om den anfægtes, kun vedrører kvinder og følgelig er direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, således som Domstolen har fastslået med hensyn til tilfælde, hvor en gravid kvinde er blevet nægtet ansættelse eller er blevet afskediget (jf. domme af 8.11.1990, sag C-177/88, Dekker, Smi. I, s. 3941, og sag C-179/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Sml. I, s. 3979).

16 Det må imidlertid understreges, at til forskel fra Dekker-sagen, som den forelæggende retsinstans har henvist til, beror den ulige behandling i et tilfælde som det foreliggende ikke direkte på arbejdstagerens graviditet, men er en følge af det hermed forbundne lovfæstede forbud mod natarbejde.

17 Forbudsbestemmelsen, som findes i Mutterschutzgesetz' § 8, stk. 1, støttes på direktivets artikel 2, stk. 3, hvori det hedder, at direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

18 Det må herefter undersøges, om direktivet er til hinder for, at overholdelsen af forbuddet mod natarbejde for gravide kvinder, hvis forenelighed med artikel 2, stk. 3, er utvivlsom, kan medføre, at ansættelseskontrakten er ugyldig, eller at den kan anfægtes, på grund af at forbudsbestemmelsen afskærer den ansatte fra at udføre det natarbejde, hun er ansat til at udføre.

19 Arbeiterwohlfahrt har anført, at medlemsstaterne har et vidt og selvstændigt skøn ved vurderingen af de involverede interesser, både arbejdstagernes, mandlige såvel som kvindelige, arbejdsgivernes og samfundets. En for vidtgående beskyttelse af mødre kan eventuelt føre til misbrug fra kvindernes side samt til forskelsbehandling til skade for mænd, som ikke har samme mulighed for at oppebære et vederlag uden til gengæld at skulle præstere en arbejdsydelse.

[s. I-1676]

20 Dette argument må forkastes.

21 Det bemærkes indledningsvis — med hensyn til formålet med bestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3 — at den giver medlemsstaterne ret til at opretholde eller indføre bestemmelser til beskyttelse af kvinder i forbindelse med »graviditet og moderskab«, og at det herved anerkendes, at det i forhold til lighedsgrundsætningen er berettiget at beskytte kvinder i to forbindelser, nemlig for det første kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter fødslen, og for det andet det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen (jf. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Smi. s. 3047, præmis 25).

22 Som Domstolen har fastslået (jf. dommen i Hofmann-sagen, præmis 27), indrømmer direktivet medlemsstaterne et skøn, for så vidt angår de sociale foranstaltninger, de inden for direktivets rammer træffer for at beskytte kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab og for at udligne de faktisk eksisterende vanskeligheder, som kvinder, modsat mænd, har med at bevare beskæftigelsen.

23 Med hensyn til den konkrete sag må det fremhæves, at de præjudicielle spørgsmål omhandler en kontrakt, der er indgået på ubestemt tid, og at forbuddet mod, at gravide kvinder arbejder om natten, derfor kun har betydning for en begrænset periode, set i forhold til kontraktens samlede varighed.

24 Det ville herefter være i strid med de beskyttelseshensyn, der forfølges med bestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3, og medføre, at den mistede sin gennemslagskraft,

[s. I-1677]

såfremt det antoges, at kontrakten kunne erklæres ugyldig eller kunne anfægtes som følge af, at den gravide arbejdstager midlertidigt var afskåret fra at udføre det natarbejde, hun var ansat til.

25 Den omstændighed, at en ansættelseskontrakt, der er indgået på ubestemt tid, bringes til ophør på grund af arbejdstagerens graviditet, uanset om det sker som følge af, at kontrakten erklæres ugyldig eller anfægtes, kan således ikke begrundes med, at et lovfæstet forbud, der gælder på grund af graviditeten, midlertidigt afskærer den ansatte fra at udføre natarbejde.

26 De spørgsmål, den forelæggende retsinstans har stillet, må herefter besvares med, at artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 er til hinder for, at en ansættelseskontrakt — som er indgået på ubestemt tid, som vedrører arbejde, der skal udføres om natten, og som er indgået mellem en arbejdsgiver og en gravid arbejdstager, der begge har været uvidende om graviditeten — erklæres ugyldig som følge af et lovfæstet forbud mod natarbejde, der efter national ret gælder under svangerskabet og i amningsperioden, og for, at arbejdsgiveren anfægter kontrakten på grund af en vildfarelse med hensyn til væsentlige forudsætninger vedrørende arbejdstageren ved kontraktens indgåelse.

#### Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den italienske regering og Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

[s. I-1678]

## Domskonklusion

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Regensburg, Landshut, ved kendelse af 24. november 1992, for ret:

Artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er til hinder for, at en ansættelseskontrakt — som er indgået på ubestemt tid, som vedrører arbejde, der skal udføres om natten, og som er indgået mellem en arbejdsgiver og en gravid arbejdstager, der begge har været uvidende om graviditeten — erklæres ugyldig som følge af et lovfæstet forbud mod natarbejde, der efter national ret gælder under svangerskabet og i amningsperioden, og for, at arbejdsgiveren anfægter kontrakten på grund af en vildfarelse med hensyn til væsentlige forudsætninger vedrørende arbejdstageren ved kontraktens indgåelse.

Mancini

Kakouris

Schockweiler

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. maj 1994.

R. Grass

Justitssekretær

G. E Mancini

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0007.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-7/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0007.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0007.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:350

Kommentarens titel: Tjenestemandspension som løn og tidsbegrænset direkte virkning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den beskrevne tjenestemandspension var løn efter artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Forskellige beregningsregler for gifte mænd og kvinder var forbudt, og de ringere stillede mænd skulle have kvindernes vilkår (jf. § 1 a, stk. 1, og § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne ABPW-pension var løn efter artikel 119. Forskellige beregningsregler for gifte mænd og kvinder vedrørende tjenestetid før 1986 var forbudt, og de ringere stillede mænd skulle have kvindernes vilkår. Artikel 119 kunne anvendes direkte, men efter protokol nr. 2 kunne kun tjenestemænd eller ydelsesberettigede pårørende, som havde anlagt sag eller klaget før 17. maj 1990, kræve ligebehandling for beskæftigelse mellem 8. april 1976 og 17. maj 1990.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel regel om, at alle tjenestemandspensioner eller alle lønafhængige socialydelser er løn, udledes af denne konkrete ordning. Senere praksis og 2006/54 kræver særskilt kontrol.

Pr. 67 og dispositiv 3 gengives i deres konkrete historiske sammenhæng. De erstatter ikke selvstændig kontrol af Defrenne II og dens egne undtagelser. Medlemskabsafgrænsningen i pr. 60–62 må ikke slettes ved en generel Barber-etiket.

Der er ikke foretaget en fuld separat læsning af 79/7, 86/378 eller protokollen i denne delopgave; deres behandling her er dommens gengivelse og fortolkning.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0007

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-7/93,

angående en anmodning, som Centrale Raad van Beroep i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds

mod

G. A. Beune,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene J. C. Moitinho de Almeida og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse (refererende dommer), M. Zuleeg og P. J. G. Kapteyn,

[s. I-4503]

generaladvokat: F. G. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- appellanten i hovedsagen, Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds, ved advokaterne G. R. J. de Groot og L. A. D. Keus, Haag

- indstævnte i hovedsagen, G. A. Beune, ved advokaterne E. Lutjens og A. R. Bosman, Utrecht

- den nederlandske regering ved juridisch adviseur A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. marts 1994 af appellanten i hovedsagen, af indstævnte i hovedsagen, af den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseur T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

[s. I-4504]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. april 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved udateret kendelse, indgået til Domstolen den 12. januar 1993, har Centrale Raad van Beroep i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt syv præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af EØF-traktatens artikel 119.

2 Spørgsmålene er stillet under en sag mellem G. A. Beune og Bestuur van het Algemeen burgerlijk pensioenfonds (herefter benævnt »ABP«). Sagen drejer sig om ABP's fastsættelse af G. A. Beune's tjenestemandspension.

3 Det fremgår af sagsakterne i hovedsagen, at nederlandske tjenestemænd er omfattet af den almindelige pensionsordning i henhold til Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter benævnt »AOW«) og af pensionsordningen for tjenestemænd i henhold til Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den almindelige nederlandske lov om alderspension for offentligt ansatte, herefter benævnt »ABPW«).

4 AOW indeholder bestemmelser om en almindelig alderspensionsforsikring for personer med bopæl i Nederlandene, og for personer, som ikke er bosiddende i Nederlandene, men som dog er indkomstskattepligtige i landet. Pensionen (herefter benævnt »den almindelige pension«), som siden 1965 har været fastsat på grundlag af den i Nederlandene gældende mindsteløn, beregnes efter de tilbagelagte

[s. I-4505]

forsikringsperioder. Den udbetales med sit fulde beløb efter en forsikringsperiode på halvtreds år.

5 I henhold til ABPW har tjenestemænd med mindst fyrre tjenesteår krav på en pension (herefter benævnt »tjenestemandspension«) på 70% af slutlønnen. Mænd og kvinder har samme pensionsrettigheder. Pensionen udbetales af ABP, som er en offentligretlig juridisk person, der er oprettet ved lov.

6 Indtil den 1. april 1985 havde gifte mænd i henhold til AOW ret til en almindelig pension for ægteparret, svarende til 100% af den i Nederlandene gældende mindsteløn. Ugifte, såvel kvinder som mænd, havde ret til en almindelig pension, svarende til 70% af mindstelønnen. Gifte kvinder havde ikke selvstændig ret til pension; en sådan ret erhvervede de kun, såfremt ægtefællen afgik ved døden.

7 For at undgå samtidig udbetaling af den almindelige pension og tjenestemandspensionen var det i ABPW fastsat, at den del af den almindelige pension, som tjenestemanden på linje med alle med bopæl i Nederlandene havde ret til i henhold til AOW, og som svarede til rettighederne i henhold til de perioder, hvori han havde været ansat i offentlig tjeneste, skulle betragtes som en del af hans tjenestemandspension, dvs. som »samordnet« denne pension. I praksis sker det på den måde, at ABP fradrager det almindelige pensionsbeløb i den tjenestemandspension, der udbetales. Da tjenestemandspensionen beregnes på grundlag af en forsikringsperiode på fyrre år, er det højst 80% af den almindelige pension, der tages i betragtning, dvs. fradrages.

8 For gifte kvindelige tjenestemænd, som ikke havde selvstændig ret til en almindelig pension, bestemtes det i ABPW indtil den 1. april 1985, at den almindelige pension, der blev samordnet hendes tjenestemandspension, skulle beregnes på grundlag af den almindelige pension for ugifte kvinder, dvs. højst 80% af 70% af mindstelønnen.

[s. I-4506]

9 Med virkning fra den 1. april 1985 fik gifte kvinder en selvstændig ret til almindelig pension i henhold til AOW. Som følge heraf blev ordningen efter ABPW ændret. En overgangsordning var gældende i perioden 1. april 1985 — 1. januar 1986. Siden da har den permanente ordning været følgende:

- Pensionsrettigheder for tjenestemænd vedrørende tjenestetid efter den 1. januar 1986 beregnes efter en såkaldt »franchise«-ordning. Det er uomtvistet, at denne ordning er den samme for mandlige og kvindelige tjenestemænd, idet der fradrages det samme almindelige pensionsbeløb i tjenestemandspensionen for gifte mænd og kvinder, der har været ansat i lige mange år i offentlig tjeneste.

- For pensionsrettigheder vedrørende tjenesteår før den 1. januar 1986 opretholdes den ordning, der var gældende indtil den 1. april 1985, også for gifte kvinder. Det almindelige pensionsbeløb, der samordnes tjenestemandspensionen for rettigheder, der vedrører tjenestetid før den 1. januar 1986, fastsættes for gifte kvindelige tjenestemænd således fortsat på grundlag af pensionen for ugifte kvinder, dvs. til højst 80% af 70% af mindstelønnen, og for gifte mandlige tjenestemænd til højst 80% af 100% af mindstelønnen, eftersom ægtefællens rettigheder i henhold til AOW i sidstnævnte tilfælde også samordnes.

10 Det fremgår af de nationale bestemmelser om pension for nederlandske tjenestemænd, at som følge af, at gifte kvinder ligestilles med ugifte kvinder med hensyn til beregningen af den almindelige pension, der samordnes tjenestemandspensionen, er tjenestemandspensionen for gifte mænd — for så vidt angår pensionsrettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 — konsekvent lavere end den tjenestemandspension, der udbetales til gifte kvinder, der har været tilsvarende indplaceret inden for det offentlige.

[s. I-4507]

11 Den 3. februar 1988 fyldte G. A. Beune 65 år. På det tidspunkt oppebar han en invalidepension, som blev omberegnet på grundlag af bestemmelserne i ABPW. Det er uomtvistet, at denne særlige omstændighed ikke har betydning for de spørgsmål, den nationale retsinstans har forelagt, idet invalidepensionen blev omberegnet som en alderspension. Også fru Beune, der er født i 1922, havde ret til en almindelig pension.

12 Som følge af, at pensionsrettighederne vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 blev taget i betragtning, udgjorde det almindelige pensionsbeløb, der blev samordnet G. A. Beune's tjenestemandspension, 16 286,59 HFL pr. år, nemlig, som anført af Centrale Raad van Beroep, 40 x 2% af den dobbelte pension for gifte i henhold til AOW. For en gift kvindelig tjenestemand med det samme antal års ansættelse i offentlig tjeneste som G. A. Beune ville der i hendes tjenestemandspension kun være blevet fratrukket 11 300 HFL pr. år, svarende til 80% af den almindelige pension for ugifte i henhold til AOW.

13 G. A. Beune indgav en klage til ABP, hvori han anførte, at for så vidt angår tjenestetid før den 1. januar 1986 var ordningen i henhold til ABPW gunstigere for gifte kvinder end for gifte mænd, og at en sådan forskelsbehandling var uforenelig med direktiv 79/7.

14 Sagen blev herefter indbragt for Ambtenarengerecht, som tog Beune's påstande til følge. ABP appellerede sagen til Centrale Raad van Beroep, som har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal udtrykket ’lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod [risikoen for] alderdom’ i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7/EØF fortolkes således, [s. I-4508] at det også omfatter en lovbestemt pensionsordning for (hovedsagelig) tjenestemænd som den, der er fastsat i ABPW?

> 2) Såfremt spørgsmål 1) besvares bekræftende, skal princippet om ligebehandling, jf. ovennævnte direktivs artikel 4, stk. 1, da fortolkes således, at det er til hinder for, at der gælder forskellige regler for tilfælde af samtidig ret til almindelig pension (i henhold til AOW) og tjenestemandspension for så vidt angår gifte mandlige (tidligere) tjenestemænd på den ene side og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemænd på den anden side?

> 3) Såfremt spørgsmål 1) og 2) besvares bekræftende, kan en gift mandlig tidligere tjenestemand — i mangel af en national ordning, som ophæver den nævnte forskelsbehandling — da påberåbe sig direktiv 79/7/EØF til støtte for et krav om, at han med hensyn til sin ret til tjenestemandspension behandles på samme måde som en gift kvindelig tjenestemand, der i øvrigt befinder sig i samme situation?

> 4) Har det i spørgsmål 3) nævnte princip om ligebehandling den virkning, at forskellen mellem gifte mandlige og gifte kvindelige tjenestemænds ret til pension — som omhandlet i den foreliggende sag — har været ubeføjet med virkning fra den 23. december 1984, også for så vidt som pensionskravet støttes på perioder (dvs. tjenestetid som tjenestemand) før denne dato? Kan der herved lægges vægt på et forhold, som der ikke blev taget stilling til i dommen af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, [s. I-4509]  Verholen m.fl.), i dommen af 8. marts 1988 (sag C-80/87, Dik m.fl.) og i dommen af 24. juni 1987 (sag 384/85, Borrie Clarke), nemlig at pensionsordningen i henhold til ABPW er reservefunderet? Såfremt spørgsmål 1) besvares benægtende, ønskes følgende spørgsmål besvaret, idet spørgsmål 2)-4) samtidig bortfalder.

> 5) Skal begrebet løn i EØF-traktatens artikel 119 fortolkes således, at det også omfatter en alderspension for (hovedsagelig) tjenestemænd som den, der er foreskrevet i den nederlandske ABPW?

> 6) Såfremt spørgsmål 5) besvares bekræftende, og det må lægges til grund, at de forskellige bestemmelser, der gælder for gifte mandlige og gifte kvindelige (tidligere) tjenestemænd, for så vidt angår samtidig ret til almindelig pension (AOW) og tjenestemandspension, er i strid med princippet om lige løn for mandlige og kvindelige arbejdstagere i henhold til den nævnte traktatbestemmelse, kan en gift mandlig tjenestemand da under påberåbelse af dette princip kræve, at han i pensionsmæssig henseende behandles på samme måde som en gift kvindelig tjenestemand?

> 7) Kan der i fællesskabsretten — i tilfælde af en bekræftende besvarelse af spørgsmål 5) og 6) — findes støtte for at begrænse konsekvenserne af en tilsidesættelse af fællesskabsretten for så vidt angår dels det tidspunkt, fra hvilket der kan gøres krav på ligebehandling, dels de perioder, hvori er erhvervet ret til pension? [s. I-4510] Er det ved besvarelsen af dette spørgsmål af betydning, at den omhandlede pensionsordning er reservefunderet?«

15 Med spørgsmålene ønsker den nationale retsinstans i det væsentlige oplyst, om

- en pensionsordning som den, der er fastsat i ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af traktatens artikel 119

- de fællesskabsretlige bestemmelser, der finder anvendelse, er til hinder for, at nationale lovbestemmelser som ABPW indeholder forskellige regler for gifte mænd og gifte kvinder for så vidt angår beregningen af tjenestemandspensionen, og om tidligere mandlige tjenestemænd kan påberåbe sig de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser til støtte for et krav om at blive behandlet på samme måde som tidligere kvindelige tjenestemænd

- dommens tidsmæssige virkninger — såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende — kan begrænses.

#### Første og femte spørgsmål

16 G. A. Beune har gjort gældende, at pensionsordningen efter ABPW er omfattet af direktiv 79/7. Han har anført, at mandlige tidligere tjenestemænd er udsat for en

[s. I-4511]

form for forskelsbehandling, der er uforenelig med det ligebehandlingsprincip, der er fastsat i direktivets artikel 4. Der kan direkte støttes ret på denne artikel, og gifte mænd har krav på at blive behandlet på samme måde som gifte kvinder. En medlemsstat kan ikke efter den 23. december 1984, hvor direktiv 79/7 skulle være gennemført, opretholde ulige behandling, som skyldes, at betingelserne for at erhverve ret til en ydelse er indført før denne dato. Han har under henvisning til Domstolens dom af 11. juli 1991 (forenede sager C-87/90, C-88/90 og C-89/90, Verholen m.fl., Sml. I, s. 3757) anført, at den omstændighed, at den omtvistede ordning er reservefunderet — hvilket han i øvrigt bestrider — ikke kan føre til noget andet resultat.

17 ABP og den nederlandske regering har i deres skriftlige indlæg anført, at pensionsordningen efter ABPW ikke er omfattet af direktiv 79/7, men af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). De har påpeget, at pensionsordningen omfatter en særlig gruppe af arbejdstagere, at den kun kan ændres efter aftale med personalerepræsentanterne, og at den sikrer en supplerende ydelse i forhold til den almindelige pension.

18 Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anført, at de ydelser, der udbetales til tjenestemænd i henhold til ABPW, må betragtes som løn, jf. traktatens artikel 119. Som følge af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) kan det forhold, at pensionsordningen er fastsat ved lov, ikke være til hinder herfor.

19 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7 finder direktivet anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom.

[s. I-4512]

20 I henhold til traktatens artikel 119, stk. 2, forstås ved »løn« i artikel 119 »den almindelige grund-eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

21 Som Domstolen allerede har fastslået (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, Barber-dommen, præmis 12, og af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 8), udelukker den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke, at de kan have karakter af løn i den i artikel 119 anførte betydning.

22 Som generaladvokaten i øvrigt har anført i punkt 22 ff. i sit forslag til afgørelse, må der ved afgørelsen af, om en pensionsordning som den, der er indført ved ABPW, er omfattet af direktiv 79/7 eller af artikel 119, foretages en afvejning af, hvilken vægt der må tillægges de kriterier, Domstolen har lagt til grund i sine tidligere afgørelser.

23 Alt efter de situationer, Domstolen har skullet tage stilling til, har den fremhævet følgende kriterier: I hvilket omfang pensionsordningen er fastlagt ved lov, om der er tale om en overenskomst mellem arbejdsgiverne og repræsentanter for arbejdstagerne, om de fordele, der ydes arbejdstagerne, supplerer de sociale sikringsydelser, hvorledes pensionsordningen finansieres, om den omfatter almindelige grupper af arbejdstagere og endelig forholdet mellem ydelsen og arbejdstagerens erhverv.

[s. I-4513]

24 Den omstændighed, at en pensionsordning direkte er reguleret ved lov, peger utvivlsomt klart i retning af, at ydelserne efter en sådan ordning er sociale sikringsydelser. I henhold til Domstolens faste praksis (dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. réf.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8, og senest Ten Oever-dommen, præmis 9) er forholdet det, at selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring ikke principielt kan udelukkes fra begrebet løn, kan dette begreb, således som det er defineret i artikel 119, imidlertid ikke omfatte socialsikringsordninger eller-ydelser, f.eks. alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Disse ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

25 I denne forbindelse kan det bemærkes, at en ordning som ordningen efter AOW er omfattet af direktiv 79/7 (jf. bl.a. ovennævnte dom i sagen Verholen m.fl.).

26 Den omstændighed, at en ordning som ordningen efter ABPW direkte er reguleret ved lov, er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at den ikke er omfattet af artikel 119. Allerede i dommen af 8. april 1976 i Defrenne II-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 21) fastslog Domstolen, at med til den direkte forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artikel 119 angivne kriterier, må man navnlig regne forskelsbehandling, som skyldes lovbestemmelser.

27 Denne fortolkning bekræftede Domstolen i Barber-dommen. Heri fastslog Domstolen bl.a. (præmis 16), at en fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales af arbejdsgiveren, ikke ophører med at være en form for løn i artikel 119's forstand, blot fordi den ikke udbetales i henhold til arbejdskontrakten, men er lovbestemt eller ydes på frivilligt grundlag.

[s. I-4514]

28 Som Domstolen udtalte i Defrenne li-dommen (præmis 12), hører princippet om lige løn til Fællesskabets grundlag. Princippets indhold og omfang kan derfor ikke fastlægges på grundlag af et formelt kriterium, som i sig selv afhænger af bestemmelser eller praksis i medlemsstaterne. Da traktaten skal finde ensartet anvendelse i hele Fællesskabet, må artikel 119 fortolkes selvstændigt i forhold til sådanne bestemmelser eller former for praksis.

29 Navnlig må det med hensyn til muligheden for at støtte ret på artikel 119 ved nationale retsinstanser være uden betydning, om den ulige lønmæssige behandling, arbejdstageren hævder at være udsat for, skyldes en lovbestemmelse, en administrativt fastsat bestemmelse eller eventuelt en kollektiv overenskomst.

30 Med henblik på at karakterisere en pensionsordning har Domstolen da heller ikke blot formelt set på, om den er reguleret ved lov. Det er også sket, at Domstolen i stedet har lagt vægt på, om den er fastsat ved overenskomst. Således fandt Domstolen i Bilka-dommen (præmis 20, 21 og 22), at selv om en pensionsordning er vedtaget i overensstemmelse med lovbestemmelser, er ordningen — når den har sin oprindelse i en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repræsentanter for de ansatte, og den går ud på, at de sociale ydelser, som skal betales i medfør af almindeligt gældende nationale regler, suppleres af ydelser, der udelukkende finansieres af arbejdsgiveren — ikke en social sikringsordning, og at de ydelser, der betales efter en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2. I Barber-dommen (præmis 25 og 27) fastslog Domstolen endvidere, at ordninger som private erhvervstilknyttede pensionsordninger, de såkaldte »contracted-out«-ordninger, som er et resultat enten af en overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller af en ensidig beslutning truffet af arbejdsgiveren, og som fuldt ud finansieres af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der i noget tilfælde ydes bidrag hertil fra det offentlige, udgør en del af de ydelser, arbejdsgiveren tilbyder arbejdstagerne. Selv om de bidrag, der indbetales til disse ordninger, og de ydelser, som de giver adgang til, delvis træder i stedet for bidrag eller ydelser i henhold til den almindelige, lovbestemte ordning, kan denne omstændighed ikke føre til, at artikel 119 ikke finder anvendelse.

[s. I-4515]

31 Denne fortolkning bekræftede Domstolen i Ten Oever-dommen (præmis 10 og 11). En pensionsordning, som er tilvejebragt ved overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, og som udelukkende finansieres af arbejdstagerne og arbejdsgiverne på det pågældende fagområde uden noget økonomisk bidrag fra det offentlige, er omfattet af artikel 119, også selv om statsmagten på begæring af de berørte arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer har erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet.

32 En overenskomst mellem arbejdsgiverne og repræsentanter for arbejdstagerne må imidlertid i de nævnte afgørelser forstås som en egentlig aftale. I de fleste af medlemsstaterne findes der, også inden for det offentlige, forskellige former for konsultationer mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne, og disse konsultationer kan antage forskellige former, som er mere eller mindre bindende for parterne, uden at de dog nødvendigvis fører til egentlige overenskomster.

33 Den nederlandske regerings argument om, at de offentligt ansattes organisationer deltager i forvaltningen af ordningen, og at de i praksis bliver hørt forud for ændringer af ordningen, giver derfor i den foreliggende sag ikke grundlag for at lade det kriterium, der blev lagt vægt på i Ten Oever-dommen, få afgørende betydning. Den nævnte høring fører ikke til, at der indgås en egentlig overenskomst dm de nærmere regler for ordningen, som herefter er bindende for det offentlige og for lovgivningsmyndigheden. Det fremgår i øvrigt ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at lovgivningsmyndigheden i forbindelse med ændringen af ABPW i 1985 og derefter i 1986 formelt har været bundet af en aftale, der forinden var indgået mellem arbejdsmarkedets parter inden for det offentlige, og heller ikke, at den blot har erklæret aftalen obligatorisk for hele det offentlige område.

34 Under henvisning til et andet kriterium, som Domstolen har tillagt vægt, har den nederlandske regering gjort gældende, at den tjenestemandspension, der udbetales gennem ABP, er en tillægspension i forhold til den almindelige pension.

[s. I-4516]

35 Dette har G. A. Beune bestridt, i det mindste for så vidt angår tjenestemandspensionens karakter, inden ABPW blev ændret i 1986.

36 Hertil bemærkes, at ordningen efter ABPW øjensynlig oprindelig var en alderspensionsforsikring udelukkende for tjenestemænd. Ved indførelsen af den almindelige pensionsordning efter AOW, som er en generel og grundlæggende alderspensionsforsikring, blev der indført en bestemmelse med henblik på at undgå samtidig udbetaling af tjenestemandspensionen, hvis størrelse fandtes tilstrækkelig, og den almindelige pension. Den del af den almindelige pension, der svarer til rettigheder vedrørende tjenestetid som offentligt ansat, samordnes herefter tjenestemandspensionen, mens dette ikke er tilfældet for rettigheder med hensyn til almindelig pension, som en tjenestemand måtte have erhvervet i medfør af forsikringsperioder, hvor han ikke var offentligt ansat; her foretages der ingen samordning, og den tidligere tjenestemand får således beløbet udbetalt fuldt ud.

37 Under alle omstændigheder må det — som det følger af Barber-dommen (præmis 27) — understreges, at det ikke er en betingelse for, at artikel 119 finder anvendelse, at en pension er en tillægspension i forhold til en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning. Ydelser, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, og som helt eller delvis træder i stedet for ydelser, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning, kan være omfattet af artikel 119.

38 Kriteriet om de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, kan heller ikke danne grundlag for at afgøre, om ordningen er omfattet af artikel 119.

39 En pensionsfond som den nederlandske finansieres ganske vist næsten fuldt ud gennem bidrag, som indbetales af de forskellige arbejdsgivere inden for det offentlige, og gennem indeholdelser i tjenestemændenes løn, og den forvaltes selvstændigt på grundlag af regler, der ligger tæt op ad dem, der gælder for

[s. I-4517]

erhvervstilknyttede pensionsordninger. Men herved adskiller den sig ikke væsentligt fra visse sociale sikringsordninger, som er omfattet af direktiv 79/7, og som i henhold til lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om bidrag og ydelser også kan være finansieret ved bidrag fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne og kan forvaltes på paritetisk grundlag af arbejdsmarkedets parter.

40 Som det fremgår af den nederlandske regerings og ABP's svar på et spørgsmål fra Domstolen, er forholdet desuden det, at i modsætning til den ordning, Ten Oever-sagen drejede sig om (jf. ovenfor i præmis 31), kan der undtagelsesvis ydes bidrag til ABP over det nederlandske statsbudget, såfremt pensionsfonden ikke kan opfylde sine forpligtelser i henhold til ABPW. Det er i øvrigt oplyst, at staten godtgør ABP de ekstraudgifter, der følger af, at forskelsbehandlingen mellem enkemænd og enker er blevet ophævet. Ordningen finansieres således ikke udelukkende af de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagerne.

41 Den nederlandske regering har i sit skriftlige indlæg endvidere gjort gældende, at pensionsordningen efter ABPW på linje med de øvrige ordninger, der er omfattet af direktiv 86/378, må betragtes som en ordning bestemt for en særlig erhvervsgren. Reelt bestrider regeringen således, at nederlandske tjenestemænd i relation til den fællesskabsretlige kvalifikation af en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW kan anses for at være en »almindelig gruppe af arbejdstagere« som omhandlet i Defrenne I-dommen (jf. ovenfor i præmis 24).

42 Hertil bemærkes, at uanset at Domstolen ikke har defineret begrebet »almindelige grupper af arbejdstagere« siden Defrenne I-dommen, kan dette begreb næppe omfatte en særlig gruppe af arbejdstagere som tjenestemænd, idet disse kun adskiller sig fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere.

[s. I-4518]

43 Det følger således af det anførte, at kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, kan tillægges afgørende betydning.

44 Som Domstolen allerede fastslog i Defrenne I-dommen, kan kriteriet om arbejdsforholdet ganske vist ikke være forbeholdt denne type pensioner. Der kan således — med hensyn til betingelserne for erhvervelse af ret til og fastsættelse af pensionsrettigheder for så vidt angår pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger — helt eller delvis tages hensyn til den pågældendes løn. Alligevel er sådanne pensioner ikke omfattet af artikel 119.

45 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af de nærmere regler for en ordning som den, hovedsagen drejer sig om, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte.

46 Heraf følger, at en pensionsordning inden for det offentlige som den, der er tale om i hovedsagen, og som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og henhører under artikel 119.

[s. I-4519]

47 Første og femte spørgsmål må herefter besvares med, at en pension som den, der udbetales i medfør af ABPW, er omfattet af artikel 119.

#### Andet, tredje og fjerde spørgsmål

48 Henset til besvarelsen af første og femte spørgsmål er det ufornødent at besvare andet, tredje og fjerde spørgsmål.

#### Sjette spørgsmål

49 Med dette spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om artikel 119 er til hinder for at anvende lovbestemmelser som ABPW for så vidt angår reglen om beregningen af tjenestemandspensionen for gifte mænd.

50 Hertil bemærkes blot, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (Barber-dommen, præmis 32).

51 Det fremgår af oplysningerne i hovedsagen, således som de er sammenfattet ovenfor i præmis 10, at den omtvistede lovgivning er udtryk for en direkte forskelsbehandling af mænd. Som Kommissionen har anført, ændrer det intet herved, at det kun er gifte mænd, der efter ordningen er dårligere stillet, men ikke ugifte.

[s. I-4520]

52 I øvrigt bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis fra og med afsigelsen af Defrenne II-dommen, kan princippet i artikel 119 om lige løn påberåbes direkte ved de nationale domstole. Domstolen har i øvrigt fremhævet, at forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er generelt og gælder for offentlige myndigheder såvel som i forhold til alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold (jf. dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 12).

53 Heraf følger, at i den foreliggende sag skal gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder, idet disse regler er de eneste, man gyldigt kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret (jf. bl.a. Barber-dommen, præmis 39, Kowalska-dommen, præmis 19, samt dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 18, og, for så vidt angår forskelsbehandling af mænd ved beregningen af en social alderspension, af 1.7.1993, sag C-154/92, Van Cant, Sml. I, s. 3811, præmis 20 og 21).

54 Sjette spørgsmål må herefter besvares med, at artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til rettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 gælder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemænd end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemænd, og at artiklen kan påberåbes direkte for de nationale domstole. Gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, skal behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

[s. I-4521]

#### Syvende spørgsmål

55 Den nationale retsinstans ønsker endvidere oplyst, om de tidsmæssige virkninger af nærværende dom kan begrænses.

56 I protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab — der er knyttet som bilag til traktaten — bestemmes følgende: »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.« I henhold til traktatens artikel 239 udgør protokollen en integrerende del af traktaten.

57 Det følger af svaret på første og femte spørgsmål, jf. navnlig nærværende doms præmis 42, at den pension, der udbetales i henhold til ABPW, må betragtes som en ydelse i medfør af en erhvervstilknyttet ordning som omhandlet i protokollen. Selv om ydelsen er reguleret ved lov, sikrer den tjenestemanden en beskyttelse mod risikoen for de økonomiske konsekvenser af høj alder, og den er en ydelse, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra den offentlige arbejdsgiver, og som svarer til den, en privat arbejdsgiver udreder i henhold til en erhvervstilknyttet ordning.

58 Endvidere vedrører de ydelser, der er tale om i hovedsagen, beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990. De diskriminerende bestemmelser er dem, som fastsætter pensionsrettighederne for tjenestetid, der ligger forud for den 1. januar 1986.

[s. I-4522]

59 Protokollen finder således i kraft af sin generelle ordlyd anvendelse på de ydelser, der udbetales i henhold til en ordning som den her omhandlede.

60 Denne konstatering gælder imidlertid ikke ubetinget. Den angår ydelser — som i øvrigt er det eneste, der nævnes i protokol nr. 2 — men ikke retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

61 Protokollen er således klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten — men i protokollen har man lige så lidt som i Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at være omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

62 Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres således fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgør en overtrædelse af traktatens artikel 119, såfremt en virksomhed — uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn — behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemærkes, at Bilka-dommen i øvrigt ikke begrænser de tidsmæssige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

63 Til støtte for, at artikel 119 ikke omfatter ydelser, som udbetales i henhold til ABPW, og som vedrører beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. [s. I-4523]  maj 1990, har den nederlandske regering imidlertid anført, at en pensionsordning som ordningen i henhold til ABPW er omfattet af direktiv 86/378. Regeringen har henvist til det retssikkerhedsprincip, der er formuleret i direktivets artikel 8, stk. 2, og hvis formål bl.a. er at give mulighed for indtil den 1. januar 1993 at opretholde bestemmelser i en pensionsordning, som tidligere fandt anvendelse og var i strid med ligebehandlingsprincippet.

64 Hertil bemærkes, at selv hvis direktiv 86/378 måtte finde anvendelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, som Domstolen fastslog i dom af 14. december 1993 (sag Cl 10/91, Moroni, Smi. I, s. 6591, præmis 24) med hensyn til direktivets artikel 8, stk. 1, at der — når det på grundlag af bestanddelene af den løn, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslås, at fastsættelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to køn, fører til forskelsbehandling — ikke er grund til at rejse spørgsmålet om retsvirkningerne af det nævnte direktiv.

65 Den samme fortolkning må anlægges med hensyn til artikel 8, stk. 2, som ikke kan begrænse rækkevidden af artikel 119 for så vidt angår pensionsrettigheder, der kan henføres til perioder, hvori den pågældende har været tilknyttet ordningen forud for, at denne blev ændret.

66 Da protokollen ad artikel 119 omfatter en ordning som den, der gælder efter ABPW, og da en tjenestemandspension som den, der er tale om i hovedsagen, fastsættes på grundlag af regler, der ikke er udtryk for forskelsbehandling for så vidt angår rettigheder, der vedrører tjenestetid efter den 1. januar 1986, kan artikel 119 i henhold til selve protokollens ordlyd kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling efter ordningen af tjenestemænd, der har ret til pension i medfør af ABPW, eller af deres ydelsesberettigede pårørende, såfremt de har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, for så vidt angår de rettigheder, der vedrører tjenestetid forud for den 1. januar 1986.

[s. I-4524]

67 Denne kategori af personer kan imidlertid ikke påberåbe sig artikel 119 for så vidt angår rettigheder, der vedrører tjenestetid forud for den 8. april 1976, eftersom Domstolen først i Defrenne li-dommen fastslog, at der direkte kunne støttes ret på artikel 119, hvilket dog kun skulle gælde med virkning for fremtidige lønperioder.

68 Syvende spørgsmål må herefter besvares med, at i kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemænd eller deres ydelsesberettigede pårørende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte for krav om ligebehandling for så vidt angår udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, vedrørende beskæftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.

#### Sagens omkostninger

69 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-4525]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep ved udateret kendelse indgået til Domstolen den 12. januar 1993, for ret:

1) En pension som den, der udbetales i medfør af Algemene Burgerlijke Pensioenwet (ABPW), er omfattet af traktatens artikel 119.

2) Artikel 119 er til hinder for lovbestemmelser som ABPW, hvorefter der med hensyn til alderspensionsrettigheder vedrørende tjenestetid før den 1. januar 1986 gælder en anden regel for beregning af tjenestemandspension for gifte, mandlige tidligere tjenestemænd end for gifte, kvindelige tidligere tjenestemænd; artikel 119 kan påberåbes direkte for de nationale domstole; gifte mænd, der stilles ugunstigt som følge af forskelsbehandlingen, skal behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som gifte kvinder.

3) I kraft af protokol nr. 2 ad artikel 119 kan kun tjenestemænd eller deres ydelsesberettigede pårørende, der har anlagt sag eller rejst en dertil svarende klage inden den 17. maj 1990, påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte for krav om ligebehandling for så vidt angår udbetaling af ydelser i henhold til en pensionsordning som den, der gælder efter ABPW, vedrørende beskæftigelsesperioder, der ligger mellem den 8. april 1976 og den 17. maj 1990.

[s. I-4526]

Due

Moitinho de Almeida

Edward

Kakouris

Joliét

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0028.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-28/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0028.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0028.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:351

Kommentarens titel: Valg af tidligere pensionsalder efter indførelse af fælles alder

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Efter en ny fælles pensionsalder måtte ordningen ikke bevare en lavere alder alene for kvinder for fremtidige beskæftigelsesperioder, heller ikke på grundlag af et valg truffet før Barber-dommen (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). I perioden fra 17. maj 1990 til ændringen skulle mænd have kvindernes gunstigere vilkår.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Efter en ny fælles pensionsalders ikrafttræden måtte ordningen ikke bevare lavere alder alene for kvinder for fremtidige beskæftigelsesperioder, heller ikke på grundlag af et valg foretaget før Barber-dommen. I perioden fra 17. maj 1990 til ændringen skulle mænd derimod have kvindernes gunstigere vilkår. Det ændrede ikke svaret, at kvinden blev anset for at have valgt den tidligere alder, når hun ikke udtrykkeligt valgte andet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen er ikke en almindelig regel om, at arbejdstagere aldrig kan vælge mellem pensionsmuligheder. Den angår kønsspecifikke valgmuligheder og deres betydning for den ufravigelige ligelønspligt. Ingen generel hjemmel til nutidig rettighedsforringelse udledes.

Smith/Avdel og Van den Akker har samme domsdato og GA-dato, men forskellige sagsnumre, ordninger og ligestillingsdatoer: 1. juli henholdsvis 1. juni 1991. De er selvstændige domme og må ikke fusioneres. Senere pensionsret/praksis kræver særskilt kontrol.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0028

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-28/93,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Haag (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Maria Nelleke Gerda van den Akker m.fl.

mod

Stichting Shell Pensioenfonds,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 med henblik på spørgsmålet, om det er nødvendigt at indføre en ensartet pensionsalder for mandlige og kvindelige arbejdstagere inden for erhvervstilknyttede pensionsordninger som følge af dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida og M. Diez de Velasco samt dommerne R. Joliet, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

[s. I-4531]

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- M. N. G. van den Akker m.fl. ved advokat H. Coeverden, Amsterdam

- Stichting Shell Pensioenfonds ved advokat R. A. A. Duk, Haag

- den nederlandske regering ved juridisch adviseur A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Regierungsdirektor C.-D. Quassowski, samme ministerium, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. Smulders, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 15. marts 1994 af M. N. G. van den Akker m.fl., af Stichting Shell Pensioenfonds, af den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseur J. W. de Zwaan, Udenrigsministeriet, af Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines og af Kommissionen,

[s. I-4532]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 4. maj 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 12. januar 1993 indgået til Domstolen den 1. februar s.a. har Kantongerecht, Haag, i henhold til EØF-traktatens artikel 177 stillet to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af samme traktats artikel 119 med hensyn til spørgsmålet, om det er nødvendigt at indføre en ensartet pensionsalder for mandlige og kvindelige arbejdstagere inden for erhvervstilknyttede pensionsordninger som følge af dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag anlagt af Van den Akker og ti andre kvinder mod Stichting Shell Pensioenfonds vedrørende sidstnævntes beslutning om at indføre en ensartet pensionsalder for mandlige og kvindelige arbejdstagere.

3 Sagsøgerne i hovedsagen er alle ansat hos juridiske personer, som hører til koncernen Koninklijke Shell, og er derfor tilsluttet den af koncernen oprettede erhvervstilknyttede pensionsordning, Stichting Shell Pensioenfonds.

4 Indtil den 31. december 1984 indeholdt de for ordningen gældende bestemmelser en sondring mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til pensionsalderen, som var fastsat til henholdsvis 60 og 55 år.

[s. I-4533]

5 Denne sondring blev ophævet med virkning fra den 1. januar 1985, da pensionsalderen blev fastsat til 60 år for både mænd og kvinder.

6 I forbindelse med denne ændring blev der indført overgangsbestemmelser. De kvindelige arbejdstagere, som allerede var tilsluttet ordningen den 1. januar 1985, havde valget mellem at acceptere, at pensionsalderen blev forhøjet fra 55 til 60 år, eller at opretholde en pensionsalder på 55 år. Valget skulle foretages senest den 31. december 1986, således at den pågældende, i mangel af en udtrykkelig erklæring om accept af forhøjelsen af pensionsalderen til 60 år, blev anset for at have valgt at opretholde en pensionsalder på 55 år.

7 Alle sagsøgerne i hovedsagen har, udtrykkeligt eller stiltiende, valgt at opretholde en pensionsalder på 55 år.

8 Som følge af Barber-dommen, hvori Domstolen statuerede, at fastsættelse af forskellige aldersbetingelser for de to køn for så vidt angår pensioner, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, er i strid med traktatens artikel 119, har pensionskassen anset det for nødvendigt at ændre bestemmelserne ved med virkning fra den 1. juni 1991 at afskaffe kvinders mulighed for at opretholde en pensionsalder på 55 år.

9 Sagsøgerne i hovedsagen har anfægtet denne sidstnævnte foranstaltning og bestridt pensionsfondens opfattelse, hvorefter afskaffelsen af denne mulighed var nødvendiggjort af Barber-dommen.

[s. I-4534]

10 Kantongerecht, Haag, som de indbragte sagen for, besluttede at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »A. Er det i strid med EØF-traktatens artikel 119, at pensionsalderen — i en erhvervstilknyttet pensionsordning, hvorefter pensionsalderen fra den 1. januar 1985 har været fastsat til 60 år for såvel mandlige som kvindelige medlemmer — efter den 17. maj 1990 fortsat fastsættes til 55 år for en begrænset gruppe kvindelige medlemmer, såfremt dette

a) følger af en overgangsordning, der blev indført pr. 1. januar 1985 (da pensionsalderen, som tidligere var fastsat til 60 år for mandlige medlemmer og til 55 år for kvindelige medlemmer, ved en ændring af reglementet blev gjort ens og fastsat til 60 år), og

b) overgangsordningen udelukkende finder anvendelse på de kvindelige medlemmer (eller kvinder, som søgte at blive medlemmer), der såvel den 31. december 1984 som den 1. januar 1985 var ansat hos en arbejdsgiver, der var tilsluttet pensionsordningen (’de ringere stillede’), og

c) overgangsordningen ligeledes gik ud på, at de ringere stillede kunne vælge mellem en pensionsalder på 55 eller 60 år, og at dette valg skulle foretages i en periode, som allerede (senest) udløb den 31. december 1986.

> B. Gør det nogen forskel for besvarelsen af spørgsmål A., om overgangsordningen for tilfælde, hvor der ikke rettidigt er tilkendegivet et udtrykkeligt valg, går ud på, at det så er den oprindelige pensionsalder på 55 år, der gælder, eller at det så er den almindelige pensionsalder på 60 år, der gælder?«

[s. I-4535]

#### Første spørgsmål

11 Den nationale rets første spørgsmål går i det væsentlige ud på, om traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet pensionsordning efter den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, opretholder en aldersbetingelse for pensionering, som er forskellig for de to køn, når denne forskel er et resultat af den mulighed for at opretholde en pensionsalder på 55 år, som kvinder fik, efter at der — allerede før Barber-dommen — var fastsat en pensionsalder på 60 år for begge køn.

12 Det bemærkes, at som Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, bl.a. i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879), kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i henhold til Barber-dommen kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

13 Domstolen har således anerkendt, at en anvendelse af ligebehandlingsprincippet på erhvervstilknyttede pensioner med tilbagevirkende gyldighed, som i princippet følger af den direkte virkning af artikel 119, der er fastslået af Domstolen i dommen af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455), vil kunne påføre pensionsordningerne omkostninger, der kan forrykke deres finansielle ligevægt. Domstolen har dog lagt vægt på at præcisere, at der ikke kan accepteres nogen begrænsning af virkningerne af den fortolkning, der er givet i dommen, for beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

14 Heraf følger, at de erhvervstilknyttede pensionsordninger skulle tilvejebringe ligebehandling fra den 17. maj 1990.

[s. I-4536]

15 Med hensyn til spørgsmålet om, på hvilken måde dette mål skal nås, bemærkes, at Domstolen i Defrenne-dommen, præmis 15 — i forbindelse med et under hovedsagen fremsat krav om erstatning på grund af forskelsbehandling med hensyn til løn — udtalte, at man, fordi artikel 119 er kædet sammen med udjævningen af arbejdsvilkårene på et stadigt stigende niveau, kan se bort fra indvendingen om, at denne artikel kan overholdes på anden måde end gennem en stigning i de lavere lønninger.

16 Desuden præciserede Domstolen i dommen af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297, præmis 18, 19 og 20), at den nationale ret har pligt til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er diskriminerende, uden at den behøver at anmode om eller afvente, at bestemmelsen forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på en anden, i forfatningen foreskrevet måde, og ligeledes har pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

17 Heraf følger, at når først Domstolen har fastslået, at der foreligger en forskelsbehandling med hensyn til løn, og så længe der ikke i ordningen er truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

18 En anvendelse af dette princip i den foreliggende sag indebærer, at mandlige arbejdstageres pensionsrettigheder skal beregnes på grundlag af samme pensionsalder som den, der gælder for kvindelige arbejdstagere, for så vidt angår perioden mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og den 1. juni 1991, hvor der efter den pågældende ordning bindende blev fastsat en pensionsalder på 60 år for alle arbejdstagere.

[s. I-4537]

19 Hvad derimod angår beskæftigelsesperioder, der tilbagelægges efter den 1. juin 1991, er traktatens artikel 119 ikke til hinder for foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling ved at begrænse fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede. Artikel 119 forlanger nemlig blot, at mænd og kvinder får samme løn for samme arbejde, ikke, at lønnen skal ligge på et bestemt niveau.

20 Disse konklusioner afsvækkes ikke af, at forskelsbehandlingen som i det foreliggende tilfælde er et resultat af overgangsforanstaltninger, der er indført inden for rammerne af en erhvervstilknyttet ordning, hvorefter der allerede før Barber-dommen var fastsat en ensartet pensionsalder for de to køn, dog således at kvinder havde mulighed for at opretholde en lavere pensionsalder end mænd.

21 Som Domstolen har statueret i Defrenne-dommen, hører princippet om ligeløn til Fællesskabets grundlag (præmis 12), og artikel 119 kan anvendes umiddelbart og afføder rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte (præmis 24). Da artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for de offentlige myndigheder, men tillige for aftaler mellem private samt for alle overenskomster, som kollektivt regulerer lønnet arbejde (præmis 39).

22 Det første præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares således, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet pensionsordning — der som følge af Barber-dommen fastsætter en pensionsalder, der er den samme for alle tilsluttede, — med hensyn til ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den nye regels ikrafttræden, opretholder en lavere pensionsalder for kvinder end for mænd, selv hvis en sådan forskel er et resultat af et valg foretaget af kvinderne allerede før Barber-dommen. For så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den

[s. I-4538]

17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og det tidspunkt, hvor den regel trådte i kraft, hvorved ordningen fastsatte en ensartet pensionsalder, er artikel 119 til hinder for, at ligebehandlingen tilvejebringes på anden måde end ved at anvende de samme regler på mandlige arbejdstagere, som gælder for kvindelige arbejdstagere.

#### Andet spørgsmål

23 Det andet spørgsmål går i det væsentlige ud på, om svaret på det første spørgsmål ville være et andet, hvis opretholdelsen af en pensionsalder på 55 år for kvinder, som i dette tilfælde, ikke var et resultat af disse kvinders udtrykkelige valg, men af, at de kvinder, der ikke — da der før Barber-dommen blev indført en ensartet pensionsalder — havde anmodet om, at deres pensionsalder blev sat op til 60 år, ligesom for mænd, blev anset for at have valgt at opretholde en pensionsalder på 55 år.

24 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at da den i artikel 119 fastsatte forpligtelse til at overholde princippet om ligeløn er bindende, kan en erhvervstilknyttet ordning ikke unddrage sig denne forpligtelse blot ved at henvise til, at forskelsbehandlingen er resultatet af et valg, som udtrykkeligt eller stiltiende er foretaget af den arbejdstager, som har fået mulighed herfor.

25 Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at svaret på det første spørgsmål ikke påvirkes af, at den berørte kvindelige arbejdstager i et tilfælde som det foreliggende, såfremt hun ikke foretager et udtrykkeligt valg, anses for at have valgt at opretholde den pensionsalder, der var gældende, før der blev indført en ensartet pensionsalder.

[s. I-4539]

#### Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Haag, ved dom af 12. januar 1993, for ret:

1) EØF-traktatens artikel 119 er til hinder for, at en erhvervstilknyttet pensionsordning — der som følge af Barber-dommen af 17. maj 1990 (sag C-262/88) fastsætter en pensionsalder, der er den samme for alle tilsluttede — med hensyn til ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den nye regels ikrafttræden, opretholder en lavere pensionsalder for kvinder end for mænd, selv hvis en sådan forskel er et resultat af et valg foretaget af kvinderne allerede før Barber-dommen. For så vidt angår beskæftigelsesperioder mellem den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt, og det tidspunkt, hvor den regel trådte i kraft, hvorved ordningen fastsatte en ensartet [s. I-4540] pensionsalder, er artikel 119 til hinder for, at ligebehandlingen tilvejebringes på anden måde end ved at anvende de samme regler på mandlige arbejdstagere, som gælder for kvindelige arbejdstagere.

2) Svaret på det første spørgsmål påvirkes ikke af, at den berørte kvindelige arbejdstager i et tilfælde som det foreliggende, såfremt hun ikke foretager et udtrykkeligt valg, anses for at have valgt at opretholde den pensionsalder, der var gældende, før der blev indført en ensartet pensionsalder.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0032.md =====

# EU-Domstolen, 14. juli 1994, sag C-32/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0032.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0032.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:300

Kommentarens titel: Graviditet hos en tidsubegrænset ansat, der oprindeligt skulle afløse under barsel

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 var til hinder for at afskedige den tidsubegrænset ansatte i den beskrevne situation, hvor hun oprindeligt var ansat for at afløse under en anden arbejdstagers barselsorlov, men selv viste sig at være gravid og derfor ikke kunne udføre afløsningsopgaven. Resultatet kan ikke udvides til enhver tidsbegrænset ansættelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Det konkrete svar angår afskedigelse og en tidsubegrænset kontrakt under 76/207, ikke selve lønstørrelsen, en generel regel om alle tidsbegrænsede kontrakter eller en afgrænsning af de danske 14 uger. Henvisningen bruger »konstateret graviditet«: den danske udgaves præmis 29 og domskonklusion siger »bliver gravid«, mens processprogets »found to be pregnant« og sagsfremstillingen i præmis 3–4 viser, at graviditeten blev konstateret. Den danske ordlyd er ikke ændret. Webb-dommens henvisning til Dekker bruges ikke som selvstændigt grundlag.

Bruges i kommentaren: § 1 a, afsnit 7 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0032

Domstolens dom (Femte Afdeling)
14. juli 1994[^*]

I sag C-32/93,

angående en anmodning, som House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Carole Louise Webb

mod

EMO Air Cargo (UK) Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

[s. I-3579]

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. C. Moitinho de Almeida, og dommerne R. Joliét, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse (refererende dommer) og M. Zuleeg,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Carole Louise Webb ved Solicitor Susan James, Hillingdon Legal Recourse Center, ved Barristers Laura Cox og Deborah King

- Det Forenede Kongerige ved John Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Derrick Wyatt, QC, Member of the Bar of England and Wales

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at Carole Louise Webb, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 21. april 1994,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. juni 1994,

[s. I-3580]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 26. november 1992, indgået til Domstolen den 4. februar 1993, har House of Lords i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Carole Louise Webb og EMO Air Cargo (UK) Ltd (herefter benævnt »EMO«).

3 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at EMO i 1987 havde 16 ansatte. En af de fire personer, der arbejdede i importafdelingen, Valerie Stewart, blev gravid i juni 1987. EMO besluttede at ansætte en afløser, som Valerie Stewart kunne oplære i de seks måneder, før hun skulle have barselsorlov, i stedet for at vente, til hun gik på barselsorlov. Carole Louise Webb blev i første omgang ansat til efter en prøvetid at afløse Valerie Stewart. Imidlertid var det meningen, at Carole Louise Webb skulle fortsætte med at arbejde for EMO, selv efter at Valerie Stewart var vendt tilbage. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Carole Louise Webb ikke vidste, at hun var gravid, da arbejdskontrakten blev indgået.

4 Carole Louise Webb begyndte at arbejde hos EMO den 1. juli 1987. To uger senere blev hun klar over, at hun måske var gravid. Hendes arbejdsgiver fik dette at vide

[s. I-3581]

ad omveje. Han kaldte hende ind på sit kontor og meddelte hende, at han ville afskedige hende. En uge senere blev det konstateret, at hun var gravid. Den 30. juli modtog Carole Louise Webb en opsigelse, hvori det bl.a. hed: »Som De vil erindre, fik De ved ansættelsessamtalen for ca. fire uger siden at vide, at den stilling, De havde ansøgt om og fået, var blevet ledig, fordi en af vore ansatte var blevet gravid. Da De først nu har fortalt mig, at også De er gravid, har jeg ikke andet valg end at bringe Deres ansættelse i selskabet til ophør.«

5 Carole Louise Webb anlagde herefter sag ved Industrial Tribunal. Under sagen gjorde hun gældende, at der forelå direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, subsidiært indirekte forskelsbehandling.

6 Den nationale lovgivning, der er af betydning i den foreliggende sag, er Sex Discrimination Act 1975. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Carole Louise Webb hverken kan påberåbe sig section 54 i Employment Protection (Consolidation) Act 1978, som forbyder urimelige afskedigelser, eller samme lovs section 60, hvorefter afskedigelse på grund af graviditet anses for en urimelig afskedigelse. I medfør af lovens section 64 er lønmodtagere, der har været ansat i mindre end to år, nemlig ikke omfattet af denne beskyttelse.

7 Section 1(1) i Sex Discrimination Act bestemmer følgende:

> »En person udøver forskelsbehandling af en kvinde under omstændigheder, der er relevante for så vidt angår denne lovs bestemmelser, hvis

> a) han på grund af hendes køn behandler hende ringere end han behandler eller ville behandle en mand ...«

[s. I-3582]

8 I section 2 hedder det:

> »(1) Section 1 og bestemmelserne i Parts II og III vedrørende forskelsbehandling af kvinder på grundlag af køn skal forstås således, at de finder anvendelse på samme måde, for så vidt angår behandlingen af mænd, med de ændringer, som måtte være nødvendige.

> (2) Ved anvendelsen af subsection (1) skal der ikke tages hensyn til særbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet eller barsel.«

9 I section 5(3) hedder det nærmere:

> »Ved en sammenligning i medfør af section 1(1) ... mellem personer af forskelligt køn eller med forskellig ægteskabelig stilling skal de relevante omstændigheder i det ene tilfælde være de samme som eller ikke afgørende forskellige fra det andet.«

10 Endelig bestemmer section 6(2) i Sex Discrimination Act:

> »En person må ikke, når han beskæftiger en kvinde i en virksomhed i Storbritannien forskelsbehandle hende

> ...

[s. I-3583]

> b) ved at afskedige hende eller på anden måde påføre hende skade.«

11 Industrial Tribunal gav ikke Carole Louise Webb medhold. Denne instans fandt nemlig ikke, at hun havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Industrial Tribunal antog, at den virkelige og afgørende grund til, at hun var blevet afskediget, var, at hun forventedes at være ude af stand til at udføre den opgave, hun primært var blevet ansat til, nemlig at afløse Valerie Stewart, mens denne var på barselsorlov. Hvis en mand var blevet ansat med samme formål som Carole Louise Webb og havde meddelt sin arbejdsgiver, at han ville være fraværende i en periode svarende til den, hvori Carole Louise Webb sandsynligvis ville være fraværende, ville han ifølge Industrial Tribunal være blevet afskediget.

12 Industrial Tribunal fandt heller ikke, at Carole Louise Webb havde være udsat for indirekte forskelsbehandling. Det var sandsynligt, at flere kvinder end mænd ville være ude af stand til at udføre det arbejde, de var blevet ansat til, på grund af muligheden for graviditet. Imidlertid antog Industrial Tribunal, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at virksomheden havde et rimeligt behov for, at den, der var ansat til at afløse Valerie Stewart under hendes barselsorlov, var til rådighed.

13 Carole Louise Webb ankede, uden at få medhold, til Employment Appeal Tribunal og derefter til Court of Appeal, som gav hende tilladelse til at appellere til House of Lords.

14 House of Lords konstaterede, at det særlige i den foreliggende sag var, at den afskedigede gravide kvinde netop var blevet ansat med det formål — i det mindste i første omgang — at afløse en ansat, som selv skulle på barselsorlov, og rejste

[s. I-3584]

spørgsmålet, om Carole Louise Webb ikke kunne afskediges, fordi hun var gravid, eller om der måtte tillægges grundene til, at hun var blevet ansat, større vægt.

15 Da House of Lords fandt, at den nationale lovgivning måtte fortolkes således, at den er i overensstemmelse med fortolkningen af direktiv 76/207 som fastlagt af Domstolen, udsatte det sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er det forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med direktiv 76/207/EØF, at en arbejdsgiver afskediger en kvindelig ansat (appellanten), som han har ansat med det udtrykkelige formål, at hun (efter oplæring) skal afløse en anden kvindelig ansat under dennes forestående barselsorlov, under omstændigheder, hvor

> a) arbejdsgiveren ganske kort tid efter ansættelsen opdager, at appellanten selv vil være fraværende på barselsorlov under den anden ansattes barselsorlov, og arbejdsgiveren afskediger hende, fordi det er nødvendigt, at den, der beklæder stillingen, er på arbejde i denne periode, og

> b) arbejdsgiveren ikke ville have ansat appellanten, hvis han havde haft kendskab til graviditeten på tidspunktet for ansættelsen, og

> c) arbejdsgiveren også ville have afskediget en mandlig ansat, som var blevet ansat med dette formål for øje, og som af lægelige eller andre grunde anmodede om orlov på det pågældende tidspunkt?«

[s. I-3585]

16 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at det præjudicielle spørgsmål vedrører en arbejdskontrakt, som ikke er indgået for et begrænset tidsrum.

17 I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/207 tilsigter direktivet gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

18 I direktivets artikel 2, stk. 1, præciseres det, at »princippet om ligebehandling ... indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«. I artikel 5, stk. 1, hedder det, at »anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn«.

19 Som Domstolen har udtalt i en dom af 8. november 1990, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (sag C-179/88, Sml. I, s. 3979, præmis 13, herefter benævnt »Hertz-dommen«), og bekræftet i en dom af 5. maj 1994, Habermann-Beltermann (sag C-421/92, Sml. I, s. 1657, præmis 15), er afskedigelse af en kvinde på grund af graviditet direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

20 I øvrigt bemærkes, at artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 giver medlemsstaterne ret til at opretholde eller indføre bestemmelser til beskyttelse af kvinder i forbindelse med »graviditet og moderskab«, og at det herved anerkendes, at det i forhold til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder er berettiget at beskytte kvinder i to henseender, nemlig for det første kvindens fysiske tilstand under graviditeten

[s. I-3586]

og efter fødslen, og for det andet det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen (ovennævnte Habermann-Beltermann-dom, præmis 21, og dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Smi. s. 3047, præmis 25).

21 I betragtning af risikoen for, at en eventuel afskedigelse kan indvirke på den fysiske og psykiske tilstand hos arbejdstagere, som er gravide, lige har født eller ammer, herunder den særlig alvorlige risiko for, at den gravide arbejdstager fristes til frivilligt at lade sit svangerskab afbryde, har fællesskabslovgiver ved artikel 10 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (EFT L 348, s. 1), senere indført en særlig beskyttelse af kvinder ved at udstede forbud mod afskedigelse i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven.

22 Det må desuden understreges, at der i artikel 10 i direktiv 92/85 ikke er fastsat bestemmelser om undtagelser fra eller mulighed for at fravige forbuddet mod afskedigelse af gravide kvinder i denne periode, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand.

23 Det af House of Lords forelagte spørgsmål vedrørende direktiv 76/207 må besvares ud fra denne sammenhæng.

24 For det første kan man ikke — som House of Lords har anført — rejse spørgsmålet, om en kvinde, der er ude af stand til at udføre den opgave, hun er blevet ansat til, på grund af en graviditet, der har vist sig kort tid efter arbejdskontraktens

[s. I-3587]

indgåelse, befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med den situation, en mand befinder sig i, når han ligeledes er ude af stand til at udføre en sådan opgave af lægelige eller andre grunde.

25 Som Carole Louise Webb med rette har gjort gældende, kan en graviditet på ingen måde sammenlignes med en patologisk tilstand, endsige med et fravær, der ikke har lægelige årsager, idet begge disse situationer kan begrunde, at en kvinde afskediges, uden at afskedigelsen af den grund er udtryk for forskelsbehandling på grundlag af køn. I Hertz-dommen har Domstolen i øvrigt klart sondret mellem graviditet og sygdom, selv i det tilfælde, hvor sygdommen er forårsaget af graviditeten, men først viser sig efter barselsorloven. Domstolen har påpeget (præmis 16), at der ikke er grundlag for at sondre mellem sådanne sygdomme og andre sygdomme.

26 Hertil kommer — i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har anført — at afskedigelse af en gravid kvinde, som er ansat på ubestemt tid, ikke kan begrundes med, at hun er ude af stand til at opfylde en af de væsentlige betingelser i arbejdskontrakten. For arbejdsgiveren er det nødvendigvis en væsentlig betingelse for rigtig opfyldelse af arbejdskontrakten, at arbejdstageren er til stede. Men den beskyttelse, fællesskabsretten sikrer kvinden under graviditeten og efter fødslen, kan ikke være afhængig af, om det er uomgængelig nødvendigt for driften af den virksomhed, hvor hun er ansat, at hun er til stede i svangerskabsperioden. Den modsatte fortolkning ville bevirke, at direktivets bestemmelser ikke fik effektiv virkning.

27 I en situation som den, Carole Louise Webb befinder sig i, kan en kontrakt, der er indgået på ubestemt tid, ikke bringes til ophør på grund af arbejdstagerens graviditet med den begrundelse, at arbejdstageren rent midlertidigt er afskåret fra at

[s. I-3588]

udføre det arbejde, hun er ansat til (jf. i samme retning Habermann-Beltermanndommen, præmis 25, og generaladvokatens forslag til afgørelse i den foreliggende sag, punkt 10 og 11).

28 Den omstændighed, at hovedsagen vedrører en kvinde, som i første omgang skulle afløse en anden kvindelig ansat under dennes barselsorlov, men som ganske kort tid efter ansættelsen viser sig selv at være gravid, har ingen betydning for besvarelsen af den nationale domstols spørgsmål.

29 Spørgsmålet må herefter besvares med, at bestemmelsen i artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 er til hinder for afskedigelse af en kvindelig ansat, som er ansat på ubestemt tid — i første omgang med det formål at afløse en anden kvindelig ansat under dennes barselsorlov — men som ikke kan afløse denne, fordi hun selv bliver gravid kort tid efter sin ansættelse.

#### Sagens omkostninger

30 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-3589]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 26. november 1992, for ret:

Bestemmelsen i artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, er til hinder for afskedigelse af en kvindelig ansat, som er ansat på ubestemt tid — i første omgang med det formål at afløse en anden kvindelig ansat under dennes barselsorlov — men som ikke kan afløse denne, fordi hun selv bliver gravid kort tid efter sin ansættelse.

Moitinho de Almeida

Joliét

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 1994.

R. Grass

Justitssekretær

J. C. Moitinho de Almeida

Formand for Femte Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0128.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-128/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0128.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0128.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Fisscher

ECLI: ECLI:EU:C:1994:353

Kommentarens titel: Pensionsadgang, bidrag og nationale søgsmålsfrister

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Adgang til en erhvervspensionsordning var omfattet af artikel 119 og ikke af Barber-dommens tidsbegrænsning; protokol nr. 2 ændrede ikke dette. Retten kunne gøres gældende direkte over for ordningens administratorer såvel som arbejdsgiveren. Tilbagevirkende medlemskab fritog ikke arbejdstageren for at betale de tilhørende bidrag. Nationale søgsmålsfrister kunne anvendes, hvis de ikke var mindre gunstige end ved tilsvarende nationale krav og ikke i praksis gjorde EU-retten umulig at udøve.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel Barber-grænse på medlemskab eller automatisk uforældelighed. Ingen beregning af Fisschers konkrete bidrag/efterbetaling er foretaget af Domstolen. Nationale frister skal vurderes konkret og sammen med senere EU-regler.

Administratorens direkte ligelønspligt er ikke en konklusion om selskabsretlig arbejdsgiveridentitet, CVR eller fælles kilde i alle andre sager. Vroege og Fisscher er separate domme trods samme dato og beslægtet medlemskabstema.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0128

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-128/93,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Utrecht (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Geertruida Catharina Fisscher

mod

1) Voorhuis Hengelo BV,

2) Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

har

[s. I-4588]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- G. C. Fisscher ved advokat T. P. J. de Graaf, Utrecht

- Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel ved advokat O. W. Brouwer, Amsterdam

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder og Regierungsrat C.-D. Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B.-J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

[s. I-4589]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. april 1994 af G. C. Fisscher ved advokat M. Greebe, Utrecht, af Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel ved advokaterne O. W. Brouwer og F. P. Louis, Bruxelles, af den tyske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juni 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 18. marts 1993 indgået til Domstolen den 26. marts 1993 har Kantongerecht, Utrecht, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter benævnt »protokol nr. 2«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som G. C. Fisscher har anlagt mod Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel angående sit medlemskab af Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel.

[s. I-4590]

3 Fra den 1. januar 1978 til den 10. april 1992 arbejdede G. C. Fisscher 30 timer om ugen hos Voorhuis Hengelo BV (herefter benævnt »Voorhuis«).

4 Arbejdstagerne hos Voorhuis kan være medlemmer af den erhvervstilknyttede pensionskasse, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel. Indtil den 31. december 1990 havde G. C. Fisscher dog ikke adgang til medlemskab af pensionskassen, da denne i henhold til sin vedtægt ikke optog gifte kvinder.

5 Fra den 1. januar 1991 blev pensionsordningen ændret, således at også gifte kvinder kunne være omfattet. G. C. Fisscher fik herved adgang til at være omfattet af pensionsordningen, hvilket hun blev med virkning fra den 1. januar 1988.

6 Herefter anfægtede G. C. Fisscher lovligheden af den tidligere gældende pensionskassevedtægt, som hun gjorde gældende var i strid med traktatens artikel 119. Til støtte herfor anførte hun, at pensionskassen også burde have optaget gifte kvinder fra tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455), hvori Domstolen for første gang fastslog, at artikel 119 har direkte virkning. Hun stillede krav om medlemskab med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1978, hvor hun var blevet ansat.

7 Sagen blev anlagt ved Kantongerecht, Utrecht, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Omfatter retten til (lige) løn som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119 også en ret til at være omfattet af en lovpligtig erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i denne sag?

> 2) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, gælder den tidsmæssige begrænsning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen for så vidt angår en [s. I-4591] pensionsordning som den i Barbersagen omhandlede (en såkaldt ’contracted-out’-ordning), da også for en ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i den foreliggende sag omhandlede, som sagsøgeren som gift kvinde var udelukket fra?

> 3) Er den, der gennemfører og administrerer pensionsordningen (dvs. pensionskassen) — i tilfælde hvor den i en virksomhed gældende pensionsordning er lovpligtig — forpligtet til at anvende ligebehandlingsprincippet i EØF-traktatens artikel 119, og kan den arbejdstager, som stilles ringere som følge af en tilsidesættelse af traktatbestemmelsen, indtale sit krav direkte mod pensionskassen, som om der var tale om arbejdsgiveren? Det bemærkes i denne forbindelse, at Kantongerecht ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der består et krav som følge af reglerne om erstatning uden for kontrakt, idet kravets værdi medfører, at det falder uden for rettens kompetence. I denne sag har det derfor betydning, om sagsøgeren på grundlag af arbejdsaftalen kan rette kravet mod pensionskassen (sagsøgte 2).

> 4) Hvis sagsøgeren i henhold til EØF-traktatens artikel 119 har ret til at være medlem af pensionskassen fra et tidspunkt, der ligger forud for den 1. januar 1991, indebærer dette da også, at hun ikke er forpligtet til at betale de bidrag, hun skulle have betalt, hvis hun var blevet optaget som medlem af pensionskassen på et tidligere tidspunkt?

> 5) Har det nogen betydning, at sagsøgeren ikke har reageret på et tidligere tidspunkt med henblik på at få gennemtvunget de rettigheder, hun nu gør gældende?

> 6) Har den til Maastricht-traktaten knyttede protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (’Barberprotokollen’) og (lovforslaget om ændring af) overgangsbestemmelsen i artikel III i lovforslag [s. I-4592] nr. 20 890, der har til formal at gennemføre det fjerde direktiv, betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, der er anlagt ved Kantongerecht ifølge stævning forkyndt den 16. juli 1992?«

#### Første spørgsmål

8 Med det første spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

9 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84, Sml. s. 1607) fastslog, at for så vidt som en pensionsordning — selv om den er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i den nationale lovgivning — har sin oprindelse i en overenskomst med arbejdstagerne eller deres repræsentanter, og for så vidt som offentlige myndigheder ikke deltager i ordningens finansiering, er den ikke en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som følge heraf undtaget fra artikel 119's anvendelsesområde, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfør af en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2 (præmis 20 og 22).

10 Disse principper har Domstolen bekræftet i Barber-dommen for så vidt angår britiske erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, og ligeledes i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879).

11 I sidstnævnte dom fastslog Domstolen, at artikel 119 finder anvendelse på ydelser fra en nederlandsk erhvervstilknyttet pensionsordning svarende til den, der er tale om i den foreliggende sag. I dommen fremhævede Domstolen særlig det forhold, at

[s. I-4593]

reglerne for pensionsordningen ikke direkte var fastsat ved lov, men var et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot på begæring af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kunne betragtes som repræsentative, havde erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet (præmis 10).

12 I øvrigt følger det af Bilka-dommen, at det ikke alene er retten til ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning, men også retten til at være omfattet af ordningen, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 119.

13 Begrundelsen for sidstnævnte afgørelse var, at når en lønpolitik, der består i at fastsætte en lavere timeløn for deltids-end for fuldtidsarbejde, under visse omstændigheder kan være udtryk for en forskelsbehandling af mænd og kvinder — således som det fremgår af dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) — må det samme gælde i tilfælde, hvor deltidsansatte udelukkes fra at være omfattet af virksomhedens pensionsordning. Da en sådan pension falder ind under begrebet løn i artikel 119, stk. 2, er den samlede løn, som arbejdsgiveren udbetaler fuldtidsansatte, nemlig højere ved det samme antal arbejdstimer end den, der betales til deltidsansatte (præmis 27).

14 Heraf følger, at det er udtryk for en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med traktatens artikel 119, når gifte kvinder ikke kan være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

15 Herefter må det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

[s. I-4594]

#### Andet spørgsmål

16 Med det andet spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen også gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagen.

17 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal der redegøres for baggrunden for, at det blev besluttet at begrænse B arb er-dommens tidsmæssige virkninger.

18 I overensstemmelse med en fast praksis, hvorefter Domstolen undtagelsesvis — under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip i Fællesskabets retsorden og under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medføre for så vidt angår fortiden i retsforhold, der er etableret i god tro — kan se sig foranlediget til at begrænse de berørte parters muligheder for at påberåbe sig en bestemmelse, Domstolen har fortolket, for derved at rejse tvivl om sådanne retsforhold (jf. Defrenne-dommen), tog Domstolen i Barber-dommen stilling til, om de to hovedbetingelser for at træffe bestemmelse om en sådan begrænsning var opfyldt, nemlig om de berørte parter var i god tro, og om der var fare for alvorlige forstyrrelser.

19 Med hensyn til betingelsen om god tro udtalte Domstolen (i præmis 42), at artikel 9, litra a), i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) gav mulighed for at udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt angik fastsættelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner, jf. undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

[s. I-4595]

20 Under hensyn til disse bestemmelser fandt Domstolen, at medlemsstaterne og de berørte parter med rimelighed havde kunnet gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på pensioner, der blev udbetalt i henhold til »contracted-out«-ordnin-ger, og at der fortsat kunne gøres undtagelse fra princippet om ligestilling af mænd og kvinder på dette område (præmis 43).

21 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dommen af 14. december 1993 i Moroni-sagen (sag C-110/91, Sml. I, s. 6591), samtidig med at den henviste til og bekræftede de principper, der var opstillet i dommene i sagerne Defrenne, Bilka og Barber, udtalte, at der i Barber-dommen for første gang blev taget stilling til spørgsmålet om, hvorledes en ulige behandling, der beror på, at pensionsalderen er forskellig for de to køn, skal bedømmes efter artikel 119 (præmis 16).

22 Med hensyn til betingelsen om alvorlige forstyrrelser fandt Domstolen i øvrigt i Barber-dommen, at hvis enhver berørt mandlig arbejdstager i lighed med Douglas H. Barber med tilbagevirkende kraft kunne gøre en ret til ligebehandling gældende i tilfælde af forskelsbehandling, som man indtil da havde kunnet anse for tilladt på grundlag af undtagelserne i direktiv 86/378, kunne den finansielle ligevægt i en række pensionsordninger blive forstyrret med tilbagevirkende kraft (præmis 44).

23 Herefter fastslog Domstolen, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (Barber-dommen, præmis 45, som nærmere præciseret i Ten Oever-dommen).

24 Heraf følger især, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun angår de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de

[s. I-4596]

undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler, der kan anvendes på erhvervstilknyttede pensioner.

25 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger må det imidlertid fastslås, at der ikke foreligger nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse.

26 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en tilsidesættelse af lighedsprincippet i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret falder ind under artikel 119.

27 Hertil kommer, at eftersom der ikke blev fastsat en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Dette har den kunnet, siden dommen i Defrenne-sagen blev afsagt den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået.

28 Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

#### Tredje spørgsmål

29 Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og om den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

[s. I-4597]

30 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i Barber-dommen — efter at have fastslået, at pensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«, er omfattet af artikel 119 — udtalte, at dette også gælder, selv om ordningen er oprettet i form af en »trust« og administreres af »trustees«, som formelt er uafhængige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren (præmis 28 og 29).

31 De, der administrerer en pensionsordning, skal således, selv om de ikke har noget at gøre med arbejdsforholdet, udbetale ydelser, som har karakter af løn i artikel 119's forstand, og de har pligt til at overholde bestemmelsen ved at gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes på dette område; endvidere skal de personer, der er omfattet af pensionsordningen, kunne påberåbe sig bestemmelsen over for dem. Den effektive virkning af artikel 119 ville i høj grad blive svækket, og det ville have særdeles uheldige følger for den retsbeskyttelse, der er nødvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager kun kunne påberåbe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren, men ikke over for dem, der administrerer ordningen, og som det udtrykkeligt er pålagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser.

32 Det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og at den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

#### Fjerde spørgsmål

33 Med det fjerde spørgsmål ønskes det oplyst, om den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

[s. I-4598]

34 Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at artikel 119 — for så vidt angår retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning — kræver, at arbejdstageren ikke udsættes for forskelsbehandling på grundlag af køn ved at være udelukket fra en sådan pensionsordning.

35 Såfremt arbejdstageren har været udsat for en sådan forskelsbehandling, indebærer dette, at ligebehandling skal tilvejebringes på en måde, der sætter den arbejdstager, der har været udsat for forskelsbehandling, i samme situation som arbejdstagerne af det andet køn.

36 En arbejdstager, der har været udsat for forskelsbehandling, kan således ikke kræve en behandling, herunder rent økonomisk, som er bedre end den, han ville have fået, hvis han efter en korrekt retsanvendelse havde været omfattet af pensionsordningen.

37 Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

#### Femte spørgsmål

38 Med det femte spørgsmål ønsker den nationale retsinstans i det væsentlige oplyst, om nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

39 Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at ifølge fast retspraksis finder de nationale regler om søgsmålsfrister — i mangel af fællesskabsbestemmelser på området —

[s. I-4599]

også anvendelse på søgsmål, som støttes på fællesskabsretten, idet reglerne dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og ikke i praksis må gøre det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. særligt dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5 og 6).

40 Det femte spørgsmål må herefter besvares med, at nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

#### Sjette spørgsmål

41 Med det sjette spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning dels et nationalt lovforslag til gennemførelse af direktiv 86/378, dels den nævnte protokol nr. 2 kan have i forbindelse med den foreliggende sag.

42 Med hensyn til det nationale lovforslag er det tilstrækkeligt at bemærke, at det ifølge fast praksis ikke under en sag efter artikel 177 tilkommer Domstolen at fortolke national ret og udtale sig om dens virkninger (jf. bl.a. dom af 3.2.1977, sag 52/76, Benedetti mod Munari, Sml. s. 163, præmis 25).

43 Den nævnte protokol nr. 2, som i henhold til traktatens artikel 239 udgør en integrerende del af denne, har følgende ordlyd:

> »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang [s. I-4600]  de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

44 Det fremgår af sagens akter og de mundtlige forhandlinger ved Domstolen, at det spørgsmål, der ønskes afklaret, i det væsentlige er, om protokollen udelukkende har til formål at præcisere begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, jf. redegørelsen om begrænsningen i det foregående, eller om den har større rækkevidde.

45 Voorhuis, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel og Det Forenede Kongerige har anført, at den vide formulering af protokollen viser, at den finder anvendelse på enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, som måtte forekomme inden for rammerne af erhvervstilknyttede pensionsordninger, herunder forskelsbehandling, der vedrører retten til at være omfattet af sådanne pensionsordninger.

46 Sagsøgeren i hovedsagen, den tyske regering og Kommissionen har derimod gjort gældende, at protokollen uanset de meget generelle vendinger, der er benyttet, skal ses i sammenhæng med Barber-dommen og ikke kan række videre end begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

47 Det må konstateres, at protokollen i kraft af sin generelle ordlyd finder anvendelse på ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning.

[s. I-4601]

48 Denne konstatering gælder imidlertid ikke ubetinget. Den angår ydelser — som i øvrigt er det eneste, der nævnes i protokol nr. 2 — men ikke retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

49 Protokollen er således klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten — men i protokollen har man lige så lidt som Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at være omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

50 Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres således fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgør en overtrædelse af traktatens artikel 119, såfremt en virksomhed — uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn — behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemærkes, at Bilka-dommen i øvrigt ikke opstiller en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

51 Det sjette spørgsmål må herefter besvares med, at protokol nr. 2 ingen betydning har for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af Bilka-dommen.

[s. I-4602]

#### Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Utrecht, ved dom af 18. marts 1993, for ret:

1) Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

2) Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88) gælder ikke for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

3) De, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, er ligesom arbejdsgiveren forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens [s. I-4603] artikel 119, og den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

4) Den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebærer ikke, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

5) Nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

6) Den til traktaten om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har ingen betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af dommen af 13. maj 1986 i Bilkasagen (sag 170/84).

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliet

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

ustitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0278.md =====

# EU-Domstolen, 7. marts 1996, sag C-278/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0278.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0278.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1996:83

Kommentarens titel: Repræsentantgodtgørelse som løn og deltidsansattes kurser

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Lønmodtagerrepræsentanter](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repraesentanter.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Godtgørelse for deltagelse i en lovoprettet arbejdstagerrepræsentation var løn (jf. § 1 a, stk. 3). En begrænsning af deltidsansattes godtgørelse for nødvendige kurser til den individuelle arbejdstid var forbudt, hvis væsentligt flere kvinder end mænd var deltidsansatte, medmindre den var egnet og nødvendig til et legitimt socialpolitisk mål (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Godtgørelse for deltagelse i en lovoprettet arbejdstagerrepræsentation var løn efter artikel 119 og direktiv 75/117. Hvis væsentligt flere kvinder end mænd var deltidsansatte, var begrænsning af deres godtgørelse for nødvendige kurser til individuel arbejdstid forbudt, medmindre begrænsningen var egnet og nødvendig til et legitimt socialpolitisk mål.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen kønsprocenter er oplyst i denne dom. Lewarks 93,4/6,6 må ikke overføres til Freers som egne sagsfakta. Der er heller ikke her en udfoldet test af statistikpopulationens afgrænsning.

Lovens ordlyd om tid ud over normal arbejdstid må læses sammen med den beskrevne nationale kursusfortolkning. Ikke alle typer repræsentationsarbejde eller al fritid behandles ens i den nationale ordning.

Historisk artikel 119/75/117. Seminarperioden ligger i 1992, GA i 1994 og dommen i 1996; disse datoer er forskellige processuelle hændelser.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0278

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
7. marts 1996[^*]

I sag C-278/93,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Bremen (Tyskland) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Edith Freers,

Hannelore Speckmann

mod

Deutsche Bundespost,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

[s. I-1183]

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn og J.L. Murray (refererende dommer),

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Regierungsdirektor Claus-Dieter Quassowski, samme ministerium, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 28. april 1994 er afgivet mundtlige indlæg af Edith Freers og Hannelore Speckmann ved Justitiar Klaus Lörcher, Deutsche Postgewerkschaft — Hauptvorstand, af den tyske regering ved Ernst Roder og af Kommissionen ved Horstpeter Kreppel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 5. juli 1994,

afsagt følgende

[s. I-1184]

### Dom

1 Ved kendelse af 5. maj 1993 indgået til Domstolen den 14. maj 1993 har Arbeitsgericht Bremen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er rejst under en sag anlagt af Edith Freers og Hannelore Speckmann (herefter »sagsøgerne«) mod Deutsche Bundespost (herefter »sagsøgte«) vedrørende godtgørelse af timer, som sagsøgerne har brugt på at deltage i et seminar, der var nødvendigt for, at de kunne udføre deres arbejde i personaleudvalget, men som lå uden for deres individuelle arbejdstid.

3 Sagsøgerne er deltidsbeskæftigede hos sagsøgte, og deres ugentlige arbejdstid er på 18 timer. Som medlemmer af personaleudvalget deltog de den 9. til 14. februar 1992 i et seminar af ca. 38 1/2 timers varighed, svarende til den ugentlige arbejdstid for fuldtidsbeskæftigede, som fastsat i den kollektive overenskomst.

4 I seminarperioden betalte sagsøgte fortsat sagsøgerne deres normale løn beregnet på grundlag af deltidsansættelsen. Under henvisning til tysk ret betalte sagsøgte dem imidlertid ikke derudover noget vederlag eller indrømmede dem afspadsering for de seminartimer, der lå ud over deres normale arbejdstid.

[s. I-1185]

5 For personaleudvalg i forbundsforvaltningen, som sagsøgte henhører under, gælder Bundespersonalvertretungsgesetz (forbundslov om personalerepræsentation, herefter »BPersVG«) af 15. marts 1974 (BGBl. I, s. 693), som affattet den 16. januar 1991 (BGBl. I, s. 47).

6 BPersVG § 46, 1, 2, 5 og 6, har følgende ordlyd:

> »1. Hvervet som personaleudvalgsmedlem er et ulønnet tillidshverv.

> 2. Fravær i arbejdstiden, der er nødvendigt for en korrekt udførelse af opgaverne i personaleudvalget, medfører ikke noget fradrag i lønnen eller vederlaget. Såfremt personaleudvalgsmedlemmer for at kunne udføre deres opgaver må bruge tid, der ligger ud over den normale arbejdstid, har de krav på afspadsering svarende hertil. ...

> 5. Personaleudvalgsmedlemmer, der helt er fritaget fra deres arbejdsforpligtelser, oppebærer en månedlig udgiftsgodtgørelse. Personaleudvalgsmedlemmer, der er delvis fritaget, men dog mindst for 50% af af deres normale arbejdstid, modtager 50% af den i første punktum omhandlede godtgørelse. Størrelsen af udgiftsgodtgørelsen fastsættes ved bekendtgørelse og kræver ikke Bundesrat's samtykke.

> 6. Personaleudvalgsmedlemmer fritages fra deres arbejdsforpligtelser og oppebærer løn ved deltagelse i uddannelses- og videreuddannelseskurser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde i personaleudvalget.«

[s. I-1186]

7 Bestemmelsen er affattet i tilsvarende vendinger som § 37 i Betriebsverfassungsgesetz (lov om medarbejderrepræsentation, herefter »BetrVG«) af 15. januar 1972 (BGBl., s. 13), som affattet den 23. december 1988 (BGBl. 1989, s. 1, jf. rettelse s. 902) og ændret ved lov af 18. december 1989 (BGBl. I, s. 2386), som vedrører bedriftsråd.

8 Denne paragrafs stykke 1, 2, 3 og 6 har følgende ordlyd:

> »1. Hvervet som bedriftsrådsmedlem er et ulønnet tillidshverv.

> 2. Bedriftsrådsmedlemmer er fritaget for deres arbejdsforpligtelser uden afkortning i lønnen, såfremt og i det omfang det under hensyn til virksomhedens størrelse og art er påkrævet for en korrekt udførelse af deres opgaver.

> 3. Som godtgørelse for bedriftsrådsarbejde, som af tjenstlige grunde udføres uden for arbejdstiden, har bedriftsrådsmedlemmet krav på afspadsering i et tilsvarende tidsrum. Afspadsering skal ydes inden månedens udgang; såfremt dette af tjenstlige grunde ikke er muligt, skal den anvendte tid aflønnes som overarbejde.

...

> 6. Stk. 2 gælder tilsvarende for deltagelse i uddannelses-og videreuddannelses-kurser, som giver de nødvendige kundskaber for arbejdet i bedriftsrådet. Ved fastlæggelsen af tidspunkter for deltagelse i uddannelses- og videreuddannelseskurser tager bedriftsrådet hensyn til virksomhedens behov. Rådet underretter i god tid arbejdsgiveren om deltagelsen og tidspunkterne for deltagelse i

[s. I-1187]

kurserne. Finder arbejdsgiveren, at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til virksomhedens behov, kan arbejdsgiveren indbringe sagen for mæglingsudvalget. Mæglingudvalgets afgørelse har virkning som aftale mellem arbejdsgiveren og bedriftsrådet.«

9 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Bundesarbeitsgericht og Bundesverwaltungsgericht har fortolket § 46 i BPersVG og § 37 i BetrVG således, at der ikke skal indrømmes medlemmer af personaleudvalg og bedriftsråd afspadsering for deltagelse i kursusarrangementer uden for deres normale arbejdstid.

10 I dom af 4. juni 1992 (sag C-360/90, Botel, Smi. I, s. 3589) har Domstolen fastslået, at traktatens artikel 119 og direktivet er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

11 Domstolen fastslog imidlertid, at medlemsstaten har adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

12 Efter den forelæggende rets opfattelse er der ikke i Bötel-dommen taget fornødent hensyn til de særlige regler for personaleudvalgsmedlemmer i tysk ret. Den

[s. I-1188]

forelæggende ret finder, at dommen griber ind i princippet om, at hvervet er et tillidshverv, hvilket skal sikre udvalgsmedlemmernes uafhængighed.

13 Arbeitsgericht Bremen har derfor udsat sagen og anmodet Domstolen om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er den godtgørelse, der ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, løn som omhandlet i fællesskabsbestemmelserne om lige løn til mænd og kvinder (EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10.2.1975)?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Udgør det en objektiv begrundelse for en forskellig behandling, som intet har at gøre med diskriminering af kvinder, at der efter national ret ikke betales vederlag for deltagelse i en arbejdstagerrepræsentation, idet der principielt kun ydes godtgørelse af tabt arbejdsfortjeneste?

> 3) Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende: Udgør det en sådan objektiv begrundelse for en forskellig behandling, at deltidsbeskæftigede ganske vist kun får udbetalt løn i overensstemmelse med deltidsbeskæftigelsen i forbindelse med deltagelse i et heldagsseminar, men at sådanne arbejdstagere, der normalt udfører overarbejde, til gengæld får dette betalt, også selv om seminarets varighed svarer til den normale arbejdsdag?«

[s. I-1189]

#### Første spørgsmål

14 Efter den tyske regerings opfattelse udgør den i lovgivningen fastsatte godtgørelse ikke løn, som omhandlet i traktatens artikel 119. Deltagelse i personaleudvalg er et ulønnet tillidshverv, og den godtgørelse, der ydes derfor, skal kun opveje indtægtstabet for medlemmerne af udvalgene, når deres arbejde som personalerepræsentanter eller uddannelses-eller videreuddannelseskurser, der er nødvendige for at udføre dette arbejde, finder sted i arbejdstiden.

15 Den tyske regering har endvidere anført, at godtgørelse for arbejde som personalerepræsentant ikke kan siges at være løn, blot fordi dette arbejde generelt udføres i arbejdsgiverens interesse. I øvrigt er repræsentation af personalet disse udvalgs væsentligste opgave.

16 Det bemærkes indledningsvis, at national rets juridiske definitioner og subsumptioner ikke har betydning for fortolkningen af fællesskabsretten eller for dens bindende virkning, og dermed heller ikke for rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som er indeholdt i traktatens artikel 119 og i direktivet, og som er videreudviklet gennem Domstolens praksis (jf. senest dom af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, præmis 20).

17 Det bemærkes endvidere, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at begrebet »løn« i traktatens artikel 119 omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt (jf. ovennævnte dom i Lewark-sagen, præmis 21, og dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

[s. I-1190]

18 Som Domstolen imidlertid har fastslået i præmis 14 i ovennævnte dom i Bötelsagen, ydes en godtgørelse, selv om den, som tilfældet er i hovedsagen, ikke som sådan følger af en ansættelseskontrakt, dog af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold. Personaleudvalgsmedlemmer skal nødvendigvis være arbejdstagere i en virksomhed for at kunne deltage i virksomhedens personaleudvalg.

19 Det følger heraf, at den godtgørelse, der ydes for tab af løn i forbindelse med deltagelse i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre arbejdet i personaleudvalget, må anses for at være løn som omhandlet i artikel 119 og i direktivet, da den er en ydelse, som arbejdstageren indirekte som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren.

20 Det følger heraf, at den godtgørelse, der ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, er løn som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktivet.

#### Andet og tredje spørgsmål

21 Med det andet og tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om traktatens artikel 119 og direktivet er til hinder for en national lovgivning, som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men uden for de deltidsbeskæftigedes individuelle

[s. I-1191]

arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

22 Indledningsvis bemærkes, at det i princippet er i strid med traktatens artikel 119 at afskære deltidsbeskæftigede fra visse fordele, når det forholder sig således, at der procentvis er betydeligt flere kvinder end mænd, der arbejder på deltid. Dette gælder dog ikke, når forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

23 Med hensyn til lignende nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede har Domstolen i de ovennævnte sager, Bötel-sagen og Lewark-sagen, fastslået dels, at de i princippet indebar en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, der var i strid med traktatens artikel 119 og direktivet, dels, at medlemsstaten dog har adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

24 Det følger af fast retspraksis, at selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, som skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. bl.a. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 13).

25 Den tyske regering har anført, at hvis der foreligger forskelsbehandling, er den begrundet i princippet om, at arbejdet som personaleudvalgsmedlem er et ulønnet hverv, hvilket skal sikre medlemmernes uafhængighed. Arbejdets ulønnede karakter og forbuddet mod, at der ydes nogen fordel eller pålægges nogen byrde som følge af arbejdet, skal sikre denne uafhængighed. Herved skal det således sikres, at

[s. I-1192]

beslutningen om at stille op til valg til personaleudvalg træffes ud fra en almen interesse og ikke for at opnå en økonomisk fordel.

26 Det fremgår endvidere af ovennævnte dom i Lewark-sagen, at Bundesarbeitsgericht vedrørende lignende bestemmelser om bedriftsråd har lagt til grund, at den tyske lovgivers ønske om at prioritere udvalgsmedlemmernes uafhængighed højere end den økonomiske tilskyndelse til at påtage sig disse hverv — således som dette ønske har fundet udtryk i de pågældende bestemmelser — er et socialpolitisk mål.

27 Et sådant socialpolitisk mål har i sig selv intet at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det kan nemlig ikke bestrides, at personaleudvalgenes arbejde fremmer harmoniske arbejdsforhold i virksomhederne, særligt ved at sikre, at medarbejdernes interesser repræsenteres. Ønsket om at sikre udvalgsmedlemmernes uafhængighed udgør således også et legitimt socialpolitisk mål.

28 Det bemærkes, at såfremt en medlemsstat kan godtgøre, at de valgte midler tjener til at opfylde et nødvendigt mål i dens socialpolitik, er egnede til at nå det forfulgte mål og er nødvendige hertil, medfører alene den omstændighed, at lovbestemmelsen rammer flere kvindelige end mandlige arbejdstagere, ikke, at der er tale om en overtrædelse af artikel 119 og direktivet (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, og af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741).

29 Det påhviler den forelæggende ret på baggrund af alle relevante oplysninger og under hensyn til, om det er muligt at nå det pågældende socialpolitiske mål med andre midler, at vurdere, om den omtvistede forskelsbehandling er egnet til at nå det pågældende mål og nødvendig hertil.

[s. I-1193]

30 Den forelæggende ret skal herved — som Domstolen har udtalt i præmis 25 i Bötel-dommen — tage i betragtning, at bestemmelser som de omtvistede kan afholde deltidsbeskæftigede, hvoraf kvinder ubestrideligt udgør langt størstedelen, fra at påtage sig hverv som medlemmer af personaleudvalg eller fra at erhverve sig kundskaber, der er nødvendige for dette arbejde, hvilket medfører, at denne arbejdstagerkategori får vanskeligere ved at opnå kvalificerede repræsentanter i personaleudvalgene.

31 Heraf følger, at såfremt der er et væsentligt større antal kvinder end mænd blandt de deltidsbeskæftigede, er forbuddet i artikel 119 og direktivet mod indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn til hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

#### Sagens omkostninger

32 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-1194]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Bremen ved kendelse af 5. maj 1993, for ret:

1) Den godtgørelse, som ydes mandlige eller kvindelige arbejdstagere for deltagelse i en efter loven oprettet arbejdstagerrepræsentation, er løn som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

2) Såfremt der er et væsentligt større antal kvinder end mænd blandt de deltidsbeskæftigede, er forbuddet i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 mod indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn til hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, deltidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der giver de nødvendige kundskaber for at udføre personaleudvalgsarbejdet, og som finder sted inden for arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede i virksomheden, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede personaleudvalgsmedlemmer får en godtgørelse svarende til deres arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

Kakouris

Mancini

Schockweiler

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. marts 1996.

R. Grass

Justitssekretær

C.N. Kakouris

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0342.md =====

# EU-Domstolen, 13. februar 1996, sag C-342/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0342.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0342.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1996:46

Kommentarens titel: Barselsydelsers niveau og senere lønforhøjelser

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 og 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 og direktiv 75/117 krævede ikke fuld løn under barselsorlov og fastsatte ikke bestemte beregningskriterier, men ydelsen måtte ikke være så lav, at orlovens formål blev bragt i fare. Når ydelsen byggede på tidligere løn, skulle den omfatte lønforhøjelser mellem referenceperiodens begyndelse og orlovens slutning fra forhøjelsernes ikrafttræden. Svaret blev givet efter det historiske retsgrundlag i sagen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Senere praksis er ikke gennemgået her.

Dommen angår 1988-forhold; direktiv 92/85 fandt ikke tidsmæssigt anvendelse.

Ikke alle offentlige sociale ydelser er omfattet af den arbejdsgiverbaserede løndefinition.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 12 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 8 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 19 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 21 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0342

Domstolens dom
13. februar 1996[^*]

I sag C-342/93,

angående en anmodning, som Court of Appeal in Northern Ireland i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

Joan Gillespie m.fl.

mod

Northern Health and Social Services Board,

Department of Health and Social Services,

Eastern Health and Social Services Board,

Southern Health and Social Services Board,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til [s. I-493]  mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch (refererende dommer) samt dommerne G.F. Mancini, EA. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, J.L. Murray og P. Jann,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- J. Gillespie, M. Hamill, P. Molyneaux m.fl. ved P. Coghlin, QC, Barrister-at-Law N. McGrenera, Solicitor B. Jones og Solicitor og Chief Legal Officer of the Equal Opportunities Commission for Northern Ireland S. Mulhern

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af D. Pannide, QC, og Barrister R. Weatherup

- Irland ved Chief State Solicitor M. A. Buckley og A. O'Caoimh, SC, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at sagsøgerne ved P. Coghlin og N. McGrenera, Det Forenede Kongerige ved J.E. Collins, D. Pannick og R. Weatherup, Irland ved A. O'Caoimh, Barrister-at-Law J. Payne og Solicitor C. Moran samt Kommissionen ved G. Docksey, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 5. april 1995,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. juni 1995,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 25. juni 1993 indgået til Domstolen den 5. juli 1993 har Court of Appeal in Northern Ireland i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt fire spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse

[s. I-495]

af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under sager anlagt af de sytten sagsøgere i hovedsagerne mod deres arbejdsgivere, forskellige Health Boards i Nordirland, angående størrelsen af den ydelse, de havde fået udbetalt under deres barselsorlov.

3 I 1988 havde sagsøgerne i hovedsagerne barselsorlov. I denne periode modtog de i medfør af en kollektiv overenskomst, nærmere bestemt section 6(9) i General Council Handbook, som anvendtes af Joint Councils for the Health and Personal Social Services (Northern Ireland), følgende ydelser: deres fulde ugeløn i de første fire uger, ni tiendedele af deres fulde løn i de følgende to uger og endelig halvdelen af deres fulde løn i tolv uger.

4 Disse vilkår var mere fordelagtige end dem, der er fastsat i den almindelige lovgivning på dette område. Social Security (Northern Ireland) Order 1986 og Statutory Maternity Pay (General) Regulations (Northern Ireland) 1987 bestemmer nemlig, at der skal udbetales ni tiendedele af den fulde ugeløn i seks uger, derefter en fast ydelse på 47,95 UKL om ugen i de følgende tolv uger.

5 I november 1988 førte forhandlinger i de nævnte Health Boards til lønforhøjelser med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1988. Imidlertid har sagsøgerne i hovedsagerne

[s. I-496]

ikke kunnet nyde godt af forhøjelsen på grund af den måde, hvorpå den ydelse, der skulle udbetales under barselsorloven, skulle beregnes i henhold til General Council Handbook.

6 Det fremgår nemlig af Industrial Tribunal's dom, som der henvises til i den præjudicielle anmodning, at den kontantydelse, der skal udbetales under barselsorloven, fastsættes på grundlag af den gennemsnitlige ugeløn, som i medfør af Regulation 21 i Statutory Maternity Pay (General) Regulations (Northern Ireland) 1987 beregnes med udgangspunkt i de to sidste lønninger (herefter »referencelønnen«), de pågældende har modtaget i de to måneder forud for referenceugen. Denne defineres som den femtende uge før begyndelsen af den uge, hvor fødslen forventes. Der var ikke fastsat bestemmelser om forhøjelse af referencelønnen i tilfælde af en senere lønforhøjelse.

7 I 1989 anlagde sagsøgerne i hovedsagerne sag ved Industrial Tribunal (Northern Ireland), idet de gjorde gældende, at de var blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, eftersom deres løn var blevet nedsat under barselsorloven, og de på grund af den måde, hvorpå den kontantydelse, de skulle have udbetalt i denne periode, blev beregnet, ikke havde nydt godt af den lønforhøjelse, der var sket med tilbagevirkende kraft.

8 Da sagsøgerne i hovedsagerne ikke fik medhold ved Industrial Tribunal, appellerede de til Court of Appeal in Northern Ireland.

9 Da Court of Appeal fandt, at en fortolkning af traktatens artikel 119 samt direktiv 75/117 og 76/207 var nødvendig, for at den kunne træffe afgørelse i de verserende

[s. I-497]

sager, udsatte den sagerne og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Indebærer følgende bestemmelser, eller visse af dem, nemlig i) Rom-traktatens artikel 119, ii) ligelønsdirektivet (75/117/EØF) eller iii) ligebehandlingsdirektivet (76/207/EØF) (herefter ’de relevante bestemmelser’), at en kvinde under barselsorlov, som hun har krav på efter lovgivningen eller sin ansættelseskontrakt, skal have den fulde løn, hun ville have oppebåret, såfremt hun i perioden havde arbejdet normalt for arbejdsgiveren?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, indebærer de relevante bestemmelser da, at størrelsen af en kvindes løn under hendes barselsorlov skal fastsættes ud fra visse bestemte kriterier?

> 3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier er der da tale om?

> 4) Såfremt både det første og det andet spørgsmål besvares benægtende, kan man da udlede, at de relevante bestemmelser er uanvendelige eller uden betydning for størrelsen af den løn, en kvinde har krav på under barselsorlov?«

10 Med disse fire spørgsmål, som må undersøges under ét, ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om ligelønsprincippet, som er opstillet i traktatens artikel 119 og præciseret i direktiv 75/117, eller den gravide kvindes berettigede krav på beskyttelse i henhold til direktiv 76/207 indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og i givet fald at give dem en

[s. I-498]

lønforhøjelse, som er sket før eller under barselsorloven. Hvis der ikke består en sådan forpligtelse, ønsker den nationale ret oplyst, om fællesskabsretten ikke desto mindre opstiller specifikke kriterier — og i givet fald hvilke — med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der skal udbetales til dem i denne periode.

#### Traktatens artikel 119 og direktiv 75/117

11 Ifølge artikel 1 i direktiv 75/117 tilsigter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er opstillet i traktatens artikel 119 og præciseret i direktivet, at enhver forskelsbehandling med hensyn til køn afskaffes for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

12 Det fremgår af definitionen i artikel 119, stk. 2, at begrebet løn, som anvendes i de nævnte bestemmelser, omfatter alle de ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet direkte eller indirekte modtager fra arbejdsgiveren. Ydelsernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af artikel 119, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet (dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 10).

13 Blandt de ydelser, der betegnes som løn, er navnlig ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold, og som skal sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde, der er fastsat af lovgiveren, ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (dom af 4.6.1992, sag C-360/90, Bötel, Sml. I, s. 3589, præmis 14 og 15; jf. også dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 11, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

[s. I-499]

14 Da den ydelse, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af kollektive overenskomster udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er den følgelig løn i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119 og i direktiv 75/117.

15 Traktatens artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117 er derfor til hinder for bestemmelser, hvorefter der kan udbetales forskellig løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, når de udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

16 I den forbindelse bemærkes, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. bl.a. dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 30).

17 I det foreliggende tilfælde befinder de kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som arbejder normalt, befinder sig i.

18 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsretten indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov eller opstiller specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der skal udbetales under barselsorloven, bemærkes for det første, at Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), omhandler forskellige foranstakninger

[s. I-500]

bl.a. med henblik på at beskytte den kvindelige arbejdstagers sikkerhed og sundhed, specielt før og efter fødslen. En af disse foranstaltninger — der navnlig vedrører rettighederne i henhold til arbejdskontrakten — er barselsorlov i mindst fjorten sammenhængende uger, herunder en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger, og bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse for de kvindelige arbejdstagere, direktivet finder anvendelse på.

19 Da dette direktivs tidsmæssige anvendelse imidlertid ikke omfatter de faktiske omstændigheder i hovedsagerne, påhvilede det den nationale lovgiver at fastsætte størrelsen af den ydelse, der blev udbetalt under barselsorloven, under hensyntagen til dennes varighed og den eventuelle eksistens af andre sociale fordele.

20 Når henses til denne beføjelse, må det konkluderes, at hverken EØF-traktatens artikel 119 eller artikel 1 i direktiv 75/117 på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne indebar en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov. Disse bestemmelser opstillede heller ikke specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der skulle udbetales til dem i denne periode. Imidlertid kan disse ydelser ikke være så ubetydelige, at formålet med barselsorloven, som er at beskytte kvindelige arbejdstagere før og efter fødslen, bringes i fare. Ved bedømmelsen af ydelsens størrelse set i dette perspektiv skal den nationale ret ikke blot tage hensyn til barselsorlovens varighed, men også til de andre former for social beskyttelse, som anerkendes i den nationale lovgivning i tilfælde af arbejdstagerens berettigede fravær. Der er intet i hovedsagerne, der tyder på, at størrelsen af den tilkendte ydelse kunne bringe beskyttelsesformålet med barselsorloven i fare.

21 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en kvindelig arbejdstager under barselsorloven skal nyde godt af en lønforhøjelse, der er sket før eller i denne periode, må dette spørgsmål besvares bekræftende.

[s. I-501]

22 Når den ydelse, der udbetales under barselsorloven, svarer til en ugeløn, der beregnes på grundlag af den gennemsnitsløn, den kvindelige arbejdstager har oppebåret på et givet tidspunkt, hvor hun arbejdede normalt, og som er blevet udbetalt hende uge efter uge som til enhver anden arbejdstager, kræver princippet om forbud mod forskelsbehandling, at den kvindelige arbejdstager, som stadig er knyttet til arbejdsgiveren gennem arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet under barselsorloven, ligesom enhver anden arbejdstager, endog med tilbagevirkende kraft, nyder godt af en lønforhøjelse, som er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven. At udelukke den kvindelige arbejdstager fra en sådan forhøjelse under hendes barselsorlov ville nemlig være en forskelsbehandling af hende alene i hendes egenskab af arbejdstager, eftersom hun ville have modtaget den højere løn, hvis hun ikke havde været gravid.

#### Direktiv 76/207

23 Den forelæggende ret har endvidere spurgt, om direktiv 76/207 finder anvendelse i de foreliggende sager.

24 Hvad det angår, må det erindres, at den ydelse, der udbetales under barselsorloven, er løn, og at den dermed er omfattet af traktatens artikel 119 og af direktiv 75/117. Den kan derfor ikke tillige være omfattet af direktiv 76/207. Det fremgår nemlig bl.a. af anden betragtning til dette direktiv, at det ikke omhandler løn i de nævnte bestemmelsers forstand.

25 Herefter må de fire spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal in Northern Ireland besvares således, at ligelønsprincippet, som er opstillet i traktatens artikel 119 og præciseret i direktiv 75/117, ikke indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og heller ikke opstiller specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der udbetales til dem i denne periode, medmindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorloven

[s. I-502]

begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de er trådt i kraft.

#### Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, Irland og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de fire spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal in Northern Ireland ved kendelse af 25. juni 1993, for ret:

Ligelønsprincippet, som er opstillet i EØF-traktatens artikel 119 og præciseret i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, indebærer ikke en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og opstiller heller ikke specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der udbetales til dem i denne periode, medmindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven [s. I-503]  bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorloven begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de er trådt i kraft.

Rodríguez Iglesias

Edward

Puissochet

Hirsch

Mancini

Schockweiler

Moitinho de Almeida

Kapteyn

Gulmann

Murray

Jann

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. februar 1996.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0400.md =====

# EU-Domstolen, 31. maj 1995, sag C-400/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0400.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0400.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Royal Copenhagen

ECLI: ECLI:EU:C:1995:155

Kommentarens titel: Akkordløn, gruppesammenligning og kollektive forhandlinger

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 1, stk. 2, 3 og 4 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 c ([lov/5c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5c-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ligelønsprincippet gjaldt også akkordløn. En forskel mellem kønsopdelte gruppers gennemsnit beviste ikke alene diskrimination ved arbejde af samme værdi; ved uigennemsigtige faste og variable dele kunne arbejdsgiveren dog pålægges modbeviset. Grupperne skulle omfatte alle sammenlignelige ansatte efter arbejdets art, uddannelse og forhold og være store nok til at undgå tilfældige udsving eller forskelle i arbejdsresultat. Den nationale instans skulle bedømme jobværdi og mulige objektive begrundelser, herunder styrke, fingerfærdighed, pauser, frihed og gener. Kollektiv eller lokal forhandling fritog ikke fra ligeløn, men kunne indgå i vurderingen af objektive faktorer.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Statistikudsagnene gælder den beskrevne sammenligning af grupper af akkordlønnede. De opstiller hverken en generel minimumsstørrelse for alle ligelønssager eller direktivets rapporteringstærskler. En uddannelsesforskel er ikke alene et automatisk svar på arbejdsværdi.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 28 (lov/1.md), § 1, afsnit 40 (lov/1.md), § 5 b, afsnit 18 (lov/5b.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0400

Domstolens dom
31. maj 1995[^*]

I sag C-400/93,

angående en anmodning, som den faglige voldgiftsret i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Specialarbejderforbundet i Danmark

mod

Dansk Industri, tidligere Industriens Arbejdsgivere, for Royal Copenhagen A/S,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene F.A. Schockweiler (refererende dommer) og C. Gulmann samt dommerne G.F. Mancini, [s. I-1296]  C.N. Kakouris, J.C. Mortinho de Almeida, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og L. Sevón,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Specialarbejderforbundet i Danmark ved konsulent Ulrik Jørgensen, Landsorganisationen i Danmark

- Dansk Industri for Royal Copenhagen A/S ved direktør Niels Overgaard, Dansk Industri

- den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder og Regierungsrat zur Anstellung Bernd Kloke, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- den portugisiske regering ved Director dos Serviços de Assuntos Jurídicos da Direcção-Geral das Comunidades Europeias, Luís Fernandes, Udenrigsministeriet, og Director-Geral das Condições de Trabalho, Fernando Ribeiro Lopes, Arbejds- og Socialministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af Barrister David Pannick QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Hans Peter Hartvig og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

[s. I-1297]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 31. januar 1995 af Specialarbejderforbundet i Danmark ved Ulrik Jørgensen, af Dansk Industri for Royal Copenhagen A/S ved chefkonsulent Allan K. Larsen, af den tyske regering ved Ernst Roder, af Det Forenede Kongerige ved John E. Collins og David Pannick og af Kommissionen ved Hans Peter Hartvig og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 21. februar 1995,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 27. august 1993 indgået til Domstolen den 31. august 1993 har den faglige voldgiftsret i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter benævnt »direktivet«).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en tvist mellem Specialarbejderforbundet i Danmark (herefter benævnt »Specialarbejderforbundet«) og Dansk Industri for Royal Copenhagen A/S (herefter benævnt »Royal Copenhagen«).

[s. I-1298]

3 Royal Copenhagen er en virksomhed, der fremstiller keramiske produkter. Den beskæftiger ca. 1 150 medarbejdere med fremstilling af sådanne produkter, hvoraf 40% er mænd, og 60% er kvinder. Medarbejderne kan opdeles i tre grupper: drejergruppen, som ved hjælp af forskellige teknikker former porcelænsmassen, malergruppen, som dekorerer produkterne, og arbejdsmandsgruppen, som beskæftiger sig med betjening af ovne, sortering, slibning, intern transport mv.

4 Drejergruppen består af ca. 200 personer og malergruppen af 453 personer. Disse grupper kan igen opdeles i en række undergrupper, som f.eks. inden for drejergruppen rollerdrejerne, der er beskæftiget ved maskiner, der automatisk drejer keramiske produkter, og inden for malergruppen blåmalerne, som med pensel dekorerer produkterne, og plattemalerne, som sprøjtemaler platter, hvori motivet er præget, og derefter fjerner malingen fra dele af motivet ved hjælp af en svamp.

5 Alle disse medarbejdere er omfattet af samme overenskomst. Efter overenskomsten aflønnes de som udgangspunkt med akkordløn, dvs. med en løn, hvis størrelse helt eller delvis afhænger af arbejdsresultatet. De kan imidlertid vælge aflønning med en fast timeløn, der er ens for alle medarbejdergrupper. Cirka 70% af drejerne og cirka 70% af malerne er på akkordløn. Deres løn består af en fast akkordandel, der udbetales som en basisløn pr. time, og en variabel akkordløn, der udbetales pr. produceret genstand.

6 Gruppen akkordlønnede rollerdrejere består af 26 personer, alle mænd, og udgør ca. 18% af den samlede akkordlønnede drejergruppe. Gruppen akkordlønnede blåmalere består af 156 personer, heraf 155 kvinder og 1 mand, og udgør ca. 49% af den samlede akkordlønnede malergruppe. Gruppen akkordlønnede plattemalere

[s. I-1299]

består af 51 personer, alle kvinder, og udgør ca. 16% af den samlede akkordløn -nede malergruppe.

7 I april 1990 var gennemsnitslønnen for akkordlønnede rollerdrejere 103,93 kr. pr. time med en fast akkordandel på 71,69 kr. Den højstlønnede tjente 118 kr. pr. time og den lavestlønnede 86 kr. pr. time. I samme periode var gennemsnitslønnen for akkordlønnede blåmalere 91 kr. pr. time med en fast akkordandel på 57 kr. Den højstlønnede tjente 125 kr. pr. time og den lavestlønnede 72 kr. pr. time. Gennemsnitslønnen for akkordlønnede plattemalere var 116,20 kr. pr. time med en fast akkordandel på 35,85 kr. Den højstlønnede tjente 159 kr. pr. time og den lavestlønnede 86 kr. pr. time.

8 Specialarbejderforbundet, der fandt, at Royal Copenhagen tilsidesatte ligelønskravet, fordi gennemsnitsakkordindtjeningen pr. time for blåmalerne, som bortset fra en person alle er kvinder, var lavere end for rollerdrejerne, som alle er mænd, anlagde sag ved den faglige voldgiftsret. For voldgiftsretten har Specialarbej derforbundet nedlagt påstand om, at Royal Copenhagen tilpligtes at anerkende, atblåmalerne udfører arbejde af samme værdi som rollerdrejerne, og at bringe gennemsnitsakkordindtjeningen for blåmalerne på niveau med gennemsnitsakkordindtjeningen for rollerdrejerne.

9 Den faglige voldgiftsret var af den opfattelse, at tvistens afgørelse beror på en fortolkning af traktatens artikel 119 og af direktivet, og besluttede derfor at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Voldgiftsretten har i forelæggelsesbeslutningen understreget, at forelæggelsen for Domstolen ikke omfatter spørgsmålet om værdien af det arbejde, de forskellige medarbejdergrupper udfører, men derimod

[s. I-1300]

en række spørgsmål, der udspringer af, at der i hovedsagen er tale om aflønning efter akkordlønsystemer, og af det valg af sammenligningsgrupper, som Specialarbejderforbundet har foretaget.

10 Den faglige voldgiftsret har følgelig forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

> »1) Finder artikel 119 i EØF-traktaten og direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om lige løn til mænd og kvinder anvendelse på lønsystemer, hvor indtjeningen helt eller i væsentlig grad beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat (akkordlønsystemer) ?

> Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, bedes yderligere følgende spørgsmål besvaret:

> 2) Er reglerne om ligeløn i artikel 119 i EØF-traktaten og i direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om lige løn til mænd og kvinder anvendelige ved sammenligning af to grupper lønmodtagere, såfremt den gennemsnitlige timefortjeneste for den ene gruppe akkordlønnede, der overvejende består af kvinder, som udfører én type arbejde, er væsentlig lavere end den gennemsnitlige timefortjeneste for den anden gruppe akkordlønnede, der overvejende består af mænd, som udfører en anden type arbejde, såfremt det forudsættes, at kvindernes og mændenes arbejde kan tillægges samme værdi?

> 3) Under forudsætning af, at den ene gruppe overvejende består af kvinder, og den anden overvejende består af mænd, kan man da stille krav til gruppernes [s. I-1301] sammensætning, f.eks. med hensyn til antal af personer i grupperne eller andel af samtlige medarbejdere i virksomheden? Kan direktivet i givet fald anvendes til at skaffe to grupper af f.eks. kvindelige ansatte samme løn ved en mellemliggende sammenligning med en gruppe mandlige ansatte? Problemstillingen kan bl.a. belyses ved følgende: En gruppe af overvejende mandlige arbejdere benævnt A og to grupper af overvejende kvindelige arbejdere benævnt henholdsvis B og C udfører arbejde af samme værdi, og gennemsnitsindtjeningen i akkord er størst for gruppe C, næststørst for gruppe A og mindst for gruppe B. Kan gruppe B sammenligne sig med gruppe A og kræve lønnen hævet til gruppe A's niveau, og kan gruppe A derefter kræve lønnen hævet til gruppe C's niveau, og kan endelig gruppe B herefter kræve lønnen hævet til gruppe A's nye niveau = gruppe C?

> 4) Har det nogen betydning ved vurderingen af, om princippet om ligeløn er tilsidesat, a) at der i den ene gruppe er tale om en overvejende maskinstyret produktion, mens der i den anden gruppe er tale om rent håndarbejde? b) at akkorderne fastsættes ved forhandling mellem de respektive organisationer, eller ved forhandling på lokalt plan? c) at der kan påvises forskelle i arbejdstagerens valg af arbejdstempo? I bekræftende fald, hvem har bevisbyrden for tilstedeværelsen af sådanne forskelle? d) at der foreligger betydelig lønspredning inden for en eller begge sammenlignede grupper? e) at den faste andel af akkordlønnen er forskellig i de sammenlignede grupper? f) at der er forskelle mellem de to grupper med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelæggelsen? g) at det ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning for akkordsatsernes størrelse? h) at der i den ene af de sammenlignede grupper stilles særlige krav til muskelstyrke, mens der i den anden stilles særlige krav til fingerfærdighed? i) at der kan påvises forskelle med hensyn til arbejdsgener i form af støj, temperatur, ensidigt, gentaget eller monotont arbejde?«

[s. I-1303]

#### Det første spørgsmål

11 Med det første spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om traktatens artikel 119 og direktivet finder anvendelse på akkordlønsystemer, hvor indtjeningen helt eller i væsentlig grad beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

12 Hertil bemærkes, at artikel 119 — idet det i dens stk. 3, litra a), udtrykkeligt bestemmes, at lige løn uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer, at den løn, der ydes for samme arbejde, der aflønnes i akkord, fastsættes på samme beregningsgrundlag — selv foreskriver, at ligelønsprincippet finder anvendelse på akkordlønsystemer.

13 Domstolen har desuden allerede fastslået, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 32).

14 Dette resultat bekræftes af direktivets artikel 1, stk. 1, hvorefter princippet om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at enhver forskelsbehandling med hensyn til køn afskaffes »for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«.

15 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og direktivet finder anvendelse på akkordlønsystemer, hvor indtjeningen helt eller i væsentlig grad beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

[s. I-1304]

#### Indledende bemærkninger til de øvrige spørgsmål

16 Inden gennemgangen af de øvrige spørgsmål er der grund til at understrege, at de i hovedsagen omhandlede lønninger ikke udelukkende beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, men omfatter en fast akkordandel, der udbetales som en basisløn pr. time, som ikke er den samme for de forskellige grupper arbejdstagere.

17 Det tilkommer den nationale retsinstans at vurdere, i hvilket omfang dette moment skal tages i betragtning ved afgørelsen af hovedsagen.

18 Der er tillige grund til at nævne, at den vurdering, som den nationale retsinstans med henblik på afgørelsen af hovedsagen skal foretage med hensyn til, om der foreligger en forskelsbehandling med hensyn til køn, der er i strid med traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, nødvendigvis må være en helhedsvurdering, der skal foretages i lyset af samtlige Domstolens bemærkninger i forbindelse med besvarelsen af det andet, tredje og fjerde spørgsmål.

#### Det andet spørgsmål og det fjerde spørgsmål, litra c), d), e) og g)

19 Med det andet spørgsmål og det fjerde spørgsmål, litra c), d), e) og g), som bør gennemgås samlet, ønsker den nationale retsinstans oplyst dels, om ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1 finder anvendelse, såfremt den af et akkordlønsystem følgende gennemsnitsløn for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af kvinder, som udfører en type arbejde, er væsentlig lavere end gennemsnitslønnen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af

[s. I-1305]

mænd, som udfører en anden type arbejde, der tillægges samme værdi, dels hvilken betydning man herved skal tillægge de faktorer, der er nævnt i det fjerde spørgsmål, litra c), d), e) og g).

20 Som det allerede fremgår af denne doms præmis 12, indebærer ligelønsprincippet, at den løn, der efter et akkordlønsystem udbetales til to grupper arbejdstagere, den ene overvejende bestående af mænd og den anden overvejende af kvinder, skal fastsættes på samme beregningsgrundlag.

21 I det tilfælde, hvor beregningsgrundlaget er det samme for to grupper arbejdstagere, der udfører samme arbejde, eller objektivt kan sikre arbejdstagerne i de to grupper samme samlede individuelle løn for arbejde, som ganske vist er forskelligt, men som anses for at have samme værdi, er ligelønsprincippet ikke til hinder for, at arbejdstagere tilhørende de to grupper får udbetalt samlede lønbeløb, der er forskellige, for så vidt dette er en følge af de enkelte arbejdstageres forskellige arbejdsresultater.

22 Heraf følger, at inden for rammerne af et akkordlønsystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitslønnen for to grupper af arbejdstagere, beregnet på grundlag af den samlede individuelle løn for samtlige arbejdstagere tilhørende hver af de to grupper, er forskellig, ikke tilstrækkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger lønmæssig forskelsbehandling.

23 Det tilkommer den nationale retsinstans, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, at tage stilling til, om beregningsgrundlaget for det arbejde, der udføres af de to grupper arbejdstagere, er det samme, eller, såfremt de to

[s. I-1306]

grupper udfører arbejde, der er forskelligt, men anses for at have samme værdi, om beregningsgrundlaget objektivt kan sikre dem samme samlede løn. Det tilkommer desuden den nationale retsinstans at afgøre, om en lønforskel, der påberåbes af en arbejdstager tilhørende en gruppe, der overvejende består af kvinder, med henblik på at godtgøre, at vedkommende er udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i forhold til en arbejdstager tilhørende en gruppe, der overvejende består af mænd, skyldes en forskel mellem de beregningsgrundlag, der anvendes for de to grupper, eller en forskel mellem de individuelle arbejdsresultater.

24 Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis (dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 13 og 14), at den bevisbyrde, der sædvanligvis påhviler en arbejdstager, der anlægger sag mod sin arbejdsgiver for at få den forskelsbehandling, som han mener at være udsat for, ophævet, kan vendes om, når det er nødvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at søge ligelønsprincippet gennemført. Såfremt en virksomhed f.eks. anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren således bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige (dom af 17.10.1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (»Danfoss«), Sml. s. 3199, præmis 16). Tilsvarende gælder det, at såfremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en væsentlig lønforskel mellem to funktioner, der har samme værdi, hvoraf den ene næsten udelukkende udøves af kvinder og den anden hovedsagelig af mænd — i hvilken situation der tilsyneladende foreligger forskelsbehandling på grundlag af køn — følger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgøre, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (Enderby-dommen, præmis 16 og 19).

25 Inden for rammerne af et akkordlønsystem foreligger der ganske vist ikke en sådan situation med tilsyneladende forskelsbehandling, blot fordi tydelige statistiske

[s. I-1307]

oplysninger viser, at der er væsentlige lønforskelle mellem to grupper arbejdstagere, idet sådanne forskelle kan skyldes, at de individuelle arbejdsresultater for de arbejdstagere, de to grupper består af, er forskellige.

26 Dog kan noget andet gælde, hvis det efter et system som det i hovedsagen omhandlede — hvor den individuelle indtjening, der tages i betragtning ved beregningen af gennemsnitslønnen for de to grupper arbejdstagere, består af en variabel andel, der beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de pågældende grupper arbejdstagere [fjerde spørgsmål, litra e)] — ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsættelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af lønnen [fjerde spørgsmål, litra g)]. Under sådanne omstændigheder kan hensynet til, at arbejdstagerne ikke fratages ethvert effektivt middel til at søge ligelønsprincippet gennemført, nødvendiggøre, at arbejdsgiveren pålægges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling på grundlag af køn.

27 Det tilkommer den nationale retsinstans, navnlig på grundlag af disse faktorer og størrelsen af forskellene mellem gennemsnitslønnen for de to grupper arbejdstagere, at undersøge, hvorvidt betingelserne for på denne måde at vende bevisbyrden om er opfyldt i hovedsagen. I bekræftende fald vil arbejdsgiveren f.eks. kunne godtgøre, at lønforskellene skyldes forskelle i arbejdstagernes valg af arbejdstempo [fjerde spørgsmål, litra c)], og henvise til, at der foreligger en betydelig lønspredning inden for hver af de to grupper [fjerde spørgsmål, litra d)].

28 Det andet spørgsmål og det fjerde spørgsmål, litra c), d), e) og g), skal derfor besvares med, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1 skal fortolkes således, at inden for rammerne af et akkordlønsystem er den blotte

[s. I-1308]

konstatering af, at gennemsnitslønnen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af kvinder, som udfører en type arbejde, er væsentlig lavere end gennemsnitslønnen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af mænd, som udfører en anden type arbejde, der tillægges samme værdi, ikke tilstrækkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger lønmæssig forskelsbehandling. Når det efter et akkordlønsystem — hvor den individuelle indtjening består af en variabel andel, der beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de pågældende grupper arbejdstagere — imidlertid ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsættelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af lønnen, kan arbejdsgiveren pålægges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Det tredje spørgsmål

29 Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at det tredje spørgsmål, som består af to led, udspringer af den omstændighed, at den lønmæssige forskelsbehandling, klageren i hovedsagen har gjort indsigelse over, vedrører gruppen af rollerdrejere og gruppen af blåmalere, som i virkeligheden blot er undergrupper af to større grupper, nemlig drejergruppen og malergruppen. Klagerens begrundelse for at udvælge de to mindre grupper er, at det med henblik på den lønmæssige sammenligning er nødvendigt at tilvejebringe homogene grupper, navnlig for så vidt angår uddannelsen af de arbejdstagere, der indgår i dem. Efter klagerens opfattelse er det derfor sagligt, at der inden for malergruppen sondres mellem blåmalerne, der har halvandet års uddannelse, og plattemalerne, der oplæres på tre måneder. Efter endvidere at have fastslået, at uddannelseskravene er større for blåmalerne end for rollerdrejerne, som i modsætning til de øvrige drejere kun gennemgår et oplæringsforløb fra en til fire måneder, afhængig af de genstande, de skal oplæres i at fremstille, har klageren anført, at hvis det lægges til grund, at deres arbejde har samme værdi,

[s. I-1309]

burde blåmalernes løn endog være højere end rollerdrejernes. Klageren har endelig anført, at den omstændighed, at arbejdsforholdene for blåmalerne ikke er de samme som for rollerdrejerne, ikke kan føre til, at den konstaterede forskel i indtjeningen ikke er udtryk for forskelsbehandling, idet de fysiske krav, der stilles til rollerdrejerne, opvejes af de krav, der stilles til blåmalernes fingerfærdighed, og de støj- og temperaturmæssige gener, rollerdrejerne må tåle, modsvares af de ergonomiske problemer, som blåmalernes stillesiddende, ensartede arbejde medfører.

30 Det fremgår desuden af forelæggelsesbeslutningen, at mens gruppen akkordlønnede rollerdrejere, som kun omfatter 26 personer, udelukkende består af mænd, består gruppen akkordlønnede drejere, der omfatter 143 personer, af 70% mænd og 30% kvinder. Endvidere består gruppen akkordlønnede blåmalere af 155 kvinder og 1 mand, mens der i gruppen akkordlønnede plattemalere, der omfatter 317 personer, er 95% kvinder og 5% mænd. Endelig anføres det, at selv om gennemsnitslønnen for grappen akkordlønnede rollerdrejere, som udelukkende består af mænd, er højere end gennemsnitslønnen for gruppen akkordlønnede blåmalere, der bortset fra en person udelukkende består af kvinder, er den lavere end gennemsnitslønnen for gruppen akkordlønnede plattemalere, der udelukkende består af kvinder.

31 På denne baggrund ønsker den nationale retsinstans med sit tredje spørgsmål — betragtet under ét — at få oplyst, om de grupper arbejdstagere, hvis gennemsnitsløn skal sammenlignes med henblik på at undersøge, om der foreligger forskelsbehandling på grundlag af køn, inden for rammerne af et akkordlønsystem skal sammensættes ud fra nærmere angivne kriterier, bl.a. vedrørende det antal arbejdstagere, der indgår i grupperne, og disses størrelse i forhold til det samlede antal arbejdstagere, eller om disse grupper på grundlag af tilfældigt valgte kriterier

[s. I-1310]

kan sammensættes på en sådan måde, at de udelukkende omfatter kvinder eller mænd, og i givet fald, gennem en sammenligning af to grupper arbejdstagere bestående henholdsvis af mænd og kvinder, gør det muligt at skaffe to grupper kvindelige arbejdstagere samme løn, når gennemsnitslønnen for den ene gruppe er lavere og for den anden gruppe er højere end gennemsnitslønnen for den gruppe, der består af mænd.

32 Domstolen skal hertil bemærke, at undersøgelsen af, om ligelønsprincippet er overholdt, indebærer en sammenligning mellem de lønninger, der udbetales til arbejdstagere af forskelligt køn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi.

33 Når en sådan sammenligning angår gennemsnitslønnen for to grupper akkordlønnede arbejdstagere, skal den for at være relevant angå grupper, der hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation.

34 Sammenligningen skal endvidere angå et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder eller skyldes, at de pågældende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

35 Det tilkommer den nationale retsinstans at foretage den fornødne vurdering af de faktiske omstændigheder i hovedsagen på grundlag af ovennævnte kriterier.

[s. I-1311]

36 Det følger imidlertid af det anførte, at en sammenligning ikke er relevant, såfremt den angår grupper, der er tilfældigt sammensat, således at den ene overvejende omfatter kvinder, den anden overvejende mænd, med henblik på at opnå, at lønningerne i den gruppe, der overvejende består af kvinder, gennem successive sammenligninger bringes på linje med lønningerne i en anden gruppe, som også er tilfældigt sammensat, således at den overvejende omfatter kvinder.

37 Det kan være et indicium for en sådan tilfældig sammensætning af sammenligningsgrupper, at der inden for en større gruppe, som overvejende består af kvinder, sondres mellem to undergrupper på grundlag af forskelle med hensyn til uddannelseskrav, og at der herefter ved den lønmæssige sammenligning, der skal foretages med en gruppe, der overvejende består af mænd, ikke vælges den af de to undergrupper, der overvejende består af kvinder, og som med hensyn til uddannelseskrav udviser størst lighed med den gruppe, der overvejende består af mænd.

38 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at i forbindelse med den sammenligning, der skal foretages mellem gennemsnitslønnen for to grupper akkordlønnede arbejdstagere, skal den nationale retsinstans påse, at de to grupper hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, og at grupperne omfatter et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder eller skyldes, at de pågældende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

[s. I-1312]

#### Det fjerde spørgsmål, litra a), f), h) og i)

39 Med det fjerde spørgsmål, litra a), f), h) og i), ønsker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning der ved vurderingen af, om princippet om lige løn er overholdt, må tillægges forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de pågældende grupper arbejdstagere udfører, er maskinstyret og stiller særlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfører, er håndarbejde, som stiller særlige krav om fingerfærdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelæggelsen og med hensyn til arbejdsgener.

40 Det må for det første understreges, at der kun kan foreligge forskelsbehandling på grundlag af køn mellem to grupper arbejdstagere, såfremt de to grupper enten udfører samme arbejde eller i det mindste arbejde, som tillægges samme værdi.

41 Endvidere bemærkes, at en lønforskel mellem to grupper arbejdstagere ikke udgør en forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119 og direktivet, såfremt den kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 30).

42 Den nationale retsinstans, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, må følgelig under hensyn til faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udføres, og de vilkår, hvorunder de udføres, afgøre, om

[s. I-1313]

de kan tillægges samme værdi, eller om disse forhold kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle.

43 Det fjerde spørgsmål, litra a), f), h) og i), skal derfor besvares med, at ved vurderingen af, hvorvidt princippet om lige løn er overholdt, tilkommer det den nationale retsinstans — under hensyn til forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de pågældende grupper arbejdstagere udfører, er maskinstyret og stiller særlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfører, er håndarbejde, som stiller særlige krav om fingerfærdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelæggelsen og med hensyn til arbejdsgener — at tage stilling til, om de to typer arbejde har samme værdi, eller om de pågældende forhold kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle.

#### Det fjerde spørgsmål, litra b)

44 Med det fjerde spørgsmål, litra b), ønsker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning det med hensyn til princippet om lige løn til mænd og kvinder har, at lønelementerne fastsættes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling på lokalt plan.

45 Hertil bemærkes først og fremmest, at da traktatens artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for de offentlige myndigheder, men tillige for alle overenskomster,

[s. I-1314]

som kollektivt regulerer arbejdslønnen, og for aftaler mellem private (jf. bl.a. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455, præmis 39).

46 Dette udelukker dog ikke, at det forhold, at lønelementerne er fastsat ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling på lokalt plan, kan tages i betragtning af den nationale retsinstans som et forhold, der gør det muligt for den at vurdere, om forskelle mellem gennemsnitslønnen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

47 Det fjerde spørgsmål, litra b), skal derfor besvares med, at princippet om lige løn til mænd og kvinder også finder anvendelse, når lønelementerne fastsættes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling på lokalt plan, men at den nationale retsinstans kan tage dette forhold i betragtning ved vurderingen af, om forskelle mellem gennemsnitslønnen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Sagens omkostninger

48 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den portugisiske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-1315]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af den faglige voldgiftsret ved beslutning af 27. august 1993, for ret:

1) EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder finder anvendelse på akkordlønsystemer, hvor indtjeningen helt eller i væsentlig grad beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

2) Ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes således, at inden for rammerne af et akkordlønsystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitslønnen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af kvinder, som udfører en type arbejde, er væsentlig lavere end gennemsnitslønnen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestående af mænd, som udfører en anden type arbejde, der tillægges samme værdi, ikke tilstrækkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger lønmæssig forskelsbehandling. Når det efter et akkordlønsystem — hvor den individuelle indtjening består af en variabel andel, der beror på den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de pågældende grupper arbejdstagere — imidlertid ikke er muligt at konstatere, [s. I-1316] hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsættelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af lønnen, kan arbejdsgiveren pålægges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling på grundlag af køn.

3) I forbindelse med den sammenligning, der skal foretages mellem gennemsnitslønnen for to grupper akkordlønnede arbejdstagere, skal den nationale retsinstans påse, at de to grupper hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, og at grupperne omfatter et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder eller skyldes, at de pågældende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

4) Ved vurderingen af, om princippet om lige løn er overholdt, tilkommer det den nationale retsinstans — under hensyn til forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de pågældende grupper arbejdstagere udfører, er maskinstyret og stiller særlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfører, er håndarbejde, som stiller særlige krav om fingerfærdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelæggelsen og med hensyn til arbejdsgener — at tage stilling til, om de to typer arbejde har samme værdi, eller om de pågældende forhold kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle.

5) Princippet om lige løn til mænd og kvinder finder også anvendelse, når lønelementerne fastsættes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling på lokalt plan, men den nationale retsinstans kan tage dette forhold i betragtning ved vurderingen af, om forskelle mellem gennemsnitslønnen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

Rodríguez Iglesias

Schockweiler

Gulmann

Mancini

Kakouris

Moitinho de Almeida

Murray

Edward

Puissochet

Hirsch

Sevón

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 31. maj 1995.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: dansk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0435.md =====

# EU-Domstolen, 24. oktober 1996, sag C-435/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0435.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0435.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1996:395

Kommentarens titel: Pensionsadgang, efterfølgende pension, bidrag og søgsmålsfrister

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c, stk. 1 ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Adgang til den erhvervstilknyttede pensionsordning var omfattet af artikel 119, og Barber-begrænsningen gjaldt hverken adgangen eller alderspension efter ulovlig udelukkelse (jf. § 1 a, stk. 3). Tilbagevirkende medlemskab fritog ikke for egne bidrag. Nationale søgsmålsfrister kunne anvendes under kravene om ækvivalens og effektivitet (jf. § 4 a og forældelsesreglen i § 6 c, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Adgang til den erhvervstilknyttede pensionsordning var omfattet af artikel 119, uafhængigt af de nævnte nationale forhold om obligatorisk tilslutning. Barber-begrænsningen gjaldt hverken adgang eller alderspension efter ulovlig udelukkelse. Rettighederne kunne gøres gældende direkte mod ordningens administratorer. Tilbagevirkende medlemskab fritog ikke arbejdstageren for egne bidrag. Nationale søgsmålsfrister kunne anvendes under kravene om ækvivalens og effektivitet. Protokollen til artikel 119 ændrede ikke disse adgangs- og pensionsrettigheder, som fortsat fulgte Bilka.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Medlemskabsadgang efter ulovlig udelukkelse skal holdes adskilt fra andre pensionsydelsers tidsmæssige begrænsning. Ingen konkret dansk forældelsesfrist afgøres.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0435

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
24. oktober 1996[^*]

I sag C-435/93,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Rotterdam (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Francina Johanna Maria Dietz

mod

Stichting Thuiszorg Rotterdam,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 samt af protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G. F. Mancini (refererende dommer), og dommerne J. L. Murray og R J. G. Kapteyn,

[s. I-5244]

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: ekspeditionssekretær Η. Α. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Stichting Thuiszorg Rotterdam ved advokat E. Lutjens, Utrecht

- Det Forenede Kongeriges regering ved J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Wolfcarius og B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 18. maj 1995, hvorunder F. Dietz var repræsenteret af advokat A. C. T. Hommes, Rotterdam, Det Forenede Kongeriges regering af N. Paines og Kommissionen af B. J. Drijber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. juli 1995,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 18. oktober 1993, indgået til Domstolen den 4. november 1993, har Kantongerecht, Rotterdam, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt

[s. I-5245]

Domstolen en række præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 samt af protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (»protokol nr. 2«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem F. Dietz og Stichting Thuiszorg Rotterdam (herefter »Thuiszorg«) vedrørende sagsøgerens tilslutning til Pensioenfonds voor Gezondheids-, Geestelijke en Maatschappelijke Belangen (»pensions-kassen«).

3 I Nederlandene er medlemskab af en erhvervspensionsfond principielt frivillig for arbejdsgiverne og arbejdstagerne i det pågældende erhverv.

4 I medfør af artikel 3, stk. 1, i Wet betreffende verplichte deelneming in een bedrijfspensioensfonds (den nederlandske lov om obligatorisk tilslutning til en erhvervspensionsfond, herefter »BPF-loven«, *Staatsblad]* 121) med senere ændringer kan arbejds- og socialministeren (herefter »ministeren«) efter anmodning fra en af de efter branche opdelte faglige organisationer, som efter ministerens opfattelse er tilstrækkelig repræsentativ, gøre tilslutning til en erhvervspensionsfond obligatorisk for alle arbejdstagerne eller for visse grupper af arbejdstagere inden for det pågældende erhverv. I lovens artikel 16 bestemmes, at der af ministeren eller efter dennes bemyndigelse kan træffes beslutning om at dispensere fra den tvungne tilslutning.

5 I medfør af BPF-lovens artikel 4 skal alle anmodninger om at gøre tilslutning til en erhvervspensionsfond obligatorisk offentliggøres i *Nederlandse Staatscourant* med oplysning om den frist, inden for hvilken skriftlige klager kan rettes til ministeren.

[s. I-5246]

6 F. Dietz var i perioden fra den 11. december 1972 til den 6. november 1990 ansat på deltid, nærmere bestemt syv timer ugentligt, som hjemmehjælper inden for ældreforsorgen hos Stichting Katholieke Maatschappelijke Gezinszorg og hos Thuiszorg, der er indtrådt i dennes rettigheder. Den 6. november 1990 fyldte F. Dietz 61 år og gik på frivillig førtidspension i henhold til en aftale indgået med Thuiszorg den 18. juli 1990.

7 I medfør af BPF-loven blev medlemskab af en pensionskasse gjort obligatorisk for arbejdstagerne i Thuiszorg.

8 Imidlertid var arbejdstagere på deltid, der arbejdede 40% af normal arbejdstid eller mindre, indledningsvis udelukket fra pensionskassen. Denne begrænsning blev ophævet med virkning fra den 1. januar 1991 for at bringe ordningen i overensstemmelse med de krav, som stilles i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). I forbindelse med denne ændring blev der gennemført en overgangsordning, hvorefter de arbejdstagere, der tidligere havde været udelukket fra medlemskab af pensionskassen, fik tildelt en pension på grundlag af et fiktivt antal forsikringsperioder.

9 Den 2. december 1992 anlagde F. Dietz sag ved Kantongerecht, Rotterdam, og gjorde gældende, at hun ikke havde haft kendskab til den forestående ændring af pensionskasseordningen, og at hun, såfremt det havde været tilfældet, ikke ville have taget sin afsked så tidligt, således at hun kunne blive pensionsberettiget i henhold til overgangsordningen. Thuiszorg, som var vidende om den forestående ændring, burde have oplyst hende herom. Sagsøgeren har desuden påberåbt sig traktatens artikel 119 og herved gjort gældende, at hun har ret til pension beregnet på grundlag af sine ansættelsesperioder fra den 8. april 1976, hvor Defrenne-dommen (sag 43/75, Sml. s. 455) blev afsagt eller subsidiært fra den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) blev afsagt.

[s. I-5247]

10 Kantongerecht, Rotterdam, besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen de samme præjudicielle spørgsmål som forelagt af Kantongerecht, Utrecht, i Fisscher-sagen, hvori der blev afsagt dom den 28. september 1994 (sag C-128/93, Sml. I, s. 4583), samt en række tillægsspørgsmål. De stillede spørgsmål lyder i deres helhed:

> »1) Omfatter retten til (lige) løn, som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119, også en ret til at være omfattet af en lovpligtig erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i denne sag? 1 a) Gør det nogen forskel for besvarelsen af spørgsmål 1), som stillet af Kantongerecht, Utrecht, i nævnte dom, a) at det ved vedtagelsen af BPF-loven ved siden af socialpolitiske betragtninger (ved en brancheopdelt pensionsordning bæres omkostningerne af alle branchen tilhørende virksomheder i fællesskab) var ønsket om at modvirke indbyrdes konkurrence inden for branchen, der var den afgørende motivation? b) at udkastet til BPF-loven ganske vist indeholdt en sådan tvungen forpligtelse, men at den ikke gik igen i den endelige lov (TK 1948-1949, 785, nr. 6)? c) om stiftelsen Thuiszorg, Rotterdam, ikke har eller netop har indgivet klage over forpligtelsen (og ministeren ikke har taget denne klage til følge)? d) eller om stiftelsen Thuiszorg blandt sine arbejdstagere har foretaget nogen undersøgelse, hvis resultater ville kunne give grundlag for at ansøge om dispensation eller at informere arbejdstagerne om mulighed for dispensation?

> 2) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, gælder den tidsmæssige begrænsning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen, for så vidt angår en pensionsordning som den i Barber-sagen omhandlede (en såkaldt ’contracted out’-ordning), da også for en ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i den foreliggende sag omhandlede, som sagsøgeren som gift kvinde var udelukket fra? 2 a) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, gælder den tidsmæssige begrænsning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen, for så vidt angår en pensionsordning som den i Barber-sagen omhandlede (en såkaldt ’contracted out’-ordning), da også for udbetaling af en alderspension?

> 3) Er den, der gennemfører og administrerer pensionsordningen (dvs. pensionskassen) — i tilfælde hvor den i en virksomhed gældende pensionsordning er lovpligtig — forpligtet til at anvende ligebehandlingsprincippet i EØF-traktatens artikel 119, og kan den arbejdstager, som stilles ringere som følge af en tilsidesættelse af traktatbestemmelsen, indtale sit krav direkte mod pensionskassen, som om der var tale om arbejdsgiveren? Det bemærkes i denne forbindelse, at Kantongerecht ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der består et krav som følge af reglerne om erstatning uden for kontrakt, idet kravets værdi medfører, at det falder uden for rettens kompetence. I denne sag har det derfor betydning, om sagsøgeren på grundlag af arbejdsaftalen kan rette kravet mod pensionskassen.

> 4) Hvis sagsøgeren i henhold til EØF-traktatens artikel 119 har ret til at være medlem af pensionskassen fra et tidspunkt, der ligger forud for den 1. januar 1991, indebærer dette da også, at hun ikke er forpligtet til at betale de bidrag, hun skulle have betalt, hvis hun var blevet optaget som medlem af pensionskassen på et tidligere tidspunkt?

> 5) Har det nogen betydning, at sagsøgeren ikke har reageret på et tidligere tidspunkt med henblik på at få gennemtvunget de rettigheder, hun nu gør gældende?

> 6) Har den til Maastricht-traktaten knyttede protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (’Barber-protokollen’) og (lovforslaget om ændring af) overgangsbestemmelsen i artikel III i lovforslag nr. 20 890, der har til formål at gennemføre det fjerde direktiv, betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, der er anlagt ved Kantongerecht ved stævning forkyndt den 2. december 1992?«

#### Første spørgsmål

11 Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse. Den nationale ret ønsker desuden oplyst, om besvarelsen af spørgsmålet afhænger af formålet med den nationale lovgivning om at gøre tilslutning til en sådan erhvervstilknyttet ordning obligatorisk, eller af, at det oprindelige lovudkast indeholdt mulighed for ved lov at gøre en sådan tilslutning obligatorisk, eller af, at arbejdsgiveren har indgivet klage over beslutningcn om at gøre tilslutningen obligatorisk eller endelig af, hvorvidt der måtte være foretaget en undersøgelse blandt arbejdstagerne, hvis resultater ville kunne give grundlag for at ansøge om dispensation fra den tvungne tilslutning.

[s. I-5250]

12 I dommene af 28. september 1994 i Vroege-sagen (sag C-57/93, Sml. I, s. 4541) og i Fisscher-sagen fastslog Domstolen, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet ordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

13 Den situation, som foreligger i hovedsagen, har en række lighedspunkter med situationen i Fisscher-dommen, hvor myndighederne havde gjort tilslutning til en erhvervstilknyttet pensionsordning obligatorisk. Man må derfor undersøge, om de forhold, som den nationale ret har beskrevet i sit spørgsmål, kan føre til en anden fortolkning.

14 For det første er det uden betydning, at den nationale lovgivning om tvungen tilslutning til de erhvervstilknyttede pensionsordninger ikke blot forfølger et socialpolitisk formål, men navnlig er begrundet i betragtninger vedrørende konkurrencebetingelserne inden for en bestemt økonomisk sektor, eftersom det afhænger af objektive kriterier, som bl. a. er fastlagt i Barber-dommen, hvorvidt en sikringsordning er omfattet af traktatens artikel 119.

15 For det andet skal der ikke tages stilling til det forhold, at lovforslaget indeholdt en bestemmelse om at gøre tilslutning til en erhvervstilknyttet pensionsordning obligatorisk, da den nationale ret har fremhævet, at en sådan bestemmelse ikke indgår i den endelige lov.

16 For det tredje er spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende arbejdsgiver har indbragt en klage over forpligtelsen til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller har gennemført en undersøgelse blandt sine arbejdstagere, hvis resultater ville kunne give grundlag for en ansøgning om dispensation fra den tvungne tilslutning, uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt artikel 119 finder anvendelse. En bestemt arbejdsgivers adfærd vil således ikke kunne have indflydelse på den ordning, som skal finde anvendelse inden for hele den pågældende erhvervssektor.

[s. I-5251]

17 Det første spørgsmål må derfor besvares med, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel. Denne fortolkning afhænger hverken af formålet med den nationale lovgivning om obligatorisk tilslutning til en sådan erhvervstilknyttet ordning, af det forhold, at arbejdsgiveren har indgivet en klage over beslutningen om at gøre tilslutningen obligatorisk, eller af, at han eventuelt har gennemført en undersøgelse blandt arbejdstagerne, hvis resultat kan danne grundlag for en ansøgning om dispensation fra den tvungne tilslutning.

#### Andet spørgsmål

18 Når henses til besvarelsen af det første spørgsmål må andet spørgsmål forstås således, at det ønskes oplyst, hvorvidt den tidsmæssige begrænsning, som er fastlagt i Barber-dommen, finder anvendelse dels på retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede, og dels på pensionsrettighederne for den arbejdstager, som i strid med traktatens artikel 119 ikke har kunnet været omfattet af en sådan ordning.

19 I dommen i Vroege-sagen, præmis 20-27, og i Fisscher-sagen, præmis 17-24, fastslog Domstolen, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun angik de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler, herunder bl. a. direktiv 86/378.

20 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger fastslog Domstolen, at der ikke forelå nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse. Siden Bilka-dommen blev afsagt den 13. maj 1986 (sag 170/84, Sml. [s. I-5252]  s. 1607), har det nemlig været klart, at en tilsidesættelse af lighedsprincippet i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret falder ind under artikel 119 (dommene i Vroege-sagen, præmis 28 og 29, og i Fisscher-sagen, præmis 25 og 26).

21 Domstolen tilføjede, at eftersom der ikke blev fastsat en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Bilka-dommen, kunne den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende gyldighed med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og at dette har været tilfældet, siden dommen i Defrenne-sagen blev afsagt den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået, dog med en tidsmæssig begrænsning af denne fortolkning (dommene i Vroege-sagen, præmis 30, og i Fisscher-sagen, præmis 27).

22 Domstolen kendte følgelig for ret, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen ikke gjaldt for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning (dommene i Vroege-sagen, præmis 32, og i Fisscher-sagen, præmis 28).

23 Det bemærkes, at retten til at opnå alderspension i henhold til en erhvervstilknyttet ordning er uløseligt forbundet med retten til at være omfattet af ordningen. Arbejdstageren ville ikke have nogen interesse i at være omfattet af ordningen, hvis vedkommende ikke opnåede ret til de ydelser, som den pågældende ordning indebar.

24 Domstolen har således i dommen i Bilka-sagen fastslået, at de ydelser, som lønmodtagerne opnår i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2 (præmis 22), og har deraf sluttet, at forskelsbehandling i forbindelse med retten til at være omfattet af en sådan ordning ligeledes var en overtrædelse af artikel 119 (præmis 27 og 31).

[s. I-5253]

25 Siden dommen i Bilka-sagen blev afsagt, har det derfor været åbenbart, at artikel 119 er til hinder for forskelsbehandling ved tildeling af ydelser inden for en erhvervstilknyttet pensionsordning, som følger af forskelsbehandling vedrørende retten til at være omfattet af ordningen, og at arbejdstagerne og pensionskasserne således ikke med rimelighed har kunnet betragte en sådan forskelsbehandling som tilladt. Heraf følger, at der i denne sag ikke for Domstolen er anledning til at begrænse de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

26 Ganske vist kan de arbejdstagere, som er omfattet af de erhvervstilknyttede pensionsordninger, på grund af den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af Barber-dommen ikke påberåbe sig traktatens artikel 119 ved forskelsbehandling i forbindelse med ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder før den 17. maj 1990. En sådan begrænsning er imidlertid kun berettiget, når forskelsbehandlingen med hensyn til de nævnte ydelser er en følge af, at der sker forskelsbehandling med hensyn til retten til at være omfattet af en sådan ordning.

27 Endelig må det fremhæves, at eftersom der ikke blev fastsat en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Bilka-dommen, kan den arbejdstager, som har været udsat for forskelsbehandling vedrørende retten til at blive medlem af en erhvervstilknyttet pensionsordning, påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 med tilbagevirkende gyldighed ved krav om ydelser i medfør af ordningen, og at dette gælder fra den 8. april 1976, hvor dommen i Defrenne-sagen blev afsagt.

28 Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at begrænsningerne af de tidsmæssige virkningerne af Barber-dommen ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede eller for retten til at opnå alderspension for den arbejdstager, som i strid med traktatens artikel 119 har været udelukket fra medlemskab af en sådan ordning.

[s. I-5254]

#### Tredje spørgsmål

29 Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren, er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og om den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

30 I denne forbindelse bemærkes dels, at Domstolen i Barber-dommen — efter at have fastslået, at pensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted out«, er omfattet af artikel 119 — udtalte, at dette også gælder, selv om ordningen er oprettet i form af en »trust« og administreres af »trustees«, som formelt er uafhængige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren (præmis 28 og 29).

31 Dels har Domstolen i Fisscher-dommen fastslået, at de, der administrerer en pensionsordning, skal udbetale ydelser, som har karakter af løn i artikel 119's forstand, og de har pligt til at overholde bestemmelsen ved at gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes på dette område; endvidere skal de personer, der er omfattet af pensionsordningen, kunne påberåbe sig bestemmelsen over for dem. Den effektive virkning af artikel 119 ville i høj grad blive svækket, og det ville have særdeles uheldige følger for den retsbeskyttelse, der er nødvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager kun kunne påberåbe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren, men ikke over for dem, der administrerer ordningen, og som det udtrykkeligt er pålagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser (præmis 31).

32 Det tredje spørgsmål må derfor besvares med, at de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren, er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og at den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

[s. I-5255]

#### Fjerde spørgsmål

33 Med det fjerde spørgsmål ønskes det oplyst, om den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed, indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

34 Som Domstolen kendte for ret i dommen i Fisscher-sagen, må det fastslås, at den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

#### Femte spørgsmål

35 Med det femte spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller til at opnå alderspension.

36 Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at ifølge fast retspraksis finder de nationale regler om søgsmålsfrister — i mangel af fællesskabsbestemmelser på området — også anvendelse på søgsmål, som støttes på fællesskabsretten, idet reglerne dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og ikke i praksis må gøre det umuligt at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. særligt dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Smi. s. 3595, præmis 12).

[s. I-5256]

37 Det femte spørgsmål må herefter besvares med, at nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller til at opnå alderspension, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til Fællesskabets retsorden.

#### Sjette spørgsmål

38 Med det sjette spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, hvilken betydning dels et nationalt lovforslag til gennemførelse af direktiv 86/378, dels den nævnte protokol nr. 2 kan have i forbindelse med den foreliggende sag.

39 Med hensyn til det nationale lovforslag er det tilstrækkeligt at bemærke, at det ifølge fast retspraksis ikke under en sag efter artikel 177 tilkommer Domstolen at fortolke national ret og udtale sig om dens virkninger (jf. bl. a. dom af 3.2.1977, sag 52/76, Benedetti, Smi. s. 163, præmis 25). Dette gælder så meget desto mere, når der blot er tale om et lovforslag.

40 Hvad angår protokol nr. 2 har Domstolen i dommene i Vroege-sagen og i Fisscher-sagen kendt for ret, at denne protokol ikke har nogen betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af Bilka-dommen.

41 Af de grunde, som er anført som et led i besvarelsen af det andet spørgsmål, er resultatet det samme for så vidt angår retten til at opnå alderspension, når en

[s. I-5257]

arbejdstager i strid med traktatens artikel 119 har været udelukket fra medlemskab af en erhvervstilknyttet ordning.

42 Det sjette spørgsmål må derfor besvares med, at protokol nr. 2 hverken har betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller for retten til at opnå alderspension, når en arbejdstager i strid med traktatens artikel 119 har været udelukket fra medlemskab af en erhvervstilknyttet ordning, idet disse rettigheder fortsat reguleres af Bilka-dommen.

#### Sagens omkostninger

43 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Rotterdam, ved dom af 18. oktober 1993, for ret:

1) Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel. Denne fortolkning [s. I-5258] afhænger hverken af formålet med den nationale lovgivning om obligatorisk tilslutning til en sådan erhvervstilknyttet ordning, af det forhold, at arbejdsgiveren har indgivet en klage mod beslutningen om at gøre tilslutningen obligatorisk, eller af, at han eventuelt har gennemført en undersøgelse blandt arbejdstagerne, hvis resultat kan danne grundlag for en ansøgning om dispensation fra den tvungne tilslutning.

2) Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88) gælder ikke for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede eller for retten til at opnå alderspension for den arbejdstager, som i strid med traktatens artikel 119 har været udelukket fra medlemskab af en sådan ordning.

3) De, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, er ligesom arbejdsgiveren forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og den arbejdstager, der udsættes for forskelsbehandling, kan gøre sine rettigheder gældende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

4) Den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed, indebærer ikke, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

5) Nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere, der påberåber sig deres ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller til at opnå alderspension, på betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til Fællesskabets retsorden.

6) Den til traktaten om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har hverken betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning eller for retten til at opnå alderspension, når en arbejdstager i strid med traktatens artikel 119 har været udelukket fra medlemskab af en erhvervstilknyttet ordning, idet disse rettigheder fortsat reguleres af dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84).

Mancini

Murray

Kapteyn

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. oktober 1996.

R. Grass

Justitssekretær

G. F. Mancini

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-61993cj0457.md =====

# EU-Domstolen, 6. februar 1996, sag C-457/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0457.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61993cj0457.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1996:33

Kommentarens titel: Kursusgodtgørelse for deltidsansatte og socialpolitisk begrundelse

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Lønmodtagerrepræsentanter](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repraesentanter.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En begrænsning af deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmers godtgørelse for nødvendige kurser til deres individuelle arbejdstid var forbudt, når deltidsgruppen omfattede væsentligt flere kvinder, medmindre den var egnet og nødvendig for at opfylde et legitimt socialpolitisk mål (jf. § 1 a, stk. 2 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Når deltidsgruppen omfattede væsentligt flere kvinder end mænd, hindrede artikel 119 og direktiv 75/117 en begrænsning af bedriftsrådsmedlemmers godtgørelse til deres individuelle arbejdstid ved nødvendige kurser, mens fuldtidsansatte blev godtgjort op til fuld arbejdstid. Begrænsningen kunne kun bestå, hvis den var egnet og nødvendig for at opfylde et legitimt socialpolitisk mål.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Bötel fastholdes om løn og forskellig betaling; Lewark præciserer begrundelsesprøven. Ikke et generelt udsagn om, at tysk ulønnet hverv er lovligt eller ulovligt.

Helmig-henvisningen er historisk og konkret. Nutidige overtids-/deltidsregler må kontrolleres mod senere praksis, før den bruges som generel regel.

Statistisk afgrænsning beror her på ubestridte oplysninger; senere Freers behandles særskilt. Ingen ekstra tal eller hypotetiske beregninger tilføjet.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0457

Domstolens dom
6. februar 1996[^*]

I sag C-457/93,

angående en anmodning, som Bundesarbeitsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV

mod

Johanna Lewark,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C.N. Kakouris, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne [s. I-261]  G.F. Mancini, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, J.L. Murray (refererende dommer), P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roder og Regierungsrat Bernd Kloke, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 2. maj 1995 er afgivet mundtlige indlæg af den tyske regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 29. juni 1995,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 20. oktober 1993, indgået til Domstolen den 7. december 1993, har Bundesarbeitsgericht i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicieit

[s. I-262]

spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Johanna Lewark (herefter »sagsøgeren i hovedsagen«) og Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV (herefter »sagsøgte i hovedsagen«) om sidstnævntes afvisning af at yde godtgørelse for de timer, hvor sagsøgeren i hovedsagen deltog i et uddannelseskursus, som var nødvendigt for hendes arbejde i bedriftsrådet, men som lå uden for hendes individuelle arbejdstid.

3 Sagsøgeren i hovedsagen arbejder inden for plejeområdet på sagsøgtes dialysecenter med en ugentlig arbejdstid på 30,8 timer. Hun er endvidere medlem af det lokale bedriftsråd, der består af tre medlemmer. Hendes arbejdstid er fordelt på fire dage om ugen, og hun arbejder 7,7 timer pr. dag.

4 Dialysecentret beskæftiger på plejeområdet 21 arbejdstagere, nemlig 7 mænd og 14 kvinder. Blandt mændene er 6 ansat på fuld tid og 1 på deltid. Blandt kvinderne er 4 ansat på fuld tid og 10 på deltid. Sagsøgeren i hovedsagen er det eneste bedriftsrådsmedlem, der er deltidsansat.

5 Fra den 12. til den 16. november 1990 deltog sagsøgeren i hovedsagen på grundlag af en beslutning truffet af bedriftsrådet og med sagsøgtes godkendelse i et heldags kursusarrangement, som skulle give hende de kundskaber, der var nødvendige for arbejdet i bedriftsrådet. Den 13. november 1990 varede kurset 7,5 timer. Denne dag skulle sagsøgeren i hovedsagen på grund af sin deltidsansættelse ikke have arbejdet i virksomheden, hvis hun ikke havde deltaget i dette kursus. Imidlertid udbetalte

[s. I-263]

virksomheden hende løn under hensyn til den kontraktlige arbejdstid på 30,8 timer pr. uge, men uden godtgørelse for de timer, hvor hun deltog i kurset.

6 I henhold til § 37, stk. 2, sammenholdt med stk. 6 i Betriebsverfassungsgesetz (lov om medarbejderrepræsentation, herefter »BetrVG«) skal arbejdsgiveren give bedriftsrådsmedlemmer, der deltager i sådanne kursusarrangementer, tjenestefrihed uden afkortning i lønnen.

7 Sagsøgeren i hovedsagen gør krav på godtgørelse for 7,5 time for den 13. november 1990. Efter hendes opfattelse kan det ikke kræves af deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer, at de i videre omfang end de fuldtidsansatte medlemmer skal ofre en del af deres fritid. Hun mener, at sagsøgtes afslag udgør en forskelsbehandling, som er i strid med såvel traktatens artikel 119 som direktivet.

8 Arbeitsgericht gav som første instans sagsøgeren i hovedsagen medhold. Denne dom blev stadfæstet efter appel af Landesarbeitsgericht.

9 Landesarbeitsgericht anførte herved, at afslaget på at yde sagsøgeren i hovedsagen en godtgørelse er udtryk for en indirekte forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og med direktivet. Appelinstansen fandt, at deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer i henhold til de pågældende bestemmelser i BetrVG får en lavere godtgørelse end fuldtidsansatte. Bestemmelserne rammer væsentligt flere kvinder end mænd. Ifølge den officielle statistik var ved udgangen af juni 1991 93,4% af alle deltidsansatte kvinder og kun 6,6% mænd. Landesarbeitsgericht er derfor

[s. I-264]

overbevist om, at der i hvert fald er et lignende forhold mellem antallet af henholdsvis kvinder og mænd blandt deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer.

10 Landesarbeitsgericht fandt endelig, at der ikke foreligger objektive forhold, der begrunder, at en deltidsansat arbejdstager behandles anderledes end en fuldtidsansat arbejdstager i forbindelse med medlemskab af bedriftsrådet.

11 Bundesarbeitsgericht er imidlertid uenig i denne argumentation. Den finder nemlig i modsætning til, hvad Domstolen har fastslået i dom af 4. juni 1992 (sag C-360/90, Botel, Smi. I, s. 3589), at § 37, stk. 6, i BetrVG ikke er udtryk for en indirekte forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119 og direktivet.

12 Ifølge Bundesarbeitsgericht kan det ikke udelukkes, at Domstolens afgørelse i Bötel-sagen hviler på en misforståelse af bedriftsrådsmedlemmers retsstilling i henhold til tysk lovgivning.

13 Bundesarbeitsgericht anfører, at der i traktatens artikel 119, stk. 1, tales om »lige løn ... for samme arbejde«. Efter dens opfattelse er arbejde i bestemmelsens forstand en ydelse, der skal erlægges i medfør af en ansættelseskontrakt, og som arbejdstageren udfører efter instruks.

14 Bedriftsrådsarbejdet er et ulønnet tillidshverv uden nogen form for underordnelsesforhold. Det henhører således ikke under begrebet arbejde i artikel 119's forstand. Den godtgørelse, der skal ydes i henhold til den tyske lovgivning, er på ingen måde en aflønning, men skal blot forhindre, at bedriftsrådsmedlemmerne får et indtægtstab som følge af deres deltagelse i kurser, der har forbindelse med deres arbejde i bedriftsrådene.

[s. I-265]

15 Bundesarbeitsgericlit påpeger dernæst, at de tyske lovbestemmelser ikke behandler fuldtids- og deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer forskelligt. De er nemlig beskyttet på samme måde mod indtægtstab som følge af deltagelse i kurser, der er nødvendige for deres arbejde i bedriftsrådene.

16 Endelig anfører den forelæggende ret et objektivt forhold, som efter dens opfattelse begrunder en eventuel forskelsbehandling mellem fuldtids- og deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer. Principperne om, at det er et ulønnet tillidshverv, og at der ydes godtgørelse for indtægtstab, skal nemlig sikre, at bedriftsrådsmedlemmerne er uafhængige. Det må undgås, at udførelsen af hvervet som bedriftsrådsmedlem påvirkes af muligheden for et særligt vederlag eller endog af frygten for et indtægtstab.

17 På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er forbuddet mod indirekte kønsdiskriminering med hensyn til løn i EØF-traktatens artikel 119 og i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder til hinder for, at det i national lovgivning bestemmes, at hvervet som bedriftsrådsmedlem er et ulønnet tillidshverv, og at bedriftsrådsmedlemmer alene beskyttes mod det indtægtstab, som de ellers ville have, fordi de som følge af bedriftsrådshvervet ikke kan arbejde alle de timer, deler fastsat i ansættelseskontrakten?«

18 Den tyske regering har anført, at bedriftsrådsarbejdet såvel som deltagelsen i kursus- og uddannelsesarrangementer, der er nødvendige for dette arbejde, ifølge

[s. I-266]

den tyske ordning er et ulønnet tillidshverv, som medlemmet udfører uden at være undergivet arbejdsgiverens instrukser. Dette hverv er derfor ikke en arbejdsydelse, der skal betales vederlag for.

19 For så vidt angår den i § 37, stk. 2 og 6, i BetrVG omhandlede godtgørelse er formålet hermed kun at undgå, at medlemmerne af bedriftsrådene lider et indtægtstab på grund af deres deltagelse i bedriftsrådene eller i kurser i arbejdstiden. Den udgør på ingen måde løn, der skal betales på grund af arbejdsmæssige forpligtelser, der påhviler arbejdstageren i henhold til en ansættelseskontrakt.

20 Indledningsvis bemærkes, at national rets juridiske definitioner og subsumptioner ikke har betydning for fortolkningen af fællesskabsretten eller for dens bindende virkning, og dermed heller ikke for rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som er indeholdt i traktatens artikel 119 og i direktivet, og som til stadighed videreudvikles gennem Domstolens praksis (jf. ovennævnte Bötel-dom og dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 417, org. ref.: Rec. s. 347).

21 Det skal dernæst fremhæves, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »løn« i traktatens artikel 119 omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt (jf. ovennævnte Bötel-dom, præmis 12, og dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

22 Domstolen har i ovennævnte Bötel-dom, præmis 14, fastslået, at selv om en godtgørelse som den i hovedsagen omtvistede, ikke som sådan følger af ansættelseskontrakten, ydes den imidlertid af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et

[s. I-267]

arbejdsforhold. Bedriftsrådsmedlemmerne har nemhg nødvendigvis status som arbejdstagere i virksomheden for at kunne deltage i dennes bedriftsråd.

23 Det følger heraf, at godtgørelsen for det indtægtstab, der skyldes deltagelse i kurser, der giver de for arbejdet i bedriftsrådet nødvendige kundskaber, skal anses for løn i artikel 119's forstand, idet den udgør en ydelse, som arbejdsgiveren indirekte yder som følge af ansættelsesforholdet.

24 Den tyske regering er ligesom den forelæggende ret af den opfattelse, at den pågældende lovgivning ikke på nogen måde behandler fuldtids- og deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer forskelligt. De har nemlig alle den samme beskyttelse mod indtægtstab som følge af deltagelse i kurser.

25 Hvad dette spørgsmål angår har Domstolen i dom af 15. december 1994 (forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, præmis 26) fastslået, at der er tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.

26 Når der som i denne sag afholdes kurser, der er nødvendige for arbejdet i bedriftsrådene, inden for den fuldtidsarbejdstid, der er gældende i virksomheden, men uden for de deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmers individuelle arbejdstid, kan det ikke bestrides, at den samlede løn, de sidstnævnte oppebærer, for det samme antal

[s. I-268]

timer er mindre end den, fuldtidsansatte medlemmer af de samme bedriftsråd oppebærer.

27 Det kan herimod ikke indvendes, at de timer, bedriftsrådsmedlemmerne anvender på sådanne kurser, ikke følger direkte af, at der foreligger en ansættelseskontrakt, da det er tilstrækkeligt, at disse timer anvendes som led i et ansættelsesforhold, hvilket er tilfældet, som det er fastslået ovenfor i præmis 22 og 23 for så vidt angår begrebet løn.

28 Da det således er godtgjort, at der foreligger forskelsbehandling, følger det af fast praksis, at såfremt der er tale om, at fuldtidsbeskæftigede kvinder udgør en betydeligt lavere procentdel end mænd, vil en foranstaltning, hvorved deltidsansatte udelukkes fra visse fordele, være i strid med traktatens artikel 119, når — under hensyntagen til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde på fuld tid — denne foranstaltning ikke kan forklares ved faktorer, der udelukker en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Smi. s. 911, og af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607).

29 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at den officielle statistik vedrørende arbejdsmarkedet og sociale forhold ved udgangen af juni 1991 viste, at 93,4% af alle deltidsansatte var kvinder og kun 6,6% mænd. Landesarbeitsgericht fandt ligeledes, at på grund af denne meget væsentlige forskel mellem mandlige og kvindelige deltidsansatte må det antages, at der i hvert fald er et lignende forhold mellem antallet af henholdsvis mænd og kvinder blandt deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer.

30 Da disse oplysninger ikke er blevet bestridt, må det antages, at anvendelsen af lovbestemmelser som dem, hovedsagen drejer sig om, principielt medfører en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, der er i strid med traktatens artikel 119 og med direktivet.

[s. I-269]

31 Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt den konstaterede forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. I denne sammenhæng har Domstolen i den nævnte Bötel-dom fastslået, at det står medlemsstaten frit for at godtgøre, at den nævnte lovgivning er begrundet i sådanne forhold.

32 Det skal imidlertid bemærkes, at selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, der skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, kompetent til, på grundlag af det i hovedsagen oplyste og samtlige for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg, at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 13).

33 Den tyske regering er af den opfattelse, at såfremt der antages at foreligge forskelsbehandling, er den berettiget under hensyn til, at hvervet som medlem af bedriftsrådet principielt er ulønnet, hvilket skal sikre medlemmernes uafhængighed. Reglen om, at hvervet som bedriftsrådsmedlem er et ulønnet tillidshverv, og at enhver form for fordel eller ulempe på grund af dette hverv er forbudt, skal sikre denne uafhængighed såvel indadtil som udadtil.

34 Det fremgår dernæst af forelæggelseskendelsen, at Bundesarbeitsgericht mener, at den tyske lovgivers ønske om at prioritere bedriftsrådenes uafhængighed i forhold til den økonomiske tilskyndelse til at tage et bedriftsrådshverv, således som dette ønske fremgår af de i sagen omhandlede bestemmelser, er udtryk for et socialpolitisk mål.

35 Et sådant socialpolitisk mål har i sig selv intet at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det kan nemlig ikke bestrides, at bedriftsrådenes arbejde indgår i den sociale politik i Tyskland i det omfang, de har til opgave at fremme et positivt arbejdsklima i virksomhederne, hvilket er i virksomhedernes almene interesse.

[s. I-270]

Ønsket om at sikre bedriftsrådsmedlemmernes uafhængighed er således også et legitimt socialpolitisk mål.

36 Det bemærkes, at såfremt en medlemsstat er i stand til at godtgøre, at de valgte midler er i overensstemmelse med et legitimt mål i dens socialpolitik, er egnede til at gennemføre denne socialpolitiske målsætning og er nødvendige hertil, medfører den ene omstændighed, at lovbestemmelsen rammer langt flere kvindelige end mandlige arbejdstagere, ikke, at der er tale om en overtrædelse af artikel 119 (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, og af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741).

37 Der må dog tages hensyn til, hvilket Domstolen allerede har fastslået i præmis 25 i ovennævnte Bötel-dom, at en lovgivning som den i sagen omhandlede vil kunne afholde deltidsbeskæftigede, blandt hvilke andelen af kvinder ubestridt er størst, fra at påtage sig bedriftsrådshverv eller fra at erhverve sig kundskaber, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, hvilket medfører, at denne arbejdstagerkategori har vanskeligere ved at få kvalificerede repræsentanter i bedriftsrådene.

38 På grundlag af alt det anførte, og idet der skal tages hensyn til, hvorvidt den pågældende socialpolitiske målsætning kan gennemføres ved hjælp af andre foranstaltninger, bemærkes, at kun såfremt forskelsbehandlingen er egnet til at gennemføre denne målsætning og er nødvendig hertil, er den berettiget i henhold til traktatens artikel 119 og direktivet. Det påhviler den nationale ret at afgøre, om dette er tilfældet i denne sag.

39 Det følger af det anførte, at såfremt kategorien deltidsbeskæftigede arbejdstagere omfatter væsentligt flere kvinder end mænd, er forbuddet mod indirekte forskelsbehandling for så vidt angår løn, der er indeholdt i artikel 119 og i direktivet, til

[s. I-271]

hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, som de deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når kurserne finder sted inden for den fuldtidsarbejdstid, der er gældende i virksomheden, men uden for de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

#### Sagens omkostninger

40 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Bundesarbeitsgericht ved kendelse af 20. oktober 1993, for ret:

Såfremt kategorien deltidsbeskæftigede arbejdstagere omfatter væsentligt flere kvinder end mænd, er forbuddet mod indirekte forskelsbehandling for så vidt [s. I-272]  angår løn, der er indeholdt i EF-traktatens artikel 119 og i Rådets direktiv 75/117/E0F af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, til hinder for en national lovgivning, som — uden at den er egnet til og nødvendig for at nå et legitimt socialpolitisk mål — indebærer, at den godtgørelse, som de deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, begrænses til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når kurserne finder sted inden for den fuldtidsarbejdstid, der er gældende i virksomheden, men uden for de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser.

Rodríguez Iglesias

Kakouris

Edward

Puissochet

Hirsch

Mancini

Schockweiler

Moitinho de Almeida

Kapteyn

Gulmann

Murray

Jann

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. februar 1996.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61994cj0013.md =====

# EU-Domstolen, 30. april 1996, sag C-13/94

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61994cj0013.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61994cj0013.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1996:170

Kommentarens titel: Afskedigelse begrundet i kønsskifte

Emner på siden: [Kønsskifte](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-koen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 76/207 om afskedigelse, ikke en løn- eller pensionssag: afskedigelse på grund af en persons kønsskifte var forbudt. Koblet til forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af køn (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 76/207 artikel 5, stk. 1, hindrede afskedigelse på grund af en persons kønsskifte. Dommen angår direktivets historiske beskyttelse ved afskedigelse; den fastsætter ikke selv en dansk godtgørelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en løn- eller pensionssag; ingen klassifikation efter traktatens lønbegreb.

Ingen afgørelse om 79/7, ægteskabsregler, retlig kønsanerkendelse eller statistikregistrering.

Domstolen tilkender ikke godtgørelse og afgør ikke national opfølgning.

Afvisningen af beskyttelse i national ret samt argumentet om symmetrisk afskedigelse er ikke Domstolens retsregel.

Dommen afgør ikke selv alle spørgsmål om kønsidentitet, ikke-binære personer eller seksuel orientering.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61994CJ0013

Domstolens dom
30. april 1996[^*]

I sag C-13/94,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Truro (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

P.

mod

S. og Cornwall County Council,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C.N. Kakouris, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, FA. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), J.L. Murray, H. Ragnemalm og L. Sevón,

[s. I-2160]

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- P. ved Helena Kennedy, QC, og Barrister Rambert De Mello for advokatfirmaet Tyndallwoods & Milichip

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af David Pannick, QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 21. marts 1995 af P. ved Solicitor Madeleine Rees og Solicitor Vereena Jones, Helena Kennedy, QC, Barrister Rambert De Mello og Barrister Ben Emmerson, af Det Forenede Kongerige ved John E. Collins, bistået af David Pannick, og af Kommissionen ved Nicholas Khan,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. december 1995,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 11. januar 1994, indgået til Domstolen den 13. januar 1994, har Industrial Tribunal, Truro, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt to

[s. I-2161]

præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af P. mod S. og Cornwall County Council.

3 Sagsøgeren i hovedsagen, P., var ansat i en ledende stilling ved en uddannelsesinstitution, der på det for sagen relevante tidspunkt blev drevet af Cornwall County Council, som var den lokale forvaltningsmyndighed. Et år efter sin ansættelse meddelte P. institutionens rektor og administrative leder, S., at han havde til hensigt at gennemgå et kønsskifte. Dette skulle indledes med en såkaldt »life test«- periode, hvor P. skulle klæde sig som og agere som kvinde, hvorefter P. ved kirurgiske indgreb skulle opnå ydre fremtoning som kvinde.

4 I begyndelsen af september 1992 modtog P., der på det tidspunkt havde gennemgået en kirurgisk behandling af mindre omfang, meddelelse om, at han var afskediget med virkning fra den 31. december 1992. Den endelige operation fandt sted, før afskedigelsen trådte i kraft, men efter at den var blevet varslet.

5 P. anlagde sag ved Industrial Tribunal mod S. og Cornwall County Council med påstand om, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn. S. og Cornwall County Council gjorde gældende, at afskedigelsen skyldtes, at der var for mange ansatte.

[s. I-2162]

6 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at selv om der rent faktisk var for mange ansatte i institutionen, var den reelle årsag til afskedigelsen P.'s planer om at gennemgå et kønsskifte.

7 Industrial Tribunal har dernæst fastslået, at forholdet ikke omfattes af Sex Discrimination Act 1975, da engelsk ret udelukkende omhandler situationer, hvor en kvinde eller en mand udsættes for forskelsbehandling, fordi de har et bestemt køn. Ifølge engelsk ret vil P. altid skulle anses for at være mand. Såfremt P. havde været kvinde før sin kønsskifteoperation, ville arbejdsgiveren ligeledes have afskediget hende på grund af operationen. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne situation er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

8 Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 1, at det tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår. Princippet om ligebehandling indebærer ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte«.

9 Det fremgår desuden af direktivets tredje betragtning, at ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er et af Fællesskabets mål, for så vidt det navnlig drejer sig om at fremme en udjævning af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår på et stadigt stigende niveau.

[s. I-2163]

10 Da Industrial Tribunal fandt det tvivlsomt, om direktivets anvendelsesområde gik videre end national lovgivning, udsatte den sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er afskedigelse af en transseksuel på grund af et kønsskifte i strid med direktiv 76/207/EØF, hvis formål ifølge artikel 1 er at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse osv.?

> 2) Er direktivets artikel 3, som henviser til forskelsbehandling på grundlag af køn, til hinder for foranstaltninger på grundlag af arbejdstagerens transseksualitet?«

11 Indledningsvis bemærkes, at direktivets artikel 3, hvortil den nationale ret har henvist, vedrører anvendelse af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder i forbindelse med adgangsvilkår til stillinger.

12 En afskedigelse som den i hovedsagen omhandlede må undersøges i lyset af direktivets artikel 5, stk. 1, som lyder:

> »Anvendelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

[s. I-2164]

13 De to præjudicielle spørgsmål, som skal undersøges samlet, må derfor forstås således, at det ønskes oplyst, om artikel 5, stk. 1, når henses til direktivets formål, er til hinder for afskedigelsen af en transseksuel på grundlag af vedkommendes kønsskifte.

14 Det Forenede Kongerige og Kommissionen har anført, at afskedigelsen af en person, fordi vedkommende er transseksuel eller på grund af en kønsskifteoperation, ikke er en forskelsbehandling på grundlag af køn i den i direktivet anførte betydning.

15 Til støtte herfor har Det Forenede Kongerige bl.a. gjort gældende, at det fremgår af forelæggelseskendelsen, at arbejdsgiveren ligeledes ville have afskediget P., hvis P. tidligere havde været kvinde og havde gennemgået en operation for at blive mand.

16 Som fastslået af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bemærkes indledningsvis: »The term ’transsexual’ is usually applied to those who, whilst belonging physically to one sex, feel convinced that they belong to the other; they often seek to achieve a more integrated, unambiguous identity by undergoing medical treatment and surgical operations to adapt their physical characteristics to their psychological nature. Transsexuals who have been operated upon thus form a fairly welldefined and identifiable group« (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 17.10.1986, Rees mod Det Forenede Kongerige, Series A, nr. 106, præmis 38).

17 Dernæst bemærkes, at princippet om ligebehandling »af mænd og kvinder«, hvortil der henvises i direktivets titel, præambel og bestemmelser, indebærer, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn«, således som det bl.a. fremgår af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1.

[s. I-2165]

18 Direktivet giver således på det pågældende område kun udtryk for det lighedsprincip, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.

19 Som Domstolen allerede adskillige gange har fastslået, er det i øvrigt en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, og af 20.3.1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Beydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509, præmis 16).

20 Under disse omstændigheder kan direktivets anvendelsesområde ikke skulle indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det skal beskytte, må direktivet også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der — som i dette tilfælde — udspringer af den pågældendes kønsskifte.

21 En sådan forskelsbehandling finder nemlig væsentligst, hvis ikke udelukkende, sted på grundlag af den pågældendes køn. Når en person således afskediges med den begrundelse, at den pågældende har til hensigt at gennemgå eller har gennemgået et kønsskifte, udsættes vedkommende for en behandling, som er mindre gunstig set i forhold til personer af det køn, som vedkommende ansås for at tilhøre før operationen.

22 Såfremt en sådan forskelsbehandling var tilladt, ville den ret til personlig værdighed og frihed, som Domstolen skal beskytte, blive krænket i forhold til den pågældende.

23 Under disse omstændigheder er den omhandlede afskedigelse i strid med direktivets artikel 5, stk. 1. Et andet resultat er alene muligt, såfremt afskedigelsen kunne

[s. I-2166]

begrundes med henvisning til direktivets artikel 2, stk. 2. Der er imidlertid intet i hovedsagens akter, der tyder på, at dette er tilfældet.

24 De spørgsmål, som Industrial Tribunal har forelagt, må derfor besvares således, at henset til direktivets formål er artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grundlag af den pågældendes kønsskifte.

#### Sagens omkostninger

25 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Truro, ved kendelse af 11. januar 1994, for ret:

[s. I-2167]

Når henses til formålet med Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er direktivets artikel 5, stk. 1, til hinder for afskedigelse af en transseksuel på grundlag af den pågældendes kønsskifte.

Rodríguez Iglesias

Kakouris

Edward

Puissochet

Hirsch

Mancini

Schockweiler

Kapteyn

Murray

Ragnemalm

Sevón

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. april 1996.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61995cj0147.md =====

# EU-Domstolen, 17. april 1997, sag C-147/95

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0147.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0147.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1997:201

Kommentarens titel: Enkemandspension, ligeløn og en rettidig sags særlige procesforløb

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Pensionsordningen, herunder efterladtepensionen, var løn efter artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Særlige betingelser alene for enkemænd var ulovlige, og de skulle have pension på samme vilkår som enker (jf. § 1 a, stk. 1, og § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne pensionsordning, herunder efterladtepensionen, var løn efter artikel 119. Særlige betingelser alene for enkemænd var ulovlige, og de diskriminerede skulle have pension på samme vilkår som enker. Artikel 119 kunne efter protokollen påberåbes i en sag anlagt før 17. maj 1990, selv om sagen først var afvist på grund af manglende forudgående klage, når retten havde givet en ny frist til at klage.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den særlige fristvirkning vedrører det beskrevne procesforløb. Dommen tilsidesætter ikke generelt nationale klagekrav eller frister.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61995CJ0147

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
17. april 1997[^*]

I sag C-147/95,

angående en anmodning, som Dioikitiko Efeteio, Athen, i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Dimossia Epicheirissi Ilektrismou (DEI)

mod

Efthimios Evrenopoulos,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119, protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini (refererende dommer), og dommerne J.L. Murray, C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn og IT. Ragnemalm,

[s. I-2074]

generaladvokat: EG. Jacobs

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Dimossia Epicheirissi Ilektrismou (DEI) ved advokat Konstantinos Papadimitriou, Athen

- Efthimios Evrenopoulos ved advokat Sofia Spyliotopoulou-Koukouli, Athen

- den græske regering ved kommitteret hos statens advokat Panagiotis Kamarineas, fuldmægtig hos statens advokat Kyriaki Grigoriou og kommitteret Ioanna Galani-Maragkoudaki, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Nicholas Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Dimitrios Gouloussis og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

[s. I-2075]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 21. november 1996 er afgivet mundtlige indlæg af Dimossia Epicheirissi Ilektrismou (DEI) ved Konstantinos Papadimitriou, af Efthimios Evrenopoulos ved Sofia Spyliotopoulou-Koukouli, af den græske regering ved Ioanna Galani-Maragkoudaki og ved konsulent hos statens advokat Vassilios Kontolaimos, af Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, bistået af Nicholas Paines, og af Kommissionen ved Dimitrios Gouloussis,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. januar 1997,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 30. marts 1995, indgået til Domstolen den 12. maj 1995, har Dioikitiko Efetcio (forvaltningsappelretten), Athen, i medfør af EF-traktatcns artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119, protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter »protokol nr. 2«) og Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter »direktivet«).

[s. I-2076]

2 Spørgsmålene er rejst under en sag mellem Efthimios Evrenopoulos og Dimossia Epicheirissi Ilektrismou (det offentlige elektricitetsselskab, herefter »DEI«) vedrørende tilkendelse af efterladtepension.

3 DEI er et særligt offentligt organ, som har egenskab af juridisk person og i størstedelen af sit virke, herunder når det optræder som arbejdsgiver, er underlagt privatretlige regler. Dets forsikringsordning, som omfatter pensioner, sygeforsikring og anden social sikring, er indført direkte ved lov nr. 4491/1966 (herefter »loven«), som kun regulerer forsikringsordningen. Denne administreres af en særlig afdeling, som er oprettet ved beslutning truffet af DEI's bestyrelse og i henhold til lovens artikel 1 benævnes »forsikringsafdelingen«.

4 I henhold til lovens artikel 2 er alle ansatte i DEI og deres familiemedlemmer obligatorisk omfattet af den ovenfor beskrevne ordning.

5 I henhold til lovens artikel 4 er der i DEI oprettet et forsikringsråd med 11 medlemmer, som har til opgave at fastsætte de forsikredes forsikringsperiode, at træffe afgørelse om tilkendelse af de i loven fastsatte ydelser og at fremsætte forslag til DEI's bestyrelse om vedtagelse af foranstaltninger, der kan forbedre betingelserne for den beskyttelse, loven giver DEI's personale.

6 I henhold til samme lovs artikel 8 beregnes størrelsen af den pension, der tilkendes i medfør af ordningen, på grundlag af lønnen i det sidste tjenesteår, og den afhænger direkte af den tilbagelagte tjenestetid, idet den forsikringsperiode, der kræves tilbagelagt, for at der kan tilkendes pension, svarer til tjenestetiden hos DEI.

[s. I-2077]

7 I lovens artikel 9, stk. 1, litra a) (herefter »den omtvistede bestemmelse«), hedder det: »Ved pensionistens eller den forsikredes død ... har enken eller — hvis den forsikrede er en kvinde — enkemanden, såfremt han er ubemidlet og fuldstændig uarbejdsdygtig og i de sidste fem år før den forsikredes død er blevet underholdt af hende, ret til pension«.

8 Evrenopoulos' hustru arbejdede i DEL Efter hendes død ansøgte han ved skrivelse af 20. januar 1989 til direktøren for forsikringsafdelingen i DEI (herefter »direktøren«) om tilkendelse af efterladtepension.

9 Da der ikke forelå svar fra direktøren tre måneder efter indgivelsen af ansøgningen, anlagde Evrenopoulos den 12. juni 1989 sag ved Dioikitiko Protodikio (forvaltningsretten), Athen, med påstand om annullation af det heraf følgende stiltiende afslag på ansøgningen.

10 Den 21. september 1989 meddelte direktøren Evrenopoulos afslag på ansøgningen med den begrundelse, at han ikke opfyldte betingelserne i den omtvistede bestemmelse. I det processkrift, Evrenopoulos har indgivet til forvaltningsretten i Athen, har han udvidet påstanden om annullation til også at omfatte dette udtrykkelige afslag.

11 Ved dom af 26. november 1990 antog forvaltningsretten i Athen sagen til realitetsbehandling, for så vidt angår det stiltiende afslag, som var en følge af, at direktøren ikke havde besvaret ansøgningen, men afviste sagen, for så vidt angår det

[s. I-2078]

udtrykkelige afslag, med den begrundelse, at Evrenopoulos ikke forinden havde indgivet klage til forsikringsrådet over direktørens afgørelse. I betragtning af, at direktøren ikke havde meddelt Evrenopoulos, at han havde pligt til at indgive en sådan klage, gav retten ham dog en frist på tre måneder fra den 26. november 1990 at regne til at indgive klagen.

12 Evrenopoulos' klage, som blev indgivet til forsikringsrådet den 4. februar 1991, blev afslået den 26. marts 1991 med samme begrundelse som den, der var anført i direktørens afgørelse.

13 Den 2. maj 1991 anlagde Evrenopoulos sag ved forvaltningsretten i Athen til prøvelse af forsikringsrådets afgørelse. Ved dom af 16. april 1992 fastslog retten, at den omtvistede bestemmelse var ugyldig og ikke fandt anvendelse, fordi den var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn, som følger af den græske forfatnings artikel 4 og 116 og fællesskabsretten. Retten annullerede derfor den afgørelse, der var truffet af forsikringsrådet i DEI.

14 DEI ankede dommen til den forelæggende ret, som har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er DEI's forsikringsordning ... en erhvervstilknyttet eller en lovbestemt ordning?

> 2) Finder EF-traktatens artikel 119 eller direktiv 79/7/EØF anvendelse på ordningen, navnlig på ordningens bestemmelser om ydelser til efterladte?

> 3) Strider artikel 9, stk. 1, litra a), i lov nr. 4471/1966 mod traktatens artikel 119?

> 4) Kan bestemmelsen opretholdes i kraft af andre fællesskabsbestemmelser?

> 5) Finder traktatens artikel 119 anvendelse i sagen, når henses til protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union og til, at indstævnte anlagde den første sag inden den 17. maj 1990, nemlig den 12. juni 1989, men at denne sag blev afvist ved afgørelse nr. 8361/1990 fra forvaltningsretten i Athen, fordi indstævnte ikke havde indgivet klage over den af direktøren for forsikrings-afdelingen trufne afgørelse (quasi-judiciel efterprøvelse), og at der i afgørelsen blev givet ham en frist på tre måneder til at indgive en sådan klage?

> 6) Såfremt spørgsmål 3) og 5) besvares bekræftende, er en enkemand, som ikke modtager pension eller andre ydelser til efterladte i henhold til den nævnte bestemmelse [artikel 9, stk. 1, litra a), i lov nr. 4491/1966] da berettiget til en pension og til ydelser til efterladte på samme betingelser som dem, der gælder for enker?«

#### Det første og det andet spørgsmål

15 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, om ydelser, der tilkendes i henhold til en pensionsordning som DEI's forsikringsordning, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

[s. I-2080]

16 DEI og den græske regering har gjort gældende, at DEI's forsikringsordning er en lovbestemt ordning, som ikke er omfattet af artikel 119's anvendelsesområde. I den forbindelse har DEI anført, at ordningen direkte er indført og udelukkende reguleret ved lov, og at DEI selv administrerer ordningen som offentligretlig juridisk person. DEI har tilføjet, at ordningen hverken er oprettet ved arbejdsgiverens ensidige afgørelse eller efter forhandling eller overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, at det er socialpolitiske hensyn og ikke arbejdsforholdet, der ligger bag de nærmere regler for ordningen, og endelig, at den ikke supplerer en anden generel forsikringsordning, idet de ydelser, der udbetales, hverken helt eller delvis træder i stedet for ydelser, der udbetales i henhold til en generel forsikringsordning. Ud fra disse betragtninger finder DEI og den græske regering ikke, at ordningen opfylder de kriterier, Domstolen har opstillet med henblik på fortolkningen af begrebet »løn« i artikel 119.

17 Efter deres opfattelse finder direktivet heller ikke anvendelse på hovedsagen i betragtning af, at ydelser til efterladte i henhold til direktivets artikel 3, stk. 2, er undtaget fra dets anvendelsesområde.

18 Efthimios Evrenopoulos, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen mener heller ikke, at direktivet finder anvendelse på hovedsagen. De har derimod gjort gældende, at DEI's forsikringsordning falder ind under artikel 119's anvendelsesområde. Eftersom ordningen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, og eftersom den omhandlede ydelse direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og ydelsens størrelse fastsættes på grundlag af lønnen i det sidste tjenesteår, er ordningen i det væsentlige en følge af arbejdsforholdet og opfylder således de afgørende kriterier for, at de pensioner, den giver ret til, kan betegnes som løn i traktatens artikel 119's forstand.

[s. I-2081]

19 I denne forbindelse bemærkes, at som Domstolen gentagne gange har fremhævet, kan kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, tillægges afgørende betydning (dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 43).

20 Domstolen har ganske vist fastslået, at dette kriterium ikke er det eneste, der kan tillægges betydning, eftersom der ved pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger, helt eller delvis kan tages hensyn til den pågældendes løn (dommen i Beune-sagen, præmis 44).

21 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af de nærmere regler for en ordning, kan imidlertid ikke være udslaggivende, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af den senest oppebårne løn (dommen i Beune-sagen, præmis 45).

22 Desuden bemærkes, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, og derfor er den omfattet af artikel 119's anvendelsesområde (dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 13 og 14, og af 28.9.1994, sag C-200/91, Colorali Pension Trustees, Sml. I, s. 4389, præmis 18).

23 Heraf følger, at en efterladtepension, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, hovedsagen vedrører, og som i det væsentlige afhænger af den stilling, den pågældendes hustru beklædte, står i forbindelse med den løn, hun oppebar, og falder ind under traktatens artikel 119.

[s. I-2082]

24 Det første og det andet spørgsmål må derfor besvares med, at ydelser, der tilkendes i henhold til en pensionsordning som DEI's forsikringsordning, herunder efterladtepensioner, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

#### Det tredje og det fjerde spørgsmål

25 Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst dels, om traktatens artikel 119 er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter der for tilkendelse af en enkemandspension, der er omfattet af begrebet løn i denne artikel, gælder særlige betingelser, som ikke gælder for enker, dels, om bestemmelsen kan opretholdes i kraft af en fællesskabsretlig regel.

26 Hertil skal blot bemærkes, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 32).

27 Det fremgår af oplysningerne i hovedsagen, at den omtvistede bestemmelse direkte diskriminerer mænd. Forskelsbehandlingen består i, at der for tilkendelse af en enkemandspension, der er omfattet af begrebet løn i artikel 119, gælder særlige betingelser, som ikke gælder for enker.

[s. I-2083]

28 Det er åbenbart, at ingen fællesskabsretlig regel kan begrunde, at en sådan diskriminerende bestemmelse opretholdes.

29 Det tredje og det fjerde spørgsmål må derfor besvares med dels, at traktatens artikel 119 er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter der for tilkendelse af en enkemandspension, der er omfattet af begrebet løn i denne artikel, gælder særlige betingelser, som ikke gælder for enker, dels, at ingen fællesskabsretlig bestemmelse kan begrunde, at bestemmelsen opretholdes.

#### Det femte spørgsmål

30 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, om protokol nr. 2 skal fortolkes således, at traktatens artikel 119 kan påberåbes under en sag, der er indledt før den 17. maj 1990, hvor dommen i Barber-sagen blev afsagt, med henblik på at opnå ydelser i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, selv om den første sag blev afvist med den begrundelse, at den pågældende ikke forinden havde indgivet klage.

31 DEI har gjort gældende, at det følger af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen i Barber-sagen, som er gentaget i protokol nr. 2, at traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse i en sag som hovedsagen. Da Evrenopoulos anlagde sag ved forvaltningsretten den 12. juni 1989 uden først at indgive klage til forsikringsrådet i DEI, har han ikke overholdt de processuelle betingelser, der er fastsat i national ret, og derfor kan denne sag ikke betragtes som et »søgsmål eller ... en

[s. I-2084]

dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret«, jf. protokol nr. 2. Ifølge DEI bør søgsmålet i hovedsagen derfor tidligst anses for indledt den 4. februar 1991, hvor Evrenopoulos indgav klage til forsikringsrådet i DEI, og dermed efter afsigelsen af dommen i Barber-sagen.

32 Evrenopoulos, som på dette punkt støttes af Kommissionen, er af den opfattelse, at han har anlagt søgsmål i den forstand, hvori udtrykket anvendes i protokol nr. 2, allerede den 12. juni 1989, hvor han indbragte direktørens stiltiende afslag på ansøgningen for forvaltningsretten i Athen. Ifølge Evrenopoulos ændrer forsinkelsen ved indgivelsen af klagen til forsikringsrådet ikke dette forhold. Skønt Evrenopoulos erkender, at han efter græsk ret ikke kunne anlægge sag direkte ved den kompetente nationale domstol, uden at der forelå en forvaltningsakt eller en undladelse fra direktørens side, har han gjort gældende, at han, da der ikke forelå et svar fra direktøren, havde ret til at gå rettens vej og kræve undladelsen, der betragtes som et stiltiende afslag på at tilkende pension, annulleret.

33 Kommissionen har tilføjet, at selv om den første sag blev afvist af processuelle grunde, har den pågældende inden den 17. maj 1990 over for de nationale domstole gjort opmærksom på tilsidesættelsen af den ret, artikel 119 tillægger ham, eftersom forvaltningsretten antog den sag, der blev anlagt den 12. juni 1989, til realitetsbehandling, for så vidt angår direktørens stiltiende afslag. Han bør derfor kunne påberåbe sig den undtagelse, der er fastsat i protokol nr. 2.

34 Det Forenede Kongeriges regering har først gjort gældende, at eftersom den pågældende ikke har overholdt de frister, der er fastsat i de nationale processuelle regler, kan han ikke påberåbe sig undtagelsen i protokol nr. 2. Det ville han kun kunne gøre, hvis han efter den relevante nationale ret kunne appellere afvisningen af den tidligere anlagte sag. I retsmødet har Det Forenede Kongeriges regering dernæst

[s. I-2085]

anført, at hvis det er rigtigt, at Evrenopoulos hele tiden har fulgt en fremgangsmåde, der er korrekt efter græsk ret, må de græske domstoles senere afgørelser betragtes som faser i et sagsforløb, hvis udgangspunkt er den 12. juni 1989. Efter denne vurdering gælder den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af dommen i Barber-sagen ikke for Evrenopoulos' krav.

35 I dommen i Barber-sagen, præmis 44 og 45, fastslog Domstolen, at bydende retssikkerhedshensyn tilsiger, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for den 17. maj 1990. Domstolen fastsatte dog en undtagelse for så vidt angår personer, som rettidigt har taget skridt til at sikre deres rettigheder, nemlig arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, som forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den relevante nationale ret.

36 Denne begrænsning findes også i protokol nr. 2, som bestemmer følgende: »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret«.

37 Som generaladvokaten har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, er det klart, at søgsmål eller dertil svarende klager, som ifølge dommen i Barber-sagen og protokol nr. 2 gør det muligt at gøre en undtagelse fra begrænsningen af de tidsmæssige virkninger, skal være anlagt eller indgivet i overensstemmelse med de processuelle regler i den pågældende medlemsstat.

[s. I-2086]

38 Selv om den første sag, Evrenopoulos anlagde, vedrørte det stiltiende afslag på hans ansøgning om pension, og selv om sagen blev afvist af den nationale ret i første instans, for så vidt han havde udvidet påstanden til også at omfatte direktørens udtrykkelige afslag, er forholdet i hovedsagen ikke desto mindre det, at retten gav ham en frist på tre måneder til at indgive en klage over denne afgørelse til forsikringsrådet, hvilket han gjorde, og at Evrenopoulos senere anlagde en ny sag til prøvelse af rådets afslag på hans klage. Det er den afgørelse, der blev truffet af den nationale ret i første instans i den nye sag, som er genstand for appel til den forelæggende ret.

39 Følgelig blev sagen mellem Evrenopoulos og DEI indledt, da den første sag blev anlagt ved forvaltningsretten den 12. juni 1989 og dermed inden den 17. maj 1990, hvor dommen i Barber-sagen blev afsagt.

40 Det femte spørgsmål må derfor besvares med, at protokol nr. 2 skal fortolkes således, at traktatens artikel 119 kan påberåbes under en sag, der er indledt før den 17. maj 1990, med henblik på at opnå ydelser i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, selv om denne sag blev afvist med den begrundelse, at den pågældende ikke forinden havde indgivet klage, når den nationale domstol har givet ham en ny frist til at indgive en sådan klage.

#### Det sjette spørgsmål

41 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, om enkemænd, der udsættes for en forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, efter denne bestemmelse skal tilkendes pension eller en anden ydelse til efterladte på samme betingelser som enker.

[s. I-2087]

42 I den forbindelse bemærkes, at Domstolen i dommen i sagen Colorali Pension Trustees, præmis 32, udtalte, at når først Domstolen har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling med hensyn til løn, og så længe pensionskassen ikke har truffet foranstaltninger til at tilvejebringe ligebehandling, kan artikel 119 kun sikres overholdt ved at give personer i den ugunstigt stillede gruppe de samme fordele, som personerne i den privilegerede gruppe har.

43 Heraf følger, at en enkemand i samme situation som Evrenopoulos skal oppebære ydelser på samme betingelser, som gælder for enker.

44 Det sjette spørgsmål, der er forelagt Domstolen, må derfor besvares med, at enkemænd, der udsættes for en forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, efter denne bestemmelse skal tilkendes pension eller en anden ydelse til efterladte på samme betingelser som enker.

#### Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af den græske regering, Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-2088]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Dioikitiko Efeteio, Athen, ved dom af 30. marts 1995, for ret:

1) Ydelser, der tilkendes i henhold til en pensionsordning som Dimossia Epicheirissi Ilektrismou's forsikringsordning, herunder efterladtepensioner, er omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119.

2) Traktatens artikel 119 er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter der for tilkendelse af en enkemandspension, der er omfattet af begrebet løn i denne artikel, gælder særlige betingelser, som ikke gælder for enker, og ingen fællesskabsretlig bestemmelse kan begrunde, at bestemmelsen opretholdes.

3) Protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skal fortolkes således, at artikel 119 kan påberåbes under en sag, der er indledt før den 17. maj 1990, med henblik på at opnå ydelser i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, selv om denne sag blev afvist med den begrundelse, at den pågældende ikke forinden havde indgivet klage, når den nationale domstol har givet ham en ny frist til at indgive en sådan klage.

4) Enkemænd, der udsættes for en forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, skal efter denne bestemmelse tilkendes pension eller en anden ydelse til efterladte på samme betingelser som enker.

Mancini

Murray

Kakouris

Kapteyn

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. april 1997.

R. Grass

Justitssekretær

G.F. Mancini

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: græsk.

===== FIL: praksis/celex-61995cj0180.md =====

# EU-Domstolen, 22. april 1997, sag C-180/95

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0180.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0180.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Draehmpaehl

ECLI: ECLI:EU:C:1997:208

Kommentarens titel: Civil godtgørelse ved ansættelsesafslag: skyld og lofter

Emner på siden: [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c, stk. 1 ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Når staten valgte civilretligt ansvar som reaktion på kønsdiskrimination ved ansættelse, måtte godtgørelse efter direktiv 76/207 ikke være betinget af culpa. Et loft på tre måneders løn kunne anvendes, hvis arbejdsgiveren beviste, at en bedre kvalificeret ansøger under alle omstændigheder ville være blevet ansat. Et tilsvarende loft for den, der ellers ville have fået stillingen, og et samlet loft på seks måneder for flere diskriminerede ansøgere var derimod forbudt under de beskrevne nationale regler. Dommen fastsætter ikke konkrete danske godtgørelsesbeløb.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den nærmere prøvelse af godtgørelseslofter behandles i sanktionsdelen; ingen fortolkning af nye pligter i artikel 5.

Bruges i kommentaren: § 1 c, afsnit 19 (lov/1c.md), § 1 c, afsnit 32 (lov/1c.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61995CJ0180

Domstolens dom
22. april 1997[^*]

I sag C-180/95,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Nils Draehmpaehl

mod

Urania Immobilienservice OHG,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

[s. I-2213]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida og L. Sevón samt dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, G. Hirsch, H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Nils Drachmpaehl ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide M. Pfarr

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Röder og sekretær Gereon Thiele, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 26. november 1996 er afgivet mundtlige indlæg af Nils Drachmpaehl ved Klaus Bertelsmann, af den tyske regering ved Ernst Röder og af Kommissionen ved juridisk konsulent Bernhard Jansen, som befuldmægtiget, og Marie Wolfcarius,

[s. I-2214]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. januar 1997,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 22. maj 1995, indgået til Domstolen den 9. juni 1995, har Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 2 og 3 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en tvist mellem Nils Draehmpaehl og Urania Immobilienservice OHG (herefter »Urania«) angående godtgørelse for den skade, Nils Draehmpaehl hævder at have lidt som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse.

#### Direktivet

3 I henhold til direktivets artikel 1 tilsigter dette gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

[s. I-2215]

4 Det hedder herved nærmere i direktivets artikel 2, stk. 1, at princippet om ligebehandling af mænd og kvinder indebærer, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«.

5 I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, indebærer anvendelsen af princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner. I artikel 3, stk. 2, litra a), bestemmes det, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves.

6 Endelig skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 6 i deres nationale retsordener indføre de nødvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

#### De relevante nationale retsforskrifter

7 De nationale lovbestemmelser om ligebehandling af erhvervsaktive mænd og kvinder, der finder anvendelse i hovedsagen, er indeholdt i Bürgerliches Gesetzbuch (herefter »BGB«).

8 I henhold til BGB's § 611a, stk. 1, må en arbejdsgiver ved en aftale eller ved fastsættelse af bestemmelser, navnlig ved etablering af et ansættelsesforhold og i forbindelse med forfremmelse, anvisninger og afskedigelse, ikke stille en arbejdstager

[s. I-2216]

ringere på grundlag af dennes køn. En forskellig behandling på grundlag af køn er dog lovlig, såfremt aftalen eller de fastsatte bestemmelser vedrører erhvervsudøvelse, hvor det er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn. Bevisbyrden for, at den pågældende form for erhverv kun kunne udøves af arbejdstagere af et bestemt køn, påhviler arbejdsgiveren.

9 I BGB's § 611 a, stk. 2, bestemmes det, at såfremt en arbejdsgiver ved etableringen af et ansættelsesforhold overtræder det i stk. 1 fastsatte forbud mod forskelsbehandling, kan den ansøger, der herved stilles ringere, fremsætte krav om en passende økonomisk godtgørelse, der dog ikke kan overstige tre måneders løn. Som månedsløn betragtes de ydelser i penge og naturalier, som ansøgeren i den måned, hvor ansættelsesforholdet ville været blevet etableret, under normale omstændigheder ville have haft krav på.

10 I henhold til BGB's § 611b må en arbejdsgiver ikke udelukkende søge arbejdstagere af et bestemt køn, bortset fra det i § 611a, stk. 1, andet punktum, omhandlede tilfælde.

11 I § 61b, stk. 2, i Arbeitsgerichtsgesetz (herefter »ArbGG«) bestemmes det, at såfremt flere ansøgere i forbindelse med etableringen af et ansættelsesforhold ad retlig vej fremsætter krav om en godtgørelse i henhold til BGB's § 611a, stk. 2, som følge af påstået forskelsbehandling, begrænses de samlede godtgørelsesbeløb på arbejdsgiverens begæring til seks måneders løn, eller til tolv måneders løn, såfremt der kun er gennemført én ansættelsesprocedure med henblik på etableringen af flere ansættelsesforhold. Såfremt arbejdsgiveren allerede har imødekommet krav om godtgørelse, nedsættes det i første punktum fastsatte beløb forholdsmæssigt. Såfremt det samlede godtgørelsesbeløb, som sagsøgerne ville have krav på, set under ét overstiger dette maksimumsbeløb, nedsættes hvert enkelt godtgørelsesbeløb forholdsmæssigt i forhold til dette beløb.

[s. I-2217]

#### Sagens baggrund

12 Det fremgår af sagen, at Nils Draehmpaehl ved brev af 17. november 1994 ansøgte om at komme i betragtning ved besættelsen af en stilling, som Urania havde annonceret i dagbladet »Hamburger Abendblatt«. Annoncen havde følgende ordlyd:

> »Vi søger en erfaren kvindelig assistent for salgschefen. Trives du med til tider hektisk aktivitet i en markedsorienteret virksomhed, kan du lave kaffe, leve med ikke at blive rost og samtidig arbejde meget, er du den rette. Du skal kunne arbejde med pc'er og kunne indgå i et team. Hvis du tør binde an med en sådan udfordring, ser vi frem til at modtage din udførlige ansøgning. Og sig så ikke, at du ikke var advaret på forhånd ...«

Urania besvarede ikke Draehmpaehl's brev og sendte heller ikke hans ansøgning retur.

13 Under anbringende af, at han var den bedst kvalificerede ansøger til stillingen, og at han havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med ansættelsen, anlagde Draehmpaehl sag ved Arbeitsgericht Hamburg med påstand om godtgørelse for sit tab, således at godtgørelsen fastsættes til tre en halv måneds løn.

14 Det fremgår også af sagen, at i en tilsvarende sag, der verserer for en anden afdeling ved den forelæggende ret, har en anden mandlig ansøger under lignende omstændigheder nedlagt påstand om godtgørelse over for Urania.

[s. I-2218]

15 Arbeitsgericht fandt, at sagsøgeren havde været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn fra Urania's side, idet stillingsopslaget var formuleret på en måde, der ikke var kønsneutral, og åbenbart henvendte sig til kvinder. Endvidere fandtes der ikke at foreligge hensyn, der kunne begrunde en undtagelse, som omhandlet i BGB's § 611a, stk. 1, og Urania var herefter principielt forpligtet til at betale sagsøgeren godtgørelse. Arbeitsgericht var imidlertid af den opfattelse, at tvistens afgørelse måtte bero på en fortolkning af fællesskabsretten, udsatte derfor sagen, og har forelagt følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

> »1) Er lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse er betinget af culpa hos arbejdsgiveren, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

> 2) Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser — til ansøgere (m/k), som er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som på grund af, at den ansatte ansøger (m/k) var bedre kvalificeret, heller ikke ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

> 3) Er lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige [s. I-2219] bestemmelser — til ansøgere (m/k), som ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?

> 4) Er lovbestemmelser, hvorefter der med hensyn til krav om godtgørelse, der fremsættes af flere personer, som er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn ved ansættelse — hvilket ikke gælder efter andre nationale civil- og arbejdsretlige bestemmelser — er fastsat et loft på i alt seks måneders løn for alle, der er blevet forskelsbehandlet, i strid med artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (76/207/EØF)?«

#### Det første spørgsmål

16 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet, og navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, er til hinder foinationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

17 Hertil bemærkes først, at i dom af 8. november 1990 (sag C-177/88, Dekker, Smi. I, s. 3941, præmis 22) fastslog Domstolen, at det efter direktivet ikke er en betingelse for at statuere ansvar hos den, der udøver forskelsbehandling, at det bevises, at der foreligger culpa, eller ikke foreligger ansvarsfrihedsgrunde.

[s. I-2220]

18 I dommen i Dekker-sagen, præmis 25, fastslog Domstolen endvidere, at når den af en medlemsstat valgte sanktion henhører under en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, er enhver tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i sig selv ansvarspådragende, uden at der kan tages hensyn til ansvarsfrihedsgrunde efter national lovgivning.

19 Det må herefter fastslås, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser som de i BGB's § 611a, stk. 1 og 2, indeholdte, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

20 Det er herved uden betydning, at den tyske regering har gjort gældende, at beviset for, at der foreligger culpa, let kan føres, idet culpa-begrebet efter tysk ret indebærer ansvar for handlinger, der begås forsætligt eller uagtsomt.

21 Det må i den forbindelse fremhæves, således som Domstolen fastslog i dommen i Dekker-sagen, præmis 25, at direktivet ikke indeholder bestemmelse om ansvarsfrihedsgrunde for den, der udøver forskelsbehandling, og godtgørelse for skade som følge heraf er ikke efter direktivet betinget af, at der foreligger culpa, uanset hvor let der kunne føres bevis herfor.

22 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at såfremt en medlemsstat vælger at sanktionere en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er direktivet, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

[s. I-2221]

#### Det andet og tredje spørgsmål

23 Med disse spørgsmål, som bør behandles under ét, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om svaret på dette spørgsmål er det samme såvel i relation til ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som på grund af, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, ikke ville have fået stillingen, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, som i relation til ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet under ansættelsesproceduren, men som ville have fået stillingen, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

24 Hertil bemærkes først, at selv om direktivet ikke pålægger medlemsstaterne at indføre en bestemt sanktion, er de dog i henhold til direktivets artikel 6 forpligtet til at gennemføre foranstaltninger, der er tilstrækkeligt effektive til at opfylde direktivets formål, og drage omsorg for, at de berørte personer rent faktisk kan påberåbe sig dem ved de nationale domstole (jf. dom af 10.4.1984, sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, præmis 18).

25 I øvrigt bemærkes, at det efter direktivet forudsættes, at når en medlemsstat har valgt at sanktionere overtrædelsen af forbuddet mod forskelsbehandling gennem en godtgørelse, skal denne sanktion være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse, have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren og i hvert fald stå i et rimeligt forhold til skaden. En rent symbolsk godtgørelse imødekommer ikke kravene om en effektiv gennemførelse af direktivet (jf. dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23 og 24).

[s. I-2222]

26 Den tyske regerings argument om, at en godtgørelse på højst tre måneders løn ikke blot er en symbolsk godtgørelse, men pålægger arbejdsgiveren en betydelig, væsentlig og afskrækkende økonomisk byrde og således tillægger den, der er blevet forskelsbehandlet, en mærkbar godtgørelse, kan heller ikke tiltrædes.

27 I dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23, har Domstolen således præciseret, at når en medlemsstat har valgt, at der for skade lidt som følge af en i henhold til direktivet forbudt forskelsbehandling skal ydes godtgørelse på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar for arbejdsgiveren, skal godtgørelsen stå i et rimeligt forhold til skaden.

28 Endvidere fremgår det af den præjudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spørgsmål og af de uddybende bemærkninger i retsmødet, at der i henhold til de tyske bestemmelser, der finder anvendelse i hovedsagen, er fastsat et særligt loft for godtgørelsen, der ikke findes i andre civil- eller arbejdsretlige tyske bestemmelser.

29 Ved valget af den ordning, der er egnet til at nå direktivets mål, skal medlemsstaterne drage omsorg for, at overtrædelser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gælder for overtrædelser af samme art og grovhed (jf. dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 2965, præmis 24).

30 Det følger heraf, at nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad der kan opnås i godtgørelse i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, ikke opfylder disse betingelser.

[s. I-2223]

31 Der må herefter undersøges, om svaret er det samme såvel i relation til ansøgere, der på grund af, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, ikke ville have fået stillingen, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, som i relation til ansøgere, der ville have fået stillingen, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

32 I den forbindelse bemærkes, at som det er præciseret i nærværende doms præmis 25 og 27, skal godtgørelsen stå i et rimeligt forhold til skaden.

33 Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan der dog tages hensyn til, at selv om der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen, ville visse af ansøgerne ikke have fået den ledige stilling, fordi den valgte ansøger var bedre kvalificeret. Det kan ikke bestrides, at sådanne ansøgere, der kun har lidt en skade i form af, at de ikke blev taget i betragtning under ansættelsesproceduren, ikke kan hævde, at de har lidt den samme skade som ansøgere, der ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

34 En ansøger, der falder ind under den første kategori, jf. ovenfor i præmis 31, lider således kun en skade i form af, at hans eller hendes ansøgning ikke er taget i betragtning som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, mens en ansøger, der er omfattet af den anden kategori, lider en skade som følge af, at han eller hun ikke ansættes, netop fordi arbejdsgiveren som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn har foretaget en objektivt fejlagtig bedømmelse af hans eller hendes ansøgning.

35 Det findes herefter ikke urimeligt, at en medlemsstat indfører bestemmelse om en lovsformodning, hvorefter den skade, der lides af en ansøger, som er omfattet af den første kategori, ikke kan overstige tre måneders løn.

[s. I-2224]

36 Det må i den forbindelse præciseres, at det påhviler arbejdsgiveren, som ligger inde med alle de modtagne ansøgninger, at bevise, at ansøgeren ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet nogen form for forskelsbehandling.

37 Det andet og tredje spørgsmål må herefter besvares med, at direktiv 76/207 ikke er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger kan kræve i godtgørelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansøger var bedre kvalificeret, og ansøgeren derfor ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse, når ansøgeren ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

#### Det fjerde spørgsmål

38 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft med hensyn til de godtgørelser, der i alt kan tilkendes flere ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse.

39 Hertil bemærkes først, at som Domstolen præciserede i dommen i Von Colson og Kamann-sagen, præmis 23, indebærer direktivet, at den af medlemsstaterne valgte sanktion skal have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren og stå i et rimeligt forhold til skaden, således at domstolene herved kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse.

[s. I-2225]

40 Endvidere bemærkes, at det er åbenbart, at en bestemmelse som ArbGG's § 61b, stk. 2, hvorefter der er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad der i alt kan kræves i godtgørelse af samtlige ansøgere, som er blevet udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse, kan føre til, at der tilkendes mindre beløb i godtgørelse, og afholde krænkede ansøgere fra at gøre deres rettigheder gældende. En sådan virkning er ikke udtryk for en faktisk og effektiv beskyttelse og har ingen reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren, således som det kræves efter direktivet.

41 Det fremgår endvidere af den præjudicielle anmodning, af besvarelsen af Domstolens spørgsmål og af de uddybende mærkninger i retsmødet, at der ikke i andre civil- og arbejdsretlige tyske bestemmelser findes et sådant loft for de samlede godtgørelser.

42 Domstolen har imidlertid fastslået, at de nærmere regler og betingelser med hensyn til et krav om godtgørelse, der fremsættes på grundlag af fællesskabsretten, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder i henhold til den tilsvarende nationale ordning (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, a.st. præmis 24).

43 Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at direktivet er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, i alt kan kræve i godtgørelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse.

[s. I-2226]

#### Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 22. maj 1995, for ret:

1) Såfremt en medlemsstat vælger at sanktionere en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af en ordning med civilretligt ansvar, er Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, navnlig dets artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse er betinget af culpa.

2) Direktiv 76/207 er ikke til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger kan kræve i godtgørelse, såfremt arbejdsgiveren beviser, at den ansatte ansøger var bedre [s. I-2227] kvalificeret, og ansøgeren derfor ikke ville have fået den ledige stilling, selv hvis der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen. Direktivet er derimod til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på tre måneders løn for, hvad en ansøger, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, kan kræve i godtgørelse, når ansøgeren ville have fået den ledige stilling, såfremt der ikke var udøvet forskelsbehandling ved udvælgelsen.

3) Direktiv 76/207 er til hinder for nationale lovbestemmelser, hvorefter der til forskel fra andre civil- og arbejdsretlige nationale bestemmelser er fastsat et loft på seks måneders løn for, hvad ansøgere, der er blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn i forbindelse med en ansættelse, i alt kan kræve i godtgørelse, når flere ansøgere gør krav på godtgørelse.

Rodríguez Iglesias

Mancini

Moitinho de Almeida

Sevón

Kakouris

Kapteyn

Gulmann

Hirsch

Ragnemalm

Wathelet

Schintgen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. april 1997.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61995cj0243.md =====

# EU-Domstolen, 17. juni 1998, sag C-243/95

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0243.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61995cj0243.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1998:298

Kommentarens titel: Løntrin ved overgang fra jobdeling til fuldtid

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Når langt flere kvinder end mænd arbejdede på jobdelingsbasis, var det forbudt, at overgang til fuldtid gav et lavere løntrin på grund af anciennitetsberegning efter faktisk arbejdstid, medmindre objektive forhold uden forbindelse til køn begrundede det (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Når langt flere kvinder end mænd arbejdede på jobdelingsbasis, hindrede artikel 119 og direktiv 75/117, at overgang til fuldtid gav lavere løntrin som følge af anciennitetsberegning efter faktisk arbejdstid. En sådan regel kunne dog bestå, hvis objektive forhold uden forbindelse til køn begrundede den.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Snæver ordning med allerede optjente trin, parallel oprykning og national konstatering af sammenligneligt arbejde/erfaring. Dommen må ikke omskrives til et generelt forbud mod forholdsmæssig løn ved deltid eller enhver tidsbaseret anciennitet.

Pr. 30 (PDF-side 11) trykker en forhøjelse på 50 % ved overgang fra halv til fuld tid. Det står sådan i den trykte tekst, men må ikke anvendes som matematisk anvisning: pr. 29–32 beskriver halv løn og tab ved mindre end det dobbelte. Noten bruger derfor timelønslogikken og markerer den trykte formulering uden at rette den.

Pr. 24 (PDF-side 9) henviser i den trykte tekst til direktivets artikel 4, stk. 1. Samme henvisning fremgår af officiel engelsk EUR-Lex-tekst. 75/117 artikel 4 har i den officielle danske tekst ingen stk.-nummerering og angår tilsidesættelse af diskriminerende aftalebestemmelser; henvisningen bruges ikke som præcis henvisning. Pr. 34 og dispositivet giver det anvendte ligelønsgrundlag.

Der gættes ikke på årsagen til henvisningen, og den rettes ikke til et andet direktiv.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61995CJ0243

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
17. juni 1998[^*]

I sag C-243/95,

angående en anmodning, som Labour Court (Irland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Kathleen Hill,

Ann Stapleton

mod

The Revenue Commissioners,

Department of Finance,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

[s. I-3760]

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen, G. E Mancini, J. L. Murray (refererende dommer) og G. Hirsch,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Kathleen Hill og Ann Stapleton ved solicitor Mary Redmond, bistået af James O'Reilly, SC

- The Revenue Commissioners og Department of Finance ved Chief State Solicitor Michael A. Buckley, bistået af Mary Finlay, SC, og Finola Flanagan, Office of the Attorney General, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius og Christopher Docksey, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 10. december 1996 er afgivet mundtlige indlæg af Kathleen Hill og Ann Stapleton ved Mary Redmond, bistået af James O'Reilly, af The Revenue Commissioners og Department of Finance ved Mary Finlay, af Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Clive Lewis, og af Kommissionen ved Marie Wolfcarius og Christopher Docksey,

[s. I-3761]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. februar 1997,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 5. april 1995, indgået til Domstolen den 12. juli 1995, har Labour Court i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Kathleen Hill og Ann Stapleton, som tidligere var ansat i henhold til jobdelingskontrakter (»job-sharing«), mod Revenue Commissioners og Department of Finance i anledning af sidstnævntes afgørelse om, ved sagsøgernes overgang til fuldtidsbeskæftigelse, at indplacere dem på et lavere løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede end det løntrin for personale ansat efter jobdelingsordningen, hvorpå de tidligere var indplaceret.

3 I EF-traktatens artikel 119 fastslås princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. I bestemmelsens stk. 2 præciseres det, at »ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

[s. I-3762]

4 I direktivets artikel 1 henvises til ligelønsprincippet, som »indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«.

5 Jobdelingsordningen blev indført i Irland i 1984 ved en regeringsbeslutning, først og fremmest som en beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

6 Ordningen, som blev indført ved cirkulære 3/84, indebar, at to ansatte delte en fuldtidsstilling, således at de hver modtog en halv løn, ligesom udgifterne til stillingen for forvaltningens vedkommende forblev uændrede. Medarbejdere, der var ansat på fuld tid, kunne frivilligt tilsluttes ordningen med ret til at vende tilbage til en fuldtidsstilling efter jobdelingsperiodens udløb, såfremt en passende ledig stilling var til rådighed. Medarbejdere, der blev ansat efter jobdelingsordningen i 1986 og 1987, var berettigede til ansættelse i fuldtidsstillinger senest to år efter ansættelsen, ligeledes under den forudsætning, at der var egnede ledige stillinger til rådighed. Medarbejdere, som valgte at tilslutte sig jobdelingsordningen, skulle skriftligt forpligte sig til ikke at udøve anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Ordningen blev ændret i 1988, således at personer ansat på jobdelingsbasis efter dette tidspunkt er midlertidigt ansatte uden krav på at opnå fuldtidsbeskæftigelse.

7 Cirkulære 3/84 indeholdt følgende bestemmelse: »For hver lønklasse, der omfatter jobdelingsordninger, beregnes lønnen til ansatte efter denne ordning efter en lønskala, hvis enkelte trin svarer til 50% af det tilsvarende trin, der finder anvendelse for fuldtidsbeskæftigede. Oprykning til et højere løntrin finder sted årligt, såfremt den pågældendes tjenstlige indsats er tilfredsstillende.«

8 Cirkulære 3/84 tog ikke stilling til spørgsmålet om, hvilken anciennitet den ansatte skulle tillægges for sit arbejde på jobdelingsbasis, når han eller hun genoptog sit

[s. I-3763]

arbejde på fuld tid, men dette spørgsmål blev afklaret i en skrivelse, som Department of Finance den 31. marts 1987 sendte til forskellige ministerier, og hvori det hedder: »Et års beskæftigelse efter jobdelingsordningen skal anerkendes som seks måneders fuldtidsbeskæftigelse, således at en ansat, der har arbejdet i to år på jobdelingsbasis, skal indplaceres på fuldtidsskalaens trin to (svarende til ét års fuldtidsbeskæftigelse). Såfremt en ansat har været omfattet af jobdelingsordningen i mere end to år, beregnes den pågældendes anciennitet forholdsmæssigt.«

9 Cirkulære 9/87, som er det første samlede cirkulære om oprykning til et højere løntrin, træder i stedet for alle tidligere cirkulærer på området. Det bestemmes i cirkulærets artikel 2, at »en lønstigning er en forhøjelse af lønnen, som er fastsat i lønskalaen. Som hovedregel stiger lønnen hvert år, såfremt den pågældendes tjenstlige indsats er tilfredsstillende«.

10 Kathleen Hill og Ann Stapleton, som efter en generel udvælgelsesprøve blev offentligt ansat i Irland som kontorassistenter (»Clerical Assistants«), fik tjenestested hos Revenue Commissioners. Kathleen Hill blev ansat i juli 1981 og blev omfattet af jobdelingsordningen i maj 1988. Ann Stapleton blev ansat efter samme ordning i april 1986. Kathleen Hill og Ann Stapleton var omfattet af jobdelingsordningen i to år. De arbejdede i nøjagtig halvdelen af den fulde arbejdstid, idet de arbejdede en uge og havde en uge fri. I hele den periode, hvori de var ansat i henhold til jobdelingsordningen, rykkede de hvert år et løntrin op og fik udbetalt 50% af lønnen for kontorassistenter på det løntrin, de havde nået.

11 Kathleen Hill vendte tilbage til fuldtidsbeskæftigelse i juni 1990. Hun havde da nået løntrin 9 på skalaen for ansatte, der var omfattet af jobdelingsordningen. Da hun genoptog sit arbejde på fuld tid, blev hun først indplaceret på løntrin 9 på skalaen for fuldtidsbeskæftigede, men efterfølgende blev hun indplaceret på løntrin 8 under henvisning til, at to års beskæftigelse på jobdelingsbasis svarede til ét år på fuld tid.

[s. I-3764]

12 Ann Stapleton blev fuldtidsbeskæftiget i april 1988. Hun havde da nået løntrin 3 på skalaen for ansatte, der var omfattet af jobdelingsordningen. I 1989 og 1990 blev hun rykket op til henholdsvis løntrin 4 og 5, men fik i april 1991 meddelelse om, at der var begået en fejl ved indplaceringen, og at hun ikke kunne rykke op på løntrin 6. Det meddeltes hende, at hendes to års beskæftigelse på jobdelingsbasis skulle have været betragtet som ét års fuldtidsbeskæftigelse.

13 Kathleen Hill og Ann Stapleton indbragte i henhold til section 7(1) i Anti-Discrimination (Pay) Aet 1974 afgørelsen om den ændrede indplacering for »Equality Officer«. Denne henstillede på grundlag af Domstolens dom af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297), at der blev givet dem medhold med den begrundelse, at arbejdsgiveren var afskåret fra at anvende en regel, hvorefter der ved oprykning efter anciennitet kun skulle tages hensyn til betalt tjenestetid.

14 Revenue Commissioners og Department of Finance indbragte Equality Officer's henstilling for Labour Court og krævede den underkendt. Kathleen Hill og Ann Stapleton krævede henstillingen fulgt.

15 Labour Court fandt, under udøvelse af de funktioner, der er tillagt den i medfør af section 8 i Anti-Discrimination (Pay) Aet 1974, at sagens udfald afhang af fortolkningen af fællesskabsretten, og forelagde Domstolen følgende tre præjudicielle spørgsmål:

> »Under omstændigheder, hvor langt flere kvindelige end mandlige arbejdstagere er omfattet af en jobdelingsordning i en del af deres erhvervsaktive liv, ønskes det oplyst:

[s. I-3765]

> 1) Må det umiddelbart antages, at der foreligger indirekte forskelsbehandling i tilfælde, hvor arbejdstagere, der arbejder på jobdelingsbasis, og som overgår til fuldtidsbeskæftigelse, indplaceres på løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede under hensyn til den tid, de faktisk har arbejdet, således at de, selv om de oppebærer en løn, der udgør en fuldt ud forholdsmæssig del af den løn, der oppebæres af ansatte, der hele tiden har været beskæftiget på fuld tid, indplaceres på et lavere løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede end kolleger, som de i alle henseender kan sammenlignes med, bortset fra at disse uafbrudt har været fuldtidsbeskæftigede? Er det med andre ord i strid med ligelønsprincippet, som defineret i direktiv 75/117/EØF, hvis arbejdstagere, der overgår fra beskæftigelse på jobdelingsbasis til fuldtidsbeskæftigelse, indplaceres på et lavere løntrin — og deres løn derfor går ned — som følge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes på grundlag af den tid, den pågældende har arbejdet i sin stilling?

> 2) I bekræftende fald, skal arbejdsgiveren da særligt begrunde, at ancienniteten — defineret som den tid, den pågældende faktisk har arbejdet — anvendes som kriterium ved indplaceringen på løntrin?

> 3) I bekræftende fald, kan en praksis, hvorefter oprykning til et højere løntrin sker på grundlag af den tid, den pågældende faktisk har arbejdet, da begrundes objektivt under henvisning til andre faktorer end det forhold, at der med tiden er erhvervet særlige færdigheder og erfaringer?«

16 Med disse tre spørgsmål, som må behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om der foreligger forskelsbehandling, når arbejdstagere, som overgår fra beskæftigelse på jobdelingsbasis til fuldtidsbeskæftigelse, indplaceres på et lavere løntrin — og deres løn derfor går ned — som følge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes på grundlag af den tid, den pågældende har arbejdet i sin stilling. Hvis anvendelsen af et sådant kriterium fører til indirekte forskelsbehandling, ønsker den forelæggende ret oplyst, om forskelsbehandlingen kan være begrundet.

[s. I-3766]

17 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at arbejdstagere, som overgår fra beskæftigelse på jobdelingsbasis til fuldtidsbeskæftigelse, efter den nationale ordning, hovedsagen drejer sig om, stilles ringere end arbejdstagere, som har arbejdet på fuld tid i det samme antal år, for så vidt som den arbejdstager, der er omfattet af en jobdelingsordning, ved overgang til fuldtidsbeskæftigelse indplaceres på et lavere løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede end det løntrin på skalaen for ansatte omfattet af jobdelingsordningen, hun tidligere var indplaceret på, og dermed på et lavere løntrin end en fuldtidsbeskæftiget arbejdstager, som har været beskæftiget i samme tidsrum.

18 Indledningsvis bemærkes, at traktatens artikel 119 opstiller princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Som Domstolen allerede har fastslået i dommen af 8. april 1976 i Defrenne li-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 12), hører dette princip til Fællesskabets grundlag.

19 Dernæst bemærkes, at Domstolen i dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) tillige har fastslået, at direktivets artikel 1, hvis væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, ikke på nogen måde ændrer ved dette princips indhold eller rækkevidde, som fastlagt i denne bestemmelse.

20 For at der kan gives den forelæggende ret et fyldestgørende svar, må det først undersøges, om indplaceringsordningen for arbejdstagere, som overgår fra beskæftigelse på jobdelingsbasis til fuldtidsbeskæftigelse, er omfattet af traktatens artikel 119 og dermed af direktivet.

21 Det må konstateres, at ordningen er afgørende for, hvordan lønnen som sådan for disse arbejdstagere udvikler sig. Heraf følger, at ordningen henhører under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

[s. I-3767]

22 Som Domstolen har fastslået i dommen af 14. februar 1995 i Schumacker-sagen (sag C-279/93, Sml. I, s. 225, præmis 30), kan forskelsbehandling kun bestå i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer.

23 I denne forbindelse bemærkes, at det — som Labour Court i øvrigt har fastslået — ikke er godtgjort, at den mindre gunstige behandling af Kathleen Hill og Ann Stapleton udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Det må derfor undersøges, om en sådan mindre gunstig behandling kan udgøre en indirekte forskelsbehandling.

24 I henhold til Domstolens faste praksis er direktivets artikel 4, stk. 1, til hinder for en national bestemmelse, som — selv om den er kønsneutral — indebærer, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, præmis 33, og af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, præmis 24).

25 Det fremgår af oplysningerne i hovedsagen, at 99,2% af de kontorassistenter, som arbejder på jobdelingsbasis, er kvinder, ligesom 98% af alle de offentligt ansatte, der er omfattet af jobdelingsordningen, er kvinder. Under sådanne omstændigheder har en bestemmelse, som — uden at det er objektivt begrundet — indebærer, at arbejdstagere, som er omfattet af jobdelingsordningen, stilles ugunstigt, virkninger, som udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn.

26 Labour Court finder, at jobdelingsordningen er unik, idet den ikke medfører, at tjenesten afbrydes. Det særlige, der adskiller deltidsansættelse fra ansættelse på jobdelingsbasis, er, at sidstnævnte består i, at to ansatte deler arbejdet og det hermed

[s. I-3768]

forbundne ansvar. Det fremgår af hovedsagens akter, at det af den arbejdstager, der arbejder på jobdelingsbasis, kan forlanges, at vedkommende engagerer sig fuldt ud i sit arbejde og koordinerer sin indsats med den anden arbejdstagers.

27 Det bemærkes, at Labour Court har konstateret, at Kathleen Hill og Ann Stapleton udførte et arbejde svarende til det, der blev udført af deres kolleger, som arbejdede på fuld tid, og som de kunne sammenlignes med. Som anført i præmis 6 i nærværende dom skulle medarbejdere, som valgte at tilslutte sig jobdelingsordningen, skriftligt forpligte sig til ikke at udøve anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Labour Court finder det utvivlsomt, at en arbejdstager, som arbejder på jobdelingsbasis, kan opnå samme erfaring som en arbejdstager på fuld tid. Den eneste forskel mellem en arbejdstager, der arbejder på jobdelingsbasis, og dennes kollega, som arbejder på fuld tid, er den tid, den pågældende faktisk arbejder i jobdelingsperioden.

28 Det bemærkes endvidere, at Kathleen Hill og Ann Stapleton i hele den periode, hvor de har været omfattet af jobdelingsordningen, hvert år er rykket et løntrin op og blevet aflønnet med 50% af en kontorassistents løn på det løntrin, de havde nået.

29 I henhold til reglerne for jobdelingsordningen og de regler, der gælder for arbejdstagere, der arbejder på fuld tid, sker oprykning på lønskalaen efter en vurdering af såvel kvaliteten som kvantiteten af det udførte arbejde. Hvis den kvalitative bedømmelse af de to kategorier af arbejdstagere er den samme, rykker den arbejdstager, der arbejder på jobdelingsbasis i henhold til den nævnte ordning, op på lønskalaen parallelt med den, der arbejder på fuld tid. For hvert trin, der rykkes op, modtager arbejdstageren, der arbejder på jobdelingsbasis, et beløb, der er lig med halvdelen af lønnen for en arbejdstager, der arbejder på fuld tid. Timelønnen for de to kategorier af arbejdstagere er derfor den samme på hvert løntrin.

[s. I-3769]

30 Under sådanne omstændigheder bør såvel arbejdstiden som lønnen for en arbejdstager, der overgår til fuldtidsbeskæftigelse fra jobdelingsordningen, i henhold til hvilken han har arbejdet i 50% af fuld tid og modtaget 50% af lønnen på skalaen for fuldtidsbeskæftigede, forhøjes med 50% — ligesom arbejdstiden og lønnen for en arbejdstager, som overgår fra fuldtidsbeskæftigelse til jobdelingsordningen, nedsættes med 50% — medmindre en forskellig behandling er begrundet.

31 I den foreliggende hovedsag er der imidlertid ikke sket en sådan forhøjelse. Når en arbejdstager, som har arbejdet på jobdelingsbasis, overgår til fuldtidsbeskæftigelse, tages hans forhold automatisk op til fornyet undersøgelse, og han indplaceres på et lavere trin på lønskalaen for fuldtidsbeskæftigede end det, hvorpå han befandt sig på lønskalaen for arbejdstagere omfattet af jobdelingsordningen.

32 Den tilbagegang, arbejdstageren udsættes for, når han overgår eller vender tilbage til ordningen for fuldtidsbeskæftigede, har direkte virkninger for hans løn. Arbejdstageren modtager nemlig en løn, der reelt er mindre end det dobbelte af, hvad han ville have modtaget, hvis han fortsat havde arbejdet på jobdelingsbasis. Han lider derfor et tab med hensyn til timelønnen. Ved anvendelsen af kriteriet om antallet af arbejdstimer i den periode, hvor den pågældende har arbejdet på jobdelingsbasis, således som det er fastsat i de regler, der er gældende i hovedsagen, tages der hverken hensyn til den omstændighed, at jobdelingsordningen — som nævnt i præmis 26 i nærværende dom — er unik, idet den ikke medfører, at tjenesten afbrydes, eller til den omstændighed — som er nævnt i præmis 27 i nærværende dom — at en arbejdstager, som arbejder på jobdelingsbasis, kan opnå samme erfaring som en arbejdstager på fuld tid. Desuden indføres der efterfølgende en forskel i lønnen som helhed for lønmodtagere, som såvel ud fra en kvalitativ som ud fra en kvantitativ vurdering af arbejdet udfører samme opgaver. Denne forskel medfører, at lønmodtagere, som arbejder på fuldtidsbasis, men som tidligere har arbejdet på jobdelingsbasis, og lønmodtagere, som hele tiden har arbejdet på fuldtidsbasis, behandles forskelligt.

33 Inden for kategorien af arbejdstagere, som arbejder på fuldtidsbasis, er der derfor tale om en lønmæssig ulighed, der rammer arbejdstagere, som tidligere har arbejdet

[s. I-3770]

på jobdelingsbasis, og som rykkes ned i forhold til det trin, hvorpå de allerede befandt sig på lønskalaen.

34 I et sådant tilfælde må det fastslås, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede faktisk fører til en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere og i princippet må anses for at være i strid med traktatens artikel 119 og følgelig med direktivet. Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt forskelsbehandlingen af de to grupper arbejdstagere er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 29, af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 12, og af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, præmis 31).

35 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. de ovenfor nævnte domme i Jenkins-sagen, præmis 14, Bilka-sagen, præmis 36, og Rinner-Kühn-sagen, præmis 15).

36 Det skal imidlertid bemærkes, at selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, der skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, kompetent til, på grundlag af det i hovedsagen oplyste og samtlige for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg, at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 13, og ovennævnte dom i Lewark-sagen, præmis 32).

37 Ifølge Revenue Commissioners og Department of Finance er en metode med hensyn til indplacering på løntrin, der er baseret på den tid, den pågældende

[s. I-3771]

faktisk har arbejdet, objektivt begrundet i kriterier, der opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis.

38 I denne forbindelse må det fastslås, at hverken den begrundelse, der er fremført af Revenue Commissioners og Department of Finance, og som går ud på, at det inden for det offentlige er fast praksis kun at »medregne« den tjeneste, der faktisk er udført, eller den begrundelse, som går ud på, at denne praksis indebærer et belønningssystem, der sikrer de ansattes motivation, engagement og arbejdsmoral, er relevante. Den første begrundelse er blot en generel betragtning, som ikke er blevet begrundet i objektive kriterier. Med hensyn til den anden begrundelse kan et system til belønning af arbejdstagere, som udfører deres arbejde i henhold til ordningen for fuldtidsbeskæftigede, ikke påvirkes af jobdelingsordningen.

39 Med hensyn til den begrundelse, som går ud på, at en undtagelse til fordel for ansættelse på jobdelingsbasis ville føre til forhold, der ville blive opfattet som arbitrære og ubillige, eller ville være en utilladelig forskelsbehandling til fordel for kvinder, bemærkes — som det fremgår af præmis 29 i nærværende dom — at det ikke er forskelsbehandling til fordel for kvindelige arbejdstagere at indplacere en arbejdstager, som overgår til fuldtidsbeskæftigelse, på samme løntrin, som vedkommende befandt sig på i henhold til jobdelingskontrakten.

40 Med hensyn til den begrundelse, der bygger på økonomiske hensyn, bemærkes, at en arbejdsgiver ikke kan begrunde en forskelsbehandling, som følger af en jobdelingsordning, alene med, at hans omkostninger ville stige, hvis han skulle undgå en sådan forskelsbehandling.

41 Det bemærkes, at alle parterne i hovedsagen samt den forelæggende ret er enige om, at næsten alle de arbejdstagere, der arbejder på jobdelingsbasis inden for det

[s. I-3772]

offentlige i Irland, er kvinder. Det fremgår af hovedsagens akter, at ca. 83% af de arbejdstagere, som valgte at arbejde på jobdelingsbasis, gjorde det for at forene arbejde og familiemæssige forpligtelser, som altid omfatter opdragelse af børn.

42 Fællesskabets politik på dette område består i at tilskynde til, at arbejdsvilkårene så vidt muligt tilpasses til de familiemæssige forpligtelser. Beskyttelsen af kvinden i familielivet og i erhvervsforløbet er et princip, der ligesom beskyttelsen af manden i vidt omfang i medlemsstaternes retsordener betragtes som den naturlige følge af ligestillingen af mænd og kvinder, og som anerkendes af fællesskabsretten.

43 Det påhviler derfor Revenue Commissioners og Department of Finance for den forelæggende ret at godtgøre, at anvendelsen af ancienniteten, defineret som den tid, den pågældende faktisk har arbejdet, som kriterium ved indplaceringen på løntrin af arbejdstagere, som overgår fra beskæftigelse på jobdelingsbasis til fuldtidsbeskæftigelse, er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Hvis myndighederne kan godtgøre, at dette er tilfældet, kan den omstændighed, at den nationale lovgivning rammer langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, ikke i sig selv betragtes som en tilsidesættelse af traktatens artikel 119 og dermed af direktivet.

44 Spørgsmålene må derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og direktivet skal fortolkes således, at de — når langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere arbejder på jobdelingsbasis — er til hinder for en lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der arbejder på jobdelingsbasis, og som overgår til fuldtidsbeskæftigelse, bliver indplaceret på et lavere løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede end det løntrin på skalaen for personale omfattet af jobdelingsordningen, hvorpå de tidligere var indplaceret, som følge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes på grundlag af den tid, den pågældende

[s. I-3773]

faktisk har arbejdet i sin stilling, medmindre denne lovgivning er begrundet i objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Labour Court ved kendelse af 5. april 1995, for ret:

EF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder skal fortolkes således, at de — når langt flere kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere arbejder på jobdelingsbasis — er til hinder for en lovgivning, hvorefter arbejdstagere, der arbejder på jobdelingsbasis, og som overgår til fuldtidsbeskæftigelse, bliver [s. I-3774]  indplaceret på et lavere løntrin på skalaen for fuldtidsbeskæftigede end det løntrin på skalaen for personale omfattet af jobdelingsordningen, hvorpå de tidligere var indplaceret, som følge af, at arbejdsgiveren anvender et kriterium, hvorefter ancienniteten beregnes på grundlag af den tid, den pågældende faktisk har arbejdet i sin stilling, medmindre denne lovgivning er begrundet i objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

Ragnemalm

Schintgen

Mancini

Murray

Hirsch

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. juni 1998.

R. Grass

Justitssekretær

H. Ragnemalm

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0066.md =====

# EU-Domstolen, Sjette Afdeling, 19. november 1998, sag C-66/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0066.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0066.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1998:549

Kommentarens titel: Graviditetsbetinget sygdom, fravær og arbejdsgiverbestemt hjemsendelse

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En gravid, der før barselsorloven var uarbejdsdygtig på grund af lægeligt konstateret graviditetsbetinget sygdom, måtte ikke miste fuld løn, når andre syge ansatte principielt fik fuld løn (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Efter direktiv 76/207 og 92/85 måtte arbejdsgiveren heller ikke hjemsende en arbejdsdygtig gravid uden fuld løn alene, fordi arbejdsgiveren ikke mente at kunne anvende hendes arbejdskraft.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 og direktiv 75/117 hindrede, at en gravid før barselsorlov mistede fuld løn ved lægeligt konstateret graviditetsbetinget sygdom, når andre syge ansatte principielt fik fuld løn. De samme regler hindrede derimod ikke manglende løn ved almindelige graviditetsgener uden uarbejdsdygtighed eller et skånehensyn uden egentlige sygdomsforhold eller særlig fosterrisiko. Efter direktiv 76/207 og 92/85 måtte arbejdsgiveren ikke hjemsende en arbejdsdygtig gravid uden fuld løn alene, fordi arbejdsgiveren ikke mente at kunne anvende hendes arbejdskraft.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen universel fuldlønsret under al graviditet, barselsorlov eller sygefravær.

Den sammenlignede ordning gav i princippet fuld løn under anden sygdom.

Ikke et generelt krav om fuld normal løn ved enhver lovlig beskyttelsesfritagelse efter 92/85.

Den historiske danske funktionærlovs- og dagpengeregulering er ikke kontrolleret som nutidig ret.

Pia Sørensens konkrete faktum og nationale følgeafgørelser er ikke afgjort/læst her.

Ingen ret til at ignorere arbejdsrisici, fordi fravær i en anden situation blev anset for et valg.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0066

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
19. november 1998[^*]

I sag C-66/96,

angående en anmodning, som Sø- og Handelsretten i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

**Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark** som mandatar for Berit Høj Pedersen

mod

**Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger** som mandatar for Kvickly Skive,

**Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark** som mandatar for Bettina Andresen

mod

**Dansk Tandlægeforening** som mandatar for Jørgen Bagner,

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Tina Pedersen

mod

Dansk Tandlægeforening som mandatar for Jørgen Rasmussen

og

**Kristelig Funktionær-Organisation** som mandatar for Pia Sørensen

mod

**Dansk Handel & Service** som mandatar for Hvitfeldt Guld og Sølv ApS,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under [s. I-7356]  arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF, EFT L 348, s. 1),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. J. G. Kapteyn, og dommerne G. Hirsch, G. F. Mancini, J. L. Murray (refererende dommer) og R. Schintgen,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Berit Høj Pedersen, Bettina Andresen og Tina Pedersen ved advokat Lars Svenning Andersen, Århus

- Kristelig Funktionær-Organisation som mandatar for Pia Sørensen ved advokat Søren Juul, København

- Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger som mandatar for Kvickly Skive ved advokat Mariann Norrbom, København

- Dansk Tandlægeforening som mandatar for Jørgen Bagner og Jørgen Rasmussen ved advokat Henrik Wedell-Wedellsborg, København

- Dansk Handel & Service som mandatar for Hvitfeldt Guld og Sølv ApS ved advokat Peter Herskind, København

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmægtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget, og barrister Dinah Rose

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Hans Peter Hartvig og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 12. juni 1997 af Handels-og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Berit Høj Pedersen, Bettina Andresen og Tina Pedersen ved advokat Lars Svenning Andersen, af Kristelig Funktionær-Organisation som mandatar for Pia Sørensen ved advokat Søren Juul, af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger som mandatar for Kvickly Skive ved advokat Mariann Norrbom, af Dansk Tandlægeforening som mandatar for Jørgen Bagner og Jørgen Rasmussen ved advokat Christian Schow Madsen, København, af Dansk Handel & Service som mandatar for Hvitfeldt Guld og Sølv ApS ved advokat Peter Vibe Jespersen, København, af den franske regering ved Anne de Bourgoing og af Kommissionen ved Hans Peter Hartvig og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juli 1997,

[s. I-7358]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 20. februar 1996, indgået til Domstolen den 11. marts 1996, har Sø- og Handelsretten i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF, EFT L 348, s. 1).

2 Dette spørgsmål er blevet rejst under sager anlagt af Berit Høj Pedersen, Bettina Andresen, Tina Pedersen og Pia Sørensen mod deres arbejdsgivere, henholdsvis Kvickly Skive, Jørgen Bagner, Jørgen Rasmussen og Hvitfeldt Guld og Sølv ApS, vedrørende deres ret til løn under graviditetsbetinget fravær.

[s. I-7359]

#### Fællesskabslovgivningen

3 Traktatens artikel 119 bestemmer følgende:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved ’løn’ forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> Lige løn uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer:

> a) at den løn, der ydes for samme arbejde, der aflønnes i akkord, fastsættes på samme beregningsgrundlag

> b) at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde.«

[s. I-7360]

4 Direktiv 75/117, som ifølge sin fjerde betragtning tilsigter at lette denne bestemmelses gennemførelse i praksis, bestemmer i artikel 1:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt ’ligelønsprincippet’, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

5 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 bestemmer følgende:

> »Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.«

6 Direktiv 76/207 er imidlertid ifølge sin artikel 2, stk. 3,

> »ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.«

[s. I-7361]

7 Direktivets artikel 5, stk. 1, bestemmer følgende:

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

8 Direktiv 92/85 bestemmer følgende i artikel 4:

> »Vurdering og underretning

> 1. For alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I, skal arbejdsgiveren eller de beskyttelses- og forebyggelsestjenester, som er omhandlet i artikel 7 i direktiv 89/391/EØF, vurdere arten, omfanget og varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 udsættes for i den pågældende virksomhed og/eller institution, således at man kan:

> - foretage en bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for de i artikel 2 definerede arbejdstagere under graviditet eller amning

> - afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes.

[s. I-7362]

> 2. Med forbehold af artikel 10 i direktiv 89/391/EØF skal arbejdstagere som defineret i artikel 2 og arbejdstagere, der kan tænkes at befinde sig i en af de i artikel 2 beskrevne situationer, og/eller deres repræsentanter underrettes om resultaterne af den i stk. 1 nævnte vurdering og om alle foranstaltninger vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet i den pågældende virksomhed og/eller institution.«

9 Artikel 5 bestemmer følgende:

> »Konsekvenserne af resultaterne af vurderingen

> 1. Hvis den i artikel 4, stk. 1, omhandlede vurdering viser, at der er risiko for en i artikel 2 defineret arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, træffer arbejdsgiveren, ved en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at den pågældende arbejdstager udsættes for denne risiko, jf. dog artikel 6 i direktiv 89/391/EØF.

> 2. Hvis en ændring af arbejdsforhold og/eller arbejdstid ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger til at overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

> 3. Hvis overførslen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed.

[s. I-7363]

> 4. Denne artikels bestemmelser gælder tilsvarende, når en arbejdstager, der udfører arbejde, som er forbudt i henhold til artikel 6, bliver gravid eller ammer og underretter arbejdsgiveren herom.«

10 Samme direktivs artikel 11 bestemmer følgende:

> »Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen

> For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> 1) I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebæreise af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.«

#### National lovgivning

11 § 5, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 516 af 23. juli 1987 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (herefter »funktionærloven«) bestemmer følgende:

> »Bliver funktionæren på grund af sygdom ude af stand til at udføre sit arbejde, betragtes den heraf følgende tjenesteforsømmelse som lovligt forfald for funktionæren, medmindre han under tjenesteforholdets beståen har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller han ved stillingens overtagelse svigagtigt har fortiet, at han led af den pågældende sygdom.«

12 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at begrebet sygdom i § 5, stk. 1, omfatter enhver legemlig eller sjælelig lidelse eller svækkelse, som efter et lægeligt skøn medfører, at funktionæren ikke kan udføre sit arbejde.

13 Efter § 5 i lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel (herefter »dagpengeloven«) oppebærer lønmodtagere dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Arbejdsgiveren kan herefter få udbetalt de dagpenge, som funktionæren ellers ville have ret til.

[s. I-7365]

14 Funktionærlovens § 7 bestemmer i øvrigt følgende med hensyn til graviditet og moderskab:

> »1. Med henblik på arbejdsgiverens tilrettelæggelse af arbejdet skal funktionæren senest 3 måneder før det forventede fødselstidspunkt give oplysning om, hvornår hun påregner at begynde sin barselorlov.

> 2. Arbejdsgiveren er i tilfælde af en funktionærs graviditet pligtig at betale hende halv løn i indtil 5 måneder i tiden fra arbejdsudygtighedens indtræden, dog tidligst 3 måneder før fødslen, indtil 3 måneder efter fødslen. Tilsvarende forpligtelse gælder, såfremt arbejdsgiveren, uanset at funktionæren ikke er arbejdsudygtig, ikke mener at kunne beskæftige hende. Såfremt arbejdsgiveren opsiger funktionæren, er han pligtig at betale fuld løn, indtil fratræden med det funktionæren tilkommende varsel kan ske.«

15 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at uarbejdsdygtighed på grund af graviditet og fødsel i princippet ikke udløser samme rettigheder som uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

16 Det fremgår af ovennævnte bestemmelse, at funktionæren alene har ret til halv løn fra arbejdsgiveren i højst fem måneder inden for en periode fra tre måneder før fødslen til tre måneder efter fødslen.

17 Derimod er en funktionær, som under graviditet, men forinden barselsorlov påbegyndes, bliver ramt af sygdom, kun berettiget til fuld løn efter funktionærlovens § 5, såfremt sygdommen er uden forbindelse med graviditeten.

[s. I-7366]

18 Indtræder der tidligere end tre måneder før fødslen uarbejdsdygtighed eller af en særlig grund lovligt forfald i forbindelse med graviditet, har funktionæren i princippet ikke noget lønkrav, men er berettiget til ydelser efter dagpengeloven og vejledning nr. 191 af 27. oktober 1994.

19 Funktionæren skal på arbejdsgiverens opfordring dokumentere uarbejdsdygtigheden. Det afhænger af et lægeligt skøn, om funktionæren er uarbejdsdygtig. Funktionæren er ikke forpligtet til at give nærmere oplysning om, hvad uarbejdsdygtigheden skyldes, men hun skal oplyse, om den har forbindelse med graviditet.

20 Endelig kan arbejdsgiveren efter funktionærlovens § 7, stk. 2, andet punktum, hjemsende en gravid funktionær, selv om hun ikke er uarbejdsdygtig, hvis arbejdsgiveren ikke mener at kunne beskæftige hende. Arbejdsgiveren er i så fald pligtig at betale hende halv løn.

21 Ifølge den forelæggende ret er de synspunkter, der ligger bag denne bestemmelse, at arbejdsgiveren under hensyn til stillingens art kan stille krav til funktionærens arbejdsevne, der kan begrunde, at funktionæren ophører med arbejdet på et tidspunkt, der ligger indtil tre måneder før fødslen. Arbejdsgiveren må kunne begrunde, at en hjemsendelse af den pågældende funktionær er nødvendig.

#### Tvisten i hovedsagen

22 Berit Høj Pedersen, Bettina Andresen, Tina Pedersen og Pia Sørensen er alle omfattet af den danske funktionærlov. De har alle haft et unormalt graviditetsforløb inden tre måneder før det forventede fødselstidspunkt.

23 Berit Høj Pedersen og Bettina Andresen blev derfor erklæret fuldt uarbejdsdygtige, og deres arbejdsgivere ophørte med lønudbetaling og opfordrede dem til at ansøge om dagpenge.

[s. I-7367]

24 Tina Pedersen blev kun erklæret delvis uarbejdsdygtig. Hun foreslog derfor sin arbejdsgiver, Jørgen Rasmussen, at genoptage sit arbejde i et vist omfang, hvilket han afslog. Det blev efterfølgende oplyst over for Tina Pedersen, at der var ansat en fuldtidsbarselsvikar, samt at hun ikke længere ville få udbetalt løn; hun blev derfor også henvist til at ansøge om førtidige barselsdagpenge.

25 Det er under retsmødet blevet fremført, at der fremdeles bestod et spørgsmål om, hvad der var årsagen til Pia Sørensens uarbejdsdygtighed.

26 Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag ved Sø- og Handelsretten og har under henvisning til de gældende fællesskabsretlige bestemmelser på området for ligebehandling af kønnene anfægtet den fortolkning af funktionærlovens § 5, hvorefter kvinder, som er graviditetsbetinget uarbejdsdygtige før den periode på tre måneder, der går forud for fødslen, ikke har ret til fuld løn.

27 Da Sø- og Handelsretten var af den opfattelse, at tvistens afgørelse afhænger af fortolkningen af fællesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er fællesskabsretten, herunder artikel 119, direktiv 75/117/EØF, 76/207/EØF, samt direktiv 92/85 til hinder for, at en national lovgivning fritager arbejdsgiveren fra at udbetale løn til gravide medarbejdere, når

> 1) fraværet skyldes, at graviditeten væsentligt forværrer en sygdom, der i øvrigt ikke har forbindelse med graviditeten

> 2) fraværet skyldes en sygdom forårsaget af graviditeten

> 3) fraværet skyldes, at graviditeten har et sygeligt forløb, og at fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for kvindens helbred eller fosteret

> 4) fraværet skyldes almindelige graviditetsgener i en normalt forløbende graviditet, hvor der i øvrigt ikke er tale om uarbejdsdygtighed

> 5) fraværet sker på baggrund af et lægeligt skøn om at skåne fosteret, men hvor det lægelige skøn ikke er begrundet i egentlige sygelige forhold eller særlige risici for fosteret

> 6) fraværet skyldes, at arbejdsgiveren alene på grund af graviditeten skønner ikke at kunne finde anvendelse for den gravide medarbejders arbejdskraft på trods af, at medarbejderen ikke er uarbejdsdygtig,

> og der i situation nr. 1-3 og 6 af staten tilsikres den gravide medarbejder samme dagpengesats, som vil opnås under sygeorlov, mens der i situation nr. 4-5 ikke oppebæres dagpenge fra staten, og når der i øvrigt i henhold til national lovgivning for arbejdsgiveren består en pligt til at udbetale fuld løn under sygdom.«

#### Spørgsmålets første, andet og tredje led

28 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål for det første oplyst, om traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 og 92/85 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, bliver uarbejdsdygtig

[s. I-7369]

som følge af et graviditetsbetinget sygeligt forhold, der fastslås ved en lægeerklæring, ikke har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren, men til dagpenge udbetalt af en lokal myndighed, mens en arbejdstager i tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, der fastslås ved en lægeerklæring, i princippet har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren.

29 Det bemærkes indledningsvis, at direktiv 75/117's væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, og at det ikke på nogen måde ændrer ved dette princips indhold eller rækkevidde som fastlagt i traktaten (dom af 3.12.1987, sag 192/85, Newstead, Sml. s. 4753, præmis 20).

30 Det bemærkes med hensyn til direktiv 92/85, at det blev vedtaget den 19. oktober 1992, og at det i overensstemmelse med sin artikel 14 skulle være gennemført af medlemsstaterne senest to år efter dets vedtagelse. Det forhold, at de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisterne i hovedsager, i det væsentlige har fundet sted inden udløbet af direktivets gennemførelsesfrist, men efter dets vedtagelse, er ikke til hinder for, at den forelæggende ret anmoder Domstolen om at fortolke det (jf. i denne retning dom af 18.12.1997, sag C-129/96, Inter-Environnement Wallonie, Sml. I, s. 7411, og af 8.10.1987, sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen, Sml. s. 3969).

31 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at efter traktatens artikel 177, som hviler på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens opgaver, kan Domstolen hverken udtale sig om en sags faktiske omstændigheder eller efterprøve anmodningens grunde. Når en national ret anmoder om en fortolkning af en fællesskabsretlig bestemmelse, må Domstolen gå ud fra, at den finder denne fortolkning nødvendig for sagens løsning (dom af 5.10.1977, sag 5/77, Tedeschi mod Denkavit, Sml. s. 1555, præmis 17, 18 og 19).

32 Det bemærkes endvidere, således som Domstolen har fastslået i dom af 13. juli 1989 (sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743), at den løn, som arbejdsgiveren skal

[s. I-7370]

udbetale under en arbejdstagers fravær på grund af sygdom, er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119, som omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt (jf. dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, og af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, præmis 21).

33 Det bemærkes endvidere, at selv om graviditet på ingen måde kan sammenlignes med en patologisk tilstand (dom af 14.7.1994, sag C-31/93, Webb, Sml. I, s. 3567), er det dog en kendsgerning, at graviditeten er en periode, hvorunder der kan indtræde sygdomme og komplikationer, som kan gøre det nødvendigt for en kvinde at underkaste sig et nøje lægeligt tilsyn og i givet fald holde sig i fuldstændig ro under hele graviditeten eller en del af denne. Sådanne sygdomme og komplikationer, som kan føre til uarbejdsdygtighed, hører til de særlige risici i forbindelse med graviditet og er følgelig en del af de særlige omstændigheder ved denne tilstand (dom af 30.6.1998, sag C-394/96, Brown, Sml. I, s. 4185, præmis 22).

34 I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, at enhver arbejdstager som udgangspunkt i henhold til den i hovedsagen omhandlede lovgivning har krav på fuld løn i tilfælde af uarbejdsdygtighed.

35 Følgelig må det forhold, at en kvinde, forinden barselsorlov påbegyndes, mister retten til sin fulde løn, når hendes uarbejdsdygtighed skyldes et graviditetsbetinget sygeligt forhold, anses for i det væsentlige at være baseret på graviditeten og derfor udtryk for forskelsbehandling.

36 Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt størrelsen af de dagpenge, der udbetales til funktionærer, svarer til størrelsen af deres løn. Såfremt dette skulle være tilfældet, tilkommer det den nationale ret at efterprøve, om det forhold, at dagpenge

[s. I-7371]

udbetales af en lokal myndighed, kan fremkalde en forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 119.

37 Det følger heraf, at anvendelsen af lovbestemmelser som de i tvisterne i hovedsagen omhandlede indebærer en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, der er i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

38 De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at det følger af artikel 11 i direktiv 92/85, at der i national lovgivning kan fastsættes et loft for de ydelser, som kvindelige arbejdstagere kan oppebære i forbindelse med graviditet. De har i øvrigt anført, at såfremt der skulle foreligge forskelsbehandling, er den begrundet i den omstændighed, at den danske lovgivning er udtryk for en fordeling af de risici og økonomiske byrder, der er forbundet med graviditet, mellem den gravide arbejdstager, arbejdsgiveren og samfundet, og denne fordeling er bl.a. foretaget efter en afvejning mellem ønsket om at fremme kvindelige arbejdstageres adgang til arbejdsmarkedet og nødvendigheden af at beskytte dem i forbindelse med graviditet.

39 Det bemærkes for det første, at artikel 11, stk. 3, i direktiv 92/85 kun tillader anvendelsen af et loft fastsat i henhold til national lovgivning for den løn eller de ydelser, som udbetales til arbejdstagere i forbindelse med barselsorlov, således som denne i øvrigt er defineret i samme direktivs artikel 8.

40 Hvad angår ønsket om at sikre en fordeling af de risici og økonomiske byrder, der er forbundet med graviditet, mellem den gravide arbejdstager, arbejdsgiveren og samfundet bemærkes, at dette ikke kan begrunde den forskelsbehandling, som er fastslået i denne doms præmis 35. Det kan heller ikke kvalificeres som et objektivt forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Domstolens praksis (jf. Lewark-dommen, a.st., præmis 31).

[s. I-7372]

41 Det følger af det ovenfor anførte, at traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, bliver uarbejdsdygtig som følge af et graviditetsbetinget sygeligt forhold, der fastslås ved en lægeerklæring, ikke har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren, men til dagpenge udbetalt af en lokal myndighed, mens en arbejdstager i tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, der fastslås ved en lægeerklæring, i princippet har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren.

#### Spørgsmålets fjerde og femte led

42 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål dernæst oplyst, om traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, er fraværende fra sit arbejde enten på grund af almindelige graviditets gener, hvor der i øvrigt ikke er tale om uarbejdsdygtighed, eller på baggrund af et lægeligt skøn om at skåne fosteret, men hvor det lægelige skøn ikke er begrundet i egentlige sygelige forhold eller særlige risici for fosteret, ikke har ret til løn fra arbejdsgiveren, når enhver arbejdstager, som er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, i princippet har ret til løn.

43 Det bemærkes indledningsvis, at det under den mundtlige forhandling er blevet fremført, at spørgsmålet om, hvorvidt Pia Sørensen henhører under spørgsmålets fjerde eller femte led, endnu ikke er blevet endelig afgjort af den forelæggende ret.

44 Der skal derfor tages stilling til spørgsmålets fjerde og femte led.

[s. I-7373]

45 Som Domstolen tidligere har fastslået ved dom af 12. juli 1979 (sag 244/78, Union laitière normande, Smi. s. 2663, præmis 5), kræver nødvendigheden af at nå til en fortolkning af fællesskabsretten, som kan benyttes af den nationale domstol, at den retlige sammenhæng, hvori fortolkningen ønskes, er nærmere fastlagt. Ud fra dette synspunkt kan det efter omstændighederne være hensigtsmæssigt, at sagens faktum er fastslået, og at rent nationale retsspørgsmål er afklaret inden forelæggelsen for Domstolen, således at denne kan tage alle faktiske og retlige elementer, som kan have betydning for dens fortolkning af fællesskabsretten, i betragtning (dom af 10.3.1981, forenede sager 36/80 og 71/80, Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., Sml. s. 735, præmis 6).

46 Disse hensyn begrænser imidlertid på ingen måde den skønsbeføjelse, som tilkommer den nationale ret, der som den eneste har direkte kendskab til sagens omstændigheder og de af parterne fremførte argumenter, og som har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes, og følgelig bedst er i stand til at bedømme, på hvilket stadium af retsforhandlingerne den har behov for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen (dommen i sagen Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., a.st., præmis 7).

47 Det skal endvidere bemærkes, således som det fremgår af denne doms præmis 32, at arbejdstagerens løn under et fravær på grund af sygdom er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

48 Det skal imidlertid bemærkes, at til forskel fra de situationer, som er beskrevet i de tre første led i spørgsmålet fra den forelæggende ret, er den gravide arbejdstager fraværende fra sit arbejde, forinden barselsorlov påbegyndes, ikke på grund af et sygeligt forhold eller særlige risici for fosteret, som medfører uarbejdsdygtighed, dokumenteret ved lægeerklæring, men enten på grund af almindelige graviditetsgener eller på baggrund af et almindeligt lægeligt skøn, uden at der i nogle af disse to situationer foreligger uarbejdsdygtighed.

[s. I-7374]

49 Den nedsættelse eller endog tab af løn, som rammer funktionæren på grund af sådanne former for fravær, der ikke skyldes uarbejdsdygtighed, kan derfor ikke anses for i det væsentlige at være baseret på selve graviditeten, men derimod på det af funktionæren trufne valg om ikke at arbejde.

50 Det følger af det ovenfor anførte, at traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, er fraværende fra sit arbejde enten på grund af almindelige graviditetsgener, hvor der i øvrigt ikke er tale om uarbejdsdygtighed, eller på baggrund af et lægeligt skøn om at skåne fosteret, men hvor det lægelige skøn ikke er begrundet i egentlige sygelige forhold eller særlige risici for fosteret, ikke har ret til løn fra arbejdsgiveren, når enhver arbejdstager, som er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, i princippet har ret til løn.

#### Spørgsmålets sjette led

51 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål endelig oplyst, om direktiv 76/207 og 92/85 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver, når han skønner ikke at kunne finde anvendelse for en gravid kvinde, på trods af at hun ikke er uarbejdsdygtig, kan hjemsende hende uden at betale hende fuld løn.

52 Det bemærkes for det første, at i henhold til artikel 5 i direktiv 76/207 skal mænd og kvinder sikres samme arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår.

53 Da en lovgivning som den i tvisten i hovedsagen omhandlede udelukkende vedrører kvindelige funktionærer, udgør den en forskelsbehandling, som er i strid med denne bestemmelse.

[s. I-7375]

54 I øvrigt bemærkes, at artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 giver medlemsstaterne ret til at opretholde eller indføre bestemmelser til beskyttelse af kvinder i forbindelse med »graviditet og moderskab«, og at det herved anerkendes, at det i forhold til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder er berettiget at beskytte kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter fødslen (dommen i Webb-sagen, a.st., præmis 20).

55 En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan imidlertid ikke henhøre under anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

56 Det fremgår nemlig af forelæggelseskendelsen, at den danske lovgivning ikke så meget tilsigter at beskytte gravide kvinders fysiske tilstand som at beskytte arbejdsgiverens interesser. Ifølge den forelæggende ret bygger en sådan lovgivning således på den opfattelse, at arbejdsgiveren under hensyn til stillingens art kan stille krav til funktionærens arbejdsevne, der kan begrunde, at funktionæren ophører med arbejdet på et tidspunkt, der ligger indtil tre måneder før fødslen.

57 Hvad angår direktiv 92/85 skal det bemærkes, at dets artikel 4 og 5 indfører en procedure med vurdering og underretning for arbejdsopgaver, som kan indebære en risiko for kvindelige arbejdstageres sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på de pågældendes graviditet eller amning. Denne procedure kan føre til, at arbejdsgiveren midlertidigt ændrer deres arbejdsforhold og/eller arbejdstid eller, hvis en sådan ændring ikke er mulig, overfører dem til andre arbejdsopgaver. Kun hvis overførslen til andre arbejdsopgaver heller ikke er mulig, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed.

58 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke opfylder de i direktiv 92/85 fastsatte materielle og formelle betingelser for at fritage kvindelige arbejdstagere for at erlægge deres arbejdsydelse.

[s. I-7376]

Dels er hjemsendelsen af funktionæren begrundet i arbejdsgiverens interesse, dels kan beslutning herom træffes af arbejdsgiveren, uden at der foretages en forudgående undersøgelse af muligheden for at ændre funktionærens arbejdsforhold og/eller arbejdstid eller derudover muligheden for at overføre funktionæren til andre arbejdsopgaver.

59 Det følger af det ovenfor anførte, at direktiv 76/207 og 92/85 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver, når han skønner ikke at kunne finde anvendelse for en gravid kvinde, på trods af at hun ikke er uarbejdsdygtig, kan hjemsende hende uden at betale hende fuld løn.

#### Sagens omkostninger

60 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Sø- og Handelsretten ved kendelse af 20. februar 1996, for ret:

1) EF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemføreise [s. I-7377] af princippet om lige løn til mænd og kvinder skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, bliver uarbejdsdygtig som følge af et graviditetsbetinget sygeligt forhold, der fastslås ved en lægeerklæring, ikke har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren, men til dagpenge udbetalt af en lokal myndighed, mens en arbejdstager i tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, der fastslås ved en lægeerklæring, i princippet har ret til fuld løn fra arbejdsgiveren.

2) Traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid kvinde, som, forinden barselsorlov påbegyndes, er fraværende fra sit arbejde enten på grund af almindelige graviditetsgener, hvor der i øvrigt ikke er tale om uarbejdsdygtighed, eller på baggrund af et lægeligt skøn om at skåne fosteret, men hvor det lægelige skøn ikke er begrundet i egentlige sygelige forhold eller særlige risici for fosteret, ikke har ret til løn fra arbejdsgiveren, når enhver arbejdstager, som er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, i princippet har ret til løn.

3) Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/39 l/EØF), er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver, når han skønner ikke at kunne finde anvendelse for en gravid kvinde, på trods af at hun ikke er uarbejdsdygtig, kan hjemsende hende uden at betale hende fuld løn.

Kapteyn

Hirsch

Mancini

Murray

Schintgen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. november 1998.

R. Grass

Justitssekretær

P. J. G. Kapteyn

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: dansk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0234.md =====

# EU-Domstolen, 10. februar 2000, sag C-234/96 og C-235/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0234.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0234.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:73

Kommentarens titel: Gunstigere beskyttelse af deltidsansattes pensionsrettigheder

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Defrenne II-dommens tidsbegrænsning hindrede ikke nationale lighedsregler med tilbagevirkende pensionsmedlemskab og pensionsbetaling for de berørte deltidsansatte, heller ikke når reglerne forbød forskelsbehandling på grund af deltid generelt og ikke kun på grund af køn (jf. § 1 a, stk. 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Defrenne II-dommens tidsbegrænsning hindrede ikke nationale lighedsregler med tilbagevirkende pensionsmedlemskab og pensionsbetaling for de berørte deltidsansatte. Det ændrede ikke svaret, at de nationale regler forbød forskelsbehandling på grund af deltid generelt og ikke kun på grund af køn.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk samspil mellem artikel 119 og gunstigere national ret; ikke en universel ret til tilbagevirkende optjening efter enhver pensionsordning.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0234

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
10. februar 2000[^*]

I de forenede sager C-234/96 og C-235/96,

angående anmodninger, som Landesarbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

Deutsche Telekom AG

mod

Agnes Vick (sag C-234/96),

Ute Conze (sag C-235/96),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af den protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til EF-traktaten,

[s. I-804]

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Deutsche Telekom AG ved advokat G. Engelbrecht, Hamburg

- A. Vick ved advokat K. Neumann-Silkow, Wedel

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Hillenkamp og M. Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokat K. Bertelsmann, Hamburg,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 1. juli 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Deutsche Telekom AG og af Kommissionen,

[s. I-805]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. oktober 1998,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved to kendelser af 12. december 1995, indgået til Domstolen den 9. juli 1996, har Landesarbeitsgericht Hamburg i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af den protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter »protokollen«), der er knyttet som bilag til EF-traktaten.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under to sager mellem Deutsche Telekom AG (herefter »Deutsche Telekom«), tidligere Deutsche Bundespost Telekom, og henholdsvis A. Vick (sag C-234/96) og U. Conze (sag C-235/96). Sagerne drejer sig om betingelserne for at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet tillægspensionsordning og for at få udbetalt pension i henhold til ordningen.

[s. I-806]

#### De relevante nationale bestemmelser

3 Artikel 3, stk. 1, 2 og 3, i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (herefter »GG«) bestemmer:

> »1. Alle er lige for loven.

> 2. Mænd og kvinder er ligeberettigede. Staten skal fremme den faktiske gennemførelse af ligeberettigelsen af kvinder og mænd og bestræbe sig på at afskaffe eksisterende uligheder.

> 3. Ingen må stilles ringere eller bedre på grund af køn, afstamning, race, sprog, national eller etnisk oprindelse, tro, religiøse eller politiske anskuelser. Ingen må stilles ringere på grund afet handicap.«

4 I henhold til § 1 i Gesetz über die Gleichbehandlung von Männern und Frauen am Arbeitsplatz (lov af 1980 om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet) blev der i § 612 i Bürgerliches Gesetzbuch indsat et nyt stk. 3 med følgende ordlyd:

> »I et arbejdsforhold kan det ikke lovligt aftales, at samme arbejde eller arbejde af samme værdi som følge af arbejdstagerens køn lønnes ringere end for en [s. I-807]  arbejdstager af det andet køn. En aftale om lavere løn kan ikke begrundes med, at der som følge af arbejdstagerens køn gælder særlige beskyttelsesregler ...«

5 I 1985 blev Gesetz über arbeitsrechtliche Vorschriften zur Beschäftigungsförderung (lov om arbejdsretlige bestemmelser til fremme af beskæftigelsen, herefter »BeschFG«) vedtaget. Lovens § 2-6 omhandler arbejde på deltid. I henhold til § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte, medmindre objektive faktorer begrunder en forskellig behandling. Ifølge lovens § 6 kan bestemmelserne i det pågældende afsnit af loven dog fraviges, også til ugunst for arbejdstageren, i henhold til en kollektiv overenskomst.

6 Ifølge § 24 i Tarifvertrag für Arbeiter der Deutschen Bundespost (kollektiv overenskomst for arbejdere, der er ansat af Deutsche Bundespost) skal arbejderne være tilsluttet Versorgungsanstalt der Deutschen Bundespost (pensionskassen for ansatte i Deutsche Bundespost, herefter »VAP«) på de vilkår, der er fastsat i den til enhver tid gældende Tarifvertrag über die Versorgung der Arbeitnehmer der Deutschen Bundespost (kollektiv overenskomst om pension for ansatte i Deutsche Bundespost, herefter »pensionsoverenskomsten«).

7 Indtil den 31. december 1987 havde § 3 i pensionsoverenskomsten følgende ordlyd:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne ... når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, der er [s. I-808]  aftalt i henhold til arbejdskontrakten, mindst udgør halvdelen af den til enhver tid gældende sædvanlige ugentlige arbejdstid for en tilsvarende fuldtidsbeskæftiget arbejdstager...«

8 Med virkning fra den 1. januar 1988 blev bestemmelsen ændret til følgende:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne ... når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, der er aftalt i henhold til arbejdskontrakten, mindst udgør 18 timer.«

9 Ved kollektiv overenskomst af 22. september 1992 blev § 3 i pensionsoverenskomsten på ny ændret, denne gang med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. april 1991. Den havde herefter følgende ordlyd:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne... når han er part i et arbejdsforhold, hvor han ikke kun er beskæftiget i ubetydeligt omfang som omhandlet i § 8, stk. 1, i Sozialge-setzbuch's IV. bog.«

#### Hovedsagerne

10 Agnes Vick har været deltidsansat hos Deutsche Bundespost Telekom, først med en ugentlig arbejdstid på 24 timer fra den 1. juli 1971 til den 30. september 1972 og derefter med en ugentlig arbejdstid på 16 timer fra den 1. oktober 1972 til den 30. juni 1991, hvor hun tog sin afsked. Siden den 1. juli 1991 har hun fået udbetalt en lovbestemt alderspension.

[s. I-809]

11 Hun var tilsluttet VAP fra den 1. juli 1971 til den 30. september 1972. Efter at hendes ugentlige arbejdstid blev nedsat med virkning fra den 1. oktober 1972, blev hun frameldt VAP og fik udbetalt den del af bidragene, hun havde indbetalt til VAP.

12 Ute Conze har været deltidsansat hos Deutsche Bundespost Telekom, først med en ugentlig arbejdstid på 24 timer fra den 13. september 1971 til den 30. april 1972 og derefter med en ugentlig arbejdstid på 16 timer fra den 1. maj 1972. Hun arbejder stadig hos Deutsche Telekom.

13 Hun var tilsluttet VAP fra den 13. september 1971 til den 30. april 1972. Efter at hendes arbejdstid blev nedsat med virkning fra den 1. maj 1972, blev hun frameldt VAP. Efter at pensionsoverenskomstens § 3 blev ændret med virkning fra den 1. april 1991, blev hun på ny tilsluttet VAP med virkning fra dette tidspunkt.

14 Agnes Vick anlagde sag ved Arbeitsgericht Hamburg med påstand om, at Deutsche Telekom tilpligtedes at udbetale hende, med virkning fra den 1. juli 1991, en tillægspension svarende til, hvad hun ville have fået udbetalt, såfremt hun havde været tilsluttet VAP i hele perioden fra den 1. juli 1971, med renter. Også Ute Conze anlagde sag ved Arbeitsgericht Hamburg mod Deutsche Telekom med påstand om, at det blev fastslået, at hun med hensyn til sin ret til tillægspension skal stilles, som om hun havde været tilsluttet VAP fra den 1. januar 1983 til den 31. marts 1991.

[s. I-810]

15 De gjorde begge gældende, at en udelukkelse af ansatte, hvis ugentlige arbejdstid er mindre end 18 timer, fra retten til at få udbetalt en tillægspension, er en form for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, GG's artikel 3 og BeschFG's § 2, stk. 1.

16 Deutsche Telekom påstod sig frifundet og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at de rettigheder, Agnes Vick og Ute Conze havde påberåbt sig, i bedste fald kunne tillægges dem med virkning fra den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889).

17 Ved domme af henholdsvis 7. december 1993 og 21. marts 1995 gav Arbeitsgericht Agnes Vick og Ute Conze medhold i det hele. I sidstnævnte dom bemærkede retten, at allerede det almindelige princip om ligebehandling, der er forankret i GG's artikel 3, stk. 1, måtte føre til en sådan løsning, og at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 i henhold til Bundesarbeitsgericht's praksis derfor var uden betydning.

18 Deutsche Telekom iværksatte appel af dommene til Landesarbeitsgericht Hamburg og gjorde herved bl.a. gældende, at protokollen har forrang for GG's artikel 3, og at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 derfor må gælde i alle de tilfælde, hvor der er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

[s. I-811]

19 Agnes Vick og Ute Conze gjorde heroverfor bl.a. gældende, at den ret til en virksomhedspension, som de påberåber sig, følger af det almindelige arbejdsretlige ligebehandlingsprincip og af BeschFG's § 2, stk. 1. Under disse omstændigheder vedrører den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 et andet retsgrundlag end det, som Agnes Vick og Ute Conze støtter deres krav på, og den er ikke til hinder for, at de nationale bestemmelser om ligebehandling kan påberåbes.

20 Under den mundtlige forhandling for Landesarbeitsgericht var alle parter enige om, at en udelukkelse af deltidsansatte, hvis arbejdstid er lavere end et nærmere angivet antal timer, fra retten til en erhvervstilknyttet pension, er en form for indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i traktatens artikel 119, idet udelukkelsen rammer en langt større procentdel af kvinder end af mænd og ikke er begrundet i objektive faktorer.

#### De præjudicielle spørgsmål

21 Landesarbeitsgericht har i overensstemmelse med Bundesarbeitsgericht's praksis bemærket, at en udelukkelse af deltidsansatte fra en erhvervstilknyttet pensionsordning ikke alene er i strid med traktatens artikel 119, men i relation til de nationale bestemmelser også udgør en ulovlig forskelsbehandling af deltidsansatte. Efter rettens opfattelse gælder der efter tysk ret ingen tidsmæssige begrænsninger med hensyn til muligheden for at påberåbe sig de relevante nationale bestemmelser, men spørgsmålet er, om den regel om forbud mod tilbagevirkende gyldighed, der er opstillet i protokollen, også omfatter rettigheder, der støttes på nationale bestemmelser.

22 Den forelæggende ret har i den forbindelse nærmere bemærket, at formålet med traktatens artikel 119 ikke er at regulere deltidsansattes mulighed for at deltage i

[s. I-812]

erhvervstilknyttede pensionsordninger, men at ophæve lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn. Selv når en forskelsbehandling af deltidsansatte også udgør en overtrædelse af artikel 119, kan protokollen ikke fortrænge nationale bestemmelser, som har til formål at forbyde andre former for forskelsbehandling end forskelsbehandling på grundlag af køn.

23 Landesarbeitsgericht fandt imidlertid, at anbringendet vedrørende den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 ikke var åbenbart ugrundet. Retten udsatte derfor sin afgørelse og har i begge sager forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Har EØF-traktatens artikel 119, Barberprotokol nr. 2 og EF-Domstolens praksis herom som primær fællesskabsret forrang for den i Forbundsrepublikken gældende forfatningsret (Grundgesetz' artikel 3) og almindelige ret (Beschäftigungsförderungsgesetz' § 2, stk. 1, den almindelige arbejdsretlige ligebehandlingsgrundsætning) med den følge, at — når de faktiske forudsætninger for et krav i henhold til EØF-traktatens artikel 119 er opfyldt på grund af indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn ved en erhvervstilknyttet pensionsordning i forbindelse med forfordeling af deltidsbeskæftigede — også ydelser på grundlag af nationale forfatningsretlige eller ved lov fastsatte bestemmelser kun kan kræves udbetalt under de samme indskrænkende forudsætninger, som gælder for de hermed konkurrerende fællesskabsretlige krav i henhold til EØF-traktatens artikel 119, således at — uanset den nationale retlige vurdering i øvrigt — tillige ydelser med hjemmel i ydelsesordninger efter national ret kun skal betales for beskæftigelsesperioder, som ligger efter den 17. maj 1990, med forbehold af den undtagelse, som er fastsat for arbejdstagere, som inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage ?

> 2) Er dette også tilfældet, når der allerede i henhold til det konkurrerende nationale retsgrundlag kan stilles krav om ligebehandling, fordi der foreligger en forfordeling af deltidsbeskæftigede, som ikke er objektivt begrundet, uden at det er afgørende, om der tillige foreligger indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, fordi der sker en i talmæssig henseende forholdsvis stærkere forfordeling af kvindelige ansatte ? «

24 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25. september 1996 er de to sager blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

#### Begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling

25 Ved skrivelse af 10. november 1998 har Deutsche Telekom fremsat begæring om genåbning af den mundtlige forhandling. Selskabet har for det første anført, at generaladvokatens forslag til afgørelse er blevet fremsat på en måde, der ikke er forskriftsmæssig, idet forslagets konklusion blev oplæst under et retsmøde i Domstolens Femte Afdeling og ikke i Sjette Afdeling, der behandler sagen. Deutsche Telekom har for det andet anmodet om under den begærede genåbning at måtte fremkomme med bemærkninger vedrørende indholdet af forslaget til afgørelse, bl.a. i lyset af en kendelse, som Bundesverfassungsgericht har afsagt den 5. august 1998, dvs. efter at der var afholdt retsmøde i den foreliggende sag. Ifølge Deutsche Telekom kan en afvisning af, at den mundtlige forhandling undtagelsesvis kan genåbnes efter fremsættelsen af generaladvokatens forslag til afgørelse, som i henhold til artikel 59, stk. 2, i Domstolens procesreglement afslutter den mundtlige forhandling, således at parterne kan påberåbe sig eventuelle åbenbare fejl eller udeladelser i sagsfremstillingen eller den retlige vurdering eller endog fremkomme med bemærkninger til generaladvokatens forslag til afgørelse, udgøre en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMK«).

[s. I-814]

26 Det må i den forbindelse for det første fastslås, at de nærmere omstændigheder omkring fremsættelsen af forslaget til afgørelse i den foreliggende sag ikke har udgjort en tilsidesættelse af de regler, der gælder ved Domstolen, og heller ikke en tilsidesættelse af de rettigheder, parterne i hovedsagerne er tillagt.

27 Dommerne i Sjette Afdeling, der træffer afgørelse i den foreliggende sag, er blevet bekendt med generaladvokatens forslag til afgørelse i kraft af, at det er indleveret til Domstolens Justitskontor, og offentlighedskravet med hensyn til forslaget er bl.a. overholdt ved, at konklusionen er blevet oplæst i offentligt retsmøde, og ved, at forslaget er indleveret til Justitskontoret.

28 Endvidere bemærkes, at det fremgår af Domstolens kendelse af 4. februar 2000 (sag C-17/98, Emesa Sugar, Sml. I, s. 665, præmis 18), at det netop er under hensyntagen til EMK's artikel 6 og selve målsætningen med retten for enhver berørt part til en kontradiktorisk sagsbehandling og en retfærdig rettergang i den nævnte bestemmelses forstand, at Domstolen ex officio, på forslag af generaladvokaten eller på parternes begæring i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement, kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne.

29 I den foreliggende sag finder Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at der i Deutsche Telekom's begæring ikke henvises til noget forhold, hvoraf det kan udledes, at der er behov for en sådan genåbning.

[s. I-815]

30 Den af Deutsche Telekom fremsatte begæring kan herefter ikke tages til følge.

#### Det første spørgsmål

31 Med den første del af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 er til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension. i henhold til den pågældende ordning. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret med den anden del af spørgsmålet oplyst, om den nationale ret, der inden for sit kompetenceområde skal anvende fællesskabsretlige forskrifter, har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning og i påkommende tilfælde undlade at anvende modstridende bestemmelser i national lovgivning.

##### Den første del af det første spørgsmål

32 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til fast retspraksis skal en pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagerne, og som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under traktatens artikel 119 (jf. herved dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, Barber-dommen, præmis 28, og dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 46). En udelukkelse af deltidsansatte fra en sådan pensionsordning kan derfor vise sig at være i strid med artikel 119 (jf. Bilka-dommen, præmis 29).

[s. I-816]

33 For så vidt angår den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 bemærkes, at Domstolen i dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne II, Sml. s. 455, præmis 40) fastslog, at princippet i artikel 119 om lige løn kan påberåbes ved de nationale domstole, og at disse domstole har pligt til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger borgerne. I samme doms præmis 74 og 75 præciserede Domstolen imidlertid, at bydende retssikkerhedsbetragtninger med hensyn til samtlige de interesser, som gør sig gældende, offentlige såvel som private, medfører, at bortset fra tilfælde, hvor arbejdstagere allerede har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage, kan den direkte virkning af artikel 119 ikke påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for dommens dato, dvs. den 8. april 1976.

34 For så vidt angår erhvervstilknyttede pensionsordninger fastslog Domstolen endvidere i Barber-dommens præmis 44 og 45, at bydende retssikkerhedshensyn tilsiger, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af dommen, dvs. den 17. maj 1990, medmindre de berørte forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage.

35 Som Domstolen præciserede i dom af 6. oktober 1993 (sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 20), kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i kraft af Barber-dommen kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

36 En sådan begrænsning er også indeholdt i protokollen, hvori det hedder, at med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990,

[s. I-817]

undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.

37 Det fremgår imidlertid af domme af 28. september 1994 (sag C-57/93, Vroege, Sml. I, s. 4541, præmis 20-27, og sag C-128/93, Fisscher, Sml. I, s. 4583, præmis 17-24) og dom af 11. december 1997 (sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, præmis 27-35), at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119, der følger såvel af Barber-dommen som af protokollen, kun angår de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de undtagelser på området for erhvervstilknyttede pensioner, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler (jf. dom af 24.10.1996, sag C-435/93, Dietz, Sml. I, s. 5223, præmis 19).

38 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger har Domstolen fastslået, at der ikke forelå nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse (jf. Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 28).

39 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med anerkendelsen af den pågældende ret udgør en overtrædelse af artikel 119 (Vroege-dommen, præmis 29, Fisscher-dommen, præmis 26, Dietz-dommen, præmis 20, og Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 29).

40 Eftersom der ikke blev fastsat en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for

[s. I-818]

krav om ligebehandling med tilbagevirkende gyldighed med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og dette med virkning fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrenne II-dommen, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået (Dietz-dommen, præmis 21, og Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 30).

41 Det skal i den forbindelse i øvrigt bemærkes, at Domstolen allerede i Dietz-dommen, præmis 23, og i Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 33, understregede, at en arbejdstager ikke ville have nogen interesse i at være omfattet af en ordning, hvis vedkommende ikke opnåede ret til de ydelser, som den pågældende ordning indebærer. Domstolen udtalte, at retten til at opnå alderspension i henhold til en erhvervstilknyttet ordning derfor er uløseligt forbundet med retten til at være omfattet af ordningen. Domstolen tilføjede imidlertid, at den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om (Fisscher-dommen, præmis 37, og Dietz-dommen, præmis 34).

42 Heraf følger, at den eneste tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 for så vidt angår retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i hovedsagerne omhandlede og til den dermed forbundne udbetaling af pension er den, der følger af Defrenne II-dommen.

43 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for, at der i medfør af nationale bestemmelser tages beskæftigelsesperioder i betragtning, der ligger forud for den 8. april 1976, hvor Defrenne II-dommen blev afsagt, bemærkes først, at det fremgår af fast retspraksis (jf. bl.a. domme af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 16 og 17, og forenede sager 66/79, 127/79 og 128/79, Salumi m.fl., Sml. s. 1237, præmis 9 og 10), at den fortolkning, som Domstolen foretager af en fællesskabsretlig regel under udøvelse

[s. I-819]

af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, i nødvendigt omfang belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Kun undtagelsesvis vil Domstolen som antaget i Defrenne li-dommen under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er forankret i Fællesskabets retsorden, og under hensyntagen til de alvorlige vanskeligheder, som dens dom kunne have vedrørende fortidige retsforhold stiftet i god tro, finde anledning til at begrænse muligheden for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på en fornyet prøvelse af de nævnte retsforhold.

44 Endvidere bemærkes, at Domstolen i Defrenne li-dommens præmis 65 fastslog, at traktatens artikel 119 skulle være gennemført fuldt ud af de gamle medlemsstater, herunder Forbundsrepublikken Tyskland, fra den 1. januar 1962, indledningen af overgangsperiodens anden etape. Det fremgår i øvrigt af samme doms præmis 68, at selv på områder, hvor artikel 119 ikke måtte have direkte virkning, kan gennemførelsen af bestemmelsen om nødvendigt ske gennem et samspil mellem fællesskabs- og nationale bestemmelser.

45 Endelig bemærkes, at i forbindelse med, at Domstolen i Defrenne li-dommen besluttede at foretage en tidsmæssig begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, udtalte den, at man i betragtning af den adfærd, som flere medlemsstater havde udvist, og den holdning, som Kommissionen havde indtaget og gentagne gange meddelt de berørte kredse, undtagelsesvis måtte tage hensyn til, at de interesserede parter i en længere periode havde set sig foranlediget til at opretholde en praksis, som stred imod artikel 119, skønt den endnu ikke var forbudt efter national ret (Defrenne II-dommen, præmis 72).

46 Heraf følger, at formålet med begrænsningen af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke var at afskære de berørte

[s. I-820]

arbejdstagere fra at påberåbe sig nationale bestemmelser, hvorved der opstilles et lighedsprincip.

47 Nationale bestemmelser, som sikrer gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder, bidrager således til at gennemføre traktatens artikel 119 i overensstemmelse med de forpligtelser, der har påhvilet de ældste medlemsstater siden den 1. januar 1962.

48 I en sådan situation finder det retssikkerhedsprincip, der er forankret i Fællesskabets retsorden, og som kan medføre, at Domstolen undtagelsesvis begrænser muligheden for at påberåbe sig en bestemmelse, den har fortolket, ikke anvendelse, og det er ikke til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som sikrer et resultat, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

49 Det er i den forbindelse uden betydning, at de omtvistede nationale bestemmelser først er blevet fortolket på en måde, der er i overensstemmelse med traktatens artikel 119, efter datoen for afsigelsen af Defrenne II-dommen, selv om en sådan fortolkning i givet fald kommer til at finde anvendelse på situationer, der er opstået og tilvejebragt inden dette tidspunkt. Det tilkommer ikke Domstolen at tage stilling til den tidsmæssige anvendelse af nationale bestemmelser.

50 Den første del af det første spørgsmål må herefter besvares med, at den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, der følger af Defrenne II-dommen, ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning.

[s. I-821]

##### Den anden del af det første spørgsmål

51 Henset til besvarelsen af den første del af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare den anden del af spørgsmålet.

#### Det andet spørgsmål

52 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det har betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at de relevante nationale bestemmelser indeholder et forbud mod enhver form for forskelsbehandling af arbejdstagere som følge af, at de arbejder på deltid, og ikke på grundlag af deres køn.

53 Hertil bemærkes blot, for det første, at bestemmelser om forbud mod andre former for forskelsbehandling under visse omstændigheder kan bidrage til at sikre gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder i overensstemmelse med de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne.

54 Dette gælder bl.a., såfremt nationale bestemmelser indeholder et forbud mod lønmæssig forskelsbehandling af deltidsansatte, som er en kategori af ansatte, der ofte procentuelt omfatter flere kvinder end mænd.

55 For det andet bemærkes, at henset til besvarelsen af det første spørgsmål kan den omstændighed, at de relevante nationale bestemmelser bygger på et forbud mod andre former for forskelsbehandling, ikke i sig selv medføre en tidsmæssig begrænsning af deres anvendelse, blot fordi muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, der følger af Defrenne II-dommen, er begrænset tidsmæssigt.

[s. I-822]

56 Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at det er uden: betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at de relevante nationale bestemmelser indeholder et forbud mod enhver form for forskelsbehandling af arbejdstagere som følge af, at de arbejder på deltid, og ikke på grundlag af deres køn.

#### Sagsomkostningerne

57 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Hamburg ved to kendelser af 12. december 1995, for ret:

1) Den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet [s. I-823] erstattet af artikel 136 EF-143 EF), der følger af dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne II), er ikke til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning.

2) Det er uden betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at de relevante nationale bestemmelser indeholder et forbud mod enhver form for forskelsbehandling af arbejdstagere som følge af, at de arbejder på deltid, og ikke på grundlag af deres køn.

Schintgen

Hirsch

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. februar 2000.

R. Grass

J.C. Moitinho de Almeida

Justitssekretær

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: rysk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0246.md =====

# EU-Domstolen, 11. december 1997, sag C-246/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0246.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0246.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Magorrian

ECLI: ECLI:EU:C:1997:605

Kommentarens titel: Tilbagevirkende pensionsadgang og toårsbegrænsning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ved beregning af de omhandlede tillægsydelser til deltidsansatte udsat for indirekte kønsdiskrimination skulle beskæftigelse fra 8. april 1976 medregnes. EU-retten hindrede en regel, som begrænsede anerkendt adgang til en erhvervspensionsordning til to år før sagsanlægget. Svaret angår adgangsrettens tilbagevirkende rækkevidde og må ikke forveksles med enhver almindelig søgsmålsfrist.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den uberettigede indirekte diskrimination var fastslået nationalt. Det er ikke en EU-dom om, at alle fuldtidskrav altid er ulovlige. Grundordningens medlemskab og særstatus skal begge beskrives.

Fisschers regel om skyldige egne bidrag må ikke mekanisk indsættes i Magorrian: her var det konkret oplyst, at tillæggene ikke krævede yderligere bidrag. Dette er heller ikke en generel bidragsfritagelse.

Seks måneders søgsmålsfrist og almindelig toårs efterbetaling omtales som national baggrund; den underkendte regel var toårsgrænsen for tilbagevirkende medlemskab. Senere praksis, nationale frister og 2023/970s særregler skal efterprøves før en gældende-ret-konklusion.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0246

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
11. december 1997[^*]

I sag C-246/96,

angående en anmodning, som Office of the Industrial Tribunals and the Fair Employment Tribunal (Belfast) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Mary Teresa Magorrian,

Irene Patricia Cunningham

mod

Eastern Health and Social Services Board,

Department of Health and Social Services,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 og protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union, der omhandler samme bestemmelse,

har

[s. I-7174]

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G. F. Mancini (refererende dommer), P. J. G. Kapteyn, J. L. Murray og G. Hirsch,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Mary Teresa Magorrian og Irene Patricia Cunningham ved barrister-at-law J. O'Hara og solicitor E. McCaffrey

- Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, barrister R. Weatherup, QC, og barrister N. Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Bury, M. Wolfcarius og C. Docksey, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 5. juni 1997 er afgivet mundtlige indlæg af Mary Teresa Magorrian og Irene Patricia Cunningham, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juli 1997,

[s. I-7175]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 9. juli 1996, indgået til Domstolen den 17. juli 1996, har Office of the Industrial Tribunals and the Fair Employment Tribunal (Belfast) i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 og protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union, der omhandler samme bestemmelse.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en retssag mellem på den ene side Mary Teresa Magorrian og Irene Patricia Cunningham og på den anden side Eastern Health and Social Services Board og Department of Health and Social Services vedrørende visse tillægsydelser inden for rammerne af en aftalebaseret (såkaldt »contracted-out«) alderspensionsordning.

### De nationale bestemmelser

3 I henhold til section 2(4) i Equal Pay Aet (Northern Ireland) 1970 (lov om lige løn, herefter »EPA«) skal retssager om lige løn anlægges senest seks måneder efter ansættelsesperiodens ophør. Det er i section 2(5) bestemt, at kvinder i sager vedrørende manglende overholdelse af en ligelønsregel ikke kan tilkendes ret til efterbetaling af løn eller erstatning for et tidsrum, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg.

[s. I-7176]

4 Det følger af section 56 i Social Security Pensions (Northern Ireland) Order 1975 (bekendtgørelse for Nordirland om folkepension), at for så vidt angår pensionsordninger inden for den offentlige sektor skal ministeren, de statslige myndigheder eller andre personer eller organer, der administrerer en sådan ordning, træffe enhver mulig foranstaltning for at bringe den pågældende ordning i overensstemmelse med kravet om lige adgang.

5 I Regulation 12 i Occupational Pension Schemes (Equal Access to Membership) Regulations (Northern Ireland) 1976 nr. 238 (bestemmelser for Nordirland om lige adgang til medlemskab af erhvervstilknyttede pensionsordninger, herefter »Occupational Pension Regulations«), hvorved EPA blev ændret, er det bestemt, at i retssager vedrørende adgang til medlemskab af erhvervstilknyttede pensionsordninger kan retten til optagelse i ordningen ikke have virkning fra et tidspunkt, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg.

6 I Regulation 3 i Health and Personal Social Services (Superannuation) Regulations (Northern Ireland) 1984 (bestemmelser for Nordirland om pensionsordningen inden for sektoren for sundhedspleje og personlige omsorgsydelser, herefter »Superannuation Regulations«) defineres en Mental Health Officer som en fuldtidsansat medarbejder, der tilhører læge- eller sygeplejepersonalet ved et hospital, som helt eller delvis har til opgave at behandle personer med mentale forstyrrelser, hvor han anvender hele eller i det væsentlige hele arbejdstiden på behandling af sådanne personer.

7 Ifølge Regulation 50(2) i Superannuation Regulations gælder det for en person, som er fyldt 50 år og har arbejdet som Mental Health Officer i 20 år og fortsætter hermed, at den pågældendes efterfølgende beskæftigelse i pensionsmæssig sammenhæng medregnes dobbelt, og at han får ret til pension som 55-årig og ikke, som normalt, som 60-årig.

[s. I-7177]

### Hovedsagen

8 Magorrian og Cunningham var ansat som sygeplejersker af en offentlig sundhedsmyndighed i den psykiatriske sektor, der har til opgave at sikre lægelige og andre ydelser i en del af Nordirland.

9 De havde påbegyndt deres karriere som fuldtidsansatte med status som Mental Health Officer. Begge var overgået til deltidsarbejde på grund af voksende familiemæssige forpligtelser og havde som følge heraf mistet den pågældende status. De blev dog begge udnævnt til ansvarlig for en stue og havde derfor ledelsesansvar i forhold til fuldtidsansatte sygeplejersker.

10 Forskellen mellem fuldtidsansættelse og deltidsansættelse var meget begrænset. Som følge af en arbejdsomlægning i 1981 blev arbejdstiden for sygeplejersker på deltid forhøjet til 31 timer og 5 minutter om ugen, mens arbejdstiden for fuldtidsansatte blev sat ned fra 40 timer til 37 timer og 30 minutter om ugen.

11 Sagsøgerne i hovedsagen var tilsluttet og betalte bidrag til Health and Personal Social Services Superannuation Scheme (en pensionsordning inden for sektoren for sundhedspleje og personlige omsorgsydelser, herefter »Superannuation Scheme«), der er en frivillig aftalebaseret (»contracted-out«) ordning, som både arbejdsgiveren og den ansatte betaler bidrag til. I 1973 var der blevet åbnet mulighed for, at deltidsansatte med et nærmere fastlagt antal arbejdstimer kunne deltage i denne ordning, og siden 1991 har alle deltidsansatte kunnet tilslutte sig ordningen uanset

[s. I-7178]

antallet af arbejdstimer. Ordningen indebærer, at de tilsluttede modtager et engangsbeløb, når de går på pension, og derefter månedlige udbetalinger.

12 Den 18. oktober 1992 gik Magorrian på pension i en alder af 59 år og 355 dage efter at have arbejdet i 9 år og 111 dage som fuldtidsansat Mental Health Officer mellem 1951 og 1963 og omregnet 11 år og 25 dage efter deltidsordningen mellem 1979 og 1992. Hun arbejdede også på deltid mellem 1969 og 1979, men hendes arbejdstid i denne periode gav ikke ret til pension.

13 Cunningham gik på pension i april 1994 i en alder af 56 år og 80 dage, efter at have arbejdet i 15 år og 175 dage som fuldtidsansat Mental Health Officer mellem 1956 og 1974 og omregnet 11 år og 105 dage efter deltidsordningen mellem 1980 og 1994. Hun arbejdede også på deltid mellem 1974 og 1980 med en arbejdstid, der ikke gav ret til pension, og hun valgte ikke at betale bidrag til pensionsordningen i denne periode.

14 Magorrian's karriere var således afbrudt mellem det tidsrum, hvor hun arbejdede på fuld tid, og det tidsrum, hvor hun arbejdede på deltid, mens Cunningham gik direkte fra en fuldtidsstilling til en deltidsstilling uden afbrydelse.

15 Da sagsøgerne i hovedsagen gik på pension, modtog de det engangsbeløb, de havde ret til, og grundpensionen, men de fik ikke visse tillægsydelser, som de ville have kunnet kræve i medfør af Regulation 50(2) i Superannuation Regulations, hvis de havde haft status som Mental Health Officer på pensioneringstidspunktet. I

[s. I-7179]

retsmødet blev det præciseret, at hvis sagsøgerne i hovedsagen havde haft denne status, ville de have modtaget tillægsydelserne uden at skulle betale yderligere bidrag.

16 Ved stævning af 22. september 1992 anlagde sagsøgerne sag ved den nationale ret, idet de under påberåbelse af traktatens artikel 119 gjorde gældende, at de er berettiget til tillægsydelserne på grundlag af deres beskæftigelsesperioder fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrcnne-dommcn (sag 43/75, Sml. s. 455), subsidiært fra den 13. maj 1986, som er datoen for afsigelsen af Bilka-dommen (sag 170/84, Sml. s. 1607). Sagsøgerne har anført, at det hverken vil være rimeligt at begrænse beregningen af deres beskæftigelsesperioder til den periode på to år, som er fastsat i EPA, eller til den 17. maj 1990, som er datoen for afsigelsen af Barber-dommen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889), da sagsøgerne derved fratages deres ret til effektiv domstolsprøvelse.

17 Det fremgår af den præjudicielle forelæggelse, at alle parterne anerkender, at betalingen af sådanne ydelser i henhold til sagsøgernes erhvervstilknyttede pensionsordning udgør »løn« i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i traktatens artikel 119 og i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19). Det fremgår ligeledes af hovedsagens akter, at begge sagsøgerne anlagde sag, før de forlod deres stilling.

18 I sin kendelse af 12. september 1995 fastslog den nationale ret, at reglen om, at deltidsansatte sygeplejersker i den psykiatriske sektor ikke kan tillægges status som Mental Health Officer, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, for så vidt som betydeligt færre kvinder end mænd med ansættelse inden for den psykiatriske sektor i Nordirland er i stand til at opfylde kravene i forbindelse med fuldtidsansættelse. Retten fastslog endvidere, at sådan forskelsbehandling er uberettiget.

[s. I-7180]

### De præjudicielle spørgsmål

19 Den nationale ret fandt, at sagens udfald afhænger af fortolkningen af fællesskabsretten, og den besluttede derfor at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Idet det lægges til grund, at

> a) en arbejdstager har været ansat af en sundhedsmyndighed, der er en del af det offentlige, og haft beskæftigelse på området for behandling af mentalt syge patienter, for hvilket der gælder en erhvervstilknyttet pensionsordning

> b) arbejdstageren i hele det relevante tidsrum har været medlem af eller været kvalificeret til at være medlem af pensionsordningen

> c) pensionsordningen indeholder en betingelse, hvorefter de, som arbejder på fuld tid og anvender hele eller i det væsentlige hele deres arbejdstid på behandling af mentalt syge patienter (disse personer betegnes som ’Mental Health Officers’), i modsætning til ansatte, der udfører samme arbejde på deltid, har ret til visse tillægsydelser, idet der gælder følgende: Personer, som er fyldt 50 år og har arbejdet som ’Mental Health Officer’ i 20 år (herefter ’optjeningsbeskæftigelsen’) og fortsætter med at arbejde som ’Mental Health Officer’, i) får i pensionsmæssig sammenhæng medregnet deres efterfølgende beskæftigelsestid dobbelt (herefter ’dobbelttidsbeskæftigelse’) ii) får ret til pension som 55-årig og ikke, som normalt, som 60-årig

> d) arbejdstageren mister sin status som ’Mental Health Officer’ og de dertil knyttede tillægsydelser, blot fordi hun var deltidsbeskæftiget

> e) den nationale ret har fastslået, at de under c) og d) beskrevne bestemmelser udgør forskelsbehandling på grundlag af køn til skade for kvinder, som er deltidsbeskæftiget med behandling af mentalt syge patienter

> f) den pension, som arbejdstageren modtager, og de tillægsydelser, som de gør krav på, kun skal betales fra og med deres pensioneringstidspunkt i henholdsvis 1992 og 1994, efter at de har indtalt deres krav for den nationale ret, og

> g) en beregning af tillægsydelserne fra deres respektive pensioneringstidspunkter i 1992 og 1994 ville indebære, at deres beskæftigelsesår forud for 1992 blev medregnet,

> ønskes følgende spørgsmål besvaret:

> Spørgsmål 1 Fra hvilken dato skal arbejdstagernes beskæftigelse medregnes med henblik på beregning af de tillægsydelser, som de har ret til: i) 8. april 1976? ii) 17. maj 1990? iii) en tredje dato og i givet fald hvilken?

> Spørgsmål 2 Såfremt en national domstol har anerkendt en ret, men national lovgivning begrænser den tilbagevirkende gyldighed heraf til to år forud for det pågældende sagsanlæg, er der da tale om en nægtelse af retten til en effektiv domstolsprøvelse i EF-rettens forstand, og har Industrial Tribunal pligt til at se bort fra en sådan national bestemmelse, såfremt den anser dette for fornødent?«

### Det første spørgsmål

20 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, fra hvilken dato beskæftigelsesperioder for deltidsansatte arbejdstagere, der er udsat for en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal medregnes ved beregningen af de tillægsydelser, de har ret til.

21 Det skal i den forbindelse understreges, at det er ubestridt, at betalingen af tillægsydelser i henhold til en erhvervstilknyttet ordning som den, der er omhandlet i hovedsagen, principielt falder ind under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

22 Endvidere bemærkes, at Domstolen i den ovennævnte Defrenne-dom kendte for ret, at princippet om lige løn i artikel 119 kan påberåbes ved de nationale domstole, og at disse har pligt til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger borgerne. Imidlertid præciserede Domstolen i dommens præmis 74 og 75, at bydende retssikkerhedsbetragtninger med hensyn til samtlige de interesser, som gør sig gældende, offentlige såvel som private, indebærer, at den direkte virkning af artikel 119 ikke kan påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for denne doms dato, nemlig den 8. april 1976, bortset fra tilfælde, hvor arbejdstagere allerede har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage.

[s. I-7183]

23 Desuden har Domstolen i den ovennævnte Bilka-dom, præmis 20 og 22, allerede antaget, at hvis en pensionsordning — selv om den er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat af den nationale lovgiver — har sin oprindelse i en aftale med arbejdstagerne eller deres repræsentanter, og hvis det offentlige ikke er involveret i finansieringen deraf, udgør ordningen ikke en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som følge heraf undtaget fra artikel 119's anvendelsesområde, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfør af en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2.

24 Selv om disse principper blev bekræftet ved den ovennævnte Barber-dom for så vidt angår aftalebaserede, såkaldt »contracted-out«, erhvervstilknyttede pensionsordninger, præciserede Domstolen i denne doms præmis 44 og 45 tillige, at på grund af bydende retssikkerhedshensyn kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af ret til pension fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af denne dom, idet der dog gælder en undtagelse for så vidt angår personer, som rettidigt har taget skridt til at sikre deres rettigheder.

25 Som Domstolen udtalte i dom af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879, præmis 19 og 20), kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i kraft af Barber-dommen kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, som er datoen for afsigelsen af den nævnte dom, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

26 Denne begrænsning er ligeledes indeholdt i protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union, hvori det hedder: »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

[s. I-7184]

27 Imidlertid fastslog Domstolen i dommene af 28. september 1994 i Vroege-sagen (sag C-57/93, Sml. I, s. 4541, præmis 20-27) og Fisscher-sagen (sag C-128/93, Sml. I, s. 4583, præmis 17-24), at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun angik de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de undtagelser på området for erhvervstilknyttede pensioner, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler (dom af 24.10.1996, sag C-435/93, Dietz, Sml. I, s. 5223, præmis 19).

28 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger fastslog Domstolen tillige, at der ikke forelå nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse.

29 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret udgør en overtrædelse af artikel 119 (Vroege-dommen, præmis 29, Fisscher-dommen, præmis 26, og Dietz-dommen, præmis 20).

30 Eftersom der ikke blev fastsat en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende gyldighed med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og dette med virkning fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrenne-dommen, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået (Dietz-dommen, præmis 21).

31 Det Forenede Kongeriges regering har anført, at hovedsagen drejer sig om størrelsen af en alderspension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, og ikke om retten til at være tilsluttet en sådan ordning. Følgelig spiller artikel 119 kun en rolle for så vidt angår en ændring af omfanget af de ydelser, der tilkommer en person i en situation som den, der gælder for sagsøgerne i hovedsagen, og det er alene perioder, der ligger efter den 17. maj 1990, som kan medtages ved beregningen heraf.

[s. I-7185]

32 Hvad angår retten til at oppebære tillægsydelser i forbindelse med alderspension i henhold til en erhvervstilknyttet ordning som den, der er omhandlet i hovedsagen, bemærkes, at selv om de pågældende hele tiden har haft ret til alderspension i henhold til Superannuation Scheme, står det fast, at de kun delvis har haft ret til at betale bidrag til den nævnte ordning. Blot fordi de arbejdede på deltid, var de særligt afskåret fra den status som Mental Health Officer, der gør det muligt at blive tilsluttet en særlig ordning under Superannuation Scheme.

33 Det skal i den forbindelse blot bemærkes, at Domstolen allerede i præmis 23 i Dietz-dommen understregede, at en arbejdstager ikke ville have nogen interesse i at være omfattet af en ordning, hvis vedkommende ikke opnåede ret til de ydelser, som den pågældende ordning indebærer. Domstolen udtalte, at i en situation som den i den nævnte sag foreliggende er retten til at opnå alderspension i henhold til en erhvervstilknyttet ordning uløseligt forbundet med retten til at være omfattet af ordningen.

34 Dette er også tilfældet, når den forskelsbehandling, deltidsansatte arbejdstagere er udsat for, er en følge af en forskelsbehandling for så vidt angår adgangen til en særlig ordning, der giver ret til tillægsydelser.

35 På denne baggrund skal det første spørgsmål besvares med, at beskæftigelsesperioder for deltidsansatte arbejdstagere, der er udsat for en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal medregnes fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrenne-dommen, ved beregningen af de tillægsydelser, de har ret til.

[s. I-7186]

### Det andet spørgsmål

36 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for, at der i forhold til et krav, som er baseret på traktatens artikel 119, og som anerkendes af en national domstol, sker anvendelse af en national regel, der begrænser den tilbagevirkende gyldighed af den omhandlede ret til to år forud for det pågældende sagsanlæg.

37 Hertil bemærkes for det første, at det fremgår af fast retspraksis, at det i mangel af fællesskabsbestemmelser på dette område tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte procesreglerne for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning afføder for borgerne, på betingelse af, at disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for sammenlignelige krav i nationale sager, og at de ikke er udformet således, at de i praksis umuliggør udøvelsen af rettigheder, som hjemles i Fællesskabets retsorden (domme af 16.12.1976, hhv. sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5 og 6, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 13, Fisscher-dommen, præmis 39, og dom af 6.12.1994, sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483, præmis 21).

38 Ifølge sagsøgerne i hovedsagen er der intet i Fisscher-dommen, der kan berettige, at der indføres en begrænsning af de ydelser, de kan modtage, i hvert fald ikke for tidsrummet efter 1976. Det ville ikke være hensigtsmæssigt at bestemme, at personer i deres situation har ret til at være tilsluttet en erhvervstilknyttet social sikringsordning, men at de ydelser, der udspringer heraf, alene kan beregnes på grundlag af det arbejde, disse personer har udført efter 1990.

39 Kommissionen har i retsmødet anført, at Regulation 12 i Occupational Pension Regulations i realiteten forhindrer sagsøgerne i hovedsagen i at gøre deres rettigheder i medfør af traktatens artikel 119 gældende, og at anvendelsen af bestemmelsen følgelig strider mod princippet om retsbeskyttelse.

[s. I-7187]

40 Det Forenede Kongeriges regering har derimod anført, at en national regel om begrænsning som den, der er omhandlet i hovedsagen, medfører en begrænsning af adgangen til efterfølgende at rejse krav vedrørende en periode, der ligger forud for tidspunktet for anlægget af søgsmål, og at den derfor er sammenlignelig med den i Johnson-dommen omhandlede regel.

41 Hertil bemærkes, at anvendelse af en processuel regel som Regulation 12 i Occupational Pension Regulations, der bestemmer, at i retssager vedrørende adgangen til medlemskab af erhvervstilknyttede pensionsordninger kan retten til optagelse i ordningen ikke have virkning fra et tidspunkt, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg, bevirker, at sagsøgerne i hovedsagen afskæres fra de tillægsydelser, der udspringer af en ordning, de har ret til at være tilsluttet, eftersom de pågældende ydelser alene kan beregnes på grundlag af det arbejde, de har udført efter 1990, dvs. to år forud for indtalingen af deres krav.

42 Det skal dog bemærkes, at kravet i et sådant tilfælde ikke drejer sig om at opnå visse tillægsydelser med tilbagevirkende gyldighed, men har til formål at sikre en anerkendelse af de pågældendes ret til at være fuldgyldige medlemmer af en erhvervstilknyttet ordning gennem opnåelse af den status som Mental Health Officer, der giver ret til tillægsydelser.

43 Mens de regler, der var omtvistet i dommen af 27. oktober 1993 i sagen Steenhorst-Neerings (sag C-338/91, Sml. I, s. 5475) og i Johnson-dommen, blot begrænsede den periode forud for indgivelsen af ansøgningen, for hvilken der kunne opnås efterbetaling af ydelser, forhindrer den i hovedsagen omtvistede regel, at de pågældendes samlede beskæftigelsesperioder fra den 8. april 1976 til 1990 medregnes ved beregningen af de tillægsydelser, der skal betales selv efter ansøgningens indgivelse.

44 Til forskel fra de i de ovennævnte domme omhandlede regler, som ud fra retssikkerhedshensyn blot begrænsede den tilbagevirkende gyldighed af et krav om at opnå visse ydelser og således ikke greb ind i selve kernen af de rettigheder,

[s. I-7188]

fællesskabsretten sikrer, indebærer en regel som den i hovedsagen omhandlede, at det i praksis er umuligt for borgere, der påberåber sig fællesskabsretten, at hævde krav.

45 Det skal endvidere understreges, at den sidstnævnte nationale regel udgør en tidsmæssig begrænsning af den direkte virkning af traktatens artikel 119 i tilfælde, hvor en sådan begrænsning hverken er foreskrevet i Domstolens praksis eller i protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union.

46 Endelig kan Det Forenede Kongeriges regerings argument om, at en tidsmæssig begrænsning skal medvirke til at øge retssikkerheden, idet ansøgerne opfordres til at handle hurtigt, ikke føre til et andet resultat. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at de pågældende nationale regler endog finder anvendelse på personer, der som Magorrian og Cunningham har anlagt sag, før de forlod deres stilling og fik adgang til at drage fordel af den omhandlede erhvervstilknyttede alderspensionsordning.

47 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at fællesskabsretten er til hinder for, at der i forhold til et krav om anerkendelse af sagsøgernes ret til at være tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning, som er baseret på traktatens artikel 119, og som anerkendes af en national domstol, sker anvendelse af en national regel, der begrænser den tilbagevirkende gyldighed af den omhandlede ret til to år forud for det pågældende sagsanlæg.

### Sagens omkostninger

48 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-7189]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Office of the Industrial Tribunals and the Fair Employment Tribunal, Belfast, ved beslutning af 9. juli 1996, for ret:

1) Beskæftigelsesperioder for deltidsansatte arbejdstagere, der er udsat for en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal medregnes fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrenne-dommen (sag 43/75), ved beregningen af de tillægsydelser, de har ret til.

2) Fællesskabsretten er til hinder for, at der i forhold til et krav om anerkendelse af sagsøgernes ret til at være tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning, som er baseret på EF-traktatens artikel 119, og som anerkendes af en national domstol, sker anvendelse af en national regel, der begrænser den tilbagevirkende gyldighed af den omhandlede ret til to år forud for det pågældende sagsanlæg.

Schintgen

Mancini

Kapteyn

Murray

Hirsch

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. december 1997.

R. Grass

Justitssekretær

H. Ragnemalm

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0249.md =====

# EU-Domstolen, 17. februar 1998, sag C-249/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0249.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0249.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1998:63

Kommentarens titel: Rejsefordele til samlevere og det historiske ligelønsforbuds rækkevidde

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Historisk: afslag på rejsefordele til en fast samlever af samme køn, når fordelen blev givet til ægtefæller og samlevere af modsat køn, blev efter den daværende artikel 119 ikke anset for forskelsbehandling på grund af køn (jf. § 1, stk. 1). Dommen er ikke en fortolkning af reglen om intersektionel forskelsbehandling.

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En arbejdsgivers afslag på rejsefordele til en fast samlever af samme køn, når fordelen blev givet til ægtefæller og samlevere af modsat køn, blev efter den daværende artikel 119 og direktiv 75/117 ikke anset som forbudt forskelsbehandling på grund af køn.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk retsgrundlag før den senere regulering af seksuel orientering. Resultatet er ikke en aktuel generel tilladelse til sådan forskelsbehandling og er ikke en fortolkning af ny intersektionel diskrimination.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0249

Domstolens dom
17. februar 1998[^*]

I sag C-249/96,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Southampton (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Lisa Jacqueline Grant

mod

South-West Trains Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende EF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

[s. I-637]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida, P. J. G. Kapteyn, J. L. Murray, D. A. O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: M. B. Elmer

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Lisa Jacqueline Grant ved Cherie Booth, QC, samt ved barristers Peter Duffy og Marie Demetriou

- South-West Trains Ltd ved Nicholas Undcrhill, QC, og barrister Murray Shanks

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmægtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barristers Stephen Richards og David Anderson

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Christopher Docksey, Marie Wolfcarius og Carmel O'Reilly, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 9. juli 1997 er afgivet mundtlige indlæg af Lisa Jacqueline Grant ved Chérie Booth, Peter Duffy og Marie Demetriou, af South-West Trains Ltd ved Nicholas Underhill og Murray Shanks, af Det Forenede Kongeriges regering ved John E. Collins, David Anderson og Patrick Elias, QC, og af Kommissionen ved Carmel O'Reilly og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 30. september 1997,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 19. juli 1996, indgået til Domstolen den 22. juli 1996, har Industrial Tribunal, Southampton, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen seks præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

[s. I-639]

2 Spørgsmålene er rejst under en tvist mellem Lisa Jacqueline Grant og hendes arbejdsgiver, South-West Trains Ltd (herefter »SWT«), vedrørende dennes nægtelse af at yde rejsebegunstigelser for Lisa Grant's samleverske.

3 Lisa Grant er ansat ved SWT, et jernbaneselskab i Southampton-området. —

4 Punkt 18 i Lisa Grant's ansættelseskontrakt, der vedrører »rejsebegunstigelser«, bestemmer følgende:

> »De er berettiget til de rejsebegunstigelser i form af fri afbenyttelse af transportmidler eller til nedsatte takster, som gælder for ansatte i Deres lønklasse. Også Deres ægtefælle og ydelsesberettigede pårørende er berettigede til rejsebegunstigelser. Rejsebcgunstigelser ydes efter [arbejdsgiverens] skøn og vil blive inddraget, såfremt de misbruges.«

5 På tidspunktet for de faktiske omstændigheder indeholdt det regulativ, som arbejdsgiveren havde udstedt til gennemførelse af disse regler om rejsebcgunstigelser (Staff Travel Facilities Privilege Ticket Regulations), følgende bestemmelse i punkt 8 (om »ægtefæller«):

> »Billetter til nedsat takst udstedes til ansatte, som er gift ... for disses ægtefæller, medmindre den pågældende ægtefælle er lovmæssigt separeret fra den ansatte.

> ...

[s. I-640]

> Rejsebegunstigelser ydes til fordel for en ’common law opposite sex spouse’ (udtryk, som normalt betegner en samlever af det modsatte køn) til ansatte ... såfremt der er afgivet erklæring på tro og love om, at de i mindst to år har levet i et fast samlivsforhold med hinanden ...«

6 Regulativet indeholder endvidere betingelser for at yde rejsebegunstigelser til ansatte, som er i aktiv tjeneste (pkt. 1-4), ansatte, som er midlertidigt eller endeligt udtrådt af tjenesten (pkt. 5-7), ægtefæller, som er efterladte efter den ansatte (pkt. 9), den ansattes børn (pkt. 10-11) samt familiemedlemmer, som den ansatte havde forsørgerpligt overfor (pkt. 12).

7 Den 9. januar 1995 anmodede Lisa Grant under henvisning til disse bestemmelser om rejsebegunstigelser for sin samleverske, som hun erklærede at have levet med i et »fast samlivsforhold« i mere end to år.

8 SWT afslog at yde rejsebegunstigelser med den begrundelse, at det for ugifte alene var muligt at yde sådanne begunstigelser for en samlever af modsat køn.

9 Lisa Grant anlagde herefter sag mod SWT ved Industrial Tribunal, Southampton, og gjorde gældende, at afslaget på hendes ansøgning var forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med Equal Pay Aet 1970 (lov om lige løn), traktatens artikel 119 og/eller direktiv 76/207. Hun gjorde navnlig gældende, at hendes

[s. I-641]

forgænger i stillingen — som var en mand, der i sin tid havde afgivet erklæring om, at han i mere end to år havde levet i et fast samlivsforhold med en kvinde — havde fået tildelt de rejsebegunstigelser, som hun var blevet nægtet.

10 Industrial Tribunal, Southampton, fandt, at det var et vanskeligt spørgsmål at afgøre, om nægtelsen af at yde de omhandlede rejsebegunstigelser, som beroede på den ansattes seksuelle orientering, var en »forskelsbehandling med hensyn til køn« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i traktatens artikel 119 samt i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder. Retten anførte, at visse af de britiske domstole, som havde truffet afgørelse i lignende sager, havde afvist, at der forelå en sådan forskelsbehandling, hvorimod Domstolens dom af 30. april 1996 i sagen P. mod s. (sag C-13/94, Sml. I, s. 2143) »giver et vist grundlag for den opfattelse, at forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering er ulovlig«.

11 Dette er baggrunden for, at den nationale ret har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det (med forbehold af punkt 6 forneden) i strid med princippet om lige løn til mænd og kvinder i henhold til artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117, at en ansat nægtes rejsebegunstigelser for en ugift samboende af samme køn, når der ydes sådanne begunstigelser til fordel for en ansats ægtefælle eller ugifte samboende af det modsatte køn?

> 2) Omfatter begrebet ’forskelsbehandling med hensyn til køn’ i artikel 119 også forskelsbehandling på grundlag af den ansattes seksuelle orientering?

> 3) Omfatter begrebet ’forskelsbehandling med hensyn til køn’ i artikel 119 også forskelsbehandling på grundlag af den ansattes samboendes køn?

> 4) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har da en ansat, som nægtes sådanne begunstigelser, efter fællesskabsretten en ret mod sin arbejdsgiver, der kan gennemtvinges umiddelbart?

> 5) Er en sådan nægtelse i strid med Rådets direktiv 76/207?

> 6) Vil en arbejdsgiver kunne retfærdiggøre en sådan nægtelse ved at henvise til — og godtgøre — a) at formålet med de pågældende begunstigelser er at tilgodese gifte eller hermed ligestillede personer og, b) at forholdet mellem samboende af samme køn traditionelt og generelt ikke sidestilles af samfundet med ægteskab, frem for at henvise til en økonomisk eller organisatorisk grund i relation til den pågældende beskæftigelse?«

12 På grund af den nære forbindelse mellem de seks spørgsmål, skal de behandles under ét.

13 Indledningsvis bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at rejsebegunstigelser, som en arbejdsgiver som følge af ansættelsesforholdet yder tidligere ansatte, disses ægtefæller eller personer, over for hvem de ansatte har forsørgerpligt, er »løn« i traktatens artikel 119's forstand (jf. herom dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 9).

[s. I-643]

14 I den foreliggende sag er det ubestridt, at en rejsebegunstigelse, som en arbejdsgiver yder en ansat i henhold til ansættelseskontrakten for dennes ægtefælle eller en person af modsat køn, som den ansatte lever i et fast samlivsforhold med uden for ægteskab, omfattes af traktatens artikel 119. En sådan begunstigelse omfattes derfor ikke af direktiv 76/207, der er nævnt i det femte spørgsmål fra den nationale ret (jf. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 24).

15 Det fremgår såvel af de øvrige spørgsmål som af forelæggelseskendelsens præmisser, at den nationale ret søger oplyst, om en arbejdsgivers nægtelse af at yde rejsebegunstigelscr for en person af samme køn, som en ansat lever i et fast samlivsforhold med, er en forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og med direktiv 75/117, når sådanne rcjsebegunstigelscr ydes for den ansattes ægtefælle eller en person af modsat køn, som den ansatte lever i et fast samlivsforhold med uden for ægteskab.

16 Lisa Grant har for det første gjort gældende, at en sådan nægtelse er en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Hun anfører, at hendes arbejdsgiver ville have truffet en anden afgørelse, hvis det var en mand, som boede sammen med en kvinde, der havde gjort krav på de i hovedsagen omhandlede rcjsebegunstigelscr, og ikke en kvinde, som bor sammen med en anden kvinde.

17 I den forbindelse anfører Lisa Grant, at den omstændighed, at hendes mandlige forgænger i stillingen fik tildelt rcjsebegunstigelscr for sin ugifte samleverske, i sig selv viser, at der foreligger en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Efter Lisa Grant's opfattelse er en kvindelig arbejdstager genstand for en forskelsbehandling

[s. I-644]

på grundlag af køn, hvis ikke hun, når situationen i øvrigt er den samme, nyder de samme fordele som en mandlig arbejdstager (dette kriterium benævnes i Det Forenede Kongerige »but for test«).

18 Endvidere anfører Lisa Grant, at afslaget på hendes ansøgning udgør en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering, som omfattes af begrebet »forskelsbehandling med hensyn til køn« i traktatens artikel 119. Efter sagsøgeren i hovedsagens opfattelse beror forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering på fordomme vedrørende den seksuelle eller følelsesmæssige adfærd, der normalt forventes af en person af et bestemt køn, og er derfor reelt baseret på de pågældende personers køn. Hun tilføjer, at denne fortolkning har grundlag i den ovennævnte dom i sagen P. mod S., og at den er i overensstemmelse såvel med de resolutioner og henstillinger, der er vedtaget af Fællesskabets institutioner, som med udviklingen i folkerettens regler om menneskerettigheder og de nationale regler om ligebehandling.

19 Endelig gør Lisa Grant gældende, at afslaget på hendes ansøgning ikke er objektivt begrundet.

20 SWT samt den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at nægtelsen af at yde en begunstigelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, ikke strider mod traktatens artikel 119. De anfører for det første, at ovennævnte dom i sagen P. mod s. er begrænset til tilfælde af kønsskifte og alene ligestiller en forskelsbehandling, som beror på en persons kønsskifte, med en forskelsbehandling beroende på, at en person tilhører et bestemt køn.

21 Endvidere gør de gældende, at den forskelsbehandling, som Lisa Grant klager over, ikke skyldes hendes seksuelle orientering eller tilbøjelighed, men den omstændighed, at hun ikke opfylder betingelserne i virksomhedens regulativ.

[s. I-645]

22 Endelig anfører de, at en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering ikke er nogen »forskelsbehandling med hensyn til køn« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i traktatens artikel 119 eller i direktiv 75/117. De henviser i den forbindelse navnlig til den nævnte traktatbestemmelses ordlyd og formål samt den omstændighed, at der ikke er enighed mellem medlemsstaterne om at ligestille faste samlivsforhold mellem personer af samme køn med faste samlivsforhold mellem personer af forskelligt køn, at disse faste samlivsforhold ikke er beskyttet ved artikel 8 eller 12 i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »konventionen«), og at der ikke foreligger nogen forskelsbehandling i samme konventions artikel 14's forstand.

23 Heller ikke Kommissionen finder afslaget på Lisa Grant's ansøgning stridende mod traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117. Efter dens opfattelse kan en forskelsbehandling på grundlag af arbejdstageres seksuelle orientering anses for en »forskelsbehandling med hensyn til køn« i artikel 119's forstand. Den forskelsbehandling, Lisa Grant klager over, beror dog ifølge Kommissionen ikke på hendes seksuelle orientering, men på den omstændighed, at hun ikke lever sammen med en anden som »et par« eller med en »ægtefælle« i den betydning, hvori disse udtryk forstås efter de fleste medlemsstaters retssystemer, efter fællesskabsretten og den ret, som er udledt af konventionen. Under disse omstændigheder mener Kommissionen ikke, at den forskellige behandling i henhold til reglerne i den virksomhed, hvor Lisa Grant arbejder, strider mod traktatens artikel 119.

24 I betragtning af de foreliggende omstændigheder, som disse fremgår af sagens akter, bør det først undersøges, om en betingelse i en virksomheds regulativ som den, der er omhandlet i hovedsagen, udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagerens køn. I benægtende fald skal det herefter undersøges, om det er et krav i fællesskabsretten, at arbejdsgivere ligestiller faste samlivsforhold mellem to personer af samme køn med samlivsforhold mellem gifte personer eller faste samlivsforhold uden for ægteskab mellem to personer af modsat køn. Endelig skal det undersøges, om en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering er en forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagerens køn.

[s. I-646]

25 For det første bør det fremhæves, at der ifølge regulativet i den virksomhed, hvor Lisa Grant arbejder, ydes rejsebegunstigelser for arbejdstageren, hans »ægtefælle« — dvs. den person, arbejdstageren er gift med, og som han ikke er lovformeligt separeret fra — eller en person af modsat køn, som arbejdstageren har levet i et »fast« samlivsforhold med i mere end to år, hans børn, personer i hans familie, som han har forsørgerpligt overfor, samt hans efterlevende ægtefælle.

26 Afslaget på Lisa Grant's ansøgning er begrundet med, at hun ikke opfylder betingelserne i disse bestemmelser og navnlig ikke betingelsen om, at hun lever sammen med en »ægtefælle« eller med en person af modsat køn, som hun har levet i et »fast« samlivsforhold med i mere end to år.

27 Denne sidste betingelse, som er, at arbejdstageren lever fast sammen med en person af det modsatte køn for at kunne få rejsebegunstigelser for denne, anvendes uden hensyn til arbejdstagerens køn, således som det i øvrigt er tilfældet med de øvrige alternative betingelser, der er fastsat i virksomhedens regulativ. Således nægtes en mandlig arbejdstager rejsebegunstigelser for en person, han lever sammen med, hvis denne er af samme køn som arbejdstageren, ligesom de nægtes en kvindelig arbejdstager for en person, hun lever sammen med, hvis denne er af samme køn som hende.

28 Da den betingelse, som er fastsat i virksomhedens regulativ, gælder ens for kvindelige og mandlige arbejdstagere, kan den ikke antages at udgøre en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

29 For det andet bør det, hvad angår anvendelsen af en betingelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, undersøges, om personer, der lever fast sammen med en partner af samme køn, er i samme situation som personer, der er gift, eller som lever i et fast samlivsforhold uden for ægteskab med en partner af modsat køn.

[s. I-647]

30 Lisa Grant har navnlig gjort gældende, at disse to situationer ligestilles mere og mere med hinanden i medlemsstaternes, Fællesskabets og andre internationale organisationers ret.

31 I den forbindelse bemærkes, at det ganske vist må medgives Lisa Grant, at Európa-Parlamentet i en erklæring har beklaget enhver forskelsbehandling beroende på en persons seksuelle tilbøjelighed, men at Fællesskabet ikke indtil nu har vedtaget nogen bestemmelser med henblik på en sådan ligestilling.

32 Hvad angår medlemsstaternes ret bemærkes, at visse af medlemsstaterne ganske vist ligestiller samliv mellem to personer af samme køn med ægteskab, omend ikke fuldt ud, men at de fleste medlemsstater kun ligestiller sådanne samlivsforhold med faste, heteroseksuelle forhold uden for ægteskab hvad angår et vist begrænset antal rettigheder eller ikke anerkender sådanne samlivsforhold særskilt.

33 Hvad angår Den Europæiske Menneskerettighedskommission har denne antaget, at trods den udvikling, der er sket i nutiden hvad angår indstillingen til homoseksualitet, er faste, homoseksuelle forhold ikke omfattet af den ret til respekt for familielivet, som er beskyttet ved den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 (jf. navnlig afgørelse af 3.5.1983, sag nr. 9369/81, X og Y mod Det Forenede Kongerige, DR 32, s. 220; af 14.5.1986, sag nr. 11716/85, s. mod Det Forenede Kongerige, DR 47, s. 274, præmis 2, og af 19.5.1992, sag nr. 15666/89, Kerkhoven og Hinke mod Nederlandene, ikke offentliggjort, præmis 1), og at den omstændighed, at nationale bestemmelser om beskyttelsen af familien stiller gifte personer og personer af modsat køn, der bor sammen som mand og kone, gunstigere end personer af samme køn, der lever i et fast samlivsforhold, ikke strider mod konventionens artikel 14, som navnlig forbyder forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. ovennævnte afgørelse i sagen s. mod Det Forenede Kongerige,

[s. I-648]

præmis 7, afgørelse af 9.10.1989, sag nr. 14753/89, C. og L. M. mod Det Forenede Kongerige, ikke offentliggjort, præmis 2, og af 10.2.1990, sag nr. 16106/90, B. mod Det Forenede Kongerige, DR 48, s. 278, præmis 2).

34 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i øvrigt i en anden sammenhæng fortolket konventionens artikel 12 således, at denne bestemmelse kun sigter til traditionelle ægteskaber mellem to personer af forskelligt biologisk køn (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 17.10.1986, Rees, Serie A, nr. 106, s. 19, præmis 49, og af 27.9.1990, Cossey, Serie A, nr. 184, s. 17, præmis 43).

35 Det fremgår af det anførte, at faste samlivsforhold mellem to personer af samme køn ikke efter gældende ret i Fællesskabet ligestilles med forhold mellem gifte personer eller med faste samlivsforhold uden for ægteskab mellem personer af modsat køn. Følgelig er en arbejdsgiver ikke efter fællesskabsretten forpligtet til at ligestille en person, der lever i et fast samlivsforhold med en partner af samme køn, med en person, som er gift, eller som lever i et fast samlivsforhold uden for ægteskab med en partner af modsat køn.

36 Under disse forhold kan det i givet fald kun tilkomme lovgiver at vedtage foranstaltninger, som kan ændre den foreliggende situation.

37 For det tredje har Lisa Grant gjort gældende, at det fremgår af den ovennævnte dom i sagen P. mod S., at en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering er en »forskelsbehandling på grundlag af køn« i strid med traktatens artikel 119.

[s. I-649]

38 I denne sidste sag blev Domstolen spurgt, om en afskedigelse, der beroede på den pågældende arbejdstagers kønsskifte, måtte anses for en »forskelsbehandling på grundlag af køn« i direktiv 76/207's forstand.

39 Den forelæggende ret var således i tvivl om, hvorvidt dette direktiv ikke havde et videre anvendelsesområde end Sex Discrimination Act 1975 (lov om forskelsbehandling på grundlag af køn), som retten skulle anvende, og som efter dens opfattelse kun omfattede forskelsbehandling beroende på, at den pågældende arbejdstager tilhører det ene eller det andet køn.

40 I deres indlæg ved Domstolen havde Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen gjort gældende, at direktivet alene forbyder forskelsbehandling beroende på, at den pågældende arbejdstager tilhører det ene eller det andet køn, men ikke en forskelsbehandling, som udspringer af, at arbejdstageren har skiftet køn.

41 Som svar på denne argumentation bemærkede Domstolen, at de direktivbestemmelser, som forbyder forskelsbehandling af mænd og kvinder, blot, inden for det begrænsede område, hvor de gælder, er udtryk for lighedsprincippet, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper. Domstolen fandt, at denne omstændighed talte mod en indskrænkende fortolkning af disse bestemmelsers anvendelsesområde og førte til, at de måtte anvendes på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældende arbejdstagers kønsskifte.

42 Domstolen fandt, at en sådan forskelsbehandling i det væsentlige, hvis ikke udelukkende, finder sted på grundlag af den pågældendes køn. Denne betragtning, som fører til at antage, at en sådan forskelsbehandling bør forbydes på samme

[s. I-650]

måde som en forskelsbehandling, der beror på, at den pågældende tilhører et bestemt køn — og hvilken forskelsbehandling den har en meget tæt forbindelse med — er dog begrænset til det tilfælde, hvor en arbejdstager skifter køn, og gælder derfor ikke i det tilfælde, hvor den forskellige behandling skyldes en persons seksuelle orientering.

43 Heroverfor har Lisa Grant imidlertid gjort gældende, at fællesskabsbestemmelserne om ligebehandling af mænd og kvinder i lighed med visse bestemmelser i national ret eller i internationale konventioner bør fortolkes således, at de omfatter forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering. I den forbindelse henviser sagsøgeren i hovedsagen navnlig til den internationale konvention af 19. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder (Danmarks traktater, 1976, s. 154), hvori begrebet »køn« ifølge en udtalelse fra den menneskerettighedskomité, der er oprettet i henhold til konventionens artikel 28, også sigter til de pågældende personers seksuelle præferencer (meddelelse nr. 488/1992, Toonen mod Australien, konstateringer vedtaget den 31.3.1994, 50. session, pkt. 8.7).

44 Vedrørende dette spørgsmål påpeges, at den omhandlede konvention hører til de internationale bestemmelser om beskyttelse af menneskerettigheder, som Domstolen tager hensyn til ved anvendelsen af fællesskabsrettens generelle principper (se f.eks. dom af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, præmis 31, og af 18.10.1990, forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. I, s. 3763, præmis 68).

45 Selv om overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, der indgår som en integrerende del af disse generelle principper, er en betingelse for, at Fællesskabets retsakter er lovlige, kan disse rettigheder dog ikke i sig selv medføre, at de udvider anvendelsesområdet for traktatens bestemmelser ud over de gældende rammer for Fællesskabets kompetence (jf. herom navnlig, hvad angår rækkevidden af

[s. I-651]

EF-traktatens artikel 235 for beskyttelsen af menneskerettighederne, udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, præmis 34 og 35).

46 Hertil kommer, at menneskerettighedskomitéen i den meddelelse, Lisa Grant henviser til — hvilket organ i øvrigt ikke er nogen retsinstans, og hvis udtalelser ikke har bindende retsvirkning — uden at angive nogen særlig begrundelse herfor ifølge selve udtalelsens ordlyd begrænsede sig til at »bemærke, at udtrykket ’køn’ i artikel 2, stk. 1, og artikel 26 efter dens opfattelse må antages at omfatte seksuelle præferencer«.

47 En sådan bemærkning — som i øvrigt ikke synes at afspejle den almindelige anerkendte fortolkning, der indtil nu er blevet anlagt af det begreb for forskelsbehandling på grundlag af køn, som findes i de forskellige internationale konventioner om beskyttelse af grundlæggende rettigheder — kan derfor under alle forhold ikke føre Domstolen til at udvide anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Under disse omstændigheder må betydningen af artikel 119 ligesom enhver anden bestemmelse i fællesskabsretten fastlægges under hensyn til dens ordlyd og formål samt dens plads i traktatens opbygning og den juridiske sammenhæng, den indgår i. Det fremgår af de foregående betragtninger, at fællesskabsretten ikke på sit nuværende stadium omfatter en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering som den, der er omhandlet i hovedsagen.

48 Det skal dog bemærkes, at Amsterdam-traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter, der er undertegnet den 2. oktober 1997, tilføjer en artikel 6 A til EF-traktaten, hvorefter Rådet, når Amsterdam-traktaten er trådt i kraft, på visse betingelser (enstemmighed og efter forslag fra Kommissionen og høring af Europa-Parlamentet) kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til afskaffelse af forskellige former for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

[s. I-652]

49 I betragtning af det ovenfor anførte er det endelig ufornødent at behandle Lisa Grant's argument om, at et afslag af den karakter, der er givet hende, ikke er objektivt begrundet.

50 Den nationale rets spørgsmål skal herefter besvares med, at en arbejdsgivers afslag på at yde en rejsebegunstigelse for en person af samme køn, som en arbejdstager lever i et fast samlivsforhold med, når der indrømmes en sådan begunstigelse for en arbejdstagers ægtefælle eller en person af modsat køn, som arbejdstageren lever i et fast samlivsforhold med uden for ægteskab, ikke er en forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117.

#### Sagens omkostninger

51 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges og af den franske regering samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

[s. I-653]

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Southampton, ved kendelse af 19. juli 1996, for ret:

En arbejdsgivers afslag på at yde en rejsebegunstigelse for en person af samme køn, som en arbejdstager lever i et fast samlivsforhold med, når der indrømmes en sådan begunstigelse for en arbejdstagers ægtefælle eller en person af modsat køn, som arbejdstageren lever i et fast samlivsforhold med uden for ægteskab, er ikke en forskelsbehandling i strid med EF-traktatens artikel 119 eller Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

Rodríguez Iglesias

Gulmann

Ragnemalm

Wathelet

Mancini

Moitinho de Almeida

Kapteyn

Murray

Edward

Puissochet

Hirsch

Jann

Sevón

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. februar 1998.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0326.md =====

# EU-Domstolen, 1. december 1998, sag C-326/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0326.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0326.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Levez

ECLI: ECLI:EU:C:1998:577

Kommentarens titel: Urigtige lønoplysninger og begrænsning af efterbetalingskrav

Emner på siden: [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): EU-retten hindrede en ufravigelig toårsgrænse for efterbetaling eller erstatning, når arbejdsgiverens forsætligt urigtige oplysninger om sammenlignelige kollegers løn havde forsinket kravet. En alternativ retsvej fjernede ikke problemet, hvis den havde mindre gunstige betingelser end tilsvarende nationale krav; dette skulle den nationale ret efterprøve.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen anvender daværende artikel 119 og direktiv 75/117. Den omtaler ikke direktiv 2023/970 eller L68. De moderne relationer ovenfor er egne analytiske forbindelser.

Hold årsagssammenhængen mellem vildledning og forsinkelse, den betingede alternative retsbeskyttelse og den nationale afgørelse af sammenlignelighed synlige. Der udledes ingen almindelig fristfrihed eller automatisk anvendelse af det mest favorable arbejdsretlige regelsæt.

De domme, der henvises til, og det senere nationale udfald er ikke gennemgået her. Ingen direkte juridiske citater frigives.

Bruges i kommentaren: § 6 c, afsnit 15 (lov/6c.md), § 6 c, afsnit 17 (lov/6c.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0326

Domstolens dom
1. december 1998[^*]

I sag C-326/96,

angående en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

B. S. Levez

mod

T. H. Jennings (Harlow Pools) Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt af artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

[s. I-7858]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, J. L. Murray, D. A. O. Edward, H. Ragnemalm, R. Schintgen og K. M. Ioannou,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- B. S. Levez ved David Pannick, QC, og solicitor Pauline Matthews ved barrister Dinah Rose

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Nicholas Paines

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmægtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Christopher Docksey og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 3. marts 1998 er afgivet mundtlige indlæg af B. S. Levez ved Pauline Matthews ved David Pannick og Dinah Rose, af T. H. Jennings

[s. I-7859]

(Harlow Pools) Ltd ved barrister Jason Coppel, af det Forenede Kongeriges regering ved Nicholas Paines, af den franske regering ved Anne de Bourgoing, af den irske regering ved Mary Finlay, SC, og barrister Eileen Barrington og af Kommissionen ved Christopher Docksey,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 12. maj 1998,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 14. august 1996, indgået til Domstolen den 4. oktober 1996, har Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt af artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er rejst under en sag, som B. S. Levez har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, T. H. Jennings (Harlow Pools) Ltd (herefter »Jennnings Ltd«), angående efterbetaling af løn, der ikke er udbetalt som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-7860]

#### Fællesskabsretten

3 Direktivets artikel 2 har følgende ordlyd: »Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

4 I direktivets artikel 6 hedder det: »Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.«

#### Den nationale lovgivning

5 I Det Forenede Kongerige bestemmes det i section 1(1) i Equal Pay Aet 1970 (ligelønsloven, herefter »EPA«), at enhver aftale om ansættelse af en kvinde skal anses for at indeholde en ligebehandlingsklausul.

6 I section 2(5) i EPA bestemmes det, at kvinder ikke i søgsmål vedrørende manglende overholdelse af en ligebehandlingsklausul (herunder søgsmål for en Industrial Tribunal) kan tilkendes efterbetaling af løn eller erstatning for tidsrum, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg (herefter »den omtvistede bestemmelse«).

[s. I-7861]

7 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Industrial Tribunal ikke efter EPA kan forlænge denne periode.

8 Imidlertid kan en person i den situation, B. S. Levez befinder sig i, ifølge de oplysninger, der er givet af Det Forenede Kongeriges regering, anlægge sag ved County Court og påberåbe sig såvel EPA som svig fra arbejdsgiverens side.

#### Baggrunden for sagen

9 I februar 1991 blev B. S. Levez ansat som leder af et »bookmaker«-agentur (betting shop), som ejedes af Jennings Ltd. Hendes løn udgjorde 10 000 GBP om året. I december 1991 blev hun udnævnt til leder af et andet af sagsøgtes agenturer, hvor hun afløste en mandlig arbejdstager, som havde oppebåret en årsløn på 11 400 GBP fra sin udnævnelse i september 1990, til han fratrådte i oktober 1991.

10 Ifølge forelæggelseskendelsen er det ubestridt, at B. S. Levez og hendes mandlige forgænger var ansat til at udføre samme arbejde. Desuden er der enighed om, at ansættelsesvilkårene var de samme for alle ledere af Jennings Ltd's agenturer.

11 Imidlertid blev B. S. Levez' løn fra den 30. december 1991 kun forhøjet til 10 800 GBP pr. år, idet hendes arbejdsgiver urigtigt havde meddelt hende, at hendes mandlige forgænger havde oppebåret denne løn. Først fra april 1992 fik B. S. Levez lønforhøjelse, idet hendes løn steg til 11 400 GBP.

[s. I-7862]

12 Efter at B. S. Levez var holdt op med at arbejde for Jennings Ltd i marts 1993, opdagede hun, at hun indtil april 1992 havde fået en lavere løn end sin mandlige forgænger. Følgelig anlagde hun den 17. september 1993 sag ved Industrial Tribunal i medfør af EPA. Den 25. juli 1994 fastslog denne ret, at B. S. Levez var berettiget til en løn på 11 400 GBP fra ansættelsestidspunktet, dvs. den 18. februar 1991, og tilpligtede Jennings Ltd at efterbetale det hertil svarende beløb.

13 Imidlertid gjorde Jennings Ltd i en skrivelse af 26. juli 1994 til Industrial Tribunal's justitskontor gældende, at en del af afgørelsen var i strid med EPA. Under hensyntagen til forældelsesfristen på to år i den omtvistede bestemmelse og til, at B. S. Levez havde anlagt sagen ved Industrial Tribunal den 17. september 1993, gjorde Jennings Ltd gældende, at Industrial Tribunal ikke kunne træffe bestemmelse om efterbetaling af løn for tiden før den 17. september 1991 og anmodede retsformanden om at efterprøve datoerne i afgørelsen.

14 Ved skrivelse af 12. august 1994 anerkendte retsformanden for Industrial Tribunal, at B. S. Levez i henhold til section 2(5) i EPA kun var berettiget til efterbetaling af løn for tiden efter den 17. september 1991, dvs. to år før sagsanlægget.

15 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Industrial Tribunal's afgørelse ikke formelt er blevet ændret. En kopi af den nævnte skrivelse blev dog sendt til B. S. Levez. Den 22. august 1994 indbragte hun Industrial Tribunal's afgørelse for Employment Appeal Tribunal, idet hun gjorde gældende, at beslutningen om at ændre det tidspunkt, hvorfra lønnen skulle efterbetales, til den 17. september 1991 var i strid med fællesskabsretten. Hun anførte, at hun var berettiget til lige løn fra det tidspunkt, hvor hun begyndte at arbejde for Jennings Ltd, nemlig den 18. februar 1991. Efter forkyndelsen af ankestævningen er Equal Opportunities Commission indtrådt i sagen til støtte for sagsøgeren i hovedsagen, og en ændret ankestævning er forkyndt i henhold til en tilladelse af 12. oktober 1995.

[s. I-7863]

#### De præjudicielle spørgsmål

16 På denne baggrund har Employment Appeal Tribunal besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det foreneligt med fællesskabsretten i forbindelse med et krav om lige løn for samme arbejde uden forskelsbehandling på grundlag af køn at anvende en national retsregel, som begrænser den pågældendes ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, når a) den nationale retsregel finder anvendelse på alle krav om lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn, men ikke på andre krav b) bestemmelser, som i denne henseende er mere gunstige for de pågældende, finder anvendelse på andre krav på det arbejdsretlige område, herunder krav vedrørende misligholdelse af ansættelseskontrakter, ulige løn på grund af racediskrimination, ulovlig lønindeholdelser og forskelsbehandling på grundlag af køn vedrørende andre forhold end løn c) den nationale ret under ingen omstændigheder har kompetence til at forlænge tidsrummet på to år, end ikke i tilfælde, hvor den pågældende har fremsat sit krav for sent, fordi hendes arbejdsgiver forsætligt har givet hende urigtige oplysninger om lønniveauet for mænd, der udfører arbejde svarende til hendes?

> 2) Henset til Domstolens faste praksis, hvorefter rettigheder, som består i medfør af fællesskabsrettens direkte virkning, skal udøves på de betingelser, som er fastsat i den nationale retsorden — idet det bl.a. forudsættes, at disse betingelser ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret — hvorledes skal begrebet ’tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret’ da fortolkes, når der er tale om et krav om lige løn i tilfælde, hvor betingelserne i den nationale lovgivning til gennemførelse af ligelønsprincippet adskiller sig fra betingelserne i anden national lovgivning på det arbejdsretlige område, herunder lovgivning vedrørende misligholdelse af ansættelseskontrakter, ulige løn på grund af racediskrimination, ulovlige lønindeholdelser og forskelsbehandling på grundlag af køn vedrørende andre forhold end løn?«

#### Det første spørgsmål

17 Ud fra de oplysninger, der foreligger for Domstolen, må den forelæggende rets første spørgsmål forstås således, at det ønskes oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begrænser en arbejdstagers ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, som ikke kan forlænges, i tilfælde hvor forsinkelsen med kravets fremsættelse skyldes, at arbejdsgiveren forsætligt har givet den pågældende urigtige oplysninger om lønniveauet for arbejdstagere af det modsatte køn, der udfører tilsvarende arbejde.

18 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller

[s. I-7865]

uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5, og sag 45/76, Comet, Smi. s. 2043, præmis 13 og 16, af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, Van Schijndel og Van Veen, Sml. I, s. 4705, præmis 17, af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 27, af 11.12.1997, sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, præmis 37, og af 15.9.1998, forenede sager C-279/96, C-280/96 og C-281/96, Ansaldo Energia m.fl., Sml. I, s. 5025, præmis 16).

19 Domstolen har således fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der i nationale retsregler af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister. Sådanne frister kan ikke antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises (jf. navnlig dommen i Palmisani-sagen, præmis 28, dom af 2.12.1997, sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783, præmis 48, og dommen i sagen Ansaldo Energia m.fl., præmis 17 og 18).

20 Heraf følger, at en national retsregel, der begrænser retten til efterbetaling af løn til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, ikke i sig selv giver anledning til kritik.

21 Imidlertid fremgår det af forelæggelseskendelsen, at Jennings Ltd i sagen for den nationale ret urigtigt har meddelt B. S. Levez, at hendes mandlige forgænger havde oppebåret en løn på 10 800 GBP, således at hendes løn — med virkning fra den 30. december 1991 — kun blev forhøjet til dette beløb. Først i april 1992 blev hendes løn forhøjet til 11 400 GBP.

[s. I-7866]

22 Ifølge B. S. Levez er det åbenbart, at den omtvistede bestemmelse under sådanne omstændigheder hverken giver mulighed for fuldstændig erstatning eller for at pålægge en effektiv sanktion i tilfælde, hvor ligelønsprincippet tilsidesættes, hvilket er i strid med direktivets artikel 2 og 6. B. S. Levez har desuden anført, at den forelæggende ret ikke skønsmæssigt kan forlænge denne periode, hverken på grund af den adfærd, sagsøgte har udvist, idet man gav hende urigtige oplysninger om hendes mandlige forgængers løn, eller generelt, fordi det ville være rimeligt og retfærdigt at gøre det.

23 Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at der må lægges vægt på de særlige omstændigheder i den konkrete sag. Sagsøgeren i hovedsagen havde — i en del af det relevante tidsrum — faktisk ikke mulighed for at anlægge en ligelønssag, fordi hun på det tidspunkt var fuldstændig uvidende om, at hun blev forskelsbehandlet. Arbejdsgiverens svigagtige oplysninger bevirkede derfor, at arbejdstageren blev fuldstændig afskåret fra at udøve sin ret til lige løn, og det synes ikke at være rimeligt begrundet i principper som f.eks. retssikkerhedsprincippet eller princippet om en hensigtsmæssig afvikling af sagen, at en national ret ikke skulle kunne tage hensyn til disse særlige omstændigheder.

24 Derimod har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at B. S. Levez i december 1991 vidste, at hun havde fået en lavere løn end sin mandlige forgænger, selv om hun ikke var klar over, nøjagtig hvor stor forskellen var. Hun kunne have anlagt sag på dette tidspunkt, hvilket hun ikke gjorde. Under retsmødet har Jennings Ltd ligeledes anført, at der — selv om B. S. Levez ikke var klar over, hvor stor en løn hendes mandlige forgænger fik, og dermed hvor stort et beløb hun kunne få efterbetalt — ikke var noget, der forhindrede hende i at anlægge sag inden september 1993.

25 Det bemærkes, at ifølge traktatens artikel 177, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, har Domstolen alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af en EF-forskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, som de er beskrevet af

[s. I-7867]

den nationale ret (jf. bl.a. dom af 2.6.1994, sag C-30/93, ACATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, præmis 16).

26 Det tilkommer derfor ikke Domstolen, men den nationale ret at fastslå de faktiske omstændigheder, der har givet anledning til sagen, og at fastslå, hvilke konsekvenser de har for den afgørelse, som retten skal træffe (dom af 29.4.1982, sag 17/81, Pabst & Richarz, Sml. s. 1331, præmis 12, og dommen i sagen ACATEL Electronics Vertriebs, præmis 17).

27 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren i hovedsagen fremsatte sit krav for sent som følge af urigtige oplysninger, som arbejdsgiveren havde givet i december 1991 om lønniveauet for mandlige arbejdstagere, som udførte tilsvarende arbejde.

28 Det fremgår derfor, at det skyldtes urigtige — endog forsætligt vildledende — oplysninger fra arbejdsgiveren, at B. S. Levez ikke kunne have kendskab til, at hun selv efter december 1991 var udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn.

29 Med hensyn til perioden før december 1991 var det først i april 1993, at B. S. Levez fik kendskab til omfanget af den forskelsbehandling, hun havde været udsat for.

30 Som Kommissionen med rette har anført, er det i den foreliggende sag kun en del af sagsøgerens krav, der berøres, men i andre tilfælde og under tilsvarende omstændigheder kunne hun have været afskåret fra at fremsætte hele kravet som følge af den omtvistede regel.

[s. I-7868]

31 Når en arbejdsgiver har givet en arbejdstager urigtige oplysninger om lønniveauet for arbejdstagere af det modsatte køn, der udfører tilsvarende arbejde, kan arbejdstageren ikke vide, om hun er udsat for forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf. Under disse omstændigheder ville arbejdsgiveren ved at påberåbe sig den omtvistede bestemmelse kunne afskære den ansatte fra muligheden for i henhold til direktivet at søge ligelønsprincippet gennemført ved domstolene (jf., tilsvarende, dom af 17.10.1989, sag 109/88, Danfoss, Sml. s. 3199, præmis 13).

32 Det ville, med andre ord, under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, være åbenbart uforeneligt med det ovenfor beskrevne effektivitetsprincip at tillade en arbejdsgiver at påberåbe sig en national bestemmelse som den omtvistede bestemmelse. Anvendelsen af den nævnte bestemmelse gør det nemlig i praksis umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at få efterbetalt løn i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det må konstateres, at bestemmelsen fører til, at det bliver lettere for en arbejdsgiver, hvis svigagtige oplysninger har været baggrunden for, at den ansatte for sent anlagde sag med henblik på gennemførelse af ligelønsprincippet, at overtræde fællesskabsretten.

33 Endvidere synes en anvendelse af den omtvistede bestemmelse under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ikke at være rimeligt begrundet i principper som f.eks. retssikkerhedsprincippet eller princippet om en hensigtsmæssig afvikling af sagen.

34 Det første spørgsmål må derfor besvares med, at fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begrænser en arbejdstagers ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, som ikke kan forlænges, i tilfælde hvor forsinkelsen med kravets fremsættelse skyldes, at arbejdsgiveren forsætligt har givet den pågældende urigtige oplysninger om lønniveauet for arbejdstagere af det modsatte køn, der udfører tilsvarende arbejde.

[s. I-7869]

#### Det andet spørgsmål

35 Efter besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare den nationale rets andet spørgsmål, for så vidt som det vedrører en sag, der er anlagt ved Industrial Tribunal. Imidlertid har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at B. S. Levez efter de foreliggende omstændigheder under en sag for County Court kunne have krævet og fået tilkendt erstatning for hele det tab, hun havde lidt som følge af, at hendes arbejdsgivers svigagtige oplysninger havde afskåret hende fra at fremsætte et krav i henhold til EPA. Hun ville for denne ret have kunnet påberåbe sig både EPA og det forhold, at arbejdsgiveren havde gjort sig skyldig i svig, uden at den omtvistede bestemmelse fandt anvendelse.

36 På baggrund af disse oplysninger må det andet spørgsmål forstås således, at det ønskes oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af den omtvistede bestemmelse, selv i tilfælde, hvor der findes et andet retsmiddel, men hvor dette kan indebære anvendelse af processuelle regler eller andre betingelser, der er mindre gunstige end søgsmål på grundlag af national ret, der må anses for tilsvarende søgsmål.

37 Som anført i præmis 18 i nærværende dom, tilkommer det, når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (jf. dommen i sagen Ansaldo Energia m.fl., præmis 27).

38 Når henses til de oplysninger, der er givet af Det Forenede Kongeriges regering, må det derfor fastslås, at den omtvistede bestemmelse ikke indebærer en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, når en arbejdstager kan gøre de rettigheder, traktatens artikel 119 og direktivet tillægger ham, gældende for en anden ret. Det skal imdlertid også undersøges, om ækvivalensprincippet under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende overholdes ved en sag som den, der kan anlægges ved County Court.

[s. I-7870]

39 Det tilkommer i princippet de nationale retter at efterprøve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til fællesskabsretten, beskyttes, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet (jf. også dommen i Palmisani-sagen, præmis 33).

40 Med henblik på den bedømmelse, den nationale ret skal foretage, kan Domstolen imidlertid give nogle retningslinjer for fortolkningen af fællesskabsretten.

41 Det er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme (jf., tilsvarende, dom af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Smi. I, s. 4951, præmis 36).

42 Dette princip kan imidlertid ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der — som hovedsagen — anlægges på det arbejdsretlige område (jf. dommen i Edis-sagen, præmis 36).

43 For at kunne fastslå, om ækvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfælde, må den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg på det arbejdsretlige område, undersøge såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. dommen i Palmisani-sagen, præmis 34-38).

44 Desuden skal hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse er mindre gunstig end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, bedømmes under hensyn til, hvilken

[s. I-7871]

stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser (jf. tilsvarende, dommen i sagerne Van Schijndel og Van Veen, præmis 19).

45 Med hensyn til hovedsagen må der for det første tages stilling til de argumenter, der er fremsat af Det Forenede Kongeriges regering, som for så vidt angår ækvivalensprincippet er af den opfattelse, at et krav, der støttes på EPA — som blev vedtaget før Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af Fællesskaberne og før vedtagelsen af direktivet — er en form for søgsmål på grundlag af national ret, som kan sammenlignes med et søgsmål, der direkte er baseret på traktatens artikel 119. Da EPA finder anvendelse på en række krav, der skal sikre, at princippet om lige kontraktvilkår overholdes, hvad enten der er tale om løn eller ej, er det rimeligt, at alle kravene er undergivet samme regel om præklusion. Det Forenede Kongeriges regering finder derfor, at ækvivalensprincippet er overholdt.

46 I denne forbindelse må det fastslås, at EPA er den nationale lovgivning, som gennemfører det fællesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til løn, således som det fremgår af traktatens artikel 119 og direktivet.

47 Følgelig er det — som generaladvokaten med rette har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse — ikke, som Det Forenede Kongeriges regering hævder, tilstrækkeligt til at sikre overholdelsen af ækvivalensprincippet, at de samme processuelle regler, nemlig section 2(5) i EPA, finder anvendelse på to sammenlignelige former for krav, hvoraf det ene bygger på fællesskabsretten og det andet på national ret, eftersom der er tale om et og samme retsmiddel.

48 Siden Det Forenede Kongerige tiltrådte Fællesskaberne, har EPA været den lovgivning, hvorved det har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 119 og senere direktivet. EPA kan derfor ikke være det rette grundlag for sammenligningen med henblik på at sikre overholdelsen af ækvivalensprincippet.

[s. I-7872]

49 For det andet må der tages stilling til de tilfælde, der er nævnt i forelæggelseskendelsen. Det fremgår heraf, at krav vedrørende misligholdelse af ansættelseskontrakter, ulige løn på grund af racediskrimination, ulovlig lønindeholdelse og forskelsbehandling på grundlag af køn vedrørende andre forhold end løn eventuelt kan anses for at svare til krav, der er baseret på EPA.

50 Hvis det på grundlag af de principper, der er opstillet i præmis 41-44 i nærværende dom, måtte vise sig, at en sag vedrørende krav i henhold til EPA, som indbringes for County Court, svarer til et eller flere af de søgsmål, den nationale ret har opregnet, skal denne desuden tage stilling til, om den førstnævnte sag indebærer anvendelse af processuelle regler eller andre betingelser, der er mindre gunstige.

51 I denne forbindelse er det relevant at undersøge, om en lønmodtager i en situation som den, B. S. Levez befinder sig i, for fuldt ud at kunne gøre sine rettigheder i henhold til fællesskabsretten gældende for County Court, pådrager sig ekstra omkostninger og udsætter sig for yderligere forsinkelser i forhold til en sagsøger, som under henvisning til en tilsvarende rettighed på grundlag af national ret kan anlægge sag ved Industrial Tribunal efter enklere regler og i princippet med færre omkostninger.

52 Det er desuden relevant, at den omtvistede bestemmelse — som den nationale ret har anført — kun finder anvendelse på krav om lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn, mens krav, der bygger på rettigheder i henhold til national ret, og som kan anses for tilsvarende krav, ikke begrænses af anvendelsen af en regel som den omtvistede bestemmelse, således at det for at gøre sådanne rettigheder gældende er tilstrækkeligt at anlægge sag ved Industrial Tribunal.

53 Efter det anførte må spørgsmålet besvares med, at fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begrænser en arbejdstagers ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, og at dette gælder selv i

[s. I-7873]

tilfælde, hvor der findes et andet retsmiddel, hvis dette retsmiddel indebærer anvendelse af processuelle regler eller betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om dette er tilfældet.

#### Sagens omkostninger

54 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Employment Appeal Tribunal, London, ved kendelse af 14. august 1996, for ret:

1) Fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begrænser en arbejdstagers ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, som ikke kan forlænges, i tilfælde hvor forsinkelsen med [s. I-7874] kravets fremsættelse skyldes, at arbejdsgiveren forsætligt har givet den pågældende urigtige oplysninger om lønniveauet for arbejdstagere af det modsatte køn, der udfører tilsvarende arbejde.

2) Fællesskabsretten er til hinder for anvendelsen af en national retsregel, som begrænser en arbejdstagers ret til efterbetaling af løn eller til erstatning som følge af tilsidesættelse af ligelønsprincippet til et tidsrum på to år forud for sagens anlæg, og dette gælder selv i tilfælde, hvor der findes et andet retsmiddel, hvis dette retsmiddel indebærer anvendelse af processuelle regler eller betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om dette er tilfældet.

Rodríguez Iglesias

Puissochet

Hirsch

Jann

Mancini

Moitinho de Almeida

Murray

Edward

Ragnemalm

Schintgen

Ioannou

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 1. december 1998.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Proccssprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61996cj0411.md =====

# EU-Domstolen, 27. oktober 1998, sag C-411/96

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0411.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61996cj0411.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1998:506

Kommentarens titel: Barselsvilkår om tilbagevenden, sygdom, ferie og pension

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 119 og direktiv 75/117, 76/207 og 92/85 anvendt på konkrete barselsvilkår. Et tillæg til den lovbestemte barselsydelse kunne gøres afhængigt af mindst en måneds tilbagevenden efter fødslen, men en rent arbejdsgiverfinansieret pensionsordning måtte ikke begrænse optjeningen under minimumsbarselsorloven efter direktiv 92/85, artikel 8, til perioder med løn eller lovbestemt betaling (jf. § 1 a, stk. 1 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Et tillæg til lovbestemt barselsydelse kunne efter de anvendte regler gøres afhængigt af mindst en måneds tilbagevenden efter fødslen og ellers kræves tilbagebetalt. I den beskrevne situation kunne kontrakten fremrykke barselsorlovens begyndelse ved graviditetsbetinget sygefravær inden den planlagte orlov. Et krav om endeligt at afslutte barselsorloven for at få sygeorlov var uforeneligt med minimumsorloven på 14 uger, men kunne gælde den supplerende orlov. Ferieoptjening kunne begrænses til minimumsorloven og ophøre under supplerende orlov. En rent arbejdsgiverfinansieret pensionsordning måtte derimod ikke begrænse optjening under artikel 8-orloven til perioder med løn eller lovbestemt betaling.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen anvender EF 119 og direktiverne 75/117, 76/207 og 92/85 på de konkrete kontraktvilkår. De forskellige perioder og typer rettigheder må ikke slås sammen til én regel om al orlov.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61996CJ0411

Domstolens dom 27. oktober 1998[^*]
I sag C-411/96,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Manchester (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Margaret Boyle m.fl.

mod

Equal Opportunities Commission,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1),

har

[s. I-6442]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. J. G. Kapteyn (refererende dommer), J.-P. Puissochet og P. Jann samt dommerne C. Gulmann, J. L. Murray, D. A. O. Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet og R. Schintgen,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Margaret Boyle m.fl. ved barrister Dinah Rose for solicitor Alison Eddy

- Equal Opportunities Commission ved Peter Duffy, QC, for solicitor Alan Lakin

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Eleanor Sharpston

- den irske regering ved Chief State Solicitor Michael A. Buckley, som befuldmægtiget, bistået af barrister-at-law Niamh Hyland

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius og Carmel O'Reilly, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

[s. I-6443]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 13. januar 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Margaret Boyle m.fl. ved Dinah Rose, af Equal Opportunities Commission ved Peter Duffy, af Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmægtiget, og Eleanor Sharpston, af den irske regering ved Brian Lenihan, SC, og Niamh Hyland, af den østrigske regering ved ekspeditionssekretær Christine Pesendorfer, Forbundskanslerens Kontor, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved Marie Wolfcarius og Carmel O'Reilly,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. februar 1998,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 15. oktober 1996, indgået til Domstolen den 23. december 1996, har Industrial Tribunal, Manchester, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt fem spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19), Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1).

[s. I-6444]

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Margaret Boyle m.fl. mod deres arbejdsgiver Equal Opportunities Commission (herefter »EOC«) vedrørende en barselsorlovsordning, »Maternity Scheme«, som EOC anvender på sit personale. Den nationale ret har oplyst, at det er ubestridt, at EOC er et statsorgan i henseende til direktivernes direkte virkning for den.

#### National lovgivning

3 I Det Forenede Kongerige har arbejdstagerne i medfør af Employment Rights Act 1996 en almindelig ret til barselsorlov. Section 72 indeholder en bestemmelse om, at orloven regnes fra den dag, den ansatte ønsker at påbegynde sin fraværspenode, når hun har meddelt sin arbejdsgiver dette, eller — når den ansatte er helt eller delvis fraværende fra sit arbejde på grund af graviditeten — fra den første dag efter påbegyndelsen af den sjette uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, hvis dette tidspunkt ligger før det førstnævnte.

4 I samme lovs section 73(1) bestemmes det, at barselsorloven varer i 14 uger, fra den er begyndt, eller indtil fødslen, hvis denne finder sted senere. Under alle omstændigheder må den ansatte ikke arbejde i en periode på to uger regnet fra fødslen.

5 I henhold til lovens section 79-85 har ansatte, der har almindelig ret til barselsorlov og ved begyndelsen af den ellevte uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, mindst har haft ansættelse i en uafbrudt periode på to år, ret til at genoptage arbejdet hos deres arbejdsgiver på et hvilket som helst tidspunkt i de 29 uger regnet fra begyndelsen af den uge, hvor fødslen fandt sted.

[s. I-6445]

6 I henhold til section 164 i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 har gravide ansatte, der i ugen inden den 14. uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 26 uger, og hvis løn ligger over et vist niveau, ret til af deres arbejdsgiver at få udbetalt ydelsen »Statutory Maternity Pay« (herefter »SMP«), hvis de helt eller delvis er ophørt med at arbejde på grund af graviditeten eller fødslen.

7 I lovens section 165(1) bestemmes det, at der kan udbetales SMP i op til 18 uger. Det bestemmes nærmere i section 166, at til kvinder, der har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst to år inden den 14. uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, for en arbejdsgiver, der er forpligtet til at betale SMP, udbetales der i SMP ni tiendedele af den normale ugeløn i de seks første uger og derefter et fast beløb i de følgende 12 uger. På tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder var dette beløb på 54,55 GBP. Kvinder, der ikke opfylder denne anciennitetsbetingelse, oppebærer det faste beløb i attenugersperioden.

8 Endvidere har uarbejdsdygtige ansatte i medfør af section 151-163 i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 ret til af deres arbejdsgiver at få udbetalt ydelsen »Statutory Sick Pay« (herefter »SSP«) i en periode på op til 28 uger, idet ydelsen andrager 54,55 GBP om ugen.

#### Hovedsagen

9 De seks sagsøgere i hovedsagen er ansat hos EOC og er i den fødedygtige alder. De har alle været ansat i mindst ét år hos deres arbejdsgiver, og de er ikke løst

[s. I-6446]

ansat, ansat til rådighedstjeneste eller med et kort opsigelsesvarsel, eller ansat for en periode på mindre end to år. Mindst tre af dem har taget barselsorlov inden for de seneste år.

10 Den arbejdskontrakt, EOC indgår med sine ansatte, omfatter dels Staff Handbook (en personalehåndbog), der finder anvendelse på samtlige ansatte, dels Maternity Scheme, der gælder for de kvindelige ansatte.

11 Ifølge Staff Handbook har ansatte, der er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom, ret til fuld løn i op til seks måneder inden for en tolvmånederspenode. Derefter kan de oppebære halv løn i op til tolv måneder inden for en fireårsperiode. Staff Handbook indeholder endvidere en bestemmelse om, at ved enhver form for orlov uden løn nedsættes den årlige ferie i forhold til orlovens varighed.

12 Hovedsagen drejer sig i det væsentlige om Maternity Scheme. Sagsøgerne har indbragt sagen for Industrial Tribunal, Manchester, med påstand om, at den erklærer visse af bestemmelserne deri ugyldige eller uanvendelige, idet de er diskriminerende over for kvindelige arbejdstagere og således i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117, 76/207 eller 92/85.

13 I henhold til en af bestemmelserne i Maternity Scheme har enhver ansat, der har mindst et års anciennitet som ansat ved EOC, og som ikke er løst ansat, ansat til rådighedstjeneste eller med et kort opsigelsesvarsel og ikke er ansat for en periode på mindre end to år, ret til barselsorlov med fuld løn i tre måneder og en uge i den sammenhængende periode, hvor hun er fraværende før og efter fødslen. For at benytte denne ret kræves det imidlertid, at den ansatte erklærer, at hun har til hensigt at vende tilbage til arbejdet i EOC efter fødslen, og at hun indvilger i at tilbagebetale beløb, hun har modtaget i denne periode, hvis hun ikke vender tilbage, bortset fra SMP, som hun har ret til under alle omstændigheder.

[s. I-6447]

14 I henhold til en anden bestemmelse i Maternity Scheme, der anfægtes under sagen, kan en ansat, der har ret til barselsorlov med løn, endvidere opnå supplerende barselsorlov uden løn, bl.a. på betingelse af, at den samlede varighed af disse to orlovsperioder ikke overstiger 52 uger.

15 Det bestemmes endvidere i Maternity Scheme, at når en ansat angiver, at hun ønsker at gå på barselsorlov i en af de seks uger inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, og hun umiddelbart før det tidspunkt, hvor hun har anmodet om at måtte gå på barselsorlov, er fraværende på grund af sygdom, der har forbindelse med graviditeten, og fødslen finder sted under sygefraværet, kan barselsorloven med løn rykkes frem til begyndelsen af den sjette uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, eller til det tidspunkt, hvor sygefraværet begyndte, hvis dette ligger senere.

16 En kvinde kan i henhold til Maternity Scheme ikke få sygeorlov med løn, når hun er på barselsorlov med løn, eller når hun er på supplerende barselsorlov uden løn. Hun kan imidlertid være berettiget til SSP, når hun er på supplerende barselsorlov uden løn. Når en ansat mindst tre uger forinden har givet meddelelse om, at hun har til hensigt at vende tilbage til arbejdet på et bestemt tidspunkt, kan hun få sygeorlov med løn fra dette tidspunkt. Sygeorlov med løn efter fødslen bringer barselsorloven og den supplerende barselsorlov uden løn til ophør.

17 Endelig bestemmes det i Maternity Scheme, at ansatte, som ikke er berettigede til orlov med løn, bevarer deres rettigheder og godtgørelser i henhold til kontrakten, bortset fra lønnen, i de første 14 uger, hvor de har orlov. Det betyder særligt, at de fortsat optjener årlig ferie. Der optjenes kun pensionsrettigheder i fraværsperioden, hvis den pågældende modtager SMP.

[s. I-6448]

18 Den forelæggende ret har oplyst, at i medfør af ovennævnte bestemmelser skal arbejdstagere, som er på en eller anden form for orlov med løn, herunder sygeorlov og tjenestefrihed med løn, bortset fra barselsorlov med løn, ikke indvilge i at tilbagebetale nogen del af lønnen, hvis de ikke vender tilbage til arbejdet efter orlovsperioden. Det er endvidere ubestridt, at der er væsentlig flere kvindelige end mandlige ansatte, der i løbet af deres ansættelse tager orlov uden løn, hovedsagelig fordi de tager supplerende barselsorlov.

19 Da der er rejst tvivl om, hvorvidt disse bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten, har Industrial Tribunal, Manchester, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er nogen af de følgende forhold under omstændigheder som dem, der foreligger i disse sager, i strid med forbuddet i EF-retten mod, at kvinder behandles uretfærdigt og/eller stilles ringere på grund af graviditet, fødsler, moderskab og/eller sygdom i forbindelse hermed (navnlig EF-traktatens artikel 119 og/eller Rådets direktiv 75/117/EØF og/eller Rådets direktiv 76/207/EØF og/eller Rådets direktiv 92/85/EØF):

> 1) Et vilkår om, at der ud over den lovpligtige løn under barselsorlov kun udbetales løn under barselsorloven, hvis kvinden oplyser, at hun har til hensigt at vende tilbage til arbejdet og indvilger i at tilbagebetale beløbet, hvis hun ikke vender tilbage til arbejdet i én måned efter barselsorlovens ophør.

> 2) Et vilkår om, at en kvindes barselsorlov i situationer, hvor hun er fraværende på sygeorlov med løn på grund af en sygdom, som har forbindelse med graviditeten, og føder, mens hun er fraværende, kan anses for påbegyndt på det seneste af følgende tidspunkter: enten seks uger før den uge, hvor fødslen forventedes at finde sted, eller det tidspunkt, hvor sygeorloven begyndte.

> 3) Et forbud mod, at en kvinde, som af en eller anden grund er uarbejdsdygtig i en periode, hvor hun er på barselsorlov, tager sygeorlov med løn, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og bringe sin barselsorlov til ophør.

> 4) Et vilkår om, at den periode, hvori den årlige ferie optjenes, begrænses til den lovbestemte minimumsperiode på 14 ugers barselsorlov, således at enhver anden periode af barselsorloven lades ude af betragtning.

> 5) Et vilkår om, at den periode, hvori der optjenes pensionsrettigheder under barselsorloven, begrænses til den periode, hvor kvinden modtager løn under barselsorloven i henhold til kontrakten eller lovgivningen, således at en periode, hvor hun har været på barselsorlov uden løn, lades ude af betragtning?«

#### De fællesskabsretlige regler

20 Det bestemmes i traktatens artikel 119, at hver medlemsstat skal gennemføre og opretholde »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«.

21 I henhold til artikel 1 i direktiv 75/117 tilsigter det i traktatens artikel 119 omhandlede princip om lige løn at afskaffe enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

22 Direktiv 76/207 tilsigter ifølge artikel 1, stk. 1, »gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til

[s. I-6450]

beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår«.

23 Direktivets artikel 2, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:

> »Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.«

24 I henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 er direktivet imidlertid »ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab«.

25 Direktivets artikel 5, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

[s. I-6451]

26 For så vidt angår direktiv 92/85, bestemmes der i dettes artikel 8 vedrørende barselsorlov følgende:

> »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2. Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

27 Med hensyn til rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen bestemmes det i artikel 11 i direktiv 92/85:

> »For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> ...

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2, litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

> 4) Medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1 og nr. 2, litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning.

> Det må under ingen omstændigheder kræves, at den pågældende skal have arbejdet mere end tolv måneder umiddelbart inden det forventede fødselstidspunkt.«

#### Det første spørgsmål

28 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 76/207 eller 92/85, er til hinder for, at det i et vilkår i en arbejdskontrakt bestemmes, at der under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv **92/85,** kun kan udbetales en løn, der er højere end ydelserne i henhold til den nationale lovgivning om barselsorlov, hvis den kvindelige arbejdstager påtager sig en forpligtelse til efter fødslen at genoptage arbejdet i mindst en måned, idet hun ellers skal tilbagebetale differencen mellem den løn, hun har modtaget under barselsorloven, og de pågældende ydelser.

[s. I-6453]

29 Hvad for det første angår direktiv 92/85 har Kommissionen gjort gældende, at artikel 11, nr. 2, litra b), og artikel 3 indebærer en forpligtelse til at betale en arbejdstager på barselsorlov et beløb, der mindst svarer til det, kvinden i henhold til sin arbejdskontrakt ville få, hvis hun var på sygeorlov. Hvis, som det er tilfældet i hovedsagen, arbejdsgiveren har forpligtet sig til at betale arbejdstagere på sygeorlov den fulde løn, skal kvindelige arbejdstagere på barselsorlov i medfør af disse bestemmelser i direktivet have en tilsvarende løn. Under disse omstændigheder er artikel 11 i direktiv 92/85 til hinder for, at kvindelige arbejdstagere, hvis de ikke genoptager arbejdet efter fødslen, forpligtes til at tilbagebetale differencen mellem den fulde løn, de har fået udbetalt af arbejdstageren under barselsorloven, og de ydelser, de under barselsorloven havde krav på i henhold til den nationale lovgivning.

30 Det bemærkes, at fællesskabslovgiver netop under hensyn til risikoen for, at bestemmelserne om barselsorlov ikke ville få effektiv virkning, hvis de ikke var forbundet med bevarelse af rettighederne i medfør af arbejdskontrakten, i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 har bestemt, at »bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse« skal sikres de arbejdstagere, der er omfattet af direktivet, i tilfælde af barselsorlov i henhold til artikel 8.

31 Begrebet løn i direktivets artikel 11 omfatter i lighed med definitionen i traktatens artikel 119, stk. 2, de ydelser, som arbejdsgiveren som følge af arbejdstagerens arbejdsforhold direkte eller indirekte betaler under barselsorloven (jf. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 12). Begrebet ydelse, som ligeledes anvendes i denne bestemmelse, omfatter derimod enhver indtægt, som arbejdstageren modtager under sin barselsorlov, og som ikke betales af arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet.

32 Artikel 11, nr. 3, i direktiv 92/85, hvorefter ydelsen »anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale

[s. I-6454]

lovgivning«, skal sikre, at arbejdstageren under barselsorloven får en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov.

33 Det skal sikres, at arbejdstagerne under barselsorlov oppebærer en indtægt af en sådan størrelse, uanset om indtægten i overensstemmelse med artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 har form af en ydelse, løn eller en kombination af begge dele.

34 Selv om artikel 11 efter sin ordlyd kun bestemmer, at ydelsen skal være passende, forholder det sig dog således, at den indtægt, der skal sikres arbejdstagerne under barselsorlov, også i form af løn, eventuelt kombineret med en ydelse, skal være passende i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 11, nr. 3, i direktiv 92/85.

35 Når det i artikel 11, nr. 2, litra b), og nr. 3 kræves, at kvindelige arbejdstagere under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8, skal have en indtægt mindst svarende til den ydelse, der er fastsat i national lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov, tilsigtes det dog ikke dermed, at arbejdstageren skal sikres en højere indtægt, end arbejdsgiveren i medfør af arbejdskontrakten havde forpligtet sig til at betale hende, hvis hun havde sygeorlov.

36 Det følger heraf, at et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den arbejdstager, der ikke genoptager sit arbejde efter fødslen, er forpligtet til at tilbagebetale differencen mellem den løn, hun modtog under sin barselsorlov, og de ydelser, hun havde krav på i medfør af den nationale lovgivning om barselsorlov, er forenelig med artikel 11, nr. 2, litra b), og nr. 3, i direktiv 92/85, i det omfang disse ydelser ikke er

[s. I-6455]

mindre end den indtægt, som den pågældende arbejdstager i medfør af den gældende nationale lovgivning om social sikring ville oppebære i tilfælde af sygeorlov.

37 Hvad dernæst angår traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 76/207, har sagsøgerne i hovedsagen gjort gældende, at den forpligtelse, der pålægges en kvinde til at genoptage sit arbejde efter fødslen, idet hun ellers skal tilbagebetale den løn i henhold til kontrakten, som hun har fået udbetalt under barselsorloven, i det omfang den overstiger SMP, udgør forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og derfor er i strid med ligelønsprincippet. Ved de andre former for orlov med løn, såsom sygeorlov, har arbejdstagerne i almindelighed ret til den aftalte løn uden at skulle forpligte sig til at genoptage deres arbejde efter orlovens udløb.

38 Da de ydelser, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af en arbejdskontrakt udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er de løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 (jf. dom i sagen Gillespie m.fl., a.st., præmis 14). De kan således ikke også være omfattet af direktiv 76/207.

39 Det bemærkes endvidere, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. dom i sagen Gillespie m.fl., a.st., præmis 16, og dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 30).

40 Som fællesskabslovgiver har anerkendt ved vedtagelsen af direktiv 92/85, er arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, i en særligt sårbar situation, der nødvendiggør, at de får ret til barselsorlov, men som særligt under orloven ikke kan sidestilles med mænds situation eller med den situation, kvinder, der har sygeorlov, befinder sig i.

[s. I-6456]

41 Den barselsorlov, som arbejdstageren har ret til, har til formål for det første at beskytte kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter fødslen, og for det andet at beskytte det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen (jf. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047, præmis 25, og af 30.4.1998, sag C-136/95, Thibault, Sml. I, s. 2011, præmis 25).

42 Et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den gravide kvinde for at opnå en gunstigere ordning end ordningen ifølge national lovgivning — til forskel fra arbejdstagere på sygeorlov — skal genoptage arbejdet efter fødslen, idet hun ellers skal tilbagebetale den kontraktmæssige løn under barselsorlov i det omfang, den er højere end de ydelser under barselsorlov, der er fastsat i national lovgivning, udgør således ikke forskelsbehandling med hensyn til køn i henhold til traktatens artikel 119 og artikel 1 i direktiv 75/117.

43 Det bemærkes dog, at ydelsernes størrelse skal opfylde kravene i artikel 11, nr. 2, litra b), og nr. 3, i direktiv 92/85.

44 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119, artikel li direktiv 75/117 og artikel 11 i direktiv 92/85 ikke er til hinder for, at det i et vilkår i en arbejdskontrakt bestemmes, at der under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 92/85, kun kan udbetales en løn, der er højere end ydelserne i henhold til den nationale lovgivning om barselsorlov, hvis den kvindelige arbejdstager påtager sig en forpligtelse til efter fødslen at genoptage arbejdet i mindst en måned, idet hun ellers skal tilbagebetale differencen mellem den løn, hun har modtaget under barselsorloven, og de pågældende ydelser.

[s. I-6457]

#### Det andet spørgsmål

45 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 76/207 eller 92/85, er til hinder for, at et vilkår i en arbejdskontrakt forpligter en ansat, der har udtrykt ønske om at måtte påbegynde sin barselsorlov i løbet af de seks uger inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, og som umiddelbart inden dette tidspunkt er gået på sygeorlov på grund af helbredsproblemer i forbindelse med graviditeten og føder, mens hun har sygeorlov, til at fremskynde det tidspunkt, hvorfra barselsorloven med løn regnes, til begyndelsen af den sjette uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, eller til sygeorlovens begyndelse, når dette tidspunkt ligger senere end det første.

46 Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at et sådant vilkår indebærer en forskelsbehandling af kvinder, for så vidt som en kvindelig arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, til forskel fra alle andre syge arbejdstagere ikke kan nyde godt af sin kontraktmæssige ret til ubetinget sygeorlov med løn, når hendes sygdom har forbindelse med graviditeten, og hun føder under sygeorloven. Den kvindelige arbejdstager er således forpligtet til at tage barselsorlov med løn på mindre gunstige vilkår, og særligt til at tilbagebetale en del af den i denne periode oppebårne løn, hvis hun ikke genoptager arbejdet efter fødslen.

47 Indledningsvis bemærkes, at det præjudicielle spørgsmål, for så vidt som det vedrører fastsættelsen af, hvornår barselsorloven begynder, henhører under direktiv 76/207, særlig artikel 5, stk. 1, om arbejdsvilkår og ikke under traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117.

48 Det konstateres dernæst, at det omtvistede vilkår tager sigte på den situation, hvor en gravid ansat har udtrykt ønske om at måtte påbegynde sin barselsorlov i løbet af de seks uger inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted.

[s. I-6458]

49 Det bemærkes, at selv om artikel 8 i direktiv 92/85 foreskriver en barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger omfattende en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger, overlader bestemmelsen medlemsstaterne en beføjelse til at fastsætte, hvornår barselsorloven begynder.

50 I medfør af artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 tilkommer det endvidere den enkelte medlemsstat med de i artikel 8 i direktiv 92/85 fastsatte begrænsninger at fastsætte barselsorlovsperioden således, at kvinder kan være fraværende i den periode, hvor graviditets- og fødselsbetingede sygdomme må forventes at opstå (dom af 8.11.1990, sag C-179/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Sml. I, s. 3979, præmis 15).

51 Det kan således i national lovgivning, som det er tilfældet i hovedsagen, bestemmes, at barselsorloven regnes fra enten den dag, den pågældende ønsker at måtte påbegynde sin fraværsperiode, når hun har meddelt sin arbejdsgiver dette, eller fra den første dag efter begyndelsen af den sjette uge inden for den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, når den ansatte er helt eller delvis fraværende fra arbejdet på grund af graviditeten, hvis dette tidspunkt ligger før det første.

52 Det i det andet præjudicielle spørgsmål omhandlede vilkår er blot udtryk for det valg, man har truffet i den nationale lovgivning.

53 Den omstændighed, at en kvindelig arbejdstager på barselsorlov skal forpligte sig til at genoptage sit arbejde efter fødslen, idet hun ellers skal tilbagebetale den løn, som hun i henhold til sin kontrakt har fået udbetalt under barselsorloven, i det omfang den overstiger ydelserne under barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, kan af de i nærværende doms præmis 42 og 43 nævnte grunde ikke anses for at udgøre en mindre gunstig behandling af hende.

[s. I-6459]

54 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 8 i direktiv 92/85 og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 ikke er til hinder for, at et vilkår i en arbejdskontrakt forpligter en ansat, der har udtrykt ønske om at måtte påbegynde sin barselsorlov i løbet af de seks uger inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, og som umiddelbart inden dette tidspunkt er gået på sygeorlov på grund af helbredsproblemer i forbindelse med graviditeten og føder, mens hun har sygeorlov, til at fremskynde det tidspunkt, hvorfra barselsorloven med løn regnes, til begyndelsen af den sjette uge inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, eller til sygeorlovens begyndelse, når dette tidspunkt ligger efter det første.

#### Det tredje spørgsmål

55 Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117, og direktiv 76/207 og 92/85, er til hinder for et forbud i en arbejdskontrakt mod, at en kvinde tager sygeorlov under de 14 ugers barselsorlov, en kvindelig arbejdstager som minimum har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85, og under enhver form for supplerende barselsorlov, arbejdsgiveren yder hende, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og' således at bringe sin barselsorlov endeligt til ophør.

56 Hvad for det første angår direktiv 92/85 skal der sondres mellem den i direktivets artikel 8 omhandlede barselsorlov på mindst 14 uger på den ene side, og enhver form for supplerende orlov, som arbejdsgiveren — som det er tilfældet i hovedsagen — er rede til at yde arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, på den anden side.

57 Da det omtvistede forbud forbyder en kvinde at tage sygeorlov under den i artikel 8 i direktiv 92/85 omhandlede barselsorlovsperiode — der i Det Forenede

[s. I-6460]

Kongerige i almindelighed er fastsat til 14 uger — medmindre hun bringer sin barselsorlov endeligt til ophør, skal det undersøges i forhold til denne bestemmelse.

58 Det må fastslås, at når medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 8 skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kvindelige arbejdstagere får ret til barselsorlov i mindst fjorten uger, er der tale om en rettighed for arbejdstagerne, som de kan give afkald på, dog med undtagelse af de to ugers obligatorisk barselsorlov, der er foreskrevet i stk. 2, og som i Det Forenede Kongerige regnes fra dagen for fødslen.

59 Det bestemmes i øvrigt i artikel 8 i direktiv 92/85, at den deri omhandlede barselsorlov mindst skal være på 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen. Det følger af bestemmelsens formål, at kvinden ikke kan afbryde eller forpligtes til at afbryde sin barselsorlov og genoptage arbejdet for senere at fortsætte den resterende periode af barselsorloven.

60 Hvis en kvinde derimod bliver syg under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 92/85, og vælger at gå på sygeorlov, og sygeorloven udløber inden udløbet af barselsorloven, kan hun ikke miste retten til fortsat at udnytte den barselsorlov, hun har krav på i henhold til bestemmelsen, efter dette tidspunkt indtil udløbet af minimumsperioden på 14 uger, der regnes fra den dag, barselsorloven begynder.

61 En fortolkning i strid hermed ville bringe hensynet bag barselsorlov i fare, for så vidt som den ikke alene har til formål at beskytte kvindens fysiske tilstand, men også at beskytte det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen. Barselsorloven på mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen har navnlig til formål at sikre kvinden, at hun kan

[s. I-6461]

passe sit nyfødte barn i ugerne efter fødslen. Hun kan derfor ikke af helbredsårsager miste denne sikkerhed, medmindre der er tale om et ekstraordinært tilfælde.

62 For så vidt som der er tale om et forbud mod, at en kvinde tager sygeorlov under enhver form for orlov, som arbejdstageren har ydet hende ud over den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 92/85, medmindre barselsorloven endeligt bringes til ophør, er det ikke omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

63 For det andet har det tredje præjudicielle spørgsmål til formål at få oplyst, om det omtvistede forbud indebærer en forskelsbehandling med hensyn til retten til sygeorlov, og vedrører derfor direktiv 76/207, navnlig artikel 5, stk. 1, om arbejdsvilkårene. Traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 er derfor uden relevans. Herefter skal det tredje præjudicielle spørgsmål alene gennemgås i det omfang, det deri nævnte forbud vedrører den supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder den kvindelige arbejdstager.

64 Det bemærkes, at det ikke i medfør af ligebehandlingsprincippet i artikel 5 i direktiv 76/207 kan kræves, at en kvinde samtidig skal kunne udnytte sin ret til supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder hende, og sin ret til sygeorlov.

65 For at en kvindelig arbejdstager på barselsorlov kan få sygeorlov, kan det derfor kræves af hende, at hun endeligt bringer den supplerende barselsorlov, arbejdsgiveren har ydet hende, til ophør.

66 Spørgsmålet må derfor besvares med, at et forbud i en arbejdskontrakt mod, at en kvinde tager sygeorlov under de 14 ugers barselsorlov, en kvindelig arbejdstager

[s. I-6462]

som minimum har krav på i medfør af artikel 8, stk 1, i direktiv 92/85, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og således at bringe sin barselsorlov endeligt til ophør, ikke er foreneligt med bestemmelserne i direktiv 92/85. Et forbud i en arbejdskontrakt mod, at en kvinde tager sygeorlov under en supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder hende, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og således at bringe barselsorloven endeligt til ophør, er derimod foreneligt med bestemmelserne i direktiv 76/207 og 92/85.

#### Det fjerde spørgsmål

67 Med det fjerde spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 76/207 eller 92/85, er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den periode, hvori den årlige ferie optjenes, begrænses til perioden på 14 ugers barselsorlov, som kvindelige arbejdstagere som minimum har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85, og at optjeningen heraf afbrydes under hele den supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder dem.

68 Det bemærkes for det første, at optjening af årlig ferie er en rettighed i forbindelse med arbejdsaftalen i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 11, nr. 2, litra a), i direktiv 92/85.

69 Det fremgår imidlertid af denne bestemmelse, at der kun skal sikres ret hertil i barselsorlovsperioden på mindst 14 uger, som kvindelige arbejdstagere har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85.

[s. I-6463]

70 Varigheden af denne orlov er i Det Forenede Kongerige i almindelighed fastsat til 14 uger.

71 Direktivet er derfor ikke til hinder for et vilkår som det i det præjudicielle spørgsmål omhandlede, hvorefter optjening af retten til årlig ferie afbrydes under hele den supplerende barselsorlov, arbejdsgiverne yder arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

72 For det andet bemærkes, at bestemmelserne om optjening af årlig ferie udgør arbejdsvilkår i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207, og at de derfor ikke også kan være omfattet af traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117.

73 Sagsøgerne i hovedsagen har anført, at ifølge EOC's Staff Handbook nedsættes den årlige ferie i tilfælde af orlov uden løn — sygeorlov, tjenestefrihed eller supplerende barselsorlov — i forhold til varigheden af orloven uden løn. Eftersom væsentligt flere kvinder end mænd tager orlov uden løn, idet de tager supplerende barselsorlov, udgør denne regel trods den kønsneutrale affattelse en indirekte forskelsbehandling til skade for kvinder, der er forbudt i henhold til artikel 5 stk 1 i direktiv 76/207.

74 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af sagens akter, at ingen ansatte i EOC, som tager orlov uden løn, optjener årlig ferie i den pågældende periode. Ifølge EOC's Staff Handbook omfatter orlov uden løn såvel sygeorlov og tjenestefrihed, som alle ansatte har adgang til at tage, som supplerende barselsorlov, som EOC yder, og som ligger i forlængelse af barselsorloven på 14 uger i henhold til Employment Rights Act 1996.

[s. I-6464]

75 Et sådant vilkår indebærer således ikke en direkte forskelsbehandling, når optjeningen af årlig ferie afbrydes under orlov uden løn både for mænd og for kvinder, der tager orlov uden løn. Det skal derfor undersøges, om et sådant vilkår kan udgøre indirekte forskelsbehandling.

76 I henhold til fast retspraksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, såfremt en national bestemmelse — selv om den er kønsneutral — indebærer, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt (jf. bl.a. domme af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 30, og sag C-100/95, Kording, Sml. I, s. 5289, præmis 16).

77 Det bemærkes — som anført af den forelæggende ret — at væsentlig flere kvinder end mænd tager orlov uden løn under deres ansættelse, idet de tager supplerende barselsorlov, hvorfor det omtvistede vilkår faktisk finder anvendelse på flere kvinder end mænd.

78 Når et sådant vilkår hyppigere anvendes på kvinder, er det en følge af benyttelsen af retten til barselsorlov uden løn, som arbejdsgiverne har ydet dem som supplement til den beskyttelsesperiode, der er sikret dem ved artikel 8 i direktiv 92/85.

79 De kvindelige arbejdstagere, der benytter denne ret med det vilkår, at optjeningen af årlig ferie afbrydes under orloven uden løn, kan ikke anses for at være ringere stillet end mandlige arbejdstagere. Denne supplerende barselsorlov uden løn er en særlig fordel, der er videregående end beskyttelsen i henhold til direktiv 92/85, og som er forbeholdt kvinder, og afbrydelsen af optjeningen af årlig ferie under orloven kan derfor ikke anses for at indebære en mindre gunstig behandling af kvinder.

[s. I-6465]

80 Spørgsmålet skal derfor besvares med, at direktiv 92/85 og 76/207 ikke er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den periode, hvori den årlige ferie optjenes, begrænses til perioden på 14 ugers barselsorlov, som kvindelige arbejdstagere som minimum har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85, og at optjeningen heraf afbrydes under hele den supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder dem.

#### Det femte spørgsmål

81 Det fremgår af sagens akter, at den nationale ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 92/85 eller 76/207, er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at der inden for rammerne af en rent arbejdsgiverfinansieret erhvervstilknyttet ordning kun optjenes pensionsrettigheder under barselsorlov i den periode, hvor kvinden oppebærer løn i henhold til arbejdskontrakten eller national lovgivning.

82 Det bemærkes, at optjening af pensionsrettigheder inden for rammerne af en rent arbejdsgiverfinansieret erhvervstilknyttet ordning er en af de rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, der i henhold til artikel 11, nr. 2, litra a), i direktiv 92/85 skal sikres kvindelige arbejdstagere.

83 Som anført i denne doms præmis 69, skal der i henhold til denne bestemmelse sikres de rettigheder i barselsorlovsperioden på mindst 14 uger, som kvindelige arbejdstagere har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85.

[s. I-6466]

84 Medlemsstaterne kan ganske vist i henhold til artikel 11, nr. 4, i direktiv 92/85 gøre retten til den løn eller passende ydelse, der er omhandlet i artikel 11, nr. 2, litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning, men de har ikke en sådan beføjelse med hensyn til rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen i artikel 11, nr. 2, litra a)'s forstand.

85 Optjening af pensionsrettigheder inden for rammerne af en erhvervstilknyttet ordning under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 92/85, kan derfor ikke gøres betinget af, at kvinden i denne periode oppebærer løn i henhold til sin arbejdskontrakt eller SMP.

86 Da det i det femte præjudicielle spørgsmål omhandlede vilkår er i strid med direktiv 92/85, er det ufornødent at fortolke traktatens artikel 119, som præciseret ved direktiv 75/117 og direktiv 76/207.

87 Det femte spørgsmål skal derfor besvares med, at direktiv 92/85 er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at der inden for rammerne af en rent arbejdsgiverfinansieret erhvervstilknyttet ordning kun optjenes pensionsrettigheder under den barselsorlov, der er omhandlet i direktivets artikel 8, i den periode, hvor kvinden oppebærer løn i henhold til kontrakten eller national lovgivning.

#### Sagens omkostninger

88 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den irske regering og den østrigske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-6467]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Manchester, ved beslutning af 15. oktober 1996, for ret:

1) EF-traktatens artikel 119, artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder og artikel 11 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) er ikke til hinder for, at det i et vilkår i en arbejdskontrakt bestemmes, at der under den barselsorlov, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 92/85, kun kan udbetales en løn, der er højere end ydelserne i henhold til den nationale lovgivning om barselsorlov, hvis den kvindelige arbejdstager påtager sig en forpligtelse til efter fødslen at genoptage arbejdet i mindst en måned, idet hun ellers skal tilbagebetale differencen mellem den løn, hun har modtaget under barselsorloven, og de pågældende ydelser.

2) Artikel 8 i direktiv 92/85 og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er ikke til hinder for, at et vilkår i en arbejdskontrakt forpligter en ansat, der har udtrykt ønske om at måtte påbegynde sin barselsorlov i løbet af de seks uger inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, og som umiddelbart inden dette tidspunkt er gået på sygeorlov på grund af helbredsproblemer i forbindelse med graviditeten og føder, mens hun har sygeorlov, til at fremskynde det tidspunkt, hvorfra barselsorloven med løn regnes, til begyndelsen af den sjette uge [s. I-6468] inden den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, eller til sygeorlovens begyndelse, når dette tidspunkt ligger efter det første.

3) Et forbud i en arbejdskontrakt mod, at en kvinde tager sygeorlov under de 14 ugers barselsorlov, en kvindelig arbejdstager som minimum har krav på i medfør af artikel 8, stk 1, i direktiv 92/85, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og således at bringe sin barselsorlov endeligt til ophør, er ikke foreneligt med bestemmelserne i direktiv 92/85. Et forbud i en arbejdskontrakt mod, at en kvinde tager sygeorlov under en supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder hende, medmindre hun vælger at vende tilbage til arbejdet og således at bringe barselsorloven endeligt til ophør, er derimod foreneligt med bestemmelserne i direktiv 76/207 og 92/85.

4) Direktiv 92/85 og 76/207 er ikke til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den periode, hvori den årlige ferie optjenes, begrænses til perioden på 14 ugers barselsorlov, som kvindelige arbejdstagere som minimum har krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85, og at optjeningen heraf afbrydes under hele den supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder dem.

5) Direktiv 92/85 er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at der inden for rammerne af en rent arbejdsgiverfinansieret erhvervstilknyttet ordning kun optjenes pensionsrettigheder under den barselsorlov, der er omhandlet i direktivets artikel 8, i den periode, hvor kvinden oppebærer løn i henhold til kontrakten eller national lovgivning.

Rodríguez Iglesias

Kapteyn

Puissochet

Jann

Gulmann

Murray

Edward

Ragnemalm

Sevon

Wathelet

Schintgen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. oktober 1998.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0167.md =====

# EU-Domstolen, 9. februar 1999, sag C-167/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0167.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0167.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:60

Kommentarens titel: Afskedigelseserstatning, statistiske andele og anciennitetskrav

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Retsligt tilkendt erstatning for uberettiget afskedigelse var omfattet af artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Om et krav om to års ansættelse var indirekte forskelsbehandling, afhang af, om en betydeligt mindre andel af kvinder kunne opfylde det, og staten skulle i så fald godtgøre et legitimt, kønsuafhængigt socialpolitisk mål (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Retsligt tilkendt erstatning for uberettiget afskedigelse og betingelserne for den var omfattet af artikel 119; genindtræden og genansættelse henhørte under direktiv 76/207. Den nationale ret skulle afgøre det relevante vurderingstidspunkt for et krav om to års ansættelse. Statistik skulle vise, om en betydeligt mindre andel af kvinder kunne opfylde kravet. I så fald skulle staten godtgøre et legitimt kønsuafhængigt socialpolitisk mål og, at den med rimelighed kunne anse midlerne for egnede.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: En præjudiciel dom om den daværende britiske kvalifikationsperiode og artikel 119/76/207. Koblingerne til nutidige direktiv- og lovregler er kommentarens egne vurderinger; det senere nationale udfald er ikke kontrolleret her.

Pr. 61 om mindre, langvarig forskel og pr. 64’s forsigtige vurdering skal læses sammen; ingen af dem kan alene erstatte den konkrete statistiske undersøgelse. Der er heller ingen automatisk accept af alle beskæftigelsespolitiske begrundelser.

De citerede domme, rapport og generaladvokat er selvstændige kilder; de er ikke gennemgået i deres helhed her, og citater fra dem er ikke kontrolleret.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0167

Domstolens dom
9. februar 1999[^*]

I sag C-167/97,

angående en anmodning, som House of Lords (Det Forenede Kongerige) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Regina

mod

Secretary of State for Employment,

ex parte: **Nicole Seymour-Smith og Laura Perez,**

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

[s. I-667]

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. J. G. Kapteyn, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J. L. Murray, D. A. O. Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet, R. Schintgen og K. M. Ioannou,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Nicole Seymour-Smith og Laura Perez ved Robin Allen, QC, og Peter Duffy, QC, for solicitor Gay Moon

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Patrick Elias, QC, og Nicholas Paines, QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Christopher Docksey og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 12. maj 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Nicole Seymour-Smith og Laura Perez ved Robin Allen og Peter Duffy for Gay Moon, af Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's

[s. I-668]

Department, som befuldmægtiget, bistået af Nicholas Paines, og af Kommissionen ved Christopher Docksey og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. juli 1998,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 13. marts 1997, indgået til Domstolen den 2. maj 1997, har House of Lords i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt fem spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under et søgsmål om legalitetsprøvelse (»judicial review«), som Nicole Seymour-Smith og Laura Perez har anlagt ved High Court of Justice vedrørende Unfair Dismissal (Variation of Qualifying Period) Order 1985 (bekendtgørelse om ændring af varigheden af den ansættelsesperiode, som er nødvendig for at opnå beskyttelse mod uberettiget afskedigelse, SI 1985, nr. 782, herefter »1985-bekendtgørelsen«), som ændrede section 54 i Employment Protection (Consolidation) Act 1978 (konsolideret lov om beskyttelse i ansættelsen, herefter »1978-loven«).

[s. I-669]

#### Den nationale lovgivning

3 Section 54 i 1978-loven bestemmer, at enhver arbejdstager, som er omfattet af section 54, er beskyttet mod uberettiget afskedigelse fra sin arbejdsgiver. En tilsvarende bestemmelse er indeholdt i section 94 i Employment Rights Act 1996 (lov om arbejdstageres rettigheder, herefter »1996-loven«), som ikke var i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

4 Før 1985-bekendtgørelsen trådte i kraft, var arbejdstagere beskyttet mod uberettiget afskedigelse ved 1978-lovens section 54, såfremt de på tidspunktet for ansættelsens faktiske ophør havde været vedvarende ansat i mindst et år hos en arbejdsgiver, som havde mindst tyve ansatte. Ifølge 1978-lovens section 64(1), som ændret ved 1985-bekendtgørelsen, gjaldt section 54 ikke ved afskedigelse af en arbejdstager, som på tidspunktet for ansættelsens faktiske ophør ikke havde været vedvarende ansat i mindst to år (herefter »den anfægtede regel«). 1996-lovens section 108(1) indeholder tilsvarende bestemmelser som den anfægtede regel.

5 Når Industrial Tribunal fastslår, at en klage over en uberettiget afskedigelse er berettiget, skal den ifølge 1978-lovens section 68(1) angive over for sagsøgeren, hvilke foranstaltninger der kan træffes — i form af, at denne genindtræder i stillingen eller genansættes — og på hvilke betingelser de kan træffes, og Industrial Tribunal skal spørge sagsøgeren, om vedkommende ønsker, at den træffer en sådan afgørelse.

6 Ifølge section 68(2) skal Industrial Tribunal, hvis den under sagen fastslår, at en klage over uberettiget afskedigelse er berettiget, men der ikke kan træffes nogen afgørelse om genindtræden i stillingen eller genansættelse, tilkende sagsøgeren en erstatning for uberettiget afskedigelse.

[s. I-670]

7 Erstatningen for uberettiget afskedigelse består af to dele, et basisbeløb og en godtgørelse. Basisbeløbet svarer til arbejdstagerens løntab som følge af afskedigelsen. Ifølge 1978-lovens section 74(1) skal godtgørelsen udgøre et beløb af en sådan størrelse, som Industrial Tribunal efter samtlige sagens omstændigheder finder rimelig under hensyn til det tab, arbejdstageren har lidt som følge af afskedigelsen, forudsat tabet kan tilregnes arbejdsgiveren. I tabet indgår ifølge section 74(2) alle de udgifter, som arbejdstageren med rimelighed har afholdt på grund af afskedigelsen, samt de fordele, som han med rimelighed kunne have forventet at opnå, hvis han ikke var blevet afskediget.

#### Fællesskabslovgivningen

8 Ifølge artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) indebærer det i traktatens artikel 119 omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

9 Direktiv 76/207 tilsigter ifølge sin artikel 1 gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder bl.a. med hensyn til adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår.

10 Ifølge artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 indebærer anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-671]

#### Tvisten i hovedsagen

11 Nicole Seymour-Smith blev den 1. februar 1990 ansat som sekretær hos Christo & Co. og blev afskediget den 1. maj 1991. Den 26. juli 1991 anlagde hun sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun klagede over, at hun uberettiget var blevet afskediget af sin tidligere arbejdsgiver.

12 Laura Perez blev ansat den 19. februar 1990 hos Matthew Stone Restoration Limited og blev afskediget den 25. maj 1991. Den 19. juni 1991 anlagde hun sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun klagede over, at hun uberettiget var blevet afskediget af sin tidligere arbejdsgiver. Den 20. juni 1991 underrettede Central Office ved Industrial Tribunals hende om, at hendes sag ikke ville blive registreret, fordi hun ikke havde været ansat i den pågældende virksomhed i mindst to år. Den 12. august 1991 anlagde hun dog på ny sag ved Industrial Tribunal, hvorunder hun atter klagede over, at hendes afskedigelse var uberettiget.

13 Det fremgår af akterne i hovedsagen, at Industrial Tribunal afviste de to sagsøgeres påstande om uberettiget afskedigelse og om erstatning med den begrundelse, at sagsøgerne ikke opfyldte den betingelse om to års forudgående ansættelse, som kræves efter den anfægtede regel.

14 Under den mundtlige forhandling for Domstolen har sagsøgerne i hovedsagen anført, at Industrial Tribunal havde udsat sagen om deres klage for at give dem mulighed for sideløbende at indgive et søgsmål om legalitetsprøvelse af den anfægtede regel.

15 Den 15. august 1991 anmodede sagsøgerne High Court of Justice om tilladelse til at indgive et søgsmål om legalitetsprøvelse af den anfægtede regel med den begrundelse,

[s. I-672]

at denne var i strid med direktiv 76/207. Den 12. september 1991 fik de tilladelse til at indgive et sådant søgsmål.

16 Den 20. maj 1994 frifandt High Court imidlertid sagsøgte i hovedsagen under henvisning til, at den anfægtede regel ganske vist berørte kvinder mere end mænd, men at de statistiske oplysninger ikke godtgjorde, at virkningerne var uforholdsmæssige. High Court udtalte, at såfremt dette havde været tilfældet, fandt den ikke, at der var nogen objektive grunde, som kunne retfærdiggøre en sådan forskelsbehandling.

17 Sagsøgerne i hovedsagen indbragte denne afgørelse for Court of Appeal, som gav dem tilladelse til at påberåbe sig traktatens artikel 119 og direktiv 76/207.

18 Den 31. juli 1995 fastslog Court of Appeal, at den anfægtede regel havde medført en indirekte forskelsbehandling på tidspunktet for afskedigelsen af sagsøgerne i hovedsagen, og at den ikke var objektivt begrundet. Da Court of Appeal imidlertid fandt, at det ifølge acte clair-doktrinen ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at erstatning for uberettiget afskedigelse var løn i traktatens artikel 119's forstand, begrænsede Court of Appeal sig til at udtale, at betingelsen i den ændrede 1978-lov om to års forudgående ansættelse var uforenelig med direktiv 76/207 på tidspunktet for afskedigelsen af sagsøgerne i hovedsagen.

#### De præjudicielle spørgsmål

19 Såvel Secretary of State som sagsøgerne i hovedsagen appellerede til House of Lords. Sidstnævnte besluttede at ophæve Court of Appeal's afgørelse, at udsætte

[s. I-673]

sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er en erstatning for uberettiget afskedigelse, som ydes i henhold til en national lov såsom Employment Protection (Consolidation) Act 1978, ’løn’ i EF-traktatens artikel 119's forstand?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, henhører betingelserne for, at en arbejdstager er beskyttet mod uberettiget afskedigelse, under artikel 119 eller direktiv 76/207?

> 3) Hvilke retlige krav må der stilles til godtgørelse af, at en foranstaltning, som er truffet af en medlemsstat, har en så forskellig virkning for mænd og kvinder, at den må antages at medføre en indirekte forskelsbehandling efter EF-traktatens artikel 119, medmindre det påvises, at den beror på andre objektivt begrundede faktorer end køn?

> 4) Hvilket tidspunkt skal lægges til grund for bedømmelsen af den foranstaltning, medlemsstaten har truffet, efter disse retlige krav? Navnlig spørges, hvilke af følgende tidspunkter — eller andre tidspunkter — der skal lægges til grund for bedømmelsen af foranstaltningen efter disse krav: a) når foranstaltningen træffes b) når den træder i kraft c) når arbejdstageren afskediges?

> 5) Hvilke retlige krav må der stilles til godtgørelse af, at en foranstaltning, som en medlemsstat har truffet som led i sin socialpolitik, er objektivt begrundet ved bedømmelsen af, om den medfører en indirekte forskelsbehandling i artikel 119's forstand? Navnlig spørges, hvilken dokumentation den pågældende medlemsstat skal fremlægge til støtte for sine grunde?«

#### Første spørgsmål

20 Den nationale ret spørger med sit første spørgsmål, om en erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgørelse, er løn i traktatens artikel 119's forstand.

21 Såvel sagsøgerne i hovedsagen som Kommissionen har gjort gældende, at en erstatning for uberettiget afskedigelse er løn i traktatens artikel 119's forstand. Efter Kommissionens opfattelse drejer det sig om en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, udtrykt i vederlag og andre fordele, som er forbundet med ansættelsen.

22 Heroverfor har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at hovedsagen vedrører en påstået ulighed i arbejdsvilkår i direktiv 76/207's forstand, nemlig retten til ikke at blive uberettiget afskediget. Den erstatning, som Industrial Tribunal kan tilkende, er ikke løn for det arbejde, arbejdstageren har udført, men en godtgørelse for tilsidesættelsen af et arbejdsvilkår. Følgelig foreligger der ikke i denne sag det hovedelement, som kendetegner løn, nemlig at den udgør en modydelse for et præsteret arbejde.

[s. I-675]

23 Det bemærkes for det første, at ifølge Domstolens faste praksis omfatter begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2's forstand samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (jf. bl.a. dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 5, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

24 Endvidere fremgår det af Domstolens praksis, at den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke udelukker, at de kan have karakter af løn i den i traktatens artikel 119 anførte betydning (Barber-dommen, præmis 12).

25 Hvad særlig angår godtgørelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager ved arbejdsforholdets ophør, har Domstolen allerede fastslået, at sådanne godtgørelser udgør en form for opsat løn, som arbejdstageren har ret til som følge af arbejdsforholdet, men som først udbetales ved arbejdsforholdets ophør med det formål at gøre det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstår i den anledning (Barber-dommen, præmis 13, og dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 10).

26 I den foreliggende sag må det understreges, at formålet med den omhandlede erstatning til arbejdstagere for uberettiget afskedigelse, som består af et basisbeløb og en godtgørelse, navnlig har til formål at give arbejdstageren det, som han ville have tjent, hvis arbejdsgiveren ikke ulovligt havde bragt arbejdsforholdet til ophør.

27 For det første beror basisbeløbet direkte på den løn, som arbejdstageren skulle have haft udbetalt, hvis ikke han var blevet afskediget. For det andet dækker godtgørelsen det tab, arbejdstageren lider som følge af afskedigelsen, og omfatter alle de udgifter, som han med rimelighed har afholdt på grund af afskedigelsen, samt, på visse betingelser, tabet af de fordele, som han med rimelighed kunne have forventet at opnå, hvis han ikke var blevet afskediget.

[s. I-676]

28 Det følger heraf, at erstatningen for uberettiget afskedigelse udbetales til arbejdstageren på grund af hans ansættelse, som ville have fortsat, såfremt han ikke var blevet uberettiget afskediget. Denne erstatning henhører derfor under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

29 Dette resultat ændres ikke af, at den i hovedsagen omhandlede erstatning tilkendes ved en retslig afgørelse i henhold til den gældende lovgivning. Som Domstolen allerede har fastslået i denne henseende, er det uden betydning, at retten til erstatning, snarere end at udspringe af arbejdskontrakten, for eksempel er lovbestemt (jf. i denne retning Barber-dommen, præmis 16).

30 På grundlag af det anførte skal det første spørgsmål besvares med, at en erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgørelse, er løn i traktatens artikel 119's forstand.

#### Andet spørgsmål

31 Med det andet spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt at få oplyst, om betingelserne for, at en arbejdstager i tilfælde af uberettiget afskedigelse har krav på genindtræden i stillingen eller genansættelse eller har krav på erstatning, henhører under traktatens artikel 119 eller direktiv 76/207.

32 Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at direktiv 76/207 om ligebehandling ikke finder anvendelse, da hovedsagen vedrører løn, som henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Loven kan derfor ikke forhindre en

[s. I-677]

arbejdstager, som har ret til erstatning for uberettiget afskedigelse som en del af retten til lige løn efter traktatens artikel 119, i at påberåbe sig denne bestemmelse for at sikre sig, at hans arbejdsgiver ikke anvender diskriminerende vilkår på ham, som ville gøre princippet om lige løn illusorisk, hvis de blev anvendt.

33 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at selv om den erstatning, der tilkendes for tilsidesættelse af retten til ikke at blive uberettiget afskediget, skulle anses for løn i artikel 119's forstand, skal enhver påstået tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til betingelserne for erhvervelse af rettigheder, herunder retten til økonomisk erstatning, være reguleret af direktiv 76/207 og ikke af artikel 119.

34 Til støtte for denne opfattelse har regeringen påberåbt sig dommen af 15. juni 1978 i Defrenne III-sagen (sag 149/77, Sml. s. 1365), hvori Domstolen i præmis 21 fastslog, at den omstændighed, at visse ansættelsesvilkår kan have økonomisk betydning, ikke er tilstrækkelig grund til at lade sådanne vilkår være omfattet af artikel 119, der hviler på den snævre sammenhæng mellem arbejdsydelse og lønnens størrelse.

35 Det bemærkes, som Kommissionen med rette har anført, at når det fremsatte krav tilsigter opnåelse af en erstatning, vedrører den betingelse, som er fastsat i den anfægtede regel, adgangen til en form for løn, som artikel 119 og direktiv 75/117 finder anvendelse på.

36 I den foreliggende sag vedrører de krav, som sagsøgerne i hovedsagen har fremsat for Industrial Tribunal, ikke de eventuelle følger af et arbejdsvilkår — nemlig retten til ikke at blive uberettiget afskediget — men erstatningen som sådan. Kravet henhører derfor under traktatens artikel 119 og ikke under direktiv 76/207.

[s. I-678]

37 Det ville forholde sig anderledes, hvis formålet med kravet var at opnå, at den afskedigede arbejdstager genindtrådte i stillingen eller blev genansat. I et sådant tilfælde ville de betingelser, som er fastsat i national ret, vedrøre arbejdsvilkår eller adgang til beskæftigelse og dermed henhøre under direktiv 76/207.

38 I dette tilfælde ville sagsøgerne i hovedsagen, da de har anlagt et søgsmål om legalitetsprøvelse mod Secretary of State vedrørende den ændring af section 64(1) i 1978-loven, som blev foretaget ved 1985-bekendtgørelsen, kunne modsætte sig en forskelsbehandling, som udøves på grundlag af køn, ikke med støtte i traktatens artikel 119, men med støtte i direktiv 76/207.

39 Ifølge Domstolens faste praksis kan borgere nemlig for nationale domstole over for staten påberåbe sig bestemmelser i et direktiv, når disse ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise (jf. bl.a. dom af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, præmis 16).

40 Hvad angår artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207, som forbyder enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, har Domstolen allerede fastslået, at denne bestemmelse er tilstrækkelig præcis til, at en borger kan støtte ret herpå over for staten, og til, at den nationale domstol kan lægge den til grund og tilsidesætte enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1 (jf. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall I, Sml. s. 723, præmis 52 og 56).

41 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at betingelserne for, at en arbejdstager har krav på erstatning i tilfælde af uberettiget afskedigelse, henhører under traktatens artikel 119. Derimod henhører betingelserne for, at en arbejdstager i tilfælde af uberettiget afskedigelse har krav på genindtræden i stillingen eller genansættelse, under direktiv 76/207.

[s. I-679]

#### Fjerde spørgsmål

42 Med det fjerde spørgsmål, som herefter skal besvares, ønsker den nationale ret nærmere bestemt at få oplyst, om lovligheden af en regel som den i sagen anfægtede, skal vurderes på tidspunktet for reglens vedtagelse, tidspunktet for dens ikrafttræden eller tidspunktet for afskedigelsen af arbejdstageren.

43 Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at når der er en reel risiko for, at en foranstaltning, som en medlemsstat påtænker at træffe og/eller gennemføre, kan have en forskellig virkning for mænds og kvinders løn, handler den pågældende medlemsstat i strid med traktaten, hvis den opretholder foranstaltningen, medmindre det kan godtgøres, at foranstaltningens indførelse beror på objektivt begrundede faktorer, der ikke har noget med køn at gøre. Desuden påhviler det efter traktaten medlemsstaterne med regelmæssige mellemrum at efterprøve de foranstaltninger, som berører arbejdstagernes løn, og de skal undlade at anvende en foranstaltning, hvis det fremgår, at den er i strid med en af de forpligtelser, som i denne henseende påhviler dem efter traktaten.

44 Det Forenede Kongeriges regering har derimod gjort gældende, at det relevante tidspunkt for vurderingen af foranstaltningens virkning er tidspunktet for afskedigelsen af arbejdstageren. Det er på dette tidspunkt, at den anfægtede regel har den virkning, som arbejdstageren kritiserer, nemlig at den forhindrer ham i at rejse klage over uberettiget afskedigelse. Vurderingen af, om en foranstaltning indebærer forskelsbehandling, er ikke bundet til det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning træffes eller træder i kraft, men afhænger af omstændighederne på det tidspunkt, hvor foranstaltningens virkning anfægtes.

45 Det bemærkes først, at fællesskabsrettens krav skal være overholdt på alle relevante tidspunkter, det være sig på det tidspunkt, hvor foranstaltningen træffes, iværksættes eller anvendes i det konkrete tilfælde.

[s. I-680]

46 Det tidspunkt, hvor den nationale domstol skal vurdere, om en regel som den i sagen anfægtede er lovlig, kan imidlertid afhænge af forskellige omstændigheder, såvel retlige som faktiske.

47 Når det gøres gældende, at den nationale myndighed, som har truffet en foranstaltning, har været inkompetent, skal foranstaltningens lovlighed således i princippet vurderes på det tidspunkt, hvor den blev truffet.

48 Hvor der derimod er tale om at anvende en national foranstaltning, som er lovligt truffet, i et individuelt tilfælde, kan det være relevant at vurdere, om foranstaltningen fortsat er i overensstemmelse med fællesskabsretten på tidspunktet for dens anvendelse.

49 Hvad særlig angår statistiske oplysninger, kan det være relevant ikke blot at tage hensyn til de statistiske oplysninger, som er tilgængelige på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet, men også de senere fremkomne statistiske oplysninger, som kan indeholde angivelser vedrørende foranstaltningens virkning for mænd og kvinder.

50 Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at det tilkommer den nationale ret på grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstændigheder at træffe afgørelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om en regel som den i sagen anfægtede er lovlig.

[s. I-681]

#### Tredje spørgsmål

51 Med det tredje spørgsmål søger den nationale ret en bestemmelse af de retlige kriterier, som bør anvendes til afgørelse af, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en så forskellig virkning for mænd og kvinder, at den må anses for at udgøre en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand.

52 Det bemærkes, at traktatens artikel 119 fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Dette princip er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, præmis 20).

53 Hvad angår den i sagen anfægtede regel er det ubestridt, at den ikke medfører nogen direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Det må derfor undersøges, om den kan indebære en indirekte forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119.

54 Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at når der er en reel risiko for, at en foranstaltning, som er truffet af en medlemsstat, kan have en forskellig virkning for mænds og kvinders løn, og/eller det konkret er godtgjort ved pålidelige og relevante statistiske oplysninger, at foranstaltningen har forskellig virkning, foreligger der en tilsidesættelse af traktatens artikel 119, medmindre det kan godtgøres, at foranstaltningen beror på objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-682]

55 Sagsøgerne har navnlig anført, at når der foreligger relevante statistiske oplysninger, som dækker alle arbejdstagere, og som viser, at der er tale om langvarige og ikke tilfældige fænomener, vil enhver forskel i virkningen af foranstaltningen, som overstiger et vist minimum, stride mod forpligtelsen til at gennemføre ligebehandlingsprincippet.

56 Ifølge Det Forenede Kongeriges regering fremgår det klart af de udtryk, som Domstolen har anvendt i sin praksis i sager om indirekte forskelsbehandling, at Domstolen hermed ønsker at tilkendegive, at der skal være udpræget forskel i den pågældende foranstaltnings virkning.

57 Kommissionen har foreslået, at der anvendes en prøve for den »statistiske relevans«, hvorefter de statistiske oplysninger skal udgøre adækvate sammenlignings-kriterier, og den nationale domstol skal påse, at de statistiske oplysninger ikke fordrejes på grund af de særlige momenter i sagen. Hvis der findes relevante statistiske oplysninger, er dette tilstrækkeligt til at godtgøre, at foranstaltningens virkning er uforholdsmæssig, og til, at bevisbyrden for foranstaltningens berettigelse pålægges ophavsmanden til den formodet diskriminerende foranstaltning.

58 Hvad angår godtgørelsen af, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, skal det først undersøges, om en foranstaltning som den anfægtede regel har mere skadelige virkninger for kvinder end for mænd.

59 Endvidere skal det fremhæves, som Det Forenede Kongeriges regering med rette har anført, at den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger består i at foretage en sammenligning mellem, på den ene side, andelene af de mandlige arbejdstagere, som opfylder — og ikke opfylder — betingelsen efter den anfægtede regel om to års forudgående ansættelse, og, på den anden side, de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende. Det er ikke tilstrækkeligt at betragte antallet af berørte personer, da dette antal afhænger af antallet af aktive arbejdstagere i den pågældende medlemsstat som helhed samt fordelingen af mandlige og kvindelige arbejdstagere i denne medlemsstat.

[s. I-683]

60 Det må derfor afgøres, som Domstolen har fastslået ved flere lejligheder, om de tilgængelige statistiske oplysninger indicerer, at betingelsen efter den anfægtede regel om to års forudgående ansættelse opfyldes af en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd. En sådan situation vil være et bevis på forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre den anfægtede regel er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

61 Det samme kan være tilfældet, hvis de statistiske oplysninger over en lang periode viser en mindre, men vedvarende og relativt konstant forskel i virkningen mellem mænd og kvinder, som opfylder betingelsen om to års ansættelse. Det tilkommer dog den nationale domstol at vurdere, hvilke konklusioner der skal drages af sådanne statistiske oplysninger.

62 Det bemærkes endvidere, at det tilkommer den nationale domstol at vurdere, om de statistiske oplysninger vedrørende arbejdstagernes situation kan tillægges gyldighed, og om de kan tages i betragtning, det vil sige, at de skal omfatte et tilstrækkeligt antal personer, at de ikke må være udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og at de, generelt set, viser sig at være væsentlige (jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 17). Det tilkommer nemlig den nationale domstol under hensyn til besvarelsen af det fjerde spørgsmål at fastslå, om de statistiske oplysninger for 1985 vedrørende de respektive procentdele af mænd og kvinder, som opfylder betingelsen efter den anfægtede regel om to års ansættelse, er relevante og tilstrækkelige for afgørelsen af den tvist, der verserer for den.

63 I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelseskendelsen, at 77,4% mænd og 68,9% kvinder opfyldte denne betingelse i 1985, det år, da betingelsen om to års ansættelse blev indført.

[s. I-684]

64 Umiddelbart synes disse statistiske oplysninger ikke at vise, at en betydeligt mindre procentdel af kvinder end af mænd er i stand til at opfylde den betingelse, der er fastsat ved den anfægtede regel.

65 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at for at fastslå, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en så forskellig virkning for mænd og kvinder, at den udgør en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret efterprøve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den pågældende foranstaltning. Hvis dette er tilfældet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre foranstaltningen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Femte spørgsmål

66 Med det femte spørgsmål søger den nationale ret en bestemmelse af de retlige kriterier, som gør det muligt at fastslå, om der med henblik på indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand foreligger en objektiv begrundelse for en foranstaltning, som en medlemsstat har truffet som led i sin socialpolitik.

67 Det bemærkes, at det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 15).

[s. I-685]

68 Selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, som skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive forhold, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 7.3.1996, sag C-278/93, Freers og Speckmann, Sml. I, s. 1165, præmis 24).

69 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at såfremt en medlemsstat kan godtgøre, at de valgte midler tjener til at opfylde et nødvendigt mål i dens socialpolitik, er egnede til at nå det forfulgte mål og er nødvendige hertil, medfører alene den omstændighed, at lovbestemmelsen rammer en betydelig større procentdel af kvinder end mænd, ikke, at der er tale om en overtrædelse af traktatens artikel 119 (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, præmis 24, og dommen i Freers og Speckmann-sagen, præmis 28).

70 I den foreliggende sag har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at risikoen for, at arbejdsgivere sagsøges i sager om uberettiget afskedigelse, som anlægges af nyligt ansatte arbejdstagere, afskrækker arbejdsgiverne fra at ansætte arbejdstagere, hvorfor forlængelsen af den ansættelsesperiode, som kræves for at opnå beskyttelse mod afskedigelse, vil fremme ansættelsen af arbejdstagere.

71 Det kan ikke bestrides, at det er et lovligt mål i socialpolitikken at fremme ansættelse.

72 Det skal dog tillige under hensyn til samtlige relevante momenter og til muligheden for at nå det pågældende socialpolitiske mål med andre midler efterprøves, om et sådant mål fremstår som ikke havende noget med forskelsbehandling på grundlag af køn at gøre, og om den anfægtede regel, som middel til opnåelse af dette mål, kan bidrage til at virkeliggøre det.

[s. I-686]

73 Det Forenede Kongeriges regering har i denne henseende gjort gældende, at en medlemsstat blot skal godtgøre, at den med rimelighed kunne antage, at foranstaltningen ville bidrage til opfyldelsen af et socialpolitisk mål. Den har i denne forbindelse henvist til dommen af 14. december 1995 i Nolte-sagen (sag C-317/93, Sml. I, s. 4625).

74 Det bemærkes, at Domstolen ganske vist udtalte i Nolte-dommens præmis 33, at medlemsstaterne ved valget af de foranstaltninger, hvormed målene for deres social- og beskæftigelsespolitik kan realiseres, råder over et vidt skøn.

75 Selv om socialpolitikken på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin i det væsentlige henhører under medlemsstaternes kompetence, står det ikke desto mindre fast, at det skøn, som medlemsstaterne råder over på dette område, ikke kan have til virkning, at gennemførelsen af et så grundlæggende princip i fællesskabsretten som princippet om lige løn til mænd og kvinder gøres illusorisk.

76 Generelle udsagn om en bestemt foranstaltnings egnethed til at fremme ansættelse er hverken tilstrækkelige til at godtgøre, at formålet med den anfægtede regel intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, eller til at støtte den konklusion, at der var rimelig grund til at antage, at de valgte midler var egnede til at opfylde dette formål.

77 Det femte spørgsmål skal derfor besvares med, at i det tilfælde, hvor en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd er i stand til at opfylde betingelsen i den anfægtede regel om to års ansættelse, påhviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel, at godtgøre, at reglen opfylder et lovligt mål i dens socialpolitik, at målet intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at nå det pågældende mål.

[s. I-687]

#### Sagens omkostninger

78 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 13. marts 1997, for ret:

1) En erstatning for uberettiget afskedigelse, som tilkendes ved en retslig afgørelse, er løn i EF-traktatens artikel 119's forstand.

2) Betingelserne for, at en arbejdstager har krav på erstatning i tilfælde af uberettiget afskedigelse, henhører under traktatens artikel 119. Derimod henhører betingelserne for, at en arbejdstager i tilfælde af uberettiget afskedigelse har krav på genindtræden i stillingen eller genansættelse, under Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

3) Det tilkommer den nationale ret på grundlag af samtlige relevante juridiske og faktiske omstændigheder at træffe afgørelse om det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om en regel, hvorefter beskyttelsen mod uberettiget afskedigelse kun omfatter arbejdstagere, der har været ansat i mindst to år, er lovlig.

4) For at fastslå, om en foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, har en så forskellig virkning for mænd og kvinder, at den udgør en indirekte forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, skal den nationale ret efterprøve, om de foreliggende statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd er i stand til at opfylde den betingelse, som er fastsat ved den pågældende foranstaltning. Hvis dette er tilfældet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre foranstaltningen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

5) I det tilfælde, hvor en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd er i stand til at opfylde den betingelse om to års ansættelse, som er fastsat i den regel, der er nævnt i domskonklusionens punkt 3, påhviler det medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel, at godtgøre, at reglen opfylder et lovligt mål i dens socialpolitik, at målet intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at nå det pågældende mål.

Rodríguez Iglesias

Kapteyn

Puissochet

Hirsch

Jann

Mancini

Moitinho de Almeida

Gulmann

Murray

Edward

Ragnemalm

Sevón

Wathelet

Schintgen

Ioannou

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. februar 1999.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0185.md =====

# EU-Domstolen, 22. september 1998, sag C-185/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0185.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0185.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Coote

ECLI: ECLI:EU:C:1998:424

Kommentarens titel: Domstolsbeskyttelse mod repressalier efter ansættelsens ophør

Emner på siden: [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 g ([lov/5g.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5g.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5g-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5g-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 76/207 artikel 6 forpligtede medlemsstaterne til at sikre domstolsprøvelse, når en tidligere arbejdsgiver nægtede en anbefaling som reaktion på et ligebehandlingssøgsmål. Beskyttelsen kunne således ikke ophøre alene på grund af ansættelsens afslutning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker 76/207, ikke 2023/970. Coote angår en ny repressiv handling efter ophør, mens artikel 14 udtrykkeligt sikrer adgang også efter ophør af det forhold, hvori forskelsbehandlingen påstås sket; situationerne er ikke identiske. Præmis 17 udelukker, at direktivet i sig selv pålægger den private arbejdsgiver pligter, og præmis 18 kræver direktivkonform fortolkning i videst muligt omfang. Dommen giver ikke enhver tidligere ansat krav på en positiv anbefaling, fastsætter ikke en godtgørelsessum og afgør ikke den nationale sags udfald.

Bruges i kommentaren: § 3, afsnit 17 (lov/3.md), § 4 a, afsnit 11 (lov/4a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0185

Domstolens dom
22. september 1998[^*]

I sag C-185/97,

angående en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Belinda Jane Coote

mod

Granada Hospitality Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

[s. I-5212]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene H. Ragnemalm og R. Schintgen samt dommerne G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), J. L. Murray, D. Α. Ο. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og Κ. M. Ioannou,

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Belinda Jane Coote ved barrister Dinah Rose for Principal Legal Officer Pauline Matthews, Equal Opportunities Commission

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Sarah Moore

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius og Xavier Lewis, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 19. februar 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Belinda Jane Coote, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. april 1998,

afsagt følgende

[s. I-5213]

### Dom

1 Ved kendelse af 20. november 1996, indgået til Domstolen den 12. maj 1997, har Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en tvist mellem Belinda Jane Coote og dennes tidligere arbejdsgiver, firmaet Granada Hospitality Ltd (herefter »Granada«), angående Granada's beslutning om at nægte at give en anbefaling til potentielle arbejdsgivere for Coote.

#### Direktivet

3 Direktivets artikel 1, stk. 1, lyder således: »Dette direktiv tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og på de betingelser, der er fastsat i stk. 2, til social sikring. Dette princip betegnes i det følgende ’princippet om ligebehandling’.«

[s. I-5214]

4 Direktivets artikel 5, stk. 1, bestemmer følgende:

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

5 Direktivets artikel 6 indeholder følgende bestemmelse: »Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for, at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling som anført i artikel 3, 4 og 5 tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

6 Direktivets artikel 7 bestemmer følgende: »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagerne mod enhver afskedigelse, som måtte være en arbejdsgivers reaktion på en klage på virksomhedsplan eller på et søgsmål fremsat eller indledt med det formål at udvirke, at princippet om ligebehandling overholdes.«

#### National lovgivning

7 Sex Discrimination Act (herefter »SDA«), hvorved direktivet blev gennemført i britisk ret, bestemmer i section 4:

> »1) En person (’den forskelsbehandlende’) anses i alle situationer, der er omfattet af den lov, for at udøve forskelsbehandling mod en anden person (’den

[s. I-5215]

skadelidte’), når han behandler den skadelidte mindre fordelagtigt, end han i den samme situation behandler eller ville behandle andre, og dette skyldes, at den skadelidte

> a) har anlagt sag mod den forskelsbehandlende eller mod andre i henhold til denne lov eller Equal Pay Aet 1970

eller ...«

8 En forskelsbehandling anses alene for retsstridig, såfremt den udøves under en af de omstændigheder, der omtales i Part II eller IV i SDA, idet Part II angår forskelsbehandling som led i et ansættelsesforhold. Section 6 indeholder herved følgende bestemmelser:

> »1. Der må ikke udøves forskelsbehandling mod kvinder for så vidt angår ansættelse i virksomheder i Storbritannien a) som led i afgørelsen om, hvem der skal tilbydes ansættelse, eller b) med hensyn til de vilkår, hvorunder ansættelsen tilbydes, eller c) forskelsbehandling, der går ud på at nægte eller bevidst at undlade at tilbyde en kvinde ansættelse.

> 2. Der må ikke udøves forskelsbehandling mod kvinder beskæftiget i virksomheder i Storbritannien a) med hensyn til vilkårene for adgang til forfremmelse, ændrede arbejdsopgaver eller uddannelse eller til andre goder, fordele eller ydelser eller i form af at nægte eller bevidst at undlade at give en kvinde adgang hertil eller b) i form af afskedigelse eller anden behandling til skade for en kvinde.«

#### Hovedsagen

9 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Coote var ansat hos Granada fra december 1992 til september 1993. I 1993 anlagde hun sag mod Granada i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn, idet hun gjorde gældende, at hun var blevet afskediget, fordi hun var blevet gravid. Denne sag blev forligt, og Coote's ansættelsesforhold hos Granada blev efter aftale mellem parterne bragt til ophør den 7. september 1993.

10 I juli 1994 henvendte Coote, der søgte et nyt arbejde, sig til to engageringskontorer. Coote er af den opfattelse, at hendes vanskeligheder med at finde arbejde skyldtes, at Granada undlod at give en anbefaling til et af engageringskontorerne, hvilket Granada har benægtet.

11 Coote anlagde herefter en ny sag mod Granada ved Industrial Tribunal, Stratford, under anbringende af, at hun var blevet udsat for urimelig behandling ved, at Granada havde nægtet at give en anbefaling til engageringskontoret. Hun gjorde

[s. I-5217]

gældende, at den manglende anbefaling var en reaktion på den sag, hun tidligere havde anlagt mod sin forhenværende arbejdsgiver.

12 Den nævnte sag blev afvist med den begrundelse, at den påståede forskelsbehandling i form af urimelig behandling måtte anses for at være sket, efter at ansættelsesforholdet hos Granada var ophørt, og at den angivelige skade under alle omstændigheder var indtruffet efter dette tidspunkt. Ifølge Industrial Tribunal måtte SDA herved fortolkes således, at loven alene forbyder indgreb, hvis skadevirkninger indtræffer under ansættelsesforholdets beståen. Industrial Tribunal bemærkede, at det ikke traf denne afgørelse uden betænkeligheder, idet Coote herefter ikke havde mulighed for at forfølge sagen yderligere.

13 Coote appellerede den nævnte dom til Employment Appeal Tribunal. I forelæggelseskendelsen har denne ret bemærket, at det følger af section 4 i SDA, at der bl.a. foreligger forskelsbehandling, når en person behandles mindre fordelagtigt end andre, og dette skyldes, at den pågældende har anlagt sag i henhold til SDA. Endvidere anses urimelig behandling som omhandlet dog kun for retsstridig, såfremt den af arbejdsgiveren udøvede forskelsbehandling finder sted under en af de omstændigheder, der omtales i Part II i SDA.

14 Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at det er blevet antaget, at Race Relations Aet 1976, der indeholder bestemmelser svarende til section 4 og 6 i SDA, kun rammer forskelsbehandling, der finder sted på et tidspunkt, hvor det pågældende arbejdsforhold består, således at den nævnte lov ikke omfatter tilfælde, hvor en arbejdsgiver forvolder en tidligere ansat skade. Industrial Tribunal's afgørelse, hvorved Coote ikke fik medhold, blev truffet på grundlag af denne retspraksis.

15 Den nationale ret er dog af den opfattelse, at retsstillingen, når henses til direktivet, kan være den, at SDA i modsætning til Race Relations Aet 1976 skal fortolkes således, at loven ikke alene forbyder indgreb, der er udtryk for skadeforvoldelse under ansættelsesforholdets beståen, men også indgreb, der træffes beslutning om, eller som har skadevirkninger, efter at arbejdsforholdet er ophørt.

[s. I-5218]

16 Employment Appeal Tribunal har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Opstiller Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår en forpligtelse for medlemsstaterne til i deres nationale retsordener at indføre en ordning, der gør det muligt for en sagsøger at gennemføre et krav ved domstolene under de nedenfor angivne omstændigheder: i) Sagsøgeren har været ansat hos sagsøgte. ii) Mens ansættelsesforholdet bestod, fremsatte sagsøgeren et krav mod sagsøgte i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn, hvorom der blev indgået forlig. iii) Efter ansættelsesforholdets ophør har sagsøgeren forsøgt at opnå fuldtidsarbejde, hvilket ikke er lykkedes. iv) Sagsøgte har forårsaget eller bidraget til sagsøgerens vanskeligheder ved at finde arbejde ved at nægte at give en anbefaling til potentielle arbejdsgivere, når sagsøgte er blevet anmodet herom. v) Arbejdsgiverens beslutning om at nægte at give en anbefaling er blevet truffet, efter at sagsøgerens ansættelsesforhold er ophørt. vi) Årsagen, eller en væsentlig årsag, til arbejdsgiverens beslutning om at nægte at give sagsøgeren en anbefaling har været, at hun tidligere har fremsat et krav mod sagsøgte i anledning af forskelsbehandling på grundlag af køn?

> 2) Opstiller Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår en forpligtelse for medlemsstaterne til i deres nationale retsordener at indføre en ordning, der gør det muligt at gennemføre et krav ved domstolene, når de i spørgsmål 1) angivne omstændigheder foreligger, bortset fra at i) sagsøgtes beslutning om at nægte at give en anbefaling blev truffet, før sagsøgerens ansættelsesforhold ophørte, men ii) sagsøgte faktisk først har nægtet at give en anbefaling, efter at sagsøgerens ansættelsesforhold er ophørt?«

17 Det bemærkes indledningsvis, at et direktiv ifølge fast retspraksis siden dommen af 26. februar 1986 (sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 48) ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private — her en privat arbejdsgiver — og derfor ikke som sådan kan påberåbes over for sådanne personer.

18 Det fremgår dog ligeledes af fast retspraksis siden dommen af 10. april 1984 (sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, præmis 26), at den pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af EF-traktatens artikel 5 til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence. Som det fremgår af Domstolens dom af 13. november 1990 (sag C-106/89, Marlcasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8) og af 16. december 1993 (sag C-334/92, Wagner Miret, Sml. I, s. 6911, præmis 20 og 21), er den nationale ret ved anvendelsen af nationale retsforskrifter — herunder bestemmelser i en lov, der, som i denne sag, særligt er blevet udstedt med henblik på at gennemføre det pågældende direktiv — forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke nationale bestemmelser i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3.

[s. I-5220]

19 De præjudicielle spørgsmål må herefter forstås således, at den nationale ret med henblik på afgørelsen om, hvorledes de nationale gennemførelsesbestemmelser til direktivet skal fortolkes, ønsker oplyst, hvorvidt direktivet forpligter medlemsstaterne til i deres nationale retsordener at indføre de nødvendige foranstaltninger til at sikre en beskyttelse i form af en domstolsprøvelse for arbejdstagere, hvis arbejdsgiver efter arbejdsforholdets ophør nægter at give en anbefaling, som reaktion på et søgsmål indbragt med det formål at udvirke, at det ved direktivet knæsatte princip om ligebehandling overholdes.

20 Det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 6 i deres nationale retsordener skal indføre de nødvendige bestemmelser for, at enhver, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling, »kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser«. Det fremgår af denne bestemmelse, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, der er tilstrækkelige til, at direktivets mål faktisk nås, hvorved medlemsstaterne skal sikre, at de berørte personer effektivt kan hævde deres heraf flydende rettigheder ved de nationale domstole (jf. dommen i sagen Von Colson og Kamann, a.st., præmis 18, dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 17, og af 2.8.1993, sag C-271/91, Marshall, Smi. I, s. 4367, præmis 22).

21 Den domstolsprøvelse, der hjemles ved den nævnte bestemmelse, er udtryk for et almindeligt retsprincip, der ligger til grund for medlemsstaternes fælles forfatnings-traditioner, og som endvidere har fundet udtryk i artikel 6 i konventionen af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (jf. herved dommen i Johnston-sagen, a.st., præmis 18).

22 I medfør af direktivets artikel 6 som fortolket i lyset af den anførte almindelige grundsætning har enhver person adgang til at indbringe et søgsmål for en kompetent ret med henblik på en effektiv prøvelse af dispositioner, som anses for stridende mod princippet om ligebehandling af mænd og kvinder som hjemlet ved direktivet. Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at der kan udøves en effektiv domstolskontrol med overholdelsen af de relevante fællesskabsbestemmelser og af den nationale lovgivning, hvis formål er at gennemføre de rettigheder, som direktivet hjemler (dommen i Johnston-sagen, a.st., præmis 19).

[s. I-5221]

23 Som Domstolen ligeledes har fastslået (dommen af 2.8.1993 i Marshall-sagen, a.st., præmis 34), er direktivets artikel 6 en nødvendig faktor for tilvejebringelsen af det grundlæggende mål, som er ligebehandling af mænd og kvinder, idet dette, således som det fremgår af fast retspraksis (jf. herved dom af 30.4.1996, sag C-13/94, P. mod S., Sml. I, s. 2143, præmis 19), er udtryk for en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt.

24 Det ved direktivets artikel 6 knæsatte princip om en effektiv domstolsprøvelse ville miste sin væsentlige virkning, såfremt den herved tillagte beskyttelse ikke udstrakte sig til dispositioner, som en arbejdsgiver, således som det er tilfældet i hovedsagen, vil kunne være foranlediget til at træffe som en reaktion på et søgsmål indbragt af en arbejdstager med det formål at udvirke, at princippet om ligebehandling overholdes. En frygt for sådanne dispositioner, der ikke ville kunne imødegås ved retslige skridt, ville kunne afholde arbejdstagere, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling, fra at gøre deres rettigheder gældende ved domstolene, hvorved virkeliggørelsen af målsætningen med direktivet i alvorlig grad ville blive bragt i fare.

25 Der kan herefter ikke gives Det Forenede Kongeriges regering medhold i, at dispositioner, som en arbejdsgiver træffer over for en arbejdstager som en reaktion på et søgsmål indbragt med det formål at udvirke, at princippet om ligebehandling overholdes, ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, når der er tale om dispositioner, som træffes, efter at arbejdsforholdet er ophørt.

26 Som Det Forenede Kongeriges regering endvidere, med rette, har anført, er medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 7 udtrykkeligt forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagerne mod afskedigelser, som en arbejdsgiver beslutter at foretage som en reaktion på et søgsmål indbragt med det formål at udvirke, at princippet om ligebehandling overholdes.

[s. I-5222]

27 I modsætning til, hvad Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, kan det imidlertid — når henses til målsætningen med direktivet, som er at nå frem til en reel lighed mellem mænd og kvinder for så vidt angår muligheder (dom af 2.8.1993 i Marshall-sagen, a.st., præmis 24), og til den grundlæggende karakter af retten til beskyttelse i form af en effektiv domstolsprøvelse — for så vidt der ikke er klare holdepunkter for det modsatte resultat, ikke udledes af direktivets artikel 7, at fællesskabslovgiver skulle have haft til hensigt at begrænse arbejdstagernes beskyttelse mod sanktionerende dispositioner fra arbejdsgiverens side til udelukkende at omfatte afskedigelser, der er en særligt alvorlig forholdsregel, men dog ikke den eneste form for indgreb, som rent faktisk vil kunne afholde en arbejdstager fra at gøre brug af sin ret til beskyttelse i form af en domstolsprøvelse. Pressionsmidler af denne art omfatter bl.a. dispositioner, der som den i hovedsagen omhandlede er en reaktion på en retssag anlagt mod arbejdsgiveren, og som tilsigter at lægge hindringer i vejen for den afskedigede arbejdstagers bestræbelser på at finde et nyt arbejde.

28 Den nationale rets spørgsmål må derfor besvares med, at direktivets artikel 6 forpligter medlemsstaterne til i deres nationale retsordener at indføre de nødvendige foranstaltninger til at sikre en beskyttelse i form af en domstolsprøvelse for arbejdstagere, hvis arbejdsgiver efter arbejdsforholdets ophør nægter at give en anbefaling, som reaktion på et søgsmål indbragt med det formål at udvirke, at det ved direktivet knæsatte princip om ligebehandling overholdes.

#### Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-5223]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Employment Appeal Tribunal, London, ved kendelse af 20. november 1996, for ret:

Artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår forpligter medlemsstaterne til i deres nationale retsordener at indføre de nødvendige foranstaltninger til at sikre en beskyttelse i form af en domstolsprøvelse for arbejdstagere, hvis arbejdsgiver efter arbejdsforholdets ophør nægter at give en anbefaling, som reaktion på et søgsmål indbragt med det formål at udvirke, at det ved direktivet knæsatte princip om ligebehandling overholdes.

Rodríguez Iglesias

Ragnemalm

Schintgen

Mancini

Moitinho de Almeida

Murray

Edward

Puissochet

Hirsch

Jann

Ioannou

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. september 1998.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0249.md =====

# EU-Domstolen, 14. september 1999, sag C-249/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0249.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0249.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:405

Kommentarens titel: Fratræden for børnepasning og forskellig godtgørelse

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lavere fratrædelsesgodtgørelse ved tidlig fratræden for børnepasning på grund af manglende institutioner end ved fratræden af en væsentlig grund knyttet til arbejdsvilkårene eller arbejdsgiverens adfærd blev ikke anset for forbudt efter artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 2 og 3). Ingen generel adgang til ringere vilkår for forældre eller kvindedominerede grupper.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 hindrede ikke lavere fratrædelsesgodtgørelse ved tidlig fratræden for børnepasning på grund af manglende institutioner end ved fratræden af en væsentlig grund knyttet til arbejdsvilkår eller arbejdsgiveradfærd. Det ændrede ikke svaret, om størstedelen af børnehaverne var offentligt drevet eller støttet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel adgang til ringere vilkår for forældre eller kvindedominerede grupper.

Ingen prøvelse af 92/85, 96/34 eller moderne 2019/1158-rettigheder; operativt artikel 119.

Ikke en tilkendelse af yderligere fratrædelsesgodtgørelse.

Historiske østrigske regler er ikke kontrolleret som nutidig dansk eller østrigsk ret.

Parternes konkurrerende sammenligningsforslag i præmis 29–30 må ikke gengives som domsresultatet.

Dommen fastsætter ingen generel statistisk tærskel for indirekte diskrimination.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0249

Domstolens dom
14. september 1999[^*]

I sag C-249/97,

angående en anmodning, som Landesgericht Linz (Østrig) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Gabriele Gruber

mod

Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene PJ.G. Kapteyn (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann [s. I-5316]  samt dommerne J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet og R. Schintgen,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Gabriele Gruber ved Klaus Mayr, »Sekretär der Kammer für Arbeiter und Angestellte für Ober-Österreich«, Linz

- Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG ved advokat Christoph Szep, Linz

- den østrigske regering ved kontorchef Wolf Okresek, Forbundskancelliet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoli, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Clive Lewis

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius og Barbara Brandtner, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne Stefan Köck og Martin Oder, Bruxelles,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-5317]

efter at der i retsmødet den 8. december 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Gabriele Gruber, Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 23. februar 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 24. oktober 1996, indgået til Domstolen den 8. juli 1997, har Landesgericht Linz i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Gabriele Gruber og Silhouette International Schmied GmbH & Co. KG (herefter »Silhouette«).

[s. I-5318]

#### Retsforskrifter

##### Østrigsk ret

3 Ifølge § 23, stk. 1, i Angestelltengesetz (den østrigske funktionærlov, herefter »AngG«) har en ansat krav på fratrædelsesgodtgørelse, når et arbejdsforhold, som har varet uafbrudt i tre år, bringes til ophør.

4 Ifølge AngG's § 23, stk. 7, bortfalder kravet på fratrædelsesgodtgørelsen dog, såfremt den ansatte selv siger op, såfremt han fratræder inden det aftalte tidspunkt uden væsentlig grund, eller såfremt han selv er skyld i, at han er blevet afskediget inden det aftalte tidspunkt.

5 Loven opregner de væsentlige grunde, som berettiger en ansat til at sige op og få udbetalt hele den fratrædelsesgodtgørelse, som er fastsat i AngG's § 23, stk. 1. De er indeholdt i AngG's § 26 og i § 82a i Gewerbeordnung 1859 (lov om arbejdsforhold, herefter »GewO 1859«), som gælder for arbejdere.

6 AngG's § 26 bestemmer:

> »Det anses navnlig for en væsentlig grund, der berettiger en ansat til at sige op inden det aftalte tidspunkt:

> 1) når den ansatte er ude af stand til at fortsætte arbejdsforholdet eller ikke kan gøre dette uden skade for sin sundhed eller for sin moralske integritet

> 2) når arbejdsgiveren uberettiget nedsætter eller tilbageholder de vederlag, den ansatte har krav på, når arbejdsgiveren i forbindelse med tildelingen af naturalydelser skader den ansatte ved at give ham en usund eller utilstrækkelig forplejning eller ved at stille en usund bolig til rådighed, eller når arbejdsgiveren tilsidesætter andre væsentlige kontraktbestemmelser

> 3) når arbejdsgiveren nægter at efterkomme sine lovmæssige forpligtelser til beskyttelse af den ansattes liv, sundhed eller moralske integritet

> 4) når arbejdsgiveren udsætter den ansatte eller medlemmer af hans familie for voldeligheder, moralske krænkelser eller alvorlige ærekrænkelser eller afslår at beskytte ham mod tilsvarende handlinger fra en kollega eller en af arbejdsgiverens familiemedlemmer. «

7 § 82a i GewO 1859 bestemmer:

> »En arbejder kan uden varsel forlade arbejdet inden udløbet af den kontraktligt fastsatte periode:

> a) hvis han ikke kan fortsætte arbejdet uden påviselig skade for sin sundhed

> b) hvis arbejdsgiveren gør sig skyldig i mishandling eller grov ærekrænkelse af arbejderen eller hans familiemedlemmer

> c) hvis arbejdsgiveren eller hans familiemedlemmer forleder arbejderen eller hans familiemedlemmer til lovstridige eller umoralske handlinger

> d) hvis arbejdsgiveren uberettiget tilbageholder den skyldige løn eller tilsidesætter andre væsentlige kontraktbestemmelser

> e) hvis arbejdsgiveren er ude af stand til eller nægter at betale arbejderen hans løn.«

8 AngG's § 23a, stk. 3, som blev indført i 1971, bestemmer, at når en kvindelig arbejdstager inden for beskyttelsesperioden i henhold til § 5, stk. 1, i Mutterschutzgesetz (lov om beskyttelse af mødre, herefter »MSchG« ) efter fødsel af et levende barn opsiger arbejdsforholdet inden det aftalte tidspunkt, er hun berettiget til halvdelen af fratrædelsesgodtgørelsen i henhold til § 23, stk. 1, hvis arbejdsforholdet har varet uafbrudt i fem år. Hvis den kvindelige arbejdstager har barselsorlov i henhold til MSchG, skal opsigelse gives senest tre måneder inden orlovens udløb.

9 Ifølge AngG's § 23a, stk. 4, har også mandlige arbejdstagere, som gør krav på forældreorlov i henhold til Eltern-Karenzurlaubsgesetz (lov om forældreorlov, herefter »EKUG« ) eller tilsvarende lovbestemmelser, og som opsiger arbejdsforholdet inden det aftalte tidspunkt senest tre måneder før orlovens udløb, ret til denne fratrædelsesgodtgørelse.

10 Ifølge såvel MSchG som EKUG udgør forældreorloven for arbejdstagere to år.

[s. I-5321]

11 Ifølge § 2 i Arbeiterabfertigungsgesetz (lov om fratrædelsesgodtgørelse til arbejdere) finder bestemmelserne i AngG's § 23 og 23a anvendelse på arbejdere.

#### Tvisten i hovedsagen

12 Gabriele Gruber var beskæftiget som arbejder hos Silhouette fra den 23. juni 1986 til den 13. december 1995.

13 Hun er moder til to børn, som er født den 1. oktober 1993 og den 19. maj 1995. Hun tog to års forældreorlov i forbindelse med fødslen af såvel det første som det andet barn, således at hun siden efteråret 1993 først har haft barselsorlov (inden for beskyttelsesperioden før og efter fødslen) og dernæst forældreorlov. Selv om Gabriele Gruber ønskede at fortsætte sit arbejdsforhold, bragte hun det til ophør den 16. november 1995 for at tage sig af sine børn, da hun på grund af mangelen på børneinstitutioner havde vanskeligheder med at få dem passet.

14 Som følge af denne opsigelse og den begrundelse, Gabriele Gruber gav for den, udbetalte Silhouette hende fratrædelsesgodtgørelse i henhold til AngG's § 23a, stk. 3.

15 Gabriele Gruber anlagde herefter sag ved Landesgericht Linz til prøvelse af afgørelsen om nedsættelse af fratrædelsesgodtgørelsen, hvorunder hun gjorde gældende, at hendes opsigelse var begrundet i det væsentlige forhold, at der er mangel på institutioner for børn under tre år i den egn, hvor hun har bopæl. Under tvisten i hovedsagen hævdede hun at have krav på den fulde fratrædelsesgodtgørelse i henhold til AngG's § 23, stk. 1, under henvisning til, at de nationale retsforskrifter, hvorefter godtgørelsen blev nedsat, udgør en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, som er forbudt efter traktatens artikel 119.

[s. I-5322]

16 Da Landesgericht Linz fandt, at afgørelsen af den for retten indbragte sag afhang af fortolkningen af traktatens artikel 119, besluttede den at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det foreneligt med EF-traktatens artikel 119, at det på grund af mangelen på børneinstitutioner overvejende er kvinder, der må opgive deres arbejde for at passe deres børn, og at disse kvinder, til trods for at de opfylder de supplerende betingelser (længere virksomhedstilknytning), kun får udbetalt højst halvdelen af den fratrædelsesgodtgørelse, som den faktiske varighed af deres beskæftigelse berettiger dem til (jf. AngG's § 23a, stk. 3), mens mænd får udbetalt fratrædelsesgodtgørelse for hele beskæftigelsesperioden?

> 2) Er det i den forbindelse af betydning, at størstedelen af de østrigske børnehaver drives af det offentlige eller med offentlig økonomisk støtte ? «

#### Spørgsmålet, om de præjudicielle spørgsmål kan besvares

17 Silhouette har gjort gældende, at spørgsmålene bør afvises fra realitetsbehandling, da de er hypotetiske, idet Gabriele Gruber i modsætning til, hvad den forelæggende ret og hun selv har anført, ikke var tvunget til at sige op på grund af manglende pasningsmuligheder for hendes barn, eftersom hun kunne have taget forældreorlov i yderligere et år. Følgelig kan hun ikke påberåbe sig bestemmelserne i AngG's § 23, stk. 1. Kommissionen har delvis tilsluttet sig dette synspunkt under den mundtlige forhandling med den begrundelse, at Gabriele Gruber's ret til at fortsætte sin forældreorlov kan have afgørende betydning ved vurderingen af, om det var af tvang, at hun forlod arbejdsmarkedet.

[s. I-5323]

18 Under den mundtlige forhandling har Gabriele Gruber erkendt, at hun kunne have taget forældreorlov i endnu et år. Hun har dog samtidig fastholdt, at det problem, som den forelæggende ret har rejst, under alle omstændigheder ville opstå ved orlovens udløb, da børnene først kunne få børnehaveplads fra treårsalderen, hvorfor situationen ikke ville have været anderledes for et barn mellem 2 og 3 år.

19 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 23 af sit forslag til afgørelse, kritiserer Silhouette med sit anbringende den vurdering, som den forelæggende ret har foretaget af de faktiske omstændigheder, og dens anvendelse af den nationale lovgivning. Efter Domstolens faste praksis tilkommer det imidlertid de nationale retter at forsyne Domstolen med de faktiske eller retlige elementer, som er nødvendige for en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål. Ifølge samme praksis har de nationale retter endvidere kompetence til at fortolke de omtvistede nationale retsforskrifter. Domstolen kan derfor ikke sætte sin egen vurdering i stedet for den forelæggende rets hvad angår spørgsmålet, om disse retsforskrifter finder anvendelse under den tvist, som verserer for denne.

20 Følgelig skal de præjudicielle spørgsmål besvares.

#### Det første spørgsmål

21 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få oplyst, om traktatens artikel 119 er til hinder for en national ordning, hvorefter der betales en fratrædelsesgodtgørelse til arbejdstagere, som bringer deres arbejdsforhold til ophør inden det aftalte tidspunkt for at passe deres børn på grund af mangelen på børneinstitutioner, når denne godtgørelse nedsættes i forhold til den, som udbetales for samme ansættelsesperiode til arbejdstagere, hvis opsigelse angives at bero på en væsentlig grund, såfremt de arbejdstagere, som får udbetalt den nedsatte fratrædelsesgodtgørelse, overvejende er kvinder.

[s. I-5324]

22 Indledningsvis bemærkes, at det er ubestridt, at fratrædelsesgodtgørelsen er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand. Tvisten i hovedsagen vedrører nemlig beregningen af den fratrædelsesgodtgørelse, som den pågældende kan gøre krav på.

23 Det er endvidere ubestridt, at der i den foreliggende sag ikke kan foreligge nogen direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Den nedsatte fratrædelsesgodtgørelse i henhold til AngG's § 23a udbetales nemlig på samme betingelser til mandlige og kvindelige arbejdstagere, som bringer deres arbejdsforhold til ophør, når et barn er blevet født.

24 Det må derfor undersøges, om det er en indirekte forskelsbehandling over for kvinder at anvende en bestemmelse som AngG's § 23a under de omstændigheder, som er beskrevet af den forelæggende ret.

25 I henhold til Domstolens faste praksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, såfremt en national bestemmelse — selv om den er kønsneutral — indebærer, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt (jf. bl.a. dom af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, s. 30).

26 Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 52).

[s. I-5325]

27 Det må derfor først undersøges, om anvendelsen af § 23a, stk. 3, stiller en arbejdstager som Gabriele Gruber ringere end andre arbejdstagere, der befinder sig i den samme eller en tilsvarende situation som hende.

28 På dette punkt er der fremført to forskellige opfattelser.

29 Den første opfattelse, som gøres gældende af Gabriele Gruber og Kommissionen, er, at man bør sammenligne den gruppe arbejdstagere, som siger op på grund af en forestående fødsel, med den gruppe, som siger op af en væsentlig grund. Her stilles den første gruppe ringere, fordi den kun modtager halvdelen af den fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales til den anden gruppe. Ifølge denne opfattelse skal en opsigelse på grund af en forestående fødsel ligestilles med de væsentlige grunde i AngG's § 26's forstand, som giver ret til en fuldstændig fratrædelsesgodtgørelse i henhold til samme lovs § 23, stk. 1.

30 Heroverfor har Silhouette og den østrigske regering gjort gældende, at de to grupper, som bør sammenlignes, er de arbejdstagere, som siger op på grund af en forestående fødsel, på den ene side, og den, som siger op uden at have en væsentlig grund dertil, eller som frivilligt bringer arbejdsforholdet til ophør af personlige grunde, på den anden side. Her stilles ingen ringere, da den førstnævnte gruppe har ret til en fratrædelsesgodtgørelse, men den anden ikke. Ifølge denne opfattelse er AngG's § 23a, stk. 3, som giver ret til en nedsat fratrædelsesgodtgørelse, en undtagelsesbestemmelse, som giver de pågældende arbejdstagere en gunstigere behandling.

31 Hvilken af disse to opfattelser, der skal gives medhold, afhænger af, om den situation — og grunden dertil — som de arbejdstagere befinder sig i, der siger op for at passe deres børn, kan sammenlignes med den situation, som de arbejdstagere befinder sig i, som siger op af en af de væsentlige grunde, der er nævnt i AngG's § 26 og § 82a i GewO 1859.

[s. I-5326]

32 Det ses af de eksempler, der er nævnt i AngG's § 26 og § 82a i GewO 1859, at de heri omhandlede situationer har det fællestræk, at de har forbindelse med arbejdsvilkårene i virksomheden eller med arbejdsgiverens handlemåde, og at den situation, der er opstået, gør det umuligt at fortsætte arbejdet, således at det ikke kan forlanges af arbejdstageren, at han opretholder arbejdsforholdet, selv ikke inden for den opsigelsesperiode, der normalt kræves ved en fratrædelse.

33 De omhandlede situationer — og grundene dertil — har derfor en anden karakter end den situation, en arbejdstager som Gabriele Gruber befinder sig i.

34 Følgelig er den omstændighed, at en arbejdstager som Gabriele Gruber ikke kan få udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til AngG's § 23, stk. 1, ikke en foranstaltning, som indebærer en indirekte forskelsbehandling.

35 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at traktatens artikel 119 ikke er til hinder for en national ordning, hvorefter der betales en fratrædelsesgodtgørelse til arbejdstagere, som bringer deres arbejdsforhold til ophør inden det aftalte tidspunkt for at passe deres børn på grund af mangelen på børneinstitutioner for disse, og hvorefter denne godtgørelse nedsættes i forhold til den godtgørelse, som udbetales for samme ansættelsesperiode til arbejdstagere, hvis opsigelse beror på en væsentlig grund, der har forbindelse med arbejdsvilkårene i virksomheden eller med arbejdsgiverens handlemåde.

#### Det andet spørgsmål

36 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få oplyst, om det har nogen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at

[s. I-5327]

størstedelen af børnehaverne i den pågældende medlemsstat drives af det offentlige eller med offentlig økonomisk støtte.

37 I så henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at spørgsmålet, om udbetalingen af en lavere fratrædelsesgodgørelse til arbejdstagere, der bringer deres arbejdsforhold til ophør inden det aftalte tidspunkt for at passe deres børn på grund af mangelen på børneinstitutioner, udgør en forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, ikke afhænger af, om børnehaverne er offentlige eller private.

38 Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at det ikke har nogen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, om størstedelen af børnehaverne i den pågældende medlemsstat drives af det offentlige eller med offentlig økonomisk støtte.

#### Sagens omkostninger

39 De udgifter, der er afholdt af den østrigske regering og af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

[s. I-5328]

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Landesgericht Linz ved kendelse af 24. oktober 1996, for ret:

1) EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) er ikke til hinder for en national ordning, hvorefter der betales en fratrædelsesgodtgørelse til arbejdstagere, som bringer deres arbejdsforhold til ophør inden det aftalte tidspunkt for at passe deres børn på grund af mangelen på børneinstitutioner, og hvorefter denne godtgørelse nedsættes i forhold til den godtgørelse, som udbetales for samme ansættelsesperiode til arbejdstagere, hvis opsigelse beror på en væsentlig grund, der har forbindelse med arbejdsvilkårene i virksomheden eller med arbejdsgiverens handlemåde.

2) Det har ingen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, om størstedelen af børnehaverne i den pågældende medlemsstat drives af det offentlige eller med offentlig økonomisk støtte.

Rodríguez Iglesias

Kapteyn

Puissochet

Hirsch

Jann

Moitinho de Almeida

Gulmann

Murray

Edward

Ragnemalm

Sevón

Wathelet

Schintgen

[s. I-5329]

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. september 1999.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0270.md =====

# EU-Domstolen, 10. februar 2000, sag C-270/97 og C-271/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0270.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0270.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:76

Kommentarens titel: Gunstigere nationale pensionsrettigheder og EU-konform fortolkning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Defrenne II-dommens tidsbegrænsning hindrede ikke gunstigere nationale lighedsregler, som gav deltidsansatte tilbagevirkende pensionsmedlemskab og pension (jf. § 1 a, stk. 3). Nationale domstole skulle så vidt muligt fortolke national ret i lyset af ligelønsprincippet.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Defrenne II-dommens tidsbegrænsning hindrede ikke gunstigere nationale lighedsregler, som gav de berørte deltidsansatte tilbagevirkende medlemskab og pension. Artikel 119 hindrede heller ikke disse regler, selv om forskellen mellem medlemsstaterne kunne stille landets arbejdsgivere konkurrencemæssigt ringere. Nationale domstole skulle så vidt muligt fortolke national ret i lyset af de relevante EU-reglers ordlyd og formål, navnlig ligelønsprincippet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen afgør forholdet til de konkrete nationale gunstigere regler. Den fastslår ikke en fælles europæisk ret til pension for alle perioder eller et nutidigt generelt forringelsesforbud.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0270

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
10. februar 2000[^*]

I de forenede sager C-270/97 og C-271/97,

angående anmodninger, som Landesarbeitsgericht Niedersachsen (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

Deutsche Post AG

mod

**Elisabeth Sievers** (sag C-270/97),

**Brunhilde Schrage** (sag C-271/97),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af den protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til EF-traktaten,

[s. I-934]

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Deutsche Post AG ved advokat M. Karoff, Hannover

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Hillenkamp og M. Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokat K. Bertelsmann, Hamburg,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 1. juli 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Deutsche Post AG ved advokat J. Peter, Bonn, af E. Sievers og B. Schrage ved fagforeningssekretær i Deutsche Postgewerkschaft K. Lörcher og af Kommissionen ved M. Wolfcarius, bistået af advokat K. Bertelsmann,

[s. I-935]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. oktober 1998,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved to kendelser af 8. november 1996, indgået til Domstolen den 24. juli 1997, har Landesarbeitsgericht Niedersachsen i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-trakta tens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og af den protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter »protokollen«), der er knyttet som bilag til EF-traktaten.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under to sager mellem Deutsche Post AG (herefter. »Deutsche Post«), tidligere Deutsche Bundespost, og henholdsvis Elisabeth Sievers (sag C-270/97) og Brunhilde Schrage (sag C-271/97). Sagerne drejer sig om betingelserne for at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet tillægspensionsordning og for at få udbetalt pension i henhold til ordningen.

[s. I-936]

#### De relevante nationale bestemmelser

3 Artikel 3, stk. 1, 2 og 3, i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (herefter »GG«) bestemmer:

> »1. Alle er lige for loven.

> 2. Mænd og kvinder er ligeberettigede. Staten skal fremme den faktiske gennemførelse af ligeberettigelsen af kvinder og mænd og bestræbe sig på at afskaffe eksisterende uligheder.

> 3. Ingen må stilles ringere eller bedre på grund af køn, afstamning, race, sprog, national eller etnisk oprindelse, tro, religiøse eller politiske anskuelser. Ingen må stilles ringere på grund af et handicap.«

4 I henhold til § 1 i Gesetz über die Gleichbehandlung von Männern und Frauen am Arbeitsplatz (lov af 1980 om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet) blev der i § 612 i Bürgerliches Gesetzbuch indsat et nyt stk. 3 med følgende ordlyd:

> »I et arbejdsforhold kan det ikke lovligt aftales, at samme arbejde eller arbejde af samme værdi som følge af arbejdstagerens køn lønnes ringere end for en [s. I-937]  arbejdstager af det andet køn. En aftale om lavere løn kan ikke begrundes med, at der som følge af arbejdstagerens køn gælder særlige beskyttelsesregler...«

5 I 1985 blev Gesetz über arbeitsrechtliche Vorschriften zur Beschäftigungsförderung (lov om arbejdsretlige bestemmelser til fremme af beskæftigelsen, herefter »BeschFG«) vedtaget. Lovens § 2-6 omhandler arbejde på deltid. I henhold til § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte, medmindre objektive faktorer begrunder en forskellig behandling. Ifølge lovens § 6 kan bestemmelserne i det pågældende afsnit af loven dog fraviges, også til ugunst for arbejdstageren, i henhold til en kollektiv overenskomst.

6 Ifølge § 24 i Tarifvertrag für Arbeiter der Deutschen Bundespost (kollektiv overenskomst for arbejdere, der er ansat af Deutsche Bundespost) skal arbejderne være tilsluttet Versorgungsanstalt der Deutschen Bundespost (pensionskassen for ansatte i Deutsche Bundespost, herefter »VAP«) på de vilkår, der er fastsat i den til enhver tid gældende Tarifvertrag über die Versorgung der Arbeitnehmer der Deutschen Bundespost (kollektiv overenskomst om pension for ansatte i Deutsche Bundespost, herefter »pensionsoverenskomsten«).

7 Indtil den 31. december 1987 havde § 3 i pensionsoverenskomsten følgende ordlyd:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne... når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, der er [s. I-938]  aftalt i henhold til arbejdskontrakten, mindst udgør halvdelen af den til enhver tid gældende sædvanlige ugentlige arbejdstid for en tilsvarende fuldtidsbeskæftiget arbejdstager...«

8 Med virkning fra den 1. januar 1988 blev bestemmelsen ændret til følgende:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne... når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, der er aftalt i henhold til arbejdskontrakten, mindst udgør 18 timer.«

9 Ved kollektiv overenskomst af 22. september 1992 blev § 3 i pensionsoverenskomsten på ny ændret, denne gang med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. april 1991. Den havde herefter følgende ordlyd:

> »Arbejdstageren skal være tilsluttet VAP i henhold til vedtægten og gennemførelsesbestemmelserne... når han er part i et arbejdsforhold, hvor han ikke kun er beskæftiget i ubetydeligt omfang som omhandlet i § 8, stk. 1, i Sozialge-setzbuch's IV. bog.«

#### Hovedsagerne

10 Elisabeth Sievers har været deltidsansat hos Deutsche Bundespost fra den 16. september 1964 til den 28. februar 1988, hvor hun tog sin afsked. Siden den 1. marts 1988 har hun fået udbetalt en lovbestemt alderspension. På grund af sin

[s. I-939]

arbejdstid, som altid har udgjort mindre end 18 timer om ugen, bortset fra i 1963 og 1964, hvor den var på 18 timer, har hun aldrig været tilsluttet VAR

11 Brunhilde Schrage har været deltidsansat hos Deutsche Bundespost, først i henhold til tidsbegrænsede aftaler fra den 1. april 1960 til den 30. september 1980, dog afbrudt af kortere perioder, hvor hun ikke arbejdede, og derefter uafbrudt fra den 1. oktober 1981 til den 31. marts 1993, hvor hun tog sin afsked. Siden den 1. april 1993 har hun fået udbetalt en lovbestemt alderspension. På grund af sin arbejdstid, som altid har udgjort mellem 8 og 13 timer om ugen, har hun aldrig været tilsluttet VAP

12 Elisabeth Sievers anlagde sag ved Arbeitsgericht Hannover med påstand om, at Deutsche Post tilpligtedes at udbetale hende, med virkning fra det tidspunkt, hvor hun tog sin afsked, en tillægspension svarende til, hvad hun ville have fået udbetalt, såfremt hun havde været tilsluttet VAP i hele den periode, hvor arbejdsforholdet bestod. Også Brunhilde Schrage anlagde sag ved Arbeitsgericht Hannover mod Deutsche Post og nedlagde tilsvarende påstande.

13 De gjorde begge gældende, at en udelukkelse af ansatte med en ugentlig arbejdstid på mindre end først 20 og senere 18 timer fra retten til at få tillægspension er en form for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, GG's artikel 3 og BeschFG's § 2, stk. 1.

14 Deutsche Post påstod sig frifundet og anførte til støtte herfor, at den forskellige behandling var begrundet i et objektivt hensyn, nemlig at de udgifter, der ville være forbundet med, at ordningen med tilbagevirkende gyldighed blev udvidet til at omfatte alle deltidsansatte, ville true Deutsche Post's økonomiske eksistens, og at de rettigheder, sagsøgerne påberåbte sig, i henhold til Domstolens praksis vedrørende traktatens artikel 119 ikke var opstået for beskæftigelsesperioder, der lå forud for den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) blev afsagt.

[s. I-940]

15 Ved domme af 3. februar 1994 gav Arbeitsgericht i det væsentlige sagsøgerne medhold, idet retten nærmere præciserede, hvilke beskæftigelsesperioder der skulle tages i betragtning for Brunhilde Schrage's vedkommende.

16 Deutsche Post iværksatte appel af dommene til Landesarbeitsgericht Niedersachsen og gjorde herved bl.a. gældende, at den begrænsning af den tilbagevirkende gyldighed, der er en følge af Barber-dommen, finder anvendelse i alle tilfælde, hvor der er tale om lønmæssig forskelsbehandling i forbindelse med en erhvervstilknyttet alderspensionsordning, og at Domstolens praksis og protokollen har forrang for GG's artikel 3.

17 Heroverfor gjorde sagsøgerne bl.a. gældende, at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119, der følger af Barber-dommen, ikke kan overføres til de foreliggende sager. Efter deres opfattelse indeholder Barber-dommen ingen bemærkninger om, hvorvidt man i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor det i GG's artikel 3 opstillede forfatningsretlige ligebehandlingsprincip finder anvendelse, kunne gå ud fra, at forskellige regler for deltidsansatte og fuldtidsansatte var lovlige.

#### De præjudicielle spørgsmål

18 Landesarbeitsgericht har bemærket, at Deutsche Post's appel i medfør af Bundesarbeitsgericht's praksis ville skulle forkastes, og at E. Sievers og B. Schrage har ret til de pensioner, de har krævet udbetalt. Retten har imidlertid bemærket, at i henhold til Domstolens praksis (Barber-dommen, dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Smi. I, s. 4879, og af 28.9.1994, sag C-128/93, Fisscher, Smi. I, s. 4583) kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i princippet kun påberåbes til støtte for et krav om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til erhvervstilknyttede pensionsordninger for så vidt angår beskæftigelsesperioder, der ligger efter den 17. maj 1990. I øvrigt fremgår det ifølge retten af

[s. I-941]

protokollen, at ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke skal anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990.

19 Landesarbeitsgericht har tilføjet, at krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensionsordninger ofte kan støttes på såvel traktatens artikel 119 — idet der dog ikke kan kræves ydelser på grundlag af beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990 — som på nationale bestemmelser, det være sig det arbejdsretlige ligebehandlingsprincip, BeschFG's § 2, stk. 1, eller GG's artikel 3.

20 Landesarbeitsgericht har endelig bemærket, at i en sådan situation med konkurrerende retssystemer må fællesskabsretten have forrang, hvilket medfører, at forbuddet mod, at beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, tages i betragtning med tilbagevirkende gyldighed, og den dermed forbundne begrænsning af ydelserne også må finde anvendelse på nationale bestemmelser. Da fællesskabsretten har direkte virkning, opstår spørgsmålet om fællesskabsrettens forrang, fordi der er konflikt mellem national ret og fællesskabsretten. Ifølge Landesarbeitsgericht træder denne konflikt klart frem, når det tages i betragtning, at traktatens artikel 119 ud over det sociale formål også — og historisk set navnlig — forfølger et økonomisk formål, nemlig at der indføres lige konkurrencemuligheder. Denne målsætning ville blive modarbejdet, hvis man tillod, at der efter national ret ikke tages hensyn til, at traktatens artikel 119 kun i begrænset omfang har tilbagevirkende gyldighed.

21 Landesarbeitsgericht Niedersachsen besluttede herefter at udsætte sagerne og har i begge sager forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) a) Skal fællesskabsretten anvendes eller have gyldighed med forrang (i henhold til EF-traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189) for de af medlemsstaternes nationale bestemmelser, som i tilfælde, hvor et krav kan [s. I-942] fremsættes efter begge regelsæt, kunne eller ville finde anvendelse på det samme sagsforhold, ligeledes med det formål at støtte kravet om ligebehandling inden for de erhvervstilknyttede pensionsordninger, som f.eks. i Tyskland — generelt — den arbejdsretlige ligebehandlingsgrundsætning eller — specielt — §2, stk. 1, i Beschäftigungsförderungsgesetz 1985?

b) Har fællesskabsretten generelt forrang i et sådant konflikttilfælde, hvor der efter fællesskabsretten kun består et krav på ydelser i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, hvis og i det omfang de henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger efter den 17. maj 1990, mens det samme sagsforhold efter de nationale bestemmelser afgøres på en anden måde, for så vidt som disse bestemmelser ikke udelukker tilbagevirkende gyldighed ?

c) Gælder en sådan forrang kun, når den økonomiske målsætning med EF-traktatens artikel 119— at indføre lige konkurrencemuligheder— der består ved siden af den sociale målsætning, konkret berøres ?

> 2) Skal nationale bestemmelser om ligebehandling i forbindelse med ydelser i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger — i det mindste efter det princip om en fællesskabskonform (EF-retskonform) fortolkning af national ret, som må henføres under fællesskabsretten — fortolkes og anvendes i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav og begrænsninger (forbud mod tilbagevirkende gyldighed)?«

[s. I-943]

22 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20. oktober 1997 er de to sager blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

#### Begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling

23 Ved skrivelse af 5. november 1998 har Deutsche Post fremsat begæring om genåbning af den mundtlige forhandling. Selskabet har for det første anført, at som følge af et sammenfald af omstændigheder havde dets repræsentant og dets advokat, som havde begivet sig til Domstolen for at overvære fremsættelsen af forslaget til afgørelse, først fundet den retssal, hvor retsmødet blev holdt, efter at forslagets konklusion var blevet oplæst. Der blev således ikke sikret parterne og offentligheden adgang til retsmødet, hvilket er i strid med artikel 28 i EF-statutten for Domstolen.

24 Deutsche Post har endvidere anført, at generaladvokatens forslag til afgørelse er blevet fremsat på en måde, der ikke er forskriftsmæssig, idet forslagets konklusion blev oplæst i et retsmøde i Domstolens Femte Afdeling og ikke i Sjette Afdeling, der behandler den foreliggende sag.

25 Endelig har Deutsche Post anmodet om under den begærede genåbning at måtte fremkomme med bemærkninger vedrørende visse punkter i generaladvokatens forslag til afgørelse.

26 I øvrigt har Deutsche Post ved skrivelse af 11. november 1998 tilsluttet sig de bemærkninger, Deutsche Telekom fremkom med i sag C-50/96, Schroder, og i de forenede sager C-234/96 og C-235/96, Vick og Conze, og hvorefter en afvisning af, at den mundtlige forhandling undtagelsesvis kan genåbnes efter fremsættelsen af generaladvokatens forslag til afgørelse, som i henhold til artikel 59, stk. 2, i

[s. I-944]

Domstolens procesreglement afslutter den mundtlige forhandling, således at parterne kan påberåbe sig eventuelle åbenbare fejl eller udeladelser i sagsfremstillingen eller den retlige vurdering eller endog fremkomme med bemærkninger til generaladvokatens forslag til afgørelse, kan udgøre en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMK«).

27 Det må i den forbindelse for det første fastslås, at de nærmere omstændigheder omkring fremsættelsen af forslaget til afgørelse i den foreliggende sag ikke har udgjort en tilsidesættelse af de regler, der gælder ved Domstolen, og heller ikke en tilsidesættelse af de rettigheder, parterne i hovedsagerne er tillagt.

28 Dommerne i Sjette Afdeling, der træffer afgørelse i den foreliggende sag, er blevet bekendt med generaladvokatens forslag til afgørelse i kraft af, at det er indleveret til Domstolens Justitskontor, og offentlighedskravet med hensyn til forslaget er bl.a. overholdt ved, at konklusionen er blevet oplæst i offentligt retsmøde, og ved, at forslaget er indleveret til Justitskontoret.

29 Det er i den forbindelse uden betydning, at en parts repræsentant og advokat ikke i tide kunne finde den retssal, hvor generaladvokatens forslag til afgørelse blev oplæst.

30 Endvidere bemærkes, at det fremgår af Domstolens kendelse af 4. februar 2000 (sag C-17/98, Emesa Sugar, Sml. I, s. 665, præmis 18), at det netop er under hensyntagen til EMK's artikel 6 og selve målsætningen med retten for enhver berørt part til en kontradiktorisk sagsbehandling og en retfærdig rettergang i den nævnte bestemmelses forstand, at Domstolen ex officio, på forslag af generaladvokaten eller på parternes begæring i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement, kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne.

[s. I-945]

31 I den foreliggende sag finder Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at der i Deutsche Post's begæring ikke henvises til noget forhold, hvoraf det kan udledes, at der er behov for en sådan genåbning.

32 Den af Deutsche Post fremsatte begæring kan herefter ikke tages til følge.

#### Det første spørgsmål

33 Med det første spørgsmål, set under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, for det første, om den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 er til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning. For det andet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119 er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorved der opstilles et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en privat, erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning, når henses til, at der kan opstå konkurrencefordrejning mellem erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater til skade for arbejdsgivere, der er etableret i førstnævnte medlemsstat. Såfremt den første eller den anden del af spørgsmålet besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret for det tredje oplyst, om den nationale ret, der inden for sit kompetenceområde skal anvende fællesskabsretlige forskrifter, har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning og i påkommende tilfælde undlade at anvende modstridende bestemmelser i national lovgivning.

[s. I-946]

##### Den første del af spørgsmålet

34 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til fast retspraksis skal en pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagerne, og som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under traktatens artikel 119 (jf. herved dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, Barber-dommen, præmis 28, og dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 46). En udelukkelse af deltidsansatte fra en sådan pensionsordning kan derfor vise sig at være i strid med artikel 119 (jf. Bilka-dommen, præmis 29).

35 For så vidt angår den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119 bemærkes først, at Domstolen i dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne II, Sml. s. 455, præmis 40) fastslog, at princippet i artikel 119 om lige løn kan påberåbes ved de nationale domstole, og at disse domstole har pligt til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som denne bestemmelse tillægger borgerne. I samme doms præmis 74 og 75 præciserede Domstolen imidlertid, at bydende retssikkerhedsbetragtninger med hensyn til samtlige de interesser, som gør sig gældende, offentlige såvel som private, medfører, at bortset fra tilfælde, hvor arbejdstagere allerede har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage, kan den direkte virkning af artikel 119 ikke påberåbes til støtte for krav vedrørende lønperioder, der ligger forud for dommens dato, dvs. den 8. april 1976.

36 For så vidt angår erhvervstilknyttede pensionsordninger fastslog Domstolen endvidere i Barber-dommens præmis 44 og 45, at bydende retssikkerhedshensyn tilsiger, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke kan. påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af dommen, dvs. den 17. maj 1990, medmindre de berørte forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage.

[s. I-947]

37 Som Domstolen præciserede i Ten Oever-dommens præmis 20, kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i kraft af Barber-dommen kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

38 En sådan begrænsning er også indeholdt i protokollen, hvori det hedder, at med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.

39 Det fremgår imidlertid af dom af 28. september 1994 (sag C-57/93, Vroege, Sml. I, s. 4541, præmis 20-27), Fisscher-dommen (præmis 17-24) og dom af 11. december 1997 (sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, præmis 27-35), at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af traktatens artikel 119, der følger såvel af Barber-dommen som af protokollen, kun angår de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de undtagelser på området for erhvervstilknyttede pensioner, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler (jf. dom af 24.10.1996, sag C-435/93, Dietz, Sml. I, s. 5223, præmis 19).

40 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger har Domstolen fastslået, at der ikke forelå nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse (jf. Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 28).

[s. I-948]

41 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med anerkendelsen af den pågældende ret udgør en overtrædelse af artikel 119 (Vroege-dommen, præmis 29, Fisscher-dommen, præmis 26, Dietz-dommen, præmis 20, og Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 29).

42 Eftersom der ikke blev fastsat en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende gyldighed med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og dette med virkning fra den 8. april 1976, som er datoen for afsigelsen af Defrenne II-dommen, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået (Dietz-dommen, præmis 21, og Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 30).

43 Det skal i den forbindelse i øvrigt bemærkes, at Domstolen allerede i Dietz-dommen, præmis 23, og i Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 33, understregede, at en arbejdstager ikke ville have nogen interesse i at være omfattet af en ordning, hvis vedkommende ikke opnåede ret til de ydelser, som den pågældende ordning indebærer. Domstolen udtalte, at retten til at opnå alderspension i henhold til en erhvervstilknyttet ordning derfor er uløseligt forbundet med retten til at være omfattet af ordningen. Domstolen tilføjede imidlertid, at den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed, ikke indebærer, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om (Fisscher-dommen, præmis 37, og Dietz-dommen, præmis 34).

44 Heraf følger, at den eneste tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 for så vidt angår retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i hovedsagerne omhandlede og til den dermed forbundne udbetaling af pension er den, der følger af Defrenne II-dommen.

45 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for, at beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 8. april 1976, hvor Defrenne III - 948

[s. I-949]

dommen blev afsagt, tages i betragtning i medfør af nationale bestemmelser, bemærkes først, at det fremgår af fast retspraksis (jf. bl.a. domme af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 16 og 17, og de forenede sager 66/79, 127/79 og 128/79, Salumi m.fl, Sml. s. 1237, præmis 9 og 10), at den fortolkning, som Domstolen foretager af en fællesskabsretlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 177, i nødvendigt omfang belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Kun undtagelsesvis vil Domstolen som antaget i Defrenne li-dommen under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er forankret i Fællesskabets retsorden, og under hensyntagen til de alvorlige vanskeligheder, som dens dom kunne have vedrørende fortidige retsforhold stiftet i god tro, finde anledning til at begrænse muligheden for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på en fornyet prøvelse af de nævnte retsforhold.

46 Endvidere bemærkes, at Domstolen i Defrenne li-dommens præmis 65 fastslog, at traktatens artikel 119 skulle være gennemført fuldt ud af de gamle medlemsstater, herunder Forbundsrepublikken Tyskland, fra den 1. januar 1962, indledningen af overgangsperiodens anden etape. Det fremgår i øvrigt af samme doms præmis 68, at selv på områder, hvor artikel 119 ikke måtte have direkte virkning, kan gennemførelsen af bestemmelsen om nødvendigt ske gennem et samspil mellem fællesskabs- og nationale bestemmelser.

47 Endelig bemærkes, at i forbindelse med, at Domstolen i Defrenne li-dommen besluttede at foretage en tidsmæssig begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, udtalte den, at man i betragtning af den adfærd, som flere medlemsstater havde udvist, og den holdning, som Kommissionen havde indtaget og gentagne gange meddelt de berørte kredse, undtagelsesvis måtte tage hensyn til, at de interesserede parter i en længere periode havde set sig foranlediget til at opretholde en praksis, som stred imod artikel 119, skønt den endnu ikke var forbudt efter national ret (Defrenne II-dommen, præmis 72).

[s. I-950]

48 Heraf følger, at formålet med begrænsningen af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke var at afskære de berørte arbejdstagere fra at påberåbe sig nationale bestemmelser, hvorved der opstilles et lighedsprincip.

49 Nationale bestemmelser, som sikrer gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder, bidrager således til at gennemføre traktatens artikel 119 i overensstemmelse med de forpligtelser, der har påhvilet de ældste medlemsstater siden den 1. januar 1962.

50 I en sådan situation finder det retssikkerhedsprincip, der er forankret i Fællesskabets retsorden, og som kan medføre, at Domstolen undtagelsesvis begrænser muligheden for at påberåbe sig en bestemmelse, den har fortolket, ikke anvendelse, og det er ikke til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som sikrer et resultat, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

51 Det er i den forbindelse uden betydning, at de omtvistede nationale bestemmelser først er blevet fortolket på en måde, der er i overensstemmelse med traktatens artikel 119, efter datoen for afsigelsen af Defrenne II-dommen, selv om en sådan fortolkning i givet fald kommer til at finde anvendelse på situationer, der er opstået og tilvejebragt inden dette tidspunkt. Det tilkommer ikke Domstolen at tage stilling til den tidsmæssige anvendelse af nationale bestemmelser.

52 Den første del af det første spørgsmål må herefter besvares med, at den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens artikel 119, der følger af Defrenne II-dommen, ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning.

[s. I-951]

##### Den anden del af spørgsmålet

53 Som den forelæggende ret med rette har bemærket, har Domstolen i Defrenne IIdommens præmis 8-11 fastslået, at traktatens artikel 119 har et dobbelt formål, et økonomisk og et socialt.

54 På den ene side skal artikel 119 under hensyn til den forskel, der består mellem sociallovgivningernes udviklingstrin i de forskellige medlemsstater, hindre, at virksomhederne i de stater, som faktisk har gennemført princippet om lige løn, handicappes i konkurrencen inden for Fællesskabet i forhold til virksomheder, som er placeret i stater, der endnu ikke har fjernet den lønmæssige forskelsbehandling til skade for den kvindelige arbejdskraft (Defrenne II-dommen, præmis 9).

55 På den anden side har Domstolen understreget, at bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de sociale mål for Fællesskabet, idet dette ikke indskrænker sig til en økonomisk union, men samtidig gennem fælles handling skal sikre sociale fremskridt og stadigt søge at forbedre de europæiske folks levevilkår og beskæftigelsesforhold, således som det fremhæves i traktatens præambel. Dette mål fremhæves yderligere af, at traktatens artikel 119 er indføjet i kapitlet om socialpolitikken, hvis indledende bestemmelse, EF-traktatens artikel 117 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), fastslår, at det er nødvendigt at fremme en forbedring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau (Defrenne II-dommen, præmis 10 og 11).

56 I senere afgørelser har Domstolen imidlertid fastslået, at det er en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne III, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, af 20.3.1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Beydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509, præmis 16, og af 30.4.1996, sag C-13/94, P. mod S., Sml. I, s. 2143, præmis 19).

[s. I-952]

57 I lyset af denne retspraksis må det fastslås, at det økonomiske formål, der forfølges med traktatens artikel 119, og hvorefter konkurrencefordrejning mellem virksomheder i forskellige medlemsstater skal ophæves, er underordnet i forhold til bestemmelsens sociale formål, som er udtryk for en grundlæggende menneskerettighed.

58 Herefter er den omstændighed, at princippet om lige løn til mænd og kvinder før afsigelsen af Defrenne li-dommen ikke har kunnet påberåbes over for arbejdsgivere i andre medlemsstater end Forbundsrepublikken Tyskland, hverken i medfør af nationale bestemmelser eller på grundlag af den direkte virkning af traktatens artikel 119, uden betydning i relation til anvendelsen af nationale bestemmelser, hvorved det sikres, at det pågældende princip overholdes i Forbundsrepublikken Tyskland.

59 Den anden del af det første spørgsmål må således besvares med, at traktatens artikel 119 ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning, selv om der kan opstå konkurrencefordrejning mellem erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater til skade for arbejdsgivere, der er etableret i førstnævnte medlemsstat.

##### Den tredje del af spørgsmålet

60 På baggrund af besvarelsen af den første og anden del af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare den tredje del af spørgsmålet.

[s. I-953]

#### Det andet spørgsmål

61 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de nationale domstole er forpligtet til at fortolke nationale retsforskrifter i lyset af ordlyden af og formålet med de relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig traktatens artikel 119.

62 Hertil bemærkes, at i henhold til fast retspraksis er de nationale domstole forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke nationale retsforskrifter i lyset af ordlyden af og formålet med de relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig traktatens artikel 119, og at fremkalde det med bestemmelserne tilsigtede resultat (jf. i denne retning bl.a. dom af 4.2.1988, sag 157/86, Murphy m.fl., Sml. s. 673, præmis 11, og af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8).

63 Det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, at fællesskabsretten, navnlig traktatens artikel 119, tilsigter at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder og ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som fører til, at det pågældende princip overholdes.

64 Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at de nationale domstole er forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke nationale retsforskrifter i lyset af ordlyden af og formålet med de relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig traktatens artikel 119, med henblik på at sikre gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

[s. I-954]

#### Sagsomkostningerne

65 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Niedersachsen ved to kendelser af 8. november 1996, for ret:

1) Den tidsmæssige begrænsning af muligheden for at påberåbe sig den direkte virkning af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), der følger af dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne II), er ikke til hinder for nationale bestemmelser, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning.

2) Traktatens artikel 119 er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som opstiller et lighedsprincip, hvorefter alle deltidsansatte under omstændigheder som de i hovedsagerne foreliggende har ret til at blive tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende gyldighed og til at få udbetalt en pension i henhold til den pågældende ordning, selv om der kan opstå konkurrencefordrejning mellem erhvervsdrivende i de forskellige medlemsstater til skade for arbejdsgivere, der er etableret i førstnævnte medlemsstat.

3) De nationale domstole er forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke nationale retsforskrifter i lyset af ordlyden af og formålet med de relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig traktatens artikel 119, med henblik på at sikre gennemførelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

Schintgen

Hirsch

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. februar 2000.

R. Grass

Justitssekretær

J.C. Moitinho de Almeida

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processnroe: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0273.md =====

# EU-Domstolen, 26. oktober 1999, sag C-273/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0273.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0273.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:523

Kommentarens titel: Særlige kampenheders erhvervskrav inden for EU-rettens område

Emner på siden: [Adgang til beskæftigelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-adgang.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Direktiv 76/207 kunne på grund af arbejdets art begrunde udelukkelse af kvinder fra særlige kampenheder. Angår adgang til stillinger, ikke løn; ligelønsloven gælder lønmæssig forskelsbehandling (§ 1, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Beslutninger om adgang, uddannelse og arbejdsvilkår i de væbnede styrker faldt ikke generelt uden for EU-retten, blot fordi de skulle sikre kampdygtighed. Artikel 2, stk. 2, i direktiv 76/207 kunne på grund af arbejdets art eller vilkår begrunde udelukkelse af kvinder fra særlige kampenheder som Royal Marines.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Den snævre undtagelse for den beskrevne enhed er ikke et generelt militært kønsforbud og er ikke en lønforskelshjemmel.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0273

Domstolens dom
26. oktober 1999[^*]

I sag C-273/97,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Bury St Edmunds (Det Forenede Kongerige), i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

**Angela Maria Sirdar**

mod

**The Army Board,**

**Secretary of State for Defence,**

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktaten, navnlig artikel 224 (nu artikel 297 EF), og af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), navnlig direktivets artikel 2,

har

[s. I-7433]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward og R. Schintgen, samt dommerne P.J.G. Kapteyn, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Angela Maria Sirdar ved P. Duffy, QC, og barrister D. Rose for solicitor H. Slater, Equal Opportunities Commission

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af R. Plender, QC, og barristers s. Richards og R. McManus

- den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger, Afdelingen for International Økonomisk Ret og Fællesskabsret, og fuldmægtig A. de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- den portugisiske regering ved direktør L. Fernandes og A. Seiça Neves, begge Juridisk Tjeneste, Direktoratet for EF-spørgsmål, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved de juridiske konsulenter PJ. Kuijper og M. Wolfcarius, som befuldmægtigede,

[s. I-7434]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 27. oktober 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Angela Maria Sirdar ved P. Duffy og D. Rose, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistået af R. Cranston, QC, og R. Plender, af den franske regering ved A. de Bourgoing og af Kommissionen ved P.J. Kuijper,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 18. maj 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 28. april 1997, indgået til Domstolen den 29. juli 1997, har Industrial Tribunal, Bury St Edmunds, i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt seks præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktaten, navnlig artikel 224 (nu artikel 297 EF), og af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«), navnlig direktivets artikel 2.

2 Spørgsmålene er rejst under en tvist mellem Angela Maria Sirdar, på den ene side, og The Army Board og Secretary of State for Defence, på den anden side, vedrørende afslaget på at ansætte hende som kok i Royal Marines.

[s. I-7435]

#### Retsforskrifter

3 Traktatens artikel 224 bestemmer:

> »Medlemsstaterne rådfører sig med hinanden med henblik på i fællesskab at træffe de bestemmelser, der er nødvendige for at undgå, at fællesmarkedets funktion påvirkes af de foranstaltninger, som en medlemsstat kan føle sig foranlediget til at træffe i tilfælde af alvorlige indre uroligheder, der forstyrrer den offentlige orden, i tilfælde af krig eller alvorlig international spænding, der udgør en krigstrussel, eller for at opfylde de forpligtelser, som den har indgået med henblik på bevarelse af freden og den internationale sikkerhed.«

4 Direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

> 2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan udelukke sådanne former for erhvervsudøvelse og i givet fald de dertil førende uddannelser, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres.«

5 Direktivets artikel 9, stk. 2, bestemmer: »Medlemsstaterne foretager regelmæssigt en undersøgelse af de i artikel 2, stk. 2, omhandlede former for erhvervsudøvelse for at vurdere, om det under hensyntagen til den sociale udvikling er berettiget, at disse fortsat udelukkes. De meddeler Kommissionen resultatet af denne undersøgelse.«

[s. I-7436]

#### Tvisten i hovedsagen

6 I Det Forenede Kongerige er anvendelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder reguleret af bestemmelserne i Sex Discrimination Act 1975 (lov om forskelsbehandling på grundlag af køn). Denne lovs section 85(4) bestemmer: »Ingen bestemmelse i denne lov kan gøre en handling ulovlig, som er foretaget for at sikre søværnets, hærens eller luftvåbnets kampdygtighed.«

7 Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at kvinder er udelukket fra at gøre tjeneste ved Royal Marines (Marineinfanteriet) ifølge den af korpsets ledelse fulgte politik, som er begrundet med, at ansættelse af kvinder er uforenelig med kravet om »indsatsegnethed«, dvs. kravet om, at enhver marineinfanterist, uanset sin specialisering, skal være i stand til at kæmpe i en kommandoenhed. Denne politik er beskrevet i en rapport af 10. juni 1994 om »en revideret ansættelsespolitik for kvinder i hæren — virkningen for Royal Marines«. I denne rapports punkt 2(b), som er citeret i forelæggelsesbeslutningens punkt 42, hedder det bl.a.: »I små enheder skal alle marineinfanterister i krisetid, når der er mangel på arbejdskraft, på et hvilket som helst tidspunkt være i stand til at gøre tjeneste i en kommandoenhed i overensstemmelse med deres rang og dygtighed. Det er ikke muligt at beskæftige kvinder i Royal Marines, hvis der skal sikres indsatsegnethed.«

8 Angela Maria Sirdar gjorde siden 1983 tjeneste i den britiske hær, siden 1990 som kok i et kommandoregiment ved artilleriet. I februar 1994 modtog hun meddelelse om, at hun på grund af besparelser ville blive afskediget med virkning fra februar 1995. Afskedigelsen, som blev foretaget, efter at der var blevet gennemført en undersøgelse af forsvarets omkostninger, berørte i alt mere end 500 kokke.

9 I juli 1994 modtog Angela Maria Sirdar et tilbud om overflytning til Royal Marines, som havde brug for kokke. Tilbuddet blev fremsat i en skrivelse, hvori det var angivet, at hun skulle gennemgå en indledende udvælgelsesprocedure efterfulgt af en kommandouddannelse for at kunne overflyttes. Da de ansvarlige

[s. I-7437]

instanser i Royal Marines imidlertid blev klar over, at hun var en kvinde, og indså, at hun havde modtaget tilbuddet ved en fejltagelse, meddelte de hende, at hun ikke kunne komme i betragtning på grund af marinens politik, som udelukker, at kvinder kan ansættes i denne væbnede enhed.

10 Efter afskedigelsen anlagde Angela Maria Sirdar sag ved Industrial Tribunal, Bury St Edmunds, under henvisning til, at hun var blevet forskelsbehandlet på grundlag af køn. Da Industrial Tribunal finder, at det af hensyn til tvistens afgørelse er nødvendigt at fortolke bestemmelser i traktaten og direktivet, har den forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Falder politiske afgørelser, som en medlemsstat træffer i fredstid og/eller i en krigsberedskabsfase, og som vedrører adgangen til beskæftigelse, uddannelse eller arbejdsvilkår ved dens væbnede styrker eller vedrørende anvendelsen af disse styrker, uden for anvendelsesområdet for EF-traktaten og/eller den afledte lovgivning, navnlig Rådets direktiv 76/207/EØF, når sådanne politiske afgørelser træffes med det formål at sikre kampdygtigheden?

> 2) Falder de afgørelser, som en medlemsstat træffer med henblik på krigsberedskab og under fredstid vedrørende ansættelse, uddannelse og anvendelse af soldater i marinekommandoenheder i medlemsstatens væbnede styrker, der er bestemt til direkte kampindsats mod fjendtlige styrker i tilfælde af krig, uden for anvendelsesområdet for EF-traktaten eller den afledte lovgivning, når sådanne afgørelser træffes med det formål at sikre kampdygtigheden i sådanne enheder?

> 3) Indeholder EF-traktatens artikel 224 hjemmel for medlemsstaterne til at undtage forskelsbehandling på grundlag af køn fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv 76/207/EØF, for så vidt angår spørgsmål om adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og arbejdsvilkår, herunder vilkår for afskedigelse inden for de væbnede styrker i fredstid og/eller i en krigsberedskabsfase, med det formål at sikre kampdygtigheden?

> 4) Kan en medlemsstats politik, hvorefter kvinder udelukkes fra at gøre tjeneste som indsatsegnede marinesoldater i fredstid og/eller i en krigsberedskabsfase, i medfør af artikel 224 undtages fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv 76/207/EØF? Efter hvilke retningslinjer eller kriterier skal det i bekræftende fald afgøres, om denne politik i medfør af artikel 224 kan undtages fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv 76/207/EØF?

> 5) Kan en medlemsstats politik, hvorved kvinder udelukkes fra at gøre tjeneste som indşatsegnede marinesoldater i fredstid og/eller i en krigsberedskabsfase, anses for berettiget under henvisning til artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 76/207/EØF?

> 6) Hvilket kriterium skal de nationale retter i bekræftende fald anvende, når de tager stilling til, om en sådan politik er berettiget?«

#### Første og andet præjudicielle spørgsmål

11 Med de to første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om de afgørelser, som medlemsstaterne træffer vedrørende adgangen til beskæftigelse, uddannelse eller arbejdsvilkår i de væbnede styrker med det formål at sikre kampdygtigheden, navnlig inden for marinekommandoenheder, falder uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

12 Angela Maria Sirdar har gjort gældende, at dette spørgsmål skal besvares benægtende, og henviser herved til, at der ikke findes nogen bestemmelser, som

[s. I-7439]

udtrykkeligt udelukker væbnede styrker fra traktatens anvendelsesområde, og at en sådan generel udelukkelse ikke følger af de særlige undtagelsesbestemmelser, som af forskellige grunde er fastsat i traktaten eller i direktivet.

13 Heroverfor gør den franske og den portugisiske regering samt Det Forenede Kongeriges regering gældende, at afgørelser om opbygningen og ledelsen af de væbnede styrker, navnlig dem, der træffes for at sikre kampdygtigheden i en krigsberedskabsfase, falder uden for traktatens anvendelsesområde. Disse regeringer støtter sig herved navnlig på en række generelle betragtninger vedrørende traktatens formål eller på visse særregler i traktaten såsom artikel 48, stk. 4 (efter ændring nu artikel 39, stk. 4, EF), og artikel 224.

14 Kommissionen er af den opfattelse, at afgørelser om opbygningen og ledelsen af de væbnede styrker ikke er udelukket fra traktatens anvendelsesområde, men kan være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 224.

15 Det må fastslås, at det tilkommer medlemsstaterne — som det påhviler at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opretholde deres indre og ydre sikkerhed — at træffe afgørelser om opbygningen af deres væbnede styrker. Dette betyder dog ikke, at sådanne afgørelser bør falde helt uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

16 Som tidligere fastslået af Domstolen findes traktatens undtagelsesbestemmelser vedrørende situationer, hvor den offentlige orden eller sikkerhed er truet, alene i artikel 36, 48, 56, 223 (efter ændring nu artikel 30 EF, 39 EF, 46 EF og 296 EF) og 224, der angår usædvanlige, klart afgrænsede tilfælde. Disse bestemmelser giver ikke hjemmel for at antage, at der efter traktaten gælder et almindeligt forbehold for samtlige foranstaltninger, der træffes af hensyn til den offentlige sikkerhed. Såfremt der antoges at gælde et sådant almindeligt forbehold, uafhængigt af de nærmere betingelser i traktatens bestemmelser, ville fællesskabsrettens bindende karakter og ensartede anvendelse kunne undergraves (jf. i denne retning dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 26).

[s. I-7440]

17 Begrebet offentlig sikkerhed, som dette begreb forstås i de traktatbestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, omfatter såvel en medlemsstats indre sikkerhed — der var omhandlet i den sag, som gav anledning til Johnston-dommen — som dens ydre sikkerhed (jf. i denne retning dom af 4.10.1991, sag C-367/89, Richardt og »Les Accessoires Scientifiques«, Sml. I, s. 4621, præmis 22, og af 17.10.1995, sag C-83/94, Leifer m.fl., Sml. I, s. 3231, præmis 26).

18 Desuden vedrører visse af traktatens undtagelsesbestemmelser kun reglerne om den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser, og ikke traktatens sociale bestemmelser, der omfatter princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som Angela Maria Sirdar har påberåbt sig. Efter fast praksis har dette princip generel rækkevidde, og direktivet finder anvendelse på ansættelsesforhold i den offentlige sektor (jf. dom af 21.5.1985, sag 248/83, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1459, præmis 16, og af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 18).

19 Det følger af det anførte, at der ikke gælder noget almindeligt forbehold om, at princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke finder anvendelse på foranstaltninger vedrørende opbygningen af de væbnede styrker, som er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed, bortset fra de helt exceptionelle situationer, hvor traktatens artikel 224 finder anvendelse, som er omhandlet i tredje og fjerde spørgsmål (jf. Johnston-dommen, præmis 27).

20 Det første og det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at de afgørelser, som medlemsstaterne træffer vedrørende adgangen til beskæftigelse, uddannelse i tjenesten eller arbejdsvilkår i de væbnede styrker med det formål at sikre kampdygtigheden, ikke generelt falder uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

[s. I-7441]

#### Femte og sjette præjudicielle spørgsmål

21 Med disse spørgsmål, som bør undersøges før tredje og fjerde spørgsmål, ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er muligt med hjemmel i direktivets artikel 2, stk. 2, at udelukke kvinder fra at gøre tjeneste i kampenheder såsom Royal Marines, og i bekræftende fald på hvilke betingelser.

22 Sirdar og Kommissionen har herom anført — hvilket tillige de regeringer, der har afgivet indlæg, har gjort gældende subsidiært — at de grunde, der angives for at udelukke kvinder, skal vurderes på grundlag af de kriterier, Domstolen har opstillet i Johnston-dommen, hvorved navnlig overholdelsen af proportionalitetsprincippet skal sikres. Ifølge Det Forenede Kongeriges regering må domstolsprøvelsen på dette område dog i sagens natur være begrænset og bør indskrænke sig til en kontrol med, om de nationale myndigheder med rimelighed kunne antage, at den pågældende politik er nødvendig og hensigtsmæssig.

23 Herom bemærkes, at medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, kan udelukke sådanne former for erhvervsudøvelse fra direktivets anvendelsesområde, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres, hvorved dog bemærkes, at denne bestemmelse skal fortolkes indskrænkende, da der er tale om en undtagelse fra en ved direktivet hjemlet subjektiv rettighed (jf. Johnston-dommen, præmis 36).

24 Domstolen har således eksempelvis anerkendt, at udøverens køn kan være afgørende i visse stillinger, såsom stillingen som betjent og overvagtmester i et fængsel (jf. dom af 30.6.1988, sag 318/86, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 3559, præmis II-18), eller for visse funktioner, såsom politivirksomhed i en situation med alvorlige indre uroligheder (jf. Johnston-dommen, præmis 37).

[s. I-7442]

25 En medlemsstat kan bestemme, at sådanne funktioner efter omstændighederne alene kan udføres af mænd eller kvinder, og at kun mænd, respektivt kvinder har adgang til den efteruddannelse, der herved er nødvendig. I så fald skal medlemsstaterne imidlertid, som foreskrevet i direktivets artikel 9, stk. 2, regelmæssigt undersøge de omhandlede former for erhvervsudøvelse for at vurdere, om man under hensyntagen til den sociale udvikling fortsat bør opretholde undtagelsen fra direktivets almindelige ordning (jf. Johnston-dommen, præmis 37).

26 I et ethvert tilfælde, hvor der gøres undtagelse fra en subjektiv rettighed såsom princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, skal den nærmere rækkevidde af undtagelsen, således som fastslået af Domstolen i præmis 38 i Johnston-dommen, fastlægges under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, som er en af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger. Efter dette princip må undtagelserne ikke gå videre end rimeligt og nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, hvorved ligebehandlingsprincippet i videst muligt omfang skal søges tilgodeset samtidig med det hensyn til den offentlige sikkerhed, som bestemmer de vilkår, hvorunder den pågældende beskæftigelse udføres.

27 De nationale myndigheder råder dog efter omstændighederne over et vist skøn ved vedtagelsen af foranstaltninger, som anses for nødvendige for at garantere en medlemsstats offentlige sikkerhed (jf. Leifer-dommen, præmis 35).

28 Det må derfor efterprøves, om de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet under udøvelsen af det skøn, der tilkommer dem, i den foreliggende sag reelt forfølger det mål at garantere den offentlige sikkerhed, og om de er rimelige og nødvendige for at nå dette mål.

29 Som anført ovenfor i præmis 7 er afslaget på at ansætte sagsøgeren i hovedsagen som kok i Royal Marines begrundet i, at kvinder helt er udelukket fra at blive optaget i dette korps inden for hæren som følge af kravet om »indsatsegnethed«, der er indført med det formål at sikre kampdygtigheden.

[s. I-7443]

30 Hvad angår dette punkt fremgår det af sagens akter, at ifølge de konstateringer, som allerede er foretaget af den forelæggende ret, adskiller opbygningen af Royal Marines sig grundlæggende fra opbygningen af de øvrige enheder i Storbritanniens væbnede styrker, hvor de udgør »spydspidsen«. Det er et korps af beskeden størrelse, som er beregnet på at skulle gøre tjeneste ved fronten. Det er ubestridt, at også kokkene inden for dette korps udkommanderes i kommandoenhederne til fronten, at alle medlemmer af korpset ansættes og trænes til dette formål, og at der ikke på rekrutteringstidspunktet gælder nogen undtagelse fra denne regel.

31 Under disse omstændigheder har de kompetente myndigheder under anvendelsen af det skøn, der tilkommer dem hvad angår muligheden for at opretholde den i sagen omhandlede udelukkelse under hensyntagen til den sociale udvikling, uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet kunnet antage, at de særlige vilkår, som gælder for at indsætte de angrebsstyrker, Royal Marines udgør, herunder navnlig det krav om »indsatsegnethed«, som dette mandskab er underkastet, gjorde det berettiget udelukkende at sammensætte det af mænd.

32 Det femte og det sjette spørgsmål skal herefter besvares med, at det er muligt med hjemmel i direktivets artikel 2, stk. 2, at udelukke kvinder fra at gøre tjeneste i særlige kampenheder såsom Royal Marines på grund af arten af den pågældende virksomhed eller de forhold, hvorunder den udøves.

#### Tredje og fjerde præjudicielle spørgsmål

33 Under hensyn til besvarelsen af femte og sjette spørgsmål er det ufornødent at besvare tredje og fjerde spørgsmål.

[s. I-7444]

#### Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den franske og den portugisiske regering samt af Kommissionen, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Bury St Edmunds, ved beslutning af 28. april 1997, for ret:

1) De afgørelser, som medlemsstaterne træffer vedrørende adgangen til beskæftigelse, uddannelse i tjenesten eller arbejdsvilkår i de væbnede styrker med det formål at sikre kampdygtigheden, falder ikke generelt uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

2) Det er muligt med hjemmel i artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af [s. I-7445] mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår at udelukke kvinder fra at gøre tjeneste i særlige kampenheder såsom Royal Marines på grund af arten af den pågældende virksomhed eller de forhold, hvorunder den udøves.

Rodríguez Iglesias

Moitinho de Almeida

Edward

Schintgen

Kapteyn

Puissochet

Hirsch

Jann

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. oktober 1999.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0281.md =====

# EU-Domstolen, 9. september 1999, sag C-281/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0281.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0281.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:396

Kommentarens titel: Småjobs udelukket fra overenskomstbestemt årsbonus

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Udelukkelse fra en overenskomstbestemt årlig bonus af ansatte med under 15 timers normal arbejdsuge, lavt vederlag og fritagelse for socialforsikring udgjorde indirekte kønsdiskrimination efter artikel 119, når reglen ramte en betydeligt større andel kvinder end mænd (jf. § 1 a, stk. 2 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Udelukkelse fra en overenskomstbestemt årlig bonus af ansatte med under 15 timers normal arbejdsuge, lavt vederlag og fritagelse for socialforsikring udgjorde indirekte kønsdiskrimination efter artikel 119, når reglen ramte en betydeligt større procentdel kvinder end mænd.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Det er den beskrevne udelukkelse og kønsskævhed, der bedømmes. Hovedsagens antagelser og historiske grænser er ikke aktuelle danske statistiske tærskler.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0281

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
9. september 1999[^*]

I sag C-281/97,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht München (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Andrea Krüger

mod

Kreiskrankenhaus Ebersberg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

[s. I-5142]

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden for Anden Afdeling, G. Hirsch (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand for Sjette Afdeling, og dommerne J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Kreiskrankenhaus Ebersberg ved juridisk medarbejder Annette Dassau, Kommunaler Arbeitgeberverband Bayern eV

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Peter Hillenkamp og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne Thomas Eilmansberger og Stefan Köck, Bruxelles,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 12. november 1998 af Kreiskrankenhaus Ebersberg og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. december 1998,

[s. I-5143]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 3. juli 1997, indgået til Domstolen den 1. august 1997, har Arbeitsgericht München i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af principper om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Dette spørgsmål er blevet rejst under en sag, som føres af Andrea Krüger mod Kreiskrankenhaus Ebersberg vedrørende betaling af en særlig årlig bonus.

3 Andrea Krüger har siden den 1. oktober 1990 været fuldtidsansat som sygeplejerske hos sagsøgte i hovedsagen. Arbejdsforholdet henhørte under Bundesangestelltentarifvertrag af 1961 (kollektiv overenskomst for offentligt ansatte, herefter »BAT«).

4 Efter fødslen af hendes barn den 24. april 1995 blev Andrea Krüger i overensstemmelse med Bundeserziehungsgeldgesetz (lov om børnepasningsydelse og orlov til børnepasning, herefter »BErzGG«) bevilget orlov til børnepasning fra den 20. juni 1995 til den 23. april 1998 samt tildelt en børnepasningsydelse.

[s. I-5144]

5 Andrea Krüger har siden den 20. september 1995 været ansat hos sagsøgte i hovedsagen i en stilling med beskæftigelse i ubetydeligt omfang i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i § 8 i Sozialgesetzbuch IV (lov om social sikring, herefter »SGB«), der er karakteriseret ved en normal ugentlig arbejdstid på mindre end 15 timer og et normalt vederlag, som ikke overstiger en vis brøkdel af det månedlige referencegrundlag. Stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang er fritaget for forpligtelsen til at betale bidrag til social sikring.

6 Andrea Krüger anmodede sin arbejdsgiver om at udbetale den særlige årlige bonus for 1995, der består i et julegratiale svarende til en måneds løn, og som er foreskrevet i Zuwendungs-Tarifvertrag af 1973 (kollektiv overenskomst om betaling af en bonus til de ansatte, herefter »ZTV«).

7 Sagsøgte i hovedsagen nægtede at udbetale denne bonus med den begrundelse, at ZTV kun finder anvendelse på personer, hvis ansættelsesforhold henhører under BAT, samt at personer, som er ansat i stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i § 8 i SGB, i medfør af § 3 n i BAT er udelukket fra denne overenskomsts anvendelsesområde.

8 Den 14. juni 1996 anlagde Andrea Krüger sag ved Arbeitsgericht med påstand om betaling af den årlige bonus.

9 Ifølge den forelæggende ret udgør bestemmelserne i § 3 n i BAT en indirekte forskelsbehandling af kvinder, idet det må antages, at mere end 90% af de personer, som oppebærer ydelser i henhold til BErzGG, er kvinder. Den er endvidere af den opfattelse, at kvinder på børnepasningsorlov, der varetager børnepasning og samtidig arbejder, forskelsbehandles i forhold til de kvinder, der af denne grund ophører med at have erhvervsmæssig beskæftigelse.

[s. I-5145]

10 Arbeitsgericht München har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er en bestemmelse i national ret — i det konkrete tilfælde § 3 n i BAT, sammenholdt med Zuwendungs-Tarifvertrag af 12. oktober 1973 — forenelig med direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår arbejdsvilkår og med EF-traktatens artikel 119, såfremt den foreskriver, at arbejdstagere, der under børnepasningsorlov har en beskæftigelse, som ikke er forbundet med pligt til socialforsikring, i modsætning til arbejdstagere med pligt til socialforsikring ikke får et årligt gratiale i henhold til den relevante overenskomst ? Er reglen navnlig forenelig med de nævnte bestemmelser, såfremt arbejdstagere, der har børnepasningsorlov, men ikke arbejder, alligevel får gratiale i henhold til overenskomsten det første år?«

11 Det bemærkes indledningsvis, således som sagsøgte i hovedsagen og Kommissionen har fremført, og således som generaladvokaten har fremført i punkt 15-20 i forslaget til afgørelse, at udelukkelsen af den særlige årlige bonus for personer, der er ansat i en stilling med beskæftigelse i ubetydeligt omfang i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i § 8 i SGB, alene følger af anvendelsen af § 3 n i BAT, sammenholdt med ZTV, idet bestemmelserne i BErzGG er irrelevante i denne henseende.

12 Det følger heraf, at den nationale ret nærmere bestemt spørger, om traktatens artikel 119 og direktiv 76/207 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en kollektiv overenskomst foreskriver, at der ikke skal udbetales en særlig årlig bonus, der er omhandlet i den kollektive overenskomst, til personer, der udøver lønnet beskæftigelse, som indebærer en normal ugentlig arbejdstid på mindre end 15 timer og et normalt vederlag, som ikke overstiger en vis brøkdel af det månedlige referencegrundlag, og som derfor er fritaget for pligten til socialforsikring, udgør en indirekte forskelsbehandling af kvinder, såfremt det antages, at denne udelukkelse rammer en betydeligt større procentdel af kvinder end mænd.

[s. I-5146]

#### Direktiv 76/207

13 Det skal for det første undersøges, om direktiv 76/207 finder anvendelse i hovedsagen.

14 Det fremgår af anden betragtning til direktiv 76/207, at det ikke omhandler løn i traktatens artikel 119's forstand (jf. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 24).

15 Det bemærkes herved, at ifølge Domstolens faste praksis omfatter begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2's forstand samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier (jf. bl.a. dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 5, af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, og af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 23).

16 Domstolen har i præmis 10 i Garland-dommen udtalt, at ydelsernes retlige karakter ikke har betydning for anvendelsen af traktatens artikel 119, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet.

17 En bonus ved årets afslutning, som arbejdsgiveren udbetaler til arbejdstageren i henhold til lov eller kollektiv overenskomst, udbetales på grund af sidstnævntes ansættelse, hvorfor den udgør løn i traktatens artikel 119's forstand. Den kan derfor ikke henhøre under direktiv 76/207.

[s. I-5147]

#### Traktatens artikel 119

18 Det bemærkes herved, at traktatens artikel 119 fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, men at den ikke vedrører de tilfælde, hvor en gruppe arbejdstagere forskelsbehandles i forhold til en anden gruppe arbejdstagere, som tilhører samme køn.

19 Derimod er dette princip ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. navnlig dommen i sagen Seymour-Smith og Perez, præmis 52).

20 Det bemærkes endvidere, at da forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansatte er ufravigeligt, gælder det ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter også alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jf. navnlig dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 11).

21 Hvad angår afslaget på at tildele den i hovedsagen omhandlede bonus, er det ubestridt, at udelukkelsen fra BAT's anvendelsesområde af personer, som er ansat i en stilling med beskæftigelse i ubetydeligt omfang i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i § 8 i SGB, ikke udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Det må derfor undersøges, om en sådan foranstaltning kan udgøre en indirekte forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119.

22 Ifølge Domstolens faste praksis er traktatens artikel 119 til hinder for nationale retsforskrifter eller bestemmelser i kollektive overenskomster, som gælder

[s. I-5148]

uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer en betydeligt større procentdel af kvinder end mænd, medmindre denne bestemmelse er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning dommen i sagen Seymour-Smith og Perez, præmis 67, og dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 12).

23 Det bemærkes, at den i SGB foreskrevne udelukkelse fra socialforsikring af personer, som er ansat i stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang, skal opfylde en af sociale grunde bestående efterspørgsel efter stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang, som den tyske regering har fundet det nødvendigt at imødekomme inden for rammerne af sin social- og beskæftigelsespolitik (jf. domme af 14.12.1995, sag C-317/93, Nolte, Sml. I, s. 4625, præmis 31, og sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, præmis 27).

24 Det bemærkes herved, at i henhold til § 3 n i BAT er personer, som er ansat i stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang, udelukket fra dennes anvendelsesområde, således at de ikke kan oppebære den særlige årlige bonus, der er foreskrevet i nævnte kollektive overenskomst.

25 Udelukkelsen fra BAT's anvendelsesområde kan imidlertid ikke ændre det princip om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som er fastslået i traktatens artikel 119. Ifølge Domstolens faste praksis drejer det sig om et grundlæggende princip i fællesskabsretten, hvorefter ingen national retsforskrift kan have til virkning at gøre det illusorisk (jf. dommen i sagen Seymour-Smith og Perez, præmis 75).

26 Det bemærkes dernæst, at udelukkelsen af personer, som har beskæftigelse i ubetydeligt omfang, fra en kollektiv overenskomst, der foreskriver ydelse af en særlig årlig bonus, udgør en forskellig behandling i forhold til fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere. Såfremt den nationale ret, som alene har kompetence til at vurdere sagens faktiske omstændigheder, måtte fastslå, at denne udelukkelse, selv om den finder anvendelse uden hensyn til arbejdstagerens køn, rammer en betydeligt større procentdel af kvinder end mænd, må den heraf udlede den følge,

[s. I-5149]

at den pågældende kollektive overenskomst udgør en indirekte forskelsbehandling efter traktatens artikel 119.

27 Sagsøgte i hovedsagen har imidlertid under henvisning til ovennævnte dom i Nolte-sagen gjort gældende, at det social- og beskæftigelsespolitiske formål, der objektivt intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, i den foreliggende sag begrunder, at stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang udelukkes fra anvendelsesområdet for den kollektive overenskomst.

28 Domstolen har tidligere udtalt, at socialpolitikken på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence. Det tilkommer dem derfor at vælge de foranstaltninger, hvormed målsætningen for deres social-og beskæftigelsespolitik kan realiseres. Medlemsstaterne råder ved udøvelsen af denne kompetence over et vidt skøn (jf. dommen i Nolte-sagen, præmis 33, og i Megner og Scheffel-sagen, præmis 29).

29 Tvisten i hovedsagen vedrører imidlertid en anden situation end den, der forelå i dommene i sagerne Nolte og Megner og Scheffel. I det foreliggende tilfælde er der nemlig hverken tale om en foranstaltning truffet af den nationale lovgiver inden for rammerne af dens skøn, eller om et grundlæggende princip for den tyske ordning med social sikring; der er derimod tale om, at personer, der er ansat i stillinger med beskæftigelse i ubetydeligt omfang, udelukkes fra en kollektiv overenskomst, der foreskriver udbetaling af en særlig årlig bonus, hvilket har til følge, at disse personer med hensyn til løn behandles forskelligt i forhold til personer henhørende under nævnte kollektive overenskomst.

30 Under hensyn til det ovenfor anførte skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst om, at der ikke skal udbetales en særlig årlig bonus, der er omhandlet i den kollektive overenskomst — hvorved denne bestemmelse finder anvendelse uafhængigt af arbejdstagerens køn, men rammer en betydeligt større procentdel af kvinder end mænd — til personer, der udøver lønnet beskæftigelse, som indebærer en normal ugentlig arbejdstid på mindre end 15 timer og et

[s. I-5150]

normalt vederlag, som ikke overstiger en vis brøkdel af det månedlige referencegrundlag, og som derfor er fritaget for pligten til socialforsikring, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht München ved kendelse af 3. juli 1997, for ret:

EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst om, at der ikke skal udbetales en særlig årlig bonus, der er omhandlet i den kollektive overenskomst — hvorved denne bestemmelse finder anvendelse uafhængigt af arbejdstagerens køn, men rammer en betydeligt større procentdel af kvinder end mænd — til personer, der udøver lønnet beskæftigelse, som indebærer en normal ugentlig arbejdstid på mindre end 15 timer og et [s. I-5151]  normalt vederlag, som ikke overstiger en vis brøkdel af det månedlige referencegrundlag, og som derfor er fritaget for pligten til socialforsikring, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

Hirsch

Murray

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 1999.

R. Grass

Justitssekretær

RJ.G. Kapteyn

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0309.md =====

# EU-Domstolen, 11. maj 1999, sag C-309/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0309.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0309.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:241

Kommentarens titel: Faglige kvalifikationer ved sammenligning af arbejde

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Ansatte med forskellige faglige kvalifikationer, der over længere tid udøvede samme beskæftigelse, udførte i den forelagte situation ikke samme arbejde (jf. § 1, stk. 2). Ikke en regel om, at enhver uddannelsesforskel udelukker sammenlignelighed eller arbejde af samme værdi.

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Efter artikel 119 og direktiv 75/117 var der ikke tale om samme arbejde i den forelagte situation, hvor ansatte med forskellige faglige kvalifikationer over længere tid udøvede samme beskæftigelse. Svaret skal læses med dommens konkrete læge- og psykologfunktioner og er ikke en generel regel om, at enhver uddannelsesforskel udelukker sammenlignelighed.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Sagen handler om samme arbejde i den beskrevne konstellation. Den må ikke blive en kategorisk regel om, at enhver forskel i uddannelse udelukker arbejde af samme værdi; samtidig må den brede dispositivformulering ikke skjules.

De mange kønstal i faktum er ikke en af Domstolen godkendt statistisk prøve. Partssynspunkter om kollektiv aftale eller tilfældig kønsfordeling er heller ikke dommens retlige afgørelse.

Forbindelserne til nutidig ret er kommentarens egne analyser. Rapport, generaladvokat, nationalt slutresultat og særskilt fuld efterprøvning af alle citerede domme indgår ikke i gennemgangen af denne sag.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0309

Domstolens dom
11. maj 1999[^*]

I sag C-309/97,

angående en anmodning, som Oberlandesgericht Wien (Østrig) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse

mod

Wiener Gebietskrankenkasse,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

[s. I-2908]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch og P. Jann samt dommerne J. C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, D. A. O. Edward, H. Ragnemalm og M. Wathelet,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse ved advokat Stefan Prochaska, Wien

- Wiener Gebietskrankenkasse ved advokat Josef Milchram, Wien

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Viktor Kreuschitz og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-2909]

efter at der i retsmødet den 10. november 1998 er afgivet mundtlige indlæg af Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse ved advokaterne Stefan Prochaska og Gabriel Lansky, Wien, af Wiener Gebietskrankenkasse ved Josef Milchram, og af Kommissionen ved Viktor Kreuschitz og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. januar 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 5. maj 1997, indgået til Domstolen den 4. september 1997, har Oberlandesgericht Wien i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt syv præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålene er blevet stillet under en sag mellem Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse (samarbejdsudvalget under den regionale sygeforsikring i Wien, herefter »samarbejdsudvalget«) og Wiener Gebietskrankenkasse (den regionale sygeforsikring i Wien, herefter »sygeforsikringen«). Sagen drejer sig om aflønningen af uddannede psykologer, der arbejder som psykoterapeuter.

[s. I-2910]

3 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at lønfastsættelsen for personer, der er beskæftiget under de østrigske socialsikringsinstitutioner, sker i henhold til forskellige lønningsregulativer (»Dienstordnungen«), der er indgået i form af kollektive overenskomster, og som gælder for forskellige personalegrupper. Således er psykologer, der har ret til selvstændigt virke som psykologer, indplaceret i lønramme F, løntrin I, i Dienstordnung A (lønningsregulativ A, herefter »DO. A«), som omfatter kontorfunktionærer, plejepersonale og tandteknisk personale, mens læger, der har ret til selvstændigt virke som specialister, er indplaceret i lønramme B, løntrin III, i Dienstordnung B (lønningsregulativ B, herefter »DO. B«), som omfatter læger og tandlæger. Til sammenligning udgjorde nettogrundlønnen i lønramme F, løntrin I, i DO. A mellem 24 796 ATS og 51 996 ATS, mens lønnen for en læge i lønramme B, løntrin III, i DO. B udgjorde mellem 42 197 ATS og 73 457 ATS.

4 Det fremgår ligeledes af forelæggelseskendelsen, at de nævnte institutioner kan beskæftige tre forskellige kategorier af psykoterapeuter, nemlig læger, der har afsluttet deres uddannelse som alment praktiserende læge eller speciallæge, psykologer, der har ret til selvstændigt virke som psykologer i sundhedssektoren, og endelig personer, som hverken er læger eller psykologer, men som har gennemgået en grunduddannelse og en særlig uddannelse i psykoterapi.

5 For Arbeits- und Sozialgericht havde samarbejdsudvalget anlagt sag med påstand om, at det blev fastslået, at DO. B fandt anvendelse på ansættelsesforhold mellem sygeforsikringen og psykoterapeuter, der har afsluttet et psykologistudium med erhvervet kandidateksamen, og at de pågældende psykologer skulle indplaceres i samme lønramme som læger, der er beskæftiget som psykoterapeuter (dvs. i lønramme B, løntrin III). Til støtte for påstanden gjorde samarbejdsudvalget for det første gældende, at en sådan ensartet indplacering var berettiget som følge af de

[s. I-2911]

psykoterapeutiske psykologers uddannelse og arbejde, idet de også arbejder inden for det område af terapeutisk behandling, der er omfattet af DO. B, og for det andet, at det navnlig var kvinder, der var berørt af den nævnte lavere aflønning.

6 Sygeforsikringen bestred påstanden, idet den anførte, at sagsøgeren ikke havde taget hensyn til forskelle i uddannelse og kvalifikationer og således ligestillede uddannede psykologer med speciallæger. Ifølge sygeforsikringen var det tilfældigt, at det for størstedelens vedkommende er kvinder, der som psykologer arbejder med psykoterapi, og i øvrigt er der flere kvinder end mænd beskæftiget som læger i sygeforsikringens ambulatorier.

7 Arbeits- og Sozialgericht gav ikke samarbejdsudvalget medhold, idet retten bemærkede, at den østrigske lov af 1979 om ligebehandling (»Gleichbehandlungsgesetz 1979«) ikke omhandler eventuel differentiering inden for bestemte faggrupper, men kun ligebehandling af de to køn i erhvervslivet. Retten fastslog bl.a., at den forskellige aflønning af læger og psykologer, der arbejder som psykoterapeuter, var fastsat ved fælles aftale mellem parterne i kollektive overenskomster, ligesom forskellen navnlig fandtes at være begrundet som følge af de forpligtelser, der påhvilede de berørte personer, idet kun de læger, der var ansat som speciallæger, var forpligtet til i akutte tilfælde også at udføre andre lægelige opgaver.

8 Appelinstansen, Oberlandesgericht Wien, fastslog bl.a., at parterne var enige om følgende faktiske omstændigheder: Sygeforsikringen beskæftiger i alt 248 læger, heraf 135 kvinder; i det ambulatorium, samarbejdsudvalget udtrykkeligt har omtalt, arbejder der som psykoterapeuter seks psykologer, hvoraf fem er kvinder, og seks læger, heraf én kvinde; ud af i alt 34 personer, der arbejder som psykoterapeuter i de sociale sikringsinstitutioner, er 24 uddannede psykologer, heraf 18 kvinder, mens ti er læger, heraf to kvinder. Appelinstansen bemærkede ligeledes, at der i Østrig i alt var opført 1 125 mænd og 2 338 kvinder på listen over psykologer, der er uddannet som psykoterapeuter.

[s. I-2912]

9 Oberlandesgericht Wien fandt på baggrund heraf, at tvistens afgørelse forudsatte en fortolkning af visse fællesskabsretlige bestemmelser. Retten udsatte herefter sagen og har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er der også tale om ’samme arbejde’ eller ’samme slags arbejde’, som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 og i direktiv 75/117/EØF, når samme beskæftigelse udøves over et længere tidsrum (flere lønudbetalingsperioder) af arbejdstagere med forskellige faglige kvalifikationer?

> 2) Er det ved afgørelsen af, om der er tale om forskelsbehandling, som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117/EØF, også relevant, om

a) lønfastsættelsen alene sker mellem parterne i ansættelseskontrakten, og de frit kan afgøre, om de vil medtage kollektive overenskomstvilkår i kontrakten

b) der ved generelle ordninger (kollektive overenskomster) er fastsat mindstelønninger for samtlige arbejdstagere inden for et bestemt område, eller

c) lønningerne bindende og endeligt er reguleret ved kollektive overenskomster?

> 3) Skal opstillingen af sammenlignelige grupper med henblik på afgørelsen af, om en bestemmelse eventuelt har diskriminerende virkning — såfremt en kollektiv overenskomst indeholder en bindende ordning vedrørende lønnen for samme arbejde eller arbejde af samme værdi og lønnen heri er fastsat forskelligt, nemlig på grundlag af faglige kvalifikationer — ske på grundlag af

[s. I-2913]

a) de i arbejdsgiverens virksomhed konkret beskæftigede arbejdstagere

b) de arbejdstagere, der er omfattet af anvendelsesområdet for den kollektive overenskomst, eller

c) alle, der må udføre det pågældende arbejde?

> 4) Skal der i bekræftende fald (spørgsmål 2 og 3) kun tages hensyn til forholdet mellem antallet af mænd og kvinder i den ringere stillede gruppe eller i begge grupper?

> 5) Skal der, såfremt den konkrete, identiske beskæftigelse for begge erhvervsgrupper kun er en bibeskæftigelse i forhold til det arbejde, de må udføre, tages hensyn til

a) samtlige ansatte på det relevante referencegrundlag, der har denne form for kvalifikationer (virksomhed, kollektiv overenskomst (jf. spørgsmål 3)) (alle speciallæger og alle psykologer)

b) alle, der konkret kan udføre dette arbejde (speciallæger i psykiatri ...), eller

c) kun dem, der udfører dette konkret identiske arbejde?

> 6) Såfremt arbejdstagere sættes til at udføre samme opgaver i virksomheden, må et forskelligt uddannelsesforløb da antages at være et kriterium, der kan begrunde en lavere aflønning? Må mere omfattende faglige kvalifikationer,

[s. I-2914]

uanset hvilke konkrete opgaver der udføres i virksomheden, antages at være et objektivt kriterium, der kan begrunde en forskellig aflønning?

Er det således relevant, om

a) den bedre lønnede gruppe af arbejdstagere i virksomheden også kan anmodes om at udføre andre arbejdsopgaver, eller

b) skal det konkret bevises, at der også er udført sådanne andre arbejdsopgaver?

Skal det i den forbindelse tages i betragtning, at de relevante kollektive overenskomster også indeholder bestemmelse om beskyttelse mod afskedigelse?

> 7) Følger det af EF-traktatens artikel 222 eller af en analog anvendelse af EF-traktatens artikel 174, at et krav på aflønning efter en anden kollektiv overenskomst (mellem de samme parter i den kollektive overenskomst), der måtte følge af EF-traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117/EØF, i givet fald først består fra det tidspunkt, hvor Domstolen fastslår, at der består et sådant krav?«

#### Det første spørgsmål

10 Traktatens 119, stk. 1, bestemmer: »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.« I artikel 119, stk. 3, hedder det: »Lige løn uden forskelsbehandling

[s. I-2915]

med hensyn til køn indebærer: a) at den løn, der ydes for samme arbejde, der aflønnes i akkord, fastsættes på samme beregningsgrundlag, b) at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde.«

11 I direktivets artikel 1, stk. 1, er det fastsat: »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder ... indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.« I bestemmelsens stk. 2 præciseres det: »Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

12 Samarbejdsudvalget har foreslået, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Det princip, Domstolen opstillede i dom af 27. oktober 1993 (sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535), og hvorefter grupper af arbejdstagere, hvis erhverv og kvalifikationer er forskellige, kan udøve funktioner, som har samme værdi, må ifølge udvalget så meget desto mere finde anvendelse, når de samme funktioner udøves på grundlag af forskellige faglige kvalifikationer.

13 Heroverfor har sygeforsikringen og Kommissionen anført, at beskæftigelse, der udøves af arbejdstagere, som har forskellige faglige kvalifikationer, og hvortil der er knyttet forskellige kompetenceområder og forpligtelser, ikke udgør samme arbejde i den i ovennævnte bestemmelser forudsatte betydning. De har bl.a. understreget den betydning, der må tillægges den faglige uddannelse og de erhvervede kvalifikationer. Kommissionen har endvidere påpeget, at Domstolen i dommen i Enderby-sagen ikke fastslog, at de former for arbejde, der blev sammenlignet, måtte betragtes som samme arbejde.

14 Den tyske regering har anført, at i henhold til Domstolens praksis kan en forskellig aflønning for samme arbejde være begrundet i en forskel med hensyn til uddannelse eller faglige kvalifikationer. Ifølge regeringen tilkommer det den nationaie

[s. I-2916]

retsinstans at vurdere de konkrete faktiske omstændigheder i den sag, der er indbragt for den.

15 Først bemærkes, at det må understreges, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. bl.a. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 16).

16 For så vidt angår det af samarbejdsudvalget anførte bemærkes blot, at Domstolen i dommen i Enderby-sagen ikke tog stilling til, om de funktioner, der blev udøvet af arbejdstagere, som tilhørte forskellige faggrupper, var af samme værdi. Domstolen besvarede alene spørgsmål, der var forelagt ud fra den forudsætning, at funktionerne var af samme værdi, mens Domstolen ikke selv skulle tage stilling til gyldigheden af en sådan forudsætning (jf. Enderby-dommen, præmis 11 og 12).

17 Ved vurderingen af, om arbejdstagere udfører samme arbejde, må det ud fra en helhed af faktorer, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, undersøges, om de pågældende arbejdstagere kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (jf. i samme retning dom af 31.5.1995, sag C-400/93, Royal Copenhagen, Sml. I, s. 1275, præmis 32 og 33).

18 Såfremt et tilsyneladende identisk arbejde udføres af forskellige grupper af arbejdstagere, som ikke har samme faglige baggrund eller kvalifikationer med henblik på at udøve deres erhverv, må det ud fra forhold med hensyn til arten af de arbejdsopgaver, der måtte blive overdraget de respektive grupper af arbejdstagere, de uddannelseskrav, der er opstillet med henblik på deres udførelse, og de arbejdsvilkår, under hvilke de udføres, undersøges, om de forskellige grupper af arbejdstagere udfører samme arbejde som omhandlet i traktatens artikel 119.

[s. I-2917]

19 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 32, litra c), i sit forslag til afgørelse, er den faglige uddannelse således kun en af de faktorer, der objektivt kan begrunde en forskellig aflønning af arbejdstagere, der udfører samme arbejde (jf. i samme retning dom af 17.10.1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, »Danfoss«-dommen, Sml. s. 3199, præmis 23). Faglig uddannelse er også blandt de kriterier, der kan lægges til grund ved afgørelsen af, om arbejdstagere udfører samme arbejde eller ej.

20 Det fremgår af oplysningerne i forelæggelseskendelsen, at selv om de psykologer og læger, der af sygeforsikringen er ansat som psykoterapeuter, tilsyneladende udfører samme arbejde, anvender de ved behandlingen af deres patienter kundskaber og erfaring, som er erhvervet inden for vidt forskellige discipliner, nemlig efter henholdsvis et psykologi- og et medicinstudium. Endvidere har den nationale retsinstans understreget, at selv om lægerne og psykologerne konkret begge udfører psykoterapeutisk arbejde, må lægerne også udføre arbejdsopgaver, der henhører under et andet område end det, hvor psykologer må arbejde, idet disse kun må arbejde som psykoterapeuter.

21 Herefter kan det ikke antages, at to grupper af arbejdstagere, hvis faglige uddannelse er forskellig, og som på grund af de heraf følgende forskellige kvalifikationer, som har været grundlaget for deres ansættelse, skal udføre forskellige arbejdsopgaver eller udføre forskellige funktioner, befinder sig i en sammenlignelig situation.

22 Det ændrer ikke noget herved, at taksterne for psykoterapeutiske behandlinger er de samme i begge tilfælde. En sådan prispolitik kan være begrundet i socialpolitiske hensyn.

23 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at der ikke er tale om samme arbejde som omhandlet i traktatens artikel 119 eller i direktivet, når samme beskæftigelse udøves over et længere tidsrum af arbejdstagere med forskellige faglige kvalifikationer.

[s. I-2918]

#### De øvrige spørgsmål

24 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare de øvrige spørgsmål, den nationale retsinstans har forelagt.

#### Sagens omkostninger

25 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Oberlandesgericht Wien ved kendelse af 5. maj 1997, for ret:

Der er ikke tale om samme arbejde som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) eller i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af [s. I-2919]  medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, når samme beskæftigelse udøves over et længere tidsrum af arbejdstagere med forskellige faglige kvalifikationer.

Rodríguez Iglesias

Puissochet

Hirsch

Jann

Moitinho de Almeida

Gulmann

Edward

Ragnemalm

Wathelet

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. maj 1999.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61997cj0333.md =====

# EU-Domstolen, Sjette Afdeling, 21. oktober 1999, sag C-333/97

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0333.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61997cj0333.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:512

Kommentarens titel: Julegratiale under barsels- og forældreorlov

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Julegratialet var løn efter artikel 119, også når det var frivilligt og fremadrettet (jf. § 1 a, stk. 3). Honorerede det årets arbejde, måtte kvinder på børnepasningsorlov ikke udelukkes helt uden hensyn til udført arbejde og beskyttede barselsperioder. Forholdsmæssig reduktion for børnepasningsorlov var mulig, men beskyttede perioder med arbejdsforbud for mødre måtte ikke reducere gratialet (jf. § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Det beskrevne julegratiale var løn efter artikel 119, også når frivilligt og fremadrettet, men ikke løn efter direktiv 92/85 artikel 11, nr. 2, litra b. Hvis det honorerede årets arbejde, måtte kvinder på børnepasningsorlov ikke helt udelukkes uden hensyn til udført arbejde og beskyttede barselsperioder. Hvis udbetalingen alene krævede, at arbejdstageren var i arbejde på betalingstidspunktet, hindrede de nævnte traktat- og direktivregler ikke udelukkelse under børnepasningsorlov. Forholdsmæssig reduktion for børnepasningsorlov var mulig, mens beskyttede perioder med arbejdsforbud for mødre ikke måtte reducere gratialet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen automatisk ret til fuldt julegratiale under al orlov.

Ingen generel adgang til at afskære optjent bonus med et krav om aktiv tjeneste på udbetalingsdagen.

Frivillig betegnelse udelukker ikke traktatløn.

Barselsbeskyttede perioder og børnepasningsorlov skal holdes adskilt.

Dommen afgør ikke, at den konkrete bonus faktisk udelukkende var fremadrettet.

Ingen ligestilling af alle lønbegreber på tværs af traktat og direktiver.

Ingen automatisk overførsel til senere 2019/1158 eller 2023/970; historiske kontrakt- og lovforhold.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61997CJ0333

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
21. oktober 1999[^*]

I sag C-333/97,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Gelsenkirchen (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Susanne Lewen

mod

Lothar Denda,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af artikel 11, nr. 2, litra b), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), og af § 2, stk. 6, i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT L 145, s. 4),

har

[s. I-7267]

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne P.J.G. Kapteyn (refererende dommer) og G. Hirsch,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Susanne Lewen ved advokat F. Lorenz, Düsseldorf

- Lothar Denda ved »Assessor« B. Pawelzik, Zahntechniker-Innung, Münster

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister C. Lewis

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent P. Hillenkamp og M. Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne T. Eilmansberger og M. Pflügl, Bruxelles,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-7268]

efter at der i retsmødet den 28. januar 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Susanne Lewen ved advokat F. Lorenz, af Lothar Denda ved B. Pawelzik, af den tyske regering ved afdelingschef W.-D. Plessing, Forbundsfinansministeriet, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistået af C. Lewis, og af Kommissionen ved M. Wolfcarius, bistået af advokat M. Barnert, Bruxelles,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 4. marts 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 29. august 1997, indgået til Domstolen den 24. september 1997, har Arbeitsgericht Gelsenkirchen i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af artikel 11, nr. 2, litra b), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), og af § 2, stk. 6, i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT L 145, s. 4).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som føres af Susanne Lewen mod Lothar Denda, der ejer selskabet Denda Zahntechnik, Gelsenkirchen. Susanne

[s. I-7269]

Lewen havde nedlagt påstand om, at han som hendes arbejdsgiver udbetalte hende julegratiale for 1996.

#### De relevante retsregler

##### Fællesskabsretlige bestemmelser

3 I henhold til traktatens artikel 119 skal medlemsstaterne gennemføre og opretholde princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Ved løn forstås den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

4 Artikel 8 i direktiv 92/85 bestemmer:

> »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2. Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

[s. I-7270]

5 De bestemmelser i artikel 11 i direktiv 92/85, der er relevante for hovedsagen, har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> 1) ...

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2, litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.«

6 Direktiv 96/34 har ifølge sin artikel 1 til formål at iværksætte rammeaftalen vedrørende forældreorlov, som er indeholdt i bilaget.

[s. I-7271]

7 I § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 hedder det: »Erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører. Ved orlovens ophør gælder disse rettigheder med eventuelle ændringer som følge af national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.«

8 I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 96/34 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 3. juni 1998. På det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren i hovedsagen afviste at udbetale julegratialet, var fristen for gennemførelse af direktivet endnu ikke udløbet.

##### Nationale bestemmelser

9 Mutterschutzgesetz § 3 og 6 (lov om beskyttelse af mødre, herefter »MuSchG« ) er affattet således:

###### »§ 3 (forbud mod, at gravide kvinder arbejder)

> 1) Gravide kvinder må ikke arbejde, såfremt det ved lægeerklæring attesteres, at der består fare for kvindens eller barnets liv eller sundhed, hvis hun fortsætter med at arbejde.

> 2) Gravide kvinder må ikke arbejde i de sidste seks uger før fødslen, medmindre de udtrykkeligt erklærer sig rede hertil. Beslutningen herom kan til enhver tid tilbagekaldes.

###### § 6 (forbud mod at arbejde efter fødslen)

> 1) Kvinder må ikke arbejde i otte uger efter fødslen. Såfremt fødslen sker for tidligt eller i tilfælde af flerfoldsfødsel, udgør perioden tolv uger. «

10 Bestemmelserne om orlov til børnepasning (eller forældreorlov) er indeholdt i Gesetz über die Gewährung von Erziehungsgeld und Erziehungsurlaub — Bundeserziehungsgeldgesetz (lov om børnepasningsydelse og orlov til børnepasning, herefter »BErzGG«). Orlov til børnepasning, som kan tages på frivilligt grundlag både af moderen og faderen, kan i henhold til BErzGG's § 15, stk. 2, tidligst begynde ved udløbet af beskyttelsesperioden for moderen og kan højst vare til og med barnets tredje leveår. I denne periode stilles ansættelseskontrakten for den, der er på orlov, i bero. Orlovspersonen får ikke udbetalt sin månedlige løn, men oppebærer i henhold til BErzGG's § 1 ff. en såkaldt »børnepasnings-ydelse«, som udbetales af staten på grundlag af orlovspersonens indkomst.

#### Hovedsagen

11 Sagsøgeren i hovedsagen, Susanne Lewen, har siden den 1. september 1990 været beskæftiget af Lothar Denda i dennes virksomhed, Denda Zahntechnik. Hendes månedsløn udgør 5 500 DEM brutto for en ugentlig arbejdstid på 39,25 timer. Lothar Denda beskæftiger også mandlige arbejdstagere.

[s. I-7273]

12 Sagsøgeren, som var gravid i begyndelsen af 1996, udførte sit arbejde fra den 1. januar til den 8. april 1996 og fra den 15. til den 18. april 1996. Hun havde ferie fra den 9. til den 12. april 1996 og fra den 19. april til den 15. maj 1996. Den 16. maj 1996 begyndte den seksugers beskyttelsesperiode, der er fastsat i MuSchG's § 3, stk. 2, idet hun forventedes at skulle føde den 27. juni 1996. Sagsøgerens datter blev født den 12. juli 1996.1 henhold til MuSchG's § 6, stk. 1, udløb beskyttelsesperioden den 6. september 1996. Siden den 7. september 1996 har Susanne Lewen efter ansøgning haft orlov til børnepasning i medfør af BErzGG's § 15 ff., og orloven udløb den 12. juli 1999.

13 Sagsøgeren havde i årene før 1996 hver den 1. december, ligesom de øvrige ansatte hos sagsøgte, fået udbetalt et julegratiale på en måneds løn. I denne forbindelse lod sagsøgte sagsøgeren underskrive følgende erklæring:

> »Julegratiale

> Gratialet er en enkeltstående, frivillig social ydelse, som til enhver tid kan tilbagekaldes, og som er begrænset til julen i år. Udbetalingen af gratialet giver derfor ikke fremover grundlag for et retskrav, hverken med hensyn til bevæggrunden til udbetalingen af ydelsen eller dens størrelse og heller ikke med hensyn til den måde, hvorpå udbetalingen finder sted, eller gratialets sammensætning.

> Julegratialet ydes endvidere udtrykkeligt med det forbehold, at De ikke opsiger arbejdsforholdet inden den 1. juli i det kommende år eller forsætligt eller uagtsomt giver os en berettiget grund til at opsige arbejdsforholdet uden varsel. Det samme gælder i tilfælde af misligholdelse af arbejdskontrakten. Gratialet skal ifølge dette forbehold tilbagebetales fuldt ud ved fratrædelse.

[s. I-7274]

> Ved at tage imod gratialet anerkender jeg ovenstående aftale.«

14 I den stævning, Susanne Lewen indleverede den 10. januar 1997 til den forelæggende ret, nedlagde hun påstand om, at sagsøgte i hovedsagen tilpligtedes at betale hende julegratiale for 1996 med et beløb på 5 500 DEM brutto.

15 I kendelsen har den forelæggende ret bl.a. bemærket følgende:

> »5. ...

Gratialet har efter afdelingens opfattelse karakter af løn i den forstand, hvori udtrykket anvendes i traktatens artikel 119 og artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85/EØF med hensyn til arbejde udført i det år, hvor julegratialet ydes.

Når kvinder, der har børnepasningsorlov på det tidspunkt, hvor gratialet ydes, udelukkes fra kredsen af potentielt berettigede til et beløb, der udbetales ud over normalt vederlag til jul, tages der ikke hensyn til, at disse kvinders arbejdsforhold — til trods for, at de gensidige pligter er stillet i bero som følge af børnepasningsorloven — fortsat består, og at mødre, som har børnepasningsorlov, dermed stadig er loyale over for virksomheden. Truslen om, at de ikke vil få udbetalt gratialer, kan desuden bidrage til at afholde kvinder, som lige har født, fra af hensyn til barnet at gøre brug af deres ret til børnepasningsorlov. Afdelingen anser det for helt uforeneligt med forbuddet mod direkte og indirekte forskelsbehandling i EF-traktaten og afledt fællesskabsret i forbindelse hermed, når der ved udbetalingen af et gratiale sondres mellem arbejdstagere i aktiv tjeneste og arbejdstagere på børnepasningsorlov på en sådan måde, at der end ikke tages hensyn til arbejde udført i det pågældende år og heller ikke til den periode, hvor den gravide kvinde eller kvinden, der lige havde født, ikke måtte arbejde, således at hun delvis får krav på ydelsen. At arbejdsgiveren — som [s. I-7275]  sagsøgte har anført for sit eget vedkommende — med gratialet kun har villet give et incitament til yderligere arbejdsydelser (som han ikke kan forvente i den nærmeste fremtid, når moderen skal have børnepasningsorlov i en længere periode), er efter afdelingens opfattelse ikke en tilstrækkelig begrundelse for ikke at tage hensyn til arbejde, der faktisk er udført i det år, hvor gratialet ydes, og til den periode, hvor den gravide kvinde eller kvinden, der lige havde født, ikke måtte arbejde, ved fordelingen af gratialer, altså ved tildelingen af løn i de fællesskabsretlige bestemmelsers forstand. Arbejdsgiveren har nemlig haft fordel af moderens arbejde i det pågældende år, og forbuddet mod at arbejde i MuSchG gælder i henhold til loven, uden at der kræves en ansøgning fra moderen. At en moder, umiddelbart efter at forbuddet mod, at hun arbejder, er udløbet, har gjort brug af sin ret til at få bevilget børnepasningsorlov og har orlov på tidspunktet for udbetalingen af gratialet, beror i det væsentlige på en kønsspecifik omstændighed.

Efter afdelingens opfattelse er det endvidere i modstrid med ’bevarelsen af lønnen’, jf. artikel 11, nr. 2, litra b), som direktiv 92/85/EØF skal sikre, at der ikke tages hensyn til perioder med forbud mod at arbejde til beskyttelse af moderen ved tildelingen og beregningen af et gratiale. I dommen af 21. februar 1996 (sag C-342/93, Gillespie, Sml. I, s. 475) havde Domstolen ikke lejlighed til at fortolke artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85/EØF, da de faktiske omstændigheder i sagen lå før det tidspunkt, hvor fristen for gennemførelse af direktivet udløb. Perioder, hvor der efter MuSchG gælder et forbud mod at arbejde, må efter denne bestemmelse ikke sidestilles med uarbejdsdygtigheds-perioder, som efter Bundesarbeitsgericht's opfattelse bevirker, at gratialet kan nedsættes, bortset fra, at den sagsøgte arbejdsgiver ikke i sin virksomhed har trukket noget fra hos de arbejdstagere, der har fået gratiale i 1996, på grund af sådanne uarbejdsdygtighedsperioder.

Et årligt beløb, der udbetales ud over den normale løn, kan efter afdelingens opfattelse heller ikke nedsættes på grund af fraværsperioder, der skyldes den lovbestemte beskyttelse af moderen, når henses til EF-traktatens artikel 119, stk. 1, og artikel 1 i direktiv 75/117/EØF. For så vidt som Domstolen i Gillespiedommen kun har taget stilling til fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 og [s. I-7276]  artikel 1 i direktiv 75/117/EØF, har den ganske vist udtalt, at de nævnte bestemmelser ’[ikke opstillede] specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der skulle udbetales til dem i denne periode’ (dommens præmis 20). ’En kvindelig arbejdstager [skal dog] under barselsorloven nyde godt af en lønforhøjelse, der er sket før eller i denne periode’ (dommens præmis 21). Følgelig har en sådan arbejdstager, når hun efter de nationale lovbestemmelser har krav på fortsat at få udbetalt sin fulde løn — hvilket efter § 13 og 14 i MuSchG er tilfældet i Forbundsrepublikken Tyskland — også efter fællesskabsretten krav på alle efterfølgende lønforhøjelser, som vedrører den periode, hvor hun har været fraværende på grund af beskyttelsen af moderen. Dette må også gælde for et årligt beløb, der udbetales ud over det normale vederlag, og som har karakter af en blandet ydelse ... når det i det mindste delvis også udbetales som anerkendelse for det arbejde, der er præsteret i det år, hvor beløbet udbetales.«

#### De præjudicielle spørgsmål

16 Arbeitsgericht Gelsenkirchen har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er et gratiale i anledning af julen også løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 119 og i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85/EØF, for arbejde udført i det år, hvor gratialet ydes, når det overvejende eller udelukkende ydes af arbejdsgiveren som incitament til fremtidigt arbejde og/eller for loyalitet over for virksomheden. Må det i det mindste antages, at gratialet har karakter af løn, når arbejdsgiveren ikke inden begyndelsen af det år, hvor gratialet ydes, har givet meddelelse om, at han til jul i det følgende år udelukkende vil lægge vægt på den fremtidige arbejdsydelse og altså ikke vil udbetale ydelsen til arbejdstagere, hvis arbejdsforhold er stillet i bero på udbetalingstidspunktet og fremover?

> 2) Foreligger der en overtrædelse af EF-traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85/EØF og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34/EF (som endnu ikke er gennemført i tysk ret), når en arbejdsgiver i fuldt omfang udelukker kvinder, der på det tidspunkt, hvor julegratialet udbetales, har børnepasningsorlov (’Erziehungsurlaub’), fra at modtage ydelsen uden at tage hensyn til arbejde, der er udført i det år, hvor gratialet ydes, og til tilbagelagte perioder, hvor moderen er beskyttet (forbud mod at arbejde) ?

> 3) Såfremt spørgsmål 2) besvares bekræftende: Foreligger der en overtrædelse af EF-traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85/EØF og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34/EF, når en arbejdsgiver ved ydelse af julegratiale til en kvinde, der har børnepasningsorlov, tager hensyn til følgende perioder ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt - perioder, hvor kvinden har haft børnepasningsorlov - perioder, hvor moderen er beskyttet (forbud mod at arbejde)?«

#### Det første spørgsmål

17 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et julegratiale som det i hovedsagen omtvistede henhører under begrebet løn i traktatens artikel 119 eller i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85, uanset om gratialet overvejende eller udelukkende ydes af arbejdsgiveren som incitament til fremtidigt arbejde og/eller for loyalitet over for virksomheden.

[s. I-7278]

18 Sagsøgte i hovedsagen har anført, at gratialet udbetales på frivilligt grundlag som en særlig ydelse i anledning af julen og derfor ikke kan betragtes som løn i traktatens artikel 119's forstand.

19 Hertil bemærkes, at ifølge fast retspraksis omfatter begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, uanset om ydelserne udbetales i henhold til en arbejdskontrakt, i henhold til lovbestemmelser eller på frivilligt grundlag (jf. dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. ref.: Rec. s. 445, præmis 6, af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 10, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 20).

20 I relation til anvendelsen af artikel 119 er baggrunden for, at arbejdsgiveren udbetaler ydelsen, uden betydning, idet ydelsen dog skal udbetales som følge af arbejdsforholdet.

21 Uanset om et julegratiale som det i hovedsagen omtvistede er blevet udbetalt på frivilligt grundlag, og uanset om det overvejende eller udelukkende ydes som incitament til fremtidigt arbejde og/eller for loyalitet over for virksomheden, udgør det derfor løn traktatens artikel 119's forstand.

22 For så vidt angår begrebet løn i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 skal det fremhæves, at formålet med den pågældende bestemmelse er at sikre, at kvindelige arbejdstagere under barselsorlov oppebærer en indtægt af en størrelse som fastsat i dette direktivs artikel 11, nr. 3, uanset om indtægten har form af en ydelse, løn eller en kombination af begge dele (dom af 27.10.1998, sag C-411/96, Boyle m.fl., Sml. I, s. 6401, præmis 31, 32 og 33).

[s. I-7279]

23 Det i hovedsagen omtvistede gratiale har ikke til formål at sikre et sådant indtægtsniveau under den kvindelige arbejdstagers barselsorlov og kan derfor ikke anses for at henhøre under begrebet løn i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85.

24 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at et julegratiale som det i hovedsagen omtvistede udgør løn i traktatens artikel 119's forstand, uanset om arbejdsgiveren har udbetalt det på frivilligt grundlag, og uanset om det overvejende eller udelukkende udbetales som incitament til fremtidigt arbejde og/eller for loyalitet over for virksomheden. Gratialet henhører derimod ikke under begrebet løn i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85.

#### Det andet spørgsmål

25 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85 og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 er til hinder for, at en arbejdsgiver fuldstændigt udelukker kvinder, der på det tidspunkt, hvor der på frivilligt grundlag udbetales et gratiale som en særlig ydelse i anledning af julen, har orlov til børnepasning, fra at modtage ydelsen uden at tage hensyn til det arbejde, der er udført i det år, hvor gratialet ydes, og til tilbagelagte perioder, hvor moderen er beskyttet (forbud mod at arbejde).

26 Hertil bemærkes først, at forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansatte ikke blot gælder for offentlige myndigheder, men også omfatter alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jf. bl.a. dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 11, og af 9.9.1999, sag C-281/97, Krüger, Sml. I, s. 5127, præmis 20). Forbuddet gælder også med hensyn til en arbejdsgivers ensidige dispositioner over for sine ansatte.

[s. I-7280]

27 For det andet bemærkes, at konstateringen af, at en fordel som det i hovedsagen omtvistede julegratiale henhører under begrebet løn i vid forstand som omhandlet i traktatens artikel 119, ikke nødvendigvis medfører, at det må betragtes som løn, der udbetales efterfølgende for arbejde, der er udført i det år, hvor gratialet ydes, således som den forelæggende ret synes at antage. Dette er imidlertid et faktisk spørgsmål, som det tilkommer den nationale domstol at afgøre i lyset af national ret.

28 Ved afgørelsen af, hvorledes gratialet skal kvalificeres i henhold til national ret, tilkommer det derfor den forelæggende ret at tage stilling til relevansen af den af sagsøgte i hovedsagen fremførte argumentation, hvorefter hans formål med at udbetale julegratialet for 1996 var at opmuntre de ansatte, der var »i aktiv tjeneste« den 1. december 1996, til at arbejde godt i de følgende måneder og således belønne deres fremtidige loyalitet over for ham.

29 Med henblik på en relevant besvarelse af det forelagte spørgsmål skal der på baggrund af den tvivl, der består med hensyn til den præcise kvalificering af gratialet i henhold til national ret, først tages stilling til den mulighed, at udbetalingen af et gratiale som en særlig ydelse, som en arbejdsgiver på frivilligt grundlag udbetaler i anledning af julen, ikke udgør løn, der udbetales efterfølgende for det udførte arbejde, og kun er betinget af, at arbejdstageren er i arbejde på det tidspunkt, hvor gratialet udbetales.

30 Hertil bemærkes for det første, at udbetaling til en arbejdstager, mens denne har orlov til børnepasning, af et gratiale i form af en ydelse, som en arbejdsgiver på frivilligt grundlag udbetaler i anledning af julen, hverken henhører under artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85, eller under § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34.

31 For så vidt angår artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85 bemærkes, at da bestemmelsens litra a) omhandler de rettigheder i forbindelse med en kvindelig arbejdstagers arbejdsaftale, der skal sikres i tilfælde af barselsorlov, finder denne bestemmelse ikke anvendelse. Gratialet, der som en særlig ydelse udbetales på

[s. I-7281]

frivilligt grundlag og ikke under en barselsorlov, men under en orlov til børnepasning, kan ikke betragtes som en rettighed, der skal sikres i tilfælde af moderskab. For så vidt angår bestemmelsens litra b) fremgår det af denne doms præmis 23, at denne bestemmelse heller ikke finder anvendelse.

32 Med hensyn til § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 bemærkes, at gratialet ikke udgør en erhvervet rettighed eller en rettighed, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, idet gratialet udbetales på frivilligt grundlag efter den pågældende orlovs ikrafttræden.

33 For det andet må det fastslås, at i relation til traktatens artikel 119 medfører en sådan praksis fra arbejdsgiverens side ikke direkte forskelsbehandling, når den pågældende praksis anvendes uden forskel over for mænd og kvinder. Det må derfor undersøges, om den kan udgøre indirekte forskelsbehandling.

34 I henhold til fast retspraksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, såfremt en national bestemmelse — selv om den er kønsneutral — indebærer, at langt flere kvinder end mænd faktisk behandles ugunstigt (jf. bl.a. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 76).

35 Hertil bemærkes for det første, at som den forelæggende ret har anført, tager kvinder langt oftere orlov til børnepasning end mænd, hvilket i øvrigt bekræftes af forholdene i sagsøgtes virksomhed.

36 Det bemærkes dernæst, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 39).

[s. I-7282]

37 En arbejdstager, der udøver den ret til at tage orlov til børnepasning, som han er tillagt i henhold til lovgivningen, og som medfører udbetaling af en statslig børnepasningsydelse, befinder sig i en særlig situation, som ikke kan sidestilles med situationen for en mand eller kvinde, som arbejder, eftersom den pågældende orlov er kendetegnet ved, at arbejdsaftalen og dermed også arbejdsgiverens og arbejdstagerens respektive forpligtelser er stillet i bero.

38 Den omstændighed, at en kvinde, der har orlov til børnepasning, ikke får udbetalt et gratiale i form af en særlig ydelse, som arbejdsgiveren udbetaler i anledning af julen, udgør derfor ikke forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, når udbetalingen af den pågældende ydelse kun er betinget af, at arbejdstageren er i aktiv tjeneste på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker.

39 Det forholder sig anderledes, såfremt den nationale domstol på grundlag af national ret måtte kvalificere det i hovedsagen omtvistede gratiale som løn, der udbetales efterfølgende for det arbejde, der er udført i løbet af det år, hvor gratialet udbetales.

40 I så fald vil den omstændighed, at en arbejdsgiver afviser at udbetale et end ikke forholdsmæssigt nedsat gratiale til arbejdstagere, der har orlov til børnepasning, og som har udført arbejde i det år, hvor gratialet ydes, blot fordi deres arbejdsaftale er stillet i bero på det tidspunkt, hvor gratialet udbetales, stille sådanne arbejdstagere ugunstigt i forhold til dem, hvis arbejdsaftale ikke er stillet i bero på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker, og som faktisk modtager gratialet som vederlag for det arbejde, de har udført i løbet af det pågældende år. En sådan afvisning udgør derfor forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, idet kvinder, som det er fastslået i denne doms præmis 35, formentlig langt oftere vil have orlov til børnepasning på det tidspunkt, hvor gratialet udbetales, end mænd.

41 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), skal tages i betragtning, må det fastslås, at de skal sidestilles med perioder, hvor de har arbejdet.

[s. I-7283]

42 Såfremt de perioder, hvor mødre er beskyttet, ikke blev medregnet som perioder, hvor de har arbejdet, i relation til udbetaling af et gratiale, hvis formål er efterfølgende at honorere udført arbejde, ville det indebære forskelsbehandling af kvinder, alene fordi de er arbejdstagere, idet de pågældende perioder burde være medregnet som perioder, hvor de arbejdede, såfremt de pågældende kvinder ikke havde været gravide.

43 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver fuldstændigt udelukker kvinder, der er på orlov til børnepasning, fra at modtage et gratiale, der på frivilligt grundlag udbetales som en særlig ydelse i anledning af julen, uden at der tages hensyn til det arbejde, der er udført i løbet af det år, hvor gratialet ydes, og til de perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), såfremt formålet med et sådant gratiale er efterfølgende at honorere det arbejde, der er udført i løbet af det pågældende år.

44 Derimod er hverken traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85 eller § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 til hinder for, at et sådant gratiale ikke udbetales til en kvinde, der er på orlov til børnepasning, såfremt udbetalingen af den pågældende ydelse kun er betinget af, at arbejdstageren er i arbejde på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker.

#### Det tredje spørgsmål

45 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 er til hinder for, at en arbejdsgiver ved

[s. I-7284]

udbetalingen af et julegratiale til en kvinde, der har orlov til børnepasning, tager hensyn til følgende perioder ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt:

- perioder, hvor kvinden har orlov til børnepasning

- perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde).

46 Hertil bemærkes for det første, at som fastslået i denne doms præmis 23 og 32 henhører udbetaling, mens en arbejdstager har orlov til børnepasning, af et gratiale i form af en ydelse, der på frivilligt grundlag udbetales i anledning af julen, hverken under artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 eller under § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34.

47 For det andet bemærkes, at det fremgår af besvarelsen af det andet spørgsmål, at den omstændighed, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale som det i hovedsagen omtvistede ikke tager hensyn til det arbejde, der er udført i det år, hvor gratialet ydes, og til perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), udgør forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand.

48 Heraf følger, at traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale tager hensyn til perioder, hvor mødre er beskyttet, ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt.

49 Derimod er arbejdsgiveren ikke afskåret fra at tage hensyn til perioder med orlov til børnepasning ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt, idet situationen for

[s. I-7285]

arbejdstagere, der har orlov til børnepasning, som bemærket i denne doms præmis 37, ikke kan sidestilles med situationen for mænd eller kvinder, der arbejder.

50 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 ikke er til hinder for, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale til en kvinde, der har orlov til børnepasning, tager hensyn til perioder, hvor hun har orlov til børnepasning, ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt.

51 Derimod er traktatens artikel 119 til hinder for, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale tager hensyn til perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt.

#### Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-7286]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Gelsenkirchen ved kendelse af 29. august 1997, for ret:

1) Et julegratiale som det i hovedsagen omtvistede udgør løn i EF-traktatens artikel 119's forstand (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), uanset om arbejdsgiveren har udbetalt gratialet på frivilligt grundlag, og uanset om det overvejende eller udelukkende udbetales som incitament til fremtidigt arbejde og/eller for loyalitet over for virksomheden. Gratialet henhører derimod ikke under begrebet løn i artikel 11, nr. 2, litra b), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

2) Traktatens artikel 119 er til hinder for, at en arbejdsgiver fuldstændigt udelukker kvinder, der er på orlov til børnepasning, fra at modtage et gratiale, der på frivilligt grundlag udbetales som en særlig ydelse i anledning af julen, uden at der tages hensyn til det arbejde, der er udført i løbet af det år, hvor gratialet ydes, og til de perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), såfremt formålet med et sådant gratiale er efterfølgende at honorere det arbejde, der er udført i løbet af det pågældende år. Derimod er hverken traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85 eller § 2, stk. 6, i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den [s. I-7287]  rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, til hinder for, at et sådant gratiale ikke udbetales til en kvinde, der er på orlov til børnepasning, såfremt udbetalingen af den pågældende ydelse kun er betinget af, at arbejdstageren er i arbejde på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker.

3) Traktatens artikel 119, artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85 og § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 er ikke til hinder for, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale til en kvinde, der har orlov til børnepasning, tager hensyn til perioder, hvor hun har orlov til børnepasning, ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt. Derimod er traktatens artikel 119 til hinder for, at en arbejdsgiver ved udbetalingen af et julegratiale tager hensyn til perioder, hvor mødre er beskyttet (forbud mod at arbejde), ved at nedsætte ydelsen forholdsmæssigt.

Schintgen

Kapteyn

Hirsch

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. oktober 1999.

R. Grass

Justitssekretær

J.C. Moitinho de Almeida

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61998cj0078.md =====

# EU-Domstolen, 16. maj 2000, sag C-78/98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0078.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0078.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Preston

ECLI: ECLI:EU:C:2000:247

Kommentarens titel: Pensionskrav, seksmånedersfrist og sammenhængende ansættelser

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En seksmånedersfrist efter ansættelsesforholdets ophør kunne gælde for krav om pensionsmedlemskab, hvis den ikke var mindre gunstig end for tilsvarende nationale krav. Derimod måtte pensionsgivende perioder ikke begrænses til de seneste to år før kravet. En national ligelønslov, der gennemførte EU-princippet, var ikke i sig selv et sammenligneligt rent nationalt søgsmål; ækvivalens skulle vurderes efter genstand, grundlag, væsentlige momenter og procesreglernes samlede funktion. Ved et varigt arbejdsforhold bestående af regelmæssige tidsbegrænsede kontrakter om samme beskæftigelse og pensionsordning måtte fristen ikke løbe særskilt fra hver kontrakts udløb.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Præmis 16 omtaler Defrenne II-datoen 8. april 1976, og pr. 19 siger, at visse krav angår endnu ældre perioder. Denne dom tildeler ikke generelt medlemskab før 1976 eller ophæver tidligere tidsforbehold; de historiske afgrænsninger må kontrolleres i den pågældende kravskæde.

Adgang til medlemskab, løbende pensionsydelser, eget bidrag og søgsmålsfrist skal registreres separat. Ingen almindelig fristfrihed, ingen bidragsfri medlemskabsret og ingen automatisk aggregation af enhver kontraktrække.

Faktiske kønsfordelinger og den enkelte prøvesags berettigelse er ikke endeligt afgjort her. Rapport/GA og senere britisk ret er ikke fuldkontrolleret. Ingen direkte juridiske citater.

Bruges i kommentaren: § 6 c, afsnit 16 (lov/6c.md), § 6 c, afsnit 17 (lov/6c.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61998CJ0078

Domstolens dom
16. maj 2000[^*]

I sag C-78/98,

angående en anmodning, som House of Lords (Det Forenede Kongerige) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Shirley Preston m.fl.

mod

Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl.

og

Dorothy Fletcher m.fl.

mod

Midland Bank plc,

[s. I-3241]

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward og R. Schintgen samt dommerne RJ.G. Kapteyn (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch, R Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: R Léger

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- S. Preston m.fl. og D. Fletcher m.fl. ved solicitor Bronwyn McKenna ved D. Pannick, QC, og barristers J. Cavanagh og J. McNeill

- Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl. ved solicitor-firmaet Sharpé Pritchard ved C. Booth, QC, og barristers T. Kerr og C. Lewis

- Southern Electric plc m.fl. ved R Elias, QC, og solicitor H. Lewis ved barrister J. Coppel

- Midland Bank plc ved solicitor T. Flanagan ved P. Elias og J. Coppel

- Sutton College m.fl. ved solicitor-firmaet Norton Rose ved barrister M. Tether

- Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk rådgiver C. Docksey og M. Wolfcarius, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, og ved N. Yerrell, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 20. april 1999 er afgivet mundtlige indlæg af S. Preston m.fl. og D. Fletcher m.fl. ved D. Pannick, J. Cavanagh og J. McNeill, af Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl. ved C. Booth og C. Lewis, af Southern Electric plc m.fl., Midland Bank plc og Sutton College m.fl. ved P. Elias, J. Coppel og M. Tether, af Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget, bistået af N. Paines og barrister R. Hill, af den irske regering ved A. O'Caoimh, SC, og E. Barrington, BL, og af Kommissionen ved C. Docksey, M. Wolfcarius og N. Yerrell,

[s. I-3243]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. september 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 5. februar 1998, indgået til Domstolen den 23. marts 1998, har House of Lords i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

2 Spørgsmålene er rejst under sager anlagt af S. Preston m.fl. mod Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl. og af D. Fletcher m.fl. mod Midland Bank plc.

#### Retsreglerne

3 I Det Forenede Kongerige er ligelønsprincippet gennemført ved Equal Pay Aet 1970 (ligelønsloven, herefter »EPA«). Loven, som blev vedtaget den 29. maj 1970, trådte i kraft den 29. december 1975.

[s. I-3244]

4 Ved EPA får lønmodtagere et lovbestemt krav på beskæftigelsesvilkår, der er lige så gunstige som dem, der gælder for en lønmodtager af det andet køn, som udrører samme arbejde, et arbejde, der betragtes som ligeværdigt, eller et arbejde af samme værdi.

5 Det bestemmes i EPA's section 1(1), at enhver aftale om ansættelse af en kvinde i Det Forenede Kongerige skal anses for at indeholde en såkaldt »ligebehandlings-klausul«.

6 I henhold til EPA's section 2(4) skal retssager om anvendelse af en ligebehandlingsklausul anlægges inden seks måneder efter, at den i stævningen omhandlede ansættelse er ophørt, idet der ellers indtræder præklusion.

7 I EPA's section 2(5) bestemmes det, at kvinder ikke i søgsmål vedrørende manglende overholdelse af en ligebehandlingsklausul kan tilkendes efterbetaling af løn eller erstatning for tidsrum, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg.

8 11976 blev EPA's section 2(5) ændret ved regulation 12(1) i Occupational Pension Schemes (Equal Access to Membership) Regulations 1976 (bestemmelser om lige adgang til erhvervstilknyttede pensionsordninger, herefter »Occupational Pension Regulations«). Efter denne ændring gælder den tilbagevirkende kraft, der er begrænset til to år i henhold til EPA's section 2(5), også i sager om ligebehandling med hensyn til adgang til medlemskab af erhvervstilknyttede pensionsordninger.

[s. I-3245]

9 Hovedsagerne vedrører en række pensionsordninger, som er »contracted out« (o.a.: ifølge aftale undtaget fra den statslige pensionsordning), og som deltidsansatte tidligere på forskellige tidspunkter var udelukket fra at blive medlemmer af. Det drejer sig navnlig om National Health Service (NHS) Pension Scheme, Teachers' Superannuation Scheme, Local Government Superannuation Scheme, Electricity Supply (Staff) Superannuation Scheme, Electricity Supply Pension Scheme, Midland Bank Pension Scheme og Midland Bank Key-Time Pension Scheme, som der skal gives en kort beskrivelse af.

10 NHS Pension Scheme er omfattet af bekendtgørelser udstedt af sundhedsministeren og administreres af denne. Indtil den 1. april 1991 kunne deltidsansatte, som arbejdede i mindre end halvdelen af det timetal, som ville udgøre fuldtidsbeskæftigelse, ikke være medlemmer af NHS Pension Scheme. Efter dette tidspunkt har alle ansatte i NHS kunnet tilslutte sig ordningen uanset timetal. Ansatte, som arbejdede på deltid, og som ikke allerede var medlemmer af ordningen, kunne vælge at blive medlemmer.

11 Indtil den 1. maj 1995 var deltidsbeskæftigede lærere ikke berettiget til at blive medlemmer af Teachers' Superannuation Scheme, hvis deres løn blev beregnet på timelønsbasis, eller hvis de allerede modtog pension som lærere. De kunne dog tilslutte sig ordningen, hvis de fik udbetalt en bestemt del af en fuldtidsbeskæftigets løn. Fra den 1. maj 1995 er udelukkelsen af timelønsansatte fra ordningen ophævet.

12 Indtil den 1. april 1986 var ansatte, som arbejdede i mindre end 30 timer om ugen, udelukket fra at blive tilsluttet Local Government Superannuation Scheme. Fra dette tidspunkt kunne deltidsansatte, som arbejdede mindst 15 timer om ugen og 35 uger om året, blive tilsluttet ordningen. Den 1. januar 1993 blev kravet om

[s. I-3246]

mindst 15 timers arbejdstid ophævet. Med virkning fra den 1. maj 1995 er det andet krav også blevet ophævet, således at deltidsansatte siden da har kunnet blive tilsluttet Local Government Superannuation Scheme.

13 Indtil den 1. oktober 1980 var ansatte, som arbejdede i mindre end 34 1/2 time om ugen, udelukket fra medlemskab af Electricity Supply (Staff) Superannuation Pension Scheme. Fra dette tidspunkt kunne deltidsansatte, som arbejdede mindst 20 timer om ugen, tilslutte sig ordningen. Med virkning fra den 1. april 1988 blev betingelsen om et mindstetimetal ophævet, således at deltidsansatte fra dette tidspunkt har kunnet tilslutte sig pensionsordningen uanset antallet af arbejdstimer.

14 Indtil den 1. januar 1989 var deltidsansatte udelukket fra medlemskab af Midland Bank Pension Scheme. Fra dette tidspunkt indførte Midland Bank plc endnu en pensionsordning, Midland Bank Key-Time Pension Scheme, for deltidsansatte, som arbejdede mere end 14 timer om ugen. Fra den 1. september 1992 er adgangen til ordningen blevet udvidet til at omfatte alle deltidsansatte uanset antallet af arbejdstimer. Den 1. januar 1994 blev de to ordninger slået sammen. Ved beregningen af deltidsansattes pension tages der dog ikke hensyn til beskæftigelsesperioder, der ligger før den 1. januar 1989. Desuden skal man have haft mindst to års pensionsgivende beskæftigelse for at kunne få pension i henhold til ordningen.

[s. I-3247]

#### De faktiske omstændigheder og hovedsagen

15 Den 28. september 1994 afsagde Domstolen dom i sagerne Vroege (sag C-57/93, Sml. I, s. 4541) og Fisscher (sag C-128/93, Sml. I, s. 4583). I disse domme fastslog Domstolen, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 (jf. Vroege-dommen, præmis 18, og Fisscher-dommen, præmis 15). Domstolen fastslog ligeledes, at det er udtryk for en indirekte forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119, at udelukke deltidsbeskæftigede arbejdstagere fra at være omfattet af sådanne ordninger, når foranstaltningen rammer et meget større antal kvinder end mænd, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. Vroege-dommen, præmis 17).

16 Desuden har Domstolen fastslået, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen af 17. maj 1990, sag C-262/88, Barber (Sml. I, s. 1889) ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning (jf. Vroege-dommen, præmis 32, og Fisscher-dommen, præmis 28). Domstolen har ligeledes fastslået, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Det har den kunnet siden afsigelsen af Defrenne li-dommen den 8. april 1976 (sag 43/75, Sml. s. 455), hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået.

17 Som følge af dommene i Vroege-sagen og Fisscher-sagen, har ca. 60 000 deltidsansatte i Det Forenede Kongerige — både i den private og i den offentlige sektor — anlagt sag ved Industrial Tribunals. Under påberåbelse af traktatens artikel 119 har de gjort gældende, at de uretmæssigt er blevet udelukket fra medlemskab af de forskellige erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er beskrevet i præmis 10-14 i nærværende dom. De sagsøgte i disse sager er arbejdsgiverne eller i givet fald de tidligere arbejdsgivere.

[s. I-3248]

18 Mellem 1986 og 1995 er de i hovedsagen omtvistede pensionsordninger blevet ændret med henblik på at sikre deltidsansatte ret til medlemskab. Specielt har Occupational Pension Schemes (Equal Access to Membership) (Amendment) Regulations 1995 med virkning fra den 31. maj 1995 forbudt enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til adgang til medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

19 Sagsøgerne i hovedsagen ønsker med sagsanlægget at få anerkendt deres ret til med tilbagevirkende kraft at blive tilsluttet de nævnte pensionsordninger i de perioder, hvor de var ansat på deltid, før ordningerne blev ændret. Nogle af beskæftigelsesperioderne ligger før den 8. april 1976.

20 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at 22 sager anlagt af kvindelige ansatte i den offentlige sektor og i den private sektor blev anset for »prøvesager« med henblik på at få afgjort visse retsspørgsmål, inden der tages stilling til de faktiske spørgsmål.

21 I en række sager var den pågældende pensionsordning blevet ændret mere end to år før indgivelsen af stævningen til Industrial Tribunal. Selv om der faktisk ved pensioneringen tages hensyn til det deltidsarbejde, der i tiden derefter er udført af sagsøgerne i hovedsagen, følger det af regulation 12 i Occupational Pension Regulations, at de derimod ikke kan gøre pensionsrettigheder gældende på grundlag af de perioder, hvor de har været deltidsansatte, som ligger mere end to år forud for sagsanlægget ved Industrial Tribunal.

[s. I-3249]

22 I en anden række sager var sagsøgerne i hovedsagen holdt op med at arbejde for arbejdsgiveren mere end seks måneder før sagsanlægget ved Industrial Tribunal, således at de i medfør af EPA's section 2(4) er afskåret fra sagsanlæg med henblik på at få de perioder, hvor de tidligere har været deltidsansatte, medregnet ved beregningen af deres pensionsrettigheder.

23 Endelig er en tredje række sager kendetegnet ved, at sagsøgerne i hovedsagen arbejdede regelmæssigt, men i perioder eller med afbrydelser, for samme arbejdsgiver i henhold til på hinanden følgende og juridisk adskilte kontrakter. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at en sådan række kontrakter undertiden kan være dækket af en rammekontrakt (en såkaldt »umbrella contract«), hvorefter parterne er forpligtet til at forny de forskellige ansættelseskontrakter, således at der etableres et vedvarende ansættelsesforhold.

24 Hvis der ikke foreligger en rammekontrakt, løber den frist, der er fastsat i EPA's section 2(4), fra udløbet af den enkelte ansættelseskontrakt og ikke fra udløbet af ansættelsesforholdet mellem arbejdstageren og den pågældende institution. Heraf følger, at arbejdstageren kun kan få de perioder, hvor han har været deltidsansat, medregnet ved beregningen af sine pensionsrettigheder, hvis han har anlagt sag inden seks måneder efter udløbet af hver enkelt kontrakt, i henhold til hvilken han har udøvet den omtvistede beskæftigelse.

25 Under retsforhandlingerne i hovedsagen gjorde sagsøgerne gældende, at EPA's section 2(4) og regulation 12 i Occupational Pension Regulations var uforenelige med fællesskabsretten. Dels gjorde disse bestemmelser det umuligt eller urimeligt vanskeligt for sagsøgerne i praksis af udøve de rettigheder, traktatens artikel 119

[s. I-3250]

tillægger dem (effektivitetsprincippet). Dels er disse procesregler mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, navnlig sager på grundlag af Sex Discrimination Act 1975 og Race Relations Act 1976 (ækvivalensprincippet).

26 I sin afgørelse af 4. december 1995 fastslog Industrial Tribunal, Birmingham, i det væsentlige, at de regler, der er indført ved de omtvistede bestemmelser, var forenelige med effektivitetsprincippet, idet de ikke gjorde det urimeligt vanskeligt eller umuligt i praksis at udøve de rettigheder, fællesskabsretsordenen havde tillagt sagsøgerne.

27 Denne afgørelse blev stadfæstet af Employment Appeal Tribunal. I sin afgørelse af 24. juni 1996 fastslog retten endvidere, at de omtvistede procesregler opfyldte de krav, ækvivalensprincippet stiller, idet de ikke var mindre gunstige end reglerne for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret. EPA's section 2(4) og regulation 12 i Occupational Pension Regulations gælder nemlig uden forskel for søgsmål, der vedrører en tilsidesættelse af traktatens artikel 119, og for søgsmål, der vedrører manglende overholdelse af principperne i EPA.

28 Employment Appeal Tribunal's dom blev stadfæstet ved dom afsagt af Court of Appeal den 13. februar 1997.

[s. I-3251]

#### De præjudicielle spørgsmål

29 House of Lords, som skal pådømme sagen i sidste instans, fandt, at det var forpligtet til at forelægge sagerne for Domstolen, da der var rejst spørgsmål, som det var nødvendigt at afgøre, før der afsagdes dom, navnlig vedrørende foreneligheden mellem bestemmelserne i EPA, som ændret, og traktatens artikel 119.

30 Under disse omstændigheder har House of Lords besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »I tilfælde, hvor

> a) en sagsøger er blevet udelukket fra at være medlem af en erhvervstilknyttet pensionsordning på grund af, at hun er deltidsansat, og

> b) hun derfor ikke har optjent ret til pensionsydelser, der vedrører ansættelsen hos hendes arbejdsgiver, og som skal udbetales, når hun når pensionsalderen, og

> c) sagsøgeren gør gældende, at en sådan behandling er indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med EF-traktatens artikel 119,

> opstår følgende tre spørgsmål:

> 1) Er

a) en national procesregel, hvorefter et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser), som fremsættes for Industrial Tribunal, skal fremsættes inden seks måneder efter, at det ansættelsesforhold, kravet vedrører, er ophørt,

b) en national procesregel, hvorefter en sagsøgers pensionsgivende beskæftigelsesperioder kun skal beregnes på grundlag af beskæftigelsesperioder efter et tidspunkt, der ikke ligger mere end to år før kravets fremsættelse (uanset om det tidspunkt, hvorpå pensionsydelserne skal udbetales, ligger før eller efter det tidspunkt, hvor kravet fremsættes),

forenelig med det EF-retlige princip om, at nationale procesregler vedrørende overtrædelse af fællesskabsretten ikke må gøre det urimelig vanskeligt eller [s. I-3253]  umuligt for sagsøgeren i praksis at udøve sine rettigheder i medfør af artikel 119?

> 2) I tilfælde, hvor

a) rettigheder i henhold til artikel 119 efter national ret skal gennemtvinges ved hjælp af en lov, som blev vedtaget i 1970 før Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab og trådte i kraft den 29. december 1975, og som allerede før den 8. april 1976 gav ret til ligeløn og ligestilling med hensyn til andre kontraktbestemmelser,

b) den nationale lov indeholder de procesregler, der er henvist til ovenfor i spørgsmål 1,

c) der i andre love, som forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet, og i de nationale aftaleretlige regler er fastsat andre frister, ønskes følgende oplyst: i) Er denne lovs gennemførelse af artikel 119 i overensstemmelse med det EF-retlige princip om, at nationale procesregler vedrørende overtrædelse af fællesskabsretten ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret? ii) Hvis dette ikke er tilfældet, hvilke kriterier er da relevante for afgørelsen af, om en anden søgsmålsret efter national ret er et nationalt søgsmål, der svarer til retten efter artikel 119? iii) Hvis en national ret i overensstemmelse med et af de kriterier, der er fastlagt i henhold til ii), finder, at der er tale om et tilsvarende søgsmål, hvilke kriterier — om overhovedet nogen — er da relevante for afgørelsen af, om de procesregler, der gælder for tilsvarende søgsmål, er gunstigere end de procesregler, der gælder for gennemtvingelsen af retten efter artikel 119?

> 3) I tilfælde hvor

a) en ansat har været ansat hos samme arbejdsgiver i henhold til en række særskilte ansættelseskontrakter, der dækker nærmere angivne perioder, med mellemrum mellem de perioder, der er omfattet af ansættelseskontrakterne,

b) ingen af parterne efter en kontrakts udløb er forpligtet til at indgå yderligere kontrakter af denne art, og

c) hun anlægger sag inden seks måneder efter, at en senere kontrakt eller senere kontrakter er udløbet, men ikke anlægger sag inden for seks måneder efter en tidligere kontrakt eller tidligere kontrakter, ønskes følgende oplyst:

Er en national procesregel, der har den virkning, at et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning — som medfører ret til pensionsydelser — skal fremsættes inden seks måneder efter, at den ansættelseskontrakt eller de ansættelseskontrakter, kravet vedrører, er udløbet, og som derfor forhindrer, at beskæftigelsesperioder i henhold til en tidligere kontrakt eller tidligere kontrakter kan anses for pensionsgivende tjenesteperioder, forenelig med

i) retten til lige løn for samme arbejde i henhold til EF-traktatens artikel 119, og

ii) det EF-retlige princip om, at nationale procesregler vedrørende overtrædelse af fællesskabsretten ikke må gøre det urimelig vanskeligt eller umuligt for sagsøgeren i praksis at udøve sine rettigheder i medfør af artikel 119?«

#### Indledende bemærkninger

31 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det i mangel af fællesskabsbestemmelser på dette område tilkommer hver enkelt medlemsstat i

[s. I-3256]

sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte procesreglerne for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, på betingelse af, at disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav på grundlag af national ret, og at de ikke er udformet således, at de i praksis umuliggør udøvelsen af rettigheder, som hjemles i Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning domme af 16.12.1976, Rewe, sag 33/76, Sml. s. 1989, præmis 5 og 6, sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 13, Fisscher-dommen, præmis 39, dom af 6.12.1994, sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483, præmis 21, og af 11.12.1997, sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, præmis 37).

#### Det første spørgsmål

32 Det første spørgsmål vedrører effektivitetsprincippets rækkevidde og er delt op i to dele. Med den første del af spørgsmålet ønsker House of Lords nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for en national procesregel, hvorefter et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at det ansættelsesforhold, kravet vedrører, er ophørt, idet der ellers indtræder præklusion.

33 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en frist som den, der er fastsat i EPA's section 2(4), er forenelig med fællesskabsrettens effektivitetsprincip, har det siden Rewe-dommen (præmis 5) været fast praksis, at en fastsættelse af rimelige præklusive søgsmålsfrister i princippet opfylder dette krav, for så vidt som den er

[s. I-3257]

udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip (jf. dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 28).

34 I modsætning til, hvad sagsøgerne i hovedsagen hævder, kan en præklusiv frist på seks måneder som den, der er fastsat i EPA's section 2(4) — selv om fristens udløb pr. definition medfører, at den anlagte sag afvises helt eller delvis — ikke anses for at være til hinder for, at der opnås betaling af beløb, som sagsøgerne har krav på i medfør af traktatens artikel 119, skønt de endnu ikke er forfaldne til betaling. En sådan frist gør det ikke umuligt eller urimeligt vanskelig at udøve rettigheder, fællesskabsretsordenen tillægger dem, og kan derfor ikke rejse tvivl om selve essensen af disse rettigheder.

35 Den første del af det første spørgsmål må derfor besvares med, at fællesskabsretten ikke er til hinder for en national procesregel, hvorefter et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at det ansættelsesforhold, kravet vedrører, er ophørt, idet der ellers indtræder præklusion. En sådan frist må dog ikke være mindre gunstig for søgsmål på grundlag af fællesskabsretten end for søgsmål på grundlag af national ret.

36 Med den anden del af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for en national procesregel, hvorefter en sagsøgers pensionsgivende beskæftigelsesperioder udelukkende skal beregnes på grundlag af beskæftigelsesperioder efter et tidspunkt, der ikke ligger mere end to år forud for kravets fremsættelse.

[s. I-3258]

37 Indledningsvis bemærkes for det første, at formålet med kravet ikke er at få udbetalt udestående ydelser fra den erhvervstilknyttede pensionsordning, men at få anerkendt retten til medlemskab af ordningen med tilbagevirkende kraft med henblik på en vurdering af, hvilke ydelser der skal udbetales i fremtiden.

38 For det andet kan en arbejdstager, hvis han vinder sagen, ikke kræve en behandling, herunder rent økonomisk, som er bedre end den, han ville have fået, hvis han efter en korrekt retsanvendelse havde været omfattet af pensionsordningen (Fisscher-dommen, præmis 36).

39 Derfor indebærer den omstændighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, ikke, at arbejdstageren kan undgå at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om (Fisscher-dommen, præmis 37).

40 I Magorrian og Cunningham-dommen fastslog Domstolen, at effektivitetsprincippet var til hinder for anvendelse af en procesregel, som i det væsentlige var identisk med den, hovedsagen vedrører. Domstolen udtalte nemlig i dommens præmis 41, at en procesregel, hvori det bestemmes, at i retssager vedrørende adgangen til medlemskab af erhvervstilknyttede pensionsordninger kan retten til optagelse i ordningen ikke have virkning fra et tidspunkt, der ligger mere end to år forud for sagens anlæg, bevirker, at borgerne afskæres fra de tillægsydelser, der udspringer af en ordning, de har ret til at være tilsluttet, eftersom de pågældende ydelser alene kan beregnes fra et tidspunkt, der ligger to år forud for indtalingen af deres krav.

[s. I-3259]

41 I denne forbindelse fastslog Domstolen, at til forskel fra de regler, som ud fra retssikkerhedshensyn blot begrænsede den tilbagevirkende gyldighed af et krav om at opnå visse ydelser og således ikke greb ind i selve kernen af de rettigheder, fællesskabsretten sikrer, indebærer en regel som den i hovedsagen omhandlede, at det i praksis er umuligt for borgere, der påberåber sig fællesskabsretten, at hævde krav (jf. Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 44).

42 Fællesskabsretten er derfor til hinder for, at der i forhold til et krav om anerkendelse af en ret til at være tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning sker anvendelse af en national regel, der begrænser den tilbagevirkende gyldighed af den omhandlede ret til to år forud for det pågældende sagsanlæg (Magorrian og Cunningham-dommen, præmis 47).

43 Selv om den omtvistede procesregel ikke fuldstændigt afskærer sagsøgerne i hovedsagen fra adgangen til medlemskab, står det alligevel — ligesom i Magorrian og Cunningham-sagen — fast, at en procesregel som regulation 12 i Occupational Pension Regulations forhindrer, at de samlede beskæftigelsesperioder før de to år, som gik forud for sagsanlægget, medregnes ved beregningen af de ydelser, de pågældende har til gode, selv efter at kravet er fremsat.

44 Dette gælder så meget desto mere, som de berørte i Magorrian og Cunningham-sagen med tilbagevirkende kraft søgte at få anerkendt deres ret til medlemskab af

[s. I-3260]

en pensionsordning med henblik på at få udbetalt tillægsydelser, mens der her er tale om sager anlagt med henblik på at få udbetalt alderspensionens grundbeløb.

45 Den anden del af det første spørgsmål må derfor besvares med, at fællesskabsretten er til hinder for en national procesregel, hvorefter en sagsøgers pensionsgivende beskæftigelsesperioder udelukkende skal beregnes på grundlag af beskæftigelsesperioder efter et tidspunkt, der ikke ligger mere end to år forud for kravets fremsættelse.

#### Det andet spørgsmål

46 Med det andet spørgsmål ønsker House of Lords nærmere bestemt oplyst, efter hvilke kriterier det kan afgøres, om procesregler som dem, der er indført ved EPA's section 2(4), og ved regulation 12 i Occupational Pension Regulations, og som finder anvendelse på de sager, der er anlagt af sagsøgerne i hovedsagen i henhold til traktatens artikel 119, er mindre gunstige end andre procesregler, der gælder for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret.

47 På baggrund af besvarelsen af den anden del af det første spørgsmål er det ufornødent at undersøge rækkevidden af ækvivalensprincippet i forhold til regulation 12 i Occupational Pension Regulations.

[s. I-3261]

48 Med den første del af det andet spørgsmål ønsker House of Lords oplyst, om det for at sikre, at ækvivalensprincippet overholdes, kan lægges til grund, at et søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af bestemmelser i en lov som EPA, er et søgsmål efter national ret, der svarer til et søgsmål, som vedrører tilsidesættelse af traktatens artikel 119.

49 For at kunne fastslå, om ækvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfælde, må den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg i national ret, efterprøve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til fællesskabsretten, beskyttes, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet, og undersøge såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. dom af 1.12.1998, sag C-326/96, Levez, Sml. I, s. 7835, præmis 39 og 43).

50 Imidlertid kan Domstolen med henblik på den vurdering, som den nationale ret skal foretage, give den visse oplysninger vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten.

51 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i præmis 46 i Levez-dommen, som er afsagt efter House of Lords' forelæggelseskendelse i denne sag, har fastslået, at EPA er den nationale lovgivning, som gennemfører det fællesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til løn, således som det fremgår af traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19). I samme doms præmis 47 har Domstolen understreget, at det ikke er tilstrækkeligt til at sikre overholdelsen af ækvivalensprincippet, at de

[s. I-3262]

samme processuelle regler finder anvendelse på to sammenlignelige former for krav, hvoraf det ene bygger på fællesskabsretten og det andet på national ret, eftersom der er tale om et og samme retsmiddel.

52 Da EPA, siden Det Forenede Kongerige tiltrådte Fællesskaberne, har været den lovgivning, hvorved denne stat har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 119 og senere direktiv 75/117, kom Domstolen til det resultat, at denne lovgivning ikke kunne være det rette grundlag for sammenligningen med henblik på at sikre overholdelsen af ækvivalensprincippet (jf. Levez-dommen, præmis 48).

53 Den første del af det andet spørgsmål må derfor besvares med, at et søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af bestemmelser i en lov som EPA, ikke er et søgsmål efter national ret, der svarer til et søgsmål, som vedrører tilsidesættelse af traktatens artikel 119.

54 Med den anden del af det andet spørgsmål søger House of Lords en afgørelse af, efter hvilke kriterier i fællesskabsretten det kan fastslås, om der foreligger et tilsvarende søgsmål i henhold til national ret.

55 Det er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme (jf. Levez-dommen, præmis 41).

[s. I-3263]

56 For at kunne fastslå, om ækvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfælde, må den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg på det arbejdsretlige område, undersøge såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. Levez-dommen, præmis 43).

57 Herefter må den anden del af det andet spørgsmål besvares med, at den nationale ret, for at kunne fastslå, om en søgsmålsret efter national ret er et søgsmål på grundlag af national ret, der svarer til søgsmålsretten efter traktatens artikel 119, skal undersøge, om søgsmålene ligner hinanden ud fra sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter.

58 Med den tredje del af det andet spørgsmål ønsker House of Lords oplyst, hvilke kriterier der er relevante for afgørelsen af, om de procesregler, der gælder for et søgsmål, som retten i givet fald har anset for et tilsvarende søgsmål, er gunstigere end de procesregler, der gælder for gennemførelsen af retten efter traktatens artikel 119.

59 Med henblik på den vurdering, som den nationale ret skal foretage, skal der henvises til de oplysninger vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, Domstolen i den henseende har givet i Levez-dommen.

[s. I-3264]

60 I præmis 51 har Domstolen således fastslået, at ækvivalensprincippet ville være tilsidesat, hvis en borger, der påberåber sig en rettighed i henhold til fællesskabsretten, skulle pådrage sig ekstra omkostninger og udsætte sig for yderligere forsinkelser i forhold til en sagsøger, hvis søgsmål er baseret på en rent national rettighed.

61 Mere generelt udtalte Domstolen, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse er mindre gunstig end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn for de forskellige nationale retsinstanser (jf. Levez-dommen, præmis 44).

62 Heraf følger, at de forskellige aspekter af procesreglerne ikke kan undersøges hver for sig, men må ses i en større sammenhæng. Desuden kan en sådan undersøgelse ikke foretages subjektivt under hensyn til de faktiske omstændigheder, men skal tilsigte en objektiv og abstrakt sammenligning mellem de omhandlede procesregler.

63 Herefter må den tredje del af det andet spørgsmål besvares med, at den nationale ret for at kunne afgøre, om procesregler er ækvivalente, objektivt og abstrakt skal undersøge, om de omhandlede regler ligner hinanden ud fra deres plads i den samlede procedure, dennes forløb og reglernes særlige kendetegn.

[s. I-3265]

#### Det tredje spørgsmål

64 Med det tredje spørgsmål ønsker House of Lords nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for en procesregel, der har den virkning, at et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at den ansættelseskontrakt (eller de ansættelseskontrakter), kravet vedrører, er udløbet.

65 I denne forbindelse bemærkes, at dette spørgsmål vedrører en række hovedsager, som er karakteristiske derved, at sagsøgerne regelmæssigt, men i perioder eller med afbrydelser arbejder for samme arbejdsgiver i henhold til på hinanden følgende og juridisk adskilte kontrakter. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at fristen i EPA's section 2(4) — hvis der ikke foreligger en rammekontrakt — løber fra udløbet af den enkelte ansættelseskontrakt og ikke fra udløbet af ansættelsesforholdet mellem arbejdstageren og den pågældende institution. Heraf følger, at arbejdstageren kun kan få medregnet sine ansættelsesperioder på deltid ved beregningen af sine pensionsrettigheder på betingelse af, at han har anlagt sag inden seks måneder efter udløbet af hver enkelt kontrakt, i henhold til hvilken han har udøvet den omtvistede beskæftigelse.

66 Kommissionen har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at anvendelsen af en sådan procesregel på de sager, der er anlagt af disse arbejdstagere, er uforenelig med effektivitetsprincippet i to henseender. Dels tvinger procesreglen de berørte arbejdstagere, som ønsker at få medregnet deres ansættelsesperioder på deltid ved

[s. I-3266]

beregningen af deres pensionsrettigheder, til at anlægge en uafbrudt række sager for hver enkelt kontrakt, i henhold til hvilken de har udøvet den omtvistede beskæftigelse. Dels forhindrer en sådan regel, at der tages hensyn til alle de beskæftigelsesperioder, de pågældende arbejdstagere har tilbagelagt, ved beregningen af deres pensionsydelser, selv om disse beskæftigelsesperioder indgår i et fortsat ansættelsesforhold. De pågældende arbejdstagere, som har anlagt den første sag inden seks måneder efter udløbet af den sidste ansættelseskontrakt, er afskåret fra at få medregnet de beskæftigelsesperioder, der vedrører tidligere kontrakter.

67 Som anført i nærværende doms præmis 33, har Domstolen anerkendt, at det er foreneligt med fællesskabsretten at fastsætte rimelige præklusive søgsmålsfrister, for så vidt som dette er udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip. Sådanne frister kan derfor ikke anses for at kunne gøre det umuligt eller urimeligt vanskeligt i praksis af udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretsordenen.

68 Selv om retssikkerheden også kræver, at det nøjagtigt er fastsat, på hvilket tidspunkt en præklusiv søgsmålsfrist begynder at løbe, forholder det sig ikke desto mindre således, at det, når der er tale om tidsbegrænsede, på hinanden følgende kontrakter som dem, der er omhandlet i det tredje spørgsmål, gøres urimeligt vanskeligt at udøve retten i henhold til traktatens artikel 119, når den præklusive søgsmålsfrist begynder at løbe ved udløbet af hver enkelt kontrakt.

69 Det bemærkes dog, at begyndelsestidspunktet for en præklusiv søgsmålsfrist kan fastsættes nøjagtigt, når der er tale om et varigt ansættelsesforhold, der er en følge

[s. I-3267]

af en række på hinanden følgende kontrakter af begrænset varighed indgået med regelmæssige mellemrum vedrørende samme beskæftigelse, som er omfattet af samme pensionsordning.

70 Der er nemlig intet til hinder for, at begyndelsestidspunktet for den præklusive frist fastsættes til det tidspunkt, hvor rækken af sådanne kontrakter er blevet afbrudt, i tilfælde hvor der ikke foreligger nogen af de momenter, som er karakteristisk for et sådant varigt ansættelsesforhold, enten fordi mellemrummene mellem kontrakterne er blevet uregelmæssige, eller fordi den nye kontrakt ikke længere vedrører den samme beskæftigelse, som er omfattet af pensionsordningen.

71 Det kan derfor ikke være begrundet i hensynet til retssikkerheden, at det under sådanne omstændigheder forlanges, at et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning fremsættes inden seks måneder efter, at den ansættelseskontrakt (eller de ansættelseskontrakter), kravet vedrører, er udløbet.

72 Det tredje spørgsmål må derfor besvares med, at fællesskabsretten er til hinder folen procesregel, der har den virkning, at et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at den ansættelseskontrakt (eller de ansættelseskontrakter), kravet vedrører, er udløbet, når der er tale om et varigt ansættelsesforhold, der er en følge af en række på hinanden følgende kontrakter af begrænset varighed indgået med regelmæssige mellemrum vedrørende samme beskæftigelse, som er omfattet af samme pensionsordning.

[s. I-3268]

#### Sagens omkostninger

73 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den irske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af House of Lords ved kendelse af 5. februar 1998, for ret:

1) Fællesskabsretten er ikke til hinder for en national procesregel, hvorefter et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at det ansættelsesforhold, kravet vedrører, er ophørt, idet der ellers indtræder [s. I-3269] præklusion. En sådan frist må dog ikke være mindre gunstig for søgsmål på grundlag af fællesskabsretten end for søgsmål på grundlag af national ret.

2) Fællesskabsretten er til hinder for en national procesregel, hvorefter en sagsøgers pensionsgivende beskæftigelsesperioder udelukkende skal beregnes på grundlag af beskæftigelsesperioder efter et tidspunkt, der ikke ligger mere end to år forud for kravets fremsættelse.

3) Et søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af bestemmelser i en lov som Equal Pay Aet 1970, er ikke et søgsmål efter national ret, der svarer til et søgsmål, som vedrører tilsidesættelse af traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

4) For at kunne fastslå, om en søgsmålsret efter national ret er et søgsmål på grundlag af national ret, der svarer til søgsmålsretten efter traktatens artikel 119, skal den nationale ret undersøge, om søgsmålene ligner hinanden ud fra sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter.

5) For at kunne afgøre, om procesregler er ækvivalente, skal den nationale ret objektivt og abstrakt undersøge, om de omhandlede regler ligner hinanden ud fra deres plads i den samlede procedure, dennes forløb og reglernes særlige kendetegn.

6) Fællesskabsretten er til hinder for en procesregel, der har den virkning, at et krav om medlemskab af en erhvervstilknyttet pensionsordning (som medfører ret til pensionsydelser) skal fremsættes inden seks måneder efter, at den ansættelseskontrakt (eller de ansættelseskontrakter), kravet vedrører, er udløbet, når der er tale om et varigt ansættelsesforhold, der er en følge af en række på hinanden følgende kontrakter af begrænset varighed indgået med regelmæssige mellemrum vedrørende samme beskæftigelse, som er omfattet af samme pensionsordning.

Rodríguez Iglesias

Moitinho de Almeida

Edward

Schintgen

Kapteyn

Puissochet

Hirsch

Jann

Ragnemalm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. maj 2000.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-61998cj0226.md =====

# EU-Domstolen, 6. april 2000, sag C-226/98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0226.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0226.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:191

Kommentarens titel: Særskilt prøvelse af erhvervsvilkår og budgethensyn

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 76/207 og 86/613 om selvstændige speciallæger, ikke ligelønsreglerne. Budgethensyn kunne ikke alene begrunde en forskel, men styring af speciallægeudgifter og sikring af adgang kunne være legitime socialpolitiske mål (jf. kravet om objektiv begrundelse i § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Efter direktiv 76/207 og 86/613 skulle selvstændige ordningselementer med egne kriterier og betydning for en væsentlig kategori prøves særskilt for indirekte kønsdiskrimination. Budgethensyn kunne ikke alene begrunde en forskel; styring af speciallægeudgifter og sikring af adgang kunne være legitime socialpolitiske mål, hvis midlerne var egnede og nødvendige. Goodwill ved salg af lægepraksis kunne ikke sidestilles med lønmodtagerpension.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Selvstændig virksomhed, offentligt finansierede honorarer, overdragelsespris og lønmodtagerpension holdes adskilt. Det omtvistede aktiv er ikke en offentlig pensionsydelse.

Bevar forbeholdene om betydeligt antal, statistisk pålidelighed og den nationale afgørelse. Ingen antagelse om at den ene sagkyndiges rapport blev godkendt af EU-Domstolen.

Rapport, GA, senere dansk udfald og nutidig selvstændiglovgivning er ikke fuldkontrolleret her. Ingen direkte citater godkendes.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61998CJ0226

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
6. april 2000[^*]

I sag C-226/98,

angående en anmodning, som Østre Landsret (Danmark) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Birgitte Jørgensen

mod

Foreningen af Speciallæger,

Sygesikringens Forhandlingsudvalg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og af Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, [s. I-2468]  samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (EFT L 359, s. 56),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch og E Macken,

generaladvokat: A. Saggio

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- B. Jørgensen ved advokat C. Holberg, København

- Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg ved advokat M. Norrbom, København

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H.C. Støvlbæk, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat P. Heidmann, København,

[s. I-2469]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 21. oktober 1999 er afgivet mundtlige indlæg af B. Jørgensen, af Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. januar 2000,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 4. juni 1998, indgået til Domstolen den 24. juni 1998, har Østre Landsret i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og af Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om

[s. I-2470]

beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (EFT L 359, s. 56).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem på den ene side Birgitte Jørgensen, der er reumatolog, og på den anden side Foreningen af Speciallæger (herefter »FAS«) og Sygesikringens Forretningsudvalg (herefter »SFU«). Sagen vedrører anvendelsen af en ved overenskomst aftalt model for ændring af status for lægepraksis.

#### De relevante retsregler

##### De fællesskabsretlige bestemmelser

3 Det fremgår af artikel 1 i direktiv 76/207, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og, på visse betingelser, til social sikring.

4 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 76/207 bestemmer:

> »Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling. «

[s. I-2471]

5 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207 har følgende ordlyd:

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår adgangsvilkår, herunder udvælgelseskriterier, til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren, og til alle niveauer i erhvervshierarkiet.«

6 I artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 er det fastsat:

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

7 I henhold til artikel 1 i direktiv 86/613 har dette direktiv til formål at sikre, at princippet om ligebehandling anvendes i medlemsstaterne på mænd og kvinder i selvstændige erhverv eller medhjælpende mænd og kvinder i sådanne erhverv, bl.a. for så vidt angår de områder, der ikke er omfattet af direktiv 76/207. Ifølge artikel 2 finder direktivet anvendelse på selvstændige erhvervsdrivende, dvs. »enhver, der på vilkår fastsat i den nationale lovgivning arbejder i egen virksomhed med gevinst for øje, herunder inden for landbruget og i de liberale erhverv« samt på deres ægtefæller, der uden at være lønmodtagere eller kompagnoner sædvanligvis og på vilkår fastsat i den nationale lovgivning deltager i arbejdet i deres virksomhed.

[s. I-2472]

8 I artikel 4 i direktiv 86/613 hedder det:

> »Med hensyn til selvstændige erhvervsdrivende træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at afskaffe alle bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, således som defineret i direktiv 76/207/EØF, navnlig for så vidt angår oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder finansielle faciliteter.«

##### De nationale bestemmelser

9 Ved lov nr. 244 af 19. april 1989 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv., som ændret (herefter »loven«), blev direktiv 76/207 og 86/613 gennemført i dansk ret.

10 I lovens § 5, stk. 1, er det fastsat:

> »Pligt til ligebehandling gælder også enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve et selvstændigt erhverv. Dette gælder også oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig virksomhed, herunder finansiering heraf.«

11 Efter den ordning, der gælder i Danmark, får de læger, der har tiltrådt en overenskomst med det offentlige organ, der forvalter sygesikringsordningen,

[s. I-2473]

deres honorarer udbetalt direkte fra det pågældende organ. Til gengæld må patienterne tåle visse begrænsninger med hensyn til valg af læge. De kan vælge en ordning med frit lægevalg, men afholder i så fald selv en væsentlig del af udgifterne. Dette sker derfor i meget begrænset omfang. I praksis udbetaler sygesikringen således stort set alle honorarer til læger.

12 Privatpraktiserende speciallæger kan opdeles i to kategorier, nemlig dels »fuld-tidspraktiserende«, når de udøver hele deres erhvervsmæssige beskæftigelse i deres egen praksis (herefter »fuldtidspraktiserende speciallæger«), dels »deltids-praktiserende«, når de udøver en anden form for lægelig virksomhed uden for deres egen praksis (herefter »deltidspraktiserende speciallæger«).

13 Den 1. juni 1990 blev der indgået en overenskomst mellem FAS på speciallægernes vegne og SFU på sygesikringens vegne (herefter »overenskomsten«). Formålet med overenskomsten var bl.a. at begrænse de offentlige udgifter til behandling udført af speciallæger og at muliggøre en bedre økonomisk og geografisk planlægning af antallet af læger. Henset hertil blev der ved overenskomsten indført dels en »knækmodel«, der indebar en tvungen reduktion af honorarerne i de praksis, der havde de højeste omsætninger, dels en »transformationsmodel«, der skulle begrænse deltidspraktiserende speciallægers erhvervsaktivitet.

14 I sidstnævnte henseende var forholdet det, at talrige læger, der i teorien hovedsagelig arbejdede på hospital og havde deltidsarbejde i deres praksis, blev kritiseret for at nedprioritere deres hospitalsarbejde og i første række at arbejde for at sikre omsætningen i deres praksis. Det blev derfor besluttet at indføre et fast loft for omsætningen for deltidspraksis. Dette loft blev fastsat til 400 000 DKK eller 500 000 DKK pr. år, alt efter hvilket speciale der var tale om (400 000 DKK for reumatologi).

[s. I-2474]

15 Transformationsmodellen fastlægger endvidere de kriterier, ud fra hvilke der på grundlag af omsætningen i 1989 skal ske ændringer, såvel for deltidspraksis som for fuldtidspraksis, med henblik på fastlæggelsen af deres nye status.

16 I henhold til punkt 6 i denne model kan de praksis, der tidligere blev anset for at være fuldtidspraksis, og som i 1989 havde en omsætning på mellem 400 000 DKK og 500 000 DKK eller mellem 500 000 DKK og 600 000 DKK, alt efter hvilket speciale der er tale om, fortsætte som fuldtidspraksis, og er derfor ikke omfattet af det loft på henholdsvis 400 000 DKK eller 500 000 DKK i årlige honorarer, der udbetales af sygesikringen. Men i forbindelse med salg konverteres de til deltidspraksis. Ifølge samme punkt gælder det, at såfremt særlige forhold, f.eks. sygdom, gør, at en fuldtidspraksis befinder sig i den nævnte zone, tages der udgangspunkt i omsætningen i de sidste tre år.

#### Hovedsagen

17 Birgitte Jørgensen er medlem af FAS. For at kunne modtage honorarer fra sygesikringen er hun bundet af overenskomsten.

18 Da Birgitte Jørgensen ikke udøvede lægelig virksomhed uden for sin praksis, og denne i 1989 havde en omsætning på 424 016 DKK, er hun omfattet af punkt 6 i transformationsmodellen. Efter at overenskomsten var trådt i kraft, forblev hendes praksis en fuldtidspraksis, og hun har således bevaret muligheden for at kunne øge sin omsætning. Ved salg af hendes praksis vil den derimod blive konverteret til deltidspraksis, hvilket indebærer, at de årlige honorarer, som erhververen kan få udbetalt af sygesikringen, ikke vil kunne overstige 400 000 DKK.

[s. I-2475]

19 Birgitte Jørgensen bestred, at en sådan ordning kunne finde anvendelse og anførte til støtte herfor, at hun altid havde arbejdet på fuld tid, og at det forhold, at hendes omsætning, som hun regnede med ville overstige 500 000 DKK i fremtiden, ikke var større, bl.a. skyldtes, at hun havde måttet bruge en del tid på at opfylde sine familiemæssige forpligtelser, da hendes børn var små. Hun rejste endvidere spørgsmål om erstatning for det tab, som vil blive lidt i tilfælde af salg af en praksis, som på salgstidspunktet vil have en omsætning, der er højere end det loft på 400 000 DKK, der er fastsat i overenskomsten.

20 Da hun modtog afslag på sine klager og heller ikke fik medhold, efter at sagen var indbragt for Speciallægesamarbejdsudvalget i Frederiksborg Amt, anlagde hun den 13. august 1991 sag ved Østre Landsret med påstand om, at FAS og SFU tilpligtedes at anerkende, at den ved overenskomsten aftalte transformationsmodel helt eller delvis er ugyldig, og at hendes speciallægepraksis som følge heraf i tilfælde af overdragelse til tredjemand bevarer status som fuldtidspraksis. Hun gjorde bl.a. gældende, at anvendelsen af punkt 6 i transformationsmodellen medfører en indirekte forskelsbehandling i strid med lovens § 5. Ifølge Birgitte Jørgensen berører denne regel forholdsvis flere kvindelige speciallæger end mandlige, fordi kvindelige speciallæger oftere end deres mandlige kolleger varetager børnepasning og som følge heraf har en lavere omsætning.

21 Med henblik på at fastslå eller afkræfte, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, indhentede hver af parterne i sagen en af en sagkyndig udarbejdet statistisk rapport, som de fremlagde for Østre Landsret. Den af sagsøgeren indhentede rapport konkluderer, at transformationsmodellen er indirekte diskriminerende, mens den for FAS og SFU udarbejdede rapport når frem til den modsatte konklusion. Ifølge de to sagkyndige skyldes denne forskel udelukkende, at de ikke har lagt de samme forudsætninger til grund for deres respektive besvarelser.

22 Østre Landsret fandt, at en afgørelse af hovedsagen forudsætter en fortolkning af artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207 og af artikel 4 i direktiv 86/613. Retten

[s. I-2476]

udsatte derfor sagen og har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) EF-Domstolen bedes oplyse, hvorledes bedømmelsen af indirekte kønsdiskrimination skal foretages i en ligebehandlingssag i henhold til Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 samt Rådets direktiv 86/613 af 11. december 1986.

Idet det lægges til grund, at man i henhold til fast praksis ved EF-Domstolen i ligelønssager skal foretage en sammenligning punkt for punkt, bedes det oplyst, om den sammenligning af erhvervsforhold, der skal foretages i en ligebehandlingssag, skal foretages som en helhedsvurdering af alle elementer under ét eller som en punkt for punkt sammenligning, ganske som i ligelønssager.

Det kan ved besvarelsen af spørgsmålet lægges til grund, at den af sagen omhandlede transformationsmodel/overenskomst vurderet under ét og som en helhed såvel i virkning som i sit formål er kønsneutral.

Endvidere kan det lægges til grund, at transformationsmodellen/overenskomsten indeholder bestemmelser, der isoleret set har kønsskæv effekt, idet bemærkes, at denne kønsskæve effekt for nogle bestemmelsers vedkommende overvejende opleves af kvindelige speciallæger og for andres vedkommende overvejende opleves af mandlige speciallæger.

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, anmodes om stillingtagen til, hvorvidt hensynene i henholdsvis budgetsikkerhed, besparelser og praksisplanlægning

[s. I-2477]

kan betragtes som sådanne objektive og saglige hensyn, der gør det acceptabelt, at forholdsvis flere kvinder end mænd rammes af den refererede delbestemmelse.

> 3) Kan vederlag for goodwill, som sagsøger måtte opnå ved afståelse af praksis som følge af fratræden på grund af alder, når henses til sagsøgers alder (født i 1939), sidestilles med opsparing til pension for en lønmodtager?

> 4) Såfremt EF-Domstolen måtte besvare spørgsmål 3 bekræftende, ønskes oplyst, hvilken betydning det har for besvarelsen af spørgsmål 1, at en del af den oplevede ulempe ved den pågældende bestemmelse er ringere vederlag for goodwill ved afståelse, og dermed en dårligere sikring ved pensionering, når henses til, at det i EF-Domstolens dom i sag C-297/93 (Rita Grau-Hupka), præmis 27, blev fastslået, at der ikke består pligt for medlemsstaterne til at tillægge personer, der har varetaget deres børns pasning, fordel i henseende til aldersforsikring eller til at sikre ret til ydelser på grundlag af perioder, i hvilke den erhvervsmæssige beskæftigelse har været afbrudt som følge af børnepasning. «

#### Det første spørgsmål

23 Med det første spørgsmål ønsker Østre Landsret oplyst, om der ved bedømmelsen af, om der i en ligebehandlingssag som hovedsagen er tale om indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, i henhold til direktiv 76/207 og 86/613 skal foretages en særskilt vurdering af hvert enkelt af de elementer, som kendetegner de vilkår for udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed, der følger af en omtvistet ordning, eller om der skal foretages en helhedsvurdering af de pågældende elementer.

[s. I-2478]

24 Birgitte Jørgensen og Kommissionen har anført, at i henhold til Domstolens praksis skal ligebehandlingsprincippet overholdes for hvert enkelt vilkår eller bestemmelse, der finder anvendelse på mænd og kvinder. Efter deres opfattelse kan der ikke foretages en samlet vurdering af flere bestemmelser, når der som i den foreliggende sag lægges uensartede kriterier til grund.

25 Heroverfor har FAS og SFU gjort gældende, at man ikke til ligebehandlingssager kan overføre det i ligelønssager anvendte princip om, at der skal ske sammenligning punkt for punkt, idet ligebehandlingssager har et anderledes forskelligartet indhold. Eftersom overenskomsten og transformationsmodellen er en samlet løsning på et problem vedrørende styring af de samfundsmæssige omkostninger og er blevet gennemført på baggrund af objektive kriterier, er der intet til hinder for at foretage en samlet vurdering af deres effekt.

26 Hertil bemærkes indledningsvis, at de bestemmelser, der er omtvistet i hovedsagen, berører en erhvervsmæssig virksomhed, der udøves på vilkår, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 86/613, hvis artikel 4 udtrykkeligt henviser til princippet om ligebehandling, således som defineret i direktiv 76/207. Østre Landsret har derfor med rette forelagt spørgsmål for Domstolen vedrørende fortolkningen af de to direktiver, sammenholdt med hinanden.

27 Domstolen har i præmis 34 og 35 i dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889) fastslået, at hvis de nationale domstole var forpligtet til at foretage en vurdering og sammenligning af alle de forskellige former for ydelser, der alt efter omstændighederne udbetales til mænd og kvinder, ville domstolskontrollen være vanskelig at gennemføre, og som følge heraf ville ligelønsprincippets effektive virkning blive svækket. Virkelig gennemskuelighed, der gør det muligt at udøve en effektiv kontrol, opnås derfor kun, hvis princippet gælder for hver enkelt del af den løn, mænd og kvinder modtager, og ikke kun ud fra en samlet vurdering af de ydelser, de modtager.

[s. I-2479]

28 Dette gælder i princippet for alle aspekter omkring ligebehandlingsprincippet og ikke kun dem, der vedrører lige løn.

29 Det fremgår således af Domstolens praksis, såvel vedrørende løn og sociale sikringsydelser som adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår, at en national bestemmelse eller ordning fører til en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, såfremt den, selv om den er affattet neutralt, faktisk forfordeler procentvis betydelig flere kvinder end mænd, medmindre denne forskellige behandling er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 12, og af 30.11.1993, sag C-189/91, Kirsammer-Hack, Sml. I, s. 6185, præmis 22).

30 Når det derfor konstateres, at en bestemmelse indebærer, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt eller omvendt, formodes bestemmelsen at udgøre en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, og det påhviler arbejdsgiveren eller ophavsmanden til bestemmelsen at godtgøre det modsatte.

31 På grundlag af en helhedsvurdering, der som udgangspunkt omfatter alle de elementer, der følger af den ordning eller de bestemmelser, som en sådan bestemmelse må antages at være et led i, ville der ikke kunne foretages en effektiv kontrol med hensyn til anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, hvilket kunne medføre, at bevisbyrdereglerne i sager om indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn ikke ville blive overholdt.

32 Det må imidlertid præciseres, at for så vidt angår anvendelsen af disse regler må de forskellige elementer i bestemmelserne vedrørende en erhvervsmæssig virksomhed kun tages i betragtning isoleret, såfremt de er uløseligt forbundet med den pågældende virksomhed og i sig selv udgør særlige bestemmelser, der er baseret på specifikke kriterier for anvendelsen, og som rammer et betydeligt antal personer, der tilhører en bestemt kategori.

[s. I-2480]

33 Som Domstolen har fastslået i præmis 16 og 17 i dom af 27. oktober 1993 (sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535), er der kun tale om tilsyneladende indirekte forskelsbehandling, såfremt de oplysninger, der kendetegner den pågældende situation, er pålidelige, dvs. at de omfatter et tilstrækkeligt antal personer, ikke er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder og, generelt set, viser sig at være væsentlige.

34 For så vidt angår hovedsagen bemærkes, at selv om den omtvistede bestemmelse i transformationsmodellen tilsyneladende er baseret på andre kriterier end dem, der er lagt til grund for de øvrige bestemmelser, og den rammer en særlig kategori af speciallæger, idet den alene omhandler fuldtidspraksis, som i 1989 havde en nærmere angiven omsætning, fremgår det af de ubestridte statistiske oplysninger, der også blev nævnt under retsmødet for Domstolen, at den pågældende bestemmelse kun har berørt 22 speciallæger, heraf 14 kvinder, ud af i alt 1 680 speciallæger, heraf 302 kvinder. Det må anses for tvivlsomt, om sådanne tal er signifikante.

35 Det tilkommer under alle omstændigheder Østre Landsret at tage stilling til, om de særlige regler og betingelser for anvendelse af den bestemmelse, der omtvistes i hovedsagen, under hensyntagen til de fortolkningselementer, Domstolen er fremkommet med, giver holdepunkter for at antage, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

36 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at direktiv 76/207 og 86/613 skal fortolkes således, at der ved bedømmelsen af, om der i en ligebehandlingssag som hovedsagen er tale om indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal foretages en særskilt vurdering af hvert enkelt af de elementer, som kendetegner de vilkår for udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed, der følger af den omtvistede ordning, for så vidt som disse elementer i sig selv udgør særlige bestemmelser, der er baseret på specifikke kriterier for anvendelsen, og som rammer et betydeligt antal personer, der tilhører en bestemt kategori.

[s. I-2481]

#### Det andet spørgsmål

37 Med det andet spørgsmål har Østre Landsret ønsket oplyst, om hensyn til budgetsikkerhed, besparelser og praksisplanlægning kan betragtes som sådanne objektive og saglige hensyn, der kan begrunde en bestemmelse, som medfører, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt.

38 Birgitte Jørgensen har gjort gældende, at i henhold til Domstolens praksis kan budgetmæssige hensyn ikke begrunde forskelsbehandling på grundlag af køn. FAS og SFU har anført, at det tilkommer den nationale ret at afgøre, om en bestemmelse, som medfører indirekte forskelsbehandling, er berettiget af objektive grunde, men at en omkostningsstyring er nødvendig, når udgifter til lægebehandling betales af det offentlige. Kommissionen har anført, at generelle socialpolitiske foranstaltninger som dem, der er påberåbt i hovedsagen, kan begrunde en forskellig behandling, men at dette ikke er tilfældet for så vidt angår rent budgetmæssige hensyn, når disse udgør et mål i sig selv.

39 Hertil bemærkes først, at selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de socialsikringsforanstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde en forskelsbehandling på grundlag af køn (dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, præmis 35). En anerkendelse af, at budgetmæssige hensyn kan begrunde en forskellig behandling af mænd og kvinder, som uden sådanne hensyn ville udgøre en indirekte forskelsbehandling, ville i øvrigt indebære, at anvendelsen og rækkevidden af en så grundlæggende fællesskabsretlig bestemmelse som princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i henseende til tid og sted kan variere alt efter medlemsstaternes finansielle situation (Roks m.fl.-dommen, præmis 36).

[s. I-2482]

40 Som anført af Kommissionen er hensynene til en nødvendig styring af de offentlige udgifter til speciallægehjælp og til at sikre befolkningen adgang til speciallægehjælp imidlertid lovlige og kan begrunde socialpolitiske foranstaltninger.

41 På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er socialpolitikken nemlig omfattet af medlemsstaternes kompetence, og medlemsstaterne har en rimelig skønsmargen med hensyn til de sociale beskyttelsesforanstaltningers art og de konkrete betingelser for deres gennemførelse (jf. dom af 7.5.1991, sag C-229/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2205, præmis 22, og af 19.11.1992, sag C-226/91, Molenbroek, Sml. I, s. 5943, præmis 15). Såfremt sådanne foranstaltninger er i overensstemmelse med et berettiget socialpolitisk formål, er egnede til at opfylde dette formål og er nødvendige hertil og således begrundet i forhold, som intet har med forskelsbehandling på grundlag af køn at gøre, kan de ikke anses for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 19 og 26, og Molenbroek-dommen, præmis 13 og 19).

42 Det andet spørgsmål må herefter besvares med, at budgetmæssige hensyn ikke i sig selv kan begrunde en forskelsbehandling på grundlag af køn. Foranstaltninger, der har til formål at varetage hensynene til en styring af de offentlige udgifter til speciallægehjælp og til at sikre befolkningen adgang til speciallægehjælp, kan være begrundede, når de er i overensstemmelse med et berettiget socialpolitisk formål, er egnede til at opfylde dette formål og er nødvendige hertil.

#### Det tredje spørgsmål

43 Med det tredje spørgsmål ønsker Østre Landsret oplyst, om det vederlag for goodwill, som en læge måtte opnå ved salg af sin praksis, når han fratræder på grund af alder, kan sidestilles med pension for en lønmodtager.

[s. I-2483]

44 Ifølge Birgitte Jørgensen og Kommissionen kan vederlag for goodwill ved salg af en lægepraksis ikke sidestilles med en alderspension. Heroverfor har FAS og SFU anført, at vederlag for goodwill nærmere må betegnes som en pension end som vederlag for en arbejdsydelse, da det opnås i forbindelse med ophør af erhvervsmæssig virksomhed.

45 Hertil bemærkes blot, at goodwill er en immateriel del af en læges praksis, hvilket indebærer, at vederlag for goodwill ikke under nogen omstændigheder kan sidestilles med ydelser, der udbetales i medfør af en pension. Afståelse af en praksis er ikke nødvendigvis knyttet til sælgerens alder, men kan ske når som helst, mens pension først opnås fra en bestemt alder, efter en erhvervsaktivitet af en vis varighed og med et beløb, der fastlægges på grundlag af indbetalte bidrag. Endvidere hidrører prisen for afståelsen fra den, der køber praksissen og ikke fra personer, som normalt sikrer lægens vederlag, dvs. hverken patienter, staten eller den sociale sikring.

46 Det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at det vederlag for goodwill, som en læge måtte opnå ved salg af sin praksis, når han fratræder på grund af alder, ikke kan sidestilles med pension for en lønmodtager.

#### Det fjerde spørgsmål

47 Henset til besvarelsen af det tredje spørgsmål er det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

[s. I-2484]

#### Sagens omkostninger

48 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Østre Landsret ved kendelse af 4. juni 1998, for ret:

1) Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår og Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel skal fortolkes således, at der ved bedømmelsen af, om der i en ligebehandlingssag som hovedsagen er tale om indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, skal foretages en [s. I-2485] særskilt vurdering af hvert enkelt af de elementer, som kendetegner de vilkår for udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed, der følger af den omtvistede ordning, for så vidt som disse elementer i sig selv udgør særlige bestemmelser, der er baseret på specifikke kriterier for anvendelsen, og som rammer et betydeligt antal personer, der tilhører en bestemt kategori.

2) Budgetmæssige hensyn kan ikke i sig selv begrunde en forskelsbehandling på grundlag af køn. Foranstaltninger, der har til formål at varetage hensynene til at styre de offentlige udgifter til speciallægehjælp og til at sikre befolkningen adgang til speciallægehjælp, kan være begrundede, når de er i overensstemmelse med et berettiget socialpolitisk formål, er egnede til at opfylde dette formål og nødvendige hertil.

3) Det vederlag for goodwill, som en læge måtte opnå ved salg af sin praksis, når han fratræder på grund af alder, kan ikke sidestilles med pension for en lønmodtager.

Moitinho de Almeida

Gulmann

Puissochet

Hirsch

Macken

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. april 2000.

R. Grass

Justitssekretær

J.C. Moitinho de Almeida

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: dansk.

===== FIL: praksis/celex-61998cj0236.md =====

# EU-Domstolen, 30. marts 2000, sag C-236/98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0236.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0236.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:173

Kommentarens titel: Særskilt lønsammenligning ved ubekvemme tider og kortere arbejdstid

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Tillæg for ubekvemme arbejdstider og værdien af en arbejdstidsnedsættelse skulle ikke medregnes i den løn, der dannede grundlag for sammenligningen (jf. § 1, stk. 2); nedsættelsen kunne dog være en objektiv begrundelse, hvis arbejdsgiveren beviste det. Ved en lønforskel med klart flere kvinder i den ringere stillede gruppe skulle arbejdsgiveren godtgøre en objektiv, kønsuafhængig begrundelse (jf. § 6, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Tillæg for ubekvemme arbejdstider skulle ikke medregnes i den løn, der dannede grundlag for den forelagte sammenligning. Ved lønforskel og klart flere kvinder i den ringere stillede gruppe skulle arbejdsgiveren godtgøre en objektiv, kønsuafhængig begrundelse. En arbejdstidsnedsættelse ved kontinuerligt treholdsskift eller dens værdi skulle heller ikke indgå i selve lønberegningen; nedsættelsen kunne dog være en objektiv begrundelse, hvis arbejdsgiveren beviste det. Dette er en sammenligningsregel, ikke en generel udelukkelse af tillæg fra lønbegrebet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommens svar er knyttet til månedlig grundløn og de konkret beskrevne tillæg og arbejdstidsordninger. Intet generelt princip om, at tillæg ikke er løn eller at færre timer automatisk begrunder lavere løn.

Præmis 34 advarer selv om utilstrækkelige oplysninger. Værdilighed, statistiske betingelser, objektiv forklaring og nationalt resultat forbliver uafgjort her.

Moderne relationer er analytiske. Ingen direkte citater, privat hovednote eller særskilt rapport-/GA-læsning er medtaget.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61998CJ0236

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
30. marts 2000[^*]

I sag C-236/98,

angående en anmodning, som Arbetsdomstolen (Sverige) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Jämställdhetsombudsmannen

mod

Örebro läns landsting,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

[s. I-2207]

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer), C. Gulmann, J.-P. Puissochet og F. Macken,

generaladvokat: EG. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Jämställdhetsombudsmannen ved L. Svenaeus, bistået af Lord Lester of Herne Hill, QC, og af ställföreträdande jämställdhetsombudsman L. Bergh

- Örebro läns landsting ved arbetsrättchef G. Bergström og barrister A. Barav

- den finske regering ved ambassadør H. Rotkirch, chef for Juridisk Tjeneste, og juridisk konsulent T. Pynnä, begge Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent K. Oldfelt og M. Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

[s. I-2208]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 21. oktober 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Jämställdhetsombudsmannen ved L. Svenaeus, bistået af Lord Lester of Herne Hill, af Örebro läns landsting ved G. Bergström og A. Barav, af den finske regering ved juridisk konsulent E. Bygglin, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved K. Oldfelt,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. december 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 2. juli 1998, indgået til Domstolen til 6. juli 1998, har Arbetsdomstolen i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fem præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

[s. I-2209]

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som Jämställdhetsombudsmannen (ligestillingsombudsmanden, herefter »JämO«) har anlagt mod Örebro läns landsting (herefter »landstinget«), angående to jordemødres løn, som er lavere end den løn, der oppebæres af en klinikingeniør, selv om jordemødrene efter JämO's opfattelse udfører arbejde af samme værdi.

#### Relevante retsregler

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Det fastslås i artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117, at det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

4 Det præciseres i direktivets artikel 3, at medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.

5 I henhold til direktivets artikel 4 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres.

[s. I-2210]

6 I henhold til artikel 1 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) tilsigter direktivet gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til bl.a. adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår.

##### Nationale bestemmelser

7 Den svenske jämställdhetslagen (lov om ligestilling, *SFS* 1991:433) har til formål at fremme ligestilling af mænd og kvinder for så vidt angår arbejde, ansættelse og andre arbejdsvilkår samt arbejdsmæssige udviklingsmuligheder.

8 Ifølge jämställdhetslagens § 2 skal arbejdsgivere og arbejdstagere samarbejde med henblik på at opnå ligestilling på arbejdsmarkedet. De skal navnlig virke for at udjævne og forhindre forskelle i løn og andre ansættelsesvilkår mellem kvinder og mænd, som udfører arbejde, der må betragtes som samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

9 Jämställdhetslagens § 18 bestemmer:

> »Det skal betragtes som ulovlig kønsdiskrimination, såfremt en arbejdsgiver betaler lavere løn eller i øvrigt giver dårligere ansættelsesvilkår til en arbejdstager end til arbejdstagere af det modsatte køn, når de udfører arbejde, der må betragtes som samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

[s. I-2211]

> Dette gælder dog ikke, såfremt arbejdsgiveren kan godtgøre, at de ulige ansættelsesvilkår skyldes forskelle i arbejdstagernes saglige forudsætninger for arbejdet, eller at de under alle omstændigheder hverken direkte eller indirekte har forbindelse med arbejdstagernes køn.«

10 I henhold til jämställdhetslagens § 46 kan JämO i forbindelse med tvister vedrørende anvendelsen af § 18 anlægge sag på vegne af en arbejdstager eller en arbejdssøgende, hvis den pågældende giver samtykke hertil, og hvis JämO finder, at en dom i sagen har betydning for retsanvendelsen, eller at der er andre særlige grunde dertil.

11 Den kollektive overenskomst Allmänna Bestämmelser 95 finder anvendelse i hovedsagen.

12 Overenskomstens § 8 lyder således:

> »Den almindelige arbejdstid for fuldtidsansatte er — medmindre andet følger af nedenstående bestemmelser — gennemsnitlig 40 timer om ugen for uger uden helligdage ... Såfremt arbejdstiden både ligger på hverdage og på søn- og helligdage eller på hverdage og helligdage, er den almindelige arbejdstid for fuldtidsansatte gennemsnitlig 38 timer og 15 minutter om ugen ... idet den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ved arbejdsformer som kontinuerligt treholdsskift er 34 timer og 20 minutter. «

[s. I-2212]

13 Overenskomstens § 13 lyder således:

> »Arbejdstageren oppebærer vederlag i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst. Vederlaget består af løn som omhandlet i § 14-18, løn under ferie, ferietillæg og løn under ledighed samt følgende særlige tillæg: kompensation for overarbejde, rejsetillæg, tillæg for ubekvemme arbejdstider, vagt- og rådighedstillæg og tillæg for forskudt arbejdstid.«

14 Overenskomstens § 14 bestemmer, at de ansatte oppebærer løn for hver kalendermåned (månedsløn) som fast kontant løn i henhold til overenskomsten.

15 I henhold til overenskomstens § 32 har arbejdstagere, hvis tjenestepligter fastsættes i henhold til en vagtplan eller et lignende dokument, og som faktisk har udført sådan tjeneste på ubekvemme arbejdstider, uden at der er tale om overarbejde, ret til tillæg for ubekvemme arbejdstider.

#### Hovedsagen

16 JämO har anlagt sag ved den forelæggende ret på vegne af to jordemødre med påstand om, at landstinget tilpligtes at betale dem erstatning for løndiskrimination i perioden fra den 1. januar 1994 til den 30. juni 1996 samt forskellen mellem deres løn og den højere løn, der blev oppebåret af en klinikingeniør, med den begrundelse, at de har udført et arbejde af samme værdi.

[s. I-2213]

17 De pågældende jordemødre, Kristina Ellmén og Kia Wetterberg, og klinikingeniøren, Lennart Persson, er ansat af landstinget på regionshospitalet i Örebro. Deres løn- og ansættelsesvilkår er fastsat i henhold til kollektive overenskomster, herunder særlig Allmänna Bestämmelser 95.

18 Kristina Ellmén's og Kia Wetterberg's månedlige grundløn udgør henholdsvis 17 400 SEK og 16 600 SEK, mens Lennart Persson's udgør 19 650 SEK.

19 Tillæg for ubekvemme arbejdstider udbetales i henhold til kollektiv overenskomst og beregnes på samme måde for alle de berørte arbejdstagere. Tillægget varierer, alt efter hvornår på dagen arbejdstiden ligger, og om den ligger på en lørdag eller en helligdag. Vederlaget for ubekvemme arbejdstider betales normalt kun for arbejde udført på hverdage mellem kl. 19.00 og 6.00. Jordemødrene har regelmæssigt modtaget et sådant tillæg, hvorimod klinikingeniøren ikke har arbejdet på tidspunkter, der giver ret til tillægget.

20 Jordemødrene arbejder i treholdsskift, fra kl. 7.00 til 15.30, fra kl. 14.00 til 22.00 og fra kl. 21.30 til 7.30. Vagtplanen udarbejdes for 15 uger ad gangen. JämO har gjort gældende, at den eneste faggruppe, der arbejder i skiftehold inden for sundhedssektoren i Sverige, er jordemødre på fødeafdelinger.

21 I henhold til Allmänna Bestämmelser 95 omfatter en arbejdsuge på fuld tid gennemsnitligt 40 timer, medmindre der arbejdes på søn- og/eller helligdage, i hvilket tilfælde ugen gennemsnitligt omfatter 38 timer og 15 minutter, eller medmindre der er indgået særlige aftaler om f.eks. skifteholdsarbejde, i hvilket tilfælde ugen omfatter 34 timer og 20 minutter.

[s. I-2214]

22 JämO har for Arbetsdomstolen gjort gældende, at Kristina Ellmén's og Kia Wetterberg's arbejde må anses for at være af samme værdi som klinikingeniørens arbejde, hvorfor de bør oppebære samme løn som denne. JämO er af den opfattelse, at der ved sammenligningen af de berørte arbejdstageres løn hverken skal tages hensyn til tillægget for ubekvemme arbejdstider eller til værdien af arbejdstidsnedsættelsen. JämO har anført, at klinikingeniøren i den omhandlede periode har arbejdet om dagen og ikke udført arbejde på ubekvemme arbejdstider. Jordemødrene har for det meste arbejdet kontinuerligt i treholdsskift, men toholdsskift (dag/aften) og ren nattjeneste har også forekommet. Den faste kontante månedsløn er den samme uanset arbejdstidens placering, mens tillægget for ubekvemme arbejdstider varierer under hensyn til arbejdstidens placering.

23 Landstinget har derimod anført, at jordemødrenes arbejde ikke har samme værdi som klinikingeniørers arbejde. Selv hvis de to former for arbejde måtte skulle tillægges samme værdi, er der ikke tale om diskrimination, eftersom jordemødrenes ansættelsesvilkår sammenlignet med klinikingeniørens vilkår hverken direkte eller indirekte har haft forbindelse med arbejdstagernes køn. Under alle omstændigheder har landstinget gjort gældende, at tillægget for ubekvemme arbejdstider og værdien af arbejdstidsnedsættelsen skal indgå i grundlaget for lønsammenligningen, og at der herefter ikke er tale om nogen lønforskel til skade for jordemødrene.

24 JämO har på denne baggrund for Arbetsdomstolen fremsat begæring om, at det ved mellemdom fastslås, at landstinget har betalt lavere løn til jordemødrene end til klinikingeniøren.

25 Landstinget har bestridt det af JämO fremførte, idet det bl.a. har påberåbt sig traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

[s. I-2215]

#### De præjudicielle spørgsmål

26 Uden at tage stilling til, om arbejdet som henholdsvis jordemor og klinikingeniør er af samme værdi, har Arbetsdomstolen for at kunne fastslå, hvorvidt landstinget i det konkrete tilfælde har betalt lavere løn til jordemødrene end til klinikingeniøren, fundet det nødvendigt at anmode Domstolen om at tage stilling til, om tillægget for ubekvemme arbejdstider og værdien af jordemødrenes arbejdstidsnedsættelse skal indgå i grundlaget for lønsammenligningen. Efter Arbetsdomstolens opfattelse giver hverken traktatens artikel 119 eller direktiv 75/117 noget entydigt svar på dette spørgsmål, i øvrigt lige så lidt som Domstolens praksis, navnlig dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889).

27 Arbetsdomstolen har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal tillæg for ubekvemme arbejdstider i henhold til Rom-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder indgå i grundlaget for lønsammenligningen, når der hævdes at foreligge løndiskrimination? Hvilken betydning har det, at tillægget for ubekvemme arbejdstider varierer fra måned til måned afhængigt af arbejds-tidsplanlægningen?

> 2) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at det regelmæssigt indgår i jordemødrenes arbejdsopgaver at arbejde på tidspunkter, som giver ret til [s. I-2216] tillæg for ubekvemme arbejdstider, mens klinikingeniøren normalt ikke udfører arbejde på tidspunkter, som giver ret til et sådant tillæg?

> 3) Skal det forhold, at tillæg for ubekvemme arbejdstider efter national ret indgår i løngrundlaget for fastsættelse af pensioner, løn under sygdom, erstatninger og andre lønrelaterede ydelser, tillægges betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt tillæg for ubekvemme arbejdstider skal indgå i grundlaget for lønsammenligningen, når der hævdes at foreligge løndiskrimination ?

> 4) Skal en arbejdstidsnedsættelse — forstået som forskellen i den krævede arbejdstid ved arbejde i dagtimerne og i kontinuerligt treholdsskift — i henhold til Rom-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder tages i betragtning ved lønsammenligningen, når der hævdes at foreligge løndiskrimination? I bekræftende fald: Hvilken betydning har det, at den kortere krævede arbejdstid ved arbejde i kontinuerligt treholdsskift udgør fuldtidsarbejde i henhold til den kollektive overenskomst? Såfremt arbejdstidsnedsættelsen skal ansættes til en særskilt værdi, skal denne værdi i så fald anses for at indgå i den faste kontante månedsløn eller at udgøre en særskilt ydelse, som skal indgå i lønsammenligningen?

> 5) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 4, at jordemødrene, men ikke klinikingeniøren, udfører skifteholdsarbejde, som i henhold til overenskomsten giver ret til en arbejdstidsnedsættelse?«

[s. I-2217]

#### De forelagte spørgsmåls relevans

28 Landstinget har anført, at Domstolen ikke kan besvare de forelagte spørgsmål uden forinden at afgøre, om de i hovedsagen omhandlede arbejdsopgaver er ligeværdige. Eftersom arbejdet som jordemor og klinikingeniør efter landstingets opfattelse ikke kan sammenlignes, kan der ikke være tale om en tilsidesættelse af traktatens artikel 119.

29 JämO har under retsmødet gjort gældende, at Arbetsdomstolen har besluttet at forelægge sagen for Domstolen uden at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet har samme værdi, fordi dette ville kræve omfattende undersøgelser forbundet med store omkostninger.

30 Det bemærkes i denne forbindelse, at traktatens artikel 177 angiver rammerne for et snævert samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, baseret på en indbyrdes fordeling af opgaverne. Det fremgår klart af artikel 177, stk. 2, at det tilkommer den nationale ret at afgøre, på hvilket stadium af retsforhandlingerne det er hensigtsmæssigt for retten at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen (jf. dom af 10.3.1981, forenede sager 36/80 og 71/80, Irish Creamery Milk Suppliers Association, Sml. s. 735, præmis 5).

31 Nødvendigheden af at nå frem til en fortolkning af fællesskabsretten, som kan benyttes af den nationale domstol, gør det ganske vist påkrævet, at den retlige sammenhæng, hvori fortolkningen ønskes, er nærmere fastlagt. Det kan ud fra dette synspunkt efter omstændighederne være hensigtsmæssigt, at sagens faktum er fastslået, og at rent nationale retsspørgsmål er afklaret, således at Domstolen kan tage alle faktiske og retlige elementer, som kan have betydning for dens fortolkning af fællesskabsretten, i betragtning (jf. dommen i sagen Irish Creamery Milk Suppliers Association m.fl., præmis 6).

32 Disse hensyn begrænser imidlertid på ingen måde den skønsbeføjelse, som tilkommer den nationale ret, der som den eneste har direkte kendskab til sagens

[s. I-2218]

omstændigheder og de af parterne fremførte argumenter, og som har ansvaret for den afgørelse, der skal træffes, og følgelig bedst er i stand til at bedømme, på hvilket stadium af retsforhandlingerne den har behov for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, og til at vurdere relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (jf. i samme retning dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 10).

33 I det konkrete tilfælde må det konstateres, at den forelæggende rets anmodning om en fortolkning af fællesskabsretten ud fra en samlet betragtning indgår i en reel tvist, og at Domstolen råder over de oplysninger, der er nødvendige, for at den kan give en brugbar besvarelse af de forelagte spørgsmål.

34 Selv om beskrivelsen af den faktiske og retlige sammenhæng i denne sag frembyder visse utilstrækkeligheder, der således afskærer Domstolen fra med den ønskede klarhed at besvare forskellige aspekter af de spørgsmål, den har fået forelagt, giver oplysningerne i sagens akter ikke desto mindre grundlag for, at Domstolen udtaler sig. Domstolen kan dog efter omstændighederne blive nødsaget til ikke at tage stilling til visse aspekter i sit svar på spørgsmålene (jf. i samme retning dom af 18.6.1998, sag C-266/96, Corsica Ferries France, Sml. I, s. 3949, præmis 25).

#### De tre første spørgsmål

35 Med de første tre spørgsmål, som skal behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få oplyst, om der skal tages hensyn til tillægget for ubekvemme arbejdstider ved den beregning af lønnen, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

[s. I-2219]

36 Indledningsvis bemærkes, at traktatens artikel 119 opstiller princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi. Der skal således betales samme løn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, hvad enten det udføres af en mand eller en kvinde. Som Domstolen allerede har fastslået i dommen af 8. april 1976 i Defrenne IIsagen (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 12), hører dette princip til Fællesskabets grundlag.

37 Domstolen har tillige fastslået, at artikel 1 i direktiv 75/117, hvis væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, ikke på nogen måde ændrer ved dette princips indhold eller rækkevidde, som fastlagt i denne bestemmelse (dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911).

38 Det skal med henblik på at give den forelæggende ret en brugbar besvarelse af spørgsmålene først undersøges, om de tillæg for ubekvemme arbejdstider, der ydes arbejdstagerne i henhold til Allmänna Bestämmelser 95, falder ind under traktatens artikel 119 og dermed under direktiv 75/117.

39 Det bemærkes i denne forbindelse, at begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2's forstand omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier (jf. Barber-dommen, præmis 12).

40 Det i hovedsagen omhandlede tillæg er en form for løn, som arbejdstageren har ret til som følge af arbejdsforholdet. Tillægget betales til arbejdstageren, fordi han udfører arbejde på ubekvemme arbejdstider, og for at kompensere for de forstyrrelser og ulemper, dette medfører.

[s. I-2220]

41 Hvad angår spørgsmålet om, hvorledes lønnen forhandles med landstinget, står det fast, at traktatens artikel 119 ikke kun finder anvendelse på administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser, men også på kollektive overenskomster og arbejdsaftaler, idet den er ufravigelig (jf. dom af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, præmis 18).

42 Da tillægget for ubekvemme arbejdstider falder ind under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand, skal det således undersøges, om der skal tages hensyn til tillægget ved sammenligningen af jordemødres og klinikingeniørers løn.

43 Med hensyn til måden, hvorpå det kan efterprøves, om ligelønsprincippet overholdes, har Domstolen allerede fastslået, at hvis de nationale domstole var forpligtet til at foretage en vurdering og sammenligning af alle de forskellige former for ydelser, der alt efter omstændighederne udbetales til mænd og kvinder, ville domstolskontrollen være vanskelig at gennemføre, og som følge heraf ville artikel 119's effektive virkning blive svækket. Heraf følger, at virkelig gennemskuelighed, der gør det muligt at udøve en effektiv kontrol, kun opnås, hvis ligelønsprincippet gælder for hver enkelt del af den løn, mænd og kvinder modtager (Barber-dommen, præmis 34).

44 Med henblik på at sikre en større gennemskuelighed og opfylde det krav om effektivitet, der danner grundlag for direktiv 75/117, skal der derfor i det foreliggende tilfælde foretages en sammenligning af jordemødrenes og klinikingeniørernes månedlige grundløn.

45 Det forhold, at tillægget for ubekvemme arbejdstider varierer fra måned til måned alt efter, hvornår i løbet af dagen de pågældende arbejdstimer har ligget,

[s. I-2221]

gør det vanskeligt at foretage en meningsfuld sammenligning mellem på den ene side en jordemors løn og tillægget set under ét og på den anden side grundlønnen for den gruppe, der kan danne grundlag for sammenligningen.

46 Den finske regering har anført, at det er let at foretage lønsammenligningen, når personer af forskelligt køn udfører samme arbejde eller meget ens arbejde på samme vilkår og med ensartede arbejdstider. Jo mere forskellige funktionerne er, desto vanskeligere er det ikke blot at sammenligne de forskellige lønelementer, men også at vurdere ligheden i niveauet. Der kan i sådanne tilfælde måske foretages en vurdering af de krav, der er forbundet med funktionerne, navnlig ved hjælp af en ikke-diskriminerende metode for vurderingen af disse krav.

47 Der skal i denne forbindelse erindres om, at Domstolen ikke i denne sag skal tage stilling til spørgsmål vedrørende begrebet arbejde af samme værdi.

48 Det tilkommer den nationale ret, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, under hensyn til faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udføres, og de vilkår, hvorunder de udføres, at afgøre, om de kan tillægges samme værdi (dom af 31.5.1995, sag C-400/93, Royal Copenhagen, Sml. I, s. 1275, præmis 42).

49 Såfremt dette måtte være tilfældet, må det konstateres, at en sammenligning af jordemødrenes og klinikingeniørernes månedlige grundløn viser, at jordemødrene får udbetalt en lavere løn.

[s. I-2222]

50 For at kunne fastslå, om det er i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117, at der udbetales en lavere løn til jordemødrene, skal den nationale ret således efterprøve, om de foreliggende statistiske oplysninger viser, at en betydelig større procentdel af kvinder end mænd arbejder som jordemødre. Hvis dette er tilfældet, foreligger der en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre foranstaltningen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i samme retning dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Pérez, Sml. I, s. 623, præmis 65).

51 Det påhviler den nationale ret at afgøre, om en national bestemmelse, en overenskomst, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, eller endog en ensidig disposition fra en arbejdsgivers side over for sine ansatte, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i samme retning dommen i sagen Seymour-Smith og Pérez, præmis 67, og dom af 21.10.1999, sag C-333/97, Lewen, Sml. I, s. 7243, præmis 26).

52 Den nationale ret skal også under hensyn til faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udføres, og de vilkår, hvorunder de udføres, afgøre, om disse forhold kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle.

53 Endelig bemærkes, at det — som anført af generaladvokaten i punkt 36 i forslaget til afgørelse — i en situation med tilsyneladende forskelsbehandling påhviler arbejdsgiveren at bevise, at den konstaterede lønforskel skyldes objektive faktorer. Arbejdstagerne ville nemlig savne midler til at søge ligelønsprincippet gennemført ved en national retsinstans, hvis ikke den omstændighed, at

[s. I-2223]

fremlæggelsen af beviselementer, der gør det muligt at påvise en tilsyneladende forskelsbehandling, havde til følge at pålægge arbejdsgiveren bevisbyrden for, at lønforskellen ikke reelt er kønsdiskriminerende (jf. Enderby-dommen, præmis 18).

54 De første tre spørgsmål skal herefter besvares med, at der ikke skal tages hensyn til tillæg for ubekvemme arbejdstider ved den beregning af lønnen, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til traktatens artikel 119 og direktiv 75/117. Såfremt der konstateres en lønforskel mellem de to sammenlignede grupper, og de foreliggende statistiske oplysninger viser, at der er klart flere kvinder end mænd i den dårligst stillede gruppe, indebærer traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal begrunde denne forskel ved objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Det fjerde og det femte spørgsmål

55 Med det fjerde og det femte spørgsmål, som skal behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få oplyst, om en arbejdstidsnedsættelse — forstået som forskellen i den krævede arbejdstid ved arbejde i dagtimerne og i kontinuerligt treholdsskift — eller værdien af en sådan nedsættelse skal tages i betragtning ved den lønberegning, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

56 Landstinget har i denne forbindelse anført, at lønsammenligningen skal foretages på grundlag af den løn, der udbetales for hver time, hvor der faktisk er udført

[s. I-2224]

arbejde. Værdien af arbejdstidsnedsættelsen, som landstinget anslår til 11,4% af grundlønnen, bør derfor medregnes i den samlede månedsløn med henblik på sammenligningen.

57 JämO har henvist til, at såvel en jordemor som en klinikingeniør for at få udbetalt en fuldtidsgrundløn i medfør af Allmänna Bestämmelser 95 skal arbejde en uge på fuld tid, som defineret i overenskomsten. I henhold til overenskomsten omfatter en uges arbejde på fuld tid for en jordemor 34 timer og 20 minutter i treholdsskift, mens en klinikingeniør skal arbejde 40 timer fra mandag til fredag inden for normal arbejdstid. Ifølge JämO udsættes arbejdstagere, der arbejder i treholdsskift, for et langt større pres og flere anstrengelser som følge af de uregelmæssige arbejdstider, skifteholdsarbejdet indebærer. Dette er grunden til, at der i henhold til Allmänna Bestämmelser 95 tillægges en times skifteholdsarbejde større værdi end en times arbejde inden for normal arbejdstid fra mandag til fredag.

58 Som det fremgår af denne doms præmis 38, skal det med henblik på at give den forelæggende ret en brugbar besvarelse af spørgsmålene undersøges, om arbejdstidsnedsættelsen i henhold til Allmänna Bestämmelser 95 falder ind under traktatens artikel 119 og dermed under direktiv 75/117.

59 Domstolen har i denne forbindelse allerede fastslået, at den omstændighed, at visse ansættelsesvilkår kan have økonomisk betydning, ikke er tilstrækkelig grund til at lade sådanne vilkår være omfattet af artikel 119, der hviler på den snævre sammenhæng mellem arbejdsydelse og lønnens størrelse (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne III, Sml. s. 1365, præmis 21).

[s. I-2225]

60 Arbejdstidsnedsættelsen vedrører således arbejdsvilkår og henhører dermed under direktiv 76/207 (jf. i samme retning dommen i sagen Seymour-Smith og Pérez, præmis 37).

61 Eventuelle forskelle i arbejdstiden for de to grupper, der tages hensyn til ved lønsammenligningen, kan imidlertid udgøre objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde en lønforskel.

62 Som det fremgår af denne doms præmis 53, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at der faktisk findes sådanne objektive faktorer.

63 Det fjerde og det femte spørgsmål skal herefter besvares med, at en arbejdstidsnedsættelse — forstået som forskellen i den krævede arbejdstid ved arbejde i dagtimerne og i kontinuerligt treholdsskift — eller værdien af en sådan nedsættelse ikke skal tages i betragtning ved den lønberegning, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til traktatens artikel 119 og direktiv 75/117. En sådan nedsættelse kan dog udgøre en objektiv faktor, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde en lønforskel. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at dette faktisk er tilfældet.

[s. I-2226]

#### Sagens omkostninger

64 De udgifter, der er afholdt af den finske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbetsdomstolen ved beslutning af 2. juli 1998, for ret:

1) Der skal ikke tages hensyn til tillæg for ubekvemme arbejdstider ved den beregning af lønnen, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. Såfremt der konstateres en lønforskel mellem de to sammenlignede grupper, og de [s. I-2227] foreliggende statistiske oplysninger viser, at der er klart flere kvinder end mænd i den dårligst stillede gruppe, indebærer traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal begrunde denne forskel ved objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) En arbejdstidsnedsættelse — forstået som forskellen i den krævede arbejdstid ved arbejde i dagtimerne og i kontinuerligt treholdsskift — eller værdien af en sådan nedsættelse skal ikke tages i betragtning ved den lønberegning, der danner grundlag for lønsammenligningen i henhold til traktatens artikel 119 og direktiv 75/117. En sådan nedsættelse kan dog udgøre en objektiv faktor, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde en lønforskel. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at dette faktisk er tilfældet.

Moitinho de Almeida

Schintgen

Gulmann

Puissochet

Macken

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2000.

R.Grass

Justitssekretær

J.C. Moitinho de Almeida

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: svensk.

===== FIL: praksis/celex-61998cj0285.md =====

# EU-Domstolen, 11. januar 2000, sag C-285/98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0285.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61998cj0285.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:2

Kommentarens titel: Et generelt forbud mod kvinders militære våbenstillinger

Emner på siden: [Adgang til beskæftigelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-adgang.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Direktiv 76/207 var til hinder for en generel udelukkelse af kvinder fra militære stillinger med brug af våben. Angår adgang til arbejde, ikke lønstørrelse; ligelønsloven gælder lønmæssig forskelsbehandling (§ 1, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 76/207 var til hinder for nationale regler, der generelt udelukkede kvinder fra militære stillinger med brug af våben og kun gav adgang til læge- og musikkorps.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Generel udelukkelse skal adskilles fra en konkret erhvervsundtagelse. Dommen angår adgang til arbejde, ikke lønstørrelse, og afgør ikke alle militære funktioners krav.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61998CJ0285

Domstolens dom
11. januar 2000[^*]

I sag C-285/98,

angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Hannover (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Tanja Kreil

mod

Bundesrepublik Deutschland,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), navnlig direktivets artikel 2,

har

[s. I-96]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.C. Moitinho de Almeida og L. Sevón samt dommerne P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, H. Ragnemalm og M. Wathelet,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Tanja Kreil ved advokat J. Rothardt, Soltau

- den tyske regering ved afdelingschef W.-D. Plessing, og kontorchef C.-D. Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent J. Grunwald, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 29. juni 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Tanja Kreil ved advokat J. Rothardt, af den tyske regering ved C.-D. Quassowski, af

[s. I-97]

den italienske regering ved statens advokat, D. Del Gaizo, af Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af N. Pleming, QC, og af Kommissionen ved J. Grunwald,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. oktober 1999,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 13. juli 1998, indgået til Domstolen den 24. juli 1998, har Verwaltungsgericht Hannover i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,

[s. I-98]

erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«), navnlig direktivets artikel 2.

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Tanja Kreil og Bundesrepublik Deutschland, som vedrører afslaget på at ansætte hende i Bundeswehr i afdelingen for vedligeholdelse (elektromekanik for våben).

#### Retsforskrifter

3 Direktivets artikel 2, stk. 1, 2 og 3, bestemmer:

> »1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

> 2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan udelukke sådanne former for erhvervsudøvelse og i givet [s. I-99] fald de dertil førende uddannelser, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af deres art eller de forhold, under hvilke de udføres.

> 3. Dette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.«

4 Direktivets artikel 9, stk. 2, bestemmer, at: »Medlemsstaterne foretager regelmæssigt en undersøgelse af de i artikel 2, stk. 2, omhandlede former for erhvervsudøvelse for at vurdere, om det under hensyntagen til den sociale udvikling er berettiget, at disse fortsat udelukkes. De meddeler Kommissionen resultatet af denne undersøgelse. «

5 Artikel 12a i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov) bestemmer:

> »1) Fra det fyldte 18. år kan mænd pålægges at gøre tjeneste i de væbnede styrker, i forbundsgrænsepolitiet eller i en organisation til civil beskyttelse.

[s. I-100]

> ...

> 4) Er forsvaret trådt i funktion, og viser det sig, at behovet for civile tjenesteydelser i civile læge- og sundhedstjenester samt i faste militærhospitaler ikke kan dækkes på frivilligt grundlag, kan kvinder mellem 18 og 55 år ved eller i henhold til lov pålægges at præstere sådanne ydelser. De må dog under ingen omstændigheder gøre tjeneste, som medfører brug af våben.«

6 Kvinders muligheder for at få adgang til militære stillinger i Bundeswehr er bl.a. reguleret af bestemmelser i § 1, stk. 2, i Soldatengesetz (lov om forsvarets personel, herefter »SG«) og i § 3ą i Soldatenlaufbahnverordnung (bekendtgørelse om den militære karriere, herefter »SLV«), hvorefter kvinder kun kan antages til at gøre tjeneste på frivilligt grundlag og udelukkende i lægekorpset samt i korpset for militærmusik.

#### Tvisten i hovedsagen

7 Tanja Kreil, som har en uddannelse på elektronikområdet, ansøgte i 1996 ornat gøre frivillig tjeneste i Bundeswehr og udtrykte ønske om at blive beskæftiget i

[s. I-101]

afdelingen for vedligeholdelse (elektromekanik for våben). Hendes ansøgning blev imidlertid afslået af hverveafdelingen og derpå af Bundeswehr's centrale personaleforvaltning med den begrundelse, at kvinder efter loven er udelukket fra militære stillinger, som medfører brug af våben.

8 Tanja Kreil anlagde herefter sag ved Verwaltungsgericht Hannover, hvorunder hun navnlig gjorde gældende, at det var i strid med fællesskabsretten at afslå hendes ansøgning alene under hensyn til hendes køn.

9 Da Verwaltungsgericht Hannover fandt, at det var nødvendigt at fortolke direktivet for at kunne afgøre tvisten, besluttede den at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er § 1, stk. 2, 3. punktum, i Soldatengesetz (lov om forsvarets personel) i affattelsen af 15. december 1995 (BGBl. I, s. 1737), senest ændret ved lov af 4. december 1997 (BGBl. I, s. 2846), og § 3a i Soldatenlaufbahnverordnung (bekendtgørelse om den militære karriere) i den affattelse, som er bekendtgjort den 28. januar 1998 (BGBl. I, s. 326), hvorefter kvinder, som ansættes på frivilligt grundlag, kun må beskæftiges i lægekorpset og korpset for militærmusik, men under ingen omstændigheder må gøre tjeneste i stillinger, der medfører brug af våben, i strid med Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976, og navnlig med artikel 2, stk. 2?«

#### Det præjudicielle spørgsmål

10 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt at få oplyst, om direktivet er til hinder for at anvende nationale bestemmelser som dem, der er

[s. I-102]

indeholdt i tysk ret, der generelt udelukker kvinder fra militære stillinger, som medfører brug af våben, og kun giver dem adgang til lægekorpset og korpset for militærmusik.

11 Tanja Kreil har gjort gældende, at en sådan udelukkelse af kvinder udgør en direkte forskelsbehandling i strid med direktivet Hun finder, at det strider mod fællesskabsretten, at en lov eller en bekendtgørelse forbyder kvinder adgang til det erhverv, som de ønsker at udøve.

12 Heroverfor har den tyske regering gjort gældende, at fællesskabsretten ikke er til hinder for de pågældende bestemmelser i SG og SLV, der er i overensstemmelse med grundlovens forbud for kvinder mod at udøve tjeneste, som medfører brug af våben. Regeringen anfører til støtte herfor for det første, at spørgsmål vedrørende forsvaret, som henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, er et område, der principielt falder uden for fællesskabsretten, og for hvilket medlemsstaterne har bevaret deres suverænitet. For det andet anfører regeringen, at selv om det forudsættes, at direktivet finder anvendelse på de væbnede styrker, har de pågældende nationale bestemmelser, som begrænser kvinders adgang til visse stillinger i Bundeswehr, hjemmel i direktivets artikel 2, stk. 2 og 3.

13 Den italienske regering og Det Forenede Kongeriges regering, der har afgivet mundtlige indlæg, har principalt gjort gældende, at afgørelser om opbygningen af de væbnede styrker og om disses kampdygtighed ikke henhører under traktatens anvendelsesområde. Subsidiært anfører de, at direktivets artikel 2, stk. 2, under visse omstændigheder indeholder hjemmel til at udelukke kvinder fra at gøre tjeneste i kampenheder.

[s. I-103]

14 Kommissionen har gjort gældende, at direktivet finder anvendelse på beskæftigelsesforhold i den offentlige forvaltning og dermed også på de væbnede styrker. Den anfører, at direktivets artikel 2, stk. 3, ikke indeholder hjemmel til at give kvinder en stærkere beskyttelse mod risici, som berører mænd og kvinder på samme måde. Hvad angår spørgsmålet, om den stilling, som Tanja Kreil har ansøgt om, udgør en sådan form for erhvervsudøvelse, for hvilken det på grund af dennes art eller de forhold, hvorunder den udføres, er afgørende, at den varetages af mænd og ikke af kvinder, tilkommer det efter Kommissionens opfattelse den forelæggende ret at besvare dette spørgsmål under overholdelse af proportionalitetsprincippet og under behørig hensyntagen såvel til det skøn, som tilkommer den enkelte medlemsstat afhængig af dennes særlige forhold, som til den omstændighed, at gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder har karakter af en stadig fremadskridende proces.

15 For det første bemærkes, som Domstolen tidligere har fastslået i præmis 15 i dommen af 26. oktober 1999 i sag C-273/97, Sirdar (Sml. I, s. 7403), at det tilkommer medlemsstaterne — som det påhviler at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opretholde deres indre og ydre sikkerhed — at træffe afgørelser om opbygningen af deres væbnede styrker. Dette betyder dog ikke, at sådanne afgørelser nødvendigvis falder helt uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

16 Som tidligere fastslået af Domstolen findes traktatens undtagelsesbestemmelser vedrørende situationer, hvor den offentlige orden eller sikkerhed er truet, alene i artikel 36, 48, 56, 223 (efter ændring nu artikel 30 EF, 39 EF, 46 EF og 296 EF) og 224 (nu artikel 297 EF), der angår usædvanlige, klart afgrænsede tilfælde. Disse bestemmelser giver ikke hjemmel for at antage, at der efter traktaten gælder et almindeligt forbehold for samtlige foranstaltninger, der træffes af hensyn til den offentlige sikkerhed, og som udelukker disse fra fællesskabsrettens anvendelsesområde. Såfremt der antoges at gælde et sådant almindeligt forbehold, uafhængigt af de nærmere betingelser i traktatens bestemmelser, ville fællesskabsrettens bindende karakter og ensartede anvendelse kunne undergraves (jf. i

[s. I-104]

denne retning dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 26, og Sirdar-dommen, præmis 16).

17 Begrebet offentlig sikkerhed, som dette begreb forstås i de traktatbestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, omfatter såvel en medlemsstats indre sikkerhed — der var omhandlet i den sag, som gav anledning til Johnston-dommen — som dens ydre sikkerhed — der var omhandlet i den sag, som gav anledning til Sirdar-dommen (jf. i denne retning dom af 4.10.1991, sag C-367/89, Richardt og »Les Accessoires Scientifiques«, Sml. I, s. 4621, præmis 22, af 17.10.1995, sag C-83/94, Leifer mil., Sml. I, s. 3231, præmis 26, og Sirdar-dommen, præmis 17).

18 Desuden vedrører visse af traktatens undtagelsesbestemmelser kun reglerne om den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser, og ikke traktatens sociale bestemmelser, der omfatter princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som Tanja Kreil har påberåbt sig. Efter fast praksis har dette princip generel rækkevidde, og direktivet finder anvendelse på ansættelsesforhold i den offentlige sektor (jf. dom af 21.5.1985, sag 248/83, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1459, præmis 16, af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 18, og Sirdar-dommen, præmis 18).

19 Følgelig finder direktivet anvendelse i en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen.

20 Endvidere skal det bemærkes, at medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, kan udelukke sådanne former for erhvervsudøvelse fra direktivets anvendelsesområde, for hvilke udøverens køn er afgørende på grund af erhvervets art eller de forhold, under hvilke det udføres, hvorved dog bemærkes, at denne bestemmelse skal fortolkes indskrænkende, da den er en undtagelse fra en ved direktivet hjemlet subjektiv rettighed (jf. Johnston-dommen, præmis 36, og Sirdar-dommen, præmis 23).

[s. I-105]

21 Domstolen har således eksempelvis anerkendt, at udøverens køn kan være afgørende i visse stillinger, såsom stillingen som betjent og overvagtmester i et fængsel (jf. dom af 30.6.1988, sag 318/86, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 3559, præmis II-18), eller for visse funktioner, såsom politivirksomhed i en situation med alvorlige indre uroligheder (jf. Johnston-dommen, præmis 36 og 37), samt for tjeneste i visse særlige kampenheder (Sirdar-dommen, præmis 29, 30 og 31).

22 En medlemsstat kan bestemme, at sådanne funktioner efter omstændighederne alene kan udføres af mænd eller kvinder, og at kun mænd, respektivt kvinder har adgang til den efteruddannelse, der herved er nødvendig. I så fald skal medlemsstaterne imidlertid, som foreskrevet i direktivets artikel 9, stk. 2, regelmæssigt undersøge de omhandlede former for erhvervsudøvelse for at vurdere, om man under hensyntagen til den sociale udvikling fortsat bør opretholde undtagelsen fra direktivets almindelige ordning (jf. Johnston-dommen, præmis 37, og Sirdar-dommen, præmis 25).

23 I ethvert tilfælde, hvor der gøres undtagelse fra en grundlæggende rettighed såsom princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, skal den nærmere rækkevidde af undtagelsen, således som fastslået af Domstolen i Johnston-dommens præmis 38 og i Sirdar-dommens præmis 26, desuden fastlægges under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, som er en af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger. Efter dette princip må undtagelserne ikke gå videre end det er rimeligt og nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, hvorved ligebehandlingsprincippet i videst muligt omfang skal søges tilgodeset samtidig med det hensyn til den offentlige sikkerhed, som bestemmer de vilkår, hvorunder den pågældende beskæftigelse udføres.

24 De nationale myndigheder råder dog efter omstændighederne over et vist skøn ved vedtagelsen af foranstaltninger, som anses for nødvendige for at garantere en medlemsstats offentlige sikkerhed (jf. Leifer-dommen, præmis 35, og Sirdar-dommen, præmis 27).

[s. I-106]

25 Det må derfor, som Domstolen fremhævede i Sirdar-dommens præmis 28, efterprøves, om de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet under udøvelsen af det skøn, der tilkommer dem, i den konkrete sag reelt forfølger det mål at garantere den offentlige sikkerhed, og om de er rimelige og nødvendige for at nå dette mål.

26 Som anført i nærværende doms præmis 5, 6 og 7, beror afslaget på at ansætte sagsøgeren i hovedsagen i den tjenestegren i Bundeswehr, hvor hun ønskede at arbejde, på de tyske retsforskrifter, som helt udelukker kvinder fra stillinger i militæret, der medfører brug af våben, og kun giver dem adgang til lægekorpset og korpset for militærmusik.

27 I betragtning af sit anvendelsesområde kan en sådan udelukkelse af kvinder, der omfatter næsten samtlige militære stillinger i Bundeswehr, ikke anses for en undtagelsesforanstaltning, som er begrundet i de pågældende stillingers særlige karakter eller i særlige betingelser for deres udøvelse. De undtagelser, som er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 2, kan nemlig kun vedrøre særlige former for erhvervsudøvelse (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 25).

28 I betragtning af selve de væbnede styrkers karakter kan endvidere den omstændighed, at de personer, som gør tjeneste i disse styrker, kan komme ud for at skulle bruge våben, ikke i sig selv begrunde, at kvinder udelukkes fra adgangen til militære stillinger. Der er i øvrigt, som den tyske regering selv har oplyst, inden for de tjenestegrene i Bundeswehr, som kvinder har adgang til, tilrettelagt en indføring i brug af våben, som skal give de ansatte i disse tjenestegrene mulighed for at forsvare sig og for at komme nødstedte til undsætning.

[s. I-107]

29 Herefter kan de nationale myndigheder ikke, uden at komme i strid med proportionalitetsprincippet, generelt antage, at alle bevæbnede enheder i Bundeswehr udelukkende skal være sammensat af mænd, selv i betragtning af det skøn, der tilkommer dem hvad angår muligheden for fortsat at udelukke kvinder fra våbenbrug.

30 Hvad endelig angår muligheden for at anvende direktivets artikel 2, stk. 3, som den tyske regering tillige har påberåbt sig, har denne bestemmelse, som Domstolen har fremhævet i Johnston-dommens præmis 44, til formål at beskytte dels kvindens biologiske tilstand, dels det særlige forhold mellem moderen og barnet. Denne bestemmelse giver derfor ikke hjemmel til at udelukke kvinder fra en beskæftigelse under henvisning til, at de skal sikres en videre beskyttelse end mænd mod farer, som ikke har sammenhæng med de særlige beskyttelseshensyn for kvinder, såsom de udtrykkeligt nævnte.

31 En fuldstændig udelukkelse af kvinder fra enhver militær stilling, som medfører brug af våben, er derfor ikke en sådan form for forskelsbehandling, som er lovlig efter direktivets artikel 2, stk. 3, af hensyn til beskyttelse af kvinder.

32 Det præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at direktivet er til hinder for at anvende nationale bestemmelser som dem, der er indeholdt i tysk ret, der generelt udelukker kvinder fra militære stillinger, som medfører brug af våben, og kun giver dem adgang til lægekorpset og korpset for militærmusik.

[s. I-108]

#### Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske og italienske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, som er forelagt af Verwaltungsgericht Hannover ved kendelse af 13. juli 1998, for ret:

Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, [s. I-109]  erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er til hinder for at anvende nationale bestemmelser som dem, der er indeholdt i tysk ret, der generelt udelukker kvinder fra militære stillinger, som medfører brug af våben, og kun giver dem adgang til lægekorpset og korpset for militærmusik.

Rodríguez Iglesias

Moitinho de Almeida

Sevón

Kapteyn

Gulmann

Puissochet

Hirsch

Ragnemalm

Wathelet

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. januar 2000.

R. Grass

Justitssekretær

G. C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Proccssprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-61999cj0050.md =====

# EU-Domstolen, 25. maj 2000, sag C-50/99

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0050.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0050.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2000:288

Kommentarens titel: Aldersgrænser for efterladtepension i en erhvervstilknyttet ordning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 119 omfattede den beskrevne erhvervstilknyttede pensionsordning og forbød, at den efter 17. maj 1990 forskelsbehandlede mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til, fra hvilken alder en efterlevende ægtefælle kunne få pension (jf. § 1 a, stk. 1 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 omfattede den beskrevne erhvervstilknyttede pensionsordning og forbød, at den efter 17. maj 1990 forskelsbehandlede mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til, fra hvilken alder en efterlevende ægtefælle kunne modtage pension.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ordningens karakter, efterladtes ret og tidsgrænsen skal holdes sammen. Dommen afgør ikke alle nationale pensioner eller tilbagevirkning uden for dens historiske ramme.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61999CJ0050

Domstolens dom (Femte Afdeling)
25. maj 2000[^*]

I sag C-50/99,

angående en anmodning, som Tribunal de grande instance de Paris (Frankrig) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Jean-Marie Podesta

mod

Caisse de retraite par répartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA) m.fl.,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF),

[s. I-4056]

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward, og dommerne L. Sevón, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), P. Jann og M. Wathelet,

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Jean-Marie Podesta ved advokat B. Canciani, Paris

- Caisse de retraite par repartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA) m.fl. ved advokat B. Serizay, Paris

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 9. december 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Jean-Marie Podesta ved advokat S. Formé, Paris, af Caisse de retraite par repartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA) m.fl. ved advokat B. Serizay, og af Kommissionen ved H. Michard, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

[s. I-4057]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. januar 2000,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 12. januar 1999, indgået til Domstolen den 16. februar 1999, har Tribunal de grande instance de Paris i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag, som føres af Jean-Marie Podesta mod Caisse de retraite par repartition des ingénieurs cadres & assimilés (CRICA), Union interprofessionnelle de retraite de l'industrie et du commerce (UIRIC), Caisse générale interprofessionnelle de retraite pour salariés (CGIS), Association générale des institutions de retraite des cadres (AGIRC) og Association des régimes complémentaire (Arreo) (herefter »pensionskasserne«).

#### De fællesskabsretlige bestemmelser

3 Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale

[s. I-4058]

sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) er blevet ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20).

4 Det fremgår af 14. betragtning til direktiv 96/97, at dommen af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889), »automatisk [gør] nogle af bestemmelserne vedrørende lønmodtagere i... direktiv 86/378... ugyldige«.

5 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 86/378, som ændret ved direktiv 96/97, bestemmer:

> »Ved ’erhvervstilknyttede sikringsordninger’ forstås ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7/EØF, og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk. «

6 I artikel 2, stk. 1, første punktum, i direktiv 96/97 bestemmes:

> »Enhver gennemførelsesforanstaltning til dette direktiv, for så vidt angår lønmodtagere, skal dække alle ydelser, der kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990 og har tilbagevirkende kraft til denne dato, medmindre arbejdstagerne eller deres ydelsesberettigede pårørende inden denne dato har anlagt søgsmål eller indgivet en dertil svarende administrativ klage i overensstemmelse med national lovgivning.«

[s. I-4059]

7 Ifølge artikel 3 i direktiv 96/97 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden den 1. juli 1997 og straks underrette Kommissionen herom.

#### De nationale bestemmelser

8 Artikel L. 921-1 i den franske code de la sécurité sociale (»lov om social sikring«) bestemmer: »De kategorier af arbejdstagere, der er omfattet af en ordning om tvungen forsikring mod risikoen alderdom i henhold til den almindelige socialsikringsordning eller sociale sikringsordninger inden for landbrugsområdet, og tidligere lønmodtagere i samme kategori, som ikke er omfattet af en tillægspensionsordning, der forvaltes af en i medfør af dette kapitel eller kapitel I i artikel 1050 i code rural [landbrugsloven] godkendt tillægspensionsinstitution, skal være tilsluttet en af de pågældende institutioner. «

9 I henhold til artikel L. 921-4 i lov om social sikring oprettes tillægspensionsordningerne for arbejdstagere i henhold til tværfaglige nationale aftaler og forvaltes af tillægspensionsinstitutioner og sammenslutninger af sådanne institutioner. Endvidere yder sammenslutningerne kompensation for dispositioner, der foretages af de tillægspensionsinstitutioner, som er medlemmer af dem.

10 I lovens artikel L. 922-4 er det fastsat:

> »Sammenslutningerne af tillægspensionsinstitutioner er ikke-erhvervsdrivende privatretlige, juridiske personer og udfører et hverv i almenvellets interesse. De administreres på paritetisk grundlag af tilsluttede virksomheder og arbejdstagere, således som disse er defineret i artikel L. 922-2, eller af deres repræsentanter.

[s. I-4060]

> Sammenslutningerne godkendes ved bekendtgørelse fra ministeren for social sikring.

> Sammenslutningerne har til formål at gennemføre de bestemmelser, der er fastsat i de aftaler, der omhandles i artikel L. 921-4, samt de beslutninger, der træffes til gennemførelse heraf af repræsentanterne for de arbejdsgivere og arbejdstagere, der har underskrevet de pågældende aftaler, og som i dette øjemed er forsamlet i et paritetisk udvalg, og navnlig at yde kompensation for dispositioner, der foretages af de tillægspensionsinstitutioner, som er medlemmer af dem.«

11 Artikel L. 913-1 i lov om social sikring bestemmer, at der i overenskomster, aftaler eller ensidige beslutninger, der er omfattet af artikel L. 211-1, ikke må indsættes bestemmelser, der indebærer forskelsbehandling på grundlag af køn, idet sådanne bestemmelser er ugyldige. Forbuddet er imidlertid ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder i forbindelse med moderskab, og det omfatter ikke bestemmelser vedrørende pensionsalderen og de nærmere betingelser for tilkendelse af efterladtepension.

12 Artikel 2 i den franske kollektive overenskomst af 14. marts 1947 om pensionsforhold for og social sikring af ledende medarbejdere (herefter »den kollektive overenskomst af 1947«), som ændret den 9. februar 1994, har følgende ordlyd:

> »Med virkning fra den 1. april 1947 skal alle virksomheder, der henhører under en sammenslutning, som er medlem af MEDEF [Mouvement des entreprises de France]:

> - ...

> - til den pågældende institution indbetale alle de bidrag, der er defineret i overenskomstens artikel 6 og i artikel 36 i bilag I til overenskomsten, idet der i de tilsluttedes løn indeholdes det bidrag, de skal betale i henhold til de nævnte artikler.«

13 Artikel 12, stk. 1, i bilag I til den kollektive overenskomst af 1947, som ændret, har følgende ordlyd:

> »Enken efter en tilsluttet har ...

> a) såfremt den tilsluttede er afgået ved døden inden den 1. marts 1994, ret til efterladtepension fra det fyldte 50. år, beregnet på grundlag af et antal point svarende til 60% af det antal point, afdøde havde opnået

> b) såfremt den tilsluttede er afgået ved døden efter den 1. marts 1994, ret til efterladtepension fra det fyldte 60. år, beregnet på grundlag af et antal point svarende til 60% af det antal point, afdøde havde opnået.«

14 I artikel 13c, stk. 1, i bilaget er det præciseret:

> »Enkemanden efter en tilsluttet har,

[s. I-4062]

> a) såfremt den tilsluttede er afgået ved døden inden den 1. marts 1994, ret til efterladtepension fra det fyldte 65. år, beregnet på grundlag af et antal point svarende til 60% af det antal point, afdøde havde opnået ...

> b) såfremt den tilsluttede er afgået ved døden efter den 1. marts 1994, ret til efterladtepension, der beregnes i henhold til artikel 12, stk. 1, litra b).«

15 Artikel 1 i aftalen af 8. december 1961 bestemmer:

> »Virksomheder, der er medlemmer af en organisation, der er tilsluttet MEDEF, CGPME eller UPA, samt virksomheder, som denne aftale i henhold til bekendtgørelser er udvidet til også at omfatte... skal tilslutte deres lønnede medarbejdere til en tillægspensionsinstitution...«

16 I henhold til en ændring af aftalen, der blev gennemført i 1994, kan enker og enkemænd efter en person, der var tilsluttet AGIRC-ordningen, som følge af et dødsfald, der er indtrådt efter den 1. marts 1994, få udbetalt efterladtepension med den fulde sats, når de fylder 60 år (eller den nedsatte sats fra det fyldte 55. år). I henhold til en aftale af 1996 kan såvel mænd som kvinder få udbetalt efterladtepension i henhold til Arrco-ordningen fra det fyldte 55. år som følge af dødsfald, der er indtrådt efter den 1. juli 1996.

#### Faktiske omstændigheder og det præjudicielle spørgsmål

17 Marielle Podesta, der var direktør i medicinalindustrien, havde i 35 år indbetalt bidrag til en tillægspension under pensionskasserne.

[s. I-4063]

18 Efter at hun var afgået ved døden den 3. december 1993 anmodede Jean-Marie Podesta i sin egenskab af ydelsesberettiget pårørende pensionskasserne om at få udbetalt efterladtepension, dvs. halvdelen af den pension, hans ægtefælle ville have haft krav på.

19 Pensionskasserne imødekom ikke hans anmodning, idet de henviste til, at han endnu ikke var fyldt 65 år, der var den aldersgrænse, der var fastsat for, at en enkemand kunne få udbetalt efterladtepension efter sin hustru.

20 Herefter anlagde Jean-Marie Podesta ved stævning af 18. november 1996 sag ved den forelæggende ret med påstand om, at pensionskasserne tilpligtedes at betale ham efterladtepension med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor hans hustru afgik ved døden, med tillæg af renter mv. som fastsat i lovgivningen. Han anførte, at bestemmelserne i bilag I til den kollektive overenskomst af 1947, som ændret, hvorefter en enkemand skal være fyldt 65 år for at kunne få udbetalt efterladtepension efter sin hustru, mens der for enker gælder en aldersgrænse på 60 år, udgør en tilsidesættelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

21 Heroverfor gjorde pensionskasserne gældende, at den pågældende tillægspensionsordning ikke er omfattet af traktatens artikel 119. De anførte nærmere, at der er tale om en tværfaglig ordning, der forvaltes efter fordelingsprincippet, at den er obligatorisk for alle arbejdstagere, og at den er baseret på socialpolitiske og ikke på faglige hensyn (dvs. kravet om solidaritet mellem erhvervsaktive og pensionister).

22 Tribunal de grande instance fandt, at afgørelsen af den sag, der var indbragt for den, afhang af en fortolkning af traktatens artikel 119. Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Omfatter Rom-traktatens artikel 119, som fastslår princippet om lønmæssig ligebehandling af mænd og kvinder, AGIRC- og ARRCO-tillægspensionsordningerne, [s. I-4064]  og er bestemmelsen til hinder for forskelsbehandling af mænd og kvinder med hensyn til, fra hvilken alder de kan oppebære en efterladtepension, efter at deres ægtefælle er afgået ved døden?«

#### Det præjudicielle spørgsmåls første led

23 Med spørgsmålets første led ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om traktatens artikel 119 finder anvendelse på tillægspensionsordninger som f.eks. den, der omtvistes i hovedsagen.

24 Hertil bemærkes indledningsvis, at efter fast retspraksis omfatter begrebet løn, som det er defineret i traktatens artikel 119, ikke socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov (jf. Barber-dommen, præmis 22, og dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 44).

25 Derimod skal ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under traktatens artikel 119 (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, Barber-dommen, præmis 28, Beune-dommen, præmis 46, og dom af 10.2.2000, forenede sager C-234/96 og C-235/96, Deutsche Telekom, Sml. I, s. 799, præmis 32).

26 Som Domstolen gentagne gange har fremhævet, kan kun kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og

[s. I-4065]

hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af traktatens artikel 119, tillægges afgørende betydning (jf. Beune-dommen, præmis 43, og dom af 17.4.1997, sag C-147/95, Evrenopoulos, Sml. I, s. 2057, præmis 19).

27 Domstolen har ligeledes præciseret, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, og derfor er den omfattet af traktatens artikel 119's anvendelsesområde (jf. Evrenopoulos-dommen, præmis 22).

28 Endelig bemærkes, at direktiv 86/378, som ændret ved direktiv 96/97, er til hinder for, at medlemsstaterne udsætter gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår pensionsalderen for lønmodtagere og pension til deres efterladte.

29 Det er i lyset af disse bemærkninger, at det forelagte spørgsmåls første led skal besvares.

30 Pensionskasserne har anført, at den tillægspensionsordning, der omtvistes i hovedsagen, ikke er omfattet af traktatens artikel 119. De har i denne forbindelse for det første anført, at der praktisk taget er tale om en lovbestemt ordning, som er obligatorisk for alle lønmodtagere, og som er baseret på socialpolitiske og ikke på faglige hensyn.

31 Hertil bemærkes, at det i artikel 2, stk. 1, i direktiv 86/378, som ændret ved direktiv 96/97, er fastsat, at der ved erhvervstilknyttede sikringsordninger forstås

[s. I-4066]

ordninger, der ikke er omfattet af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24), og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.

32 Det fremgår således først og fremmest af selve ordlyden af den pågældende bestemmelse, at det for en erhvervstilknyttet social sikringsordning er kendetegnende, at medlemskab er obligatorisk.

33 Endvidere bemærkes, at det fremgår af sagsakterne i hovedsagen, at der i den foreliggende sag ikke er tale om sociale sikringsordninger, som er bestemt for hele befolkningen eller samtlige arbejdstagere. Med hensyn til AGIRC er det således kun direktører for virksomheder, der er tilsluttet en ordning, som selv er omfattet af den pågældende sammenslutning, mens Arrco omfatter ordninger, der kun har arbejdstagere som medlemmer.

34 Som generaladvokaten har anført i punkt 48, 49 og 50 i forslaget til afgørelse, er den omstændighed, at den nationale lovgiver har udvidet de erhvervstilknyttede ordninger til også at omfatte forskellige kategorier af arbejdstagere, ikke tilstrækkelig til, at de pågældende ordninger falder uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 eller for artikel 2 i direktiv 86/378, som ændret ved direktiv 96/97, idet det er ubestridt, at de pågældende ordninger i princippet er bestemt for nuværende eller tidligere arbejdstagere i de berørte virksomheder.

35 Endelig bemærkes med hensyn til argumentet om, at den tillægspensionsordning, der omtvistes i hovedsagen, er baseret på socialpolitiske og ikke på faglige hensyn, at i henhold til fast retspraksis kan socialpolitiske, statsorganisatoriske,

[s. I-4067]

etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af de nærmere regler for en ordning, ikke være udslaggivende, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af den senest oppebårne løn (jf. Beune-dommen, præmis 45, og Evrenopoulos-dommen, præmis 21).

36 Pensionskasserne har dernæst gjort gældende, at den ordning, der omtvistes i hovedsagen, forvaltes på grundlag af et fordelingsprincip, hvilket indebærer, at der nødvendigvis må være balance mellem de indbetalte bidrag og de udbetalte ydelser.

37 Hertil bemærkes blot, at kriteriet om de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning ikke kan danne grundlag for at afgøre, om ordningen er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 (jf. Beune-dommen, præmis 38).

38 Endvidere bemærkes, at som Domstolen har fastslået i Evrenopoulos-dommen, omfatter traktatens artikel 119 en erhvervstilknyttet ordning, der forvaltes på grundlag af et fordelingsprincip.

39 Pensionskasserne har endelig anført, at den ordning, der omtvistes i hovedsagen, er en bidragsdefineret og ikke en ydelsesdefineret ordning, hvilket medfører, at en arbejdsgiver ikke er forpligtet til at garantere sine tidligere lønmodtagere ydelser

[s. I-4068]

af en bestemt størrelse eller ydelser, som nærmere kan fastlægges, og som er beregnet på grundlag af ansættelsesforholdets varighed og den senest oppebårne løn.

40 Hertil bemærkes blot, at som generaladvokaten har anført i punkt 57 og 58 i forslaget til afgørelse, fremgår det af pensionskassernes egne forklaringer og af deres brochurer, der var vedlagt som bilag til Jean-Marie Podesta's indlæg, at der er sammenhæng mellem de udbetalte ydelser og den senest oppebårne løn.

41 Sammenfattende følger det heraf, at traktatens artikel 119 omfatter en tillægspensionsordning som den, der omtvistes i hovedsagen.

#### Det præjudicielle spørgsmåls andet led

42 Med spørgsmålets andet led ønsker den nationale ret oplyst, om traktatens artikel 119 er til hinder for forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til, fra hvilken alder en ægtefælle kan oppebære en efterladtepension, efter at en sådan arbejdstager er afgået ved døden.

43 Det er ubestridt, at i den foreliggende sag har sagsøgeren i hovedsagen, der endnu ikke er fyldt 65 år, ikke ret til at få udbetalt efterladtepension som følge af, at hans ægtefælle er afgået ved døden, mens aldersgrænsen for enker er 60 år.

[s. I-4069]

44 Hertil bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, således som det kræves i henhold til traktatens artikel 119, kan påberåbes for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, hvor Barber-dommen blev afsagt (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, sag C-28/93, Van den Akker m.fl., Sml. I, s. 4527, præmis 12).

45 Heraf følger, at erhvervstilknyttede pensionsordninger skulle tilvejebringe ligebehandling fra den 17. maj 1990 (jf. dommen i sagen Van den Akker m.fl., præmis 14).

46 Spørgsmålets andet led skal herefter besvares med, at traktatens artikel 119 finder anvendelse på en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der omtvistes i hovedsagen, og er til hinder for, at en sådan ordning efter den 17. maj 1990 indebærer forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til, fra hvilken alder en ægtefælle kan oppebære en efterladtepension, efter at en sådan arbejdstager er afgået ved døden.

#### Sagens omkostninger

47 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-4070]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Paris ved dom af 12. januar 1999, for ret:

EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF — 143 EF) finder anvendelse på en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der omtvistes i hovedsagen, og er til hinder for, at en sådan ordning efter den 17. maj 1990 indebærer forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til, fra hvilken alder en ægtefælle kan oppebære en efterladtepension, efter at en sådan arbejdstager er afgået ved døden.

Edward

Sevón

Kapteyn

Jann

Wathelet

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. maj 2000.

R. Grass

Justitssekretær

D.A.O. Edward

Formand for Femte Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-61999cj0366.md =====

# Domstolen, 29. november 2001, sag C-366/99

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0366.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0366.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2001:648

Kommentarens titel: Tjenestemandspension og børnetillæg til fædre

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den beskrevne tjenestemandspension var omfattet af artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Et pensionstillæg for børn alene til kvinder stred mod ligelønsprincippet, når mænd, der kunne bevise at have opdraget deres børn, var udelukket (jf. § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne franske tjenestemandspension var omfattet af artikel 119. Et pensionstillæg alene til kvinder stred mod ligelønsprincippet, når mænd, som kunne bevise at have opdraget deres børn, var udelukket. Bestemmelsen om særlige fordele i social- og arbejdsmarkedsaftalens artikel 6, stk. 3, ændrede ikke resultatet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk fransk ordning og artikel 119; ingen afgørelse efter 2023/970.

Ingen automatisk ret for alle fædre; faktisk børneopdragelse skal kunne bevises.

Ingen afgørelse om kvinders beviskrav eller om aftalens tilbagevirkende kraft.

Ingen afgørelse om alle positive særforanstaltninger eller alle lovbestemte pensioner.

Ingen selvstændig prøvelse af nationale frister, aktuel fransk ret eller dansk pensionslovgivning.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61999CJ0366

Domstolens dom
29. november 2001[^*]

I sag C-366/99,

angående en anmodning, som Conseil d'État (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Joseph Griesmar

mod

Ministre de l'Économie, des Finances et de l'Industrie,

Ministre de la Fonction publique, de la Réforme de l'État et de la Décentralisation,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken [s. I-9414]  (EFT 1992 C 191, s. 91) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene R Jann, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr samt dommerne A. La Pergola, J.-R Puissochet, L. Sevón, M. Wathelet, V. Skouris (refererende dommer) og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Joseph Griesmar ved avocat H. Masse-Dessen

- den franske regering ved K. Rispal-Bellanger og A. Lercher, som befuldmægtigede

- den belgiske regering ved R Rietjens som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. Michard som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 9. januar 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Joseph Griesmar ved H. Masse-Dessen, af den franske regering ved C. Bergeot, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved H. Michard,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. februar 2001,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved beslutning af 28. juli 1999, indgået til Domstolen den 4. oktober 1999, har Conseil d'État i medfør af artikel 234 EF stillet to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af artikel 6, stk. 3, i aftalen

[s. I-9416]

om social-og arbejdsmarkedspolitikken (EFT 1992 C 191, s. 91) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst i en tvist mellem Joseph Griesmar og ministre de l'Économie, des Finances et de l'Industrie og ministre de la Fonction publique, de la Réforme de l'État et de la Décentralisation vedrørende lovligheden af den afgørelse, hvorved Joseph Griesmar er tillagt en alderspension.

#### Retsgrundlaget

##### Fællesskabsretten

3 Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

[s. I-9417]

> Ved ’løn’ forstås i denne artikel den almindelige grund-eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4 Aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken trådte i kraft samme dato som EF-traktaten, nemlig den 1. november 1993.

5 Artikel 6, stk. 1 og 2, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken gentager de regler, der er fastsat i traktatens artikel 119. Aftalens artikel 6, stk. 3, har følgende ordlyd:

> »Denne artikel er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, dér har til formål at gøre det lettere for kvinder at udøve en erhvervsaktivitet, eller at forebygge eller opveje ulemper i deres erhvervsmæssige karriere.«

6 Artikel 141 EF har siden den 1. maj 1999 haft følgende ordlyd:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> [...]

[s. I-9418]

> 4. For at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.«

7 Direktiv 79/7 bestemmer i artikel 3, stk. 1, litra a):

> »Dette direktiv finder anvendelse:

> a) på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: - [...] - [...] - alderdon

> [...]«

[s. I-9419]

8 Direktivets artikel 4 bestemmer:

> »1. Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

- anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

- bidragspligt og beregning af bidrag

- beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle-eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.

> 2. Princippet om ligebehandling er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med moderskab.«

[s. I-9420]

9 Samme direktivs artikel 7 bestemmer:

> » 1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders-og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser

b) fordele med hensyn til aldersforsikring til personer, som har opdraget børn; erhvervelse af ret til ydelser efter perioder, hvor beskæftigelsen har været afbrudt som følge af børneopdragelse

[...]

> 2. Medlemsstaterne foretager regelmæssigt en undersøgelse af de områder, der er undtaget i henhold til stk. 1, med henblik på at efterprøve, om det under hensyn til den sociale udvikling på et område er berettiget at opretholde de pågældende undtagelser. «

##### National ret

10 Den franske pensionsordning for tjenestemænd er fastsat i code des pensions civiles et militaires de retraite (lov om alderspension til civile og militære

[s. I-9421]

tjenestemænd, herefter »loven«). Lovens nugældende bestemmelser fremgår af lov nr. 64-1339 af 26. december 1964 (JORF af 30.12.1964), der erstatter den tidligere lov, der var offentliggjort som bilag til dekret nr. 51-590 af 23. maj 1951, samt af forskellige senere ændringer.

11 Lovens artikel L. 1 bestemmer:

> »Pensionen er en personlig og livsvarig økonomisk ydelse, der tildeles civile og militære tjenestemænd, og som efter deres død tildeles deres efterkommere som fastsat i lov, som godtgørelse for den tjeneste, de har udført indtil ophøret af deres tjeneste.

> Pensionsbeløbet, der tager den udførte tjenestes niveau, varighed og art i betragtning, sikrer ved karrierens afslutning modtageren levevilkår, der står i forhold til værdigheden af hans tjeneste.«

12 Lovens artikel L. 12, litra b), bestemmer følgende:

> »Til den faktiske tjeneste lægges under betingelser, der fastsættes af forvaltningen ved forordning, følgende tillæg:

> [...]

[s. I-9422]

> b) tillæg, der tildeles kvindelige tjenestemænd, for hver af deres børn født i ægteskab, deres børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, eller deres adoptivbørn, og — under forbehold af, at børnenes opdragelse er blevet varetaget i mindst ni år inden deres 21. år — for hver af de andre børn, der er opregnet i artikel L. 18, stk. II.«

13 De i artikel L. 18, stk. II, nævnte børn er:

> »Pensionsmodtagerens børn født i ægteskab, børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, og adoptivbørn.

> Ægtefællens børn fra et tidligere ægteskab, hans børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, og hans adoptivbørn.

> Børn, som pensionsmodtageren eller hendes ægtefælle er tildelt forældremyndigheden over.

> Børn, der står under pensionsmodtagerens eller hendes ægtefælles værgemål, når værgemålet medfører faktisk og vedvarende varetægt over barnet.

[s. I-9423]

> Børn, der er optaget i pensionsmodtagerens eller hendes ægtefælles hjem, såfremt disse personer under de betingelser, der fastsættes ved dekret efter forelæggelse for Conseil d'État, godtgør, at de har den faktiske og vedvarende varetægt.«

14 Lovens artikel R. 13 bestemmer:

> »Det i artikel L. 12, litra b), fastsatte tillæg til kvindelige tjenestemænd svarer til ét år for hver af deres børn født i ægteskab, for deres børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, samt for hver af de andre børn, der på tidspunktet for pensioneringen er blevet opfostret under de betingelser og i det tidsrum, der er fastsat i ovenstående artikel.«

15 For så vidt angår fastsættelsen af pensionsbeløbet bestemmer lovens artikel L. 13, L. 14 og L. 15 følgende:

###### »Artikel L. 13

> Tjenestens varighed og de fastsatte tillæg omregnes til pensionsgivende tjenesteår. For hvert pensionsgivende tjenesteår udbetales 2% af det grundbeløb, der følger af den i artikel L. 15 nævnte lønskala.

[s. I-9424]

###### Artikel L. 14

> Den maksimale pension til civile og militære tjenestemænd er fastsat til 37,5 pensionsgivende tjenesteår.

> Den kan forhøjes til 40 pensionsgivende tjenesteår ved tillæg i henhold til artikel L. 12.

###### Artikel L. 15

> Grundbeløbene udgøres af de sidste beløb på lønskalaen, der svarer til den stilling, grad, klasse og det trin, som den civile eller militære tjenestemand har haft i mindst seks måneder på tidspunktet for ophør af den tjeneste, der giver ret til pension [...]«

#### De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16 Joseph Griesmar, der er tjenestemand i retsvæsenet og far til tre børn, blev ved afgørelse af 1. juli 1991 tildelt alderspension i henhold til loven.

[s. I-9425]

17 Ved beregningen af denne pension blev hans faktiske tjenesteår taget i betragtning, men der blev ikke taget hensyn til det tillæg, der er fastsat i lovens artikel L. 12, litra b), og som kvindelige tjenestemænd modtager for hver af deres børn.

18 Ved stævning, der blev registreret den 7. september 1992 og suppleret af et processkrift af 25. november 1992, anlagde Joseph Griesmar sag ved Conseil d'État og nedlagde påstand om annullation af afgørelsen af 1. juli 1991, for så vidt denne afgørelse som pensionsgivende tjenesteår alene tog hensyn til hans faktiske tjenesteår, uden hertil at lægge det tillæg, der er fastsat i lovens artikel L. 12, litra b), til fordel for kvindelige tjenestemænd for hver af deres børn.

19 Joseph Griesmar gjorde til støtte for sin påstand navnlig gældende, at lovens artikel L. 12, litra b), tilsidesætter traktatens artikel 119, og henviste til formålet med Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) og formålet med direktiv 79/7.

20 Det er i denne sammenhæng, at Conseil d'État har besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Hører de pensioner, der udbetales efter den franske pensionsordning for tjenestemænd, til de former for løn, der er nævnt i Rom-traktatens [s. I-9426] artikel 119 (artikel 141 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab)? I bekræftende fald, er princippet om lige løn, når henses til artikel 6, stk. 3, i den aftale, der er bilagt protokol nr. 14 om social-og arbejdsmarkedspolitikken, tilsidesat af artikel L.12, litra b), i code des pensions civiles et militaires de retraite?

> 2) Såfremt Rom-traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse, er bestemmelserne i direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 til hinder for, at Frankrig opretholder bestemmelser som artikel L.12, litra b), i code des pensions civiles et militaires de retraite?«

#### Det første spørgsmål

##### Den tidsmæssige anvendelse af de fællesskabsretlige bestemmelser, der er omtalt i det første spørgsmål

21 Den franske regering har anført, at aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken trådte i kraft den 1. november 1993, og at artikel 119 med virkning fra den 1. maj 1999, da Amsterdam-traktaten trådte i kraft, er blevet artikel 141 EF, hvorved der til bestemmelserne i artikel 119 blev føjet et stk. 4, der med ganske små forskelle gentager artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken, og den franske regering spørger herefter, hvilke bestemmelser der skal tages i betragtning ved besvarelsen af det første spørgsmål.

22 Regeringen har i denne forbindelse bemærket, at hvis man anvender datoen for den afgørelse, hvorved Joseph Griesmar blev tildelt pension, nemlig den 1. juli [s. I-9427]  1991, finder bestemmelsen i traktatens artikel 119 anvendelse, uden at der er behov for at henvise til aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken, der er senere end traktatens artikel 119. Hvis man derimod anvender datoen for forelæggelsesbeslutningen, nemlig den 28. juli 1999, finder bestemmelsen i artikel 141 EF anvendelse. På denne sidstnævnte dato kunne ligeledes, hvor dette er relevant, aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken påberåbes, idet Amsterdam-traktaten ikke ophævede den protokol, som denne aftale er knyttet til som bilag, nemlig protokol nr. 14 til EF-traktaten om social-og arbejdsmarkedspolitikken (herefter »protokollen om social-og arbejdsmarkedspolitikken«). Ifølge den franske regering er der ikke grund til at anvende en dato, der ligger senere end EF-traktatens ikrafttræden og tidligere end Amsterdam-traktatens ikrafttræden.

23 Det fremgår imidlertid klart af forelæggelsesbeslutningens samlede ordlyd, at Conseil d'État med det første spørgsmål anmoder Domstolen om bistand ved fortolkningen af traktatens artikel 119 og af artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken. Artikel 141 EF er blot nævnt i det første spørgsmål ved siden af traktatens artikel 119 som en ledsagende bemærkning og for at angive artikelnummeret for den bestemmelse, der med Amsterdam-traktatens ikrafttræden erstattede traktatens artikel 119. Det er intet i forelæggelsesbeslutningen, der giver mulighed for at konkludere, at Conseil d'État har ønsket at stille Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF, herunder navnlig stk. 4.

24 Under disse omstændigheder skal traktatens artikel 119 og artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken tages i betragtning ved besvarelsen af det første spørgsmål.

##### Det første led

25 Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmåls første led oplyst, om pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske ordning for alderspension til tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

[s. I-9428]

26 I henhold til traktatens artikel 119, stk. 2, skal der ved »løn« i denne artikels forstand forstås »den almindelige grund-eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

27 I overensstemmelse med fast retspraksis skal det fastslås, at selv om fordele med karakter af ydelser under den sociale sikring ikke principielt kan udelukkes fra begrebet løn, ses dette begreb, som det er afgrænset i traktatens artikel 119, imidlertid ikke at kunne omfatte socialsikringsordninger eller-ydelser, såsom alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Disse ordninger sikrer nemlig arbejdstagerne ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser (jf. bl.a. dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, præmis 7 og 8, org.ref.: Rec. s. 445, af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 17 og 18, af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 22 og 23, og af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 24).

28 Domstolen præciserede i Beune-dommens præmis 23 og 43 — hvori den tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt pensioner, der udbetales efter en pensionsordning for tjenestemænd som den, der er indført ved Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den nederlandske lov om den generelle civile pensionsordning), var omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 — at blandt de kriterier, Domstolen alt efter situationen havde skullet tage stilling til ved kvalificeringen af en pensionsordning, var det alene kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, der kunne tillægges afgørende betydning.

[s. I-9429]

29 Domstolen anerkendte ganske vist, at dette kriterium ikke kan være eneafgørende, idet der ved pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger, helt eller delvis kan tages hensyn til den pågældendes løn (Beune-dommen, præmis 44).

30 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af en ordning, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte (Beune-dommen, præmis 45).

31 For så vidt angår den ordning, som tvisten i hovedsagen vedrører, skal det først anføres, at tjenestemænd, der modtager pension efter denne ordning, skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere. De adskiller sig kun fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere (jf. i denne henseende Beune-dommen, præmis 42).

32 For det andet fremgår det af lovens artikel L. 1, at den i loven omhandlede pension tildeles som godtgørelse for den tjeneste, som tjenestemændene har udført indtil denne tjenestes forskriftsmæssige ophør, og at beløbet tager den udførte tjenestes niveau, varighed og art i betragtning.

33 Det fremgår af lovens artikel L. 13, L. 14 og L. 15 og af de af den franske regering meddelte oplysninger under sagen for Domstolen, at pensionsbeløbet fremkommer

[s. I-9430]

som en procentsats af et grundbeløb. Procentsatsen udgøres af de pensionsgivende tjenesteår, der afspejler tjenesteårene. Hvert pensionsgivende tjenesteår giver 2%, med det forbehold, at den sats, der afspejler tjenesteårene, ikke kan overstige 75%. Grundbeløbet er den løn, som svarer til den sidste løn, der fandt anvendelse på tjenestemanden i hans seks sidste tjenestemåneder. Denne løn afhænger af stillingens niveau, altså graden, og af ansættelsens varighed, altså ancienniteten, der viser sig i trin. Forskellige tillæg kan forøge antallet af pensionsgivende tjenesteår.

34 Det følger heraf, at den pension, der udbetales efter den franske pensionsordning for tjenestemænd, er direkte afhængig af tjenestetiden, og at dens beløb beregnes på grundlag af den løn, som tjenestemanden modtog de sidste seks tjenestemåneder.

35 Pensionen opfylder således det ansættelseskriterium, som Domstolen i Beune-dommen anså for afgørende med henblik på kvalificeringen i henhold til traktatens artikel 119 af pensioner, der udbetales efter en pensionsordning for tjenestemænd.

36 Den franske regering har ganske vist bemærket, uden at det er bestridt, at til forskel fra den nederlandske ordning, som Beune-dommen omhandlede, der var en supplerende pensionsordning, som byggede på kapitalisering og hvilede på en paritær administration, er den franske pensionsordning for tjenestemænd en grundordning, inden for hvis rammer de udbetalte pensionsbeløb ikke er sikret af en pensionskasse, men fremgår direkte af den årlige finanslov, uden at der sker hverken kapitalisering eller administration af nogen fonde.

37 Det fremgår imidlertid af Beune-dommen, præmis 37 og 38, at hverken kriteriet vedrørende pensionens supplerende karakter i forhold til en grundpension, der

[s. I-9431]

udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning, eller kriteriet om de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning er afgørende for, om den pågældende ordning er omfattet af traktatens artikel 119.

38 På baggrund af ovenstående skal det første spørgsmåls første led besvares med, at pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

##### Det andet led

###### Spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling på grundlag af køn

39 Det skal indledningsvis anføres, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, såvel som det generelle forbud mod forskelsbehandling, som det er en særlig udformning af, forudsætter, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, det finder anvendelse på, befinder sig i sammenlignelige situationer (jf. dom af 16.9.1999, sag C-218/98, Abdoulaye m.fl., Sml. I, s. 5723, præmis 16).

[s. I-9432]

40 Det skal med henblik på at besvare det første spørgsmåls andet led således undersøges, om en mandlig tjenestemands og en kvindelig tjenestemands situation som henholdsvis barnefader og barnemoder er sammenlignelig i forhold til tildelingen af det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen.

41 Det fremgår i denne forbindelse af Domstolens praksis, at en mandlig arbejdstagers situation med henblik på anvendelsen af ligelønsprincippet ikke kan sammenlignes med en kvindelig arbejdstagers situation, når den fordel, der alene gives den kvindelige arbejdstager, har til formål at være en erstatning for de faglige ulemper, der er en følge af denne arbejdstagers fravær fra arbejdet, som en barselsorlov nødvendigvis indebærer (jf. Abdoulaye-dommen, præmis 18, 20 og 22).

42 Domstolen har præciseret rækkevidden af den beskyttelse, som fællesskabsretten sikrer kvinderne i forbindelse med moderskab, i sin praksis vedrørende artikel 2, stk. 3, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), hvorefter: »[D]ette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab«.

43 Ifølge retspraksis har artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 til formål dels at sikre beskyttelsen af kvindens fysiske tilstand, dels det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen ved at undgå, at forholdet forstyrres ved, at moderen samtidig udøver sit erhvervsarbejde og derved udsættes for en dobbeltbelastning (jf. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, [s. I-9433]  Smi. s. 3047, præmis 25, af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Smi. s. 1651, præmis 44, af 25.10.1988, sag 312/86, Kommissionen mod Frankrig, Smi. s. 6315, præmis 13, og af 11.1.2000, sag C-285/98, Kreil, Sml. I, s. 69, præmis 30).

44 Mens Domstolen har fastslået, at en barselorlov, som tilkommer kvinden i fortsættelse af en lovbestemt barselorlov, er omfattet af artikel 2, stk. 3, i direktiv 76/207 (Hofmann-dommen, præmis 26), har den ligeledes præciseret, at foranstaltninger, der skal beskytte kvinder i kraft af, at de er forældre, hvilket både mandlige og kvindelige arbejdstagere kan være, ikke kan begrundes i denne direktivbestemmelse (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 14).

45 Det anførte i nærværende doms præmis 43 og 44 gælder ligeledes ved bedømmelsen af, om en mandlig tjenestemands og en kvindelig tjenestemands situation er sammenlignelig med henblik på ligelønsprincippet, for så vidt angår en foranstaltning, der forbeholder et anciennitetstillæg ved pensionsberegningen for kvinder, der har haft børn.

46 Det skal således undersøges, om det nævnte tillæg har til formål at være en erstatning for de faglige ulemper for kvindelige tjenestemænd, som er en følge af deres fravær fra arbejdet i den periode, der følger efter en fødsel, i hvilket tilfælde en mandlig arbejdstagers situation ikke kan sammenlignes med en kvindelig arbejdstagers, eller om tillægget i det væsentlige har til formål at være erstatning for de faglige ulemper, der for kvindelige tjenestemænd er resultatet af at have opdraget børn, i hvilket tilfælde det skal undersøges, om en mandlig tjenestemands og en kvindelig tjenestemands situation er sammenlignelig.

[s. I-9434]

47 Det skal i denne forbindelse anføres, at for så vidt angår betingelserne for tildeling af det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, sondrer lovens artikel L.12, litra b), mellem på den ene side pensionsmodtagerens børn født i ægteskab, børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, og adoptivbørn, og på den anden side de andre børn, der er opregnet i lovens artikel L. 18, stk. II.

48 Mens tillægget for den første gruppe af børn tildeles den kvindelige tjenestemand uden andre betingelser, er den kvindelige tjenestemands erhvervelse af tillægget til den anden gruppe af børn betinget af, at hun har varetaget børnenes opdragelse i mindst ni år inden deres fyldte 21. år.

49 Joseph Griesmar har gjort gældende, at han er far til børn, der er omfattet af den første gruppe, og at hans situation i denne henseende kan sammenlignes med situationen for en kvindelig tjenestemand, der har sådanne børn. Han har navnlig understreget, at tillægget for børn, der er omfattet af den første gruppe, i modsætning til tillægget, der er defineret ved en henvisning til lovens artikel L. 18, punkt II, tildeles den kvindelige tjenestemand, blot fordi hun er mor, uden at det skal bevises, at hun har opfostret disse børn.

50 Joseph Griesmar har tilføjet, at for så vidt angår disse børn har tillægget ikke til formål at være erstatning for faglige ulemper, der er forbundet med moderskabet, idet dets tildeling ikke er forbundet med det fravær fra tjenesten, der skyldes barselsorlov. På den ene side tildeles tillægget også for børn, der er født på et tidspunkt, hvor deres mor endnu ikke var blevet tjenestemand eller ikke længere havde denne status. På den anden side finder tillægget ligeledes anvendelse på adoptivbørn, selv om adoptionsorloven kan afholdes af enten faderen eller moderen. Herudover udgør tillægget et år, mens hverken barselsorloven eller adoptionsorloven har denne varighed.

[s. I-9435]

51 Den franske regering har forklaret, at det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, er blevet forbeholdt kvindelige tjenestemænd, der har haft børn, for at tage hensyn til den sociale virkelighed, det vil sige de vanskeligheder, som disse tjenestemænd støder på i udviklingen af deres faglige karriere på grund af den afgørende rolle, der er tildelt dem i opdragelsen af børnene. Dette tillæg har således som mål at erstatte de ulemper, som de kvindelige tjenestemænd, der har fået børn, støder på i deres faglige karriere, selv om de ikke er ophørt med at arbejde for at passe børnene.

52 Det skal i denne forbindelse for det første anføres, at selv om det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, navnlig tildeles kvindelige tjenestemænd for deres børn født i ægteskab og børn født uden for ægteskab, altså deres biologiske børn, er dets tildeling ikke forbundet med, at der er taget barselsorlov, eller med de ulemper, som en kvindelig tjenestemand kan være udsat for i den periode, der følger efter en fødsel. På den ene side indeholder lovens artikel L. 12, litra b), ingen angivelse af en forbindelse mellem det fastsatte tillæg og de eventuelle ulemper for karrieren, der følger af en barselsorlov. Den kræver ikke engang, at de børn, der giver ret til tillægget, blev født, mens deres mor var tjenestemand. På den anden side tildeles det pågældende tillæg ligeledes for adoptivbørn, uden at det er betinget af, at moderen forinden er blevet tildelt adoptionsorlov.

53 De forklaringer, som den franske regering er fremkommet med vedrørende formålet med lovens artikel L. 12, litra b), bekræfter ikke blot, at der ikke er nogen forbindelse mellem det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, og perioden efter fødslen, hvor moderen holder barselsorlov, og hvor hun er fraværende fra sit arbejde, men understreger derimod, at dette tillæg er forbundet med en anden periode, nemlig den, der er helliget børnenes opdragelse.

54 Denne analyse modsiges ikke af den omstændighed, at lovens artikel L. 12, litra b), for så vidt angår børn født i ægteskab, børn født uden for ægteskab eller

[s. I-9436]

adoptivbørn ikke betinger tildelingen af tillægget af, at tjenestemanden har passet børnene, mens dette efter loven er en betingelse med hensyn til de andre børn, der er opregnet i lovens artikel L. 18, stk. II.

55 Det fremgår nemlig, at den nationale lovgiver har anvendt et enkelt kriterium for tildelingen af det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, nemlig kriteriet vedrørende pasningen af børnene, og for børn født i ægteskab, børn født uden for ægteskab eller adoptivbørn simpelthen er gået ud fra en formodning om, at de er blevet passet hjemme hos deres mor. Det skal i øvrigt i denne forbindelse bemærkes, således som Joseph Griesmar's advokat har gjort gældende under den mundtlige forhandling, uden at det er blevet bestridt, at det omhandlede tillæg går tilbage til 1924, og dets formål var, således som det fremgår af lovforarbejderne, at gøre det lettere for kvindelige tjenestemænd at vende tilbage til hjemmet med henblik på bedre at kunne tage sig af deres børns opdragelse.

56 For det andet skal det fastslås, at en mandlig og en kvindelig tjenestemands situation kan sammenlignes for så vidt angår opdragelsen af deres børn. Navnlig er den omstændighed, at kvindelige tjenestemænd er mere berørt af faglige ulemper, der skyldes børns opdragelse, idet det generelt er kvinderne, der påtager sig denne opdragelse, ikke af en sådan art, at det kan udelukkes, at deres situation er sammenlignelig med situationen for en mandlig tjenestemand, der har varetaget sine børns opdragelse, og som dermed er blevet udsat for de samme karrieremæssige ulemper.

57 Lovens artikel L. 12, litra b), giver imidlertid ikke en mandlig tjenestemand, der befinder sig i en sådan situation mulighed for at gøre krav på det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, selv om han kan bevise, at han reelt har varetaget opdragelsen af sine børn.

58 Det skal dermed, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt et sådant bevis ligeledes burde kræves af kvindelige tjenestemænd, der har børn, fastslås, at

[s. I-9437]

lovens artikel L. 12, litra b), indfører en forskelsbehandling på grundlag af køn i forhold til mandlige tjenestemænd, der reelt har påtaget sig opdragelsen af deres børn.

59 Det skal endvidere efterprøves, om lovens artikel L. 12, litra b), kan være begrundet i artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken.

###### Artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken

60 Joseph Griesmar har gjort gældende, at eftersom protokollen om social-og arbejdsmarkedspolitikken via den hertil knyttede aftale har indført en helt ny regel, nemlig muligheden for en forskelsbehandling, der ikke længere vedrører princippet om ligebehandling, men om lige løn, kan den ikke anvendes med tilbagevirkende kraft på pensioner, der er udbetalt inden dens ikrafttræden. Han har subsidiært anført, at da det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, ikke vedrører nogen ulempe, der er forbundet med moderskabet, idet det tildeles uafhængigt af enhver orlov eller karrieremæssig skade, er ligelønsprincippet, der findes i traktatens artikel 119, tilsidesat ved lovens artikel L. 12, litra b), selv om det antages, at artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken finder anvendelse.

61 Den franske regering har med henvisning til statistiske oplysninger fremhævet kvinders mere udbredte brug af forældreorlov, hvilket påvirker deres pensionsrettigheder, og kvindelige tjenestemænds karriere, der i gennemsnit er to år kortere end mandlige tjenestemænds karriere. Regeringen har anført, at selv om statistikkerne ikke viser en direkte forbindelse mellem tildelingen af forældreorlov og karrierens varighed, er der næppe tvivl om, at børnenes opdragelse er et vigtigt element og måske det væsentligste element, når det skal forklares, hvorfor

[s. I-9438]

kvindelige tjenestemænds karriere er kortere på tidspunktet for pensionering. Tillægget, der er indført med lovens artikel L. 12, litra b), skal dermed kompensere kvinder for de ulemper, der skyldes en afbrydelse af karrieren for at opdrage børn, for så vidt angår pensionens sats og beregningsgrundlag.

62 Det skal i denne forbindelse erindres, at artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller vedtage foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for kvinder at udøve en erhvervsaktivitet, eller at forebygge eller opveje ulemper i deres erhvervsmæssige karriere.

63 Det skal fastslås, uden at der er nødvendigt at udtale sig om spørgsmålet om, hvorvidt denne aftales artikel 6, stk. 3, indfører en ny regel, at tillægget, der er indført med lovens artikel L. 12, litra b), ikke udgør en foranstaltning, som omhandlet i denne bestemmelse i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken.

64 Artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken tillader nemlig nationale foranstaltninger, der har til formål at fjerne eller reducere de uligheder, der faktisk er i samfundet, og som påvirker kvinderne på arbejdsmarkedet. Det følger heraf, at de nationale bestemmelser, der er dækket af denne bestemmelse, under alle omstændigheder skal bidrage til at give kvinder samme vilkår på arbejdsmarkedet som mænd.

65 På baggrund af de oplysninger, der er blevet påberåbt for Domstolen, ses den foranstaltning, der er omtvistet i hovedsagen, ikke efter sin art at kunne kompensere for de ulemper, som kvindelige tjenestemænd er udsat for i deres karriere, ved at støtte kvinderne på arbejdsmarkedet. Denne foranstaltning

[s. I-9439]

indskrænker sig tværtimod til at tildele kvindelige tjenestemænd, der er mødre, et anciennitetstillæg på det tidspunkt, de går på pension, uden at den afhjælper de problemer, de kan møde i løbet af deres karriere.

66 Det er i denne forbindelse af betydning, at de problemer, som sådanne kvindelige tjenestemænd støder på i karrieren, endnu ikke, selv om foranstaltningen i lovens artikel L. 12, litra b), stammer tilbage fra 1924, har kunnet løses ved hjælp af denne foranstaltning.

67 Det første spørgsmåls andet led skal således besvares med, at uanset bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken tilsidesættes ligelønsprincippet ved en bestemmelse som lovens artikel L.12, litra b), da det tillæg, den indfører med henblik på beregningen af alderspensioner, ifølge bestemmelsen ikke kan ydes til mandlige tjenestemænd, der kan bevise, at de har varetaget opdragelsen af deres børn.

#### Det andet spørgsmål

68 Dette spørgsmål er stillet for det tilfælde, at traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse på pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd. Det fremgår imidlertid af besvarelsen af det første spørgsmåls første led, at pensioner, der udbetales efter en sådan ordning, er omfattet af denne traktatbestemmelses anvendelsesområde.

[s. I-9440]

69 Det er derfor ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

#### Begrænsning af de tidsmæssige virkninger af denne dom

70 Den franske regering har under den mundtlige forhandling anmodet Domstolen om at begrænse de tidsmæssige virkninger af denne dom, hvis den besvarer det første spørgsmål på en måde, der ikke svarer til regeringens opfattelse.

71 Den franske regering har til støtte for denne anmodning gjort gældende, at den urigtige fortolkning, som de franske myndigheder har kunnet foretage af traktatens artikel 119 og af artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken, skyldes en retlig usikkerhed, som har vist sig i Domstolens praksis vedrørende positiv særbehandling til fordel for kvinder. Regeringen har i denne forbindelse henvist til dom af 17. oktober 1995, Kalanke (sag C-450/93, Sml. I, s. 3051), af 11. november 1997, Marschall (sag C-409/95, Sml. I, s. 6363), af 28. marts 2000, Badeck (sag C-158/97, Sml. I, s. 1875), og Abdoulaye-dommen. Denne sidstnævnte dom kan have forledt de franske myndigheder til at anse lovens artikel L. 12, litra b), for berettiget.

72 Den franske regering har endvidere påstået, at tjenestemandspensionsordningens økonomiske ligevægt vil blive forrykket, såfremt tillægget i lovens artikel L. 12, litra b), med tilbagevirkende kraft skal tildeles alle mandlige pensionerede tjenestemænd, der har haft børn. En sådan efterbetaling vil medføre en skønnet

[s. I-9441]

omkostning på mellem 3 og 5 mia. FRF pr. år. Disse tal tager ikke den virkning i betragtning, som Domstolens dom vil have på efterladtepensioner, idet det er meget vanskeligt at skønne herover.

73 Det bemærkes, at den fortolkning, som Domstolen foretager af en regel i fællesskabsretten, begrænser sig til at præcisere og klarlægge denne regels betydning og rækkevidde, således som den skal eller skulle forstås og anvendes siden tidspunktet for sin ikrafttræden (jf. dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 50, og den deri omtalte retspraksis).

74 Kun undtagelsesvis vil Domstolen under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold (Grzelczyk-dommen, præmis 51).

75 Det fremgår desuden af fast retspraksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel afgørelse kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger (Grzelczyk-dommen, præmis 52).

76 Domstolen har således kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte forhold, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at de private og de nationale myndigheder var blevet forledt til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter, på grund af en

[s. I-9442]

objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende fællesskabsforskrifternes rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Fællesskabets institutioner eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (Grzelczyk-dommen, præmis 53).

77 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at anføre, at det tillæg, der er omtvistet i hovedsagen, efter sine ydelsesbetingelser og sit formål er helt forskelligt fra de foranstaltninger, der var genstand for de domme, som den franske regering har påberåbt sig, således at regeringen ikke kan henvise til disse domme for at godtgøre, at der har foreligget en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende dette tillægs gyldighed i forhold til fællesskabsretten. I øvrigt er det ikke — i betragtning af det i denne doms præmis 67 fastslåede — godtgjort, at antallet af mandlige pensionerede tjenestemænd, der er i stand til at bevise, at de har varetaget opdragelsen af deres børn, vil kunne medføre alvorlige økonomiske følgevirkninger.

78 Herefter er der ikke anledning til at begrænse de tidsmæssige virkninger af denne dom.

#### Sagens omkostninger

79 De udgifter, der er afholdt af den franske og den belgiske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-9443]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Conseil d'État ved beslutning af 28. juli 1999, for ret:

Pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

Uanset bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i aftalen om social-og arbejdsmarkedspolitikken tilsidesættes ligelønsprincippet ved en bestemmelse som artikel L. 12, litra b), i code des pensions civiles et militaires de retraite, da det tillæg, den indfører med henblik på beregningen af alderspensioner, ifølge bestemmelsen ikke kan ydes til mandlige tjenestemænd, der kan bevise, at de har varetaget opdragelsen af deres børn.

Rodríguez Iglesias

Jann

Macken

Colneric

von Bahr

La Pergola

Puissochet

Sevón

Wathelet

Skouris

Cunha

Rodrigues

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. november 2001.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-61999cj0381.md =====

# EU-Domstolen, 26. juni 2001, sag C-381/99

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0381.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-61999cj0381.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Brunnhofer

ECLI: ECLI:EU:C:2001:358

Kommentarens titel: Løntillæg, jobværdi, bevis og begrundelse for startløn

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 1, 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 3, 9 og 10 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c, stk. 1 ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Et individuelt månedligt løntillæg var løn og skulle prøves særskilt. Samme overenskomstmæssige faggruppe var kun ét moment ved vurderingen af samme arbejde eller værdi. Arbejdstageren skulle som hovedregel bevise lavere løn og samme arbejde eller værdi; arbejdsgiveren kunne bestride disse betingelser eller påvise objektive grunde. Også forhold uden for overenskomsten kunne begrunde forskellen, hvis kønsuafhængige og proportionale. Ved tidsløn kunne en forskellig startløn for samme arbejde eller værdi ikke begrundes med præstationsforskelle, der først kunne konstateres efter tiltrædelsen. Domstolen afgjorde ikke selv den konkrete jobværdi eller et beløbskrav.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen afgørelse om fælles kilde på tværs af arbejdsgivere, driftssteder eller CVR-numre. Samme bank var sagens ramme.

Ingen generel fritagelse for kollektivt aftalt løn og heller intet generelt forbud mod præstationsløn. Spørgsmålet var navnlig en forskel fastsat ved ansættelsen, begrundet med senere konstaterede forhold.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 5 (lov/1.md), § 1, afsnit 21 (lov/1.md), § 1, afsnit 30 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 20 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 40 (lov/1a.md), § 1 c, afsnit 7 (lov/1c.md), § 1 c, afsnit 8 (lov/1c.md), § 1 c, afsnit 19 (lov/1c.md), § 1 d, afsnit 9 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 14 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 20 (lov/1d.md), § 5 d, afsnit 13 (lov/5d.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61999CJ0381

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
26. juni 2001[^*]

I sag C-381/99,

angående en anmodning, som Oberlandesgericht Wien (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Susanna Brunnhofer

mod

Bank der österreichischen Postsparkasse AG,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

[s. I-4978]

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne V. Skouris, R. Schintgen (refererende dommer), F. Macken og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Susanna Brunnhofer ved Rechtsanwalt G. Jöchl

- den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. Michard og W. Bogensberger, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. marts 2001,

[s. I-4979]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 15. juni 1999, indgået til Domstolen den 8. oktober 1999, har Oberlandesgericht Wien i medfør af artikel 234 EF forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter »direktivet«),

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Susanna Brunnhofer og Bank der österreichischen Postsparkasse AG (herefter »banken«) vedrørende forskellen mellem den løn, banken har udbetalt til Susanna Brunnhofer, og den løn, som en af hendes mandlige kolleger har fået.

#### De relevante retsregler

3 Traktatens artikel 119 fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

[s. I-4980]

4 Artikel 119, stk. 2 og 3, bestemmer følgende:

> »Ved ’løn’ forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> Lige løn uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer:

> a) at den løn, der ydes for samme arbejde, der aflønnes i akkord, fastsættes på samme beregningsgrundlag

> b) at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde.«

5 Direktivets artikel 1 har følgende ordlyd:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt ’ligelønsprincippet’, indebærer, at for samme [s. I-4981]  arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

6 I direktivets artikel 3 er det fastsat:

> »Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet. «

7 I direktivets artikel 4 hedder det:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, anses for ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres.«

[s. I-4982]

#### Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Susanna Brunnhofer, som var ansat i banken fra den 1. juli 1993 til den 31. juli 1997, er af den opfattelse, at hun var udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med ligelønsprincippet, idet den månedsløn, hun fik udbetalt, var lavere end den, der blev udbetalt til en mandlig kollega, som banken ansatte den 1. august 1994.

9 Den forelæggende ret har i den forbindelse fastslået, at selv om deres grundløn var den samme, fremkom der en lønforskel mellem de pågældende to arbejdstagere som følge af, at Susanna Brunnhofer's mandlige kollega i henhold til sin arbejdskontrakt fik udbetalt et personligt tillæg, som var ca. 2 000 ATS højere end det tillæg, Susanna Brunnhofer fik udbetalt i henhold til den kontrakt, hun havde indgået med banken.

10 Det er ubestridt, at Susanna Brunnhofer og hendes mandlige kollega ved deres tiltrædelse blev indplaceret på samme løntrin i faggruppe V, som bl.a. omfatter ansatte, der har en bankuddannelse, og som selvstændigt varetager kvalificeret bankarbejde, således som fastsat i den kollektive overenskomst for ansatte i banker og bankiervirksomheder i Østrig (herefter »den kollektive overenskomst«).

11 Susanna Brunnhofer har heraf udledt, at hun udførte samme arbejde som sin mandlige kollega eller i det mindste arbejde af samme værdi.

12 Det fremgår af sagen, at Susanna Brunnhofer var ansat i bankens udlandsafdeling og skulle føre kontrol med lån. Det var forventet, at hun efter en oplæringsperiode

[s. I-4983]

skulle overtage ledelsen af afdelingen. På grund af såvel faglige som personlige problemer, der viste sig på et tidspunkt, hvor hendes mandlige kollega endnu ikke var ansat, blev hun imidlertid ikke udnævnt i denne stilling, men blev placeret i reisafdelingen, hvor hun tilsyneladende heller ikke opfyldte de forventninger, man havde til hende, og hun blev afskediget med virkning fra den 31. juli 1997.

13 Susanna Brunnhofer indbragte sagen for ligebehandlingskommissionen under Forbundskanslerens Kontor. Kommissionen udtalte, at det med hensyn til hendes lønfastsættelse ikke kunne udelukkes, at der var tale om forskelsbehandling som omhandlet i den østrigske lov om ligebehandling, hvorved direktivet gennemførtes i østrigsk ret.

14 Susanna Brunnhofer anlagde herefter sag ved Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig) med påstand om, at banken tilpligtedes at betale hende en godtgørelse på over 160 000 ATS som følge af den lønmæssige forskelsbehandling på grundlag af køn, hun hævdede at have været udsat for.

15 Arbeits- und Sozialgericht Wien frifandt banken ved dom af 16. december 1998, hvorefter Susanna Brunnhofer iværksatte appel til Oberlandesgericht Wien.

16 For Oberlandesgericht bestred banken, at den forskelsbehandling, Susanna Brunnhofer hævdede at have været udsat for, var i strid med ligelønsprincippet.

17 Banken anførte for det første, at den samlede løn for de to berørte arbejdstagere reelt ikke var forskellig, idet Susanna Brunnhofer i modsætning til sin mandlige

[s. I-4984]

kollega ikke havde været nødt til regelmæssigt at udføre det overarbejde, der indgik i det rådighedstillæg, som banken havde ydet hende.

18 Banken gjorde for det andet gældende, at objektive grunde kunne forklare forskellen mellem de personlige løntillæg, de to arbejdstagere hver især fik udbetalt.

19 Banken påpegede således, at selv om de to slags arbejde i første omgang blev betragtet som værende af samme værdi, udførte Susanna Brunnhofer's mandlige kollega i virkeligheden mere betydningsfulde opgaver, idet han tog sig af storkunder og havde fuldmagt til at indgå aftaler, der var bindende for banken. En sådan fuldmagt havde banken imidlertid ikke givet Susanna Brunnhofer, som i mindre omfang havde kundekontakt, hvilket ifølge banken forklarede, at det løntillæg, hun fik udbetalt, var lavere end løntillægget for hendes mandlige kollega.

20 Banken tilføjede, at kvaliteten af disse to ansattes arbejde havde været forskellig. Efter en lovende begyndelse var Susanna Brunnhofer's arbejdsydelser således blevet stadig ringere, navnlig fra begyndelsen af 1994, dvs. på et tidspunkt, hvor hendes mandlige kollega endnu ikke var blevet ansat.

21 Heroverfor gjorde Susanna Brunnhofer gældende, at arbejdets kvalitet ikke er relevant for lønfastsættelsen ved ansættelsen, idet værdien af det udførte arbejde kun kan vurderes, efterhånden som arbejdskontrakten opfyldes.

22 Oberlandesgericht Wien har bemærket, at afgørelsen af sagen nærmere bestemt afhænger af — for det første — om det som hævdet af Susanna Brunnhofer kan

[s. I-4985]

antages, at der er tale om samme arbejde eller arbejde af samme værdi, når de berørte arbejdstagere er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst, og — for det andet — om det som hævdet af banken forholder sig således, at en forskel med hensyn til de to ansattes individuelle præstationsniveau, der navnlig viser sig derved, at kvaliteten af den enes arbejde er utilfredsstillende, hvilket naturligvis først viser sig nogen tid efter ansættelsen, kan begrunde, at der udbetales en forskellig løn.

23 Oberlandesgericht Wien har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) a) Er det ved afgørelsen af spørgsmålet, om der er tale om ’samme arbejde’ eller ’samme slags arbejde’ i EF-traktatens artikel 119's forstand (nu artikel 141 EF), eller om der foreligger samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi, i direktiv 75/117/EØF's forstand, i forbindelse med de ved individuel kontrakt fastsatte tillæg til de ved kollektiv overenskomst fastsatte lønninger tilstrækkeligt at lægge vægt på, at begge de arbejdstagere, der sammenlignes, er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst? b) Såfremt spørgsmål 1) a) besvares benægtende: Er det forhold blandt de i punkt 1) a) beskrevne omstændigheder, nemlig at der er tale om samme klassificering ifølge den kollektive overenskomst, et udtryk for, at der foreligger samme arbejde eller arbejde af samme værdi ifølge EF-traktatens artikel 119 (nu artikel 141 EF) og direktiv 75/117/EØF, således at det påhviler arbejdsgiveren at føre bevis for, at der er tale om forskelligt arbejde? c) Kan arbejdsgiveren som begrundelse for forskellig aflønning påberåbe sig omstændigheder, der ikke er taget hensyn til i de kollektive overenskomster? d) Såfremt spørgsmål 1) a) eller 1) b) besvares bekræftende: Gælder dette tillige, såfremt indplaceringen i en faggruppe ifølge den kollektive overenskomst beror på en meget generel beskrivelse?

> 2) a) Bygger EF-traktatens artikel 119 (nu artikel 141 EF) og direktiv 75/117/EØF på et i hvert fald for så vidt fælles arbejdstagerbegreb, således at arbejdstagerens forpligtelser ifølge arbejdsaftalen ikke alene afhænger af generelt fastsatte standarder, men således at der herved tillige skal tages hensyn til den enkelte arbejdstagers personlige præstationsniveau? b) Skal henholdsvis EF-traktatens artikel 119 (nu artikel 141 EF) og/eller artikel 1 i direktiv 75/117/EØF fortolkes således, at en objektiv begrundelse for fastsættelse af en forskellig løn også kan støttes på senere bevislige omstændigheder, herunder særligt en bestemt arbejdstagers arbejdsmæssige resultater?«

[s. I-4987]

#### De præjudicielle spørgsmål

##### Indledende bemærkninger

24 Det fremgår af sagen, at den forelæggende ret har indgivet en præjudiciel anmodning til Domstolen vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, således at retten kan tage stilling til, om der foreligger forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten, såfremt den berørte kvindelige arbejdstager får udbetalt den samme grundløn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst, som den mandlige kollega, der sammenlignes med, men allerede fra sin tiltræden i arbejdet får udbetalt et månedligt tillæg, der er aftalt i hendes arbejdskontrakt, og som viser sig at være lavere end det tillæg, der udbetales til den pågældende mandlige arbejdstager, selv om de to arbejdstagere er indplaceret på samme løntrin i samme faggruppe i den kollektive overenskomst, som regulerer deres ansættelsesforhold.

25 De af retten forelagte spørgsmål, som bør behandles under ét, drejer sig nærmere bestemt for det første om fortolkningen af begreberne »samme arbejde«, »samme slags arbejde« og »arbejde, som tillægges samme værdi«, som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, og for det andet om, hvilke regler der gælder med hensyn til beviset for, at der er tale om forskellig løn til mænd og kvinder, samt for eventuelle objektive faktorer, der kan begrunde en fastslået forskellig behandling, og for det tredje om, hvorvidt nærmere angivne faktorer, som f.eks. den enkeltes præstationsniveau eller kvaliteten af det udførte arbejde, med føje kan påberåbes af arbejdsgiveren som begrundelse for, at en arbejdstager som f.eks. den kvindelige sagsøger i hovedsagen får udbetalt en lavere løn end hendes mandlige kollega.

26 Spørgsmålene vedrører således såvel visse af de betingelser, der er afgørende for selve anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som en række forskellige omstændigheder, som arbejdsgiveren har påberåbt sig som begrundelse

[s. I-4988]

for, at der i den foreliggende sag er forskel med hensyn til størrelsen af det personlige løntillæg, der er udbetalt til hver af de berørte ansatte.

27 Det bemærkes indledningsvis, at traktatens artikel 119 opstiller det princip, at der skal betales samme løn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, hvad enten det udføres af en mand eller en kvinde (jf. bl.a. dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 36).

28 Som Domstolen allerede har fastslået i dom af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne II, Sml. s. 455, præmis 12), hører dette princip, som er det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, hvorefter sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet, til Fællesskabets grundlag.

29 Det fremgår ligeledes af Domstolens faste praksis, at direktivets væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i traktatens artikel 119, og at det på ingen måde ændrer ved dette princips indhold eller rækkevidde, som fastlagt i denne bestemmelse (jf. bl.a. dom af 17.5.1990, sag 262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 11, og JämO-dommen, præmis 37). De begreber, der anvendes såvel i den nævnte bestemmelse som i direktivet, har derfor samme betydning (jf. for så vidt angår begrebet »løn« dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 35, og begrebet »samme arbejde« dom af 11.5.1999, sag C-309/97, Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse, Sml. I, s. 2865, præmis 23).

30 Fortolket på den måde er det grundlæggende princip, der er opstillet i traktatens artikel 119 og nærmere præciseret i direktivet, til hinder for enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder for samme slags arbejde eller

[s. I-4989]

arbejde af samme værdi, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (jf. Barber-dommen, præmis 32), medmindre lønforskellen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. dom af 27.3.1980, sag 129/79, Macarthys, Sml. s. 1275, præmis 12, og af 17.6.1998, sag C-243/95, Hill og Stapleton, Sml. I, s. 3739, præmis 34).

31 Med henblik på at give den forelæggende ret en relevant besvarelse skal disse forskellige forhold herefter behandles ét for ét.

##### Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder

32 Det fremgår af Domstolens praksis, at eftersom traktatens artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling af mænd og kvinder ikke alene for de offentlige myndigheder, men også, som det i øvrigt fremgår af ordlyden af direktivets artikel 4, for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdslønnen, og for aftaler mellem private (jf. herved bl.a. Defrenne Ildommen, præmis 39).

33 For så vidt angår begrebet løn i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1 omfatter det ifølge en også fast retspraksis samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier (jf. Barber-dommen, præmis 12, og JämO-dommen, præmis 39).

[s. I-4990]

34 Det månedlige løntillæg, der omtvistes i hovedsagen, udgør ubestrideligt en ydelse, der er fastsat i den individuelle arbejdskontrakt, og som de to berørte arbejdstagere modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet med banken. Det nævnte tillæg må derfor betegnes som løn som omhandlet i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1.

35 Det fremgår endvidere af retspraksis, at med hensyn til måden, hvorpå det kan efterprøves, om ligelønsprincippet er overholdt, når der er foretaget en sammenligning af lønnen for de berørte arbejdstagere, kan virkelig gennemskuelighed, der gør det muligt at udøve en effektiv kontrol, kun opnås, såfremt det nævnte princip gælder for hver enkelt del af den løn, mænd og kvinder modtager, idet det er udelukket at foretage en samlet vurdering af de ydelser, de berørte arbejdstagere modtager (jf. Barber-dommen, præmis 34 og 35).

36 Denne fortolkning underbygges i øvrigt af selve ordlyden af direktivets artikel 1, hvorefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, således som det er opstillet i traktatens artikel 119 og nærmere præciseret i direktivet, har til formål, at der for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

37 Det er herefter med rette, at den forelæggende ret har lagt vægt på forskellen mellem det personlige månedlige løntillæg, der udbetales sagsøgeren i hovedsagen, og det, som den mandlige kollega, der sammenlignes med, får udbetalt, selv om det er ubestridt, at de pågældende to arbejdstagere har samme grundløn, og uden hensyn til bankens påstand om, at deres samlede løn er den samme.

[s. I-4991]

38 En sådan konstatering er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at derer tale om en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten,

39 For det første forudsætter ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i samme eller sammenlignelige situationer (jf. i samme retning dom af 9.11.1993, sag C-132/92, Roberts, Sml. I, s. 5579, præmis 17). Der må derfor også tages stilling til, om de berørte arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som kan tillægges samme værdi.

40 For det andet er de ved traktatens artikel 119 forbudte lønforskelle kun dem, der er baseret på forskellen med hensyn til arbejdstagernes køn (jf. dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911, præmis 10).

##### Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om samme arbejde eller arbejde af samme værdi

41 Oberlandesgericht Wien ønsker i den forbindelse nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at den kvindelige arbejdstager, som hævder at være udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, og den arbejdstager, der sammenlignes med, er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst, der regulerer deres ansættelsesforhold, er tilstrækkelig til, at det må fastslås, at de to arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1.

42 Med henblik på besvarelsen af dette punkt i de præjudicielle spørgsmål bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at rækkevidden af begreberne »samme arbejde«, »samme slags arbejde« og »arbejde af samme værdi« i

[s. I-4992]

traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1 er af rent kvalitativ karakter, idet de udelukkende angår arten af de arbejdsydelser, de berørte arbejdstagere faktisk har udført (jf. Macarthys-dommen, præmis 11, og dom af 1.7.1986, sag 237/85, Rummier, Sml. s. 2101, præmis 13 og 23).

43 Domstolen har da også i en række afgørelser udtalt, at ved vurderingen af, om arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, der må tillægges samme værdi, må det ud fra en helhed af faktorer, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, undersøges, om de pågældende arbejdstagere kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (jf. i samme retning dom af 31.5.1995, sag C-400/93, Royal Copenhagen, Sml. I, s. 1275, præmis 32 og 33, og Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse-dommen, præmis 17).

44 Heraf følger, at den omstændighed, at de berørte arbejdstagere er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst, der regulerer deres ansættelsesforhold, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det må fastslås, at de udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

45 En sådan indplacering udelukker således ikke, at der kan være andre omstændigheder, der underbygger dette resultat.

46 Denne fortolkning afsvækkes ikke af, hvad den forelæggende ret har understreget i sit spørgsmål 1), d), nemlig at den i den kollektive overenskomst omhandlede faggruppe er meget generelt beskrevet med hensyn til de funktioner, den omfatter.

[s. I-4993]

47 Som indicier skal de generelle angivelser i den kollektive overenskomst under alle omstændigheder underbygges af præcise og konkrete forhold, der kan udledes af det arbejde, de berørte arbejdstagere faktisk udfører.

48 Der må herefter på grundlag af en række faktiske omstændigheder, som f.eks. karakteren af det arbejde, der faktisk er overdraget hver enkelt af de arbejdstagere, hovedsagen vedrører, de uddannelseskrav, der kræves med henblik på arbejdets udførelse, samt de arbejdsvilkår, under hvilken det pågældende arbejde reelt udføres, tages stilling til, om arbejdstagerne reelt udfører samme eller tilsvarende arbejde.

49 Det tilkommer den nationale ret, der er enekompetent til at konstatere og vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, om de konkrete former for arbejde, de berørte arbejdstagere udfører, kan tillægges samme værdi (jf. JämO-dommen, præmis 48).

50 For så vidt angår hovedsagen tilkommer det navnlig den nationale ret at tage stilling til, om sagsøgeren og den mandlige kollega, der sammenlignes med, udfører tilsvarende arbejde, selv om den mandlige kollega, som det fremgår af forelæggelseskendelsen, varetager kontakten med storkunder og i den forbindelse har fuldmagt, mens sagsøgeren, som fører kontrol med lån, har mindre kontakt med kunder og ikke kan indgå aftaler, som er umiddelbart bindende for arbejdsgiveren.

##### Bevisbyrden

51 Med dette punkt i de præjudicielle spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst, hvilken part i hovedsagen det påhviler at bevise, at der er tale om

[s. I-4994]

lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, samt at der foreligger omstændigheder, der objektivt kan begrunde en sådan forskellig behandling.

52 Hertil bemærkes først, at det normalt påhviler den, der fremfører omstændigheder til støtte for en påstand, at bevise, at de er rigtige. Bevisbyrden for, at der foreligger lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, påhviler således i princippet den arbejdstager, der mener at være udsat for en sådan forskelsbehandling og derfor anlægger sag mod sin arbejdsgiver for at få den ophævet (jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 13).

53 Det fremgår ganske vist af Domstolens praksis, at bevisbyrden kan vendes om, når det er nødvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at søge ligelønsprincippet gennemført (jf. Enderby-dommen, præmis 14).

54 Såfremt en virksomhed f.eks. anvender et lønfastsættelsessystem, der består i en ordning med personlige tillæg til grundlønnen, og som er kendetegnet ved at være helt uigennemskueligt, har arbejdsgiveren således bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgør, at gennemsnitslønnen for kvindelige lønmodtagere er lavere end for mandlige (jf. dom af 17.10.1989, sag 109/88, Danfoss, Sml. s. 3199, præmis 16).

55 Med en sådan ordning er kvindelige arbejdstagere ikke i stand til at vurdere sammensætningen af deres løn i forhold til sammensætningen af lønnen for deres mandlige kolleger i samme løngruppe og kan kun føre bevis for en forskel i gennemsnitslønningerne. De ville derfor i praksis ikke have mulighed for effektivt

[s. I-4995]

at kontrollere, om ligelønsprincippet er overholdt, hvis ikke det påhvilede arbejdsgiveren at oplyse, hvorledes han har anvendt kriterierne for personlige tillæg, jf. Danfoss-dommen, præmis 10, 13 og 15).

56 Sådanne særlige omstændigheder gør sig imidlertid ikke gældende i hovedsagen, som vedrører en i øvrigt ubestridt forskel med hensyn til en konkret del af den samlede løn, som arbejdsgiveren betaler to enkeltstående arbejdstagere af forskelligt køn. Den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 53, 54 og 55, kan derfor ikke bringes i anvendelse i den foreliggende sag.

57 I henhold til de almindelige regler om bevisførelsen påhviler det derfor sagsøgeren i hovedsagen for den forelæggende ret at bevise, at betingelserne for, at der må formodes at foreligge en lønmæssig forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 119 og direktivet, er opfyldt.

58 Det påhviler derfor sagsøgeren i hovedsagen med alle retlige midler at bevise, at hun fik udbetalt en løn, der var lavere end den, som banken udbetalte den mandlige kollega, der sammenlignes med, og at hun reelt udførte samme arbejde eller arbejde af samme værdi, der kunne sammenlignes med det, som hendes mandlige kollega udførte, og at hun således umiddelbart var udsat for en form for forskelsbehandling, som kun kunne forklares med forskellen med hensyn til køn.

59 I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at antage, er arbejdsgiveren således ikke forpligtet til at bevise, at det arbejde, de to berørte arbejdstagere udførte, var forskelligt.

[s. I-4996]

60 Såfremt sagsøgeren i hovedsagen måtte bevise, at kriterierne for, at der er tale om forskellig løn til en kvindelig og en mandlig arbejdstager, samt for, at der er tale om tilsvarende arbejde, er opfyldt i den foreliggende sag, er der tale om tilsyneladende forskelsbehandling, og det vil i så fald påhvile arbejdsgiveren at bevise, at der ikke er sket tilsidesættelse af ligelønsprincippet.

61 Arbejdsgiveren vil med dette for øje kunne bestride, at betingelserne for at anvende det nævnte princip er opfyldt, bl.a. ved med alle retlige midler at godtgøre, at de arbejdsopgaver, de to berørte arbejdstagere faktisk har udført, ikke reelt kan sammenlignes.

62 Arbejdsgiveren vil i øvrigt kunne begrunde den konstaterede lønforskel med objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, ved at bevise, at en forskel, der ikke er kønsbetinget, forklarer, at der udbetales et højere månedligt tillæg til den mandlige kollega, der sammenlignes med, end til den ansatte, der er part i hovedsagen.

##### Objektive faktorer, der kan begrunde den lønmæssige forskelsbehandling

63 Hertil bemærkes først, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om en forskellig løn til en kvindelig og en mandlig arbejdstager for samme arbejde eller arbejde af samme værdi objektivt kan begrundes dels med omstændigheder, der ikke er taget i betragtning i den kollektive overenskomst, de berørte arbejdstagere er omfattet af, dels med omstændigheder, der først er blevet kendt, efter at arbejdstagerne har tiltrådt arbejdet, og som først kan vurderes i forbindelse med opfyldelsen af arbejdskontrakten, f.eks. en forskel med hensyn til de pågældendes individuelle præstationsniveau eller med hensyn til kvaliteten af det arbejde, en arbejdstager udfører, sammenlignet med kvaliteten af kollegaens arbejde.

[s. I-4997]

64 Den forelæggende ret søger således at få opstillet visse retlige kriterier, på grundlag af hvilke det kan godtgøres, at der er tale om en objektiv begrundelse for en lønmæssig forskelsbehandling, der umiddelbart synes at være kønsbetinget.

65 Selv om det i en præjudiciel sag i sidste instans tilkommer den nationale ret, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, at tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger objektive faktorer, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, men som kan begrunde den pågældende forskellige behandling, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 67 og 68).

66 Der kan i den forbindelse henvises til retspraksis, hvorefter en forskellig aflønning af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere for samme arbejde eller arbejde af samme værdi i princippet må antages at være i strid med traktatens artikel 119 og følgelig med direktivet. Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt den forskellige behandling er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. Macarthys-dommen, præmis 12, og Hill og Stapleton-dommen, præmis 34).

67 Endvidere bemærkes, at den begrundelse, arbejdsgiveren fremfører som forklaring på forskellen, skal være i overensstemmelse med virksomhedens virkelige behov, være egnet til at opnå det mål, den forfølger, og være nødvendig herfor (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 36).

68 Hvad særlig angår det første led af dette sidstnævnte punkt i de således omformulerede præjudicielle spørgsmål, dvs. de forhold, der eventuelt kan begrunde en forskelsbehandling, kan det blot fastslås, at det følger af ovennævnte bemærkninger, at en arbejdsgiver med føje kan forklare en lønforskel bl.a. med

[s. I-4998]

omstændigheder, der ikke er taget i betragtning i den kollektive overenskomst, de berørte arbejdstagere er omfattet af, for så vidt som de nævnte omstændigheder udgør objektivt begrundede faktorer, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

69 Det tilkommer den nationale ret at foretage denne vurdering af de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag, der er indbragt for den, og under hensyn til alle sagens omstændigheder.

70 Med hensyn til det andet led af det nævnte punkt i de således omformulerede præjudicielle spørgsmål må det fastslås, at der i traktatens artikel 119, stk. 3, klart sondres mellem arbejde, der aflønnes i akkord, og arbejde, betalt efter tid.

71 For så vidt angår arbejde, der aflønnes i akkord, skal lønnen i henhold til bestemmelsen fastsættes på samme beregningsgrundlag, uden at bestemmelsen dog indeholder noget nærmere herom.

72 Med hensyn til arbejde, der aflønnes i akkord, er det vigtigt, at arbejdsgiveren kan tage hensyn til arbejdstagernes produktivitet og følgelig til deres individuelle præstationsniveau.

73 I den forbindelse bemærkes, at Domstolen i øvrigt allerede har fastslået, at i det tilfælde, hvor beregningsgrundlaget er det samme for to grupper arbejdstagere, der udfører samme arbejde, der aflønnes i akkord, er ligelønsprincippet ikke til hinder for, at sådanne arbejdstagere får udbetalt forskellig løn, for så vidt dette er

[s. I-4999]

en følge af de enkelte arbejdstageres forskellige arbejdsresultater (jf. i samme retning Royal Copenhagen-dommen, præmis 21).

74 Hvad derimod angår arbejde, betalt efter tid, er det kriterium, der er lagt til grund i traktatens artikel 119, stk. 3, begrebet »samme slags arbejde«, hvilket svarer til det begreb »samme arbejde«, der er anvendt i bestemmelsens stk. 1 og i direktivets artikel 1.

75 Som anført ovenfor i præmis 42, 43 og 48, er et sådant begreb defineret på grundlag af objektive kriterier, som ikke omfatter den i det væsentlige individuelle og variable faktor, som er den enkelte arbejdstagers arbejdsindsats.

76 Som den forelæggende ret i øvrigt har bemærket i forelæggelseskendelsen, vedrører de præjudicielle spørgsmål ubestrideligt arbejde, betalt efter tid. Det følger derfor af ovennævnte bemærkninger, at forhold, der knytter sig til arbejdstagerens person, og som ikke kan fastslås objektivt, når arbejdstageren ansættes, men først viser sig i forbindelse med den konkrete udførelse af arbejdet, som f.eks. det individuelle præstationsniveau eller kvaliteten af det arbejde, den pågældende arbejdstager faktisk har udført, ikke kan påberåbes af arbejdsgiveren som begrundelse for, at der allerede ved arbejdsforholdets begyndelse fastsættes en løn, der er forskellig fra den, der udbetales til en kollega af det andet køn, som udfører samme eller tilsvarende arbejde.

77 Som Kommissionen med rette har anført med hensyn til arbejde, betalt efter tid, må en arbejdsgiver derfor kun udbetale en forskellig løn på grundlag af kvaliteten af de leverede præstationer i forbindelse med den faktiske udførelse af det arbejde, der oprindelig skulle udføres, såfremt han giver de berørte arbejdstagere

[s. I-5000]

forskellige arbejdsopgaver, f.eks. ved at placere den medarbejder, hvis indsats viser sig ikke at svare til forventningerne, i en anden stilling. Intet er nemlig til hinder for, at der under omstændigheder som dem, der er beskrevet i den foregående præmis, med føje tages hensyn til en arbejdstagers præstationer, således at de får indflydelse på hans karriereforløb i forhold til en kollegas og på disse personers heraf følgende placering og løn, selv om de pågældende arbejdstagere i begyndelsen af arbejdsforholdet blev anset for at udføre samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

78 Det må i den forbindelse ligeledes præciseres, at i modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at antage, kan ikke alle forhold, som direkte vedrører arbejdstagerens person, behandles på samme måde, og den faglige uddannelse, der kræves med henblik på at udføre det pågældende arbejde, kan derfor ikke sidestilles med de konkrete resultater af arbejdet. Når faglig uddannelse udgør et relevant kriterium, ikke alene med henblik på at afgøre, om arbejdstagere udfører samme arbejde, men om fornødent også som en faktor, der objektivt kan begrunde en forskellig aflønning af arbejdstagere, der udfører tilsvarende arbejde (jf. i samme retning Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse-dommen, præmis 19), er det som følge af, at den faglige uddannelse er objektivt kendt på det tidspunkt, hvor arbejdstageren ansættes, mens det udførte arbejde kun kan vurderes efterfølgende og derfor ikke med føje kan begrunde en lønforskel allerede på det tidspunkt, hvor de berørte arbejdstagere tiltræder arbejdet.

79 På det tidspunkt, hvor de berørte arbejdstagere ansættes, må en arbejdsgiver derfor ikke til én ansat udbetale en løn, der er lavere end den, der udbetales til en kollega af det andet køn, og efterfølgende begrunde denne forskel med henvisning til, at det arbejde, kollegaen udfører, er af højere kvalitet, eller henvise til, at kvaliteten af det af den førstnævnte ansatte udførte arbejde er blevet stadig ringere efter ansættelsen, såfremt det godtgøres, at de pågældende medarbejdere faktisk udfører samme arbejde eller i det mindste arbejde af samme værdi.

[s. I-5001]

Såfremt sidstnævnte betingelse er opfyldt, kan en begrundelse for den forskellige behandling, der støttes på en fremtidig vurdering af de berørte arbejdstageres respektive præstationer, ikke udelukke, at der har været tale om hensyn, der er begrundet i, at personerne er af forskelligt køn. Som det allerede er fremgået af nærværende doms præmis 30 og 66, kan en forskellig løn til en kvindelig og en mandlig arbejdstager, der udfører samme slags arbejde, kun begrundes med objektive faktorer, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

80 Under henvisning til samtlige anførte betragtninger må de forelagte spørgsmål besvares med, at det princip om lige løn til mænd og kvinder, der er opstillet i traktatens artikel 119 og nærmere præciseret i direktivet, skal fortolkes på følgende måde:

- Et månedligt løntillæg, som de berørte arbejdstagere har ret til i medfør af deres individuelle ansættelseskontrakt, og som arbejdsgiveren udbetaler som følge af arbejdsforholdet, udgør løn, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 119 og for direktivet. Ligelønsprincippet skal overholdes, ikke alene ud fra en samlet vurdering af de ydelser, arbejdstagerne modtager, men også, når hvert enkelt lønelement betragtes i sig selv.

- Den omstændighed, at den kvindelige arbejdstager, som hævder at være udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, og den mandlige arbejdstager, der sammenlignes med, er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst, der regulerer deres ansættelsesforhold, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det må fastslås, at disse to arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi som omhandlet i traktatens [s. I-5002]  artikel 119 og direktivets artikel 1, idet denne omstændighed blot er én faktor blandt andre til støtte for, at dette kriterium er opfyldt.

- Som hovedregel påhviler det den arbejdstager, der mener at være udsat for forskelsbehandling, at bevise, at han får udbetalt en løn, der er lavere end den, arbejdsgiveren udbetaler hans kollega af det andet køn, og at han reelt udfører samme arbejde eller et arbejde af samme værdi, der svarer til det, som den kollega, der sammenlignes med, udfører. Arbejdsgiveren kan herefter ikke alene bestride, at betingelserne for at anvende princippet om lige løn til mænd og kvinder er opfyldt i den konkrete sag, men også henvise til objektive grunde, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, som begrundelse for den konstaterede lønforskel.

- En forskellig løn kan begrundes med omstændigheder, der ikke er taget i betragtning i den kollektive overenskomst, de berørte arbejdstagere er omfattet af, på betingelse af, at de udgør objektive grunde, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

- For så vidt angår arbejde, betalt efter tid, kan en forskel i den løn, der på tidspunktet for deres ansættelse blev tildelt to arbejdstagere af forskelligt køn for samme slags arbejde eller for arbejde af samme værdi, ikke begrundes med faktorer, der først er blevet kendt, efter at de berørte arbejdstagere har tiltrådt arbejdet, og som først kan vurderes under opfyldelsen af arbejdsaftalen, som f.eks. en forskel i de pågældendes individuelle præstationsniveau [s. I-5003]  eller i kvaliteten af en bestemt arbejdstagers præstationer sammenlignet med hans kollegas.

#### Sagens omkostninger

81 De udgifter, der er afholdt af den østrigske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Oberlandesgericht Wien ved kendelse af 15. juni 1999, for ret:

Princippet om lige løn til mænd og kvinder, der er opstillet i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og nærmere præciseret i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om [s. I-5004]  indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, skal fortolkes på følgende måde:

- Et månedligt løntillæg, som de berørte arbejdstagere har ret til i medfør af deres individuelle ansættelseskontrakt, og som arbejdsgiveren udbetaler som følge af arbejdsforholdet, udgør løn, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 119 og af direktiv 75/117. Ligelønsprincippet skal overholdes, ikke alene ud fra en samlet vurdering af de ydelser, arbejdstagerne modtager, men også, når hvert enkelt lønelement betragtes i sig selv.

- Den omstændighed, at den kvindelige arbejdstager, som hævder at være udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn, og den mandlige arbejdstager, der sammenlignes med, er indplaceret i samme faggruppe ifølge den kollektive overenskomst, der regulerer deres ansættelsesforhold, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det må fastslås, at disse to arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, idet denne omstændighed blot er én faktor blandt andre til støtte for, at dette kriterium er opfyldt.

- Som hovedregel påhviler det den arbejdstager, der mener at være udsat for forskelsbehandling, at bevise, at han får udbetalt en løn, der er lavere end den, arbejdsgiveren udbetaler hans kollega af det andet køn, og at han reelt udfører samme arbejde eller et arbejde af samme værdi, der svarer til det, som den kollega, der sammenlignes med, udfører. Arbejdsgiveren kan herefter ikke alene bestride, at betingelserne for at anvende princippet om lige løn til mænd og kvinder er opfyldt i den konkrete sag, men også henvise til [s. I-5005]  objektive grunde, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, som begrundelse for den konstaterede lønforskel.

- En forskellig løn kan begrundes med omstændigheder, der ikke er taget i betragtning i den kollektive overenskomst, de berørte arbejdstagere er omfattet af, på betingelse af, at de udgør objektive grunde, der ikke har noget at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

- For så vidt angår arbejde, betalt efter tid, kan en forskel i den løn, der på tidspunktet for deres ansættelse blev tildelt to arbejdstagere af forskelligt køn for samme slags arbejde eller for arbejde af samme værdi, ikke begrundes med faktorer, der først er blevet kendt, efter at de berørte arbejdstagere har tiltrådt arbejdet, og som først kan vurderes under opfyldelsen af arbejdsaftalen, som f.eks. en forskel i de pågældendes individuelle præstationsniveau eller i kvaliteten af en bestemt arbejdstagers præstationer sammenlignet med hans kollegas.

Gulmann

Skouris

Schintgen

Macken

Cunha Rodrigues

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. juni 2001.

R. Grass

Justitssekretær

C. Gulmann

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62000cj0206.md =====

# EU-Domstolen, 13. december 2001, sag C-206/00

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0206.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0206.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2001:695

Kommentarens titel: Førtidspension ved ægtefællens uarbejdsdygtighed uden kønsforskel

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den beskrevne tjenestemandspension var løn efter artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Det stred mod ligelønsprincippet kun at give kvindelige tjenestemænd førtidspension, når ægtefællen var uarbejdsdygtig eller uhelbredeligt syg, mens mænd i samme situation var udelukket (jf. § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne franske tjenestemandspension var løn efter artikel 119. Det var i strid med ligelønsprincippet kun at give kvindelige tjenestemænd førtidspension, når deres ægtefælle var uarbejdsdygtig eller uhelbredeligt syg og derfor ude af stand til at udøve noget erhverv, mens mænd i samme situation var udelukket.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Resultatet angår den bestemte ordning og den angivne alvorlige tilstand hos ægtefællen; ikke en ret ved enhver sygdom eller for alle pensionsordninger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62000CJ0206

Domstolens dom (Anden Afdeling)
13. december 2001[^*]

I sag C-206/00,

angående en anmodning, som Tribunal administratif de Châlons-en-Champagne (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Henri Mouflin

mod

Recteur de l'académie de Reims,

procesdeltager:

Syndicat general de l'Éducation nationale et de la Recherche publique CFDT de la Marne (SGEN CFDT 51),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF143 EF) [s. I-10223]  og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, N. Colneric, og dommerne R. Schintgen og V. Skouris (refererende dommer),

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Henri Mouflin og Syndicat général de l'Éducation nationale et de la Recherche publique CFDT de la Marne (SGEN CFDT 51) ved avocat H. Masse-Dessen

- den franske regering ved R. Abraham og A. Lercher, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. Michard, som befuldmægtiget,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

[s. I-10224]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. maj 2001,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 25. april 2000, indgået til Domstolen den 25. maj 2000, har Tribunal administratif de Châlons-en-Champagne i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som føres mellem skolelærer Henri Mouflin, der støttes af Syndicat général de l'Éducation nationale et de la Recherche publique CFDT de la Marne (herefter »SGEN CFDT 51«), og recteur de l'académie de Reims vedrørende lovligheden af afgørelsen af 10. november 1998 fra undervisningsinspektøren i Marne, hvorved denne annullerer sin tidligere afgørelse af 20. oktober 1998 om at fjerne Henri Mouflin fra listen over tjenestemænd i aktiv tjeneste, med henblik på at han kunne oppebære pension ved arbejdsophør i form af førtidspension.

[s. I-10225]

#### De relevante retsregler

##### Fællesskabsretten

3 Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved ’løn’forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4 Siden den 1. maj 1999 har artikel 141, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, EF haft følgende ordlyd:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

[s. I-10226]

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

5 Direktiv 79/7 bestemmer i artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led:

> »Dette direktiv finder anvendelse:

> a) på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: [...] - alderdom. «

6 Direktivets artikel 4 bestemmer:

> »1. Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

- anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

- bidragspligt og beregning af bidrag

- beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.

> 2. Princippet om ligebehandling er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med moderskab. «

7 Direktivets artikel 7, stk. 1, litra a), bestemmer:

> »1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser. «

##### Den nationale ret

8 Den franske pensionsordning for tjenestemænd er fastsat i code des pensions civiles et militaires de retraite (lov om pension til civile og militære tjenestemænd,

[s. I-10228]

herefter »loven«). Lovens nugældende bestemmelser fremgår af lov nr. 64-1339 af 26. december 1964 (JORF af 30.12.1964), der erstatter den tidligere lov, der var offentliggjort som bilag til dekret nr. 51-590 af 23. maj 1951, samt af forskellige senere ændringer.

9 Lovens artikel L. 1 bestemmer:

> »Pensionen er en personlig og livsvarig økonomisk ydelse, der tildeles civile og militære tjenestemænd, og som efter deres død tilfalder deres efterkommere som fastsat i lov, som godtgørelse for den tjeneste, de har udført indtil ophøret af deres tjeneste.

> Pensionsbeløbet, der fastsættes på grundlag af den udførte tjenestes niveau, varighed og art, sikrer ved karrierens afslutning modtageren levevilkår, der står i forhold til værdigheden af hans tjeneste.«

10 Lovens artikel L. 24-I-3°, litra b), lyder:

> »Følgende personer har ret til civil førtidspension:

> [...]

[s. I-10229]

> 3° Kvindelige tjenestemænd:

> [...]

> b) når det under overholdelse af formforskrifterne i artikel L. 31 er godtgjort: at de er blevet uarbejdsdygtige eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at de ikke kan udøve deres tidligere arbejde eller at deres ægtefælle er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at han ikke kan udøve noget erhverv overhovedet. «

11 Lovens artikel L. 31 fastsætter betingelserne for at fastslå, at uarbejdsdygtighed foreligger, og udpeger den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse på dette område.

#### De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

12 Henri Mouflin, der er født i februar 1944, er skolelærer og statstjenestemand i departementet Marne (Frankrig).

[s. I-10230]

13 Under henvisning til lovens artikel L. 24-I-3° indgav han en ansøgning om førtidspension med henblik på at pleje sin kone, der er ramt af en uhelbredelig sygdom.

14 På grundlag af en positiv udtalelse fra det kompetente nævn for invaliditetsspørgsmål besluttede undervisningsinspektøren — der er direktør for de offentlige undervisningsinstitutioner i departementet Marne — at fjerne Henri Mouflin fra listen over tjenestemænd i aktiv tjeneste ved afgørelse af 20. oktober 1998.

15 Den 10. november 1998 blev denne afgørelse ophævet ved en ny afgørelse fra undervisningsinspektøren, der blev truffet efter, at denne havde modtaget en skrivelse fra Undervisningsministeriet af 6. november 1998, hvori det var anført, at »retten til at gå på pension for at pleje en uarbejdsdygtig ægtefælle alene gælder for kvindelige tjenestemænd«. Henri Mouflin blev følgelig genindsat i sin tidligere stilling.

16 Henri Mouflin har herefter anlagt sag ved Tribunal administratif de Châlons-en-Champagne med påstand om, at afgørelsen af 10. november 1998 kendes ugyldig.

17 Efter at have indhentet en udtalelse af 4. februar 2000 fra Conseil d'État besluttede Tribunal administratif de Châlons-en-Champagne at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

> »1) Er de pensioner, der udbetales i henhold til den franske pensionsordning for tjenestemænd, omfattet af begrebet ’løn’ i henhold til Rom-traktatens [s. I-10231] artikel 119, nu artikel 141 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab? I bekræftende fald, er bestemmelserne i artikel L. 24-I-3° i code des pensions civiles et militaires de retraite i strid med princippet om lige løn?

> 2) Såfremt Rom-traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse, er direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 da til hinder for, at Frankrig opretholder bestemmelser som artikel L. 24-I-3° i code des pensions civiles et militaires de retraite?«

#### Det første spørgsmål

18 Indledningsvis bemærkes, at det efter en gennemgang af forelæggelsesdommen i sin helhed klart fremgår, at den forelæggende ret med det første spørgsmål kun har anmodet Domstolen om en fortolkning af traktatens artikel 119. I spørgsmålet nævnes artikel 141 EF kun som en ledsagende bemærkning i sammenhæng med traktatens artikel 119 og kun for at angive nummeret på den bestemmelse, der efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden har erstattet traktatens artikel 119.

19 Under disse omstændigheder skal der i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål kun tages hensyn til traktatens artikel 119.

[s. I-10232]

##### Første led

20 Med det første led af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

21 Det skal hertil bemærkes, at Domstolen i dom af 29. november 2001 (sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383) har udtalt sit om et identisk spørgsmål.

22 I denne dom fastslog Domstolen, at pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

23 Herefter skal første led af det første spørgsmål besvares med, at pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

##### Andet led

24 Med det andet led af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om ligelønsprincippet tilsidesættes af en national bestemmelse som lovens artikel L. 24-I-3°, litra b), der kun åbner ret til førtidspension for en

[s. I-10233]

kvindelig tjenestemand, hvis mand er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at han ikke kan udøve noget erhverv overhovedet, og dermed udelukker mandlige tjenestemænd, der befinder sig i samme situation, fra denne ret.

25 Henri Mouflin og SGEN CFDT 51 har gjort gældende, at lovens artikel L. 24-I-3°, idet den indrømmer kvindelige tjenestemænd en fordel, der består i, at de kan få udbetalt deres arbejdsophørspension tidligere end mandlige tjenestemænd, der befinder sig i samme situation, er i strid med traktatens artikel 119.

26 Kommissionen deler denne opfattelse.

27 Den franske regering har oplyst, at den er ved at forberede et cirkulære, der i kraft af en fortolkning af bestemmelsen vil tillade de berørte myndigheder at anvende lovens artikel L. 24-I-3° uden hensyntagen til tjenestemandens køn. For så vidt angår andet led af det første spørgsmål har regeringen anført, at den ikke har bemærkninger hertil.

28 Hertil bemærkes, at ligelønsprincippet i traktatens artikel 119 ganske som det generelle forbud mod forskelsbehandling, som det er en særlig udformning af, forudsætter, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i sammenlignelige situationer (jf. dom af 16.9.1999, sag C-218/98, Abdoulaye mil., Sml. I, s. 5723, præmis 16).

29 For så vidt angår retten til førtidspension efter lovens artikel L. 24-I-3° befinder mandlige og kvindelige tjenestemænd sig i en sammenlignelig situation. Der er

[s. I-10234]

rent faktisk intet, der adskiller situationen for en mandlig tjenestemand, hvis ægtefælle er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at hun ikke kan udøve noget erhverv overhovedet, fra situationen for en kvindelig tjenestemand, hvis ægtefælle er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en sådan sygdom.

30 Lovens artikel L. 24-I-3° åbner ikke ret til førtidspension for en mandlig tjenestemand, hvis ægtefælle er uarbejdsdygtig. Denne bestemmelse indebærer således en forskelsbehandling på grundlag af køn over for en mandlig tjenestemand, der befinder sig i en sådan situation.

31 Henset til ovenstående bemærkninger skal andet led af det første spørgsmål besvares således, at princippet om lige løn til mænd og kvinder i traktatens artikel 119 tilsidesættes af en national bestemmelse som lovens artikel L. 24-I-3°, litra b), der kun åbner ret til førtidspension for kvindelige tjenestemænd, hvis mand er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at han ikke kan udøve noget erhverv overhovedet, og dermed udelukker mandlige tjenestemænd, der befinder sig i samme situation, fra denne ret.

#### Det andet spørgsmål

32 Dette spørgsmål er forelagt for det tilfælde, at traktatens artikel 119 ikke finder anvendelse på pensioner, der udredes efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd. Det følger imidlertid af svaret på første led af det første spørgsmål, at pensioner, der udredes efter en sådan ordning, er omfattet af anvendelsesområdet for denne traktatbestemmelse.

[s. I-10235]

33 Det er således ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

#### Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser-kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Tribunal administratif de Châlons-en-Champagne ved dom af 25. april 2000, for ret:

Pensioner, der udbetales efter en ordning som den franske pensionsordning for tjenestemænd, er omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

[s. I-10236]

Princippet om lige løn til mænd og kvinder i traktatens artikel 119 tilsidesættes af en national bestemmelse som artikel L. 24-I-3°, litra b), i den franske code des pensions civiles et militaires de retraite, der kun åbner ret til førtidspension for en kvindelig tjenestemand, hvis mand er blevet uarbejdsdygtig eller er ramt af en uhelbredelig sygdom, således at han ikke kan udøve noget erhverv overhovedet, og dermed udelukker mandlige tjenestemænd, der befinder sig i samme situation, fra denne ret.

Colneric

Schintgen

Skouris

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. december 2001.

R. Grass

Justitssekretær

N. Colneric

Formand for Anden Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-62000cj0320.md =====

# EU-Domstolen, 17. september 2002, sag C-320/00

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0320.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0320.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Lawrence

ECLI: ECLI:EU:C:2002:498

Kommentarens titel: Lønsammenligning kræver én ansvarlig kilde

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 141, stk. 1, omfattede ikke den forelagte situation, hvor lønforskellene mellem ansatte af forskelligt køn med samme arbejde eller arbejde af samme værdi ikke kunne tilskrives én og samme kilde. Svaret vedrører den konkrete manglende fælles kilde, ikke et ubetinget krav om samme formelle arbejdsgiver.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Virksomhedsoverdragelsesdirektiv 77/187 blev udtrykkeligt ikke behandlet. Dommen er derfor ikke belæg for, at overdragelsen lovligt kunne nedsætte kontraktlige rettigheder.

Sagen afgør hverken en generel virksomhedsstørrelsesgrænse, CVR-regel, koncernregel eller ret til at sammenligne enhver løn på arbejdsmarkedet. Den bekræfter heller ikke, at arbejdstagere hos forskellige arbejdsgivere altid er udelukket.

Fejl i originalen: præmis 12 anfører Brunnhofer-dommen som af 30.6.2001, men Brunnhofer-dommen er afsagt 26.6.2001. Fejlen står i den trykte tekst og er ikke overført til sagens oplysninger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62000CJ0320

Domstolens dom
17. september 2002[^*]

I sag C-320/00,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

A.G. Lawrence m.fl.

mod

Regent Office Care Ltd,

Commercial Catering Group,

Mitie Secure Services Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141, stk. 1, EF,

har

[s. I-7346]

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. Jann, F. Macken, N. Colneric (refererende dommer) og S. von Bahr samt dommerne D.A.O. Edward, A. La Pergola, J.-P. Puissochet, M. Wathelet, R. Schintgen og V. Skouris,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- A.G. Lawrence m.fl. ved B. Langstaff, QC, og barrister D. Rose

- Mitie Secure Services Ltd ved barrister B. Napier

- Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrell og A. Aresu, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-7347]

efter at der i retsmødet den 8. januar 2002 er afgivet mundtlige indlæg af A.G. Lawrence m.fl. ved B. Langstaff og D. Rose, af Mitie Secure Services Ltd ved B. Napier, af Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo og N. Paines og af Kommissionen ved M. Shorter, som befuldmægtiget, og N. Yerrell,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. marts 2002,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 20. juli 2000, indgået til Domstolen den 22. august 2000, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141, stk. 1, EF.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under tvister mellem på den ene side A.G. Lawrence og 446 andre arbejdstagere, der næsten alle er kvinder (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«), og på den anden side Regent Office Care Ltd, Commercial Catering Group og Mitie Secure Services Ltd (herefter »de i hovedsagen sagsøgte selskaber«), der beskæftiger eller har beskæftiget sagsøgerne i hovedsagen, om krav på lige løn til mænd og kvinder.

[s. I-7348]

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

3 Indtil omkring 1990 sørgede North Yorkshire County Council (herefter »Council«) selv for rengøringen og cateringen i sine skoler. Ansvaret for disse opgaver blev som led i en bindende udbudsprocedure fastsat i henhold til Local Government Aet 1988 (lov fra 1988 om lokalforvaltning) efterfølgende overdraget til de i hovedsagen sagsøgte selskaber.

4 Under udbudsproceduren anlagde kvindelige arbejdstagere sag mod Council for på grundlag af Equal Pay Act 1970 (herefter »1970-loven«) at opnå lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn. Sagsøgerne i denne sag fik medhold i medfør af dom af 6. juli 1995 afsagt af House of Lords (Det Forenede Kongerige) (ICR 833). Council havde anerkendt resultaterne af en landsdækkende jobevalueringsundersøgelse fra 1987, hvorefter det arbejde, der blev udført af den pågældende sags kvindelige sagsøgere, havde samme værdi som arbejde, såsom havearbejde, affaldsindsamling og kloakrensning, der blev udført af mænd. House of Lords forkastede Councils argument, hvorefter det med føje kunne betale de kvindelige arbejdstagere en lavere løn for under en udbudsprocedure at kunne konkurrere med et privat selskab. House of Lords forkastede desuden argumentet, hvorefter den pågældende lønforskel var begrundet i en anden omstændighed end kønsforskellen. Kort sagt fastslog House of Lords, at sagsøgerne i sagen med hensyn til at opnå lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn havde ret til at sammenligne sig med mænd, der var ansat af Council i andre tjenestegrene, og hvis arbejde var blevet anset for at være af samme art i henhold til jobevalueringsundersøgelsen.

[s. I-7349]

5 De kvinder, der efter afsigelsen af House of Lords' dom stadig var beskæftiget som catering- og rengøringspersonale hos Council, og hvis løn var lavere end det niveau, de var blevet tilkendt i henhold til jobevalueringsundersøgelsen, fik udbetalt forskellen af Council og fik deres løn forhøjet til niveauet for mænd, hvis arbejde var blevet anset for at være af samme værdi.

6 Da Council indgik kontrakt med de i hovedsagen sagsøgte selskaber om catering-og rengøringsydelser, genansatte disse selskaber nogle af de tidligere kvindelige ansatte hos Council og tilbød dem en løn, der var lavere end den løn, de havde fået hos Council inden overførslen af virksomheden. Selskaberne betalte ligeledes nye kvindelige ansatte, som ikke havde været ansat hos Council, en lavere løn end den, som Council betalte sine kvindelige ansatte før overførslen.

7 Sagsøgerne i hovedsagen er arbejdstagere, der er eller har været ansat hos de tre i hovedsagen sagsøgte selskaber, med henblik på at levere rengørings- eller cateringydelser i skolerne under Council. De fleste af dem var oprindeligt ansat af Council til at udføre det samme arbejde i de samme skoler.

8 I december 1995 anlagde sagsøgerne i hovedsagen på grundlag af 1970-loven sag ved Industrial Tribunal (England & Wales) (Det Forenede Kongerige) mod de i hovedsagen sagsøgte selskaber. De appellerede den af denne ret trufne afgørelse til Employment Appeal Tribunal (Det Forenede Kongerige), som forkastede

[s. I-7350]

appellen. Sagsøgerne i hovedsagen iværksatte herefter appel til den forelæggende ret, idet de gjorde gældende, at artikel 141 EF under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder gav dem ret til at kræve samme løn, som de mandlige arbejdstagere, der var ansat af Council, fik, og som var referencegrundlag, uden at det var nødvendigt at undersøge, om de tidligere havde været ansat hos Council, eller om de er det i øjeblikket.

9 Med henblik på det forberedende retsmøde i hovedsagen var der enighed mellem parterne om at lægge til grund, at sagsøgerne i hovedsagens ansættelsesvilkår er mindre gunstige end dem, der sammenlignes med. Det anføres i forelæggelseskendelsen, at parterne har procederet ud fra følgende forudsætninger:

> »a. Der fandt en overførsel af en virksomhed sted, da de pågældende catering- og rengøringsaftaler blev indgået med det indstævnte selskab.

> b. På datoen for den pågældende overførsel var sagsøgernes arbejde af samme værdi som de valgte referencepersoners arbejde.

> c. På tidspunktet for deres sagsanlæg var sagsøgernes arbejde stadig af samme værdi som de valgte referencepersoners arbejde.

> d. De mandlige referencepersoner var på de pågældende tidspunkter ansat af Council.«

10 For at afgøre tvisten i hovedsagen skal den forelæggende ret tage stilling til, om sagsøgerne i hovedsagen til støtte for deres krav over for de i hovedsagen sagsøgte selskaber om lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn som sammenligningsgrundlag kan anvende de ansættelsesvilkår, som gælder for mandlige arbejdstagere, der er ansat af Council. Under disse omstændigheder har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

> »1) Er artikel 141 [EF] umiddelbart anvendelig under den foreliggende sags omstændigheder (som beskrevet i denne kendelse), således at sagsøgerne kan påberåbe sig den i nationale søgsmål for at sammenligne deres løn med lønnen for mænd ansat af North Yorkshire County Council, som udfører arbejde af samme værdi som sagsøgernes?

> 2) Kan en sagsøger, som vil påberåbe sig den direkte virkning af artikel 141 [EF], kun gøre dette, såfremt det er muligt for den sagsøgte arbejdsgiver at forklare, hvorfor den valgte referencepersons arbejdsgiver aflønner sine ansatte, som han gør?«

[s. I-7352]

#### De præjudicielle spørgsmål

11 Med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål bemærkes indledningsvis, at artikel 141, stk. 1, EF opstiller det princip, at der skal betales samme løn for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, hvad enten det udføres af en mand eller en kvinde.

12 Som Domstolen allerede har fastslået i dom af 8. april 1976, Defrenne II (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 12), hører dette princip, som er det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, hvorefter sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet, til Fællesskabets grundlag (jf. dom af 30.6.2001, sag C-381/99, Brunnhofer, Sml. I, s. 4961, præmis 28).

13 Domstolen har anerkendt, at EF-traktatens princip om lige løn til mænd og kvinder har direkte virkning. Den har fastslået, at princippet ikke alene gælder for de offentlige myndigheder, men også for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdslønnen, og for aftaler mellem private (jf. herved bl.a. Defrenne II-dommen, præmis 39 og 40).

14 I lyset af disse bemærkninger skal det undersøges, om artikel 141, stk. 1, EF, finder anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

[s. I-7353]

15 Den foreliggende hovedsag kendetegnes ved tre forhold. For det første arbejder de personer, hvis løn sammenlignes, for forskellige arbejdsgivere, nemlig Council og de i hovedsagen sagsøgte selskaber. Endvidere udfører sagsøgerne i hovedsagen det samme arbejde for disse selskaber, som visse af sagsøgerne udførte for Council inden overførslen af virksomheden. Endelig er dette arbejde blevet anerkendt som værende af samme værdi som det arbejde, der udføres af Councils arbejdstagere, som udgør sammenligningsgrundlaget, og er det stadig.

16 Den forelæggende ret har ikke forelagt et spørgsmål vedrørende den beskyttelse, der i et sådant tilfælde følger af Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26). Rettens spørgsmål vedrører udelukkende artikel 141, stk. 1, EF.

17 Det bemærkes i denne forbindelse, at intet i artikel 141, stk. 1, EF peger i retning af, at bestemmelsens anvendelsesområde skulle være begrænset til de situationer, hvor mænd og kvinder udfører deres arbejde for samme arbejdsgiver. Domstolen har fastslået, at det i artiklen fastsatte princip kan påberåbes ved de nationale domstole, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde, hvor arbejdet udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste (jf. bl.a. Defrenne II-dommen, præmis 40, dom af 27.3.1980, sag 129/79, Macarthys, Sml. s. 1275, præmis 10, og af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911, præmis 17).

18 Når forskellene i lønvilkårene imidlertid som i den foreliggende sag for arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, ikke kan tilskrives en og samme kilde, mangler der en enhed, der er ansvarlig for forskelsbehandlingen, og som kan genoprette ligebehandlingen. En sådan

[s. I-7354]

situation er ikke omfattet af artikel 141, stk. 1, EF. Det arbejde, der udføres af disse arbejdstagere, og deres lønvilkår kan derfor ikke sammenlignes på grundlag af denne bestemmelse.

19 Henset til ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor forskellene i lønvilkårene for arbejdstagere af forskelligt køn, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, ikke kan tilskrives en og samme kilde, er ikke omfattet af artikel 141, stk. 1, EF.

20 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

#### Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-7355]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 20. juli 2000, for ret:

En situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor forskellene i lønvilkårene for arbejdstagere af forskelligt køn, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, ikke kan tilskrives en og samme kilde, er ikke omfattet af artikel 141, stk. 1, EF.

Rodríguez Iglesias

Jann

Macken

Colneric

von Bahr

Edward

La Pergola

Puissochet

Wathelet

Schintgen

Skouris

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. september 2002.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62000cj0351.md =====

# EU-Domstolen, 12. september 2002, sag C-351/00

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0351.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0351.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2002:480

Kommentarens titel: Statspension som løn på grund af tilknytningen til ansættelsen

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Den beskrevne pension efter loven om finske statsansattes pension var omfattet af artikel 119’s lønbegreb (jf. § 1 a, stk. 3). Dommen gør ikke enhver lovbestemt pension til løn.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne pension efter loven om finske statsansattes pension var omfattet af artikel 119s lønbegreb.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen klassificerer den konkrete ordning. Den fastsætter ikke pensionsalderen eller udfaldet af alle ligelønsspørgsmål og gør ikke enhver lovbestemt pension til løn.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62000CJ0351

Domstolens dom (Femte Afdeling)
12. september 2002[^*]

I sag C-351/00,

angående en anmodning, som vakuutusoikeus (Finland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, der er anlagt af

Pirkko Niemi

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

[s. I-7033]

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne S. von Bahr, D.A.O. Edward, M. Wathelet og C.W.A. Timmermans (refererende dommer),

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Pirkko Niemi ved asianajaja S. Salovaara

- den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu og M. Huttunen, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-7034]

efter at der i retsmødet den 13. december 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Pirkko Niemi ved S. Salovaara, af den finske regering ved T. Pynnä, og af Kommissionen ved M. Huttunen og H. Michard, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 21. februar 2002,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 18. januar 2000, indgået til Domstolen den 21. september 2000, har vakuutusoikeus (forsikringsretten) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Pirkko Niemi og Valtiokonttori (statens pensionsanstalt) vedrørende lovligheden af en bindende forhåndsafgørelse fra sidstnævnte om, fra hvilken alder Pirkko Niemi kunne gøre krav på alderspension.

[s. I-7035]

#### De relevante retsforskrifter

##### De fællesskabsretlige bestemmelser

3 Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved ‘løn’ forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4 Siden den 1. maj 1999, hvor Amsterdam-traktaten trådte i kraft, har artikel 141 EF haft følgende ordlyd:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

[s. I-7036]

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

[...]«

5 Artikel 141, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, EF er således i det væsentlige identiske med traktatens artikel 119, stk. 1 og 2.

6 Protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter »Barber-protokollen«), der ved traktaten om Den Europæiske Union er knyttet som bilag til EF-traktaten, bestemmer:

> »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

7 Direktiv 79/7 finder i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom.

[s. I-7037]

8 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:

> »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> - anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

> - bidragspligt og beregning af bidrag

> - beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne. «

9 Artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 bestemmer:

> »Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

> a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser.«

[s. I-7038]

10 I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), finder denne forordning anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører ydelser ved alderdom.

11 Republikken Finland har i medfør af artikel 5 i forordning nr. 1408/71 bl.a. angivet de retsforskrifter og ordninger, hvortil der henvises i forordningens artikel 4, stk. 1, i en erklæring, der er meddelt Rådet og offentliggjort i overensstemmelse med forordningens artikel 97 (EFT 1999 C 234, s. 3). I erklæringen er bl.a. kansaneläkelaki (lov om folkepension) 347/1956 angivet under overskriften folkepensionsordningen og valtion eläkelaki (lov om pension for statsansatte) [280]/1966 under overskriften arbejdsmarkedets pensionsordning.

##### De nationale bestemmelser

12 Den forelæggende ret har anført, at alt arbejde i Finland, både offentligt og privat, i henhold til loven skal være omfattet af en pensionsordning benævnt »arbejdsmarkedets pensionsordning«. Pensionsordningen i henhold til valtion eläkelaki 280/1966, som ændret ved lov 638/1994 (herefter »lov 280/1966«), dækker enhver person, der er knyttet til staten enten i forbindelse med et tjenestemands- eller et ansættelsesforhold. Ansatte ved Forsvaret er omfattet af pensionsordningen i henhold til lov 280/1966.

[s. I-7039]

13 Ifølge lov 280/1966 fastsættes pensionen på grundlag af antallet af beskæftigelsesår og den pensionsgivende løn. Pensionen forhøjes med 1,5% for hvert tjenesteår. Den pensionsgivende løn fastsættes på grundlag af lønnen i de seneste tjenesteår.

14 Den forelæggende ret har anført, at pensionsalderen i henhold til lov 280/1966 nu er 65 år. For visse grupper af arbejdstagere er der imidlertid foreskrevet en ret til alderspension ved en lavere alder end den normale pensionsalder, navnlig med hensyn til den aldersgrænse, hvor arbejdstageren er forpligtet til at fratræde. En sådan alder er fastsat i retsforskrifterne om vedkommende myndighed eller organ; i hovedsagen drejer det sig om asetus puolustusvoimista (dekret om Forsvaret) 667/1992, som ændret ved dekret 1032/1994 (herefter »dekret 667/1992«).

15 Tidligere gjaldt der for tjenestemænd i Forsvaret en pensionsordning, hvorefter pensionsalderen for kvinder var 60 år og for mænd 50 år. Denne ordning blev ændret ved en lov af 1994. Ifølge den nugældende ordning klassificeres tjenestemænds stillinger efter stillingens art, kønsneutralt, enten som professionelle militære stillinger eller som civile stillinger. En tjenestemand, der har nået pensionsalderen, der er 55 år for den første kategori og 65 år for den anden, skal udtræde af tjenesten og har derefter ret til alderspension. Den nye pensionsordning finder anvendelse på ansættelsesforhold, som er påbegyndt den 1. januar 1995 eller senere.

16 For ansættelsesforhold påbegyndt inden den 1. januar 1995 er pensionsalderen fastsat i særlige overgangsbestemmelser. Ifølge disse bestemmelser er pensionsalderen i gamle ansættelsesforhold 50-55 år for mandlige tjenestemænd afhængig

[s. I-7040]

af tjenestetid og 60 år for kvindelige tjenestemænd. En tjenestemand, der begyndte som tjenestemand inden den 1. januar 1995, har imidlertid, uanset køn, ret til pension, hvis vedkommende har gjort tjeneste i en sådan stilling i 30 år. Følgende bestemmelser er relevante i hovedsagen.

17 § 4 i lov 280/1966 bestemmer:

> »Pensionsalderen for en ny pensionsberettiget, der er omfattet af denne lovs § 1, stk. 3, er 65 år. [...]«

18 Der kan imidlertid i henhold til § 8 i lov 280/1966 udbetales en alderspension, inden pensionsalderen er nået,

> »[...]

> 2) hvis en tjenestemand, der gør tjeneste som militærspecialist i Forsvaret eller som grænsevagt i grænsepolitiet, ved det fyldte 55. år har gjort tjeneste i en sådan stilling i mindst 30 pensionsberettigende år, hvoraf mindst seks måneder ligger umiddelbart før tjenesteophøret og mindst tre år ligger inden for de sidste fem år umiddelbart før tjenesteophøret

> [...]

[s. I-7041]

> 4) hvis den pensionsberettigede har nået pensionsalderen.«

19 Overgangsbestemmelserne i dekret 667/1992 vedrørende pensionsalderen for tjenestemænd ved Forsvaret fastsætter en pensionsalder på mellem 50 og 55 år for mænd og på 60 år for kvinder.

#### Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

20 Pirkko Niemi anmodede om at få fastslået, ved hvilken alder hun kunne gøre krav på alderspension. Pirkko Niemi, der fra den 1. april 1969 har gjort tjeneste som tjenestemand i Forsvaret, fyldte 55 år den 1. november 1993 og 60 år den 1. november 1998. Den 31. marts 1999 havde hun gjort tjeneste i Forsvaret i 30 år.

21 Pirkko Niemi er som tjenestemand i Forsvaret omfattet af pensionsordningen i henhold til lov 280/1966, med hensyn til hvilken pensionsalderen er fastsat ved dekret 667/1992. Ordningen administreres af Valtiokonttori, der i første instans træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om pension. Med henblik på at få oplysning om den alder, fra hvilken hun havde ret til alderspension i henhold til sine tjenesteår, anmodede Pirkko Niemi Valtiokonttori om en bindende forhåndsafgørelse. Ved afgørelse af 26. april 1995 fastslog Valtiokonttori, at Pirkko Niemi ikke havde ret til alderspension, før hun havde nået pensionsalderen på 60 år.

[s. I-7042]

22 Pirkko Niemi anfægtede Valtiokonttoris afgørelse for Valtion eläkelautakunta med påstand om, at hun havde ret til alderspension fra det fyldte 55. år. Ved afgørelse af 20. december 1995 blev Pirkko Niemis påstand forkastet.

23 Pirkko Niemi har indbragt Valtion eläkelautakuntas afgørelse for vakuutusoikeus med påstand om, at denne fastslår, at hun har ret til alderspension fra det fyldte 55. år. Til støtte for søgsmålet har hun gjort gældende, at en mand, der havde tilbagelagt nøjagtigt den samme karriere som hendes, og som havde udført det samme arbejde, ville have ret til alderspension fra en alder af 50-55 år, hvorimod pensionsalderen for kvindelige tjenestemænd i Forsvaret uden undtagelse er 60 år. Hun har derfor gjort gældende, at overgangsbestemmelserne til den pensionsordning, der nu gælder for ansatte i Forsvaret, udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med den finske lov om ligestilling og med fællesskabsretten.

24 Vakuutusoikeus er af den opfattelse, at pensionsordningen ikke er i strid med national lovgivning. Den er imidlertid i tvivl om, hvorvidt pensioner, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, og om den pågældende pensionsordning er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

25 Vakuutusoikeus har i denne forbindelse anført, at arbejdsmarkedets pensionsordning i Finland adskiller sig fra de fleste andre pensionsordninger for arbejdstagere, der er i kraft i Fællesskabets øvrige medlemsstater, idet den obligatorisk dækker enhver form for arbejde, der udføres i den offentlige eller i den private sektor, og arbejde, der udføres i henhold til entreprise.

[s. I-7043]

26 Under hensyn til de særlige kendetegn ved den finske pensionsordning for arbejdsmarkedet og forskellen mellem den finske og den nederlandske ordning rejser vakuutusoikeus bl.a. det spørgsmål, om afgørelsen i dommen af 28. september 1994 (sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471) kan overføres på hovedsagen, og om traktatens bestemmelser skal fortolkes på samme måde i hovedsagen som i Beune-dommen.

27 Da vakuutusoikeus er af den opfattelse, at afgørelsen af sagen forudsætter en fortolkning af fællesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Henhører forsikringsordningen i henhold til valtion eläkelaki under anvendelsesområdet for artikel 141 [EF] eller under anvendelsesområdet for Rådets direktiv 79/7/EØF?«

#### Det præjudicielle spørgsmål

##### Indlæg til Domstolen

28 Pirkko Niemi har gjort gældende, at i Finland medfører den omstændighed, at pensionsalderen nås, en forpligtelse til at udtræde af tjenesten og en ret til

[s. I-7044]

alderspension, der fastsættes på grundlag af antallet af tjenesteår indtil pensionsalderen. En sådan pension udgør på disse betingelser en ydelse, der kan sammenlignes med en løn, der henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

29 Pirkko Niemi har endvidere gjort gældende, at det forhold, at der gælder forskellige pensionsaldre for kvinder og mænd, der udfører samme arbejde, er i strid med Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

30 Den finske regering har anført, at den nationale pensionsordning for arbejdsmarkedet udgør en ensartet og sammenhængende helhed, der i princippet på samme betingelser garanterer en lovbestemt pensionsforsikring for alle, der har arbejdet i den offentlige eller i den private sektor. Pensionen fastsættes på grundlag af den oppebårne løn og tjenestetidens længde. Den samlede pension fastsættes altid på grundlag af den pensionsberettigedes fulde karriereforløb. Regeringen har tilføjet, at arbejdsmarkedets pensionsordning finansieres ved opkrævning af bidrag fra såvel arbejdsgiverne som de ansatte ved udbetalingen af løn. Regeringen har understreget, at der ikke er nogen forbindelse mellem de bidrag, der betales, og den fremtidige pension. Arbejdstageren har en lovbestemt ret til pension, selv hvis vedkommende aldrig har indbetalt bidrag. Det drejer sig således om en ordning uden bidragspligt.

31 For statsansatte er pensionsordningen reguleret ved lov 280/1966, der er en uadskillelig del af den lovbestemte finske pensionsordning for arbejdsmarkedet, og som således hverken er en erhvervstilknyttet ordning eller en tillægsordning. Pensioner, der henhører under ordningen i henhold til denne lov, betales over det nationale budget. Både de ansattes og arbejdsgivernes bidrag til ordningen

[s. I-7045]

indbetales til statens pensionsfond, der er uafhængig af budgettet. Hvert år overføres der midler fra fonden til det nationale budget til dækning af pensionsudgifterne. Den finske regering har gjort gældende, at statens udgifter til pensioner er omkring 2,5 gange så store som fondens indtægter, og at størstedelen af udgifterne således betales direkte over det nationale budget. Arbejdsmarkedets pensionsordning er således hovedsageligt en fordelingsordning.

32 Den finske regering har understreget, at den pensionsalder, der er omhandlet i hovedsagen, er omfattet af en overgangslovgivning. Det blev i forbindelse med reformen tilstræbt at sikre fuld pension for personer, der ville blive omfattet af overgangsreglerne. Nedsættelsen af pensionsalderen for kvindelige arbejdstagere har i de fleste tilfælde medført en nedsættelse af deres pension.

33 Den finske regering har anført, at traktatens artikel 119 i henhold til fast retspraksis ikke finder anvendelse på pensionsordninger, der er omfattet af en lovbestemt social sikringsordning. Den pension, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er ikke forbundet med et bestemt ansættelsesforhold, men med samtlige ansættelsesforhold, der falder ind under lovens anvendelsesområde. Regeringen har tilføjet, at ordningen hviler på et socialpolitisk valg, der er truffet af de offentlige myndigheder, og at den er uafhængig af ansættelsesvilkårene for en given person eller en given persongruppe. Sådanne lovbestemte sociale sikringsordninger falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 79/7.

34 Kommissionen har anført, at arbejdsmarkedets pensionsordning, hvoraf lov 280/1966 er en del, er lovbestemt og obligatorisk, men at de ydelser, der udbetales igennem ordningen, udelukkende hviler på arbejdsforholdet.

[s. I-7046]

35 Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den omstændighed, at de principper, der ligger til grund for den erhvervstilknyttede pensionsordning i Finland, er ens for samtlige arbejdstagere uafhængig af deres arbejde eller deres arbejdssektor, ikke kan begrunde en afvigelse fra Domstolens faste praksis, hvorefter det afgørende kriterium for, om en ydelse udgør en løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119, er, om pensionen udbetales til arbejdstageren på grundlag af hans arbejdsforhold til en offentlig eller privat arbejdsgiver.

36 Kommissionen er derfor af den opfattelse, at de vigtigste aspekter i hovedsagen er sammenlignelige med de vigtigste aspekter i den sag, der lå til grund for Beune-dommen. De pensionsydelser, der er foreskrevet ved lov 280/1966, må således anses for at være en løn eller en ydelse i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i traktatens artikel 119.

37 Kommissionen har dog anført, at der skal tages hensyn til Barberprotokollen. Kommissionen er af den opfattelse, at for de medlemsstater, der har tiltrådt Fællesskabet efter den 17. maj 1990, og som den 1. januar 1994 var kontraherende parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3), svarer den dato, der er omhandlet i protokollen, i praksis og i dette konkrete tilfælde til den 1. januar 1994. Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge anvendelsesvilkårene for den nationale lovgivning med hensyn til situationen for en arbejdstager, hvis arbejdsforhold uafbrudt løber både før og efter den dato, der er omhandlet i Barberprotokollen.

##### Domstolens bemærkninger

38 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 eller for direktiv 79/7.

[s. I-7047]

39 Det bemærkes indledningsvis, at efter fast retspraksis omfatter begrebet løn, som det er defineret i traktatens artikel 119, ikke socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig arbejdsophørspensioner, som direkte er reguleret ved lov (dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 22, Beune-dommen, præmis 44, og dom af 25.5.2000, sag C-50/99, Podesta, Sml. I, s. 4039, præmis 24).

40 Derimod skal ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under traktatens artikel 119 (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, Barber-dommen, præmis 28, Beune-dommen, præmis 46, dom af 10.2.2000, forenede sager C-234/96 og C-235/96, Deutsche Telekom, Sml. I, s. 799, præmis 32, og Podesta-dommen, præmis 25).

41 Det bemærkes, at den pensionsordning, der er omtvistet i hovedsagen, direkte er fastsat ved lov. Selv om en sådan konstatering utvivlsomt indikerer, at de ydelser, der udbetales i henhold til denne ordning, er sociale sikringsydelser (jf. bl.a. dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org.ref.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8, og af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 9), er den ikke tilstrækkelig til at udelukke en sådan ordning fra anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 (jf. bl.a. Beune-dommen, præmis 26).

42 Det samme gælder den finske regerings argument om, at den i hovedsagen omhandlede pensionsordnings generelle og obligatoriske karakter ikke fremviser de samme kendetegn som en erhvervstilknyttet ordning eller en tillægsordning. Den omstændighed, at en særlig pensionsordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966 for tjenestemænd og andre statsansatte, indgår i en generel og harmoniseret lovgivning for pensionsordninger, der navnlig har til formål at sikre, at ændring af ansættelsesforholdet ikke medfører brud i retten til pension, er ikke tilstrækkelig til, at de pensionsydelser, der udbetales i henhold til en sådan ordning, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Det er på ingen måde en betingelse for, at denne bestemmelse kan finde anvendelse på pensionsydelserne, at en pension er en tillægspension i forhold til en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning (Beune-dommen,

[s. I-7048]

præmis 37, og dom af 29.11.2001, sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383, præmis 37).

43 Hvad angår de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966, følger det af fast retspraksis, at disse heller ikke kan danne grundlag for at afgøre, om den omhandlede ordning er omfattet af traktatens artikel 119 (Beune-dommen, præmis 38, og Griesmar-dommen, præmis 37).

44 Domstolen præciserede nemlig i Beune-dommens præmis 43 og i Griesmar-dommens præmis 28, at blandt de kriterier, Domstolen alt efter situationen havde skullet tage stilling til ved kvalificeringen af en pensionsordning, var det alene kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, der kunne tillægges afgørende betydning.

45 Ved vurderingen af, om en arbejdsophørspension henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, har retspraksis som afgørende kriterium anvendt eksistensen af en forbindelse mellem arbejdsforholdet og pensionsydelsen, hvorimod de strukturelle elementer i en ordning med pensionsydelser ikke er blevet anset for at have afgørende betydning. Den omstændighed, at den pensionsordning, der er fastsat ved lov 280/1966, er en del af en harmoniseret ordning, således at den samlede pension, som en forsikret person modtager, afspejler det arbejde, som den forsikrede har udført igennem hele sin karriere, uanset den pågældendes arbejde eller arbejdssektor, og det forhold, at denne ordning er blevet meddelt som en ordning, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, kan ikke i sig selv udelukke, at traktatens artikel 119 finder anvendelse, når pensionsydelsen er forbundet med arbejdsforholdet, og den således betales af staten i dens egenskab af arbejdsgiver.

46 Dette kriterium er ganske vist ikke eneafgørende, idet der ved pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger, helt eller delvis kan

[s. I-7049]

tages hensyn til den pågældendes løn (Beune-dommen, præmis 44, og Griesmar-dommen, præmis 29).

47 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af en ordning som den, der er omtvistet i hovedsagen, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte (Beune-dommen, præmis 45, og Griesmar-dommen, præmis 30). Det skal herefter undersøges, om en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, opfylder disse tre betingelser.

48 Hertil bemærkes for det første, at Domstolen allerede i præmis 31 i Griesmar-dommen har fastslået, at tjenestemænd, der modtager pension efter en ordning som den i hovedsagen omhandlede, skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere. De adskiller sig kun fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere.

49 Selv om pensionsordningen efter lov 280/1966 er blevet indført for samtlige statsansatte, skal det bemærkes, at adgangen til de pensionsydelser, som den foreskriver, er forbundet med pensionsaldre, der specifikt er fastsat for visse tjenestemandskategorier, såsom dem, der er ansat ved Forsvaret, og som afviger fra pensionsaldrene i henhold til den generelle pensionsordning, der er fastsat ved denne lov. Når Domstolen har fastslået, at gruppen af alle tjenestemænd skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere, gælder dette så meget desto mere for gruppen af tjenestemænd ved det finske forsvar, der adskiller sig fra andre statsansatte.

[s. I-7050]

50 Hvad for det andet angår kriteriet om, at pensionen skal afhænge direkte af den tilbagelagte tjenestetid, skal det indledningsvis bemærkes, at en person kun har ret til pension i henhold til lov 280/1966, hvis han er knyttet til staten enten i forbindelse med et tjenestemands- eller et ansættelsesforhold. Endvidere afhænger den alder, ved hvilken en tjenestemand er forpligtet til at fratræde, og som giver ret til pensionsydelser, i den foreliggende sag direkte af den tilbagelagte tjenestetid. Endelig afhænger størrelsen af den pension, der udbetales i henhold til denne lov, af længden af arbejdstagerens tjenestetid.

51 For det tredje bemærkes vedrørende ydelsernes størrelse, at de pensionsydelser, der udbetales i henhold til lov 280/1966, beregnes på grundlag af den gennemsnitlige løn, der er oppebåret i en begrænset periode på nogle år umiddelbart forud for pensioneringen. Et sådan beregningsgrundlag svarer i det væsentlige til det kriterium, som Domstolen har anvendt i Beune-dommen og i Griesmar-dommen, hvorefter pensionen beregnes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn.

52 Det følger heraf, at en pension, der udbetales i henhold til en ordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966, opfylder de tre kriterier, der karakteriserer det ansættelsesforhold, som Domstolen i Beune-dommen og i Griesmar-dommen har anset for afgørende ved kvalificeringen af ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning for tjenestemænd, i forhold til traktatens artikel 119.

53 Det bemærkes endvidere, at traktatens artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen. Følgelig er det i strid med denne traktatbestemmelse at fastsætte forskellige aldersbetingelser for de to køn for så vidt angår adgang for arbejdstagere, der er i identiske eller sammenlignelige situationer, til pensioner, der udbetales i relation til ansættelsen (jf. i denne retning Barber-dommen, præmis 32).

[s. I-7051]

54 Da de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen vedrører arbejdsperioder, der ligger både før og efter Republikken Finlands tiltrædelse af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og af Den Europæiske Union, bemærkes det desuden, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde i medfør af aftalens artikel 69 finder anvendelse på denne medlemsstat fra den 1. januar 1994. I overensstemmelse med aftalens artikel 6 skal nævnte artikel 69, for så vidt angår dens tidsmæssige anvendelse på en pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede, fortolkes i lyset af Barber-dommen.

55 Heraf følger for så vidt angår Republikken Finland, at princippet om lige løn til mænd og kvinder ikke kan påberåbes for pensionsydelser, der vedrører arbejdsperioder, der ligger forud for den 1. januar 1994.

56 Under hensyn til det ovenfor anførte skal det forelagte spørgsmål besvares med, at en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119.

#### Sagens omkostninger

57 De udgifter, der er afholdt af den finske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-7052]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af vakuutusoikeus ved dom af 18. januar 2000, for ret:

En pension som den, der udbetales i henhold til valtion eläkelaki (lov om pension for statsansatte) 280/1966, som ændret ved lov 638/1994, er omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF).

Jann

von Bahr

Edward

Wathelet

Timmermans

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. september 2002.

R. Grass

Justitssekretær

P. Jann

Formand for Femte Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: finsk.

===== FIL: praksis/celex-62000cj0465.md =====

# EU-Domstolen, 20. maj 2003, sag C-465/00, C-138/01, C-139/01

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0465.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62000cj0465.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2003:294

Kommentarens titel: Navngivne lønoplysninger, nødvendighed og direkte anvendelighed

Emner på siden: [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md)

Koblet til: § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 7, litra c og e, i direktiv 95/46 var ikke til hinder for den beskrevne brede videregivelse af indkomstbeløb og navne, hvis videregivelsen var nødvendig og egnet til forsvarlig forvaltning af offentlige midler. Det skulle den nationale ret efterprøve. Disse bestemmelser kunne påberåbes ved nationale domstole med henblik på at undlade at anvende modstridende national ret.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker direktiv 95/46, ikke GDPR eller artikel 12. Den fastslår hverken et generelt forbud mod navngivne lønoplysninger eller en ubetinget offentlighedsret. Præmis 49–63 er parts-/regeringsindlæg, ikke Domstolens konklusion. Dommens direkte virkning angår de konkret nævnte 95/46-bestemmelser; ingen slutning om direkte virkning af artikel 12.

Bruges i kommentaren: § 2 a, afsnit 17 (lov/2a.md), § 2 a, afsnit 23 (lov/2a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62000CJ0465

Domstolens dom
20. maj 2003[^*]

I de forenede sager C-465/00, C-138/01 og C-139/01,

angående en anmodning, som henholdsvis Verfassungsgerichtshof (sag C-465/00) og Oberster Gerichtshof (sag C-138/01 og C-139/01) (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte retter verserende sager,

Rechnungshof (sag C-465/00)

mod

Österreichischer Rundfunk,

Wirtschaftskammer Steiermark,

Marktgemeinde Kaltenleutgeben,

Land Niederösterreich,

Österreichische Nationalbank,

[s. I-5015]

Stadt Wiener Neustadt,

Austrian Airlines, Österreichische Luftverkehrs-AG,

og

Christa Neukomm (sag C-138/01),

**Joseph Lauermann (sag C-139/01**)

mod

Österreichischer Rundfunk,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, M. Wathelet (refererende dommer) og R. Schintgen samt dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, A. La Pergola, P. Jann, V. Skouris, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr og J.N. Cunha Rodrigues,

[s. I-5016]

generaladvokat: A. Tizzano

justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Rechnungshof ved F. Fiedler, som befuldmægtiget (sag C-465/00)

- Österreichischer Rundfunk ved Rechtsanwalt P. Zöchbauer (sag C-465/00)

- Wirtschaftskammer Steiermark ved P. Mühlbacher og B. Rupp, som befuldmægtigede (sag C-465/00)

- Marktgemeinde Kaltenleutgeben ved Rechtsanwalt F. Nistelberger (sag C-465/00)

- Land Niederösterreich ved E. Proli, C. Kleiser og L. Staudigl, som befuldmægtigede (sag C-465/00)

- Österreichische Nationalbank ved K. Liebscher og G. Tumpel-Gugerell, som befuldmægtigede (sag C-465/00)

- Stadt Wiener Neustadt ved H. Linhart, som befuldmægtiget (sag C-465/00)

- Austrian Airlines, Österreichische Luftverkehrs-AG, ved Rechtsanwalt H. Jarolim (sag C-465/00)

- den østrigske regering ved H. Dossi, som befuldmægtiget (sag C-465/00, C-138/01 og C-139/01)

- den danske regering ved J. Molde, som befuldmægtiget (sag C-465/00)

- den italienske regering ved U. Leanza, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D. Del Gaizo (sag C-465/00) og avvocato generale dello Stato O. Fiumara (sag C-138/01 og C-139/01)

- den nederlandske regering ved H.G. Sevenster, som befuldmægtiget (sag C-465/00, C-138/01 og C-139/01)

- den finske regering ved E. Bygglin, som befuldmægtiget (C-465/00)

- den svenske regering ved A. Kruse, som befuldmægtiget (sag C-465/00, C-138/01 og C-139/01)

- Det Forenede Kongeriges regering ved R. Magrill, som befuldmægtiget, bistået af barrister J. Coppel (sag C-465/00, C-138/01 og C-139/01)

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved U. Wölker og X. Lewis, som befuldmægtigede (sag C-465/00, C-138/01 og C-139/01),

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 18. juni 2002 er afgivet mundtlige indlæg af Marktgemeinde Kaltenleutgeben ved F. Nistelberger, af Land Niederösterreich ved C. Kleiser, af Österreichische Nationalbank ved Rechtsanwalt B. Gruber, af Austrian Airlines, Österreichische Luftverkehrs-AG ved H. Jarolim, af den østrigske regering ved W. Okresek, som befuldmægtiget, af den italienske regering ved avvocato dello Stato M. Fiorilli, af den nederlandske regering ved J. van Bakel, som befuldmægtiget, af den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget, af den svenske regering ved A. Kruse og B. Hernqvist, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved U. Wölker og C. Docksey, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. november 2002,

[s. I-5019]

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelser af henholdsvis den 12. december 2000, den 28. og den 14. februar 2001, den første kendelse indgået til Domstolen den 28. december 2000, de to følgende kendelser indgået til Domstolen den 27. marts 2001, har Verfassungsgerichtshof (sag C-465/00) og Oberster Gerichtshof (sag C-138/01 og C-139/01) i medfør af artikel 234 EF begge forelagt to præjudicielle spørgsmål, der stort set er identiske, vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under sager, der er anlagt dels af Rechnungshof (den østrigske rigsrevision) mod et større antal af de institutioner, som er undergivet dens revision, dels af Christa Neukomm og Joseph Lauermann mod deres arbejdsgiver, den offentlige radiostation Österreichischer Rundfunk (herefter »ÖRF«), og vedrører den pligt, som offentlige institutioner, der er undergivet Rechnungshofs revision, har til at give den meddelelse om de indkomster og pensioner over en bestemt størrelse, som de udbetaler til deres ansatte og tidligere ansatte, samt om modtagernes navne med henblik på udarbejdelsen af en årsberetning, der skal forelægges for Nationalrat (Nationalrådet), Bundesrat (Forbundsrådet) og for Landtagen (delstatsparlamenterne) og stilles til rådighed for offentligheden (herefter »beretningen«).

[s. I-5020]

#### Relevante retesforskrifter

##### De nationale bestemmelser

3 § 8 i Bundesverfassungsgesetz über die Begrenzung von Bezügen öffentlicher Funktionäre (den østrigske forbundsforfatningslov om begrænsning af indkomster for offentligt ansatte, BGBl. I 1997/64, som ændret, herefter »BezBegrBVG«) har følgende ordlyd:

> »1) Institutioner, som er undergivet Rechnungshofs revision, skal inden for de tre første måneder i hvert andet kalenderår oplyse Rechnungshof om de lønninger eller pensioner, der vedrører personer, som i mindst ét af de forudgående to kalenderår har modtaget løn eller pension, der på årsbasis er højere end 14 gange 80% af det månedlige grundbeløb i henhold til § 1 [dvs. i år 2000: 14 gange 5 887,87 EUR]. Institutionerne skal ligeledes oplyse om de lønninger eller pensioner, der vedrører personer, som modtager en yderligere løn eller pension fra en institution, der er undergivet Rechnungshofs revision. Personer, som modtager løn eller pension fra en eller flere institutioner, som er undergivet Rechnungshofs revision, skal oplyse institutionen herom. Efterkommer institutionen ikke denne forpligtelse, skal Rechnungshof efterse de relevante bilag og udarbejde sin beretning på dette grundlag.

> 2) I de tilfælde, der er omfattet af stk. 1, skal også medregnes social- og naturalieydelser, medmindre disse ydelser hidrører fra syge- eller ulykkesforsikringen eller fra sammenlignelige delstatsordninger. Flere lønninger eller pensioner fra institutioner, som er undergivet Rechnungshofs revision, skal sammenlægges.

> 3) Rechnungshof skal sammenfatte disse meddelelser — opgjort efter værdierne i de enkelte år — i en beretning. I beretningen skal optages alle personer, hvis årlige løn og pension fra institutioner, som er undergivet Rechnungshofs revision, sammenlagt overstiger det i stk. 1 nævnte beløb. Beretningen skal forelægges Nationalrat, Bundesrat og Landtagen. «

4 Det fremgår af forelæggelseskendelserne, at sidstnævnte bestemmelse i den juridiske litteratur ud fra forarbejderne til BezBegrBVG fortolkes således, at beretningen skal indeholde navnene på de pågældende personer, og at det ud for hvert enkelt navn skal anføres, hvor stor den pågældendes årsindkomst er.

5 Verfassungsgerichtshof har anført, at lovgiver har ønsket, at beretningen gøres tilgængelig for den brede offentlighed for at sikre, at den bliver »omfattende informeret«. Gennem denne information presses de pågældende institutioner til at være tilbageholdende med lønningerne, således at der ved anvendelsen af de offentlige midler udvises sparsommelighed, og midlerne anvendes økonomisk og effektivt.

6 Rechnungshofs revision omfatter forbundsstaten og delstaterne foruden storkommuner — og for så vidt der foreligger en begrundet ansøgning herom fra en delstatsregering — kommuner med mindre end 20 000 indbyggere, kommunale sammenslutninger, socialforsikringsselskaber, institutioner, lovregulerede interesseorganisationer, ÖRF, samt institutter, fonde eller stiftelser, der ledes af forbundsstatslige eller delstatslige organer, eller af personer, der er udpeget hertil af forbundsstatslige eller delstatslige organer, foruden foretagender, som ledes af forbundsstaten, en delstat eller en kommune, eller som (alene eller sammen med andre institutioner, som er undergivet Rechnungshofs revision) for mere end 50%'s vedkommende ejes af eller på anden måde er kontrolleret af det offentlige.

[s. I-5022]

##### Fællesskabsbestemmelserne

7 Det fremgår af femte til niende betragtning til direktiv 95/46, at direktivet er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A (efter ændring nu artikel 95 EF) med henblik på at fremme den frie udveksling af personoplysninger ved at foretage en harmonisering af medlemsstaternes nationale love og administrative bestemmelser om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

8 Artikel 1 i direktiv 95/46 har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med dette direktiv beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger.

> 2. Medlemsstaterne må ikke af grunde, der har forbindelse med den i stk. 1 foreskrevne beskyttelse, indskrænke eller forbyde fri udveksling af personoplysninger mellem medlemsstaterne.«

9 Betragtning 2 og 3 til direktiv 95/46 er affattet således:

> »(2) Databehandlingssystemer er til for menneskets skyld; de skal være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der gælder for fysiske personer, uanset statsborgerskab og bopæl, herunder [s. I-5023] retten til privatlivets fred, og bidrage til at sikre økonomiske og sociale fremskridt og til at fremme samhandelen og det enkelte menneskes velfærd.

> (3) Det indre markeds oprettelse og funktion, som i henhold til traktatens artikel [14 EF] indebærer fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, forudsætter ikke blot, at personoplysninger kan cirkulere frit fra én medlemsstat til en anden, men også, at det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder beskyttes.«

10 I direktivets betragtning 10 tilføjes:

> »Medlemsstaternes lovgivning om behandling af personoplysninger skal sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig den ret til privatlivets fred, der er fastslået i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i fællesskabsrettens generelle principper [...]«

11 Det er i artikel 6, stk. 1, i direktiv 95/46 bestemt, at personoplysninger [som i henhold til direktivets artikel 2, litra a), er »enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person«]

> »a) skal behandles rimeligt og lovligt

> b) skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, samt at senere behandling heraf ikke må være uforenelig med disse formål [...]

> c) skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles, og til de formål, hvortil de senere behandles

> [...]«

12 Ved »behandling af personoplysninger« forstås i henhold til artikel 2, litra b), i direktiv 95/46:

> »enhver operation eller række af operationer — med eller uden brug af elektronisk databehandling — som personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, selektion, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, slettelse eller tilintetgørelse«.

13 I henhold til artikel 7 i direktiv 95/46 må behandling af personoplysninger kun finde sted, hvis én af de heri anførte seks betingelser er opfyldt, navnlig hvis:

> »c) behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for den registeransvarlige, eller

> [...]

[s. I-5025]

> e) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige [...] til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt«.

14 Ifølge betragtning 72 giver direktivet mulighed for, at der ved gennemførelsen af dets bestemmelser kan tages hensyn til princippet om aktindsigt i offentlige dokumenter.

15 Hvad angår anvendelsesområdet for direktiv 95/46 er det i artikel 3, stk. 1, bestemt, at direktivet anvendes på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af edb, samt på ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Det fremgår imidlertid af samme bestemmelses stk. 2, at direktivet ikke »gælder [...] for sådan behandling af personoplysninger

- som iværksættes med henblik på udøvelse af aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for behandling, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når behandlingen er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område

- som foretages af en fysisk person med henblik på udøvelse af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter«.

[s. I-5026]

16 I henhold til artikel 13 i direktiv 95/46 kan medlemsstaterne desuden fravige direktivets bestemmelser, herunder direktivets artikel 6, stk. 1, hvis det er nødvendigt af hensyn til bl.a. »væsentlige økonomiske eller finansielle interesser i en medlemsstat eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender« [artikel 13, stk. 1, litra e)] eller »en kontrol-, tilsyns- eller reguleringsopgave, selv af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige myndighedsudøvelse« på særlige områder, herunder det, der nævnes i litra e), som er citeret umiddelbart ovenfor [artikel 13, stk. 1, litra f)].

#### Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

##### Sag C-465/00

17 Der er opstået uenighed om fortolkningen af BezBegrBVG's § 8 mellem Rechnungshof og et større antal institutioner, der er undergivet dens revision, med hensyn til de lønninger og pensioner, der er udbetalt i 1998 og i 1999.

18 De sagsøgte i hovedsagen — der er lokale myndigheder (et Land og to kommuner), offentlige foretagender, hvoraf visse er konkurrenter til andre nationale eller udenlandske virksomheder, som ikke er undergivet Rechnungshofs revision, samt en lovreguleret interesseorganisation (Wirtschaftskammer Steiermark) — har undladt at give oplysninger om indkomstforholdene for de pågældende ansatte eller har givet oplysninger, der på forskellig vis er anonymiseret. De har afslået at give aktindsigt i de relevante dokumenter eller har stillet betingelser for aktindsigten, som Rechnungshof ikke har kunnet acceptere. Det er baggrunden for, at den har anlagt sag ved Verfassungsgerichtshof med henvisning til artikel 126a i Bundes- Verfassungsgesetz, hvorefter nævnte ret er kompetent i sager vedrørende »tvister om fortolkningen af lovbestemmelser, der fastlægger Rechnungshofs kompetence«.

[s. I-5027]

19 Rechnungshof er af den opfattelse, at der af BezBegrBVG's § 8 kan udledes en pligt til at anføre de berørte personers årsindkomster i beretningen med navns nævnelse. De sagsøgte i hovedsagen er af en anden opfattelse og mener ikke at være forpligtet til at videregive oplysninger om indkomstforhold af personlig art, som f.eks. de berørte personers navne eller stillingsbetegnelser samt angivelse af de af dem modtagne lønninger. De har til støtte herfor først og fremmest henvist til direktiv 95/46, til artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMK«), der garanterer beskyttelsen af privatlivets fred, og til argumentet om, at pligten til offentliggørelse er en hindring for arbejdstagernes mobilitet, der strider mod artikel 39 EF.

20 Verfassungsgerichtshof ønsker nærmere bestemt oplyst, om BezBegrBVG's § 8, som fortolket af Rechnungshof, er i overensstemmelse med fællesskabsretten, således at retten om muligt kan fortolke bestemmelsen i overensstemmelse hermed eller fastslå, at bestemmelsen er (delvis) uanvendelig.

21 Den forelæggende ret har i den forbindelse understreget, at bestemmelserne i direktiv 95/46, navnlig direktivets artikel 6, stk. 1, litra b) og c), og artikel 7, litra c) og e), må fortolkes i lyset af EMK's artikel 8. En så omfattende information af offentligheden som den, den nationale lovgiver har ønsket for så vidt angår indkomstforholdene for ansatte i institutioner, der er undergivet Rechnungshofs revision, hvis årslønninger overstiger et vist beløb (i 1999: 1 127 486 ATS og i 1998: 1 120 000 ATS), indebærer ifølge retten et indgreb i privatlivets fred, hvilket i henhold til EMK's artikel 8, stk. 2, kun er berettiget, hvis offentliggørelsen sker af hensyn til landets økonomiske velfærd. Det er ikke muligt at begrunde et indgreb i grundlæggende rettigheder blot med henvisning til, at »offentligheden har en interesse i at blive informeret«. Verfassungsgerichtshof finder det tvivlsomt, at offentliggørelsen i beretningen af oplysninger om enkeltpersoners indkomster fremmer »landets økonomiske velfærd«. Ifølge nævnte ret indebærer offentliggørelsen under alle omstændigheder et uforholdsmæssigt indgreb i privatlivets fred. Den revision af regnskaberne, som Rechnungshof foretager, er uomtvisteligt tilstrækkelig til at sikre, at de offentlige midler anvendes forsvarligt.

[s. I-5028]

22 Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om fællesskabsrettens anvendelsesområde varierer, alt afhængig af hvilke institutioner der er forpligtet til at medvirke med henblik på offentliggørelsen af de individuelle indkomster for visse af deres ansatte.

23 Verfassungsgerichtshof har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende to præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal de fællesskabsretlige bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om databeskyttelse, fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning, hvorefter en statslig institution er forpligtet til at indsamle og videregive indkomstoplysninger med henblik på offentliggørelse af navne og indkomstforhold vedrørende ansatte i a) en lokal myndighed b) en offentligretlig radiostation c) en national centralbank d) en lovreguleret interesseorganisation e) et foretagende, der drives som en erhvervsvirksomhed, men delvis er underlagt statslig styring?

> 2) Hvis Domstolen besvarer dette spørgsmål bekræftende eller i det mindste delvis bekræftende: Er de bestemmelser, der er til hinder for en national ordning af det beskrevne indhold, i den forstand umiddelbart anvendelige, således at de kan påberåbes af de personer, der er forpligtet til at fremlægge oplysningerne, for at forhindre anvendelsen af de nationale forskrifter, der er i strid hermed?«

##### Sag C-138/01 og 0139101

24 Christa Neukomm og Joseph Lauermann, der er ansat i ÖRF, en institution der er undergivet Rechnungshofs revision, har anlagt en sag om foreløbige forholdsregler ved de østrigske domstole, for at forhindre ÖRF i at imødekomme Rechnungshofs anmodning om meddelelse af oplysninger.

25 Begæringen om foreløbige forholdsregler blev ikke taget til følge af førsteinstansen. Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig) (sag C-138/01) sondrede mellem videregivelsen af oplysninger til Rechnungshof og deres optagelse i beretningen, idet den var af den opfattelse, at offentliggørelsen kun kunne ske i anonymiseret form, hvorimod den blotte videregivelse af oplysninger til Rechnungshof, selv med navns nævnelse, ikke tilsidesatte hverken EMK's artikel 8 eller direktiv 95/46. Landesgericht St. Polten (Østrig) (sag C-139/01) fastslog derimod, at det var lovligt i beretningen at give oplysninger med navns nævnelse, idet Rechnungshof ikke ville kunne foretage en tilstrækkelig revision, hvis oplysningerne var anonyme.

26 Under appelsagen stadfæstede Oberlandesgericht Wien (Østrig) førsteinstansernes afgørelser om ikke at tage begæringen om foreløbige forholdsregler til følge. Denne ret fastslog i relation til sag C-138/01, at arbejdsgiveren, når denne

[s. I-5030]

videregav de omhandlede oplysninger, blot udførte en opgave, som denne var pålagt ved lov, og at Rechnungshofs efterfølgende behandling af oplysningerne ikke var undergivet arbejdsgiverens kontrol, mens retten i relation til sag C-139/01 understregede, at BezBegrBVG's § 8 er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og direktiv 95/46, selv i det tilfælde, hvor de berørte personer optages på en liste med navns nævnelse.

27 Christa Neukomm og Joseph Lauermann indgav en revisionsanke til Oberster Gerichtshof.

28 Den forelæggende ret har under henvisning til den anmodning om en præjudiciel afgørelse, der er indgivet i sag C-465/00, og idet retten er enig i de af Verfassungsgerichtshof fremhævede tvivlsspørgsmål, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende to præjudicielle spørgsmål, der er enslydende for sag C-138/01 og C-139/01:

> »1) Skal de fællesskabsretlige bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om databeskyttelse [artikel 1, 2, 6, 7 og 22 i direktiv 95/46/EF, sammenholdt med artikel 6 EU (tidligere artikel F) og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8], fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning, hvorefter en offentligretlig radiostation som institution er forpligtet til at meddele og en statslig institution er forpligtet til at indsamle og videregive indkomstoplysninger med henblik på offentliggørelse af navne og indkomstforhold vedrørende de ansatte i en offentligretlig radiostation?

> 2) For det tilfælde, at Domstolen besvarer dette spørgsmål bekræftende: Er de bestemmelser, der er til hinder for en national ordning af det beskrevne indhold, i den forstand umiddelbart anvendelige, således at de kan påberåbes [s. I-5031] af den institution, der er forpligtet til at fremlægge oplysningerne, for at forhindre anvendelsen af de nationale forskrifter, der er i strid hermed, således at en national lovfæstet forpligtelse derfor ikke kan gøres gældende over for de ansatte, der er berørt af offentliggørelsen?«

29 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17. maj 2001 blev sag C-138/01 og sag C-139/01 forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen. Endvidere bør sag C-465/00 forenes med sag C-138/01 og C-139/01 med henblik på dommen.

30 Det bemærkes, at de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt af henholdsvis Verfassungsgerichtshof og Oberster Gerichtshof, stort set er identiske, og at de derfor vil blive behandlet sammen.

#### Spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 95/46 finder anvendelse

31 Det er en forudsætning for besvarelsen af de forelagte præjudicielle spørgsmål, at direktiv 95/46 finder anvendelse på hovedsagerne. Det er imidlertid for Domstolen blevet bestridt, at direktivet finder anvendelse. Der skal derfor indledningsvis tages stilling til dette spørgsmål.

##### Indlæg til Domstolen

32 De sagsøgte i hovedsagen i sag C-465/00 har i det væsentlige anført, at Rechnungshofs revision henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde og dermed direktiv 95/46. Navnlig fordi revisionen omfatter de lønninger, som de

[s. I-5032]

ansatte får udbetalt af de pågældende institutioner, berøres forhold, der er omfattet af fællesskabsrettens sociale bestemmelser, såsom artikel 136 EF, 137 EF og 141 EF, Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår og Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1).

33 De sagsøgte har desuden gjort gældende, at Rechnungshofs revision dels påvirker de i de pågældende institutioner ansatte personers mulighed for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat som følge af den offentlighed, der er om deres lønninger, hvilket begrænser deres forhandlingsmuligheder over for udenlandske selskaber, dels afholder andre medlemsstaters statsborgere fra at søge beskæftigelse i de institutioner, der er undergivet nævnte revision.

34 Austrian Airlines, Österreichische Luftverkehrs-AG har nærmere anført, at den negative indflydelse, som revisionen har på arbejdskraftens frie bevægelighed, for denne virksomheds vedkommende er særlig alvorlig, idet den konkurrerer med selskaber i andre medlemsstater, som ikke er undergivet en sådan revision.

35 Rechnungshof, den østrigske og den italienske regering samt til dels Kommissionen er derimod af den opfattelse, at direktiv 95/46 ikke finder anvendelse på hovedsagerne.

36 Ifølge Rechnungshof samt den østrigske og den italienske regering henhører den i BezBegrBVG's § 8 omhandlede revision, som forfølger almene hensyn i forbindelse med det offentliges regnskabsaflæggelse, ikke under fællesskabsrettens anvendelsesområde.

[s. I-5033]

37 Rechnungshof samt den østrigske og italienske regering har anført, at formålet med direktivet, der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 100 A, er at gennemføre det indre marked, hvorunder hører beskyttelsen af privatlivets fred, og har dernæst gjort gældende, at den omhandlede revision ikke er af en sådan art, at den begrænser arbejdskraftens frie bevægelighed, idet den hverken forhindrer, at lønmodtagere, der er ansat i de omhandlede institutioner, rejser til i en anden medlemsstat for at få beskæftigelse dér, eller at lønmodtagere fra andre medlemsstater søger ansættelse i de pågældende institutioner. Selv om det måtte antages, at lønmodtagere fra andre medlemsstater — på grund af offentliggørelsen af lønningerne — vil søge at undgå at blive ansat i en virksomhed, der er undergivet Rechnungshofs revision, er forbindelsen mellem den pågældende revision og arbejdstagernes mobilitet dog under alle omstændigheder for fjern og indirekte til, at der gøres indgreb i den frie bevægelighed og på dette grundlag etableres en tilknytning til fællesskabsretten.

38 Kommissionen har indtaget en lignende holdning. Under retsmødet har Kommissionen dog givet udtryk for, at den indsamling af oplysninger, som de institutioner, der er undergivet Rechnungshofs revision, foretager med henblik på oplysningernes videregivelse til Rechnungshof og deres optagelse i beretningen, i sig selv er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 95/46. Indsamlingen finder ikke blot sted af hensyn til revisionen af regnskaberne, men også og primært med henblik på lønudbetalingerne, hvilket er en aktivitet, der henhører under fællesskabsretten, når henses til, at der findes flere sociale bestemmelser i traktaten, såsom artikel 141 EF, der er af relevans, og at den pågældende aktivitet eventuelt har en indvirkning på arbejdskraftens frie bevægelighed.

##### Domstolens bemærkninger

39 Det bemærkes, at direktiv 95/46, der er vedtaget i medfør af traktatens artikel 100 A, har til formål at sikre den frie udveksling af personoplysninger mellem medlemsstaterne ved at foretage en harmonisering af de nationale bestemmelser til beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af sådanne oplysninger. Direktivets artikel 1 indeholder en definition af direktivets formål,

[s. I-5034]

og artikel 1, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne ikke af grunde, der har forbindelse med beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger, må indskrænke eller forbyde fri udveksling af personoplysninger mellem medlemsstaterne.

40 Da alle personoplysninger vil kunne udveksles mellem medlemsstaterne, finder reglerne for beskyttelse af sådanne oplysninger ifølge direktiv 95/46 principielt anvendelse på enhver form for behandling af personoplysninger som defineret i direktivets artikel 3.

41 Det tilføjes, at den omstændighed, at traktatens artikel 100 A er anvendt som retsgrundlag for en retsakt, ikke forudsætter, at der rent faktisk i enhver af de situationer, der er omfattet af den pågældende retsakt, skal foreligge en tilknytning til den frie bevægelighed mellem medlemsstater. Som det allerede er blevet fastslået af Domstolen (jf. dom af 5.10.2000, sag C-376/98, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 8419, præmis 85, og af 10.12.2002, sag C-491/01, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco, Sml. I, s. 11453, præmis 60), er det, der er afgørende for, om det er berettiget at anvende traktatens artikel 100 A som hjemmel for en retsakt, at den pågældende retsakt faktisk har til formål at skabe bedre vilkår for det indre markeds oprettelse og funktion. I det foreliggende tilfælde er det ikke for Domstolen blevet bestridt, at denne grundlæggende forudsætning er opfyldt hvad angår bestemmelserne i direktiv 95/46 og navnlig de bestemmelser, med hensyn til hvilke den forelæggende ret anser det for tvivlsomt, hvorvidt de omtvistede nationale bestemmelser er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

42 Anvendelsen af direktiv 95/46 afhænger således ikke af, om de konkrete situationer, der er omhandlet i hovedsagerne, har en tilstrækkelig tilknytning til udøvelsen af de grundlæggende friheder, der er garanteret i traktaten, og i de nævnte sager, navnlig til arbejdskraftens frie bevægelighed. Risikoen ved en fortolkning med modsat resultat ville være, at grænserne for nævnte direktivs anvendelsesområde ville blive særdeles usikre og uberegnelige, hvilket ville være uforeneligt med direktivets grundlæggende formål, der er at foretage en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes nationale love og administrative bestemmelser

[s. I-5035]

for at fjerne de hindringer for det indre markeds funktion, der netop hidrører fra forskellene i de nationale lovgivninger.

43 Den omstændighed, at direktiv 95/46 finder anvendelse på situationer, der ikke har en direkte tilknytning til udøvelsen af den grundlæggende ret til fri bevægelighed, der er garanteret i traktaten, bekræftes af ordlyden af direktivets artikel 3, stk. 1, der indeholder en meget bred definition af direktivets anvendelsesområde, idet den ikke gør anvendelsen af beskyttelsesreglerne betinget af, at behandlingen faktisk har en tilknytning til den frie bevægelighed mellem medlemsstaterne. Dette understøttes af undtagelserne i artikel 3, stk. 2, navnlig bestemmelserne vedrørende behandlingen af personoplysninger, »som iværksættes med henblik på udøvelse af aktiviteter [...] der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union«, eller »med henblik på udøvelse af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter«. Undtagelserne ville i det mindste ikke være blevet affattet på den måde, hvis direktivet udelukkende fandt anvendelse på situationer, hvor der består en tilstrækkelig tilknytning til udøvelsen af den frie bevægelighed.

44 Det samme kan anføres med hensyn til undtagelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 95/46, der omhandler behandlingen af særlige kategorier af oplysninger, og navnlig undtagelserne i stk. 2, litra d), som vedrører behandling, der foretages »af en stiftelse, en forening eller et andet almennyttigt organ, hvis sigte er af politisk, filosofisk, religiøs eller faglig art«.

45 Det skal endelig fremhæves, at den i hovedsagerne omhandlede behandling af personoplysninger ikke henhører under undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 2, første led, i direktiv 95/46. Behandlingen angår nemlig ikke udøvelsen af aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union. Der er heller ikke tale om en behandling, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvaret, statens sikkerhed og statens aktiviteter på det strafferetlige område.

[s. I-5036]

46 De formål, der kommer til udtryk i artikel 7, litra c) og e), og i artikel 13, litra e) og f), i direktiv 95/46, viser desuden, at det har været hensigten, at direktivet skal omfatte behandlinger af oplysninger som de i hovedsagerne omtvistede behandlinger.

47 Det kan derfor fastslås, at direktiv 95/46 finder anvendelse på en behandling af personoplysninger, der foretages i henhold til bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede.

#### Det første spørgsmål

48 Med deres første spørgsmål ønsker de forelæggende retter nærmere bestemt oplyst, om direktiv 95/46 skal fortolkes således, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, som de i hovedsagerne omhandlede, hvorefter et statsligt revisionsorgan er forpligtet til — med henblik på offentliggørelse — at indsamle og videregive indkomstoplysninger for ansatte i institutioner, som er undergivet denne revision, når indkomsterne overstiger et bestemt niveau.

##### Indlæg til Domstolen

49 Den danske regering er af den opfattelse, at direktiv 95/46 egentlig ikke regulerer tredjemands ret til at få aktindsigt på begæring. Således omhandler navnlig direktivets artikel 12 kun den enkeltes ret til at få aktindsigt i oplysninger om den pågældende selv. Ifølge regeringen må beskyttelsen af personoplysninger, der ikke kan anses for følsomme, tilsidesættes til fordel for princippet om åbenhed, der

[s. I-5037]

indtager en central placering i fællesskabets retsorden. Den danske regering har, ligesom den svenske regering, i den forbindelse anført, at det ved gennemførelsen af nævnte direktiv i henhold til 72. betragtning til direktivet er tilladt at tage hensyn til offentlighedens adgang til aktindsigt.

50 Rechnungshof, den østrigske, italienske, nederlandske, finske og svenske regering, samt Kommissionen er af den opfattelse, at de nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagerne, er forenelige med direktiv 95/46, da medlemsstaterne generelt har et vidt skøn ved gennemførelsen af direktivet, navnlig når der er tale om offentlige interesser, der skal varetages i henhold til lov, under henvisning til direktivets artikel 6, litra b) og c), og artikel 7, litra c) og e). De har herved henvist til såvel princippet om åbenhed og hensigtsmæssig forvaltning af offentlige midler som til forebyggelse af misbrug.

51 Varetagelsen af disse almene interesser er efter de pågældendes opfattelse en legitim begrundelse for at foretage et indgreb i privatlivets fred, som i henhold til EMK's artikel 8, stk. 2, kan finde sted, for så vidt det sker i overensstemmelse med loven, er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til legitime formål og ikke er mere vidtgående end nødvendigt af hensyn til det pågældende formål.

52 Den østrigske regering har navnlig anført, at der ved vurderingen af, om indgrebet står i et rimeligt forhold til det pågældende formål, skal tages hensyn til, i hvilket omfang oplysningerne berører privatlivet. Oplysninger, der vedrører intime personlige, sundhedsmæssige og familiemæssige forhold eller seksuelle forhold, er stærkere beskyttet end oplysninger vedrørende indkomster og skatter, som, seiv om de også er af personlig karakter, ikke i så høj grad angår personens identitet og dermed er mindre følsomme (jf. i denne retning Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21.1.1999, Fressoz og Roire mod Frankrig, *Recueil des arrets et decisions* 1999-I, § 65).

[s. I-5038]

53 Den finske regering er ligeledes af den opfattelse, at beskyttelsen af privatlivets fred ikke er nogen absolut ret. Oplysninger vedrørende en person, der vedrører dennes udførelse af offentlige hverv eller opgaver af denne art, er således ikke omfattet af beskyttelsen af privatlivets fred.

54 Den italienske regering har gjort gældende, at oplysninger som de i hovedsagerne omhandlede i de fleste medlemsstater allerede i sig selv er offentligt tilgængelige, da de fremgår af de lønskalaer og lønrammer, der er fastsat ved lov, i bekendtgørelser eller i medfør af kollektive overenskomster. Proportionalitetsprincippet er derfor ikke til hinder for, at det foreskrives, at sådanne oplysninger skal offentliggøres sammen med en angivelse af, hvem de enkelte indkomstmodtagere er. Offentliggørelsen har således til formål at skabe større klarhed om forhold, der allerede fremgår af offentligt tilgængelige oplysninger, og er den mindst indgribende foranstaltning, hvis målsætningerne om åbenhed og om hensigtsmæssig forvaltning skal kunne gennemføres.

55 Den nederlandske regering har imidlertid tilføjet, at de forelæggende retter for hver enkelt af de berørte offentlige institutioner bør undersøge, om hensynet til almene interesser kan varetages ved, at personoplysningerne behandles på en måde, der i mindre grad gør indgreb i de pågældende personers privatliv.

56 Det Forenede Kongeriges regering har for sit vedkommende anført, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 18. december 2000 (EFT C 364, s. 1), og som Verfassungsgerichtshof kort er kommet ind på, er uden betydning for besvarelsen af det første spørgsmål.

57 I sag C-138/01 og C-139/01 har Kommissionen i forbindelse med den proportionalitetsvurdering, der skal foretages i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 95/46, rejst det spørgsmål, om det ikke vil være tilstrækkeligt for at

[s. I-5039]

opfylde de i BezBegrBVG fastsatte formal, at oplysningerne videregives i anonymiseret form, f.eks. ved at anføre den pågældende persons stillingsbetegnelse snarere end dennes navn. Selv om det erkendes, at Rechnungshof har behov for oplysninger på navn for at kunne foretage en mere udførlig revision, er det efter Kommissionens opfattelse tvivlsomt, om det af hensyn til den her omhandlede revision virkelig er strengt nødvendigt, at disse oplysninger optages i beretningen med navns nævnelse, især da beretningen ikke udelukkende forelægges de parlamentariske forsamlinger, men også skal offentliggøres.

58 Kommissionen har desuden henvist til, at medlemsstaterne i medfør af artikel 13 i direktiv 95/46 bl.a. kan fravige direktivets artikel 6, stk. 1, litra b), hvis det sker af hensyn til forskellige almene interesser, herunder navnlig af hensyn til »væsentlige økonomiske eller finansielle interesser i en medlemsstat« [artikel 13, stk. 1, litra e)]. Ifølge Kommissionen skal disse undtagelser imidlertid samtidig være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket giver anledning til tilsvarende overvejelser, som dem, der i foregående præmis blev anført vedrørende direktivets artikel 6, stk. 1, litra b).

59 De sagsøgte i hovedsagen i sag C-465/00 er i det hele af den opfattelse, at de omhandlede nationale bestemmelser er uforenelige med artikel 6, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 95/46 og ikke kan begrundes med henvisning til direktivets artikel 7, litra c) og e), idet de medfører et indgreb, der ikke er berettiget i henhold til EMK's artikel 8, stk. 2, og under alle omstændigheder er mere vidtgående end nødvendigt. Den regnskabsrevision, der udføres af Rechnungshof, er tilstrækkelig til at sikre, at der udvises sparsommelighed ved anvendelsen af offentlige midler.

60 De sagsøgte har nærmere bestemt anført, at det ikke er godtgjort, at en offentliggørelse, med navns nævnelse, af indkomstbeløbene for alle ansatte i offentlige institutioner, hvis indkomst overstiger et bestemt beløb, er en foranstaltning, der er begrundet i landets økonomiske velfærd. Den lovgivende magt har ifølge de sagsøgte haft til hensigt at presse de pågældende institutioner til at være tilbageholdende med lønningerne. De sagsøgte har endvidere anført, at foranstaltningen i den foreliggende sag rammer personer, som for flertallets vedkommende ikke er offentligt kendte personer.

[s. I-5040]

61 Selv om Rechnungshofs udfærdigelse af en beretning, der indeholder personoplysninger i form af indkomstoplysninger, og som er tænkt at indgå i den offentlige debat, skulle blive anset som et berettiget indgreb i privatlivets fred i henhold til EMK's artikel 8, stk. 2, er Land Niederösterreich og ÖRF i øvrigt af den opfattelse, at den pågældende foranstaltning også er i strid med EMK's artikel 14. Personer med lige store indkomster behandles faktisk forskelligt, alt afhængig af om de er ansat i en institution, der er undergivet Rechnungshofs revision, eller et andet sted.

62 ÖRF har fremhævet en anden uberettiget forskelsbehandling i henhold til EMK's artikel 14. Blandt de ansatte i institutioner, der er undergivet Rechnungshofs revision, er det kun personer, hvis indkomster overstiger den i BezBegrBVG's § 8 fastsatte beløbsgrænse, der rammes af indgrebet i privatlivets fred. Hvis lovgiver reelt tillægger det betydning, at den løn, som de ansatte i visse institutioner modtager, skal være rimelig, bør indkomsterne for alle ansatte offentliggøres, uanset indkomstens størrelse.

63 ÖRF, Marktgemeinde Kaltenleutgeben og Austrian Airlines, Österreichische Luftverkehrs-AG har endelig gjort gældende, at ordlyden af BezBegrBVG's § 8 gør det muligt at anlægge en fortolkning i overensstemmelse med fællesskabsretten, hvorefter de pågældende indkomstoplysninger kun skal videregives til Rechnungshof og optages i beretningen i anonymiseret form. En sådan fortolkning bør foretrækkes, fordi den kan løse den konflikt, der består mellem denne bestemmelse og direktiv 95/46.

##### Domstolens bemærkninger

64 Det bemærkes indledningsvis, at de i hovedsagerne omhandlede oplysninger, der vedrører såvel de lønninger, som visse institutioner udbetaler, som modtagerne af disse lønninger, er personoplysninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i

[s. I-5041]

artikel 2, litra a), i direktiv 95/46, da der er tale om »information om en identificeret eller identificerbar fysisk person«. Oplysningernes registrering og anvendelse i den pågældende institution, samt oplysningernes videregivelse til Rechnungshof og deres optagelse i en af Rechnungshof udfærdiget beretning, der skal videregives til forskellige politiske instanser og er bestemt til generel offentliggørelse, har karakter af en behandling af personoplysninger i medfør af nævnte direktivs artikel 2, litra b).

65 Det følger af ordlyden af direktiv 95/46, at enhver behandling af personoplysninger, med forbehold af de i artikel 13 tilladte undtagelser, skal foregå i overensstemmelse med både »principper[ne] vedrørende oplysningernes pålidelighed«, der er fastsat i direktivets artikel 6, og et af de i direktivets artikel 7 indeholdte »principper vedrørende grundlaget for behandling af oplysninger«.

66 Oplysningerne skal nærmere bestemt »indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål« [artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 95/46] samt være »relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der kræves« til opfyldelse af disse formål [artikel 6, stk. 1, litra c)]. Det bestemmes endvidere i samme direktivs artikel 7, litra c) og e), at behandling af personoplysninger er lovlig, hvis »behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for den registeransvarlige«, eller »behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige [...] til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt«.

67 I henhold til nævnte direktivs artikel 13, litra e) og f), kan medlemsstaterne imidlertid bl.a. fravige direktivets artikel 6, stk. 1, hvis det er nødvendigt af hensyn til »væsentlige økonomiske eller finansielle interesser i en medlemsstat eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender«, eller »en kontrol-, tilsyns- eller reguleringsopgave, selv af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige myndighedsudøvelse« på særlige områder, herunder det, der nævnes i litra e), som er citeret umiddelbart ovenfor.

[s. I-5042]

68 Det skal endvidere bemærkes, at bestemmelserne i direktiv 95/46, for så vidt de omhandler behandling af personoplysninger, der kan krænke de grundlæggende frihedsrettigheder og navnlig privatlivets fred, nødvendigvis skal fortolkes under hensyntagen til grundrettighederne, som ifølge fast retspraksis hører til de almindelige retsgrundsætninger, Domstolen skal beskytte (jf. bl.a. dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 37).

69 Disse principper er udtrykkeligt blevet indarbejdet i artikel 6, stk. 2, EU. Bestemmelsen har følgende ordlyd: »Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved [EMK], og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten. «

70 Direktiv 95/46, hvis primære målsætning er at sikre den frie udveksling af personoplysninger, indeholder også selv i artikel 1, stk. 1, en bestemmelse om, at »[m]edlemsstaterne sikrer [...] beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger«. Flere af betragtningerne til nævnte direktiv, bl.a. tiende og ellevte betragtning giver også udtryk for dette krav.

71 I denne henseende må det fremhæves, at EMK's artikel 8, samtidig med at den i stk. 1 fastslår princippet om, at de offentlige myndigheder skal respektere retten til privatlivet, dog i stk. 2 anerkender, at der kan gøres indgreb heri, for så vidt det »sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed«.

[s. I-5043]

72 Det er derfor af hensyn til anvendelsen af direktiv 95/46 og navnlig direktivets artikel 6, stk. 1, litra c), artikel 7, litra c) og e), og artikel 13 nødvendigt at undersøge for det første, hvorvidt en lovgivning, som den i hovedsagerne omhandlede, indebærer et indgreb i privatlivets fred og i så fald, om dette indgreb er berettiget i henhold til EMK's artikel 8.

###### Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et indgreb i privatlivets fred

73 Det skal først fastslås, at indsamlingen af oplysninger på navn om enkeltpersoners erhvervsmæssige indkomst med henblik på deres videregivelse til tredjemænd er omfattet af anvendelsesområdet for EMK's artikel 8. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i den forbindelse fastslået, at udtrykket »privatlivet« ikke skal fortolkes indskrænkende, og at »der i princippet ikke er nogen grund til, at erhvervsmæssig virksomhed [...] skulle være udelukket fra begrebet »privatlivet«« (jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 16.2.2000, Amann mod Schweiz, *Recueil des arrets et decisions* 2000-11, § 65, og af 4.5.2000, Rotaru mod Rumænien, *Recueil des arrets et decisions* 2000-V, § 43).

74 Det kan fastslås, at den almindelige lagring, som arbejdsgiveren foretager af oplysninger på navn om de lønninger, der udbetales til dennes ansatte, ikke i sig selv udgør et indgreb i privatlivet, hvorimod videregivelsen af disse oplysninger til tredjemand — i det foreliggende tilfælde en offentlig myndighed — gør indgreb i de berørte personers ret til beskyttelse af deres privatliv, uanset hvordan de videregivne oplysninger efterfølgende anvendes, og er dermed et indgreb i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EMK's artikel 8.

75 Ved afgørelsen af, om der foreligger et sådant indgreb, er det uden betydning, om de videregivne oplysninger er følsomme oplysninger, eller om indgrebet har medført eventuelle ubehageligheder for de berørte (jf. i denne retning dommen i sagen Amann mod Schweiz, § 70). Det er tilstrækkeligt, at det kan fastslås, at oplysningerne om de indkomster, som en arbejdstager eller en pensionist har modtaget, af arbejdsgiveren er videregivet til tredjemand.

[s. I-5044]

###### Spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet er berettiget

76 Et indgreb som det, der er nævnt i denne doms præmis 74, er i strid med EMK's artikel 8, medmindre det »i overensstemmelse med loven« varetager et eller flere af de legitime formål, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 2, og er »nødvendigt i et demokratisk samfund« for at opfylde dette eller disse formål.

77 Det er ubestrideligt, at det i hovedsagerne omhandlede indgreb er fastsat ved BezBegrBVG's § 8. Spørgsmålet er imidlertid, om denne bestemmelse er affattet tilstrækkeligt præcist til, at lovens adressater kan tilpasse deres adfærd, og dermed opfylder kravet om forudsigelighed, som er fastslået i Menneskerettighedsdomstolens praksis (jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 20.5.1999, Rekvényi mod Ungarn, *Recueil des arrets et decisions* 1999-111, § 34).

78 Det fastsættes i denne forbindelse i BezBegrBVG's § 8, stk. 3, at i den beretning, der udarbejdes af Rechnungshof, »optages alle personer, hvis årlige løn og pension fra institutioner [...] sammenlagt overstiger det i stk. 1 nævnte beløb«, uden at det udtrykkeligt kræves, at de pågældende personers navne skal nævnes i forbindelse med deres indkomster. Ifølge forlæggelseskendelserne antages det i den juridiske litteratur, at forfatningsloven ud fra forarbejderne må fortolkes som indeholdende et krav herom.

79 Det tilkommer de forelæggende retter at efterprøve, om den fortolkning, hvorefter BezBegrBVG's § 8, stk. 3, kræver, at de pågældende personers navne skal offentliggøres i forbindelse med deres indkomster, er i overensstemmelse med det i denne doms præmis 77 omtalte krav om forudsigelighed.

[s. I-5045]

80 Imidlertid er det muligvis først relevant at rejse dette spørgsmål efter en efterprøvelse af, om denne fortolkning af den pågældende nationale bestemmelse er i overensstemmelse med EMK's artikel 8 med hensyn til proportionalitetskravet i forhold til de formål, der varetages. Dette spørgsmål behandles i de følgende præmisser.

81 Det fremgår i denne forbindelse af forelæggelseskendelsen i sag C-465/00, at formålet med BezBegrBVG's § 8 er at presse de pågældende offentlige institutioner til at holde lønningerne inden for rimelighedens grænser. Den østrigske regering har mere generelt gjort gældende, at det ved bestemmelsen fastsatte indgreb har til formål, at administrationen ved anvendelsen af de offentlige midler udviser sparsommelighed og fornuft. Et sådant formål er legitimt såvel i henhold til EMK's artikel 8, stk. 2, som i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 95/46, der henviser til »udtrykkeligt angivne og legitime formål«.

82 Det skal endvidere undersøges, om det pågældende indgreb i et demokratisk samfund er nødvendigt for at nå det legitime formål, der varetages.

83 Ifølge Menneskerettighedsdomstolen indebærer adjektivet »nødvendig« i EMK's artikel 8, stk. 2's forstand, at der er tale om »et tvingende socialt hensyn«, og at den trufne foranstaltning »står i et rimeligt forhold til det legitime formål, som varetages« (jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 24.11.1986, Gillow mod Det Forenede Kongerige, Series A, nr. 109, § 55). I øvrigt har de nationale myndigheder et skøn, »hvis omfang ikke alene afhænger af formålet, men tillige af selve karakteren af indgrebet« (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 26.3.1987, Leander mod Kongeriget Sverige, Series A, nr. 116, § 59).

[s. I-5046]

84 Der skal herefter foretages en afvejning af Republikken Østrigs interesse i at sikre en optimal udnyttelse af de offentlige midler, og navnlig at lønningerne holdes inden for rimelighedens grænser, i forhold til hvor alvorligt indgrebet i de pågældende personers privatliv er.

85 I denne forbindelse har Rechnungshof og de forskellige parlamentariske forsamlinger med henblik på at kontrollere, at de offentlige midler anvendes hensigtsmæssigt, uden tvivl behov for at kende størrelsen af personaleudgifterne i de forskellige offentlige institutioner. Hertil kommer retten for skatteyderne og offentligheden i almindelighed i et demokratisk samfund til at blive informeret om anvendelsen af det offentliges indtægter, bl.a. for så vidt angår personaleomkostninger. Sådanne oplysninger, som er samlet i beretningen, kan bidrage til den offentlige debat vedrørende et spørgsmål af almen interesse og er dermed i samfundets interesse.

86 Det er imidlertid et spørgsmål, hvorvidt angivelsen af navnet på de pågældende personer, der har modtaget disse indkomster, står i et rimeligt forhold til det legitime formål, som varetages, og om de anbringender, der er gjort gældende for Domstolen til støtte for offentliggørelsen heraf, er relevante og fyldestgørende.

87 Det kan fastslås, at BezBegrBVG's § 8 i henhold til den forelæggende rets fortolkning foreskriver, at de pågældende personers navne offentliggøres i forbindelse med de modtagne indkomster, når disse overstiger et bestemt niveau, ikke kun for så vidt angår personer, der udøver funktioner, for hvilke aflønningen fremgår af en offentligt tilgængelig lønskala, men for alle personer, der aflønnes af en institution, der er underlagt Rechnungshofs revision. I øvrigt forelægges disse oplysninger ikke kun for Rechnungshof og via denne for forskellige parlamentariske forsamlinger, men gøres også tilgængelige for den brede offentlighed.

[s. I-5047]

88 Det tilkommer de forelæggende retter at efterprøve, om en sådan offentliggørelse er både nødvendig og står i et rimeligt forhold til formålet om at holde lønningerne inden for rimelighedens grænser, og navnlig at undersøge, om et sådant formål ikke kan opfyldes lige så effektivt, såfremt kun revisionsorganerne får meddelt oplysningerne med navneangivelser. Det er endvidere et spørgsmål, om det ikke ville have været tilstrækkeligt blot at meddele offentligheden, hvilke vederlag og andre økonomiske fordele personer, der er ansat ved de offentlige institutioner, ifølge overenskomst eller i henhold til lønningsregulativ for tjenestemænd kan kræve, og ikke hvilket beløb hver enkelt person faktisk har modtaget i løbet af et givet år, og hvoraf en del er variabel alt afhængig af deres familiemæssige og personlige situation.

89 Hvad angår alvorligheden af indgrebet i de pågældende personers privatliv kan det ikke udelukkes, at disse kan lide skade på grund af de negative følgevirkninger af den offentlighed, der er omkring deres erhvervsindkomst, bl.a. med henblik på de ansættelsesmuligheder der måtte åbne sig for dem i andre virksomheder i Østrig eller andetsteds, og som ikke er underlagt Rechnungshofs revision.

90 Det kan konkluderes, at det indgreb, som er en følge af anvendelsen af nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, i forhold til EMK'S artikel 8, stk. 2, kun kan anses for berettiget, såfremt den omfattende offentliggørelse ikke alene af størrelsen af årlige indkomster over et bestemt niveau, som ansatte ved offentlige institutioner, der er underlagt Rechnungshofe revision, modtager, men også af navnene på modtagerne af disse indkomster, både er nødvendig og står i et rimeligt forhold til formålet om at holde lønningerne inden for rimelighedens grænser, hvilket det tilkommer de forelæggende retter at undersøge.

###### Følgerne set i forhold til bestemmelserne i direktiv 95/46

91 Hvis de forelæggende retter fastslår, at de omtvistede nationale bestemmelser er uforenelige med EMK's artikel 8, kan bestemmelserne heller ikke opfylde det

[s. I-5048]

proportionalitetskrav, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra c) og e), i direktiv 95/46. Bestemmelserne er heller ikke omfattet af en af de i direktivets artikel 13 omhandlede undtagelser, der ligeledes kræver, at proportionalitetskravet overholdes i forhold til det formål af almen interesse, som varetages. Under alle omstændigheder kan denne bestemmelse ikke fortolkes således, at den kan begrunde et indgreb i retten til beskyttelse af privatlivets fred, der er i strid med EMK's artikel 8.

92 Fastslår de forelæggende retter derimod, at BezBegrBVG's § 8 er både nødvendig og står i et rimeligt forhold til det formål af almen interesse, som varetages, skal de desuden, som det fremgår af denne doms præmis 77-79, også undersøge, om BezBegrBVG's § 8, hvori det ikke udtrykkeligt fastsættes, at navnene på de pågældende personer skal offentliggøres sammen med de modtagne indkomster, opfylder kravet om forudsigelighed.

93 Henset til ovenstående betragtninger skal det endelig bemærkes, at den nationale ret desuden er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke enhver national forskrift i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og således handle i overensstemmelse med artikel 249, stk. 3, EF (jf. dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8).

94 Henset til samtlige foregående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra c) og e), i direktiv 95/46 ikke er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede på betingelse af, at det godtgøres, at den omfattende offentliggørelse ikke blot af størrelsen af årlige indkomster over et bestemt niveau, som ansatte ved offentlige institutioner, der er underlagt Rechnungshofs revision, modtager, men også af navnene på modtagerne af disse indkomster, både er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det formål om hensigtsmæssig forvaltning af offentlige midler, som varetages i forfatningen, hvilket det tilkommer de forelæggende retter at afgøre.

[s. I-5049]

#### Det andet spørgsmål

95 Med deres andet spørgsmål ønsker de forelæggende retter oplyst, om de bestemmelser i direktiv 95/46, der er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede, er umiddelbart anvendelige i den forstand, at de for de nationale domstole kan påberåbes af private for at udelukke anvendelsen af de pågældende bestemmelser.

96 De sagsøgte i hovedsagen i sag C-465/00 og den nederlandske regering er af den opfattelse, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7 i direktiv 95/46 i deres helhed opfylder de kriterier, der er fastslået i Domstolens praksis, for at de kan anses for at have direkte virkning. Bestemmelserne er tilstrækkeligt præcise og ubetingede til at kunne påberåbes af institutionerne, der er forpligtet til at offentliggøre oplysninger vedrørende de pågældende personers indkomster, for at udelukke anvendelsen af de nationale regler, der strider imod de pågældende bestemmelser.

97 Den østrigske regering har derimod gjort gældende, at de relevante bestemmelser i direktiv 95/46 ikke er umiddelbart anvendelige. Navnlig er direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 7 ikke ubetingede, idet deres iværksættelse kræver, at medlemsstaterne, som herved har et vidt skøn, skal træffe særlige foranstaltninger med henblik herpå.

98 Det bemærkes i denne forbindelse, at i alle tilfælde, når bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, kan der i mangel af rettidige gennemførelsesforanstaltninger støttes ret herpå over for enhver national regel, der ikke er i overensstemmelse med direktivet, ligesom private over for staten kan påberåbe sig bestemmelser, der

[s. I-5050]

efter deres indhold tillægger private rettigheder i forhold til staten (jf. bl.a. dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, præmis 25, og af 10.9.2002, sag C-141/00, Kugler, Sml. I, s. 6833, præmis 51).

99 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er hensigten med det andet spørgsmål at få oplyst, om artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 95/46, hvorefter »personoplysninger [...] skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles, og til de formål, hvortil de senere behandles«, og artikel 7, litra c) og e), hvorefter behandling af personoplysninger bl.a. kun må finde sted, hvis »behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for den registeransvarlige« eller »behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige [...] til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt«, er af en sådan karakter.

100 Disse bestemmelser er tilstrækkeligt præcise til, at de kan påberåbes af private og anvendes af de nationale domstole. Selv om direktiv 95/46 uomtvisteligt indeholder en større eller mindre skønsbeføjelse for medlemsstaterne ved gennemførelsen af visse af direktivets bestemmelser, fastsættes der i artikel 6, stk. 1, litra c), og i artikel 7, litra c) og e), ubetingede forpligtelser.

101 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra c) og e), i direktiv 95/46 er umiddelbart anvendelige i den forstand, at de for de nationale domstole kan påberåbes af private for at udelukke anvendelsen af regler i national ret, der er i strid med de pågældende bestemmelser.

[s. I-5051]

#### Sagsomkostningerne

102 De udgifter, der er afholdt af den østrigske, den danske, den italienske, den nederlandske, den finske og den svenske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de nationale retter, tilkommer det dem at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Verfassungsgerichtshof og af Oberster Gerichtshof ved kendelse af 12. december 2000 samt af 14. og 28. februar 2001, for ret:

1) Artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra c) og e), i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger er ikke til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede på betingelse af, at det godtgøres, at den omfattende offentliggørelse ikke blot af størrelsen af årlige indkomster [s. I-5052] over et bestemt niveau, som ansatte ved offentlige institutioner, der er underlagt Rechnungshofs revision, modtager, men også af navnene på modtagerne af disse indkomster, både er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det formål om hensigtsmæssig forvaltning af offentlige midler, som varetages i forfatningen, hvilket det tilkommer de forelæggende retter at afgøre.

2) Artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra c) og e), i direktiv 95/46 er umiddelbart anvendelige i den forstand, at de for de nationale domstole kan påberåbes af private for at udelukke anvendelsen af regler i national ret, der er i strid med de pågældende bestemmelser.

Rodríguez Iglesias

Puissochet

Wathelet

Schintgen

Gulmann

Edward

La Pergola

Jann

Skouris

Macken

Colneric

von Bahr

Cunha Rodrigues

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. maj 2003.

R. Grass

Justitssekretær

G.C. Rodríguez Iglesias

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62001cj0117.md =====

# EU-Domstolen, 7. januar 2004, sag C-117/01

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62001cj0117.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62001cj0117.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2004:7

Kommentarens titel: Ægteskabsbetingelse og efterladtepension ved kønsskifte

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Kønsskifte](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-koen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 141 var i princippet til hinder for lovgivning, der i strid med menneskerettighedskonventionen forhindrede et par, hvor den ene havde skiftet køn, i at opfylde ægteskabsbetingelsen for efterladtepension (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Den nationale ret skulle undersøge den konkrete situation.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 141 var i princippet til hinder for lovgivning, der i strid med menneskerettighedskonventionen forhindrede det pågældende par i at opfylde ægteskabsbetingelsen for efterladtepension. Den nationale ret skulle undersøge, om en person i den konkrete situation kunne støtte ret på artikel 141 for at få partneren omfattet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en lovbestemt alderspension efter direktiv 79/7.

Ingen generel regel om alle ugifte samlevendes pensionsret; ægteskabsbetingelsen som sådan blev ikke kendt ulovlig.

Ikke en selvstændig harmonisering af medlemsstaternes ægteskabs- eller kønsanerkendelsesregler.

Partspåstandene om direkte og indirekte diskrimination må ikke erstatte Domstolens præcise dispositiv med nationalt forbehold.

Historiske britiske regler beskrives som sagens grundlag, ikke som nutidig britisk eller dansk ret.

Originalerne til EMD-dommene Goodwin og I mod Storbritannien er ikke selvstændigt gennemgået.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62001CJ0117

Domstolens dom
7. januar 2004[^*]

I sag C-117/01,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

K.B.

mod

National Health Service Pensions Agency,

Secretary of State for Health,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

[s. I-569]

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene C.W.A. Timmermans, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og A. Rosas samt dommerne D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- K.B. ved C. Hockney og L. Cox, QC, samt barrister T. Eicke

- Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrel, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

[s. I-570]

efter at der i retsmødet den 23. april 2002 er afgivet mundtlige indlæg af K.B. ved L. Cox og T. Eicke, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistået af N. Paines, og af Kommissionen ved J. Sack og L. Flynn, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juni 2003,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 14. december 2000, indgået til Domstolen den 15. marts 2001, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Dette spørgsmål er blevet rejst inden for rammerne af en retssag, der føres mellem K.B., som er tilsluttet National Health Service Pension Scheme (herefter »NHS«), og NHS Pensions Agency og Secretary of State for Health vedrørende et afslag på at tillægge hendes transseksuelle partner ret til enkemandspension.

[s. I-571]

#### Retsforskrifter

##### De fællesskabsretlige regler

3 Artikel 141 EF bestemmer:

> » 1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> [...]«

4 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 bestemmer:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt ’ligelønsprincippet’, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

[s. I-572]

5 Direktivets artikel 3 har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.«

##### De nationale regler

6 Det fremgår af section 1 og 2 i Sex Discrimination Act 1975 (herefter »1975-loven«), at det er forbudt direkte at forskelsbehandle en person af det ene køn ved at behandle vedkommende mindre fordelagtigt, end man behandler eller ville behandle et medlem af det modsatte køn. Ved disse bestemmelser forbydes også indirekte forskelsbehandling, der i loven som udgangspunkt defineres som anvendelsen af ensartede betingelser eller krav på begge køn, der har en uforholdsmæssig og uberettiget negativ virkning for det ene køn.

7 Foranlediget af Domstolens dom af 30. april 1996, P. mod S. (sag C-13/94, Sml. I, s. 2143), vedtog Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations 1999 (bekendtgørelse af 1999 om forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med kønsskifte), hvorved 1975-loven blev ændret således, at den også omfatter direkte forskelsbehandling som følge af en arbejdstagers kønsskifte.

[s. I-573]

8 I section 11(c) i Matrimonial Causes Act 1973 (ægteskabsloven af 1973) er det fastsat, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt.

9 Ved section 29(1) og 29(3) i Birth and Deaths Registration Act 1953 (lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

10 I NHS Pension Scheme Regulations 1995 (bekendtgørelse af 1995 vedrørende NHS's pensionsordning) er det i regulation 7(1) fastsat, at hvis et kvindeligt medlem af ordningen afgår ved døden under omstændigheder, der er defineret i bekendtgørelsen, og efterlader en enkemand, har denne sidstnævnte principielt ret til efterladtepension. Udtrykket »enkemand« er ikke defineret. Det er imidlertid ubestridt, at i engelsk ret henviser dette udtryk til en person, der er gift med den tilsluttede.

#### Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11 K.B., der er sagsøger i hovedsagen, er en kvinde, der bl.a. som sygeplejerske har arbejdet ca. 20 år for NHS, og som er tilsluttet NHS Pension Scheme.

12 K.B. har gennem flere år haft et forhold til og levet sammen med R, der er født som kvinde og indført i folkeregisteret som sådan. Efter at have gennemgået en

[s. I-574]

kønsskifteoperation blev hun en mand, uden at det i den anledning har været muligt for hende at ændre sin fødselsattest og dermed formelt blive registreret som mand. Af denne årsag og uafhængigt af deres vilje har de ikke kunnet indgå ægteskab. K.B. har i sit skriftlige indlæg anført og senere under retsmødet bekræftet, at deres parforhold er blevet velsignet ved »en kirkelig ceremoni, der anerkendes af et medlem af bispekollegiet i England«, og at de havde svoret hinanden troskab »på samme måde som et traditionelt par«.

13 Under henvisning til, at hun ikke er gift, har NHS Pensions Agency meddelt K.B., at R — i tilfælde af, at hun afgår ved døden først — ikke vil kunne oppebære enkemandspension, idet denne ydelse er forbeholdt en efterlevende ægtefælle, samt at ingen bestemmelse i Det Forenede Kongeriges lovgivning tillægger en person status som ægtefælle, uden der er indgået et gyldigt ægteskab.

14 K.B. indbragte sagen for Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige), idet hun gjorde gældende, at de nationale bestemmelser, der begrænser ydelserne til enker og enkemænd efter de forsikrede, udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med artikel 141 EF og direktiv 75/117. Ifølge K.B. indebærer disse bestemmelser et krav om, at begrebet »enkemand« i en sådan sammenhæng må fortolkes således, at det ligeledes omfatter en efterlevende partner, som ville have opnået denne status, hvis vedkommendes køn ikke var resultatet af en kønsskifteoperation.

15 Både Employment Tribunal og Employment Appeal Tribunal, London (Det Forenede Kongerige), fastslog ved dom af henholdsvis 16. marts 1998 og 19. august 1999, at den omhandlede pensionsordning ikke er diskriminerende.

[s. I-575]

16 K.B. ankede dommen til Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division), der besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Foreligger der forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF og direktiv 75/117, såfremt en partner til et kvindeligt medlem af National Health Service Pension Scheme — der bestemmer, at kun medlemmets efterlevende mand kan gøre krav på efterlevelsesydelsen — udelukkes fra National Health Service Pension Scheme, idet partneren har skiftet køn fra kvinde til mand?«

#### Om det præjudicielle spørgsmål

##### Indlæg til Domstolen

17 Ifølge K.B. blev den afgørelse, hvorved hun fik afslag på at indsætte R som begunstiget til enkemandspensionen, udelukkende truffet på grundlag af overvejelser vedrørende sidstnævntes kønsskifteoperation. Hvis R ikke havde skiftet køn, og denne omstændighed ikke forhindrede R i at indgå ægteskab, ville R nemlig have haft ret til efterladtepension i sin egenskab af efterlevende ægtefælle.

18 Hun har endvidere gjort gældende, at dommen i sagen P. mod S., hvoraf det fremgår, at fællesskabsretten forbyder forskelsbehandling, der udspringer af en persons kønsskifte, finder anvendelse i hovedsagen, da den forelæggende ret har lagt til grund, at K.B. og R er et heteroseksuelt par, hvis eneste særlige kendetegn er, at den ene partners køn er et resultat af en operation. Den ugunstige behandling, som de udsættes for, er følgelig udelukkende en konsekvens af, at R har undergået et kønsskifte, hvilket udgør direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til artikel 141 EF og direktiv 75/117.

[s. I-576]

19 K.B. har subsidiært gjort gældende, at kravet om, at der skal være indgået et ægteskab, udgør en indirekte forskelsbehandling af transseksuelle, eftersom et heteroseksuelt par, hvor den ene af parterne har undergået en kønsskifteoperation, — i modsætning til, hvad der gælder for et heteroseksuelt par, hvor ingen af parterne er transseksuel — aldrig kan opfylde ægteskabskravet.

20 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at hverken mandlige eller kvindelige medarbejdere hos NHS, der ikke er gift med deres partner, har ret til efterladtepension efter NHS Pension Scheme, og dette gælder, uanset grunden til, at de ikke er gift. Det er af underordnet betydning, om grunden til, at en bestemt medarbejder ikke kan opfylde ægteskabsbetingelsen, skyldes det forhold, at den pågældende har en homoseksuel partner, således som det var tilfældet i den sag, der lå til grund for dommen af 17. februar 1998, Grant (sag C-249/96, Sml. I, s. 621), eller at han har en transseksuel partner, således som det er tilfældet i hovedsagen, eller en hvilken som helst anden grund.

21 Det Forenede Kongeriges regering er endvidere af den opfattelse, at dommen af 31. maj 2001, D og Sverige mod Rådet (forenede sager C-122/99 P og C-125/99 P, Sml. I, s. 4319), kan overføres på hovedsagen, eftersom den omtvistede bestemmelse i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber på samme måde som i hovedsagen indeholder en betingelse om, at der skal foreligge et ægteskab, og det ikke er tilstrækkeligt med et fast forhold af en vis karakter til, at der kan udbetales husstandstillæg.

22 Kommissionen har indtaget det standpunkt, at det afgørende element i den sag, der lå til grund for dommen i sagen P. mod S., var, at den ugunstige behandling, som P. blev udsat for, var en direkte følge af og udsprang af hans kønsskifte, idet den pågældende ikke ville være blevet afskediget, hvis han ikke havde skiftet køn.

[s. I-577]

23 I hovedsagen har den ugunstige behandling, der anfægtes, imidlertid kun en fjern forbindelse med R's kønsskifte, idet den snarere er begrundet i, at parterne ikke har mulighed for at indgå ægteskab. Under disse omstændigheder finder Kommissionen, at dommen i sagen P. mod S. ikke kan overføres på hovedsagen.

24 Kommissionen har ligeledes anført, at fællesskabsretten ikke kan tjene til støtte for K.B.'s anbringende om, at den indirekte forbindelse mellem R's kønsskifte og afvisningen af at betale efterladtepension til R, er tilstrækkelig til at kvalificere denne afvisning som forskelsbehandling på grundlag af køn. Dels anerkendte Domstolen stiltiende i Grant-dommen, at definitionen af begrebet ægteskab er et familieretligt spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence. Dels har Den Europæiske Menneskeretsdomstol gentagne gange fastslået, at den hindring for indgåelse af ægteskab, der består i, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for, at en transseksuel kan få ændret sin fødselsattest, ikke udgør en tilsidesættelse af artikel 8, 12 og 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

##### Domstolens bemærkninger

25 Ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, skal ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under artikel 141 EF (jf. bl.a. dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 28, og af 12.9.2002, sag C-351/00, Niemi, Sml. I, s. 7007, præmis 40).

26 Domstolen har ligeledes anerkendt, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en sådan pensionsordning, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF. Domstolen har i denne forbindelse udtalt, at den omstændighed, at en sådan pension pr. definition ikke udbetales til arbejdstageren, men til den

[s. I-578]

efterladte, ikke kan afsvække denne fortolkning, eftersom en sådan ydelse er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og pensionen udbetales til den efterladte som følge af ægtefællens arbejdsforhold (jf. dom af 6.10.1993, sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 12 og 13, og af 9.10.2001, sag C-379/99, Menauer, Sml. I, s. 7275, præmis 18).

27 En efterladtepension, der udbetales inden for rammerne af en erhvervstilknyttet social sikringsordning som den, der er oprettet ved NHS Pension Scheme, udgør således løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og direktiv 75/117.

28 Beslutningen om at forbeholde visse fordele for ægtepar — idet ugifte samboende samtidig afskæres fra disse fordele — er enten et udslag af lovgivers valg eller af de nationale retters fortolkning af de nationale retsregler, og borgerne kan ikke gøre gældende, at der i den forbindelse er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til fællesskabsretten (jf. for så vidt angår fællesskabslovgivers kompetence, dommen i sagen D og Sverige mod Rådet, præmis 37 og 38).

29 I det foreliggende tilfælde kan en sådan betingelse ikke i sig selv anses for at være kønsdiskriminerende og følgelig for at være i strid med artikel 141 EF eller direktiv 75/117, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er en mand eller en kvinde, er uden betydning for tildelingen af efterladtepension.

30 I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, er der alligevel tale om en ulige behandling, der — uden direkte at være til hinder for nydelsen af en ret, der er beskyttet efter fællesskabsretten — har indflydelse på en af betingelserne for at opnå den. Som generaladvokaten med rette har fremhævet i punkt 74 i forslaget

[s. I-579]

til afgørelse, angår denne ulige behandling ikke anerkendelsen af retten til enkemandspension, men en ufravigelig forudgående betingelse for tildelingen af denne, nemlig muligheden for at gifte sig.

31 I Det Forenede Kongerige har et par som K.B. og R nemlig ikke — på samme måde som heteroseksuelle par, hvor den ene af parternes seksuelle identitet ikke er et resultat af en kønsskifteoperation, og som således kan gifte sig og i givet fald opnå ret til efterladtepension, idet pensionen udgør en del af en af parternes løn — mulighed for at opfylde den betingelse om, at parterne skal have indgået ægteskab, som er fastsat i NHS Pension Scheme med henblik på tildeling af efterladtepension.

32 Årsagen til denne objektive umulighed skal først og fremmest søges i den omstændighed, at det i Matrimonial Causes Act 1973 er bestemt, at ethvert ægteskab, der indgås mellem to personer, der ikke er henholdsvis mænd eller kvinder, er ugyldigt, og dernæst i den omstændighed, at en persons køn anses for at være det, der er angivet på fødselsattesten, og endelig i den omstændighed, at Birth and Deaths Registration Act 1953 forbyder enhver ændring i fødselsregisteret bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

33 Det bemærkes, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol har fastslået, at den omstændighed, at en transsekssuel ikke har mulighed for at gifte sig med en person af det køn, som den pågældende tilhørte før kønsskifteoperationen, idet de civilstandsmæssigt er af samme køn som følge af, at Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke åbner mulighed for juridisk anerkendelse af den pågældendes nye seksuelle identitet, udgør en tilsidesættelse af vedkommendes ret til at gifte sig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EMRK's artikel 12 (jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols dom af 11.7.2002 i sagen Christine Goodwin mod Det Forenede Kongerige og i sagen I. mod Det Forenede Kongerige, der endnu ikke er trykt i *Report of Judgments and Decisions,* henholdsvis § 97-104 og § 77-84).

[s. I-580]

34 En lovgivning som den, der er omtvistet i hovedsagen, som i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R. i at opfylde den nødvendige betingelse om, at de skal have indgået ægteskab for, at den ene af dem kan opnå ret til en del af den andens løn, må i princippet anses for uforenelig med kravene i artikel 141 EF.

35 Da det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af et kønsskifte for så vidt angår en person i R's situation, hvilket Den Europæiske Menneskeretsdomstol i øvrigt har anerkendt (dommen i sagen Goodwin mod Det Forenede Kongerige, § 103), påhviler det den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.'s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

36 Det fremgår af de ovenstående bemærkninger, at artikel 141 EF i princippet er til hinder for en lovgivning, der i strid med EMRK hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.'s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

#### Sagens omkostninger

37 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-581]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 14. december 2000, for ret:

Artikel 141 EF er i princippet til hinder for en lovgivning, der i strid med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hindrer et par som K.B. og R i at opfylde den nødvendige betingelse om ægteskab for, at den ene kan nyde godt af en del af den andens løn. Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om en person i K.B.'s situation i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kan støtte ret på artikel 141 EF med henblik på at opnå, at dennes partner får tillagt ret til efterladtepension.

Skouris

Timmermans

Cunha Rodrigues

Rosas

Edward

Puissochet

Macken

Colneric

von Bahr

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. januar 2004.

R. Grass

Justitssekretær

V. Skouris

Præsident

[s. I-582]

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62001cj0256.md =====

# EU-Domstolen, 13. januar 2004, sag C-256/01

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62001cj0256.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62001cj0256.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Allonby

ECLI: ECLI:EU:C:2004:18

Kommentarens titel: Formidlerarbejde, fælles lønkilde og lovbestemt pensionsadgang

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Kvinden kunne i den forelagte situation ikke kræve ligeløn hos formidleren med henvisning til lønnen hos den tidligere arbejdsgiver; samme konkrete sammenligning gav heller ikke pensionsadgang over for formidleren eller den tidligere arbejdsgiver. Et lovkrav om ansættelseskontrakt for pensionsoptagelse skulle derimod tilsidesættes uden objektiv begrundelse, hvis en betydeligt mindre procentdel af de kvindelige end mandlige EU-retlige arbejdstagere, som opfyldte de øvrige krav, kunne opfylde det. Fiktiv selvstændighed udelukkede ikke arbejdstagerstatus. Ved den lovbestemte betingelse krævedes ikke en konkret modsatkønnet sammenligningsperson hos samme arbejdsgiver.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fastslår ikke endeligt, at Allonby var EU-arbejdstager, at den krævede statistiske skævhed forelå, eller at hun automatisk fik pension. De afgørende faktiske og begrundelsesmæssige prøvelser ligger nationalt.

Ingen blanketregel om, at vikarlignende eller outsourcede ordninger altid ligger uden for ligeløn. Der prøves to forskellige kilder og krav. Tidligere privatretlige eller afskedigelseskrav er ikke afgjort materielt her.

Pr. 74 gengiver ældre Coloroll-praksis om en virksomhed uden relevant modsatkønnet sammenligningsperson. Den må ikke ukritisk blive en generel regel i en kommentar til direktivets senere art. 19, stk. 3, om andre beviser.

Intern henvisningsunøjagtighed i original: pr. 68 henviser ved løndefinitionen til artikel 141, stk. 1, hvor pr. 5 gengiver definitionen under stk. 2. Ingen stille ændring af original eller citat.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62001CJ0256

Domstolens dom
13. januar 2004[^*]

I sag C-256/01,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Debra Allonby

mod

Accrington & Rossendale College,

Education Lecturing Services, der driver virksomhed under navnet Protocol Professional, tidligere Education Lecturing Services,

Secretary of State for Education and Employment,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF,

[s. I-904]

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric (refererende dommer) og S. von Bahr,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- D. Allonby ved barrister T. Gill for solicitors Michael Scott *&* Co.

- Education Lecturing Services, der driver virksomhed under navnet Protocol Professional, ved D. Pannick, QC, og barrister P. Nicholls, for solicitors KLegal

- Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, QC, og barrister M. Hall

- den tyske regering ved W.-D. Plessing og R. Stiiwe, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Sack og N. Yerrel, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 28. januar 2003 er afgivet mundtlige indlæg af D. Allonby ved T. Gill og barrister R. Moretto, af Education Lecturing Services, der driver virksomhed under navnet Protocol Professional, ved Lord Lester of Herne Hill, QC, af Det Forenede Kongeriges regering ved P. Ormond, som befuldmægtiget, bistået af N. Paines, og af Kommissionen ved N. Yerrel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. april 2003,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 22. juni 2001, indgået til Domstolen den 3. juli 2001, har Court of Appeal (England *&* Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF.

[s. I-906]

2 Disse spørgsmål er blevet rejst i en tvist mellem D. Allonby, der arbejder som underviser, og Accrington & Rossendale College (herefter »college«), selskabet Education Lecturing Services, der driver virksomhed under navnet Protocol Professional (herefter »ELS«) og Secretary of State for Education and Employment (arbejds- og undervisningsministeren, herefter »Secretary of State«) vedrørende krav om lige løn til mænd og kvinder.

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsretten

3 Ifølge artikel 2 EF har Fællesskabet til opgave at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

4 Artikel 141, stk. 1, EF bestemmer, at hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

5 Artikel 141, stk. 2, første afsnit, EF bestemmer:

> »Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

[s. I-907]

6 Artikel 5 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) bestemmer:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagerne mod enhver afskedigelse, som måtte være en arbejdsgivers reaktion på en klage på virksomhedsplan eller på et søgsmål, fremsat eller indledt med det formål at udvirke, at ligelønsprincippet overholdes.«

7 Dette direktivs artikel 6 har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.«

8 Artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20, herefter »direktiv 86/378«), bestemmer:

> »Ved »erhvervstilknyttede sikringsordninger« forstås ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7/EØF, og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig [s. I-908]  eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.«

9 Artikel 5, stk. 1, i direktiv 86/378 bestemmer:

> »Under betingelserne som fastsat i de efterfølgende bestemmelser indebærer princippet om ligebehandling, at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, blandt andet under henvisning til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> - anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

> - bidragspligten og beregningen af bidrag

> [...]«

10 Dette direktivs artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

> »Bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, er bestemmelser, som direkte eller indirekte, navnlig ved henvisning til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, er baseret på kønnet for så vidt angår fastsættelse af:

[s. I-909]

> a) hvilke personer der har ret til at deltage i en erhvervstilknyttet sikringsordning

> b) om deltagelse i en erhvervstilknyttet sikringsordning er tvungen eller frivillig

> [...]«

##### National ret

11 I Det Forenede Kongerige er princippet om lige løn til mænd og kvinder fastslået i Equal Pay Aet 1970 (lov af 1970 om lige løn), hvis section 1 bestemmer:

> »Krav om ligebehandling af mænd og kvinder i samme stilling

> 1. Hvis en aftale om ansættelse af en kvinde i en virksomhed i Det Forenede Kongerige ikke indeholder (direkte eller ved henvisning til en kollektiv overenskomst eller på anden måde) en ligebehandlingsklausul, skal den anses for at indeholde en sådan klausul.

> 2. En ligebehandlingsklausul er en bestemmelse, som vedrører vilkårene (uanset om de omhandler løn) i en aftale om ansættelse af en kvinde (herefter »kvindeaftale«), og som har til følge, at [...] c) der i tilfælde af, at en kvinde er ansat i et arbejde, som ikke er omfattet af (a) eller (b) ovenfor, men som for så vidt angår de krav, der stilles til hende (f.eks. med hensyn til indsats, færdigheder og beslutningsevne), er af samme værdi som det arbejde, der udføres af en mand i den samme stilling, gælder følgende: i) hvis en bestemmelse (bortset fra ligebehandlingsklausulen) i kvindeaftalen er eller bliver mindre gunstig for kvinden end en bestemmelse af samme art i en aftale om ansættelse af en mand, anses den pågældende bestemmelse i kvindeaftalen for ændret, således at den ikke er mindre gunstig, og ii) hvis kvindeaftalen (bortset fra ligebehandlingsklausulen) på et tidspunkt ikke indeholder en bestemmelse svarende til en bestemmelse i en mands aftale om ansættelse, der giver ham en fordel, skal kvindeaftalen anses for at indeholde en sådan bestemmelse.

> [...]

[s. I-911]

> 6. Med forbehold af de følgende subsections forstås der i denne section ved a) »ansat« en beskæftiget i henhold til en ansættelses- eller lærlingekontrakt eller en aftale om personligt at udføre et arbejde, og de hertil relaterede udtryk skal fortolkes i overensstemmelse hermed b) [...] c) to arbejdsgivere skal betragtes som forbundne virksomheder, såfremt den ene er et selskab, som den anden (direkte eller indirekte) har en bestemmende indflydelse på, eller som tredjemand (direkte eller indirekte) har en bestemmende indflydelse på, og mænd skal anses for at være ansat i samme stilling som en kvinde, hvis mændene er ansat af samme arbejdsgiver eller hermed forbundet arbejdsgiver i samme virksomhed eller virksomheder i Storbritannien, hvor der enten generelt eller for ansatte i de pågældende kategorier gælder fælles ansættelsesvilkår.«

12 Pensions Aet 1995 (lov af 1995 om alderpension) indeholder ifølge forelæggelseskendelsen bestemmelser, som Det Forenede Kongerige har været forpligtet til at vedtage som følge af dom af 17. maj 1990, Barber (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889), og en række efterfølgende domme. Section 62 i denne Act, som i henhold til section 63(4) skal fortolkes således, at den udgør en enhed med section 1 i Equal Pay Aet 1970, bestemmer bl.a.:

> » Ligebehandlingsreglen

> 1. En erhvervstilknyttet pensionsordning, som ikke indeholder en regel om ligebehandling, skal anses for at indeholde en sådan regel.

> 2. En ligebehandlingsregel er en regel, som vedrører vilkårene hvorefter a) personer bliver medlemmer af ordningen, og b) medlemmer af ordningen behandles. [...]«

13 Secretary of State forvalter en erhvervstilknyttet pensionsordning for undervisere (»Teachers' Superannuation Scheme 1988«, herefter »TSS«), der er indført ved Teachers' Superannuation (Consolidation) Regulations 1988 (regulation fra 1988 vedrørende konsolideringen af pensionsordningen for undervisere) og Teachers' Superannuation (Amendment) Regulations 1993 (regulation fra 1993, der ændrer regulation vedrørende pensionsordningen for undervisere). Disse bestemmelser begrænser adgangen til pensionsrettigheder til ansættelser i henhold til kontrakt om fuldtids- eller deltidsbeskæftigelse, og begrænser derved medlemskabet af TSS til undervisere med en ansættelseskontrakt. Desuden er det kun visse kategorier af institutioner, der er omfattet af bestemmelsernes anvendelsesområde.

14 Ifølge forklaringerne afgivet af Det Forenede Kongeriges regering under retsmødet er TSS en ordning, der vedrører ansatte i offentlige organer i undervisningssektoren.

[s. I-913]

Ordningen er udtrykkeligt blevet udvidet til at omfatte visse kategorier af ansatte i private organer, idet den underlægger disse en procedure, som arbejdsgiveren anvender for at blive anerkendt som en arbejdsgiver, der deltager i denne pensionsfond.

15 Section 9(1) og 9(2) i Sex Discrimination Act 1975 (lov af 1975 om forskelsbehandling på grundlag af køn) bestemmer:

> »Forskelsbehandling af honorarlønnede

> 1. Bestemmelserne i denne section finder anvendelse på enhver form for arbejde, der udføres for en person (arbejdsgiveren) af personer (honorarlønnede), som ikke er ansat af arbejdsgiveren, men af en tredjemand, som stiller dem til rådighed på grundlag af en aftale med arbejdsgiveren.

> 2. Det er forbudt arbejdsgiveren at udøve forskelsbehandling mod en kvinde, der er honorarlønnet i henhold til kontrakt, for så vidt angår arbejde, som er omfattet af denne section a) med hensyn til de vilkår, hvorunder arbejdet skal udføres, eller b) ved ikke at lade hende udføre eller fortsætte med at udføre dette arbejde, eller c) med hensyn til vilkårene for adgang til, fordele, faciliteter eller ydelser eller i form af at nægte eller bevidst ikke at give en kvinde adgang hertil, eller d) ved anden form for forfordeling.«

#### Tvisten i hovedsagen

16 Hovedsagen opstod som følge af, at college afskedigede en række timelønsansatte undervisere, heriblandt D. Allonby, idet deres ansættelseskontrakter ikke blev forlænget, og af colleges beslutning om kun at ansætte timelønnede lærere via ELS, som tilbød undervisere den mulighed at lade sig registrere som selvstændige erhvervsdrivende med henblik på at varetage undervisningsopgaver i videregående uddannelsesinstitutioner.

17 D. Allonby var oprindelig ansat af college, som delstidslærer i kontorteknologi. Hun udøvede denne virksomhed fra 1990 til 1996 på grundlag af flere på hinanden følgende etårige kontrakter, hvoraf fremgik, at hun blev aflønnet på timelønsbasis afhængig af antallet af afholdte undervisningstimer.

18 Henimod 1996 var colleges økonomiske forpligtelser blevet stadig større som følge af lovændringer, der krævede, at deltidsansatte undervisere skulle have samme eller tilsvarende behandling som fuldtidsansatte undervisere, bl.a. hvad angik alderspensionen. College beskæftigede 341 deltidsansatte undervisere. For at sænke de generelle omkostninger besluttede college at opsige eller ikke at forny disses ansættelseskontrakter, og at benytte disse undervisere som eksterne leverandører af tjenesteydelser. Dette var tilfældet for D. Allonby, der ikke fik

[s. I-915]

sin ansættelseskontrakt forlænget med virkning fra den 29. august 1996, og som fik tilbudt beskæftigelse gennem ELS.

19 ELS arbejdede som et agentur, der førte en database over undervisere. Undervisningsinstitutionerne kunne heri søge undervisere til undervisningsopgaver og i givet fald søge efter den pågældende person ved navn. D. Allonby og andre, der befandt sig i en tilsvarende situation, var således tvunget til at lade sig registrere hos ELS for at kunne fortsætte med at udøve deres undervisningsvirksomhed på deltid og blev selvstændige erhvervsdrivende. Deres løn blev således en andel af det beløb, der aftaltes mellem ELS og college. Deres indkomst faldt, og de mistede en række rettigheder, der var forbundet med deres ansættelse, lige fra sygedagpenge til karrieremuligheder. ELS er ikke en arbejdsgiver, der deltager i TSS.

20 Ud af de 341 timelønnede deltidsansatte undervisere, som college afskedigede i 1996, var 110 mænd og 231 kvinder. Blandt colleges fuldtidsbeskæftigede undervisere havde mand/kvindeforholdet havde ændret sig fra 74/40 i skoleåret 1994/1995 til 55/50 i skoleåret 1995/1996.

21 ELS's database indeholder næsten lige så mange mænd som kvinder, nemlig henholdsvis 18 050 og 19 909 i den seneste optælling, som retten i første instans i hovedsagen har haft til rådighed.

22 D. Allonby, der er støttet af sin fagforening, og under appelsagen af Equal Opportunities Commission (Ligestillingsudvalget), anlagde sag mod college med krav om godtgørelse for afskedigelse af økonomiske grunde og erstatning for uberettiget afskedigelse og indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med afskedigelsen.

[s. I-916]

23 D. Allonby anlagde desuden en række sager med påstand om, at college udøvede forskelsbehandling mod hende som honorarlønnet i strid med section 9 i Sex Discrimination Act 1975 samt at ELS ifølge loven var forpligtet til at betale hende en løn, der — proportionalt — var den samme løn som en fuldtidsansat underviser ved college. Endelig påstod hun, at staten, repræsenteret ved Department for Education and Employment, handlede ulovligt ved at nægte hende adgang til medlemskab af TSS som følge af hendes status som selvstændig erhvervsdrivende. Disse sager har karakter af prøvesager for andre personer, der befinder sig i tilsvarende situationer.

24 Hvad angår kravet om godtgørelse for afskedigelse af økonomiske grunde er der indgået et forlig herom.

25 I juli 1997 fastslog Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige) ved en præjudiciel afgørelse, at D. Allonby ikke kunne påberåbe sig en sammenligning af sin egen situation med en fuldtidsbeskæftiget mandlig underviser ved college. I april 1998 fastslog den samme ret, at afskedigelsen fra college var uberettiget, men ikke medførte erstatning, og at den udgjorde indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som imidlertid var begrundet. Employment Tribunal fastslog endvidere, at anbringendet om, at college havde handlet i strid med section 9 i Sex Discrimination Act 1975, ikke kunne tiltrædes, samt at der ikke kunne gives medhold i kravene mod ELS og Secretary of State. Disse afgørelser blev stadfæstet i marts 2000 af Employment Appeal Tribunal (Det Forenede Kongerige), som imidlertid gav tilladelse til at iværksætte appel.

26 Ifølge de to første anbringender, der blev fremført for den forelæggende ret, var colleges afskedigelse af D. Allonby en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, og college gjorde, da det herefter ikke indrømmede hende de sociale ydelser, som college indrømmer fastansatte undervisere, sig over for D. Allonby skyldig i forskelsbehandling på grundlag af hendes køn som følge af det forhold, at hun var honorarlønnet. De hermed forbundne spørgsmål blev hjemvist til Employment Tribunal til fornyet behandling.

[s. I-917]

27 Hvad angår de andre anbringender fastslog den forelæggende ret følgende.

28 Over for ELS har D. Allonby anført, at hun ifølge artikel 141 EF, når hun arbejder ved college, har krav på samme aflønning som en mandlig underviser, der er ansat af college for arbejde, som må anses for at være af samme værdi. D. Allonby har nedlagt påstand om, at dette selskab tilpligtes at betale hende en løn, der svarer til lønnen for en underviser ved navn R. Johnson.

29 I henhold til den forelæggende ret er følgende faktiske omstændigheder relevante for prøvelsen af kravet om lige løn:

- D. Allonby og R. Johnson varetager undervisningsopgaver, der angiveligt er af samme værdi ved college, dog ikke altid på samme sted.

- R. Johnson er ansat som underviser af college og aflønnes af college på vilkår, som fastsættes af college.

- D. Allonby samarbejder med ELS som selvstændig erhvervsdrivende. Hun udfører de opgaver, som ELS overdrager hende ved college eller andetsteds. Hun har intet kontraktforhold med college.

- College aftaler med ELS, hvilket vederlag der skal betales for undervisningsopgaverne, som den enkelte underviser udfører. ELS aftaler med D. Allonby [s. I-918]  vederlaget, som hun modtager for opgaverne, og fastsætter arbejdsvilkårene for sine undervisere. College udøver ingen direkte kontrol over ELS i disse eller andre anliggender.

- College og ELS beskæftiger både mandligt og kvindeligt personale.

30 Over for ELS, college og Secretary of State har D. Allonby krævet ret til at blive optaget i TSS enten på grundlag af sammenligning med en mandlig underviser ansat ved college eller — da den pågældende pensionsordning er indført ved lov — uden en sådan sammenligning, hvis hun på grundlag af en statistisk opgørelse kan godtgøre, at der blandt de undervisere, der opfylder alle de andre betingelser for optagelse, proportionalt er et betydeligt mindre antal kvindelige undervisere end mandlige undervisere, der kan opfylde betingelsen om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at blive optaget i denne pensionsordning. Domstolene i hovedsagen har endnu ikke afgjort hverken spørgsmålet, om der foreligger et sådant bevis, eller spørgsmålet om en objektiv begrundelse. Den forelæggende ret har imidlertid af procesøkonomiske grunde forelagt Domstolen præjudicielle spørgsmål inden den, såfremt besvarelsen heraf giver anledning hertil, undersøger de faktiske omstændigheder.

31 Ifølge den forelæggende ret er de relevante faktiske omstændigheder vedrørende prøvelsen om adgangen til TSS følgende:

- Ordningen er oprettet af Secretary of State på grundlag af beføjelser i henhold til lov.

- En af betingelserne for at blive tilknyttet TSS er, at den pågældende er lønmodtager og beskæftiget som lærer i en nærmere angivet kategori af uddannelsesinstitutioner. College er omfattet af en af disse kategorier.

- Selvstændige erhvervsdrivende kan ikke blive tilknyttet denne pensionsordning.

- TSS sikrer betalingen af pension og andre ydelser, der hovedsagelig beregnes på grundlag af varigheden af medlemmernes beskæftigelse og på grundlag af en »referenceløn« optjent i den beskæftigelse, som pensionsordningen vedrører, og som ikke nødvendigvis skal være den samme hele tiden, men som skal have været udført i virksomheder, der kan deltage i TSS.

- Det lønniveau, der bestemmer ydelsesniveauet under denne pensionsordning, kan være forskelligt fra arbejdsgiver til arbejdsgiver.

- De ydelser, der udbetales under TSS, finansieres af bidrag fra medlemmerne af ordningen og deres arbejdsgivere.

- Ingen af de af ELS engagerede lærere ansættes som lønmodtagere. Følgelig kan ingen af dem optages i TSS.

32 Af forklaringerne afgivet af Det Forenede Kongeriges regering fremgår, at ELS kan deltage i TSS for de undervisere, der er lønmodtagere hos ELS.

[s. I-920]

#### De præjudicielle spørgsmål

33 Ifølge Court of Appeal må det først fastslås, om to personer, der arbejder i samme tjeneste eller institution, i henhold til kontrakter indgået med to forskellige arbejdsgivere, skal antages at udføre det samme arbejde i artikel 141 EF's forstand, hvis arbejdet er udført for og til gavn for den arbejdsgiver, hvis tjeneste eller virksomhed det drejer sig om. Ifølge den forelæggende ret er det kun, såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, at der ikke foreligger en konflikt mellem den pågældende bestemmelse og section 1(6) i Equal Pay Act 1970.

34 Det er åbenbart dels, at D. Allonbys kontrakt, der er omhandlet i hovedsagen, ikke er indgået med college, men med ELS, dels at dette selskab og college ikke er forbundne arbejdsgivere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i section 1(6) (c) i Equal Pay Act 1970. R. Johnson er således i denne bestemmelses forstand ikke »ansat af samme arbejdsgiver [...] i samme virksomhed«. Han er ansat i den samme virksomhed, men af college.

35 Ifølge Court of Appeal gør den måde, hvorpå section 1(6) i Equal Pay Aet 1970 er formuleret, det muligt eventuelt at fortolke udtrykket »samme stilling«, i section 1 (2)(c) således, at det ligeledes omfatter arbejde, der er udført i samme tjeneste eller samme virksomhed. Denne lovs oprindelige udformning er imidlertid til hinder for en sådan fortolkning. D. Allonby skal derfor påberåbe sig fællesskabsretten, enten til støtte for fortolkningen af Equal Pay Act 1970 eller ved at påberåbe sig dens direkte virkning.

36 Det er for den forelæggende ret utvivlsomt, at der ved en sammenligning mellem D. Allonbys og R. Johnsons situation vil forekomme en række uligheder: Den sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte sikret mod uberettiget afskedigelse af økonomiske grunde og modtager sygedagpenge. D. Allonby har ikke påstået, at

[s. I-921]

retten til ligebehandling går ud over de tilfælde, hvor ELS tilbyder hende arbejde ved college. Hvis hendes argument antages, for så vidt angår college, må det imidlertid også antages — eller kan antages — for så vidt angår arbejde i andre virksomheder, der erhverver hendes tjenesteydelser gennem ELS.

37 For det andet ønsker Court of Appeal oplyst, om D. Allonby på grundlag af artikel 141 EF kan kræve optagelse i TSS. Den har herved anført, at D. Allonby inden for rammerne af sin beskæftigelse hos ELS ikke kan kræve adgang til en sådan pensionsordning, da hun kun er knyttet til dette selskab ved en kontrakt vedrørende levering af tjenesteydelser.

38 Den forelæggende ret har anført, at hvis D. Allonby kan påberåbe sig en sammenligning med R. Johnson, vil hun i princippet kunne få medhold på dette punkt, og hun har under alle omstændigheder anført, at hun har ret til ligebehandling uden at foretage en sammenligning med en bestemt mand. D. Allonby påberåber sig afgørelsen fra Employment Appeal Tribunal — som den forelæggende ret har erklæret sig enig i — hvorefter D. Allonbys kontrakt med ELS, i modsætning til hvad Employment Tribunal fastslog, i henhold til section 1 (6)(a) i Equal Pay Aet 1970 er en ansættelseskontrakt for så vidt angår alderspensionen.

39 På denne baggrund har Court of Appeal (England 8c Wales) (Civil Division) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Har artikel 141 EF direkte virkning, således at en kvinde kan kræve samme løn som en mand under de i denne sag foreliggende omstændigheder?

[s. I-922]

> 2) Har artikel 141 direkte virkning, således at D. Allonby kan kræve at blive tilknyttet pensionsordningen enten a) på grundlag af en sammenligning med R. Johnson eller b) ved på grundlag af en statistisk opgørelse at godtgøre, at der blandt de undervisere, som opfylder de andre betingelser for at blive tilknyttet ordningen, er en betydeligt mindre procentdel kvindelige end mandlige lærere, som kan opfylde betingelsen om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt, og ved at godtgøre, at denne betingelse ikke er objektivt begrundet?«

40 D. Allonby meddelte under retsmødet den 28. januar 2003 Domstolen, at der for så vidt angik de klagepunkter, der var blevet hjemvist til Employment Tribunal var indgået et forlig mellem hende og college om betaling af erstatning uden erkendelse af ansvar.

#### Om det første præjudicielle spørgsmål

41 Den forelæggende ret har forelagt det første spørgsmål for at kunne træffe afgørelse vedrørende D. Allonbys krav over for ELS om en løn, der svarer til den, der oppebæres af en mandlig underviser, der er ansat af college.

42 Dette spørgsmål må forstås som et spørgsmål om, hvorvidt artikel 141 EF under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder skal fortolkes således, at en kvinde, hvis ansættelseskontrakt med en virksomhed ikke bliver forlænget, og som straks stilles til rådighed for sin tidligere arbejdsgiver af en anden virksomhed for at levere de samme ydelser, over for denne virksomhed, der fungerer som formidler, kan påberåbe sig ligelønsprincippet, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn, der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

[s. I-923]

43 Indledningsvis bemærkes, at artikel 141, stk. 1, EF kun kan påberåbes af arbejdstagere i denne bestemmelses forstand.

44 Selv om det antages, at denne betingelse er opfyldt, kan der imidlertid ikke besvares bekræftende på det første spørgsmål.

45 Ganske vist er det intet i artikel 141, stk. 1, EF, der peger i retning af, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de situationer, hvor mænd og kvinder udfører deres arbejde for samme arbejdsgiver. Det i artiklen fastsatte princip kan påberåbes ved de nationale domstole, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde, hvor arbejdet udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste (jf. bl.a. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne II, Sml. s. 455, præmis 40, og af 17.9.2002, sag C-320/00, Lawrence m.fl., Sml. I, s. 7325, præmis 17).

46 Når forskellene i lønvilkårene for arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller af samme værdi, imidlertid ikke kan tilskrives en og samme kilde, mangler der en enhed, der er ansvarlig for denne ulighed, og som kan genoprette ligebehandlingen. En sådan situation er ikke omfattet af artikel 141, stk. 1, EF. Det arbejde, der udføres af disse arbejdstagere, og deres lønvilkår kan derfor ikke sammenlignes på grundlag af denne bestemmelse (Lawrence m.fl.-dommen, præmis 18).

47 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at den mandlige arbejdstager, som D. Allonby henviser til, aflønnes af college på vilkår, som fastsættes af college, mens ELS har aftalt med D. Allonby, hvilket honorar hun skal modtage for hver opgave.

[s. I-924]

48 Det forhold, at det honorar, som D. Allonby modtager, er påvirket af det beløb, som college betaler til ELS, er ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at college og ELS udgør en og samme kilde, der kan tilskrives de fastslåede forskelle i betalingen af D. Allonby og den af college aflønnede mandlige arbejdstager.

49 Desuden fremgår det af forelæggelseskendelsen, at ELS og college ikke er forbundne arbejdsgivere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i section 1(6) (c) i Equal Pay Aet 1970.

50 Det første spørgsmål må derfor besvares med, at under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder skal artikel 141, stk. 1, EF fortolkes således, at en kvinde, hvis ansættelseskontrakt med en virksomhed ikke bliver forlænget, og som straks stilles til rådighed for sin tidligere arbejdsgiver af en anden virksomhed for at levere de samme ydelser, ikke over for denne virksomhed, der fungerer som formidler, kan påberåbe sig ligelønsprincippet, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn, der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

#### Om det andet præjudicielle spørgsmål

51 Det andet spørgsmål, der indeholder flere led, vedrører optagelsen i TSS.

52 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til fast retspraksis skal en pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede TSS, og som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende

[s. I-925]

modtog, og en sådan pensionsordning henhører under artikel 141 EF (jf. bl.a. i denne retning dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 28, dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 46, og af 10.2.2000, forenede sager C-234/96 og C-235/96, Deutsche Telekom, Sml. I, s. 799, præmis 32).

53 I øvrigt er det ikke alene retten til ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning, men også retten til at være omfattet af ordningen, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 141 EF (jf. bl.a. i denne retning dom af 28.9.1994, sag C-128/93, Fisscher, Sml. I, s. 4583, præmis 12).

##### Andet spørgsmål, litra a)

54 Med det andet spørgsmål, litra a),ønskes det oplyst, om artikel 141, stk. 1, EF skal fortolkes således, at en kvinde, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, over for den virksomhed, der fungerer som formidler og/eller hendes tidligere arbejdsgiver kan påberåbe sig ligelønsprincippet for at kunne blive tilknyttet en erhvervstilknyttet pensionsordning for undervisere, der er oprettet ved en statslig retsforskrift, hvorefter der kun kan optages undervisere, der har en ansættelseskontrakt, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn — der omfatter retten til optagelse i en sådan ordning — der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

55 Hvad angår forholdet mellem D. Allonby og ELS kan samme argumentation som for det første spørgsmål anvendes.

[s. I-926]

56 Hvad angår forholdet med college bemærkes det, at som følge af et forlig indgået mellem D. Allonby og college under retsforhandlingerne for Domstolen, er det ikke længere relevant at besvare spørgsmålet, om D. Allonby er blevet udsat for en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med afskedigelsen, og om hun i givet fald på grundlag af artikel 141, stk. 1, EF stadig kan kræve lønbetalinger af college.

57 Under disse betingelser skal det andet spørgsmål, litra a), besvares med, at artikel 141, stk. 1, EF skal fortolkes således, at en kvinde, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke over for den virksomhed, der fungerer som formidler og/eller hendes tidligere arbejdsgiver kan påberåbe sig ligelønsprincippet for at kunne blive tilknyttet en erhvervstilknyttet pensionsordning for undervisere, der er oprettet ved nationale lovbestemmelser, hvorefter der kun kan optages undervisere, der har en ansættelseskontrakt, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn — der omfatter retten til optagelse i en sådan ordning — der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

##### Andet spørgsmål, litral b)

58 Andet spørgsmål, litra b), vedrører dels staten, der er repræsenteret ved Secretary of State, dels ELS som mellemkommende virksomhed.

59 Spørgsmålet omhandler lovbestemmelser, der kan indeholde en forskelsbehandling.

[s. I-927]

###### Andet spørgsmål, litra b), første led

60 Hvad angår staten ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om betingelsen om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at kunne blive tilknyttet en pensionsordning for undervisere, der er oprettet i henhold til nationale lovbestemmelser, ikke finder anvendelse, når det er godtgjort, at der blandt de undervisere, som opfylder de andre betingelser for at blive tilknyttet ordningen, er en betydeligt mindre procentdel kvindelige end mandlige undervisere, som kan opfylde denne betingelse, og det er godtgjort, at sidstnævnte betingelse ikke er objektivt begrundet.

61 For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt for det første at fortolke begrebet »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, for det andet at afgrænse personkredsen, der kan indgå i sammenligningen, og for det tredje at undersøge følgerne, hvis den omtvistede betingelse er uforenelig med nævnte bestemmelse.

###### — Begrebet »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF

62 Det kriterium, der ligger til grund for artikel 141, stk. 1, EF, er, at de arbejdsydelser, der er udført af arbejdstagere af begge køn, kan sammenlignes (jf. i denne retning dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne III, Sml. s. 1365, præmis 22). Inden for rammerne af den i artikel 141, stk. 1, EF fastsatte sammenligning kan der kun tages kvinder og mænd i betragtning, der er arbejdstagere i denne bestemmelses forstand.

63 Herved bemærkes endvidere, at indholdet af begrebet arbejdstager i henhold til fællesskabsretten ikke er entydigt, men afhænger af det retsområde, der er tale om (dom af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2691, præmis 31).

[s. I-928]

64 Udtrykket »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. i, EF, er ikke udtrykkelig defineret i EF-traktaten. Dets betydning må derfor fastsættes under hensyntagen til de almindeligt anerkendte fortolkningsprincipper, hvor navnlig den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, samt traktatens formål skal tages i betragtning.

65 Ifølge artikel 2 EF har Fællesskabet til opgave bl.a. at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder. Artikel 141, stk. 1, EF er et specifikt udtryk for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, der er en del af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Fællesskabets retsorden (jf. i denne retning dom af 10.2.2000, forenede sager C-270/97 og C-271/97, Deutsche Post, Sml. I, s. 929, præmis 57). Som Domstolen allerede har fastslået i Defrenne li-dommen (præmis 12), hører princippet om lige løn til mænd og kvinder til Fællesskabets grundlag.

66 Udtrykket »arbejdstager« i artikel 141, stk. 1, EF kan ikke defineres ved henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, men er et begreb af fællesskabsretlig rækkevidde. Desuden kan det ikke fortolkes restriktivt.

67 I denne bestemmelses forstand er en arbejdstager en person, der i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed bl.a. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 17, og Martínez Sala-dommen, præmis 32).

68 Ifølge artikel 141, stk. 1, EF forstås ved løn i denne bestemmelse den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller

[s. I-929]

naturalier. Det fremgår af denne definition, at traktatens ophavsmænd ikke har villet lade selvstændige erhvervsdrivende, der ikke står i et underordnelsesforhold til modtageren af ydelserne, være omfattet af udtrykket »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF (jf. ligeledes vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed dom af 8.6.1999, sag C-337/97, Meeusen, Sml. I, s. 3289, præmis 15).

69 Spørgsmålet, om der foreligger et sådant underordnelsesforhold, skal besvares i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de elementer og omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne.

70 Såfremt en person er en arbejdstager i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, er karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver ikke afgørende for anvendelsen af denne artikel (jf. vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed dom af 31.5.1989, sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, præmis 16, og af 26.2.1992, sag C-357/89, Raulin, Sml. I, s. 1027, præmis 10).

71 Den formelle betegnelse som selvstændig erhvervsdrivende i henhold til national ret er ikke til hinder for, at en person er arbejdstager i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv og dermed skjuler, at der foreligger et arbejdsforhold i denne artikels forstand.

72 Hvad angår undervisere, der over for en mellemkommende virksomhed har pligt til at udføre en opgave ved en undervisningsinstitution, må det bl.a. undersøges, i hvilket omfang deres frihed til at vælge arbejdstid, -sted og -indhold er begrænset.

[s. I-930]

Det forhold, at de ikke er forpligtet til at acceptere en undervisningsopgave, er uden betydning i den foreliggende sammenhæng (jf. i samme retning vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed Raulin-dommen, præmis 9 og 10).

###### — Personkreds, der kan indgå i sammenligningen

73 Ved en undersøgelse af, om en bestemmelse er i overensstemmelse med kravene i artikel 141, stk. 1, EF, er det i princippet denne bestemmelses anvendelsesområde, der fastsætter personkredsen, der kan indgå i sammenligningen.

74 Hvad angår virksomhedspensionsordninger, hvis anvendelsesområde er begrænset til den berørte virksomhed, har Domstolen fastslået, at en arbejdstager ikke kan påberåbe sig EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) til støtte for lønkrav, der ville have bestået, hvis arbejdstageren tilhørte det andet køn, når der ikke er eller tidligere har været arbejdstagere af det andet køn i den pågældende virksomhed, som udfører eller har udført et tilsvarende arbejde (dom af 28.9.1994, sag C-200/91, Coloroll Pension Trustees, Sml. I, s. 4389, præmis 103). Hvad angår national lovgivning har Domstolen derimod i dom af 13. juli 1989, Rinner-Kühn (sag 171/88, Sml. s. 2743, præmis 11), truffet afgørelse på grundlag af statistikker om antallet af mandlige og kvindelige arbejdstagere på nationalt plan.

75 For at godtgøre om betingelsen om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at kunne blive tilknyttet TSS — der er en betingelse, der beror på

[s. I-931]

nationale lovbestemmelser — strider imod princippet om lige løn til mænd og kvinder i form af en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, kan en kvindelig arbejdstager påberåbe sig statistikker, der godtgør, at der blandt de undervisere, der er arbejdstagere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, er en betydeligt større procentdel kvinder end mænd, som bortset fra betingelsen i national ret om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt opfylder alle betingelser for at blive tilknyttet ordningen.

76 Såfremt dette er tilfældet, skal den forskellige behandling for så vidt angår tilknytningen til den pågældende pensionsordning været objektivt begrundet. I den forbindelse kan en begrundelse ikke støttes på den formelle betegnelse som selvstændig erhvervsdrivende efter national ret.

###### — Retsvirkninger

77 Hvis det viser sig, at betingelsen om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at kunne blive tilknyttet en pensionsordning ikke er forenelig med artikel 141, stk. 1, EF, skal den pågældende klausul i henhold til fællesskabsrettens forrang ikke anvendes (jf. i denne retning dom af 9.3.1978, sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629, præmis 24).

78 Henset til Det Forenede Kongeriges regerings bemærkninger under retsmødet den 28. januar 2003, bør det tilføjes, at ifølge artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 86/378, der præciserer rækkevidden af artikel 141 EF for så vidt angår lønmodtagere, skal spørgsmålet, hvorvidt en erhvervstilknyttet sikringsordning er tvungen eller frivillig, ligeledes fastsættes uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-932]

79 I betragtning af det ovenfor anførte skal det andet spørgsmål, litra b), første led, besvares med, at såfremt der ikke foreligger en objektiv begrundelse skal betingelsen i medfør af nationale lovbestemmelser om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at kunne blive tilknyttet en pensionsordning for undervisere ikke finde anvendelse, når det er godtgjort, at der blandt de undervisere, der er arbejdstagere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, og som opfylder de andre betingelser for at blive tilknyttet ordningen, er en betydeligt mindre procentdel kvindelige end mandlige lærere, der kan opfylde denne betingelse. Den formelle betegnelse som selvstændig erhvervsdrivende efter national ret er ikke til hinder for, at en person er arbejdstager i denne artikels forstand, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv.

###### Andet spørgsmål, litra b), andet led

80 Hvad angår ELS ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om anvendelsen af artikel 141, stk. 1, EF på en virksomhed afhænger af, om den berørte arbejdstager kan sammenlignes med en arbejdstager af det andet køn, der er eller har været ansat af den samme arbejdsgiver, og som for samme arbejde eller arbejde af samme værdi har modtaget en højere løn, og at en kvinde således ikke kan påberåbe sig statistiske oplysninger for på grundlag af den pågældende bestemmelse at kræve at blive tilknyttet en pensionsordning, der er oprettet ved nationale lovbestemmelser.

81 Herved bemærkes, at en kvinde kan støtte sig til statistiske oplysninger for at godtgøre, at en klausul i nationale lovbestemmelser er i strid med artikel 141, stk. 1, EF på grund af dens diskriminerende egenskaber over for kvindelige arbejdstagere. Når denne klausul ikke skal anvendes, omfatter følgerne heraf ikke kun offentlige myndigheder eller sociale organer, men ligeledes den berørte arbejdsgiver.

[s. I-933]

82 Hvis en arbejdsgiver f.eks. kun ansætter arbejdstagere, hvis normale arbejdstid ikke overstiger ti timer om ugen eller 45 timer om måneden, og arbejdsgiveren uafhængigt af arbejdstagerens køn ikke betaler løn under sygdom, fordi en lov, der indirekte forskelsbehandler kvinder, således som det var tilfældet i Rinner-Kühn-sagen, tillader det, kan kvindelige arbejdstagere ikke desto mindre påberåbe sig artikel 141, stk. 1, EF over for deres arbejdsgiver, til støtte for rettigheder i henhold til national lovgivning for arbejdstagere, hvis normale arbejdstid er længere, for at bringe anvendelsen af den diskriminerende klausul til ophør.

83 I et sådant tilfælde er det lovgiver, der er en og samme kilde til den forskellige behandling, som der henvises til i Lawrence m.fl.-dommens præmis 18.

84 I betragtning af det ovenfor anførte skal det andet spørgsmål, litra b), andet led, besvares med, at artikel 141, stk. 1, EF skal fortolkes således, at når der er tale om nationale lovbestemmelser, afhænger anvendelsen af artikel 141, stk. 1, EF på en virksomhed ikke af, om den berørte arbejdstager kan sammenlignes med en arbejdstager af det andet køn, der er eller har været ansat af den samme arbejdsgiver, og som for samme arbejde eller arbejde af samme værdi har modtaget en højere løn.

#### Sagens omkostninger

85 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og den tyske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-934]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN,

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England 8c Wales) (Civil Division) ved kendelse af 22. juni 2001, for ret:

1) Under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder skal artikel 141, stk. 1, EF fortolkes således, at en kvinde, hvis ansættelseskontrakt med en virksomhed ikke bliver forlænget, og som straks stilles til rådighed for sin tidligere arbejdsgiver af en anden virksomhed for at levere de samme ydelser, ikke over for denne virksomhed, der fungerer som formidler, kan påberåbe sig ligelønsprincippet, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn, der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

2) Artikel 141, stk. 1, EF skal fortolkes således, at en kvinde, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, ikke over for den virksomhed, der fungerer som formidler og/eller hendes tidligere arbejdsgiver kan påberåbe sig ligelønsprincippet for at kunne blive tilknyttet en erhvervstilknyttet pensionsordning for undervisere, der er oprettet ved nationale lovbestemmelser, hvorefter der kun kan optages undervisere, der har en ansættelseskontrakt, idet der som sammenligningsgrundlag anvendes den løn — der omfatter retten til optagelse i en sådan ordning — der modtages af en mandlig ansat hos denne kvindes tidligere arbejdsgiver for det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

3) Såfremt der ikke foreligger en objektiv begrundelse skal en betingelse i medfør af nationale lovbestemmelser om at være ansat i henhold til en ansættelseskontrakt for at kunne blive tilknyttet en pensionsordning for undervisere ikke finde anvendelse, når det er godtgjort, at der blandt de undervisere, der er arbejdstagere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141, stk. 1, EF, og som opfylder de andre betingelser for at blive tilknyttet ordningen, er en betydeligt mindre procentdel kvindelige end mandlige lærere, der kan opfylde denne betingelse. Den formelle betegnelse som selvstændig erhvervsdrivende i henhold til national ret er ikke til hinder for, at en person er arbejdstager i denne artikels forstand, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv.

4) Artikel 141, stk. 1, EF skal fortolkes således, at når der er tale om nationale lovbestemmelser afhænger anvendelsen af denne bestemmelse på en virksomhed ikke af, om den berørte arbejdstager kan sammenlignes med en arbejdstager af det andet køn, der er eller har været ansat af den samme arbejdsgiver, og som for samme arbejde eller arbejde af samme værdi har modtaget en højere løn.

Skouris

Jann

Timmermans

Gulmann

Cunha Rodrigues

La Pergola

Puissochet

Schintgen

Macken

Colneric

von Bahr

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. januar 2004.

R. Grass

Justitssekretær

V. Skouris

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Proccssprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0004.md =====

# Domstolen, Femte Afdeling, 23. oktober 2003, sag Forenede C-4/02 og C-5/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0004.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0004.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2003:583

Kommentarens titel: Deltidsperioder og uforholdsmæssig pensionsnedsættelse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Tjenestemandspensionen var løn (jf. § 1 a, stk. 3). En nedsættelse for tidligere deltidsarbejde, som ramte langt flere kvinder, krævede en objektiv, kønsuafhængig begrundelse; offentlige besparelser var ikke nok, og en større nedsættelse end den forholdsmæssige kunne ikke begrundes med mindre arbejdsydelse (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne tjenestemandspension var løn efter artikel 119 og 141. Nedsættelse for tidligere deltidsarbejde, som ramte langt flere kvinder, krævede objektiv, kønsuafhængig begrundelse under national prøvelse. Offentlige besparelser var ikke nok; andre begrundelser end de oprindeligt anførte kunne undersøges. En større nedsættelse end forholdsmæssigt svarende til deltid kunne ikke begrundes med mindre arbejdsydelse eller ønsket om at undgå en deltidsfordel. Protokollernes tidsgrænse udelukkede som udgangspunkt ydelser for beskæftigelse før 17. maj 1990, bortset fra tidligere sager eller tilsvarende klager.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dom om artikel 119/141 og den konkrete historiske pensionsordning, ikke en selvstændig deltidsdirektivafgørelse.

Forholdsmæssig nedsættelse er ikke generelt forbudt.

Ingen generel procentgrænse for kønsdiskrimination udledes af 92,05 % eller 87,9 %.

Forelæggende ret afgør fakta og national ret; EU-domstolen giver bindende grænser for de fremførte begrundelser.

Ingen selvstændig afgørelse af alle 97/80-spørgsmål eller konkrete nationale efterbetalingsbeløb.

Den konkrete protokolbesvarelse må ikke uden særskilt kildekontrol bruges om adgang til pensionsordninger eller andre tidsbegrænsninger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0004

Domstolens dom (Femte Afdeling)
23. oktober 2003[^*]

I de forenede sager C-4/02 og C-5/02,

angående to anmodninger, som Verwaltungsgericht Frankfurt am Main (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,

Hilde Schönheit

mod

Stadt Frankfurt am Main (sag C-4/02),

og

Silvia Becker

mod

Land Hessen (sag C-5/02),

[s. I-12608]

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af protokollen ad EF-traktatens artikel 119, der ved traktaten om Den Europæiske Union er knyttet som bilag til EF-traktaten (nu protokollen ad artikel 141 EF), af artikel 141, stk. 1 og 2, EF, af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20) samt af Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af A. La Pergola (refererende dommer) som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne P. Jann og S. von Bahr,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Hilde Schönheit ved Rechtsanwalt A. Fischer (sag C-4/02)

- Silvia Becker ved Rechtsanwältin A. Kahler (sag C-5/02)

- den tyske regering ved W.-D. Plessing og M. Lumma, som befuldmægtigede (sagerne C-4/02 og C-5/02)

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved N. Yerrell og H. Kreppel, som befuldmægtigede (sagerne C-4/02 og C-5/02),

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 6. marts 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Silvia Becker ved Justiziar Schröder og A. Kahler, og af Kommissionen ved F. Hoffmeister, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. maj 2003,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelser af 12. november 2001, indgået til Domstolen henholdsvis den 9. januar 2002 i sag C-4/02, og den 10. januar 2002 i sag C-5/02, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af artikel 234 EF forelagt elleve præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), af protokollen ad EF-traktatens artikel 119, der ved traktaten om Den Europæiske

[s. I-12610]

Union er knyttet som bilag til EF-traktaten (nu protokollen ad artikel 141 EF), af artikel 141, stk. 1 og 2, EF, af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) og af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20, herefter »direktiv 86/378«) samt af Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6).

2 Spørgsmålene er blevet rejst dels under en sag anlagt af Hilde Schönheit mod byen Frankfurt am Main (sag C-4/02), dels under en sag anlagt af Silvia Becker mod delstaten Hessen (sag C-5/02) vedrørende fastsættelsen af sagsøgernes pensionsrettigheder.

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelserne

###### EF-traktaten

3 EF-traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, bestemmer:

[s. I-12611]

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved »løn« forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4 Siden den 1. maj 1999, hvor Amsterdam-traktaten trådte i kraft, har artikel 141 EF haft følgende ordlyd:

> » 1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

[...]«

5 Artikel 141, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, EF er således i det væsentlige identiske med traktatens artikel 119, stk. 1 og 2.

[s. I-12612]

6 Protokollen ad artikel 141 EF bestemmer:

> »Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 141 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

7 Protokollen ad artikel 141 EF er, bortset fra at henvisningen til traktatens artikel 119 er erstattet med en henvisning til artikel 141 EF, identisk med protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union af 7. februar 1992 (herefter »protokol nr. 2«).

###### Direktiv 79/7

8 Direktiv 79/7 finder i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom.

9 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:

[s. I-12613]

> »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> - anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

> - bidragspligt og beregning af bidrag

> - beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«

###### Direktiv 86/378

10 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 86/378, bestemmer:

> »Ved »erhvervstilknyttede sikringsordninger« forstås ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7/EØF, og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.«

[s. I-12614]

11 Det bestemmes i artikel 4 i direktiv 86/378:

> »Dette direktiv finder anvendelse:

> a) på erhvervstilknyttede ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: [...] - alderdom, også i tilfælde af førtidspensionering

> [...]«

12 Artikel 5, stk. 1, i direktiv 86/378 bestemmer:

> »Under betingelserne som fastsat i de efterfølgende bestemmelser indebærer princippet om ligebehandling, at der ikke må finde nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, blandt andet under henvisning til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> [...]

[s. I-12615]

> - beregningen af ydelserne, [...]«

13 I artikel 6, stk. 1, i direktiv 86/378 hedder det:

> »Bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, er bestemmelser, som direkte eller indirekte, navnlig ved henvisning til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, er baseret på kønnet for så vidt angår fastsættelse af:

> [...]

> h) forskellige ydelsesniveauer, undtagen i det omfang det er nødvendigt som følge af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn i forbindelse med bidragsdefinerede ordninger.

> For så vidt angår ordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, kan visse elementer (som bilaget indeholder eksempler på) være uens, såfremt de uens beløb skyldes anvendelsen af aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for de to køn, ved iværksættelsen af finansieringen af ordningen.

> [...]«

[s. I-12616]

###### Direktiv 97/80

14 Artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/80 har følgende ordlyd:

> »Ifølge det i stk. 1 omhandlede ligebehandlingsprincip er der tale om indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral(t), stiller et væsentligt større antal personer af det ene køn ringere, medmindre denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis er hensigtsmæssig(t) og nødvendig(t) og kan begrundes i objektive ikke-kønsrelaterede faktorer.«

15 Artikel 4 i direktiv 97/80 bestemmer:

> »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

> 2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.

> 3. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i sager, hvor det påhviler en domstol eller den kompetente instans at undersøge sagens faktiske omstændigheder.«

[s. I-12617]

##### De nationale bestemmelser

16 Ved Fünftes Gesetz zur Änderung dienstrechtlicher Vorschriften (femte lov om ændring af de tjenesteretlige bestemmelser) af 25. juli 1984 (BGBl. I, s. 998, herefter »1984-ændringsloven«) blev der i § 14 — med overskriften »Pensionens størrelse« — i Gesetz über die Versorgung der Beamten und Richter in Bund und Ländern (lov om pension til tjenestemænd og dommere på forbundsplan og i delstaterne) af 24. august 1976 (BGBl. I, s. 3839, herefter »BeamtVG«) indført et pensionsnedslag, som i henhold til § 14, stk. 1, 1. pkt., andet led, finder anvendelse på tjenestemænd, der har haft orlov uden løn eller nedsat arbejdstid af familiepolitiske grunde eller i henhold til lovgivningen om særlige orlovsordninger (herefter »pensionsnedslaget«).

17 BeamtVG's § 14, stk. 1, som affattet ved 1984-ændringsloven, der var gældende fra den 1. august 1984 til den 31. december 1991 (herefter »den gamle udgave af BeamtVG's § 14«) har følgende ordlyd:

> »Pensionsbeløbet andrager 35% for de første ti pensionsgivende tjenesteår, og stiger med 2% for hvert yderligere tjenesteår indtil det tilbagelagte 25. tjenesteår, og stiger derefter med 1% af den pensionsgivende tjenestetid indtil maksimumssatsen på 75% [...]; ved deltidsbeskæftigelse, nedsat arbejdstid eller orlov nedsættes den pensionssats, der fremkommer uden hensyntagen til de nævnte fritagelser fra tjenesten ifølge første led — forud for anvendelsen af maksimumssatsen — svarende til forholdet mellem den pensionsgivende tjenestetid og den tjenestetid, der ville være tilbagelagt som pensionsgivende tjenestetid, såfremt disse tjenestefritagelser ikke havde fundet sted [...] dog ikke til under 35% og ikke til over 75% [...]«

18 Det pensionsnedslag, der indførtes ved 1984-ændringsloven, og som fandt anvendelse på den degressive pensionstabel i den gamle udgave af BeamtVG's § 14, blev ophævet ved § 14, nr. 16, i Fünftes Gesetz zur Änderung

[s. I-12618]

besoldungsrechtliger Vorschriften (femte lov om ændring af lønbestemmelser) af 28. maj 1990, der trådte i kraft den 1. januar 1992 (BGBl. I, s. 967, herefter »1990-ændringsloven om lønforhold«).

19 Den degressive pensionstabel i den gamle udgave af BeamtVG's § 14 er blevet erstattet af en lineær pensionsordning.

20 BeamtVG's § 14 med overskriften »Pensionens størrelse« er således i den affattelse, der har været gældende siden den 1. januar 1992 (herefter »den nye udgave af BeamtVG's § 14«), affattet som følger:

> »1) Pensionen udgør 1,875% af den pensionsgivende løn for hvert års pensionsgivende ansættelse [...], dog i alt højst 75% [...]«

21 BeamtVG's § 85 med overskriften »Pensionssats for tjenestemænd ansat pr. 31. december 1991« er i henhold til 1990-ændringsloven om lønforhold, affattet som følger:

> »1) Såfremt tjenestemandsforholdet [...] allerede bestod pr. 31. december 1991, bevares ret til den pensionssats, der var opnået pr. denne dato. Beregningen af den pensionsgivende tjenestetid og pensionssatsen sker da på grundlag af den indtil den 31. december 1991. gældende lovgivning; § 14, stk. 1,1. pkt., andet og tredje led, finder herved ikke anvendelse. Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af bestemmelsens første og andet punktum, [s. I-12619] stiger med 1% af den pensionsgivende løn indtil højst 75% for hvert år, der tilbagelægges som pensionsgivende tjenestetid fra den 1. januar 1992 i henhold til den for dette tidspunkt gældende lovgivning; [...]

> [...]

> 4) Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af stk. 1, 2 eller 3, lægges til grund for beregningen af pensionsbeløbet, såfremt den er højere end den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af nærværende lov på den samlede pensionsgivende tjenestetid. Den pensionssats, der fremkommer ved anvendelse af stk. 1, må ikke overstige den pensionssats, der ville følge af anvendelsen af den indtil den 31. december 1991 gældende lovgivning.

> [...]«

22 BeamtVG's § 6 med overskriften »Ordinære pensionsgivende tjenesteperioder« er i den udgave, der blev offentliggjort den 16. marts 1999 (BGBl. I, s. 322, s. 847 og s. 2033), affattet som følger:

> »1) Tjenesteperioder, som en tjenestemand har tilbagelagt fra det tidspunkt, hvor den pågældende første gang tiltrådte en stilling som tjenestemand hos en offentligretlig institution på statens område, er pensionsgivende. Dette omfatter ikke perioder med

> [...]

[s. I-12620]

> 5. orlov uden løn [...]

> [...]

> Perioder med deltidsbeskæftigelse er kun pensionsgivende svarende til forholdet mellem den nedsatte og den normale arbejdstid [...]«

#### Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

##### Sag C-4/02

23 Hilde Schönheit, der er født den 12. juli 1939, blev den 1. april 1966 ansat som socialarbejder i byen Frankfurt am Main og blev senere, fra den 1. januar 1984, ansat som tjenestemand.

24 Indtil den 30. juni 1992 arbejdede hun på fuld tid. I perioden fra den 1. juli 1992 til den 31. december 1995 arbejdede hun på deltid. Efter et halvt års orlov uden løn fra den 1. januar 1996 til den 30. juni 1996 genoptog hun sit arbejde som deltidsbeskæftiget. Hun fik senere, efter ansøgning, lov til at gå på førtidspension ved en afgørelse af 12. juli 1999, truffet af hendes arbejdsgiver.

[s. I-12621]

25 Ved en afgørelse, der ligeledes blev truffet den 12. juli 1999, fastsatte byen Frankfurt am Main hendes pension til 65,80% af hendes sidste pensionsgivende løn.

26 Pensionssatsen blev beregnet på følgende måde.

27 Først beregnede byen Frankfurt am Main Hilde Schönheits ordinære pensionsgivende tjenestetid (herefter »den faktiske tjenestetid«) i henhold til BeamtVG's § 6 og multiplicerede tjenestens længde med den sats på 1,875%, der var fastsat i den nye udgave af BeamtVG's § 14, hvilket gav en pensionssats på 56,99%.

28 Dernæst beregnede Hilde Schönheits arbejdsgiver efter beregningsmetoden i BeamtVG's § 85, stk. 1, den pensionssats, som hun i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 1. pkt., var berettiget til, fordi hun allerede forinden den 31. december 1991 var tjenestemand. Denne beregningsmetode gav en pensionssats på 70,79%.

29 For det tredje beregnede Hilde Schönheits arbejdsgiver i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 2. pkt., den pensionssats, som hun ville have kunnet få under anvendelse af de bestemmelser, der var gældende indtil den 31. december 1991, dvs. under anvendelse af den gamle udgave af BeamtVG's § 14, herunder pensionsnedslaget. Arbejdsgiveren beregnede derfor først den pensionssats, som Hilde Schönheit ville have været berettiget til, hvis hun ikke havde haft tjenestefri under sin ansættelse (herefter »den fiktive pensionssats«), dvs. som om hun havde arbejdet på fuld tid i hele tjenesteperioden (herefter »den fiktive tjenestetid«). Denne fiktive tjenestetid ville have givet hende ret til en fiktiv pensionssats på 74%. Byen Frankfurt am Main reducerede efterfølgende denne sats efter forholdet mellem den faktiske tjenestetid og den fiktive tjenestetid, hvilket gav en sats på 65,8%.

[s. I-12622]

30 Det var denne sidste pensionssats, der fremgik af afgørelsen af 12. juli 1999, som blev truffet af byen Frankfurt am Main i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 2. pkt., fordi denne sats var mindre end den sats, der var beregnet efter § 85, stk. 1.

31 Den 3. august 1999 klagede Hilde Schönheit over afgørelsen af 12. juli 1999, som fastsatte størrelsen af hendes pension.

32 Byen Frankfurt am Main afviste hendes klage ved afgørelse af 4. januar 2000.

33 Hilde Schönheit anlagde herefter sag ved Verwaltungsgericht Frankfurt am Main med påstand om annullation af de af byen Frankfurt am Main trufne afgørelser af henholdsvis 12. juli 1999 og 4. januar 2000 om fastsættelse af hendes pensionsrettigheder. Hilde Schönheit nedlagde endvidere påstand om, at pensionssatsen skulle fastsættes til mindst 70,79%.

34 I forelæggelseskendelsen har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main givet udtryk for, at pensionsnedslaget i henhold til den gamle udgave af BeamtVG's § 14, som de påklagede afgørelser har lagt til grund ved fastsættelsen af pensionssatsen for Hilde Schönheit, er uforeneligt med artikel 141 EF, fordi det indebærer en for hende ufordelagtig indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som ikke er begrundet i objektive hensyn.

35 Den forelæggende ret har herved anført, at det omtvistede pensionsnedslag udelukkende bevirker en nedsættelse af pensionsbeløbet for deltidsbeskæftigede, og at procentuelt betydeligt færre mænd end kvinder har deltidsbeskæftigelse i

[s. I-12623]

Hessens delstatsforvaltning. Det fremgår således af officielle kilder vedrørende de personer, der direkte eller indirekte var ansat i delstaten Hessen, i delstatens kommuner og kommunalforeninger, i 1993, at 92,05% af de deltidsbeskæftigede var kvinder. Ifølge andre officielle kilder var der i 1996, ud af 150 007 ansatte i delstaten Hessen 33 260 deltidsbeskæftigede, hvoraf 29 236 var kvinder (87,9%) og 4 024 mænd (12,1%).

36 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der ikke foreligger nogen objektive hensyn, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling. En begrænsning af de offentlige udgifter, som var det formål, de offentlige myndigheder henviste til i forbindelse med indførelsen af pensionsnedslaget, vil ifølge den forelæggende ret ikke kunne begrunde den omhandlede forskelsbehandling.

37 Bundesverwaltungsgerichts praksis går imidlertid imod nævnte fortolkning. Retten har i flere af sine seneste domme fastslået, at en pro rata-nedsættelse af pensionen i tilfælde af deltidsbeskæftigelse eller orlov uden løn ikke er udtryk for en uberettiget indirekte forskelsbehandling af kvinder. En sådan nedsættelse er objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i sådanne tilfælde er modydelse for en mindre arbejdsydelse.

38 Ifølge nævnte praksis gav den gamle udgave af BeamtVG's § 14, stk. 1, 1. pkt., andet led, blot mulighed for at korrigere for den relative favorisering af tjenestemænd, der ikke havde fuldtidsbeskæftigelse, som fulgte af den degressive pensionstabel, der var fastsat i den tidligere udgave af BeamtVG's § 14.

39 Under disse omstændigheder er Verwaltungsgericht Frankfurt am Main af den opfattelse, at der hersker tvivl om fortolkningen af de fællesskabsbestemmelser,

[s. I-12624]

der er af relevans for afgørelsen af hovedsagen, og har derfor ved kendelse af 12. november 2001 besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende ni præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er ydelse af arbejdsophørspension i henhold til bestemmelserne i Beamtenversorgungsgesetz (den tyske lov om tjenestemandspensioner) omfattet af EF-traktatens artikel 119, nu artikel 141, stk. 1 og 2, EF, sammenholdt med direktiv 86/378/EØF eller bestemmelserne i direktiv 79/7/EØF?

> 2) Er der ved ydelser i henhold til Beamtenversorgungsgesetz tale om en ordning som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 86/378/EØF, således at der kan tages hensyn til aktuarmæssige faktorer eller hermed ligestillede forhold med henblik på et forskelligt ydelsesniveau, selv om ydelserne finansieres af offentlige midler?

> 3) Gælder de krav til begrundelsen for konstaterede tegn på en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er opstillet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/80/EF med henblik på anvendelsen af EF-traktatens artikel 119, nu artikel 141, stk. 1 og 2, EF, herunder direktiv 86/378/EØF, uafhængigt af, om der under sagens behandling for retten opstår spørgsmål om bevislettelse, eller om dette spørgsmål er uden betydning i betragtning af det princip om rettens pligt til at søge sagen oplyst, som gælder for sagens behandling?

> 4) Skal spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt at anvende et tilsyneladende neutralt kriterium i retsforskrifter, udelukkende bedømmes på grundlag af de motiver, der fremgår af retsforskriftens tilblivelseshistorie, eller begrundelsen for udstedelsen af retsforskriften, herunder navnlig for så vidt som sådanne motiver eller begrundelser er fremført i forbindelse med udstedelsen af retsforskriften og kan identificeres som den på daværende tidspunkt afgørende begrundelse for retsforskriftens udstedelse?

> 5) Såfremt den pågældende lovgivning endvidere (foruden det i spørgsmål 4 anførte) eller yderligere kan være begrundet i andre lovlige formål i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/8 O/EF eller EF-Domstolens praksis om konstatering af indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, kan en national ret da selvstændigt søge at identificere lovlige formål med en bestemmelse og i givet fald benytte disse som begrundelse for et kriterium for en forskellig behandling, navnlig såfremt sådanne betragtninger hviler på retssystematiske overvejelser? Gælder dette også, såfremt sådanne overvejelser ikke er kommet til udtryk i de motiver, der er fremført i forbindelse med udstedelsen af retsforskriften?

> 6) Kan konstaterede tegn på en indirekte forskelsbehandling af ældre deltidsbeskæftigede kvindelige tjenestemænd ved fastsættelsen af deres pensionssats som en del af den sidste løn anses for et lovligt formål ud fra en nødvendighedsbetragtning, såfremt dette skal tjene til at opveje en minimumspension i de første ti tjenesteår, uafhængigt af nedsat arbejdstid, selv om tjenestemandspensionsydelser uden egetbidrag fra de kvindelige tjenestemandsansatte udelukkende finansieres af offentlige midler? Kan det anses for en — eventuelt supplerende — begrundelse for nødvendighedsbetragtningen, at ydelserne har karakter af underhold og er udtryk for et hævdvundet princip for så vidt angår tjenestemandsforhold i overensstemmelse med Grundgesetz' artikel 33, stk. 5?

> 7) Såfremt spørgsmålet vedrørende nødvendigheden — som anført i spørgsmål 6 — besvares bekræftende, kan en nedsættelse af pensionssatsen for ældre tjenestemænd af begge køn, som har krav på ydelser, der langt overstiger mindstepensionen for mindst ti års anciennitet i tjenesten, da stadig anses for rimelig (forholdsmæssig) under hensyn til deres forudgående deltidsbeskæftigelse, såfremt nedsættelsen ikke kun beregnes lineært på grundlag af omfanget af den nedsatte arbejdstid, men tillige tager varigheden af fuldtidsbeskæftigelsen i forhold til varigheden af deltidsbeskæftigelsen i betragtning, til skade for disse, selv om den eventuelt uforholdsmæssig [s. I-12626] fordelagtige ydelse af en mindstepension uden hensyn til nedsat arbejdstid ikke længere kommer i betragtning for ældre tjenestemænd af begge køn. Ville det ikke i denne situation være (mere) rimeligt at undlade at anvende en mere end proportional nedsættelse af pensionssatsen for ældre tjenestemænd af begge køn med højere anciennitet og i stedet udelukkende anvende en pro rata-nedsættelse af mindstepensionen?

> 8) Kan de yderligere personaleomkostninger, der opstår som følge af, at det tilstræbes at ansætte et større antal personer gennem en udvidelse af omfanget af deltidsbeskæftigelse i forhold til den hidtil dominerende fuldtidsbeskæftigelse — samtidig med et principielt uændret antal budgetterede og ordinære stillinger — begrunde, at det er nødvendigt, at disse omkostninger pålægges de deltidsbeskæftigede, således at deres pensionssats nedsættes mere end proportionalt, som dette er sket ved § 14, stk. 1,1. pkt., andet og tredje led, i Beamtenversorgungsgesetz i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 1991?

> 9) Er en nødvendig hensyntagen til sådanne omkostninger (spørgsmål 8) rimelig, når den yderligere personaleomkostningsbyrde alene pålægges tidligere deltidsbeskæftigede, og følgelig helt overvejende kvinder, selv om de øgede muligheder for deltidsbeskæftigelse på det tidspunkt, hvor lovgivningen herom blev ændret, navnlig var begrundet i ønsket om at reducere den almindelige arbejdsløshed gennem en gradvis reduktion af det overskydende antal ansøgere af begge køn til stillinger inden for det offentlige?«

##### Sag C-5/02

40 Silvia Becker, der er født den 15. juli 1951, har siden den 23. august 1971 været tjenestemandsansat lærer i delstaten Hessen. I tiden fra den 1. august 1981 til den

[s. I-12627]

31. juli 1989 var hun deltidsbeskæftiget. I tiden fra den 1. august 1989 til den 31. juli 1995 havde hun orlov uden løn, og mellem den 1. august 1995 og den 31. januar 2000 var hun på ny deltidsbeskæftiget. Delstaten Hessen har med virkning fra den 1. februar 2000 meddelt Silvia Becker førtidspension på grund af uarbejdsdygtighed.

41 Ved afgørelse af 5. januar 2000 fastsatte Regierungspräsidium Darmstadt (Tyskland) Silvia Beckers pension til 52,18% af hendes seneste pensionsgivende løn.

42 Pensionssatsen blev beregnet på følgende måde.

43 Først beregnede Regierungspräsidium Darmstadt Silvia Beckers faktiske tjenestetid i henhold til BeamtVG's § 6 og multiplicerede tjenestens længde med den sats på 1,875%, der var fastsat i den nye udgave af BeamtVG's § 14, hvilket gav en pensionssats på 47,31%.

44 Dernæst beregnede Silvia Beckers arbejdsgiver efter beregningsmetoden i BeamtVG's § 85, stk. 1, den pensionssats, som hun i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 1. pkt., var berettiget til, fordi hun allerede forinden den 31. december 1991 var tjenestemand. Denne beregningsmetode gav en pensionssats på 57,94%.

45 For det tredje beregnede Silvia Beckers arbejdsgiver i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 2. pkt., den pensionssats, som hun ville have kunnet få under anvendelse af de bestemmelser, der var gældende indtil den 31. december 1991, dvs. under

[s. I-12628]

anvendelse af den gamle udgave af BeamtVG's § 14, herunder pensionsnedslaget. Arbejdsgiveren beregnede derfor først Silvia Beckers fiktive pensionssats på grundlag af hendes fiktive tjenestetid. Denne tjenestetid ville have givet hende ret til en fiktiv pensionssats på 72%. Regierungspräsidium Darmstadt reducerede efterfølgende denne sats efter forholdet mellem den faktiske tjenestetid og den fiktive tjenestetid, hvilket gav en pensionssats på 52,18%.

46 Det var denne sidste pensionssats, der fremgik af afgørelsen af 5. januar 2000, som blev truffet af Regierungspräsidium Darmstadt i henhold til BeamtVG's § 85, stk. 4, 2. pkt., fordi denne sats var mindre end den sats, der var beregnet efter § 85, stk. 1.

47 Den 8. februar 2000 klagede Silvia Becker over afgørelsen af 5. januar 2000, som fastsatte størrelsen af hendes pension.

48 Regierungspräsidium Darmstadt afviste hendes klage ved afgørelse af 30. november 2000.

49 Den 21. december 2000 anlagde Silvia Becker herefter sag ved Verwaltungsgericht Frankfurt am Main med påstand om annullation af de af Regierungspräsidium Darmstadt trufne afgørelser af henholdsvis 5. januar 2000 og 30. november 2000 om fastsættelse af hendes pensionsrettigheder. Silvia Becker nedlagde endvidere påstand om, at pensionssatsen skulle fastsættes til mindst 57,94%.

50 I forelæggelseskendelsen har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main anført en begrundelse, der er identisk med den, der fremgår af forelæggelseskendelsen

[s. I-12629]

vedrørende sag C-4/02, og finder på den baggrund, at det med henblik på afgørelsen af hovedsagen er nødvendigt at få en fortolkning af de relevante fællesskabsbestemmelser.

51 Ved kendelse af 12. november 2001 har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen elleve præjudicielle spørgsmål, hvoraf de første ni er identiske med spørgsmålene i forbindelse med sag C-4/02.

52 I forelæggelseskendelsen vedrørende sag C-5/02 er Verwaltungsgericht Frankfurt am Main navnlig fremkommet med bemærkninger vedrørende den tidsmæssige virkning i protokol nr. 2. Retten har herved anført, at det forekommer at være i strid med princippet om god tro at anvende denne protokol i hovedsagen, idet de tyske, offentlige arbejdsgivere, herunder også delstaten Hessen, allerede før den 17. maj 1990 var bekendt med, at bestemmelserne om pensionsnedslag kunne medføre en uforholdsmæssig stor byrde for deltidsbeskæftigede tjenestemænd, hvilket var grunden til, at nedslaget blev afskaffet ved 1990-ændringsloven om lønforhold, som, selv om den først var blevet offentliggjort den 28. maj 1990, vatblevet vedtaget af parlamentet den 10. og 11. maj 1990.

53 Disse overvejelser har foranlediget Verwaltungsgericht Frankfurt am Main til i sag C-5/02 at forelægge Domstolen følgende to supplerende spørgsmål ud over de ni første spørgsmål, der er identiske med de spørgsmål, der er forelagt i forbindelse med sag C-4/02:

> »10) Udelukker protokollen ad EF-traktatens artikel 119 — som en del af traktaten af 1992 om Den Europæiske Union (EFT C 191, s. 3-68) — uden videre, at der foretages en efterprøvelse af metoderne til medregning af beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden den 17. maj 1990, i forhold [s. I-12630] til artikel 141, stk. 1 og 2, EF, tidligere EF-traktatens artikel 119? Gælder forbuddet mod en efterprøvelse tillige, såfremt der efter den 17. maj 1990 er foretaget ændringer af bestemmelserne om medregning af beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden skæringsdagen, den 17. maj 1990, selv om disse ændringer kun delvis sikrer en tilpasning til de krav, der følger af EF-traktatens artikel 119, og ikke omfatter en lige så fordelagtig tilpasning for visse tilfældegrupper?

> 11) Er det afgørende tidspunkt for iagttagelsen af skæringsdagen, den 17. maj 1990, i forbindelse med udstedelse af love datoen for offentliggørelsen i det officielle offentliggørelsesorgan, eller er afslutningen af behandlingen i de lovgivende organer afgørende, også for det tilfælde at forbundsregeringens tilslutning er nødvendig for loven?«

54 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. februar 2002 er sagerne C-4/02 og C-5/02 blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

#### Det første og det andet spørgsmål (sagerne C-4/02 og C-5/02)

55 Med det første og det andet spørgsmål, der behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en arbejdsophørspension, der ydes efter en ordning som den i BeamtVG fastsatte henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF, samt under anvendelsesområdet for direktiverne om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, og hvis dette er tilfældet, om disse bestemmelser skal fortolkes således, at de i princippet er til hinder for en lovgivning — som den, der følger af BeamtVG's § 85, sammenholdt med den gamle udgave af BeamtVG's § 14 — der indebærer, at pensionen nedsættes for tjenestemænd, som i løbet af deres tjenestetid, i hvert fald en del af tiden, har været deltidsbeskæftigede.

[s. I-12631]

56 Det bemærkes herved, at det ved vurderingen af, om en arbejdsophørspension henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og efter den 1. maj 1999 for artikel 141, stk. 1 og 2, EF, alene er kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af det ansættelsesforhold, der forbinder ham og hans tidligere arbejdsgiver — dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af de nævnte bestemmelser — der kan tillægges afgørende betydning (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 43, af 17.4.1997, sag C-147/95, Evrenopoulos, Sml. I, s. 2057, præmis 19, af 29.11.2001, sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383, præmis 28, og af 12.9.2002, sag C-351/00, Niemi, Sml. I, s. 7007, præmis 45).

57 Dette kriterium er ganske vist ikke eneafgørende, idet der ved pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger, helt eller delvis kan tages hensyn til den pågældendes løn (Beune-dommen, præmis 44, Evrenopoulos-dommen, præmis 20, Griesmar-dommen, præmis 29, og Niemi-dommen, præmis 46). Sådanne pensioner er imidlertid ikke løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119 eller artikel 141 EF (jf. i denne retning Beune-dommen, præmis 24 og 44, Griesmar-dommen, præmis 27, og Niemi-dommen, præmis 39).

58 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af en ordning, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn (Beune-dommen, præmis 45, Evrenopoulos-dommen, præmis 21, Griesmar-dommen, præmis 30, og Niemi-dommen, præmis 47). En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte (Beune-dommen, præmis 45, Griesmar-dommen, præmis 30, og Niemi-dommen, præmis 47).

59 For at kunne afgøre om en arbejdsophørspension, der ydes i henhold til en ordning som den i BeamtVG fastsatte henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF, skal det derfor undersøges, om pensionen opfylder ovennævnte tre kriterier.

[s. I-12632]

60 Hertil bemærkes for det første, at Domstolen allerede har fastslået, at tjenestemænd, der modtager pension efter en pensionsordning, skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere. De adskiller sig kun fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere (jf. Griesmar-dommen, præmis 31, og Niemi-dommen, præmis 48).

61 Hvad for det andet angår kriteriet om, at pensionen skal afhænge direkte af den tilbagelagte tjenestetid, bemærkes, at det fremgår af BeamtVG's bestemmelser, at størrelsen af den pension, der udbetales i henhold til denne lov, afhænger af længden af tjenestemandens tjenestetid.

62 For det tredje bemærkes vedrørende pensionens størrelse, at denne i henhold til BeamtVG beregnes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne pensionsgivende løn.

63 Det følger heraf, at en arbejdsophørspension, som udbetales i henhold til en ordning som den, der er fastsat ved BeamtVG, og som opfylder de tre kriterier, der karakteriserer et ansættelsesforhold, henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og, efter den 1. maj 1999, for artikel 141, stk. 1 og 2, EF.

64 En sådan pension er derfor ikke en pension, der ydes i henhold til en lovbestemt social sikringsordning, og den i BeamtVG fastsatte ordning henhører således ikke under anvendelsesområdet for direktiv 79/7.

65 Selv om en ordning som den i BeamtVG fastsatte er en erhvervstilknyttet sikringsordning i direktiv 8 6/3 78's forstand, er der imidlertid ikke grund til at

[s. I-12633]

undersøge retsvirkningerne af det nævnte direktiv i de tilfælde, hvor det på grundlag af bestanddelene af den løn, der er tale om, og de i traktatens artikel 119 og i artikel 141, stk. 1 og 2, EF opstillede kriterier umiddelbart kan fastslås, at der i pensionsmæssig henseende sker en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning Beune-dommen, præmis 64). Det samme gælder i relation til bestemmelserne i direktiv 97/80.

66 Det skal undersøges, om der sker en sådan forskelsbehandling i den foreliggende sag.

67 Det bemærkes herved, at traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF fastslår princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Dette princip er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, præmis 20, og af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 52).

68 Hvad angår de anfægtede bestemmelser i BeamtVG er det ubestridt, at de ikke medfører nogen direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Det må derfor undersøges, om de indebærer en indirekte forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF.

69 For at kunne afgøre, om der foreligger en sådan forskelsbehandling, skal det undersøges, om de anfægtede bestemmelser har mere skadelige virkninger for kvinder end for mænd (jf. bl.a. i denne retning Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 58).

[s. I-12634]

70 Det er herved ubestridt, at bestemmelserne om pensionsnedslag sammenholdt med den degressive pensionstabel kan indebære, at der for det samme antal arbejdstimer ydes en lavere pension for deltidsbeskæftigelse end for fuldtidsbeskæftigelse.

71 Det må derfor afgøres, om de tilgængelige statistiske oplysninger indicerer, at en betydelig større procentdel af kvinder end mænd berøres af BeamtVG's bestemmelser, der indebærer, at pensionen nedsættes for tjenestemænd, som i løbet af deres tjenestetid, i hvert fald en del af tiden, har været deltidsbeskæftigede. En sådan situation vil være et bevis for forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre de anfægtede bestemmelser er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

72 I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelseskendelserne, at der procentvis er betydeligt flere kvindelige tjenestemænd end mandlige tjenestemænd, som er deltidsbeskæftigede, og dermed berøres af de anfægtede bestemmelser i BeamtVG.

73 Det må under disse omstændigheder — på grundlag af den forelæggende rets oplysninger herom — fastslås, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede faktisk kan indebære, at kvindelige arbejdstagere forskelsbehandles i forhold til mandlige arbejdstagere, hvilket er i strid med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, medmindre de pågældende bestemmelser kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

74 Under hensyn til de ovenfor anførte betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at en arbejdsophørspension, der ydes i henhold til en ordning som den, der er fastsat i BeamtVG, henhører under anvendelsesområdet

[s. I-12635]

for traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF. Disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning — som den, der følger af BeamtVG's § 85, sammenholdt med den gamle udgave af BeamtVG's § 14 — der indebærer, at pensionen nedsættes for tjenestemænd, som i løbet af deres tjenestetid, i hvert fald en del af tiden, har været deltidsbeskæftigede, når denne gruppe tjenestemænd omfatter langt flere kvinder end mænd, medmindre lovgivningen kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Det tredje til niende spørgsmål (sagerne C-4/02 og C-5/02)

75 Med det tredje til niende spørgsmål, som behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst — såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende — under hvilke betingelser en lovgivning som den, der følger af BeamtVG's § 85, sammenholdt med den gamle udgave af BeamtVG's § 14, vil kunne anses for begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

##### Indlæg til Domstolen

76 Silvia Becker har gjort gældende, at der ikke findes nogen objektive hensyn, der kan begrunde den forskelsbehandling, som pensionsnedslaget indebærer, idet nedslaget resulterer i, at en deltidsbeskæftiget tjenestemand, der samlet set har udført arbejde af samme omfang som en fuldtidsbeskæftiget tjenestemand, idet arbejdet blot er blevet fordelt over en længere periode, alligevel får en mindre pensionssats. Det er korrekt, som det undertiden er gjort gældende, at denne forskellige behandling kunne være begrundet i finansielle hensyn, idet pensionsnedslaget ud fra dette synspunkt har til formål at yde kompensation for, at der ved indførelsen af en mulighed for deltidsbeskæftigelse påføres de offentlige myndigheder yderligere finansielle byrder. Ifølge Silvia Becker kan dette ikke anvendes som begrundelse.

[s. I-12636]

77 Ifølge den tyske regering vil en indirekte forskelsbehandling også kunne være begrundet i andre hensyn end en begrænsning af de offentlige udgifter, som anført i forarbejderne til den nationale lovgivning, idet den nationale ret også skal tage hensyn til de grunde, der følger af opbygningen af de anfægtede bestemmelser.

78 Den tyske regering er på denne baggrund af den opfattelse, at Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i den foreliggende sag skal undersøge, om der er andre faktorer, der kan begrunde pensionsnedslaget, end dem, der er anført i motiverne til loven, hvilket kunne fremgå af en samlet undersøgelse af formålet med den tyske pensionslovgivning for tjenestemænd, som fandt anvendelse på det pågældende tidspunkt.

79 Den tyske regering har herved anført, at man kan udlede af den nævnte nationale lovgivning, at pensionsnedslaget var en korrektionsmekanisme, der var et led i pensionsordningen, som havde til formål at undgå, at deltidsbeskæftigede tjenestemænd blev begunstiget som følge af anvendelsen af den gamle degressive pensionstabel. Som følge af den gamle pensionsordnings degression kunne der ikke gives kompensation for den fordel, som tilkom tjenestemænd, der ikke havde arbejdet på fuld tid i hele deres tjenestetid, ved, at der blot forholdsmæssigt blev taget hensyn til perioder med deltidsbeskæftigelse. På grund af den gamle pensionsordnings degression var det nødvendigt at have en anden tilpasningsmekanisme, nemlig pensionsnedslaget. Ordningen, hvorefter der gives pensionsnedslag, er således ikke andet end en korrektionsmekanisme, der skal sikre en afbalanceret pensionsordning for tjenestemænd.

80 Kommissionen har gjort gældende, at en ulige aflønning af mænd og kvinder, således som den, der er en følge af de omhandlede bestemmelser i BeamtVG, og som udelukkende er begrundet i budgetmæssige hensyn, er i strid med artikel 141 EF. Kommissionen har herved henvist til Domstolens dom i Roks m.fl.-sagen (dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Sml. I, s. 571, præmis 35-37).

[s. I-12637]

81 Kommissionen har tilføjet, at det i sidste ende tilkommer den nationale ret at afgøre, hvorvidt og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer en langt højere procentvis andel af kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Efter Kommissionens opfattelse kan Domstolen imidlertid forsyne den forelæggende ret med oplysninger, der gør det muligt for den at afgøre, om der findes objektive hensyn, der kan begrunde den omhandlede nationale lovgivning, når der tages hensyn til samtlige de retlige og faktiske omstændigheder, der fremgår af forelæggelseskendelsen.

##### Domstolens bemærkninger

82 Det bemærkes indledningsvis, at det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 15, og Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 67).

83 Selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, som skal tage stilling til, om der i den konkrete sag foreligger sådanne objektive hensyn, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret et fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen indgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 7.3.1996, sag C-278/93, Freers og Speckmann, Sml. I, s. 1165, præmis 24, Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 68, samt dom af 20.3.2003, sag C-187/00, Kutz-Bauer, Sml. I, s. 2741, præmis 52).

[s. I-12638]

84 Det bemærkes herved, at formålet om en begrænsning af de offentlige udgifter, som de offentlige myndigheder ifølge den forelæggende ret henviste til ved indførelsen af pensionsnedslaget i den nationale lovgivning, ikke kan anføres som begrundelse for en forskellig behandling på grundlag af køn.

85 Domstolen har allerede fastslået, at budgetmæssige hensyn ikke kan begrunde en forskelsbehandling, der forfordeler et af kønnene. Hvis det blev anerkendt, at sådanne hensyn kunne begrunde en forskellig behandling af mænd og kvinder, som uden sådanne hensyn ville udgøre en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, ville det indebære, at anvendelsen og rækkevidden af en så grundlæggende fællesskabsretlig bestemmelse som princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i henseende til tid og sted kunne variere alt efter medlemsstaternes finansielle situation (Roks m.fl.-dommen, præmis 35 og 36, dom af 6.4.2000, sag C-226/98, Jørgensen, Sml. I, s. 2447, præmis 39, og Kutz-Bauer-dommen, præmis 59 og 60).

86 En forskellig behandling af mænd og kvinder kan dog eventuelt være begrundet i andre hensyn end dem, der blev anført i forbindelse med vedtagelsen af den foranstaltning, der indførte den forskellige behandling.

87 Det påhviler den medlemsstat, der er ophavsmand til en sådan foranstaltning, eller den part i hovedsagen, der støtter ret på foranstaltningen, over for den nationale ret at godtgøre, at der foreligger objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, der kan begrunde den pågældende foranstaltning (jf. i denne retning Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 69, og Kutz-Bauer-dommen, præmis 62), uden at de herved er bundet af den hensigt, som udtrykkeligt blev tilkendegivet i forbindelse med foranstaltningens vedtagelse.

88 Den tyske regering har anført, at det pensionsnedslag, som blev indsat i BeamtVG, er en korrektionsmekanisme, der er et led i pensionsordningen, som havde til

[s. I-12639]

formål at undgå, at deltidsbeskæftigede tjenestemænd blev begunstiget i forhold til tjenestemænd på fuld tid som følge af anvendelsen af den gamle degressive pensionstabel.

89 Det fremgår i øvrigt af forelæggelseskendelserne, at pensionsnedslaget i henhold til Bundesverwaltungsgerichts praksis er udtryk for en forholdsmæssig nedsættelse af pensionen ved deltidsbeskæftigelse og ved orlov uden løn, og at nedslaget således ikke udgør en foranstaltning, der indebærer en indirekte forskelsbehandling i strid med princippet om lige løn til mænd og kvinder, der er garanteret i fællesskabsretten. En sådan nedsættelse er objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i dette tilfælde er modydelse for en mindre omfattende arbejdsydelse.

90 Det bemærkes herved indledningsvis, som det også er blevet anført af generaladvokaten i punkt 102 i forslaget til afgørelse, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at en arbejdsophørspension ved deltidsbeskæftigelse beregnes efter en prorata temporis-regel.

91 Ud over det antal år, tjenestemanden har været ansat, er også en hensyntagen til hvor lang tid, den pågældende faktisk har arbejdet i løbet af dennes tjenestetid sammenlignet med den tid, hvori en tjenestemand, der i hele sin tjenestetid har arbejdet på fuld tid, har arbejdet, et objektivt kriterium, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, der således kan begrunde en forholdsmæssig nedsættelse af pensionen.

92 BeamtVG's § 6, hvorefter perioder med deltidsbeskæftigelse kun er pensionsgivende svarende til forholdet mellem den nedsatte og den normale arbejdstid, anvender et sådant objektivt kriterium.

[s. I-12640]

93 Derimod vil en foranstaltning, der indebærer en større nedsættelse af en arbejdstagers arbejdsophørspension, end hvad en forholdsmæssig nedsættelse i forhold til dennes tjenesteperioder som deltidsbeskæftiget ville berettige til, ikke kunne anses for objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i dette tilfælde er modydelse for en mindre omfattende arbejdsydelse.

94 I den foreliggende sag — som anført af generaladvokaten i punkt 60-62 i forslaget til afgørelse — indebærer det pensionsnedslag, der er fastsat i den gamle udgave af BeamtVG's § 14, at pensionssatsen for en tjenestemand, der i løbet af tjenestetiden har været deltidsbeskæftiget, nedsættes mere, end hvad en forholdsmæssig nedsættelse — som den, der følger af BeamtVG's § 6 — i forhold til dennes arbejdstid ville kunne begrunde.

95 Et sådant resultat kan ikke begrundes med det argument, der er anført af den tyske regering, hvorefter et sådant pensionsnedslag skulle være begrundet i hensynet til at sikre en ligebehandling af deltidsbeskæftigede tjenestemænd og tjenestemænd ansat på fuld tid inden for den degressive pensionsordning.

96 Pensionsnedslaget sikrer nemlig ikke opfyldelsen af en sådan målsætning. Som det fremgår af punkt 60-63 og punkt 100 i generaladvokatens forslag til afgørelse, kan ordningen med pensionsnedslaget — i de tilfælde, hvor det antal arbejdstimer, der er tilbagelagt i hele tjenestetiden, er det samme for en deltidsbeskæftiget tjenestemand som for en tjenestemand på fuld tid — indebære, at de deltidsbeskæftigede i henhold til den gamle udgave af BeamtVG's § 14 får en lavere pensionssats end fuldtidsbeskæftigede. Indførelsen af pensionsnedslaget har reelt ført til, at fordelene ved den degressive pensionstabel formindskes for sådanne deltidsbeskæftigede tjenestemænd, hvorimod tjenestemændene på fuld tid fortsat får disse fordele, navnlig hvis de har realiseret deres pensionsrettigheder efter de første tjenesteår, som gav ret til en højere årlig pension end den, der blev ydet i de efterfølgende år.

[s. I-12641]

97 Det følger af ovenstående bemærkninger, at det tredje til niende spørgsmål skal besvares således:

- Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn.

- Formålet om at begrænse de offentlige udgifter kan ikke begrunde en forskellig behandling på grundlag af køn.

- En forskellig behandling af mænd og kvinder kan dog eventuelt være begrundet i andre hensyn end dem, der blev anført i forbindelse med vedtagelsen af den foranstaltning, der indførte den forskellige behandling.

- En national lovgivning som den, der følger af BeamtVG's § 85, sammenholdt med den gamle udgave af BeamtVG's § 14, der indebærer en større nedsættelse af en arbejdstagers arbejdsophørspension, end hvad en forholdsmæssig nedsættelse i forhold til dennes tjenesteperioder som deltidsbeskæftiget ville berettige til, vil ikke kunne anses for objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i dette tilfælde er modydelse for en mindre omfattende arbejdsydelse, eller med henvisning til, at den har til formål at undgå, at deltidsbeskæftigede tjenestemænd begunstiges i forhold til tjenestemænd på fuld tid.

[s. I-12642]

#### Det tiende og det ellevte spørgsmål (sag C-5/02)

98 Med det tiende og det ellevte spørgsmål, som behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om protokol nr. 2 og protokollen ad artikel 141 EF skal fortolkes således, at disse bestemmelser generelt udelukker, at henholdsvis EF-traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF finder anvendelse på ydelser, som i henhold til en erhvervstilknyttet sikringsordning skal udbetales for beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden den 17. maj 1990, eller om der i denne forbindelse skal tages hensyn til den omstændighed, at de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på disse beskæftigelsesperioder, er blevet ændret ved en national lov, der er vedtaget før, men offentliggjort efter denne dato, hvilket i visse tilfælde giver anledning til en ulige behandling i strid med traktatens bestemmelser.

99 Indledningsvis bemærkes, at Domstolen i præmis 44 og 45 i Barber-dommen af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) har fastslået, at bydende retssikkerhedshensyn er til hinder for, at der rejses tvivl om retsforhold, hvis virkninger allerede er udtømt, når dette kan bevirke, at ligevægten i en række af disse pensionsordninger forstyrres med tilbagevirkende kraft, således at den direkte virkning af traktatens artikel 119 ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af nævnte dom, idet der dog bør gøres en undtagelse, for så vidt angår personer, som rettidigt har taget skridt til at sikre deres rettigheder.

100 Som Domstolen har udtalt i dom af 6. oktober 1993, Ten Oever (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879, præmis 19 og 20), kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 i kraft af Barber-dommen kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, som er datoen for afsigelsen af den nævnte dom, medmindre arbejdstagerne eller disses

[s. I-12643]

ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (dom af 11.12.1997, sag C-246/96, Magorrian og Cunningham, Sml. I, s. 7153, præmis 25).

101 Denne begrænsning fremgår ligeledes af protokol nr. 2, som klart er knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen, idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten (dom af 28.9.1994, sag C-57/93, Vroege, Sml. I, s. 4541, præmis 41).

102 Denne begrænsning er ligeledes gentaget i protokollen ad artikel 141 EF, som er affattet på samme måde som protokol nr. 2.

103 Som generaladvokaten har anført i punkt 110 i forslaget til afgørelse, er der imidlertid hverken i henhold til Barber-dommen, protokol nr. 2 eller protokollen ad artikel 141 EF grund til at tillade andre undtagelser end den, der udtrykkeligt fremgår af reglen om, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 eller af artikel 141, stk. 1 og 2, EF kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990.

104 Det tiende og det ellevte spørgsmål skal herefter besvares med, at protokol nr. 2 og protokollen ad artikel 141 EF skal fortolkes således, at disse bestemmelser udelukker, at henholdsvis traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF finder anvendelse på ydelser, som i henhold til en erhvervstilknyttet sikringsordning skal udbetales for beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

[s. I-12644]

#### Sagsomkostninger

105 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main ved kendelser af 12. november 2001, for ret:

1) En arbejdsophørspension, der ydes i henhold til en ordning som den, der er fastsat i Gesetz über die Versorgung der Beamten und Richter in Bund und Ländern af 24. august 1976 i den udgave, der blev offentliggjort den 16. marts 1999, henhører under anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og artikel 141, stk. 1 og 2, EF. Disse bestemmelser er til hinder for en lovgivning — som den, der følger af nævnte lovs § 85, sammenholdt med [s. I-12645] den gamle udgave af lovens § 14 — der kan indebære, at pensionen nedsættes for tjenestemænd, som i løbet af deres tjenestetid, i hvert fald en del af tiden, har været deltidsbeskæftigede, når denne gruppe tjenestemænd omfatter langt flere kvinder end mænd, medmindre lovgivningen kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive hensyn, som intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn. Formålet om at begrænse de offentlige udgifter kan ikke begrunde en forskellig behandling på grundlag af køn. En forskellig behandling af mænd og kvinder kan dog eventuelt være begrundet i andre hensyn end dem, der blev anført i forbindelse med vedtagelsen af den foranstaltning, der indførte den forskellige behandling. En national lovgivning som den, der følger af § 85 i Gesetz über die Versorgung der Beamten und Richter in Bund und Ländern, sammenholdt med den gamle udgave af lovens § 14, der indebærer en større nedsættelse af en arbejdstagers arbejdsophørspension, end hvad en forholdsmæssig nedsættelse i forhold til dennes tjenesteperioder som deltidsbeskæftiget ville berettige til, vil ikke kunne anses for objektivt begrundet i den omstændighed, at pensionen i dette tilfælde er modydelse for en mindre omfattende arbejdsydelse, eller med henvisning til, at den har til formål at undgå, at deltidsbeskæftigede tjenestemænd begunstiges i forhold til tjenestemænd på fuld tid.

3) Protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og protokollen ad artikel 141 EF, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, skal fortolkes således, at disse bestemmelser udelukker, at henholdsvis traktatens artikel 119 og artikel 141, stk. 1 og 2, EF finder anvendelse på ydelser, som i henhold til en erhvervstilknyttet sikringsordning skal udbetales for beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

La Pergola

Jann

von Bahr

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 2003.

R. Grass

Justitssekretær

V. Skouris

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0019.md =====

# Domstolen, Første Afdeling, 9. december 2004, sag C-19/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0019.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0019.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2004:779

Kommentarens titel: Overgangsydelse og forskellige situationer før pension

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Overgangsydelsen efter en socialplan var løn (jf. § 1 a, stk. 3). De forskellige alderskrav for mænd og kvinder var under sagens omstændigheder ikke forbudt, fordi mænd og kvinder efter den lovbestemte førtidspensionsordning befandt sig i forskellige situationer (jf. »tilsvarende situation« i § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Overgangsydelsen var løn efter artikel 141 og direktiv 75/117. De forskellige alderskrav i socialplanen var under sagens omstændigheder ikke forbudt, fordi mænd og kvinder efter den lovbestemte førtidspensionsordning befandt sig i forskellige situationer i forhold til ydelsens tildelingskriterier.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen afgørelse efter direktiv 2000/78 om aldersdiskrimination.

Ingen generel tilladelse til forskellig pensions- eller ydelsesalder for mænd og kvinder.

De konkrete lovbestemte førtidspensionsaldre og den tidsbegrænsede socialplan begrunder vurderingen.

Neutral fremgangsmåde i præmis 49 må ikke omskrives til, at ordlyden er kønsneutral; præmis 45 fastslår direkte kønsbaseret forskellig behandling.

Ingen særskilt 79/7-afgørelse eller prøvelse af den almindelige pensionsordnings lovlighed.

Ingen endelig national opfølgning eller nutidig pensionsret kontrolleret.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0019

Domstolens dom (Første Afdeling)
9. december 2004[^*]

I sag C-19/02,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig), ved afgørelse af 20. december 2001, indgået til Domstolen den 29. januar 2002, i sagen:

Viktor Hlozek

mod

Roche Austria Gesellschaft mbH,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas (refererende dommer), R. Silva de Lapuerta, K. Lenaerts og S. von Bahr,

[s. I-11524]

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. februar 2004,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Viktor Hlozek ved Rechtsanwälte G. Teicht og G. Jöchl

- Roche Austria Gesellschaft mbH ved Rechtsanwalt R. Schuster

- Republikken Østrig ved C. Pesendorfer og G. Hesse, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Sack og N. Yerrel, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 1. april 2004,

[s. I-11525]

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) samt fortolkningen af Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) og af Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20).

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en sag, der føres af Viktor,Hlozek mod Roche Austria Gesellschaft mbH (herefter »Roche«) som følge af sidstnævntes afslag på at give Viktor Hlozek ret til en overgangsydelse, som efter den aftale, der var indgået i forbindelse med en virksomhedsændring, skulle udbetales til arbejdstagere, der på afskedigelsestidspunktet havde en bestemt alder.

[s. I-11526]

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 141 EF fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

4 Artikel 136 EF-143 EF har siden Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 erstattet EF-traktatens artikel 117-120. Artikel 141, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, EF er i det væsentlige identiske med traktatens artikel 119, stk. 1 og 2.

5 Artikel 1 i direktiv 75/117 er affattet som følger:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> [...]«

[s. I-11527]

6 Direktiv 76/207 tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, og på de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 1, stk. 2, til social sikring.

7 Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) er vedtaget i medfør af artikel 1, stk. 2, i direktiv 76/207. Direktiv 79/7 finder ifølge dets artikel 3, stk. 1, litra a), anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod bla. alderdom og arbejdsløshed.

8 Direktiv 86/378 tilsigter gennemførelse af princippet om ligebehandling inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der sikrer beskyttelse mod de risici, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7, samt inden for de sikringsordninger, som for lønmodtagerne indebærer andre fordele i penge eller naturalier i henhold til traktaten.

9 I henhold til artikel 2 i direktiv 86/378, som ændret ved direktiv 96/97, forstås ved »erhvervstilknyttede sikringsordninger« ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7, og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.

[s. I-11528]

##### De nationale bestemmelser

10 Ifølge den enkle fremstilling, der er indeholdt i forelæggelseskendelsen, skal der bl.a. lægges vægt på følgende nationale bestemmelser.

11 § 253 i Allgemeines Sozialversicherungsgesetz (lov om almindelig socialforsikring, BGBl. nr. 189/1955, i den affattelse, der er offentliggjort i BGBl. nr. 33/2001, herefter »ASVG«) tilkender en pensionsret til mænd, der er fyldt 65 år, og til kvinder, der er fyldt 60 år. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var mænd, der var over 60 år, og kvinder, der var over 55 år, i henhold ASVG's § 253a, 253b og 253c desuden berettiget til førtidspension, bla. i tilfælde af arbejdsløshed. Disse aldersgrænser er i mellemtiden blevet forhøjet og var på tidspunktet for forelæggelseskendelsens indgivelse fastsat til 61,5 år for mænd og 56,5 år for kvinder.

12 § 2, stk. 1, i Bundesgesetz über die Gleichbehandlung von Frau und Mann im Arbeitsleben (lov om ligebehandling, BGBl. nr. 108/1979, i den affattelse, der er offentliggjort i BGBl. nr. 833/1992, herefter »Gleichbehandlungsgesetz«) forbyder enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn. Dette forbud gælder bla. forskelsbehandling ved ansættelse (nr. 1), ved fastsættelsen af løn (nr. 2), i forbindelse med tildeling af sociale ydelser, der ikke udgør løn (nr. 3), i forbindelse med erhvervskarriere, herunder navnlig ved forfremmelser (nr. 5) og ved arbejdsforholdets ophør (nr. 7).

13 I henhold til § 97, stk. 1, nr. 4, i Arbeitsverfassungsgesetz (forbundslov om arbejdsforhold og organisation i virksomheder, BGBl. nr. 22/1974, i den affattelse, der er offentliggjort i BGBl. nr. 833/1992 og i BGBl. nr. 502/1993, herefter »ArbVG«)

[s. I-11529]

kan det valgte organ for virksomhedens arbejdstagere, kræve, at virksomhedens indehaver indgår en virksomhedsaftale om foranstaltninger med henblik på at forhindre, afhjælpe eller mildne følgerne af en virksomhedsændring som omhandlet i ArbVG's § 109, stk. 1, nr. I-6, såfremt denne medfører betydelige ulemper for samtlige arbejdstagere eller væsentlige dele af arbejdsstyrken. En sådan virksomhedsaftale, benævnt »socialplan« (»Sozialplan«) kan omfatte enhver form for ordning, der tilsigter at yde kompensation for ulemperne som følge af virksomhedsændringen, f.eks. forhøjede godtgørelser ved afskedigelser som følge af virksomhedsindskrænkninger, ledsageforanstaltninger til afskedigede arbejdstagere samt »overgangsydelser« (»Überbrückungsgelder«). Ifølge den forelæggende ret fastsætter loven ikke det nærmere indhold af en sådan socialplan.

14 I henhold til ArbVG's § 31 er en virksomhedsaftale umiddelbart retligt bindende inden for sit anvendelsesområde; den har således normativ virkning for arbejdstagerne.

##### Socialplanen af 26. februar 1998

15 Socialplanen af 26. februar 1998, som er omhandlet i hovedsagen, er ifølge forelæggelseskendelsen en virksomhedsaftale i henhold til de relevante bestemmelser i ArbVG.

16 Socialplanens punkt 7 omhandler den frivillige afskedigelsesgodtgørelse til arbejdstagere, som på det tidspunkt, hvor deres arbejdsforhold til virksomheden ophører, er under 55 år, når der er tale om mænd, eller under 50 år, når der er tale om kvinder.

[s. I-11530]

17 Socialplanens punkt 8 har følgende ordlyd:

###### »8. Overgangsydelse (»Überbrückungszahlung«)

###### 8.1. Anvendelsesområde

> Arbejdstagere, der ved ansættelsesforholdets ophør er fyldt henholdsvis 55 år (mænd) og 50 år (kvinder), og som endnu ikke har krav på en ASVG-pension, har krav på en overgangsydelse.

> 8.2.

> Overgangsydelsen udbetales første gang i den måned, der følger efter ansættelsesforholdets ophør, og ophører på det tidspunkt, hvor den pågældende kan gøre krav på en ASVG-pension, dog senest fem år efter ansættelsesforholdets ophør.

> 8.3.

> Overgangsydelsen andrager 75% (brutto) af den sidste bruttomånedsløn og udbetales 14 gange årligt. Arbejdstagere er fritaget for at gøre tjeneste i den periode, i hvilken der udbetales overgangsydelse.

> [Der] yde [s] endvidere en frivillig afskedigelsesgodtgørelse.

[s. I-11531]

> Godtgørelsens størrelse afhænger af overgangsperiodens længde:

> indtil to år: 1 månedsløn

> fra to til fire år: 2 månedslønninger

> over fire år: 3 månedslønninger.

> Den frivillige afskedigelsesgodtgørelse udbetales samtidig med den lovbestemte afskedigelsesgodtgørelse.«

18 Hvad angår retten til pension under den erhvervstilknyttede pensionsordning sondres ligeledes mellem, om arbejdstageren er omfattet af socialplanens punkt 7 eller 8. Efter socialplanens punkt 12 er arbejdstagere, der på fratrædelsestidspunktet ikke opfylder betingelserne for at modtage den i socialplanens punkt 8 omhandlede overgangsydelse, sikret tilbagekøbsret af deres pensionsrettigheder til den aktuarmæssige værdi. Arbejdstagere, der er omfattet af socialplanens punkt 8, har derimod ret til at modtage pension under den erhvervstilknyttede pensionsordning, idet de får udbetalt de respektive ydelser fra det tidspunkt, hvor de modtager en ASVG-pension. I socialplanens punkt 12.2 er det præciseret, at den i punkt 8 omhandlede overgangsperiode fuldt ud medregnes som tjenestetid.

[s. I-11532]

19 I forelæggelseskendelsen har Oberster Gerichtshof redegjort for den praktiske gennemførelse af socialplanens punkt 8. Såfremt en arbejdstager skulle afskediges, og denne opfyldte betingelserne i henhold til punkt 8, blev der efter opsigelsen af arbejdskontrakten indgået en aftale mellem virksomheden og den pågældende arbejdstager. Den nye aftale var tidsbegrænset til maksimalt fem år eller indtil den pågældende arbejdstager havde et lovbestemt krav på ASVG-pension. I denne periode modtog den pågældende arbejdstager en overgangsydelse, var uigenkaldeligt fritaget for tjeneste og kunne udøve anden erhvervsmæssig beskæftigelse.

20 Adgangen til at udøve en anden erhvervsmæssig beskæftigelse samtidig med modtagelsen af overgangsydelsen fremgår direkte af socialplanens punkt 4, der bestemmer, at »[...] i den tid, medarbejdere er fritstillet, er de berettiget til at indgå et andet arbejdsforhold, med bevarelse af de rettigheder, der hidrører fra socialplanen«.

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

21 Roche fusionerede med virkning fra den 1. juli 1998 med det selskab, som Viktor Hlozek havde arbejdet for siden den 1. januar 1982. Med henblik på denne fusion og for at mindske de ulemper, som de planlagte omstruktureringsforanstaltninger i forbindelse med fusionen ville få for arbejdstagerne, indgik arbejdsgiveren og samarbejdsudvalget aftale om socialplanen af 26. februar 1998.

22 Viktor Hlozek blev afskediget den 30. juni 1999 i forbindelse med en virksomhedsændring, der indebar en lukning af den del af produktionen, som han var leder af. Da Viktor Hlozek var 54 år på det tidspunkt, hvor arbejdsforholdet med Roche ophørte, var han omfattet af socialplanens punkt 7 og ikke punkt 8. Han accepterede den frivillige godtgørelse, som han fik udbetalt i henhold til

[s. I-11533]

socialplanens punkt 7. I betragtning af hans anciennitet i virksomheden blev godtgørelsen fastsat til et bruttobeløb på 1 845 000 ATS, svarende til et nettobeløb på 1 274 113,75 ATS. I et retsmøde den 7. december 1999 forklarede Viktor Hlozek, at han havde fundet anden beskæftigelse, hvor lønnen svarede til den løn, han tidligere modtog.

23 Hvis Viktor Hlozek havde været en kvinde, ville socialplanens punkt 8 have fundet anvendelse på ham. Han ville i så fald have modtaget en frivillig afskedigelsesgodtgørelse med et mindre beløb, end den godtgørelse han fik udbetalt. Han ville imidlertid have været omfattet af bestemmelserne om tildeling af en overgangsydelse.

24 Viktor Hlozek er følgelig af den opfattelse, at han har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn og anlagde sag ved Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig) med påstand om, at han over for Roche havde krav på en overgangsydelse i henhold til socialplanen af 26. februar 1998, indtil han kunne få udbetalt sin ASVG-pension. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at det fastslås, at han har krav på denne overgangsydelse i fem år efter den dato, hvor arbejdsforholdet med Roche ophørte, og mere subsidiært, at han har krav på overgangsydelsen i det tidsrum, hvor han ikke har udøvet erhvervsvirksomhed.

25 Til støtte for sin påstand har Viktor Hlozek i det væsentlige gjort gældende, at den ordning med en overgangsydelse, der er omhandlet i punkt 8 i socialplanen af 26. februar 1998, er såvel ulovlig som ugyldig både i henhold til national ret og i henhold til fællesskabsretten, for så vidt som den fastsætter forskellige aldersgrænser for mænd (det fyldte 55. år) og kvinder (det fyldte 50. år). Ifølge Viktor Hlozek bør den lave aldersgrænse også gælde for mænd, og da han på afskedigelsestidspunktet var 54 år gammel, havde han derfor krav på en overgangsydelse.

[s. I-11534]

26 Ved dom af 17. oktober 2000 gav Arbeits- und Sozialgericht Wien Viktor Hlozek medhold og bestemte, at han over for Roche har krav på en overgangsydelse, indtil han opnår ASVG-pension, men kun i højst fem år fra den 30. juni 1999, hvor hans ansættelsesforhold ophørte. Retten fandt, at den omhandlede ordning på grundlag af EF-Domstolens praksis, navnlig dom af 17. maj 1990, Barber (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889), er i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 141 EF, idet den fastsætter forskellige aldersbetingelser for mænd og kvinder ved tildeling af overgangsydelse. Da artikel 141 EF er bindende og umiddelbart anvendelig, er de forskellige aldersbetingelser ifølge nævnte ret ugyldige, og retten til overgangsydelse tilkommer både mænd og kvinder, som på tidspunktet for ansættelsesforholdets ophør var fyldt 50 år og endnu ikke havde krav på en ASVG-pension.

27 Dommen blev stadfæstet under appelsagen ved Oberlandesgericht Wien (Østrig), og Roche iværksatte derfor revisionsanke for Oberster Gerichtshof. Roche har bestridt, at den omhandlede overgangsydelse skal bedømmes på grundlag af artikel 141 EF, og at der foreligger forskelsbehandling. Roche gør i denne forbindelse i det væsentlige gældende, at spørgsmålet er, om betingelserne for at opnå overgangsydelse indebærer en forskelsbehandling, og at dette spørgsmål ifølge Domstolens dom af 16. februar 1982, Burton (sag 19/81, Sml. s. 555), ikke skal afgøres på grundlag af artikel 141 EF, men på grundlag af direktiv 76/207. Der kan ifølge Roche lovligt fastsættes betingelser for retten til at modtage sådanne ydelser, som bygger på de forskellige aldersgrænser i den lovbestemte sociale sikringsordning. Roche har desuden gjort gældende, at der ved overgangsydelser ikke består nogen forbindelse mellem arbejdsydelsen og vederlaget, og at kvinder ville blive forskelsbehandlet, hvis aldersgrænsen til denne ydelse var den samme for mænd og kvinder.

28 I forelæggelseskendelsen har Oberster Gerichtshof henvist til de køns- og aldersopdelte statistikker over antallet af arbejdsløse i Østrig, som Arbeitsmarket-service

[s. I-11535]

Wien har indsamlet for årene 1998-2000. Det fremgår af disse statistikker, at arbejdsløshedstallene for aldersgrupperne indtil 49 år er relativt konstante og ensartede for begge køn. I aldersgruppen 50-54 år er arbejdsløsheden blandt kvinderne imidlertid næsten dobbelt så høj som i den forudgående aldersgruppe. I denne aldersgruppe er arbejdsløshedstallet for kvinder desuden betydeligt højere end arbejdsløshedstallet for mænd. Derimod er arbejdsløshedstallet for mænd i aldersgruppen 55-59 år højere end for den forudgående aldersgruppe. Arbejdsløshedstallet for mænd er desuden højere end for kvinder i samme aldersgruppe.

29 Ifølge den forelæggende ret kan dette være begrundet i, at risikoen for at blive arbejdsløs stiger i takt med, at den pågældende mand eller kvinde nærmer sig den lovbestemte pensionsalder. Arbejdsløshedsrisikoen for kvinder, for hvem der er fastsat en lavere lovbestemt pensionsalder end for mænd, topper således tidligere end for mænd. Den forelæggende ret har anført, at sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at den omhandlede socialplan netop skal tage hensyn til den øgede risiko for arbejdsløshed, som en arbejdstager løber, når den pågældende afskediges i de sidste fem år inden pensionsalderen.

30 Den forelæggende ret har ligeledes præciseret, at tildelingen af overgangsydelsen, som fastsat i den omtvistede socialplan, ikke indebærer, at der indgås et arbejdsforhold i henhold til Gleichbehandlungsgesetz' § 2, stk. 1, nr. 1, eller at der sker en forfremmelse som omhandlet i samme lovs § 2, stk. 1, nr. 3. Retten har anført, at de berørte arbejdstagere ikke skal præstere nogen arbejdsydelse.

31 Da overgangsydelsen ikke har til formål at supplere en forsikring eller en lovbestemt pension, er der heller ikke tale om en pension under en erhvervstilknyttet sikringsordning. Ydelsen er hverken forbundet med arbejdsforholdets varighed eller

[s. I-11536]

med perioden for medlemskab af sikringsordningen. Det væsentlige er ifølge den forelæggende ret, at arbejdstageren alene som følge af sin tilknytning til virksomhedens arbejdsstyrke og som følge af arbejdsgiverens sociale omsorgspligt over for arbejdstageren beskyttes mod risikoen for, at denne ikke finder anden beskæftigelse, når arbejdsforholdet ophører på et tidspunkt, hvor den pågældende har en alder, som typisk gør det meget vanskeligt at finde beskæftigelse.

32 Oberster Gerichtshof har på baggrund heraf besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) a) Skal artikel 141 EF samt artikel 1 i [...] direktiv 75/117/EØF [...] fortolkes således, at disse bestemmelser, under en ordning, hvorefter en arbejdsgiver, der som følge af en fusion med et andet selskab afskediger en større gruppe arbejdstagere, på grund af sin sociale omsorgspligt over for den samlede stab af arbejdstagere, for at mildne følgerne af afskedigelserne — navnlig den aldersbetingede risiko for arbejdsløshed — er forpligtet til at indgå en aftale med samarbejdsudvalget [...] om en socialplan for arbejdstagerne, der har normativ virkning for disse, er til hinder for en socialplan, i henhold til hvilken alle kvindelige ansatte, der på afskedigelsestidspunktet var fyldt 50 år, samt alle mandlige ansatte, der på afskedigelsestidspunktet var fyldt 55 år, uanset varigheden af deres beskæftigelse, dvs. uden hensyn til »ekspektan-ceperioder«, men alene begrundet i alder — og den aldersbetingede risiko for længerevarende arbejdsløshed, der ud fra en samlet betragtning rammer mænd og kvinder forskelligt — i fem år, dog højest indtil den lovbestemte pensionsalder, har ret til en »overgangsydelse« på 75% af den sidste bruttomånedsløn? b) Skal begrebet løn i artikel 141 EF og direktivets artikel 1 fortolkes således, at det omfatter ydelser til sikring mod risikoen for varig arbejdsløshed, der ikke [s. I-11537] afledes af det præsterede arbejde, men alene af tilknytningen til virksomhedens arbejdsstyrke og arbejdsgiverens sociale omsorgspligt, således at der er tale om lige løn, når der — ud fra en samlet betragtning — i samme omfang beskyttes mod denne risiko, også selv om denne risiko typisk indtræder i forskellige aldersgrupper for mænd og kvinder? c) Såfremt begrebet »løn« i disse bestemmelsers forstand imidlertid kun omfatter pengeydelsen som sådan, kan den her nævnte forskellige grad af risiko da begrunde en forskellig behandling af mænd og kvinder?

> 2) a) Skal begrebet »erhvervstilknyttede sikringsordninger« i artikel 2, stk. 1, i [...] direktiv 86/378/EØF [...] fortolkes således, at det tillige omfatter overgangsydelser som ovenfor anført? b) Skal begrebet risiko ved »alderdom, også i tilfælde af førtidspensionering« i direktivets artikel 4 fortolkes således, at det tillige omfatter denne form for »overgangsydelser«? c) Omfatter begrebet »ordningen« i direktivets artikel 6, stk. 1, litra c), alene spørgsmålet om betingelserne for erhvervelsen af krav på en overgangsydelse eller tillige spørgsmålet om tilhørsforholdet til arbejdsstyrken?

> 3) a) Skal [...] direktiv 76/207/EØF [...] fortolkes således, at den ovenfor anførte »overgangsydelse« skal anses for et afskedigelsesvilkår som omhandlet i direktivets artikel 5? b) Skal dette direktiv fortolkes således, at det er til hinder for en socialplan, i henhold til hvilken alle kvindelige ansatte, der på afskedigelsestidspunktet var fyldt 50 år, samt alle mandlige ansatte, der på afskedigelsestidspunktet var fyldt 55 år, uanset varigheden af deres beskæftigelse, dvs. uden hensyn til »ekspektanceperioder«, men alene begrundet i alder — og den aldersbetingede risiko for længerevarende arbejdsløshed, der ud fra en samlet betragtning rammer mænd og kvinder forskelligt — i fem år, dog højst indtil den lovbestemte pensionsalder, har ret til en »overgangsydelse« på 75% af den sidste bruttomånedsløn?«

#### Om de præjudicielle spørgsmål

##### Det første spørgsmål

33 Med det første spørgsmål, der er opdelt i tre led [spørgsmål a)-c)], ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en overgangsydelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, henhører under begrebet »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117, og i bekræftende fald, om bestemmelserne er til hinder for, at nævnte ydelse tildeles under hensyn til

[s. I-11539]

den aldersbetingede risiko for længerevarende arbejdsløshed, som generelt set rammer mænd og kvinder forskelligt, eller om nævnte forskel med hensyn til den således forståede risiko for arbejdsløshed derimod netop kan begrunde, at mænd og kvinder behandles forskelligt med hensyn til den alder, de skal have, for at de i tilfælde af afskedigelse kan gøre krav på tildeling af nævnte overgangsydelse.

###### Første led: ydelsens karakter

34 Hvad angår første spørgsmåls første led har alle de procesdeltagere, der har afgivet indlæg for Domstolen, med undtagelse af Roche, gjort gældende, at en ydelse som den overgangsydelse, der er omhandlet i hovedsagen, er en »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117. Ifølge Roche handler sagen ikke om ydelsens karakter som sådan, men om, hvorvidt de betingelser, der skal være opfyldt for at få ret til overgangsydelsen, er diskriminerende. Roche har gjort gældende, at dette problem skal afgøres i henhold til direktiv 76/207 og har herved henvist til Burton-dommen.

35 Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende traktatens artikel 119 omfatter begrebet »løn« i henhold til artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier. Den omstændighed,

[s. I-11540]

at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, udelukker ikke, at de kan have karakter af løn i de nævnte bestemmelsers forstand (Barber-dommen, præmis 12, og dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 23 og 24).

36 Selv om det er korrekt, at Domstolen i Burton-dommen fastslog, at direktiv 76/207 finder anvendelse på vilkår for betaling af en godtgørelse ved frivillig fratræden, som en arbejdsgiver yder en arbejdstager, der ønsker at fratræde sin stilling, har Kommissionen med rette anført, at denne praksis ikke er blevet opretholdt i de seneste domme vedrørende ydelser, der udbetales efter arbejdsforholdets ophør.

37 Hvad angår godtgørelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager i forbindelse med dennes afskedigelse, har Domstolen allerede fastslået, at sådanne godtgørelser udgør en form for opsat løn, som arbejdstageren har ret til som følge af arbejdsforholdet, men som først udbetales ved arbejdsforholdets ophør med det formål at gøre det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstår i den anledning (Barber-dommen, præmis 13, dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 10, samt Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 25).

38 I relation til den foreliggende sag bemærkes, at overgangsydelsen er hjemlet i nævnte socialplan af 26. februar 1998, som er resultatet af en aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og at virksomheden skal udbetale ydelsen som følge af det arbejdsforhold, der eksisterede mellem den pågældende virksomhed og de arbejdstagere, der afskediges i forbindelse med en omstrukturering som omhandlet

[s. I-11541]

i nævnte plan. Socialplanens punkt 8.3, hvorefter størrelsen af ydelsen beregnes på grundlag af den sidste bruttomånedsløn, støtter synspunktet om, at overgangsydelsen udgør en fordel, der ydes som led i de pågældende arbejdstageres arbejdsforhold.

39 Det er ubestridt, at nævnte socialplan er blevet udarbejdet med henblik på at mindske de sociale konsekvenser af en virksomhedsændring. I henhold til socialplanen er udbetalingen af overgangsydelsen således forbeholdt arbejdstagere, hvis alder på afskedigelsestidspunktet er tæt på den lovbestemte pensionsalder, og ydelsen skal udbetales løbende i et tidsrum på højst fem år, uden at de pågældende er forpligtet til at præstere nogen arbejdsydelse. Blandt de fordele, der kan kvalificeres som løn, er navnlig de fordele, der udbetales af arbejdsgiveren som led i et arbejdsforhold, som skal sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (jf. i denne retning dom af 16.9.1999, sag C-218/98, Abdoulaye m.fl., Sml. I, s. 5723, præmis 13 og den deri nævnte praksis). Desuden kan sådanne ydelsers karakter af løn ikke drages i tvivl, blot fordi ydelsen også afspejler socialpolitiske hensyn (dom af 17.2.1993, sag C-173/91, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 673, præmis 21, og af 28.9.1994, sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471, præmis 45).

40 Det må derfor fastslås, at den overgangsydelse, der er omhandlet i hovedsagen, henhører under begrebet »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117.

###### Andet og tredje led: eksistensen af en forskelsbehandling på grundlag af køn

41 Det første spørgsmåls andet og tredje led behandles under ét. Med disse led ønskes afklaret, om den omstændighed, at mænd og kvinder i henhold til socialplanen af

[s. I-11542]

26. februar 1998 behandles forskelligt, for så vidt angår den alder, de skal have for at få ret til en overgangsydelse, under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder, er en forskelsbehandling, der er forbudt ved artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117.

42 Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, der er fastslået i artikel 141 EF, og som er præciseret i artikel 1 i direktiv 75/117, er navnlig til hinder for anvendelsen af bestemmelser, der indebærer en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

43 For så vidt angår artikel 141 EF bemærkes, at bestemmelsen er ufravigelig, og forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere gælder derfor ikke blot for offentlige myndigheder, men også for alle overenskomster, der kollektivt regulerer lønnede arbejdsforhold (jf. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455, præmis 39, Kowalska-dommen, præmis 12, og dom af 18.11.2004, sag C-284/02, Sass, Sml. I, s. 11141, præmis 25).

44 Ligelønsprincippet forudsætter imidlertid i henhold til Domstolens praksis, ganske som det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, som det er et særligt udtryk for, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i identiske eller sammenlignelige situationer (jf. dom af 9.11.1993, sag C-132/92, Roberts, »Birds Eye Walls-dommen«, Sml. I, s. 5579, præmis 17, af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 16-18, Abdoulaye m.fl.-dommen, præmis 16, og dom af 13.12.2001, sag C-206/00, Mouflin, Sml. I, s. 10201, præmis 28).

[s. I-11543]

45 Det er i den foreliggende sag ubestridt, at bestemmelserne i socialplanen af 26. februar 1998 fastsætter en forskellig behandling af arbejdstagerne, der er direkte baseret på deres køn, da den alder, de skal have for at få ret til overgangsydelsen, er fastsat til 55 år for mænd og 50 år for kvinder. Ifølge Roche og Republikken Østrig har disse bestemmelser imidlertid hverken til formål eller til følge at forskelsbehandle mandlige arbejdstagere. Disse procesdeltagere har i det væsentlige gjort gældende, at de mænd, der afskediges, når de er mellem 50 og 54 år, ikke befinder sig i en situation, der er identisk eller sammenlignelig med den situation, som kvindelige arbejdstagere i samme aldersgruppe befinder sig i. Det vil derfor efter deres opfattelse være i strid med ligebehandlingsprincippet, hvis den samme bestemmelse skulle finde anvendelse på objektivt forskellige situationer.

46 Det bemærkes herved, at socialplanen af 26. februar 1998, der blev vedtaget med hjemmel i ArbVG's bestemmelser, blev indgået mellem virksomheden og de valgte personalerepræsentanter med henblik på at mindske de sociale konsekvenser som følge af afskedigelsen af et stort antal arbejdstagere i forbindelse med virksomhedens fusion med et andet selskab. Det er i denne sammenhæng, at socialplanen fastsætter en overgangsydelse, der udelukkende udbetales til arbejdstagere, der på afskedigelsestidspunktet har en relativ høj alder, således at der tages hensyn til, at der normalt for disse arbejdstagere vil være en øget risiko for langtidsarbejdsløshed.

47 Det er korrekt, at den enkelte arbejdstagers reelle risiko for at blive arbejdsløs ikke udelukkende afhænger af faktorer som alder og køn, men også, som Viktor Hlozek har gjort gældende, afhænger af andre individuelle faktorer, såsom den enkeltes kvalifikationer og erhvervsmæssige mobilitet. Ikke desto mindre var arbejdsmarkedets parter ifølge den generelle erfaring, man havde på tidspunktet for virksomhedsændringen, berettiget til at skønne, at de arbejdstagere, der nærmede sig den lovbestemte pensionsalder, i relation til hvor stor risikoen var for ikke at finde nyt arbejde, udgjorde en gruppe, der adskilte sig fra gruppen af andre arbejdstagere. Dette forklarer den omstændighed, at socialplanen, for så vidt angår tildeling af overgangsydelsen, fastsætter en forskellig behandling, der direkte er baseret på arbejdstagernes alder på afskedigelsestidspunktet.

[s. I-11544]

48 I betragtning af, at kvinderne på tidspunktet for vedtagelsen af socialplanen i henhold til den lovbestemte ordning havde krav på førtidspension fra det fyldte 55. år, hvorimod mændene først havde krav på denne pension fra det fyldte 60. år, har arbejdsmarkedets parter skønnet, at det for at sikre en ensartet behandling af alle arbejdstagere var nødvendigt, at kvindelige arbejdstagere fik ret til at modtage overgangsydelsen fra en alder, der lå fem år under den alder, der var fastsat for deres mandlige kolleger. Denne bestemmelse i socialplanen havde hverken til formål eller til følge at forskelsbehandle virksomhedens mandlige arbejdstagere. De mænd, der på afskedigelsestidspunktet tilhørte aldersgruppen på mellem 50 og 54 år — således som Viktor Hlozek — havde en alder, der lå længere fra deres lovbestemte førtidspensionsalder, og de befandt sig således ikke i en situation, der var identisk med den situation, som kvindelige arbejdstagere i samme aldersgruppe befandt sig i med hensyn til, hvor stor en risiko for arbejdsløshed de var udsat for.

49 Det må derfor fastslås, at socialplanen ved at fastsætte det alderskrav, der skal være opfyldt for at få ret til overgangsydelse, forskelligt for mænd og kvinder, indeholder en neutral fremgangsmåde, hvilket bekræfter, at der ikke foreligger forskelsbehandling (Birds Eye Walls-dommen, præmis 23).

50 Det skal endvidere understreges, at bestemmelserne i socialplanen af 26. februar 1998 om tildeling af en overgangsydelse hverken finder generel eller tidsubegrænset anvendelse. Bestemmelserne er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på en enkelt virksomhedsændring, og udbetalingen af alle de overgangsydelser, der tildeles de arbejdstagere, der opsiges i forbindelse hermed, ophører senest fem år efter deres afskedigelse. Der er således, i modsætning til det af Kommissionen anførte argument, ikke grund til at frygte, at følgen af socialplanen vil være, at der sker en styrkelse eller en videreførelse af bestemmelserne i den lovbestemte østrigske ordning, der fastsætter en forskellig behandling af mænd og kvinder, for så vidt angår alderskravet for at få tildelt pension, selv om der består en tæt forbindelse mellem bestemmelserne i socialplanen og i den lovbestemte ordning.

[s. I-11545]

51 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at en overgangsydelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, henhører under begrebet »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og i artikel 1 i direktiv 75/117. Under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, er disse bestemmelser ikke til hinder for anvendelsen af en socialplan, hvorefter mænd og kvinder behandles forskelligt for så vidt angår den alder, de skal have for at få ret til en overgangsydelse, når de pågældende mænd og kvinder i henhold til den lovbestemte nationale førtidspensionsordning befinder sig i forskellige situationer i relation til de forhold, der er afgørende for tildelingen af nævnte ydelse.

##### Om det andet og det tredje spørgsmål

52 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den overgangsydelse, der er omhandlet i hovedsagen, henhører under begrebet »erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger« i direktiv 86/378's forstand. Med det tredje spørgsmål, der består af to led, ønsker retten oplyst, om den såkaldte overgangsydelse udgør et »afskedigelsesvilkår« som omhandlet i artikel 5 i direktiv 76/207, og i bekræftende fald, om direktivet er til hinder for, at en sådan ydelse tildeles efter regler som dem, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede socialplan.

53 Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål, hvorefter overgangsydelsen henhører under begrebet »løn« i artikel 141 EF's forstand, er fortolkningen af direktiv 86/378 og 76/207 uden relevans for afgørelsen af hovedsagen. Herefter er det ufornødent at besvare det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål.

[s. I-11546]

#### Sagens omkostninger

54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

En overgangsydelse som den, der er omhandlet i hovedsagen, henhører under begrebet »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF og i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. Under omstændigheder som dem, der foreligger i hvedsagen, er disse bestemmelser ikke til hinder for anvendelsen af en socialplan, hvorefter mænd og kvinder behandles forskelligt for så vidt angår den alder, de skal have for at få ret til en overgangsydelse, når de pågældende mænd og kvinder i henhold til den lovbestemde nationale førtidspensionsordning befinder sig i forskellige situationer i relation til de forhold, der er afgørende for tildelingen af nævnte ydelse.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0147.md =====

# EU-Domstolen, plenum, 30. marts 2004, sag C-147/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0147.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0147.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2004:192

Kommentarens titel: Lønforhøjelser i beregningsgrundlaget for barselsydelser

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Når barselsydelsen helt eller delvis byggede på lønnen før orloven, skulle enhver lønforhøjelse fra referenceperiodens begyndelse til orlovens slutning indgå i beregningen, også uden tilbagedatering (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Ingen generel ret til fuld løn under barselsorlov.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Når barselsydelsen helt eller delvis byggede på løn før orloven, skulle enhver lønforhøjelse fra referenceperiodens begyndelse til orlovens slutning indgå i beregningen, også uden tilbagedatering. De nationale myndigheder fastsatte de nærmere regler for indregning af forhøjelser før eller efter orloven under overholdelse af EU-retten, navnlig direktiv 92/85.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel ret til fuld løn under barselsorlov udledt af artikel 119.

Kravet forudsætter en ydelse, som mindst delvis beregnes på tidligere løn.

Ingen fælles EU-procent, referenceperiodelængde eller beregningsalgoritme fastsat.

Ingen afgørelse om lønnedgang; spørgsmålet blev afvist.

Ingen ligestilling af alle offentlige barselsydelser med traktatløn; den omhandlede ydelse var arbejdsgiverbetalt og arbejdsforholdsbaseret.

Historiske britiske satser og frister er ikke nutidige danske regler.

Den danske formulering før eller efter barselsorlov i pr. 56/dispositiv 2 anvendes ikke til at udvide intervallet i pr. 50/dispositiv 1.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0147

Domstolens dom (plenum)
30. marts 2004[^*]

I sag C-147/02,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Michelle K. Alabaster

mod

Woolwich pic,

Secretary of State for Social Security,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af dom af 13. februar 1996, Gillespie mil. (sag C-342/93, Sml. I, s. 475),

[s. I-3128]

har

DOMSTOLEN (plenum)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer), F. Macken og N. Colneric,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- M.K. Alabaster ved L. Cox, QC, og barrister K. Monaghan

- Woolwich plc ved barrister M. Griffiths for solicitor C. Mclntyre

- Det Forenede Kongeriges regering ved P. Ormond, som befuldmægtiget, bistået af C. Vajda, QC, og barrister R. Haynes

- Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

[s. I-3129]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 24. juni 2003 er afgivet mundtlige indlæg af M.K. Alabaster ved K. Monaghan og barrister A. Reindorf, af Det Forenede Kongeriges regering ved C. Jackson, som befuldmægtiget, og C. Vajda, og af Kommissionen ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 30. september 2003,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 27. marts 2002, indgået til Domstolen den 22. april 2002, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af dom af 13. februar 1996, Gillespie m.fl. (sag C-342/93, Sml. I, s. 475).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af M.K. Alabaster mod selskabet Woolwich pic (herefter »Woolwich«) og Secretary of State for Social Security vedrørende en begæring om, at der ved beregningen af den lovbestemte barselsydelse skal tages hensyn til en lønforhøjelse.

[s. I-3130]

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelserne

3 Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, som finder anvendelse på hovedsagens faktiske omstændigheder, bestemmer:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Ved »løn« forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4 I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) indebærer princippet om lige løn, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

5 Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i

[s. I-3131]

henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1) blev vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 118 A.

6 Direktivet skal i henhold til dets artikel 14, stk. 1, gennemføres af medlemsstaterne senest den 19. oktober 1994.

7 Direktivets artikel 8 om barselsorlov har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2. Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

8 Hvad angår rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen bestemmer artikel 11 i direktiv 92/85:

> »For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> [...]

[s. I-3132]

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

> 4) Medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1) og nr. 2), litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning. Det må under ingen omstændigheder kræves, at den pågældende skal have arbejdet mere end tolv måneder umiddelbart inden det forventede fødselstidspunkt.«

[s. I-3133]

##### De nationale bestemmelser

###### Social Security Contributions and Benefits Act 1992

9 De nationale bestemmelser om den lovbestemte barselsydelse findes i afsnit XII i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 (lov af 1992 om sociale sikringsbidrag og -ydelser, herefter »loven«).

10 I henhold til lovens section 164 har en kvindelig arbejdstager ret til den lovbestemte barselsydelse, hvis hun, indtil den 15. uge forud for den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 26 uger hos den samme arbejdsgiver, hvis den normale ugeløn overstiger et bestemt beløb, hvis hun har underrettet sin arbejdsgiver på behørig vis, og der er under 11 uger til det forventede fødselstidspunkt.

11 Den lovbestemte barselsydelse kan i henhold til lovens section 165(1) højst udbetales i 18 uger.

12 Der er i lovens section 166( 1 ) fastsat to lønsatser, som benævnes henholdsvis » den høje sats« og »den lave sats«.

13 I henhold til lovens section 166(2) er den høje sats enten 90% af den kvindelige arbejdstagers normale ugeløn i den otte ugers periode, der ligger umiddelbart forud for den fjortende uge før det forventede fødselstidspunkt, eller den lave sats, alt efter hvilket af disse beløb der er højest. Den lave sats er et fast ugentligt beløb.

[s. I-3134]

14 I henhold til lovens section 166(1) og (4) har en kvindelig arbejdstager, som er berettiget til den høje lovbestemte barselsydelse, ret til at få den høje sats i seks uger og den lave sats i tolv uger.

15 Lovens section 171(4) bestemmer, at den normale ugeløn for en kvindelig arbejdstager svarer til den gennemsnitlige ugeløn, som hun har fået udbetalt i den relevante periode.

###### Statutory Maternity Pay (General) Regulations 1986

16 Statutory Maternity Pay (General) Regulations 1986 (almindelig bekendtgørelse fra 1986 om den lovbestemte barselsydelse), som ændret med virkning fra den 12. juni 1996 ved Statutory Instrument nr. 1335 af 1996 (herefter »bekendtgørelsen«), præciserer visse af de i loven fastsatte betingelser for udbetaling af den lovbestemte barselsydelse.

17 Bekendtgørelsens regulation 20 definerer, hvad der skal forstås ved løn med henblik på beregning af den lovbestemte barselsydelse.

18 Bekendtgørelsens regulation 21 fastsætter, hvorledes den normale ugeløn beregnes.

19 Bekendtgørelsens regulation 21(2) definerer »den afgørende dato« som enten den første dag i den fjortende uge før det forventede fødselstidspunkt, eller som den første dag i den uge, hvori fødslen har fundet sted, idet det tidligste tidspunkt lægges til grund.

[s. I-3135]

20 Bekendtgørelsens regulation 21(3), bestemmer, at den relevante periode i lovens section 171 (4)'s forstand, er perioden mellem:

> »a) den sidste almindelige lønningsdag før den afgørende dato; og

> b) den sidste almindelige lønningsdag, som ligger mindst otte uger før den i litra a) nævnte almindelige lønningsdag, inklusive den i litra a) nævnte lønningsdag, men eksklusive den i litra b) først nævnte lønningsdag.«

21 Bekendtgørelsens regulation 21(7) bestemmer:

> »I de tilfælde, hvor en kvinde modtager en tilbagedateret lønforhøjelse, som indeholder et beløb, der refererer til den relevante periode, skal den normale ugeløn beregnes, som om dette beløb blev betalt i den relevante periode, selv om det modtages efter den omhandlede periode.«

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

22 M.K. Alabaster var ansat hos Woolwich fra den 7. december 1987 til den 23. august 1996.

[s. I-3136]

23 Hun havde barselsorlov fra den 8. januar 1996, idet det forventede fødselstidspunkt var fastsat til den 11. februar 1996.

24 M.K. Alabaster modtog den lovbestemte barselsydelse med virkning fra ugen fra den 7. januar 1996. Ydelsen blev udbetalt med den høje sats ikke blot i den lovbestemte periode på seks uger, men også i yderligere fire uger i henhold til hendes arbejdsaftale. Hun modtog herefter ydelsen til den lave sats i otte uger.

25 Den 12. december 1995 fik M.K. Alabaster en lønforhøjelse med virkning fra den 1. december 1995. Der var imidlertid ikke taget hensyn til denne lønforhøjelse ved beregningen af den lovbestemte barselsydelse, da den blev givet efter den periode, der var relevant for beregningen af den normale løn.

26 I henhold til bekendtgørelsens regulation 21(3) var den relevante periode for beregning af den normale løn i M.K. Alabasters tilfælde tiden fra den 1. september 1995 til den 31. oktober 1995.

27 Bekendtgørelsens regulation 21(7) fandt således ikke anvendelse, idet den først var trådt i kraft den 12. juni 1996. Bestemmelsen ville dog under ingen omstændigheder kunne have været anvendt i forhold til M.K. Alabaster, da hendes lønforhøjelse ikke havde en tilbagevirkende kraft, der strakte sig ind i den relevante periode.

28 Den 21. januar 1997 indgav M.K. Alabaster en klage over Woolwich til Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige) og gjorde gældende, at den omstændighed, at der ved fastsættelsen af den til hende udbetalte lovbestemte barselsydelse ikke var taget hensyn til lønforhøjelsen, var udtryk for en forskelsbehandling på grundlag af køn, som navnlig var i strid med traktatens artikel 119.

[s. I-3137]

29 Ved Employment Tribunals kendelse af 30. maj 1997 blev Secretary of State for Social Security adciteret.

30 Ved afgørelse af 10. marts 1999 fastslog Employment Tribunal med henvisning til Gillespie m.fl.-dommen, at den omstændighed, at der ved fastsættelsen af den udbetalte lovbestemte barselsydelse ikke var taget hensyn til M.K. Alabasters lønforhøjelse, var i strid med traktatens artikel 119.

31 Woolwich og Secretary of State for Social Security appellerede denne del af sagen til Employment Appeal Tribunal (Det Forenede Kongerige). Appellen blev — ligeledes på grundlag af Gillespie m.fl.-dommen — forkastet ved dom af 7. april 2000.

32 De sagsøgte i hovedsagen iværksatte appel for Court of Appeal (England og Wales) (Civil Division), som har skønnet, at afgørelsen af den for den anlagte sag afhænger af en fortolkning af fællesskabsretten, og har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Såfremt:

> - den indtægtsrelaterede del af en kvindes lovbestemte barselsydelse beregnes på grundlag af hendes normale ugeløn i en otte ugers periode, som udløber den 15. uge inden det forventede fødselstidspunkt (herefter »den relevante periode«), og

> - arbejdsgiveren på et givet tidspunkt, efter udløbet af den relevante periode, som danner grundlag for beregning af den pågældende kvindes indtægtsrelaterede del af den lovbestemte barselsydelse, men inden udløbet af hendes barselsorlov, giver hende en lønforhøjelse, som ikke er tilbagedateret til den relevante periode, spørges: 1) Skal [traktatens] artikel [119] og Gillespie m.fl.-dommen fortolkes således, at kvinden har krav på, at denne lønforhøjelse tages i betragtning ved beregningen eller genberegningen af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse? 2) Har det nogen indflydelse på bevarelsen af det første spørgsmål, om den faktiske dato for betaling af lønforhøjelsen starter: i) inden kvindens barselsorlov begynder, ii) inden udløbet af perioden for betaling af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse, eller iii) på en anden dato og, i bekræftende fald, hvilken dato? 3) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: a) Hvorledes skal der da tages hensyn til lønforhøjelsen ved beregningen eller genberegningen af den normale ugeløn i den relevante periode? b) Bør den relevante periode ændres? c) Skal der — og da i hvilket omfang — tages hensyn til andre omstændigheder, der er indtrådt i den periode, som lønforhøjelsen refererer til, såsom antallet af arbejdstimer og baggrunden for lønforhøjelsen? d) Følger det heraf, at der skal tages hensyn til en eventuel lønnedgang efter udløbet af den relevante periode, men inden udløbet af kvindens barselsorlov, ved beregningen eller genberegningen af hendes lovbestemte barselsydelse, og i bekræftende fald, hvorledes skal dette ske?«

#### Anmodningen om en genåbning af den mundtlige forhandling

33 Ved skrivelse indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. november 2003 har Det Forenede Kongerige anmodet Domstolen om at træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement.

34 Til støtte for denne anmodning har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at generaladvokaten i forslaget til afgørelse har udtalt sig om et spørgsmål, som ikke udtrykkeligt er blevet forelagt Domstolen af den forelæggende ret.

35 Det skal hertil bemærkes, at Domstolen ex officio, efter at have hørt generaladvokaten eller på parternes begæring i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement, kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne (jf. kendelse af 4.2.2000, sag C-17/98, Emesa Sugar, Sml. I, s. 665, præmis 18, dom af 19.2.2002, sag C-309/99, Wouters mil., Sml. I, s. 1577, præmis 42, og af 13.11.2003, sag C-209/01 Schilling og Fleck-Schilling, Sml. I, s. 13389, præmis 19).

[s. I-3140]

36 I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, imidlertid af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt, og at disse omstændigheder har været genstand for drøftelser under retsforhandlingerne. Anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling bør derfor afvises.

#### Om de præjudicielle spørgsmål

##### Det første og det andet spørgsmål

37 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om traktatens artikel 119 og Gillespie m.fl.-dommen skal fortolkes således, at kvinden har krav på, at den lønforhøjelse, som hun har modtaget efter den relevante periode, og som ikke er tilbagedateret til denne periode, tages i betragtning ved beregningen af den indtægtsrelaterede del af den lovbestemte barselsydelse. Med det andet spørgsmål ønsker retten oplyst, om den omstændighed, at denne lønforhøjelse har virkning inden barselsorlovens begyndelse, eller inden udløbet af perioden for betaling af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse eller på noget andet tidspunkt, har indflydelse på besvarelsen af det første spørgsmål. Da disse spørgsmål er nært forbundne, bør de behandles under ét.

38 Det bemærkes indledningsvis, at direktiv 92/85, der skulle have været gennemført af medlemsstaterne senest den 19. oktober 1994, ikke fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen i sagen Gillespie mil, men at denne sag er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.

[s. I-3141]

39 Direktivets artikel 11, nr. 2 og 3, fastslår ganske vist, at visse rettigheder i forbindelse med en arbejdsaftale, indgået af en person som sagsøgeren i hovedsagen, skal sikres, men de to første spørgsmål, som den nationale ret har rejst, kan ikke besvares fyldestgørende udelukkende med henvisning til direktivet.

40 Det skal derfor under disse omstændigheder undersøges, om spørgsmålene kan besvares på grundlag af andre fællesskabsbestemmelser eller -principper.

41 Det bemærkes herved, at ifølge artikel 1 i direktiv 75/117 indebærer princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, der er fastslået i traktatens artikel 119, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

42 Hvad for det første angår begrebet løn, som anvendes i de nævnte bestemmelser, fremgår det af definitionen i traktatens artikel 119, stk. 2, at dette begreb omfatter alle de ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet direkte eller indirekte modtager fra arbejdsgiveren. Ydelsernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af nævnte artikel, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet (dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 10, og Gillespie m.fl.-dommen, præmis 12).

43 Blandt de ydelser, der betegnes som løn, er navnlig ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold, og som skal

[s. I-3142]

sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde, der er fastsat af lovgiveren, ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (dom af 4.6.1992, sag C-360/90, Botel, Smi. I, s. 3589, præmis 14 og 15, og Gillespie m. fl.-dommen, præmis 13 og den deri nævnte praksis).

44 Da den ydelse, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af kollektive overenskomster udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er den følgelig løn i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119 og i direktiv 75/117 (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 14, og dom af 27.10.1998, sag C-411/96, Boyle m.fl, Sml. I, s. 6401, præmis 38).

45 Det bemærkes for det andet, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. bl.a. dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 30, og Gillespie m.fl.-dommen, præmis 16).

46 De kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, befinder sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som faktisk arbejder, befinder sig i (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 17). De berørte kan derfor ikke med henvisning til bestemmelserne i traktatens artikel 119 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de

[s. I-3143]

faktisk — ligesom andre arbejdstagere — arbejdede (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 20).

47 For det tredje har Domstolen imidlertid i Gillespie m.fl.-dommens præmis 22 fastslået, at når den ydelse, der udbetales under barselsorloven, svarer til en ugeløn, der beregnes på grundlag af den gennemsnitsløn, den kvindelige arbejdstager har oppebåret på et givet tidspunkt, hvor hun faktisk arbejdede, og som er blevet udbetalt hende uge efter uge som til enhver anden arbejdstager, kræver princippet om forbud mod forskelsbehandling, at den kvindelige arbejdstager, som stadig er knyttet til arbejdsgiveren gennem arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet under barselsorloven, ligesom enhver anden arbejdstager, endog med tilbagevirkende kraft, nyder godt af en lønforhøjelse, som er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven. At udelukke den kvindelige arbejdstager fra en sådan forhøjelse under hendes barselsorlov ville nemlig være en forskelsbehandling, eftersom hun ville have modtaget den højere løn, hvis hun ikke havde været gravid.

48 Det følger heraf, at i en sag som hovedsagen, hvor den indtægt, som den kvindelige arbejdstager er sikret i henhold til den nationale lovgivning, delvis beregnes på grundlag af den løn, som hun modtog inden sin barselsorlov, har hun i medfør af traktatens artikel 119 ret til, at der ved fastlæggelsen af, hvilke lønelementer der skal indgå ved beregningen af den ydelse, der udbetales af hendes arbejdsgiver, tages hensyn til den lønforhøjelse, som hun har fået efter begyndelsestidspunktet for den periode, referencelønnen omfatter, og inden slutningen af barselsorloven.

49 Det i Gillespie m.fl.-dommens præmis 22 omtalte krav indebærer, at enhver lønforhøjelse, der er givet efter begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, skal indgå som et af de lønelementer, der medtages ved beregningen af størrelsen af den ydelse, som den kvindelige arbejdstager er berettiget til under sin barselsorlov. Dette krav er ikke — i modsætning til det af Det Forenede

[s. I-3144]

Kongeriges regering anførte — begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

50 Det første og det andet spørgsmål skal herefter besvares med, at traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

##### Det tredje spørgsmål

51 For det tilfælde, at Domstolen fastslår, at der under omstændigheder, som de i hovedsagen foreliggende, skal tages hensyn til lønforhøjelsen ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, for det første, hvorledes der skal tages hensyn til en sådan forhøjelse ved beregningen af den ydelse, der tilkommer den kvindelige arbejdstager under barselsorloven, og for det andet, om der ligeledes skal tages hensyn til den lønnedgang, som den kvindelige arbejdsgiver måtte have haft i den periode, som følger efter den periode, der er dækket af referencelønnen, og under sin barselsorlov.

52 Hvad angår det første led bemærkes, at ifølge artikel 234 EF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, har

[s. I-3145]

Domstolen alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en EF-forskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret (jf. dom af 2.6.1994, sag C-30/93, ACATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, præmis 16). Det følger heraf, at det i forbindelse med en procedure efter artikel 234 EF ikke tilkommer Domstolen, men den nationale ret, at anvende de fællesskabsregler, som Domstolen har fortolket, på nationale foranstaltninger eller situationer (dom af 28.3.1979, sag 222/78, ICAP, Sml. s. 1163, præmis 10, og af 22.6.1999, sag C-342/97, Lloyd Schuhfabrik Meyer, Sml. I, s. 3819, præmis 11).

53 Da fremgangsmåden for gennemførelsen af det i denne doms præmis 50 nævnte krav ikke er reguleret i fællesskabsretten, er det vedkommende medlemsstats kompetente myndigheder, der må fastsætte bestemmelser herom, forudsat at de overholder dette krav samt de øvrige fællesskabsbestemmelser, herunder især de, der er fastsat i direktiv 92/85. Det tilkommer derfor ikke Domstolen at tage stilling til spørgsmålet om, hvorledes der skal tages hensyn til lønforhøjelsen ved fastsættelsen af referencelønnen, eller om den periode, der er dækket af denne løn, bør ændres eller om der — såfremt oplysningerne i sagen under alle omstændigheder er utilstrækkelige — bør tages hensyn til andre faktorer, der vil kunne have indflydelse på lønnens fastsættelse.

54 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages hensyn til en eventuel lønnedgang, har Domstolen inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 234 EF udtalt, at det påhviler Domstolen, med henblik på at prøve sin egen kompetence, at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret hatforelagt den en sag. For ånden i det samarbejde, hvorunder den præjudicielle forelæggelse skal gennemføres, kræver, at den forelæggende ret tager hensyn til, at det er Domstolens opgave at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne, men ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål (dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099,

[s. I-3146]

præmis 38, af 22.1.2002, sag C-390/99, Canal Satélite Digital, Sml. I, s. 607, præmis 18, og af 21.3.2002, sag C-451/99, Cura Anlagen, Sml. I, s. 3193, præmis 16).

55 I den foreliggende sag er det problem, som Domstolen er anmodet om at tage stilling til, af hypotetisk karakter, hvilket fremgår af den omstændighed, at tvisten i hovedsagen, således som den er beskrevet i forelæggelseskendelsen, udelukkende omhandler afslaget på at tage hensyn til en lønforhøjelse, uden at en lønnedgang overhovedet har været på tale. En besvarelse af den forelæggende rets tredje spørgsmåls andet led har under disse omstændigheder ingen betydning for tvisten i hovedsagen. Denne del af spørgsmålet bør derfor afvises.

56 Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, følger det af ovennævnte, at det tredje spørgsmål bør besvares med, at det tilkommer de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især direktiv 92/85.

#### Sagens omkostninger

57 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-3147]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN (plenum)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 27. marts 2002, for ret:

1) EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

2) Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, [s. I-3148] eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

Skouris

Jann

Timmermans

Gulmann

Cunha Rodrigues

Rosas

La Pergola

Puissochet

Schintgen

Macken

Colneric

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2004.

R. Grass

Justitssekretær

V. Skouris

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0196.md =====

# Domstolen, Første Afdeling, 10. marts 2005, sag C-196/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0196.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0196.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2005:141

Kommentarens titel: Kvindekategori, fastansættelse, anciennitet og bevisbyrde

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Udelukkelse af en lovdefineret kvindekategori fra fastansættelse var direkte forskelsbehandling, medmindre situationerne objektivt adskilte sig (jf. § 1 a, stk. 1); helt udeladt deltid ved anciennitet krævede objektiv begrundelse (jf. § 1 a, stk. 2). Når arbejdstageren påviste formodningsskabende forhold, skulle sagsøgte bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket (jf. § 6, stk. 2). Fastansættelse og anciennitet blev afgjort efter direktiv 76/207.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): At kun kvinder kunne ansættes som deltidsrengøringsassistenter var ikke i sig selv direkte diskrimination til skade for kvinder. En efterfølgende udelukkelse af netop denne lovdefinerede kvindekategori fra fastansættelse var derimod direkte diskrimination, medmindre situationerne objektivt adskilte sig med hensyn til fastansættelse. Hvis også andre deltidsgrupper var udelukket, skulle en væsentligt større berørt kvindeandel prøves som indirekte diskrimination med mulighed for kønsuafhængig begrundelse. Helt udeladt deltid ved anciennitet krævede objektiv begrundelse; forholdsmæssig medregning krævede også begrundelse knyttet til anciennitetens formål og forholdet mellem opgaver, timer og erfaring. Når arbejdstageren påviste formodningsskabende forhold, skulle sagsøgte bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Fastansættelse betyder i denne sag indtræden i OTEs faste personale; den hidtidige kontrakt var allerede tidsubestemt.

76/207 artikel 3 og 5 er operative for stillingsadgang og anciennitet; ikke alle led er selvstændige artikel 119-lønafgørelser.

Ingen generel ret til at forbeholde jobs for kvinder, og ingen generel tilladelse til lavere timeløn.

Pro rata-pensionsoptjening i Schönheit og pro rata-adgangsanciennitet her har forskellige formål og kan ikke sidestilles mekanisk.

Ingen konstatering af OTEs offentlige status eller direkte horisontal virkning af 97/80.

Ingen endelig national bevisvurdering, tilkendt lønbeløb eller afgørelse efter 2023/970.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0196

Domstolens dom (Første Afdeling)
10. marts 2005[^*]

I sag C-196/02,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Irinodikio Athinon (Grækenland) ved afgørelse af 13. maj 2002, indgået til Domstolen den 27. maj 2002, i sagen

Vasiliki Nikoloudi

mod

Organismos Tilepikinonion Ellados AE,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas (refererende dommer), A. La Pergola, S. von Bahr og K. Schiemann,

[s. I-1813]

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Vasiliki Nikoloudi ved dikigoros N. Zelios

- Organismos Tilepikinonion Ellados AE ved dikigori P. Vallis og A. Mărgăriţi

- den græske regering ved S.A. Spyropoulos og E.-M. Mamouna, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Patakia og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 29. april 2004,

[s. I-1814]

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Anmodningen om præjudiciel afgørelse er blevet forelagt i forbindelse med en sag, som V. Nikoloudi har anlagt mod sin arbejdsgiver, det græske selskab Organismos Tilepikinonion Ellados AE (den græske organisation for telekommunikation, herefter »OTE«), for hvilket hun har arbejdet på deltid som rengøringsdame med titlen »rengøringsassistent«, på grund af hendes udelukkelse fra som bestemt i de pågældende kollektive overenskomster at opnå fastansættelse i selskabet.

[s. I-1815]

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Traktatens artikel 119 knæsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

4 Ifølge artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 indebærer dette princip, at »enhver forskelsbehandling afskaffes med hensyn til køn for så vidt angår lønelementer og lønvilkår«.

5 Direktiv 76/207 tilsigter at afskaffe enhver forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår adgang til beskæftigelse eller stillinger samt arbejdsvilkår.

6 Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6) skulle være gennemført af medlemsstaterne senest den 1. januar 2001. Direktivet gælder for de situationer, som er omhandlet i traktatens artikel 119 og i direktiv 75/117 og 76/207.

7 I henhold til direktivets artikel 4 træffer medlemsstaterne »de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en

[s. I-1816]

anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket«.

##### De nationale bestemmelser

8 OTE's personalevedtægt bestemmer i artikel 2, stk. 1, at selskabets personale består dels af fastansatte, og dels af midlertidigt ansatte. Det fremgår af sagens akter, at OTE's fastansatte alle er fuldtidsbeskæftigede.

9 De midlertidigt ansatte er enten arbejdstagere, der er ansat på grundlag af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, eller i undtagelsestilfælde, i henhold til personalevedtægtens artikel 24a, stk. 2, dels deltidsansatte rengøringsassistenter med en kontrakt på ubestemt tid [litra a)], dels personer, der er ansat som pårørende til en afdød arbejdstager på grund af de af dødsfaldet følgende økonomiske familiemæssige problemer [litra c)].

10 I henhold til artikel 3, stk. v, litra d), i OTE's personalevedtægt er stillingen som rengøringsassistent forbeholdt kvinder.

11 Ved artikel 5, stk. 9, i OTE's personalevedtægt i den affattelse, der gjaldt indtil den 1. januar 1996, udelukkes fuldstændigt, at perioder med deltidsarbejde kunne medregnes i ansættelsesancienniteten, hvorimod den ændrede version af denne bestemmelse, gældende fra den 1. januar 1996, indførte en forholdsmæssig medregning af deltidsarbejde ved anciennitetsberegningen. Hvad angår midlertidigt ansat rengøringspersonale bestemmer den ændrede version udtrykkeligt, at for personer på deltid skal en daglig arbejdstid på tre timer medregnes som halv tid i forhold til fuldtidsbeskæftigelse.

[s. I-1817]

12 De særlige kollektive overenskomster af 2. november 1987 og 10. maj 1991 (herefter »de omtvistede overenskomster«), som blev indgået mellem OTE og Omospondia Ergazomenon OTE (foreningen af ansatte i OTE), fastlægger betingelserne for midlertidigt OTE-ansattes fastansættelse i selskabet. Det fremgår af sagen, at disse overenskomster er baseret på artikel 66, stk. 1, i OTE's personalevedtægt, som indeholder bestemmelse om »definitiv« ansættelse af midlertidigt personale, der arbejder fuldtids, i henhold til en kontrakt af ubestemt varighed.

13 Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, fastsatte den første af de omtvistede overenskomster, at midlertidigt personale kun kunne ansøge om fastansættelse, såfremt de i mindst to år uden afbrydelse havde været fuldtidsbeskæftigede. Den anden af de nævnte overenskomster, hvorefter der ikke kræves nogen forudgående varighed af beskæftigelsen, fortolkede og anvendte OTE således, at den alene vedrørte fuldtidsbeskæftigede ansatte.

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

14 V. Nikoloudi blev ansat af OTE den 1. september 1978 som midlertidigt ansat i henhold til en ansættelseskontrakt på ubestemt tid. Hun blev ansat som rengøringsassistent, og indtil den 27. november 1996 arbejdede hun på deltid. Den 28. november 1996 blev hendes ansættelseskontrakt ændret til en kontrakt med fuldtidsbeskæftigelse. Efter at hun havde nået aldersgrænsen, blev hun pensioneret den 17. august 1998.

[s. I-1818]

15 Det fremgår af sagen, at ingen af de omtvistede overenskomster blev anvendt på V. Nikoloudi i tiden frem til hendes pensionering, fordi hun var deltidsansat.

16 Da V. Nikoloudi var blevet udelukket fra muligheden for i henhold til nævnte overenskomster at blive fastansat, indbragte hun sagen for den forelæggende ret under henvisning til, at denne udelukkelse udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt i fællesskabsretten.

17 Hun anførte endvidere, at artikel 5, stk. 9, i OTE's personalevedtægt såvel i dens oprindelige affattelse som i dens ændrede affattelse af 1. januar 1996 var i strid med fællesskabsretten og derfor ugyldig.

18 V. Nikoloudi anførte endelig, at hvis den samlede tid, hun havde været deltidsansat, var blevet medregnet i hendes ansættelsesanciennitet, ville hun have opnået en lønforskel på 5 834,43 EUR i tidsrummet fra den 28. november 1996 til den 17. august 1998.

19 V. Nikoloudi har under sit søgsmål nedlagt påstand om, at OTE tilpligtes at betale hende dette beløb med tillæg af renter.

20 OTE har gjort gældende, at V. Nikoloudi ikke blev fastansat, fordi hun ikke havde opfyldt kravet om, at fuldtidsansættelse var en betingelse for midlertidigt ansattes fastansættelse, hvilket krav efter selskabets opfattelse hverken udgør forskelsbehandling

[s. I-1819]

eller beror på køn eller stilling. OTE har endvidere anført, at i henhold til artikel 5, stk. 9, i selskabets personalevedtægt kunne deltidsbeskæftigelse først tages i betragtning ved beregningen af sagsøgerens anciennitet fra den 1. januar 1996.

21 Da Eirinodikeio Athinon således fandt, at den for retten verserende tvist nødvendiggjorde en fortolkning af fællesskabsretlige bestemmelser, har den besluttet at udsætte afgørelsen i sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det i overensstemmelse med de krav, der følger af [traktatens artikel 119] og direktiverne 75/117 og 76/207, at der findes og anvendes en regel, som i det foreliggende tilfælde bestemmelsen i artikel 24a, stk. 2, litra a), i vedtægten for [OTE's] personale, hvorefter det (kun) er kvinder, der ansættes som rengøringsassistenter i henhold til en tidsubestemt ansættelseskontrakt om beskæftigelse på deltid eller med varierende arbejdstid? Kan den omtvistede bestemmelse i henhold til Domstolens praksis, når det lægges til grund, at deltidsbeskæftigelse er forbundet med nedsat løn, fortolkes således, at den uden videre udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, eftersom den umiddelbart og direkte forbinder deltidsbeskæftigelse med de (kvindelige) ansattes køn og således alene stiller kvinder ringere?

> 2) Udgør det forhold, at midlertidigt ansatte deltidsbeskæftigede rengøringsassistenter ansat i henhold til tidsubestemte kontrakter er udelukket fra fordelene i henhold til den særlige kollektive overenskomst af 2. november 1987 mellem foreningen af ansatte i OTE og OTE med hensyn til fastansættelse (og det [s. I-1820] uanset varigheden af ansættelseskontrakten om deltidsbeskæftigelse), som i det foreliggende tilfælde, fordi denne kollektive overenskomst krævede mindst to års beskæftigelse på fuld tid, en tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 119 og af ovennævnte direktiver eller andre fællesskabsbestemmelser som en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn ud fra den betragtning, at den pågældende regel (selv om den tilsyneladende er neutral, da den ikke har nogen forbindelse med de ansattes køn) alene udelukkede kvindelige rengøringsassistenter, eftersom der ikke var nogen mænd, der var deltidsbeskæftigede i henhold til en tidsubestemt kontrakt inden for fagområdet almindelige tjenester (som rengøringsassistenterne hører under) eller inden for andre fagområder i OTE?

> 3) I henhold til den særlige kollektive overenskomst af 10. maj 1991 mellem OTE og [foreningen af ansatte i OTE] krævede OTE, at midlertidigt ansatte for at kunne blive fastansat (på prøve) skulle have været fuldtidsbeskæftigede i henhold til en tidsubestemt ansættelseskontrakt. Udgør udelukkelsen af deltidsbeskæftigede rengøringsassistenter (uanset varigheden af deres kontrakt), som i det foreliggende tilfælde, en ulovlig indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der falder ind under fællesskabsbestemmelser ([traktatens artikel 119] og direktiverne 75/117 og 76/207), når henses til, at den særlige kollektive overenskomst alene udelukkede kvindelige rengøringsassistenter, da der ikke inden for nogen fagområder i OTE var mænd, der var deltidsbeskæftigede i henhold til en tidsubestemt kontrakt?

> 4) I henhold til bestemmelsen i artikel 5, stk. 9, i vedtægten for OTE's personale, således som den var gældende indtil den 1. januar 1996, blev deltidsbeskæftigelse overhovedet ikke medregnet i ancienniteten med henblik på fastsættelse af bedre lønvilkår. Bestemmelsen blev derefter med virkning fra den [s. I-1821] 1. januar 1996 ændret ved en særlig kollektiv overenskomst, og det blev fastsat, at deltidsbeskæftigelse anses for at svare til halvdelen af en periode med fuldtidsbeskæftigelse. Ud fra den betragtning, at det alene eller som hovedregel var kvinder, der var deltidsbeskæftigede, kan bestemmelserne, hvorefter deltidsbeskæftigelse var helt udelukket (indtil den 1.1.1996) eller blev »medregnet forholdsmæssigt« i forhold til fuldtidsbeskæftigelse (fra den 1.1.1996), også i lyset af Domstolens praksis, da fortolkes således, at de indfører en (i henhold til fællesskabsretten) forbudt indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, og skal hele perioden med deltidsbeskæftigelse følgelig medregnes i ancienniteten?

> 5) Såfremt Domstolen besvarer spørgsmål I-4 bekræftende, således at de omtvistede bestemmelser i personalevedtægten og i de kollektive overenskomster strider mod fællesskabsretten, hvem har da bevisbyrden, når ansatte gør gældende, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet til skade for dem?«

#### Domstolens bemærkninger

##### Indledende bemærkninger

22 Indledningsvis skal der gøres to bemærkninger vedrørende de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet. Først bemærkes, at det i hovedsagen drejer sig om en mulighed for fastansættelse, der i henhold til en kollektiv overenskomst er givet til fordel for OTE's midlertidigt ansatte, der har indgået en kontrakt på ubestemt tid.

[s. I-1822]

Det er ved denne fastansættelse klart, at en kontrakt af bestemt varighed er grundlæggende forskellig fra en kontrakt af ubestemt varighed eller en fastansættelse. De arbejdstagere, som havde indgået en kontrakt af bestemt varighed, befinder sig derfor ikke i en situation, der med hensyn til fastansættelse kan sammenlignes med dem, der besætter stillinger i henhold til en kontrakt af ubestemt varighed. Gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål skal derfor alene vedrøre de sidstnævnte.

23 For det andet bemærkes, at OTE, trods nationale bestemmelser, som tilsyneladende alene giver mulighed for at ansætte kvindelige rengøringsassistenter som midlertidigt deltidsansatte, påstår, at det hyppigt har ansat mandlige arbejdstagere ved kontrakt af ubestemt varighed med henblik på deltidsarbejde.

24 Det andet og det tredje spørgsmål, som vedrører indirekte forskelsbehandling, må derfor forstås således, at de hviler på en antagelse om, at OTE's påstande er korrekte, således at disse mandlige arbejdstagere også var udelukket fra muligheden for at blive fastansat i henhold til de omtvistede overenskomster. Derimod er det første spørgsmål — som vedrører direkte forskelsbehandling — baseret på den forudsætning, at alene kvindelige rengøringsassistenter blev udelukket fra nævnte mulighed for fastansættelse. Disse to muligheder udelukker hinanden, hvorfor det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, hvilket af de to tilfælde hovedsagen omhandler.

##### Det første spørgsmål

25 Den forelæggende ret ønsker med sit første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for en bestemmelse som artikel 24a, stk. 2, litra a), i OTE's personalevedtægt, hvorefter det kun er kvinder, der ansættes som rengøringsassistenter i henhold til en tidsubestemt kontrakt om deltidsbeskæftigelse,

[s. I-1823]

og navnlig, om en sådan bestemmelse i sig selv udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, eftersom den forbinder deltidsbeskæftigelse med kvinder og således stiller kvinder finansielt ringere.

26 Det må først afgøres, om der foreligger samme arbejde eller arbejde af samme værdi med henblik på at fastlægge situationer, der kan sammenlignes med V. Nikoloudis situation, således at princippet om ligebehandling kan finde anvendelse i sagen.

27 Det bemærkes, at modsat det af Kommissionen og den græske regering anførte, erden omstændighed, at der ikke findes mandlige arbejdstagere i OTE, der udøver samme arbejde som V. Nikoloudi, ikke til hinder for anvendelsen af princippet.

28 Det bemærkes for så vidt angår lige løn og henset til ordlyden af traktatens artikel 119 og retspraksis, at det arbejde, der kan anvendes ved sammenligningen, ikke nødvendigvis skal være det samme, som udføres af den person, som påberåber sig nævnte lighedsprincip (jf. bl.a. dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 49, og af 17.9.2002, sag C-320/00, Lawrence m.fl., Sml. I, s. 7325, præmis 4). Den omstændighed, at en sammenligning foretages i forbindelse med direktiv 76/207, ændrer intet herved.

29 Det tilkommer den nationale ret, som alene er kompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, henset til de faktiske omstændigheder vedrørende karakteren af det arbejde, der udføres, og betingelserne hvorunder det udføres, om der inden for OTE foreligger arbejde af samme værdi som det, V. Nikoloudi udfører, idet der ikke herved nødvendigvis skal tages hensyn til den arbejdstid, hvorunder arbejdet udføres (jf. f.eks. dom af 31.5.1995, sag C-400/93, Royal Copenhagen, Sml. I, s. 1275, præmis 43, og JämO-dommen, præmis 20 og 49).

[s. I-1824]

30 Hvis dette er tilfældet, og hvis der altså foreligger situationer, der kan sammenlignes med V. Nikoloudis situation, må den påståede forskelsbehandling efterfølgende undersøges med henblik på at afgøre, om den direkte udøves på grundlag af køn.

31 I denne sag drejer det sig om midlertidigt personale, der ansættes på ubestemt varighed. Det fremgår af sagen, at en sådan kontrakt i henhold til OTE's personalevedtægts artikel 24a, stk. 2, kun kan indgås i de to tilfælde, som er omtalt i nærværende doms præmis 9, nemlig ved ansættelse af deltidsansatte kvindelige rengøringsassistenter og ved ansættelse af personer, der var pårørende til en ansat, der er afgået ved døden. Forskelsbehandlingen i denne sag består altså i, at en kvindelig rengøringsassistents arbejde, der udføres på grundlag af en kontrakt i henhold til den nævnte bestemmelses litra a), er deltidsarbejde, mens kontrakter indgået i henhold til samme bestemmelses artikel litra c), som i øvrigt intet angiver med hensyn til arbejdstagerens køn, intet angiver om arbejdstiden.

32 Det fremgår dog af forelæggelseskendelsen, at i henhold til artikel 3, stk. v, litra d), i OTE's personalevedtægt, en bestemmelse med retsvirkning som en lov efter vedtægtens artikel 24a, stk. 2, litra a), ansættes alene kvinder som deltidsansatte rengøringsassistenter, hvorfor disse altså alene kan indgå en tidsubestemt kontrakt med henblik på deltidsbeskæftigelse.

33 OTE har nærmere anført, at stillingen som rengøringsassistent på deltid — hvilket er begrundet i lokaler med et ringe rengøringsareal — er forbeholdt kvinder for at hjælpe dem og af hensyn til deres særlige behov.

[s. I-1825]

34 Selv om kategorier af arbejdstagere, der er sammensat af personer af samme køn, er tilladt, bl.a. i henhold til artikel 2, stk. 2 og 4, i direktiv 76/207, og indførelsen af en kategori af arbejdstagere, der udelukkende består af kvinder, ikke i sig selv udgør en direkte forskelsbehandling til skade for kvinder, må det dog fastslås, at en efterfølgende indførelse af en ugunstig behandling for denne kategori, hvad enten den vedrører ligebehandling eller lige løn, kan indebære, at der foreligger en sådan forskelsbehandling.

35 Hvad først angår spørgsmålet om ligebehandling bemærkes, at i hovedsagen er enhver arbejdstager med en kontrakt af ubestemt varighed blevet fastansat, bortset fra dem, der arbejder deltids, nemlig rengøringsassistenterne.

36 Heraf følger, at kriteriet om fuldtidsbeskæftigelse som en nødvendig betingelse for fastansættelse — skønt det tilsyneladende er neutralt med hensyn til arbejdstagernes køn — indebærer udelukkelse af en gruppe arbejdstagere, som i medfør af artikel 3, stk. v, litra d), sammenholdt med artikel 24a, stk. 2, i OTE's personalevedtægt, kun kan bestå af kvinder. Da et sådant kriterium med hensyn til fastansættelse ikke gør to situationer, som i øvrigt er sammenlignelige, usammenlignelige, udgør det en forskelsbehandling på grundlag af køn.

37 Det bemærkes dernæst med hensyn til lige løn først, at intet i sagen lader formode, at der består en forskel i lønsatserne for deltidsansatte arbejdstagere i forhold til fuldtidsansatte.

38 Det bemærkes dog under alle omstændigheder, således som generaladvokaten har anført i punkt 33 i forslaget til afgørelse, at den omstændighed, at deltidsarbejde aflønnes med en lavere timeløn end fuldtidsarbejde, ikke gør det muligt systematisk

[s. I-1826]

at fastslå, at der foreligger forskelsbehandling, såfremt forskellen i løn mellem arbejde på deltid og arbejde på fuld tid skyldes faktorer, som er objektivt begrundede, og som ikke beror på nogen form for kønsdiskrimination (jf. i denne retning dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911, præmis 10 og 11). Domstolen råder i denne sag ikke over de nødvendige oplysninger til at foretage en sådan undersøgelse.

39 Dernæst bemærkes vedrørende den præcisering, som den forelæggende ret har foretaget i sit spørgsmål, at intet tilsyneladende er til hinder for, at kvinder arbejder fuldtids. V. Nikoloudi havde selv fra den 28. november 1996 og indtil sin pensionering fuldtidsbeskæftigelse. Det forhold, at kvinder, som har udnyttet muligheden for deltidsarbejde, bliver ringere aflønnet end deres fuldtidsbeskæftigede kolleger, fordi de arbejder mindre end sidstnævnte, udgør ikke i sig selv en direkte forskelsbehandling, heller ikke, selv om det alene er kvinder, der er deltidsbeskæftigede.

40 På grundlag af det anførte må det første spørgsmål besvares således, at fællesskabsretten, navnlig traktatens artikel 119 og direktiv 76/207, skal fortolkes således, at eksistensen og anvendelsen af en bestemmelse som artikel 24a, stk. 2, litra a), i OTE's personalevedtægt, hvorefter det kun er kvinder, der ansættes som rengøringsassistenter i henhold til en tidsubestemt kontrakt om deltidsbeskæftigelse, ikke i sig selv udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn til skade for kvinder. Den herefter følgende udelukkelse af muligheden for fastansættelse ved en henvisning, der tilsyneladende er neutral med hensyn til arbejdstagerens køn, til en kategori af arbejdstagere, der i henhold til nationale bestemmelser med retsvirkning som en lov, udelukkende består af kvinder, udgør derimod en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som omhandlet af direktiv 76/207. En sådan forskelsbehandling er kun udelukket, såfremt den karakteristiske omstændighed ved disse arbejdstageres situation er af en sådan art, at den objektivt med hensyn til fastansættelse adskiller dem fra de øvrige arbejdstagere, der kan fastansættes.

[s. I-1827]

##### Det andet og det tredje spørgsmål

41 Den forelæggende ret ønsker med sit andet og tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om udelukkelsen i henhold til de omtvistede overenskomster af muligheden for midlertidigt ansatte med deltidsbeskæftigelse for at blive fastansat, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn.

42 Den forelæggende ret forudsætter herved, at nævnte udelukkelse alene rammer kvindeligt ansatte, eftersom ingen mandlige arbejdstagere i henhold til nævnte ret var beskæftiget hos OTE som ansat på deltid for ubestemt tid. Hvis dette er tilfældet, og når henses til besvarelsen af det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

43 Det fremgår imidlertid af sagen, at OTE hævder hyppigt at have ansat mandlige arbejdstagere ved sådanne kontrakter med henblik på deltidsbeskæftigelse. Den forelæggende ret angiver endvidere ved ordlyden af det fjerde spørgsmål, at det er muligt, at deltidsbeskæftigelse blot hovedsageligt, men ikke udelukkende vedrører kvinder. Besvarelsen af disse to spørgsmål er derfor nødvendig, da den kategori af arbejdstagere, som er blevet udelukket fra muligheden for fastansættelse, kan bestå af såvel mænd som kvinder.

44 Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at nationale bestemmelser fører til indirekte forskelsbehandling, såfremt de, selv om de er affattet neutralt, faktisk forfordeler procentvis betydeligt flere kvinder end mænd (jf. dom af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 30, af 2.10.1997, sag C-100/95, Kording, Sml. I, s. 5289, præmis 16, og af 12.10.2004, sag C-313/02, Wippel, Sml. I, s. 9483, præmis 43).

[s. I-1828]

45 Det fremgår klart af sagens akter, at de omtvistede overenskomster inden for kategorien af midlertidigt ansatte med en kontrakt af ubestemt varighed forfordeler deltidsansatte arbejdstagere i forhold til fuldtidsansatte, idet alene sidstnævnte har mulighed for at opnå fastansættelse i henhold til nævnte overenskomst.

46 Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om OTE reelt har ansat mandlige arbejdstagere ved sådanne kontrakter med henblik på deltidsbeskæftigelse og i givet fald at fastslå, om der inden for kategorien af forfordelte deltidsansatte arbejdstagere med kontrakt af ubestemt varighed procentvis er betydeligt flere kvinder end mænd, der er blevet udelukket for muligheden for fastansættelse i henhold til bestemmelserne i de omtvistede overenskomster.

47 Såfremt dette er tilfældet, må det konstateres, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede i realiteten fører til en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere og i princippet må anses for at være i strid med artikel 3 i direktiv 76/207, for så vidt som de vedrører adgang til faste stillinger og funktioner som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3. Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt den forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere er begrundet i forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 12, og af 11.9.2003, sag C-77/02, Steinicke, Sml. I, s. 9027, præmis 57).

48 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om dette er tilfældet. Det skal herved efterprøves, om de mål, der forfølges med de omhandlede bestemmelser, under hensyn til samtlige relevante momenter og til muligheden for at nå de pågældende mål med andre midler, fremstår, som om de intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og om bestemmelserne, som middel til opnåelse af bestemte mål, kan bidrage til at virkeliggøre dem (jf. i denne retning Rinner-Kühn-dommen, præmis 15, og Steinicke-dommen, præmis 58).

[s. I-1829]

49 Selv om det i en præjudiciel sag er den nationale ret, der skal tage stilling til, om der i den konkrete sag, som den behandler, foreligger sådanne objektive grunde, er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for den afgivne skriftlige og, eventuelt, mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 13, og Steinicke-dommen, præmis 59).

50 Det bemærkes herved, at skønt alene deltidsansatte arbejdstagere som sådan er blevet udelukket for muligheden for fastansættelse, er begrundelsen herfor ikke blevet bragt til Domstolens kundskab.

51 For så vidt angår OTE's indlæg bemærkes, at begrundelsen, hvorefter en deltidsstilling udgjorde en tilstrækkelig grund, der intet har at gøre med køn, til at retfærdiggøre den pågældende forskelsbehandling, ikke kan tiltrædes. Det samme gælder for OTE's argument om, at forskelsbehandlingen er begrundet i objektive almene og sociale hensyn, fordi den nationale virksomhed som yder af offentlig tjeneste ikke bør afholde uforholdsmæssige omkostninger.

52 Selv om det antages, at OTE med det sidste argument tilsigter at påberåbe sig et legitimt mål i forbindelse med udviklingen i den økonomiske politik og skabelse af beskæftigelse, udgør det dog et generelt udsagn, som er utilstrækkeligt til at godtgøre, at formålet med de pågældende bestemmelser intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 76).

53 Det bemærkes endvidere, at selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende folen medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de sociale

[s. I-1830]

sikringsforanstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks mil., Sml. I, s. 571, præmis 35, og Steinicke-dommen, præmis 66).

54 Såfremt den nationale ret finder, at der ikke foreligger nogen begrundelse for de pågældende bestemmelser, skal det herefter afgøres, om det var den første af disse overenskomster, hvorefter der krævedes en anciennitet på to års fuldtidsbeskæftigelse, eller den anden, der skulle have fundet anvendelse på V. Nikoloudi.

55 Vedrørende ancienniteten, som nærmere behandles i forbindelse med besvarelsen af det fjerde spørgsmål (jf. bl.a. nærværende doms præmis 61-65), bemærkes her alene, at selv om ancienniteten, således som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, er ensbetydende med erfaring og normalt sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre, afhænger spørgsmålet om, hvorvidt et sådant kriterium er objektivt, af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde (jf. i denne retning dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 14, Gerster-dommen, præmis 39, og Kording-dommen, præmis 23)

56 Heraf følger, at den nationale ret skal undersøge formålet med den første af de omtvistede overenskomster, for så vidt som muligheden for fastansættelse heri var gjort afhængig af to års fuldtidsbeskæftigelse. Den nationale ret skal efterprøve, om nævnte betingelse ud fra dette formål også burde have været anvendt på deltidsansatte arbejdstagere, eller om hovedsagens faktiske omstændigheder begrundede, at betingelsen blev anvendt i forhold til arbejdstiden. Ved en sådan halvdagsbeskæftigelse, som V. Nikoloudi havde, ville anciennitetsbetingelsen have udgjort fire år. Det fremgår, at V. Nikoloudi i begge tilfælde ville have opfyldt denne betingelse. Den anden af de omtvistede overenskomster indeholdt bestemmelser om fastansættelse uden hensyntagen til ansættelsens varighed, og den burde derfor også under alle omstændigheder have fundet anvendelse på deltidsansatte arbejdstagere.

[s. I-1831]

57 På grundlag af det anførte må det andet og det tredje spørgsmål besvares således, at såfremt antagelsen om, at alene deltidsansatte rengøringsassistenter er blevet udelukket fra muligheden for fastansættelse, er ukorrekt, og procentvis betydeligt flere kvinder end mænd er blevet ramt af de omtvistede overenskomsters bestemmelser, udgør den herved foretagne udelukkelse af midlertidigt ansat deltidspersonale for at blive fastansat en indirekte forskelsbehandling. En sådan situation er i strid med artikel 3 i direktiv 76/207, medmindre forskelsbehandlingen mellem disse arbejdstagere og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere er begrundet i forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet.

##### Det fjerde spørgsmål

58 Den forelæggende ret ønsker med sit fjerde spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om den fuldstændige eller forholdsmæssige udelukkelse af deltidsbeskæftigelse ved beregning af personalets anciennitet udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, eftersom udelukkelsen alene eller hovedsageligt rammer kvindeligt ansatte. Den forelæggende ret spørger, om følgelig hele varigheden af deltidsbeskæftigelse skal tages i betragtning ved beregningen?

59 Det bemærkes indledningsvis, at dette spørgsmål henhører under anvendelsesområdet for direktiv 76/207 og særligt direktivets artikel 5. Det fremgår af det anførte, at tvisten i hovedsagen vedrører de betingelser, hvorunder arbejdsperioderne skal være gennemført, for at arbejdstagere kan blive tilkendt en bestemt anciennitet i ansættelsen. På dette grundlag kan den ansatte bl.a. påberåbe sig den mulighed for fastansættelse, der er givet i de omtvistede overenskomster, samt, som den nationale ret har anført, kræve højere løn.

[s. I-1832]

60 Det bemærkes først for så vidt angår den fuldstændige udelukkelse af deltidsbeskæftigelse ved beregning af ancienniteten, hvilken udelukkelse er fastsat i artikel 5, stk. 9, i OTE's personalevedtægt i dens affattelse inden den 1. januar 1996, at der, som det er anført i nærværende doms præmis 44 og 47, foreligger en indirekte forskelsbehandling, såfremt nationale bestemmelser, skønt de er affattet neutralt, faktisk forfordeler procentvis betydeligt flere kvinder end mænd. Det fremgår herved af ordlyden af selve spørgsmålet, »at det alene eller som hovedregel er kvinder, der er deltidsbeskæftigede«. Udelukkelsen af enhver deltidsansættelsesperiode ved beregningen af ancienniteten forekommer derfor at være i strid med direktiv 76/207, medmindre OTE kan godtgøre, at den pågældende bestemmelse er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

61 For så vidt dernæst angår den forholdsmæssige medregning, der foreskrives efter ændringen af 1. januar 1996 af ovennævnte bestemmelse, af deltidsbeskæftigelse ved beregningen af ancienniteten, bemærkes, som i nærværende doms præmis 55 (og den deri nævnte retspraksis), at selv om ancienniteten er ensbetydende med større erfaring og normalt sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre, afhænger spørgsmålet om, hvorvidt et sådant kriterium er objektivt, af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde og særlig af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen heraf giver efter et bestemt antal udførte arbejdstimer.

62 I hovedsagen er medregning af anciennitet ifølge OTE begrundet i forvaltningens behov for at vurdere arbejdstagernes faglige erfaring. Det bemærkes, at dette formål ikke udelukker en vurdering også af arbejdstagere, der udøver deltidsbeskæftigelse. Som anført i nærværende doms præmis 56, er det eneste spørgsmål, hvorvidt det tidsrum, hvorunder denne vurdering sker, skal forlænges i forhold til den nedsatte arbejdstid.

[s. I-1833]

63 Som generaladvokaten har anført i punkt 62 i forslaget til afgørelse, beror relevansen af en sådan fremgangsmåde på det formål, der tilstræbes ved medregningen af ansættelsens varighed. Dette formål kan være en belønning for loyalitet over for virksomheden eller en honorering af den erhvervede erfaring.

64 Som allerede bemærket, er det dog alene den nationale ret, der er kompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, og det tilkommer denne ud fra sagens omstændigheder at afgøre, om og i hvilket omfang den pågældende bestemmelse er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

65 Såfremt den nationale ret fastslår, at den forholdsmæssige medregning af arbejdstiden for de rengøringsassistenter, der er deltidsbeskæftigede, er begrundet i sådanne forhold, kan alene den omstændighed, at de nationale bestemmelser rammer procentvis betydeligt flere kvinder end mænd, ikke anses for at være en tilsidesættelse af artikel 5 i direktiv 76/207 (jf. i denne retning Rinner-Kiihndommen, præmis 14, og Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 69).

66 Det fjerde spørgsmål må derfor besvares således, at en fuldstændig udelukkelse af medregningen af deltidsbeskæftigelse ved beregning af ancienniteten, når den rammer procentvis flere kvinder end mænd, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med direktiv 76/207, medmindre udelukkelsen er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet. En forholdsmæssig medregning af deltidsbeskæftigelse ved nævnte beregning er også i strid med direktivet, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at en sådan medregning er begrundet i faktorer, hvis objektivitet navnlig afhænger af det formål, der er tilstræbt ved hensyntagen til ancienniteten, og såfremt det drejer sig om

[s. I-1834]

honorering af erhvervet erfaring, af forholdet mellem karakteren af den udøvede beskæftigelse og den erfaring, som udøvelsen heraf giver efter et vist antal udførte arbejdstimer.

##### Det femte spørgsmål

67 Den forelæggende ret ønsker med sit femte spørgsmål nærmere bestemt oplyst, hvem der har bevisbyrden, når ansatte gør gældende, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet til skade for dem.

68 Direktiv 97/80, som finder anvendelse på de situationer, som er omhandlet i traktatens artikel 119 samt i direktiv 75/117 og 76/207, bestemmer i artikel 4, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystemer træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

69 Dette direktiv har således kodificeret en tidligere retspraksis og udtrykkeligt ladet ligebehandlingsprincippet efter direktiv 76/207 være omfattet af denne praksis, hvorefter bevisbyrden, der principielt påhviler arbejdstageren, kan vendes om, når det er nødvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, et effektivt middel til ligebehandlingsprincippets gennemførelse. Når derfor en foranstaltning, som sondrer mellem de ansatte efter deres arbejdstid, reelt procentvis forfordeler betydeligt flere personer af det ene eller det andet køn, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at der foreligger objektive faktorer, som

[s. I-1835]

begrunder den fastslåede forskelsbehandling (jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 13, 14 og 18, og af 26.6.2001, sag C-381/99, Brunnhofer, Sml. I, s. 4961, præmis 52, 53 og 60).

70 Det påhviler den nationale ret at efterprøve, om de græske bestemmelser er forenelige med direktiv 97/80. Hvis der efter denne undersøgelse består tvivl med hensyn til de græske bestemmelsers forenelighed med nævnte direktiv, bemærkes først, at i henhold til fast retspraksis kan borgere, når et direktivs bestemmelser fremstår ubetinget og tilstrækkeligt præcise, påberåbe sig dem ved nationale domstole og over for staten, herunder organer eller enheder, uanset deres juridiske statut, der er undergivet statslig myndighed eller kontrol, eller som råder over videregående beføjelser end dem, der følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne (jf. i denne retning dom af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, præmis 16,18 og 20, og af 20.3.2003, sag C-187/00, Kutz-Bauer, Sml. I, s. 2741, præmis 69).

71 Under alle omstændigheder kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for private, og en direktivbestemmelse kan derfor ikke som sådan påberåbes over for sådanne personer (jf. bl.a. dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, præmis 20, og af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 - C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 108).

72 Det påhviler derfor den nationale ret at undersøge OTE's retlige status og selskabets interne organisation med henblik på at påse, at direktiv 97/80 ikke påberåbes over for en borger.

73 Dernæst bemærkes, at en national domstol under alle omstændigheder i henhold til fast retspraksis, når en situation henhører under et direktivs anvendelsesområde, ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang skal fortolke disse i

[s. I-1836]

lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes (jf. bl.a. dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Smi. I, s. 4135, præmis 8, Faccini Dori-dommen, præmis 26, og dommen i sagen Pfeiffer m.fl., præmis 113).

74 Det bemærkes herved, at det fremgår af 17. og 18. betragtning til direktiv 97/80, at det med direktivet tilsigtede resultat bl.a. er, at gennemførelsen af ligebehandlingsprincippet gøres mere effektivt, for så vidt som det, hvis der synes at foreligge en forskelsbehandling, påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at der ikke er sket en tilsidesættelse af nævnte princip.

75 Det femte spørgsmål må derfor besvares således, at når en arbejdstager gør gældende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat til skade for ham, og godtgør forhold, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling, skal fællesskabsretten, herunder direktiv 97/80, fortolkes således, at det påhviler sagsøgte at godtgøre, at nævnte princip ikke er blevet tilsidesat.

#### Sagens omkostninger

76 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. I-1837]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) Fællesskabsretten, navnlig EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, skal fortolkes således, at eksistensen og anvendelsen af en bestemmelse som artikel 24a, stk. 2, litra a), i personalevedtægten for Organismos Tilepikinonion Ellados, hvorefter det kun er kvinder, der ansættes som rengøringsassistenter i henhold til en tidsubestemt kontrakt om deltidsbeskæftigelse, ikke i sig selv udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn til skade for kvinder. Den herefter følgende udelukkelse af muligheden for fastansættelse ved en henvisning, der tilsyneladende er neutral med hensyn til arbejdstagerens køn, til en kategori af gruppe arbejdstagere, der i henhold til nationale bestemmelser med retsvirkning som en lov udelukkende består af kvinder, udgør derimod en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i direktiv 76/207. En sådan forskelsbehandling er kun udelukket, såfremt den karakteristiske omstændighed ved disse arbejdstageres situation er af en sådan art, at den objektivt med hensyn til fastsættelse adskiller dem fra de øvrige arbejdstagere, der kan fastansættes.

2) Såfremt antagelsen om, at alene deltidsansatte rengøringsassistenter er blevet udelukket fra muligheden for fastansættelse, viser sig at være ukorrekt, og procentvis betydeligt flere kvinder end mænd er blevet ramt af bestemmelserne i de særlige overenskomster af 27. november 1987 og 10. maj 1991, udgør den herved foretagne udelukkelse af midlertidigt ansat deltidspersonales mulighed for at blive fastansat en indirekte forskelsbehandling. [s. I-1838] En sådan situation er i strid med artikel 3 i direktiv 76/207, medmindre forskelsbehandlingen mellem disse arbejdstagere og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere er begrundet i forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet.

3) Når en fuldstændig udelukkelse af medregning af deltidsbeskæftigelse ved beregningen af ancienniteten rammer procentvis flere kvinder end mænd, foreligger der en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med direktiv 76/207, medmindre udelukkelsen beror på objektivt begrundede faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet. En forholdsmæssig medregning af deltidsbeskæftigelse ved nævnte beregning er også i strid med direktivet, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at denne beregning er begrundet i faktorer, hvis objektivitet navnlig afhænger af det formål, der er tilstræbt med hensyntagen til ancienniteten, og såfremt det drejer sig om en honorering af erhvervet erfaring, af forholdet mellem karakteren af den udøvede beskæftigelse og den erfaring, som udøvelsen heraf giver efter et vist antal udførte arbejdstimer.

4) Når en arbejdstager gør gældende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat til skade for ham, og godtgør forhold, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling, skal fællesskabsretten, herunder Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn, fortolkes således, at det påhviler sagsøgte at godtgøre, at nævnte princip ikke er blevet tilsidesat.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: græsk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0220.md =====

# Domstolen, Store Afdeling, 8. juni 2004, sag C-220/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0220.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0220.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2004:334

Kommentarens titel: Militærtjeneste og forældreorlov ved fratrædelsesgodtgørelse

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Medregning af militær- eller tilsvarende civil tjeneste ved en senere fratrædelsesgodtgørelse var en del af lønnen (jf. § 1 a, stk. 3). At denne tjeneste, der hovedsagelig blev udført af mænd, blev medregnet, mens forældreorlov, som oftest blev taget af kvinder, ikke blev det, var ikke forbudt, fordi situationerne var forskellige (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Medregning af militær- eller tilsvarende civil tjeneste ved en senere fratrædelsesgodtgørelse var en del af lønnen efter artikel 141. Artikel 141 og direktiv 75/117 hindrede i den forelagte situation ikke, at denne tjeneste, som hovedsagelig blev udført af mænd, blev medregnet, mens forældreorlov, som oftest blev taget af kvinder, ikke blev det. Dommens vurdering byggede på de forskellige situationer, ikke en generel regel om al orlov.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen vedrører ikke generelt alle rettigheder under orlov.

Ingen afgørelse efter direktiv 2019/1158 eller 2023/970; nyere beskyttelse skal kontrolleres selvstændigt.

Barsel og forældreorlov må ikke blandes sammen; barselsfravær medregnes efter den refererede nationale ordning.

Manglende sammenlignelighed er den afgørende begrundelse, ikke et frit objektivt forsvar for enhver dokumenteret kønsforskel.

Ingen konkret individuel godtgørelse eller prøvelse af dansk anciennitet.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0220

Domstolens dom (Store Afdeling)
8. juni 2004[^*]

I sag 0220/02,

angående en anmodning, som Oberster Gerichtshof (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Österreichischer Gewerkschaftsbund, Gewerkschaft der Privatangestellten

mod

Wirtschaftskammer Österreich,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

[s. I-5938]

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, J.-P. Puissochet (refererende dommer) og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Österreichischer Gewerkschaftsbund, Gewerkschaft der Privatangestellten ved Referent der Kammer für Arbeiter und Angestellte für Oberösterreich K. Mayr

- Wirtschaftskammer Österreich ved O. Körner, som befuldmægtiget

- den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber ved N. Yerell og H. Kreppel, som befuldmægtigede,

[s. I-5939]

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 3. februar 2004 er afgivet mundtlige indlæg af Österreichischer Gewerkschaftsbund, Gewerkschaft der Privatangestellten ved K. Mayr, af Wirtschaftskammer Österreich ved H. Aubauer og H. Kaszanits, som befuldmægtigede, af den østrigske regering ved G. Hesse, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved H. Kreppel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 12. februar 2004,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 22. maj 2002, indgået til Domstolen den 14. juni 2002, har Oberster Gerichtshof i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 141 EF og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

[s. I-5940]

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag anlagt af Österreichischer Gewerkschaftsbund, Gewerkschaft der Privatangestellten (østrigsk fagforening for privatansatte — herefter »Gewerkschaftsbund«) mod Wirtschaftskammer Österreich, Østrigs Erhvervskammer, angående et krav om lige fratrædelsesgodtgørelser for mandlige og kvindelige arbejdstagere.

#### De relevante retsregler

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 141, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

[s. I-5941]

4 Artikel 1 i direktiv 75/117 bestemmer:

> »Det i artikel 119 i traktaten [nu artikel 141 EF] omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

##### Nationale bestemmelser

5 De relevante nationale retsregler, således som de er beskrevet i forelæggelseskendelsen, bestemmer følgende.

###### Medregning af orlovsperioder i forbindelse med graviditet og fødsel ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse

6 I henhold til bestemmelserne i § 23 i Angestelltengesetz (den østrigske funktionærlov, BGBl 1921, s. 292, ændret ved BGBl 2002, s. 100, herefter »AngG«), der i henhold til § 2, stk. 1, i Arbeiter-Abfertigungsgesetz (lov om fratrædelsesgodtgørelse

[s. I-5942]

til arbejdere) også gælder for arbejdere, har arbejdstagere krav på en fratrædelsesgodtgørelse, såfremt visse betingelser er opfyldt Størrelsen af denne godtgørelse afhænger bl.a. af ansættelsesforholdets varighed.

7 I henhold til § 3, stk. 1, i Mutterschutzgesetz 1979 (østrigsk lov om beskyttelse af mødre, BGBl 1979, s. 221, ændret ved BGBl 2002, s. 100, herefter »MSchG«) må gravide ikke arbejde de sidste otte uger inden det forventede fødselstidspunkt Yderligere følger det af MSchGs § 3, stk. 3, at gravide heller ikke må arbejde uden for denne otte-ugers frist, såfremt fortsat arbejde udgør en trussel mod moderens eller barnets liv eller helbred.

8 I henhold til MSchGs § 5, stk. 1, må kvindelige arbejdstagere ikke arbejde i otte uger efter fødslen. I tilfælde af for tidlig fødsel, flerfoldsfødsel eller kejsersnit er denne frist mindst tolv uger.

9 Ifølge den afgørelse, som Oberster Gerichtshof har truffet i sag 9 ObA 199/00f, skal perioder, der er omfattet af de nævnte arbejdsforbud, medregnes ved beregningen af ansættelsesforholdets varighed med henblik på at fastsætte fratrædelsesgodtgørelsens størrelse. Retten begrundede bl.a. sin afgørelse med, at der ikke findes modstående bestemmelser i lovgivningen.

10 I tilslutning til disse perioder har en kvindelig arbejdstager ifølge MSchG's § 15, stk. 1, efter begæring krav på orlov uden løn, indtil barnet er fyldt to år, såfremt hun og barnet har fælles bopæl. Ifølge MSchGs § 15, stk. 2, skal forældreorloven være af mindst tre måneders varighed. Inden for denne orlovsperiode nyder arbejdstageren

[s. I-5943]

beskyttelse mod opsigelse og afskedigelse. Ifølge bestemmelsens stk. 4 nyder den pågældende samme beskyttelse i en periode på fire uger efter orlovsperiodens udløb.

11 MSchG's § 15f, stk. 1, bestemmer, at »[s]åfremt ikke andet er aftalt, tages der ikke hensyn til perioder, i hvilke den kvindelige arbejdstager har afholdt [forældre]orlov, for så vidt angår retskrav, der afhænger af ansættelsesperiodens længde.«

###### Medregning af varigheden af militærtjeneste ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse

12 § 8 i Arbeitsplatz-Sicherungsgesetz (østrigsk lov om sikring af arbejdspladser, BGBl 1991, s. 683, ændret ved BGBl I, 1998, s. 30, herefter »APSG«) bestemmer, at »såfremt en arbejdstagers rettigheder afhænger af ansættelsesforholdets varighed, medregnes perioder med

1. militærtjeneste i henhold til § 27, stk. 1, nr. 1-4 og nr. 6-8, i Wehrgesetz (lov om forsvar, nu § 19, stk. 1, nr. 1-4, og nr. 6-8, i Wehrgesetz 2001)

2. militærtjeneste som kontraktansat soldat i henhold til § 27, stk. 1, nr. 5, i Wehrgesetz (nu § 19, stk. 1, nr. 5, i Wehrgesetz 2001) i indtil 12 måneder

3. militær uddannelsestjeneste forbeholdt kvinder og

4. civil arbejdstjeneste,

såfremt ansættelsesforholdet herunder har været opretholdt, som ansættelsesperioder.«

13 APSG's § 12 giver i disse perioder de omfattede arbejdstagere en særlig beskyttelse mod opsigelse eller afskedigelse. Beskyttelsen er gældende fra det tidspunkt, hvor den pågældende får meddelelse om indkaldelsen til militærtjeneste, militær uddannelsestjeneste forbeholdt kvinder eller civil arbejdstjeneste, og normalt indtil én måned efter, at tjenesten er afsluttet, jf. APSG's § 13, stk. 1, nr. 3.

14 I henhold til § 20, stk. 1, i Wehrgesetz 2001 har alle værnepligtige pligt til at aftjene en militærtjeneste af seks måneders varighed. Hvis det er nødvendigt ud fra militære hensyn, kan værnepligtige pålægges tjeneste i en yderligere periode, i overensstemmelse med de pågældende militære behov, dog højst i otte måneder i alt.

15 Til den nævnte tjenesteperiode skal tilføjes perioder med troppeøvelser, som de værnepligtige skal gennemføre for at vedligeholde deres uddannelsesniveau og med henblik på undervisning i indsatsopgaver, jf. § 19, stk. 1, nr. 2, i Wehrgesetz 2001. De enkelte øvelser fastsættes under hensyn til de militære behov og må normalt ikke vare mere end femten dage om året.

[s. I-5945]

16 Der kan på tilsvarende måde tages hensyn til andre perioder, således bl.a. perioder med befalingsmandsøvelser, jf. § 19, stk. 1, nr. 3, i Wehrgesetz 2001. Disse perioder kan enten være frivillige eller afvikles som følge af indkaldelse, såfremt de er begrundede ud fra militære behov. Formålet med befalingsmandsøvelser er at uddanne værnepligtige til at varetage lederfunktioner samt at bevare og uddybe allerede opnåede kundskaber. I henhold til § 21, stk. 1, nr. 1, er den obligatoriske varighed af disse øvelser 90 dage for så vidt angår officersfunktioner og, i henhold til bestemmelsens nr. 2, 60 dage for så vidt angår øvrige lederfunktioner. Det er dog muligt at melde sig til tjeneste på frivillig basis i indtil dobbelt så lang tid som den periode, den pågældende har aftjent.

17 Det følger desuden af § 23, stk. 1, i Wehrgesetz 2001, at værnepligtige, der har gennemført den fulde militære basistjeneste af otte måneders varighed, kan indkaldes til militærtjeneste som »kontraktansat soldat« i højst seks måneder, hvis de frivilligt har udtrykt ønske herom, og hvis det er i overensstemmelse med de militære behov. Under visse forudsætninger kan perioden forlænges med op til fire måneder.

18 I henhold til § 37, stk. 1, i Wehrgesetz 2001 kan kvinder også frivilligt og under hensyn til de militære behov melde sig til militær uddannelsestjeneste (»Aus-bildungsdienst«) i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i APSG's § 8, nr. 3, af 12 måneders varighed. Såfremt det er påkrævet ud fra uomgængeligt nødvendige militære hensyn, kan en militær uddannelsestjeneste forlænges med indtil seks måneder. Ifølge stk. 4 i den nævnte § 37 finder bestemmelserne i MSchG's §§ 3-9 om beskyttelsen af gravide og ammende mødre anvendelse på kvinder under militær uddannelsestjeneste.

19 Ifølge § 2, stk. 1, i Zivildienstgesetz (lov om civil arbejdstjeneste med forfatnings-rang) fra 1986 gennemføres civil arbejdstjeneste af værnepligtige, der er fundet egnede til at yde militærtjeneste, men som erklærer ikke at kunne opfylde deres

[s. I-5946]

forpligtelse hertil, fordi de af samvittighedsgrunde nægter at anvende våben mod mennesker, ud over i tilfælde af personlig nødværge eller for at komme nødstedte til undsætning. Der tages hensyn til varigheden af denne tjeneste ved beregningen af den tidligere udøvede beskæftigelses varighed på samme måde som ved varigheden af militærtjeneste.

20 Det skal desuden bemærkes, at der i den nationale lovgivning er fastsat andre orlovsperioder, hvis længde der skal tages hensyn til ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse. Dette er bl.a. tilfældet ved orlov til uddannelse af personalerepræsentanter i medfør af § 119, stk. 1, i Arbeitsverfassungsgesetz (forbundslov om arbejdsforhold og organisation i virksomheder, herefter »ArbVG«) for medlemmer af samarbejdsudvalg.

21 Til gengæld bliver der ikke taget hensyn til andre former for orlov. Dette er tilfældet med uddannelsesorlov, der er aftalt mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren i medfør af § 11, stk. 1, i Arbeitsvertragsrechts-Anpassungsgesetz (lov om tilpasning af lovgivningen vedrørende arbejdskontrakter, herefter »AVRAG«), og gælder også for en aftale, indgået mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, om arbejdsfrihed uden løn, hvorunder arbejdstageren er berettiget til ydelser fra arbejdsløshedsforsikringen eller fra Arbeitsmarktsservice i henhold til AVRAG's § 12.

#### Tvisten i hovedsagen

22 Sagsøgeren i hovedsagen, Gewerkschaftsbund, har anlagt sag ved Oberster Gerichtshof med påstand om, at det fastslås, at den første forældreorlov for arbejdstagere, der befinder sig i et ansættelsesforhold, skal medregnes for et tidsrum af otte måneder ved fastsættelsen af ansættelsesforholdets varighed til brug for beregningen af fratrædelsesgodtgørelsen i lighed med militærtjeneste og civil arbejdstjeneste.

[s. I-5947]

23 Ifølge Gewerkschaftsbund udgør den omstændighed, at der i henhold til MSchG's § 15f, stk. 1, ikke tages hensyn til perioder med forældreorlov ved beregningen af den fratrædelsesgodtgørelse, der hjemles i AngG's § 23, i modsætning til perioder, der er tilbagelagt med aftjening af militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste, en indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 141 EF.

24 De arbejdstagere, der tager forældreorlov, udgør nemlig i 98,253% af tilfældene kvinder, mens mændene samlet set repræsenterer 1,747%. Imidlertid er det alene et mindretal af kollektive overenskomster, der indeholder bestemmelser om, at der skal tages hensyn til sådanne perioder med forældreorlov ved fastsættelsen af ansættelsesforholdets varighed.

25 Derimod bliver den militærtjeneste, der er obligatorisk for mænd, henholdsvis den civile arbejdstjeneste, der træder i stedet herfor, fuldt ud taget i betragtning ved de rettigheder, der især beregnes under hensyn til ansættelsesforholdets varighed. Disse former for tjeneste vedrører imidlertid udelukkende mænd. I år 2000 var der f.eks. kun ca. hundrede kvinder, der aftjente den militære uddannelsestjeneste, der er forbeholdt dem.

26 Fagforeningen finder, at denne forskel i behandlingen af arbejdstagere, der tager forældreorlov — hovedsageligt kvinder — og arbejdstagere, der aftjener militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste — hovedsageligt mænd — udgør en indirekte forskelsbehandling.

27 Oberster Gerichtshof har anført, at en hensyntagen til ulønnede orlovsperioder ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse normalt er udelukket i henhold til lov, såfremt orlovsperioderne tages på arbejdstagerens initiativ, medmindre arbejdstagerens grunde til at tage orlov hviler på tungtvejende hensyn, som ville berettige arbejdstageren til selv at bringe ansættelsesforholdet til ophør og samtidig bevare retten til udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i medfør af de betingelser, der er fastsat i national lovgivning.

[s. I-5948]

28 Den forelæggende ret har anført, at for så vidt angår arbejdstagerens beslutning om fortsat selv at passe sit barn efter udløbet af barselsorlovens sekstende uge, har Domstolen allerede i dom af 14. september 1999, Gruber (sag C-249/97, Sml. I, s. 5295, præmis 32 ff.), fastslået, at de i AngG's § 26 og § 82a i Gewerbeordnung 1859 omhandlede tungtvejende hensyn, der kan føre til, at arbejdstageren førtidigt kan bringe ansættelsesforholdet til ophør, ikke omfatter det forhold, at den pågældende selv er nødt til at passe barnet. Domstolen har præciseret, at dette hensyn ikke har forbindelse med arbejdsvilkårene i virksomheden eller med arbejdsgiverens handlemåde, og at det ikke gør det umuligt at fortsætte arbejdet.

29 På dette grundlag finder Oberster Gerichtshof det relevant at sammenligne gruppen af forældre, der frivilligt og i deres egen interesse har taget en yderligere orlov til børnepasning, med de arbejdstagere, der beslutter sig for at indstille arbejdet i en længere periode ud fra andre personlige årsager, som dog ikke forhindrer dem i at arbejde, f.eks. pleje af en syg slægtning.

30 Den forelæggende ret har anført, at den omstændighed, at lovgivningen giver forældre fordele, idet den giver dem mulighed for ensidigt at tage børnepasningsorlov i stedet for at skulle bringe ansættelsesforholdet til ophør, og desuden tillægger dem en særlig beskyttelse mod afskedigelse, ikke kan anses for at være en forskelsbehandling til skade for kvindelige arbejdstagere.

31 Oberster Gerichtshof har dog konstateret, at sagsøgeren i hovedsagen ikke deler denne opfattelse, idet sagsøgeren har undersøgt spørgsmålet om forskelsbehandling ud fra en sammenligning af gruppen af personer på forældreorlov, der ikke får den periode, hvor de ikke udfører deres arbejde, taget i betragtning ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse, med den gruppe personer, der modsat får perioder med militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste taget i betragtning ved den pågældende beregning.

[s. I-5949]

#### De præjudicielle spørgsmål

32 Under disse omstændigheder fandt Oberster Gerichtshof, at afgørelsen af den tvist, der var indbragt for den, afhænger af en fortolkning af de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser, og den har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal begrebet løn i artikel 141 EF samt i artikel 1 i direktiv 75/117 [...] fortolkes således, at det tillige omfatter generelle lovbestemmelser, som f.eks. APSG's § 8, hvorefter der med henblik på fastsættelsen af arbejdsretlige krav, som afhænger af varigheden af private ansættelsesforhold, skal tages hensyn til tjenesteperioder, som i det offentliges interesse tilbagelægges inden for de områder, der i bestemmelsen er defineret som opfyldelse af offentlige opgaver, og hvorunder det normalt ikke er muligt at opfylde privatretlige arbejdsforpligtelser?

> 2) Skal artikel 141 EF samt artikel 1 i direktiv 75/117 [...] fortolkes således, at ligelønsprincippet fører til, at gruppen af arbejdstagere, der er omfattet af § 8 i APSG (gruppe A), ved et lønsystem, der omfatter en godtgørelse, som er afpasset efter arbejdsforholdets varighed, og som i det væsentlige er begrundet i arbejdstagernes hidtidige loyalitet over for virksomheden, i form af en overgangsydelse i tilfælde af, at ansættelsesforholdet konkret bringes til ophør, uden at dette skyldes, at arbejdstageren har tungtvejende grunde hertil, og heller eller ikke er begrundet i arbejdstagerens forhold, i hvilken forbindelse ansættelsesforholdets enkelte perioder tillægges en fuldt ud selvstændig karakter, og hvorefter der kan bortses fra orlovsperioder uden løn, såfremt disse perioder er tilbagelagt i arbejdstagerens interesse og på dennes initiativ, og disse grunde ikke er omfattet af de hensyn, som berettiger arbejdstageren til selv at ophæve ansættelsesforholdet med ret til godtgørelse, er sammenlignelig med den gruppe af kvindelige arbejdstagere, der i henhold til bestemmelsen i § 15 [i] [s. I-5950] Mutterschutzgesetz efter udløbet af den sædvanlige 16-ugers barselsorlov beslutter at tage forældreorlov uden løn med henblik på barnepasning (»børnepasningsorlov«) — maksimalt — indtil barnet er fyldt to år (gruppe B)?

> 3) Skal artikel 141 EF samt artikel 1 i direktiv 75/117 [...] fortolkes således, at de forskelle mellem de grupper af arbejdstagere, der er nævnt i spørgsmål 2, og som navnlig består i, at gruppe A, som omfatter »personer, der aftjener militærtjeneste«, - normalt har pligt til at »tiltræde tjeneste«, men at forholdet også for så vidt angår frivillig tjeneste er, at - tiltrædelsen af tjenesten alene er bestemt af det offentliges interesse heri, og at - der sædvanligvis ikke samtidig kan erlægges arbejdsydelser i et — eventuelt yderligere — privatretligt tjenesteforhold, mens »forældreorlov« til mandlige eller kvindelige arbejdstagere i gruppe B - alene hviler på arbejdstagerens egen beslutning om, hvorvidt denne ønsker at gøre brug af sin ret til at tage forældreorlov fra et bestemt ansættelsesforhold med henblik på at passe sit barn, og - i denne forældreorlovsperiode, foruden barnepasning, i begrænset omfang kan tage beskæftigelse i et privat ansættelsesforhold, kan anses for en objektiv begrundelse for, at disse perioder medregnes forskelligt i henseende til krav, der er begrundet i ansættelsesforholdets varighed?«

#### Det første spørgsmål

33 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den fordel, der ydes personer, der aftjener militærtjeneste eller i stedet herfor obligatorisk civil arbejdstjeneste, der frivilligt kan forlænges, idet der tages hensyn til varigheden af disse former for tjeneste ved beregningen af en fratrædelsesgodtgørelse, som disse personer på et senere tidspunkt efter omstændighederne kan gøre krav på, skal betragtes som en del af deres løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF.

##### Indlæg til Domstolen

34 Gewerkschaftsbund, den østrigske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har anført, at den ret til en større fratrædelsesgodtgørelse som den, der følger af APSG's § 8, til fordel for personer, der har aftjent militærtjeneste eller en tilsvarende tjeneste, skal ligesom fratrædelsesgodtgørelsen (jf. Gruber-dommen, præmis 22, og dom af 27.1.2000, sag C-190/98, Graf, Sml. I, s. 493, præmis 14) anses for at være et lønelement.

[s. I-5952]

35 Derimod finder Wirtschaftskammer Österreich, at den private arbejdsgivers forpligtelse til ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse at tage hensyn til perioder, hvor ansættelsesforholdet er stillet i bero, ikke er omfattet af begrebet løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF eller direktiv 75/117.

##### Domstolens besvarelse

36 Det er ubestridt mellem parterne i hovedsagen og bestrides heller ikke af den østrigske regering eller af Kommissionen, at tvisten i hovedsagen drejer sig om varigheden af ansættelsesforhold til en arbejdsgiver, og at der skal tages hensyn til denne varighed ved beregningen af størrelsen af fratrædelsesgodtgørelsen, der er omfattet af begrebet løn (jf. i denne retning Gruber-dommen, præmis 22).

37 Den omstændighed, at varigheden i medfør af en lovbestemmelse kan blive længere, idet der tages hensyn til militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste, der er aftjent i det offentliges interesse og uden forbindelse til den ansættelse, som danner grundlag for den tildelte godtgørelse, er uden betydning for den pågældende godtgørelses karakter af løn.

38 Idet ordningen for fratrædelsesgodtgørelse falder inden for anvendelsesområdet for artikel 141 EF, kan de særlige tilfælde, der vedrører forskellige arbejdstagere i forhold til denne ordning, følgelig behandles efter bestemmelserne i denne artikel.

39 Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at den fordel, som ydes personer, der aftjener militærtjeneste eller i stedet herfor obligatorisk civil arbejdstjeneste, der frivilligt kan forlænges, idet der tages hensyn til varigheden af disse former for tjeneste ved beregningen af en fratrædelsesgodtgørelse, som de pågældende på et senere tidspunkt efter omstændighederne kan gøre krav på, skal betragtes som en del af deres løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF.

[s. I-5953]

#### Det andet og det tredje spørgsmål

40 Med det andet og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF og direktiv 75/117 er til hinder for, at der ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse med henblik på fastsættelsen af ansættelsesforholdets varighed tages hensyn til varigheden af militærtjeneste eller tilsvarende civil arbejdstjeneste, der hovedsageligt aftjenes af mænd, men ikke til varigheden af forældreorlov, der som oftest tages af kvinder.

##### Indlæg til Domstolen

41 Gewerkschaftsbund har gjort gældende, at der ifølge Oberster Gerichtshofs faste praksis normalt skal tages hensyn til ulønnede perioder ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse, så længe arbejdsforholdet bevares.

42 Ifølge sagsøgeren i hovedsagen er der ikke nogen reel forskel på gruppe A, der omfatter arbejdstagere, som aftjener militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste, og gruppe B, der omfatter arbejdstagere på forældreorlov, således som disse grupper er defineret i det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål.

43 Det er således ikke korrekt fremstillet, at forældreorlov, idet den er udtryk for »ønsket om fortsat selv at passe sit barn« — til forskel fra militærtjeneste, der aftjenes i det offentliges interesse — tages på frivillig basis og derfor udelukkende modsvarer den pågældendes egen interesse.

[s. I-5954]

44 For det første kan en militærtjeneste forlænges med frivillige perioder. For det andet kan det være nødvendigt for kvinder at tage forældreorlov, såfremt der er få pladser i børneinstitutionerne, samt fordi mænd er mindre tiltrukket af en sådan orlov, og en tilsidesættelse af forpligtelsen til at passe og opdrage sine børn er strafbar.

45 Ifølge sagsøgeren i hovedsagen er de to grupper desuden i samme situation med hensyn til deres muligheder for at arbejde i løbet af den pågældende periode.

46 På baggrund heraf finder Gewerkschaftsbund, at under henvisning til princippet om lige løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF eller i artikel 1 i direktiv 75/117, er den gruppe arbejdstagere, der er omfattet af APSG's § 8, sammenlignelig med gruppen af kvindelige arbejdstagere, der henhører under MSchG's § 15, og at det må konstateres, at den anden gruppe udsættes for en uberettiget forskelsbehandling i forhold til den første.

47 Ifølge Wirtschaftskammer Österreich er det ikke muligt at sammenligne gruppe A, der omfatter personer, som aftjener militærtjeneste, og gruppe B, der omfatter personer på forældreorlov, for så vidt som de af lovgiver tilstræbte mål er forskellige for bestemmelserne vedrørende hver af de to grupper, hvorfor man ikke kan opfatte deres situationer som sammenlignelige.

48 I forelæggelseskendelsen har Oberster Gerichtshof anført, at det ifølge de østrigske bestemmelser om krav på fratrædelsesgodtgørelse er tilladt, at der ikke tages hensyn til varigheden af forældreorlov, da denne orlov tages på arbejdstagerens initiativ og i dennes interesse.

[s. I-5955]

49 Derimod er arbejdstagerens interesser uden relevans for de obligatoriske former for tjeneste, der er omfattet af APSG's § 8. Med hensyn til tjeneste, der aftjenes på frivillig basis, hvilket også omfatter militær uddannelsestjeneste forbeholdt kvinder, er det alene statens militære behov, der er afgørende for, om den kan aftjenes. I dette tilfælde afbrydes arbejdsforholdet af hensyn til offentlige og primært militære interesser.

50 Under disse omstændigheder er den forskellige behandling af gruppe A og B i overensstemmelse med artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117.

51 Wirtschaftskammer Österreich har endvidere anført, at den primære grund til, at man ikke kan sammenligne gruppe A og B, er den omstændighed, at personer, der aftjener deres militærtjeneste, behandles ulige direkte på det grundlag, at de tilhører et bestemt køn. Denne ulighed består i, at disse personer, mens militærtjenesten eller den civile arbejdstjeneste varer, ikke alene er udelukket fra adgangen til beskæftigelse, men ligeledes fra erhvervsuddannelse og forfremmelse, hvilket stiller dem ringere i forhold til kvinder. I dom af 7. december 2000, Schnorbus (sag C-79/99, Sml. I, s. 10997), og dom af 11. marts 2003, Dory (sag 0186/01, Sml. I, s. 2479), er det blevet fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der tildeles fordele til mænd som kompensation for denne ulighed.

52 Den østrigske regering finder heller ikke, at kvindelige arbejdstagere, der tager forældreorlov i medfør af MSchG, og personer, der aftjener militærtjeneste, befinder sig i en sammenlignelig situation.

53 Regeringen har anført, at det er objektive hensyn, der forklarer, at der ikke på samme måde tages hensyn til de perioder, hvorunder forpligtelserne i forhold til arbejdsforholdet er suspenderet, ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse, og at denne forskel intet har at gøre med en forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF.

[s. I-5956]

54 Ifølge Kommissionen er det ikke nødvendigt at foretage en sammenligning af de to ordninger for fratrædelsesgodtgørelse, der er gennemgået ovenfor. Den anfører, at Oberster Gerichtshof blot ønsker at vide, om artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes således, at de — under henvisning til indirekte forskelsbehandling — er til hinder for nationale bestemmelser som dem, der er fastsat i MSchGs § 15f.

55 Kommissionen har anført, at det desuden synes at kunne konstateres, at der foreligger direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, for så vidt som hovedsagen drejer sig om, at der ikke tages hensyn til en orlov, der reelt kun vedrører kvindelige arbejdstagere, idet udelukkelsen som følge af MSchG's § 15f, stk. 1, kun omfatter kvinder. Alligevel har Kommissionen valgt at følge den forelæggende rets opfattelse og har således undersøgt, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.

56 Vedrørende dette spørgsmål fra den forelæggende ret finder Kommissionen det ikke nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling, der skyldes de forskellige ordninger for fratrædelsesgodtgørelse ved forældreorlov og perioder med militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste. En sammenligning af de to ordninger tilvejebringer på den ene side ingen yderligere argumenter som grundlag for konstateringen af den forskelsbehandling, der allerede er fastslået alene på baggrund af de restriktive bestemmelser i MSchGs § 15f, og gør det på den anden side heller ikke muligt at påvise et objektivt hensyn, der er uden enhver forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan berettige den pågældende forskelsbehandling.

57 Under alle omstændigheder er Kommissionen af den opfattelse, at der ikke findes faktorer, der er objektive og uden enhver forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn, som vil kunne berettige den forskelsbehandling af kvinder, der følger af MSchGs § 15f.

[s. I-5957]

##### Domstolens besvarelse

58 Den direkte forskelsbehandling skulle efter Kommissionens opfattelse fremkomme ved, at der for mandlige arbejdstagere ikke findes nogen henvisning til MSchG's § 15f, stk. 1, som bestemmer, at perioder med forældreorlov ikke tages i betragtning. Imidlertid er det ikke bestridt af parterne i hovedsagen og heller ikke af den østrigske regering eller Kommissionen, at den gældende lovgivning er tilstrækkelig til at sikre samme behandling af de mænd og kvinder, der tager forældreorlov.

59 For så vidt angår det spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, vedrørende forskellen i behandlingen med hensyn til fratrædelsesgodtgørelse mellem arbejdstagere, der tager forældreorlov, og arbejdstagere, der aftjener militærtjeneste eller civil arbejdstjeneste, bemærkes, at ligelønsprincippet, der er fastsat i artikel 141 EF og i direktiv 75/117, forudsætter, ganske som forbuddet mod forskelsbehandling, som det er en særlig udformning af, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i sammenlignelige situationer (jf. dom af 16.9.1999, sag C-218/98, Abdoulaye m.fl., Sml. I, s. 5723, præmis 16, og af 29.11.2001, sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383, præmis 39).

60 I det foreliggende tilfælde er forældreorlov en frivillig orlov, som arbejdstageren tager for at opdrage sit barn. Orloven mister ikke sin frivillige karakter som følge af vanskelighederne med at finde egnede pasningsmuligheder til et meget lille barn, hvor beklagelig en sådan situation end måtte være. Denne orlov har ikke samme formål som barselsorlov, da den er omfattet af andre lovbestemmelser og desuden kan tages i andre perioder end dem, der ligger i forlængelse af en barselsorlov.

[s. I-5958]

61 I modsætning hertil betragtes aftjening af værnepligt som en borgerpligt, der er foreskrevet ved lov, og den er ikke tilpasset arbejdstagerens egen interesse. Det indgreb, der gøres i arbejdsforholdet i den offentlige interesse, har en generel karakter uafhængigt af virksomhedens størrelse og varigheden af arbejdstagerens ansættelse i denne.

62 Under militærtjenesten står den værnepligtige til rådighed for de væbnede styrker for en periode, som han ikke frit vælger. Den særlige karakter af forpligtelsen til at aftjene værnepligt har desuden foranlediget Domstolen til at kende for ret, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at denne forpligtelse i en medlemsstat kun gælder for mænd (jf. Dory-dommen).

63 Den omstændighed, at tjenesten frivilligt kan forlænges, bevirker ikke, at den skifter karakter, og ændrer ikke dens formål. Selv om forlængelsen af militærtjenesten således er på frivillig basis, vil en sådan forlængelse stadig være en opfyldelse af et offentligt behov i medfør af APSG, der gør muligheden for forlængelse betinget af tvingende militære behov (APSG's § 8 og §§ 19, 20, 23 og 37 i Wehrgesetz).

64 I begge tilfælde er suspensionen af arbejdsforholdet således motiveret ud fra sine egne grunde, nærmere bestemt arbejdstagerens og hans families interesse i tilfælde af forældreorloven og nationens interesse i tilfælde af militærtjenesten. Da disse grunde er forskellige, er de arbejdstagere, der drager fordel af dem, ikke i sammenlignelige situationer.

65 I medfør af det foregående skal det andet og det tredje spørgsmål derfor besvares med, at artikel 141 EF og direktiv 75/117 ikke er til hinder for, at der ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse med henblik på fastsættelsen af ansættelsesforholdets varighed tages hensyn til varigheden af militærtjeneste eller tilsvarende

[s. I-5959]

civil arbejdstjeneste, der hovedsageligt aftjenes af mænd, men ikke til varigheden af forældreorlov, der som oftest tages af kvinder.

#### Sagens omkostninger

66 De udgifter, der er afholdt af den østrigske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Oberster Gerichtshof ved kendelse af 22. maj 2002, for ret:

1) Den fordel, som ydes personer, der aftjener militærtjeneste eller i stedet herfor obligatorisk civil arbejdstjeneste, der frivilligt kan forlænges, idet [s. I-5960] der tages hensyn til varigheden af disse former for tjeneste ved beregningen af en fratrædelsesgodtgørelse, som disse personer på et senere tidspunkt efter omstændighederne kan gøre krav på, skal betragtes som en del af deres løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF.

2) Artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder er ikke til hinder for, at der ved beregningen af fratrædelsesgodtgørelse med henblik på fastsættelsen af ansættelsesforholdets varighed tages hensyn til varigheden af militærtjeneste eller tilsvarende civil arbejdstjeneste, der hovedsageligt aftjenes af mænd, men ikke til varigheden af forældreorlov, der som oftest tages af kvinder.

Skouris

Jann

Timmermans

Rosas

Puissochet

Cunha Rodrigues

Schintgen

Macken

Colneric

von Bahr

Silva de Lapuerta

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. juni 2004.

R. Grass

Justitssekretær

V. Skouris

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62002cj0285.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 27. maj 2004, sag C-285/02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0285.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62002cj0285.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2004:320

Kommentarens titel: Samme ubetalte overarbejdsgrænse for deltid og fuldtid

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En ordning, hvor både deltids- og fuldtidsansatte lærere skulle udføre op til tre ekstra undervisningstimer om måneden uden betaling, var forbudt, hvis forskellen ramte væsentligt flere kvinder og ikke var kønsuafhængigt begrundet og nødvendig (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 141 og direktiv 75/117 hindrede en ordning, hvor både deltids- og fuldtidsansatte lærere skulle udføre op til tre ekstra undervisningstimer om måneden uden godtgørelse, hvis forskellen ramte væsentligt flere kvinder og ikke var kønsuafhængigt begrundet og nødvendig.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Overarbejdsbetaling, ikke blot et ekstra procenttillæg: A fik ingen betaling for 2,5 undervisningstimer under tærsklen.

Tre undervisningstimer pr. kalendermåned; ikke tre timer over fuldtidsnormen.

Den særskilte kønsvirkning blev overladt til den nationale ret; ikke ubetinget konstatering af kønsdiskrimination.

Procenteksemplet er en forklaring af den relative byrde, ikke en generel statistisk grænse.

Helmig er ikke nævnt i dommen; sammenhængen mellem metoderne er kommentarens egen sammenstilling.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62002CJ0285

Domstolens dom (Første Afdeling)
27. maj 2004[^*]

I sag 0285/02,

angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Minden (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Edeltraud Elsner-Lakeberg

mod

Land Nordrhein-Westfalen,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

[s. I-5870]

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann (refererende dommer), og dommerne A. La Pergola, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- E. Elsner-Lakeberg ved Rechtsanwalt H. Bubenzer

- Land Nordrhein-Westfalen ved A. Machwirth, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved M. Lumma, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber ved N. Yerrell og H. Kreppel, som befuldmægtigede,

[s. I-5871]

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. oktober 2003,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 26. juli 2002, indgået til Domstolen den 2. august 2002, har Verwaltungsgericht Minden i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 141 EF og af Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Spørgsmålet er rejst i en retssag, der føres mellem Edeltraud Elsner-Lakeberg og dennes arbejdsgiver, Land Nordrhein-Westfalen, idet der er strid om et af Edeltraud Elsner-Lakeberg fremsat krav om godtgørelse for overarbejde.

[s. I-5872]

#### Relevante retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 1 i direktiv 75/117 bestemmer:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> [...]«

##### Nationale bestemmelser

4 I medfør af § 78 i Beamtengesetz für das Land Nordrhein-Westfalen (lov om tjenestemænds stilling i delstaten Nordrhein-Westfalen) i den version, som blev offentliggjort den 1 maj 1981 (GV NRW, s. 234), er tjenestemænd forpligtet til at arbejde over, når arbejdet kræver det. Hvis overarbejdet overstiger fem timer pr. kalendermåned, skal tjenestemanden indrømmes en kompenserende hvileperiode, som svarer til samtlige overarbejdstimer. Når bevilling af den kompenserende hvileperiode ikke er foreneligt med tjenesten, kan visse tjenestemænd aflønnes for deres overarbejde.

[s. I-5873]

5 § 5, stk. 2, 1. pkt., i Verordnung über die Gewährung von Mehrarbeitsvergütung für Beamte (bekendtgørelse om overarbejdsbetaling til tjenestemænd) af 13. marts 1992 (BGBl. 1992 I, s. 528), som ændret den 3. december 1998 (BGBl. 1998 I, s. 3494), bestemmer, at når overarbejde udføres i form af undervisning, svarer tre undervisningstimer til fem timer.

#### Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

6 Edeltraud Elsner-Lakeberg er tjenestemand og deltidsansat lærer på et gymnasium i Land Nordrhein-Westfalen. Fuldtidsansatte lærere underviser 24,5 timer om ugen, hvilket svarer til 98 timer pr. måned, hvis man går ud fra, at en måned i gennemsnit har 4 uger, hvorimod Edeltraud Elsner-Lakeberg underviser 15 timer om ugen, hvilket svarer til 60 timer pr. måned.

7 I december 1999 beløb Edeltraud Elsner-Lakebergs overarbejde sig til 2,5 undervisningstimer. Hendes krav om at få løn for disse timer er blevet afvist med den begrundelse, at det af gældende ret følger, at overarbejdstimer, som udføres af en tjenestemandsansat lærer, kun godtgøres, hvis overarbejdet overstiger 3 timer pr. måned. Hun modtog følgelig ikke godtgørelse for sine 2,5 timers overarbejde.

8 En administrativ klage gav ikke noget resultat, hvorfor Edeltraud Elsner-Lakeberg anlagde sag ved Verwaltungsgericht Minden.

[s. I-5874]

9 Da Verwaltungsgerichtshof Minden fandt, at en fortolkning af fællesskabsretten var nødvendig for at afgøre tvisten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

> »Er det foreneligt med artikel 141 EF, sammenholdt med direktiv 75/117, at deltidsansatte — i lighed med fuldtidsansatte — lærere (m/k) med status af tjenestemænd i delstaten Nordrhein-Westfalen ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned?«

#### Om det præjudicielle spørgsmål

10 Den nationale ret ønsker i det væsentlige oplyst, om artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes således, at disse artikler er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte lærere — i lighed med fuldtidsansatte — ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned.

11 Delstaten Nordrhein-Westfalen og den tyske regering har gjort gældende, at deltidsansatte lærere behandles på helt samme måde som fuldtidsansatte. Alle lærere har ret til at få godtgørelse for overarbejde, der overstiger tre timer. I så fald

[s. I-5875]

bliver overarbejdstimerne godtgjort på præcis samme måde. Ligelønsprincippet er sikret i forhold til både den almindelige arbejdstid og overarbejdstiden.

12 I denne forbindelse skal det bemærkes, at princippet om lige løn til mænd og kvinder som fastsat i artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 ifølge fast retspraksis indebærer, at der ikke må ske nogen forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår alle lønelementer eller lønvilkår for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, medmindre forskelsbehandlingen kan begrundes ud fra hensyn, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, eller den er nødvendig til nå det forfulgte mål (jf. navnlig dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 36, og af 26.6.2001, sag C-381/99, Brunnhofer, Sml. I, s. 4961, præmis 27 og 28).

13 Hvad angår deltidsansatte har Domstolen fastslået, at medlemmerne af den gruppe, det være sig mænd eller kvinder, der stilles dårligere, har ret til at være omfattet af samme regler som de øvrige arbejdstagere i forhold til arbejdstidens udstrækning (dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 19).

14 For så vidt angår begrebet »løn« i artikel 141 EF og i direktivets artikel 1 omfatter det ifølge en også fast retspraksis samtlige aktuelle eller fremtidige ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier (jf. navnlig dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, og Brunnhofer-dommen, præmis 33).

[s. I-5876]

15 Det fremgår endvidere af retspraksis, at med hensyn til måden, hvorpå det skal efterprøves, om ligelønsprincippet er overholdt under en sammenligning af lønnen for de berørte arbejdstagere, er en virkelig gennemskuelighed, der gør det muligt at udøve en effektiv kontrol, kun garanteret, såfremt det nævnte princip gælder for hver enkelt del af den løn, mænd og kvinder modtager, idet det er udelukket at foretage en samlet vurdering af de ydelser, de berørte arbejdstagere modtager (jf. Barber-dommen, præmis 34 og 35, samt Brunnhofer-dommen, præmis 35). Lønnen for den almindelige arbejdstid og lønnen for overarbejde skal således vurderes hver for sig.

16 I tvisten i hovedsagen udgør overarbejdsbetalingen en lønfordel, som delstaten Nordrhein-Westfalen udbetaler til de omhandlede lærer på grund af deres ansættelsesforhold.

17 Uanset denne godtgørelsesordning for så vidt forekommer at være i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, som såvel fuldtidsansatte som deltidsansatte først har ret til overarbejdsbetaling efter 3 overarbejdstimer, skal det påpeges, at 3 overarbejdstimer udgør en større belastning for en deltidsansat end for en fuldtidsansat. Hvis en fuldtidsansat skal arbejde 3 timer mere end sine månedlige 98 timer, er det nemlig en stigning på ca. 3% for at modtage overarbejdsbetaling, hvorimod det for en deltidsansat, der skal arbejde 3 timer mere end sine månedlige 60 timer, er en stigning på ca. 5%. Eftersom det antal overarbejdstimer, som giver ret til overarbejdsbetaling, ikke reduceres proportionelt i forhold til de deltidsansatte læreres arbejdstid, er der tale om forskelsbehandling af disse lærere i forhold til fuldtidsansatte lærere hvad angår overarbejdsbetaling.

[s. I-5877]

18 Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til dels, hvorvidt den forskelsbehandling, som er en konsekvens af den omtvistede lovgivning, påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, dels hvorvidt denne forskelsbehandling tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, og er nødvendig til opnåelse af det efterstræbte mål

19 Under disse omstændigheder skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte — i lighed med fuldtidsansatte — lærere ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned, hvis denne forskelsbehandling påvirker et væsentligt større antal kvinder end mænd, og hvis en sådan forskelsbehandling ikke tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, eller ikke er nødvendig til opnåelse af det efterstræbte mål

#### Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-5878]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Verwaltungsgericht Minden ved kendelse af 26. juli 2002, for ret:

Artikel 141 EF og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte — i lighed med fuldtidsansatte — lærere ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned, hvis denne forskelsbehandling påvirker et væsentligt større antal kvinder end mænd, og hvis en sådan forskelsbehandling ikke tjener til at opfylde et mål, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn, eller ikke er nødvendig til opnåelse af det efterstræbte mål.

Jann

La Pergola

von Bahr

Silva de Lapuerta

Lenaerts

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. maj 2004.

R. Grass

Justitssekretær

P. Jann

Formand for Første Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62003cj0191.md =====

# EU-Domstolen, Anden Afdeling, 8. september 2005, sag C-191/03

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62003cj0191.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62003cj0191.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2005:513

Kommentarens titel: Sygeløn ved graviditetsbetinget sygdom og fælles fraværsgrænser

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En sygefraværsordning, der behandlede graviditetsbetinget og anden sygdom ens, henhørte under ligelønsreglerne (jf. § 1 a, stk. 3). Lønnedsættelse efter en vis fraværsperiode var ikke kønsdiskrimination, hvis den gravide blev behandlet som en syg mand, og ydelsen ikke var så lav, at beskyttelsesformålet blev bragt i fare (jf. § 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En sygefraværsordning, som behandlede graviditetsbetinget og anden sygdom ens, henhørte under artikel 141 og direktiv 75/117. Lønnedsættelse efter en vis fraværsperiode var ikke kønsdiskrimination, hvis den gravide blev behandlet som en syg mand, og ydelsen ikke var så lav, at beskyttelsesformålet blev bragt i fare. Graviditetsbetinget sygdom kunne fratrækkes det samlede antal lønnede sygedage, hvis det ikke ved senere fravær efter barslen førte til en ydelse under det minimum, hun havde ret til under sygdommen i graviditeten.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: De konkrete 183/365-dagesgrænser og 50 procent er ikke universelle EU-standarder.

Minimumsydelsen fastsættes ikke numerisk i dommen.

Ingen ubetinget fuldlønsret ved graviditetsbetinget sygdom.

Samme formelle regler er ikke alene nok; minimumsbeskyttelsen skal med.

Ingen anvendelse af sygedage som generel adgang til graviditetsbegrundet afskedigelse.

Hovedsagens afgørelse om efterbetaling og erstatning hos Equality Officer må ikke gengives som EU-dommens tilkendelse.

Dommens beskrivelse af retten på dens daværende udviklingstrin er ikke i sig selv en opdateret kontrol af alle nutidige regler.

Nutidige rettigheder efter national ret, overenskomst og andre beskyttelsesgrundlag er ikke udtømmende prøvet her.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62003CJ0191

Domstolens dom (Anden Afdeling)
8. september 2005[^*]

I sag C-191/03,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Labour Court (Irland) ved afgørelse af 14. april 2003, indgået til Domstolen den 12. maj 2003, i sagen:

North Western Health Board

mod

Margaret McKenna,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne C. Gulmann (refererende dommer) og R. Schintgen,

[s. I-7660]

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. juni 2004,

efter at der er afgivet indlæg af:

- North Western Health Board ved A. Collins, SC, og A. Kerr, BL

- Margaret McKenna ved D. Connolly, SC, og M. Bolger, BL

- Irland ved E. Regan og S. Belshaw, BL

- den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Cingolo

- den østrigske regering ved E. Riedl, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved R. Caudwell, som befuldmægtiget, bistået af barrister K. Smith

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. december 2004,

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem North Western Health Board (herefter »NWHB«) og dennes ansatte, Margaret McKenna, vedrørende den løn, som Margaret McKenna oppebar i løbet af en fraværsperiode på grund af graviditetsbetinget sygdom, og vedrørende fratrækning af et sådant sygefravær i det samlede maksimale antal lønnede sygedage, en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode.

[s. I-7662]

#### Retsforskrifter

3 Artikel 141, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> [...]«

4 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117 lyder som følger:

> »Det i artikel [141] [...] i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder [...] indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

[s. I-7663]

5 Direktivets artikel 3 bestemmer:

> »Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.«

6 Artikel 4 bestemmer nærmere:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres.«

7 I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/207 tilsigter direktivet »gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og på de betingelser, der er fastsat i stk. 2, til social sikring«.

8 Direktivets artikel 2 bestemmer:

> »1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

> [...]

[s. I-7664]

> 3. Dette direktiv er ikke til hinder for bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

> [...]«

9 Direktivets artikel 5 regulerer ligebehandling med hensyn til arbejdsvilkår på følgende måde:

> »1. Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

> 2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til:

a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

b) at de bestemmelser i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for selvstændige [s. I-7665] erhverv, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres

[...]«

10 Direktiv 75/117 og direktiv 76/207 er gennemført i irsk ret ved lov om ligebehandling med hensyn til ansættelse (Employment Equality Act) fra 1998.

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

11 Margaret McKenna, som er ansat hos NWHB i den offentlige sektor i Irland, blev gravid i januar måned 2000. På grund af graviditetsbetinget sygdom havde hun i henhold til lægeerklæring sygeorlov under næsten hele sin graviditet.

12 Ifølge NWHB's sygefraværsordning har de ansatte ret til løn under sygefravær i op til 365 dage i løbet af en given fireårig periode. I højst 183 sygedage i en given 12-måneders periode udbetales fuld løn. For dage ud over 183 dage i en 12-måneders periode betales kun halv løn og alene under forudsætning af, at det maksimale antal sygedage på 365 dage i en fireårig periode ikke overskrides.

[s. I-7666]

13 Den pågældende ordning sondrer ikke mellem graviditetsbetinget sygdom og sygdom, der ikke skyldes graviditet. I ordningen sidestilles uarbejdsdygtighed som følge af graviditetsbetinget sygdom med sygeorlov, der gives på grund af almindelig sygdom, idet det fastsættes i ordningens almindelige betingelser, at »enhver uarbejdsdygtighed på grund af en graviditetsbetinget sygdom, der opstår inden begyndelsen af de 14 ugers barselsorlov«, anses for henhørende under NWHB's sygefraværsordning.

14 I medfør af disse bestemmelser blev Margaret McKenna anset for at have udtømt sin ret til fuld løn den 6. juli 2000. Hendes løn blev således nedsat til det halve fra denne dato og frem til den 3. september 2000, hvor hendes barselsorlov begyndte. Barselsorloven varede til den 11. december 2000.

15 Under sin barselsorlov oppebar Margaret McKenna fuld løn i overensstemmelse med de regler, som Sundheds- og børneministeriet anvender på Health Boards.

16 Da barselsorloven ophørte, var hun fortsat uarbejdsdygtig af helbredsmæssige årsager. I medfør af sygefraværsordningen blev hendes løn på ny nedsat til det halve.

17 Margaret McKenna har over for Equality Officer bestridt, at sygefraværsordningen finder anvendelse i hendes tilfælde.

[s. I-7667]

18 Hun har gjort gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med direktiv 76/207, fordi hendes graviditetsbetingede sygdom er blevet sidestillet med en sygdom, og fordi hendes fraværsdage er blevet fratrukket det samlede antal sygedage, hun havde ret til.

19 Hun har endvidere anført, at nedsættelsen af hendes løn til halvdelen efter den periode på 183 dage, hvor hun havde ret til fuld løn, udgjorde en mindre gunstig lønmæssig behandling i strid med artikel 141 EF og direktiv 75/117.

20 Ved afgørelse af 13. august 2001 imødekom Equality Officer Margaret McKennas argumentation. Han gav ordre om udbetaling til Margaret McKenna af den omtvistede lønrestance. Han tilkendte hende ligeledes erstatning for den forskelsbehandling, hun havde været udsat for.

21 NWHB anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Labour Court.

22 Labour Court har for det første bemærket, at arbejdsgiveren er en statslig myndighed, hvorfor der kan støttes ret på et direktiv over for denne.

23 Herefter har den forelæggende ret bemærket, at den for retten verserende tvist indeholder to aspekter. Dels må det fastslås, om Margaret McKenna har været offer for forskelsbehandling, fordi hendes fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom er blevet fratrukket i det samlede antal sygedage, hun har ret til, hvilket betyder, at

[s. I-7668]

hendes ret til ydelser kan blive indskrænket eller udtømt i de kommende år, såfremt hun på ny skulle blive syg. Dels må det undersøges, om Margaret McKenna har været udsat for lønmæssig forskelsbehandling, ved at hendes løn blev nedsat til det halve efter de første 183 sygefraværsdage.

24 På denne baggrund har Labour Court besluttet at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

> »1) Falder forvaltningen af en sygefraværsordning, der behandler ansatte, der lider af en graviditetsbetinget sygdom, på samme måde som ansatte, der lider af anden sygdom, inden for anvendelsesområdet for direktiv 76/207?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er det da i strid med direktiv 76/207, at en arbejdsgiver fratrækker en fraværsperiode, som skyldes uarbejdsdygtighed på grund af graviditetsbetinget sygdom under svangerskabet, i den ansattes samlede ret til ydelser i henhold til sygefraværsordningen?

> 3) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kræver direktiv 76/207 da, at en arbejdsgiver har en særlig ordning, der omfatter fravær, som skyldes uarbejdsdygtighed på grund af graviditetsbetinget sygdom under svangerskabet?

> 4) Falder forvaltningen af en sygefraværsordning, der både omfatter ansatte, der lider af graviditetsbetinget sygdom, og ansatte, der lider af anden sygdom, inden for anvendelsesområdet for artikel 141 [EF] og direktiv 75/117?

> 5) Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, er det da i strid med artikel 141 [EF] og direktiv 75/117, at en arbejdsgiver nedsætter en kvindes løn, efter at hun har været fraværende i en nærmere angiven periode, når fraværet skyldes uarbejdsdygtighed på grund af graviditetsbetinget sygdom under svangerskabet, under omstændigheder, hvor en ikke-gravid kvinde eller en mand, der er fraværende i en tilsvarende periode som følge af uarbejdsdygtighed, der alene er forårsaget af anden sygdom, vil blive udsat for en tilsvarende lønnedgang?«

#### Om de præjudicielle spørgsmål

##### Det første og det fjerde spørgsmål

25 Med det første og det fjerde spørgsmål, som skal behandles under et, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en sygefraværsordning, som behandler kvindelige arbejdstagere, der lider af en graviditetsbetinget sygdom, på samme måde som andre arbejdstagere, der er ramt af en sygdom, som ikke skyldes graviditet, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 76/207 eller af anvendelsesområdet for artikel 141 EF og direktiv 75/117.

26 Margaret McKenna og den italienske regering er af den opfattelse, at en ordning som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af direktiv 76/207, for så vidt som den bestemmer, at fravær som følge af graviditetsbetinget sygdom fratrækkes i den pågældendes ret til fravær under anden sygdom, men også er omfattet af artikel 141 EF og direktiv 75/117, for så vidt som den resulterer i en lønnedgang efter 183 fraværsdage på grund af graviditetsbetineet sygdom.

[s. I-7670]

27 NWHB, den irske og den østrigske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har anført, at ordningen udelukkende er omfattet af artikel 141 EF og direktiv 75/117, idet hovedsagen drejer sig om løn i disse bestemmelsers forstand, og idet den lønnedgang, som Margaret McKenna har anfægtet, er en direkte og automatisk konsekvens af den pågældende ordning.

28 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber finder derimod, at sagen vedrører arbejdsvilkår. De lønmæssige konsekvenser er blot indirekte. Derfor er det kun direktiv 76/207, som finder anvendelse.

29 I denne forbindelse bemærkes, at fortsat udbetaling af arbejdstagerens løn i tilfælde af sygdom er omfattet af begrebet løn i den i artikel 141 EF forudsatte betydning (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, præmis 7), som omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt (jf. dom af 19.11.1998, sag C-66/96, Høj Pedersen m.fl., Sml. I, s. 7327, præmis 32).

30 Løn, der er omfattet af artikel 141 EF og af direktiv 75/117, kan ikke tillige være omfattet af direktiv 76/207. Det fremgår nemlig af anden betragtning til dette direktiv, at det ikke omhandler »løn« i de nævnte bestemmelsers forstand (jf. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 24).

31 En ordning som den, der er omhandlet i hovedsagen, fastsætter betingelserne for fortsat udbetaling af arbejdstagerens løn i tilfælde af fravær på grund af sygdom. Den gør fortsat udbetaling af fuld løn betinget af, at et maksimalt antal fraværsdage pr. år

[s. I-7671]

ikke overskrides, og i tilfælde af overskridelse sker der fortsat udbetaling af 50% af lønnen i et samlet maksimalt tidsrum, der fastlægges hvert fjerde år.

32 Denne ordning, som fører til lønnedgang, og herefter til tab af retten til løn, fungerer automatisk på grundlag af en talmæssig opgørelse over fraværsdage, der skyldes sygdom.

33 De indførte regler er således omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF og direktiv 75/117 (jf. analogt om en ordning for oprykning til en højere lønramme på grundlag af anciennitetsregler dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, præmis 9 og 10).

34 Den omstændighed, at retten til fortsat udbetaling af løn ikke begrænses eller ophører med det samme, men først sker efter udløbet af en vis periode, ændrer ikke ved, at reglerne automatisk finder anvendelse, når de angivne betingelser er opfyldt.

35 Følgelig skal det første og det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares med, at en sygefraværsordning, som behandler kvindelige arbejdstagere, der lider af en graviditetsbetinget sygdom, på samme måde som andre arbejdstagere, der er ramt af en sygdom, som ikke skyldes graviditet, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF og direktiv 75/117.

[s. I-7672]

##### Det andet, tredje og femte spørgsmål

36 Henset til besvarelsen af det første og det fjerde spørgsmål samt til de oplysninger i hovedsagen, som den forelæggende ret skal tage stilling til, behandles det andet, tredje og femte spørgsmål samlet.

37 Med disse tre spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF og direktiv 75/117 skal fortolkes således, at det udgør forskelsbehandling på grundlag af køn, såfremt:

- en regel i en sygefraværsordning fastsætter, at lønnen nedsættes både for en kvindelig arbejdstager, der er fraværende før sin barselsorlov på grund af graviditetsbetinget sygdom, og for en mandlig arbejdstager, der er fraværende som følge af anden sygdom, når fraværet overstiger en vis periode

- en regel i en sygefraværsordning fastsætter, at sygefravær skal fratrækkes det samlede maksimale antal lønnede sygedage, som en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode, uanset om sygdommen er graviditetsbetinget eller ej.

38 For så vidt angår lønnen finder NWHB, den irske regering og Det Forenede Kongeriges regering ikke, at den kvindelige arbejdstager har krav på fortsat udbetaling af fuld løn, eller at en regel som den, der er omhandlet i hovedsagen,

[s. I-7673]

udgør forskelsbehandling. NWHB og Det Forenede Kongeriges regering har ikke fremsat bemærkninger om det forhold, at fraværet fratrækkes sygedagene. Den irske regering finder generelt ikke, at medlemsstaterne er forpligtet til at vedtage særlige bestemmelser, der skal gælde for fravær på grund af sygdom opstået under graviditet.

39 Margaret McKenna, den italienske og den østrigske regering samt Kommissionen har anført, at en lønnedgang som den i hovedsagen omhandlede udgør forskelsbehandling på grundlag af køn. Margaret McKenna, den italienske regering og Kommissionen har anført, at det samme gælder med hensyn til den omstændighed, at sygefraværsdagene fratrækkes det samlede maksimale antal sygedage, som en arbejdstager har ret til. Den østrigske regering har anført, at der generelt må gælde andre bestemmelser for uarbejdsdygtighed på grund af graviditet end dem, som gælder for uarbejdsdygtighed af andre grunde.

###### Opbygning og udvikling af de fællesskabsretlige regler om ligebehandling af mænd og kvinder inden for området; rettigheder for kvinder, der er gravide eller lige har født

40 Det bemærkes, at i hovedsagen skyldes lønnedgangen og den omstændighed, at arbejdsgiveren fratrækker fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom, at den almindelige sygefraværsordning for alle arbejdstagere anvendes på kvinder, som er gravide eller lige har født.

41 De forelagte spørgsmål skal behandles i lyset af opbygningen og udviklingen af de fællesskabsretlige regler om ligebehandling af mænd og kvinder inden for det område, som vedrører rettigheder for kvinder, der er gravide eller lige har født.

[s. I-7674]

42 På dette område er formålet med reglerne at beskytte kvindelige arbejdstagere før og efter fødslen (jf. med hensyn til barselsorlov dommen i sagen Gillespie m.fl., præmis 20).

43 Fællesskabsretten garanterer først og fremmest en særlig beskyttelse mod afskedigelse frem til barselsorlovens afslutning.

44 Domstolen har fastslået, at i barselsorlovsperioden er en kvinde beskyttet mod afskedigelse som følge af sit fravær (jf. dom af 8.11.1990, sag C-179/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Sml. I, s. 3979, præmis 15).

45 Hvad angår sygdom, der indtræder efter barselsorloven, har Domstolen derimod udtalt, at der ikke er grundlag for at sondre mellem sygdomme, som er forårsaget af graviditet eller fødsel, og andre sygdomme, og førstnævnte sygdomme er derfor omfattet af de almindelige bestemmelser om sygefravær. I en sådan situation har Domstolen udledt, at fællesskabsretten ikke er til hinder for afskedigelse som følge af fravær, der skyldes en sygdom, som er forårsaget af graviditet eller fødsel (dommen i sagen Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, præmis 16 og 19).

46 I et tilfælde, hvor en kvindelig arbejdstager var blevet afskediget på grund af graviditetsbetinget sygdom opstået før barselsorloven, har Domstolen bemærket, at graviditet på ingen måde kan sammenlignes med en patologisk tilstand. Domstolen konstaterede dog, at graviditeten er en periode, hvorunder der kan indtræde sygdomme og komplikationer, som kan gøre det nødvendigt for en kvinde at underkaste sig et nøje lægeligt tilsyn og i givet fald holde sig i fuldstændig ro under hele graviditeten eller en del af denne. Domstolen fandt, at sådanne sygdomme og

[s. I-7675]

komplikationer, som kan føre til uarbejdsdygtighed, hører til de særlige risici i forbindelse med graviditet og følgelig er en del af de særlige omstændigheder ved denne tilstand (dom af 30.6.1998, sag C-394/96, Brown, Sml. I, s. 4185, præmis 22).

47 Efter at have bemærket, at en eventuel afskedigelse udgør en risiko for den fysiske og psykiske tilstand hos arbejdstagere, som er gravide, lige har født eller ammer, herunder en særlig alvorlig risiko for, at den gravide arbejdstager fristes til frivilligt at lade sit svangerskab afbryde, fastslog Domstolen derfor, at en kvinde skal beskyttes mod afskedigelse ikke blot under barselsorloven, men under hele graviditeten. Domstolen konstaterede, at en afskedigelse af en kvindelig arbejdstager, som finder sted under graviditeten, under henvisning til fravær som følge af uarbejdsdygtighed, der skyldes graviditeten, er forbundet med, at de særlige risici ved graviditeten har vist sig, og må derfor i det væsentlige anses for begrundet med graviditeten. På denne baggrund udledte Domstolen, at en sådan afskedigelse kun kan berøre kvinder og følgelig er direkte forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. Browndommen, præmis 18 og 24).

48 I betragtning af de skadevirkninger, som risikoen for afskedigelse kan have for den fysiske og psykiske tilstand hos arbejdstagere, som er gravide, lige har født eller ammer, opstilles der i artikel 10 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), et forbud mod afskedigelse i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven.

[s. I-7676]

49 Ud over at sikre en arbejdstager, der er gravid eller lige har født, mod at vedkommende mister sit arbejde, yder fællesskabsretten med visse begrænsninger også en lønmæssig beskyttelse.

50 I så henseende har Domstolen udtalt, at kvinder, som har barselsorlov, befinder sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, som en mand, der arbejder normalt, befinder sig i (dommen i sagen Gillespie m.fl., præmis 17). I denne sag fastslog Domstolen herefter, at hverken EØF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF — 143 EF)) eller artikel 1 i direktiv 75/117 indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov, men at de udbetalte ydelser dog ikke må være så ubetydelige, at formålet med barselsorloven, som er at beskytte kvindelige arbejdstagere før og efter fødslen, bringes i fare (dommen i sagen Gillespie m.fl., præmis 20).

51 Hvad tillige angår barselsorloven bestemmes det i artikel 11, nr. 2, litra b), i direktiv 92/85, som ikke fandt anvendelse ratione temporis på den tvist, der gav anledning til dommen i sagen Gillespie m.fl., at »[arbejdstagere skal sikres] bevarelse af lønnen og/eller oppebæreise af en passende ydelse [...]«. Artikel 11, nr. 3, bestemmer nærmere, at den »ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov«.

52 Ved en fortolkning, som Domstolen foretog i en afskedigelsessag, men som fandt tilsvarende anvendelse på udbetaling af løn til en kvindelig arbejdstager, har

[s. I-7677]

Domstolen desuden udtalt, at sygdom, der skyldes graviditet eller fødsel, er omfattet af de almindelige bestemmelser om sygefravær, såfremt den indtræder efter barselsorlovens ophør. Domstolen tilføjede, at der blot må rejses det spørgsmål, om en kvindelig arbejdstagers fravær efter barselsorlovens ophør på grund af uarbejdsdygtighed som følge af den pågældende sygdom behandles på samme måde som en mandlig arbejdstagers fravær på grund af uarbejdsdygtighed af samme varighed, idet forskelsbehandling på grundlag af køn er udelukket, hvis dette er tilfældet (jf. Brown-dommen, præmis 26). Domstolen har således anerkendt, at sygdom, der skyldes graviditet eller fødsel, og som opstår efter barselsorloven, kan resultere i en lønnedgang på samme vilkår som andre sygdomme.

53 I en situation, hvor en arbejdstager var blevet ramt af graviditetsbetinget sygdom før barselsorlovens påbegyndelse, har Domstolen i dommen i sagen Høj Pedersen m.fi. (præmis 33) — idet den gentog sin formulering fra Brown-dommens præmis 22 — bemærket, at graviditetsbetingede sygdomme og komplikationer, som kan føre til uarbejdsdygtighed, hører til de særlige risici i forbindelse med en graviditet, og er følgelig en del af de særlige omstændigheder ved denne tilstand. Herefter bemærkede Domstolen, at i hovedsagen mistede en kvinde, inden barselsorlov påbegyndtes, retten til sin fulde løn, når hendes uarbejdsdygtighed skyldtes en graviditetsbetinget sygdom, selv om enhver arbejdstager i henhold til den nationale omhandlede lovgivning som udgangspunkt havde krav på fuld løn i tilfælde af uarbejdsdygtighed. Under disse omstændigheder fastslog Domstolen, at anvendelsen af lovbestemmelser som de i hovedsagen omhandlede indebar en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere (dommen i sagen Høj Pedersen m.fl., præmis 34, 35 og 37).

54 Det følger af det ovenfor anførte, at en kvindelig arbejdstager på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin:

- hverken kan afskediges under sin barselsorlov på grund af sin tilstand eller afskediges før barselsorloven på grund af graviditetsbetinget sygdom, der er opstået før barselsorloven

- i givet fald kan afskediges på grund af sygdom, der skyldes graviditet eller fødsel, og som er opstået efter barselsorloven

- i givet fald kan sættes ned i løn enten under barselsorloven eller efter barselsorloven i tilfælde af sygdom, der skyldes graviditet eller fødsel, og som er opstået efter barselsorloven.

55 Det følger endvidere af det ovenfor anførte, at Domstolen foreløbig ikke har haft lejlighed til at tage stilling til, om en kvindelig arbejdstager altid har ret til fuld løn under graviditetsbetinget sygdom før barselsorloven, uanset om den anfægtede nationale regel bestemmer, at lønnedsættelsen skal være af samme omfang som for en arbejdstager med en anden sygdom.

56 Endelig følger det af det ovenfor anførte, at graviditet ikke kan sammenlignes med en patologisk tilstand, og at sygdomme og komplikationer, der indtræder under graviditeten, og som kan føre til uarbejdsdygtighed, hører til de særlige risici i forbindelse med graviditet og følgelig er en ¿el af de særlige omstændigheder ved denne tilstand (jf. denne doms præmis 46 og 53).

[s. I-7679]

###### Kvindelige arbejdstageres løn under graviditeten

57 Blot fordi der er særlige omstændigheder forbundet med graviditetsbetinget sygdom, kan det ikke nødvendigvis heraf udledes, at en kvindelig arbejdstager, som er fraværende på grund af graviditetsbetinget sygdom, har ret til fuld løn, mens en arbejdstager, som er fraværende på grund af anden sygdom, ikke har samme ret.

58 I denne forbindelse bemærkes for det første, at hvad angår afskedigelse kan man kun tage hensyn til de særlige omstændigheder ved graviditetsbetinget sygdom, såfremt man forbyder arbejdsgiverne at afskedige kvindelige arbejdstagere på dette grundlag. Hvad derimod angår det lønmæssige aspekt er fortsat udbetaling af fuld løn ikke den eneste måde, hvorpå man kan tage hensyn til de særlige omstændigheder ved graviditetsbetinget sygdom. Det er således ikke udelukket, at der kan tages hensyn til disse særlige omstændigheder selv under en ordning, hvor kvindelige arbejdstageres løn nedsættes under fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom.

59 Herefter bemærkes, at på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er der ingen bestemmelse eller generelt princip, som indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov, når blot den ydelse, der udbetales, ikke er så ubetydelig, at det formål, som forfølges med fællesskabsretten, navnlig at beskytte kvindelige arbejdstagere før fødslen, bringes i fare (jf. i denne retning dommen i sagen Gillespie m.fl., præmis 20).

60 Såfremt en regel, der med visse begrænsninger nedsætter den ydelse, som udbetales til kvindelige arbejdstagere på barselsorlov, ikke udgør forskelsbehandling på

[s. I-7680]

grundlag af køn, kan en regel, der med de samme begrænsninger nedsætter den ydelse, som udbetales til kvindelige arbejdstagere, der er fraværende under graviditeten på grund af graviditetsbetinget sygdom, heller ikke anses for at udgøre en sådan forskelsbehandling.

61 Under disse omstændigheder må det konkluderes, at fællesskabsretten på dens nuværende udviklingstrin ikke indebærer en forpligtelse til fortsat at udbetale fuld løn til kvindelige arbejdstagere, der er fraværende under graviditeten på grund af graviditetsbetinget sygdom.

62 Hvis en kvindelig arbejdstager er fraværende som følge af en sådan sygdom, kan hun derfor sættes ned i løn på betingelse af, dels at hun behandles på samme måde som en mandlig arbejdstager, der er fraværende på grund af sygdom, dels at den ydelse, der udbetales, ikke er så ubetydelig, at formålet om at beskytte gravide arbejdstagere bringes i fare.

###### Fratrækning af sygefravær i det samlede maksimale antal lønnede sygedage, en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode

63 Den i hovedsagen omhandlede ordning fastsætter, at sygefravær fratrækkes det samlede antal lønnede sygedage, en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode. Under denne ordning behandles alle sygdomme således ens, uanset om de er graviditetsbetingede eller ej.

[s. I-7681]

64 En sådan ordning tager på ingen måde hensyn til de særlige omstændigheder ved graviditetsbetinget sygdom.

65 Disse særlige omstændigheder udelukker imidlertid ikke, at fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom inden for visse grænser kan fratrækkes det samlede antal lønnede sygedage.

66 At udelukke en sådan fratrækning i enhver henseende kan ikke forenes med den omstændighed, at det er muligt at nedsætte lønnen under graviditeten. I øvrigt kan det vanskeligt forenes med retspraksis i dommen i sagen Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund og i Brown-dommen, hvorefter en sygdom, der indtræder efter barselsorloven, men som er forårsaget af graviditet eller fødsel, er omfattet af de almindelige bestemmelser om sygefravær.

67 Den omstændighed, at fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom fratrækkes det samlede maksimale antal lønnede sygedage, som en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode, må ikke bevirke, at en kvindelig arbejdstager under fravær efter barselsorlovens udløb, som berøres af reglen om fratrækning, modtager en ydelse, der er lavere end det mindstebeløb, som hun havde ret til under den sygdom, som opstod under graviditeten (jf. denne doms præmis 62).

68 Der bør derfor vedtages særlige bestemmelser med henblik på at undgå dette.

[s. I-7682]

69 Det andet, tredje og femte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 141 EF og direktiv 75/117 skal fortolkes således:

- at en regel i en sygefraværsordning, som fastsætter, at lønnen nedsættes både for en kvindelig arbejdstager, der er fraværende før sin barselsorlov på grund af graviditetsbetinget sygdom, og for en mandlig arbejdstager, der er fraværende som følge af anden sygdom, når fraværet overstiger en vis periode, ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af køn på betingelse af, dels at den kvindelige arbejdstager behandles på samme måde som en mandlig arbejdstager, der er fraværende på grund af sygdom, dels at den ydelse, der udbetales, ikke er så ubetydelig, at formålet om at beskytte gravide arbejdstagere bringes i fare

- at en regel i en sygefraværsordning, som fastsætter, at sygefravær skal fratrækkes det samlede maksimale antal lønnede sygedage, som en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode, uanset om sygdommen er graviditetsbetinget eller ej, ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af køn på betingelse af, at den omstændighed, at fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom fratrækkes, ikke bevirker, at en kvindelig arbejdstager under fravær efter barselsorlovens udløb, som berøres af reglen om fratrækning, modtager en ydelse, der er lavere end det mindstebeløb, som hun havde ret til under den sygdom, som opstod under graviditeten.

#### Sagens omkostninger

70 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, der er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. I-7683]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1) En sygefraværsordning, som behandler kvindelige arbejdstagere, der lider af en graviditetsbetinget sygdom, på samme måde som andre arbejdstagere, der er ramt af en sygdom, som ikke skyldes graviditet, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

2) Artikel 141 EF og direktiv 75/117 skal fortolkes således, - at en regel i en sygefraværsordning, som fastsætter, at lønnen nedsættes både for en kvindelig arbejdstager, der er fraværende før sin barselsorlov på grund af graviditetsbetinget sygdom, og for en mandlig arbejdstager, der er fraværende som følge af anden sygdom, når fraværet overstiger en vis periode, ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af køn på betingelse af, dels at den kvindelige arbejdstager behandles på samme måde som en mandlig arbejdstager, der er fraværende på grund af sygdom, dels at den ydelse, der udbetales, ikke er så ubetydelig, at formålet om at beskytte gravide arbejdstagere bringes i fare - at en regel i en sygefraværsordning, som fastsætter, at sygefravær skal fratrækkes det samlede maksimale antal lønnede sygedage, som en arbejdstager har ret til inden for en bestemt periode, uanset om sygdommen er graviditetsbetinget eller ej, ikke udgør forskelsbehandling på grundlag af køn på betingelse af, at den omstændighed, at fravær på grund af graviditetsbetinget sygdom fratræklæs, ikke bevirker, at en kvindelig arbejdstager under fravær efter barselsorlovens udløb, som berøres af reglen om fratrækning, modtager en ydelse, der er lavere end det mindstebeløb, som hun havde ret til under den sygdom, som opstod under graviditeten.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62004cj0423.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 27. april 2006, sag C-423/04

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62004cj0423.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62004cj0423.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2006:256

Kommentarens titel: Pensionsalder efter kønsskifte

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Kønsskifte](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-koen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 79/7 om lovbestemt social sikring, ikke ligelønsreglerne: en person, der havde skiftet fra mand til kvinde, måtte ikke nægtes pension indtil 65 år, når hun ville have fået den fra 60 år ved national anerkendelse som kvinde. Koblet til forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af køn (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 79/7 artikel 4 hindrede, at en person, der efter nationalt opstillede betingelser havde skiftet fra mand til kvinde, blev nægtet pension indtil 65 år, når hun ville have fået den fra 60 år ved national anerkendelse som kvinde. Domstolen fandt ikke grundlag for at begrænse dommens tidsmæssige virkning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en afgørelse om TEUF artikel 157-løn eller 2006/54; direktiv 79/7 er det operative grundlag.

De historiske britiske aldersgrænser er ikke nutidige danske eller britiske pensionsaldre.

Tidsvirkning uden begrænsning afgør ikke i sig selv nationale forældelses- eller søgsmålsfrister.

Dommen fastlægger ikke alle betingelser for juridisk kønsanerkendelse; det nationale forbehold i præmis 21 og dispositivets faktiske betingelse skal bevares.

Præmis 43 om 2004-lovens mulige effekt er ikke en generel godkendelse af alle betingelser i loven.

Ingen bestemt pensionssum tilkendt af EU-Domstolen.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62004CJ0423

Domstolens dom (Første Afdeling)
27. april 2006[^*]

I sag C-423/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 14. september 2004, indgået til Domstolen den 4. oktober 2004, i sagen:

Sarah Margaret Richards

mod

Secretary of State for Work and Pensions,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Schiemann, N. Colneric, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og E. Juhász,

[s. I-3603]

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2005,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Sarah Margaret Richards ved barristers J. Sawyer og T. Eicke

- Det Forenede Kongeriges regering ved R. Caudwell, som befuldmægtiget, bistået af barrister T. Ward

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. december 2005,

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

[s. I-3604]

2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af Sarah Margaret Richards, der har gennemgået en kønsskifteoperation, mod Secretary of State for Work and Pensions (herefter »Secretary of State«) vedrørende sidstnævntes afslag på at udbetale alderspension til hende fra hendes fyldte 60. år.

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:

> »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> - anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

> - bidragspligt og beregning af bidrag

> - beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«

[s. I-3605]

4 Det bestemmes i samme direktivs artikel 7, stk. 1, at dette ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

> »a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser

> […]«

##### De nationale bestemmelser

5 Ved section 29, paragraph 1 og 3, i lov af 1953 om registrering af fødsler og dødsfald (Births and Deaths Registration Act 1953) forbydes enhver ændring i fødselsregisteret, bortset fra tilfælde af skrivefejl eller materielle fejl.

6 Section 44 i lov af 1992 om sociale sikringsbidrag og -ydelser (Social Security Contributions and Benefits Act 1992) fastslår, at en person er berettiget til en alderspension i kategori A (»normal« pension), når denne når pensionsalderen og opfylder forskellige betingelser vedrørende bidrag.

7 I henhold til Schedule 4, Part 1, paragraph 1, til lov af 1995 om alderspension (Pensions Act 1995) nås pensionsalderen for en mand som 65-årig, og for en kvinde, der er født før den 6. april 1950, som 60-årig.

[s. I-3606]

8 Den 1. juli 2004 blev lov af 2004 om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act 2004, herefter »lov af 2004«) vedtaget, og den trådte i kraft den 4. april 2005.

9 Denne lov giver personer, som allerede har gennemgået et kønsskifte, eller dem, der planlægger en sådan operation, mulighed for at ansøge om udstedelse af en kønsanerkendelsesattest (»gender recognition certificate«), på grundlag af hvilken de kan opnå en næsten fuldstændig anerkendelse af deres nye køn.

10 I henhold til section 2, paragraph 1, i lov af 2004, skal der udstedes en kønsanerkendelsesattest, når ansøgeren bl.a. opfylder følgende betingelser:

> »a) lider af eller har lidt af kønsdysfori

> b) i de seneste to år forud for indgivelsen af ansøgningen har levet i overensstemmelse med sit nye køn

> […]«

11 Section 9, paragraph 1, i lov af 2004 bestemmer:

> »Når en komplet kønsanerkendelsesattest er udstedt til en person, bliver denne persons køn det erhvervede køn (således at ved et nyt køn som mand, anses [s. I-3607]  personen for at være en mand, og ved et nyt køn som kvinde, anses personen for at være kvinde).«

12 Ifølge section 9, paragraph 2, i lov af 2004, har kønsanerkendelsesattesten ingen indflydelse på handlinger, der er foretaget, eller begivenheder, der er indtruffet, før udstedelsen heraf.

13 Hvad angår pensionsydelser fastslår Schedule 5, Part 2, paragraph 7, point 3, i lov af 2004:

> »[…] hvis den pågældende person (umiddelbart inden attestens udstedelse)

> a) er en mand, der har nået den alder, hvor en kvinde når pensionsalderen, men

> b) ikke er fyldt 65 år,

> skal vedkommende anses for […] at nå pensionsalderen på tidspunktet for attestens udstedelse.«

[s. I-3608]

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

14 Sarah Margaret Richards er født den 28. februar 1942 og er i fødselsattesten registreret som mand. Efter at have fået stillet diagnosen kønsdysfori gennemgik hun den 3. maj 2001 en kønsskifteoperation.

15 Den 14. februar 2002 ansøgte Sarah Margaret Richards Secretary of State om tildeling af alderspension fra og med den 28. februar 2002, hvor hun fyldte 60 år, hvilket i medfør af national ret er den alder, hvor en kvinde, der er født før den 6. april 1950, kan opnå alderspension.

16 Ved afgørelse af 12. marts 2002 fik hun afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøgningen »er fremsat mere end fire måneder før, ansøgeren fylder 65 år«, som er pensionsalderen for mænd i Det Forenede Kongerige.

17 Da den af Sarah Margaret Richards for Social Security Appeal Tribunal indbragte klage blev afvist, indbragte hun sagen for Social Security Commissioner, idet hun gjorde gældende, at afslaget på at udbetale hende alderspension fra hendes 60. år i medfør af Domstolens dom af 7. januar 2004, K.B. (sag C-117/01, Sml. I, s. 541) udgør en tilsidesættelse af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt udgør forskelsbehandling i strid med artikel 4 i direktiv 79/7.

[s. I-3609]

18 For den forelæggende ret har Secretary of State anført, at sagsøgeren i hovedsagens påstand ikke henhører under dette direktivs anvendelsesområde. Ifølge Secretary of State fastsætter fællesskabsretten nemlig kun harmoniseringsforanstaltninger vedrørende aldersydelser uden i øvrigt at give ret til at opnå disse ydelser. Desuden er Sarah Margaret Richards ikke blevet forskelsbehandlet i forhold til de personer, som udgør det hensigtsmæssige sammenligningsgrundlag, nemlig mænd, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation.

19 Social Security Commissioner har, for at kunne afgøre denne tvist, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er direktiv 79/7 til hinder for et afslag på tildeling af alderspension inden det 65. år til en transseksuel, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, og som ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, fra hvilken dato har Domstolens svar på spørgsmål 1 da virkning?«

#### Om det første spørgsmål

20 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en lovgivning, som nægter

[s. I-3610]

alderspension til en person, som har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.

21 Indledningsvis skal det fastslås, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte (jf. i denne retning K.B.-dommen, præmis 35).

22 Ved besvarelsen af det første spørgsmål skal det straks understreges, at direktiv 79/7 på området for social sikring er udtryk for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, som er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper.

23 Det følger af Domstolens faste praksis, at det i øvrigt er en af menneskets grundlæggende rettigheder, som Domstolen skal sikre overholdt, ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 15.6.1978, sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, præmis 26 og 27, og af 30.4.1996, sag C-13/94, P./S., Sml. I, s. 2143, præmis 19).

24 Direktiv 79/7’s anvendelsesområde kan således ikke indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til direktivets formål og karakteren af de rettigheder, det tilsigter at beskytte, kan dette direktiv også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte (jf. vedrørende Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), P./S.-dommen, præmis 20).

[s. I-3611]

25 Det Forenede Kongeriges regering har anført, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, følger af, at den nationale lovgiver har valgt at fastsætte pensionsalderen forskelligt for mænd og kvinder. Da en sådan mulighed udtrykkeligt er tillagt medlemsstaterne i medfør af artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7, kan de ifølge denne regering på alderspensionsområdet fravige princippet om lige behandling af mænd og kvinder. Regeringen mener ikke, at den omstændighed i hovedsagen, at kønssondringen i pensionsordningen påvirker transseksuelles rettigheder, har nogen relevans.

26 Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

27 Sarah Margaret Richards har argumenteret for, at hun er blevet forhindret i at modtage alderspension fra hun fyldte 60 år, hvilket er den alder, hvor kvinder, som er født før den 6. april 1950, kan modtage en sådan pension i Det Forenede Kongerige.

28 Den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling er en følge af, at Sarah Margaret Richards nye køn, som hun har fået efter en kønsskifteoperation, ikke anerkendes med henblik på anvendelsen af lov af 1995 om alderspension.

29 I modsætning til kvinder, hvis køn ikke er resultatet af en kønsskifteoperation, og som har ret til alderspension som 60-årige, kan Sarah Margaret Richards ikke opfylde en af betingelserne for retten til denne pension, i det foreliggende tilfælde betingelsen om pensionsalder.

[s. I-3612]

30 Den ulige behandling, som Sarah Margaret Richards har været udsat for, må anses for en ulovlig forskelsbehandling efter artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, eftersom den udspringer af kønsskiftet.

31 Domstolen har nemlig allerede fastslået, at en national lovgivning, som er til hinder for, at en transseksuel — i mangel på anerkendelse af dennes nye køn — kan opfylde en nødvendig betingelse for at opnå en af fællesskabsretten beskyttet rettighed, principielt skal anses for at være uforenelig med fællesskabsrettens krav (jf. K.B.-dommen, præmis 30-34).

32 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at der ikke er blevet krænket nogen rettighed i henhold til fællesskabsretten med afslaget på pension af 12. marts 2002, eftersom retten til alderspension alene følger af national ret.

33 Hertil er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at fællesskabsretten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på fællesskabsplan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte dels vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, dels de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser. Det forholder sig imidlertid således, at medlemsstaterne skal overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence (dom af 12.7.2001, sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Sml. I, s. 5473, præmis 44-46, og af 4.12.2003, sag C-92/02, Kristiansen, Sml. I, s. 14597, præmis 31).

[s. I-3613]

34 De former for forskelsbehandling, som er i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, er i øvrigt kun omfattet af undtagelsen i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), på den betingelse, at de er nødvendige for at nå de mål, som dette direktiv tilsigter ved at give medlemsstaterne ret til at opretholde forskellig pensionsalder for mænd og kvinder (dom af 7.7.1992, sag C-9/91, Equal Opportunities Commission, Sml. I, s. 4297, præmis 13).

35 Selv om det i betragtningerne til direktiv 79/7 ikke præciseres, hvad der er grunden til disse undtagelser, kan det af karakteren af de i dette direktivs artikel 7, stk. 1, fastsatte undtagelser udledes, at fællesskabslovgiver havde til hensigt at tillade medlemsstaterne midlertidigt at opretholde de fordele, der var tildelt kvinder med hensyn til arbejdsophør, for gradvist at sætte dem i stand til at indrette deres pensionsordninger i den henseende, uden at bringe ordningernes komplekse økonomiske ligevægt i fare, et forhold man ikke kunne undgå at tage hensyn til. Disse fordele omfatter kvindelige arbejdstageres mulighed for at få udbetalt pension på et tidligere tidspunkt end mandlige arbejdstagere, således som fastsat i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), (dommen i sagen Equal Opportunities Commission, præmis 15).

36 Ifølge Domstolens faste praksis skal undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 fortolkes strengt (jf. domme af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 36, og sag 262/84, Beets-Proper, Sml. s. 773, præmis 38, samt dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8).

37 Denne bestemmelse skal derfor fortolkes således, at den kun vedrører fastsættelse af en pensionsalder, der er forskellig for mænd og kvinder. Tvisten i hovedsagen drejer sig imidlertid ikke om en sådan foranstaltning.

[s. I-3614]

38 Det følger af ovennævnte, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.

#### Om det andet spørgsmål

39 Forudsat at Domstolen fastslår, at direktiv 79/7 er til hinder for den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ønsker den forelæggende ret med sit andet spørgsmål oplyst, om virkningerne af en sådan dom skal begrænses i tid.

40 Domstolen vil kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold (dom af 2.2.1988, sag 24/86, Blaizot, Sml. s. 379, præmis 28, og af 23.5.2000, sag C-104/98, Buchner m.fl., Sml. I, s. 3625, præmis 39).

41 Det fremgår desuden af fast retspraksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel dom kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger (dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 52, og af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 68).

[s. I-3615]

42 Domstolen har kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med Fællesskabets retsforskrifter, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende fællesskabsforskrifternes rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (jf. Bidar-dommen, præmis 69).

43 I det foreliggende tilfælde kan ikrafttrædelsen af lov af 2004 den 4. april 2005 bringe tvister som den, der ligger til grund for hovedsagen, til ophør. Desuden har Det Forenede Kongeriges regering hverken i de skriftlige indlæg for Domstolen eller under retsmødet fastholdt den påstand, som den fremsatte under hovedsagen vedrørende dommens begrænsning i tid.

44 Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.

#### Sagens omkostninger

45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. I-3616]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning, som nægter alderspension til en person, som i overensstemmelse med de i national ret opstillede betingelser har gennemgået et kønsskifte fra mand til kvinde, fordi denne ikke er fyldt 65 år, uanset at samme person ville have været berettiget til en sådan pension ved det 60. år, hvis hun efter national ret var blevet anset for at være en kvinde.

2) Det er ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkning.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62005cj0017.md =====

# EU-Domstolen, 3. oktober 2006, sag C-17/05

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62005cj0017.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62005cj0017.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Cadman

ECLI: ECLI:EU:C:2006:633

Kommentarens titel: Anciennitet som lønkriterium og alvorlig tvivl om erfaring

Emner på siden: [Lønstrukturer, jobklassifikation og kriterier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-kriterier.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Anciennitet er normalt egnet til at honorere erfaring, som forbedrer opgaveudførelsen. Arbejdsgiveren skulle derfor efter artikel 141 ikke særskilt bevise egnetheden i hvert ansættelsesforhold, medmindre arbejdstageren fremførte forhold, der gav alvorlig tvivl. Ved en jobbaseret faglig klassifikation krævedes ikke bevis for, at netop den enkelte havde opnået bedre arbejdsevne i perioden.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen giver ikke anciennitet generel immunitet mod ligelønsprøvelse og kræver heller ikke individuel effektmåling i enhver sag. Den afgør ikke direktivets selvstændige oplysnings- og gennemsigtighedspligter.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 30 (lov/1.md), § 1, afsnit 32 (lov/1.md), § 1 d, afsnit 9 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 13 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 20 (lov/1d.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62005CJ0017

Domstolens dom (Store Afdeling)
3. oktober 2006[^*]

I sag C-17/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 11. januar 2005, indgået til Domstolen den 19. januar 2005, i sagen:

B.F. Cadman

mod

Health & Safety Executive,

procesdeltager:

Equal Opportunities Commission,

[s. I-9609]

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans og A. Rosas samt dommerne R. Schintgen, N. Colneric (refererende dommer), S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues, J. Klučka, U. Lõhmus, E. Levits, A. Ó Caoimh og L. Bay Larsen,

generaladvokat: M. Poiares Maduro

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. marts 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

- B.F. Cadman ved barrister T. Gill, og solicitor E. Hawksworth

- Equal Opportunities Commission ved R. Allen, QC, barrister R. Crasnow, samt solicitors J. Hardwick og M. Robison

- Det Forenede Kongeriges regering og Health & Safety Executive ved M. Bethell og E. O'Neill, som befuldmægtigede, bistået af N. Underhill, QC, og N. Paines, QC, samt barrister J. Eady

- den franske regering ved G. de Bergues, som befuldmægtiget

- Irland ved D. O'Hagan som befuldmægtiget, bistået af N. Travers, BL

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 18. maj 2006,

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF.

2 Anmodningen er indgivet under en tvist mellem B.F. Cadman og Health & Safety Executive (agentur for sundhed og sikkerhed, herefter »HSE«) vedrørende reguleringen af B.F. Cadmans løn, så den svarer til hendes mandlige kollegers løn.

[s. I-9611]

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 141, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

Lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn indebærer

a) at den løn, der ydes for samme akkordlønnede arbejde, fastsættes på samme beregningsgrundlag

b) at den løn, der ydes for tidlønnet arbejde, er den samme for samme slags arbejde.«

[s. I-9612]

4 Artikel 1, i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) bestemmer:

> »Det i artikel [141 EF] omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

5 Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6) finder i henhold til artikel 3, stk. 1, anvendelse på situationer, som bl.a. er omhandlet i artikel 141 EF og i direktiv 75/117.

6 Artikel 2, stk. 2, i direktiv 97/80 bestemmer:

> »Ifølge det i stk. 1 omhandlede ligebehandlingsprincip er der tale om indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral(t), stiller et væsentligt større antal personer af det ene [s. I-9613]  køn ringere, medmindre denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis er hensigtsmæssig(t) og nødvendig(t) og kan begrundes i objektive ikke-kønsrelaterede faktorer.«

7 I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, træffer medlemsstaterne »i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket«.

8 I medfør af artikel 2 i Rådets direktiv 98/52/EF af 13. juli 1998 om udvidelse af direktiv 97/80/EF til at omfatte Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (EFT L 205, s. 66) skulle direktiv 97/80 gennemføres i Det Forenede Kongerige og Nordirland senest den 22. juli 2001.

9 Artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 (EFT L 269, s. 15, herefter »direktiv 76/207«), bestemmer:

> »I dette direktiv forstås ved:

> [...]

[s. I-9614]

> - »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

> [...]«

10 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207 bestemmer:

> »Anvendelse af princippet om ligebehandling betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn for så vidt angår:

> [...]

> c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn som omhandlet i direktiv 75/117/EØF

> [...]«

11 I henhold til artikel 2, stk. 1, første punktum, i direktiv 2002/73 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 5. oktober 2005 eller sikre, at

[s. I-9615]

arbejdsmarkedets parter senest denne dato havde indført de nødvendige bestemmelser ved aftale.

##### Nationale bestemmelser

12 Section 1 i Equal Pay Aet 1970 (lov af 1970 om lige løn), bestemmer:

> »1) Hvis en aftale om ansættelse af en kvinde i en virksomhed i Storbritannien ikke indeholder (direkte eller ved henvisning til en kollektiv overenskomst eller på anden måde) en ligebehandlingsklausul, skal den anses for at indeholde en sådan klausul.

> 2) En ligebehandlingsklausul er en bestemmelse, som vedrører vilkårene (uanset om de omhandler løn) i en aftale om ansættelse af en kvinde (herefter »kvindeaftalen«), og som har til følge, at [...] b) der i tilfælde af, at en kvinde er ansat i et arbejde, der er af samme værdi som det arbejde, der udføres af en mand i den samme stilling, gælder følgende: i) Hvis en bestemmelse (bortset fra ligebehandlingsklausulen) i kvindeaftalen, der er baseret på en evaluering af det arbejde, som skal udføres, er [s. I-9616] eller bliver mindre gunstig for kvinden end en bestemmelse af samme art i en aftale om ansættelse af en mand, anses den pågældende bestemmelse i kvindeaftalen for ændret, således at den ikke er mindre gunstig. ii) Hvis kvindeaftalen (bortset fra ligebehandlingsklausulen) på et tidspunkt ikke indeholder en bestemmelse svarende til en bestemmelse i en mands aftale om ansættelse, der er baseret på en evaluering af det arbejde, som skal udføres, og som giver ham en fordel, skal kvindeaftalen anses for at indeholde en sådan bestemmelse. [...]

> 3) Ligebehandlingsklausulen berører ikke forskellen mellem kontrakten indgået med den kvindelige arbejdstager og den mandlige arbejdstager, hvis arbejdsgiveren godtgør, at denne forskel reelt skyldes et materielt kriterium, der ikke er forskellen på køn, og at kriteriet a) i tilfælde af en ligebehandlingsklausul, der er omfattet af stk. 2, litra a) eller b), ovenfor, følger af en reel forskel mellem den kvindelige og den mandlige arbejdstagers situation [...]

> [...]«

[s. I-9617]

#### Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 B.F. Cadman er ansat ved HSE. I den tid, hun har været ansat ved denne institution, er lønsystemet blevet ændret flere gange. Før 1992 var systemet baseret på indeksbestemte forhøjelser, dvs. hver ansat fik en årlig lønforhøjelse, indtil vedkommende havde nået det højeste løntrin i lønrammen. I 1992 indførte HSE et lønelement, der var knyttet til arbejdsindsatsen, hvilket gjorde det muligt at tilpasse den årlige lønforhøjelse for at afspejle den ansattes individuelle indsats. I dette system kunne de ansatte, der ydede mest, hurtigere nå det højeste løntrin. Som følge af ikrafttrædelsen i 1995 af en langsigtet lønoverenskomst blev de årlige lønforhøjelser udbetalt i form af aktier, kaldet »equity shares«, der var knyttet til den ansattes arbejdsindsats. Ændringen nedsatte den hastighed, hvormed lønforskellene mellem ansatte i samme lønramme med henholdsvis høj og lav anciennitet reduceredes. Endelig blev systemet igen ændret i 2000, således at ansatte, der befandt sig på de laveste løntrin, kunne opnå større årlige lønforhøjelser og dermed en hurtigere opstigning gennem lønrammen.

14 I juni 2001 anlagde B.F. Cadman sag ved Employment Tribunal på grundlag af Equal Pay Act. På tidspunktet for indleveringen af stævningen havde hun i næsten fem år været ansat i en ledende stilling som »Inspector« i lønramme 2. Hun havde udtaget fire mandlige kollegaer som referencegrundlag, som også var »Inspectors« i lønramme 2.

15 Selv om de var ansat i samme lønramme som B.F. Cadman, var deres lønninger væsentligt højere. B.F. Cadmans årsløn i regnskabsåret 2000/2001 var på 35129 pund

[s. I-9618]

sterling (GBP), hvorimod de nævnte referencepersoners løn var blevet fastsat til henholdsvis 39 125 GBP, 43 345 GBP, 43 119 GBP og 44 183 GBP.

16 Det er ubestridt, at de fire mandlige referencepersoner på tidspunktet for indleveringen af stævningen til Employment Tribunal havde en større anciennitet end B.F. Cadman, og at hendes anciennitet til dels var opnået i lavere stillinger.

17 Employment Tribunal fastslog, at lønvilkårene i B.F. Cadmans ansættelseskontrakt i medfør af section 1 i Equal Pay Aet skulle ændres, således at de ikke var mindre fordelagtige end de tilsvarende vilkår i de fire referencepersoners kontrakter.

18 HSE ankede denne afgørelse til Employment Appeal Tribunal med påstand om annullation. Denne instans fastslog for det første, at en lønforskel, der opstår ved anvendelse af kriteriet anciennitet, i lyset af Domstolens dom af 17. oktober 1989, Danfoss (sag 109/88, Sml. s. 3199, præmis 25), ikke skal særligt begrundes. For det andet fandt den, at selv hvis der havde været krav om begrundelse, havde Employment Tribunal gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, da den tog stilling til begrundelsen.

19 Ved ankestævning af 4. november 2003 indbragte B.F. Cadman Employment Appeal Tribunals afgørelse for den forelæggende ret.

[s. I-9619]

20 Court of Appeal har anført, at de lønforskelle, som B.F. Cadman har gjort gældende til støtte for sagen, skyldes opbygningen af lønsystemet, da HSE anvender en ordning for lønforhøjelser, der på den ene eller den anden måde tager hensyn til og belønner anciennitet.

21 Når kvinder i lønramme 2, og generelt de kvinder, der er en del af den relevante gruppe arbejdstagere i HSE, i gennemsnit har en lavere anciennitet end mændene, har anvendelsen af anciennitetskriteriet som element ved fastsættelsen af løn negative konsekvenser for kvinderne.

22 Den forelæggende ret har fastslået, at det bevismateriale, som Equal Opportunities Commission (ligestillingsudvalget) har fremlagt, og som er godkendt af alle parterne i tvisten, godtgør, at kvindelige arbejdstagere i Det Forenede Kongerige og i hele Den Europæiske Union samlet set har en anciennitet, der er lavere end de mandlige arbejdstageres anciennitet. Anvendelsen af anciennitetskriteriet ved fastsættelsen af løn er et væsentligt element i fastholdelsen af lønforskellene, der ganske vist er dalende, mellem kvinder og mænd.

23 I den forbindelse spørger Court of Appeal, om Domstolens praksis har fraveget Domstolens udtalelse i Danfoss-sagen, hvorefter »[...] en arbejdsgiver ikke særligt [behøver] at begrunde en anvendelse af kriteriet anciennitet«. Senere retspraksis, bl.a. dom af 7. februar 1991, Nimz (sag C-184/89, Sml. I, s. 297), af 2. oktober 1997, Gerster (sag C-1/95, Sml. I, s. 5253), og af 17. juni 1998, Hill og Stapleton (sag C-243/95, Sml. I, s. 3739), giver udtryk for en vis ændring i Domstolens praksis. I den forbindelse har Court of Appeal påpeget, at den ikke er overbevist af HSE's argumenter om, at rækkevidden af Danfoss-dommen kun er blevet ændret af Domstolens senere praksis for så vidt angår deltidsansatte arbejdstagere, og følgelig at anciennitetskriteriet aldrig kræver en objektiv begrundelse, medmindre det drejer sig om sådanne arbejdstagere.

[s. I-9620]

24 Desuden er den forelæggende ret enig i Employment Appeal Tribunals udtalelse om, at selv om spørgsmålet om rækkevidden af Danfoss-dommen bliver afgjort til fordel for B.F. Cadman, bør sagen henvises til et andet dommerkollegium end Employment Tribunal med henblik på en fornyet behandling af spørgsmålet om begrundelse.

25 Det er under disse omstændigheder, at Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Hvis en arbejdsgivers anvendelse af anciennitetskriteriet ved lønfastsættelsen har forskellig virkning i forhold til de relevante mandlige og kvindelige arbejdstagere, kræver artikel 141 EF da, at arbejdsgiveren særligt begrunder anvendelsen af dette kriterium? Hvis svaret afhænger af omstændighederne, hvilke omstændigheder er der da tale om?

> 2) Vil besvarelsen af det foregående spørgsmål blive anderledes, hvis arbejdsgiveren anvender anciennitetskriteriet fra sag til sag, således at der foretages en vurdering af, i hvilket omfang ancienniteten begrunder en højere løn?

> 3) Kan der foretages nogen relevant sondring mellem anciennitetskriteriets anvendelse på deltidsansatte arbejdstagere og dets anvendelse på fuldtidsansatte arbejdstagere?«

[s. I-9621]

#### Om det første og det andet præjudicielle spørgsmål

26 Med det første og det andet spørgsmål, som behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om, og i givet fald under hvilke omstændigheder, artikel 141 EF indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at begrunde anvendelsen af anciennitetskriteriet ved fastsættelsen af løn, når anvendelsen heraf indebærer lønforskelle mellem de mænd og kvinder, der skal medtages i sammenligningen.

##### Den generelle ordning i artikel 141, stk. 1, EF

27 Artikel 141, stk. 1, EF opstiller det princip, at der skal betales samme løn for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, hvad enten det udføres af en mand eller en kvinde (dom af 17.9.2002, sag C-320/00, Lawrence m.fl., Sml. I, s. 7325, præmis 11).

28 Som Domstolen allerede har fastslået i dom af 8. april 1976, Defrenne (sag 43/75, Sml. s. 455, præmis 12), hører dette princip, som er det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, hvorefter sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet, til Fællesskabets grundlag (jf. tillige dom af 26.6.2001, sag C-381/99, Brunnhofer, Sml. I, s. 4961, præmis 28, og dommen i sagen Lawrence m.fl., præmis 12).

[s. I-9622]

29 I øvrigt bemærkes den generelle regel i artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117, hvis væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i artikel 141, stk. 1, EF uden at ændre dette princips indhold eller rækkevidde (jf. dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911, præmis 22). Denne regel indebærer afskaffelsen af forskelsbehandling på grundlag af køn for så vidt angår alle lønelementer eller lønvilkår for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi (jf. dom af 1.7.1986, sag 237/85, Rummier, Sml. s. 2101, præmis 11).

30 Ikke blot direkte forskelsbehandling, men også indirekte forskelsbehandling er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 141, stk. 1, EF (jf. i denne retning Jenkinsdommen, præmis 14 og 15, og dom af 27.5.2004, sag C-285/02, Elsner-Lakeberg, Sml. I, s. 5861, præmis 12).

31 Det følger af fast retspraksis, at artikel 141 EF, i lighed med den tidligere artikel 119 i EØF-traktaten (nu artikel 119 EF (artikel 117 EF til 120 EF er blevet erstattet af artikel 136 EF til 143 EF)), skal fortolkes således, at hvis der er tegn på forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at den pågældende praksis er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning bla. Danfoss-dommen, præmis 22 og 23, dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 16, Hill og Stapleton-dommen, præmis 43, og dom af 23.10.2003, forenede sager C-4/02 og C-5/02, Schönheit og Becker, Sml. I, s. 12575, præmis 71).

32 Begrundelsen skal være baseret på et lovligt formål. De midler, der anvendes for at nå dette formål, skal være egnede og nødvendige (jf. i denne retning dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 37).

##### Anvendelsen af anciennitetskriteriet

33 I præmis 24 og 25 i Danfoss-dommen fastslog Domstolen, efter at have bemærket, at det ikke er udelukket, at anvendelsen af anciennitetskriteriet kan medføre en mindre

[s. I-9623]

gunstig behandling af kvinder end mænd, at arbejdsgiveren ikke særligt skal begrunde anvendelsen af dette kriterium.

34 Med denne udtalelse har Domstolen anerkendt, at det er et lovligt lønpolitisk formål at belønne bl.a. den opnåede erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre.

35 Anvendelsen af anciennitetsprincippet er normalt et egnet middel til at opnå dette formål. Anciennitet er ensbetydende med erfaring, som i almindelighed sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre.

36 Det står følgelig arbejdsgiveren frit for at honorere anciennitet uden at skulle bevise, hvilken betydning den har for udførelsen af den pågældende lønmodtagers konkrete arbejdsopgaver.

37 I den samme dom har Domstolen dog ikke udelukket, at der kan forekomme situationer, hvor anvendelsen af anciennitetskriteriet skal begrundes af arbejdsgiveren i detaljer.

38 Dette er bl.a. tilfældet, når arbejdstageren fremlægger elementer, der kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til, om anvendelsen af anciennitetskriteriet i den konkrete sag er egnet til at nå det nævnte formål. Det påhviler derfor arbejdsgiveren at godtgøre, at det, der normalt er tilfældet, dvs. at anciennitet er ensbetydende med erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre, også er tilfældet i det konkrete ansættelsesforhold.

[s. I-9624]

39 Det bør tilføjes, at når der ved fastsættelsen af lønnen anvendes et fagligt klassifikationssystem, der er baseret på en evaluering af det arbejde, som skal udføres, kræves det ikke, at begrundelsen for anvendelsen af et bestemt kriterium vedrører de berørte arbejdstageres individuelle situation. Heraf følger, at hvis det formål, der søges opnået med anvendelsen af anciennitetskriteriet, er en anerkendelse af den opnåede erfaring, skal det ikke inden for rammerne af et sådant system godtgøres, at en arbejdstager, individuelt set, i løbet af den relevante periode, har opnået en erfaring, der sætter vedkommende i stand til at udføre arbejdet bedre. Der skal derimod henses objektivt til arten af det arbejde, der skal udføres (Rummler-dommen, præmis 13).

40 Det følger af ovenstående overvejelser, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 141 EF skal fortolkes således, at i situationer, hvor anvendelsen af anciennitetskriteriet ved fastsættelsen af løn indebærer lønforskelle mellem de mænd og kvinder, der skal medtages i sammenligningen, for samme arbejde eller arbejde af samme værdi,

- skal arbejdsgiveren — da anciennitetskriteriet normalt er egnet til at nå det lovlige formål at belønne den opnåede erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre — ikke særligt godtgøre, at anvendelsen af kriteriet er egnet til at nå dette formål for så vidt angår et bestemt ansættelsesforhold, medmindre arbejdstageren fremlægger elementer, der kan give anledning til alvorlig tvivl i den henseende

- kræves det ikke, når der ved fastsættelsen af lønnen anvendes et fagligt klassifikationssystem, der er baseret på en evaluering af det arbejde, som skal udføres, at det godtgøres, at en arbejdstager, individuelt set, i løbet af den relevante periode har opnået en erfaring, der sætter vedkommende i stand til at udføre arbejdet bedre.

[s. I-9625]

#### Om det tredje præjudicielle spørgsmål

41 I betragtning af svaret på det første og det andet spørgsmål er det ikke fornødent at besvare det tredje spørgsmål.

#### Dommens tidsmæssige virkninger

42 Det Forenede Kongeriges regering og Irland finder, at hvis Domstolen påtænker at fravige de principper, der blev fastslået i Danfoss-dommen, kræver overvejelser omkring retssikkerheden en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger.

43 Da denne dom blot indeholder en præcision af retspraksis på området, er det ikke fornødent at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.

#### Sagens omkostninger

44 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. I-9626]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 141 EF skal fortolkes således, at i situationer, hvor anvendelsen af anciennitetskriteriet ved fastsættelsen af løn indebærer lønforskelle mellem de mænd og kvinder, der skal medtages i sammenligningen, for samme arbejde eller arbejde af samme værdi,

- skal arbejdsgiveren — da anciennitetskriteriet normalt er egnet til at nå det lovlige formål at belønne den opnåede erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre — ikke særligt godtgøre, at anvendelsen af kriteriet er egnet til at nå dette formål for så vidt angår et bestemt ansættelsesforhold, medmindre arbejdstageren fremlægger elementer, der kan give anledning til alvorlig tvivl i den henseende

- kræves det ikke, når der ved fastsættelsen af lønnen anvendes et fagligt klassifikationssystem, der er baseret på en evaluering af det arbejde, som skal udføres, at det godtgøres, at en arbejdstager, individuelt set, i løbet af den relevante periode har opnået en erfaring, der sætter vedkommende i stand til at udføre arbejdet bedre.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62008cj0063.md =====

# EU-Domstolen, 29. oktober 2009, sag C-63/08

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0063.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0063.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2009:666

Kommentarens titel: Gravides søgsmålsadgang, korte frister og erstatningskrav

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 c, stk. 1 ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 92/85 og 76/207 om afskedigelse af gravide, ikke ligelønsreglerne. Et særligt søgsmål var tilladt, hvis procesreglerne overholdt kravene om ækvivalens og effektivitet; en frist på 15 dage syntes ikke at opfylde dem. Koblet til adgangen til retslige instanser i § 4 a og forældelsesreglen i § 6 c, stk. 1.

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 92/85 tillod et særligt søgsmål mod afskedigelse af gravide, nybagte mødre og ammende, hvis procesreglerne overholdt ækvivalens og effektivitet. Den omhandlede 15-dagesfrist syntes ikke at opfylde dette; den nationale ret skulle efterprøve det. Direktiv 76/207 hindrede en ordning, der afskar den afskedigede gravide fra et erstatningssøgsmål, som andre ansatte havde, når begrænsningen var ulige behandling i forbindelse med graviditet, navnlig hvis det eneste retsmiddel ikke gav effektiv beskyttelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62008CJ0063

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

29. oktober 2009 ([^*1])

»Socialpolitik — beskyttelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer — direktiv 92/85/EØF — artikel 10 og 12 — forbud mod afskedigelse i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven — domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten — ligebehandling af mænd og kvinder - direktiv 76/207/EØF - artikel 2, stk. 7, tredje afsnit — ulige behandling af en kvinde i forbindelse med svangerskab eller barselsorlov — begrænsning af de gældende retsmidler for kvinder, der afskediges under deres graviditet«

I sag C-63/08,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette (Luxembourg) ved afgørelse af 14. februar 2008, indgået til Domstolen den , i sagen:

**Virginie Pontin**

mod

**T-Comalux SA,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, J.N. Cunha Rodrigues, som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne P. Lindh, A. Rosas, U. Lõhmus og A. Ó Caoimh (refererende dommer),

generaladvokat: V. Trstenjak

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. januar 2009,

efter at der er afgivet indlæg af:

— Virginie Pontin ved avocat L. Dupong

T- Comalux SA ved avocats A. Kronshagen og V. Tutak

— den luxembourgske regering ved C. Schiltz, som befuldmægtiget

— den italienske regering ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

— Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 31. marts 2009,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), og af artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af (EFT L 269, s. 15, herefter »direktiv 76/207«).

2 Anmodningen er blevet fremsat inden for rammerne af en retssag, der føres mellem Virginie Pontin og hendes tidligere arbejdsgiver, selskabet T-Comalux SA (herefter »T-Comalux«), som følge af sidstnævntes afskedigelse af Virginie Pontin i løbet af januar måned 2007.

### **Retsforskrifter**

#### *Fællesskabsbestemmelser*

##### Direktiv 92/85

3 Det fremgår af niende betragtning til direktiv 92/85, at foranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, ikke må føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og ikke må berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

4 Direktivet har ifølge sin artikel 1, stk. 1, til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

5 En gravid arbejdstager defineres i artikel 2, litra a), i direktiv 92/85 som »enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis«.

6 I henhold til direktivets artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

7 Artikel 10 i direktiv 92/85 med overskriften »Forbud mod afskedigelse« er affattet på følgende måde:

»For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

1) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2 i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af den i artikel 8, stk. 1, fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.

2) Når en arbejdstager som defineret i artikel 2 afskediges i den periode, der er nævnt i nr. 1), skal arbejdsgiveren skriftligt give en berettiget begrundelse af afskedigelsen.

3) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstageren som defineret i artikel 2 mod følgerne af en afskedigelse, som ville være ulovlig efter nr. 1).«

8 Artikel 12 i direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne indføjer i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser og/eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, indbringe sagen for andre kompetente instanser.«

##### Direktiv 76/207

9 Det følger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/207, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår.

10 Artikel 2, stk. 1, i samme direktiv bestemmer, at dette princip »indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling«.

11 I direktivets artikel 2, stk. 7, første afsnit, er det fastsat, at det »gælder med forbehold af bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab«, og samme bestemmelses tredje afsnit bestemmer, at »[e]nhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med svangerskab eller barselsorlov som omhandlet i direktiv [92/85] udgør forskelsbehandling som defineret i nærværende direktiv«.

12 I henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 76/207 betyder anvendelse af princippet om ligebehandling, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår bl.a. ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse. Medlemsstaterne skal i henhold til samme artikels stk. 2, litra a), træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves.

#### *Nationale bestemmelser*

13 Artikel L. 124-11, stk. 1 og 2, i den luxembourgske code du travail (herefter »code du travail«) bestemmer:

»1. Der foreligger en uberettiget afskedigelse og en handling, som socialt og økonomisk er uacceptabel, når en afskedigelse strider mod loven eller ikke er begrundet i faktiske og tungtvejende omstændigheder vedrørende en arbejdstagers kvalifikationer eller adfærd, eller som er begrundet i hensynet til virksomhedens, enhedens eller tjenestens drift. Det samme gælder, såfremt afskedigelsen er i strid med de generelle kriterier i artikel L. 423-1, stk. 3.

2. Sag om uberettiget opsigelse af en ansættelsesaftale anlægges ved arbejdsretten inden tre måneder efter det tidspunkt, hvor der er givet meddelelse om afskedigelsen eller begrundelsen herfor, idet der i modsat fald sker præklusion. Såfremt der ikke angives nogen begrundelse, regnes fristen fra udløbet af den frist, som er nævnt i artikel L. 124-5, stk. 2. Fristen afbrydes, såfremt arbejdstageren, dennes befuldmægtigede eller fagforening, indgiver en skriftlig klage til arbejdsgiveren. En klage medfører, at en ny frist på et år begynder at løbe, idet der i modsat fald sker præklusion.«

14 Code du travails artikel L. 124-12, stk. 4, bestemmer:

> »Såfremt afskedigelsen er ugyldig i henhold til loven, skal arbejdsretten efter begæring herom pålægge arbejdsgiveren at reintegrere arbejdstageren. […]

> Artikel L. 124-11 finder anvendelse på annullationssøgsmål.«

15 Code du travail indeholder i bog III, afsnit III et kapitel VII med overskriften »Forbud mod afskedigelse«, der indeholder artikel L. 337-1, som har følgende ordlyd:

»1. En arbejdsgiver kan ikke afbryde et ansættelsesforhold eller i givet fald indkalde til et møde med henblik på afskedigelse af en kvindelig arbejdstager, som af en læge er blevet konstateret gravid, i en periode på tolv uger efter fødslen. Såfremt afskedigelse sker, før det er blevet konstateret, at den kvindelige arbejdstager er gravid, kan hun inden otte dage fra det tidspunkt, hvor hun har fået meddelelse om afskedigelsen, ved anbefalet brev fremsende dokumentation for sin tilstand i form af en lægeerklæring. Afskedigelser, som sker i strid med forbuddet mod afskedigelse, som omhandlet i de to foregående stykker, og i givet fald indkaldelse til et møde med henblik på afskedigelse, er ugyldige. Den kvindelige arbejdstager kan senest femten dage efter, at ansættelsesaftalen er opsagt, indgive stævning til arbejdsrettens præsident, som træffer hasteafgørelse i summarisk form, efter at parterne er blevet hørt og behørigt indkaldt, med påstand om, at det fastslås, at afskedigelsen er ugyldig, og at ansættelsesforholdet skal opretholdes, eller i givet fald at arbejdstageren skal genansættes i henhold til bestemmelserne i artikel L. 124-12, stk. 4. […]«

16 Code du travails artikel L. 337-6 bestemmer:

> »En kvindelig lønmodtager, der er blevet afskediget på grund af sit ægteskab, kan påberåbe sig, at afskedigelsen er ugyldig, og kan ved anbefalet brev til sin arbejdsgiver anmode om, at ansættelsesforholdet opretholdes, inden to måneder efter, at hun har fået meddelelse om opsigelsen. I så fald består arbejdskontrakten fortsat, og den kvindelige arbejdstager har fortsat krav på fuldt vederlag.

> Hvis den kvindelige lønmodtager ikke har påberåbt sig, at afskedigelsen er ugyldig, og anmodet om opretholdelse af ansættelsesforholdet inden for ovennævnte frist, har hun krav på den afskedigelsesgodtgørelse [efter en uafbrudt anciennitet på mindst fem år hos samme arbejdsgiver], der er omhandlet i artikel L. 124-7, stk. 1. Hun kan endvidere anlægge sag med påstand om erstatning for den uberettigede opsigelse af ansættelsesaftalen i henhold til artikel L. 124-11 og L. 124-12.«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

17 Virginie Pontin har siden november 2005 arbejdet på fuld tid hos T-Comalux i henhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

18 Ved anbefalet brev af 18. januar 2007, som Virginie Pontin modtog den , blev hendes ansættelseskontrakt opsagt med et varsel omfattende perioden fra den 31. januar til den . Årsagen til denne varslede opsigelse fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen.

19 Virginie Pontin har for den forelæggende ret hævdet, at hun den 19. januar 2007 med almindelig post afsendte en lægeerklæring til T-Comalux. Selskabet har for den forelæggende ret bestridt at have modtaget en sådan erklæring.

20 Den 24. januar 2007 sendte Virginie Pontin en e-mail til T-Comalux, hvori hun meddelte, at hendes »sundhedstilstand ikke [var] blevet bedre«, at hun ikke kunne komme på kontoret den følgende dag, og at hun hurtigst muligt ville fremsende en attest for uarbejdsdygtighed til T-Comalux.

21 Ved anbefalet brev af 25. januar 2007 meddelte T-Comalux Virginie Pontin, at hun var afskediget med øjeblikkelig virkning på grund af »en alvorlig tjenesteforseelse« som følge af »uberettiget fravær i over tre dage«.

22 Ved anbefalet brev af 26. januar 2007, der blev modtaget af T-Comalux den 30. januar samme år, oplyste Virginie Pontin, at hun var gravid. Hun gjorde gældende, at den opsigelse, som hun havde modtaget fra T-Comalux, som følge heraf var ugyldig.

23 Da T-Comalux ikke besvarede dette sidste brev, indbragte hun den 5. februar 2007 et søgsmål for den forelæggende ret med påstand om, at det blev fastslået, at hendes afskedigelse var ugyldig.

24 Ved dom af 30. marts 2007 erklærede retten — i en anden sammensætning end den, hvorfra den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse hidrører — sig inkompetent til at påkende Virginie Pontins søgsmål med påstand om, at afskedigelsen af var ugyldig. Ifølge dette dommerkollegium giver code du travails artikel L. 337-1 nemlig præsidenten for den i arbejdsretlige sager kompetente retsinstans, dvs. Tribunal du travail, en særlig kompetence til i hastesager ud fra beskyttelseshensyn at annullere opsigelser, der finder sted på et tidspunkt, hvor arbejdstageren er gravid, hvorfor Virginie Pontin skulle have fremsendt en stævning med påstand om, at hendes opsigelse var ugyldig, til præsidenten for nævnte ret. Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at Virginie Pontin, der på daværende tidspunkt tilsyneladende endnu ikke havde antaget advokatbistand, havde sendt sin stævning i form af et brev adresseret til »Tribunal du travail — ved præsidenten og retsassessorerne« og havde indledt sine skriftlige bemærkninger med høflighedsformularen »Hr. præsident«.

25 Virginie Pontin appellerede ikke denne afgørelse. Under retsmødet for Domstolen oplyste hun i denne sammenhæng, at hun foretrak at undgå at løbe den risiko, der er forbundet med en sådan appel, og at lade den frist på tre måneder, der i code du travails artikel L. 124-11, stk. 1 og 2, er fastsat for lønmodtagerens anlæggelse af en erstatningssag mod arbejdsgiveren som følge af uberettiget afskedigelse (herefter »erstatningssøgsmålet«), udløbe.

26 Ved en anden sag, som Virginie Ponton anlagde den 18. april 2007, nedlagde hun for den forelæggende ret påstand om, at T-Comalux tilpligtedes at betale hende erstatning. Til støtte for dette søgsmål gjorde hun bl.a. gældende, at såvel hendes varslede opsigelse af som hendes efterfølgende afskedigelse med øjeblikkelig virkning er retsstridige og dermed uberettigede, jf. nævnte artikel L. 124-11.

27 T-Comalux er af den opfattelse, at de almindelige luxembourgske regler om anlæggelse af erstatningssøgsmål ikke finder anvendelse på en gravid arbejdstager, der i overensstemmelse med code du travails artikel L. 337-1 ikke kan vælge mellem et annullations- og et reintegrationssøgsmål som omhandlet i denne bestemmelse (herefter »annullations- og reintegrationssøgsmål«) og et erstatningssøgsmål, men nødvendigvis skal tilstille arbejdsgiveren en lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at hun er gravid, inden for en frist på otte dage efter meddelelsen om hendes afskedigelse, således som det er fastsat i nævnte artikels stk. 1, andet afsnit (herefter »fristen på otte dage«), og indgive annullations- og reintegrationssøgsmålet til Tribunal du travails præsident inden for den frist på femten dage efter kontraktens opsigelse, der er fastsat i samme bestemmelses stk. 1, fjerde afsnit (herefter »fristen på femten dage«).

28 Ifølge den forelæggende ret kan det udledes af den i denne sag relevante luxembourgske lovgivning, at en gravid arbejdstager, der af en hvilken som helst årsag, herunder en årsag, som hun ikke har nogen indflydelse på, har siddet fristen på henholdsvis otte dage og femten dage overhørig, ikke længere kan tage retsskridt med henblik på at anfægte afskedigelsen, med den virkning, at afskedigelsen af en gravid arbejdstager, når disse frister er udløbet, hverken er ugyldig eller uberettiget, men derimod fuldt ud retskraftig. I forelæggelsesafgørelsen henvises der ligeledes til en luxembourgsk retspraksis, hvorefter fristen for indbringelse af et annullationssøgsmål ikke begynder at løbe fra modtagelsen af opsigelsesskrivelsen, men fra det tidspunkt, hvor denne skrivelse afleveres til besørgelse med postvæsenet.

29 Under disse omstændigheder har Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette — idet den er i tvivl om, hvorvidt den relevante nationale lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsretten og særligt med direktiv 92/85 og 76/207 — besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 10 og 12 i [direktiv 92/85] fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at den nationale lovgiver har fastsat frister for retten for en arbejdstager, som afskediges under sin graviditet, til at anlægge sag, såsom den frist på otte dage, som er nævnt i artikel 337, stk. 1, [andet afsnit,] i code du travail, eller den frist på femten dage, som er indeholdt i samme artikels stk. 1[, fjerde afsnit]?

2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal fristerne på henholdsvis otte og femten dage da anses for at være for korte til, at en arbejdstager, som afskediges under sin graviditet, kan gøre sine rettigheder gældende for en retslig instans?

3) Skal artikel 2 i [direktiv 76/207] fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den nationale lovgiver udelukker en arbejdstager, som afskediges under sin graviditet, fra at anlægge erstatningssøgsmål for uberettiget afskedigelse, idet denne mulighed er forbeholdt andre arbejdstagere, der afskediges, i henhold til artikel L. 124-11, stk. 1 og 2, i code du travail?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

30 Det fremgår af de for Domstolen foreliggende sagsakter, at den forelæggende ret med sine tre spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 92/85 og/eller 76/207 er til hinder for en national lovgivning, såsom code du travails artikel L. 337-1, der særligt for så vidt angår det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85, begrænser de retsmidler, der står til rådighed for dem, til et annullations- og reintegrationssøgsmål, der er undergivet frister som dem, der er gældende i hovedsagen, og derved navnlig udelukker erstatningssøgsmål.

31 De to første spørgsmål vedrører det forudgående problem, om de nærmere processuelle bestemmelser, såsom dem, der fremgår af artikel L. 337-1, overholder kravene i artikel 10 og 12 i direktiv 92/85, og navnlig giver enhver kvindelig arbejdstager, der anser sig for krænket af den manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af artikel 10, adgang til at gøre sine rettigheder gældende for en retsinstans. Svaret på disse to spørgsmål kan få indflydelse på besvarelsen af det tredje spørgsmål, der nærmere bestemt vedrører spørgsmålet, om begrænsningen af de retsmidler, der står til rådighed i tilfælde af afskedigelse under graviditet, til kun at omfatte et annullations- og reintegrationssøgsmål, kan udgøre forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 76/207.

#### *Indlæg for Domstolen*

32 Virginie Pontin har gjort gældende, at den ret for en gravid lønmodtager til at gøre sine rettigheder gældende, som er indført ved den luxembourgske lov, ikke opfylder de kriterier, der i direktiv 92/85 er fastsat med henblik på at sikre en reel og effektiv beskyttelse af en sådan lønmodtagers rettigheder. For så vidt angår direktiv 76/207 har hun gjort gældende, at en forskellig behandling med hensyn til afskedigelse, hvorved den gravide lønmodtager afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål, ikke er rimeligt begrundet og udgør forskelsbehandling af en gravid kvinde, der er blevet afskediget, i forhold til andre lønmodtagere, der er blevet afskediget.

33 T-Comalux er af den opfattelse, at direktiv 92/85 ikke er til hinder for frister, såsom de her omhandlede på henholdsvis otte og femten dage. Selskabet er desuden af den opfattelse, at direktiv 76/207 ikke er til hinder for, at en national lovgiver afskærer en gravid lønmodtager fra at anlægge et erstatningssøgsmål under graviditeten. En gravid lønmodtager, der afskediges under graviditeten, og som råder over beskyttelsesforanstaltninger, der særligt er møntet på hendes tilstand, udsættes nemlig ikke for forskelsbehandling, men nyder derimod godt af en særlig beskyttelse ved hjælp af muligheden for at indbringe et søgsmål med påstand om annullation af den foretagne afskedigelse.

34 Den luxembourgske regering har gjort gældende, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse hviler på en fejlagtig fortolkning af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, hvorefter en lønmodtager, der sidder fristerne på henholdsvis otte og femten dage overhørig, ikke længere råder over retsmidler til anfægtelse af sin afskedigelse. I et tilfælde, hvor en lønmodtager ikke udøver denne særlige ret, eller ikke kan udøve den efter udløbet af de frister, der er fastsat i den relevante lovgivning, kan hun imidlertid ifølge denne regering anlægge et erstatningssøgsmål. Set i denne sammenhæng er fristerne for at anlægge et annullations- og reintegrationssøgsmål ikke for korte.

35 Den italienske regering er af den opfattelse, at frister som de i denne sag foreliggende på henholdsvis otte og femten dage skal anses for at være for korte til, at en gravid arbejdstager, der afskediges under graviditeten, kan gøre sine rettigheder gældende for en domstol. Denne regering har desuden gjort gældende, at direktiv 76/207 er til hinder for, at en national lovgiver indfører bestemmelser, der medfører, at gravide arbejdstagere, der afskediges under graviditeten, udsættes for forskelsbehandling derved, at de berøves muligheden for at anlægge et erstatningssøgsmål, samtidig med at denne mulighed står åben for andre arbejdstagere, der afskediges.

36 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er af den opfattelse, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 principielt ikke er til hinder for, at udøvelsen af en søgsmålsret, der er støttet på fællesskabsretten, ved nationale bestemmelser underlægges præklusive frister, dog under forudsætning af, at ækvivalens- og effektivitetsprincippet overholdes. Kommissionen har herved gjort gældende, at fristen på femten dage på grund af sin begrænsede længde er i strid med disse principper og derfor er udtryk for en tilsidesættelse af artikel 10 og 12. Kommissionen har desuden anført, at direktiv 76/207 er til hinder for, at en gravid arbejdstager, der afskediges under graviditeten, ved nationale bestemmelser afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål i anledning af uberettiget afskedigelse, når denne mulighed står åben for andre afskedigede arbejdstagere.

#### *Domstolens bemærkninger*

##### Om de to første spørgsmål

37 Indledningsvis bemærkes, at fristen på otte dage i modsætning til fristen på femten dage ikke synes at have karakter af en søgsmålsfrist, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. De to første spørgsmål vedrører imidlertid i det væsentlige princippet om den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten, således som dette kommer til udtryk i artikel 10, nr. 3), og artikel 12 i direktiv 92/85. Det er derfor i relation til fristen på femten dage, at anvendelsen af dette princip under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal undersøges. Såfremt den forelæggende ret skulle nå frem til, at fristen på otte dage også udgør en frist, hvis udløb kan hindre udøvelsen af den pågældendes rettigheder, tilkommer det den at anvende de retningslinjer, der følger af denne dom, mutatis mutandis vedrørende en frist på femten dage.

38 Det skal endvidere bemærkes, at det tilkommer Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale retter at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (jf. bl.a. dom af 4.12.2008, sag C-330/07, Jobra, Sml. I, s. 9099, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis). Uanset den kritik, som den luxembourgske regering har fremsat af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den forelæggende ret har lagt til grund, skal gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål derfor foretages under hensyn til den af sidstnævnte ret anlagte fortolkning af denne lovgivning (jf. analogt dom af , sag C-346/05, Chateignier, Sml. I, s. 10951, præmis 22, og af , forenede sager C-378/07 — C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 51). De to første spørgsmål skal følgelig besvares ud fra den forudsætning, at en arbejdstager, der afskediges under graviditeten, ikke råder over andre retsmidler efter luxembourgsk ret end et annullations- og reintegrationssøgsmål.

39 Herved skal det indledningsvis bemærkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere, der er omfattet af denne bestemmelse, i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af den i direktivets artikel 8, stk. 1, fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.

40 I overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 92/85 påhviler det endvidere medlemsstaterne i deres retsorden at indføje de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, herunder af de krav, der følger af direktivets artikel 10, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser. Samme direktivs artikel 10, nr. 3), fastsætter nærmere bestemt, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte en arbejdstager, som er gravid, som lige har født, eller som ammer, mod følgerne af en afskedigelse, som ville være ulovlig efter samme artikels nr. 1) (jf. dom af 11.10.2007, sag C-460/06, Paquay, Sml. I, s. 8511, præmis 47).

41 Disse bestemmelser, og navnlig artikel 12 i direktiv 92/85, udgør i direktivets sammenhæng et særligt udtryk for den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved fællesskabsretten.

42 Det fremgår desuden af retspraksis, at selv om medlemsstaterne i henhold til artikel 12 i direktiv 92/85 ikke er forpligtet til at vedtage bestemte foranstaltninger, skal den valgte foranstaltning ikke desto mindre kunne sikre en faktisk og effektiv domstolsbeskyttelse, have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren og i alle tilfælde være passende i forhold til det lidte tab (jf. Paquay-dommen, præmis 45 og 49).

43 For så vidt angår princippet om den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved fællesskabsretten, fremgår det af fast retspraksis, at processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

44 Disse krav om ækvivalens og effektivitet er udtryk for medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at sikre domstolsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten. De gælder såvel med hensyn til udpegningen af de retsinstanser, der har kompetence til at påkende sager, der støttes på disse rettigheder, som med hensyn til definitionen af de processuelle regler (jf. Impact-dommen, præmis 47 og 48).

45 Det er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omhandlede nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme (dom af 1.12.1998, sag C-326/96, Levez, Sml I, s. 7835, præmis 41). Dette princip kan ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der anlægges på det arbejdsretlige område (jf. Levez-dommen, præmis 42). For at kunne fastslå, om ækvivalensprincippet er overholdt, må den nationale ret, som er den eneste, der har direkte kendskab til de processuelle regler for sagsanlæg på området i national ret, efterprøve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til fællesskabsretten, beskyttes, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet, og undersøge såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål (jf. Levez-dommen, præmis 39 og 43, og dom af , sag C-78/98, Preston m.fl., Sml. I, s. 3201, præmis 49). Herved skal den nationale ret efterprøve, om søgsmålene ligner hinanden ud fra sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter (jf. i denne retning dommen i sagen Preston m.fl., præmis 57).

46 Det fremgår af retspraksis, at den nationale ret for at kunne afgøre, om procesregler er ækvivalente, objektivt og abstrakt skal undersøge, om de omhandlede regler ligner hinanden ud fra deres plads i den samlede procedure, dennes forløb og reglernes særlige kendetegn (jf. i denne retning dommen i sagen Preston m.fl., præmis 61-63).

47 For så vidt angår effektivitetsprincippet skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår det spørgsmål, om en national processuel regel gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til Fællesskabets retsorden, på samme måde skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure for de forskellige nationale instanser, herunder procedurens forløb og særlige kendetegn. Efter disse betragtninger skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (jf. dom af 21.2.2008, sag C-426/05, Tele2 Telecommunication, Sml. I, s. 685, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

48 Domstolen har således fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister, idet sådanne frister ikke kan antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten (jf. dom af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 34, og af , sag C-2/06, Kempter, Sml. I, s. 411, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt angår præklusive frister har Domstolen ligeledes fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne for de nationale bestemmelser, der henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, at fastsætte frister i forhold til bl.a. hvor afgørende den beslutning, der skal træffes, er for de berørte, kompleksiteten af de procedurer og den lovgivning, der finder anvendelse, antallet af personer, der kan være berørte, og andre offentlige eller private hensyn, hvortil der skal tages hensyn (jf. i denne retning dom af , sag C-349/07, Sopropé, Sml. I, s. 10369, præmis 40).

49 Endelig bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret, der i dette tilfælde skal afgøre, om kravene om ækvivalens og effektivitet er opfyldt med de relevante nationale bestemmelser (jf. dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 163). Imidlertid kan Domstolen i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning (jf. domme af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 54, og sag C-180/04, Vasallo, Sml. I, s. 7251, præmis 39, samt kendelse af , sag C-364/07, Vassilakis m.fl., præmis 143).

50 Det er set i lyset af disse betragtninger, at den forelæggende rets to første spørgsmål skal besvares.

51 Herved bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at code du travails artikel L. 337-1 er blevet vedtaget på grundlag af artikel 10 i direktiv 92/85, sammenholdt med direktivets artikel 12.

52 Som såvel den italienske regering som Kommissionen har gjort gældende, og som det fremgår af denne doms præmis 42, er artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 principielt ikke til hinder for, at en national lovgiver fastsætter en særlig søgsmålsadgang, der er undergivet forud fastsatte søgsmålsfrister, for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og som afskediges.

53 Da medlemsstaterne imidlertid er forpligtet til konkret at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. bl.a. Impact-dommen, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis), skal de nærmere omstændigheder vedrørende denne søgsmålsadgang opfylde de krav, som er fastsat i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 39-48.

54 Denne konklusion kan ikke svækkes ved den argumentation, som T-Comalux har fremført under retsmødet, hvorefter annullations- og reintegrationssøgsmålet — til forskel fra det erstatningssøgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde, hvor afskedigelsen anses for »uberettiget« i de nationale bestemmelsers forstand, eller det søgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde af afskedigelse »på grund« af ægteskab, der er indført ved code du travails artikel L. 337-6 (herefter det »søgsmål, der er adgang til i tilfælde af afskedigelse på grund af ægteskab«) — næsten automatisk finder anvendelse, uanset om arbejdsgiveren har udvist en uberettiget adfærd. I modsætning til det, som selskabet synes at gøre gældende, kan den omstændighed alene, at en medlemsstat ved gennemførelse af artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 gennem indførelse af en særlig søgsmålsadgang for gravide arbejdstagere, i overensstemmelse med den i artikel 10, nr. 1), fastsatte mulighed beslutter ikke at fastsætte undtagelser til princippet om forbud mod afskedigelse, der ikke er knyttet til det forhold, at den pågældende kvinde er gravid, lige har født eller ammer, nemlig ikke have til følge, at disse processuelle regler for sagsanlæg unddrages kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten.

55 Hvad for det første angår spørgsmålet, om ækvivalensprincippet er overholdt i det foreliggende tilfælde, bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de to retsmidler på det arbejdsretlige område, som den forelæggende ret har henvist til, dvs. dels erstatningssøgsmålet, dels det søgsmål, der er adgang til at anlægge i tilfælde af afskedigelse på grund af ægteskab, umiddelbart synes at kunne sammenlignes med annullations- og reintegrationssøgsmålet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve på grundlag af sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste momenter, jf. denne doms præmis 45.

56 Såfremt det skulle vise sig, at et eller flere af de retsmidler, der er omtalt i forelæggelsesafgørelsen, eller andre nationale retsmidler, der ikke er blevet påberåbt for Domstolen, ligner annullations- og reintegrationssøgsmålet, ville det stadig påhvile den forelæggende ret at vurdere, om sådanne retsmidler omfatter mere gunstige processuelle regler for sagsanlæg.

57 Herved skal den omstændighed tages i betragtning, at annullations- og reintegrationssøgsmålet synes at forudsætte, at det indbringes for en særlig retsinstans, nemlig »præsidenten for arbejdsretten«. Det fremgår af denne doms præmis 24, at dette krav forekommer at være udtryk for en særlig streng fortolkning af bestemmelsens ordlyd. Således som det fremgår af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, kan et sådant krav have negative konsekvenser for de berørte borgere, navnlig henset til den særligt korte søgsmålsfrist, der gør det vanskeligt at søge faglig rådgivning eller opnå bistand fra en advokat.

58 Med hensyn til den antagelse, at erstatningssøgsmålet kan anses for at være sammenligneligt med annullations- og reintegrationssøgsmålet, skal det bemærkes, at den præklusive frist på femten dage, der finder anvendelse på dette sidstnævnte søgsmål, er væsentligt kortere end den præklusive frist på tre måneder, der gælder for erstatningssøgsmålet. For så vidt angår det søgsmål, der er adgang til at anlægge ved afskedigelse på grund af ægteskab, må det konstateres, at den relevante præklusive frist for at anlægge sag ved en national ret ikke fremgår af de for Domstolen foreliggende sagsakter. Det bemærkes ikke desto mindre, at den kvindelige lønmodtager i henhold til code du travails artikel L. 337-6 råder over to måneder til at anmode arbejdsgiveren om, at ansættelsesforholdet opretholdes, hvorefter hun i mangel af, inden for denne frist, at have anlagt sag med påstand om annullation af den afskedigelse, hun har været udsat for, og at have anmodet om opretholdelse af ansættelsesforholdet har ret til afskedigelsesgodtgørelse og desuden kan anlægge et erstatningssøgsmål.

59 Henset til de for Domstolen foreliggende oplysninger, synes processuelle regler som dem, der vedrører annullations- og reintegrationssøgsmålet i code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, ikke umiddelbart at opfylde ækvivalensprincippet, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at afgøre under hensyn til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i denne doms præmis 44-46.

60 Hvad for det andet angår effektivitetsprincippet skal det påpeges, således som den italienske regering og Kommissionen i det væsentlige har gjort det, og således som det fremgår af denne doms præmis 47 og 48, at en relativ kort præklusionsfrist for et søgsmål, der anlægges af en lønmodtager, der retsstridigt er blevet afskediget, med henblik på at opnå genansættelse i den berørte virksomhed, principielt kan anses for berettiget. Som T-Comalux og den luxembourgske regering har påpeget, kunne såvel gravide arbejdstagere, der er blevet afskediget, som arbejdsgiverne ud fra et retssikkerhedssynspunkt have en interesse i, at muligheden for at anlægge et sådant søgsmål er tidsmæssigt begrænset, henset til bl.a. de konsekvenser, som en genansættelse har for samtlige berørte parter, når den finder sted efter lang tid.

61 Henset til bl.a. retssikkerhedsprincippet, er kravene til overholdelse af effektivitetsprincippet følgelig principielt ikke til hinder for, at der for et søgsmål, der har til formål at opnå genansættelse ved samme arbejdsgiver af en gravid kvinde, som er blevet afskediget, fastsættes en præklusionsfrist, der er kortere end den, der er fastsat for et erstatningssøgsmål.

62 Det bemærkes imidlertid i denne forbindelse, at den præklusionsfrist på femten dage, der finder anvendelse på annullations- og reintegrationssøgsmålet, som det fremgår af denne doms præmis 58, må anses for at være særligt kort, bl.a. henset til den situation, hvori en kvinde befinder sig i begyndelsen af graviditeten.

63 Det fremgår desuden af sagsakterne, at der kan forløbe flere dage af dem, der indgår i fristen på femten dage, før den gravide kvinde modtager opsigelsesskrivelsen og således gøres bekendt med sin afskedigelse. Ifølge en udtalelse fra en forening af privatansatte om det lovforslag, hvorved artikel L. 337-1 blev indsat i code du travail, der er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, begynder fristen på femten dage i overensstemmelse med luxembourgsk retspraksis nemlig at løbe fra det tidspunkt, hvor opsigelsesskrivelsen indgives til besørgelse ved postvæsenet.

64 Den luxembourgske regering har ganske vist gjort gældende, at i henhold til artikel 1 i lov af 22. december 1986 vedrørende ophævelse af det retstab, der følger af udløbet af en søgsmålsfrist (*Mémorial* A 1986, s. 2745), kan præklusionsfristerne ikke begynde at løbe, hvis lønmodtageren ikke har haft mulighed for at handle.

65 Selv hvis denne bestemmelse kunne begrænse virkningerne af den luxembourgske retspraksis vedrørende indlevering af en opsigelsesskrivelse, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til, forekommer det imidlertid at være meget vanskeligt for en kvindelig arbejdstager, der er blevet afskediget under sin graviditet, under overholdelse af fristen på femten dage at skaffe sig kompetent rådgivning og i givet fald affatte og indgive en stævning.

66 Eftersom kravet om, at stævningen skal fremsendes til »præsidenten for Tribunal du travail« som anført ovenfor i denne doms præmis 57, desuden synes at være udtryk for en særligt streng fortolkning, råder en gravid arbejdstager, der af den ene eller anden grund har siddet fristen på femten dage overhørig, således, som den forelæggende ret har understreget, ikke længere over nogen retsmidler til at gøre sine rettigheder gældende som følge af afskedigelsen.

67 Under disse omstændigheder forekommer regler som dem, der er fastsat i code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, vedrørende annullations- og reintegrationssøgsmålet, ikke at opfylde kravene efter effektivitetsprincippet, idet de medfører processuelle ulemper, der kan gøre det unødigt vanskeligt at gennemføre gravides rettigheder i henhold til artikel 10 i direktiv 92/85, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

68 Såfremt den forelæggende ret, som nævnt ovenfor i denne doms præmis 43 og 44, skulle konkludere, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser er i strid med ækvivalens- og/eller effektivitetsprincippet, kan disse bestemmelser ikke anses for at være i overensstemmelse med kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten og navnlig ved artikel 12 i direktiv 92/85.

69 Henset til ovenstående bemærkninger, skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder en særlig søgsmålsadgang vedrørende det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i direktivets artikel 10, som udøves efter de nærmere processuelle regler vedrørende dette søgsmål, dog for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke er udformet på en sådan måde, at det bliver praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). En præklusiv frist på femten dage som den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, fremgår ikke at opfylde denne betingelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

##### Om det tredje spørgsmål

70 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 i direktiv 76/207 er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom code du travails artikel L. 337-1, hvorved arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, og som afskediges under graviditeten, afskæres fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant søgsmål.

71 Herved bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, tredje afsnit, i direktiv 76/207, der blev indsat heri ved artikel 1, nr. 2), i direktiv 2002/73, udgør enhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet forskelsbehandling i direktivets forstand.

72 Det har endvidere inden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse ikke været antydet, at erstatningssøgsmålet ikke er i overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tildelt ved fællesskabsretten.

73 Ifølge den forelæggende ret er det eneste retsmiddel, der står til rådighed for en gravid kvinde, som er blevet afskediget under graviditeten, imidlertid annullations- og reintegrationssøgsmålet, hvilket udelukker ethvert andet søgsmål på det arbejdsretlige område, såsom erstatningssøgsmålet.

74 Hvis det efter en prøvelse foretaget af den forelæggende ret på grundlag af de retningslinjer, der er angivet ved besvarelsen af de to første spørgsmål, derfor skulle vise sig, at dette annullations- og reintegrationssøgsmål ikke overholder effektivitetsprincippet, udgør en sådan tilsidesættelse af det krav om en effektiv domstolsbeskyttelse, som bl.a. er fastsat i artikel 12 i direktiv 92/85, en »ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 7, tredje afsnit, i direktiv 76/207, og må derfor betragtes som forskelsbehandling i direktivets forstand.

75 Hvis den forelæggende ret skulle konstatere, at der foreligger en sådan tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207, påhviler det den at fortolke de nationale kompetenceregler på en sådan måde, at de i videst muligt omfang bidrager til opfyldelsen af formålet bestående i at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af gravide kvinders rettigheder i henhold til fællesskabsretten (jf. analogt dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 17, og af , sag C-185/97, Coote, Sml. I, s. 5199, præmis 18, samt Impact-dommen, præmis 54).

76 Henset til ovenstående bemærkninger, skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 2 i direktiv 76/207, sammenholdt med direktivets artikel 3, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, der særligt vedrører den beskyttelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85 i tilfælde af afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der afskærer den gravide lønmodtager, der er blevet afskediget under graviditeten, fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant, og når en sådan begrænsning af søgsmålsmulighederne udgør en ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de processuelle regler vedrørende det eneste retsmiddel, der er tilgængeligt ved afskedigelse af disse arbejdstagere, ikke overholder princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tildelt ved fællesskabsretten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

### **Sagens omkostninger**

77 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

1) **Artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder en særlig søgsmålsadgang vedrørende det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i direktivets artikel 10, som udøves efter de nærmere processuelle regler vedrørende dette søgsmål, dog for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke er udformet på en sådan måde, at det bliver praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). En præklusiv frist på femten dage som den, der er indført ved den luxembourgske code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, fremgår ikke at opfylde denne betingelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.**

2) **Artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af , sammenholdt med artikel 3 i det ændrede direktiv 76/207, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, der særligt vedrører den beskyttelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85 i tilfælde af afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der afskærer den gravide lønmodtager, der er blevet afskediget under graviditeten, fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant, og når en sådan begrænsning af søgsmålsmulighederne udgør en ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de processuelle regler vedrørende det eneste retsmiddel, der er tilgængeligt ved afskedigelse af disse arbejdstagere, ikke overholder princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tildelt ved fællesskabsretten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-62008cj0194.md =====

# EU-Domstolen, 1. juli 2010, sag C-194/08

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0194.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0194.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2010:386

Kommentarens titel: Løn under graviditetsfritagelse og barsel uden konkret journaltillæg

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 92/85, ikke ligelønsreglerne: en gravid under midlertidig arbejdsfritagelse kunne få gennemsnitsindtægten fra en tidligere referenceperiode uden journaltillæg, og et sådant fradrag var også tilladt under barselsorloven. Ophæver ikke beskyttelsen af grundløn og statusrelaterede tillæg. Koblet til reglen om dårligere behandling i forbindelse med graviditet (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 11, nr. 1–3, i direktiv 92/85 havde direkte virkning over for en medlemsstat ved mangelfuld gennemførelse. Reglerne tillod i den beskrevne ordning, at en gravid arbejdstager under midlertidig arbejdsfritagelse fik gennemsnitsindtægt fra en tidligere referenceperiode uden journaltillæg. De tillod også et sådant fradrag fra gennemsnitsindtægten under barselsorlov.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Fritagelse før barsel og selve barselsorloven bygger på forskellige led i artikel 11. Dommen ophæver ikke beskyttelsen af grundløn eller statusrelaterede tillæg og fortolker ikke lønredegørelsens statistiske lønbegreb.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62008CJ0194

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
1. juli 2010[^*]

I sag C-194/08,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) ved afgørelse af 28. marts 2008, indgået til Domstolen den 9. maj 2008, i sagen:

**Susanne Gassmayr**

mod

**Bundesministerin für Wissenschaft und Forschung,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, J.N. Cunha Rodrigues, som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne P. Lindh, A. Rosas, A. Ó Caoimh (refererende dommer) og A. Arabadjiev,

[s. I-6301]

generaladvokat: M. Poiares Maduro

justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. maj 2009,

efter at der er afgivet indlæg af:

- den østrigske regering ved M. Winkler, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og M. van Beek, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. september 2009,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, nr. 1)-3), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1).

[s. I-6302]

2 Anmodningen er blevet fremsat i en sag mellem Susanne Gassmayr og Bundesministerin für Wissenschaft und Forschung (Forbundsministeren for videnskab og forskning, herefter »forbundsministeren«) vedrørende sidstnævntes afslag på fortsat at udbetale sagsøgeren et tillæg for journaltjeneste i de perioder, hvor hun på grund af graviditeten var fritaget for at arbejde eller af samme grund underlagt et forbud mod at udøve sin faglige beskæftigelse, og efterfølgende under barselsorloven.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retlige forskrifter*

3 Niende, sekstende og attende betragtning til direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

> »Foranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, må ikke føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, og må ikke berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

> […]

[s. I-6303]

> Foranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, vil være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

> […]

> Udtrykket passende ydelse skal i tilfælde af barselsorlov betragtes som et teknisk udgangspunkt med henblik på at fastsætte det laveste beskyttelsesniveau og må under ingen omstændigheder fortolkes, som om graviditet sidestilles med sygdom.«

4 Det anføres i nævnte direktivs artikel 2:

> »I dette direktiv forstås ved:

> a) »*gravid arbejdstager*«: enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

> b) »*arbejdstager, som lige har født*«: enhver arbejdstager, som lige har født som defineret efter national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis

> c) »*ammende arbejdstager*«: enhver arbejdstager, som ammer som defineret i national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis.«

5 Samme direktivs artikel 4, der har overskriften »Vurdering og underretning«, bestemmer i stk. 1:

> »For alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I, skal arbejdsgiveren eller de beskyttelses- og forebyggelsestjenester, som er omhandlet i artikel 7 i direktiv 89/391/EØF (Rådets direktiv 89/391/EØF af 12.6.1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1)), vurdere arten, omfanget og varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 udsættes for i den pågældende virksomhed og/eller institution, således at man kan:

> - foretage en bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for de i artikel 2 definerede arbejdstagere under graviditet eller amning

> - afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes.«

6 Artikel 5 i direktiv 92/85, der har overskriften »Konsekvenserne af resultaterne af vurderingen«, bestemmer i stk. 1-3:

> »1. Hvis den i artikel 4, stk. 1, omhandlede vurdering viser, at der er risiko for en i artikel 2 defineret arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ

[s. I-6305]

> indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, træffer arbejdsgiveren, ved en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at den pågældende arbejdstager udsættes for denne risiko, jf. dog artikel 6 i direktiv 89/391/EØF.

> 2. Hvis en ændring af arbejdsforhold og/eller arbejdstid ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger til at overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

> 3. Hvis overførslen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed.«

7 Nævnte direktivs artikel 8, der har overskriften »Barselsorlov«, bestemmer i stk. 1:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

[s. I-6306]

8 Samme direktivs artikel 11, der har overskriften »Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen«, har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> 1) I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

> 4) Medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1) og nr. 2), litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning. Det må under ingen omstændigheder kræves, at den pågældende skal have arbejdet mere end tolv måneder umiddelbart inden det for forventede fødselstidspunkt.«

##### *Nationale bestemmelser*

###### Loven om beskyttelse af mødre

9 I medfør af § 3, stk. 1, i loven om beskyttelse af mødre fra 1979 (Mutterschutzgesetz 1979, herefter »MSchG«) må gravide kvinder ikke udøve beskæftigelse i de sidste otte uger før den forventede nedkomst (herefter »8-ugersfristen«).

10 MSchG’s § 3, stk. 3, bestemmer, at gravide kvinder heller ikke må udøve beskæftigelse ud over 8-ugersfristen, når det fremgår af en af de pågældende kvinder fremlagt erklæring udfærdiget af en læge tilknyttet arbejdsdirektoratet eller af embedslægen, at moderens eller barnets liv eller helbredstilstand ville blive bragt i fare ved fortsat beskæftigelse.

[s. I-6308]

11 MSchG’s § 5, der har overskriften »Beskæftigelsesforbud efter fødsel«, bestemmer i stk. 1:

> »Kvindelige arbejdstagere må ikke udøve beskæftigelse, før der er forløbet otte uger efter fødslen. […] Er der indtrådt en forkortelse af 8-ugersfristen før fødslen, forlænges beskyttelsesperioden efter fødslen i tilsvarende omfang, dog højst i 16 uger. […]«

12 MSchG’s § 14, der har overskriften »Fortsat udbetaling af løn«, som affattet ved BGBl. nr. 833/1992 og BGBl. nr. 434/1995, har følgende ordlyd:

> »1. Nødvendiggør en anvendelse af § 2b, § 4, § 4a, § 5, stk. 3 og 4, eller § 6 – for så vidt som der ikke bestemmes andet i § 10a, stk. 3 – en ændring af beskæftigelsen i virksomheden, har arbejdstageren krav på den løn, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun i de sidste 13 uger af ansættelsesforholdet før denne ændring har oppebåret. Omfatter denne periode tidspunkter, hvor arbejdstageren som følge af sygdom eller deltidsarbejde ikke har oppebåret fuld løn, forlænges 13-ugersperioden med længden af disse tidspunkter. Disse tidspunkter lades ude af betragtning ved opgørelsen af gennemsnitslønnen. [...]

> 2. Arbejdstagere, der i henhold til § 3, stk. 3, ikke må udøve beskæftigelse, og arbejdstagere, der henset til § 2b, § 4, § 4a, § 5, stk. 3 og 4, eller § 6 ikke har mulighed for at udøve beskæftigelse i virksomheden, har krav på løn, der opgøres som anført i stk. 1.«

[s. I-6309]

###### Aflønningsloven

13 I henhold til § 3, stk. 1 og 2, i aflønningsloven fra 1956 (Gehaltsgesetz 1956, herefter »GehG«), der finder anvendelse på forbundsansatte i den offentlige sektor, såsom sagsøgeren i hovedsagen, har en tjenestemand ret til et månedligt vederlag, der består af lønnen og diverse tillæg.

14 GehG’s § 13c, der har overskriften »Rettigheder i tilfælde af uarbejdsdygtighed«, bestemmer:

> »(1) En tjenestemand, der som følge af en ulykke (undtagen arbejdsulykker) eller sygdom er forhindret i at gøre tjeneste, har efter 182 dages uarbejdsdygtighed ret til 80% af det månedlige vederlag, som vedkommende ville have haft ret til, hvis denne ikke var uarbejdsdygtig. Børnetillægget er undtaget fra denne nedsættelse.

> […]

> (3) Reduktionen i medfør af stk. 1 nedsættes med 80% af det beløb, der svarer til referencegrundlaget i stk. 4; nedsættelsen kan dog ikke overstige den i stk. 1 fastsatte samlede nedsættelse.

> (4) Ved referencegrundlaget i stk. 3’s forstand forstås den samlede godtgørelse (ekstraordinære udbetalinger medregnes ikke), tillæg, godtgørelser og biindtægter (undtagen dem, der er angivet i § 19, 20b og 20c), som den ansatte ville have modtaget, hvis vedkommende ikke var forhindret i at udøve sine funktioner, og som den ansatte ikke længere har ret til, når henses til vedkommendes tjenestefravær. I tilfælde af

[s. I-6310]

> ikke-faste biindtægter i henhold til første punktum, skal beregningerne baseres på en tolvtedel af det samlede beløb af biindtægter, som den ansatte har modtaget i løbet af de sidste tolv måneder inden begyndelsen af den første af alle de sammenlagte sygeperioder i overensstemmelse med stk. 2.

> (5) Nedsættelsen af det månedlige vederlag får virkning fra datoen for uarbejdsdygtighedens begyndelse, dog tidligst fra dagen efter udløbet af fristen på 182 arbejdsdage, som angivet i stk. 1, og ophører øjeblikkeligt på dagen forud for den ansattes genoptagelse af sine funktioner.

> […]

> (8) Under varigheden af et beskæftigelsesforbud efter [MSchG] (både hvad angår svangerskabsorlov og barselsorlov) finder stk. 1-6 ikke anvendelse. Et sådant arbejdsforbud suspenderer påbegyndelsen af alle de i stk. 1-6 anførte frister.«

15 GehG’s § 15, der har overskriften »Biindtægter«, bestemmer i stk. 1, 2 og 5:

> »(1) Ved biindtægter forstås:

> 1. overarbejdstillæg (§ 16) […]

> 4. tillæg for journaltjeneste (§ 17a) […] Udelukkende perioder, hvor der ligeledes er ret til vederlag, kan give adgang til en ret til biindtægter.

> (2) De i stk. 1, nr.1), nr. 4)-6) og nr. 8)-11), anførte biindtægter og søn- og helligdagstillæggene angivet i stk. 1, nr. 3), kan have form af et forudfastsat beløb, når arbejdsydelserne, der giver ret til en sådan biindtægt, foreligger konstant eller regelmæssigt, således at beregningen af et månedligt gennemsnit er mulig (særligt forudfastsat beløb). Fastsættelsen af et forudfastsat beløb kræver Forbundskanslerens samtykke i de tilfælde, der er anført i stk. 1, nr. 1), nr. 3)-6) og nr. 10). Fastsættelsen af et enkelt forudfastsat beløb for ydelser, der i det væsentlige er af samme art (grupperede forudfastsatte beløb), er tilladt. Hvad angår forudfastsatte biindtægter for overarbejdstimer ud over den normale tjenestetid bør den del af indtægten, der udgør tillægget for overarbejdstimerne, fastlægges.

> […]

> (5) Retten til forudfastsatte biindtægter berøres ikke af en ferie/orlov, hvorunder tjenestemanden bevarer sin ret til et månedligt vederlag, eller af en arbejdsulykke, der forhindrer vedkommende i at udføre sine funktioner. Hvis tjenestemanden af andre årsager forbliver fraværende fra sin stilling i mere end en måned, suspenderes den

[s. I-6312]

> forudfastsatte biindtægt fra dagen efter datoen for udløbet af denne frist indtil datoen for vedkommendes sidste fraværsdag.«

16 GehG’s § 17a, der har overskriften »Tillæg for journaltjeneste«, bestemmer:

> »1. En tjenestemand, der pålægges at udføre journaltjeneste uden for den tjenestetid, der er fastsat i vagtplanen, modtager for den beredskabstid og den tjenesteydelse, der indgår i journaltjenesten, et tillæg for journaltjeneste i stedet for vederlag efter §§ 16 og 17.

> 2. Størrelsen af journaltillægget fastsættes under hensyntagen til tjenestens længde og den gennemsnitlige tjenestetid [...]; beregningen heraf kræver Forbundskanslerens samtykke.«

17 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Republikken Østrig i forbindelse med gennemførelsen af GehG’s § 17a har vedtaget en forordning vedrørende beregning af forudfastsatte tillæg for journaltjeneste for læger på universitetshospitaler (Pauschalierungsverordnung für Journaldienstzulage für Ärzte an Universitätskliniken, BGBl. II, 202/2000), som med henblik på godtgørelsen af hver times journaltjeneste angiver en nøjagtig procentsats af den normale løn.

[s. I-6313]

###### Tjenestemandsloven

18 I medfør af § 50, stk. 1, i tjenestemandsloven fra 1979 (Beamten-Dienstrechtsgesetz 1979) kan tjenestemanden af arbejdsmæssige grunde være forpligtet til at være til rådighed på arbejdsstedet eller på et andet nøjagtigt angivet sted uden for de i arbejdsplanen fastsatte normale timer og om nødvendigt eller på opfodring genoptage sine tjenesteaktiviteter (vagter, journaltjeneste).

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

19 Sagsøgeren i hovedsagen har siden den 1. januar 1995 arbejdet som assisterende læge ved Universitetshospitalets afdeling for anæstesi under Graz Universitet (herefter »arbejdsgiveren«). Hun oppebar et tillæg for journaltjeneste for overarbejde, som hun udførte ud over de i arbejdsplanen fastsatte normale timer.

20 Sagsøgeren i hovedsagen ophørte den 4. december 2002 med sin beskæftigelse, først i henhold til § 3, stk. 3, i MSchG (beskæftigelsesforbud ved fremlæggelse af lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at moderens eller barnets liv eller helbredstilstand muligvis kan være i fare ved fortsat beskæftigelse), dernæst i henhold til samme § 3’s stk. 1 (beskæftigelsesforbud i løbet af 8-ugersfristen), og endelig i henhold til nævnte lovs § 5, stk. 1 (beskæftigelsesforbud i otte uger efter fødslen).

[s. I-6314]

21 Ved skrivelse af 9. februar 2004 til arbejdsgiveren gav sagsøgeren udtryk for, at hun under den periode, hvorunder hun som følge af graviditet og barselsorlov havde forbud mod at arbejde og derfor ikke havde kunnet udføre journaltjeneste, har krav på udbetaling af et vederlag svarende til en gennemsnitlig journaltjeneste. Hun anmodede derfor om udbetaling af et beløb svarende til et sådan vederlag.

22 Ved afgørelse af 31. august 2004 meddelte arbejdsgiveren afslag på denne anmodning. Ifølge arbejdsgiveren falder vederlagene for journaltjeneste, der i anledning af konkrete tilfælde af præsteret journaltjeneste var blevet udbetalt i månederne forud for beskæftigelsesforbuddet, ikke ind under bevarelsesklausulen i MSchG’s § 14, og udgør ikke faste biindtægter som omhandlet i GehG’s § 15. Arbejdsgiveren gjorde bl.a. gældende, at sagsøgeren i hovedsagen under beskæftigelsesforbuddet i henhold til MSchG’s § 3, stk. 3, havde fået udbetalt sin løn uden begrænsninger, dvs. det månedlige vederlag og tillæg i medfør af GehG’s § 3, stk. 2. Derimod havde sagsøgeren på grund af beskæftigelsesforbuddet ikke kunnet udføre journaltjeneste, hvorfor der heller ikke var krav på vederlag for journaltjeneste i denne periode. Ifølge arbejdsgiveren skal tillægget for journaltjenesten udbetales konkret i forhold til den faktisk udførte tjeneste og har ikke karakter af forudfastsatte biindtægter. Dette tillæg kan under ingen omstændigheder beregnes ud fra et månedligt gennemsnit.

23 Appellanten i hovedsagen har indgivet søgsmål for den forelæggende ret til prøvelse af forbundsministerens afgørelse af 9. maj 2005 vedrørende afslag på bibeholdelse af det omtvistede tillæg, idet appellanten har påberåbt sig det EU-retlige princip om lige løn til mænd og kvinder.

[s. I-6315]

24 For den forelæggende ret har forbundsministeren gjort gældende, at den ubegrænsede fortsatte udbetaling til sagsøgeren i hovedsagen af løn svarende til hendes løntrin som universitetsassistent samt udbetalingen af tillæggene i henhold til GehG’s § 3, stk. 2, under perioden med beskæftigelsesforbud fuldt ud er i overensstemmelse med artikel 141 EF og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 42, s. 19). Selv om dommen af 30. marts 2003, Alabaster (sag C-147/02, Sml. I, s. 3101), afklarede forbuddet mod forskelsbehandling i forbindelse med generelle lønstigninger, er det krav, som appellanten har fremsat, imidlertid ikke støttet på hendes løbende månedsløn, dvs. hendes referenceløn, eller på en almindelig forhøjelse af denne.

25 Sagsøgte i hovedsagen har anført, at i modsætning til det omtvistede nytårsgratiale i sagen, der førte til dommen af 21. oktober 1999, Lewen (sag C-333/97, Sml. I, s. 7243), vedrører nærværende sag et tillæg for journaltjeneste, der i hvert enkeltstående tilfælde udbetales på grundlag af den tjeneste, der rent faktisk er ydet. En sådan supplerende udbetaling tilsigter blot at vederlægge den forøgede arbejdsbyrde, der opstår ved et konkret pålæg om at præstere tjenesteydelser, der går ud over den tjenestetid, der er fastsat i arbejdsplanen. Pålægges en arbejdstager således ikke at udføre journaltjeneste, kan vedkommende ikke have en berettiget forventning om vederlag herfor, og dette gælder uafhængigt af vedkommendes udførelse af de normale arbejdsopgaver.

26 Det er ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen inden for det i henhold til MSchG’s § 14, stk. 1, relevante tidsrum, før påbegyndelsen af beskæftigelsesforbuddet, der blev pålagt hende i henhold til samme lovs § 3, stk. 3, udførte journaltjeneste, og det er heller ikke omtvistet, at hun i den anledning oppebar et individuelt beregnet løntillæg for journaltjeneste i henhold til GehG’s § 17a.

[s. I-6316]

27 Da de spørgsmål, der er opstået i sagen for retten navnlig vedrørende artikel 11, nr. 1), 2) og 3), i direktiv 92/85, efter rettens opfattelse ikke kan besvares klart, har Verwaltungsgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) a) Er artikel 11, nr. 1), 2) og 3), i […] direktiv 92/85[…] […] direkte anvendelig? b) Såfremt dette er tilfældet, skal de nævnte bestemmelser da fortolkes således, at den berørte kvinde har krav på fortsat udbetaling af et tillæg for journaltjeneste i den periode, hvor der gælder et beskæftigelsesforbud for vordende mødre og/eller under barselsorloven? c) Gælder dette i hvert fald i tilfælde, hvor medlemsstaten træffer en såkaldt systembeslutning om fortsat udbetaling af løn, der indebærer, at principielt hele indkomsten, dog med undtagelse af de såkaldte (i § 15 i den østrigske aflønningslov opregnede) anvendelsesbetingede biindtægter (som det i sagen omtvistede tillæg for journaltjeneste), er omfattet?

> 2) Såfremt disse bestemmelser ikke er direkte anvendelige, skal de da gennemføres i medlemsstaterne således, at en kvindelig arbejdstager, der under en periode med beskæftigelsesforbud for vordende mødre og/eller under barselsorloven ikke længere udfører journaltjeneste, har krav på fortsat udbetaling af et tillæg for sådanne tjenester?«

[s. I-6317]

#### **Om formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse med hensyn til artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85**

28 Indledningsvis kan det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har rejst tvivl om, hvorvidt de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85, idet den finder deres relevans for løsningen af tvisten i hovedsagen tvivlsom. Kommissionen har anført, at denne bestemmelse ikke er relevant i den foreliggende sag, da det spørgsmål, som opstår i nævnte retssag, ikke vedrører rettighederne i direktivets artikel 5, 6 og 7, men udelukkende størrelsen på det vederlag, der skal betales til appellanten for den periode, hvor hun var fraværende fra sit arbejde på grund af graviditeten og den følgende barselsorlov.

29 Det skal i denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, og af 26.6.2007, sag C-305/05, Ordre des barreaux francophones et germanophones m.fl., Sml. I, s. 5305, præmis 18).

30 Domstolen har imidlertid anført, at den ikke kan træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en brugbar besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. Bosman-dommen, præmis 61, og dom af 13.7.2000, sag C-36/99, Idéal tourisme, Sml. I, s. 6049, præmis 20).

[s. I-6318]

31 Det er desuden nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de EU-bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i hovedsagen (jf. bl.a. dom af 6.3.2007, forenede sager C-338/04, C-359/04 og C-360/04, Placanica m.fl., Sml. I, s. 1891, præmis 34).

32 I hovedsagen konstateres det i forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren ophørte med sin beskæftigelse under graviditeten i medfør af MSchG’s § 3, stk. 3, der er en bestemmelse, hvorefter en gravid kvinde ikke må arbejde under sin graviditet, når det fremgår af en af kvinden fremlagt erklæring fra en arbejdslæge eller en læge, der er tilknyttet arbejdstilsynet, at moderens eller barnets liv eller helbredstilstand bringes i fare ved fortsat beskæftigelse.

33 Med spørgsmålene, der angår artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85, ønsker den forelæggende ret fastlagt, hvilken indkomst denne arbejdstager kan gøre krav på under arbejdsophøret som følge af graviditeten i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5, stk. 3, og under den i direktivets artikel 8 nævnte barselsorlov.

34 Det skal bemærkes, at artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 92/85 har til formål at sikre, at arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, gives en særlig beskyttelse i relation til alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for deres sikkerhed eller sundhed eller kan have en negativ indvirkning på deres graviditet eller amning (dom af 27.2.2003, sag C-320/01, Busch, Sml. I, s. 2041, præmis 42). EU-lovgiver har med vedtagelsen af direktiv 92/85 indført en ordning til vurdering af og oplysning om disse risici og et forbud for en sådan arbejdstager mod at udføre visse former for arbejde (jf. i denne retning dom af 1.2.2005, sag C-203/03, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 935, præmis 44).

[s. I-6319]

35 Når resultatet af bedømmelsen af risici, der fortages i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 92/85, fremviser en risiko for sikkerheden eller sundheden såvel som virkninger for arbejdstageren under graviditet eller amning, fastsætter direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdsgiveren er forpligtet til at iværksætte en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, eller hvis dette ikke er teknisk eller objektivt muligt eller ikke med rimelighed kan forlanges, en overførsel af den pågældende til andre arbejdsopgaver.

36 Kun hvis overførslen til andre arbejdsopgaver heller ikke er mulig, fastslår nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, at den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis fritages for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed (dom af 19.11.1998, sag C-66/96, Høj Pedersen m.fl., Sml. I, s. 7327, præmis 57, og dom af dags dato, sag C-471/08, Parviainen, Sml. I, s. 6533, præmis 32).

37 Verwaltungsgerichtshof har i forelæggelseskendelsen henvist til bestemmelserne i artikel 4 og 5 i direktiv 92/85, der vedrører bedømmelsen af risici og de foranstaltninger, der skal træffes som følge af en sådan bedømmelse, og har forelagt de præjudicielle spørgsmål vedrørende dette direktivs artikel 11, nr. 1), der henviser til nævnte artikel 5.

38 Den østrigske regering har under retsmødet for Domstolen, som svar på de af Domstolen fremsatte spørgsmål, bekræftet, at det i overensstemmelse med MSchG’s § 3, stk. 3, er forbudt for gravide kvinder at arbejde, når den faglige beskæftigelse er til fare for eget eller deres barns liv eller sundhed. Ifølge denne regering er der tale om en bestemmelse, der ofte anvendes over for gravide kvinder over 30 eller 35 år, idet den med henblik på at undgå komplikationer tillader et arbejdsophør, længe inden den normale barselsorlov begynder. Der er ikke tale om et forbud, der har sammenhæng med den faglige beskæftigelse, men nærmere et forbud, der afhænger af den gravides personlige situation og vedkommendes fysiske tilstand.

[s. I-6320]

39 Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om sagsøgeren i hovedsagen under sin graviditet led af en sygdom eller var berørt af komplikationer med tilknytning til graviditeten, eller om hun var blevet fritaget for at arbejde med henblik på at sikre hendes sikkerhed eller sundhed på grund af en mulig beskæftigelsesmæssig risiko, der var til fare for hendes sikkerhed eller hendes eller barnets sundhed.

40 Det skal imidlertid under alle omstændigheder bemærkes, at i disse to tilfælde er begrundelsen for et arbejdsophør under graviditeten identiske, dvs. beskyttelsen af den gravide arbejdstagers og barnets sikkerhed og sundhed. Artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 er desuden den eneste bestemmelse i direktivet, der vedrører den indtægt, som den gravide arbejdstager har ret til under graviditeten.

41 For det første fremgår det således ikke klart, at den fortolkning af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85, som den forelæggende ret har anmodet om, ikke har nogen forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og for det andet er Domstolen i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fortolke de i direktivet fastsatte bestemmelser med hensyn til de forhold, som er genstand for hovedsagen, og de præjudicielle spørgsmål kan herefter, i modsætning til hvad Kommissionen har anført, antages til realitetsbehandling for så vidt angår denne bestemmelse.

42 For så vidt angår artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 må anmodningen om præjudiciel afgørelse herefter antages til realitetsbehandling.

[s. I-6321]

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Det første spørgsmål, litra a), vedrørende den direkte virkning af artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85*

43 Med sit første spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85 har direkte virkning og giver borgerne rettigheder, som de kan gøre gældende over for en medlemsstat, der ikke har gennemført direktivet i national ret eller ikke har gennemført det korrekt, og som de nationale domstole skal beskytte.

44 Ifølge Domstolens faste praksis kan borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelserne i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved den nationale domstol påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt (jf. bl.a. dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, præmis 25, af 17.9.1996, forenede sager C-246/94 – C-249/94, Cooperativa Agricola Zootecnica s. Antonio m.fl., Sml. I, s. 4373, præmis 17, og af 17.7.2008, sag C-226/07, Flughafen Köln/Bonn, Sml. I, s. 5999, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

45 En EU-bestemmelse er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af, at institutioner i Unionen eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende. Bestemmelsen er tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret (jf. bl.a. dommen i sagen Cooperativa Agricola Zootecnica s. Antonio

[s. I-6322]

m.fl., præmis 19, og dom af 22.10.2006, sag C-317/05, Pohl-Boskamp, Sml. I, s. 10611, præmis 41).

46 Artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85 opfylder imidlertid disse kriterier, eftersom bestemmelsen utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, der består i, at der efter en ændring af arbejdsforholdene, en midlertidig placering i en anden stilling og i perioder med tjenestefravær på grund af den i samme direktivs artikel 5-7 nævnte graviditet og under den i direktivets artikel 8 nævnte barselsorlov gives sikkerhed for rettighederne i medfør af arbejdskontrakten for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, såvel som sikkerhed for bevarelsen af lønnen og/eller modtagelse af en passende ydelse.

47 Artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 fastsætter ganske vist, at når der er tale om gravide arbejdstagere som nævnt i direktivets artikel 5 – dvs. de arbejdstagere, der berøres af en midlertidig ændring af deres arbejdsvilkår, af en foreløbig placering i en anden stilling eller som sidste udvej af en arbejdsfritagelse – skal indkomsten sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

48 Den præcise og ubetingede karakter af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 berøres imidlertid ikke af henvisningen til national lovgivning og praksis. Selv om bestemmelsen giver medlemsstaterne en vis skønsmargen, når de vedtager de nærmere bestemmelser om dens gennemførelse, kan denne omstændighed ikke anfægte nævnte bestemmelses præcise og ubetingede karakter. De nærmere regler vedrørende en sådan gennemførelse kan på ingen måde angå selve indholdet af den i artikel 11, nr. 1), fastslåede rettighed, og kan ikke betinge eller begrænse denne rettigheds rækkevidde (jf. Parviainen-dommen, præmis 55, og for så vidt angår artikel 10 i direktiv 92/85, dom

[s. I-6323]

af 4.10.2001, sag C-438/99, Jiménez Melgar, Sml. I, s. 6915, præmis 33 og 34; jf. ligeledes analogt dom af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 – C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 105, og af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 67).

49 Artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 fastsætter på samme måde for så vidt angår arbejdstagere på barselsorlov, som er omhandlet i dette direktivs artikel 8, at ydelsen, som nævnte artikel 11, nr. 2), litra b), henviser til, anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov.

50 Den omstændighed, at disse indkomster i medfør af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 kan være fastlagt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning, således at størrelsen på en sådan ydelse kan variere fra én medlemsstat til en anden, anfægter dog heller ikke den præcise og ubetingede karakter af denne bestemmelse eller af samme artikels nr. 2). Hvis de indkomster, der skal sikres en arbejdstager på barselsorlov, er lovbestemte, ændrer anvendelsen af loftet i nævnte artikel 11, nr. 2) og 3), ikke ved denne artikels egnethed til at blive anvendt af en domstol på den tvist, den skal afgøre, og denne omstændighed kan følgelig ikke fratage bestemmelsen dens tilstrækkeligt præcise karakter (jf. analogt Impact-dommen, præmis 61).

51 Hvad angår medlemsstaternes adgang til i overensstemmelse med artikel 11, nr. 4), i direktiv 92/85 at gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i samme artikels nr. 1) og nr. 2), litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning, skal det bemærkes, at disse betingelser ikke anfægter den minimumsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 11, nr. 1)-3), og som under alle omstændigheder kan underlægges domstolskontrol.

[s. I-6324]

52 Det må derfor fastslås, at bestemmelserne i artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85 opfylder alle betingelserne for at have direkte virkning.

53 Under disse omstændigheder skal det første spørgsmål, litra a), besvares med, at artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85 har direkte virkning og giver borgerne rettigheder, som de kan gøre gældende over for en medlemsstat, der ikke har gennemført direktivet i national ret eller ikke har gennemført det korrekt, og som de nationale domstole skal beskytte.

##### *Det første spørgsmål, litra b) og c), vedrørende retten til tillæg for journaltjeneste*

54 Med sit første spørgsmål, litra b) og c), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt artikel 11, nr. 1)-3), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at retten til udbetaling af et tillæg for journaltjeneste bevares i den periode, hvor der gælder et beskæftigelsesforbud for gravide arbejdstagere og/eller arbejdstagere på barselsorlov. Den forelæggende ret har i denne henseende ønsket oplyst, om svaret på dette spørgsmål påvirkes af den omstændighed, at de i hovedsagen omtvistede nationale bestemmelser fastsætter en ret for den gravide arbejdstager, der er fritaget for at arbejde under graviditeten eller under barselsorloven, til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun i en referenceperiode forud for tjenestefraværet under graviditeten og ved påbegyndelsen af barselsorloven har oppebåret, uden at tillægget for journaltjeneste skal medregnes heri.

[s. I-6325]

55 Det skal indledningsvis præciseres, at dette spørgsmål fra den forelæggende ret vedrører omfanget af en gravid arbejdstagers ret til løn i forbindelse med to særskilte perioder, dvs. for det første perioden med beskæftigelsesophør som følge af graviditeten og for det andet den til barselsorloven svarende periode med beskæftigelsesforbud.

56 Henset til det forhold, at disse to perioder er behandlet i forskellige bestemmelser i direktiv 92/85, bør den forelæggende rets spørgsmål besvares separat i forhold til, om der er tale om en arbejdstagers ret til vederlag under graviditeten eller under barselsorloven.

###### Om ret til udbetaling af et tillæg for journaltjeneste for en arbejdstager, der er fritaget for at arbejde under sin graviditet på grund af risici for sikkerheden eller sundheden

57 Det fremgår af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85, at i de i direktivets artikel 5-7 nævnte tilfælde skal de rettigheder, der er forbundet med arbejdskontrakten, herunder bevarelsen af et vederlag og/eller en passende ydelse for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

58 Til forskel fra de i artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85 nævnte gravide arbejdstagere, som faktisk fortsætter deres beskæftigelse og udfører de af arbejdsgiveren tildelte arbejdsopgaver, er en gravid arbejdstager, der er omfattet af denne artikels stk. 3, fritaget for at arbejde i løbet af hele den periode, der er nødvendig for at sikre beskyttelsen af arbejdstagerens – og dermed også barnets – sikkerhed og sundhed.

[s. I-6326]

59 På denne baggrund træffes alle de i artikel 5 i direktiv 92/85 nævnte beskyttelsesforanstaltninger ikke på den gravide arbejdstagers anmodning, men som en følge af hendes graviditet. De er resultatet af en risikovurdering og det i artikel 5 fastsatte forbud, såvel som af de relevante bestemmelser i national ret, og tilsigter at undgå enhver risiko for denne arbejdstagers eller hendes barns sikkerhed og sundhed. Selv om resultatet af den risikovurdering, som arbejdsgiveren i medfør af samme direktivs artikel 4 er forpligtet til at udføre, således viser sig at være forskelligt, alt efter hvilket stykke i nævnte artikel 5 der finder anvendelse, forbliver direktivets beskyttelsesformål med hensyn til de i samme artikel nævnte gravide arbejdstagere uændret. Som det fremgår af artiklens ordlyd, påhviler det desuden arbejdsgiveren at overholde det udtrykkelige påbud, hvorefter der skal iværksættes beskyttelsesforanstaltninger, som fastsat i denne artikel, og betingelserne herfor.

60 En undersøgelse af ordlyden i artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 og dette direktivs formål om at beskytte sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, viser, at en gravid arbejdstager, såsom sagsøgeren i hovedsagen, der midlertidigt fritages for at arbejde, og hvis løn vedrørende den periode, der ligger forud for denne fritagelse, består af en grundløn, visse tillæg og et godtgørelse for journaltjeneste for overarbejde ud over de i arbejdsplanen fastsatte timer, ikke med hjemmel i denne bestemmelse kan gøre krav på ubetaling af et sådant tillæg.

61 Selv om tillægget for journaltjeneste, for det første, idet det bygger på arbejdsforholdet, udgør løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF, henviser artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 i størstedelen af de sproglige versioner, der forelå på datoen for direktivets vedtagelse, ikke desto mindre til den berørte arbejdstagers bevarelse af »løn« og ikke af »lønnen«.

[s. I-6327]

62 Dette direktivs artikel 11, nr. 4), fastsætter desuden, at medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1) i samme artikel, betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning.

63 Domstolen har endvidere allerede fastslået, at de faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udføres, og de vilkår, hvorunder de udføres, efter omstændighederne kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle mellem forskellige grupper af arbejdstagere (jf. i denne retning vedrørende artikel 141 EF, dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 52).

64 I henhold til de oplysninger, som Domstolen råder over, tildeles arbejdstagerne i hovedsagen imidlertid tillægget for journaltjeneste under hensyntagen til det omfang, hvori denne tjeneste er præsteret som overarbejde, samt henset til det omfang, hvori den enkelte medarbejder gennemsnitligt er blevet pålagt sådan tjeneste. Det er ubestridt, at en gravid arbejdstager under perioden med beskæftigelsesforbud som følge af graviditeten ikke udfører de arbejdsopgaver, som giver adgang til udbetaling af dette tillæg.

65 Som Domstolen fastslog i præmis 49 og 61 i Parviainen-dommen, er medlemsstaterne og eventuelt arbejdsmarkedets parter i forhold til en gravid arbejdstager, der som følge af sin graviditet midlertidigt varetager en anden stilling i medfør af artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85, ikke forpligtet til i medfør af direktivets artikel 11, nr. 1), i forbindelse med denne midlertidige omplacering at opretholde dele af lønnen eller tillæg, som afhænger af den omhandlede arbejdstagers udførelse af specifikke opgaver under særlige betingelser, og som i det væsentlige tilsigter at kompensere for de ulemper, der er forbundet med denne udførelse. Det samme gælder for en gravid arbejdstager, der er fritaget for at arbejde i medfør af nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, og bestemmelserne i national lovgivning herom.

[s. I-6328]

66 Endelig henviser artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 udtrykkeligt til national lovgivning og/eller praksis.

67 Som det fremgår af nærværende doms præmis 48, overlader nævnte bestemmelse en vis margen til medlemsstaterne ved definitionen af betingelserne for udførelsen og gennemførelsen af retten til vederlag for de gravide arbejdstagere, som er nævnt i artikel 5, stk. 3, i direktiv 92/85. Det tilkommer således medlemsstaterne at fastlægge, hvorledes denne ret skal gennemføres, uden at de dog kan opstille nogen form for betingelser for selve stiftelsen af retten, der direkte er fastsat i dette direktiv og i arbejdsforholdet mellem den gravide arbejdstager og arbejdsgiveren (jf. analogt dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU Sml. I, s. 4881, præmis 53, og Parviainen-dommen, præmis 55).

68 Når medlemsstaterne og eventuelt arbejdsmarkedets parter udøver dette skøn ved fastlæggelsen af det vederlag, som en gravid arbejdstager, der midlertidigt er fritaget for at arbejde som følge af hendes graviditet, har ret til, må udøvelsen heraf for det første ikke stride mod formålet med direktiv 92/85 om beskyttelse af gravide arbejdstageres sikkerhed og sundhed, og må for det andet ikke se bort fra det forhold, at denne fritagelse udgør en beskyttelsesforanstaltning, som er sidste udvej, og som udelukkende gælder, når en midlertidig omplacering til en anden stilling er teknisk og/eller objektivt umulig eller ikke med rimelighed kan forlanges.

69 Som det fremgår af 16. betragtning til direktiv 92/85, vil foranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

[s. I-6329]

70 Hvad angår gravide arbejdstagere, der som sidste udvej er blevet fritaget for at arbejde i medfør af dette direktiv artikel 5, stk. 3, kan medlemsstaterne eller eventuelt arbejdsmarkedets parter sikre bevarelsen af en indkomst i form af en passende ydelse, et vederlag eller en kombination af begge dele, men de muligheder, de har i denne henseende, og niveauet for fastlæggelsen af indkomsten må ikke stride mod det nævnte princip om den effektive virkning.

71 Det er klart, at den effektive virkning af direktiv 92/85 og opnåelsen af direktivets formål ikke ville være sikret, hvis det var muligt for en arbejdsgiver som følge af fastlæggelsen af et lavt indtægtsniveau i medfør af direktivets artikel 11, nr. 1), at anvende direktivets artikel 5, stk. 3, med henblik på at nedsætte det økonomiske tab, som arbejdsgiveren ville lide som følge af den gravide arbejdstagers fravær under graviditeten.

72 Når medlemsstaterne og eventuelt arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 vælger at sikre en gravid arbejdstager, der er fritaget for arbejde eller er omfattet af et beskæftigelsesforbud i medfør af dette direktivs artikel 5, stk. 3, en indkomst i form af et vederlag, en passende ydelse eller en kombination begge dele, skal denne indkomst under alle omstændigheder bestå af arbejdstagerens månedlige grundløn og de vederlagselementer eller tillæg, der er tilknyttet vedkommendes erhvervsmæssige status – en status, som på ingen måde berøres af denne arbejdsfritagelse – såsom anciennitetstillæg og de tillæg, der knytter sig til hendes ledelsesfunktion, hendes anciennitet og hendes faglige kvalifikationer (jf. i denne retning Parviainen-dommen, præmis 60).

73 Enhver anden fortolkning af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 vedrørende retten til indkomst for gravide arbejdstagere, der er omfattet af direktivets artikel 5, vil stride mod direktivets effektive virkning og tømme det for en vigtig del af dets indhold.

[s. I-6330]

74 Det fremgår af de oplysninger, som Domstolen råder over, at det vederlag, som en gravid arbejdstager, der er blevet pålagt beskæftigelsesforbud under graviditeten i medfør af MSchG’s § 3, stk. 3, har ret til, beregnes i overensstemmelse med samme lovs § 14, stk. 1 og 2. Den gravide arbejdstager har ifølge disse bestemmelser krav på en løn, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun oppebar i de sidste 13 uger før beskæftigelsesforbuddet. Tillæggene for journaltjeneste, som arbejdstageren havde ret til i denne referenceperiode, bliver imidlertid ikke medtaget i beregningen af dette gennemsnitlige vederlag.

75 Af de i nærværende doms præmis 60-67 anførte grunde kan den manglende medregning af tillægget for journaltjeneste i vederlaget, som den gravide arbejdstager, der midlertidigt er fritaget for at arbejde, har krav på under graviditeten, ikke anses for at være i strid med artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85.

76 Henset til ovenstående bemærkninger, skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en gravid arbejdstager, der midlertidigt er fritaget for at arbejde som følge af graviditeten, har ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i en referenceperiode forud for begyndelsen af graviditeten, uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.

[s. I-6331]

###### Om ret til udbetaling af et tillæg for journaltjeneste for en arbejdstager på barselsorlov

77 Endvidere spørger den forelæggende ret, om artikel 11, nr. 2) og 3), skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdstager på barselsorlov har ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i en referenceperiode forud for påbegyndelsen af nævnte orlov, uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.

78 Som det fremgår af nærværende doms præmis 61 og 64, er tillægget for journaltjeneste, idet det bygger på arbejdsforholdet og tildeles arbejdstageren under hensyntagen til det omfang, hvori denne tjeneste er præsteret som overarbejde, samt henset til det omfang, hvori den pågældende arbejdstager gennemsnitligt er blevet pålagt en sådan tjeneste, omfattet af begrebet løn i den i artikel 141 EF forudsatte betydning.

79 Det følger imidlertid ikke heraf, at en arbejdstager, der er fraværende fra arbejdet på grund af barselsorlov, i medfør at artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 har ret til alle de tillæg og godtgørelser, som hun månedligt oppebærer, når hun er på arbejde og udfører de af arbejdsgiveren tildelte opgaver.

80 Ifølge Domstolens praksis befinder arbejdstagere, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, sig således i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, som en mand, eller en kvinde, som faktisk arbejder eller som er på sygeorlov, befinder sig i (jf. i denne retning dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 17, og af 27.10.1998, sag C-411/96, Boyle m.fl., Sml. I, s. 6401, præmis 40, samt Alabaster-dommen, præmis 46).

[s. I-6332]

81 Den barselsorlov, som en kvindelig arbejdstager har ret til, har til formål for det første at beskytte kvindens fysiske tilstand under graviditeten såvel som efter fødslen, og for det andet at beskytte det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter graviditeten og fødslen (jf. dom af 12.7.1984, sag 184/83, Hofmann, Sml. s. 3047, præmis 25, og af 30.4.1998, sag C-136/95, Thibault, Sml. I, s. 2011, præmis 25, samt dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 41).

82 Under disse omstændigheder kan kvindelige arbejdstagere derfor ikke med henvisning til bestemmelserne i traktatens artikel 141 EF eller i artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de faktisk – ligesom andre arbejdstagere – bestred deres arbejde (jf. i denne retning dommen i sagen Gillispie m.fl., præmis 20, og Alabaster-dommen, præmis 46).

83 Som det fremgår af direktiv 92/85 og af Domstolens retspraksis på området, ønskede EU-lovgiver at sikre, at arbejdstageren under barselsorloven får en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov (dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 32).

84 Det skal sikres, at arbejdstagerne under barselsorlov oppebærer en indtægt af en sådan størrelse, uanset om indtægten i overensstemmelse med artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85 har form af en ydelse, løn eller en kombination af begge dele (dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 33, og Lewen-dommen, præmis 22).

85 I overensstemmelse med direktivets artikel 11, nr. 2) og 3), skal en arbejdsgiver i forbindelse med en barselsorlov sikre bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse, hvorved den for arbejdstagerne under en sådan orlov garanterede

[s. I-6333]

indtægt i form af en ydelse, en løn eller vederlag eller eventuelt en kombination af dem begge, skal være passende i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte nr. 3) (jf. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 34).

86 Når en arbejdstager er fraværende fra arbejdet, fordi hun er på barselsorlov, indebærer den minimumsbeskyttelse, der kræves efter artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85, derfor ikke, at vedkommende bevarer retten til fuld løn eller til ubetaling af tillæg for journaltjeneste.

87 I hovedsagen er den forelæggende ret imidlertid i tvivl om, hvilke konsekvenser det vil have for den ret til vederlag, som en arbejdstager på barselsorlov har, at medlemsstaten fastsætter denne arbejdstagers ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i en referenceperiode forud for påbegyndelsen af hendes barselsorlov, men uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.

88 Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 kun fastsætter en minimumsbeskyttelse med hensyn til retten til vederlag for gravide arbejdstagere, der er fritaget fra arbejde under deres barselsorlov i medfør af dette direktivs artikel 8. Ingen af direktivets bestemmelser er til hinder for, at medlemsstaterne eller eventuelt arbejdsmarkedets parter kan fastsætte regler om opretholdelse af alle dele af vederlaget og alle tillæg, herunder tillægget for journaltjeneste, som den gravide arbejdstager havde ret til før graviditeten og barselsorloven.

89 Direktiv 92/85, som blev vedtaget i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 118 A (EF-traktatens artikel 117-120 er nu erstattet af artikel 136 EF – 143 EF), er nemlig ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater, som det fremgår af artikel 137,

[s. I-6334]

stk. 4, EF, opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, når de er forenelige med bestemmelserne i denne traktat (jf. i denne retning Jiménez Melgar-dommen, præmis 37).

90 Når det ved nationale bestemmelser fastsatte lønsystem, således som det omtvistede system i hovedsagen, udgør en beskyttelsesforanstaltning, der er mere fordelagtig for arbejdstagere på barselsorlov end hvad der kræves i henhold til direktiv 92/85, kan udelukkelsen af visse vederlagselementer fra beregningen af den indtægt, der skal ydes under denne orlov, ikke anses for at være i strid med dette direktivs artikel 11, nr. 2) og 3).

91 Den forelæggende rets spørgsmål skal herefter besvares med, at artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdstager på barselsorlov har ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i en referenceperiode forud for påbegyndelsen af nævnte orlov, uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.

##### *Det andet spørgsmål vedrørende konsekvenserne af den manglende direkte virkning*

92 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85, såfremt bestemmelserne heri ikke har direkte virkning, skal gennemføres i medlemsstaterne således, at en kvindelig arbejdstager, der under en periode med beskæftigelsesforbud for vordende mødre og/eller under barselsorloven, ikke længere udfører journaltjeneste, har krav på fortsat udbetaling af et tillæg for sådanne tjenester.

[s. I-6335]

93 Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål, litra a), er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

#### **Sagens omkostninger**

94 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**1)** **Artikel 11, nr. 1)-3), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), har direkte virkning og giver borgerne rettigheder, som de kan gøre gældende over for en medlemsstat, der ikke har gennemført direktivet i national ret eller ikke har gennemført det korrekt, og som de nationale domstole skal beskytte.**

**2)** **Artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en gravid arbejdstager, der midlertidigt er fritaget for at arbejde som følge af graviditeten, har ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i [s. I-6336]  en referenceperiode forud for begyndelsen af graviditeten, uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.**

**3)** **Artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at den ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdstager på barselsorlov har ret til et vederlag, der er lig med den gennemsnitsindtægt, som hun har oppebåret i en referenceperiode forud for påbegyndelsen af nævnte orlov, uden at tillægget for journaltjeneste medregnes heri.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62008cj0471.md =====

# EU-Domstolen, 1. juli 2010, sag C-471/08

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0471.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62008cj0471.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2010:391

Kommentarens titel: Statusrelaterede tillæg ved midlertidig jobændring under graviditet

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 92/85, ikke ligelønsreglerne: en gravid, der midlertidigt blev overført til andre opgaver, havde krav på grundløn og tillæg knyttet til sin erhvervsmæssige status, fx ledelse, anciennitet og kvalifikationer, men ikke på hele sin tidligere gennemsnitsløn. Koblet til reglen om dårligere behandling i forbindelse med graviditet (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En gravid arbejdstager, der midlertidigt blev overført til andre opgaver efter artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85, kunne ikke alene kræve hele sin tidligere gennemsnitsløn. Hun havde krav på grundløn og tillæg knyttet til sin erhvervsmæssige status, eksempelvis ledelse, anciennitet og kvalifikationer. En metode med gennemsnitlige arbejdsvilkårstillæg for personale i samme lønklasse kunne anvendes, men ikke med udeladelse af de beskyttede statusrelaterede elementer.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Midlertidig overførsel med fortsat arbejde, ikke barselsorlov eller fuld arbejdsfritagelse. Dommen opstiller ingen universel beregningsmetode for lønredegørelser.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62008CJ0471

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
1. juli 2010[^*]

I sag C-471/08,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Helsingin käräjäoikeus (Finland) ved afgørelse af 30. oktober 2008, indgået til Domstolen den 4. november 2008, i sagen:

**Sanna Maria Parviainen**

mod

**Finnair Oyj,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, J.-N. Cunha Rodrigues, som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne P. Lindh, A. Rosas, A. Ó Caoimh (refererende dommer) og A. Arabadjiev,

[s. I-6554]

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. september 2009,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Sanna Maria Parviainen ved asianajaja M. Penttinen

- Finnair Oyj ved varatuomarit P. Verronen og A. Kujala

- den italienske regering ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

- den finske regering ved A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek, M. Huttunen og P. Aalto, som befuldmægtigede,

[s. I-6555]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 17. december 2009,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, nr. 1), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1).

2 Anmodningen er indgivet under en sag mellem Sanna Maria Parviainen, ansat som purser ved luftfartsselskabet Finnair Oyj (herefter »Finnair«), og Finnair vedrørende den løn, som Sanna Maria Parviainen oppebar som følge af en midlertidig overførsel til en stilling på landjorden under sin graviditet.

[s. I-6556]

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retlige forskrifter*

3 Niende og sekstende betragtning til direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

> »[F]oranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, må ikke føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, og må ikke berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

> […]

> [F]oranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, vil være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.«

[s. I-6557]

4 Artikel 2 i det nævnte direktiv bestemmer:

> »I dette direktiv forstås ved:

> *a)* *gravid arbejdstager*: enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

> *b)* *arbejdstager, som lige har født*: enhver arbejdstager, som lige har født som defineret efter national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis

> *c)* *ammende arbejdstager*: enhver arbejdstager, som ammer som defineret i national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis.«

5 Artikel 4 i samme direktiv, der har overskriften »Vurdering og underretning«, bestemmer i stk. 1:

> »For alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I, skal arbejdsgiveren eller de beskyttelses- og forebyggelsestjenester, som er omhandlet i artikel 7 i direktiv 89/391/EØF [Rådets direktiv af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1)], vurdere arten, omfanget og [s. I-6558]  varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 udsættes for i den pågældende virksomhed og/eller institution, således at man kan:

> - foretage en bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for de i artikel 2 definerede arbejdstagere under graviditet eller amning

> - afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes.«

6 Artikel 5 i direktiv 92/85, der har overskriften »Konsekvenserne af resultaterne af vurderingen«, bestemmer i stk. 1-3:

> »1. Hvis den i artikel 4, stk. 1, omhandlede vurdering viser, at der er risiko for en i artikel 2 defineret arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, træffer arbejdsgiveren, ved en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at den pågældende arbejdstager udsættes for denne risiko, jf. dog artikel 6 i direktiv 89/391/EØF.

> 2. Hvis en ændring af arbejdsforhold og/eller arbejdstid ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger til at overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

[s. I-6559]

> 3. Hvis overførslen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed.«

7 Artikel 8 i det nævnte direktiv, der har overskriften »Barselsorlov«, fastsætter i stk. 1:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

8 Artikel 11 i samme direktiv, der har overskriften »Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen«, har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> 1) I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

> 4) Medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1) og nr. 2), litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning. Det må under ingen omstændigheder kræves, at den pågældende skal have arbejdet mere end tolv måneder umiddelbart inden det for forventede fødselstidspunkt.«

9 Bilag I til direktiv 92/85, hvortil dets artikel 4 henviser, anfører som fysiske agenser, der kan medføre læsioner på fosteret og/eller kan medføre, at moderkagen river sig løs, navnlig ioniserende og ikke-ioniserende stråling.

[s. I-6561]

##### *Nationale bestemmelser*

10 I henhold til § 7, stk. 1, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder (naisten ja miesten välisestä tasa-arvosta annettu laki (609/1986)), som ændret ved lov nr. 232/2005 (herefter »lov nr. 609/1986«), forbydes direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn. § 7, stk. 2, bestemmer, at der er tale om direkte forskelsbehandling, såfremt der forskelsbehandles på grund af graviditet eller fødsel.

11 I henhold til § 8, stk. 1, nr. 2), i lov nr. 609/1986 anses det for forskelsbehandling som omhandlet i denne lov, når arbejdsgiveren ved fastsættelsen af forhold med tilknytning til arbejdsforholdet stiller en person ringere på grund af graviditet, fødsel eller af andre kønsrelaterede forhold.

12 Kapitel 2, § 3, i lov om arbejdskontrakter (työsopimuslaki (55/2001)) bestemmer, at såfremt en gravid arbejdstagers arbejdsopgaver eller arbejdsforhold er til fare for hendes eller fosterets sundhed, og kilden til fare i arbejdet eller arbejdsforholdene ikke kan fjernes, skal arbejdstageren under graviditetsperioden så vidt muligt henvises til andet arbejde under hensyntagen til hendes arbejdsevne og faglige kompetencer.

13 En lignende bestemmelse findes i kapitel 2, § 11, stk. 2, i lov om sikkerhed på arbejdspladsen (työturvallisuuslaki (738/2002)).

[s. I-6562]

14 Kapitel 9, § 4, i lov om sygeforsikring (sairausvakuutuslaki (1224/2004)) bestemmer, at en gravid arbejdstager, der udfører lønnet arbejde, har ret til at modtage en særlig barselsydelse (»erityisäitiysraha«), såfremt et kemisk stof, stråling, en smitsom sygdom eller et andet tilsvarende forhold, der kan henføres til hendes arbejdsopgaver eller arbejdsforhold, udsætter hendes eller fosterets sundhed for fare. Betalingen af denne ydelse forudsætter, at den pågældende er i stand til at arbejde, og at det ikke er muligt at finde denne et andet arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i kapitel 2, § 3, stk. 2, i lov om arbejdskontrakter, samt at det af disse årsager er påkrævet, at den pågældende er fraværende fra sit arbejde.

15 Det fremgår af de oplysninger, som Domstolen har til rådighed, at den finske lovgivning ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om, hvordan lønnen skal fastsættes, når den gravide arbejdstager midlertidigt overføres til en anden stilling for at udføre andre opgaver, end den pågældende normalt udfører.

16 Den kollektive overenskomst for kabinepersonale (matkustamohenkilökunnan työehtosopimus, herefter »den kollektive overenskomst«) er indgået mellem fagforeningen for stewardesser og stewarder i Finland og arbejdsgiverforeningen inden for servicebrancherne. Denne overenskomst var i kraft fra den 1. april 2005 til den 30. september 2007.

17 Løn under barselsorlov og under den særlige barselsorlov er reguleret i den kollektive overenskomsts § 16, litra B). I henhold til denne bestemmelses litra B), nr. 2), har en stewardesse ret til at ophøre med luftbårne aktiviteter umiddelbart efter, at graviditeten er konstateret. Med forbehold for sundhedsmæssige forhold er arbejde i luften tilladt frem til graviditetens 18. uge.

[s. I-6563]

18 Ifølge § 16, litra B), nr. 3), kan en stewardesse under sin graviditet efter anmodning overføres til at udføre andre arbejdsopgaver, som arbejdsgiveren tildeler hende. På den pågældendes anmodning tildeles denne enten andet arbejde frem til tidspunktet, hvor den gravide arbejdstager begynder at oppebære barselsdagpenge (»äitiyspäiväraha«) som omhandlet i lov om sygeforsikring, eller også udbetales lønnen for den omhandlede periode.

19 I henhold til § 16, litra B), nr. 4), udbetales den i bestemmelsens litra B), nr. 3), nævnte løn med et beløb svarende til de årlige feriepenge. Såfremt en stewardesse nægter at udføre det arbejde, der således er blevet hende tildelt, mister hun retten til dette vederlag.

20 Den 20. juni 1989 vedtog Finnair en beslutning, der trådte i kraft den følgende 1. juli, angående fastsættelsen af lønnen for arbejde på landjorden til stewardesser under deres graviditet (herefter »beslutningen af 20. juni 1989«). I henhold til denne beslutning og i overensstemmelse med den kollektive overenskomst skal der til en stewardesse, der er overført til et job på landjorden på grund af graviditet, betales en løn svarende til de udbetalte årlige feriepenge. Den månedlige løn, der skal betales i perioden, hvor der arbejdes på landjorden, består af den månedlige grundløn og 25 løntillæg af typen kaldet »lisäpäiväpalkka «. Sidstnævnte beregnes på grundlag af de gennemsnitlige løntillæg for alle stewardesser og stewarder i samme lønklasse. Hvilken lønklasse en arbejdstager tilhører, afhænger af varigheden af den pågældendes tjenestetid. Multiplikationskoefficienten på 25 medfører, at der udbetales løn for 25 dage pr. måned.

[s. I-6564]

#### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

21 Sagsøgeren i hovedsagen har fra den 8. april 1998 været ansat som stewardesse ved Finnair. I oktober 2005 blev hun forfremmet til en stilling som purser.

22 Sagsøgeren i hovedsagen blev gravid i begyndelsen af 2007. Det påregnede fødselstidspunkt var den 16. oktober 2007. På grund af graviditeten blev hun den 30. april 2007 midlertidigt overført til arbejde på landjorden, der havde karakter af kontorarbejde. Denne stilling bestred hun frem til den følgende 15. september, hvor hendes barselsorlov begyndte.

23 Denne overførsel skete i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85 og med de relevante bestemmelser i lov om arbejdskontrakter og i lov om sikkerhed på arbejdspladsen såvel som i den kollektive overenskomst. Det fremgår af sagens akter, at overførslen var begrundet i, at sagsøgeren i hovedsagen under arbejdet blev udsat for fysiske agenser i form af ioniserende og ikke-ioniserende stråling, der kan medføre læsioner på fosteret.

24 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en stor del af den samlede løn, som sagsøgeren i hovedsagen oppebærer som purser, består af tillæg. De tillæg, der skal betales til arbejdstagerne, kan afvige stærkt fra hinanden, afhængigt af om der er tale om en person i en ledende stilling, såsom en purser, eller om det drejer sig om en stewardesse/steward. De nævnte arbejdstagere oppebærer forskellige tillæg, såsom bl.a. nattillæg, søndagstillæg, feriedagstillæg, tillæg for arbejde ud over otte timer pr. dag, tillæg

[s. I-6565]

for lange flyvninger eller for flyvninger med tidsforskydning. Dertil kan arbejdstidens længde variere betydeligt for personer i samme lønklasse, hvilket påvirker tillæggenes størrelse.

25 Tillæggene udgjorde ca. 40% af sagsøgeren i hovedsagens samlede løn inden hendes midlertidige overførsel til arbejde på landjorden. Hendes månedlige grundløn beløb sig til 1 821,76 EUR, og hendes gennemsnitsindkomst var 3 383,04 EUR om måneden. Som følge af den nævnte overførsel er sagsøgeren i hovedsagens samlede månedlige indkomst faldet med 834,56 EUR.

26 Sagsøgeren i hovedsagen har anført, at Finnair ikke havde ret til at nedsætte hendes løn på grund af hendes midlertidige overførsel, navnlig idet det ikke blev taget i betragtning, at hun bestred en ledende stilling. En sådan nedsættelse udgør en diskriminerende handling i strid med både direktiv 92/85 og lov nr. 609/1986. Under sagen for den forelæggende ret har sagsøgeren for den i hovedsagen omhandlede periode gjort krav på udbetaling af en løn, der som minimum svarer til den løn, hun oppebar som purser.

27 Finnair har påstået frifindelse. Ifølge selskabet fik sagsøgeren i hovedsagen under sin graviditet udbetalt en højere løn end medarbejdere, der regelmæssigt udførte tilsvarende arbejde på landjorden. Som purser kunne hun desuden ikke gøre krav på et fast tillægsbeløb. Det tillægsbeløb, som blev udbetalt, afhang nemlig altid af, hvor mange og hvilken type af flyvninger der var udført.

28 Idet Domstolen endnu ikke har taget stilling til fortolkningen af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85, og idet fortolkningen af denne bestemmelse er af stor betydning for afgørelsen af den for retten verserende sag, har Helsingin käräjäoikeus (byretten i

[s. I-6566]

Helsinki) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Skal artikel 11, [nr.] 1), i direktiv [92/85] fortolkes således, at en arbejdstager, der på grund af sin graviditet henvises til et andet dårligere betalt arbejde, i henhold til direktivet skal betales en løn af samme størrelse som den, hun gennemsnitligt modtog før overførslen? Er det herved af betydning, hvilke tillæg arbejdstageren fik udbetalt supplerende til den månedlige grundløn, og på hvilket grundlag disse tillæg blev udbetalt?«

#### **Om det præjudicielle spørgsmål**

29 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at en gravid arbejdstager, som i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5 på grund af sin graviditet er blevet midlertidigt overført til en stilling, hvor hun udfører andre opgaver end dem, hun udførte inden denne overførsel, har ret til en løn, der svarer til den løn, hun gennemsnitligt oppebar inden den nævnte overførsel. Den forelæggende ret har endvidere spurgt, om det i denne forbindelse er af betydning, hvilke typer tillæg arbejdstageren modtog, da hun udførte sine tidligere opgaver, samt på hvilket grundlag disse blev udbetalt.

30 Det bemærkes indledningsvis, at som følge af, at visse former for arbejde kan indebære en særlig risiko for, at arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som

[s. I-6567]

ammer, udsættes for farlige agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, såsom de i bilag I til direktiv 92/85 nævnte, som bringer deres sikkerhed eller sundhed i fare, har EU-lovgiver med vedtagelsen af direktiv 92/85 indført en ordning til vurdering og oplysning om disse risici og et forbud mod at udføre visse former for arbejde (jf. i denne retning dom af 1.2.2005, sag C-203/03, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 935, præmis 44).

31 Når resultaterne af vurderingen foretaget i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 92/85 viser, at der er risiko for en arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, bestemmer direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdsgiveren skal foretage en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, eller, såfremt dette ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

32 Det er kun i det tilfælde, hvor en sådan overførsel ligeledes viser sig umulig, at artikel 5, stk. 3, i det nævnte direktiv bestemmer, at den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis fritages for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed (dom af 19.11.1998, sag C-66/96, Høj Pedersen m.fl., Sml. I, s. 7327, præmis 57).

33 Det fremgår af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85, at i de tilfælde, der er omhandlet i dettes artikel 5-7, skal rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for de arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

[s. I-6568]

34 Det bemærkes, at for så vidt angår arbejdstagere på barselsorlov bestemmer artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85, at disse ligeledes skal sikres »bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse«.

35 I henhold til Domstolens praksis omfatter begrebet løn som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 11 i lighed med definitionen i traktatens artikel 141, stk. 2, første afsnit, EF de ydelser, som arbejdsgiveren som følge af arbejdstagerens arbejdsforhold direkte eller indirekte betaler under barselsorloven. Begrebet ydelse, som ligeledes anvendes i denne bestemmelse, omfatter derimod enhver indtægt, som arbejdstageren modtager under sin barselsorlov, og som ikke betales af arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet (jf. dom af 27.10.1998, sag C-411/96, Boyle m.fl., Sml. I, s. 6401, præmis 31).

36 Hvad angår begrebet passende ydelse, som arbejdstagere under barselsorlov i medfør af artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85 har ret til, har Domstolen ligeledes fastslået, at definitionen af denne passende ydelse, som fremgår af samme artikels nr. 3), skal sikre, at arbejdstageren under barselsorloven får en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov (jf. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 32).

37 I henhold til denne retspraksis skal det sikres, at arbejdstagerne under barselsorlov oppebærer en indtægt af en sådan størrelse, uanset om indtægten i overensstemmelse med artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85 har form af en ydelse, løn eller en kombination af begge dele (jf. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 33).

[s. I-6569]

38 Selv om såvel artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 som denne artikels nr. 2), litra b), og nr. 3), henviser til, at »bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres […] arbejdstagere, [som er gravide, som lige har født, eller som ammer]«, fremgår det imidlertid af direktivets formål og af Domstolens praksis vedrørende de nævnte bestemmelser, at for så vidt angår oppebærelse af en indtægt kan gravide arbejdstageres situation som omhandlet i artikel 5 i det nævnte direktiv og situationen for arbejdstagere på barselsorlov som omhandlet i dettes artikel 8 ikke i alle tilfælde sidestilles.

39 For det første fortsætter de gravide arbejdstagere som omhandlet i artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85, hvis arbejdsvilkår er blevet midlertidigt ændret, eller som af deres arbejdsgiver er blevet overført til en anden stilling, med at arbejde og med at udføre de arbejdsopgaver, som deres arbejdsgiver pålægger dem.

40 De arbejdstagere, som har barselsorlov i henhold til det nævnte direktivs artikel 8, befinder sig derimod i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som arbejder normalt, befinder sig i (jf. dom af 13.2.1996, sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475, præmis 17, og af 30.3.2004, sag C-147/02, Alabaster, Sml. I, s. 3101, præmis 46).

41 For det andet fremgår det udtrykkeligt af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85, at den heri indeholdte definition af begrebet en passende ydelse udelukkende finder anvendelse på samme artikels nr. 2), litra b), og således udelukkende på arbejdstagere på barselsorlov (jf. i denne retning dommen i sagen Høj Pedersen m.fl., præmis 39).

[s. I-6570]

42 Når der henses til de ovennævnte forskelle mellem tilfældene omfattet af på den ene side artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85 og på den anden side tilfældene omfattet af direktivets artikel 8, er det således ikke muligt at overføre Domstolens praksis om definitionen af begrebet løn og passende ydelse i direktivets artikel 11, nr. 2), litra b), og nr. 3), som vedrører arbejdstagere på barselsorlov, på retten til løn for arbejdstagere, som under deres graviditet er blevet underkastet en ændring af deres arbejdsvilkår eller midlertidigt er blevet overført til andre arbejdsopgaver i medfør af nævnte artikel 5, stk. 1 og 2.

43 En analog anvendelse af Domstolens praksis vedrørende barselsorlov på arbejdstagere, der befinder sig i en situation som omhandlet i artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85, ville nemlig kunne føre til den urimelige situation, at en arbejdstager, der – som sagsøgeren i hovedsagen – på grund af graviditet er blevet midlertidigt overført til en anden stilling end den, hun bestred inden denne overførsel, under denne midlertidige overførselsperiode oplever at få sin løn nedsat til et beløb, der svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for de tilfælde, hvor en arbejdstager har måttet tage sygeorlov.

44 En sådan reduktion af lønnen til en arbejdstager, som rent faktisk fortsætter med at arbejde, ville således ikke blot være i strid med det af direktiv 92/85 forfulgte formål om beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, men ville tillige tilsidesætte EU-rettens bestemmelser om ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere, i modsætning til det i niende betragtning til direktivet anførte.

45 I hovedsagen har Finnair og den finske regering gjort gældende, at i medfør af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 er fastsættelsen af den løn, der skal betales til en arbejdstager, som på grund af sin graviditet midlertidigt overføres til en anden stilling, overladt til medlemsstaternes kompetence. Ifølge regeringen skal lønnen være af en

[s. I-6571]

sådan størrelse, at formålet om beskyttelse af sikkerheden og sundheden for gravide arbejdstagere, der forfølges med dette direktiv, ikke bringes i fare.

46 Sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har derimod gjort gældende, at en gravid arbejdstager, som befinder sig i en situation som sagsøgerens, principielt skal bevare sin fulde løn under sin midlertidige overførsel.

47 Den italienske regering har for sit vedkommende anført, at ifølge dens nationale retsforskrifter bevarer en gravid arbejdstager, som overføres til et lavere hierarkisk niveau end det, hvor hun sædvanligvis udførte sine opgaver, en løn, der svarer til lønnen for de tidligere udførte opgaver. Hvad angår godtgørelser og tillæg, som tilføjes grundlønnen, bør der dog sondres mellem på den ene side de, som udbetales under hensyntagen til den gravide arbejdstagers egne erhvervsmæssige kvalifikationer, hvilke ikke må kunne fjernes eller nedsættes af arbejdsgiveren i tilfælde af en midlertidig overførsel af arbejdstageren for at beskytte dennes sundhed, og på den anden side de, som udbetales som følge af de særlige vilkår, hvorunder arbejdet udføres, hvilke blot tildeles for at opveje de ulemper eller særlige vanskeligheder, som arbejdstageren udsættes for, og som kan fjernes, såfremt disse specifikke situationer, som begrunder dem, ikke længere er til stede.

48 Med hensyn hertil bemærkes, at i den periode, som har givet anledning til den tvist, der verserer for den forelæggende ret, fortsatte sagsøgeren i hovedsagen med at arbejde og med at udføre de arbejdsopgaver, som hendes arbejdsgiver tildelte hende. Den midlertidige overførsel skete desuden ikke på den pågældendes anmodning, men som følge af anvendelsen af de relevante bestemmelser i de finske nationale retsforskrifter og af artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85 og havde til formål at undgå enhver risiko for den pågældendes eller hendes barns sikkerhed eller sundhed.

[s. I-6572]

49 På denne baggrund viser en undersøgelse af ordlyden af artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 92/85 og af dette direktivs formål om beskyttelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, i modsætning til hvad Kommissionen og sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at en gravid arbejdstager som sidstnævnte, der midlertidigt er blevet overført til en anden stilling, og hvis løn inden denne overførsel bestod af en grundløn og en række tillæg, hvoraf tildelingen af nogle af disse afhang af udførelsen af specifikke opgaver, ikke i medfør af denne bestemmelse kan gøre krav på at bevare den fulde løn, som hun oppebar inden denne midlertidige overførsel.

50 Selv om den ydelse, en arbejdsgiver udbetaler til en gravid arbejdstager, udgør løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 141 EF, idet den er et led i ansættelsesforholdet og udbetales til en gravid arbejdstager omfattet af artikel 5, stk. 1 og 2, i direktiv 92/85, som fortsætter med at arbejde, forholder det sig dog for det første således, at direktivets artikel 11, nr. 1), i hovedparten af de sprogversioner, der fandtes ved direktivets vedtagelse, henviser til den pågældende arbejdstagers bevarelse af »løn« og ikke af »lønnen«.

51 Artikel 11, nr. 4), i det nævnte direktiv bestemmer desuden, at medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i denne artikels nr. 1), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning.

52 Domstolen har endvidere allerede fastslået, at de faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udføres, og de vilkår, hvorunder de udføres, i givet fald kan antages at udgøre objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde eventuelle lønforskelle mellem forskellige grupper af arbejdstagere (jf. i denne retning vedrørende artikel 141 EF dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 52).

[s. I-6573]

53 I den foreliggende sag er det således ubestridt, at betalingen af visse tillæg, som sagsøgeren i hovedsagen havde ret til inden sin midlertidige overførsel, afhang af udførelsen af specifikke opgaver under særlige vilkår, og at hun under den midlertidige overførsel til en anden stilling ikke udførte disse opgaver.

54 Artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 henviser sluttelig udtrykkeligt til national lovgivning og/eller praksis.

55 Den nævnte bestemmelse giver således medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter en vis skønsmargen, når de skal fastlægge betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af den ret til løn, der tilkommer de gravide arbejdstagere som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85. Det påhviler således medlemsstaterne at fastlægge, hvilke bestemmelser der skal gennemføre den nævnte ret, uden dog at kunne opstille nogen form for betingelser for selve stiftelsen af retten, der direkte er fastsat i direktivet og ved ansættelsesforholdet mellem den gravide arbejdstager og hendes arbejdsgiver (jf. analogt dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU, Sml. I, s. 4881, præmis 53).

56 Når medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter udøver dette skøn ved fastlæggelsen af den løn, som en gravid arbejdstager har ret til, når hun på grund af graviditeten midlertidigt er overført til en anden stilling, må udøvelsen heraf på den ene side ikke skade det af direktiv 92/85 forfulgte formål om beskyttelse af sikkerheden og sundheden for gravide arbejdstagere, og må på den anden side heller ikke undlade at tage hensyn til den omstændighed, at en sådan arbejdstager reelt fortsætter med at arbejde og med at udføre de arbejdsopgaver, som hendes arbejdsgiver tildeler hende.

[s. I-6574]

57 Som det nemlig fremgår af 16. betragtning til direktiv 92/85, vil foranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

58 Den løn, som en gravid arbejdstager i henhold til artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 skal bevare efter sin midlertidige overførsel til en anden stilling end den, hun bestred inden sin graviditet, må under alle omstændigheder ikke være mindre end den, som udbetales til arbejdstagere, der har samme arbejde som det, hun midlertidigt er blevet overført til. Under den midlertidige overførsel har den gravide arbejdstager endvidere ret til de lønelementer og de tillæg, som er knyttet til denne stilling, forudsat, at hun opfylder betingelserne for en sådan ret i overensstemmelse med direktivets artikel 11, nr. 4).

59 Som generaladvokaten har anført i punkt 69 og 70 i forslaget til afgørelse, er medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter, når de skal fastlægge, hvilke dele af en sådan arbejdstagers løn der skal bevares under den midlertidige overførsel i henhold til direktivets artikel 11, nr. 1), desuden bundet af karakteren af de forskellige tillæg, som udbetales af arbejdsgiveren, og som i nogle tilfælde, såsom i tilfælde som i hovedsagen, kan udgøre en væsentlig del af den berørte gravide arbejdstagers samlede løn.

60 Heraf følger, at ud over grundlønnen i henhold til hendes kontrakt eller ansættelsesforhold bevarer en gravid arbejdstager, der midlertidigt er overført til en anden stilling i medfør af artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85, under denne overførsel retten til de vederlagselementer eller de tillæg, som knytter sig til hendes erhvervsmæssige status, såsom de tillæg, der knytter sig til hendes ledelsesfunktion, hendes anciennitet og hendes faglige kvalifikationer.

[s. I-6575]

61 Medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter er derimod ikke i medfør af artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 forpligtede til under denne midlertidige overførsel at bevare de lønelementer eller tillæg, der, således som det fremgår af denne doms præmis 53, afhænger af den omhandlede arbejdstagers udførelse af specifikke opgaver under særlige vilkår, og som grundlæggende har til formål at opveje de ulemper, som er forbundet med udførelsen heraf.

62 Det følger af det foranstående, at en gravid arbejdstager efter sin midlertidige overførsel i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85 til en anden stilling end den, hun bestred inden sin graviditet, ikke i medfør af direktivets artikel 11, nr. 1), kan gøre krav på den løn, som hun gennemsnitligt oppebar inden den nævnte overførsel.

63 Det bemærkes ikke desto mindre, at artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 blot fastsætter en minimumsbeskyttelse vedrørende retten til en indtægt for gravide arbejdstagere omfattet af direktivets artikel 5. Ingen af direktivets bestemmelser er til hinder for, at medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter fastsætter, at alle lønelementer og alle tillæg, som den gravide arbejdstager havde ret til inden sin graviditet og sin midlertidige overførsel til en anden stilling, bevares.

64 Direktiv 92/85, som blev vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 118 A (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF - 143 EF), er nemlig ikke til hinder for, at en medlemsstat opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, når de er forenelige med denne traktat, således som det fremgår af artikel 137, stk. 4, EF (jf. i denne retning dom af 4.10.2001, sag C-438/99, Jiménez Melgar, Sml. I, s. 6915, præmis 37).

[s. I-6576]

65 Det fremgår af denne doms præmis 19 og 20, at i hovedsagen skal en gravid stewardesse, der er overført til et job på landjorden på grund af graviditet, i henhold til den kollektive overenskomst og beslutningen af 20. juni 1989 betales en løn svarende til den, der oppebæres i medfør af de udbetalte årlige feriepenge.

66 Den løn, som Finnair betaler til en gravid arbejdstager under dennes midlertidige overførsel, består af dennes månedlige grundløn og et løntillæg kaldet »lisäpäiväpalkka«. Som det fremgår af denne doms præmis 20, udregnes dette tillæg ad to omgange. For det første udregnes gennemsnittet af den enkelte stewardesses eller stewards oppebårne tillæg i en given referenceperiode. Hermed fås det personlige løntillæg kaldet »lisäpäiväpalkka«, som betales til den pågældende i denne periode. For det andet udregnes de gennemsnitlige personlige løntillæg for alle stewardesser og stewarder i samme lønklasse.

67 Det bemærkes, at idet den løn, som betales til gravide arbejdstagere efter deres midlertidige overførsel til en anden stilling end den, de bestred tidligere, udregnes på grundlag af gennemsnitsværdien af oppebårne tillæg for alle stewardesser og stewarder i samme lønklasse i en given referenceperiode, kan en sådan aflønningsordning enten føre til en nedsættelse eller en forhøjelse af den indtægt, en gravid arbejdstager kommer til at oppebære, i forhold til den, hun fik udbetalt under den omhandlede referenceperiode. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, kan kabinepersonale således oppebære mere end en halv snes forskellige tillæg, hvis udbetaling er forbundet med de særlige forhold, hvorunder arbejdsopgaverne udføres. Under disse omstændigheder kan både tillægsbeløbet og typen af tillæg, som stewardesser og stewarder i samme lønklasse har modtaget i den nævnte referenceperiode, variere betydeligt.

[s. I-6577]

68 At en medlemsstat eller i givet fald arbejdsmarkedets parter har valgt en aflønningsordning, hvorefter gravide arbejdstageres indtægt under en midlertidig overførsel består af den nævnte månedlige grundløn og gennemsnitsværdien af de tillæg, som kabinepersonalet modtog under en given referenceperiode, kan i princippet ikke anses for at være i strid med artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85.

69 I det omfang en sådan aflønningsordning imidlertid ikke i beregningen af den månedlige løn, som skal betales til en gravid arbejdstager, der midlertidigt er blevet overført i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85, tager hensyn til de lønelementer eller de tillæg, som knytter sig til den gravide arbejdstagers erhvervsmæssige status – en status, som på ingen måde berøres af denne midlertidige overførsel – såsom de tillæg, der knytter sig til den pågældendes ledelsesfunktion, hendes anciennitet og hendes erhvervsmæssige kvalifikationer, kan ordningen ikke anses for at være i overensstemmelse med kravene i artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85.

70 Som det fremgår af denne doms præmis 56, er fastlæggelsen i henhold til artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 af udregningsmetoden af den løn, som en gravid arbejdstager omfattet af direktivets artikel 5, stk. 2, har ret til, således overladt til medlemsstaterne, som dog ikke må fastsætte foranstaltninger, der ikke er i overensstemmelse med det af direktivet forfulgte formål om beskyttelse af sikkerheden og sundheden for gravide arbejdstagere. De må under fastlæggelsen af den nævnte løn heller ikke undlade at tage hensyn til den omstændighed, at en sådan arbejdstager reelt fortsætter med at arbejde.

71 Således som sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, var hendes personlige løntillæg kaldet »lisäpäiväpalkka« på 74,35 EUR pr. dag i referenceperioden i den

[s. I-6578]

foreliggende sag, mens gennemsnitsværdien af det samme løntillæg betalt til alle stewardesser og stewarder i samme lønklasse for den samme periode var på 39,74 EUR pr. dag. Efter den pågældendes midlertidige overførsel til en stilling på landjorden faldt hendes samlede månedlige løn med 834,56 EUR i forhold til den løn, hun oppebar inden denne midlertidige overførsel.

72 Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om sagsøgeren i hovedsagen i medfør af lønudregningsmetoden, der er fastsat i den kollektive overenskomst og/eller beslutningen af 20. juni 1989 for stewardesser under graviditet, som følge af sin midlertidige overførsel til en anden stilling end den, hun normalt besad, er blevet frataget lønelementer eller tillæg, som knytter sig til hendes erhvervsmæssige status. Såfremt dette er tilfældet, skal den aflønningsordning, som fastsætter en sådan nedsættelse af hendes løn under denne midlertidige overførsel i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/85, anses for at være i strid med direktivets artikel 11, nr. 1).

73 Henset til det ovenfor anførte, skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at en gravid arbejdstager, som i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5, stk. 2, på grund af sin graviditet er blevet midlertidigt overført til en stilling, hvor hun udfører andre opgaver end dem, hun udførte inden denne overførsel, ikke kan gøre krav på den løn, som hun gennemsnitligt oppebar inden den nævnte overførsel. Ud over bevarelsen af sin grundløn har en sådan arbejdstager i medfør af den nævnte artikel 11, nr. 1), ret til de lønelementer eller de tillæg, som knytter sig til hendes erhvervsmæssige status, såsom de tillæg, der knytter sig til hendes ledelsesfunktion, hendes anciennitet og hendes erhvervsmæssige kvalifikationer. Mens artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 ikke er til hinder for anvendelsen af en metode, hvorefter den løn, som skal betales til en sådan arbejdstager, udregnes på grundlag af gennemsnitsværdien af de tillæg, der er ydet på grund af

[s. I-6579]

arbejdsvilkårene for alt kabinepersonale i den samme lønklasse i en given referenceperiode, skal en undladelse af at tage de ovennævnte lønelementer eller tillæg i betragtning anses for at være i strid med sidstnævnte bestemmelse.

#### **Sagens omkostninger**

74 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**Artikel 11, nr. 1), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), skal fortolkes således, at en gravid arbejdstager, som i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5, stk. 2, på grund af sin graviditet er blevet midlertidigt overført til en stilling, hvor hun udfører andre opgaver end dem, hun udførte inden denne overførsel, ikke kan gøre krav på den løn, som hun gennemsnitligt oppebar inden den nævnte overførsel. Ud over bevarelsen af sin grundløn har en [s. I-6580]  sådan arbejdstager i medfør af den nævnte artikel 11, nr. 1), ret til de lønelementer eller de tillæg, som knytter sig til hendes erhvervsmæssige status, såsom de tillæg, der knytter sig til hendes ledelsesfunktion, hendes anciennitet og hendes erhvervsmæssige kvalifikationer. Mens artikel 11, nr. 1), i direktiv 92/85 ikke er til hinder for anvendelsen af en metode, hvorefter den løn, som skal betales til en sådan arbejdstager, udregnes på grundlag af gennemsnitsværdien af de tillæg, der er ydet på grund af arbejdsvilkårene for alt kabinepersonale i den samme lønklasse i en given referenceperiode, skal en undladelse af at tage de ovennævnte lønelementer eller tillæg i betragtning anses for at være i strid med sidstnævnte bestemmelse.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: finsk.

===== FIL: praksis/celex-62009cj0279.md =====

# EU-Domstolen, 22. december 2010, sag C-279/09

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62009cj0279.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62009cj0279.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: DEB

ECLI: ECLI:EU:C:2010:811

Kommentarens titel: Juridiske personers adgang til retshjælp og prøvelse af økonomiske hindringer

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Juridiske personer er ikke udelukket fra at påberåbe sig effektiv domstolsbeskyttelse efter chartrets artikel 47. Hjælpen kan omfatte fritagelse for afgiftsforskud og advokatbistand. Den nationale ret skal undersøge, om betingelserne gør adgangen indholdsløs, har et lovligt formål og er forholdsmæssige. Sagens genstand, udsigt til medhold, betydning, kompleksitet, ansøgerens mulighed for at føre sagen og forskuddets størrelse kan indgå. For juridiske personer kan også selskabsform, erhvervsmæssigt formål og ejernes økonomi og mulighed for at skaffe midler indgå. Dommen bevilgede ikke selv selskabet fri proces.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen er ikke en ligelønssag og fortolker ikke direktiv 2023/970. Den fastlægger ikke artikel 22s test om rimelig grund og passende undladelse af omkostningsbetaling efter sagsøgtes medhold. Præmis 61s rimelige udsigt til medhold i en ansøgning om fri proces er ikke det samme kriterium som rimelig grund til at have anlagt en tabt ligelønssag. Dommen giver ikke en almindelig ret til at få alle egne eller modpartens omkostninger betalt. Den nationale regel citeret i præmis 13 adskilte netop fri proces fra pligten til at betale modpartens omkostninger; det er historisk sagskontekst og ingen dansk norm. Den forelæggende rets vurderinger i præmis 19–25, EFTA-indlægget i præmis 55 og DEB-indlægget i præmis 57 er ikke Domstolens egne standpunkter. Dommens henvisninger til EMD, andre domme og national ret bruges ikke som selvstændige kilder her. Præmis 63 om sagsomkostninger er ikke grunden til, at dommen er medtaget. Teksten er gengivet efter EUR-Lex’ officielle tekstudgave; sidehenvisningerne er ikke kontrolleret mod den trykte PDF.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62009CJ0279

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

22. december 2010 ([^*])

»Effektiv domstolsbeskyttelse af rettighederne i henhold til EU-retten – adgang til domstolsprøvelse – fri proces – nationale regler om afvisning af fri proces til juridiske personer i mangel af »almen interesse««

I sag C-279/09,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Kammergericht (Tyskland) ved afgørelse af 30. juni 2009, indgået til Domstolen den 22. juli 2009, i sagen:

**DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH**

mod

**Bundesrepublik Deutschland**,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne A. Rosas (refererende dommer), U. Lõhmus, A. Ó Caoimh og P. Lindh,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. juni 2010,

efter at der er afgivet indlæg af:

– DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH ved Rechtsanwältin L. Schwarz

– den tyske regering ved M. Lumma og J. Kemper, som befuldmægtigede

– den danske regering ved V. Pasternak Jørgensen og R. Holdgaard, som befuldmægtigede

– den franske regering ved G. de Bergues, S. Menez og B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede

– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Aiello

– den polske regering ved M. Dowgielewicz, som befuldmægtiget

– Europa-Kommissionen ved J.-P. Keppenne og F. Hoffmeister, som befuldmægtigede

– EFTA-Tilsynsmyndigheden ved F. Simonetti, I. Hauger og L. Armati, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 2. september 2010,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af effektivitetsprincippet, således som dette er fastslået i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, idet det ønskes oplyst, om dette princip påbyder, at der bevilges fri proces til juridiske personer.

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH (herefter »DEB«) og Bundesrepublik Deutschland vedrørende en ansøgning om fri proces indgivet af dette selskab for de tyske domstole.

### **Retsforskrifter**

#### *EU-retten *

3 Femte og ellevte betragtning til Rådets direktiv 2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med tvister af denne art (EFT L 26, s. 41, berigtiget i EUT L 32, s. 15) har følgende ordlyd:

- »(5)      Dette direktiv tager sigte på at fremme anvendelsen af retshjælp i forbindelse med grænseoverskridende tvister for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre reel adgang til domstolene. Den almindeligt anerkendte ret til adgang til domstolene bekræftes også ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [herefter »chartret«].

- […]

- (11)      Retshjælpen bør dække rådgivning forud for en retssag med henblik på en bilæggelse af tvisten inden en retssag samt juridisk bistand til anlæggelse af en retssag og repræsentation i retten og bør indebære fritagelse for eller hjælp til at betale sagsomkostninger.«

4 Det personelle anvendelsesområde for retten til retshjælp er defineret som følger i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2003/8:

»Fysiske personer, der er involveret i en tvist, som er omfattet af dette direktiv, har ret til passende retshjælp med det formål at sikre, at de har reel adgang til domstolene på de betingelser, der fastsættes i dette direktiv.«

5 I direktivets artikel 6, stk. 3, bestemmes:

»Når medlemsstaterne træffer afgørelse om en ansøgnings realitet, tager de, uden at dette berører artikel 5, i betragtning, hvor vigtig den konkrete sag er for ansøgeren, men de kan tillige tage hensyn til sagens art, hvis ansøgeren kræver erstatning for skade forvoldt mod sit omdømme uden at have lidt noget materielt eller økonomisk tab, eller hvis ansøgningen vedrører et krav, der har direkte tilknytning til ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed.«

6 Artikel 94, stk. 2 og 3, i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret af 2. maj 1991 (konsolideret udgave offentliggjort i EUT 2010 C 177, s. 37) lyder således:

»2.      Fysiske personer, som på grund af deres økonomiske situation helt eller delvis er ude af stand til at betale de i stk. 1 omhandlede omkostninger, er berettigede til retshjælp.

Den økonomiske situation vurderes på grundlag af objektive forhold som f.eks. indkomst, formue og familiemæssige forhold.

3.      Der gives afslag på retshjælp, hvis det synes åbenbart, at den sag, hvortil der er søgt om retshjælp, ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet.«

7 Artikel 95, stk. 2 og 3, i procesreglementet for Retten for EU-personalesager af 25. juli 2007 (konsolideret udgave offentliggjort i EUT 2010 C 177, s. 71) svarer ordret til artikel 94, stk. 2 og 3, i Rettens procesreglement.

#### *Nationale bestemmelser*

8 § 12, stk. 1, i lov om retsafgifter (Gerichtskostengesetz), som fastlægger princippet om forskud på retsafgifter gældende for alle sagsøgere i civilretlige tvister, har følgende ordlyd:

»I civilretlige tvister forkyndes stævningen først efter betaling af gebyret for sagens almindelige behandling. Såfremt påstanden udvides, kan der ikke foretages retslige handlinger, førend gebyret for sagens almindelige behandling er betalt; dette gælder ligeledes for appelinstansen.«

9 § 78, stk. 1, i lov om civil retspleje (Zivilprozessordnung, herefter »ZPO«) bestemmer følgende:

»Parterne for Landgerichte og Oberlandesgerichte skal være repræsenteret af en advokat. […]«

10 § 114 i ZPO bestemmer:

»En part, som på grund af sine personlige eller økonomiske forhold ikke kan betale sagens omkostninger eller kun delvist kan betale dem eller kun i rater, kan efter ansøgning få fri proces, hvis vedkommende sandsynligvis vil få medhold i den påtænkte retsforfølgning eller det retlige forsvar, og disse ikke iværksættes uden nogen rimelig grund. […]«

11 § 116 i ZPO bestemmer:

»Fri proces meddeles efter ansøgning til

- 1.      […]

- 2.      en juridisk person eller en forening med partsevne, som er stiftet og etableret i Tyskland [...], for det tilfælde at omkostningerne ikke kan præsteres af hverken den pågældende eller de i tvistens genstand økonomisk deltagende parter, og såfremt undladelse af retsforfølgning eller retligt forsvar ville være i strid med almene interesser.«

12 § 122, stk. 1, i ZPO bestemmer:

»Meddelelse af fri proces indebærer, at

- 1.       forbundsstaten eller delstaterne kun kan opkræve betaling fra den berørte part

a) af retsafgifter og udgifter til stævningsmand, der er forfaldet eller vil forfalde

b) af gæld til de bemyndigede advokater, vedkommende er blevet tildelt

> i henhold til rettens bestemmelse

- 2.      parten fritages for forpligtelsen til at stille garanti for sagsomkostningerne

- 3.      de bemyndigede advokater ikke kan opkræve salær af den berørte part.

[…]«

13 § 123 i ZPO har følgende ordlyd:

»Meddelelse af fri proces påvirker ikke forpligtelsen til at betale de af modparten afholdte omkostninger.«

### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

14 DEB har ansøgt om fri proces med henblik på anlæggelse af en erstatningssag mod Bundesrepublik Deutschland i henhold til EU-retten.

15 DEB gør krav gældende om erstatning på grund af den pågældende medlemsstats forsinkede gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (EFT L 204, s. 1) og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (EUT L 176, s. 57), der skulle have muliggjort en ikke-diskriminerende adgang til de nationale gasnet. Sagsøgeren i hovedsagen har på grund af denne forsinkede gennemførelse ikke kunnet gennemtvinge adgang til de tyske netoperatørers gasforsyningsnet, hvorved selskabet har mistet en fortjeneste på ca. 3,7 mia. EUR fra gasleveringskontrakter med leverandører.

16 DEB, som for nærværende ikke har hverken ansatte eller kreditorer, kan i mangel af indtægter og formue ikke betale det forskud på retsafgift på 274 368 EUR, der kræves i henhold til § 12, stk. 1, i lov om retsafgifter.

17 Selskabet råder heller ikke over økonomiske midler til at antage en advokat, hvis bistand er obligatorisk i hovedsagen.

18 Landgericht Berlin afviste at bevilge fri proces med den begrundelse, at betingelserne i § 116, nr. 2), i ZPO ikke var opfyldt.

19 Kammergericht, der behandler ankesagen, er ligeledes af den opfattelse, at betingelserne i § 116, nr. 2), i ZPO ikke er opfyldt.

20 Retten er med henvisning til Bundesgerichtshofs retspraksis vedrørende denne bestemmelse af den opfattelse, at undladelse af retsforfølgning i det foreliggende tilfælde ikke er i strid med almene interesser. Dette vil kun kunne være tilfældet, hvis afgørelsen vedrørte store dele af befolkningen eller erhvervslivet eller kunne have sociale konsekvenser (jf. Bundesgerichtshofs kendelse af 20.12.1989, VIII ZR 139/89). En undladelse af retsforfølgning kan være i strid med almene interesser, når dette forhindrer en juridisk person i at fortsat at udføre opgaver af almen interesse, eller når den juridiske persons eksistens afhænger af det påtænkte søgsmål, og arbejdspladser kan gå tabt, eller når et stort antal kreditorer risikerer at lide tab. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren i hovedsagen for nærværende ikke har hverken ansatte eller kreditorer.

21 Det retlige begreb »almene interesser« giver ganske vist mulighed for at inddrage alle mulige samfundsinteresser til fordel for en juridisk person (jf. Bundesgerichtshofs kendelse af 24.10.1990, VIII ZR 87/90). Den almene interesse i en korrekt afgørelse er dog sædvanligvis ikke tilstrækkelig. Den omstændighed, at tvistens afgørelse vil besvare juridiske spørgsmål af almen interesse, er heller ikke tilstrækkelig (Bundesgerichtshofs kendelse af 20.12.1989, nævnt ovenfor i præmis 20). I disse tilfælde mangler der, som det også er tilfældet i den foreliggende sag, en faktisk ulempe i forhold til almene interesser, som er mere vidtrækkende, end at der ikke træffes en retslig afgørelse. DEB har selv medgivet, at en domfældelse af Bundesrepublik Deutschland ikke umiddelbart kan føre til den åbning af energimarkedet, som sagsøgeren har påberåbt sig som begrundelse for almene interesser som omhandlet i § 116, nr. 2), i ZPO.

22 Fortolkningen af nævnte nationale bestemmelse under hensyntagen til den tyske lovgivers hensigt giver ikke mulighed for, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til at omfatte samtlige, herunder også indirekte, virkninger. Ifølge retspraksis har det under henvisning til forarbejderne til ZPO altid været et krav, at en betragtelig personkreds, foruden de personer, som har økonomisk interesse i tvisten, vil blive berørt af, at retsforfølgningen undlades.

23 § 116, nr. 2), i ZPO er ligeledes i overensstemmelse med forfatningen (Grundgesetz). Navnlig er den omstændighed, at de krav, der stilles i forbindelse med bevilling af fri proces til juridiske personer, er strengere end dem, der kræves af fysiske personer, ikke i strid med forfatningsretten.

24 Dette er gentagne gange blevet fastslået af Bundesverfassungsgericht. Bevilling af fri proces er sluttelig en social hjælpeforanstaltning, som udspringer af princippet om socialstaten, og som er nødvendig for hensynet til den menneskelige værdighed, hvilket ikke vedrører juridiske personer. En juridisk person er en kunstig konstruktion med en retlig form, der er godkendt i en medlemsstats retsorden, og som har et praktisk formål. Denne retlige form giver selskabsdeltagerne økonomiske fordele, navnlig en begrænsning af hæftelsen for selskabsformuen. Den juridiske person skal således have en tilstrækkelig formue. Dette er en forudsætning for selskabets stiftelse og ligeledes for dets videre eksistens. Den juridiske person har herefter principielt kun en eksistensberettigelse, som er anerkendt af retsordenen, såfremt den er i stand til af egen kraft at forfølge sine mål og opgaver. Bestemmelsen i § 116, nr. 2), i ZPO tager dermed hensyn til de særlige forhold vedrørende juridiske personer (jf. Bundesverfassungsgerichts kendelse af 3.7.1973, 1 BvR 153/69).

25 Kammergericht har imidlertid rejst spørgsmålet, om afslaget på at bevilge fri proces til DEB med henblik på anlæggelse af en erstatningssag mod staten i henhold til EU-retten kunne være i strid med principperne i denne ret, navnlig effektivitetsprincippet. Et sådant afslag afskærer nemlig ganske enkelt sagsøgeren i hovedsagen fra at anlægge en erstatningssag mod staten i henhold til nævnte ret. Det vil således være næsten umuligt for selskabet, eller i hvert fald uforholdsmæssigt vanskeligt, at opnå erstatning. Den omstændighed, at Domstolen udleder det EU-retlige ansvar for staten af kravet om EU-rettens fulde virkning netop for at beskytte borgernes rettigheder (jf. dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357), taler ligeledes for denne fortolkning.

26 Under disse omstændigheder har Kammergericht besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Giver en national ordning, i henhold til hvilken sagsanlæg for de nationale retter er betinget af, at der betales en retsafgift, anledning til betænkeligheder for det tilfælde, at en juridisk person, som ikke er i stand til at tilvejebringe denne afgift, ikke kan bevilges fri proces, henset til at medlemsstaternes nationale udformning af betingelserne for skadeserstatning og proceduren for at gøre [EU-retligt] erstatningsansvar gældende ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå erstatning i henhold til principperne om det fællesskabsretlige erstatningsansvar for staten?«

### **Om det præjudicielle spørgsmål**

27 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om EU-retten, og nærmere bestemt effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at dette princip i forbindelse med et erstatningssøgsmål mod staten i henhold til denne ret er til hinder for, at en national ordning betinger sagsanlæg af betaling af et forskud på retsafgift og fastsætter, at der ikke kan bevilges fri proces til en juridisk person, når denne ikke er i stand til at tilvejebringe dette forskud.

28 Som det fremgår af fast retspraksis vedrørende effektivitetsprincippet, må processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (jf. navnlig dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, Sml. s. 1989, præmis 5, af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 43, og af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 46). Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at en juridisk person ikke er berettiget til fri proces, i praksis gør det umuligt for denne at udøve sine rettigheder, for så vidt som denne juridiske person ikke vil være i stand til at få adgang til domstolsprøvelse som følge af, at det ikke er muligt for denne at betale forskud på retsafgift og antage advokatbistand.

29 Det stillede spørgsmål vedrører således en juridisk persons reelle adgang til domstolsprøvelse og i forbindelse med EU-retten derfor princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Dette princip er et almindeligt EU-retligt princip, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) (dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18 og 19, af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens m.fl., Sml. s. 4097, præmis 14, af 27.11.2001, sag C-424/99, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 9285, præmis 45, af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 39, og af 19.6.2003, sag C-467/01, Eribrand, Sml. I, s. 6471, præmis 61, samt Unibet-dommen, præmis 37).

30 Hvad angår grundlæggende rettigheder må der siden Lissabontraktatens ikrafttræden tages hensyn til chartret, som i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har »samme juridiske værdi som traktaterne«. Artikel 51, stk. 1, i nævnte charter fastslår nemlig, at bestemmelserne i dette charter er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.

31 I denne forbindelse fastslår chartrets artikel 47, stk. 1, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel. Ifølge artikel 47, stk. 2, har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret. Artikel 47, stk. 3, fastslår specifikt, at der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse.

32 Ifølge forklaringerne til denne artikel, som der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn til ved fortolkningen heraf, svarer chartrets artikel 47, stk. 2, til artikel 6, stk. 1, i EMRK.

33 Henset til disse omstændigheder bør det stillede spørgsmål omformuleres således, at det vedrører fortolkningen af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som fastslået i chartrets artikel 47 med henblik på at undersøge, om denne bestemmelse i forbindelse med et erstatningssøgsmål mod staten i henhold til EU-retten er til hinder for, at en national ordning betinger sagsanlæg af betaling af et forskud på retsafgift og fastsætter, at der ikke kan bevilges fri proces til en juridisk person, når denne ikke er i stand til at tilvejebringe dette forskud.

34 Det fremgår af § 122, stk. 1, i ZPO, at fri proces kan omfatte både retsafgifter og gæld til advokater. Den forelæggende ret har ikke præciseret, hvorvidt det stillede spørgsmål alene vedrører forskuddet på retsafgifter, og derfor undersøges begge aspekter.

35 Hvad angår chartret fremgår det af dets artikel 52, stk. 3, at i det omfang det indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i denne konvention. Ifølge forklaringen til denne bestemmelse afgøres betydningen og omfanget af de sikrede rettigheder ikke udelukkende af ordlyden af EMRK, men navnlig også af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Chartrets artikel 52, stk. 3, andet punktum, fastslår, at artikel 52, stk. 3, første punktum, ikke er til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse (jf. i denne retning dom af 5.10.2010, sag C-400/10 PPU, McB., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53).

36 Hvad nærmere bestemt angår chartrets artikel 47, stk. 3, nævner det sidste afsnit i forklaringen ad denne artikel dommen i sagen Airey mod Irland af 9. oktober 1979 (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom, serie A, bind 32, s. 11), hvorefter der skal ydes retshjælp, hvis en manglende hjælp ville udhule garantien for effektive retsmidler. Det præciseres ikke, om en sådan hjælp skal ydes til en juridisk person, eller hvilken slags udgifter den omfatter.

37 Denne bestemmelse skal fortolkes i sin sammenhæng, i lyset af de øvrige EU-forskrifter, af medlemsstaternes ret og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

38 Som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har bemærket i sine skriftlige indlæg, kan ordet »enhver«, som er anvendt i de to første stykker i chartrets artikel 47, omfatte fysiske personer, men udelukker ikke ud fra et rent lingvistisk synspunkt juridiske personer.

39 Det må i denne forbindelse konstateres, at selv om forklaringerne til chartret ikke indeholder nærmere angivelser i denne forbindelse, kan anvendelsen af ordet »Person« i den tyske version af nævnte artikel 47 i modsætning til udtrykket »Mensch«, som er anvendt i talrige andre bestemmelser, f.eks. i chartrets artikel 1, 2, 3, 6, 29, 34 og 35, indikere, at juridiske personer ikke er udelukkede fra artikel 47’s anvendelsesområde.

40 I øvrigt findes adgangen til effektive retsmidler for en domstol, som er fastslået i chartrets artikel 47, i dets afsnit VI vedrørende retfærdighed i retssystemet, hvori er fastslået andre processuelle principper, som finder anvendelse på såvel fysiske som juridiske personer.

41 Den omstændighed, at retten til retshjælp ikke findes i chartrets afsnit IV vedrørende solidaritet, indikerer, at denne ret ikke primært er tænkt som en socialhjælp, således som dette synes at være tilfældet i tysk ret, hvilket den tyske regering har gjort gældende for at godtgøre, at denne hjælp bør forbeholdes fysiske personer.

42 Ligeledes tyder indbefatningen af bestemmelsen vedrørende ydelse af retshjælp i chartrets artikel om adgang til effektive retsmidler på, at vurderingen af nødvendigheden af at yde denne hjælp skal ske med udgangspunkt i selve den persons ret, hvis rettigheder og friheder som sikret ved EU-retten er blevet krænket, og ikke med udgangspunkt i samfundets almene interesse, selv om denne kan være et af de hensyn, der indgår i vurderingen af hjælpens nødvendighed.

43 Hvad angår de øvrige EU-forskrifter, som er påberåbt af parterne i hovedsagen samt af de medlemsstater, der har afgivet indlæg, og af Kommissionen, navnlig direktiv 2003/8 og procesreglementerne for Retten og Personaleretten, hjemler disse ikke ydelse af retshjælp til juridiske personer. Heraf kan imidlertid ikke udledes en almengyldig konklusion, eftersom det fremgår dels af direktivets anvendelsesområde, dels af Rettens og Personalerettens kompetencer, at disse retsforskrifter vedrører specifikke kategorier af tvister.

44 Således som generaladvokaten har anført i punkt 76-80 i forslaget til afgørelse, understreger gennemgangen af medlemsstaternes ret manglen på et reelt fælles princip, som alle medlemsstater deler på området for bevilling af fri proces til juridiske personer. Derimod har generaladvokaten i punkt 80 i nævnte forslag til afgørelse ligeledes bemærket, at der i de medlemsstaters praksis, som anerkender bevilling af fri proces til juridiske personer, findes en forholdsvis udbredt sondring mellem erhvervsdrivende juridiske personer og juridiske personer uden gevinst for øje.

45 Gennemgangen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis viser, at denne domstol adskillige gange har fastslået, at adgangen til domstolsprøvelse udgør en iboende del af retten til en retfærdig rettergang, som er fastsat i artikel 6, stk. 1, i EMRK (jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7.5.2002, McVicar mod Det Forenede Kongerige, Reports of Judgments and Decisions 2002-III, præmis 46). Det er i denne forbindelse vigtigt, at en sagsøger har mulighed for effektivt at forsvare sin sag for retten (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15.2.2005, Steel og Morris mod Det Forenede Kongerige, præmis 59). Imidlertid er retten til domstolsprøvelse ikke absolut.

46 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en afgørelse vedrørende fri proces i form af advokatbistand fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt bevilling af fri proces er nødvendig for, at retssagen er retfærdig, skal vurderes i henhold til hver sags særlige faktiske forhold og omstændigheder og navnlig afhænger af sagens betydning for sagsøgeren, det gældende retsgrundlags og procedurens kompleksitet samt sagsøgerens mulighed for effektivt at forsvare sin sag (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Airey mod Irland, nævnt i præmis 36 ovenfor, præmis 26, og i sagen McVicar mod Det Forenede Kongerige, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 48 og 49, dom af 16.7.2002, P., C. og S. mod Det Forenede Kongerige, Reports of Judgments and Decisions 2002-VI, præmis 91, samt dommen i sagen Steel og Morris mod Det Forenede Kongerige, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 61). Der kan imidlertid tages hensyn til sagsøgerens økonomiske situation eller til hans muligheder for at få medhold i sagen (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Steel og Morris mod Det Forenede Kongerige, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 62).

47 Hvad angår fri proces i form af fritagelse for at betale retsafgifter eller en cautio judicatum solvi forud for anlæggelsen af en retssag har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes undersøgt samtlige omstændigheder med henblik på at efterprøve, om begrænsningerne i retten til adgang til domstolsprøvelse gjorde denne ret indholdløs, om de havde et lovligt formål, og om der var rimelig forholdsmæssighed mellem de anvendte midler og det forfulgte mål (jf. i denne retning Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13.7.1995, Tolstoy-Miloslavsky mod Det Forenede Kongerige, serie A nr. 316-B, præmis 59-67, og af 19.6.2001, Kreuz mod Polen, Reports of Judgments and Decisions 2001-VI, præmis 54 og 55).

48 Det fremgår af disse afgørelser, at fri proces kan omfatte såvel advokatbistand som fritagelse for betaling af retsafgifter.

49 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i øvrigt fastslået, at såfremt der kan indføres en udvælgelsesprocedure for sagerne med henblik på at efterprøve, om der kan bevilges fri proces, må denne procedure ikke være vilkårlig (jf. i denne retning Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 26.2.2002, Del Sol mod Frankrig, præmis 26, afgørelse af 29.9.2009 i sagen Puscasu mod Tyskland, s. 6, sidste afsnit, samt dom af 14.10.2010 i sagen Pedro Ramos mod Schweiz, præmis 49).

50 Nævnte domstol har haft lejlighed til at undersøge situationen for et erhvervsdrivende selskab, som havde søgt om fri proces, selv om den franske lovgivning kun åbner mulighed for fri proces til fysiske personer og undtagelsesvis til juridiske personer uden gevinst for øje, som har hjemsted i Frankrig, og som ikke har tilstrækkelige midler. Domstolen fandt, at forskelsbehandlingen mellem erhvervsdrivende selskaber på den ene side og fysiske personer og juridiske personer uden gevinst for øje på den anden side bygger på en objektiv og rimelig begrundelse, som hænger sammen med skatteordningen for fri proces, der indeholder mulighed for at fratrække de samlede sagsomkostninger i den skattepligtige indkomst og overføre et negativt resultat til et efterfølgende skatteår (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 26.8.2008, VP Diffusion Sarl mod Frankrig, s. 4, 5 og 7).

51 Hvad angår et fællesskab af brugere af kommunale landejendomme, som ansøgte om fri proces med henblik på at gøre indsigelse imod et vindikationssøgsmål vedrørende en ejendom, fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes, at der skal tages hensyn til den omstændighed, at de midler, der godkendes af sammenslutninger og private selskaber til juridisk bistand, hidrører fra de midler, der er accepteret, godkendt og indbetalt af disses medlemmer, og understregede, at ansøgningen var udfærdiget med henblik på at intervenere i en civilretlig tvist vedrørende ejendomsretten til en ejendom, en tvist, hvis udfald kun ville berøre medlemmerne af de pågældende fællesskaber (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 24.11.2009, CMVMC O’Limo mod Spanien, præmis 26). Domstolen konkluderede, at afslaget på at bevilge fri proces til det sagsøgende fællesskab ikke havde berørt fællesskabets ret til adgang til domstolsprøvelse på en sådan måde, at denne reelt var uden indhold.

52 Det fremgår af gennemgangen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at bevilling af fri proces til juridiske personer principielt ikke er udelukket, men bør vurderes under hensyn til gældende regler og situationen for det pågældende selskab.

53 Der kan tages hensyn til tvistens genstand, bl.a. dennes økonomiske betydning.

54 I forbindelse med hensynet til sagsøgerens økonomiske styrke kan der, når der er tale om en juridisk person, bl.a. tages hensyn til selskabsformen – kapitalselskab eller personselskab, selskab med begrænset hæftelse eller ej – til kapitalejernes økonomiske styrke, til selskabets formål, til de nærmere omstændigheder ved selskabets stiftelse og nærmere bestemt til forholdet mellem de midler, som selskabet er blevet tilført, og den påtænkte aktivitet.

55 EFTA-Tilsynsmyndigheden har i sit indlæg gjort gældende, at et selskab ifølge tysk ret aldrig vil opfylde betingelserne for at få fri proces i en situation, hvor det ikke er lykkedes for selskabet at etablere sig rigtigt med ansatte og øvrig infrastruktur. Denne betingelse vil i særdeleshed kunne berøre ansøgerne om fri proces, som påberåber sig rettigheder i henhold til EU-retten, særligt etableringsfriheden eller adgangen til at bestemt marked i en medlemsstat.

56 Det bemærkes, at de nationale domstole med sikkerhed skal tage hensyn til en sådan omstændighed. Det påhviler imidlertid disse at finde en rimelig balance med henblik på at sikre adgang til domstolsprøvelse for de sagsøgere, som påberåber sig EU-retten, uden imidlertid at favorisere disse i forhold til andre ansøgere. I denne forbindelse har den forelæggende ret og den tyske regering anført, at begrebet »almen interesse« ifølge Bundesgerichtshofs praksis kan tage hensyn til alle mulige almene interesser til fordel for den juridiske person.

57 DEB har i øvrigt under retsmødet understreget Bundesrepublik Deutschlands dobbelte funktion i hovedsagen. Denne medlemsstat er nemlig ikke blot ophavsmand til den af sagsøgeren i hovedsagen lidte skade, men ligeledes den, som skal sikre sidstnævnte effektiv domstolsbeskyttelse.

58 Det bemærkes imidlertid, at EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat på samme tid er lovgivende, udøvende og dømmende magt, for så vidt som disse funktioner udøves under overholdelse af magtadskillelsesprincippet, som karakteriserer den måde, hvorpå en retsstat fungerer. Det er ikke blevet hævdet, at dette ikke er tilfældet i den i hovedsagen omhandlede medlemsstat.

59 Henset til ovenstående forhold skal det forelagte spørgsmål besvares med, at princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at det ikke er udelukket, at det påberåbes af juridiske personer, og at fri proces, der bevilges i henhold til dette princip, bl.a. kan omfatte fritagelse for betaling af forskud på retsafgift og/eller advokatbistand.

60 Det påhviler i denne forbindelse den nationale ret at undersøge, om betingelserne for bevilling af fri proces udgør en begrænsning af retten til adgang til domstolsprøvelse, som gør denne ret indholdsløs, om de har et lovligt formål, og om der er rimelig forholdsmæssighed mellem de anvendte midler og det forfulgte mål.

61 I forbindelse med denne vurdering kan den nationale ret tage hensyn til tvistens genstand, om sagsøgeren har rimelig udsigt til at få medhold, sagens betydning for sagsøgeren, det gældende retsgrundlags og procedurens kompleksitet samt sagsøgerens mulighed for effektivt at forsvare sin sag. Med henblik på at vurdere forholdsmæssigheden kan den nationale ret ligeledes tage hensyn til størrelsen af de sagsomkostninger, der skal betales på forskud, og til, hvorvidt disse eventuelt udgør en uoverstigelig hindring for adgangen til domstolsprøvelse eller ej.

62 Hvad særligt angår juridiske personer kan den nationale ret tage hensyn til disses situation. Retten kan således bl.a. tage hensyn til den pågældende juridiske persons selskabsform og til, om der er tale om en erhvervsdrivende juridisk person eller en juridisk person uden gevinst for øje, samt til selskabsdeltagernes eller kapitalejernes økonomiske styrke og disses mulighed for at fremskaffe de beløb, der er nødvendige for at anlægge et søgsmål.

### **Sagens omkostninger**

63 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse som fastslået i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at det ikke er udelukket, at det påberåbes af juridiske personer, og at fri proces, der bevilges i henhold til dette princip, bl.a. kan omfatte fritagelse for betaling af forskud på retsafgift og/eller advokatbistand. **

**Det påhviler i denne forbindelse den nationale ret at undersøge, om betingelserne for bevilling af fri proces udgør en begrænsning af retten til adgang til domstolsprøvelse, som gør denne ret indholdsløs, om de har et lovligt formål, og om der er rimelig forholdsmæssighed mellem de anvendte midler og det forfulgte mål. **

**I forbindelse med denne vurdering kan den nationale ret tage hensyn til tvistens genstand, om sagsøgeren har rimelig udsigt til at få medhold, sagens betydning for sagsøgeren, det gældende retsgrundlags og procedurens kompleksitet samt sagsøgerens mulighed for effektivt at forsvare sin sag. Med henblik på at vurdere forholdsmæssigheden kan den nationale ret ligeledes tage hensyn til størrelsen af de sagsomkostninger, der skal betales på forskud, og til, hvorvidt disse eventuelt udgør en uoverstigelig hindring for adgangen til domstolsprøvelse eller ej.**

**Hvad særligt angår juridiske personer kan den nationale ret tage hensyn til disses situation. Retten kan således bl.a. tage hensyn til den pågældende juridiske persons selskabsform og til, om der er tale om en erhvervsdrivende juridisk person eller en juridisk person uden gevinst for øje, samt til selskabsdeltagernes eller kapitalejernes økonomiske styrke og disses mulighed for at fremskaffe de beløb, der er nødvendige for at anlægge et søgsmål. **

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62009cj0428.md =====

# EU-Domstolen, Anden Afdeling, 14. oktober 2010, sag C-428/09

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62009cj0428.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62009cj0428.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Solidaires Isère

ECLI: ECLI:EU:C:2010:612

Kommentarens titel: Sæsonansatte pædagogers arbejdstid og kompenserende hvile

Emner på siden: [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): De beskrevne pædagogiske løs- og sæsonansatte på ferie- og fritidscentre var omfattet af direktiv 2003/88, selv om arbejdet højst omfattede 80 dage årligt. Aktiviteterne kunne henhøre under artikel 17, stk. 3, litra b eller c, men en årlig 80-dagesgrænse opfyldte ikke i sig selv kravet om tilsvarende kompenserende hvile eller passende beskyttelse i objektivt begrundede undtagelsestilfælde.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Sagen vedrører arbejdstid, ikke betaling, minimumsløn eller ligeløn.

En lovtitel om frivilligt foreningsarbejde beviser ikke, at de konkrete kontraktpersoner var ulønnede frivillige.

80 dage er en national kontraktgrænse, ikke en EU-tærskel for arbejdstagerstatus.

National ret skal vurdere alle konkrete forhold; offentlig/privat status eller kontraktbetegnelse er ikke alene afgørende.

Arbejdstidsdirektivets sektorundtagelser og hviletidsfravigelser kan ikke overføres til 2023/970.

2003/88’s manglende henvisning til nationale definitioner adskiller sig tekstligt fra 2023/970 artikel 2, stk. 2; forbindelsen skal forklares.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62009CJ0428

Domstolens dom (Anden Afdeling)
14. oktober 2010[^*]

I sag C-428/09,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Conseil d’État (Frankrig) ved afgørelse af 2. oktober 2009, indgået til Domstolen den 29. oktober 2009, i sagen:

**Union syndicale Solidaires Isère**

mod

**Premier ministre,**

**Ministère du Travail, des Relations sociales, de la Famille, de la Solidarité et de la Ville,**

**Ministère de la Santé et des Sports**, har

[s. I-9964]

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne A. Arabadjiev, A. Rosas, U. Lõhmus og A. Ó Caoimh (refererende dommer),

generaladvokat: J. Mazák

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Union syndicale Solidaires Isère ved avocat E. Decombard

- den franske regering ved G. de Bergues og B. Messmer, som befuldmægtigede

- den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget

- Europa-Kommissionen ved M. Van Hoof og M. van Beek, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9).

2 Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag anlagt af fagforeningen Union syndicale Solidaires Isère (herefter »Union syndicale«) med påstand om, at Conseil d’État annullerer décret no 2006-950, du 28 juillet 2006, relatif à l’engagement éducatif pris pour l’application de la loi no 2006-586, du 23 mai 2006, relative au volontariat associatif et à l’engagement éducatif (dekret nr. 2006-950 af 28.7.2006 om pædagogisk arbejde til gennemførelse af lov nr. 2006-586 af 23.5.2006 om frivilligt foreningsarbejde og pædagogisk arbejde, herefter »dekret nr. 2006-950«), for så vidt som det indsætter artikel D. 773-2-1, D. 773-2-2 og D. 773-2-3 i code du travail (lov om arbejdsforhold), og at premierministerens stiltiende afgørelse om afvisning af sagsøgerens administrative klage over dette dekret annulleres.

[s. I-9966]

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retlige forskrifter*

###### Direktiv 89/391/EØF

3 Det følger af artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1), at dette direktiv »finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter (industri, landbrug, handel, administration, tjenesteydelser, undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse osv.)«.

4 Direktivets artikel 2, stk. 2, bestemmer imidlertid, at det »[ikke] finder […] anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse«.

###### Direktiv 2003/88

5 Direktiv 2003/88 har med virkning fra den 2. august 2004 ophævet Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18), hvis bestemmelser det har kodificeret.

[s. I-9967]

6 Af 5., 7., 15. og 16. betragtning til direktiv 2003/88 følger:

> »(5) Alle arbejdstagere bør have passende hvileperioder. […] Arbejdstagerne i Fællesskabet bør have minimumshvileperioder – dagligt, ugentligt og årligt – og passende pauser. […]

[…]

> (7) Der er foretaget undersøgelser, som viser, at den menneskelige organisme om natten er særlig følsom over for miljøforstyrrelser og over for visse byrdefulde former for arbejdstilrettelæggelse, og at lange perioder med natarbejde kan være skadelige for arbejdstagernes sundhed og være til fare for sikkerheden under arbejdet.

[…]

> (15) Af hensyn til de spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden i virksomhederne, synes det hensigtsmæssigt at give mulighed for at anvende visse bestemmelser i nærværende direktiv med en vis smidighed, idet det sikres, at principperne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed følges.

> (16) Det bør fastsættes, at visse bestemmelser i nærværende direktiv kan fraviges af henholdsvis medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter. I tilfælde af fravigelse bør der som en generel regel ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder.«

[s. I-9968]

7 Artikel 1 i direktiv 2003/88, som vedrører direktivets formål og anvendelsesområde, er affattet som følger:

> »1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

> 2. Dette direktiv finder anvendelse på:

> a) de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på

> b) visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.

> 3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF, jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.

> Dette direktiv finder ikke anvendelse på søfarende som defineret i [Rådets] direktiv 1999/63/EF [af 21. juni 1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners’ Association (ECSA) og Federation of Transport Workers’ Unions in the European Union (FST) (EFT L 167, s. 33)], jf. dog artikel 2, nr. 8), i nærværende direktiv.

> […]«

[s. I-9969]

8 Artikel 3 i direktiv 2003/88 fastslår alle arbejdstageres ret til en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.

9 Dette direktivs artikel 17, stk. 1-3, bestemmer:

> »1. Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan medlemsstaterne fravige artikel 3, 4, 5, 6, 8 og 16, når arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller når arbejdstagerne selv kan fastsætte den, bl.a. når der er tale om:

> a) personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger

> b) arbejdende familiemedlemmer eller

> c) arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.

> 2. De undtagelser, der er angivet i stk. 3, 4 og 5, kan fastsættes ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder, eller – i usædvanlige tilfælde, hvor det af objektive

[s. I-9970]

> grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder – på betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en passende beskyttelse.

> 3. I overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel kan artikel 3, 4, 5, 8 og 16 fraviges:

> […]

> b) for vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer, f.eks. når der er tale om vagter, portnere eller vagtselskaber

> c) for aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion, f.eks. […]

> […]«

##### *Nationale bestemmelser*

10 Artikel 1 i dekret nr. 2006-950 indsætter artikel D. 773-2-1 – D. 773-2-7 i code du travail.

[s. I-9971]

11 Med forbehold for små ændringer svarer disse bestemmelser i code du travail nu til artikel D. 432-1 – D. 432-9 i code de l’action sociale et des familles (lov om social bistand og familier).

12 Artikel D. 773-2-1 i code du travail fastslog, at en kontrakt om pædagogisk arbejde blev indgået mellem en fysisk person og en fysisk eller juridisk person sådan som defineret i artikel L. 774-2, og at den kumulerede længde på kontrakter, der var indgået af den samme person, ikke over en periode på 12 sammenhængende måneder kunne overstige 80 dage.

13 Artikel D. 773-2-3 i code du travail bestemte:

> »Kontraktindehaveren har i alle tilfælde ret til en ugentlig hvileperiode, der mindst er på 24 sammenhængende timer.«

14 Artikel L. 774-2 i code du travail, som samme lovs artikel D. 773-2-1 henviste til, og som nu med forbehold for små ændringer følger af artikel L. 432-1 – L. 432-4 i code de l’action sociale et des familles, bestemte:

> »Når en fysisk person på de betingelser, der er fastsat i nærværende artikel, […] lejlighedsvis arbejder som pædagog eller leder i forbindelse med pædagogiske aktiviteter for mindreårige, der iværksættes i skoleferier, under orlov eller i fritiden, betragtes det som pædagogisk arbejde.

> […]

[s. I-9972]

> Personer, der er omfattet af en kontakt om pædagogisk arbejde, er ikke underlagt bestemmelserne i bind I, afsnit IV, kapitel I og II, i bind II, afsnit I, kapitel II og III, og i de indledende kapitler og kapitel I i nævnte lovs bind II, afsnit II.

> […]

> Arbejdstiden for personer, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, fastsættes i en overenskomst eller en generel brancheaftale eller i mangel heraf ved dekret. En person må ikke arbejde i mere end 80 dage om året. Den pågældende har ret til en ugentlig hvileperiode, der mindst er på 24 sammenhængende timer. […]«

15 Den franske lovgivning bestemte ikke, og bestemmer stadigvæk ikke, at løsarbejdere og sæsonarbejdere, der arbejder på ferie- og fritidscentre, og som er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, har ret til en daglig minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer.

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

16 Ved stævning indgivet den 29. januar 2007 nedlagde Union syndicale påstand om, at Conseil d’État annullerede dekret nr. 2006-950. Fagforeningen har gjort gældende, at dette dekret er i strid med direktiv 2003/88, for så vidt som det udelukker personer, som er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre, fra retten til en daglig minumumshvileperiode, som arbejdstagere er tildelt i code du travail.

[s. I-9973]

17 Union syndicale mener, at manglen på en sådan ret i den franske lovgivning strider mod målsætningerne i artikel 3 i direktiv 2003/88, og det årlige loft på 80 arbejdsdage som fastsat i code du travail kan ikke anses for at være en passende beskyttelse som omhandlet i samme direktivs artikel 17, stk. 2, der fastsætter visse betingelser, som de undtagelser, der bl.a. tillades fra den nævnte artikel 3, skal opfylde.

18 Da de spørgsmål, der er opstået i sagen for retten vedrørende artikel 1, 3 og 17 i direktiv 2003/88, efter rettens opfattelse skal besvares klart, har Conseil d’État besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Finder [direktiv 2003/88] anvendelse på løsarbejdere og sæsonarbejdere, der arbejder på ferie- og fritidscentre i op til 80 dage om året?

> 2) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: a) Skal artikel 17, henset til direktivets formål, som i henhold til artikel 1, stk. 1, er at fastsætte minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, fortolkes således, - at løsarbejde og sæsonarbejde, som udføres af personer, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, i medfør af stk. 1 kan anses for arbejde, hvor »arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det [s. I-9974]  udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller [hvor] arbejdstagerne selv kan fastsætte den« - eller kan det i medfør af stk. 3, litra b), anses for »vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer«? b) Hvis det sidstnævnte er tilfældet, skal betingelserne i artikel 17, stk. 2, [i direktiv 2003/88], dvs. at »de pågældende arbejdstagere« skal ydes »tilsvarende kompenserende hvileperioder« eller »en passende beskyttelse«, så anses for at være opfyldt i forbindelse med en ordning, hvorefter indehaverne af de pågældende kontrakter højst må arbejde på ferie- og fritidscentre i 80 dage om året?«

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Det første spørgsmål*

19 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om personer, der er omfattet af kontrakter som de i hovedsagen omhandlede kontrakter om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre og højst udfører 80 dages arbejde om året, henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.

[s. I-9975]

20 Det skal indledningsvis påpeges, at dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

21 Direktivet fastsætter sit anvendelsesområde bredt, for så vidt som det – som det fremgår af dets artikel 1, stk. 3 – finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391 med undtagelse af bestemte sektorer, der udtrykkeligt er angivet (jf. dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU, Sml. I, s. 4881, præmis 45).

22 Domstolen har allerede fastslået, at det såvel af formålet med direktiv 89/391, nemlig at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, som af ordlyden af direktivets artikel 2, stk. 1, fremgår, at dette grunddirektivs anvendelsesområde også skal fortolkes vidt (dom af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 – C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 52).

23 På listen over aktiviteter, der er opregnet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391, og som i øvrigt ikke er udtømmende, figurerer undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse og i bredere forstand tjenesteydelser.

24 Det følger af artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391, at dette grunddirektiv ikke finder anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse. Disse undtagelser til direktiv 89/391’s anvendelsesområde skal dog fortolkes snævert og henviser til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, hvis formål er at sikre den offentlige orden og sikkerhed, der

[s. I-9976]

er en uomgængelig nødvendig forudsætning for et velordnet samfundsliv (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, sag C-303/98, Simap, Sml. I, s. 7963, præmis 35 og 36, og dommen i sagen Pfeiffer m.fl., præmis 52-55).

25 Det skal fastslås, at ferie- og fritidscentres løsarbejderes og sæsonarbejderes aktiviteter ikke kan sammenlignes med sådanne aktiviteter.

26 Det skal herefter konkluderes, at de nævnte løsarbejderes og sæsonarbejderes aktiviteter henhører under anvendelsesområdet for direktiv 89/391 og for direktiv 2003/88, eftersom undtagelsen fra anvendelsesområdet i sidstnævnte direktivs artikel 1, stk. 3, andet afsnit, kun finder anvendelse på søfarende.

27 Det skal også påpeges, at mens begrebet »arbejdstager« i artikel 3, litra a), i direktiv 89/391 defineres som enhver person, som en arbejdsgiver har i sin tjeneste, herunder praktikanter og lærlinge, bortset fra hushjælp, indeholder direktiv 2003/88 hverken nogen henvisning til denne bestemmelse i direktiv 89/391 eller til definitionen på arbejdstagerbegrebet, som det følger af nationale lovgivninger og/eller praksis.

28 Det følger af sidstnævnte konstatering, at dette begreb ikke i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/88 kan fortolkes forskelligt, alt efter hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Begrebet må defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer de berørte personers rettigheder og pligter i arbejdsforholdet. Det væsentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden

[s. I-9977]

og efter dennes anvisninger (jf. analogt i forhold til artikel 39 EF dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 16 og 17, og af 23.3.2004, sag C-138/02, Collins, Sml. I, s. 2703, præmis 26).

29 Inden for rammerne af fastlæggelsen af arbejdstagerbegrebet, som det tilkommer den nationale ret at foretage, skal denne ret lægge objektive kriterier til grund og foretage en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den for denne verserende sag, der angår såvel de pågældende aktiviteters karakter som forholdet mellem de pågældende parter.

30 Uanset at det af forelæggelsesafgørelsen følger, at personerne, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, ikke er underlagt visse bestemmelser i code du travail, skal det påpeges, at Domstolen har fastslået, at den omstændighed, at et arbejdsforhold efter national ret har en sui generis-karakter, ikke er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-retlig forstand (jf. dom af 20.9.2007, sag C-116/06, Kiiski, Sml. I, s. 7643, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

31 Hvad angår arbejdstagere med en tidsbegrænset kontrakt, såsom personerne, der er omfattet af den i hovedsagen omhandlede kontrakt, har Domstolen allerede i forbindelse med direktiv 93/104 fastslået, at dette direktiv ikke sondrer mellem arbejdstagere med sådanne kontrakter og arbejdstagere med en tidsubegrænset kontrakt, navnlig ikke hvad angår bestemmelserne om minimumshvileperioder, der som oftest vedrører »alle arbejdstagere« (jf. i denne retning BECTU-dommen, præmis 46). Denne konstatering gælder tilsvarende for direktiv 2003/88 og navnlig dettes artikel 3 vedrørende daglig hviletid.

[s. I-9978]

32 Henset til de af den forelæggende ret fremlagte oplysninger forekommer personer, såsom de af den i hovedsagen omhandlede kontrakt omfattede løsarbejdere og sæsonarbejdere, der arbejder på ferie- og fritidscentre i op til 80 dage om året, at falde ind under arbejdstagerbegrebet, sådan som dette er defineret i nærværende doms præmis 28.

33 Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at personer, der er omfattet af kontrakter som de i hovedsagen omhandlede kontrakter om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre og højst udfører 80 dages arbejde om året, henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.

##### *Det andet spørgsmål*

34 Med det andet spørgsmål, der falder i to dele, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om arbejdstagere, såsom personer, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre, henhører under undtagelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/88 eller under undtagelsen i samme artikels stk. 3, litra b). I tilfælde af at artikel 17, stk. 3, litra b), i direktiv 2003/88 finder anvendelse, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en national lovgivning, hvorefter sådanne arbejdstageres aktiviteter højst må udøves i 80 dage om året, opfylder de i samme artikels stk. 2 fastsatte betingelser, hvorefter arbejdstagerne enten skal ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller – i usædvanlige tilfælde, hvor dette af objektive grunde ikke er muligt – ydes en passende beskyttelse.

[s. I-9979]

35 I denne forbindelse skal det indledningsvis påpeges, at det af bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 2003/88 følger, at medlemsstaterne er forpligtede til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.

36 Det følger af Domstolens praksis, at direktiv 2003/88’s forskellige forskrifter om minimumshvileperioder, såsom den, der følger af artikel 3, under hensyn til såvel direktivets formål som dets opbygning udgør regler af en særlig betydning inden for Unionens sociallovgivning, der gælder som et mindstekrav for enhver arbejdstager af hensyn til beskyttelsen af hans sikkerhed og sundhed (jf. bl.a. BECTU-dommen, præmis 43 og 47, og dom af 7.9.2006, sag C-484/04, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 7471, præmis 38).

37 Henset til hovedformålet med direktiv 2003/88, som er effektivt at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, er det nødvendigt, at det sikres, at alle arbejdstagere bl.a. får passende hvileperioder, der ikke blot skal være effektive i den forstand, at de pågældende får mulighed for på ny at komme til kræfter oven på den træthed, som deres arbejde afstedkommer, men som også skal være forebyggende, således at de i videst muligt omfang formindsker den risiko for forringelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som uafbrudte arbejdsperioder uden den nødvendige hvile er forbundet med (dom af 9.9.2003, sag C-151/02, Jaeger, Sml. I, s. 8389, præmis 92, og dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 41).

38 Det følger af det foregående, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter aktiviteten inden for rammerne af en kontrakt om pædagogisk arbejde højst må udføres i 80 dage om året, men som samtidigt ikke fastslår, at løsarbejdere og sæsonarbejdere, der arbejder på ferie- og fritidscentre og er omfattet

[s. I-9980]

af sådanne kontrakter, har ret til den daglige minimumshvileperiode, som artikel 3 i direktiv 2003/88 opstiller krav om, principielt er uforenelig med dette direktiv.

39 Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt en sådan lovgivning er omfattet af en af undtagelserne i direktiv 2003/88, navnlig i dettes artikel 17.

40 De nævnte undtagelser skal – idet de udgør en fravigelse af den EU-retlige regulering af arbejdstiden, der er indført ved direktiv 2003/88 – fortolkes således, at deres rækkevidde begrænses til det, der er strengt nødvendigt for at varetage de interesser, som disse undtagelser giver adgang til at beskytte (jf. Jaeger-dommen, præmis 89).

41 Hvad for det første angår undtagelsen fra artikel 3 i direktiv 2003/88 som hjemlet i dette direktivs artikel 17, stk. 1, gælder denne undtagelse for arbejdstagere, hvis arbejdstid som helhed ikke måles eller fastsættes på forhånd eller kan fastsættes af arbejdstagerne selv på grund af den særlige beskaffenhed af den aktivitet, de udøver.

42 Som Union syndicale og Europa-Kommissionen har gjort gældende, er der intet i de for Domstolen indgivne sagsakter, der antyder, at arbejdstagere, som inden for rammerne af en kontrakt om pædagogisk arbejde er ansat på ferie- og fritidscentre, har mulighed for at bestemme, hvor mange timer de arbejder. Den franske regerings beskrivelse af disse arbejdstageres aktiviteter og af, hvordan disse centre fungerer, synes at pege i modsat retning, om end det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om beskrivelsen er korrekt. Den for Domstolen indgivne sagsakt indeholder heller

[s. I-9981]

ikke noget, der antyder, at de nævnte arbejdstagere ikke er forpligtede til at være på arbejdspladsen på bestemte tider.

43 Det skal herefter fastslås, at henset til de for Domstolen fremlagte oplysninger omfatter artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/88 aktiviteter, som ikke har nogen forbindelse med aktiviteter som dem, der udøves af personer, som er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde på ferie- og fritidscentre.

44 Hvad for det andet angår undtagelsen i artikel 17, stk. 3, litra b), i direktiv 2003/88 følger det af denne bestemmelse, at direktivets artikel 3 i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, kan fraviges »for vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer, f.eks. når der er tale om vagter, portnere eller vagtselskaber«.

45 Uanset at det er rigtigt, som Union syndicale og den tjekkiske regering har gjort gældende, at personalet på ferie- og fritidscentre udøver aktiviteter, der tilsigter at uddanne og stimulere mindreårige, som kommer på disse centre, forholder det sig ikke desto mindre sådan – som den franske regering har konstateret – at det også påhviler dette personale at sikre et stadigt opsyn med de mindreårige. Eftersom disse mindreårige ikke er ledsaget af deres forældre, fører personalet, der arbejder på disse centre, et stadigt opsyn med dem for at garantere deres sikkerhed. Desuden ligger – sådan som den franske regering har gjort gældende – disse centres pædagogiske og uddannelsesmæssige bidrag også helt eller delvist i deres særlige og originale funktionsmåde, hvorefter mindreårige på centrene i perioder af flere dages varighed bor sammen med centrenes pædagoger og ledere.

[s. I-9982]

46 Det skal under disse omstændigheder fastslås, at aktiviteter, der udøves af arbejdstagere som de personer, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, der arbejder på ferie- og fritidscentre, kan henhøre under den i artikel 17, stk. 3, litra b), i direktiv 2003/88 fastsatte undtagelse, for så vidt de i samme artikels stk. 2 opregnede betingelser er opfyldt.

47 Henset til beskaffenheden af aktiviteterne i ferie- og fritidscentrene og til måden, hvorpå disse centre fungerer, vil disse aktiviteter desuden, således som Kommissionen har gjort gældende, eventuelt også kunne henhøre under den undtagelse fra artikel 3 i direktiv 2003/88, som er fastsat i dette direktivs artikel 17, stk. 3, litra c), vedrørende aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion.

48 De aktiviteter, som løsarbejdere og sæsonarbejdere udøver på ferie- og fritidscentre, er ganske vist ikke nævnt i listen i denne bestemmelse. Det skal dog fastslås, dels at det ikke drejer sig om en udtømmende liste, dels at disse aktiviteter – som det fremgår af nærværende doms præmis 45 – også er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser, eftersom mindreårige på disse centre under hele deres ophold bor sammen med centrenes personale og under dette personales opsyn.

49 Når dette er fastslået, forudsætter gennemførelsen af undtagelserne i artikel 17, stk. 3, litra b) og c), i direktiv 2003/88 – navnlig hvad angår den daglige hviletid som fastsat i dette direktivs artikel 3 – i henhold til selve ordlyden af direktivets artikel 17, stk. 2, udtrykkeligt, at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder, eller – i usædvanlige tilfælde, hvor det af objektive grunde ikke

[s. I-9983]

er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder – at der ydes de pågældende arbejdstagere en passende beskyttelse.

50 Det fremgår af Domstolens retspraksis, at de »tilsvarende kompenserende hvileperioder«, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88, for både at være i overensstemmelse med disse kriterier og for at opfylde direktivets formål, som dette er angivet i nærværende doms præmis 37, skal være kendetegnet ved, at arbejdstageren i løbet af disse perioder ikke har nogen forpligtelse over for arbejdsgiveren, der kan forhindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser med henblik på at neutralisere de virkninger, som arbejdet har for hans sikkerhed og sundhed. Disse hvileperioder skal desuden følge umiddelbart efter den arbejdstid, som de har til formål at kompensere for, med henblik på at undgå, at der opstår en tilstand af træthed eller overanstrengelse hos arbejdstageren som følge af flere på hinanden følgende arbejdsperioder (jf. Jaeger-dommen, præmis 94).

51 Med henblik på at sikre arbejdstagerens sikkerhed samt en effektiv beskyttelse af dennes sundhed skal der derfor som hovedregel være en stadig vekslen mellem arbejdsperioder og hvileperioder. For at kunne hvile sig effektivt skal arbejdstageren have mulighed for at være væk fra sit arbejde i et bestemt antal timer, der ud over at udgøre en uafbrudt periode også skal følge lige efter en arbejdsperiode, for at han kan slappe af og forvinde den træthed, der er uløseligt forbundet med udøvelsen af hans arbejdsopgaver. Dette krav gør sig i endnu højere grad gældende, når den normale daglige arbejdstid under fravigelse af hovedreglen forlænges med udførelse af en vagttjeneste (jf. Jaeger-dommen, præmis 95).

52 En bestemmelse i national ret sådan som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter den kumulerede længde på kontrakter, såsom kontrakterne om pædagogisk arbejde, som indgås af den samme person, ikke over en periode på 12 sammenhængende

[s. I-9984]

måneder kan overstige 80 dage, opfylder ikke under disse betingelser den forpligtelse, som påhviler medlemsstaterne og eventuelt arbejdsmarkedets parter, til at sikre, at de i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88 påkrævede tilsvarende kompenserende hvileperioder ydes.

53 Henset til beskyttelsesformålet, som forfølges med direktiv 2003/88, har det maksimale årlige antal arbejdsdage – sådan som Union syndicale og den tjekkiske regering har gjort gældende – nemlig ingen relevans hvad angår de nævnte tilsvarende kompenserende hvileperioder.

54 Den franske regering har imidlertid gjort gældende, at den særlige beskaffenhed af de aktiviteter, som personalet på ferie- og fritidscentre udøver, ikke gør det muligt at yde tilsvarende kompenserende hvileperioder. De personer, som kommer på centrene, er nemlig mindreårige, som her tilbringer flere dage, i løbet af hvilke de er under samme personales opsyn både dag og nat. Hvis disse centres løsarbejdere og sæsonarbejdere skulle ydes kompenserende hvileperioder sådan som defineret af Domstolen i Jaeger-dommens præmis 94, ville dette indebære, at de tog hvileperioderne, mens de mindreårige, som de har ansvaret for, er på centret, og konsekvensen heraf ville være, at disse mindreårige midlertidigt, herunder om natten, ville være uden nogen form for tilstedeværelse af de pædagoger, som dog i deres forældres fravær er de voksne, som kender dem bedst og har deres tillid. Eftersom der foreligger objektive grunde, der forhindrer, at der ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder, mener den franske regering, at indførelsen af et loft over, hvor mange dage om året personer, der er omfattet af en kontrakt om pædagogisk arbejde, må arbejde, udgør en passende beskyttelse af de pågældende arbejdstagere som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88.

55 Det skal i forhold til dette argument påpeges, at det kun – sådan som det fremgår af ordlyden af artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88 – er under ganske særlige

[s. I-9985]

omstændigheder, at det efter denne bestemmelse er tilladt at yde arbejdstageren en anden »passende beskyttelse«, når det af objektive grunde ikke er muligt at yde tilsvarende kompenserende hvileperioder (jf. analogt Jaeger-dommen, præmis 98).

56 Forelæggelsesafgørelsen indeholder få konkrete oplysninger om, hvordan ferie- og fritidscentrenes personales aktiviteter udøves, hvordan disse aktiviteter skemalægges, og hvilket personale de nævnte centre har behov for.

57 Henset til beskrivelsen af de nævnte aktiviteter og af det ansvar, som personalet på de omhandlede centre har i forhold til de mindreårige, der er optaget dér, kan det naturligvis ikke udelukkes, at det undtagelsesvist af objektive grunde ikke er muligt at sikre en stadig vekslen mellem arbejdsperioder og hvileperioder, som der i henhold til Jaeger-dommen stilles krav om i artikel 3 i direktiv 2003/88.

58 Indførelsen af et loft i forhold til det årlige antal arbejdsdage sådan som det, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede franske lovgivning, kan dog alligevel aldrig anses for at være en passende beskyttelse som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88. Uanset at medlemsstaterne anerkendes mulighed for at anvende visse bestemmelser i det nævnte direktiv med en vis smidighed, skal de nemlig ikke desto mindre – sådan som det fremgår af 15. betragtning til dette direktiv – sikre, at principperne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed følges.

59 Uanset at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2003/88 derfor skal fortolkes således, at den overdrager medlemsstaterne og eventuelt arbejdsmarkedets parter en vis skønsmargin i forhold til i usædvanlige tilfælde at yde de pågældende arbejdstagere en passende beskyttelse, er det dog stadig sådan, at denne beskyttelse, som vedrører disse

[s. I-9986]

arbejdstageres sikkerhed og sundhed, også – i lighed med den daglige minimumshvileperiode, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, eller med den tilsvarende kompenserende hvileperiode som fastsat i direktivets artikel 17, stk. 2 – tilsigter, at de pågældende arbejdstagere kan slappe af og forvinde den træthed, der er uløseligt forbundet med udøvelsen af deres arbejdsopgaver.

60 Selv om den særlige beskaffenhed af arbejdet eller den særlige kontekst, hvori arbejdet udføres, gør det muligt undtagelsesvist at fravige artikel 3 i direktiv 2003/88 og pligten til stadigt at veksle mellem arbejdsperioder og hvileperioder, gør en national lovgivning, der ikke gør det muligt for arbejdstagere at håndhæve retten til daglig hvile under hele deres kontrakts løbetid – uanset at det drejer sig om en kontrakt for højst 80 dage om året – ikke blot en individuel rettighed, der udtrykkeligt er tildelt ved dette direktiv, indholdsløs, men er ligeledes i strid med direktivets formål (jf. i denne retning hvad angår artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 BECTU-dommen, præmis 48).

61 Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at personer, der er omfattet af kontrakter som de i hovedsagen omhandlede kontrakter om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre, henhører under undtagelsen i artikel 17, stk. 3, litra b) og/eller litra c), i direktiv 2003/88.

62 En national lovgivning, hvorefter de af sådanne kontrakter omfattede arbejdstageres aktiviteter højst må udøves i 80 dage om året, opfylder ikke de i dette direktivs artikel 17, stk. 2, fastsatte betingelser for anvendelsen af denne undtagelse, nemlig at de pågældende arbejdstagere enten ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller – i usædvanlige tilfælde, hvor dette af objektive grunde ikke er muligt – ydes en passende beskyttelse.

[s. I-9987]

#### **Sagens omkostninger**

63 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**1)** **Personer, der er omfattet af kontrakter som de i hovedsagen omhandlede kontrakter om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre og højst udfører 80 dages arbejde om året, henhører under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.**

**2)** **Personer, der er omfattet af kontrakter som de i hovedsagen omhandlede kontrakter om pædagogisk arbejde, og som udfører løs- og sæsonarbejde på ferie- og fritidscentre, henhører under undtagelsen i artikel 17, stk. 3, litra b) og/eller litra c), i direktiv 2003/88.** **En national lovgivning, hvorefter de af sådanne kontrakter omfattede arbejdstageres aktiviteter højst må udøves i 80 dage om året, opfylder ikke de i dette direktivs artikel 17, stk. 2, fastsatte betingelser for anvendelsen [s. I-9988]  af denne undtagelse, nemlig at de pågældende arbejdstagere enten ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller – i usædvanlige tilfælde, hvor dette af objektive grunde ikke er muligt – ydes en passende beskyttelse.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-62010cj0104.md =====

# EU-Domstolen, Anden Afdeling, 21. juli 2011, sag C-104/10

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62010cj0104.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62010cj0104.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Kelly

ECLI: ECLI:EU:C:2011:506

Kommentarens titel: Oplysninger om andre ansøgere, fortrolighed og forelæggelsespligt

Emner på siden: [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md) · [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md)

Koblet til: § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): De prøvede bestemmelser i direktiv 97/80, 76/207 og 2002/73 gav ikke i sig selv en afvist uddannelsesansøger ret til andre ansøgeres kvalifikationer. Et afslag på relevante oplysninger kunne dog undergrave bevisreglens effektive virkning, hvilket den nationale ret skulle undersøge. EU-regler om fortrolighed kunne påvirke en påberåbt oplysningsadgang. Forelæggelsespligten efter artikel 267, stk. 3, var ikke forskellig alt efter, om den nationale proces byggede på forhandlings- eller officialmaksimen. Senere særlige informationsrettigheder prøvedes ikke.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Uddannelsesoptagelse, ikke løn eller løngennemsigtighed.

Intet krav på at få enhver konkurrerende ansøgers fulde uændrede ansøgning følger af dommen.

Fortrolighedens ubetingede forrang er partsargument i præmis 52, ikke Domstolens afgørelse.

Ingen automatisk omvendt bevisbyrde ved ethvert informationsafslag.

Dommen anvender historiske databeskyttelsesbestemmelser, ikke GDPR.

National adgang til oplysninger eller andre selvstændige hjemler er ikke generelt udelukket.

Bruges i kommentaren: § 1 e, afsnit 16 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 24 (lov/1e.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62010CJ0104

Domstolens dom (Anden Afdeling)
21. juli 2011[^*]

I sag C-104/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af High Court (Irland) ved afgørelse af 29. januar 2010, indgået til Domstolen den 24. februar 2010,

**Patrick Kelly**

mod

**National University of Ireland (University College, Dublin),**

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne A. Arabadjiev, A. Rosas (refererende dommer), U. Lõhmus og P. Lindh,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

[s. I-6818]

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2011,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Patrick Kelly, selvmøder

- National University of Ireland (University College, Dublin) ved M. Bolger, SC, for solicitor E. O’Sullivan

- den tyske regering ved J. Möller, som befuldmægtiget

- Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EU-retten, navnlig artikel 4 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af

[s. I-6819]

princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6) og artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af direktiv 76/207 (EFT L 269, s. 15).

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Patrick Kelly og National University of Ireland (University College, Dublin) (herefter »UCD«) efter sidstnævntes afslag på at offentliggøre dokumenter vedrørende udvælgelsesproceduren i forbindelse med en erhvervsuddannelse i en uændret udgave.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retlige forskrifter*

###### Direktiv 76/207

3 Artikel 4 i direktiv 76/207, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der gav anledning til klagen over forskelsbehandlingen på grundlag af køn, dvs. marts og april 2002, bestemte:

[s. I-6820]

> »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling af enhver art og på ethvert niveau indebærer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til:

> a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

> b) at de bestemmelser i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for selvstændige erhverv, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres

> c) at give adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse samt omskoling efter samme kriterier og på samme niveau uden forskelsbehandling på grundlag af køn, dog med forbehold af den selvstændighed, der i visse medlemsstater indrømmes visse private uddannelsesinstitutioner.«

4 Direktivets artikel 6 bestemte:

> »Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling som anført i artikel 3, 4 og 5 tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

[s. I-6821]

###### Direktiv 2002/73

5 Direktiv 76/207 er blevet ændret ved direktiv 2002/73, som i artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemte, at medlemsstaterne skulle sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 5. oktober 2005.

6 Direktiv 2002/73 har bl.a. ophævet artikel 4 i direktiv 76/207, og i henhold til artikel 1, nr. 3, i førstnævnte direktiv har artikel 3 i direktiv 76/207 fået følgende ordlyd:

> »1. Anvendelse af princippet om ligebehandling betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> […]

> b) adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring […]

[s. I-6822]

> 2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

> a) at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves

> b) at alle bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.«

###### Direktiv 97/80

7 Med direktiv 97/80, hvis gennemførelse var fastsat til den 1. januar 2001, blev der indført regler om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn.

8 Ifølge 13. betragtning til dette direktiv tilkommer det de nationale domstole eller andre kompetente instanser at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

9 I henhold til 18. betragtning til direktivet har De Europæiske Fællesskabers Domstol således afgjort, at bevisbyrdereglerne skal gælde omvendt, når der foreligger en

[s. I-6823]

tilsyneladende forskelsbehandling, og at en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet i de tilfælde, hvor denne forskelsbehandling godtgøres, kræver, at bevisbyrden pålægges sagsøgte.

10 Formålet med direktivet er ifølge dets artikel 1 at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet, for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder.

11 I henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 97/80 finder direktivet bl.a. anvendelse på situationer, som er omhandlet af direktiv 76/207.

12 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

[s. I-6824]

##### *Nationale bestemmelser*

13 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at principperne vedrørende offentliggørelse i henhold til Order 57A rule 6(6) i Circuit Courts procesreglement svarer til principperne vedrørende fremlæggelse af beviser (»discovery«) og undersøgelse (»inspection«) i henholdsvis Order 32 i Circuits procesreglement 2001-2006 og Order 31 i Superior Courts procesreglement 1986, med senere ændringer.

14 Ifølge disse regler gives pålæg om fremlæggelse af et dokument, når det kan påvises, at de søgte dokumenter er relevante for spørgsmålet i sagen, og navnlig når de er nødvendige for, at der kan træffes en retfærdig afgørelse om sagen.

15 Til trods for, at et dokument anses for både relevant og nødvendigt, kan fremlæggelse heraf afslås, hvis dokumentet bl.a. er »fortroligt« eller omfattet af tavshedspligt.

16 I tilfælde af modstrid mellem retten til at opnå fremlæggelse på den ene side og pligten til at beskytte fortrolighed eller opretholde andre modstående forpligtelser eller rettigheder på den anden side, skal en nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, afveje både den fremsatte anmodnings natur og graden af påstået fortrolighed mod offentlighedens interesse i fuld offentliggørelse af oplysningerne som led i retsplejen.

[s. I-6825]

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

17 Patrick Kelly er udlært lærer med bopæl i Dublin.

18 UCD er en videregående uddannelsesanstalt. I den akademiske periode mellem 2002-2004 tilbød UCD uddannelsen »Masters degree in Social Science (Social Worker) mode A« (mastergrad i samfundsfag (socialrådgiver) modus A).

19 Den 23. december 2001 indgav Patrick Kelly en ansøgning til dette universitet, hvori han søgte om at blive optaget på uddannelsen. Efter afslutningen på udvælgelsesproceduren blev han underrettet om, at hans ansøgning ikke var blevet imødekommet.

20 Eftersom Patrick Kelly var utilfreds med beslutningen, indgav han en formel klage over kønsdiskrimination til Director of the Equality Tribunal i april 2002, idet han gjorde gældende, at han var bedre kvalificeret end den mindst kvalificerede kvindelige kandidat, der var blevet optaget på den ovennævnte uddannelse.

21 Den Equality Officer, som var blevet udpeget af Director of Equality Tribunal til at behandle Patrick Kellys klage, traf den 2. november 2006 afgørelse om, at klageren ikke havde godtgjort, at der forelå en umiddelbar forskelsbehandling på grundlag af køn. Patrick Kelly indbragte afgørelsen for Circuit Cour.

[s. I-6826]

22 Den 4. januar 2007 fremsatte Patrick Kelly desuden en anmodning i henhold til Order 57A rule 6(6) i Circuit Courts procesreglement, der blev videresendt til Circuit Cour, om, at UCD skulle udlevere kopier af visse angivne dokumenter (»disclosure«, herefter »anmodningen om fremlæggelse«). Formålet med anmodningen var at få udleveret kopier af de bevarede ansøgninger, de dokumenter, som var vedhæftet eller inkluderet i nævnte ansøgninger, og kopier af »score-ark« for de kandidater, hvis ansøgninger var blevet bevaret.

23 Præsidenten for Circuit Court afviste ved kendelse af 12. marts 2007 anmodningen om fremlæggelse. Den 14. marts 2007 appellerede Patrick Kelly kendelsen til High Court.

24 Den 23. april 2007 indgav Patrick Kelly en anmodning om, at High Court skulle anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om en præjudiciel afgørelse. Den 14. marts 2008 besluttede High Court, at det ville være for tidligt at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse, da retten ikke havde behandlet spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede dokumenter kunne udleveres i henhold til national ret. High Court kom efter behandlingen af anmodningen frem til, at UCD i henhold til national ret ikke var forpligtet til at udlevere de dokumenter, som Patrick Kelly havde anmodet om at få udleveret, i uændret form.

25 Eftersom High Court var i tvivl om, hvorvidt afslaget på anmodningen om offentliggørelse var i strid med EU-retten, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Berettiger artikel 4, stk. 1, i […] direktiv 97/80[…] en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi princippet om ligebehandling var blevet tilsidesat i forhold til ham [s. I-6827] eller hende, til oplysninger om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til erhvervsuddannelse, således at ansøgeren »over for en domstol eller en anden kompetent myndighed [kan fremføre] faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling«?

> 2) Berettiger artikel 4 i […] direktiv 76/207[…] en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse »på grundlag af de samme kriterier« og forskelsbehandlet »på grund af køn« med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse, til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til uddannelsen?

> 3) Berettiger artikel [1, nr. 3)] i […] direktiv 2002/73[…], der forbyder »direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn« i forbindelse med »adgang« til erhvervsuddannelse, en ansøger til erhvervsuddannelse, som hævder at være blevet forskelsbehandlet »på grund af køn« med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse, til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de respektive kvalifikationer hos de andre ansøgere til den pågældende uddannelse, og navnlig de ansøgere, der ikke blev nægtet adgang til erhvervsuddannelse?

> 4) Kan karakteren af forpligtelsen i henhold til 267, stk. 3, TEUF være forskellig i en medlemsstat med et retssystem med forhandlingsmaksime (i modsætning til officialmaksime), og i bekræftende fald, i hvilke henseender?

> 5) Kan en berettigelse til oplysninger i henhold til de ovennævnte direktiver blive berørt af anvendelsen af [national eller EU-lovgivning] vedrørende fortrolighed?«

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Det første spørgsmål*

26 Med det første spørgsmål spørger den forelæggende ret i det væsentlige, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 skal fortolkes således, at den giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

###### Parternes argumenter

27 Patrick Kelly har gjort gældende, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 giver en person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, ret til at få adgang til oplysninger, som — såfremt det antages, at ligebehandlingsprincippet med urette ikke er anvendt i forhold til denne person — gør det muligt for vedkommende over for en domstol eller en anden kompetent myndighed at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Hvad

[s. I-6829]

angår en ansøger til en erhvervsuddannelse, der betragter sig som krænket, fordi nævnte princip ikke er blevet iagttaget i forhold til den pågældende, omfatter dette oplysninger om de øvrige ansøgere.

28 Den tyske regering har gjort gældende, at ordlyden af artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke indeholder nogen angivelse vedrørende tildeling af en ret til at få adgang til oplysningerne. UDC og Europa-Kommissionen er enige med den tyske regering om, at bestemmelsen regulerer de krav, der skal opfyldes for at bevisbyrden kan overgå fra sagsøger til sagsøgte. De har gjort gældende, at bevisbyrden udelukkende kan overføres, såfremt en ansøger forinden har fremført faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling.

###### Domstolens bemærkninger

29 Direktiv 97/80 bestemmer i artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystemer træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket (jf. dom af 10.3.2005, sag C-196/02, Nikoloudi, Sml. I, s. 1789, præmis 68).

30 Det påhviler således den person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, i første omgang at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er udelukkende, når denne

[s. I-6830]

person har fremført sådanne faktiske omstændigheder, at sagsøgte dernæst skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

31 Det fremgår i denne forbindelse af 13. betragtning til direktiv 97/80, at det påhviler nationale domstole eller andre kompetente instanser at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

32 Det påhviler således den forelæggende ret, eller en anden kompetent irsk instans at vurdere, om Patrick Kelly har fremført faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling i overensstemmelse med irsk ret og/eller national praksis.

33 Det skal imidlertid præciseres, at direktivet i henhold til artikel 1 i direktiv 97/80 har til formål at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi princippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder.

34 Selv om der i direktivets artikel 4, stk. 1, ikke foreskrives nogen særlig ret for den person, som betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget over for ham eller hende, ret til at få adgang til oplysninger, således at den pågældende har mulighed for at fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse, kan det ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på

[s. I-6831]

at udlevere sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed fratage den nævnte bestemmelses effektive virkning.

35 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne ikke kan anvende en lovgivning, som kan bringe virkeliggørelsen af de mål, som forfølges med et direktiv, i fare, og som derfor kan fratage direktivets dets effektive virkning (jf. dom af 28.4.2011, sag C-61/11, El Dridi, Sml. I, s. 3015, præmis 55).

36 Det følger således af henholdsvis artikel 4, stk. 3, andet og tredje afsnit, TEU, at medlemsstaterne bl.a. »træffer […] alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne« og »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«, herunder dem, som forfølges med direktiverne (jf. El Dridi-dommen, præmis 56).

37 Selv om det i det foreliggende tilfælde imidlertid fremgår af forelæggelseskendelsen, at præsidenten for Circuit Court afviste anmodningen om fremlæggelse, skal det bemærkes, at UCD til Patrick Kelly udleverede visse af de oplysninger, som han havde anmodet om, hvilket Patrick Kelly ikke har bestridt.

38 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 skal fortolkes således, at den ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelsen, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

[s. I-6832]

39 Det kan imidlertid ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at afgive sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning. Det tilkommer den forelæggende ret at kontrollere, om dette er tilfældet i hovedsagen.

##### *Om det andet og tredje spørgsmål*

40 Med det andet og tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, spørger den forelæggende ret i det væsentlige, om artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 skal fortolkes således, at de giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til de oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, som udbyderen af denne uddannelse er i besiddelse af, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har fået adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de andre ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgangen til den omhandlede erhvervsuddannelse.

###### Parternes argumenter

41 Patrick Kelly har gjort gældende, at artikel 4 i direktiv 76/207 og artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 berettiger den, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, idet der er sket forskelsbehandling på grundlag af køn, til adgang til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

[s. I-6833]

42 Den tyske regering og Kommissionen har gjort gældende, at disse bestemmelser udgør de materielle regler om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, og at de ikke omfatter processuelle regler. De mener ikke, at bestemmelsernes ordlyd er tilstrækkelig konkret til, at det kan antages, at en ret til en bestemt foranstaltning, såsom retten til adgang til oplysninger, kan udledes heraf.

###### Domstolens bemærkninger

43 Det fremgår hverken af ordlyden af artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73, at en ansøger til en erhvervsuddannelse har ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

44 Artikel 4, litra c), i direktiv 76/207 bestemmer nemlig, at anvendelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår adgang til alle former for og niveauer af erhvervsuddannelse indebærer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at give adgang til erhvervsuddannelse efter samme kriterier og på samme niveau uden forskelsbehandling på grundlag af køn, dog med forbehold af den uafhængighed, der i visse medlemsstater indrømmes visse private uddannelsesinstitutioner.

45 Artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/73 bestemmer, at anvendelse af ligebehandlingsprincippet betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn for så vidt angår adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige

[s. I-6834]

foranstaltninger for at sikre, at alle love og administrative bestemmelser, der strider mod ligebehandlingsprincippet, ophæves.

46 Formålet med de nævnte bestemmelser er nemlig at gennemføre anvendelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår adgang til videregående uddannelse, men det overlades i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF til de nationale myndigheder at bestemme form og midler, når de træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at indføre foranstaltninger til at sikre, at »alle love og administrative bestemmelser«, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves.

47 Der kan således ikke udledes nogen særlig forpligtelse af de omhandlede bestemmelser, som har til formål at give en ansøger til en erhvervsuddannelse adgang til oplysninger om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer.

48 Det andet og tredje spørgsmål skal således besvares med, at hverken artikel 4 i direktiv 76/207 eller artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73 giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har haft adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de øvrige ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgang til erhvervsuddannelsen.

[s. I-6835]

##### *Om det femte spørgsmål*

49 Med det femte spørgsmål, som skal behandles før det fjerde spørgsmål, spørger den forelæggende ret, om retten til oplysninger i henhold til direktiv 76/207, 97/80 og 2002/73 påvirkes af EU-retten eller national ret vedrørende fortrolighed.

50 Under hensyn til svaret på de tre første spørgsmål og eftersom Domstolen ikke inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, har kompetence til at fortolke national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret (jf. dom af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 54, og af 18.11.2010, forenede sager C-250/09 og C-268/09, Georgiev, Sml. I, Sml. I, s. 11869, præmis 75), skal det femte spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret spørger, om den eventuelle ret til at påberåbe sig et af de direktiver, som er angivet i de tre første spørgsmål med henblik på at indhente oplysninger, som en uddannelsesudbyder er i besiddelse af, om ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

###### Parternes argumenter

51 Partrick Kelly har gjort gældende, at en rettighed, der kan udledes af en retligt bindende EU-retsakt — herunder et direktiv i henhold til definitionen i artikel 288, stk. 3, i TEUF — ikke kan påvirkes af national ret eller gennemførelsen af national ret, men udelukkende af en anden retligt bindende EU-retsakt.

[s. I-6836]

52 UCD og den tyske regering har anført, at dette spørgsmål kun skal besvares subsidiært, idet der ikke foreligger nogen ret til indhentelse af oplysninger i henhold til artikel 4 i direktiv 76/207 og artikel 1, nr. 3), i direktiv 2002/73, således som anført af sagsøgeren i hovedsagen. Skulle Domstolen imidlertid komme frem til, at Patrik Kelly er berettiget til at indhente disse oplysninger i medfør af nævnte bestemmelser, har retten til fortrolighed, som er et anerkendt begreb i EU-retten, og som er bekræftet i flere EU-retsakter, forrang frem for retten til at indhente oplysninger.

###### Domstolens bemærkninger

53 Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i denne doms præmis 38 fastslog, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelse, fordi princippet om ligebehandling er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.

54 Domstolen fastslog imidlertid tillige i denne doms præmis 39, at det ikke kan udelukkes, at sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktiv 97/80 ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning.

55 Ved vurderingen af disse faktiske omstændigheder skal de nationale domstole eller andre kompetente myndigheder iagttage de bestemmelser om fortrolighed, som kan udledes af EU-retlige retsakter, såsom af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

[s. I-6837]

(EFT L 281, s.31) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 (EUT L 337, 11). Artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder også bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger.

56 Det femte spørgsmål skal dermed besvares med, at for så vidt som en ansøger til en erhvervsuddannelse påberåber sig direktiv 97/80 med henblik på at indhente oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan denne rettighed påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.

##### *Om det fjerde spørgsmål*

57 Med det fjerde spørgsmål spørger den forelæggende ret, om karakteren af forpligtelsen i henhold til 267, stk. 3, TEUF er forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime og i bekræftende fald, i hvilke henseender.

###### Parternes argumenter

58 Patrick Kelly har gjort gældende, at forpligtelsen for en national domstol i et retssystem med forhandlingsmaksime til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål er mere vidtrækkende end for en domstol i en medlemsstat med officialmaksimen, eftersom det er parterne og ikke domstolen, som bestemmer rammerne for, indholdet

[s. I-6838]

af og afholdelsen af proceduren i et retssystem med forhandlingsmaksimen. I det sådant retssystem kan en national domstol dermed ikke ændre det materielle indhold af et spørgsmål fra en af parterne eller selv angive, hvordan den omhandlede domstol bør afgøre sagen.

59 UCD, den tyske regering og Kommissionen mener ikke, at de særlige karakteristika i de forskellige medlemsstaters retssystemer har nogen indflydelse på karakteren af forpligtelsen i artikel 267, stk. 3, TEUF. Det fremgår endvidere af dom af 6. oktober 1982, Cilfit m.fl. (sag 283/81, Sml. s. 3415), at det tilkommer den nationale ret at afgøre om, og i givet fald, hvordan den skal formulere de præjudicielle spørgsmål.

###### Domstolens bemærkninger

60 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at der med artikel 267 TEUF er oprettet en mekanisme til præjudiciel forelæggelse, som har til formål at forebygge forskelle i fortolkningen af den EU-ret, som de nationale retter skal anvende, og mekanismen skal sikre denne anvendelse ved at give den nationale dommer et middel til at eliminere de vanskeligheder, som kravet om, at der gives EU-retten fuld virkning inden for medlemsstaternes retter, kan rejse (jf. i denne retning Domstolens udtalelse 1/09 af 8.3.2001, Sml. I, s. 1137, punkt 83 og den deri nævnte retspraksis).

61 Artikel 267 TEUF giver de nationale retter adgang og i givet fald pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når de enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i denne artikels stk. 1 nævnte spørgsmål. Det følger heraf, at de nationale retter har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. bl.a. dom af 16.12.2008,

[s. I-6839]

sag C-210/06, Cartesio, Sml. I, s. 9641, præmis 88, og af 22.6.2010, forenede sager C-188/10 og C-189/10, Melki og Abdeli, Abdeli, Sml. I, s. 5667, præmis 41).

62 Domstolen har desuden allerede fastslået, at den ordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten i medlemsstaterne indfører et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter inden for rammerne af en procedure, hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen (jf. bl.a. Cartesio-dommen, præmis 90).

63 Den præjudicielle forelæggelse er således baseret på en dialog domstolene imellem, hvis iværksættelse udelukkende beror på den nationale domstols bedømmelse af relevansen og nødvendigheden af forelæggelsen (Cartesio-dommen, præmis 91).

64 Det påhviler dermed den nationale ret at vurdere, om en fortolkning af en EU-retlige bestemmelse er nødvendig med henblik på, at den kan løse den tvist, der verserer for den på baggrund af den mekanisme om forelæggelse, som foreskrives i artikel 267 TEUF, og det tilkommer denne ret at bestemme, hvordan disse spørgsmål skal formuleres.

65 Selv om den nationale ret kan opmuntre parterne i den tvist, som den skal træffe afgørelse i, til at foreslå formuleringer, som kan anvendes i de præjudicielle spørgsmål, tilkommer det i sidste ende denne ret alene at afgøre spørgsmålenes form og indhold.

[s. I-6840]

66 Det fjende spørgsmål skal dermed besvares således, at karakteren af forpligtelsen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF ikke er forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime.

#### **Sagens omkostninger**

67 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**1)** **Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn skal fortolkes således, at den ikke giver en ansøger til en erhvervsuddannelse, der mener, at han eller hun er blevet nægtet adgang til erhvervsuddannelsen, fordi ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, således at ansøgeren kan fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse.** **Det kan imidlertid ikke udelukkes, at sagsøgtes afslag på at afgive sådanne oplysninger, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske [s. I-6841]  omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed bl.a. fratage direktivets artikel 4, stk. 1, dens effektive virkning. Det tilkommer den forelæggende ret at kontrollere, om dette er tilfældet i hovedsagen.**

**2)** **Hverken artikel 4 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår eller artikel 1, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af direktiv 76/207 skal fortolkes således, at de giver en ansøger til en erhvervsuddannelse ret til oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, når ansøgeren er af den opfattelse, at vedkommende ikke har haft adgang til uddannelsen efter de samme kriterier som de øvrige ansøgere, og at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i nævnte artikel 4, eller såfremt ansøgeren hævder, at han eller hun har været udsat for forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 1, nr. 3), for så vidt angår adgang til erhvervsuddannelsen.**

**3)** **For så vidt som en ansøger til en erhvervsuddannelse påberåber sig direktiv 97/80 med henblik på at indhente oplysninger, som uddannelsesudbyderen er i besiddelse af, om de øvrige ansøgere til den pågældende uddannelses kvalifikationer, kan denne rettighed påvirkes af de EU-retlige bestemmelser om fortrolighed.**

**4)** **Karakteren af forpligtelsen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF er ikke forskellig alt efter, om der i den pågældende medlemsstat findes et retssystem med forhandlingsmaksime i modsætning til officialmaksime.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62010cj0415.md =====

# EU-Domstolen, Anden Afdeling, 19. april 2012, sag C-415/10

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62010cj0415.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62010cj0415.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Meister

ECLI: ECLI:EU:C:2012:217

Kommentarens titel: Afvist ansøgers oplysninger og bevisbetydningen af tavshed

Emner på siden: [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md) · [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 5 f ([lov/5f.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/5f-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5f-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Bevisreglerne i direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54 gav ikke en kvalificeret, afvist ansøger et selvstændigt krav på oplysning om, hvorvidt en anden var blevet ansat. Arbejdsgiverens totale afslag på oplysninger kunne dog indgå blandt forhold, som skabte en formodning om direkte eller indirekte diskrimination. Den nationale ret skulle vurdere alle omstændigheder; svaret ophæver ikke senere særlige informationspligter.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen konstateret konkret diskrimination mod Meister og intet beløb tilkendt.

En egnet ansøger har ikke efter dommen automatisk krav på ansættelsessamtale.

Et afslag på oplysninger medfører ikke automatisk omvendt bevisbyrde.

Tysk lovs omtalte tre måneders erstatningsloft er ikke et EU-retligt loft fastsat af dommen.

Sagen afgør ikke en selvstændig databeskyttelses- eller fortrolighedsafvejning.

Køn, etnicitet og alder behandles under hver deres relevante direktiver; ingen automatisk udvidelse af løngennemsigtighedsdirektivets anvendelsesområde.

Bruges i kommentaren: § 1 e, afsnit 16 (lov/1e.md), § 1 e, afsnit 24 (lov/1e.md), § 6, afsnit 18 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62010CJ0415

Domstolens dom (Anden Afdeling)
19. april 2012[^*]

»Direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2006/54/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne angivet i en stillingsannonce – denne arbejdstagers ret til at få oplyst, om arbejdstageren har ansat en anden ansøger«

I sag C-415/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) ved afgørelse af 20. maj 2010, indgået til Domstolen den 20. august 2010, i sagen:

**Galina Meister**

mod

**Speech Design Carrier Systems GmbH,**

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne U. Lõhmus, A. Rosas (refererende dommer), A. Arabadjiev og C.G. Fernlund,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. november 2011,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Galina Meister ved Rechtsanwalt R. Wißbar

- Speech Design Carrier Systems GmbH ved Rechtsanwältin U. Kappelhoff

- den tyske regering ved T. Henze og J. Möller, som befuldmægtigede

- Europa-Kommissionen ved V. Kreuschitz, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. januar 2012,

[s. 2]

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT L 180, s. 22), artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16) og artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204, s. 23).

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Galina Meister og Speech Design Carrier Systems GmbH (herefter »Speech Design«) vedrørende en forskelsbehandling på grund af køn, alder og etnisk oprindelse, som hun hævder at have været udsat for under en ansættelsesprocedure.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retlige forskrifter*

###### Direktiv 2000/43

3 I 15. betragtning til direktiv 2000/43 anføres det, at »[det] er de nationale juridiske eller andre kompetente organer, der skal vurdere de faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan udledes, at der har været direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis. Sådanne bestemmelser vil i første omgang skulle sikre, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde«.

4 Det fremgår af 21. betragtning til dette direktiv, at »[reglerne] om bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling«.

5 Direktivets artikel 1 bestemmer:

> »Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.«

6 Samme direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer:

> »Inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, anvendelse på alle personer for så vidt angår:

> a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

> […]«

7 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2000/43 bestemmer:

> »Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

[s. 3]

8 Direktivets artikel 8 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

> 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for klageren.

> 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

> 4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på sager som nævnt i artikel 7, stk. 2.

> 5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er domstolen eller en kompetent instans, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.«

###### Direktiv 2000/78

9 I 15. betragtning til direktiv 2000/78 hedder det, at »[d]et er de nationale retslige myndigheder eller andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til at formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling«.

10 I 31. betragtning til direktivet præciseres det, at »[r]eglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.

11 Direktivets artikel 1 bestemmer:

> »Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

12 Direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmer:

> »Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

> a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

> […]«

[s. 4]

13 Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/78 bestemmer:

> »Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

14 Direktivets artikel 10 med overskriften »Bevisbyrde« bestemmer:

> »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

> 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klageren.

> 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

> 4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.

> 5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.«

###### Direktiv 2006/54

15 30. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«

16 Direktivets artikel 1 bestemmer:

> »Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

> I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

> a) adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse

> […]«

[s. 5]

17 Samme direktivs artikel 14, stk. 1, bestemmer:

> »Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

> […]«

18 Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2006/54 bestemmer:

> »Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser kan indgive klage til retslige instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

19 Direktivets artikel 19 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

> 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.

> 3. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i sager, hvor det påhviler en domstol eller den kompetente instans at undersøge sagens faktiske omstændigheder.

> 4. Stk. 1, 2 og 3 finder endvidere anvendelse på:

> a) situationer, som er omhandlet i [EF] traktatens artikel 141 og, for så vidt der er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, i direktiv 92/85/EØF og 96/34/EF

> b) enhver civilretlig eller administrativ procedure inden for den offentlige eller private sektor, som indebærer klageadgang efter den nationale lovgivning til gennemførelse af de i litra a) omtalte foranstaltninger, med undtagelse af udenretlige ordninger, som er frivillige, eller som er fastsat i den nationale lovgivning.

> 5. Denne artikel finder ikke anvendelse på straffesager, medmindre medlemsstaterne bestemmer andet.«

##### *Nationale bestemmelser*

20 § 1 i den almindelige ligebehandlingslov (Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz) af 14. august 2006 (BGBl. 2006 I, s.1897) i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »AGG«), har følgende ordlyd:

> »Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe enhver forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

[s. 6]

21 AGG’s § 3, stk. 1, bestemmer:

> »Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af en af de i § 1 nævnte grunde behandles ringere end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en sammenlignelig situation. Der foreligger ligeledes direkte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i § 2, stk. 1, nr. 1)-4), når en kvinde behandles ringere på grund af graviditet eller moderskab.«

22 AGG’s § 6, stk. 1, bestemmer:

> »Ved ansatte i denne lovs forstand forstås:

> 1. arbejdstagere

> 2. personer, som er ansat med henblik på deres uddannelse

> 3. personer, der på grund af deres økonomiske afhængighed skal sidestilles med lønmodtagere; hertil hører også personer, der er beskæftiget i hjemmearbejde, og hermed ligestillede personer.

> Som ansatte anses også stillingsansøgere og personer, hvis ansættelsesforhold er ophørt.«

23 I henhold til AGG’s § 7, stk. 1, må ansatte ikke udsættes for forskelsbehandling af en af de i § 1 nævnte grunde. Dette gælder også, når den person, der udøver forskelsbehandlingen, blot antager, at der foreligger en af de i § 1 nævnte grunde ved forskelsbehandlingen.

24 AGG’s § 15, stk. 2, bestemmer:

> »Den ansatte kan forlange en passende økonomisk erstatning for en ikke-økonomisk skade. Såfremt der ikke sker ansættelse, kan erstatningen ikke overstige tre månedslønninger, hvis den ansatte end ikke ved ikke-diskriminerende udvælgelse ville være blevet ansat.«

25 AGG’s § 22 bestemmer:

> »Hvis den ene part i en tvist fremlægger indicier, der giver formodning for, at der er sket en forskelsbehandling på grundlag af en af de i § 1 nævnte grunde, bærer den anden part bevisbyrden for, at der ikke er sket nogen tilsidesættelse af bestemmelserne til beskyttelse mod forskelsbehandling.«

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

26 Galina Meister er født i 1961 og er af russisk oprindelse. Hun er indehaver af et russisk uddannelsesbevis som »systemteknikingeniør«, der i Tyskland er anerkendt som ligeværdigt med et bevis udstedt af en Fachhochschule (videregående uddannelsesinstitution).

27 Speech Design offentliggjorde en stillingsannonce i pressen med henblik på ansættelse af en »erfaren softwareudvikler m/k«, som Galina Meister reflekterede på den 5. oktober 2006, idet hun søgte stillingen. Ved skrivelse af 11. oktober 2006 meddelte Speech Design hende afslag på ansøgningen uden at indkalde hende til en ansættelsessamtale. Selskabet offentliggjorde kort tid efter et stillingsopslag med samme indhold på internettet. Galina Meister indsendte den 19. oktober 2006 atter en ansøgning om stillingen, men Speech Design meddelte hende endnu engang afslag på hendes ansøgning uden at indkalde hende til samtale og uden at give hende nogen som helst oplysning vedrørende begrundelsen for dette afslag.

28 Det fremgår intetsteds af de akter i sagen, som Domstolen råder over, at dette selskab har hævdet, at Galina Meisters kvalifikationer ikke var i overensstemmelse med dem, der søges i forbindelse med ansættelsesproceduren.

[s. 7]

29 Da Galina Meister mente, at hun opfyldte betingelserne for at beklæde den omhandlede stilling, var hun af den opfattelse, at hun var blevet behandlet ringere end en anden person i en tilsvarende situation på grund af sit køn, alder og etniske oprindelse. Hun anlagde derfor sag mod Speech Design ved Arbeitsgericht, idet hun principalt nedlagde påstand om erstatning som følge af forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse og subsidiært fremlæggelse af oplysninger om den ansøger, som blev ansat, hvilke ville gøre hende i stand til at bevise, at hun var bedre kvalificeret end den pågældende.

30 Da Galina Meister ikke fik medhold i sit søgsmål i første instans, iværksatte hun appel for Landesarbeitsgericht, som heller ikke gav hende medhold. Hun iværksatte en »revisionsanke« ved Bundesarbeitsgericht. Denne ret er i tvivl om, hvorvidt Galina Meister kan gøre en ret til oplysninger gældende i henhold til direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54 og, såfremt dette er tilfældet, hvilke følger Speech Designs afslag på at udlevere oplysninger ville have.

31 På den baggrund har Bundesarbeitsgericht udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54[…], artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43[…] og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78[…] fortolkes således, at en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne for en af en arbejdsgiver opslået stilling – i tilfælde af, at han eller hun får afslag på sin ansøgning – skal kunne kræve af arbejdsgiveren at få oplyst, om denne har besat stillingen til anden side, og i så fald på grundlag af hvilke kriterier denne stilling blev besat?

> 2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende: Er den omstændighed, at arbejdsgiveren ikke meddeler de krævede oplysninger, et forhold, som indebærer en formodning for, at der foreligger en forskelsbehandling som påstået af arbejdstageren?«

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Det første spørgsmål*

32 Med det første spørgsmål spørger den forelæggende ret nærmere bestemt, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at de giver en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne i et stillingsopslag, og som har fået afslag på sin ansøgning, krav på oplysninger om, hvorvidt arbejdsgiveren efter afslutningen på ansættelsesproceduren har ansat en anden ansøger, og i så fald på grundlag af hvilke kriterier.

33 Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/43, artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78 og artikel 1, stk. 2, litra a), samt artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54, at disse direktiver finder anvendelse på en person, der søger arbejde, herunder udvælgelseskriterierne og ansættelsesvilkårene for dette arbejde.

34 Disse direktiver bestemmer i det væsentlige i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retsorden træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet ikke er blevet tilsidesat.

[s. 8]

35 Det bemærkes, at ordlyden af disse bestemmelser er næsten identisk med ordlyden af artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6), som Domstolen bl.a. har haft lejlighed til at fortolke i sin dom af 21. juli 2011, Kelly (sag C-104/10, Sml. I, s. 6813). Artikel 4, stk. 1, der blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009, ligesom hele direktiv 97/80, underlagde nemlig tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn samme bevisbyrderegler som de i hovedsagen omhandlede direktiver.

36 Ved fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 i Kelly-dommen fastslog Domstolen i præmis 30, at det påhviler den person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, i første omgang at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er udelukkende, når denne person har fremført sådanne faktiske omstændigheder, at den sagsøgte dernæst skal bevise, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke er blevet tilsidesat.

37 Domstolen har ligeledes fastslået, at det påhviler den nationale domstol eller en anden kompetent instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, således som det fremgår af 15. betragtning til direktiv 2000/43 og 2000/78 samt af 30. betragtning til direktiv 2006/54.

38 Domstolen har desuden præciseret, at direktiv 97/80 ifølge artikel 1 har til formål at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet, for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi princippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder (Kelly-dommen, præmis 33). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 17, stk. 1, i direktiv 2006/54 henviser til samme princip.

39 Domstolen konkluderede dernæst i Kelly-dommens præmis 34, at selv om der i artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke foreskrives nogen særlig ret for den person, som betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget over for ham eller hende, til at få adgang til oplysninger, således at den pågældende har mulighed for at fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ikke kan udelukkes, at sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger inden for rammerne af fastlæggelsen af sådanne faktiske omstændigheder kan bevirke, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og navnlig at bestemmelsen mister sin effektive virkning.

40 Som nævnt i denne doms præmis 35, er direktiv 97/80 blevet ophævet og erstattet af direktiv 2006/54. Under hensyn til ordlyden og opbygningen af de artikler, som er genstand for denne præjudicielle forelæggelse, foreligger der imidlertid ingen holdepunkter for, at EU-lovgiver med vedtagelsen af direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54 har haft til hensigt at ændre den ordning om bevisbyrden, der blev indført ved artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80. Inden for rammerne af fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling, skal det derfor sikres, at et afslag på at udlevere oplysninger fra sagsøgtes side ikke risikerer at skade virkeliggørelsen af formålene med direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54.

41 Det følger af henholdsvis artikel 4, stk. 3, andet og tredje afsnit, TEU, at medlemsstaterne bl.a. »træffer […] alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne« og »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«, herunder dem, som forfølges med direktiverne (jf. dom af 28.4.2011, sag C-61/11 PPU, El Dridi, Sml. I, s. 3015, præmis 56, og Kelly-dommen, præmis 36).

[s. 9]

42 Det påhviler således den forelæggende ret at sikre, at et afslag på at udlevere oplysninger fra Speech Designs side i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at Galina Meister har været genstand for direkte eller indirekte forskelsbehandling, ikke risikerer at skade virkeliggørelsen af formålene med direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54. Det tilkommer navnlig den forelæggende ret at tage hensyn til samtlige faktiske omstændigheder i hovedsagen med henblik på at afgøre, om der er tilstrækkelige holdepunkter til, at de omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en sådan forskelsbehandling, anses for godtgjort.

43 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at som det fremgår 15. betragtning til direktiv 2000/43 og 2000/78 og af 30. betragtning til direktiv 2006/54, kan det i medlemsstaternes nationale ret eller praksis fastsættes, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås på enhver måde, herunder bl.a. på grundlag af statistisk materiale.

44 Blandt de forhold, der kan tages hensyn til, er bl.a. den omstændighed, at – til forskel fra hvad der var tilfældet i den sag, der førte til Kelly-dommen – den i hovedsagen omhandlede arbejdsgiver tilsyneladende fuldstændig har nægtet Galina Meister adgang til de oplysninger, som hun kræver at få fremlagt.

45 Hertil kommer, således som generaladvokaten har anført i punkt 35-37 i forslaget til afgørelse, at der ligeledes kan tages hensyn til den omstændighed, at Speech Design ikke har bestridt, at Galina Meisters kvalifikationer var i overensstemmelse med dem, der fremgik af stillingsopslaget, og til de to omstændigheder, at arbejdsgiveren til trods herfor ikke indkaldte hende til en ansættelsessamtale, og at hun heller ikke blev indkaldt til en samtale i forbindelse med den nye udvælgelsesprocedure med henblik på udvælgelse af ansøgere til den omhandlede stilling.

46 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at de ikke giver en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne i et stillingsopslag, og som har fået afslag på sin ansøgning, krav på oplysninger om, hvorvidt arbejdsgiveren efter afslutningen på ansættelsesproceduren har ansat en anden ansøger.

47 Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en sagsøgts afslag på at fremlægge nogen form for oplysninger kan udgøre et forhold, der skal tages i betragtning inden for rammerne af fastlæggelsen af de omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen under hensyn til alle tvistens omstændigheder.

##### *Det andet spørgsmål*

48 Henset til det svar, der er givet på det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret.

#### **Sagens omkostninger**

49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. 10]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**Artikel 8, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de ikke giver en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne i et stillingsopslag, og som har fået afslag på sin ansøgning, krav på oplysninger om, hvorvidt arbejdsgiveren efter afslutningen på ansættelsesproceduren har ansat en anden ansøger.**

**Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en sagsøgts afslag på at fremlægge nogen form for oplysninger kan udgøre et forhold, der skal tages i betragtning inden for rammerne af fastlæggelsen af de omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen under hensyn til alle tvistens omstændigheder.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: * Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62011cj0427.md =====

# EU-Domstolen, 28. februar 2013, sag C-427/11

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62011cj0427.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62011cj0427.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Kenny m.fl.

ECLI: ECLI:EU:C:2013:122

Kommentarens titel: Jobværdi, referencegrupper og objektiv lønbegrundelse

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Lønstrukturer, jobklassifikation og kriterier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-kriterier.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 og 3 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 og 10 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Samme arbejde eller værdi skulle vurderes samlet efter blandt andet opgaver, uddannelse og arbejdsvilkår af den nationale ret. Arbejdsgiveren skulle objektivt begrunde en påvist indirekte lønforskel over for netop den referencegruppe, som den nationale ret havde udvalgt på grundlag af pålidelig, tilstrækkelig og ikke tilfældig statistik. Hensynet til gode arbejdsmarkedsrelationer kunne indgå sammen med andre forhold ved prøvelsen af kønsuafhængige og proportionale forklaringer; det var ikke en selvstændig fritagelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fastslår ikke, at alle civile kontoransatte og politimedarbejdere faktisk havde samme arbejde eller værdi. Ministerens og Labour Courts begrundelser refereres; de bliver ikke automatisk godkendt som Domstolens egne konkrete faktumkonklusioner.

Ingen universel minimumsstørrelse for statistik eller automatisk godkendelse af alle referencepersoner. De konkrete tal er sagsbaggrund; præmissernes krav om pålidelighed og relevans skal efterprøves.

Ingen særskilt afgørelse om sammenligning på tværs af CVR, arbejdsgivere eller driftssteder. Fælles-kilde-spørgsmålet må belyses med Lawrence, Allonby og Tesco.

Bevisreglerne i en senere kommentar skal også medtage direktivets nye transparensregler og alternative beviser; Kenny-pr. 18–20 er ikke alene en udtømmende nutidig procesbeskrivelse.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 30 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 40 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62011CJ0427

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
28. februar 2013[^*]

»Artikel 141 EF – direktiv 75/117/EØF – lige løn til mænd og kvinder – indirekte forskelsbehandling – objektiv begrundelse – betingelser«

I sag C-427/11,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af High Court (Irland) ved afgørelse af 27. juli 2011, indgået til Domstolen den 16. august 2011, i sagen:

**Margaret Kenny,**

**Patricia Quinn,**

**Nuala Condon,**

**Eileen Norton,**

**Ursula Ennis,**

**Loretta Barrett,**

**Joan Healy,**

**Kathleen Coyne,**

**Sharon Fitzpatrick,**

**Breda Fitzpatrick,**

**Sandra Hennelly,**

**Marian Troy,**

**Antoinette Fitzpatrick,**

**Helena Gatley**

mod

**Minister for Justice, Equality and Law Reform,**

**Minister for Finance,**

[s. 2]

**Commissioner of An Garda Síochána,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af dommerne R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), som fungerende formand for Tredje Afdeling, K. Lenaerts, E. Juhász, T. von Danwitz og D. Šváby,

generaladvokat: P. Cruz Villalón

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juli 2012,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Margaret Kenny m.fl. ved G. Durkan, SC, solicitor A. Murphy og M. Honan, BL

- Irland ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af M. Bolger, SC, og barrister A. Kerr

- den spanske regering ved A. Rubio González, som befuldmægtiget

- Europa-Kommissionen ved J. Enegren og C. Gheorghiu, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 29. november 2012,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en sag, der føres af Magaret Kenny og 13 andre tjenestemænd mod Minister for Justice, Equality and Law Reform (justitsminister og minister for ligestilling og lovreformer, herefter »Minister«), Minister for Finance og Commissioner of An Garda Síochána vedrørende en forskel i aflønningen af sagsøgerne i hovedsagen og en anden gruppe tjenestemænd.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retten*

3 Artikel 1 i direktiv 75/117 bestemmer:

> »Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

[s. 3]

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

4 Direktivets artikel 3 bestemmer:

> »Medlemsstaterne afskaffer sådan forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, som følger af en administrativt eller ved lov fastsat bestemmelse, og som er i strid med ligelønsprincippet.«

5 Direktivets artikel 4 har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, lønskalaer eller lønaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligelønsprincippet, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres.«

##### *Irsk ret*

6 Lov af 1998 om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse (Employment Equality Act of 1998) har ophævet og erstattet den lovgivning, som gennemførte direktiv 75/117 i irsk ret.

7 Lovens section 18(1)(a) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer:

> »Med forbehold af litra b) repræsenterer »A« og »B« for så vidt angår dette kapitel to personer af modsat køn, hvor A er en kvinde, og B er en mand, eller omvendt.«

8 Lovens section 19 (1), (4) og (5) i samme affattelse bestemmer følgende:

> »1. Det er et vilkår i den kontrakt, hvorunder A er ansat, at A, med forbehold af bestemmelserne i denne lov, til enhver tid har ret til den samme løn for det arbejde, som A er ansat til at udføre, som B, der på dette eller et hvilket som helst andet relevant tidspunkt er ansat til at udføre det samme arbejde [»like work«] hos den samme eller en tilknyttet arbejdsgiver.

> [...]

> 4.

> a) Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse stiller personer af et bestemt køn (det være sig A eller B) særlig ufordelagtigt med hensyn til løn i forhold til andre lønmodtagere hos den samme arbejdsgiver.

> b) I tilfælde, hvor litra a) finder anvendelse, skal de personer, hvortil der henvises i litra a) hver for sig ved anvendelsen af subsection 1, anses for at opfylde eller i givet fald ikke opfylde den pågældende bestemmelse, alt efter hvad der resulterer i den højeste løn, medmindre bestemmelsen er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

> c) Det er i enhver proces tilladt at anvende statistikker med henblik på at bestemme, om nærværende subsection finder anvendelse på A eller B.

> 5. Med forbehold af subsection 4 er der intet i dette kapitel, der forhindrer en arbejdsgiver i at betale forskellige lønsatser til forskellige medarbejdere af andre grunde end på grundlag af køn.«

[s. 4]

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

9 Sagsøgerne i hovedsagen er tjenestemænd ansat under Minister og tilknyttet An Garda Síochána (det nationale politikorps), hvor de udfører kontoropgaver. Ifølge sagsøgerne udfører de samme arbejde som An Garda Síochánas andre mandlige ansatte, der også udfører kontoropgaver inden for rammerne af bestemte stillinger, som er forbeholdt politikorpsets medlemmer, de såkaldte »udpegede stillinger« eller »reserverede stillinger«.

10 I perioden 2000-2005 indbragte sagsøgerne i hovedsagen gennem deres fagforening flere søgsmål for Equality Tribunal. Denne ret gav ved afgørelse af 22. november 2005 syv af sagsøgerne medhold, mens den forkastede de syv andre søgsmål. Alle parterne appellerede Equality Tribunals afgørelse til Labour Court.

11 Labour Court fastslog, at andelene af mænd og kvinder i de pågældende grupper umiddelbart viste, at der forelå indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn, eftersom der ved anlæggelsen af de første otte sager i juli 2000 for det første fandtes 353 udpegede stillinger, som var besat af politibetjente, hvoraf 279 stillinger var besat af mandlige politibetjente og 74 af kvindelige politibetjente, og for det andet, at der var 761 primært kvindelige kontormedarbejdere. Labour Court fastslog også, at antallet af udpegede stillinger på tidspunktet for retsmødet i Labour Court i maj 2007 var 298, og at det var indstævntes politik at nedbringe dette antal til 219.

12 Med samtykke fra parterne i hovedsagen besluttede Labour Court at behandle spørgsmålet om objektiv begrundelse for den konstaterede åbenbare indirekte lønmæssige forskelsbehandling først, og den antog dermed, at sagsøgerne i hovedsagen og de af dem udpegede referencepersoner udførte samme arbejde (»like work«) i den forstand, hvori udtrykket anvendes i section 7(1) i 1998 loven om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Retten anmodede dernæst Minister om at fremlægge bevis for, at der forelå en sådan objektiv begrundelse.

13 Ifølge Minister var placeringen af medarbejdere i An Garda Síochána i de reserverede kontorstillinger, dvs. de udpegede stillinger, begrundet i operationelle behov, og at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt for at opfylde disse operationelle behov at betale de medarbejdere i politistyrken, som er placeret i disse stillinger, en løn, der svarer til deres rang som medarbejdere i An Garda Síochána.

14 Desuden blev antallet af udpegede stillinger fastlagt i en aftale mellem An Garda Síochánas ledelse og dets ansattes repræsentative organer i forbindelse med en proces til nedbringelse af antallet af stillinger betegnet »civilianisation«. Selv om Minister medgav, at der fandtes et mindre antal udpegede stillinger, for hvilke der ikke forelå et reelt operationelt behov, hævdede Minister samtidig, at disse stillinger ikke var repræsentative for de udpegede stillinger, som krævede politimæssig ekspertise og erfaring.

15 Ved afgørelse af 27. juli 2007 gav Labour Court Minister medhold i dets appel og forkastede de andre parters appel. Ifølge denne afgørelse er ansættelsen af medarbejdere i An Garda Síochána i kontorstillinger begrundet dels i An Garda Síochánas operationelle behov, dels i nødvendigheden af at gennemføre processen vedrørende »civilianisation« på en måde og i et tempo, hvorigennem der opnås tilslutning fra de organer, der repræsenterer An Garda Síochánas personale. Med afgørelsen fastslog Labour Court endvidere, at udbetalingen af en løn svarende til medarbejdere i An Garda Síochánas løn til de personer, der bestrider disse stillinger, svarer til den fulgte målsætning, eftersom det ville være åbenlyst urimeligt og upraktisk at nedsætte lønnen for de medarbejdere i An Garda Síochána, som var placeret i disse stillinger. Henset til det nedsatte antal udpegede stillinger er opretholdelsen af de omhandlede aftaler under gennemførelsen af processen vedrørende »civilianisation« ifølge samme afgørelse afpasset efter de operationelle behov.

16 Sagsøgerne i hovedsagen har iværksat appel ved den forelæggende ret til prøvelse af Labour Courts afgørelse.

[s. 5]

17 På denne baggrund har High Court besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Under omstændigheder, hvor der umiddelbart foreligger indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, i strid med artikel 141 [EF] og […] direktiv 75/117[…], har arbejdsgiveren da, med henblik på at godtgøre, at der foreligger en objektiv begrundelse, pligt til at give: a) en begrundelse for ansættelsen af referencepersonerne i de stillinger, som de besætter b) en begrundelse for, at referencepersonerne aflønnes med en højere lønsats, eller c) en begrundelse for, at [sagsøgerne i hovedsagen] aflønnes med en lavere lønsats?

> 2) Under omstændigheder, hvor der umiddelbart foreligger indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, har arbejdsgiveren da, med henblik på at godtgøre, at der foreligger en objektiv begrundelse, pligt til at give en begrundelse for: a) de specifikke referencepersoner, som sagsøgerne [i hovedsagen] henviser til og/eller b) den generelle karakter af de stillinger, som besættes af referencepersonerne?

> 3) Såfremt spørgsmål 2(b) besvares bekræftende, er den objektive begrundelse i så fald godtgjort, selv om den pågældende begrundelse ikke finder anvendelse på de udpegede referencepersoner?

> 4) Begik Labour Court i henhold til fællesskabsretten en fejl ved at acceptere at tage hensyn til »arbejdsmarkedets parters interesser« ved vurderingen af, om arbejdsgiveren kunne give en objektiv begrundelse for lønforskellen?

> 5) Under omstændigheder, hvor der umiddelbart foreligger indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, kan det da godtgøres, at der foreligger en objektiv begrundelse med henvisning til indstævntes hensyn til arbejdsmarkedets parter? Har et sådant hensyn nogen relevans for analysen af, om der foreligger en objektiv begrundelse?«

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Indledende bemærkninger vedrørende bevisbyrden og begrebet samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi*

18 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til de almindelige regler om bevisførelse påhviler det i princippet den arbejdstager, der finder at have været udsat for kønsdiskrimination med hensyn til løn, for den nationale ret at bevise, at betingelserne for, at der må formodes at foreligge en lønmæssig forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 141 EF og direktiv 75/117, er opfyldt (jf. i denne retning dom af 26.6.2001, sag C-381/99, Brunnhofer, Sml. I, s. 4961, præmis 52, 53 og 57).

19 Det tilkommer derfor arbejdstageren med alle retlige midler at bevise, at han får udbetalt en løn, der er lavere end den, som hans arbejdsgiver udbetaler til hans kollegaer, der sammenlignes med, og at han reelt udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, der kan sammenlignes med det, som de sidstnævnte udfører, og at han således umiddelbart er udsat for en form for forskelsbehandling, som kun kan forklares med forskellen med hensyn til køn (jf. Brunnhofer-dommen, præmis 58).

[s. 6]

20 Såfremt arbejdstageren måtte bevise, at kriterierne for, at der er tale om forskellig løn til en kvindelig og en mandlig arbejdstager, samt for, at der er tale om tilsvarende arbejde, er opfyldt i den foreliggende sag, er der tale om tilsyneladende forskelsbehandling. Det påhviler i så fald arbejdsgiveren at bevise, at der ikke er sket tilsidesættelse af ligelønsprincippet bl.a. ved med alle retsmidler at godtgøre, at de arbejdsopgaver, de to berørte arbejdstagere faktisk har udført, ikke reelt kan sammenlignes, eller at den konstaterede lønforskel er begrundet i objektive forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning Brunnhofer-dommen, præmis 59- 62).

21 I den foreliggende sag tager de af den forelæggende ret stillede spørgsmål udgangspunkt i den forudsætning, at der i tvisten i hovedsagen umiddelbart er tale om indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn.

22 Det fremgår imidlertid af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at blandt betingelserne for, at der må formodes at foreligge en indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, synes kun lønforskellen at være godtgjort i hovedsagen. Hvad angår betingelsen om, at der skal være tale om et tilsvarende arbejde, har Labour Court, som det fremgår af denne doms præmis 12, med parternes samtykke besluttet indledningsvis at undersøge, om der eventuelt foreligger en objektiv begrundelse for denne lønforskel ud fra den antagelse, at sagsøgerne i hovedsagen og de af dem udpegede referencepersoner udfører samme arbejde.

23 Domstolen har ganske vist allerede fastslået, at den i sådan situation kan træffe afgørelse om de præjudicielle spørgsmål vedrørende begrundelsen for en lønforskel, uden først at tage stilling til, om de omhandlede funktioner er ligeværdige (jf. i denne retning for så vidt angår britisk lovgivning, dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, præmis 11).

24 Eftersom ligelønsprincippet i artikel 141 EF og artikel 1 i direktiv 75/117 forudsætter, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i samme eller sammenlignelige situationer, skal det imidlertid efterprøves, om de berørte arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som kan tillægges samme værdi (jf. Brunnhofer-dommen, præmis 39).

25 Som det blev anført under retsmødet, vil en sådan efterprøvelse være nødvendig i tvisten i hovedsagen, såfremt den foreliggende ret er af den opfattelse, at Labour Court begik en retlig fejl ved at antage, at lønforskellen er objektivt begrundet.

26 Den nødvendige efterprøvelse af, om de berørte arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, som kan tillægges samme værdi, tilkommer under disse omstændigheder den nationale ret, der er enekompetent til at konstatere og vurdere de faktiske omstændigheder vedrørende de konkrete former for arbejde, de berørte arbejdstagere udfører (jf. i denne retning dom af 30.3.2000, sag C-236/98, JämO, Sml. I, s. 2189, præmis 48, og Brunnhofer-dommen, præmis 49). Inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse er Domstolen, hvis opgave det er at give den nationale ret brugbare svar, imidlertid kompetent til på grundlag af sagsakterne i hovedsagen samt de for Domstolen afgivne indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne lettere kan træffe sin afgørelse (jf. dom af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 67 og 68).

27 Domstolen har allerede flere gange udtalt, at ved vurderingen af, om arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde, der må tillægges samme værdi, må det ud fra en flerhed af faktorer, såsom arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsvilkår, undersøges, om de pågældende arbejdstagere kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (jf. dom af 11.5.1999, sag C-309/97, Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse, Sml. I, s. 2865, præmis 17, og Brunnhofer-dommen, præmis 43).

28 Såfremt et tilsyneladende identisk arbejde udføres af forskellige grupper af arbejdstagere, som ikke har samme faglige baggrund eller kvalifikationer med henblik på at udøve deres erhverv, må det ud fra forhold med hensyn til arten af de arbejdsopgaver, der måtte blive overdraget de respektive grupper af

[s. 7]

arbejdstagere, de uddannelseskrav, der er opstillet med henblik på deres udførelse, og de arbejdsvilkår, under hvilke de udføres, undersøges, om de forskellige grupper af arbejdstagere udfører samme arbejde som omhandlet i artikel 141 EF (dommen i sagen Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse, præmis 18).

29 Den faglige uddannelse udgør nemlig ikke alene et af de forhold, der objektivt kan begrunde en forskellig aflønning af arbejdstagere, der udfører samme arbejde. Den er også blandt de kriterier, der kan lægges til grund ved efterprøvelsen af, om arbejdstagerne udfører samme arbejde eller ej (dommen i sagen Angestelltenbetriebsrat der Wiener Gebietskrankenkasse, præmis 19).

30 Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at kontormedarbejderne og de medarbejdere i An Garda Síochána, som er placeret i de udpegede stillinger, ikke havde samme faglige baggrund eller kvalifikationer.

31 Såfremt den forelæggende ret måtte fastslå, at der ikke foreligger en objektiv begrundelse for den omhandlede lønforskel, skal denne ret eller Labour Court undersøge, om de forskellige grupper af arbejdstagere – under hensyn til arten af de arbejdsopgaver, der måtte blive overdraget de respektive grupper af arbejdstagere, de uddannelseskrav, der er opstillet med henblik på deres udførelse, og de arbejdsvilkår, under hvilke de udføres – udfører samme arbejde som omhandlet i artikel 141 EF og direktiv 75/117.

32 Det fremgår i denne forbindelse af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, og at indlæggene fra parterne i hovedsagen, at sidstnævnte ikke er enige om antallet af medarbejdere i An Garda Síochána, der er placeret i de udpegede stillinger, som kun udfører kontoropgaver, og antallet af dem, som også udfører mere operationelle opgaver, såsom varetagelse af kommunikationen med Den Europæiske Politienhed (Europol) og Interpol, idet sidstnævnte opgaver er forskellige fra dem, som kontormedarbejderne udfører.

33 Det skal imidlertid bemærkes, at Irland i sine skriftlige indlæg og under retsmødet har gjort gældende, at samtlige de medarbejdere i An Garda Síochána, der er placeret i udpegede stillinger, under særlige omstændigheder kan være nødsaget til at arbejde i marken med henblik på at opfylde operationelle behov.

34 Det påhviler derfor den forelæggende ret i givet fald at efterprøve, om – henset til forhold vedrørende arten af de arbejdsopgaver, der måtte blive overdraget til de medarbejdere i An Garda Síochána, der er placeret i udpegede stillinger, og arbejdsvilkårene for disse medarbejdere, og under hensyn til de uddannelseskrav, der stilles til de forskellige grupper af arbejdstagere – den tilsyneladende identiske beskæftigelse, som udøves af de medarbejdere i An Garda Síochána, der er placeret i udpegede stillinger, og af kontormedarbejderne, kan kvalificeres som »samme arbejde« i artikel 141 EF’s forstand.

##### *Om de præjudicielle spørgsmål*

35 Med disse spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, i lyset af artikel 141 EF og direktiv 75/117, hvilket formål arbejdsgiverens begrundelse skal vedrøre med hensyn til en tilsyneladende indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, hvilke arbejdstagere en sådan begrundelse skal omhandle, og hvorvidt interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere kan tages i betragtning ved undersøgelsen af denne begrundelse.

36 Hvad for det første angår formålet med begrundelsen bemærkes, at en forskellig aflønning af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere for samme arbejde eller arbejde af samme værdi i princippet skal anses for at være i strid med artikel 141 EF og dermed med direktiv 75/117. Det vil

[s. 8]

kun forholde sig anderledes, såfremt den forskellige behandling er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. Brunnhofer-dommen, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

37 Begrundelsen skal være baseret på et lovligt formål. De midler, der anvendes for at nå dette formål, skal være egnede og nødvendige (dom af 3.10.2006, sag C-17/05, Cadman, Sml. I, s. 9583, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

38 I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at antage, drejer det sig således ikke om at begrunde niveauet for den løn, der udbetales til den enkelte referencegruppe, og heller ikke om at skulle begrunde placeringen af arbejdstagere i den ene eller anden gruppe, men derimod snarere om at begrunde lønforskellen i sig selv.

39 Ifølge Domstolens faste retspraksis er det nemlig lønforskellen, som skal være begrundet med objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. Brunnhofer-dommen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

40 Det skal imidlertid bemærkes, at hvad angår indirekte forskelsbehandling kan der være forskellige årsager til lønforskellen, og begrundelsen herfor kan også variere og således vedrøre en national bestemmelse, en overenskomst, der kollektivt skal regulere lønnet arbejde, eller en arbejdsgivers ensidige dispositioner over for sine ansatte.

41 Heraf følger, at hvad angår indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn tilkommer det arbejdsgiveren at give en objektiv begrundelse for den konstaterede lønforskel mellem de arbejdstagere, som mener, at de har været udsat for forskelsbehandling, og referencepersonerne.

42 Hvad for det andet angår den gruppe arbejdstagere, som begrundelsen skal vedrøre, skal det bemærkes, at såfremt lønnen for en gruppe arbejdstagere er væsentligt lavere end lønnen for en anden gruppe, og såfremt førstnævnte gruppes funktion næsten udelukkende udøves af kvinder, og sidstnævnte gruppes funktion hovedsagelig udøves af mænd, foreligger der tilsyneladende forskelsbehandling på grundlag af køn, i det mindste når de to funktioner har samme værdi, og de statistiske oplysninger vedrørende den pågældende situation er pålidelige (jf. i denne retning Enderby-dommen, præmis 16).

43 Det tilkommer i denne sammenhæng den nationale ret at afgøre, om de pågældende statistiske oplysninger kan tages i betragtning, dvs. om de omfatter et tilstrækkeligt antal personer, om de er udtryk for rent tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om de, generelt set, viser sig at være væsentlige (jf. i denne retning Enderby-dommen, præmis 17, og Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 62).

44 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en sammenligning ikke er relevant, såfremt den angår grupper, der er tilfældigt sammensat, således at den ene overvejende omfatter kvinder, den anden overvejende mænd, med henblik på at opnå, at lønningerne i den gruppe, der overvejende består af kvinder, gennem successive sammenligninger bringes på linje med lønningerne i en anden gruppe, som også er tilfældigt sammensat, således at den overvejende omfatter mænd (jf. dom af 31.5.1995, sag C-400/93, Royal Copenhagen, Sml. I, s. 1275, præmis 36).

45 Heraf følger, at arbejdsgiverens begrundelse for lønforskellen, som viser en tilsyneladende forskelsbehandling på grundlag af køn, skal vedrøre de referencepersoner, der – på grund af, at deres situation er karakteriseret ved pålidelige statistiske oplysninger, som omfatter et tilstrækkeligt antal personer, som ikke er udtryk for rent tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og som generelt set, viser sig at være væsentlige – er blevet taget i betragtning af den nationale ret med henblik på at konstatere nævnte forskel.

[s. 9]

46 Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere kan tages i betragtning med henblik på objektivt at begrunde en tilsyneladende indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn, skal det fremhæves, at de hensyn, der kan understøtte en sådan objektiv begrundelse, skal opfylde et virkeligt behov hos arbejdsgiveren, i det foreliggende tilfælde Minister (jf. i denne retning dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607, præmis 36 og 37, og Brunnhofer-dommen, præmis 67).

47 Desuden bemærkes, at som det klart fremgår af artikel 4 i direktiv 75/117, skal kollektive overenskomster på samme måde som love og administrativt fastsatte bestemmelser overholde det i artikel 141 EF indeholdte princip (jf. Enderby-dommen, præmis 21).

48 Som generaladvokaten har anført i punkt 59-68 i forslaget til afgørelse, er det ubestridt, at i lighed med de kollektive aftaler er interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere betinget af overholdelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere med hensyn til løn. Denne interesse kan derfor ikke i sig selv udgøre det eneste grundlag, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling.

49 Domstolen har imidlertid allerede haft lejlighed til at fastslå, at den omstændighed, at lønelementerne er fastsat ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling på lokalt plan, kan tages i betragtning af den nationale ret som et forhold, der gør det muligt for den at vurdere, om forskelle mellem gennemsnitslønnen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. Royal Copenhagen-dommen, præmis 46).

50 Heraf følger, at den nationale ret kan tage hensyn til interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere blandt andre forhold, der gør det muligt for den at vurdere, om forskellene mellem aflønningen af de to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

51 Under alle omstændigheder, og som anført i denne doms præmis 41 og 45 for så vidt angår de andre led af den forelæggende rets spørgsmål, tilkommer det den nationale ret, som er enekompetent til at konstatere og vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, i hvilket omfang denne interesse kan tages i betragtning i tvisten i hovedsagen med henblik på at begrunde en tilsyneladende indirekte kønsdiskrimination med hensyn til løn.

52 På baggrund af det ovenstående skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF og direktiv 75/117 skal fortolkes på følgende måde:

- Arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, såfremt de ud fra en flerhed af faktorer, såsom arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsvilkår, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, hvilket det tilkommer den nationale ret at vurdere.

- Hvad angår indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn tilkommer det arbejdsgiveren at give en objektiv begrundelse for den konstaterede lønforskel mellem de arbejdstagere, som mener, at de har været udsat for forskelsbehandling, og referencepersonerne.

- Arbejdsgiverens begrundelse for lønforskellen, som viser en tilsyneladende forskelsbehandling på grundlag af køn, skal vedrøre de referencepersoner, der – på grund af, at deres situation er karakteriseret ved pålidelige statistiske oplysninger, som omfatter et tilstrækkeligt antal personer, som ikke er udtryk for rent tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og generelt set viser sig at være væsentlige – er blevet taget i betragtning af den nationale ret med henblik på at konstatere nævnte forskelsbehandling.

- Den nationale ret kan tage interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere i betragtning blandt andre forhold, der gør det muligt for den at vurdere, om forskellene mellem aflønningen af de to grupper af arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

#### **Sagens omkostninger**

53 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**Artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder skal fortolkes på følgende måde:**

- **Arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, såfremt de ud fra en flerhed af faktorer, såsom arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsvilkår, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, hvilket det tilkommer den nationale ret at vurdere.**

- **Hvad angår indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn tilkommer det arbejdsgiveren at give en objektiv begrundelse for den konstaterede lønforskel mellem de arbejdstagere, som mener, at de har været udsat for forskelsbehandling, og referencepersonerne.**

- **Arbejdsgiverens begrundelse for lønforskellen, som viser en tilsyneladende forskelsbehandling på grundlag af køn, skal vedrøre de referencepersoner, der – på grund af, at deres situation er karakteriseret ved pålidelige statistiske oplysninger, som omfatter et tilstrækkeligt antal personer, som ikke er udtryk for rent tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og generelt set viser sig at være væsentlige – er blevet taget i betragtning af den nationale ret med henblik på at konstatere nævnte forskelsbehandling.**

- **Den nationale ret kan tage interessen i gode forhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere i betragtning blandt andre forhold, der gør det muligt for den at vurdere, om forskellene mellem aflønningen af de to grupper af arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62013cj0173.md =====

# EU-Domstolen, Fjerde Afdeling, 17. juli 2014, sag C-173/13

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62013cj0173.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62013cj0173.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2014:2090

Kommentarens titel: Pensionsfordele knyttet til karriereafbrydelse og positiv særbehandling

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Pensionstillæg og øjeblikkelig førtidspension knyttet til karriereafbrydelse medførte indirekte kønsdiskrimination efter artikel 141, medmindre de byggede på objektive, kønsuafhængige hensyn og var egnede og nødvendige (jf. § 1 a, stk. 2 og 3). Fordele, der ikke afhjalp karriereproblemer, var ikke særlige fordele efter artikel 141, stk. 4.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): De beskrevne ordninger om pensionstillæg og øjeblikkelig førtidspension medførte indirekte kønsdiskrimination efter artikel 141, medmindre de byggede på objektive kønsuafhængige hensyn og sammenhængende, systematisk, egnet og nødvendig opfyldelse af et legitimt mål. Fordele, som alene gav førtidspension og anciennitetstillæg ved pensioneringen uden at afhjælpe karriereproblemer, var ikke omfattet af artikel 141, stk. 4, om særlige fordele.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en dom om lovbestemt social sikring efter direktiv 79/7; pensionen behandles som løn efter artikel 141 EF.

Ikke en generel regel om, at enhver betingelse om karriereafbrydelse er ugyldig.

Dommen angiver ikke et fast statistisk minimum eller et generelt krav om bestemte kønsprocenter. Den konkrete kønsvirkning udledes navnlig af ordningens konstruktion.

Skæv virkning og objektiv begrundelse er separate trin; de første to konklusionspunkter er betingede.

Ingen afgørelse af konkret statsansvar eller erstatningsbeløb.

Positiv særbehandling afvises for disse konkrete foranstaltninger; ikke et generelt forbud mod pensionsrelaterede positive foranstaltninger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62013CJ0173

Domstolens dom (Fjerde Afdeling)
17. juli 2014[^*]

»Socialpolitik – artikel 141 EF – lige løn til kvindelige og mandlige arbejdstagere – øjeblikkelig førtidspension – tillæg med henblik på pensionsberegningen – fordele, der hovedsageligt kommer kvindelige tjenestemænd til gode – indirekte forskelsbehandling – objektiv begrundelse – reelt hensyn om at nå det angivne mål – sammenhæng i gennemførelsen – artikel 141, stk. 4, EF – foranstaltninger med henblik på at opveje de ulemper, som kvindelige arbejdstagere har i løbet af deres erhvervsmæssige karriere – finder ikke anvendelse«

I sag C-173/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour administrative d’appel de Lyon (Frankrig) ved afgørelse af 3. april 2013, indgået til Domstolen den 9. april 2013, i sagen:

**Maurice Leone,**

**Blandine Leone**

mod

**Garde des Sceaux, ministre de la Justice,**

**Caisse nationale de retraite des agents des collectivités locales,**

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne M. Safjan, J. Malenovský, A. Prechal (refererende dommer) og K. Jürimäe,

generaladvokat: N. Jääskinen

justitssekretær: A. Calot Escobar,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Maurice og Blandine Leone ved avocat B. Madignier

- Caisse nationale de retraite des agents des collectivités locales ved J.-M. Bacquer, som befuldmægtiget

- den franske regering ved M. Hours, G. de Bergues og S. Menez, som befuldmægtigede

- Europa-Kommissionen ved D. Martin, som befuldmægtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. februar 2014,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 157 TEUF.

2 Anmodningen er blevet indgivet under en tvist mellem Maurice og Blandine Leone og Garde des Sceaux, ministre de la Justice, samt Caisse nationale de retraite des agents des collectivités locales (herefter »CNRACL«) vedrørende et krav om, at den franske stat erstatter det tab, som de berørte har lidt som følge af CNRACL’s afslag på at tildele Maurice Leone øjeblikkelig førtidspension og et anciennitetstillæg med henblik på beregningen af hans pension.

#### **Retsforskrifter**

3 Artikel L. 1 i den franske code des pensions civiles et militaires de retraite (lov om pension til civile og militære tjenestemænd) (herefter »pensionsloven«) bestemmer:

> »Pensionen er en personlig og livsvarig økonomisk ydelse, der tildeles civile og militære tjenestemænd, og som efter deres død tilfalder deres efterkommere som fastsat i lov, som godtgørelse for den tjeneste, de har udført indtil ophøret af deres tjeneste.

> Pensionsbeløbet, der fastsættes på grundlag af den udførte tjenestes niveau, varighed og art, sikrer ved karrierens afslutning modtageren levevilkår, der står i forhold til værdigheden af hans tjeneste.«

##### *Bestemmelserne vedrørende øjeblikkelig førtidspension*

4 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at civile tjenestemænd på visse betingelser kan få tildelt øjeblikkelig førtidspension.

5 Blandt disse betingelser er dem, der er fastsat i artikel L. 24, punkt I, nr. 3, i pensionsloven, i den affattelse, der følger af artikel 136 i lov 2004-1485 af 30. december 2004 om tillægsbevilling for 2004 (JORF af 31.12.2004, s. 22522), hvori bestemmes:

> - »I. – Pensionen udbetales: [...] 3. Når den civile tjenestemand er forælder til tre børn, der er levende eller afgået ved døden som følge af krigshandlinger, eller forælder til et levende barn, der er mere end et år, og som har en invaliditetsgrad på 80% eller derover, såfremt tjenestemanden for hvert enkelt barn har afbrudt sin erhvervsaktivitet under de betingelser, som Conseil d’État fastsætter ved dekret. Ved den afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der er nævnt i det foregående afsnit, forstås perioder, hvor der ikke er indbetalt obligatoriske bidrag til en grundlæggende pensionsordning, under de betingelser, som Conseil d’État fastsætter ved dekret. [s. 3] Ved de børn, der er nævnt i første afsnit, forstås de børn, som er opregnet i punkt II i artikel L. 18, og som tjenestemanden har opdraget under de betingelser, der er fastsat i denne artikels punkt III.«

6 Artikel L. 18, punkt II, tredje til sjette afsnit, i pensionsloven indeholder følgende opregning:

> »Ægtefællens børn fra et tidligere ægteskab, hans børn født uden for ægteskab, hvor slægtskabet er fastslået, og hans adoptivbørn.

> Børn, som pensionsmodtageren eller dennes ægtefælle er tildelt forældremyndigheden over.

> Børn, der står under pensionsmodtagerens eller dennes ægtefælles værgemål, når værgemålet medfører faktisk og vedvarende varetægt over barnet.

> Børn, der er optaget i pensionsmodtagerens eller dennes ægtefælles hjem, såfremt disse personer under de betingelser, der fastsættes ved dekret efter forelæggelse for Conseil d'État, godtgør, at de har den faktiske og vedvarende varetægt.«

7 Artikel 18, punkt III, i pensionsloven indeholder følgende præciseringer:

> »Med undtagelse af børn, der er afgået ved døden som følge af krigshandlinger, skal børnenes opdragelse være blevet varetaget i mindst ni år inden deres 16. år, eller inden de ophører med at være mindreårige, som omhandlet i artikel L. 512-3 og artikel R. 512-2 – R. 512-3 i code de la sécurité sociale [(lov om social sikring)].

> Med henblik på opfyldelsen af ovennævnte betingelse om varighed tages i givet fald hensyn til den tid, hvorunder børnene er blevet opdraget af ægtefællen efter pensionsmodtagerens død.«

8 Artikel R. 37 i pensionsloven, som affattet ved dekret 2005-449 af 10. maj 2005 om gennemførelse af artikel 136 i lov om tillægsbevilling for 2004 (lov 2004-1485 af 30.12.2004) og om ændring af lov om pension til civile og militære tjenestemænd (JORF af 11.5.2005, s. 8174), bestemmer:

> »I. – Den afbrydelse af erhvervsaktiviteten, der er fastsat i artikel 24, punkt I, nr. 3, første afsnit, skal have været på en sammenhængende periode på mindst to måneder og have fundet sted på et tidspunkt, hvor tjenestemanden var tilknyttet en obligatorisk pensionsordning. I tilfælde af samtidige fødsler eller adoptioner er den varighed af afbrydelsen af erhvervsaktiviteten, der tages hensyn til for så vidt angår alle de pågældende børn, ligeledes på to måneder. Afbrydelsen af erhvervsaktiviteten skal have fundet sted i perioden fra den første dag i den fjerde uge før fødslen eller adoptionen til den sidste dag i den 16. uge efter fødslen eller adoptionen. Uanset bestemmelserne i foregående afsnit skal afbrydelsen af erhvervsaktiviteten for de børn, der er opregnet i artikel 18, punkt II, tredje, fjerde, femte og sjette afsnit, som den berørte har opdraget på de betingelser, der er fastsat i nævnte artikels punkt III, finde sted enten inden deres 16. år, eller inden de ophører med at være mindreårige, som omhandlet i artikel L. 512-3 og artikel R. 512-2 – R. 512-3 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring).

> II. – Ved beregningen af den periode, hvor erhvervsaktiviteten har været afbrudt, tages hensyn til perioder, hvor gennemførelsen af ansættelseskontrakten har været udsat, eller hvor den faktiske tjeneste har været afbrudt i forbindelse med: a) barselsorlov […] b) fædreorlov [...] c) adoptionsorlov [...] d) forældreorlov [...] e) børnepasningsorlov [...] f) orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år [...].

> III. – De perioder, der er nævnt i artikel 24, punkt I, nr. 3, andet afsnit, er perioder, hvorunder tjenestemanden ikke har indbetalt bidrag, og hvorunder den pågældende ikke har udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse.«

##### *Bestemmelserne vedrørende tillæg*

9 Artikel 15 i dekret 2003-1306 af 26. december 2003 om pensionsordningen for tjenestemænd, der er tilknyttet Caisse nationale de retraite des agents des collectivités locales (JORF af 30.12.2003, s. 22477), har følgende ordlyd:

> - »I. – Ud over den faktiske tjeneste gives under de betingelser, der er fastsat for civile statstjenestemænd, følgende tillæg: [...] 2° Et tillæg fastsat til fire kvartaler, der tildeles tjenestemænd på betingelse af, at de har afbrudt deres erhvervsaktivitet, for hvert af deres børn født i ægteskab og for hvert af deres børn født uden for ægteskab før den 1. januar 2004, for hvert af deres børn, der er blevet adopteret før den 1. januar 2004, og, under forbehold af at børnenes opdragelse er blevet varetaget i mindst ni år inden deres 21. år, for hvert af de andre børn, der er opregnet i artikel [L.] 24, punkt II, og som de har påtaget sig ansvaret for inden den 1. januar 2004. Erhvervsaktiviteten skal afbrydes i en sammenhængende periode på mindst to måneder i forbindelse med barselsorlov, adoptionsorlov, forældreorlov eller børnepasningsorlov […] eller i forbindelse med orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år […] Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på pensioner, der udbetales fra den 28. maj 2003. 3° Tillægget i henhold til nr. 2 tildeles kvindelige tjenestemænd, der har født i løbet af deres studieår inden den 1. april 2004 og inden deres ansættelse i den offentlige forvaltning, når ansættelsen er sket senest to år efter, at de har opnået det nødvendige eksamensbevis, som kræves for at deltage i udvælgelsesprøven for tjenestemænd, selv om der ikke foreligger en afbrydelse af erhvervsaktiviteten. [...]«

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

10 I perioden fra 1984-2005 arbejdede Maurice Leone som sygeplejerske ved Hospices civils de Lyon, hvor han var ansat som tjenestemand i det offentlige sygehusvæsen.

[s. 5]

11 Den 4. april 2005 ansøgte Maurice Leone om øjeblikkelig førtidspension med henvisning til, at han er far til tre børn, der er født henholdsvis den 9. oktober 1990, den 31. august 1993 og den 27. november 1996.

12 CNRACL afslog hans ansøgning ved afgørelse af 18. april 2005 med den begrundelse, at Maurice Leone ikke havde afbrudt sin erhvervsaktivitet for hvert af sine børn i overensstemmelse med pensionslovens artikel L. 24, punkt I, nr. 3. Maurice Leone indbragte denne afgørelse for tribunal administratif de Lyon (forvaltningsretten i Lyon), der afviste sagen ved kendelse af 18. maj 2006.

13 Den 31. december 2008 anlagde ægteparret Leone retssag med påstand om erstatning for det tab, de efter deres opfattelse havde lidt som følge af den indirekte forskelsbehandling, i strid med EU-retten, som Maurice Leone havde været udsat for. Denne forskelsbehandling fulgte dels af artikel L. 24 i pensionsloven, sammenholdt med denne lovs artikel R. 37, vedrørende øjeblikkelig førtidspension, dels af artikel 15, nr. 2, i dekret 2003/1306 vedrørende pensionstillæg.

14 Den 17. juli 2012 blev ægteparret Leones påstand forkastet af tribunal administratif de Lyon, hvorefter de appellerede denne dom til cour administrative d’appel de Lyon.

15 Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret, som bemærker, at staten kan ifalde ansvar for love, når disse tilsidesætter Den Franske Republiks internationale forpligtelser, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal [pensionslovens] artikel L. 24, sammenholdt med artikel R. 37, […] således som dette følger af anvendelsen af [lov 2004-1485] og [dekret 2005-449], anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 157 [TEUF]?

> 2) Skal artikel 15 i [dekret 2003-1306] anses for at indebære en indirekte forskelsbehandling mellem mænd og kvinder som omhandlet i artikel 157 [TEUF]?

> 3) Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, er en sådan forskelsbehandling da berettiget i henhold til artikel 157, stk. 4, [TEUF]?«

#### **Retsforhandlingerne for Domstolen**

16 Efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse har ægteparret Leone ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. marts 2014 anmodet om, at denne sag henvises til Domstolens Store Afdeling, og at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes.

17 Til støtte for disse anmodninger har de pågældende, bortset fra den omstændighed, at de er uenige i nævnte forslag til afgørelse, i det væsentlige, for det første, gjort gældende, at der den 20. januar 2014 blev vedtaget en pensionsreform, som, uden at ændre de i hovedsagen omhandlede fordele, ikke desto mindre foreskriver vedtagelse af en regeringsrapport i nær fremtid, hvori der lægges op til en ændring af de familiemæssige fordele, som karakteriserer pensionsordningerne. Der er tale om nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som kan begrunde, at retsforhandlingerne genåbnes.

18 Sagsøgerne i hovedsagen har for det andet gjort gældende, at Rådets direktiv 86/378/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EFT 1997 L 46, s. 20), ikke er blevet behandlet hverken af den franske regering i dens skriftlige bemærkninger eller af generaladvokaten i dennes forslag til afgørelse. De vil følgelig kunne påberåbe sig, at der foreligger et argument, som ikke er drøftet af parterne, og som kan begrunde, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes.

[s. 6]

19 I denne henseende og hvad for det første angår anmodningen om, at sagen henvises til Domstolens Store Afdeling, bemærkes indledningsvis, at ingen bestemmelser i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller Domstolens procesreglement indeholder hjemmel til, at denne type anmodning kan behandles i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse.

20 I henhold til dette procesreglements artikel 60, stk. 3, kan det dommerkollegium, hvortil en sag er henvist, ganske vist på ethvert trin af sagens behandling anmode Domstolen om at henvise sagen til et dommerkollegium med et større antal dommere, men der er her tale om en foranstaltning, som den afdeling, hvortil en sag er blevet henvist, principielt træffer afgørelse om af egen drift, ligesom den ved afgørelsen er frit stillet (jf. i denne retning dom Spanien mod Rådet, C-310/04, EU:C:2006:521, præmis 22).

21 I det foreliggende tilfælde er Domstolens Fjerde Afdeling af den opfattelse, at det er ufornødent at anmode Domstolen om at henvise denne sag til Store Afdeling.

22 For det andet bemærkes, at ifølge artikel 83 i nævnte procesreglement kan Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

23 I det foreliggende tilfælde bemærker Domstolen for det første, at ingen af disse parter eller af de berørte, efter at have haft lejlighed til at gøre sig bekendt med de indgivne bemærkninger, har anmodet om afholdelse af et retsmøde, således som artikel 76 i Domstolens procesreglement gav mulighed for.

24 For det andet finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten, at den er i besiddelse af alle nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse.

25 Hvad navnlig angår de af ægteparret Leone påberåbte nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder finder Domstolen ikke, at den af ægteparret anførte lov, som trådte i kraft efter de omtvistede faktiske omstændigheder, er af afgørende betydning for den afgørelse, som Domstolen skal træffe.

26 I øvrigt kan den omstændighed, at den franske regering har undladt at nævne direktiv 86/378 i sine skriftlige bemærkninger eller under et retsmøde, som den kunne have anmodet om i denne anledning, og den omstændighed, at generaladvokaten heller ikke nævnte dette direktiv i sit forslag til afgørelse, mens ægteparret Leone henviste hertil i deres bemærkninger, ikke under nogen omstændigheder begrunde, at retsforhandlingerne genåbnes med den begrundelse, at en sådan oplysning ikke har været drøftet af parterne.

27 Henset til de ovenstående betragtninger finder Domstolen, at det er ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

[s. 7]

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Om formaliteten*

28 Den franske regering har principalt gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at den forelæggende ret ikke har redegjort for hverken den sammenhæng, som den har fastslået mellem de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser og artikel 157 TEUF, eller begrundelsen for, at den er i tvivl om, hvorvidt disse nationale bestemmelser er i overensstemmelse med denne artikel.

29 Ifølge denne regering burde den forelæggende ret have redegjort for, hvilke af de retsvirkninger, som knytter sig til de nævnte nationale bestemmelser, der, henset til de kriterier, som Domstolen har udledt i sin retspraksis, efter dens opfattelse kan føre til en konstatering af, at der foreligger indirekte forskelsbehandling. Ligeledes burde denne ret have redegjort for grundene til, at den ikke deler Conseil d’États (Frankrig) holdning. Conseil d’État har i sin retspraksis allerede konkluderet, at der ikke foreligger en sådan indirekte forskelsbehandling, og givet udtryk for den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse herom for Domstolen.

30 Det bemærkes herved dels, at det i henhold til fast praksis inden for rammerne af proceduren i artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. bl.a. dom Carmen Media Group, C-46/08, EU:C:2010:505, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

31 Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national retsinstans, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. bl.a. dom Carmen Media Group, EU:C:2010:505, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

32 I det foreliggende tilfælde er de omstændigheder i national ret og de faktiske omstændigheder, der er anført i forelæggelsesafgørelsen, imidlertid tilstrækkelige til at gøre det muligt for Domstolen at besvare de spørgsmål, den har fået forelagt, hensigtsmæssigt, og sidstnævnte har klar sammenhæng med genstanden for tvisten i hovedsagen. Hvad angår de grunde, som har ført den forelæggende ret til at stille spørgsmålstegn ved fortolkningen af de bestemmelser i EU-retten, som den henviser til i sine spørgsmål, og hvad angår den sammenhæng, som der efter dens opfattelse er mellem disse bestemmelser og de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, bemærkes, at de let kan udledes af forelæggelsesafgørelsen og navnlig af den redegørelse for parterne i hovedsagens påstande og argumenter, som findes i denne forelæggelsesafgørelse.

33 Dels bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at artikel 267 TEUF giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag. Således gælder bl.a., at den ret, som ikke træffer afgørelse i sidste instans, skal have frihed til, hvis den skønner, at den højere instans’ retlige bedømmelse kan føre til, at der afsiges en dom i strid med EU-retten, at forelægge Domstolen de spørgsmål, som giver anledning til tvivl (jf. bl.a. dom Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 26 og 27 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 8]

34 Det følger af det anførte, at de af den franske regering rejste indsigelser bør forkastes, og at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

##### *Om realiteten*

###### Indledende bemærkninger

35 For det første bemærkes, at sagen i hovedsagen vedrører et krav om erstatning baseret på den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen i medfør af de nationale bestemmelser, der var gældende på daværende tidspunkt, ikke kunne blive tildelt øjeblikkelig førtidspension og et anciennitetstillæg efter afvisningen, ved en afgørelse truffet af CNRACL den 18. april 2005, af hans ansøgning om at opnå disse fordele. Under disse omstændigheder, og henset til den omstændighed, at Lissabontraktaten først trådte i kraft den 1. december 2009, skal der med henblik på at besvare de rejste spørgsmål, således som Kommissionen og ægteparret Leone bl.a. har gjort gældende, tages hensyn til artikel 141 EF frem for artikel 157 TEUF, hvortil den forelæggende ret formelt har henvist i sine spørgsmål.

36 For det andet bemærkes, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser vedrørende pensionstillæg, som omhandles i det andet spørgsmål, blev vedtaget efter dom Griesmar (C-366/99, EU:C:2001:648), ifølge hvilken den tidligere gældende nationale lovgivning var i strid med ligelønsprincippet i artikel 141 EF.

37 I denne dom fastslog Domstolen nemlig, at kvindelige tjenestemænd og mandlige tjenestemænd, hvad angår det i denne tidligere nationale lovgivning fastsatte pensionstillæg, hvis tildeling afhang af et enkelt kriterium vedrørende opdragelse af børn, henset til dette kriterium befandt sig i en sammenlignelig situation, således at denne lovgivning ved at forbeholde tildelingen af dette tillæg alene til kvindelige tjenestemænd og ved at udelukke mandlige tjenestemænd, som var i stand til at godtgøre, at de havde varetaget opdragelsen af deres børn, herfra havde indført en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 141 EF (jf. dom Griesmar, EU:C:2001:648, navnlig præmis 53-58 og 67).

###### Om det andet spørgsmål

38 Med det andet spørgsmål, der behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF skal fortolkes således, at en ordning som den i hovedsagen omhandlede om pensionstillæg giver anledning til en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.

39 Det bemærkes indledningsvis, at Domstolen har fastslået, at pensioner, der udbetales efter en ordning, der har de samme karakteristika som den i hovedsagen omhandlede franske pensionsordning for tjenestemænd, henhører under begrebet løn som omhandlet i artikel 141 EF (jf. i denne retning domme Griesmar, EU:C:2001:648, præmis 26-38, og Mouflin, C-206/00, EU:C:2001:695, præmis 22 og 23).

40 Ifølge fast retspraksis er ligelønsprincippet i artikel 141 EF ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. domme Seymour-Smith og Perez, C-167/97, EU:C:1999:60, præmis 52, og Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 9]

41 Nærmere bestemt fremgår det af Domstolens praksis, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvis en national bestemmelse – selv om den er udformet kønsneutralt – faktisk indebærer, at et langt større antal arbejdstagere af et køn behandles ringere i forhold til det andet køn (jf. bl.a. dom Z, C-363/12, EU:C:2014:159, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). En sådan foranstaltning er kun forenelig med ligebehandlingsprincippet, hvis den forskelsbehandling mellem de to kategorier af arbejdstagere, som den giver anledning til, er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. domme Rinner-Kühn, 171/88, EU:C:1989:328, præmis 12, Voß, EU:C:2007:757, præmis 38, og Brachner, C-123/10, EU:C:2011:675, præmis 70).

42 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at der i henhold til artikel 15 i dekret 2003-1306 med henblik på beregningen af pensionens størrelse tildeles et anciennitetstillæg fastsat til fire kvartaler til en tjenestemand for hvert af dennes børn, som er født eller adopteret før den 1. januar 2004, eller som denne har påtaget sig ansvaret for før denne dato og varetaget opdragelsen af i ni år, på betingelse af, at nævnte tjenestemand kan godtgøre, at der foreligger en afbrydelse af erhvervsaktiviteten i en sammenhængende periode på mindst to måneder i forbindelse med barselsorlov, adoptionsorlov, forældreorlov, børnepasningsorlov eller orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år. I henhold til nævnte bestemmelse tildeles dette tillæg ligeledes kvindelige tjenestemænd, der har født i løbet af deres studieår inden den 1. januar 2004 og inden deres ansættelse i den offentlige forvaltning, når ansættelsen er sket senest to år efter, at de har opnået det nødvendige eksamensbevis, som kræves for at deltage i udvælgelsesprøven for tjenestemænd.

43 Det konstateres imidlertid, at en bestemmelse, der som sådan således fastsætter, at et tillæg som det i hovedsagen omhandlede skal finde anvendelse på tjenestemænd af begge køn på betingelse af, at de har afbrudt deres karriere i en sammenhængende periode på mindst to måneder for at hellige sig et barn, tilsyneladende er neutral for så vidt angår den pågældendes køn, eftersom det bl.a. ikke fremgår, at de i den i hovedsagen omhandlede lovgivning fastsatte muligheder for at afbryde karrieren kun lovligt står åbne for tjenestemænd af et af de to køn.

44 I denne henseende er det ubestridt, at såvel mandlige tjenestemænd som kvindelige tjenestemænd kan benytte sig af sådanne muligheder for afbrydelse af karrieren i forbindelse med adoptionsorlov, forældreorlov eller børnepasningsorlov eller endvidere i forbindelse med orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år.

45 Imidlertid må det, til trods for denne tilsyneladende neutralitet, konstateres, at det i artikel 15 i dekret 2003-1306 fastsatte kriterium fører til, at en meget større procentdel kvinder end mænd udnytter den pågældende fordel.

46 Den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede ordning om pensionstillæg blandt de vedtægtsbestemte former for afbrydelse af karrieren, som giver ret til et tillæg, omfatter barselsorlov, bevirker, henset til denne orlovs minimumsvarighed og obligatoriske karakter i fransk ret, at kvindelige tjenestemænd, der er biologiske forældre til deres børn, principielt er i stand til at benytte sig af den fordel, som dette tillæg udgør.

47 Hvad derimod angår mandlige tjenestemænd medvirker forskellige faktorer i det foreliggende tilfælde til at nedsætte antallet af disse, som rent faktisk vil kunne benytte sig af nævnte fordel, betragteligt.

48 I denne forbindelse bemærkes, for det første, at de forskellige orlovsformer, der kan give ret til nævnte pensionstillæg, er fakultative for en tjenestemand i modsætning til barselsorlov.

49 For det andet fremgår det, bl.a. af den franske regerings skriftlige bemærkninger, at de vedtægtsbestemte situationer, såsom forældreorlov, børnepasningsorlov eller orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år, ledsages af manglende løn og manglende optjening af

[s. 10]

pensionsrettigheder. Desuden ledsages børnepasningsorlov eller orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år, af henholdsvis nedsættelse og manglende optjening af ret til forfremmelse til højere løntrin.

50 Den omstændighed, at en ordning om tillæg, som den i hovedsagen omhandlede, har en karakter, som primært er til fordel for kvindelige tjenestemænd, blev i øvrigt udtrykkeligt fastslået af Conseil d’État i dens dom af 29. december 2004, D’Amato m.fl. (nr. 265097), som den franske regering har fremlagt til støtte for sine bemærkninger. En lignende konstatering blev ligeledes foretaget af Haute Autorité de lutte contre les discriminations et pour l’égalité i dens afgørelse 2005-32 af 26. september 2005, hvortil ægteparret Leone henviste i deres skriftlige indlæg.

51 Henset til det ovenstående har betingelsen om afbrydelse af erhvervsaktiviteten i to måneder, som tildelingen af tillægget ifølge den i hovedsagen omhandlede ordning principielt er underlagt, selv om den tilsyneladende er neutral hvad angår den pågældende tjenestemands køn, i det foreliggende tilfælde en sådan karakter, at den opfyldes af en væsentlig lavere procentdel mandlige tjenestemænd end kvindelige tjenestemænd, således at den faktisk indebærer, at et langt større antal arbejdstagere af et køn behandles ugunstigt i forhold til arbejdstagere af det andet køn.

52 Under disse omstændigheder må det undersøges, om den således fremkaldte forskelsbehandling mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i givet fald kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

53 I denne forbindelse fremgår det af Domstolens praksis, at dette navnlig er tilfældet, hvis de valgte midler tjener til at opfylde et nødvendigt mål i dens socialpolitik, er egnede til at nå det med den pågældende lovgivning forfulgte mål og er nødvendige hertil (jf. bl.a. domme Seymour-Smith og Perez, EU:C:1999:60, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis, og Brachner, EU:C:2011:675, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

54 Sådanne midler kan desuden kun anses for at være egnede til at sikre det angivne mål, såfremt de reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (domme Hartlauer, C-169/07, EU:C:2009:141, præmis 55, Georgiev, C-250/09 og C-268/09, EU:C:2010:699, præmis 56, Fuchs og Köhler, C-159/10 og C-160/10, EU:C:2011:508, præmis 85, og Brachner, EU:C:2011:675, præmis 71).

55 Det påhviler medlemsstaten som ophavsmand til den formodet diskriminerende regel at godtgøre, at reglen opfylder et lovligt mål i dens socialpolitik, at målet intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og at den med rimelighed kunne antage, at de valgte midler var egnede til at nå det pågældende mål (dom Brachner, EU:C:2011:675, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

56 I øvrigt fremgår det ligeledes af Domstolens praksis, at selv om det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang den omtvistede lovbestemmelse er berettiget af et sådant objektivt forhold, er Domstolen, der inden for rammerne af en præjudiciel procedure skal give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. bl.a. dom Brachner, EU:C:2011:675, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

57 Hvad angår fastlæggelsen af de formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg, har den franske regering, hvem det, således som påpeget i denne doms præmis 55, påhviler at godtgøre, at nævnte ordning i givet fald opfylder et lovligt mål, og at sidstnævnte intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, i sit indlæg oplyst, at det pågældende tillæg har til formål at opveje de karrieremæssige ulemper, som følger af afbrydelsen af erhvervsaktiviteten på grund af fødsel, modtagelse i hjemmet eller opdragelse af børn.

[s. 11]

58 I denne forbindelse udgør hensynet til at opveje de ulemper i karriereforløbet, som alle de, såvel kvindelige som mandlige, arbejdstagere, der har afbrudt dette i en vis periode for at tage sig af deres børn, har lidt, ganske vist som sådan et lovlig socialpolitisk formål.

59 Imidlertid er generelle udsagn ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at formålet med en national regel som den i hovedsagen omhandlede intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, eller til at støtte den konklusion, at der var rimelig grund til at antage, at de valgte midler var egnede til at opfylde dette formål (jf. i denne retning bl.a. domme Seymour-Smith og Perez, EU:C:1999:60, præmis 76, og Nikoloudi, C-196/02, EU:C:2005:141, præmis 52).

60 I det foreliggende tilfælde er der så meget desto mere grund til at være opmærksom på, at de i denne doms præmis 52-55 anførte forskellige krav rent faktisk overholdes, som den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg, således som det blev understreget i denne doms præmis 36 og 37, blev vedtaget med henblik på at bringe den nationale ret i overensstemmelse med princippet om lige løn til mænd og kvinder, efter at Domstolen havde konstateret, at den tidligere nationale retsregel var i strid med dette princip.

61 Kommissionen og ægteparret Leone har imidlertid i denne forbindelse bl.a. gjort gældende, at Den Franske Republik har erstattet denne tidligere retsregel med en ny retsregel, som, under dække af foranstaltninger, der tilsyneladende er neutrale hvad angår de personers køn, hvorpå disse foranstaltninger finder anvendelse, reelt har opretholdt formålene med den tidligere bestemmelse og sikret status quo, og at bestemmelsens konkrete retsvirkninger vedvarer.

62 Ifølge ægteparret Leone bibeholder den nye gældende retsregel nemlig samme formål og samme genstand som den tidligere, dvs. i det væsentlige at opveje de arbejdsmæssige ulemper, som følger af den tid, som tjenestemanden har anvendt på opdragelsen af børn i løbet af sin karriere. Den Franske Republik har således anvendt et kunstigt kriterium vedrørende karriereafbrydelse alene med det formål at undgå de økonomiske konsekvenser, der kan følge af en korrekt anvendelse af EU-retten, og denne medlemsstat har ikke godtgjort, at de således foretagne ændringer forfølger et lovligt mål, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

63 Den franske regering har gjort gældende, at en afbrydelse af karrieren med henblik på børnepasning har direkte indvirkning på tjenestemandens pension enten som følge af manglende hensyntagen til perioderne med afbrydelse med henblik på beregningen heraf eller som følge af det langsommere karriereforløb, som disse perioder medfører, og at det i hovedsagen omhandlede tillæg således tilsigter økonomisk at opveje en sådan indvirkning i forbindelse med opgørelsen af denne pension.

64 I overensstemmelse med den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 56, tilkommer det Domstolen, henset til de oplysninger, som er indeholdt i den sag, der er forelagt den, og til de for denne afgivne indlæg, at vejlede den nationale ret på følgende måde, således at denne kan træffe sin afgørelse.

65 For det første ledsages barselsorlov og adoptionsorlov, således som det fremgår af den franske regerings indlæg, af en fortsat optjening af pensionsrettigheder og af retten til forfremmelse, mens forældreorlov og børnepasningsorlov karakteriseres, for den første orlovs vedkommende, af en fuldstændig bevarelse af retten til forfremmelse og, for den anden orlovs vedkommende, af en delvis bevarelse af retten til forfremmelse. Under disse omstændigheder kan der stilles spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang tildelingen af det i hovedsagen omhandlede tillæg virkeligt tilsigter at kompensere for en manglende hensyntagen til disse perioder med afbrydelse med henblik på beregningen af pensionen eller de ulemper, der er forbundet med tjenestemandens langsommere karriereforløb, således som denne regering har anført.

66 Det samme gælder umiddelbart for så vidt angår den omstændighed, at dette tillæg generelt fastsættes til et helt år, uden hensyn til afbrydelsens faktiske varighed.

[s. 12]

67 I denne forbindelse skal det desuden fremhæves, at størrelsen af nævnte tillæg er forblevet uændret i forhold til det tillæg, som karakteriserede den tidligere ordning om tillæg, med hensyn til hvilken det blev fastslået, at den var i strid med artikel 141 EF som følge af dom Griesmar (EU:C:2001:648). Som påpeget i denne dom forfulgte det inden for rammerne af denne ordning på dette tidspunkt gældende tillæg imidlertid at andet formål, nemlig at opveje de karrieremæssige ulemper, som kvinderne led som følge af, at de i løbet af deres karriere havde helliget sig opdragelsen af børnene.

68 Det kan i denne forbindelse bemærkes, at selv om et pensionstillæg svarende til et år pr. barn opdraget i hjemmet uden tvivl kan forstås på baggrund af sidstnævnte formål, må der tværtimod og således som allerede anført ovenfor stilles spørgsmålstegn ved den uændrede bibeholdelse af denne fordels omfang i forbindelse med den i hovedsagen omhandlede retsregel hvad angår dens evne til at forfølge det mål, der er anført i denne doms præmis 57.

69 For det andet bemærkes følgende hvad angår det i denne doms præmis 54 anførte krav om en sammenhængende og systematisk gennemførelse af sidstnævnte mål.

70 Dels gælder, således som det fremgår af artikel 15, stk. 3, i dekret 2003-1306, at det i hovedsagen omhandlede tillæg ligeledes tildeles kvindelige tjenestemænd, der har født i løbet af deres studieår inden den 1. januar 2004 og inden deres ansættelse i den offentlige forvaltning, når ansættelsen er sket senest to år efter, at de har opnået det nødvendige eksamensbevis, som kræves for at deltage i udvælgelsesprøven for tjenestemænd, selv om der ikke foreligger en afbrydelse af erhvervsaktiviteten.

71 For så vidt som den således indførte undtagelse indebærer tildeling af et tillæg til en tjenestemand, som ikke har afbrudt karrieren, og følgelig ikke har kunnet være genstand for de ulemper, som dette tillæg tilsigter at afhjælpe, synes en sådan bestemmelse umiddelbart at kunne rejse tvivl om førnævnte krav om sammenhæng og systematik.

72 Endvidere gælder, i henhold til den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg, at tildelingen af det pågældende tillæg i forhold til visse børn, såsom ægtefællens børn, børn, som pensionsmodtageren eller dennes ægtefælle er tildelt forældremyndigheden over, børn, der står under pensionsmodtagerens eller dennes ægtefælles værgemål, når værgemålet medfører faktisk og vedvarende varetægt over barnet, eller børn, der er optaget i pensionsmodtagerens eller dennes ægtefælles hjem, er underlagt ikke blot en betingelse om afbrydelse af erhvervsaktiviteten i to måneder, men ligeledes en betingelse om, at disse børns opdragelse er blevet varetaget i mindst ni år.

73 En sådan supplerende betingelse forekommer imidlertid heller ikke umiddelbart at være i overensstemmelse med det formål, der i det foreliggende tilfælde er påberåbt af den franske regering.

74 Endelig skal der tages hensyn til, at vedtagelsen af den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg i det foreliggende tilfælde og således som tidligere anført er konsekvensen af nødvendigheden af at rette op på den omstændighed, at den tidligere gældende ordning om tillæg var i strid med ligelønsprincippet, således som det følger af dom Griesmar (EU:C:2001:648).

75 Eftersom den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg var bestemt til at finde anvendelse på pensionsopgørelser, der fandt sted fra den 28. maj 2003 og med hensyn til børn, som var født, adopteret eller modtaget i hjemmet før den 1. januar 2004, havde denne således til formål at regulere den slags tillæg, hvis opgørelse hidtil havde henhørt under denne tidligere ordning.

76 Det bemærkes imidlertid, at Domstolen i denne dom har fastslået, at nævnte tidligere ordning var i strid med ligelønsprincippet, idet den udelukkede mandlige tjenestemænd, der kunne bevise, at de havde varetaget opdragelsen af deres børn, fra at få tildelt et tillæg (dom Griesmar, EU:C:2001:648, præmis 67).

[s. 13]

77 I denne forbindelse bør det fremhæves, at selv om de nærmere bestemmelser for tildeling af tillæg, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede ordning, er bestemt til udelukkende at finde anvendelse på pensioner, der, for hovedpartens vedkommende, er genstand for en opgørelse efter denne ordnings ikrafttræden, gælder ikke desto mindre, at sidstnævnte kan have medført, at visse mandlige tjenestemænd for fremtiden mister en ret, som de havde i medfør af den direkte virkning af artikel 141 EF. Imidlertid bemærkes, at selv om EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat handler således, er det bl.a. på betingelse af, at de foranstaltninger, som den vedtager i denne henseende, overholder princippet om lige løn til mænd og kvinder (jf. i denne retning dom Roks m.fl., C-343/92, EU:C:1994:71, præmis 29 og 30).

78 Som det imidlertid fremgår af denne doms præmis 65-73, synes dette ikke, med forbehold af den endelige bedømmelse, som i denne henseende tilkommer de nationale retsinstanser, at være tilfældet for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg.

79 Henset til samtlige foregående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF skal fortolkes således, at en ordning om pensionstillæg som den i hovedsagen omhandlede, medmindre den kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, såsom et lovlig socialpolitisk formål, og er egnet til at sikre det angivne mål og nødvendig hertil, hvilket kræver, at den reelt opfylder hensynet om at nå sidstnævnte mål på en sammenhængende og systematisk måde, medfører en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.

###### Om det første spørgsmål

80 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF skal fortolkes således, at bestemmelserne vedrørende øjeblikkelig førtidspension som de i hovedsagen omhandlede giver anledning til en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.

81 Indledningsvis påpeges, at artikel L. 24 og artikel R. 37 i pensionsloven, som vedrører øjeblikkelig førtidspension, i lighed med bestemmelserne vedrørende den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg blev vedtaget for at tage hensyn til den lære, der følger af dom Griesmar (EU:C:2001:648).

82 Disse artikler underlægger retten for en tjenestemand, der er forælder til tre børn eller til et barn, der er mere end et år og som har en invaliditetsgrad på 80% eller derover, til at modtage en sådan førtidspension en betingelse om, at den pågældende tjenestemand kan godtgøre, at der for hvert barn foreligger en afbrydelse af erhvervsaktiviteten i en sammenhængende periode på mindst to måneder i forbindelse med barselsorlov, adoptionsorlov, forældreorlov, børnepasningsorlov eller orlov til pasning af et barn, der er yngre end otte år. I tilfælde af samtidige fødsler eller adoptioner er den varighed af afbrydelsen af erhvervsaktiviteten, der tages hensyn til for så vidt angår alle de pågældende børn, ligeledes på to måneder.

83 Hvad angår biologiske eller adopterede børn skal nævnte afbrydelse have fundet sted i perioden fra den første dag i den fjerde uge før fødslen eller adoptionen til den sidste dag i den sekstende uge efter fødslen eller adoptionen.

84 For så vidt angår de børn, som tjenestemanden har påtaget sig ansvaret for, bestemmes i førnævnte bestemmelser, at den pågældende tjenestemand skal have varetaget børnenes opdragelse i mindst ni år, og at afbrydelsen af erhvervsaktiviteten skal have fundet sted enten inden deres 16. år, eller inden de ophører med at være mindreårige.

[s. 14]

85 Det fremgår ligeledes af disse bestemmelser, at perioder, hvorunder den pågældende ikke har indbetalt bidrag, og hvorunder denne ikke har udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse, sidestilles med en afbrydelse af erhvervsaktiviteten.

86 Af tilsvarende grunde som dem, der er redegjort for i denne doms præmis 43-49, konstateres, for det første, at selv om sådanne bestemmelser tilsyneladende er neutrale for så vidt angår de pågældende tjenestemænds køn, er de nærmere bestemmelser for, hvornår der ifølge disse således kan ske tildeling af den i hovedsagen omhandlede fordel, i det foreliggende tilfælde af en sådan karakter, at de medfører, at en meget større procentdel af kvinder end mænd drager fordel heraf.

87 Under disse omstændigheder må det dernæst, i overensstemmelse med principperne i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 52-55, undersøges, om den således fremkaldte forskelsbehandling mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere ikke desto mindre kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

88 I denne henseende har den franske regering i sit indlæg bekræftet, at den pågældende nationale bestemmelse forfølger det samme formål som det i hovedsagen omhandlede tillæg, nemlig at opveje de karrieremæssige ulemper, der følger af en afbrydelse af erhvervsaktiviteten på grund af fødsel, modtagelse i hjemmet eller opdragelse af børn.

89 Som påpeget i denne doms præmis 56 tilkommer det i sidste instans den nationale ret, henset til alle de relevante oplysninger, at undersøge, om den i hovedsagen omhandlede ordning vedrørende øjeblikkelig førtidspension, henset til de nærmere regler, som karakteriserer denne, som et middel til at nå dette mål er i stand til at bidrage til at gennemføre sidstnævnte, og om den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde i forhold til dette mål. Domstolen er imidlertid kompetent til at vejlede nævnte retsinstans på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse.

90 Hvad navnlig angår det reelle hensyn om at nå det i det foreliggende tilfælde påståede mål og kravet om sammenhæng og systematik med henblik herpå bemærkes for det første, at det ikke umiddelbart fremgår, at den omstændighed at tildele tjenestemænd øjeblikkelig førtidspension kan opveje de karrieremæssige ulemper, der følger af en tredobbelt afbrydelse af erhvervsaktiviteten i to måneder på grund af fødsel, modtagelse i hjemmet eller opdragelse af børn eller en enkeltstående afbrydelse af karrieren i to måneder som følge af fødsel eller modtagelse i hjemmet af et barn en invaliditetsgrad på mere end 80%. Den franske regering har heller ikke godtgjort, hvorledes denne omstændighed vil kunne opveje disse karrieremæssige ulemper.

91 Endelig bemærkes, at forskellige elementer, som karakteriserer den i hovedsagen omhandlede fordel, ikke umiddelbart synes at kunne begrundes på sammenhængende måde i forhold til det således påståede formål om at opveje de nævnte ulemper.

92 Dette gælder således, for det første og således som allerede anført i denne doms præmis 72 og 73 for så vidt angår det i hovedsagen omhandlede tillæg, den omstændighed, at tildelingen af øjeblikkelig førtidspension i tilfælde af visse børn er betinget ikke blot af en afbrydelse af erhvervsaktiviteten i to måneder, men ligeledes af en supplerende betingelse om, at den pågældende tjenestemand skal have varetaget børnenes opdragelse i mindst ni år.

93 For det andet gælder dette ligeledes den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede fordel tildeles tjenestemænd uden forskel, når de har afbrudt deres karriere i tre perioder på to måneder for tre forskellige børn eller i en enkelt periode på to måneder for et barn med en invaliditetsgrad på 80% eller derover. Det fremgår nemlig ikke umiddelbart, at de karrieremæssige ulemper, der følger af en afbrydelse af karrieren i to måneder, og som nævnte fordel angiveligt skal kompensere for, er forskellige, alt efter om det fødte eller adopterede barn har et handicap eller ej.

[s. 15]

94 For det tredje gælder dette ligeledes den omstændighed, at det synes at fremgå af de i hovedsagen omhandlede bestemmelser, at den eneste periode på to måneders afbrydelse af karrieren som følge af samtidige fødsler eller adoptioner beregnes lige så mange gange, som der er omhandlede børn. Det fremgår imidlertid ikke umiddelbart, at de karrieremæssige ulemper, der følger af en afbrydelse af karrieren i to måneder, og som denne fordel skal opveje, er forskellige, alt efter om denne afbrydelse finder sted som følge af en enkelt eller flere fødsler eller adoptioner.

95 For det fjerde tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om bestemmelserne i pensionslovens artikel L. 24, punkt I, nr. 3, og artikel R. 37, punkt III, hvorefter tildelingen af den i hovedsagen omhandlede fordel sker under hensyntagen til perioder, hvorunder den pågældende ikke udøvede nogen erhvervsaktivitet, efter deres præcise rækkevidde i givet fald ligeledes kan stille spørgsmålstegn ved førnævnte krav om sammenhæng.

96 Det tilføjes, at denne ret i forbindelse med den undersøgelse, som den således skal foretage med henblik på at sikre sig, at den i hovedsagen omhandlede ordning reelt opfylder hensynet om at nå det påståede mål på en sammenhængende og systematisk måde, henset til sidstnævnte, ligeledes vil skulle tage hensyn til eventuelle forbindelser mellem den i hovedsagen omhandlede ordning om øjeblikkelig førtidspension og den tidligere nationale foranstaltning, som den efterfulgte, og med hensyn til hvilken Domstolen ikke råder over tilstrækkelige oplysninger. I denne forbindelse vil nævnte nationale ret navnlig kunne finde anledning til at efterprøve, i hvilket omfang sådanne forbindelser, i lighed med det i denne dom anførte vedrørende den i hovedsagen omhandlede ordning om tillæg, vil kunne øve indflydelse på denne undersøgelse.

97 I denne sag, og henset til det i denne doms præmis 81 anførte, bemærkes endelig, at de i denne doms præmis 74-78 anførte betragtninger vedrørende nævnte ordning om tillæg i givet fald ligeledes kan finde tilsvarende anvendelse for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede ordning om øjeblikkelig førtidspension.

98 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF skal fortolkes således, at en ordning om øjeblikkelig førtidspension som den i hovedsagen omhandlede, medmindre den kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, såsom et lovlig socialpolitisk formål, og er egnet til at sikre det påberåbte mål og nødvendig hertil, hvilket kræver, at den reelt opfylder hensynet om at nå sidstnævnte mål på en sammenhængende og systematisk måde, medfører en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.

###### Om det tredje spørgsmål

99 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den indirekte forskelsbehandling, som i givet fald er blevet fastlagt i forbindelse med undersøgelsen af det første og det andet spørgsmål, kan begrundes i henhold til artikel 141, stk. 4, EF.

100 I sidstnævnte bestemmelse fastsættes, at for at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

101 I det foreliggende tilfælde bemærkes i denne forbindelse blot, at Domstolen allerede har fastslået, at en foranstaltning såsom det i hovedsagen omtvistede tillæg ikke udgør en foranstaltning som omhandlet i denne bestemmelse i EF-traktaten, når den indskrænker sig til at tildele tjenestemænd et anciennitetstillæg på det tidspunkt, de går på pension, uden at den afhjælper de problemer, de kan møde i løbet af deres karriere, og når den ikke efter sin art ses at kunne kompensere for de ulemper,

[s. 16]

som nævnte arbejdstagere er udsat for, ved at støtte disse i denne karriere og således sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet (jf. i denne retning dom Griesmar, EU:C:2001:648, præmis 63-65; jf. ligeledes domme Kommissionen mod Italien, C-46/07, EU:C:2008:618, præmis 57 og 58, og Kommissionen mod Grækenland, C-559/07, EU:C:2009:198, præmis 66-68).

102 Det samme gælder for så vidt angår en foranstaltning som øjeblikkelig førtidspension, når denne foranstaltning, som indskrænker sig til at befordre en førtidig afslutning af karrieren, heller ikke efter sin art kan afhjælpe de problemer, som tjenestemænd kan møde i løbet af deres karriere, ved at støtte disse i denne karriere eller således sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet.

103 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF, stk. 4, skal fortolkes således, at nationale foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede, som indskrænker sig til at gøre det muligt for de pågældende arbejdstagere at drage fordel af en øjeblikkelig førtidspension og til at tildele dem et anciennitetstillæg på det tidspunkt, de går på pension, uden at afhjælpe de problemer, de kan møde i løbet af deres karriere, ikke henhører under de foranstaltninger, der er omhandlet i denne bestemmelse.

#### **Sagens omkostninger**

104 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

**1)** **Artikel 141 EF skal fortolkes således, at en ordning om pensionstillæg som den i hovedsagen omhandlede, medmindre den kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, såsom et lovligt socialpolitisk formål, og er egnet til at sikre det påberåbte mål og nødvendig hertil, hvilket kræver, at den reelt opfylder hensynet om at nå sidstnævnte mål på en sammenhængende og systematisk måde, medfører en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.**

**2)** **Artikel 141 EF skal fortolkes således, at en ordning om øjeblikkelig førtidspension som den i hovedsagen omhandlede, medmindre den kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, såsom et lovligt socialpolitisk formål, og er egnet til at sikre det påberåbte mål og nødvendig hertil, hvilket kræver, at den reelt opfylder hensynet om at nå sidstnævnte mål på en sammenhængende og systematisk måde, medfører en indirekte forskelsbehandling med hensyn til løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som er i strid med denne artikel.**

**3)** **Artikel 141 EF, stk. 4, skal fortolkes således, at nationale foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede, som indskrænker sig til at gøre det muligt for de pågældende arbejdstagere at drage fordel af en øjeblikkelig førtidspension og til at tildele dem et anciennitetstillæg på det tidspunkt, de går på pension, uden at afhjælpe de problemer, de kan møde i løbet af deres karriere, ikke henhører under de foranstaltninger, der er omhandlet i denne bestemmelse.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-62013cj0413.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 4. december 2014, sag C-413/13

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62013cj0413.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62013cj0413.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: FNV Kunsten

ECLI: ECLI:EU:C:2014:2411

Kommentarens titel: Minimumshonorarer og falske selvstændige i kollektiv overenskomst

Emner på siden: [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md) · [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En overenskomstregel om minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som udførte samme aktivitet som arbejdsgiverens ansatte, var kun undtaget fra artikel 101, hvis de var falske selvstændige i en sammenlignelig arbejdstagersituation. Den nationale ret skulle undersøge dette. Dommen giver ikke en generel konkurrenceretlig undtagelse til alle selvstændiges aftaler.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: En konkret konkurrenceretlig anvendelsesområdeafgørelse, ikke en ligelønsdom eller en generel fastsættelse af honorarer.

Dommen fastslår ikke selv alle de konkrete musikeres status.

Samme opgaver og fagforeningsmedlemskab gør ikke alene personen til arbejdstager.

Det aftalte tillæg på 16 procent er sagens kontraktvilkår, ikke en EU-retlig sats.

Overenskomstens undtagelse fra artikel 101 er ikke identisk med spørgsmålet om personkreds efter 2023/970.

Noten afgør ikke nutidens samlede konkurrenceret for enhver kollektiv aftale med selvstændige eller betydningen af senere kilder.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62013CJ0413

Domstolens dom (Første Afdeling)
4. december 2014[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 101 TEUF – materielt anvendelsesområde – kollektive overenskomster – bestemmelse, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere – begrebet »virksomhed« – begrebet »arbejdstager««

I sag C-413/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Gerechtshof te 's-Gravenhage (Nederlandene) ved afgørelse af 9. juli 2013, indgået til Domstolen den 22. juli 2013, i sagen:

**FNV Kunsten Informatie en Media**

mod

**Staat der Nederlanden,**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano (refererende dommer), og dommerne A. Borg Barthet, E. Levits, Berger og S. Rodin,

generaladvokat: N. Wahl

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. juni 2014,

efter at der er afgivet indlæg af:

- FNV Kunsten Informatie en Media ved advocaat R. Duk

- den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede

- den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og T. Müller, som befuldmægtigede

- Europa-Kommissionen ved F. Ronkes Agerbeek og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. september 2014,

[s. 2]

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101, stk. 1, TEUF’s anvendelsesområde.

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem fagforbundet FNV Kunsten Informatie en Media (herefter »FNV«) og Staat der Nederlanden angående gyldigheden af en holdningserklæring, i hvilken Nederlandse Mededingingsautoriteit (de nederlandske konkurrencemyndigheder, herefter »NMa«) har anført, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, ikke er udelukket fra artikel 101, stk. 1, TEUF’s anvendelsesområde.

#### **Retsforskrifter**

3 Artikel 1 i Wet op de collectieve arbeidsovereenkomst (lov om kollektive overenskomster) fastsætter:

> »1. Ved »kollektiv overenskomst« forstås en aftale, som er indgået mellem en eller flere arbejdsgivere eller en eller flere arbejdsgiverorganisationer med fuld retsevne og en eller flere arbejdstagerorganisationer med fuld retsevne, og som hovedsageligt eller udelukkende regulerer de arbejdsvilkår, der skal overholdes inden for rammerne af arbejdskontrakter.

> 2. En kollektiv overenskomst kan også vedrøre længerevarende entreprisekontrakter og kontrakter om enkeltstående opgaver. Denne lovs bestemmelser om kollektive overenskomster, arbejdsgivere og arbejdstagere finder tilsvarende anvendelse.«

4 Artikel 6, stk. 1, i Mededingingswet (konkurrenceloven, herefter »Mw«), hvis ordlyd svarer til ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF, bestemmer:

> »Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis mellem virksomheder, som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen på det nederlandske marked eller en del deraf, er forbudt.«

5 Mw’s artikel 16, litra a), har følgende ordlyd:

> »Artikel 6, stk. 1, gælder ikke for:

> A. Kollektive overenskomster som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i lov om kollektive overenskomster. […]«

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

6 Som det fremgår af sagsakterne, har de nederlandske selvstændige tjenesteydere ret til at tilslutte sig en hvilken som helst fagforening, arbejdsgiverforening eller erhvervsorganisation i Nederlandene. Ifølge lov om kollektive overenskomster kan arbejdsgiverorganisationerne og arbejdstagerorganisationerne således indgå en kollektiv overenskomst på vegne af og for regning af ikke blot arbejdstagerne, men ligeledes de selvstændige tjenesteydere, som er medlemmer af disse organisationer.

[s. 3]

7 I 2006 og 2007 indgik FNV og Nederlandse toonkunstenaarsbond (det nederlandske musikerforbund), der er en arbejdstagerorganisation, på den ene side, og Vereniging van Stichtingen Remplaçanten Nederlandse Orkesten (foreningen af sammenslutninger af vikarer i nederlandske orkestre), der er en arbejdsgiverforening, på den anden side, en kollektiv overenskomst for vikarer for musikere i orkestre (herefter »vikarer«).

8 Denne kollektive overenskomst fastsatte bl.a. minimumshonorarer, ikke alene for vikarer ansat i henhold til en ansættelseskontrakt (herefter »ansatte vikarer«), men også for vikarer, der udøver deres aktivitet i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver, og som ikke anses for »arbejdstagere« i denne overenskomsts forstand (herefter »selvstændige vikarer«).

9 Særligt den nævnte kollektive overenskomsts bilag 5 fastsatte, at selvstændige vikarer mindst skulle oppebære det med de ansatte vikarer aftalte prøve- og koncerthonorar, med tillæg af 16%.

10 Den 5. december 2007 offentliggjorde NMa en holdningserklæring, hvori det anførtes, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter minimumshonorar for selvstændige vikarer, ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for Mw’s artikel 6 og artikel 81 EF som omhandlet i dom Albany (C-67/96, EU:C:1999:430). Ifølge NMa er en kollektiv overenskomst, som regulerer kontrakter om enkeltstående opgaver, blevet ændret for så vidt angår dens juridiske karakter og har fået kendetegnene ved en brancheaftale, for så vidt som den fra arbejdstagerside er forhandlet af en organisation, som i denne henseende ikke optræder i egenskab af en sammenslutning af arbejdstagere, men som en sammenslutning af selvstændige.

11 Som følge af denne stillingtagen opsagde arbejdsgiverorganisationen Vereniging van Stichtingen Remplaçanten Nederlandse Orkesten og arbejdstagerorganisationen Nederlandse toonkunstenaarsbond den kollektive overenskomst og afviste at indgå en ny overenskomst indeholdende en bestemmelse om minimumshonorarer for selvstændige vikarer.

12 FNV anlagde sag ved Rechtbank Den Haag (retten i Den Haag) med påstand om dels, at det fastslås, at den nederlandske konkurrencelovgivning og EU-konkurrenceretten ikke er til hinder for en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der forpligter arbejdsgiveren til at betale et minimumshonorar ikke blot for ansatte vikarer, men også for selvstændige vikarer, dels, at det pålægges den nederlandske stat at berigtige den opfattelse, som NMa har givet udtryk for i den af NMa afgivne holdningserklæring.

13 I den for Rechtbank Den Haag indbragte sag bemærkede denne, at en sådan bestemmelse ikke opfyldte en af de to kumulative betingelser for at undgå anvendelsen af EU-konkurrencelovgivningen som omhandlet i domme Albany (EU:C:1999:430), Brentjens’ (C-115/97 – C-117/97, EU:C:1999:434), Drijvende Bokken (C-219/97, EU:C:1999:437) og van der Woude (C-222/98, EU:C:2000:475). Ifølge Rechtbank Den Haag skal fastsættelsen af minimumshonorar, som det er fastsat ved denne bestemmelse, for det første være udsprunget af dialogen på arbejdsmarkedet og være indgået i form af en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, og for det andet skal den direkte bidrage til forbedring af arbejdstagernes ansættelses- og arbejdsvilkår. I den foreliggende sag bidrog den omhandlede bestemmelse ikke til en forbedring af arbejdstagernes arbejds- og ansættelsesvilkår. Af denne grund forkastede Rechtbank Den Haag FNV’s påstande uden at tage stilling til, om den ifølge dommens første betingelse om, at denne bestemmelse efter sin art skal være udsprunget af dialogen på arbejdsmarkedet, var opfyldt.

14 FNV har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse til Gerechtshof te 's-Gravenhage (appeldomstolen i Den Haag) og har fremført et enkelt anbringende, som vedrører spørgsmålet, om det i artikel 101, stk. 1, TEUF fastsatte forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler finder anvendelse på en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter minimumshonorarer for selvstændige leverandører af tjenesteydelser, der udfører den samme aktivitet for arbejdsgiveren som denne arbejdsgivers øvrige ansatte.

[s. 4]

15 I denne sag har nævnte ret dog anført, at selv om selvstændige vikarer til at begynde med betegnes som »virksomhedsindehavere« med den begrundelse, at deres indtægter er afhængige af de opgaver, der kan erhverves på markedet for vikarer, at de konkurrerer med andre vikarer, og at de investerer i musikinstrumenter, fremgår afgørelsen af tvisten i hovedsagen hverken klart af traktaten eller af Domstolens retspraksis.

16 Under disse omstændigheder har Gerechtshof te 's-Gravenhage besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal EU’s konkurrenceregler fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst indgået mellem sammenslutninger af arbejdsgivere og arbejdstagere, hvori det er aftalt, at selvstændige, der på grundlag af en kontrakt om en bestemt opgave udfører det samme arbejde for arbejdsgiveren som de arbejdstagere, der er omfattet af overenskomsten, skal oppebære et vist minimumshonorar, falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF allerede af den grund, at bestemmelsen findes i en kollektiv overenskomst?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, falder denne bestemmelse da uden for anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF, såfremt bestemmelsens formål (bl.a.) er at forbedre ansættelses- og arbejdsvilkårene for de arbejdstagere, der er omfattet af overenskomsten, og har det herved også betydning, om disse ansættelses- og arbejdsvilkår af denne grund forbedres direkte eller kun indirekte?«

#### **Om Domstolens kompetence**

17 Indledningsvis skal det undersøges, om Domstolen har kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål. Som Gerechtshof te 's-Gravenhage har anført i forelæggelsesafgørelsen, vedrører den i hovedsagen omhandlede aftale nemlig en rent intern situation, og den påvirker ikke samhandelen inden for Fællesskabet. Følgelig finder artikel 101, stk. 1, TEUF ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen.

18 I denne henseende har Domstolen i en række afgørelser erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudicielle afgørelser, der vedrørte bestemmelser i EU-retten, i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen lå uden for EU-rettens direkte anvendelsesområde, for så vidt som de pågældende bestemmelser blev gjort anvendelige af national ret, hvori den valgte regulering af rent nationale forhold er tilpasset EU-retten. I sådanne tilfælde er det nemlig, ifølge fast retspraksis, afgjort i Den Europæiske Unions interesse, at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder de skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås (dom Allianz Hungária Biztosító m.fl., C-32/11, EU:C:2013:160, præmis 20).

19 For så vidt angår den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse skal det bemærkes, at Mw’s artikel 6, stk. 1, gengiver hovedindholdet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at den nederlandske lovgiver udtrykkeligt har haft til hensigt at harmonisere den nationale konkurrenceret med EU-retten ved at tilsigte, at nævnte artikel 6, stk. 1, nøje fortolkes på samme måde som artikel 101, stk. 1, TEUF.

20 Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at Domstolen er kompetent til at besvare de forelagte spørgsmål, selv om artikel 101, stk. 1, TEUF ikke direkte regulerer den i hovedsagen omhandlede situation.

[s. 5]

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

21 Med de to spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som er tilknyttet en af de arbejdstagerorganisationer, der er aftalepart, og som for arbejdsgiveren i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver udfører den samme aktivitet som denne arbejdsgivers øvrige ansatte, ikke er omfattet af artikel 101 TEUF’s anvendelsesområde.

22 I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at selv om kollektive aftaler, der indgås mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, nødvendigvis har visse konkurrencebegrænsende virkninger, ville de socialpolitiske målsætninger, der forfølges med sådanne aftaler, blive bragt alvorligt i fare, hvis arbejdsmarkedets parter var underlagt traktatens artikel 101, stk. 1, TEUF i forbindelse med deres fælles bestræbelser på at finde egnede foranstaltninger til at forbedre beskæftigelses- og arbejdsvilkårene (jf. domme Albany, EU:C:1999:430, præmis 59, International Transport Workers’ Federation og Finnish Seamen’s Union, C-438/05, EU:C:2007:772, præmis 49, og 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 50).

23 Domstolen har således fastslået, at aftaler, der indgås i forbindelse med de kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter med sådanne målsætninger for øje, som følge af deres karakter og formål må anses for ikke at falde ind under artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. domme Albany, EU:C:1999:430, præmis 60, Brentjens’, EU:C:1999:434, præmis 57, Drijvende Bokken, EU:C:1999:437, præmis 47, Pavlov m.fl., C-180/98 – C-184/98, EU:C:2000:428, præmis 67, van der Woude, EU:C:2000:475, præmis 22, og AG2R Prévoyance, C-437/09, EU:C:2011:112, præmis 29).

24 I hovedsagen er den omhandlede aftale indgået mellem en arbejdsgiverorganisation og arbejdstagerorganisationer med en blandet sammensætning, som har forhandlet i overensstemmelse med national lovgivning, ikke kun for ansatte vikarer, men også for de dertil tilknyttede selvstændige vikarer.

25 Det skal således undersøges, om karakteren af og formålet med en sådan aftale giver mulighed for at videreføre den inden for rammerne af nævnte kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og begrunder, at den for så vidt angår den del, der vedrører minimumshonorarer for selvstændige vikarer, falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF.

26 Hvad for det første angår karakteren af nævnte aftale, fremgår det af den forelæggende rets bemærkninger, at den blev indgået i form af en kollektiv overenskomst. Denne aftale udgør dog, netop for så vidt angår bestemmelsen i bilag 5 vedrørende nævnte minimumshonorarer, resultatet af en forhandling mellem en arbejdsgiverorganisation og de arbejdstagerorganisationer, der ligeledes varetager interesserne for de selvstændige vikarer, som leverer ydelser til orkestre i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver.

27 Det må i denne henseende konstateres, at selv om tjenesteyderne udfører samme aktivitet som arbejdstagerne, er tjenesteydere såsom de i hovedsagen omhandlede vikarer i princippet »virksomheder« i artikel 101, stk. 1, TEUF’s forstand, idet de mod betaling udbyder deres tjenester på et bestemt marked (dom Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 36 og 37), og idet de udøver deres aktivitet som uafhængige økonomiske aktører i forhold til deres kommittent (jf. dom Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, C-217/05, EU:C:2006:784, præmis 45).

[s. 6]

28 Det følger heraf, således som det ligeledes er anført af generaladvokaten i punkt 32 i forslaget til afgørelse og af NMa i dennes holdningserklæring, at for så vidt som en organisation, der repræsenterer arbejdstagerne, indleder forhandlinger for de selvstændige tjenesteydere, der er medlemmer heraf, i deres navn og på deres vegne, handler den ikke i egenskab af fagforening og dermed arbejdsmarkedspart, men fungerer reelt som en sammenslutning af virksomheder.

29 Det skal ligeledes tilføjes, at selv om traktaten forudser en dialog på arbejdsmarkedet, er der dog ikke i traktaten fastsat nogen bestemmelse, der som f.eks. artikel 153 TEUF og 155 TEUF samt artikel 1 og 4 i aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken (EFT 1992 C 191, s. 91) tilskynder de selvstændige tjenesteydere til at indlede en sådan dialog med de arbejdsgivere, hos hvem de leverer tjenesteydelser i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver, og således at indgå kollektive overenskomster med disse arbejdsgivere med henblik på at forbedre deres ansættelses- og arbejdsvilkår (jf. analogt dom Pavlov m.fl., EU:C:2000:428, præmis 69).

30 Under disse omstændigheder følger det heraf, at bestemmelsen i en kollektiv overenskomst som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som den er indgået af en arbejdstagerorganisation i de dertil tilknyttede selvstændige tjenesteyderes navn og på deres vegne, ikke udgør resultatet af en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter og ikke efter sin karakter kan udelukkes fra artikel 101, stk. 1, TEUF’s anvendelsesområde.

31 Denne konstatering er dog ikke til hinder for, at en sådan bestemmelse i en kollektiv overenskomst ligeledes kan betragtes som resultatet af en dialog mellem arbejdsmarkedets parter i en situation, hvor nævnte tjenesteydere, i hvis navn og på hvis vegne fagforeningen har forhandlet, reelt er »falske selvstændige«, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med arbejdstagerne sammenlignelig situation.

32 Som fremhævet af generaladvokaten i punkt 51 i forslaget til afgørelse og af FNV, den nederlandske regering og Europa-Kommissionen under retsmødet, er det ikke altid let i den nuværende økonomi at fastslå status som virksomhed for visse selvstændige tjenesteydere, såsom de i hovedsagen omhandlede vikarer.

33 Hvad angår hovedsagen skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan en tjenesteyder miste sin status som selvstændig erhvervsdrivende og således som virksomhed, såfremt den pågældende ikke på uafhængig måde bestemmer sin adfærd på markedet, men i det hele er afhængig af sin kommittent, eftersom denne ikke bærer nogen af de økonomiske og kommercielle risici, der er forbundet med sidstnævntes aktivitet, og fungerer som hjælpeorgan, der er integreret i nævnte kommittents virksomhed (jf. i denne retning dom Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, EU:C:2006:784, præmis 43 og 44).

34 For det andet må begrebet »arbejdstager« i EU-retlig forstand selv defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer arbejdsforholdet under hensyntagen til de berørte personers rettigheder og pligter. I denne henseende er det fast retspraksis, at det væsentligste kendetegn ved dette forhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden person og efter dennes anvisninger (jf. domme N., C-46/12, EU:C:2013:97, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og Haralambidis, C-270/13, EU:C:2014:2185, præmis 28).

35 I denne forbindelse har Domstolen allerede præciseret, at en betegnelse som »selvstændig tjenesteyder« i henhold til national ret ikke er til hinder for, at en person er »arbejdstager« i EU-retlig forstand, hvis vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv og dermed skjuler, at der foreligger et reelt arbejdsforhold (jf. i denne retning dom Allonby, C-256/01, EU:C:2004:18, præmis 71).

36 Det følger heraf, at status som »arbejdstager« i EU-retlig forstand ikke kan påvirkes af det forhold, at en person, der af økonomiske, administrative eller bureaukratiske grunde er ansat som selvstændig tjenesteyder i henhold til national ret, for så vidt som denne person handler efter arbejdsgiverens anvisninger, bl.a. hvad angår personens frihed til at vælge arbejdstid, -sted og -indhold (jf. dom

[s. 7]

Allonby, C-256/01, EU:C:2004:18, præmis 72), ikke bærer den kommercielle risiko for denne arbejdsgiver (dom Agegate, C-3/87, EU:C:1989:650, præmis 36) og er en integrerende del af den nævnte arbejdsgivers virksomhed, så længe ansættelsesforholdet varer, ved, at der dannes en økonomisk enhed (jf. dom Becu m.fl., C-22/98, EU:C:1999:419, præmis 26).

37 I lyset af disse principper påhviler det således den forelæggende ret, for at kunne kvalificere de i hovedsagen omhandlede selvstændige vikarer som reelle »virksomheder« i EU-retlig forstand og ikke »arbejdstagere« – ud over den juridiske karakter af deres kontrakt om enkeltstående opgaver – at kontrollere, at disse vikarer ikke befinder sig i de i denne doms præmis 33-36 anførte situationer, og bl.a. at de ikke befinder sig i et underordnelsesforhold til det omhandlede orkester i løbet af kontraktforholdet, men derimod råder over en højere grad af handlefrihed og fleksibilitet end arbejdstagere, der udfører samme aktivitet, for så vidt angår tidspunktet, stedet og måden, hvorpå de udfører de tildelte opgaver, dvs. prøverne og koncerterne.

38 Hvad for det andet angår formålet med den i hovedsagen omhandlede kollektive overenskomst skal det konstateres, at analysen med hensyn til den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 22 og 23, kun er begrundet på dette punkt, såfremt den forelæggende ret måtte kvalificere de i hovedsagen omhandlede vikarer som »falske selvstændige« i stedet for som »virksomheder«.

39 Herefter skal det bemærkes, at ordningen med minimumshonorarer, der er indført med bestemmelsen i bilag 5 til den kollektive overenskomst, direkte bidrager til forbedring af ansættelses- og arbejdsvilkårene for nævnte vikarer, der er kvalificeret som »falske selvstændige«.

40 En sådan ordning sikrer nemlig ikke alene disse tjenesteydere et højere grundvederlag i forhold til det, som de ville have modtaget i mangel af nævnte bestemmelse, men den giver ligeledes mulighed for, således som den forelæggende ret har bemærket, at der bidrages til en pensionsforsikring, der svarer til deltagelsen i den pensionsordning, som er fastsat for arbejdstagere, ved således at garantere dem de nødvendige midler for i fremtiden at kunne nyde godt af et vist pensionsniveau.

41 Følgelig kan en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, for så vidt som den indfører et minimumshonorar for tjenesteydere, der er »falske selvstændige«, på grund af sin karakter og sit formål ikke være omfattet af artikel 101, stk. 1, TEUF’s anvendelsesområde.

42 I lyset af disse betragtninger skal de forelagte spørgsmål derfor besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som er tilknyttet en af de arbejdstagerorganisationer, der er aftalepart, og som for arbejdsgiveren i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver udfører den samme aktivitet som denne arbejdsgivers øvrige ansatte, kun er undtaget fra artikel 101 TEUF’s anvendelsesområde, såfremt disse tjenesteydere er »falske selvstændige«, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med disse arbejdstagere sammenlignelig situation. Det påhviler den forelæggende ret at foretage en sådan efterprøvelse.

#### **Sagens omkostninger**

43 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

[s. 8]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

**EU-retten skal fortolkes således, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter et minimumshonorar for selvstændige tjenesteydere, som er tilknyttet en af de arbejdstagerorganisationer, der er aftalepart, og som for arbejdsgiveren i henhold til en kontrakt om enkeltstående opgaver udfører den samme aktivitet som denne arbejdsgivers øvrige ansatte, kun er undtaget fra artikel 101 TEUF’s anvendelsesområde, såfremt disse tjenesteydere er »falske selvstændige«, dvs. tjenesteydere, der befinder sig i en med disse arbejdstagere sammenlignelig situation. Det påhviler den forelæggende ret at foretage en sådan efterprøvelse.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/celex-62014cj0229.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 9. juli 2015, sag C-229/14

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62014cj0229.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62014cj0229.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Balkaya

ECLI: ECLI:EU:C:2015:455

Kommentarens titel: Ledelsesmedlem og offentligt finansieret praktikant som arbejdstagere

Emner på siden: [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ved optælling efter direktiv 98/59 måtte et lønnet ledelsesmedlem uden ejerandele, som arbejdede under et andet selskabsorgans instruktion og tilsyn, ikke udelades. En praktikant, som udførte anerkendt praktisk arbejde for at opnå eller udbygge kundskaber og fik økonomisk støtte fra den ansvarlige offentlige myndighed frem for arbejdsgiveren, skulle også regnes som arbejdstager efter bestemmelsen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke alle direktører eller bestyrelsesmedlemmer klassificeres ens; den udenlandske selskabsfunktion kan ikke blot ligestilles med en dansk titel.

Ingen anparter indgår i sagens beskrivelse/dispositiv, men er ikke efter præmis 40 alene afgørende.

Sagen angår optælling under 98/59, ikke L68’s tærskelberegning.

Offentlig støtte for faktisk praktikarbejde er ikke det samme som en generel regel om alle uddannelsesstøttemodtagere.

Dommen afgør ikke om enhver offentlig ydelse er løn efter TEUF artikel 157 eller 2023/970.

National ret havde allerede taget stilling til den tredje omtvistede person; EU-Domstolens to spørgsmål vedrører direktør og praktikant.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62014CJ0229

Domstolens dom (Første Afdeling)
9. juli 2015[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 98/59/EF – artikel 1, stk. 1, litra a) – kollektive afskedigelser – begrebet »arbejdstager« – medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité – person, som er i praktik og under omskoling, og som modtager offentlig støtte til uddannelsen uden at modtage vederlag fra arbejdsgiveren«

I sag C-229/14,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Arbeitsgericht Verden (Tyskland) ved afgørelse af 6. maj 2014, indgået til Domstolen den 12. maj 2014, i sagen:

**Ender Balkaya**

mod

**Kiesel Abbruch- und Recycling Technik GmbH,**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne S. Rodin (refererende dommer), A. Borg Barthet, E. Levits og M. Berger,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Ender Balkaya ved Rechtsanwalt M. Barton

- Kiesel Abbruch- und Recycling Technik GmbH ved Rechtsanwalt P. Wallenstein

- den estiske regering ved N. Grünberg, som befuldmægtiget

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget

- Europa-Kommissionen ved M. Kellerbauer og J. Enegren, som befuldmægtigede,

[s. 2]

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT L 225, s. 16).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Ender Balkaya og Kiesel Abbruch- und Recycling Technik GmbH (herefter »Kiesel Abbruch«) vedrørende lovligheden af sidstnævntes afskedigelse af økonomiske årsager, ved lukningen af en virksomhed, uden at virksomheden havde indgivet meddelelse om de planlagte kollektive afskedigelser til Bundesagentur für Arbeit (det tyske forbundsagentur for arbejde) inden denne afskedigelse.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retten*

3 I artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/59 bestemmes:

> »I dette direktiv

> a) forstås ved kollektive afskedigelser sådanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, når antallet af afskedigelser efter medlemsstaternes valg udgør: i) enten inden for et tidsrum af 30 dage: - mindst 10 i virksomheder, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 arbejdstagere - mindst 10% af antallet af arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 100 og højst 300 arbejdstagere, - mindst 30 i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 300 arbejdstagere ii) eller inden for et tidsrum af 90 dage, mindst 20, uanset hvilket antal arbejdstagere virksomheden normalt beskæftiger

> b) forstås ved repræsentanter for arbejdstagerne, de repræsentanter for arbejdstagerne, som har denne funktion i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne.

> Ved beregningen af antallet af afskedigelser efter første afsnit, litra a), sidestilles med afskedigelse opsigelser af arbejdskontrakter, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat at antallet af afskedigelser udgør mindst fem.«

[s. 3]

4 Artikel 3 i direktiv 98/59 bestemmer følgende:

> »1. Arbejdsgiveren er forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse.

> [...]

> 2. Arbejdsgiveren er forpligtet til at fremsende en genpart af den i stk. 1 nævnte meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter.

> Arbejdstagernes repræsentanter kan fremsende deres eventuelle bemærkninger til den kompetente offentlige myndighed.«

5 Det nævnte direktivs artikel 4, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »1. Planlagte kollektive afskedigelser, som er meddelt den kompetente offentlige myndighed, får virkning tidligst 30 dage efter den i artikel 3, stk. 1, fastsatte meddelelse, med forbehold af de bestemmelser, der gælder for individuelle rettigheder med hensyn til opsigelsesvarsler.

> Medlemsstaten kan give den kompetente offentlige myndighed mulighed for at forkorte den i første afsnit omhandlede frist.

> 2. Den kompetente offentlige myndighed skal benytte den i stk. 1 omhandlede frist til at søge løsninger på de problemer, som de påtænkte kollektive afskedigelser rejser.«

6 I artikel 5 i det nævnte direktiv bestemmes følgende:

> »Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller at tillade eller fremme anvendelsen af overenskomstmæssige bestemmelser, der er mere gunstige for arbejdstagerne.«

##### *Tysk ret*

7 § 17 i Kündigungsschutzgesetz (lov om beskyttelse mod uretmæssig afskedigelse, herefter »KSchG«), som omhandler forpligtelsen til at indgive meddelelse om kollektive afskedigelser, har følgende ordlyd:

> »(1) Det påhviler arbejdsgiveren at indgive meddelelse til arbejdsformidlingen før afskedigelse af:

> 1. mere end 5 arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mere end 20 og mindre end 60 arbejdstagere

> [...]

> i løbet af en periode på 30 kalenderdage. Med afskedigelser sidestilles andre former for opsigelse af arbejdskontrakten, der finder sted på arbejdsgiverens initiativ.

> (2) Når arbejdsgiveren påtænker at foretage afskedigelser, som skal meddeles i henhold til stk. 1, påhviler det denne rettidigt at fremlægge alle relevante oplysninger for samarbejdsudvalget og skriftligt oplyse det om navnlig:

> 1. begrundelserne for de planlagte afskedigelser

> 2. antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, og hvilke faggrupper de tilhører

> 3. det antal arbejdstagere, som normalt er beskæftiget i virksomheden, og hvilke faggrupper de tilhører

> 4. i hvilket tidsrum, det er påtænkt, at afskedigelserne skal finde sted

> 5. hvilke kriterier der tænkes anvendt til at udvælge de arbejdstagere, der skal afskediges

> 6. hvilke kriterier der tænktes anvendt ved beregningen af eventuelle godtgørelser

> [...]

> (3) Arbejdsgiveren er forpligtet til samtidig med fremsendelse af oplysningerne til arbejdsformidlingen at sende en kopi af oplysningerne til samarbejdsudvalget, som skal indeholde mindst de oplysninger, som er krævet i stk. 2, nr. 1-5.

> [...]

> (5) I henhold til nærværende stykke anses følgende personer ikke for arbejdstagere:

> 1. I selskaber etableret som en juridisk person, medlemmerne af det organ, som repræsenterer selskabet.

> 2. I selskaber, der ikke er juridiske personer, de personer, som i henhold til loven, vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsterne er bemyndigede til at repræsentere denne myndighed

> 3. Selskabets direktører, selskabets chefer og andre personer, som bestrider tilsvarende lederstillinger, for så vidt som de er bemyndigede til selv at træffe beslutninger vedrørende ansættelse og afskedigelse af arbejdstagere.«

8 § 6 i Gesetz betreffend die Gesellschaft mit beschränkter Haftung (lov om selskaber med begrænset hæftelse, herefter »GmbHG«) bestemmer vedrørende direktørens status:

> »(1) Selskabet skal have en eller flere direktører.

> (2) Kun fysiske personer med fuld rets- og handleevne kan være direktør. [...]

> (3) Aktionærer eller andre personer kan udnævnes til direktører. Udnævnelsen sker enten i henhold til vedtægter eller i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel tre i denne lov.

> [...]«

9 GmbHG § 35 fastsætter følgende:

> »(1) Selskabet repræsenteres indenretsligt og udenretsligt af direktørerne.[...]

> (2) Ved udnævnelse af flere direktører har de kun beføjelse til at repræsentere selskabet samlet, medmindre andet fremgår af stiftelsesoverenskomsterne.[...]

> [...]«

[s. 5]

10 § 37 i GmbHG med overskriften »Begrænsning af repræsentationsbeføjelserne« bestemmer følgende:

> »(1) Direktører er forpligtede til over for selskabet at overholde de i henhold til vedtægterne eller, medmindre en bestemmelse fastsætter andet, aktionærernes beslutninger pålagte begrænsninger af deres repræsentationsbeføjelser.

> (2) Begrænsningerne af direktørernes repræsentationsbeføjelser kan ikke påberåbes over for tredjemand. Dette er navnlig tilfældet, når repræsentationen er begrænset til visse retshandlinger eller kategorier af retshandlinger eller visse omstændigheder eller til en vis periode eller visse bestemte steder, eller hvor der kræves et samtykke fra selskabsdeltagerne eller et organ i selskabet til visse handlinger.«

11 § 38 i GmbHG om afskedigelse af direktører bestemmer:

> »(1) Direktørerne kan afskediges når som helst med forbehold for en eventuel ret til at gøre erstatningskrav gældende og med forbehold for renter som følge af eksisterende kontrakter.

> (2) Vedtægterne kan begrænse muligheden for afskedigelse til tilfælde, hvor alvorlige grunde kan retfærdiggøre denne beslutning. Som alvorlige grunde anses bl.a. grove overtrædelser eller uegnethed til på passende vis at kunne varetage selskabets anliggender.«

12 § 43 i GmbHG om direktørers ansvar bestemmer:

> »(1) Direktører skal ved udøvelsen af deres opgaver for selskabet udvise almindelig agtpågivenhed.

> (2) Direktører, som tilsidesætter deres forpligtelser, hæfter solidarisk over for selskabet for de skader, som de har forvoldt.

> [...]«

13 § 46 i GmbHG, med overskriften »Selskabsdeltagernes beføjelser«, er affattet således:

> »Følgende er underlagt selskabsdeltagernes beslutning:

> 1. godkendelse af årsregnskaber og fordeling af overskuddet

> 1a. beslutning om offentliggørelse af årsregnskaber i henhold til internationale indberetningsstandarder [...] og godkendelse af årsregnskabet vedtaget af direktørerne

> 1b. godkendelse af koncernens konsoliderede balance vedtaget af direktørerne

> 2. tilbagesøgning af den frigjorte kapital

> 3. tilbagebetaling af supplerende indbetalinger

> 4. opdeling, gruppering samt afskrivning af anparter

> 5. udnævnelse og afskedigelse af direktører samt deres decharge

> 6. kontrolforanstaltninger og tilsyn med ledelsen

> 7. udnævnelse af befuldmægtigede og personer med beføjelse i forhold til den samlede forretningsførelse til at handle på vegne af selskabet

> 8. anlæggelse af selskabets erstatningssøgsmål mod direktører eller aktionærer som følge af stiftelsen af selskabet eller selskabsførelsen samt repræsentationen af selskabet under retssagen mod direktørerne.«

#### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

14 Kiesel Abbruch, et tysk aktieselskab, ansatte Ender Balkaya som tekniker fra den 1. april 2011. Ender Balkaya skulle arbejde i selskabet og for dets kunder.

15 Med virkning fra den 15. februar 2013 opsagde Kiesel Abbruch samtlige medarbejderes ansættelseskontrakter, herunder Ender Balkayas, og indstillede alle sine tabsgivende aktiviteter i Achim (Tyskland). Ender Balkaya blev afskediget ved skrivelse af 7. januar 2013.

16 Det er ubestridt, at Kiesel Abbruch ikke havde indgivet meddelelse om de påtænkte kollektive afskedigelser til Bundesagentur für Arbeit før afskedigelsen af Ender Balkaya.

17 Ender Balkaya har påberåbt sig denne undladelse med henblik på at anfægte sin afskedigelses gyldighed ved den forelæggende ret, idet Ender Balkaya har gjort gældende, at eftersom antallet af arbejdstagere, der normalt er beskæftiget hos Kiesel Abbruch i virksomheden i Achim, er højere end tærsklen på 20 personer fastsat i henhold til § 17, stk. 1, nr. 1, i KSchG, var Kiesel Abbruch i henhold til denne bestemmelse forpligtet til at indgive en sådan meddelelse inden opsigelsen.

18 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er det for så vidt angår 18 personer, deriblandt Ender Balkaya, ubestridt, at disse var blandt de arbejdstagere, der normalt var beskæftiget i Kiesel Abbruchs virksomhed i Achim på datoen for afskedigelsen.

19 Parterne i hovedsagen er derimod uenige om, hvorvidt der desuden i denne kategori skal fratrækkes 3 andre personer, som ligeledes var ansat hos Kiesel Abbruch, ved afgørelsen af, om tærsklen på 20 personer i henhold til artikel 17, stk. 1, nr. 1, i KSchG var opnået.

20 Det drejer sig for det første om hr. S, som var ansat som konstruktør, og som selv opsagde sin ansættelseskontrakt med virkning fra den 7. december 2012.

21 For det andet var L på datoen for afskedigelserne ansat som direktør hos Kiesel Abbruch. Sidstnævnte ejede ingen anparter hos Kiesel Abbruch og havde kun ret til at repræsentere Kiesel Abbruch i forening med en anden direktør.

22 For det tredje var fru S, der var under omskoling til kontorassistent med støtte fra Jobcenter im Landkreis Diepholz (arbejdsformidlingen i Diepholz-distriktet), ansat hos Kiesel Abbruch på samme dato. Bundesagentur für Arbeit udbetalte en økonomisk støtte, som svarede til fru S’s vederlag for hendes arbejde i forbindelse med hendes omskoling, direkte til hende.

23 Det fremgår af den forelæggende rets forelæggelsesafgørelse, at den har lagt til grund, at hr. S hører til i den gruppe arbejdstagere, der normalt er beskæftiget, som skal medregnes i henhold til § 17, stk. 1, i KSchG, som gennemfører artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 i tysk ret. Det vil således kunne lægges til grund, at 19 arbejdstagere tilhører denne gruppe.

24 Der opstår følgelig det spørgsmål, om en direktør som L og en person under omskoling, som fru S, i henhold til disse bestemmelser ligeledes bør inkluderes i gruppen af arbejdstagere, så flere end 20 arbejdstagere i hovedsagen ville være at betragte som normalt beskæftiget i Kiesel Abbruchs virksomhed på datoen for den pågældende afskedigelse.

[s. 7]

25 I denne henseende har den forelæggende ret for det første for så vidt angår L præciseret, at i henhold til § 17, stk. 5, nr. 1, i KschG anses medlemmer af et organ i en juridisk person, som har ansvar for at repræsentere denne juridiske person, ikke for arbejdstagere eller ansatte. Direktører i »Gesellschaften mit beschränkter Haftung« (selskaber med begrænset ansvar) er den antalsmæssigt største gruppe af disse medlemmer.

26 Den forelæggende ret har desuden for så vidt angår forholdet mellem en direktør og et sådant selskab anført, at tysk ret klart sondrer mellem dels en direktørs status som organ, dels en direktørs rettigheder og pligter over for dette selskab. Mens erhvervelsen af denne status er et resultat af, at generalforsamlingen, det højeste beslutningsdygtige organ i det nævnte selskab, udnævner direktøren, er en direktørs rettigheder og forpligtelser over for det samme selskab reguleret i direktørens ansættelseskontrakt. Denne kontrakt er en aftale om levering af ydelser i form af en ledelseskontrakt og udgør ikke i henhold til herskende tysk retspraksis en arbejdskontrakt.

27 I denne sammenhæng har den forelæggende ret navnlig spurgt om, hvordan det kriterium, som følger af dom Danosa (C-232/09, EU:C:2010:674) om bestemmelse af, hvorvidt et medlem af et selskabs styrelseskomité har status af arbejdstager i EU-retlig forstand, om udøvelsen af virksomhed efter anvisninger fra eller under tilsyn af et andet organ i et sådant selskab, skal fortolkes.

28 For det andet har den forelæggende ret for så vidt angår en person som fru S, der betegnes som »praktikant«, og som udøver praktisk arbejde i en virksomhed med henblik på at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse, bemærket, at mens en anerkendt erhvervsuddannelse normalt giver anledning til indgåelse af en aftale med dette formål mellem den virksomhed, som tilbyder uddannelsen, og praktikanten og til denne virksomheds udbetaling af løn, var det uddannelsesforløb, som blev tilbudt fru S, ikke genstand for en sådan aftale, og Kiesel Abbruch betalte hende ikke løn.

29 Den forelæggende ret har derfor stillet spørgsmål om, hvilke kriterier der er relevante for at kunne vurdere, om personer, som deltager i sådanne erhvervsuddannelser eller sådanne praktikperioder, er arbejdstagere som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59, og navnlig, om det i denne henseende er relevant, at lønnen udbetales direkte af arbejdsgiveren.

30 Under disse omstændigheder har Arbeitsgericht Verden besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal den relevante EU-ret, navnlig artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59/EF, fortolkes således, at den er til hinder for nationale lovbestemmelser eller national praksis, hvorefter et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité ikke medregnes ved beregningen af personale i henhold til den nævnte bestemmelse, selv om det pågældende medlem udfører sin virksomhed efter anvisninger fra og under tilsyn af et andet organ i dette selskab, for denne virksomhed modtager et vederlag og ikke selv ejer anparter i selskabet?

> 2) Skal den relevante EU-ret, navnlig artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59/EF, fortolkes således, at den ufravigeligt kræver, at også de personer, der i praksis deltager i arbejdet [i en virksomhed], uden vederlag fra arbejdsgiveren, men med økonomisk støtte fra og anerkendt af de offentlige myndigheder, der har ansvaret for arbejdsfremmende foranstaltninger, for at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse (»praktikant«), skal medregnes som arbejdstagere ved beregningen af personale, eller er det op til medlemsstaterne at fastsætte national lovgivning eller praksis i så henseende?«

[s. 8]

#### **Om de præjudicielle spørgsmål**

##### *Om det første spørgsmål*

31 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité, som det i hovedsagen omhandlede, som udfører sin virksomhed efter anvisninger fra og under tilsyn af et andet organ i dette selskab, som modtager et vederlag for denne virksomhed, og som ikke selv ejer anparter i selskabet, ikke medregnes ved beregningen af antallet af arbejdstagere i henhold til denne bestemmelse.

32 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes for det første, at ved at harmonisere reglerne om kollektive afskedigelser har EU-lovgiver villet sikre en sammenlignelig beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i de forskellige medlemsstater og en tilnærmelse af de byrder, disse beskyttelsesregler indebærer for virksomhederne i Unionen (jf. bl.a. domme Kommissionen mod Portugal, C-55/02, EU:C:2004:605, præmis 48, og Kommissionen mod Italien, C-596/12, EU:C:2014:77, præmis 16).

33 I modsætning til det af Kiesel Abbruch anførte kan begrebet »arbejdstager« i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 dermed ikke defineres ved henvisning til medlemsstaternes lovgivninger, men skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i Unionens retsorden (jf. analogt dom Kommissionen mod Portugal, C-55/02, EU:C:2004:605, præmis 49). Ellers ville beregningen af de tærskler, som er fastsat deri, og dermed tærskelværdierne i sig selv, være overladt til medlemsstaterne, hvilket ville indebære, at medlemsstaterne kunne ændre direktivets anvendelsesområde og berøve det dets fulde virkning (jf. i denne retning dom Confédération générale du travail m.fl., C-385/05, EU:C:2007:37, præmis 47).

34 Det følger endvidere af Domstolens faste praksis, at det nævnte »arbejdstager«-begreb må defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer de pågældende personers rettigheder og pligter i et arbejdsforhold. I den forbindelse er det væsentligste kendetegn ved et arbejdsforhold den omstændighed, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. dom Kommissionen mod Italien, C-596/12, EU:C:2014:77, præmis 17, som henviser til tilsvarende dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 39).

35 I det omfang den forelæggende har fremhævet, at ansættelsesforholdet for en direktør som den i hovedsagen omhandlede navnlig er reguleret i en kontrakt om ansættelse som direktør, som ikke efter tysk retspraksis udgør en arbejdskontrakt, bemærkes det i denne henseende for det første, at det følger af Domstolens faste praksis, at arbejdsforholdets karakter efter national ret ikke er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-rettens forstand (jf. i denne retning dom Kiiski, C-116/06, EU:C:2007:536, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

36 Det følger heraf, at i det omfang en person opfylder de betingelser, der er opregnet i denne doms præmis 34, er karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver ikke afgørende for anvendelsen af direktiv 98/59 (jf. analogt dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 40).

37 For så vidt som den forelæggende ret bl.a. rejser spørgsmålet, om der i hovedsagen foreligger et underordnelsesforhold i overensstemmelse med Domstolens praksis om arbejdstagerbegrebet, fordi graden af afhængighed eller underordnelse hos en direktør, som i hovedsagen, i udøvelsen af hans hverv, er mindre intensiv end hos en arbejdstager i sædvanlig tysk rets forstand, bemærkes for det andet, at eksistensen af et sådant underordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de elementer og omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (jf. i denne retning dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 46).

[s. 9]

38 I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, som finder anvendelse i forbindelse med direktiv 98/59, at den omstændighed, at en person har betegnelsen medlem af et kapitalselskabs ledende organ, ikke som sådan kan udelukke, at denne person befinder sig i et underordnelsesforhold i forhold til dette selskab (jf. i denne retning domme Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 47, og Kommissionen mod Italien, C-596/12, EU:C:2014:77, præmis 14, 17 og 18). Der skal nemlig foretages en undersøgelse af de betingelser, hvorunder dette medlem er blevet ansat, arten af de funktioner, som medlemmet er blevet tildelt, rammerne, inden for hvilke disse funktioner udføres, rækkevidden af den pågældendes beføjelser og det tilsyn, den pågældende er underlagt i selskabet, såvel som de omstændigheder, hvorunder den pågældende kan afskediges (jf. dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 47).

39 Domstolen har således allerede fastslået, at et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité, som mod vederlag udfører ydelser for det selskab, som har udnævnt vedkommende, og hvori vedkommende indgår som en integrerende del, som udfører sin virksomhed efter anvisninger fra eller under tilsyn af et andet organ i selskabet, og som på ethvert tidspunkt kan afskediges fra sin funktion uden begrænsninger, opfylder betingelserne for at blive anset for »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens ovennævnte praksis (jf. i denne retning dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 51 og 56).

40 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en direktør i et kapitalselskab, som den i hovedsagen omhandlede direktør, udnævnes af dette selskabs generalforsamling, som til enhver tid kan afskedige ham i strid med dennes ønske. Direktøren er i udøvelsen af dennes virksomhed desuden underlagt det nævnte organs anvisninger og tilsyn samt navnlig de krav og begrænsninger, som denne pålægges i denne forbindelse. Uden at dette i sig selv er afgørende i denne forbindelse, bemærkes det desuden, at en direktør som den i hovedsagen omhandlede ikke ejer nogen anparter i det selskab, for hvilket han arbejder.

41 På den baggrund må det konstateres, at selv hvis et sådant medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité råder over et skøn i udøvelsen af sit hverv, som i tysk rets forstand bl.a. overstiger en arbejdstagers, hvis arbejdsgiver, som den nationale ret har bemærket, detaljeret kan fastsætte de opgaver, som arbejdstageren skal udføre, og måden, hvorpå disse skal udføres, befinder han sig ikke desto mindre i et underordnelsesforhold i forhold til dette selskab i henhold til den praksis, der er nævnt i denne doms præmis 38 og 39 (jf. i denne retning dom Danosa, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 49-51).

42 Det er desuden ubestridt, at en direktør som den i hovedsagen omhandlede modtager et vederlag for sin virksomhed.

43 Henset til det ovenfor anførte må det herefter konstateres, at et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité, som det i hovedsagen omhandlede medlem, skal anses for arbejdstager som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 og derfor skal medregnes ved beregningen af de tærskler, som er fastsat deri.

44 Denne fortolkning understøttes i øvrigt af formålet med dette direktiv, der, som det fremgår af anden betragtning hertil, navnlig er at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser. I overensstemmelse med dette formål kan de begreber, som definerer anvendelsesområdet for det nævnte direktiv, herunder definitionen af begrebet »arbejdstager« i artikel 1, stk. 1, litra a), i samme direktiv, ikke defineres snævert (jf. i denne retning domme Athinaïki Chartopoiïa, C-270/05, EU:C:2007:101, præmis 25 og 26, og analogt Union syndicale Solidaires Isère, C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 22).

45 Endelig må Kiesel Abbruchs og den estiske regerings argumenter, hvorefter en direktør som den i hovedsagen omhandlede ikke har behov for den beskyttelse, der ydes med direktiv 98/59 ved kollektive afskedigelser, forkastes.

[s. 10]

46 I den henseende bemærkes for det første, at intet tyder på, at en ansat, som er medlem af styrelseskomitéen i et kapitalselskab, særligt et lille eller mellemstort selskab som det i hovedsagen omhandlede, nødvendigvis er i en situation, som adskiller sig fra andre ansattes situationer i dette selskab for så vidt angår nødvendigheden af at afbøde konsekvenserne af den ansattes afskedigelse, og særligt med henblik herpå, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i det nævnte direktiv, at underrette den kompetente offentlige myndighed, for at denne kan finde løsninger på de problemer, som blev forårsaget af alle de påtænkte afskedigelser (jf. i denne retning domme Junk, C-188/03, EU:C:2005:59, præmis 48, og Claes m.fl., C-235/10 – C-239/10, EU:C:2011:119, præmis 56).

47 For det andet bemærkes, at en national lovgivning eller praksis som den i hovedsagen omhandlede, hvor medlemmer af et kapitalselskabs styrelseskomité ikke medregnes ved beregningen af antallet af arbejdstagere i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59, ikke alene kan påvirke den beskyttelse, der ydes disse medlemmer i henhold til dette direktiv, men især kan fratage alle arbejdstagere i visse virksomheder, som normalt beskæftiger mere end 20 arbejdstagere, de rettigheder, som de nyder i henhold til det nævnte direktiv, og dermed fratage dette direktiv dets effektive virkning (jf. i den retning dom Confédération générale du travail m.fl., C-385/05, EU:C:2007:37, præmis 48).

48 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning eller praksis, som ved beregningen af antallet af arbejdstagere i henhold til denne bestemmelse ikke medregner et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité, som det i hovedsagen omhandlede medlem, der udfører sin virksomhed efter anvisninger fra og under tilsyn af et andet organ i dette selskab, for denne virksomhed modtager et vederlag og ikke selv ejer anparter i selskabet.

##### *Om det andet spørgsmål*

49 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at en praktikant som den i hovedsagen omhandlede, der udøver praktisk arbejde i en virksomhed, uden at modtage et vederlag fra arbejdsgiveren, men som modtager en økonomisk støtte fra den offentlige myndighed, der har ansvaret for arbejdsfremmende foranstaltninger, for dette arbejde, der er anerkendt af denne myndighed, med henblik på at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse, skal anses som arbejdstager i denne bestemmelses forstand.

50 I denne forbindelse bemærkes for det første, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »arbejdstager« i EU-retten omfatter personer, der gennemgår en praktikantuddannelse eller en læretid i et fag, som kan betragtes som en praktisk forberedelse til selve udøvelsen af det pågældende fag, når disse perioder gennemføres under de vilkår, der gælder for en lønnet og faktisk beskæftigelse mod vederlag for en arbejdsgiver og efter dennes anvisninger. Domstolen har præciseret, at det herved ikke gør nogen forskel, at den pågældendes produktivitet er lav, at han ikke udfører et fuldtidsarbejde, men kun arbejder nogle få timer om ugen, og at han derfor kun oppebærer en lille løn (jf. i denne retning bl.a. domme Lawrie-Blum, 66/85, EU:C:1986:284, præmis 19-21, Bernini, C-3/90, EU:C:1992:89, præmis 15 og 16, Kurz, C-188/00, EU:C:2002:694, præmis 33 og 34, og Kranemann, C-109/04, EU:C:2005:187, præmis 13).

51 For det andet fremgår det ligeledes af Domstolens praksis, at hverken et arbejdsforholds retlige baggrund i national ret, inden for rammerne af hvilket en erhvervsuddannelse eller en praktikantuddannelse gennemføres, eller tilvejebringelsen af midlerne til at sikre den berørtes aflønning og navnlig, som i det foreliggende tilfælde, finansieringen af denne ved offentlige tilskud, kan være afgørende for, om en person kan anerkendes som arbejdstager (jf. i denne retning bl.a. domme Bettray, 344/87, EU:C:1989:226, præmis 15 og 16, Birden, C-1/97, EU:C:1998:568, præmis 28, og Kurz, C-188/00, EU:C:2002:694, præmis 34).

[s. 11]

52 Under disse omstændigheder, og henset til betragtningerne særligt i præmis 33, 34 og 44 i denne dom, skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at en person som den i hovedsagen omhandlede, der udøver praktisk arbejde i en virksomhed i form af et praktikophold, uden at modtage et vederlag fra arbejdsgiveren, men fra den offentlige myndighed, der har ansvaret for arbejdsfremmende foranstaltninger, for dette arbejde, der er anerkendt af denne myndighed, modtager en økonomisk støtte, med henblik på at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse, skal anses for arbejdstager i denne bestemmelses forstand.

#### **Sagens omkostninger**

53 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

**1)** **Artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning eller praksis, som ved beregningen af antallet af arbejdstagere i henhold til denne bestemmelse ikke medregner et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité, som det i hovedsagen omhandlede medlem, der udfører sin virksomhed efter anvisninger fra og under tilsyn af et andet organ i dette selskab, for denne virksomhed modtager et vederlag og ikke selv ejer anparter i selskabet.**

**2)** **Artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at en person som den i hovedsagen omhandlede, der udøver praktisk arbejde i en virksomhed i form af et praktikophold, uden at modtage et vederlag fra arbejdsgiveren, men fra den offentlige myndighed, der har ansvaret for arbejdsfremmende foranstaltninger, for dette arbejde, der er anerkendt af denne myndighed, modtager en økonomisk støtte, med henblik på at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse, skal anses for arbejdstager i denne bestemmelses forstand.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62014cj0407.md =====

# EU-Domstolen, 17. december 2015, sag C-407/14

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62014cj0407.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62014cj0407.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Arjona Camacho

ECLI: ECLI:EU:C:2015:831

Kommentarens titel: Fuld erstatning som effektiv og præventiv reaktion

Emner på siden: [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 2006/54 artikel 18 krævede, at en medlemsstat, som valgte økonomisk erstatning, sikrede fuld dækning af tab og skade efter sine nærmere regler. Det skulle gøre reaktionen reel, effektiv, præventiv og proportional. Efter begrundelsen krævede denne kompensationsregel ikke i sig selv en ekstra pønal erstatning uden national hjemmel; strengere nationale sanktioner bedømmes særskilt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker 2006/54, ikke artikel 16 i 2023/970. Den afgør ikke en konkret dansk udmåling eller samtlige nye kompensationsposter og giver ikke grundlag for at sætte ikkeøkonomisk skade lig med straf. Henvisningen til præmis 45 gør ikke hele dommens sanktionsanalyse til ordlyd i artikel 16. Der foretages ingen selvstændig spansk nationalretlig undersøgelse.

Bruges i kommentaren: § 2, afsnit 14 (lov/2.md), § 6 b, afsnit 12 (lov/6b.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62014CJ0407

Domstolens dom (Fjerde Afdeling)
17. december 2015[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2006/54/EF – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling – artikel 18 – erstatning eller godtgørelse af det faktisk lidte tab – afskrækkende virkning – artikel 25 – sanktioner – erstatning med karakter af straf«

I sag C-407/14,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de lo Social no 1 de Córdoba (arbejdsret nr. 1 i Córdoba, Spanien) ved afgørelse af 1. august 2014, indgået til Domstolen den 27. august 2014, i sagen:

**María Auxiliadora Arjona Camacho**

mod

**Securitas Seguridad España SA,**

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af formanden for tredje Afdeling, L. Bay Larsen, som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne J. Malenovský, M. Safjan (refererende dommer), A. Prechal og K. Jürimäe,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- María Auxiliadora Arjona Camacho ved abogado R. Alcaide Aranda

- den spanske regering ved L. Banciella Rodríguez-Miñón og A. Rubio González Alejandro, som befuldmægtigede

- den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved J. Kraehling, som befuldmægtiget, bistået af barrister A. Bates

- Europa-Kommissionen ved D. Roussanov og E. Adsera Ribera, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. september 2015,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204, s. 23).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem María Auxiliadora Arjona Camacho og Securitas Seguridad España SA (herefter »Securitas Seguridad España«) vedrørende tildeling af en erstatning med karakter af straf til María Auxiliadora Arjona Camacho efter hendes afskedigelse, der udgjorde forskelsbehandling på grund af køn.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retten*

###### Direktiv 76/207/EØF

3 I sin oprindelige affattelse bestemte artikel 6 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), at:

> »Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at enhver person, der mener sig krænket ved at princippet om ligebehandling som anført i artikel 3, 4 og 5 tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.«

4 Direktiv 76/207 blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 (EFT L 269, s. 15). Det hedder i 18. betragtning til direktiv 2002/73, at:

> »Domstolen har fastslået, at for at princippet om ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der i tilfælde af dets overtrædelse tildeles den arbejdstager, der har været udsat for forskelsbehandling, være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt. Den har desuden understreget, at forudgående fastsættelse af et maksimum kan udelukke en effektiv erstatning, og at udelukkelse af at tilkende renter for at erstatte det lidte tab ikke er tilladt.«

5 Artikel 6 i direktiv 76/207 blev ved direktiv 2002/73ændret som følger:

> »1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.

[s. 3]

> 2. Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling i strid med artikel 3, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses til et på forhånd fastsat maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af forskelsbehandling i dette direktivs betydning, er, at den pågældendes ansøgning ikke er blevet behandlet.

> [...]«

6 Direktiv 2002/73 føjede også til direktiv 76/207 artikel 8d, der har følgende ordlyd:

> »Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt.

> Sanktionerne, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse bestemmelser senest den 5. oktober 2005 og meddeler hurtigst muligt eventuelle efterfølgende ændringer.«

7 I henhold til artikel 34, stk. 1, i direktiv 2006/54 ophævede dette direktiv 76/207 med virkning fra den 15. august 2009.

###### Direktiv 2006/54

8 Følgende fremgår af 1., 33. og 35. betragtning til direktiv 2006/54:

> »(1) Rådets direktiv 76/207[…] og direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger [(EFT L 225, s. 40)] er blevet ændret væsentligt. […] Da der nu foretages yderligere ændringer af direktiverne, er det ønskeligt af hensyn til klarheden at foretage en omarbejdning af bestemmelserne ved i én tekst at samle de vigtigste bestemmelser på området, samtidig med at der tages hensyn til nye elementer, der er en følge af […][Domstolens] retspraksis.

> [...]

> (33) Domstolen har klart fastslået, at for at princippet om ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der tildeles i tilfælde af overtrædelse, være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt. Derfor bør forudgående fastsættelse af et maksimum for en sådan erstatning udelukkes, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af forskelsbehandling i dette direktivs betydning, er, at den pågældendes ansøgning ikke er blevet behandlet.

> [...]

> (35) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne i henhold til dette direktiv.«

[s. 4]

9 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:

> »Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

> I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

> [...]

> b) arbejdsvilkår, herunder løn

> [...]

> Det indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer.«

10 Nævnte direktivs artikel 14 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer i dennes stk. 1, litra c):

> »Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> [...]

> c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i [artikel 157 TEUF].«

11 Samme direktivs artikel 18, der har overskriften »Erstatning eller godtgørelse«, bestemmer:

> »Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses til et på forhånd fastsat maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af forskelsbehandling i dette direktivs betydning, er, at den pågældendes ansøgning ikke er blevet behandlet.«

12 Artikel 25 i direktiv 2006/54 med overskriften »Sanktioner« er affattet således:

> »Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. Sanktionerne, der kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse bestemmelser senest den 5. oktober 2005 og meddeler hurtigst muligt eventuelle efterfølgende ændringer.«

13 Direktivets artikel 27 med overskriften »Minimumskrav« bestemmer i stk. 1:

> »Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.«

[s. 5]

##### *Spansk ret*

14 Artikel 10 i organisk lov nr. 3/2007 om faktisk lighed mellem mænd og kvinder (Ley orgánica 3/2007 para la igualdad efectiva de mujeres y hombres) af 22. marts 2007 (BOE nr. 71 af 23.3.2007, s. 12611), med overskriften »Retlige følger af diskriminerende adfærd«, bestemmer:

> »De retsakter og aftalebestemmelser, som udgør eller medfører forskelsbehandling på grundlag af køn, er ugyldige og uden virkning. De skaber et ansvar [for deres ophavsmænd] gennem en godtgørelses- og erstatningsordning, som er faktisk, effektiv og proportionel i forhold til det lidte tab, samt i givet fald gennem en effektiv og afskrækkende sanktionsordning, som skal forebygge udøvelsen af diskriminerende adfærd.«

15 I artikel 183 i lov nr. 36/2010 om regler for de sociale retsinstanser (Ley 36/2011 reguladora de la jurisdicción social) af 10. oktober 2011 (BOE nr. 245 af 11.10.2011, s. 106584) med overskriften »Erstatning« bestemmes det i stk. 1 og 2:

> »1. Når der ved dom fastslås en tilsidesættelse, skal retten tage stilling til størrelsen af den erstatning, som i givet fald skal betales til sagsøgeren, som har været udsat for forskelsbehandling eller for en overtrædelse af andre af sine grundlæggende rettigheder og offentlige frihedsrettigheder, og som fastsættes såvel i forhold til det ikke-økonomiske tab, der er forbundet med tilsidesættelsen af den grundlæggende rettighed, som de afledte supplerede tab.

> 2. Retten fastsætter erstatningens størrelse, idet den fastsætter erstatningen skønsmæssigt, når det er for vanskeligt eller omkostningstungt at fastsætte denne nøjagtigt, med henblik på at godtgøre skadelidte tilstrækkeligt og så vidt muligt genoprette dennes situation i sin helhed, som den forelå inden overtrædelsen, samt at bidrage til formålet med at forebygge skader.«

#### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

16 Den 1. juli 2012 blev María Auxiliadora Arjona Camacho ansat hos Securitas Seguridad España som sikkerhedsvagt med henblik på at arbejde fuld tid i et fængsel for mindreårige i Córdoba (Spanien). Hun blev afskediget den 24. april 2014.

17 Eftersom María Auxiliadora Arjona Camacho var uenig i afskedigelsen, indgav hun den 6. maj 2014 en begæring om mægling med sin arbejdsgiver til Centro de Mediación, Arbitraje y Conciliación de Córdoba (rådet for forligsmægling, voldgift og mægling i Cordoba). Der blev ikke opnået enighed.

18 Den 26. maj 2014 anlagde María Auxiliadora Arjona Camacho sag ved Juzgado de lo Social no 1 de Córdoba (arbejdsret nr. 1 i Córdoba) til prøvelse af sin afskedigelse, idet hun gjorde gældende, at denne skulle erklæres ugyldig.

19 I denne forbindelse har María Auxiliadora Arjona Camacho principalt gjort gældende, at hendes afskedigelse bl.a. udgjorde en forskelsbehandling på grund af køn. Hun har nedlagt påstand om betaling af et beløb på 6 000 EUR i erstatning for det tab, hun har lidt.

20 Den forelæggende ret har oplyst, at den lægger til grund, at afskedigelsen af María Auxiliadora Arjona Camacho udgør en forskelsbehandling på grund af køn, og at den dom, den vil afsige i forlængelse af Domstolens svar, vil angive de beviser, som denne konstatering støtter sig på.

21 Den forelæggende ret har tilføjet, at den dom, den vil afsige, også vil præcisere grundene til, at den finder, at betaling af et beløb på 3 000 EUR i erstatning er tilstrækkeligt til fuldt ud at erstatte det tab, som María Auxiliadora Arjona Camacho har lidt som følge af hendes afskedigelse på grund af køn.

[s. 6]

22 Imidlertid er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den i medfør af artikel 18 i direktiv 2006/54, ifølge hvilken der skal betales erstatning eller godtgørelse for tabet således, at det har en præventiv virkning, skal tildele María Auxiliadora Arjona Camacho en erstatning, der går ud over den fuldstændige godtgørelse af det tab, hun har lidt, i form af en erstatning med karakter af straf, som kan tjene som et eksempel for hendes tidligere arbejdsgiver såvel som for andre.

23 Den forelæggende ret har præciseret, at begrebet »erstatning med karakter af straf« ikke eksisterer i spansk ret.

24 På denne baggrund har Juzgado de lo Social no 1 de Córdoba (arbejdsret nr. 1 i Córdoba) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Kan artikel 18 i direktiv 2006/54, når den foreskriver, at en erstatning til et offer for en forskelsbehandling på grundlag af køn skal være præventiv (ud over at den skal være reel og effektiv og stå i et rimeligt forhold til det lidte tab), fortolkes således, at den giver den nationale retsinstans beføjelser til at idømme en ren tillægserstatning i form af en rimelig erstatning med karakter af straf, dvs. et yderligere beløb, der går ud over den fuldstændige godtgørelse for de reelle tab og skader, som ofret har lidt, og tjener som eksempel for andre (ud over skadevolder selv), forudsat at dette beløb holder sig inden for rammerne af, hvad der ikke er uforholdsmæssigt, herunder når denne erstatning med karakter af straf er fremmed for den nationale retsinstans’ egen retspraksis?«

#### **Om det præjudicielle spørgsmål**

25 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 18 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den person, der er påført tab og skader som følge af forskelsbehandling på grund af køn, for at få en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse, der har en præventiv virkning, ud over erstatning for det tab, som er lidt, skal tildeles erstatning med karakter af straf.

26 Ifølge nævnte artikel 18 indfører medlemsstaterne i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt, idet denne erstatning ikke kan begrænses til et på forhånd fastsat maksimum, undtagen i tilfælde af, at en ansøgning ikke er blevet behandlet.

27 Den nævnte bestemmelse gentager ordlyden af artikel 6, stk. 2, i direktiv 76/207, som ændret ved direktiv 2002/73.

28 Som det imidlertid følger af 18. betragtning til direktiv 2002/73, har dette ændret artikel 6 i direktiv 76/207 med henblik på at tage hensyn til Domstolens retspraksis og bl.a. dommene Marshall (C-271/91, EU:C:1993:335) og Draehmpaehl (C-180/95, EU:C:1997:208).

29 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i forbindelse med fortolkningen af artikel 6 i direktiv 76/207, som blev ophævet og erstattet af direktiv 2006/54, har udtalt, at medlemsstaterne er forpligtede til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sætte alle personer, der betragter sig som krænket som følge af en forskelsbehandling, som er i strid med det nævnte direktiv, i stand til at anlægge sag. En sådan forpligtelse medfører, at de pågældende foranstaltninger skal være tilstrækkelig effektive til at opfylde det formål, der forfølges med direktiv 76/207, og at de effektivt skal kunne påberåbes af de pågældende personer ved de nationale retter (jf. domme Marshall, C-271/91, EU:C:1993:335, præmis 22, og Paquay, C-460/06, EU:C:2007:601, præmis 43).

[s. 7]

30 Ifølge Domstolens praksis foreskriver nævnte artikel 6 ikke, at medlemsstaterne skal fastsætte en bestemt sanktion i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men overlader det til medlemsstaterne frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre formålet med direktiv 76/207, alt afhængig af de enkelte situationer, der kan opstå (jf. domme von Colson og Kamann, 14/83, EU:C:1984:153, præmis 18, Marshall, C-271/91, EU:C:1993:335, præmis 23, og Paquay, C-460/06, EU:C:2007:601, præmis 44).

31 Dog skal hensigtsmæssige foranstaltninger til at genskabe en reel lighed sikre en faktisk og effektiv retsbeskyttelse, og de skal have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren (jf. domme von Colson og Kamann, 14/83, EU:C:1984:153, præmis 23 og 24, Draehmpaehl, C-180/95, EU:C:1997:208, præmis 25, og Paquay, C-460/06, EU:C:2007:601, præmis 45).

32 Sådanne krav medfører nødvendigvis, at de særlige omstændigheder i forbindelse med hver enkelt overtrædelse af princippet om ligebehandling skal tages i betragtning. I tilfælde af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, vil ligebehandlingen imidlertid ikke kunne genoprettes uden enten at genansætte den person, der har været udsat for forskelsbehandling, i sin tidligere stilling, eller at tilkende en økonomisk erstatning for det påførte tab (dom Marshall, C-271/91, EU:C:1993:335, præmis 25).

33 Endelig følger det i henhold til Domstolens praksis, at såfremt økonomisk erstatning er den foranstaltning, der anvendes for at nå det ovennævnte mål, skal den være tilstrækkelig i den forstand, at den fuldt ud skal genoprette det tab, der reelt er påført som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse (jf. domme Marshall, C-271/91, EU:C:1993:335, præmis 26, og Paquay, C-460/06, EU:C:2007:601, præmis 46).

34 Af denne grund fulgte det af bestemmelserne i artikel 6 i direktiv 76/207, i sin oprindelige affattelse og som ændret, såvel som af den praksis fra Domstolen, der er henvist til i denne doms præmis 29-33, at den reelt afskrækkende virkning, der forfulgtes med den nævnte artikel 6, ikke indebar, at en person, der var påført tab og skader som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, tildeltes en erstatning med karakter af straf, der går ud over den fuldstændige erstatning af de reelt lidte tab og skader og udgør en strafforanstaltning.

35 Denne konstatering underbygges af den alternative karakter af den erstatning for tab, som i tilfælde af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, tildeles i form af en økonomisk godtgørelse, som dette er angivet i denne doms præmis 32.

36 Som generaladvokaten har anført i punkt 32 i forslaget til afgørelse, er der ikke sket nogen væsentlige ændringer i EU-retten, der medfører, at artikel 18 i direktiv 2006/54 i denne forbindelse skal gøres til genstand for en fortolkning, der er forskellig fra fortolkningen af artikel 6 i direktiv 76/207.

37 Det skal derfor konstateres, at artikel 18 i direktiv 2006/54, ligesom artikel 6 i direktiv 76/207 og for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse for tab og skader som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, der er lidt, pålægger de medlemsstater, der vælger en økonomisk erstatning, i deres nationale retsorden at indføre foranstaltninger, hvorefter en person, der er påført tab og skader, tildeles en erstatning, der fuldstændigt dækker det tab, der er lidt, ifølge nærmere bestemmelser, som de selv fastsætter, men ikke bestemmer, at der skal tildeles erstatning med karakter af straf.

38 I øvrigt bestemmer artikel 25 i direktiv 2006/54, at medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. Denne artikel bestemmer ligeledes, at sanktionerne, der »kan omfatte udbetaling af erstatning til ofret«, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

[s. 8]

39 Mens artikel 18 i direktiv 2006/54 følgelig tilsigter at pålægge erstatning eller godtgørelse for de tab og skader, der er påført en person, følger det af ordlyden af artikel 25 i dette direktiv, at denne giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage foranstaltninger med henblik på at sanktionere forskelsbehandling på grundlag af køn i form af erstatning, der tildeles ofret.

40 Således giver artikel 25 i direktiv 2006/54 medlemsstaterne mulighed for, men pålægger dem ikke, at indføre foranstaltninger, hvorefter der kan tildeles erstatning med karakter af straf til ofret for en forskelsbehandling på grundlag af køn.

41 Tilsvarende bestemmer direktivets artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

42 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at begrebet »erstatning med karakter af straf« ikke eksisterer i spansk ret.

43 Under disse omstændigheder bestemmer artikel 25 i direktiv 2006/54 ikke, at den nationale ret, når der ikke foreligger bestemmelser i den nationale lovgivning, der gør det muligt at tildele erstatning med karakter af straf til en person, der er påført tab og skader som følge af forskelsbehandling på grund af køn, selv kan pålægge den, der er ophavsmand til forskelsbehandlingen, at betale en sådan erstatning.

44 Det skal tilføjes, at det, såfremt det antages, at en medlemsstat beslutter at vedtage foranstaltninger, hvorefter det er muligt at tildele erstatning med karakter af straf til den person, der er blevet udsat for forskelsbehandling, tilkommer den enkelte medlemsstat i sit retssystem at fastsætte de kriterier, hvorefter sanktionens omfang kan fastlægges, for så vidt som principperne om ligebehandling og effektivitet overholdes (jf. analogt domme Manfredi m.fl., C-295/04 – C-298/04, EU:C:2006:461, præmis 92, Donau Chemie m.fl., C-536/11, EU:C:2013:366, præmis 25-27, og Hirmann, C-174/12, EU:C:2013:856, præmis 40).

45 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 18 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at denne artikel for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse for tab og skader som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, der er lidt, pålægger de medlemsstater, der vælger en økonomisk erstatning, ifølge nærmere bestemmelser, som de selv fastsætter, i deres nationale retsorden at indføre foranstaltninger, hvorefter en person, der er påført tab og skader, tildeles en erstatning, som fuldstændigt dækker det tab, der er lidt.

#### **Sagens omkostninger**

46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

**Artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at denne artikel for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse for tab og skader som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, der er lidt, pålægger de medlemsstater, der vælger en økonomisk erstatning, ifølge nærmere bestemmelser, [s. 9]  som de selv fastsætter, i deres nationale retsorden at indføre foranstaltninger, hvorefter en person, der er påført tab og skader, tildeles en erstatning, som fuldstændigt dækker det tab, der er lidt.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: spansk.

===== FIL: praksis/celex-62015cj0216.md =====

# EU-Domstolen, Femte Afdeling, 17. november 2016, sag C-216/15

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62015cj0216.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62015cj0216.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Ruhrlandklinik

ECLI: ECLI:EU:C:2016:883

Kommentarens titel: Foreningsmedlem udsendt til brugervirksomhed

Emner på siden: [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 2008/104 omfattede den beskrevne udsendelse fra en almennyttig forening mod økonomisk godtgørelse, når medlemmet primært arbejdede under brugervirksomhedens instruktion mod løn og var beskyttet i medlemsstaten. Den nationale ret skulle efterprøve beskyttelsesleddet. Manglende national arbejdstagerbetegnelse eller ansættelseskontrakt med foreningen var ikke alene afgørende.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en sag om ulønnet frivilligt arbejde; den pågældende modtog månedlig betaling og arbejdsrelaterede rettigheder.

Det nationale beskyttelseselement i artikel 3, stk. 1, litra a, og nationalrettens efterprøvelse må ikke udelades.

Direktivet harmoniserer ikke hele det nationale arbejdstagerbegreb.

Ikke enhver foreningsaktivitet er økonomisk; dommen angår levering på markedet mod den konkrete betaling.

Det aftalte administrationsgebyr på 3 procent er ikke en EU-tærskel.

Dommen afgør ikke selv den nationale konflikt om udsendelsens varighed eller en konkret ligelønsdifference.

2008/104’s økonomisk-aktivitetstest er ikke ordlyden i 2023/970 artikel 2 og må ikke overføres ukritisk.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62015CJ0216

Domstolens dom (Femte Afdeling)
17. november 2016[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2008/104/EF – vikararbejde – anvendelsesområde – begrebet »arbejdstager« – begrebet »økonomisk aktivitet« – plejepersonale, der ikke er ansat i henhold til en ansættelseskontrakt, og som udsendes til en sundhedsinstitution af en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje«

I sag C-216/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) ved afgørelse af 17. marts 2015, indgået til Domstolen den 12. maj 2015, i sagen:

**Betriebsrat der Ruhrlandklinik gGmbH**

mod

**Ruhrlandklinik gGmbH,**

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.L. da Cruz Vilaça, Domstolens vicepræsident, A. Tizzano (refererende dommer), og dommerne M. Berger, A. Borg Barthet og F. Biltgen,

generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe

justitssekretær: fuldmægtig M. Aleksejev,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. april 2016,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Betriebsrat der Ruhrlandklinik gGmbH ved Rechtsanwalt G. Herget

- Ruhrlandklinik gGmbH ved Rechtsanwälte C.-M. Althaus og S. Schröder

- den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčíl, som befuldmægtigede

- Europa-Kommissionen ved M. van Beek, G. Braun og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. juli 2016,

[s. 2]

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde (EUT 2008, L 327, s. 9).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Betriebsrat der Ruhrlandklinik gGmbH (samarbejdsudvalget ved Ruhrlandklinik, herefter »samarbejdsudvalget«) og Ruhrlandklinik gGmbH vedrørende udsendelsen af K., som er medlem af DRK-Schwesternschaft Essen eV (forening af sygeplejersker i det tyske Røde Kors i Essen, Tyskland, herefter »sygeplejerskeforeningen«) ved Ruhrlandklinik.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retten*

3 Følgende fremgår af 10. og 12. betragtning til direktiv 2008/104:

> »(10) Inden for Den Europæiske Union er der store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår.

> […]

> (12) Dette direktiv opstiller en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.«

4 Direktivets artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer:

> »1. Dette direktiv finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau og udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.

> 2. Dette direktiv gælder for offentligretlige og privatretlige virksomheder, som er vikarbureauer eller brugervirksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de opererer med gevinst for øje.«

5 Det nævnte direktivs artikel 2 bestemmer:

> »Dette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.«

[s. 3]

6 Samme direktivs artikel 3 bestemmer:

> »1. I dette direktiv forstås ved:

> a) »arbejdstager«: enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager i medfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelser

> […]

> c) »vikaransat«: en arbejdstager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

> […]

> 2. Dette direktiv berører ikke national lovgivning for så vidt angår definitionen af aflønning, arbejdsaftale, ansættelsesforhold eller arbejdstager.

> […]«

7 Artikel 5 i direktiv 2008/104 med overskriften »Princippet om ligebehandling« bestemmer i stk. 1, første afsnit:

> »De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.«

##### *Tysk ret*

8 § 99 i Betriebsverfassungsgesetz (lov om medarbejderrepræsentation), som senest ændret ved lov af 20. april 2013 (BGBl. 2013 I, s. 868), i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, har følgende ordlyd:

> »1. I virksomheder med normalt over 20 stemmeberettigede arbejdstagere skal arbejdsgiveren før enhver ansættelse […] underrette samarbejdsudvalget, forelægge ansøgningerne og oplysningerne om de interesserede for dette. Arbejdsgiveren skal, idet han fremlægger de nødvendige dokumenter for samarbejdsudvalget, orientere dette om konsekvenserne af den planlagte foranstaltning og indhente samarbejdsudvalgets samtykke til den planlagte afgørelse. […]

> 2. Samarbejdsudvalget kan nægte at give sit samtykke, hvis:

> 1) Den foranstaltning, som vedrører en ansat, kan være i strid med en lov […]

> […]«

9 §1, stk. 1, i Arbeitnehmerüberlassungsgesetz (lov om vikararbejde), som ændret ved lov af 28. april 2011 (BGBl. 2011 I, s. 642), der trådte i kraft den 1. december 2011, bestemmer:

> »Arbejdsgivere, der erhvervsmæssigt som vikarbureauer vil udsende arbejdstagere (vikarer) til tredjemand (brugervirksomheder) til at udføre arbejdsopgaver, skal have en tilladelse. Udsendelse af arbejdstagere til brugervirksomheder sker på midlertidig basis […]«

[s. 4]

#### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

10 Ruhrlandklinik driver en hospitalsklinik i Essen (Tyskland). I 2010 indgik Ruhrlandklinik en aftale med sygeplejerskeforeningen om udsendelse af arbejdskraft, i henhold til hvilken sidstnævnte har forpligtet sig til at stille plejepersonale til rådighed for klinikken mod en økonomisk godtgørelse, der dækker personaleomkostningerne med tillæg af et fast administrationsgebyr på 3%. Dette plejepersonale består af medlemmer af sygeplejerskeforeningen, der har bemyndigelse til at udøve et fag inden for syge- og sundhedspleje.

11 Sygeplejerskeforeningen er en forening, der ikke arbejder med gevinst for øje, og som er tilknyttet Verband der Schwesternschaften vom Deutschen Roten Kreuz eV (sammenslutning af sygeplejerskeforeninger i det tyske Røde Kors). Dens medlemmer udøver deres erhvervsaktivitet som hovedbeskæftigelse enten internt i foreningen eller ved syge- og sundhedsinstitutioner i forbindelse med aftaler om udsendelse. I sidstnævnte tilfælde er de nævnte medlemmer underlagt den pågældende institutions tekniske og organisatoriske instrukser.

12 I henhold til sygeplejerskeforeningens forretningsordning betaler sidstnævnte en månedlig løn til sine medlemmer, som beregnes ud fra almindelig skik for den pågældende sektor, med tillæg af bl.a. godtgørelse af visse rejse- og flytteomkostninger, ret til ekstra pension samt ret til betalt ferie i henhold til de gældende bestemmelser i sektoren. De nævnte medlemmer har ligeledes ret til betaling af løn ved arbejdsudygtighed, som skyldes sygdom eller ulykke.

13 Forholdet mellem sygeplejerskeforeningen og dens medlemmer reguleres dog ikke af en ansættelseskontrakt. Retsgrundlaget for medlemmernes forpligtelse til at yde et arbejde ligger således i deres indmeldelse i sygeplejerskeforeningen og den forpligtelse, der følger heraf, til at yde deres bidrag til denne i form af arbejdsydelser inden for rammerne af et personligt underordnelsesforhold.

14 K. er sygeplejerske og medlem af sygeplejerskeforeningen. Hun skulle fra den 1. januar 2012 udsendes som plejemedarbejder til Ruhrlandklinik på grundlag af den aftale om udsendelse, som var indgået mellem denne klinik og sygeplejerskeforeningen.

15 Ved skrivelse af 2. december 2011 afviste samarbejdsudvalget imidlertid at give samtykke til denne ansættelse med den begrundelse, at ansættelsen af K. ikke var midlertidig og dermed var i strid med § 1, stk. 1, i lov om vikararbejde, der forbyder en ikke-midlertidig udsendelse af arbejdstagere til brugervirksomheder.

16 Ruhrlandklinik mente, at dette afslag var grundløst, for så vidt som nævnte § 1 ikke fandt anvendelse i det pågældende tilfælde, og ansatte K. midlertidigt samt anmodede retten om ved en retsafgørelse at tillade en tidsubegrænset udsendelse af hende. Da de lavere retsinstanser havde givet medhold i denne påstand, iværksatte samarbejdsudvalget en appel ved den forelæggende ret – Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland).

17 Ifølge sidstnævnte ret finder det forbud mod ikke midlertidig udsendelse af arbejdskraft, der er indeholdt i § 1, stk. 1 i lov om vikararbejde, udelukkende anvendelse i forhold til ansatte i et vikarbureau.

18 Imidlertid har medlemmerne af sygeplejerskeforeningen, herunder K., ikke karakter af arbejdstagere i henhold til tysk ret, idet de ikke er forbundet med denne forening ved en arbejdsaftale, og dette selv om de mod vederlag præsterer en arbejdsydelse for en anden person og efter dennes anvisninger. Ifølge Bundesarbeitsgerichts (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) praksis udgør en arbejdstager i tysk ret nemlig en person, som på grundlag af en privatretlig kontrakt er forpligtet til at udføre arbejdsopgaver for en anden person, idet han er underlagt instrukser i et personligt underordnelsesforhold.

[s. 5]

19 Den forelæggende ret har imidlertid rejst spørgsmålet, om K., selv om hun ikke har karakter af arbejdstager i henhold til tysk ret, vil kunne betragtes som sådan i henhold til EU-retten og nærmere bestemt i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/104.

20 Ud fra dette synspunkt ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om sygeplejerskeforeningens udsendelse af K. til Ruhrlandklinik udgør en økonomisk aktivitet som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2, der i denne henseende afgrænser dettes anvendelsesområde.

21 Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Finder artikel 1, stk. 1 og 2, i [direktiv 2008/104] anvendelse på udsendelse af et foreningsmedlem til en anden virksomhed med henblik på at udføre arbejdsopgaver efter dennes faglige og organisatoriske instrukser, hvis foreningsmedlemmet ved sin indmeldelse i foreningen har forpligtet sig til at stille sin fulde arbejdskraft til rådighed også for tredjemand, hvorfor medlemmet modtager en månedlig betaling fra foreningen, som beregnes efter de sædvanlige kriterier for den pågældende virksomhed, og foreningen til gengæld for udsendelsen modtager refusion af personaleomkostninger for medlemmet samt et administrationsgebyr?«

#### **Om det præjudicielle spørgsmål**

22 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde omfatter en situation, hvor en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, mod en økonomisk godtgørelse udsender et af sine medlemmer til en brugervirksomhed med henblik på i denne virksomhed primært og efter anvisninger af sidstnævnte at udføre en arbejdsopgave mod betaling af løn, selv om dette medlem ikke har karakter af arbejdstager i henhold til national ret, fordi vedkommende ikke har indgået nogen ansættelseskontrakt med den nævnte forening.

23 I overensstemmelse med nævnte artikel 1 forudsætter anvendelsen af direktiv 2008/104 bl.a., at den pågældende person er »arbejdstager« som omhandlet i denne artikels stk. 1, og at det vikarbureau, der udsender personen til en brugervirksomhed, udøver en »økonomisk aktivitet« i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i nævnte artikels stk. 2.

24 Således skal det for at besvare det forelagte spørgsmål afgøres, om disse to betingelser er opfyldt under de i denne doms præmis 22 omhandlede omstændigheder.

##### *Begrebet* *»arbejdstager**«*

25 Med henblik på at fortolke begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104 skal det understreges, at begrebet i medfør af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), dækker »enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager i medfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelser«.

26 Således følger det af bestemmelsens ordlyd, at enhver person, der præsterer et stykke arbejde, og som sådan er beskyttet i den pågældende medlemsstat, er omfattet af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i det nævnte direktiv.

27 Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at det væsentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, idet den juridiske betegnelse af dette arbejdsforhold i national ret og dettes form samt

[s. 6]

karakteren af retsforholdet mellem de to personer ikke er afgørende i denne henseende (jf. i denne retning dom af 11.11.2010, Danosaj, C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis).

28 Det følger i øvrigt af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/104 og af dettes artikel 3, stk. 1, litra c), der definerer begrebet »vikaransat«, at dette direktiv ikke alene finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale med et vikarbureau, men også dem, som har indgået et ansættelsesforhold med en sådan virksomhed.

29 Heraf følger, at hverken den juridiske kvalifikation i henhold til national ret af det forhold, der findes mellem den pågældende person og vikarbureauet, eller karakteren af deres retsforhold eller retsforholdets form, er afgørende med henblik på at betegne denne person som »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104. Navnlig kan en person som K. – i modsætning til det, som Ruhrlandklinik har gjort gældende i sine bemærkninger – ikke udelukkes fra begrebet »arbejdstager« som omhandlet i dette direktiv og dermed fra dettes anvendelsesområde alene med den begrundelse, at hun ikke er tilknyttet vikarbureauet ved en ansættelseskontrakt, og at hun derfor ikke har karakter af arbejdstager i henhold til tysk ret.

30 Denne konklusion kan ikke påvirkes af den omstændighed, at direktiv 2008/104 i henhold til dettes artikel 3, stk. 2, ikke berører national ret for så vidt angår definitionen af arbejdstager.

31 Som generaladvokaten har anført i punkt 29 i forslaget til afgørelse, betyder denne bestemmelse nemlig udelukkende, at EU-lovgiver har haft til hensigt at bevare medlemsstaternes beføjelse til at fastlægge, hvilke personer der hører ind under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i national ret, og som skal være genstand for en beskyttelse inden for deres interne retsorden, et aspekt, som direktiv 2008/104 ikke har til formål at harmonisere.

32 Derimod kan den nævnte bestemmelse ikke fortolkes som en afståelse fra EU-lovgivers side fra selv at fastlægge rækkevidden af dette begreb som omhandlet i direktiv 2008/104 og således direktivets personelle anvendelsesområde. Således som det følger af denne doms præmis 25 og 26, har EU-lovgiver nemlig ikke overladt det til medlemsstaterne ensidigt at definere det nævnte begreb, men har selv præciseret rammerne herfor i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), ligesom EU-lovgiver i øvrigt har gjort det for så vidt angår definitionen af »vikaransat« i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra c).

33 Således dækker det nævnte begreb med henblik på fortolkningen heraf enhver person, der indgår i et arbejdsforhold som nævnt i denne doms præmis 27, og som i den pågældende medlemsstat er beskyttet i forbindelse med den arbejdsydelse, som vedkommende præsterer.

34 Ovenstående fortolkning understøttes af de formål, der forfølges med direktiv 2008/104.

35 Det fremgår nemlig af 10. og 12. betragtning til dette direktiv, at vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår inden for Unionen er karakteriseret ved store forskelle, i hvilken forbindelse det nævnte direktiv tilsigter at opstille en ramme for beskyttelse af disse arbejdstagere, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed. I henhold til samme direktivs artikel 2 har dette således til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling gælder for disse ansatte og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af denne type arbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

[s. 7]

36 En begrænsning af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104 til personer, der falder ind under dette begreb i henhold til national ret, særligt til dem, der via en arbejdsaftale er forbundet med et vikarbureau, ville imidlertid kunne bringe virkeliggørelsen af disse mål i fare og følgelig bringe direktivets effektive virkning i fare ved på en urimelig og ubegrundet måde at indskrænke dettes anvendelsesområde.

37 En sådan begrænsning ville nemlig gøre det muligt for medlemsstaterne eller vikarbureauerne vilkårligt at udelukke visse kategorier af personer fra den beskyttelse, der er tilsigtet med det nævnte direktiv, især fra anvendelsen af princippet om ligebehandling mellem vikaransatte og det personale, der er ansat direkte af brugervirksomheden, som er indeholdt i samme direktivs artikel 5, også selv om det ansættelsesforhold, der knytter disse personer til vikarbureauet, ikke adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, der knytter de ansatte, der betegnes som arbejdstagere i henhold til national ret, til deres arbejdsgiver.

38 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret oplyst, at sygeplejerskeforeningen ønsker at stille K. til rådighed for Ruhrlandklinik med henblik på, at hun i denne klinik som hovedbeskæftigelse og efter dennes anvisninger udfører opgaver i sin egenskab af sygeplejerske mod en månedlig betaling, som beregnes efter de sædvanlige kriterier inden for syge- og sundhedspleje. I lyset af de i forelæggelsesafgørelsen anførte betragtninger synes det forhold, der knytter K. til sygeplejerskeforeningen, således ikke at adskille sig væsentligt fra det forhold, der knytter de ansatte, der arbejder for et vikarbureau, til dette.

39 Desuden fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at medlemmerne af sygeplejerskeforeningen, herunder K., drager fordel af en række rettigheder, der til dels er identiske med eller svarer til de rettigheder, som personer, der i henhold til tysk ret betegnes som arbejdstagere, nyder godt af.

40 Således har den forelæggende ret selv understreget, at disse medlemmer drager fordel af ufravigelige arbejdsretlige beskyttelsesbestemmelser. Derudover er de nævnte medlemmer, som det er blevet præciseret af Ruhrlandklinik og den tyske regering som svar på et spørgsmål fra Domstolen i henhold til artikel 61, stk. 1, i dennes procesreglement, underlagt Sozialgesetzbuch (lov om social sikring) på samme måde som de personer, der betegnes som arbejdstagere i henhold til tysk ret.

41 Desuden er disse medlemmer ifølge Ruhrlandklinik omfattet af de lovbestemmelser, der finder anvendelse på arbejdstagere for så vidt angår betalt ferie, sygeorlov, barsels- og forældreorlov og oppebærelse af lønnen ved arbejdsudygtighed, som skyldes ulykke eller sygdom. De har i øvrigt den samme beskyttelse som Ruhrlandkliniks egne ansatte på området for deltagelse i beslutningstagningen inden for klinikken, modtager samme løn og er underlagt arbejdsvilkår, som er identiske med disse sidstnævntes. Endelig kan de kun ekskluderes af sygeplejerskeforeningen, hvis der er en tungtvejende grund hertil.

42 I lyset af disse forhold lader det således til, at medlemmerne af sygeplejerskeforeningen i Tyskland er beskyttet i forbindelse med de arbejdsopgaver, som de udfører, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

43 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2008/104 fortolkes således, at det omfatter enhver person, som udfører en arbejdsopgave, dvs. som i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, og som i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat, og dette uanset den juridiske betegnelse af denne persons arbejdsforhold i national ret, karakteren af retsforholdet mellem de to personer og arbejdsforholdets form. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i den pågældende situation, og om K. følgelig skal betegnes som »arbejdstager« som omhandlet i dette direktiv.

[s. 8]

##### *Begrebet* *»økonomisk aktivitet**«*

44 Hvad angår fortolkningen af begrebet »økonomisk aktivitet« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 skal det understreges, at enhver aktivitet, der består i at udbyde varer eller tjenesteydelser på et givet marked, i henhold til Domstolens faste retspraksis har økonomisk karakter (jf. bl.a. dom af 18.6.1998, Kommissionen mod Italien, C-35/96, EU:C:1998:303, præmis 36, af 6.9.2011, Scattolon, C-108/10, EU:C:2011:542, præmis 43, og af 23.2.2016, Kommissionen mod Ungarn, C-179/14, EU:C:2016:108, præmis 149).

45 I den foreliggende sag tilbyder sygeplejerskeforeningen imidlertid tjenesteydelser på markedet, der består i udsendelse af plejepersonale til syge- og sundhedsinstitutioner i Tyskland mod en økonomisk godtgørelse, der dækker personaleomkostningerne og administrationsomkostningerne.

46 I modsætning til det af Ruhrlandklinik anførte er den omstændighed, at sygeplejerskeforeningen ikke har gevinst for øje, i overensstemmelse med selve ordlyden af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 og i henhold til Domstolens faste retspraksis (jf. bl.a. dom af 3.12.2015, Pfotenhilfe-Ungarn, C-301/14, EU:C:2015:793, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), ikke relevant i denne henseende. Sygeplejerskeforeningens retlige form, idet denne er oprettet som en forening, er heller ikke relevant, eftersom formen ikke berører den økonomiske karakter af den aktivitet, der udøves.

47 Følgelig udøver en forening som sygeplejerskeforeningen, der udsender plejepersonale til syge- og sundhedsinstitutioner mod en økonomisk godtgørelse, der dækker personaleomkostningerne og administrationsomkostningerne, en økonomisk aktivitet som omhandlet i nævnte direktivs artikel 1, stk. 2.

48 Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde omfatter en situation, hvor en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, mod en økonomisk godtgørelse udsender et af sine medlemmer til en brugervirksomhed med henblik på i denne virksomhed primært og efter anvisninger af sidstnævnte at udføre en arbejdsopgave mod betaling af løn, når dette medlem i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, selv om det nævnte medlem ikke har karakter af arbejdstager i national ret, fordi vedkommende ikke har indgået nogen ansættelseskontrakt med den nævnte forening.

#### **Sagens omkostninger**

49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

**Artikel 1, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde skal fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde omfatter en situation, hvor en forening, som ikke arbejder med gevinst for øje, mod en økonomisk godtgørelse udsender et af sine medlemmer til en brugervirksomhed med henblik på i denne virksomhed primært og efter anvisninger af sidstnævnte at udføre en arbejdsopgave mod betaling af løn, når dette medlem i forbindelse hermed er beskyttet i den pågældende medlemsstat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, selv om det nævnte medlem ikke har karakter af arbejdstager i henhold til national ret, fordi vedkommende ikke har indgået nogen ansættelseskontrakt med den nævnte forening.**

[s. 9]

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62015cj0335.md =====

# EU-Domstolen, 14. juli 2016, sag C-335/15

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62015cj0335.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62015cj0335.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2016:564

Kommentarens titel: Dommergodtgørelse og minimumsbetaling under historisk barselsorlov

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Ligeløns- og graviditetsreglerne var ikke til hinder for, at en dommer under obligatorisk barselsorlov før 1. januar 2005 ikke fik den særlige godtgørelse for udgifter ved hvervet, men indtægten skulle mindst svare til den nationale sygeorlovsydelse (jf. § 1 a, stk. 1). Ikke en generel undtagelse af godtgørelser fra lønbegrebet (jf. § 1 a, stk. 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): De anvendte ligeløns- og graviditetsregler var ikke til hinder for, at en almindelig dommer under obligatorisk barselsorlov før 1. januar 2005 ikke modtog den særlige godtgørelse for udgifter ved hvervets udøvelse, når staten ikke havde sikret alle tidligere lønelementer. Indtægten skulle dog mindst svare til den nationale sygeorlovsydelse; det skulle den nationale ret kontrollere.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Resultatet følger de historiske regler for orlovsperioderne og det konkrete godtgørelseselement. Det er ikke en generel undtagelse af godtgørelser fra lønbegrebet.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62015CJ0335

Domstolens dom (Ottende Afdeling)
14. juli 2016[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) – direktiv 75/117/EØF – lige løn til mænd og kvinder – artikel 1 – direktiv 92/85/EØF – foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer – artikel 11, nr. 2), litra b), og artikel 11, nr. 3) – national lovgivning, som fastsætter en godtgørelse til de almindelige dommere vedrørende de udgifter, som disse afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv – ingen ret til denne godtgørelse for en almindelig dommer i tilfælde af en obligatorisk barselsorlov afholdt før den 1. januar 2005«

I sag C-335/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) ved afgørelse af 13. maj 2015, indgået til Domstolen den 3. juli 2015, i sagen:

**Maria Cristina Elisabetta Ornano**

mod

**Ministero della Giustizia, Direzione Generale dei Magistrati del Ministero,**

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D. Šváby, og dommerne J. Malenovský og M. Safjan (refererende dommer),

generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. De Socio

- Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

[s. 2]

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og EF-traktatens artikel 120 (senere artikel 142 EF), af artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 11 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1992, L 348, s. 1), samt af artikel 2, 14 og 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Maria Cristina Elisabetta Ornano og Ministero della Giustizia, Direzione Generale dei Magistrati del Ministero (justitsministeriet, generaldirektoratet for ministeriets dommere, Italien, herefter »justitsministeriet«) angående et afslag på, for så vidt angår obligatoriske barselsorlovsperioder, der er afholdt inden den 1. januar 2005, at yde en almindelig dommer en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv.

#### **Retsforskrifter**

##### *EU-retten*

###### Direktiv 75/117/EØF

3 Artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT 1975, L 45, s. 19) bestemmer:

> »Det i artikel 119 i [EØF-]traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

4 Dette direktiv blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009. De faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger imidlertid forud for ophævelsen af direktiv 75/117.

[s. 3]

###### Direktiv 76/207/EØF

5 Anden og tredje betragtning til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT 1976, L 39, s. 40), er affattet som følger:

> »[F]or så vidt angår aflønning vedtog Rådet den 10. februar 1975 direktiv [75/117].

> [E]n handling fra Fællesskabets side synes ligeledes påkrævet for at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder både for så vidt angår adgang til beskæftigelse, uddannelse, forfremmelse samt med hensyn til andre arbejdsvilkår; ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er et af Fællesskabets mål, for så vidt det navnlig drejer sig om at fremme en udjævning af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår på et stadigt stigende niveau; traktaten indeholder ikke den hertil fornødne særlige hjemmel.«

6 Direktiv 76/207 blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009. De faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger imidlertid forud for ophævelsen af direktiv 76/207.

###### Direktiv 92/85

7 9. og 16.-18. betragtning til direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

> »[F]oranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, må ikke føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og må ikke berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

> [...]

> [F]oranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, vil være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

> [B]estemmelserne om barselsorlov vil ligeledes være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen og bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

> [U]dtrykket passende ydelse skal i tilfælde af barselsorlov betragtes som et teknisk udgangspunkt med henblik på at fastsætte det laveste beskyttelsesniveau og må under ingen omstændigheder fortolkes, som om graviditet sidestilles med sygdom.«

8 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

> »I dette direktiv forstås ved:

> a) gravid arbejdstager: enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis

> b) arbejdstager, som lige har født: enhver arbejdstager, som lige har født som defineret efter national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis

> c) ammende arbejdstager: enhver arbejdstager, som ammer som defineret i national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis.«

9 Nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Barselsorlov« bestemmer:

> »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2. Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

10 Samme direktivs artikel 11, nr. 1)-3), der har overskriften »Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen«, bestemmer:

> »For at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, som er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

> 1) I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 5, 6 og 7, skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

> 2) I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8: a) skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres b) skal bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

> 3) Den ydelse, der er omhandlet i stk. 2, litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.«

##### *Italiensk ret*

11 Artikel 3, stk. 1, i legge n. 27, provvidenze per il personale di magistratura (lov nr. 27 om ydelser til ansatte ved domstolene) af 19. februar 1981 (GURI nr. 52 af 21.2.1981, herefter »lov nr. 27/81«) bestemmer, at der skal udbetales en særlig dommergodtgørelse til de almindelige italienske dommere vedrørende de udgifter, som disse afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv (herefter »den særlige dommergodtgørelse«).

12 Indtil den 31. december 2004 fik almindelige dommere på obligatorisk barselsorlov ikke udbetalt denne godtgørelse. I denne forbindelse bestemte artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 (herefter »den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81«) følgende:

> »Indtil vedtagelsen af en ny ordning vedrørende aflønning af de ansatte, jf. lov nr. 97 af 2. april 1979, indføres fra den 1. juli 1980 en særlig ikke-pensionsgivende godtgørelse til de almindelige dommere vedrørende de udgifter, som disse afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, på 4 400 000 ITL pr. år. Godtgørelsen udbetales månedsvis, undtagen i perioder med ekstraordinær orlov, særlig orlov, uanset årsagen hertil, og obligatorisk eller frivillig orlov, som fastsat i artikel 4 og 7 i lov nr. 1204 af 30. december 1971, samt ved suspension af tjenesten, uanset årsagen hertil.«

[s. 5]

13 Denne bestemmelse blev ændret ved artikel 1, stk. 325, i legge n. 311, Disposizioni per la formazione del bilancio annuale e pluriennale dello Stato (legge finanziaria 2005) (lov nr. 311 om bestemmelser vedrørende det årlige og flerårlige statsbudget (finansloven for 2005)) af 30. december 2004 (almindeligt tillæg til GURI nr. 306 af 31.12.2004), som udvidede retten til den særlige domstolsgodtgørelse til at gælde i tilfælde af de almindelige dommeres obligatoriske barselsorlov (herefter »den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81«). Sidstnævnte affattelse trådte i kraft den 1. januar 2005.

#### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

14 Den 23. februar 2007 anmodede Maria Cristina Elisabetta Ornano, som er dommer ved Tribunale di Cagliari (retten i Cagliari, Italien), justitsministeriet om betaling af bl.a. den særlige dommergodtgørelse for så vidt angår to perioder med obligatorisk barselsorlov, som hun havde afholdt i årene 1997/1998 og 2000/2001.

15 Ved en afgørelse af 30. marts 2007 afslog justitsministeriet Maria Cristina Elisabetta Ornanos anmodning med den begrundelse, at disse to barselsorlovsperioder lå forud for ikrafttrædelsesdatoen for den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81, dvs. den 1. januar 2005, og at denne ændring ikke havde tilbagevirkende kraft.

16 Den 30. juli 2007 anfægtede Maria Cristina Elisabetta Ornano denne afgørelse, idet hun indgav en ekstraordinær klage til Presidente della Repubblica (præsidenten for den italienske republik). I forbindelse med en sådan klage er den kompetente retsinstans Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien).

17 I forbindelse med denne klage gjorde Maria Cristina Elisabetta Ornano gældende, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 fandt anvendelse på situationer, der var opstået før datoen for denne bestemmelses ikrafttræden, og med hensyn til hvilke der, som i den foreliggende sag, endnu ikke var indtrådt forældelse.

18 Den 9. oktober 2007 udelukkede justitsministeriet, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 fandt anvendelse med tilbagevirkende kraft. Justitsministeriet anførte, at Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) havde rejst spørgsmål om, hvorvidt denne ændrede affattelse var i overensstemmelse med forfatningen, og at Corte costituzionale (forfatningsdomstolen, Italien) ved flere lejligheder, og bl.a. i en kendelse af 13. april 2007, havde fastslået, at denne bestemmelse ikke var i strid med den italienske forfatning.

19 Ved skrivelse af 13. april 2015 fremsendte justitsministeriet en kendelse af 14. maj 2008 fra Corte costituzionale (forfatningsdomstolen, Italien) til Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), hvori førstnævnte fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 var i overensstemmelse med den italienske forfatning, for så vidt som denne udelukkede ret til den særlige dommergodtgørelse under en obligatorisk barselsorlov, var åbenbart ugrundet. I denne forbindelse fastslog førstnævnte retsinstans, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 ikke kunne finde anvendelse på perioder, der lå forud for ikrafttrædelsen af denne affattelse.

20 Ifølge Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) er spørgsmålet, om den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 er forenelig med EU-retten i dennes forskellige bestemmelser, der har til formål at beskytte moderskabet og at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling mellem kønnene, bl.a. for så vidt angår aflønningen af arbejdstagerne.

[s. 6]

21 Den forelæggende ret bemærker i denne henseende, at Domstolens praksis har til formål at sikre, at moderskabet ikke stiller de omhandlede kvindelige arbejdstagere i en mindre gunstig situation end deres mandlige kolleger i forbindelse med ansættelsesforholdet.

22 Den forelæggende ret har tilføjet, at hvad specifikt angår aflønning skal en kvindelig arbejdstager på barselsorlov ifølge Domstolens praksis, selv om hun ikke kan gøre krav på at bevare hele sin aflønning, fortsat bevare ikke blot sin grundløn, men også sin ret til de tillæg, der knytter sig til hendes beskæftigelsesmæssige stilling.

23 I det foreliggende tilfælde er den særlige dommergodtgørelse imidlertid af den italienske lovgiver stiltiende blevet anerkendt som værende et »fast element« i almindelige dommeres aflønning og under alle omstændigheder som værende uafhængigt af, om den pågældende er på obligatorisk orlov, således som det fremgår af lov nr. 311 af 30. december 2004 om bestemmelser vedrørende det årlige og flerårlige statsbudget (finansloven for 2005), som gav ret til denne godtgørelse for de tjenesteperioder, som tilbagelægges på obligatorisk barselsorlov.

24 Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er artikel 11, nr. 1)-3), i og sidste og næstsidste betragtning til Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992, [EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og EF-traktatens artikel 120 (senere artikel 142 EF)], hvori fastsættes, at »[m]edlemsstaterne bestræber sig på at opretholde det bestående ligeværd mellem deres ordninger vedrørende betalt frihed«, artikel 2, stk. 2, litra c), og artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54, sammenholdt med hinanden, samt artikel 15 i og 23. og 24. betragtning til [...] direktiv 2006/54/EF [...], og endelig artikel 23 i [chartret] om grundlæggende rettigheder […] til hinder for en national lovgivning, der i henhold til artikel 3, stk. 1, i [lov nr. 27/81] ikke tillader udbetaling af den heri fastsatte godtgørelse for perioder med obligatorisk barselsorlov før den 1. januar 2005?«

25 Ved Domstolens præsidents afgørelse af 12. august 2015 blev den forelæggende rets anmodning om at undergive den foreliggende præjudicielle forelæggelse den i artikel 23a i statutten for den Europæiske Unions Domstol og i artikel 105 i Domstolens procesreglement fastsatte fremskyndede procedure forkastet.

#### **Om spørgsmålet**

26 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i et tilfælde med en periode med obligatorisk barselsorlov før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse.

27 Indledningsvis bemærkes, at de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, fandt sted i 1997/1998 og i 2000/2001, hvor Maria Christina Elisabetta Ornano afholdt obligatoriske barselsorlovsperioder. Under disse omstændigheder skal det stillede spørgsmål undersøges, henset til de bestemmelser i EU-retten, der var gældende i disse perioder, navnlig direktiv 92/85, EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og direktiv 75/117.

[s. 7]

##### *Om direktiv 92/85*

28 Eftersom Maria Christina Elisabetta Ornano afholdt to obligatoriske barselsorlovsperioder, skal der i det foreliggende tilfælde foretages en fortolkning af artikel 11, nr. 2), litra b), samt af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 vedrørende barselsorlov, uden at det er fornødent at henvise til samme artikels nr. 1), som ligeledes er nævnt af den forelæggende ret. Sidstnævnte nummer, som omhandler dette direktivs artikel 5-7, vedrører nemlig gravide arbejdstagere samt ammende arbejdstagere og derfor situationer, som er forskellige fra den i hovedsagen omhandlede situation.

29 I denne henseende bestemmer artikel 11, nr. 2), litra b), i nævnte direktiv, at bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse skal sikres arbejdstagerne i tilfælde af barselsorlov. Samme direktivs artikel 11, nr. 3), præciserer, at den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

30 Begrebet »løn« som omhandlet i artikel 11 i direktiv 92/85 omfatter, i lighed med definitionen i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), de ydelser, som arbejdsgiveren som følge af arbejdstagerens arbejdsforhold direkte eller indirekte betaler under barselsorloven. Begrebet »ydelse«, som ligeledes anvendes i nævnte artikel 11, omfatter derimod enhver indtægt, som arbejdstageren modtager under sin barselsorlov, og som ikke betales af arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet (jf. i denne retning dom af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 31, og af 1.7.2010, Parviainen, C-471/08, EU:C:2010:391, præmis 35).

31 Ifølge Domstolens faste praksis kan kvindelige arbejdstagere imidlertid ikke med henvisning til bestemmelserne i artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de faktisk – ligesom andre arbejdstagere – bestred deres arbejde (jf. i denne retning dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 20, af 30.3.2004, Alabaster, C-147/02, EU:C:2004:192, præmis 46, og af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 82).

32 Der må således sondres mellem begrebet »løn« som anført i artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 og begrebet den »fulde løn«, som oppebæres, når den kvindelige arbejdstager faktisk bestrider sit arbejde, og som i det foreliggende tilfælde omfatter den særlige dommergodtgørelse, som vedrører de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse.

33 Som det fremgår af direktiv 92/85 og af Domstolens praksis, ønskede EU-lovgiver i denne henseende at sikre, at arbejdstageren under barselsorloven får en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov (jf. i denne retning dom af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 32, af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 83, og af 13.2.2014, TSN og YTN, C-512/11 og C-513/11, EU:C:2014:73, præmis 36).

34 Når en arbejdstager er fraværende fra arbejdet, fordi hun er på barselsorlov, indebærer den minimumsbeskyttelse, der kræves efter artikel 11, nr. 2) og 3), i nævnte direktiv, derfor ikke, at vedkommende bevarer retten til fuld løn (dom af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 86).

35 I øvrigt udelukker direktiv 92/85, som fastsætter minimumsforskrifter, på ingen måde, at medlemsstaterne kan yde de nævnte arbejdstagere en højere grad af beskyttelse ved at bevare eller fastlægge beskyttelsesbestemmelser, som er mere favorable for arbejdstagerne, forudsat at disse er forenelige med EU-retten. Ingen af bestemmelserne i dette direktiv er således til hinder for, at medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter fastsætter, at alle lønelementer og alle

[s. 8]

tillæg, som den gravide arbejdstager havde ret til inden sin graviditet og sin barselsorlov, bevares (dom af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 88, og af 13.2.2014, TSN og YTN, C-512/11 og C-513/11, EU:C:2014:73, præmis 37).

36 Herefter følger det af artikel 11, nr. 2), litra b), og af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85, at denne arbejdstagers arbejdsgiver i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 ikke er forpligtet til at udbetale hende en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

##### *Om EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og direktiv 75/117*

37 Indledningsvis bemærkes, at EF-traktatens artikel 119, der fra den 1. maj 1999 blev erstattet af artikel 141 EF, var gældende under Maria Christina Elisabetta Ornanos barselsorlovsperioder.

38 Som nævnt i denne doms præmis 30 forholder sig således, at da de ydelser, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af en arbejdskontrakt udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er de løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117 (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 14, og af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 38).

39 Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at en forskelsbehandling består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis). De kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, befinder sig imidlertid i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand eller en kvinde, som faktisk arbejder, befinder sig i (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 17).

40 Følgelig indebærer det princip om lige løn til mænd og kvinder, som er opstillet i artikel 119 i EF-traktaten (nu artikel 141 EF) og præciseret i direktiv 75/117, ikke en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og opstiller heller ikke specifikke kriterier med henblik på at fastsætte størrelsen af de ydelser, der udbetales til dem i denne periode, medmindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorloven begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de er trådt i kraft (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 25).

41 Det følger af denne retspraksis, at den blotte omstændighed, at en almindelig dommer ikke oppebærer en særlig dommergodtgørelse under en obligatorisk barselsorlov, til forskel fra hendes arbejdende mandlige kolleger, ikke udgør forskelsbehandling baseret på køn som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117.

42 Det tilføjes, at i det tilfælde, hvor den pågældende arbejdstager har oppebåret en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning om social sikring i tilfælde af sygeorlov som omhandlet i artikel 11, nr. 2), litra b), samt i artikel 11, nr. 3), i direktiv

[s. 9]

92/85, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve, skal denne indtægt, henset til den i denne doms præmis 40 nævnte retspraksis, ikke anses som værende fastsat på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare.

43 Eftersom de ydelser, som arbejdsgiveren betaler under en barselsorlov, således som bemærket i denne doms præmis 38, er løn som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117, kan denne løn i øvrigt ikke henhøre under direktiv 76/207. Det følger nemlig bl.a. af anden betragtning til sidstnævnte direktiv, at det ikke omhandler aflønning (jf. i denne retning dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 24, og af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 38). Under disse omstændigheder er det ufornødent at undersøge den foreliggende sag, henset til direktiv 76/207.

44 Henset til de ovenstående bemærkninger skal det stillede spørgsmål besvares med, at EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), artikel 1 i direktiv 75/117, artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85 samt artikel 11, nr. 3), i sidstnævnte direktiv skal fortolkes således, at bestemmelserne i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

#### **Sagens omkostninger**

45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

**EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, artikel 11, nr. 2), litra b), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), samt artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at bestemmelserne i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: italiensk.

===== FIL: praksis/celex-62016cj0451.md =====

# EU-Domstolen, Store Afdeling, 26. juni 2018, sag C-451/16

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62016cj0451.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62016cj0451.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2018:492

Kommentarens titel: Krav om ugift status for pension efter kønsskifte

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Kønsskifte](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-koen.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 79/7 om lovbestemt social sikring, ikke ligelønsreglerne: et krav om at være ugift med en person af det erhvervede køn for at få pension fra det erhvervede køns pensionsalder var forbudt. Koblet til forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af køn (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 79/7 hindrede en ordning, hvor en person efter kønsskifte ud over fysiske, sociale og psykiske kriterier skulle være ugift med en person af det erhvervede køn for at få offentlig arbejdsophørspension fra det erhvervede køns pensionsalder. Svaret angår adgang til den beskrevne pensionsydelse, ikke en generel harmonisering af civilstand.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommens operative grundlag er 79/7, selv om den henviser til TEUF artikel 157 og definitionen i 2006/54.

Sagen afgør ikke generelt, om juridisk kønsanerkendelse kan være betinget af ophævelse af et ægteskab, jf. præmis 27.

Præmis 35 beskriver den persongruppe, som i sagen skal anses for at have skiftet køn; den fastsætter ikke ved sin ordlyd en udtømmende operationsbetingelse for enhver beskyttelse.

Fysiske, sociale og psykiske kriterier indgår som sagsforudsætninger; deres generelle lovlighed er ikke afgjort.

Hämäläinen afvises som afgørende sammenligningspraksis på grund af forskelligt reguleringsformål; EMD-dommen er ikke selvstændigt efterprøvet her.

Ingen særskilt afgørelse om tidsbegrænsning eller konkret pensionsbeløb.

De historiske britiske regler og senere ændringer må ikke gengives som nutidig dansk ret.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62016CJ0451

Domstolens dom (Store Afdeling)
26. juni 2018[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 79/7/EØF – ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring – national ordning for offentlige pensioner – betingelser for anerkendelse af kønsskifte – national lovgivning, der gør denne anerkendelse betinget af ophævelsen af et ægteskab indgået før dette kønsskifte – afslag på udbetaling af offentlig arbejdsophørspension til en person, der har skiftet køn, fra pensionsalderen for personer af det erhvervede køn – direkte forskelsbehandling på grund af køn«

I sag C-451/16,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) ved afgørelse af 10. august 2016, indgået til Domstolen den 12. august 2016, i sagen

**MB**

mod

**Secretary of State for Work and Pensions,**

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, A. Tizzano, afdelingsformændene M. Ilešič, T. von Danwitz (refererende dommer), A. Rosas og J. Malenovský samt dommerne E. Juhász, A. Borg Barthet, M. Berger, C. Lycourgos og M. Vilaras,

generaladvokat: M. Bobek,

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. september 2017,

efter at der er afgivet indlæg af:

- MB ved solicitors C. Stothers og J. Mulryne, og K. Bretherton og D. Pannick, QC,

- Det Forenede Kongeriges regering ved C. Crane og S. Brandon, som befuldmægtigede, bistået af barrister B. Lask og J. Coppel, QC,

- Europa-Kommissionen ved C. Valero og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

[s. 2]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 5. december 2017,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem MB og Secretary of State for Work and Pensions (ministeren for beskæftigelse og pension, Det Forenede Kongerige) vedrørende et afslag på at tildele MB offentlig arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer af det køn, som MB erhvervede efter et kønsskifte.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

3 Direktiv 79/7 finder ifølge dets artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod risici i forbindelse med alderdom.

4 Dette direktivs artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

> »Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> - anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

> […]«

5 Det nævnte direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), bestemmer:

> »Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

> a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser.«

6 Artikel 2, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) bestemmer:

> »I dette direktiv forstås ved:

> a) »direkte forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation«.

[s. 3]

#### ***Det Forenede Kongeriges ret***

7 I henhold til artikel 44 i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 (lov af 1992 om socialsikringsbidrag og -ydelser), sammenholdt med denne lovs artikel 122 og med bilag 4, stk. 1, til Pensions Act 1995 (pensionsloven af 1995), er en kvinde, der er født inden den 6. april 1950, berettiget til offentlig arbejdsophørspension »i kategori A« fra det fyldte 60. år, mens en mand, der er født inden den 6. december 1953, først er berettiget hertil fra det fyldte 65. år.

8 Artikel 1 i Gender Recognition Act 2004 (lov af 2004 om kønsanerkendelse, herefter »lov om kønsanerkendelse«) bestemte, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, at enhver person kunne henvende sig til Gender Recognition Panel (kønsanerkendelsesudvalget) med henblik på at få udstedt en endelig kønsanerkendelsesattest, der registrerede den pågældende persons kønsskifte, med den begrundelse, at vedkommende levede som en person af det andet køn. Når ansøgerens køn blev anerkendt i kraft af en sådan kønsanerkendelsesattest, udgjorde dette køn i henhold til ordlyden af denne bestemmelse det erhvervede køn.

9 Artikel 2, stk. 1, i lov om kønsanerkendelse bestemte, at kønsanerkendelsesudvalget skulle udstede en kønsanerkendelsesattest, når ansøgeren:

> »a) lider af eller har lidt af kønsdysfori

> b) har levet [som en person af det erhvervede køn] i mindst to år inden indgivelsen af ansøgningen

> c) udtrykker sin hensigt om at leve [som en person af det erhvervede køn] resten af livet, og

> d) opfylder de betingelser vedrørende dokumentation, som er fastsat i artikel 3 i lov om kønsanerkendelse.«

10 For at få udstedt en kønsanerkendelsesattest skulle ansøgeren i henhold til den nævnte lovs artikel 3 med overskriften »Dokumentation« fremlægge en rapport fra to læger eller fra en læge og en psykolog.

11 Artikel 4 i lov om kønsanerkendelse med overskriften »Godkendte ansøgninger« bestemte i stk. 2, at en ugift ansøger var berettiget til en endelig kønsanerkendelsesattest, mens en gift ansøger kun var berettiget til en midlertidig kønsanerkendelsesattest i henhold til denne artikels stk. 3.

12 Lovens artikel 9, stk. 1, bestemte, at udstedelsen af en endelig kønsanerkendelsesattest medførte en fuldstændig anerkendelse i alle henseender af ansøgerens erhvervede køn. I henhold til bilag 5, stk. 7, til den nævnte lov, som specifikt omhandlede betydningen af en endelig kønsanerkendelsesattest for retten til offentlig arbejdsophørspension, havde udstedelsen af en sådan attest til følge, at alle spørgsmål om den pågældendes berettigelse til en offentlig arbejdsophørspension skulle afgøres, som om personen altid havde levet som en person af det erhvervede køn.

13 Den midlertidige kønsanerkendelsesattest gav en gift ansøger ret til at anmode om at få ægteskabet annulleret ved en domstol. Ifølge artikel 5, stk. 1, i lov om kønsanerkendelse skulle den domstol, der annullerede ægteskabet, herefter udstede en endelig kønsanerkendelsesattest.

14 Artikel 11, litra c), i Matrimonial Causes Act 1973 (lov om ægteskab af 1973), i den affattelse, der fandt anvendelse i løbet af den i hovedsagen omhandlede periode, bestemte, at kun ægteskaber mellem en mand og en kvinde var gyldige i henhold til lovgivningen.

15 Marriage (Same Sex Couples) Act 2013 (lov om ægteskab mellem par af samme køn af 2013), der trådte i kraft den 10. december 2014, giver par af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. Bestemmelserne i bilag 5 til denne lov ændrede artikel 4 i lov om kønsanerkendelse således, at et

[s. 4]

kønsanerkendelsesudvalg skal udstede en endelig kønsanerkendelsesattest til en gift ansøger, hvis ansøgerens ægtefælle giver sit samtykke. Lov om ægteskab mellem par af samme køn af 2013 finder imidlertid ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen.

### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

16 MB blev født i 1948 som mand og giftede sig i 1974. MB begyndte at leve som kvinde i 1991 og gennemgik en kønsskifteoperation i 1995.

17 MB har imidlertid ikke en endelig anerkendelsesattest for sit kønsskifte, hvis udstedelse i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning krævede, at hendes ægteskab skulle ophæves. MB og dennes hustru ønskede nemlig at forblive i deres ægteskab af religiøse årsager.

18 I 2008 fyldte MB 60 år, dvs. den alder, hvor kvinder født inden den 6. april 1950 ifølge den nationale lovgivning kan få offentlig arbejdsophørspension »i kategori A«, og indgav en ansøgning om at få tildelt denne arbejdsophørspension fra den pågældende alder i medfør af de bidrag, som hun havde indbetalt, mens hun arbejdede, til den offentlige pensionsforsikringsordning.

19 MB fik afslag på sin ansøgning ved en afgørelse af 2. september 2008 med den begrundelse, at hun, idet der ikke forelå en endelig kønsanerkendelsesattest, ikke kunne blive behandlet som en kvinde med henblik på fastsættelsen af hendes lovbestemte pensionsalder.

20 MB’s klage over denne afgørelse blev forkastet af såvel First-tier Tribunal (ret i første instans, Det Forenede Kongerige) som Upper Tribunal (appeldomstol) og Court of Appeal (appeldomstol).

21 MB iværksatte appel ved Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) med påstand om, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning udgjorde forskelsbehandling på grund af køn, der er forbudt ved artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

22 Ifølge oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen opfylder MB de fysiske, sociale og psykiske kriterier, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning på området for civilstand, for at opnå juridisk anerkendelse af hendes kønsskifte. Den forelæggende ret har anført, at den nationale lovgivning på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen imidlertid gjorde denne anerkendelse, samt udstedelsen af den i denne doms præmis 17 omtalte attest, betinget af, at et ægteskab, der var indgået før et sådant kønsskifte, skulle ophæves. Der blev ligeledes ifølge den forelæggende ret stillet krav om ophævelse af ægteskabet for, at den person, der havde skiftet køn, såsom MB, kunne få adgang til den nævnte offentlige arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer af det erhvervede køn.

23 Ministeren for beskæftigelse og pension har ved den forelæggende ret gjort gældende, at det i henhold til Domstolens praksis, der følger af dom af 7. januar 2004, K. B. (C-117/01, EU:C:2004:7, præmis 35), og af 27. april 2006, Richards (C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 21), tilkommer medlemsstaterne at opstille de betingelser, der gælder i forbindelse med den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte. Ministeren har gjort gældende, at disse betingelser ikke bør begrænses til sociale, fysiske og psykologiske kriterier, men også kan omfatte kriterier vedrørende den ægteskabelige stilling.

24 I denne forbindelse har ministeren for beskæftigelse og pension anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt, at medlemsstaterne kan underlægge anerkendelsen af en persons kønsskifte en betingelse om, at denne ophæver sit ægteskab (Menneskerettighedsdomstolen, 16.7.2014, Hämäläinen mod Finland, CE:ECHR:2014:0716JUD003735909). Ministeren har gjort gældende, at selv om den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som blev undertegnet den 4. november 1950 i Rom, forpligter deltagerstaterne til at anerkende en person, der har skiftet køns, erhvervede køn, kræver konventionen

[s. 5]

imidlertid ikke, at staterne skal tillade ægteskaber mellem par af samme køn. Målet om at bevare ægteskabet i dets traditionelle form som en forening mellem en mand og en kvinde vil nemlig kunne retfærdiggøre, at anerkendelsen af kønsskifte underlægges en sådan betingelse.

25 Under disse omstændigheder har Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er Rådets direktiv 79/7 til hinder for, at der i national ret opstilles et krav om, at en person, der har skiftet køn – ud over at opfylde de fysiske, sociale og psykologiske kriterier for anerkendelse af et kønsskifte – også skal være ugift for at være berettiget til [offentlig] arbejdsophørspension […]?«

### **Om det præjudicielle spørgsmål**

26 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 79/7, navnlig direktivets artikel 4, stk. 1, første led, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, og artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, som pålægger en person, der har skiftet køn, at opfylde ikke blot fysiske, sociale og psykiske kriterier, men ligeledes betingelsen om ikke at være gift med en person af det køn, som vedkommende har erhvervet som følge af dette kønsskifte, for at være berettiget til offentlig arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer, der har det erhvervede køn.

27 Det skal indledningsvis bemærkes, at tvisten i hovedsagen og det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, alene vedrører betingelserne for tildelingen af den i hovedsagen omhandlede offentlige arbejdsophørspension. Domstolen er således ikke blevet forelagt spørgsmålet, om den juridiske anerkendelse af et kønsskifte generelt kan være betinget af ophævelsen af et ægteskab indgået før det nævnte kønsskifte.

28 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende, at den juridiske anerkendelse af kønsskifte og ægteskab udgør to spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence på området for civilstand. Ved udøvelsen af denne kompetence vil de medlemsstater, der ikke tillader ægteskab mellem par af samme køn, derfor kunne gøre tildelingen af offentlig arbejdsophørspension betinget af ophævelsen af et tidligere indgået ægteskab mellem sådanne personer.

29 Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om EU-retten ikke griber ind i medlemsstaternes kompetence til inden for området for personers civilstand og den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte selv at udforme deres lovgivning, skal medlemsstaterne imidlertid ved udøvelsen af denne kompetence overholde EU-retten, herunder bestemmelserne vedrørende princippet om forbud mod forskelsbehandling (jf. i denne retning bl.a. dom af 27.4.2006, Richards, C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 21-24, af 1.4.2008, Maruko, C-267/06, EU:C:2008:179, præmis 59, og af 5.6.2018, Coman m.fl., C-673/16, EU:C:2018:385, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis).

30 Det følger således bl.a. af Domstolens praksis, at en national lovgivning, der underlægger tildelingen af en pensionsydelse en betingelse vedrørende den pågældendes civilstand, ikke er fritaget fra at skulle overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, som fastsat i artikel 157 TEUF på området for aflønning af arbejdstagere (jf. i denne retning, hvad angår artikel 141 EF, dom af 7.1.2004, K. B., C-117/01, EU:C:2004:7, præmis 34-36).

31 Heraf følger at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, der gennemfører princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn på området for social sikring, skal overholdes af medlemsstaterne, når de udøver deres kompetencer på området for civilstand.

[s. 6]

32 Navnlig forbyder dette direktivs artikel 4, stk. 1, første led, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn, bl.a. for så vidt angår betingelserne for adgang til lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod risici i forbindelse med alderdom.

33 Det er mellem parterne i hovedsagen ubestridt, at den pågældende offentlige ordning for arbejdsophørspension henhører under disse ordninger.

34 Som det fremgår af artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54 forstås ved direkte forskelsbehandling på grundlag af køn det forhold, at en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Dette begreb må forstås på samme måde inden for rammerne af direktiv 79/7.

35 I overensstemmelse med Domstolens faste praksis kan sidstnævnte direktiv, når henses til dets formål og karakteren af de rettigheder, det tilsigter at beskytte, også finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte (jf. i denne retning dom af 27.4.2006, Richards, C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 23 og 24 og den deri nævnte retspraksis). Selv om det i denne forbindelse, som det er anført i nærværende doms præmis 29, tilkommer medlemsstaterne at fastlægge betingelserne for den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte, må det konstateres, at personer, der i en betydelig periode har levet som en person af et andet køn end det køn, de er født med, og som har gennemgået en kønsskifteoperation, med henblik på anvendelsen af direktiv 79/7 skal anses for at have skiftet køn.

36 I det foreliggende tilfælde gør den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning en person, der har skiftet køns, adgang til en offentlig arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer af det erhvervede køn, betinget af bl.a. ophævelsen af et ægteskab, der eventuelt er indgået før dette kønsskifte. Derimod finder denne betingelse om ophævelse af ægteskabet i henhold til oplysningerne i de sagsakter, der er forelagt Domstolen, ikke anvendelse i forhold til en gift person, som har beholdt det køn, vedkommende er født med, og som således kan få adgang til den nævnte arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer af dette køn, uafhængigt af vedkommendes ægteskabelige stilling.

37 Denne nationale lovgivning synes således at behandle en person, der har skiftet køn efter indgåelse af ægteskab, mindre gunstigt end en gift person, der har beholdt det køn, vedkommende er født med.

38 En sådan mindre gunstig behandling er baseret på køn og kan udgøre direkte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

39 Det skal dernæst efterprøves, om situationen for en person, der har skiftet køn efter indgåelse af ægteskab, og situationen for en gift person, der har beholdt det køn, vedkommende er født med, er sammenlignelig.

40 Det Forenede Kongeriges regering mener, at disse situationer ikke er sammenlignelige, med den begrundelse, at de omhandlede personer er forskellige for så vidt angår deres ægteskabelige stilling. En person, der har skiftet køn efter at have indgået ægteskab, vil nemlig være gift med en person af det erhvervede køn, hvilket derimod ikke er tilfældet for en person, som har beholdt det køn, vedkommende er født med, og som har indgået ægteskab med en person af det modsatte køn. Hvad angår formålet med den i hovedsagen omhandlede betingelse om ophævelse af ægteskabet, der tilsigter at undgå, at der foreligger ægteskaber mellem personer af samme køn, vil en sådan forskel ifølge regeringen betyde, at de to personers situationer ikke er sammenlignelige.

41 I denne henseende bemærkes, at kravet om tilsvarende situationer ikke kræver, at situationerne er identiske, men alene, at de er lignende (jf. i denne retning dom af 10.5.2011, Römer, C-147/08, EU:C:2011:286, præmis 42, og af 19.7.2017, Abercrombie & Fitch Italia, C-143/16, EU:C:2017:566, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 7]

42 Situationers sammenlignelige karakter skal ikke vurderes generelt og abstrakt, men specifikt og konkret på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner dem, navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den nationale lovgivning, der indfører en forskellig behandling, samt i givet fald de principper, der gælder inden for det område, som den nationale lovgivning henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique og Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 25 og 26, af 16.7.2015, CHEZ Razpredelenie Bulgaria, C-83/14, EU:C:2015:480, præmis 89 og 90, og af 9.3.2017, Milkova, C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 56 og 57 og deri nævnte retspraksis).

43 I det foreliggende tilfælde fremgår det af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har til formål at tildele den offentlige arbejdsophørspension »i kategori A«, som personer, der har nået den lovbestemte pensionsalder, er berettiget til. Parterne i hovedsagen har i retsmødet for Domstolen præciseret, at den nationale lovgivning tildeler en sådan arbejdsophørspension til enhver, der har nået denne alder, og som har indbetalt nok bidrag til Det Forenede Kongeriges offentlige pensionsordning. Det lader således til, at den i hovedsagen omhandlede lovbestemte ordning for offentlig arbejdsophørspension beskytter mod risici i forbindelse med alderdom ved at tildele den pågældende en individuel ret til arbejdsophørspension, der erhverves i kraft af de bidrag, som vedkommende har indbetalt i løbet af sit arbejdsliv, og dette uafhængigt af vedkommendes ægteskabelige stilling.

44 For så vidt angår formålet med og betingelserne for tildelingen af denne arbejdsophørspension, således som præciseret i den foregående præmis, er situationen for en person, der har skiftet køn efter indgåelse af ægteskab, og situationen for en gift person, der har beholdt det køn, vedkommende er født med, derfor sammenlignelig.

45 Som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, svarer argumentationen fra Det Forenede Kongeriges regering, der fremhæver forskellen i disse personers ægteskabelige stilling, til at gøre sidstnævnte til det afgørende element, som bestemmer de omhandlede situationers sammenlignelighed, selv om civilstanden som sådan, som påpeget i denne doms præmis 43, ikke er relevant for tildelingen af den i hovedsagen omhandlede offentlige arbejdsophørspension.

46 Desuden er det af den nævnte regering påberåbte formål med betingelsen om ophævelse af ægteskabet, dvs. at undgå ægteskab mellem personer af samme køn, ordningen med den offentlige arbejdsophørspension uvedkommende. Følgelig berører dette formål ikke den sammenlignelige karakter af situationen for en person, der har skiftet køn efter at have indgået ægteskab, og situationen for en gift person, der har beholdt det køn, vedkommende er født med, for så vidt angår formålet med og betingelserne for tildeling af den nævnte arbejdsophørspension, således som præciseret i denne doms præmis 43.

47 Denne fortolkning afkræftes ikke af den retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som Det Forenede Kongeriges regering endnu en gang har henvist til for at anfægte sammenligneligheden af disse personers situation. Som generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, behandlede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nemlig i dom af 16. juli 2014, Hämäläinen mod Finland (CE:ECHR:2014:0716JUD003735909, §§ 111 og 112), spørgsmålet om sammenligneligheden af situationen for en person, der havde gennemgået en kønsskifteoperation efter indgåelse af ægteskab, og situationen for en gift person, der ikke havde skiftet køn, for så vidt angik formålet med den omhandlede nationale lovgivning, der vedrørte den juridiske anerkendelse af kønsskifte på området for civilstand. Derimod drejer det sig, som fremhævet i denne doms præmis 27, i denne sag om sammenligneligheden af de berørte personers situation i forhold til en lovgivning, hvis formål specifikt vedrører adgang til offentlig arbejdsophørspension.

[s. 8]

48 Det må således konstateres, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning giver en person, der har skiftet køn efter indgåelse af ægteskab, en mindre gunstig behandling direkte baseret på køn end en gift person, der har beholdt det køn, vedkommende er født med, selv om disse personer befinder sig i sammenlignelige situationer.

49 Det Forenede Kongeriges regering har ikke desto mindre gjort gældende, at formålet om at forhindre, at der foreligger et ægteskab mellem personer af samme køn, kan retfærdiggøre, at der alene over for personer, der har skiftet køn, fastsættes en betingelse om ophævelse af et ægteskab, som en sådan person tidligere har indgået, når den nationale lovgivning på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen ikke tillod ægteskab mellem personer af samme køn.

50 Ifølge Domstolens praksis er en undtagelse fra det forbud, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, mod enhver form for direkte forskelsbehandling på grund af køn imidlertid kun mulig i de tilfælde, der er udtømmende opregnet i direktivets bestemmelser (jf. i denne retning dom af 21.7.2005, Vergani, C-207/04, EU:C:2005:495, præmis 34 og 35, og af 3.9.2014, X, C-318/13, EU:C:2014:2133, præmis 34 og 35). Det formål, som Det Forenede Kongeriges regering har fremført, svarer imidlertid ikke til nogen af de undtagelser, der er tilladt efter dette direktiv.

51 Hvad nærmere bestemt angår den i det nævnte direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), fastsatte undtagelse, har Domstolen allerede fastslået, at den ikke giver medlemsstaterne mulighed for at behandle en person, der har skiftet køn efter indgåelse af ægteskab, og en gift person, der har bevaret det køn, vedkommende er født med, forskelligt for så vidt angår den alder, der giver ret til offentlig arbejdsophørspension (jf. i denne retning dom af 27.4.2006, Richards, C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 37 og 38).

52 Følgelig udgør den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, og den er derfor forbudt ved direktiv 79/7.

53 Henset til det ovenstående skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at direktiv 79/7, navnlig direktivets artikel 4, stk. 1, første led, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, og artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, som pålægger en person, der har skiftet køn, at opfylde ikke blot fysiske, sociale og psykiske kriterier, men ligeledes betingelsen om ikke at være gift med en person af det køn, som vedkommende har erhvervet som følge af dette kønsskifte, for at være berettiget til offentlig arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer, der har det erhvervede køn.

### **Sagsomkostninger**

54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

**Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, navnlig direktivets artikel 4, stk. 1, første led, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, og artikel 7, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, som pålægger en person, der har skiftet køn, at opfylde ikke blot fysiske, sociale og psykiske kriterier, men ligeledes betingelsen om ikke at være gift med en person af det køn, som [s. 9]  vedkommende har erhvervet som følge af dette kønsskifte, for at være berettiget til offentlig arbejdsophørspension fra den lovbestemte pensionsalder for personer, der har det erhvervede køn.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0171.md =====

# EU-Domstolen, Store Afdeling, 7. oktober 2019, sag C-171/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0171.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0171.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2019:839

Kommentarens titel: Tilbagevirkende forhøjelse af pensionsalder mellem meddelelse og vedtagelse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Uden objektiv begrundelse hindrede artikel 119, at en pensionsordning udjævnede forskellige pensionsaldre til den højere alder med tilbagevirkende kraft fra meddelelsen til den gyldige vedtagelse, også når national ret og stiftelsesdokumentet tillod tilbagevirkning (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Undtagelsen angår alene tilbagevirkning af afhjælpningen, ikke en generel adgang til at begrunde direkte forskelsbehandling.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Uden objektiv begrundelse hindrede artikel 119, at en pensionsordning udjævnede forskellige pensionsaldre til den tidligere ringere stillede gruppes højere alder med tilbagevirkende kraft fra meddelelsen til den gyldige vedtagelse. Det gjaldt også, selv om national ret og ordningens stiftelsesdokument tillod tilbagevirkning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en generel adgang til objektivt at begrunde direkte kønsdiskrimination; undtagelsen angår tilbagevirkning af afhjælpningen under strenge betingelser.

Ingen fast minimumspension eller pensionsalder kræves af artikel 119.

Præmis 16 sammenfatter Barber; undtagelser til Barber-begrænsningen kan ikke udtømmende udledes af denne dom alene.

Datoen for retligt gyldig ligebehandling beror på national ret inden for EU-kravene; noten gengiver forelæggelsens og dommens grundlag, ikke senere national opfølgning.

100 mio. GBP er oplyst økonomisk konsekvens, ikke tilkendt beløb.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0171

Domstolens dom (Store Afdeling)
7. oktober 2019[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – EF-traktatens artikel 119 (efter ændring nu artikel 141 EF) – mandlige og kvindelige arbejdstagere – ligeløn – privat erhvervstilknyttet alderspensionsordning – normal pensionsalder forskellig alt efter køn – datoen for vedtagelse af foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling – ensretning med tilbagevirkende kraft af denne alder til det aldersniveau, som gælder for personer, der tidligere blev behandlet ugunstigt«

I sag C-171/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 16. februar 2018, indgået til Domstolen den 5. marts 2018, i sagen

**Safeway Ltd**

mod

**Andrew Richard Newton,**

**Safeway Pension Trustees Ltd,**

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, afdelingsformændene A. Arabadjiev, A. Prechal, M. Vilaras, P.G. Xuereb og L.S. Rossi samt dommerne A. Rosas, E. Juhász, M. Ilešič, J. Malenovský, T. von Danwitz (refererende dommer) og N. Piçarra,

generaladvokat: E. Tanchev,

justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. februar 2019,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Safeway Ltd ved B. Green, S. Allen, D. Pannick, QC, og R. Mehta, barrister, samt ved T. Green og J. Heap, solicitors,

- Andrew Richard Newton ved A. Short, QC, C. Bell og M. Uberoi, barristers, samt ved C. Rowland-Frank og J.H.C. Briggs, solicitors,

- Safeway Pension Trustees Ltd ved D. Murphy og E. King, solicitors, samt ved D. Grant, barrister,

- Europa-Kommissionen ved A. Szmytkowska og L. Flynn, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. marts 2019,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (efter ændring nu artikel 141 EF).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Safeway Ltd, på den ene side, og Andrew Richard Newton og Safeway Pension Trustees Ltd, på den anden side, vedrørende ensretning af pensionsydelserne til de kvindelige og mandlige medlemmer af den pensionsordning, der forvaltes af Safeway Pension Trustees.

### **Retsforskrifter**

3 Princippet om lige løn til mænd og kvinder, som i dag er fastsat i artikel 157 TEUF, var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen fastsat i EF-traktatens artikel 119.

4 Sidstnævnte bestemmelse havde følgende ordlyd:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved »løn« forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> Lige løn uden forskelsbehandling baseret på køn indebærer:

> a) at den løn, der ydes for samme arbejde, der aflønnes i akkord, fastsættes på samme beregningsgrundlag

> b) at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde.«

[s. 3]

### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

5 Den i hovedsagen omhandlede pensionsordning blev oprettet som en trust af Safeway i 1978. § 19 i stiftelsesdokumentet for denne pensionsordning (herefter »ændringsbestemmelsen«) gør det i det væsentlige muligt med tilbagevirkende kraft, fra datoen for en skriftlig meddelelse til medlemmerne, at ændre den nævnte pensionsordning, herunder ydelsernes størrelse, ved hjælp af et trustdokument. Denne bestemmelse er affattet således:

> »Hovedselskabet kan til enhver tid og efter behov med samtykke fra administratorerne (»*trustees*«) ved et supplerende trustdokument (»*supplemental deed*«) oprettet af hovedselskabet og administratorerne foretage ændringer af eller tilføjelser i trustens beføjelser og bestemmelserne i ordningen, herunder stiftelsesdokumentet (»*Trust Deed*«) og reglerne for trusten (»*Rules*«), og ændre de dokumenter samt andre instrumenter, der skriftligt supplerer stiftelsesdokumentet, og de dokumenter, der er anført i det andet tillæg hertil, og kan udøve disse beføjelser, således at de får virkning fra den dato, der er angivet i det supplerende trustdokument, hvilket kan være datoen for disse dokumenter eller datoen for enhver forudgående skriftlig meddelelse til medlemmer om ændringen eller tilføjelsen eller en dato, der indtræder på ethvert rimeligt tidspunkt, der ligger forud for eller efter datoen for disse trustdokumenter, således at ændringen eller tilføjelsen efter omstændighederne får virkning med tilbagevirkende kraft eller for fremtiden.«

6 Mens den i hovedsagen omhandlede pensionsordning oprindeligt havde fastsat en normal pensionsalder (herefter »den normale pensionsalder«), som var forskellig for mænd og kvinder, nemlig 65 år for de førstnævnte og 60 år for de sidstnævnte, fastslog Domstolen nærmere bestemt, i dom af 17. maj 1990, Barber (C-262/88, EU:C:1990:209), at fastsættelsen af en forskellig normal pensionsalder alt efter køn udgør en forskelsbehandling, som er forbudt ved EF-traktatens artikel 119. Efter afsigelsen af denne dom underrettede Safeway og Safeway Pension Trustees, ved meddelelser af 1. september 1991 og af 1. december 1991 (herefter »meddelelserne af 1991«), skriftligt medlemmerne af pensionsordningen om, at denne ville blive ændret, med virkning fra den 1. december 1991, ved indførelsen af en ensartet normal pensionsalder på 65 år for alle medlemmer. Den 2. maj 1996 blev der vedtaget et trustdokument om ændring af den nævnte pensionsordning, som fastsatte en ens normal pensionsalder på 65 år, med virkning fra den 1. december 1991.

7 Da spørgsmålet om, hvorvidt ændringen af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning med tilbagevirkende kraft var forenelig med EU-retten, blev rejst i 2009, anlagde Safeway hovedsagen med henblik på, at det fastslås, at en normal pensionsalder på 65 år var blevet gyldigt indført fra den 1. december 1991. I forbindelse med denne sag blev Andrew Richard Newton udpeget til at handle i egenskab af repræsentant for medlemmerne.

8 Ved dom af 29. februar 2016 fastslog High Court of Justice (England & Wales), Chancery division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv., Det Forenede Kongerige), at ændringen af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning med tilbagevirkende kraft var i strid med EF-traktatens artikel 119, og at medlemmernes pensionsrettigheder herefter skulle beregnes på grundlag af en ensartet normal pensionsalder på 60 år for perioden fra den 1. december 1991 til den 2. maj 1996.

9 Safeway appellerede denne dom til den forelæggende ret, som er af den opfattelse, at meddelelserne af 1991 i henhold til national ret ikke i sig selv gyldigt kunne ændre den i hovedsagen omhandlede pensionsordning og at den eneste gyldige ændring var den ændring, der fulgte af trustdokumentet af 2. maj 1996.

10 Denne retsinstans har imidlertid anført, at ændringsbestemmelsen og meddelelserne af 1991 i henhold til denne nationale ret har bevirket, at de rettigheder, som medlemmerne har erhvervet, i perioden mellem den 1. december 1991 og den 2. maj 1996, er blevet tillagt en »fortabelig« karakter (*defeasible*), således at disse rettigheder efterfølgende, på hvilket som helst tidspunkt, kunne nedsættes

[s. 4]

med tilbagevirkende kraft. Idet den nævnte retsinstans herefter er af den opfattelse, at trustdokumentet af 2. maj 1996, henset til national ret, gyldigt kunne forhøje kvinders normale pensionsalder til 65 år og bevare mænds normale pensionsalder på denne samme alder, ønsker den oplyst, om en sådan løsning er i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 119, således som fortolket af Domstolen.

11 Under disse omstændigheder har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Under omstændigheder, hvor reglerne i en pensionsordning i henhold til national ret i forbindelse med en ændring af ordningens »Trust deed« [(stiftelsesdokument)] tillægger en beføjelse til at begrænse værdien af optjente pensionsrettigheder for både mænd og kvinder med tilbagevirkende kraft for en periode mellem datoen for en skriftlig meddelelse om de påtænkte ændringer af ordningen og den dato, hvor [stiftelsesdokumentet] faktisk ændres, kræver artikel 157 [TEUF] (tidligere og på tidspunktet for de faktiske omstændigheder [EF-traktatens artikel 119]) da, at både mænd og kvinders optjente pensionsrettigheder anses for ikke at kunne fortabes i denne periode, således at deres pensionsrettigheder beskyttes imod begrænsninger med tilbagevirkende kraft i henhold til denne beføjelse i national ret?«

### **Om det præjudicielle spørgsmål**

12 Indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tvisten i hovedsagen udelukkende vedrører de pensionsrettigheder, som er optjent af medlemmerne af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning i perioden mellem den 1. december 1991 og den 2. maj 1996. Under disse omstændigheder skal det forelagte spørgsmål undersøges med hensyn til EF-traktatens artikel 119, som var gældende i denne periode.

13 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om EF-traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en pensionsordning, for at bringe en forskelsbehandling i strid med denne bestemmelse, som følger af fastsættelsen af en normal pensionsalder, som er forskellig alt efter køn, til ophør, vedtager en foranstaltning, som med tilbagevirkende kraft ensretter den normale pensionsalder for medlemmerne af denne ordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var ugunstigt stillet, for perioden mellem meddelelsen om og vedtagelsen af denne foranstaltning, når en sådan foranstaltning er tilladt i henhold til national ret og til stiftelsesdokumentet for denne pensionsordning.

14 Med henblik på at besvare dette spørgsmål bemærkes, at Domstolen i dom af 17. maj 1990, Barber (C-262/88, EU:C:1990:209), nærmere bestemt fastslog, at fastsættelsen af en normal pensionsalder, der er forskellig alt efter køn, for de pensioner, som udbetales ved en pensionsordning, udgør en forskelsbehandling, som er forbudt ved EF-traktatens artikel 119.

15 Domstolen har ligeledes taget stilling til de konsekvenser, som skal udledes af konstateringen af en sådan forskelsbehandling, bl.a. i dom af 28. september 1994, Coloroll Pension Trustees (C-200/91, EU:C:1994:348), af 28. september 1994, Avdel Systems (C-408/92, EU:C:1994:349), og af 28. september 1994, van den Akker (C-28/93, EU:C:1994:351). Således som det fremgår af denne retspraksis, er disse konsekvenser forskellige alt efter de pågældende beskæftigelsesperioder.

16 Hvad for det første angår de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt forud for datoen for afsigelsen af Barber-dommen (C-262/88, EU:C:1990:209), dvs. den 17. maj 1990, er pensionsordningerne ikke forpligtede til at anvende en ensartet normal pensionsalder, idet Domstolen begrænsede de tidsmæssige retsvirkninger af denne dom ved at udelukke, at EF-traktatens artikel 119 kunne finde anvendelse på pensionsydelser, der vedrørte disse perioder (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, [s. 5]  Coloroll Pension Trustees, C-200/91, EU:C:1994:348, præmis 34, af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 19, og af 28.9.1994, van den Akker, C-28/93, EU:C:1994:351, præmis 12).

17 Hvad for det andet angår de beskæftigelsesperioder, som er tilbagelagt mellem den 17. maj 1990 og den pågældende pensionsordnings vedtagelse af foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling, skal personerne i den ugunstigt stillede kategori tillægges de samme fordele som dem, der tilkommer personerne i den privilegerede kategori, idet disse fordele er de eneste, man kan henholde sig til, når EF-traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, Coloroll Pension Trustees, C-200/91, EU:C:1994:348, præmis 31 og 32, af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 16 og 17, og af 28.9.1994, van den Akker, C-28/93, EU:C:1994:351, præmis 16 og 17).

18 Hvad for det tredje angår de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter den pågældende pensionsordnings vedtagelse af foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling, er EF-traktatens artikel 119 ikke til hinder for, at fordelene for de tidligere privilegerede personer begrænses til niveauet for fordelene for de tidligere ugunstigt stillede personer, idet denne bestemmelse blot kræver, at mænd og kvinder får lige løn for samme arbejde, uden imidlertid at fastsætte et bestemt niveau herfor (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, Coloroll Pension Trustees, C-200/91, EU:C:1994:348, præmis 33, af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 21, og af 28.9.1994, van den Akker, C-28/93, EU:C:1994:351, præmis 19).

19 I det foreliggende tilfælde vedrører tvisten i hovedsagen udelukkende spørgsmålet, om pensionsrettighederne for medlemmerne af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning vedrørende perioden fra den 1. december 1991 til den 2. maj 1996 skal beregnes på grundlag af en ensartet normal pensionsalder på 60 eller 65 år. I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om trustdokumentet af 2. maj 1996, henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 17, for denne periode gyldig kunne ensrette den normale pensionsalder for disse medlemmer med tilbagevirkende kraft til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var ugunstigt stillet, dvs. de mandlige arbejdstagere.

20 I denne henseende bemærkes, for det første, at for så vidt som det præjudicielle spørgsmål og begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen vedrører den ensretning, der er foretaget ved dette trustdokument med tilbagevirkende kraft at regne fra den 1. december 1991, af den normale pensionsalder for medlemmerne af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var ugunstigt stillet, skal dette spørgsmål forstås således, at det hviler på den forudsætning, at foranstaltninger til tilvejebringelse af ligebehandling først blev truffet den 2. maj 1996 ved hjælp af det nævnte trustdokument.

21 Safeway og Kommissionen har for Domstolen anfægtet denne forudsætning og nærmere bestemt gjort gældende, at meddelelserne af 1991 og forvaltningen af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning på grundlag af en ensartet normal pensionsalder på 65 år fra den 1. december 1991 skal anses for at være foranstaltninger, der har tilvejebragt ligebehandling med virkning fra denne dato.

22 Selv om det principielt tilkommer den forelæggende ret, som har direkte kendskab til den i hovedsagen omhandlede tvist, og som er den eneste, der har kompetence til at fortolke national ret, at fastsætte den dato, hvorpå foranstaltningerne til tilvejebringelse af ligebehandling blev vedtaget, skal sådanne foranstaltninger ikke desto mindre opfylde kravene i EU-retten, således at Domstolen kan give den nationale ret relevante bidrag til fortolkningen af denne ret (jf. i denne retning dom af 16.6.2016, EURO 2004. Hungary, C-291/15, EU:C:2016:455, præmis 36, og af 30.6.2016, Ciup, C-288/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:495, præmis 33).

[s. 6]

23 I denne forbindelse bemærkes, at EF-traktatens artikel 119 ifølge Domstolens faste praksis har direkte virkning og afføder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole har til opgave at beskytte (jf. i denne retning dom af 8.4.1976, Defrenne, 43/75, EU:C:1976:56 præmis 24, og af 28.9.1994, van den Akker, C-28/93, EU:C:1994:351, præmis 21).

24 Hvad angår den direkte virkning af EF-traktatens artikel 119 skal arbejdsgiverens anvendelse af denne efter konstateringen af en forskelsbehandling være øjeblikkelig og fuldstændig, således at de foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilvejebringe ligestilling, principielt ikke kan være underlagt betingelser, som giver sig udslag i, at der opretholdes en, selv forbigående, forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 25 og 26).

25 Desuden skal retssikkerhedsprincippet ligeledes overholdes. Sidstnævnte princip, som gør sig gældende med særlig styrke, når der er tale om bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art, kræver, at de rettigheder, som tillægges borgerne ved EU-retten, gennemføres tilstrækkeligt præcist, klart og forudsigeligt, med henblik på at gøre det muligt for de pågældende personer nøjagtigt at kende deres rettigheder og forpligtelser og at handle derefter samt i givet fald at håndhæve disse rettigheder ved de nationale domstole. Den blotte indførelse af en praksis, som ikke har bindende retsvirkning i forhold til de berørte personer, opfylder ikke disse krav (jf. i denne retning dom af 2.12.2009, Aventis Pasteur, C-358/08, EU:C:2009:744, præmis 47, og af 8.3.2017, Euro Park Service, C-14/16, EU:C:2017:177, præmis 36-38, 40 og 42 og den deri nævnte retspraksis).

26 Således skal de foranstaltninger, der træffes med henblik på at bringe en forskelsbehandling, der er i strid med EF-traktatens artikel 119, til ophør, for at kunne anses for at tilvejebringe den ligebehandling, der kræves ved denne bestemmelse, opfylde de krav, der er anført i denne doms præmis 24 og 25.

27 I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid, at de foranstaltninger, der er truffet af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning før vedtagelsen af trustdokumentet af 2. maj 1996, ikke opfylder disse krav.

28 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen blev den i hovedsagen omhandlede pensionsordning nemlig først gyldigt ændret, henset til national ret, med vedtagelsen af dette trustdokument. I denne henseende fastslog den forelæggende ret i en dom afsagt den 5. oktober 2017 i hovedsagen, at ordlyden af ændringsbestemmelsen kun tillader ændringer ved et trustdokument, og at national ret er til hinder for en fortolkning af denne bestemmelse, som fraviger denne ordlyd, henset til nødvendigheden af at beskytte medlemmerne af den nævnte pensionsordning og at gøre det muligt for dem at kende deres rettigheder.

29 Det synes ligeledes at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, at ændringsbestemmelsen og meddelelserne af 1991 kun har haft den retsvirkning at give de ansvarlige for den i hovedsagen omhandlede pensionsordning mulighed for, med tilbagevirkende kraft, at ensrette den normale pensionsalder for medlemmerne af denne ordning til niveauet for den normale pensionsalder for mænd ved vedtagelsen af et trustdokument på et hvilket som helst senere tidspunkt.

30 Indførelsen af en sådan mulighed, som kan udøves på et tidspunkt, som afhænger af disse ansvarliges skønsmæssige valg, kan imidlertid ikke anses for hverken at have bragt den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling til ophør eller for at have tilladt medlemmerne nøjagtigt at kende deres rettigheder.

31 Hvad angår forvaltningen af ordningen fra den 1. december 1991 fremgår det af denne doms præmis 25, at den blotte indførelse af en praksis, som ikke har nogen bindende retsvirkning i forhold til de berørte personer, ikke opfylder retssikkerhedsprincippets krav og følgelig ikke kan anses for at være en foranstaltning, som tilvejebringer den ligebehandling, der kræves i EF-traktatens artikel 119.

[s. 7]

32 Under disse omstændigheder fremgår det, at der i forbindelse med den i hovedsagen omhandlede pensionsordning først blev truffet foranstaltninger, som opfylder de krav i EU-retten, der er anført i denne doms præmis 24 og 25, den 2. maj 1996 ved det trustdokument, som blev vedtaget på denne dato.

33 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt EF-traktatens artikel 119 tillader en foranstaltning, såsom den foranstaltning, der er fastsat i dette trustdokument, som består i med tilbagevirkende kraft fra den 1. december 1991 at ensrette den normale pensionsalder for medlemmerne af en pensionsordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var stillet ugunstigt, bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at i tilfælde, hvor det konstateres, at der foreligger forskelsbehandling i strid med EU-retten, kan overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, så længe der ikke er vedtaget foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen, kun sikres ved, at personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes de samme rettigheder som de personer, der tilhører den privilegerede kategori (dom af 28.1.2015, Starjakob, C-417/13, EU:C:2015:38, præmis 46, og af 22.1.2019, Cresco Investigation, C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

34 Domstolen har allerede fastslået, at dette princip er til hinder for, at en pensionsordning ophæver en forskelsbehandling, der er i strid med EF-traktatens artikel 119, ved at ophæve fordelene for personerne i den privilegerede kategori for tidligere perioder (jf. i denne retning dom af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 5, 13, 14, 17 og 18).

35 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne retspraksis ligeledes finder anvendelse på situationer, såsom den i hovedsagen omhandlede, hvor de pågældende pensionsrettigheder, i henhold til national ret og stiftelsesdokumentet for den pågældende pensionsordning, kan tilbagekaldes.

36 Selv om dette spørgsmål endnu ikke er blevet udtrykkeligt afgjort af Domstolen, har muligheden for, i sådanne situationer, med tilbagevirkende kraft at ensrette betingelserne vedrørende medlemmernes ret til en pensionsordning på niveau med pensionsordningen for personerne i den kategori, som tidligere blev behandlet ugunstigt, imidlertid ingen støtte i retspraksis. Som generaladvokaten har anført i punkt 64 i forslaget til afgørelse, ville indrømmelsen af en sådan mulighed tværtimod i vidt omfang fratage denne samme retspraksis dens rækkevidde, for så vidt som den herefter kun ville finde anvendelse i tilfælde, hvor en sådan tilbagevirkende ensretning under alle omstændigheder allerede er forbudt ved national ret eller pensionsordningens stiftelsesdokument.

37 Det skal desuden navnlig fremhæves, at enhver foranstaltning, som tilsigter at fjerne en forskelsbehandling, som er i strid med EU-retten, udgør en gennemførelse af denne ret, som skal overholde kravene heri. Navnlig kan hverken national ret eller bestemmelser i pensionsordningens stiftelsesdokument påberåbes med henblik på at unddrage sig disse krav.

38 Hvad angår de nævnte krav fremgår det af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet generelt er til hinder for, at en retsakt, som gennemfører EU-retten, gives tilbagevirkende kraft. Dette kan kun rent undtagelsesvis tillades, når et tvingende alment hensyn fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt (jf. i denne retning dom af 26.4.2005, »Goed Wonen«, C-376/02, EU:C:2005:251, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis).

39 Til dette princip føjes de krav, som nærmere bestemt følger af EF-traktatens artikel 119, og som gælder for de ansvarlige for en pensionsordning fra konstateringen af en forskelsbehandling, som er i strid med denne bestemmelse.

40 Hvad angår forpligtelsen til, så længe foranstaltninger til tilvejebringelse af ligebehandling ikke er blevet vedtaget, at tildele personerne i den kategori, som er stillet ugunstigt, de samme fordele som dem, som personerne i den privilegerede kategori har, har Domstolen allerede fastslået, at denne forpligtelse bl.a. er begrundet i sammenkædningen af EF-traktatens artikel 119 med formålet om udjævning af

[s. 8]

arbejdsvilkårene på et stadigt stigende niveau, som følger af præamblen til denne traktat og af traktatens artikel 117 (jf. i denne retning dom af 8.4.1976, Defrenne, 43/75, EU:C:1976:56, præmis 10, 11 og 15, og af 28.9.1994, Avdel Systems, C-408/92, EU:C:1994:349, præmis 15 og 17).

41 Det ville imidlertid være i strid med dette formål samt med retssikkerhedsprincippet og med de krav, der er anført i denne doms præmis 17, 24 og 34, at tillade de ansvarlige for den pågældende pensionsordning at fjerne en forskelsbehandling, som er i strid med EF-traktatens artikel 119, ved at vedtage en foranstaltning, som med tilbagevirkende kraft ensretter den normale pensionsalder for medlemmerne af denne ordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var stillet ugunstigt. At tillade en sådan løsning ville nemlig fritage disse ansvarlige for forpligtelsen til, efter konstateringen af forskelsbehandlingen, at foretage en øjeblikkelig og fuldstændig fjernelse af denne. Denne løsning ville desuden tilsidesætte forpligtelsen til at tildele personerne i den kategori, der tidligere var stillet ugunstigt, den normale pensionsalder for personerne i den kategori, som tidligere var begunstiget, for så vidt angår de pensionsrettigheder, som vedrører beskæftigelsesperioderne mellem datoen for afsigelsen af dommen af 17. maj 1990, Barber (C-262/88, EU:C:1990:209), og datoen for vedtagelsen af de foranstaltninger, som tilvejebringer ligebehandling, samt forbuddet mod at ophæve fordelene for disse sidstnævnte personer for tidligere perioder. Endelig ville den, indtil vedtagelsen af sådanne foranstaltninger, skabe usikkerhed, hvilket er i strid med retssikkerhedsprincippet, hvad angår rækkevidden af medlemmernes rettigheder.

42 Disse betragtninger gælder også i det tilfælde, hvor medlemmerne af den pågældende pensionsordning er blevet underrettet om, at den normale pensionsalder for medlemmerne i denne pensionsordning, for at tilvejebringe ligebehandling, vil blive ensrettet til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, som tidligere var stillet ugunstigt, ved en meddelelse uden ændringsmæssig retsvirkning.

43 Når dette er sagt, kan det, således som det fremgår af denne doms præmis 38, ikke udelukkes, at foranstaltninger, som har til formål at bringe en forskelsbehandling, som er i strid med EU-retten, til ophør, undtagelsesvist kan træffes med tilbagevirkende kraft, forudsat at disse foranstaltninger, ud over at respektere de berørtes berettigede forventning, rent faktisk opfylder et tvingende alment hensyn. I henhold til fast retspraksis kan en risiko for et alvorligt indgreb i den pågældende pensionsordnings økonomiske ligevægt navnlig udgøre et tvingende alment hensyn (jf. i denne retning dom af 11.1.2007, ITC, C-208/05, EU:C:2007:16, præmis 43, og af 7.3.2018, DW, C-651/16, EU:C:2018:162, præmis 33).

44 I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at selv om den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen har anført, at de økonomiske omkostninger i tvisten i hovedsagen beløber sig til ca. 100 mio. GBP, har den imidlertid ikke nævnt, at ensretningen med tilbagevirkende kraft af den normale pensionsalder for medlemmerne af den i hovedsagen omhandlede pensionsordning til niveauer for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, som tidligere var stillet ugunstigt, var nødvendig for at undgå et alvorligt indgreb i denne pensionsordnings økonomiske ligevægt. Da de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, ikke indeholder andre oplysninger, som kan godtgøre, at denne foranstaltning rent faktisk opfyldte et tvingende alment hensyn, foreligger der ingen objektiv begrundelse for denne, hvilket det ikke desto mindre tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

45 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at EF-traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den i mangel af en objektiv begrundelse er til hinder for, at en pensionsordning, for at bringe en forskelsbehandling i strid med denne bestemmelse, som følger af fastsættelsen af en normal pensionsalder, som er forskellig alt efter køn, til ophør, vedtager en foranstaltning, som med tilbagevirkende kraft ensretter den normale pensionsalder for medlemmerne af denne ordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der

[s. 9]

tidligere var ugunstigt stillet, for perioden mellem meddelelsen om og vedtagelsen af denne foranstaltning, selv når en sådan foranstaltning er tilladt i henhold til national ret og til stiftelsesdokumentet for denne pensionsordning.

### **Sagsomkostninger**

46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

**EF-traktatens artikel 119 (efter ændring nu artikel 141 EF) skal fortolkes således, at den i mangel af en objektiv begrundelse er til hinder for, at en pensionsordning, for at bringe en forskelsbehandling i strid med denne bestemmelse, som følger af fastsættelsen af en normal pensionsalder, som er forskellig alt efter køn, til ophør, vedtager en foranstaltning, som med tilbagevirkende kraft ensretter den normale pensionsalder for medlemmerne af denne ordning til niveauet for den normale pensionsalder for personerne i den kategori, der tidligere var ugunstigt stillet, for perioden mellem meddelelsen om og vedtagelsen af denne foranstaltning, selv når en sådan foranstaltning er tilladt i henhold til national ret og til stiftelsesdokumentet for denne pensionsordning.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0274.md =====

# EU-Domstolen, Tredje Afdeling, 3. oktober 2019, sag C-274/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0274.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0274.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2019:828

Kommentarens titel: Længere tidsbegrænset ansættelse ved deltid og adgang til statistik

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter deltidsrammeaftalen og direktiv 2006/54 om varigheden af tidsbegrænset ansættelse, ikke en lønsag. En længere maksimal periode for deltidsansatte kunne også være indirekte kønsdiskrimination efter direktiv 2006/54 (jf. § 1 a, stk. 2), og den krænkede kunne ikke pålægges at fremlægge statistikker eller oplysninger, som vedkommende ikke eller kun vanskeligt havde adgang til (jf. § 6, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Deltidsrammeaftalens § 4 hindrede en længere maksimal tidsbegrænset ansættelsesperiode for deltidsansatte end sammenlignelige fuldtidsansatte uden objektiv og proportional begrundelse; pro rata-princippet fandt ikke anvendelse på denne grænse. Ordningen kunne også være indirekte kønsdiskrimination efter direktiv 2006/54, hvis en væsentligt større andel kvinder blev ramt uden legitim, egnet og nødvendig begrundelse. Efter artikel 19 kunne den krænkede ikke pålægges at fremlægge konkrete statistikker eller oplysninger, som vedkommende ikke eller kun vanskeligt kunne få adgang til.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Sagen angår varighed af tidsbegrænset ansættelse, ikke en konkret lønforskel.

Dommen giver ikke generel godkendelse eller underkendelse af UG efter direktiv 1999/70.

MUWs 79 og 75 procent i præmis 18 er partsoplysninger om tidsbegrænset ansættelse, ikke en fastslået diskriminationstærskel.

Generel arbejdsmarkedsstatistik bruges betinget til formodningsstadiet; den relevante populations princip ændres ikke.

Ingen automatisk regel om, at alle deltidsansatte har mindre erfaring.

Afvisning af tidsbegrænsning er ikke en afgørelse om nationale forældelsesfrister eller konkret konvertering af alle kontrakter.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0274

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
3. oktober 2019[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – rammeaftale om deltidsarbejde – § 4 – princippet om ikke-forskelsbehandling – mindre gunstig behandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte for så vidt angår deres ansættelsesvilkår – forbud – national lovgivning, der fastsætter en maksimal varighed af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er længere for deltidsansatte end for fuldtidsansatte – princippet om pro rata temporis – direktiv 2006/54/EF – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – artikel 2, stk. 1, litra b) – begrebet »indirekte forskelsbehandling« på grund af køn – artikel 14, stk. 1, litra c) – ansættelses- og arbejdsvilkår – artikel 19 – bevisbyrde«

I sag C-274/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien, Østrig) ved afgørelse af 19. april 2018, indgået til Domstolen den 23. april 2018, i sagen

**Minoo Schuch-Ghannadan**

mod

**Medizinische Universität Wien,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal (refererende dommer), og dommerne F. Biltgen, J. Malenovský, C.G. Fernlund og L.S. Rossi,

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: kontorchef D. Dittert,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. marts 2019,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Minoo Schuch-Ghannadan ved Rechtsanwalt A. Obereder,

- Medizinische Universität Wien ved Rechtsanwältin A. Potz,

- den østrigske regering ved J. Schmoll og G. Hesse, som befuldmægtigede,

- den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, A. Pimenta og S. Duarte Afonso, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved M. van Beek, T.S. Bohr og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. juni 2019,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997 (herefter »rammeaftalen om deltidsarbejde«), og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (EFT 1998, L 14, s. 9), samt af artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en sag mellem Minoo Schuch-Ghannadan og Medizinische Universität Wien (det medicinske fakultet i Wien, Østrig, herefter »MUW«) angående Minoo Schuch-Ghannadans påstand om, at det fastslås, at hendes ansættelsesforhold med MUW skal fortsættes som tidsubegrænset.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

##### *Direktiv 97/80/EF*

3 Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998, L 14. s. 6), som blev ophævet ved direktiv 2006/54, fastsatte:

> »Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

##### *Rammeaftale om deltidsarbejde*

4 § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde med overskriften »Princippet om ikke-forskelsbehandling« har følgende ordlyd:

> »1. Hvad angår ansættelsesvilkår, må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

[s. 3]

> 2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.

> […]«

##### *Rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse*

5 § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse«), og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43), fastsætter følgende i stk. 1:

> »For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

> a) objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold

> b) den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold

> c) antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.«

##### *Direktiv 2006/54*

6 30. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«

7 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 1:

> »I dette direktiv forstås ved:

> […]

> b) »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

> […]«

[s. 4]

8 Nævnte direktivs artikel 14 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« fastsætter i stk. 1:

> »Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> […]

> c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i traktatens artikel 141

> […]«

9 Samme direktivs artikel 19 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

> 2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.

> 3. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i sager, hvor det påhviler en domstol eller den kompetente instans at undersøge sagens faktiske omstændigheder.

> […]«

#### ***Østrigsk ret***

10 § 6, stk. 1, i Universitätsgesetz 2002 (lov om universiteter, herefter »UG«) er affattet således:

> »Denne forbundslov finder anvendelse på følgende universiteter:

> […]

> 4. [MUW]

> […]«

11 UG’s § 109 fastsætter:

> »1. Ansættelseskontrakter kan indgås på bestemt eller ubestemt tid. Medmindre andet er fastsat i nærværende forbundslov har tidsbegrænsede ansættelseskontrakter en maksimal varighed på seks år, idet de ellers er ugyldige.

> 2. Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede [kontrakter] er kun tilladt for arbejdstagere, der er ansat i forbindelse med projekter, der er eksternt finansieret, eller forskningsprojekter, og for personale, der udelukkende er ansat inden for undervisningsområdet, samt for vikarpersonale. Den samlede varighed for flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter for en arbejdstager må ikke overstige seks år,

[s. 5]

> eller otte år i tilfælde af deltidsbeskæftigelse. Der kan tillades én forlængelse op til samlet ti år, eller tolv år i alt i tilfælde af deltidsbeskæftigelse, såfremt der foreligger en objektiv begrundelse herfor, særligt med henblik på fortsættelse eller færdiggørelse af forskningsprojekter og publikationer.«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

12 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Minoo Schuch-Ghannadan var ansat fra den 9. september 2002 til den 30. april 2014 som forsker ved MUW på grundlag af en række på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter både som fuldtids- og deltidsbeskæftiget.

13 Ifølge den forelæggende ret fastsætter østrigsk ret, nærmere bestemt UG’s § 109, stk. 2, at flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter er tilladt for arbejdstagere, der er ansat af MUW, særligt i forbindelse med eksternt finansierede projekter eller forskningsprojekter, og for personale, der udelukkende er ansat inden for undervisningsområdet. Den samlede varighed af disse flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter må ikke overstige seks år, eller otte år i tilfælde af deltidsbeskæftigelse. Derudover kan der gives tilladelse til én forlængelse op til samlet ti år for fuldtidsansatte, eller tolv år i tilfælde af deltidsbeskæftigelse, såfremt der foreligger en objektiv begrundelse herfor, særligt med henblik på fortsættelse eller færdiggørelse af igangværende forskningsprojekter og publikationer.

14 Minoo Schuch-Ghannadan lagde sag an ved Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien, Østrig) med henblik på at få fastslået, at hendes ansættelsesforhold ved MUW opretholdes efter den 30. april 2014, eftersom den tilladte maksimale varighed for tidsbegrænsede ansættelsesforhold, der for Minoo Schuch-Ghannadans vedkommende var på otte år, ifølge hende allerede var forløbet på den nævnte dato. Hun gjorde i øvrigt gældende, at UG’s § 109, stk. 2, indeholder en forskelsbehandling til ugunst for deltidsansatte. Endelig tilføjede hun, at denne bestemmelse stiller kvinder særlig ufordelagtigt, idet færre kvinder rent faktisk arbejder på fuld tid. Medmindre der foreligger en objektiv begrundelse, udgør denne forskelsbehandling således indirekte forskelsbehandling på grund af køn i strid med EU-retten.

15 Til sit forsvar anførte MUW, at en forlængelse af den maksimale varighed af de flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter til en maksimal varighed på tolv år var berettiget i det foreliggende tilfælde, eftersom den sidste tidsbegrænsede kontrakt var blevet indgået med henblik på, at sagsøgeren i hovedsagen kunne fortsætte et projekt og færdiggøre opgaver inden for rammerne af dette projekt.

16 Ved dom af 2. juni 2016 frifandt Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) MUW, idet den lagde til grund, at MUW havde været berettiget til at forlænge ansættelsesforholdene med sagsøgeren til en maksimal varighed på 12 år.

17 Minoo Schuch-Ghannadan iværksatte appel ved Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien, Østrig). Denne retsinstans ophævede dommen fra Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) med den begrundelse, at denne sidnævnte ikke havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af, om UG’s § 109, stk. 2, var i overensstemmelse med EU-retten, selv om sagsøgeren havde rejst dette spørgsmål. Appelretten hjemviste derfor sagen til den forelæggende ret og pålagde denne at gøre det muligt for MUW at fremsætte bemærkninger og i givet fald at fremlægge beviser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse kunne stille kvinder særlig ufordelagtigt i forhold til mænd, og såfremt dette var tilfældet, afgøre, om en sådan ulige behandling var begrundet.

18 For den forelæggende ret har MUW gjort gældende, at Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien) foretog en fejlagtig bedømmelse af oplysningspligten og bevisbyrden angående forskelsbehandlingen, idet den fastslog, at det tilkom MUW at føre bevis for, at der ikke forelå forskelsbehandling. Sagsøgeren har begrænset sig til at hævde – uden rent faktisk at underbygge dette – at der foreligger en indirekte forskelsbehandling på grund af køn uden at give en underbygget og

[s. 6]

konkret fremstilling af, hvorledes anvendelsen af UG’s § 109, stk. 2, udgør en forskelsbehandling af de kvindelige arbejdstagere i forhold til de mandlige arbejdstagere. MUW har desuden anført, at tidsubegrænsede stillinger er ekstremt sjældne inden for den akademiske verden, og at UG’s § 109, stk. 2, gør det muligt for MUW’s ansatte at arbejde længere tid ved universitetet. Endelig har MUW gjort gældende, at det for at vurdere, om denne bestemmelse har en negativ virkning for navnlig kvinder, er nødvendigt at anvende det fælles billede for alle de østrigske universiteter som referenceramme. Idet MUW imidlertid ikke har adgang til alle disse oplysninger, har fakultetet fremhævet, at for så vidt angår fakultetet selv er andelen af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, som er omfattet af UG’s § 109, stk. 2, på 79% for kvinder og 75% for mænd.

19 Minoo Schuch-Ghannadan har for sit vedkommende gjort gældende, at en foranstaltning, som er af en sådan art, at den vil påvirke en højere procentdel af kvinder end mænd, antages at udgøre en indirekte forskelsbehandling, således at det tilkommer modparten at fremlægge bevis for det modsatte. Eftersom MUW hverken har været i stand til at fremlægge tallene for de øvrige universiteter, der er omfattet af samme lovgivning, eller at bevise, at der foreligger en begrundelse herfor, kan det lægges til grund, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling.

20 I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at UG’s § 109, stk. 2, udgør en undtagelse de almindelige arbejdsretlige regler, idet de østrigske retsinstanser principielt anser to eller flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for ulovlige, medmindre der foreligger en objektiv begrundelse.

21 Ifølge den forelæggende ret er denne bestemmelse imidlertid ikke i strid med § 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, idet den nationale lovgiver ved at fastsætte den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ‑forhold har vedtaget en foranstaltning af samme art som dem, der er nævnt i nævnte paragrafs stk. 1, litra b).

22 Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde er forenelig med UG’s § 109, stk. 2, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en maksimal varighed for tidsbegrænsede ansættelsesforhold, der er længere for deltidsansatte end for fuldtidsansatte. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne regel kan betragtes som anvendelsen af princippet om pro rata temporis, der er fastsat i § 4, stk. 2, med den begrundelse, at deltidsansatte i løbet af deres ansættelsesforhold erhverver færre kundskaber og mindre erfaring end fuldtidsansatte. Hvis dette er tilfældet, er det alene nødvendigt at undersøge, om anvendelsen af dette princip er hensigtsmæssig i det foreliggende tilfælde, uden at skulle efterprøve, om der foreligger objektive grunde, der begrunder den omhandlede foranstaltning.

23 Hvad angår direktiv 2006/54 er den forelæggende ret af den opfattelse, at den med henblik på at vurdere, om den i hovedsagen omhandlede nationale foranstaltning indeholder en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, skal anvende de ansatte på alle de østrigske universiteter, der er omfattet af UG, som referencegruppe og sammenligne den procentdel af mænd og kvinder, der er beskæftiget på deltid, og som er omfattet af denne foranstaltning. I denne henseende påhviler det i henhold til dette direktivs artikel 19, stk. 1, den part, der betragter sig som krænket af en indirekte forskelsbehandling, at underbygge, at der foreligger en sådan.

24 I henhold til flere domme fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) udgør den omstændighed, at andelen af deltidsbeskæftigelse generelt er meget højere blandt kvinder, imidlertid en formodning om, at der foreligger ulige behandling, som det påhviler arbejdsgiveren at afkræfte ved at bevise, at andelen af kvinder, der rammes af en bestemt foranstaltning, ikke er væsentligt højere end andelen af mænd i samme situation.

25 Af denne grund har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fortolke artikel 19 i direktiv 2006/54.

[s. 7]

26 På denne baggrund har Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal princippet om pro rata temporis i henhold til § 4, stk. 2, i [rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde], sammenholdt med princippet om ikke-forskelsbehandling i § 4, stk. 1, anvendes på en lovbestemmelse, hvorved den samlede varighed af umiddelbart på hinanden følgende ansættelser for en arbejdstager, der er ansat ved et østrigsk universitet i forbindelse med projekter med ekstern finansiering eller forskningsprojekter, for fuldtidsansatte er [seks] år, i tilfælde af deltidsansættelse dog [otte] år, og hvorved der endvidere, hvis der foreligger en objektiv begrundelse, særligt med henblik på fortsættelse eller færdiggørelse af forskningsprojekter eller publikationer, tillades en yderligere engangsforlængelse op til samlet [ti] år for fuldtidsansatte og i tilfælde af deltidsansættelse op til samlet [tolv] år?

> 2) Er en lovbestemmelse som beskrevet i spørgsmål 1 en indirekte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i [direktiv 2006/54], hvis der ud af alle de ansatte, for hvem denne bestemmelse gælder, rammes en væsentligt højere procentdel af kvindelige end mandlige ansatte?

> 3) Skal artikel 19, stk. 1, i [direktiv 2006/54] fortolkes således, at en kvinde, der inden for anvendelsesområdet for en lovbestemmelse som anført i spørgsmål 1 hævder at være blevet indirekte forskelsbehandlet på grundlag af køn, fordi væsentligt flere kvinder end mænd er ansat på deltid, skal gøre denne omstændighed, særligt at kvinder rammes statistisk betydeligt hårdere, gældende ved fremlæggelse af konkrete statistiske tal eller konkrete forhold og påvise denne omstændighed med passende dokumentation?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

#### ***Indledende bemærkning***

27 Hvad angår rækkevidden af de præjudicielle spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret ved disse har begrænset sig til at anmode om en fortolkning af § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde samt af artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54.

28 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Europa-Kommissionen såvel i sit skriftlige indlæg som i retsmødet for Domstolen har gjort gældende, at UG’s § 109, stk. 2, ikke udgør en tilstrækkelig gennemførelse af § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse.

29 Som det er anført i nærværende doms præmis 21, fremgår det imidlertid udtrykkeligt af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at UG’s § 109, stk. 2, udgør en tilstrækkelig og lovlig gennemførelse af denne bestemmelse. Den forelæggende ret er dermed af den opfattelse, at den ikke har behov for præciseringer angående den eventuelle betydning, som § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal have for besvarelsen af de rejste spørgsmål.

30 I henhold til fast retspraksis tilkommer det alene den forelæggende ret at udvælge og formulere de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for at træffe afgørelse om tvisten i hovedsagen (dom af 13.12.2018, Touring Tours und Travel og Sociedad de transportes, C-412/17 og C-474/17, EU:C:2018:1005, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

31 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at såfremt den forelæggende ret i sin forelæggelsesafgørelse har anført, at den ikke har fundet det nødvendigt at stille et spørgsmål, kan Domstolen hverken besvare dette spørgsmål eller tage hensyn hertil inden for rammerne af den

[s. 8]

præjudicielle forelæggelse (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, Touring Tours und Travel og Sociedad de transportes, C-412/17 og C-474/17, EU:C:2018:1005, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

32 Under disse omstændigheder kan Domstolen i det foreliggende tilfælde ikke udvide genstanden for de forelagte spørgsmål ved at behandle disse ikke alene i lyset af § 4 i rammeaftalen om deltidsarbejde samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, men ligeledes i lyset af § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse.

#### ***Det første spørgsmål***

33 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om § 4 i rammeaften om deltidsarbejde skal fortolkes således, at den dels er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, dels om det heri fastsatte princip om pro rata temporis finder anvendelse på en sådan lovgivning.

34 Det bemærkes, at det i stk. 1 i nævnte § 4 er fastsat, at hvad angår ansættelsesvilkår må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. I øvrigt fastsætter § 4, stk. 2, at hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.

35 I det foreliggende tilfælde er spørgsmålet først og fremmest, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede lovgivning for så vidt angår varigheden af tidsbegrænsede ansættelsesforhold indeholder en mindre gunstig behandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte, hvilket både MUW og den østrigske regering har bestridt. Ifølge disse sidstnævnte udgør den omstændighed, at deltidsansatte med tidsbegrænset beskæftigelse kan arbejde for et universitet i en længere periode end fuldtidsansatte med tidsbegrænset beskæftigelse nemlig en fordel for disse førstnævnte, navnlig når det tages i betragtning, hvor svært det er for de ansatte, der er omfattet af nævnte lovgivning, at få adgang til en tidsubegrænset kontrakt ved universiteterne.

36 Således som Kommissionen og sagsøgeren har gjort gældende, forekommer en sådan omstændighed dog at være af en sådan art, at den i højere grad for deltidsansatte end for fuldtidsansatte formindsker eller udskyder muligheden for at få adgang til en tidsubegrænset kontrakt, hvilket i givet fald og med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse udgør en mindre gunstig behandling for denne førstnævnte kategori af arbejdstagere.

37 Dernæst er spørgsmålet, om den forskelsbehandling, der er fastsat i UG’s § 109, stk. 2, kan begrundes i objektive forhold.

38 MUW og den østrigske regering har anført, at dette er tilfældet, idet niveaet for de kundskaber og den erfaring, som de deltidsansatte kan opnå inden for rammerne af deres ansættelsesforhold, nødvendigvis er mindre end den, som de sammenlignelige fuldtidsansatte opnår. Hvis disse to kategorier af arbejdstagere var underlagt den samme maksimale varighed for tidsbegrænsede ansættelsesforhold, ville de deltidsansatte således være særdeles mindre gunstigt stillet, eftersom de ville have kortere tid til at udføre forskning og forfatte videnskabelige publikationer, skønt der er tale om afgørende parametre for at vinde fodfæste inden for det akademiske område.

39 I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at udsagnet om, at der er en særlig sammenhæng mellem varigheden af en erhvervsmæssig beskæftigelse og opnåelse af et vist niveau med hensyn til kundskaber og erfaring, kun er en generalisering vedrørende bestemte grupper af ansatte og derfor ikke giver grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling.

[s. 9]

Ganske vist er ancienniteten ensbetydende med en større erfaring, men om et sådant kriterium er objektivt, afhænger af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, særlig af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer (jf. i denne retning dom af 10.3.2005, Nikoloudi, C-196/02, EU:C:2005:141, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

40 Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere i den specifikke kontekst, der angår den type beskæftigelse, som er omfattet af UG’s § 109, stk. 2, og navnlig de opgaver, som sagsøgeren udførte inden for rammerne heraf, om der foreligger dette særlige forhold mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer, og i givet fald, om den tid, der er nødvendig for at færdiggøre forskningen og sørge for, at resultaterne heraf publiceres, er af en sådan art, at den kan begrunde den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning. Hvis dette er tilfældet, tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om denne lovgivning står i et rimeligt forhold til det anførte formål.

41 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt princippet om pro rata temporis finder anvendelse på en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, fremgår det, at en sådan lovgivning ikke kan betragtes som en anvendelse af dette princip, eftersom den maksimale varighed af flere på hinanden følgende ansættelsesforhold forlænges med to år for alle deltidsansatte og derfor ikke beregnes forholdsmæssigt på grundlag af de faktiske arbejdstimer.

42 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at § 4, stk. 1, i rammeaften om deltidsarbejde skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold og står i et rimeligt forhold til disse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. § 4, stk. 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde skal fortolkes således, at det heri fastsatte princip om pro rata temporis ikke finder anvendelse på en sådan lovgivning.

#### ***Det andet og det tredje spørgsmål***

43 Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst dels, om artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, der er omhandlet af denne bestemmelse, dels, om dette direktivs artikel 19, stk. 1, skal fortolkes således, at bestemmelsen kræver af den part, der betragter sig som krænket af en sådan forskelsbehandling, at denne for at godtgøre en formodning om, at der foreligger forskelsbehandling, skal fremlægge konkrete statistikker eller konkrete forhold vedrørende den formodede forskelsbehandling.

44 Hvad angår den første del af disse spørgsmål skal det bemærkes, at artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54 fastsætter, at der i dette direktiv ved begrebet »indirekte forskelsbehandling« forstås, at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

[s. 10]

45 En sådan særlig ufordelagtig situation kan foreligge navnlig, såfremt det påvises, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Villar Láiz, C-161/18, EU:C:2019:382, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

46 Domstolen har allerede fastslået, at det, således som det ligeledes fremgår af 30. betragtning til direktiv 2006/54, tilkommer den nationale retsinstans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, der navnlig kan fastsætte, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås på enhver måde, herunder på grundlag af statistisk materiale (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Villar Láiz, C-161/18, EU:C:2019:382, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

47 For så vidt angår det statistiske materiale har Domstolen allerede fastslået dels, at det påhviler den forelæggende ret at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, dels, at den bedste metode til sammenligning består i at foretage en sammenligning mellem på den ene side andelene af de mandlige arbejdstagere, som er berørt – og som ikke er berørt – af den omhandlede regel og på den anden side de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende (jf. i denne retning dom af 9.2.1999, Seymour-Smith og Perez, C-167/97, EU:C:1999:60, præmis 59, og af 6.12.2007, Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 40).

48 Det tilkommer i denne forbindelse den nationale retsinstans at vurdere, om det statistiske materiale, som er fremlagt for den vedrørende arbejdstagernes situation, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det, generelt set, viser sig at være væsentligt (jf. i denne retning dom af 9.2.1999, Seymour-Smith og Perez, C-167/97, EU:C:1999:60, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

49 Såfremt den forelæggende ret på grundlag af det fremlagte statistiske materiale, og i givet fald på grundlag af andre relevante faktiske oplysninger, måtte nå til den konklusion, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning stiller kvinder særlig ufordelagtigt i forhold til mænd, er en sådan lovgivning i strid med artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, medmindre den er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

50 Som det allerede er blevet anført i nærværende doms præmis 38 har MUW og den østrigske regering i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at den ulige behandling, som deltidsansatte udsættes for i forhold til fuldtidsansatte, og som er indeholdt i UG’s § 109, stk. 2, kan begrundes i den omstændighed, at de førstnævnte opnår en grad af kundskaber og erfaringer, der er mindre end det, de sidstnævnte opnår, og at de derfor har behov for en længere periode for at færdiggøre noget af deres forskning og publicere resultaterne heraf. En fastsættelse af den samme maksimale varighed for tidsbegrænsede ansættelsesforhold for begge kategorier af arbejdstagere ville således formindske de deltidsansattes muligheder for at gøre sig gældende inden for det pågældende akademiske område ved udløbet af nævnte periode. Som det er anført i nærværende doms præmis 40, påhviler det den forelæggende ret at vurdere, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning er objektivt begrundet, henset til alle de faktiske omstændigheder og forhold i hovedsagen.

51 Hvad angår den anden del af spørgsmålene bemærkes det, at det af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 fremgår, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystemer træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Som det fremgår af 30. betragtning til dette direktiv, pålægges bevisbyrden således indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling.

[s. 11]

52 Som anført i nærværende doms præmis 47, skal der med henblik på godtgørelsen af, at der foreligger en forskelsbehandling på grund af køn, tages hensyn til hele gruppen af arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, og inden for denne gruppe såvel blandt mandlige som kvindelige arbejdstagere foretages en sammenligning af de respektive andele af arbejdstagere, som berøres af den omhandlede regel, og dem, der ikke berøres heraf.

53 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren gjort gældende, at som udgangspunkt vil de foranstaltninger, der påvirker deltidsansatte negativt i forhold til fuldtidsansatte, stille kvinder særlig ufordelagtigt. Til støtte for dette synspunkt har sagsøgeren fremlagt statistikker for den forelæggende ret angående det østrigske arbejdsmarked i almindelighed, hvoraf det fremgår, at et væsentligt større antal kvinder end mænd er ansat på deltid. Sagsøgeren har imidlertid præciseret, at hun ikke var i besiddelse af oplysninger vedrørende arbejdstagere, der er beskæftiget ved de østrigske universiteter, som er omfattet af UG.

54 Under disse omstændigheder skal det præciseres, hvordan og med hvilke midler en person, der betragter sig som krænket af en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, kan godtgøre, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling i tilfælde, hvor det statistiske materiale eller andre bevismidler vedrørende alle de arbejdstagere, der er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, ikke er tilgængelige eller svært tilgængelige for denne person.

55 I denne henseende har Domstolen for så vidt angår artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80, hvis ordlyd er den samme som ordlyden af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, fastslået, at selv om der i denne første bestemmelse ikke foreskrives nogen særlig ret for den person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget over for ham eller hende, til at få adgang til oplysninger, således at den pågældende har mulighed for at fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at utilgængeligheden af disse oplysninger eller dette statistiske materiale, som er relevante for fremlæggelse af sådanne faktiske omstændigheder, kan være medvirkende til, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og dermed fratage den nævnte bestemmelse sin effektive virkning (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Kelly, C-104/10, EU:C:2011:506, præmis 34 og 35).

56 Navnlig henset til nødvendigheden af at sikre den effektive virkning af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal denne bestemmelse, som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, fortolkes således, at bestemmelsen gør det muligt for en arbejdstager, der betragter sig som krænket af en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, at godtgøre, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, under henvisning til det generelle statistiske materiale vedrørende arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat, i det tilfælde, hvor det ikke kan forventes af den berørte person, at vedkommende fremlægger mere præcise oplysninger angående den relevante gruppe af arbejdstagere, når disse er svært tilgængelige eller utilgængelige.

57 Det følger heraf, at det andet og det tredje spørgsmål skal besvares med, at artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, hvis det godtgøres, at denne lovgivning har en negativ indvirkning for en væsentligt højere procentdel af kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, og hvis nævnte lovgivning ikke er objektivt begrundet i et legitimt mål, eller hvis midlerne til at opfylde dette mål ikke er hensigtsmæssige og nødvendige. Dette direktivs artikel 19, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kræver af den part, der betragter sig som krænket af en sådan forskelsbehandling, at denne for at godtgøre, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, skal fremlægge konkrete statistikker eller konkrete forhold angående de arbejdstagere, der er berørt af den omhandlede nationale lovgivning, hvis denne part ikke har adgang til eller kun vanskeligt har adgang til disse statistikker eller forhold.

[s. 12]

### **Om begrænsningen af nærværende doms tidsmæssige virkninger**

58 MUW, støttet af den østrigske regering, har i sine skriftlige og mundtlige indlæg anmodet Domstolen om at begrænse de tidsmæssige virkninger af nærværende dom, såfremt Domstolen måtte fastslå, at en national bestemmelse som UG’s § 109, stk. 2, udgør en forskelsbehandling med hensyn til deltidsansatte, der er forbudt i henhold til § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde.

59 MUW har i det væsentlige gjort gældende, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af nærværende dom er nødvendig af hensyn til retssikkerheden. Adskillige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er således blevet indgået i god tro med deltidsansatte på grundlag af UG’s § 109, stk. 2. Der foreligger desuden en risiko for alvorlige økonomiske konsekvenser, såfremt Domstolen måtte fastslå, at § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde er til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, idet adskillige tidsbegrænsede kontrakter således vil skulle ændres til tidsubegrænsede kontrakter.

60 Herved bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den fortolkning, som Domstolen anlægger af en EU-retlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 267 TEUF, belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes af retten i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen, såfremt betingelserne for at forelægge de kompetente domstole en tvist om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt (dom af 10.11.2016, Kovalkovas, C-477/16 PPU, EU:C:2016:861, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

61 Domstolen vil kun undtagelsesvis i henhold til et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er sikret i Unionens retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. For at der kan træffes bestemmelse om en sådan begrænsning, skal to hovedbetingelser være opfyldt, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, og at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser (dom af 10.11.2016, Kovalkovas, C-477/16 PPU, EU:C:2016:861, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

62 Konkret har Domstolen kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med EU-retten, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende de EU-retlige bestemmelsers rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (dom af 10.7.2019, WESTbahn Management, C-210/18, EU:C:2019:586, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

63 Med hensyn til risikoen for alvorlige forstyrrelser må det i det foreliggende tilfælde fastslås, at Domstolens fortolkning af EU-retten i nærværende sag vedrører den i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde omhandlede forskelsbehandling af deltidsansatte og de kriterier, som den nationale retsinstans kan eller skal anvende ved undersøgelsen af den i hovedsagen omhandlede lovgivning navnlig med hensyn til nævnte bestemmelse. Det tilkommer således for det første den forelæggende ret at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede lovgivning indeholder en mindre gunstig behandling af deltidsansatte i forhold til sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de førstnævnte arbejder på deltid. For det andet påhviler det i givet fald den nævnte retsinstans at vurdere, om den eventuelle forskelsbehandling kan begrundes i objektive forhold (jf. analogt dom af 21.3.2013, RWE Vertrieb, C-92/11, EU:C:2013:180, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 13]

64 Under disse omstændigheder kan de finansielle konsekvenser for bl.a. universiteter ikke udelukkende fastlægges på grundlag af den fortolkning af EU-retten, som Domstolen anlægger inden for rammerne af nærværende sag (jf. analogt dom af 21.3.2013, RWE Vertrieb, C-92/11, EU:C:2013:180, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

65 Følgelig kan det ikke anses for godtgjort, at der foreligger en risiko for alvorlige forstyrrelser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 61, der er af en sådan art, at den kan berettige en begrænsning af nærværende doms tidsmæssige virkninger (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, RWE Vertrieb, C-92/11, EU:C:2013:180, præmis 62).

66 Endvidere har MUW ikke forelagt Domstolen nogen konkrete oplysninger om, hvor mange retsforhold der er berørt, eller om arten og omfanget af nærværende doms økonomiske følger, hvorfor det under alle omstændigheder ikke kan anses for godtgjort, at der foreligger en risiko for alvorlige forstyrrelser, som kan begrunde en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af nærværende dom.

67 Hvad angår det andet kriterium, der er udledt af den i nærværende doms præmis 61 nævnte retspraksis, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, har MUW desuden ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der foreligger en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende de EU-retlige bestemmelsers rækkevidde. Det er i denne henseende ikke tilstrækkeligt blot at hævde, at adskillige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er blevet indgået i god tro på grundlag af UG’s § 109, stk. 2.

68 Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at begrænse nærværende doms tidsmæssige virkninger.

### **Sagsomkostninger**

69 Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**1)** **§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997, og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 97/81/CE af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold og står i et rimeligt forhold til disse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. § 4, stk. 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde skal fortolkes således, at det heri fastsatte princip om pro rata temporis ikke finder anvendelse på en sådan lovgivning.**

**2)** **Artikel 2, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for de arbejdstagere med tidsbegrænset beskæftigelse, som den omfatter, fastsætter en maksimal varighed af ansættelsesforholdene, der er længere for deltidsansatte end for sammenlignelige fuldtidsansatte, hvis det godtgøres, at denne lovgivning har en negativ indvirkning for en væsentligt højere procentdel af kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, og hvis [s. 14]  nævnte lovgivning ikke er objektivt begrundet i et legitimt mål, eller hvis midlerne til at opfylde dette mål ikke er hensigtsmæssige og nødvendige. Dette direktivs artikel 19, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kræver af den part, der betragter sig som krænket af en sådan forskelsbehandling, at denne for at godtgøre, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, skal fremlægge konkrete statistikker eller konkrete forhold angående de arbejdstagere, der er berørt af den omhandlede nationale lovgivning, hvis denne part ikke har adgang til eller kun vanskeligt har adgang til disse statistikker eller forhold.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0395.md =====

# EU-Domstolen, 30. januar 2020, sag C-395/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0395.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0395.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Tim

ECLI: ECLI:EU:C:2020:58

Kommentarens titel: Underleverandørers brud og grænsen for automatisk udelukkelse fra udbud

Emner på siden: [Offentlige kontrakter og udbud](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-udbud.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 57, stk. 4, litra a, i direktiv 2014/24 tillod nationale regler, hvorefter en ordregiver kunne eller skulle udelukke en tilbudsgiver på grund af et relevant brud hos en angivet underleverandør. Men bestemmelsen, sammenholdt med artikel 57, stk. 6, og proportionalitetsprincippet, var til hinder for automatisk udelukkelse. Tilbudsgiverens konkrete situation og dokumentation for pålidelighed skulle kunne vurderes. Anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling blev afslået.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker hverken femprocentsalternativet, løngennemsigtighedsforpligtelser eller ligelønsbevis. Den gør ikke enhver underleverandørfejl irrelevant og forbyder ikke i sig selv, at staten kræver udelukkelse på en nærmere bestemt grund. Den opstiller heller ikke en universel regel om, at udskiftning altid er den eneste mulige reaktion; Tims argument herom og den nationale efterkontraktuelle ordning må ikke forveksles med dommens konklusion. Præmis 23–29 vedrører genåbning af mundtlig forhandling og generaladvokatens rolle, ikke et materielt sanktionsresultat. Præmis 56 om sagsomkostninger bruges ikke. Der sluttes ikke automatisk fra 2014/24 til alle koncessioner eller forsyningsudbud, og der tages ikke stilling til den danske gennemførelse. Teksten er gengivet efter EUR-Lex’ officielle tekstudgave med dens trykte sidemarkører; sidehenvisningerne er ikke kontrolleret mod den trykte PDF.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0395

Domstolens dom (Anden Afdeling)
30. januar 2020[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, bygge- og anlægskontrakter og tjenesteydelseskontrakter – direktiv 2014/24/EU – artikel 18, stk. 2 – artikel 57, stk. 4 – fakultative udelukkelsesgrunde – udelukkelsesgrund, som omfatter en underentreprenør, som er nævnt i den økonomiske aktørs tilbud – underentreprenørens tilsidesættelse af miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser – national lovgivning, der fastsætter en automatisk udelukkelse af den økonomiske aktør for en sådan overtrædelse«

I sag C-395/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) ved afgørelse af 21. februar 2018, indgået til Domstolen den 14. juni 2018, i sagen

**Tim SpA – Direzione e coordinamento Vivendi SA**

mod

**Consip SpA,**

**Ministero dell’Economia e delle Finanze,**

procesdeltager:

**E-VIA SpA,**

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne P.G. Xuereb, T. von Danwitz, C. Vajda (refererende dommer) og A. Kumin,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: R. Schiano, fuldmægtig,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. maj 2019,

[s. 2]

efter at der er afgivet indlæg af:

- Tim SpA – Direzione e coordinamento Vivendi SA ved avvocati F. Cardarelli, F. Lattanzi og F.S. Cantella,

- Consip SpA ved avvocati F. Sciaudone og F. Iacovone,

- den østrigske regering ved J. Schmoll, M. Fruhmann og G. Hesse, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved G. Gattinara, P. Ondrůšek og L. Haasbeek, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 2019,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 57, stk. 4, og artikel 71, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Tim SpA – Direzione e coordinamento Vivendi SA (herefter »Tim«) og Consip SpA og Ministero dell’Economia e delle Finanze (økonomi- og finansministeriet, Italien) på den anden side angående udelukkelsen af Tim fra en åben udbudsprocedure iværksat af Consip.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

3 40., 101. og 102. betragtning til direktiv 2014/24 har følgende ordlyd:

> »(40) Kontrol med overholdelsen af de miljø-, social- og arbejdsretlige bestemmelser bør foregå i de relevante faser af udbudsproceduren, i forbindelse med anvendelsen af de generelle principper for valg af deltagere og tildeling af kontrakter, anvendelsen af udelukkelseskriterierne og anvendelsen af bestemmelserne om unormalt lave tilbud […]

> […]

> (101) Ordregivende myndigheder bør endvidere have mulighed for at udelukke økonomiske aktører, som har vist sig at være upålidelige, bl.a. som følge af overtrædelser af miljømæssige eller sociale forpligtelser, herunder regler om adgang for handicappede eller andre former for alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af vedkommendes erhverv, såsom overtrædelser af konkurrenceregler eller regler for intellektuel ejendomsret […]

[…]

Anvendes der fakultative udelukkelsesgrunde, bør de ordregivende myndigheder lægge særlig vægt på proportionalitetsprincippet. Mindre uregelmæssigheder bør kun under ekstraordinære omstændigheder føre til udelukkelse af en økonomisk aktør. Gentagne tilfælde af mindre uregelmæssigheder bør dog give anledning til tvivl om en økonomisk aktørs troværdighed, hvilket kan berettige til udelukkelse.

[s. 3]

> (102) Der bør imidlertid tages hensyn til muligheden for, at økonomiske aktører kan iværksætte overensstemmelsesforanstaltninger med henblik på at afhjælpe konsekvenserne af eventuelle strafbare handlinger eller forsømmelser og effektivt forebygge yderligere forekomster af den ukorrekte adfærd. Dette kan især omfatte personalemæssige og organisatoriske foranstaltninger, f.eks. afbrydelse af alle forbindelser med personer eller organisationer involveret i den ukorrekte adfærd, relevant reorganisering af medarbejdere, gennemførelse af rapporterings- og kontrolsystemer, oprettelse af en intern revisionsstruktur til at overvåge overholdelse samt vedtagelse af interne regler for ansvar og kompensation. Hvor sådanne foranstaltninger yder tilstrækkelig garanti, bør den pågældende økonomiske aktør ikke længere udelukkes alene på dette grundlag. Økonomiske aktører bør have mulighed for at anmode om, at overensstemmelsesforanstaltninger, der er truffet med henblik på mulig adgang til udbudsproceduren, gennemgås. Det bør dog være op til medlemsstaterne at fastlægge de nøjagtige proceduremæssige og indholdsmæssige betingelser, der finder anvendelse i sådanne tilfælde. Det bør navnlig stå dem frit for at beslutte, om de ønsker at tillade de enkelte ordregivende myndigheder at udføre de relevante vurderinger eller overdrage denne opgave til andre myndigheder på centralt eller decentralt plan.«

4 Dette direktivs artikel 2, stk. 1, nr. 10)-12), fastsætter:

> »I dette direktiv forstås ved:

> […]

> 10) »økonomisk aktør«: enhver fysisk eller juridisk person og enhver offentlig enhed samt enhver sammenslutning af sådanne personer og/eller enheder, herunder enhver midlertidig sammenslutning af virksomheder, som tilbyder udførelse af arbejder og/eller bygge- og anlægsarbejder og levering af varer eller tjenesteydelser på markedet

> 11) »tilbudsgiver«: en økonomisk aktør, som har afgivet et tilbud

> 12) »ansøger«: en økonomisk aktør, der har anmodet om opfordring til, eller som er blevet opfordret til at deltage i et begrænset udbud, udbud med forhandling, i et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, en konkurrencepræget dialog eller i et innovationspartnerskab.«

5 Det samme direktivs kapitel II med overskriften »Generelle regler« indledes med artikel 18 med overskriften »Udbudsprincipper«, der bestemmer følgende:

> »1. De ordregivende myndigheder behandler økonomiske aktører ens og uden forskelsbehandling og handler på en gennemsigtig og forholdsmæssig måde.

> Udbuddet udformes ikke med det formål at udelukke dette fra direktivets anvendelsesområde eller kunstigt indskrænke konkurrencen. Konkurrencen betragtes som kunstigt indskrænket, hvis udbuddet er udformet med den hensigt uretmæssigt at favorisere visse økonomiske aktører eller stille dem mindre gunstigt.

> 2. Medlemsstaterne træffer passende forholdsregler for at sikre, at økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af offentlige kontrakter overholder gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning i henhold til EU-retten, national lovgivning, kollektive aftaler eller i henhold til de internationale miljø-, social- og arbejdsmarkedsmæssige lovbestemmelser, der er nævnt i bilag X.«

[s. 4]

6 Samme direktivs artikel 56, stk. 1, litra b), har følgende ordlyd:

> »Kontrakter tildeles på grundlag af kriterierne opstillet i artikel 67-69, hvis den ordregivende myndighed i overensstemmelse med artikel 59-61 har verificeret, at samtlige følgende betingelser er opfyldt:

> […]

> b) tilbuddet er afgivet af en tilbudsgiver, som ikke er udelukket i henhold til artikel 57 […]«

7 Artikel 57 i direktiv 2014/24 med overskriften »Udelukkelsesgrunde« bestemmer følgende i stk. 4-7:

> »4. De ordregivende myndigheder kan udelukke, eller medlemsstaterne kan kræve, at de ordregivende myndigheder udelukker, en økonomisk aktør fra deltagelse i en udbudsprocedure i følgende tilfælde:

> a) hvis den ordregivende myndighed med ethvert passende middel kan påvise en tilsidesættelse af de gældende forpligtelser, der er omhandlet i artikel 18, stk. 2

> […]

> 5. […]

> De ordregivende myndigheder kan når som helst i løbet af proceduren udelukke eller af medlemsstaterne blive anmodet om at udelukke en økonomisk aktør, hvis det viser sig, at den økonomiske aktør i lyset af handlinger begået eller undladt enten før eller under proceduren, befinder sig i en af de situationer, der nævnes i stk. 4.

> 6. En økonomisk aktør, som er i en af de i stk. 1 og 4 omhandlede situationer, kan forelægge dokumentation for, at de foranstaltninger, som den økonomiske aktør har truffet, er tilstrækkelige til at vise aktørens pålidelighed på trods af en relevant udelukkelsesgrund. Hvis en sådan dokumentation anses for at være tilstrækkelig, udelukkes den pågældende økonomiske aktør ikke fra udbudsproceduren.

> […]

> De foranstaltninger, der er truffet af de økonomiske aktører, skal vurderes under hensyntagen til grovheden af og de særlige omstændigheder omkring overtrædelsen af straffeloven eller forsømmelsen […]

> […]

> 7. Medlemsstaterne skal ved hjælp af love eller administrative bestemmelser og under hensyntagen til EU-retten fastlægge gennemførelsesbestemmelser for denne artikel […]«

8 Dette direktivs artikel 71, stk. 6, litra b), har følgende ordlyd:

> »Med henblik på at undgå tilsidesættelse af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 18, stk. 2, kan der træffes passende foranstaltninger, som f.eks.:

> […]

> b) De ordregivende myndigheder kan i overensstemmelse med artikel 59, 60 og 61 kontrollere, eller kan af medlemsstaterne anmodes om at kontrollere, om der er grunde til at udelukke underentreprenører i henhold til artikel 57. I sådanne tilfælde kræver den ordregivende [s. 5] myndighed, at den økonomiske aktør erstatter en underentreprenør, med hensyn til hvilken kontrollen har vist, at der foreligger obligatoriske udelukkelsesgrunde. Den ordregivende myndighed kan kræve eller kan anmodes af en medlemsstat om at kræve, at den økonomiske aktør erstatter en underentreprenør, med hensyn til hvilken kontrollen har vist, at der foreligger ikkeobligatoriske udelukkelsesgrunde.«

#### ***Italiensk ret***

9 Artikel 17 i legge n. 68 – Norme per il diritto al lavoro dei disabili (lov nr. 68 om handicappedes adgang til arbejde) af 12. marts 1999 (almindeligt tillæg til GURI nr. 68 af 23. marts 1999) bestemmer:

> »Offentlige såvel som private virksomheder, som deltager i offentlige udbudsprocedurer eller indgår koncessioner eller aftaler med offentlige myndigheder, er forpligtet til på forhånd at forelægge sidstnævnte en erklæring fra deres juridiske repræsentant om, at de overholder reglerne vedrørende handicappedes adgang til arbejde, idet virksomhederne ellers udelukkes.«

10 Artikel 80, stk. 5, litra i), i Decreto legislativo n. 50 – Codice dei contratti pubblici (lovdekret nr. 50 – lov om offentlige kontrakter) af 18. april 2016 (almindeligt tillæg til GURI nr. 91 af 19.4.2016, herefter »lov om offentlige kontrakter«) er affattet således:

> »De ordregivende myndigheder udelukker en økonomisk aktør fra deltagelse i en udbudsprocedure i følgende tilfælde, herunder vedrørende den økonomiske aktørs underentreprenører i de i artikel 105, stk. 6, omhandlede tilfælde, hvis:

> […]

> i) den økonomiske aktør ikke fremlægger den certificering, der er omhandlet i artikel 17 i lov nr. 68 […], eller ikke selv erklærer at opfylde samme krav […]«

11 Artikel 105, stk. 6 og 12, i lov om offentlige kontrakter har følgende ordlyd:

> »6. Der er pligt til at angive tre underentreprenører, når værdien af bygge- og anlægskontrakterne, tjenesteydelses- eller vareindkøbskontrakterne er lig med eller større end tærsklerne i henhold til artikel 35, og for hvilke en særlig specialisering ikke er nødvendig. I et sådant tilfælde skal denne forpligtelse fremgå af udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne. Den ordregivende myndighed kan i udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne fastsætte andre tilfælde, hvori der er pligt til at angive tre underentreprenører, også under den tærskel, der er fastsat i artikel 35.

> […]

> 12. Den valgte tilbudsgiver foreskriver udskiftning af de underentreprenører, for hvilke det efter en kontrol i denne henseende er godtgjort, at udelukkelsesgrundene i artikel 80 forelå.«

### **Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen**

12 Ved en udbudsprocedure, offentliggjort i *Den Europæiske Unions Tidende* den 3. august 2016, iværksatte Consip, den italienske offentlige forvaltnings indkøbscentral, et offentligt udbud med henblik på tildeling af en kontrakt om levering af et optisk kommunikationssystem benævnt »Wavelength Division Multiplexing WDM-system (WDM)« til sammenkobling af databaserne hos flere afdelinger under økonomi- og finansministeriet.

[s. 6]

13 Tim afgav et tilbud, hvori var angivet tre underentreprenører, som selskabet havde til hensigt at gøre brug af i tilfælde af tildeling af den i hovedsagen omhandlede kontrakt, ved at vedlægge for hver enkelt af disse underentreprenører det fælles europæiske udbudsdokument (ESPD).

14 Under procedurens forløb konstaterede den ordregivende myndighed, at en af de af Tim i sit tilbud angivne underentreprenører ikke overholdt reglerne vedrørende handicappedes adgang til arbejde. Consip udelukkede derfor Tim fra proceduren i henhold til artikel 80, stk. 5, litra i), i loven om offentlige kontrakter.

15 Tim anlagde sag ved den forelæggende ret og gjorde gældende, at udelukkelsen af selskabet var urimelig og uforholdsmæssig. Ifølge Tim fremgår det af direktiv 2014/24, at når der fastslås en udelukkelsesgrund i forhold til en underentreprenør, kan dette ikke føre til pålæggelse af en strengere sanktion end en udskiftning af selve denne underentreprenør. Tim tilføjede, at selskabet med henblik på opfyldelsen af den i hovedsagen omhandlede kontrakt under alle omstændigheder havde kunnet gøre brug af de to øvrige underentreprenører, over for hvilke der ikke var fastslået nogen udelukkelsesgrunde, for så vidt som anvendelsen af underentreprenører ikke var absolut nødvendig for at kunne opfylde denne kontrakt, eftersom Tim selv opfyldte samtlige krav for at levere de pågældende tjenesteydelser.

16 Den forelæggende ret har bemærket, at udelukkelsen af Tim er i overensstemmelse med artikel 80, stk. 5, litra i), i lov om offentlige kontrakter, idet en udskiftning af en underentreprenør i overensstemmelse med lovens artikel 105, stk. 12, kun kan ske i det tilfælde, hvor udelukkelsesgrunden er blevet fastslået i forhold til denne underentreprenør efter tildelingen af kontrakten.

17 Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om artikel 80, stk. 5, litra i), i lov om offentlige kontrakter, ved at fastsætte, at den ordregivende myndighed, når der foreligger en udelukkelsesgrund, som er blevet fastslået i forhold til en underleverandør, er forpligtet til at udelukke den tilbudsgiver, som har tilkendegivet at ville gøre brug af denne underentreprenør, fra proceduren, er i overensstemmelse med artikel 57, stk. 4 og 5, og artikel 71, stk. 6, litra b), i direktiv 2014/24.

18 Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om de i artikel 57, stk. 4 og 5, i direktiv 2014/24 fastsatte udelukkelsesgrunde kun kan medføre udelukkelse af en tilbudsgiver, hvis de vedrører sidstnævnte, eller om en sådan udelukkelse ligeledes kan ske, når disse grunde vedrører en underentreprenør udpeget af tilbudsgiveren. Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om artikel 71, stk. 6, i direktiv 2014/24 er til hinder for en automatisk udelukkelse af en tilbudsgiver, som den i artikel 80, stk. 5, i lov om offentlige kontrakter omhandlede, til trods for, at denne bestemmelse i direktivet som den maksimale sanktion, der kan pålægges tilbudsgiveren som følge af konstateringen af en udelukkelsesgrund i forhold til en underentreprenør, tilsyneladende kun fastsætter en udskiftning af denne underentreprenør.

19 Subsidiært ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sådan lovgivning, såfremt Domstolen måtte finde, at bestemmelserne i direktiv 2014/24 ikke er til hinder for en national lovgivning såsom artikel 80, stk. 5, i lov om offentlige kontrakter, er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, eftersom udelukkelsen af tilbudsgiveren finder automatisk anvendelse uden mulighed for undtagelser, idet den ordregivende myndighed ikke har mulighed for at kræve, at tilbudsgiveren udskifter underentreprenøren eller afstår fra at gøre brug af underentreprise, selv om brugen heraf ikke er strengt nødvendig med henblik på opfyldelsen af kontrakten.

[s. 7]

20 På denne baggrund har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er artikel 57 og artikel 71, stk. 6, i direktiv [2014/24] til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i [lov om offentlige kontrakter], som foreskriver udelukkelse af en økonomisk aktør (tilbudsgiveren), såfremt det under udbudsproceduren fastslås, at der foreligger en udelukkelsesgrund vedrørende en af de tre underentreprenører, som er anført i udbudsdokumenterne, i stedet for at pålægge tilbudsgiveren at udskifte den udpegede underentreprenør?

> 2) Subsidiært, såfremt Domstolen finder, at medlemsstaten har mulighed for at udelukke tilbudsgiveren, er det proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5 TEU, hvortil der henvises i 101. betragtning til direktiv [2014/24], og som Domstolen har fastslået er et almindeligt EU-retligt princip, til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 80, stk. 5, i [lov om offentlige kontrakter], hvorefter tilbudsgiveren under alle omstændigheder skal udelukkes, såfremt det under udbudsproceduren konstateres, at der foreligger en udelukkelsesgrund vedrørende den udpegede underentreprenør, til trods for, at der findes andre underentreprenører, der ikke er blevet udelukket, og som opfylder kravene til at udføre underentreprenørydelserne, eller til trods for, at tilbudsgiveren afstår fra at anvende underentreprenøren, idet tilbudsgiveren selv opfylder kravene til at udføre ydelserne?«

21 Den 27. februar 2019 fremsendte Domstolen en anmodning om uddybende oplysninger til den forelæggende ret i medfør af artikel 101 i Domstolens procesreglement vedrørende bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt Tim var forpligtet til at angive tre underentreprenører i sit tilbud, og om selskabet i bekræftende fald var forpligtet til at gøre brug af disse tre underentreprenører eller i det mindste af en af dem, såfremt selskabet blev tildelt den i hovedsagen omhandlede kontrakt. Den forelæggende ret er ligeledes blevet anmodet om at oplyse, om Tim i forbindelse med udarbejdelsen af sit tilbud i henhold til den italienske lovgivning var forpligtet til at kontrollere, at de underentreprenører, som selskabet havde til hensigt at udpege i sit tilbud, ikke var omfattet af udelukkelsesgrunden omhandlet i artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, der blev gennemført i italiensk ret ved artikel 80, stk. 5, litra i), i lov om offentlige kontrakter, og om selskabet konkret havde mulighed herfor.

22 I sit svar, som indgik til Domstolens Justitskontor den 26. marts 2019, præciserede den forelæggende ret for det første, at Tim kun var forpligtet til at angive et fast antal underentreprenører på tre, såfremt selskabet ønskede at forbeholde sig muligheden for at gøre brug af underentreprenører. Den forelæggende ret anførte dernæst, at Tim ikke var forpligtet til at gøre brug af de tre underentreprenører, som var nævnt i sit tilbud, eller af endog en af dem, i tilfælde af tildeling af kontrakten. Endelig anførte den forelæggende ret, at Tim ikke i henhold til den italienske lovgivning var forpligtet til at kontrollere, at de underentreprenører, som selskabet havde til hensigt at udpege i sit tilbud, ikke var omfattet af udelukkelsesgrunden omhandlet i artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, og at en sådan kontrol under alle omstændigheder krævede, at de berørte underentreprenører samarbejdede.

### **Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del**

23 Ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. juli 2019 har den østrigske regering anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement. I denne forbindelse gjorde den østrigske regering gældende, at punkt 52 i generaladvokatens forslag til afgørelse ikke loyalt afspejler ræsonnementet bag den opfattelse, som den pågældende regering har fremført i sit skriftlige indlæg.

[s. 8]

24 Ifølge procesreglementets artikel 83 kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

25 I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og at nærværende sag ikke skal undersøges på grundlag af nye oplysninger, som er af afgørende betydning for dens afgørelse, eller på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet for den.

26 For så vidt som anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling skal forstås således, at sagen er utilstrækkeligt oplyst om den østrigske regerings ræsonnement som følge af generaladvokatens overvejelser i punkt 52 i forslaget til afgørelse, skal det for det første bemærkes, at hverken statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller procesreglementet giver mulighed for, at de berørte parter kan afgive indlæg som svar på generaladvokatens forslag til afgørelse (dom af 22.11.2018, MEO – Serviços de Comunicações e Multimédia, C-295/17, EU:C:2018:942, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

27 For det andet skal generaladvokaten i henhold til artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændigt upartisk og uafhængigt offentligt fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver generaladvokatens medvirken. Domstolen er i denne forbindelse hverken bundet af det forslag til afgørelse eller af den begrundelse, generaladvokaten er fremkommet med (dom af 16.9.2015, Société des Produits Nestlé, C-215/14, EU:C:2015:604, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

28 Da den østrigske regerings opfattelse fremgår klart af dens skriftlige indlæg, og idet generaladvokatens forslag til afgørelse ikke er bindende for Domstolen med hensyn til fremstillingen eller fortolkningen af denne opfattelse, skal det fastslås, at sagen ikke er utilstrækkeligt oplyst som omhandlet i procesreglementets artikel 83.

29 Herefter skal anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling forkastes.

### **De præjudicielle spørgsmål**

30 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed er forpligtet til automatisk at udelukke en økonomisk aktør fra udbudsproceduren, eftersom udelukkelsesgrunden omhandlet i dette direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), er blevet fastslået i forhold til en af de underentreprenører, som er angivet i den nævnte aktørs tilbud.

31 Det fremgår af artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, at de ordregivende myndigheder kan udelukke, eller medlemsstaterne kan kræve, at de ordregivende myndigheder udelukker, en økonomisk aktør fra deltagelse i en udbudsprocedure, hvis den ordregivende myndighed med ethvert passende middel kan påvise en tilsidesættelse af de gældende forpligtelser, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 18, stk. 2.

[s. 9]

32 Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 2, stk.1, nr. 10), i direktiv 2014/24, at »økonomisk aktør« er defineret som enhver fysisk eller juridisk person og enhver offentlig enhed samt enhver sammenslutning af sådanne personer og/eller enheder, herunder enhver midlertidig sammenslutning af virksomheder, som tilbyder udførelse af arbejder og/eller bygge- og anlægsarbejder og levering af varer eller tjenesteydelser på markedet.

33 Hvad angår en fakultativ udelukkelsesgrund, såsom den, der er fastsat i artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, skal det indledningsvis bemærkes, at det i overensstemmelse med direktivets artikel 57, stk. 7, tilkommer medlemsstaterne under hensyntagen til EU-retten at fastlægge »gennemførelsesbestemmelser« for denne artikel.

34 Det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 57, stk. 7, i direktiv 2014/24 ikke tilsigter en ensartet anvendelse af de i bestemmelsen nævnte udelukkelsesgrunde, for så vidt som medlemsstaterne har mulighed for at undlade at anvende disse udelukkelsesgrunde eller at integrere dem i større eller mindre grad i den nationale lovgivning, på baggrund af retlige, økonomiske eller sociale overvejelser på nationalt plan. Medlemsstaterne råder således over en vis skønsbeføjelse i forbindelse med fastsættelsen af betingelserne for gennemførelse af de fakultative udelukkelsesgrunde i artikel 57, stk. 4, i direktiv 2014/24 (jf. analogt dom af 20.12.2017, Impresa di Costruzioni Ing. E. Mantovani og Guerrato, C-178/16, EU:C:2017:1000, præmis 31 og 32).

35 For så vidt angår udelukkelsesgrunden i artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24 skal det fremhæves, således som generaladvokaten bemærkede i punkt 32 i forslaget til afgørelse, at denne grund er formuleret på en upersonlig måde, uden at ophavsmanden til en tilsidesættelse af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 18, stk. 2, præciseres. Det skal følgelig fastslås, at ordlyden af artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, herunder sammenholdt med 101. betragtning, første punktum, til dette direktiv, hvoraf det fremgår, at de ordregivende myndigheder bør have mulighed for at udelukke upålidelige økonomiske aktører som følge af overtrædelser af miljømæssige eller sociale forpligtelser, ikke forhindrer medlemsstaterne i at fastsætte, at ophavsmanden til det konstaterede traktatbrud ligeledes kan være underentreprenør, og således give den ordregivende myndighed mulighed for eller pligt til af denne grund at udelukke den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, fra at deltage i udbudsproceduren.

36 Det skal imidlertid bemærkes, at der ikke alene skal tages hensyn til den omhandlede bestemmelses ordlyd, men også til bestemmelsens kontekst og den generelle opbygning af det regelsæt, hvori bestemmelsen indgår, såvel som de formål, som dette tilstræber (dom af 5.7.2018, X, C-213/17, EU:C:2018:538, præmis 26).

37 Hvad for det første angår den sammenhæng, hvori artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24 indgår, og direktivets generelle opbygning, skal det bemærkes, at der i denne bestemmelse udtrykkeligt henvises til en tilsidesættelse af de forpligtelser, der er omhandlet i det samme direktivs artikel 18, stk. 2, dvs. gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning.

38 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at kapitel II i direktiv 2014/24, der omhandler »[g]enerelle regler« i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, indledes med artikel 18 med overskriften »Udbudsprincipper«. Ved i denne artikels stk. 2 at fastsætte, at økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af en offentlig kontrakt skal overholde gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning, har EU-lovgiver ønsket at opstille dette krav som et princip på lige fod med de øvrige principper, der er omfattet af nævnte artikels stk. 1, nemlig ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprincippet, proportionalitetsprincippet og forbuddet mod at undtage en kontrakt fra anvendelsesområdet for direktiv 2014/24 eller kunstigt indskrænke konkurrencen. Det følger heraf, at et sådant krav i direktivets generelle opbygning udgør en kerneværdi, som medlemsstaterne skal sikre opfyldelsen af i medfør af selve ordlyden af det samme direktivs artikel 18, stk. 2.

[s. 10]

39 Under disse omstændigheder skal nødvendigheden af at sikre en hensigtsmæssig overholdelse af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 18, stk. 2, i direktiv 2014/24, give medlemsstaterne mulighed for ved fastlæggelsen af betingelserne for anvendelsen af udelukkelsesgrunden omhandlet i dette direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), at lægge til grund, at ophavsmanden til en tilsidesættelse ikke blot kan være den økonomiske aktør, der har afgivet et tilbud, men ligeledes de underentreprenører, som den økonomiske aktør har til hensigt at gøre brug af. Den ordregivende myndighed kan nemlig med føje gøre krav på kun at tildele kontrakten til de økonomiske aktører, der på tidspunktet for udbudsproceduren påviser deres kapacitet til på en hensigtsmæssig måde under kontraktens udførelse at sikre overholdelsen af disse forpligtelser, i givet fald ved at gøre brug af underentreprenører, som selv har overholdt de nævnte forpligtelser.

40 Det følger heraf, at medlemsstaterne med henblik på anvendelsen af artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24 kan fastsætte, at den ordregivende myndighed har mulighed for eller pligt til at udelukke den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, fra at deltage i udbudsproceduren, når en tilsidesættelse af de forpligtelser, der er omhandlet i dette direktivs artikel 18, stk. 2, er blevet fastslået i forhold til en af de underentreprenører, som er omhandlet i den nævnte aktørs tilbud.

41 Denne fortolkning underbygges for det andet af det underliggende formål med artikel 57, stk. 4, i direktiv 2014/24. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den ordregivende myndigheds mulighed for eller pligt til at udelukke en økonomisk aktør fra at deltage i en udbudsprocedure, navnlig er bestemt til at gøre det muligt for denne at vurdere hver af tilbudsgivernes integritet og pålidelighed. Den fakultative udelukkelsesgrund som omhandlet i artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, sammenholdt med 101. betragtning til direktivet, støtter sig navnlig på et vigtigt element i forholdet mellem den valgte tilbudsgiver og den ordregivende myndighed, nemlig førstnævntes pålidelighed, som ligger til grund for den tillid, som sidstnævnte viser denne (jf. analogt dom af 3.10.2019, Delta Antrepriză de Construcţii şi Montaj 93, C-267/18, EU:C:2019:826, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

42 Sammenholdt med det specifikke formål med artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24, som består i at sikre overholdelsen af miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser, skal formålet vedrørende den økonomiske aktørs pålidelighed give medlemsstaterne mulighed for at give den ordregivende myndighed mulighed for eller pligt til kun at anse de økonomiske aktører for at være pålidelige, som i forbindelse med udarbejdelsen af deres tilbud udviser den omhu og påpasselighed, der kræves, for at de pågældende forpligtelser under alle omstændigheder overholdes under kontraktens udførelse, uanset om det er af dem selv eller af de underentreprenører, som de påtænker at overdrage en del af denne gennemførelse.

43 Det følger af ovenstående betragtninger, at artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24 ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed har mulighed for eller pligt til at udelukke den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, fra at deltage i udbudsproceduren, når den udelukkelsesgrund, der er omhandlet i denne bestemmelse, er blevet fastslået i forhold til en af de underentreprenører, som er omhandlet i den nævnte aktørs tilbud.

44 Ikke desto mindre skal det bemærkes, således som det er anført i nærværende doms præmis 33, at medlemsstaterne, når de fastlægger gennemførelsesbestemmelserne for artikel 57 i direktiv 2014/24, i medfør af denne artikels stk. 7 skal overholde EU-retten.

45 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at de ordregivende myndigheder under hele proceduren skal overholde de udbudsprincipper, der er fastsat i artikel 18 i direktiv 2014/24, herunder navnlig ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet (dom af 26.9.2019, Vitali, C-63/18, EU:C:2019:787, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis), og for det andet, at i henhold til proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, må regler, som medlemsstaterne eller de ordregivende myndigheder har vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af direktivets bestemmelser, såsom regler vedrørende fastlæggelse af gennemførelsesbestemmelserne for

[s. 11]

det samme direktivs artikel 57, ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de mål, som forfølges med dette direktiv (jf. i denne retning dom af 7.7.2016, Ambisig, C-46/15, EU:C:2016:530, præmis 40, og af 8.2.2018, Lloyd’s of London, C-144/17, EU:C:2018:78, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

46 Når den ordregivende myndighed således under en udbudsprocedure for det første giver sig i kast med, således som den er forpligtet til i henhold til artikel 56, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/24, sammenholdt med 40. betragtning til dette direktiv, at kontrollere, om der foreligger udelukkelsesgrunde som omhandlet i det samme direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), og det i den nationale lovgivning er fastsat, at den ordregivende myndighed har mulighed for eller pligt til at udelukke en økonomisk aktør som følge af en underentreprenørs tilsidesættelse af miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser, er myndigheden for at overholde ligebehandlingsprincippet forpligtet til at kontrollere, om der foreligger en tilsidesættelse af disse forpligtelser ikke blot i forhold til alle de økonomiske aktører, der har afgivet et tilbud, men ligeledes alle de underentreprenører, som disse aktører har angivet i deres respektive tilbud.

47 Idet en sådan ensartet kontrol gennemføres under udbudsproceduren, skal det præciseres, at ligebehandlingsprincippet ikke er til hinder for, at det i en national lovgivning er fastsat, at konstateringen af en tilsidesættelse i forhold til en underentreprenør efter tildelingen af kontrakten ikke fører til udelukkelse af den valgte tilbudsgiver, men kun udskiftning af underentreprenøren. Forudsat at alle de økonomiske aktører og alle de underentreprenører, som er angivet i disse aktørers tilbud, i løbet af en udbudsprocedure har været underlagt en kontrolprocedure, der gennemføres på lige vilkår af den ordregivende myndighed, skal det nemlig fastslås, at disse aktører og underentreprenører i denne henseende er blevet behandlet lige under udbudsproceduren, idet ligebehandlingsprincippet ikke er til hinder for, at der fastsættes en anden regel, hvis der først konstateres en tilsidesættelse efterfølgende i løbet af fasen for kontraktens opfyldelse.

48 Hvad for det andet angår proportionalitetsprincippet skal det, foruden den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 45, bemærkes, at det fremgår af tredje afsnit i 101. betragtning til direktiv 2014/24, at de ordregivende myndigheder, når de anvender fakultative udelukkelsesgrunde som dem, der er opstillet i dette direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), skal være særligt opmærksomme på proportionalitetsprincippet, idet der herved bl.a. bør tages hensyn til mindre uregelmæssigheder eller gentagne tilfælde af mindre uregelmæssigheder. Denne opmærksomhed skal være endnu større, hvis den i den nationale lovgivning fastsatte udelukkelse rammer den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, for en tilsidesættelse, som ikke direkte er begået af den pågældende økonomiske aktør, men af en person, som ingen forbindelse har til den økonomiske aktørs virksomhed, og for hvilken den økonomiske aktør med hensyn til kontrol hermed hverken har hele den fornødne myndighed eller alle de nødvendige midler til rådighed.

49 Nødvendigheden af at overholde proportionalitetsprincippet er ligeledes afspejlet i artikel 57, stk. 6, første afsnit, i direktiv 2014/24, hvorefter en økonomisk aktør, som bl.a. er i den i det samme direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), omhandlede situation, herunder, som det fremgår af nærværende doms præmis 43, på grund af en tilsidesættelse fastslået i forhold til en underentreprenør angivet i tilbuddet, kan forelægge dokumentation for, at de foranstaltninger, som den pågældende har truffet, er tilstrækkelige til at vise aktørens pålidelighed på trods af denne udelukkelsesgrund. Det præciseres i artikel 57, stk. 6, første afsnit, i direktiv 2014/24, at hvis en sådan dokumentation anses for at være tilstrækkelig, bør den pågældende økonomiske aktør ikke udelukkes fra udbudsproceduren. Med denne bestemmelse indføres der således en ordning med afhjælpende foranstaltninger (*self-cleaning*), der fremhæver den afgørende betydning af den økonomiske aktørs pålidelighed (dom af 19.6.2019, Meca, C-41/18, EU:C:2019:507, præmis 40 og 41).

50 Det følger heraf, at når en økonomisk aktør, som har afgivet et tilbud, risikerer at blive udelukket fra at deltage i en udbudsprocedure som følge af en tilsidesættelse af miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser, der kan tilskrives en af de underentreprenører, som tilbudsgiveren påtænker at gøre brug

[s. 12]

af, kan den økonomiske aktør godtgøre over for den ordregivende myndighed, at vedkommende fortsat er pålidelig på trods af en sådan udelukkelsesgrund, idet den ordregivende myndighed i overensstemmelse med artikel 57, stk. 6, tredje afsnit, i direktiv 2014/24 skal tage stilling til de af den pågældende aktør fremlagte beviser afhængigt af situationens alvor og de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde.

51 Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsætter imidlertid på et generelt og abstrakt plan en automatisk udelukkelse af en økonomisk aktør, når der fastslås en tilsidesættelse af miljø-, social- og arbejdsretlige forpligtelser i forhold til en af de underentreprenører, som er angivet i den nævnte aktørs tilbud, uafhængigt af de omstændigheder, der lå til grund for denne tilsidesættelse, og opstiller således en ufravigelig formodning, hvorefter den økonomiske aktør skal udelukkes for enhver tilsidesættelse, der kan tilskrives en af den økonomiske aktørs underentreprenører, uden at give den ordregivende myndighed mulighed for i hvert enkelt tilfælde at bedømme de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde eller at lade den økonomiske aktør påvise sin troværdighed på trods af konstateringen af denne tilsidesættelse.

52 Særligt giver en sådan lovgivning ikke den ordregivende myndighed mulighed for i forbindelse med vurderingen af situationen at tage hensyn til en række relevante faktorer, såsom de ressourcer som den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, havde til rådighed for at kontrollere, om der foreligger en tilsidesættelse hos en af underentreprenørerne, eller en angivelse i den pågældende økonomiske aktørs tilbud om, at vedkommende er i stand til at opfylde kontrakten uden nødvendigvis at gøre brug af den pågældende underentreprenør.

53 På denne baggrund udgør en national lovgivning, der fastsætter en sådan automatisk udelukkelse af en økonomisk aktør, der har afgivet et tilbud, en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved at pålægge de ordregivende myndigheder at foretage en automatisk udelukkelse som følge af en underentreprenørs tilsidesættelse og således overskride den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne er tillagt i medfør af artikel 57, stk. 7, i direktiv 2014/24, til under overholdelse af EU-retten at fastsætte det præcise indhold af gennemførelsesbestemmelserne til den i dette direktivs artikel 57, stk. 4, litra a), anførte udelukkelsesgrund. En sådan national lovgivning fratager ligeledes en økonomisk aktør mulighed for i henhold til artikel 57, stk. 6, i direktiv 2014/24 at godtgøre sin pålidelighed på trods af, at der foreligger en tilsidesættelse hos en af underentreprenørerne (jf. analogt dom af 19.5.2009, Assitur, C-538/07, EU:C:2009:317, præmis 30, af 13.12.2012, Forposta et ABC Direct Contact, C-465/11, EU:C:2012:801, præmis 34 og 35, og af 26.9.2019, Vitali, C-63/18, EU:C:2019:787, præmis 40 og 41).

54 Følgelig kan en i den nationale lovgivning fastsat automatisk udelukkelse af en økonomisk aktør, der har afgivet et tilbud, for så vidt som den fratager, for det første, denne aktør mulighed for at anføre udførlige oplysninger med hensyn til situationen, for det andet, den ordregivende myndighed fra at råde over en skønsbeføjelse i denne henseende, ikke anses for at være forenelig med artikel 57, stk. 4 og 6, i direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet (jf. analogt dom af 26.9.2019, Vitali, C-63/18, EU:C:2019:787, præmis 42 og 43).

55 Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 57, stk. 4, litra a), i direktiv 2014/24 ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed har mulighed for eller pligt til at udelukke den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, fra at deltage i udbudsproceduren, når en tilsidesættelse af de forpligtelser, der er omhandlet i denne bestemmelse, er blevet fastslået i forhold til en af de underentreprenører, som er omhandlet i den nævnte aktørs tilbud. Derimod er denne bestemmelse, sammenholdt med dette direktivs artikel 57, stk. 6, og proportionalitetsprincippet, til hinder for en national lovgivning, hvorefter en sådan udelukkelse er automatisk.

[s. 13]

### **Sagsomkostninger**

56 Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**Artikel 57, stk. 4, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed har mulighed for eller pligt til at udelukke den økonomiske aktør, der har afgivet tilbuddet, fra at deltage i udbudsproceduren, når den udelukkelsesgrund, der er omhandlet i denne bestemmelse, er blevet fastslået i forhold til en af de underentreprenører, som er omhandlet i den nævnte aktørs tilbud. Derimod er denne bestemmelse, sammenholdt med dette direktivs artikel 57, stk. 6, og proportionalitetsprincippet, til hinder for en national lovgivning, hvorefter en sådan udelukkelse er automatisk.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: italiensk.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0404.md =====

# EU-Domstolen, 20. juni 2019, sag C-404/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0404.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0404.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Hakelbracht

ECLI: ECLI:EU:C:2019:523

Kommentarens titel: Beskyttelse af uformelle støtter mod repressalier

Emner på siden: [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md)

Koblet til: § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 ([lov/4.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 g ([lov/5g.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5g.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5g-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5g-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 2006/54 artikel 24 hindrede, at en arbejdstager, som støttede en person med en klage over kønsdiskrimination, kun var beskyttet mod arbejdsgiverrepressalier, hvis vedkommende var formelt vidne og opfyldte særlige formkrav til forklaringen. Originalen indeholder en efterfølgende sproglig rettelse af præmis 9.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen fortolker det ældre artikel 24, ikke den nye artikel 25. Den ophæver ikke behovet for at fastslå støtte, ugunstig behandling og sammenhængen med arbejdsgiverens reaktion. Arbejdsgiverens påstand om objektive afskedigelsesgrunde i præmis 24 er ikke Domstolens bevisresultat; Domstolen gengiver, at den forelæggende ret synes at lægge det modsatte til grund. Seks måneders løn var et nationalt krav i sagsbaggrunden, ikke et EU-fastsat beløb til den støttende medarbejder. Præmis 36 afviser den konkrete ordnings indskrænkning af personkredsen, ikke enhver processuel regel om dokumentation. Ingen generel beskyttelse af alle udenforstående eller alle typer klager udledes. Fodnoten om sproglig rettelse vedrører præmis 9; den oprindelige ordlyd og datoen for rettelsen er ikke fundet.

Bruges i kommentaren: § 3, afsnit 4 (lov/3.md), § 3, afsnit 16 (lov/3.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0404

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
20. juni 2019[^*][^1]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2006/54/EF – ligebehandling af mænd og kvinder – adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår – artikel 24 – beskyttelse mod viktimiseringsforanstaltninger – afslag på at ansætte en ansøger på grund af hendes graviditet – arbejdstager, der er indtrådt til fordel for denne ansøger – afskedigelse af arbejdstageren«

I sag C-404/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af arbeidsrechtbank Antwerpen (arbejdsretten i første instans i Antwerpen, Belgien) ved afgørelse af 23. maj 2018, indgået til Domstolen den 19. juni 2018, i sagen

**Jamina Hakelbracht,**

**Tine Vandenbon,**

**Instituut voor de Gelijkheid van Vrouwen en Mannen,**

mod

**WTG Retail BVBA,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal (refererende dommer), og dommerne F. Biltgen, J. Malenovský, C.G. Fernlund og L.S. Rossi,

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- Jamina Hakelbracht, Tine Vandenbon og Institut voor de Gelijkheid van Vrouwen en Mannen ved advocaten L. Vandenplas og V. Petry,

- WTG Retail BVBA ved advocaat T. De Meester,

- Europa-Kommissionen ved H. Kranenborg og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2 Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en tvist mellem på den ene side Jamina Hakelbracht, Tine Vandenbon og Instituut voor de Gelijkheid van Vrouwen en Mannen (institut for ligestilling mellem kvinder og mænd) (herefter »instituttet«) og på den anden side WTG Retail BVBA vedrørende ydelse af en erstatning til Tine Vandenbon som følge af hendes afskedigelse.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

3 23., 29. og 32. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »(23) Ifølge Domstolens faste retspraksis udgør negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel direkte forskelsbehandling på grund af køn. Sådan forskelsbehandling bør derfor eksplicit være omfattet af dette direktiv.

> […]

> (29) Det er afgørende for en reel gennemførelse af princippet om ligebehandling, at der sørges for relevante retslige eller administrative procedurer til håndhævelse af forpligtelserne i medfør af dette direktiv.

> […]

> (32) Da retten til effektiv retsbeskyttelse er grundlæggende, bør det sikres, at arbejdstagerne fortsat er omfattet af denne beskyttelse selv efter ophør af det forhold, der har givet anledning til den påståede tilsidesættelse af princippet om ligebehandling. En arbejdstager, der forsvarer eller afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til dette direktiv, bør nyde samme beskyttelse.«

4 Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Formål« har følgende ordlyd:

> »Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

> I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

> a) adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse

> b) arbejdsvilkår, herunder løn

> c) udformning af sociale sikringsordninger.

> Det indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer.«

5 Det nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c), lyder således:

> »I dette direktiv omfatter forskelsbehandling:

> […]

> c) enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som defineret i [Rådets] direktiv 92/85/EØF [af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (EFT 1992, L 348, s. 1)].«

6 Samme direktivs artikel 14 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer:

> »1. Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

> […]«

7 Artikel 17 i direktiv 2006/54 med overskriften »Klageadgang« bestemmer i stk. 1:

> »Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser kan indgive klage til retslige instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«

8 Dette direktivs artikel 24 med overskriften »Viktimisering« fastsætter:

> »Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder arbejdstagerrepræsentanter i henhold til national lovgivning og/eller praksis, mod afskedigelse eller anden ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning, med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.«

[s. 4]

#### ***Belgisk ret***

9 Artikel 22 i wet ter bestrijding van discriminatie tussen vrouwen en mannen (lov om bekæmpelse af forskelsbehandling af mænd og kvinder) af 10. maj 2007 (*Belgisch Staatsblad*, 30.5.2007, s. 29031) (herefter »lov om køn«) har følgende ordlyd:

> »1. Når der indgives en klage af eller på vegne af en person på grund af en tilsidesættelse af nærværende lov på området for ansættelsesforhold og supplerende sociale sikringsordninger, må arbejdsgiveren ikke vedtage en skadelig foranstaltning over for denne person, medmindre det sker af grunde, som ikke har noget med denne klage at gøre.

> 2. I henhold til denne artikel omfatter en skadelig foranstaltning bl.a. afbrydelse af ansættelsesforholdet, ensidig ændring af ansættelsesbetingelser eller en skadelig foranstaltning indtrådt efter afbrydelsen af ansættelsesforholdet.

> 3. I denne artikel forstås ved klage:

> - en begrundet klage indgivet af den berørte i henhold til de gældende procedurer i den virksomhed eller i den tjeneste, hvor den pågældende er beskæftiget

> - en begrundet klage indgivet af generaldirektoratet for tilsyn med den sociale lovgivning hos forbundsmyndigheden for beskæftigelse, arbejde og social dialog på vegne af den berørte mod den virksomhed eller den tjeneste, hvor denne er beskæftiget

> - en begrundet klage indgivet på vegne af den berørte af en interessegruppe eller af instituttet til den virksomhed eller den tjeneste, hvor denne er beskæftiget

> - en af den berørte anlagt sag

> - en af instituttet eller en interessegruppe på vegne af den berørte anlagt sag.

> Den i første afsnit, første til tredje led, omhandlede begrundede klage dateres, underskrives og meddeles ved et til postvæsenet indgivet anbefalet brev, hvori de klagepunkter, der gøres gældende mod ophavsmanden til den angivelige forskelsbehandling, beskrives.

> […]

> 9. Den i denne artikel omhandlede beskyttelse gælder også for personer, der indtræder som vidner derved, at de i forbindelse med undersøgelsen af den i stk. 3 omhandlede klage i et dateret og underskrevet dokument bringer faktiske omstændigheder, som de selv har set eller hørt, og som vedrører den situation, der er genstand for klagen, til kundskab for den person, som klagen er indgivet til, eller derved, at de indtræder som vidner for en ret.

> […]«

### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

10 Tine Vandenbon var ansat hos WTG Retail som bestyrer af en af de tøjbutikker, der drives af denne virksomhed. Den 24. juni 2015 gennemførte Tine Vandenbon i denne egenskab et jobinterview med Jamina Hakelbracht vedrørende en stilling som sælger, som skulle besættes fra den 1. august 2015. Under dette interview fortalte Jamina Hakelbracht, at hun var gravid i tredje måned.

[s. 5]

11 Den 5. juli 2015 informerede Tine Vandenbon WTG Retail om, at Jamina Hakelbracht var en passende ansøger til stillingen. Den ansvarlige for menneskelige ressourcer i denne virksomhed fortalte hende imidlertid ved e-mail af 6. juli 2015, at Jamina Hakelbracht ikke skulle ansættes på grund af hendes graviditet.

12 Ved e-mail af 7. juli 2015 gjorde Tine Vandenbon WTG Retail opmærksom på, at et sådant afslag på ansættelse på grund af graviditet var forbudt ved lov. Den 12. august 2015 fik hun ikke desto mindre at vide, at WTG Retail fastholdt afslaget på at ansætte Jamina Hakelbracht af denne grund.

13 Samme dag informerede Tine Vandenbon Jamina Hakelbracht om, at hendes ansøgning ikke var blevet imødekommet på grund af hendes graviditet.

14 Herefter kontaktede Jamina Hakelbracht WTG Retail vedrørende det forhold, at hun ikke var blevet ansat, og hun gjorde opmærksom på, at hun ville indgive en klage til instituttet over virksomheden. Da WTG Retail ikke ændrede holdning herefter, indgav Jamina Hakelbracht en klage og informerede virksomheden herom den 26. september 2015.

15 Den 5. oktober 2015 havde Tine Vandenbon et møde med den ansvarlige fra WTG Retail vedrørende det forhold, at Jamina Hakelbracht ikke var blevet ansat, hvorunder Tine Vandenbon blev kritiseret for at være skyld i, at Jamina Hakelbracht havde indgivet klagen.

16 Den 12. november 2015 informerede instituttet WTG Retail om, at det havde modtaget Jamina Hakelbrachts klage. Ved e-mail sendt til instituttet den 11. december 2015 bestred denne virksomhed formelt, at den havde nægtet at ansætte Jamina Hakelbracht på grund af hendes graviditet.

17 Den 6. april 2016 opsagde WTG Retail Tine Vandenbons ansættelseskontrakt. Den 13. april 2016 indgav sidstnævnte en klage til instituttet. Efter at Tine Vandenbon havde anmodet om at få oplyst grundene til afskedigelsen, meddelte WTG Retail hende disse udførligt ved skrivelse af 10. juni 2016. Disse grunde omfattede bl.a. forkert udførelse af betroede opgaver, tilsidesættelse af sikkerhedsforskrifter, utilstrækkelig vedligeholdelse af butikken og mangel på orden. Tine Vandenbons fagforening anfægtede de nævnte grunde.

18 Både Jamina Hakelbracht og Tine Vandenbon opfordrede ved skrivelse af 10. oktober 2016 WTG Retail til at betale dem hver en fast godtgørelse på et beløb svarende til seks måneders løn. Da der ikke kunne opnås enighed på dette punkt, anlagde de sag ved arbeidsrechtbank Antwerpen (arbejdsretten i første instans i Antwerpen, Belgien) med påstand om, at denne virksomhed blev pålagt at betale denne erstatning.

19 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er der i hovedsagen enighed om, at Jamina Hakelbracht faktisk var offer for en direkte forskelsbehandling på grund af køn, hvorfor den forelæggende ret har tilkendt hende en erstatning herfor.

20 Hvad angår Tine Vandenbons påstand, som er den eneste, der er relevant inden for rammerne af nærværende sag, tilsigter Tine Vandenbon at påberåbe sig beskyttelsen mod viktimiseringsforanstaltninger, som er sikret i lov om køns artikel 22, stk. 9, idet hun har gjort gældende, at hun var indtrådt som vidne i bevisførelsen for den klage, som Jamina Hakelbracht havde indgivet. Ifølge den forelæggende ret er betingelserne for så vidt angår den retlige definition, der kræves herfor, dog ikke opfyldt i den foreliggende sag, eftersom Tine Vandenbon ikke kan fremlægge et dateret og underskrevet dokument vedrørende sit vidneudsagn.

[s. 6]

21 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den beskyttelse, der er fastsat i lov om køns artikel 22, stk. 2, ikke er mere snæver end den, der er indført i artikel 24 i direktiv 2006/54, for så vidt som denne beskyttelse ifølge retten ikke bør være begrænset alene til de officielle vidner, men også bør udstrække sig til de personer, der forsvarer eller støtter personer, der har indgivet en klage over forskelsbehandling på grund af køn.

22 På denne baggrund har arbeidsrechtbank Antwerpen (arbejdsretten i første instans i Antwerpen, Belgien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Skal EU-retten, navnlig artikel 24 i [direktiv 2006/54], fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning om beskyttelse af vidner mod viktimisering, som kun giver beskyttelse til personer, som i forbindelse med undersøgelsen af en klage i et dateret og underskrevet dokument bringer de faktiske omstændigheder, som de selv har set eller hørt, og som vedrører den situation, der er genstand for klagen, til kundskab for den person, til hvem klagen er indgivet, eller [til] personer, som [ind]træder som vidne[r] for en ret?«

### **Det præjudicielle spørgsmål**

23 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en arbejdstager i en situation, hvor en person, der anser sig for at være offer for en forskelsbehandling på grund af køn, har indgivet en klage, og arbejdstageren har støttet personen i denne sammenhæng, kun er beskyttet mod viktimiseringsforanstaltninger truffet af arbejdsgiveren, hvis arbejdstageren er indtrådt som vidne i forbindelse med bevisførelsen vedrørende denne klage, og hvis arbejdstagerens vidneudsagn opfylder formelle krav, der er fastsat ved den nævnte lovgivning.

24 Indledningsvis bemærkes for det første, at WTG Retail, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, afskedigede Tine Vandenbon næsten ni måneder efter, at hun havde gjort indsigelse mod denne virksomheds afslag på at ansætte Jamina Hakelbracht, hvilket afslag var begrundet med sidstnævntes graviditet. Selv om WTG Retail har anført, at virksomheden foretog afskedigelsen af objektive grunde, der ikke havde nogen forbindelse med denne indsigelse, synes den forelæggende ret ikke desto mindre at gå ud fra, at det modsatte var tilfældet.

25 For det andet skal det forhold, at en ansøger ikke ansættes med den begrundelse, at hun er gravid, anses for at være en form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet, som i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54 udgør en direkte forskelsbehandling på grund af køn, således som det desuden er fremhævet i 23. betragtning til dette direktiv.

26 Hvad angår den beskyttelse, som EU-lovgiver har indført i artikel 24 i direktiv 2006/54, bemærkes, at denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder disses repræsentanter, mod afskedigelse eller anden ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning, med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

27 Det følger af selve ordlyden af den nævnte artikel 24, at den kategori af arbejdstagere, som kan nyde godt af den beskyttelse, der er fastsat deri, skal forstås bredt og omfatte alle arbejdstagere, som kan være genstand for viktimiseringsforanstaltninger truffet af arbejdsgiveren som reaktion på en indgiven klage vedrørende en forskelsbehandling på grund af køn, uden at denne kategori i øvrigt er afgrænset.

[s. 7]

28 Det følger således af ordlyden af artikel 24 i direktiv 2006/54, at denne ikke begrænser beskyttelsen alene til de arbejdstagere, der har indgivet en klage, eller til deres repræsentanter, eller til dem, der overholder visse formelle krav, som betinger anerkendelse af en bestemt status, såsom en status af vidne, således som de krav, der er fastsat ved den i hovedsagen omhandlede lov om køn.

29 Det skal desuden bemærkes, at i overensstemmelse med 32. betragtning til direktiv 2006/54 »[bør] [e]n arbejdstager, der forsvarer eller afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til dette direktiv, […] nyde samme beskyttelse« som den beskyttede person, selv efter ansættelsesforholdets ophør. Denne betragtning bekræfter således, at det nævnte direktiv tilsigter at indskrænke kategorien af arbejdstagere, som ikke er den person, der har været genstand for forskelsbehandling, som kan nyde godt af beskyttelsen mod viktimisering, ikke ud fra formelle kriterier, men på grundlag af den rolle, som disse arbejdstagere har kunnet spille til fordel for den beskyttede person, og som har kunnet foranledige den berørte arbejdsgiver til at træffe ufordelagtige foranstaltninger over for denne.

30 En sådan bred fortolkning af artikel 24 i direktiv 2006/54 underbygges i øvrigt af dette direktivs formål, der består i at sikre gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, hvad angår bl.a. adgang til beskæftigelse, således som det følger af det nævnte direktivs artikel 1.

31 I denne henseende skal det præciseres, at en effektiv gennemførelse af det princip om ligebehandling, der forfølges med direktiv 2006/54, således som det fremhæves i 29. betragtning til dette direktiv, kræver, at der sørges for relevante retslige eller administrative procedurer til håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv. Det nævnte direktivs artikel 17, stk. 1, foreskriver i denne henseende, at sådanne procedurer skal være tilgængelige for enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende.

32 Sidstnævnte bestemmelse udgør i samme direktivs sammenhæng et særligt udtryk for princippet om effektiv retsbeskyttelse, der følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, og som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom (jf. i denne retning dom af 22.9.1998, Coote, C-185/97, EU:C:1998:424, præmis 21), og dette princip er nu blevet genbekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

33 For så vidt angår Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT 1976, L 39, s. 40), der gik forud for direktiv 2006/54, har Domstolen allerede udtalt, at princippet om en effektiv domstolsprøvelse i det væsentlige ville blive frataget sin effektivitet, såfremt den herved tillagte beskyttelse ikke udstrakte sig til dispositioner, som en arbejdsgiver vil kunne være foranlediget til at træffe som en reaktion på et søgsmål indbragt af en arbejdstager med det formål at udvirke, at princippet om ligebehandling overholdes. En frygt for sådanne dispositioner, der ikke ville kunne imødegås ved retslige skridt, ville nemlig kunne afholde arbejdstagere, der mener sig krænket som følge af en forskelsbehandling, fra at gøre deres rettigheder gældende ved domstolene, hvorved virkeliggørelsen af målsætningen med direktivet i alvorlig grad ville blive bragt i fare (dom af 22.9.1998, Coote, C-185/97, EU:C:1998:424, præmis 24).

34 Tilsvarende ville effektiviteten af den beskyttelse, der kræves ved direktiv 2006/54 mod forskelsbehandling på grund af køn, ikke være sikret, hvis den ikke omfattede de foranstaltninger, som en arbejdsgiver formelt eller uformelt kunne blive foranlediget til at træffe mod arbejdstagere, der har forsvaret den beskyttede person eller afgivet vidneudsagn til dennes fordel. Disse arbejdstagere, der har ideelle forudsætninger for at støtte denne person og for at få kendskab til tilfælde af forskelsbehandling begået af deres arbejdsgiver, kunne nemlig så blive afskrækket fra at indtræde til fordel for den nævnte person af frygt for at blive frataget beskyttelse, hvis de ikke opfylder bestemte

[s. 8]

formelle krav, såsom de krav, der er omhandlet i hovedsagen, hvilket kunne bringe gennemførelsen af det formål, der forfølges med direktiv 2006/54, alvorligt i fare, idet sandsynligheden for, at sager om forskelsbehandling på grundlag af køn opdages og afklares, ville blive mindre.

35 Artikel 24 i direktiv 2006/54 skal følgelig fortolkes således, at de arbejdstagere, der er omhandlet i denne artikel, som ikke er den person, der har været genstand for en forskelsbehandling på grund af køn, skal beskyttes, for så vidt som de kan blive behandlet mindre fordelagtigt af deres arbejdsgiver på grund af den støtte, som de formelt eller uformelt har ydet den person, der har været genstand for en sådan forskelsbehandling.

36 For så vidt som WTG Retail i det væsentlige har anført, at de krav, der er fastsat i lov om køns artikel 22, stk. 9, er begrundede, for så vidt som de indfører en enkelt afvejet bevisordning vedrørende eksistensen af og datoen for vidneudsagn, skal det konstateres, at denne bestemmelse i sin helhed ikke fastsætter enkle processuelle regler eller bevisregler, men ligeledes i alle tilfælde tilsigter at kortlægge kategorien af arbejdstagere, der er beskyttet mod viktimiseringsforanstaltninger, på en mere restriktiv måde end den, der er fastsat i artikel 24 i direktiv 2006/54, idet den bl.a. udelukker arbejdstagere, som på uformel måde har støttet den person, der har været genstand for en forskelsbehandling.

37 Henset til alle ovennævnte betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 24 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en arbejdstager i en situation, hvor en person, der anser sig for at være offer for en forskelsbehandling på grund af køn, har indgivet en klage, og arbejdstageren har støttet personen i denne sammenhæng, kun er beskyttet mod viktimiseringsforanstaltninger truffet af arbejdsgiveren, hvis arbejdstageren er indtrådt som vidne i forbindelse med bevisførelsen vedrørende denne klage, og hvis arbejdstagerens vidneudsagn opfylder formelle krav, der er fastsat i den nævnte lovgivning.

### **Sagsomkostninger**

38 Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**Artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en arbejdstager i en situation, hvor en person, der anser sig for at være offer for en forskelsbehandling på grund af køn, har indgivet en klage, og arbejdstageren har støttet personen i denne sammenhæng, kun er beskyttet mod viktimiseringsforanstaltninger truffet af arbejdsgiveren, hvis arbejdstageren er indtrådt som vidne i forbindelse med bevisførelsen vedrørende denne klage, og hvis arbejdstagerens vidneudsagn opfylder formelle krav, der er fastsat i den nævnte lovgivning.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

[^1]: Der er foretaget en sproglig rettelse af præmis 9 i denne tekst efter den oprindelige offentliggørelse.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0486.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 8. maj 2019, sag C-486/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0486.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0486.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2019:379

Kommentarens titel: Fratrædelsesydelser under delvis forældreorlov

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort både efter forældreorlovsrammeaftalen og efter ligelønsreglerne: fratrædelsesgodtgørelse og omskolingsydelse måtte ikke beregnes helt eller delvis af den nedsatte løn under delvis forældreorlov. Efter artikel 157 var ordningen også forbudt, når væsentligt flere kvinder brugte orlovsformen, og forskellen ikke havde en objektiv, kønsuafhængig begrundelse (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Rammeaftalens § 2, stk. 6, hindrede, at en tidsubegrænset fuldtidsansats fratrædelsesgodtgørelse og omskolingsydelse blev beregnet helt eller delvis af den nedsatte løn under delvis forældreorlov. Artikel 157 hindrede også ordningen, når væsentligt flere kvinder brugte denne orlovsform, og forskellen ikke havde en objektiv kønsuafhængig begrundelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: 96-procentoplysningen er refereret national statistik, ikke en uafhængigt verificeret nutidig dansk eller virksomhedsspecifik statistik og ikke en retlig tærskel.

Ingen generel regel om fuldtidsbetaling af alle pensions- eller orlovsydelser.

Ingen konstateret repressalie eller diskriminerende afskedigelsesgrund.

Direktiv 96/34 anvendes tidsmæssigt; senere orlovsdirektiver er ikke kontrolleret her.

National beregning på 65 procent og konkrete kravbeløb er ikke EU-regler eller tilkendte beløb.

Fratrædelsesgodtgørelse som løn i denne sag må ikke uden særskilt analyse sidestilles med diskriminationsgodtgørelse efter artikel 16 i 2023/970.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0486

Domstolens dom (Første Afdeling)
8. maj 2019[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 96/34/EF – rammeaftalen vedrørende forældreorlov – § 2, stk. 6 – arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, som har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid – afskedigelse – fratrædelsesgodtgørelse og ydelse under omskolingsorlov – måder for beregning – artikel 157 TEUF – lige løn til mænd og kvinder – forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, der hovedsageligt tages af kvindelige arbejdstagere – indirekte forskelsbehandling – objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn – foreligger ikke«

I sag C-486/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 11. juli 2018, indgået til Domstolen den 23. juli 2018, i sagen

**RE**

mod

**Praxair MRC SAS,**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne C. Toader, A. Rosas, L. Bay Larsen og M. Safjan (refererende dommer),

generaladvokat: G. Pitruzzella,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- RE ved avocate J. Buk Lament,

- Praxair MRC SAS ved avocat J.-J. Gatineau,

- den franske regering ved E. de Moustier og R. Coesme, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved A. Szmytkowska og C. Valero, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 157 TEUF og af § 2, stk. 4 og 6, i den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der blev indgået den 14. december 1995 (herefter »rammeaftalen vedrørende forældreorlov«), og som findes i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT 1996, L 145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af 15. december 1997 (EFT 1998, L 10, s. 24) (herefter »direktiv 96/34«).

2 Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en tvist mellem RE og Praxair MRC SAS vedrørende måderne for beregning af den fratrædelsesgodtgørelse og den ydelse under omskolingsorlov, som RE blev udbetalt i forbindelse med hendes afskedigelse af økonomiske grunde, der fandt sted, mens hun var på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

##### *Direktiv 96/34 og rammeaftalen vedrørende forældreorlov*

3 Direktiv 96/34 er blevet ophævet med virkning fra den 8. marts 2012 i henhold til artikel 4 i Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34 (EUT 2010, L 68, s. 13). Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen finder direktiv 96/34 og rammeaftalen vedrørende forældreorlov imidlertid fortsat anvendelse på denne.

4 Direktiv 96/34 havde til formål at iværksætte rammeaftalen vedrørende forældreorlov, der var blevet indgået mellem de generelle tværfaglige organisationer, dvs. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (UNICE), Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder (CEEP) og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).

5 Det første afsnit i indledningen til rammeaftalen vedrørende forældreorlov havde følgende ordlyd:

> »[…] [R]ammeaftale[n vedrørende forældreorlov] er et tilsagn fra UNICE, CEEP og EFS om at indføre minimumsforskrifter for forældreorlov og arbejdsfrihed som følge af force majeure som et vigtigt middel til at forene arbejdsliv og familieliv og til at fremme lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder.«

[s. 3]

6 Punkt 4-6 i de generelle betragtninger til denne rammeaftale fastsatte:

> »4. [I] fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder er det i punkt 16, der vedrører ligebehandling af mænd og kvinder, fastsat, at der skal træffes foranstaltninger, der skal gøre det muligt for mænd og kvinder at forene deres erhvervsmæssige og familiemæssige forpligtelser.

> 5. [I] Rådets resolution af 6. december 1994 erkendes det, at en effektiv ligestillingspolitik forudsætter en global og integreret strategi, som giver mulighed for en bedre tilrettelæggelse af arbejdstiden, en større fleksibilitet samt en lettere tilbagevenden til arbejdslivet, og det tages ad notam, at arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle på dette område og med hensyn til at give mænd og kvinder mulighed for at forene deres erhvervsmæssige ansvar og deres familiemæssige forpligtelser.

> 6. [I] foranstaltningerne til forening af arbejdsliv og familieliv bør der tilskyndes til at indføre nye, fleksible former for arbejds- og arbejdstidstilrettelæggelse, som er bedre tilpasset samfundets skiftende behov, og der bør tages hensyn til såvel virksomhedernes som arbejdstagernes behov.«

7 Rammeaftalens § 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsatte:

> »1. Denne aftale indeholder minimumsforskrifter, der skal gøre det lettere at forene arbejdsmæssigt og familiemæssigt ansvar for forældre, som arbejder.

> 2. Denne aftale finder anvendelse på alle arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv overenskomst eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

8 Rammeaftalens § 2 med overskriften »Forældreorlov« havde følgende ordlyd:

> »1. I medfør af denne aftale, dog med forbehold af stk. 2.2, bevilges der arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, individuel ret til forældreorlov i forbindelse med et barns fødsel eller i forbindelse med adoption af et barn, for at den pågældende kan passe dette barn i mindst tre måneder, indtil barnet har nået en nærmere fastsat alder, der kan være op til otte år, og som fastlægges af medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter.

> […]

> 4. For at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres ret til forældreorlov, træffer medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte arbejdstagerne mod afskedigelse som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven, i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

> […]

> 6. Erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører. Ved orlovens ophør gælder disse rettigheder med eventuelle ændringer som følge af national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

> […]«

[s. 4]

##### *Rammeaftalen om deltidsarbejde*

9 § 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997 (herefter »rammeaftalen om deltidsarbejde«), og som findes i bilaget til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT 1998, L 14, s. 9), som ændret ved Rådets direktiv 98/23/EF af 7. april 1998 (EFT 1998, L 131, s. 10), bestemmer:

> »1. Hvad angår ansættelsesvilkår, må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

> 2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.«

#### ***Fransk ret***

10 Artikel L. 1233-71 i code du travail i den affattelse, som var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (lov om arbejdsforhold, herefter »arbejdsloven«), havde følgende ordlyd:

> »I virksomheder eller bedrifter med 1000 eller flere ansatte, og i de virksomheder, der er nævnt i artikel L. 2331-1 og i artikel L. 2341-4, når disse samlet set har mindst 1000 ansatte, tilbyder arbejdsgiveren hver ansat, som denne tilsigter at afskedige af økonomiske grunde, en omskolingsorlov, der har til formål at gøre det muligt for den ansatte at modtage uddannelse og ydelser fra en støtteenhed i jobsøgningsprocessen.

> Omskolingsorlovens varighed må ikke overstige ni måneder.

> Denne orlov indledes, såfremt det er nødvendigt, med en evaluering af kvalifikationer, der gør det muligt for den ansatte at definere en karriereplan, og i givet fald at fastlægge de uddannelsestiltag, der er nødvendige for dennes omskoling. Disse iværksættes i den periode, der er omhandlet i første afsnit.

> Arbejdsgiveren betaler alle disse aktioner.«

11 Arbejdslovens artikel L. 1233-72 bestemmer:

> »Omskolingsorloven afholdes i opsigelsesvarslet, hvor den ansatte er fritaget fra arbejde.

> Når varigheden af omskolingsorloven overstiger varigheden af opsigelsesvarslet, forlænges sidstnævnte indtil omskolingsorlovens ophør.

> Beløbet for den løn, der overstiger varigheden af opsigelsesvarslet, svarer til beløbet for den omskolingsydelse, der er nævnt i artikel L. 5123-2, stk. 3. Bestemmelserne i artikel L. 5123-4 og L. 5123-5 finder anvendelse på denne løn.«

12 Arbejdslovens artikel L. 1234-9 bestemmer:

> »En ansat med en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, der afskediges efter et års uafbrudt anciennitet hos den samme arbejdsgiver, har ret til en fratrædelsesgodtgørelse, dog ikke i tilfælde af grov misligholdelse.

> Denne godtgørelse beregnes i forhold til den ansattes bruttoløn på tidspunktet før ansættelseskontraktens afbrydelse. […]«

[s. 5]

13 Arbejdslovens artikel L. 3123-13 bestemmer:

> »Fratrædelsesgodtgørelsen og godtgørelsen ved pensionering, som skal betales til en ansat, der har været både fuldtids- og deltidsansat i den samme virksomhed, beregnes i forhold til de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i henhold til disse to ansættelsesformer, siden den pågældende blev ansat i virksomheden.«

14 Arbejdslovens artikel R. 1233-32 om ydelse under omskolingsorlov har følgende ordlyd:

> »Under omskolingsorlov, hvis varighed overstiger opsigelsesvarslet, modtager den ansatte en månedsløn, der betales af arbejdsgiveren.

> Denne løn udgør mindst 65% af den ansattes gennemsnitlige månedlige bruttoløn, med fradrag af de i artikel L. 5422-9 omhandlede bidrag, i de sidste tolv måneder forud for meddelelsen af afskedigelsen.

> Den må ikke være lavere end en månedsløn svarende til 85% af produktet af den garanterede mindsteløn, der er fastsat i artikel L. 3231-2, ganget med det timetal, der svarer til den fastsatte overenskomstmæssige arbejdstid i virksomheden.

> Den må heller ikke være lavere end 85% af det garanterede lønbeløb, som arbejdsgiveren betaler i henhold til bestemmelserne i artikel 32 i lov nr. 2000-37 af 19. januar 2000 om nedsættelse af arbejdstiden.

> Arbejdsgiveren udsteder hver måned en lønseddel til den ansatte, som præciserer beløbet og måderne for beregningen af denne løn.«

15 Arbejdslovens artikel R. 1234-4 bestemmer:

> »Den løn, der skal lægges til grund med henblik på beregningen af fratrædelsesgodtgørelsen, er den af de følgende, som er mest gunstig for den ansatte:

> 1. enten en tolvtedel af lønnen i de sidste tolv måneder forud for afskedigelsen

> 2. eller en tredjedel af lønnen i de seneste tre måneder. I dette tilfælde tages der kun hensyn til årlige eller særlige bonusser eller gratialer, som den ansatte har fået udbetalt i denne periode, inden for et beløb, der er beregnet proportionalt.«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

16 Den 22. november 1999 blev RE ansat som salgsassistent i Materials Research Corporation, nu Praxair MRC, ved en tidsbegrænset ansættelseskontrakt og på fuld tid. Ved et tillæg af 21. juli 2000 blev denne ansættelseskontrakt ændret til en tidsubegrænset kontrakt på fuld tid fra den 1. august 2000.

17 RE holdt barselsorlov første gang i perioden fra den 4. februar til den 19. august 2001, efterfulgt af forældreorlov fra den 6. september 2001 til den 6. september 2003. Hun holdt herefter barselsorlov anden gang i perioden fra den 6. november 2007 til den 6. juni 2008, efterfulgt af forældreorlov fra den 1. august 2008 i form af nedsættelse af arbejdstiden med en femtedel. Denne sidstnævnte orlov skulle ophøre den 29. januar 2011.

18 Den 6. december 2010 blev RE afskediget af økonomiske grunde i forbindelse med en procedure om kollektiv afskedigelse. Hun accepterede en omskolingsorlov af en varighed på ni måneder.

[s. 6]

19 Efter fra den 1. januar 2011 at have givet afkald på sin nedsættelse af arbejdstiden, forlod RE endegyldigt Praxair MRC den 7. september 2011.

20 Den 30. september 2011 anlagde RE sag ved conseil de prud’hommes de Toulouse (arbejdsretten i Toulouse, Frankrig) for at anfægte sin afskedigelse og nedlagde forskellige påstande, bl.a. om betaling af et beløb på 941,15 EUR for udestående fratrædelsesgodtgørelse og et beløb på 1 423,79 EUR for udestående ydelse under omskolingsorlov.

21 Ved dom af 12. september 2013 frifandt denne ret Praxair MRC med hensyn til disse to påstande, som RE havde nedlagt.

22 Ved dom af 14. oktober 2016 stadfæstede cour d’appel de Toulouse (appeldomstolen i Toulouse, Frankrig) frifindelsen med hensyn til de nævnte påstande, som RE havde nedlagt ved conseil de prud’hommes de Toulouse (arbejdsretten i Toulouse).

23 Den 14. december 2016 iværksatte RE kassationsanke til prøvelse af den nævnte dom, idet hun gjorde gældende, at cour d’appel de Toulouse (appeldomstolen i Toulouse) havde tilsidesat § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov.

24 Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) har anført, at der i overensstemmelse med dennes praksis i medfør af arbejdslovens artikel L. 3123-13 skal foretages en beregning af beløbet for den fratrædelsesgodtgørelse, der skyldes RE, idet der forholdsmæssigt set skal tages hensyn til perioderne med henholdsvis fuldtids- og deltidsarbejde. Hvad angår ydelsen under omskolingsorlov skal denne i overensstemmelse med arbejdslovens artikel R. 1233-32 fastsættes på grundlag af den gennemsnitlige månedlige bruttoløn i de sidste 12 måneder forud for meddelelsen om RE’s afskedigelse.

25 Denne ret har imidlertid fremhævet, at Domstolen i dom af 22. oktober 2009, Meerts (C-116/08, EU:C:2009:645), har fastslået, at den fratrædelsesgodtgørelse, som en arbejdstager har krav på – såfremt arbejdsgiveren, uden skellig grund eller uden at respektere det ved lov fastsatte opsigelsesvarsel, ensidigt opsiger ansættelsesforholdet med en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid – ikke må beregnes på grundlag af den på opsigelsestidspunktet oppebårne deltidsløn. Domstolen fulgte den samme fortolkning i dom af 27. februar 2014, Lyreco Belgium (C-588/12, EU:C:2014:99), vedrørende beregningen af beløbet for en fast beskyttelsesgodtgørelse.

26 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov finder anvendelse på bestemmelserne vedrørende måderne for beregning af ydelsen under omskolingsorlov, der er betalt efter den pågældende arbejdstagers afskedigelse.

27 For det tilfælde, at Domstolen er af den opfattelse, at der med henblik på beregningen af fratrædelsesgodtgørelsen og ydelsen under omskolingsorlov skal lægges fuldtidsarbejde til grund, ville det forhold, at Den Europæiske Unions direktiver ikke har direkte virkning i en tvist udelukkende mellem private, foranledige den forelæggende ret til at tage hensyn til bestemmelserne i sin nationale lovgivning som helhed med henblik på at nå frem til en overensstemmende fortolkning. Hvis arbejdslovens artikel L. 3123-13 blev fortolket i overensstemmelse med direktiv 96/34 og rammeaftalen vedrørende forældreorlov, kunne det imidlertid føre til en fortolkning contra legem af denne nationale bestemmelse. Det er heller ikke sikkert, at arbejdslovens artikel R. 1233-32 kan fortolkes i overensstemmelse med § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov.

28 Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at artikel 157 TEUF finder anvendelse i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som de pågældende ydelser henhører under begrebet »løn« som omhandlet i denne artikel. Den har fremhævet, at betydeligt flere kvinder end mænd vælger at tage forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, og at der deraf følger en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere.

[s. 7]

29 I forbindelse af efterprøvelsen af de objektive elementer, der begrunder en sådan forskelsbehandling, skal der tages hensyn til § 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde. Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at Domstolen i præmis 51 i dom af 22. oktober 2009, Meerts (C-116/08, EU:C:2009:645), har anført, at en arbejdstager på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid og en arbejdstager, der arbejder på fuld tid, ikke befinder sig i forskellige situationer, henset til den oprindelige udformning af deres ansættelseskontrakter med arbejdsgiveren.

30 Under disse omstændigheder har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen […] vedrørende forældreorlov […] fortolkes således, at den er til hinder for, at der vedrørende en [ansat], der på tidspunktet for sin afskedigelse holder forældreorlov [bevilget i form af nedsat arbejdstid], anvendes en bestemmelse i national ret såsom [arbejdslovens artikel] L. 3123-13 […], der var gældende på det relevante tidspunkt, hvorefter »[f]ratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse ved pensionering[, som skal betales til en ansat], der har været både fuldtids- og deltidsansat i den samme virksomhed, beregnes i forhold til de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i henhold til disse to ansættelsesformer, siden den pågældende blev ansat i virksomheden«?

> 2) Skal § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen […] vedrørende forældreorlov […] fortolkes således, at den er til hinder for, at der vedrørende en [ansat], der på tidspunktet for sin afskedigelse holder forældreorlov [bevilget i form af nedsat arbejdstid], anvendes en bestemmelse i national ret såsom [arbejdslovens artikel] R. 1233-32 […], hvorefter en arbejdstager under omskolingsorlov, der overstiger varigheden af [opsigelsesvarslet], modtager en månedsløn, som betales af arbejdsgiveren, og som udgør mindst 65% af [den ansattes] gennemsnitlige månedlige bruttoløn, med fradrag af de i [arbejdslovens artikel] L. 5422-9 omhandlede bidrag, i de sidste [tolv] måneder forud for meddelelsen af afskedigelsen?

> 3) Såfremt [det første og det andet spørgsmål] besvares bekræftende: Skal artikel 157 [TEUF] fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelser i national ret såsom [arbejdslovens artikel] L. 3123-13, der var gældende på det relevante tidspunkt, og samme lovs [artikel] R. 1233-32, for så vidt som et væsentligt højere antal kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov [bevilget i form af nedsat arbejdstid], og for så vidt som den indirekte forskelsbehandling, der følger heraf hvad angår oppebærelse af en fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov, der er lavere end den godtgørelse og ydelse, som [ansatte], der ikke har taget forældreorlov [bevilget i form af nedsat arbejdstid], modtager, ikke er begrundet i objektive forhold, som ikke udgør forskelsbehandling?«

### **Det første og det andet spørgsmål**

31 Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fratrædelsesgodtgørelse og den ydelse under omskolingsorlov, som skal betales til en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, som er blevet afskediget på et tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, fastlægges i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager på opsigelsestidspunktet.

[s. 8]

#### ***Om formaliteten***

32 Praxair MRC og den franske regering har gjort gældende, at eftersom tvisten i hovedsagen er mellem to private, og da der ikke er mulighed for at fortolke den i hovedsagen omhandlede nationale ordning i overensstemmelse med EU-retten, kan RE ikke påberåbe sig rammeaftalen vedrørende forældreorlov for at anfægte anvendelsen af denne ordning, såfremt denne er i strid med EU-retten. Det første og det andet spørgsmål er derfor ikke relevante for løsningen af tvisten i hovedsagen. Disse spørgsmål er således hypotetiske og bør følgelig afvises.

33 Det bemærkes i denne henseende, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

34 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

35 I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at denne har kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkning af EU-retlige bestemmelser, uanset om de har direkte virkning (dom af 27.11.2012, Pringle, C-370/12, EU:C:2012:756, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

36 Hvad angår forpligtelsen til at anlægge en overensstemmende fortolkning bemærkes i øvrigt, at det følger af fast retspraksis, at den forpligtelse for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 288 TEUF til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af denne forpligtelse, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence (dom af 4.10.2018, Link Logistik N&N, C-384/17, EU:C:2018:810, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

37 For at opfylde denne forpligtelse kræver princippet om overensstemmende fortolkning, at de nationale myndigheder gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne lovgivning – for at sikre den fulde virkning af EU-retten og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med EU-retten (dom af 4.10.2018, Link Logistik N&N, C-384/17, EU:C:2018:810, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

38 Dette princip om overensstemmende fortolkning af national lovgivning er dog underlagt visse begrænsninger. De nationale retters forpligtelse til at henholde sig til indholdet af EU-retten, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses således af generelle retsprincipper og kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national lovgivning (dom af 4.10.2018, Link Logistik N&N, C-384/17, EU:C:2018:810, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

39 I det foreliggende tilfælde fremgår det, således som det er anført i nærværende doms præmis 27, af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret, selv om den udtrykker tvivl herom, ikke udelukker muligheden for en overensstemmende fortolkning af den nationale ordning, der er omhandlet i dens

[s. 9]

første og det andet spørgsmål. Det er denne ret, som det tilkommer at afgøre, om den er i stand til at foretage en fortolkning af den i hovedsagen omhandlede nationale ordning, som er overensstemmende med EU-retten.

40 Under disse omstændigheder skal det første og det andet spørgsmål antages til realitetsbehandling.

#### ***Realiteten***

41 Indledningsvis bemærkes, således som det fremgår både af første afsnit i indledningen og fjerde og femte generelle betragtning til rammeaftalen vedrørende forældreorlov og af dennes § 1, stk. 1, at den nævnte rammeaftale udgør et tilsagn fra arbejdsmarkedets parter om ved hjælp af minimumsforskrifter at indføre foranstaltninger, der giver både mænd og kvinder mulighed for at forene deres erhvervsmæssige ansvar og deres familiemæssige forpligtelser (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 35, og af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 30).

42 I henhold til § 1, stk. 2, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov finder denne anvendelse på alle arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv overenskomst eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.

43 Det er ubestridt, at dette var tilfældet for RE inden for rammerne af tvisten i hovedsagen, således at denne er omfattet af den nævnte rammeaftales anvendelsesområde.

44 I det første og det andet spørgsmål henviser den forelæggende ret til § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov. I denne henseende er det fastsat i den nævnte rammeaftales § 2, stk. 4, at for at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres ret til forældreorlov, træffer medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte arbejdstagerne mod afskedigelse »som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven«, i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

45 I det foreliggende tilfælde blev RE afskediget af økonomiske grunde i forbindelse med en kollektiv afskedigelse. Det fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen, at hun blev afskediget som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven.

46 Under disse omstændigheder er der ikke anledning til at besvare det første og det andet spørgsmål med hensyn til § 2, stk. 4, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, idet det alene er denne rammeaftales § 2, stk. 6, der er relevant.

47 I henhold til ordlyden af sidstnævnte bestemmelse, opretholdes erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, uændret, indtil forældreorloven ophører, og ved orlovens ophør gælder disse rettigheder med eventuelle ændringer som følge af national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

48 I denne henseende fremgår det af såvel ordlyden af § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov som af den sammenhæng, hvori den indgår, at bestemmelsen har til formål at undgå ethvert tab eller forringelse af arbejdsrelaterede rettigheder, som arbejdstageren har erhvervet eller er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, og at sikre, at arbejdstageren ved orlovens ophør med hensyn til disse rettigheder er stillet på samme måde som før denne orlov (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 39, og af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 43).

[s. 10]

49 Henset til, at rammeaftalen vedrørende forældreorlov har til formål at fremme ligebehandling af mænd og kvinder, skal dennes § 2, stk. 6, anses for at være et udtryk for et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der følgelig ikke kan fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 42).

50 Det følger af formålene med rammeaftalen vedrørende forældreorlov, at udtrykket »erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve«, som omhandlet i nævnte § 2, stk. 6, omfatter enhver rettighed eller fordel i penge eller naturalier, som arbejdstageren direkte eller indirekte som følge af arbejdsforholdet kan gøre krav på over for arbejdsgiveren på tidspunktet for forældreorlovens påbegyndelse (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 43).

51 Hertil hører enhver rettighed eller fordel vedrørende arbejdsvilkår, herunder det opsigelsesvarsel, som en arbejdstager har krav på – såfremt arbejdsgiveren ensidigt opsiger en tidsubegrænset kontrakt med en fuldtidsansat arbejdstager, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid – og hvis varighed afhænger af arbejdstagerens anciennitet i virksomheden, og hvis formål er at gøre det lettere for arbejdstageren at søge nyt arbejde (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 44).

52 Ganske vist udfører en fuldtidsansat arbejdstager ikke samme antal arbejdstimer, mens han befinder sig på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, som en arbejdstager, der arbejder på fuld tid. Dette forhold betyder imidlertid ikke, at de to befinder sig i forskellige situationer, henset til den oprindelige udformning af deres ansættelseskontrakter med arbejdsgiveren (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 51).

53 Som Domstolen allerede har udtalt, skal arbejdsgiverens ensidige opsigelse nemlig anses for at vedrøre ansættelseskontrakten på fuld tid, når der er tale om en arbejdstager ansat inden for rammerne af en ansættelseskontrakt på fuld tid, som er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid (jf. i denne retning dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 55).

54 Under disse omstændigheder har Domstolen udtalt, at § 2, stk. 6 og 7, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fratrædelsesgodtgørelse, som en arbejdstager har krav på – såfremt arbejdsgiveren, uden skellig grund og uden at respektere det ved lov fastsatte opsigelsesvarsel, ensidigt opsiger ansættelsesforholdet med en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid – beregnes på grundlag af den på opsigelsestidspunktet oppebårne deltidsløn (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 56).

55 I det foreliggende tilfælde skal det for det første for så vidt angår en fratrædelsesgodtgørelse som den i hovedsagen omhandlede konstateres, at denne godtgørelse udbetales på grund af det ansættelsesforhold, der knytter modtageren til dennes tidligere arbejdsgiver. En sådan godtgørelse er derfor omfattet af anvendelsesområdet for § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov.

56 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 54, forholder det sig imidlertid således, at når en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid afskediges på et tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, skal dennes fratrædelsesgodtgørelse fastlægges fuldt og helt på grundlag af dennes fuldtidsløn.

57 En national lovgivning, som i forbindelse med forældreorlov medførte en forringelse af de af arbejdsforholdet afledte rettigheder, kunne nemlig afholde arbejdstagere fra at gå på forældreorlov og være et incitament for arbejdsgivere til snarere at opsige en arbejdstager på forældreorlov end en anden arbejdstager. Dette ville være i direkte modstrid med formålet med rammeaftalen vedrørende forældreorlov, som bl.a. er at sikre en forening af arbejdsliv og familieliv (dom af 22.10.2009, Meerts, C-116/08, EU:C:2009:645, præmis 47).

[s. 11]

58 Under disse omstændigheder er § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, der indebærer, at der skal tages hensyn til den nedsatte løn, som arbejdstageren på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid modtager, når afskedigelsen finder sted, idet den fastsætter, at fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der har været både fuldtids- og deltidsansat i den samme virksomhed, beregnes forholdsmæssigt i forhold til de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i henhold til disse to ansættelsesformer, siden ansættelsen i virksomheden.

59 Hvad for det andet angår den ydelse under omskolingsorlov, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede national ordning, er denne knyttet til omskolingsorloven. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at i de virksomheder, der er omfattet af denne ordning, tilbyder arbejdsgiveren hver ansat, som denne tilsigter at afskedige af økonomiske grunde, en omskolingsorlov, der har til formål at gøre det muligt for den ansatte at modtage uddannelse og ydelser fra en støtteenhed i jobsøgningsprocessen.

60 Det skal undersøges, om en ydelse som ydelsen under omskolingsorlov er omfattet af anvendelsesområdet for § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, og, såfremt dette er tilfældet, om denne bestemmelse er til hinder for de måder for beregning af den nævnte ydelse, der følger af en ordning som den i hovedsagen omhandlede.

61 I henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 50, udgør en ydelse som ydelsen under omskolingsorlov, henset til dens betingelser for tildeling, en ret, der er afledt af ansættelsesforholdet, som arbejdstageren kan gøre gældende over for arbejdsgiveren. Det forhold alene, at udbetalingen af en sådan ydelse ikke sker automatisk, idet den afskedigede arbejdstager skal ansøge om denne hos arbejdsgiveren, og at udbetalingen sker i den periode af omskolingsorloven, der går ud over varigheden af opsigelsesvarslet, er ikke af en sådan art, at det kan ændre denne konstatering.

62 Under disse omstændigheder finder § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov anvendelse på en ydelse som ydelsen under omskolingsorlov.

63 Hvad angår måderne for beregning af denne ydelse, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede ordning fastsætter, at når en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid afskediges på et tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, beregnes den nævnte ydelse i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager på opsigelsestidspunktet.

64 På samme måde som for så vidt angår fratrædelsesgodtgørelsen skal en ydelse som ydelsen under omskolingsorlov i medfør af § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov fastlægges fuldt og helt på grundlag af dennes fuldtidsløn.

65 Henset til ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fratrædelsesgodtgørelse og den ydelse under omskolingsorlov, som skal betales til en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, som er blevet afskediget på et tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, fastlægges i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager på opsigelsestidspunktet.

### **Det tredje spørgsmål**

66 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, når

[s. 12]

denne afskediges på det tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, modtager en fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov, der er fastlagt i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager, når afskedigelsen finder sted, i en situation, hvor betydeligt flere kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, og når den forskelsbehandling, der følger deraf, ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn.

67 Indledningsvis bemærkes, at eftersom artikel 157 TEUF er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for offentlige myndigheder, men også for alle overenskomster, der kollektivt regulerer lønnede arbejdsforhold, og for aftaler mellem private (jf. i denne retning dom af 8.4.1976, Defrenne, 43/75, EU:C:1976:56, præmis 39, og af 18.11.2004, Sass, C-284/02, EU:C:2004:722, præmis 25).

68 Det i denne artikel fastsatte princip kan således påberåbes ved de nationale domstole, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde, hvor arbejdet udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste (jf. i denne retning dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, EU:C:1976:56, præmis 40, og af 13.1.2004, Allonby, C-256/01, EU:C:2004:18, præmis 45).

69 I henhold til artikel 157, stk. 2, TEUF forstås der ved »løn« den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

70 Det fremgår af Domstolens praksis, at begrebet »løn« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 157, stk. 2, TEUF, skal fortolkes bredt. Det omfatter bl.a. samtlige ydelser i penge eller i naturalier, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet tildeles af arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i henhold til en ansættelseskontrakt, ifølge lov eller frivilligt. Den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, udelukker desuden ikke, at de kan have karakter af løn i den nævnte bestemmelses forstand (dom af 6.12.2012, Dittrich m.fl., C-124/11, C-125/11 og C-143/11, EU:C:2012:771, præmis 35, og af 19.9.2018, Bedi, C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 33).

71 Hvad angår godtgørelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager i forbindelse med dennes afskedigelse, har Domstolen allerede fastslået, at sådanne godtgørelser udgør en form for opsat løn, som arbejdstageren har ret til som følge af arbejdsforholdet, men som først udbetales ved arbejdsforholdets ophør med det formål at gøre det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstår i den anledning (dom af 17.5.1990, Barber, C-262/88, EU:C:1990:209, præmis 13, og af 19.9.2018, Bedi, C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 35).

72 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at ydelser som fratrædelsesgodtgørelsen og ydelsen under omskolingsorlov opfylder de betingelser, der er anført i nærværende doms præmis 70 og 71. Under disse omstændigheder skal disse ydelser kvalificeres som »løn« som omhandlet i artikel 157 TEUF.

73 For at afgøre, om der foreligger en forskelsbehandling, bemærkes, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 16, og af 14.7.2016, Ornano, C-335/15, EU:C:2016:564, præmis 39).

74 I denne henseende har den franske regering gjort gældende, at der ikke skal foretages en sammenligning af en arbejdstager på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid med en arbejdstager, der arbejder på fuld tid, idet den har henvist til § 4, stk. 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, hvori det er anført, at »[h]vor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis«.

[s. 13]

75 Denne regering og Praxair MRC har ligeledes påberåbt sig præmis 63 i dom af 16. juli 2009, Gómez-Limón Sánchez-Camacho (C-537/07, EU:C:2009:462), hvori Domstolen udtalte, at princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke er til hinder for, at en arbejdstager under en forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid erhverver ret til en pension, der ydes i tilfælde af varig uarbejdsdygtighed, på grundlag af den faktiske arbejdstid og den oppebårne løn og ikke stilles, som om vedkommende havde arbejdet på fuldtid. Der er således ikke anledning til at sammenligne en arbejdstager på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid med en arbejdstager, der udøver sine funktioner på fuld tid.

76 Der skal imidlertid sondres mellem på den ene side de rettigheder, der tager særligt hensyn til situationen med forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, og på den anden side de rettigheder, der ikke specifikt følger af denne situation.

77 I denne henseende skal arbejdsgiverens ensidige opsigelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 53, for så vidt angår en arbejdstager, der er ansat inden for rammerne af en ansættelseskontrakt på fuld tid, som er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, anses for at vedrøre ansættelseskontrakten på fuld tid.

78 Som det følger af præmis 51 og 55 i dom af 22. oktober 2009, Meerts (C-116/08, EU:C:2009:645), er situationen for en arbejdstager, der er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, for så vidt angår retten til ydelser såsom fratrædelsesgodtgørelsen og ydelsen under forældreorlov, med hensyn til sådanne ydelser sammenlignelig med situationen for en arbejdstager på fuld tid. Denne konstatering finder ligeledes anvendelse inden for rammerne af artikel 157 TEUF.

79 Ifølge Domstolens faste praksis er ligelønsprincippet i artikel 157 TEUF ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grund af køn, men også at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. i denne retning dom af 15.12.1994, Helmig m.fl., C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, EU:C:1994:415, præmis 20, og af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 40).

80 Det fremgår nærmere bestemt af Domstolens praksis, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvis en national bestemmelse – selv om den er udformet kønsneutralt – faktisk indebærer, at et langt større antal arbejdstagere af et køn behandles ringere i forhold til det andet køn. En sådan foranstaltning er kun forenelig med ligebehandlingsprincippet, hvis den forskelsbehandling mellem de to kategorier af arbejdstagere, som den giver anledning til, er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

81 I det foreliggende tilfælde følger det af anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som er formuleret neutralt, at når en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, afskediges på det tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, behandles denne arbejdstager ufordelagtigt i forhold til en arbejdstager, der er blevet afskediget, mens denne arbejder på fuld tid, for så vidt som fratrædelsesgodtgørelsen og ydelsen under omskolingsorlov for arbejdstageren på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid fastlægges i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager på opsigelsestidspunktet.

82 Den forelæggende ret har i det tredje spørgsmål anført, at betydeligt flere kvinder end mænd vælger at tage forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid. Den har i forelæggelsesafgørelsen anført, at det ifølge generaladvokaten ved kassationsdomstolen følger af nationale statistikker fra marts 2016, at 96% af de arbejdstagere, der tager forældreorlov i Frankrig, er kvinder.

[s. 14]

83 I et sådan tilfælde er en national ordning som den i hovedsagen omhandlede kun forenelig med ligebehandlingsprincippet på den betingelse, at den forskelsbehandling mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, der således er blevet skabt, i givet fald kan begrundes ved objektive hensyn, som intet har med forskelsbehandling på grund af køn at gøre.

84 Det følger bl.a. af ordlyden af det tredje spørgsmål, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne forskelsbehandling ikke er begrundet ved sådanne objektive elementer.

85 Hvad angår den franske regering, har denne med hensyn til en sådan forskelsbehandling ikke i sine skriftlige bemærkninger påberåbt sig objektivt begrundede hensyn, som intet har med forskelsbehandling på grund af køn at gøre.

86 Under disse omstændigheder er en national ordning som den i hovedsagen omhandlede ikke i overensstemmelse med princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi som fastsat i artikel 157 TEUF.

87 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, når denne afskediges på det tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, modtager en fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov, der er fastlagt i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager, når afskedigelsen finder sted, i en situation, hvor betydeligt flere kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, og når den forskelsbehandling, der følger deraf, ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn.

### **Sagsomkostninger**

88 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

**1)** **§ 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, som blev indgået den 14. december 1995, og som findes i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af 15. december 1997, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fratrædelsesgodtgørelse og den ydelse under omskolingsorlov, som skal betales til en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, som er blevet afskediget på et tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, fastlægges i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager på opsigelsestidspunktet.**

**2)** **Artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter, at en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, når denne afskediges på det tidspunkt, hvor denne er på forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, modtager en fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov, der er fastlagt i det mindste delvist på grundlag af den nedsatte løn, som denne modtager, når afskedigelsen finder sted, i en situation, hvor [s. 15]  betydeligt flere kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, og når den forskelsbehandling, der følger deraf, ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/celex-62018cj0658.md =====

# EU-Domstolen, Anden Afdeling, 16. juli 2020, sag C-658/18

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0658.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62018cj0658.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: UX

ECLI: ECLI:EU:C:2020:572

Kommentarens titel: Fredsdommers status, tidsbegrænset ansættelse og ferie

Emner på siden: [Hvem er arbejdstager](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-arbejdstager.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 c ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 b ([lov/2b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 5 ([lov/5.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2b-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/5-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den italienske fredsdommer var en ret efter artikel 267. En fredsdommer med reelle, ikke marginale ydelser mod løn kunne være arbejdstager efter direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31 samt tidsbegrænset ansat efter rammeaftalen, under national efterprøvelse. Var vedkommende omfattet og sammenlignelig med en ordinær dommer, hindrede rammeaftalens § 4 udelukkelse fra de 30 dages betalte ferie, medmindre forskelle i kvalifikationer og opgaver objektivt begrundede forskellen. Dommen tilkendte ikke selv et feriebeløb. Det tredje forelagte spørgsmål blev afvist som uantageligt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en ligelønsdom efter artikel 157 eller en kønsdiskriminationsdom; forskelsbehandlingen angår tidsbegrænset kontra fast ansættelse.

Ingen automatisk arbejdstagerstatus for alle dommere eller alle honorære hverv.

Disciplinære regler alene godtgør ikke et underordnelsesforhold.

Ingen ubetinget ret til 30 dage for alle fredsdommere; minimumskrav, sammenlignelighed og objektiv begrundelse holdes adskilt.

Ingen tilkendelse af de krævede 4.500 EUR eller subsidiært 3.039,76 EUR.

Spørgsmålet om personligt dommeransvar og chartrets artikel 47 er ikke afgjort materielt.

Henvisningen til O’Brien og rammeaftalen om deltidsarbejde i præmis 125 er analogisk; UX anvender her rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse.

National lovgivning er gengivet i sin historiske sagsversion; senere italiensk ret er ikke kontrolleret.

Objektive forhold efter tidsbegrænsningsrammeaftalens § 4 må ikke uden videre overføres som undtagelse fra forbud mod direkte kønsdiskrimination.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62018CJ0658

Domstolens dom (Anden Afdeling)
16. juli 2020[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – formaliteten – artikel 267 TEUF – begrebet »national ret« – kriterier – socialpolitik – direktiv 2003/88/EF – anvendelsesområde – artikel 7 – årlig betalt ferie – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – §§ 2 og 3 – begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« – fredsdommere og ordinære dommere – forskelsbehandling – § 4 – princippet om ikke-diskrimination – begrebet »objektive forhold««

I sag C-658/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna, Italien) ved afgørelse af 16. oktober 2018, indgået til Domstolen den 22. oktober 2018, i sagen

**UX**

mod

**Governo della Repubblica italiana,**

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev (refererende dommer), og dommerne P.G. Xuereb og T. von Danwitz,

generaladvokat: J. Kokott,

justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. november 2019,

efter at der er afgivet indlæg af:

- UX ved avvocati G. Guida, F. Sisto, F. Visco og V. De Michele,

- Governo della Repubblica italiana ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato L. Fiandaca og F. Sclafani,

- Europa-Kommissionen ved G. Gattinara og M. van Beek, som befuldmægtigede,

[s. 2]

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. januar 2020,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 267 TEUF samt af artikel 31, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), af princippet om medlemsstaternes ansvar for tilsidesættelse af EU-retten samt fortolkningen af artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) samt af §§ 2 og 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem UX og Governo della Repubblica italiana (den italienske regering) vedrørende en anmodning om erstatning for det tab, der er lidt som følge af den italienske stats tilsidesættelse af EU-retten.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

##### *Direktiv 89/391/EØF*

3 Artikel 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT 1989, L 183, s. 1) definerer de former for aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv:

> »1. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter (industri, landbrug, handel, administration, tjenesteydelser, undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse osv.).

> 2. Dette direktiv finder ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse.

> I så fald skal det påses, at arbejdstagernes sikkerhed og sundhed sikres i videst muligt omfang i overensstemmelse med målsætningerne i dette direktiv.«

##### *Direktiv 2003/88*

4 Artikel 1 i direktiv 2003/88, med overskriften »Formål og anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 1-3:

> »1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

[s. 3]

> 2. Dette direktiv finder anvendelse på:

> a) de minimale […] årlige ferier […]

> […]

> 3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF, jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.

> […]«

5 Direktivets artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« har følgende ordlyd:

> »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

> 2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

##### *Direktiv 1999/70*

6 17. betragtning til direktiv 1999/70 er affattet således:

> »[H]vad angår de udtryk, der er anvendt i rammeaftalen uden at være specifikt defineret deri, overlader direktivet det til medlemsstaterne at definere disse udtryk i overensstemmelse med national ret og/eller praksis, ligesom det er tilfældet med andre direktiver, der er vedtaget på det sociale område, og som anvender tilsvarende udtryk, forudsat at nævnte definitioner ikke er i modstrid med rammeaftalens indhold.«

7 Ifølge direktivets artikel 1 har det til formål »at iværksætte den i bilaget indeholdte rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

8 I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

9 Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

> »1. Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.

> 2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter kan beslutte, at denne aftale ikke finder anvendelse i forbindelse med: a) erhvervsmæssig grunduddannelse og lærlingeuddannelse b) ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået i forbindelse med særlige offentlige eller offentligt støttede programmer med henblik på uddannelse, integration og omskoling.«

[s. 4]

10 Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

> »I denne aftale betyder:

> 1. »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed

> 2. »en sammenlignelig fastansat«: en fastansat i samme virksomhed, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller indgår i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til kvalifikationer/færdigheder.«

11 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer:

> »1. Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

> 2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.«

#### ***Italiensk ret***

12 Artikel 106 i den italienske forfatning indeholder grundlæggende bestemmelser vedrørende adgangen til embedet som dommer:

> »Udnævnelse af dommere sker efter udvælgelsesprøve.

> Lov om domstolenes opbygning kan fastsætte nærmere betingelser om udnævnelse, eventuelt efter valg, af »honorære« [onorari] dommere til alle opgaver, der tildeles enedommere.

> […]«

13 Legge n. 374 – Istituzione del giudice di pace (lov nr. 374 om oprettelse af fredsdommerhvervet) af 21. november 1991 (almindeligt tillæg til GURI nr. 278 af 27.11.1991, s. 5, herefter »lov nr. 374/1991«) bestemmer, i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, følgende:

> »Artikel 1

> Indførelse af fredsdommere og disses opgaver

> 1. Der oprettes et hverv som fredsdommer, som udøver retlig kompetence på det civil- og strafferetlige område og forligsopgaver på det civilretlige område i henhold til de i nærværende lov fastsatte bestemmelser.

> 2. Som fredsdommer ansættes en »honorær« dommer, som tilhører dommerstanden.

> […]

[s. 5]

> Artikel 3

> Organisatorisk ramme for og fortegnelse over fredsdommere

> 1. Den organisatoriske ramme for »honorære« dommere, der fungerer som fredsdommere, er fastsat til 4 700 stillinger; […]

> […]

> Artikel 4

> Udnævnelse

> 1. »Honorære« dommere, der udøver funktionen som fredsdommere, udnævnes ved dekret fra Republikkens præsident, efter afstemning i Consiglio Superiore della Magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) på forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og af anklagerne i appelrettens distrikt.

> […]

> Artikel 10

> Fredsdommerens pligter

> 1. Fredsdommere er underlagt de pligter, som påhviler ordinære dommere. […]

> […]

> Artikel 11

> Fredsdommeres vederlag

> 1. Hvervet som fredsdommer er »honorært«.

> 2. Honorære dommere, der udøver hvervet som fredsdommer, oppebærer et vederlag på 70 000 [italienske lire (ITL) (ca. 35 EUR)] for hvert civilretligt eller strafferetligt retsmøde, selv om der ikke er tale om et retsmøde med procedure, og for anbringelse af segl, og på [110 000] ITL [ca. 55 EUR] for alle andre procedurer, der tildeles og afsluttes eller slettes af retslisten.

> 3. De oppebærer ligeledes et vederlag på 500 000 ITL [ca. 250 EUR] for hver måneds effektiv tjeneste til dækning af uddannelsesudgifter, af efteruddannelsesudgifter og af almindelige udgifter i forbindelse med hvervet.

> […]

> 4a. De vederlag, der er fastsat i denne artikel, kan kumuleres med pensioner og pensionsydelser, uanset disses karakter.

> 4b. De vederlag, der er fastsat i denne artikel, kan under ingen omstændigheder overstige et beløb på 72 000 EUR brutto pr. år.«

[s. 6]

14 Artikel 8a i legge n. 97 – Norme sullo stato giuridico dei magistrati e sul trattamento economico dei magistrati ordinari e amministrativi, dei magistrati della giustizia militare e degli avvocati dello Stato (lov nr. 97 – Regler om den juridiske statut for dommere og lønnen til ordinære og administrative dommere, dommere ved de militære retter og statsadvokater), af 2. april 1979, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, bestemmer:

> »[…] [D]ommere ved de almindelige domstole, dommere ved forvaltningsdomstole, dommere ved handelsretter og militære dommere samt advokater og anklagere i staten (*avvocati dello Stato* og *procuratori dello Stato*) har en årlig ferie på 30 dage.«

15 Artikel 24 i decreto legislativo n. 116 – Riforma organica della magistratura onoraria e altre disposizioni sui giudici di pace, nonché disciplina transitoria relativa ai magistrati onorari in servizio, a norma della legge 28 aprile 2016, n. 57 (lovdekret nr. 116 – Organisk ændring af det honorære retsvæsen og andre bestemmelser vedrørende fredsdommere samt den overgangsordning, der finder anvendelse på »honorære« dommere i aktiv tjeneste, til gennemførelse af lov nr. 57 af 28.4.2016), af 13. juli 2017 (GURI nr. 177 af 31.7.2017, s. 1), fastsætter en godtgørelse for ferieperioden til fredsdommere, men kun til de honorære dommere, som er tiltrådt efter den 16. august 2017.

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

16 Sagsøgeren i hovedsagen blev udnævnt til *Giudice di pace* (fredsdommer) den 23. februar 2001 og udøvede dette hverv ved to forskellige retter fra 2002-2005 og derefter fra 2005 og indtil dags dato.

17 I perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 afsagde sagsøgeren i hovedsagen 478 domme som dommer i straffesager, 1 113 kendelser om henlæggelse med hensyn til kendte mistænkte og 193 kendelser om henlæggelse med hensyn til ukendte mistænkte i egenskab af *giudice dell’indagine preliminare* (undersøgelsesdommer). Inden for rammerne af hendes funktioner afholder hun, som enedommer, to retsmøder om ugen, undtagen i den ulønnede ferieperiode i august, hvorunder sagsfristerne er suspenderet.

18 I august 2018, under sagsøgeren i hovedsagens ferie uden løn, udførte hun ingen aktiviteter som fredsdommer og oppebar følgelig intet vederlag.

19 Den 8. oktober 2018 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) med påstand om udstedelse af et betalingspåkrav mod Governo della Republicca italiana (den italienske regering) på 4 500 EUR, som ifølge sagsøgeren svarer til den løn for august 2018, som en almindelig dommer med samme anciennitet som hende ville kunne oppebære, i erstatning for det tab, som hun mener at have lidt som følge af den italienske stats åbenbare tilsidesættelse bl.a. af rammeaftalens § 4 og af artikel 7 i direktiv 2003/88 samt af chartrets artikel 31. Subsidiært har sagsøgeren i hovedsagen nedlagt påstand om, at den italienske regering med samme begrundelse tilpligtes at betale et beløb på 3 039,76 EUR, beregnet på grundlag af det nettovederlag, som hun oppebar i juli 2018.

20 I denne sammenhæng fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de vederlag, der oppebæres af fredsdommere, er forbundet med det udførte arbejde og beregnes i forhold til antallet af afsagte afgørelser. Følgelig modtog sagsøgeren i hovedsagen under ferieperioden i august intet vederlag, mens de ordinære dommere har ret til betalt ferie på 30 dage. Artikel 24 i lovdekret nr. 116 af 13. juli 2017, som herefter fastsætter betaling for fredsdommeres ferieperiode, finder ikke anvendelse på sagsøgeren i hovedsagen som følge af datoen for hendes tiltrædelse.

[s. 7]

21 Det fremgår ligeledes af den nævnte bestemmelse, at fredsdommere på det disciplinære område er underlagt tilsvarende forpligtelser som dem, der gælder for ordinære dommere. Disse håndhæves af Consiglio Superiore della Magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) i samarbejde med justitsministeren.

22 Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) er, i modsætning til de øverste italienske domstole, af den opfattelse, at fredsdommere skal anses for at være »arbejdstagere«, uanset deres arbejdes honorære karakter, i henhold til bestemmelserne i direktiv 2003/88 og i rammeaftalen. Til støtte for denne tilgang har fredsdommeren i Bologna bl.a. henvist til det underordnelsesforhold, som ifølge ham karakteriserer forholdet mellem fredsdommere og Ministero della giustizia (justitsministeriet). Ligeledes er fredsdommere ikke blot underlagt det øverste råd for retsvæsenets disciplinære beføjelse, men er ligeledes omfattet af sidstnævntes stillingsfortegnelser. Desuden udstedes fredsdommeres lønsedler på samme måde som lønsedlerne til offentlige lønmodtagere, og en fredsdommers indtægt sidestilles med indtægten for en lønmodtager. Følgelig finder direktiv 2003/88 og rammeaftalen anvendelse på disse.

23 Under disse omstændigheder har Giudice di pace di Bologna (fredsdommeren i Bologna) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen fem præjudicielle spørgsmål:

24 Ved afgørelse af 11. november 2019, indgået til Domstolen den 12. november 2019, besluttede den forelæggende ret at tilbagetrække det fjerde og det femte præjudicielle spørgsmål og bekræftede, at den opretholdte følgende første til tredje præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er en giudice di pace (fredsdommer), såsom den forelæggende ret, omfattet af begrebet ordinær europæisk retsinstans, der har kompetence til at indgive en præjudiciel forelæggelse som omhandlet i artikel 267 TEUF, selv om han eller hun i national ret som følge af sin jobusikkerhed – i strid med garantien for de ordinære europæiske retsinstansers uafhængighed og upartiskhed som anført af Domstolen i dom [af 19. september 2006,] Wilson ([C-506/04,] EU:C:2006:587, præmis 47-53), [af 27. februar 2018,] Associaçâo Sindical dos Juizes Portugueses ([C-64/16,] EU:C:2018:117, præmis 32 og 41-45), og [af 25. juli 2018,] Minister for Justice and Equality [(Mangler ved domstolssystemet)] ([C-216/18 PPU,] EU:C:2018:586, præmis 50-54) – ikke er indrømmet arbejdsvilkår, der svarer til de vilkår, der er indrømmet fagdommere, uagtet at fredsdommeren udøver de samme retlige funktioner og er inkluderet i den nationale retsorden?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, [ønskes oplyst], om den sagsøgende fredsdommers tjenstlige virksomhed er omfattet af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88, sammenholdt med § 2 i [rammeaftalen] og med [chartrets] artikel 31, stk. 2, […], som fortolket ved Domstolens dom [af 1. marts 2012,] O’Brien (EU:C:2012:110), og [af 29. november 2017,] King (EU:C:2017:914), og i bekræftende fald, om en magistrati ordinari eller professionali (ordinær dommer eller en fagdommer) kan anses for at være en fastansat person, der kan sidestilles med en »fredsdommer«, som er en person med tidsbegrænset ansættelse, med henblik på anvendelsen af de samme arbejdsvilkår som omhandlet i § 4 i rammeaftalen […]?

> 3) Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, [ønskes oplyst], om artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 267 TEUF, i lyset af Domstolens praksis om den italienske stats ansvar for åbenbar tilsidesættelse af [EU-]lovgivningen begået af retter i sidste instans, jf. dom [af 30. september 2003,] Köbler ([C-224/01,] EU:C:2003:513), [af 13. juni 2006,] Traghetti del Mediterraneo ([C-173/03,] EU:C:2006:391), og [af 24. november 2011,] Kommissionen mod Italien ([C-379/10, ikke trykt i Sml.,] EU:C:2011:775), er til hinder for en bestemmelse som artikel 2, stk. 3 og 3a, i legge n. 117 – Risarcimento dei danni cagionati nell’esercizio delle funzioni giudiziarie e responsabilità civile dei magistrati (lov nr. 117 af 13.4.1988 om erstatning for skader forvoldt ved udøvelsen af retslige opgaver og dommeres civile ansvar) [GURI nr. 88 af 15.4.1988], som foreskriver dommerens [s. 8] ansvar i tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed ved en »åbenbar tilsidesættelse af loven og EU-retten«, og som i situationer som det foreliggende tilfælde stiller den nationale ret over for et valg – der, uanset hvorledes det udøves, bevirker, at der pådrages civilt eller disciplinært ansvar over for staten i de sager, hvor den offentlige forvaltning er part, navnlig i sager, hvor dommeren er en […] fredsdommer [med tidsbegrænset ansættelse] uden effektiv retlig, økonomisk eller social beskyttelse – mellem at tilsidesætte den nationale lovgivning ved at se bort fra den, og i stedet anvende EU-retten som fortolket af Domstolen, eller at tilsidesætte EU-retten ved at anvende nationale bestemmelser, der hindrer sikring af effektiv beskyttelse, og som er i strid med artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88 [og] med §§ 2 og 4 i [rammeaftalen] og med artikel 31, stk. 2, i [chartret]?«

### **Retsforhandlingerne for Domstolen**

25 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure, som er fastsat i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

26 Den 6. november 2018 har Domstolen, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet ikke at efterkomme denne anmodning.

### **Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del**

27 Efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse har sagsøgeren i hovedsagen ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. januar 2020 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i medfør af artikel 83 i Domstolens procesreglement.

28 Til støtte for anmodningen har sagsøgeren i hovedsagen nærmere bestemt gjort gældende, at generaladvokaten for så vidt angår de bestanddele, som udgør lønnen til fredsdommere, i sit forslag til afgørelse har støttet sig på en retspraksis fra Domstolen, som ikke blev drøftet under den mundtlige forhandling den 28. november 2019. Sagsøgeren i hovedsagen har bestridt generaladvokatens vurdering af beregningsmetoden for godtgørelsen for betalt ferie og navnlig visse aspekter af den løn, som skal anvendes med henblik på beregningen af den nævnte godtgørelse. Sagsøgeren i hovedsagen er således af den opfattelse, at generaladvokaten er fremkommet med et nyt argument, der ikke blev drøftet under retsmødet.

29 I denne henseende skal det bemærkes, at generaladvokaten i medfør af artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt skal fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver dennes deltagelse. Domstolen er hverken bundet af dette forslag til afgørelse eller af den begrundelse, som generaladvokaten er fremkommet med (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

30 I denne forbindelse bemærkes ligeledes, at der i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i procesreglementet ikke er fastsat bestemmelser om, at parterne eller de berørte, der er omfattet af statuttens artikel 23, kan indgive indlæg til generaladvokatens forslag til afgørelse. En parts eller en sådan berørts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan derfor ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af den mundtlige forhandling (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 9]

31 Heraf følger, at for så vidt som den anmodning om genåbning af retsforhandlingerne mundtlige del, der er indgivet af sagsøgeren i hovedsagen, har til formål at give denne lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til den holdning, som generaladvokaten har givet udtryk for i sit forslag til afgørelse, kan den ikke imødekommes.

32 Når dette er sagt, kan Domstolen ifølge procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

33 I det foreliggende tilfælde finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten imidlertid, at den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og at nærværende sag ikke skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af de berørte.

34 Henset til ovenstående betragtninger er det ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

### **De præjudicielle spørgsmål**

#### ***Formaliteten***

35 Den Italienske Republik og Europa-Kommissionen har for det første gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises fra realitetsbehandling i dens helhed med den begrundelse, at den fredsdommer, som har iværksat den præjudicielle forelæggelse, ikke kan anses for at være en national ret som omhandlet i artikel 267 TEUF, eftersom der ikke foreligger tre af de væsentlige betingelser i denne henseende.

36 For det første er kravet om uafhængighed ikke overholdt, navnlig det andet, interne, aspekt heraf, for så vidt som dommeren i den forelæggende ret nødvendigvis har en interesse i løsningen af tvisten i hovedsagen, eftersom han tilhører kategorien af fredsdommere. Således vil dommeren i den forelæggende ret ikke kunne anses for at være upartisk.

37 Hvad for det andet angår spørgsmålet, om den forelæggende retsinstans virker som obligatorisk retsinstans, har Den Italienske Republik og Kommissionen gjort gældende dels, at sagsøgeren i hovedsagens påstande indgår i en tvist på området for arbejdsret, som angår spørgsmålet, om fredsdommere er arbejdstagere, dels at fredsdommerens kompetence hviler på en opdeling, som er forbudt i italiensk ret, af sagsøgeren i hovedsagens fordringer mod den italienske stat.

38 For det tredje er den italienske regering og Kommissionen af den opfattelse, at den betalingspåbudsprocedure, som foregår ved den forelæggende ret, i det foreliggende tilfælde ikke er kontradiktorisk.

39 For det andet har Kommissionen rejst tvivl dels om nødvendigheden af anmodningen om præjudiciel afgørelse, dels om relevansen af de spørgsmål, der er forelagt med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen. Kommissionen er for det første af den opfattelse, at den forelæggende ret, idet den i punkt 22 i forelæggelsesafgørelsen selv har bekræftet, at en præjudiciel forelæggelse ikke er nødvendig, ikke klart har redegjort for de grunde, som har fået den til at stille spørgsmålstegn ved visse bestemmelser i EU-retten. For det andet er Kommissionen af den opfattelse dels, at det andet

[s. 10]

spørgsmål ikke er blevet rejst for at besvare en reel tvivl hos den forelæggende ret om fortolkningen af EU-retten, dels at det tredje spørgsmål ikke har nogen sammenhæng med tvisten i hovedsagens realitet eller genstand.

40 I denne henseende må der for det første foretages en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt den fredsdommer, der har foretaget nærværende præjudicielle forelæggelse, i det foreliggende tilfælde opfylder kriterierne for at kunne anses for en national ret som omhandlet i artikel 267 TEUF.

41 Denne problematik er ligeledes rejst i det første spørgsmål, som navnlig vedrører spørgsmålet, om en fredsdommer henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

42 Det følger af fast retspraksis, at Domstolen for at bedømme, om det pågældende organ, der forelægger en sag, er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF – et spørgsmål, som alene skal afgøres på grundlag af EU-retten – tager en hel række forhold i betragtning, bl.a. om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, og om det er uafhængigt (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

43 I det foreliggende tilfælde gør oplysningerne i de sagsakter, der er forelagt Domstolen, det ikke mulig at betvivle, at fredsdommeren opfylder kriterierne om at være oprettet ved lov, at have permanent karakter og at træffe afgørelse på grundlag af retsregler.

44 Derimod må der indledningsvis stilles spørgsmålstegn ved, om fredsdommeren opfylder kriteriet om uafhængighed. Den forelæggende ret har, hvad angår dens egen uafhængighed, taget en række forbehold, som hænger sammen med arbejdsvilkårene for italienske fredsdommere.

45 I denne henseende bemærkes, at de nationale domstoles uafhængighed har betydning for et velfungerende retligt samarbejde, som omfatter mekanismen med præjudiciel forelæggelse fastsat i artikel 267 TEUF, idet denne mekanisme i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, der er anført i denne doms præmis 42, alene kan aktiveres af en retsinstans, der skal anvende EU-retten, og som bl.a. opfylder dette krav om uafhængighed (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

46 Uafhængighedsbegrebet omfatter i henhold til Domstolens praksis to aspekter. Det første, eksterne, aspekt kræver, at det pågældende organ udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at det således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dets medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

47 Hvad yderligere angår det eksterne aspekt af »uafhængighedsbegrebet« skal det bemærkes, at det forhold, at medlemmerne af det omhandlede organ er uafsættelige, udgør en garanti, der er uløseligt forbundet med dommernes uafhængighed, for så vidt som uafsætteligheden har til formål at beskytte dem, der har til opgave at udøve dømmende myndighed, på det personelle plan (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

48 Princippet om uafsættelighed, hvis afgørende betydning skal understreges, kræver navnlig, at dommerne kan forblive i embedet, så længe de ikke har opnået den obligatoriske pensionsalder, eller indtil afslutningen af deres mandat, når dette er af tidsbegrænset varighed. Selv om dette princip ikke har en fuldstændig absolut karakter, kan der kun undtages derfra, når dette er begrundet med henvisning til tvingende legitime hensyn og under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Det er således den almindelige opfattelse, at dommere under overholdelse af passende procedurer kan

[s. 11]

afsættes, hvis de er uegnede til at forblive i embedet grundet forfald, eller såfremt de har begået en alvorlig forseelse (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

49 Garantien om uafsættelighed for medlemmerne af en ret kræver således, at de tilfælde, hvori medlemmerne af dette organ kan afsættes, fastsættes i et særligt regelsæt ved hjælp af udtrykkelige lovbestemmelser, som giver garantier, der ligger ud over dem, der er fastsat i de almindelige forvaltningsretlige og arbejdsretlige bestemmelser, som finder anvendelse i tilfælde af en afsættelse, som er udtryk for misbrug (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

50 Det andet, interne, aspekt af »uafhængighedsbegrebet« hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

51 Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler – om bl.a. organets sammensætning, medlemmernes udnævnelse og funktionsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden (dom af 21.1.2020, Banco de Santander, C-274/14, EU:C:2020:17, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

52 I det foreliggende tilfælde må det hvad angår udnævnelsen af fredsdommere konstateres, at fredsdommere ifølge den gældende nationale lovgivning, navnlig artikel 4 i lov nr. 374/1991, udnævnes ved dekret fra Den Italienske Republiks præsident, efter afstemning i det øverste råd for retsvæsenet efter forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og anklagerne i appelrettens distrikt.

53 For så vidt angår fredsdommeres funktionsperiode bemærkes, at det fremgår af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at disse dommere har et mandat på fire år, der ved udløb kan forlænges for samme varighed. Desuden forbliver fredsdommere principielt i tjenesten indtil udløbet af deres mandat på fire år, for så vidt som sidstnævnte ikke forlænges.

54 For så vidt angår afsættelse af fredsdommere fremgår det af sagsakterne, at sager om afsættelse af disse og de dertil hørende specifikke procedurer reguleres ved udtrykkelige lovbestemmelser på nationalt niveau.

55 Desuden udøver fredsdommere deres funktioner uafhængigt, med forbehold for regler på disciplinærområdet, og uden pres udefra, der kan påvirke deres afgørelser.

56 For så vidt angår kravet om uafhængighed hvad angår det andet, interne, aspekt heraf, jf. denne doms præmis 50, konstateres blot, således som generaladvokaten har anført i punkt 51 i forslaget til afgørelse, at Domstolen allerede flere gange har besvaret forskellige præjudicielle forelæggelser vedrørende dommeres status uden at drage uafhængigheden hos de forelæggende retter, som har forelagt disse spørgsmål, i tvivl (jf. i denne retning dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, af 7.2.2019, Escribano Vindel, C-49/18, EU:C:2019:106, og af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982).

57 Henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 44-56, må det antages, at kravet om uafhængighed er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

[s. 12]

58 Dernæst rejses spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret virker som obligatorisk retsinstans.

59 Den Italienske Republik og Kommissionen har rejst tvivl om den forelæggende rets kompetence til at træffe afgørelse i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som, for det første, de af sagsøgeren i hovedsagen fremsatte påstande indgår i en tvist på arbejdsrettens område, som vedrører spørgsmålet, om fredsdommere er arbejdstagere. Det bemærkes imidlertid i denne henseende, at det er ubestridt, at tvisten i hovedsagen ikke er et søgsmål på det arbejdsretlige område, men et erstatningssøgsmål rettet mod staten. Den Italienske Republik og Kommissionen har desuden ikke rejst tvivl om, at fredsdommere har kompetence til at træffe afgørelse i sådanne søgsmål.

60 Hvad for det andet angår den hævdede opdeling af sagsøgeren i hovedsagens fordringer bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommeren, ifølge artikel 7, første afsnit, i codice di procedura civile (den civile retsplejelov), har kompetence i tvister vedrørende løsøre, hvis værdi ikke overstiger 5 000 EUR, når de ikke ved lov henhører under en anden rets kompetence. Ifølge samme afgørelse er der ikke i artikel 4, stk. 43, i legge 12 novembre 2011, n. 183 (lov nr. 183 af 12.11.2011) fastsat noget forbehold hvad angår den materielle kompetence, og følgelig blev sagsøgeren i hovedsagens påstand om at opnå et betalingspåkrav mod den italienske regering fremsat korrekt inden for grænserne for den forelæggende rets kompetence i forhold til værdien og denne rets territoriale kompetence.

61 I denne henseende bemærkes blot, at det hverken tilkommer Domstolen at rejse tvivl om den forelæggende rets vurdering af, hvorvidt søgsmålet i hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som inden for rammerne af proceduren for præjudiciel forelæggelse henhører under den nationale rets kompetence, eller at efterprøve, om forelæggelsesafgørelsen er truffet i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 30, og kendelse af 17.1.2019, Rossi m.fl., C-626/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:28, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen er bundet af en forelæggelseskendelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, så længe den ikke er blevet omgjort under en eventuel anke efter national ret (dom af 7.7.2016, Genentech, C-567/14, EU:C:2016:526, præmis 23, og af 11.7.1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 24).

62 Det tilføjes, at en sådan situation under disse omstændigheder afskiller sig fra de situationer, der navnlig er omhandlet i den sag, der gav anledning til kendelse af 6. september 2018, Di Girolamo (C-472/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:684), og af 17. december 2019, Di Girolamo (C-618/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1090), hvor den forelæggende ret klart havde oplyst, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om det krav, der var indbragt for den.

63 Hvad endelig angår den kontradiktoriske karakter af den verserende procedure for den forelæggende ret bemærkes blot, at artikel 267 TEUF ifølge Domstolens faste praksis ikke forudsætter, at proceduren ved den forelæggende ret er kontradiktorisk. Derimod følger det af denne artikel, at de nationale retter kun kan forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag (dom af 16.12.2008, Cartesio, C-210/06, EU:C:2008:723, præmis 56, og af 4.9.2019, Salvoni, C-347/18, EU:C:2019:661, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Dette er tilfældet i det foreliggende tilfælde.

64 Som anført af generaladvokaten i punkt 62 i forslaget til afgørelse har Domstolen desuden allerede fastslået, at der også kan rettes en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen i forbindelse med en betalingspåkravsprocedure (jf. i denne retning dom af 14.12.1971, Politi, 43/71, EU:C:1971:122, præmis 4 og 5, og af 8.6.1998, Corsica Ferries France, C-266/96, EU:C:1998:306, præmis 23).

65 Henset til ovenstående bemærkninger skal den af Kommissionen og den italienske regering rejste tvivl forkastes, og det må konstateres, at fredsdommeren opfylder kriterierne for at kunne anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

[s. 13]

66 Hvad for det andet angår nødvendigheden af den præjudicielle forelæggelse og relevansen af de forelagte spørgsmål bemærkes, således som det fremgår af fast retspraksis, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelingsuafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

67 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.10.2017, Paper Consult, C-101/16, EU:C:2017:775, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

68 Eftersom forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen, er det således nødvendigt, at den nationale ret i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i den sag, der er indbragt for den (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.3.2017, Milkova, C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 73, og kendelse af 16.1.2020, Telecom Italia m.fl., C-368/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:21, præmis 37).

69 Disse kumulative krav vedrørende indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94. Det fremgår navnlig heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal indeholde »en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen«.

70 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at det klart fremgår af punkt 22 i den forelæggende rets afgørelse, at den på dette punkt indskrænker sig til at præsentere sagsøgeren i hovedsagens argumenter, hvorefter det vil være muligt at give hende medhold i hendes påstand uden at spørge Domstolen, og på ingen måde hævder, at en præjudiciel forelæggelse ikke er nødvendig for at afgøre den tvist, som er indbragt for den.

71 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 32 og 33 i forslaget til afgørelse, fremhæves desuden, for så vidt angår det andet præjudicielle spørgsmål, at dette ikke er irrelevant, for så vidt som den forelæggende ret med dette spørgsmål, med henblik på at tage stilling til, om sagsøgeren i hovedsagen kan kræve erstatning på grundlag af afslaget på betalt ferie, ønsker en afklaring af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i direktiv 2003/88, og det princip om ikke-diskrimination, der er anført i rammeaftalen, med henblik på at afgøre, om disse finder anvendelse på italienske fredsdommere.

72 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 34 i forslaget til afgørelse, er det nødvendigt at afklare disse spørgsmål.

[s. 14]

73 Derimod bemærkes hvad angår det tredje spørgsmål, at tvisten i hovedsagen ikke vedrører dommernes personlige ansvar, men en påstand om godtgørelse for betalt ferie. Den forelæggende ret har ikke forklaret, hvorfor en fortolkning af chartrets artikel 47 er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse, eller den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

74 Desuden fremgår det på ingen måde af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret vil kunne ifalde ansvar for forsæt eller grov uagtsomhed.

75 Henset til samtlige disse forhold må det under disse omstændigheder konstateres, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, med undtagelse af det tredje spørgsmål, kan antages til realitetsbehandling.

#### ***Om realiteten***

##### *Det første spørgsmål*

76 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at Giudice di pace (fredsdommer) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.

77 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 42-65, at dette er tilfældet. Herefter skal det første spørgsmål besvares med, at Giudice di pace (fredsdommer) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.

##### *Det andet spørgsmål*

78 Indledningsvis bemærkes, at det andet spørgsmål omfatter tre forskellige aspekter, som har til formål at vurdere en eventuel ret for fredsdommere til at få betalt ferie i henhold til EU-retten. Dette spørgsmål vedrører således for det første fortolkningen af begrebet »arbejdstager«, som omhandlet i direktiv 2003/88, med henblik på at afgøre, om en Giudice di pace (fredsdommer) som sagsøgeren i hovedsagen kan henhøre under dette begreb, for så vidt som dette direktivs artikel 7, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. Det nævnte spørgsmål vedrører dernæst begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalen. Endelig ønsker den forelæggende ret, hvis sidstnævnte begreb omfatter en fredsdommer, oplyst, om denne kan sammenlignes med ordinære dommere med henblik på anvendelsen af det princip om ikke-diskrimination, der er anført i denne rammeaftales § 4, idet disse har en supplerende årlig betalt ferie på i alt 30 dage.

###### – *Direktiv 2003/88*

79 Med det andet spørgsmåls første del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at en fredsdommer, der udøver sine funktioner som hovedbeskæftigelse, og som oppebærer vederlag, der er forbundet med det udførte arbejde, samt vederlag for hver måneds effektiv tjeneste, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser.

80 Det skal først afgøres, om dette direktiv finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

81 I denne henseende bemærkes, at artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88 fastlægger dette direktivs anvendelsesområde ved en henvisning til artikel 2 i direktiv 89/391.

[s. 15]

82 I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391 finder dette anvendelse på »alle former for private og offentlige aktiviteter«.

83 Imidlertid finder nævnte direktiv, således som det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 2, første afsnit, ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse.

84 I denne henseende bemærkes, at det kriterium, der i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 anvendes til at udelukke visse aktiviteter fra dette direktivs anvendelsesområde og dermed indirekte fra anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, ifølge Domstolens praksis ikke støttes på arbejdstagernes tilhørsforhold overordnet set til en af de sektorer inden for den offentlige tjeneste, der er omfattet af denne bestemmelse, men udelukkende er støttet på visse specifikke aktiviteters særlige forhold, når disse aktiviteter udøves af arbejdstagere fra de sektorer, der er omfattet af denne bestemmelse, idet aktiviteternes specifikke art begrunder en undtagelse til reglerne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, fordi det er absolut nødvendigt at garantere en effektiv beskyttelse af samfundet (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 55).

85 Selv om en fredsdommers retslige aktiviteter ikke er udtrykkelig nævnt blandt de aktiviteter, der er anført i artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391, er de i det foreliggende tilfælde omfattet af offentlige aktiviteter. De henhører således principielt under anvendelsesområdet for direktiv 89/391 og 2003/88.

86 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 71 i forslaget til afgørelse, er der desuden intet, der begrunder anvendelsen af artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 89/391 på fredsdommere og at udelukke dem som helhed fra disse to direktivers anvendelsesområde.

87 Under disse omstændigheder må det antages, at direktiv 2003/88 finder anvendelse på hovedsagen.

88 For det andet bemærkes, at begrebet »arbejdstager« ikke i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/88 kan fortolkes forskelligt afhængigt af, hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 25, og af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

89 Denne konstatering gælder ligeledes med henblik på fortolkningen af begrebet »arbejdstager« som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2003/88, og i chartrets artikel 31, stk. 2, med henblik på at sikre et ensartet personelt anvendelsesområde for arbejdstageres ret til betalt ferie (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 26).

90 Det nævnte begreb skal defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer ansættelsesforholdet med hensyn til de berørte personers rettigheder og pligter (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

91 Inden for rammerne af fastlæggelsen af begrebet »arbejdstager«, som det i sidste instans tilkommer den nationale ret at foretage, skal denne ret lægge objektive kriterier til grund og foretage en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den for denne verserende sag, der angår såvel de pågældende aktiviteters karakter som forholdet mellem de pågældende parter (jf. i denne retning dom af 14.10.2010, Union syndicale Solidaires Isère, C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 29).

92 Domstolen kan imidlertid oplyse den forelæggende ret om de principper og kriterier, som den skal tage i betragtning inden for rammerne af sin behandling af sagen.

[s. 16]

93 Det bemærkes derfor dels, at enhver person, der udøver en reel og faktisk beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager« (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 27).

94 Dels er det væsentligste kendetegn ved et ansættelsesforhold ifølge fast retspraksis, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

95 Hvad indledningsvis angår de ydelser, som sagsøgeren i hovedsagen har udført i sin egenskab af fredsdommer, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at disse er reelle og faktiske, og at hun desuden udfører disse som hovedbeskæftigelse. I en vis periode, i det foreliggende tilfælde i perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018, afsagde hun navnlig dels 478 domme samt 1 326 kendelser i sin egenskab af dommer i straffesager og beklædte dels retten to gange om ugen. Disse ydelser fremtræder ikke som et rent marginalt supplement.

96 I denne sammenhæng bemærkes, for så vidt angår karakteren af det i hovedsagen omhandlede retsforhold, i forbindelse med hvilket sagsøgeren i hovedsagen udøver sine funktioner, at Domstolen allerede har fastslået, at det forhold, at arbejdsforholdet efter national ret har en sui generis-karakter, ikke er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-rettens forstand (dom af 26.3.2015, Fenoll, C-316/13, EU:C:2015:200, præmis 31).

97 Hvad dernæst angår lønnen må det undersøges, om de af sagsøgeren i hovedsagen modtagne beløb er udbetalt som modydelse for hendes erhvervsmæssige virksomhed.

98 I denne henseende fremgår det af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at fredsdommere oppebærer vederlag, som er tilknyttet de ydelser, som de udfører, på 35 eller 55 EUR, som er underlagt den samme beskatning som lønnen til en almindelig arbejdstager. Navnlig får disse sådanne vederlag for hvert civilretligt eller strafferetligt retsmøde, selv om der ikke er tale om et retsmøde med procedure, og for anbringelse af segl, samt for enhver anden procedure, som tildeles og afsluttes eller slettes fra retsbogen. Desuden får disse dommere vederlag for hver måneds effektiv tjeneste til dækning af udgifter til uddannelse, udgifter til efteruddannelse og almindelige udgifter i forbindelse med hvervet.

99 Selv om det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at arbejdet som fredsdommer er »honorært«, og at visse af de udbetalte beløb er godtgørelse af udgifter, forholder det sig ikke desto mindre således, at mængden af arbejde udført af sagsøgeren i hovedsagen, og følgelig de beløb, som sidstnævnte har oppebåret for dette arbejde, er betragtelige. Det fremgår nemlig af denne afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagen i perioden fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018 afsluttede ca. 1 800 sager.

100 Den blotte omstændighed, at arbejdet som fredsdommer kvalificeres som »honorært« i den nationale lovgivning, betyder således ikke, at de økonomiske ydelser, som en fredsdommer modtager, skal anses for ikke at være af lønmæssig karakter.

101 Selv om det er sikkert, at løn for udførte ydelser udgør en grundlæggende karakteristik af arbejdsforholdet, forholder det sig i øvrigt ikke desto mindre således, at hverken den begrænsede størrelse af dette vederlag eller spørgsmålet om, hvorledes midlerne til at sikre vederlaget tilvejebringes, er afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-retlig forstand (jf. i denne retning dom af 30.3.2006, Mattern og Cikotic, C-10/05, EU:C:2006:220, præmis 22, og af 4.6.2009, Vatsouras og Koupatantze, C-22/08 og C-23/08, EU:C:2009:344, præmis 27).

[s. 17]

102 Under disse omstændigheder tilkommer det den nationale ret, i forbindelse med bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, som den er enekompetent til at foretage, i sidste instans at efterprøve, om de beløb, som sagsøgeren i hovedsagen har modtaget i forbindelse med hendes erhvervsmæssige virksomhed som fredsdommer, har karakter af løn, som kan give denne en økonomisk fordel og sikrer hendes underhold.

103 Endelig forudsætter et ansættelsesforhold et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant underordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (dom af 20.11.2018, Sindicatul Familia Constanţa m.fl., C-147/17, EU:C:2018:926, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

104 Det er ganske vist uløseligt forbundet med hvervet som dommer, at disse skal beskyttes mod indgreb og pres udefra, der kan bringe deres uafhængighed i forbindelse med udøvelsen af deres retslige aktiviteter og udøvelsen af dømmende myndighed i fare.

105 Som generaladvokaten imidlertid har bemærket i punkt 83 i forslaget til afgørelse, forhindrer dette krav ikke, at fredsdommere kan kvalificeres som »arbejdstagere«.

106 I denne henseende fremgår det af retspraksis, at den omstændighed, at dommerne er underlagt ansættelsesvilkår, samt at de kan anses for arbejdstagere, på ingen måde berører princippet om domstolenes uafhængighed og medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en særlig vedtægt, der regulerer retsvæsenet (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 47).

107 Selv om det forhold, at fredsdommere i det foreliggende tilfælde er underlagt den disciplinære myndighed, som udøves af Consiglio superiore della magistratura (det øverste råd for retsvæsenet, Italien), under disse omstændigheder ikke er tilstrækkeligt til at anse dem for at befinde sig i et underordnelsesforhold i forhold til en arbejdsgiver (jf. i denne retning dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Nederlandene, 235/85, EU:C:1987:161, præmis 14), må der imidlertid tages hensyn til denne omstændighed i sammenhæng med samtlige faktiske omstændigheder i hovedsagen.

108 Der må således tages hensyn til den måde, hvorpå fredsdommeres arbejde er tilrettelagt.

109 I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommere, selv om de kan tilrettelægge deres arbejde mere fleksibelt end personer i andre erhverv, skal overholde de fortegnelser, som angiver sammensætningen af det fredsdommersystem, som de tilhører, idet disse fortegnelser detaljeret og på bindende måde regulerer tilrettelæggelsen af deres arbejde, herunder tildelingen af sager, samt datoerne og tidspunktet for retsmøderne.

110 Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommere er forpligtet til at overholde tjenstlige ordrer fra Capo dell’Ufficio (chef for korpset, Italien). Disse dommere er også forpligtet til at overholde specielle og generelle organisationsafgørelser fra det øverste råd for retsvæsenet.

111 Den forelæggende ret har tilføjet, at de nævnte dommere konstant skal være tilgængelige og på disciplinærområdet er underlagt forpligtelser, som svarer til de professionelle dommere.

112 Under disse omstændigheder fremgår det, at fredsdommere udøver deres funktioner inden for rammerne af et retligt underordnelsesforhold på det administrative plan, som ikke berører deres uafhængighed ved udøvelsen af dømmende myndighed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

113 Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmåls første del besvares med, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at en fredsdommer, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et

[s. 18]

rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

###### – *Begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalen*

114 Med det andet spørgsmåls anden del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om § 2, stk. 1, i rammeaftalen skal fortolkes således, at en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som udøver sine funktioner som hovedbeskæftigelse, og som oppebærer vederlag, der er forbundet med det udførte arbejde, samt vederlag for hver måneds effektiv tjeneste, henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne bestemmelse.

115 I denne henseende fremgår det af den nævnte bestemmelses ordlyd, at anvendelsesområdet for denne skal anses for at være bredt, eftersom den generelt vedrører »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvorledes deres kontrakt kvalificeres i intern ret (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 108).

116 Rammeaftalen finder således anvendelse på alle arbejdstagere, der præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver, forudsat at de i henhold til national ret er bundet af en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, dog med forbehold af den skønsmargen, som er overladt medlemsstaterne i henhold til rammeaftalens § 2, stk. 2, for så vidt angår anvendelsen af rammeaftalen på visse kategorier af ansættelseskontrakter eller ‑forhold, og muligheden for i henhold til fjerde afsnit i rammeaftalens indledning at udelukke vikaransatte (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 109).

117 Selv om direktiv 1999/70, således som det fremgår af 17. betragtning til dette direktiv og af rammeaftalens § 2, stk. 1, overlader det til medlemsstaterne at definere udtrykkene »ansættelseskontrakt« eller »ansættelsesforhold«, som er anvendt i denne bestemmelse, i overensstemmelse med national ret og/eller praksis, forholder det sig ikke desto mindre således, at den skønsbeføjelse, som er tillagt medlemsstaterne med henblik på at definere sådanne begreber, ikke er ubegrænset. Sådanne begreber kan nemlig defineres i overensstemmelse med national ret og/eller praksis på betingelse af, at de respekterer direktivets effektive virkning og de almindelige EU-retlige grundsætninger (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 34).

118 I denne sammenhæng er den blotte omstændighed, at en erhvervsmæssig virksomhed, hvis udøvelse giver en økonomisk fordel, kvalificeres som »honorær« i henhold til national ret, irrelevant for så vidt angår anvendeligheden af rammeaftalen, idet den effektive virkning af direktiv 1999/70 og af rammeaftalen samt den ensartede anvendelse af disse i medlemsstaterne ellers ville blive bragt i alvorlig fare, idet disse sidstnævnte ville få mulighed for vilkårligt at udelukke visse kategorier af personer fra den beskyttelse, der er tilsigtet med disse instrumenter (jf. i denne retning dom af 13.9.2007, Del Cerro Alonso, C-307/05, EU:C:2007:509, præmis 29, og af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 36).

119 Som nævnt i denne doms præmis 116 finder direktiv 1999/70 og rammeaftalen anvendelse på alle arbejdstagere, som præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver.

[s. 19]

120 Som det bl.a. fremgår af denne doms præmis 95, 98 og 99 samt af anmodningen om præjudiciel afgørelse, udfører en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen imidlertid i denne egenskab reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og som giver anledning til modydelse i form af vederlag for hver ydelse og månedligt, hvis karakter af løn ikke kan udelukkes.

121 I øvrigt har Domstolen fastslået, at rammeaftalen ikke udelukker nogen særlig sektor, og at de forskrifter, der er fastsat i denne aftale, finder anvendelse på kontrakter samt på tidsbegrænsede ansættelsesforhold, der er indgået med administrationer og andre enheder i den offentlige sektor (kendelse af 19.3.2019, CCOO, C-293/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:224, præmis 30).

122 I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at fredsdommerne i det foreliggende tilfælde er indehavere af et dommerembede, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fratage dem de rettigheder, der er fastsat i rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 41).

123 Det følger nemlig af nødvendigheden af at sikre den effektive virkning af princippet om ligebehandling som omhandlet i nævnte rammeaftale, at en sådan udelukkelse ikke kan tillades og må anses for at være vilkårlig, medmindre arten af det omhandlede ansættelsesforhold adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, som forbinder ansatte, der i henhold til national ret henhører under kategorien arbejdstagere, med deres arbejdsgivere (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 42).

124 Det påhviler imidlertid i sidste ende den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang det forhold, der forener fredsdommerne med justitsministeriet, i kraft af sin art adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, der forener en arbejdsgiver med en arbejdstager. Domstolen kan dog oplyse den forelæggende ret om visse af de principper og kriterier, den skal tage i betragtning inden for rammerne af sin behandling af sagen (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 43).

125 I denne henseende skal den forelæggende ret ved fastlæggelsen af, om arten af nævnte forhold adskiller sig væsentligt fra arten af det ansættelsesforhold, som forbinder ansatte, der i henhold til national ret henhører under kategorien arbejdstagere, med deres arbejdsgivere, tage hensyn til modsætningen mellem denne kategori og selvstændige erhvervsdrivende i overensstemmelse med ånden i og formålet med rammeaftalen om deltidsarbejde (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 44).

126 På denne baggrund skal der tages hensyn til fremgangsmåden for udnævnelse og afskedigelse af fredsdommere, men også til måden, hvorpå deres arbejde er tilrettelagt (jf. analogt dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 45).

127 For så vidt angår udnævnelse af fredsdommere bestemmes i artikel 4 i lov nr. 374/1991, at disse dommere udnævnes ved dekret fra præsidenten for Den Italienske Republik, efter afstemning i det øverste råd for retsvæsenet på forslag fra det stedligt kompetente retslige råd, suppleret af fem repræsentanter, der efter fælles aftale udpeges af advokatsamfundene og af anklagerne i appelrettens distrikt.

128 Det er imidlertid ikke afgørende i denne henseende, at disse ansættelsesforhold er blevet udformet som præsidentielle dekreter på grund af arbejdsgiverens egenskab af offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 115).

129 Hvad angår afskedigelse af fredsdommere fremgår det af oplysningerne i sagsakterne, at sager om deres afskedigelse og de dertil hørende specifikke procedurer bestemmes ved udtrykkelige lovbestemmelser på nationalt niveau. I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om de

[s. 20]

nærmere regler for afskedigelse af fredsdommere, der er fastsat på nationalt niveau, gør det forhold, der forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, væsentligt forskelligt fra det ansættelsesforhold, der forener en arbejdsgiver med en arbejdstager.

130 Hvad angår tilrettelæggelsen af fredsdommeres arbejde, og nærmere bestemt spørgsmålet, om disse dommere udfører deres funktioner inden for rammerne af et retligt underordnelsesforhold, forholder det sig således, som det fremgår af denne doms præmis 107-112, at selv om det fremgår, at de nævnte dommere udøver deres funktioner i en sådan sammenhæng, tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve dette.

131 For så vidt angår spørgsmålet, om det forhold, som forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, er tidsbegrænset, følger det af ordlyden af rammeaftalens § 3, stk. 1, at en tidsbegrænset kontrakt eller et tidsbegrænset ansættelsesforhold er karakteriseret ved den omstændighed, at tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb »er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed« (kendelse af 19.3.2019, CCOO, C-293/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:224, præmis 31).

132 I hovedsagen fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at fredsdommeres mandat er begrænset til en periode på fire år, som kan forlænges.

133 Herefter fremgår det, at det forhold, der forbinder fredsdommerne med justitsministeriet, i det foreliggende tilfælde er tidsbegrænset.

134 Henset til samtlige disse elementer skal det andet spørgsmåls anden del besvares med, at rammeaftalens § 2, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i denne bestemmelse kan omfatte en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som, inden for rammerne af sine funktioner, udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

###### – *Princippet om ikke-diskrimination som omhandlet i rammeaftalen*

135 Med det andet spørgsmåls tredje del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage således som den ret, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1.

136 I denne henseende bemærkes, at rammeaftalens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end sammenlignelige fastansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår, hvis dette udelukkende er begrundet i, at de udøver en aktivitet i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

137 Domstolen har fastslået, at denne bestemmelse tilsigter at bringe princippet om ikke-diskrimination i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne ansættelsesforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 35).

138 Henset til de mål, der forfølges med rammeaftalen, skal dens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 41).

[s. 21]

139 I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at den af sagsøgeren i hovedsagen påberåbte forskelsbehandling består i den omstændighed, at ordinære dommere har ret til 30 dages årlig betalt ferie, mens fredsdommere ikke har en sådan ret.

140 For det andet bemærkes, at den ret til årlig betalt ferie, som indrømmes arbejdstagere, ubestrideligt henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

141 For det tredje bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at princippet om ikke-diskrimination, som rammeaftalens § 4, stk. 1, er et særligt udtryk for, kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

142 I denne henseende bemærkes, at princippet om ikke-diskrimination er blevet gennemført og konkretiseret af rammeaftalen udelukkende for så vidt angår forskelsbehandlinger mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

143 Det følger af Domstolens faste praksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

144 I denne henseende bemærkes, at såfremt det kan lægges til grund, at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse udførte de samme opgaver for den samme arbejdsgiver som arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse under deres ansættelse eller bestred den samme stilling som disse, skal disse to kategorier af arbejdstagere i princippet anses for at være sammenlignelige (dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

145 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at sagsøgeren i hovedsagen som fredsdommer vil kunne anses for sammenlignelig med en *togato* (ordinær dommer), der har bestået den tredje bedømmelse af den faglige egnethed og har optjent mindst 14 års anciennitet, eftersom hun har udøvet en retslig aktivitet, der svarer til en ordinær dommers, og haft de samme administrative, disciplinære og skattemæssige forpligtelser, og eftersom hun kontinuerligt har været opført på stillingsfortegnelserne i de kontorer, hvor hun har arbejdet, og oppebåret de økonomiske ydelser, der er fastsat i artikel 11 i lov nr. 374/1991.

146 Nærmere bestemt fremgår det af sagsakterne, at en fredsdommer i lighed med en ordinær dommer for det første er en dommer, som tilhører den italienske retsorden, og som udøver en retlig kompetence på det civil- og strafferetlige område samt forligsopgaver på det civilretlige område. For det andet er en fredsdommer i henhold til artikel 10, stk. 1, i lov nr. 374/1991 underlagt de pligter, som påhviler ordinære dommere. For det tredje skal en fredsdommer ligesom en ordinær dommer overholde de fortegnelser, der angiver det fredsdommersystem, som han tilhører, idet disse fortegnelser detaljeret og på bindende måde regulerer tilrettelæggelsen af deres arbejde, herunder tildelingen af sager, samt datoerne og tidspunktet for retsmøderne. For det fjerde er såvel ordinære dommere som fredsdommere forpligtet til at overholde tjenstlige ordrer fra chefen for korpset samt specielle og generelle organisationsafgørelser fra det øverste råd for retsvæsenet. For det femte er en fredsdommer, i lighed med en ordinær dommer, forpligtet til konstant at stå til rådighed. For det sjette er en fredsdommer i tilfælde at tilsidesættelse af vedkommendes fagetiske og tjenstlige pligter ligesom en ordinær dommer underlagt det øverste råd for retsvæsenets disciplinære myndighed. For det syvende er en fredsdommer underlagt samme strenge kriterier som dem, der finder anvendelse på

[s. 22]

bedømmelsen af en ordinær dommers egnethed. For det ottende er en fredsdommer underlagt de samme regler for civilretligt ansvar og økonomisk tab, der forvoldes staten, som dem, der i loven er fastsat for en ordinær dommer.

147 Hvad angår funktionerne som fredsdommer fremgår det imidlertid af oplysningerne i sagen, at de tvister, der er forbeholdt honorære dommere, og navnlig fredsdommere, ikke har den kompleksitet, som karakteriserer de tvister, som behandles af ordinære dommere. Fredsdommere behandler primært sager, som er mindre vigtige, mens ordinære dommere, som beklæder højere retsinstanser, behandler sager, som er vigtigere og mere komplekse. I henhold til artikel 106, stk. 2, i den italienske forfatning kan fredsdommere desuden udelukkende træffe afgørelse som enedommere og vil derfor ikke kunne tilknyttes kollegiale retsinstanser.

148 Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, i sidste instans at afgøre, om en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for en ordinær dommer, der har bestået den tredje bedømmelse af den faglige egnethed og har optjent mindst 14 års anciennitet i løbet af samme periode (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

149 Hvis det godtgøres, at en fredsdommer som sagsøgeren i hovedsagen og ordinære dommere er sammenlignelige, skal det herefter efterprøves, om der findes en objektiv grund, som kan begrunde en forskelsbehandling som den i hovedsagen omhandlede.

150 I denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal begrebet »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, forstås således, at en forskelsbehandling mellem personer med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte ikke kan begrundes med, at denne forskel er fastsat ved en generel og abstrakt retsforskrift, såsom en lov eller en kollektiv overenskomst (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

151 Det nævnte begreb kræver ligeledes ifølge fast retspraksis, at den konstaterede ulige behandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, det indgår i, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

152 En henvisning alene til, at det arbejde, der udføres, er af midlertidig karakter, opfylder ikke disse krav og kan derfor ikke i sig selv udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4. At tillade, at et ansættelsesforholds midlertidige karakter alene er tilstrækkeligt til at begrunde en forskellig behandling af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, ville gøre formålene med direktiv 1999/70 og med rammeaftalen indholdsløse og være med til at gøre opretholdelsen af en ugunstig situation for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse stedsevarende (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 38).

153 Den omstændighed alene, at den midlertidigt ansatte har tilbagelagt tjenesteperioderne på grundlag af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller et tidsbegrænset ansættelsesforhold, udgør ikke et sådant objektivt forhold (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 39).

[s. 23]

154 Med henblik på at begrunde den i hovedsagen påståede forskelsbehandling har den italienske regering i det foreliggende tilfælde gjort gældende, at eksistensen af en indledende udvælgelsesprøve, der er specielt tilrettelagt for ordinære dommere med henblik på adgang til dommerembedet, hvilket ikke er tilfældet for udnævnelsen af fredsdommere, udgør en objektiv grund. Denne regering er nemlig af den opfattelse, at fredsdommeres kompetence er forskellig fra kompetencen hos ordinære dommere, der er ansat efter en udvælgelsesprøve. I modsætning til sidstnævnte er fredsdommere, for så vidt angår opgavernes særlige karakter og deres iboende karakteristika, ansvarlige for tvister, hvis kompleksitet og omfang ikke svarer til tvisterne i de sager, som varetages af ordinære dommere.

155 Henset til disse, såvel kvalitative som kvantitative, forskelle er det den italienske regerings opfattelse, at det er berettiget at behandle fredsdommere og ordinære dommere forskelligt.

156 I denne henseende bemærkes, at henset til den skønsmargen, som medlemsstaterne har til at indrette deres egne offentlige forvaltninger, kan de i princippet uden at tilsidesætte direktiv 1999/70 eller rammeaftalen opstille betingelser for adgang til dommerstanden samt fastsætte de ansættelsesvilkår, der finder anvendelse på såvel ordinære dommere som fredsdommere (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 43).

157 Uanset denne skønsmargen skal anvendelsen af de kriterier, som medlemsstaterne fastlægger, gennemføres med tilstrækkelig gennemsigtighed, og de skal kunne efterprøves med henblik på at forhindre, at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse behandles ugunstigt alene med henvisning til varigheden af den arbejdskontrakt eller det arbejdsforhold, som deres anciennitet og erhvervserfaring er baseret på (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 44).

158 Når en sådan forskellig behandling følger af behovet for, at der tages hensyn til alle de objektive krav vedrørende den stilling, som udvælgelsesproceduren har til formål at besætte, og som ikke har noget at gøre med det tidsbegrænsede ansættelsesforhold mellem arbejdstageren og den pågældendes arbejdsgiver, kan den være begrundet i henhold til rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller 4 (dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 45).

159 I denne forbindelse må det antages, at visse forskellige behandlinger af fastansatte, som er ansat efter afholdelse af en almindelig udvælgelsesprøve, og arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, som er ansat efter en procedure, der er forskellig fra den procedure, der er fastsat for fastansatte, i princippet kan begrundes ved forskellene i de krævede kvalifikationer og arten af de opgaver, som de har ansvaret for (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 46).

160 De af den italienske regering påberåbte formål, som består i at afspejle forskellene i arbejdet mellem en fredsdommer og en ordinær dommer, kan således anses for at udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4, for så vidt som de opfylder et reelt behov, er egnede til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter, C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 47).

161 Under disse omstændigheder forholder det sig således, at selv om forskellene mellem ansættelsesprocedurerne for fredsdommere og ordinære dommere ikke nødvendigvis kræver, at fredsdommere berøves en årlig betalt ferie, svarende til den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse forskelle, og bl.a. den særlige betydning, som den nationale retsorden og nærmere bestemt den italienske forfatnings artikel 106, stk. 1, tillægger de udvælgelsesprøver, som specifikt er tilrettelagt med henblik på ansættelse af ordinære dommere, synes at antyde en særlig karakter af de opgaver, som disse sidstnævnte har ansvaret for, og et forskelligt niveau for de kvalifikationer, der kræves med henblik på udførelsen af disse opgaver. Under alle omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret med henblik herpå at bedømme de foreliggende kvalitative og kvantitative oplysninger hvad angår de funktioner, der udøves af fredsdommere og professionelle dommere, de tidsfrister og krav, som de er underlagt, samt generelt samtlige relevante omstændigheder og forhold.

[s. 24]

162 Med forbehold af den efterprøvelse, som henhører under denne rets enekompetence, vil de formål, som den italienske regering i det foreliggende tilfælde har påberåbt sig, dvs. at afspejle forskellene i arbejdet mellem fredsdommere og professionelle dommere, kunne være af en sådan karakter, at de opfylder et egentligt behov, og de forskelsbehandlinger, som eksisterer mellem disse to kategorier, herunder på området for årlig betalt ferie, vil kunne anses for at stå i forhold til de formål, som forfølges hermed.

163 Henset til de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmåls tredje del besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage ligesom den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1, og hvor han befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en ordinær dommer, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i forskellene i de krævede kvalifikationer og karakteren af de opgaver, som de nævnte dommere har ansvaret for, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

### **Sagsomkostninger**

164 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**1)** **Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at Giudice di pace (fredsdommer, Italien) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.**

**2)** **Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en fredsdommer, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.** **§ 2, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i denne bestemmelse kan omfatte en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.** **§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage ligesom den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1, og hvor han befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en ordinær dommer, medmindre en [s. 25]  sådan forskelsbehandling er begrundet i forskellene i de krævede kvalifikationer og karakteren af de opgaver, som de nævnte dommere har ansvaret for, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: italiensk.

===== FIL: praksis/celex-62019cj0223.md =====

# EU-Domstolen, Tredje Afdeling, 24. september 2020, sag C-223/19

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62019cj0223.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62019cj0223.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2020:753

Kommentarens titel: Nedsat arbejdsmarkedspension, indeksregulering og retsbeskyttelse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Tilbageholdelse i en direkte arbejdsgiverbetalt pension og bortfald af aftalt indeksregulering var omfattet af direktiv 2006/54 (jf. § 1 a, stk. 3). At en væsentligt større andel mænd blev berørt, gjorde ikke ordningen forbudt, hvis objektive, kønsuafhængige hensyn begrundede den under national prøvelse (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Tilbageholdelse i en direkte arbejdsgiverbetalt pension og bortfald af aftalt indeksregulering var omfattet af direktiv 2000/78 og 2006/54. En væsentligt større berørt andel mænd gjorde ikke ordningen forbudt efter 2006/54, hvis objektive kønsuafhængige hensyn begrundede den under national prøvelse. At kun modtagere over en vis alder blev berørt, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til forbud efter 2000/78. Chartrets artikel 16, 17, 20 og 21 hindrede ikke den beskrevne ordning. Artikel 47 krævede ikke et særskilt principalt søgsmål om EU-forenelighed, når prøvelse kunne ske under en verserende sag.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Indirekte kønsdiskrimination er dommens tema; pr. 42 afviser direkte forskelsbehandling. Dansk pr. 55 har en kontrolleret sproglig afvigelse, se særskilt notat.

Ikke et generelt forbud mod eller en generel godkendelse af pensionsnedskæringer.

Den relevante populations afgrænsning er bundet til de konkrete offentligt kontrollerede direkte ydelsestilsagn.

Beløbsgrænserne vedrører forskellige år og indgreb: 2018-regulering kontra bidragsgrundlag oplyst for 2020.

Objektiv begrundelse beror ikke alene på besparelser eller, at flest mænd rammes.

Charter- og alderssporet må ikke blandes sammen med direktiv 2023/970 om kønsbestemt løndiskrimination.

Dommen tilkender ikke YS et konkret beløb og fastlægger ikke senere nationalt udfald.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62019CJ0223

Domstolens dom (Tredje Afdeling)
24. september 2020[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78/EF og 2006/54/EF – anvendelsesområde – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af alder eller køn – begrundelser – national lovgivning, hvorefter virksomheder, hvori staten har aktiemajoriteten, skal tilbageholde en del af de pensioner, som udbetales direkte til modtagerne heraf, og om ophævelse af indeksreguleringen af pensionerne – artikel 16, 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – anvendelighed – forskelsbehandling på grund af formueforhold – indgreb i aftalefriheden – tilsidesættelse af ejendomsretten – artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder – adgang til effektive retsmidler«

I sag C-223/19,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landesgericht Wiener Neustadt (regional domstol i Wiener Neustadt, Østrig) ved afgørelse af 11. marts 2019, indgået til Domstolen den 13. marts 2019, i sagen

**YS**

mod

**NK AG,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne L.S. Rossi, J. Malenovský, F. Biltgen (refererende dommer) og N. Wahl,

generaladvokat: J. Kokott,

justitssekretær: kontorchef D. Dittert,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. januar 2020,

efter at der er afgivet indlæg af:

- YS ved Rechtsanwalt M. Breuni og Prozessbevollmächtigter J. Hanreich,

- NK ved Rechtsanwalt Egermann,

- den østrigske regering ved J. Schmoll, som befuldmægtiget,

- Europa-Kommissionen ved C. Valero, B.-R. Killmann og B. Bertelmann, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. maj 2020,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16), af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) samt af artikel 16, 17, 20, 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem YS og NK AG vedrørende tilbageholdelsen af et beløb ved udbetalingen af den arbejdsmarkedspension, som NK AG direkte udbetaler til YS, og ophævelsen af muligheden for at foretage den indeksregulering af arbejdsmarkedspensionen for 2018, som der var indgået aftale om.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

##### *Direktiv 79/7/EØF*

3 Artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24) bestemmer, at dette direktiv finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, bl.a. »alderdom«.

##### *Direktiv 2000/78*

4 I henhold til artikel 1 i direktiv 2000/78 er formålet med dette direktiv, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

5 Direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, bestemmer følgende:

> »1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

> 2. I henhold til stk. 1

> […]

[s. 3]

> b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige […]

> […]«

6 Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1:

> »Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

> […]

> c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

> […]«

##### *Direktiv 2006/54*

7 30. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«

8 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:

> »Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

> I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

> […]

> b) arbejdsvilkår, herunder løn

> c) erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

> […]«

[s. 4]

9 I artikel 2, stk. 1, litra b), defineres begrebet »indirekte forskelsbehandling« som værende den situation, at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

10 Samme direktivs artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

> »For samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

11 Artikel 5 i direktiv 2006/54, der findes i kapitel 2 med overskriften »Ligebehandling i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger« i dette direktivs afsnit II, fastsætter følgende:

> »Uden at artikel 4 tilsidesættes, må der ikke finde nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grundlag af køn i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, især for så vidt angår:

> […]

> c) beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«

12 I henhold til dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii), finder bestemmelserne i kapitel 2 anvendelse på erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der sikrer beskyttelse mod risikoen »alderdom«, også i tilfælde af førtidspensionering.

#### ***Østrigsk ret***

13 § 1 i Sonderpensionenbegrenzungsgesetz (den østrigske lov om begrænsning af særpensioner, BGBl. I, 46/2014, herefter »SpBegrG«) består af forfatningsmæssige bestemmelser, hvormed der er foretaget visse ændringer af Bundesverfassungsgesetz über die Begrenzung von Bezügen öffentlicher Funktionäre (den østrigske forbundsforfatningslov om loft over lønninger for visse offentligt ansatte, BGBl. I, 64/1997, herefter »BezBegrBVG«). § 1 har bl.a. udvidet det personlige anvendelsesområde for BezBegrBVG til at omfatte arbejdsgivere og tidligere ansatte i enheder, der er underlagt kontrol fra Rechnungshof (det øverste statslige revisionsorgan i Østrig). Sidstnævnte omfatter privatretlige virksomheder, som den østrigske forbundsregering og de forskellige delstater har bestemmende indflydelse i.

14 Selv om SpBegrG i sin egenskab af forbundslov ikke må påvirke kontrakter for ansatte i virksomheder, der er underlagt Rechnungshofs (det øverste statslige revisionsorgan) kontrol som følge af den bestemmende indflydelse i virksomheden, som delstaterne har, giver BezBegrBVG’s § 10, stk. 6, delstatslovgiver bemyndigelse til at indføre tilsvarende regler som dem, der er fastsat på forbundsplan for ansatte og tidligere ansatte i enheder, som denne delstat har bestemmende indflydelse i.

15 Niederösterreichisches Landes- und Gemeindebezügegesetz (delstaten Niederösterreichs lov om aflønning i delstat og kommuner, herefter »NÖ Landes- und GemeindebezügeG«), der er vedtaget på grundlag af SpBegrG, bestemmer følgende i § 24a med overskriften »Begrænsning af pensioner«:

> »(1) Ansatte, der har pensionsrettigheder på grundlag af ydelsestilsagn

> […]

[s. 5]

> b. fra enheder, der er underlagt Rechnungshofs [(det øverste statslige revisionsorgan)] kontrol, fordi Niederösterreich [(delstaten Niederösterreich, Østrig)] ejer majoriteten af kapitalandelene eller faktisk har den bestemmende indflydelse på enheden som følge af finansielle, erhvervsmæssige eller organisatoriske foranstaltninger […]

> er forpligtet til at erlægge et pensionssikringsbidrag for den andel, der overstiger det maksimale månedlige bidragsgrundlag i henhold til § 45 i Allgemeines Sozialversicherungsgesetz [(den østrigske lov om almindelig social sikring, BGBl. 189/1955)], senest ændret ved BGBl. I, 139/1997, og § 108, stk. 1 og 3, i [denne lov], senest ændret ved BGBl. I, 35/2012. Dette gælder også for særlige ydelser.

> (2) Pensionssikringsbidraget skal tilbageholdes af den udbetalende instans og skal erlægges til den pågældende enhed, der er oprettet ved delstatslov, eller den virksomhed, som pensionsydelserne modtages fra.

> (3) Pensionssikringsbidraget andrager […]«

16 § 711 i Allgemeines Sozialversicherungsgesetz (herefter »ASVG«), der blev indført ved Pensionsanpassungsgesetz 2018 (den østrigske lov om pensionsregulering 2018, BGBl. I, 151/2017), med overskriften »Tilpasning af pensionerne i 2018« har følgende ordlyd:

> »(1) Uanset § 108h, stk. 1, første punktum, og § 108h, stk. 2, skal pensionsforhøjelsen for kalenderåret 2018 ikke ske med reguleringsfaktoren, men som følger: Den samlede pensionsindkomst (stk. 2) skal forhøjes,

> 1. hvis den ikke overstiger 1 500 EUR pr. måned, med 2,2%

> 2. hvis den andrager over 1 500 EUR og op til 2 000 EUR pr. måned, med 33 EUR

> 3. hvis den andrager over 2 000 EUR og op til 3 355 EUR pr. måned, med 1,6%

> 4. hvis den andrager over 3 355 EUR og op til 4 980 EUR pr. måned, med en procentsats, der i det nævnte interval falder lineært fra 1,6% til 0%.

> Overstiger den samlede pensionsindkomst 4 980 EUR, forhøjes denne ikke.

> (2) En persons samlede pensionsindkomst er summen af alle dennes pensioner hidrørende fra den lovbestemte pensionsforsikring […] I den samlede pensionsindkomst indgår også alle ydelser, der er omfattet af [SpBegrG], såfremt pensionsmodtageren har ret hertil pr. 31. december 2017.

> […]

> (6) (Forfatningsbestemmelse) Reguleringen for kalenderåret 2018 af ydelser, der er omfattet af [SpBegrG], må ikke overstige forhøjelsen i henhold til stk. 1 beregnet på grundlag af den samlede pensionsindkomst (stk. 2).«

17 § 2 i Betriebspensionsgesetz (den østrigske lov om arbejdsmarkedspension, BGBl. 282/1990) har følgende ordlyd:

> »Ydelsestilsagn som omhandlet i § 1, stk. 1, er arbejdsgiverens forpligtelser på grundlag af ensidige erklæringer, individuelle aftaler eller bestemmelser i kollektive overenskomster til at

> 1. betale bidrag til en pensionskasse […] til fordel for arbejdstageren og dennes efterladte; at betale præmier til en kollektiv arbejdsmarkedsforsikring […] til fordel for arbejdstageren og dennes efterladte […]

> 2. udbetale ydelser direkte til arbejdstageren og dennes efterladte (direkte ydelsestilsagn)

> 3. betale præmier til en livsforsikring, der begunstiger arbejdstageren og dennes efterladte.«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

18 Sagsøgeren i hovedsagen var tidligere ansat i NK, der er et børsnoteret aktieselskab, hvori delstaten Niederösterreich ejer en aktiemajoritet på omkring 51%.

19 Den 2. marts 1992 indgik sagsøgeren i hovedsagen en aftale om arbejdsmarkedspension med NK. Aftalen omfattede et »direkte ydelsestilsagn« fra NK, dvs. en arbejdsmarkedspension, der finansieres af arbejdsgiverens hensættelser, og som sidstnævnte udbetaler direkte til arbejdstageren ved ansættelsesforholdets ophør. Der blev endvidere indført en indekseringsklausul, hvorefter pensionen forhøjes med den samme procentsats som den, hvormed lønningerne for den til enhver tid højeste arbejdstagerkategori stiger, mens der oppebæres arbejdsmarkedspension, således som fastsat i den kollektive overenskomst for arbejdstagerne i de østrigske virksomheder i den pågældende sektor.

20 Sagsøgeren i hovedsagen gik på pension den 1. april 2010. Siden da modtager vedkommende af denne grund forskellige pensionsydelser. Siden den 17. december 2010 har NK bl.a. udbetalt en »direkte ydelse« til sagsøgeren i henhold til aftalen om arbejdsmarkedspension af 2. marts 1992.

21 Siden den 1. januar 2015 har NK i henhold til § 24a i NÖ Landes- und GemeindebezügeG tilbageholdt et pensionssikringsbidrag.

22 I henhold til ASVG’s § 711 forhøjede NK ikke størrelsen af sagsøgeren i hovedsagens arbejdsmarkedspension i 2018, selv om den del af arbejdsmarkedspensionen, der skulle udbetales direkte, skulle have været forhøjet med 3% i henhold til den indeksregulering af lønninger for dette år, der var fastsat i den kollektive overenskomst for arbejdstagere i de østrigske virksomheder i den pågældende sektor.

23 Sagsøgeren i hovedsagen anlagde sag mod NK ved den forelæggende ret, Landesgericht Wiener Neustadt (regional domstol i Wiener Neustadt, Østrig), dels for at anfægte de omhandlede tilbageholdelser og den manglende forhøjelse af vedkommendes arbejdsmarkedspension, dels med henblik på, at det fastslås, at vedkommendes fremtidige pensionsrettigheder består.

24 Hvad angår EU-rettens anvendelsesområde, navnlig direktiv 79/7, 2000/78 og 2006/54, er den forelæggende ret af den opfattelse, at § 24a i NÖ Landes- und GemeindebezügeG og ASVG’s § 711 (herefter samlet »de omhandlede nationale bestemmelser«) direkte regulerer vilkårene og betingelserne for fastlæggelsen af størrelsen af den arbejdsmarkedspension, som sagsøgeren i hovedsagen har ret til i henhold til aftalen om arbejdsmarkedspension af 2. marts 1992.

25 Den forelæggende ret har fremhævet, at de personer, som er omfattet af de omhandlede nationale bestemmelser, er personer, som modtager en arbejdsmarkedspension i form af et »direkte ydelsestilsagn« af et forholdsvis højt beløb, der udbetales af enheder, der er underlagt kontrol fra Rechnungshof (det øverste statslige revisionsorgan), bl.a. på grund af den omstændighed, at hovedaktionæren er en delstat, der har vedtaget tilsvarende regler som dem, der er vedtaget på forbundsplan.

26 Den forelæggende ret har anført, at personer, som ikke har nået en vis alder, ikke berøres af de omhandlede nationale bestemmelser, eftersom der siden 2000 ikke er blevet indgået overenskomster om tildeling af pension i form af et »direkte ydelsestilsagn« i Østrig. Eftersom denne type overenskomst almindeligvis blev indgået med personer, som havde mange års anciennitet og en vis grad af ansvar i den virksomhed, hvor de var ansat, har disse personer i dag nået en vis alder.

[s. 7]

27 Den forelæggende ret har endvidere påpeget, at ifølge de officielle østrigske statistikker påvirker de omhandlede nationale bestemmelser hovedsageligt mænds arbejdsmarkedspension.

28 For så vidt angår formålene med disse bestemmelser har den forelæggende ret henvist til to af formålene med SpBegrG, der dels består i at mindske den ubalance, der er skabt med hensyn til de såkaldte »særpensioner«, dels at sikre en bæredygtig finansiering af pensionsydelserne.

29 Ifølge den forelæggende ret blev de omhandlede nationale bestemmelser desuden vedtaget i form af forfatningsmæssige bestemmelser, hovedsageligt for at begrænse muligheden for at anfægte deres gyldighed ved Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol, Østrig).

30 Under disse omstændigheder har Landesgericht Wiener Neustadt (regional domstol i Wiener Neustadt) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Omfatter anvendelsesområdet for [direktiv 79/7/EØF] og/eller [direktiv 2006/54] bestemmelser i en medlemsstat, der medfører, at et væsentligt større antal mænd end kvinder, der har ret til en arbejdsmarkedspension, ved udbetaling af den pågældende arbejdsmarkedspension behandles således, at den tidligere arbejdsgiver skal tilbageholde beløb og har ret til at anvende disse frit, og er sådanne bestemmelser udtryk for en forskelsbehandling som omhandlet i nævnte direktiver?

> 2) Omfatter anvendelsesområdet for [direktiv 2000/78] bestemmelser i en medlemsstat, der er udtryk for en forskelsbehandling på grund af alder, idet medlemsstatens bestemmelser udelukkende indebærer økonomiske byrder for ældre personer, der i henhold til en aftale har et privatretligt krav på ydelse af en arbejdsmarkedspension i form af et [»direkte ydelsestilsagn«], hvorimod yngre og helt unge personer, der har indgået arbejdsmarkedspensionsaftaler, ikke påføres nogen økonomiske byrder?

> 3) Såfremt medlemsstatens bestemmelser ikke indebærer nogen former for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til direktiv 79/7[…], direktiv 2000/78[…] og direktiv 2006/54[…], finder bestemmelserne i [chartret], navnlig forbuddene mod forskelsbehandling i henhold til chartrets artikel 20 og 21, da anvendelse på arbejdsmarkedspensioner?

> 4) Skal chartrets artikel 20 ff. fortolkes således, at disse regler er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, og som er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, alder, formueforhold eller andre forhold, f.eks. de ejendomsforhold, der gør sig gældende for deres tidligere arbejdsgiver, af personer, der har et privatretligt krav på en arbejdsmarkedspension, i forhold til andre personer, der har et krav på en arbejdsmarkedspension, og forbyder chartret sådanne former for forskelsbehandling?

> 5) Er nationale bestemmelser, som kun pålægger en lille gruppe af personer, der har et kontraktmæssigt krav på en arbejdsmarkedspension i form af et [»direkte ydelsestilsagn«], en pligt til at erlægge finansielle ydelser til deres tidligere arbejdsgiver, når disse bestemmelser kun omfatter personer med høj arbejdsmarkedspension, også udtryk for en forskelsbehandling på grund af formueforhold i henhold til chartrets artikel 21?

> 6) Skal chartrets artikel 17 fortolkes således, at denne regel er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorved der direkte ved lov og uden erstatning foretages et eksproprierende indgreb i en aftale mellem to private parter om arbejdsmarkedspension i form af et [»direkte ydelsestilsagn«] til skade for en tidligere arbejdstager i en virksomhed, der har truffet foranstaltninger med henblik på at sikre arbejdsmarkedspensionen, og som ikke er i økonomiske vanskeligheder?

> 7) Udgør det forhold, at der for så vidt angår en person, som har krav på en arbejdsmarkedspension, ved lov pålægges den tidligere arbejdsgiver en pligt til at undlade at udbetale visse dele af det aftalte vederlag (af den aftalte arbejdsmarkedspension), som en tilsidesættelse af aftalefriheden et indgreb i arbejdsgiverens ejendomsret?

> 8) Skal chartrets artikel 47 fortolkes således, at denne regel er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foretager en ekspropriation direkte ved lov og ikke indrømmer andre muligheder for at modsætte sig ekspropriationen end at anlægge sag mod den, der drager fordel af ekspropriationen (den tidligere arbejdsgiver, der er debitor i henhold til pensionsaftalen), med påstand om erstatning og tilbagebetaling af det beløb, der er blevet eksproprieret?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

#### ***Om første del af det første og af det andet spørgsmål***

31 Med første del af det første og af det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 79/7, 2000/78 og 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, hvorefter, for det første, en del af den arbejdsmarkedspension, som arbejdsgiveren ifølge en overenskomst skal udbetale direkte til en tidligere arbejdstager, skal tilbageholdes ved kilden af den pågældende arbejdsgiver, og, for det andet, den aftalte indeksregulering af pensionen er uden virkning, er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde.

32 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at direktiv 79/7 ifølge dets artikel 3, stk. 1, litra a), kun finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder »alderdom« (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, Elbal Moreno, C-385/11, EU:C:2012:746, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

33 Derimod skal de ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og de henhører under artikel 157 TEUF (jf. i denne retning dom af 5.11.2019, Kommissionen mod Polen (De almindelige domstoles uafhængighed), C-192/18, EU:C:2019:924, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). De udgør derfor »løn« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 (jf. i denne retning dom af 15.1.2019, E.B., C-258/17, EU:C:2019:17, præmis 44 og 48).

34 Det fremgår desuden af artikel 1, litra c), og artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54, at dette direktiv vedrører de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Det er imidlertid allerede blevet fastslået, at den pension, der udbetales til arbejdstagere i kraft af et ansættelsesforhold hos en offentlige arbejdsgiver, ligeledes er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 5 i direktiv 2006/54 (jf. i denne retning dom af 5.11.2019, Kommissionen mod Polen (De almindelige domstoles uafhængighed), C-192/18, EU:C:2019:924, præmis 72 og 73).

35 Heraf følger, at en pension såsom den »direkte ydelse«, sagsøgeren i hovedsagen modtager fra sin tidligere arbejdsgiver i kraft sit ansættelsesforhold hos sidstnævnte, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 79/7, men af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78 og 2006/54.

36 Det skal for det andet fastslås, at de omhandlede nationale bestemmelser, hvorefter, for det første, en del af den arbejdsmarkedspension, som arbejdsgiveren ifølge en overenskomst skal udbetale direkte til en tidligere arbejdstager, skal tilbageholdes ved kilden af den pågældende arbejdsgiver, og, for det andet, den aftalte indeksregulering af pensionen er uden virkning, medfører en nedsættelse af den pension, som dette selskab skal udbetale til den pågældende tidligere arbejdstager. Den påvirker af denne grund lønvilkårene for sidstnævnte som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 og den erhvervstilknyttede sociale sikringsordning, der er omhandlet i artikel 5, litra c), i direktiv

[s. 9]

2006/54. Disse direktiver finder derfor anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede (jf. analogt dom af 16.6.2016, Lesar, C-159/15, EU:C:2016:451, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

37 Denne konklusion drages ikke i tvivl af den lære, der kan udledes af den dom af 2. juni 2016, C (C-122/15, EU:C:2016:391), som den østrigske regering har henvist til i sine skriftlige bemærkninger, og i hvis præmis 30 Domstolen fastslog, at en national ordning vedrørende en tillægsskat på alderspensionsindkomst ikke henhører under det materielle anvendelsesområde for direktiv 2000/78.

38 I denne doms præmis 25 og 26 støttede Domstolen sig nemlig på den omstændighed, at den tvist, som gav anledning til denne dom, ikke vedrørte vilkårene eller betingelserne for fastlæggelsen af det ydelsesbeløb, som arbejdstageren modtager som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, men skattesatsen for pensionsindkomsten, idet en sådan skat, der direkte og udelukkende følger af den nationale skattelovgivning, ikke vedrører arbejdsforholdet og følgelig heller ikke fastlæggelsen af »løn« som omhandlet i dette direktiv og artikel 157, stk. 2, TEUF.

39 Første del af det første og af det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at direktiv 2000/78 og 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, hvorefter, for det første, en del af den arbejdsmarkedspension, som arbejdsgiveren ifølge en overenskomst skal udbetale direkte til en tidligere arbejdstager, skal tilbageholdes ved kilden af den pågældende arbejdsgiver, og, for det andet, den aftalte indeksregulering af pensionen er uden virkning, er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde.

#### ***Om anden del af det første spørgsmål***

40 Med anden del af det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at det er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed ved overenskomst har forpligtet sig til at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, når resultatet er, at flere mandlige pensionsmodtagere end kvindelige pensionsmodtagere berøres af nævnte lovgivning.

41 I henhold til artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54 er enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn forbudt ved beregningen af ydelserne i de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der ifølge dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii), sikrer beskyttelsen mod risikoen »alderdom«.

42 Det skal indledningsvis fastslås, at de omhandlede nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede ikke indebærer direkte forskelsbehandling, da de finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere.

43 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan lovgivning medfører indirekte forskelsbehandling, henvises til, at en sådan forskelsbehandling med henblik på anvendelsen af direktiv 2006/54 i dets artikel 2, stk. 1, litra b), er defineret som den omstændighed, at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

44 I denne henseende fremgår det for det første af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de personer, som er stillet ufordelagtigt på grund af de omhandlede nationale bestemmelser, er tidligere ansatte i virksomheder, der kontrolleres af staten, og som modtager en pension i form et »direkte ydelsestilsagn«, hvis størrelse overskrider visse øvre grænser. For det første bestemmer § 24a i NÖ Landes- und GemeindebezügeG nemlig, at der skal erlægges et pensionssikringsbidrag for den andel,

[s. 10]

der overstiger det maksimale månedlige bidragsgrundlag i henhold til ASVG. I retsmødet for Domstolen har den østrigske regering anført, at det månedlige bidragsgrundlag var på 5 370 EUR brutto i 2020. For det andet følger det af ASVG’s § 711, stk. 6, at ingen af de i SpBegrG omhandlede ydelser, såsom det i hovedsagen omhandlede »direkte ydelsestilsagn«, måtte forhøjes i 2018, når en persons samlede pensionsindkomst oversteg et beløb på 4 980 EUR pr. måned.

45 Med henblik på artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54 kan situationen for de personer, som berøres af de omhandlede nationale bestemmelser, ikke sammenlignes med situationen for tidligere arbejdstagere i virksomheder, der ikke kontrolleres af staten, eller for personer, som modtager en anden form for arbejdsmarkedspension end pensionen i form af et »direkte ydelsestilsagn«, såsom ydelser fra en pensionskasse eller en livsforsikring. I modsætning til de pensioner, der udbetales til de to ovenfor nævnte kategorier af personer, kontrollerer den pågældende forbundsstat eller delstat arbejdsgiverne for de arbejdstagere, som modtager en arbejdsmarkedspension i form af et »direkte ydelsestilsagn«, og de midler, der er øremækret til disse arbejdstagerens pensioner.

46 Som påpeget af generaladvokaten i punkt 55 i forslaget til afgørelse er de situationer, der skal sammenlignes – blandt personer, som modtager pension i form af et »direkte ydelsestilsagn« fra en statsligt kontrolleret virksomhed – situationen for de personer, som berøres af de omhandlede nationale lovbestemmelser på grund af ydelsens størrelse, og dem, som ikke berøres heraf.

47 Det tilsyneladende neutrale kriterium i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, som fører til forskelsbehandling som følge af anvendelsen af de omhandlede nationale bestemmelser, skal anses for at være størrelsen af det beløb, som fastsættes i sidstnævnte bestemmelser, idet det alene er modtagerne af en pension over en vis størrelse, som stilles ufordelagtigt ifølge disse bestemmelser.

48 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt denne forskelsbehandling stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, har den forelæggende ret begrænset sig til at anføre, at de omhandlede nationale bestemmelser ifølge de østrigske officielle statistikker primært påvirker mænd.

49 Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at en sådan særlig ufordelagtig situation foreligger navnlig, såfremt det kan påvises, at en national lovgivning stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn (dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

50 Som det ligeledes fremgår af 30. betragtning til direktiv 2006/54, tilkommer det den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, som bl.a. kan give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at fastslå, hvorvidt der foreligger indirekte forskelsbehandling (dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

51 Det tilkommer således den nationale retsinstans at vurdere, om det statistiske materiale, som er fremlagt for den vedrørende arbejdstagernes situation, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det viser sig at være væsentligt (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

52 For så vidt angår statistisk materiale har Domstolen allerede fastslået dels, at det påhviler den forelæggende ret at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, dels, at den bedste metode til sammenligning består i at foretage en sammenligning mellem, på den ene side, andelene af de mandlige arbejdstagere, som er omfattet af de omhandlede bestemmelsers anvendelsesområde, og som

[s. 11]

påvirkes af den angivelige forskelsbehandling, og, på den anden side, de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 40 og 41, og af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 47).

53 I denne sag fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at anvendelsesområdet for de omhandlede nationale bestemmelser omfatter tidligere arbejdstagere i en enhed, der kontrolleres af Rechnungshof (det øverste statslige revisionsorgan), og som modtager en arbejdsmarkedspension i form af et »direkte ydelsestilsagn«.

54 Som generaladvokaten har anført i punkt 67-65 i forslaget til afgørelse, ville det, hvis de tilgængelige statistikker faktisk skulle vise, at den procentdel af tidligere arbejdstagere, med hensyn til hvilke størrelsen af en sådan arbejdsmarkedspension er blevet påvirket af de omhandlede nationale bestemmelser, er væsentligt større blandt de tidligere mandlige arbejdstagere, der er omfattet af disse bestemmelser, end blandt de tidligere kvindelige arbejdstagere, der er omfattet heraf, skal det lægges til grund, at en sådan situation fører til indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvilket er i strid med artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54, medmindre de pågældende bestemmelser kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. analogt dom af 6.12.2007, Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 42).

55 Selv hvis det for det tredje antages, at den forelæggende ret, henset til betragtningerne i denne doms præmis 53 og 54, fastslår, at de omhandlede nationale bestemmelser ligger til grund for en ulige behandling, der kan udgøre direkte forskelsbehandling på grund af køn, tilkommer det nemlig denne ret at undersøge, i hvilken udstrækning en sådan forskelsbehandling alligevel kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn, således som det fremgår af artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54.

56 I denne forbindelse fremgår det af Domstolens praksis, at dette navnlig er tilfældet, hvis de valgte midler tjener til at opfylde et lovligt socialpolitisk mål, er egnede til at nå det med den pågældende lovgivning forfulgte mål og er nødvendige hertil, når sådanne midler kun kan anses for at være egnede til at sikre det angivne mål, såfremt de reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

57 Domstolen har endvidere udtalt, at medlemsstaterne ved valget af de foranstaltninger, hvormed målene for deres social- og beskæftigelsespolitik kan realiseres, råder over et vidt skøn (dom af 6.4.2000, Jørgensen, C-226/98, EU:C:2000:191, præmis 41, og af 20.10.2011, Brachner, C-123/10, EU:C:2011:675, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

58 Det fremgår af Domstolens praksis, at selv om det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang den omtvistede lovbestemmelse er berettiget af et sådant objektivt forhold, er Domstolen, der inden for rammerne af en præjudiciel procedure skal give den nationale ret fyldestgørende svar, dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen afgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nationale ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

59 I den foreliggende sag fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at SpBegrG, som de omhandlede nationale bestemmelser er tæt forbundet med, forfølger to formål, nemlig dels at mindske den ubalance, som er opstået for så vidt angår de såkaldte »særpensioner«, der som anført af den østrigske regering i dennes skriftlige bemærkninger består af »supplerende pensionsordninger uden for de almindelige pensionsordninger«, dels at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensionerne. Den østrigske regering har bekræftet disse formål i dens skriftlige bemærkninger,

[s. 12]

idet den har præciseret, at de omhandlede nationale bestemmelser nærmere bestemt har til formål at udligne ubalancerne i de pensionsydelser, som i sidste ende finansieres af staten. Denne regering har endvidere anført, at disse pensionsydelser udgør tunge finansielle udgifter for de berørte virksomheder, som indirekte risikerer at påvirke statsbudgettet, bl.a. på grund af reducerede udbytteudlodninger.

60 Domstolen har allerede i denne forbindelse fastslået, at budgetmæssige hensyn ikke kan begrunde en forskelsbehandling, der forfordeler et af kønnene (dom af 23.10.2003, Schönheit og Becker, C-4/02 og C-5/02, EU:C:2003:583, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

61 Formålene om at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensioner og mindske forskellene i den pension, der finansieres af staten kan derimod, henset til den vide skønsmargin, som medlemsstaterne råder over, anses for lovlige socialpolitiske formål, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn.

62 Det fremgår af de sagsakter, som er fremlagt for Domstolen, at de nationale bestemmelser – med forbehold for den nationale rets efterprøvelse – tilsigter at forfølge sådanne formål. For det første tillader tilbageholdelsen af en del af den ydelse, som skal udbetales, såvel som den manglende forhøjelse af den pågældende ydelse oprettelsen af reserver til fremtidige pensionsbetalinger. Selv om det i denne forbindelse som fremhævet af sagsøgeren i hovedsagen og NK i retsmødet for Domstolen er korrekt, at de pågældende virksomheder i princippet kan anvende de således sparede beløb til mange forskellige formål, har staten ikke desto mindre i tilfælde af en statslig aktiemajoritet en tilstrækkelig stor indflydelse på den pågældende virksomhed til at sikre en passende finansiering af de omhandlede alderspensioner, hvilket det fortsat tilkommer den nationale ret at efterprøve.

63 Idet disse bestemmelser alene berører ydelser af en vis størrelse, er formålet hermed for det andet at bringe sidstnævnte på niveau med de laveste pensioner.

64 Med forbehold af den forelæggende rets prøvelse er de omhandlede bestemmelser desuden blevet gennemført på en sammenhængende og konsekvent måde, i og med at de anvendes på alle pensioner i form af et »direkte ydelsestilsagn«, som udbetales af de enheder eller virksomheder, der direkte eller indirekte er underlagt statens kontrol, og for hvem de opbyggede reserver, som udgøres af indeholdte eller ikke-udbetalte beløb, er til rådighed til finansiering af fremtidige pensionsforpligtelser.

65 De omhandlede nationale bestemmelser indebærer tilsyneladende ikke foranstaltninger, som går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål, da de bl.a. tager hensyn til de berørte personers økonomiske formåen, idet såvel de beløb, der er tilbageholdt i henhold til § 24a i NÖ Landes- und GemeindebezügeG, som begrænsningen af pensionsforhøjelsen i ASVG’s § 711 afhænger af størrelsen af de modtagne ydelser.

66 Hvad nærmere bestemt angår formålet med at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensionen udgør den omstændighed, at en bestemt virksomhed såsom NK kunne opbygge hensigtsmæssige reserver til dette formål, i øvrigt ikke i sig selv, at der kan rejses tvivl om den nødvendige karakter af de omhandlede nationale bestemmelser, eftersom disse bestemmelser – som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg – vedrører alle virksomheder, hvori majoriteten ejes af forbundsstaten og delstaten Niederösterreich.

67 Henset til ovenstående betragtninger skal anden del af det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, litra c), og artikel 7, litra a), nr. iii), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed ved overenskomst har forpligtet sig til at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, selv om andelen af tidligere arbejdstagere, med hensyn til hvilke størrelsen af en sådan

[s. 13]

arbejdsmarkedspension er blevet påvirket af de omhandlede nationale bestemmelser, er væsentligt større blandt de tidligere mandlige arbejdstagere, der er omfattet af disse bestemmelser, end blandt de tidligere kvindelige arbejdstagere, der er omfattet heraf, forudsat at disse følger kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

#### ***Om anden del af det andet spørgsmål***

68 Med anden del af det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at det er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, når disse bestemmelser alene påvirker modtagere, som har nået en vis alder.

69 I henhold til artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 er enhver indirekte forskelsbehandling forbudt, navnlig forskelsbehandling på grund af alder. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, særlig ufordelagtigt i forhold til andre, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (dom af 7.2.2019, Escribano Vindel, C-49/18, EU:C:2019:106, præmis 41 og 42).

70 Ifølge den forelæggende ret beror forekomsten af en eventuel indirekte forskelsbehandling på grund af alder på den omstændighed, at der siden 2000 ikke er indgået nogen aftaler om pension i form af et »direkte ydelsestilsagn« i Østrig, og at det derfor kun er personer, som har opnået en vis alder, som er berørt af de omhandlede nationale bestemmelser, idet arbejdsmarkedspensionsaftalerne for andre personer blev indgået i en anden form, f.eks. gennem en pensionskasse eller forsikring.

71 Ligesom indirekte forskelsbehandling på grund af køn kan indirekte forskelsbehandling på grund af alder – som det fremgår af nærværende doms præmis 45, 49 og 52 – alene konstateres, hvis det påvises, at bestemmelser i en medlemsstat uden begrundelse stiller en betydelig større andel af personer af en vis alder ufordelagtigt i forhold til andre personer. Herved skal der tages hensyn til samtlige arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen.

72 Heraf følger, at der med henblik på at godtgøre, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af alder, ikke skal foretages en sammenligning mellem personer, som stilles ufordelagtigt på grund af de omhandlede nationale bestemmelser, og personer, der ikke er omfattet af de pågældende bestemmelsers anvendelsesområde, såsom personer, der har indgået en pensionsaftale i en anden form, f.eks. gennem en pensionskasse eller forsikring.

73 Som generaladvokaten har bemærket i punkt 89 i forslaget til afgørelse, udgør den omstændighed alene, at en senere retsstilling finder anvendelse på personer, som ikke har nået en vis alder, desuden ikke indirekte forskelsbehandling på grund af alder til skade for andre personer, som er omfattet af den tidligere retsstilling (jf. i denne retning dom af 14.2.2019, Horgan og Keegan, C-154/18, EU:C:2019:113, præmis 28).

[s. 14]

74 Det skal derudover konstateres, at den forelæggende ret ikke har anført nogen oplysninger, hvoraf det fremgår, at blandt de personer, som er omfattet af de omhandlede nationale bestemmelser, dvs. modtagerne af en pension i form af et »direkte ydelsestilsagn«, der udbetales af en statskontrolleret virksomhed, stilles en betydelig større andel personer, der har nået en vis alder, ufordelagtigt i medfør af disse bestemmelser.

75 Anden del af det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, alene af den grund, at de omhandlede bestemmelser alene påvirker modtagere, som har nået en vis alder.

#### ***Om det tredje til det syvende spørgsmål***

76 Med det tredje til det syvende spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 16, 17, 20 og 21 skal fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen.

77 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at anvendelsesområdet for chartret er defineret i dets artikel 51, stk. 1, der bestemmer, at bestemmelserne i chartret for så vidt angår medlemsstaternes virke kun er rettet til disse, når de gennemfører EU-retten.

78 Det skal ligeledes bemærkes, at de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, finder anvendelse i alle situationer, der reguleres af EU-retten, og at de dermed skal overholdes, når en national lovgivning henhører under EU-rettens anvendelsesområde (dom af 21.5.2019, Kommissionen mod Ungarn (Brugsrettigheder over landbrugsarealer), C-235/17, EU:C:2019:432, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

79 Det skal imidlertid påpeges, at EU-retten på det pågældende område opstiller specifikke forpligtelser for medlemsstaterne for så vidt angår den i hovedsagen omtvistede situation (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Julián Hernández m.fl., C-198/13, EU:C:2014:2055, præmis 35).

80 Som det følger af nærværende doms præmis 40-67, kan de omhandlede nationale bestemmelser give anledning til forskelsbehandling på grund af køn, som uden nogen begrundelse herfor udgør indirekte forskelsbehandling, der er forbudt ifølge direktiv 2006/54. Som anført af generaladvokaten i punkt 98 i forslaget til afgørelse er disse bestemmelser dermed underlagt særlige EU-retlige bestemmelser, for så vidt som fastsættelsen og beregningen af ydelserne i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger skal ske uden nogen form for forskelsbehandling i strid med dette direktiv og direktiv 2000/78.

81 De omhandlede nationale bestemmelser udgør dermed en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, og de skal dermed respektere de grundlæggende rettigheder, som er sikret herved.

82 I denne forbindelse bemærkes for det første, at princippet om, at alle mennesker er lige for loven, er sikret i chartrets artikel 20. I henhold til chartrets artikel 21, stk. 1, er forskelsbehandling forbudt, bl.a. på grund af køn, alder eller formueforhold.

[s. 15]

83 Hvad navnlig angår forskelsbehandling på grund af alder følger det af Domstolens praksis, at medlemsstaterne, når de vedtager foranstaltninger, som falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, der inden for området for beskæftigelse og erhverv konkretiserer princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, skal handle i overensstemmelse med dette direktiv (dom af 21.1.2015, Felber, C-529/13, EU:C:2015:20, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis). Når medlemsstaterne således vedtager foranstaltninger, som falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2006/54, der inden for det pågældende område konkretiserer princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, skal de ligeledes handle i overensstemmelse med sidstnævnte direktiv.

84 Under disse omstændigheder skal den forelæggende rets spørgsmål om, hvorvidt der foreligger forskelsbehandling på grund af alder og køn, alene undersøges i lyset af direktiv 2000/78 og 2006/54, således som det var tilfældet med det første og det andet spørgsmål (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 25).

85 Hvad angår forskelsbehandling på grund af formueforhold skal det bemærkes, at forudsat, at det påvises, at den forskelsbehandling, der er identificeret i nærværende doms præmis 46 – dvs. at de omhandlede nationale bestemmelser alene påvirker pensioner over en vis størrelse – stiller personer, som råder over en formue af en vis størrelse, særlig ufordelagtigt, kan en sådan situation med forbehold af den prøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, i den foreliggende sag begrundes af de i nærværende doms præmis 61-66 nævnte grunde. I så henseende indebærer de omhandlede nationale bestemmelser ikke en tilsidesættelse af chartrets artikel 20 og artikel 21, stk. 1.

86 Det skal hvad angår chartrets artikel 16 for det andet bemærkes, at aftalefriheden som omhandlet i det syvende præjudicielle spørgsmål er omfattet af friheden til at drive egen virksomhed, der er garanteret ved denne artikel (jf. i denne retning dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 42). Som anført af generaladvokaten i punkt 110 i forslaget til afgørelse omfatter denne frihed friheden til at fastsætte prisen for en ydelse henholdsvis træffe aftale herom.

87 Heraf fremgår, at bestemmelser såsom de omhandlede nationale bestemmelser udgør en begrænsning i aftalefriheden, for så vidt som de forpligter de pågældende virksomheder til at udbetale en pension i form af et »direkte ydelsestilsagn« til deres tidligere ansatte, der er lavere end det, der blev indgået aftale om.

88 Da friheden til at oprette og drive egen virksomhed imidlertid ikke er en absolut rettighed, men skal undersøges henset til dens funktion i samfundet, kan den således undergives forskellige former for myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed. I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, være fastlagt i lovgivningen, respektere det væsentligste indhold i denne frihed og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendig og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (jf. i denne retning dom af 4.5.2016, Pillbox 38, C-477/14, EU:C:2016:324, præmis 157-160).

89 Det skal i denne forbindelse fastslås, at den begrænsning i aftalefriheden, som der er henvist til i nærværende doms præmis 87, er fastlagt i lovgivningen og respekterer det væsentligste indhold i denne frihed, idet den alene indebærer, at det kun er en meget begrænset del af den arbejdsmarkedspension, som var aftalt mellem den pågældende virksomhed og dennes ansatte, som tilbageholdes. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse svarer denne tilbageholdelse desuden til mål af almen interesse, der består i en bæredygtig finansiering af de alderspensioner, der finansieres af staten, og i en mindskelse af forskellen på disse pensioner. Som det fremgår af denne doms præmis 61-66, skal det fastslås, at denne begrænsning overholder proportionalitetsprincippet, og at den derfor ikke er i strid med chartrets artikel 16.

[s. 16]

90 Hvad for det tredje angår chartrets artikel 17, stk. 1, som sikrer ejendomsretten, skal det bemærkes, at den beskyttelse, som denne bestemmelse giver, vedrører rettigheder, der har en formueværdi, og som i henhold til retsordenen medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel (jf. i denne retning dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 34).

91 Indgåelsen af en aftale om arbejdsmarkedspension skal således anses for at afføde en formueinteresse for modtagerne af denne pension. Den pågældende virksomheds tilbageholdelse af en del af det aftalte beløb og den manglende anvendelse af den i aftalen omhandlede indeksregulering påvirker denne formueinteresse. Den ret, som er garanteret i chartrets artikel 17, stk. 1, er imidlertid ikke absolut, og den kan derfor ikke fortolkes således, at den giver ret til en pension af en vis størrelse (jf. i denne retning dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 50 og 51).

92 Som det følger af nærværende doms præmis 88, kræves imidlertid, at enhver begrænsning i ejendomsretten skal være fastlagt i lovgivningen, respektere det væsentligste indhold i denne frihed og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendig og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen. De i hovedsagen omhandlede begrænsninger af pensionen er fastlagt i lovgivningen. Ydermere begrænser de alene den del af den samlede pension, som vedrører »direkte ydelsestilsagn«, og de kan således ikke anses for at påvirke det væsentligste indhold af disse rettigheder. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse forekommer disse begrænsninger at være nødvendige og faktisk svare til det mål af almen interesse, som består i en bæredygtig finansiering af de alderspensioner, som finansieres af staten, og i en mindskelse af forskellen på disse pensioner.

93 Henset til det ovenstående skal det tredje til det syvende spørgsmål besvares med, at chartrets artikel 16, 17, 20 og 21 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen.

#### ***Om det ottende spørgsmål***

94 Med det ottende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere oplyst, om chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat afholder sig fra i sin retsorden at fastsætte et selvstændigt retsmiddel, der primært gør det muligt at prøve, om de nationale bestemmelser til gennemførelse af EU-retten er forenelige med EU-retten.

95 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser er snævert forbundet med SpBegrG’s § 1 eller vedtaget i direkte forlængelse heraf. Eftersom sidstnævnte udgør forfatningsmæssige bestemmelser, er der begrænsede muligheder for at anfægte de omhandlede nationale bestemmelser gennem sagsanlæg ved Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstolen), og de kan dermed alene anfægtes ved anlæggelse af et privatretligt søgsmål mod parterne i arbejdsmarkedspensionen.

96 Domstolen har imidlertid fastslået, at princippet om effektiv retsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, ikke som sådan medfører krav om, at der skal være mulighed for at anlægge et selvstændigt søgsmål med det formål principalt at anfægte foreneligheden mellem nationale bestemmelser og EU-regler, når der findes et eller flere retsmidler, der giver mulighed for under en verserende sag at sikre, at borgernes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes (dom af 21.11.2019, Deutsche Lufthansa, C-379/18, EU:C:2019:1000, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

[s. 17]

97 Da den forelæggende ret har oplyst, at de omhandlede nationale bestemmelser kan anfægtes under en verserende sag, kan det ikke fastslås, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse på grund af manglende søgsmålsadgang.

98 Følgelig skal det ottende spørgsmål besvares med, at chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat afholder sig fra i sin retsorden at fastsætte et selvstændigt retsmiddel, der primært gør det muligt at prøve, om de nationale bestemmelser til gennemførelse af EU-retten er forenelige med EU-retten, for så vidt som der er mulighed for en sådan prøvelse under en verserende sag.

### **Sagsomkostninger**

99 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

**1)** **Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, hvorefter, for det første, en del af den arbejdsmarkedspension, som arbejdsgiveren ifølge en overenskomst skal udbetale direkte til en tidligere arbejdstager, skal tilbageholdes ved kilden af den pågældende arbejdsgiver, og, for det andet, den aftalte indeksregulering af pensionen er uden virkning, er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde.**

**2)** **Artikel 5, litra c), og artikel 7, litra a), nr. iii), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed ved overenskomst har forpligtet sig til at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, selv om andelen af tidligere arbejdstagere, med hensyn til hvilke størrelsen af arbejdsmarkedspensionen er blevet påvirket af de omhandlede nationale bestemmelser, er væsentligt større blandt de tidligere mandlige arbejdstagere, der er omfattet af disse bestemmelser, end blandt de tidligere kvindelige arbejdstagere, der er omfattet heraf, forudsat at disse følger kan begrundes i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.**

**3)** **Artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen, alene af den grund, at de omhandlede bestemmelser alene påvirker modtagere, som har nået en vis alder.**

**4)** **Artikel 16, 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter modtagere af en pension, som en statskontrolleret virksomhed har forpligtet sig til ved overenskomst at udbetale til dem direkte, og som overstiger visse i denne lovgivning fastsatte grænser, fratages dels et beløb, der tilbageholdes af den del af pensionen, der overstiger en af disse grænser, dels den aftalte indeksregulering af pensionen.**

**5)** **Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat afholder sig fra i sin retsorden at fastsætte et selvstændigt retsmiddel, der primært gør det muligt principalt at prøve, om de nationale bestemmelser til gennemførelse af EU-retten er forenelige med EU-retten, for så vidt som der er mulighed for en sådan prøvelse under en verserende sag.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62019cj0624.md =====

# EU-Domstolen, 3. juni 2021, sag C-624/19

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62019cj0624.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62019cj0624.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

Kaldenavn: Tesco Stores

ECLI: ECLI:EU:C:2021:429

Kommentarens titel: Direkte virkning af lige løn for arbejde af samme værdi

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 d ([lov/5d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5d-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 157 har direkte virkning i tvister mellem private om manglende lige løn for arbejde af samme værdi. Den konkrete samme-værdi-vurdering og den ansvarlige fælles kilde skal fortsat fastlægges efter dommens begrundelse; dommen fastsætter ikke selv værdien af de sammenlignede job.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen endelig konstatering af, at butikkernes og distributionscentrenes arbejde havde samme værdi, at Tesco havde diskrimineret, eller at et bestemt beløb skulle betales.

Dommen omhandler samme arbejdsgiver på flere driftssteder, men dens fælles-kilde-begrundelse henviser til Lawrence og Allonby. Den må ikke forvandles til en regel om, at samme CVR altid er nødvendigt, eller at samme driftssted alene er tilstrækkeligt.

Dommens kompetence trods britisk udtræden var særskilt begrundet i tidspunktet for forelæggelsen og udtrædelsesaftalen. Dette procespunkt ændrer ikke den afgivne fortolkning af artikel 157.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62019CJ0624

Domstolens dom (Anden Afdeling)
3. juni 2021[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – lige løn til mænd og kvinder – artikel 157 TEUF – direkte virkning – begrebet »arbejde af samme værdi« – anmodninger om lige løn for arbejde af samme værdi – samme kilde – arbejdstagere af forskelligt køn med samme arbejdsgiver – forskellige driftssteder – sammenligning«

I sag C-624/19,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Watford Employment Tribunal (arbejdsretten i Watford, Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 21. august 2019, indgået til Domstolen den 22. august 2019, i sagen:

**K m.fl.,**

**L, M, N m.fl.,**

**O,**

**P,**

**Q,**

**R,**

**S,**

**T**

mod

**Tesco Stores Ltd,**

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne A. Kumin, T. von Danwitz (refererende dommer), P.G. Xuereb og I. Ziemele,

generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,

justitssekretær: A Calot Escobar,

[s. 2]

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

- K m.fl. ved solicitors K. Daurka og B. Croft samt ved S. Jones, QC, og barristers A. Blake, N. Connor og C. Barnard,

- L, M, N m.fl., ved solicitor E. Parkes, K. Bryant, QC, samt ved barristers S. Butler, N. Cunningham og C. Bell,

- Tesco Stores Ltd ved solicitor A. Taggart og P. Epstein, QC,

- Europa-Kommissionen ved L. Flynn og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 157 TEUF.

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem ca. 6 000 arbejdstagere og Tesco Stores Ltd, som beskæftiger eller har haft sidstnævnte ansat i sine forretninger, vedrørende krav om lige løn til mænd og kvinder.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

##### *Bestemmelserne om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union*

3 Ved afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 1, herefter »udtrædelsesaftalen«) har Rådet for Den Europæiske Union på vegne af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) godkendt den nævnte aftale, der er knyttet til denne afgørelse (EUT 2020, L 29, s. 7).

4 Udtrædelsesaftalens artikel 86, stk. 2 og 3, med overskriften »Sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol« har følgende ordlyd:

> »2. Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb.

> 3. Med henblik på dette kapitel anses sager for at være indbragt for Den Europæiske Unions Domstol og anmodninger om præjudicielle afgørelser for at være indgivet på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens […] Justitskontor […]«

[s. 3]

5 I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 begyndte overgangsperioden på datoen for aftalens ikrafttræden og sluttede den 31. december 2020.

##### *Bestemmelserne om princippet om lige løn til mænd og kvinder*

6 EØF-traktatens artikel 119 (efter ændring artikel 141 EF, nu artikel 157 TEUF) havde følgende ordlyd:

> »Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde.

> Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> Lige løn uden forskelsbehandling med hensyn til køn indebærer:

> […]

> b) at den løn, der ydes for arbejde, betalt efter tid, er den samme for samme slags arbejde.«

7 Artikel 157 TEUF foreskriver:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

> Lige løn uden forskelsbehandling baseret på køn indebærer:

> […]

> b) at den løn, der ydes for tidlønnet arbejde, er den samme for samme slags arbejde.

> […]«

#### ***Det Forenede Kongeriges ret***

8 Section 79 i Equality Act 2010 (lov af 2010 om ligestilling), bestemmer følgende vedrørende sammenlignelighed:

> »(1) Denne section gælder for dette kapitel

> (2) Hvis A er ansat, er B referenceperson, såfremt subsection (3) eller (4) finder anvendelse.

> […]

> (4) Denne subsection finder anvendelse, såfremt –

> (a) B er ansat af A’s arbejdsgiver eller af en med A’s arbejdsgiver forbunden virksomhed

> (b) B arbejder i et andet driftssted end det, A arbejder i, og

> (c) der gælder fælles arbejdsvilkår i driftsstederne (enten generelt eller mellem A og B indbyrdes)

> […]«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

9 Tesco Stores er en detailhandelsvirksomhed, som sælger sine varer online og i 3 200 forretninger i Det Forenede Kongerige. Disse forretninger, der er af varierende størrelse, omfatter i alt ca. 250 000 arbejdstagere, der aflønnes på timebasis, og som udøver forskellige former for arbejde. Selskabet har ligeledes et distributionsnet bestående af 24 distributionscentre med ca. 11 000 ansatte, der ligeledes aflønnes på timebasis, og som udøver forskellige former for beskæftigelse.

10 Sagsøgerne i hovedsagen er ansatte eller tidligere ansatte i Tesco Stores, såvel kvinder (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«) som mænd, der arbejder eller arbejdede i selskabets forretninger. Disse parter anlagde i februar 2018 sag mod det nævnte selskab ved den forelæggende ret, Watford Employment Tribunal (arbejdsretten i Watford, Det Forenede Kongerige), med den begrundelse, at de ikke havde modtaget lige løn for samme arbejde i strid med lov af 2010 om ligestilling og artikel 157 TEUF.

11 Denne ret udsatte sagen vedrørende de nævnte mandlige parters påstande, idet den fandt, at deres udfald afhang af behandlingen af de af sagsøgerne i hovedsagen nedlagte påstande.

12 Til støtte for deres påstande om lige løn har sagsøgerne i hovedsagen gjort gældende, dels at deres arbejde og arbejdet for de mandlige arbejdstagere, som Tesco Stores har ansat i sine distributionscentre, har samme værdi, dels at de har ret til at sammenligne deres arbejde med disse arbejdstageres arbejde, selv om dette arbejde udføres på forskellige driftssteder, både i medfør af lov af 2010 om ligestilling og artikel 157 TEUF. I henhold til ovennævnte lovs section 79(4), finder fælles arbejdsvilkår nemlig anvendelse i de nævnte forretninger og distributionscentre. Desuden kan sagsøgerne i hovedsagens og de nævnte arbejdstageres arbejdsvilkår i henhold til artikel 157 TEUF tilskrives én og samme kilde, nemlig Tesco Stores.

13 Selskabet har anfægtet eksistensen af enhver ret for sagsøgerne i hovedsagen til at sammenligne sig med de mandlige arbejdstagere i distributionscentrene i dets net, da der for det første ikke findes fælles arbejdsvilkår som omhandlet i den nævnte section 79(4). Selskabet har endvidere gjort gældende, at artikel 157 TEUF ikke har direkte virkning i søgsmål om arbejde af samme værdi, hvorfor sagsøgerne i hovedsagen ikke kan påberåbe sig denne bestemmelse ved den forelæggende ret. Endelig har Tesco Stores gjort gældende, at selskabet under alle omstændigheder ikke kan anses for »samme kilde«, som arbejdsvilkårene i forretningerne og distributionscentrene i dets net kan henføres til.

14 Den forelæggende ret har anført, at sagsøgerne i hovedsagen og de mandlige arbejdstagere, hvormed der sammenlignes, selv om de er beskæftiget på forskellige driftssteder, har samme arbejdsgiver. Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at den har truffet foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse for ved hjælp af sagkyndige vurderinger at fastslå, om sagsøgerne i hovedsagens arbejdsopgaver har samme værdi som deres sammenligningspartneres arbejdsopgaver.

15 Hvad angår artikel 157 TEUF har den forelæggende ret anført, at der inden for Det Forenede Kongeriges domstole hersker usikkerhed med hensyn til den direkte virkning af denne artikel, som navnlig er forbundet med sondringen i præmis 18 i dom af 8. april 1976, Defrenne (43/75, EU:C:1976:56), mellem forskelsbehandling, der kan konstateres alene ved hjælp af kriterier om samme

[s. 5]

arbejde og lige løn, og forskelsbehandling, der kun kan konstateres på grundlag af mere udtrykkelige gennemførelsesbestemmelser i EU-retten eller national lovgivning. De i hovedsagen omhandlede påstande kan imidlertid henhøre under denne anden kategori, der ikke har direkte virkning.

16 På denne baggrund har Watford Employment Tribunal (arbejdsretten i Watford) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Har artikel 157 [TEUF] direkte virkning [i] søgsmål, hvori det gøres gældende, at sagsøgerne udfører arbejde af samme værdi som deres referencepersoner?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er testen (samme kilde) med henblik på sammenlignelighed i artikel 157 TEUF [da] forskellig fra spørgsmålet om [arbejde af] samme værdi, og har denne test i bekræftende fald direkte virkning?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

#### ***Om Domstolens kompetence***

17 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 86 i udtrædelsesaftalen, som trådte i kraft den 1. februar 2020, at Domstolen fortsat har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige, der er indgivet inden udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020, hvilket er tilfældet for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

#### ***Det første spørgsmål***

18 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den har direkte virkning i tvister mellem privatpersoner, hvori det gøres gældende, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for »arbejde af samme værdi« som omhandlet i denne artikel ikke er overholdt.

19 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har Tesco Stores i hovedsagen gjort gældende, at artikel 157 TEUF ikke har direkte virkning under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, hvor de sammenlignede arbejdstagere udfører forskelligt arbejde. Til støtte for denne påstand har det sagsøgte selskab i hovedsagen i sine indlæg for Domstolen gjort gældende, at kriteriet om »arbejde af samme værdi« i modsætning til kriteriet om »samme arbejde« nødvendigvis skal præciseres ved bestemmelser i national ret eller i EU-retten. De betragtninger, som Domstolen opstillede i præmis 18-23 i dom af 8. april 1976, Defrenne (43/75, EU:C:1976:56), og dens senere praksis, støtter i øvrigt en sådan fortolkning. Navnlig er denne virksomhed i det væsentlige af den opfattelse, at påberåbelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder i forbindelse med sammenligningen af arbejde af samme værdi hviler på en påstand om forskelsbehandling, som kun kan fastslås på grundlag af mere udtrykkelige bestemmelser end artikel 157 TEUF.

20 Det bemærkes indledningsvis, at selve ordlyden af artikel 157 TEUF ikke kan støtte denne fortolkning. I overensstemmelse med denne ordlyd gennemfører hver medlemsstat princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Følgelig pålægger denne artikel klart og præcist en forpligtelse til at nå et bestemt resultat og er ufravigelig både for så vidt angår »samme arbejde« og »arbejde af samme værdi«.

[s. 6]

21 Domstolen har således allerede fastslået, at eftersom artikel 157 TEUF er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke kun for offentlige myndigheder, men også for alle overenskomster, der kollektivt regulerer lønnede arbejdsforhold, og for aftaler mellem private (dom af 8.5.2019, Praxair MRC, C-486/18, EU:C:2019:379, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

22 Ifølge Domstolens faste praksis har denne bestemmelse direkte virkning og afføder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole har til opgave at beskytte (jf. i denne retning dom af 7.10.2019, Safeway, C-171/18, EU:C:2019:839, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

23 Princippet, som er indført ved denne bestemmelse, kan påberåbes ved de nationale domstole, navnlig i tilfælde af forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser eller kollektive arbejdsoverenskomster, og i tilfælde, hvor arbejdet udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste (jf. i denne retning dom af 8.4.1976, Defrenne, 43/75, EU:C:1976:56, præmis 40, og af 13.1.2004, Allonby, C-256/01, EU:C:2004:18, præmis 45).

24 I præmis 18 og 21-23 i dom af 8. april 1976, Defrenne (43/75, EU:C:1976:56), bemærkede Domstolen navnlig, at forskelsbehandling, der udspringer af lovbestemmelser eller kollektive overenskomster, er blandt dem, der kan konstateres ved hjælp af de kriterier om samme arbejde og lige løn, der er fastsat i EØF-traktatens artikel 119 (efter ændring artikel 141 EF, nu artikel 157 TEUF), i modsætning til de kriterier, der kun kan fastlægges i henhold til mere udtrykkelige gennemførelsesbestemmelser. Domstolen tilføjede, at det samme gælder, når der er tale om en ulige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, der udføres i én og samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste, og at dommeren i disse tilfælde kan tilvejebringe de faktiske momenter, som kan bidrage til at afgøre, om en kvindelig arbejdstager får lavere løn end en mandlig arbejdstager med samme arbejde.

25 Domstolen har imidlertid præciseret, at retten i en sådan situation er i stand til at fastslå alle de faktiske omstændigheder, som gør det muligt for den at afgøre, om en kvindelig arbejdstager modtager en lavere løn end en mandlig arbejdstager, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi (jf. i denne retning dom af 11.3.1981, Worringham og Humphreys, 69/80, EU:C:1981:63, præmis 23).

26 Domstolen har desuden fastslået, at EØF-traktatens artikel 119 (efter ændring artikel 141 EF, nu artikel 157 TEUF) utvivlsomt fastslår, at ligelønsprincippet for mænd og kvinder finder anvendelse, hvor der er tale om samme arbejde eller, som det fremgår af Domstolens faste praksis, arbejde af samme værdi (jf. i denne retning dom af 4.2.1988, Murphy m.fl., 157/86, EU:C:1988:62, præmis 9).

27 Denne artikel opstiller desuden det princip, at der skal betales samme løn for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, hvad enten det udføres af en mand eller en kvinde, hvilket er det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, hvorefter sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet (jf. i denne retning dom af 26.6.2001, Brunnhofer, C-381/99, EU:C:2001:358, præmis 27 og 28 og den deri nævnte retspraksis).

28 Det bemærkes, at rækkevidden af begreberne »samme arbejde«, »samme slags arbejde« og »arbejde af samme værdi« i artikel 157 TEUF er af rent kvalitativ karakter, idet de udelukkende angår arten af de arbejdsydelser, de berørte arbejdstagere faktisk har udført (jf. i denne retning dom af 26.6.2001, Brunnhofer, C-381/99, EU:C:2001:358, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

29 Det fremgår således af fast retspraksis, at i modsætning til, hvad Tesco Stores har gjort gældende, er den direkte virkning, som artikel 157 TEUF skaber, ikke begrænset til situationer, hvor de arbejdstagere af forskelligt køn, der sammenlignes, udfører »samme arbejde« med udelukkelse af »arbejde af samme værdi«.

[s. 7]

30 I denne sammenhæng henhører spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende arbejdstagere udfører »samme arbejde« eller »arbejde af samme værdi« som omhandlet i artikel 157 TEUF, under en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som retten foretager. I den forbindelse bemærkes, at det tilkommer den nationale ret, der alene har kompetence til at fastlægge og vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, om disse arbejdstagere, henset til den konkrete karakter af det arbejde, de udfører, kan tillægges samme værdi (jf. i denne retning dom af 31.5.1995, Royal Copenhagen, C-400/93, EU:C:1995:155, præmis 42, og af 26.6.2001, Brunnhofer, C-381/99, EU:C:2001:358, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

31 Det skal i øvrigt fremhæves, at der skal sondres mellem en sådan vurdering og kvalificeringen af den retlige forpligtelse, der følger af artikel 157 TEUF, der som anført i denne doms præmis 20 klart og præcist pålægger en forpligtelse til at nå et bestemt resultat.

32 Ovenstående fortolkning understøttes af det formål, der forfølges med artikel 157 TEUF, nemlig afskaffelse af enhver forskelsbehandling på grund af køn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

33 I den forbindelse bemærkes, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi som omhandlet i denne bestemmelse hører til Unionens grundlag (jf. i denne retning dom af 3.10.2006, Cadman, C-17/05, EU:C:2006:633, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

34 Det skal endvidere dels fremhæves, at Unionen i henhold til artikel 3, stk. 3, andet afsnit, TEU bl.a. fremmer ligestilling mellem mænd og kvinder. Dels bestemmes det i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.

35 Henset til disse forhold kan den fortolkning, hvorefter der for så vidt angår den direkte virkning af artikel 157 TEUF skal sondres mellem, om princippet om lige løn til mænd og kvinder påberåbes for »samme arbejde« eller for »arbejde af samme værdi«, være til skade for denne artikels effektive virkning og virkeliggørelsen af det formål, den forfølger.

36 Derudover bemærkes det, at når forskellene i lønvilkårene for arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, ikke kan tilskrives én og samme kilde, mangler der en enhed, som er ansvarlig for forskelsbehandlingen, og som kan genoprette ligebehandlingen, således at en sådan situation ikke er omfattet af denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 17.9.2002, Lawrence m.fl., C-320/00, EU:C:2002:498, præmis 17 og 18, og af 13.1.2004, Allonby, C-256/01, EU:C:2004:18, præmis 46). Det følger heraf, at en situation, hvor lønvilkårene for arbejdstagere af forskelligt køn, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, kan tilskrives en og samme kilde, henhører under artikel 157 TEUF, og at disse arbejdstageres arbejde og løn kan sammenlignes på grundlag af denne artikel, selv om arbejdstagerne udfører deres arbejde på forskellige driftssteder.

37 Det må derfor fastslås, at artikel 157 TEUF kan påberåbes for de nationale domstole i en tvist, der er baseret på arbejde af samme værdi udført af arbejdstagere af forskelligt køn, der har samme arbejdsgiver, og på arbejdsgiverens forskellige driftssteder, eftersom denne udgør en sådan samme kilde.

38 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Tesco Stores i sin egenskab af arbejdsgiver synes at udgøre én og samme kilde, som lønvilkårene for de arbejdstagere, der udfører deres arbejde i de forretninger og distributionscentre, som selskabet råder over, kan tilskrives, og som kan være ansvarlig for en eventuel forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 157 TEUF, hvilket det tilkommer den forelæggende domstol at efterprøve.

[s. 8]

39 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den har direkte virkning i tvister mellem private, hvori det gøres gældende, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for »arbejde af samme værdi« som omhandlet i denne artikel ikke er overholdt.

#### ***Det andet spørgsmål***

40 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

### **Sagsomkostninger**

41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

**Artikel 157 TEUF skal fortolkes således, at den har direkte virkning i tvister mellem private, hvori det gøres gældende, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for »arbejde af samme værdi« som omhandlet i denne artikel ikke er overholdt.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/celex-62020cj0405.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 5. maj 2022, sag C-405/20

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62020cj0405.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62020cj0405.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2022:347

Kommentarens titel: Degressiv pensionsregulering og de historiske tidsgrænser

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Protokol nr. 33 og direktiv 2006/54, artikel 12, begrænsede ikke prøvelsen af en årlig pensionsregulering efter deres skæringsdato. En degressiv regulering, der ramte en væsentligt større andel mænd, var ikke forbudt, hvis den sammenhængende og systematisk sikrede bæredygtig finansiering og mindskede forskelle i statsfinansierede pensioner uden at gå videre end nødvendigt (jf. § 1 a, stk. 2 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Protokol nr. 33 og direktiv 2006/54 artikel 12 begrænsede ikke prøvelsen af en årlig pensionsregulering, som fandt anvendelse efter deres skæringsdato. Artikel 157 og direktivets artikel 5 hindrede ikke degressiv regulering med nul regulering over et beløb, selv om en væsentligt større andel mænd blev ramt, hvis ordningen sammenhængende og systematisk sikrede bæredygtig finansiering og mindskede forskelle i statsfinansierede pensioner uden at gå videre end nødvendigt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Tidsresultatet gælder efterfølgende regulering og ophæver ikke Barber-begrænsningen for tidligere optjening.

Alle tre pensionister var mænd, men det er ikke i sig selv beviset for indirekte diskrimination.

Tallene 8.417/79.491 og 1.040/22.470 stammer fra refereret partsstatistik.

Ingen generel godkendelse af enhver fremtidig pensionsbegrænsning eller af en fast procentsats.

Tidligere kumulative tab var påberåbt af parterne; dommen afgør 2018-reguleringen og giver ikke generel fribillet for varig realværdiforringelse.

Dommen bygger ikke resultatet på, at mænds historisk højere pensioner i sig selv lovligt kan reduceres for at kompensere kvinder.

Privat/aktiv-afgrænsningen er kontekstafhængig, ikke en universel udelukkelse som sammenligningspersoner i ligelønssager.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62020CJ0405

Domstolens dom (Første Afdeling)
5. maj 2022[^*]

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – artikel 157 TEUF – protokol (nr. 33) – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – direktiv 2006/54/EF – artikel 5, litra c), og artikel 12 – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn – erhvervstilknyttet social sikringsordning, der finder anvendelse efter den dato, der er omhandlet i denne protokol og artikel 12 – alderspension til tjenestemænd – national lovgivning om en årlig tilpasning af alderspensioner – degressiv tilpasning i forhold til størrelsen af alderspensionen med fuldstændig mangel på tilpasning ud over et vist beløb – begrundelser«

I sag C-405/20,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) ved afgørelse af 31. juli 2020, indgået til Domstolen den 28. august 2020, i sagen

**EB,**

**JS,**

**DP**

mod

**Versicherungsanstalt öffentlich Bediensteter, Eisenbahnen und Bergbau (BVAEB),**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, Domstolens vicepræsident, L. Bay Larsen, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne I. Ziemele, T. von Danwitz (refererende dommer) og P.G. Xuereb,

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

[s. 2]

efter at der er afgivet indlæg af:

- JS og EB ved Rechtsanwalt M. Riedl,

- DP som selvmøder og ved Rechtsanwalt M. Riedl,

- den østrigske regering ved J. Schmoll og C. Leeb, som befuldmægtigede,

- Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. januar 2022,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 157 TEUF, protokol (nr. 33) ad artikel 157 TEUF, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten (herefter »protokol nr. 33«), artikel 5 og 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med tre tvister mellem henholdsvis EB, JS og DP, på den ene side, og Versicherungsanstalt öffentlich Bediensteter, Eisenbahnen und Bergbau (BVAEB) (sygekasse for tjenestemænd og andre offentligt ansatte, jernbaner og minedrift, Østrig), på den anden side, vedrørende den årlige tilpasning af deres alderspensioner.

### **Retsforskrifter**

#### ***EU-retten***

3 Protokol nr. 33 bestemmer:

> »Med henblik på anvendelsen af artikel 157 [TEUF] skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

4 Artikel 1 i direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

> I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

> […]

[s. 3]

> c) erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

> […]«

5 Direktivets artikel 2, stk. 1, bestemmer:

> »I dette direktiv forstås ved:

> a) »direkte forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation

> b) »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

> […]

> f) »erhvervstilknyttede sikringsordninger«: ordninger, der ikke er omfattet af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring [(EFT 1979, L 6, s. 24)], og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk.«

6 Direktivets artikel 3 med overskriften »Positive foranstaltninger« bestemmer:

> »Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med […] artikel 157, stk. 4, [TEUF] for i praksis at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.«

7 Kapitel 2 med overskriften »Ligebehandling i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger« i afsnit II i samme direktiv indeholder bl.a. direktivets artikel 5 og 12.

8 Artikel 5 i direktiv 2006/54 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« har følgende ordlyd:

> »Uden at artikel 4 tilsidesættes, må der ikke finde nogen direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grundlag af køn i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, især for så vidt angår:

> a) anvendelsesområdet for sådanne ordninger samt betingelserne for adgang til disse

> b) bidragspligten og beregningen af bidrag

> c) beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.«

[s. 4]

9 Direktivets artikel 12 med overskriften »Tilbagevirkende kraft« bestemmer:

> »1. Enhver gennemførelsesforanstaltning til dette kapitel, for så vidt angår arbejdstagere, skal dække alle ydelser i medfør af erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990 og har tilbagevirkende kraft til denne dato, medmindre arbejdstagerne eller deres ydelsesberettigede pårørende inden denne dato har anlagt søgsmål eller indgivet en dertil svarende administrativ klage i overensstemmelse med national lovgivning. I så fald har gennemførelsesforanstaltningerne tilbagevirkende kraft til den 8. april 1976 og dækker alle ydelser, der kan henregnes til beskæftigelsesperioder efter denne dato. For de medlemsstater, der har tiltrådt [Unionen] efter den 8. april 1976, men før den 17. maj 1990, erstattes denne dato af den dato, på hvilken traktatens artikel [157 TEUF] blev gældende på deres område.

> 2. Andet punktum i stk. 1 er ikke til hinder for, at de nationale regler om søgsmålsfrister i nationale retsforhold kan gøres gældende over for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, som havde anlagt søgsmål eller indgivet en dertil svarende administrativ klage i overensstemmelse med national lovgivning inden den 17. maj 1990, forudsat at disse regler ikke er mindre gunstige for søgsmål af denne art end for tilsvarende nationale søgsmål, og at de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder tillagt i henhold til [EU-]retten.

> 3. For de medlemsstater, der har tiltrådt [Unionen] efter den 17. maj 1990, og som den 1. januar 1994 var kontraherende parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, ændres datoen den 17. maj 1990 i stk. 1, første punktum, til den 1. januar 1994.

> 4. For de øvrige medlemsstater, hvis tiltrædelse [af Unionen] fandt sted efter den 17. maj 1990, ændres datoen den 17. maj 1990 i stk. 1 og 2 til den dato, på hvilken [artikel 157 TEUF] blev gældende på deres område.«

#### ***Østrigsk ret***

10 § 41 i Bundesgesetz über die Pensionsansprüche der Bundesbeamten, ihrer Hinterbliebenen und Angehörigen (Pensionsgesetz 1965) (forbundslov om pensionsrettigheder for føderale tjenestemænd, deres efterkommere og familiemedlemmer (lov om pension af 1965)) af 18. november 1965 (BGBl., nr. 340/1965) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »PG 1965«), bestemmer:

> »[…]

> (2) Alderspensioner og efterladtepensioner, der skal udbetales i henhold til denne lov […], skal tilpasses på samme tid og i samme omfang som pensionerne i medfør af den lovbestemte pensionsforsikring.

> 1. når pensionsretten allerede bestod inden den 1. januar i det pågældende år

> […]

> (4) Den metode til tilpasning af pensioner, der er fastsat i § 711 [i Allgemeines Sozialversicherungsgesetz (lov om social sikring, herefter »ASVG«)] for kalenderåret 2018, finder

[s. 5]

> analog anvendelse […]. I tilfælde af en stigning i henhold til ASVG’s § 711, stk. 1, nr. 2, tilskrives det samlede beløb alderspensionen eller efterladtepensionen.«

11 ASVG’s § 108f i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer følgende:

> »(1) Forbundsministeren for social sikring, generationsspørgsmål og forbrugerbeskyttelse fastsætter reguleringsfaktoren for hvert kalenderår under hensyn til referenceværdien.

> (2) Referenceværdien er fastsat således, at den forhøjelse af pensionerne, der følger af tilpasningen med referenceværdien, skal svare til stigningen i forbrugerpriserne i overensstemmelse med stk. 3. Den rundes op til tre decimaler.

> (3) Stigningen i forbrugerpriserne fastlægges på grundlag af den gennemsnitlige stigning i 12 kalendermåneder indtil juli måned i det år, der går forud for reguleringsåret, idet der tages udgangspunkt i forbrugerprisindekset for 2000 eller ethvert andet indeks, der måtte have erstattet det. Med henblik herpå skal der beregnes et aritmetisk gennemsnit af de inflationssatser, som Statistik Austria [det østrigske statistiske kontor] offentliggør for beregningsperioden.«

12 ASVG’s § 108h har følgende ordlyd:

> »(1) Med virkning pr. 1. januar hvert år

> a) skal alle pensioner fra pensionsforsikringen, for hvilke skæringsdagen (§ 223, stk. 2) ligger før den 1. januar det pågældende år

> […]

> multipliceres med reguleringsfaktoren. […]

> (2) Den i stk. 1 omhandlede regulering sker på grundlag af den pension, der er erhvervet i henhold til de bestemmelser, der var gældende pr. 31. december det foregående år […]«

13 ASVG’s § 711 bestemmer følgende:

> »(1) Uanset § 108h, stk. 1, første punktum, og § 108h, stk. 2, skal pensionsforhøjelsen for kalenderåret 2018 ikke ske med reguleringsfaktoren, men som følger: Den samlede pensionsindkomst (stk. 2) skal forhøjes,

> 1. hvis den ikke overstiger 1 500 EUR pr. måned, med 2,2%

> 2. hvis den ikke overstiger 2 000 EUR pr. måned, med 33 EUR

> 3. hvis den ligger mellem 2 000 EUR og 3 355 EUR pr. måned, med 1,6%

> 4. hvis den ligger mellem 3 355 EUR og 4 980 EUR pr. måned, med en procentsats, der i det nævnte interval falder lineært fra 1,6% til 0%.

> Overstiger den samlede pensionsindkomst 4 980 EUR, forhøjes denne ikke.

> […]«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

14 Sagsøgerne i hovedsagen, EB, JS og DP, er tre mandlige personer født før 1955, som har arbejdet som føderale tjenestemænd i Østrig. De gik på pension i henholdsvis 2000, 2013 og 2006. I 2017 var deres månedlige alderspension 6 872,43 EUR brutto for førstnævntes vedkommende, 4 676,48 EUR for den andens vedkommende og 5 713,22 EUR for den tredjes vedkommende.

15 Sagsøgerne i hovedsagen anmodede hver især BVAEB om en regulering af deres alderspension med virkning fra den 1. januar 2018. BVAEB fastslog, at EB’s og DP’s pensioner ikke skulle tilpasses, da de lå over loftet på 4 980 EUR om måneden som fastsat i ASVG’s § 711, stk. 1. JS’ alderspensions blev tilpasset med en forhøjelse på 0,2989%.

16 Sagsøgerne i hovedsagen anlagde hver især sag ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig), og gjorde gældende, at § 41, stk. 4, i PG 1965, sammenholdt med ASVG’s § 711, stk. 1, nr. 4, sidste punktum, der for to af deres vedkommende fuldstændig, og for den tredjes vedkommende næsten fuldstændig – på grund af deres alderspensionsbeløb – berøver dem retten til en regulering af pensionen, medfører en indirekte forskelsbehandling på grund af køn af dem, som er i strid med EU-retten.

17 Til støtte for deres søgsmål gjorde sagsøgerne i hovedsagen gældende, at den nationale lovgivning om tilpasning af pensioner, der fandt anvendelse på dem, siden 1995 ikke var ophørt med at være til skade for deres situation, og at de højere pensioner i perioden 2001-2017 kun var blevet tilpasset i ringe omfang. De gjorde endvidere gældende, at den omhandlede lovgivning udgjorde en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, og fremlagde i denne forbindelse en statistisk analyse, hvoraf det fremgik, at ud af modtagerne af alderspension i henhold til PG 1965 med et månedligt beløb på over 4 980 EUR udgjorde 8 417 mænd og 1 040 kvinder, mens antallet af modtagere af en føderal tjenestemandspension udgjorde 79 491 mænd og 22 470 kvinder.

18 Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) forkastede sagsøgerne i hovedsagens søgsmål, idet den fandt, at der forelå begrundelser, der gjorde det muligt at forkaste argumentet om forskelsbehandling på grundlag af køn. Hvad alene angik EB og DP fastslog Bundesverwaltungsgericht ligeledes, at det var ubestridt, at langt flere mænd end kvinder var omfattet af § 41, stk. 4, i PG 1965, sammenholdt med ASVG’s 711, stk. 1, sidste punktum.

19 Sagsøgerne i hovedsagen iværksatte revisionsappel til prøvelse af disse afgørelser ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig).

20 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de alderspensioner, som sagsøgerne i hovedsagen modtager i henhold til PG 1965, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 157 TEUF, protokol nr. 33 og artikel 12 i direktiv 2006/54, eftersom de er født før 1955. Den forelæggende ret ønsker således for det første oplyst, om sagsøgerne i hovedsagens søgsmål påvirkes af den tidsmæssig begrænsning af kravet om ligebehandling af mænd og kvinder i henhold til denne protokol og den nævnte artikel i direktiv 2006/54, der for Republikken Østrig vedrører perioden før den 1. januar 1994. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om denne begrænsning måtte anses for at finde anvendelse på ydelseselementer såsom den af sagsøgerne i hovedsagen anfægtede årlige tilpasning af alderspensionerne, selv om der alene er tale om en delvis tilpasning i forhold til de arbejdsperioder, som de har udført efter den 1. januar 1994, taler Domstolens

[s. 7]

praksis, der bl.a. følger af dom af 6. oktober 1993, Ten Oever (C-109/91, EU:C:1993:833), for en fortolkning, hvorefter den nævnte begrænsning ikke finder anvendelse på en sådan tilpasning og ikke kan forhindre sagsøgerne i hovedsagen i at påberåbe sig kravet om ligebehandling af mænd og kvinder.

21 Den forelæggende ret har i denne henseende for det andet anført, at den omhandlede nationale lovgivning indebærer, at føderale tjenestemænd, der i henhold til PG 1965 oppebærer en månedlig bruttopension over et vist beløb, i modsætning til personer, der modtager en lavere pension, ikke eller næsten ikke har fået tilpasset deres pension for 2018. Et sådant ufordelagtigt forhold kan udgøre en forskelsbehandling på grundlag af køn, hvis det påvirker langt flere mænd end kvinder. Den forelæggende ret har præciseret, at den årlige tilpasning af pensionerne siden 1997 ikke har fulgt udviklingen i lønnen for tjenestemænd i aktiv tjeneste, men derimod som følge af henvisningen i § 41 i PG 1965 til ASVG inflationsraten, der har til formål at opretholde modtagernes købekraft. Selv om denne ordning er blevet udformet således, at den finder generel og langsigtet anvendelse, har den østrigske lovgiver regelmæssigt benyttet sig af muligheden for i visse år at vedtage regler, der fraviger den almindelige indeksering af alderspensionerne i forhold til inflationssatsen.

22 Hvad angår tilpasningen af pensionerne for 2018 har den forelæggende ret anført, at den østrigske regering har begrundet denne undtagelse med henvisning til et socialt element. BVAEB har ligeledes påberåbt sig dette sociale element som begrundelse for en eventuel indirekte forskelsbehandling, idet BVAEB har gjort gældende, dels at anvendelsen af en fast procentsats meget hurtigt vil resultere i en »uberettiget kløft« mellem pensionsniveauerne, dels at de højere pensioner kan tåle en ringere tilpasning, uden at det går ud over pensionernes værdi eller levefoden for modtagerne heraf, og at en sådan tilpasning af hensyn til statens finansiering af justeringerne i deres helhed derfor ikke er uacceptabel, men påkrævet af hensyn til solidariteten.

23 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt disse hensyn kan begrunde en eventuel indirekte forskelsbehandling, og om de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, er opfyldt. Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning om tilpasning af de omhandlede pensioner er nødvendig, hensigtsmæssig og sammenhængende. Den i lovgivningen omhandlede foranstaltning er begrænset til pensionsmodtagere og desuden til visse kategorier af pensionsmodtagere, selv om der findes andre passendende socialpolitiske redskaber, såsom progressiv indkomstbeskatning, overførselsindkomster og andre skattefinansierede bistandsydelse. I henhold til national ret befinder de føderale tjenestemænd, der er omfattet af § 41 i PG 1965, sig i en særlig situation, som adskiller dem fra modtagerne af pensioner, der er omfattet af reglerne om social sikring, såsom ASVG. Disse tjenestemænds alderspensioner skal nemlig ifølge Verfassungsgerichtshofs (forfatningsdomstol, Østrig) anses for en offentligretlig aflønning i et livslang ansættelsesforhold, der skal betragtes som kompensation for tro og aktiv tjeneste. De pensioner, der udbetales i henhold til de sociale sikringsordninger, er baseret på princippet om finansiering via bidrag, og de udbetales af et forsikringsorgan, mens de bidrag, der betales af tjenestemænd i aktiv tjeneste, betales til statens budget, og grundlaget for PG 1965 er ikke det samme som grundlaget for førstnævnte ordning.

24 Den forelæggende ret har endvidere bemærket, at den nationale lovgiver ikke har truffet en lignende foranstaltning om »social kompensation« til fordel for tjenestemænd i aktiv tjeneste, eftersom disse i 2018 med henblik på at drage fordel af den økonomiske vækst fik en lønstigning, der var højere end inflationen uden degressiv regulering. Lovgiver har heller ikke ladet de alderspensioner, der udbetales i henhold til andre erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, f.eks. private, være omfattet af samme ordning om tilpasning, med undtagelse af en begrænset

[s. 8]

kategori af pensioner, der udbetales af virksomheder med tilknytning til staten. Denne ret ønsker ligeledes oplyst, om der ved undersøgelsen af forholdsmæssigheden og sammenhængen af den påståede diskriminerende foranstaltning skal tages hensyn til den omstændighed, at den ikke var enkeltstående, eftersom sagsøgerne i hovedsagen har påberåbt sig de kumulative virkninger af de forskellige pensionstilpasningsforanstaltninger, som er vedtaget, efter at de gik på pension.

25 Endelig har den forelæggende ret påpeget, at Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) har anført, at den ugunstige behandling, som pensionister, der modtager den højere pension, og som for størstedelens vedkommende er mænd, udsættes for, skal undersøges i lyset af den omstændighed, at kvinder historisk set er blevet ringere stillet, dvs. har været underrepræsenteret i stillinger, der er bedre lønnede. Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om, hvilke konsekvenser der skal drages af en sådan konstatering for så vidt angår hovedsagerne.

26 På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Skal begrænsningen af det tidsmæssige anvendelsesområde for kravet om ligebehandling af mænd og kvinder i henhold til [dom af 17. maj 1990, Barber, C-262/88, EU:C:1990:209] og i henhold til protokol nr. 33 […] og artikel 12 i [direktiv 2006/54] fortolkes således, at en (østrigsk) pensionsmodtager ikke retmæssigt eller kun (delvist) for så vidt angår den del af kravet, der vedrører ansættelsesperioder, som ligger efter den 1. januar 1994, kan påberåbe sig kravet om ligebehandling for at gøre gældende, at lovgivning som den i hovedsagen anvendte om en regulering af tjenestemandspensioner, som blev fastsat for året 2018, har medført en forskelsbehandling af vedkommende?

> 2) Skal kravet om ligebehandling af mænd og kvinder (i henhold til artikel 157 TEUF, sammenholdt med artikel 5 i direktiv 2006/54) fortolkes således, at en indirekte forskelsbehandling som den, der – muligvis – følger af den lovgivning om pensionsreguleringen af 2018, som finder anvendelse i hovedsagen, også under hensyntagen til allerede tidligere fastsatte lignende foranstaltninger og det betydelige tab, som er forårsaget af den kumulative virkning af disse foranstaltninger, i forhold til en inflationsbetinget regulering af pensionernes realværdi (i det foreliggende tilfælde på 25%), er begrundet, navnlig - for at forhindre en »kløft« mellem højere og lavere pensioner (som vil opstå i tilfælde af en regelmæssig regulering med en enhedssats), selv om denne vil være rent nominel og ikke ændre forholdet mellem beløbene - for at gennemføre et generelt »socialt element« i form af en styrkelse af købekraften for modtagere af lavere pensioner, selv om a) dette formål også vil kunne opfyldes uden at begrænse reguleringen af højere pensioner, og b) lovgiver ikke på samme måde har fastsat en sådan foranstaltning med henblik på også at styrke købekraften ved inflationsreguleringen af lavere tjenestemandslønninger (til ugunst for reguleringen af højere tjenestemandslønninger) og heller ikke har vedtaget lovgivning om et sammenligneligt indgreb i reguleringen af værdien af pensioner i medfør af andre erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (uden statslig deltagelse) for at opnå en styrkelse af købekraften for lavere pensioner (til ugunst for reguleringen af højere pensioner) - for at bevare og finansiere »ordningen«, selv om tjenestemandspensionerne ikke skyldes af et forsikringsselskab i henhold til en forsikringsmæssigt organiseret og bidragsfinansieret ordning, men derimod af forbundsstaten som de pensionerede tjenestemænds arbejdsgiver som løn for udført arbejde, og det afgørende dermed ikke er bevarelsen eller finansieringen af en ordning, men i sidste ende kun budgetmæssige overvejelser - fordi det udgør en selvstændig begrundelse, eller fordi det (forud herfor) på forhånd kan udelukkes, at der er tale om indirekte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i direktiv 2006/54 til skade for mænd, hvis det forhold, at mænd statistisk er berørt i væsentligt højere grad inden for gruppen af modtagere af højere pensioner, kan tilskrives, at kvinder især i fortiden typisk ikke havde lige muligheder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, eller - fordi lovgivningen er lovlig som en positiv foranstaltning som omhandlet i artikel 157, stk. 4, TEUF?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

#### ***Det første spørgsmål***

27 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om protokol nr. 33 og artikel 12 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i disse bestemmelser finder anvendelse på en national lovgivning om en årlig tilpasning af alderspensioner, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, og som finder anvendelse efter den i disse bestemmelser omhandlede dato.

28 Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 157 TEUF fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

29 Hvad angår direktiv 2006/54 indeholder dette, som det fremgår af dets artikel 1, bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, bl.a. for så vidt angår erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

30 Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, og som Domstolen allerede har fastslået, er en alderspension som den, der udbetales til østrigske føderale tjenestemænd i henhold til PG 1965, for det første omfattet af begrebet »løn« som omhandlet i artikel 157 TEUF, for så vidt som dens størrelse afhænger af tjenesteperioder, sammenlignelige perioder og den løn, som tjenestemanden oppebar, og for så vidt som denne pension udgør en fremtidig udbetaling i penge, der udbetales af arbejdsgiveren til dennes ansatte, som en direkte følge af sidstnævntes ansættelsesforhold. Denne pension anses i national ret nemlig for en løn, der fortsat udbetales i forbindelse med et tjenesteforhold, som fortsætter, efter at tjenestemanden er gået på pension (jf. i denne retning dom af 21.1.2015, Felber, C-529/13, EU:C:2015:20, præmis 23).

31 For det andet udbetales en sådan pension fra en »erhvervstilknyttet social sikringsordning« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra f), i direktiv 2006/54, som skal sikre arbejdstagerne inden for en given faglig branche ydelser, der skal træde i stedet for ydelser fra en lovbestemt social sikringsordning. De føderale tjenestemænd i Østrig er således som følge af deres tjenestemandsansættelse ved forbundsstaten udelukket fra den pensionsforsikringsordning, som

[s. 10]

blev indført ved ASVG, for så vidt som deres ansættelsesforhold giver dem en ret til tilsvarende ydelser ved alderdom som denne pensionsforsikringsordning (jf. i denne retning dom af 16.6.2016, Lesar, C-159/15, EU:C:2016:451, præmis 28).

32 Det skal for det første bemærkes, at det fremgår af ordlyden af protokol nr. 33, at med henblik på anvendelsen af artikel 157 TEUF skal ydelser i medfør af en »erhvervstilknyttet social sikringsordning« ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger »forud for« den 17. maj 1990. Det samme gælder for ordlyden af artikel 12, stk. 1, i direktiv 2006/54, som bestemmer, at »alle« ydelser i medfør af sådanne ordninger, der kan henregnes til beskæftigelsesperioder »efter« denne dato, er omfattet af gennemførelsesforanstaltningerne til bestemmelserne i dette direktivs afsnit II, kapitel 2, vedrørende ligebehandling i de nævnte ordninger.

33 Da den begrænsning af de tidsmæssige virkninger af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, der er fastsat i disse bestemmelser, udgør en undtagelse til den almindelige regel i EUF-traktaten, skal der anlægges en streng fortolkning heraf.

34 Det skal for det andet bemærkes, at ordlyden af protokol nr. 33 er identisk med ordlyden af protokol (nr. 17) om artikel 141 EF, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, og som har en klar sammenhæng med dom af 17. maj 1990, Barber (C-262/88, EU:C:1990:209), eftersom de navnlig henviser til datoen for afsigelsen af denne dom.

35 Som Domstolen har udtalt i dom af 6. oktober 1993, Ten Oever (C-109/91, EU:C:1993:833), kan den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 (efter ændring artikel 141, nu artikel 157 TEUF) i kraft af dom af 17. maj 1990, Barber (C-262/88EU:C:1990:209), kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, som er datoen for afsigelsen af den nævnte dom, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (dom af 23.10.2003, Schönheit og Becker, C-4/02 og C-5/02, EU:C:2003:583, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

36 Bydende retssikkerhedshensyn er nemlig til hinder for, at der rejses tvivl om retsforhold, hvis virkninger allerede er udtømt, når dette kan bevirke, at ligevægten i en række af disse pensionsordninger forstyrres med tilbagevirkende kraft (jf. i denne retning dom af 23.10.2003, Schönheit og Becker, C-4/02 og C-5/02, EU:C:2003:583, præmis 99).

37 Denne begrænsning er gentaget i protokol nr. 33 og fremgår ligeledes af artikel 12, stk. 1, i direktiv 2006/54.

38 For så vidt angår Republikken Østrig er den skæringsdato, der er omhandlet i dom af 17. maj 1990, Barber (C-262/88, EU:C:1990:209), i henhold til dette direktivs artikel 12, stk. 3, blevet erstattet af datoen den 1. januar 1994.

39 Det skal for det tredje bemærkes, at princippet om lige løn til mænd og kvinder som omhandlet i artikel 157 TEUF er et af Unionens grundlæggende principper. I øvrigt bemærkes, at Unionen i henhold til artikel 3, stk. 3, andet afsnit, TEU bl.a. fremmer ligestilling mellem mænd og kvinder, og at det i artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmes,

[s. 11]

at der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Tesco Stores, C-624/19, EU:C:2021:429, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis).

40 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den årlige tilpasning af alderspensioner, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning for 2018, beregnes på grundlag af størrelsen af den alderspension, som modtageren oppebar i det foregående år, og som der allerede var optjent ret til, således at tilpasningen sker degressivt for helt at ophøre over et vist beløb. Den nævnte tilpasning beror desuden ikke på tidspunktet for den pågældende modtagers beskæftigelsesperioder eller vedkommendes medlemskab.

41 Sagsøgerne i hovedsagen har for den forelæggende ret alene påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forhold til denne nationale lovgivning, der ikke har tilbagevirkende kraft. Sidstnævnte gik i øvrigt på pension efter den 1. januar 1994 og modtager en pension, med hensyn til hvilken de hverken bestrider begyndelsesdatoen eller det oprindeligt fastsatte beløb. De rejser heller ikke tvivl om størrelsen af deres pension i tilknytning til de tidligere foretagne udbetalinger eller i tilknytning til beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt før den 1. januar 1994.

42 Henset til de betragtninger, der i det væsentlige er anført i denne doms præmis 39-32, skal protokol nr. 33 og artikel 12 i direktiv 2006/54 imidlertid ikke fortolkes således, at den begrænsning af de tidsmæssige virkninger af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, der er fastsat i disse bestemmelser, finder anvendelse på en årlig tilpasning af alderspensioner, eftersom en sådan ordning ikke indebærer, at erhvervede rettigheder eller udbetalinger, der er foretaget før den i disse bestemmelser fastsatte skæringsdato, drages i tvivl. Det følger heraf, at denne begrænsning i det foreliggende tilfælde ikke kan gøres gældende over for sagsøgerne i hovedsagen for så vidt angår en årlig tilpasning af alderspensioner som den, der i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning alene er fastsat for 2018.

43 Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at protokol nr. 33 og artikel 12 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i disse bestemmelser ikke finder anvendelse på en national lovgivning om en årlig tilpasning af alderspensioner, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, og som finder anvendelse efter den i disse bestemmelser omhandlede dato.

#### ***Det andet spørgsmål***

44 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 157 TEUF og artikel 5 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelserne er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en årlig degressiv tilpasning af nationale tjenestemænds alderspension i forhold til størrelsen af pensionsbeløbet med en fuldstændig mangel på tilpasning ud over et vist pensionsbeløb.

45 Dette direktivs artikel 5, litra c), forbyder enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger for så vidt angår beregningen af ydelserne.

[s. 12]

46 Det skal indledningsvis fastslås, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke indebærer direkte forskelsbehandling, da den finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere.

47 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan lovgivning medfører en indirekte forskelsbehandling som defineret i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at i henhold til § 41, stk. 4, i PG 1965, sammenholdt med § 711, stk. 1, i ASVG, stilles østrigske føderale tjenestemænd, som modtager en månedlig alderspension over et vist beløb, ringere end tjenestemænd med en lavere alderspension, eftersom de førstnævntes pension ikke, eller kun i begrænset omfang, er blevet forhøjet. Den omhandlede lovgivning indfører således en forskelsbehandling mellem østrigske føderale tjenestemænd efter et tilsyneladende neutralt kriterium, nemlig størrelsen af deres pension.

48 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne forskelsbehandling stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, har den forelæggende ret anført, at det på grundlag af de oplysninger, som sagsøgerne i hovedsagen har fremlagt, og de af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) fastslåede forhold ikke kan udelukkes, at betingelserne for indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn ud fra et statistisk synspunkt er opfyldt. Hvad nærmere bestemt angår to af sagsøgerne i hovedsagen er det ubestridt, at langt flere mænd end kvinder er omfattet af § 41, stk. 4, i PG 1965, sammenholdt med ASVG’s § 711, stk. 1, sidste punktum, for så vidt det overvejende er mænd, der er repræsenteret i kategorien af personer, der modtager pensioner, som overstiger det i den omhandlede lovgivning fastsatte maksimum.

49 Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at en sådan særlig ufordelagtig situation navnlig foreligger, såfremt det kan påvises, at en national lovgivning stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

50 Det tilkommer den nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, som navnlig kan give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at fastslå, hvorvidt der foreligger indirekte forskelsbehandling. Det tilkommer således denne retsinstans at vurdere, om det statistiske materiale, som er fremlagt for den vedrørende arbejdstagernes situation, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det viser sig at være væsentligt (dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

51 Hvis de statistiske oplysninger, som den forelæggende ret kan tage hensyn til, faktisk skulle vise, at procentdelen af arbejdstagere af det ene køn påvirkes væsentligt hårdere af den pågældende nationale lovgivning end arbejdstagere af det andet køn, der ligeledes er omfattet af denne lovgivnings anvendelsesområde, må det antages, at en sådan situation indebærer en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54, medmindre den nævnte lovgivning er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 54).

[s. 13]

52 I dette tilfælde vil det dernæst tilkomme den nævnte ret at undersøge, i hvilket omfang en sådan forskelsbehandling ikke desto mindre kan begrundes i forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, således som det følger af artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54.

53 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at dette navnlig er tilfældet, hvis de valgte midler tjener til at opfylde et lovligt socialpolitisk mål, er egnede til at nå det med den pågældende lovgivning forfulgte mål og er nødvendige hertil, når sådanne midler kun kan anses for at være egnede til at sikre det angivne mål, såfremt de reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 53 og 54, og af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 56).

54 Domstolen har endvidere udtalt, at medlemsstaterne ved valget af de foranstaltninger, hvormed målene for deres social- og beskæftigelsespolitik kan realiseres, råder over et vidt skøn (dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

55 Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at selv om det i sidste instans tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang den omtvistede lovbestemmelse er berettiget af et sådant objektivt forhold, er Domstolen, der har til opgave at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, kompetent til at vejlede denne ret på en sådan måde, at denne kan træffe afgørelse (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 58).

56 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har til formål at bevare pensionsmodtagernes købekraft ved i kraft af en »social kompensation« at styrke de lavere pensioner i forhold til de højeste pensioner, undgå en udbredt forskel mellem de pågældende pensioner og sikre deres bæredygtige finansiering.

57 Det følger af Domstolens praksis, at selv om budgetmæssige hensyn ikke kan begrunde en forskelsbehandling, der forfordeler et af kønnene, kan formålene om at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensioner og mindske forskellene i den pension, der finansieres af staten, derimod anses for lovlige socialpolitiske formål, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale), C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 61, og af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 38).

58 Det følger heraf, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning forfølger lovlige socialpolitiske formål, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

59 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning opfylder de krav om proportionalitet, der er nævnt i denne doms præmis 53, og navnlig for så vidt angår dens hensigtsmæssighed, fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at den alene gør det muligt at forhøje gennemsnitlige eller lave alderspensioner, samtidig med at det bl.a. sikres, at de laveste pensioner forhøjes mere end inflationen, at finansieringen af pensionerne er bæredygtig, og at forskellene mellem pensionerne mindskes.

[s. 14]

60 Som påpeget af den forelæggende ret ændrer en indeksering af alderspensionerne i forhold til inflationssatsen ikke i sig selv niveauforskellene mellem de forskellige pensioner, og forskellen mellem disse består fortsat ud fra matematisk synspunkt. Prisstigninger påvirker imidlertid i højere grad levefoden for modtagere af en lav alderspension. For så vidt som den i hovedsagen omhandlede lovgivning kun rammer pensioner over et vist beløb, er den desuden medvirkende til, at sådanne pensioner tilnærmes de lavere pensioner.

61 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning er gennemført på en sammenhængende og systematisk måde, skal det bemærkes, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den østrigske regerings skriftlige indlæg, at den ikke kun finder anvendelse på alle alderspensioner for tjenestemænd, men også på modtagere af alderspensioner, der udbetales i henhold til såvel erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger i virksomheder, der er underlagt statslig kontrol, som den lovbestemte pensionsforsikring, der er fastsat i ASVG. Den årlige tilpasning af de i hovedsagen omhandlede pensioner finder således anvendelse på samtlige modtagere af statslige pensioner, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

62 Henset til det vide skøn, som medlemsstaterne råder over ved valget af de foranstaltninger, der kan opfylde deres social- og beskæftigelsespolitiske mål, og som der er henvist til i denne doms præmis 54, påvirkes sammenhængen i gennemførelsen af tilpasningsforanstaltningen ikke af den omstændighed alene, at der allerede er etableret andre specifikke socialpolitiske redskaber, som tilsigter at nå målet om at støtte beskedne indtægter.

63 Det samme gælder den omstændighed, at hverken pensioner under de private erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller lønnen til tjenestemænd i aktiv tjeneste er blevet tilpasset.

64 Hvad for det første angår disse private ordninger afhænger de – med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse – ikke af staten. Hvad for det andet angår tjenestemænd i aktiv tjeneste fremgår det ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den østrigske regerings skriftlige indlæg, at selv om deres udnævnelse i henhold til national ret skaber en livslang beskæftigelse, og at deres alderspension svarer til løn, som udbetales af staten som kompensation for aktiv tjeneste, fremgår det ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den østrigske regerings skriftlige indlæg, at pensionsordningen for tjenestemænd i de seneste ca. 20 år har været genstand for forskellige ændringer med henblik på en tilpasning til ASVG’s ordning. Navnlig er tilpasningen af deres pensioner ikke længere en følge af udviklingen i de aktive tjenestemænds løn, men i princippet af inflationsraten, således som det er tilfældet med de pensioner, der udbetales i henhold til sidstnævnte ordning. Henset til de formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, synes pensionerede tjenestemænd og tjenestemænd i aktiv tjeneste i øvrigt ikke at befinde sig i en sammenlignelig situation, idet formålet bl.a. er at reducere forskellen mellem alderspensionerne for at undgå, at der i tidens løb skabes en kløft mellem disse pensioners størrelse, som gør det nødvendigt at sondre mellem forvaltningen af de pågældende pensioner og lønnen.

65 Den omstændighed, at tjenestemænds alderspensioner ikke udbetales af et forsikringsselskab, som de har betalt bidrag til, men direkte af staten, synes heller ikke at være afgørende med hensyn til det mål om en bæredygtig finansiering af alderspensionerne og nedbringelse af forskellene mellem pensionsniveauerne, som blev forfulgt af den østrigske lovgiver med vedtagelsen af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning. Endvidere udgør en tilpasning af pensionerne ikke en ydelse, der udgør en modydelse for indbetalte bidrag (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, Brachner, C-123/10, EU:C:2011:675, præmis 79).

[s. 15]

66 Denne lovgivning er således gennemført på en systematisk og sammenhængende måde med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage i denne henseende.

67 Den går heller ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål. Sagsøgerne i hovedsagen har ganske vist påberåbt sig et betydelige tab af deres pensioner i forhold til, hvis deres pensioner hvert år, siden de blev pensioneret, i henhold til national ret var blevet tilpasset med inflationsraten. Det skal imidlertid påpeges, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning tager hensyn til de berørte personers bidragsevne. De begrænsninger i forhøjelsen af pensionerne, der er fastsat i ASVG’s § 711, som § 41, stk. 4, i PG 1965 henviser til, afhænger nemlig af størrelsen af de tilkendte ydelser, og en sådan forhøjelse er kun udelukket for så vidt angår de højeste pensioner.

68 Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at prøve, om disse begrænsninger kan begrundes i henhold til artikel 157, stk. 4, TEUF eller artikel 3 i direktiv 2006/54. Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at i henhold til Domstolens praksis finder disse bestemmelser ikke anvendelse på en national lovgivning, hvis det omhandlede pensionstillæg begrænser sig til at tildele kvinder en højere pension uden at afhjælpe de problemer, kvinderne kan møde i løbet af deres karriere, og når dette tillæg ikke efter sin art ses at kunne kompensere for de ulemper, som kvinder er udsat for, ved at støtte dem i denne karriere og således sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre), C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

69 Henset til samtlige disse forhold skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 157 TEUF og artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelserne ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en årlig degressiv tilpasning af nationale tjenestemænds alderspension i forhold til størrelsen af pensionsbeløbet med en fuldstændig mangel på tilpasning ud over et vist pensionsbeløb, for det tilfælde, at denne nationale lovgivning stiller en betydelig større andel af mandlige pensionsmodtagere ufordelagtigt i forhold til kvindelige pensionsmodtagere, forudsat at denne lovgivning på en sammenhængende og systematisk måde forfølger formålene om at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensioner og mindske forskellene i den pension, der finansieres af staten, og at den ikke er mere vidtgående end nødvendigt for at nå disse mål.

### **Sagsomkostninger**

70 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

**1)** **Protokol (nr. 33) ad artikel 157 TEUF, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af princippet om ligebehandling af mænd og [s. 16]  kvinder i disse bestemmelser ikke finder anvendelse på en national lovgivning om en årlig tilpasning af alderspensioner, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, og som finder anvendelse efter den i disse bestemmelser omhandlede dato.**

**2)** **Artikel 157 TEUF og artikel 5, litra c), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at bestemmelserne ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en årlig degressiv tilpasning af nationale tjenestemænds alderspension i forhold til størrelsen af pensionsbeløbet med en fuldstændig mangel på tilpasning ud over et vist pensionsbeløb, for det tilfælde, at denne nationale lovgivning stiller en betydelig større andel af mandlige pensionsmodtagere ufordelagtigt i forhold til kvindelige pensionsmodtagere, forudsat at denne lovgivning på en sammenhængende og systematisk måde forfølger formålene om at sikre en bæredygtig finansiering af alderspensioner og mindske forskellene i den pension, der finansieres af staten, og at den ikke er mere vidtgående end nødvendigt for at nå disse mål.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62020cj0660.md =====

# EU-Domstolen, 19. oktober 2023, sag C-660/20

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62020cj0660.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62020cj0660.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2023:789

Kommentarens titel: Fælles timetærskel for deltids- og fuldtidspiloters tillæg

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter deltidsrammeaftalens § 4, ikke ligelønsreglerne: en ens timetærskel for tillæg til deltids- og fuldtidsansatte var mindre gunstig behandling af deltidsansatte. Om en sådan regel også er kønsdiskrimination, afgøres efter § 1 a, stk. 2; det tager dommen ikke stilling til.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En ens timetærskel for tillæg til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte udgjorde mindre gunstig behandling efter deltidsrammeaftalens § 4. Bestemmelsen hindrede den beskrevne ordning, hvor samme flyvetjenestetimer skulle nås for at få tillæg, der skulle kompensere aktivitetens særlige arbejdsbyrde. Svaret vedrører deltidsbeskyttelse og er ikke i sig selv en afgørelse om kønsdiskrimination.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62020CJ0660

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

19. oktober 2023 ([^*1])

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – deltidsansættelse – direktiv 97/81/EF – rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS – § 4, stk. 1 – forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte – princippet om pro rata temporis – piloter – vederlag for ekstra flyvetjenestetid – identiske udløsningstærskler for fuldtids- og deltidspiloter – forskelsbehandling«

I sag C-660/20,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) ved afgørelse af 11. november 2020, indgået til Domstolen den 4. december 2020, i sagen

**MK**

mod

**Lufthansa CityLine GmbH,**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb, A. Kumin (refererende dommer) og I. Ziemele,

generaladvokat: N. Emiliou

justitssekretær: kontorchef D. Dittert,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. september 2022,

efter at der er afgivet indlæg af:

– MK ved Rechtsanwalt M. Mensching,

– Lufthansa CityLine GmbH ved Rechtsanwalt C. Schalast,

– den tyske regering ved J. Möller, S. Heimerl og P.-L. Krüger, som befuldmægtigede,

– den danske regering ved J.F. Kronborg, som befuldmægtiget,

– den polske regering ved J. Lachowicz og A. Siwek-Ślusarek, som befuldmægtigede,

– den norske regering ved I. Thue og T. Hostvedt Aarthun, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved T.S. Bohr og D. Recchia, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 1. december 2022,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der er indgået den 6. juni 1997 (herefter »rammeaftalen«), og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (EFT 1998, L 14, s. 9).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem MK, en pilot, og dennes arbejdsgiver, Lufthansa CityLine GmbH (herefter »CLH«), som er et luftfartsselskab, der udfører korte og lange flyvninger, vedrørende MK’s ret til betaling af et vederlag for den ekstra flyvetjenestetid, som denne har udført.

### **Retsforskrifter**

### ** *EU-retten* **

3 Rammeaftalens § 2, stk. 1, med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

> »Denne aftale finder anvendelse på alle deltidsansatte, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

4 Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne aftale forstås ved:

1) »deltidsansat« en ansat, hvis normale arbejdstid, beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år, er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat

2) »en sammenlignelig fuldtidsansat« en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder. Hvor der ikke findes nogen sammenlignelig fuldtidsansat i samme virksomhed, skal sammenligningen ske ved henvisning til den kollektive aftale, der finder anvendelse, eller – hvis en sådan ikke foreligger – i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis.«

5 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-forskelsbehandling« fastsætter i stk. 1-3:

> »1. Hvad angår ansættelsesvilkår, må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

> 2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.

> 3. Gennemførelsesbestemmelserne til efterlevelse af denne artikel defineres af medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter under hensyntagen til fællesskabsret, national ret, kollektive aftaler og praksis.«

### ** *Tysk ret* **

#### *TzBfG*

6 Direktiv 97/81 blev gennemført i tysk ret ved Gesetz über Teilzeitarbeit und befristete Arbeitsverträge (Teilzeit- und Befristungsgesetz) (lov om deltidsarbejde og tidsbegrænset ansættelse) af 21. december 2000 (BGBl. 2000 I, s. 1966).

7 I henhold til § 2, stk. 1, tredje punktum, i lov om deltidsarbejde og tidsbegrænset ansættelse i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »TzBfG«), udgør en »sammenlignelig fuldtidsansat« i denne bestemmelses forstand »en fuldtidsansat i den pågældende institution med de samme arbejdsvilkår og de samme eller lignende arbejdsopgaver« som en deltidsansat i denne virksomhed.

8 TzBfG’s § 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

> »En deltidsansat må ikke behandles på en mindre gunstig måde end en sammenlignelig fuldtidsansat arbejdstager udelukkende på grund af den pågældendes deltidsansættelse, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. En deltidsansat skal tildeles vederlag eller en anden delelig ydelse, der kan opgøres i penge, som mindst svarer til andelen af vedkommendes arbejdstid i forhold til en sammenlignelig fuldtidsansats arbejdstid.«

9 TzBfG’s § 22, stk. 1, bestemmer, at bl.a. de ovennævnte bestemmelser i denne lov ikke kan fraviges til skade for den berørte arbejdstager.

#### *Gældende kollektive overenskomster*

10 De kollektive overenskomster, der finder anvendelse på det pågældende ansættelsesforhold (herefter »de gældende kollektive overenskomster«), er følgende:

– *Den generelle kollektive overenskomst nr. 4*

11 §§ 6-8 i den generelle kollektive overenskomst nr. 4 om medarbejdere, der udgør en del af cockpitpersonalet i CLH, bestemmer:

> »§ 6 Arbejdstid

> (1)   Ved »arbejdstid« forstås den tid, hvor medarbejderne udfører en tjeneste efter CLH’s anvisninger. Arbejdstiden omfatter:

> a) flyvetjenestetiden (§ 8)

> b) administrative opgaver

> c) den tid, der medgår til oplæring af nye kolleger, efteruddannelse og omskoling

> d) fakturering af salg om bord

> e) flyvemedicinske (læge)undersøgelser og vaccinationer

> f) tjenester (= standby), for så vidt som de ikke udgør en del af flyvetjenestens længde

> g) ledsagelse af passagerer (navnlig børn eller syge)

> h) tjenesterejser og erhvervsmæssige rejser, for så vidt som de ikke udgør en del af flyvetjenestetiden

> i) procedurer, der foretages efter afsluttet indstigning, og perioder på jorden ved mellemlandinger

> j) nødvendige driftsopgaver som omhandlet i § 37 i Betriebsverfassungsgesetz [(lov om medarbejderrepræsentation)] af 15. januar 1972 (BGBl. 1972 I, s. 13) (for så vidt som denne bestemmelse finder anvendelse på cockpitpersonale i CLH), i det omfang det er nødvendigt.

> [...]

> a) Den daglige arbejdstid (eksklusive pauser), der kan kræves af en medarbejder, må ikke overstige 14 timer på kortdistanceflyvninger, medmindre den pågældende medarbejder har indvilliget heri. Standby-tjeneste fratrækkes i denne forbindelse med halvdelen, for så vidt som den ikke udføres i en lufthavn; der skal ikke tages hensyn til den transporttid, der er gennemført efter afslutningen af flyvetjenesten for at nå frem til den officielle bopæl.

> b) Hvis en medarbejder er beskæftiget i mere end to på hinanden følgende dage i tjeneste til lands, fastsættes basisarbejdstiden på grundlag af 38,5 arbejdstimer pr. uge. Eventuelt supplerende arbejde kompenseres af supplerende frihed indtil udgangen af den følgende måned.

> (3)   Medarbejderne ansættes på grundlag af vagtordninger. Disse skal som hovedregel vedrøre perioder på fire uger og skal offentliggøres i tilstrækkelig god tid i forvejen. [...]

> (4)   Ved planlægning og fordeling af medarbejdere skal bestemmelserne i de gældende kollektive overenskomster overholdes, og der skal sikres en ensartet arbejdsbyrde for alle medarbejdere på deres respektive tjenestesteder inden for rammerne af rimelige muligheder på virksomhedsniveau, både mellem medarbejdere med hensyn til deres respektive jobkategori (flypersonale og ground crew) under hensyntagen til CLH’s program og omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, ud over en periode på tolv måneder.

> [...]

> § 7 Flyvetid

> (1)   Flyvetiden i henhold til denne generelle kollektive overenskomst omfatter hele perioden mellem det tidspunkt, hvor et fly begynder at rejse af egen eller ekstern drift med henblik på afrejse, indtil det fastgøres ved flyvningens afslutning (block time).

> (2)   Summen af hver medarbejders flyvetid (= block time) må ikke overstige 1 000 timer pr. kalenderår.

> § 8 Flyvetjenestetid

> (1)   Den flyvetjenestetid, der giver ret til betaling, omfatter:

> a) forberedelsesperioder fra den krævede indtræden i flyvetjenesten til begyndelsen af block time således som defineret i den operationelle manual (OM) eller midlertidigt efter individuel instruks

> b) block time

> c) perioder med afslutningsopgaver efter udløbet af block time som defineret i OM eller midlertidigt efter individuel instruks, dog mindst 15 minutter, på langdistanceflyvninger på mindst 30 minutter

> d) den tid, der er tilbragt efter instruks i flysimulatoren, herunder de i litra a) og c) nævnte perioder, og

> e) alle andre perioder mellem de forberedende opgaver, der er omhandlet i litra a), og de afslutningsopgaver, der er omhandlet i litra c)

> f) tjenesteperioder i en kæde af interventioner medregnes med 50%; dette omfatter ikke perioder mellem afslutningen af den pågældende operation og påbegyndelsen af tjenesten eller mellem afslutningen af tjenesten og påbegyndelsen af denne intervention; i denne henseende udgør en enkelt fridag ikke en afbrydelse af interventionskæden.

> (2)   [...]

> (3)

> a) Flypersonalets uafbrudte flyvetjeneste mellem to hvileperioder er på ti timer. I løbet af en periode på syv på hinanden følgende dage er det tilladt at foretage fire på hinanden følgende forlængelser af flyvetiden som omhandlet i første punktum for en periode på henholdsvis højst to timer eller to på hinanden følgende forlængelser for en periode på henholdsvis højst fire timer. Summen af forlængelser i løbet af en periode på syv på hinanden følgende dage må under ingen omstændigheder overstige otte timer.

> b) Syvdagesperioderne begynder henholdsvis kl. 00.00 UTC den første dag og slutter kl. 24.00 UTC den sidste dag.

> (4)   [...]

> (5)   Flyvetjenestetiden må ikke overstige 210 timer inden for en periode på 30 på hinanden følgende dage og 1800 timer i løbet af et kalenderår.«

– *Den kollektive overenskomst nr. 6*

12 § 4 i den kollektive overenskomst nr. 6 om aflønning af medarbejdere, der er ansat som cockpitpersonale hos CLH, bestemmer:

> »Vederlag for ekstra flyvetjenestetimer

> (1)   Fra den 106. månedlige flyvetjenestetime (i overensstemmelse med § 8, stk. 1, i den generelle kollektive overenskomst om cockpitpersonale nr. 1 (i det følgende benævnt »MTV-cockpit nr. 1«)) betales der et vederlag for ekstra flyvetjenestetimer svarende til 1/100 af den samlede individuelle månedsløn (i overensstemmelse med § 3) pr. flyvetjenestetime.

> (2)   Fra den 121. månedlige flyvetjenestetime (i overensstemmelse med § 8, stk. 1, i MTV-cockpit nr. 1) betales der et vederlag for ekstra flyvetjenestetimer svarende til 1/85 af den samlede individuelle månedsløn (i overensstemmelse med § 3) pr. flyvetjenestetime.

> (3)   Fra den 136. månedlige flyvetjenestetime (i overensstemmelse med § 8, stk. 1, i MTV-cockpit nr. 1) betales der et vederlag for ekstra flyvetjenestetimer svarende til 1/73 af den samlede individuelle månedsløn (i overensstemmelse med § 3) pr. flyvetjenestetime.

> (4)   [...]

> (5)   Ved beregningen af retten til vederlag for ekstra flyvetjenestetimer som omhandlet i stk. 1-3 skal der til fordel for den ansatte for hver måned, hvor der ikke er arbejdet på grund af ferie eller uddannelse, som kræves af CLH, tages hensyn til 3,5 timers ekstra flyvetjeneste pr. måned op til højst 98 timers flyvetjeneste pr. måned.«

– *Vejledningsdokumentet »Jump«*

13 En anden kollektiv overenskomst, der blev indgået mellem arbejdsmarkedets parter den 29. november 2014, og som har overskriften »Vejledning »Jump«« (»Eckpunktepapier »Jump««), fastsætter i afsnit III, nr. 6:

> »Vederlag for ekstra flyvetjenestetimer

> For vederlag for ekstra flyvetjenestetimer i forbindelse med interkontinentale flyvninger med fly af typen Airbus A 340 i forbindelse med »Jump«-projektet er udløsningstærsklerne fastsat som følger:

> Første niveau: 93 timer

> Andet niveau: 106 timer

> Tredje niveau: 120 timer

> Den godtgørelse, der er omhandlet i § 4, stk. 5, i den kollektive overenskomst nr. 6, udgør for hver hel kalenderdag 3,1 timers flyvetjeneste, dog højst 87 timers flyvetjeneste pr. måned.«

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

14 Sagsøgeren i hovedsagen har siden 2001 været ansat hos CLH som pilot og første andenpilot. Han har siden 2010 haft deltidsansættelse med 90% arbejdstid i forhold til en pilot, som arbejder på fuld tid baseret på en firmaaftale om arbejdsvilkår indgået mellem CLH og selskabets samarbejdsudvalg. Sagsøgeren i hovedsagens grundløn, herunder skifteholdstillæg, er nedsat med 10%, og han tildeles yderligere 37 dages årlig ferie. Antallet af arbejdstimer med flyvetjeneste på hans arbejdsdage er imidlertid ikke nedsat.

15 I henhold til gældende kollektive overenskomster er flyvetjenestetid en del af arbejdstiden, som aflønnes med grundlønnen. En arbejdstager modtager et vederlag for ekstra flyvetjenestetimer ud over denne grundløn (herefter »tillægsløn«), når den pågældende har udført et vist antal flyvetjenestetimer inden for en måned og har overskredet de tærskler, der er fastsat for »udløsning« af tillægslønnen. Med henblik herpå fastsætter disse kollektive overenskomster »tre på hinanden følgende forhøjelsessatser«, som er højere end den, fra hvilken grundlønnen beregnes.

16 Nærmere bestemt finder disse tre timesatser anvendelse ved beregningen af vederlaget for kortdistanceflyvninger, når den pågældende arbejdstager har leveret henholdsvis 106, 121 og 136 timers flyvetjeneste om måneden (herefter »udløsningstærsklerne«). Hvad angår langdistanceflyvninger finder reducerede udløsningstærskler på henholdsvis 93, 106 og 120 timers flyvetjeneste om måneden anvendelse.

17 De gældende kollektive overenskomster fastsætter imidlertid ikke en nedsættelse af disse udløsningstærskler for deltidsansatte i forhold til deres andel af arbejdstiden på deltid, idet de nævnte udløsningstærskler således er de samme for piloter, der arbejder på fuld tid, og piloter, der arbejder på deltid.

18 For så vidt angår sagsøgeren i hovedsagen anvender CLH, for at kunne fastsætte tillægslønnen, en beregning efter en individuel udløsningstærskel, der tager hensyn til den pågældendes deltidsarbejde. For de flyvetjenestetimer, som MK ydede ud over sin individuelle udløsningstærskel, modtog han den timeløn, som var fastsat på basis af hans grundløn. Det er kun, når den flyvetjenestetid, som sagsøgeren i hovedsagen har tilbagelagt, overstiger de udløsningstærskler, der finder anvendelse på fuldtidsansatte, at han oppebærer tillægslønnen.

19 Sagsøgeren i hovedsagen er af den opfattelse, at han har ret til tillægsløn, eftersom han ville overskride udløsningstærsklerne, hvis disse blev nedsat i forhold til hans deltidsbeskæftigelse, og han har nedlagt påstand om, at CLH betaler forskellen mellem den allerede udbetalte løn og den forhøjede løn på grundlag af de nedsatte udløsningstærskler for den ekstra flyvetjenestetid, som han har udført. Han har nærmere bestemt nedlagt påstand om betaling af denne lønforskel for perioden fra december 2014 til november 2018. Han har i denne forbindelse gjort gældende, at han behandles mindre gunstigt end en fuldtidsansat, at der ikke tages hensyn til princippet pro rata temporis, og at der ikke er nogen objektiv begrundelse for denne forskelsbehandling. Desuden har arbejdsmarkedets parter ved at fastsætte tillægslønnen ifølge sagsøgeren ikke haft til formål at kompensere for en særlig arbejdsbyrde, men alene at beskytte arbejdstagernes fritid.

20 CLH har afvist at skulle foretage den betaling, som sagsøgeren i hovedsagen har nedlagt påstand om, idet CLH er af den opfattelse, at der foreligger en objektiv begrundelse for den forskellige behandling af deltidsansatte og fuldtidsansatte. Tillægslønnen, der har til formål at kompensere for en særlig arbejdsbyrde, skal kun betales, når udløsningstærsklerne er overskredet.

21 I første instans gav Arbeitsgericht München (arbejdsretten i München, Tyskland) sagsøgeren i hovedsagen medhold. Landesarbeitsgericht München (den regionale appeldomstol i arbejdsretlige sager i München, Tyskland), som traf afgørelse i anden instans, gav imidlertid ikke sagsøger i hovedsagen medhold. Inden for rammerne af revisionsanken, der er blevet antaget til realitetsbehandling af sidstnævnte ret, har sagsøgeren i hovedsagen fastholdt nævnte påstand.

22 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt afslaget på at nedsætte udløsningstærsklerne forholdsmæssigt i forhold til varigheden af sagsøgeren i hovedsagens arbejdstid er i overensstemmelse med rammeaftalens bestemmelser.

23 Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at der i Domstolens praksis principielt kan sondres mellem to forskellige tilgange. På den ene side fastslog Domstolen inden for rammerne af en sådan første tilgang i dom af 15. december 1994, Helmig m.fl. (C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, EU:C:1994:415, præmis 26 ff.), at der foreligger forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte. Ifølge den forelæggende ret ville en sådan sammenligning – hvis den blev anvendt på situationen i hovedsagen – af den samlede løn føre til den konstatering, at der ikke foreligger en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte, dvs. deltidsansatte piloter og fuldtidsansatte piloter, der modtager den samme løn for den flyvetjenestetid, der overskrider individuelle udløsningstærskler for deltidsansatte.

24 På den anden side krævede Domstolen ifølge en anden tilgang i dom af 27. maj 2004, Elsner-Lakeberg (C-285/02, EU:C:2004:320), som metode til kontrol af overholdelsen af princippet om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere, at hvert enkelt lønelement skulle undersøges særskilt i forhold til dette princip, og at der ikke kun skulle foretages en samlet vurdering. Domstolen fastslog i denne dom, at deltidsansatte blev behandlet »mindre gunstigt«, idet antallet af overarbejdstimer, som gav ret til tillægsløn, ikke blev nedsat forholdsmæssigt i forhold til arbejdstiden.

25 Den forelæggende ret har præciseret, at såfremt denne anden tilgang blev anvendt i hovedsagen, ville dette føre til en konstatering af en forskelsbehandling, der følger af den omstændighed, at deltidsansatte piloter kun modtager tillægsløn, når de, uden løntillæg, har tilbagelagt de flyvetjenestetimer, der ligger mellem det første niveau af deres individuelle udløsningstærskel, som er nedsat i forhold til deres deltidsansættelsesandel, og de faste udløsningstærskler.

26 En deltidsansat modtager således ikke tillægslønnen fra den første time, hvor den individuelle udløsningstærskel overskrides, men kun når tærsklen for fuldtidsansatte overskrides. Dette gælder tilsvarende for det andet og det tredje niveau af udløsningstærsklerne. Eftersom tærsklen for, hvornår en ret opstår for deltidsansatte, ikke nedsættes i forhold til varigheden af deres individuelle arbejdstid, vil der opstå ugunstige konsekvenser for disse arbejdstagere for så vidt angår forholdet mellem den leverede ydelse og modydelsen herfor, hvilket således medfører en forskellig behandling af de nævnte arbejdstagere i forhold til fuldtidsansatte.

27 Den forelæggende ret har præciseret, at den siden afsigelsen af dom af 19. december 2018, 10 AZR 231/18, har fulgt denne anden tilgang.

28 Andre retter og en del af den nationale retslitteratur har imidlertid givet udtryk for forbehold med hensyn til denne anden tilgang. Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at den ikke længere kan antage, at der ikke foreligger nogen rimelig tvivl om dette spørgsmål.

29 På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i [rammeaftalens] § 4, stk. 1, når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for deltids- og fuldtidsansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en overskridelse af det samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed for, at der tages udgangspunkt i det samlede vederlag og ikke i lønelementet i det supplerende vederlag?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er en national lovgivning, som giver mulighed for at lade retten til et supplerende vederlag være afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på ensartet vis har overskredet det samme antal arbejdstimer, i overensstemmelse med § 4, stk. 1, og med princippet om pro rata temporis i § 4, stk. 2, i [rammeaftalen], når formålet med det supplerende vederlag er at kompensere for en særlig arbejdsbyrde?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

### ** *Det første spørgsmål* **

30 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, skal anses for en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i denne bestemmelse.

31 Det skal indledningsvis afgøres, om tvisten i hovedsagen er omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.

32 I denne henseende fremgår det af selve ordlyden af rammeaftalens § 2, stk. 1, hvorefter denne rammeaftale finder anvendelse »på alle deltidsansatte, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«, at dens anvendelsesområde er defineret bredt (dom af 7.7.2022, Zone de secours Hainaut-Centre, C-377/21, EU:C:2022:530, præmis 37).

33 Desuden definerer § 3, stk. 1, i rammeaftalen en deltidsansat som »en ansat, hvis normale arbejdstid, beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år, er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat«.

34 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i hovedsagen en ansættelseskontrakt indgået med CLH, hvorpå de kollektive overenskomster, der er nævnt i denne doms præmis 10, finder anvendelse. Selv om sidstnævntes ugentlige arbejdstid ikke er fast på grund af hans erhvervs særlige karakter, er det ligeledes ubestridt, at han i henhold til denne ansættelseskontrakt arbejder færre timer om året end en fuldtidsansat pilot, eftersom han mod en lønnedsættelse på 10% tildeles yderligere 37 dages årlig ferie for at give ham en arbejdstidsnedsættelse. Sagsøgeren i hovedsagen skal derfor anses for at være »deltidsansat« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1.

35 Det skal derfor fastslås, at tvisten i hovedsagen er omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.

36 Det skal hernæst med henblik på fortolkningen af rammeaftalens § 4 bemærkes, at denne tilsigter dels at fremme deltidsarbejde, dels at fjerne forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

37 Forbuddet mod forskelsbehandling i denne rammeaftales § 4, stk. 1, er blot det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, som er et af EU-rettens grundlæggende principper (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

38 Henset til disse mål skal denne bestemmelse anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på unionsplan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 7.7.2022, Zone de secours Hainaut-Centre, C-377/21, EU:C:2022:530, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

39 I overensstemmelse med formålet om fjernelse af forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte er denne bestemmelse for så vidt angår ansættelsesvilkårene til hinder for, at deltidsansatte behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

40 Domstolen har desuden fastslået, at denne bestemmelse tilsigter at bringe princippet om ikke-diskrimination i anvendelse på arbejdstagere med deltidsansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne ansættelsesforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fuldtidsansatte (jf. i denne retning dom af 22.1.2020, Baldonedo Martín, C-177/18, EU:C:2020:26, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

41 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt tillægslønnen i den foreliggende sag omfattes af begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, har Domstolen fastslået, at disse vilkår omfatter aflønningsvilkårene (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 36, og af 7.7.2022, Zone de secours Hainaut-Centre, C-377/21, EU:C:2022:530, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

42 Ved fastsættelsen af både de bestanddele, der indgår i lønnen, og niveauet for disse bestanddele skal de kompetente nationale instanser desuden anvende princippet om forbud mod forskelsbehandling på deltidsansatte, således som dette princip er fastsat i rammeaftalens § 4 under hensyntagen til princippet om pro rata temporis, såfremt dette er relevant (dom af 7.7.2022, Zone de secours Hainaut-Centre, C-377/21, EU:C:2022:530, præmis 53).

43 Det må derfor fastslås, at tillægslønnen er omfattet af begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4.

44 For så vidt angår sammenligneligheden af forholdene for fuldtids- og deltidsansatte CLH-piloter såsom sagsøgeren i hovedsagen følger det af fast retspraksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (jf. analogt dom af 15.12.2022, Presidenza del Consiglio dei Ministri m.fl. (Universitetsforskere), C-40/20 og C-173/20, EU:C:2022:985, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

45 Såfremt det fastslås, at deltidsansatte arbejdstagere udfører de samme opgaver for den samme arbejdsgiver som fuldtidsansatte arbejdstagere under deres ansættelse eller bestrider den samme stilling som disse, skal disse to kategorier af arbejdstagere principielt anses for at være sammenlignelige (jf. analogt dom af 15.12.2022, Presidenza del Consiglio dei Ministri m.fl. (Universitetsforskere), C-40/20 og C-173/20, EU:C:2022:985, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

46 Det fremgår således af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at CLH’s fuldtids- og deltidspiloter udfører det samme arbejde og navnlig den samme flyvetjeneste, således at situationen for sagsøgeren i hovedsagen som deltidsansat pilot er sammenlignelig med situationen for fuldtidsansatte piloter som omhandlet i TzBfG’s § 4, stk. 1, sammenholdt med lovens § 2, stk. 1, tredje punktum, med forbehold af den prøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage.

47 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger forskelsbehandling mellem en deltidsansat pilot, såsom sagsøgeren i hovedsagen, og fuldtidsansatte piloter, fremgår det af undersøgelsen af lønelementerne for de pågældende arbejdstagere, således som disse er beskrevet i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, at en deltidsansat pilot ikke modtager tillægsløn for den første time, der overskrider det første niveau af den pågældendes individuelle udløsningstærskel, men udelukkende når det første niveau af udløsningstærsklen for fuldtidspiloter er overskredet. Dette gælder tilsvarende for det andet og det tredje niveau af udløsningstærsklerne. Den deltidsansatte pilot skal således udføre det samme antal flyvetjenestetimer som en fuldtidsansat pilot for at modtage denne tillægsløn, uden at denne tærskel nedsættes i forhold til varigheden af den pågældendes individuelle arbejdstid. Under disse omstændigheder når deltidsansatte piloter ikke de udløsende tærskler, der kræves for at modtage tillægslønnen, eller vil kun nå disse med en meget lavere grad af sandsynlighed.

48 Hvis aflønningen pr. flyvetime for de to kategorier af piloter forekommer at være ens op til udløsningstærsklerne, skal det bemærkes, at disse identiske udløsningstærskler for så vidt angår de deltidsansatte piloter repræsenterer en længere flyvetjenestetid end for de fastansatte piloter i forhold til deres sammenlagte arbejdstid og dermed en større byrde end for de fastansatte piloter (jf. analogt dom af 27.5.2004, Elsner-Lakeberg, C-285/02, EU:C:2004:320, præmis 17). En sådan situation har således negative konsekvenser for deltidspiloter for så vidt angår forholdet mellem den leverede ydelse og modydelsen herfor.

49 Da deltidsansatte således meget sjældnere opfylder betingelserne for retten til tillægsløn, må det fastslås, at en deltidsansat pilot som sagsøgeren i hovedsagen er genstand for forskelsbehandling i forhold til sammenlignelige fuldtidsansatte piloter, der er forbudt i henhold til rammeaftalens § 4, stk. 1, medmindre den er begrundet i et »objektivt forhold« som omhandlet i denne bestemmelse.

50 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i denne bestemmelse.

### ** *Det andet spørgsmål* **

51 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, med henblik på at kompensere for en arbejdsbyrde, der er særlig for denne aktivitet.

52 I overensstemmelse med formålet om fjernelse af forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte er rammeaftalens § 4, stk. 1, for så vidt angår ansættelsesvilkårene til hinder for, at deltidsansatte behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

53 Deltidsansattes løn skal dermed svare til en fuldtidsansats løn, med forbehold af anvendelsen af princippet om pro rata temporis i rammeaftalens § 4, stk. 2 (jf. dom af 10.6.2010, Bruno m.fl., C-395/08 og C-396/08, EU:C:2010:329, præmis 64).

54 I det foreliggende tilfælde følger det af betragtningerne i nærværende doms præmis 47-49, at de gældende kollektive overenskomster, der underlægger udbetalingen af tillægslønnen ens udløsningstærskler for deltids- og fuldtidspiloter og ikke anvender dette princip, udgør forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til denne bestemmelses stk. 1 og 2, medmindre den er begrundet i et »objektiv forhold«.

55 Domstolen har inden for rammerne af artikel 267 TEUF ikke kompetence til at anvende de EU-retlige regler på et konkret tilfælde. Det tilkommer derfor den forelæggende ret at foretage de retlige kvalificeringer, som er nødvendige for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Det påhviler imidlertid Domstolen at give den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger med henblik på at vejlede den forelæggende ret ved denne bedømmelse (jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn, C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

56 På denne baggrund tilkommer det den forelæggende ret under hensyntagen til alle de relevante forhold at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling kan anses for at være begrundet i et »objektivt forhold«. I forbindelse med denne vurdering skal denne ret tage hensyn til følgende betragtninger.

57 I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »objektive forhold« i den forstand, hvori det er anvendt i rammeaftalens § 4, stk. 1, skal forstås således, at en forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte ikke kan begrundes med, at denne forskel er fastsat ved en generel og abstrakt national retsforskrift, såsom en lov eller en kollektiv overenskomst (dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

58 Det nævnte begreb kræver tværtimod, at den konstaterede forskelsbehandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, hvori det indgår, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at sikre sig, at denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. foreligge på grund af den særlige karakter af de opgaver, med henblik på hvis udførelse deltidsansættelseskontrakterne er blevet indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, O’BrienC-393/10, EU:C:2012:110, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis, samt kendelse af 15.10.2019, AEAT (Beregning af ancienniteten for vertikalt periodisk deltidsansatte), C-439/18 og C-472/18, EU:C:2019:858, præmis 47).

59 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at CLH og den tyske regering med henblik på at begrunde den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling har påberåbt sig formålet om at kompensere for en særlig arbejdsbyrde for flyvetjenesten, der belaster piloternes helbred, og i tæt forbindelse med dette formål at afskrække luftfartsselskaberne fra at anvende piloter i urimeligt omfang.

60 Det skal imidlertid for det første bemærkes, at bestemmelserne i de gældende kollektive overenskomster ifølge den forelæggende ret ikke angiver noget objektivt formål med den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling, og at det er på grundlag af bestemmelsernes almindelige opbygning, at denne ret er af den opfattelse, at det formål, der forfølges af arbejdsmarkedets parter, kan være det af CLH og den tyske regering påberåbte formål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

61 Selv om disse parter for det andet har fremhævet de begrænsninger, der er forbundet med flyveaktiviteten, som ikke desto mindre udgør en pilots hovedaktivitet, har de i retsmødet bekræftet, at de tærskler for udløsning af flyvetjenestetimer, der er fastsat i de gældende kollektive overenskomster, ikke er baseret på objektivt fastsatte værdier, videnskabelig viden eller generelle forsøgsdata, f.eks. vedrørende virkningerne af akkumuleringen af det månedlige antal flyvetjenestetimer. Der synes således ikke at foreligge objektive og gennemsigtige kriterier, der gør det muligt at sikre, at den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling og anvendelsen af ensartede tærskler for deltidsansatte piloter såvel som for sammenlignelige fuldtidsansatte piloter opfylder et reelt behov i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 58, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

62 For det tredje følger det af denne retspraksis, at ud over, at en sådan forskelsbehandling skal opfylde et reelt behov, skal den være egnet til at nå det forfulgte formål og være nødvendig herfor. Formålet skal desuden opnås på en sammenhængende og systematisk måde i overensstemmelse med kravene i Domstolens praksis (jf. i denne retning dom af 12.1.2010, Petersen, C-341/08, EU:C:2010:4, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.1.2021, INSS, C-843/19, EU:C:2021:55, præmis 32).

63 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den konstaterede forskelsbehandling er egnet til at nå det forfulgte formål, og om den er nødvendig med henblik herpå som omhandlet i den nævnte retspraksis, er der, som den forelæggende ret har anført, tvivl om, hvorvidt fastsættelsen af ensartede udløsningstærskler for piloter er hensigtsmæssig og sammenhængende med henblik på at modtage tillægslønnen, henset til formålet om beskyttelse af deres sundhed mod en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde. Fastsættelsen af ensartede udløsningstærskler indebærer nemlig principielt en tilsidesættelse af de individuelle virkninger, der kan følge af arbejdsbyrden og de særlige begrænsninger, der er forbundet med flyvningen. Den indebærer ligeledes, at der ikke tages hensyn til de grunde, som ligger til grund for indførelsen af deltidsarbejde, såsom andre udgifter end arbejdsrelaterede udgifter for den pågældende pilot.

64 Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at en ordning med genindvinding af arbejdstimer, hviledage eller endog fastsættelse af tærskler for flyvetjenestetimer pr. uge snarere end pr. måned i denne sammenhæng kan udgøre en mere hensigtsmæssig og sammenhængende foranstaltning end den i hovedsagen omhandlede med henblik på at nå det nævnte mål.

65 Fastsættelsen af ensartede udløsningstærskler for at opnå tillægsløn i stedet for indførelsen af udløsningstærskler, der er individualiseret på grundlag af ansættelseskontrakten, rejser desuden et problem i forhold til sammenhængen med hensyn til målet om at afskrække luftfartsselskaberne fra at lade piloter arbejde uforholdsmæssigt meget for så vidt angår deltidspiloter. Disse selskaber afholder nemlig kun tillægslønnen ud over udløsningstærsklen, der svarer til fuldtidspiloternes arbejdstid.

66 Endelig bemærkes det, at for så vidt som det er økonomiske overvejelser, der lægges til grund for vedtagelsen af den nationale lovgivning og for afslaget på at anvende princippet om pro rata temporis på situationen i hovedsagen, fremgår det af retspraksis, at en streng personaleadministration falder under budgetmæssige hensyn, som ikke kan begrunde forskel (jf. i denne retning dom af 22.4.2010, Zentralbetriebsrat der Landeskrankenhäuser Tirols, C-486/08, EU:C:2010:215, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

67 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, med henblik på at kompensere for en arbejdsbyrde, der er særlig for denne aktivitet.

### **Sagsomkostninger**

68 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) **§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der er indgået den 6. juni 1997, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS,** **skal fortolkes således, at** **en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i denne bestemmelse.**

2) **§ 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, indgået den 6. juni 1997, som er knyttet som bilag til direktiv 97/81,** **skal fortolkes således, at** **denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, med henblik på at kompensere for en arbejdsbyrde, der er særlig for denne aktivitet.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62021cj0268.md =====

# EU-Domstolen, 2. marts 2023, sag C-268/21

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62021cj0268.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62021cj0268.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2023:145

Kommentarens titel: Personoplysninger som bevis: anvendelse af GDPR og konkret afvejning

Emner på siden: [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md) · [Lønoplysninger og persondata](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-oplysninger.md)

Koblet til: § 1 e ([lov/1e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e.md)); § 2 a ([lov/2a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 a ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 5 b ([lov/5b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b.md)); § 5 e ([lov/5e.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 7 ([lov/7.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7.md))

Praksisfiler: [lov/1e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1e-praksis.md), [lov/2a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2a-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md), [lov/5b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5b-praksis.md), [lov/5e-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5e-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/7-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/7-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): GDPR artikel 6, stk. 3 og 4, gælder ved fremlæggelse under en civil retssag af et personaleregister, hvis personoplysninger oprindeligt blev indsamlet til skattekontrol. Ved vurderingen af et editionspålæg skal retten efter artikel 5 og 6 inddrage de registreredes interesser og foretage en konkret afvejning efter sagens art, navnlig med respekt for proportionalitet og dataminimering.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen direkte fortolkning af direktiv 2023/970 eller ubetinget ret til kollegers løn. Dommen tillader ikke, at artikel 12, stk. 2, sættes til side ved en generel interesseafvejning. Den afgør heller ikke den nationale valgmulighed i stk. 3 eller en dansk editionsanmodning. Nationalt retsgrundlag og konkret nødvendighed/proportionalitet skulle efterprøves; samtykke og udlevering er ikke automatisk løsningen.

Bruges i kommentaren: § 2 a, afsnit 18 (lov/2a.md), § 2 a, afsnit 23 (lov/2a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62021CJ0268

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

2. marts 2023 ([^*1])

»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af personoplysninger – forordning (EU) 2016/679 – artikel 6, stk. 3 og 4 – lovlig behandling – edition af et dokument, der indeholder personoplysninger inden for rammerne af en civilretlig procedure – artikel 23, stk. 1, litra f) og j) – beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager – håndhævelse af civilretlige krav – krav, der skal opfyldes – hensyntagen til de registreredes interesser – afvejning af de pågældende modstående interesser – artikel 5 – minimering af personoplysninger – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 – ret til respekt for privatlivet – artikel 8 – beskyttelse af personoplysninger – artikel 47 – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – proportionalitetsprincippet«

I sag C-268/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) ved afgørelse af 15. april 2021, indgået til Domstolen den 23. april 2021, i sagen

**Norra Stockholm Bygg AB**

mod

**Per Nycander AB,**

procesdeltager:

**Entral AB,**

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, K. Jürimäe, og dommerne L. Arastey Sahún, N. Piçarra, N. Jääskinen (refererende dommer) og M. Gavalec,

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. juni 2022,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Norra Stockholm Bygg AB ved advokater H. Täng Nilsson og E. Wassén,

– Per Nycander AB ved advokater P. Degerfeldt og V. Hermansson,

– den svenske regering ved C. Meyer-Seitz, H. Shev og O. Simonsson, som befuldmægtigede,

– den tjekkiske regering ved O. Serdula, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

– den polske regering ved B. Majczyna og J. Sawicka, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved A. Bouchagiar, M. Gustafsson og H. Kranenborg, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. oktober 2022,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 3 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1, herefter »databeskyttelsesforordningen«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Norra Stockholm Bygg AB (herefter »Fastec«) og Per Nycander AB (herefter »Nycander«) vedrørende en anmodning om edition af et elektronisk register over det personale, der er ansat i Fastec og som har udført arbejde for Nycander med henblik på at fastsætte værdien af det arbejde, som sidstnævnte skal betale for.

### **Retsforskrifter**

### ** *EU-retten* **

3 1., 2., 4., 20., 26., 45. og 50. betragtning til databeskyttelsesforordningen har følgende ordlyd:

»(1) Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er en grundlæggende rettighed. I artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [herefter »chartret«] og i artikel 16, stk. 1, [TEUF] fastsættes det, at enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende.

(2) Principperne og reglerne for beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af deres personoplysninger bør, uanset deres nationalitet eller bopæl, respektere deres grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger. Denne forordning har til formål at bidrage til skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt en økonomisk union og til økonomiske og sociale fremskridt, styrkelse af og konvergens mellem økonomierne inden for det indre marked og fysiske personers velfærd.

[…]

(4) Behandling af personoplysninger bør have til formål at tjene menneskeheden. Retten til beskyttelse af personoplysninger er ikke en absolut ret; den skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. […]

[…]

(20) Selv om denne forordning bl.a. finder anvendelse på domstoles og andre judicielle myndigheders aktiviteter, kan EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret præcisere, hvilke behandlingsaktiviteter og ‑procedurer der finder anvendelse i forbindelse med domstoles og andre judicielle myndigheders behandling af personoplysninger. […]

[…]

(26) Principperne for databeskyttelse bør gælde for enhver information om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Personoplysninger, der har været genstand for pseudonymisering, og som kan henføres til en fysisk person ved brug af supplerende oplysninger, bør anses for at være oplysninger om en identificerbar fysisk person. […] Databeskyttelsesprincipperne bør derfor ikke gælde for anonyme oplysninger, dvs. oplysninger, der ikke vedrører en identificeret eller identificerbar fysisk person, eller for personoplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den registrerede ikke eller ikke længere kan identificeres. […]

[…]

(45) Hvis behandling foretages i overensstemmelse med en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig for at udføre en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, bør behandlingen have retsgrundlag i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret. […] Det kan være tilstrækkeligt med en lov som grundlag for adskillige databehandlingsaktiviteter, som baseres på en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig for at udføre en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse. Det bør også henhøre under EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret at fastlægge formålet med behandlingen. […]

[…]

(50) Behandling af personoplysninger til andre formål end de formål, som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til, bør kun tillades, hvis behandlingen er forenelig med de formål, som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til. I dette tilfælde kræves der ikke andet retsgrundlag end det, der begrundede indsamlingen af personoplysningerne. Hvis behandling er nødvendig for at udføre en opgave i samfundets interesse eller henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, kan EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret fastsætte og præcisere de opgaver og formål, hvortil det bør være foreneligt og lovligt at foretage viderebehandling. […] Retsgrundlaget i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret for behandling af personoplysninger kan også udgøre et retsgrundlag for viderebehandling. […] Når den registrerede har givet samtykke, eller behandlingen er baseret på EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund med henblik på at beskytte navnlig vigtige målsætninger af generel samfundsinteresse, bør den dataansvarlige kunne viderebehandle personoplysningerne uafhængigt af formålenes forenelighed. Under alle omstændigheder bør de principper, der fastsættes i denne forordning, og navnlig information til den registrerede om disse andre formål og om vedkommendes rettigheder, herunder retten til at gøre indsigelse, sikres. […]«

4 Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Materielt anvendelsesområde« bestemmer:

> »1.   Denne forordning finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

> 2.   Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:

> a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten

> b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU

> c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

> d) som foretages af kompetente myndigheder med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

> 3.   [Europa-Parlamentets og Rådets] [f]orordning (EF) nr. 45/2001 [af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1)] finder anvendelse på behandling af personoplysninger, som Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer foretager. Forordning […] nr. 45/2001 og andre EU-retsakter, der finder anvendelse på sådan behandling af personoplysninger, tilpasses til principperne og bestemmelserne i nærværende forordning i overensstemmelse med artikel 98.«

5 Nævnte forordnings artikel 4 har følgende ordlyd:

> »I denne forordning forstås ved:

> […]

> 2) »behandling«: enhver aktivitet eller række af aktiviteter – med eller uden brug af automatisk behandling – som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse

> […]

> 5) »pseudonymisering«: behandling af personoplysninger på en sådan måde, at personoplysningerne ikke længere kan henføres til en bestemt registreret uden brug af supplerende oplysninger, forudsat at sådanne supplerende oplysninger opbevares separat og er underlagt tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at personoplysningerne ikke henføres til en identificeret eller identificerbar fysisk person

> […]«

6 Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Principper for behandling af personoplysninger« fastsætter i stk. 1:

> »Personoplysninger skal:

> a) behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

> b) indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål […] (»formålsbegrænsning«)

> c) være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«)

> d) være korrekte og om nødvendigt ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges (»rigtighed«)

> […]«

7 Databeskyttelsesforordningens artikel 6 med overskriften »Lovlig behandling« fastsætter:

> »1.   Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

> a) Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.

> […]

> c) Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

> […]

> e) Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

> […]

> 3.   Grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c) og e), skal fremgå af:

> a) EU-retten, eller

> b) medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt.

> Formålet med behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag eller for så vidt angår den behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e), være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. […] EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

> 4.   Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret på den registreredes samtykke eller EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige, for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål, som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til, bl.a. hensyn til følgende:

> a) enhver forbindelse mellem det formål, som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling

> […]«

8 Denne forordnings artikel 23 med overskriften »Begrænsninger« fastsætter:

> »1.   EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige eller databehandleren er underlagt, kan ved lovgivningsmæssige foranstaltninger begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er omhandlet i artikel 12-22 og 34 samt artikel 5, for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i artikel 12-22, når en sådan begrænsning respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til:

> […]

> f) beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager

> […]

> j) håndhævelse af civilretlige krav.

> […]«

### ** *Svensk ret* **

#### *Retsplejeloven*

9 Bestemmelserne om det skriftlige bevismateriale findes i kapitel 38 i rättegångsbalken (herefter »retsplejeloven«).

10 I henhold til § 2, stk. 1, i kapitel 38 i retsplejeloven er enhver, der er i besiddelse af et skriftligt dokument, der kan anses for at have bevismæssig betydning, forpligtet til at fremlægge dette dokument.

11 Undtagelser fra denne editionspligt er bl.a. fastsat i kapitel 38, § 2, stk. 2. Som undtagelse er det ikke tilladt visse embedsmænd at fremlægge et skriftligt dokument, hvis dokumentets indhold kan formodes at være således, at indehaveren ikke kan afhøres som vidne i forhold til dette dokument. Denne undtagelse gælder for advokater, læger, psykologer, præster og andre embedsmænd, der er blevet betroet oplysninger under udøvelsen af deres embede eller lignende. Rækkevidden af editionspligten svarer således til forpligtelsen til at vidne i forbindelse med en retssag.

12 Hvis en person er forpligtet til at fremlægge et skriftligt dokument som bevis, kan retten i henhold til kapitel 38, § 4, pålægge vedkommende at fremlægge dokumentet.

#### *Lov om skatte- og afgiftsprocedurer*

13 I henhold til §§ 11a-11c i kapitel i 39 i skatteförfarandelagen (2011:1244) (lov (2011:1244) om skatte- og afgiftsprocedurer) skal enhver, der driver en byggevirksomhed, i visse tilfælde føre et elektronisk personaleregister. Dette personaleregister skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at identificere de personer, der deltager i erhvervsaktiviteten. Denne forpligtelse påhviler primært bygherren, men bygherren kan overlade opgaven med at føre personaleregistret til en uafhængig erhvervsdrivende. I henhold til § 12 i denne lovs kapitel 39 skal Skatteverket (den svenske skattemyndighed) have adgang til personaleregisteret.

14 De oplysninger, som personaleregistret skal indeholde, fremgår af i kapitel 9, § 5, i skatteförfarendeförordningen (2011:1261) (lov (2011:1261) om skatte- og afgiftsprocedurer). De skal bl.a. indeholde navne og personnumre på de personer, der deltager i en erhvervsaktivitet, samt de tidspunkter, hvor disse personers arbejdsperioder er påbegyndt og afsluttet.

### **Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål**

15 Fastec har opført en kontorbygning for Nycander. De personer, der arbejdede på den omhandlede byggeplads, registrerede deres tilstedeværelse i et elektronisk personaleregister. Dette personaleregister blev leveret af selskabet Entral AB, der handlede på vegne af Fastec.

16 Fastec anlagde sag ved tingsrätten (byret, Sverige) vedrørende vederlag for det udførte arbejde. Inden for rammerne af denne sag nedlagde Fastec påstand om, at Nycander skulle betale et beløb, som ifølge Fastec svarede til det beløb, som Nycander skyldte. Sidstnævnte selskab bestred Fastecs påstand, idet selskabet navnlig gjorde gældende, at det antal timer, som Fastecs personale havde arbejdet, var lavere end det antal timer, der var omfattet af påstanden.

17 Nycander nedlagde for denne ret påstand om, at det skulle pålægges Entral at fremlægge Fastecs personaleregister for perioden fra den 1. august 2016 til den 30. november 2017, principalt uden sløring, og subsidiært med sløring af de berørte personers nationale personnumre. Til støtte for denne påstand om edition gjorde Nycander gældende, at Entral var i besiddelse af dette personaleregister, og at registret kunne udgøre et vigtigt bevis med henblik på at træffe afgørelse i Fastecs søgsmål, for så vidt som de oplysninger, der var registreret i det pågældende personaleregister, gjorde det muligt at påvise, hvor mange timer Fastecs personale havde arbejdet.

18 Fastec bestred Nycanders påstand om edition, idet selskabet principalt gjorde gældende, at den var i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b). Fastecs personregister indeholder personoplysninger, der er indsamlet med henblik på den svenske skattemyndigheds kontrol af dette selskabs virksomhed, og det er ikke i overensstemmelse med dette formål at udlevere disse oplysninger for en retsinstans.

19 Tingsrätten (byret) pålagde Entral at fremlægge Fastecs register over det personale, der havde arbejdet på den i hovedsagen omhandlede byggeplads uden sløring. Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm, Sverige) stadfæstede tingsrättens (byret) afgørelse.

20 Fastec har appelleret afgørelsen fra Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Stockholm) til den forelæggende ret, Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige), og nedlagt påstand om, at Nycanders påstand om edition, der er nævnt i denne doms præmis 17, skal forkastes.

21 Den forelæggende ret ønsker afklaret, om, og i givet fald hvordan, databeskyttelsesforordningens bestemmelser finder anvendelse i hovedsagen.

22 Hvad angår editionsforpligtelsen har den forelæggende ret anført, at det fremgår af dens egen praksis vedrørende fortolkningen af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, at der skal foretages en afvejning af de pågældende bevisers relevans for en afgørelse af hovedsagen og modpartens interesse i ikke at udlevere disse beviser. Den forelæggende ret har præciseret, at der i forbindelse med denne afvejning principielt ikke tages hensyn til, om oplysningerne i det pågældende dokument er af privat karakter, eller til andre personers interesse i dokumentets indhold, ud over hvad der kan følge af de ved lov udtrykkeligt fastsatte undtagelser.

23 Den forelæggende ret har præciseret, at den i retsplejeloven fastsatte editionsforpligtelse bl.a. har til formål at give enhver, der har brug for et dokument som bevis, adgang til det. Det drejer sig i sidste ende om at sikre, at borgerne kan udøve deres rettigheder, når de har en »berettiget bevisinteresse«.

24 På denne baggrund har Högsta domstolen (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Stiller databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, også krav til national processuel lovgivning om editionspligt?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, indebærer databeskyttelsesforordningen da, at der ved bedømmelse af spørgsmålet, om der skal træffes bestemmelse om edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, også skal tages hensyn til de registreredes interesser? Stiller EU-retten i dette tilfælde nogen krav til den måde, hvorpå denne bedømmelse nærmere skal foretages?«

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

### ** *Det første spørgsmål* **

25 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, skal fortolkes således, at disse bestemmelser inden for rammerne af en civilretlig procedure finder anvendelse på spørgsmål om edition af et personaleregister, der indeholder tredjemænds personoplysninger, der hovedsagelig er indsamlet med henblik på skattekontrol.

26 Med henblik på at besvare dette spørgsmål bemærkes for det første, at databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 1, fastsætter, at denne forordning finder anvendelse på enhver »behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register«, uden at sondre i forhold til, hvem der foretager behandlingen. Det følger heraf, at med forbehold af de tilfælde, der er nævnt i dens artikel 2, stk. 2 og 3, finder databeskyttelsesforordningen anvendelse på behandlingsaktiviteter, der udføres af såvel private som af offentlige myndigheder, herunder som anført i 20. betragtning hertil behandlingsaktiviteter udført af judicielle myndigheder såsom domstole (dom af 24.3.2022, Autoriteit Persoonsgegevens, C-245/20, EU:C:2022:216, præmis 25).

27 For det andet fremgår det af denne forordnings artikel 4, nr. 2), at definitionen »behandling« af personoplysninger bl.a. omfatter enhver aktivitet – med eller uden brug af automatisk behandling – som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse.

28 Det følger heraf, at en behandling af personoplysninger, der henhører under databeskyttelsesforordningens materielle anvendelsesområde, ikke alene omfatter oprettelsen og ajourføringen af et elektronisk personaleregister (jf. analogt dom af 30.5.2013, Worten, C-342/12, EU:C:2013:355, præmis 19), men ligeledes den omstændighed, at der inden for rammerne af en retslig procedure efter anmodning om edition fra den kompetente ret som bevis fremlægges et digitalt eller fysisk dokument, der indeholder personoplysninger (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, Inspektor v Inspektorata kam Visshia sadeben savet (Formål med behandling af personoplysninger – strafferetlig efterforskning), C-180/21, EU:C:2022:967, præmis 72).

29 Det skal for det tredje fremhæves, at enhver behandling af personoplysninger, herunder behandling foretaget af offentlige myndigheder, herunder af retsinstanser, skal opfylde de betingelser for lovlighed, der er fastsat i databeskyttelsesforordningens artikel 6.

30 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at behandling af personoplysninger i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e), er lovlig, hvis den er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

31 I overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, sammenholdt med 45. betragtning hertil, skal grundlaget for behandling i henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra e), fremgå af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt. Endvidere skal EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret opfylde et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

32 Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e), sammenholdt med denne forordnings artikel 6, stk. 3, kræver således et retsgrundlag, heriblandt i national ret, for den behandling af personoplysninger, som foretages af de dataansvarlige i forbindelse med udførelsen af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, såsom den behandling, der udføres af retsinstanserne under udøvelsen af deres retslige funktioner.

33 For det andet følger det af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, sammenholdt med 50. betragtning til denne forordning, at behandling af personoplysninger til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, er tilladt, når den bl.a. er baseret på EU-retten og udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1. Dette indebærer som anført i denne betragtning, at med henblik på at forfølge vigtige mål i almenhedens interesse kan den dataansvarlige således viderebehandle personoplysninger, uafhængigt af, om den pågældende behandling er forenelig med de formål, som personoplysningerne oprindeligt blev indsamlet til.

34 I den foreliggende sag er det de relevante bestemmelser i databeskyttelsesforordningens kapitel 38, der fastsætter editionsforpligtelsen, og hvorefter de nationale retsinstanser kan træffe bestemmelse om edition af et dokument, der udgør retsgrundlaget for behandlingen af personoplysninger. Selv om disse bestemmelser principielt udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for at tillade behandling af personoplysninger, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at dette retsgrundlag adskiller sig fra retsgrundlaget i lov om skatte- og afgiftsprocedurer, på grundlag af hvilket det i hovedsagen omhandlede personregister blev oprettet med henblik på skattekontrol. Endvidere har editionsforpligtelsen i disse bestemmelser i retsplejeloven ifølge den forelæggende ret til formål at give enhver, der har brug for et dokument som bevis, adgang til det. Ifølge den forelæggende ret drejer det sig i sidste ende om at sikre, at borgerne kan udøve deres rettigheder, når der foreligger en »berettiget bevisinteresse«.

35 Ifølge den forelæggende ret fremgår det af forarbejderne til lov om skatte- og afgiftsprocedurer, at personoplysningerne i personaleregistret er nødvendige for, at de ansatte ved den svenske skattemyndighed kan foretage kontrol i forbindelse med deres inspektioner. Hovedformålet er at begrænse forekomsten af sort arbejde og at forbedre konkurrencevilkårene. Retsgrundlaget for behandlingen af personoplysninger er, at behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, nemlig at føre et personaleregister.

36 Det skal derfor lægges til grund, at behandling af personoplysninger inden for rammerne af en retslig procedure som den i hovedsagen omhandlede udgør behandling til et andet formål end det, som oplysningerne er blevet indsamlet, dvs. med henblik på skattekontrol, der er foretaget uden de registreredes samtykke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a).

37 Under disse omstændigheder skal behandlingen af personoplysninger til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke alene baseres på national ret, såsom bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 38, men ligeledes udgøre en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, af hensyn til de mål, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1.

38 I overensstemmelse med denne forordnings artikel 23, stk. 1, litra f), omfatter disse mål »beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager«, idet dette mål, således som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, skal forstås således, at det tilsigter at beskytte retsplejen mod intern eller ekstern indblanding, men også at sikre en god retspleje. Det fremgår endvidere af denne artikels stk. 1, litra j), at håndhævelse af civilretlige krav kan udgøre et mål, der kan begrunde behandling af personoplysninger til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet. Det kan derfor ikke udelukkes, at en behandling af tredjemænds personoplysninger inden for rammerne af en civilretlig procedure kan støttes på sådanne formål.

39 Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om de relevante bestemmelser i retsplejelovens kapitel 38 dels opfylder det ene og/eller det andet af disse formål, dels er nødvendige og står i rimeligt forhold til disse mål, således at de følgelig kan henhøre under de tilfælde af behandling af personoplysninger, der kan anses for lovlige i henhold til bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, sammenholdt med denne forordnings artikel 23, stk. 1, litra f) og j).

40 I denne henseende er det uden betydning, om behandlingen af personoplysninger er baseret på en materiel eller processuel bestemmelse i national ret, eftersom der i denne forordnings artikel 6, stk. 3, litra b), og artikel 6, stk. 4, ikke sondres mellem disse to typer bestemmelser.

41 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, skal fortolkes således, at inden for rammerne af en civilretlig procedure finder disse bestemmelser anvendelse på edition af et personaleregister, der indeholder tredjemænds personoplysninger, der hovedsageligt er indsamlet med henblik på skattekontrol.

### ** *Det andet spørgsmål* **

42 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om databeskyttelsesforordningens artikel 5 og 6 skal fortolkes således, at en national retsinstans ved vurderingen af spørgsmålet om edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, inden for rammerne af en civilretlig procedure skal tage hensyn til de berørte personers interesser. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om EU-retten, navnlig databeskyttelsesforordningen, stiller særlige krav til den måde, hvorpå denne bedømmelse nærmere skal foretages.

43 Det skal indledningsvis fremhæves, at enhver behandling af personoplysninger med forbehold af de undtagelser, der er tilladte i henhold til forordningens artikel 23, skal overholde de principper, der gælder for behandling af personoplysninger, og de rettigheder, der tilkommer den berørte person, og som er fastsat i henholdsvis denne forordnings kapitel II og III. Navnlig skal enhver behandling af personoplysninger være i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 5, og desuden opfylde de betingelser for lovlighed, der er anført i denne samme forordnings artikel 6 (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 208 og den deri nævnte retspraksis).

44 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at de relevante bestemmelser i retsplejelovens kapitel 38 ikke udtrykkeligt kræver, at der ved bedømmelse af spørgsmålet om edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, skal tages hensyn til interesserne hos de personer, hvis personoplysninger der er tale om. I henhold til national retspraksis kræver disse bestemmelser alene, at der skal ske en afvejning af bevisets relevans over for modpartens interesse i ikke at udlevere de nævnte oplysninger.

45 Som fastslået i denne doms præmis 39 indebærer den omstændighed, at de pågældende bestemmelser i national ret vedrører edition af et dokument, at de kan henhøre under de tilfælde af behandling af personoplysninger, der kan anses for lovlige i henhold til bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, sammenholdt med denne forordnings artikel 23, stk. 1, litra f) og j). Dette er tilfældet, eftersom de nævnte bestemmelser dels har til formål at sikre en korrekt gennemførelse af den retslige procedure, således at borgerne kan udøve deres rettigheder, når de har en »berettiget bevisinteresse«, dels er nødvendige og står i rimeligt forhold til disse mål.

46 Det følger nemlig af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, at en sådan behandling af personoplysninger er lovlig, hvis og i det omfang den udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 23. Det følger heraf, at en national ret med henblik på at efterprøve disse krav er forpligtet til at tage hensyn til de pågældende modstridende interesser, når den skal vurdere, om der skal træffes bestemmelse om edition af et dokument, der indeholder tredjemænds personoplysninger.

47 Det skal i denne forbindelse fremhæves, at resultatet af den afvejning, som den nationale ret skal foretage, kan variere afhængigt af omstændighederne i hver enkelt sag, og af hvilken type procedure der er tale om.

48 Hvad angår de foreliggende interesser inden for rammerne af en civilretlig procedure skal den nationale ret, således som det bl.a. fremgår af første og anden betragtning til databeskyttelsesforordningen, sikre beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, hvilket er en grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 8, stk. 1, og artikel 16 TEUF. Den nationale ret skal ligeledes sikre retten til respekt for privatlivet i henhold til chartrets artikel 7, der er nært knyttet til retten til beskyttelse af personoplysninger.

49 Som det fremgår af fjerde betragtning til databeskyttelsesforordningen, er retten til beskyttelse af personoplysninger imidlertid ikke en absolut ret, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder – såsom retten til adgang til effektive retsmidler, der er fastsat i artikel chartrets artikel 47 – i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

50 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, bidrager edition af et dokument, der indeholder tredjemænds personoplysninger, inden for rammerne af en civilretlig procedure til overholdelsen af retten til effektiv domstolsbeskyttelse.

51 Da chartrets artikel 47, stk. 2, svarer til artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, er dens betydning og omfang i medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, de samme som dem, der er fastlagt i denne artikel 6, stk. 1, i den nævnte konvention.

52 Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, at det, henset til den fremtrædende rolle, som retten til en retfærdig rettergang tillægges i et demokratisk samfund, er afgørende, at en borger har mulighed for effektivt at forsvare sin sag for retten, og at den pågældende har den samme processuelle stilling som modparten (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 24.6.2022, Zayidov mod Azerbaïdjan (nr. 2), CE:ECHR:2022:0324JUD000538610, § 87 og den deri nævnte retspraksis). Det følger bl.a. heraf, at en borger skal have adgang til en kontradiktorisk procedure og på forskellige stadier af proceduren kunne fremsætte de argumenter, som vedkommende finder relevante for at kunne forsvare sin sag (Menneskerettighedsdomstolen, 21.1.1999, García Ruiz mod Spanien, CE:ECHR:1999:0121JUD003054496, § 29).

53 Med henblik på at sikre, at borgerne kan nyde en effektiv domstolsbeskyttelse og navnlig retten til en retfærdig rettergang som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 2, skal det derfor fastslås, at parterne i en civilretlig procedure skal kunne få adgang til de beviser, der er nødvendige for i tilstrækkeligt omfang at kunne godtgøre, at deres klagepunkter er begrundede, hvilket eventuelt kan omfatte parternes eller tredjemands personoplysninger.

54 Som anført i denne doms præmis 46 skal der tages hensyn til de foreliggende interesser i forbindelse med undersøgelsen af, om en foranstaltning er nødvendig og forholdsmæssig, dvs. nogle af de forhold, som i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3 og 4, skal gøre sig gældende for, at en behandling af personoplysninger er lovlig. I denne henseende skal der således ligeledes tages hensyn til denne forordnings artikel 5, stk. 1, og navnlig til princippet om »dataminimering« i denne bestemmelses litra c), der er udtryk for proportionalitetsprincippet. Ifølge dette princip om dataminimering skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, Latvijas Republikas Saeima (Strafpoint), C-439/19, EU:C:2021:504, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

55 Den nationale ret er derfor forpligtet til at afgøre, om en udlevering af personoplysningerne er tilstrækkelig og relevant med henblik på at sikre det formål, der forfølges med de gældende bestemmelser i national ret, og om dette formål kan nås ved anvendelse af bevismidler, der er mindre indgribende i forhold til beskyttelsen af et stort antal tredjemænds personoplysninger, f.eks. gennem afhøring af udvalgte vidner.

56 Såfremt edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, viser sig at være begrundet, følger det endvidere af nævnte princip, at når kun en del af disse oplysninger af bevismæssige årsager forekommer nødvendige, skal den nationale ret overveje at træffe supplerende foranstaltninger til beskyttelse af personoplysninger – såsom pseudonymisering af de berørte personers navne som defineret i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 5) – eller enhver anden foranstaltning, der har til formål at minimere den hindring for retten til beskyttelse af personoplysninger, som en sådan edition udgør. Sådanne foranstaltninger kan bl.a. omfatte en begrænsning af offentlighedens adgang til sagsakterne eller et påbud til de parter, som har fået udleveret de dokumenter, der indeholder personoplysninger, om ikke at anvende oplysningerne til andre formål end bevisførelsen under den omhandlede civilretslige procedure.

57 Det skal i denne forbindelse præciseres, at det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 5), sammenholdt med 26. betragtning til denne forordning, at personoplysninger, der har været genstand for en pseudonymisering, og som kan henføres til en fysisk person ved brug af supplerende oplysninger, bør anses for at være oplysninger om en identificerbar fysisk person, som princippet om beskyttelse af personoplysninger finder anvendelse på. Det følger derimod af nævnte betragtning, at disse principper hverken gælder for »anonyme oplysninger, dvs. oplysninger, der ikke vedrører en identificeret eller identificerbar fysisk person, eller for personoplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den registrerede ikke eller ikke længere kan identificeres«.

58 Det følger heraf, at en national retsinstans kan vurdere, at parternes eller tredjemands personoplysninger skal fremlægges for den, således at den med fuldt kendskab til omstændighederne og under overholdelse af proportionalitetsprincippet kan afveje de foreliggende interesser. Denne vurdering kan i givet fald føre til, at den nationale retsinstans beslutter helt eller delvist at videregive de personoplysninger, der er blevet fremlagt for den, til modparter, hvis den finder, at en sådan udlevering ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre den effektive udøvelse af de rettigheder, som tilkommer borgerne i henhold til chartrets artikel 47.

59 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 5 og 6 skal fortolkes således, at en national retsinstans ved vurderingen af spørgsmålet om edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, skal tage hensyn til de berørte personers interesser og foretage en afvejning af de pågældende interesser på grundlag af omstændighederne i hver enkelt sag, hvilken type procedure der er tale om, og under hensyntagen til de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, og navnlig de krav, der følger af princippet om dataminimering i denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra c).

### **Sagsomkostninger**

60 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

1) **Artikel 6, stk. 3 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)** **skal fortolkes således, at** **inden for rammerne af en civilretlig procedure finder disse bestemmelser anvendelse på edition af et personaleregister, der indeholder tredjemænds personoplysninger, der hovedsageligt er indsamlet med henblik på skattekontrol.**

2) **Artikel 5 og 6 i forordning 2016/679** **skal fortolkes således, at** **en national retsinstans ved vurderingen af spørgsmålet om edition af et dokument, der indeholder personoplysninger, skal tage hensyn til de berørte personers interesser og foretage en afvejning af de pågældende interesser på grundlag af omstændighederne i hver enkelt sag, hvilken type procedure der er tale om, og under hensyntagen til de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, og navnlig de krav, der følger af princippet om dataminimering i denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra c).**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: svensk.

===== FIL: praksis/celex-62022cj0184.md =====

# EU-Domstolen, Første Afdeling, 29. juli 2024, sag C-184/22, C-185/22

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62022cj0184.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62022cj0184.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2024:637

Kommentarens titel: Overtidstillæg fra fuldtidsgrænsen og kønsfordelte andele

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort både efter deltidsrammeaftalen og efter ligelønsreglerne: en regel, der først gav deltidsansatte tillæg efter fuldtidsgrænsen, var mindre gunstig behandling efter rammeaftalen og desuden indirekte kønsdiskrimination efter artikel 157 og direktiv 2006/54, hvis en betydeligt større andel kvinder blev ramt; det krævedes ikke samtidig, at fuldtidsgruppen havde et væsentligt mandligt flertal (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En regel, som først gav deltidsansatte tillæg efter fuldtidsgrænsen, var mindre gunstig behandling efter deltidsrammeaftalen. Hverken ønsket om at modvirke arbejde ud over individuelt aftalte timer eller at undgå ringere behandling af fuldtidsansatte begrundede den. Reglen udgjorde desuden indirekte kønsdiskrimination efter artikel 157 og direktiv 2006/54, hvis en betydeligt større andel kvinder blev ramt. Det krævedes ikke samtidig, at fuldtidsgruppen havde et væsentligt mandligt flertal. De samme to begrundelser kunne heller ikke begrunde kønsforskellen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Deltidsdiskrimination er ikke automatisk kønsdiskrimination.

84,74% kvinder blandt deltidsansatte er en gruppesammensætning og må ikke alene forveksles med andelen af alle kvinder, som rammes.

Ingen fast statistisk minimumsprocent eller direktivets 5%-udløser fastlægges af dommen.

Begge afviste begrundelser er konkrete; der etableres ikke et forbud mod alle tænkelige objektive begrundelser.

MTV-ordlyden i præmis 16 bruger kalendermåned/afspadsering, mens præmisserne forklarer forskellen ud fra normalugen 38,5 timer. De kontekster må ikke udviskes.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62022CJ0184

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

29. juli 2024 ([^*1])

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – artikel 157 TEUF – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – direktiv 2006/54/EF – artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1 – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af køn – deltidsarbejde – direktiv 97/81/EF – rammeaftalen om deltidsarbejde – § 4 – forbud mod at behandle deltidsansatte på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte – kun betaling af overtidstillæg for arbejdstimer, som deltidsansatte præsterer ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte«

I de forenede sager C-184/22 og C-185/22,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) ved afgørelser af 28. oktober 2021, indgået til Domstolen den 10. marts 2022, i sagerne

**IK** (C-184/22),

**CM** (C-185/22)

mod

**KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV,**

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb, A. Kumin (refererende dommer) og I. Ziemele,

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– IK ved Rechtsanwältin J. Windhorst

– KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV ved Rechtsanwalt K.M. Weber,

– den danske regering ved J.F. Kronborg, C. Maertens og V. Pasternak Jørgensen, som befuldmægtigede,

– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

– den norske regering ved T. Hostvedt Aarthun og I. Thue, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved D. Recchia, E. Schmidt og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. november 2023,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 157 TEUF, artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) samt § 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997 (herefter »rammeaftalen«), og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (EFT 1998, L 14, s. 9).

2 Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem IK (sag C-184/22) og CM (sag C-185/22) på den ene side og deres arbejdsgiver, KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation e.V., på den anden side vedrørende betaling af et overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter.

### **Retsforskrifter**

### ** *EU-retten* **

#### *Direktiv 2006/54*

3 I 30. betragtning til direktiv 2006/54 er følgende anført:

> »[...] Det skal [...] gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. [...]«

4 Artikel 2, stk. 1, litra b) og e), i direktiv 2006/54 bestemmer følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

b) »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

[...]

e) »løn«: den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier.«

5 Nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« fastsætter følgende i stk. 1:

> »For samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

#### *Rammeaftalen*

6 Rammeaftalens § 1, litra a), fastsætter, at denne har til formål »at skabe grundlag for en fjernelse af forskelsbehandling af deltidsansatte og en forbedring af kvaliteten af deltidsarbejde«.

7 Rammeaftalens § 2, stk. 1, bestemmer følgende:

> »Denne aftale finder anvendelse på alle deltidsansatte, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

8 Rammeaftalens § 3 har følgende ordlyd:

> »I denne aftale forstås ved

> 1) »deltidsansat« en ansat, hvis normale arbejdstid, beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år, er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat

> 2) »en sammenlignelig fuldtidsansat« en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder

> [...]«

9 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikkeforskelsbehandling« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1. Hvad angår ansættelsesvilkår må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.«

### ** *Tysk ret* **

10 § 1 i Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz (den almindelige ligebehandlingslov) af 14. august 2006 (BGBl. 2006 I, s. 1897) med overskriften »Lovens formål« har, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »AGG«), følgende ordlyd:

> »Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

11 AGG’s artikel 7 bestemmer, at arbejdstagere ikke må forskelsbehandles af nogen af de i lovens § 1 anførte grunde, herunder køn.

12 Denne lovs § 15 med overskriften »Godtgørelse og erstatning« er affattet således:

> »(1)   Ved en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling skal arbejdsgiveren erstatte den derved forvoldte skade. [...]

> (2)   Arbejdstageren kan kræve en passende økonomisk godtgørelse for en ikkeøkonomisk skade. [...]«

13 § 3 i Gesetz zur Förderung der Entgelttransparenz zwischen Frauen und Männern (Entgelttransparenzgesetz) (lov om fremme af løngennemsigtighed for kvinder og mænd) af 30. juni 2017 (BGBl. 2017 I, s. 2152) med overskriften »Forbud mod direkte og indirekte lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn« bestemmer, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne, følgende i stk. 1:

> »Ved samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi, er enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn forbudt for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.«

14 Denne lovs § 7 med overskriften »Påbud om ligeløn« fastsætter følgende:

> »I ansættelsesforhold er det ikke tilladt for samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi, at indgå aftale om eller betale lavere løn til den ansatte på grund af dennes køn end lønnen for ansatte af det andet køn.«

15 § 4 i Gesetz über Teilzeitarbeit und befristete Arbeitsverträge (lov om deltidsarbejde og tidsbegrænsede ansættelseskontrakter) af 21. december 2000 (BGBl. 2000 I, s. 1966) med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne, følgende i stk. 1:

> »En deltidsansat arbejdstager må ikke behandles på en mindre gunstig måde end en sammenlignelig fuldtidsansat arbejdstager på grund af den pågældendes deltidsansættelse, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. En deltidsansat arbejdstager skal tildeles løn eller en anden delelig ydelse, der kan opgøres i penge, og som mindst svarer til andelen af vedkommendes arbejdstid i forhold til en sammenlignelig fuldtidsansat arbejdstagers arbejdstid.«

16 Manteltarifvertrag (almindelig kollektiv overenskomst) (herefter »MTV«), der er indgået mellem Vereinte Dienstleistungsgewerkschaft eV (ver.di), der er servicesektorens fagforening, og sagsøgte i hovedsagerne, fastsætter følgende i § 10 med overskriften »Arbejdstid«:

> »1.   Den normale ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat arbejdstager er på gennemsnitligt 38,5 timer, eksklusive pauser.

> [...]

> Den normale daglige arbejdstid for en fuldtidsansat arbejdstager er på 7 timer og 42 minutter.

> [...]

> 6.   Kræver arbejdsmængden, at der præsteres overarbejde, skal dette principielt anordnes. [...] Overarbejde må kun anordnes i hastetilfælde og skal så vidt muligt fordeles ligeligt blandt alle arbejdstagere.

> 7.   Overarbejde er arbejdstimer, der præsteres efter anordning og i henhold til vagtplan eller sædvanlig praksis, og som overskrider rammerne for den normale arbejdstid [...]. Der er pligt til at betale overtidstillæg som omhandlet i § 13, stk. 1, for arbejdstimer, der præsteres ud over en fuldtidsansats arbejdstid i en kalendermåned, og som i den kalendermåned, hvor arbejdet præsteres, ikke kan udlignes ved afspadsering.

> [...]«

17 MTV’s § 13 med overskriften »Betaling for overarbejde, tillæg og godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter« bestemmer følgende:

> »1.   Godtgørelsen for overarbejde som omhandlet i MTV’s § 10, stk. 7, udgør for hver overarbejdstime 1/167 af den overenskomstmæssige månedsløn. Overtidstillægget for overarbejde som omhandlet i § 10, stk. 7, andet punktum, er på 30%.

> [...]«

### **Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål**

18 Sagsøgte i hovedsagerne yder ambulant dialysebehandling på hele Forbundsrepublikken Tysklands område.

19 IK og CM, der er ansat af KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV som plejere på deltid, skal i henhold til deres ansættelseskontrakter arbejde henholdsvis 40% og 80% af en fuldtidsansats normale ugentlige arbejdstid, som ved MTV’s § 10 er fastsat til 38,5 timer.

20 Sagsøgerne i hovedsagerne var af den opfattelse, at sagsøgte i hovedsagerne skulle udbetale et overtidstillæg for deres overarbejde til dem i overensstemmelse med MTV’s § 10, stk. 7, eller registrere overskydende timer svarende til det skyldige overtidstillæg i deres tidsregnskaber, og de anlagde derfor søgsmål ved Arbeitsgericht (arbejdsret, Tyskland) med påstand om tildeling af overskydende timer svarende til det skyldige overtidstillæg og godtgørelse i henhold til AGG’s § 15, stk. 2.

21 Sagsøgerne i hovedsagerne gjorde til støtte for deres søgsmål gældende, at sagsøgte i hovedsagerne ved ikke at udbetale et overtidstillæg til dem for overarbejde, der var præsteret ud over den arbejdstid, der var aftalt i deres ansættelseskontrakter, og ved ikke at registrere overskydende timer svarende til det skyldige overtidstillæg i deres tidsregnskaber, havde behandlet dem på en mindre gunstig måde end fuldtidsansatte, fordi de arbejdede på deltid. De var desuden blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af køn, for så vidt som sagsøgte i hovedsagerne overvejende ansætter kvinder på deltid.

22 Arbeitsgericht (arbejdsret) gav ikke sagsøgerne i hovedsagerne medhold i disse søgsmål, og de iværksatte derfor appel til prøvelse af denne rets domme ved Landesarbeitsgericht Hessen (den regional appeldomstol i arbejdsretlige sager i Hessen, Tyskland), som pålagde sagsøgte i hovedsagerne at registrere overskydende timer svarende til de skyldige overtidstillæg for det overarbejde, som sagsøgerne i hovedsagerne havde præsteret, i deres tidsregnskaber, men forkastede deres påstand om godtgørelse i henhold til AGG’s § 15, stk. 2.

23 Sagsøgerne i hovedsagerne har iværksat revisionsanke ved Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), som er den forelæggende ret, med påstand om tilkendelse af denne godtgørelse. Sagsøgte i hovedsagerne har for sin del iværksat kontraanke ved samme domstol til prøvelse af afgørelsen om, at sagsøgte i hovedsagerne skal godskrive overskydende timer i deres tidsregnskaber.

24 Den forelæggende ret vurderer, at det for at træffe afgørelse om sagsøgerne i hovedsagernes ret til godtgørelse som omhandlet i AGG’s § 15 er nødvendigt at vide, om de har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i strid med AGG’s § 7.

25 Den forelæggende ret finder ligeledes, at det for at kunne træffe afgørelse vedrørende den kontraanke, som er iværksat af sagsøgte i hovedsagerne til prøvelse af afgørelsen om godskrivning af overskydende timer i sagsøgerne i hovedsagernes timeregnskaber, er afgørende at vide, om de har været udsat for forskelsbehandling, fordi de er ansat på deltid.

26 På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er affattet enslydende i de forenede sager C-184/22 og C-185/22.

»1) Skal artikel 157 TEUF og artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, [stk. 1], i direktiv [2006/54] fortolkes således, at nationale overenskomstmæssige bestemmelser, hvorefter der kun skal ydes betaling af overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den almindelige arbejdstid for en fuldtidsansat, indeholder en [forskellig behandling af] fuldtids- og deltidsansatte?

2) Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende: a) Skal artikel 157 TEUF og artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, [stk. 1], i direktiv [2006/54] [da] fortolkes således, at det i et sådant tilfælde ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at [den forskellige behandling] påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, at der er væsentligt flere kvinder end mænd blandt de deltidsansatte, men det herudover kræves, at der er væsentligt flere mænd eller en signifikant større andel af mænd blandt de fuldtidsansatte? b) Eller følger der også med hensyn til artikel 157 TEUF og direktiv [2006/54] noget andet af Domstolens konstateringer i dom af 26. januar 2021[,] Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zaktad Opieki Zdrowotnej w Krakowie [(C-16/19, EU:C:2021:64)], præmis 25-36, hvorefter en forskellig behandling, der finder sted inden for en gruppe af personer med handicap, ligeledes kan være omfattet af begrebet »forskelsbehandling« som omhandlet i artikel 2 i [Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16)]?

3) Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende og [det andet spørgsmål, litra a) og b),] således, at det i en situation som den i [hovedsagerne omhandlede] kan fastslås, at den lønmæssige [forskellige behandling] påvirker væsentligt flere kvinder end mænd[, s]kal artikel 157 TEUF og artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, [stk. 1], i direktiv [2006/54] [da] fortolkes således, at overenskomstparter forfølger et legitimt formål gennem en konkret regulering – som den, der nævnes i det første spørgsmål – når de herved ganske vist på den ene side forsøger at afholde arbejdsgiveren fra at anordne overarbejde og pålægge arbejdstagerne at arbejde mere end aftalt mod at betale et overtidstillæg, men på den anden side også forsøger at forhindre, at fuldtidsansatte behandles mere ufordelagtigt end deltidsansatte, og derfor fastlægger, at der kun er pligt til at betale tillæg for det antal [overarbejdstimer], der præsteres ud over en fuldtidsansats normale arbejdstid i en kalendermåned?

4) Skal § 4, [stk.] 1, i rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indeholdt i bilaget til direktiv [97/81], fortolkes således, at nationale overenskomstmæssige bestemmelser, hvorefter der kun betales overtidstillæg for arbejdstimer, der præsteres ud over den normale arbejdstid for en fuldtidsansat, indeholder en [forskellig behandling af] fuldtids- og deltidsansatte?

5) Såfremt Domstolen besvarer det fjerde spørgsmål bekræftende[, s]kal § 4, [stk.] 1, i rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indeholdt i bilaget til direktiv [97/81], [da] fortolkes således, at der kan være tale om en saglig begrundelse, når overenskomstparter gennem en regulering – som den, der nævnes i det fjerde spørgsmål – ganske vist på den ene side forsøger at afholde arbejdsgiveren fra at anordne overarbejde og pålægge arbejdstagerne at arbejde mere end aftalt mod at betale et overtidstillæg, men på den anden side også forsøger at forhindre, at fuldtidsansatte behandles mere ufordelagtigt end deltidsansatte, og derfor fastlægger, at der kun er pligt til at betale tillæg for det antal [overarbejdstimer], der præsteres ud over en fuldtidsansats normale arbejdstid i en kalendermåned?«

27 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 19. april 2022 er sagerne C-184/22 og C-185/22 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

### **Om de præjudicielle spørgsmål**

### ** *Det fjerde og det femte spørgsmål* **

28 Med det fjerde og det femte spørgsmål, der skal behandles samlet og først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, og om en sådan behandling kan begrundes i forfølgelsen af dels det formål at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, dels det formål at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.

29 Indledningsvis skal det fastslås, at det i det foreliggende tilfælde ikke er bestridt, at sagsøgerne i hovedsagerne er deltidsansatte som omhandlet i rammeaftalens § 3. Det er ligeledes ubestridt, at MTV finder anvendelse på deres ansættelseskontrakter.

30 Med hensyn til fortolkningen af rammeaftalens § 4 skal det først bemærkes, at denne tilsigter dels at fremme deltidsarbejde, dels at fjerne forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte, således som det udtrykkeligt fremgår af aftalens § 1, litra a) (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

31 Henset til disse mål skal rammeaftalens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på unionsplan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

32 I overensstemmelse med formålet om fjernelse af forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte, der er fastsat i rammeaftalens § 1, litra a), er denne aftales § 4 for så vidt angår ansættelsesvilkårene til hinder for, at deltidsansatte behandles på en »mindre gunstig« måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

33 Domstolen har desuden fastslået, at denne paragraf tilsigter at bringe princippet om ikkediskrimination i anvendelse på arbejdstagere med deltidsansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne ansættelsesforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fuldtidsansatte (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

34 Hvad for det først angår spørgsmålet om, hvorvidt overtidstillægget for overarbejde i den foreliggende sag er omfattet af begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at dette begreb omfatter aflønningsvilkårene (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

35 For det andet skal det hvad angår sammenligneligheden af forholdene for personer, der arbejder som plejere på fuldtid, og personer, der arbejder som plejere på deltid, såsom sagsøgerne i hovedsagerne, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalens § 3, nr. 2), skal undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

36 Såfremt det fastslås, at deltidsansatte arbejdstagere udfører de samme opgaver for den samme arbejdsgiver som fuldtidsansatte arbejdstagere under deres ansættelse eller bestrider den samme stilling som disse, skal disse to kategorier af arbejdstagere principielt anses for at være sammenlignelige (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

37 I denne forbindelse skal det imidlertid bemærkes, at det tilkommer den nationale ret, der alene har kompetence til at vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, om det arbejde, der udføres af de pågældende arbejdstagere, henset til dettes konkrete karakter, kan tillægges samme værdi (dom af 3.6.2021, Tesco Stores, C-624/19, EU:C:2021:429, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

38 Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse synes sagsøgte i hovedsagerne i det foreliggende tilfælde ikke at bestride, at de ydelser, der præsteres af sagsøgerne i hovedsagerne, er sammenlignelige med dem, der præsteres af de arbejdstagere, som sagsøgte i hovedsagerne beskæftiger på fuldtid.

39 For det tredje fremgår det hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en forskellig behandling af personer, der arbejder som plejere på deltid, såsom sagsøgerne i hovedsagerne, og personer, der arbejder som plejere på fuldtid, af forelæggelsesafgørelserne, at en deltidsansat plejer kun modtager overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale ugentlige arbejdstid for en person, der arbejder som plejer på fuldtid, hvilken i det foreliggende tilfælde ifølge MTV’s § 10, stk. 1, er 38,5 timer.

40 En person, der arbejder som plejer på deltid, skal således erlægge det samme antal arbejdstimer som en person, der arbejder som plejer på fuldtid, for at nyde godt af overtidstillægget for overarbejde, uden hensyntagen til længden af den normale arbejdstid, der er individuelt aftalt i den ansættelseskontrakt, som er indgået med denne person, der arbejder som plejer på deltid, således at vedkommende ikke, eller kun med en meget lavere grad af sandsynlighed end en person, der arbejder som plejer på fuldtid, kan nå op på det antal arbejdstimer, der kræves for at opnå det nævnte overtidstillæg.

41 Selv om overarbejdsbetalingen som anført af den forelæggende ret synes ens for personer, der arbejder som plejere på deltid, og for personer, der arbejder som plejere på fuldtid, for så vidt som retten til et sådant tillæg for samtlige disse personer først opstår ved arbejde ud over tærsklen på 38,5 timer om ugen, skal det dog bemærkes, at fastsættelsen af en denne ens tærskel for både personer, der arbejder som plejere på fuldtid, og personer, der arbejder som plejere på deltid, for sidstnævnte personer, henset til den normale arbejdstid, der er fastsat i deres kontrakter, indebærer en større byrde, for så vidt som i hvert fald en del af de arbejdstimer, som de erlægger ud over denne normale arbejdstid, godt nok udløser løn, men ikke ret til et tillæg. Personer, der arbejder som plejere på fuldtid, modtager nemlig et overtidstillæg fra og med allerførste arbejdstime, der præsteres ud over deres normale arbejdstid, nemlig 38,5 timer om ugen, hvorimod personer, der arbejder som plejere på deltid, ikke får tillæg for arbejdstimer, som går ud over den normale arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, men som ligger inden for den normale arbejdstid, der er fastsat for personer, der arbejder som plejere på fuldtid.

42 Personer, der arbejder, som plejere på deltid, og som erlægger arbejdstimer, der går ud over den normale arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, uden at have ret til et overtidstillæg, forskelsbehandles derfor i forhold til personer, der arbejder som plejere på fuldtid, og som modtager tillæg for de arbejdstimer, der erlægges ud over 38,5 timer om ugen (jf. i denne retning dom af 27.5.2004, Elsner-Lakeberg, C-285/02, EU:C:2004:320, præmis 17).

43 Det bemærkes, at deltidsansattes løn ifølge fast retspraksis skal svare til en fuldtidsansats løn, med forbehold af anvendelsen af princippet om pro rata temporis i rammeaftalens § 4, stk. 2 (jf. dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

44 Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det følgelig, at for så vidt som det antal arbejdstimer, ud over hvilke personer, der arbejder som plejere på deltid, såsom sagsøgerne i hovedsagerne, modtager et overtidstillæg, ikke er nedsat pro rata temporis i forhold til den arbejdstid, der er individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, udsættes disse personer i forhold til personer, der arbejder som plejere på fuldtid, for en »mindre gunstig« behandling, som er forbudt ved rammeaftalens § 4, stk. 1, medmindre denne forskellige behandling er begrundet i et »objektivt forhold« som omhandlet i denne paragraf (jf. i denne retning dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

45 I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret under hensyntagen til alle de relevante forhold at afgøre, om den forskellige behandling, som den har konstateret i hovedsagerne, kan anses for at være begrundet i et »objektivt forhold«.

46 I dette perspektiv bemærkes, at selv om Domstolen inden for rammerne af artikel 267 TEUF ikke har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder og anvende de EU-retlige regler på et konkret tilfælde, påhviler det den at give den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger med henblik på at vejlede den ved denne bedømmelse (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

47 I denne henseende bemærkes, at begrebet »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, kræver, at den konstaterede forskelsbehandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, hvori det indgår, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at sikre sig, at denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. foreligge på grund af den særlige karakter af de opgaver, med henblik på hvis udførelse deltidsansættelseskontrakterne er blevet indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller efter omstændighederne på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 19.10.2023, Lufthansa CityLine, C-660/20, EU:C:2023:789, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

48 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om dels formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end den arbejdstid, der er individuelt aftalt for disse arbejdstagere, dels formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte, kan udgøre »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

49 Hvad angår det første af disse formål bemærkes, at anvendelsen af de nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagerne, betyder, at de timer, som deltidsansatte arbejder ud over den normale arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, uden at overskride den normale arbejdstid, som er fastsat for en fuldtidsansat, nemlig 38,5 timer om ugen, eftersom der ikke betales tillæg for disse timer, udgør en mindre tung økonomisk byrde for arbejdsgiveren end det samme antal overarbejdstimer erlagt af en fuldtidsansat. For deltidsansatte har disse bestemmelser således den modsatte virkning af den tilsigtede, da de, således som den forelæggende ret har anført, i realiteten tilskynder arbejdsgiveren til at pålægge de deltidsansatte snarere end de fuldtidsansatte overarbejdstimer.

50 Det følger heraf, at fastsættelsen af en ens tærskel for deltidsansatte og fuldtidsansatte med hensyn til, hvornår der tildeles overtidstillæg for overarbejde, ikke hvad angår deltidsansatte kan opfylde formålet om at afholde arbejdsgiverne fra at pålægge arbejdstagerne overarbejde.

51 Hvad angår det andet af de formål, der er nævnt i denne doms præmis 48, bemærkes, at dette tager sigte på at undgå en angiveligt ufordelagtig behandling af fuldtidsansatte i forhold til deltidsansatte. Ræsonnementet bag dette formål er baseret på den betragtning, at såfremt en arbejdsgiver, der pålægger en deltidsansat overarbejde, skal betale et overtidstillæg for overarbejde til denne arbejdstager fra og med den første arbejdstime, som denne præsterer ud over den arbejdstid, der er individuelt aftalt i den pågældendes ansættelseskontrakt, på samme måde, som arbejdsgiveren gør det for fuldtidsansatte, vil de fuldtidsansatte blive behandlet mindre gunstigt. Denne betragtning er imidlertid fejlagtig, eftersom de fuldtidsansatte i en sådan situation for så vidt angår overarbejdstimer behandles på samme måde som deltidsansatte, med forbehold af anvendelsen af princippet om pro rata temporis.

52 Det følger heraf, at det andet formål heller ikke kan begrunde den forskellige behandling, der er omhandlet i hovedsagerne.

53 Henset til det ovenstående skal det fjerde og det femte spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, som ikke kan begrundes i forfølgelsen af dels det formål at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, dels det formål at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.

### ** *Det første til det tredje spørgsmål* **

54 Med det første til det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet og hernæst, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, for det første udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, også selv om der er en betydeligt større andel af kvinder end af mænd blandt de fuldtidsansatte, og at en sådan forskelsbehandling for det andet kan begrundes i forfølgelsen af formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter og formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.

55 Artikel 157, stk. 1, TEUF bestemmer, at »[h]ver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi«. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 fastsætter desuden, at »[f]or samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«. Dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), definerer for sin del begrebet »indirekte forskelsbehandling« som det forhold, »at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«.

56 I denne henseende bemærkes for det første, at som anført af generaladvokaten i punkt 33 i forslaget til afgørelse indebærer nationale bestemmelser som dem, der er omhandlet i hovedsagerne, ikke en direkte forskelsbehandling, eftersom de finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere.

57 For det andet bemærkes med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt disse bestemmelser indfører en indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 157 TEUF og direktiv 2006/54, først, at bestemmelser som de i hovedsagerne omhandlede nationale bestemmelser, som fastslået i denne doms præmis 44 stiller deltidsansatte ringere end fuldtidsansatte, derved at deltidsansatte for de arbejdstimer, som de præsterer ud over den arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, uden at overskride den normale arbejdstid, som er fastsat for fuldtidsansatte, nemlig 38,5 timer om ugen, ikke får et overtidstillæg, hvorimod fuldtidsansatte får det fra og med den første time, der præsteres ud over disse 38,5 arbejdstimer om ugen.

58 Dernæst skal en tilsyneladende neutral foranstaltning for at udgøre en indirekte forskelsbehandling som omhandlet i disse bestemmelser i praksis medføre, at personer af det ene køn stilles særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn. I denne henseende fremgår det af 30. betragtning til direktiv 2006/54 og af Domstolens praksis, at det tilkommer den nationale retsinstans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, der navnlig kan fastsætte, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås på enhver måde, herunder på grundlag af statistisk materiale (dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

59 Hvad angår statistisk materiale bemærkes først, at det tilkommer den nationale retsinstans at vurdere, om dette materiale, som er fremlagt for den vedrørende arbejdstagernes situation, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det, generelt set, viser sig at være væsentligt (dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

60 Dernæst fremgår det af fast retspraksis dels, at når den nationale ret råder over sådant materiale, påhviler det den at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen, dels at den bedste metode til sammenligning består i at foretage en sammenligning mellem på den ene side andelene af de mandlige arbejdstagere, som er berørt – og som ikke er berørt – af den omhandlede regel, og på den anden side de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende (dom af 6.12.2007, Voß, C-300/06, EU:C:2007:757, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

61 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelserne, hvori der henvises til de statistiske oplysninger, som sagsøgte i hovedsagerne har fremlagt, at sagsøgte i hovedsagerne beskæftiger mere end 5000 personer på alle sine lokaliteter, hvoraf 76,96% er kvinder. Ud af alle arbejdstagerne arbejder 52,78% på deltid. Af de deltidsansatte er 84,74% kvinder og 15,26% mænd, og af de fuldtidsansatte er 68,20% kvinder og 31,80% mænd. Følgelig er kvindelige arbejdstagere i overtal både i den gruppe, der »stilles fordelagtigt«, og i den gruppe, der »stilles ufordelagtigt« af de i hovedsagerne omhandlede bestemmelser.

62 Den forelæggende ret ønsker oplyst, om der i en sådan situation kan fastslås at foreligge en indirekte forskelsbehandling, selv om gruppen af fuldtidsansatte, der ikke udsættes for denne ufordelagtige behandling, ikke er sammensat af et betydeligt større antal mænd end kvinder.

63 I denne henseende bemærkes, at der, således som generaladvokaten har anført i punkt 36-40 i forslaget til afgørelse, ikke henvises til kvantitative faktorer i forbindelse med undersøgelsen af indirekte forskelsbehandling i hverken definitionen af begrebet »indirekte forskelsbehandling« i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, der i øvrigt er formuleret på samme måde som definitionen i artikel 1, stk. 2, andet led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT 2002, L 269, s. 15), eller i andre bestemmelser i direktiv 2006/54. Denne definition er nemlig baseret på en kvalitativ tilgang, hvor der lægges vægt på at undersøge, om den omhandlede nationale foranstaltning efter selve sin karakter kan stille personer af det ene køn »særlig ufordelagtigt« i forhold til personer af det andet køn. Det følger heraf, at den nationale ret skal undersøge alle relevante kvalitative faktorer for at afgøre, om der foreligger en sådan ufordelagtig situation, idet den tager hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for den forskellige behandling.

64 I denne forbindelse udgør de statistiske oplysninger kun et af flere andre elementer, som den nationale ret kan gøre brug af, og som Domstolen, når de findes, henviser til med henblik på at fastslå, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling, i forbindelse med gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Ifølge Domstoles faste praksis foreligger en sådan særlig ufordelagtig situation navnlig, såfremt det kan påvises, at en national lovgivning stiller en betydeligt større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn (dom af 5.5.2022, BVAEB, C-405/20, EU:C:2022:347, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

65 I denne henseende skal det for det første fastslås, at indirekte forskelsbehandling ifølge selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54 alene henviser til en bestemmelse, en betingelse eller en praksis, der stiller personer af det ene køn »ufordelagtigt« i forhold til personer af det andet køn. Det følger derfor af denne bestemmelses ordlyd, at der kan foreligge indirekte forskelsbehandling alene af den grund, at personer af det ene køn stilles særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn.

66 For det andet synes det, således som Europa-Kommissionen har anført, at fremgå af de statistiske oplysninger i anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at kun 35% af de mandlige arbejdstagere, som sagsøgte i hovedsagerne beskæftiger, og som er omfattet af de nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagerne, arbejder på deltid og påvirkes negativt af disse bestemmelser, hvorimod andelen af kvindelige arbejdstagere, som sagsøgte i hovedsagerne beskæftiger, og som arbejder på deltid og påvirkes negativt af de samme bestemmelser, synes at være væsentligt større, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

67 Det følger heraf, at det for at det under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede kan fastslås, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, ikke er nødvendigt, at der blandt de fuldtidsansatte er væsentligt flere mænd end kvinder, forudsat at de betingelser, der følger af den retspraksis, som er nævnt i denne doms præmis 60 og 64, er opfyldt.

68 Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse oplyst, om dom af 26. januar 2021, Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej w Krakowie (C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 25-36), hvoraf det fremgår, at formålet med det ligebehandlingsprincip, der er fastslået i direktiv 2000/78, er at beskytte en arbejdstager, der har et handicap som omhandlet i dette direktiv, mod enhver forskelsbehandling på grund af dette handicap ikke blot i forhold til arbejdstagere, der ikke har handicap, men også i forhold til andre arbejdstagere, der har handicap, er relevant i det foreliggende tilfælde.

69 I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at i den sag, der gav anledning til den dom, der er nævnt i den foregående præmis, vedrørte forskelsbehandlingen kun medlemmer af samme beskyttede gruppe som omhandlet i direktiv 2000/78, nemlig arbejdstagere med handicap, mens forskelsbehandlingen i hovedsagerne vedrører kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere. Denne dom er derfor ikke relevant for besvarelsen af det første til det tredje spørgsmål.

70 En sådan fortolkning understøttes af Domstolens praksis vedrørende Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24). Domstolen har nemlig fastslået, at begrebet »forskelsbehandling på grundlag af køn« i dette direktivs artikel 4, stk. 1, kun kan vedrøre tilfælde af forskelsbehandling mellem mandlige arbejdstagere på den ene side og kvindelige arbejdstagere på den anden side, og at denne bestemmelse ikke kan anses for at udgøre en EU-retlig bestemmelse, der sikrer ligebehandling i bred forstand, dvs. også mellem personer af samme køn (dom af 12.5.2021, INSS (Pensionstillæg til mødre – II), C-130/20, EU:C:2021:381, præmis 21 og 22).

71 Såfremt den forelæggende ret på grundlag af de statistiske oplysninger, som sagsøgte i hovedsagerne har fremlagt, og efter omstændighederne på grundlag af andre relevante faktiske oplysninger, måtte nå til den konklusion, at de i hovedsagerne omhandlede nationale bestemmelser stiller kvindelige arbejdstagere særlig ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere, er sådanne bestemmelser for det tredje i strid med artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, medmindre de er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (dom af 3.10.2019, Schuch-Ghannadan, C-274/18, EU:C:2019:828, præmis 49).

72 I denne henseende bemærkes, at det fremgår af denne doms præmis 44-52, at en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte som følge af bestemmelser som de nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagerne, ikke kan begrundes i forfølgelsen af dels formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, dels formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte. Denne fortolkning gælder mutatis mutandis for så vidt angår begrundelsen for en indirekte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54, der følger af de nævnte bestemmelser.

73 Det følger af det ovenstående, at det første til det tredje spørgsmål skal besvares med, at artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, for det første udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvis det er godtgjort, at disse bestemmelser stiller en betydeligt større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt, uden at det også er nødvendigt, at gruppen af arbejdstagere, som ikke stilles ufordelagtigt af disse bestemmelser, nemlig fuldtidsansatte, udgøres af et væsentligt højere antal mænd end kvinder, og at en sådan forskelsbehandling for det andet ikke kan begrundes i forfølgelsen af formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter og formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.

### **Sagsomkostninger**

74 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1) **§ 4, stk. 1 og 2, i rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS,** **skal fortolkes således, at** **nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, som ikke kan begrundes i forfølgelsen af dels det formål at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, dels det formål at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.**

2) **Artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv** **skal fortolkes således, at** **nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, for det første udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvis det er godtgjort, at disse bestemmelser stiller en betydeligt større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt, uden at det også er nødvendigt, at gruppen af arbejdstagere, som ikke stilles ufordelagtigt af disse bestemmelser, nemlig fuldtidsansatte, udgøres af et væsentligt højere antal mænd end kvinder, og at en sådan forskelsbehandling for det andet ikke kan begrundes i forfølgelsen af formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter og formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/celex-62023cj0314.md =====

# EU-Domstolen, Fjerde Afdeling, 4. oktober 2024, sag C-314/23

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62023cj0314.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62023cj0314.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2024:842

Kommentarens titel: Faste rejseydelser som løn og kravet om samme arbejde eller værdi

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 3 og 9 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Faste diæter til dækning af tjenesterejseudgifter var løn efter direktiv 2006/54 (jf. § 1 a, stk. 3). Forskellige diæter til overvejende mandlige og overvejende kvindelige grupper var ikke forbudt, når grupperne ikke udførte samme arbejde eller arbejde af samme værdi (jf. § 1, stk. 2, og § 1 a, stk. 9).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Faste diæter til dækning af tjenesterejseudgifter var løn efter direktiv 2006/54. Forskellige diæter til overvejende mandlige og overvejende kvindelige grupper var ikke forbudt efter de prøvede ligelønsbestemmelser, når grupperne ikke udførte samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel lovliggørelse af lønforskelle mellem forskellige overenskomster.

Fastbeløbsdiæter er den prøvede ydelse; ingen udtømmende afgørelse af alle refusionsformer.

At en ydelse er løn betyder ikke, at den medregnes på samme måde i feriebetaling, mindsteløn ved udstationering eller alle datakrav.

Domstolen vurderer selv forskellen i arbejde/uddannelse/ansvar i præmis 42.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62023CJ0314

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

4. oktober 2024 ([^*1])

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – direktiv 2006/54/EF – artikel 2, stk. 1, litra e) – begrebet »løn« – artikel 4 – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af køn«

I sag C-314/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien) ved afgørelse af 17. marts 2023, indgået til Domstolen den 22. maj 2023, i sagen

**Sindicato de Tripulantes Auxiliares de Vuelo de Líneas Aéreas (STAVLA),**

**Ministerio Fiscal**

mod

**Air Nostrum, Líneas Aéreas del Mediterráneo SA,**

**Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO),**

**Unión General de Trabajadores (UGT),**

**Unión Sindical Obrera (USO),**

**Comité de empresa de Air Nostrum Líneas Aéreas del Mediterráneo SA,**

**Dirección General de Trabajo og Instituto de las Mujeres,**

procesdeltagere:

**Sindicato Español de Pilotos de Líneas Aéreas (SEPLA),**

**Sindicato Unión Profesional de Pilotos de Aerolíneas (UPPA),**

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne O. Spineanu-Matei, J.-C. Bonichot, S. Rodin og L.S. Rossi (refererende dommer),

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. marts 2024,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Ministerio Fiscal ved M. Campoy Miñarro, som befuldmægtiget,

– Air Nostrum, Líneas Aéreas del Mediterráneo SA ved abogada N. Navarro Moreno,

– Unión General de Trabajadores (UGT) ved abogada C. Cortés Suárez,

– Sindicato Español de Pilotos de Líneas Aéreas (SEPLA) ved abogados E. López García og Ó. Orgeira Rodríguez,

– den spanske regering ved A. Gavela Llopis og M. Morales Puerta, som befuldmægtigede,

– den danske regering ved D. Elkan, M. Jespersen, J. Kronborg og C.A.-S. Maertens, som befuldmægtigede,

– den svenske regering ved H. Eklinder og C. Meyer-Seitz, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. juni 2024,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Sindicato de Tripulantes Auxiliares de Vuelo de Líneas Aéreas (STAVLA) (fagforening, der repræsenterer kabinepersonale (STAVLA)) og Ministerio Fiscal (anklagemyndigheden, Spanien) og på den anden side Air Nostrum, Líneas Aéreas del Mediterráneo SA (herefter »Air Nostrum«), Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO), Unión General de Trabajadores (UGT), Unión Sindical Obrera (USO), Comité de empresa de Air Nostrum Líneas Aéreas del Mediterráneo SA, Dirección General de Trabajo og Instituto de las Mujeres vedrørende den kollektive overenskomst, der finder anvendelse på Air Nostrums kabinepersonale.

### **Retsforskrifter**

### ** *EU-retten* **

3 Niende betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

> »Til vurdering af, om arbejdstagere varetager samme arbejde eller arbejde af samme værdi, bør det i overensstemmelse med Domstolens faste retspraksis fastslås, hvorvidt disse arbejdstagere kan anses for at være i sammenlignelige situationer under hensyntagen til en række faktorer, bl.a. arbejdets art, faglig uddannelse og arbejdsvilkår.«

4 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 1 følgende:

> »I dette direktiv forstås ved:

> [...]

> b) »indirekte forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

> [...]

> e) »løn«: den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier

> [...]«

5 Nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« er affattet således:

> »For samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

> [...]«

6 Samme direktivs artikel 14 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« fastsætter i stk. 1 følgende:

> »Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

> [...]

> c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i traktatens artikel 141

> [...]«

### ** *Spansk ret* **

7 Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om godkendelse af den konsoliderede udgave af lov om arbejdstageres rettigheder) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015) (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«) bestemmer i artikel 3 med overskriften »Retskilder vedrørende arbejdsforholdet« følgende:

> »1.   Rettigheder og forpligtelser i forbindelse med ansættelsesforholdet reguleres:

> a) af statens love og administrative bestemmelser

> b) ved kollektive overenskomster

> [...]«

8 Artikel 4, stk. 2, litra c), i lov om arbejdstageres rettigheder fastsætter følgende:

»I ansættelsesforholdet har arbejdstagerne ret til:

[...]

c) ikke at blive diskrimineret direkte eller indirekte i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse på grund af køn, ægteskabelig stilling, alder inden for de grænser, der følger af denne lov, race eller etnisk oprindelse, social stilling, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering og identitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, medlemskab af fagforening eller mangel på samme og sprog inden for den spanske stat.«

9 Denne lovs artikel 26, stk. 2, har følgende ordlyd:

> »For løn skal ikke anses de beløb, arbejdstageren modtager i form af godtgørelser eller til dækning af udgifter, han har afholdt som følge af sin erhvervsmæssige beskæftigelse, samt ydelser og godtgørelser fra den sociale sikringsordning og godtgørelser for forflyttelser, tvungen tjenestefritagelse og afskedigelse.«

### **Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål**

10 Arbejdsforholdene mellem på den ene side Air Nostrum og på den anden side dette selskabs jordpersonale og kabinepersonale er reguleret ved en kollektiv overenskomst, som er underskrevet af selskabets ledelse og visse fagforeninger, og som blev offentliggjort i *Boletín Oficial del Estado* (BOE) den 14. januar 2019 (herefter »jord- og kabinepersonaleoverenskomsten«).

11 Arbejdsforholdene mellem Air Nostrum og dette selskabs piloter er reguleret ved en anden kollektiv overenskomst, som er underskrevet af selskabets ledelse og andre fagforeninger, og som blev offentliggjort i BOE den 13. maj 2020 (herefter »pilotoverenskomsten«).

12 Jord- og kabinepersonaleoverenskomstens artikel 93 og pilotoverenskomstens artikel 16.19 regulerer diæter til dækning af andre udgifter end dem, der vedrører logi og transport, som henholdsvis kabinepersonale og piloter har afholdt i forbindelse med deres tjenesterejser (herefter »diæter«).

13 STAVLA anlagde den 8. november 2022 søgsmål ved Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien), der er den forelæggende ret, med påstand om bl.a. annullation af jord- og kabinepersonaleoverenskomstens artikel 93. Ifølge STAVLA, der bliver støttet af anklagemyndigheden, er der nemlig ved denne artikel blevet indført en indirekte forskelsbehandling i arbejdsvilkårene på grund af køn, hvilket er forbudt efter artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54.

14 I denne henseende har den forelæggende ret indledningsvis anført, at det diætbeløb, der er fastsat i jord- og kabinepersonaleoverenskomsten, er betydeligt lavere end det, der er fastsat i pilotoverenskomsten. Endvidere fremgår det af forskellige undersøgelser, at 94% af kabinepersonalet er kvinder, mens 93,71% af piloterne er mænd. Endelig kan diæterne ikke anses for at være lønninger, hverken i henhold til spansk arbejdsret, henset til artikel 26, stk. 2, i lov om arbejdstageres rettigheder, som udtrykkeligt udelukker dem fra dette begreb, eller i henhold til EU-retten, navnlig artikel 157 TEUF og artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/54. Eftersom disse diæter ikke udgør løn for et specifikt arbejde, henhører de under arbejdsvilkårene, således at den forskellige værdi af det arbejde, der udføres af piloter og af kabinepersonale, ikke kan begrunde en beløbsforskel mellem disse diæter.

15 På denne baggrund har Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Udgør det forhold, at [Air Nostrum] udbetaler godtgørelse til en gruppe [af arbejdstagere] såsom stewarder og stewardesser, hvoraf størstedelen af personerne er kvinder, for de udgifter uden relation til transport og indkvartering, som de afholder i forbindelse med udstationeringer, på et lavere beløb end det, som udbetales til en anden gruppe ansatte, hvoraf størstedelen er mænd, såsom piloter, en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til arbejdsvilkårene, som er i strid med EU-retten, nærmere bestemt artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54, når årsagen til denne forskel i vilkårene er, at de to grupper er underlagt forskellige kollektive aftaler, som er forhandlet af samme virksomhed, men med repræsentanter for forskellige fagforeninger som omhandlet i artikel 87 i [lov om arbejdstageres rettigheder]?«

### **Om hovedsagens genstand fortsat består**

16 Sindicato Español de Pilotos de Líneas Aéreas (SEPLA) har i sine bemærkninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. september 2023 anført, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse, idet STAVLA den 21. september 2023 frafaldt sit søgsmål ved den forelæggende ret.

17 Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den forelæggende ret ved kendelse af 26. oktober 2023 fastslog, at den for denne indbragte tvist uagtet STAVLA’s frafald af sit søgsmål ikke havde mistet sin genstand, da den nationale procesret giver anklagemyndigheden mulighed for at træde i stedet for STAVLA som sagsøger.

18 Det følger heraf, at da tvisten i hovedsagen har bevaret sin genstand, skal der træffes afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse.

### **Om det præjudicielle spørgsmål**

19 Indledningsvis skal det bemærkes, at det af den forelæggende ret stillede spørgsmål hviler på tre forudsætninger.

20 For det første har denne ret således fastslået, at et meget stort flertal af Air Nostrums kabinepersonale er kvindelige arbejdstagere, og at et meget stort flertal af selskabets piloter er mandlige arbejdstagere.

21 For det andet har denne ret anført, at det diætbeløb, der udbetales med et fast beløb til kabinepersonalet for visse udgifter, som dette personale har afholdt i forbindelse med udførelsen af de arbejdsydelser, der er fastsat i deres arbejdskontrakt, er betydeligt lavere end det diætbeløb, der udbetales med et fast beløb til piloterne for de samme udgifter.

22 I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse tilkommer det ikke Domstolen at efterprøve rigtigheden af disse to forudsætninger af faktuel karakter, eftersom enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder i sagen henhører under den nationale rets kompetence (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 30, og af 13.6.2024, Adient,C-533/22, EU:C:2024:501, præmis 33).

23 Det forelagte spørgsmål hviler imidlertid på en tredje forudsætning, hvorefter de i hovedsagen omhandlede diæter i betragtning af deres formål falder ind under de pågældende arbejdstageres arbejdsvilkår som omhandlet i såvel den nationale ret som i artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 og ikke under deres løn som omhandlet i artikel 157 TEUF og i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra e), og artikel 4.

24 For det første gælder det, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Den omstændighed, at en national ret har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til visse bestemmelser i EU-retten, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som er indbragt for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 21.9.2023, Juan,C-164/22, EU:C:2023:684, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

25 For det andet gælder det, at mens artikel 14, stk. 1, i direktiv 2006/54 forbyder enhver indirekte forskelsbehandling i ansættelses- og arbejdsvilkår på grund af køn, forbyder dette direktivs artikel 4 kun forskelsbehandling med hensyn til arbejdstagernes løn, for så vidt som den vedrører samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi.

26 Med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar skal der derfor ske en efterprøvelse af den forudsætning, som det forelagte spørgsmål hviler på, hvorefter de i hovedsagen omhandlede diæter ikke udgør en del af piloternes og kabinepersonalets løn som omhandlet i direktiv 2006/54.

27 Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 1, litra e), og artikel 4 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således dels, at diæter, der med et fast beløb skal dække visse udgifter, som arbejdstagere har afholdt på grund af deres tjenesterejser, udgør en del af deres løn eller omvendt en del af deres arbejdsvilkår, dels at en forskelsbehandling med hensyn til størrelsen af sådanne diæter, alt efter om de ydes til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af mænd, eller til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af kvinder, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, hvilket er forbudt i henhold til dette direktiv.

28 Det skal i denne forbindelse fastslås, at begrebet »løn«, der er defineret i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/54, er et selvstændigt EU-retligt begreb, som skal fortolkes bredt (jf. analogt dom af 7.3.1996, Freers og Speckmann, C-278/93, EU:C:1996:83, præmis 16, og af 19.9.2018, Bedi,C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 33).

29 Det følger af selve ordlyden af denne artikel 2, stk. 1, litra e), at »løn« i denne bestemmelses forstand ikke kun omfatter selve lønnen, men ligeledes »alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier«.

30 Diæter som de i hovedsagen omhandlede udgør klart en økonomisk ydelse, som arbejdstageren modtager direkte fra arbejdsgiveren i penge, og som har til formål med et fast beløb at dække visse udgifter, som arbejdstageren har kunnet afholde i forbindelse med opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af vedkommendes arbejdskontrakt.

31 Den omstændighed, som den forelæggende ret har fremhævet, at disse diæter ikke udgør en aflønning for et bestemt arbejde beregnet pr. tidsenhed eller pr. arbejdsenhed, er ikke tilstrækkelig til, at de nævnte diæter kan falde uden for begrebet »løn« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/54.

32 Det fremgår nemlig ikke af denne bestemmelse, at et sådant begreb kræver, at den ydelse, som udbetales af arbejdsgiveren, udgør en aflønning for et bestemt arbejde, idet arbejdstageren alene skal modtage en sådan ydelse »som følge af arbejdsforholdet« (jf. analogt dom af 19.9.2018, Bedi,C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 34).

33 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at diæterne har til formål med et fast beløb at dække visse udgifter, som de pågældende arbejdstagere har afholdt på grund af de rejser, som de udfører inden for rammerne af deres arbejdskontrakt, dvs. som følge af deres ansættelse.

34 I modsætning til, hvad Europa-Kommissionen har anført, ændres denne fortolkning ikke af den retspraksis, der følger af dom af 15. september 2011, Williams m.fl. (C-155/10, EU:C:2011:588, præmis 25), hvorefter de dele af arbejdstagerens samlede løn, som udelukkende har til formål at dække lejlighedsvise eller accessoriske omkostninger, som indtræder i forbindelse med udførelsen af de opgaver, som påhviler arbejdstageren i henhold til hans ansættelseskontrakt, ikke skal tages i betragtning ved beregningen af ferielønnen.

35 I denne dom, som ikke vedrørte direktiv 2006/54, men Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9), begrænsede Domstolen sig nemlig til at fastslå, at lønnen kan være sammensat af flere dele, hvoraf nogle ikke skal medtages ved beregningen af de beløb, der skal udbetales til lønmodtageren i forbindelse med dennes årlige ferie. Domstolen udtalte derimod på ingen måde, at sådanne dele ikke var en del af arbejdstagerens løn.

36 Uden betydning for den foreliggende sag er ligeledes den af Kommissionen fremhævede omstændighed, at Domstolen i dom af 8. juli 2021, Rapidsped (C-428/19, EU:C:2021:548, præmis 54), fastslog, at artikel 3, stk. 7, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997, L 18, s. 1) skal fortolkes således, at diæter, hvis størrelse varierer afhængigt af varigheden af arbejdstagerens udstationering, udgør en ydelse, der specifikt vedrører udstationeringen, og som udgør en del af mindstelønnen, medmindre den bl.a. udbetales som godtgørelse for de udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi.

37 Ud over at denne dom heller ikke vedrørte direktiv 2006/54, udelukker den omstændighed, at en ydelse, der udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med en udstationering, ikke er en del af mindstelønnen, nemlig på ingen måde, at diæter udbetalt med et fast beløb som de i hovedsagen omhandlede udgør en del af lønnen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/54, idet lønnen – som det fremgår af nærværende doms præmis 29 – ikke udelukkende er begrænset til selve lønnen.

38 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at selv om det ganske vist er rigtigt, at diæter som de i hovedsagen omhandlede ikke udbetales som modydelse for en arbejdsydelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at de udgør en ydelse, som arbejdsgiveren har tildelt de pågældende arbejdstagere som følge af deres ansættelse, og falder ind under begrebet »løn« som defineret i artikel 2, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/54 og ikke under arbejdsvilkår som omhandlet i dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra c).

39 I det konkrete tilfælde har den forelæggende ret udledt, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, dels fordi et meget stort flertal af kabinepersonalet er kvindelige arbejdstagere, og et meget stort flertal af piloterne er mandlige arbejdstagere, dels fordi det diætbeløb, der udbetales til kabinepersonalet, er betydeligt lavere end det diætbeløb, der udbetales til piloterne.

40 Det følger imidlertid af artikel 4 i direktiv 2006/54, at en sådan forskelsbehandling med hensyn til den i hovedsagen omhandlede løn til arbejdstagerne kun kan udgøre en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt ved denne bestemmelse, hvis denne løn udbetales »for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi«.

41 Til vurdering af, om arbejdstagere varetager samme arbejde eller arbejde af samme værdi, skal der i denne forbindelse – som det fremgår af niende betragtning til direktiv 2006/54 – tages hensyn til en række faktorer, bl.a. arbejdets art, faglig uddannelse og arbejdsvilkår.

42 Det er åbenbart, at kabinepersonale og piloter ikke udfører det samme arbejde. Henset til den uddannelse, der kræves for at udøve piloterhvervet, og det ansvar, der er forbundet med dette erhverv, kan det desuden ikke antages, at piloternes arbejde har samme værdi som kabinepersonalets arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4 i direktiv 2006/54.

43 Under disse omstændigheder kan den indirekte forskelsbehandling, der er nævnt i nærværende doms præmis 39, ikke kvalificeres som indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2006/54.

44 Det følger heraf, at det er ufornødent at besvare spørgsmålet om, hvorvidt en sådan indirekte forskelsbehandling kan begrundes med det forhold, at de omhandlede ydelser er fastsat i særskilte kollektive overenskomster, der er indgået mellem forskellige parter.

45 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, litra e), og artikel 4 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således dels, at diæter, der med et fast beløb skal dække visse udgifter, som arbejdstagere har afholdt på grund af deres tjenesterejser, udgør en del af deres løn, dels at en forskel på størrelsen af sådanne diæter, alt efter om de ydes til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af mænd, eller til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af kvinder, ikke er forbudt i henhold til dette direktiv, når disse to grupper af arbejdstagere ikke varetager samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi.

### **Sagsomkostninger**

46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

**Artikel 2, stk. 1, litra e), og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv**

**skal fortolkes således dels, at**

**diæter, der med et fast beløb skal dække visse udgifter, som arbejdstagere har afholdt på grund af deres tjenesterejser, udgør en del af deres løn, dels at en forskel på størrelsen af sådanne diæter, alt efter om de ydes til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af mænd, eller til en gruppe af arbejdstagere, der for størstedelens vedkommende er sammensat af kvinder, ikke er forbudt i henhold til dette direktiv, når disse to grupper af arbejdstagere ikke varetager samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: spansk.

===== FIL: praksis/celex-62023cj0623.md =====

# EU-Domstolen, Tiende Afdeling, 15. maj 2025, sag C-623/23, C-626/23

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62023cj0623.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/celex-62023cj0623.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2025:358

Kommentarens titel: Kønsbestemte betingelser for børnerelateret pensionstillæg

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter direktiv 79/7 om lovbestemt social sikring sammenholdt med chartrets artikel 23, ikke ligelønsreglerne; dommen angår ikke løn efter artikel 157 (jf. lønbegrebet i § 1 a, stk. 3). Mænd kunne ikke stilles over for ekstra krav for at få det børnerelaterede pensionstillæg, som kvinder i samme situation fik.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Direktiv 79/7, sammenholdt med chartrets artikel 23, hindrede ekstra krav til mænd om karriereafbrydelse eller påvirkning for at få det pensionstillæg, som kvinder i samme situation fik på grund af børn. Når en far derefter skulle have tillæg på mødrenes vilkår, hindrede direktivet ikke, at moderens tillæg bortfaldt efter en kønsneutral regel om kun at give tillægget til den forælder med lavest pension, hvis dette var faderen. Dommen angår lovbestemt social sikring, ikke automatisk løn efter artikel 157.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ikke en TEUF 157-løndom eller en dom om arbejdsgiverpension.

Henvisningen til TEUF 157(4) ved positiv særbehandling ændrer ikke ydelsens direktiv 79/7-klassifikation.

Ikke generelt forbud mod positive foranstaltninger for kvinder.

Ingen ret til altid at få dobbelttillæg til begge forældre; heller ingen EU-pligt til altid at fratage moderen tillægget.

Den spanske ordnings 5%-tal er ikke 2023/970 artikel 10s tærskel.

Gengivelsen af den nye lov i præmis 9 beskriver beløb pr. barn; præmis 43 refererer en forelæggende rets procentbetragtning. Dette spænd er ikke forklaret ved national originalsprogskontrol og bruges ikke som et fastslået beregningsresultat.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62023CJ0623

DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

15. maj 2025 ([^*1])

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 79/7/EØF – ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring – artikel 4, stk. 1 og 2 – artikel 7, stk. 1 – national lovgivning, der fastsætter et pensionstillæg til kvinder, som oppebærer en bidragsbaseret alderspension og har fået et eller flere biologiske eller adopterede børn – muligheden for at tildele mænd dette tillæg undergivet en række supplerende betingelser – direkte forskelsbehandling på grund af køn – artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – foranstaltninger om positiv særbehandling«

I de forenede sager C-623/23 [Melbán] i og C-626/23 [Sergamo] ([^i]),

angående to anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, hvoraf den første er indgivet af Juzgado de lo Social no 3 de Pamplona (domstol nr. 3 i arbejds- og socialretlige sager i Pamplona, Spanien) og den anden er indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien), ved afgørelser af 21. september 2023 og af 13. september 2023, indgået til Domstolen henholdsvis den 6. oktober 2023 og den 12. oktober 2023, i sagerne

**UV** (C-623/23),

**XXX** (C-626/23)

mod

**Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS),**

procesdeltagere:

**OP** (C-623/23),

**Ministerio Fiscal** (C-623/23),

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne E. Regan og B. Smulders (refererende dommer),

generaladvokat: R. Norkus,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) ved letrados A. Álvarez Moreno og A.R. Trillo García,

– den spanske regering ved M. Morales Puerta, som befuldmægtiget,

– Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

### **Dom**

1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24) og af artikel 20, 21 og 23 og artikel 34, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2 Disse anmodninger er blevet indgivet i forbindelse med to tvister mellem dels UV (sag C-623/23), der er fader til to børn, dels XXX (sag C-626/23), der er fader til tre børn, og Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) (det nationale institut for social sikring, Spanien) vedrørende sidstnævntes afslag på at tildele disse fædre et pensionstillæg (herefter »det omhandlede pensionstillæg«), der er fastsat i national ret til fordel for kvinder og mænd, der har fået et eller flere børn, men hvis tildeling til mænd er undergivet en række supplerende betingelser.

### **Retsforskrifter**

### **EU-retten**

3 Følgende fremgår af artikel 1 i direktiv 79/7:

> »Dette direktiv tilsigter gradvis gennemførelse for så vidt angår den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, i det følgende benævnt »princippet om ligebehandling«.«

4 Dette direktivs artikel 2 fastsætter følgende:

> »Dette direktiv finder anvendelse på den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstændige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde på grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsløshed, og personer, der søger arbejde, samt på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er fratrådt med alderdoms- eller invalidepension.«

5 Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:

> »Dette direktiv finder anvendelse:

> a) på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: – sygdom, – invaliditet, – alderdom, – arbejdsulykker og erhvervssygdomme, – arbejdsløshed;

> [...]«

6 Samme direktivs artikel 4 har følgende affattelse:

> »1.   Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

> – anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse,

> – bidragspligt og beregning af bidrag,

> – beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne.

> 2.   Princippet om ligebehandling er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med moderskab.«

7 Artikel 7 i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:

> »1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde:

> [...]

> b) fordele med hensyn til aldersforsikring til personer, som har opdraget børn; erhvervelse af ret til ydelser efter perioder, hvor beskæftigelsen har været afbrudt som følge af børneopdragelse;

> [...]

> 2.   Medlemsstaterne foretager regelmæssigt en undersøgelse af de områder, der er undtaget i henhold til stk. 1, med henblik på at efterprøve, om det under hensyn til den sociale udvikling på et område er berettiget at opretholde de pågældende undtagelser.«

### **Spansk ret**

8 Artikel 60 i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring), der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 8/2015 (kongeligt lovdekret nr. 8/2015) af 30. oktober 2015 (BOE nr. 261 af 31.10.2015, s. 103291) (herefter »den tidligere sociale sikringslov«), havde overskriften »Moderskabstillæg til de bidragsbaserede pensioner i den sociale sikringsordning« og bestemte følgende i stk. 1:

> »Kvinder, som har fået biologiske eller adopterede børn, og som i henhold til en hvilken som helst ordning under den sociale sikringsordning modtager ydelser inden for rammerne af bidragsbaseret alderspension, enkepension eller pension ved varig uarbejdsdygtighed, har ret til et pensionstillæg for deres demografiske bidrag til den sociale sikringsordning.

> Dette tillæg, som i enhver henseende har retlig karakter af en bidragsbaseret offentlig pension, består af et beløb svarende til det resultat, der fremkommer ved at multiplicere den oprindelige størrelse af de nævnte pensioner med en bestemt procentsats, som fastsættes på grundlag af antal børn ud fra følgende skala:

> a) ved to børn: 5%

> b) ved tre børn: 10%

> c) ved fire børn eller derover: 15%.

> [...]«

9 Efter vedtagelsen af Real Decreto-Ley 3/2021, por el que se adoptan medidas para la reducción de la brecha de género y otras materias en los ámbitos de la Seguridad Social y économico (kongeligt lovdekret nr. 3/2021 om vedtagelse af foranstaltninger til mindskelse af kønsbestemte forskelle og om andre områder inden for social sikring og økonomi) af 2. februar 2021 (BOE nr. 29 af 3.2.2021, s. 12268) (herefter »kongeligt lovdekret nr. 3/2021«) blev den tidligere sociale sikringslov ændret (herefter »den ændrede sociale sikringslov«). Artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov med overskriften »Tillæg til bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske kønsbestemte forskelle« bestemmer følgende:

> »1.   Kvinder, der har fået et eller flere børn, og som modtager bidragsbaseret alderspension, pension ved varig uarbejdsdygtighed eller enkepension, har ret til et tillæg for hvert barn på grund af den indvirkning, som de kønsbestemte forskelle generelt har på størrelsen af de bidragsbaserede sociale sikringspensioner, der udbetales til kvinder. Retten til tillægget for hvert barn tildeles eller opretholdes i forhold til kvinden, såfremt den anden forælder ikke anmoder om og tildeles tillægget, og hvis denne anden forælder også er kvinde, tildeles tillægget den forælder, der modtager den laveste offentlige pension.

> For at mænd kan være berettiget til tillægget, skal en af følgende betingelser være opfyldt:

> a) Den pågældende har i forhold til fælles børn ret til enkepension som følge af den anden forælders død, forudsat at et af disse børn har ret til børnepension.

> b) Den pågældende har ret til bidragsbaseret alderspension eller pension ved varig uarbejdsdygtighed og skal have afbrudt sin erhvervsmæssige karriere eller have fået den afbrudt eller berørt i forbindelse med fødsel eller adoption på følgende betingelser: 1) For børn, der er født eller adopteret indtil den 31. december 1994, må vedkommende ikke have betalt bidrag i mere end 120 dage mellem 9 måneder forud for fødslen og 3 år efter fødslen eller, i tilfælde af adoption, mellem datoen for retsafgørelsen om adoption og de 3 følgende år, forudsat at summen af de anerkendte pensionsbeløb er lavere end summen af de pensioner, som kvinden har ret til. 2) For børn, der er født eller adopteret fra og med den 1. januar 1995, skal summen af bidragsgrundlagene for de 24 måneder efter måneden for fødslen eller for retsafgørelsen om adoption være mere end 15% lavere end summen af bidragsgrundlagene for de umiddelbart forudgående 24 måneder, forudsat at summen af de anerkendte pensionsbeløb er lavere end summen af de pensioner, som kvinden har ret til. [...] 3) Hvis begge forældre er mænd, og begge opfylder de ovennævnte betingelser, tildeles tillægget den, der oppebærer den laveste offentlige pension.

> [...]

> 2.   Tildeling af tillægget til den anden forælder medfører bortfald af det tillæg, der allerede er blevet tildelt den første forælder, og har økonomiske virkninger på den første dag i den måned, der følger efter måneden for afgørelsen [...].

> Inden der træffes afgørelse om tildeling af retten til den anden forælder, høres den forælder, der oppebærer tillægget.

> 3.   Dette tillæg har i enhver henseende retlig karakter af en bidragsbaseret offentlig pension.

> Størrelsen af tillægget pr. barn fastsættes i den tilsvarende statslige finanslov. Det beløb, der skal udbetales, er begrænset til fire gange det månedlige beløb, der fastsættes pr. barn, og forhøjes ved begyndelsen af hvert år med den samme procentsats som den, der er fastsat i den tilsvarende statslige finanslov for bidragsbaserede pensioner.«

10 Den 37. tillægsbestemmelse til den ændrede sociale sikringslov, der har overskriften »Tidsmæssig udstrækning af tillægget til de bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske kønsbestemte forskelle«, har følgende ordlyd:

> »1. Retten til det tillæg til de bidragsbaserede pensioner, som tager sigte på at mindske kønsbestemte forskelle, og som er fastsat i artikel 60, opretholdes, så længe forskellen mellem mænds og kvinders alderspensioner, der er erhvervet i det foregående år, overstiger 5%.

> 2. I denne lov forstås ved forskellen mellem mænds og kvinders alderspensioner den procentdel, der svarer til forskellen mellem gennemsnitsbeløbet for de bidragsbaserede alderspensioner, som mænd og kvinder har erhvervet i løbet af et år.

> 3. For at sikre, at den korrigerende foranstaltning, der er indført for at mindske forskellen mellem mænds og kvinders pensioner, er hensigtsmæssig, skal den spanske regering som led i den sociale dialog hvert femte år foretage en regelmæssig evaluering af virkningerne af denne foranstaltning.

> 4. Når de kønsbestemte forskelle i en periode på et år er mindre end 5%, forelægger regeringen et lovforslag om ophævelse af artikel 60 for [Cortes Generales (det spanske parlament)] efter høring af arbejdsmarkedets parter.«

11 Den 33. overgangsbestemmelse til den ændrede sociale sikringslov, der har overskriften »Midlertidig opretholdelse af moderskabstillægget til de bidragsbaserede pensioner i den sociale sikringsordning«, bestemmer følgende:

> »Personer, som på tidspunktet for ikrafttrædelsen af den i artikel 60 omhandlede ændring oppebar moderskabstillægget for det demografiske bidrag, fortsætter med at oppebære dette tillæg.

> Oppebærelsen af dette moderskabstillæg er uforenelig med tillægget til de bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske kønsbestemte forskelle, der ville skulle betales, som følge af tildelingen af en ny offentlig pension, idet de berørte personer kan vælge det ene eller det andet tillæg.

> Hvis den anden forælder til et af de børn, der har givet ret til moderskabstillægget for det demografiske bidrag, ansøger om tillægget til de bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske kønsbestemte forskelle og har ret til at oppebære dette i henhold til denne lovs artikel 60 [...], trækkes det månedlige beløb, der tildeles den pågældende, fra det modtagne moderskabstillæg [...].«

12 Artikel 3 i Ley Orgánica 3/2007 para la igualdad efectiva de mujeres y hombres (organisk lov nr. 3/2007 om reel ligestilling mellem kvinder og mænd) af 22. marts 2007 (BOE nr. 71 af 23.3.2007, s. 12611) er affattet således:

> »Princippet om ligebehandling af kvinder og mænd indebærer, at der ikke må ske nogen form for kønsbetinget forskelsbehandling, navnlig ikke i forbindelse med moderskab, påtagelse af familieforpligtelser og civilstand.«

13 Denne lovs artikel 11, stk. 1, fastsætter følgende:

> »For at gøre den forfatningsmæssige ret til ligestilling effektiv vedtager de offentlige myndigheder specifikke foranstaltninger til fordel for kvinder for at afhjælpe åbenlyse situationer med faktisk ulighed i forhold til mænd. Disse foranstaltninger, der finder anvendelse, så længe disse situationer varer ved, skal i hvert enkelt tilfælde være rimelige og forholdsmæssige, henset til det forfulgte formål.«

### ** *Tvisterne i hovedsagerne, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen* **

### **Sag C-623/23**

14 UV, der er fader til to børn, blev af INSS tildelt en alderspension på et månedligt bruttobeløb på 1637,08 EUR med virkning fra den 1. juli 2021.

15 Den 16. juni 2022 ansøgte UV INSS om fra den 1. juli 2021 at modtage det pensionstillæg, som tager sigte på at mindske kønsbestemte forskelle, og som er fastsat i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov.

16 Ved afgørelse af 14. november 2022 afslog INSS denne ansøgning, idet dette institut fandt, at UV ikke opfyldte de betingelser, der er fastsat i denne artikel 60.

17 Ved afgørelse af 22. december 2022, der havde virkning fra den 10. december 2022, tildelte INSS desuden moderen til de to omhandlede børn en førtidspension på et månedligt bruttobeløb på 2790,99 EUR, der blev forhøjet med det omhandlede pensionstillæg med et beløb på 56 EUR pr. måned.

18 UV har anlagt sag til prøvelse af afgørelsen af 14. november 2022 ved Juzgado de lo Social no 3 de Pamplona (domstol nr. 3 i arbejds- og socialretlige sager i Pamplona, Spanien), som er den forelæggende ret i sag C-623/23, idet han har gjort gældende, at artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov er i strid med direktiv 79/7, for så vidt som den indebærer en forskelsbehandling på grundlag af køn.

19 INSS har anført, at Domstolen ved dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075), fastslog, at artikel 60 i den tidligere sociale sikringslov var diskriminerende, og dette institut er af den opfattelse, at denne artikel 60, som blev ændret for at tage hensyn til denne dom, nu er i overensstemmelse med kravene i direktiv 79/7.

20 Den forelæggende ret har indledningsvis bemærket, at det omhandlede pensionstillæg lægges til det alderspensionsbeløb, der beregnes på grundlag af de bidrag, der er indbetalt i løbet af arbejdslivet, og at dette tillæg er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 79/7, eftersom det indgår i en lovbestemt ordning til beskyttelse mod en af de risici, der er opregnet i dette direktivs artikel 3, stk. 1.

21 Den forelæggende ret har endvidere anført, at selv om UV faktisk har varetaget pasningen af sine to børn, har INSS afslået ansøgningen om tildeling af det omhandlede pensionstillæg med den begrundelse, at UV’s manglende bidrag til den sociale sikringsordning ikke har nået den minimumsperiode, der er fastsat for mænd i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, idet UV nemlig ikke ophørte med at betale bidrag i mere end 120 dage mellem de 9 måneder forud for fødslen og de 3 år, der fulgte efter fødslen.

22 Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at den er forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt denne artikel 60 indfører en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med direktiv 79/7, og den har anført, at der ikke er nogen tvivl om, at denne artikel 60, henset til dette direktivs artikel 4, stk. 1, behandler mænd mindre gunstigt end kvinder, idet kvinder, der modtager alderspension og har fået et eller flere børn, automatisk indrømmes ret til det omhandlede pensionstillæg, hvorimod mænd, der befinder sig i en sammenlignelig situation, skal opfylde en række supplerende betingelser vedrørende bl.a. en faktisk afbrydelse af deres karriere og af deres bidrag til den sociale sikringsordning.

23 I første omgang nærer den forelæggende ret imidlertid tvivl om, hvorvidt en sådan forskelsbehandling på grundlag af køn kan begrundes med den velkendte omstændighed, at børneopdragelsen i Spanien i overvejende grad varetages af kvinderne, hvilket følger af en historisk og strukturel diskriminering af kvinderne og har en skadelig indvirkning på deres erhvervsmæssige karriere og følgelig på deres bidrag til den sociale sikringsordning. Det omhandlede pensionstillæg, der er fastsat i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, tilsigter således at kompensere for et tab, som kvinderne lider i løbet af deres karriere, således som det fremgår af bemærkningerne til kongeligt lovdekret nr. 3/2021.

24 Ikke desto mindre tilkommer dette tillæg uden forskel alle kvinder, der har fået børn, uanset om de faktisk har varetaget opdragelsen af deres børn, og uanset størrelsen af deres pension, som kan være højere end den gennemsnitlige pension eller endog svare til det maksimale pensionsbeløb, der anerkendes i Spanien. Ifølge den forelæggende ret fremgår det således ikke, at denne foranstaltning reelt er egnet til at opfylde formålet om at mindske kønsbestemte forskelle i henseende til alderspensioner.

25 Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret navnlig oplyst, om tildelingen af det omhandlede pensionstillæg, henset til, at der foreligger en sådan forskel, kan anses for at være en foranstaltning om positiv særbehandling af kvinder.

26 I denne henseende har den forelæggende ret henvist til muligheden for, at den foranstaltning, der er fastsat i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, kan være omfattet af de foranstaltninger, der er tilladt i henhold til artikel 157, stk. 4, TEUF, navnlig i betragtning af dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075), som synes at udelukke dette.

27 Den forelæggende ret udelukker imidlertid ikke, at det – henset til det formål, der forfølges med artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, som består i at kompensere for de økonomiske konsekvenser af kvindernes situation på arbejdsmarkedet, der følger af, at de historisk set har haft en hovedrolle i børneopdragelsen – kan lægges til grund, at mænd reelt ikke befinder sig i den samme situation som kvinder, hvilket følgelig udelukker, at der foreligger en diskriminering af dem.

28 Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at det omhandlede pensionstillæg, der er fastsat i denne artikel 60, ikke er knyttet til den særlige beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, fødsel eller moderskab, hvorfor det ikke synes at være omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/7. Det samme gør sig gældende for så vidt angår undtagelsen i dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), idet tildelingen af dette tillæg til kvinder netop ikke er betinget af, at de har opdraget deres børn.

29 I anden omgang og for det tilfælde, at artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov ikke er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvad konsekvenserne vil være af konstateringen af en sådan manglende overensstemmelse i forhold til denne artikel 60, der fastsætter, at det omhandlede pensionstillæg kun kan tildeles en enkelt forælder, nemlig den, hvis bidragsbaserede alderspension er lavest.

30 I det foreliggende tilfælde er moderen til de to berørte børn allerede blevet tildelt det pågældende tillæg. INSS har derfor anført, at såfremt det i medfør af direktiv 79/7 fastslås, at der foreligger forskelsbehandling på grundlag af køn, må tildelingen af det omhandlede pensionstillæg til faderen medføre, at udbetalingen af dette tillæg, der hidtil er blevet udbetalt til moderen, ophører, fordi hendes bidragsbaserede alderspension er højere end faderens pension.

31 Den forelæggende ret – som har præciseret, at moderen er blevet indkaldt til at give møde som intervenient, selv om hun ikke har været til stede under retssagen – er imidlertid af den opfattelse, at den omstændighed, at dette tillæg kun tildeles den pensionist, der modtager den laveste pension, kan fratage konstateringen af, at der foreligger diskriminering, enhver effektiv virkning i det tilfælde, hvor den højeste alderspension er den, som faderen modtager. Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov udtrykkeligt fastsætter, at det omhandlede tillæg kun kan udbetales til en af de to forældre, såfremt begge forældre opfylder de lovbestemte betingelser for at opnå tillægget, således at denne bestemmelse i denne artikel 60 ikke bør finde anvendelse, når det omhandlede pensionstillæg tildeles faderen, der ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i en national regel, som indfører en forskelsbehandling på grundlag af køn.

32 På denne baggrund har Juzgado de lo Social no 3 de Pamplona (domstol nr. 3 i arbejds- og socialretlige sager i Pamplona) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal [direktiv 79/7] fortolkes således, at en national ordning som den ved artikel 60 i [den ændrede sociale sikringslov] fastsatte er i strid med princippet om ligebehandling, der forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, som foreskrevet i [dette direktivs] artikel 1 og 4, for så vidt som denne ordning under overskriften »Tillæg til bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske [kønsbestemte forskelle]« anerkender retten til et tillæg til de bidragsbaserede alderspensioner og varige invalidepensioner for kvinder, der har haft biologiske eller adopterede børn, og som modtager sådanne pensioner, uden yderligere krav og uanset størrelsen af deres pensioner, mens mænd i en tilsvarende situation ikke anerkendes tillægget på samme vilkår, eftersom deres adgang til tillægget til de bidragsbaserede alderspensioner og varige invalidepensioner er betinget af, at der har været bestemte perioder uden indbetaling af bidrag eller med nedsat bidrag i tiden efter børnenes fødsel eller adoption, og navnlig i tilfælde af børn født eller adopteret inden den 31. december 1994, at der har været mere end 120 dage uden bidrag i tidsrummet fra [9] måneder før fødslen til [3] år efter denne dato eller – i tilfælde af adoption – i tidsrummet fra datoen for den retsafgørelse, hvorved adoptionen godkendes, til [3] år efter denne dato, forudsat at summen af de anerkendte pensionsbeløb er lavere end summen af de pensioner, der ville tilkomme kvinden, og i tilfælde af børn født eller adopteret efter [den] 1. januar 1995, at summen af bidragsgrundlaget for de 24 måneder, der følger efter fødselsmåneden eller måneden for den retsafgørelse, hvorved adoptionen godkendes, er mere end 15% lavere end summen af de 24 umiddelbart forudgående måneder, forudsat at summen af de anerkendte pensionsbeløb er lavere end summen af de pensioner, der ville tilkomme kvinden?

2) Indebærer [direktiv 79/7], at tillægget til alderspension, henset til den forskelsbehandling, der følger af udelukkelsen af den mandlige pensionist, skal tildeles denne, på trods af at det i artikel 60 i [den ændrede sociale sikringslov] bestemmes, at tillægget kun kan anerkendes for én af forældrene, samtidig med at anerkendelsen af tillægget for den mandlige pensionist ikke på grundlag af Domstolens dom og den nationale lovgivnings uforenelighed med [direktiv 79/7] må indebære et bortfald af det tillæg, som den kvindelige pensionist har fået anerkendt, som følge af at hun opfylder de retlige krav om at være mor til et eller flere børn?«

### **Sag C-626/23**

33 Ved afgørelse truffet af INSS, som blev meddelt XXX den 6. april 2022, blev XXX, der er fader til tre børn, tildelt en alderspension med virkning fra den 11. januar 2022.

34 XXX var af den opfattelse, at størrelsen af denne pension var blevet beregnet fejlagtigt, og at dette beløb ligeledes skulle omfatte det omhandlede pensionstillæg, og han indgav derfor en klage over denne afgørelse til INSS.

35 Da denne klage ikke blev besvaret, anlagde XXX den 16. september 2022 sag ved Juzgado de lo Social no 4 de Madrid (domstol nr. 4 i arbejds- og socialretlige sager i Madrid, Spanien), som ved dom af 15. februar 2023 frifandt INSS i det hele.

36 XXX har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid, Spanien), som er den forelæggende ret i sag C-626/23, idet han har gjort gældende, at den forskelsbehandling af mænd og kvinder, der fulgte af artikel 60 i den tidligere sociale sikringslov, fortsat består i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov for så vidt angår tildelingen af det omhandlede pensionstillæg, idet kravet om en »afbrydelse af den erhvervsmæssige karriere« kun gælder for mænd, hvilket er i strid med direktiv 79/7.

37 Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at det er nødvendigt at afgøre, om artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov er forenelig med dette direktiv og med chartrets artikel 20, 21, 23 og artikel 34, stk. 1.

38 Denne retsinstans har i denne henseende anført, at artikel 60 i den tidligere sociale sikringslov er blevet ændret for at tage hensyn til den lære, der kan udledes af dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075). Tildelingen af det pensionstillæg, som er fastsat i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, og som ikke længere betegnes som et »moderskabstillæg til de bidragsbaserede pensioner i den sociale sikringsordning«, men som et »tillæg til de bidragsbaserede pensioner med henblik på at mindske kønsbestemte forskelle«, er betinget af, at der findes et eller flere børn, og størrelsen af dette tillæg varierer i forhold til antallet af børn.

39 I øvrigt er det blevet bestemt i den ændrede sociale sikringslov, at det omhandlede pensionstillæg ikke længere vil blive tildelt, når den procentdel, der svarer til forskellen mellem gennemsnitsbeløbet for de bidragsbaserede alderspensioner, som mænd og kvinder har erhvervet i løbet af et år, ikke længere overstiger 5%.

40 Til forskel fra kvinder, der oppebærer alderspension, og som har fået et eller flere børn, og som derved automatisk har ret til det pensionstillæg, der er fastsat i artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, kan mænd imidlertid kun gøre krav på dette tillæg, hvis visse supplerende betingelser er opfyldt, nemlig enten at de oppebærer enkepension som følge af den anden forælders død, og at et af børnene tildeles børnepension, eller at deres erhvervsmæssige karriere og dermed den periode, hvor de har indbetalt bidrag til den sociale sikringsordning, lider skade.

41 Hvad angår sådanne foranstaltninger, der indfører en forskelsbehandling på grundlag af køn, er det ifølge den forelæggende ret ikke tilstrækkeligt til at begrunde disse foranstaltninger at angive, at de har til formål at genoprette den materielle ligestilling mellem kvinder og mænd, men det skal desuden godtgøres, at det indgreb i den formelle ret til ligebehandling, som foranstaltningerne indebærer, står i rimeligt forhold til det forfulgte formål.

42 I det foreliggende tilfælde fremgår det af bemærkningerne til kongeligt lovdekret nr. 3/2021, at begrundelsen for den forskelsbehandling, der sker med artikel 60 i den ændrede sociale sikringslov, ligger i formålet om at mindske den eksisterende kønsbestemte forskel med hensyn til social sikring, som er en afspejling af kvindernes situation på arbejdsmarkedet, der følger af, at de historisk set har haft en hovedrolle i børneopdragelsen. Denne artikel 60 indfører således en foranstaltning om positiv særbehandling af kvinder, som mænd ikke desto mindre har adgang til, forudsat at de befinder sig i en sammenlignelig situation.

43 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne begrundelse er tilstrækkelig. Betingelserne for tildeling af det omhandlede pensionstillæg forhindrer nemlig ikke blot reelt størstedelen af mænd i at få adgang til dette tillæg, men disse betingelser er heller ikke til hinder for, at tillægget også tildeles kvinder, hvis erhvervsmæssige karriere ikke er blevet påvirket af opdragelsen af deres børn. Eftersom størrelsen af det omhandlede pensionstillæg udgør en procentdel af alderspensionens størrelse, kommer dette tillæg desuden i højere grad de personer til gode, der har høje alderspensioner, selv om disse personer ifølge den forelæggende ret sandsynligvis er dem, der er mindst udsat for at lide skade i deres erhvervsmæssige karriere på grund af opdragelsen af deres børn, idet de bl.a. har de økonomiske midler til at ansætte tredjepersoner til dette.

44 Endelig har den forelæggende ret fremhævet, at den ændrede sociale sikringslov nu bestemmer, at når begge forældre har ret til det omhandlede pensionstillæg, suppleres kun den laveste af de to forældres alderspension med dette tillæg. Selv om den konkrete sag alene omhandler faderens ret til det nævnte tillæg, opstår det spørgsmål ikke desto mindre i denne forbindelse, om det ikke ville have været tilstrækkeligt kun at yde pensionstillægget til den forælder, der oppebærer den laveste alderspension, uanset forælderens køn, for at opfylde det formål om at mindske kønsbestemte forskelle i henseende til alderspensioner, som forfølges med den ændrede sociale sikringslov, og for at sikre foreneligheden af denne lovs artikel 60 med chartrets artikel 23 eller eventuelt med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 79/7.

45 På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Madrid (øverste regionale domstol i Madrid) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen det følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Skal [direktiv 79/7] samt [chartrets] artikel 20, 21 og 23 og artikel 34, stk. 1, [...] fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter modtagere af en bidragsbaseret alderspension, som har fået biologiske børn eller adoptivbørn, har ret til at modtage et pensionstillæg, men som automatisk tildeles kvinder, mens der for mænds vedkommende stilles krav om, at de enten skal være tildelt en enkemandspension som følge af den anden forælders død, og at et af børnene skal være tildelt en børnepension, eller at deres erhvervskarriere er blevet afbrudt eller negativt påvirket (på de i loven fastsatte og ovenfor beskrevne betingelser) som følge af barnets fødsel eller adoption?«

46 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 13. december 2023 er sagerne C-623/23 og C-626/23 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

### ** *Om de præjudicielle spørgsmål* **

### **Det første spørgsmål i sag C-623/23 og det eneste spørgsmål i sag C-626/23**

47 Indledningsvis skal det fastslås, at den forelæggende ret i sag C-626/23 med sit spørgsmål har anmodet om en fortolkning ikke blot af direktiv 79/7, men ligeledes af chartrets artikel 20, 21 og 23 og artikel 34, stk. 1.

48 Hvad angår chartrets artikel 20 og 21 fastsætter den første af disse bestemmelser princippet om, at alle mennnesker er lige for loven, og den anden forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. køn. Desuden vedrører chartrets artikel 34, stk. 1, bl.a. Den Europæiske Unions anerkendelse af og respekt for retten til adgang til sociale sikringsydelser.

49 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at direktiv 79/7 konkretiserer princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, således at medlemsstaterne skal handle i overensstemmelse med dette direktiv, når de vedtager foranstaltninger, som falder ind under dettes anvendelsesområde. Det følger heraf, at den forelæggende rets spørgsmål i sag C-626/23 skal undersøges ud fra dette direktiv og ikke ud fra de nævnte bestemmelser i chartret (jf. i denne retning dom af 24.9.2020, YS (Arbejdsmarkedspension for ledende personale),C-223/19, EU:C:2020:753, præmis 83 og 84, og af 2.9.2021, INPS (Fødselsydelse og moderskabsydelse for indehavere af en kombineret tilladelse), C-350/20, EU:C:2021:659, præmis 46 og 47).

50 Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at de forelæggende retter med det første spørgsmål i sag C-623/23 og med det eneste spørgsmål i sag C-626/23, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 79/7, og navnlig dettes artikel 4 og artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med chartrets artikel 23, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der – med henblik på at mindske de kønsbestemte forskelle med hensyn til sociale sikringsydelser, som skyldes børneopdragelse – ydes et pensionstillæg til kvinder, som oppebærer en bidragsbaseret alderspension og har fået et eller flere børn, hvorimod ydelsen af dette tillæg til mænd, der befinder sig i samme situation, er undergivet en række supplerende betingelser om, at deres erhvervsmæssige karriere skal være blevet afbrudt eller berørt i anledning af deres børns fødsel eller adoption.

51 Ifølge artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 finder dette direktiv anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod bl.a. alderdom. I henhold til artikel 4, stk. 1, tredje led, i direktiv 79/7 indebærer princippet om ligebehandling desuden, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår beregningen af ydelserne.

52 Som bemærket af de forelæggende retter har Domstolen allerede i præmis 39, 41, 66 og 67 i dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075), i det væsentlige fastslået, at direktiv 79/7 skal fortolkes således, at dette direktiv er til hinder for en national lovgivning, hvorefter kvinder, der har fået mindst to biologiske eller adopterede børn, og som modtager bidragsbaseret pension – bl.a. ved varig uarbejdsdygtighed – i henhold til en national social sikringsordning, har ret til et pensionstillæg, mens mænd, der befinder sig i samme situation, ikke har ret til et sådant pensionstillæg, idet en sådan lovgivning udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 1, tredje led.

53 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de forelæggende retters forklaringer, at den nationale lovgivning, der førte til denne dom, dvs. den lovgivning, der fulgte af artikel 60, stk. 1, i den tidligere sociale sikringslov, bl.a. er blevet ændret således, at det nu ikke længere kun er kvinder, men også mænd, der har ret til et sådant pensionstillæg, forudsat at disse sidstnævnte opfylder en række supplerende betingelser om, at deres erhvervsmæssige karriere skal være blevet afbrudt eller berørt i anledning af deres børns fødsel eller adoption, og navnlig for så vidt angår tvisterne i hovedsagerne betingelsen om, at de ikke har betalt bidrag i mere end 120 dage mellem de 9 måneder forud for deres børns fødsel og de 3 år efter denne fødsel.

54 Som INSS og den spanske regering har præciseret, er den ændrede sociale sikringslov – således som det fremgår af bemærkningerne til denne lov – støttet på den formodning, at børneopdragelsen som udgangspunkt varetages af kvinder på bekostning af deres erhvervsmæssige karriere, idet denne formodning hviler på den erfaringsmæssige konstatering, at mødrenes opdragelse af deres børn på afgørende vis påvirker deres erhvervsmæssige karriere. En sådan formodning kan kun afkræftes, hvis det påvises, at de for mænd gældende betingelser, der er fastsat i artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov, er opfyldt, idet opfyldelsen af disse betingelser følgelig gør det muligt at lægge til grund, at det reelt er manden, der har stået for børneopdragelsen.

55 I første omgang skal det i denne henseende for det første – i lighed med hvad de forelæggende retter og Europa-Kommissionen har anført – fastslås, at ændringerne i den tidligere sociale sikringslov ikke har bragt den mindre gunstige behandling af mænd i forhold til kvinder til ophør.

56 Det er nemlig kun mænd, der for at have ret til det omhandlede pensionstillæg skal opfylde de supplerende betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 53. Statussen som forælder er således ikke tilstrækkelig til, at mænd, der oppebærer en alderspension, kan få tildelt et sådant tillæg, mens dette er tilstrækkeligt for kvinder med samme status.

57 For det andet skal det efterprøves, om den forskelsbehandling af mænd og kvinder, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, vedrører kategorier af personer, der befinder sig i sammenlignelige situationer, i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i præmis 42-45 i dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075).

58 Situationernes sammenlignelige karakter skal ikke vurderes generelt og abstrakt, men specifikt og konkret på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner dem, navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den nationale lovgivning, der indfører en forskellig behandling, samt i givet fald de principper, der gælder inden for det område, som den nationale lovgivning henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre)C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

59 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, og af selve ordlyden af denne lovgivning, at denne har til formål at mindske den eksisterende kønsbestemte forskel med hensyn til social sikring ved at kompensere for det økonomiske tab, som mødre lider i deres erhvervskarriere som følge af deres centrale rolle i opdragelsen af deres børn, hvilket tab bl.a. kommer til udtryk i betalingen af lavere bidrag til den sociale sikringsordning og dermed i tildelingen af reducerede sociale sikringsydelser.

60 Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at det i forhold til et sådant formål ikke kan udelukkes, at de kvindelige og mandlige arbejdstagere, der har varetaget opdragelsen af deres børn, befinder sig i en sammenlignelig situation, for så vidt som de begge på grund af deres involvering i opdragelsen af deres børn kan blive udsat for de samme karrieremæssige ulemper, hvilken vurdering ikke drages i tvivl af den omstændighed, som INSS og den spanske regering har fremhævet, at de opgaver, der er forbundet med børneopdragelsen, i praksis hovedsageligt varetages af kvinderne (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre)C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 50-52).

61 Det følger heraf, at en national lovgivning som artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov indfører en mindre gunstig behandling af mænd i forhold til kvinder, selv om disse personer kan befinde sig i sammenlignelige situationer.

62 En sådan lovgivning udgør således en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7.

63 I anden omgang skal det bemærkes, at ifølge Domstolens praksis er en undtagelse fra det forbud, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, mod enhver form for direkte forskelsbehandling på grund af køn kun mulig i de tilfælde, der er udtømmende opregnet i direktivets bestemmelser (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre)C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

64 Hvad i denne henseende for det første angår artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/7, hvorefter princippet om ligebehandling ikke er til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med moderskab, må det – således som den forelæggende ret ligeledes har påpeget i sag C-623/23 – fastslås, at artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov ikke indeholder noget element, der viser en forbindelse mellem tildeling af det omhandlede pensionstillæg og afholdelsen af barselsorlov, eller de karrieremæssige ulemper i forbindelse med fraværet fra arbejdet, som en kvinde kan være udsat for i den periode, der følger efter en fødsel (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre)C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 57).

65 Som Kommissionen har anført, bekræftes en sådan konstatering i øvrigt af selve den omstændighed, at det omhandlede pensionstillæg nu, med forbehold af de supplerende betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 53, ligeledes kan tildeles mænd.

66 Følgelig er et pensionstillæg som det i hovedsagerne omhandlede ikke omfattet af anvendelsesområdet for den undtagelse fra forbuddet mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/7.

67 For det andet er dette direktiv i henhold til dets artikel 7, stk. 1, litra b), ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage fordele med hensyn til aldersforsikring til personer, som har opdraget børn, og erhvervelse af ret til ydelser efter perioder, hvor beskæftigelsen har været afbrudt som følge af børneopdragelse, fra direktivets anvendelsesområde.

68 I denne henseende er det imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at selv om det er rigtigt, at artikel 60, stk. 1, litra b), nr. 1) og 2), i den ændrede sociale sikringslov pålægger mænd en række betingelser, der bl.a. tilsigter at begrænse tildelingen af det omhandlede pensionstillæg til alene de mandlige arbejdstagere, hvis erhvervsmæssige karriere er blevet afbrudt eller påvirket i forbindelse med deres børns fødsel eller adoption, fremgår det af de forelæggende retters præciseringer, at denne bestemmelse for så vidt angår kvinder fortsat ikke gør en sådan tildeling betinget af børneopdragelse eller af, at deres erhvervsmæssige karriere i perioder er blevet afbrudt som følge af opdragelse af deres børn (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre)C-450/18, EU:C:2019:1075, præmis 62).

69 Følgelig kan artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 79/7 ikke anvendes på et sådant pensionstillæg.

70 I tredje omgang skal det undersøges, om den forskelsbehandling, der er nævnt i nærværende doms præmis 62, og som følger af artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov, kan begrundes i henhold til chartrets artikel 23.

71 Denne artikel 23 bestemmer i stk. 2, at princippet om ligestilling ikke er til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele. Det skal i denne henseende præciseres, at denne bestemmelse »i en kortere formulering« gengiver artikel 157, stk. 4, TEUF, men ikke »ændrer« denne bestemmelse, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17).

72 Det følger af denne artikel 157, stk. 4, TEUF, at for at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

73 INSS har i denne forbindelse gjort gældende, at artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov er omfattet af den nævnte bestemmelse, fordi den skal anses for at udgøre en foranstaltning om positiv særbehandling, der indgår i forfølgelsen af det formål, hvis betydning er anerkendt på EU-plan, om at udligne de kønsbestemte forskelle i alderspension, som følger af, at kvinder historisk set har haft en hovedrolle i børneopdragelsen. INSS har tilføjet, at det omhandlede pensionstillæg indgår i en helhed af foranstaltninger, som Kongeriget Spanien har vedtaget, og som bl.a. vedrører en række ordninger, der har til formål at fremme forældrenes fælles ansvar for foreningen af familie- og arbejdsliv og dermed at opfylde de formål, der er fastsat i artikel 157, stk. 4, TEUF. Artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov gør det således muligt at supplere disse andre foranstaltninger ved at kompensere for de ulemper, som kvinder har lidt i deres erhvervsmæssige karriere som følge af opdragelsen af deres børn, og som i slutningen af karrieren indvirker på deres alderspension.

74 Der skal i denne forbindelse erindres om, at Domstolen i præmis 65 i dom af 12. december 2019, Instituto Nacional de la Seguridad Social (Pensionstillæg til mødre) (C-450/18, EU:C:2019:1075), i det væsentlige fastslog, at artikel 157, stk. 4, TEUF ikke kan anvendes på en national lovgivning som artikel 60, stk. 1, i den tidligere sociale sikringslov, der begrænser sig til at yde kvinder et pensionstillæg på tidspunktet for tildelingen af en pension uden at afhjælpe de problemer, som de kan møde i løbet af deres erhvervsmæssige karriere, idet et sådant pensionstillæg ikke forekommer at være egnet til at kunne kompensere for de ulemper, som kvinder er udsat for, ved at støtte dem i denne karriere og således sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i praksis på arbejdsmarkedet.

75 De betragtninger, der er anført i den foregående præmis, gælder ligeledes for artikel 60, stk. 1, i den ændrede sociale sikringslov. Den omstændighed, at denne bestemmelse, for så vidt som dette godtgøres, supplerer andre ordninger, der for deres del har til formål at opfylde de formål, der er fastsat i artikel 157, stk. 4, TEUF, kan i denne henseende ikke i sig selv påvirke en sådan konklusion.

76 Det må derfor fastslås, at en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede ikke kan begrundes i medfør af chartrets artikel 23.

77 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i sag C-623/23 og det eneste spørgsmål i sag C-626/23 besvares med, at direktiv 79/7, og navnlig dettes artikel 4 og artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med chartrets artikel 23, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der – med henblik på at mindske de kønsbestemte forskelle med hensyn til sociale sikringsydelser, som skyldes børneopdragelse – ydes et pensionstillæg til kvinder, som oppebærer en bidragsbaseret alderspension og har fået et eller flere børn, hvorimod ydelsen af dette tillæg til mænd, der befinder sig i samme situation, er undergivet en række supplerende betingelser om, at deres erhvervsmæssige karriere skal være blevet afbrudt eller berørt i anledning af deres børns fødsel eller adoption.

### **Det andet spørgsmål i sag C-623/23**

### ** *Formaliteten* **

78 INSS og den spanske regering har gjort gældende, at det andet spørgsmål i sag C-623/23, der vedrører den indvirkning, som tildelingen af det omhandlede pensionstillæg til faderen kan have på opretholdelsen af det tillæg, der allerede er tildelt moderen, ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom tvisten i hovedsagen ikke omhandler et eventuelt bortfald af dette tillæg til moderen til de pågældende børn.

79 Det skal hertil bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er fastsat i artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i sagen at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (dom af 24.2.2022, TGSS (Hushjælpsansattes situation ved arbejdsløshed),C-389/20, EU:C:2022:120, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

80 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 24.2.2022, TGSS (Hushjælpsansattes situation ved arbejdsløshed),C-389/20, EU:C:2022:120, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

81 I det foreliggende tilfælde er det rigtigt, at spørgsmålet om bortfald af det pensionstillæg, der er tildelt moderen, ikke som sådan synes at være genstand for tvisten i hovedsagen. Imidlertid fremgår det af artikel 60, stk. 2, i den ændrede sociale sikringslov, at »[t]ildeling af tillægget til den anden forælder medfører bortfald af det tillæg, der allerede er blevet tildelt den første forælder«, idet denne forælder i så fald skal høres, »[i]nden der træffes afgørelse om tildeling af retten til den anden forælder«. Det fremgår i øvrigt af den forelæggende rets præciseringer, at moderen er blevet indkaldt til at give møde i tvisten i hovedsagen som intervenient.

82 Under disse omstændigheder kan det ikke udelukkes, at den forelæggende ret med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen under overholdelse af de gældende processuelle regler skal tage hensyn til muligheden for et sådant bortfald. Det fremgår derfor ikke klart, at spørgsmålet om, hvorvidt et sådant bortfald er foreneligt med EU-retten, ikke har nogen forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen.

83 Den spanske regering er i øvrigt af den opfattelse, at direktiv 79/7 savner enhver forbindelse med genstanden for det andet spørgsmål i sag C-623/23, idet den forelæggende ret ikke har præciseret, hvilken af dette direktivs bestemmelser, der ville blive tilsidesat, hvis konstateringen af, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er diskriminerende, medførte et bortfald af det omhandlede pensionstillæg, der er tildelt moderen.

84 Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå, at den forelæggende rets tvivl skyldes, at den er af den opfattelse, at et sådant bortfald kan fjerne enhver effektiv virkning fra den konstatering af, at denne nationale lovgivning er diskriminerende, som er foretaget ud fra direktiv 79/7. Det er således muligt at forstå den forbindelse, som den forelæggende ret har opstillet mellem ophævelsen af det omhandlede pensionstillæg, der er tildelt moderen, og de krav, der følger af dette direktiv.

85 Det følger heraf, at det andet spørgsmål i sag C-623/23 kan antages til realitetsbehandling.

### ** *Realiteten* **

86 Med sit andet spørgsmål i sag C-623/23 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 79/7 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at hvor der gives afslag på en ansøgning om pensionstillæg indgivet af en fader i henhold til en national lovgivning, der anses for at udgøre en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i dette direktiv, og hvor faderen følgelig skal tildeles dette tillæg på de betingelser, der gælder for mødre, medfører en sådan tildeling, at det pensionstillæg, der allerede er ydet moderen, bortfalder, når det pågældende tillæg ifølge denne lovgivning kun kan tildeles den af forældrene, der oppebærer den laveste alderspension, og når denne forælder er faderen.

87 Det skal hertil anføres, at det følger af fast retspraksis, at i tilfælde, hvor det konstateres, at der foreligger forskelsbehandling i strid med EU-retten, kan overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, så længe der ikke er vedtaget foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen, kun sikres ved, at personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes de samme rettigheder som de personer, der tilhører den privilegerede kategori. I et sådant tilfælde har den nationale ret pligt til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er diskriminerende, uden at den behøver at anmode om eller afvente, at bestemmelsen forinden ophæves af lovgiver, og den har pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der forskelsbehandles, som de regler, der gælder for personerne i den anden kategori (dom af 14.9.2023, TGSS (Afslag på moderskabstillæg),C-113/22, EU:C:2023:665, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

88 Selv om anvendelsen på faderen af den samme ordning om det omhandlede pensionstillæg som den, der finder anvendelse på moderen, i det foreliggende tilfælde medfører, at dette tillæg tildeles denne fader, og at det tillæg, der allerede er tildelt denne moder, samtidig bortfalder – fordi den nationale lovgivning for det første fastsætter, at dette tillæg kun kan tildeles en enkelt forælder, nemlig den, der oppebærer den laveste pension, og moderen for det andet oppebærer den højeste pension – kan dette bortfald ikke anses for at fjerne den effektive virkning fra konstateringen af, at den nationale lovgivning, hvorefter fædre fratages dette tillæg, er diskriminerende.

89 Et sådant bortfald er nemlig blot en konsekvens af, at der på faderen anvendes de samme betingelser som dem, der gælder for mødre for så vidt angår tildelingen af det omhandlede pensionstillæg.

90 Det samme gælder med hensyn til den situation, som den forelæggende ret har henvist til, hvor faderen oppebærer den højeste pension, og hvor dette tillæg af denne grund udelukkende tildeles moderen.

91 Det tilkommer den forelæggende ret at fortolke sin nationale ret og vurdere, om denne ret tillader, at det pensionstillæg, der allerede er tildelt moderen, opretholdes, når faderen kan gøre krav på det omhandlede pensionstillæg på de samme betingelser som dem, der gælder for mødre, idet det skal præciseres, at den forelæggende ret synes at være af den opfattelse, at betingelsen om, at dette tillæg alene tildeles den forælder, der oppebærer den laveste pension, ikke finder anvendelse, »når [nævnte] tillæg tildeles en fader, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i en national regel, der indfører en forskelsbehandling på grundlag af køn«.

92 Såfremt den forelæggende ret konstaterer, at dens nationale ret tillader en sådan opretholdelse, er der intet i EU-retten, som kræver, at kategorien af personer, der allerede oppebærer et pensionstillæg som det i hovedsagen omhandlede, fratages dette, således som Kommissionen med rette har påpeget (jf. i denne retning dom af 22.6.2011, Landtová, C-399/09, EU:C:2011:415, præmis 53).

93 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål i sag C-623/23 besvares med, at direktiv 79/7 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at hvor der gives afslag på en ansøgning om pensionstillæg indgivet af en fader i henhold til en national lovgivning, der anses for at udgøre en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i dette direktiv, og hvor faderen følgelig skal tildeles dette tillæg på de betingelser, der gælder for mødre, medfører en sådan tildeling, at det pensionstillæg, der allerede er ydet moderen, bortfalder, når det pågældende tillæg ifølge denne lovgivning kun kan tildeles den af forældrene, der oppebærer den laveste alderspension, og når denne forælder er faderen.

#### *Sagsomkostninger*

94 Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

1) **Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, og navnlig dettes artikel 4 og artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,** **skal fortolkes således, at** **det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der – med henblik på at mindske de kønsbestemte forskelle med hensyn til sociale sikringsydelser, som skyldes børneopdragelse – ydes et pensionstillæg til kvinder, som oppebærer en bidragsbaseret alderspension og har fået et eller flere børn, hvorimod ydelsen af dette tillæg til mænd, der befinder sig i samme situation, er undergivet en række supplerende betingelser om, at deres erhvervsmæssige karriere skal være blevet afbrudt eller berørt i anledning af deres børns fødsel eller adoption.**

2) **Direktiv 79/7** **skal fortolkes således, at** **det ikke er til hinder for, at hvor der gives afslag på en ansøgning om pensionstillæg indgivet af en fader i henhold til en national lovgivning, der anses for at udgøre en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i dette direktiv, og hvor faderen følgelig skal tildeles dette tillæg på de betingelser, der gælder for mødre, medfører en sådan tildeling, at det pensionstillæg, der allerede er ydet moderen, bortfalder, når det pågældende tillæg ifølge denne lovgivning kun kan tildeles den af forældrene, der oppebærer den laveste alderspension, og når denne forælder er faderen.**

Underskrifter

## Fodnoter

[^*1]: Processprog: spansk.

[^i]: Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

===== FIL: praksis/dk-ar-2009-a2008-809.md =====

# Arbejdsretten, 19. maj 2009, sag A2008.809

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ar-2009-a2008-809.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ar-2009-a2008-809.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Forumvalg ved lovbaserede afskedigelseskrav

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Fortolkning af Hovedaftalen: forbundet var først bundet til Afskedigelsesnævnet, når det havde indgivet klage dertil om det lovbaserede afskedigelseskrav, og nævnsfristerne afskar ikke i sig selv en senere domstolssag. Koblet til valget mellem fagretlig behandling og domstolene (§ 6, stk. 1, og § 4 a). Begrænset til den beskrevne organisations- og overenskomstkreds.

Praksisfiler: [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Arbejdsretten fortolkede Hovedaftalens ordning for afskedigelsessager. Forhandling lokalt og på organisationsniveau bandt ikke i sig selv forbundet til Afskedigelsesnævnet, og aftalens nævnsfrister afskar ikke i sig selv en efterfølgende domstolssag. Det bindende forumvalg skete først, når forbundet indgav klage til Afskedigelsesnævnet om det lovbaserede afskedigelseskrav. Dommen var begrænset til den beskrevne organisations- og overenskomstkreds. Dansk Handicap Forbunds interventionspåstande blev afvist på grund af manglende klarhed og manglende tilknytning til sagens overenskomstforhold. LO og DA skulle solidarisk betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret hovedaftalefortolkning, ikke en generel regel om alle ligelønssager eller alle overenskomster. Den offentlige fil er en organisationskopi af dommen.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentlig kopi af afgørelsen hos en faglig organisation. https://www.co-sea.dk/files/uploads/a2008.809.pdf

Arbejdsrettens dom af 19. maj 2009

**i sag nr. A2008.809: **

Landsorganisationen i Danmark
(advokat Kirstine Emborg Bünemann)

*mod*

Dansk Arbejdsgiverforening
(advokat Helge Werner)

Hovedintervenient: Dansk Handicap Forbund
(advokat Peter Giersing)

*Dommere: Jens Peter Bostrup, Børge Dahl (formand), Børge Elgaard, Knud Erik Linius, Poul Monggard, Laurits Rønn, Poul Søgaard (næstformand), Poul Sørensen (næstformand og retsformand) og Nicolai Westergaard. *

Sagen angår, om – og i givet fald fra hvilket tidspunkt – et forbund under Landsorganisationen i Danmarks afskæres fra ved de almindelige domstole at anlægge sag om et lovbaseret krav som følge af afskedigelse for et medlem fra en virksomhed, der er medlem af en af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer, og som dermed er omfattet af Hovedaftalen, jf. særligt dennes § 4, stk. 3.

#### Påstande

Klager, Landsorganisationen i Danmark (LO), har over for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) påstået, at DA skal anerkende, at LO’s forbund er berettigede til ved de almindelige domstole at anlægge sag om et lovbaseret krav som følge af afskedigelse for et medlem, som er afskediget af en virksomhed, der er medlem af en af DA’s medlemsorganisationer, principalt frem til det tidspunkt, hvor en sag om medlemmets afskedigelse påbegyndes forhandlet for Afskedigelsesnævnet ved mundtlig procedure, subsidiært frem til et af retten fastsat tidspunkt, som ligger før dette tidspunkt.

[s. 2]

Indklagede, DA, har påstået frifindelse for LO’s principale påstand.

DA har endvidere nedlagt selvstændig påstand om, at LO skal anerkende, at LO’s forbund er uberettigede til ved de almindelige domstole at anlægge sag om et lovbaseret krav som følge af afskedigelse for et medlem, som er afskediget af en virksomhed, der er medlem af en af DA’s medlemsorganisationer,
principalt efter det tidspunkt, hvor forbundet i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, har begæret sagen videreført,
subsidiært efter det tidspunkt, hvor forhandling i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, mellem et forbund og en modstående arbejdsgiverorganisation er afsluttet, og mere subsidiært efter det tidspunkt, hvor et forbund i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra d, har indgivet klage til Afskedigelsesnævnet.

Mest subsidiært har DA taget bekræftende til genmæle over for LO’s subsidiære påstand.

LO har påstået frifindelse over for DA’s selvstændige påstande.

Hovedintervenienten, Dansk Handicap Forbund (DHF), har nedlagt påstand om, at LO skal anerkende,
principalt at Handels og Kontofunktionærernes Forbund i Danmark (HK) er uberettiget til ved de almindelige domstole at anlægge sag om afskedigelsesproceduren for medlemmer omfattet af en overenskomst efter det tidspunkt, hvor forbundet i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, har begæret sagen videreført, subsidiært efter det tidspunkt, hvor det er konstateret, at enighed ikke kan opnås, hvis der i overenskomsten er truffet aftale om afskedigelsesprocedure i overensstemmelse med sædvanlige principper for fagretlig tvistløsning,
subsidiært, at HK er uberettiget til ved de almindelige domstole at anlægge sag mod DHF om godtgørelse for usaglig afsked for medlemmer omfattet af overenskomst mellem DHF og HK v/ Handels og Kontofunktionærernes Forening i København, tiltrådt af parterne i maj 2000, efter det tidspunkt, hvor HK i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, har  [s. 3] begæret sagen videreført, subsidiært efter det tidspunkt, hvor det er konstateret, at enighed ikke kan opnås.

Over for DHF’s påstande har LO påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

DHF har påstået frifindelse for LO’s påstand om afvisning.

#### Sagsfremstilling

Den retlige baggrund for sagen
§ 4, stk. 3, i Hovedaftalen af 31. oktober 1973, som ændret pr. 1. januar 1993, mellem DA og LO er sålydende:

”Ved afskedigelse af en arbejdstager må vilkårligheder ikke finde sted, og klager over påståede urimelige afskedigelser kan derfor behandles efter nedenstående regler. Hovedorganisationerne anbefaler, at sager om påståede urimelige afskedigelser behandles hurtigst muligt af de berørte parter. Sager, i hvilke der nedlægges påstand om underkendelse af en afskedigelse, skal så vidt muligt være afsluttet inden udløbet af den pågældende arbejdstagers opsigelsesvarsel.

a) Såfremt der foretages afskedigelse af en arbejdstager, der har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 9 måneder, har den pågældende arbejdstager ret til at begære skriftlig oplysning om grunden til afskedigelsen.

b) Hvis man fra arbejdstagerside hævder, at afskedigelsen er urimelig og ikke begrundet i arbejdstagerens eller virksomhedens forhold, kan afskedigelsen kræves behandlet lokalt mellem repræsentanter for virksomhedens ledelse og dens arbejdstagere. Den lokale forhandling skal være afsluttet inden for en frist af 14 dage fra underretning om afskedigelsen. Såfremt arbejdsgiveren har afgivet åbenbart urigtige oplysninger om grunden til afskedigelsen, som er af væsentlig betydning for sagen, regnes ovennævnte frist fra det tidspunkt, hvor arbejdstagersiden blev eller burde være blevet bekendt med de korrekte oplysninger. Den lokale forhandling skal dog være afsluttet inden 3 måneder fra underretning om afskedigelsen.

c) Opnås der ikke herved enighed, skal der, hvis det interesserede fagforbund (eventuelt centralledelse) begærer sagen videreført, omgående optages forhandling mellem organisationerne.

[s. 4]

d) Opnås der ikke herved enighed, har det interesserede fagforbund (eventuelt centralledelse) ret til at indgive klage til et af hovedorganisationerne nedsat Afskedigelsesnævn. Klagen skal være Afskedigelsesnævnets sekretariat og den modstående organisation i hænde inden for en frist af 7 dage efter afslutningen af organisationernes forhandling. Regler om Afskedigelsesnævnets sammensætning og sagsbehandling fastsættes i en forretningsorden for nævnet.

e) Nævnet afsiger en motiveret kendelse. Hvis nævnet måtte finde, at den foretagne opsigelse er urimelig og ikke begrundet i arbejdstagerens eller virksomhedens forhold, kan nævnet efter påstand herom underkende opsigelsen, medmindre samarbejdet mellem virksomheden og arbejdstageren har lidt væsentlig eller må antages at lide væsentlig skade ved fortsættelse af ansættelsesforholdet. Finder nævnet, at opsigelsen er urimelig, men at ansættelsesforholdet alligevel ikke skal fortsætte, eller nedlægges der påstand om godtgørelse for en urimelig afskedigelse, jf. ovenfor, kan nævnet bestemme, at virksomheden skal betale den pågældende en godtgørelse. Størrelsen af denne skal afhænge af sagens omstændigheder og ancienniteten af den uberettiget afskedigede arbejdstager. Godtgørelsen kan ikke overstige 52 ugers løn beregnet efter den afskedigede arbejdstagers gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste år.

f) Såfremt der for Afskedigelsesnævnet indbringes sager med påstand om, at der er sket urimelig afskedigelse, og den afskedigede i henhold til lovgivningen har en anden retsstilling end i henhold til Hovedaftalens bestemmelser, skal Afskedigelsesnævnet efter påstand herom fra klageren lægge den pågældende lovgivning til grund ved sagens afgørelse.”

Lov nr. 106 af 26. februar 2008 om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter indeholder i kapitel 1 om Arbejdsretten i § 9 og § 11 bl.a. følgende bestemmelser om dennes kompetence:

”**§ 9.** For Arbejdsretten indbringes sager om
1) overtrædelse og fortolkning af en af Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark vedtaget hovedaftale samt af tilsvarende hovedoverenskomster og hovedaftaler,
…
7) tvister om, hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift, og om fortolkningen af en aftale om faglig voldgift …

** § 11.** Sager, der efter § 9 hører under Arbejdsretten, kan ikke anlægges ved de almindelige domstole, jf. dog stk. 2 og 3.
* Stk. 2.* En lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., hvis den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

[s. 5]

…”

I lovens kapitel 2 om faglige voldgiftsretter findes bl.a. følgende bestemmelser:

”**§ 21.** For faglige voldgiftsretter indbringes
1) sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster, bortset fra hovedoverenskomster og hovedaftaler, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, 2) sager omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1-4, når parterne ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt, at sagen skal afgøres ved faglig voldgift, jf. § 9, stk. 3, 2. pkt., og 3) sager, herunder sager om lovgivning, som parterne i øvrigt ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt at lade afgøre ved faglig voldgift.

** § 22.** Sager omfattet af § 21, nr. 1 og 2, kan ikke anlægges ved de almindelige domstole. § 11, stk. 2 og 3, finder dog tilsvarende anvendelse. * Stk. 2* Om sager omfattet af § 21, nr. 3, i stedet kan anlægges ved de almindelige domstole, beror på, hvad der er aftalt. Såfremt aftalen må forstås således, at sagen ikke kan anlægges ved de almindelige domstole, finder § 11, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse.”

Revisionen af arbejdsretsloven i 2008 bygger på betænkning nr. 1489/2007, afgivet af Udvalget om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. I betænkningen hedder det i bemærkningerne til den foreslåede § 22 bl.a. (side 28):

”DA og LO har under udvalgsarbejdet oplyst, at de er enige om, at reglerne om Afskedigelsesnævnet i Hovedaftalens § 4, for så vidt angår lovbaserede krav, skal forstås som et tilbud, som medlemsorganisationer kan vælge at gøre brug af, men ikke har pligt til at benytte. Denne aftale om faglig voldgift er således ikke til hinder for, at arbejdstagersiden holder sig til de almindelige domstole, for så vidt angår lovbaserede krav. DA og LO har videre oplyst, at de ikke er enige om, hvorvidt – og i givet fald fra hvornår – indbringelse for de almindelige domstole afskæres ved, at kravets forfølgelse er indledt i det fagretlige spor – og vice versa.

Uoverensstemmelser om selve eksistensen og forståelsen af en aftale om faglig voldgift skal indbringes for Arbejdsretten i henhold til den nye bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 7. Det gælder uanset, hvilket overenskomstniveau voldgiftsaftalen befinder sig på.

Klarhedskravet vedrørende de lovbaserede krav indebærer, at det skal være klart, om det pågældende krav er omfattet af voldgiftsaftalen, og om adgangen til voldgiftsbehandling afskærer muligheden for at indbringe kravet ved de almindelige domstole. Uklarhed i den ene eller anden henseende vil i al [s. 6] mindelighed indebære, at der ikke er fornødent grundlag for at anse faglig voldgift for aftalt for så vidt angår vedkommende lovbaserede krav. Uklarhed som nævnt kan ikke medføre, at der foreligger dobbeltkompetence, men at tvisten henhører under de almindelige domstole og ikke kan indbringes for faglig voldgift.”

Disse bemærkninger i betænkningen blev gentaget i bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2007-08, 2. samling (L 5).

DA og LO er for Arbejdsretten enige om, at et krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens § 2 b er et eksempel på et lovbaseret krav som nævnt i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra f, og forarbejderne til arbejdsretslovens § 22.

I Industriens Funktionæroverenskomst hedder det i § 14 om afskedigelse bl.a.:

”*Stk. 2. *Lokale forhandlinger i afskedigelsessager sker i h.t. § 24, stk. l, idet dog lokalforhandling skal være afsluttet inden for en frist af 10 arbejdsdage fra underretning om afskedigelsen. Mæglingsmøde i h.t. § 24, stk. 2, skal finde sted omgående.

*Stk. 3.* Såfremt der ikke i mæglingsmødet opnås enighed i sagen, kan sagen videreføres ved Afskedigelsesnævnet i h.t. Hovedaftalens regler herom. I tilfælde hvor en af sagens parter ønsker sagen videreført ved de civile domstole, henvises til overenskomstens bilag 8, Fagretlig behandling af uoverensstemmelser – civilretlig behandling.”

Mæglingsmøde er et organisationsmøde i Hovedaftalens forstand. I det nævnte bilag 8 til overenskomsten hedder det:

”Såfremt der fortsat er uenighed mellem parterne efter afholdelse af mæglingsmøde jf. § 24 / § 14, er parterne enige om, at Dansk Industri orienteres, forinden lønmodtagerparten beslutter eventuelt at overdrage sagen til advokat/udtagelse af stævning.
Dansk Industri kan inden for 5 arbejdsdage efter modtagelsen af besked herom begære sagen behandlet ved organisationsmøde. Sagens overdragelse til advokat/udtagelse af stævning afventer afholdelse af organisationsmøde, som skal finde sted i h.t. § 24, stk. 3 / § 14.”

Ved Højesterets dom af 26. marts 2007 – UfR 2007 s. 1569 – blev det afgjort, at afskedigelsesproceduren ifølge StK Fællesoverenskomstens § 26 afskar HK fra at forfølge to  [s. 7] medlemmers godtgørelseskrav mod Flyvestation Aalborg støttet på funktionærlovens § 2 b ved domstolene. Det hedder i Højesterets begrundelse:

”Den fagretlige tvistløsningsordning er karakteriseret ved, at den enkelte arbejdstagers interesser varetages af den pågældendes fagforening. Uoverensstemmelser skal søges løst ved forhandling – først lokalt og derefter på centralt organisationsniveau – og tvister, som ikke løses ved forhandling, og som en af overenskomstparterne ønsker videreført, skal indbringes for en faglig voldgiftsret, jf. herved arbejdsretslovens § 22.

Der er i fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel truffet aftale om en afskedigelsesprocedure i overensstemmelse med sædvanlige principper for fagretlig tvistløsning. Højesteret har i kendelse af 5. oktober 2001 (UfR 2002 s. 18) der angik et overenskomstbaseret krav, om en helt tilsvarende ordning udtalt, at ordningen for det enkelte medlem indebærer en retlig prøvelse, som må anses for retssikkerhedsmæssigt fuldt betryggende. Det fremgår endvidere af kendelsen, at afskedigelsesproceduren indebærer, at såvel fagforeningen som det enkelte medlem er bundet til at lade en afskedigelses saglighed bedømme ved faglig voldgift, medmindre der foreligger omstændigheder, som giver medlemmet ret til i medfør af arbejdsretslovens § 11, stk. 2, at få spørgsmålet behandlet ved de almindelige domstole.

Afskedigelsesproceduren efter fællesoverenskomstens § 26 omfatter også ansatte, som er funktionærer i henhold til funktionærloven og dermed omfattet af funktionærlovens § 2 b om godtgørelse i tilfælde, hvor afskedigelse ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold. Der foreligger ikke i sagen uoverensstemmelse om fortolkningen af funktionærlovens § 2 b, men alene tvist om afskedigelsernes saglighed. Det forhold, at godtgørelseskravene ikke støttes på overenskomsten, men på funktionærlovens § 2 b, …, kan ikke i strid med den indgåede aftale om tvistløsning ved faglig voldgift give ret til indbringelse for domstolene, …

Ifølge arbejdsretslovens § 11, stk. 2, kan en organiseret lønmodtager anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., såfremt den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. … Det kan ikke antages, at det i et tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene.
…
HK opgav ikke at forfølge A’s og B’s krav, men valgte at lade kravene forfølge ved domstolene.
…
Herefter … tiltræder Højesteret, at A og B ikke har ret til at få kravene vedrørende usaglig afskedigelse behandlet ved domstolene. …”

[s. 8]

Den konkrete baggrund for sagen
I § 17, stk. 2, i Overenskomsten mellem DHF og HK’s Forening i København, afdeling 12, er det bestemt, at Hovedaftalen mellem DA og LO er gældende for overenskomsten.

DHF afskedigede den 26. marts 2002 HK’s medlem Kirsten Ladewig, hvorefter HK for Kirsten Ladewig rejste krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens § 2 b.

HK og DHF drøftede sagen på et møde den 13. september 2002. Enighed kunne imidlertid ikke opnås, og HK forbeholdt sig ret til at videreføre sagen.

Den 17. januar 2003 anlagde HK som mandatar for Kirsten Ladewig sag mod DHF med påstand om godtgørelse for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens § 2 b. Denne sag verserer nu ved Højesteret, der har opfordret ankesagens parter til at udtale sig om, ”hvorvidt kravet, der støttes på funktionærlovens § 2 b, er omfattet af hovedaftalens bestemmelse om behandling ved afskedigelsesnævnet, og om kompetencen til at fortolke denne aftale, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, og § 11, stk. 1.”

DA og LO er herefter indtrådt som biintervenienter i højesteretssagen til støtte for henholdsvis DHF og HK som mandatar for Kirsten Ladewig, og der er mellem DA og LO enighed om, at Højesterets afgørelse bør afvente Arbejdsrettens fortolkning af Hovedaftalens § 4, stk. 3, jf. herved Arbejdsretslovens § 9, stk. 1, og § 11, stk. 1. Højesteret meddelte på den baggrund i juli 2008, at retten gik ud fra, at LO ville indgive klageskrift til Arbejdsretten, således at der kan foreligge en afgørelse fra Arbejdsretten i god tid forud for den berammede hovedforhandling i Højesteret den 10. august 2009.

Ved klageskrift af 30. september 2008 har LO indbragt nærværende sag om fortolkning af Hovedaftalens § 4, stk. 3, for Arbejdsretten.

#### Parternes argumentation

Klager har til støtte for sine påstande over for DA anført, at Hovedaftalens § 4, stk. 3, ikke er en voldgiftsklausul. Der er tale om en særlig voldgiftsaftale, hvorved Afskedigelses [s. 9] nævnet på DA/LO’s område tilbydes som forum for behandling af afskedigelsessager, hvori der rejses et lovbaseret krav. Lovbaserede krav kan dog i stedet forfølges ved de almindelige domstole, idet der – således som DA og LO er enige om – er valgfrihed med hensyn til forum for afgørelsen af sådanne tvister, og dette gælder ifølge parternes enighed også, selv om det lovbaserede krav alene angår en afskedigelses saglighed, altså for så vidt svarende til forbuddet i Hovedaftalens § 4, stk. 3, mod vilkårlige/urimelige afskedigelser. Tvisten mellem parterne angår derfor alene, hvor længe valgfriheden med hensyn til forumvalget består.

Ordlyden af Hovedaftalens § 4, stk. 3, afskærer eller begrænser ikke et LO-forbunds adgang til at vælge de almindelige domstole som forum for afgørelse af en tvist om et lovbaseret krav som følge af, at uoverensstemmelsen har været forhandlet i fagretligt regi. Parterne er enige om, at Afskedigelsesnævnet skal udgøre et konkurrencedygtigt alternativ til de almindelige domstole. Men hvis adgangen til domstolsbehandling afskæres eller begrænses ved, at fristerne ifølge Hovedaftalens § 4, stk. 3, for at indbringe en sag for Afskedigelsesnævnet tillægges præklusiv virkning for et forbunds mulighed for at indbringe tvisten for de almindelige domstole, vil det ødelægge forbundenes mulighed for at yde medlemmerne bistand og herunder afsøge forligsmulighederne gennem organisationsforhandlinger. Det må også være i arbejdsgiversidens interesse, at der kan forhandles med organisationernes mellemkomst inden et eventuelt sagsanlæg.

Der er adskillige eksempler på, at sager om lovbaserede krav uden indsigelse er blevet anlagt ved de almindelige domstole, selv om der forinden har været fagretlig forhandling af afskedigelsessagen. Endvidere har DA’s største medlemsorganisation, DI, ved protokollatet i bilag 8 til Industriens Funktionæroverenskomst positivt anerkendt, at det kræver særskilt aftale, hvis der skal gøres indskrænkninger i arbejdstagersidens adgang til at få en afskedigelsessag om et lovbaseret krav afgjort ved de almindelige domstole, efter at sagen har været behandlet i fagretligt regi. Det er tværtimod reglen ifølge protokollatet, at uoverensstemmelsen skal forhandles fagretligt inden et eventuelt søgsmål.

DA’s synspunkt er således nyt og må være inspireret af nogle domme i civile sager, der angår helt andre overenskomstområder med helt andre voldgiftsaftaler, og som hverken  [s. 10] DA eller DA’s medlemsorganisationer har været part i. Og navnlig er der på Hovedaftalens område enighed mellem hovedorganisationerne om, at der i princippet er valgfrihed, når det drejer sig om lovbaserede krav, også selv om retsfaktum i Hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens § 2 b for så vidt er det samme. DA’s synspunkt indebærer desuden en udhuling af det fagretlige princip om forhandlinger på området for afskedigelsessager.

Arbejdstagersidens frihed til at gå til de almindelige domstole med et lovbaseret krav i en afskedigelsessag må – ubundet af andre fristregler end reglerne om forældelse – kunne benyttes frem til det tidspunkt, hvor der efter udveksling af processkrifter haves det fulde overblik over sagens omfang og rækkevidde, og hvor Afskedigelsesnævnet er sat med henblik på mundtlig procedure, jf. nævnets forretningsordens punkt 10. Subsidiært må Arbejdsretten fastsætte et tidspunkt, der ligger så nært den mundtlige forhandling i Afskedigelsesnævnet som muligt.

Klager har særligt over for DA’s subsidiære påstand anført, at Arbejdsretten ved fastsættelsen af et tidspunkt skal tage skyldigt hensyn til, at LO’s medlemsforbunds beslutning om, hvorvidt et lovbaseret krav skal afgøres af de almindelige domstole eller af Afskedigelsesnævnet, skal kunne træffes på et fuldt oplyst grundlag. Og ofte er det først efter modtagelsen af svarskriftet for Afskedigelsesnævnet, at forbundet bliver nærmere bekendt med arbejdsgiversidens begrundelse for afskedigelsen. Det af Arbejdsretten fastsatte tidspunkt må ikke afskære et medlem af et LO-forbund fra at få bistand fra sit forbund til at få prøvet, om en foretagen afskedigelse er usaglig/ulovlig. Der er ikke noget særligt hensyn at tage til vedkommende arbejdsgiver, der jo ved, at der er rejst indsigelse mod afskedigelsen.

Klager har til støtte for afvisningspåstanden over for DHF anført, at der ikke består noget aftaleforhold mellem DHF og LO, og at DHF derfor ikke kan indtale et krav af denne karakter over for LO. Endvidere er DHF’s påstand 1 uklart formuleret og ikke egnet til at tages under pådømmelse, og DHF’s påstand 2 kan ikke tages under pådømmelse, fordi HK slet ikke er part i sagen for Arbejdsretten.

I øvrigt er betingelserne i retsplejelovens i § 251 for hovedintervention ikke opfyldt. De påstande, som LO og DA har nedlagt i sagen, er dækkende for en stillingtagen til det for  [s. 11] Arbejdsretten indbragte spørgsmål om fortolkning af Hovedaftalens § 4, stk. 3. Uoverensstemmelsen mellem LO og DA er beskrevet i betænkning nr. 1489/2007 og udspringer ikke af den ved Højesteret verserende sag, der vedrører HK’s adgang til at forfølge et krav mod DHF om godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af funktionærlovens § 2 b ved de almindelige domstole. Højesteretssagen vedrører således HK’s adgang til ved de almindelige domstole at forfølge et lovbaseret krav, således som DA og LO er enige om at forstå dette begreb. Arbejdsrettens afgørelse af fortolkningsspørgsmålet vedrørende Hovedaftalens § 4, stk. 3, kan uden videre indgå som et fortolkningsbidrag ved Højesterets afgørelse af den dér verserende sag.

Klager har til støtte for sin subsidiære påstand over for DHF anført de samme argumenter, som klager har anført til støtte for frifindelsespåstanden over for DA’s selvstændige påstande.

Indklagede har til støtte for sine påstande gjort gældende, at Hovedaftalens § 4, stk. 3, indeholder en egentlig voldgiftsklausul – for så vidt svarende til, hvad der blev taget stilling til af Højesteret i UfR 2002 s. 18 og 2007 s. 1569. Klausulen er imidlertid efter parternes fælles forståelse ikke til hinder for, at der mellem overenskomstparter – således som det f.eks. er sket ved Industriens Funktionæroverenskomst – kan træffes aftale om at fravige voldgiftsklausulen. Klausulen er efter parternes fælles forståelse heller ikke til hinder for, at et LO-forbund for så vidt angår lovbaserede krav helt undlader at indbringe en afskedigelsessag for Afskedigelsesnævnet og i stedet på et medlems vegne anlægger sag ved de almindelige domstole. Bestemmelsen i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra f, udgør således i relation til de lovbaserede krav et tilbud, som et LO-forbund kan gøre brug af, men ikke har pligt til at benytte.

LO-forbund, der er omfattet af Hovedaftalen, har imidlertid både ret og pligt til at iagttage den procedure, der er fastlagt i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b-d, også i tilfælde, hvor der i anledning af en påstået urimelig afskedigelse rejses et lovbaseret krav. Det dobbelte forum for afgørelse af lovbaserede krav i afskedigelsessager eksisterer derfor kun, indtil forumvalget er truffet af vedkommende forbund. Vælger et forbund at følge det fagretlige spor, er forbundet dermed – medmindre andet er særskilt aftalt – blevet bundet til at be [s. 12] nytte det fagretlige forum, og i så henseende må det fagretlige spor anses for valgt, når den modstående organisation er blevet inddraget i afskedigelsessagen. Proceduren ifølge Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b-d, gør det dermed også muligt for en arbejdsgiver at indrette sig på et bestemt sagsforløb.

Det fagretlige tvistløsningssystem er kendetegnet ved, at den enkelte arbejdstagers interesser varetages af det LO-forbund, den pågældende arbejdstager er medlem af, og såvel praksis som teori viser, at et forbund har en vidtgående kompetence til at disponere på sine medlemmers vegne. Det enkelte medlem af et LO-forbund er derfor på lige fod med vedkommende forbund forpligtet til at lade en afskedigelses rimelighed afgøre af Afskedigelsesnævnet, medmindre der foreligger omstændigheder, som i medfør af princippet i Arbejdsretslovens § 11, stk. 2, giver medlemmet ret til at få spørgsmålet behandlet ved de almindelige domstole. Som det også er anført af Højesteret, indebærer denne ordning for det enkelte medlem en retlig prøvelse, som må anses for retssikkerhedsmæssigt fuldt betryggende. På denne baggrund er såvel et LO-forbund som det enkelte forbundsmedlem for så vidt angår lovbaserede krav bundet til at lade en afskedigelses rimelighed bedømme ved Afskedigelsesnævnet efter det tidspunkt, hvor forbundet har begæret en uoverensstemmelse herom videreført i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, subsidiært efter det tidspunkt, hvor forhandling i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, mellem forbundet og en modstående arbejdsgiverorganisation er afsluttet, eller mere subsidiært efter det tidspunkt, hvor forbundet i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra d, har indgivet klage til Afskedigelsesnævnet. En sådan retstilstand afskærer ikke medlemmer af LO-forbund fra at få deres forbunds bistand til at opnå en prøvelse af, om foretagen afskedigelse er usaglig eller ulovlig, ligesom en sådan retstilstand harmonerer med de almindelige principper for tvistløsning i det fagretlige system.

DHF har til støtte for sin påstand om frifindelse for LO’s afvisningspåstand anført, at nærværende sag for Arbejdsretten mellem LO og DA om rækkevidden af voldgiftsbestemmelsen i Hovedaftalens § 4, stk. 3, er nært forbundet med den tvist mellem HK som mandatar for Kirsten Ladewig og DHF, som nu verserer for Højesteret, og som er udsat på Arbejdsrettens afgørelse. DHF er ikke er medlem af DA, men er ved § 17, stk. 2, i overenskomsten med HK bundet af Hovedaftalen. DHF har derfor en selvstændig retlig interesse i sags [s. 13] genstanden for Arbejdsretten. DHF’s påstande må selvsagt forstås i lyset heraf, og betingelserne i retsplejelovens § 251 for intervention er derfor opfyldt.

Til støtte for de i øvrigt nedlagte påstande har DHF gjort gældende, at Hovedaftalens § 4, stk. 3, må anses for en bindende voldgiftsaftale, der dermed også er bindende for DHF og HK i kraft af deres overenskomst. DHF har ved overenskomsten med HK alene bundet sig til Hovedaftalen med det indhold, hvormed den fremtræder for DHF, og kan ikke bindes af eventuelle aftaler mellem DA og LO om et indhold af Hovedaftalen, der ikke er kommet til udtryk i dens ordlyd.

I al fald fra det tidspunkt, hvor mæglingsmøde er begæret, subsidiært har været afholdt, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra c, således at fristen i litra d begynder at løbe, kan forbundet ikke uden samtykke fra arbejdsgiverparten skifte forum. Herefter kan tvisten kun indbringes for de almindelige domstole, hvis betingelserne i arbejdsretslovens § 11, stk. 2, er opfyldt. Hverken Hovedaftalens § 4, stk. 3, eller arbejdsretsloven giver i øvrigt mulighed for at indbringe en tvist om en opsigelses saglighed for de almindelige domstole, når fristen i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra d, er sprunget.

DHF har i øvrigt tilsluttet sig DA’s anbringender.

#### Arbejdsrettens begrundelse og resultat

DHF’s intervention
DHF’s principale påstand har ikke den fornødne klarhed til at kunne tages under påkendelse.

DHF har subsidiært nedlagt påstand om, at LO skal anerkende, at HK er uberettiget til i et nærmere angivet omfang at anlægge sag ved de almindelige domstole. HK og HK’s overenskomstforhold indgår imidlertid ikke i sagen for Arbejdsretten, og denne påstand kan derfor heller ikke tages under påkendelse af Arbejdsretten.

Allerede som følge heraf tager Arbejdsretten LO’s påstand om afvisning af DHF’s påstande til følge.

[s. 14]

Hovedaftalens § 4, stk. 3
Hovedaftalens § 4, stk. 3, må anses som en voldgiftsaftale, der dog efter parternes fælles forståelse giver LO’s forbund frihed til at vælge mellem Afskedigelsesnævnet og de almindelige domstole som forum for afgørelse af sager om afskedigelse for så vidt angår lovbaserede krav.

Behandling ved Afskedigelsesnævnet er betinget af, at sagen forfølges lokalt og på organisationsniveau inden for de frister, der er angivet i Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra b, c og d. Indbringelse for domstolene er derimod ikke begrænset af særlige søgsmålsfrister.

Den fagretlige tvistløsningsordning er karakteriseret ved, at uoverensstemmelser skal søges løst ved forhandling – først lokalt og derefter på centralt organisationsniveau, jf. betænkning nr. 1489/2007 afgivet af Udvalget om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, s. 20. Den danske arbejdsmarkedsordning tilsiger – i organisationernes fælles interesse – at organisationerne bør have lejlighed til at gennemføre forhandlinger, herunder med henblik på at der sker en oplysning af sagen, inder der i en afskedigelsessag vedrørende lovbaserede krav vælges forum for tvistens løsning. Der er da heller ikke i ordlyden af Hovedaftalens § 4, stk. 3, holdepunkter for en forståelse, hvorefter organisationsforhandling skulle indebære et bindende fravalg af muligheden for at forfølge et lovbaseret krav ved de almindelige domstole.

Arbejdsretten finder på denne baggrund, at begæring om og afholdelse af organisationsmøde i en afskedigelsessag ikke indebærer nogen udnyttelse af den nævnte frihed til at vælge mellem Afskedigelsesnævnet og de almindelige domstole. Arbejdsretten finder endvidere på den angivne baggrund og med henvisning til Arbejdsrettens kendelse af 26. februar 2009 i A.2007.885, at de frister, der i Hovedaftalens § 4, stk. 3, er fastsat for behandlingen af en afskedigelsessag i Afskedigelsesnævnet, ikke kan tillægges præklusiv virkning i forhold til LO’s forbunds mulighed for at indbringe sagen for de almindelige domstole.

[s. 15]

Først når et LO-forbund i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra d, har indgivet klage til Afskedigelsesnævnet i en sag om et lovbaseret krav som følge af afskedigelse for et medlem, som er afskediget af en virksomhed, der er medlem af en af DA’s medlemsorganisationer, findes forbundet endeligt og bindende at have valgt forum for tvistens løsning med den virkning, at der efter dette tidspunkt ikke længere kan anlægges sag om et sådant krav ved de almindelige domstole.

Arbejdsretten tager herefter indklagedes mere subsidiære påstand til følge, idet klager og indklagede i øvrigt frifindes for de gensidigt nedlagte påstande.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Dansk Handicap Forbunds påstande afvises.

Landsorganisationen i Danmark skal anerkende, at dets medlemsforbund er uberettigede til ved de almindelige domstole at anlægge sag om et lovbaseret krav som følge af afskedigelse for et medlem, som er afskediget af en virksomhed, der er medlem af en af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer efter det tidspunkt, hvor et forbund i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, litra d, har indgivet klage derom til Afskedigelsesnævnet.

I sagsomkostninger for Arbejdsretten skal Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening in solidum inden 14 dage efter afsigelsen af denne dom betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Poul Sørensen

===== FIL: praksis/dk-arh-2010-bs4-2057-2008.md =====

# Retten i Århus, 16. april 2010, sag BS 4-2057/2008

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-arh-2010-bs4-2057-2008.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-arh-2010-bs4-2057-2008.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Udelukkelse fra lønsamtaler under barsel i første instans

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Udeladelse fra de årlige lønsamtaler under to barselsperioder krænkede ligebehandlingsloven og ligelønsloven (jf. § 1 a, stk. 1). Efterbetaling blev afvist, fordi den krævede lønforskel ikke var påvist (jf. § 2, stk. 1); det blev ændret i ankesagen 6. august 2012.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Byretten fandt, at en medarbejder i et supermarked uden saglig forklaring var blevet udeladt fra de årlige lønsamtaler under to barselsperioder. Det krænkede ligebehandlingslovens § 4 og også ligelønsloven. Hun fik 20.000 kr. i godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Byretten afviste derimod efterbetaling, fordi hun var lønnet over overenskomstens mindsteløn, og der ikke var påvist den krævede lønforskel. Arbejdsgiveren skulle betale 15.500 kr. i sagsomkostninger. Efterbetalingsresultatet blev ændret i ankesagen den 6. august 2012.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link.

#### Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, [virksomhed1] A/S (i det følgende kaldet [virksomhed1]), ved at undlade at indkalde sagsøgeren, [person1], til lønsamtaler, mens hun var på barselsorlov, har overtrådt ligebehandlingsloven og ligelønsloven, og i givet fald om hun har krav på godtgørelse og lønudligning.
[person1] har nedlagt påstand om, at [virksomhed1] tilpligtes at betale hende 11.792,96 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Hun har endvidere nedlagt påstand om, at [virksomhed1] tilpligtes at betale hende en godtgørelse på 50.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg.
[virksomhed1] har over for begge [person1]s påstande nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
[person1]s første påstand vedrører lønudligning, mens hendes anden påstand vedrører godtgørelse.

#### Oplysningerne i sagen

[person1] blev i perioden fra 1. august 1988 til 31. august 1990 uddannet indenfor smørrebrødsfaget i [virksomhed2] i Aalborg. Den 20. juni 1994 blev hun ansat som kogejomfru samme sted.
Pr. 1. oktober 1999 overgik [person1] til en stilling som kogerske i [...], Aalborg, hvor hun fortsat er ansat. Af engageringskontrakt af samme dato fremgår, at lønnen var aftalt til 90 kr. pr. time. [person1] var fuldtidsansat, svarende til 160,20 timer i gennemsnit pr. måned. [person1] fødte sit første barn den 20. oktober 2005. Hun havde inden fødslen været sygemeldt fra den 8. juli 2005. I forbindelse med denne fødsel var hun på orlov frem til den 7. september 2006 og herefter på ferie til den 22. september 2006. [person1] var i mellemtiden blevet gravid igen, og hun blev pr. 25. september 2006 fraværsmeldt fra sit arbejde. Den 12. april 2007 fødte [person1] sit andet barn, og hun var på barsel frem til og med den 28. februar 2008. Hun påbegyndte den 16. april 2008 efter afholdelse af ferie og feriefridage igen sit arbejde i [...], Aalborg.
Forud for [person1]s barselsperioder fik hun hvert år en stigning i sin løn, der som minimum modsvarede den overenskomstmæssige takststigning for ansatte på mindsteløn.
Ved brev af 3. september 2007 til [...], Aalborg, rejste 3F Aalborg på vegne [person1] spørgsmål om løn og anførte, at [person1] havde krav på lønstigninger i samme omfang som hendes kolleger i [...]' cafeteria. 3F anmodede om, at [...] ved førstkommende lønudbetaling regulerede [person1]s løn med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2006.
[...], Aalborg, svarede i brev af 13. september 2007, at [person1] på grund af sin anciennitet oppebar en individuel lønsats, der forhandles hvert år og er uafhængig af minimumslønnen på området. [person1] ville med næste lønudbetaling modtage 3.400 kr., der skulle dække en lønstigning på 200 kr. pr. måned fra 1. april 2006 og frem til og med september 2007.
Der var herefter yderligere korrespondance mellem parterne herom. 3F anførte, at der var tale om en udhuling af [person1]s løn under barselsorlov og fastholdt kravet om, at [person1]s løn enten blev reguleret med minimallønsstigningerne, eller at [virksomhed1] i modsat fald dokumenterede, at det øvrige personale ikke var reguleret med minimallønsstigningerne. [virksomhed1] fastholdt den foretagne regulering og gjorde gældende, at den var et nogenlunde udtryk for, hvad der i øvrigt var givet i lønforhøjelser i [...]. Der blev den 8. maj 2008 afholdt en forhandling mellem organisationerne og parterne, uden at enighed blev opnået. Der har i sagen været fremlagt et skema over [person1]s lønreguleringer og tidspunkterne for disse. Det fremgår heraf blandt andet, at [person1]s månedsløn i maj 1996 udgjorde 13.307,39 kr. svarende til en timeløn på 83 kr. I maj 2005 udgjorde månedslønnen 17.427,87 kr., svarende til en timeløn på 108,70 kr.
Der er mellem parterne enighed om, at [person2], der var faglært cafeteriaassistent og den 25. september 2006 blev ansat i [person1]s barselsvikariat, har fået lønstigninger, der svarer til 3 kr. i timen i 2007 og til 3,12 kr. i timen i 2008, og at [person2]s løn var lavere end [person1]s løn. **I **samme periode fik [person1] i september 2007 en lønstigning svarende til 1,25 kr. i timen og i juli 2008 en lønstigning svarende til 2,65 kr. i timen.
[person1] blev i september 2008 ansat på deltid. Pr. juni 2009 udgjorde hendes timeløn 115,50 kr. [person1] er under sin ansættelse omfattet af den på området gældende overenskomst mellem Dansk Erhvery Arbejdsgiver og 3F Privat Service.
Af landsoverenskomsten mellem Dansk Erhvery Arbejdsgiver og 3F Privat Service for 2007-2010, der ikke indeholder ændringer af relevans for nærværende sag i forhold til den forudgående overenskomst for 2004-2007, fremgår i § 4 om løn, at minimallønninger for gastronomi-gruppen var på 16.342,64 kr. om måneden pr. 1. marts 2007, 16.742,64 kr. om måneden pr. 1. marts 2008 og 17.142,64 kr. om måneden pr. 1. marts 2009. Det fremgår videre, at med virkning fra den 1. marts 2008 aflønnes gastronomer over 18 år med 1 års anciennitet i virksomheden med et tillæg på 1 kr. pr. time, og at tillægget pr. 1. marts 2009 er på 2 kr. pr. time. Det fremår yderligere, at timelønnen findes ved at dividere månedslønnen med 160,33.
Af overenskomsten fremgår endvidere blandt andet:
"§ 5 Fritvalgs lønkonto
Pkt. 3
Det betragtes som en almindelig forudsætning, at der kan gives højere løn end den i overenskomsten fastsatte minimumsløn, og organisationerne er enige om, at dette bør ske, hvor der gennem dygtighed ydes et særligt værdifuldt arbejde, eller hvor der forudsættes mere selvstændighed i arbejdet eller større ansvar. Aftaler om sådan højere løn træffes direkte mellem arbejdsgiveren og den enkelte medarbejder.
Pkt. 5
På den enkelte virksomhed kan forhandlinger om lønændringer højst finde sted én gang i hvert overenskomstår. Pkt. 6
I alle eventuelle lønforhøjelser efter § 4 kan modregnes ethvert tillæg, der måtte være givet den enkelte medarbejder eller medarbejdere udover de hidtil gældende minimallønssatser. Der skal således ikke ske regulering af den enkelte medarbejders løn, hvis denne ligger over den til enhver tid for vedkommende gældende minimalløn."
Sagen er anlagt den 15. august 2008.
Der er mellem parterne enighed om den beløbsmæssige opgørelse af efterbetalingskravet i sagsøgerens første påstand, der er beregnet som [person1]s løntab i perioden fra hendes graviditetsorlov i 2005 til januar 2010 i forhold til satsstigningerne i minimallønnen.

#### Forklaringer

[person1] har forklaret, at hun blev ansat som elev i [virksomhed3] i 1988. Hun var færdigudlært som smørebrødsjomfru i 1990. Efter endt uddannelse var hun på dagpenge i en periode og blev sendt ud i forskellige job af fagforeningen. Hun gik også på efteruddannelse i madlavning. I juni 1994 blev hun kontaktet af [virksomhed3], der tilbød hende job som kogejomfru. Hun blev ansat i det varme køkken, hvor hun lavede mad til både kunder og ansatte. Der var både faglærte og ufaglærte samt elever i afdelingen. Hun blev efter nogle år forfrenunet til områdeansvarlig. Dette job betød, at hun fik ansvaret for kundeområdet i Bistroen. Da hun blev kæreste med en salgsleder i butikken, og da hun ikke følte sig tilpas i sin nye jobfunktion, skiftede hun til [...]. Hun blev ansat som kogerske i [...] i oktober 1999. Jobskiftet betød, at hun gik ned i løn, da hun mistede sin titel som områdeansvarlig. Hun arbejdede i det varme køkken i nogle år og var med til at opstarte en ny bistro. Inden hun gik på barselsorlov, arbejdede hun både i kantinen og i det varme køkken. I afdelingen var der både ansat faglærte og ufaglærte.
I perioden 1994 til 2005 blev hun hvert år indkaldt til lønforhandling senest i juni. Hun har hvert år i denne periode fået en lønstigning på mindst den overenskomstmæssig minimallønstigning. Hun har altid været opmærksom på minimallønstigningen. Hvis hendes løn ikke steg med mindst minimallønstigningen, ville hendes løn som faglært blive udlignet i forhold til lønnen til en ufaglært. I 2005 var hun til lønsamtale med [person3]. Hun fik en lønstigning på 2 kr. Da minimallønstigningen var 2,50 kr., kontaktede hun efterfølgende varehuschefen, hvilket medførte, at hun fik en lønstigning på 2,50 kr., da alle ifølge varehuschefen skulle have en lønstigning svarende til minimallønstigningen. I 2006 og 2007, hvor hun var på barsel, blev hun ikke indkaldt til lønsamtaler. Hun kontaktede derfor sin fagforening, der tog kontakt til [virksomhed1]. Hun modtog herefter en lønregulering på 200 kr. pr. måned, hvilket var under minimallønstigningen i 2006 og 2007. Hun havde efterfølgende et møde med varehuschefen [person4] vedrørende en yderligere lønstigning. [person4] oplyste, at der ikke kunne gives mere i lønstigning. Hun har fået oplyst, at hendes kollega [person5] heller ikke har fået reguleret sin løn under barsel. I orlovsperioden kontaktede hun ikke ledelsen i [...] om de manglende lønforhandlinger. Hun valgte at gå direkte til sin fagforening. I orlovsperioden blev hendes stilling nedlagt, og hun står nu for kunder og bestilling af varer.
[person6] har forklaret, at hun er HR-manager i [virksomhed1]. Hun har været i [virksomhed1] i 13 år og har siden oktober 2008 haft ansvaret på overenskomstområdet. Hun har ikke været involveret i relation til de manglende lønsamtaler i 2006 og 2007. Hun har blandt andet overtaget den tidligere koncernpersonalechefs arbejdsopgaver. Der bliver hvert år afholdt en decentral anciennitetssamtale med medarbejdere ansat i [virksomhed1]. Samtalerne bliver afholdt i den måned, medarbejderne blev ansat. Når en medarbejder er på barselsorlov, kan medarbejderen vælge, om man ønsker at møde til samtalen, eller om samtalen skal afholdes efter orloven. Der er tale om et minimallønssystem. [virksomhed1] har derfor modregningsadgang i personlige tillæg, hvis en medarbejders løn er højere end minimallønnen. Det er kun medarbejdere på minimalløn, der har krav på den fulde overenskomstmæssige minimallønstigning. Det er ledelsen på arbejdspladsen, der ud fra en samlet vurdering af bl.a. medarbejderens arbejdsindsats, omsætningen og konjunkturerne vurderer, om der skal gives en lønstigning. Anciennitetstillægget på 1 kr. pr. time, der senere blev indført i overenskomsten, har ikke nødvendigvis medført tilsvarende individuelle lønstigninger, idet anciennitetstillægget på tilsvarende vis kunne modregnes i det personlige tillæg.
[person7] har forklaret, at han siden maj eller juni 2008 har været varehuschef i [...]. Alle medarbejdere, herunder medarbejdere på barselsorlov indkaldes til en årlig anciennitetssamtale. Inden samtalen har han en samtale med afdelingslederen i medarbejderens afdeling.

Der tildeles tillæg efter en vurdering af den enkelte medarbejder samt afdelingen og butikkens omsætning og indtjening. Både bistroens indtjening og omsætning har de seneste fem år været nedadgående. Det påvirker lønbudgettet, og lønniveauet og lønstigningerne i afdelingen har derfor generelt ikke været voldsomt store. Det er hans vurdering, at [person1] fungerer fint i afdelingen. **I **september 2008 ønskede hun at gå ned i tid for at få mere tid til sine børn, hvilket hun fik lov til.
[person3] har forklaret, at hun er slagtermester i [...] i Hjørring. Hun var i perioden 2. juni 1999 til 16. januar 2008 ansat i [...]. I årerne 1999 til 2003 var hun ansat som salgsleder i slagterafdelingen. I 2003 blev hun leder af bistroen og dermed også [person1], der var den højst betalte medarbejder i afdelingen. [person1] fik ca. 10 kr. mere i timen end de andre. Hun indkaldte medarbejderne i afdelingen til samtale en gang om året i forbindelse med deres anciennitetsdato. Hun havde inden samtalen foretaget en vurdering af, om der var grundlag for en lønforhøj else. Medarbejderen skulle have vist noget for at få en løn, der oversteg den overenskomstmæssige løn. [person1] var meget højtlønnet, fordi hun kom til [...] med en høj løn og anciennitet. [person2] blev ansat som vikar for [person1] i orlovsperioderne. Hun blev ansat som cafeterieassistent, men udførte de samme arbejdsopgaver som [person1]. Hun synes ikke, at der var forskel på [person1] og [person2] kompetencer. Hun er ikke bekendt med, at der skulle holdes lønsamtaler under barsel. Hun snakkede med [person1], når hun handlede i butikken under orloven. [person1] nævnte ikke noget om lønsamtaler. Da de blev kontaktet af 3F, blev [person1]s løn vist nok korrigeret således, at hun fik samme lønregulering som de andre medarbejdere i afdelingen havde faet, men hun er ikke sikker.

#### Parternes synspunkter

[person1] har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sin første påstand: at [person1] hvert år gennem hele hendes ansættelse siden 1994
er blevet tildelt en lønstigning efter lønforhandling, der som minimum svarer til den overenskomstmæssige årlige minimallønsstigning, at [person1] i 2006 og 2007, hvor hun var fraværende pga. to
graviditeter, ikke blev indkaldt til lønforhandling og derfor ikke blev tildelt nogen lønstigning,
at [person1] efter sagsøger havde rejst sagen overfor sagsøgte i
september 2007 fik en lønstigning på h. 1,25 pr. time for året 2006, hvilket var mindre end sædvanligt (den overenskomstmæssige minimallønsstigning var på kr. 2,25 i 2006), og
**at**[person1] aldrig har fået en lønstigning for året 2007.
På denne baggrund gøres det gældende,
**at** der ved sagsøgtes handlemåde er tale om direkte eller indirekte
forskelsbehandling pga. køn, hvilket er i strid med § 1, stk. 1 i ligelønsloven,
**at**[person1]s manglende (og efterfølgende lave) lønstigninger i
2006 og i 2007 udgør faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling pga. køn, jf. § 6, stk. 2 i ligelønsloven,
**at** sagsøgte derfor har bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet,
**at** sagsøgte ikke har løftet denne bevisbyrde, og
**at**[person1] derfor er berettiget til udligning af hendes løn,
således at hun stilles, som om hun på daværende tidspunkt havde
fået en lønstigning som minimum svarede til den overenskomstmæssige minimallønstigning, jf. ligelønslovens § 2, stk. 1. Hvis ikke retten finder, at [person1] har ret til lønudligning efter ligelønsloven, gøres det gældende, **at**[person1] er berettiget til udligning af hendes løn i medfør af ligebehandlingslovens § 4,
**at** sagsøger har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til
**at** formode, at sagsøgte ved den manglende lønstigning har udøvet direkte/indirekte forskelsbehandling på grund af køn, hvorfor sagsøgte har bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet, og
**at**[person1] af den grund skal have medhold i påstanden.
Hvis retten ej heller finder støtte for påstanden i ligebehandlingslovens § 4, gøres det gældende, **at**[person1] skal have medhold i påstanden i medfør af ligebehandlingslovens § 8a og/eller princippet i ligebehandlings-lovens § 8. Det gøres således samlet set gældende,
**at**[person1] er berettiget til efterbetaling for manglende lønstigninger i 2007 og/eller i 2006 efter enten ligelønsloven eller ligebehandlingsloven.
Dette anbringende finder bl.a. støtte i Gillespie-sagen (C-342/93), Alabaster-sagen (C-147/02) faglig voldgift af 2/10 2003 (HK mod Grafisk Arbejdsgiverforening) og dom fra Retten i Glostrup af 8. januar 2009 (BS 13977/2007).
*Sagsøgte *gør i sine processkrifter gældende, at ligelønsloven ikke finder anvendelse på dette konkrete tilfælde, da der ikke findes nogen relevant person at sammenligne med i afdelingen.
Overfor dette gøres det gældende,
**at** medarbejder [person2] var sammenlignelig med [person1], idet de to havde samme titel og arbejdsområde, **at**[person2], der blev ansat i september 2006, fik en lønstigning i 2007 (og i øvrigt i 2008), der var højere end minimallønstigning, og at medarbejder [person2] imidlertid fik en lavere løn end [person1], da hun havde en kortere anciennitet i virksomheden og generelt inden for branchen.
Det gøres i øvrigt gældende,
**at** anvendelse af ligelønsloven ikke kræver en anden sammenlignelig ansat,
**at** ligelønsloven og de bagvedliggende EU-regler ikke kræver en egentlig fysisk person som sammenligningsgrundlag, men opererer med hypotetiske personer som sammenligningsgrundlag ved overtrædelse af ligelønsloven, og
**at** ovenstående har støtte i litteratur og retspraksis.
I relation til det sidstnævnte henvises især til *"Ligeløn for job af samme værdi" *af Byrial Bjørst, 2005, side 269ff. (og den refererede retspraksis).
*Sagsøgte *gør desuden i sine processkrifter gældende, at ligelønsloven ikke finder anvendelse på dette konkrete tilfælde, da [person1] var den højestlønnede i afdelingen.
Overfor dette gøres det gældende,
**at** ligelønslovens anvendelsesområde er lønmæssig forskelsbehandling pga. køn,
**at** lønmæssig forskelsbehandling pga. køn kan forekomme også hos den højestlønnede arbejdstager i den pågældende virksomhed, hvis f.eks. den pågældende under orlov i forbindelse med graviditet ikke er blevet indkaldt til lønforhandling, jf. den kommenterede ligelønslov side 218.
For det tilfælde at retten måtte finde, at ligelønsloven ikke hjemler en efterbetalingspligt, gør *sagsøgte *gældende, at sagsøgers subsidiære anbringende om efterbetaling efter ligebehandlingsloven ikke kan støttes på ligebehandlingsloven. Overfor dette gør sagsøger gældende, at overtrædelse af ligebehandlingsloven også kan medføre efterbetaling, jf. dom fra Retten i Glostrup af 8. januar 2009 (BS 1-3977/2007).
*Sagsøgte *gør endelig i sine processkrifter gældende, at hvis retten måtte komme frem til, at sagsøgte måtte være forpligtet til en lønforhandling og en efterbetaling, så har sagsøger ikke bevist, at lønstigning som minimum ville have svaret til den overenskomstmæssige minimallønstigning.
Overfor denne argumentation skal det gøres gældende, at henset til det lønningsstigningsmønster, der havde tegnet sig hidtil under [person1]s 11-årige ansættelse, må det have formodningen imod sig, at [person1] ikke som minimum ville have fået en lønstigning svarende til overenskomstens minimallønsstigning.
Hvis retten ikke anser det for bevist eller sandsynliggjort kræves et af retten fastsat mindre efterbetalingsbeløb. [person1] har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sin anden påstand: at[person1] ikke blev indkaldt til lønforhandling i 2006 og 2007,
at den relativt beskedne lønstigning som sagsøger trods alt fik i september 2007 med tilbagevirkende fra 1. april 2006 udelukkende blev udmøntet pga. 3F's henvendelse til sagsøgte vedr. dette spørgsmål i september 2007,
at sagsøgte ved delvist at efterkomme 3F's henvendelse i september 2007 vedrørende manglende lønstigning må have erkendt at være forpligtet til at indkalde [person1] til lønforhandling og tildele hende en lønstigning,
at sagsøgte allerede derfor har forbrudt sig imod ligebehandlingslovens § 1, stk. 2 eller 3,
at baggrunden for den manglende indkaldelse til lønforhandlinger skyldes sagsøgers barselsorlov, at der savnes anden forklaring på udelukkelsen fra lønforhandlingerne i foråret 2006 og i foråret 2007, at barselsorlov som begrundelse for udelukkelse fra lønforhandlinger er i strid med ligebehandlingslovens § 1, stk. 2 eller 3, der angår forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling pga. køn,
at sagsøgte derved har tilsidesat ligebehandlingslovens § 4,
at det er dokumenteret, at sagsøgte udelukkede [person1] fra de årlige lønforhandlinger i 2006 og 2007, efter hun havde deltaget i lønforhandlingerne i de foregående 11 år, hun havde været ansat,
at udelukkelsen faldt sammen med [person1]s fravær i forbindelse med hendes graviditeter,
at sagsøger dermed har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at ligebehandlingsprincippet derved er blevet krænket, jf. ligebehandlingslovens § 16a,
at det derfor påhviler sagsøgte at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket,
at sagsøgte ikke har løftet denne bevisbyrde, og
at krænkelsen derfor medfører, at sagsøger er berettiget til en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14. Til støtte for godtgørelsens størrelse gøres det gældende,
at sagsøger har været ansat i mere end 14 år hos sagsøgte,
at sagsøgte diskriminerede [person1] ad to omgange (i 2006 og i 2007), og
at den for lave lønstigning som sagsøger trods alt fik i september 2007 udelukkende blev udmøntet pga. 3F's henvendelse til sagsøgte vedr. dette spørgsmål i september 2007.
Til støtte for medhold i begge påstandene gøres det gældende,
at ligelønsloven og ligebehandlingsloven begge finder anvendelse på dette tilfælde,
at[person1] har lidt både økonomisk og ikke-økonomisk skade, og
at medhold i begge påstande har støtte i litteraturen.
Der skal i den forbindelse henvises til kommenterede ligelønslov side 154, 218 og 228.
Hvis retten ikke måtte finde, at [person1] er berettiget til en efterbetalingspåstand, gøres det gældende, at sagsøger i relation til sin anden påstand er berettiget til en relativ høj godtgørelse efter ligebehandlingsloven § 14. Godtgørelsen kan i så fald passende dække den skade [person1] har lidt af både økonomisk og ikke-økonomisk karakter, hvilket har støtte i retspraksis, jf. f.eks. ligestillingsnævnets afgørelse af 19. december 2005 (35/2005) og dom fra Retten i Terndrup af 27. juni 2006 (BS 135/2006).
[virksomhed1] har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sine påstande over for [person1]s første påstand:
Det er sagsøgtes opfattelse, at ligelønsloven ikke finder anvendelse i nærværende sag, idet der til støtte for frifindelsespåstanden gøres gældende,
at ligelønsloven alene omhandler forskelsbehandling mellem køn,
at dette fordrer, at sagsøger kan påvise, at sagsøger er blevet stillet lønmæssigt dårligere end en mand, at allerede det forhold, at der fra sagsøgers side ikke er dokumenteret en relevant sammenligningsperson, medfører, at der ikke er frembragt en formodning for diskrimination jf. ligelønslovens § 6, og
at sagsøgte derfor bør frifindes for det rejste krav i medfør af ligelønsloven.
at sagsøger ikke har påvist, at sagsøger er blevet stillet lønmæssigt dårligere end en relevant sammenligningsperson, og dermed i medfør af § 6 ikke har frembragt en formodning for diskrimination,
at såfremt bevisbyrden måtte påhvile sagsøgte, kan denne anses for løftet, idet sagsøger var den højest lønnede i afdelingen. Såfremt retten finder, at der i medfør af ligelønsloven har fundet diskrimination sted, gøres det gældende, at ligelønslovens § 2, stk. 1, alene omhandler udligning af lønforskel, hvor lønmodtagerens løn er lavere end andres, at sagsøger alene har henvist til én referenceperson i afdelingen, der har oppebåret en lavere løn end sagsøger, at sagsøger har den højeste løn i afdelingen og således ikke er omfattet af ordlyden af § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en person hvis løn i henhold til § 1 er lavere end andres, kan kræve forskellen,
at der på dette grundlag ikke er hjemmel til at tilkende sagsøger et lønbeløb,
at såfremt retten måtte finde grundlag for at regulere lønnen, må dette ske i henhold til den lønstigning, som sagsøger ville have fået, at sagsøger i øvrigt har bevisbyrden for, at der ville være givet en lønstigning og størrelsen af denne, at sagsøger ikke har løftet denne bevisbyrde,
at såfremt retten finder det dokumenteret at der ville være sket en lønstigning, har sagsøger ikke bevist, at denne ville have været netop i overensstemmelse med minimallønstigningen, og
at at en eventuel lønstigning således må fastsættes til et lavere beløb end påstået af sagsøger. For så vidt angår sagsøgers krav om efterbetaling i henhold til ligebehandlingsloven gøres det gældende, at der i øvrigt ikke med hjemmel i kutyme eller ligebehandlingsloven kan rejses krav om efterbetaling. [virksomhed1] har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende til støtte for sine påstande over for [person1]s anden påstand:
Vedrørende krav i medfør af ligebehandlingsloven gøres det gældende,
at sagsøgte anerkender, at der ikke har været afholdt lønsamtaler for 2006 og 2007,
at sagsøgte straks ved sagsøgers henvendelse i september 2007 jf. bilag 1 rettede for sig og gav en lønstigning på 200 kr. med tilbagevirkende kraft, ligesom der i 2008 blev afholdt lønsamtale, hvorved sagsøger blev tildelt en lønstigning, og at en eventuel overtrædelse af ligebehandlingsloven således må ses som undskyldelig, hvorfor godtgørelsen passende kan fastsættes til 0 kr. eller et mindre beløb end påstået af sagsøger.
Parterne har uddybet anbringenderne under hovedforhandlingen.

#### Rettens begrundelse og afgørelse

Det kan lægges til grund, at [person1] i sin ansættelse ved [virksomhed1] fra 1994 blev indkaldt til årlige lønsamtaler, men at det ikke skete i 2006 og 2007, hvor hun var på barselsorlov, og at hun efter endt barselsorlov i 2008 igen blev indkaldt til lønsamtale med henblik på en eventuel fremadrettet lønstigning. Det kan videre lægges til grund, at de øvrige medarbejdere i hendes afdeling blev indkaldt til lønsamtaler i 2006 og 2007, at andre af medarbejderne i afdelingen fik lønstigninger i 2006 og 2007, og at hun efter henvendelse fra sin fagforening blev tildelt en lønstigning for 2006. Efter forklaringen fra slagtermester [person3] kan det yderligere lægges til grund, at det var en fejl, at [person1] ikke blev indkaldt til lønsamtaler i 2006 og 2007.
På denne baggrund, og idet [virksomhed1] A/S ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen med hensyn til lønforhandling ikke var begrundet i hendes barselsorlov, har [virksomhed1] A/S overtrådt ligebehandlingslovens § 4.
Efter ligebehandlingslovens § 14 tilkendes [person1] en godtgørelse, der i lyset af forskelsbehandlingens betydning passende kan fastsættes til 20.000 kr.
Ligebehandlingsloven indeholder ikke en bestemmelse om efterbetaling af løn som følge af en krænkelse, og en sådan hjemmel findes ikke at kunne udledes af ligebehandlingslovens § 8 a, eller princippet i lovens § 8.
Ligelønsloven blev ved lov nr. 558 af 17. juni 2008 ændret således, at der også efter ligelønsloven foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Loven, der trådte i kraft den 15. august 2008, gennemførte direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. På baggrund af direktivet, der var gældende i 2006, og under hensyn til sammenhængen i og formålet med ligebehandlingslovgivningen findes den manglende indkaldelse til lønsamtaler i 2006 og 2007 af de grunde, der er anført ovenfor i relation til ligebehandlingsloven, at udgøre en krænkelse også af ligelønsloven.
Det kan imidlertid lægges til grund, at [person1] ikke havde krav på den overenskomstmæssige minimallønsstigning i 2006 og 2007, idet hendes løn oversteg mindstelønnen. Retten finder derfor ikke, at der er påvist en lønforskel, der kan danne grundlag for lønudligning i medfør af ligelønslovens § 2, hvorfor [virksomhed1] A/S frifindes i relation til [person1]s påstand herom. Efter sagens udfald, herunder at [person1] har fået delvist medhold i én påstand, og at der i relation til den anden påstand foreligger en krænkelse af ligelønsloven, tilkendes hun delvise sagsomkostninger på 15.500 kr., hvoraf 15.000 kr. er til dækning af udgiften til advokatbistand, og 500 kr. er til dækning af retsafgift svarende til det beløb, hun har fået medhold i.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, [virksomhed1] A/S, skal inden 14 dage til sagsøgeren, [person1], betale 20.000 kr. med procesrente fra den 15. august 2008 og sagsomkostninger med 15.500 kr.

===== FIL: praksis/dk-fv2022-829.md =====

# Faglig voldgift, 9. februar 2024, sag FV2022-829

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-fv2022-829.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-fv2022-829.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Gruppesammenligning af laboranters og teknikeres arbejde

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1, stk. 2, 3 og 4 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 og 10 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Voldgiften behandlede HK Privats krav om anerkendelse af, at ikke-udnævnte laboranter udførte arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere, samt krav om fremtidig lønregulering og efterbetaling. Anerkendelsespåstanden blev ikke afvist: grupperne var tilstrækkeligt homogene, og overenskomstparten kunne kræve protokollatet prøvet, selv om alle laboranter ikke var medlemmer. Efter en samlet vurdering af arbejdsart, kvalifikationer, ansvar og arbejdsvilkår fandt opmændene imidlertid ikke grupperne sammenlignelige i arbejdsmæssig henseende. Teknikernes selvstændige ansvar for udstyr og produktion samt arbejdsvilkår adskilte sig fra laboranternes. Novozymes blev derfor frifundet for alle tre påstande. Det var ikke nødvendigt at afgøre, om påstandene om lønregulering og efterbetaling var tilstrækkeligt præcise, eller hvordan udnævnte medarbejdere skulle indgå i en beløbsopgørelse. Sagen var så oplyst, at værdispørgsmålet kunne afgøres uden brug af bevisbyrderegler. Hver part bar egne omkostninger og halvdelen af opmændenes honorar.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Kendelsen fortolker det konkrete overenskomstprotokollat og faktiske job. Den godkender ikke generelt virksomhedens lønsystem og gør ikke markedsløn til en selvstændig universel begrundelse. Kilden er den offentlige PDF; tekst i tabeller og billeder er maskinelt aflæst og kan indeholde fejl.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 63 (lov/1.md), § 1, afsnit 64 (lov/1.md), § 1, afsnit 65 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 76 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 77 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 78 (lov/1a.md), § 2, afsnit 23 (lov/2.md), § 2, afsnit 24 (lov/2.md), § 2, afsnit 25 (lov/2.md), § 6, afsnit 26 (lov/6.md), § 6, afsnit 27 (lov/6.md), § 6, afsnit 28 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort af Arbejdsretten. https://arbejdsretten.dk/media/24qbnjwr/fv2022-829.pdf

Kendelse

afsagt den 9. februar 2024 
i faglig voldgift 2022-829

HK Privat 
som mandatar for 
laborantklubben ved Novozymes 
(advokat Jacob Goldschmidt 
og advokat Peter Breum)

mod

Novozymes A/S 
(advokat Morten Eisensee og 
advokat Marta Valgreen Knudsen)

[s. 4]

#### 1. Parternes uoverensstemmelse

Sagens materielle spørgsmål er, om ikke-udnævnte laboranter ansat i Novozymes A/S i Danmark udfører arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere ansat i Novozymes i Danmark. I bekræftende fald er spørgsmålet, om Novozymes skal bringe gennemsnitslønnen for denne gruppe af laboranter på niveau med gennemsnitslønnen for den nævnte gruppe af teknikere, og om lønreguleringen med tillæg af rente skal ske med virkning 5 år eller et kortere tidsrum tilbage i tiden regnet fra sagens anlæg den 28. februar 2022. Sagen rejser endvidere et formalitetsspørgsmål om, hvorvidt de påstande, som klager har nedlagt, overhovedet kan påkendes.

#### 2. Påstande

Klager, HK Privat som mandatar for laborantklubben ved Novozymes, har nedlagt følgende påstande:

*Påstand 1 – Arbejde af samme værdi *

Indklagede, Novozymes A/S, skal anerkende, at ikke-udnævnte laboranter ansat i Novozymes i Danmark udfører arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere ansat i Novozymes.

*Påstand 2 – Fremtidig løn *

Novozymes skal under inddragelse af alle lønelementer og lønvilkår bringe gennemsnitslønnen for ikke-udnævnte laboranter ansat i Novozymes i Danmark på niveau med gennemsnitslønnen for ikke-udnævnte teknikere ansat i Novozymes i Danmark.

*Påstand 3 – Efterregulering *

Novozymes skal til hver af de laboranter, der får reguleret lønnen ved opfyldelsen af påstand 2, med samme procentvise regulering, som laboranten får ved Novozymes´ opfyldelse af påstand 2, regulere lønnen fra 5 år før indlevering af klageskrift (stævning) den 28. februar 2022 og subsidiært fra et af retten fastsat senere tidspunkt. Reguleringen skal udbetales hver medarbejder med tillæg af rente efter renteloven fra tidspunktet, hvor den løn, der reguleres, var til disposition for medarbejderen, og indtil betaling sker.

*Påstand 4 – Novozymes´ afvisningspåstand *

Afvisningspåstanden tages ikke til følge.

[s. 5]

Indklagede har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

#### 3. Sagens behandling

Sagen blev hovedforhandlet den 10., 11., 12., 13., 16. og 17. januar 2024 hos DI, H.C. Andersens Boulevard 18, 1553 København V.

Som sidedommere udpeget af klager fungerede faglig chef Christoffer Marckmann og faglig sekretær Vibeke Ansbjerg, begge HK, og som sidedommere udpeget af indklagede fungerede underdirektør Ulla Løvschal Wernblad, DI, og Head of P&O Europe Global Support Pia Carlé Bayer, Novozymes.

Højesteretsdommer Oliver Talevski, tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam og højesteretsdommer Hanne Schmidt fungerede som opmænd, førstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Der blev den 24. november 2023 gennemført en besigtigelse hos Novozymes omfattende afdelinger i Afdeling 1, Afdeling 2, Afdeling 3, Afdeling 4, Afdeling 5, Afdeling 6, alle i Bagsværd, samt afdelinger i Afdeling 7 og Afdeling 8, begge i Kalundborg. Til stede ved besigtigelsen var – udover de ansatte i Novozymes, der stod for præsentationerne under besigtigelsen – voldgiftsdommerne, sagens advokater samt en række repræsentanter for HK Privat, laborantklubben ved Novozymes og for Novozymes.

Der blev under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, U, V, W, X, Y, Z, Æ, Ø og Å.

Efter bevisførelse og procedure voterede rettens medlemmer. Der kunne ikke blandt sidedommerne opnås flertal for noget resultat. Sagen blev herefter optaget til opmændenes kendelse.

#### 4. Sagsfremstilling

##### 4.1. Novozymes´ ansatte laboranter og teknikere

[s. 6]

Novozymes beskæftiger på verdensplan ca. 6.500 medarbejdere, hvoraf ca. 3.000 er ansat i Danmark. I 2021 beskæftigede Novozymes 398 laboranter og 156 teknikere i Danmark.

Laboranter og teknikere er fordelt således på 13 af Novozymes’ 40 funktionsområder:

[Billede fra originalen, s. 6]

Novozymes har udarbejdet en oversigt over de ansatte laboranters og teknikeres uddannelses- og erhvervsbaggrund, hvoraf følgende fremgår, idet det bemærkes, at det ikke af oversigten vedrørende teknikere er angivet, hvor mange der har gennemført procesteknologuddannelsen:

[s. 7]

[Billede fra originalen, s. 7]

[Billede fra originalen, s. 7]

Den besigtigelse af nogle af Novozymes´ afdelinger i Bagsværd og i Kalundborg, som voldgiftsrettens dommere og advokater foretog den 24. november 2023, blev gennemført efter følgende besigtigelsesplan:

[s. 8]

[Billede fra originalen, s. 8]

##### 4.2. Jobbeskrivelser, stillingsopslag, kriterier for udnævnelse og DISCO-fagklassifikation

Af Novozymes´ ”Job Description Process Technician, EMA Operations” (teknikerstilling) af 29. september 2020 fremgår bl.a.:

[s. 9]

[Billede fra originalen, s. 9]

V

[s. 10]

[Billede fra originalen, s. 10]

Af Novozymes´ ”Job Description for Research Associate in AR” (laborantstilling) af 21. januar 2021 fremgår bl.a.:

[s. 11]

[Billede fra originalen, s. 11]

[s. 12]

[Billede fra originalen, s. 12]

Af Novozymes´ ”Job Description; Pilot Technician in FDOps” (teknikerstilling) af 12. januar 2023 fremgår bl.a.:

[s. 13]

[Billede fra originalen, s. 13]

[s. 14]

[Billede fra originalen, s. 14]

Af Novozymes´ ”Job Description for Lab. Technicians in FDOps & FDCN” (laborantstilling) med seneste opdatering af 9. januar 2023 fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 14]

[s. 15]

[Billede fra originalen, s. 15]

Der er under sagen fremlagt en række eksempler på opslag til stillinger i Novozymes:

Opslag til en stilling som ”Tekniker Recovery Development, Bagsværd” med den 21. juni 2020 som ansøgningsfrist:

[Billede fra originalen, s. 15]

[s. 16]

Opslag til en stilling som ”Laborant, Product and Process Development, Bagsværd” med den 21. juni 2020 som ansøgningsfrist:

[Billede fra originalen, s. 16]

Opslag til en stilling som ”Kvalitetskoordinator i Afdeling 5, Bagsværd” med den 16. juni 2021 som ansøgningsfrist:

[s. 17]

[Billede fra originalen, s. 17]

[Billede fra originalen, s. 17]

[s. 18]

[Billede fra originalen, s. 18]

Af Novozymes´ vejledning af 12. september 2018 om udnævnelse af laboranter og teknikere i Novozymes fremgår bl.a.:

[s. 19]

[Billede fra originalen, s. 19]

[s. 20]

[Billede fra originalen, s. 20]

[s. 21]

[Billede fra originalen, s. 21]

[s. 22]

[Billede fra originalen, s. 22]

Danmarks Statistik har udarbejdet publikationen ”DISCO-08 Danmarks Statistiks fagklassifikation”, hvoraf fremgår bl.a.:

[s. 23]

[Billede fra originalen, s. 23]

…

[Billede fra originalen, s. 23]

…  [s. 24] 3 Arbejde, der forudsætter viden på mellemniveau

31 Teknikerarbejde inden for videnskab, ingeniørvirksomhed og skibs- og luftfart

…

[Billede fra originalen, s. 24]

##### 4.3. Uddannelsesforhold

Af bilag 1 til bekendtgørelse nr. 170 af 2. februar 2021 om ændring af bekendtgørelse om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser fremgår bl.a.:

Uddannelsesoversigt

…..

C. Det bio- og laboratorietekniske område

…..

[Billede fra originalen, s. 24]

[s. 25]

[Billede fra originalen, s. 25]

[Billede fra originalen, s. 25]

[s. 26]

##### 4.4. Lønforhold

Af ”Lønaftale for Laboranter og Teknikere i Novozymes” af 15. februar 2021 fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 26]

[s. 27]

[Billede fra originalen, s. 27]

[s. 28]

[Billede fra originalen, s. 28]

Af referat af møde med Laborant- og Teknikergruppen hos Novozymes den 26. august 1997 fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 28]

…

[Billede fra originalen, s. 28]

[s. 29]

[Billede fra originalen, s. 29]

Af Novozymes´ ”Retningslinjer ved lønregulering og bonustildeling” (udateret) fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 29]

…

[Billede fra originalen, s. 29]

Novozymes har udarbejdet en oversigt ”Data ligeløn Laboranter” for 2017, hvoraf fremgår bl.a.:

[s. 30]

[Billede fra originalen, s. 30]

[Billede fra originalen, s. 30]

[s. 31]

[Billede fra originalen, s. 31]

[Billede fra originalen, s. 31]

Af oversigten for 2018 fremgår bl.a.:

[s. 32]

[Billede fra originalen, s. 32]

[Billede fra originalen, s. 32]

[s. 33]

[Billede fra originalen, s. 33]

Af oversigten for 2019 fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 33]

[s. 34]

[Billede fra originalen, s. 34]

[Billede fra originalen, s. 34]

Af oversigten for 2020 fremgår bl.a.:

[s. 35]

[Billede fra originalen, s. 35]

[Billede fra originalen, s. 35]

[s. 36]

[Billede fra originalen, s. 36]

Af oversigten for 2021 fremgår bl.a.:

[Billede fra originalen, s. 36]

[s. 37]

[Billede fra originalen, s. 37]

[Billede fra originalen, s. 37]

Novozymes har udarbejdet en oversigt ”Data opfølgning på april 2018 samt ligeløn Teknikere”, hvoraf fremgår bl.a.:

[s. 38]

[Billede fra originalen, s. 38]

[Billede fra originalen, s. 38]

Af oversigten for 2019 fremgår bl.a.:

[s. 39]

[Billede fra originalen, s. 39]

[Billede fra originalen, s. 39]

Af oversigten for 2020 fremgår bl.a.:

[s. 40]

[Billede fra originalen, s. 40]

[Billede fra originalen, s. 40]

Af oversigten for 2021 fremgår bl.a.:

[s. 41]

[Billede fra originalen, s. 41]

[Billede fra originalen, s. 41]

Novozymes har udarbejdet følgende grafiske opstillinger af sammenhængen mellem uddannelsesanciennitet, løn og indplacering i organisationen fordelt på henholdsvis laborantområder med mere end 10 laboranter og teknikerområder med mere end 10 teknikere:

[s. 42]

[Billede fra originalen, s. 42]

[Billede fra originalen, s. 42]

Novozymes har udarbejdet følgende oversigt til illustration af andelen af udnævnte laboranter og teknikere og til illustration af lønforskellen:

[s. 43]

[Billede fra originalen, s. 43]

Af HK’s beregning af forskellen mellem kvinders og mænds løn i gruppen af teknikere og laboranter samlet i 2017 fremgår:

[Billede fra originalen, s. 43]

Novozymes har beregnet lønforskellen således under den forudsætning, at udnævnelsespraksis for teknikere havde været den samme som udnævnelsespraksis for laboranter:

[Billede fra originalen, s. 43]

HK har på baggrund af materiale fra Novozymes beregnet lønforskellen således:

[s. 44]

[Billede fra originalen, s. 44]

[Billede fra originalen, s. 44]

[s. 45]

[Billede fra originalen, s. 45]

#### 5. Forklaringer

##### 5.1. A

A har forklaret bl.a., at hun er formand for laborantklubben i Novozymes og er partsrepræsentant i denne sag. Hun blev færdiguddannet som laborant i 1980. Hun har også taget teknikeruddannelsen, som hun blev færdig med i 1985. Hun blev i 2000 ansat i Novo Nordisk og herefter fra 2002 i Novozymes. Hun blev valgt som tillidsrepræsentant i 2012 og blev i 2015 formand for laborantklubben. Siden 2021 har hun desuden været medarbejderrepræsentant i bestyrelsen i Novozymes. Hendes titel er laborant og Laborant Technician.

Laborantklubben har eksisteret i ca. 50 år og blev først opsplittet mellem laboranter i Novo Nordisk og laboranter i Novozymes i 2011. 85 % af Novozymes laboranter er medlemmer af HK. Hun ved ikke  [s. 46] om og hvor de øvrige 15 % er organiseret, men muligvis i gule fagforeninger. Der er tre tillidsrepræsentanter for laboranterne. Der er i Novozymes også bl.a. en håndværkerklub, en teknikerklub og en klub for de administrative medarbejdere. Der er ti tillidsrepræsentanter i hele Novozymes og en fælles formand for alle. Håndværkere, operatører og de administrative funktionærer har hver deres egen lønaftale, mens laborantklubben og teknikerklubben har en fælles lønaftale.

En lang række lokalaftaler er også fælles for laboranter og teknikere, fordi Novo i sin tid insisterede på, at disse aftaler skulle være fælles, og Novozymes har ikke siden villet opdele aftalerne i særskilte aftaler for laboranter og teknikere. Det indebærer også, at laborantklubben og teknikerklubben tidligere har forhandlet løn og ansættelsesvilkår i fællesskab. Efter at denne sag om ligeløn er rejst, har teknikergruppen afvist at forhandle løn sammen med laboranterne. Teknikerne er ikke glade for sagen om ligeløn. De er bekymrede for, hvilke konsekvenser sagen kan få for dem, og om det kan komme til at betyde, at de vil stå stille lønmæssigt. Og der er ikke teknikere, der vil stille op for laboranterne.

Med hensyn til laborantgruppen består den hovedsageligt af personer, der er uddannet som laboranter eller som bioteknikere. Teknikeruddannelsen som procesteknolog svarer på mange punkter til laboranternes uddannelse. Afgrænsningen af teknikerne over for håndværkergruppen sker groft sagt ud fra størrelsen af det anvendte værktøj – teknikere bruger normalt kun små værktøjer, mens arbejde med større værktøjer varetages af håndværkere.

Produktionen i Novozymes er tilrettelagt således, at processen starter i laboratorierne i Lyngby, hvor der er ansat laboranter, men ikke teknikere. Laboratorieprodukterne går videre til Afdeling 1 i Bagsværd. Her gror man produkterne, renser dem op og koncentrerer dem og arbejder med mængder i centiliter. Derefter går produkterne videre til Afdeling 5, hvor man opskalerer mængden af et produkt ved en gæring og en rensning med henblik på udvikling til fremstilling af et færdigt produkt. Teknikere tager sig af gæring og oprensning, men der er også laboranter og kemikere i arbejdsprocessen. Herefter fortsætter udviklingsprocessen i Afdeling 6 i Bagsværd. Produktionen ligger bl.a. i  [s. 47] Kalundborg. I Kalundborg Afdeling 7 er der ikke ansat laboranter, men otte teknikere, der bl.a. gennemfører produktionsprocessen og kallibrerer udstyret, og 82 operatører. De beskrevne afdelinger laver samme enhedsoperationer, blot i forskellig skala med forskelligt udstyr.

Arbejdet med at fremstille enzymer indebærer en sundhedsmæssig risiko, bl.a. i form af, at de ansatte kan udvikle allergi, f.eks. over for enzymstøv. Man kender ikke i dag alle virkninger af de stoffer, der arbejdes med. De ansatte bliver forud for ansættelsen screenet for deres allerginiveau, og der er også årlige helbredskontroller. Helbredsmæssige gener løses i nogle tilfælde ved at flytte de ansatte til andet arbejde. Arbejdet foregår i vidt omfang under anvendelse af beskyttelsesudstyr, og laboranter arbejder med stoffer både i sikkerhedsklasse 1 og sikkerhedsklasse 2. Hun ved ikke, om laboranter undervises mere i sikkerhed end teknikere.

Lønfastsættelse for de ansatte i Novozymes sker en gang om året, hvor der forhandles en ramme, der skal udmøntes i en lønregulering for de enkelte ansatte. Når rammen er fastsat, udmønter ledelsen lokalt, hvilke individuelle lønstigninger der kan gives. Dette er laborantklubben ikke inde over. Hun får oplysninger om laboranternes lønninger, men hun får ikke oplysninger om lønnen for teknikerne.

Der er i Novozymes fastsat ”Retningslinjer ved lønregulering og bonustildeling”**,** hvorefter ledere, dvs. teamledere eller afdelingsledere, ved lønregulering bl.a. skal se på medarbejdernes performance, udvikling, kompetencer og lønniveau i forhold til markedsniveau. Der er ikke tale om en forhandling med de enkelte medarbejdere om lønreguleringen. Medarbejderne får en seddel i hånden om deres lønstigning.

Hun har rejst spørgsmålet om lønforskellen mellem laboranter og teknikere, efter at hun blev formand for laborantklubben. Hun forsøgte at få en dialog med ledelsen og bad om en forklaring på lønforskellen på ca. 5.000 kr. Hun blev afvist af en ledelsesrepræsentant i 2016 med et svar om, at der ikke var noget at komme efter. Herefter gik hun til en chef i direktionen i HR, som sagde, at laboranterne måtte gå et spadestik dybere. Hun har ikke fået nogen fornuftig forklaring på, at der  [s. 48] en lønforskel på 12 % mellem teknikere og laboranter, selv om de er på samme lønaftale. En opregulering af laboranternes løn til teknikerniveauet vil koste mindre end 1 % af Novozymes´ lønsum.

I 2017 fik hun både tal vedrørende laboranter og teknikere, men senere har Novozymes på grund af denne sag ikke givet hende de tal om ligeløn, som udarbejdes for teknikere. Tal fra 2007 om ligeløn viser i øvrigt, at der dengang kun var en lønforskel mellem teknikere og laboranter på ca. 700 kr.

Novozymes har i 2021 udleveret et bilag med detaljerede oplysninger om alle individuelle lønninger for teknikere og laboranter. En nærmere gennemgang af oplysningerne fra oversigten viste, at teknikerne har det højeste lønniveau, at laboranter og teknikere generelt ikke har samme lønniveau, og at der ikke er teknikere med lønninger i det laveste niveau. Novozymes har oplyst, at det skyldes, at markedslønnen for teknikere er højere end markedslønnen for laboranter.

Oplysningerne om den store lønforskel mellem teknikere og laboranter kom bag på hende.

Stillingsopslag vedrørende henholdsvis teknikere og laboranter viser, at der anvendes samme stillingsbeskrivelse for de to grupper – blot med den forskel, at teknikere arbejder med store kolber, mens laboranter arbejder med små kolber. Eksemplerne på stillingsopslag for ”Tekniker Recovery Development, Bagsværd” og ”Laborant, Product and Process Development, Bagsværd” for henholdsvis en tekniker og en laborant viser stort set samme stillingsbeskrivelse for de to stillinger.

Novozymes´ udnævnelse af medarbejdere sker for at fastholde dem ved at ændre deres titel. Udnævnelse er en anerkendelse, men medarbejdernes arbejde ændres ikke. Typisk medfører udnævnelse en lønforhøjelse på 1.000 kr. om måneden. Novozymes´ vejledning af 12. september 2018 om udnævnelse af laboranter og teknikere indeholder retningslinjer for udnævnelser. Kriterierne er angivet i niveau A, B og C. Kriterierne er ikke konkrete og målbare, men snarere elastik i metermål. Det er ikke gennemskueligt, hvorledes udnævnelser har betydning for lønfastsættelsen.

[s. 49]

Det er en beslutning, der er truffet af HK’s advokater, at denne sag skal afgøres alene på grundlag af en sammenligning af lønningerne for ikke-udnævnte laboranter med ikke-udnævnte teknikere, og at gruppen af udnævnte teknikere og laboranter således ikke skal indgå i sagen.

##### 5.2. B

B har forklaret bl.a., at han er leder af en afdeling, der har med generel arbejdsret og relationer til arbejdsmarkedets parter at gøre, i Novozymes og er partsrepræsentant i denne sag. Han har været ansat i Novozymes i 6 år og har ansvaret for kollektive aftaler og relationer. Han har også ansvaret for forhandlinger og lønaftaler med klubberne i Novozymes og med teamledere og vice presidents. Han er uddannet jurist.

Novozymes har i alt 40 funktionsområder i Danmark, hvoraf 13 har ansat teknikere og/eller laboranter. Funktionsområderne dækker over mange forskellige opgaver og arbejdsprocesser. På forskningsområdet udvikles nye produkter, mens produktionen står for fremstillingen af produkter, som Novozymes har produceret ofte gennem mange år, og nyudviklede produkter. HK’s fremstilling af alle afdelinger som et led i en produktion, der opskaleres led for led, er en forsimpling.

Laboranterne i Novozymes er oftest laborantuddannede (285 af de 398 laboranter, svarende til 71 %), men de kan have en anden baggrund, f.eks. som bioanalytikere (7 %). Laboranterne udfører i de forskellige afdelinger forskellige elementer i arbejdet, men er oftest beskæftiget med kvalitetssikring.

Teknikergruppen har en større spredning i deres uddannelsesbaggrund, og der er ikke tale om en homogen gruppe. Mange har erfaring fra industri og produktion. Der er også tidligere håndværkere, mens andre har en helt anden baggrund. Det illustreres også af de fire teknikere, der er ansat i KA Afdeling 8, som beskæftiger sig med etablering af nye tekniske anlæg, og som efter Novozymes´ opfattelse burde udgå af sagen som helt atypiske i forhold til de øvrige teknikere. Teknikerne er formentlig oftest organiseret i Teknisk Landsforbund eller i 3F.

[s. 50]

De udnævnte laboranter og udnævnte teknikere er udeladt af sagen. Det giver et skævt billede at sammenligne ikke-udnævnte laboranter og ikke-udnævnte teknikere, bl.a. fordi der for teknikerne er en tradition for færre udnævnte, mens der er langt flere udnævnte blandt laboranterne. Når man således udskiller de højstlønnede udnævnte laboranter, bliver lønniveauet for de ikke-udnævnte laboranter lavere, mens der udskilles færre af de højstlønnede teknikere af sagen.

Ved fastsættelse af lønniveauet i Novozymes anvender de data bl.a. vedrørende deres egne ansatte, fra Danmarks Statistik og fra forbundene mv., herunder de allerede ansatte næsten 400 laboranter. De stiller også ved ansættelser spørgsmål til ansøgerne om, hvad de forventer i løn, ligesom de spørger ansatte, der forlader Novozymes, om dette skyldes lønnen. Det giver et stærkt grundlag for at fastsætte det rette lønniveau, som er baseret på, at man skal følge med markedet, så niveauet stemmer med, hvad ansøgerne kan forvente. De skal finde det sweet spot, hvor lønniveauet kan tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere, og samtidig ikke fastsætte lønnen så højt, at Novozymes ikke er konkurrencedygtig.

Den løbende lønregulering sker ved en årlig forhandling af en lønpulje med tillidsrepræsentanterne. Lønpuljen beregnes for hele virksomheden globalt og for de enkelte lande og fastsættes bl.a. under hensyn til inflation og andre økonomiske faktorer. Normalt ender dette med en pulje, der er nogenlunde ens for alle grupper af ansatte, f.eks. 2 %.

Det er lederne i Novozymes, der fordeler puljen på de enkelte medarbejdere efter retningslinjerne for lønregulering og bonustildeling. Fordelingen sker normalt med en generel lønforhøjelse for de medarbejdere, der har gjort en god og stabil indsats, og med særlige lønstigninger til medarbejdere, der har gjort det særlig godt og eventuelt er i karriere. Lønnen til den enkelte medarbejder afspejler også, om medarbejderen har opfyldt de personlige mål, der opstilles for den enkelte, så det ikke kommer som en overraskelse, hvad medarbejderen får eller ikke får i den årlige lønregulering. Der kan f.eks. være tale om en fordeling af en pulje på 2 %, således at 1,7 % går til en generel lønregulering, og 0,3 % til særlige lønstigninger. De holder også ved fordelingen øje med, at der skal være ligeløn i virksomheden.

[s. 51]

SMETA, som bl.a. undersøger virksomhedens arbejdsmiljø, tjekker også, om virksomheden overholder sin lønpolitik. Det sker ved en undersøgelse over 3-4 dage. Systemet for lønfastsættelse er meget transparant, næsten som standardløn, og det kan gennemskues, hvordan man som ansat kan påvirke sin løn.

Laboranter og teknikere har en fælles lønaftale fra 1998. Hensigten var at opnå en forenkling, idet det er nemmere at administrere en fælles aftale f.eks. sådan, at en aftale om tilkald kan anvendes for både laboranter og teknikere. Før den fælles lønaftale blev indgået i 1998, var der en lønforskel mellem de to grupper på 8,7 %. Det vidste parterne, da aftalen blev indgået. Tal fra 2001 viser en lønforskel på 8,1 %. I disse tal indgår også de udnævnte laboranter og teknikere.

Han har deltaget i samtalerne med laboranterne om ligeløn siden han blev ansat i 2018. Han holdt bl.a. møder med A. Han fornemmede, at en fælles årlig ligelønsstatistik for laboranter og teknikere ville blive brugt mod Novozymes. De gav derfor for 2018 og frem kun laboranternes tal vedrørende ligeløn til laboranterne og teknikernes tal vedrørende ligeløn til teknikerne. Kommentarerne til tallene om ligeløn i oversigten fra 2017, hvorefter Novozymes aflønner laboranter og teknikere i overensstemmelse med markedet, og hvorefter laboranter og teknikere i Novozymes har henholdsvis et løntal på 105-106 og på 104-105, blev givet som følge af spørgsmålene fra A. Disse løntal er angivet i forhold til en markedsløn på 100 og viser, at Novozymes lønner højere end markedet for at tiltrække og fastholde de bedste arbejdstagere.

Den besigtigelse, som er gennemført for voldgiftsretten, viser meget tydeligt, at laboranter og teknikere udfører forskelligt arbejde, og at de to grupper ikke er sammenlignelige i forhold til ligeløn til kvinder og mænd. Teknikere arbejder meget selvstændigt. De skal kunne forstå udstyret og skal kunne tilkaldes, hvis der opstår problemer. De har ofte meget speciel viden om de enkelte procesapparater som f.eks., hvordan man regulerer en ventil på en tank med kogende masse. Laboranternes arbejde er meget forskelligt fra teknikernes. En hane på en pipette er ikke det samme som en ventil på en tank.

##### 5.3. C

[s. 52]

C har forklaret bl.a., at han arbejder som manager i HR-afdelingen hos Novozymes. Han har at gøre med HR-data og med HR-it-systemet. Hans arbejde omfatter løn og bonus i Danmark og globalt. Han blev ansat i Novozymes i oktober 2005. Han er uddannet økonom.

Efter hans opfattelse vil det koste Novozymes 24 mio. kr. om året, hvis HK vinder denne sag.

Han har siden 2010 udarbejdet en kønsopdelt lønstatistik for hver enkelt medarbejdergruppe hos Novozymes, hvor der er mindst 10 personer, sådan som arbejdsgiverne skal efter loven om ligeløn til mænd og kvinder. Fra 2011 blev den kønsopdelte lønstatistik mere summarisk svarende til de oversigter, der er fremlagt i sagen.

I de første år blev den kønsopdelte lønstatistik gennemgået på et fælles møde, hvor både laborantgruppen og teknikergruppen var repræsenteret. Lønstatistikken omfattede en sammenligning af løn for mænd og kvinder i hver gruppe. Der blev således ikke udarbejdet en sammenligning af lønnen grupperne imellem. I 2017 begyndte laborantgruppen imidlertid at interessere sig for en sådan tværgående sammenligning. Novozymes ønskede ikke at udarbejde en tværgående lønstatistik, fordi det ikke er relevant at sammenligne laboranter med teknikere. Fra 2018 ophørte Novozymes med at afholde et fælles møde med laborantgruppen og teknikergruppen vedrørende den kønsopdelte lønstatistik. Baggrunden var dels et ønske fra grupperne, dels at Novozymes ikke længere mente, at der var behov for at holde et fællesmøde. Statistikken blev herefter gennemgået på et møde for hver gruppe, og det sker også i dag.

Som det fremgår af den fremlagte kønsopdelte lønstatistik for 2017, er laborantgruppen opdelt i tre klasser. Klasse 1 omfatter de ikke-udnævnte laboranter. Klasse 2 og 3 omfatter de udnævnte laboranter, idet klasse 3 vedrører de såkaldte associate scientists. I 2017 var lønforskellen mellem mandlige og kvindelige laboranter i Novozymes på 2,1 % i mændenes favør. På markedet generelt var lønforskellen 6,8 % i mændenes favør. Der har været fokus på at elimi [s. 53] nere lønforskellen i Novozymes, og det er også lykkedes. Aktuelt er der nærmest ingen lønforskel mellem mandlige og kvindelige laboranter hos Novozymes, idet forskellen er 0,1 % i kvindernes favør.

I 2017 var lønforskellen mellem mænd og kvinder i teknikergruppen på 4,7 % i mændenes favør, og i 2021 var forskellen på 5,6 % i mændenes favør. Forskellen skyldes ikke forskelsbehandling af kvinder, men andre forhold. Der er relativt få kvindelige teknikere, og de har i gennemsnit 4 års kortere anciennitet end mændene.

Lønudviklingen for de to grupper var næsten ens i perioden fra 2010-2016. Teknikergruppen har fået en lønstigning på 10,3 %, mens laborantgruppen har fået en lønstigning på 10,2 %.

Han har ultimo 2021 trukket oplysninger om løn mv. fra personalesystemet vedrørende samtlige laboranter og teknikere i Novozymes. Alle medarbejdere er registreret i personalesystemet.

Laborantarbejdet på Novozymes omfattes af Disco-kode 3111 (teknikerarbejde inden for kemisk, fysisk biologisk og bioteknologisk videnskab). Specifikt laborantarbejde har underkode 311110. Teknikergruppen hos Novozymes omfattes af flere Disco-koder, nemlig kode 3116 (teknikerarbejde inden for det kemiske område), 3119 (andet teknikerarbejde inden for fysisk videnskab og ingeniørvirksomhed), 3139 (andet teknisk kontrolarbejde inden for processtyring) og 3141 (teknikerarbejde inden for biovidenskab - undtagen medicinsk område). Baggrunden er, at teknikergruppen er mere uhomogen end laborantgruppen, idet arbejdet er forskelligt afhængigt af, i hvilken afdeling det udføres. F.eks. arbejder nogle teknikere i produktionen, nogle i Pilot-afdelingen, mens andre teknikere er testbagere i forskningsenheden.

Han har udarbejdet en grafisk fremstilling af sammenhængen mellem uddannelsesanciennitet, løn og indplacering i virksomheden fordelt på laborantområder med mere end 10 laboranter og på teknikerområder med mere end 10 teknikere. Fremstillingen viser, at laborantgruppen er pænt varieret alt efter, hvor arbejdet udføres. Laborantgruppen er ikke homogen. Der  [s. 54] er også en pæn lønspredning. Der er en stor forskel på udnævnelser i laborantgruppen afhængig af, hvilket område der arbejdes i. I kvalitetsafdelingen er mere end 70 % udnævnte. I forskningsenheden er 60-70 % udnævnte. På teknikerområdet er der to store hovedområder (EMA Operations med knap 90 teknikere og Product & Process Development med 50 teknikere). Figuren viser, at der er nogen lønspredning afhængig af, hvor teknikerne arbejder.

Han har lavet en beregning af månedslønnen fordelt på teknikere og laboranter i afdelingen for Product & Process Development. Beregningen omfatter 84 medarbejdere og viser, at lønforskellen mellem laboranter og teknikere er på 6,3 % i teknikernes favør. Da arbejdsopgaverne i afdelingen er forskellige, er sammenligningen ikke retvisende. Hertil kommer, at der er stor spredning i anciennitet, og det påvirker statistikken. Hvis f.eks. der ansættes nye laboranter med kort anciennitet, vil det påvirke lønforskellen i kvindernes disfavør.

For at opnå en grad af sammenlignelighed er det nødvendigt at gå helt ned på underafdelingsniveau i Product & Process Development. Problemet er imidlertid, at grupperne er så små, at resultaterne ikke bliver pålidelige. Løngennemsnittet og dermed lønforskellen er meget påvirket af den enkelte laborant eller tekniker i gruppen. En ældre højt placeret tekniker påvirker løngennemsnittet markant. Tilsvarende gælder en ny laborant med kort anciennitet.

Der udnævnes mange flere laboranter end teknikere. I 2021 var 57 % af laboranterne ikke udnævnt, mens ikke-udnævnte teknikere udgjorde 77 %. Lønforskellen mellem ikke-udnævnte laboranter og ikke-udnævnte teknikere var 13 % i laboranternes disfavør ifølge hans beregninger. Når udnævnelsesgraden er så forskellig, giver det ikke mening at sammenligne ikke-udnævnte laboranter med ikke-udnævnte teknikere. Hvis man tager højde for, at flere laboranter end teknikere udnævnes, og for begge grupper antager, at procenten af ikke-udnævnte udgør 57, vil lønforskellen blive reduceret til 9,5 % i de ikke-udnævnte laboranters disfavør ifølge hans beregninger.

Hvis klager får medhold, vil det ifølge hans beregninger medføre, at hele laborantgruppen vil få en lønstigning på 2,7 %.

[s. 55]

Lønforskellen mellem laborantgruppen og teknikergruppen hos Novozymes er 8,7 % i laborantgruppens disfavør. Denne lønforskel afspejler grundlæggende markedsforholdene her i landet, hvor lønforskellen (ud fra landsgennemsnittet) udgør 16 % i laborantgruppens disfavør. Forskellen tyder på, at teknikerne hos Novozymes bliver underbetalt. Hans beregninger viser da også, at der er flere teknikere end laboranter, som forlader Novozymes, således at det er vanskeligere at fastholde teknikerne end laboranterne. Der er med andre ord en skarpere konkurrence i at rekruttere og fastholde teknikere end laboranter.

Klagers beregninger over lønforskellen er baseret på en sammenligning mellem alle laboranter og alle teknikere. Denne sammenligning er ikke relevant. Grupperne er langt fra hinanden. I klagers beregninger er lønforskellen mellem alle laboranter og alle teknikere opgjort til 9,48 % i laboranternes disfavør. I hans beregninger er lønforskellen som nævnt opgjort til 8,7 % i laboranternes disfavør. Forskellen mellem klagers og hans beregninger er begrundet i, at datagrundlaget er lidt anderledes. Den ene beregning er baseret på lønnen i november 2021, mens den anden beregning er baseret på lønnen i december 2021.

##### 5.4. D

D har forklaret bl.a., at han er studieleder på Sjællands Erhvervsakademi i Roskilde for laborantuddannelsen, der udbydes i Roskilde og Slagelse. Han har også erfaring med procesteknologuddannelsen, som han har været studieleder på siden 2013. Han har været med til at formulere kravene til procesteknologiuddannelsen. I april 2023 blev en anden person studieleder på procesteknologuddannelsen.

I bekendtgørelsen om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser anvendes udtrykket ECTS-points. Dette er en fælles europæisk betegnelse for et studies arbejdsmængde. 60 ECTS-points svarer til 1 års fuldtidsstudium. Procesteknologuddannelsen er normeret til 120 ECTS-points svarende til 2 års studier. Laborantuddannelsen er normeret til 150 ECTS-points svarende til 2,5 års studier.

[s. 56]

Der er to eller tre måder at opfylde adgangskravet til laborantuddannelsen og procesteknologuddannelsen. Man kan blive optaget, hvis man har en studentereksamen med matematik og kemi på C-niveau. På procesteknologuddannelsen, men ikke laborantuddannelsen, kan man også blive optaget, hvis man har en relevant håndværksmæssig baggrund eller erhvervsuddannelse f.eks. som slagter, gastronom/kok, mejerist eller procesoperatør. Endelig kan man blive optaget på begge uddannelser, hvis man har en erhvervsuddannelse på mindst 3 år med matematik og kemi på C-niveau.

Både laborantuddannelsen og procesteknologuddannelsen er erhvervsakademiuddannelser på niveau 5, som er kvalifikationsrammen for videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er på niveau 6, mens kandidatuddannelsen er på niveau 7.

I bilag 1, afsnit C, til bekendtgørelsen om tekniske og merkantile erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser er uddannelsen som laborant og procesteknolog nærmere beskrevet.

Laborantuddannelsen er meget praktisk. Alle udbydere har et laboratorium, hvor halvdelen af undervisningen foregår. Analysearbejdet er udgangspunktet for undervisningen. Teorien bruges til at sikre, at de studerende forstår analysearbejdet i laboratoriet. I praksis efter endt uddannelse arbejder laboranter og kemikere i par, men det er noget, som man må spørge de enkelte arbejdsgivere nærmere om. Det er lidt af et håndværk at være laborant.

På procesteknologuddannelsen er det første semester fælles. Først herefter vælger de studerende en af de retninger, som de ønsker at specialisere sig i (ernæringsteknologi, fødevareteknologi, mejeriteknologi og procesteknologi). På det fælles semester lærer de studerende om hygiejne og mikrobiologi. Under studiet stiftes der også bekendtskab med fermentering (gæring), men det er kun på få uddannelsessteder, at de studerende beskæftiger sig med proteinoprensning. Der arbejdes med procesudstyr. Udbyderne har pilotanlæg, som de studerende arbejder med.

[s. 57]

Pilotanlæg er anlæg, som er mindre end produktionsanlæggene. Pilotanlæg bruges til produktudvikling eller til optimering. Inden for branchen arbejder man med forskellige skalaer. Produktionsanlæg er i den store skala, mens pilotanlæg er i en mindre skala. Niveauet under pilotskalaen er laboratorieskalaen, hvor arbejdet med at analysere og måle foregår på et bord. Fermentering (gæring) kan foregå i små skalaer og i store skalaer. Proteinoprensning kan laves i små skalaer og i kæmpestore skalaer. Det kræver forskellige uddannelser at arbejde med små skalaer og store skalaer.

På laborantuddannelsen er der meget fokus på arbejdsmiljø og håndtering af farlige stoffer. Man lærer, hvornår man skal bruge personlige værnemidler, og hvordan man skal håndtere giftige stoffer, f.eks. kræftfremkaldende stoffer.

På procesteknologuddannelsen er der ikke så meget fokus på farlige stoffer, idet man selvsagt skal passe på, når man anvender rengøringsmidler, der kan indeholde giftige stoffer. I undervisningen vælges bevidst ufarlige bakterier, så der ikke sker nogen skade, hvis noget går galt. På grund af de store mængder, der arbejdes med, vil skaden kunne blive meget stor, hvis der blev arbejdet med giftige bakterier.

På procesteknologuddannelsen er kønsfordelingen nogenlunde 50/50. På laborantuddannelsen er der en overvægt af kvinder.

Laborantuddannelsen og procesteknologuddannelsen er ikke den samme uddannelse; det er søsteruddannelser. Laboranter uddannes til at arbejde i laboratorier, mens procesteknologer uddannes til at arbejde med pilotanlæg eller i produktionen. I begge uddannelser har man fag som bioteknologi, kemi, mikrobiologi og hygiejne, men laboranter og procesteknologer kan ikke substituere hinanden umiddelbart efter endt uddannelse. Laboranter og procesteknologer konkurrerer endvidere ikke ret meget med hinanden om jobs. Laboranter hører til i laboratoriet, hvor de skal sikre valide resultater og foretage målinger. Procesteknologer har til opgave at få en proces til at køre eller at optimere en proces.

[s. 58]

##### 5.5. E

E har forklaret bl.a., at hun var færdiguddannet som laborant i 1999 og blev ansat i Novozymes i 2006. Her var hun ansat i forskellige afdelinger, indtil hun i 2017 kom til Afdeling 5, hvor hun var ansat til udgangen af 2022. Hun var fra 2016 tillidsrepræsentant for laboranterne i Novozymes. Hun har siden 1. januar 2023 været ansat som faglig konsulent i Dansk Laborant-Forening i HK Privat.

Under sin ansættelse i Novozymes har hun beskæftiget sig meget med uddannelse og har endvidere siddet i et uddannelsesudvalg, der var ansvarlig for laborantuddannelsen og tidligere tillige for uddannelsen i procesteknologi. De to uddannelser blev således behandlet i samme udvalg og er da også beskrevet i samme afsnit i bilag 1 til bekendtgørelsen om erhvervsakademiuddannelser, nemlig i afsnit C om det bio- og laboratorietekniske område.

Beskrivelserne af de to uddannelser i bilag 1 matcher det arbejde, som udføres af henholdsvis laboranter og procesteknologer i Novozymes. Der er tale om to forskellige uddannelser, men en række fagelementer er de samme. Det gælder f.eks. den del af uddannelsen, der omfatter bioteknologi og drift. For de teknikere, der er ansat i Novozymes, gælder, at det er arbejdet i Novozymes, der bestemmer, hvad de skal lave, således at de oplæres til dette arbejde. Hun har ikke deltaget i oplæring af teknikere.

Fra sit arbejde i HK Privat ved hun, at der for laboranter efter en opgørelse pr. 31. december 2023 er en ledighedsprocent på 1,6 % og i hovedstadsområdet en ledighedsprocent på 1,0 %, hvilket anses for at være fuld beskæftigelse. Der er stor efterspørgsel efter laboranter, og det er svært at få besat alle stillinger. HK’s opgørelser viser også, at der fra 2022 til 2023 er sket den ændring, at laboranter skifter job oftere end for et år siden. Der er en større medarbejderomsætning.

##### 5.6. F

F har forklaret bl.a., at hun blev færdiguddannet som laborant i 2000. Hun blev i 2007 ansat i Novozymes, hvor hun nu har været ansat i 16 år. Hun arbejder i Afdeling 9 i Lyngby med grundforskning i et traditionelt laboratoriemiljø. Hendes arbejdstid, der ligger fra 8-16 mandag til fredag, deles ligeligt  [s. 59] mellem laboratoriearbejde og dokumentationsarbejde. Hun er desuden arbejdsmiljørepræsentant og bruger ca. 20 % af sin arbejdstid herpå.

Hun er udnævnt, og da det skete, fik hun mere ansvar. Udnævnte laboranter forventes at arbejde mere selvstændigt end ikke-udnævnte og skal også være rollemodeller. Der er ikke teknikere involveret i hendes arbejde.

Afdeling 9 er den afdeling i Novozymes, hvor man starter alle nye produkter – altså det første led i udviklingsprocessen af et nyt enzym. De tager udgangspunkt i svampe og bakterier – f.eks. en svampeplet på en kartoffel – og finder ud af, om disse kan indgå i en produktion i Novozymes.

Arbejdet udføres eventuelt for en kunde, som ønsker at få løst et problem, f.eks. at få en mere miljørigtig eller effektiv version af et middel, der skal afrense fedtpletter. Sådanne henvendelser til kundeafdelingen kan give anledning til et projekt, der bliver til i projektgruppen, og som tildeles en kemiker i hendes afdeling. Kemikeren vælger, hvorfra man skal forsøge at klone nye produkter, og hun får herefter tildelt sit arbejde hermed af en kemiker. Det sker f.eks. ved et formøde, hvor de taler om målet med projektet, og hun får derefter frie tøjler til at løse sin opgave. Hun sparrer med kemikeren, hvis hun herunder løber ind i problemer. De opstiller benchmarks og bestemmer, hvad produktet skal kunne, eventuelt efter sammenligning med et eksisterende produkt. De vælger det materiale, hvorfra der skal klones, ud fra deres erfaring og ofte fra naturen. De har også skuffeprojekter, hvor de selv får en god ide, som de måske arbejder videre med.

De arbejder i en målestok fra få mikroliter og op til 5 liter. De laver ofte en række versioner af det samme produkt, f.eks. 200 prøver, hvor de vælger de bedste. Deres produkter sendes videre til oprensningsafdelingen, som oprenser deres produkter, hvorefter de får dem retur. De bruger robotter, der kan effektivisere arbejdet, der ellers må udføres manuelt. Robotter kan ikke erstatte laboranterne, men kan hjælpe dem i arbejdet ved at udføre det hurtigere. Der er ikke sket fyringer som følge af den øgede anvendelse af robotter.

[s. 60]

Hun arbejder ikke meget efter SOP’er (Standard Operation Procedures), men anvender en protokol. Hun ved normalt selv, hvordan hun skal tilpasse en proces for at få resultater. Hun kan også få tildelt arbejde fra en kemiker f.eks. med at finde manglende led i en DNA-streng, hvor hun skal læse litteratur og artikler mv. Hun har i den forbindelse et tæt samarbejde med en kemiker. En kemiker kunne i princippet udføre hendes arbejde, men kemikere er ikke så trænede i at arbejde i laboratoriet og roder mere end laboranter. Når de har resultater, afrapporterer enten kemikeren eller hun til projektgruppen. Deres materialer sendes herefter videre til Afdeling 1 i Bagsværd, hvor de er bedre til at vækste produktet.

Arbejdsmiljø er højt prioriteret. Alle ansatte, der skifter fra en afdeling til en anden, skal ved skiftet havde et intro-kursus til, hvorledes man i arbejdet skal tage hensyn til arbejdsmiljøet. Alle laboranter skal endvidere læse information om de kemikalier, som de arbejder med, og hvordan man skal arbejde med dem med hensyn til beskyttelse, f.eks. anvendelse af stinkskabe mv.

##### 5.7. G

G har forklaret bl.a., at hun er laborant i Novozymes’ forskningsafdeling 10 i Lyngby. Hun har en baggrund som butiksslagter og er uddannet procesteknolog. Hun har været ansat hos Novozymes i 12 år, de første 5 år som tekniker. Uddannelsen til procesteknolog tog 2 år, og hun var herefter et halvt år i praktik som tekniker hos Novozymes. Hun blev fulgt af en kollega i starten. På grund af kemikalieallergi måtte hun efter 5 år flytte til anden beskæftigelse og overgik til arbejde som laborant.

Som tekniker arbejdede hun i skiftehold i pilotafdelingerne 11 og 12, Afdeling 5. Når hun mødte ind om morgenen, lå der en seddel med den produktionsopgave, hun skulle udføre, og med angivelse af nummeret på den batch, som skulle køres (produceres). Hun havde selv ikke nærmere kendskab til produktet. En produktionsproces varede typisk 2-3 dage. Man sendte løbende prøver fra produktionen til en laborant. Det skete for at kontrollere at alt var, som det skulle være, så eventuelle fejl kunne blive korrigeret. Som tekniker havde hun ringe indflydelse på arbejdsopgavernes udførelse. Hun kunne godt afprøve forskellige metoder i produktionsprocessen, men hun kunne ikke ændre på opgaven.

[s. 61]

Som laborant arbejder hun mandag-fredag, primært kl. 8-16 (med fleks). I hendes afdeling beskæftiger man sig med at berige fødevarer. Det er en ren forskningsafdeling, hvor man udfører forsøg og opbygger erfaring. Hun indgår i et samarbejde med kemikere, som fordeler arbejdsopgaverne til laboranterne. Hun planlægger selv sit arbejde og taler med en kemiker, hvis det ønskede resultat ikke opnås. Efterhånden får man som laborant mere erfaring og kan arbejde mere selvstændigt. Hun vil beskrive sit arbejde som laborant som ret selvstændigt. Hun er som laborant ikke udnævnt.

Det er hendes opfattelse, at arbejdet som laborant er farligere end arbejdet som tekniker. Man får som laborant, men ikke som tekniker, en god undervisning og instruktion i håndtering af farligt stof.

Da hun kom fra stillingen som slagter til stillingen som tekniker, gik hun ned i løn. Først efter ca. 7 år hos Novozymes kom hun op på den løn, hun fik som slagter på ca. 35.000 kr. pr. måned. Hun bevarede sin løn, da hun overgik fra at være tekniker til at være laborant.

##### 5.8. H

H har forklaret bl.a., at han er leder (director) af Afdeling 13 under Research & Development hos Novozymes. Han kom til Novozymes i 2006. Han blev afdelingsleder i 2008 og har haft den nuværende lederstilling siden 2012. Han har ca. 60 medarbejdere under sig. De er fordelt på tre afdelinger, en computerafdeling og to laboratorieafdelinger. I de to laboratorieafdelinger er der beskæftiget i alt ca. 20 laboranter, ca. 10 i hver afdeling. Af de ca. 20 laboranter er to mænd. Den ene laboratorieafdeling udfører fortrinsvis molekylærbiologiopgaver, mens den anden fortrinsvis beskæftiger sig med screening og tests. Inden for hver af de to laboratorieafdelinger er arbejdet ret ensartet, og de to afdelingers opgaver er beslægtet.

Afdelingerne beskæftiger sig med af finde ud af, hvilke enzymer der kan anvendes til bestemte projekter, og hvordan man kan optimere og forbedre. Der er tale om den tidlige, undersøgende fase. Afdelingerne beskæftiger også akademikere (kemikere). Kemikerne har ansvaret for projekterne og tilrettelægger arbejdet for laboranterne, som står for udførelsen. Tilrettelæggelsen sker eventuelt i  [s. 62] sparring med laboranterne. Som laborant arbejder man i et laboratorium med stoffer i små volumener. Man udfører både manuelt arbejde med pipetter mv. og anvender robotter.

Laborantarbejdet er i stigende omfang blevet automatiseret ved brug af robotter. Dette har medført, at man kan klare sig med færre laboranter, og der er derfor laborantstillinger, som ikke er blevet genbesat. Men automatiseringen giver også laboranterne mere tid til arbejdet med projekterne. Laborantarbejdet adskiller sig fra kemikerarbejdet bl.a. ved, at kemikerne designer eksperimenterne, hvorefter laboranterne udfører dem og får biologisk materiale ud som resultat af dem. Herefter vurderer kemikeren resultatet, og hvis resultatet er brugbart, bringer kemikeren det videre til en projektgruppe.

Hos ham tager man meget gerne laborantelever ind, så de kender virksomheden, når de skal fortsætte som laboranter. Ansætter man en laborant med laborantuddannelse, som ikke har været elev i virksomheden, kræves der en oplæring på 1/2 – 1 år. Laboranterne arbejder i almindelig dagtid med fleks.

Af de ca. 20 laboranter er seks ikke udnævnt. De laboranter, som bliver udnævnt, er typisk personer, som har ydet en god og selvstændig arbejdsindsats og som kan arbejde med større ansvar. Kernen i arbejdet er det samme efter udnævnelse, men med større selvstændighed.

Der er lønfastsættelse en gang om året. HR udmelder rammerne for de forskellige medarbejdergrupper. Hans tre afdelingsledere fremkommer herefter med oplæg til lønreguleringen for de enkelte medarbejdere til hans godkendelse. Lønreguleringen sker på baggrund af performance. Der gennemføres årlige og halvårlige evalueringssamtaler med medarbejderne. Ofte sker lønreguleringen på den måde, at en vis del af puljen fordeles generelt uden hensyn til performance, mens en anden del fordeles efter performance. Lønnen forhandles ikke med de enkelte medarbejdere. Man følger Novozymes´ ”Retningslinjer ved lønregulering og bonustildeling”.

##### 5.9. J

[s. 63]

J har forklaret bl.a., at hun er laborant og blev færdiguddannet for 40 år siden. Hun har været ansat i Novo Nordisk og senere i Novozymes i ca. 38 år og arbejder i Afdeling 1, Research & Development, underafdeling 14. Hun er udnævnt.

Afdelingen er en udviklingsafdeling, som yder støtte til den afdeling, som beskæftiger sig med stammekonstruktion. De arbejder i agile teams bestående af laboranter og kemikere med forsøgsprojekter. Kemikerne opstiller projektmål og forsøgsplaner, og laboranterne planlægger og udfører den praktiske del af forsøgene og foretager dokumentation af data. Der er ikke ansat teknikere i afdelingen.

De får deres materiale fra forskningsafdelingen i Lyngby i form af DNA. Opgaven i hendes afdeling er sikre, at denne DNA kan producere enzymer i tilstrækkelige mængder til, at det eventuelt senere kan anvendes i en produktionsproces. De skal udvikle materialet og forbedre materialets produktion af enzymer. De kan herunder teste en lang række prøver af det samme materiale. Under deres forsøgsproces kan de sende de fremstillede enzymer til kvalitetskontrol i Q&C-afdelingen, som bl.a. tester, at enzymerne er sterile. Deres slutprodukt er en lille produktionsstamme, en lille ”fabrik”, der kan producere enzymer, i et lille rør. Disse rør sendes typisk videre til Afdeling 5 (Pilot), som skal teste, om produktionsstammen kan virke i en større størrelse og eventuelt senere i en egentlig produktion.

Hun arbejder bl.a. med en robot kaldet Pegasus, som anvendes til at lave en produktionsstamme. Robotten er udviklet af Novozymes i samarbejde med en anden virksomhed og bruges også andre steder i Novozymes. Pegasus-robotterne, som de har tre af, anvendes under gæringsprocessen og betjenes af laboranter, som er uddannet hertil af laboranter og teknikere fra Pilot. I stadiet forud for anvendelsen af Pegasus anvender de mikrotiter bakker, der er små gæringstanke i plastic med 96 rum. De anvender også en robot, Hamilton, som fylder materiale i mikrotiter bakkerne. Hun er superbruger for denne robot og står for den daglige pasning af robotten. Brugen af robotter indebærer også programmering, og dette varetages også i et vist omfang af laboranter. Hun har også kemikalieansvar og er ansvarlig for korrekt registrering, mærkning og brug af afdelingens kemikalier, således at sikkerhedskrav kan overholdes.

[s. 64]

Der er som nævnt ikke ansat teknikere i afdelingen. Hun mener, at hun efter en oplæring godt kunne udføre arbejde i Afdeling 5, hvor det er teknikere, der står for at gennemføre gæring og rensning i den lidt større målestok. Bl.a. ville hun kunne betjene en Pegasus-robot, som også findes der.

Hun mener ikke, at lønfastsættelsen i Novozymes er klar og gennemskuelig, og hun ved ikke, hvad der skal til, før hun ville kunne stige i løn.

##### 5.10. K

K har forklaret bl.a., at hun er chef for Afdeling 1, der består af fire underafdelinger med i alt godt 70 medarbejdere. Hun har en master i biokemi og PhD i molekylær biologi og genetik. Hun har været i Novozymes i 23 år.

I Afdeling 1 er der ansat lidt flere akademikere end laboranter.

Afdelingens hovedopgave er i overordnede træk at fremstille enzymer, som kan produceres i en så stor mængde, at det bliver kommercielt interessant for Novozymes. Processen består i at skabe enzymer i bakterier eller svampe. Mikroorganismerne gives næring, så de kan vokse. Samtidig hermed produceres enzymerne, som via molekylær biologi ”spyttes” ud (sekreteres) i gæringsvæsken, hvorefter de oprenses. Enzymerne analyseres og måles herefter i Pilot-afdelingen eller i Q&C-afdelingen.

Laboranterne står for den praktiske udførelse af laboratorieopgaver. Akademikernes opgave består i at udtænke det projekt, som skal udføres. Akademikerne kan også udføre de praktiske opgaver, som laboranterne laver, men akademikerne er ikke så erfarne i dette arbejde som laboranterne. Laboranternes opgave består endvidere i håndtering og opsamling af data.

Arbejdet i afdelingen er som nævnt fordelt på fire underafdelinger, men arbejdet foregår i teams på tværs af underafdelingerne, hvor de enkelte teams kan fungere som en helhed med forskellige kompetencer. Laborantarbejdet er forskelligt fra underafdeling til underafdeling. En  [s. 65] af underafdelingerne fokuserer på automatisering. I denne afdeling arbejder J. Herudover arbejder laboranterne i molekylærafdelingen, i dataafdelingen og i fermentationsafdelingen (gæringsafdelingen). Også inden for den enkelte underafdeling er arbejdet forskelligt. Det skyldes, at nogle laboranter arbejder med svampe, mens andre arbejder med bakterier. Svampe og bakterier opfører sig ikke ens. Laboranterne er højt specialiserede.

Det er i princippet samme cyklus, som laboranterne gennemfører gang på gang. Men tingene opfører sig ikke altid, som man tror, og i den situation må laboranterne gøre noget andet. Laborantarbejdet i hendes afdeling er noget helt andet end det laborantarbejde, som udføres i Q&C-afdelingen. Molekylærbiologi er noget andet end analysearbejde.

I afdelingen vil de gerne indføre så megen automatisering som muligt. Det er en rejse, de er på. Automatisering har den virkning, at de kan køre med meget større mængder, at de kan standardisere processen, og at de kan undgå menneskelige fejl. På gæringssiden anvender de robotten Pegasus, som har medført kæmpe fremskridt. De bruger færre hænder, og antallet af laboranter er i dag mindre end tidligere. Reduktionen er ikke sket via afskedigelser, men ved, at ledige stillinger ikke er blevet genbesat. I afdelingen har de ikke så mange superbrugere, og der er kun to laboranter, som er superbrugere. Den ene er J, som er udnævnt laborant og særligt dygtig.

Det er ikke nogen udfordring at rekruttere laboranter. Det kræver en laborantuddannelse at få ansættelse som laborant i hendes afdeling. De har løbende elever i praktik, og det er navnlig fra eleverne, at de rekrutterer laboranterne. Det er en fordel, fordi eleverne kender til arbejdet, og fordi de kan se eleverne an. Når de rekrutterer laboranter ”fra gaden”, ser de på, om laboranterne har erfaring med molekylærbiologi eller gæring. De helt nyansatte laboranter skal også gennem en oplæringsproces, så de kan indgå i driften. Oplæringen tager 2-4 måneder, og der er tale om sidemandsoplæring.

Laboranterne arbejder efter protokoller og metoder. De arbejder ikke efter SOP’er, men i afdelingen forsøger de at standardisere arbejdet. Arbejdsprocessen er lidt mere ”loose”, fordi  [s. 66] afdelingen er en del af forskningsenheden. Hvis noget går galt under arbejdet, laver de arbejdet om, og finder ud af, hvad grunden er til, at det gik galt.

I afdelingen er der 22 udnævnte laboranter, mens to laboranter ikke er udnævnt. Der er tale om en flok supererfarne laboranter, som er eksperter inden for deres kompetenceområde.

Det billede med en surdej, der vokser, som klager har tegnet, er meget forsimplet. Processen er meget mere kompleks. I hendes afdeling udfører de eksperimenter med henblik på at fremstille egnede enzymer, som kan blive til noget. Så laver de 100 ampuller, som sendes til Pilot med henblik på opskalering. Opskaleringen i Pilot og senere i produktionen i store mængder med noget helt andet udstyr kan ikke sammenlignes med en surdej, der vokser og bliver til rugbrød. Der bygges ikke blot videre.

Lønreguleringen foretages en gang om året på baggrund af performance. Lønreguleringen forhandles ikke. Performance vurderes med udgangspunkt i de mål, der er fastsat for det enkelte team og for den enkelte medarbejder. Performance vurderes midt på året og i slutningen af året. I den forbindelse har hendes afdelingsledere modtaget retningslinjer om lønreguleringen fra HR-afdelingen, således at vurderingen af performance kan blive så ensartet som muligt. Hendes afdelingsledere har i øvrigt 1:1 samtaler med deres medarbejdere en gang om måneden, hvor de bl.a. kan tale om, hvad der skal til for at stige i løn.

##### 5.11. L

L har forklaret bl.a., at hun er ansat som laborant hos Novozymes i Afdeling 3 under Research & Development. Hun kom til Novozymes som praktikant i 2017 og blev udlært som laborant i 2018. Hun har været i sin nuværende afdeling i ca. 4 år. Hun er tillidsrepræsentant. Hun er som laborant ikke udnævnt.

Efter at hun blev udlært, arbejdede hun i en periode i Afdeling 3 med forskellige opgaver for en enkelt stor kunde, der bl.a. fremstiller og sælger vaskemidler. Det kunne f.eks. dreje sig om undersøgelser af, om vaskeenzymet kan fungere i de forskellige typer vand, som brugerne forsynes med i  [s. 67] forskellige lande. De opgaver, hun udførte, var veldefinerede og beskrevet af kemikere. Hun var ny i denne periode og arbejdede derfor ikke så selvstændigt.

Efter arbejdet for den store kunde bestod hendes arbejde som laborant i at teste, om det resultat, en kunde ønskede med hensyn til et enzym, kunne opnås. Når man testede, havde man øje for, i hvilket eller hvilke lande produktet med enzymet skulle bruges. Skulle et vaskepulver f.eks. bruges i Vietnam, skulle man teste med vand, som havde den samme hårdhed mv., som blev leveret til brugerne i dette land, og man skulle teste med de vaskemaskiner, som blev anvendt der. Hvis ikke det ønskede resultat blev opnået med den sæbe, kunden fremstillede, kunne det komme på tale at drøfte med kunden, om sæbens ingredienser kunne ændres, så de sammen med enzymet blev til en sæbe med de ønskede egenskaber. Man testede i hendes afdeling også materiale, som ikke kom fra kunder, men f.eks. fra forskningsafdelingen i Lyngby. Hendes arbejde som laborant krævede kreativitet for at finde ud af, hvad der virkede.

Hun arbejder nu som laborant i Freshness under Afdeling 3. Man beskæftiger sig der med rensning af ikke synlige pletter og tilsmudsninger mv. på tøj mv., f.eks. pletter mv., der giver sig udslag i dårlig lugt (sure strømper og sved mv.). Det udviklede enzym virker sammen med sæben og fjerner pletten. Undertiden skal flere forskellige enzymer anvendes i en sæbe for at opnå det ønskede resultat, da en plet kan indeholde flere forskellige ingredienser. Man tester materiale fra forskningsafdelingen i Lyngby og afprøver det på tekstiler. Tests foregår i små skalaer og således ikke i en vaskemaskine. Man bruger robotter til arbejdet. Laboranten står for testen og programmerer robotten.

Arbejdet udføres i samarbejde med en kemiker, som beskriver arbejdsopgaven, hvorefter laboranten udfører den og udarbejder forsøgsplan. Kemikeren tager stilling til og udvælger, hvad der skal præsenteres for en eventuel kunde. Der er i et vist omfang udarbejdet SOP’er til brug for tilrettelæggelsen af arbejdet. Man arbejder i teams (laboranter og kemikere), som løbende holder møder. Det er et led i testen, at man også undersøger, hvordan enzymet opfører sig efter forløbet af nogen tid (hvad sker der f.eks. med enzymet i et vaskepulver, når det har stået på en butikshylde i 12 måne [s. 68] der?). Efter et tilfredsstillende testresultat skal resultatet videre til Pilot, inden det sættes i produktion. Det kan tænkes, at man hos hende modtager materialet tilbage fra Pilot med henblik på udførelse af yderligere tests.

”Job Description for Research Associate in AR” passer på jobfunktionen for hende og de andre laboranter, hun arbejder med. Beskrivelsen passer også på en udnævnt laborant.

Det er hendes opfattelse, at hendes lønfastsættelse er uigennemskuelig.

##### 5.12. M

M har forklaret bl.a., at han er uddannet som ingeniør i bioteknologi fra DTU og blev ansat i Novozymes som student i 2006. Han har senere arbejdet i Novozymes som kemiker og som afdelingsleder og er nu Senior Director i Afdeling 3 R&D.

Afdeling 3 R&D består af tre afdelinger. Alle tre afdelinger beskæftiger sig med enzymer i anvendt grundforskning, såkaldt baljekemi, hvor man bl.a. tester, om enzymer har den virkning, som man ønsker at opnå. De tre afdelinger arbejder med hver sin type af enzymer.

Laboranternes arbejde består bl.a. i at teste vaskemidler i forskellige skalaer herunder test af, hvordan et enzym virker i en vaskeproces, og af stabilitetsprøver. Der bruges forskellige enzymer til de forskellige typer af pletter. Laborantarbejdet kan være meget forskelligt og varieret. Der kan f.eks. være tale om at samarbejde specifikt med en kunde om at udvikle et enzym, der kan fjerne græspletter, hvor testen sker i et længere flow. Laboranterne arbejder i et vist omfang med SOP’er og med andre procedurer, som f.eks. at tests skal foregå med 4 kg tøj i en vaskemaskine, men der anvendes ikke SOP’er i udviklingsarbejde.

Laboranternes arbejde planlægges i et samarbejde mellem en kemiker og laboranten f.eks. for en kommende uge, men der laves ikke planer f.eks. et halvt år frem i tiden. Kemikere og laboranter sætter sammen et forsøg op, således at hypoteserne udarbejdes af kemikeren, mens de, hvis der er  [s. 69] tale om en laborant med erfaring, i fællesskab kan planlægge forsøgets set up. Det er normalt kemikeren, der præsenterer resultaterne opad, f.eks. for ham, men det kan også være laboranten, eventuelt sammen med kemikeren.

Der er gennemført en automatisering af noget af laboranternes arbejde. Det har ikke ført til, at de har skåret ned på antallet af laboranter, men i stedet til, at de kan gennemføre mere arbejde end tidligere.

Når en laborantstilling slås op, er det et krav, at ansøgere er uddannede laboranter, og at de besidder de grundlæggende kompetencer for laboranter, men de oplæres efter ansættelsen i arbejdet i afdelingen. De tager mange elever ind, bl.a. med henblik på eventuelt at ansætte dem, når de er færdiguddannede.

Laboranterne arbejder mandag til fredag i dagtimerne med flekstid. Ca. 40 % af laboranterne er udnævnte, hvilket indebærer, at de kan varetage mere komplekse opgaver eller har en speciel kompetence, men jobbeskrivelserne er de samme for udnævnte og ikke-udnævnte laboranter. Lønfastsættelse foretages af de tre afdelingsledere efter en fast proces, hvor afdelingslederne bl.a. ser på, om de enkelte laboranter har opfyldt de mål, der er fastsat for dem. Han skal godkende udmøntningen af lønstigninger.

##### 5.13. N

N har forklaret bl.a., at hun er laborant i Pilotafdeling 11 i Bagsværd. Hun blev uddannet i 1988 og blev ansat i Novozymes (dengang Novo Nordisk) i foråret 1989. Hun har arbejdet i Pilotafdeling 11 i mere end 25 år.

Afdelingen hører organisatorisk under afdeling 15. De produktionsstammer, de anvender i Novozymes, omtales som virksomhedens kronjuveler, fordi det er produktionsstammerne, som genererer virksomhedens indtjening.

[s. 70]

I hendes afdeling er der en masse gæringstanke og rør, der fører ud til tankene. De anvender tanke med 500 liter og 2.500 liter. De anvender også mindre tanke (Chemap-tanke), hvor der kan være 20 liter. I den robot, de bruger, Pegasus, anvendes meget små tanke, hvor der kan være et indhold svarende til to kopper.

I Pilot foretages forsøg for at se, om tingene virker, som de skal, inden enzymerne skal produceres. Hvis fejlene først opdages under produktionen, hvor der arbejdes med meget store mængder, kan det blive for dyrt.

I overordnede træk begynder hendes arbejdsproces med at hente en lille ampul med en produktionsstamme, som kommer fra Afdeling 1 eller fra laboratoriet for produktionsstammer. Ampullerne opbevares i en fryser med en temperatur på minus 80 grader eller koldere. Produktionsstammen skal ”vågne”. Det sker ved at foretage podning i en kolbe med noget væske. Man tager en sprøjte og suger svampen eller bakterien i ampullen op, og sprøjter indholdet ind i kolben, hvorefter kolben placeres i et termostatrum med passende temperatur. I weekenden er det teknikerne, som står for podningen. Hun eller hendes kollega har gjort det hele parat i fryseren, så teknikerne ved, hvad der skal podes.

Herefter afventes, at svampen eller bakterien vokser i en periode (vækstperioden). Så hentes kolben fra termostatrummet, og svampen eller bakterien suges op i en sprøjte efter tilsætning af en buffer, hvorefter indholdet puttes ned i tanken, som herefter er blevet podet.

I tanken, hvor kolbens indhold efter vækstperioden bliver puttet ned, er der f.eks. kartoffelprotein, salt og sukker samt vand, som teknikerne har tilsat, typisk i henhold til en SOP. Mens gæringen i tanken er i gang, skal der tilsættes f.eks. vand eller sukker. Det står teknikerne for efter instruktion fra en kemiker.

Gæringsprocessen kan tage flere dage, f.eks. 10 dage. Teknikerne tager jævnligt prøver, der skal analyseres. Analysen foretages af en laborant i laboratoriet, eller prøven sendes til analyse i kvalitetsafdelingen (Q&C). Der er kemikerne, der har bestemt, hvor prøven skal hen, og det  [s. 71] er kemikerne, der beslutter, hvilke prøver der skal tages. Teknikerne tager også prøver med henblik på at måle PH-værdi og sukkerindhold. Disse målinger foretager teknikerne selv. Der må ikke ske infektion af det, som er i tanken. Laboranterne laver hver morgen en test for at fastslå, at tanken ikke er blevet inficeret.

Under gæringsprocessen dukker der jævnligt uforudsete ting op, og så hjælper laboranterne med at løse problemerne. Det kræver erfaring at se på en prøve, om der er noget galt, eller om alt er, som det skal være.

Når gæringsprocessen er færdig, sendes massen med enzymer til rensning, så enzymet kan blive isoleret. Mikroorganismerne (svampene eller bakterierne) bliver slået ihjel og håndteret som affald.

I hendes afdeling anvender de robotter. De har ikke en Hamilton robot i afdelingen, men de har som nævnt bl.a. en Pegasus robot. Hun betjener selv en robot, og hvis der er noget galt, har hun indtil videre selv kunnet reparere fejlene. Ellers er der en hotline, som hun kan kontakte.

Det varierer, hvor meget tidspres der er i hendes arbejde. Det beror på, hvor meget manuelt arbejde hun skal udføre. Hun er involveret i indkøb af nyt udstyr.

Hun har et fast møde med kemikerne en gang om ugen. Derudover mødes de, når der er behov for det. Der er en glidende overgang med hensyn til de opgaver, som hun og kemikerne tager sig af. Hun er ikke udnævnt laborant. I Pilot-afdelingen er der ikke tradition for, at laboranter udnævnes.

Hun vil kunne lave det arbejde, som teknikerne udfører. Men det kræver en vis oplæring. Tankene styres af en computer, hvorfra man f.eks. kan åbne eller lukke en ventil. Hun vil også kunne lære at betjene computeren.

[s. 72]

##### 5.14. O

O har forklaret bl.a., at han er ansat i Novozymes som laborant og arbejder i Afdeling 5, Pilotafdeling 12 (rensningspilot). Han er uddannet laborant og kom til Novozymes som praktikant i 2017. Han har som laborant arbejdet i forskellige afdelinger hos Novozymes og har også været ude af virksomheden i en periode. Han har arbejdet i Pilotafdeling 12 siden 2021.

Rensningen er trinnet efter gæringen og går ud på at isolere det enzym, der skal sælges. Kemikeren beskriver for hvert enkelt produkt, hvad der må være i massen efter rensningen. Det varierer alt efter, hvad produktet skal anvendes til. Skal det anvendes til fødevareproduktion, kræves typisk et renere produkt med færre ”fremmedingredienser”, end hvis det skal anvendes til f.eks. vask.

Når massen modtages efter gæring, tager en tekniker en prøve, som analyseres af en laborant i laboratoriet. Derefter tilsættes massen kemikalier til brug for rensningsprocessen. Efter denne proces foretages filtrering og fornyet laboratorietest af en prøve. Der udarbejdes herefter i laboratoriet en opskrift på, hvordan rensningsprocessen skal gennemføres i en større skala, og på baggrund af denne opskrift udfører teknikerne rensningen. Hvis der opstår problemer med opskriften, kan det komme på tale, at teknikerne sender opskriften tilbage til laboratoriet med henblik på forbedring. Laboranter og teknikere anvender i et vist omfang det samme udstyr.

Som laborant møder man typisk kl. 7 og har typisk rensningsmateriale klar til teknikerne ved 9-tiden.

Det er hans opfattelse, at hans lønfastsættelse er uigennemskuelig.

##### 5.15. P

P har forklaret bl.a., at hun er Director i Afdeling 5. Hun er kemiingeniør og har arbejdet i Novozymes i 31 år, herunder tidligere i produktionen i 13 år, som projektchef i 13 år, og som chef for Pilot Plant i 4 ½ år.

Afdeling 5 består af seks afdelinger med i alt 95 ansatte. De udvikler gærings- og rensningsprocesser med henblik på, at disse senere kan anvendes i produktionen. De skaber opskrifterne for gærings-  [s. 73] og rensningsprocesser. Herudover laver de i et vist omfang enkelte produkter for kunder og prøvebatch til udlevering eller salg.

De arbejder i 11 teams. Kemikere har ansvaret for de forskrifter, der bliver resultatet af arbejdet, men de øvrige ansatte medvirker i processen med at skabe forskriften.

I Pilotafdeling 11, som er gæringshallen, arbejdes med gæringsprocesser, og arbejdet f.eks. med at pode kolber varetages af laboranter på hverdage og af teknikere i weekenden. I øvrigt står teknikere for gennemførelsen af gæringsprocessen og udtagelse af prøver undervejs, mens laboranter analyserer prøverne eller sender dem andre steder hen for at blive analyseret. Arbejdet i gæringshallen er i et vist omfang rutineopgaver, f.eks. arbejdet med podning, og der er mange standardopgaver og færre specialopgaver end i rensningen. De foretager 800 gæringer i hallen om året.

I Pilotafdeling 12, som er afdelingen for rensning, renses de resultater, der kommer fra gæringsafdelingen. Man undersøger, hvordan man kan bedst kan oprense de enzymer, der er blevet skabt i gæringen, og udarbejder en forskrift for rensningen. Kemikere starter med at opstille en plan for rensning af hvert enkelt produkt. Planen kan blive justeret af den laborant, der skal medvirke ved rensningen, og selve rensningen udføres herefter af teknikere. Rensningen indebærer flere forskellige processer end gæring, og arbejdet med rensning er mere varieret. Der er derfor også mere interaktion mellem kemikere og laboranter på daglig basis end i gæringsarbejdet.

Der er stor forskel på laboranternes opgaver i forbindelse med gæring og oprensning, og de har i dag kun en enkelt laborant, der kan varetage opgaverne i begge processer. På sigt er det deres ønske, at alle laboranter kan varetage laborantopgaverne i begge processer.

Ved ansættelsen af laboranter lægger de bl.a. vægt på, om de pågældende er dygtige og grundige og vil kunne udføre specialopgaver indimellem. De ansætter sjældent elever. Laboranterne arbejder i dagtimerne med flekstid.

[s. 74]

Teknikere er ansat i seks af de 11 teams. Teknikerne er typisk personer, der kan bruge deres hænder og har et godt håndelag, og som kan følge forskrifter for processerne. Det er teknikere, der udfører selve gæringen og rensningen i gærings- og rensningsafdelingerne.

I gæringen skal teknikerne følge de forskrifter, der er fastsat af en kemiker, for en gæringsproces. De skal herunder forberede gæringen ved bl.a. at opmåle de råvarer, der skal anvendes i gæringen, og overføre podematerialet til de tanke, hvori gæringen gennemføres. De skal endvidere overvåge gæringsprocessen og selv gribe ind, hvis noget går galt, eller gribe ind efter drøftelse med en kemiker. Teknikerne betjener også den Pegasus-robot, der bruges i gæringen. I gæringen har teknikerne også ansvaret for de udenomsanlæg, der medvirker i gæringsprocessen. Det er f.eks. anlæg, der producerer ilt, isvand eller kølevand til brug for processen, og omrørere. Teknikerne overvåger dette udstyr. Hvis de ikke selv kan løse problemer, kan de hidkalde personale fra vedligehold eller tale med deres ledere om løsninger.

I rensningen arbejder teknikerne også efter konkrete anvisninger fra en kemiker om den rensningsproces, der skal foretages. Teknikerne har her også ansvaret for det udstyr, der anvendes, og de skal i forbindelse med oprensning sikre, at udstyret er rent, koble det op, sørge for, at det kører, og herunder justere flowet i rensningsprocessen.

Generelt har teknikerne herudover ansvaret for at vedligeholde udstyr og løse problemer med udstyr, herunder f.eks. skifte en pakning og kontrollere pumper og ventiler. De beskæftiger sig også meget med rengøring af udstyr og af omgivelserne, herunder ved manuel rengøring. Teknikere har ofte tungt arbejde.

Teknikerne arbejder i skiftehold fra kl. 6 morgen til kl. 22 om aftenen, også i weekenderne, men de arbejder ikke om natten. De kan blive tilkaldt ved alarmer om natten, og det sker omkring hver anden måned. De teknikere, som de ansætter, har ofte en uddannelse i procesteknologi, men de kan også være uddannet fødemiddeltekniker eller have erfaring fra andet lignende arbejde, f.eks. i Novo eller i Chr. Hansen. Efter ansættelse skal en tekniker oplæres, således at de starter med nemme opgaver og efter ca. 1 år er i stand til at varetage de basale funktioner i den daglige drift.

[s. 75]

Når de opslår en laborantstilling, får de typisk ca. 40 ansøgninger, mens antallet af ansøgninger til teknikerstillinger er omkring det halve. Det er sværere at rekruttere teknikere end laboranter.

Teknikernes hovedopgave er at levere et produkt, mens laboranterne hjælper i processen med input til planlægningen og med at analysere udtagne prøver mv. Teknikernes arbejde er tungere og også mere uforudsigeligt end laboranternes. Der er færre problemer med laboranternes udstyr end med teknikernes udstyr, og anvendelse af laborantudstyret indebærer ikke tungt arbejde. Laboranter udfører også rengøring, bl.a. i laboratoriet, med henblik både på sikkerhed og for at undgå inficering.

Operatører udfører en del af deres arbejde i et overlap med teknikernes arbejde. Det kan ske, at en operatør med lang erfaring kan skifte til en stilling som tekniker.

Da hun startede i sin stilling, var der ikke tradition for at udnævne medarbejderne i Afdeling 5, men de påbegyndte et arbejde med at anvende udnævnelse som en motivation. Betingelserne for at udnævne er, at medarbejderen er dygtig og hjælpsom, hjælper med oplæring af de øvrige ansatte og typisk har en særlig kompetence og kan ses som rollemodel. Afdelingslederne skal nikke til en udnævnelse, og de har en boblerliste med kandidater til udnævnelse. Siden sommeren 2021 har de gjort mere ud af at udnævne medarbejdere, således at ca. 20 % af laboranter og teknikere nu er udnævnte. Der er nu i hvert fald fire udnævnte teknikere i de seks afdelinger. Udnævnelse medfører typisk en lønforhøjelse på 1.000 kr. månedligt og op til 2.000 kr.

##### 5.16. Q

Q har forklaret bl.a., at hun har været ansat i Novozymes siden 2002. Hun arbejder i Kalundborg i en afdeling, der hører til Q&C. Hun er laborant. Hun er tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.

Hun arbejder i den mikrobiologiske gruppe. Der er to andre grupper, nemlig en kemisk gruppe og en substratlaboratoriegruppe. Det er den kemiske gruppe og den mikrobiologiske gruppe, som får prøver til analyse. Der er ikke ansat teknikere på hendes område.

[s. 76]

Hendes arbejde består i at lave kvalitetskontrol af prøver – både prøver, der er taget under gæringsprocessen, og prøver, der er taget under rensningsprocessen. Hun har SOP’er, der skal følges, således at analysen foretages på samme måde hver gang. Det er nok udarbejdet ca. 600 SOP’er til brug for analysearbejdet. Hendes arbejde kan betegnes som klassisk laborantarbejde. Hun arbejder selvstændigt.

Ud over analyse af prøver foretager de podninger i hendes afdeling. Podningen sker i samarbejde med kemikerne i henhold til en plan. Der podes i potter, hvor der kan være 1 liter.

I hendes afdeling laves der risikovurderinger af arbejdsprocesserne. Sikkerhedsmæssige og arbejdsmiljømæssige spørgsmål bliver også jævnligt drøftet på tavlemøder, hvor spørgsmålet er et fast punkt på dagsordenen.

##### 5.17. R

R har forklaret bl.a., at hun i Novozymes arbejder som laborant i Quality Control, afdeling 16 (Q&C). Hun har været hos Novozymes i 23 år, heraf de sidste ca. 4 år i den nuværende arbejdsfunktion.

I kvalitetskontrollen deltager hun i arbejdet med at foretage laboratorieanalyser. Der er ofte deadlines, hvilket der er styr på. Hun arbejder i almindelig dagtid med fleks, men deltager også i arbejde i aftenhold fra kl. 14.30 til kl. 22.00, ligesom hun indgår i weekendvagter. Hun arbejder som laborant i samarbejde med kemikerne, som har ansvaret for, hvad der sendes videre efter kvalitetskontrollen. Laboranterne planlægger og udfører opgaverne, og de bestiller nye prøver, hvis noget går galt. Som laborant bliver man ved med at arbejde, til man opnår det ønskede resultat. Laboranten prøver selv at fejlfinde og søger ellers bistand fra en kemiker. En opgave kan f.eks. indeholde udfordringer, hvis der er givet et forkert estimat. Der er tale om et selvstændigt arbejde. Noget af arbejdet foregår ved brug af robotter, som laboranterne betjener. Kemikerne har kontakten til rekvirenten af opgaven.

##### 5.18. S

[s. 77]

S har forklaret bl.a., at hun er Senior Director og chef for Novozymes’ afdeling 17 vedrørende global Quality Control. Hun er uddannet kemiingeniør og kom til Novozymes i 2001. Hun startede som kemiker i produktionen. Hun er nu chef.

Laboranterne hos hende udfører klassisk laboratoriearbejde, herunder podning i kolber og analysearbejde. Nogle laboranter har udover kerneopgaverne ansvar for udstyr, sikkerhed eller compliance. Udvalget og diversiteten af udstyret i kvalitetskontrollen er mindre end i produktionen. Er der brug for support med hensyn til udstyret, og kan laboranterne ikke udføre opgaven, tilkaldes en intern eller ekstern tekniker. Laboranterne kan klare de mere almindeligt forekommende og forholdsvis simple udstyrsproblemer. Normalt er der ikke problemer med laboratorieudstyret. Laborantopgaverne kan være forskellige fra afdeling til afdeling, men er ret ensartede inden for de enkelte afdelinger.

Man bestræber sig på at minimere risikoen for fejl. Målet er at levere pålidelige testresultater i rette tid. I kvalitetskontrollen er man meget drevet af faste og standardiserede procedurer. Man tilrettelægger arbejdsdagen, når man møder ind.

Hos hende tager man gerne laborantelever ind. For at blive ansat som laborant, skal man have gennemført laborantuddannelsen. Ca. 10-20 % af hendes laboranter er udnævnt. Der kan være forskellige årsager til, at en laborant opnår udnævnelse. Typisk drejer det sig om, at man har et ansvarsområde, der består af andet end basislaboratorieopgaver.

##### 5.19. T

T har forklaret bl.a., at han blev laborant i 1972 og har været ansat i Novozymes herunder tidligere i Novo Nordisk i 50 år. Han arbejder som laboratorietekniker i Afdeling 18, i Kalundborg. Afdelingen beskæftiger sig med optimering af gæringsprocesser og ligger ved siden af produktionen. Afdelingen er organisatorisk knyttet til Pilot, dvs. udvikling.

[s. 78]

Afdelingens opgave er at forfine og forbedre gæringsprocesser, således at dette kan hjælpe i produktionen af de store mængder, så der fås et større udbytte. I hans afdeling får de samme produktionsstammer fra laboratoriet som produktionen. De arbejder dog med langt mindre mængder end i produktionen og anvender typisk Chemap tanke, der rummer ca. 20 liter, og som er udviklet under medvirken af laboranter. Arbejdet med disse tanke har han lært via sin erfaring.

De er i afdelingen tre laboranter og en tekniker, og deres arbejde foregår i samarbejde med en kemiker. De laver det samme alle fire og kan hjælpe hinanden på kryds og tværs. Der er således ikke forskel på det arbejde, der udføres af de tre laboranter, og arbejdet som udføres af teknikeren. Teknikeren, som har været i afdelingen i 5 år, og som kom fra Bagsværd, er i øvrigt oplært af laboranterne. De foretager alle fire fejlfinding. De arbejder kontinuerligt og er på skift på arbejde i weekenderne, således at de er på arbejde hver fjerde weekend.

Han arbejder 80 % og tjener ca. 40.000 kr., hvilket for 100 % indebærer en løn på 46.000 kr. Hans kolleger tjener noget mindre, formentlig 38-40.000 kr., idet de ikke har lige så lang anciennitet som ham. Han har tidligere været udnævnt, men ophørte med at være udnævnt, da han flyttede til Kalundborg, fordi udnævnelsen skulle bruges til en anden medarbejder. Han gik dog ikke ned i løn.

##### 5.20. U

U har forklaret bl.a., at han er industrioperatør. Han er også uddannet som kontorassistent. Han blev ansat i Novozymes for mere end 22 år siden. De første 18 år arbejdede han på skiftehold. Han har i de sidste 4 år været tillidsrepræsentant for operatørerne, der er organiseret i 3F.

Der er en høj organisationsgrad blandt operatørerne. Ud af 350 operatører er der kun seks, der ikke er medlem af 3F. Operatørerne har deres egen klub i fællesklubben og deres egne lønaftaler mv. Novozymes har tiltrådt Industriens Overenskomst, og hans klub har indgået lokalaftaler med virksomheden.

[s. 79]

Operatørerne tager sig af det meste i produktionen, som kører 24/7 året rundt. Operatørerne modtager en podekolbe fra laboratoriet, og så begynder produktionsprocessen i samarbejde med kemikerne. Teknikerne har til opgave at supportere operatørerne. Støtten kan f.eks. bestå i at implementere udstyr, når der er behov for det. Teknikerne kan også være tovholdere, hvis der er udfordringer. Det sker i samspil med håndværkere i vedligehold eller med kemikerne. Teknikernes support er primært relateret til udstyr.

Hvis der under produktionsprocessen er noget, der går galt, og det er ukompliceret, er det operatørerne selv, der ordner det, som f.eks. at skifte en ventil. Hvis der er en mere kompliceret opgave, tager teknikerne sig af det, og hvis det er en endnu mere kompliceret opgave, kaldes der på en intern eller ekstern håndværker eller en tekniker til at løse opgaven. Hvis fejlen er mere af procesmæssig karakter, kontaktes en kemiker. En programmør kan tilkaldes, hvis der er tale om fejl i styresystemerne. Teknikerne rådgiver om, hvem der i givet fald skal tages kontakt til. Ud over supportfunktionen til operatørerne har teknikerne andre projekter, f.eks. at opgradere forskellige ting.

Laboranter er ikke involveret i produktionsprocessen – ud over at laboranterne har lavet podekolben. Der bliver dog afleveret prøver fra produktionen til laboranterne efter faste intervaller, eller hvis der er noget, som er gået galt.

De fleste teknikere i produktionen har en baggrund som operatører. De bliver udvalgt på grund af flair for arbejdet, dygtighed og indsigt. De skal have en uddannelse som procesteknolog eller tage en sådan uddannelse eller nogle akademimoduler.

Han tror, at operatørernes løn nogenlunde svarer til teknikernes løn. Men operatørerne får også et tillæg for at arbejde på skiftehold. Teknikere arbejder ikke på skiftehold.

##### 5.21. V

[s. 80]

V har forklaret bl.a., at han er produktionschef i Afdeling 7 hos Novozymes i Kalundborg. Han kom til Novozymes i 2003. Han har ca. 350 medarbejdere under sig. Heraf er ca. 40 teknikere. Resten er operatører, kemikere og ledere. Der er ingen laboranter.

I produktionen i Kalundborg udføres produktion af enzymer i stor skala. Man modtager produktionsstammer fra Pilot og opskalerer til produktion i stor skala. Denne opgave er meget kompleks, og stoffet opfører sig ikke altid på samme måde som ved produktion i mindre skala. Produktionstrinnene er de samme som i Pilot. Der skal således gennemføres gæring og rensning.

Det er operatørerne, som styrer produktionen. Oplæringsperioden for en operatør er 3 år. Teknikerne supporterer operatørerne. Teknikerne følger med i, hvordan produktionen forløber og er – bl.a. på baggrund af beskeder fra operatørerne – opmærksomme på eventuelle fejl og afvigelser, som teknikerne har ansvaret for at følge op på og gå videre med til rette vedkommende for at få problemet løst, hvis teknikerne ikke selv kan løse problemet. Teknikerne samarbejder i tilfælde af problemer ofte med dygtige operatører og kemikere for at få problemet løst. Teknikerarbejdet varierer meget, og teknikerne kan ikke på forhånd forudse, hvordan en dag forløber. Det er også en teknikeropgave at kunne se frem og f.eks. ved deltagelse i messer at være opmærksom på, om nyt interessant produktionsudstyr er kommet på markedet. En tekniker skal (mod løntillæg) kunne tilkaldes uden for normal arbejdstid.

Teknikerne rekrutteres typisk fra kredsen af operatører. En talentfuld operatør kan blive opfordret til at tage uddannelsen som procestekniker for derefter at blive ansat som tekniker. Uddannelsen kan tages i kombination med fortsat deltidsarbejde som operatør. I så fald tager uddannelsen 4 år. Hvis en tekniker ansættes ”fra gaden” med procesteknikeruddannelse, kræves typisk en oplæringsperiode på 6-12 måneder. På grund af den interne rekruttering er der i praksis ikke problemer hos ham med at rekruttere teknikere.

Det har store konsekvenser, hvis en produktionsbatch ødelægges. Det kan for en enkelt batch koste 1/2 – 1 mio. kr. Sidste år, som var særlig slemt, måtte 1-2 batches kasseres hver måned. Han er ikke  [s. 81] klar over, hvor stor en del der skyldes fejl fra teknikere. Han vil tro, at ca. 1/3 af tilfældene kan henføres til menneskelige fejl.

En operatørs grundløn udgør 39.253 kr. pr. måned, hvis der er tale om en senioroperatør på slutstadiet. En teknikers startløn udgør ca. 43.000 kr. pr. måned. De dygtigste teknikere får ca. 50.000 kr. pr. måned. Til de nævnte lønninger kommer skifteholdstillæg og tilkaldetillæg.

##### 5.22. W

W har forklaret bl.a., at han er laboratorietekniker (Laboratory Technican) i Afdeling 6 i Bagsværd. Han blev færdiguddannet i 1995. Han blev ansat i Novozymes i 2003 og har arbejdet som laborant i en afdeling ved navn Pharma, der blev nedlagt i 2014. Herefter blev han ansat som tekniker, hvilket han var i 4 år, hvorefter han skiftede til sin nuværende arbejdsplads, hvor han arbejder som laborant. Han er organiseret som laborant.

Han arbejder med SPD (Solid Product Development), dvs. med udvikling af processer til produktion af faste produkter – og ikke med udvikling vedrørende flydende produkter. Afdelingen er en udviklingsafdeling, der arbejder på at forbedre Novozymes´ produkter eller på at udvikle et nyt produkt. De får deres materiale fra afdeling 5, når materialet har gennemgået en gæring og en oprensning. Materialet er altid flydende ved modtagelsen og kommer i dunke eller tanke. Deres opgave er at omskabe produktet til fast form, f.eks. til granulat. Det kan f.eks. ske i et spraytørringsanlæg.

Der er ansat både teknikere og laboranter i afdelingen, og de samarbejder med kemikere.

Afdelingens teknikere samarbejder med kemikere, således at kemikeren opsætter eller formulerer en arbejdsopgave, hvorefter teknikere udfører opgaven og eventuelt kommer med forslag til ændring af processen. Produktet herfra kommer derefter til laboratoriet, der analyserer det bl.a. med henblik på, om det overholder de krav, der er er opstillet for produktet. Der kan også undervejs i processen være et samarbejde mellem teknikere og laboranter, således at laboranter skal teste og analysere prøver af et produkt. Et par af deres teknikere er oplært i at bruge laboratorieudstyr, så de f.eks. kan måle partikelstørrelser eller indholdet af tørstof i et produkt. Dette arbejde kan således  [s. 82] udføres både af laboranter og teknikere. I hovedtræk er forskellen på laboranter og teknikere, at teknikere laver et produkt, mens laboranterne analyserer det.

Han arbejder for tiden sammen med en tekniker med håndværkerbaggrund. Det er Novozymes, der sørger for, at de ansatte kan bestride deres stilling, og teknikere kan f.eks. af Novozymes få tilbudt en procesteknologuddannelse. I dag kan man dog næppe komme ind fra gaden og blive tekniker. De har i øvrigt både laborantelever og elever fra procesteknologuddannelsen med det formål eventuelt selv at ansætte de pågældende, når de er færdiguddannet.

I SPD er der i laboratoriet ansat 15-20 personer, hvoraf to er mænd, mens fordelingen blandt de syv teknikere er mere ligelig med tre kvinder og fire mænd.

Skiftet mellem en laborantstilling og en teknikerstilling har ikke givet problemer, og dette skifte kan også ske for andre laboranter og teknikere, hvis de har lyst. Det er er kun et spørgsmål om at blive oplært i de forskellige afdelinger til at anvende det udstyr, der findes i afdelingerne. Der er ikke den store forskel på oplæringen af en laborant og en tekniker i en ny afdeling. Udstyret, som anvendes af laboranterne, har de ofte selv deltaget i udviklingen af. Både laboranter, teknikere og kemikere følger løbende med i udvikling af nyt udstyr og kommer med forslag til optimering af udstyret eller indkøb af nyt.

Han skiftede fra teknikerstillingen tilbage til en laborantstilling, primært fordi han var mere interesseret i laborantarbejde, der er mere alsidigt, og fordi han i højere grad kan medvirke til at udvikle nye analysemetoder mv. Desuden fik han slidgigt. Han har tidligere været udnævnt, men ophørte med at være udnævnt, da han skiftede til SPD, fordi han ikke havde erfaring med arbejdet der.

##### 5.23. X

X har forklaret bl.a., at han er chef for Afdeling 6, der består af tre underafdelinger i Danmark og en underafdeling i Kina. Han er uddannet kemiingeniør i Holland og har en PhD fra Danmark. Han har været ansat i Novozymes i 22 år.

[s. 83]

Hans afdeling udfører en pilotfunktion, hvor formålet er at skabe viden, f.eks. om, hvordan produktet skal sammensættes, eller hvordan processen skal udvikles, så den kan overføres til produktionen. Der er ikke nogen produktion i afdelingen, men der laves prøver, som kunderne kan evaluere.

I hans afdeling arbejdes der i en større skala, men ikke i en så stor skala som i produktionen. Der er forskel på at arbejde i Pilot og i produktionen. Der er ikke en 100 % relation mellem Pilot og produktionen. At arbejde i stor skala som i produktionen giver andre udfordringer. Man skal have kendskab til, hvordan udstyret i produktionen virker. I Pilot kan de dog foretage et godt skøn over, hvad der vil virke i produktionen.

Processen med at udvikle faste produkter er kompliceret og kræver, at man har ingeniørmæssige kvalifikationer. Det samme er ikke tilfældet for så vidt angår processen med at udvikle flydende produkter, hvor i princippet et bægerglas med kemikalier skal omrøres.

P’s afdeling har med gæring og oprensning at gøre. Herfra sendes væsken til hans afdeling, hvor det udvikles til en flydende eller en fast form via en proces. Det er en anden arbejdsproces end den, der foregår i P’s afdeling. Det kan godt lade sig gøre at flytte medarbejdere fra hendes afdeling til hans afdeling. Men det kræver oplæring. Flytning er sket på kemikerniveau, men ikke mellem laboranter og teknikere.

Det tager tid at blive oplært som tekniker. En laborant kan derfor ikke uden videre blive tekniker. Det kræver oplæring i 6 måneder for, at en udlært tekniker kan udføre sit arbejde selvstændigt. For at en tekniker kan bidrage til udvikling af formuleringerne kræves der erfaring i flere år. Han har teknikere med 1 år og 6 måneders anciennitet, som stadig er ved at lære det. Teknikere, der kommer fra produktionen, kan hurtigere læres op, fordi de kender produktet. Det er nemmere at blive oplært, hvis man har en uddannelse som procesteknolog. Oplæringsperioden for en udlært laborant er kortere end oplæringsperioden for en udlært tekniker.

[s. 84]

Han og afdelingslederne drøfter, om en laborant eller tekniker skal udnævnes. Afdelingen har et system for vurdering af den enkeltes faglige og personlige kvalifikationer.

##### 5.24. Y

Y har forklaret bl.a., at hun hos Novozymes arbejder i Pilot som Head of Afdeling 6. Hun er uddannet som kemiingeniør.

Der er hos hende to produktionsgrupper, solid og fluid. Laboranterne foretager stabilitetsundersøgelser og laver analysearbejde. Teknikerne er beskæftiget med produktion af forsøgsmateriale og håndterer store mængder. Teknikeropgaven med at tørre og fremstille granulater er kompliceret. Der undervises i dette på procesteknologuddannelsen. En tekniker skal have godt kendskab til det udstyr, der anvendes, og teknikeren skal vide, hvad der skal gøres, hvis udstyret ikke virker eller skaber problemer. Teknikerne hos hende skal have truck kørekort. Laboranterne skal have indsigt i laboratorieudstyret. Hun har ikke operatører. Hun beskæftiger otte teknikere, hvoraf tre er kvinder. Hun beskæftiger ca. 15 laboranter. Fem laboranter og tre teknikere er udnævnt.

Det er sværere at rekruttere teknikere end laboranter. Både laboranter og teknikere skal oplæres. En laborant kan varetage en række opgaver på egen hånd efter nogle måneders oplæring og kan arbejde selvstændigt efter ca. 1/2 år. En tekniker skal oplæres i ca. 1/2 år og kan arbejde selvstændigt efter ca. 1 år.

For at blive ansat som laborant, skal man som det klare udgangspunkt have gennemført laborantuddannelsen. Det er ualmindeligt, at en medarbejder skifter fra tekniker til laborant, således som W har gjort.

##### 5.25. Z

Z har forklaret bl.a., at hun er Associate Scientist i afdeling 19. Hun er uddannet bioanalytiker og tilhører laborantgruppen. Hun har været ansat i Novozymes i snart 35 år og er udnævnt i C-gruppen. I afdelingen er der ansat både bibliotekarer, laboranter, ingeniører og kemikere.

[s. 85]

Hun arbejder hovedsagelig ved en pc med masterdata, som anvendes af produktionen, af laboratorierne og i marketingsafdelingen. Masterdata er bl.a. de kvalitetsstandarder, som skal godkendes, før et produkt kan leveres til en kunde. De indeholder anvisninger og en beskrivelse af de procedurer, prøver og tests, der skal gennemføres i forbindelse med fremstillingen af et produkt, når en kunde har afgivet en ordre. Der er ansat to personer til at varetage dette arbejde. Der anvendes laboranter hertil, fordi de skal kende produkterne og de analysekrav, der gælder for produkterne.

Herudover er hun tilkaldevagt uden for almindelig arbejdstid hver anden uge, idet hun er ansvarlig for arkivering af toxologiprøver og vævsprøver, som opbevares i frysere. Hun bliver tilkaldt, hvis der udløses en alarm. Det kan være, når en fryser svigter, eller der er strømsvigt, og hendes opgave er at flytte prøverne, hvis det er nødvendigt. Hun og den anden kollega, der har tilkaldevagt, tilkaldes omkring fem gange om året i alt, og de får et månedligt tillæg for tilkaldevagten.

##### 5.26. Æ

Æ har forklaret bl.a., at hun hører til produktionen og er direktør for Afdeling 20, hvor man gennem en proces laver et koncentrat til en fast form. Hun er uddannet kemiker og har været i Novozymes i 32 år. Hun blev direktør for hele området i 2019. I hendes afdeling er der ansat ledere, driftsoperatører, teknikere, ingeniører og håndværkere. Ud af ni teknikere er fire udnævnt.

Granulering laves også i Pilot. Men udstyret i hendes afdeling er anderledes. Granulering foregår ved, at der i maskintårnet tilsættes råvarer og mellemvarer, hvorefter indholdet gennem en proces med bl.a. kogning og tørring bliver til granulat. Det er driftsoperatører, som arbejder i tårnet.

Teknikerne har til opgave at bistå driftsoperatørerne og optimere udstyret eller ændre det, hvis noget går galt. Teknikerne laver instruktion til driftsoperatørerne om anvendelsen af nyt eller ændret udstyr. Driftsoperatørerne anvender teknikernes instruktioner (opskrift) under deres arbejde. Teknikerne skal sikre, at udstyret kan anvendes til den formulering, der kommer fra Pilot.

[s. 86]

Det er ikke særligt påregneligt, hvordan en teknikers arbejdsdag foregår. Det afhænger af, om udstyret bryder sammen. Sker det, bliver det en forfærdelig dag for teknikeren. Driftsoperatørerne kan tilkalde teknikerne også efter arbejdstid. Ofte kan problemet løses telefonisk. Men teknikerne må gennemsnitligt en gang om ugen møde ind for at løse problemer uden for arbejdstid.

En tekniker, der ansættes i hendes afdeling, skal gerne have et stort kendskab til almindeligt procesudstyr og indgående kendskab til udstyret i hendes område. Derfor finder hun sine teknikere blandt driftsoperatørerne, som skal tage en akademiuddannelse som procesteknolog for at blive teknikere. En tekniker, som ansættes ”fra gaden” med en uddannelse som procesteknolog, skal typisk gennem et oplæringsforløb på 6-12 måneder, før teknikeren er 80 % kørende. De kan godt rekruttere og fastholde teknikere, men der er konkurrence fra Novo Nordisk i Kalundborg.

##### 5.27. Ø

Ø har forklaret bl.a., at hun er afdelingsleder i Novozymes´ afdeling 8, i Novozymes Kalundborg. Afdelingen beskæftiger sig med virksomhedens interne projektudviklingsopgaver.

Hun beskæftiger ikke laboranter i sin afdeling, men bl.a. teknikere, som falder i to grupper. Den ene gruppe af teknikere er en del af den medarbejdergruppe, som udarbejder projekter og skitser mv., bl.a. i dialog med kunderne og eksterne rådgivere. Disse teknikere tager sig af at beskrive projektet, for at det kan fungere korrekt. Det kan f.eks. omfatte en beskrivelse af, hvor en pumpe skal placeres. Den anden gruppe af teknikere tager sig af design og dokumentation, når man i slutfasen skal have tegnet projektet rigtigt op, efter at man har sikret sig, at alt er, som det skal være. Design og dokumentation bliver bl.a. anvendt i produktionen.

##### 5.28. Å

[s. 87]

Å har forklaret bl.a., at han er afdelingschef i Novozymes´ HR-afdeling 21, og at han bl.a. beskæftiger sig med politik og proces for aflønning af Novozymes medarbejdere i de ca. 30 lande, hvor Novozymes har ansatte. I hans afdeling ser man på, hvordan lønfastsættelsen skal ske, og hvor Novozymes lønmæssigt skal ligge i markedet for hver af de forskellige personalegrupper. Der er et marked for hver personalegruppe. Der er ingen sammenhæng mellem f.eks. lønnen til laboranter og lønnen til teknikere på grund af de forskelle, der eksisterer med hensyn til uddannelse, arbejdsopgaver og substituerbarhed mv. Det er vigtigt, at Novozymes for hver personalegruppe placerer sig rigtigt lønmæssigt, således at man på den ene side kan tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere og på den anden side ikke sætter virksomhedens konkurrenceevne over styr. Det indgår i vurderingen, om det er let eller svært at rekruttere medarbejdere inden for de forskellige medarbejdergrupper. Er det svært, kan det tale for, at man lægger sig lidt over markedslønnen, således at man undgår en for stor medarbejderudskiftning. I hans afdeling undersøger man markedet for hver personalegruppe så godt man kan ved hjælp af tilgængelige lønstatistikker og andre tilgængelige kilder.

Hos Novozymes aflønner man både laboranter og teknikere over markedet. Det er mest udtalt for laboranternes vedkommende. Efter hans opfattelse kan det overvejes, om teknikerne skal have mere i løn, da de er sværere at rekruttere end f.eks. laboranterne.

Hvis klager får medhold i sine påstande, vil Novozymes blive suverænt lønførende for laboranter, og Novozymes vil have et forklaringsproblem over for andre medarbejdergrupper, som givet vil presse på for også at opnå en lønforbedring. Novozymes vil også kunne få problemer med sin konkurrenceevne over for f.eks. virksomheder, som ikke beskæftiger teknikere, men kun laboranter, og som derfor ikke behøver at justere deres lønninger til laboranter.

Det ligger Novozymes meget på sinde at sikre, at man overholder reglerne om ligeløn. Der er ligeløn inden for alle medarbejdergrupper.

#### 6. Overenskomstgrundlag mv.

Novozymes har tiltrådt Industriens Funktionæroverenskomst (med nogle fravigelser, der er uden betydning for denne sag).

[s. 88]

I henhold til § 3, stk. 1, i funktionæroverenskomsten aftales lønnen for den enkelte medarbejder i hvert enkelt tilfælde mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Efter § 3, stk. 2, skal lønnen give udtryk for bl.a. den enkeltes indsats, kvalifikationer, uddannelse og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar. Ifølge § 3, stk. 3, skal vurdering og eventuel regulering af medarbejdernes lønforhold ske individuelt mindst en gang om året.

Efter loven om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019) må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven. Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling.

Ved ligelønsloven er de EU-retlige forpligtelser om lige løn til mænd og kvinder gennemført i dansk ret, jf. senest direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Efter ligelønslovens § 1, stk. 4, finder loven ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til at yde lige løn følger af en kollektiv overenskomst.

Bilag 27 til Industriens Funktionæroverenskomst er et protokollat af 22. februar 2010 om implementering af ligelønsloven mv. Det hedder i protokollatet bl.a.:

”*§ 1. *Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med reglerne i denne aftale. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.

*Stk. 2.* Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Især når et fagligt kvalifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, bygges dette system på samme kriterier for mandlige og kvindelige lønmodtagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.

*Stk. 3.* Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer.

*§ 1 a.* Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

[s. 89]

Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.

*Stk. 2.* Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

*Stk. 3.* Løn er den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som lønmodtageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier.

*§ 2.* En lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.

*Stk. 2.* En lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

…

*§ 4.* En arbejdsgiver med mindst 35 ansatte skal hvert år udarbejde en kønsopdelt lønstatistik for grupper med mindst 10 personer af hvert køn opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode til brug for høring og information af de ansatte om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheden. … Hvis den kønsopdelte lønstatistik af hensyn til virksomhedens legitime interesser er modtaget som fortrolig, må oplysningerne ikke videregives.

*Stk. 2.* Den kønsopdelte lønstatistik efter stk. 1 skal opgøres for medarbejdergrupper med en detaljeringsgrad svarende til den 6-cifrede DISCO-kode. Arbejdsgiveren har i øvrigt pligt til at redegøre for statistikkens udformning og for det anvendte lønbegreb.

*Stk. 3.* Virksomheder, der indberetter til den til årlige lønstatistik hos Danmarks Statistik, kan uden beregning rekvirere en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 fra Danmarks Statistik.

*Stk. 4.* Arbejdsgiverens forpligtelse til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 bortfalder, hvis arbejdsgiveren indgår aftale med de ansatte på virksomheden om at udarbejde en redegørelse. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed og den nærmere opfølgning herpå i redegørelsens periode. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere og behandles i overensstemmelse med reglerne i Samarbejdsaftalen. Redegørelsen skal senest være udarbejdet inden udgangen af det kalenderår, hvor pligten til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik opstod.

[s. 90]

*§ 5.* En lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, efter denne aftale, kan søge kravet fastslået ved fagretlig behandling.

*Stk. 2.* Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Parterne er enige om, at ligelønsloven herefter ikke finder anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af overenskomsterne imellem dem, og at tvister vedrørende ligeløn skal løses i det fagretlige system.

Parterne er endvidere enige om i denne aftale at indarbejde ændringer i ligelønsloven som følge af eventuelle ændringer af EU-retlige forpligtelser.”

Parterne har i maj 2022 indgået et protokollat vedrørende fagretlig behandling i denne sag. Det hedder i protokollatet:

[s. 91]

[Billede fra originalen, s. 91]

[s. 92]

[Billede fra originalen, s. 92]

#### 7. Parternes anbringender

Klager har *til støtte for sin påstand om, at indklagedes afvisningspåstand ikke skal tages til følge,* anført navnlig, at der ikke er grundlag for at afvise klagers påstande.

Påstandene, der er udformet i overensstemmelse med de påstande, der var nedlagt i tidligere sager om ligeløn, er egnet til at blive påkendt. Påstandene er hverken for upræcise eller for abstrakte.

[s. 93]

Nogle af indklagedes indvendinger mod klagers påstande angår sagens materielle spørgsmål, hvor den retlige virkning i givet fald er frifindelse – og ikke afvisning. Det gælder f.eks. anbringendet om, at klagers påstande er indsnævret til de ikke-udnævnte laboranter og de ikke-udnævnte teknikere. Klager er i den forbindelse uenig i, at begrænsningen af påstandene til de ikke-udnævnte laboranter og teknikere indebærer, at grupperne ikke kan sammenlignes.

Klager repræsenterer kun medlemmer af HK Privat og laborantklubben, men klager kan som overenskomstpart også påtale overtrædelse af ligelønsreglerne i forhold til personer, der ikke er medlemmer af HK Privat og laborantklubben.

Kravene til udformning af påstandene 2 og 3 er ikke, at kravene – hvis der gives medhold i påstandene – umiddelbart kan eksekveres i fogedretten. Sikringen af, at påstandene opfyldes, sker under ansvar for Arbejdsretten, der har mulighed for at pålægge indklagede en bod, hvis klagers påstande tages til følge, og indklagede ikke opfylder dem.

Lønfastsættelsen efter funktionæroverenskomsten og lønaftalerne er individuel. I respekt herfor kan klager ikke nedlægge mere individualiserede påstande om den fremtidige løn og om efterregulering 5 år tilbage. Det er ikke et retligt relevant synspunkt, at det kan være administrativt besværligt for indklagede at opfylde påstandene 2 og 3. Indklagede kan enten foretage individuelle tilpasninger med en vurdering af hver enkelt medarbejders løn, eller indklagede kan vælge at hæve lønnen for alle, der er forskelsbehandlet. Resultatet skal uanset metode eliminere den gennemsnitlige lønforskel.

Klager har *med hensyn til sagens realitet til støtte for sine påstande* anført navnlig, at indklagede ikke yder kvinder og mænd lige løn for arbejde, der har samme værdi.

Bedømmelsen af, om arbejde er af samme værdi, skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer. Helhedsvurderingen skal i denne sag ske ved at sammenligne gruppen af laboranter med gruppen af teknikere som et hele, idet gruppen af  [s. 94] laboranter og gruppen af teknikere befinder sig i en sammenlignelig situation. Laboranternes uddannelse svarer mindst til teknikernes uddannelse, og begge grupper indgår i en højteknologisk fremstillingsproces af enzymer. Den væsentligste forskel i arbejdet består i, at laboranterne set som et hele deltager i fremstillings- og forskningsprocessen med mindre biomasse, mens teknikerne arbejder i produktionsprocessen med større portioner biomasse. Denne forskel er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt laboranter og teknikere udfører arbejde af samme værdi. Indklagede har peget på en række forskelle mellem laboranter og teknikere med hensyn til arbejdets art, uddannelse, arbejdets ansvar og arbejdsvilkår. Forskellene er uden betydning for, om der er tale om arbejde af samme værdi.

Lønfastsættelsen for laboranter og teknikere sker på baggrund af samme overenskomst, samme lokalaftale, samme individuelle kriterier og samme kriterier for avancement (udnævnelse). Det statistiske materiale viser, at teknikerne i gennemsnit er ca. 12 % højere lønnet end laboranterne. Gruppen af laboranter består overvejende af kvinder. Gruppen af teknikere består overvejende af mænd. Lønforskellen kan ikke begrundes i de enkelte medarbejderes forskellige arbejdsresultater. Individuelle kvalifikationer, der kan begrunde en lønforskel, kan der ses bort fra, da sagen i den form, den er forelagt voldgiftsretten, alene angår de ikke-udnævnte laboranter og ikke-udnævnte teknikere, dvs. laboranter og teknikere, der ikke er forfremmet gennem en udnævnelse.

Det er uden betydning, hvordan forskellen i løn er opstået, og om indklagede har tilstræbt kønsdiskrimination. Det er også uden betydning, om indklagede har tilsigtet en lønfastsættelse, der har medført lønforskelle baseret på køn. Det afgørende er, at mænd og kvinder aflønnes forskelligt for arbejde, der tillægges samme værdi.

Indklagede har reelt ikke påvist noget objektivt kriterium, der begrunder lønforskellen. Lønfastsættelsen og reguleringen hos indklagede er uigennemskuelig. For spørgsmålet om ligeløn er det endvidere ikke retligt relevant, at der aflønnes efter udbud og efterspørgsel. Under alle omstændigheder har indklagede ikke dokumenteret, at lønforskellen er begrundet i udbud og efterspørgsel.

[s. 95]

Klager har i hvert fald påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og herefter påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det må sammenfattende lægges til grund, at der foreligger direkte forskelsbehandling, fordi laboranter på grund af køn lønnes ringere end teknikere.

Efter ligelønsloven har en lønmodtager krav på forskellen, hvis lønnen er lavere end andres, og krav om efterbetaling forældes efter en 5-årig forældelsesfrist. Indklagede har haft anledning til at regulere lønnen i hvert fald siden 2017, og allerede af den grund er der ingen andre hensyn end forældelse, der kan begrunde efterregulering for en kortere periode.

Indklagede har til støtte *for sin påstand om afvisning af klagers påstande* anført navnlig, at påstandene ikke er egnet til påkendelse eller til at sikre en materiel korrekt afgørelse af sagen. Det er der flere årsager til.

Klagers mandatarforhold rækker alene til at omfatte medarbejdere, der er medlemmer af både HK Privat og laborantklubben. Laboranter, der ikke opfylder begge disse betingelser, kan ikke repræsenteres af klager igennem mandatarforholdet. Da ingen af påstandene tager hensyn til dette forhold, er de for abstrakte til at kunne påkendes.

Der er betydelige forskelle i aflønning og arbejdsopgaver inden for såvel laborantgruppen som teknikergruppen. Det vil derfor savne mening at foretage en sammenligning inden for hver af grupperne og så meget desto mere på tværs af dem.

Når klagers påstande indsnævres til de ikke-udnævnte laboranter og teknikere, får man ikke et komplet billede af den samlede lønforskel mellem laboranter og teknikere. Dette er egnet til at skævvride resultaterne. Hertil kommer, at teknikere historisk set ikke har haft en lige så for [s. 96] maliseret udnævnelsespraksis som laboranter. Når gruppen af udnævnte teknikere ikke medregnes, betyder det, at teknikernes gennemsnitsløn fremstår højere, end den burde være, fordi en betydelig del af de højest lønnede teknikere reelt set kunne have været udnævnt.

Klagers påstande sondrer ikke mellem kvindelige laboranter og mandlige laboranter. Som påstandene er formuleret, vil konsekvensen derfor være, at også de mandlige laboranter skal reguleres. En sådan regulering vil være helt uberettiget, da de mandlige laboranter i sagens natur ikke kan have et ligelønsproblem.

Det bestrides, at der skulle være en fast praksis for, at påstande svarende til dem, klager har nedlagt i denne sag som påstandene 2 og 3, kan påkendes i ligelønssager. Et betalingskrav må for at kunne påkendes opgøres for hver enkelt medarbejder, således at det for hver enkelt medarbejder specificeres, hvad der er det relevante sammenligningsgrundlag. Som påstandene 2 og 3 er formuleret, er det ikke muligt for indklagede at opfylde dem. Indklagede har ikke kendskab til, hvem der er medlem af laborantklubben, og påstandene giver ikke vejledning om, hvordan de kan opfyldes, uden at der skabes et nyt ligelønsproblem.

Indklagede har *om sagens realitet til støtte for sin påstand om frifindelse* anført navnlig, at en forudsætning for, at der overhovedet kan være en ligelønsproblemstilling, er, at der ikke ydes lige løn, og at der er tale om samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Klager bærer en almindelig, ligefrem bevisbyrde for, at disse betingelser er opfyldt. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Indklagede anerkender, at der en forskel i den gennemsnitlige løn for laborantgruppen som sådan set i forhold til teknikergruppen som sådan, men der er ikke herved påvist en relevant forskel i løn for kvinder og mænd i virksomheden. Indklagede bestrider således, at de to medarbejdergrupper har en sådan intern homogenitet, at det giver mening at sammenligne de to grupper som sådan på tværs af alle afdelinger i virksomheden. Der må nødvendigvis ske en opdeling i undergrupper, men en sådan opdeling giver det problem, at der som udgangspunkt  [s. 97] ikke kan beregnes lønforskelle, der er statistisk signifikante. Essensen af klagers grundlæggende synspunkt er med andre ord, at man enten sammenligner grupper, der er så store, at de ikke meningsfyldt kan sammenlignes, eller er så små, at sammenligningen ikke er pålidelig.

Efter indklagedes opfattelse er der endvidere ikke tale om arbejde af samme værdi; laboranter og teknikere befinder sig ikke i en sammenlignelig situation. For det første er der ikke tale om arbejde af samme art. For det andet udføres arbejdet som laborant og tekniker på grundlag af forskellige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Den uddannelsesmæssige baggrund for teknikerne er i alle tilfælde suppleret af et dybdegående kendskab til indklagedes produktionsapparat. For det tredje er det individuelle ansvar for teknikerne som klart udgangspunkt større end det ansvar, der hviler på laboranterne. For det fjerde er der meget store forskelle i de vilkår, som arbejdet i teknikergruppen og laborantgruppen udføres under.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der sandsynliggør, at laboranter er blevet forskelsbehandlet på grund af køn. Den eneste faktiske omstændighed, som klager kan påberåbe sig, er den ovennævnte gennemsnitlige lønforskel mellem de to overordnede grupper. Det bestrides, at denne lønforskel i sig selv er en faktisk omstændighed, der sandsynliggør forskelsbehandling på grund af køn. Det bestrides endvidere, at lønfastsættelsen og lønreguleringen hos indklagede er uigennemskuelig.

Hvis klager anses for at have påvist sådanne faktiske omstændigheder som nævnt ovenfor, har indklagede bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket. Udbud og efterspørgsel indgår som et væsentligt element i lønfastsættelsen for de to grupper. Markedslønnen fremgår af eksterne statistikker og er transparent. Arbejdet som tekniker er endvidere som nævnt forbundet med et større individuelt ansvar end arbejdet som laborant. Arbejdet som tekniker er dernæst generelt mere belastende end arbejdet som laborant, og arbejdet som laborant er i højere grad end arbejdet som tekniker påvirket af automatisering. Teknikerne har større jobmobilitet end laboranterne, og der også en række individbaserede årsager til lønforskellene mellem grupperne.

[s. 98]

For så vidt angår klagers påstand 3 bestrider indklagede, at der er grundlag for at betale rente, når kravet ikke er beløbsmæssigt opgjort. Indklagede bestrider endvidere, at henvisningen til laboranterne som kollektiv gruppe er egnet til at afbryde den individuelle forældelse for den enkelte medarbejder.

#### 8. Opmændenes begrundelse og resultat

##### 8.1. Baggrund og problemstilling

Novozymes A/S (indklagede) har tiltrådt Industriens Funktionæroverenskomst (med nogle fravigelser, som er uden betydning for denne sag). Indklagede er således også omfattet af bilag 27 til funktionæroverenskomsten – protokollat af 22. februar 2010 om implementering af ligelønsloven mv., som er citeret i afsnit 6 ovenfor. Reglerne i protokollatet skal fortolkes i overensstemmelse med ligelønsloven, som protokollatet træder i stedet for, og de EU-retlige forpligtelser, som ligelønsloven og protokollatet gennemfører i dansk ret.

I indklagedes virksomhed her i landet er der ansat både laboranter og teknikere. Den overvejende del af laboranterne (over 80 %) er kvinder, mens den overvejende del af teknikerne (over 80 %) er mænd, jf. nærmere afsnit 4.4 ovenfor om lønforhold.

HK Privat som mandatar for laborantklubben hos Novozymes (klager) har beregnet, at teknikerne hos indklagede har en højere gennemsnitlig grundløn end laboranterne. Forskellen udgør ifølge klager 12,61 % for de ikke-udnævnte laboranter sammenlignet med de ikke-udnævnte teknikere, mens forskellen ifølge klager udgør 9,48 % for alle laboranter (udnævnte som ikke-udnævnte) sammenlignet med alle teknikere (udnævnte som ikke-udnævnte), jf. afsnit 4.4 ovenfor om lønforhold. De ikke-udnævnte laboranter og de ikke-udnævnte teknikere omfatter laboranter og teknikere, der ikke er forfremmet gennem en udnævnelse, jf. afsnit 4.3 ovenfor om udnævnelseskriterierne.

Det fremgår af klagers påstande i afsnit 2, at sagen er afgrænset til gruppen af ikke-udnævnte laboranter og gruppen af ikke-udnævnte teknikere. Det er klagers opfattelse, at forskellen i grundløn  [s. 99] mellem ikke-udnævnte laboranter og ikke-udnævnte teknikere udgør forskelsbehandling på grund af køn i strid med reglerne i protokollatet om ligeløn.

Indklagede har ikke bestridt, at der er en lønforskel mellem grupperne, jf. indklagedes beregninger heraf i afsnit 4.4 ovenfor om lønforhold, men har bestridt, at der er tale om forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligelønsreglerne.

Klager har nedlagt tre påstande. Påstand 1 er en anerkendelsespåstand, der går ud på, at indklagede skal anerkende, at ikke-udnævnte laboranter ansat hos indklagede i Danmark udfører arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere ansat hos indklagede i Danmark. Påstand 2 angår fremtidig løn og går ud på, at indklagede skal bringe gennemsnitslønnen for ikke-udnævnte laboranter på niveau med gennemsnitslønnen for ikke-udnævnte teknikere. Påstand 3 angår efterregulering og går ud på, at indklagede skal efterbetale lønforskellen i 5 år forud for indleveringen af klageskriftet (stævningen) den 28. februar 2022.

Indklagede har i første række påstået afvisning af alle klagers påstande under henvisning til det overordnede synspunkt, at påstandene er uegnet til at blive påkendt. Klager har heroverfor påstået sagen fremmet. Indklagede har i en anden række påstået frifindelse over for klagers påstande.

Stillingtagen til spørgsmålet om regulering af den fremtidige løn (klagers påstand 2) og om efterbetaling af lønforskellen (klagers påstand 3) forudsætter, at det forinden er fastslået, at klagers påstand 1 kan tages under påkendelse, og at klager skal have medhold i påstanden. I de følgende afsnit behandler vi derfor klagers påstand 1.

##### 8.2. Klagers påstand 1 - afvisningsspørgsmålet

Det er bl.a. en betingelse for, at der kan foreligge lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsreglerne, at den medarbejder eller medarbejdergruppe, der sammenlignes med, udfører samme arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi, jf. § 1, stk. 2, i protokollatet om ligeløn.

[s. 100]

Vi finder, at en påstand om, at en arbejdsgiver skal anerkende, at en medarbejdergruppe udfører arbejde af samme værdi som en anden medarbejdergruppe, som udgangspunkt ikke kan afvises med den begrundelse, at påstanden ikke er egnet til at blive taget under påkendelse. En sådan anerkendelsespåstand er da også påkendt i tidligere ligelønssager.1

Efter vores opfattelse foreligger der i denne sag ikke grunde, som indebærer, at det nævnte udgangspunkt skal fraviges. Klagers påstand 1 er hverken for upræcis eller abstrakt. Det bemærkes særligt herved, at klager – som overenskomstpart – har ret til at få prøvet, om indklagede overholder reglerne i protokollatet om ligeløn, uanset at alle laboranter hos indklagede efter det oplyste ikke er medlem af laborantklubben og HK Privat. Det bemærkes endvidere, at indklagedes synspunkt om, at det savner mening at sammenligne ikke-udnævnte laboranters løn med ikke-udnævnte teknikeres løn, angår sagens realitet og i givet fald må behandles i den forbindelse.

Efter det anførte kan vi ikke give indklagede medhold i afvisningspåstanden og vil derfor behandle klagers påstand 1 i realiteten.

##### 8.3. Klagers påstand 1 – realitetsspørgsmålet: Er der tale om arbejde af samme værdi?

###### 8.3.1. Generelt om retstilstanden

Efter § 1, stk. 1, i protokollatet om ligeløn må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med reglerne i protokollatet. Dette gælder både direkte forskelsbehandling (som defineret i § 1 a, stk. 1), og indirekte forskelsbehandling (som defineret i § 1 a, stk. 2).

Det fremgår som nævnt af protokollatets § 1, stk. 2, at enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, ”for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi”.

1Jf. f.eks. faglig voldgiftskendelse af 3. december 1996 (DANÆG) og faglig voldgiftskendelse af 19. marts 1996 (Royal Copenhagen).

[s. 101]

Bedømmelsen af arbejdets værdi skal efter protokollatets § 1, stk. 3, ske ”ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer”. Dette er i overensstemmelse med praksis fra EU-Domstolen, hvorefter det må afgøres ud fra en flerhed af faktorer, om et arbejde skal tillægges samme værdi, og om medarbejderne dermed må anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation. Nogle af de faktorer, der indgår i helhedsvurderingen, er arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsvilkår (arbejdsforhold).2

Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. protokollatets § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. protokollatets § 5, stk. 2.

For at skabe den nævnte formodning skal arbejdstageren eller arbejdstagergruppen normalt ikke alene bevise, at der er en lønforskel i forhold til den eller de arbejdstagere eller den arbejdstagergruppe, der sammenlignes med, men også bevise eller i hvert fald sandsynliggøre, at der udføres arbejde af samme værdi.3

I veloplyste sager, hvor det relevante faktum er fremlagt, behøver retten ikke nødvendigvis at tage stilling til, hvem der har bevisbyrden for, at der udføres arbejde af samme værdi, idet spørgsmålet kan afgøres uden brug af bevisbyrderegler.4

###### 8.3.2. Den konkrete helhedsvurdering

###### 8.3.2.1. Gruppesammenligning

Klagers påstand 1 indebærer, at vi skal sammenligne det arbejde, som laboranter udfører, med det arbejde, som teknikere udfører, for at afgøre, om gruppen af ikke-udnævnte laboranter udfører arbejde af samme værdi som gruppen af ikke-udnævnte teknikere.

2Jf. f.eks. præmis 27 i dom af 28. februar 2013 i sag nr. C-427/11 (Margaret Kenny m.fl.), og præmis 33 i dom af 31. maj 1995 i sag nr. C-400/93 (Royal Copenhagen).
3Se hertil bl.a. EU-Domstolens dom af 28. februar 2013 i sag nr. C-427/11. 4Jf. bl.a. Byrial R. Bjørst, Ligeløn for job af samme værdi (2006), s. 308.

[s. 102]

Ved en sådan sammenligning må der efter vores opfattelse fokuseres på det arbejde, som er karakteristisk for laboranter og for teknikere.

Afgørelsen af, om et arbejde har samme værdi, skal som nævnt træffes efter en helhedsvurdering med inddragelse af en række relevante faktorer vedrørende arbejdet som laborant og som tekniker.

I de følgende afsnit beskriver vi arbejdet som laborant og som tekniker ud fra en række af de relevante faktorer baseret på sagens bevismateriale, dvs. vores besigtigelse den 24. november 2023 af afdelinger hos indklagede, det skriftlige materiale, jf. sagsfremstillingen i afsnit 4 ovenfor, og de afgivne forklaringer, jf. gengivelsen heraf i afsnit 5 ovenfor. Herefter foretager vi en samlet vurdering.

###### 8.3.2.2. Arbejdets art

#### a. Laborantarbejdet

*Indledende bemærkninger *

Hos indklagede er der ansat ca. 400 laboranter. De fleste laboranter arbejder i Enzyme Research (98), i Applied R & D CB og Consumer Biosolution Europe (i alt 74), i Product & Process Development (35) og i Quality, Environment & Safety (137), jf. afsnit 4.1 ovenfor om indklagedes ansatte laboranter og teknikere.

*Enzyme Research *

Under dette område, hvor der som nævnt er ansat 98 laboranter, hører forskningsafdelingen i Lyngby. Afdelingen beskæftiger sig med at finde ud af, hvilke enzymer der kan anvendes til bestemte projekter, og hvordan man kan optimere og forbedre enzymerne. Laboranterne arbejder i et laboratorium med stoffer i små volumener og udfører både manuelt arbejde med pipetter mv. og anvender robotter. Kemikerne har ansvaret for projekterne og tilrettelægger  [s. 103] arbejdet for laboranterne eventuelt efter sparring med laboranterne. Kemikerne designer eksperimenterne, hvorefter laboranterne udfører dem. Resultatet af arbejdet sendes til Afdeling 1 i Bagsværd, hvor der bliver arbejdet videre med materialet.

Afdeling 1 har som hovedopgave at fremstille enzymer, som kan produceres i en så stor mængde, at det bliver kommercielt interessant for indklagede. Laboranterne står for den praktiske udførelse af laboratorieopgaver (prøveudtagning og analyse) og i håndtering og opsamling af data. Kemikernes opgave er at udtænkte de projekter, som skal udføres. Laboranterne anvender robotter som led i deres arbejde, bl.a. robotten Pegasus under gæringsprocessen og robotten Hamilton til at fylde materiale i mikrotiter bakkerne. Resultatet af arbejdet i form af produktionsstammer (små ”fabrikker”, der kan producere enzymer) sendes typisk videre til Pilot, hvor det testes, om produktionsstammerne kan virke i en større skala og eventuelt senere kan indgå i en egentlig produktion.

*Applied R & D CB og Consumer Biosolution Europe *

I dette område er som nævnt ansat i alt 74 laboranter. Afdeling 3 R&D hører under dette område. Afdelingen beskæftiger sig med enzymer i anvendt grundforskning. Laboranternes arbejde består bl.a. i at teste vaskemidler i forskellige skalaer, herunder hvordan et enzym virker i en vaskeproces.

Laborantarbejdet kan være meget forskelligt og varieret. L har givet et illustrerende billede heraf, jf. afsnit 5.11 ovenfor. Hun har f.eks. været med til at teste, om det resultat, som en kunde ønskede med hensyn til et enzym til et vaskemiddel, kunne opnås. Her skulle man have for øje, i hvilket land produktet med enzymet skulle bruges, og bl.a. tage højde for, at vandet havde den samme hårdhed mv., som blev leveret til brugerne i det pågældende land. Testen skulle endvidere foretages med en vaskemaskine, som blev anvendt i det pågældende land. Hun arbejder nu med enzymer til rensning af ikke synlige pletter og tilsmudsninger på tekstiler. Det udviklede enzym skal virke sammen med sæben og fjerne pletten. Hun tester bl.a. materiale fra forskningsafdelingen i Lyngby. Tests foregår i små skalaer, og der arbejdes med robotter.

[s. 104]

Laboranternes arbejde planlægges i samarbejde med en kemiker, som beskriver arbejdsopgaven, hvorefter laboranten udfører den og udarbejder en forsøgsplan. Hvis resultatet er tilfredsstillende, sendes resultatet videre til Pilot.

*Product & Process Development (Pilot) *

I dette område, der også benævnes Pilot, arbejder som nævnt 35 laboranter.

Afdeling 5
Laborantarbejdet i denne afdeling under Pilot består i gæring og oprensning af enzymer. Der anvendes både mindre gæringstanke og store gæringstanke med op til 2.500 liter. Arbejdet for laboranterne under gæringsprocessen er udførligt beskrevet af N, jf. afsnit 5.13 ovenfor. I overordnede træk består arbejdet i at hente en lille ampul med en produktionsstamme, som kommer fra bl.a. Afdeling 1, og som er lagt i en fryser. Produktionsstammen bliver podet og placeret i et termostatrum med passende temperatur. Herefter afventes, at svampen eller bakterien vokser i en periode, hvorefter en tekniker putter den i gæringstanken, som herefter er blevet podet. Under gæringsprocessen i tanken, som kan tage flere dage, tager teknikerne prøver, som laboranterne analyserer, og laboranterne tester, at tanken ikke er blevet inficeret. Laboranterne arbejder med robotter, bl.a. Pegasus-robotten.

Når gæringsprocessen er færdig, sendes massen med enzymer til rensning i rensningsafdelingen. Der tages her en prøve, som analyseres af en laborant i laboratoriet. Derefter tilsættes massen kemikalier til brug for rensningsprocessen. Efter denne proces foretages filtrering og fornyet laboratorietest af en prøve. Der udarbejdes herefter i laboratoriet en opskrift på, hvordan rensningsprocessen skal gennemføres i en større skala, og på baggrund af denne opskrift udfører teknikerne rensningen.

Afdeling 6
Afdelingen består af tre underafdelinger her i landet. Der udføres en pilotfunktion, hvor formålet er at skabe viden om, hvordan produktet skal sammensættes, eller hvordan processen  [s. 105] skal udvikles, så den kan overføres til produktionen. Der arbejdes i en større skala, men ikke i så stor en skala som i produktionen. Der udvikles både flydende og faste produkter. Om laborantarbejdet har W, der arbejder med udvikling af processer til faste produkter, forklaret, jf. afsnit 5.22 ovenfor, at materialet modtages fra Afdeling 5, når materialet har gennemgået en gæring og oprensning. Materialet er altid flydende ved modtagelsen og kommer i dunke eller tanke. Kemikere i afdelingen formulerer herefter en arbejdsopgave, som teknikerne udfører. Produktet herfra kommer så til laboratoriet, hvor laboranterne analyserer produktet bl.a. med henblik på, om det overholder de krav, der er opstillet for produktet. Undervejs i produktionsprocessen kan laboranter også blive anmodet om at teste og analysere prøver af et produkt.

*Quality, Environment & Safety *

Dette område, hvor der er ansat 137 laboranter, er indklagedes kvalitetskontrol. Det er indklagedes absolut største laborantområde.

Laboranternes hovedopgave består i at lave kvalitetskontrol af prøver, der er taget under gæringsprocessen eller under rensningsprocessen. Herudover foretages der podning i kolber.

#### b. Teknikerarbejdet

*Indledende bemærkninger *

Hos indklagede er der ansat ca. 150 teknikere. De fleste teknikere arbejder i Pilot, dvs. Product & Process Development (49), og i EMA Operations (88).

*Product & Process Development (Pilot) *

Det er som nævnt ovenfor laboranterne, som varetager opgaven med at pode kolber i Afdeling 5 til brug for gæringsprocessen. I weekender varetages denne opgave dog af teknikere. I øvrigt er det teknikerne, som står for gæringsprocessen i gæringstankene, herunder for at tage prøver undervejs, som skal analyseres af laboranterne. Teknikerne skal følge de forskrifter, der er fastsat af en kemiker for gæringsprocessen. De skal herunder forberede gæringen ved bl.a. at opmåle de råvarer, der skal anvendes i gæringen, og overføre podematerialet til de tanke, hvori  [s. 106] gæringen gennemføres. De skal endvidere overvåge gæringsprocessen og gribe ind, hvis noget går galt. De skal også anvende og overvåge de udenomsanlæg, der medvirker i gæringsprocessen, f.eks. anlæg, der producerer ilt, isvand eller kølevand.

I rensningen arbejder teknikerne også efter konkrete anvisninger fra en kemiker om den rensningsproces, der skal foretages. Teknikerne har ansvaret for det udstyr, der anvendes, og de skal i forbindelse med oprensningen sikre, at udstyret er rent. De skal endvidere koble udstyret op og sørge for, at det kører.

Generelt har teknikerne herudover ansvaret for at vedligeholde udstyr og løse problemer med udstyr, herunder f.eks. skifte en pakning og kontrollere pumper og ventiler. Der er færre problemer med laboranternes udstyr end med teknikernes udstyr. Teknikerne har ofte tungt arbejde. Teknikerne er typisk personer, der kan bruge deres hænder og har et godt håndelag.

*Afdeling 6 *

Afdelingens teknikere samarbejder med kemikere, således at kemikeren opsætter eller formulerer en arbejdsopgave, hvorefter teknikeren udfører opgaven og i den forbindelse eventuelt kommer med forslag til ændringer af processen. For at en tekniker kan bidrage til udvikling af formuleringer, kræves der erfaring i flere år. Teknikerne er med andre ord beskæftiget med produktion af forsøgsmateriale og håndterer store mængder. Teknikeropgaven med at tørre og fremstille granulater er kompliceret. En tekniker skal have godt kendskab til det udstyr, der anvendes, og skal vide, hvad der skal gøres, hvis udstyret ikke virker eller skaber problemer. Teknikerne skal have truck kørekort.

*EMA Operations*

Dette område er indklagedes egentlige produktion, hvor enzymer produceres i stor skala.

Teknikerne i *Afdeling 7* supporterer operatørerne, som står for selve produktionen. Teknikernes support er primært relateret til udstyr, herunder til at implementere udstyr, når der er behov for det. Teknikerne følger med i, hvordan produktionen forløber og er bl.a. på baggrund  [s. 107] af beskeder fra operatørerne opmærksomme på eventuelle fejl og afvigelser. Teknikerne rådgiver operatørerne om, hvem der i givet fald skal tages kontakt til for at få problemet løst. Ud over supportfunktionen har teknikerne andre projekter, herunder opgradering af udstyr. Arbejdet som tekniker varierer meget, og teknikerne kan ikke forudse, hvordan en dag forløber.

Teknikerne i *Afdeling 20* har til opgave af bistå driftsoperatørerne, der står for produktionen, og optimere udstyret eller ændre det, hvis noget går galt. Teknikerne laver instruktioner til driftsoperatørerne om anvendelsen af nyt eller ændret udstyr. Teknikerne skal sikre, at udstyret kan anvendes til den formulering, der kommer fra Pilot. Det er ikke særligt påregneligt, hvordan en teknikers arbejdsdag forløber. Det afhænger af, om udstyret bryder sammen.

#### c. Andet

Det er kun i Product & Process Development (Pilot), at der arbejder både mange laboranter (35) og mange teknikere (49). I de andre områder arbejder der stort set enten kun laboranter eller teknikere. Der henvises til afsnit 4.1 ovenfor.

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at laboranter og teknikere hos indklagede normalt ikke substituerer hinanden, og at det er meget sjældent, at medarbejdere har skiftet fra den ene til den anden gruppe. Et skifte vil i øvrigt normalt forudsætte oplæring og eventuelt supplerende uddannelse.

Laboranterne hos indklagede omfattes af DISCO-koden 3111 i Danmark Statistiks fagklassifikation. Teknikere hos indklagede omfattes ikke af samme DISCO-kode, men af en række andre koder (3116, 3119, 3139 og 3141).

###### 8.3.2.3. Uddannelsesmæssige kvalifikationer

Arbejdet som laborant varetages som altovervejende hovedregel på baggrund af en laborantuddannelse.

[s. 108]

Arbejdet som tekniker varetages typisk på baggrund af en uddannelse som procesteknolog, som teknikeren enten har ved ansættelsen eller opnår under ansættelsen. I EMA Operations foretrækkes det, at teknikerne rekrutteres blandt de bedste driftsoperatører i afdelingen, dvs. de medarbejdere, der betjener produktionsanlæggene, således at teknikerne allerede ved ansættelsen har et indgående kendskab til indklagedes produktionsapparat.

Både uddannelsen som laborant og uddannelsen som procesteknolog er en erhvervsakademiuddannelse. Der er fælles træk ved uddannelserne, men uddannelserne er ikke ens. Som forklaret af D i afsnit 5.4 ovenfor uddannes laboranter til at arbejde i laboratoriet, hvor de skal foretage målinger og sikre valide resultater. Procesteknologer uddannes til at arbejde med pilotanlæg eller i produktionen; de har til opgave at få en proces til at køre eller at optimere en proces. Det kræver forskellige uddannelser at arbejde med små skalaer og store skalaer, og laboranter og teknikere konkurrerer normalt ikke med hinanden om jobs efter endt uddannelse.

###### 8.3.2.4. Ansvar

Laboranterne i Afdeling 1 arbejder ofte i teams. I bl.a. Quality, Environment & Safety arbejder laboranterne i et betydeligt omfang efter såkaldte SPO’ere (Standard Operation Procedures). Det er desuden karakteristisk ved laborantarbejdet hos indklagede, at laboranten arbejder tæt sammen med en kemiker, og at laboranten kan konsultere og sparre med en kemiker, som kender til laborantens arbejde. Det er i øvrigt meget varierende, hvilket selvstændigt ansvar den enkelte laborant har.

I Pilot skal teknikerne følge de forskrifter for gæring, rensning eller granulering, som kemikeren har udarbejdet og kan i den forbindelse konsultere en kemiker, når de er i tvivl. I både Pilot og i produktionen har teknikerne imidlertid et selvstændigt ansvar for det produktionsudstyr, der anvendes. Teknikerne kan normalt ikke konsultere eller sparre med en kemiker herom, fordi kemikeren ikke har så meget kendskab til produktionsudstyret. I produktionen har teknikerne endvidere en rådgivende rolle i forhold til driftsoperatørerne.

[s. 109]

Både laboranter og teknikere kan lave fejl, og begges fejl kan efter omstændighederne have betydelige økonomiske konsekvenser. Teknikere arbejder med store volumener, og som følge heraf kan de økonomiske konsekvenser af en teknikers fejl efter omstændighederne være langt større end en fejl begået af en laborant. Laver en laborant en fejl, og opdages fejlen i tide, vil konsekvensen normalt være begrænset til den konkrete prøve. Laver en tekniker en fejl, vil hele det verserende produktions ”batch” kunne være i fare.

###### 8.3.2.5. Arbejdsvilkår

Den overvejende del af laborantarbejdet løses fra laboratorier, hvor den enkelte laborant har sin egen arbejdsstation. Arbejdet er hverken støjende eller beskidt. Laboranterne arbejder efter en fast vagtplan, typisk i dagtimerne.

Arbejdet som tekniker kan i mindre grad løses fra en fast arbejdsstation. Arbejdet kræver normalt, at den enkelte tekniker bevæger sig rundt på arbejdspladsen. Arbejdet er ofte støjende og beskidt. Teknikere arbejder endvidere ofte med tilkald.

###### 8.3.2.6. Lokalaftaler

Laboranter og teknikere er omfattet af en række lokalaftaler, herunder en lønaftale, der er indgået for begge grupper samlet.

Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at den omstændighed, at lokalaftalerne er fælles for begge grupper, er udtryk for, at indklagede anser laborantgruppen og teknikergruppen for at være sammenlignelige i arbejdsmæssig henseende. Det fremgår således af et mødereferat af 9. september 1997, jf. afsnit 4.4 ovenfor, at arbejdsgivers ønske om en fælles lønaftale ikke alene var begrundet i, at der var et vist overlap mellem laboranter og teknikere, men også i, at lønudviklingen så ud til at være ensartet for de to grupper ”og frem for alt, at én lønaftale vil være væsentlig enklere at administrere, hvilket også vil blive til medarbejdernes fordel”.

###### 8.3.2.7. Samlet vurdering

[s. 110]

Indledningsvis bemærkes, at arbejdet som laborant og arbejdet som tekniker efter vores opfattelse har en sådan homogenitet i hver gruppe, at det er muligt at foretage en sammenligning af, om ikke-udnævnte laboranter udfører arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere.

Vi finder endvidere, at afgrænsningen af klagers påstande til ikke-udnævnte laboranter og ikke-udnævnte teknikere ikke udelukker, at der meningsfyldt kan foretages en sammenligning mellem arbejdet som laborant og som tekniker med henblik på at tage stilling til klagers påstand 1. Vi har hermed ikke afgjort, om der skal ses bort fra udnævnte laboranter og udnævnte teknikere, hvis der skal tages stilling til spørgsmålet om regulering af den fremtidige løn (klagers påstand 2) og om efterbetaling af lønforskellen (klagers påstand 3).

Det er et fælles træk for laboranter og teknikere, at begge grupper indgår i en teknologisk fremstillingsproces af enzymer; laboranterne arbejder med mindre biomasse, mens teknikerne arbejder i Pilot eller produktionen med større portioner biomasse. Laboranter og teknikere har endvidere begge typisk en erhvervsakademiuddannelse, og de lokalaftaler, der gælder hos indklagede, er indgået for begge grupper samlet. Stillingsopslag vedrørende ansættelse som laborant eller tekniker i samme område kan efter omstændighederne ligne hinanden.

Som gennemgangen ovenfor viser, er der imidlertid en række væsentlige forskelle mellem laborantgruppen og teknikergruppen vedrørende arbejdets art, uddannelsesmæssige kvalifikationer, ansvar og arbejdsvilkår. Laboranter udfører klassisk laborantarbejde i form af prøvetagning, måling og analyse mv. Teknikerne arbejder med pilotanlæg eller i produktionen og har – gennem et indgående kendskab til det anvendte udstyr – til opgave at få en proces til at køre eller at optimere en proces. Denne grundlæggende forskel i arbejdets art afspejler sig i deres uddannelsesmæssige kvalifikationer og indebærer, at laboranter og teknikere efter endt uddannelse som laborant og procesteknolog ikke konkurrerer om de samme jobs. Med hensyn til ansvar er det kendetegnende for nogle af de områder, som laboranter er ansat i, at der arbejdes i teams eller efter faste standard procedurer. Laboranter kan endvidere konsultere og  [s. 111] sparre med kemikere, som kender til laboranternes arbejde. I modsætning hertil arbejder teknikerne selvstændigt for så vidt angår det produktionsudstyr, som teknikerne har ansvaret for. I produktionen har teknikerne endvidere en rådgivende rolle i forhold til driftsoperatørerne. Hvad angår arbejdsvilkår løses den overvejende del af laborantarbejdet fra laboratorier, hvor den enkelte laborant har sin egen arbejdsstation. Arbejdet er ikke støjende eller beskidt. Arbejdet som tekniker kræver normalt, at den enkelte tekniker bevæger sig rundt på arbejdspladsen, og arbejdet er ofte støjende og beskidt. Teknikerne arbejder ofte med tilkald, mens laboranter arbejder efter en fast vagtplan, typisk i dagtimerne.

Efter en samlet vurdering af alle relevante faktorer er det vores opfattelse, at laboranter og teknikere hos indklagede ikke befinder sig i en sammenlignelig situation i arbejdsmæssig henseende. Vi har derfor ikke grundlag for at fastslå, at de ikke-udnævnte laboranter udfører arbejde af ”samme værdi” som de ikke-udnævnte teknikere, således som det er fastsat i § 1, stk. 2, i protokollatet om ligeløn.

Allerede som følge heraf har indklagede ikke overtrådt reglerne i protokollatet om ligeløn ved, at den gennemsnitlige grundløn for ikke-udnævnte laboranter er mere end 12 % lavere end den gennemsnitlige grundløn for ikke-udnævnte teknikere. Det må i øvrigt efter vores opfattelse lægges til grund, at lønforskellen mellem laboranter og teknikere hos indklagede afspejler markedsforholdene, hvor lønforskellen mellem laboranter og teknikere udgør 16 % i laboranternes disfavør.

Sagen er efter vores opfattelse så veloplyst, at vi uden brug af bevisbyrderegler har kunnet afgøre spørgsmålet om, hvorvidt ikke-udnævnte laboranter udfører arbejde af samme værdi som ikke-udnævnte teknikere.

Indklagede skal sammenfattende frifindes for klagers påstand 1, og der er herefter ikke grundlag for at regulere den fremtidige løn som nævnt i klagers påstand 2 eller for at efterbetale lønforskellen som nævnt i klagers påstand 3. Indklagede skal derfor også frifindes for klagers  [s. 112] påstande 2 og 3, og vi har således ikke anledning til at tage stilling til, om klagers påstande 2 og 3 efter deres formulering er egnet til at blive taget under påkendelse.

##### 8.4. Konklusion

Indklagede frifindes.

## Konklusion

Thi bestemmes:

Indklagede, Novozymes A/S, frifindes.

Hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmændenes honorar.

København, den 9. februar 2024

Thomas Rørdam Oliver Talevski Hanne Schmidt

===== FIL: praksis/dk-glostrup-2019-bs6605-2018.md =====

# Retten i Glostrup, 25. september 2019, sag BS-6605/2018-GLO

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-glostrup-2019-bs6605-2018.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-glostrup-2019-bs6605-2018.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Manglende invitation til incitamentsprogram under barselsorlov

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Byretten fandt ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte eller indirekte forskelsbehandling ved invitationen til incitamentsprogrammet under barselsorloven eller ved bonusvurderingen, så bevisbyrdereglen i § 6, stk. 2, kom ikke i anvendelse (jf. § 1 a, stk. 1 og 2). Østre Landsret ændrede resultatet (BS-44879/2019-OLR).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ledernes Hovedorganisation krævede som mandatar for lønmodtageren A, at arbejdsgiveren B blev dømt til at betale 9.500.000 kr. med procesrente fra den 26. februar 2018 i erstatning og godtgørelse for forskelsbehandling i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Kravet angik dels, at A ikke blev inviteret til at deltage i et incitamentsprogram (MIP), dels en bonusvurdering for 2014; A var på barsel ved den første bølge af invitationer. Retten tog ikke arbejdsgiverens påstand om afvisning efter voldgiftsklausulen i § 27 i Subscription and Securityholders Agreement til følge, da spørgsmålet var, om A som led i sin ansættelse var blevet forskelsbehandlet ved ikke at blive inviteret. Om sagens realitet lagde retten til grund, at invitationen beroede på en konkret vurdering af den enkelte medarbejders rolle i og værdi for virksomheden, at virksomheden måtte indrømmes et betydeligt forretningsmæssigt skøn ved udvælgelsen, at kollegaen E's stilling, uanset at hun var ansat med samme titel, havde en ganske anden baggrund, karakter og indhold end den stilling, A havde haft under den tidligere administrerende direktør, og at der var flere bølger af invitationer efter A's tilbagevenden. Retten fandt herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte eller indirekte forskelsbehandling, og der var derfor ikke grundlag for at anvende bevisbyrdereglerne i ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16 a. Heller ikke for bonusvurderingen for 2014 var sådanne omstændigheder påvist, da der skete en konkret vurdering af hendes ret til bonus, og hun fik udbetalt en ikke ubetydelig bonus for 2014.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Resultatet blev ændret af Østre Landsret ved dom af 16. september 2021 (BS-44879/2019-OLR), som tog A's påstand om betaling af 9 mio. kr. efter ligelønslovens § 2, stk. 1, til følge og tilkendte 10.000 kr. i godtgørelse efter § 2, stk. 2; landsrettens dom har en selvstændig post. Forklaringer og mailkorrespondance er udeladt i den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Retten i Glostrups dom 25. september 2019, BS-6605/2018-GLO

#### Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt A er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven, dels i forbindelse med at hun ikke af sin daværende arbejdsgiver, B Holding A/S (»B«), ikke blev inviteret til at deltage i et incitamentsprogram (MIP), dels i forbindelse med en bonusvurdering for året 2014. Ledernes Hovedorganisation har på vegne af A rejst krav om godtgørelse og erstatning.

*Ledernes Hovedorganisation som mandatar for A* har nedlagt påstand at B Holding A/S skal betale 9.500.000 kr. med procesrente fra den 26. februar 2018 til A.

*B Holding A/S* har nedlagt påstand om afvisning for en del, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

#### Oplysningerne i sagen

Med virkning fra den 1. marts 2013 blev A ansat i B. Det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt, at hun blev ansat med titlen »Executive Management Assistant«. Lønnen var aftalt til 925.000 kr. om året, og det fremgår, at hun var omfattet af den til enhver tid gældende bonusordning.

Den 12. april 2013 fik A meddelelse fra B, hvorved det blev bekræftet, at hun var ansat med titlen »Excutive Advisor«.

I marts 2014 blev B overtaget af nye ejere, ATP og kapitalfondene Bain og Advent.

I april 2014 fik A udmålt en bonus for året 2013 på 123.000 kr.

Den 14. juni 2014 gik A på barselsorlov.

I august 2014 tiltrådte D, der tidligere havde fungeret som finansdirektør (CFO), som ny administrerende direktør (CEO) i B, i stedet for den aftrædende CEO, C.

[Mailkorrespondance udeladt]

Den 15. april 2015 blev den aftale, Subscription and Securityholders Agreement, der fastlagde de rettigheder og forpligtelser der knyttede sig det incitamentsprogram, som var blevet forhandlet i forbindelse med overdragelsen i 2014, og som sagen er benævnt MlP-programmet, indgået. Som led heri fik en række medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i B tilbudt en mulighed for at erhverve anparter i selskabet eInvestments af 23. marts 2014 ApS og aktier i selskabet Nasser Norway AS og derigennem indirekte erhverve aktier B. Af aftalen fremgår blandt andet:

»*[…]*

*[Følgende i parternes egen oversættelse fra engelsk:]*
*EJERAFTALEN (denne »Aftale«) er indgået 15. april 2015 af og mellem (i) Nassa Norway, der er et aktieselskab stiftet i henhold til norsk ret (»Selskabet«), (ii) Nassa Investments AS, der er et aktieselskab stiftet i henhold til norsk ret (»Investor«), (iii) eInvestments af 23. marts 2014 ApS, der er et aktieselskab stiftet i henhold til dansk ret (»ManageCo«), (iv) hver af de Ledende Medarbejdere (som defineret nedenfor) angivet i Bilag 1 til denne aftale, og (v) eventuelle enkeltpersoner, der er udnævnt som de respektive direktørers tilknyttede enkeltpersoner, som anført i Bilag 3 til denne aftale (hver især kaldet »Tilknyttet Enkeltperson«). Selskabet, Investor, ManageCo, de Ledende Medarbejdere og de Tilknyttede Enkeltpersoner er »Parterne« i denne Aftale.*

*[…]*

*1. DEFINITIONER*

*[…]*

»*Ledende Medarbejder« betyder hver enkelt af de personer, der fremgår af denne Aftales bilag 1, og en eventuel Person,*

*som måtte tiltræde denne Aftale som Ledende Medarbejder ved at underskrive en Tiltrædelseserklæring i henhold til pkt. 4(c).*

*[…]*

…«

Der har under sagen været uenighed mellem parterne om hvorledes det oversatte begreb »Ledende Medarbejder« i aftalen skal forstås, herunder om der er tale om en henvisning til en egentlig medarbejdergruppe, eller om begrebet blot dækker over de personer, der har tiltrådt aftalen. Der er tale om en oversættelse fra det engelske »Executive«, som i den engelske originaltekst er defineret som:

»*[…]*

*»Executive« means each of the persons listed on schedule 1 to this Agreement and any person who agrees to be bound by the terms of this Agreement as an Executive by executing a Deed of Adherence in accordance with Section 4(c).*

*[…]*«

…

[Mailkorrespondance udeladt]

Den 1. juni 2015 vendte A tilbage fra barsel. Hun tiltrådte i en stilling i funktionen strategy and transformation i afdelingen for merchant services, og hendes umiddelbare chef var herefter G…

Den 28. oktober 2015 fik A fremsendt en ny kontrakt. Af fremsendelsesbrevet fremgår blandt andet:

»*[…]*

*Vedlagt fremsendes din nye kontrakt, opdateret med de nye vilkår, der vil gælde for dig pr. 1. november 2015.*

*Som følge af den nye operating model, som er implementeret pr. 1. juni 2015, overflyttes du til en stilling som Transformation Officer, som er en stilling på ’ employee’ niveau med reference til Senior Vice President Transformation & Integration (L3 niveau). I forbindelse med din overflytning er det aftalt, at din titel efter ønske kan lyde på Transformation Manager, hvilket dog ikke har nogen indflydelse på stillingens indplacering.*

*Som følge heraf skal vi hermed varsle din L3 bonusordning til ophør med dit individuelle opsigelsesvarsel, dvs til ophør pr. 31. januar 2016. Du vil herefter være omfattet af B’s standard bonus- ordning.*

*[…]*«

A protesterede over den nye kontrakt, som aldrig blev underskrevet og ej heller trådte i kraft. …

[Mailkorrespondance udeladt]

Den 15. april 2016 fik A meddelelse om, at hun for året 2015 var blevet tildelt en bonus på 39.000 kr.

I april 2016 blev navnene på deltagerne i MlP-programmet offentliggjort på B intranet. B A/S var på daværende tidspunkt ved at forberede sig på en børsnotering.

I brev af 1. september 2016 rejste Ledernes Hovedorganisation på vegne af A krav mod B, som danner grundlag for nærværende sag.

Den 13. september 2016 offentliggjordes prospektet for den kommende børsnotering af B A/S. Heri var der blandt andet omtale af MlP-programmet:

»*[…]*

*Vederlag til Nøglemedarbejdere*

*Selskabet blev stiftet i februar 2016, og Selskabet betalte således ikke vederlag til Nøglemedarbejderne for regnskabsåret 2015. Nøglemedarbejderne modtog dog vederlag for regnskabsåret 2015 fra andre koncernenheder for arbejde udført for de pågældende koncernenheder, der bestod af en fast løn og pensionsbidrag på i alt DKK 12,6 mio., en kontant bonus i henhold til STIP på i alt DKK 15,6 mio. samt sædvanlige personalegoder svarende til markedskutymen. Herudover deltog Nøglemedarbejderne i MIP, jf. »-Incitamentsprogrammer - Udbudsrelaterede programmer - MIP«. […]*

*Incitamentsprogrammer*

*[…]*

*Udbudsrelaterede programmer*

*[…]*

*MIP*

*Efter Akkvisitionsaktionærernes køb af B i 2014 oprettede et indirekte datterselskab af Nassa Topco AS et ledelsesprogram, hvor MIP deltagerne (der pt. består af ca. 70 deltagere, herunder tre medlemmer af Bestyrelsen, begge medlemmer af Direktionen, alle Nøglemedarbejderne og andre nuværende medarbejdere i Koncernen) nu deltager i MIP. I henhold til MIP har MIP-deltagerne investeret i A-aktier i elnvestments og B-aktier (ratchet-aktier) i Nassa Norway AS, et indirekte datterselskab af Nassa TopCo AS. […]*

*[…]*«

[Mailkorrespondance udeladt]

…

I brev af 4. april 2017 blev A meddelt en advarsel på baggrund af hendes, efter B’s opfattelse, svigtende performance.

Den 22. maj 2017 fik A meddelelse om, at hun ikke var indstillet til og heller ikke ville modtage bonus for året 2016.

Samme dag blev det varslet A, at hendes stilling ville blive ændret væsentligt, derved at hun pr. 1. november 2017 ville overgå til en stilling som »process agent« til en betydeligt reduceret løn.

Herefter, og idet A ikke accepterede den varslede stillingsændring, ophørte hendes ansættelse i B.

…

#### Forklaringer

[Udeladt]

#### Parternes synspunkter

*Ledernes Hovedorganisation som mandatar for A* har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

»*[…]*

*Rette værneting og sagsøgte*

*Sagsøger påberåber sig ikke Subscription and Sequrityholders Agreement som aftalemæssigt grundlag for et krav mod B, ligesom sagsøger ikke påberåber sig at være tvangsmæssig aftalepart til de juridiske enheder, der formelt forestod MIP-ordningen.*

*Det gøres overordnet gældende, at sagsøger over for B kan påberåbe sig eksistensen af tildelinger under MIP programmet, uanset at dette formelt blev stiftet af B’s udenlandske ejere. MIP programmet udgjorde en betydelig honorering af ledende medarbejdere hos B, og det gøres gældende, at denne honorering er sket som led i ansættelsesforholdet hos B. Programmet blev initieret af B og reelt også finansieret og administreret af B. B’s administrerende direktør foretog reelt udpegning af medarbejdere, der skulle tilbydes deltagelse ifølge B, tillige med godkendelse af selskabets Remunaration Commitee. Tildelingen af MIP aktier er derfor sket som led i ansættelsesforholdet hos en større gruppe af B medarbejdere, det er sket i B’s interesse og under B’s indflydelse, hvorfor sagsøger kan rejse krav relateret til ordningen over for B i henhold til ligelønsloven, jf. § 1a, stk. 3.*

*Det fremgår således, for eksempel af dokumentation gengivet i dom af 12. juli 2019 fra retten i Glostrup i sagen BS 10H-2432/2016 (…), at B i forbindelse med opsigelse af den pågældende medarbejder, som sagen drejede sig om, rejste krav om udnyttelse af tilbagekøbsoption på vegne eInvestment af 23. marts 2014, at denne pligt til at tilbagesælge blev udløst af den omstændighed, at medarbejderen fratrådte sin stilling hos B, og at den endelige fratrædelsesaftale inklusive vilkår om afhændelse af aktierne blev forhandlet af og indgået med B.*

*Det gøres gældende, at sagsøger med støtte i disse betragtninger kan rejse krav over for B ved de danske domstole og i henhold til dansk ret, idet det supplerende bemærkes, at B sagsøger bekendt ikke er part i MIP aftalen og derfor heller ikke kan påberåbe sig dennes voldgiftsklausul.*

*Krænkelse af princippet om ligebehandling og ligeløn*

*Den omstændighed, at næsten alle L3 medarbejdere fik tilbudt MIP aktier, samt det forhold at den medarbejder, der overtog sagsøgers stilling under hendes barsel fik tilbudt MIP aktier, indebærer, at der er formodning for, at sagsøger ville være blevet inkluderet i tildelingen, hvis ikke hun havde været på barselsorlov. Uanset, hvilke oplysninger om tildelingsprocent, der lægges til grund (…), kan det konstateres, at MIP programmet var et særdeles betydningsfuldt lønelement for det segment, som sagsøger tilhørte. Som følge heraf skal B bevise, at udeladelsen af sagsøger fra programmet ikke skyldes hendes fravær som følge af barselsorlov, jf. ligelønsloven § 6, stk. 2.*

*Det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning, hvorvidt sagsøgers samlede løn er mindre end den samlede løn for sammenlignelige medarbejdere af modsat køn, idet det afgørende er, at sagsøger som følge af barselsorloven er gået glip af et betydeligt løngode, jf. U 2012.2627 H og ligelønsloven § 1a.*

*B havde forud for anlæggelsen af nærværende sag end ikke påpeget omstændigheder, der kan danne grundlag for en sådan bevisførelse. Under skriftvekslingen er B trods vedvarende opfordringer fortsat ikke fremkommet med egentlige objektive beviser for, hvorledes udvælgelsen af medarbejdere skete, og hvorfor det i den sammenhæng skulle være baseret på saglige kriterier, at sagsøger blev forbigået. B’s eneste bevisførelse til at imødekomme den formodning, som sagen skal vurderes på grundlag af, er vidneforklaringer under hovedforhandlingen, der forventeligt må antages at have samme bevismæssig betydning som partsforklaring. Hertil kommer, at B ikke på nogen måde har godtgjort, at sagsøger overhovedet blev overvejet til at komme i betragtning under MIP, hvilket i sig selv bekræfter, at sagsøger blev forskelsbehandlet som følge af barselsorlov.*

*B har alene gjort gældende, at kriteriet for udvælgelse af deltagere var, at disse ansås at have væsentlig betydning for B-koncernens udvikling. Sagsøger gør gældende, at retten må lægge til grund, at tildelingerne blev foretaget på ren diskretionær baggrund, og at der ikke var opstillet objektive kriterier for tildelingerne.*

*I relation til B’s fremførte synspunkter om, at sagsøger ikke var tilstrækkeligt kvalificeret eller vel performende gøres det gældende, at retten må lægge følgende til grund om sagsøgers kvalifikationer og rolle i virksomheden:*

*Sagsøger var ikke »personlig assistent« for tidligere CEO C, men arbejdede fra ansættelsens start som Executive Management Assistant og var indplaceret i L3-niveau i forhold til B’ lønsystem.*

*Sagsøger havde mangeårig erfaring med opgaver af både strategisk, transformationel og finansiel karakter, såvel fra tidligere ansættelser siden hun blev færdiguddannet i 2003, som fra stillingen hos B. Sagsøger var i stillingen som Executive Advisor involveret i en lang række tunge opgaver på øverste direktions- og bestyrelsesniveau. Hun havde således dyb indsigt i selve organisationen og dennes forretningsmodel, ledelsesprocesser og konkurrencesituation.*

*Sagsøger var relativt højt lønnet, og hun fik i foråret 2014 en ganske væsentlig bonusbetaling vedrørende bonusåret 2013.*

*Da sagsøger gik på barselsorlov i juni 2014, refererede hun til den administrerende direktør. I august indtog D stillingen som administrerende direktør. Sagsøger fik ikke orientering om, at hendes stilling skulle være nedlagt, og sagsøger fik ikke varsling om, at hun fremover skulle referere til andre end den administrerende direktør.*

*Sagsøger fik forholdsmæssig og skønsmæssig bonus for bonusåret 2014, mens hun var på barselsorlov, efter at hun selv havde påpeget, at B ikke havde foretaget en bonusevaluering.*

*Sagens bevistemaer i forhold til sagsøgers kompetencer er efter sagsøgers opfattelse alene aktuelle i forhold til det af B fremførte vedrørende perioden fra efteråret 2014 til foråret 2015. Som følge heraf gøres gældende, at de ganske omfattende beskrivelser af sagsøgers påståede manglende eller mangelfulde performance i tiden efter hun var vendt tilbage fra barsel, og efter at B havde omplaceret hende fra hendes tidligere stilling, bevismæssigt ikke kan lægges til grund med en sådan konsekvens, at B anses at have tilbagevist formodning for forskelsbehandling. Det efterfølgende forløb er således præget af, at sagsøger ufrivilligt blev omplaceret, at sagsøger gennem flere perioder selv måtte efterlyse afklaring af stillingsindhold, bonusvilkår m.v., og at hun allerede, da hun vendte tilbage fra barsel, var blevet forbigået og dermed udelukket fra den gruppe, der ifølge en lang række ledende medarbejdere begrebsmæssigt måtte skulle »tegne fremtiden« i koncernen.*

*Det bestrides, at sagsøgers indsats i tiden, efter hun påbegyndte stillingen med reference til G, har givet anledning til eller har kunnet give anledning til berettiget kritik eller konklusioner om, at sagsøger ikke performede. B’s bevisførelse herom skal også ses i det lys, at Lederne ved brev af 1. september 2016 (…) rettede henvendelse om nærværende sag. B’s »evalueringer« af sagsøger efter denne dato kan ikke tillægges bevismæssig betydning.*

*Sagsøger fik forholdsmæssig og skønsmæssig bonus for bonusåret 2015, og B har ikke godtgjort, at dette skulle være sket på trods af, at hun ikke opfyldte vilkår for bonus.*

*Retten kan lægge til grund, at der er væsentlig uenighed mellem parterne om berettigelsen af B’s adfærd over for sagsøger i forbindelse med evalueringsforløb igangsat primo 2017 og frem mod advarsel og efterfølgende varsling af stillingsændring i maj 2017, og at der fortsat verserer en sag mellem parterne om dette forløb. Det bestrides under alle omstændigheder fra sagsøgers side, at B ved de fremlagte bilag … har godtgjort, at sagsøger ingen eller ringe performance havde i 2015-2016.*

*[…]*

…

*Det gøres sammenfattende gældende, at B ikke med tilstrækkelig sikkerhed har godtgjort, at udelukkelsen af sagsøger fra deltagelse i MIP ikke skyldes det forhold, at hun var på barselsorlov i perioden maj 2014 til juni 2015.*

*Sagsøger er herved blevet udsat for en forskelsbehandling i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at hun som følge heraf er berettiget til erstatning for det herved lidte tab, såvel som godtgørelse efter ligelønsloven § 2, stk. 2 og ligebehandlingsloven § 14.*

*Sagsøgers tab kan skønsmæssigt fastsættes til ca. 9 mio. kr. Herved er der taget højde for skønsmæssige usikkerheder, ikke mindst ved at der er taget*
*udgangspunkt i den lavest mulige tildeling til MIP programmet, at sagsøgers tab for så vidt angår 3 mio. kr. blev realiseret allerede i september 2016, og at sagsøger ved at opgøre et erstatningskrav dels går glip af fremtidige salgs- og indtægtsmuligheder ved en aktiepost og dels mister skattemæssige fordele forbundet med aktietildeling og salg.*

*Godtgørelse efter ligebehandlingsloven bør efter sagens karakter og størrelsen af sagsøgers tab taget i betragtning udmåles til ikke under seks måneders løn.*

*På denne baggrund gøres gældende, at sagsøger samlet skal tilkendes 9,5 mio. kr. i erstatning og godtgørelse.*

*[…]*«

*B Holding A/S* har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

»*[…]*

*ANBRINGENDER:*

*…*

*Ad kravet vedrørende MIP programmet:*

*Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagen for så vidt angår den del, der vedrører MIP programmet, skal afgøres ved voldgift efter reglerne i § 27 i Subscription and Securityholders Agreement (bilag B) og således ikke ved domstolene.*

*A har til støtte for dette krav som sit grundlæggende anbringende gjort gældende, at hun har haft et retligt krav på at være deltager i programmet. Det følger heraf, at det er programmet som sådant og dermed også voldgiftsklausulen, der er genstanden for hendes krav, og derfor også voldgiftsklausulen, der regulerer, hvilket forum og efter hvilke regler kravet skal behandles.*

…

*Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det for så vidt angår A’s krav vedrørende MIP programmet for det første gældende, at sagen ikke er anlagt mod rette sagsøgte. Det bemærkes herved, … at B hverken har oprettet eller har kunnet oprette MIP programmet, … at B hverken var ejer af eller havde dispositionsret over de kapitalandele, som programmet gav deltagerne mulighed for at investere i, … at B allerede derfor ikke havde kunnet tilsige A den ret til at investere igennem programmet, som hun hævder at have haft, … at B ikke var tillagt nogen beføjelser i henhold til aftalen om MIP programmet (…), og… at beslutningen om tilbyde nogen at investere gennem programmet således hverken formelt eller reelt lå hos B, men derimod hos ejerne af B, som havde stillet kapitalandelene til rådighed for programmet på de vilkår, de havde bestemt for programmet, og med det grundlæggende formål at give et tilbud om at investere igennem programmet til personer, som - uanset ansættelsesforhold - efter ejernes vurdering var af væsentlig betydning for B koncernens udvikling og værdi som ejernes investeringsobjekt. På denne baggrund giver det ingen mening at sagsøge B for det krav om deltagelse i MIP programmet eller kompensation herfor, som A har fremført.*

*For det andet gøres det gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt A havde et retligt krav på at få et tilbud om at investere igennem programmet, alene skal afgøres efter almindelige obligationsretlige principper på grundlag af, hvad der fremgår af programmet. Der er imidlertid intet heri, der tilsiger en ret for A til at deltage programmet. Det var tværtimod i sidste ende udelukkende op til ejerne af B ud fra formålet med at etablere programmet at vurdere og beslutte, hvem der skulle have et tilbud om at investere igennem det. A havde imidlertid end ikke tilnærmelsesvis kvalificeret sig til at komme i betragtning som mulig deltager i programmet - det være sig i forhold til de arbejdsopgaver, hun havde, før hun gik på barsel 14. juni 2014, som de opgaver, hun fik, efter at hun kom tilbage 1. juni 2015, og hendes helt utilstrækkelige performance i forbindelse hermed.*

*MIP Programmet var derimod ikke en del af de generelle eller konkrete ansættelsesvilkår for medarbejderne hos B. Programmet havde intet med A’s ansættelsesvilkår at gøre, men var et i forhold dertil adskilt og selvstændigt investeringsprogram, der som anført var blevet etableret af de daværende ejere af B koncernen, og som af dem blev tilbudt på markedsvilkår ikke blot til visse særligt udvalgte medarbejdere, men også andre, nemlig visse bestyrelsesmedlemmer. Der var således ikke tale om tildeling af ejerandele i B til enkelte ansatte, som det hævdes af A.*

*Det følger af det anførte, at MIP programmet ikke har været et element i de lønvilkår, B har kunnet tilbyde, endsige har givet medarbejderne.*

*Det bestrides, at B har handlet i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at bevisbyrden herfor påhviler A, og at hun ikke har løftet denne. Det gøres således gældende, at A ikke har påvist nogen omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16a, og at det derfor skulle påhvile B at bevise, at dette ikke er tilfældet. Det gøres i den forbindelse tillige gældende, at selvom det måtte antages, at bevisbyrden påhviler B, har B løftet denne.*

*Der foreligger således intet, der blot antydningsvis peger på, at A’s barselsorlov har spillet nogen rolle for spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle tilbydes at deltage i MIP programmet. Så meget desto mindre er der skabt nogen formodning for, at A ville have fået et sådant tilbud, hvis hun ikke havde været på barselsorlov. Det bemærkes i tilknytning hertil, at tilbud om at deltage i MIP programmet blev givet ad flere omgange, også efter, at A vendte tilbage fra barsel. Hvis ejerne af B koncernen havde ment, at hun havde kvalificeret sig til at få et*
*tilbud om at investere igennem programmet, kunne dette således være sket, efter hun var kommet tilbage fra barsel.*

*Det gøres gældende, at vurderingen af, om A har haft en ret til at blive tilbudt at investere igennem MIP programmet, det være sig ifølge selve programmet som i henhold til ligebehandlingsloven og ligelønsloven, skal ske på grundlag af hendes arbejdsopgaver og performance såvel før som efter, hun var på barsel.*

*A’s anbringende om, at det er i strid med ligebehandlingsloven og ligelønsloven, at hun ikke blev tilbudt at deltage i MIP Programmet, er forankret i den afgørende, men falske præmis, at næsten alle medarbejdere i L3 niveau fik tilbud om at deltage i programmet. Som det er dokumenteret, jf. …, fik en væsentlig del/den væsentligste del af medarbejderne i L3 niveau og i kategorien Performance Pay Plus, som A tilhørte, ikke et sådant tilbud.*

*Det bestrides, at A kan betragtes som ligestillet med E for så vidt angår deres respektive stillinger og deres performance. Det gælder A’s stilling såvel før som efter hendes barselsorlov. Der var tale om helt forskellige stillinger. E og A havde forskellig uddannelses- og funktionsmæssig baggrund og erfaring. Det gøres således gældende, at A hverken havde den erfaring eller de kompetencer, der var nødvendige for at bestride den stilling, E fik. Sammenligningen mellem to personer af samme køn viser i øvrigt, at situationen ikke er og ikke kan være omfattet af ligelønsloven.*

*For så vidt angår det rejste krav på 9 mio. kr., bestrides dette størrelsesmæssigt, idet det gøres gældende, at den investering på 100.000 kr., der er lagt til grund for den beregning af kravet, som A har foretaget, skal fragå.*

*Ad kravet vedrørende tildeling af bonus for 2014:*

*For så vidt angår spørgsmålet om tildeling af bonus for 2014, var forholdet det, at A’s barselsorlov blev tillagt den positive betydning, at hun blev tildelt bonus, uanset at bedømmelsen i øvrigt var, at hun ikke ville have kvalificeret sig hertil, jf. …. Allerede derfor er det udelukket, at spørgsmålet om tildeling af bonus for 2014 kan have været i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven.*

*Det bestrides, at B har handlet i strid med ligelønsloven eller ligebehandlingsloven. Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at B i forbindelse med tildeling af bonus for 2014 har tilsidesat ligebehandlingsloven eller ligelønsloven, på samme måde som i forhold til kravet om adgang til at investere igennem MIP programmet, påhviler A, og at hun ikke har løftet denne. Det gøres således gældende, at hun ikke har påvist nogen omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og at det derfor skulle påhvile B at bevise, at dette ikke er tilfældet. Det gøres i den forbindelse tillige gældende, at selvom det måtte antages, at bevisbyrden påhviler B, har B løftet denne.*

*A’s synspunkt er i øvrigt uforståeligt al den stund, at hun netop ikke blev forbigået ved tildeling af bonus for 2014.*

*[…]*

*For så vidt angår det rejste godtgørelseskrav på 500.000 kr., bestrides dette også størrelsesmæssigt.*

*For det tilfælde, at det måtte blive lagt til grund, at A’s rettigheder i henholde til ligelønsloven og/eller ligebehandlingsloven er blevet krænket, gøres det gældende, at der uanset dette ikke skal tilkendes hende en godtgørelse herfor, subsidiært et mindre beløb end krævet. Det skal derved tages i betragtning, at hun fik bonus for 2014, og der skal tages højde for et eventuelt erstatningsbeløb, hun måtte blive tillagt vedrørende MIP programmet. Endelig skal det tages i betragtning, at A ved den sag, der verserer for Ligebehandlingsnævnet, og som vedrører det samme hændelsesforløb, kræver sig tillagt en godtgørelse på ca. 1,1 mio. kr. ligeledes med henvisning til, at ligebehandlingsloven skulle være tilsidesat af B.*

*[…]*«

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

#### Retsgrundlag

Af lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019 af lov om lige løn til mænd og kvinder fremgår blandt andet:

»*[…]*

*§ 1. Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med denne lov. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.*

*[…]*

*§ 1 a. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.*

*Stk. 2. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.*

*Stk. 3. Løn er den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som lønmodtageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier.*

*[…]*
*§ 2. […]*

*Stk. 2. En lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.*

*[…]*

*§ 6 […]*

*Stk. 2. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at*

*ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. […]*«

Af lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. med senere ændringer (ligebehandlingsloven) fremgår blandt andet:

»*[…]*

*§ 1. Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.*

*Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.*

*[…]*

*§ 2. Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.*

*§* 3. *Enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til*

*erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. […]*

*§ 4. Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.*

*[…]*

*§ 5. Pligt til ligebehandling gælder også enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve et selvstændigt erhverv. Dette gælder også oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig virksomhed, herunder finansiering heraf.*

*[…]*

*§ 14. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af§§ 2-5, kan tilkendes en godtgørelse*

*[…]*

*§ 16 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at*

*bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. […]*«

#### Rettens begrundelse og resultat

B har for så vidt angår den del af kravet i sagen, der udspringer af A’s manglende deltagelse i MlP-programmet, principalt gjort gældende, at påstanden skal afvises, idet spørgsmålet er omfattet af voldgiftsklausulen i § 27 i Subscription and Securityholders Agreement.

Spørgsmålet i denne del af sagen er imidlertid ikke, om A havde et krav på deltagelse i MlP-programmet - eller for den sags skyld noget andet krav - som udspringer af denne aftale. Spørgsmålet er derimod om, hvorvidt A som led i sin ansættelse hos B er blevet forskelsbehandlet i strid med ligeløns- og ligebehandlingsloven, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i programmet, hvilket alene beror på en vurdering af forholdet mellem hende og B.

Herefter, og idet retten i øvrigt bemærker, at selve spørgsmålet om invitation til deltagelse i MlP-programmet i alle tilfælde ikke er reguleret af aftalen, som for sin del alene regulerer selve deltagelsen i MlP-programmet, finder retten, at kravene i denne sag ikke er omfattet af voldgiftsklausulen i Subscription and Securityholders Agreement.

B’s påstand om afvisning af denne del af sagen tages derfor ikke til følge.

Retten skal herefter tage stilling til, om A er blevet forskelsbehandlet i strid med ligeløns- og ligebehandlingsloven, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP-programmet.

Retten lægger i den forbindelse til grund, at det reelt var en forudsætning for deltagelse i MlP-programmet, at den pågældende var ansat i B, hvilket alle deltagere, bortset fra to bestyrelsesmedlemmer, som efter særskilte forhandlinger også blev inviteret til at deltage, da også var. Efter navnlig D’s forklaring, som også støttes af det, som fremgår af 2016-prospektet om programmet, lægger retten videre til grund, [at] formålet med programmet var at gøre visse medarbejdere, som af forskellige årsager skønnedes at være af betydning for udviklingen af B og virksomhedens værdi, til stakeholders, og dermed bidrage til at fastholde og motivere dem i ansættelsen. Programmet må på den baggrund i øvrigt anses for et helt sædvanligt incitamentsprogram. Endelig lægger retten til grund, at uanset at den endelige beslutning om at invitere den enkelte medarbejder til at deltage i programmet, principielt lå uden for B, så var det dog reelt D, der i sin egenskab af CEO for B, enten direkte eller efter indstilling fra ledelseslag længere nede i organisation, traf beslutning om indstillingen af de enkelte medarbejdere til deltagelse.

Det er derfor også uden betydning for denne sag, at MlP-programmet ikke indebar en aftale mellem den enkelte deltager og B - eller for så vidt en direkte erhvervelse af aktier i B - men derimod var en aftale om erhvervelse af ejerandele i andre selskaber i koncernen, eInvestments af 23. marts 2014 ApS og Nassa Norway AS, der for deres del, som retten har forstået det, gennem en række andre selskaber holdt aktier i B.

Spørgsmålet er herefter, om Ledernes Hovedorganisation - med den heraf følgende betydning for bevisbyrden - har påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling af A i forbindelse med, at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP-programmet, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16 a.

A var ubestridt på barsel på tidspunktet for den første »bølge« af invitationer. Det må endvidere lægges til grund som ubestridt, at hun på daværende tidspunkt var indplaceret i en ledelsesstilling eller en stilling på niveau med en ledelsesstilling. Endelig er det ubestridt, at E, der blev inviteret til at deltage i programmet, mens A var på barsel, blev ansat hos D med samme titel som den, A havde haft i sin stilling under C.

Retten lægger dog samtidig til grund, at invitationen til at deltage i MIP-programmet beroede på en konkret vurdering af den enkelte medarbejders rolle i og værdi for B. Retten lægger herved især vægt på D’s forklaring, beskrivelsen af programmet i 2016-prospektet, og den omstændighed, at det må lægges til grund, at et ikke ubetydeligt antal medarbejdere i ledende stillinger, navnlig i stillinger på niveau med A’s, aldrig blev inviteret til at deltage i programmet.

Retten finder i den forbindelse også anledning til at bemærke, at der for incitamentsprogrammer af den type, som denne sag drejer sig om, må indrømmes virksomheden et betydeligt forretningsmæssigt skøn i forbindelse med udvælgelsen af deltagere.

Navnlig efter forklaringerne fra A selv, D, G og E, lægger retten ydermere til grund, at E’s stilling hos D, uanset at hun var ansat med titlen executive advisor, havde en ganske anden baggrund, karakter og indhold end den stilling med samme titel, som A havde hos C, og som må anses for nedlagt i forbindelse med dennes afgang som CEO. D har således også i betydelige detaljer redegjort for de konkrete årsager til, at E blev inviteret til at deltage i MlP- programmet, herunder navnlig om hendes arbejde med den finansielle model i forbindelse med salgsprocessen og betydningen heraf - også efter salgsprocessens afslutning. Retten finder på den måde, at der ikke er grundlag for at antage, at beslutningen om at invitere E til at deltage i programmet var knyttet til hendes titel eller som sådan den blotte omstændighed, at hun var ansat direkte under D. Retten finder på samme baggrund, at der heller ikke er grund til at antage, at A, hvis hun ikke havde været på barsel i perioden, ville have fået den rolle og de opgaver, som E, der også har en helt anden uddannelses- og arbejdsmæssig baggrund en A, fik.

Endelig lægger retten vægt på, at der efter A’s tilbagevenden fra barsel var flere bølger af invitationer til at deltage i MlP-programmet, og at det således alene var under den første [b]ølge, at A var på orlov fra sin stilling.

Retten finder herefter, at der ikke er påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at A har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling, derved at hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP- programmet, og der er herefter ikke grundlag for a bringe bevisbyrdereglerne i ligelønslovens § 6, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 16 a i anvendelse.

Retten finder herefter, at A ikke har krav på hverken erstatning eller godtgørelse fra B i den anledning, hvorfor B i denne del af sagen frifindes for påstanden herom.

Retten har herved ikke taget stilling til spørgsmålet om A’s performance i de forskellige stillinger, som hun har haft i B, idet retten efter bevisførelsen i øvrigt må lægge til grund, at denne har været uden - eller i alt væsentligt - uden betydning for beslutningen om ikke at invitere hende eller hendes muligheder for at komme til at deltage i MlP- programmet.

For så vidt angår den del af A’s krav, som udspringer af bonusvurderingen for 2014 finder retten, at der heller ikke i den forbindelse er påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Retten har herved lagt til grund, at der, uanset forløbet, rent faktisk skete en konkret vurdering af hendes ret til eller krav på bonus, som desuden mundede ud i, at hun for 2014 fik udbetalt en - også i forhold til 2013 - ikke ubetydelig bonus.

Retten har herved lagt vægt på det, som fremgår af den fremlagte korrespondance i foråret 2015 mellem A og G, samt deres respektive forklaringer.

B frifindes derfor også for den del af A’s påstand, der vedrører bonusvurderingen for 2014.

Herefter frifindes B i de hele for den af Ledernes Hovedorganisation nedlagte påstand.

Efter sagens udfald skal Ledernes Hovedorganisation betale sagsomkostninger til B med 300.000 kr., til dækning af dennes udgifter til advokat.

…

## Domskonklusion

Thi kendes for ret

B Holding A/S frifindes.

…

===== FIL: praksis/dk-h-1990-ii227-1987.md =====

# Højesteret, 2. oktober 1990, sag II 227/1987

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-1990-ii227-1987.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-1990-ii227-1987.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Nyansatte konsulenters andre opgaver: ikke arbejde af samme værdi

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Højesteret behandlede en anke af Sø- og Handelsrettens dom i en sag om, hvorvidt konsulenten Lilly Margrethe Nielsen havde haft samme arbejde eller arbejde af samme værdi som to nyansatte konsulenter, og om forskellen i aflønningen var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Fire dommere lagde til grund, at indstævnte ved ansættelsen af de to nye konsulenter havde til hensigt, at de i ikke uvæsentligt omfang skulle udføre arbejdsopgaver, som Lilly Margrethe Nielsen ikke tidligere havde haft og heller ikke kom til at udføre, og at de nye konsulenter fik det tilsigtede arbejdsområde efter en begrænset indlæringsperiode; hun kunne derfor ikke siges at have haft samme arbejde eller arbejde af samme værdi som de nyansatte. Dommer Marie-Louise Andreasen fandt, at de tre konsulenters arbejde i årene 1984 og 1985 efter en samlet vurdering var arbejde af samme værdi, og at det efter principperne i EF-domstolens dom af 17. oktober 1989 i sag 109/1988 (Danfoss) påhvilede indstævnte at bevise, at lønforskellen ikke var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Efter denne dommers opfattelse var beviset ikke ført ved oplysningerne om, at indstævnte ved lønfastsættelsen for de nyansatte havde lagt vægt på uddannelse, tidligere beskæftigelse, erfaringsområde og almindelig fremtræden samt på, at de senere skulle udføre mere betroede arbejdsopgaver, og dommeren stemte for at give appellanten medhold i den principale påstand. Højesteret stadfæstede dommen efter stemmeflertallet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk, konkret bevisvurdering af de faktiske arbejdsopgaver i 1984 og 1985. Flertallet lagde vægt på de opgaver, de nyansatte faktisk fik efter en begrænset indlæringsperiode. Dommen fastslår ikke, at en fælles stillingsbetegnelse afgør, om der er tale om samme arbejde, og heller ikke, at arbejdsgiverens forventninger til senere opgaver eller kvalifikationer i sig selv kan begrunde en lønforskel. Én dommer dissenterede. Den anvendte tekst oplyser ikke udtrykkeligt parternes påstande, og domskonklusionen er udeladt.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 93 (lov/1.md), § 1, afsnit 94 (lov/1.md), § 1, afsnit 95 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 97 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 98 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 99 (lov/1a.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Sø- og Handelsretten.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Funch Jensen, Kiil, Hornslet, Riis og Marie-Louise Andreasen.

Appellanten har gentaget sine påstande.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer.

Lilly Margrethe Nielsen har bl.a. forklaret, at hendes arbejde bestod, udover besøg i almindelige forretninger og andre handelslokaler, i besøg i supermarkeder og butikscentre, hvor hun dels henvendte sig til centerledelsen og dels til de enkelte forretninger. Hun har ikke under ansættelsen besøgt messer og biblioteker. Hun har ikke drøftet disse områder med ledelsen, men er af den opfattelse, at dette arbejde ikke kræver særlige kvalifikationer. Fra den 1. januar 1984 indførte ledelsen for alle 3 konsulenter en pligt til at udfærdige daglige rapporter over det udførte arbejde.

Under mødet i januar 1984, hvor stillingsbeskrivelsen blev udleveret, blev de enkelte punkter i beskrivelsen gennemgået. Det blev oplyst, at den primære del skulle iværksættes straks, mens ledelsen ønskede at vente lidt med at iværksætte den sekundære del. Hun fik det indtryk, at den sekundære del skulle iværksættes samtidig for alle 3 konsulenter, når de 2 nyansatte var blevet oplært i den primære del af arbejdet. Det blev ikke drøftet om, hvorvidt der til udførelsen af den sekundære del krævedes særlige kvalifikationer, men hun var efter en gennemgang af arbejdsopgaverne af den opfattelse, at dette ikke var tilfældet.

Jens Carlsen har bl.a. forklaret, at Lilly Margrethe Nielsen fik udleveret stillingsbeskrivelsen under et møde med vidnet og Ib Bo Larsen. Vidnet erindrer ikke, at de enkelte punkter i stillingsbeskrivelsen blev gennemgået. Stillingsbeskrivelsen blev udarbejdet som led i en omlægning af KODA's struktur. Ledelsen følte, at KODA havde et kommunikationsproblem over for brugerne, og at der var behov for at udvide aktiviteterne gennem ansættelsen af de 2 nye konsulenter. Arbejdet var i stillingsbeskrivelsen delt op i et primært og et sekundært område. Formålet med det primære område var at udbrede kendskabet til KODA for derigennem at skabe en større markedsdækning. Det sekundære område var væsentligt forskelligt fra det primære, idet de enkelte opgaver krævede en individuel bearbejdning af kunderne, for eksempel ved musik til arbejdet, der omfattede virksomheder med mere end 50 ansatte. Det kunne være vanskeligt og krævede forhandlingstalent at forklare over for virksomhedens ledelse, at der var tale om offentlig fremførelse af musik, når der blev spillet musik for de ansatte. Biblioteker og medborgerhuse skulle virke som KODA's forlængede arm og havde derfor et stort informationsbehov. Det primære område var lettere at håndtere også for for eksempel større supermarkeder, idet der var udarbejdet en tarif, der var angivet i KODA's informationsmateriale, hvor ydelsen alene varierede efter butiksarealet. I stillingsbeskrivelsen var landet opdelt i 3 regioner, men det var ikke meningen, at Lilly Margrethe Nielsen skulle varetage arbejdsopgaverne for Sjællandsområdet alene. Hun skulle som hidtil alene varetage primærgrupperne, idet vidnet ikke følte, at hun havde de krævede kvalifikationer til de andre områder, som hun på intet tidspunkt havde bearbejdet. Sjællandsområdet betjenes i dag af 2 nyansatte konsulenter, der arbejder efter samme stillingsbeskrivelse som de 2 jyske konsulenter. De nye konsulenter anvender i dag mindre tid på de primære opgaver end i 1984 og 1985 og bruger i stedet mere tid til de nye områder. Konsulenterne har selvstændigt gennemført en række forhandlinger med større forretningskæder. Aftalen med Dansk Supermarked er fornyet. Der er blevet indgået en aftale med en kæde af byggemarkeder og en aftale med Bellacentret om præsentation af KODA's rettigheder i centrets informationsmateriale. Konsulenterne har endvidere præsenteret KODA i dagspressen. Debitorplejen er til en vis grad overført til konsulenterne, der har bemyndigelse til at indgå en afdragsordning med debitorerne.

Preben Klarskov har bl.a. forklaret, at han har været ansat hos KODA siden december 1978.

Han har ikke tilrettelagt de nye konsulenters besøgsture, men opdelte ved hjælp af indtegninger på et kort efter forudgående aftale med Lilly Margrethe Nielsen hendes område i mindre distrikter for at intensivere hendes indsats. I de
første måneder efter de 2 nye konsulenters ansættelse udførte alle konsulenterne de samme arbejdsopgaver. Vidnet betragtede det som en indlæringsperiode, og forholdene ændrede sig efter få måneder. De nye konsulenter udarbejdede forslag til brug inden for forskellige brugerområder, herunder messer. De anvendte mindre tid på det primære område og mere på det sekundære område. De har blandt andet indgået centrale aftaler med flere detailkæder.

Fire dommere - Funch Jensen, Kiil, Hornslet og Riis - tiltræder, at det må lægges til grund, at indstævnte ved ansættelsen af de 2 nye konsulenter havde til hensigt, at disse i ikke uvæsentligt omfang skulle udføre arbejdsopgaver, som Lilly Margrethe Nielsen ikke tidligere havde haft, og som hun heller ikke kom til at udføre. De nye konsulenter fik det tilsigtede arbejdsområde efter en begrænset indlæringsperiode, og Lilly Margrethe Nielsen kan under disse omstændigheder ikke siges at have haft samme arbejde eller arbejde af samme værdi som de nyansatte. Disse dommere stemmer herefter for at stadfæste dommen.

#### Dommer Marie-Louise Andreasen udtaler:

Lilly Margrethe Nielsen har haft samme stillingsbetegnelse som de 2 nyansatte, og denne dommer finder det ubetænkeligt at antage, at hun fik det indtryk, at den nye stillingsbeskrivelse også skulle gælde for hendes arbejde. Herefter og efter oplysningerne om det arbejde, der faktisk blev udført, lægger denne dommer til grund, at de forskelle, der er påpeget mellem Lilly Margrethe Nielsens og de to nye konsulenters arbejde, kun for en del er kvalitetsforskelle, og at de 3 personers arbejde i årene 1984 og 1985 efter en samlet vurdering må betegnes som arbejde af samme værdi.

Det må efter principperne i EF-domstolens dom af 17. oktober 1989 i sag 109/1988 (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss)) antages at påhvile indstævnte at bevise, at forskellen mellem Lilly Margrethe Nielsens og de 2 andre konsulenters aflønning ikke er udtryk for en forskelsbehandling på grund af køn. Sådant bevis er ikke ført ved oplysningerne om, at indstævnte ved fastsættelsen af de 2 nyansatte konsulenters løn lagde vægt på uddannelse, tidligere beskæftigelse, erfaringsområde og almindelig fremtræden samt på, at de på et senere tidspunkt skulle udføre mere betroede arbejdsopgaver.

Denne dommer stemmer derfor for at give appellanten medhold i den principale påstand.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

***Sø- og Handelsrettens dom bør ved magt at stande.***

*I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanten, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Lilly Margrethe Nielsen, 12.000 kr. til indstævnte, KODA.*

*De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.*

===== FIL: praksis/dk-h-2006-63-2004.md =====

# Højesteret, 13. oktober 2006, sag 63/2004

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2006-63-2004.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2006-63-2004.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Krav mod arbejdsgiverforening om kønsopdelte lønstatistikker

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark ankede Østre Landsrets dom af 4. februar 2004 og påstod sagen hjemvist til landsretten til realitetsbehandling af principalt HK's påstande 1-3 for landsretten, subsidiært påstande 1-2 og mere subsidiært påstand 1, mens Dansk Arbejdsgiverforening påstod stadfæstelse; sagen blev behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387. Sagens realitet angik i det væsentlige, om artikel 6 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 indebærer, at Dansk Arbejdsgiverforening er forpligtet til at pålægge medlemsvirksomhederne eller nærmere angivne medlemsvirksomheder løbende at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker. Højesteret udtalte, at direktivet ikke omtaler kønsopdelte lønstatistikker, og at en eventuel pligt for virksomheder til at føre sådanne statistikker ikke kan påhvile alle virksomheder uanset størrelse, overenskomstforhold mv. Det var derfor ikke muligt under en retssag at tilvejebringe et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen til HK's generelt udformede påstande, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved landsrettens afvisning af HK's påstande blev opretholdt. I sagsfremstillingen gengav Højesteret den nye § 5 a i lov om lige løn til mænd og kvinder, vedtaget ved lov nr. 562 af 9. juni 2006 med ikrafttræden den 1. januar 2007, hvorefter en arbejdsgiver med mindst 35 ansatte hvert år skal udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, med undtagelse for visse brancher og med mulighed for i stedet at aftale en redegørelse med de ansatte.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen er fra før direktiv 2023/970 og dets udtrykkelige pligter. Den kan ikke bruges som hjemmel til at afvise de senere lovbestemte informations- og statistikrettigheder. Den anvendte tekst gengiver ikke landsrettens dom eller indholdet af HK's påstande 1-3, og afslutningen er udeladt.

Bruges i kommentaren: § 4 a, afsnit 12 (lov/4a.md), § 4 a, afsnit 13 (lov/4a.md), § 4 a, afsnit 14 (lov/4a.md), § 6, afsnit 53 (lov/6.md), § 6, afsnit 54 (lov/6.md), § 6, afsnit 55 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 4. februar 2004.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

##### Påstande

Appellanten, HK Danmark, har påstået sagen hjemvist til landsretten til realitetsbehandling af principalt de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-3, subsidiært de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-2 og mere subsidiært den af HK for landsretten nedlagte påstand 1.

Indstævnte, Dansk Arbejdsgiverforening, har påstået stadfæstelse.

##### Supplerende sagsfremstilling

Den 7. december 2005 fremsatte beskæftigelsesministeren lovforslag L 99 om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (Kønsopdelt lønstatistik og redegørelser om lige løn). Lovforslaget er uændret vedtaget ved lov nr. 562 af 9. juni 2006. Ved lovændringen, som træder i kraft den 1. januar 2007, er § 5 a affattet således:

»*§ 5 a.* En arbejdsgiver med mindst 35 ansatte skal hvert år udarbejde en kønsopdelt lønstatistik for grupper med mindst 10 personer af hvert køn opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode til brug for høring og information af de ansatte om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheden. Dette gælder dog ikke virksomheder i brancherne landbrug, gartneri, skovbrug og fiskeri. Hvis den kønsopdelte lønstatistik af hensyn til virksomhedens legitime interesser er modtaget som fortrolig, må oplysningerne ikke videregives.

*Stk. 2.* Den kønsopdelte lønstatistik efter stk. 1 skal opgøres for medarbejdergrupper med en detaljeringsgrad svarende til den 6-cifrede DISCO-kode. Arbejdsgiveren har i øvrigt pligt til at redegøre for statistikkens udformning og for det anvendte lønbegreb.

*Stk. 3.* Virksomheder, der indberetter til den årlige lønstatistik hos Danmarks Statistik, kan uden beregning rekvirere en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 fra Danmarks Statistik.

*Stk. 4.* Arbejdsgiverens forpligtelse til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 bortfalder, hvis arbejdsgiveren indgår aftale med de ansatte på virksomheden om at udarbejde en redegørelse. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed, og den nærmere opfølgning herpå i redegørelsens periode. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere og behandles i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov om information og høring af lønmodtagere eller i reglerne i en kollektiv overenskomst, som træder i stedet for lov om information og høring af lønmodtagere. Redegørelsen skal senest være udarbejdet inden udgangen af det kalenderår, hvor pligten til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik bestod.«

I de generelle bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, Tillæg A, s. 2943):

»Dette lovforslag har til formål at øge opmærksomheden og intensivere arbejdet med at reducere eventuelle lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomhederne. Dette kan ske ved at øge synligheden og informationen om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheder over en vis størrelse. . . .

Lovforslaget giver imidlertid også virksomhederne mulighed for i stedet at udarbejde en redegørelse, hvis der indgås aftale herom med de ansatte. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere.

Virksomhederne kan også vælge at indgå en kollektiv overenskomst eller aftale, som lever op til lovforslagets krav om udarbejdelse af enten en kønsopdelt lønstatistik eller en redegørelse.

Baggrunden for lovforslaget er, at forbudet mod forskelsbehandling ikke har vist sig tilstrækkeligt til at fjerne lønforskellene mellem mænd og kvinder. Det er regeringens opfattelse, at det vil være mindst lige så vigtigt som et forbud at få etableret et konstruktivt samarbejde på virksomhederne mellem arbejdsgivere og deres mandlige og kvindelige medarbejdere.

Der har tidligere været gjort forsøg på at lovgive om kønsopdelt lønstatistik, men denne statistik var særligt rettet mod at skaffe et statistisk grundlag til forberedelse af ligelønssager mod arbejdsgiverne og lagde dermed op til konflikt på virksomhederne. Regeringen vil med dette forslag lægge vægt på, at reduktion af lønforskelle mellem mænd og kvinder i højere grad nås ved, at virksomhederne og medarbejderne samarbejder om arbejdet med at fremme ligeløn. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at den kønsopdelte statistik ikke i sig selv kan bruges som et bevis på, at der er reelle lønforskelle. Statistikken kan kun anvendes som en indikation på, at der er en lønforskel, som så må indgå i ligelønsarbejdet på virksomheden.

. . .

Regeringen ønsker ikke at pålægge virksomhederne administrative byrder, som ikke i praksis er egnede til at reducere lønforskelle mellem kvinder og mænd. Således vil summariske gennemsnitslønninger ikke give indblik i de bagvedliggende årsager til forskelle i aflønning. De er ikke brugbare i ligelønsarbejdet, men kan tværtimod virke konserverende på forældede lønsystemer. Summariske gennemsnitslønninger uden detaljeret opgørelse på arbejdsfunktion ville desuden kunne bruges til andre formål end at reducere lønforskellene mellem mænd og kvinder (fx lønforhandlinger på virksomhederne). Det ønsker regeringen ikke.

Regeringen anerkender, at der er behov for, at virksomhederne arbejder aktivt med lønforskellene mellem mænd og kvinder, men det giver kun mening at lade større virksomheder udarbejde kønsopdelt lønstatistik. Det skyldes, dels at hensynet til anonymiteten vanskeligt kan tilgodeses i små og mellemstore virksomheder, dels at man på de små og mellemstore virksomheder i forvejen er så tæt på hinanden, at den slags krav ville være overdrevne. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke også på disse virksomheder bør være opmærksomme på ligelønsproblematikken. Fra regeringens side ser man selvsagt gerne, at der på alle niveauer arbejdes hermed. Lovmæssige foranstaltninger er imidlertid ikke her vejen frem.

Regeringen mener, at det er vigtigt med metodefrihed. Derfor har de omfattede virksomheder mulighed for selv at fastlægge udformningen af den kønsopdelte lønstatistik, når statistikken er detaljeret efter tilsvarende principper som den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode . . . Virksomheder, der i stedet udarbejder en redegørelse, er heller ikke bundet til en bestemt metode eller form herfor.«

I Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning vedrørende lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, Tillæg B, s. 1294-1295):

»Et *mindretal* i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til *vedtagelse* med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget hilser overordnet set regeringens forslag om at indføre kønsopdelte lønstatistikker på en del af det danske arbejdsmarked velkommen, da Socialdemokratiet lige siden regeringen suspenderede loven fra 2001 har efterlyst kønsopdelte lønstatistikker.

Socialdemokratiet finder imidlertid regeringens forslag helt utilstrækkeligt, da det kun vil dække en beskeden del af det private arbejdsmarked - nemlig godt 15 pct. Den helt utilstrækkelige dækningsgrad skyldes kravene om, at virksomheden skal have mindst 35 ansatte, og at der kun skal føres statistik over grupper af mindst 10 medarbejdere af hvert køn, der udfører »samme arbejde« fordelt på den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode. Dermed dækker kravet kun de største danske virksomheder, og de små og mellemstore virksomheder går fri, selv om det er her, problemerne er størst.

Socialdemokratiet finder ikke ministerens begrundelser for afgrænsningen af omfattede virksomheder tilfredsstillende. Hensynet til anonymiteten er blevet tilbagevist af bl.a. Danmarks Statistik, og grænsen på 35 ansatte er heller ikke sagligt begrundet. Inddelingen i 6-cifrede DISCO-koder er ligeledes uhensigtsmæssig, idet der på den måde kan forekomme arbejde af samme værdi på tværs af grupperne. Socialdemokratiet hilser forslaget om ligestillingsredegørelser velkommen, men mener, at det skal være et supplement til og ikke en erstatning for lønstatistikkerne.

På denne baggrund har Socialdemokratiets medlemmer af udvalget stillet en række ændringsforslag.«

#### Højesterets begrundelse og resultat

Sagens realitet angår i det væsentlige spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at Dansk Arbejdsgiverforening er forpligtet til at pålægge medlemsvirksomhederne eller nærmere angivne medlemsvirksomheder løbende at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker.

Efter artikel 6 skal medlemsstaterne - i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer - træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

Direktivet omtaler ikke kønsopdelte lønstatistikker. Måtte det uanset dette antages, at der af direktivet kan udledes en pligt for virksomheder til at føre sådanne statistikker, kan der ikke være tale om en pligt, som påhviler alle virksomheder uanset størrelse, overenskomstforhold mv. Det er derfor ikke muligt under en retssag at tilvejebringe et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen til HK's generelt udformede påstande.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

*Landsrettens dom stadfæstes.*

*I sagsomkostninger for Højesteret skal HK Danmark betale 20.000 kr. til Dansk Arbejdsgiverforening.*

*De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.*

*Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.*

===== FIL: praksis/dk-h-2006-64-2004.md =====

# Højesteret, 13. oktober 2006, sag 64/2004

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2006-64-2004.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2006-64-2004.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Intet grundlag for at tage stilling til krav om lønstatistik

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 5 a, stk. 1 ([lov/5a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Det var ikke muligt under en retssag at skaffe grundlag for at tage stilling til HK’s generelt udformede påstande om statens pligt til at sikre kønsopdelte lønstatistikker (jf. § 4 a og § 6, stk. 1). Sagsfremstillingen gengiver den da vedtagne, men endnu ikke ikrafttrådte § 5 a om kønsopdelt lønstatistik (lov nr. 562 af 9. juni 2006). Dommen kan ikke bruges mod de senere lovbestemte statistik- og oplysningsrettigheder (jf. lønredegørelsen i § 5 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/5a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/5a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark ankede Østre Landsrets dom af 4. februar 2004 og påstod sagen hjemvist til landsretten til realitetsbehandling af de påstande, HK havde nedlagt for landsretten, mens Beskæftigelsesministeriet påstod stadfæstelse. Sagens realitet angik i det væsentlige, om medlemsstaterne, herunder den danske stat, efter artikel 6 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 er forpligtet til at pålægge virksomhederne eller nærmere angivne virksomheder løbende at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker. I sagsfremstillingen er gengivet, at § 5 a i lov om lige løn til mænd og kvinder ved lov nr. 562 af 9. juni 2006, som træder i kraft den 1. januar 2007, pålægger en arbejdsgiver med mindst 35 ansatte hvert år at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, med visse undtagelser og med mulighed for i stedet at aftale en redegørelse med de ansatte. Højesteret bemærkede, at direktivet ikke omtaler kønsopdelte lønstatistikker, og at en eventuel pligt for virksomheder til at føre sådanne statistikker ikke kan være en pligt, som påhviler alle virksomheder uanset størrelse, overenskomstforhold mv. Det var derfor ikke muligt under en retssag at tilvejebringe et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen til HK's generelt udformede påstande. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom, og HK Danmark fik ikke medhold i påstanden om hjemvisning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Højesteret tog ikke stilling til, om direktivet indebærer en pligt for staten til at sikre kønsopdelte lønstatistikker. Dommen er fra før direktiv 2023/970 og dets udtrykkelige pligter og kan ikke bruges som hjemmel til at afvise de senere lovbestemte informations- og statistikrettigheder. Den anvendte tekst gengiver ikke landsrettens dom eller dens begrundelse, og afslutningen er udeladt.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 4. februar 2004.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

##### Påstande

Appellanten, HK Danmark, har påstået sagen hjemvist til landsretten til realitetsbehandling af principalt de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-3, subsidiært de af HK for landsretten nedlagte påstande 1-2 og mere subsidiært den af HK for landsretten nedlagte påstand 1.

Indstævnte, Beskæftigelsesministeriet, har påstået stadfæstelse.

##### Supplerende sagsfremstilling

Den 7. december 2005 fremsatte beskæftigelsesministeren lovforslag L 99 om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (Kønsopdelt lønstatistik og redegørelser om lige løn). Lovforslaget er uændret vedtaget ved lov nr. 562 af 9. juni 2006. Ved lovændringen, som træder i kraft den 1. januar 2007, er § 5 a affattet således:

»*§ 5 a.* En arbejdsgiver med mindst 35 ansatte skal hvert år udarbejde en kønsopdelt lønstatistik for grupper med mindst 10 personer af hvert køn opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode til brug for høring og information af de ansatte om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheden. Dette gælder dog ikke virksomheder i brancherne landbrug, gartneri, skovbrug og fiskeri. Hvis den kønsopdelte lønstatistik af hensyn til virksomhedens legitime interesser er modtaget som fortrolig, må oplysningerne ikke videregives.

*Stk. 2.* Den kønsopdelte lønstatistik efter stk. 1 skal opgøres for medarbejdergrupper med en detaljeringsgrad svarende til den 6-cifrede DISCO-kode. Arbejdsgiveren har i øvrigt pligt til at redegøre for statistikkens udformning og for det anvendte lønbegreb.

*Stk. 3.* Virksomheder, der indberetter til den årlige lønstatistik hos Danmarks Statistik, kan uden beregning rekvirere en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 fra Danmarks Statistik.

*Stk. 4.* Arbejdsgiverens forpligtelse til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik efter stk. 1 bortfalder, hvis arbejdsgiveren indgår aftale med de ansatte på virksomheden om at udarbejde en redegørelse. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed, og den nærmere opfølgning herpå i redegørelsens periode. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere og behandles i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov om information og høring af lønmodtagere eller i reglerne i en kollektiv overenskomst, som træder i stedet for lov om information og høring af lønmodtagere. Redegørelsen skal senest være udarbejdet inden udgangen af det kalenderår, hvor pligten til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik bestod.«

I de generelle bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, s. 2943):

»Dette lovforslag har til formål at øge opmærksomheden og intensivere arbejdet med at reducere eventuelle lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomhederne. Dette kan ske ved at øge synligheden og informationen om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheder over en vis størrelse. . . .

Lovforslaget giver imidlertid også virksomhederne mulighed for i stedet at udarbejde en redegørelse, hvis der indgås aftale herom med de ansatte. Redegørelsen skal både indeholde en beskrivelse af vilkår, der har betydning for aflønning af mænd og kvinder på virksomheden, og konkrete handlingsorienterede initiativer, der kan have et forløb på op til 3 års varighed. Redegørelsen skal omfatte alle virksomhedens medarbejdere.

Virksomhederne kan også vælge at indgå en kollektiv overenskomst eller aftale, som lever op til lovforslagets krav om udarbejdelse af enten en kønsopdelt lønstatistik eller en redegørelse.

Baggrunden for lovforslaget er, at forbudet mod forskelsbehandling ikke har vist sig tilstrækkeligt til at fjerne lønforskellene mellem mænd og kvinder. Det er regeringens opfattelse, at det vil være mindst lige så vigtigt som et forbud at få etableret et konstruktivt samarbejde på virksomhederne mellem arbejdsgivere og deres mandlige og kvindelige medarbejdere.

Der har tidligere været gjort forsøg på at lovgive om kønsopdelt lønstatistik, men denne statistik var særligt rettet mod at skaffe et statistisk grundlag til forberedelse af ligelønssager mod arbejdsgiverne og lagde dermed op til konflikt på virksomhederne. Regeringen vil med dette forslag lægge vægt på, at reduktion af lønforskelle mellem mænd og kvinder i højere grad nås ved, at virksomhederne og medarbejderne samarbejder om arbejdet med at fremme ligeløn. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at den kønsopdelte statistik ikke i sig selv kan bruges som et bevis på, at der er reelle lønforskelle. Statistikken kan kun anvendes som en indikation på, at der er en lønforskel, som så må indgå i ligelønsarbejdet på virksomheden.

. . .

Regeringen ønsker ikke at pålægge virksomhederne administrative byrder, som ikke i praksis er egnede til at reducere lønforskelle mellem kvinder og mænd. Således vil summariske gennemsnitslønninger ikke give indblik i de bagvedliggende årsager til forskelle i aflønning. De er ikke brugbare i ligelønsarbejdet, men kan tværtimod virke konserverende på forældede lønsystemer. Summariske gennemsnitslønninger uden detaljeret opgørelse på arbejdsfunktion ville desuden kunne bruges til andre formål end at reducere lønforskellene mellem mænd og kvinder (fx lønforhandlinger på virksomhederne). Det ønsker regeringen ikke.

Regeringen anerkender, at der er behov for, at virksomhederne arbejder aktivt med lønforskellene mellem mænd og kvinder, men det giver kun mening at lade større virksomheder udarbejde kønsopdelt lønstatistik. Det skyldes, dels at hensynet til anonymiteten vanskeligt kan tilgodeses i små og mellemstore virksomheder, dels at man på de små og mellemstore virksomheder i forvejen er så tæt på hinanden, at den slags krav ville være overdrevne. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke også på disse virksomheder bør være opmærksomme på ligelønsproblematikken. Fra regeringens side ser man selvsagt gerne, at der på alle niveauer arbejdes hermed. Lovmæssige foranstaltninger er imidlertid ikke her vejen frem.

Regeringen mener, at det er vigtigt med metodefrihed. Derfor har de omfattede virksomheder mulighed for selv at fastlægge udformningen af den kønsopdelte lønstatistik, når statistikken er detaljeret efter tilsvarende principper som den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode . . . Virksomheder, der i stedet udarbejder en redegørelse, er heller ikke bundet til en bestemt metode eller form herfor.«

I Arbejdsmarkedsudvalgets betænkning vedrørende lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2005-2006, tillæg B, s. 1294-1295):

»Et *mindretal* i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til *vedtagelse* med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget hilser overordnet set regeringens forslag om at indføre kønsopdelte lønstatistikker på en del af det danske arbejdsmarked velkommen, da Socialdemokratiet lige siden regeringen suspenderede loven fra 2001 har efterlyst kønsopdelte lønstatistikker.

Socialdemokratiet finder imidlertid regeringens forslag helt utilstrækkeligt, da det kun vil dække en beskeden del af det private arbejdsmarked - nemlig godt 15 pct. Den helt utilstrækkelige dækningsgrad skyldes kravene om, at virksomheden skal have mindst 35 ansatte,
og at der kun skal føres statistik over grupper af mindst 10 medarbejdere af hvert køn, der udfører »samme arbejde« fordelt på den såkaldte 6-cifrede DISCO-kode. Dermed dækker kravet kun de største danske virksomheder, og de små og mellemstore virksomheder går fri, selv om det er her, problemerne er størst.

Socialdemokratiet finder ikke ministerens begrundelser for afgrænsningen af omfattede virksomheder tilfredsstillende. Hensynet til anonymiteten er blevet tilbagevist af bl.a. Danmarks Statistik, og grænsen på 35 ansatte er heller ikke sagligt begrundet. Inddelingen i 6-cifrede DISCO-koder er ligeledes uhensigtsmæssig, idet der på den måde kan forekomme arbejde af samme værdi på tværs af grupperne. Socialdemokratiet hilser forslaget om ligestillingsredegørelser velkommen, men mener, at det skal være et supplement til og ikke en erstatning for lønstatistikkerne.

På denne baggrund har Socialdemokratiets medlemmer af udvalget stillet en række ændringsforslag.«

#### Højesterets begrundelse og resultat

Sagens realitet angår i det væsentlige spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv nr. 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder indebærer, at medlemsstaterne, herunder den danske stat repræsenteret ved Beskæftigelsesministeriet, er forpligtet til at pålægge virksomhederne eller nærmere angivne virksomheder løbende at udarbejde kønsopdelte lønstatistikker.

Efter artikel 6 skal medlemsstaterne - i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer - træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet og drage omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

Direktivet omtaler ikke kønsopdelte lønstatistikker. Måtte det uanset dette antages, at der af direktivet kan udledes en pligt for virksomheder til at føre sådanne statistikker, kan der ikke være tale om en pligt, som påhviler alle virksomheder uanset størrelse, overenskomstforhold mv. Det er derfor ikke muligt under en retssag at tilvejebringe et fyldestgørende grundlag for en stillingtagen til HK's generelt udformede påstande.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

*Landsrettens dom stadfæstes.*

*I sagsomkostninger for Højesteret skal HK Danmark betale 40.000 kr. til Beskæftigelsesministeriet.*

*De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.*

*Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.*

===== FIL: praksis/dk-h-2009-471-2006.md =====

# Højesteret, 24. september 2009, sag 471/2006

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2009-471-2006.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2009-471-2006.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Dokumentation for lønforskelle mellem kundekonsulenter

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 1 d ([lov/1d.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1d-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1d-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En kvindelig kundekonsulent blev aflønnet lavere end mandlige kolleger i samme afdeling. Arbejdsgiveren havde accepteret at bære bevisbyrden. Højesterets flertal på tre dommere fandt, at fraværet af en skriftlig lønpolitik og dokumentation for de individuelle kriterier skærpede kravene til beviset. Kollegers særlige baggrund kunne begrunde en forskel, hvis den havde betydning for det aktuelle arbejde, men dette var ikke godtgjort. Heller ikke en generel lønbevaringspolitik eller betydningen af en konkurrenceklausul var dokumenteret. Flertallet fandt, at hun fra 1999 udførte samme arbejde som sammenligningspersonerne, og at krænkelsen ikke ophørte alene, fordi disse senere fratrådte. Der blev tilkendt 674.637 kr. med renter fra lønkravenes forfald og 229.010 kr. i sagsomkostninger. To dommere ville frifinde: efter deres vurdering var den oprindelige højere løn sagligt begrundet i rekruttering af særlig ekspertise, og den kunne fortsætte, selv om opgaverne ændrede sig.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret bevisbedømmelse, ikke et generelt forbud mod lønbevaring eller forskelle begrundet i relevant erfaring. Manglende skriftlighed var ikke alene afgørende. Det offentlige eksemplar er en universitetskopi af rettens dom, ikke en frisk fil fra domstolen.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 60 (lov/1.md), § 1, afsnit 61 (lov/1.md), § 1, afsnit 62 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 73 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 74 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 75 (lov/1a.md), § 1 d, afsnit 15 (lov/1d.md), § 1 d, afsnit 20 (lov/1d.md), § 2, afsnit 20 (lov/2.md), § 2, afsnit 21 (lov/2.md), § 2, afsnit 22 (lov/2.md), § 6, afsnit 23 (lov/6.md), § 6, afsnit 24 (lov/6.md), § 6, afsnit 25 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentlig kopi af dommen i et universitetsarkiv. https://arbetsratt.juridicum.su.se/euarb/09-3-4/HD_24-9-09.pdf

HØJESTERETS DOM

afsagt torsdag den 24. september 2009

**Sag 471/2006 **

(2. afdeling)

Teknisk Landsforbund som mandatar for A
(advokat Jørgen Rønnow Bruun)
mod
A/S Ikast Betonvarefabrik
(advokat Jakob Fastrup)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Roskilde den 18. februar 2005 og af Østre Landsrets 1. afdeling den 28. april 2006.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Henrik Waaben.

#### Påstande

Appellanten, Teknisk Landsforbund som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, A/S Ikast Betonvarefabrik, skal betale 674.637 kr., subsidiært 612.761 kr., med tillæg af procesrente fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt, subsidiært fra sagens anlæg. Teknisk Landsforbund har mere subsidiært nedlagt en anerkendelsespåstand.

A/S Ikast Betonvarefabrik har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået.

#### Tvisten for Højesteret

As principale og subsidiære påstande er beregnet ved at sammenholde hendes løn med lønnen for henholdsvis B og C. Kravet er opgjort pr. 15. november 2007, da hun fratrådte sin stilling.

Ikast Betonvarefabrik har ikke for Højesteret bestridt, at den også hæfter for den del af et eventuelt krav, der vedrører tiden før overtagelsen af afløbsafdelingen fra Unicon A/S. Ikast  [s. 2] Betonvarefabrik har heller ikke indsigelser mod de beløbsmæssige opgørelser af kravet, herunder forrentningen. Endelig har Ikast Betonvarefabrik ikke bestridt, at det påhviler virksomheden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2.

#### Anbringender

A har for Højesteret gjort gældende, at vurderingen af, om Ikast Betonvarefabrik har krænket ligelønsprincippet, skal ske ved at sammenholde hendes løn med kollegerne Bs og Cs løn. De var – lige som hun – ansat som kundekonsulenter i afløbsafdelingen og udførte det samme arbejde som hende. Der var ingen forskel på deres uddannelsesmæssige baggrund. Hun havde længere anciennitet og større omsætning end B og C. De forhold, som Ikast Betonvarefabrik har henvist til som begrundelse for Bs og Cs højere lønninger, herunder at de skal have haft en særlig ekspertise fra deres tidligere arbejdsområder, har ingen betydning haft for dem i deres arbejde som kundekonsulenter, og de kan derfor ikke tillægges betydning for sagen.

Der er ikke fra Ikast Betonvarefabriks side fremlagt stillingsbeskrivelser for kundekonsulenterne i belægningsafdelingen, og der foreligger ikke oplysninger om, hvilket lønniveau de havde forud for tiltrædelsen hos Unicon. Der foreligger heller ikke oplysninger om deres uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige baggrund, deres kundekontakter eller andre oplysninger i relation til de kriterier, som Unicon skal have anvendt for løndannelsen og lønudviklingen. Medarbejdere i belægningsafdelingen bør derfor ikke inddrages ved sagens bedømmelse.

En efterbetalingsperiode, hvori der skal betales ligeløn, omfatter også perioder, hvor en mandlig sammenligningsperson har forladt virksomheden, jf. forarbejderne til den nugældende bestemmelse i ligelønslovens § 1, stk. 3 (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 5569). Dette er også lagt til grund i voldgiftspraksis, ligesom det følger af EF-domstolens dom af 27. marts 1980 i sagen Macarthys Ltd. mod Wendy Smith (sag 129/79), præmisserne 11 og 13.

A/S Ikast Betonvarefabrik har anført, at salgskonsulenterne i såvel afløbsafdelingen som belægningsafdelingen bør indgå i vurderingen. Vidneforklaringerne viser, at der ikke blev stillet større krav til de ansatte i afløbsafdelingen end til de ansatte i belægningsafdelingen, og at uddannelses- og træningsforløbet var det samme for kundekonsulenterne i de to afdelinger. Lønnen for samtlige kundekonsulenter er fastsat ved individuelle forhandlinger, hvor der generelt er taget udgangspunkt i de enkelte konsulenters resultater, erfaringer og lignende. As  [s. 3] løn svarede stort set til gennemsnittet for alle kundekonsulenter, og flere mandlige konsulenter oppebar en lavere løn end hun. Opgørelsen af As krav viser, at hendes månedsløn i perioden fra januar 1999 til september 2001, da B fratrådte, steg med 2.048 kr., mens Bs månedsløn i samme periode kun steg med 1.210 kr. Tilsvarende var hendes lønstigning i perioden fra januar 1999 til maj 2003, da C fratrådte, 2.332 kr. månedligt, mens Cs løn – der ikke steg efter Ikast Betonvarefabriks overtagelse af Unicons afløbsafdeling – kun steg med 1.260 kr. månedligt.

Bs løn skal ses på baggrund af, at han var ansat i et selskab, som blev købt af Unicon. Han havde en stor viden om rensningsanlæg og besad en specialviden om afløbsprodukter. Endvidere blev det ved ansættelsen af B lagt til grund, at han var ingeniør. Cs løn skal ses på baggrund af, at han havde været direktør i en virksomhed, som blev købt af Unicon. Han havde en meget stor viden om udskillerprodukter og havde gode kontakter. Endvidere havde han en konkurrenceklausul, som han blev kompenseret for via lønnen. B og C kan derfor ikke anvendes som sammenligningspersoner, idet de ikke udførte arbejde af samme art eller værdi for virksomheden som A. Hertil kommer, at hendes stillingsbeskrivelse – i modsætning til Bs og Cs – angiver, at hun kun i 50 % af tiden skulle udføre egentligt salgskonsulentarbejde.

Til støtte for den subsidiære påstand har Ikast Betonvarefabrik anført, at der under alle omstændigheder ikke er ført bevis for, at der i perioden efter virksomhedens overtagelse af ansættelsesforholdet i september 2001 er udøvet lønmæssig forskelsbehandling. Endvidere vil en konstateret lønmæssig forskelsbehandling fremadrettet kunne bringes til ophør ved, at den relevante sammenligningsperson sættes ned i løn eller som i denne sag fratræder sin stilling. B og C kan heller ikke anvendes som sammenligningspersoner, efter at de var fratrådt deres stilling.

#### Supplerende sagsfremstilling

Af en opgørelse over lønudviklingen for salgsmedarbejdere i Unicon i perioden 1997-2001 fremgår bl.a. følgende oplysninger (ekskl. pension):

[s. 4]

| Belægning |  |  | År 97 | År 98 | År 99 | År 00 | År 01 |

| --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- |

| Stilling | Ansat | Navn | Løn | Løn | Løn | Løn | Løn |

| Konsulent | 15.02.90 | H | 25.047,00 | 25.794,00 | 26.394,00 | 26.900,00 | 27.500,00 |

|  |  |  |  | 3,0% | 2,3% | 1,9% | 2,2% |

| Konsulent | 01.07.68 | Q | 26.726,00 | 26.424,00 | 27.024,00 | 27.500,00 | 28.000,00 |

|  |  |  |  | 2,7% | 2,3% | 1,8% | 1,8% |

| Konsulent | 09.02.93 | R *) | 19.907,00 | 20.505,00 | 21.120,00 | 23.000,00 | 24.000,00 |

|  |  |  |  | 3,0% | 3,0% | 8,9% | 4,3% |

| Konsulent | 01.01.98 | S | 21.000,00 | 21.236,00 | 21.536,00 | 25.000,00 | 26.000,00 |

|  |  |  |  | 1,1% | 1,4% | 16,1% | 4,0% |

| Konsulent | 01.01.98 | T | 0,00 | 23.504,00 | 23.974,00 | 26.000,00 | 27.000,00 |

|  |  |  |  |  | 2,0% | 8,5% | 3,8% |

| Konsulent | 01.02.97 | U | 24.074,00 | 25.278,00 | 0,00 | 0,00 | 0,00 |

|  |  |  |  | 5,0% |  |  |  |

| Konsulent | 01.01.00 | V | 0,00 | 0,00 | 23.500,00 | 25.000,00 | 26.000,00 |

*)Overført fra produktion

| Afløb |  |  | År 97 | År 98 | År 99 | År 00 | År 01 |

| --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- | --- |

| Stilling | Ansat | Navn | Løn | Løn | Løn | Løn | Løn |

| Konsulent | 01.08.94 | A ***) | 21.759,00 | 23.704,00 | 24.504,00 | 25.600,00 | 25.600,00 |

|  |  |  |  | 8,9% | 3,4% | 4,5% | 0,0% |

| Konsulent | 22.11.67 | L | 25.726,00 | 26.424,00 | 27.424,00 | 28.700,00 | 28.700,00 |

|  |  |  |  | 2,7% | 3,8% | 4,7% | 0,0% |

| Konsulent | 17.02.97 | C | 30.185,00 | 30.833,00 | 31.333,00 | 32.000,00 | 32.000,00 |

|  |  |  |  | 2,1% | 1,6% | 2,1% | 0,0% |

| Konsulent | 01.12.96 | J | 32.130,00 | 32.870,00 | 33.520,00 | 34.500,00 | 34.500,00 |

|  |  |  |  | 2,3% | 2,0% | 2,9% | 0,0% |

| Konsulent | 18.04.95 | B | 30.278,00 | 30.880,00 | 31.480,00 | 32.000,00 | 32.000,00 |

|  |  |  |  | 2,0% | 1,9% | 1,7% | 0,0% |

***) Overført fra ekspedition

|  | År 97 | År 98 | År 99 | År 00 | År 01 |

| --- | --- | --- | --- | --- | --- |

|  | Løn | Løn | Løn | Løn | Løn |

| Gennemsnitlig løn pr. måned - | 23.150,80 | 23.790,17 | 23.924,67 | 25.566,67 | 26.416,67 |

| belægning (konsulenter) |  | 2,8% | 0,6% | 6,9% | 3,3% |

| Gennemsnitlig løn pr. måned - | 28.015,60 | 28.942,20 | 29.652,20 | 30.560,00 | 30.560,00 |

| afløb (konsulenter) |  | 3,3% | 2,5% | 3,1% | 0,0% |

Det er oplyst, at As månedsløn pr. 1. august 2002 og pr. 1. januar 2003 udgjorde 26.100 kr. ekskl. pension, og at Cs løn fra september 2000 til hans fratræden i maj 2003 forblev uændret.

[s. 5]

Under sagens behandling ved Retten i Roskilde er der afgivet forklaringer af blandt andre A, D, E, F, G, H og J. Af retsbogen fremgår bl.a.:

”Sagsøgeren forklarede behørigt forberedt, at hun er 42 år. Hun er uddannet teknisk assistent og har tidligere været ansat i et rådgivende ingeniørfirma. Fra 1993-1995 uddannede hun sig som merkonom, bl.a. indenfor markedsføring og strategi. I april 1991 blev hun ansat som ekspeditionsmedarbejder hos Unicon A/S. Hun var ansat i selskabets afløbsafdeling og senere var hun også ansat i belægningsafdelingen. Hun modtog telefoniske henvendelser og modtog ordrer fra kunder. Hun havde også administrative funktioner. Den 30. november 1992 fratrådte hun sin stilling, da produktionen i Risskov blev nedlagt. Hun arbejdede herefter i Århus Mørtelkompagni. I august 1994 blev hun på ny ansat som ekspeditionsmedarbejder i Unicon A/S. Hun overtog Ks stilling, da K skulle have orlov i et år. Den 1. november 1995 tiltrådte hun stillingen som kundekonsulent. Hun arbejdede med salg af afløb og belægningsprodukter. Hun udarbejdede tilbud vedrørende disse produkter og foretog opfølgning af kundekontakterne. Den stillingsbeskrivelse, der er underskrevet af hende den 6. januar 2000 indeholder i hovedsagen en beskrivelse af de funktioner, som hun varetog i stillingen. I begyndelsen havde hun også Nordjylland som sit område. Der skete en naturlig opdeling af de geografiske områder, da afløbs- og belægningsafdelingen blev adskilt. Hendes mandlige kollegaer varetog stort set identiske opgaver. Sagsøgeren bistod dog også B vedrørende edb-arbejdet. De produkter, der sælges i afløbsafdelingen omfatter betonrør, brønde og fedt- og olieudskillere. Belægningsprodukter omfatter fliser, trappesten og belægningssten. Det kræver mere teknisk viden at forestå salget af afløbsprodukterne, end den viden der er nødvendig for at varetage salget af produkterne fra belægningsafdelingen. Sagsøgeren samarbejdede med sine kollegaer. De koordinerede priserne og hver især kunne de have en kunde fra en kollegas geografiske område. De kunne trække på D, der fungerede som back-up. Sagsøgeren havde et samarbejde med salgsassistent K, der udførte noget arbejde for sagsøgeren. Der var ikke så meget samarbejde med salgsingeniørerne, der primært udførte beregninger på udskillerprodukter. Man kan ikke sammenligne salgsingeniørernes opgaver med kundekonsulenternes. Man talte ikke om sin løn med andre ansatte. I begyndelsen af 2001 blev hun bekendt med den løn, som de andre kundekonsulenter fik og deres arbejdsvilkår, da B fortalte, at hun ikke fik så meget i løn som andre kundekonsulenter. Hun snakkede meget med B om dette. B tilbød hende en kopi af sin lønseddel. Under lønforhandlinger i 2001 med D blev hun tilbudt en lønstigning. Sagsøgeren bad om en større lønstigning. Sagsøgeren spurgte om grunden til at hendes løn var lavere end den løn, som hendes kollegaer fik. D kunne ikke give en forklaring på dette. Senere fik hun besked om, at den generelle lønstigning ikke ville blive gennemført for hende og nogle andre ansatte. Sagsøgeren er ikke bekendt med lønnen for de ansatte i belægningsafdelingen. Kundesegmentet er ikke helt det samme i afløbs- og belægningsafdelingen. Der er også en geografisk områdeopdeling i belægningsafdelingen. Salgsingeniørerne i afløbsafdelingen arbejdede ikke indenfor geografisk opdelte områder. Sagsøgeren har ikke modtaget provisionsløn. Nogle af sagsøgerens lønstignin-ger blev gennemført ved forhandling og andre lønstigninger var automatisk regulerede. I afløbsafdelingen solgte L mest, og sagsøgeren solgte næstmest. I Århus Amt er der store landsdækkende entreprenørfirmaer, og det amt vil altid være et godt område. Det er sværere at forestå salget i Nordjyllands Amt. Der var også en fabriksbetonafdeling i Unicon A/S. Sagsøgeren var ikke klar over lønforholdene for de ansatte i denne afdeling. Den 17. september 2001 blev afløbsafdelingen i Unicon A/S solgt til A/S Ikast  [s. 6] Betonvarefabrik. Sagsøgeren og hendes kollegaer blev indkaldt til et salgsmøde i Ringe, hvor de fik meddelelse om salget. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Det var ikke alle medarbejdere i afløbsafdelingen, der fulgte med til Ikast Betonvarefabrik. M, N, N og B blev ikke ansat i Ikast Betonvarefabrik. Sagsøgeren, L, C, J, K og O blev ansat i Ikast Betonvarefabrik. Sagsøgers stilling hos Ikast Betonvarefabrik indebar administrative opgaver i mindre omfang end hendes opgaver hos Unicon. Der blev forsøgt udarbejdet en ansættelseskontrakt for sagsøgeren, men kontrakten blev dog aldrig endeligt udarbejdet. Sagsøgeren modtog ingen melding om, hvorledes lønpolitikken var hos Ikast Betonvarefabrik. Der er et automatisk lønreguleringssystem, og der er ingen lønforhandlinger. D, der var sagsøgers nærmeste foresatte, blev ikke ansat i Ikast Betonvarefabrik. Der var ingen organisationsplan hos Ikast Betonvarefabrik. Sagsøgerens og Ps salgsområder var identiske. De fordelte kunderne efter indbyrdes enighed. P solgte dog også tagsten til forhandlere. Sagsøgeren sælger afløbsprodukter og læser licitationsmateriale og beregner tilbud. Hun holder øje med, hvem der får de arbejder, der har været udbudt i licitation, og giver meddelelse til vedkommende kundekonsulent, der så kan give den pågældende virksomhed tilbud på produkterne fra Ikast Betonvarefabrik. P varetager ikke nogen overordnede funktioner for sagsøgeren. Det er sagsøgers opfattelse, at hun refererer til salgschef X. Hun har ikke modtaget oplysninger om, at man får løntillæg for en koordinerende rolle. Afløbsprodukterne er mere teknisk prægede, idet man skal vide noget om den rigtige dybde i jorden, hvorledes produkterne skal lægges og dimensioneringen af produkterne. Belægningsprodukterne er mere simple produkter. Sagsøgeren har arbejdet både i belægnings- og afløbsafdelingen, og da hun skiftede til udelukkende at arbejde i afløbsafdelingen, var hun ikke på særlige kurser. Hun har selv søgt sin viden om produkterne. Sagsøgeren har kun viden om Bs løn. Under lønforhandlingerne i 2001 sagde D, at han var yderst tilfreds med hendes indsats. De aftalte, at han skulle prøve at vende tilbage med et tilbud om en højere lønstigning end 3,5 %. 80 % af kunderne køber både produkter fra afløbsafdelingen og belægningsafdelingen. Sagsøgeren har modtaget referatet fra sælgermødet den 25. januar 2002 i Ikast Betonvarefabrik. Hun opfatter referatet til kun at angå tagsten og byggemarkedskæder. Hun kan ikke huske, om hun har sendt ugerapporter til P.

Som vidne mødte D der, behørigt forberedt, forklarede, at han har været ansat i Unicon A/S fra 1998 - 2002. I to år var han chef for sagsøgeren. Han er nu salgs- og marketingdirektør i byggebranchen. Han er uddannet HDR og HDA. Han er også uddannet speditør og kloakmester. Den beskrivelse af ansvar og beføjelser for kundekonsulenter vedrørende projektsalg, der er godkendt den 24. oktober 2001, gjaldt både for ansatte i afløbs- og belægningsafdelingen. Beskrivelsen vedrørende forhandlersalg gjaldt ikke for afløbsafdelingens ansatte. Der blev ikke stillet større krav til den ansatte i afløbsafdelingen end til den ansatte i belægningsafdelingen. Kravene var stort set identiske i begge afdelinger. Der var ikke noget, der var sværere i den ene af afdelingerne frem for den anden afdeling. Medarbejderne skulle sætte sig ind i de tekniske ting. Det kræver erfaring at have med kunder at gøre. Det varer 1-2 år for at en konsulent bliver god til at have med kunderne at gøre. Lønudviklingen for salgsmedarbejderne i afløbs- og belægningsafdelingerne var historisk betinget og betinget af indsats, alder og anciennitet som kundekonsulent. B havde et firma, som blev købt ind i Unicon A/S og han havde stor viden om rensningsanlæg. B var ingeniør og det var helt klart en årsag til, at han havde det pågældende lønniveau. Det er helt sikkert, at ingeniøruddannelsen havde betydning for hans arbejde med salg af afløbsprodukter. J havde været underdirektør i en virksomhed, da han kom til Unicon A/S. Han besad viden og kvalifikationer omkring markedet og var særdeles god i kontakten til kunderne. Han fik derfor løn på det pågældende niveau. Han var eftertragtet som ansat. C havde været direktør i en virksomhed, som blev købt af Unicon A/S. Han havde en meget stor viden om udskillerprodukter og havde  [s. 7] gode kontakter. L havde mange gode kontakter og havde været i en menneskealder hos Unicon A/S. De bedste kundekontakter havde L, derpå fulgte J, A, C og B. Vidnet førte lønforhandlinger i 2001 med sagsøgeren. Vidnet kom med et lønoplæg og sagsøgeren sagde, at det ikke var godt nok. Det var dog i toppen af det, som man kunne tilbyde. Der kunne ikke gives mere sagde vidnet, og sagsøgte sagde, at hun ville gå til sin fagforening. Vidnet synes at en stigning på 3,5% var en god stigning, og det var den anden højeste, der blev tilbudt for de ansatte i afløbsafdelingen. Ingeniører er gode til at tale med entreprenører. Sagsøgeren har en ligeså god baggrund for at foretage salg som B. J havde produktteknisk viden om entreprenørkunderne. Han kom fra en virksomhed, som solgte samme produkter som Unicon A/S. Unicon A/S købte viden hos J og C og kunne ikke sætte dem ned i løn. C havde ikke specifik viden om afløbsprodukter. L var primært i hele perioden beskæftiget med afløbsprodukter. Den største omsætning for produkterne blev opnået ved salg på Sjælland, dernæst i Århus-området og derpå i Js område. Indenfor det område, hvor sagsøgeren foretog salg, var hun den anden bedste sælger. Der er dog flere om at skabe omsætning i et område. Baggrunden for at der ikke skulle ske lønstigninger i 2001 i afløbsafdelingen var, at omkostningerne skulle holdes nede. Overskuddet var ikke godt nok.

Som vidne mødte E, der behørigt forberedt forklarede, at han er direktør i A/S Ikast Betonvarefabrik, og at han også er medejer af selskabet. Han har været beskæftiget i virksomheden i 20 år. Han har at gøre med produktionen, salget og administrationen. Han varetager også opgaver vedrørende medarbejdere og lønfastsættelser. Han omgås en del af de ansatte til hverdag. Han er rimelig hurtig til at opfatte, om de ansatte bestiller noget. A var ansat i en virksomhed, som A/S Ikast Betonvarefabrik overtog, og hendes løn blev fastsat ud fra det lønniveau, som hun havde haft i den overtagne virksomhed. A har ikke klaget over sin løn i A/S Ikast Betonvarefabrik. Der er foretaget regulering af hendes løn 2 eller 3 gange. Vidnet har ikke været orienteret om hendes utilfredshed med sin løn hos Unicon A/S. J var tidligere ansat hos Unicon, og han blev ansat hos Ikast Betonvarefabrik, da man overtog Unicon. J var tidligere underdirektør hos Vejle Terrasso- og Betonvarefabrik. Han havde en speciel baggrund med stor erfaring og mange kundekontakter. Han fik dog en for høj løn i forhold til sin indsats og i forhold til sine kollegaer, og derfor blev han opsagt. A har løbende henvendt sig til vidnet om arbejdsmæssige opgaver, og den sidste henvendelse vedrørte en pris, der skulle beregnes til en kunde. Kundekonsulenterne kan kontakte X og Xs foresatte. Såfremt der er tale om større opgaver bliver P spurgt til råds. P er koordinator vedrørende prispolitikken. Lønreguleringen for de ansatte foretages bl.a. på baggrund af de generelle lønstigninger på arbejdsmarkedet.

Vidnet F forklarede, behørigt forberedt, at han er økonomichef hos A/S Ikast Betonvarefabrik, hvor han blev ansat i 1988. Han blev udnævnt til økonomichef i 1992. Han er uddannet revisor, merkonom og HD. I 1999 købte Ikast Betonvarefabrik 2 virksomheder, i 2000 overtog man 1 virksomhed og i marts 2001 købte selskabet endnu en virksomhed. I september 2001 overtog man afløbsafdelingen hos Unicon A/S. Den 1. januar 2002 fusionerede alle driftsselskaber i Ikast Betonvarefabrik. Der blev etableret en ny organisation. I juli 2002 købte man belægningsafdelingen hos Unicon. … C, der blev ansat i Ikast Betonvarefabrik i forbindelse med overtagelsen af afløbsafdelingen hos Unicon havde helt specielle kompetencer for så vidt angår udskillelsesprodukter. Han var dog ikke ansat i Ikast Betonvarefabrik i lang tid.
…
 [s. 8] Vidnet G forklarede behørigt forberedt, at han i december 1998 blev ansat som produktionschef hos Unicon A/S. Han er nu direktør for selskabets danske aktiviteter. I 1998 var A ansat i betonproduktafdelingen, der i 1999 blev opdelt i afløbsafdelingen og belægningsafdelingen. Unicon A/S er ejet af F.L. Smidth Koncernen. Der var omkring 1.500 medarbejdere, da vidnet blev ansat i selskabet. I dag er der 750 ansatte, og virksomheden sælger udelukkende flydende beton. Kundekonsulenterne skulle overvåge markedssegmentet, som lå inden for den pågældendes arbejdsområde. Konsulenterne skulle fremsende tilbud til kunder og følge op på kunderne. Der var et internt uddannelses- eller træningsforløb i Unicon A/S for de kundekonsulenter, der blev rekrutteret fra andre områder. Det varer 1-2 år, før en kundekonsulent er rigtig inde i tingene. Uddannelses- og træningsforløbet var det samme både for kundekonsulenter, der var ansat i afløbsafdelingen og for de konsulenter, der var ansat i belægningsafdelingen. For begge produktområder er fastsat normkrav. Kundekonsulenterne udførte ikke egentlig beregningsarbejde. Beregningerne blev foretaget af forskellige andre ansatte, bl.a. ingeniører. Dannelsen af kundenetværk var en væsentlig opgave for kundekonsulenterne. I afløbsafdelingen hjalp salgsassistenterne kundekonsulenterne. Salgsingeniørerne havde opgaver med hensyn til beregninger af komplicerede forhold. Kundekonsulenterne var aflønnet med en fast månedsløn samt benefits i form af bil og telefon samt pensionstillæg. Lønfastsættelsen i Unicon A/S sker på et relativ formelt grundlag. Den overordnede ramme udstikkes af F.L. Smidth. Der er ikke lønforhandlinger i traditionel forstand, men der gennemføres en dialog mellem medarbejderen og medarbejderens foresatte. Det er sket, at en medarbejder har kunnet påpege særlige forhold vedrørende sine opgaver og på den måde har kunnet forhandle en større lønstigning end den, der var lagt op til. Lønstigningen med 9 % for A fra 1997-1998 er sket for at bringe As løn i niveau med kollegaernes løn. L havde det pågældende lønniveau, fordi han havde en meget høj anciennitet. Han havde oparbejdet et stort og solidt kundenetværk. Han var en nøglefigur for Unicon A/S ved salget af afløbsprodukter. Han har været i branchen fra 1965 eller 1967. Unicon A/S overtog en virksomhed, hvor C var chef. Han havde en konkurrenceklausul, som man via lønnen kompenserede for. J havde været underdirektør hos Vejle Terrasso- og Betonvarefabrik. Han havde en kompetence og viden samt et kundenetværk, som man måtte betale for via lønnen. B er uddannet ingeniør og havde været rådgivende ingeniør for Åbybro Kommune. Unicon A/S overtog en virksomhed, hvor B var ansat. Han havde en specialviden inden for afløbsprodukter. Årsagen til at der ikke blev givet lønstigninger i 2001 for nogle af de ansatte skal søges i, at man var i gang med at frasælge afløbsafdelingen. Baggrunden var også, at det rent økonomisk ikke gik så godt. Kundekonsulenternes løn blev fastsat på baggrund af deres alder, erfaring og kundenetværk. A havde ikke samme erfaring som L og J. Vidnet vil vurdere, at det anførte om "ca. 50 % af tiden" i As stillingsbeskrivelse vedrørende personligt salg betyder, at halvdelen af arbejdet udgjorde kundekonsulentarbejde og den anden halvdel udgjorde salgsassistentarbejde. Kundekonsulenterne fik en fast løn, da det ikke var entydigt, at de enkelte konsulenter skaffede kunder og bibeholdt kunder. Det skete som et resultat af et samarbejde. Kundekonsulenterne, der var ansat i fabriksbetonafdelingen, havde samme lønspredning som konsulenterne i afløbs- og belægningsafdelingerne. B havde ikke forinden sin ansættelse hos Unicon A/S et netværk af betydning for afløbsafdelingen. C havde etableret et netværk, der kunne anvendes.

Som vidne mødte H, der behørigt forberedt forklarede, at han er handelsuddannet, og at han blev ansat i Unicon A/S i 1990 som salgskonsulent i belægningsafdelingen. Han havde tidligere været ansat i trælast- og byggebranchen. Han blev ansat hos A/S Ikast Betonvarefabrik i forbindelse med virksomhedens overtagelse af en del af Unicon A/S... Han har arbejdet både i afløbs- og belægningsafdelingen hos Unicon A/S. Det er lige så vanskeligt at sælge afløbsprodukter som det er at sælge belægningsprodukter. Som kun [s. 9] dekonsulent skal man kende sine produkter. Man skal opbygge et netværk af kunder, og man skal kende disse kunder. Det vil typisk tage 2 år at opbygge et kundenetværk. …

Som vidne mødte J, der behørigt forberedt forklarede, at han nu er ansat som salgschef hos Grindsted Betonvarefabrik. Han blev ansat i Unicon A/S i 1996, og han blev i forbindelse med opkøbet af en del af selskabet ansat hos A/S Ikast Betonvarefabrik. Forud for sin ansættelse hos Unicon A/S havde han været ansat i 16 år hos Vejle Terrasso- og Betonvarefabrik. Fra 1988-1996 var han underdirektør i denne virksomhed. Hos Unicon A/S blev han ansat i en nyoprettet stilling som projektchef. Der var lønforhandlinger i forbindelse med hans ansættelse. Vidnet havde dengang flere andre ansættelsestilbud på hånden, og Unicon A/S var villig til at betale den løn, som vidnet forlangte. Lønnen blev reguleret ved årlige lønforhandlinger. Ved overgangen til ansættelsen hos A/S Ikast Betonvarefabrik blev der ikke gennemført lønforhandlinger. I Unicon A/S var han ansat i en stabsfunktion. I det første års tid havde han ikke ret meget med salget at gøre. Han foretog indirekte produktionsomkostningsanalyser. Senere blev det aftalt, at han skulle arbejde som konsulent, da han savnede kundekontakten. Han kendte kunderne i forvejen og skulle ikke oplæres. Han var også kundekonsulent hos Ikast Betonvarefabrik. A var vidnets kollega.
…

[A] forklarede supplerende, at hun som kundekonsulent hos Unicon A/S ikke har varetaget funktioner, der kunne sidestilles med de funktioner, der varetages af ekspeditionsmedarbejdere. Hendes grundløn i dag udgør omkring 27.000 kr.”

#### Højesterets begrundelse og resultat

Tre dommere – Jytte Scharling, Vibeke Rønne og Henrik Waaben – udtaler:

Lønfastsættelsen for kundekonsulenterne i Unicon A/S og efterfølgende i A/S Ikast Betonvarefabrik skete efter individuelle lønforhandlinger. Der foreligger ikke skriftlige retningslinjer eller lignende, som belyser de principper, som lønfastsættelsen byggede på, herunder i forbindelse med medarbejderes overgang fra én stilling til en anden. Der foreligger heller ikke skriftligt materiale, som belyser, hvordan lønnen for de enkelte kundekonsulenter er blevet fastsat. Vi finder, at disse omstændigheder skærper de krav, der må stilles til Ikast Betonvarefabriks bevis for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ikast Betonvarefabrik er ikke fremkommet med nærmere oplysninger vedrørende belægningsafdelingens kundekonsulenter, herunder om deres uddannelsesmæssige baggrund, kvalifikationer og resultater. Allerede derfor finder vi, at kundekonsulenterne i denne afdeling ikke kan inddrages ved vurderingen af, om ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat i forhold til A.

[s. 10]

A var eneste kvindelige kundekonsulent i afløbsafdelingen, og hun fik i hele perioden en væsentligt lavere løn end sine mandlige kolleger.

Efter bevisførelsen lægger vi til grund, at B kom til i Unicon i 1995 i forbindelse med Unicons overtagelse af den virksomhed, hvor han indtil da havde været ansat. Han havde specialviden vedrørende rensningsanlæg, og Unicon ønskede at komme ind på dette marked. Vi lægger desuden til grund, at C – ligeledes i forbindelse med en virksomhedsovertagelse – blev ansat i 1997. Hans specialviden vedrørte udskillerprodukter, og han havde et netværk, som Unicon kunne anvende. Efter bevisførelsen lægger vi endvidere til grund, at B og C fra 1999 arbejdede som kundekonsulenter i afløbsafdelingen, hvor de udførte samme arbejde som A.

Vi finder, at de nævnte forhold sagligt og uden at bringe lønfastsættelsen i strid med ligebehandlingsprincippet i § 1 i ligelønsloven kunne begrunde, at B og C fik en højere løn end A. En forudsætning herfor måtte imidlertid være, at Bs og Cs særlige baggrund og viden i praksis havde betydning for deres arbejde som kundekonsulenter. Vi finder det ikke bevist, at dette har været tilfældet.

Vi finder det heller ikke bevist, at lønforskellen mellem A på den ene side og B og C på den anden side beroede på en generel, kønsneutral lønpolitik i virksomheden om ikke at sænke lønniveauet for medarbejdere, som overgår fra én stilling til en anden.

Efter det oplyste havde C en konkurrenceklausul. Der foreligger ikke oplysninger om klausulens indhold samt om og i hvilket omfang, der er taget hensyn hertil ved fastsættelsen af Cs løn. Under henvisning hertil kan heller ikke dette forhold tillægges betydning ved vurderingen af, om ligelønsprincippet er iagttaget.

På denne baggrund og efter oplysningerne om kundekonsulenternes anciennitet og præstationsniveau, og da der efter vores opfattelse ikke er oplyst andre omstændigheder, der sagligt kan begrunde lønforskellen, finder vi, at Ikast Betonvarefabrik ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke er blevet krænket ved aflønningen af A. Vi finder endvidere, at Ikast Betonvarefabrik ikke har bevist, at denne krænkelse ikke også har fundet sted i tiden efter, at B og C havde forladt henholdsvis Unicon og Ikast Betonvarefabrik.

A har herefter i medfør af ligelønslovens § 2 krav på forskellen mellem hendes og Bs løn.

[s. 11]

Ikast Betonvarefabrik har ikke anført beløbsmæssige indsigelser mod As opgørelse af kravet, herunder forrentningen.

Herefter stemmer vi for at tage As principale påstand til følge.

Dommerne Per Sørensen og Poul Dahl Jensen udtaler:

B og C var overgået til ansættelse i Unicon i forbindelse med, at dette selskab havde overtaget de virksomheder, som de var ansat i. Efter bevisførelsen lægger vi til grund, at Bs og Cs høje begyndelsesløn afspejlede Unicons ønske om at fastholde dem som medarbejdere. Vi lægger endvidere til grund, at Bs begyndelsesløn navnlig var begrundet i, at han tidligere havde arbejdet som kommuneingeniør og havde en stor viden om rensningsanlæg og afløbsprodukter, og at Cs begyndelsesløn navnlig var begrundet i, at han som direktør i den overtagne virksomhed havde et stort kontaktnet. I 1999 overgik de begge til at være kundekonsulenter i afløbsafdelingen, og i den forbindelse bevarede de deres hidtidige løn. As løn blev ikke sat op, så den kom til at svare til de to kollegers løn, men i de følgende år fik hun lønstignin-ger, der reducerede lønforskellen. B fratrådte i 2001 i forbindelse med, at Unicon frasolgte afløbsafdelingen til Ikast Betonvarefabrik, mens C fulgte med over i Ikast Betonvarefabrik, hvor han – uden at stige i løn – var ansat frem til sin fratræden i 2003.

Vi finder på den baggrund, at lønforskellen mellem A og B i årene 1999-2001 og mellem A og C i årene 1999-2003 var sagligt begrundet og ikke havde noget med deres køn at gøre. At lønforskellen ikke var kønsrelateret støttes yderligere af, at L, der var kundekonsulent i samme afdeling med en høj anciennitet, og som efter forklaringerne havde de bedste kundekontakter og var den bedste sælger, også fik en lavere løn end B og C.

Som følge af det anførte finder vi, at Ikast Betonvarefabrik har ført det fornødne bevis for, at lønforskellen mellem A og hendes to mandlige kolleger B og C har været sagligt begrundet i forhold, der ikke er kønsrelateret, og at ligebehandlingsprincippet derfor ikke er krænket.

Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

[s. 12]

Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af advokatudgift med 150.000 kr. og retsafgift med 79.010 kr., i alt 229.010 kr.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

A/S Ikast Betonvarefabrik skal betale 674.637 kr. til A med procesrente fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt.

I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal A/S Ikast Betonvarefabrik betale 229.010 kr. til Teknisk Landsforbund som mandatar for A.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

===== FIL: praksis/dk-h-2010-119-2009.md =====

# Højesteret, 2. november 2010, sag 119/2009

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2010-119-2009.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2010-119-2009.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Aldersgrænse for pensionsbidrag og særskilt godtgørelsesvurdering

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 2, stk. 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter forskelsbehandlingsloven om alder, ikke ligelønsloven. Højesterets flertal fandt direkte aldersdiskrimination, men tilkendte ikke godtgørelse, fordi fortolkningsspørgsmålet havde været åbent forelagt og forhandlet, og medarbejderne var stillet, som om bidragene løbende var indbetalt. Koblet til godtgørelsen i § 2, stk. 2, som eksempel på en godtgørelsesvurdering efter en anden lov.

Praksisfiler: [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): SAS standsede pensionsbidrag, da ansatte fyldte 60 år. Højesterets flertal fandt direkte aldersdiskrimination: den påberåbte undtagelse dækkede ikke en ensidigt håndhævet aldersgrænse, som ikke var aftalt i pensionsordningen. Der blev alligevel ikke tilkendt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Der havde været et åbent forelagt og forhandlet fortolkningsspørgsmål, og medarbejderne var efter den faglige afgørelse blevet stillet, som om bidragene løbende var indbetalt. Én dommer fandt ikke lovstridig forskelsbehandling, men var også enig i afslaget på godtgørelse. SAS blev frifundet for godtgørelseskravene og tilkendt 105.860 kr. i omkostninger for landsret og Højesteret.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk aldersdiskriminationssag efter forskelsbehandlingsloven, ikke kønsligeløn. Den anvendes alene som afgrænset baggrund; senere EU-ret kan have betydning for nutidig brug af undtagelsen eller sanktioner.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort af domstolen. https://domstol.fe1.tangora.com/ref.aspx?s=-300016&id=15515&pageid=31488

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 2. november 2010

**Sag 119/2009 **

(2. afdeling)

DI som mandatar for SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S (advokat Morten Eisensee)
mod
FTF som mandatar for Cabin Attendants Union – CAU som mandatar for A,
B og
C
(advokat Helle Hjorth Bentz)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 8. afdeling den 17. april 2009.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Peter Blok, Jytte Scharling, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs.

#### Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

#### Anbringender

SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S har for Højesteret yderligere gjort gældende, at SAS’ standsning af pensionsindbetalingerne er undtaget fra forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder i medfør af lovens § 6 a. Denne bestemmelse drejer sig specifikt om pensionsordninger, og det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen bl.a. også omfatter arbejdsmarkedspensioner som den, der er tale om i denne sag. I bestemmelsen anvendes formuleringen ”fastsættelse”, og det må forstås sådan, at bestemmelsen ikke kun omfatter tilfælde, hvor der indgås en egentlig aftale, men også tilfælde, hvor arbejdsgiveren  [s. 2] ensidigt fastsætter en aldersgrænse, uanset om dette måtte stride mod en kollektiv overenskomst om pension.

FTF har heroverfor gjort gældende, at undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6 a må antages at omfatte aldersgrænser, der aftales mellem parterne i en pensionsordning. Der blev ikke indgået en aftale mellem SAS og Cabin Attendants Union – CAU om, at indbetaling af pensionsbidrag skulle ophøre, når de ansatte fyldte 60 år, og SAS’ undladelse af at indbetale pensionsbidrag til de tre medarbejdere kan ikke sidestilles med en aftalt aldersgrænse. SAS’ standsning af pensionsindbetalingerne er derfor ikke undtaget fra lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder i medfør af bestemmelsen i § 6 a.

#### Retsgrundlag

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven) § 2, stk. 1 og 2, lyder således:

”§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
*Stk. 2*. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.”

I forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 2, hedder det bl.a. (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 3543):

”Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder og skal fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse.”

Lov om lige løn til mænd og kvinder § 1, stk. 2, lyder således:

”§ 1…
*Stk. 2*. Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, bygges dette system på samme kriterier for mandlige og kvindelige lønmodtagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.”

Forskelsbehandlingslovens § 6 a lyder således:

[s. 3]

”§ 6 a. Uanset §§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger. Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling på grund af køn.”

Om bestemmelsen i § 6 a hedder det i det pågældende lovforslags almindelige bemærkninger bl.a. (Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 2700):

”… foreslås der en undtagelsesbestemmelse, der betyder, at erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (herunder arbejdsmarkedspensionsordningerne) undtages fra lovens anvendelsesområde.”

I lovforslagets bemærkninger til § 6 a hedder det bl.a. (Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 2709):

”Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, at medlemsstaterne kan bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, samt anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører forskelsbehandling på grund af køn.

Erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger omfatter bl.a. arbejdsmarkedspensionerne og tjenestemandspensionerne.

Derudover er det ikke ualmindeligt, at alderskriteriet ligeledes anvendes til aktuarberegninger indenfor rammerne i ordningerne. Dette er ligeledes forudsat i direktivbestemmelsens formulering.

Da der er saglige grunde til at opretholde aldersgrænser i pensionsordningerne, foreslås det derfor at indsætte en undtagelsesbestemmelse i loven som ny § 6 a. …”

I Beskæftigelsesministeriets vejledning om forskelsbehandlingsloven (Vejledning nr. 9237 af 6. januar 2006) hedder det om bestemmelsen i § 6 a bl.a.:

”§ 6 a giver mulighed for, at alderskriteriet fortsat kan anvendes i forbindelse med indtræden i pensionsordninger og i forbindelse med aktuarberegninger inden for rammerne af ordningerne.

[s. 4]

Begrebet ”erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger” omfatter arbejdsmarkedspensionsordningerne og tjenestemandspensionsordningerne. Erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger omfatter fx både de overenskomstbaserede pensionsordninger og de firmaaftalte pensionsordninger, uanset om de er frivillige eller obligatoriske.

Eksempel: En pensionsordning, hvor indbetalingen ophører ved medarbejderens fyldte 50 år, er lovlig.

Indførelsen af alderskriteriet i forskelsbehandlingsloven ændrer ikke den hidtidige retstilstand for så vidt angår pensioner.”

I et brev af 28. februar 2005 fra Beskæftigelsesministeriet til Forsikring & Pension hedder det om omfanget af undtagelsen i forskelsbehandlingslovens § 6 a bl.a.:

”Forskelsbehandlingslovens § 6 a er udtryk for en udnyttelse af den undtagelsesmulighed, der er i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Formuleringen ”adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger” svarer til formuleringen i direktivet.

Efter Beskæftigelsesministeriets opfattelse dækker begrebet ”adgang til” retten til at være med i en ordning og skal dermed forstås bredere end ”indtræden” i de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Beskæftigelsesministeriet skal i den forbindelse henvise til, at det var en klar forudsætning under udarbejdelsen af lovforslaget, at pensionsområdet generelt skulle undtages fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. Det har således ikke i forbindelse med direktivimplementeringen været intentionen at ændre på vilkårene i forbindelse med sociale sikringsordninger, herunder arbejdsmarkedspensionerne.”

Forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, lyder således:

”§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.”

I det pågældende lovforslags bemærkninger til bestemmelsen i § 7 (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 3545) hedder det bl.a.:

”Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 14 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Bestemmelsen indeholder sanktioner for overtrædelse af §§ 2-4. Hvorvidt en godtgørelse skal tilkendes eller ej, må afgøres ved de almindelige domstole og vil naturligvis først og fremmest afhænge af grovheden af overtrædelsen af loven.

[s. 5]

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende har lidt. Der er derved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette kan f.eks. tænkes, hvor den pågældende har lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når en ansøger har undladt at søge andre stillinger eller uddannelser i tillid til, at loven overholdes, men hvor vedkommende ikke har fået stillingen eller adgang til uddannelsen, fordi der er lagt vægt på et af de i § 1 nævnte kriterier.”

Forarbejderne til § 14 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder (ligebehandlingsloven) findes bl.a. i det oprindelige lovforslag om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte 3083ff.). Heri hedder det bl.a. (spalte 3094):

”Bestemmelsen indeholder sammen med bestemmelsen i § 12 [om bødestraf for overtrædelse af visse bestemmelser i loven], sanktionerne for overtrædelse af forslagets §§ 2-5. Hvorvidt en godtgørelse skal tilkendes eller ej, må afgøres ved de almindelige domstole og vil naturligvis først og fremmest afhænge af grovheden af overtrædelsen af loven. I tilfælde, hvor der alene er tale om en ubetydelig overtrædelse, vil der derfor f.eks. kunne blive tale om alene at anvende § 12.

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende har lidt, jfr. herved principperne i ikrafttrædelsesloven til straffeloven, § 15. Der er herved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette kan f.eks. tænkes, hvor den pågældende har lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når en ansøger har undladt at søge andre stillinger eller uddannelser i tillid til, at loven overholdes, men hvor vedkommende ikke har fået stillingen eller adgangen til uddannelsen på grund af sit køn.

Ifølge ikrafttrædelsesloven er der en egentlig pligt til at udrede godtgørelse. På grund af de mange forskelligartede forhold, der kan blive tale om efter lovforslaget, findes det imidlertid hensigtsmæssigt i forslaget blot at åbne mulighed for tilkendelse af godtgørelse. Der er for så vidt tale om en fravigelse af ikrafttrædelseslovens § 15, der ikke vil kunne påberåbes ved siden af § 8 [nugældende § 14].

Når det foreslås både at indføre godtgørelsesadgang og straf, skyldes det, at sanktionen mod arbejdsgivere inden for et overenskomstdækket område, hvor en sag om overtrædelse af en overenskomstbestemmelse om ligebehandling rejses ved de fagretlige instanser, vil være en bod, der indeholder såvel et element af godtgørelse som af straf.

Forslaget sikrer på den måde bedst muligt ligevægt mellem sanktionerne over for arbejdsgivere, der er dækket af en kollektiv overenskomst om ligebehandling, og andre arbejdsgivere.”

[s. 6]

I Beskæftigelsesministeriets ovenfor nævnte vejledning om forskelsbehandlingsloven hedder det om godtgørelsesbestemmelsen i § 7, stk. 1, bl.a.:

”De almindelige domstole afgør, om man skal have en godtgørelse, hvis ens rettigheder er krænket. Om man er berettiget til en godtgørelse afhænger først og fremmest af, hvor grov overtrædelsen af loven er. Godtgørelsen skal dække den ikke-økonomiske skade, man som krænket har lidt.

Hvis forbuddet mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst, skal sager om forskelsbehandling behandles efter de almindelige regler om overenskomstbrud ved de fagretlige instanser. En sag om forskelsbehandling skal rejses ved de almindelige domstole, hvis en lønmodtager ikke er medlem af en fagforening eller af den faglige organisation, som har indgået den overenskomst, ansættelsesforholdet hviler på, eller hvis organisationen ikke ønsker at føre sagen i det fagretlige system.

Som krænket kan man også få erstatning efter de almindelige erstatningsregler. Enten alene eller ved siden af godtgørelsen. Det kan fx være tilfældet, hvis en arbejdsgiver dømmes i en sag om chikane, og hvis den kollega, der har chikaneret, dømmes til at betale erstatning til den krænkede person.”

#### Højesterets begrundelse og resultat

Efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Der foreligger direkte aldersbetinget forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation, jf. § 1, stk. 2. Og der foreligger forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår, ”hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi”, jf. § 2, stk. 2.

Det følger af disse bestemmelser, at en arbejdsgiver – med forbehold for undtagelsesbestemmelsen i § 6 a – ikke må forskelsbehandle sine ansatte med hensyn til pensionsbidragsbetaling som en del af lønnen, og at der foreligger direkte aldersbetinget forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stopper med betaling af pensionsbidrag, når de ansatte fylder 60 år.

Med disse bemærkninger tiltræder Højesteret, at SAS’ manglende betaling af pensionsbidrag til medarbejdere, blot fordi de fyldte 60 år, udgør direkte aldersbetinget forskelsbehandling.

Efter lovens § 6 a gøres der undtagelse fra bestemmelserne i bl.a. lovens § 2 for så vidt angår ”fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger”. Højesteret finder, at denne bestemmelse som anført i Beskæftigelsesministeriets vejledning  [s. 7] om loven må forstås således, at det ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder for en pensionsordning at fastsætte, at en arbejdsgivers betaling af pensionsbidrag ophører, når den ansatte opnår en bestemt alder.

Fire dommere – Børge Dahl, Jytte Scharling, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs – udtaler herefter:

Undtagelsen i § 6 a går ud på, at der kan fastsættes aldersgrænser som led i udformningen af sociale sikringsordninger, herunder en arbejdsmarkedspension som den, sagen angår. Er der derfor ikke som et led i en sådan sikringsordning fastsat nogen aldersgrænse, vil en arbejdsgivers ensidige håndhævelse af en sådan efter vores opfattelse ikke være undtaget fra forbudsreglen i § 2 i medfør af § 6 a.

SAS’ arbejdsmarkedspension er fastlagt i en kollektiv overenskomst indgået med CAU, og parterne er enige om, at der ikke i overenskomsten er fastlagt en aldersgrænse. SAS’ ensidige håndhævelse af aldersgrænsen på 60 år er herefter ikke efter lovens § 6 a undtaget fra forbudsreglen i § 2.

Spørgsmålet om tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af bl.a. lovens § 2 afhænger efter forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 7 (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 3545) først og fremmest af grovheden af overtrædelsen. Ved denne vurdering skal der navnlig tages hensyn til baggrunden for overtrædelsen og til den krænkelse, der måtte være påført den pågældende person. F.eks. udsættes en lønmodtager, der uberettiget bliver afskediget eller forflyttet, utvivlsomt for en større krænkelse, end hvis der – som tilfældet er i denne sag – alene er tale om en manglende pensionsindbetaling fra arbejdsgiverens side.

Som anført af landsrettens mindretal forelå der ved indsættelsen af forbuddet mod aldersdiskrimination i forskelsbehandlingsloven et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål vedrørende SAS’ overenskomstmæssige forpligtelser med hensyn til pensionsbidragsbetaling for medarbejdere, der var fyldt 60 år. Dette spørgsmål blev fra starten lagt åbent frem for og forhandlet med CAU under den udtrykkelige tilkendegivelse fra SAS’ side, at der i givet fald ville ske regulering med tilbagevirkende kraft. A, B og C var alle bekendt med disse drøftelser, og de er alle  [s. 8] – efter pensionsspørgsmålets afklaring ved opmandskendelsen – blevet stillet som om, SAS løbende havde betalt pensionsbidrag.

På denne baggrund finder vi som landsrettens mindretal ikke grundlag for at tilkende A, B og C en godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.

Vi stemmer derfor for at frifinde SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S.

Dommer Peter Blok udtaler:

Som anført foran må forskelsbehandlingslovens § 6 a forstås således, at det ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder at fastsætte, at en arbejdsgivers betaling af pensionsbidrag ophører, når den ansatte opnår en bestemt alder. Jeg finder, at dette må gælde, uanset om en sådan pensionsordning er fastsat ved kollektiv overenskomst eller på anden måde, herunder ensidigt af arbejdsgiveren. Ved kendelsen af 15. august 2008 i den faglige voldgift mellem CAU og SAS blev det fastslået, at det var i strid med parternes pensionsoverenskomst, at SAS efter ophævelsen af den hidtidige afgangsalder på 60 år undlod at betale pensionsbidrag til medarbejdere, der var fyldt 60 år. Efter det, jeg har anført om forståelsen af forskelsbehandlingslovens § 6 a, kan dette imidlertid efter min opfattelse ikke føre til, at SAS herved tillige har handlet i strid med lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Allerede af denne grund stemmer også jeg for at tage SAS’ påstand om frifindelse til følge. Jeg er i øvrigt enig med flertallet i, at der ikke ville være grundlag for at pålægge SAS at betale godtgørelse.

Højesteret frifinder herefter SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S.

Sagsomkostningerne for landsretten og Højesteret fastsættes til 105.860 kr., som omfatter 100.000 kr. til dækning af udgift til advokat og 5.860 kr. til dækning af retsafgift.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

[s. 9]

SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal FTF som mandatar for Cabin Attendants Union – CAU som mandatar for A, B og C betale 105.860 kr. til SAS Scandinavian Airlines Danmark A/S.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

===== FIL: praksis/dk-h-2012-7-2011.md =====

# Højesteret, 6. december 2012, sag 7/2011

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2012-7-2011.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2012-7-2011.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Pensionsbidrag af vederlag for flextimer til deltidsansat

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter deltidslovens forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte, ikke ligelønsloven. Om en deltidsregel også er forskelsbehandling på grund af køn, afgøres efter § 1 a, stk. 2; det tager dommen ikke stilling til.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark ankede som mandatar for A Sø- og Handelsrettens dom af 17. december 2010 til Højesteret; DI var mandatar for arbejdsgiveren BASF A/S, hvor A var ansat med en fast ugentlig arbejdstid på 30 timer. Sagen angik, om det var forskelsbehandling i strid med deltidsloven, at der ikke blev indbetalt pensionsbidrag af det vederlag, A efter konkrete aftaler fik for overskydende timer på flexkontoen, i det omfang vederlaget angik arbejde i intervallet mellem 30 og 37 timer om ugen, hvor fuldtidsansatte fik pensionsbidrag af lønnen. Flertallet på fire dommere fandt, at pensionsordningen, hvor BASF indbetalte pensionsbidrag af A's faste løn for 30 timers arbejde og af fuldtidsansattes faste løn for 37 timers arbejde om ugen, var i overensstemmelse med princippet om forholdsmæssig aflønning, og at aftalerne om vederlag for overskydende flextimer svarende til normal timeløn var fælles for fuldtids- og deltidsansatte. Ved vederlag for flextimer, der ellers ville være bortfaldet eller skulle have været afspadseret, skulle der efter flertallets opfattelse ikke ske sammenligning med fuldtidsansatte, der udfører ordinært arbejde i intervallet fra deltid til fuldtid, da der var tale om en ganske særegen arbejdssituation, som er uafhængig af den ordinære arbejdstid; det stred derfor ikke mod deltidslovens forbud mod forskelsbehandling, at timerne blev honoreret med normal timeløn uden pensionsbidrag. Dommer Oliver Talevski fandt, at A blev behandlet mindre gunstigt end en fuldtidsansat i en sammenlignelig situation udelukkende, fordi hun var på deltid, og at forskelsbehandlingen ikke var begrundet i objektive forhold, og stemte for, at BASF skulle betale 6.637,95 kr. med procesrente fra den 27. marts 2009 svarende til arbejdsgiverens andel af pensionsbidraget. Højesteret stadfæstede dommen efter stemmeflertallet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen angår den konkrete flextidsordning og deltidslovens forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte, ikke ligelønsloven eller forskelsbehandling på grund af køn. Senere EU-praksis og aktuelle overenskomstvilkår skal undersøges, før den anvendes på en nutidig merarbejdsordning. Afsnittet om sagsomkostninger er afbrudt i den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 17. december 2010.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Hanne Schmidt og Oliver Talevski.

##### Påstande

Appellanten, HK Danmark som mandatar for A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, DI som mandatar for BASF A/S, har påstået stadfæstelse.

##### Supplerende sagsfremstilling

Det hedder i BASF's regler om arbejdstid bl.a.:

»Arbejdstid

. . .

Generelt for funktionærer/flextid

Afhængig af forholdene i afdelingerne gives der mulighed for at have fleksibel arbejdstid. Det er dog en forudsætning, at afdelingerne er bemandede og kan fungere inden for den normale arbejdstid.

Fix/fleks

Medmindre andet er aftalt, forventes alle funktionærer at være på arbejde i tidsrummet 09.00 - 15.00 (fredag dog 09.00 - 14.00).

Tidsrummet kl. 06.00 - 09.00 og 15.00 - 18.00 er flextid (fredag 14.00 - 18.00). Dette forudsætter dog, at det i afdelingerne sikres, at arbejdet stadig udføres uden forsinkelser eller udvidelser af nogen art.

. . .

Overskud/underskud

Der kan kun overføres +30/-10 timer hver måned. Timer ud over +30 vil automatisk blive strøget. Hvis saldoen bliver mindre end -10 timer, konverteres timerne til ferie/feriefridage, evt. efter aftale trækkes i gagen.

Afvikling af flexdage

Flexoverskud kan kun afspadseres efter aftale med nærmeste foresatte.  . . .«

Det fremgår af HK's opgørelse over udbetalte timer på flexkontoen, at der er udbetalt vederlag for overskydende timer ved udgangen af 16 måneder i perioden januar 2003-november 2007, og at antallet af overskydende timer, som A fik vederlag for, udgjorde mellem 15 og 50 timer.

##### Retsgrundlaget

*Deltidsloven mv.*

I deltidslovens § 1, stk. 1, hedder det:

»*§ 1*. For lønmodtagere, der ikke i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS, finder bestemmelserne i § 1, stk. 2, §§ 2-5, § 8, stk. 2, og § 9 i aftale af 9. januar 2001 om implementering af direktivet om deltidsarbejde, der er indgået mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, anvendelse, jf. dog § 2.«

Den nævnte aftale mellem LO og DA er optrykt som bilag A til loven. Det fremgår af aftalens §§ 2-4:

*»§ 2. Aftalens formål*

Aftalens formål er

a. at skabe grundlag for fjernelse af forskelsbehandling og en forbedring af kvaliteten af deltidsarbejde,

b. at lette udviklingen af deltidsarbejde på frivillig basis og bidrage til en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden på en måde, der tager hensyn til behovene hos arbejdsgivere og arbejdstagere.

*§ 3. Definitioner*

I denne aftale forstås ved

1. »deltidsansat« en ansat, hvis normale arbejdstid beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat,

2. »en sammenlignelig fuldtidsansat« en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse. Der tages ved sammenligningen hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder.

Hvor der ikke findes nogen sammenlignelig fuldtidsansat i samme virksomhed, skal sammenligningen ske ved henvisning til den kollektive aftale, der finder anvendelse, eller hvis en sådan ikke foreligger i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis.

*§ 4. Princippet om ikke forskelsbehandling*

Hvad angår ansættelsesvilkår, må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.

Princippet om forholdsmæssig aflønning og forholdsmæssige rettigheder, jf. princippet om pro rata temporis, anvendes i forhold til de rettigheder, som følger af kollektive overenskomster.

Når det er hensigtsmæssigt og berettiget af objektive grunde, kan overenskomstparterne gøre adgangen til særlige ansættelsesvilkår afhængig af betingelser som anciennitet, arbejdstid og indtjening.

Betingelser i relation til deltidsansattes adgang til særlige ansættelsesvilkår skal under hensyntagen til princippet om ikkeforskelsbehandling som anført i stk. 1 tages op til overvejelse med jævne mellemrum.«

I deltidslovens § 3 hedder det:

»*§ 3.* I de tilfælde, hvor der ikke findes nogen sammenlignelig fuldtidsansat i samme virksomhed, og hvor der ikke foreligger en kollektiv overenskomst, der finder anvendelse, eller som i øvrigt regulerer spørgsmålet, anvendes til sammenligning de kollektive overenskomster, som sædvanligvis er gældende inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.

*Stk. 2.* Hvor det er hensigtsmæssigt, anvendes princippet om forholdsmæssig aflønning og forholdsmæssige rettigheder for en deltidsansat, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst.«

I deltidslovens § 4, stk. 3, hedder det:

»En lønmodtager, hvis sag i medfør af stk. 1 ikke afgøres efter fagretlige regler, og hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fuldtidsansat, har krav på forskellen.«

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der med udtrykket »løn« menes alle løndele, herunder pensionsbidrag, jf. lovforslag L 214, Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s. 6783.

*Den EU-retlige regulering*

Ved deltidsloven gennemførtes Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået mellem en række
europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer som nævnt i deltidslovens § 1, stk. 1.

Rammeaftalen indeholder i § 1, § 3 og § 4 regler svarende til dem, der i §§ 2-4 er fastsat i den ovennævnte aftale mellem LO og DA.

EU-Domstolen har i en række sager taget stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte.

Vedrørende EØF-traktatens artikel 119 om ligeløn til mænd og kvinder har EU-Domstolen i en dom af 15. december 1994 i de forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Stadt Lengerich mod Angelika Helmig m.fl., udtalt bl.a. følgende om overtidstillæg til deltidsansatte:

»16 De forelæggende retter ønsker for det første at få oplyst, om bestemmelser i kollektive overenskomster, hvorefter der kun betales overtidstillæg for overarbejde ud over normal arbejdstid, således som denne er fastsat i overenskomsterne (svarende til arbejdstiden for fuldtidsansatte), og hvorefter der ikke betales overtidstillæg for deltidsansattes arbejde ud over deres individuelle arbejdstid, når overarbejdet ikke overstiger den grænse, der er fastsat i overenskomsterne, er i overensstemmelse med traktatens artikel 119 og direktivet.

. . .

26 Der må antages at være tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.

27 I det foreliggende tilfælde modtager de deltidsansatte arbejdstagere i forhold til den effektive arbejdstid den samme samlede løn som de fuldtidsansatte.

28 En deltidsansat arbejdstager, som i henhold til sin ansættelseskontrakt har en arbejdstid på 18 timer, modtager, når vedkommende arbejder 19 timer, den samme samlede løn, som en fuldtidsansat oppebærer for 19 timers arbejde.

29 Den deltidsansatte arbejdstager oppebærer ligeledes den samme samlede løn som den fuldtidsansatte arbejdstager, når han overskrider den normale arbejdstid, således som denne er fastsat i de kollektive overenskomster, idet vedkommende i så fald også får udbetalt overtidstillæg.

30 Det må derfor fastslås, at de omhandlede bestemmelser ikke indebærer, at fuldtidsansatte og deltidsansatte behandles forskelligt, og der kan således ikke være tale om forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1.«

Ligeledes vedrørende spørgsmålet om ligeløn mellem mænd og kvinder (artikel 141 EF) har EU-Domstolen i en dom af 6. december 2007 i sag C-300/06, Ursula Voss mod bl.a. Land Berlin, udtalt bl.a.:

»34 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i hovedsagen, at Ursula Voß, som arbejder på deltid, modtager en godtgørelse, som i forhold til den effektive arbejdstid er lavere end den godtgørelse, en fuldtidsansat lærer modtager, for så vidt angår de undervisningstimer, hun har ydet ud over den individuelle arbejdstid og op til den normale arbejdstid for fuldtidsarbejde.

35 En deltidsansat lærer, hvis ugentlige individuelle arbejdstid er fastsat til 23 undervisningstimer, og som yder 3,5 undervisningstimer ud over den kontraktlige individuelle arbejdstid, får således en lavere godtgørelse end den, en fuldtidsansat lærer får for at yde 26,5 undervisningstimer.

36 En gennemgang af lønnens bestanddele viser, at dette resultat følger af den omstændighed, at overarbejdstimer, som aflønnes dårligere end de såkaldte »almindelige« undervisningstimer, defineres som timer, der ydes ud over normal arbejdstid, således som denne er fastsat ved lærerens individuelle arbejdstid, der naturligvis afhænger af, om arbejdstageren arbejder på fuld tid eller deltid. Heraf følger, at den lave lønsats for overarbejdstimer kun anvendes, hvad angår fuldtidsansatte lærere, ud over 26,5 undervisningstimer pr. uge, hvorimod satsen, hvad angår deltidsansatte, anvendes, når disse overskrider deres individuelle arbejdstid, som pr. definition er lavere end 26,5 undervisningstimer. Hvad angår Ursula Voß' situation er den lave lønsats anvendt på de arbejdstimer, der ligger ud over 23 undervisningstimer om ugen.

37 Det skal derfor fastslås, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, hvorefter godtgørelse for overarbejde, som deltidsansatte tjenestemænd yder ud over deres individuelle arbejdstid og op til den normale arbejdstid for fuldtidsarbejde, er lavere end den løn, som fuldtidsansatte tjenestemænd modtager, indebærer en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af tjenestemænd til skade for de deltidsansatte tjenestemænd.«

Vedrørende rammeaftalen om deltidsarbejde har EU-Domstolen i en dom af 10. juni 2010 i de forenede sager C-395/08 og C-396/08, Institutio nazinonelle della previdenza sociale (INPS) mod Tizianna Bruno m.fl., udtalt sig om et tilfælde, hvor deltidsansatte kun optjente anciennitet ud fra de perioder, hvor der rent faktisk var udført arbejde under hensyntagen til den nedsatte arbejdstid. Domstolen udtalte bl.a.:

»58 Forbuddet mod forskelsbehandling i den nævnte bestemmelse er blot det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, som er et af EU-rettens grundlæggende principper (jf. dom af 12.10.2004, sag C-313/02, Wippel, Sml.

I, s. 9483, præmis 54 og 56).

. . .

62 Ved fastsættelsen af skæringsdatoen for opnåelse af retten til pension opnår en fuldtidsansat således et års anciennitet efter tolv på hinanden følgende måneders beskæftigelse. En arbejdstager i en sammenlignelig situation, som i henhold til ordningen om vertikalt periodisk deltidsarbejde har valgt at få sin arbejdstid nedsat med 25%, vil derimod kun opnå en anciennitet for samme periode, der svarer til 75% af den pågældendes fuldtidsansatte kollegas anciennitet, og dette alene fordi vedkommende er deltidsansat. Heraf følger, at selv om deres arbejdskontrakter i grunden har samme varighed, går der længere tid, inden en deltidsansat opnår den anciennitet, der er krævet for at opnå alderspension, i forhold til en fuldtidsansat. Der er således tale om forskelsbehandling, udelukkende fordi der arbejdes på deltid.

63 Såvel INPS som den italienske regering har i det væsentlige gjort gældende, at denne forskel ikke udgør forskelsbehandling, for så vidt som fuldtidsansatte og vertikalt periodisk deltidsansatte ikke befinder sig i sammenlignelige situationer

. . .

64 Det skal imidlertid bemærkes, at princippet om ikke-forskelsbehandling af fuldtids- og deltidsarbejdstagere finder anvendelse på arbejdsvilkårene, der omfatter løn, og som er et begreb, der, således som det er anført i denne doms præmis 42-46, ligeledes omfatter pensioner bortset fra dem, der er omfattet af den sociale sikringsordning. Deltidsansattes løn skal dermed svare til en fuldtidsansats løn, med forbehold af anvendelsen af princippet om pro rata temporis i rammeaftalens § 4, stk. 2.

65 I henhold til princippet om pro rata temporis afhænger beregningen af pensionens størrelse således direkte af, hvor meget arbejde arbejdstageren har udført, og de tilsvarende bidrag. I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at EU-retten ikke er til hinder for, at en alderspension ved deltidsarbejde beregnes efter en pro rata temporis-regel. En hensyntagen til, hvor lang tid en deltidsansat faktisk har arbejdet i løbet af sin karriere sammenlignet med den tid, hvori en arbejdstager, der i hele sin karriere har arbejdet på fuld tid, har arbejdet, udgør et objektivt kriterium, der kan begrunde en forholdsmæssig nedsættelse af pensionen (jf. i denne retning dommen i sagen Schönheit og Becker, præmis 90 og 91, og i sagen Gómez-Limón Sánchez-Camacho, præmis 59).

66 Princippet om pro rata temporis finder derimod ikke anvendelse ved fastlæggelsen af tidspunktet for opnåelse af retten til pension, da dette udelukkende afhænger af arbejdstagerens anciennitet. Ancienniteten svarer nemlig til, hvor lang tid arbejdsforholdet reelt har varet, og ikke til, hvor meget arbejde der er udført i denne periode. Princippet om ikke-forskelsbehandling mellem deltids- og fuldtidsansatte indebærer dermed, at den anciennitet, der tages i betragtning ved fastlæggelsen af tidspunktet for opnåelse af retten til pension, for en deltidsansat beregnes, som om han havde arbejdet fuldtid, idet de perioder, hvor den pågældende ikke har arbejdet, medregnes fuldt ud.

. . .

75 Det følger af ovenstående, at det første spørgsmål skal besvares med, at rammeaftalens § 4 hvad angår alderspension skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der for vertikalt periodisk deltidsansatte udelukker de perioder, hvor der ikke er udført noget arbejde, fra beregningen af den anciennitet, der kræves for at opnå ret til en sådan pension, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.«

Ligeledes om rammeaftalen om deltidsarbejde har EU-Domstolen i en dom af 1. marts 2012 i sag C-393/10, Dermod Patrick O'Brien mod Ministry of Justice, udtalt sig om pension til deltidsdommere, der var lønnet ved daglige honorarer, og som samtidig arbejdede som advokater. Domstolen udtalte bl.a.:

»60 Det skal således undersøges, om afvisningen af at tildele pension til deltidsdommere, som aflønnes på grundlag af daglige honorarer, indebærer, at de behandles mindre gunstigt end fuldtidsansatte, som befinder sig i en sammenlignelig situation.

61 § 3 i rammeaftalen om deltidsarbejde indeholder kriterier for definitionen af, om der er tale om en »en sammenlignelig fuldtidsansat«. Denne defineres i § 3, nr. 2), første afsnit, som en »fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet, kvalifikationer/færdigheder«. Det bemærkes, at disse kriterier er baseret på indholdet af de omhandlede personers virksomhed.

62 Det kan således ikke gøres gældende, at fuldtidsdommere og recorders ikke befinder sig i en sammenlignelig situation som følge af deres karrierers forskellighed, eftersom recorders altid har muligheden for at udøve advokathvervet. Det er i højere grad af betydning, at de i det væsentlige udøver samme virksomhed. De berørte parter, herunder Det Forenede Kongeriges regering, har i denne henseende under retsmødet anført, at recorders og fuldtidsdommere udfører de samme opgaver. Det er således blevet præciseret, at deres arbejde er identisk, og at det udføres ved samme domstole og for samme personkreds.

63 Ifølge § 4 i rammeaftalen om deltidsansatte og princippet om forbud mod forskelsbehandling kan forskelsbehandling af en deltidsansat i forhold til en sammenlignelig fuldtidsansat alene finde sted, hvis det er begrundet i objektive forhold.

64 Begrebet »objektive forhold« i den forstand, hvori det er anvendt i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde, skal imidlertid forstås således, at en
forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte ikke tillades ved den omstændighed, at denne forskelsbehandling er fastsat ved en generel og abstrakt retsforskrift. Det nævnte begreb kræver derimod, at den omhandlede ulige behandling opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor [jf. analogt om § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse Del Cerro Alonso-dommen, præmis 57 og 58].

65 Da der ikke under sagen for Domstolen er blevet fremført nogen begrundelse, påhviler det den forelæggende ret at undersøge, om den ulige behandling af fuldtidsdommere og deltidsdommere, som aflønnes på grundlag af daglige honorarer, kan begrundes.

66 Det bemærkes, at budgetmæssige betragtninger ikke kan begrunde en forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 23.10.2003, forenede sager C-4/02 og C-5/02, Schönheit og Becker, Sml. I, s. 12575, præmis 85, og af 22.4.2010, sag C-486/08, Zentralbetriebsrat der Landeskrankenhäuser Tirols, Sml. I, s. 3527, præmis 46).«

#### Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet under sagen er, om der er sket forskelsbehandling i strid med deltidsloven af A, der var ansat hos BASF A/S med en fast ugentlig arbejdstid på 30 timer.

A var ikke omfattet af en kollektiv overenskomst, som sikrede hende rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået mellem en række europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Hun var derfor beskyttet mod forskelsbehandling i henhold til bestemmelserne i aftalen af 9. januar 2001 om implementering af direktivet om deltidsarbejde, der er indgået mellem Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), jf. deltidslovens § 1, stk. 1.

Det fremgår af denne aftales § 4, stk. 1, at deltidsansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår ikke må behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. Ved en sammenlignelig fuldtidsansat forstås efter aftalens § 3, stk. 1, nr. 2, en fuldtidsansat i samme virksomhed, der har samme type ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold, og som er involveret i samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse. Der tages ved sammenligningen hensyn til andre forhold, der kan omfatte anciennitet og kvalifikationer/færdigheder.

Deltidsloven og aftalen mellem LO og DA har til formål at gennemføre direktivet om rammeaftalen om deltidsarbejde. Denne rammeaftale indeholder i § 4, stk. 1, en bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte, der svarer til § 4, stk. 1, i aftalen mellem LO og DA. Forbuddet mod forskelsbehandling i rammeaftalens § 4, stk. 1, er efter EU-Domstolens praksis »blot det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, som er et af EU-rettens grundlæggende principper«, jf. f.eks. præmis 58 i EU-Domstolens dom af 10. juni 2010 i de forenede sager C-395/08 og C-396/08.

Fire dommere - Børge Dahl, Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen og Hanne Schmidt - udtaler herefter:

Som øvrige ansatte i BASF var A omfattet af en pensionsordning, hvorefter virksomheden til pensionsselskabet skulle indbetale et pensionsbidrag svarende til 15% af den ansattes pensionsgivende løn, hvilket i pensionsvilkårene var begrænset til den faste løn; efter pensionsordningen betalte virksomheden 2/3 af pensionsbidraget, mens de ansatte bidrog med 1/3 ved et fradrag på 5% i den faste løn. I overensstemmelse hermed indbetalte BASF pensionsbidrag af A's faste løn for 30 timers arbejde om ugen, og BASF indbetalte for fuldtidsansattes vedkommende pensionsbidrag af deres faste løn for 37 timers arbejde om ugen. Denne ordning er i overensstemmelse med princippet om forholdsmæssig aflønning og forholdsmæssige rettigheder, jf. § 4, stk. 2, i aftalen mellem LO og DA, og udgør således ikke forskelsbehandling i strid med aftalens § 4, stk. 1.

Som øvrige ansatte hos BASF var A endvidere omfattet af en flexordning, som giver den enkelte ansatte frihed til inden for angivne rammer selv at tilrettelægge arbejdstiden. Flexordningens vilkår var de samme for alle ansatte uanset arbejdstid. Hvis den enkelte ansatte tilrettelagde arbejdstiden på en sådan måde, at der blev arbejdet flere timer, end vedkommende var ansat til, ville et månedligt overskud ud over 30 timer automatisk blive slettet, mens op til 30 timer ville kunne overføres til næste måned og afspadseres. Den enkelte medarbejder havde således ikke krav på løn for overskydende timer. Der blev imidlertid i en række tilfælde indgået konkrete aftaler, herunder også med A, hvorefter en medarbejder i stedet for bortfald eller afspadsering af optjente timer på flexkontoen modtog et vederlag for disse timer. De konkrete aftaler om sådan vederlæggelse for overskydende flextimer, som BASF og de enkelte medarbejdere indgik i en række tilfælde, var fælles for såvel fuldtidsansatte som deltidsansatte, idet vederlæggelsen svarede til vedkommendes normale timeløn. Flexordningen og de konkrete aftaler om vederlæggelse af overskydende flextimer i stedet for afspadsering indebar således ikke i sig selv nogen forskelsbehandling til skade for deltidsansatte.

Det er imidlertid HK's opfattelse, at der er sket forskelsbehandling derved, at der ikke til A som deltidsansat blev indbetalt pensionsbidrag af den konkret aftalte vederlæggelse for overskydende timer efter flexordningen, i det omfang vederlæggelsen angik arbejde udført i
intervallet mellem 30 og 37 timer om ugen, eftersom de fuldtidsansatte i overensstemmelse med pensionsordningens anknytning til den faste løn fik pensionsbidrag af lønnen ved arbejde i dette interval.

Efter vores opfattelse skal der imidlertid ved bedømmelsen af, om deltidsansatte ved de konkrete aftaler om vederlæggelse for overskydende flextimer, der ellers ville være bortfaldet eller skulle have været afspadseret, stilles ringere end fuldtidsansatte, ikke ske sammenligning med fuldtidsansatte, der udfører ordinært arbejde i intervallet fra deltid til fuldtid. Der foreligger nemlig, når en ansat opnår vederlag i stedet for tvunget bortfald eller tvungen afspadsering af flextimer, som den ansatte har udnyttet sin arbejdstilrettelæggelsesfrihed til at optjene, en ganske særegen arbejdssituation, som er uafhængig af den ordinære arbejdstid. Det strider derfor ikke mod deltidslovens forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte, at sådanne timer blev honoreret med den ansattes normale timeløn (uden pensionsbidrag), hvad enten vedkommende var ansat på deltid eller fuld tid.

Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen.

Dommer Oliver Talevski udtaler:

De konkrete aftaler om vederlæggelse af overskydende timer på flexkontoen indebar, at A - i det omfang hun blev vederlagt for overskydende timer vedrørende arbejde udført i intervallet mellem 30 og 37 timer om ugen - blev økonomisk dårligere stillet end en fuldtidsansat, idet BASF indbetalte pensionsbidrag for en fuldtidsansat, der udførte arbejde i dette interval. Følgen var, at hendes samlede løn var mindre end den samlede løn, som en fuldtidsansat modtog, selv om de havde arbejdet samme antal timer.

Ved bedømmelsen af, om denne forskel i vederlæggelsen udgør forskelsbehandling i deltidslovens forstand, må der ses på, om hun som deltidsansat befandt sig i en situation, som er sammenlignelig med en fuldtidsansats situation, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i aftalen mellem LO og DA. Som sagen er forelagt, lægger jeg herved til grund, at der hos BASF var fuldtidsansatte, som var involveret i samme eller tilsvarende arbejde som A's arbejde.

Efter den praksis fra EU-Domstolen, som er gennemgået ovenfor under afsnittet »Retsgrundlaget«, har det efter min opfattelse ikke betydning for vurderingen af, om en deltidsansat og en fuldtidsansat er i en sammenlignelig situation, at den deltidsansattes arbejde udføres som »overarbejde« eller »merarbejde«, eller om der er tale om »ordinær« arbejdstid for den ene og »ekstraordinær« arbejdstid for den anden. Sondringen mellem »overarbejde« og »merarbejde« kan i øvrigt være vanskelig at anvende under en flexordning som den foreliggende, jf. herved Connie Bellings forklaring, hvorefter overarbejde typisk ligger om aftenen efter kl. 18 eller i weekenderne.

Ved bedømmelsen af, om A befandt sig i en sammenlignelig situation, tillægger jeg det efter EU-Domstolens praksis afgørende betydning, *at* hendes ansættelsesforhold alene adskilte sig fra den fuldtidsansattes ansættelsesforhold ved, at hendes normale arbejdstid var lavere, og *at* arbejdet i intervallet mellem 30 og 37 timer om ugen - i lighed med arbejdet uden for dette interval - var identisk, hvad enten arbejdet blev udført af en fuldtidsansat eller en deltidsansat. Jeg mener derfor, at hun og en fuldtidsansat var i en sammenlignelig situation som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2, i aftalen mellem LO og DA.

Jeg finder herefter, at A - i det omfang hun udførte arbejde i det nævnte interval - med hensyn til sine ansættelsesvilkår blev behandlet på en mindre gunstig måde end en sammenlignelig fuldtidsansat, udelukkende fordi hun var på deltid, jf. § 4, stk. 1, i aftalen mellem LO og DA.

Det kan efter min opfattelse ikke føre til en anden vurdering, at BASF efter flexordningen ikke var forpligtet til at vederlægge arbejde i dette interval. En afspadseringstime efter flexordningen skulle træde i stedet for en arbejdstime inden for normal arbejdstid - en sådan arbejdstime skulle i givet fald vederlægges med sædvanlig løn og pensionsbidrag. Hertil kommer, at BASF under alle omstændigheder var omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling, når BASF indgik aftale med den deltidsansatte medarbejder om at vederlægge overskydende timer. Dette gælder også i tilfælde, hvor der var flere overskydende timer på flexkontoen end de 30 timer, som medarbejderne efter flexordningen havde krav på at overføre til den efterfølgende måned. Jeg lægger her vægt på, at det efter Connie Bellings forklaring ikke var besværligt for medarbejderne at opnå en aftale med BASF om vederlæggelse for overskydende timer, og at der derfor hos medarbejderne var skabt en forventning om, at overskydende timer ville blive honoreret, således at de ikke behøvede at begrænse deres arbejdstid til maksimalt 30 overskydende timer pr. måned.

Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at forskelsbehandlingen opstod ved et samspil mellem pensionsordningen, hvorefter der alene blev indbetalt pensionsbidrag af »fast løn«, og de konkrete aftaler om vederlæggelse af overskydende timer på flexkontoen. Det bemærkes herved, at det var BASF, som havde begrænset pensionsordningen til kun at omfatte »fast løn«, og at det var BASF, som havde bestemt, at der kunne indgås aftale om vederlæggelse af overskydende timer på flexkontoen, men uden indbetaling af pensionsbidrag.

Det fremgår af § 4, stk. 1, sidste led, i aftalen mellem LO og DA, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er overtrådt, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. En forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold, hvis den er i overensstemmelse med princippet om »pro rata temporis«, jf. bl.a. præmis 64-65 i den ovennævnte dom af 10. juni 2010 i de forenede sager C-395/08 og C-396/08. Det samme gælder, hvis forskelsbehandlingen opfylder et reelt behov hos virksomheden, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor, jf. f.eks. præmis 64 i dom af 1. marts 2012 i sag C-393/10. Budgetmæssige betragtninger kan dog ikke begrunde forskelsbehandling, jf. den nævnte doms præmis 66.

BASF er ikke fremkommet med noget, som efter min opfattelse indebærer, at den nævnte forskelsbehandling kan anses for begrundet i objektive forhold. Det bemærkes særligt herved, at forskellen i vederlæggelsen ikke er i overensstemmelse med princippet om »pro rata temporis«, da en fuldtidsansat og en deltidsansat, der udførte arbejde i det nævnte interval, ikke blev vederlagt med samme beløb. Forskelsbehandlingen må derfor efter min mening anses for at være i strid med deltidsloven.

Der er fremlagt en opgørelse over overskydende timer på flexkontoen, som A i perioden fra 2003-2007 fik vederlag for, uden at BASF indbetalte pensionsbidrag. Antallet af overskydende timer i denne opgørelse (mellem 15 og 50 pr. måned) udelukker ikke i sig selv, at vederlæggelsen angik arbejde i den enkelte uge i intervallet mellem den 30. og den 37. arbejdstime. Herefter og i mangel af andre oplysninger herom lægger jeg til grund, at de overskydende timer, som A blev vederlagt for, angik arbejde i dette interval. Vederlæggelsen var efter det, som er anført ovenfor, i strid med deltidsloven.

Det fremgår af deltidslovens § 4, stk. 3, at en deltidsansat, hvis løn i strid med loven er lavere end en sammenlignelig fuldtidsansat, har krav på forskellen. Bestemmelsen omfatter også pensionsbidrag. A har fået udbetalt løn uden fradrag af egen andel af pensionsbidraget. Jeg finder, at hun ikke med hjemmel i deltidslovens § 4, stk. 3, eller på andet grundlag har krav på at få udbetalt egen andel af pensionsbidraget en gang til. Hun har alene krav på udbetaling af arbejdsgiverens andel af pensionsbidraget, som for den periode, sagen angår, er opgjort til 6.637,95 kr.

Jeg stemmer herefter for, at BASF skal betale 6.637,95 kr. med procesrente fra den 27. marts 2009 til A.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at Højesteret stadfæster dommen.

Sagsomkostningerne for Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift, og der er ved beløbets fastsættelse taget hensyn til sagens karakter og arbejdets omfang.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

*Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes.*

*I sagsomkostninger for Højesteret skal HK Danmark som mandatar for A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til DI som mandatar for BASF A/S. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.*

===== FIL: praksis/dk-h-2012-223-2010.md =====

# Højesteret, 14. maj 2012, sag 223/2010

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2012-223-2010.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2012-223-2010.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Manglende lønforhøjelse under orlov og afskedigelse efter ligelønskrav

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 og 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En indkøbsassistent havde under barsels- og forældreorlov ikke fået den sædvanlige medarbejder- og lønsamtale. Højesteret lagde til grund, at en udelukkelse fra lønforhøjelse på grund af denne orlov var direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling; det var ikke afgørende, om hendes samlede løn var lavere end mændenes. De konkrete forhold skabte en formodning om, at orloven havde ført til den manglende forhøjelse, og arbejdsgiveren afkræftede den ikke. Retten fastsatte efterreguleringen til 700 kr. om måneden fra september 2007: 4.200 kr. samt 525 kr. i feriepenge. Den allerede tilkendte godtgørelse på 10.000 kr. efter ligebehandlingslovens § 14 for den manglende samtale bestod ved siden af efterbetalingen; hverken en forhøjelse eller arbejdsgiverens krav om tilbagebetaling blev taget til følge. Hendes mails i maj 2008 var samtidig krav om lige løn. Afskedigelsen senere samme måned var derfor omfattet af den særlige bevisbyrde i den daværende ligelønslovs § 3. Arbejdsgiveren godtgjorde ikke, at afskedigelsen var uafhængig af kravet, og hun fik 136.358,40 kr., svarende til seks måneders løn, i godtgørelse. Samlet var kravene 151.083,40 kr.; efter fradrag af det allerede betalte skulle arbejdsgiveren betale yderligere 106.993,80 kr. med de fastsatte renter. Arbejdstageren blev frifundet for tilbagebetalingskravet. Der blev tilkendt 83.260 kr. i sagsomkostninger for begge retter.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen anvender den daværende lov og nummerering. Den giver ikke alle ansatte krav på en årlig lønforhøjelse og fastsætter ikke en generel godtgørelsestakst. Ligebehandlingslovens samtalegodtgørelse, lønefterbetalingen og ligelønslovens afskedigelsesgodtgørelse har særskilte grundlag. Højesteret bruger selv formuleringen direkte eller indirekte; resuméet vælger ikke kunstigt én kategori.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 56 (lov/1.md), § 1, afsnit 57 (lov/1.md), § 1, afsnit 58 (lov/1.md), § 1, afsnit 59 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 69 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 70 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 71 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 72 (lov/1a.md), § 2, afsnit 16 (lov/2.md), § 2, afsnit 17 (lov/2.md), § 2, afsnit 18 (lov/2.md), § 2, afsnit 19 (lov/2.md), § 3, afsnit 18 (lov/3.md), § 3, afsnit 19 (lov/3.md), § 3, afsnit 20 (lov/3.md), § 3, afsnit 21 (lov/3.md), § 6, afsnit 19 (lov/6.md), § 6, afsnit 20 (lov/6.md), § 6, afsnit 21 (lov/6.md), § 6, afsnit 22 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort af domstolen. https://domstol.fe1.tangora.com/ref.aspx?s=-300016&id=15155&pageid=31488

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 14. maj 2012

**Sag 223/2010 **

(2. afdeling)

HK Danmark som mandatar for A
(advokat Peter Breum)
mod
Dansk Erhverv som mandatar for B
(advokat Peter Vibe)

I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 22. juni 2010.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Per Walsøe, Jytte Scharling, Thomas Rørdam og Oliver Talevski.

#### Påstande

Appellanten, HK Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at B til A yderligere skal betale 399.710,60 kr., subsidiært 47.451,40 kr., med procesrente af 700 kr. fra 30. september 2007, af 700 kr. fra 31. oktober 2007, af 700 kr. fra 30. november 2007, af 700 kr. fra 31. december 2007, af 700 kr. fra 31. januar 2008 og af 700 kr. fra 28. februar 2008 samt af resten fra sagens anlæg den 5. februar 2009.

Indstævnte, Dansk Erhverv som mandatar for B, har påstået frifindelse og har endvidere nedlagt selvstændig påstand om, at A til B skal betale 10.000 kr. med procesrente fra den 25. juni 2010, subsidiært fra påstandens nedlæggelse den 14. september 2010.

Det er oplyst, at Sø- og Handelsrettens dom er blevet opfyldt. Domsbeløbet på i alt 44.089,60 kr. er fradraget i appellantens påstande, som i øvrigt er opgjort som anført i Sø- og Handelsrettens dom.

[s. 2]

Indstævntes selvstændige påstand angår godtgørelsen på 10.000 kr. for overtrædelse af ligebehandlingslovens § 4, jf. § 14. Godtgørelsen kræves tilbagebetalt, hvis A får medhold i sit krav om efterregulering af løn.

#### Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret fremlagt en oversigt over ansatte indkøbsassistenters løn i perioden 1. januar 2006 til december 2008. Oversigten, der også omfatter A, angår i alt 19 personer, heraf 3 mænd. Af disse er der fire personer, inkl. A, som ikke fik lønforhøjelse i 2007. En af de tre andre personer (mand) tiltrådte den 1. november 2006, mens en anden (kvinde) først tiltrådte den 1. maj 2007. Lønstigningerne varierede fra 500 kr. til 2.420 kr. om måneden. Den lønstigning på 700 kr., som A har rejst krav om, ligger under gennemsnittet for lønstigningerne i 2007.

I den e-mail, som A den 17. maj 2008 sendte til Michael Hansen, hedder det ud over det, som er citeret i Sø- og Handelsrettens dom, bl.a.:

”1. Jeg er godt klar over at jeg ikke var tilknyttet din afd. men derfor kan jeg godt syntes at det er for dårligt, bare fordi man er på barsel er man jo stadigvæk ansat og derfor bugte B, havde indkaldt til mus, med evt. løn stigninger.”

#### Anbringender

HK Danmark som mandatar for A har gentaget sine anbringender og supplerende i relation til kravet om efterregulering af løn anført, at oversigten over lønregulering i den periode, hvor A var på barsel, viser, at den manglende lønregulering alene skyldtes fraværet på grund af graviditet og barsel. Der er givet lønforhøjelse med forskellige beløb, og det vil i sagens natur være umuligt at finde frem til det beløb, som ville have været resultatet af en reel lønreguleringssamtale. Indstævnte må bære risikoen herfor. Der kan godt ske en ligelønskrænkelse for et enkelt lønvilkårs vedkommende. Det er således ikke en forudsætning for at konstatere, at der er sket krænkelse, at der foretages en helhedsvurdering af lønforholdene.

I relation til kravet om godtgørelse for, at A ikke blev indkaldt til lønsamtale, er det supplerende anført, at der er hjemmel til både at tilkende en lønefterregulering i henhold til ligelønslovens § 2 og en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, jf. § 4.

[s. 3]

Dansk Erhverv som mandatar for B har gentaget sine anbringender og i relation til appellantens krav om efterregulering af løn supplerende anført, at oversigten over lønregulering i 2007 viser, at A ikke blev stillet dårligere end andre sammenlignelige medarbejdere af modsat køn. Ved vurderingen af, om der er tale om en lavere løn, skal der endvidere ses på medarbejderens aktuelle samlede løn, eventuelt før og efter en lønstigning, i forhold til sammenlignelige medarbejdere af modsat køn. Det er derfor ikke spørgsmålet om lønstigning eller ikke lønstigning, som er afgørende for, om en arbejdsgiver lever op til ligelønsloven. Lønniveauet for den enkelte medarbejder beror i øvrigt på en individuel forhandling på baggrund af kvalifikationer, indsats, anciennitet m.v., jf. overenskomstens § 4. Det er derfor udokumenteret, at A ville have fået en lønstigning på netop 700 kr. At denne lønstigning er under gennemsnittet for afdelingen, er uden betydning.

Den selvstændige påstand er nedlagt for det tilfælde, at A får medhold i, at hendes løn skal efterreguleres som påstået. I så fald er der ikke hjemmel til eller grundlag for også at tilkende hende en godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingslovens § 4. En sådan godtgørelse bør, hvis den tilkendes, nedsættes under hensyn til lønefterreguleringen.

#### Højesterets begrundelse og resultat

*Spørgsmålet om efterregulering af løn efter ligelønslovens § 2 *

HK Danmark har anført, at A har krav på efterregulering af sin løn med 700 kr. om måneden med virkning fra den 1. september 2007, hvor hun vendte tilbage til sit arbejde efter forældreorlov. Dansk Erhverv har på vegne af B bestridt, at der er grundlag for lønefterregulering.

Det følger af den dagældende ligelønslov (lovbekendtgørelse nr. 906 af 27. august 2006 om lige løn til mænd og kvinder), at der ikke på grund af køn må finde lønmæssig forskelsbehandling sted. Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling, jf. lovens § 1, stk. 1. En arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi, jf. § 1, stk. 3. Hvis en lønmodtager, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at bevise,  [s. 4] at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. § 6, stk. 2. En lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, har krav på forskellen, jf. § 2.

Højesteret finder, at det udgør en direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med ligelønslovens § 1, stk. 1, hvis en kvinde, der har barsels- eller forældreorlov, af denne grund bliver afskåret fra at få en lønforhøjelse. Det er i denne situation uden betydning, om kvindens samlede løn er mindre end den samlede løn for sammenlignelige medarbejdere af modsat køn. Hvis kvinden efter § 6, stk. 2, har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun som følge af sin barsels- eller forældreorlov er gået glip af en lønforhøjelse, skal arbejdsgiveren bevise, at dette ikke er tilfældet. Kan denne bevisbyrde ikke løftes, har kvinden krav på efterregulering af sin løn i henhold til § 2.

A gik på barsel i august 2006 og vendte tilbage fra sin forældreorlov den 23. august 2007. Hun blev under sin barsels- og forældreorlov ikke indkaldt til en MUS- og lønsamtale, som normalt afholdes i løbet af foråret. B har anerkendt, at der herved er sket krænkelse af ligebehandlingslovens § 4, hvorefter en arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. B afholdt i foråret 2007 MUS- og lønsamtaler med alle de ansatte, som ikke var på barsels- eller forældreorlov, og i langt de fleste tilfælde resulterede samtalerne i månedlige lønstigninger, som gennemsnitligt oversteg de 700 kr., A har rejst krav om. A havde i marts 2008 en MUS- og lønsamtale med sin chef Michael Hansen, som resulterede i, at hun i april 2008 med virkning fra den 1. marts 2008 fik en månedlig lønstigning på 700 kr.

På denne baggrund finder Højesteret, at A har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at reglerne om ligeløn er krænket, fordi hun ikke fik en lønstigning med virkning fra den 1. september 2007, hvor hun var vendt tilbage til sit arbejde efter forældreorlov, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Dette gælder, uanset at lønnen efter overenskomstens § 4 forhandles individuelt.

B må herefter bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Højesteret finder, at B ikke har ført dette bevis. A har derfor krav på en efterregulering af sin løn med virkning fra den 1. september 2007, jf. ligelønslovens § 2, og Højesteret finder, at efterreguleringsbeløbet passende kan fastsættes til 700 kr. pr. måned som påstået.

[s. 5]

*Spørgsmålet om godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingslovens § 4 *

B har som anført anerkendt, at ligebehandlingslovens § 4 er blevet krænket, fordi A ikke blev tilbudt en MUS- og lønsamtale under sin barsels- og forældreorlov.

Det følger af ligebehandlingslovens § 14, at personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af bl.a. ligebehandlingslovens § 4, kan tilkendes en godtgørelse. Højesteret finder, at der kan tilkendes en godtgørelse ved siden af efterregulering i medfør af ligelønslovens § 2, og tiltræder, at godtgørelsen efter forholdets karakter er fastsat til 10.000 kr.

Herefter tages hverken As påstand om tilkendelse af en højere godtgørelse eller Bs påstand om tilbagebetaling af den allerede tilkendte godtgørelse til følge.

*Spørgsmålet om krænkelse af ligelønslovens § 3, stk. 1*

En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår, jf. dagældende ligelønslovs § 3, stk. 1. Arbejdsgiveren skal bevise, at afskedigelsen ikke er sket i strid med denne bestemmelse, hvis afskedigelsen finder sted inden 1 år efter, at lønmodtageren har fremsat krav om lige løn, jf. § 3, stk. 2.

B opsagde A ved brev af 30. maj 2008 til fratræden pr. 31. oktober 2008. A har gjort gældende, at opsigelsen var begrundet i, at hun kort forinden havde fremsat krav om lige løn som nævnt i § 3, stk. 1. Dette har B bestridt.

Som anført havde A i marts 2008 en MUS- og lønsamtale med sin chef Michael Hansen, hvorefter hun i april 2008 fik besked om, at hun havde fået en månedlig lønstigning på 700 kr. med virkning fra den 1. marts 2008.

I en e-mail af 8. maj 2008 til Michael Hansen skrev A bl.a., at hun var skuffet over lønstigningen, og anførte, at hun ikke var indkaldt til MUS-samtale under sin barsel, og at hun ikke var indstillet til mere i løn på grund af sin barsel. Michael Hansen svarede ved e-mail af 17. maj 2008 bl.a., at hun ikke var tilknyttet hans afdeling, mens hun var på barsel, og at det ikke var korrekt, at hun på grund af barsel ikke var indstillet til mere i løn. Ved e-mail af samme dag skrev A bl.a., at det var for dårligt, at B ikke havde indkaldt hende til MUS-samtale ”med  [s. 6] evt. lønstigninger”. Hun fastholdt endvidere, at det var på grund af hendes barsel, at hun ikke var indstillet til mere i løn. Michael Hansen svarede ikke på denne e-mail.

Højesteret finder, at A ved e-mailene af 8. og 17. maj 2008 havde rejst krav om lige løn som anført i ligelønslovens § 3, stk. 1. Da hun blev opsagt ved brevet af 30. maj 2008, skal B herefter bevise, at opsigelsen ikke var begrundet i hendes krav om lige løn, jf. § 3, stk. 2.

Det fremgår af opsigelsesbrevet, at opsigelsen skyldes ”samarbejdsvanskeligheder”. Bevisførelsen giver imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at A inden opsigelsen havde udvist en adfærd, der kan karakteriseres som ”samarbejdsvanskeligheder”.

Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder Højesteret, at B ikke har bevist, at opsigelsen af A ikke var begrundet i, at hun kort forinden havde fremsat krav om lige løn.

A har derfor krav på en godtgørelse, der skal fastsættes ”under hensyntagen til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt”, jf. ligelønslovens § 3, stk. 3. A havde været ansat i B siden den 1. august 2000. Henset hertil og til forholdets karakter finder Højesteret, at godtgørelsen passende kan fastsættes til 136.358,40 kr. svarende til 6 måneders løn.

*Konklusion og sagsomkostninger *

B skal efter det anførte til A betale 4.200 kr. (lønregulering), 525 kr. (feriepenge heraf), 10.000 kr. (godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14) og 136.358,40 kr. (godtgørelse efter ligelønslovens § 3, stk. 3) med fradrag af det allerede betalte beløb på 44.089,60 kr., dvs. yderligere 106.993,80 kr. Beløbet skal forrentes som påstået.

Dansk Erhverv som mandatar for B skal betale sagsomkostninger for begge retter til HK Danmark som mandatar for A med i alt 83.260 kr. Heraf er advokatudgiften for begge retter fastsat til 75.000 kr., mens retsafgiften af det vundne beløb for Sø- og Handelsretten er godtgjort med 3.940 kr. og for Højesteret med 4.320 kr.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

[s. 7]

B skal til A yderligere betale 106.993,80 kr. med procesrente af 700 kr. fra 30. september 2007, af 700 kr. fra 31. oktober 2007, af 700 kr. fra 30. november 2007, af 700 kr. fra 31. december 2007, af 700 kr. fra 31. januar 2008 og af 700 kr. fra 28. februar 2008 samt af resten fra den 5. februar 2009.

A frifindes for Bs selvstændige påstand om betaling af 10.000 kr.

I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten og Højesteret skal Dansk Erhverv som mandatar for B betale 83.260 kr. til HK Danmark som mandatar for A.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

===== FIL: praksis/dk-h-2014-248-2012.md =====

# Højesteret, 26. november 2014, sag 248/2012

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2014-248-2012.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-h-2014-248-2012.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Ingen lønerstatning i opsigelsesperiode under ulønnet forældreorlov

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Ingen indirekte forskelsbehandling efter § 1 a, stk. 2: en lønmodtager på ulønnet forældreorlov gennem hele opsigelsesperioden var ikke i en sammenlignelig situation med funktionærer i arbejde.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Teknisk Landsforbund rejste som mandatar for en lønmodtager krav mod Lønmodtagernes Garantifond om erstatning for løn i hendes opsigelsesperiode på 4 måneder fra den 22. december 2008 til den 30. april 2009. Hun var på barsels- og forældreorlov fra den 9. august 2008 til den 4. juli 2009 og skulle efter sin ansættelsesaftale have fuld løn indtil den 21. november 2008, hvorefter hun overgik til dagpenge; den 22. december 2008 ophævede forbundet på hendes vegne ansættelsesforholdet, fordi lønnen for perioden fra den 1. til den 21. november 2008 ikke var betalt, og arbejdsgiveren gik konkurs den 18. februar 2009. Det var ubestridt, at kravet ikke kunne støttes på funktionærlovens § 3, stk. 3, jf. stk. 2, eller § 7, stk. 4, forstået uden inddragelse af EU-retten. Højesteret fandt, at kravet ikke kunne støttes på artikel 2, stk. 6, i EU-rammeaftalen om forældreorlov, fordi funktionærlovens § 3 alene beskytter mod indtægtstab i opsigelsesperioden, og hun, der ikke havde krav på løn under forældreorloven, ikke led noget indtægtstab og derfor ikke var stillet ringere, end hvis hun ikke havde været på forældreorlov. Der forelå heller ikke ulovlig, indirekte forskelsbehandling på grund af køn efter ligelønslovens § 1 a, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 1, stk. 3, da hun var på ulønnet forældreorlov gennem hele opsigelsesperioden og derfor ikke var i en sammenlignelig situation med funktionærer, som er i arbejde på ophævelsestidspunktet. Højesteret, der ved kendelse af 15. juli 2013 havde afslået præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, stadfæstede Østre Landsrets dom af 29. juni 2012.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk funktionær-, garantifonds- og orlovssag. Den afgør ikke retten til godtgørelse ved en orlovsbegrundet afskedigelse eller alle typer fratrædelsesydelser. Domskonklusionen og sagsomkostningernes størrelse er udeladt i den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Højesterets dom

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 29. juni 2012.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam, Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Jens Kruse Mikkelsen.

##### Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

##### Anbringender

*Teknisk Landsforbund som mandatar for A* har nærmere anført, at opsigelsesvarslets formål er at give funktionæren mulighed for at opnå anden beskæftigelse og dermed et uafbrudt forsørgelsesgrundlag. Dette formål indebærer, at opsigelsesvarslet skal have samme værdi for alle funktionærer, uanset om de er på forældreorlov eller ej. Hvis en forælder på forældreorlov ikke har krav på løn i opsigelsesperioden eller erstatning herfor, vil opsigelsesvarslet miste sin økonomiske værdi og en væsentlig del af sit formål. Beskyttelsen af opsigelsesvarslet som en erhvervet rettighed i forældreorlovsdirektivet og i dansk ret indebærer derfor, at en arbejdstager på forældreorlov må have krav på fuld løn eller erstatning for løn i opsigelsesperioden.

EU-Domstolen har i en dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08 (Meerts) tiltrådt, at § 2 i rammeaftalen vedrørende forældreorlov har denne rækkevidde. Christel Meerts blev ved de belgiske domstole efterfølgende tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn ud over den godtgørelse svarende til løn i opsigelsesvarslet, som var omfattet af den præjudicielle forelæggelse. Meerts-sagen angik således ikke alene en godtgørelse svarende til godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16. Denne rækkevidde af Meerts-afgørelsen understøttes af EU-Domstolens dom af 27. februar 2014 i sag C-588/12 (Lyreco), hvoraf det fremgår, at den godtgørelse, der efter belgisk ret tilkendes for manglende løn i opsigelsesperioden, ikke berøres af, at der udmåles en godtgørelse for afsked svarende til 6 måneders løn.

Dertil kommer, at det af § 5, stk. 5, i den reviderede rammeaftale om forældreorlov (direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010) udtrykkeligt fremgår, at der blandt andre faktorer skal tages hensyn til indkomstens rolle i forbindelse med afholdelse af orlov. Dette er udtryk for, at medlemsstaterne, til trods for deres suverænitet i spørgsmål vedrørende indkomstforhold, ikke må opstille regler, som hindrer formålet med retten til forældreorlov ved at forringe aflønningsforholdene, således at lønmodtagere ikke ønsker at afholde forældreorlov.

Funktionærlovens § 3 og § 7, stk. 4, er hverken efter bestemmelsernes ordlyd, formål eller forarbejder til hinder for en EU-konform fortolkning i overensstemmelse med EU-retten, men selv om de var, ville Lønmodtagernes Garantifond som offentlig myndighed være forpligtet til at anvende dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Der foreligger således ikke en contra legem-situation. Dertil kommer, at retten til forældreorlov er en grundlæggende rettighed i henhold til EU's Charter om grundlæggende rettigheder.

Den hidtidige fortolkning af funktionærlovens § 3 indebærer endvidere ulovlig, indirekte forskelsbehandling, fordi gruppen af funktionærer, som er på ulønnet forældreorlov, fortrinsvis består af kvinder, og hvis de i orlovsperioden bliver uberettiget bortvist, fritstillet eller hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, behandles de på grund af den manglende løn i opsigelsesperioden ringere end den samlede gruppe af funktionærer, som bortvises uberettiget mv. Vurderingen af, om der sker indirekte forskelsbehandling, skal således ikke foretages ud fra en sammenligning af forholdene for henholdsvis mænd og kvinder under forældreorlov.

*Lønmodtagernes Garantifond* har nærmere anført, at funktionærlovens § 3 har til formål at erstatte funktionærens indtægtstab i form af lønnen i opsigelsesperioden, hvilket ikke kan sidestilles med kompensation eller godtgørelse for arbejdsgiverens misligholdelse, som den der i henhold til belgisk ret blev tilkendt i forlængelse af EU-Domstolens dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08 (Meerts). Den kompensation, som Christel Meerts havde krav på, kan derimod bedst sammenlignes med de typer af fratrædelsesgodtgørelse, som en medarbejder, uafhængigt af medarbejderens tab, kan gøre krav på i anledning af ansættelsesforholdets ophør, herunder fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a eller § 2 b. Endvidere har EU-Domstolen i en dom af 27. februar 2014 i sag C-588/12 (Lyreco) fastslået, at den faste beskyttelsesgodtgørelse, som en medarbejder i henhold til belgisk ret har krav på i en situation, hvor opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforholdet er sket i strid med den særlige beskyttelse mod afskedigelse af medarbejdere på forældreorlov, skal beregnes med udgangspunkt i medarbejderens sædvanlige løn forud for forældreorloven. I overensstemmelse hermed følger det af dansk retspraksis, at godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, skal beregnes med udgangspunkt i medarbejderens sædvanlige løn.

For så vidt angår spørgsmålet om ulovlig, indirekte forskelsbehandling på grund af køn, indebærer det forhold, at en medarbejder under ulønnet forældreorlov ikke modtager løn i opsigelsesperioden, ikke en mindre gunstig behandling af kvinder alene af den grund, at flere kvinder end mænd afholder forældreorlov, jf. herved EU-Domstolens dom af 27. oktober 1998 i sag C-411/96 (Boyle). Domstolen har i en dom af 16. juli 2009 i sag C-537/07 (Sánchez-Camacho) fastslået, at en arbejdstager, der udøver retten til at tage forældreorlov, befinder sig i en særlig situation, der ikke kan sidestilles med situationen for en mand eller kvinde, der arbejder på fuld tid. Ved vurderingen af, om den danske retstilstand er i strid med forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af køn, skal der på denne baggrund ikke foretages en sammenligning mellem medarbejdere på forældreorlov og medarbejdere, der arbejder på opsigelses- eller ophævelsestidspunktet, idet der ikke foreligger en sammenlignelig situation i relation til den sædvanlige udveksling af parternes ydelser.

Pligten til EU-konform fortolkning rækker i øvrigt ikke længere end til, hvad der er muligt inden for det nationale fortolkningsskøn. Den danske retstilstand vedrørende funktionærlovens § 3 er klar og utvetydig og giver ikke rum for en fortolkning, der kan føre til, at A gives medhold i sit krav. Det vil stride mod det EU-retlige retssikkerhedsprincip at tilsidesætte en klar og utvetydig national retstilstand, hvor der er tale om en privat arbejdsgiver. Det kan ikke gøre nogen forskel, at kravet nu rettes mod Lønmodtagernes Garantifond, som er en offentlig myndighed. A kan ikke støtte ret på artikel 33, stk. 2, i EU's Charter om grundlæggende rettigheder.

##### Supplerende sagsfremstilling

Højesteret har ved kendelse af 15. juli 2013 [utrykt] afslået præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af spørgsmål vedrørende fortolkning af rammeaftalen om forældreorlov, jf. Rådets direktiv 96/34.

*Supplerende om retsgrundlaget*

Efter funktionærlovens § 3 har en funktionær, i tilfælde af at funktionæren hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, mindst krav på en erstatning svarende til lønnen indtil fratræden med 3 måneders varsel (minimalerstatning), dog ikke for en længere periode end det faktiske opsigelsesvarsel. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår bl.a. (jf. Folketingstidende 1947-48, tillæg A, lovforslag nr. L 77, sp. 3988):

»Loven bygger paa hidtidig Retspraksis. Funktionæren skal have Erstatning for det ham ved Arbejdsgiverens Misligholdelse paaførte Tab. Af praktiske Grunde fastsætter Loven en minimal Erstatning, som Funktionæren altid kan kræve uden Hensyn til, hvorledes Beviset stiller sig for Tabets Størrelse, nemlig Løn indtil lovlig Opsigelse i alle Tilfælde, hvor der haves Krav paa et Opsigelsesvarsel paa indtil 3 Maaneder til en Maaneds Udgang. Med Hensyn til Tjenesteforhold for et bestemt Tidsrum af 3 Maaneder eller derunder haves tilsvarende Krav.

For Tjenesteforhold paa længere Opsigelse eller for længere Tid haves udover det angivne Krav Ret til Erstatning efter almindelige Erstatningsregler.«

Af EU-Domstolens dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08 (Meerts), som delvis er citeret i landsrettens dom, fremgår yderligere bl.a.:

»39 Det følger af såvel ordlyden af den nævnte § 2, stk. 6, [i rammeafgørelsen om forældreorlov, jf. Rådets direktiv 96/34 af 3. juni 1996,] som af den sammenhæng, hvori den indgår, at bestemmelsen har til formål at undgå ethvert tab eller forringelse af arbejdsrelaterede rettigheder, som arbejdstageren har erhvervet eller er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, og at sikre, at arbejdstageren ved orlovens ophør med hensyn til disse rettigheder er stillet på samme måde som før denne orlov (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, sag C-537/07, Gómez-Limón Sánchez-Camacho, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39).«

EU-Domstolen har i dom af 27. februar 2014 i sag C-588/12 (Lyreco) bl.a. fortolket § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, jf. Rådets direktiv 96/34 af 3. juni 1996. Anmodningen om præjudiciel afgørelse var fremsat i forbindelse med en tvist mellem Lyreco Belgium NV og en tidligere ansat om beregningen af en fast »beskyttelsesgodtgørelse«, som den tidligere ansatte havde krav på som følge af uberettiget afskedigelse, mens hun var på forældreorlov i form af nedsat arbejdstid. I dommen hedder det bl.a.:

»43 Som Domstolen allerede har fastslået, følger det af såvel ordlyden af [§ 2, stk. 6, i rammeaftalen om forældreorlov] som af den sammenhæng, hvori den indgår, at bestemmelsen har til formål at undgå ethvert tab eller forringelse af arbejdsrelaterede rettigheder, som arbejdstageren har erhvervet eller er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, og at sikre, at arbejdstageren ved orlovens ophør med hensyn til disse rettigheder er stillet på samme måde som før denne orlov (Meerts-dommen, præmis 39, og dommen i sagen Zentralbetriebsrat der Landeskrankenhäuser Tirols, præmis 51).

44 Det følger som nævnt i nærværende doms præmis 30-32 af formålene med rammeaftalen, at udtrykket »erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve«, som det anvendes i § 2, stk. 6, i nævnte rammeaftale, omfatter enhver rettighed eller fordel i penge eller naturalier, som arbejdstageren direkte eller indirekte som følge af arbejdsforholdet kan gøre krav på over for arbejdsgiveren på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden (jf. Meerts-dommen, præmis 43, og dommen i sagen Zentralbetriebsrat der Landeskrankenhäuser Tirols, præmis 53).

45 Hertil hører enhver rettighed eller fordel vedrørende arbejdsvilkår, såsom retten for en arbejdstager, der er ansat i henhold til en tidsubegrænset fuldtidsansættelseskontrakt, og som er på forældreorlov, til en fast beskyttelsesgodtgørelse, såfremt arbejdsgiveren, uden at der foreligger tungtvejende grunde eller en tilstrækkelig begrundelse, ensidigt opsiger denne kontrakt. Denne godtgørelse, hvis beløb er forbundet med den løn, der var aftalt i den nævnte kontrakt, og hvis formål er at beskytte en sådan arbejdstager mod en afskedigelse, der er begrundet med ansøgning om forældreorlov eller selve orloven, tildeles således denne arbejdstager på grund af dennes ansættelse, som ville have fortsat, såfremt vedkommende ikke var blevet uberettiget afskediget (jf. analogt dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 10 og 11, og af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 23-28, samt Meerts-dommen, præmis 44).

46 Det er således i hovedsagen ubestridt, at en arbejdstager som Sophie Rogiers, der er ansat hos sin arbejdsgiver i henhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og som efter reglerne i national ret har ret til forældreorlov, havde ret til den faste beskyttelsesgodtgørelse, som fastsat i saneringslovens artikel 101, fra begyndelsen af sin forældreorlov. Den omstændighed, at denne ret kun tildeles den pågældende arbejdstager, såfremt dennes arbejdsgiver senere gennemfører en uberettiget afskedigelse af denne arbejdstager under dennes forældreorlov, er i denne forbindelse irrelevant.

47 Når en arbejdstager, der er ansat i henhold til en tidsubegrænset fuldtidsansættelseskontrakt, er blevet uberettiget afskediget som i hovedsagen under forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid, som denne havde krav på, skal en fast beskyttelsesgodtgørelse som den, der er fastsat i belgisk lovgivning, følgelig beregnes på grundlag af lønnen for denne arbejdstagers fuldtidsarbejde for at være forenelig med kravene i rammeaftalen.

48 På baggrund af det ovenstående skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 2, stk. 4, som findes i bilaget til direktiv 96/34, læst i lyset af både de formål, der forfølges med denne rammeaftale, og rammeaftalens § 2, stk. 6, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den faste beskyttelsesgodtgørelse, der skal udbetales til en arbejdstager, der afholder
forældreorlov i form af nedsat arbejdstid, såfremt arbejdsgiveren, uden at der foreligger tungtvejende grunde eller en tilstrækkelig begrundelse, ensidigt opsiger ansættelsesforholdet med denne arbejdstager, der har en tidsubegrænset fuldtidsansættelse, beregnes på grundlag af den nedsatte løn, som vedkommende modtager på tidspunktet for sin afskedigelse.«

#### Højesterets begrundelse og resultat

*Sagens baggrund og problemstilling*

A var på barsels- og forældreorlov i perioden fra den 9. august 2008 til den 4. juli 2009 og skulle i henhold til sin ansættelsesaftale have fuld løn i 14 uger efter fødslen den 16. august 2008, dvs. indtil den 21. november 2008, hvorefter hun overgik til at modtage dagpenge. Den 22. december 2008 ophævede Teknisk Landsforbund på hendes vegne ansættelsesforholdet på grund af manglende betaling af løn for perioden fra den 1. til den 21. november 2008. Arbejdsgiveren gik efterfølgende konkurs den 18. februar 2009.

Det er ubestridt, at der ikke var nogen sammenhæng mellem arbejdsgiverens misligholdelse og A's afholdelse af forældreorlov, og der er således ikke rejst krav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Denne sag angår A's krav mod Lønmodtagernes Garantifond om erstatning for løn i hendes opsigelsesperiode på 4 måneder, nærmere bestemt fra den 22. december 2008 til den 30. april 2009.

Efter funktionærlovens § 3 har en funktionær, i tilfælde af at funktionæren hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, krav på erstatning for det tab, som misligholdelsen påfører funktionæren, herunder navnlig de mistede indtægter indtil denne lovligt kunne være opsagt af arbejdsgiveren, med fradrag af eventuelle indtægter fra anden stilling. Funktionæren har uanset eventuel anden indtægt mindst krav på en erstatning svarende til lønnen indtil fratræden med 3 måneders varsel (minimalerstatning), dog ikke for en længere periode end det faktiske opsigelsesvarsel. Efter funktionærlovens § 7, stk. 4, har en funktionær, som bliver opsagt inden barselsorlovens påbegyndelse eller inden 14 uger efter fødslen, ret til fuld løn i opsigelsesperioden.

Hovedspørgsmålet i sagen er, om A ved ophævelse af ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse har krav på at få erstattet sin sædvanlige løn i opsigelsesperioden, selv om hun i den pågældende periode var på forældreorlov uden løn og modtog dagpenge efter barsellovens § 21, stk. 1.

A har anført, at det vil være i strid med EU-rammeaftalen om forældreorlov og forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn, hvis hun ikke får erstattet sin sædvanlige løn i opsigelsesperioden. Det er således ubestridt, at kravet ikke kan støttes på funktionærlovens § 3, stk. 3, jf. stk. 2, eller § 7, stk. 4, sådan som disse bestemmelser må forstås uden inddragelse af EU-retten.

*EU-rammeaftalen om forældreorlov*

Efter § 2, stk. 6, i den dagældende EU-rammeaftale om forældreorlov, jf. Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996, skal erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører. Efter stk. 7 fastsætter medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter, hvorledes der skal forholdes med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet i forældreorlovsperioden.

Parterne er enige om, at det ikke er i strid med EU-retten, at man under forældreorlov oppebærer en indtægt, som er mindre end sædvanlig løn. Det harmonerer med, at en kvinde under barselsorlov (dvs. de første 14 uger efter fødslen), alene skal sikres en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende ville få under sygeorlov, jf. artikel 11 i Rådets direktiv 92/85 af 19. oktober 1992 (graviditetsdirektivet).

EU-Domstolen har i dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08 (Meerts), præmis 39 og 47, fastslået, at rammeaftalens § 2, stk. 6, indebærer, at en arbejdstager under forældreorlov ikke må stilles ringere med hensyn til erhvervede rettigheder eller rettigheder, som den pågældende er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens indtræden, end hvis den pågældende ikke var på forældreorlov.

En funktionær er efter funktionærlovens § 3 alene beskyttet mod indtægtstab i opsigelsesperioden, og denne rettighed bestod uændret både før og under A's forældreorlov. Hun modtog i sin opsigelsesperiode, som udløb inden forældreorloven ophørte, den indtægt i form af dagpenge, som hun hele tiden havde måttet påregne, idet hendes ret til løn fra arbejdsgiveren var udløbet 14 uger efter fødslen. Hun blev således ikke med hensyn til rettigheder, der bestod, da hendes orlovsperiode begyndte, stillet ringere, end hvis hun ikke havde været på forældreorlov, idet hun som nævnt ikke havde noget krav på løn, mens hun var på forældreorlov, og derfor ikke led noget indtægtstab.

Højesteret finder på den anførte baggrund, at A's krav om at få erstattet sin sædvanlige løn i opsigelsesperioden ikke kan støttes på artikel 2, stk. 6, i EU-rammeaftalen om forældreorlov.

Det bemærkes herved, at Meerts-dommen i modsætning til den foreliggende sag angik en situation, hvor arbejdstageren var stillet ringere, fordi størrelsen af den tabsuafhængige fratrædelsesgodtgørelse, som hun havde ret til ved arbejdsgiverens opsigelse uden varsel, var mindre end den ville have været, hvis opsigelsen uden varsel var sket, mens hun ikke var på forældreorlov.

*Indirekte forskelsbehandling på grund af køn*

Efter ligelønslovens § 1 a, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 1, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at forskelsbehandling består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer, jf. f.eks. præmis 56 i Domstolens dom af 16. juli 2009 i sag C-537/07 (Sánchez-Camacho). Særligt med hensyn til kvinder på barsels- eller forældreorlov har EU-Domstolen flere gange fastslået, at de befinder sig i en særlig situation, der ikke kan sidestilles med situationen for en mand eller kvinde, som arbejder (herunder på fuld tid), jf. herved præmis 17 i dom af 13. februar 1996 i sag C-342/93 (Gillespie), præmis 46 i dom af 30. marts 2004 i sag C-147/02 (Alabaster) og præmis 57 i dom af 16. juli 2009 i sag C-537/07 (Sánchez-Camacho).

A har anført, at der foreligger en ulovlig, indirekte forskelsbehandling under henvisning til, at funktionærer, som under en ulønnet forældreorlov bliver uberettiget bortvist, fritstillet eller hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, ikke har krav på løn i en opsigelsesperiode, som er sammenfaldende med en forældreorlov, og derfor behandles ringere end funktionærer, der ikke er på forældreorlov, og som bortvises uberettiget mv. Da funktionærer på forældreorlov fortrinsvis er kvinder, medfører forskelsbehandlingen, at kvinder stilles ringere end mænd.

Højesteret bemærker hertil, at A på ophævelsestidspunktet var på ulønnet forældreorlov, som fortsatte gennem hele opsigelsesperioden. Hun var således ikke i en sammenlignelig situation med funktionærer, som er i arbejde på ophævelsestidspunktet, og over for hvem arbejdsgiveren har en lønforpligtelse.

Højesteret finder herefter, at undladelse af at erstatte A's sædvanlige løn i opsigelsesperioden ikke er udtryk for ulovlig, indirekte forskelsbehandling.

*Konklusion*

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

*Sagsomkostninger*

Ud over sagens værdi er der ved fastsættelse af sagsomkostninger taget hensyn til sagens karakter og arbejdets omfang, herunder at der også for Højesteret har været rejst spørgsmål om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret

*Landsrettens dom stadfæstes.*

*I sagsomkostninger for Højesteret skal Teknisk Landsforbund som mandatar for A betale 75.000 kr. til Lønmodtagernes Garantifond.*

*De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.*

===== FIL: praksis/dk-horsens-2002.md =====

# Retten i Horsens, 25. juli 2002

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-horsens-2002.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-horsens-2002.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Ikke tildelte feriefridage under graviditet og tilsagn om barselsløn

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter ligebehandlingsloven, ikke ligelønsloven: arbejdsgiveren havde ikke bevist, at undladelsen af at tildele feriefridage var uden sammenhæng med graviditeten og fraværet i forbindelse med den (jf. § 1 a, stk. 1, og § 6, stk. 2). Vestre Landsret tilkendte godtgørelse (B-1882-02).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK/DANMARK krævede som mandatar for F, der var ansat som receptionist/sekretær, at arbejdsgiveren blev dømt til at betale 105.923,16 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Sagen angik, om arbejdsgiveren havde overtrådt ligebehandlingslovens § 4 ved ikke at tildele F 5 feriefridage, som to sekretærkolleger fik i november/december 2000, og om F havde krav på godtgørelse efter lovens § 14; F havde i oktober 2000 meddelt, at hun var gravid. Sagen angik endvidere, om F havde krav på fuld løn under barselsorlov, og arbejdsgiveren nedlagde selvstændig påstand om betaling af 10.143,87 kr. med procesrente fra den 15. oktober 2001 med henvisning til, at fuld løn under barselsorloven var udbetalt fejlagtigt. Retten lagde til grund, at F havde begået fejl, der gav anledning til kritik, og at de to sekretærer havde ydet en ekstra arbejdsindsats bl.a. på grund af F's sygdomsfravær; selv om kun nogle af funktionærerne fik tildelt feriefridage ved lønforhandlingerne i 2000, fandt retten det ikke tilstrækkelig bevist, at undladelsen af at tildele F de 5 feriefridage var uden sammenhæng med hendes graviditet og fravær i forbindelse hermed, og arbejdsgiveren havde derfor overtrådt ligebehandlingslovens § 4. Efter overtrædelsens karakter og grovhed fandt retten dog ikke grundlag for at tilkende godtgørelse efter § 14. Da arbejdsgiveren udtrykkeligt og uden forbehold havde tilkendegivet at ville udbetale fuld løn til F i 14 uger og havde udbetalt fuld løn i størstedelen af perioden, var arbejdsgiveren ikke efterfølgende frigjort herfor af de påberåbte grunde.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Vestre Landsret tiltrådte ved dom af 2. juli 2003 (B-1882-02), at ligebehandlingslovens § 4 var tilsidesat, men tilkendte F en godtgørelse på 10.000 kr. efter § 14; landsrettens dom har en selvstændig post. Den anvendte tekst indeholder ikke dommens konklusion, så det tilkendte beløb for lønkravet fremgår ikke.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Horsens Rets 3. afdelings dom 25. juli 2002.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt A A/S, har overtrådt ligebehandlingslovens § 4 og om, hvorvidt F har krav på en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt F havde krav på fuld løn under barselsorlov og om, hvorvidt A A/S har krav på tilbagebetaling af allerede udbetalt løn.

Sagsøger, HK/DANMARK som mandatar for F, har efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, A A/S, dømt til at betale 105.923,16 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med procesrente af 102.000 kr. fra sagens anlæg den 24. august 2001 og af 3.923,16 kr. fra den 31. august 2001.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgte har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøger dømmes til at betale 10.143,87 kr. med procesrente fra den 15. oktober 2001.

Sagsøger har påstået frifindelse heroverfor.

Den 1. marts 199 blev F ansat i praktik hos A A/S. Fra den 29. marts 1999 blev F ansat som receptionist/sekretær hos A A/S med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og til en månedsløn på 16.000 kr.

4 måneder senere steg F's løn til 17.000 kr. om måneden.

I oktober 2000 meddelte F A A/S, at hun var gravid.

I november/december 2000 fik 2 sekretærer hos A A/S, X og Y, 5 feriefridage, der skulle afvikles inden den 1. maj 2001.

Den 28. februar 2001 sendte F en e-mail til sin nærmeste foresatte, økonomichef Ø. I e-mailen hedder det bl.a.:

». . .

1. De 5 ekstra feriedage istedet for lønforhøjelse skal jeg jo ha' udbetalt idet jeg ikke kan nå at holde dem inden 01.05.01. Bliver de udbetalt næste gang ??

2. Jeg er bekendt med at i kun skal betale mig ½ løn i april, men skal jeg selv rette henvendelse til kommunen for at få suppleret op med sygedagpenge ??

3. Hvornår træder de 14 ugers fuld løn i forbindelse med barsel i kraft ? . . .

. . .«

Ø besvarede henvendelsen ved en e-mail samme dag. I denne e-mail er bl.a. anført:

»ad 1. Du vil først [f]å tildelt 5 feriefridage efter 1. maj 2001. Disse feriefridage kan afholdes, når din forældreorlov er afsluttet eller udbetales 1. maj 2002.

ad 2. Du har termin den 26.4 og din graviditetsorlov starter derfor 4 uger før. . . . Fra og med 29. marts 2001 skal du derfor have dagpenge fra kommunen . . . Du skal derfor ikke suppleres fra kommunen, men have hele din graviditetsorlovsydelse fra kommunen.

ad 3. Når det gælder barselsorloven regnes den som 14 uger fra det faktiske fødselstidspunkt. I disse 14 uger kan du vælge at modtage normal løn fra A eller lade A supplere dig forskellen mellem dagpengesatsen og din normale løn . . .«

Den 1. marts 2001 sendte F følgende e-mail til Ø:

»Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke får tildelt 5 feriedage inden 1. maj 2001 som de andre i gruppen ????

Har du en forklaring på det ??? Jeg fik jo ingen lønregulering i oktober til medarbejdersamtalen.

Ifølge HK skal jeg ha' halv løn fra A i april, hvorved opstår denne misforståelse ???

ok mht. punkt 3.

. . .«

Ø besvarede samme dag henvendelsen ved følgende e-mail:

». . .

Det er korrekt, at du ikke har fået tilbudt 5 feriedage i 2000/01. Som bekendt forhandles lønnen individuelt.

Den halve løn i april er korrekt, jfr. funktionærloven. Med da dagpengesatsen overstiger den »halve løn« vil du få mere ud af selv at hæve hele dagpengebeløbet hos kommunen, da du ellers skal svare 8% ekstra skat (bruttoskat) af den »halve løn«, der udbetales af A . . .

. . . Venligst meddel mig, om du fastholder den halve løn eller om du selv henter hele dagpengebeløbet hos kommunen.

. . .«

I en e-mail af 20. marts 2001 fra F til A A/S hedder det bl.a.:

». . .

Fra fødslen finder sted og 14 uger frem vil jeg modtage 14 uger fuld løn fra A som vi tidligere har mailet om, er det ikke korrekt forstået ??

. . .«

I en e-mail af 21. marts 2001 fra Ø til F er anført:

». . .

Jeg er enig.

Første dag i 4 ugers-graviditetsorloven er 30. marts 2001.

. . .«

F henvendte sig herefter til HK, der i brev af 30. marts 2001 til A A/S bl.a. anførte:

». . .

Det er vor opfattelse, at grunden til at F ikke på lige fod med sine kollegaer, har fået 5 feriefridage til afvikling inden 01.05.01, er, at hun skal på barsel.

Dette er i strid med Ligebehandlingsloven § 4.

. . .«

---
Ø besvarede henvendelsen fra HK ved følgende brev af 1. maj 2001:

». . .

Det er ikke korrekt, at der blev afholdt lønforhandling i oktober måned. I oktober blev gennemført en medarbejdersamtale hvorunder evaluering af medarbejderens indsats i den forløbne periode blev givet.

Ved medarbejdersamtalen med F blev følgende forhold blandt andet omtalt:

• Telefonpasning er F's primære opgave.

• F løser denne opgave udmærket, idet (kunde)betjeningen virker upåklagelig.

• Dog betjener F al for lille en andel af de indgående opkald. Det blev besluttet, at indgående opkald kun skal betjenes i receptionen. Telefon backup'en skal først træde til, efter at indgående opkald er »gået på klokken«, da det øvrige personale ellers belastes unødigt i forbindelse med telefonpasningen.

• Det blev meddelt F, at A ønsker telefonpasningen ændret, således at receptionisten igen skal varetage telefonpasningen i tidsrummet 8:30 - 16.30, som det var aftalt ved F's tiltrædelse. F oplyste, at hun ville få problemer med afhentning af barn i institution.

• Udover telefonpasning varetager F administrative opgaver. Løsningen af disse opgaver sker alt for sjusket og bærer samtidigt præg af manglende interesse for de enkelte opgavers indhold. Der skal ske en klar forbedring af løsningen af disse opgaver.

• F oplyste, at hun i perioder følte sig demotiveret og at hun derfor påskønnede en kollega's opbakning i det daglige arbejde.

• F meddelte, at hun efter endt barselsorlov ville have 6 mdr. børnepasningsorlov, og at hun herefter ønskede at gå på deltid.

• F har i perioden efter den 1. november 2000 været sygemeldt af flere omgange. 2 medarbejdere i sekretariatsfunktionen har påtaget sig telefonpasningen mm. Det ekstra arbejde medførte, at de 2 sekretærer påtog sig overarbejde i fraværsperioderne.

• Ved en lønregulering i december måned fik de 2 sekretærer samt 10 (heraf 6 værkførere) ud af i alt ca. 30 funktionærer tildelt 5 feriefridage til forbrug inden 1. maj 2001. De 2 sekretærer fik den ekstra uges ferie blandt andet som påskønnelse for den ekstra indsats, der i november - december var ydet i forbindelse med F's periodiske fravær.

• At F skulle have været udsat for en
forskelsbehandling som følge af graviditet bestrides, idet det kun var 12 funktionærer, der fik tildelt en ekstra uges ferie ved december-lønreguleringen. F's indsats i den forløbne periode, berettiger ikke på nogen måde til en lønregulering.

• . . .

. . .«

I et brev af 7. august 2001 fremsatte sagsøgers advokat over for A A/S krav om en godtgørelse efter ligebehandlingsloven på 102.000 kr.

F bad i en e-mail af 24. august 2001 til Ø om at måtte afholde 5 ugers ferie og 5 feriefridage for ferieåret 2001, når hendes barselsorlov sluttede den 23. oktober 2001, og inden hun startede børnepasningsorlov den 5. december 2001.

I en e-mail af 31. august 2001 fra Ø til F hedder det bl.a.:

». . .

I forbindelse med vor gennemgang af sagen er vi blevet opmærksom på, at jeg har begået en fejl:

Da A ikke har tiltrådt HK-industri-overenskomsten, er A ikke forpligtet til at betale løn under barselsorlov.

A har derfor fejlagtigt udbetalt dig løn frem til udgangen af juli måned.

Fejlen er nu rettet, og jeg skal bede dig returnere det for meget udbetalte beløb.

Jeg sender en opgørelse en af de nærmeste dage.

. . .«

Sagsøgers advokat afviste kravet i et brev af 4. september 2001 til A A/S.

Sagsøgtes advokat fastholdt kravet i et brev af 17. september 2001.

I en e-mail af 19. september 2001 meddelte Ø sagsøgers advokat, at A A/S s.d. havde overført 2.928,15 kr. til dækning af halv løn til F i henhold til funktionærloven for perioden 1. - 14. august 2001 til advokatens konto.

Den 24. september 2001 sendte sagsøgers advokat et ansøgningsskema til brug ved børnepasningsorlov for F til A A/S.

Den 25. september 2001 meddelte A A/S F, at hendes ønske om aftalebaseret orlov i perioden 5/5 - 13/9 2002 ikke kunne imødekommes.

I en e-mail af 28. september 2001 fra A A/S til sagsøgers advokat er bl.a. anført:

». . .

I F's tilfælde kan ferien herefter afholdes efter endt graviditets-, barsels-, og forældreorlov samt retmæssig børnepasningsorlov.

. . .«

Den 16. oktober 2001 anmodede sagsøgers advokat A A/S om, at F's tilgodehavende løn under ferie for hovedferie optjent i optjeningsåret 2000 måtte blive udbetalt i henhold til ferielovens § 38, stk. 1.

A A/S besvarede henvendelsen ved en e-mail af 29. oktober 2001, hvori bl.a. er anført:

». . .

Udbetaling af feriepenge vil tidligst kunne ske, når verserende retssag er afgjort, ferielovens § 39, stk. 2.

Da modkravet kr. 23.799,75 overstiger feriepengekravet, vil der heller ikke kunne ske forholdsmæssig udbetaling.

. . .«

Sagsøgers advokat fastholdt i en e-mail af 30. oktober 2001 til A A/S kravet om udbetaling af A's tilgodehavende feriepenge.

A A/S betalte herefter feriepengekravet.

Sagsøger har oplyst, at F som følge af sin graviditet var sygemeldt i perioderne 30. oktober - 3. november 2001, 8. november 2001 - 16. november 2001, 19. december 2001 og 8. januar 2001 til fødslen.

Sagsøger har fremlagt en lægeerklæring vedrørende F's sygemelding for perioden 8. november - 16. november 2000.

Sagsøgte har bestridt sagsøgers oplysninger om F's fravær og anført, at hun var fraværende i videre omfang, bl.a. den 20. december 2000, og at hun i perioden 8. november 2000 - 16. november 2000 i 2 dage holdt ferie, og ikke var fraværende på grund af sygdom.

F har udarbejdet en oversigt over sine arbejdsopgaver, der er fremlagt.

Efter F's sygemelding drøftede Ø og F muligheden for, at hun fratrådte sin stilling, og Ø foretog en beregning af de økonomiske konsekvenser heraf.

Sagsøgte har fremlagt en række e-mails, der er udvekslet mellem Ø og F i 2000, hvori Ø bl.a. har påtalt fejl, som F har begået i forbindelse med fakturering af leverancer.

Der er under sagen afgivet forklaring af F samt vidneforklaring af S, Ø, X og Y.

F forklarede - - -, at hun er handelsuddannet, men ikke kontoruddannet. - - - I starten arbejdede hun primært som receptionist, men hun hjalp også de to sekretærer. Hun bestilte bl.a. flybilletter. Indtil hun meddelte, at hun var gravid, forløb ansættelsesforholdet rimeligt, selvom hun ikke havde det bedste forhold til sin nærmeste foresatte, Ø. - - - Under en medarbejdersamtale i oktober 2000 roste Ø hende for hendes pasning af telefonen, men han nævnte også, at hun havde udført andre arbejdsopgaver for sjusket. Hun kunne til dels give Ø ret heri, men hun havde ikke modtaget en fyldestgørende oplæring, og hun følte, at hun skulle skynde sig. - - - Omkring december 1999/januar 2000 nævnte Ø overfor X og hende, at de ville få fem feriefridage, inden der blev lovgivet herom. Under medarbejdersamtalen i oktober 2000 blev feriefridagene ikke drøftet. Efterfølgende var hun ikke indkaldt til en lønforhandling. I december 2000 hørte hun, at de to
andre sekretærer i sekretærgruppen havde fået bevilget fem feriefridage. Hun fik ikke oplyst, om hun havde fået bevilget fem feriefridage eller ej. Hun regnede med, at hun også havde fået bevilget fem feriefridage, da hun havde fået lovning herpå i januar 2000. I oktober 2000 meddelte hun sagsøgte, at hun var gravid, og at hun havde forventet fødselstermin den 26. april 2001. Da hun blev sygemeldt første gang, ændrede Ø adfærd overfor hende, idet han dels kritiserede hende og dels talte »kort og kontant« med hende. På et tidspunkt foreslog Ø telefonisk, at hun stoppede hos sagsøgte, så hun »kunne gå hjemme og hygge sig med sine plukveer«. Hun deltog i et møde med Ø, og X var også til stede. X tilbød at være til stede, da hun ville være sikker på, at hun forstod, hvad sagsøgte ville. Under mødet nævnte Ø, at der kunne udarbejdes en tilbagedateret opsigelse eller en opsigelse pr. 30. november 2000. - - - Hun husker ikke, at Ø og hun drøftede hendes mødetid under medarbejdersamtalen i oktober 2000. - - -

S forklarede - - -, at han er direktør i det sagsøgte selskab, - - - Virksomheden har ca. 180 medarbejdere, heraf 40 funktionærer. - - - F indgik i et team sammen med de to sekretærer, som udførte rent administrative opgaver. - - -

Ø - - - forklarede, at han er ansat som økonomichef hos sagsøgte. F blev ansat som receptionist/sekretær og skulle indgå i et team sammen med to sekretærer, X og Y. De tre medarbejde[re] skulle kende hinandens arbejdsopgaver og kunne træde til i tilfælde af ferie eller sygdom. - - - Efterhånden viste det sig, at »teamånden« ikke blev indfriet på det faglige plan. F fik bl.a. til opgave at bestille billetter, men magtede ikke opgaven, og arbejdet blev derfor ført tilbage til de to sekretærer. Omkring sommerferien 2000 måtte han erkende, at teamløsningen ikke fungerede. - - - I 2000 holdt han en medarbejdersamtale med F. Under samtalen blev hendes arbejde evalueret, og han gav udtryk for, at hendes pasning af telefonen var tilfredsstillende, bortset fra, at hun ekspederede for få opkald. Han gav ikke F en advarsel, men meddelte, at hun skulle være i stand til at tage flere opkald på telefonen, ligesom der var for mange sjuskefejl i det arbejde, som hun udførte. Han har lavet et referat om de forhold, der blev drøftet, og referatet er sendt til HK. F's lønforhold blev ikke drøftet under medarbejdersamtalen. Under samtalen gav F udtryk for, at hun til tider følte sig demotiveret, men at hun var glad for samarbejdet med X. Det er hans indtryk, at F's indstilling til arbejdet var »lettere overbærende«. Han har ikke fortalt F og X, at de fik fem ekstra feriefridage. De to sekretærer og F spurgte på et tidspunkt, hvorfor de ansatte i administrationen ikke havde fem feriefridage, når de ansatte i produktionen havde dette. Han fortalte da, at spørgsmålet om feriefridage hørte til under lønforhandlingerne, og at spørgsmålet tidligst kunne drøftes i forbindelse med de kommende lønforhandlinger. Ved lønforhandlingerne i december 2000 fik 7 mandlige ansatte og 7 kvindelige ansatte, herunder de to sekretærer, ud af i alt 30 funktionærer tildelt fem feriefridage. Også andre kvindelige ansatte funktionærer end F fik ikke tildelt feriefridage. - - - X og Y havde endvidere ydet en ekstraordinær arbejdsindsats. Han drøftede ikke feriefridage med F. Han havde ikke en lønforhandling med F i december, da der på det tidspunkt var en »drøftelse« med F om hendes eventuelle fratræden - - -

X - - - forklarede, at hun var ansat som sekretær hos sagsøgte fra 1998 - 2001. Hun har ikke kendskab til, efter hvilke regler sagsøgte udbetalte løn under barselsorlov. På et tidspunkt spurgte Y, F og hun Ø, om de kunne få feriefridage. Hun husker ikke, hvornår denne forespørgsel fandt sted, eller hvornår hun fik tildelt feriefridagene. Hun havde en personalesamtale med S, og på et tidspunkt efter denne samtale fik hun fem feriefridage. Hun husker ikke, om hun fik feriefridagene som en påskønnelse for ekstra arbejde, som hun havde udført. - - - Under den lønforhandling, som hun havde med S, fik hun ingen lønforhøjelse, men fem feriefridage. Lønnen blev forhandlet individuelt. Hun tror ikke, at hun talte med F om, at hun ikke fik bevilget fem feriefridage. - - -

Som vidne mødte Y, der - - - forklarede, at hun er ansat hos sagsøgte, hvor hun har været ansat siden 1987. Hun er kontoruddannet, og udfører også korrespondentopgaver. - - - Den 3. oktober 2000 var hun til en medarbejdersamtale hos N. Under samtalen blev hendes løn ikke drøftet. Den 17. november 2000 havde hun en lønforhandling med N, hvor hun ikke fik en lønforhøjelse, men fem feriefridage. Hun fik også at vide, at hun havde udført et godt stykke arbejde, idet hun i efteråret havde haft en del overarbejde, også p.g.a F's sygdom. - - -

Sagsøger har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende.

Vedrørende kravet på godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14 gøres det gældende,

at sagsøgte ved ikke at tildele sagsøgeren ekstra feriefridage gav sagsøgeren en ulige behandling i forhold til de øvrige ansatte herunder specielt de øvrige ansatte i sagsøgerens gruppe for så vidt angår arbejdsvilkår, at tildeling af de 5 feriefridage til sagsøgers 2 sekretærkollegaer i gruppen som en ekstra påskønnelse af den ekstra indsats, der i november/december var ydet i forbindelse med sagsøgers sygefravær, er udtryk for forskelsbehandling af sagsøger,

at den ulige behandling er begrundet i sagsøgers graviditet,

at den ulige behandling dermed er i strid med ligebehandlingslovens § 4, og
at en godtgørelse i medfør af ligebehandlingslovens § 14 passende kan fastsættes til 6 måneders løn.

Vedrørende kravet på fuld løn i barselsorlovsperioden (de første 14 uger) gøres det gældende,

at der mellem parterne er indgået aftale om, at sagsøger er berettiget til fuld løn i 14 uger efter fødslen, jf. sagsøgtes bekræftelse heraf ved email af 28. februar 2001, . . .

at der i virksomheden er fast praksis for at udbetale fuld løn i 14 ugers perioden, . . .

at sagsøgte har været fuldt ud bekendt med, at der ikke var tegnet overenskomst med HK, . . .

at sagsøgte ikke har været i tvivl om, at man ikke var pligtig at tildele alle medarbejdere feriefridage, hvilket netop beror på, at der ikke er tegnet overenskomst,

at sagsøgtes påståede urigtige forudsætning om, at der var tegnet overenskomst med HK ikke har været kendelig for sagsøger, hvorfor sagsøgte er den nærmeste til at bære risikoen herfor,

at sagsøgte følgelig er forpligtet til at betale fuld løn for de resterende 2 uger af 14 ugers perioden,

at betingelserne for tilbagesøgning ikke er opfyldt, henset til

at sagsøger har modtaget den udbetalte løn i god tro og henset til

at det vil være urimelig byrdefuldt at kræve beløbet tilbagebetalt,

at betingelserne for tilbagebetaling af beløbet efter reglerne condictio indebiti ikke er opfyldt.

Over for den af sagsøgte nedlagte selvstændige påstand gøres det gældende,

at sagsøger ved en dom om tilbagebetaling vil blive urimelig dårligt stillet, idet sagsøger nu er afskåret fra at opnå supplerende barselsdagpenge fra kommunen i den relevante periode maj til juli 2001 på grund af dagpengelovgivningens snævre tidsmæssige grænser for ansøgning herfor,

at sagsøgte ved en dom om tilbagebetaling vil opnå en uberettiget berigelse, idet sagsøgte allerede har opnået fuld dagpengerefusion fra det offentlige svarende til et dagpengemaksimum på kr. 11.748,00 pr. måned, . . .

at sagsøgte følgelig har udvist passivitet overfor sagsøger i relation til et eventuelt tilbagebetalingskrav,

at sagsøgtes tilbagebetalingskrav overfor sagsøger er udtryk for ren chikane foranlediget af det, at sagsøger rejste krav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven,
at sagsøgtes adfærd i øvrigt dokumenterer den chikanøse hensigt.«

Sagsøger har nærmere anført, at sagsøgte uden saglig grund har stillet F anderledes end de 2 andre sekretærer. Sagsøgte har efter princippet i ligestillingslovens § 16 a bevisbyrden for, at den ulige behandling af F ikke helt eller delvis skyldes hendes graviditet, og sagsøgte har ikke løftet denne bevisbyrde. Sagsøgte har ikke bevist, at F har begået flere fejl end andre ansatte. Sagsøgtes belønning af de 2 andre sekretærer for deres arbejde som følge af F's graviditetsbetingede sygdomsfravær er en kønsspecifik forskelsbehandling. Sagsøgte har derfor overtrådt ligebehandlingslovens § 4. F har efter ligebehandlingslovens § 14 krav på en godtgørelse, der passende kan fastsættes til 6 måneders løn, da sagsøgte har handlet chikanøst over for F, bl.a. i forbindelse med dennes anmodning om børnepasningsorlov og ferie. Sagsøgte og F har indgået aftale om, at hun ville få fuld løn i 14 uger. Sagsøgte har i hvert fald givet F tilsagn herom, og denne ordning er i overensstemmelse med fast praksis hos sagsøgte. Spørgsmålet om løn under barselsorlov er ikke omtalt i F's ansættelsesbevis, og sagsøgte må efter ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, nr. 8, bære risikoen herfor. Sagsøgte har ikke været uden kendskab til loven, og sagsøgtes påberåbte ukendskab til loven er hverken disculperende eller rettighedsskabende. Sagsøgte kan heller ikke påberåbe sig en bristende forudsætning, da sagsøgtes forudsætning ikke har været væsentlig, kendelig for F og relevant. Sagsøgte har efter parternes retsforhold haft en berettiget forventning om at modtage fuld løn fra sagsøgte i 14 uger, og sagsøgte har ikke taget forbehold overfor F i forbindelse med lønnens udbetaling. F har modtaget fuld løn i en periode i god tro, og betingelserne for tilbagesøgning er ikke opfyldt. Sagsøgte har i hvert fald fortabt sin eventuelle ret til tilbagesøgning på grund af passivitet.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende:

»Til støtte for frifrindelsespåstanden bestrides det,

at den manglende tildeling af ekstra ferie-/fridage skulle være i strid med Ligebehandlingslovens § 4, da forholdet alene er begrundet i sagsøgerens ringe arbejdsindsats sammenholdt med de omhandlede sekretærers ekstraordinære arbejdsindsats. Forholdet er derfor saglig begrundet og i øvrigt kønsneutralt.

Endelig bestrides påstanden beløbsmæssigt.

Til støtte for den selvstændige nedlagte påstand gøres det gældende,

at de almindelige betingelser for tilbagesøgning er tilstede«.

Sagsøgte har nærmere anført, at de ansatte havde mulighed for individuel forhandling af lønnen, og at ikke alle funktionærer fik tildelt 5 feriefridage. Sagsøgte har ikke handlet i strid med ligestillingsprincippet i forbindelse med lønforhandlingerne, der var kønsneutrale og sagligt begrundede i medarbejdernes arbejdsindsats. F's arbejdsindsats havde ikke været tilfredsstillende, og hendes arbejdsindsats og indstilling gav ikke grundlag for, at hun fik tildelt 5 feriefridage. Den omstændighed, at de 2 sekretærer i forbindelse med
lønforhandlingen i 2000 fik tildelt 5 feriefridage, havde ikke sammenhæng med F's graviditet, men med den ekstraordinære arbejdsindsats, som de 2 sekretærer havde ydet. Sagsøgers anbringende om bevisbyrden efter ligestillingslovens § 16 a er et nyt anbringende, der ikke bør tages under påkendelse. Sagsøgte har ikke handlet chikanøst over for F, heller ikke i forbindelse med tildelingen af feriefridage. F har ikke krav på en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, og hun har i hvert fald ikke krav på en godtgørelse af en sådan størrelse som påstået. Sagsøgte har i god tro fejlagtigt udbetalt fuld løn til F i 14 uger, og sagsøgte har derfor krav på tilbagebetaling af den med urette modtagne løn. Sagsøgers anbringende om bevisbyrden efter ansættelsesbevisloven er et nyt anbringende, der ikke bør tages under påkendelse.

#### Rettens begrundelse og resultat:

Det lægges til grund, at F i forbindelse med sit arbejde begik fejl, der gav anledning til kritik fra Ø.

Det må endvidere lægges til grund, at de 2 sekretærer, der fik tildelt 5 feriefridage, havde ydet en ekstra arbejdsindsats bl.a. på grund af F's sygdomsfravær.

Selvom kun nogle af sagsøgtes funktionærer fik tildelt 5 feriedage i forbindelse med lønforhandlingerne i 2000, finder retten ikke, at det er tilstrækkelig bevist, at sagsøgtes undladelse af at tildele F 5 feriefridage under de anførte omstændigheder hverken helt eller delvis skyldtes hendes graviditet og fravær i forbindelse hermed. Sagsøgte findes derfor at have overtrådt ligebehandlingslovens § 4.

Efter overtrædelsens karakter og grovhed finder retten ikke, at der er grundlag for at tilkende F en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14.

Denne del af sagsøgers påstand tages derfor ikke til følge.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgte udtrykkeligt og uden forbehold tilkendegav at ville udbetale fuld løn til F i 14 uger, og at sagsøgte udbetalte fuld løn til F i størstedelen af denne periode. Herefter, og da der ikke findes at være grundlag for efterfølgende at anse sagsøgte for frigjort herfor af de af sagsøgte påberåbte grunde, tages denne del af sagsøgers påstand og sagsøgers frifindelsespåstand overfor sagsøgtes selvstændige påstand til følge.

===== FIL: praksis/dk-horsens-2005.md =====

# Retten i Horsens, 27. maj 2005

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-horsens-2005.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-horsens-2005.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lavere timeløn end kolleger med identiske ansættelseskontrakter

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Identiske ansættelseskontrakter og lavere timeløn end tre mandlige kolleger. Forskellen til en kollega med ansvar for arbejdets udførsel og tilrettelæggelse var begrundet, fordi hans arbejde ikke havde samme værdi (jf. § 1, stk. 2, og § 1 a, stk. 9). For de to andre godtgjorde arbejdsgiveren ikke en objektiv begrundelse (jf. § 6, stk. 2), og kassemedarbejderen fik forskellen (jf. § 2, stk. 1). Stadfæstet af Vestre Landsret (B-1328-05).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ligestillingsnævnet påstod som mandatar for kassemedarbejderen Gabrielle Sørensen arbejdsgiveren, Vagn Godthaab ApS, dømt til at betale hende 35 kr. for hver time, hun havde arbejdet siden ansættelsen, svarende til 88.891,25 kr. med procesrente fra den 5. marts 2004; nævnet havde ved afgørelse nr. 20-2004 af 21. september 2004 bestemt, at arbejdsgiveren skulle betale et beløb svarende til 35 kr. for hver time siden ansættelsen. Retten lagde til grund, at hendes ansættelseskontrakt var identisk med tre mandlige kollegers, og at hendes timeløn var 60 kr., mens kollegernes var 105 kr., 105 kr. og 95 kr. Lønforskellen til Michael Ankersen, der over for arbejdsgiveren var ansvarlig for arbejdets udførsel og tilrettelæggelse, var objektivt begrundet i andet end køn, fordi hans arbejde ikke var af samme værdi som hendes. For Ronny Christensen havde arbejdsgiveren hverken godtgjort en yderligere funktion som tilkaldevagt eller, at det havde været svært at skaffe arbejdskraft på sædvanlig måde. For Poul Jensen lagde retten Gabrielle Sørensens forklaring om ferievarslet til grund, fordi arbejdsgiveren havde lettest ved at sikre sig bevis for tidspunktet; hun havde meddelt sin ferie med en måneds varsel, så der ikke havde foreligget en usædvanlig akut situation med behov for at ansætte en medarbejder til en højere løn, og arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at lønforskellen var objektivt begrundet i andet end køn, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Retten fandt ikke grundlag for at nedsætte kravet under hensyn til hendes mulighed for lektielæsning, da ansættelsesvilkårene var ens for samtlige medarbejdere.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Vestre Landsret stadfæstede dommen ved dom af 23. maj 2006 (B-1328-05); landsrettens dom har en selvstændig post. Forklaringerne er gengivet med udeladelser.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Horsens Rets dom 27. maj 2005.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, Gabrielle Sørensen, er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, jf. ligelønslovens § 1, stk. 3.

##### Parternes påstande:

Under sagen har Ligestillingsnævnet som mandatar for Gabrielle Sørensen påstået sagsøgte, Vagn Godthaab ApS, dømt til til Gabrielle Sørensen at betale 35 kr. for hver time, hun har arbejdet for sagsøgte siden ansættelsen, svarende til 88.891,25 kr. med procesrente fra den 5. marts 2004, til betaling sker.

Vagn Godthaab ApS har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af sagsøgeren.

##### Sagens omstændigheder:

Nærværende sag er indbragt for Retten i Horsens i medfør af lovbekendtgørelse om ligestilling af kvinder og mænd § 22, stk. 2.

Den 21. september 2004 traf Ligestillingsnævnet afgørelse nr. 20-2004 i sagen mellem klageren, Den Kristelige Fagbevægelse på vegne Gabrielle Sørensen, og indklagede, Vagn Godthaab ApS. Ligestillingsnævnet bestemte, at Vagn Godthaab ApS skulle betale Gabrielle Sørensen et beløb svarende til 35 kr. for hver time, hun havde arbejdet for Vagn Godthaab ApS siden ansættelsestidspunktet.

Af Ligestillingsnævnets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

»- - -

*Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion*

Efter ligestillingslovens (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 2l. august 2003).

Efter ligelønslovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Efter lovens § 2 har en lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, krav på forskellen.

Efter lovens § 6 påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

I den foreliggende sag har klageren en detaljeret ansættelsesaftale, der er fuldstændig identisk med de arbejdsaftaler, der er indgået med de to mandlige medarbejdere M1 og M2, bortset fra, at klagerens løn udgør 60 kr. i timen, mens de nævnte to mandlige medarbejderes løn udgør 105 kr. i timen.

Nævnet finder, at der hermed foreligger faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet finder ikke at kunne afvise indklagedes oplysninger om, at M1 og M2 har haft et større ansvar end klageren, men indklagede har i hvert fald ikke godtgjort, at der har været nogen saglig begrundelse for at klagerens mandlige ferieafløser har haft en timeløn, der var 35 kr. højere end klageren.

Nævnet finder herefter, at indklagede har overtrådt ligelønslovens § 1, stk. 3, og bestemmer derfor i medfør af lovens § 2, at indklagede skal betale klageren et forskelsbeløb, der beregnes som nedenfor bestemt.

. . .«

Gabrielle Sørensen blev i april 2002 ansat som kassemedarbejder i Spillehallen i Silkeborg. Af ansættelsesaftalen af 13. maj 2002 fremgår bl.a. følgende:

*»Jobbeskrivelse:*

Arbejdet består i kundeekspeditioner ved kassen, samt at påse at der er ro og orden i spillelokalet. Der tømmes askebægre og fjernes tomme flasker i det omfang det er nødvendig samt daglig rengøring af maskiner og lokale.

*Arbejdstid:*

Arbejdstiden er iflg. vagtplanen, der aftales kassemedarbejderne imellem.

Arbejdstiden registreres af medarbejderen selv i de kalendere, der forefindes ved kassen.

*Løn:*

Lønnen beregnes iflg. de registrerede timer f.o.m. d. 16. i en måned t.o.m. d. 15. i efterfølgende måned, og udbetales til næstkommende d. 1.

Lønoverførsel sker via bank eller kontant udbetaling.

Lønnen udgør p.t. 60 kr./time. Der betales ikke tillæg for weekend og aftentimer.

Der er i timesatsen taget hensyn til at arbejdet er beregnet på at kunne varetages af medarbejdere som er på førtids-/folkepension eller under uddannelse. (der tillades lektielæsning samt andre private aktiviteter under vagten, sålænge det ikke går ud over ovennævnte arbejdsopgaver)

Jobbet kan ikke sammenlignes med et job på det åbne arbejdsmarked.

Der betales fuld løn under oplæring.

Den ansatte har ret til ferie efter gældende regler i det omfang der har været tale om ansættelse i forrige kalenderår.«

Forud for Gabrielle Sørensens ansættelse blev Michael Ankersen ansat til 105 kr./timen.

I august og september 2003 var Poul Jensen ansat til 95 kr./timen.

Vagn Godthaab har i 2003 herudover blandt andre haft følgende ansat:

1) Linda Maria Nielsen, ansat 30. januar 2003 til 15. juli 2003 til en timeløn på 60 kr.

2) Ronny Skaarup Christensen, ansat i perioden 16. april til 15. august 2003 til en timeløn på 105 kr.

3) Christina Bastrup Andersen, ansat 1. april 2003 til 15. maj 2003 til en timeløn på 60 kr.

4) Jes Elias Bune, ansat 7. september til 15. oktober 2003 til en timeløn på 60 kr.

5) Sofie Popp Sørensen, ansat 16. oktober 2003 til 15. december 2003 til en timeløn på 60 kr.

6) Louise Jørgensen, ansat 15. januar til 15. marts 2004 til en timeløn på 60 kr.

7) Bjarne Bach Hansen, ansat 1. januar 2004 til 15. maj 2004 til en timeløn på 60 kr.

8) Maria Spottog Rasmussen, ansat 10. juni 2004 til 15. november 2004 til en timeløn på 60 kr.

9) Camilla Byg Jensen, ansat 16. juni 2004 til 15. juli 2004 til en timeløn på 60 kr. 10) Thomas Andersen, ansat 13. august til 15. oktober 2004 til en timeløn på 60 kr.

Vagn Godthaab ApS har ikke bestridt, at ansættelseskontrakterne for Michael Ankersen og Ronny Christensen er identisk med Gabrielle Sørensens ansættelseskontrakt.

Der er ikke fremlagt ansættelseskontrakt for Poul Jensen. Det er ikke bestridt, at en ansættelseskontrakt for denne er identisk med de øvrige.

Ved skrivelse af 4. marts 2004 indbragte Kristelig Fagbevægelse sagen for Ligestillingsnævnet.

Som begrundelse for klagen fremgår følgende:

». . .

Vi mener at de ansatte i spillehallen har stort set identiske arbejdsopgaver. Michael Ankersens omtale som daglig leder er udelukkende et påskud for at give ham mere i løn end Gabrielle. Det har vist sig i løbet af Gabrielles ansættelse, at de mandlige ansatte konsekvent har mere i løn end de kvindelige.

Selv om titlen af daglig leder er reel, er forskellen i Gabrielle Sørensens og Michael Ankersens løn så stor, at selv en mindre forskel i Gabrielle og Michaels stillingsindhold ikke burde betyde en forskel på 45,00 kr. i timen. Vi mener derfor, at der er tale om en overtrædelse af ligelønsloven.

. . .«

*Parts- og vidneforklaringer:*

*Gabrielle Sørensen* har forklaret, at hun stadig arbejder hos sagsøgte. Hun blev ansat i maj 2002. Hun blev ansat af en person ved navn Mogens, der var daglig leder af Klub 24. Hun får 60 kr. i timen. Hun har vagter ugentligt og i weekender. Alle ansatte har tilkaldevagt. Hun blev ringet til, hvis andre var syge eller ikke kunne. Hun lavede altid vagtplanerne. Michael tjekkede, om planerne var i orden. Udarbejdelse af vagtplanerne blev overladt til hende, fordi det var det nemmeste, da hun vidste, hvornår hun kunne, og hvornår hun ikke kunne. Det var mest Michael, der havde dagvagterne. Hun afløste Michael kl. 16.00-22.00 på hverdage. I weekenderne møder hun kl. 09.00 og lukker kl. 18.00. De var tre personer til at dele vagterne. Ronny havde ligesom hun faste vagter efter kl. 16.00 og tillige i weekenderne. De havde alle sammen arbejdsopgaver som f.eks. at veksle penge i banken, tælle kassen op, så den stemte, og sørge for, at der var sodavand til kunderne. Under deres arbejde kunne de se fjernsyn eller lave lektier. Hun fik i en kortere periode overladt nøglerne til maskinerne i september 2003. Når hun havde nøglerne, var det ikke nødvendigt at gå i banken for at veksle penge. Herudover støvsuger hun, pudser automaterne og gør toiletterne rene. Hun afkalker kaffemaskinerne. Hvis der ingen kunder er, er der god mulighed for at gøre rent. Der er tale om stamkunder. Der var altid kun én på vagt. Der er ingen forskel på det arbejde, hun og Michael udførte. Hun ved ikke, om Ronny blev ansat som tilkaldevagt for Michael. Michael havde en opgave ud over hende, idet han var tilmeldt Securitas som kontaktperson. Tidligere var det altid hende, der betalte for bestilte varer.

Hun meddelte sin ferie på to uger, en måned før hun afholdt denne. Det var hendes opfattelse, at der ingen problemer var med at finde afløsere/ansøgere til jobbet. Hun fandt hurtigt en ferieafløser for sig. Når de har annonceret efter personale, er der mange, der har ringet og ønsket arbejde hos dem.

Selv om Michael har et større ansvar, mener hun, at de burde få det samme i løn, da de laver det samme. Hun kontakter aldrig Vagn Godthaab. Det er mest Michael, der har kontakten til denne.

*Vagn Godthaab* har forklaret, at han er direktør i Vagn Godthaab ApS. Han har tre spillehaller, henholdsvis i Vejle, Horsens og Silkeborg. Virksomheden er organiseret og indrettet på, at virksomheden anvender skoleelever/pensionister til arbejdskraft, ud over at spillehallen har en daglig leder. Det er nødvendigt, at der er ansat en daglig leder for at kunne åbne spillestedet.

Gabrielle Sørensen havde til arbejdsopgaver bl.a. at veksle penge til brug for spilleautomaterne, sørge for kaffe og gøre rent. På arbejdet er der mulighed for at hun kan lave lektier og se fjernsyn. Michael er i dag daglig leder af spillestedet. Michael er den person, der er ansvarlig over for ham. Michael var i starten først ansat med løntilskud fra kommunen. Michael fik 105 kr./timen, men han var da ikke daglig leder. Det var kommunen, der krævede en løn på 105 kr., for at de ville yde løntilskud. Endvidere er Michael registreret hos Securitas som kontaktperson. Michael har rollen som bestyrer i spilleklubben.

Da Ronny blev ansat, var der problemer med at skaffe skoleelever. Spilleklubben er normalt besat med 3-4 ansatte, ellers kan det ikke lade sig gøre at drive stedet. Det var Michael, der ansatte Ronny. Da Gabrielle Sørensen ikke længere kunne få SU, meddelte hun, at hun ville have mere i løn.

Få dage før Gabrielle Sørensens ferie havde han en snak med Poul. Poul kunne starte med det samme, men forlangte 95 kr./timen. Hvis han ikke fik 95 kr./timen, kunne han ikke opnå højeste understøttelse, når han igen holdt med at arbejde. Han havde accepteret dette. Han havde sagt til Gabrielle Sørensen, at det var for dårligt, at hun gav besked om sin ferie med så kort et varsel. Hun har ikke varslet med en måned. De var i en presset situation, hvorfor Poul blev ansat. Da Ronny blev ansat, var der ikke mulighed for at ansætte en skoleelev eller pensionist. Michael havde sagt, at det ville være rart med en tilkaldevagt. Ronny fik for det meste tildelt vagt om søndagen. Gabrielle Sørensen ville ikke arbejde hver weekend, og en anden person ved navn Linda, der havde faste vagter, ville heller ikke arbejde om søndagen. De var derfor tvunget til at ansætte Ronny.

*Ronny Christensen* har forklaret, at han ikke laver noget i dag. Det kan godt passe, at han har været ansat i perioden 16. juni til 15. august 2003. Han fik en løn på 105 kr./timen. Han kan ikke huske, hvem han blev ansat af, da han forud for sin ansættelse har været udsat for et færdselsuheld og derfor har svært ved at huske. Han mener, at han var ansat som tilkaldevagt. Han indgik i vagtplanen på lige fod med de andre. Gabrielle og Michael var ansat, inden han blev ansat. Både Gabrielle og Michael har ringet for at høre, om han har kunnet tage nogle vagter. Gabrielle Sørensen lavede det samme arbejde som ham. Det var ikke Michael, der havde ansat ham, men som havde anvist ham til arbejdet. Det var Michael, der havde oplyst ham om, at lønnen var 105 kr./timen. Da han blev ansat, var han på bistandshjælp.

*Michael Ankersen* har forklaret, at han er ansat i Klub 24 som daglig leder. I starten var han ikke ansat som daglig leder. Hans arbejdsopgaver bestod i bl.a. at veksle penge og være kontaktperson til Securitas. Han taler med Vagn Godthaab, alt afhængig af behov. Han har ansvaret for bemandingen og klubben. Det var den tidligere leder, Helmer Mogensen - kaldet Pio - der ansatte Gabrielle Sørensen. Der skal være tre ansatte for at få stedet til at hænge sammen. Han tager beslutningerne i samråd med Vagn Godthaab. Således har det også været, da de personer, der er nævnt på sagens bilag J, blev ansat. De personer har Michael Ankersen udpeget som følgende.

---
Lønnen er fastsat ud fra det, som Vagn Godthaab ville give dem. Der er blevet betalt en timeløn på 60 kr., bortset fra Ronny Skaarup Christensen, der fik en timeløn på 105 kr., og Poul Jensen med en timeløn på 95 kr. Ronny blev ansat til denne timeløn på grund af en akut mangel på arbejdskraft. Ronny var hans kammerat. Det var fint nok for Vagn Godthaab og dermed også fint nok for ham. Han kunne have fået en skoleelev frem for Ronny. Han skulle ikke bruge Ronny til noget særligt, men da Ronny blev ansat, manglede de en medarbejder. Ronny blev ikke ansat som tilkaldevagt. Ronny kom ind som afløser, men blev senere fast medarbejder. Vedrørende Poul blev denne ansat den dag, vidnet vendte tilbage fra sin ferie. Vidnet var på ferie i 14 dage. Poul blev ikke ansat kun til ferie. Det er hans opfattelse, at det er nemt at få skoleelever til at udføre jobbet.

*Parternes procedure:*

Gabrielle Sørensen har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke er noget grundlag for at tilsidesætte Ligestillingsnævnets afgørelse af 21. september 2004.

Det bestrides, at Michael Ankersen reelt fungerer som daglig leder, da de daglige arbejdsopgaver er identiske med det øvrige personales, og værdien heraf ikke er forskelligt fra Gabrielle Sørensens arbejde. Endvidere bestrides det, at Ronny Christensen blev ansat som tilkaldevagt, ligesom det bestrides, at Vagn Godthaab ApS havde svært ved at skaffe arbejdskraft på tidspunktet for Ronny Christensens ansættelse. Både Ronny Christensen og Poul Jensens arbejde er identisk med Gabrielle Sørensens arbejde, ligesom værdien af deres arbejde ikke var forskelligt fra Gabrielle Sørensens. Vagn Godthaab ApS har ikke løftet bevisbyrden for, at
lønforskellen er saglig begrundet, jf. ligelønslovens § 6. Det er uigennemskueligt, med hvilken begrundelse lønforskellen er fastsat. Ligestillingsprincippet er blevet krænket, hvorfor ligelønslovens § 1, stk. 3, er overtrådt. Gabrielle Sørensen har herefter krav på lønforskellen, jf. lovens § 2.

Vagn Godthaab ApS har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at alene forhold, som kan henføres til forskel på grund af køn, er omfattet af ligelønsloven. Gabrielle Sørensen har bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen er sket på baggrund af køn, idet Gabrielle Sørensen ikke har påvist faktiske omstændigheder i et sådant omfang, at Vagn Godthaab ApS skal bevise, at ligebehandlingsprincippet er krænket. Såfremt Vagn Godthaab ApS har bevisbyrden, har sagsøgte godtgjort, at lønforskellen skyldes forskelligheden i værdien af Michaels, Ronnys og Pouls arbejde, selvom der foreligger ens ansættelseskontrakter. Endvidere har Gabrielle Sørensen fået samme løn som en række andre mandlige medarbejdere. Vagn Godthaab ApS' fastsættelse af forskellig løn er sagligt begrundet i retsmæssige, forretningsmæssige dispositioner og ikke fastsat på grundlag af medarbejdernes køn.

Til støtte for den subsidiære påstand har Vagn Godthaab ApS gjort gældende, at hvis Gabrielle Sørensen har ret til samme løn, da har hun krav herpå fra et senere tidspunkt, idet hun indtil juni 2003 var ansat som skoleelev med mulighed for lektielæsning.

#### Rettens begrundelse og resultat:

Det lægges til grund, at Gabrielle Sørensens ansættelseskontrakt er identisk med Michael Ankersens, Ronny Christensens og Poul Jensens. Det lægges endvidere til grund, at Gabrielle Sørensens timeløn udgør 60 kr., Michael Ankersens timeløn udgør 105 kr., Ronny Christensens udgjorde 105 kr. og Poul Jensens udgjorde 95 kr.

Alle de nævnte personer blev ansat uden særlige kvalifikationer og udførte/udfører i det væsentlige de samme daglige arbejdsopgaver. Gabrielle Sørensen har under hensyn hertil påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2.

For så vidt angår Michael Ankersen lægger retten til grund, at han over for Vagn Godthaab ApS er ansvarlig for arbejdets udførsel og tilrettelæggelse, hvorfor han fungerer som arbejdsleder eller bestyrer af spilleklubben. Det ændrede ikke ved hans stilling, at han konkret har delegeret udarbejdelse af vagtplanerne til Gabrielle Sørensen. Michael Ankersens arbejde er på denne baggrund ikke af samme værdi som Gabrielle Sørensens, hvorfor lønforskellen for Michael Ankersen er objektiv begrundet i andet end køn.

For så vidt angår Ronny Christensen lægger retten til grund, at han indgik i vagtplanerne på lige fod med de øvrige ansatte. Vagn Godthaab ApS har for Ronny Christensens ansættelse ikke kunnet godtgøre, at Ronny Christensen yderligere havde funktion som tilkaldevagt, der kunne begrunde en forskel i lønnen.

Vagn Godthaab ApS har heller ikke i øvrigt godtgjort omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at det vedrørende Ronny Christensens ansættelse skulle have været svært at skaffe arbejdskraft på sædvanlig måde og på sædvanlige vilkår, der kunne begrunde en forskel i lønnen. Det lægges derfor til grund, at Ronny Christensens og Gabrielle Sørensens arbejde var af samme art og værdi. Vagn Godthaab ApS har herefter ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2.

For så vidt angår Poul Jensen har Gabrielle Sørensen og Vagn Godthaab afgivet forskellige forklaringer om, med hvilket varsel Gabrielle Sørensen meddelte sin ferie. Da Vagn Godthaab ApS som arbejdsgiver er den, som har lettest ved at sikre sig bevis for tidspunktet eller burde have sikret sig bevis herfor, men har undladt dette, lægger retten Gabrielle Sørensens forklaring til grund. Gabrielle Sørensen findes herefter at have meddelt sin ferie med en måneds varsel, hvilket anses for at være så betids, at der ikke har foreligget en usædvanlig akut situation, hvor der var behov for ansættelse af en medarbejder til en højere løn til imødegåelse af sædvanlig og forventelig afholdelse af de ansattes ferie. Vagn Godthaab ApS har således ikke godtgjort, at lønforskellen er objektivt begrundet i andet end køn. Gabrielle Sørensens og Poul Jensens arbejde anses for at have været af samme art og værdi, hvorfor Vagn Godthaab ApS ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2.

Som følge heraf har Gabrielle Sørensen krav på lønforskellen, som er opgjort, jf. ligelønslovens § 2.

Der er ikke grundlag for at nedsætte kravet, under hensyntagen til at Gabrielle Sørensen, så længe hun var skoleelev, reelt havde mulighed for lektielæsning, da ansættelsesvilkårene var ens for samtlige medarbejdere, uanset at medarbejderne udnyttede muligheden for lektielæsning eller den enkelte medarbejder i stedet for lektielæsning havde mulighed for at spille på maskinerne eller se fjernsyn.

Gabrielle Sørensens påstand tages herefter til følge.

===== FIL: praksis/dk-lbn-21-883.md =====

# Ligebehandlingsnævnet, 12. oktober 2022, sag 21-883

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-21-883.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-21-883.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Butikschefs lønkrav og afskedigelse dagen efter

Emner på siden: [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Nævnet fandt sagen tilstrækkeligt oplyst til skriftlig behandling og afviste arbejdsgiverens afvisningspåstand. En butikschef med lavere løn end to mandlige kolleger havde ikke på de oplyste forhold skabt en formodning om løndiskrimination. Arbejdsgiveren havde forklaret indplaceringen med erfaring, butikkens størrelse samt personale- og budgetansvar. Afskedigelsen kom dagen efter et ligelønskrav og var derfor under den særlige omvendte bevisbyrde. Arbejdsgiveren løftede dog bevisbyrden med dokumenterede ledelses- og medarbejderproblemer, som også var behandlet internt. Klageren fik således hverken medhold i lønkravet eller repressalieklagen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Tidsmæssig nærhed udelukker ikke modbevis. Omvendt viser afgørelsen ikke, at generelle påstande om samarbejdsproblemer altid er tilstrækkelige; nævnet henviste til konkrete dokumenter.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 87 (lov/1.md), § 1, afsnit 88 (lov/1.md), § 1, afsnit 89 (lov/1.md), § 3, afsnit 25 (lov/3.md), § 3, afsnit 26 (lov/3.md), § 3, afsnit 27 (lov/3.md), § 6, afsnit 50 (lov/6.md), § 6, afsnit 51 (lov/6.md), § 6, afsnit 52 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2022/10208/pdf

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - ligeløn - repressalier –-ej medhold

**J.nr. 21-883**

En kvindelig butikschef indbragte en klage for Ligebehandlingsnævnet over, at hendes løn var fastsat i strid med ligelønsloven, og at hun var blevet afskediget, fordi hun fremsatte krav om lige løn.

Butikschefen oplyste, at to af hendes mandlige kolleger fik en højere månedsløn end hende selv. Indklagede oplyste, efter hvilke kriterier den enkelte butikschefs månedsløn blev fastsat ud fra, og at klagers månedsløn blev fastsat under hensyn til hendes erfaring og butikkens størrelse.

Nævnet vurderede, at butikschefen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven. Butikschefen fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Butikschefen blev afskediget fra sin stilling dagen efter, at hun i en SMS til sin leder orienterede om sin arbejdsmængde og anførte, at hun ønskede lige løn eller alternativt at få ændret sin stilling, så hun kunne optjene overarbejde og afspadsere. Afskedigelsen fandt sted med henvisning til, at indklagede havde mistet tilliden til butikschefen som leder. Indklagede havde modtaget flere klager fra medarbejdere over butikschefen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagede havde løftet sin bevisbyrde for, at butikschefen ikke blev afskediget fra sin stilling, fordi hun havde fremsat krav om lige løn. Butikschefen fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn.

Klagen angår desuden, om klager blev afskediget, fordi hun fremsatte krav om lige løn.

#### Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligelønsloven.

#### Sagsfremstilling

Klager blev ansat som Souschef, Retail hos indklagede den 9. oktober 2019.

Indklagede er en større televirksomhed, som på landsplan beskæftiger 1.283 medarbejdere. Indklagede har to hovedkontorer i henholdsvis A by og B by samt 40 fysiske butikker, som forhandler indklagedes produkter. Butikkerne er placeret over hele landet og har forskellige størrelser i forhold til både medarbejderantal og budgetansvar. En såkaldt ”lille” butik har mellem 3,44 og 4,44 medarbejdere (inklusive butikschefer) ansat i gennemsnit, mens de største butikker har 5,88 medarbejdere i gennemsnit. Det samlede gennemsnitlige antal medarbejdere i de fysiske butikker er på landsplan på 4,66 til 5,66.

[s. 3]

Den 18. november 2019 tiltrådte klager en tidsbegrænset stilling som Store Leader i B by. Ansættelsen ville ifølge ansættelseskontrakten ophøre uden varsel den 31. august 2020, med mindre andet blev aftalt forinden. Efter endt vikariat var klager garanteret sin tidligere stilling eller en lignende stilling. Klagers grundløn udgjorde 30.000 kr. pr. måned. Det fremgår også af kontrakten, at lønnen ville blive taget op til vurdering én gang årligt pr. 1. april.

Indklagede har for nævnet oplyst, at butikken, hvor klager var ansat, i gennemsnit havde 3,61 medarbejdere ansat.

Klager har for nævnet oplyst, at hun har kendskab til, at indklagede indplacerer medarbejdere, der er Store Leader, i lønniveauet 30.000 kr. til 34.000 kr. månedligt.

Indklagede har for nævnet oplyst, at lønbåndet for butikschefer er mellem 29.000 kr. og 35.000 kr. månedligt og fastsættes ud fra kriterierne anciennitet, erfaring, omfanget af personale- og budgetansvar samt fastholdelse.

Klager har også oplyst, at to af hendes mandlige kolleger får en månedsløn på henholdsvis 31.000 kr. og 32.000 kr.

Klager har for nævnet fremlagt en SMS-korrespondance med sin leder den 7. april 2020. Det fremgår heraf, at lederen med en gave og et kort takkede klager for sin indsats og opstart i indklagede.

Den 2. september 2020 modtog klagers leder følgende mail fra en medarbejder i klagers butik:

”Hej [lederens navn],

Jeg beklager at skrive så sent, omkring denne situation!

For første gang i mine 4 år i [indklagede], føler jeg mig presset så langt ud, at min krop og min psyke har sagt fra.

I min ferie, fik jeg en besked fra min BC, som fik bægeret til at flyde over.

Efter flere måneder med uro i kroppen, svært ved at sove, hjertebanken m.m. Følte jeg mig nødsaget til at kontakte min læge, som mistænker, at jeg har en mindre depression, grundet stress og pres i en længere periode. Normaltvis slår jeg mig ikke ud af læger, da jeg brænder så meget, for mit arbejde som jeg gør.

Der har været flere situationer i butikken omkring salg, som har fået mine alarmklokker til at ringe ud fra, hvad vi lærer til distriktstræninger, e learnings, hvad der er etisk og ud fra Code of Conduct.

Dette har fået tidligere kollegaer og jeg selv til at indmelde til QA, da vi har meldepligt.

Dette gør sig blandt andet gældende ved [nummer] og [nummer]. Hvor salgene ikke leverer den kvalitet, vi som minimum bør levere. Logning på disse indeholder usandheder og oplysninger, der går imod GDPR lovgivning.

[s. 4]

Den ene af disse QA sager, resulterer i, at jeg under min ferie, får en besked fra med BC, om at enten har jeg

eller [navn] lavet denne QA sag, hvad der er sket, og [klager] skal have bekræftet, at jeg ikke har gjort dette - citat:

“det er vigtigt for mig at få bekræftet sådan der ikke falder brænde ned over dig”.

Jeg har her benægtet, at jeg har indmeldt denne QA, da jeg frygtede for, hvilke ansættelsesmæssige konsekvenser og andre følger, der kunne have været for mig.

[Mailkorrespondance mellem klager og medarbejderen]

Derudover, har der foregået en del kommunikation, hvor kollegaer og jeg selv, er blevet udstillet – både overfor hinanden og overfor andre kanaler.

På nedenstående billede meddeler min BC, at en medarbejder er flyttet til en anden butik, hvorvidt om

medarbejderen skulle være i butikken eller ej skal jeg ikke vurdere, men i forhold til kommunikationen ser jeg en nedladende besked, hvor min nærmeste leder udstiller en medarbejder overfor butikkens andre medarbejdere. På trods af uenigheder mellem sælger og leder, vil jeg mene, at vi som én virksomhed skal have en respekt for hinanden, trods enigheder eller enigheder

[beskeder fra klager til medarbejderne om en flyttet medarbejder]

Der er flere situationer, hvor jeg betvivler etikken i arbejdet som en helhed og som har været med til, at stille blandt andet mig i ubehagelige situationer.

…

Et mere følsomt og meget personligt eksempel, har resulteret i mistet tillid til BC, ydmygelse og et personligt angreb.

Jeg blev d. 17/8 under min ferie kontaktet af et andet led i [indklagede] ([navn]), hvor jeg blev oplyst, at der var startet et rygte om mig. …

Det gør mig utroligt ked af det at høre dette komme fra en bc udenfor distriktet og det får mig til at frygte, at rygter som dette, kan begrænse mig og min udvikling i [indklagede].

Der er flere eksempler på lignende situationer som denne, fra andre medarbejdere, som har henvendt sig fortroligt til mig i ren frustration omkring lignende udsagn. Desværre er dette kun påstande, hvorfor jeg ikke har dem på skrift, men alligevel håber jeg, at vi som virksomhed kan have et godt kollegaskab, uanset salgskanal, hvor vi ikke overskrider hinandens personlige grænser.

Ovenstående er nogle af de konkrete situationer, som har været med til, at jeg står i min nuværende situation.

[s. 5]

Jeg håber, at jeg selv og mine kollegaer, kan arbejde under de gode vilkår, du og [indklagede] ønsker for sine medarbejdere, men dem har jeg ikke set været opfyldt i [C by] de seneste par måneder af nuværende BC, når det omhandler tillid til sin leder, gensidig respekt, arbejdsglæde, fokus på god kvalitet i salg, træning og udvikling af medarbejdere.

Jeg har selv forsøgt at gøre mit, for at opfylde ovenstående, for at sikre en butik med højt driftsniveau og salgsniveau.

Jeg beklager at situationen er endt som den er. Jeg har tidligere ønsket at gribe ind, men ifht. Hvordan jeg

kan se, andre kollegaer er blevet håndteret af min BC, turde jeg ikke. Jeg har været mere end tilfreds med [indklagede] som arbejdsplads gennem de sidste 3,5 ud af 4 år og ønsker at fortsætte rejsen på samme måde. ”

Klager arbejdede ifølge indklagede på dette tidspunkt som butikschef i en butik i D by. Klager modtog under denne ansættelse også en månedsløn på 30.000 kr.

Den 3. september 2020 sendte klagers leder mailen videre til en medarbejder i indklagedes HR med følgende besked:

”Godmorgen [navn]

Se nedenstående mail fra [navn].

Kan vi vende denne sag omkring [klager] her til morgen?

Udover nedenstående, fik jeg i fredags af vide, at hun bagtalt og talt ned om BC kollega, og en medarbejder i sin egen butik, hvor hun eftersigende har fortalt medarbejderen, hvis han skiftede butik, ville hans udvikling gå i stå ved denne BC kollega, og overleveringen af medarbejderen til denne BC kollega, er det dårligste der findes.

Deruderover har vi i august modtaget 3 qa sager på [klager], som indikere dårlig salg.

Og med den sidste sag med [navn], og en lignende sag med [navn], er jeg i tvivl om [klager] og hendes fremtid som BC. ”

Klager har for nævnet fremlagt en udskrift af en SMS-korrespondance. Klager har oplyst, at korrespondancen med klagers overordnede fandt sted den 3. september 2020. Af SMS-korrespondancen fremgår:

Klager: ”Prisen for jobbet er alt for høj ift. hvad der

bør være rimeligt og især også de alm. arbejdsvilkår grundet butikkens størrelse.

Det handler om overlevelse nu”

”Jeg havde bare lige brug for at fortælle dig hvordan jeg ser på det hele. Især når vi ikke kan holde vores 1 :1 i morgen alligevel.

[s. 6]

Det er ikke ment på nogen hård måde, men bare en heads up på hvordan det ser ud fra min synsvinkel. Jeg ved du sagtens kan forstå det, hvis du sætter dig over i mit sted”

”Enten hedder det ligeløn eller så må jeg gå ned i stilling for at optjene OA, afspadsering mm[smiley]”

”1:1 fredag *”

Leder: ”Hej [klager],

Jeg ved det er hårdt, men vi finder noget hjælp til [navn] er retur.

Angående din 1:1, kan vi tage den kl 8 på fredag, så vi ikke skal skubbe den yderlig? ”

Klager: ”Ja, vi snakkes ved fredag morgen kl 08:00. ”

Den 4. september 2020 deltog klager i en samtale med sin nærmeste leder. Under samtalen blev klager afskediget fra sin stilling. Det fremgår af afskedigelsesbrevet af samme dato:

”**Opsigelse**

Vi skal beklageligvis meddele dig, at vi ser os nødsaget til at opsige dig fra din stilling som Store Leader hos [indklagede] til endelig fratrædelse d. 31. december 2020.

Opsigelsen sker som konsekvens af, at vi som arbejdsgiver har mistet tilliden til dig som leder.

Du vil blive fritstillet fra dags dato.

…”

Indklagede har for nævnet oplyst, at klager blev foreholdt mailen fra sin leder til en medarbejder i HR under en opsigelsessamtale.

Klager har for nævnet oplyst, at indklagede trods opfordret dertil ikke har sendt en kønsopdelt lønstatistik til klagers partsrepræsentant, idet indklagede har henvist til, at der ikke er 10 personer ansat af hvert køn.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. januar 2021.

Klager fremsatte den 28. januar 2021 en påstand om betaling af en godtgørelse på 32.536 kr. for lønforskellen på 2.410 kr. gange 13,5 måneder. Klager fremsatte også en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr. for krænkelsen og en påstand om betaling af en godtgørelse på 294.196,50 kr., svarende til ni måneders løn.

Indklagede har for nævnet fremlagt kønsopdelt lønstatistik for 2019 og 2020 i indklagedes kommercielle del.

[s. 7]

Indklagede har også fremlagt oversigt over gennemsnitslønnen for henholdsvis kvindelige og mandlige butikschefer med anciennitet som kriterium:

[Billede fra originalen, s. 7]

#### Parternes bemærkninger

**Klager** gør gældende, at klagers løn var fastsat i strid med ligelønslovens § 1, og at opsigelsen var i strid med ligelønslovens § 3.

Dagen før opsigelsen havde klager bedt om ligeløn.

Indklagede har således i medfør af ligelønslovens § 3, stk. 2, bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers krav om ligeløn.

Indklagede har ikke løftet sin bevisbyrde.

Efter opsigelsen af klager var klagers faglige repræsentant i dialog med indklagede. Indklagede har trods opfordringer hertil ikke ønsket at kommentere på lønforskellen mellem klager og to mandlige kolleger.

Klagen over klager indeholder en del udokumenterede påstande, som indklagede ikke har ønsket at undersøge, ligesom indklagede ikke har givet klager mulighed for at kommentere på klagen, inden hun blev opsagt. To af klagers medarbejdere var blevet flyttet fra andre butikker grundet kontroverser.

Klager modtog på intet tidspunkt hverken en mundtlig eller skriftlig påtale for udførelsen af sit arbejde. Hun fik tværtimod ros for sin indsats i fx SMS af den 7. april 2020. Klagers distriktschef havde sendt klager en gave og på kortet takket klager for sin indsats. Klager modtog dog pludselig en opsigelse under en samtale, hvor hun var indkaldt til lønforhandling og kort tid efter, at hun via SMS havde bedt om ligeløn.

Klager havde flere gange rykket for en lønsamtale, som i indklagede normalt blev afholdt med virkning fra den 1. juli. Samtalen blev dog flere gange på indklagedes foranledning udskudt og skulle derfor have været afholdt i september måned, hvor klager i stedet fik en opsigelse.

[s. 8]

I seks måneder i træk i 2020 nåede klager sit budget som den eneste butikschef.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at klager ikke blev indplaceret højere, når indklagede selv har anført, at to vigtige kriterier for lønindplaceringen er erfaring og anciennitet.

**Indklagede** påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Til støtte for afvisningspåstanden gør indklagede gældende, at det er af essentiel betydning for sagens afgørelse, at der føres vidner med henblik på at tilbagevise klagers påstand om, at hun er blevet lønmæssigt forskelsbehandlet, og at opsigelsen skyldtes hendes krav om lige løn.

Til støtte for frifindelsespåstanden gør indklagede gældende, at opsigelsen af klager ikke var begrundet i et krav om ligeløn men derimod i klagers utilfredsstillende arbejdsindsats.

Indklagede bestrider, at klagers løn skulle være fastsat i strid med ligelønslovens § 1. Bedømmelsen af arbejdets værdi skete ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer, jf. ligelønslovens § 1, stk. 3.

Alle butikker ledes af en butikschef, som er ansat på individuel kontrakt og uden for overenskomst. Lønnen fastsættes udelukkende efter aftale mellem parterne.

For langt størstedelen af virksomheden arbejder indklagede med lønbånd inden for grupper af medarbejdere. Medarbejderne med samme funktion er grupperet inden for et nærmere defineret spænd af lønniveauer. Lønnen fastsættes derefter inden for det relevante lønbånd ud fra nogle prædefinerede saglige og objektive kriterier.

Det er ikke usædvanligt, at butikschefer findes blandt det eksisterende salgspersonale i de fysiske butikker. Flere af de medarbejdere, som fungerer som butikschefer, har et indgående kendskab til indklagedes forretning, når de tiltræder som leder, hvilket også naturligt afspejler sig i lønniveauerne.

Ved fastsættelse af lønnen for butikschefer har det betydning, hvor mange medarbejdere den pågældende butikschef har ansvaret for. Butikschefer med et større antal medarbejdere har naturligt et mere omfangsrigt og krævende personaleansvar end de butikschefer, som har ledelsesansvar for et mindre antal medarbejdere.

Størrelsen af den enkelte butiks budget har ligeledes en betydning for lønfastsættelsen. Hvert af indklagedes fem distrikter har et samlet budget, som fordeles på distriktets butikker. I de mindre butikker er budgettet mindre end i de større butikker. Ansvar for et større budget kræver et større overblik og erfaring med budgetstyring og overholdelse af mål. Af samme årsag vil det oftest være butikschefer med længere erfaring, som bestrider stillinger i de større butikker.

Kriteriet fastholdelse anvendes særligt for butikschefer i de butikker, som befinder sig i storcentre, hvor der er konkurrerende butikker side om side. Telebranchen er en både snæver og omskiftelig branche, og det er ikke sjældent, at personale ansat i butikker skifter til lignende stillinger i konkurrerende virksomheder. Løn er et anvendt og objektivt kriterium til fastholdelse af god arbejdskraft.

[s. 9]

Ved fastsættelse af løn inden for det definerede lønbånd laves et samlet skøn over samtlige kriterier, hvorefter lønnen fastsættes. Lønnen vurderes løbende og oftest en gang årligt. Hvis en butikschef skifter butik undervejs, og det samlede ansvar som følge deraf øges, kan lønnen reguleres i samme forbindelse.

Indklagede udarbejder blandt andet kønsopdelt lønstatistik i henhold til ligeløns lovens § 5 a, stk. 1 og stk. 3, på det niveau, som hedder ”Commercial”. Dette dækker over alle afdelinger, som retter sig mod virksomhedens kommercielle aktiviteter. Heri er også virksomhedens fysiske butikker placeret, herunder butikschefer. Der findes ikke en særskilt kønsopdelt lønstatistik for butikschefer.

Af statistikken for 2019 og 2020 fremgår, at der ingen umiddelbar ulighed i lønniveauer for mænd og kvinder ses for butikschefer. I 2019 fik kvindelige medarbejdere inden for lønbåndet en lidt lavere løn end mandlige medarbejdere, mens dette billede i 2020 ændrede sig til, at kvindelige medarbejdere fik en lidt højere løn end mandlige medarbejdere.

Da indklagede ikke havde udarbejdet særskilt kønsopdelt lønstatistik over butikschefer, var det ikke muligt at imødekomme klagers anmodning om at få fremsendt en kønsopdelt lønstatistik herfor. Klager blev derimod oplyst om, at alle butikschefer vurderes individuelt på baggrund af saglige, objektive kriterier.

Det kan udledes af oversigten over gennemsnitslønnen for henholdsvis kvindelige og mandlige butikschefer, at de kvindelige butikschefer samlet set havde en lavere anciennitet end de mandlige butikschefer i 2019. Den gennemsnitlige løn var tilsvarende en smule lavere. Som det fremgår ændrede billedet sig i 2020, hvor den gennemsnitlige anciennitet var højere for de kvindelige butikschefer end for de mandlige, og den gennemsnitlige løn steg tilsvarende hos de kvindelige butikschefer. Der er således intet, der her tyder på, at princippet om lige løn for lige arbejde brydes.

Butikken, hvor klager var ansat som butikschef, er karakteriseret som en lille butik. Budgetansvaret for butikken lå på 1,49 % af distriktets samlede budget. Til sammenligning lå distriktets største butiks andel af budgettet på 3,25 %.

Klager havde på opsigelsestidspunktet været ansat som butikschef i knap 10 måneder. Endvidere var klagers butik en af de mindre tunge butikker, hvorfor heller ikke størrelsen kvalificerede til en højere indplacering på lønbåndet. Klager blev placeret højere end det laveste niveau på lønbåndet på trods af, at hun var førstegangsleder med personaleansvar, og butikken var en af indklagede mindste butikker.

Under ansættelsen modtog indklagede flere klager over klager, både fra medarbejdere i forhold til personaleledelse og i det interne system for manglende overholdelse af retningslinjerne for salg (Q&A systemet). Blandt andet modtog klagers leder og indklagedes HR-afdeling henvendelser fra medarbejdere, der ikke følte sig trygge ved klagers ledelse. En medarbejder blev sygemeldt med stress, og en anden blev forflyttet til en anden butik grundet lederudfordringer hos klager.

På den baggrund besluttede indklagede at opsige klager.

Samtlige butikschefer i det distrikt, hvor klager var ansat, modtog et påskeæg for deres indsats i forbindelse med nedlukningen af Danmark under corona i foråret 2020. I påsken 2020 havde indklagede endnu ikke modtaget klager fra medarbejdere over klager. Allerede dagen efter påskeægget var givet, fulgte  [s. 10] klagers leder op over for klager i forhold til løse ender. Påskeægget var således ikke et særligt udtryk til klager om, at hendes præstation var bedre end alle andres.

Indklagede kan ikke genkende klagers oplysning om, at hun som eneste butikschef skulle have opfyldt sit budget seks måneder i træk. Flere butikker inkl. klagers opnåede i flere måneder ikke deres budgetter. Budgetopnåelse er i øvrigt ikke relevant for nærværende sag, idet sagligheden af opsigelsen ikke er under prøvelse.

Indklagede bestrider, at klagers SMS-beskeder dateret den 3. september 2020 indeholdt et krav om lige løn. Beskederne var alene udtryk for, at løn og arbejdsbyrde efter klagers opfattelse ikke var forenelige, og at hun ønskede mere i løn, alternativt at gå ned i stilling til sælger for at optjene provision og afspadsering. At det skal opfattes som sådan, bekræftes af lederens svar til klager, hvoraf fremgår, at lederen medgav, at det er hårdt, men at de må se på noget hjælp, indtil en af medarbejderne var retur.

Intet steds fremgår det, at klager gav udtryk for, at hun fik en lavere løn for samme arbejde end nogle af sine mandlige kolleger, ligesom hun intet sted krævede, at indklagede ophørte med at forskelsbehandle hende lønmæssigt som følge af hendes køn. Ordet ”ligeløn” i den tredje SMS-besked kan ikke anses for et udtryk for et krav om ikke at blive forskelsbehandlet men alene som udtryk for utilfredshed med lønniveauet sammenholdt med opgavernes omfang. Klager fremhævede på intet tidspunkt de to mandlige kolleger og deres lønniveau i SMS-korrespondancen eller over for sin leder på andet tidspunkt.

Som følge af coronasituationen i foråret 2020 og den økonomiske usikkerhed forbundet hermed, valgte indklagede at udskyde beslutningen om, hvorvidt der skulle ske lønregulering i 2020 til efteråret 2020. Dette blev meldt ud til alle medarbejdere i slutningen af april 2020 og var derfor kendt for klager.

Først den 8. september 2020 fik klagers leder besked om, at der alligevel ville blive gennemført lønreguleringer i 2020. Indklagede undrer sig derfor over, at klager mener, at hun skulle være indkaldt til lønsamtale i september 2020.

Forud for samtalen den 4. september 2020 havde klager ikke nævnt, at hun skulle være blevet forskelsbehandlet i forhold til lønvilkår i forhold til sine mandlige kolleger. Der var lagt op til en almindelig snak om løn på den planlagte 1:1, hvor klager blev opsagt.

Såfremt klager måtte få medhold i sin påstand om, at hun er blevet lønmæssigt forskelsbehandlet som følge af køn, gør indklagede gældende, at godtgørelsen som opgjort af klager skal nedsættes. Henset til klagers anciennitet som butikschef må det have formodningen imod sig, at klager skulle indplaceres på 32.000 kr. alene af den årsag, at en mandlig kollega var indplaceret på dette niveau. Ifølge klagers egne oplysninger fik den anden af de to fremhævede mandlige kolleger en månedsløn på 31.000 kr.

#### Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn efter lov om lige løn til mænd og kvinder (ligelønsloven).

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

[s. 11]

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

*Lønmæssig forskelsbehandling*

Det fremgår af ligelønsloven, at der ikke på grund af køn må finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven.

Det fremgår videre af ligelønsloven, at enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med af et bestemt køn ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager var på afskedigelsestidspunktet beskæftiget som Store Leader i en butik i C by. Hendes grundløn var aftalt til 30.000 kr. pr. måned.

Klager har oplyst, at to af hendes mandlige kolleger fik en månedsløn på henholdsvis 31.000 kr. og 32.000 kr.

Indklagede indplacerer butikschefer i lønniveauet mellem 29.000 kr. og 35.000 kr. pr. måned. Indklagede har oplyst, at den enkelte butikschefs månedsløn fastsættes ud fra kriterierne anciennitet, erfaring, omfanget af personale- og budgetansvar samt fastholdelse. Indklagede har også oplyst, at klagers månedsløn blev fastsat under hensyn til hendes erfaring og butikkens størrelse. Der var ifølge indklagede tale om en lille butik med 3,61 medarbejdere og med et budgetansvar på 1,49 % af distriktets samlede budget. Indklagede har endvidere oplyst, at butikken med distriktets største budgetansvar lå på 3,25 %.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at klager ikke herved har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

*Repressalier*

[s. 12]

Det fremgår af ligelønsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige eller udsætte en lønmodtager for anden ugunstig behandling som reaktion på en klage, eller fordi lønmodtageren har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår, eller fordi denne har videregivet oplysninger om løn.

Hvis afskedigelsen finder sted inden for et år efter, at lønmodtageren har fremsat krav om lige løn, gælder der en omvendt bevisbyrde, hvorefter det påhviler arbejdsgiver at bevise, at afskedigelsen ikke er foretaget i strid med reglerne om repressalier.

Klager blev afskediget fra sin stilling den 4. september 2020 med henvisning til, at indklagede havde mistet tilliden til klager som leder.

Afskedigelsen af klager fandt sted dagen efter, at klager i en SMS til sin leder orienterede om sin arbejdsmængde og anførte, at hun ønskede ligeløn eller alternativt at få ændret sin stilling, så hun kunne optjene overarbejde og afspadsere.

Indklagede har oplyst, at indklagede havde modtaget flere klager over klager. Der var tale om klager fra medarbejdere over klagers personaleledelse og klager over manglende overholdelse af retningslinjerne for salg. Henvendelser fra medarbejdere angik, at de ikke følte sig trygge ved klagers ledelse. En medarbejder blev sygemeldt med stress, og en anden blev forflyttet til en anden butik grundet lederudfordringer hos klager.

I mail af 3. september 2020 videresendte klagers leder en mail fra en medarbejder i klagers butik til en medarbejder i indklagedes HR-afdeling. Mailen fra medarbejderen angik flere situationer i butikken og om klagers ledelsesstil. Klagers leder oplyste i mailen HR-medarbejderen om yderligere episoder og udtrykte tvivl om klager og hendes fremtid som butikschef. Parterne skulle holde et møde samme morgen.

På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede har løftet sin bevisbyrde for, at klager ikke blev afskediget fra sin stilling, fordi hun havde fremsat krav om lige løn.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

#### Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 2, om nævnets kompetence
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligelønsloven

• §§ 1 og 1 a, om forbud mod forskelsbehandling
• § 3, stk. 1, om forbud mod repressalier
• § 3, stk. 2, om omvendt bevisbyrde
 [s. 13] • § 6, stk. 2, om delt bevisbyrde

===== FIL: praksis/dk-lbn-22-30042.md =====

# Ligebehandlingsnævnet, 18. september 2024, sag 22-30042

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-22-30042.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-22-30042.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Køns- og aldersbestemt stillingsopslag samt retsmisbrug

Emner på siden: [Stillingsopslag, ansøgere og ansættelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-ansaettelse.md)

Koblet til: § 1 c, stk. 1 ([lov/1c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md))

Praksisfiler: [lov/1c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1c-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Nævnet fandt, at et opslag efter unge piger under 18 år stred mod annonceringsforbuddene om køn og alder; det var ikke oplyst, at den særlige overenskomstundtagelse for unge fandt anvendelse. Dette medførte ikke en godtgørelse for annonceringen, og nævnet kunne ikke udstede bøder. Klagerens særskilte påstand om diskriminerende afslag førte heller ikke til godtgørelse. Efter en samlet vurdering af hans ansøgninger, bopæl, stillingens omfang og manglende oplysninger om transport fandt nævnet, at han ikke søgte reel beskæftigelse, men alene formel ansøgerstatus for at opnå godtgørelse. Denne del blev anset for retsmisbrug.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen gælder annoncering og det konkrete ansøgerforløb efter andre ligebehandlingslove. Den fortolker ikke L68s nye lønhistorikforbud, oplysningspligt eller dens retsfølger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2024/9892/pdf

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - alder - ansættelse - stillingsopslag - medhold - ej medhold

**J.nr. 22-30042**

En mand (klager) klagede over en virksomhed (indklagede) for at have forskelsbehandlet ham på grund af køn og alder. Virksomheden søgte i et stillingsopslag på Facebook efter unge piger under 18 år. Manden søgte stillingen, men fik afslag, fordi virksomheden ville have en pige under 18 år.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at virksomhedens stillingsopslag var i strid med forbuddet mod annoncering efter personer med et bestemt køn eller en bestemt alder i henholdsvis ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven. Manden fik derfor medhold i denne del af klagen. Overtrædelse af annonceringsbestemmelserne straffes med bøde, men nævnet har ikke kompetence til at udstede bøder.

Manden var på tidspunktet for klagen bosiddende i Viborg, mens virksomheden var beliggende i København. Der var tale om en stilling med to til tre arbejdsdage om ugen, og lønnen var mellem 70 og 80 kr. i timen. Manden havde ikke oplyst, hvordan han ville løse problemet med transport fra sin bopæl til arbejdet i København.

Manden havde indbragt en række klager for nævnet. Alle klagerne omhandlede stillingsopslag, hvor virksomheder søgte personer med en bestemt alder, nationalitet eller et bestemt køn.

Nævnet vurderede på baggrund af de samlede omstændigheder, at manden ikke søgte den konkrete stilling for at opnå beskæftigelse, men derimod med henblik på at indbringe sagen for nævnet alene med det formål at opnå en godtgørelse for forskelsbehandling. Denne situation var udtryk for retsmisbrug, og derfor ikke omfattet af ligebehandlingslovens og forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at den indklagede virksomhed søgte efter ”unge piger under 18 år”, og at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen.

#### Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven, at indklagede søgte efter ”unge piger under 18 år”.

Situationen i forbindelse med klagers ansøgning er udtryk for retsmisbrug og derfor ikke omfattet af ligebehandlingslovens og forskelsbehandlingslovens beskyttelsesområde.

#### Sagsfremstilling

[s. 3]

Den 8. juni 2022 lavede indklagede et stillingsopslag på Facebook. Af stillingsopslaget fremgår blandt andet:

”[Indklagede] søger unge piger under 18 år til, at hjælpe med kassebetjening, pakning af takeaway ordrer samt hjælpe lidt i køkkenet.

Kan du arbejde 2-3 dage om ugen eller mere er du velkommen til at kontakte os på [telefonnummer] eller over Messenger.

Lønnet ligger mellem 70-80kr. i time.

Vi ligger på adressen: [København]”

Klager, som er mand og født i 1998, søgte den 23. juni 2022 stillingen hos indklagede. Af klagers ansøgning fremgår blandt andet:

”Mit navn er [klager] og jeg er en 23-årig mand, der altid har været målrettet omkring min uddannelse, mit arbejde og mine fritidsinteresser.

Når jeg søger job hos jer, er det med henblik på at få et studiejob, hvor jeg kan yde god service.

I vil få en medarbejder som, har erfaring med service blandt andet inden for detail- og cafebranchen. Fra disse tidligere arbejdspladser har jeg blevet lært, hvordan man kommunikerer med kunder på en meget venlig og tilfredsstillende måde. Jeg har opnået et højt serviceniveau og er altid åben og imødekommende.

Jeg er som person smilende og klar hjælpe med kassebetjening, pakning af takeaway ordrer samt hjælpe lidt i køkkenet.

Mange tak for at læse min ansøgning.

Jeg ser frem til at høre fra jer! ”

Den 28. juni 2022 fik klager afslag på sin ansøgning med den begrundelse, at indklagede gerne ville have en pige under 18 år.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. juli 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.

Indklagede har oplyst, at de har ansat en dreng under 18 år i stillingen. Indklagede har fremlagt kopi af drengens ansættelseskontrakt.

#### Parternes bemærkninger

**Klager** gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at indklagede valgte ham fra, fordi indklagede kun søgte efter piger under 18 år.

[s. 4]

Stillingsopslaget var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder og ligebehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med et bestemt køn.

Indklagede søgte unge piger under 18 år. Klager opfyldte ikke disse krav, hvorfor han fik afslag på sin ansøgning. Indklagede har bekræftet dette.

Indklagede krænkede og ydmygede klager, idet klager blev valgt fra på grund af alder og køn.

Indklagede burde have haft styr på love og regler om ansættelse.

Klager havde gode transportmuligheder, hvorfor det ikke var et problem, at indklagedes virksomhed var placeret i København.

Indklagedes bemærkninger om klagers transportmuligheder og tidligere stillinger er ikke relevante, da indklagede ikke har reel indsigt i disse forhold. Nogle af oplysningerne er også forældet.

Indklagedes oplysning om, at indklagede efterfølgende ansatte en dreng, ændrer ikke på, at klager blev afvist på grund af alder og køn, hvilket var krænkende og ydmygende for klager.

Klager fandt ikke indklagedes stillingsopslag på den Facebook-gruppe, hvor virksomheder kan søge efter ungarbejdere under 18 år. Han fandt opslaget på en anden Facebook-gruppe, hvor virksomheder kan søge medarbejdere i alle aldre.

Afstanden var aldrig et problem for klager.

**Indklagede** gør gældende, at de ikke havde til hensigt at forskelsbehandle klager.

Indklagede var ikke bekendt med forskelsbehandlingslovens eller ligebehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder eller et bestemt køn.

Indklagede ønskede ikke at forskelsbehandle personer, som var ældre end 18 år, eller personer, som ikke var kvinder. Indklagede endte også med at ansætte en dreng i stillingen.

Indklagede slog først stillingen op i en Facebook-gruppe, hvor virksomheder kan søge ungarbejdere under 18 år. Indklagede slog senere stillingen op i en anden Facebook-gruppe, hvor virksomheder kan søge efter medarbejdere i alle aldre.

Klager var medlem af begge Facebook-grupper. Klager var således medlem af Facebook-gruppen, hvor virksomheder kan søge ungarbejdere under 18 år, selvom han selv var 23 år på tidspunktet for indklagedes stillingsopslag. Indklagede undrer sig over, hvorfor klager, en 23-årig mand, var medlem af en Facebook-gruppe, som var beregnet til, at virksomheder kunne søge ungarbejdere under 18 år.

Klager var ifølge sin Facebook-profil bosiddende i Odense, tidligere butikschef i et storcenter og studerende på en videregående uddannelse. Stillingen var en deltidsstilling i København, hvor medarbejderen skulle arbejde to til tre dage om ugen, samlet cirka 13 timer om ugen, til en timeløn mellem 70 og 80  [s. 5] kr. Klager skulle selv have betalt for transport frem og tilbage. Udgifterne til transport ville sandsynligvis overstige den løn, som klager ville få udbetalt, hvis han havde fået jobbet.

Klager kontaktede ikke indklagede efter, at han havde fået afslag på stillingen. Hvis han var seriøs med at søge jobbet, kunne han have kontaktet indklagede og oplyst, at han mente afslaget var i strid med loven. I stedet indbragte han sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede mener, at klager forsøger at udnyttet loven. Klager læste indklagedes opslag på Facebook. Han søgte herefter stillingen, selvom han godt vidste, at indklagede ville give ham afslag. Derefter indbragte han sagen for nævnet for at få en godtgørelse.

Det giver ikke mening, at klager, en 23-årig uddannet mand, skulle føle sig krænket og ydmyget over, at han fik afslag på en stilling som ungarbejder.

Det er uklart for indklagede, om klager ønskede at få et deltidsjob i København, selvom han boede i Odense, eller blot ønskede at få en godtgørelse for forskelsbehandling.

Klager oplyste ikke i sin ansøgning, at han boede i Odense, eller at han havde gode transportmuligheder. Indklagede fandt kun ud af, at klager boede i Odense, ved hjælp af Google.

Forskelsbehandlingsloven er en god lov. Derfor er det vigtigt, at der ikke bliver skabt præcedens for, at loven kan misbruges.

#### Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

*Annonceringsforbuddet:*

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved annoncering ikke må angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved annoncering ikke må angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer med en bestemt alder.

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke finder anvendelse for lønmodtagere under 18 år, hvis ansættelse er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige regler om aflønning af unge under 18 år.

Det fremgår af indklagedes stillingsopslag, at indklagede søgte efter ”unge piger under 18 år”.

[s. 6]

Det fremgår ikke af oplysningerne i sagen, at de ansatte blev aflønnet i henhold til kollektiv overenskomst.

På den baggrund vurderer nævnet, at stillingsopslaget var i strid med ligebehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer af et bestemt køn og forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse i det omfang, det følger af ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven giver ikke mulighed for at tilkende godtgørelse i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn eller overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer med en bestemt alder.

Det fremgår af ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven, at overtrædelse af annonceringsforbuddet straffes med bøde. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder.

*Forskelsbehandling:*

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn eller alder behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn eller med en bestemt alder ringere end personer af det andet køn eller en anden alder, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

[s. 7]

Ligebehandlingsloven tilsigter at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (ligebehandlingsdirektivet).

Forskelsbehandlingsloven tilsigter at gennemføre Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet).

EU-domstolen har i dom af 28. juli 2016 i sag C-423/15 udtalt, at ligebehandlingsdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a, og beskæftigelsesdirektivet artikel 3, stk. 1, litra a, skal fortolkes således, at en situation, hvorved en person med indgivelsen af sin ansøgning til en stilling ikke ønsker at opnå ansættelse i stillingen, men udelukkende en formel status som ansøger alene med det formål at kræve erstatning, ikke er omfattet af begreberne ”adgang til lønnet beskæftigelse” eller ”erhvervsmæssig beskæftigelse”, og at en sådan situation, såfremt de nødvendige betingelser i EU-retten er opfyldt, kan betegnes som retsmisbrug.

Klager har fra den 27. april 2022 til den 18. september 2022 indbragt syv klager for Ligebehandlingsnævnet. Alle klagerne omhandler stillingsopslag, hvor virksomheder søgte personer i en bestemt aldersgruppe, af en bestemt nationalitet eller et bestemt køn.

Klager har blandt andet klaget over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en virksomhed i Vestjylland, som annoncerede efter personer under 18 år, havde givet ham afslag på stillingen. Klagen blev indbragt for nævnet den 28. juni 2022.

Det fremgår af indklagedes stillingsopslag i nærværende sag, at stillingen indebar to til tre arbejdsdage om ugen, og at lønnen var mellem 70 og 80 kr. i timen. Stillingen var i København.

Af klagers klage til nævnet fremgår, at han var bosiddende i Viborg, da han indgav klagen til nævnet. Klager har ikke oplyst, hvordan han konkret ville løse problemet med transport fra sin bopæl til arbejdet i København.

Nævnet vurderer på baggrund af de samlede omstændigheder, at klager ikke søgte den af indklagede opslåede stilling for at opnå beskæftigelse, men derimod med henblik på at indbringe sagen for nævnet alene med det formål at opnå en godtgørelse for forskelsbehandling på grund af køn og alder.

Denne situation er udtryk for retsmisbrug og derfor ikke omfattet af ligebehandlingslovens og forskelsbehandlingslovens beskyttelsesområde, jf. nærmere EU-domstolens dom af 28. juli 2016 i sag C-423/15.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

#### Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet
 [s. 8] • § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, om nævnets kompetence
• § 2, stk. 1, om nævnets mulighed for at tilkende godtgørelse
• § 8, stk. 2, om afvisning
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
• § 2 om forbud mod forskelsbehandling
• § 6 om annoncering
• § 14, stk. 1, om godtgørelse
• § 16 a om delt bevisbyrde
• § 19, stk. 1, om bødestraf ved overtrædelse af annonceringsforbuddet

Forskelsbehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
• § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
• § 5 om annoncering
• § 5 a, stk. 4, om unge under 18 år omfattet af kollektiv overenskomst • § 7, stk. 1, om godtgørelse
• § 7 a om delt bevisbyrde
• § 8, stk. 1, om bødestraf ved overtrædelse af annonceringsforbuddet.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (ligebehandlingsdirektivet)

• Artikel 14, stk. 1, litra a, om forbud mod forskelsbehandling

RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet)

• Artikel 3, stk. 1, litra a, om direktivets anvendelsesområde

===== FIL: praksis/dk-lbn-2013-6810-17150.md =====

# Ligebehandlingsnævnet, 30. april 2014, sag 2013-6810-17150

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-2013-6810-17150.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-2013-6810-17150.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Manglende løntrin efter udelukkelse fra forhandling under barsel

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 b ([lov/6b.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6b-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6b-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En pædagog blev sammen med en anden barselsfraværende medarbejder udeladt fra lønforhandlingerne. Arbejdsgiveren erkendte fejlen, men gav først de manglende tre løntrin fra januar 2013. Nævnet fandt, at formodningen om kønsdiskrimination ikke var afkræftet, og at hun skulle have haft løntrinnene fra april 2010. Efterbetaling for perioden frem til udgangen af 2012 blev 41.524,92 kr. Hertil kom 10.000 kr. i godtgørelse efter ligelønsloven. Det samlede beløb på 51.524,92 kr. skulle betales med procesrente fra klagens indgivelse den 9. juli 2013.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Det samlede beløb er ikke en godtgørelsestakst: hovedparten var et beregnet lønforskelsbeløb. Sen rettelse af løntrinnet fjernede ikke kravet for den tidligere periode.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 81 (lov/1.md), § 1, afsnit 82 (lov/1.md), § 1, afsnit 83 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 91 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 92 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 93 (lov/1a.md), § 2, afsnit 15 (lov/2.md), § 2, afsnit 41 (lov/2.md), § 2, afsnit 42 (lov/2.md), § 2, afsnit 43 (lov/2.md), § 6, afsnit 44 (lov/6.md), § 6, afsnit 45 (lov/6.md), § 6, afsnit 46 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2015/9446/dan/pdf

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - arbejdsvilkår - medhold

En pædagog og hendes kollega var på barsel, da der skulle forhandles løn i 2010. De var de eneste i deres gruppe, som ikke blev inddraget i lønforhandlingerne. Indklagede erkendte, at man havde begået en fejl, og klager fik tre løntrin med virkning fra den 1. januar 2013. Klager mente, at hun var berettiget til af få de tre løntrin med virkning fra 1. april 2010. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede havde ikke løftet sin bevisbyrde.

Klager fik derfor medhold, og indklagede skulle betale 51.524,92 kr. til klager, svarende til den manglende løn samt 10.000 kr. i godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke blev inddraget i den lønforhandling der fandt sted, mens hun var på barselorlov.

#### Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligelønsloven, at klager ikke blev inddraget i lønforhandling og derfor ikke fik tillagt yderligere løntrin under sin barselorlov.

Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 51.524,92 kr. med procesrente fra den 9. juli 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

#### Sagsfremstilling

Klager, der er uddannet pædagog, blev ansat ved den indklagede kommune pr. september 2007 under børneforvaltningen.

A og B blev ansat samtidig med klager. C blev ansat i november 2008. Alle undtagen B blev indplaceret på grundlønnen. B fik i forbindelse med ansættelsen kvalifikationsløn svarende til tre løntrin oven i grundlønnen, således at hendes løn svarede til løntrin 33. Herudover arbejdede D, der var ansat i september 2006, samme sted. Han fik i forbindelse med ansættelsen kvalifikationsløn svarende til fem løntrin.

Alle fem udførte samme arbejde, som består i at arbejde med unge i alderen 13-18 år og deres familier.

Klager var på barselorlov i perioden 26. november 2009 til 8. december 2010. B var på barselorlov i perioden 20. december 2009 til 20. september 2010.

Mens klager og B var på barselorlov, blev der den 23. februar 2010 afholdt lønforhandling, hvor A, C og D fik tildelt ekstra løntrin. De tildelte løntrin var gældende fra 1. april 2010.

Hverken klager eller B bliver nævnt af indklagede under lønforhandlingen.

I december 2012 blev klager opmærksom på, at hendes løn var lavere end hendes kollegers. Hun henvendte sig derfor til sin leder.

Klagers forbund stillede ved brev af 14. februar 2013 krav om, at både klager og B skulle have efterbetaling for tre løntrin tilbage fra 1. april 2010. Kravets størrelse blev begrundet med, at der blev tildelt tre løntrin for erfaring både til dem, der var ansat den 23. februar 2010 og til dem, der efterfølgende blev  [s. 3] ansat. Det var derfor forbundets opfattelse, at klager og B var gået glip af en lønstigning på tre løntrin, fordi de var på barsel.

I brev af 27. marts 2013 oplyste indklagede, at det er beklageligt, at B og klager ikke var i spil ved lønforhandlingerne. Det var principielt kommunens holdning, at der ikke nødvendigvis skulle forhandles til alle medarbejdere, men at ny løn åbner mulighed for individuel vurdering og forhandling. Der kunne derfor godt forhandles tillæg til færre end de fem ansatte, hvis der kunne gives en faglig og personlig begrundelse herfor.

Indklagede oplyste videre, at der pr. 1. april 2010 var økonomisk belæg for at forhandle i alt otte løntrin fordelt på tre medarbejdere. Hvis puljen skulle fordeles på alle fem medarbejdere måtte det formodes, at forhandlingsresultatet for hver enkelt medarbejder var blevet mindre gunstigt, idet der ikke ville have været økonomi til forhandling af løn i samme størrelse til alle medarbejderne.

Der blev herefter på et møde den 8. maj 2013 mellem indklagede og klagers forbund udarbejdet et forslag til et forlig, hvorefter klager og B skulle have et engangsbeløb på 20.000 kr. + pension og en godtgørelse på 5.000 kr.

B tiltrådte forliget, mens klager ikke ønskede at skrive under.

Klager har med virkning fra 1. januar 2013 fået tildelt tre løntrin.

Klagers forbund indbragte på vegne af klager sagen for Ligebehandlingsnævnet med hensyn til lønregulering for perioden fra 1. april 2010 til 31. december 2012.

#### Parternes bemærkninger

**Klager **gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, fordi hun ikke blev inddraget i lønforhandlingerne under sin barselorlov. Hun ønsker at få efterbetalt tre løntrin for perioden 1. april 2010 til 31. december 2012 svarende til 41.524,92 kr. samt at få tilkendt en godtgørelse.

Ved lønforhandling den 23. februar 2010 blev A tildelt en lønstigning svarende til tre løntrin, C fik tre løntrin og D fik to løntrin. De tildelte løntrin var gældende fra 1. april 2010 og blev begrundet med erfaring.

Efterfølgende blev der ansat fem nye medarbejdere, hvoraf tre fik tre løntrin udover grundlønnen ved ansættelsen på grund af erfaring, en fik to løntrin ved ansættelsen på grund af erfaring, og en havde ingen erfaring ved ansættelsen.

For de personer der var ansat pr. april 2012, havde A, B og C en løn svarende til løntrin 33. D var ikke længere ansat. Af de personer der var ansat efter lønforhandlingen i april 2010, og som fortsat var ansat pr. april 2012, havde E og F en løn svarende til løntrin 33.

Da klager i december 2012 gjorde sin leder opmærksom på, at det måtte være ulovligt at hun ikke fik en lønstigning under sin barselorlov, oplyste lederen, at hun havde vendt problemstillingen "højere oppe" og havde fået at vide, at der ikke behøvede at ske lønstigning under barselorlov.

Klager blev uomtvisteligt dårligere stillet end andre ansatte, der udfører samme job, og som har tilsvarende eller mindre erfaring end hende.

Det af indklagede tilbudte engangsvederlag på 20.000 kr. dækker ikke i tilstrækkeligt omfang til at genoprette den fejl, indklagede erkender at have begået.

Indklagede har ikke anfægtet klagers beregning af lønkravet.

[s. 4]

I henhold til ligelønsloven § 2 har en lønmodtager, hvis løn i strid med loven er lavere end øvrige kollegaers løn, krav på forskellen. Da indklagede i brev af 4. oktober 2013 har oplyst, at der er sket en beklagelig fejl, er det bemærkelsesværdigt, at indklagede fastholder, at de ikke agter at betale forskellen, men alene vil betale et mindre beløb på 20.000 kr. Alene af den grund bør der tildeles klager en betydelig godtgørelse.

Det er klagers opfattelse, at forsøget på at indgå en aftale med indklagede, ikke har betydning for Ligebehandlingsnævnets behandling af sagen, idet der ikke er tale om en fagretlig sag.

Det er ikke korrekt, at der var fem medarbejdere der kunne komme i betragtning i forbindelse med udmøntning af udmøntningsgarantien. Der var tale om 1,25 procent af lønsummen for 29 medarbejdere hos indklagede.

Der følger ikke af "Aftale om udmøntningsgaranti af nye midler til lokal løndannelse" en pligt til at fordele et ligeligt beløb på alle de medarbejdere, der var omfattet af aftalen, og der følger heller ikke en ret for medarbejderne til at få del i beløbet. Alle medarbejdere skal dog være i spil ved forhandlingen.

Der foregik ikke nogen egentlig forhandling ved mødet den 23. april 2010, idet forbundet tog indklagedes indstilling af, hvilke medarbejdere der skulle tildeles løn, til efterretning. Forbundets deltagelse i forhandlingen havde blot til formål at sikre, at der ikke var tale om usaglige begrundelser for tildeling af løn, samt at det afsatte beløb blev udmøntet. Forbundet havde ikke ret til at beslutte, hvilke medarbejdere, der skulle have tildelt løn. Hvis forbundet havde været uenig med indklagedes indstilling, skulle de benytte sig af et særligt system for løsning af uenighed om tildeling af løn, men det ville i sidste ende være arbejdsgiveren, der havde ret til at bestemme, hvilke medarbejdere der skulle have del i det udmålte beløb.

Forbundet var ikke vidende om, at to medarbejdere ikke kom i spil, fordi de var på barsel, samt at det til og med havde den konsekvens, at klager derved blev aflønnet tre løntrin lavere end de kollegaer, hun kunne sammenlignes med, både for så vidt angik erfaring som jobindhold. Denne lønforskel blev der først gjort op med pr. 1. januar 2013.

Hvis forbundet havde været vidende om ovenstående, havde de gjort indklagede opmærksom på, at indklagede skulle overholde ligelønsloven. Forbundet kunne dog ikke have påtvunget indklagede en bestemt fordeling af lønnen.

Det fremgår af lov om lige løn til mænd og kvinder § 1, at det er arbejdsgiverens pligt at yde lige løn. En faglig organisation kan derfor ikke drages til ansvar for, at en arbejdsgiver ikke overholder loven.

**Indklagede **gør gældende, at de har erkendt, at de har begået en beklagelig fejl, hvorfor de straks, da de blev bekendt med de manglende tre løntrin, har ydet dem med virkning fra 1. januar 2013. Indklagede finder, at sagen bør løses på de af indklagede og forbundet foreslåede vilkår.

At klager ikke ville indgå forlig i sagen på de af indklagede og forbundet foreslåede vilkår, er alene klagers ansvar.

Klager skal ikke stilles bedre end det forlig, der blev indgået med B.

I forbindelse med lønforhandlingerne i 2010 mellem indklagede og klagers forbund var der fem medarbejdere, som kunne komme i betragtning i forbindelse med udmøntningen af udmøntningsgarantien, svarende til 1,25 procent af lønsummen.

De fem medarbejdere var pædagogmedhjælper A, Pædagog B, kontaktperson C, personlig rådgiver/opsøgende medarbejder D og klager.

[s. 5]

Det beløb, der var til fordeling mellem de fem medarbejdere var begrænset til en meget lille sum.

Summen blev efter aftale mellem indklagede og klagers forbund fordelt mellem tre medarbejdere med virkning fra 1. april 2010. Indklagede har indsendt lønaftaler for de tre medarbejdere, hvoraf det fremgår, at A fik et løntrin for erfaring og et løntrin for fastholdelse, således at han gik fra løntrin 29 til 31. C fik to løntrin for erfaring og et løntrin for fastholdelse, således at han gik fra løntrin 30 til løntrin 33. D fik to løntrin for erfaring, således at han gik fra løntrin 35 til løntrin 37.

Forhandlingsforløbet med klagers forbund viser, at forbundet alene var interesseret i at fordele den lille sum til færrest mulige medlemmer på det givne tidspunkt, så de tre medlemmer kunne få mest muligt.

Det er derfor betænkeligt, at klagers forbund som organisation nu kræver, at klager skal have tre løntrin for erfaring med virkning fra 1. april 2010 til 31. december 2012, når forbundet under forhandlingerne ikke krævede noget til klager og hendes kollega B, som også var på barselorlov.

Ved alene at forfølge klagers lønforhold - i forhold til de øvrige fire medlemmers - udøver forbundet en forskelsbehandling mellem sine medlemmer som indklagede ikke finder passende.

Sagen med klager bør derfor løses på samme måde som B´s sag.

#### Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligelønsloven, at der ikke på grund af køn må finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven. Enhver form for dårligere behandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.

Klager og B, der begge er pædagoger, og som begge var på barselorlov på tidspunktet for lønforhandlingen i april 2010, var de eneste af de fem medarbejdere, der var ansat i klagers afdeling, som ikke blev inddraget i lønforhandlingerne. Indklagede har i øvrigt erkendt, at de herved har begået en beklagelig fejl.

På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn.

Det påhviler herefter indklagede, at løfte bevisbyrden for, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling.

Ved lønforhandlingerne i april 2010 gik A (pædagogmedhjælper)fra løntrin 29 til løntrin 31, C (kontaktperson) gik fra løntrin 30 til 33, og D (personlig rådgiver/opsøgende medarbejder) gik fra løntrin 35 til løntrin 37. B var allerede på dette tidspunkt på løntrin 33. Det er desuden oplyst, at de to personer der efterfølgende er ansat, og som fortsat var ansat pr. april 2012 fik tillagt tre løntrin for erfaring oven i grundlønnen ved ansættelsen, således at de er på løntrin 33.

Indklagede har oplyst, at de, straks da de blev bekendt med de manglende tre løntrin, har ydet dem med virkning fra 1. januar 2013.

Klager var således den eneste ud over A, der var pædagogmedhjælper, som ikke havde en løn på mindst løntrin 33.

På den baggrund finder nævnet, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det ikke er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, at klager først er tillagt tre løntrin med virkning fra 1. januar 2013 og ikke fra 1. april 2010, hvor de øvrige tillæg, der er forhandlet i april 2010, var gældende fra.

[s. 6]

Klager får derfor medhold i klagen.

#### Forskelsbeløb og godtgørelse

Klager har efter ligelønsloven krav på efterbetaling for manglende udbetaling af løn svarende til tre løntrin fra 1. april 2010 til 31. december 2012.

Indklagede skal derfor betale 41.524,92 kr. til klager.

Herudover finder nævnet, at indklagede i henhold til ligelønslovens skal betale klager en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 51.524,92 kr. til klager med procesrente fra den 9. juli 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

===== FIL: praksis/dk-lbn-2014-6810-62162.md =====

# Ligebehandlingsnævnet, udateret, sag 2014-6810-62162

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-2014-6810-62162.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-2014-6810-62162.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Flere diskriminationsklager, forældelse og afskedigelse

Emner på siden: [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)); § 6 c ([lov/6c.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/6c-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6c-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Nævnet havde ikke kompetence til at afgøre spørgsmål efter tidsbegrænset ansættelseslov, funktionærlov og ansættelsesbevislov. For de omfattede krav sondrede det mellem manglende klagefrist og forældelse; klagen var indgivet i november 2014, og mulige krav fra november 2009 og frem var ikke forældede. Klageren påviste ikke faktiske omstændigheder, som gav en formodning om køns- eller aldersdiskrimination ved løn, opgavefordeling, arbejdsvilkår eller afskedigelse. De særskilte repressalieklager gav heller ikke medhold. Nævnet fandt det godtgjort, at afskedigelsen ikke havde sammenhæng med hans henvendelse om ligeløn; arbejdsgiveren havde henvist til performance og samarbejdsvanskeligheder.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsesdatoen fremgår ikke sikkert af den anvendte PDF. Den historiske forældelsesvurdering er ikke en færdig formel for den foreslåede § 6 c eller alle fremtidige krav.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 99 (lov/1.md), § 1, afsnit 100 (lov/1.md), § 1, afsnit 101 (lov/1.md), § 3, afsnit 28 (lov/3.md), § 3, afsnit 29 (lov/3.md), § 3, afsnit 30 (lov/3.md), § 6, afsnit 62 (lov/6.md), § 6, afsnit 63 (lov/6.md), § 6, afsnit 64 (lov/6.md), § 6 c, afsnit 18 (lov/6c.md), § 6 c, afsnit 19 (lov/6c.md), § 6 c, afsnit 20 (lov/6c.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation uden afgørelsesdato. https://www.retsinformation.dk/api/pdf/183927

Ligebehandlingsnævnets afgørelse køn - alder - afskedigelse - arbejdsvilkår - ej medhold - ligeløn - repressalier

**J.nr. 2014-6810-62162**

En Global Rewards Assistent sendte i december 2011 en mail til sin afdelingsleder om, at han gerne ville tale om sit ansættelsesforhold, forskelsbehandling og mobning. I januar 2012 fik han en skriftlig advarsel for manglende fraværsregistrering og frihed i arbejdstiden, hjemmearbejdsdage, sygemelding, opgaveløsning og arbejdets kvalitet, indstilling og tilgang til arbejdet samt misbrug af personfølsomme oplysninger. Der skulle følges op på advarslen på et efterfølgende møde, hvilket Global Rewards Assistenten meldte afbud til på grund af sygdom. Han blev herefter afskediget.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at han ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at virksomheden havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn eller alder under ansættelsen eller i forbindelse med afskedigelsen. Der var heller ikke noget, der tydede på, at han blev udsat for ufordelagtig behandling som følge af et fremsat krav om ligebehandling og ligeløn.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med klagers ansættelsesforhold og efterfølgende afskedigelse.

#### Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven under klagers ansættelse eller i forbindelse med afskedigelsen.

Indklagede har ikke udsat klager for lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven.

Indklagede har ikke afskediget klager, fordi denne fremsatte krav om ligeløn.

#### Sagsfremstilling

Klager, en mand født i 1983, var ansat i en tidsbegrænset stilling som Assistant, Global Reward, i den indklagede virksomhed fra november 2009 til november 2010. Klagers ugentlige arbejdstid var 15 timer.

Herefter blev klager ved ansættelseskontrakt af 13. januar 2011 ansat i en tidsubegrænset stilling som Global Rewards Assistant med en ugentlig arbejdstid på 30 timer. Samtidig fik klager brev om, at han deltog i indklagedes bonusprogram. Bonusprogrammet var en variabel løndel, som belønnede opnåelsen af indklagedes vigtigste mål. Ifølge tillæg til ansættelseskontrakten af 13. januar 2011 steg klagers timeløn fra 130 til 133 kr. i timen pr. 19. november 2010.

Pr. 11. juni 2011 blev klagers arbejdstid ændret til 37 timer ugentligt.

[s. 3]

Den 23. juni 2011 oplyste klager i en mail til sin nærmeste leder, leder A, og fire andre medarbejdere, at han havde oparbejdet en del ekstratimer, hvorfor han ville holde fri om fredagen og den efterfølgende uge. Den 24. juni 2011 blev klager af leder A oplyst om, at de havde aftalt, at klager tog fri samme dag (fredag), men ikke hele den efterfølgende uge. Leder A oplyste også, at der principielt ikke blev afspadseret hos indklagede, og at klager skulle holde det mellem klager og leder A, hvis de aftalte andet.

Den 5. oktober 2011 sendte klager en mail til indklagedes Senior Vice President, hvori han oplyste, at han var tilgængelig i forhold til flere opgaver i de næste par uger, og at hans opgaveomfang var midlertidigt nedadgående.

Den 24. oktober 2011 fik klager brev om, at han var berettiget til at deltage i et bonusprogram hos indklagede, hvorefter han ville opnå bonus ved opnåelse af de i brevet fastsatte mål. Bonusprogrammet erstattede det tidligere bonusprogram, som klager deltog i. Kriteriet for at deltage i programmet var en ugentlig ansættelse i et af indklagedes selskaber på minimum 20 timer.

Den 6. december 2011 sendte en medarbejder ved indklagede (medarbejder B) en mail til klager i forlængelse af deres drøftelse omkring fremtidige opgaver. Hun oplyste, at de havde været i gang med at få ressourceplanen til at gå op for hele afdelingen, og i den forbindelse også havde haft en dialog med de fire midlertidige ressourcer, herunder klager, for at høre dem om deres ønsker og interesser.

Klager fik den 9. december 2011 en anbefaling fra indklagedes Senior Vice President med henblik på optagelse i et universitetsprogram. Det fremgår af anbefalingen, at klager var en dygtig medarbejder, som ville være en exceptionel kandidat til programmet. Klager fik ligeledes en anbefaling fra leder A.

Klager sendte den 15. december 2011 følgende mail til afdelingsleder C: ”Hej [C],

Hvis du har tid i dag, så vil jeg gerne tale om nogle tanker, som jeg har gjort mig omkring ansættelsesforhold, forskelsbehandling og mobning. ”

Den 20. december 2011 sendte medarbejder B som lovet en kopi af en jobannonce vedrørende ansættelse som HR Consultant til klager. Klager svarede hertil, at de kunne drøfte stillingen nærmere i januar, hvis hun fortsat vurderede, at klager var relevant. Medarbejder C oplyste hertil, at hun ville tage en snak med alle interne kandidater.

Den 20. januar 2012 meldte klager sig syg pr. mail. Klagers daværende leder, leder D, svarede hertil, at hun som tidligere nævnt ønskede, at klager meldte sig syg telefonisk. Lederen anmodede samtidig klager om at sende en friattest. Manglende rettidig fremsendelse af friattest ville udløse en skriftlig advarsel.

Klager fik den 24. januar 2012 en skriftlig advarsel omhandlende manglende fraværsregistrering og frihed i arbejdstiden, hjemmearbejdsdage, sygemelding, opgaveløsning og arbejdets kvalitet, indstilling/tilgang til arbejdet samt samarbejde og misbrug af personfølsomme oplysninger.

Det fremgår af advarslen, at indklagede havde konstateret, at klager ikke i alle tilfælde havde registreret sygdom, ferie og andet fravær. Klager skulle fremover registrere alt fravær senest den dag, han var tilbage på arbejde. Desuden skulle al ferie og frihed aftales og forudgående godkendes af klagers leder senest  [s. 4] den forudgående arbejdsdag. Afspadsering skulle ligeledes senest den foregående arbejdsdag aftales og godkendes af klagers leder.

Det fremgår videre af advarslen, at klager fremover skulle aftale og bede om forudgående godkendelse af alle hjemmearbejdsdage fra sin leder senest den foregående arbejdsdag. Eventuel sygdom skulle fremover meddeles klagers leder telefonisk inden to timer efter normal arbejdstids begyndelse.

Klager skulle fremover udføre sine opgaver i henhold til sin leders anvisninger og færdiggøre sine opgaver inden for den deadline, lederen vurderede var passende. Klager skulle endvidere udvise en positiv og imødekommende tilgang til de stillede opgaver samt til sine kolleger og sin leder i al almindelighed. Klager skulle udvise omhu i omgangen med de personfølsomme oplysninger, som han via sin jobfunktion havde adgang til, da indklagede havde konstateret, at klager i forbindelse med ønske om lønregulering havde indhentet og benyttet stamdata for nuværende og tidligere kolleger, hvilket indklagede fandt uacceptabelt.

Det fremgår af advarslen, at indklagede vurderede, at det var muligt for klager at rette op på de nævnte punkter med omgående virkning. Indklagede ville følge op på den skriftlige advarsel med et møde den 10. februar 2012. Indklagede ville desuden med omkring 14 dages mellemrum indkalde klager til samtale som opfølgning på advarslen, så længe det vurderedes nødvendigt.

Den 25. januar 2012 sendte klager svar på den skriftlige advarsel til sin faglige organisation med henblik på en gennemlæsning. Det fremgår af svaret, at Site HR var informeret om, at klager havde været udsat for mobning fra sin leders (leder D) side på et møde, der blev indkaldt til før medarbejdersamtalen den 15. december 2011. Klager havde ifølge svaret gjort det klart over for lederen, at hendes behandling var grænseoverskridende. Klager oplyste om en samtale i efteråret, hvor lederen i to kollegers nærvær nedgjorde klager i 1½ time, ligesom hun generelt havde en aggressiv adfærd over for klager. Klager var ikke enig i flere af punkterne i den skriftlige advarsel, som han anså for at være et tiltag, der skulle presse ham.

Den 3. februar 2012 oplyste klager i en mail sin leder om, at han havde forsøgt at træffe hende telefonisk, og at han fortsat var syg. Den 8. februar 2012 afslog klager i en mail at deltage i mødet den 10. februar 2012, da han fortsat var syg og ikke kunne tale om arbejdet.

Klager blev den 13. februar 2012 afskediget fra sin stilling hos indklagede til fratrædelse den 31. maj 2012.

Det fremgår af indklagedes tilbud om fratrædelsesaftale af 13. februar 2012, at klager i opsigelsesperioden frem til udgangen af maj 2012 ville modtage sin sædvanlige månedsløn. 89 fraværstimer, som klager ikke havde registreret, ville dog blive fratrukket lønudbetalingen i marts. Klager ville blive fritstillet i opsigelsesperioden. Ved indgåelsen af fratrædelsesaftalen ville klager modtage en godtgørelse svarende til en månedsløn. Tilbuddet om en fratrædelsesaftale ville bortfalde ved manglende underskrift fra klager side.

Den 15. februar 2012 fik klager meddelelse om, at han modtog bonus for året 2011.

[s. 5]

Den 16. februar 2012 skrev indklagedes Site HR Manager til klager, at opsigelsen var begrundet i samarbejdsvanskeligheder. HR manageren gjorde klager opmærksom på, at han havde været fraværende i alt i 43 dage svarende til 311 timer fra juni 2011 til januar 2012, som klager ikke havde registreret. Indklagede kunne hverken be- eller afkræfte, at klager ifølge egne oplysninger havde 222 afspadseringstimer til gode. Klager ville derfor blive fratrukket 311 ikke-registrerede fraværstimer, hvilket gav en rest på 89 fraværstimer.

I en mail af 21. og 22. februar 2012 oplyste klager, at der var flere fejl i opgørelsen over fravær, og at der havde været mange overarbejdstimer. Han anførte, at Director A til klager havde oplyst, at timerne ikke kunne registres, og at den slags blev ordnet internt.

Indklagede besvarede den 19. marts 2012 en række spørgsmål fra klager sendt den 16. marts 2012, hvori klager blandt andet oplyste, at han ikke havde modtaget tillæg for overarbejde og ikke havde fået tildelt årlig uddannelse i 2009-2011 som angivet i overenskomsten, samt at han fortsat ikke var enig i fraværsopgørelsen. Indklagede oplyste blandt andet, at fratrædelsesaftalen var bortfaldet i sin helhed, da klager ikke havde underskrevet den. Klager var hverken suspenderet eller fritstillet. Indklagede oplyste også, at indklagede ikke var bekendt med, at klager på noget tidspunkt var beordret overarbejde, og at han ikke tidligere havde gjort virksomheden opmærksom på, at han mente sig berettiget til overtidsbetaling. Indklagede oplyste videre, at indklagede havde levet op til kompetenceudvikling i henhold til overenskomsten, som klager var omfattet af frem til januar 2011. Indklagede fastholdt det tidligere fremsendte timeregnskab.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. november 2014.

#### Parternes bemærkninger

**Klager **gør gældende, at han blev udsat for en kombination af køns- og aldersdiskrimination under ansættelsen hos indklagede.

Klager ønsker kompensation.

Klager blev ansat i 2009. Forholdene, der klages over, stammer fra slutningen af 2011 og starten af 2012. Forholdene er derfor ikke forældet.

Klager havde ringere vilkår end de øvrige medarbejdere. Det drejer sig om markant lønforskel for samme arbejde, forskel i tildeling af medarbejdergoder, forskel på tildeling af bonus, forskel på jobvilkår, fyring efter klage om ligebehandling og forskel i fratrædelsesvilkår.

Mindst en kvindelig medarbejder blev tilbudt nogle medarbejdergoder, som klager ikke blev tilbudt, og der er efter ligebehandlingsloven tale om forskelsbehandling, hvis et køn stilles ringere end det andet køn.

Klager konstaterede under ansættelsen hos indklagede, at han blev udsat for køns- og aldersdiskrimination, hvilket han gjorde afdelingslederen og den lokale HR-repræsentant opmærksom på. Der blev formelt sendt en klage i december 2011, hvilket virker til at være den direkte årsag til fyringen.

[s. 6]

Klager søgte i 2009 en stilling som studentermedarbejder hos indklagede, men stillingen gik til en midaldrende kvinde og ikke en studerende. Pågældendes titel blev International HR Coordinator, og hun var vist fra starten berettiget til en medarbejderbonus.

I 2009 søgte indklagede en ny studentermedarbejder, og klager søgte og fik stillingen. Klagers titel var Global Rewards Assistent, og han var ikke berettiget til bonus.

Klagers kontrakt var i første omgang tidsbegrænset til et år, og indklagede ville forlænge klagers tidsbegrænsede ansættelse, hvilket er ulovligt, og klager arbejdede i godt to måneder uden kontrakt. Klager fik forlænget sin ansættelse, men der gik cirka to måneder, før han fik kontrakten, hvilket er i strid med funktionærloven. Det blev i mellemtiden aftalt, at klager skulle arbejde 30 timer om ugen.

De øvrige medarbejdere blev tilbudt bruttolønsprodukter, hvilket ikke var tilfældet for klager. Dette blev begrundet med, at der var tale om en treårig periode, og at klager dengang kun var ansat i et år. Klager blev dog ikke tilbudt bruttolønsprodukter under resten af ansættelsen.

Klager påpegede allerede efter cirka et halvt år, at der var tale om forskelsbehandling i forhold til medarbejdergoder. En anden studerende på deltid havde fortalt, at hun var en del af ordningen. Klager gjorde ikke en sag ud af det, men påpegede, at man ikke gentagne gange måtte forlænge tidsbegrænsede ansættelser. Andre medarbejdere modtog bonus under ansættelsen, hvilket klager også burde have modtaget, da han opfyldte timekravet. Klager var også i starten omfattet af en overenskomst, hvor han ikke modtog betaling for overarbejde eller uddannelse, hvilket han havde sideløbende.

Klager har redegjort for sine arbejdstimer i perioden 2009-2011. Kriteriet for deltagelse i bonusordningen er 20 timer om ugen. Klager fik kun bonus fra januar 2011, hvor han fik en kontrakt på 30 timer, selvom hans timer fra april til december havde oversteget den anden fuldtidsansatte medarbejders timetal.

Klager havde desuden en del overarbejdstimer i 2010 og 2011, hvor der ikke blev givet tillæg for overarbejde. Klager havde heller ikke fået tilbud om fridage til kompetenceudvikling.

Den midaldrende medarbejder sagde op i 2010, og klager overtog størstedelen af hendes opgaver. Klagers titel og løn kunne fortsat ikke sammenlignes med pågældendes. Klager blev fortsat betragtet som assistent, mens kollegaen blev betragtet som konsulent. Klagers fuldtidsløn var 5.000 kr. lavere end kollegaens deltidsløn. Forskellen til andre fuldtidsansatte var helt op til 20.000 kr. om måneden.

Det fremgår af medarbejderhåndbogen, at jobfunktioner er inddelt i jobniveauer, der afspejler stillingens funktionelle placering i den globale organisation, og at linket mellem roller og løn alene er knyttet til en stilling i virksomheden og ikke til klager eller klagers kompetencer. Der er dermed sket en forskelsbehandling i forhold til den tidligere deltidsansatte. Det er også tilfældet i forhold til de andre fuldtidsansatte, da opgaver og projekter en overgang blev delt mellem klager og kollegaen.

Klager er sikker på, at der er tale om aldersdiskrimination, da ledelsen havde oplyst, at der skulle gå mindst et par år, før han kunne sidestilles med tilsvarende ansatte. Klager spurgte specifikt efter kvalifikationer, erfaring, uddannelse eller andet, der kunne forbedres, hvilket indklagede afviste.

[s. 7]

Reglen om, at lønnen var knyttet til stillingen, blev således fraveget i klagers tilfælde, og han var stillet ringere end resten af medarbejderne. Det kan hænge sammen med, at der kun var få unge ansat, hvor antal timer og arbejdsopgaver i de andre tilfælde typisk ikke skiftede. I øvrigt blev afdelingens medarbejdere under 30 år åbenbart omtalt som ”midlertidig ressourcer”. Klager har vedlagt en udateret mail, hvor han spurgte ind til, hvad medarbejder B mente med midlertidige ressourcer. Hun oplyste hertil, at de midlertidige ressourcer var klager og tre andre medarbejdere, og at der havde været samtaler med dem alle omkring deres fremtid i forhold til den nye organisation

Klager havde ønsket at blive ansvarlig for en særlig arbejdsopgave, som han havde flere års erfaring med, hvorfor han uden tvivl var den bedst kvalificerede. En anden deltidsansat fik imidlertid ansvaret for arbejdsopgaven, og klager blev backup. Det blev dog klager, der stod for opgaven, da den anden medarbejder ikke havde styr på det, og klager overtog formelt opgaven, da den anden medarbejder kort tid efter gik ned med stress.

Det mest åbenlyse eksempel på forskelsbehandling var, at klager i løbet af det første år havde leveret data til noget, som en ældre og fuldtidsansat kvindelig medarbejder havde haft ansvaret for. Da denne medarbejder blev presset inden deadline, blev klager kaldt på arbejde på en helligdag, så kollegaen kunne holde fri. Dette skete på trods af, at klager normalt ville have fri denne dag på grund af sit deltidsarbejde, og at det var en type opgave, som han normalt ikke varetog.

Klagers ansættelse overgik til at være på fuld tid, da klager i løbet af et par måneder havde haft over 200 overarbejdstimer. Klager og hans leder aftalte, at overarbejdstimerne skulle afspadseres, selvom det ikke var normalt, og at det ikke måtte kommunikeres til andre i afdelingen. Timerne kunne i øvrigt ikke registreres, men blev efter lederens specifikation håndteret internt.

Da virksomheden blev opkøbt, ville størstedelen af klagers opgaver naturligt forsvinde. Lederen valgte imidlertid at ansætte to nye medarbejdere, selvom klager havde givet udtryk for, at han gerne ville varetage flere opgaver.

Der er klagers opfattelse, at de to midlertidigt ansatte blev hyret på bekostning af, at klager stort set mistede alle sine opgaver. Klager havde i begyndelsen af september 2011 sammen med sin leder fastsat nye målsætninger for 2011/12, men lederen havde i forvejen mere eller mindre fordelt arbejdsopgaverne på de to andre medarbejdere. Da lederen blev sygemeldt i midten af september, insisterede de to andre på, at de havde ansvaret for nogle af klagers opgaver. Klager fik desuden forbud mod kommunikation til indklagede, og der blev holdt møder uden ham.

I lederens fravær blev en af de to midlertidigt ansatte gjort til koordinator, selvom klager generelt havde mere erhvervserfaring end hende.

Da klager i en periode ingen faste opgaver havde og gik til lederen, fik han at vide, at han selv skulle løse det og i øvrigt holde mund med den faldende arbejdsmængde, da hele afdelingen risikerede at blive fyret på et tidspunkt. Overtagelsen af virksomheden resulterede i tre fyringsrunder. Klager fik at vide, at han sandsynligvis ville blive fyret i marts 2012, men at det nok ikke blev tilfældet for de to midlertidigt ansatte.

[s. 8]

Klager fik en væsentlig ringere aftale end de andre, og det blev angivet, at han skulle fraskrive sig retten til at klage over manglende ligebehandling.

Ledelsen og HR fik at vide, at klager følte sig udsat for mobning og forskelsbehandling. Klager fik tilbudt vejledning, hvor der blev talt om, at han kunne arbejde på de sociale relationer. Efter nytår blev klager sygemeldt på grund af stress.

Klager fik efter sygemeldingen en advarsel og blev efterfølgende fyret. Det blev oplyst, at begrundelsen for opsigelsen var samarbejdsvanskeligheder, hvilket virker usagligt, da klager havde været sygemeldt fra advarslen til fyringen. Det er klagers opfattelse, at den underliggende årsag til advarslen var hans klage over manglende ligebehandling, og at advarslen blot var proforma, da den midlertidige leder havde givet udtryk for, at hun ville af med klager. Pågældende, der var blevet udnævnt til klagers midlertidige leder, da hans leder blev sygemeldt på grund af stress, var både nedladende og grænseoverskridende. Lederen var den primære årsag til klagers sygemelding.

Lederen var i visse tilfælde meget aggressiv, f. eks. hvis klager ikke kunne foretage sig noget på grund af manglende input fra andre, hvis han havde løst en opgave med ros fra andre, eller hvis han ikke ønskede at give private oplysninger til lederen. Klager havde omvendt reageret på, at aftaler blev brudt.

Indklagede havde generelt angivet, at man var tilfreds med klagers performance, men det vendte brat, da han klagede over manglende ligebehandling og mobning fra den nærmeste leders side, og der blev først herefter givet udtryk for utilfredshed med klagers arbejde og samarbejdsvanskeligheder.

Klager modtog i juli 2011 bonus for det foregående år, hvor han havde fået en god rating. Han fik også gode anbefalinger, men efter klagen over forskelsbehandling fik han den lavest mulige rating.

For så vidt angår advarslen havde der hele tiden været en aftale om overarbejdstimerne. De øvrige punkter i advarslen kunne tilskrives forskelsbehandlingen og et ubehageligt pres fra den midlertidige leder.

Det er rigtigt, at der i starten af 2011 var problemer med opsætningen af klagers skema til tidsregistrering, men det blev ordnet mellem ham og lederen. Alt fravær skete efter aftale, og klager kan ikke genkende indklagedes beskrivelse. Klager indrømmer, at hjemmearbejdsdage i visse tilfælde først blev varslet på selve dagen. Det adskiller sig imidlertid ikke fra andre ansatte.

Da klager i januar 2012 var sygemeldt på grund af depression, forsøgte klagers leder at ringe til klager privat, og hun indførte herefter en regel om, at klager skulle ringe for at sygemelde sig. Dette var ikke tilfældet for andre i virksomheden, og det fremgik heller ikke af medarbejderhåndbogen. Der blev i modsætning til andre sygemeldte medarbejdere kørt en hård linje over for klager, idet indklagede indførte regler, der kun var gældende for klager.

Det såkaldte ”misbrug” af personfølsomme oplysninger bestod i, at klager havde henvist til kollegers løn ved klagen over manglende ligebehandling. Klager afviser, at der var tale om misbrug.

**Indklagede **gør gældende, at klager under sin ansættelse ikke blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder eller køn, og at indklagede bør frifindes.

[s. 9]

For så vidt angår den manglende ansættelse af klager i 2008 er dette forhold forældet og må derfor afvises.

Spørgsmålet om forskelsbehandling som følge af tidsbegrænset ansættelse samt forlængelse af tidsbegrænset ansættelse henhører ikke under Ligebehandlingsnævnet, men domstolene, jf. lov om tidsbegrænset ansættelse. Det falder også uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at tage stilling til spørgsmål vedrørende ansættelsesbevisloven.

I forhold til klagers krav om højere løn og andre arbejdsopgaver er der tale om forhold, der stammer fra 2010. Forholdene er forældet i henhold til forældelsesloven i det omfang, de er mere end fem år gamle.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han under ansættelsen hos indklagede blev udsat for diskrimination på grund af køn eller alder, herunder i forbindelse med fordeling af arbejdsopgaver og forfremmelse eller i forbindelse med, at han fik pålæg om at arbejde på en helligdag

Det tilkommer indklagede som arbejdsgiver at vælge den bedst egnede ved ansættelse og fordeling af arbejdsopgaver. Klager har ikke retskrav på at blive forfremmet.

Klager blev afskediget på grund af utilfredsstillende performance og samarbejdsvanskeligheder. Utilfredsheden med klager medførte, at han den 24. januar 2012 fik en advarsel for manglende sygdomsregistrering, manglende forudgående aftale om afspadsering, ferie, eksamensfri samt hjemmearbejdsdage, manglende telefonisk sygemelding, utilfredshed med det udførte arbejde, samarbejdsvanskeligheder og misbrug af personfølsomme oplysninger. Det blev gjort klart for klager, at såfremt der ikke blev rettet op på de pågældende forhold, ville det få konsekvenser i form af opsigelse.

Klager mødte ikke op til opfølgningsmøde den 10. februar 2012, og da han ikke accepterede tilbuddet om en fratrædelsesaftale, blev han opsagt på almindelige vilkår i henhold til sin kontrakt og lovgivningen i øvrigt.

#### Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål om eventuel overtrædelse af loven om tidsbegrænset ansættelse, funktionærloven og ansættelsesbevisloven.

Der er ikke i medfør af lov om Ligebehandlingsnævnet fastsat frister for at indbringe en klage for nævnet, men et krav kan være forældet efter lov om forældelse af visse fordringer (forældelsesloven). Forældelsesfristen er fem år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen opfyldt.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet i november 2014. Eventuelle krav på godtgørelse i anledning af den påståede forskelsbehandling fra november 2009 og frem er således ikke forældede.

[s. 10]

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter ligebehandlingsloven (lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv.) og ligelønsloven (lov om lige løn til mænd og kvinder).

Nævnet behandler desuden klager over forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Efter ligebehandlingsloven skal en arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse, forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til arbejdsvilkår.

Efter ligelønsloven skal en arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn for så vidt angår lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, det tillægges samme værdi.

Efter forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat ham for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af hans køn eller alder under ansættelsen eller i forbindelse med afskedigelsen.

Det forhold, at klager mener, at han havde dårligere arbejdsvilkår og fik lavere løn end særligt en ældre kvindelig kollega eller, at kvindelige kolleger fik tildelt opgaver frem for klager, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn eller alder.

Der er ikke i øvrigt oplysninger om forhold, der tyder på, at klagers køn eller alder blev tillagt betydning hverken under ansættelsen eller i forbindelse med afskedigelsen.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Efter ligebehandlingsloven må en lønmodtager ikke afskediges eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge, fordi vedkommende har fremsat krav om ligebehandling.

Efter forskelsbehandlingsloven må en lønmodtager ikke udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling.

Der er ikke noget, der for nævnet viser eller tyder på, at klager som følge af et fremsat krav om ligebehandling blev afskediget eller udsat for andet ufordelagtig behandling i strid med ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Ifølge ligelønsloven må en arbejdsgiver ikke afskedige eller udsætte en lønmodtager for anden ugunstig behandling som reaktion på en klage, eller fordi lønmodtageren har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår, eller fordi denne har videregivet oplysninger om løn. Hvis en afskedigelse finder sted inden  [s. 11] for et år efter, at der er fremsat krav om lige løn, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke er sket på grund af det fremsatte krav om lige løn.

Ved mail af 15. december 2011 oplyste klager sin afdelingsleder om, at han ønskede at tale om arbejdsforhold og forskelsbehandling. Klager fik efterfølgende en advarsel og blev afskediget den 13. februar 2012. Klager har oplyst, at han blev udsat for ugunstig behandling på grund af et fremsat krav om lige løn. Indklagede har oplyst, at advarslen og afskedigelsen skyldtes utilfredshed med klagers performance og samarbejdsvanskeligheder. Det fremgår af den skriftlige advarsel, at klager havde ønsket en lønregulering og i den forbindelse havde indhentet og benyttet stamdata fra kolleger.

Nævnet finder det godtgjort, at afskedigelsen af klager ikke havde nogen sammenhæng med hans henvendelse til ledelsen om at drøfte ligeløn mv.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne sidste del af klagen.

*<2014-6810-62162>*

===== FIL: praksis/dk-lbn-7100320-12.md =====

# Ligebehandlingsnævnet, 27. februar 2013, sag 7100320-12

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-7100320-12.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lbn-7100320-12.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Bortfald af løntillæg og påtale efter ligelønsdrøftelse

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 3 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En gravid apoteksansat mistede sit funktionstillæg og fik under de første 14 uger efter fødslen som den eneste ikke et nyt tillæg. Arbejdsgiverens henvisning til utilstrækkelig performance var ikke dokumenteret og forklarede ikke forskellene. Hun fik medhold i ligelønskravet. Hun var desuden den eneste, der fik en påtale efter en fælles mail fra en medarbejdergruppe, få uger efter et møde om hendes manglende tillæg. Arbejdsgiveren beviste ikke, hvorfor netop hun skulle påtales. Nævnet tilkendte 70.000 kr. i efterbetaling, 10.000 kr. i godtgørelse efter ligelønsloven og særskilt 10.000 kr. efter ligebehandlingsloven for påtalen, i alt 90.000 kr. med rente fra 16. februar 2012.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Påtaledelen blev afgjort efter ligebehandlingsloven. Den må ikke gengives som en udtrykkelig anvendelse af ligelønslovens § 3, selv om den belyser repressalieproblemet.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 84 (lov/1.md), § 1, afsnit 85 (lov/1.md), § 1, afsnit 86 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 94 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 95 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 96 (lov/1a.md), § 2, afsnit 44 (lov/2.md), § 2, afsnit 45 (lov/2.md), § 2, afsnit 46 (lov/2.md), § 3, afsnit 22 (lov/3.md), § 3, afsnit 23 (lov/3.md), § 3, afsnit 24 (lov/3.md), § 6, afsnit 47 (lov/6.md), § 6, afsnit 48 (lov/6.md), § 6, afsnit 49 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation. https://www.retsinformation.dk/api/pdf/166131

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - arbejdsvilkår - repressalier - medhold

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med manglende udbetaling af tillæg samt meddelelse af påtale til klager. Nævnet vurderede, at klager blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af graviditet og fødsel, da hun som den eneste medarbejder ud af tre fik sit funktionstillæg bragt til ophør, ligesom klager var den eneste medarbejder, der ikke fik tildelt tillæg for almen apoteksvirksomhed fra den 1. maj 2009, hvor hun var på barselorlov. På disse tidspunkter var klager henholdsvis gravid og under de første 14 ugers fravær efter fødslen. Indklagede havde herefter ikke løftet bevisbyrden for, at klager ikke var blevet udsat for forskelsbehandling. Nævnet lagde derudover til grund, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling, idet hun som den eneste medarbejder fik en påtale. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket ved påtalen. Klager fik derfor medhold i begge dele af klagen. Indklagede skulle herefter betale et forskelsbeløb på 70.000 kr., en godtgørelse efter ligelønsloven på 10.000 kr. og en godtgørelse efter ligebehandlingsloven på 10.000 kr. til klager.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med manglende udbetaling af tillæg samt meddelelse af påtale den 19. december 2011 til klager.

#### Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligelønsloven, at klager ikke fik udbetalt tillæg i perioden fra 1. januar 2009 til 29. februar 2012.

Det var endvidere i strid med ligebehandlingsloven, at klager fik en påtale den 19. december 2011.

Indklagede skal inden 14 dage betale en samlet godtgørelse til klager på 90.000 kr. med procesrente fra den 16. februar 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

#### Sagsfremstilling

Klager er uddannet farmakonom.

Ifølge overenskomsten mellem Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen består lønnen af en centralt aftalt skalaløn, tillæg til ledende farmakonomer med særligt ansvar og filialledertillæg. Derudover er der mulighed for lokalt via Ny Løn at aftale funktionstillæg (eventuelt tidsbegrænset), kvalifikationsløn, engangsvederlag og/eller arbejdstidsbestemte tillæg. De centralt aftalte løndele kan kombineres med en eller flere elementer af Ny Løn eller lokal aftale. Alle løndele er pensionsgivende.

Den 1. juli 2008 blev klager ansat på et apotek, der er drevet af en apoteker (indklagede). Klager blev ansat med fast arbejdssted på apoteksudsalget i by B. Her var der ud over klager ansat to andre farmakonomer ansat, medarbejder A og B. Alle tre medarbejdere fik et funktionstillæg (alenetillæg) på 1.500 kr. om måneden.

Omkring september/oktober 2008 meddelte klager, at hun var gravid.

Med udgangen af 2008 lukkede apoteksudsalget i by B.

[s. 3]

Klagers tillæg for "alenearbejde" blev opsagt med udgangen af december 2008. Medarbejder A blev herefter tildelt ansvaret for kædesamarbejdet i Dit-apotek, og medarbejder B overtog ansvaret for vitamincenteret. Deres funktionstillæg bortfaldt ikke.

I midten af januar måned 2009 anmodede klager om et tillæg fra Ny Løn.

Den 5. marts 2009 påbegyndte klager sin barselorlov.

Med virkning fra den 1. maj 2009 konverterede indklagede efter aftale med tillidsrepræsentanten de individuelt begrundede funktionstillæg på 1.600 kr. til et tillæg for "almen apotekspraksis", der alene udgjorde 1.200 kr. Af oplæg til nye principper pr. 1. marts 2009 fremgår:

"[... ]

Beløb: 1200 kr pr person

Funktion: Almen apoteksfunktion

(hovedfunktion for alle ansatte)

Regulering: stoppes indtil overforbrug er "indhentet"

"Skal" portion tildeles de laveste beløb indtil alle er på

samme niveau

[... ] "

Den 23. januar 2010 genoptog klager arbejdet. Hun meddelte nogenlunde samtidig hermed, at hun var gravid igen.

Den 28. august 2010 gik klager på barselorlov.

I december 2010 aftalte indklagede med et firma, at medarbejderne på apoteket skulle forsøge mersalg på udvalgte produkter. Af referat fra informationsmøde af 10. december 2010 fremgår:

"[... ]

Vitamincenter V/ [medarbejder] : Der er lavet en VIP-samarbejdsaftale m/[selskab] i visse uger i 2011, hvor "vi gi´r den hele armen" på udvalgte produkter. Mersalget udløser points, der sidst på året udløses til kontanter til personalet.

[... ]"

I midten af juni 2011 genoptog klager arbejdet efter endt barselorlov.

Af referat fra morgenmøde den 5. juli 2011 fremgår:

" [... ]

Fra d.1/9 2011 vil vitamincenter-gruppen bestå af [klager], medarbejder C, D, og E og de vil have det fælles ansvar for centret. [Klager] fungerer som tovholder foreløbig i 2011, men pga DDKS skal der måske findes en anden tovholder/daglig ansvarlig i 2012.

[... ] "

I brev af 19. september 2011 skrev Farmakomonforeningen til indklagede vedrørende Ny Løn:

[s. 4]

" [... ]

Begrundelsen for tillægget er "Almen apotekspraksis", hvilket i sagens natur indbefatter alle arbejdsopgaver for farmakonomer på apoteket.

Tillægget er indført over en periode, hvor [klager] var på barsel.

Som det er oplyst for os, er historien bag tillægget den, at puljen med Ny Løn oprindeligt var fordelt med specifikke funktionstillæg til hver enkelt farmakonom.

Ved tillægsforhandlingerne 2008/2009 blev det aftalt, at de specifikke funktionstillæg blev konverteret til tillæg med den generelle begrundelse, Almen Apotekspraksis. Tillægget var 1.500 kr.

I løbet af foråret bliver det imidlertid klart, at månedens tildeling af Ny Løn til apoteket er mindre end forbruget, hvorfor det månedlige beløb for nye tillæg fastsættes ti 1.200 kr.

I perioden fra 1. januar 2009 og fremefter er der både sket nyansættelser og en færdiguddannet elev er efter eksamen ansat som farmakonom. I disse tilfælde er der givet det "obligatoriske" tillæg med begrundelsen, Almen Apotekspraksis, fra ansættelsens start.

" [... ]

Den 10. oktober 2011 holdt klager og indklagede udviklingssamtale. Referatet indeholder ikke kritik af klager.

Den 21. november 2011 blev medarbejder C udnævnt til ansvarlig i Vitamingruppen.

Den 23. november 2011 blev der afholdt møde mellem indklagede, tillidsrepræsentanten og Farmakonomforeningen vedrørende manglende funktionsløn til klager. Af forhandlingsreferatet fremgik:

"Når [indklagede] ikke ønsker at aftale tillæg med [klager] skyldes det, at hendes performance er for ringe. Hun er meget fraværende og arbejder meget langsomt, når hun er på arbejde. Det er endvidere [indklagedes] vurdering, at [klager] ikke tager ejerskab og ansvar, og ikke bakker op om arbejdspladsen.

[... ]"

Den 12. december 2011 skrev klager en meddelelse på apotekets intranet om, at der skulle afholdes personalefest.

Den 19. december 2012 modtog klager en påtale:

" Påtale for at have arrangeret nedennævnte "Fest" for penge tilhørende [indklagede] uden at have kompetence endsige at have drøftet emnet med [indklagede].

[... ]

#### Påtalen gives på følgende baggrund:

Beløb der udbetales/gaver der gives fra et firma på baggrund af en aftale/et arrangement med [indklagede] tilhører [indklagede].

Det er derfor [indklagede], der bestemmer, hvordan disse beløb skal anvendes. [Indklagede] kan evt. give kompetence til et "arrangementsudvalg" til at komme med forslag/samle ideer til anvendelsen af et aftalt beløb/modtagne gaver.

[... ]

[s. 5]

#### Du får derfor påtale for at have overtrådt følgende punkter:

Du har arrangeret en sammenkomst for penge tilhørende [indklagede] uden at have indhentet mandat hertil fra undertegnede.

Det er ikke drøftet med [indklagede], hvad pengene skal bruges til, hvornår de skal bruges eller beløbets størrelse, og du har ikke fået mandat til at etablere et arrangementsudvalg.

Dette arrangement er foregået fuldstændig skjult for mig. Jeg har ikke hørt en eneste samtale vedr. ovennævnte fest, selvom jeg er på apoteket fire dage hver uge. Derfor er det ukorrekt, når du skriver, at "alle har givet opbakning hertil". Min information om arrangementet hidrører udelukkende fra ovennævnte passus på [indklagedes] intranet. Derfor er jeg af den opfattelse, at dette bevidst er arrangeret bag min ryg.

Jeg skal derfor henstille til dig, at du fremover overholder dine beføjelser og handler ifølge de regler der gælder såvel specielt for [indklagede] som generelt for medarbejdere i alle virksomheder.

[... ]".

Den 20. december 2011 anmodede nogle af klagers kollegaer og klager om et møde med indklagede, idet de protesterede over, at netop klager blev tildelt en påtale.

Den 31. januar 2012 opsagde klager sin stilling ved indklagede med fratræden til den 29. februar 2012.

#### Parternes bemærkninger

**Klager **gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med manglende tildeling og efterbetaling af tillæg og den meddelte påtale for at være medarrangør af en personalefest.

Indklagede har handlet i strid med ligebehandlingsloven eller ligelønsloven. Klager er berettiget til en godtgørelse. Klager har også krav på at få efterbetalt det manglende tillæg med procesrente for perioden fra 1. januar 2009 og frem til fratrædelsestidspunktet efter reglerne i ligelønsloven. Kravet er opgjort til 71.111 kroner.

Vedrørende manglende udbetaling af tillæg til klager

Indklagede begrundede i starten af 2009 den manglende tildeling af et nyt ansvarsområde og hermed også tildelingen af nyt tillæg med, at klager snart skulle på barselorlov. Det er en omstændighed, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Bevisbyrden for, at dette forhold hverken helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet påhviler indklagede.

Efter tilbagekomsten fra 2 x barselorlov fik klager som den eneste ikke tildelt tillæg for "almen apotekerpraksis". Det er også en faktisk omstændighed, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Bevisbyrden påhviler her også indklagede.

Der henvises til de fremlagte principper for tildeling af tillæg.

Indklagede har under et forhandlingsmøde med Farmakonomforeningen anført, at årsagen til, at klager ikke oppebar tillæg var, at hun ikke var så engageret og dygtig som de øvrige medarbejdere. Det bestrides af klager, idet hun ikke har modtaget advarsler, ligesom der hverken er fremlagt dokumentation for, på hvilke områder klagers arbejdsindsats ikke levede op til forventningerne, eller hvordan klagers arbejdsindsats blev bedømt i forhold til de øvrige medarbejdere.

[s. 6]

Vedrørende det af indklagede anførte synspunkt om rekrutteringsvanskeligheder, så må disse rekrutteringsvanskeligheder også have gjort det nødvendigt at fastholde allerede ansatte medarbejdere.

Det er uden betydning, at de andre medarbejdere på barselorlov fik konverteret deres tillæg, da det afgørende er, om indklagede konkret har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet eller orlov ikke havde indflydelse på den manglende tildeling af tillæg.

Vedrørende påtale til klager

Klager har også modtaget en advarsel for at have været medarrangør af en personalefest. Den nære, tidsmæssige sammenhæng mellem påtalen og klagers krav om, at hun på lige fod med sine kollegaer var berettiget til et tillæg for "almen apotekspraksis", herunder Farmakonomforeningens rejsning af kravet, giver anledning til at formode, at påtalen var begrundet i det forhold, at klager havde fremsat krav om ligebehandling.

Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at tildelingen af påtalen hverken helt eller delvist var begrundet i den verserende sag om løntillæg, herunder at påtalen var en proportional, ansættelsesretlig sanktion.

Henset til at festarrangørerne ganske åbent overfor kollegaer og indklagede tilkendegav, at pengene stammede fra et firma, og henset til at det af referat af informationsmøde den 10. december 2010 fremgik, at beløbet tilkom personalet, må det helt utvivlsomt have stået indklagede klart, at klager handlede i god tro.

Indklagede burde derfor ud fra en proportionalitetsbetragtning alene have givet klager og de øvrige arrangører besked om, at pengene tilhørte apoteket. Indklagede valgte i stedet at give en skriftlig advarsel, og denne uproportionale sanktion giver anledning til at formode, at valget af sanktion var påvirket af, at klager havde rest spørgsmålet om forskelsbehandling.

Hertil kommer, at klager var den eneste, der fik en advarsel, på trods af at flere andre medarbejdere havde været involveret i planlægningen af festen, herunder også i relation til beslutningen om at anvende det omtvistede beløb. Indklagede afviste direkte, at de øvrige medarbejdere skulle have en påtale.

**Indklagede **gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling, hverken i relation til spørgsmålet om manglende tildeling af tillæg eller den meddelte påtale til klager. Klager er hverken berettiget til godtgørelse eller til efterbetaling af manglende tillæg.

Det bestrides, at indklagede skulle have afvist at tildele klager tillæg på baggrund af det forhold, at hun snart skulle på barselorlov. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Det bestrides også, at der i forhold til påtalen er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet diskrimination. Hvis nævnet mod forventning skulle finde, at der er påvist faktiske omstændigheder findes det godtgjort, at den meddelte påtale var saglig, nødvendig og proportional. I valget mellem de ansættelsesretlige reaktioner - advarsel, opsigelse og bortvisning - er advarslen den mindst indgribende reaktion. Advarslen var derfor proportional.

Vedrørende manglende udbetaling af tillæg til klager

Indklagede afviser, at beslutningen om at bortvarsle eller undlade tildeling af et nyt tillæg skulle have nogen sammenhæng med det forhold, at klager var gravid og skulle på orlov.

[s. 7]

Hverken overenskomsten eller vejledningen for Ny Løn giver en farmakonom ret til at oppebære et tillæg. Det fremgår heraf, at der ikke er ret til et tillæg, men at tildelingen sker efter forhandling med tillidsrepræsentanten.

Der er til stadighed cirka 500 ud af 3000 farmakonomer på sektorplan, der hverken får funktionstillæg eller kvalifikationstillæg. Det forhold at klager ikke fik tillæg var derfor på ingen måde usædvanligt i sektoren. At klager også var den eneste, der ikke fik et tillæg var blot et udtryk for, at der ikke var et ledigt funktionsansvar, som hun kunne varetage. Klagers anmodning om tillæg blev derfor afvist.

Med virkning fra marts 2009 lykkedes det indklagede at ansætte en ny farmakonom, der skulle erstatte en farmakonom, der fratrådte med udgangen af maj 2009. Farmakonomen, der tiltrådte i marts 2009, oppebar et tillæg fra Ny Løn, men det blev alene tildelt ud fra et hensyn til muligheden for at rekruttere, da det var den eneste måde at tiltrække arbejdskraft på. Indklagede fandt det ikke nødvendigt at yde højere løn til klager for at fastholde hende.

Den af klager fremlagte oversigt over samtlige medarbejderes funktionstillæg er ikke komplet. Der fremgår alene tre farmakonomer og alene en faktuel oplistning af forholdene på apoteket, der viser, hvem der havde et funktionsansvar og derfor fik konverteret et eksisterende tillæg pr. 1. maj 2009. Det skaber imidlertid ikke en formodning for, at der er sket forskelsbehandling.

Tillægget for "almen apotekspraksis" fremkom ved en konvertering af allerede eksisterende tillæg i maj 2009. Farmakonomforeningen var allerede i september 2009 opmærksom på aftalen mellem indklagede og tillidsrepræsentanten. Det virker derfor besynderligt, at påstanden først nu - mere end tre år efter beslutningen om at bortvarsle tillægget - rejses mod indklagede.

Tre af klagers farmakonomkollegaer havde været på barsel indenfor det seneste år og fik alle pr. 1. maj 2009 deres tillæg konverteret til tillægget for "almen apotekspraksis". Derudover fik medarbejder A sit tillæg konverteret under afholdelsen af barselorlov.

Dette forhold understøtter indklagedes forklaring om, at den eneste årsag til, at klager ikke blev tildelt tillægget i forbindelse med konverteringen var det forhold, at hun ikke havde et tillæg at konvertere.

Det forhold at en medarbejder ikke performede fuldt ud på samme niveau som de øvrige medarbejdere var selvsagt ikke ensbetydende med, at der var grundlag for at meddele medarbejderen en advarsel. At klager ikke modtog en advarsel betyder således ikke, at hun var ligeså engageret og dygtig som det øvrige personale. Det kan i bedste fald alene udledes, at hun ikke var kritisabelt under gennemsnittet. Det samme gør sig gældende i forhold til MUS-samtalen.

Vedrørende påtalen til klager

I forhold til den påtale, der blev givet til klager, bestrides det, at den skulle have nogen som helst sammenhæng med den opståede uenighed om klagers tillæg.

Indklagede blev vidende om den planlagte fest den 13. december 2011 og reagerede straks ved at give en påtale.

Midler eller genstande, der ydes af leverandører, samarbejdspartnere eller kunder er apotekets ejendom. Indklagede kan uddelegere kompetencen til at anvende sådanne midler eller genstande til konkrete medarbejdere. Det var ikke sket i den konkrete sag. Klager kan derfor ikke have troet, at der var kompetence til at anvende midlerne. Referatet fra møde den 10. december, der er formuleret af medarbejderne, kan ikke føre til andet resultat.

[s. 8]

De gange, hvor medarbejderne modtog eksempelvis biografbilletter, blev indklagede spurgt, og det er blevet accepteret i hvert konkrete tilfælde. Der har været talrige eksempler på, at indklagede har givet personalet lov til at arrangere en personalefest, hvor apotekeren dækkede udgifterne.

Hvorfor eller hvordan medarbejderne kom i den vildfarelse, at de selv og uden nærmere aftale med indklagede kunne disponere over pengene, er indklagede uforstående overfor. Indklagede har således hverken konkret eller stiltiende accepteret, at medarbejderne frit kunne disponere over pengene.

Da det var klager, der var tovholder for vitamingruppen, og det også var klager, der stod som afsender af invitationen, var det efter indklagedes opfattelse naturligt, at det var klager, der skulle meddeles en påtale for at have disponeret over pengene uden indklagedes accept.

Indklagede udarbejdede efter mødet den 19. december 2011 en beskrivelse af det passerede til eget brug. Beskrivelsen er fremlagt i sagen.

De af klager fremlagte referater fra møder den 19. og 21. december 2011 er alle ensidigt udarbejdede skrivelser. Udover at være refererende fra møderne indeholder bilagene også adskillige personlige fortolkninger af det passerede på møderne, ligesom der også er fremsat uunderbyggede og fejlagtige påstande om indklagedes hensigter. Der er derfor ikke tale om referater, men om personlige refleksioner på baggrund af møderne.

Tillidsrepræsentanten står anført som referent på mødet mellem farmakonomgruppen og indklagede. Det må bero på en fejl, da tillidsrepræsentanten ikke deltog i mødet.

#### Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Vedrørende manglende udbetaling af tillæg til klager

Det fremgår af ligelønsloven, at enhver form for dårligere behandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.

Nævnet vurderer, at klager blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af graviditet og fødsel.

Som den eneste medarbejder ud af tre blev klagers funktionstillæg bragt til ophør med udgangen af 2008, ligesom klager var den eneste medarbejder, der ikke fik tildelt tillæg for almen apoteksvirksomhed fra den 1. maj 2009, hvor hun var på barselorlov. På disse tidspunkter var klager henholdsvis gravid og under de første 14 ugers fravær efter fødslen.

Nævnet finder derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der har skabt en formodning for forskelsbehandling.

Det påhviler derfor indklagede at løfte bevisbyrden for, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager. Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Indklagede har som begrundelse for manglende tildeling af tillæg for almen apoteksvirksomhed til klager henvist til, at klager ikke opfyldte kravene til performance. Indklagede har imidlertid ikke uddybet eller dokumenteret denne påstand yderligere.

Indklagede har heller ikke dokumenteret, at klager skulle være mindre egnet end medarbejder A og B til at varetage en funktion, der kunne berettige den fortsatte tildeling af funktionstillæg efter lukningen af apoteksudsalget i by B med udgangen af 2008.

[s. 9]

Endelig har indklagede henvist til, at klager ikke oppebar et tillæg på tidspunktet for den angivelige konvertering fra funktionstillæg til tillæg for almen apoteksvirksomhed. Der er til sagen ikke fremlagt oplysninger om, at det var en forudsætning for at komme i betragtning til tillæg for almen apoteksvirksomhed, at man allerede modtog funktionstillæg.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Vedrørende påtalen til klager

Det følger af ligebehandlingsloven, at der ikke må ske forskelsbehandling på grund af køn for så vidt angår arbejdsvilkår.

Hvis den person, der anser sig for krænket påviser faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for forskelsbehandling, påhviler det herefter arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket.

Nævnet lægger til grund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling, idet hun som den eneste medarbejder fik en påtale, uanset at klagers mail blev udsendt på hele "Vitamingruppens" vegne. Nævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at påtalen er meddelt få uger efter mødet vedrørende klagerens manglende løntillæg.

Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket ved indklagedes påtale til klager den 19. december 2011.

Nævnet finder således ikke, at indklagede har dokumenteret, at der var behov for netop alene at meddele klager en påtale.

Det kan ikke medføre en ændret vurdering, at det var klager, der havde annonceret afholdelsen af fest den 14. januar 2012 på intranettet.

Klager får derfor også medhold i denne del af klagen.

#### Forskelsbeløb og godtgørelse

Klager har efter ligelønsloven krav på efterbetaling for manglende udbetaling af tillæg beregnet fra 1. januar 2009, som var det tidspunkt, hvor klagers funktionstillæg bortfaldt, og frem til hendes fratræden den 29. februar 2012.

Indklagede skal herefter betale klager et forskelsbeløb på 70.000 kr.

Herudover finder nævnet, at indklagede i henhold til ligelønsloven skal betale klager en godtgørelse, der passende kan fastsættes til 10.000 kr.

Nævnet finder endvidere, at klager efter reglerne i ligebehandlingsloven i forbindelse med den meddelte påtale skal tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale et samlet beløb på 90.000 kr. til klager med procesrente fra den 16. februar 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

===== FIL: praksis/dk-ln-1-2021.md =====

# Ligelønsnævnet DI/CO-industri, 5. december 2022, sag 1/2021

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-1-2021.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-1-2021.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Erfaring og konkret ansvar ved lønforskelle mellem indkøbere

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): To tidligere juniorindkøbere krævede efterbetaling og godtgørelse, fordi en mandlig kollega havde højere løn. Opmanden vurderede både indplacering, efterfølgende regulering og det faktisk udførte arbejde. Den mandlige kollega havde betydeligt mere relevant erhvervserfaring og tekniske og IT-mæssige kompetencer, som viste sig i mere komplicerede opgaver, større selvstændigt ansvar og strategisk sparring. Efter en samlet vurdering var lønforskellen bevist ikke helt eller delvist begrundet i køn. Opmanden behøvede derfor ikke afgøre, om der forud var skabt en formodning, som flyttede bevisbyrden. Virksomheden blev frifundet for efterbetaling og godtgørelse; klageren skulle betale nævnsformandens honorar.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret afgørelse efter Industriens Funktionæroverenskomst og ligelønsprotokollatet; ingen generel godkendelse af target mid-point-systemer. Teksten fra den sidste side i den anvendte kopi er maskinelt aflæst og kan indeholde fejl; ved tvivl er den skannede side afgørende. Der er ikke fundet en offentlig udgave.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 66 (lov/1.md), § 1, afsnit 67 (lov/1.md), § 1, afsnit 68 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 79 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 80 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 81 (lov/1a.md), § 2, afsnit 26 (lov/2.md), § 2, afsnit 27 (lov/2.md), § 2, afsnit 28 (lov/2.md), § 6, afsnit 29 (lov/6.md), § 6, afsnit 30 (lov/6.md), § 6, afsnit 31 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link.

LIGELØNSNÆVNET

**Kendelse **

**Dato **

Den 5. december 2022

Ligelønsnævnets
sag 1/2021 CO-Industri

for

HK Privat

for

Person 1 og Person 2 (advokat Jesper
Herrmann)

mod

DI Overenskomst I v/DI

for

Virksomhed 1
(advokat Morten Lind Eisensee)

[s. 2]

#### 1. Tvisten

Denne sag er fremmet efter forretningsordenen for ”det mellem DI Organisation for erhvervslivet og CO-Industri ved overenskomstfornyelsen 2010 aftalte Ligelønsnævn”.

Sagen angår, om to tidligere medarbejdere hos Virksomhed 1 er blevet forskelsbehandlet lønmæssigt på grund af køn i strid med bilag 27 til Industriens Funktionæroverenskomst.

I bekræftende fald er spørgsmålet, hvad forskellen i den løn, der skal efterbetales, udgør. Det er endvidere et spørgsmål, om der skal betales en godtgørelse for krænkelsen og i givet fald med hvil-ket beløb.

#### 2. Påstande

*Klager, CO-industri for HK Privat for Person 1 og Person 2*, har nedlagt påstand om, at Virksomhed 1 skal efter-betale 415.462,77 kr., subsidiært et mindre beløb, til Person 1, og 421.842,84 kr., subsidiært et mindre beløb, til Person 2, i begge tilfælde med procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldstidstidspunkt som nærmere anført i klageskriftet.

Klager har endvidere nedlagt påstand om, at Virksomhed 1 skal betale en godtgørelse på 20.000 kr., subsidiært et mindre beløb, til Person 1 og en godtgørelse på 20.000 kr., subsidiært et mindre beløb, til Person 2 i begge tilfælde med proces-rente fra sagens anlæg den 8. oktober 2021.

*Indklagede, DI Overenskomst I v/DI for Virksomhed 1*, har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

[s. 3]

#### 3. Sagens behandling

Den mundtlige forhandling i sagen fandt sted den 28. og 29. november 2022 hos DI, H.C. Andersens Boulevard 18, 1553 København V.

Som nævnsformand og opmand deltog højesteretsdommer Oliver Talevski.

Som organisationsudpegede medlemmer deltog fra arbejdstagerside souschef Jan Kristensen Schmidt, CO-industri, og advokat Klara Elisabeth Hoffritz, HK Privat, og fra arbejdsgiverside underdirektør Ulla Løvschal Wernblad og advokat Thomas Nielsen, begge DI.

Der blev under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af Person 1, Person 2, Person 3 og Person 4.

Der har ikke mellem de af organisationerne udpegede medlemmer af Ligelønsnævnet kunnet opnås flertal for en afgørelse af sagen, og afgørelsen træffes derfor af nævnets formand som opmand ved kendelse.

#### 4. Industriens Funktionæroverenskomst og reglerne om ligeløn

I henhold til § 3, stk. 1, i Industriens Funktionæroverenskomst (2020-2023) aftales lønnen for den enkelte medarbejder i hvert enkelt tilfælde mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Efter § 3, stk. 2, skal lønnen give udtryk for bl.a. den enkeltes indsats, kvali-fikationer, uddannelse og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar. Ifølge § 3, stk. 3, skal vurdering og eventuel regulering af  [s. 4] medarbejdernes lønforhold ske individuelt mindst en gang om året. Tilsvarende regler var fastsat i de tidligere overenskomster (2014-2017 og 2017-2020).

Efter loven om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019) må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven. Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling.

Ved ligelønsloven er de EU-retlige forpligtelser om lige løn til mænd og kvinder gennemført i dansk ret, jf. senest direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Efter ligelønslovens § 1, stk. 4, finder loven ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til at yde lige løn følger af en kollektiv overenskomst.

Bilag 27 til Industriens Funktionæroverenskomst er et protokollat af 22. februar 2010 om implementering af ligelønsloven mv. Det hedder i protokollatet bl.a.:

”*§ 1. *Der må ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med reglerne i denne aftale. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling.
*Stk. 2.* Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Især når et fagligt kvalifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, bygges dette system på samme kriterier for mandlige og kvindelige lønmodtagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.

[s. 5]

*Stk. 3.* Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer.
*§ 1 a.* Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling. *Stk. 2.* Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
*Stk. 3.* Løn er den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som lønmodtageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier.
*§ 2.* En lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.
*Stk. 2.* En lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
…
*§ 5.* En lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, efter denne aftale, kan søge kravet fastslået ved fagretlig behandling.
*Stk. 2.* Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

[s. 6]

…
Parterne er enige om, at ligelønsloven herefter ikke finder anvendelse på ansættelsesforhold omfattet af overenskomsterne imellem dem, og at tvister vedrørende ligeløn skal løses i det fagretlige system.
Parterne er endvidere enige om i denne aftale at indarbejde ændringer i ligelønsloven som følge af eventuelle ændringer af EU-retlige forpligtelser.”

#### 5. Sagsfremstilling

##### 5.1. Nærmere om uoverensstemmelsen

Hovedspørgsmålet i sagen er, om to tidligere kvindelige medarbejdere hos Virksomhed 1, Person 1 og Person 2, var berettiget til samme løn som deres tidligere kollega Person 5.

##### 5.2. Virksomhed 1

Virksomheden blev efter det oplyste grundlagt i år XXXX. Den produ-cerer udstyr til logistikindustrien.

Virksomheden har faciliteter i bl.a. Danmark, Land 2 og Land 1.

I november 2022 havde virksomheden ca. 115 ansatte i Danmark.

##### 5.3. De involverede lønmodtageres ansættelse, uddannelse og er-hvervserfaring

###### 5.3.1. Person 5

*Ansættelse mv. *

Person 5 blev ansat som indkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1 fra den 1. april 2015.

[s. 7]

Ansættelsen skete på baggrund af et stillingsopslag, hvoraf det fremgår bl.a., at den nye medarbejder ville få ansvaret for bl.a. el-komponenter. Den pågældende skulle gerne komme med nogle års erfaring fra en lignende stilling. Han eller hun skulle endvidere gerne have en baggrund fra el-branchen, enten uddannelsesmæssigt eller som erhvervserfaring. Sammen med sine kolleger ville den pågældende være ansvarlig for det daglige indkøb til produktionen i Danmark. Han eller hun ville også være ansvarlig for samhandelsaftaler, rammeaftaler og overholdelse af leveringstider. Herudover skulle den pågældende løse opgaver som dagligt indkøb af dele som el-komponenter, motorer og hydraulik, oprettelse og vedligeholdelse af stamdata, gennemførelse af kontraktsforhandlinger med nye og eksisterende leverandører, koordination af indkøb med virksomhedens datterselskaber for at opnå bedst mulig synergi samt arbejde med løbende leverandørevalueringer. Virksomheden forventede, *at* den pågældende havde en relevant uddannelsesmæssig baggrund og et par års erfaring samt erfaring med Dynamics AX og Navision XAL eller lignende MRP-system, *at* den pågældende beherskede dansk og engelsk i skrift og tale, *at* den pågældende var god til at samarbejde på tværs af organisationen, og *at* den pågældende havde et højt energiniveau og kunne prioritere i en travl hverdag.

Fra den 1. november 2019 blev Person 5 forfremmet til seniorindkøber.

Person 5 fratrådte efter det oplyste sin stilling med udgangen af november 2020.

[s. 8]

*Uddannelse og erhvervserfaring *

Person 5 blev i 2011 uddannet i Marketing Manage-ment/ markedsføringsøkonom.

Han blev i 2018-19 efteruddannet i Strategic Procurement, og i 2019-20 tog han faget forhandlingsteknik (HD-enkeltfag) på Aarhus Universitet.

Fra 2011 til 2013 arbejdede han med salg bl.a. hos Virksomhed 2. I 2013 blev han indkøber samme sted indtil 2015, hvorefter han som nævnt blev ansat hos Virksomhed 1. Virksomhed 2 er en af Virksomhed 1's leverandører.

###### 5.3.2. Person 6

I december 2016 blev ”Person 6” ansat som indkøber hos Virksomhed 1.

Person 6 opsagde sin stilling i september 2017 og ophørte med at ar-bejde hos Virksomhed 1 ved udgangen af oktober 2017.

###### 5.3.3. Person 1

*Ansættelse mv. *

Person 1 blev fra den 1. oktober 2017 ansat i et barselsvikariat som juniorindkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1.

Ansættelsen skete på baggrund af et stillingsopslag, hvoraf det fremgår bl.a., at den nye medarbejder som juniorindkøber ville blive ansvarlig for sine egne produktgrupper, hvilket betød, at han eller hun var ansvarlig for at opnå målsætningerne inden for sine produktgrupper. Dette skulle ske gennem daglige opgaver som af [s. 9] givelse af ordre, kontrol af ordrebekræftelser og fakturaer, sikring af overholdelse af leveringstid og opdatering af stamdata. Der ville også være opgaver med deltagelse i forhandlinger og vedligeholdelse af samarbejdet med egne leverandører. I peak perioder ville der være behov for at være backup for indkøberne. Stillingen krævede, at man var god til at holde overblikket og var struktureret. For at komme i betragtning til stillingen skulle den pågældende have relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaring inden for indkøb og logistik – gerne i kombination af indkøb og kendskab til stålbranchen. Den pågældende skulle envidere have erfaring med Dynamics AX eller lignende MRP-system, og den pågældende skulle beherske dansk og engelsk – både mundtligt og skriftligt.

Barselsvikariatet udløb den 21. december 2018, men forinden blev Person 1 fra den 1. maj 2018 ansat i en stilling som indkøber.

Hun fratrådte den 30. april 2021.

*Uddannelse og erhvervserfaring *

Person 1 blev i 2009 uddannet som designtekno-log med speciale i indkøb af møbler og boliginteriør.

Hun var efter det oplyste på forhandlingskursus i 2011 og tog i 2016 et 6-ugers kursus om projektstyring i praksis.

Person 1 blev efter sin uddannelse i 2009 ansat som indkøber hos Virksomhed 3 (i et barselsvikariat 2009-2010), hos Virksomhed 4 (2011-2013), hos Virksomhed 5 (2014-15) og hos Virksomhed 6 (kort vikariat i 2016). Hun var endvidere an [s. 10] sat som indkøbsassistent hos Virksomhed 7 (2017), hvorefter hun som nævnt blev ansat hos Virksomhed 1.

###### 5.3.4. Person 2

*Ansættelse mv. *

Person 2 blev fra den 1. november 2017 ansat som junior-indkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1.

Hun søgte den samme stilling som juniorindkøber, som Person 1 fik, jf. afsnit 5.3.3 ovenfor. Efter ansættelsen af Person 1 blev der imidlertid behov for at ansætte en yderligere juniorindkøber i virksomheden.

Person 2 fratrådte sin stilling hos Virksomhed 1 den 28. februar 2021.

*Uddannelse og erhvervserfaring *

Person 2 blev i juni 2017 uddannet som logistikøkonom.

I juni 2019 tog hun efter det oplyste første modul i forhandlingsteknik hos Dansk Indkøbs- og Logistik Forum.

Person 2 var i praktik hos IDdesign fra januar til maj 2017, da hun blev ansat som indkøbsassistent samme sted, hvorefter hun som nævnt blev ansat hos Virksomhed 1.

##### 5.4. Stillingsbeskrivelser

Som det fremgår, blev der anvendt tre stillingsbetegnelser i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1, nemlig juniorindkøber, indkøber og
 [s. 11] seniorindkøber. Der er fremlagt beskrivelse af, hvad de pågældende stillingsbetegnelser betød.

Heraf fremgår med hensyn til stillingen som *juniorindkøber* (stillingsbetegnelsen er dateret den 23. januar 2018) bl.a., at den pågældende havde ansvaret for

• “Execution of orders from AX
• Order confirmations
• Reminder list for orders not confirmed
• Reminder list for orders not delivered
• Invoice workflow
• Masterdata update
• Responsibility for own suppliers (C level)”

Med hensyn til uddannelse fremgår det af stillingsbetegnelsen, at den pågældende skulle være uddannet i ”Logistic/purchase”. Den pågældende skulle have erfaring i form af ”1-2 years as a junior purchaser or just after education”.

Om kompetencer hedder det:

“You have af high energy level and are able to prioritize in a busy work environment
You have a structured mind set
Good learning skills
You drive is high and you get motivated of new challenges You understand the flow in an order/project orientated company
You are willing to be in training to learn the game””

For så vidt angår stillingen som *indkøber* fremgår det af stillingsbetegnelsen (dateret 23. januar 2019) bl.a., at den pågældende havde an-svaret for
 [s. 12] • “Purchase on a daily basis in own category • Execution of orders from AX
• Order confirmations
• Reminder list for orders not confirmed
• Reminder list for orders not delivered
• Invoice workflow
• Masterdata update for own category on all items • Negotiate vendor agreements with new and existing suppliers
• Supplier audits in cooperation with Quality dept. • Support Group Procurement, specific on profiles and sections
• Support group cost down
• Challenges AX setup for masterdata/planning • Participate in customer projects and R/D projects • Understand and use the material price setting, proactive • Proactive in general”

Den pågældende skulle være uddannet i ”Logistic/purchase” og skulle med hensyn til erfaring ”have documented experience as a Purchaser for min. 3 years in a order producing company”.

Med hensyn til kompetencer hedder det:

”You have a great technical insight and work in a structured manner
You can read and understand a drawing
You have experience with working in AX or similar MRP- system
You have a high energy level and are able to prioritize in a busy work environment
Good analytical, problem solving skills
You understand the flow in an order/project orientated company
Experience in working in an international company  [s. 13] Experience in negotiations
You are able to take your own decisions”

Med hensyn til stillingen som *seniorindkøber* fremgår det af stillingsbetegnelsen (dateret 1. november 2019) bl.a., at den pågældende havde følgende ansvar:
”*Group Responsibilites *
Works with and supports purchasers in the Group with quality and delivery challenges
Helps develop and implement global standards and tools used in Purchase Departements in LV and DK Proactivily initiates savings and discovers risks at Group Level
Supervise, coach and train employees in operational procurement
Gives input to A3 strategy and supports the Group Procurement Manager with specific tasks
Monitor internal and external contracts to ensure that obligations are respected
Is the backup for the Purchase Manager on day to day tasks”

Med hensyn til indkøb (procurement) havde seniorindkøberen følgende ansvar:
”Accurate and timely processing of purchase orders in own category
Develops a strong understanding and knowledge of local suppliers and capabilities
Select and evaluate potential suppliers – and conduct contract negotiation with new and existing suppliers in the group Manage the day-to-day business relationship with the key suppliers through supporting activities including ordering,  [s. 14] communication of demand/volume/delivery time changes, issue resolution and feedback
Creates and maintains master data in AX for own category – enter order details into internal database
Manage supplier relationships to ensure continuity of good and services that meet quality, service and price performance standards of the company
Conduct quality audits in cooperation with quality Participate in customer projects and R/D projects and kickoff meetings with Project Managers
Participates in cost down and make/buy projects”

Med hensyn til uddannelse skulle seniorindkøberen ifølge stillingsbetegnelsen have ”BSc in Logistics, Business Administration or other related education”. Han eller hun skulle endvidere have ”solid technical knowledge”.

Hvad angår erfaring, skulle seniorindkøberen have ”Documented experience as a Purchaser for min. 5 years in an order producing company preferably in an international company”. Den pågældende skulle endvidere have “a comprehensive knowledge of purchasing and a basic understanding of the materials and supply chain procedures”. Han eller hun skulle endvidere have erfaring i ”International negotiations, ”Ability to manage entire order process” og i ”working in Dynamics AX or similar MRP-system”

Med hensyn til kompetencer hedder det i stillingsbetegnelsen:

”Solid technical insight
International mind-set
Competent in leading procurement programs in the group Able to prioritize in a busy work environment Analytical mind-set and solid problem solving skills Solid negotiation skills
Excellent communication skills
 [s. 15] Result orientated
Ability to make decisions even under pressure Solid IT skills”

##### 5.5. Arbejdsopgaverne i indkøbsafdelingen mv.

Indkøbsafdelingen bestod i den relevante periode af fem medarbejdere. Person 7 var indkøbschef, mens Person 1, Person 2, Person 5 og Person 8 var indkøbere.

Person 7 fratrådte sin stilling i april 2020.

Efter det oplyste arbejdede Person 1 bl.a. med au-tomation. Person 2 arbejdede bl.a. med stål. Person 5 arbejdede bl.a. med transmission. Person 8 udførte ad-hoc opgaver i form af køb af beslag, skruer og plast. Hun var også AX (ERP) – specialist.

De daglige opgaver inden for kategorierne bestod i ”Execution of orders from AX, Order confirmations, Reminder list for orders not confirmed, Reminder list for orders not delivered, Invoice workflow, Masterdata update for new items”.

I et bilag er det nærmere beskrevet, hvilke opgaver inden for deres kategori Person 1, Person 2 og Person 5 skulle udføre. Det fremgår heraf bl.a., at alle tre indkø-bere inden for deres egen kategori forventedes *at* indgå rammeaf-taler, der fastsatte vilkår for kontrakter og leveranceaftaler, *at* fo-retage leverandørbesøg, *at* implementere nye leverandører og pro-dukter, *at* bidrage ved ISO procesbeskrivelsen, *at* bidrage til udar-bejdelse af en indkøbshåndbog, *at* lave opfølgning efter KPI’er (Key Performance Indicators), *at* yde support til indkøbschefen i

15
 [s. 16] forbindelse med såkaldt A3, *at* yde support til service, *at* yde service til Land 1, Land 2 og Land 3, og *at* udføre cost-down-projek-ter. Alle tre indkøbere havde endvidere bl.a. en vis rejseaktivitet og deltog i forskellige møder, herunder med kolleger i Land 1, der udførte opgaver inden for samme kategori.

Person 5 blev som nævnt den 1. maj 2019 forfremmet til senior indkøber. Det skete på baggrund af en indstilling om for-fremmelse fra indkøbschef Person 7, og det hedder i indstillingen bl.a.:

”Person 5 er ansvarlig for at oplære nye medarbejdere i AX og gene-relle procedurer. Efter oplæring støtter han dagligt, både teknisk og kommercielt.
⎯ Forhandler aftaler og tager ansvar for sin commodity/leverandører i både DK og LV, selvom Person 5 officielt kun er ansvarlig for DK. Person 5 håndterer altså både det kommercielle, leveringsproblemer og kvalitetssager for DK og LV.
⎯ Person 5 fungerer som sparringspartner for mig i forhold til nye strategiske tiltag, udarbejdelse af vores strategiske modeller A3, supplier demands, responsibility matrix, TCO ... osv.
⎯ Person 5 driver indkøbs primære evalueringsværktøj som Scorecardet, hvor der er kvartalsmøder og løbende optimering af værktøjet.
⎯ Person 5 er allerede ansvarlig for vores daglige operationelle opfølgningsværktøjer og sørger for, at der bliver arbejdet indenfor guidelines.
⎯ Person 5 støtter alle projekter med TA, selvom det ikke er Person 5's commodity.
⎯ Person 5 har opnået gode resultater og har gjort det stabilt de sidste 4 år+.

[s. 17]

⎯ Person 5 har som den eneste i afdelingen siddet med stort alle opgaver fra Shipping, lntercompany og indkøb i diverse produktgrupper, hvilket gør, at Person 5 har en allround for-ståelse for hele afdelingen og Virksomhed 1. Der er aldrig et nej.
Person 5 har opkvalificeret sig fagligt med et fag i strategisk Indkøb med succes (12), og har et ønske om at læse/dygtiggøre sig yder-ligere i fremtiden. Et af udbytterne af dette ser vi i dag, da vores nyeste opdeling af commoditys var Person 5's ide. Jeg kan kun anbefale Person 5 til denne promotion.”

Der er fremlagt en udtalelse fra Person 7 om Person 1. Udtalelsen blev det efter oplyste udarbejdet ef-ter, at han var blevet fritstillet. Det hedder i udtalelsen bl.a.:

”Det bekræftes hermed at Person 1 er ansat som indkøber hos Virksomhed 1. Person 1 startede i et barselsvikariat hos Virksomhed 1 d. 1/10 2017 og blev 1/5 2018 fastansat som indkøber.
Undertegnede har været Person 1's manager i hele perioden, hvor Person 1 i stor grad har været med til at påvirke hele indkøbsteamet med hendes kreative tankegang. Dette har hun gjort ved hjælp af hendes direkte, charmerende og autentiske væsen, som godt kan lide at lære fra sig. Af spændende tiltage kan følgende nævnes: • Indkøbshåndbog
• TCO værktøj
• Kraljic's segmenteringsmodel
Hun har opnået gode resultater, og var den i gruppen som i 2019 lavede de største besparelser ved at involvere både eksterne og ikke mindst interne stakeholders. Derudover har hun overtaget kategorien Automation, som på tidspunktet var i kaos. Dette har hun formået at strukturere med succes.
Person 1 har en stærk personlighed, drive, samt faglighed. Hun har ligeledes et strategisk mind-set, som gør at hun er i stand til at tænke langsigtet og ud af boksen. Hun ser hele supply chain og forstår vigtigheden i at involvere hendes stakeholders. Hun er ikke den typi [s. 18] ske indkøber som kun er fokuseret på egne mål, men mål som giver værdi for hele organisationen. Jeg vil gerne have lov til at fremhæve følgende personlige egenskaber hos Person 1: Vindermentalitet, ærlig, loyal, udfordrende, videbegærlig, passioneret omkring sit ar-bejde, fleksibel, ekstrovert, god til at skabe relationer, en dygtig indkøber, som helt klart vil fungere bedst på det strategiske niveau og "fast line". Hun er ligeledes, impulsiv og kreativ. Da Person 1 godt kan lide at have mange bolde i luften, er det vigtigt, at hun får strukture-ret hendes opgaver. Person 1 blive høj af succes og kan derved miste overblikket lidt. Person 1 vil udfordre sin chef, men samtidig også give meget. Person 1 trives også bedst når hendes chef stoler på hendes kvalifikationer. Selvom Person 1 er enlig mor, har dette på ingen måde haft indvirkning på hendes job. Jeg har ledet med filosofien "frihed under ansvar" hvilket Person 1 håndtere rigtig godt.
I min tid som leder har jeg mødt mange indkøbere, og der er igen tvivl om at Person 1 er en af dem som har gjort størst indtryk på mig pga. hendes personlighed og kvalifikationer. Jeg kan derfor kun give Person 1 min bedste anbefaling. Jeg uddyber gerne ved evt. samtale.” Der er endvidere fremlagt en udtalelse af 15. maj 2020 fra Person 7 om Person 2. Det hedder i udtalelsen bl.a.:

”Person 2 har været ansat under mig hos Virskomhed 1 i perioden 01.11.2017 – 23.04.2020.
Person 2 kom fra en helt anden branche end stål, men pga. af hendes talent valgte vi at ansætte Person 2. Person 2 trives af udfordringer og motivation og har lært meget hurtigt. Samtidig er Person 2 videbegærlig. Hun går et stik dybere end mange normalt ville gøre.
Person 2 er en glad og imødekommende person som er en teamplayer, der altid er klar til at hjælpe sine kolleger. Jeg ser Person 2 som flexibel, god til at samarbejde, arbejder struktureret, målrettet, ærlig, stor indlæringsevne, forandringsparat, skaber relationer både internt og eksternt, god til at følge  [s. 19] de processer og procedure der er aftalt. Yderligere er Person 2 vedholdende og beskytter sine leverandører og dette har medført at vi har undgået flere produktionsstop pga. manglende intern kapacitet.
Person 2 har arbejdet som junior indkøber, hvor hun har haft sin egen commodity med bearbejdede dele af stål, efter tegning. Det er normalt indkøbere der har denne udfordring, men Person 2 har taget denne til sig pga. hendes talent og drive.

*Operationelt arbejde: *

Indebære at placere ordrer, vedligeholde stamdata, trække rykkerliste over leverandører, godkende fakturaer, trække lister over ikke bekræftede ordrer, sende ordrer til leverandø-rer, møde deadlines på mails dagligt, samt placere de korrek-te emner hos de rigtige leverandører.

*Strategisk arbejde: *

At have sin egen commodity, bearbejdede dele af stål, hvor hun har haft den daglige kontakt med hendes leverandører og besøgt dem jævnligt, samarbejdet med leverandørerne om at træffe større beslutninger som forecast, rammeaftaler, forhandle om priser, udarbejdelse af kontrakter, NDA, samt deltaget i audits hos leverandørerne i samarbejde med kvalitet. Dette med guidens fra mig, men med selvstændige oplæg som er blevet diskuteret.
Efter den korte tid Person 2 har været ansat, har Person 2 udfordret vore konstruktører på deres design på nye emner for at kunne fastholde lave priser. Dette ser jeg ikke engang indkøbere gøre med mange års erfaring.

*Internationalt Land 1: *

Virksomhed 1 har en fabrik i Land 1, hvor Person 2 har arbej-det tæt sammen med kollegaerne i indkøbsafdelingen, og kvalitet. Hun har hjulpet med vedligeholdelse af stamdata, lavet fælles rammeaftaler, og været på audit for at lære og godkende leverandører.
Kursus:
- Forhandlingsteknik modul 1 ved Dilf
- 5S
- Lean
Person 2 har vist at hun kan håndtere stålbranchen, de tekniske udfordringer og det arbejde det er at være indkøber.

[s. 20]

Som chef bliver man stolt, når man har spottet et talent. Jeg kan kun give mine bedste anbefalinger til vedkomne som ønsker en teknisk indkøber. Man skal lære hele livet, det glæder Person 2 sig til.”

##### 5.6. Lønfastsættelsen

###### 5.6.1. Generelt

Det fremgår af et fremlagt bilag, at lønindplaceringen i virksomheden skete ved, at der blev fastsat et løn target mid-point for ”ideal” kandidaten i forhold til national og international statistik – f.eks. uddannelse, erfaring, specifikke færdigheder og kompeten-cer, IT, sprog, tyngden og (personale/fagligt) ansvar.

Kandidaten kunne placeres fra 20 % under mid-point til 20 % over midpoint. Placeringen afhang af kandidaten i forhold til den ønskede profil, kandidatens egen forhandling af startløn samt udbud og efterspørgsel på markedet.

I bilaget hedder det om lønreguleringen bl.a.:

”*Lønregulering:*
• Baseret på årets målepunkter for medarbejderen (objectives i WAIHF’en), forhandles der én score for opnåelsen af hvert punkt mellem leder og medarbejdere – denne score er fra 1-5. Dette giver en gennemsnitlig score for medarbejderen. • Gennemsnitsscoren indgår i puljen med alle danske gennemsnitsscores – ca. 65 medarbejdere (2021). De 2-3 bedste gennemsnitsscores bliver justeret om til et 5-tal, de 6-8 næstbedste til et 4-tal og resten til et 3-tal.
Afhængig af scores vil der også være nogen, der kan blive justeret til et 2 tal.
• Af ledelsen bliver der hvert år fastsat en procentvis bruttostigning for året – fx 2,5 %.
• Med udgangspunkt i den score medarbejderen er blevet justeret til, og hvor man er indplaceret i forhold til det fastsatte midpoint for stillingen (fra 20 % under til 20 % over) gives  [s. 21] der en en lønregulering. En justeret score og placering på mid-point vil give den fastsatte procentstigning.”

###### 5.6.2. Person 5

Ved Person 5's ansættelse i 2015 som indkøber blev hans løn fastsat til 33.500 kr. (netto). Target mid-point for en ind-køber var dengang 37.119 kr. brutto svarende til 33.531 kr. netto. Bruttobeløbet svarede til den aftalte grundløn (nettoløn) med tillæg af arbejdsgivers pensionsbidrag, bidrag til fritvalgskontoen og ferietillæg.

Person 5's løn blev efter det oplyste reguleret med 2,13 % i 2016, 3,45 % i 2017, 2,50 % i 2018 og 2,50 % i 2019.

Som nævnt blev Person 5 forfremmet til seniorindkø-ber pr. 1. november 2019, og hans løn blev i den forbindelse fastsat til 39.000 kr. (netto). Target mid-point var 39.591 kr. brutto sva-rende til 35.036 kr. netto.

Person 5's løn blev i 2020 reguleret med 1,40 %.

Det fremgår af ”Performance Appraisal Review”, at Person 5 i 2018 scorede 3,5 points, og at han i 2019 scorede 3,313 points.

###### 5.6.3. Person 6

Ved Person 6's ansættelse i december 2016 som indkøber blev måneds-lønnen fastsat til 39.000 kr. (netto). På dette tidspunkt androg target mid-point for stillingen 37.417 brutto svarende til 33.709 kr. netto.

[s. 22]

###### 5.6.4. Person 1

Ved Person 1's ansættelse som juniorindkøber i ok-tober 2017 blev månedslønnen fastsat til 29.000 kr. (netto). Target mid-point var dengang 34.299 kr. brutto svarende til 30.706 kr. netto.

Da Person 1 i 2018 blev indkøber, blev hendes månedsløn fastsat til 31.000 kr. (netto). Target mid-point var den-gang 38.814 kr. brutto svarende til 34.532 kr. netto.

Person 1 fik efter det oplyste i 2019 reguleret sin løn med 2,75 %. I 2020 blev lønnen reguleret med 1,90 %.

Det fremgår af ”Performance Appraisal Review”, at Person 1 i 2018 scorede 3,0 points, og at hun i 2019 scorede 4,167 points.

###### 5.6.5. Person 2

Ved Person 2's ansættelse som juniorindkøber i november 2017 blev hendes løn fastsat til 28.000 kr. (netto). Som nævnt var taget mid-point dengang 34.299 kr. brutto svarende til 30.706 kr. netto.

Person 2 fik efter det oplyste reguleret sin løn i 2018 med 2,75 %, i 2019 med 2,75 % og i 2020 med 1,90 %.

Det fremgår af ”Performance Appraisal Review”, at Person 2 i 2018 scorede 3,8 points, og at hun i 2019 scorede 4,063 points.

22

[s. 23]

#### 6. Forklaringer

*Person 1* har forklaret bl.a., at hun overtog mange af Person 8's opgaver, da Person 8 skulle på barsel i begyndelsen af 2018. Hun fik bl.a. ansvaret for indkøb af et pro-dukt ved navn GWL (Global Wheel Lock). Hun overtog også opga-ver fra Person 5 i form af kabler og kabelkæder samt lejre. Da Person 6 ophørte som indkøber i virksomheden i december 2017, overtog hun også nogle af Person 6's opgaver, idet hun i den for-bindelse fik ansvaret for indkøb af kontorartikler, sikkerhedssko og arbejdstøj.

Hun blev fastansat som indkøber fra den 1. maj 2018, og hun fortsatte med de opgaver, hun havde haft hidtil.

Person 8 vendte tilbage fra barsel i januar 2019. I den forbindelse blev der lavet en opdeling af arbejdsopgaver, idet hun fik ansvaret for automation. Hun blev således ansvarlig for indkøb af alle elkomponenter, dvs. kabler, følere, kabelkæder mv., der indgik i maskinerne, og som trak strøm. Person 5 havde ansvaret for transmission, dvs. for indkøb af bånd, kæder, gear, motorer og cylindre.

Hendes opgaver bestod bl.a. i at tage kontakt til leverandører og sikre bedste pris. Hun havde som led i sit arbejde kontakt til alle datterselskaber i Land 3, Land 2 og Land 1. Hun havde kompeten-ce til at forhandle med leverandører om indgåelse af aftaler.

Person 5 fratrådte den 1. december 2020. Der blev ik-ke ansat en ny indkøber, men hun overtog nogle af hans leveran-dører fra 1. januar 2021. Det drejede sig om virksomheden Virksomhed 8. Hun overtog også Virksomhed 9, som producerede vakuum [s. 24] løftere. Hun var vist nok ikke syg i perioden op til sin fratræden med udgangen af marts 2021.

Det var først i første kvartal 2018, at hun blev bekendt med stillingsbetegnelserne for juniorindkøber, indkøber og seniorindkø-ber. Stillingsbetegnelsen for seniorindkøber havde dengang en anden ordlyd. Hendes arbejdsopgaver lå ud over dem, der er beskrevet i stillingsbetegnelsen for juniorindkøber. Stillingsbetegnelsen for indkøber var dækkende for det arbejde, hun udførte fra begyndelsen af sin ansættelse hos Virksomhed 1. Under sin ansættelse udførte hun alle de opgaver, som er nævnt i stillingsbetegnelsen for en se-niorindkøber.

”What Am I Here For” (WAIHF) lå til grund for lønreguleringen hos Virksomhed 1. I samarbejde med indkøbschefen blev der opstillet nogle individuelle mål, som man skulle opnå i løbet af året. Der blev lavet en midtvejsevaluering, hvor målene kunne justeres, og ved årets udgang tog hun og ledelsen stilling til, i hvilket omfang målene var opnået, og man fik en score. Den højeste score var 5. Hun forhandlede ikke løn med sin ledelse, og hun ved ikke, hvor-dan lønreguleringen foregik. Det var nok den administrerende di-rektør, der besluttede, om lønnen skulle reguleres.

Hendes chef, Person 7, blev opsagt og fritstillet i april 2020. En måned efter ringede hun til ham og bad ham om en udtalelse, som han så lavede. Hun sendte udtalelsen til Person 9, som var HR- medarbejder hos Virksomhed 1, for at sikre sig, at den var i orden. Efter hendes mening fungerede samarbejdet med Person 7 særdeles godt. Hun udarbejdede til brug for den nye chef efter Person 7 et papir med overskriften ”Introduktion til Automation”. Heri blev hendes forventninger beskrevet i en
 [s. 25] række bullets, og det blev anført bl.a., at hun hun havde brug for at have mere tillid til sin chef og for at stole på sin chef. Det blev endvidere anført, at hun havde brug for at blive behandlet som en ligeværdig del af holdet. Disse bullets havde imidlertid ikke noget at gøre med hendes forhold til Person 7, men med kulturen i virksomheden.

*Person 2* har forklaret bl.a., at hun søgte den stilling som juniorindkøber i et barselsvikariat, som Person 1 fik. Efter en uge ringede Person 7 imidlertid til hende og sagde, at han gerne ville have hende til ansættelsessamtale igen. Hun blev herefter ansat som juniorindkøber i en fast stilling – ikke i et barselsvikariat. Baggrunden for ansættelsen var, at Person 6 var stoppet hos Virksomhed 1. Hun overtog nogle af Person 6's opgaver i form af stål og tegningsvarer, og i december 2017 overtog hun også nogle opgaver fra Person 8, der skulle på barsel. Det var hendes chef, der fordelte opgaverne til hende. Hun havde ansvaret for stål i form af profiler og sektioner. I begyndelsen af 2018 fik hun også overdraget opgaver vedrørende plastemner.

Hun tog sig af den daglige drift inden for sin kategori. Hun købte ind, lavede ordrebekræftelser og håndterede fakturaer. Hun behandlede også kvalitetssager, afholdt morgenmøder med produktionen og deltog i mandagsmøder, hvor alle fra indkøbsafdelingen deltog. Hun stod endvidere for at lave rammeaftaler og forhandle kontrakter. Da Person 5 fratrådte, overtog hun nogle af hans serviceopgaver. Andre af hans opgaver gik til Person 8.

Hun var med ind over, da der skulle startes en fabrik op i Land 3, fordi hun havde kategorien stål som sit ansvarsområde. Hun var  [s. 26] også i dialog med kolleger i Land 1, og hun forhandlede på egen hånd rammeaftaler med dem.

Efter sin ansættelse gik hun i dialog med sin chef, Person 7, for at få en beskrivelse af stillingen som juniorindkøber. Hun ville gerne vide, hvad en juniorindkøber skulle lave i forhold til en indkøber, og hvorfor hun ikke blev forfremmet til indkøber. Det var under dette forløb, at stillingsbeskrivelserne blev udarbej-det. Person 7 sagde til hende, at han ville se på hen-des forfremmelse til indkøber, men hun blev holdt hen. Hun ud-førte alle de opgaver, som fremgår af stillingsbeskrivelsen for en indkøber, og hun udførte også nogle af de opgaver, som fremgår af stillingsbeskrivelsen for en seniorindkøber. Hun havde bl.a. kon-takt til udlandet og og en del rejseaktiviteter. Hun var også back up ved sygdom og ferie.

I samarbejde med chefen blev der for det pågældende år i WAIHF’en opstillet en række individuelle mål, som skulle opfyldes i løbet af året. Ved midtvejsevalueringen drøftede hun og chefen, om der skulle ske ændringer i målene, og ved årets udgang gennemgik hun og chefen, i hvilket omfang årets mål var nået, og hun fik en score. Den højeste score var 5. Hun forhandlede ikke lønforhøjelse.

Hun kontaktede Person 7, da han var blevet opsagt og fritstillet, for at spørge om, han ville lave en anbefaling. Det ville han godt. Hun sendte ikke anbefalingen til gennemsyn hos HR.

*Person 3* har forklaret bl.a., at han har været koncerndirektør i Virksomhed 1 i 21 år.

26
 [s. 27] Virksomhed 1 har 670 ansatte på koncernniveau. Der er 115 ansatte i Danmark. Virksomhed 1 producerer udstyr til logistikindustrien. Der pro-duceres maskiner, der er ordrebestemt. Der er således ikke tale om standardprodukter til lager.

Arbejdsopgaverne i indkøbsafdelingen er opdelt hierarkisk. Nederst i hierarkiet er stillingen som juniorindkøber; derefter kommer stillingen som indkøber, og øverst er stillingen som seniorindkøber. Det er uundgåeligt med et vist overlap mellem stillingerne.

En juniorindkøber har ansvaret for de mest standardiserede opga-ver, som ikke er særligt komplekse. Han eller hun køber ind efter aftale med en levarandør og trækker på kendte varenumre. En juniorindkøber kan godt have et vist selvstændigt ansvar inden for sin kategori, og nogle juniorindkøbere får mere råderum som led i deres personlige udvikling og kan bl.a. deltage i prisforhandlinger.

En indkøber har i modsætning til en juniorindkøber, der får hjælp af sin chef, mere selvstændigt ansvar. Han eller hun indgår i prisforhandlingerne og gør rammeraftaler klar. Opgaverne kan være teknisk mere komplekse.

En seniorindkøber varetager mere strategiske og svære opgaver. Virksomhed 1 er en international virksomhed, og seniorindkøberen skal være i tæt dialog med datterselskaberne i de forskellige lande, bl.a. Land 3, Land 2 og Land 1. Seniorindkøberen er back up for chefen og højre hånd for denne. Seniorindkøberen deltager bl.a. i møder med topledelsen, hvor den overordnede strategiplan for afdelingen udarbejdes.

[s. 28]

Stillingsbeskrivelserne viser forskellen i arbejdsopgaver og funktioner mellem en juniorindkøber, en indkøber og en seniorindkøber. I stillingen som juniorindkøber er der mere tale om administrative indkøbsopgaver, dvs. opgaver, der ikke er så komplekse. Indkøberen håndterer mere komplekse opgaver, mens beskrivelsen af seniorindkøberen viser, at der er lagt et yderligere lag på, idet han eller hun skal udføre opgaver på et mere strategisk og overordnet niveau.

Person 1 og Person 2 har ikke udført opga-ver over det niveau, de var ansat til. Der kan godt have været et vist overlap, men der har ikke haft et selvstændigt ansvar for op-gaver ud over ansættelsesniveauet.

Der blev den 29. september 2018 udarbejdet en såkaldt A3 for indkøbsafdelingen vedrørende 2019. I denne A3 blev de overordnede strategiske mål for afdelingen opstillet. Det var Person 7, der havde ansvaret for opfyldelsen af disse overordne-de mål, men det skulle ske i samarbejde med primært Person 5. Person 1 havde dog det overordnede ansvar for kabler. De overordnede mål i A3 dannede grundlag for indkøbernes individuelle mål i WIAHF. Formålet med de individu-elle mål var at sikre, at den overordnede strategi blev ført ud i li-vet. Hver enkelt indkøber fik typisk 5 mål, som den pågældende i løbet af året skulle opfylde som led i den overordnede strategi. Person 5's mål var på et højere, strategisk niveau. Person 1's mål lå mere på komponentniveau, mens Person 2's mål var mere af administrativ karakter – mere over i værktøjskassen. Den enkelte indkøbers målopfyldelse ville afspejle sig i lønnen.

[s. 29]

Han var kun indirekte involveret i rekrutteringen af medarbejdere til indkøbsafdelingen. I sidste ende skulle han sige ja til lønfastsættelsen.

Person 5 fik ved ansættelsen i 2015 en månedsløn på 33.500 kr. Det var der flere årsager til. Han havde i flere år arbej-det hos en af Virksomhed 1's underleverandører og var i denne egenskab kendt hos Virksomhed 1. Han så ud til at være en stabil arbejdskraft. Han havde oparbejdet stærke kompetencer på det tekniske område og i relation til IT, herunder Excel. Det var kompetencer, som var efterspurgt i indkøbsafdelingen. Person 5 havde kendskab til shipping-området, og det var også brugbart, idet han kunne være back up på dette område.

Person 6 fik ved ansættelsen i 2016 en højere løn end Person 5. Person 7 havde arbejdet sammen med Person 6 før, og Person 6 var dygtig. Hun kom fra en produktionsvirksomhed og havde mange tunge kompetencer. Hun kunne gå ind i opgaverne med Person 8 samme uden optræning.

Person 8 skulle på barsel, og der skulle derfor an-sættes en barselsvikar. Person 7 ønskede en junior-indkøber, idet det ville være nemmere at håndtere i barselsperio-den, og idet han selv ville tage sig af de opgaver fra Person 8, som var tunge.

Person 1 blev ansat som juniorindkøber i et bar-selsvikariat. Hendes månedsløn blev fastsat til 29.000 kr. Person 1 havde ifølge sit CV meget korte ansættelser, og hendes kompeten-cer var ikke målrettet teknisk indkøb, som var det, Virksomhed 1 søgte.

[s. 30]

De var i tvivl om, hvorvidt hun burde ansættes, men Person 7 mente, at energiniveauet og drivet hos Person 1 kunne tale for, at hun fik chancen.

Han kan ikke genkende, at Person 1 skulle have lavet samme opgaver som Person 5. Der kunne godt have været et begrænset overlap, hvor Person 1 så blev understøttet. Hun udførte ikke – som Person 5 – opgaver på et strategisk niveau. Hun havde ikke selvstændigt varetaget prisforhandlinger eller ind-gåelse af indkøbsaftaler.

Da Person 6 sagde op, opstod en ny situation, hvor hendes opgaver blev delt ud til de andre indkøbere. I den forbindelse fik Person 1 tungere opgaver og større ansvar. Hun blev der-for forfremmet til indkøber i maj 2018 og fik en månedsløn på 31.000 kr. Person 5 havde fortsat en højere måneds-løn. Det skyldtes, at Person 5 havde meget længere erhvervserfaring inden for maskinproduktion. Han havde også bedre IT-kompe-tencer og tungere tekniske kompetencer.

Person 7 var meget ambivalent i forhold til Person 1. I fjerde kvartal 2019 henvendte han sig til Rig-mor Bartels, fordi han ønskede at opsige Person 1 havde gode ideer. Men det kneb med at holde aftaler og føre planerne ud i li-vet. Dette er også kommet til udtryk i Person 7's udta-lelse om Person 1, idet det her er anført, at Person 1 skal have struktu-reret sine opgaver.

Person 5 udførte sin opgaver til tiden. Han havde an-svaret for et område, der havde megen interaktion med teknisk af-deling. Han sad med tungere garantisager og generelt med teknisk  [s. 31] og fagligt set tungere opgaver. Han var en stærk forhandler. F.eks. tog han sig af en større reklamationssag vedrørende en motorleverandør. Han processtyrede det hele i et Excel-ark og med stort overblik. Han kom med input til den overordnede strategiplan, som dannede grundlag for afdelingens A3. Han lavede en hovedopgave på sin HD-efteruddannelse og fik karakteren 12. Dele af opgaven blev implementeret i afdelingen og førte til kostprisoptimering.

*Person 4* har forklaret bl.a., at hun blev ansat hos Virksomhed 1 i 2015 og var ansvarlig for HR. Hun ophørte i virksomheden i juli 2022.

Hun var med til at udarbejde stillingsbeskrivelsen som seniorindkøber. Anledningen var, at Person 7 overvejede at forfremme Person 5 og henvendte sig til hende. Hun spurgte ind til, hvorfor Person 7 ønskede at forfremme Person 5, og i forlængelse heraf udarbejdede Person 7 en udtalelse herom. På dette grundlag udarbejdede hun et udkast til stillingsbeskrivelse som seniorindkøber, som efterfølgende blev færdiggjort. De øvrige stillingsbeskrivelser i sagen er retvisende, men virksomheden nåede ikke helt i mål, fordi Person 7 stoppede.

Den oprindelige lønfastsættelse i Virksomhed 1 sker ved, at man begynder med at definere de kompetencer, der er brug for vedrørende den pågældende stilling. Dernæst ser man på nationale og internatio-nale lønstatistikker og opstiller et targit mid-point vedrørende lønnen til den ”ideale” kandidat. Den person, der bliver ansat, bli-ver så placeret inden for et interval 20 % under til 20 % over targit mid-point.

[s. 32]

Lønreguleringen sker på grundlag af målopfyldelsen i WIAHF. Medarbejderen kommer med sine egen score inden for intervallet 1-5, og lederen kommer med sin score for den pågældende medarbejder inden for samme interval. Og så forhandler man om den endelige score. Medarbejderne hos Virksomhed 1 ved, at den score, man får, er med til at bestemme lønreguleringen.

Hun var ikke med til at ansætte Person 5. Hun har få-et at vide, at der ved ansættelsen af ham blev lagt vægt på, at han kom med væsentlig erhvervserfaring. Han havde stærke tekniske kompetencer og stærke IT-kompetencer. Han kom med et ønske om at få en bestemt løn. Der var ikke andre kandidater end ham til stillingen.

Person 1 fik stillingen som juniorindkøber i et bar-selsvikariat. I telefonscreeningen ønskede hun 28.000 kr. i løn, men hun endte med at få 29.000 kr.

Person 2 søgte også stillingen som juniorindkøber, men fik afslag i første omgang. Hun fik senere et tilbud, da Person 6 opsagde sin stilling. Person 2 ønskede 27.000 kr. i løn, men fik 28.000 kr.

Hun var med til at fastsætte lønnen i forbindelse med forfremmelsen af Person 5 til seniorindkøber. Hun vurderede, hvad targit mid-point skulle være i den type stilling. Person 5 opfyld-te alle de krav, virksomheden havde til kandidaten. Han var dygtig teknisk og IT-mæssigt. Hans løn blev fastsat lige omkring target mid-point.

Hun var med til at forfremme Person 1 til indkø-ber fra den 1. maj 2018. Det var Person 7 der havde

32
 [s. 33] udvalgt Person 1 til forfremmelse. Person 1 havde ikke samme tekniske forståelse som Person 5, og hun håndterede ikke samme opgaver som Person 5. Hun krævede mere ledelse. Men hun havde et drive, og det var det, Person 7 så som Person 1's fordel.

Person 2 stoppede i Virksomhed 1 med udgangen af februar 2021. Person 1 stoppede med udgangen af april 2021. Hun havde været sygemeldt i en periode, idet der blev holdt en 4- ugers sygefraværssamtale medio marts 2021.

#### 7. Anbringender

*Klager* har anført navnlig, at der hos den indklagede virksomhed bestod en ikke ubetydelig lønforskel i indkøbsafdelingen mellem Person 1 og Person 2 på den ene side og Person 5 på den anden side.

Lønforskellen kan ikke forklares i objektive faktorer. Det arbejde, som Person 1 og Person 2 udførte i indkøbs-afdelingen, var i vidt omfang det samme arbejde, som Person 5 udførte. Person 1's og Person 2's arbejde kan i hvert fald tillægges samme værdi som det arbejde, der blev udført af Person 5.

Der er således påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der for så vidt angår løn er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Det er herefter den indklagede virksomhed, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. § 1 a i protokollatet om implementering af ligelønsloven mv.

33
 [s. 34] Den indklagede virksomhed kan ikke løfte denne bevisbyrde, og det må derfor lægges til grund, at Person 1's og Person 2's løn er fastsat i strid med § 1 i det nævnte proto-kollat.

Den indklagede virksomhed skal som følge heraf efterbetale forskellen mellem Person 1's og Person 2's løn og Person 5's løn, således som det fremgår af første led klagers påstand, der også indeholder en subsidiær påstand om be-taling af et mindre beløb.

Da den indklagede virksomhed har krænket sin pligt til at yde kvinder og mænd lige løn, skal den indklagede virksomhed desuden betale en godtgørelse i henhold til protokollatets § 2, stk. 2, således som det fremgår af andet led i klagers påstand, der også indeholder en subsidiær påstand om betaling af et mindre beløb i godtgørelse.

*Indklagede* har anført navnlig, at den indklagede virksomhed ikke har handlet i strid med protokollatet om implementering af ligelønsloven mv.

Indklagede har bestridt, at Person 1 og Person 2 som juniorindkøbere udførte samme arbejde eller arbejde af samme værdi som Person 5. Krav og forventninger til de to stillinger var forskellige, og det afspejledes også naturligt i den lønramme, der fandt anvendelse. Indklagede har endvidere bestridt, at Person 1 og Person 2 som juni-orindkøbere reelt leverede arbejde svarende til det arbejde, som blev leveret af den indklagede virksomheds indkøbere. Der var na-

34
 [s. 35] turligt nok et vist overlap i arbejdsopgaver, men det overordnede jobindhold svarede til deres stilling som juniorindkøbere.

Indklagede har bestridt, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der sandsynliggør, at Person 1 eller Person 2 har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klagers centrale argument er, at Person 5 er mand, og at han havde en højere løn. Men dette er ikke tilstrækkeligt til at vende bevisbyrden om.

Indklagede har endvidere anført, at det må lægges til grund, at lønforskellen mellem Person 1 og Person 2 på den ene side og Person 5 på den anden side hver-ken helt eller delvist var begrundet i køn. Dette gælder også med hensyn til den periode, hvor Person 1 blev for-fremmet til indkøber.

Person 5 blev indplaceret til en højere løn, fordi han havde bedre tekniske kompetencer, fordi han havde længere og mere konkret erfaring, og fordi han blev rekrutteret i et vanskeli-gere jobmarked. Han var endvidere klart bedre kvalificeret end Person 1 og Person 2, herunder i kraft af sin lange erfaring som indkøber både hos den indklagede virksomhed og i en anden produktionsvirksomhed, hans tunge tekniske og for-handlingsmæssige kompetencer og det ansvar, han var pålagt i re-lation til afdelingens ledelse.

Lønforskellen blev større, da Person 5 blev forfrem-met til seniorindkøber i 2019. Indklagede har bestridt, at det efter hans forfremmelse er relevant at sammenligne lønningerne mel-

35
 [s. 36] lem ham og Person 1, endsige mellem ham og Person 2.

Indklagede har bestridt, at kravet om efterbetaling kan opgøres som sket i første led i klagers påstand. Det giver ikke mening at beregne et lønkrav på baggrund af differencen mellem Person 1's og Person 2's løn og Person 5's løn, i det omfang de var ansat i forskellige stillingskategorier, hvilket gjorde sig gældende for hele Person 2's ansættelsesperiode. Hvis et krav skal opgøres med udgangspunkt i differencen til den løn, som Person 5 modtog, kan der ikke yderligere gi-ves tillæg for Person 1's og Person 2's individuelle lønreguleringer. Der må desuden gøres fradrag for differencen mellem Person 2's løn og den løn, der var aftalt for Person 1, idet denne lønforskel notorisk ikke kan være begrundet i køn, men i kvalifikationsforskelle.

#### 7. Begrundelse og resultat

##### 7.1. Hovedproblemstillingen

Hovedspørgsmålet i denne sag er, om Person 1 og Person 2 under deres ansættelse hos Virksomhed 1 var beretti-get til samme løn som deres tidligere kollega Person 5.

Spørgsmålet skal afgøres efter reglerne i bilag 27 til Industriens Funktionæroverenskomst – protokol af 22. februar 2010 om implementering af ligelønsloven mv. Reglerne i protokollatet skal fortolkes i overensstemmelse med ligelønsloven, som protokollatet træder i stedet for, og de EU-retlige forpligtelser, som ligelønsloven har gennemført i dansk ret.

36

[s. 37]

##### 7.2. Reglerne om lige løn til mænd og kvinder og bevisbyrden

Efter protokollatets § 1, stk. 1, må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med reglerne i protokollatet. Dette gælder både direkte forskelsbehandling (som defineret i § 1 a, stk. 1), og indirekte forskelsbehandling (som defineret i § 1 a, stk. 2).

Det fremgår af protokollatets § 1, stk. 2, enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår, ”for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi”.

Bedømmelsen af arbejdets værdi skal efter protokollatets § 1, stk. 3, ske ”ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer”.

Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. protokollatets § 5, stk. 2.

##### 7.3. Det faktiske forløb i hovedtræk

###### 7.3.1. Lønindplaceringen

Person 5 blev fra den 1. april 2015 ansat som indkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1. Det skete på baggrund af et stil-lingsopslag, hvor de nærmere krav til en indkøber var beskrevet nogenlunde svarende til den stillingsbeskrivelse, som er fremlagt i sagen. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgeren gerne skulle have nog-le års erfaring fra en lignende stilling.

[s. 38]

Person 5 blev uddannet som markedsføringsøkonom i 2011, og efter sin uddannelse arbejdede han med salg bl.a. hos Virksomhed 2 fra 2011 til 2013. Han blev herefter indkøber hos Virksomhed 2 og havde denne stilling, indtil han tiltrådte hos Virksomhed 1 i 2015. Virksomhed 2 var en af Virksomhed 1's leverandører.

Lønindplaceringen hos Virksomhed 1 skete generelt ved, at der blev fast-sat et løn targit mid-point for den ”ideale” kandidat, hvorefter den nye medarbejder kunne placeres fra 20 % under mid-point til 20 % over mid-point afhængig af medarbejderens forhold til den ønskede profil, medarbejderens forhandling af startløn samt udbud og efterspørgsel på markedet.

I lyset af de nævnte parametre blev Person 5's løn ved ansættelsen i 2015 fastsat til 33.500 kr. (netto). Targit mid-point for en indkøber var dengang 37.119 kr. brutto svarende til 33.531 kr. netto. Ved lønindplaceringen blev der efter det oplyste navnlig lagt vægt på, at Person 5 havde flere års relevant er-hvervserfaring inden for produktionsvirksomhed, idet han både havde været sælger og indkøber hos en af Virksomhed 1's egne leverandø-rer. Herved havde han opnået en stærk teknisk kompetence og kunne udføre opgaver af mere teknisk og kompleks karakter. Der blev endvidere lagt vægt på, at han havde kendskab til shipping-området, og at han havde en stærk kompetence inden for IT. Der blev også henset til den daværende markedssituation, hvorefter Person 5 var den eneste kandidat.

Person 5 blev fra den 1. november 2019 forfremmet til seniorindkøber på baggrund af en indstilling om forfremmelse fra hans chef. Hans løn blev i den forbindelse fastsat til 39.000 kr.  [s. 39] (netto). Target mid-point var 39.591 kr. brutto svarende til 35.036 kr. netto.

I december 2016 blev ”Person 6” ansat som indkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1. Hendes månedsløn blev fastsat til 39.000 kr. (net-to). På dette tidspunkt androg target mid-point for stillingen 37.417 brutto svarende til 33.709 kr. netto. Person 6 fik en højere løn end Person 5.

Person 1 blev fra den 1. oktober 2017 ansat hos Virksomhed 1 i et barselsvikariat som juniorindkøber i indkøbsafdelingen. Ansættelsen skete på baggrund af et stillingsopslag, hvor de nær-mere krav til en juniorindkøber var beskrevet nogenlunde svaren-de til den stillingsbeskrivelse, som er fremlagt i sagen. Det fremgår heraf bl.a., at en juniorindkøber skulle have en relevant uddannel-sesmæssig baggrund og erfaring inden for indkøb og logistik.

Person 1 blev i 2009 uddannet som designtekno-log med speciale i indkøb af møbler og boliginteriør. Efter sin ud-dannelse havde hun arbejdet som indkøber flere steder i en kortere periode, herunder hos offentlige myndigheder. Hun havde også i 2011-2013 været indkøber hos Virksomhed 4. Da hun søgte stillingen som juniorindkøber hos Virksomhed 1 i 2017, var hun ansat som indkøbsassistent hos Nordenta.

Person 1's løn som juniorindkøber blev ved ansæt-telsen i oktober 2017 fastsat til 29.000 kr. (netto). Targit mid-point var dengang 34.299 kr. brutto svarende til 30.706 kr. netto. Det må efter det oplyste lægges til grund, at Virksomhed 1 ved lønindpla-ceringen lagde vægt på hendes erhvervserfaring som indkøber. Selv om hun var færdiguddannet i 2009, havde hun – modsat  [s. 40] Person 5 – ikke været ansat som sælger eller indkøber i en relevant produktionsvirksomhed i en længere periode.

Person 1 blev i maj 2018 – dvs. kort tid efter hen-des ansættelse som juniorindkøber – forfremmet til indkøber, og hendes månedsløn blev fastsat til 31.000 kr. (netto). Targit mid-point var dengang 38.814 kr. brutto svarende til 34.532 kr. netto. Der blev ved hendes lønindplacering navnlig lagt vægt på, at hun fortsat kun havde mindre relevant erhvervserfaring.

Person 2 blev fra den 1. november 2017 ansat som junior-indkøber i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1. Hun havde søgt den stil-ling som juniorindkøber, som Person 1 fik, men der blev senere på året behov for at ansætte endnu en juniorind-køber.

Person 2 blev i juni 2017 uddannet som logistikøkonom. Hendes erhvervserfaring var relativt begrænset. Hun havde såle-des været i praktik hos Virksomhed 10 fra januar til maj 2017, da hun blev ansat som indkøbsassistent samme sted.

Person 2's løn blev ved ansættelsen i november 2017 fastsat til 28.000 kr. (netto). Som nævnt var target mid-point dengang 34.299 kr. brutto svarende til 30.706 kr. netto. Ved lønindplaceringen blev der navnlig lagt vægt på hendes relativt begrænsede er-hvervserfaring.

###### 7.3.2. Lønreguleringen

Hos Virksomhed 1 var der fastsat generelle retningslinjer for lønregule-ringen. Ledelsen havde fastsat en ramme for lønreguleringen i det pågældende år. Når ledelsen skulle bedømme, om den enkelte
 [s. 41] medarbejder skulle lønreguleres inden for denne ramme, blev der i første række foretaget en vurdering af, i hvilket omfang medarbejderen havde opfyldt de mål, der årligt blev fastsat individuelt for hver enkelt medarbejder. Den endelige lønregulering afhang også af, hvor medarbejderen var indplaceret i forhold til sin stillings target mid-point. Uanset målopfyldelse og reguleringsramme kunne medarbejderen ikke komme mere end 20 % over sin stillings targit mid-point.

Lønnen til Person 1, Person 2 og Person 5 blev reguleret ud fra de nævnte parametre. Efter det oplyste fik Person 1 og Person 2 en pro-centuelt større lønregulering end Person 5.

###### 7.3.3. Arbejdet i indkøbsafdelingen

Opgaverne i indkøbsafdelingen blev overordnet set opdelt i kategorier, og hver indkøber havde faste daglige opgaver inden for sin egen kategori. Person 5 arbejdede hovedsagelig med transmission, og dette arbejde havde efter det oplyste en større teknisk kompleksitet end Person 1's arbejde med automation og Person 2's arbejde med stål.

Alle tre medarbejdere udførte deres arbejde til ledelsens tilfredshed, hvilket ikke alene kom til udtryk ved, at de alle tre fik en lønregulering, men også ved de udtalelser eller anbefalinger, som de-res daværende chef, Person 7, udarbejdede om dem.

Det fremgår af den udtalelse, som Person 7 udarbej-de om Person 5 til brug for hans forfremmelse til se-niorindkøber i november 2019, bl.a., at Person 5 for-handlede aftaler og tog ansvar for sine leverandører både i Dan [s. 42] mark og Land 1, selv om han officielt kun var ansvarlig for Danmark. Han fungerede som sparringspartner for Person 7 i forhold til nye strategiske tiltag og udarbejdelse af stra-tegiske modeller. Person 5 havde opnået gode resul-tater og havde gjort det stabilt over de sidste 4 år, og han havde som den eneste i afdelingen siddet med stor set alle opgaver, hvil-ket gjorde, at han havde en all round forståelse for hele afdelingen og for Virksomhed 1.

Person 7's Person 5's
beskrivelse af kvali-fikationer og arbejdsopgaver støttes af Person 3's og Person 4 forklaringer. Efter deres forklaringer må det videre lægges til grund, at Person 5 havde tekniske kompetencer og IT-kompetencer på et højere niveau end Person 10 og Person 2, og at dette afspejlede sig i de opgaver, som han blev sat til at udføre.

##### 7.4. Samlet vurdering

Person 1 og Person 2 modtog under deres ansættelse i indkøbsafdelingen hos Virksomhed 1 en løn, der var lavere end den løn, som deres daværende kollega, Person 5, modtog.

At de fik mindre i løn end Person 5 og arbejdede i samme afdeling som han, og at de er kvinder, mens Person 5 er mand, er efter min mening ikke i sig selv tilstræk-keligt til at vende bevisbyrden om i henhold til protokollatets § 5, stk. 2, med henvisning til, at der er påvist faktiske omstændighe-der, som giver anledning til at formode, at der er udøvet lønmæs-sig forskelsbehandling på grund af køn. Det må bero på en konkret

42
 [s. 43] vurdering, hvad der *mere* skal til for at skabe en sådan formodning og dermed for at vende bevisbyrden om.

Jeg behøver imidlertid ikke at tage stilling til, om klager har påvist faktiske omstændigheder, der har skabt en formodning om lønmæssig forskelsbehandling, således at bevisbyrden er vendt om. Efter en samlet vurdering af beviserne i sagen – især det anførte om lønfastsættelsen, lønreguleringen og arbejdet i indkøbsafdelingen som beskrevet i afsnit 7.3 – finder jeg det under alle omstændigheder bevist, at lønforskellen mellem Person 5 på den ene side og Person 1 og Person 2 på den anden side hverken helt eller delvist var begrundet i deres køn.

Lønforskellen var derimod navnlig begrundet i, at Person 5 havde betydeligt mere relevant erhvervserfaring, lige-som han ifølge ledelsen havde tekniske kompetencer og IT-kompe-tencer på et højere niveau. Disse forhold gav sig udslag i, at han til ledelsens tilfredshed udførte *dels* mere komplicerede opgaver som indkøber og seniorindkøber med større selvstændigt ansvar *dels* andre opgaver, herunder som sparringspartner for indkøbschefen vedrørende strategiske tiltag for indkøbsafdelingen. Disse forhold afspejlede sig i lønfastsættelsen i overensstemmelse med § 3, stk. 2, i Industriens Funktionæroverenskomst. Efter denne bestemmel-se skal lønnen give udtryk for den enkeltes indsats, kvalifikationer og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar.

*Sammenfattende* er ligebehandlingsprincippet ikke blevet krænket, idet forskellen mellem Person 5's løn på den ene side og Person 1's og Person 2's løn på den anden side – forenklet sagt – var udtryk for, at han dengang blev anset for at være en bedre kvalificeret medarbejder. I lighed her-

[s. 44]

[Billede fra originalen, s. 44]

===== FIL: praksis/dk-ln-2004-20.md =====

# Ligestillingsnævnet, 21. september 2004, sag 20-2004

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2004-20.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2004-20.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lavere timeløn end mandlig ferieafløser uden saglig begrundelse

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En ansættelsesaftale identisk med to mandlige medarbejderes, men med lavere timeløn, gav anledning til at formode forskelsbehandling (jf. § 6, stk. 2). Arbejdsgiveren godtgjorde ingen saglig begrundelse for, at en mandlig ferieafløser fik 35 kr. mere i timen. Nævnet fandt den daværende § 1, stk. 3, om lige løn for samme arbejde overtrådt (reglen står i lovteksten på siden i § 1, stk. 2) og pålagde betaling af forskellen (jf. § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Klageren havde en detaljeret ansættelsesaftale, der var fuldstændig identisk med arbejdsaftalerne med to mandlige medarbejdere, bortset fra at klagerens løn var 60 kr. i timen, mens de to mandlige medarbejderes løn var 105 kr. i timen. Ligestillingsnævnet fandt, at der hermed forelå faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og efter ligelønslovens § 6 påhviler det i så fald indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket. Nævnet kunne ikke afvise indklagedes oplysninger om, at de to mandlige medarbejdere havde haft et større ansvar end klageren, men indklagede havde ikke godtgjort nogen saglig begrundelse for, at klagerens mandlige ferieafløser havde en timeløn, der var 35 kr. højere end klagerens. Nævnet fandt herefter, at indklagede havde overtrådt ligelønslovens § 1, stk. 3, hvorefter enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi, og bestemte i medfør af lovens § 2, at indklagede skulle betale klageren et forskelsbeløb.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Kun det uddrag af nævnsafgørelsen, som Retten i Horsens gengiver i sin dom af 27. maj 2005, er med. Byretten oplyser, at nævnet bestemte, at der skulle betales et beløb svarende til 35 kr. for hver time siden ansættelsen; nævnets egen beregning er udeladt i uddraget. Byrettens senere vurdering må ikke tilskrives nævnet.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Uddrag af nævnsafgørelsen gengivet i en senere byretsdom. Kopien kan være forkortet.

*Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion*

Efter ligestillingslovens (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 2l. august 2003).

Efter ligelønslovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Efter lovens § 2 har en lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, krav på forskellen.

Efter lovens § 6 påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

I den foreliggende sag har klageren en detaljeret ansættelsesaftale, der er fuldstændig identisk med de arbejdsaftaler, der er indgået med de to mandlige medarbejdere M1 og M2, bortset fra, at klagerens løn udgør 60 kr. i timen, mens de nævnte to mandlige medarbejderes løn udgør 105 kr. i timen.

Nævnet finder, at der hermed foreligger faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet finder ikke at kunne afvise indklagedes oplysninger om, at M1 og M2 har haft et større ansvar end klageren, men indklagede har i hvert fald ikke godtgjort, at der har været nogen saglig begrundelse for at klagerens mandlige ferieafløser har haft en timeløn, der var 35 kr. højere end klageren.

Nævnet finder herefter, at indklagede har overtrådt ligelønslovens § 1, stk. 3, og bestemmer derfor i medfør af lovens § 2, at indklagede skal betale klageren et forskelsbeløb, der beregnes som nedenfor bestemt.

. . .«

===== FIL: praksis/dk-ln-2006-65.md =====

# Ligestillingsnævnet, 29. december 2006, sag 2006-65

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2006-65.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-ln-2006-65.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Historisk lønforskel mellem værnepligtige og frivilligt ansatte

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 og 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Nævnet lagde til grund, at mandlige værnepligtige og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår udførte samme arbejde med markant forskellig løn, og anså forskellen for kønsbestemt, men fandt, at den beroede på den dagældende værnepligt efter grundlovens § 81, så loven ikke fandt anvendelse (jf. § 1, stk. 1 og 2). Historisk; ikke en generel undtagelse for militært ansatte.

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Ligestillingsnævnet lagde til grund, at mandlige værnepligtige sprogofficerselever og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår udførte samme arbejde med markant forskellig løn. Nævnet anså forskellen for kønsbestemt, men fandt i den konkrete sag, at forskellen beroede på den dagældende værnepligt efter grundlovens § 81, og at ligestillings- og ligelønsloven derfor ikke fandt anvendelse. Klagen blev ikke taget til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk sag om vilkår i 2000. Den må ikke omdannes til en nutidig generel undtagelse for militært ansatte eller til et udsagn om den aktuelle værnepligtsordning.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Offentliggjort i Retsinformation. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2015/10751/dan/pdf

Ligestillingsnævnets afgørelse

*J.nr. 2006-65*

*Forskellig aflønning af værnepligtige mænd og kvinder på værnetingslignende vilkår var ikke omfattet af ligelønsloven, da forskelsbehandlingen beroede på grundlovens § 81, der alene omfatter mænd.*

Klageren, en mand, klagede over, at han som ansat sprogofficerselev og værnepligtig menig i 2000 ikke oppebar samme løn, som de kvindelige rekrutter, der var ansat på værnepligtslignende vilkår. Klageren oppebar en løn som værnepligtig på 4000 kr. om måneden, mens kvinderne oppebar løn som ansatte på ca. 18.000 kr. månedligt.

.

Nævnet tiltrådte klagerens opfattelse, hvorefter det forhold, at der var forskel på aflønningen for samme arbejde, indebar en forskelsbehandling på grund af køn. Da denne forskelsbehandling imidlertid beroede på værnepligten, der efter grundlovens § 81 alene omfatter mænd, fandt hverken ligestillingsloven eller ligelønsloven anvendelse, hvorfor klagen ikke blev taget til følge.

Klageren, en mand, har klaget over, at han som ansat sprogofficerselev og værneplig-tig menig i 2000 ikke oppebar samme løn, som de kvindelige rekrutter, der var ansat på værnepligtslignende vilkår med samme arbejdsindsats.

#### Sagsfremstilling

Det fremgår af sagens akter, at klageren påbegyndte tjeneste på hærens sergentskole som sprogofficerselev den 1. august 2000. På holdet var i alt 16 elever, hvoraf 10 var mænd, mens 6 var kvinder. 6 af mændene var værnepligtige, der havde meldt sig frivilligt, og 5 af kvinderne var frivillige ansat på værnepligtslignende vilkår. Resten af holdet var af overordnet rang.

Klageren oppebar løn som værnepligtig ca. 4000 kr. om måneden, mens kvinderne oppebar løn som ansatte på ca. 18.000 kr. månedligt.

Klageren indgav klage herover til Ligestillingsnævnet.

Klagen blev modtaget i nævnets sekretariat 25. oktober 2004, men klageren blev ved brev af 28. oktober 2004 i henhold til ligestillingslovens § 19 henvist til at indbringe sagen for Forsvarsministeriet som den overordnede myndighed på området.

Forsvarsministeriet har truffet afgørelse i sagen den 28. april 2006, hvorefter klageren ved brev af 18. juni 2006 har indgivet klage til nævnet på ny.

#### Parternes påstande

**Klageren** har nedlagt følgende påstande:

1. Det statueres, at Forsvarsministeriet har overtrådt ligestillingslovens § 2

2. Der tilkendes klageren en godtgørelse, som fastsættes med udgangspunkt i for-skellen mellem månedslønnen for værnepligtige (i de første 4 måneder) i 2000 og månedslønnen for konstabler samme år.

**Indklagede** har påstået frifindelse.

#### Parternes argumentation

**Klageren** har anført, at det er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, når værnepligtige mandlige sprogofficerer er blevet aflønnet lavere end kvindelige sprogofficerer ansat i Forsvaret på værnepligtslignende forhold, men aflønnet på konstabellignende vilkår.

Arbejdsindholdet og uddannelsen var identisk for både mænd og kvinder.

**Indklagede** har anført at det var en fejl, at de kvindelige ansatte blev ansat på vær-nepligtslignende vilkår, men aflønnet som konstabler. Denne fejlforvaltning af kvin-dernes løn er imidlertid alene et forhold mellem forsvaret og kvinderne, og sagen har derfor ikke indflydelse på klagerens lønforhold.

Indklagede har afvist, at lønforskellen er udtryk for ulovlig forskelsbehandling af kvinder og mænd. Værnepligtige kan ikke karakteriseres som ansatte, der udfører et arbejde. De værnepligtiges ydelser er ikke til forhandling, men fastsættes af For-svarsministeren. Hjemlen til at indkalde mænd til værnepligtstjeneste findes i grund-lovens § 81 og omhandler ikke kvinder. Med henblik på fremme af ligestilling blev lov om kvinder på værnepligtslignende vilkår vedtaget i 1997. Løn- og ansættelses-vilkår er forhandlet med den forhandlingsberettigede organisation, hvilket er bag-grunden for, at løn- og ansættelsesvilkårene er anderledes end for værnepligtige.

Indklagede har oplyst, at der i forbindelse med indgåelsen af det seneste forsvarsfor-lig er indgået en aftale, der medfører, at kvinder og mænd  [s. 3] har ens vilkår, idet mæn-dene ikke længere er værnepligtige under sprogofficersuddannelsen.

#### Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion

Efter § 2, stk. 1, i ligestillingsloven (lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004), skal enhver arbejdsgiver, myndighed eller organisation behandle kvinder og mænd lige inden for offentlig forvaltning og erhvervsmæssig og almen virksomhed.

Efter § 1, stk. 1 i lov om ligeløn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 21. august 2003), må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskels-behandling sted i strid med loven.

Efter lovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, her-under lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Ligestillingsnævnet lægger efter det oplyste til grund, at de mandlige sprogofficerer, der var værnepligtige, og de kvinder, der var ansat på værnepligtslignede vilkår, havde ens arbejdsfunktioner og arbejdsvilkår, bortset fra aflønningen, som var væ-sentligt mere fordelagtig for den sidstnævnte end for den førstnævnte gruppe.

Selv om der i den konkrete sag var sket en fejladministration af lønnen til de kvinder, der var ansat på værnepligtslignende vilkår, således at de fik løn på konstabellig-nende vilkår, kan nævnet tiltræde klagernes opfattelse, hvorefter det forhold, at der var forskel på aflønningen på samme arbejde indebar en forskelsbehandling på grund af køn.

Da denne forskelsbehandling imidlertid beroede på værnepligten, der efter grundlo-vens § 81 alene omfatter mænd, finder hverken ligestillingsloven eller ligelønsloven efter nævnets opfattelse anvendelse i det foreliggende tilfælde.

Som følge heraf

## Konklusion

bestemmes:

Klagen tages ikke til følge.

*<2006-65>*

===== FIL: praksis/dk-lyngby-2010-bs150-2407-2009.md =====

# Retten i Lyngby, 6. december 2010, sag BS 150-2407/2009

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lyngby-2010-bs150-2407-2009.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-lyngby-2010-bs150-2407-2009.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Udskudt lønforhøjelse og afskedigelse under barselsorlov

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 og 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En lønforhøjelse, der blev udskudt til tidspunktet for tilbagevenden fra barselsorlov, gav anledning til at formode forskelsbehandling på grund af køn, og arbejdsgiveren løftede ikke bevisbyrden (jf. § 1 a, stk. 1, og § 6, stk. 2). Byretten tilkendte efterbetaling efter § 2, stk. 1, og godtgørelse efter § 2, stk. 2. Afskedigelsen blev afgjort efter ligebehandlingsloven; Østre Landsret ændrede dommen på det punkt (B-3829-10).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark førte som mandatar for A sag mod Sirena A/S, hvor A var ansat som bogholderiassistent og den 21. november 2008 blev afskediget under sin barselsorlov; sagen angik godtgørelse efter ligebehandlingsloven, ligelønsloven og ansættelsesbevisloven samt efterbetaling efter ligelønsloven, og der var principalt påstået betaling af 804.100 kr. Da A blev afskediget under barselsorloven, havde Sirena A/S bevisbyrden efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, men retten fandt bl.a. efter oplysningerne om virksomhedens økonomiske stilling i 2008 og organisationstilpasningen i to afskedigelsesrunder, at bevisbyrden var løftet, og frifandt Sirena A/S for kravet om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 3. Efter ligelønsloven lagde retten til grund, at A i forlængelse af personalesamtalen den 21. maj 2008 blev tilbudt en lønforhøjelse fra den 1. juni 2009, hvor hun efter planen skulle være vendt tilbage efter barselsorloven, og at dette gav anledning til at formode forskelsbehandling på grund af køn; Sirena A/S havde ikke løftet bevisbyrden efter ligelønslovens § 6, da det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at den udskudte lønforhøjelse ikke skyldtes, at A skulle på barsel. A fik derfor efter ligelønslovens § 2, stk. 1, krav på efterbetaling af den månedlige lønforhøjelse på 2.500 kr., som hun var blevet stillet i udsigt, fastsat til 25.000 kr. for perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. marts 2009, og efter § 2, stk. 2, en godtgørelse på 79.200 kr. svarende til 12 ugers løn, hvori de 13.000 kr., som Sirena A/S allerede havde betalt i godtgørelse, skulle fradrages. Ansættelsesbeviset var i strid med ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 7, fordi det om opsigelsesvarsler alene henviste til funktionærlovens bestemmelser, men da Sirena A/S allerede havde betalt 5.000 kr. i godtgørelse, blev der ikke tillagt yderligere godtgørelse. Retten tog A's subsidiære påstand til følge, så Sirena A/S skulle betale 91.200 kr. med procesrente fra den 16. januar 2009, og lagde ved omkostningsfastsættelsen vægt på, at sagen i det væsentlige måtte anses for tabt af HK som mandatar for A.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Østre Landsret ændrede dommen ved dom af 16. januar 2012 (B-3829-10), fandt afskedigelsen i strid med ligebehandlingsloven og fastsatte godtgørelsen herfor til 257.400 kr.; landsrettens dom har en selvstændig post. Domskonklusionen og sagsomkostningernes størrelse er udeladt i den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Lyngby Rets dom 6. december 2010, BS 150-2407/2009.

##### Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A, der den 21. november 2008 under sin barselsorlov blev afskediget fra en stilling som bogholderiassistent i Sirena A/S, er berettiget til godtgørelse efter ligebehandlingsloven, ligelønsloven og ansættelsesbevisloven.

Sagen er modtaget ved Retten i Lyngby den 7. september 2009.

Sagsøgeren, HK Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand principalt om, at sagsøgte, Sirena A/S, til sagsøgeren tilpligtes at betale 804.100 kr. med tillæg af sædvanlige procesrenter fra 16. januar 2009, til betaling sker. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren at betale et efter rettens skøn fastsat beløb med tillæg af sædvanlige procesrenter fra 16. januar 2009, til betaling sker.

Sagsøgte, Sirena A/S, har principalt påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af sagsøger påståede fastsat efter rettens skøn.

##### Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, idet dog de forklaringer, der er afgivet under hovedforhandlingen af A, Steen Riber og Boe Spurré, er medtaget i dommen.

A blev ved ansættelsesaftale af 26. februar 2004 ansat som bogholderiassistent på fuld tid i Sirena A/S med virkning fra den 16. marts 2004.

Fra den 1. august 2005 til 10. april 2006 var A på barsel med sit første barn.

Forud for at A i sommeren 2008 på ny gik på barsel, deltog hun den 21. maj 2008 i en personalesamtale med direktør Steen Riber og økonomichef Boe Spurré. Der blev udarbejdet et skriftligt referat af personalesamtalen.

Det fremgår af sagen, at Helle Thomsen blev ansat som regnskabsassistent den 14. april 2008 med virkning fra den 26. maj 2008 og med en ugentlig arbejdstid på 28 timer. Det er ubestridt, at Helle Thomsen skulle varetage A's arbejdsopgaver i barselsperioden.

Ved brev af 21. november 2008 blev A under sin barselsorlov afskediget fra stillingen i Sirena A/S. Det fremgår af opsigelsen, at den er begrundet i, at Sirena A/S indskrænker organisationen for at imødegå den faldende omsætning, som den generelle finasielle krise har medført. Samme måned blev group controller i økonomiafdelingen, B, og C i logistikafdelingen også afskediget.

Af årsrapporten for Sirena A/S for 2008 fremgår følgende under den del af ledelsesberetningen, der vedrører udvikling i aktiviteter og økonomiske forhold:

»Årets resultat blev et underskud på 5.538 t.kr. Selskabets bestyrelse betragter resultatet som ikke-tilfredsstillende.

Resultatet er kraftigt påvirket af en række engangsomkostninger. Disse kan primært henføres til tab på en enkelt debitor, som har påført selskabet omkostninger på ca. 9,5 mio.dkk i året.

Herudover har den generelle finansielle krise påvirket selskabet. Ledelsen konstaterede medio året, at med de ændringer som verdensmarkedet gennemgik, ville der blive behov for en generel justering og optimering af organisationen. Dette har betydet en personalereduktion, som har medført en række engangsomkostninger, der alle er afholdt i indeværende regnskabsår. Reduktionen i personalet har medført en generel tilpasning af alle faste omkostninger til et lavere niveau.

Selskabet har internt stor fokus på indtjeningen og har iværksat en række tiltag for at forbedre basisindtjeningen. Dette har betydet, at indtjeningen på de enkelte produkter gennem årets sidste måneder har været stigende, og denne udvikling fastholdes for 2009.«

##### Forklaringer

*A* har forklaret blandt andet, at hun er uddannet som kontor- og regnskabsassistent. Hun stod i lære i HHM's bogholderi, hvor hun samlet var ansat i knap 5 år. Hos HHM var hun primært beskæftiget med kreditorbogholderi og lønanvisning til timelønnede. Det er fagligt set mere krævende at anvise løn til timelønnede end til funktionærer.

Hun blev ansat hos Sirena A/S i februar 2004 og var under sin ansættelse beskæftiget med kreditorbogholderi. Der var dengang også ansat en regnskabschef og en debitorbogholder.

I forbindelse med at regnskabschefen fratrådte på et tidspunkt efter hendes første barsel, blev regnskabschefens opgaver i en periode varetaget midlertidigt af Helle Holte Rasmussen. Ud over Helle Holte Rasmussen og hende selv var der kun to medarbejdere i afdelingen i denne periode, idet lønmedarbejderen Christina Bøje var langtidssygemeldt og senere fik nyt job. Den ene medarbejder var Vinnie Riber, men hun havde ikke noget med Sirena A/S' almindelige regnskabsopgaver at gøre i det daglige. Hun kunne dog tage over ved sygdom og ferie. Den anden var Dorthe Davidsen, der assisterede Vinnie Riber. I denne periode var der således reelt kun hende og Helle Holte Rasmussen ansat i bogholderiet, og de kunne nemt overtage hinandens opgaver. På et tidspunkt blev B ansat som group controller, og hun arbejdede også sammen med hende i bogholderiet.

Helle Thomsen blev ansat, tre uger før hun selv gik på barsel. Helle Thomsens ansættelse var en fastansættelse, men baggrunden for, at Helle Thomsen blev ansat, var hendes forestående barselsperiode. Helle Thomsen skulle således under hendes barsel varetage hendes opgaver og senere overgå til andet arbejde i Sirena A/S. I de ca. tre uger, hvor hun og Helle Thomsen arbejdede sammen, lærte hun hende op. Helle Thomsen havde vist ikke siddet med kreditorbogholderi før.

Den personalesamtale, der blev afholdt den 21. maj 2008, blev ført af Steen Riber, og det er ham, der har udfyldt skemaet fra samtalen. Det var sædvanligt, at der samtidig med personalesamtalen blev afholdt lønsamtale. Hun opfattede derfor samtalen som både en personalesamtale og en lønsamtale, selvom samtalen ikke kom til at handle om løn, fordi hun jo var højgravid og stod foran en længere barselsperiode. Hun tilkendegav under samtalen, at hun ikke ønskede yderligere ansvar. Det skal ses, i sammenhæng med at hun jo snart var mor til 2 små børn. På længere sigt ville hun gerne have flere administrative opgaver, f.eks. i form af Eurocard-afregninger og opgaver for Steen Riber. Planen var, at hun skulle vende tilbage til arbejdet efter endt barsel enten 1. april eller 1. maj 2009. Det var aftalt, at hun skulle have fuld løn i barslens første 6 måneder. Hun havde håbet, at hun kunne få fuld løn under barsel, men det var virksomheden ikke indstillet på. Da hun samtidig fik oplyst, at Helle Holte Rasmussen havde fået en pæn lønforhøjelse - vistnok på omkring 3.000 kr. om måneden - og mere ferie, blev hun derfor ret ked af det og sendte derfor mailen af 22. maj 2008. Da hun stod for at skulle på barsel, vidste hun, at hun ikke ville få lønforhøjelse her og nu, men hun ville efter sin tilbagevenden fra barslen gerne enten have lønforhøjelse eller få tillagt benzingodtgørelse. Hun havde herefter en drøftelse med Steen Riber, der tilkendegav over for hende, at hun fra 1. juni 2009 ville få en lønforhøjelse på 2.500 kr.

Opsigelsen af 21. november 2008 fik hun i forbindelse med et møde, som hun blev indkaldt til under sin barsel. Under barselsorloven udførte hun i øvrigt af og til nogle opgaver for virksomheden og kom der i det hele taget tit. Det kom derfor som en stor overraskelse for hende, at hun blev opsagt. Hun spurgte den nye regnskabschef Boe Spurré, om opsigelsen skyldtes, at hun var på barsel. Boe Spurré tilkendegav over for hende, at det kunne han ikke svare på. I forbindelse med afskedigelsesrunden i administrationen i 2008 blev også C og B afskediget. Derudover var der to andre medarbejdere, der selv sagde op. Stillingerne blev ikke genbesat.

Hun har fået lønforhøjelser i ulige år, men der blev afholdt lønsamtaler årligt frem til 2007. I 2007 gik man over til at føre lønsamtaler hvert andet år. I 2006 gik hun 2½ time ned i tid om ugen i stedet for at få lønforhøjelse. Hun er ikke bekendt med, om der også har været generelle lønforhøjelser i virksomheden i 2006. Personalehåndbogen blev først udsendt, efter at hun var blevet opsagt.

Hun arbejder nu som regnskabsassistent i et entreprenørfirma.

*Steen Riber* har forklaret, at han er direktør for og medejer af Sirena A/S. Der afholdes personalesamtaler med medarbejderne årligt og lønsamtaler hvert andet år. Lønregulering foretages nu i lige år, således som det fremgår af personalehåndbogen. Personalehåndbogen bliver løbende revideret. Tidligere blev lønregulering foretaget i ulige år, men da de generelle lønforhandlinger blev aflyst i 2009 på grund af de økonomiske konjunkturer, foretages lønregulering nu i lige år.

Ud over de generelle lønforhandlinger afholder han individuelle lønforhandlinger for nøglepersonale, dvs. personale, der ikke nemt kan erstattes. Helle Holte Rasmussen fik i den forbindelse en lønforhøjelse på 3.000 kr. om måneden i forbindelse med nogle forhandlinger i
2008. Det skyldes, at hun havde påtaget sig nogle af regnskabschefens opgaver og dermed fået et mere ansvarsfuldt job. A ville ikke uden videre kunne have varetaget de samme arbejdsopgaver. Ud over Helle Holte Rasmussen var der enkelte andre nøglemedarbejdere, der fik lønforhøjelser i 2008.

Under personalesamtalen den 21. maj 2008 gav A udtryk for, at hun gerne ville have klare retningslinjer for sit arbejde, herunder kommandogange, og for sine løn- og arbejdsforhold. A ville gerne have flere administrative opgaver og løste i øvrigt de allerede tildelte administrative opgaver udmærket. A tilkendegav også, at hun ikke ønskede opgaver, der indebar mere ansvar. Det forstod han således, at A ikke ønskede at beskæftige sig med lønanvisning, selvom han vistnok nævnte dette som en mulig arbejdsopgave over for hende. A har ikke været belastet af overarbejde. A udførte sit arbejde tilfredsstillende og var en glad og behagelig medarbejder. Han opfattede ikke personalesamtalen den 21. maj 2008 tillige som værende en lønsamtale. A tilkendegav under samtalen, at hun gerne ville have en kompensation i form af benzingodtgørelse, fordi hun boede så langt væk. A gav også udtryk for, at hun gerne ville have et job tættere på sin bopæl. A gav ud over ønsket om benzingodtgørelse ikke under samtalen udtryk for, at hun ønskede lønregulering i forbindelse med personalesamtalen den 21. maj 2008. A skulle vende tilbage fra barsel enten 1. april eller 1. maj 2009, alt efter hvad der passede i forhold til hendes fratræden i forbindelse med barslen. Så vidt han husker, har han haft personalesamtaler med A hvert år. Han er sikker på, at A under disse samtaler aldrig har tilkendegivet, at hun gerne ville sidde med lønanvisning.

Den mail, han modtog dagen efter samtalen den 21. maj 2008, kom som en stor overraskelse for ham. En ordning, som skitseret af A ville have indebåret en fravigelse af praksis i virksomheden, som han ikke kunne acceptere. I forhold til løn anså han det generelle lønreguleringstidspunkt som 2009, fordi A senest var blevet reguleret i 2007. Han holdt dagen efter modtagelsen af mailen et møde med A, hvor han gav hende tilsagn om en lønstigning på 2.500 kr. pr. måned fra 1. juni 2009.

Som led i virksomhedens tilpasning til den nye økonomiske situation var der to afskedigelsesrunder i 2008. Den første afskedigelsesrunde foregik i salgsafdelingen, idet der i 1. halvdel af 2008 var en klar opbremsning i salget til store markeder såsom USA og Rusland. Beslutningen om tilpasning blev truffet af ham, hans kompagnon og Boe Spurré. Han havde håbet, at denne tilpasning af medarbejderstaben var tilstrækkelig.

Det viste sig imidlertid, at der også var behov for organisationstilspasninger i administrationen. Virksomhedens administration er opdelt i en rederdel og en regnskabsdel. Rederdelen varetager afregning til rederne i forbindelse med indgåede kommissionsaftaler. Rederdelens arbejdsopgaver er meget specialiserede og kræver lang tids indlæring. Rederdelens arbejdsopgaver varetages af Vinnie Riber, der har været i virksomheden siden begyndelsen af 1990'erne, og som er inde i alle forhold i virksomheden. Herudover er Dorthe Davidsen beskæftiget med opgaverne i rederdelen. Det var ledelsens vurdering, at der ikke skulle ske tilpasninger i rederdelen. Det var endvidere vurderingen, at bemandingen i rederdelen var, som den skulle være. Han overvejede derfor ikke at overføre medarbejdere til rederdelen. A ville i øvrigt efter hans opfattelse ikke uden videre kunne varetage opgaverne i rederdelen på grund af disse opgavers særlige karakter.

Helle Thomsen blev ansat i virksomheden i foråret 2008 via et rekrutteringsbureau. Virksomheden ønskede en fastansættelse, da det var vurderingen, at der på længere sigt ville være behov for en udskiftning af medarbejdere som følge af alder mv. Ved ansættelsen af Helle Thomsen gik virksomheden efter en medarbejder, der var stærk i det regnskabsmæssige.

Hensigten var således, at Helle Thomsen på sigt skulle overtage opgaver i rederdelen. Helle Thomsen har tre børn, heraf et mindre barn.

B var A's chef og blev afskediget samtidig med A. En del af B's opgaver blev overdraget til regnskabschef Boe Spurré, hvor de stadig ligger. Der er ikke kommet nyt personale til efter den seneste fyringsrunde, hvor A og B blev opsagt. Organisationstilpasningen har samlet indebåret, at virksomhedens kontor i Holte er gået fra 25 til 20 medarbejdere, ligesom der også er blevet afskediget en medarbejder i afdelingen i Esbjerg.

*Boe Spurré* har forklaret blandt andet, at han er økonomichef i Sirena A/S. Han deltog i personalesamtalen med A den 21. maj 2009, men han var i øvrigt lige tiltrådt i stillingen.

A var beskæftiget med fast afgrænsede arbejdsopgaver, som hun løste godt.

Fra samtalen den 21. maj 2008 husker han bedst, at vilkårene for barslen blev diskuteret. Han mener ikke, at der blev diskuteret lønforhold. Han deltog ikke i det møde, som Steen Riber holdt med A i anledning af hendes mail af 22. maj 2008.

Da man foretog afskedigelserne i salgsafdelingen i forbindelse med den første afskedigelsesrunde, regnede man ikke med, at der også blev behov for afskedigelser i administrationen. Det viste sig imidlertid ikke at holde stik. Ved afskedigelsesrunden i administrationen i november 2008 blev der afskediget 2 ud af 7 medarbejdere i økonomiafdelingen. Aktiviteterne var uændrede for de medarbejdere, der var beskæftiget i rederdelen. Derfor var det kun de 4 øvrige ansatte i økonomiafdelingen, der var i spil i forbindelse med overvejelserne om afskedigelser. Det var åbenbart, at stillingen som group
controller, der blev varetaget af B, måtte nedlægges, og at han måtte overtage nogle af disse opgaver. Han vurderede desuden, at A var den, der bedst kunne undværes, fordi det ikke var så svært at lære en af de øvrige ansatte op til at varetage A's opgaver. Arbejdet i rederdelen er derimod højt specialiseret og kræver meget oplæring. A ville ikke kunne have overtaget B's opgaver.

Helle Thomsen havde en bredere erhvervsmæssig baggrund end A og kunne varetage flere opgaver i virksomheden. Hertil kommer, at Helle Thomsen på sigt var udset til at skulle overtage nogle opgaver i rederdelen, idet Vinnie Riber var ved at være oppe i årene. Helle Thomsen var ansat på deltid, mens A var ansat på fuld tid. Helle Thomsen sidder i dag med lønanvisning, fordi hun fra tidligere beskæftigelse har erfaring med anvisning af funktionærløn.

Medarbejdernes løn reguleres nu ifølge personalehåndbogen i lige år, idet der på grund af finanskrisen ikke skete generelle lønreguleringer i 2009. Det er stadig praksis, at der gives lønstigninger hvert andet år. Der blev ikke givet generelle lønstigninger i administrationen i 2008. Helle Holte Rasmussen fik dog en lønstigning i 2008, fordi hun overtog nogle opgaver. Dorte Davidsen fik også en lønstigning i 2008.

##### Parternes synspunkter

Sagsøgeren, *HK Danmark som mandatar for A*, har i påstandsdokumentet af 7. oktober 2010 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

*»ANBRINGENDER:*

Det vil under hovedforhandlingen blive gjort gældende, at afskedigelsen af A er sket i strid med ligebehandlingslovens § 9, og at der ikke i det fremlagte eller påberåbte materiale er grundlag for at lægge til grund, at Sirena A/S har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i graviditet og/eller barselsorlov.

Det vil herudover blive gjort gældende, at A er blevet forskelsbehandlet som følge af sit køn ved ikke at få lønforhøjelse i forbindelse med sin barselsorlov, og at dette strider mod ligelønslovens § 2.

Som følge deraf kræves der dels efterbetaling i medfør af ligelønslovens § 2, stk. 1, dels krav på godtgørelse i medfør af ligelønslovens § 2, stk. 2.

Endelig gøres det gældende, at det af Sirena A/S udarbejdede ansættelsesbevis er mangelfuldt, og at A som følge deraf er berettiget til en godtgørelse i medfør af ansættelsesbevislovens § 6. Godtgørelse kan passende fastsættes til 6½ uges løn.«

Sagsøgte, *Sirena A/S*, har i påstandsdokumentet af 7. oktober 2010 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

»Til støtte for de nedlagte påstande, gør Sirena følgende forhold gældende:

*I relation til spørgsmålet om overtrædelse af ligebehandlingsloven § 9, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4:*

I forbindelse med begrundelsen for opsigelsen bemærkes, at A's påstand om brud på ligebehandlingsloven samt krav om betaling af godtgørelse udsprang af A's fejlagtige antagelse om, at Helle Thomsen blev ansat som barselsvikar for A, og dermed overtog A's stilling.

Dette forhold strider de facto mod sagens faktum, idet Helle Thomsen blev ansat tidsubestemt forud for finanskrisen og ikke som vikar for A.

Afskedigelsen af A var ikke motiveret i A's graviditet eller barselsorlov, jf. ligebehandlingslovens § 9.

A blev afskediget begrundet i Sirenas økonomiske situation, som qua finanskrisen nødvendiggjorde afskedigelser, blandt andet af A. Sirena har, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, godtgjort, at afskedigelsen ikke var begrundet i A's barselsorlov.

A har ikke rejst krav om betaling af en godtgørelse, jf. funktionærlovens § 2 b, hvormed Sirena lægger til grund, at parterne er enige om, at såfremt afskedigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven, var valget af A sagligt begrundet i virksomhedens forhold.

Såfremt retten måtte komme frem til, at afskedigelsen var begrundet i A's barselsorlov, jf. ligebehandlingslovens § 9, gør Sirena følgende gældende:

at A blev ansat den 16. marts 2004 og således på opsigelsestidspunktet havde 4,5 års anciennitet, og

at godtgørelsen, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 3, skal fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt. Sirena har ikke haft til hensigt at krænke ligebehandlingsloven, hvorfor godtgørelsen skal fastsættes til 6 måneders løn.

*I relation til spørgsmålet om efterbetaling, jf. ligelønslovens § 2, stk. 1:*

Sirena udbetalte den 25. august 2009 et beløb svarende til Ligebehandlingsnævnets seneste praksis svarende til 13.000,00 kr. til A. Udbetalingen skete uden præjudice og for at begrænse tvisten.

*I relation til spørgsmålet om brud på ansættelsesbevislovens § 6:*

Sirena betalte den 25. august 2009 et beløb på 5.000,00 kr. i erstatning for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Betalingen er sket på niveau med retspraksis og uden præjudice.

*I relation til spørgsmålet om brud på ligelønslovens § 2, stk. 2:*

Sirena bestrider, at A har været udsat for en krænkelse af ligelønsloven, idet Sirena og A på et møde den 21. maj 2008 aftalte, at en *eventuel* lønregulering skulle udskydes.

Årsagen til, at Sirena har betalt de 13.000,00 kr., var alene for at skære sagen til og var således ikke en erkendelse af skyld.

A's krav om betaling af 244.400 kr. er udokumenteret og strider mod den praksis, der er på området, hvilket bør tillægges omkostningsmæssige konsekvenser.«

#### Rettens begrundelse og afgørelse:

*Godtgørelse i henhold til ligebehandlingsloven*

Det følger af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barsellovens §§ 6-14, eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Afskediges en lønmodtager i strid med § 9, uden at afskedigelsen underkendes, følger det af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2 og 3, at arbejdsgiveren skal betale en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Hvis afskedigelse finder sted under graviditet, fravær efter barsellovens §§ 6-11, 13 og 14, og i varslingsperioder efter barsellovens § 16, stk. 2, følger det af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at det påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Da A blev afskediget under sin barselsorlov, har Sirena A/S bevisbyrden for, at afskedigelsen af A ikke helt eller delvist var begrundet i, at hun var på barsel.

Efter oplysningerne om Sirena A/S økonomiske stilling i 2008 og den organisationstilpasning, der - som forklaret af Steen Riber og Boe Spurré - i to afskedigelsesrunder blev foretaget i virksomheden som følge heraf, sammenholdt med de forklaringer, der er afgivet af A, Steen Riber og Boe Spurré om blandt andet medarbejdersammensætningen og arbejdsopgaverne i den afdeling, hvor A var ansat, finder retten, at Sirena A/S har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af A ikke var begrundet i forhold som nævnt i ligebehandlingslovens § 9.

Der er således ikke grundlag for at fastslå, at selskabets vurdering af, at A var den, der bedst ville kunne undværes blandt de administrative medarbejdere i den anden afskedigelsesrunde, også var begrundet i, at hun var på barsel. Det forhold, at Helle Thomsen blev ansat kort forud for A's påbegyndte sin barselsorlov, kan ikke føre til en anden vurdering heraf.

Retten frifinder derfor Sirena A/S for kravet om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 3.

*Efterbetaling og godtgørelse i henhold til ligelønsloven*

Det følger af ligelønslovens § 1, at der ikke på grund af køn må finde hverken direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling sted.

En lønmodtager, hvis løn i strid med ligelønslovens § 1 er lavere end andres, har efter lovens § 2, stk. 1, krav på forskellen. Herudover følger det af lovens § 2, stk. 1, at en lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Efter de forklaringer, der er afgivet om indholdet af personalesamtalen den 21. maj 2008, og om de efterfølgende drøftelser mellem A og Steen Riber lægges det til grund, at A i forlængelse af personalesamtalen blev tilbudt en lønforhøjelse fra den 1. juni 2009, hvor hun efter planen skulle være vendt tilbage til arbejdet efter barselsorloven.

Under disse omstændigheder finder retten, at A har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og det påhviler herefter Sirena A/S at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. ligelønslovens § 6.

Retten finder, at Sirena A/S ikke har løftet denne bevisbyrde.

Uanset de af Steen Riber og Boe Spurré afgivne forklaringer om, at 2008 var et år, hvor der ikke blev ydet generelle lønforhøjelser i virksomheden, og at grunden til, at generelle lønforhøjelser nu ydes i lige år, skyldes, at der ikke blev ydet generelle lønforhøjelser i 2009 på grund af konjunkturerne, finder retten således, at det efter indholdet af de forhandlinger, der fandt sted mellem navnlig Steen Riber og A, således som disse er gengivet i deres forklaringer, ikke kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at den udskudte lønforhøjelse ikke skyldes, at A skulle på barsel.

Det følger af det anførte, at A i medfør af ligelønslovens § 2, stk. 1, har krav på efterbetaling af forskellen mellem den løn, hun faktisk modtog, og den månedlige lønforhøjelse på 2.500 kr., som hun blev stillet i udsigt i forbindelse med personalesamtalen den 21. maj 2008. Dette beløb fastsættes i overensstemmelse med A's opgørelse til 25.000 kr. og omfatter perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. marts 2009. Det samlede efterbetalingsbeløb tillægges i overensstemmelse med udformningen af påstanden procesrente fra den 16. januar 2009.

Det følger af ligelønslovens § 2, stk. 2, at en lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og omstændighederne i øvrigt.

Af forarbejderne til bestemmelsen i ligelønslovens § 2, stk. 2, der blev indsat i loven ved lov nr. 558 af 17. juni 2008 om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (lovforslag nr. L 150, Folketingssåret 2007-08), og som trådte i kraft den 15. august 2008, fremgår følgende:

»Det foreslås indsat som ny § 2, stk. 2, at en lønmodtager, hvis rettigheder er krænket som følge af lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af køn, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen pålægges arbejdsgiveren og fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt. Ligelønsloven har ikke hidtil indeholdt en bestemmelse om godtgørelse ved overtrædelse af princippet om lige løn, men alene krav på udligning af lønforskellen. Retsudviklingen og de nu horisontale bestemmelser i det omarbejdede ligestillingsdirektiv har omvendt skabt et behov herfor - også for at efterleve kravet om, at enhver medlemsstat skal fastsætte effektive sanktioner, der virker afskrækkende. Godtgørelse er i øvrigt en almindeligt anvendt sanktion ved implementering af direktiver, der fastlægger arbejdsvilkår og rettigheder for lønmodtagere. Der kan særligt henvises til ligebehandlingslovens §§ 14, 15, stk. 2, og 16, stk. 2. Godtgørelsesniveauet i ligebehandlingsloven varierer i de enkelte bestemmelser, men godtgørelsen fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt. Bestemmelsen gennemfører det omarbejdede ligebehandlingsdirektivs artikel 18.«

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og henset til at A blev ansat i Sirena A/S den 16. marts 2004, finder retten også under henvisning til det anførte i de ovenfor gengivne forarbejder, at der skal tilkendes A en godtgørelse på 79.200 kr. svarende til 12 ugers løn.

I beløbet skal fradrages 13.000, som Sirena A/S allerede har betalt i godtgørelse til A.

*Ansættelsesbevisloven*

Det følger af ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 7, at arbejdsgiverens oplysningspligt blandt andet omfatter oplysninger om varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.

Det forhold, at A's ansættelsesbevis alene indeholder en henvisning til, at øvrige ansættelsesvilkår, herunder opsigelsesvarsler, »er i overensstemmelse med funktionærlovens bestemmelser«, udgør en overtrædelse af ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 7. Retten finder således, at en sådan generel henvisning ikke kan anses for tilstrækkelig til at opfylde lovens krav.

Det følger af det anførte, at A herefter er berettiget til en godtgørelse efter ansættelsesbevislovens § 6. Efter denne bestemmelse skal godtgørelsen, der ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning for lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20 ugers løn. Godtgørelsen kan højst udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.

Retten finder, at den omhandlede mangel ikke kan anses for undskyldelig. Da Sirena A/S allerede har betalt A 5.000 kr. i godtgørelse for tilsidesættelsen af oplysningspligten, finder retten imidlertid, at der efter sagens omstændigheder ikke er grundlag for at tillægge hende yderligere godtgørelse.

Retten frifinder derfor Sirena A/S for kravet om yderligere godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.

*Sammenfatning og sagsomkostninger*

Det følger af det ovenfor anførte, at retten tager A's subsidiære påstand til følge, således at Sirena A/S skal betale 91.200 kr. til A med procesrente fra den 16. januar 2009.

Med sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Retten har ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på sagens omfang, karakter, forløb og udfald, herunder navnlig på, at sagen i det væsentlige må anses for tabt af HK som mandatar for A. Omkostningsbeløbet dækker Sirena A/S' rimelige udgifter til advokatbistand.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Sirena A/S, skal inden 14 dage til A betale 91.200 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. januar 2009.

Sagsøgeren, HK som mandatar for A, skal inden 14 betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Sirena A/S.

===== FIL: praksis/dk-o-1992-6-420-1990.md =====

# Østre Landsret, 13. marts 1992, sag 6-420/1990

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-1992-6-420-1990.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-1992-6-420-1990.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Overenskomstløn til ledige i arbejdstilbud ved små teatre

Emner på siden: [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Sagen angår, hvilken overenskomst lønnen skulle følge ved et kommunalt jobtilbud, ikke lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn (§ 1, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Teaterteknikerforbundet ankede som mandatar for fem personer (A, B, C, D og E) Odense rets 5. afdelings dom af 31. oktober 1990 i en sag mod Odense Kommune med påstand som for byretten, og kommunen påstod stadfæstelse. De fem var ansat på offentligt støttede teatre i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige § 3, stk. 3, for 7 måneders perioder, og spørgsmålet om den overenskomstmæssige indplacering af langtidsledige, som kommunen havde anbragt i jobtilbud ved de små teatre, havde været genstand for korrespondance mellem forbundet og kommunen i 1983 og på ny siden 1987. Appellanterne gjorde gældende, at det reelt var teatrene, der havde fungeret som arbejdsgiver, mens kommunen anførte, at udstationeringsordningen havde hjemmel i lovens § 3, stk. 3, og at kommunen måtte betragtes som arbejdsgiver; kommunen bestred dog ikke, at appellanterne kunne støtte ret på bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Landsretten lagde som byretten til grund, at appellanterne havde udført arbejde, der efter sin art var omfattet af overenskomsten mellem Teaterteknikerforbundet og Børneteatersammenslutningen samt Foreningen af Små Teatre i Danmark. Landsretten fandt herefter, at bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 § 11, stk. 1, medførte, at appellanterne havde krav på løn i henhold til denne overenskomst, og tog appellanternes påstand til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen vedrører det historiske jobtilbudsgrundlag. Den er ikke en afgørelse om lønmæssig kønsdiskrimination. Påstanden var for byretten en anerkendelsespåstand om løn efter Teaterteknikerforbundets overenskomst. Den anvendte tekst indeholder ikke domskonklusionen eller afgørelsen om sagsomkostninger.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Østre landsret dom.

Odense rets 5. afdelings dom af 31. oktober 1990 (BS 15 0009/90)er anket af Teaterteknikerforbundet som mandatar for A, B, C, D og E, med påstand som for byretten.

Indstævnte Odense Kommune, Odense Magistrats 4. afdeling, Fællesadministrationen, har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af Claus Oppermann, der er formand for Foreningen af Små Teatre i Danmark. Han har bl.a. forklaret, at de små teatre som følge af deres begrænsede økonomiske midler i vidt omfang beskæftiger langtidsledige, som af kommunerne anbringes i
arbejdstilbud ved teatrene, med egentlig teaterteknikerarbejde. Dette arbejde omfatter, udover de arbejdsområder, som henhører under overenskomsterne med SID og HK, arbejde, som indebærer ansvar for afviklingen af teaterforestillingerne. Det drejer sig f.eks. om opbygning af scenografi, kostumesyning, lyssætning og kontorarbejde med lønspørgsmål, kundekontakt og regnskabsføring. Det er af afgørende betydning for teatrene, at de selv har instruktionsbeføjelsen i arbejdet.

Parterne har i det væsentlige procederet som for byretten.

Appellanterne har navnlig anført, at selvom indstævnte formelt er ansættelsesmyndighed, er det reelt de enkelte teatre, der har fungeret som arbejdsgiver for appellanterne. Det bestrides derfor, at appellanterne kan betragtes som udstationerede eller udlånt af indstævnte til teatrene.

Appellanterne har som et subsidiært anbringende gjort gældende, at den af indstævnte anvendte fremgangsmåde med udstationering af langtidsledige fra kommunen ikke har fornøden hjemmel i loven.

Indstævnte har præciseret, at det ikke - som anført i dommen - bestrides, at appellanterne kan støtte ret på bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Den af indstævnte praktiserede udstationeringsordning har hjemmel i lovens § 3, stk. 3. Der er i realiteten tale om en trepartsaftale mellem indstævnte, teatrene og appellanterne, som indebærer en deling af arbejdsgiverbeføjelserne mellem indstævnte og teatrene. Ud fra en samlet vurdering af ordningen må indstævnte betragtes som arbejdsgiver for appellanterne.

#### Landsretten skal udtale:

Appellanternes ansættelse på de omhandlede teatre som er offentlig støttede virksomheder, er sket i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige § 3, stk. 3, for 7 måneders perioder.

Som i dommen anført har spørgsmålet vedrørende den overenskomstmæssige indplacering af langtidsledige, som af indstævnte var anbragt i jobtilbud ved de små teatre, været genstand for korrespondance mellem Teaterteknikerforbundet og indstævnte i 1983 og på ny siden 1987.

Det lægges som ved dommen til grund, at appellanterne har udført arbejde, der efter sin art er omfattet af overenskomsten mellem Teaterteknikerforbundet og Børneteatersammenslutningen samt Foreningen af Små Teatre i Danmark.

Herefter finder landsretten, at bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 § 11, stk. 1, medfører, at appellanterne har krav på løn i henhold til ovennævnte overenskomst.

Appellanternes påstand tages derfor til følge.

===== FIL: praksis/dk-o-1998-b3605-95.md =====

# Østre Landsret, 1. maj 1998, sag B-3605-95

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-1998-b3605-95.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-1998-b3605-95.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lønforskel mellem ekspedienter begrundet i arbejde af forskellig værdi

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Føtex A/S ankede byrettens dom af 15. december 1995 med påstand om frifindelse, mens Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for en kvindelig ekspedient påstod stadfæstelse. Ekspedienten og en mandlig kollega var begge ansat som ekspedienter og aflønnet under samme løngruppe, men havde i en del af den sammenfaldende ansættelsesperiode ikke samme løn. Landsretten fandt, at oversigterne over gennemsnitlig timesats for mænd og kvinder i forhold til anciennitet gav grundlag for en antagelse om lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn, og at lønfastsættelsen, der skete efter landsoverenskomstens kriterier og et samlet skøn, uden at kriterierne forud var tillagt bestemte vægte, var så uigennemskuelig, at Føtex havde bevisbyrden for, at lønforskellen ikke skyldtes køn, men var begrundet i arbejde af forskellig værdi. Kollegaen havde ved ansættelsen krævet 12.000 kr. pr. måned, og Føtex imødekom kravet efter en vurdering af hans og de øvrige ansøgeres kvalifikationer inden for det konkrete arbejdsområde; da ekspedienten i løbet af få måneder fik samme løn, idet den årlige bedømmelse af hendes arbejde blev fremrykket, var der ikke grundlag for at antage, at den lønforskel, der opstod ved hans ansættelse, var kønsbestemt. Lønforhøjelsen pr. 1. januar 1993 på 800 kr. til kollegaen skyldtes hans eget ønske, som Føtex imødekom navnlig på grund af en markant omsætningsfremgang i 1992, og der var ikke grundlag for at fastslå, at kriteriet om væsentlig omsætningsfremgang var anvendt på en kønsdiskriminerende måde. Landsretten fandt herefter bevist, at de to ekspedienters arbejde i perioderne med lønforskel ikke havde samme værdi for Føtex, og tog Føtex' påstand om frifindelse til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk konkret vurdering af de faktiske arbejdsresultater og lønforløb. Dommen er ikke en generel tilladelse til at begrunde enhver lønforskel med et lønkrav eller omsætning; nye struktur- og kriteriepligter er ikke prøvet. Den anvendte tekst gengiver ikke byrettens begrundelse, og afslutningen er udeladt.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 96 (lov/1.md), § 1, afsnit 97 (lov/1.md), § 1, afsnit 98 (lov/1.md), § 6, afsnit 59 (lov/6.md), § 6, afsnit 60 (lov/6.md), § 6, afsnit 61 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

[by1] rets dom af 15. december 1995 (BS 534/94) er anket af Føtex A/S med påstand om frifindelse.

Indstævnte, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for [person1], har påstået stadfæstelse.

Føtex-forretningskæden forhandler almindelige dagligvarer. Forretningskæden har forretninger i knap 50 større byer. Den enkelte forretning ledes af en forretningsfører. Forretningerne består af et antal afdelinger, der ledes af en afdelingsleder. I afdelingerne er sædvanligvis ansat en førstemand eller -dame samt et antal ekspedienter (salgsassistenter). Forretningskæden har i alt ca. 3.500 ansatte og en årlig omsætning på ca. 4,5 mia. kr.

[person1]s ansvarsområde omfattede ca. 1.000 varenumre fordelt på ca. 30 hyldemetre.

[person2]s ansvarsområde omfattede ca. 150 varenumre fordelt på ca. 12 hyldemetre. Hertil kom CD'ere og videobånd. Fra dette ansvarsområde blev i 1993 tillige solgt mobiltelefoner. Typisk i forbindelse med køb af varer i radio/TV området medvirkede ekspedienterne med oprettelse af forsikringer.

I forretningen kunne kunderne opnå 'Ekspres Lån'. Lånene kunne opnås uden samtidigt køb af varer. Ekspedienterne medvirkede ved oprettelse af låneaftale.

Ca. 80 % af omsætningen i [person1]s ansvarsområde vedrørte varegrupperne: Køkkenudstyr, glas, porcelæn, gaveartikler og plastvarer. Den øvrige omsætning inden for dette ansvarsområde bestod blandt andet af varegrupperne: Symaskiner, støvsugere, store og små køkkenmaskiner, kaffemaskiner m.m.

I [person2]s ansvarsområde indgik følgende varegrupper således: Film/videobånd/kassetter: ca. 28 %, CD: ca. 18 %, TV: ca. 15 %, film/kamera/telefon: ca. 11 %, video ca. 8 %, og musikanlæg ca. 8 %.

Omsætningen i årene 1991-1994 var i [person1]s ansvarsområde henholdsvis ca. 3,5 mio. kr., ca. 3,5 mio. kr., ca. 3,9 mio. kr. og ca. 4,0 mio. kr. De tilsvarende tal for [person2]s ansvarsområde var ca. 4,0 mio. kr., ca. 5,5 mio. kr., ca. 5,8 mio. kr. og ca. 5,3 mio. kr.

Oplistet efter største omsætning var [by1]forretningen som helhed i årene 1992 til 1994 placeret som forretning nr. 30, nr. 30 og nr. 29 af forretningskædens samtlige forretninger, hvilket i disse år var henholdsvis 46 forretninger, 44 forretninger og 46 forretninger (bilag O 8). I forhold til forretningskædens samtlige tilsvarende ansvarsområder var [person1]s ansvarsområde placeret som henholdsvis nr. 18, nr. 16 og nr. 16. I forhold til forretningskædens samtlige ansvarsområder med betegnelsen 'elektronikgruppe' var [by1]forretningens elektronikgruppe i de tilsvarende år placeret som henholdsvis nr. 9, nr. 5 og nr. 9.

Omsætningsudviklingen i [by1]forretningen som helhed var igennem årene 1991 til 1995 jævnt stigende. Omsætningsudviklingen på [person1]s ansvarsområde viser en tilsvarende jævn stigning. For [person2]s ansvarsområde skete en betydelig omsætningsstigning fra 1991 til 1992, en omsætningsstigning fra 1992 til 1993 svarende til hele forretningens, et fald i omsætningen fra 1993 til 1994 og en stigning i omsætningen fra 1994 til 1995 svarende til forretningen som helhed.

For Føtex-kæden som helhed viser et søjlediagram, at kædens ansvarsområder svarende til [person1]s ansvarsområde havde et fald i omsætningen fra 1991 til 1992 og derefter en jævn stigning hvert af de følgende år. For det til [person2]s ansvarsområde svarende område i hele Føtex-kæden var fra 1991 til 1992 en stigning i omsætningen, fra 1992 til 1993 et mindre fald, derefter en jævn stigning i 1994 og en større stigning i 1995.

I årene 1991 til 1994 var Føtex-kædens bruttoavancer på området svarende til [person1]s ansvarsområde fra ca. 21 % til ca. 24 %, og på området svarende til [person2]s ansvarsområde fra ca. 9 % til ca. 13 %. I [by1]afdelingen lå de respektive ansvarsområders bruttoavanceprocenter inden for landsniveauet, dog at [person2]s ansvarsområde i 1991 havde en bruttoavanceprocent på 8,19 og [person1]s ansvarsområde i 1994 en bruttoavanceprocent på 25,79. I de nævnte år steg bruttoavancen på [person1]s område fra ca. 830.000 kr. til ca. 1.053.000 kr. og på [person2]s område fra ca. 335.000 kr. til ca. 706.000 kr.

I landsoverenskomstens § 9 hedder det blandt andet om personlige tillæg:

'a. Det betragtes som en almindelig forudsætning, at der kan gives højere løn end den i overenskomsten fastsatte minimalløn, og organisationerne er enige om, at dette bør ske, hvor der gennem dygtighed ydes særligt værdifuldt arbejde, eller hvor der forudsættes mere selvstændighed i arbejdet eller større ansvar.

b. Aftaler i overensstemmelse med stk. a træffes direkte mellem arbejdsgiveren og den enkelte medarbejder.' Lønregulering i henhold til overenskomsten finder sted pr. 1. september. Af et søjlediagram (bilag T 1), der viser den gennemsnitlige timesats måned for måned i 1995 for forretningskædens ekspedienter, fremgår det, at de kvindelige ekspedienter i forhold til deres mandlige kolleger havde en lidt lavere timesats i årets første 6 måneder og en lidt højere timesats i årets sidste 4 måneder. Et tilsvarende søjlediagram for ekspedienter i [by1]forretningen viser et mere varieret billede, hvor kvinderne i 7 af årets måneder har en højere gennemsnitlig timesats end deres mandlige kolleger, mens det omvendte er tilfældet i årets øvrige 5 måneder.

Af et søjlediagram (bilag T 3), der viser gennemsnitlig timesats for forretningskædens 741 kvindelige og 177 mandlige ekspedienter i december 1995 fordelt på kædens 15 forskellige typer af afdelinger, fremgår det, at der i de 10 typer af afdelinger, hvor begge køn er beskæftiget, i 6 tilfælde (herunder isenkramafdelinger) i gennemsnit udbetales højere timesats til kvinder end til mænd. Det modsatte er tilfældet i 4 tilfælde.

Til belysning af timesatserne i Føtex-kæden er fremlagt yderligere beregninger (bilag T 4). I henhold hertil var den gennemsnitlige timesats for kvinder i december 1996 76,70 kr. og for mænd 77,74 kr. 895 kvindelige ekspedienter havde en gennemsnitlig anciennitet på ca. 77 måneder, mens de mandlige ekspedienter havde en gennemsnitlig anciennitet på ca. 31 måneder. Ekspedienterne er yderligere i bilaget fordelt i 4 grupper efter anciennitet. Fordelingen er med anciennitet henholdsvis højst 1 år, 1-2 år, 2-4 år og mere end 4 år. I disse grupper har kvinder en gennemsnitlig timesats på henholdsvis 72,62 kr., 75,09 kr., 76,37 kr. og 79,23 kr. I de tilsvarende grupper for mandlige ekspedienter er de gennemsnitlige timesatser 75,16 kr., 79,05 kr., 78,02 kr. og 82,60 kr. Knap halvdelen af de 895 kvinder er placeret i gruppen med højeste anciennitet. Godt 1/3 af mændene er placeret i gruppen med laveste anciennitet.

En tilsvarende beregning for [by1]forretningens ekspedienter (bilag T 5) viser, at 27 kvinder gennemsnitlig har en timesats på 73,43 kr. og 8 mænd en gennemsnitlig timesats på 73,73 kr. Fordelt på ovennævnte 4 anciennitetsgrupper er de gennemsnitlige timesatser for kvinder: 71,15 kr. (13 kvinder), 75,04 kr. (2 kvinder), 71,83 kr. (4 kvinder) og 77,53 kr. (8 kvinder). For mændene er de tilsvarende tal: 72,22 kr. (6 mænd), 73,60 kr. (1 mand), 0 kr. (der er ingen mænd i denne gruppe) og 82,95 kr. (1 mand.)

Der er i landsretten afgivet forklaring af [person3], [person1], [person2], [person4], [person5], [person6], [person7] og [person8].

[person3] har forklaret som for byretten, dog at det retteligt var i 1993, at [person5] var afdelingsleder. Som anført i overenskomsten og som forklaret for byretten indgår en række forhold ved afgørelsen af tildeling af løntillæg. De enkelte forhold indgår ikke med forud fastlagte vægte. En gunstig udvikling i omsætningen indgår nok som det væsentligste enkeltforhold. Dette har også i kolonialafdelingen givet sig udslag i store tillæg. Det almindeligste tillæg var på ca. 320 kr. mdl. Vidnet afgjorde tillæggenes størrelse efter indstilling fra afdelingslederne. Forudsat at udviklingen går tilfredsstillende kan de ansatte i kraft af øget anciennitet forvente tillægstigninger hvert år. Disse anciennitetsmæssige stigninger er ikke fastlagt med bestemte beløb. Når oversigten i bilag T 5 over de gennemsnitlige timesatser for ekspedienter med højst 1 års ansættelse viser en lidt højere løn for mænd end for kvinder, skyldes det, at mænd er bedst til at forhandle begyndelsesløn. Vidnet bliver ved ansættelser tit præsenteret for krav om en begyndelsesløn af en bestemt størrelse, og kravene imødekommes ofte. Vidnet har således til en kvindelig medarbejder accepteret et krav om 15.000 kr. om måneden i begyndelsesløn. Den mand, der indgår i bilag T 5 med mere end 4 års anciennitet, er [person4]. I den tilsvarende gruppe af kvinder er en ekspedient, der har samme løn som [person4].

I 1991 var omsætningen i radio/TV området ikke dårlig, men vidnet tillagde en omsætningsstigning på dette felt betydelig vægt, da dette generelt ville øge kundetilgangen til forretningen. Vidnet havde ansættelsessamtaler med 3 personer, da [person2] blev valgt. Valget af [person2] skete som følge af hans faglige viden og gode referencer. Teknisk indsigt har på radio/TV området særlig betydning. Firmaet værdsatte, at [person2] også uden for arbejdstiden ydede kunderne hjælp og vejledning. [person2] fratrådte i 1994, da han ikke bestod en prøve med henblik på at blive førstemand, og da der opstod uoverensstemmelser mellem [person2] og afdelingslederen. De yderligere arbejdsopgaver med udfærdigelse af forsikringer og ekspreslån var knyttet til radio/TV salget, dog at ekspreslånene kunne bevilges, uden at kunderne foretog køb. [person1] og [person2] afløste hinanden, men [person1] havde vanskeligheder med det teknisk betonede radio/TV område. [person1] havde i 1991 fået en særlig bonus på 5.000 kr. Hun fik forøget sit løntillæg, da hun passede sit ansvarsområde godt, og omsætningen var tilfredsstillende. Firmaet har ikke præmieret de ansattes udstillinger. [person1] ydede ikke kundevejledning uden for arbejdstiden. Når [person1] i 1993 fik en lønstigning på 400 kr. og [person2] en stigning på 800 kr., skyldtes det forskellen i omsætningsstigning på de respektive ansvarsområder.

[person4] havde ingen uddannelse indenfor radio/TV området, men han havde viden og var interesseret i at overtage området efter [person2]. [person4] havde god styring på sit ansvarsområde. Ved at skifte område gik [person4] ned i løn fra 13.600 kr. månedlig til 12.500 kr. månedlig. Dette skyldtes, at han fik mindre ansvar og mere normale arbejdstider. Det var vanskeligt at kræve, at han ved overgangen skulle gå endnu mere ned i løn. [person4] formåede at fastholde omsætningen, på trods af at Fona åbnede en forretning lige over for.

[person1] har forklaret som for byretten. Hun har været på kurser inden for sit ansvarsområde. Hun er ikke blevet tilbudt kurser vedrørende radio/TV området. Hun har også udført arbejde med udfærdigelse af forsikringer og ydelse af ekspreslån. De præmier, som hun har vundet vedrørende udstillinger, har været i eksterne konkurrencer arrangeret af leverandører. Hun har afslået et tilbud om at aflægge prøve med henblik på at blive førstedame. Den bonus, som hun fik i 1991, var usædvanlig. Hun fik den, fordi julesalget af legetøj, som hun stod for, oversteg 1 mio. kr. Normalt blev hendes løn taget op til eventuel ændring i september måned, men i maj 1992 fik hun lønforhøjelse, da man syntes, at hun var dygtig. Til gengæld blev der ingen ny drøftelse om lønnen i september. Hun har fået at vide, at spørgsmålet om lønforhøjelse blev afgjort efter en generel bedømmelse. Der var ikke tale om nogen egentlig forhandling. Afgørelsen blev truffet af ledelsen. Det konklusionsskema, som [person9] i 1989 har udfyldt, har hun aldrig set. Det tilsvarende skema fra september 1993 har hun set, og dette bærer også hendes underskrift. Under medarbejdersamtalerne, som skemaerne har relation til, blev der kun talt i generelle vendinger om, hvorvidt det på hendes ansvarsområde gik godt eller dårligt. Hvad andre fik i løn var hemmeligt. Først efter [person2]s fratræden fik hun oplysning om hans løn.

Hun blev stærkt utilfreds med lønforskellen, og da hun spurgte om grunden dertil, fik hun at vide, at det var et resultat af udbud og efterspørgsel.

[person2] har forklaret som for byretten, dog at tilbuddet på 12.000 kr. i månedlig løn fra anden side ikke var fra Holm, men fra Lindorf. Hvis Føtex ikke havde accepteret hans lønkrav, ville han være forblevet hos Lindorf. Efter ca. 1/2 år tilkendegav han, at han efter 1 års ansættelse ville have 800 kr. mere pr. måned, idet han mente, at hans uddannelse og hans arbejde med radio/TV området berettigede dertil. Han fik ingen begrundelse af firmaet for, at forretningens ledelse accepterede lønforhøjelsen. Hvis Føtex ikke havde accepteret, ville han havde søgt anden ansættelse. Da han i 1994 fik afslag på en yderligere lønforhøjelse på 200 kr., valgte han at fratræde. Han er nu beskæftiget med tilsvarende arbejde andetsteds og til højere løn. Da han blev ansat i Føtex, fik han af forretningsfører [person3] at vide, at han skulle rette radio/TV området op. Dette lykkedes for ham, idet han er god til at tale med kunderne. Han har uden for arbejdstiden hjulpet kunderne i deres hjem med installering af det købte. På grund af langbølgesenderen i [by1] er der i dette område særlige vanskeligheder. Han og [person1] har ofte ekspederet på den andens ansvarsområde. Der var ingen førstemand/-dame i isenkramafdelingen. Når afdelingslederen var fraværende, tog [person1] over.

[person4] har forklaret som for byretten. Hans ansættelse hos Bosch varede kun 1 måned. Han blev ansat hos Føtex den 1. maj 1991. Hans løn i grønt- og frugtafdelingen endte med at være 13.600 kr. månedlig. Da han overtog Radio/TV området fra [person2], blev det aftalt, at hans løn skulle være 12.500 kr. månedlig, og at man 'senere kunne finde ud af det'. Han havde interesse for elektronik, og det gav ikke problemer, at han ikke var uddannet inden for dette område. Han har nogle gange hjulpet kunder med opstilling af det købte i deres hjem, men aldrig uden for arbejdstiden. De lønstigninger, han fik i Føtex, blev aldrig knyttet direkte til omsætningen. Man talte i generelle vendinger om, hvorvidt det gik godt eller mindre godt. Under disse medarbejdersamtaler berørte man også omsætningen. Han arbejdede i radio/TV området i ca. 1 1/2 år, indtil en konkurrerende virksomhed tilbød ham samme arbejde til højere løn. Selvom Fona åbnede en butik lige over for Føtex, lykkedes det at bevare omsætningen, og det gik også fremad. Man talte ikke indbyrdes om, hvad man fik i løn. Denne diskretion skyldtes ikke en henstilling fra ledelsen.

[person5] har forklaret som for byretten. [person1]s ansvarsområde var lettere at sætte sig ind i end radio/TV området. [person1] var god til at præsentere varerne og havde orden på sit område. [person2] var ikke tilsvarende god til at holde orden. Vidnet erindrer ikke, hvorvidt han har påtalt [person2]s styring af varelageret. Vidnet var generelt tilfreds med [person2]s arbejdsindsats. Når lønnen skulle forhandles, fik vidnet fra forretningsfører [person3] en ramme, inden for hvilken han kunne imødekomme lønforhøjelser. Rammens maksimum var i september 1994 12.400 kr. Dette fik [person1], da hun var det værd.

Koncernpersonalechef [person6] har forklaret blandt andet, at [person1] og [person2] blev aflønnet under samme løngruppe i henhold til landsoverenskomsten. Fra centralt hold sikres det, at landsoverenskomstens mindstebetalinger ydes, men det er overladt til de enkelte lokale chefer at forhandle tillæg til de ansatte. Tillæggene fastsættes efter en samlet vurdering af den ansattes udførelse af arbejdet. I den samlede vurdering indgår de kriterier, der er nævnt i landsoverenskomsten. De enkelte kriterier er ikke af forretningskæden tillagt bestemte vægte. Tillært faglig viden sidestilles med viden opnået i kraft af egentlige uddannelse. Vidnet har udfærdiget bilag T 3, der viser de ansatte ekspedienters gennemsnitlige timesats fordelt på faglige områder, som f.eks. isenkram, bager, kiosk, m.m. Der er ikke store udsving, og udsvingene må forklares som resultat af udbud og efterspørgsel på grundlag af en kvalitetsbedømmelse af de ansattes udførelse af deres arbejde. Forretningskæden har ikke en personalepolitik, der tilsigter en mere ligelig fordeling af mandlige og kvindelige ekspedienter. Føtex anbefaler ikke, at de ansatte omtaler deres løn over for andre ansatte, men har heller ikke henstillet til de ansatte at undlade dette.

[person7] har forklaret blandt andet, at han i ca. 13 år var indkøbschef for forretningskæden. Han holdt øje med forretningernes omsætning inden for de forskellige vareområder. Han besøgte hver forretning 4-5 gange pr. år. Radio/TV området har en bruttoavance, der kun er ca. halvdelen af de øvrige varegruppers gennemsnitlige bruttoavance. Dette skyldes dels en hård konkurrence og dels en hyppig udskiftning af modeller. Lokale forhold kan gøre dette forhold endnu mere udpræget. [person2]s omsætningstigning på ca. 35 % fra 1991 til 1992 må betegnes som en god udvikling. Radio/TV området kræver mere af ekspedienterne end sædvanligt. Dette skyldes, at udviklingen på området går hurtigt, og at der er et større antal reklamationer og reparationer. Vidnet erindrer ikke nærmere om konkurrenceforholdene i [by1], men forskellen i bruttoavancen i [by1] i 1991 på 8,19 % sammenholdt med det tilsvarende tal for hele landet på 10,11 % kan skyldes lokalt vanskelige konkurrenceforhold eller for store indkøb det pågældende år med deraf følgende mange returvarer.

[person8], der er intern revisor i forretningskæden, har forklaret blandt andet, at han har lavet de fleste af søjlediagrammerne over omsætning m.m. henholdsvis i den samlede forretningskæde og i [by1]forretningen. Sammenholdt med landsgennemsnittet viste radio/TV området i [by1] i årene 1992 og 1993 en markant god udvikling, mens det tilsvarende ikke var tilfældet med isenkramafdelingen i øvrigt. Hvis resten af isenkramafdelingen i [by1] skulle have haft samme placering blandt landets øvrige tilsvarende afdelinger som radio/TV området i [by1] havde, jf. bilag O 8, skulle isenkramafdelingen i 1991 have haft en omsætning på ca. 15,9 mio. kr. mod den faktiske på ca. 14 mio. kr. I 1993 skulle omsætningen have været på ca. 16 mio. kr. mod den faktiske på ca. 15 mio. kr. Vidnet har ikke lavet tilsvarende beregninger i forhold til bruttoavancerne i afdelingerne. Det er vidnets opfattelse, at anciennitet ikke har den største betydning ved lønfastsættelsen. Vedrørende bilag T 4 med forskellige anciennitetsgruppers gennemsnitlige timesats har vidnet ikke kunnet give nærmere oplysninger til forklaring af de konstaterede forskelle.

I relation til oversigten over den gennemsnitlige timesats for mænd og kvinder i forskellige afdelinger i forretningskæden (bilag T 3) har vidnet oplyst, at der i kolonialafdelingerne, hvor kvinder gennemsnitlig har en højere timeløn end mænd, er beskæftiget ca. 10 % af de kvinder og ca. 35 % af de mænd, der er ansat i forretningskæden. I isenkramafdelingerne, hvor kvinder på landsbasis gennemsnitligt også har højere løn end mænd, er beskæftiget ca. 5 % af de kvinder og ca. 18 % af de mænd, der er ansat i forretningskæden.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Appellanten har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at appellanten ikke har foretaget lønmæssig diskrimination af [person1] i strid med lov om ligeløn til mænd og kvinder, idet Føtex A/S såvel generelt som konkret ved lønfastsættelsen ikke skelner til medarbejderens køn. Appellanten har mere generelt, jf. bilag T 1, dokumenteret at der ydes lige løn til mandlige og kvindelige salgsassistenter. Føtex A/S er i henhold til den med mandataren indgåede overenskomst forpligtet til at yde personlige løntillæg, der fastsættes ud fra en samlet afvejning af kønsneutrale kriterier som uddannelse, orden, ansvar, dygtighed, selvstændighed, omsætning, indtjening, kundebetjening, anciennitet og medarbejdernes forhandlingsposition ved ansættelsen. [person2]s begyndelsesløn fastsattes ud fra [person2]s gunstige forhandlingsposition, hvilket er et sagligt argument for lønmæssig forskelsbehandling, jf. EF-Domstolens dom af 27. oktober 1993 i sag C 127/92/Enderby. [person2] havde en decideret specialfaglig uddannelsesmæssig baggrund. Den valgte sammenligningsperson, [person2], udførte et andet arbejde end [person1] derved, at [person2]s arbejde med varige forbrugsgoder som radio og TV fordrede en mere intens kundebetjening, og en decideret faglig indsigt i opbygning, funktion og virkemåde af fjernsyn, videomaskiner, musikanlæg m.v.

Endvidere solgte [person2] tillægsydelser, såsom totalforsikringer og ekspreslån, og i et vist omfang foretog han montagearbejde hjemme hos køberne af paraboler, fjernsyn, videomaskiner m.v. Den valgte sammenligningspersons arbejde havde højere værdi for appellanten end [person1]s arbejde derved, at [person2] havde ansvar for et vareområde med en større omsætning og en større indtjening, ligesom [person2] ved sit salgsopsøgende arbejde præsterede væsentlige bedre resultater end [person1] for så vidt angår omsætningsfremgang og indtjeningsfremgang. De fremlagte bilag viser en markant udvikling for så vidt angår radio/TV området både i forhold til Føtex [by1] og i forhold til Føtex forretninger andre steder i landet.

Indstævnte har gentaget sine i byrettens dom nævnte anbringender.

Landsretten udtaler:

[person1] og [person2] var begge ansat som ekspedienter og aflønnet under samme løngruppe. I en del af den sammenfaldende ansættelsesperiode har de pågældende ikke haft samme løn.

Lønfastsættelsen hos appellanten skete i henhold til landsoverenskomstens kriterier og i øvrigt på grundlag af et samlet skøn udøvet af de enkelte lokale ledelser. De kriterier, der indgik i lønfastsættelsen var ikke forud tillagt bestemte vægte. De udarbejdede oversigter over gennemsnitlig timesats for mænd og kvinder i forhold til anciennitet giver grundlag for en antagelse om lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. På denne baggrund findes lønfastsættelsen at have været således uigennemskuelig, at appellanten har bevisbyrden for, at den i perioder forskellige aflønning af [person1] og [person2] ikke skyldes forskel i køn, men er begrundet i arbejde af forskellig værdi.

Ved ansættelsen krævede [person2] en løn på 12.000 kr. pr. måned, og appellanten imødekom kravet efter en vurdering af [person2]s og de øvrige ansøgeres kvalifikationer inden for det konkrete arbejdsområde. I løbet af få måneder fik [person1] samme løn, idet den årlige bedømmelse af hendes arbejde blev fremrykket. Herefter er der ikke grundlag for at antage, at den lønforskel, der opstod ved [person2]s ansættelse, var kønsbestemt.

Lønforhøjelsen pr. 1. januar 1993 på 800 kr. til [person2] skyldtes efter det under bevisførelsen fremkomne et ønske fra [person2], hvilket ønske blev imødekommet af appellanten navnlig som følge af, at der forelå oplysning om en markant omsætningsfremgang i 1992. I en virksomhed som appellantens kan det ikke kritiseres, at der ved den samlede bedømmelse af værdien af den ansattes arbejde lægges betydelig vægt på en omsætningsfremgang, som den, der var præsteret på [person2]s ansvarsområde. Anvendelse af væsentlig omsætningsfremgang som kriterium for ydelse af bonus havde tidligere været anvendt for [person1]s vedkommende. Der er herefter hverken efter dette kriteriums karakter eller dets konkrete anvendelse grundlag for at fastslå, at appellanten har anvendt kriteriet om væsentlig omsætningsfremgang på en kønsdiskriminerende måde.

Appellanten har herved bevist, at [person1]s og [person2]s arbejde i de perioder, hvor der var lønforskel, ikke for appellanten havde samme værdi, og at fastsættelsen af [person1]s løn derfor ikke er sket i strid med lov om ligeløn til mænd og kvinder.

Landsretten tager herefter appellantens påstand til følge.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Føtex A/S frifindes.

I sagsomkostninger for begge retter betaler indstævnte, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for [person1], inden 14 dage fra dato til appellanten, Føtex A/S, 25.000 kr.

===== FIL: praksis/dk-o-2000-b1799-98.md =====

# Østre Landsret, 29. november 2000, sag B-1799-98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2000-b1799-98.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2000-b1799-98.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lønforskelle begrundet i forskellige funktioner, ikke køn

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lønforskellene skyldtes, at medarbejderne havde varetaget forskellige funktioner og opgaver (jf. samme arbejde i § 1, stk. 2). Landsretten krævede, at kønsbestemt forskelsbehandling var »tilstrækkelig sandsynliggjort«, uden at henvise til den delte bevisbyrde i § 6, stk. 2.

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): F ankede Glostrup Rets dom af 28. maj 1998 i sagen mod P.E. Erhardt A/S og påstod som for byretten selskabet tilpligtet at betale principalt 298.800 kr. og subsidiært 66.400 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg; selskabet påstod stadfæstelse. F forklarede bl.a., at arbejdsopgaverne i salgsafdelingen var ens for alle, inklusive hende, mens direktør B forklarede, at det måtte betegnes som en fejl, at der ikke forelå stillingsbeskrivelser, men at de ansattes anciennitet var så høj, at de var klar over deres kompetenceområder. Efter en samlet vurdering af forklaringerne og det i øvrigt oplyste fandt landsretten det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at der havde været en lønmæssig forskelsbehandling af F begrundet i hendes køn. De omhandlede lønforskelle måtte anses for begrundet i, at medarbejderne havde varetaget forskellige funktioner og opgaver. Landsretten tiltrådte endvidere af byrettens grunde, at F ikke havde krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, og stadfæstede dommen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Landsretten vurderede, om kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling var »tilstrækkelig sandsynliggjort«, uden at henvise til en regel om delt bevisbyrde; afgørelsen kan derfor ikke uden videre bruges som udtryk for, hvordan bevisbyrden fordeles efter gældende ret. Den anvendte tekst gengiver ikke byrettens dom eller begrundelse, og afslutningen er udeladt.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Glostrup Rets dom af 28. maj 1998 (BS 821/96) er anket af F med påstand som for byretten om principalt, at indstævnte, P.E. Erhardt A/S, tilpligtes at betale appellanten 298.800 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, subsidiært at indstævnte tilpligtes at betale appellanten 66.400 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af appellanten og vidneforklaring af direktør B, der begge har forklaret i det væsentlige som for byretten.

Appellanten har supplerende forklaret, at hun er handelsuddannet inden for pågældende branche - ikke EFG. Hun kan lidt engelsk og tysk fra skoleundervisningen, men havde i sit arbejde ikke brug for fremmede sprog. Hun har aldrig hørt C tale fremmede sprog, hun har heller aldrig hørt D tale italiensk, og ved ikke om han behersker dette sprog. Hun ved, at han har gået på nogle kurser i italiensk. Den udenlandske omsætning lå ikke i salgsafdelingen, men i industriafdelingen. E, som var engelsk/tysk korrespondent og sekretær for B, fortalte appellanten, at der var nogle store lønforskelle - hvor store, ville hun ikke oplyse - og sagde, at appellanten skulle kræve mere i løn. Salgsafdelingens personale sad i et kontorlandskab, så appellanten var helt klar over, hvad de forskellige havde af arbejdsopgaver, og disse var ens for alle, inklusive appellanten. Det nye arbejde, hun blev tilbudt, var ikke i Taastrup, men i Hedehusene og angik afhentning af varer til kunder. Der var intet kontorarbejde, det foregik alt sammen i Glostrup.

B har supplerende forklaret, at det må betegnes som en fejl, at derikke foreligger stillingsbeskrivelser, men de ansattes anciennitet var så høj, at de var klar over dereskompetenceområder. Vidnet tilbragte ca. 80 % af sin arbejdstid i salgsafdelingen. Han havde en"glasboks", hvor han sad med døren åben ud til kontorlandskabet. Han finder det forbløffende, hvisappellanten ikke har været klar over de forskelliges særlige kompetencer. Angående det nye arbejdeappellanten fik tilbudt, er det rigtigt, at det var i Hedehusene, men det var kontorarbejde og lige såstillesiddende, som hendes tidligere arbejde.

Parterne har i det væsentlige procederet som for byretten.

Efter en samlet vurdering af samtlige afgivne forklaringer og det i øvrigt oplyste findes det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at der har været en lønmæssig forskelsbehandling af appellanten, begrundet i hendes køn. De omhandlede lønforskelle må anses for begrundet i, at medarbejderne har varetaget forskellige funktioner og opgaver.

Det tiltrædes endvidere af de af byretten anførte grunde, at appellanten ikke har krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Den indankede dom stadfæstes.

Inden 14 dage skal appellanten F til indstævnte P.E. Erhardt A/S betale sagens omkostninger for landsretten med 20.000 kr.

===== FIL: praksis/dk-o-2004-h63.md =====

# Østre Landsret, 4. februar 2004, sag B-1802-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2004-h63.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2004-h63.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Afvisning af fagforbunds generelle anerkendelsespåstande om ligeløn

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Et fagforbunds generelle anerkendelsespåstande om en arbejdsgiverforenings pligter efter ligelønsprincippet blev afvist, fordi de ikke angik en konkret og aktuel retstvist (jf. § 4 a og § 6, stk. 1). Procesafgørelse uden stillingtagen til realiteten.

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark anlagde den 24. maj 2002 sag mod Dansk Arbejdsgiverforening med påstande om bl.a. anerkendelse af, at foreningen inden for sit medlemsområde har en retlig forpligtelse til at sikre gennemførelse af princippet om ligeløn og er forpligtet til at sikre effektiv håndhævelse af ligelønsprincippet ved at pålægge medlemsorganisationerne og disses medlemsvirksomheder at give lønmodtagerne adgang til kønsopdelte lønoplysninger; Dansk Arbejdsgiverforening påstod frifindelse. Sagen var ved Københavns Byrets kendelse af 19. juni 2002 henvist til Østre Landsret, hvor Dansk Arbejdsgiverforening under særskilt forhandling efter retsplejelovens § 253 påstod sagen afvist, og sagen blev domsforhandlet samtidig med en sag, som HK Danmark havde anlagt mod Beskæftigelsesministeriet. Ved lov nr. 358 af 6. juni 2002 blev ikrafttrædelsen af bl.a. ligelønslovens § 5a, hvorefter der i visse tilfælde kunne stilles krav om, at arbejdsgivere skulle udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, udsat indtil videre. Landsretten fandt, at anerkendelsespåstandene efter deres formulering var af generel og ubestemt karakter og ikke vedrørte en konkret retstvist, og at udskydelsen af § 5a ikke kunne sidestilles med en konkret og aktuel retstvist vedrørende HK Danmark. Selv om spørgsmålet om lige løn til mænd og kvinder efter landsrettens opfattelse er af generel samfundsmæssig interesse og må antages at være af særlig betydning for HK Danmark som faglig organisation, var der ikke grundlag for undtagelsesvis at fravige kravet om en konkret og aktuel retstvist, og HK Danmark havde derfor ikke den fornødne retlige interesse i at få påstandene pådømt. Afgørelsen er en procesafgørelse: landsretten tog afvisningspåstanden til følge og pålagde HK Danmark at betale 60.000 kr. i sagsomkostninger til Dansk Arbejdsgiverforening.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Afgørelsen tager ikke stilling til sagens realitet. Højesteret stadfæstede dommen ved dom af 13. oktober 2006 (63/2004); Højesterets dom har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Østre Landsrets dom 4. februar 2004 (11. afd.)

(Mogens Kroman, C. Levy, Henrik Gam (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 24. maj 2002, og som ved Københavns Byrets kendelse af 19. juni 2002 er henvist til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1, har sagsøgeren, HK Danmark, nedlagt følgende påstande:

1) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte inden for sit medlemsområde har en retlig forpligtelse til at sikre gennemførelse af princippet om ligeløn som fastlagt i Traktaten om det Europæiske Fællesskab artikel 141 og nærmere beskrevet i Rådets direktiv 75/117 EØF om lige løn til mænd og kvinder.

2) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte er forpligtet til at sikre effektiv håndhævelse af ligelønsprincippet ved at pålægge medlemsorganisationerne og disses medlemsvirksomheder at give lønmodtagerne på virksomhederne adgang til kønsopdelte lønoplysninger.

3) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at lønmodtagerne umiddelbart skal kunne kontrollere, at lønfastsættelsen, herunder tildelingen af individuelle tillæg, sker på en sådan måde, at den hverken direkte eller indirekte medfører kønsbestemte lønforskelle mellem lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Sagsøgte, Dansk Arbejdsgiverforening, har påstået frifindelse.

Under særskilt forhandling i medfør af retsplejelovens § 253 har sagsøgte nedlagt påstand om afvisning.

Heroverfor har sagsøgeren påstået sagen fremmet i realiteten.

Landsretten har domsforhandlet sagen samtidig med en af HK Danmark anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet (B-1493-02), hvortil parterne har henvist.

##### Sagens omstændigheder.

I det forslag til lov om lige løn til mænd og kvinder, der i 1975 blev fremsat af arbejdsministeren, anføres det i bemærkningerne bl.a. (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 1507):

». . .

For så vidt angår det private arbejdsmarked, ratificerede Danmark i 1960 ILO-konvention nr. 100 om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere, hvorefter medlemsstaterne skal fremme og sikre gennemførelsen af ligeløn i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der anvendes ved lønfastsættelsen. På denne baggrund og efter opfordringer fra regeringen søgte arbejdsmarkedets parter igennem 1960'erne en gradvis gennemførelse af ligelønsprincippet. Omkring midten af 1960'erne gennemførtes ligelønsprincippet således inden for HK-området, slagterierne og tobaksindustrien.

Mæglingsforslaget fra 1971 medførte en *tilnærmelse* mellem mandlige og kvindelige lønmodtageres grundlønninger, og ved vedtagelsen af mæglingsforslaget i 1973 *gennemførtes* ligeløn for det område, der dækkes af LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

. . .«

I EF-Domstolens dom af 30. januar 1985 i en sag om lige løn til mænd og kvinder, som Kommissionen havde anlagt mod Danmark (sag C 143/83), er i præmis 8 anført:

»Det må fastslås, at medlemsstaterne som udgangspunkt kan overlade gennemførelsen af ligelønsprincippet til arbejdsmarkedets parter. Denne mulighed fritager imidlertid ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre, at alle Fællesskabets arbejdstagere i fuld udstrækning kan nyde godt af direktivets beskyttelse. En sådan sikring skal ydes i ethvert tilfælde, hvor en effektiv beskyttelse ikke er sikret på anden måde, uanset årsagen hertil, herunder når de pågældende arbejdstagere ikke er organiserede, når det pågældende område ikke er dækket af kollektive overenskomster, eller når en sådan overenskomst ikke sikrer ligelønsprincippet i dettes fulde udstrækning.«

Ved skrivelse af 20. november 1991 fra Landsorganisationen i Danmark til den daværende arbejdsminister anførte Landsorganisationen bl.a., at der var behov for en forbedret lovgivning til sikring af den eksisterende ligelønslovs overholdelse, idet de netop overståede overenskomstforhandlinger havde understreget, at ligelønsproblemerne ikke kunne løses alene ad forhandlingens vej. Landsorganisationen henviste herved til, at det kun på en begrænset del af arbejdsmarkedet og kun for en meget begrænset del af kravene var lykkedes at komme igennem med de rejste krav om ligeløn.

Ved et beslutningsforslag af 30. november 1993 opfordrede Folketinget bl.a. regeringen til, at EU-regler på arbejdsmarkedets område kunne implementeres ved aftaler frem for ved lovgivning.

Den 1. juli 1996 indgik Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening en aftale om en implementeringsprocedure.

I et af Forligsmanden fremsat mæglingsforslag fra år 2000, som efter det oplyste blev vedtaget, fremgår bl.a.:

». . .

LO og DA er enige om at iværksætte et udrednings- og overvågningsarbejde vedrørende ligebehandling og ikkediskrimination.

Formålet er at understøtte bestræbelserne for at fremme en udvikling, hvor enhver form for diskrimination på arbejdsmarkedet undgås. Parterne er endvidere enige om at fremme en udvikling, så alle arbejdstagere - uanset køn, etnisk baggrund mv. - får samme mulighed for ansættelse, uddannelse, forfremmelse samt ansættelsesvilkår i øvrigt.

Som led i overvågningsarbejdet er parterne enige om at inddrage erfaringerne fra konkrete faglige sager med henblik på at identificere barrierer og undgå diskrimination på arbejdsmarkedet.

Udrednings- og overvågningsarbejdet skal igangsættes snarest, og der skal foreligge en status inden 1. marts 2002.

. . .«

I en skrivelse af 11. februar 2000, som Jens Pors på vegne af HK/INDUSTRI sendte til den daværende arbejdsminister, meddelte han, at HK/INDUSTRI på baggrund af de netop afsluttede overenskomstforhandlinger med Dansk Industri ikke fandt, at synspunktet om, at arbejdsmarkedets parter kan og vil løse ligelønsproblemet gennem de nødvendige aftaler, var holdbart. HK/INDUSTRI understregede på denne baggrund behovet for, at ligelønsloven måtte få tilføjet de nødvendige bestemmelser bl.a. om ansattes adgang til lønoplysninger.

Ved lov nr. 445 af 7. juni 2001 blev i lov om lige løn til mænd og kvinder som en ny bestemmelse indsat § 5a, hvis stk. 1 og 2 er sålydende:

»Hvis der rejses krav herom, skal en arbejdsgiver med 10 ansatte eller mere udarbejde en lønstatistik for hele virksomheden opdelt på køn samt på andre kriterier, der er relevante for aflønning af medarbejdere. I lønstatistikken må der ikke vises lønoplysninger for grupper på mindre end 5 personer.

*Stk. 2*. Krav om udarbejdelse af lønstatistik efter stk. 1 kan rejses af en medarbejder på virksomheden, en lønmodtagerrepræsentant, et fagforbund med et eller flere medlemmer på den pågældende virksomhed eller af Ligestillingsnævnet.«

Bestemmelsen skulle efter lovens § 2, stk. 1, 2. punktum, træde i kraft den 1. juni 2002.

I bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6799):

». . .

Kravet om en gennemskuelig lønfastsættelse blev indarbejdet i loven i 1992 med lov nr. 374 af 20. maj 1992. Med lovændringen levede man op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som bl.a. fremgår af Danfoss-sagen, domstolens dom af 17. oktober 1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danfoss A/S, (Saml. 1989 s. 3199).

Det foreliggende lovforslag fortsætter og udvider denne linie om større åbenhed omkring lønfastsættelse. Det har gennem årene været kritiseret, at adgangen til lønoplysninger ikke har været tilstrækkelige til at vurdere, om en ligelønssag kunne rejses.

Dette forhold har sat spørgsmålstegn ved ligelønslovens effektivitet.

Da lønforskellene mellem kvinder og mænd stadig er store understreges det bl.a. fra en række lønmodtagerorganisationers side, at adgang til lønoplysninger på et tidligt tidspunkt i forløbet er afgørende for en effektiv anvendelse af ligelønsloven.

. . .«

Lovforslaget blev vedtaget den 1. juni 2001. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres det om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 53 (V, KF, DF, CD, KRF, Mogens Andreasen (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)).«

Efter regeringsskiftet i efteråret 2001 blev der fremsat lovforslag (L 106) om, at tidspunktet for ikrafttrædelsen af blandt andet den ovennævnte bestemmelse i § 5a skulle fastsættes af beskæftigelsesministeren. I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 2846):

». . .

Formålet med lovændringen var at forøge ligelønslovens effektivitet. Men indsatsen for at begrænse lønforskelle mellem kvinder og mænd kan foretages på mange måder, og indførelsen af krav om kønsopdelt lønstatistik er efter Regeringens opfattelse måske ikke den mest hensigtsmæssige på nuværende tidspunkt.

Regeringen vil derfor udskyde lovens ikrafttræden og i stedet opfordre arbejdsmarkedets parter til at finde alternative veje til sikring af lige løn og til at komme med forslag til, hvorledes de i fællesskab kunne arbejde videre med ligelønsproblemet, herunder udarbejdelse af ligelønsstatistikker på virksomhederne. Regeringen vil lade resultaterne af organisationernes overvejelser indgå i det videre arbejde for at skabe ligeløn.

Det er desuden regeringens opfattelse, at det vil belaste virksomhederne administrativt, hvis de skal til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik.

. . .«

Efter at lovforslaget havde været sendt i høring hos arbejdsmarkedets parter, kunne Beskæftigelsesministeriet i et notat af 7. marts 2002 sammenfatte opfattelsen hos blandt andet Landsorganisationen i Danmark (LO) og HK således, at lovgivning om udarbejdelse af kønsopdelte lønstatistikker på virksomhederne var nødvendig, fordi de forsøg, arbejdsmarkedets parter siden 1976 havde gjort på at komme overens på området, havde været resultatløse, ligesom LO og HK mente, at de konstaterede lønforskelle mellem mænd og kvinder ikke var i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser. HK anførte særligt, at såvel EU-reglerne som den danske ligelønslovgivning nødvendiggjorde, at lønmodtagerne fik mulighed for at kontrollere, at lønfastsættelsen var sket i fuld overensstemmelse med ligelønsprincippet, og henviste til, at lovgivningens effektivitet ellers ville forringes.

Lovforslaget, der efter vedtagelsen er optrykt i Lovtidende som lov nr. 358 af 6. juni 2002, blev vedtaget den 23. maj 2002. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 60 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 46 ( S, SF, RV og EL).«

Sagsøgeren har i sin påstand henvist bl.a. til Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. Af direktivet fremgår bl.a.:

». . .

*Art. 1.* Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

. . .

*Art. 2.* Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

. . .

*Art. 6.* Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

. . .«

I en sag, der var anlagt af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), og som gav anledning til en præjudiciel afgørelse, anførte EF-Domstolen i dom af 17. oktober 1989 (sag 109/88) - i præmis 14 - i forbindelse med artikel 6:

». . . Det effektivitetshensyn, der således ligger til grund for direktivet, må føre til at fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«

Domstolens præjudicielle afgørelse førte efter det oplyste til en ændring - ved lov nr. 374 af 20. maj 1992 - af lov om lige løn til mænd og kvinder bl.a. således, at hvis der skete lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, skulle arbejdsgiveren have bevisbyrden for, at det pågældende arbejde ikke var af samme værdi, jf. lovens § 6, stk. 2. Ved lovændringen blev der endvidere indsat en bestemmelse om, at arbejdsgiveren skulle udlevere de nødvendige oplysninger, der gav mulighed for at vurdere, om loven var overholdt, jf. lovens § 5a, stk. 3.

På spørgsmål i Europaparlamentet har Kommissionen den 14. maj 1997 svaret, jf. EFT 1997 C 319/245, at EF- lovgivningen om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er gennemført fuldt ud af alle medlemsstaterne, herunder også Danmark.

Der har været fremlagt en af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening i fællesskab udarbejdet rapport af august 2003 om kvinders og mænds løn. Det fremgår, at en repræsentant for HK har deltaget ved udarbejdelsen af rapporten.

Der er under sagen afgivet forklaring af kommitteret i HK, Jens Pors.

*Jens Pors* har forklaret bl.a., at han er ansat som kommitteret i HK med EU og ligeløn som ansvarsområde. Ligeløn indgår i HK's formålsbestemmelse. Af HK's 370.000 medlemmer er de 277.000 kvinder, hvoraf ca. 60% antages at være ansat på organiserede virksomheder, dvs. medlemsvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening. På DA- området har HK 21 særoverenskomster. HK er medlem af LO og som sådant forpligtet af LO's aftaler med DA, herunder også aftalen af 1. juli 1996 mellem LO og DA om en implementeringsprocedure. HK har senest i år 2000 stået over for DA i en forhandling om ligeløn. Ligelønsloven er ikke slået tilstrækkeligt igennem. Det har hele tiden været opfattelsen, bl.a. hos de forskellige arbejdsministre, at ligeløn er noget, arbejdsmarkedets parter selv må ordne. Efter 30 år havde HK opgivet at opnå ligeløn ad forhandlingens vej, og det var baggrunden for, at HK i februar 2000 skrev til den daværende arbejdsminister om
spørgsmålet. HK fik ikke noget direkte svar på brevet. Lovforslaget fra 2001 fik HK til høring. I forbindelse med 2001- loven protesterede HK bl.a. over 10-personers-grænsen og opfordrede de enkelte medlemmer til eventuelt at rejse ligelønssager, når loven trådte i kraft. HK har rådgivet mange kvinder om ligeløn, men det er svært at få oplysninger frem med henblik på at rejse sager. HK har haft 15-20 faglige voldgifter på området og har haft forhandlinger i flere hundrede tilfælde. Hvis 2001-loven var trådt i kraft, ville det derved være blevet åbenlyst, hvor der er noget galt med ligelønnen. Det er væsentligt at kunne få adgang til lønstatistik for at kunne tage stilling til, om der sker brud på ligelønsprincippet og dermed er grundlag for at rejse en ligelønssag. Når 2001-lovens ikrafttræden er blevet udskudt med henvisning til administrativt besvær, er dette ikke velbegrundet. HK har ikke fået nogen henvendelse fra DA om ligelønsspørgsmålet efter vedtagelsen af 2002-loven. Ifølge HK's analyser er der inden for funktionærgruppen en forskel på ca. 15% mellem mænds og kvinders løn; ca. 8-10% er der ikke umiddelbart nogen forklaring på. Det er ikke muligt at udpege enkeltvirksomheder, hvor der sker brud på ligelønsprincippet.

##### Procedure.

*Sagsøgte* har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagsøgeren ikke har den fornødne retlige interesse i søgsmålet. Der foreligger ikke en konkret og aktuel retlig tvist vedrørende sagsøgers retsstilling i en bestemt situation. Der foreligger heller ikke sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af disse krav. Sagen må ses, i lyset af at Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening efter det vedtagne mæglingsforslag fra 2000 var enige om bl.a. at iværksætte et udrednings- og overvågningsarbejde vedrørende ligebehandling. Dette førte til den af de to organisationer udarbejdede rapport fra august 2003 om kvinders og mænds løn. Som det fremgår af rapporten, deltog en repræsentant fra HK i udredningsarbejdet. Den af sagsøgeren anlagte sag må ses i lyset heraf og er i realiteten en sag af politisk karakter. Sagsøgerens påstande er endvidere helt ubestemte og savner den nødvendige, konkrete udformning, herunder en præcisering af, hvilke grupper af lønmodtagere påstandene vedrører. I øvrigt har Kommissionen i et svar af 14. maj 1997 på et spørgsmål i Europaparlamentet anført bl.a., at alle medlemsstaterne, herunder også Danmark, har gennemført reglerne om ligeløn til mænd og kvinder fuldt ud.

*Sagsøgeren* har til støtte for påstanden om, at sagen fremmes i realiteten, anført, at sagsøgeren har søgsmålskompetence. Det ligger inden for sagsøgerens vedtægtsmæssige formål og interessefelt at varetage spørgsmål om sagsøgtes overholdelse af ligelønsprincipper, herunder udarbejdelse af kønsopdelt lønstatistik som foreskrevet i § 5a i 2001-loven om ændring af loven om ligeløn. HK Danmark må i denne forbindelse have søgsmålskompetence. Reglerne om ligeløn berører endvidere en stor del af befolkningen og vedrører retsforhold af indgribende betydning for et stort antal mennesker. Sagsøgeren har en aktuel interesse i sagen, idet ikrafttrædelsen af § 5a i 2001-loven blev udsat ved lov nr. 358 af 6. juni 2002. Der foreligger også en aktuel tvist, idet sagsøgte ikke har truffet foranstaltninger til at sikre effektiv gennemførelse af ligelønnen. Retstvisten er af konkret karakter, og påstandene er ikke udtryk for abstrakte problemstillinger, ligesom en stillingtagen til påstandene ikke afhænger af konkrete forhold. Sagsøgeren har endelig anført, at det er nødvendigt for lønmodtagernes muligheder for at anlægge eventuelle retssager at få adgang til de under påstandene nævnte oplysninger.

#### Landsrettens bemærkninger:

Sagen er anlagt den 24. maj 2002 efter Folketingets vedtagelse den 23. maj 2002 af lovforslag nr. L 106 til lov om ændring af lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder. Ved loven (lov nr. 358 af 6. juni 2002) blev ikrafttrædelsen af bl.a. ligelønslovens § 5a, hvorefter der i visse tilfælde kunne stilles krav om, at arbejdsgivere skulle udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, udsat indtil videre.

Sagsøgerens anerkendelsespåstande er efter deres formulering af generel og ubestemt karakter og vedrører ikke en konkret retstvist.

Et anerkendelsessøgsmål skal i almindelighed, for at kunne tages under påkendelse af domstolene, angå en parts - her sagsøgerens - aktuelle retsstilling i en konkret situation. Det forhold, at Folketinget ved lov nr. 358 af 6. juni 2002 bl.a. udskød ikrafttrædelsen af ligelønslovens § 5a, kan ikke anses for eller sidestilles med en sådan konkret og aktuel retstvist vedrørende sagsøgeren. Selvom spørgsmålet om lige løn til mænd og kvinder er af generel samfundsmæssig interesse og må antages at være af særlig betydning for sagsøgeren som faglig organisation, findes det ikke at være af en sådan karakter, at der er grundlag for undtagelsesvist at fravige kravet om, at søgsmålskompetence forudsætter en konkret og aktuel retstvist. På denne baggrund findes sagsøgeren ikke at have den fornødne retlige interesse i at få de nedlagte påstande pådømt i realiteten.

Herefter tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

---
I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren, HK Danmark, inden 14 dage betale 60.000 kr. til sagsøgte, Dansk Arbejdsgiverforening.

===== FIL: praksis/dk-o-2004-h64.md =====

# Østre Landsret, 4. februar 2004, sag B-1493-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2004-h64.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2004-h64.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Afvisning af fagforbunds søgsmål om kønsopdelt lønstatistik

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md) · [Lønstatistik og statistisk sammenligning](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-statistik.md)

Koblet til: § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Et fagforbunds generelle anerkendelsespåstande om statens pligter efter direktiv 75/117 og om udskydelsen af den daværende § 5a blev afvist, fordi de ikke angik en konkret og aktuel retstvist (jf. § 4 a og § 6, stk. 1). Procesafgørelse uden stillingtagen til realiteten.

Praksisfiler: [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark anlagde sag mod Beskæftigelsesministeriet med påstande om anerkendelse af, at danske lønmodtageres mulighed for at kontrollere ligelønsprincippets overholdelse ikke opfylder effektivitetsprincippet i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975, at virksomhederne skal pålægges at give lønmodtagere mulighed for en sådan kontrol, og at udskydelsen af ikrafttrædelsen af § 1, nr. 3-5, i lov nr. 445 af 7. juni 2001 er i strid med ministeriets forpligtelser. Sagen blev anlagt den 24. maj 2002, efter at Folketinget den 23. maj 2002 havde vedtaget lov nr. 358 af 6. juni 2002, hvorved ikrafttrædelsen af bl.a. ligelønslovens § 5a blev udsat indtil videre; efter § 5a skulle en arbejdsgiver med 10 ansatte eller mere udarbejde en lønstatistik opdelt på køn, hvis der blev rejst krav herom. Ministeriet påstod under særskilt forhandling efter retsplejelovens § 253 sagen afvist, mens HK påstod sagen fremmet i realiteten, subsidiært fremmet til forelæggelse for EF-Domstolen; landsrettens dom angår alene dette processuelle spørgsmål. Landsretten fandt, at anerkendelsespåstandene var af generel og ubestemt karakter og ikke vedrørte en konkret retstvist, og at Folketingets udskydelse af § 5a ikke kunne sidestilles med en konkret og aktuel retstvist vedrørende HK. Selv om spørgsmålet om lige løn til mænd og kvinder er af generel samfundsmæssig interesse og må antages at være af særlig betydning for HK som faglig organisation, var der ikke grundlag for undtagelsesvis at fravige kravet om en konkret og aktuel retstvist, og HK havde derfor ikke den fornødne retlige interesse i at få påstandene pådømt i realiteten. Sagen rejste heller ikke spørgsmål om fortolkning af EF-retlige regler og retsprincipper, der efter traktatens art. 234 nødvendiggjorde en præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Afgørelsen tager ikke stilling til sagens realitet. Højesteret stadfæstede dommen ved dom af 13. oktober 2006 (64/2004); Højesterets dom har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Østre Landsrets dom 4. februar 2004 (11. afd.)

(Mogens Kroman, C. Levy, Henrik Gam (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 24. maj 2002, har sagsøgeren, HK Danmark, nedlagt følgende påstande:

1) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at danske lønmodtageres mulighed for at kontrollere ligelønsprincippets overholdelse ikke opfylder effektivitetsprincippet i Rådets direktiv af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder.

2) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at opfyldelse af effektivitetsprincippet skal ske ved, at virksomhederne pålægges at give lønmodtagere mulighed for at kontrollere, at lønfastsættelsen, også ved tildelingen af individuelle tillæg, sker på en sådan måde, at den hverken direkte eller indirekte medfører kønsbestemte forskelle mellem lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

3) Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at udskydelsen af ikrafttrædelsen af § 1, nr. 3-5 i lov nr. 445 af 7. juni 2001 om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder er i strid med sagsøgtes forpligtelser.

Sagsøgte, Beskæftigelsesministeriet, har påstået frifindelse.

Under særskilt forhandling i medfør af retsplejelovens § 253 har sagsøgte nedlagt påstand om afvisning.

Heroverfor har sagsøgeren påstået sagen fremmet i realiteten, subsidiært at sagen fremmes til forelæggelse for EF-Domstolen.

Hertil har sagsøgte nedlagt påstand om, at sagsøgers begæring om forelæggelse for EF-Domstolen ikke tages til følge.

Landsretten har domsforhandlet sagen samtidig med en af HK Danmark anlagt sag mod Dansk Arbejdsgiverforening (B-1802-02).

##### Sagens omstændigheder.

Ved lov nr. 445 af 7. juni 2001 blev i lov om lige løn til mænd og kvinder som en ny bestemmelse indsat § 5a, hvis stk. 1 og 2 er sålydende:

»Hvis der rejses krav herom, skal en arbejdsgiver med 10 ansatte eller mere udarbejde en lønstatistik for hele virksomheden opdelt på køn samt på andre kriterier, der er relevante for aflønning af medarbejdere. I lønstatistikken må der ikke vises lønoplysninger for grupper på mindre end 5 personer.

*Stk. 2.* Krav om udarbejdelse af lønstatistik efter stk. 1 kan rejses af en medarbejder på virksomheden, en lønmodtagerrepræsentant, et fagforbund med et eller flere medlemmer på den pågældende virksomhed eller af Ligestillingsnævnet.«

Bestemmelsen skulle efter lovens § 2, stk. 1, 2. punktum, træde i kraft den 1. juni 2002.

I bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6799):

». . .

Kravet om en gennemskuelig lønfastsættelse blev indarbejdet i loven i 1992 med lov nr. 374 af 20. maj 1992. Med lovændringen levede man op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som bl.a. fremgår af Danfoss-sagen, domstolens dom af 17. oktober 1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danfoss A/S, (Saml. 1989 s. 3199).

Det foreliggende lovforslag fortsætter og udvider denne linie om større åbenhed omkring lønfastsættelse. Det har gennem årene været kritiseret, at adgangen til lønoplysninger ikke har været tilstrækkelig til at vurdere, om en ligelønssag kunne rejses. Dette forhold har sat spørgsmålstegn ved ligelønslovens effektivitet.

Da lønforskellene mellem kvinder og mænd stadig er store understreges det bl.a. fra en række lønmodtagerorganisationers side, at adgang til lønoplysninger på et tidligt tidspunkt i forløbet er afgørende for en effektiv anvendelse af ligelønsloven.

. . .«

Lovforslaget blev vedtaget den 1. juni 2001. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres det om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 53 (V, KF, DF, CD, KRF, Mogens Andreasen (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)).«

Efter regeringsskiftet i efteråret 2001 blev der fremsat lovforslag (L 106) om, at tidspunktet for ikrafttrædelsen af blandt andet den ovennævnte bestemmelse i § 5a skulle fastsættes af beskæftigelsesministeren. I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 2846):

». . .

Formålet med lovændringen var at forøge ligelønslovens effektivitet. Men indsatsen for at begrænse lønforskelle mellem kvinder og mænd kan foretages på mange måder, og indførelsen af krav om kønsopdelt lønstatistik er efter Regeringens opfattelse måske ikke den mest hensigtsmæssige på nuværende tidspunkt.

Regeringen vil derfor udskyde lovens ikrafttræden og i stedet opfordre arbejdsmarkedets parter til at finde alternative veje til sikring af lige løn og til at komme med forslag til, hvorledes de i fællesskab kunne arbejde videre med ligelønsproblemet, herunder udarbejdelse af ligelønsstatistikker på virksomhederne. Regeringen vil lade resultaterne af organisationernes overvejelser indgå i det videre arbejde for at skabe ligeløn.

Det er desuden Regeringens opfattelse, at det vil belaste virksomhederne administrativt, hvis de skal til at udarbejde kønsopdelt lønstatistik.

. . .«

Efter at lovforslaget havde været sendt i høring hos arbejdsmarkedets parter, kunne Beskæftigelsesministeriet i et notat af 7. marts 2002 sammenfatte opfattelsen hos blandt andre Landsorganisationen i Danmark (LO) og HK således, at lovgivning om udarbejdelse af kønsopdelte lønstatistikker på virksomhederne var nødvendig, fordi de forsøg, arbejdsmarkedets parter siden 1976 havde gjort på at komme overens på området, havde været resultatløse, ligesom LO og HK mente, at de konstaterede lønforskelle mellem mænd og kvinder ikke var i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser. HK anførte særligt, at såvel EU-reglerne som den danske ligelønslovgivning nødvendiggjorde, at lønmodtagerne fik mulighed for at kontrollere, at lønfastsættelsen var sket i fuld overensstemmelse med ligelønsprincippet, og henviste til, at lovgivningens effektivitet ellers ville forringes.

Lovforslaget, der efter vedtagelsen er optrykt i Lovtidende som lov nr. 358 af 6. juni 2002, blev vedtaget den 23. maj 2002. I Folketingstidende for den pågældende dag anføres om afstemningen:

»Lovforslaget vedtoges med 60 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 46 (S, SF, RV og EL).«

Sagsøgeren har i sin påstand henvist bl.a. til Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. Af direktivet fremgår bl.a.:

». . .

*Art. 1.* Det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

. . . .

*Art. 2. *Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser til, at enhver arbejdstager, der føler sig krænket ved tilsidesættelse af ligelønsprincippet, kan gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser.

. . .

*Art. 6. *Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af ligelønsprincippet. De drager omsorg for, at der findes effektive midler, der gør det muligt at påse, at dette princip overholdes.

. . .«

I en sag, der var anlagt af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), og som gav anledning til en præjudiciel afgørelse, anførte EF-Domstolen i dom af 17. oktober 1989 (sag 109/88) - i præmis 14 - i forbindelse med artikel 6:

». . . Det effektivitetshensyn, der således ligger til grund for direktivet, må føre til at fortolke det således, at der skal gennemføres ændringer i de nationale bevisbyrderegler i de særlige situationer, hvor sådanne ændringer er nødvendige for en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.«

Domstolens præjudicielle afgørelse førte efter det oplyste til en ændring - ved lov nr. 374 af 20. maj 1992 - af lov om lige løn til mænd og kvinder bl.a. således, at hvis der skete lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, skulle arbejdsgiveren have bevisbyrden for, at det pågældende arbejde ikke var af samme værdi, jf. lovens § 6, stk. 2. Ved lovændringen blev der endvidere indsat en bestemmelse om, at arbejdsgiveren skulle udlevere de nødvendige oplysninger, der gav mulighed for at vurdere, om loven var overholdt, jf. lovens § 5a, stk. 3.

På spørgsmål i Europaparlamentet har Kommissionen den 14. maj 1997 svaret, jf. EFT 1997 C 319/245, at EF- lovgivningen om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er gennemført fuldt ud af alle medlemsstaterne, herunder også Danmark.

Der er under sagen afgivet forklaring af kommitteret i HK Jens Pors.

*Jens Pors* har forklaret bl.a., at han er ansat som kommitteret i HK med EU og ligeløn som ansvarsområde. Ligeløn indgår i HK's formålsbestemmelse. Af HK's 370.000 medlemmer er de 277.000 kvinder, hvoraf ca. 60% antages at være ansat på organiserede virksomheder, dvs. medlemsvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening. På DA- området har HK 21 særoverenskomster. HK er medlem af LO og som sådant forpligtet af LO's aftaler med DA, herunder også aftalen af 1. juli 1996 mellem LO og DA om en implementeringsprocedure. HK har senest i år 2000 stået over for DA i en forhandling om ligeløn. Ligelønsloven er ikke slået tilstrækkeligt igennem. Det har hele tiden været opfattelsen, bl.a. hos de forskellige arbejdsministre, at ligeløn er noget, arbejdsmarkedets parter selv må ordne. Efter 30 år havde HK opgivet at opnå ligeløn ad forhandlingens vej, og det var baggrunden for, at HK i februar 2000 skrev til den daværende arbejdsminister om spørgsmålet. HK fik ikke noget direkte svar på brevet. Lovforslaget fra 2001 fik HK til høring. I forbindelse med 2001-loven protesterede HK bl.a. over 10-personers-grænsen og opfordrede de enkelte medlemmer til eventuelt at rejse ligelønssager, når loven trådte i kraft. HK har rådgivet mange kvinder om ligeløn, men det er svært at få oplysninger frem med henblik på at rejse sager. HK har haft 15-20 faglige voldgifter på området og har haft forhandlinger i flere hundrede tilfælde. Hvis 2001-loven var trådt i kraft, ville det derved være blevet åbenlyst, hvor der er noget galt med ligelønnen. Det er væsentligt at kunne få adgang til lønstatistik for at kunne tage stilling til, om der sker brud på ligelønsprincippet og dermed er grundlag for at rejse en ligelønssag. Når 2001-lovens ikrafttræden er blevet udskudt med henvisning til administrativt besvær, er dette ikke velbegrundet. HK har ikke fået nogen henvendelse fra DA om ligelønsspørgsmålet efter vedtagelsen af 2002-loven. Ifølge HK's analyser er der inden for funktionærgruppen en forskel på ca. 15% mellem mænds og kvinders løn; ca. 8-10% er der ikke umiddelbart nogen forklaring på. Det er ikke muligt at udpege enkeltvirksomheder, hvor der sker brud på ligelønsprincippet.

##### Procedure.

*Sagsøgte* har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagsøgeren ikke har retlig interesse i at få påkendt de tre nedlagte påstande i realiteten. Sagsøgerens påstande er ikke konkrete og vedrører ikke individuelle, aktuelle retslige forhold eller en konkret sag. Sagsøgeren søger ved påstandene at opnå et responsum om fortolkningen af art. 6 i EF's direktiv af 10. februar 1975 om ligeløn til mænd og kvinder sammenholdt med EF-Domstolens dom i den såkaldte Danfoss-sag (sag 109/88). Sagsøgeren skal have en konkret og aktuel interesse i søgsmålet, hvad sagsøgeren ikke har, og der foreligger ikke sådanne særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse af disse krav. Sagsøgerens påstande er endvidere så ubestemte, at retsvirkningerne, såfremt de blev taget til følge, ville være helt uklare. Sagsøgte har endvidere anført, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig lovændringen af 7. juni 2001 om ændring af loven om ligeløn, da den ved loven indsatte § 5a som følge af den senere lovændring af 6. juni 2002 ikke kom til at træde i kraft. Dette var udtryk for et politisk skøn, der ikke kan efterprøves af domstolene.

Sagsøgte har vedrørende sagsøgerens subsidiære påstand anført, at der ikke er grundlag for forelæggelse af sagen for EF-Domstolen efter traktatens artikel 234, da der ikke er fortolkningstvivl om de krav, der efter EF-Domstolens praksis gælder for spørgsmålet om, hvorvidt en part har den fornødne interesse i at kunne få realitetspåkendt en sag ved domstolene.

*Sagsøgeren* har til støtte for påstanden om, at sagen fremmes i realiteten, anført, at sagsøgeren har søgsmålskompetence. EF-retten indeholder et særligt effektivitetsprincip, som forpligter Danmark til at indføre kønsopdelt lønstatistik som foreskrevet ved § 5a i lov nr. 445 af 7. juni 2001. Det ligger inden for sagsøgerens vedtægtsmæssige formål og interessefelt at varetage spørgsmål om sagsøgtes overholdelse af ligelønsprincipper, herunder udarbejdelse af kønsopdelt lønstatistik som foreskrevet i § 5a i 2001-loven. HK Danmark må i denne forbindelse have søgsmålskompetence. Reglerne om ligeløn berører en stor del af befolkningen og vedrører retsforhold af indgribende betydning for et stort antal mennesker. Sagsøgeren har en aktuel interesse i sagen, idet ikrafttrædelsen af § 5a i 2001-loven blev udsat ved lov nr. 358 af 6. juni 2002. Der foreligger også en aktuel tvist, idet sagsøgte ikke har truffet foranstaltninger til at sikre en effektiv gennemførelse af ligelønnen. Retstvisten er af konkret karakter, og påstandene er ikke udtryk for abstrakte problemstillinger,
ligesom en stillingtagen til påstandene ikke afhænger af konkrete forhold. Sagsøgeren har endelig anført, at det er nødvendigt for lønmodtagernes muligheder for at anlægge eventuelle retssager at få adgang til de under påstandene nævnte oplysninger.

Vedrørende sin subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af de efter EF-Domstolens praksis gældende principper om en effektiv implementering af EF-regler. Landsrettens prøvelse af, om sagsøgerens påstande skal nyde fremme, indeholder en prøvelse af, om det EU-retlige effektivitetsprincip er opfyldt, såfremt dansk rets krav om retlig interesse vil afskære muligheden for en prøvelse heraf. En stillingtagen hertil forudsætter derfor anvendelse af fællesskabsret, som det ligger uden for den nationale domstols saglige kompetence at fortolke uden forelæggelse for EF-Domstolen.

#### Landsrettens bemærkninger:

Sagen er anlagt den 24. maj 2002 efter Folketingets vedtagelse den 23. maj 2002 af lovforslag nr. L 106 til lov om ændring af lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder. Ved loven (lov nr. 358 af 6. juni 2002) blev ikrafttrædelsen af bl.a. ligelønslovens § 5a, hvorefter der i visse tilfælde kunne stilles krav om, at arbejdsgivere skulle udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, udsat indtil videre.

Sagsøgerens anerkendelsespåstande er efter deres formulering af generel og ubestemt karakter og vedrører ikke en konkret retstvist.

Et anerkendelsessøgsmål skal i almindelighed, for at kunne tages under påkendelse af domstolene, angå en parts - her sagsøgerens - aktuelle retsstilling i en konkret situation. Det forhold, at Folketinget ved lov nr. 358 af 6. juni 2002 bl.a. udskød ikrafttrædelsen af ligelønslovens § 5a, kan ikke anses for eller sidestilles med en sådan konkret og aktuel retstvist vedrørende sagsøgeren. Selvom spørgsmålet om lige løn til mænd og kvinder er af generel samfundsmæssig interesse og må antages at være af særlig betydning for sagsøgeren som faglig organisation, findes det ikke at være af en sådan karakter, at der er grundlag for undtagelsesvist at fravige kravet om, at søgsmålskompetence forudsætter en konkret og aktuel retstvist. På denne baggrund findes sagsøgeren ikke at have den fornødne retlige interesse i at få de nedlagte påstande pådømt i realiteten.

Vedrørende sagsøgerens subsidiære påstand bemærkes, at sagen ikke findes at rejse spørgsmål om fortolkning af EF-retlige regler og retsprincipper, herunder af processuel karakter, som efter traktatens art. 234 nødvendiggør en præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen. Sagsøgers subsidiære påstand tages derfor ikke til følge.

Herefter tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

---
I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren, HK Danmark, inden 14 dage betale 60.000 kr. til sagsøgte, Beskæftigelsesministeriet.

===== FIL: praksis/dk-o-2006-h471.md =====

# Østre Landsret, 28. april 2006, sag B-650-05 og B-651-05

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2006-h471.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2006-h471.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Formodning for forskelsbehandling, men bevisbyrden løftet

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md) · [Bevisbyrde, statistik og uigennemsigtige lønsystemer](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-bevis.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Tilsvarende ansvarsområder og bemyndigelser i stillingsbeskrivelserne skabte en formodning efter § 6, stk. 2, men arbejdsgiverne løftede bevisbyrden med forklaringer om lønparametrene og oplysninger om lønninger og lønudvikling. Lønningerne i en anden afdeling indgik i sammenligningen (jf. § 1, stk. 2). Højesteret gav senere lønmodtageren medhold i sagen mod erhververen (471/2006).

Praksisfiler: [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Teknisk Landsforbund ankede som mandatar for K Roskilde Rets dom af 18. februar 2005 i to ankesager, der blev behandlet samlet, mod U A/S, hvor K havde været ansat som kundekonsulent, og mod A/S F, der overtog afløbsaktiviteterne fra U A/S, og hvor K blev ansat under en distriktschef. Over for U A/S påstod K betaling af 201.500 kr., og over for A/S F påstod hun betaling af 328.500 kr., subsidiært 127.100 kr., samt en lønforhøjelse på 6.200 kr. pr. måned med virkning fra den 1. juni 2003; begge selskaber påstod stadfæstelse. Ifølge stillingsbeskrivelserne fra U A/S havde kundekonsulenterne V, B, L og A i det væsentlige tilsvarende ansvarsområder og bemyndigelser som K. Landsretten fandt, at K havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode lønmæssig forskelsbehandling, så det efter § 6, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder påhvilede de indstævnte at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Landsretten tiltrådte af byrettens grunde, at der ved bedømmelsen ikke skulle ses bort fra lønningerne til de ansatte i belægningsafdelingen, og at bevisbyrden var løftet efter bevisførelsen, herunder særligt M's og P's forklaringer om de parametre, der indgik i lønfastsættelsen, samt oplysningerne om lønningerne og lønudviklingen for de enkelte lønmodtagere og om omstændighederne ved ansættelsen og aflønningen af A. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. I sagen mod A/S F, der i Højesterets dom er navngivet som A/S Ikast Betonvarefabrik, gav Højesteret ved dom af 24. september 2009 (471/2006) K medhold og tilkendte hende 674.637 kr. med procesrente; Højesterets dom har en selvstændig post. Byrettens grunde, som landsretten flere steder henviser til, er ikke gengivet i landsrettens tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Østre Landsrets dom 28. april 2006 (1. afd.)

(Jan Uffe Rasmussen, A.F. Wehner, Henrik Bitsch).

Roskilde Rets dom af 18. februar 2005 - - - er anket af Teknisk Landsforbund som mandatar for K med følgende påstande

*B-650-05:*

U A/S dømmes til appellanten at betale 201.500 kr. med procesrente fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt, subsidiært et mindre beløb fastsat efter rettens skøn med procesrenter fra sagens anlæg.

Indstævnte U A/S har påstået stadfæstelse.

*B-651-05:*

A/S F dømmes til appellanten at betale 328.500 kr., subsidiært 127.100 kr. og mere subsidiært et mindre beløb fastsat efter rettens skøn med procesrenter, principalt fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt, subsidiært fra sagens anlæg.

Appellanten har endvidere nedlagt påstand om, at indstævnte tilpligtes med virkning fra den 1. juni 2003 at forhøje appellantens løn med kr. 6.200,00 pr. måned, subsidiært at indstævnte tilpligtes at forhøje appellantens løn med et mindre beløb efter rettens skøn.

Indstævnte A/S F har påstået stadfæstelse, subsidiært stadfæstelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Ankesagerne er behandlet samlet, jf. retsplejelovens § 254.

Af en stillingsbeskrivelse for appellanten af 6. januar 2000, dvs. under hendes ansættelse i U A/S, fremgår bl.a.:

»Stillingsbetegnelse: Kundekonsulent

. . .

Nærmeste foresatte: M

2. Ansvarsområde:

Salgs- og budgetansvar: Fastlægge og opfylde budget i salgsområdet.

Kundepleje: Vedligeholde eksisterende og opbygge nye kunderelationer.

Projektsalg: Opfølge på eksisterende og bearbejde nye projekter.

Tilbudsafgivelse/ordreafvikling: Udarbejde og opfølge på tilbud, udarbejde grundlag til produktionsigangsætning, holde produktion informeret om kommende ordrer og/eller ændring af eksisterende.

Kontraktudarbejdelse: Udarbejde og indgå aftaler med kunder i salgsområdet f.eks. entreprenør og forhandlere.

Kundeaktiviteter: Deltage i planlægning og implementering af kundeaktiviteter i området.

Personlig salg: Telefonisk og / eller personlig kontakt til kunder (Ca. 50% af tiden).

Reklamationer. Bearbejde og afslutte reklamationer, der stammer fra kunder i salgsområdet.

Ad hoc opgaver: Deltage i øvrige aktiviteter relateret til afdelingen.

. . .«

Det fremgår af samme stillingsbeskrivelse, at appellanten er bemyndiget til at godkende reklamationer indtil et samlet beløb på 30.000 kr., at give tilbud på standardprodukter op til 500.000 kr., specialprojekter op til 200.000 kr. samt endvidere til at give rabatter på op til 50% af bruttopriserne.

Kundekonsulenterne V, B, L og A havde i det væsentlige tilsvarende ansvarsområder og bemyndigelser i henhold til deres stillingsbeskrivelser, der alle er dateret samme dato som appellantens.

De pågældende var i henhold til organisationsdiagram for U A/S placeret i samme afdeling og sidestillede.

Det fremgår af samtidigt udarbejdet stillingsbeskrivelse for T, at denne var salgsassistenter med interne opgaver. Hun havde dog samme beføjelser til at give rabatter og acceptere reklamationer som kundekonsulenterne.

Af en stillingsbeskrivelse af 17. august 2000 for X fremgår, at denne tillige var salgsassistent og havde bemyndigelse inden for en væsentlig lavere beløbsramme end kundekonsulenterne.

Efter A/S F's overtagelse af afløbsaktiviteterne fra U A/S blev appellanten, V og L ansat under hver sin distriktschef, men i øvrigt på ligestillet niveau.

Med udgangspunkt i oplysninger fra de indstævnte om lønningerne for ansatte i de relevante perioder er af appellanten udarbejdet følgende oversigter:

»Lønforholdene hos U A/S med udgangspunkt i bilag C

| 1997 | Belægning | Afløb | Afløb (kun | Alle |

| --- | --- | --- | --- | --- |

|  |  |  | konsulenter) |  |

| Højeste løn | 25.726,00 | 32.130,00 (Kon- |  | 32.130,00 (Kon- |

|  |  | sulent L) | 32.130,00 (L) | sulent L) |

| Laveste løn | 19.907,00 | 17.031,00 (Salgs- |  | 17.031,00 (Salgs- |

|  |  | ass. T) | 21.759,00 (K) | ass. T) |

| Gennemsnit | 23.150,80 1) | 25.274,86 | 28.015,60 1) | 24.369,83 |

| *) | 2) | 26.648,83 | 2) | 25.058,82 |

| K's løn | 21.759,00 | 21.759,00 | 21.759,00 | 21.759,00 |

| Afvigelse i kr. | 1.391,80 1) | 3.515,86 | 6.256,00 1) | 2.610,83 |

|  | 2) | 4.889,83 | 2) | 3.299,82 |

| Afvigelse i % | 6,40 1) | 16,16 | 28,75 1) | 12,00 |

|  | 2) | 22,47 | 2) | 15,17 |

Note *)

1) er gennemsnit og afvigelse beregnet *med* salgsass. T

2) er gennemsnit og afvigelse beregnet *uden* salgsass. T

I 1997 var den gennemsnitlige løn for alle mænd kr. 26.008,11, mens den var kr. 19.535,00 for kvinder, svarende til en forskel på kr. 6.473,11 (eller 33,14%) i gennemsnit pr. måned.«

»Lønforholdene hos U A/S med udgangspunkt i bilag C

| 2001 | Belægning | Afløb (alle) | Afløb (kun | Alle |

| --- | --- | --- | --- | --- |

|  |  |  | konsulenter) |  |

| Højeste løn | 28.000,00 | 34.500,00 (Kon- |  | 34.500,00 (Kon- |

|  |  | sulent L) | 34.500,00 (L) | sulent L) |

| Laveste løn | 24.000,00 | 19.500,00 (Salgs- |  | 19.500,00 (Salgs- |

|  |  | ass. T) | 25.600,00 (K) | ass. T) |

| Gennemsnit | 26.416,67 1) | 26.838,30 | 30.560,00 1) | 26.880,19 |

| *) | 2) | 27.653,67 | 2) | 27.158,97 |

| K's løn | 25.600,00 | 25.600,00 | 25.600,00 | 25.600,00 |

| Afvigelse i kr. | 816,67 1) | 1.238,30 | 4.960,00 1) | 1.280,19 |

| kr. | 2) | 2.053,67 | 2) | 1.558,87 |

| Afvigelse i % | 3,19 1) | 4,84 | 19,38 1) | 5,00 |

|  | 2) | 8,02 | 2) | 6,09 |

Note *)

1) er gennemsnit og afvigelse beregnet *med* salgsass. T

2) er gennemsnit og afvigelse beregnet *uden* salgsass. T
I 2001 var den gennemsnitlige løn for alle mænd kr. 28.245,46, mens den var kr. 23.236,60 for kvinder, svarende til en forskel på kr. 5.008,85 (eller 21,56%) i gennemsnit pr. måned.«

»Lønforholdene hos A/S F

| (bilag A) | 01.10.01 | 01.01.03 |

| --- | --- | --- |

| Højeste løn | 34.500,00 (L) | 34.500,00 (L) |

| Laveste løn | 21.000,00 (Ø) | 21.160,00 (X) |

| Gennemsnit alle | 1) 25.288,30 | 1) 26.566,15 |

| *) | 2) 25.633,33 | 2) 27.016,66 |

| Gennemsnit mænd | 25.940,00 | 26.622,20 |

| Gennemsnit kvinder | 24.636,60 | 26.440,00 |

| K's løn | 25.600,00 | 26.100,00 |

| Afvigelse i kr. | 1) - 311,70 | 1) 466,15 |

| *) | 2) 36,60 | 2) 916,66 |

|  | 3) 340,00 | 3) 522,20 |

| Afvigelse i % | 1) - 1,22 | 1) 1,79 |

|  | 2) 0,14 | 2) 3,51 |

|  | 3) 1,33 | 3) 2,04 |

Note *)

1) er gennemsnit og afvigelse beregnet *med* X

2) er gennemsnit og afvigelse beregnet *uden* X

3) er afvigelse i forhold til gennemsnitslønnen for mænd

. . .«

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer af appellanten samt af vidnerne D, J, N, O, Q, L, M, P og vidneforklaring af A.

*Appellanten* har supplerende forklaret bl.a., at hun ikke har ansvaret for salg til byggemarkeder og andre kunder, der indgår årsaftaler om leverancer. Byggemarkeder køber generelt få afløbsprodukter. De kunder, som hun har ansvaret for, kan ikke forudse deres behov for et helt år ad gangen. Når hun i byretten forklarede, at det kræver større teknisk indsigt at sælge afløbsprodukter end belægning, skyldes det, at afløbsprodukterne oftest er mere individuelle, f.eks. således at en brønd skal tilpasses særlige behov. Hun har flest kunder i det område, der i oversigten er betegnet som III, dvs. omkring Århus, Herning og Vejle, samt endvidere i Randers. Hun har ikke budgetansvar i A/S F, som hun havde tidligere. Hun ved ikke, om de ansatte i belægningsafdelingen har særlige, individuelle kvalifikationer. Hun deltager i sælgermøder to-tre gange årligt. Det er ikke hende, der tilrettelægger dagsordnen.

*J* har supplerende forklaret bl.a., at O, der er distriktschef, er appellantens overordnede. Distriktscheferne har kontakt til kundekonsulenter som appellanten og drøfter priser og rabatter med dem. Lokal markedsføring er den enkelte konsulents eller distriktschefs ansvar. Eventuel landsdækkende markedsføring er vidnets ansvar. Vidnet mener, at appellanten tilbringer relativt meget af sin tid på kontoret, da meget af hendes arbejde består i at regne på tilbud.

*D* har supplerende forklaret bl.a., at lønudviklingen i A/S F er individuel. Han kender ikke til tilfælde af egentlige lønnedsættelser, men nogle medarbejdere har haft stilstand. Det er R, der fastsætter appellantens løn, og vidnet er ikke involveret i denne proces. Vidnet har jævnlig kontakt med distriktscheferne, men ikke med appellanten. B fik en høj løn til at begynde med, men blev som forklaret i byretten afskediget. Nogle af de salgskonsulenter, der formelt blev ansat den 1. januar 2002, var allerede ansat andre steder i koncernen, og deres anciennitet er beregnet herefter.

*N* har supplerende forklaret bl.a., at han oprindelig er uddannet inden for herreekvipering. Hans løn er nu 26.000 kr. om måneden.

*O* har supplerende forklaret bl.a., at han lægger strategier sammen med J og Q. Ud over de nævnte er D af og til med til at planlægge sælgermøder, men appellanten deltager aldrig i dette arbejde. Appellanten deltager heller ikke i andre møder mellem ledende medarbejdere. På sælgermøderne er det normalt J, der fremlægger oplæg. Vidnet og J kan beslutte afvigelser fra de gældende priser ud over de allerede fastslagte rammer. Vidnet har højere handelseksamen, men hans kendskab til entreprenørbranchen har han udelukkende erhvervet ved sin ansættelse hos A/S F siden 1987. X regner på tilbud og indhenter materiale til brug for dette. Vidnet kender ikke V's arbejdsopgaver, men den fremlagte stillingsbeskrivelse, der ikke er fra A/S F, er nok også nogenlunde dækkende for vidnets egne salgskonsulenter. Vidnets salgskonsulenter har dog ikke budgetansvar. Vidnets egne funktioner er mere strategiske end en salgskonsulents. Hans løn er ca. 36.000 kr. om måneden.

*Q* har supplerende forklaret bl.a., at det især er nyansatte, der udarbejder ugerapporter. Det er for at få dem ind i rytmen. Han er oprindelig uddannet som kontorassistent, men kom derfra til salgsafdelingen. Han er tillige merkonom. Han er på samme niveau som O. Hans løn er ca. 36.000 kr. om måneden.

*L* har supplerende forklaret bl.a., at han ikke gik ned i løn, da han flyttede fra stillingen som projektchef til en konsulentstilling. Det gik godt nok for vidnet som sælger. Han kendte appellanten som kollega, men de havde hver deres arbejdsområde. Han ved ikke noget om omfanget af appellantens kundekontakter. I sin nuværende stilling får han 40.000 kr. om måneden.

*M* har supplerende forklaret bl.a., at han af sine overordnede fik en ramme, som han selv kunne udfylde ved lønforhandlingerne. Han kunne således beslutte, at en medarbejder skulle have en lønstigning på 6 % og en anden slet ikke nogen. Det var medarbejderens indsats og de opnåede salgsresultater i det forløbne år, der afgjorde, hvor meget der blev tilbudt. Anciennitet er normalt væsentlig, fordi ældre medarbejdere oftest har flere kundekontakter og mere erfaring. Den relativt store stigning, som appellanten fik tilbudt i 2001, skyldtes, at hun lå for lavt og havde gjort en god indsats, men stillingen som salgskonsulent var ikke generelt på så højt et lønniveau, som appellanten ønskede.

*P* har supplerende forklaret bl.a., at lønfastsættelsen for salgskonsulenter i U A/S tog udgangspunkt i deres resultater, erfaring og lignende. Det var ikke kun opnåede resultater, der sås på, da en konsulent kunne være beskæftiget i et område, hvor forholdene er vanskeligere end i et andet. Lønreguleringer på hhv. 6% og 0 % var mulige i U A/S. Den maksimale løn for salgskonsulenter er i øjeblikket 27.000-28.000 kr. om måneden. Det kræver lang erfaring og et betydeligt netværk. Vidnet mener ikke, at de ansatte i afløbsafdelingen havde det sværere eller kunne mere end ansatte i belægningsafdelingen. Nogle konsulenter solgte også produkter fra begge grupper. Det er heller ikke lettere at sælge til byggemarkeder end til individuelle entreprenører, men det er en anden type arbejde. A blev ansat til at sælge rensningsanlæg. Det var et nyt marked, U A/S ville ind på, men det gik ikke efter hensigten, og A blev overført til andre salgsopgaver. Han havde ikke erfaring med salg af beton, og det gik ikke godt. Vidnet er gået ud fra, at A var uddannet ingeniør, men han kan også have haft titel af kommuneingeniør. Vidnet bemærker, at ingeniør ikke er en beskyttet titel.

*A* har som vidne forklaret bl.a., at han er uddannet tømrer og konstruktør. Han blev færdiguddannet i 1972. Han var tidligere ansat i en kommune, hvor han på grund af arbejdets art blev betegnet som ingeniør. Han var ansat i - - - i Struer, før han fik ansættelse i U A/S, hvilket var i april 1995. Han havde især beskæftiget sig med biologiske rensningsanlæg, og U A/S ønskede at komme ind på dette marked. Han forsøgte i U A/S at videreudvikle disse produkter, men han var også beskæftiget med salg af kloakrør og andre afløbsprodukter. Han blev senere fuldtidssælger. Han havde et vist netværk i entreprenørbranchen fra tidligere beskæftigelse. Han kender appellanten som kollega. Hun var en stor hjælp for ham, da han skulle sætte sig ind i afløbsafdelingens produkter. Hun havde stor ekspertise inden for bl.a. de relevante computersystemer. Han husker ikke at have talt med hende om løn, men det er meget sandsynligt, at de har talt sammen om det. Da vidnet blev hentet til U A/S, fordi man ønskede netop hans ekspertise, kunne han forlange en betydelig lønstigning. Han steg vistnok et par tusinde kr. om måneden og fik fri bil. Vidnet har samarbejdet med X. Hun havde en slags sekretærfunktion for ham. Hun havde ikke opsøgende salgsopgaver, som en kundekonsulent eller salgskonsulent har. T og X havde til dels de samme opgaver.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedurer for byretten.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

Landsretten finder, at appellanten har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet lønmæssig forskelsbehandling.

Efter § 6, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder påhviler det herefter de indstævnte at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvis efterbetaling efter lovens § 2 skal undgås.

Det tiltrædes af de af byretten anførte grunde, at der ved bedømmelsen ikke skal ses bort fra lønningerne til de i belægningsafdelingen ansatte.

Efter bevisførelsen, herunder særligt de af M og P afgivne forklaringer om, hvilke parametre der er indgået i lønfastsættelsen, det oplyste om lønningerne og lønudviklingen for de enkelte lønmodtagere, oplysningerne om omstændighederne ved ansættelsen og aflønningen af A og i øvrigt af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet i lov om lige løn til mænd og kvinder ikke er blevet krænket, er blevet løftet.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

===== FIL: praksis/dk-o-2012-b1800-10.md =====

# Østre Landsret, 29. juni 2012, sag B-1800-10

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2012-b1800-10.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2012-b1800-10.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Ingen erstatning for opsigelsesperiode under ulønnet forældreorlov

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lønmodtageren gjorde indirekte forskelsbehandling gældende. Landsretten fandt retstilstanden forenelig med EU-reglerne, og da arbejdsgiveren ikke havde lønforpligtelse under den ulønnede forældreorlov, tilkom der hende ikke erstatning. Stadfæstet af Højesteret (248/2012), der fandt, at der ikke forelå indirekte forskelsbehandling efter § 1 a, stk. 2.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Teknisk Landsforbund krævede som mandatar for A Lønmodtagernes Garantifond dømt til at betale 50.714 kr.; sagen var anlagt ved Retten i Hillerød og ved byrettens kendelse af 14. juni 2010 henvist til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Teknisk Landsforbund havde på A's vegne ophævet ansættelsesforholdet ved brev af 22. december 2008, fordi arbejdsgiveren trods påkrav ikke betalte hendes løn for perioden 1.-21. november 2008, og arbejdsgiveren blev den 18. februar 2009 taget under konkursbehandling. Sagen drejede sig om, hvorvidt A efter funktionærlovens § 3 havde krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode, der faldt sammen med hendes ulønnede forældreorlov; A gjorde bl.a. gældende, at retstilstanden var i strid med forbuddet mod indirekte diskrimination i ligebehandlingsloven og ligelønsloven. Landsretten fandt, at funktionærlovens § 7, stk. 4, hvorefter en arbejdsgiver, der opsiger en funktionær i løbet af de første 14 uger efter fødslen, skal betale fuld løn i opsigelsesperioden, ikke gælder ved opsigelse efter udløbet af 14-ugersperioden, og at en funktionær, der i en forældreorlovsperiode uden lønforpligtelse for arbejdsgiveren hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, alene har krav på erstatning efter § 3, stk. 3, jf. stk. 2, i det omfang vedkommende måtte være berettiget til løn, indtil fratræden med lovligt opsigelsesvarsel kunne finde sted. Denne retstilstand måtte antages at være forenelig med EU-reglerne og EU-Domstolens praksis, og da arbejdsgiveren ikke havde nogen lønforpligtelse over for A frem til den 30. april 2009, tilkom der hende ikke erstatning. Landsretten havde forinden ved kendelse af 22. juni 2011 ikke taget A's anmodning om at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Højesteret stadfæstede dommen ved dom af 26. november 2014 (248/2012); Højesterets dom har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Østre Landsrets dom 29. juni 2012 (18. afd.), B-1800-10

(Ulla Staal, Henrik Gam, Søren Stig Andersen (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt ved Retten i Hillerød den 22. december 2009, og som af byretten ved kendelse af 14. juni 2010 i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, er henvist til behandling ved Østre Landsret, har sagsøgeren, Teknisk Landsforbund som mandatar for A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Lønmodtagernes Garantifond, skal betale 50.714 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 16. april 2009.

Kravet er opgjort således:

løn i perioden 22/12-2008 til 30/4-2009 81.666 kr. feriepenge heraf 10.208 kr. i alt 91.874 kr. efter fradrag for skat, arbejdsmarkedsbidrag m.v. udgør kravet
(91.874 kr. · (1-0,08) · (1-0,40)) = 50.714 kr.

Lønmodtagernes Garantifond har principalt påstået frifindelse, subsidiært at påstandsbeløbet forrentes med procesrente fra et senere tidspunkt end påstået.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A efter funktionærlovens § 3 er berettiget til erstatning for løn i en opsigelsesperiode, som var sammenfaldende med, at hun var på ulønnet forældreorlov.

##### Sagsfremstilling

Af ansættelseskontrakt indgået den 2. august 2005 mellem Morten Kemner på vegne af Mille K A/S som arbejdsgiver og A som arbejdstager fremgår blandt andet:

»ANSÆTTELSESKONTRAKT

(i henhold til funktionærloven)

§ 1

Tiltrædelse

Med virkning fra den 0109-2005 ansættes funktionæren som konstruktør.

. . .

§ 3

Arbejdstid

. . .

Arbejdstiden er tilrettelagt til at være 25 timer pr. uge.

§ 4

Vederlag

Funktionærens løn udgør pr. måned kr. 13500-, der udbetales månedsvis bagud den næstsidste bankdag i måneden.

. . .

§ 8

Kollektiv overenskomst
Der gælder ingen kollektiv overenskomster for nærværende ansættelsesforhold.«

Virksomheden blev efterfølgende overdraget til A/S PSE 17 nr. 1618 (herefter Selskabet) med fortsat ansættelse af A, og af tillæg til ansættelseskontrakten underskrevet af Morten Kemner på vegne af Selskabet fremgår, at A's arbejdstid og løn pr. 1. november 2007 steg
til henholdsvis 29,5 timer pr. uge og 19.700 kr. pr. måned, og at lønnen pr. 1. januar 2008 yderligere steg til 25.000 kr. pr. måned.

A påbegyndte barselsorlov den 9. august 2008 og fødte den 16. august 2008. Selskabet og A aftalte, at A skulle afholde barsels- og forældreorlov frem til den 4. juli 2009, hvorefter hun skulle genoptage sit arbejde. Der er mellem parterne enighed om, at A var berettiget til fuld løn i de første 14 uger efter fødslen og således til og med den 21. november 2008 (uge 47).

A modtog ikke løn for perioden 1.-21. november 2008 (uge 45-47), og da Selskabet trods påkrav ikke betalte A hendes løntilgodehavende, ophævede Teknisk Landsforbund på vegne af A ved brev af 22. december 2008 ansættelsesforholdet og fremsatte krav om betaling af blandt andet løn og feriegodtgørelse for tiden 1.-21. november 2008, feriegodtgørelse fra 1. januar 2008 til 31. oktober 2008, erstatning efter funktionærlovens § 3 svarende til 3 måneders løn inkl. feriegodtgørelse samt godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16 svarende til 12 måneders løn.

Den 18. februar 2009 blev Selskabet taget under konkursbehandling, og ved brev af 16. marts 2009 anmeldte Teknisk Landsforbund på vegne af A til Lønmodtagernes Garantifond krav om betaling af løn for tiden 1.-21. november 2008, feriepenge for 2007, 2008 og 2009 samt erstatning efter funktionærlovens § 3 svarende til løn i opsigelsesperioden på 4 måneder fra den 1. januar 2009 til den 30. april 2009.

Med brev af 25. juni 2009 anerkendte Lønmodtagernes Garantifond A's krav om løn for tiden 1.-21. november 2008 inkl. renter samt feriepenge for 2008 og 2009, mens behandling af kravet om feriepenge for 2007 afventede yderligere dokumentation. A's krav om erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden fra den 1. januar 2009 til den 30. april 2009 blev ikke anerkendt, under henvisning til at ansættelsesforholdet var bragt til ophør mere end 14 uger efter fødslen.

Ved landsrettens kendelse af 22. juni 2011 [utrykt] blev A's anmodning om at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen ikke taget til følge.

*Forklaring*

*A* har forklaret blandt andet, at hun er uddannet beklædningskonstruktør, og at hun i 2005 fik ansættelse som sådan i Mille K A/S, der var et lille tøjfirma, der var ejet af et ægtepar, og som ud over hende kun havde et par yderligere ansatte. Hun havde med arbejdsgiveren aftalt fuld løn under barsel i 14 uger efter fødslen, og før barselsorlovens begyndelse var det endvidere aftalt, at hun i forlængelse af denne skulle have forældreorlov på barselsdagpenge til den 4. juli 2009. Under barselsorloven havde hun løbende kontakt med virksomheden, og hun fik udbetalt sin løn til tiden, indtil lønnen for de første 3 uger af november 2008 udeblev. Hun kontaktede virksomheden herom og fik at vide, at der var nogle problemer, som man dog nok skulle finde en løsning på, men hun hørte ikke yderligere og henvendte sig derfor til sit fagforbund. Hun havde ingen pasningsmuligheder for sit nyfødte barn og kunne derfor ikke i december 2008 være vendt tilbage til arbejdet. I forældreorlovsperioden fra den 22. november 2008 til den 4. juli 2009 modtog hun barselsdagpenge. I september 2009 fik hun nyt arbejde, men på nedsat tid og til lavere løn end hidtil.

##### Retsgrundlag

Parterne har for landsretten henvist til følgende EU-regler og praksis fra EU-Domstolen:

Ved Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, blev rammeaftalen, indgået den 14. december 1995, sat i værk. I rammeaftalens § 2 hed det blandt andet:

*»§ 2: Forældreorlov*

. . .

4. For at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres ret til forældreorlov, træffer medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte arbejdstagerne mod afskedigelse som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven, i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

5. Ved orlovens ophør har arbejdstagerne ret til at vende tilbage til den samme stilling eller, hvis dette ikke er muligt, til en tilsvarende eller lignende stilling i overensstemmelse med deres ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold.

6. Erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører. Ved orlovens ophør gælder disse rettigheder med eventuelle ændringer som følge af national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis.

7. Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvorledes der skal forholdes med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet under orlovsperioden.

8. Alle spørgsmål vedrørende social sikring i tilknytning til denne aftale undersøges og afgøres af medlemsstaterne i overensstemmelse med national ret under hensyntagen til, hvor stor betydning opretholdelsen af rettigheder med hensyn til sociale sikringsydelser vil have for retten til de forskellige sociale sikringsydelser, navnlig sygdomsbehandling.«

Ved Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF blev den reviderede rammeaftale, indgået den
18. juni 2009, sat i værk, og direktiv 96/34/EF blev ophævet med virkning fra den 8. marts 2012. Den reviderede rammeaftales § 5 om arbejdstageres rettigheder og ikke-forskelsbehandling indeholder i stk. 1-5 bestemmelser, der svarer til den tidligere rammeaftales § 2, stk. 4-8, dog indeholder stk. 5 tillige et nyt 2. pkt. med følgende indhold:

*»§ 5: Arbejdstageres rettigheder og ikke-forskelsbehandling*

. . .

5.  . . .

Alle spørgsmål vedrørende indkomstforhold i tilknytning til denne aftale undersøges og afgøres af medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis under hensyntagen til indkomstens rolle - blandt andre faktorer - i forbindelse med afholdelse af forældreorlov.«

I EU-Domstolens dom af 13. februar 1996 i sag C-342/93, Gillespie m.fl., vedrørende størrelsen af ydelse udbetalt under barselsorlov hedder det blandt andet:

»17 I det foreliggende tilfælde befinder de kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand eller en kvinde, som arbejder normalt, befinder sig i.

. . .

25 Herefter må de fire spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal i Northern Ireland besvares således, at ligelønsprincippet, som er opstillet i traktatens artikel 119 og præciseret i direktiv 75/117, ikke indebærer en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og heller ikke opstiller specifikke kriterier med henblik på fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, der udbetales til dem i denne periode, medmindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorloven begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de er trådt i kraft.«

I EU-Domstolens dom af 27. oktober 1998 i sag C-411/96, Boyle m.fl., vedrørende en barselsorlovsordning, som Equal Opportunities Commission (EOC) anvendte i forhold til sit personale, hedder det blandt andet:

»73 Sagsøgerne i hovedsagen har anført, at ifølge EOC's Staff Handbook nedsættes den årlige ferie i tilfælde af orlov uden løn - sygeorlov, tjenestefrihed eller supplerende barselsorlov - i forhold til varigheden af orloven uden løn. Eftersom væsentligt flere kvinder end mænd tager orlov uden løn, idet de tager supplerende barselsorlov, udgør denne regel trods den kønsneutrale affattelse en indirekte forskelsbehandling til skade for kvinder, der er forbudt i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 [om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår].

74 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af sagens akter, at ingen ansatte i EOC, som tager orlov uden løn, optjener årlig ferie i den pågældende periode. Ifølge EOC's Staff Handbook omfatter orlov uden løn såvel sygeorlov og tjenestefrihed, som alle ansatte har adgang til at tage, som supplerende barslesorlov, som EOC yder, og som ligger i forlængelse af barselsorloven på 14 uger i henhold til Employment Rights Act 1996.

75 Et sådant vilkår indebærer således ikke en direkte forskelsbehandling, når optjeningen af årlig ferie afbrydes under orlov uden løn både for mænd og kvinder, der tager orlov uden løn. Det skal derfor undersøges, om et sådant vilkår kan udgøre indirekte forskelsbehandling.

76 I henhold til fast retspraksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, såfremt en national bestemmelse - selv om den er kønsneutral - indebærer, at langt flere kvinder end mænd behandles ugunstigt (jf. bl.a. domme af 2.10.1997, sag C-1/95, Gerster, Sml. I, s. 5253, præmis 30, og sag C-100/95, Kording, Sml. I, s. 5289, præmis 16).

77 Det bemærkes - som anført af den forelæggende ret - at væsentlig flere kvinder end mænd tager orlov uden løn under deres ansættelse, idet de tager supplerende barselsorlov, hvorfor det omtvistede vilkår faktisk finder anvendelse på flere kvinder end mænd.

78 Når et sådant vilkår hyppigere anvendes på kvinder, er det en følge af benyttelsen af retten til barselsorlov uden løn, som arbejdsgiverne har ydet dem som supplement til den beskyttelsesperiode, der er sikret dem ved artikel 8 i direktiv 92/85 [om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer].

79 De kvindelige arbejdstagere, der benytter denne ret med det vilkår, at optjeningen af årlig ferie afbrydes under orloven uden løn, kan ikke anses for at være ringere stillet end mandlige arbejdstagere. Denne supplerende barselsorlov uden løn er en særlig fordel, der er videregående end beskyttelsen i henhold til direktiv 92/85, og som er forbeholdt kvinder, og afbrydelse af optjeningen af årlig ferie under orloven kan derfor ikke anses for at indebære en mindre gunstig behandling af kvinder.

80 Spørgsmålet skal derfor besvares med, at direktiv 92/85 og 76/207 ikke er til hinder for et vilkår i en arbejdskontrakt om, at den periode, hvori den årlige ferie optjenes, begrænses til perioden på 14 ugers barselsorlov, som kvindelige arbejdstagere som minimum har
krav på i medfør af artikel 8 i direktiv 92/85, og at optjeningen heraf afbrydes under hele den supplerende barselsorlov, som arbejdsgiveren yder dem.«

I EU-Domstolens dom af 21. oktober 1999 i sag D-333/97, Lewen, vedrørende udbetaling af julegratiale under orlov til børnepasning, hedder det blandt andet:

»30 Hertil bemærkes for det første, at udbetaling til en arbejdstager, mens denne har orlov til børnepasning, af et gratiale i form af en ydelse, som en arbejdsgiver på frivilligt grundlag udbetaler i anledning af julen, hverken henhører under artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85, eller under § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34.

31 For så vidt angår artikel 11, nr. 2, i direktiv 92/85 bemærkes, at da bestemmelsens litra a) omhandler de rettigheder i forbindelse med en kvindelig arbejdstagers arbejdsaftale, der skal sikres i tilfælde af barselsorlov, finder denne bestemmelse ikke anvendelse. Gratialet, der som en særlig ydelse udbetales på frivilligt grundlag og ikke under en barselsorlov, men under en orlov til børnepasning, kan ikke betragtes som en rettighed, der skal sikres i tilfælde af moderskab. For så vidt angår bestemmelsens litra b) fremgår det af denne doms præmis 23, at denne bestemmelse heller ikke finder anvendelse.

32 Med hensyn til § 2, stk. 6, i bilaget til direktiv 96/34 bemærkes, at gratialet ikke udgør en erhvervet rettighed eller en rettighed, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, idet gratialet udbetales på frivilligt grundlag efter den pågældende orlovs ikrafttræden.

33 For det andet må det fastslås, at i relation til traktatens artikel 119 medfører en sådan praksis fra arbejdsgiverens side ikke direkte forskelsbehandling, når den pågældende praksis anvendes uden forskel over for mænd og kvinder. Det må derfor undersøges, om den kan udgøre indirekte forskelsbehandling.

34 I henhold til fast retspraksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, såfremt en national bestemmelse - selv om den er kønsneutral - indebærer, at langt flere kvinder end mænd faktisk behandles ugunstigt (jf. bl.a. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 76).

35 Hertil bemærkes for det første, at som den forelæggende ret har anført, tager kvinder langt oftere orlov til børnepasning end mænd, hvilket i øvrigt bekræftes af forholdene i sagsøgtes virksomhed.

36 Det bemærkes dernæst, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. dommen i sagen Boyle m.fl., præmis 39).

37 En arbejdstager, der udøver den ret til at tage orlov til børnepasning, som han er tillagt i henhold til lovgivningen, og som medfører udbetaling af en statslig børnepasningsydelse, befinder sig i en særlig situation, som ikke kan sidestilles med situationen for en mand eller kvinde, som arbejder, eftersom den pågældende orlov er kendetegnet ved, at arbejdsaftalen og dermed også arbejdsgiverens og arbejdstagerens respektive forpligtelser er stillet i bero.

38 Den omstændighed, at en kvinde, der har orlov til børnepasning, ikke får udbetalt et gratiale i form af en særlig ydelse, som arbejdsgiveren udbetaler i anledning af julen, udgør derfor ikke forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, når udbetalingen af den pågældende ydelse kun er betinget af, at arbejdstageren er i aktiv tjeneste på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker.

39 Det forholder sig anderledes, såfremt den nationale domstol på grundlag af national ret måtte kvalificere det i hovedsagen omtvistede gratiale som løn, der udbetales efterfølgende for det arbejde, der er udført i løbet af det år, hvor gratialet udbetales.

40 I så fald vil den omstændighed, at en arbejdsgiver afviser at udbetale et end ikke forholdsmæssigt nedsat gratiale til arbejdstagere, der har orlov til børnepasning, og som har udført arbejde i det år, hvor gratialet ydes, blot fordi deres arbejdsaftale er stillet i bero på det tidspunkt, hvor gratialet udbetales, stille sådanne arbejdstagere ugunstigt i forhold til dem, hvis arbejdsaftale ikke er stillet i bero på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker, og som faktisk modtager gratialet som vederlag for det arbejde, de har udført i løbet af det pågældende år. En sådan afvisning udgør derfor forskelsbehandling i traktatens artikel 119's forstand, idet kvinder, som det er fastslået i denne doms præmis 35, formentlig langt oftere vil have orlov til børnepasning på det tidspunkt, hvor gratialet udbetales, end mænd.«

I EU-Domstolens dom af 30. marts 2004 i sag C-147/02, Alabaster, om der ved beregningen af den lovbestemte barselsydelse skal tages hensyn til en lønforhøjelse, hedder det i præmis 46 og 47:

»46 De kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, befinder sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som faktisk arbejder, befinder sig i (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 17). De berørte kan derfor ikke med henvisning til bestemmelserne i traktatens artikel 119 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de faktisk - ligesom andre arbejdstagere - arbejdede (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 20).

47 For det tredje har Domstolen imidlertid i Gillespie m.fl.-dommens præmis 22 fastslået, at når den ydelse, der udbetales under barselsorloven, svarer til en ugeløn, der beregnes på grundlag af den gennemsnitsløn, den kvindelige arbejdstager har oppebåret på et givet tidspunkt, hvor hun faktisk arbejdede, og som er blevet udbetalt hende uge efter uge som til enhver anden arbejdstager, kræver princippet om forbud mod
forskelsbehandling, at den kvindelige arbejdstager, som stadig er knyttet til arbejdsgiveren gennem arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet under barselsorloven, ligesom enhver anden arbejdstager, endog med tilbagevirkende kraft, nyder godt af en lønforhøjelse, som er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven. At udelukke den kvindelige arbejdstager fra en sådan forhøjelse under hendes barselsorlov ville nemlig være en forskelsbehandling, eftersom hun ville have modtaget den højere løn, hvis hun ikke havde været gravid.«

I EU-Domstolens dom af 16. juli 2009 i sag C-537/07, Sánchez-Camacho, vedrørende omfanget af en under en forældreorlov erhvervet ret til pension ved varig uarbejdsdygtighed, hedder det blandt andet:

»38 . . . ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om § 2, stk. 6 og 8, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov er til hinder for, at der ved beregningen af en pension begrundet i en arbejdstagers varige uarbejdsdygtighed tages hensyn til, at arbejdstageren i en periode har haft forældreorlov, der afholdtes i form af nedsat arbejdstid, og herunder indbetalte til og erhvervede ret til pension i forhold til den oppebårne løn, hvilket har den konsekvens, at arbejdstageren er blevet tildelt en mindre pensionsydelse, end vedkommende ville have fået udbetalt, hvis han fortsat havde arbejdet på fuld tid.

39 Det følger af såvel ordlyden af § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov som af den sammenhæng, hvori den indgår, at bestemmelsen har til formål at undgå ethvert tab af ansættelsesrelaterede rettigheder, som arbejdstageren allerede har erhvervet eller er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, og at sikre, at arbejdstageren ved orlovens ophør med hensyn til disse rettigheder er stillet på samme måde som før denne orlov. De ansættelsesrelaterede rettigheder er dem, som tilkom arbejdstageren på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden.

40 § 2, stk. 6, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov regulerer derimod ikke de ansættelsesrelaterede rettigheder og forpligtelser under forældreorloven, som det i henhold til stk. 7 i den nævnte § 2 tilkommer medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter at fastsætte. Således henviser bestemmelsen til, at det i national lovgivning og kollektive overenskomster fastsættes, hvorledes der skal forholdes med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet, herunder i hvilket omfang arbejdstageren under den nævnte orlov fortsat erhverver rettigheder i forhold til arbejdsgiveren og til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

. . .

44 Følgelig skal det . . . besvares med, at § 2, stk. 6 og 8, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov ikke er til hinder for, at der ved beregningen af en pension begrundet i en arbejdstagers varige uarbejdsdygtighed tages hensyn til, at arbejdstageren i en periode har haft forældreorlov, der afholdtes i form af nedsat arbejdstid, og herunder indbetalte til og erhvervede ret til pension i forhold til den oppebårne løn.«

I EU-Domstolens dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08, Meerts, vedrørende afskedigelse under en forældreorlov, som var bevilget i form af nedsat arbejdstid, hedder det blandt andet:

»43 Det følger af formålene med rammeaftalen vedrørende forældrelov, som de er gengivet i denne doms præmis 35-37, at udtrykket »erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve«, som det anvendes i § 2, stk. 6, i nævnte rammeaftale, omfatter enhver rettighed eller fordel i penge eller naturalier, som arbejdstageren direkte eller indirekte som følge af arbejdsforholdet kan gøre krav på over for arbejdsgiveren på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden.

44 Hertil hører enhver rettighed eller fordel vedrørende arbejdsvilkår, herunder det opsigelsesvarsel, som en arbejdstager har krav på - såfremt arbejdsgiveren ensidigt opsiger en tidsubegrænset kontrakt med en fuldtidsansat arbejdstager, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid - og hvis varighed afhænger af arbejdstagerens anciennitet i virksomheden, og hvis formål er at gøre det lettere for arbejdstageren at søge nyt arbejde.

45 § 2, stk. 7, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov henviser til medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter, til hvem det overlades at fastsætte, hvorledes der skal forholdes med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet under forældreorlovsperioden, herunder i hvilket omfang arbejdstageren i denne periode kan fortsætte med at erhverve rettigheder i forhold til arbejdsgiveren. Ud fra en teleologisk og systematisk fortolkning må rækkevidden af denne henvisning anses for begrænset af § 2, stk. 6, hvorefter »[e]rhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører«.

46 Alle disse rettigheder og fordele ville ikke være opretholdt, hvis en arbejdstager - såfremt arbejdsgiveren uden at respektere det ved lov fastsatte opsigelsesvarsel opsiger en fuldtidsansat arbejdstager, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid - mister sit krav på fratrædelsesgodtgørelse beregnet på grundlag af den i ansættelseskontrakten aftalte løn.

47 Som anført af generaladvokaten i punkt 54 og 55 i forslaget til afgørelse ville en national lovgivning, som i forbindelse med forældreorlov medførte en forringelse af de af arbejdsforholdet afledte rettigheder, kunne afholde arbejdstagere fra at gå på forældreorlov og være et incitament for arbejdsgivere til snarere at opsige en arbejdstager på forældreorlov end en anden arbejdstager. Dette ville være i direkte modstrid med formålet med rammeaftalen vedrørende forældreorlov, som bl.a. er at sikre en forening af arbejdsliv og familieliv.«

. . .

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

§ 2, stk. 6 og 7, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, som blev indgået den 14. december 1995, og som findes i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af 15. december 1997, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den fratrædelsesgodtgørelse, som en arbejdstager har krav på - såfremt arbejdsgiveren, uden skellig grund eller uden at respektere det ved lov fastsatte opsigelsesvarsel, ensidigt opsiger ansættelsesforholdet med en arbejdstager ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt og på fuld tid, mens denne har forældreorlov bevilget i form af nedsat arbejdstid - beregnes på grundlag af den på opsigelsestidspunktet oppebårne deltidsløn.«

##### Procedure

*Teknisk Landsforbund som mandatar for A* har navnlig gjort gældende, at en opsigelsesperiode ikke opfylder sine væsentligste formål for lønmodtageren, hvis den helt eller delvist ligger i en orlovsperiode, hvor lønmodtageren ikke er berettiget til fuld løn. Da kvinder oftere end mænd tager barselsorlov og forældreorlov, og da deres orlov gennemsnitligt er længere end mænds, vil de oftere end mænd blive ramt af de negative konsekvenser af en opsigelse i en orlovsperiode, hvor de med den gældende retstilstand oftere i hele eller en del af opsigelsesperioden er uden løn eller blot får barselsdagpenge. Dette indebærer, at funktionærlovens og ansættelsesrettens regler for opgørelse af løn i opsigelsesperioden og erstatning herfor i deres nuværende tolkning stiller kvinder mindre gunstigt end mænd, og en sådan retstilstand er i strid med forbuddet mod indirekte diskrimination i ligebehandlingsloven og ligelønsloven, medmindre de forhold, der fører til denne retstilstand, er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at forholdene er objektivt begrundet, og at midlerne er hensigtsmæssige og nødvendige, og Lønmodtagernes Garantifond har ikke godtgjort, at en retstilstand, der medfører, at kvinder ikke har krav på fuld løn i en opsigelsesperiode, der ligger i en barselsorlov eller forældreorlov, opfylder disse krav. Funktionærlovens § 3 må derfor tolkes således, at en kvindelig funktionær, der opsiges under orlov, er berettiget til fuld løn i opsigelsesperioden. Retten til fuld løn i opsigelsesperioden er således en beskyttet rettighed også under barselsorlov og forældreorlov, jf. forældreorlovsdirektivet fra 1996 og navnlig den med direktivet iværksatte rammeaftales § 2, stk. 6, samt EU-Domstolens dom 22. oktober 2009 i sag C-116/08, Meerts. Lønmodtagernes Garantifond er bundet af forældreorlovsdirektivet og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv samt af EU-Domstolens fortolkning af disse direktiver. Direktivbestemmelserne er gennemført i dansk ret ved indarbejdelse i lovgivningen, herunder i ligebehandlingsloven, ligelønsloven og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel m.v., og ved konstatering af normharmoni er danske domstole forpligtet til at fortolke de nævnte lovbestemmelser i overensstemmelse med EU-rettens krav. Som følge heraf må funktionærlovens § 3 fortolkes således, at når en funktionær opsiges under orlov, er vedkommende berettiget til fuld løn i opsigelsesperioden.

*Lønmodtagernes Garantifond* har navnlig gjort gældende, at i forhold til en funktionær, der berettiget ophæver ansættelsesforholdet, har funktionærlovens § 3 til formål at erstatte vedkommende det tab, han eller hun lider, herunder ved ikke at have modtaget et sædvanligt opsigelsesvarsel. A har i den foreliggende situation ikke lidt et tab, fordi hun afholdt forældreorlov uden løn i hele den periode, der svarer til opsigelsesperioden. Hverken ligebehandlingsloven, ligelønsloven, EU-direktiver på ligebehandlingsområdet eller retspraksis, herunder fra EU-Domstolen, tilsiger en forpligtelse til at yde lønmodtagere løn under afholdelse af barselsorlov eller forældreorlov. Spørgsmålet om ret til løn i opsigelsesperioden ved opsigelse af en medarbejder på barselsorlov eller forældreorlov er heller ikke reguleret af de nævnte EU-direktiver. Bestemmelsen i funktionærlovens § 7, stk. 4, hvorefter en funktionær, der opsiges inden for de første 14 uger efter fødslen, har ret til fuld løn i hele opsigelsesperioden, uanset om medarbejderen måtte have ret til hel eller delvis løn under afholdelse af barselsorlov, udgør således en mere vidtgående beskyttelse af funktionæren, end der er pligt til at gennemføre i henhold til EU-direktiverne på ligebehandlingsområdet. Det følger således ikke af EU-retlige forpligtelser, at funktionærlovens § 3 skal fortolkes som anført af A. Det bestrides herunder, at A har påvist omstændigheder, der tyder på, at der er flere kvinder end mænd, der - opgjort forholdsmæssigt - rammes af en opsigelse i en ulønnet forældreorlovsperiode, og at der dermed - opgjort forholdsmæssigt - er flere kvinder end mænd, der oplever den beskrevne ulempe ved ikke at oppebære fuld løn i opsigelsesperioden. Allerede af denne grund har A ikke godtgjort, at garantifonden har handlet i strid med forbuddet mod indirekte forskelsbehandling i ligebehandlingsloven og ligelønsloven. A har endvidere ikke godtgjort, at en kvinde, der opsiges under forældreorlov uden løn, stilles ringere i
opsigelsesperioden, end tilfældet ville have været, hvis hun ikke var blevet opsagt i den relevante periode, ligesom hun ikke har godtgjort, at eventuelle ulemper i så henseende ville blive afhjulpet, hvis der blev tilkendt erstatning svarende til fuld løn i opsigelsesperioden. I øvrigt må den foreliggende retstilstand anses for objektivt begrundet i et sagligt formål, ligesom midlerne til at opfylde dette formål må anses for hensigtsmæssige og nødvendige.

Forældreorlovsdirektivet regulerer ikke en lønmodtagers ret til løn under afholdelse af forældreorlov, hvilket blandt andet er fastslået ved EU-Domstolens dom i sag C-537/07, Sánchez-Camacho. EU-Domstolens dom i sag C-116/08, Meerts, har alene fastslået, at den økonomiske kompensation, der i henhold til national lovgivning skal betales til en medarbejder, der opsiges i strid med den særlige beskyttelse af lønmodtagere mod opsigelse i en forældreorlovsperiode, beregningsmæssigt skal tage udgangspunkt i den løn, lønmodtageren sædvanligvis oppebærer i ansættelsesforholdet. Dommen kan derimod ikke påberåbes til støtte for en videregående ret til løn under afholdelse af forældreorlov, end den der følger af national lovgivning, og dermed ikke til støtte for et synspunkt om, at A har krav på en erstatning svarende til lønnen i den legale opsigelsesperiode. Dette følger ligeledes af Østre Landsrets dom af 12. maj 2011 i sag nr. B-1893-10 [utrykt]. Den af A påberåbte fortolkning af funktionærlovens § 3 vil endvidere ikke kunne rummes inden for den ramme, der er fastlagt af bestemmelsen, hvorfor A's synspunkt forudsætter, at hun vil kunne støtte ret på forældreorlovsdirektivet. Direktivet kan imidlertid ikke tillægges direkte horisontal virkning og kan derfor ikke påberåbes i det indbyrdes forhold mellem to private parter.

#### Landsrettens begrundelse og resultat

Bestemmelsen i funktionærlovens § 7, stk. 4, hvorefter en arbejdsgiver, der opsiger en funktionær i løbet af de første 14 uger efter fødslen, skal betale fuld løn til funktionæren i opsigelsesperioden, gælder ikke, såfremt opsigelsen sker efter udløbet af 14-ugersperioden, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1988 side 460.

Efter funktionærlovens § 3, stk. 3, jf. stk. 2, har en funktionær, som hæver ansættelsesforholdet på grund af grov misligholdelse fra arbejdsgiverens side, og som har krav på mere end 3 måneders opsigelse, ret til erstatning efter almindelige erstatningsregler, dog mindst svarende til lønnen indtil fratræden med 3 måneders varsel. En funktionær, som i en forældreorlovsperiode efter udløbet af de første 14 uger efter fødslen, hvor der ikke består nogen lønforpligtelse for arbejdsgiveren, hæver ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens grove misligholdelse, vil således alene være berettiget til erstatning efter denne bestemmelse, i det omfang vedkommende måtte være berettiget til løn, indtil fratræden med lovligt opsigelsesvarsel kunne finde sted.

En sådan retstilstand må antages at være forenelig med EU-reglerne og EU-Domstolens praksis.

Efter udløbet den 21. november 2008 af de første 14 uger efter fødslen var A i den følgende forældreorlovsperiode alene berettiget til barselsdagpenge, indtil hun den 4. juli 2009 skulle genoptage sit arbejde. Arbejdsgiveren havde således ingen lønforpligtelse over for A, da hun den 22. december 2008 ophævede ansættelsesforholdet på grund af udebleven løn for perioden 1.-21. november 2008, og arbejdsgiveren havde fortsat ingen lønforpligtelse over for hende i tiden herefter og frem til den 30. april 2009, da hun lovligt kunne være opsagt. Som følge heraf tilkommer der ikke A erstatning efter funktionærlovens § 3, stk. 3, jf. stk. 2.

Landsretten tager derfor Lønmodtagernes Garantifonds frifindelsespåstand til følge.

Teknisk Landsforbund som mandatar for A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Lønmodtagernes Garantifond til dækning af garantifondens udgifter til advokat med 80.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet er der navnlig henset til sagens omfang, herunder mundtlig forhandling af spørgsmål om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

===== FIL: praksis/dk-o-2012-b3829-10.md =====

# Østre Landsret, 16. januar 2012, sag B-3829-10

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2012-b3829-10.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2012-b3829-10.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Afskedigelse under barsel og udskudt lønforhøjelse

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark ankede som mandatar for lønmodtageren A Lyngby Rets dom af 6. december 2010 i en sag mod arbejdsgiveren, Sirena A/S, og påstod betaling af 794.200 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 16. januar 2009, mens Sirena A/S principalt påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end tilkendt af byretten og mere subsidiært stadfæstelse. Landsretten fandt, at Sirena A/S ikke havde løftet bevisbyrden for, at der ved valget af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges som følge af den økonomiske krise i virksomheden, ikke – hverken helt eller delvist – blev lagt vægt på, at A var på barsel. Landsretten lagde navnlig vægt på forklaringerne fra Steen Riber og Boe Spurré om, at også den nye medarbejder, der varetog A's opgaver under barslen, ville kræve omfattende oplæring for at blive overflyttet til rederafdelingen, på, at A ikke fik tilbud om overflyttelse til og oplæring i nye arbejdsopgaver, inden det blev besluttet at afskedige hende, på, at det ikke var godtgjort, at den nye medarbejder var bedre kvalificeret, og på, at Steen Riber havde forklaret, at han tvivlede på, om A faktisk ville ønske at vende tilbage til virksomheden efter sin barselsperiode. Afskedigelsen var herefter i strid med ligebehandlingsloven, og godtgørelsen blev efter omstændighederne, herunder A's ansættelsestid, fastsat til 9 måneders løn, svarende til 257.400 kr. Med byrettens begrundelse var landsretten enig i, at A havde ret til efterbetaling og godtgørelse efter ligelønslovens § 2, og i efterbetalingsbeløbet på 25.000 kr., men fandt alene grundlag for at tilkende en godtgørelse på 15.000 kr., hvorfra skulle fradrages 13.000 kr., som allerede var udbetalt; ved udmålingen efter § 2, stk. 2, lagde landsretten på den ene side vægt på, at der efter forarbejderne er behov for effektive sanktioner, der skal virke afskrækkende, og på den anden side på, at godtgørelsen tildeles ved siden af en fuld kompensation i form af efterbetaling, samt på ansættelsestiden og omstændighederne ved udskydelsen af lønforhøjelsen. Der var ikke grundlag for yderligere godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis end de 5.000 kr., som Sirena A/S allerede havde betalt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Godtgørelserne har forskellige lovgrundlag. Beløbene er konkrete og ikke en takst. Ligelønsgodtgørelsen blev vurderet med hensyn til både afskrækkelse og den særskilte fulde efterbetaling. Domskonklusionen er udeladt i den anvendte tekst; resultatet fremgår af landsrettens begrundelse.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 72 (lov/1.md), § 1, afsnit 73 (lov/1.md), § 1, afsnit 74 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 85 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 86 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 87 (lov/1a.md), § 2, afsnit 32 (lov/2.md), § 2, afsnit 33 (lov/2.md), § 2, afsnit 34 (lov/2.md), § 6, afsnit 35 (lov/6.md), § 6, afsnit 36 (lov/6.md), § 6, afsnit 37 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Østre Landsrets dom.

Lyngby Rets dom af 6. december 2010 (- - -) er anket af HK Danmark som mandatar for A med påstand om, at indstævnte skal betale 794.200 kr. til appellanten, subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 16. januar 2009.

Indstævnte, Sirena A/S, har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end tilkendt af byretten, mere subsidiært stadfæstelse og mest subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end af appellanten påstået.

For landsretten er som nyt bilag fremlagt en oversigt over CV for øvrige medarbejdere i økonomiafdelingen i Sirena A/S.

##### Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer af A, Steen Riber og Boe Spurré.

*A* har supplerende forklaret blandt andet, at hendes arbejde i HHM Industri bestod i alt inden for kreditorbogholderi, herunder finansbogholderi, aflønning af timelønnede og bankforretninger mv. Der var ca. 150 medarbejdere i HHM Industri. Aflønning af timelønnede omfattede også håndværkere med forskellige overenskomster og tillæg, der varierede fra gang til gang. Før hun gik på sin anden barsel fra Sirena A/S, varetog Christina Bøje lønfunktionen, bortset fra en periode, hvor Steen Riber overtog på grund af sygdom. Tidligere var det kun Steen Riber, der varetog HR-arbejdet. Hun vil tro, det er Steen Riber, der har udformet hendes ansættelseskontrakt. I forbindelse med arbejdet som kreditorbogholder modtog hun fakturaer og sørgede for betaling og herunder afstemning af valutaafregninger. Hun lavede også bogholderi og regnskab for afdelingerne i Asien og bistod medarbejdere med rejseafregninger. Hun stod desuden for kontorartikler og andre administrative opgaver. I rederafdelingen tog de sig af kommissionsaftaler. Hun havde ikke nærmere kendskab til dette arbejde, men mener, at hun ville kunne udføre dette arbejde efter en kortere oplæring. Helle Thomsen havde været på barsel med sit tredje barn, inden hun blev ansat hos Sirena A/S. Mens hun lærte Helle Thomsen op, oplevede hun, at Helle ikke var særlig interesseret i kreditorbogholderi. Aftalen med Steen Riber var, at hun skulle have alle sine arbejdsopgaver tilbage efter endt barsel, og at Helle Thomsen herefter skulle overgå til andet arbejde, idet Sirena A/S dengang regnede med, at der nok skulle dukke andre opgaver op. Blandt andet var der tale om, at Vinnie Riber, som var i rederafdelingen, ville trappe ned.

Tidligere år havde hun været til personalesamtale med den personaleansvarlige chef alene, men i 2008 deltog Steen Riber også i samtalen, fordi Boe Spurré var ny chef. Hun havde ikke før samtalen set et bilag svarende til det, der blev udfyldt ved samtalen. Det var Steen Riber, der førte ordet til samtalen. Hun var dengang meget glad for sine arbejdsopgaver og samarbejdet i økonomiafdelingen, så hun havde ikke ønsker om forandringer. De talte ikke om hendes løn ved denne samtale, men kun om hendes barselsvilkår. Bagefter hørte hun, at hendes kollega Helle Holte Rasmussen havde fået lønforhøjelse, og så ville hun også tage spørgsmålet om sin egen løn op med Steen Riber. Steen Riber gav udtryk for, at han var skuffet over, at hun ville drøfte sine lønforhold nu, men sagde så, at hun da godt kunne få lønforhøjelse efter endt barsel. Hun ved, at Steen Riber tidligere har givet gunstige lønvilkår til en medarbejder, der stod for at skulle på barsel, og som endte med at sige op under sin barselsorlov, og at han derfor var negativ over for dette. Mens hun var på barsel, kom hun jævnligt i virksomheden. Hun var heldig at få sit nuværende job, straks efter at hendes barselsorlov udløb. Her udfører hun også kreditorbogholderi og varetager desuden lønbogholderi. Hun fik jobbet, fordi en af hendes tidligere kollegaer fra Sirena A/S var blevet økonomichef i denne virksomhed og stod og manglede en regnskabsmedarbejder.

*Vidnet Steen Riber* har supplerende forklaret blandt andet, at finanskrisen var startet meget tidligt for Sirena A/S, fordi de er en international virksomhed. I september 2008 stod det desuden klart, at krisen ville blive alvorlig og længerevarende, og de var derfor nødt til at skære yderligere ned, også i virksomhedens administrative funktioner. Der blev afskediget i alt 6 medarbejdere ved de to afskedigelsesrunder i henholdsvis foråret og efteråret 2008. Helle Thomsen blev ikke ansat som vikar eller erstatning for A, men derimod som en, der kunne varetage A's opgaver under hendes barsel og siden varetage andre opgaver i virksomheden. Navnlig skulle Helle Thomsen overtage opgaverne i rederafdelingen fra hans kone, Vinnie Riber, som på grund af alder ønskede at trappe ned. Rederafdelingen omfatter afregning til rederne ved salg af fiskerilaster fra store trawlere. Der er tale om store mængder fisk fra togter af op til 25-30 dages varighed. Det er et meget kompliceret arbejde med omfattende bilag, som endvidere administreres gennem et særligt it-program. Helle Thomsen var kvalificeret til dette arbejde, da hun havde en bredere regnskabsmæssig baggrund end A. Han havde tidligere spurgt A, om hun ville overtage lønbogholderiet for Christina Bøje, da hun var syg i en længere periode, men det ville A ikke. Allerede dengang gav A derimod udtryk for, at hun ikke ønskede mere ansvar. A var god til sine bogholderiopgaver, så det var helt o.k. for ham, men omvendt var det altså også tydeligt, at hun ikke ønskede nye opgaver. Ved den anden afskedigelsesrunde lagde de ikke vægt på, at A var på sin anden barselsorlov. Tværtimod havde de oprindelig den forventning, at A skulle vende tilbage til sine arbejdsopgaver, og det var også aftalt, at hun kunne få en lønforhøjelse senere. Spørgsmålet om, hvem der skulle afskediges, drøftede han med Boe Spurré og den anden medejer af virksomheden, Peter Buhl.

Ved personalesamtalen i maj 2008 var der ikke lagt op til, at de skulle tale om A's lønniveau. Formålet var en almindelig personalesamtale og at tale om de nærmere detaljer om hendes barselsorlov. Han blev meget forbavset over den mail, A sendte ham efterfølgende. Der var ikke nogen generel lønforhøjelse i Sirena A/S i 2008. Helle Holte Rasmussen havde kun fået lønforhøjelse, fordi hun havde påtaget sig ekstra arbejde under Christina Bøjes sygdomsperiode. Desuden varetog Helle Holte Rasmussen en del mere ansvarsfulde opgaver end A. Han tog et møde med A, dagen efter at han havde fået hendes mail. Han fortalte hende, at han var blevet meget forbavset over indholdet af mailen, og at han ikke forstod, hvorfor hun kunne tro, at de ikke ville have hende tilbage efter endt barsel. De aftalte, at
hendes løn under barsel skulle være som uændret, men at hun ville få en lønforhøjelse i 2009, når hun havde vist, at hun faktisk kom tilbage fra barsel. Det er rigtigt, at han tvivlede på, om A faktisk ville ønske at vende tilbage til virksomheden efter sin barselsorlov. Han kender ikke nærmere til Helle Thomsens uddannelsesmæssige baggrund, da han ikke selv varetog ansættelsen af hende. Men han var med til at definere kravene til den nye medarbejder, der skulle ansættes, herunder at den pågældende skulle have bredere kompetencer end A, og han ved, at Helle Thomsen også netop havde en bredere regnskabsmæssig baggrund end A. De forventede, at der skulle være 12-24 måneders oplæring af Helle Thomsen i rederafdelingen, og det passede med, at hans kone ville kunne gå på pension som 65- årig.

*Vidnet Boe Spurré* har supplerende forklaret blandt andet, at de under personalesamtalen med A i maj 2008 kun talte om hendes barselsordning og ikke om hendes generelle løn. Han var ikke selv ansat endnu, da Helle Thomsen blev ansat i Sirena A/S, men han ved, at hun ikke var en erstatning for A, men derimod skulle overgå til oplæring i funktionerne i rederafdelingen, når A kom tilbage fra barsel. Han har fået at vide, at Helle Holte Rasmussen havde trukket det største læs under Christina Bøjes langvarige sygdom, og det var derfor, hun skulle have en særlig lønstigning. Der blev ikke givet generel lønstigning i virksomheden i 2008. Det er ham, der har udarbejdet oversigten over CV'er for medarbejderne i økonomiafdelingen, og han ved, at de alle har en bredere baggrund end A. Han vil tro, at det ville have taget omkring 8-12 måneder at lære Helle Thomsen op i funktionerne i rederafdelingen, men det er svært at sige, da der er tale om opgaver, som er meget mere komplicerede end funktionerne i regnskabsafdelingen. Han kan ikke huske, om A til afskedigelsessamtalen i november 2008 spurgte, om det havde noget med hendes barselsorlov at gøre. Han kan ikke svare på, hvad Helle Thomsen fik i løn, da hun blev ansat. Helle Thomsen varetager i dag både A's tidligere opgaver og en række andre regnskabsmæssige opgaver, herunder lønbogholderiet. A fik fuld løn frem til sin fratræden den 31. marts 2009.

##### Procedure

Parterne har for landsretten i alt væsentligt gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

*Godtgørelse efter ligebehandlingsloven*

Efter de foreliggende oplysninger i sagen finder landsretten, at Sirena A/S ikke har løftet bevisbyrden for, at der ved valget af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges som følge af den økonomiske krise i virksomheden, ikke - hverken helt eller delvist - blev lagt vægt på, at A var på barsel.

Landsretten har herved navnlig lagt vægt på forklaringerne fra Steen Riber og Boe Spurré om, at det også ville kræve omfattende oplæring, når den nye medarbejder Helle Thomsen, der varetog A's opgaver under hendes barsel, senere skulle overflyttes til arbejdsfunktionerne i rederafdelingen, og at A ikke fik tilbud om overflyttelse til og oplæring i nye arbejdsopgaver, inden det blev besluttet at afskedige hende. Det er endvidere ikke godtgjort, at Helle Thomsen var bedre kvalificeret end A, hverken til varetagelsen af opgaver i rederafdelingen eller til varetagelse af de opgaver, som A tidligere varetog. Der er endelig lagt vægt på, at Steen Riber har forklaret, at han tvivlede på, om A faktisk ville ønske at vende tilbage til virksomheden efter sin barselsperiode.

Afskedigelsen af A er herefter sket i strid med ligebehandlingsloven, og som følge heraf tilkommer der hende en godtgørelse herfor, der efter omstændighederne i sagen, herunder hendes ansættelsestid i virksomheden, passende kan fastsættes til 9 måneders løn, svarende til 257.400 kr.

*Efterbetaling og godtgørelse efter ligelønsloven*

Med den begrundelse, byretten har anført, er landsretten enig i, at A har ret til efterbetaling og godtgørelse i medfør af ligelønsloven § 2.

Landsretten er enig i det opgjorte samlede efterbetalingsbeløb på 25.000 kr.

Landsretten finder derimod, at der alene er grundlag for herudover at tilkende et godtgørelsesbeløb på 15.000 kr. Fra dette beløb skal fradrages 13.000 kr., som allerede er udbetalt i godtgørelse.

Ved fastsættelsen af godtgørelsesbeløbet efter ligelønslovens § 2, stk. 2, har landsretten på den ene side lagt vægt på, at det af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at der er behov for effektive sanktioner, der skal virke afskrækkende. Landsretten har på den anden side lagt vægt på, at der er tale om en godtgørelse, der tildeles ved siden af en fuld kompensation i form af efterbetaling for det økonomiske tab, som er lidt ved overtrædelsen af ligelønsoven. Ved fastsættelsen af det konkrete godtgørelsesbeløb er der endvidere lagt vægt på A's ansættelsestid og omstændighederne i forbindelse med udskydelsen af lønforhøjelsen.

*Godtgørelse efter lov om ansættelsesbeviser*

Sirena A/S har erkendt, at A's ansættelsesbevis ikke opfyldte kravene i loven om ansættelsesbeviser, og har betalt en godtgørelse herfor på 5.000 kr. Efter karakteren af manglerne ved ansættelsesbeviset, som ikke er undskyldelige, men heller ikke konkret har givet anledning til tvist, er der ikke grundlag for at tilkende A yderligere godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis end det, der allerede er betalt.

Som følge af det anførte ændrer landsretten byrettens dom som nedenfor bestemt.

Efter sagens udfald skal Sirena A/S betale delvise sagsomkostninger for begge retter til HK Danmark som mandatar for A. Beløbet fastsættes til i alt 84.280 kr. og omfatter 14.280 kr. til retsafgifter og 70.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms, herunder materialesamlinger for landsretten. Ved fastsættelsen af de nævnte omkostningsbeløb er der lagt vægt på størrelsen af de tilkendte beløb samt sagens omfang og varighed, og at der ikke er givet medhold i kravet om yderligere godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

*Byrettens dom ændres, således at indstævnte, Sirena A/S, skal betale 284.400 kr. til appellanten, HK Danmark som mandatar for A, med tillæg af procesrente fra den 16. januar 2009.*

*I sagsomkostninger for begge retter skal Sirena A/S betale 84.280 kr. til HK Danmark som mandatar for A.*

*Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.*

*Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.*

===== FIL: praksis/dk-o-2021-bs44879-2019.md =====

# Østre Landsret, 16. september 2021, sag BS-44879/2019-OLR

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2021-bs44879-2019.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2021-bs44879-2019.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Incitamentsprogram som løn og forskelsbehandling under barselsorlov

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): A, der var ansat i B som Executive Advisor og indplaceret på L3-niveau, ankede Retten i Glostrups dom af 25. september 2019 og gentog sin påstand om, at B Holding A/S skulle betale 9.500.000 kr. med procesrente; B Holding A/S påstod stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Hovedspørgsmålet var, om A, fordi hun ikke blev inviteret til at deltage i et incitamentsprogram (MIP-programmet) i første runde i februar 2015, hvor hun var på barselsorlov, var udsat for usaglig forskelsbehandling, der gav ret til lønregulering og godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 1 og 2, eller godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, jf. § 4, og erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Landsretten tiltrådte, at programmet udgjorde et sådant led i de inviteredes ansættelsesforhold, at A kunne rette kravet mod B Holding A/S, og fandt, at programmet var en ydelse fra arbejdsgiveren omfattet af lønbegrebet i ligelønslovens § 1 a, stk. 3, da deltagerne investerede til den kurs, som ATP og kapitalfondene Bain og Advent havde betalt ved købet af B Holding A/S i 2014, med et tillæg på 9 % og dermed ikke til markedskursen på tidspunktet for investeringen. A havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode direkte eller indirekte forskelsbehandling, bl.a. fordi hun var i programmets målgruppe, og fordi den medarbejder, der under hendes barselsorlov havde overtaget hendes stillingsbetegnelse, blev inviteret; bevisbyrden påhvilede herefter B Holding A/S, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Da der ikke var udarbejdet skriftlige retningslinjer for udvælgelsen, skærpedes kravene til B Holding A/S' bevis, og selskabet havde ikke godtgjort, at ligebehandlingsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke var krænket; et betydeligt forretningsmæssigt skøn ved udvælgelsen kunne ikke føre til en anden vurdering. Landsretten tog A's påstand om betaling af 9 mio. kr. efter ligelønslovens § 2, stk. 1, til følge, tilkendte hende godtgørelse på 10.000 kr. efter § 2, stk. 2, og fandt herefter ikke grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt ligebehandlingsloven tillige var krænket.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret incitamentsprogram og konkret opgørelse af lønforskellen efter ligelønslovens § 2, stk. 1; ikke automatisk ret for enhver orlovsfraværende til at deltage i enhver investering. Forklaringerne er udeladt i den anvendte tekst.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 75 (lov/1.md), § 1, afsnit 76 (lov/1.md), § 1, afsnit 77 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 88 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 89 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 90 (lov/1a.md), § 2, afsnit 35 (lov/2.md), § 2, afsnit 36 (lov/2.md), § 2, afsnit 37 (lov/2.md), § 6, afsnit 38 (lov/6.md), § 6, afsnit 39 (lov/6.md), § 6, afsnit 40 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Østre Landsrets dom

Retten i Glostrup har den 25. september 2019 afsagt dom i 1. instans (…).

Landsdommerne Nina Fischer Rønde (kst.), Mohammad Ahsan og Tine Bransholm Ginnerup (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

#### Påstande

*Appellanten, A*, har gentaget sin påstand for byretten om, at B Holding A/S skal betale 9.500.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

*Indstævnte, B Holding A/S*, har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

#### Supplerende sagsfremstilling

Der er enighed mellem parterne om, at det af sagen omhandlede »Management Incentive Program« benævnt MlP- programmet er et incitamentsprogram, der sammenfattende kan beskrives i overensstemmelse med sagsfremstillingen i Retten i Glostrups dom af 12. juli 2019 i en verserende ankesag, der ligeledes udspringer af MlP- programmet. Det fremgår heraf:

»… MlP-programmet blev første gang præsenteret i andet halvår af 2013 i forbindelse med salgsprocessen af B Holding A/S, hvilket var B’s moderselskab. MlP-programmet gik ud på, at ledende medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og nøglemedarbejdere blev tilbudt en mulighed for at erhverve anparter i selskabet elnvestments af 23. marts 2014 ApS, i det følgende benævnt elnvestments, og aktier i selskabet Nasser Norway AS. De, der gav tilbud om køb af B Holding A/S, blev forud for afgivelse af bud introduceret til en rammeaftale, et såkaldt Term Sheet, med de vilkår, som MlP-programmet skulle indeholde. Term Sheetet var udarbejdet af advokatfirmaerne Travers Smith og Bruun & Hjejle for MIP-deltagerne, der var repræsenteret af C, CEO i B Holding A/S, og D, daværende CFO og senere CEO i B Holding A/S.

ATP og kapitalfondene Bain og Advent købte den 24. marts 2014 B Holding A/S, og samme dag blev MIP Term Sheet underskrevet. Efter et forhandlingsforløb omkring implementeringen af Term Sheetet over i et endeligt aftaledokument blev der den 15. april 2015 indgået Subscription and Securityholders Agreement, benævnt SSA- aftalen, der fastlagde rettigheder og forpligtelser for Nassa Norway AS, Nassa lnvestment AS, elnvestments og MIP- deltagerne eller deres holdingselskaber. SSA-aftalen fastlagde fundamentet for MIP-programmet, der bestod i, at hver MlP-deltager skulle købe anparter i elnvestments fra Nassa Investment AS, tegne nye anparter i elnvestments og tegne nye aktier i Nassa Norway AS…«

B Holding A/S har overfor landsretten oplyst, at de deltagere i MlPprogrammet, som blev inviteret til at deltage i februar 2015, investerede til samme kurs, som ATP og kapitalfondene Bain og Advent betalte i forbindelse med købet af B Holding A/S den 24. marts 2014, med et tillæg på 9 %.

Der er af B Holding A/S for landsretten fremlagt en liste over medarbejdere på L1-L3 niveau - pr. juli 2014. Af listen fremgår i alt 63 personer, hvoraf 50 er indplaceret på L3 niveau. Det fremgår også, at de 32 personer, som blev tilbudt deltagelse i MlP-programmet, tog imod tilbuddet, og at 27 af dem var medarbejdere på L3 niveau. Endelig fremgår det, at A refererede til selskabets CEO.

Ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. januar 2020 blev B pålagt at betale 820.000 kr. til A i godtgørelse for afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven.

#### Forklaringer

[Udeladt]

#### Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

*A* har supplerende anført navnlig, at et eventuelt forretningsmæssigt skøn ikke kan inddrages i vurderingen af, om A har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der blev udøvet forskelsbehandling, herunder fordi antallet af deltagere i MlP-programmet fra den relevante gruppe af ansatte var betydeligt og signifikant.

*B Holding A/S* har supplerende anført navnlig, at ligelønsloven ikke finder anvendelse, da et tilbud om investering på markedsvilkår ikke kan sidestilles med et vederlag. Såfremt landsretten finder, at A på grund af sin barsel fik anden mindre gunstig behandling, kan påstanden om godtgørelse i henhold til ligebehandlingsloven under alle omstændigheder ikke tages til følge, idet der ved krænkelse af § 9 ved mindre gunstig behandling af en ansat ikke kan tilkendes godtgørelse.

B Holding A/S har ikke for landsretten påberåbt sig § 27 i Subscription and Securityholders Agreement om voldgift.

#### Landsrettens begrundelse og resultat

*Sagens baggrund og hovedspørgsmål*

A blev den 1. marts 2013 ansat i B med den endelige titel »Executive Advisor« og med reference til den daværende CEO i B, C.

A blev indplaceret som såkaldt L3 specialist, hvilket var en kategori for (ledende) medarbejdere, som var indplaceret på L3 niveau, men uden ledelsesansvar. Hun
var på barselsorlov i perioden fra den 14. juni 2014 til den 1. juni 2015.

I marts 2014 blev B-koncernen overtaget af ATP og kapitalfondene Bain og Advent, og forud herfor blev de da kommende ejere via et såkaldt Term Sheet præsenteret for et særligt anparts- og aktiekøbsprogram til navnlig ledende medarbejdere i B-koncernen (herefter MlP-programmet). Den 15. april 2015 blev der indgået en Subscribtion and Securityholders Agreement (herefter MlPaftalen), der fastlagde de rettigheder og forpligtelser, som knyttede sig til MlP-programmet.

Forud for indgåelsen af den nævnte aftale udsendte B i februar 2015 den første runde af invitationer til udvalgte (ledende) medarbejdere i B vedrørende deltagelse i MlP-programmet. Vurderingen af, hvilke medarbejdere der kunne komme i betragtning til denne deltagelse, blev foretaget hen over vinteren 2014/2015.

Således som sagen er forelagt for landsretten, er sagens hovedspørgsmål, om A, fordi hun ikke blev inviteret til at deltage i MlP-programmet i forbindelse med den første runde i februar 2015, hvor hun var på barselsorlov, af B Holding A/S blev udsat for en sådan usaglig forskelsbehandling, at hun er berettiget til lønregulering og godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 1 og 2, eller godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, jf. § 4, og erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

*Om rette sagsøgte og lønbegrebet i ligelønsloven*

Det fremgår af MlP-aftalen, at den blev indgået mellem Nassa Norway AS, Nassa Investment AS og eInvestments af 23. marts 2014 ApS samt de ledende medarbejdere i B-koncernen og eventuelle enkeltpersoner. MlP-programmet indebar således ikke en aftale mellem den enkelte deltager og B. Spørgsmålet er herefter, om A desuagtet kan rette sine eventuelle krav mod B Holding A/S.

Der må i den forbindelse lægges vægt på, at det følger af MlP-aftalens pkt. 11 om ret til at købe visse aktier og pkt. 14 om konkurrence- og kundeklausul, at det var en forudsætning for at deltage i og bibeholde investeringen i MIP- programmet, at deltageren var og forblev ansat i B-koncernen og endvidere under ansættelsesforholdet var underlagt en konkurrenceklausul i forhold til B-koncernen.

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at B i tilknytning til invitationerne om deltagelse i MlP-programmet udbetalte en bonus til de inviterede medarbejdere, som alene kunne anvendes til investering i MIP-programmet, og som var tilpasset i forhold til det beløb, som den enkelte deltager skulle betale i skat.

På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at MlP-programmet - uanset at MlP-programmet ikke indebar en aftale mellem den enkelte deltager og B - udgjorde et sådan led i de inviteredes ansættelsesforhold i B, at A er berettiget til at rette eventuelle krav i anledning heraf mod B Holding A/S.

Herefter og henset til oplysningerne om, at deltagerne i MlP-programmet investerede til den kurs fra 2014, som ATP og kapitalfondene Bain og Advent i sin tid havde betalt i forbindelse med købet af B Holding A/S, med et tillæg på 9 %, og at deltagerne i MlP-programmet dermed ikke investerede til markedskursen på tidspunktet for deres investering, finder landsretten det godtgjort, at MlP-programmet indeholdt en sådan begunstigelse af de inviterede, at MlP-programmet udgjorde en ydelse fra arbejdsgiveren, som er omfattet af lønbegrebet i ligelønslovens § 1 a, stk. 3. Dette støttes endvidere af forklaringen fra D om, at ejerne af B betragtede MlP-programmet som »guld«, som de kun ville give til de personer, de virkelig troede, kunne hjælpe dem med at tjene endnu flere penge.

*Om der er påvist faktiske omstændigheder*

Det følger af ligelønslovens § 1, at der ikke på grund af køn må finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med denne lov. Efter lovens § 6, stk. 2, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvis en person, der mener sig krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Spørgsmålet er herefter i første række, om A har påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B udøvede direkte eller indirekte forskelsbehandling af hende ved, at hun, mens hun var på barselsorlov, ikke blev inviteret til deltagelse i MlP-programmet ved den første runde i februar 2015.

I den forbindelse må der lægges vægt på, at A var med i målgruppen for MIP-programmet. Der kan herved henvises til, at det af indledningen til MlP-aftalen samt aftalens pkt. 1 fremgår, at MlP-programmet var rettet mod navnlig de ledende (executive) medarbejdere i B Holding A/S, hvilket efter bevisførelsen må lægges til grund var medarbejdere indplaceret på L1-L3 niveau, og at A som Executive Advisor var indplaceret på L3 niveau. Det er i øvrigt ubestridt, at A først blev omplaceret til en anden stilling på et lavere niveau, efter hun kom tilbage fra sin barselsorlov den 1. juni 2015.

Desuden må der lægges vægt på, at det af B Holding A/S’ opgørelse over medarbejdere indplaceret på L1-L3 niveau i februar 2015 fremgår, at i alt 61 medarbejdere var indplaceret på disse niveauer, hvoraf 42 blev inviteret til at deltage i MlP-programmet. Af det samlede antal var 35 indplaceret på L3 niveau, og af disse blev 22 inviteret.

Endvidere må det tages i betragtning, at E, der under A’s barselsorlov havde overtaget A’s stillingsbetegnelse som Executive Advisor, og som også refererede til B
Holding A/S’ CEO, blev inviteret til deltagelse i MIP-programmet. Dette gælder, uanset at E i kraft af sin deltagelse i processen vedrørende salget af B kom til at varetage andre arbejdsopgaver, end A havde gjort som Executive Advisor.

Herudover må der - under hensyn til, at det af bl.a. de fremlagte organisationsdiagrammer følger, at A før og under sin barselsorlov organisatorisk var placeret under B Holding A/S’ CEO - lægges vægt på, at det var D, som skulle have foretaget vurderingen af og eventuelt have indstillet A til i februar 2015 at blive inviteret til deltagelse i MlP- programmet, hvilken vurdering D efter sin forklaring ikke foretog. Det må herved også tages i betragtning, at det ifølge D’s forklaring for byretten var ham, der foretog indstillingen af E.

På den anførte baggrund - og når også henses til oplysningerne om, at A i første omgang ikke fik udbetalt bonus for året 2014 - finder landsretten, at A har påvist sådanne faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at B udøvede direkte eller indirekte forskelsbehandling af hende, ved at hun, mens hun var på barselsorlov, ikke blev inviteret til deltagelse i MIP-programmet ved den første runde i februar 2015. Det påhviler herefter B Holding A/S at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket.

*Om formodningen om forskelsbehandling er tilbagevist*

*D* har forklaret, at det var et kriterium for at blive inviteret til at deltage i MIP-programmet, at man havde en vigtig rolle i organisationen og ville være med til at drive virksomheden frem, men at der ikke blev udarbejdet skriftlige retningslinjer eller lignende, som kan belyse kriterierne for udvælgelsen af de medarbejdere, som skulle inviteres til at deltage i MlP-programmet. Landsretten finder, at disse omstændigheder skærper de krav, der må stilles til B Holdings A/S’ bevis for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. herved Højesterets dom af 24. september 2009, der er optrykt i U2009.2993.

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at A i sin stilling som Executive Advisor for den daværende CEO, C, der ikke har afgivet forklaring herom under sagen, varetog opgaver af procesorienteret, strategisk og transformationel karakter. I forlængelse heraf må der lægges vægt på, at A i april 2014 forud for sin barselsorlov fik udbetalt en bonus på 123.000 kr. for året 2013, og at der for landsretten ikke er fremlagt oplysninger om, at der forud for hendes barselsorlov blev foretaget en evaluering af hende, herunder af C, der taler i negativ retning i forhold til A’s udførelse af sine arbejdsopgaver som Executive Advisor. Det bemærkes, at A’s ansættelsesforløb efter, at hun kom tilbage fra sin barselsorlov den 1. juni 2015, ikke kan tillægges den store betydning ved vurderingen af, om B Holding A/S har godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket ved, at A i februar 2015 ikke modtog en invitation til deltagelse i MlP-programmet.

På den anførte baggrund - og når også henses til det ovennævnte skærpede beviskrav - finder landsretten, at B Holding A/S ikke har godtgjort, at ligebehandlingsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke er blevet krænket ved den manglende invitation af A i februar 2015 til at deltage i MlP-programmet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at der må indrømmes B et betydeligt forretningsmæssigt skøn i forbindelse med udvælgelsen af MlP-programmets deltagere.

*Opgørelse af kravene*

Det følger af ligelønslovens § 2, stk. 1 og 2, at A herefter har krav på lønregulering og godtgørelse.

B Holding A/S har alene bestridt den opgjorte lønforskel for så vidt angår 100.000 kr., svarende til det beløb, som er lagt til grund som investeringsbeløb. Under hensyn hertil og sammenholdt med D's forklaring, hvorefter medarbejderne i B fik udbetalt en bonus i den relevante størrelsesorden efter fradrag af skat, som var øremærket til investering i MlP-programmet, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at foretage en reduktion i det opgjorte krav.

På den baggrund tager landsretten A’s påstand om betaling af 9 mio. kr. efter ligelønslovens § 2, stk. 1, til følge. Under hensyn til krænkelsens karakter tager landsretten endvidere A’s påstand om godtgørelse til følge med et beløb på 10.000 kr., jf. ligelønslovens § 2, stk. 2.

Som sagen er forelagt for landsretten, er der herefter ikke grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt der tillige er sket en krænkelse af ligebehandlingsloven.

*Sagsomkostninger*

Under hensyn til sagens udfald skal B Holding A/S i sagsomkostninger for begge retter betale 847.326,75 kr. til Ledernes Hovedorganisation som mandatar for A. Beløbet dækker 520.000 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til advokatbistand, 300.000 kr. til retsafgift og 27.326,75 kr. til udlæg. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgiften til advokatbistand taget hensyn til sagens karakter og forløb.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret

Byrettens dom ændres, således at B Holding A/S inden 14 dage til A skal betale 9.010.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

…

===== FIL: praksis/dk-o-2022-bs10536-2022.md =====

# Østre Landsret, 23. august 2022, sag BS-10536/2022-OLR

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2022-bs10536-2022.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-o-2022-bs10536-2022.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Afslag på forelæggelse af spørgsmål for Retslægerådet

Emner på siden: [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: ingen bestemmelse. Kendelsen er alene processuel og angår spørgsmål til Retslægerådet om en sygdom. Den nævner ikke ligelønsloven, og sagens genstand fremgår ikke af teksten, så den kan ikke kobles til en bestemmelse.

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Afgørelsen er en kendelse og en procesafgørelse, hvor landsretten tog stilling til appellantens anmodning om, at sagen blev forelagt for Retslægerådet til besvarelse af de i bilag H anførte spørgsmål. Indstævnte gjorde gældende, at anmodningen skulle afvises, fordi der ville være tale om overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341. Appellanten bestred, at indstævnte var syg, som attesteret ved lægeerklæring, og spørgsmålene tog overordnet sigte på at godtgøre, at lægen ikke havde grundlag for at attestere sygdom, fordi indstævntes oplysninger ikke kunne lægges til grund. Landsretten fandt, at spørgsmålene faldt uden for Retslægerådets kompetence, da der var tale om bevisspørgsmål, som afgøres af retten, og at flere af spørgsmålene desuden var ukonkrete, da de sigtede mod generelle betragtninger. Appellanten fik derfor ikke tilladelse til at stille spørgsmål i overensstemmelse med bilag H, og sagen blev udsat på parternes indsendelse af en fælles afstemt tidsplan til brug for berammelse.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Kendelsen er alene processuel. Den afgør ikke sagens realitet, herunder om indstævnte var syg, og den nævner ikke ligelønsloven. Parterne og sagens øvrige genstand fremgår ikke af den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Landsretten har modtaget replik af 10. maj 2022 fra appellanten, hvori der anmodes om at sagen forelægges for Retslægerådet for besvarelse af de i bilag H anførte spørgsmål.

Endvidere har landsretten modtaget duplik af 13. juni 2022 fra indstævnte, der oplyser, at appellantens anmodning om forelæggelse af sagen for Retslægerådet skal afvises. Til støtte herfor anføres, at der vil være tale om overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341.

Sluttelig har landsretten modtaget processkrift I af 29. juli 2022 fra appellanten.

Der afsagdes sålydende

#### Kendelse

Det er bestridt af appellanten, at indstævnte var syg, således som det er attesteret ved lægeerklæring. De spørgsmål, som appellanten ønsker stillet til Retslægerådet, tager overordnet set sigte på at godtgøre, at lægen ikke havde grundlag for at afgive attestation om sygdom, idet indstævntes oplysninger ikke kunne lægges til grund.

Spørgsmålene falder derfor uden for Retslægerådets kompetence, da det er bevisspørgsmål, som afgøres af retten.

Hertil kommer at flere af spørgsmålene er ukonkrete, da de sigter mod generelle betragtninger om, hvad man kan tænke sig, hvis en given situation foreligger, hvilket Retslægerådet ikke kan forventes at svare på, jf. Retslægerådet vejledning om udformning af spørgsmål i civile sager.

Det tillades derfor ikke appellanten at stille spørgsmål i overensstemmelse med bilag H.

Sagen udsættes på parternes indsendelse af en fælles afstemt tidsplan til brug for berammelse af sagen.

===== FIL: praksis/dk-odense-1990-bs15-0009-90.md =====

# Retten i Odense, 31. oktober 1990, sag BS 15 0009/90

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-odense-1990-bs15-0009-90.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-odense-1990-bs15-0009-90.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Overenskomstvalg for langtidsledige i kommunalt jobtilbud på teatre

Emner på siden: [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1, stk. 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)) – som afgrænsning

Kommentarens begrundelse for koblingen: Sagen angår overenskomstvalg ved et kommunalt jobtilbud, ikke lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn (§ 1, stk. 1); »ligeløn« betyder i teksten ens løn for de ansatte på teatret.

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Fem langtidsledige, som Odense kommune i henhold til lovgivningen om jobtilbud til langtidsledige havde ansat på teatrene »Skægspire«, »Banden« og »Gadesjakket« for en periode på 7 måneder, sagsøgte kommunen med Teaterteknikerforbundet som mandatar. Kommunen aflønnede dem efter de kollektive overenskomster mellem Kommunernes Landsforening og SID og HK, selv om der forelå kollektiv overenskomst mellem Teaterteknikerforbundet og Børneteatersammenslutningen samt Foreningen af Små Teatre i Danmark; en aflønning efter de sidstnævnte overenskomster ville ifølge rettens fremstilling have betydet »en højere månedlig løn på rundt regnet 2.500 kr.«. Sagsøgerne påstod kommunen tilpligtet at anerkende, at de var berettiget til løn efter Teaterteknikerforbundets overenskomst af 17. september 1987, og støttede sig bl.a. på karakteren af det arbejde, de rent faktisk udførte på teatrene, og direkte på § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v. Kommunen påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at den som arbejdsgiver havde ansat sagsøgerne efter en stillingsbeskrivelse, der er omfattet af overenskomsterne mellem Kommunernes Landsforening og HK samt SID, og at den ikke er part i overenskomsten mellem Teaterteknikerforbundet og teatrene. Retten lagde ansættelsesbrevene til grund og fandt, at den omstændighed, at sagsøgerne rent faktisk havde udført arbejde uden for kommunens beskrivelse, men inden for området for overenskomsten mellem teatrene og Teaterteknikerforbundet, ikke i sig selv kunne ændre de fastsatte ansættelsesvilkår, herunder ikke med den virkning, at kommunen blev bundet af eksklusivaftalen mellem teatrene og forbundet. Da der heller ikke sås at være noget til hinder for kommunens fremgangsmåde, var der ikke grundlag for at antage, at bekendtgørelsens § 11, stk. 1, var tilsidesat, og retten tog kommunens frifindelsespåstand til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Sagen angår overenskomstvalg ved kommunalt jobtilbud, ikke lønmæssig kønsdiskrimination; »ligeløn« betyder i teksten ens løn for de ansatte på teatret. Resultatet blev ændret af Østre Landsret ved dom af 13. marts 1992 (6-420/1990), som tog appellanternes påstand til følge; landsrettens dom har en selvstændig post. Den anvendte tekst indeholder ikke domskonklusionen eller afgørelsen om sagsomkostninger, og gengivelsen af ansættelsesbrevene har en udeladelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Odense rets dom 31. oktober 1990.

I henhold til lovgivningen om jobtilbud til langtidsledige, senest lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. februar 1989, blev sagsøgerne A, B, C, D og E ansat på teatrene »Skægspire«, »Banden« og »Gadesjakket« i sidste halvdel af 1989 og begyndelsen af 1990 for en periode på 7 måneder. Ansættelsesbrevene blev udfærdiget af sagsøgte, Odense kommune, der i henhold til jobtilbudsordningen tillige sørgede for aflønning. Sagsøgte foretog aflønning i henhold til de kollektive overenskomster mellem Kommunernes Landsforening og SID og HK, uagtet at der foreligger kollektiv overenskomst mellem sagsøgernes mandatar, Teaterteknikerforbundet og Børneteatersammenslutningen samt Foreningen af Små Teatre i Danmark. En aflønning i henhold til de sidstnævnte overenskomster ville for sagsøgerne have betydet en højere månedlig løn på rundt regnet 2.500 kr.

Sagen vedrører spørgsmålet, hvilken af de nævnte overenskomster, der skal finde anvendelse på sagsøgernes ansættelse.

På grundlag af lovens § 6 har arbejdsministeren fastsat regler i bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v. Parterne er enige om, at bekendtgørelsen finder anvendelse, og det hedder i bekendtgørelsens § 11, stk. 1:

»Arbejdet skal tilbydes på en almindelig arbejdsplads på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Hvis arbejdet ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, skal der gives de løn- og arbejdsvilkår, som efter kollektiv overenskomst gælder for ansatte uden støtte ved tilsvarende arbejde. Ved støtte forstås støtte efter ordninger med beskæftigelsesfremmende formål. Findes der ingen kollektiv overenskomst for tilsvarende arbejde, ydes de sædvanlige løn- og arbejdsvilkår for det pågældende arbejde.«

Sagsøgerne har herefter nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne er berettiget til løn i henhold til Teaterteknikerforbundets overenskomst af 17. september 1987 med Børneteatersammenslutningen/Foreningen af små Teatre i Danmark i forbindelse med deres ansættelse i jobtilbud på teatrene »Skægspire«, »Banden« og »Gadesjakket«.

Til støtte for påstanden har sagsøgerne gjort gældende, at de, der alle er medlem af Teaterteknikerforbundet, som følge af karakteren af det arbejde, der rent faktisk blev udført på teatrene, har krav på aflønning på linie med de af teatrenes ansatte, der ikke har været ansat i henhold til jobtilbudsordningen, men har udført tilsvarende arbejde, der dækkes af Teaterteknikerforbundets overenskomst med de små teatre.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, idet man til støtte herfor har gjort gældende, at sagsøgte i egenskab af arbejdsgiver har ansat sagsøgerne, og at den af sagsøgte formulerede stillingsbeskrivelse er omfattet af overenskomsterne mellem Kommunernes Landsforening og HK samt SID. Sagsøgte, der har alle arbejdsgiverbeføjelser, har udstationeret eller udlånt sagsøgerne til teatrene, der alene har haft ansvaret for tilrettelæggelsen af det daglige arbejde indenfor sagsøgtes stillingsbeskrivelse. Endvidere er anført, at sagsøgte ikke er part i den mellem Teaterteknikerforbundet og teatrene indgåede overenskomst, samt at jobtilbudenes arbejdsområder ikke er omfattet af overenskomsten med Teaterteknikerforbundet.

Af sagen fremgår, at sagsøgerne i henhold til de af sagsøgte udfærdigede ansættelsesbreve er ansat for sagsøgeren A's vedkommende som kontorassistent hos »Skægspire«, for sagsøgeren B's vedkommende hos samme teater som arbejdsmand, for sagsøgeren C's vedkommende som kontorassistent på teatret »Gadesjakket«, for sagsøgeren D's vedkommende som arbejdsmand hos teatret »Banden«, og for sagsøgeren E's vedkommende ved samme teater som »- - - (håndværker)rbejdsmand - - -«.

Sagsøgte har i forbindelse med udfærdigelse af arbejdstilbudet til de langtidsledige på det hertil udfærdigede skema beskrevet området »arbejdsmand« således: »Praktisk arbejde i forbindelse med opsætning og afvikling af teatrets forestillinger.« Arbejdsområdet for »kontorassistent« er beskrevet således: »- - - Telefonpasning, modtagelse af billetbestillinger, billetsalg, korrespondance, daglig bogføring, kassebetjening, arkivarbejde m.m. - - -«.

De ansættelsesbreve, som sagsøgte har udfærdiget, er udfyldt på blanket, hvoraf det i hovedet hedder: »Ansættelsesbrev (Efter lovgivningen om arbejdstilbud til ledige)«. Som arbejdssted er det enkelte teater angivet, ligesom lønnen svarende til sagsøgtes overenskomst med henholdsvis HK og SID er oplyst. Under rubrikken for sygdomme og ferier er angivet, at den langtidsledige skal meddele fravær til lederen af det pågældende teater. Under rubrikken »Ansættelsesmyndighed« er sagsøgte angivet. Ansættelsesbrevene er endvidere underskrevet af sagsøgerne, idet disse i henhold til underskriften erklærer sig indforstået med at modtage arbejdstilbud på de anførte vilkår.

Det fremgår af overenskomsten mellem Teaterteknikerforbundet og de små Teatre i § 14, stk. 3, at ingen ansættelse må finde sted i henhold til overenskomsten uden at den ansatte er eller bliver organiseret i Teaterteknikerforbundet. Af protokollatet til overenskomsten fremgår, at den skal anvendes ved alle ansættelser af bl.a. administrativt personale, lyd- eller sceneteknikere, påklædere, regissører, tone-, belysnings- og scenemestre, »samt andre værkstedsmestre, værksteds- eller kostumeassistenter«.

Forud for ansættelsen af sagsøgerne har der af kommunen været ansat andre langtidsledige i jobtilbud ved de små teatre, og i den anledning har der i 1983 og igen siden 1987 - hvor der i den tidligere bekendtgørelses § 5, stk. 1, fra arbejdsministeriet var en til den nugældende bekendtgørelses § 11, stk. 1, svarende bestemmelse - fundet korrespondance sted mellem Teaterteknikerforbundet og sagsøgte vedrørende den overenskomstmæssige indplacering af de langtidsledige. Sagsøgte har stedse ansat de langtidsledige i henhold til overenskomster, som sagsøgte har indgået. Parterne har været enige om, at nærværende sag også vil blive tillagt betydning for tidligere ansatte på de små teatre i henhold til jobtilbudsordningen.

Under sagen er afgivet vidneforklaring af formanden for Teaterteknikerforbundet Søren Romer, af parterne B, A, C, D og E. Endvidere er der afgivet forklaring af vidnerne Flemming Andersen, Anne Josephsen, Marianne Linder Jensen, Kaare Larsen og Wivi Caspersen.

Vidnet Søren Romer har forklaret, at Teaterteknikerforbundet organiserer teaterteknikere, hvilket er en meget bred betegnelse omfattende al beskæftigelse vedrørende teatrenes drift. Der foreligger ikke nogen egentlig uddannelse eller krav herom for at kunne blive betegnet som teatertekniker og dermed omfattet af overenskomsten. Det drejer sig om personer, der har en vidt forskellig baggrund, - der kan f.eks. være tale om akademikere, faglærte håndværkere m.v., der har fået lyst til teaterarbejde. I dag har man erkendt, at der er et behov for en egentlig uddannelse, og forbundet undersøger mulighederne for at etablere en uddannelse på Statens Teaterskole. Arbejdet som teatertekniker kan være meget specielt, også for en faguddannet håndværker, da der stilles krav om at kunne fremstille specielle produkter. En smedesvend skal f.eks. vende sig til at fravige almindelige retningslinier for holdbarhed og lignende. Kravene med hensyn til rekvisitternes holdbarhed, vægt og mulighed for at kunne skilles ad til anden brug, er helt anderledes end en uddannet håndværker er vant til. Når en håndværker bliver ansat som teatertekniker på de af overenskomsten omfattede områder, d.v.s. de små teatre, skal den pågældende i henhold til eksklusivaftalen være medlem af Teaterteknikerforbundet. Overenskomsten er en områdeoverenskomst, dækkende overenskomstens opregning af beskæftigelsesarterne. Den, der f.eks. beskæftiger sig med administration, kan også være beskæftiget med andet og behøver nødvendigvis ikke at være kontoruddannet. Det typiske for de af overenskomsten omfattede små teatre er, at der er mellem 3 og måske 8 fast ansatte teaterteknikere ved det enkelte teater. Af samme grund kan disse personers beskæftigelse heller ikke være specialiseret. Alle er så at sige en del af processen og skal kunne gribe ind i alle funktioner. Man opererer med 16 hovedgrupper af beskæftigelser og omkring 50 titler, som folk kan smykke sig med. Det er umuligt i overenskomsten at lave en fuldstændig opremsning. I den foreliggende sag har sagsøgerne været beskæftiget med typisk teaterteknikerarbejde, når de ved siden af f.eks. kontorarbejde har tilrettelagt teaterture, foretaget booking, hvortil der kræves et detailkendskab til mange ting indenfor det pågældende teater. Vidnet har forklaret, at det er ham, der har skrevet det til sagen fremlagte brev af 5. oktober 1989 til et andet teater, Vintapperteatret, hvori der gives en såkaldt dispensation til beskæftigelse af en langtidsledig i det pågældende teaters butik. Forinden blev det bekræftet, at butikken var klart adskilt fra teaterdriften, både fysisk og med hensyn til beskæftigelsen. Det blev tillige understreget, at den langtidsledige ikke skulle deltage i teaterarbejdet. Vidnet kontaktede teatret og understregede, at det var meget vigtigt, at den pågældende ikke deltog i teaterarbejdet.

Herefter skønnede man, at arbejdet ikke var omfattet af overenskomsten. Vidnet brugte ordet »dispensation« nærmest for at sikre sig imod den situation, at butikken senere blev integreret i teatret. Den pågældende kunne forblive medlem af en eventuel hidtidig organisation. I andre byer, f.eks. i Århus og København, er der også beskæftiget langtidsledige ved de små teatre, og her anvendes overenskomsten med Teaterteknikerforbundet. Aflønningen på de små teatre finder i henhold til overenskomsten sted på den måde, at der er fastsat en ligeløn på ca. 14.700 kr. om måneden. Alle ansatte ved teatret bliver aflønnet med dette beløb, herunder også lederne af teatrene. Såfremt forbundet bliver opmærksom på, at ansatte teaterteknikere ved de små teatre ikke er medlem af forbundet, vil forbundet naturligvis henvende sig til det pågældende teater, der er aftalepart, mens der ikke kan blive tale om at henvende sig til f.eks. sagsøgte vedrørende langstidsledige, da sagsøgte jo ikke er part i overenskomsten. Vilkårene for ansættelsen på de små teatre er iøvrigt, at ansættelsen sker for en sæson, hvorefter der sker opsigelse og senere eventuel genansættelse i forbindelse med en ny sæson. Også lederne af teatrene vil typisk være ansat for en sæson.

Sagsøgeren B har forklaret, at han blev ansat som langtidsledig på teatret »Skægspiren«. Han fik kontakt til teatret gennem bekendtskaber. Forud havde han været ansat på teatret »Gadespejlet« i 2 perioder for ca. 6 år siden, men ikke arbejdet på andre teatre i mellemtiden. Han henvendte sig til og talte med teatrets leder, vidnet Anne Josephsen, hvorefter han var på kommunekontoret for at underskrive ansættelsesbrevet. Arbejdet bestod i at bygge kulisser, lave lysopsætning, herunder programmere lysanlægget, og ophænge plakater - alt efter hvad der var brug for. Forud for ansættelsen
var vidnet medlem af Dansk Musikerforbund, men han meldte sig straks ved ansættelsen på teatret ind i Teaterteknikerforbundet. Et par måneder senere fik han en henvendelse fra SID, der ville have ham indmeldt hos sig, idet dette forbund henviste til, at han nu var beskæftiget inden for deres område - formentlig ifølge oplysning fra kommunen. Vidnet ønskede imidlertid ikke at indmelde sig i dette forbund og har ikke hørt yderligere fra forbundet.

Sagsøgeren A har forklaret, at hun blev ansat som langtidsledig på teatret »Skægspiren«, efter at hun selv havde henvendt sig til teatret. Teatret henvendte sig til kommunen, hvorefter vidnet hos kommunen underskrev ansættelsesbrevet. Arbejdet bestod i at lave kostumer, rekvisitter, herunder male- og træarbejde, arbejde på scenen med opbygning m.v. Hun indmeldte sig i Teaterteknikerforbundet ca. 1 måned, efter at hun var tiltrådt stillingen. Hun havde tidligere været medlem af Fotografisk Landsforbund. Vidnet går for tiden på teaterkursus.

Sagsøgeren C har forklaret, at hun blev ansat på teatret »Gadesjakket« efter at hun selv havde henvendt sig her på et tidspunkt, hvor hun alligevel skulle have et job i henhold til ordningen for langtidsledige. Hun kendte på forhånd lidt til det pågældende teater. Vidnet underskrev ansættelsesbrevet hos kommunen. Arbejdet bestod i at kreere kostumer, rekvisitter, udfærdige og ophænge plakater, lave scenearbejde m.v. og i det hele taget, det hun var god til. Vidnet har været medlem af Teaterteknikerforbundet i 12 år.

Sagsøgeren D har forklaret, at han kontaktede teatret »Banden«, hvor han kendte nogle personer, ligesom han har været med dette teater på vinterturne. Vidnet er uddannet tømrer, men virkede på teatret mere eller mindre som en slags »Storm P«, d.v.s. at han, udover at medvirke ved scenografien i al almindelighed, lavede mærkelige figurer, og malede forskellige ting til brug for forestillingerne. Den eneste kontakt, vidnet har haft med kommunen, var da han underskrev ansættelsesbrevet som langtidsledig. Vidnet har hele tiden været medlem af Teaterteknikerforbundet.

Sagsøgeren E har forklaret, at hun selv henvendte sig på teatret »Banden«. Hun har ikke tidligere haft tilknytning til noget teater. Hendes arbejde bestod hovedsageligt i at reparere og mere eller mindre udfærdige kostumer, hun stod i baren, hun opsatte plakater m.v. Vidnet er selvlært syerske og blev benyttet af teatret som sådan. Hun fik blandt andet opgaver med at gøre kostumerne »gamle«. Den eneste kontakt, hun har haft med kommunen, var, da hun underskrev ansættelsesbrevet.

Vidnet Flemming Andersen, der er leder af personalekontoret i Magistratens 4. afd. under Odense kommune, har forklaret, at han har det overordnede ansvar for jobtilbudsordningen i kommunen. Når kommunen får henvendelse fra Arbejdsformidlingen, udfærdiger man en ansættelseskontrakt efter at have fundet frem til en beskæftigelse og indkalder den pågældende langtidsledige til en instruktion vedrørende det arbejde, der skal udføres. Det er kommunen, der udbetaler lønnen, ATP, udsteder feriekort, og sørger for eventuel overflytning til et andet job, hvis det skulle vise sig hensigtsmæssigt. Skulle den langtidsledige misligholde ansættelsesforholdet, er det kommunen, der efter indberetning fra arbejdsstedet, foretager eventuel afskedigelse. Det er også i kommunens magt at afvise et arbejdssted, hvor langtidsledige er beskæftiget. Ordningen er i andre kommuner - f.eks. i Århus og København - tilrettelagt som en refusionsjobtilbudsordning. Her er det således, at den anvisende kommune - til forskel fra situationen i nærværende sag - ikke står som arbejdsgiver, men alene refunderer lønnen til arbejdsstedet. Imidlertid er det også her således, at den pågældende kommune hver gang skal godkende arbejdsstedet. Hvis der i den foreliggende sag havde været tale om et refusionsjobtilbud, ville sagsøgte antagelig have udbetalt lønnen efter overenskomsten med Teaterteknikerforbundet. Det er første gang, at Odense kommune er stødt på det problem, der nu rejses. I alle andre tilfælde, hvor man har beskæftiget langtidsledige på jobtilbud på andre arbejdspladser, er der i hvert enkelt tilfælde sket aflønning efter de overenskomster, kommunen iøvrigt har indgået f.eks. med HK og SID. Det er vidnet, der har skrevet det til sagen fremlagte brev af 20. oktober 1989 til sagsøgernes advokat. Selvom der i skrivelsens 2. afsnit står, at Odense kommune principielt er enig i, at det ikke er afgørende for sagen, hvilket stillingsindhold de pågældende jobtilbud er oprettet med, men det faktiske arbejde, har vidnet alene tænkt på, at det arbejde, der skulle udføres, var det, der var angivet i ansættelsesbrevene.

Vidnet Anne Josephsen, der er leder af teatret »Skægspiren« har forklaret, at teatret er et lille børneegnsteater med 4 skuespillere ansat samt een
PR-medarbejder. Vidnet varetager administrationen og har hovedansvaret for regnskabet. Vidnet er medlem af Teaterteknikerforbundet. Ledelsen på teatret er iøvrigt kollektiv på den måde, at man i fællesskab fordeler opgaverne til dem, der er bedst egnede. Vidnet selv har også teatertekniske opgaver udover regnskaberne og det administrative. Funktionerne på teatret lapper så at sige over hinanden, hvilket også er tilfældet for de personer, der ansættes som langtidsledige. Ved ansættelsen af personale, herunder også de langtidsledige, lægger teatret vægt på, at det drejer sig om mennesker, der har en smule kendskab til et stort område, og gode menneskelige egenskaber, således at et godt samarbejde kan etableres. Kravene til de langtidsledige er de samme som til de øvrige ansatte. Sagsøgerne A og B blev ansat som langtidsledige på teatret. A var meget praktisk anlagt og lavede kostumer, dekorationer, og deltog i turneer m.v. Dette er typiske teaterteknikerfunktioner. B var en god musiker og blev anvendt som sådan, men han deltog også i andet, bl.a. havde han flair for opsætning af lys. Det var kommunen, der ansatte de langtidsledige og udbetalte løn til dem, men teatret var ansvarlig overfor de langtidsledige i det daglige arbejde, ligesom teatret tegnede de lovbefalede forsikringer for de langtidsledige. Vidnet har endvidere forklaret, at teatret fik tilsendt en kopi af ansættelsesbrevet fra kommunen. Teatret var således bekendt med arbejdsbeskrivelsen heri og den i ansættelsesbrevet opgivne løn. Det var for teatret et vurderingsspørgsmål, om man skulle gå ind i en diskussion med kommunen om de overenskomstmæssige forhold. På et tidspunkt fandt man det imidlertid rimeligt at slås for sagen.

Vidnet Marianne Lender Jensen, der er leder af teatret »Banden«, har forklaret, at teatret er mellemstort med et personale på op til 15-20 personer, hvoraf et vekslende antal var teaterteknikere, herunder langtidsledige. Arbejdet på teatret bliver fordelt efter individuelle kvalifikationer. Først og fremmest ansætter man personer med mange forskellige evner. Sagsøgerne D og E blev ansat som langtidsledige. D byggede scenografi, ophængte lys, og fremstillede rekvisitter, d.v.s. udførte traditionelt teaterteknikerarbejde. Da E havde erfaring i syning, blev hun blandt andet sat til at lave kostumer, hvilket også er traditionelt teaterteknikerarbejde. Vidnet følte sig ansvarlig som arbejdsgiver overfor de langtidsledige, medens kommunen alene udbetalte løn. Der er ligeløn på teatret, hvilket betyder at samtlige ansatte får minimumslønnen i henhold til overenskomsten med Teaterteknikerforbundet. På teatret fandt man det rimeligt, at de langtidsledige, der lavede det samme som de andre teaterteknikere, burde aflønnes på lige fod. Teatret fik tilsendt kopier af ansættelsesbrevene for de langtidsledige og var bekendt med beskrivelsen af arbejdet og den i ansættelsesbrevet angivne løn. Imidlertid var det vidnets opfattelse, at de langtidsledige måtte være omfattet af overenskomsten med forbundet. På den ene side havde teatret god brug for de langtidslediges arbejdskraft, men på den anden side overvejede man spørgsmålet gennem lang tid og følte sig i en loyalitetskonflikt, da de langtidsledige ikke blev behandlet i overensstemmelse med overenskomsten. I starten accepterede vidnet, at de langtidsledige så at sige kun var »lånt« ud, hvorfor man valgte ikke at gøre noget ved det. Teatret følte ikke, at man overtrådte overenskomsten, fordi de langtidsledige jo var formelt ansat af kommunen, men som tiden gik, tænkte man, at det var for dårligt, at de langtidsledige ikke skulle aflønnes som det øvrige teaterteknikerpersonale.

Vidnet Kaare Larsen, der er leder af teatret »Gadesjakket« har forklaret, at teatret har ansat 6 skuespillere, 2 administratorer, samt 1 løst ansat teatertekniker. Over en periode på ca. 3 år har man herudover haft 2 langtidsledige. De langtidslediges arbejdsopgaver består i det, der er brug for, f.eks. fremstilling og fremskaffelse af rekvisitter, maling af dekorationer, d.v.s. teaterteknikerarbejder, men herudover har man selvfølgelig udnyttet de pågældendes særlige evner. Det var netop de langtidslediges særlige evner, der bestemte, om teatret ville have dem ansat som langtidsledige. Vidnet var bekendt med sagsøgeren C's ansættelsesbrev fra kommunen og herunder også, at hendes stilling var beskrevet som »kontorassistent«. Teatret havde god brug for C, fordi man var presset af økonomien og nærmest opfattede ansættelsen af langtidsledige, hvor kommunen betalte lønnen, som en slags kulturstøtte. På teatret har man diskuteret overholdelsen af overenskomsten med Teaterteknikerforbundet, men netop på grund af de vanskelige økonomiske forhold valgte man i starten at overtræde overenskomsten.

Vidnet Wivi Caspersen, der er leder af »Vintapperteatret«, har forklaret, at baggrunden for, at man på dette teater i sin tid fik dispensation til at ansætte en langtidsledig udenfor overenskomsten
med Teaterteknikerforbundet, var den, at den pågældende skulle ansættes i en butik, der var fysisk adskilt fra teatret, og hvorfra den langtidsledige alene skulle sælge forskellige varer, herunder billetter. Administrationen af teatret var placeret i butikslokalerne. Den pågældende langtidsledige skulle dog ikke beskæftiges hermed, fordi det netop af Teaterteknikerforbundet blev understreget, at den langstidsledige ikke måtte have noget at gøre med teaterarbejdet. Teatret havde henvendt sig til Teaterteknikerforbundet i anledning af, at man ønskede at ansætte en langtidsledig, i hvilken forbindelse man fra kommunen havde fået oplyst, at man ikke have nogen emner, hvor arbejdet havde at gøre med et teater. Når der i dispensationen fra forbundet omtales forefaldende kontorarbejde, tænkes der herved alene på det i butikken førte separate regnskab.

Sagsøgerne har yderligere anført, at påstanden støttes direkte på bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Det er i denne forbindelse underordnet, om der kan opnåes en højere eller mindre løn end ellers. Baggrunden for denne bestemmelse er netop, at man fra lovgivningsmagtens side har ønsket at sikre de langtidsledige et normalt arbejde og til den for arbejdet gældende normale løn. Det afgørende herved har været, at de langtidsledige på jobtilbud ikke skulle aflønnes med en lavere løn end andre, der var beskæftiget med det samme, og for at undgå at de langtidsledige blev løntrykkere. Et vigtigt hensyn har været, at de langtidsledige kunne glide naturligt ind på arbejdsstedet. Problemet i sagen vedrører, hvilken løn der kan siges at være den overenskomstmæssigt korrekte løn. Det må lægges til grund, at sagsøgerne har udført arbejdet som teaterteknikere, og at alle tre teatre har overenskomst med Teaterteknikerforbundet. Hertil kommer, at sagsøgerne har været medlemmer af det nævnte forbund. Endvidere må det lægges til grund, at Teaterteknikerforbundets overenskomst er en såkaldt områdeoverenskomst, hvilket vil sige, at alle ansatte er undergivet overenskomsten. Heraf følger, at de ansatte skal aflønnes med den i henhold til overenskomsten fastsatte minimumsløn. I tilfældet med Vintapperteatret foreligger der en særlig situation, idet den butik, hvor den langtidsledige skulle være beskæftiget, er klart adskilt fra teaterfunktionerne. Derfor kan dette eksempel ikke anvendes til fordel for sagsøgtes synspunkt. I andre kommuner, i Århus og København, følges overenskomsten med Teaterteknikerforbundet for lignende tilfælde. De overenskomster, som sagsøgte henviser til, omhandler arbejde af en helt anden art, end sagsøgerne har udført. Det er uden betydning, at Odense kommune ikke er part i overenskomsten med forbundet. Selv i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen overenskomst, er det fastslået i retspraksis, at de langtidsledige skal aflønnes med samme løn som de andre ansatte indenfor samme område på en arbejdsplads. I den foreliggende sag eksisterer der imidlertid en anvendelig overenskomst, hvor det alene er teatrenes problem, hvis de handler overenskomststridigt, - ikke sagsøgernes eller sagsøgtes. Det er uomtvistet, at kommunen er ansættelsesmyndighed, ligesom det er uomtvistet, at teatrene udgør arbejdsstederne. Bekendtgørelsens § 11 lægger netop vægt på arbejdsstedet som retningsgivende for, hvilken overenskomst der skal være gældende. Sagsøgte har i den til sagen fremlagte skrivelse af 20. oktober 1989 til sagsøgernes advokat rent faktisk præciseret, at man var enige i, at det ikke var afgørende, hvilket indhold stillingen for de langtidsledige havde, men hvilket arbejde, der rent faktisk blev udført. Denne skrivelse var et svar på den til sagen fremlagte skrivelse af 10. oktober 1989 fra sagsøgerne, hvorefter kommunen blev afæsket svar på betydningen af arbejdsbeskrivelsen i ansættelsesbrevet. Kommunen er kun formelt set ansættelsesmyndighed, medens det er teatrene, der i det daglige opfatter sig selv om arbejdsgiver. Dette har kommunen i virkeligheden også erkendt, idet man alene har været lønudbetalere. Hertil kommer, at teatrene selv har tegnet de lovbefalede forsikringer for sagsøgerne. Når kommunen fastholder sit synspunkt, er dette klart i strid med lovens formål. Det følger af lovens § 4, stk. 1, at kommunen kun skal udbetale løn. Kommunens standpunkt må være motiveret af at spare lønninger til sagsøgerne. - Sagsøgerne har videre anført, at det ville stride mod offentligretlige regler, hvis kommunen ikke opfyldte overenskomsterne med de i kommunen ansatte. Den situation foreligger ikke i sagen, da kommunen ikke er overenskomstpart. Opfyldelsen af eksklusivaftaler er alene teatrenes problem i disses egenskab af overenskomstpart med Teaterteknikerforbundet. Det er for sagens afgørelse uden betydning, at kommunen har adgang til at afskære ansættelse af langtidsledige hos teatrene. Når ansættelsen rent faktisk er sket, skal de overenskomstmæssige regler på det pågældende område følges, og
kommunen er forpligtet til at udbetale løn i henhold til overenskomsten med Teaterteknikerforbundet.

Sagsøgte har yderligere anført, at det bestrides, at sagsøgerne kan støtte ret direkte på bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Samtlige sagsøgere skal betragtes som direkte ansat hos kommunen. Der kan her kun foretages en overordnet vurdering af ansættelsesforholdet, men ansættelsesaftalerne er skriftligt indgået mellem kommunen og sagsøgerne. De fakto har kommunen samtlige arbejdsgiverforpligtelser. Det er kun kommunen, der f.eks. kan bortvise de langtidsledige, hvis de misligholder ansættelsesforholdet. Hertil kommer, at kommunen f.eks. også skal betale for den første ledighedsdag. Set fra kommunens side er situationen ikke anderledes end i relation til alle andre jobtilbudsstillinger. Også her har man arbejdsgiverfunktioner bortset fra den daglige instruktion af den langtidsledige. Kommunen har overenskomster med HK og SID, hvilke overenskomster kommunen som aftalepart har pligt til at følge. I henhold til jobtilbudsordningen - og her særlig bekendtgørelsens § 11, stk. 4, - har den langtidsledige ret til en beskæftigelse af 7 måneders varighed hos det offentlige. De langtidsledige bliver indplaceret, hvor det er mest naturligt, i relation til de overenskomster - herunder uddannelsesoverenskomster - som kommunen har indgået. Forholdet er endvidere det, at teatrene har disponeret ud fra muligheden for at få ansat langtidsledige. Derfor har man henvendt sig til kommunen, der har fastsat arbejdsområdet i ansættelsesbrevet, dækkende kommunens overenskomstområde. Teaterteknikerforbundets dispensation til »Vintapperteatret« er uklar. Teaterteknikerforbundet må antages at have anvendt ordet dispensation, fordi det beskrevne arbejde ikke er omfattet af overenskomsten. Beskrivelsen svarer til kommunens beskrivelse af sagsøgerens arbejde hos teatrene. Sagsøgte har afvist sagsøgernes forståelse af brevet af 20. oktober 1989, idet forståelsen må være den, som vidnet Flemming Andersen, der har udfærdiget skrivelsen, har forklaret. Man har således alene tænkt på, at arbejdet rent faktisk skulle have det indhold, som fremgår af ansættelsesbrevene. - Sagsøgte har endvidere anført, at det er rent tilfældigt, at man i den foreliggende sag kan slippe med udbetaling af mindre lønninger end i henhold til overenskomsten med Teaterteknikerforbundet. Standpunktet kan i andre sager medføre, at man kommer til at betale mere end den for det pågældende område i øvrigt gældende overenskomstmæssige løn. - Sagsøgte har endelig anført, at kun i tilfælde af, at ordningen vedrørende jobtilbud i Odense kommune var etableret som såkaldt refusionsjobtilbudsordning, ville kommunen, som det åbenbart er tilfældet i f.eks. Århus og Københavns kommune, have været forpligtet til at respektere den eksklusivaftale, som er indeholdt i overenskomsten med Teaterteknikerforbundet. Som ordningen er tilrettelagt er sagsøgte ikke pligtig at respektere nogen eksklusivaftale, og allerede af den grund bør sagsøgte frifindes.

#### Retten skal udtale:

Det lægges til grund som angivet i ansættelsesbrevene, at sagsøgerne blev ansat af sagsøgte indenfor de beskrevne arbejdsområder, hvor sagsøgte har overenskomst med henholdsvis SID og HK, og med hertil svarende overenskomstmæssig løn. Teatrene, der blev gjort bekendt med ansættelsesvilkårene, har modtaget sagsøgerne i beskæftigelse. Den omstændighed, at sagsøgerne rent faktisk har udført arbejde, der ligger udenfor sagsøgtes beskrivelse, men indenfor området, der er omfattet af overenskomsten mellem teatrene og Teaterteknikerforbundet, findes ikke i sig selv at kunne gøre nogen ændring i de fastsatte ansættelsesvilkår, bl.a. med den virkning at sagsøgte bliver bundet af eksklusivaftalen imellem teatrene og forbundet. Da der endvidere ikke ses at være noget til hinder for, at sagsøgte ved varetagelsen af sine opgaver i henhold til lovgivningen om jobtilbud til langtidsledige benytter sig af en fremgangsmåde som den foreliggende, er der ikke grundlag for at antage, at bekendtgørelsens § 11, stk. 1, er blevet tilsidesat, hvorfor den af sagsøgte nedlagte frifindelsespåstand bør tages til følge.

===== FIL: praksis/dk-roskilde-2005-h471.md =====

# Retten i Roskilde, 18. februar 2005

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-roskilde-2005-h471.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-roskilde-2005-h471.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lønforskel til mandlige kolleger fundet sagligt begrundet

Emner på siden: [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Lønforskellen til de mandlige konsulenter var sagligt begrundet i bl.a. alder, erfaring, kundenetværk og uddannelse, og sammenligningen omfattede også en anden afdeling med stort set identiske krav (jf. § 1, stk. 2, og § 6, stk. 2). I sagen mod erhververen gav Højesteret senere lønmodtageren medhold (471/2006).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Sagerne, der blev forhandlet i forbindelse med hinanden, angik, om lønmodtageren K under sin ansættelse først hos den oprindelige arbejdsgiver og siden hos den virksomhed, der erhvervede afløbsafdelingen, hvor hun var ansat, var blevet diskrimineret i strid med ligelønsloven i forhold til mandlige kolleger og derfor havde krav på efterbetaling af lønforskel. Teknisk Landsforbund krævede som mandatar for K 201.500 kr. af den oprindelige arbejdsgiver, og over for erhververen krævede K principalt 328.000 kr. og en lønforhøjelse på op til 6.200 kr. pr. måned med virkning fra den 1. juni 2003; sagen mod erhververen angik endvidere, om denne efter virksomhedsoverdragelsesloven havde overtaget en eventuel forpligtelse til efterbetaling for perioden hos den oprindelige arbejdsgiver. Retten fandt, at også lønningerne i belægningsafdelingen skulle indgå i bedømmelsen, bl.a. fordi der efter vidneforklaringerne blev stillet stort set identiske krav til de ansatte i begge afdelinger. Retten lagde til grund, at konsulenternes løn bl.a. blev fastsat på baggrund af den enkeltes alder, erfaring og kundenetværk, og konstaterede ud fra oplysningerne om forholdene og kvalifikationerne for de øvrige konsulenter i afløbsafdelingen, at der ved lønfastsættelsen for hver enkelt af dem var taget hensyn til disse kriterier, herunder deres uddannelse og tidligere ansættelsesforhold; det var derfor godtgjort, at der var saglig grund til at give dem højere løn end K. Den oprindelige arbejdsgiver blev frifundet på denne baggrund, og fordi K's løn sammenholdt med lønniveauet i belægningsafdelingen heller ikke gav anledning til at fastslå en lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven. Erhververen blev frifundet, fordi forskellen til lønnen for de øvrige konsulenter, der blev ansat hos erhververen efter erhvervelsen af afdelingen, heller ikke kunne betegnes som usaglig eller i strid med ligelønsloven.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Østre Landsret stadfæstede dommen i begge sager ved dom af 28. april 2006, men i sagen mod erhververen, der i Højesterets dom er navngivet som A/S Ikast Betonvarefabrik, gav Højesteret ved dom af 24. september 2009 (471/2006) K medhold og tilkendte hende 674.637 kr. med procesrente; begge domme har en selvstændig post. Dommen er affattet uden fuldstændig sagsfremstilling, og domskonklusionen, herunder sagsomkostningernes størrelse, er ikke med i den anvendte tekst. Retten tog ikke udtrykkeligt stilling til spørgsmålet om virksomhedsoverdragelse.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Retten i Roskildes dom 18. februar 2005.

I disse sager, der er forhandlet i forbindelse med hinanden, affattes dommen i henhold til retsplejelovens § 218 a, stk. 2, uden fuldstændig sagsfremstilling.

Sagerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, K, under sin ansættelse først hos sagsøgte U A/S og efterfølgende hos sagsøgte A/S F er blevet diskrimineret i strid med ligelønsloven i forhold til nogle mandlige kollegaer og derfor har krav på efterbetaling af lønforskel.

Sagen mod A/S F drejer sig endvidere om, hvorvidt denne sagsøgte i medfør af virksomhedsoverdragelsesloven har overtaget den eventuelle forpligtelse til efterbetaling af løndifferencen i den periode, hvor K var ansat hos U A/S.

Under behandlingen af sagerne er sagsøgte A/S F indtrådt som biintervenient i sagen, der er anlagt mod U A/S.

Teknisk Landsforbund har som mandatar for sagsøgeren over for sagsøgte U A/S nedlagt følgende påstande:

*»Principalt:*

Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger kr. 201.500,00 med tillæg af procesrente fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt til betaling sker.

*Subsidiært:*

Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger et mindre beløb fastsat efter rettens skøn med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg til betaling sker.«

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgeren har over for sagsøgte A/S F nedlagt følgende endelige påstande:

*»Principalt:*

Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger kr. 328.000,00 med tillæg af procesrenter fra de enkelte beløbs forfaldspunkt til betaling sker.

Endvidere tilpligtes sagsøgte med virkning fra den 1. juni 2003 at forhøje sagsøgers løn med et beløb på op til kr. 6.200,00 pr. måned.

*Subsidiært:*

Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale kr. 127.100,00 med tillæg af procesrenter fra de enkelte beløbs forfaldstidspunkt til betaling sker.

Endvidere tilpligtes sagsøgte med virkning fra sagens anlæg at forhøje sagsøgers løn med et beløb på op til kr. 6.200,00 pr. måned.

*Mere subsidiært:*

Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale et mindre beløb fastsat efter rettens skøn med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg til betaling sker.

Endvidere tilpligtes sagsøgte med virkning fra sagens anlæg at forhøje sagsøgers løn med et beløb på op til kr. 6.200,00 pr. måned.«

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnerne M, R, J, D, P, S, L, N, O og Q.

I en oversigt over lønudviklingen fra 1997-2001 for de ansatte salgsmedarbejdere i afdelingerne for belægning og afløb hos U A/S er den gennemsnitlige månedsløn i selskabets belægningsafdeling anført med:

23.150,80 kr. i 1997

23.790,17 kr. i 1998

23.924,67 kr. i 1999

25.566,67 kr. i 2000

26.416,67 kr. i 2001.

I afløbsafdelingen, hvor sagsøgeren var ansat, var gennemsnitslønnen pr. måned:

25.274,86 kr. i 1997

25.833,63 kr. i 1998

25.810,60 kr. i 1999

26.680,00 kr. i 2000

26.838,30 kr. i 2001

Den årlige gennemsnitsløn for salgsmedarbejderne i de 2 afdelinger var:

24.389,83 kr. i 1997

24.957,86 kr. i 1998

25.103,38 kr. i 1999

26.262,50 kr. i 2000
26.680,19 kr. i 2001

Det fremgår endvidere af oversigten, at der i belægningsafdelingen var ansat 7 konsulenter, og at der i afløbsafdelingen var ansat 5 konsulenter, 3 salgsingeniører, 1 salgsassistent og 1 ekspeditionsassistent i de fleste af de pågældende år. Det er angivet, at sagsøgerens månedsløn i 1997 udgjorde 21.759 kr., 23.704 kr. i 1998, 24.504 kr. i 1999 og 25.600 kr. i 2000 og i 2001. Det er oplyst, at lønstigningen for sagsøgeren udgjorde 9 % fra 1997 til 1998, 3,5 % fra 1998 til 1999 og 4,5 % fra 1999 til 2000. Lønnen for konsulenterne i afløbsafdelingen blev ikke reguleret i 2001, og det er angivet i oversigten, at dette skyldtes den økonomiske situation i forretningsområdet og det efterfølgende frasalg af denne afdeling. Lønnen for de øvrige konsulenter i afløbsafdelingen var højere end sagsøgerens løn. Det fremgår i øvrigt, at sagsøgerens løn var højere end lønnen for nogle konsulenter i belægningsafdelingen i de pågældende år.

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende synspunkter over for sagsøgte U A/S, der er gentaget og uddybet under domsforhandlingen:

»Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,

*at* sagsøger oppebar en lavere løn end sine mandlige kollegaer hos sagsøgte,

*at* sagsøger som kundekonsulent for sagsøgte udførte det samme arbejde eller arbejde af samme værdi som sine mandlige kollegaer,

*at* sagsøger derved er blevet diskrimineret i strid med ligelønslovens § 1,

*at* sagsøgte, idet sagsøger har påvist faktiske omstændigheder som giver anledning til at formode, at der er udøvet en forskelsbehandling over for sagsøger jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, bærer bevisbyrden for at dokumentere at der ikke foreligger en diskrimination af sagsøger i strid med ligelønslovens § 1,

*at* denne bevisbyrde ikke er løftet af sagsøgte,

at sagsøger i medfør af ligelønslovens § 2, har krav på efterbetaling til et beløb svarende til differencen mellem sagsøgers løn og hendes mandlige kollegaers gennemsnitsløn,

*at* sagsøgers efterbetalingskrav skal beregnes fra den 1. januar 1999,

*at* sagsøgers efterbetalingskrav udgør kr. 6.200,00 pr. måned,

*at* sagsøger ligeledes med virkning fra den 1. januar 1999 har krav på betaling af manglende pensionsbidrag af sit efterbetalingskrav,

*at* der ved vurderingen af, om der har fundet en forskelsbehandling sted i strid med ligelønslovens § 1, alene skal foretages en sammenligning af sagsøgers løn med medarbejdere, der var ansat i en tilsvarende stilling som kundekonsulent,

*at* sagsøger, uanset om det generelle og/eller gennemsnitlige lønniveau for kundekonsulenter måtte være anderledes hos A/S F, har været udsat for en diskrimination i strid med ligelønslovens § 1, under ansættelsen hos sagsøgte, og

*at* sagsøgers efterbetalingskrav i medfør af ligelønslovens § 2, ikke er et krav (forpligtelse), der efter sin art er omfattet af det debitorskifte, som er en følge af virksomhedsoverdragelseslovens § 2.

Til støtte for sagsøgers rentepåstand gøres det gældende;

*at* der skal tilkendes procesrenter fra det tidspunkt, hvor diskriminationen af sagsøger foreligger,

*at* forfaldstidspunktet for sagsøgers krav på løn er fastsat i forvejen, jf. pkt. 6.1, i sagsøgers ansættelsesaftale (bilag 1), og

*at* forfaldstidspunktet for sagsøgers efterbetalingskrav i medfør af ligelønslovens § 2, derfor er fastsat i forvejen, jf. rentelovens § 3, stk. 1.«

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende synspunkter, der ligeledes er gentaget og uddybet under domsforhandlingen:

»Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgte ikke er rette debitor for sagsøgers eventuelle krav, herunder

*at* sagsøgte har overtaget sagsøgers ansættelsesforhold til A/S F i medfør af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse,

*at* det følger af § 2 i lov om lønmodtagers retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, at der gælder et princip om fuldstændig skyldnerskifte, uanset om kravet vedrører tiden før eller efter overdragelsen, uanset om kravet er forfaldent før eller efter overdragelsen, og uanset om kravet følger af lovgivningen eller i øvrigt er omfattet af de i bestemmelsen anførte tilfælde,

*at* den undtagelse til det fuldstændige skyldnerskifte, der muligvis gælder for så vidt angår godtgørelser efter ansættelsesretlig lovgivning, ikke finder anvendelse i relation til ligelønslovens § 1,

*idet* lønmodtageren alene har krav på lønforskellen, jf. ligelønslovens § 2, og

*idet* arbejdsgiveren således ikke pålægges en godtgørelse eller en »bod«,

*at* der ikke efter den danske virksomhedsoverdragelseslov er indfør solidarisk hæftelse mellem overdrager og erhverver,

*at* sagsøger herefter alene kan rette sit krav mod erhverver, A/S F,

*at* sagsøger synes at have anerkendt dette, jf. det anførte herom i bilag 7 og i bilag 8,

*at* A/S F i øvrigt, som følge af en aftalt voldgiftsklausul er afskåret fra at få et eventuelt regreskrav over for sagsøgte behandlet ved domstolene, hvilket A/S F har
anerkendt, idet A/S F har anlagt en voldgiftssag herom mod sagsøgte.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det endvidere gældende, at der ikke har fundet nogen lønmæssig forskelsbehandling af sagsøger sted, herunder,

*at* sagsøger ikke ud fra en helhedsvurdering af sagsøgers kvalifikationer, erfaring, m.v. er blevet ringere aflønnet end de af hendes mandlige kollegaer, der udførte arbejde af samme værdi, som det af sagsøger udførte,

*at* den relevante kreds af sammenligningspersoner omfatter alle medarbejdere i sagsøgtes virksomhed, der udførte arbejde af samme værdi som det af sagsøger udførte, nemlig arbejde med salg af sagsøgtes produkter,

*at* sagsøger dermed ikke har foretaget en korrekt udvælgelse af sammenligningspersoner, idet sagsøger alene har sammenlignet sine lønforhold med kollegaernes i én afdeling uden at tage højde for øvrige kollegaers lønforhold; kollegaer der udfører samme arbejde af samme værdi, som det af sagsøger udførte,

*at* sagsøger ikke har påvist sådanne faktiske forhold, der giver anledning til at formode, at der overfor sagsøger er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. Ligelønslovens § 6, stk. 2, *at* bevisbyrden for en eventuel forskelsbehandling således påhviler sagsøger,

*at* sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at der skulle have været udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling af sagsøger, jf. Ligelønslovens § 1.«

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende synspunkter over for sagsøgte A/S F, der er gentaget og uddybet under domsforhandlingen:

»Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende;

*at* sagsøger både under ansættelsen hos U A/S og efter virksomhedsoverdragelsen til sagsøgte har oppebåret/oppebærer en lavere løn end sine mandlige kollegaer,

*at* sagsøger som kundekonsulent for sagsøgte har udført/udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi som sine mandlige kollegaer,

*at* sagsøger derved diskrimineres/er blevet diskrimineret i strid med ligelønslovens § 1,

*at* sagsøgte, idet sagsøger har påvist faktiske omstændigheder som giver anledning til at formode, at der er udøvet en forskelsbehandling over for sagsøger jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, bærer bevisbyrden for at dokumentere at der ikke foreligger en diskrimination af sagsøger i strid med ligelønslovens § 1,

*at* denne bevisbyrde ikke er løftet af sagsøgte,

*at *sagsøger i medfør af ligelønslovens § 2 har krav på til efterbetaling af et beløb svarende til differencen mellem sagsøgers løn og hendes mandlige kollegaers gennemsnitsløn,

*at* sagsøgers efterbetalingskrav skal beregnes fra den 1. januar 1999,

*at* sagsøgers efterbetalingskrav udgør kr. 6.200,00 pr. måned, og

*at* sagsøger ligeledes med virkning fra den 1. januar 1999 har krav på betaling af manglende pensionsbidrag af sit efterbetalingskrav.

Til støttes for påstanden om regulering af sagsøgers løn med virkning fra den 1. juni 003 gøres det gældende;

*at* sagsøger med virkning fra den 1. juni 2003 er berettiget til samme løn som sine mandlige kollegaer.

I relation til virksomhedsoverdragelsen mellem sagsøgte og U A/S og den del af sagsøgers efterbetalingskrav, der vedrører tiden for sagsøgers ansættelse hos U A/S gøres det gældende;

*at* der som følge af sagsøgtes overtagelse den 17. september 2001 af den del af U A/S' virksomhed, hvori sagsøger var ansat, er sket en virksomhedsoverdragelse omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens § 1, og

*at* sagsøgte i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens § 2 er indtrådt i forpligtelsen til at opfylde sagsøgers krav på efterbetaling af løn sagsøger måtte have i medfør af ligelønslovens § 2 for perioden 1. januar 1999 ti 16. september 2001.

Til støtte for sagsøgers mere subsidiære påstand gøres det gældende;

*at* sagsøgers efterbetalingskrav i medfør af ligelønslovens § 2, efter rettens skøn bør fastsættes til et passende beløb.

Til støtte for sagsøgers rentepåstand gøres det gældende;

*at* der skal tilkendes procesrenter fra det tidspunkt, hvor diskriminationen af sagsøger foreligger,

*at* forfaldstidspunktet for sagsøgers krav på løn er fastsat i forvejen jf. pkt. 6.1, i sagsøgers ansættelsesaftale (bilag 1), og

*at* forfaldstidspunktet for sagsøgers efterbetalingskrav i medfør af ligelønslovens § 2, derfor er fastsat i forvejen, jf. rentelovens § 3, stk. 1.«

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende synspunkter, der er gentaget og uddybet under domsforhandlingen:

»*at* det bestrides, at sagsøger oppebærer en lavere løn end sine mandlige kollegaer med samme anciennitet, kvalifikationer og kompetance,

*at* det bestrides, at sagsøger er blevet diskrimineret i strid med Ligelønslovens § 1,

*at* det bestrides, at sagsøger har påvist nogen faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er tale om forskelsbehandling, hvorfor det gøres gældende, at bevisbyrden fortsat i enhver henseende påhviler sagsøger,
*at* sagsøger ikke har løftet den sagsøger påhvilende bevisbyrde for, at der foreligger forskelsbehandling i strid med Ligelønslovens regler,

*at* sagsøgers beregning af erstatningskravets størrelse størrelsesmæssigt bestrides,

*at* det bestrides, at sagsøgers eventuelle krav mod den tidligere arbejdsgiver er overtaget af sagsøgte A/S F i medfør af virksomhedsoverdragelseslovens regler.«

#### Rettens begrundelse og resultat:

Efter det oplyste om arbejdet i belægnings- og afløbsafdelingen hos U A/S, herunder med henvisning til de vidneforklaringer, der er afgivet af M og P om, at der blev stillet stort set identiske krav til de ansatte i begge afdelinger, at der var samme uddannelse og træning for konsulenterne i begge afdelinger, og at der for salgsarbejdet i begge afdelinger var fastsat normkrav, ses der ikke at være anledning til at undlade også at tage hensyn til lønningerne i belægningsafdelingen ved bedømmelsen af, hvorvidt der ved fastsættelsen af sagsøgerens løn er handlet i strid med ligelønsloven.

Efter de samme vidneforklaringer lægges det til grund, at konsulenternes løn bl.a. blev fastsat på baggrund af den enkeltes alder, erfaring og kundenetværk, og det kan efter det oplyste om forholdene og kvalifikationerne for de øvrige konsulenter i afløbsafdelingen, V, B, L og A, konstateres, at der ved lønfastsættelsen for hver enkelt af konsulenterne er taget hensyn til disse kriterier, herunder deres uddannelse og tidligere ansættelsesforhold. Herefter må det anses for at være godtgjort, at der var saglig grund til at give de øvrige konsulenter i afløbsafdelingen højere løn end den løn, der var fastsat for sagsøgeren.

Allerede på denne baggrund, og da sagsøgerens løn sammenholdt med det oplyste om lønniveauet for konsulenterne i belægningsafdelingen i øvrigt ikke giver anledning til at fastslå en lønmæssig forskelsbehandling, der er i strid med ligelønsloven, tages sagsøgte U A/S' frifindelsespåstand til følge. Endvidere tages sagsøgte A/S F's påstand om frifindelse til følge, da forskellen mellem sagsøgerens løn og lønnen for de øvrige konsulenter, der blev ansat hos denne sagsøgte, efter erhvervelsen af U A/S' afløbsafdeling, heller ikke kan betegnes som usaglig eller i strid med ligelønsloven.

Med sagsomkostningerne, der fastsættes på grundlag af sagernes værdi for hver af de sagsøgte, forholdes som nedenfor anført, idet der i øvrigt, med henvisning til at sagerne mod de to sagsøgte er behandlet i forening, ikke er anledning til at tillægge sagsøgte F sagsomkostninger som biintervenient.

===== FIL: praksis/dk-sh-1987-koda.md =====

# Sø- og Handelsretten, 8. juli 1987

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-1987-koda.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-1987-koda.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Lønforskel begrundet i mandlige konsulenters mere selvstændige funktioner

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md) · [Begrundelse af lønforskelle](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-begrundelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Ved vurderingen af samme værdi lagde retten vægt på, at arbejdet kun i et begrænset tidsrum havde været næsten identisk, og at de mandlige konsulenter havde flere selvstændige funktioner (jf. § 1, stk. 2, og § 1 a, stk. 9). Stadfæstet af Højesteret (II 227/1987).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark anlagde som mandatar for en medarbejder sag mod arbejdsgiveren, KODA, og gjorde gældende, at KODA havde overtrådt § 1 i lov nr. 32 af 4. februar 1976 om ligeløn til mænd og kvinder ved at aflønne hende lavere end 2 mandlige konsulenter, som var ansat pr. 1. januar 1984. Da hun i efteråret 1984 blev bekendt med, at de mandlige konsulenter fik højere løn, var hendes løn 9.642 kr. månedlig, mens de mandlige konsulenters løn var 11.334 kr. med tillæg af en bonus, og forbundet krævede principalt 66.244 kr. med sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg samt feriegodtgørelse på 4.631,65 kr. for 1984 og 3.648,90 kr. for 1985, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Retten fandt det godtgjort, at KODA i 1983 ønskede at ændre sin strategi til at være mere salgspræget og informativ, og at dette var baggrunden for ansættelsen af de nye konsulenter; KODA var berettiget til at vurdere, om hun var egnet til at udføre de nye opgaver, og hun havde intet krav på at deltage i dem. Det var uden betydning, at hendes stillingsbetegnelse var ændret, og selv om baggrunden for udleveringen af stillingsbeskrivelsen til hende syntes uklar, var det ikke godtgjort, at den skulle omfatte hende, da opgaverne i hendes distrikt fortsat var delt mellem hende og hovedkontoret. Ved vurderingen af, om hendes arbejde havde samme værdi som de to andres, lagde retten vægt på, at arbejdet kun i et begrænset tidsrum havde været næsten identisk, og at de to andre konsulenter var tillagt flere selvstændige funktioner, hvorfor hendes arbejde og formålet med det adskilte sig fra de øvriges på en måde, der kunne begrunde en lønforskel.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Højesteret stadfæstede dommen ved dom af 2. oktober 1990 (II 227/1987) med fire stemmer mod én; Højesterets dom har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Sø- og Handelsrettens dom 8. juli 1987

(Mette Christensen, Axel Chr. Hansen, A. Hove Andreasen).

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, KODA, ved at aflønne Lilly Margrethe Nielsen ( i det følgende kaldet sagsøgeren) lavere end 2 andre mandlige konsulenter hos sagsøgte, har overtrådt § 1 i lov nr. 32 af 4. februar 1976 om ligeløn til mænd og kvinder.

Sagsøgte, der som hovedformål har at varetage medlemmernes udførelsesrettigheder efter ophavsretsloven, er eneberettiget til at udstede tilladelse til offentlig fremførelse af beskyttet musik og/eller tekst samt opkræve vederlag herfor.

Sagsøgeren tiltrådte den 1. april 1977 en stilling hos sagsøgte. Ifølge ansættelsesskrivelsen af 15. marts 1977 skulle sagsøgerens arbejde bestå i at aflægge besøg hos visse grupper af musikforbrugere og vejlede disse med hensyn til beregningen af musikafgift og udfyldning af formularer, dels efter ønske fra forbrugerne og dels på foranledning af Kodas medarbejdere.

Sagsøgeren var deltidsansat og arbejdede 4 dage om ugen. Lønnen udgjorde på ansættelsestidspunktet 5.017 kr. om måneden. Sagsøgeren aflagde kontrolbesøg på restauranter og handelslokaler på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. Endvidere foretog hun en besøgsrejse til Jylland i 1983. Da hun blev ansat, var tillige ansat en pensioneret betjent som kontrollør i Jylland.

I slutningen af 1983 indrykkede sagsøgte en annonce i dagspressen, hvorefter man søgte 2 konsulenter. Arbejdstiden var angivet til 30 timer ugentlig med variabel arbejdstid, og distrikterne var Midt/Sydjylland, Fyn og Midt/Nordjylland. Om jobbet anførtes, at konsulenterne ved opsøgende arbejde og kontrolbesøg skulle varetage Kodas interesser i forbindelse med den offentlige musikanvendelse i restaurationer, forretninger og butikscentre m.v. Sagsøgte ansatte herefter pr. 1. januar 1984 2 mandlige konsulenter. I forbindelse med deres tiltræden fik de udleveret følgende stillingsbeskrivelse:

»Arbejdsopgaver (ansvarsområde)

Konsulentarbejde: a) Midt/Nordjylland plus øer, b) Midt/Sydjylland, c) Sjælland, Lolland, Falster plus øer.

I samarbejde med nærmeste overordnede og kontaktpersoner i KODA registreres musikbrugere ved kontrolbesøg og opsøgende arbejde.

Primært: Restauranter, handels- og afsætningslokaler (mode, frisør, butikscentre, helse- og solcentre m.v.).

Sekundært: Musik til arbejde, turistbusser, byfester, biblioteker, kulturhuse, medborgerhuse, rekvirere lokalblade m.v.

Informere om KODA's virksomhed - mundtlig orientering samt udlevere pjecer, tariffer m.m.

Besøge bevillingsgivende myndigheder, informere om KODA i h.t. justitsministeriets cirkulære.

Vejlede om musikrapportering til KODA.

Udarbejde rapporter for konsulentvirksomheden.

Planlægning og kontrol:

Efter distriktsinddeling af regionen (større byer i gadeorden) udføres arbejdsopgaverne distriktvis efter instruks fra nærmeste overordnede - derefter i samarbejde med kontaktpersoner.

Dagsrapport indeholdende dagens besøg m.v. udfærdiges. Hvor der er konstateret musikanvendelse, udfyldes tillige skema med specificeret angivelse af musikforholdet.

Månedsvis kørselsregnskab.

Jævnlige besøg i KODA og evt. fra KODA.

Nærmeste overordnede:

Jens Carlsen.

Kontaktpersoner:

Preben Klarskov og Bo Petersen.

Arbejdstid (30 timer)variabel arbejdstid evt. dag, aften, lørdag, søndag.

Krav:

Telefon og bil.«

Sagsøgeren fik kort efter ligeledes udleveret stillingsbeskrivelsen.

I efteråret 1984 blev sagsøgeren bekendt med, at de mandlige konsulenter fik en højere løn, end hun gjorde. Hendes løn var 9.642 kr. månedlig, og de mandlige konsulenters løn var 11.334 kr. med tillæg af en bonus i forhold til værdien af de kontrakter, der blev indgået. Herom tilskrev sagsøgeren sagsøgte. Hendes henvendelse blev besvaret ved sagsøgtes skrivelse af 29. november 1984, hvori det bl.a. hedder:

»- - - I dit brev kommer du også ind på spørgsmålet om aflønning, idet du skulle have erfaret, at dine kolleger skulle tjene ca. 33% mere. I den forbindelse skal jeg ikke undlade at bemærke, at alle i KODA er individuelt aflønnet efter kvalifikationer, arbejdsområde, indsats, resultater, anciennitet m.v. En eventuel forskel i aflønning skyldes en afvejning af ovennævnte faktorer og beror således ikke på en misforståelse. - - -«

Sagsøgeren kommenterede denne skrivelse i en skrivelse af 6. december 1984, uden at sagsøgte ændrede opfattelse, bortset fra at sagsøgeren fik tilkendt en bonusordning. Sagsøgeren rettede herefter henvendelse til ligestillingsrådet, der i skrivelse af 25. januar 1985 til sagsøgte rejste spørgsmålet om ens aflønning af de 3 konsulenter.

I skrivelse af 7. marts 1984 besvarede sagsøgte ligestillingsrådets henvendelse. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

»- - - Fra 1. januar 1984 blev det besluttet at ansætte 2 konsulenter, der udover de hidtidige kontrolfunktioner i forbindelse med musikanvendelse i restaurationer og handels- og afsætningslokaler skulle varetage en række opgaver af informativ og opsøgende karakter. Til belysning heraf kan nævnes: Kontakt til bevillingsmyndigheder. Kontakt til offentlige institutioner, herunder biblioteker. Opsøgende virksomhed over for alle musikbrugergrupper. Udarbejdelse af informationsmaterialer og bidrag til KODA's medlemsblad. Opsøgende virksomhed i forbindelse med musikrap portering, herunder kontrol af rapporteret musikrepertoire. Deltagelse i planlægningsmøder vedrørende KODA's opsøgende virksomhed.

Erfaringerne med vore hidtidige konsulenter/kontrollører samt ovennævnte udvidelse af ansvarsområderne/arbejdsopgaverne bevirkede, at vi i forbindelse med stillingsopslaget stillede en række krav til ansøgere om kvalifikationer, som vi ikke havde krævet tidligere, og som ingen af vore hidtidige konsulenter/kontrollanter efter vor opfattelse var i besiddelse af. Det skal i den forbindelse oplyses, at vi ved beslutningen om ansættelse af 2 konsulenter i Jylland/Fyns-området overvejede at overflytte, subsidiært afskedige Lilly Margrethe Nielsen, men bl.a. på grund af denne medarbejders mangeårige ansættelse blev det besluttet at lade Lilly Margrethe Nielsen fortsætte sin hidtidige virksomhed, men under en strammere styring. Det har ikke været på tale at udvide Lilly Margrethe Nielsens ansvarsområde/arbejdsopgaver, uanset at vi er bekendt med, at en stillingsbeskrivelse svarende til de nyansatte konsulenters p.g.a. en misforståelse er blevet udleveret til Lilly Margrethe Nielsen af en afdelingsleder i vor markedsafdeling.«

Sagsøgeren fratrådte sin stilling hos KODA den 31. oktober 1985 af helbredsmæssige årsager.

Under denne sag, der er anlagt den 13. marts 1986, har sagsøgeren, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Lilly Margrethe Nielsen, påstået sagsøgte, KODA, tilpligtet at betale principalt 66.244 kr. med sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg samt i feriegodtgørelse for 1984 4.631,65 kr. og i feriegodtgørelse for 1985 3.648,90 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.

Kravet fremkommer således:

Difference i løn 1/1-31/12 1984 19.818 kr. Bonus 1984 17.235 kr. Difference i løn 1/1-31/10 1985 17.158 kr. Bonus 1/1-31/10 1985 12.033 kr.

I alt 66.244 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren, direktør hos sagsøgte Niels Bak, konsulent Niels Peter Poulsen, konsulent Jørgen Bo Larsen og markedschef Jens Carlsen.

Sagsøgeren har forklaret, at hun er kontoruddannet og har arbejdet som kontorassistent i 4 år, hvorefter hun i 8 år var aftenskolelærer i engelsk. Hun har endvidere været kursussekretær ved FN-seminar og sekretær, oversætter og bogholder i en større erhvervsvirksomhed. Hun blev anbefalet sagsøgte af en daværende ansat. Ved ansættelsessamtalen tog hun sine referencer med fra tidligere ansættelser, men der blev ikke talt om disse. Hun er heller ikke senere blevet bedt om at aflevere dem. Ved ansættelsen blev oplyst, at hun ville blive aflønnet efter statens regler. Hendes arbejde bestod i at besøge butikker og restauranter på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. På rejser til Lolland-Falster og Bornholm var hendes arbejdstid variabel. I butikkerne var arbejdet dels af kontrollerende og dels af informativ art. Hun har ikke besøgt biblioteker og større arbejdspladser, idet det lå udenfor hendes arbejdsområde. Hun har et par enkelte gange besøgt politikontorer for at få oplysning, om en restauratør havde bevilling. Hun har fået oplyst, at der har foreligget enkelte klager over hende, men hun har aldrig modtaget påtaler herfor. I 1983 foreslog hun sagsøgte, at hun foretog et opsøgende arbejde i Jylland, hvilket sagsøgte accepterede. Hun opnåede et pænt resultat, men fik ingen lønforhøjelse. Hun mener, at årsagen til ansættelsen af de 2 nye konsulenter var hendes gode resultat i 1983. Hun var bekendt med, at der skulle ansættes 2 nye konsulenter, men kendte ikke stillingernes indhold. I februar 1984 blev hun kaldt til et møde hos sagsøgte med inkassochef Ib Bo Larsen og markedschef Jens Carlsen. Hun skulle på mødet sættes ind i det nye system hos sagsøgte og fik udleveret stillingsbeskrivelsen, som blev gennemgået. Hun fik det indtryk, at hun skulle afvente, at de andre konsulenter kom ind i arbejdet, men hun regnede med at skulle udføre det i stillingsbeskrivelsen nævnte. Hun bad på mødet om en bonusordning, men dette blev afslået. Hendes stillingsbetegnelse var intern kontrollant, men sagsøgte sagde, at hun udadtil skulle kalde sig konsulent.

Efter den 1. januar 1984 skete der en mere central styring af hendes arbejde. Hun blev »dirigeret« fra distrikt til distrikt, men arbejdets karakter ændrede sig ikke. Hun har kun talt med de andre konsulenter ved 2 KODA- arrangementer. I forbindelse med et af disse fik hun oplyst, at de havde en bonusordning og senere, at de havde højere løn. Under ansættelsen var hendes løn blevet reguleret årligt, men hun havde ikke fået oplyst, at sagsøgte var gået bort fra at anvende statens regler.

I begyndelsen af januar 1985 havde hun et møde med direktør Niels Bak, der da var kontorchef, Jens Carlsen og Ib Bo Larsen, hvor hendes lønforhold blev drøftet. Sagsøgte tilbød hende en bonusordning samt at tage hendes løn op til revision fra 1. oktober 1985. Hun afslog bonusordningen af hensyn til ikke at miste »retten til ligeløn«. Hun fik at vide, at de andre konsulenter besøgte biblioteker, hvilket hun tilbød også at gøre. Hun blev ikke opfordret til at foretage fabriksbesøg eller til at besøge Bella Centret. Hun er først ved sagsøgtes skrivelse til ligestillingsrådet blevet bekendt med, at sagsøgte havde haft overvejelser om at opsige hende.

Direktør Niels Bak har forklaret, at han den 1. februar 1983 blev ansat som kontrolchef og er nu direktør hos sagsøgte. Efter sin tiltræden i 1983 undrede han sig over stagnerende indtægter udenfor Danmarks Radio og TV's område, hvorfor han fandt det nødvendigt med mere information om KODA's arbejde, fx. hos politiet og på bibliotekerne. Han overvejede gennem lang tid muligheden for at øge indsatsen. Hos sagsøgte var man bekendt med, at Jylland var et dårligt besøgt område, og sagsøgerens rejse i 1983 havde været en bekræftelse herpå. Under en samtale med Jens Carlsen og Ib Bo Larsen fik han oplyst, at disse vurderede, at sagsøgeren ikke var åben og kreativ og ikke havde tilstrækkelig initiativ til at kunne udføre de nye informationsopgaver. Man overvejede at opsige sagsøgeren, der havde det største distrikt, Sjælland, men da dette ikke er sagsøgtes politik, valgte man at lade sagsøgeren fortsætte, indtil man havde set, hvordan de nye stillinger fungerede. Kravet til de nye konsulenter var, at de skulle have salgs- og planlægningserfaring. Der blev indkaldt ca. 100 personer, både mænd og kvinder, i hvert distrikt, og de nye konsulenter blev valgt på grund af deres kvalifikationer og personlige fremtræden. Ved lønforhandlingerne blev deres daværende løn oplyst, hvorefter vidnet tilbød dem en løn, som de kunne forventes at ville acceptere. Da sagsøgte lagde vægt på informative og andre ikke direkte indtægtsgivende opgaver, blev der tilbudt en fast løn og som supplement hertil en bonusordning. Alle medarbejdere får nu en individuel løn efter deres arbejde og kvalifikationer, ligesom ancienniteten har en vis betydning. De to nye konsulenter får fortsat samme løn, idet der ikke har været grundlag for individuelle ændringer. Ved sagsøgerens ansættelse benyttede vidnets forgænger en såkaldt KODA-lønskala.

De nye konsulenters arbejde kan af geografiske årsager ikke styrets så stramt som sagsøgerens. Disse konsulenter forhandler selvstændigt på rimeligt højt niveau, mens de tidligere kontrollører alene aflagde besøg og gjorde opmærksom på pligten til at betale KODA-afgift. Den ene af konsulenterne, Niels Peter Poulsen, har fx lavet en aftale med Dansk Supermarked. Forhandlinger herom påbegyndtes i 1984. Vidnet skønnede ikke, at sagsøgeren var i stand til at udføre sådanne opgaver, og man ønskede ikke, at sagsøgeren gik ind i informationsopgaver.

Stillingsbeskrivelsen, der var den første hos sagsøgte, blev udarbejdet, da man havde besluttet ændringen af kontrollørens/konsulentens arbejde. Opdelingen i primære og sekundære arbejdsopgaver afhang helt af, hvor godt området var dækket. De ny konsulenter var i KODA en kort tid, hvorefter Jens Carlsen tog dem med på en besøgsrunde til restauranter og butikker. De startede »fra bunden« som sagsøgeren, og den højere begyndelsesløn var en investering i fremtiden. Konsulenterne har hele tiden selv tilrettelagt deres arbejde, idet de meddeler, når de begynder at bearbejde et distrikt. Sagsøgeren derimod fik udleveret et kort fra hovedkontoret, der planlagde hendes arbejde. Hos sagsøgte opfattede man sagsøgerens og de nye konsulenters stillinger som to forskellige jobs.

Ved mødet i januar 1984 var det meningen, at sagsøgeren skulle have stillingsbeskrivelsen alene som en orientering om de andre konsulenters job. Man ville ikke risikere at give sagsøgeren forhandlingskompetence på samme niveau som de to andre på grund af de tidligere klager.

Efter sagsøgerens fratræden er hendes distrikt delt, og ændringsplanen er gennemført for hele landet.

Konsulent Niels Peter Poulsen har forklaret, at han er uddannet boghandler og som lærer. Han har været lærer i 10 år og lærerrådsformand samt sælger i skotøjsbranchen. Endvidere er han meget musikinteresseret. Han søgte jobbet hos KODA, fordi de informative opgaver tiltalte ham. Under ansættelsesinterviewet med Niels Bak og Ib Bo Larsen talte man om arbejdsområdet og kvalifikationer, og han forstod, at sagsøgte var interesseret i at omlægge arbejdet. Stillingsbeskrivelsen fik han først senere. Han fik tilbudt en løn svarende til 3/4 af lønnen efter 6-7 års ansættelse som lærer samt en bonus, hvilket han accepterede. Siden har han kun fået almindelige lønstigninger, men ikke individuelle tillæg. Efter en kort introduktion kom Jens Carlsen til Jylland og vejledte om arbejdet omkring butiks- og restaurationsbranchen. Han har aldrig modtaget instrukser om arbejdets tilrettelæggelse. Han har besøgt en del messer for at indgå kontrakt med messearrangørerne, ligesom han i 1985 besøgte en del turistvognmænd. Han har lavet en del opsøgende arbejde i forbindelse med »musik til arbejdet« på større virksomheder, hvilket begyndte i 1985 efter en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, ligesom han særskilt har forhandlet om en kontrakt med Danske Supermarked. Af det mere generelt informative arbejde kan nævnes besøg på biblioteker og ved de danske korlederes sammenslutnings årsmøde. Endvidere aflægger han besøg hos politiet for at indhente oplysninger og orientere om KODA. Han har fra 1984 haft kontakt til KODA's medlemmer ved, at han tager rundt til spillestederne for at kontrollere, hvad der bliver spillet. Han er ude ca. 1 aften om ugen. Som konsulent har han desuden været med til at udvikle brochuremateriale. I 1984 var ca. 90% af hans arbejde af opsøgende og kontrolmæssig karakter, men allerede i 1985 ændrede det sig til at være af mere informativ art. Nu bruger han ca. 60% af sin arbejdstid på kontakt med brugerne, og resten til informationsarbejde.

Hver 3. måned var der konsulentmøde med Jens Carlsen og Preben Klarskov, men sagsøgeren deltog ikke heri. Dette undrede ham ikke, da han regnede med, at sagsøgeren havde en tidligere
uddannelse. På disse møder talte man om det seneste forløb og fremtidige tiltag.

På en rejse til Schweiz talte han med sagsøgeren om lønforholdene, og han undrede sig over, at sagsøgeren havde en anden løn.

Konsulent Jørgen Bo Larsen har forklaret, at han er handelsuddannet og har været beskæftiget indenfor handel- og produktionsvirksomheder, i forsikringsbranchen samt har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Herudover har han en del voksenundervisning. Under ansættelsessamtalen med Niels Bak og Ib Bo Larsen blev der lagt vægt på selvdisciplin og selvstændigt arbejde. Sagsøgte kom med et lønudspil, og han fik oplyst, at der var en bestemt lønramme hos KODA.

Efter ansættelsen 1. januar 1984 blev han introduceret hos sagsøgte i København, og derefter tog Jens Carlsen med ud at besøge butikker og restauranter. Stillingsbeskrivelsen, som han opfattede som et udgangspunkt for arbejdet, blev fremsendt med ansættelsesbrevet.

I sommeren 1984 besøgte han vandrehjem, sømandshjem og lufthavne, ligesom han af informationsmæssige årsager tog kontakt til biblioteker og politistationer. Han har senere besøgt fritids- og ungdomsklubber. Han har indgået aftaler om brug af musik i turistbusser. I slutningen af 1984 blev der indgået en aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og sagsøgte om »musik til arbejdet«, hvorefter der forestod et ret omfattende arbejde med at finde frem til virksomhederne. Han har besøgt ca. 150. Hans arbejdstid er variabel, og han tilrettelægger selv arbejdet. Sagsøgte ved ikke, hvilke »kunder« vidnet besøger den enkelte dag. Arbejdet har ændret sig i retning af at have mere informativ karakter.

Han har deltaget i konsulentmøder i København, men sagsøgeren deltog ikke heri.

Han har siden sin ansættelse kun fået almindelige lønstigninger. Han har aldrig talt om løn- og ansættelsesforhold med sagsøgeren.

Markedschef Jens Carlsen har forklaret, at baggrunden for ansættelsen af de nye konsulenter var en beslutning hos sagsøgtes nye ledelse om en ændret markedsføring. Disse nye konsulenter skulle være udadvendte, forhandlingsvante og fleksible, og han følte ikke, at sagsøgeren havde disse kvalifikationer. Vidnet deltog ikke i ansættelsessamtalerne eller i drøftelsen af lønnen. Denne skulle ligge på et niveau mellem de offentlige og de private lønninger for personer med de ønskede kvalifikationer, hvilket var nødvendigt for at få de rigtige. Stillingsbeskrivelsen blev udleveret til de to konsulenter i januar 1984 ved introduktionsmødet. Efter dette møde blev de sendt på besøg i restauranter og butikker. Derefter blev arbejdet udvidet i 1984/85 til udstillinger/messer og turistvognmænd. Sagsøgeren skulle derimod fortsætte sit hidtidige arbejde.

Sagsøgeren fik stillingsbeskrivelsen, men skulle kun arbejde med de primære grupper, butik og restaurant, da sagsøgte ikke mente, hun kunne klare de øvrige opgaver. Forhandlinger med virksomheder, større brugere og bevilgende myndigheder skete for så vidt angår Sjælland fra hovedkontoret. Han kender ikke sagsøgerens tidligere beskæftigelser, men mente efter samtaler med og om hende at kunne bedømme hendes kvalifikationer. Han fik flere klager fra brugere over, at sagsøgeren ikke gav tilstrækkelig god information. Disse klager, såfremt de var relevante, er videregivet til sagsøgeren. Sagsøgerens arbejde blev tilrettelagt meget snævert, idet hun fik udleveret kort over det område, hun skulle besøge. Tidligere havde hun besøgt de samme steder. Ændringen af stillingsbetegnelsen fra kontrollør til konsulent skete alene af markedsføringsmæssige årsager. De to nye konsulenter tilrettelagde selv deres arbejde. I 1984 svarede 90% af deres arbejde til sagsøgerens, mens det i 1985 svarede til 70%.

Sagsøgerens advokat har gjort gældende, at sagsøgte ved at betale sagsøgeren en lavere løn end hendes to kolleger har overtrådt § 1 i lov om ligeløn til mænd og kvinder. Loven pålægger en arbejdsgiver at betale samme løn for det samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi. Efter beskyttelsesformålet med denne lov må der ske en fordeling af bevisbyrden, således at sagsøgeren må sandsynliggøre, at der er tale om samme arbejde, og sagsøgte må dokumentere, at der har været ikke-kønsrelaterende forhold, der kan begrunde en forskellig aflønning. Alle 3 konsulenter har fået udleveret stillingsbeskrivelsen, der må danne grundlag for den retlige regulering af forholdet mellem konsulenterne og sagsøgte. Efter stillingsbeskrivelsen, der efter sin ordlyd også skulle gælde for sagsøgerens område, var der ingen forskel i den måde, arbejdet blev tilrettelagt, og de to nye konsulenters forskudte arbejdstid skyldtes alene hensynet til deres andre job. Endvidere var
det samme arbejde for alle tre i 1984, og i 1985 var den overvejende del af arbejdet det samme. Først efter at sagsøgeren har rejst denne sag intensiveres de supplerende arbejdsopgaver i stillingsbeskrivelsen betegnet som sekundære. Disse opgaver er af de øvrige konsulenter betegnet som ikke sværere, og sagsøgeren kunne let have udført disse. Dette ønskede sagsøgte imidlertid ikke, uanset sagsøgeren har haft samme kontraktmæssige forpligtelser som de to andre. Disse manglende arbejdsopgaver må anses for uden betydning ved bedømmelsen af arbejdets værdi. Lønfastsættelsen var ifølge sagsøgtes skrivelse til ligestillingsrådet individuel, men dette stemmer ikke med konsulenternes forklaring. Dernæst kan anciennitet ikke have haft stor vægt, når der ses på forskellen mellem sagsøgerens og de to andres løn. Det udførte arbejde krævede ingen specielle faglige kvalifikationer, og det kan næppe have været tillagt den store betydning, da sagsøgeren aldrig er blevet spurgt om sine kvalifikationer. Erfaring samt de opnåede resultater kan der næppe heller være tillagt betydning, da de to nye konsulenter allerede ved ansættelsen fik højere løn end sagsøgeren. Hun var endvidere ikke omfattet af bonusordningen, selvom hun indtjeningsmæssigt lå mellem de to andre. Den individuelle aflønning stemmer ikke med, at de to konsulenter fortsat oppebærer samme løn. Ingen af de momenter, som sagsøgte har anført for en forskellige aflønning, synes at være anvendt, og da sagsøgeren i 1984 i det alt overvejende har udført samme arbejde som de to øvrige, bør hun også have samme løn.

Sagsøgtes advokat har gjort gældende, at lønforskellen skyldes grunde, der ikke er kønsrelaterede, hvorfor den retlige standard i loven ikke er tilsidesat. I lovens forarbejder nævnes en række kvalifikationer, fx uddannelse, erfaring, ansvar, påpasselighed og arbejdets karakter, der kan indgå som momenter ved lønfastsættelse. Bevisbyrden for, at lønforskellen er begrundet i kønsforskelle, må alene påhvile sagsøgeren, og et sådant bevis har sagsøgeren ikke ført. Af såvel sagsøgtes skrivelser til ligestillingsrådet som direktør Baks forklaring fremgår, at sagsøgte ønskede sit image ændret fra at være kontrolpræget til at være salgspræget. Som led i denne ændrede strategi ønskede man at ansætte konsulenter, der skulle arbejde mere selvstændigt og kunne forhandle. Endvidere skulle disse inddrages i planlægningsopgaver, hvilket skete på de kvartårlige møder, hvori sagsøgeren ikke deltog. Sagsøgte var derfor nødt til at vurdere kvalifikationer indenfor andre områder end tidligere sket. Konsulenternes forklaring om deres tidligere arbejde og deres personlige fremtræden var grundlaget for ansættelsen. Ved lønfastsættelsen, der er individuel, skelede man til de offentlige lønninger samtidig med, man så på, hvad der skulle betales for at være konkurrencedygtig. Man vurderede de to ansattes kvalifikationer ens. Sagsøgerens kvalifikationer mente man at kunne bedømme på grundlag af hendes hidtidige arbejde, og udfra dette skønnedes hun ikke egnet. Sagsøgeren skulle derfor fortsætte med samme arbejde, og det synes uklart, hvorfor hun har fået udleveret stillingsbeskrivelsen. De ny konsulenter kom til at udføre andre opgaver end sagsøgeren, selvom de de første måneder startede med de basale opgaver. Efter forklaringerne er der gradvis sket en ændring af arbejdet, og uanset at kvalifikationerne ikke straks udnyttes fuldt ud, må det ved lønfastsættelsen være berettiget at tage hensyn til disse. Formålet med ansættelsen var den ændrede strategi, der krævede andre kvalifikationer, og for at få disse måtte der betales en højere løn. Disse hensyn - og ikke kønsrelaterende hensyn - har alene begrundet lønforskellen, hvorfor der ikke er sket en overtrædelse af ligelønsprincippet.

#### Retten skal udtale:

Efter bevisførelsen er det godtgjort, at sagsøgte i 1983 ønskede at ændre sin strategi til at være mere salgspræget og informativ, og at dette var baggrunden for ansættelsen af de nye konsulenter. I denne forbindelse må sagsøgte være berettiget til at foretage en vurdering af, om sagsøgeren ville være egnet til at udføre de nye opgaver, og sagsøgeren har intet krav på at deltage i disse. Efter forklaringerne må det lægges til grund, at sagsøgte ikke har ønsket at ændre sagsøgerens stilling. Det forhold, at sagsøgerens stillingsbetegnelse er ændret, findes uden betydning. Baggrunden for udleveringen af stillingsbeskrivelsen synes uklar, men da opgaverne i sagsøgerens distrikt fortsat var delt imellem sagsøgeren og hovedkontoret, findes det ikke godtgjort, at denne skulle omfatte sagsøgeren.

Ved vurderingen af, om sagsøgerens arbejde har været af samme værdi som de to øvriges, lægges der vægt på, at arbejdet kun i et begrænset tidsrum har været næsten identisk, og at der var tillagt de to andre konsulenter flere selvstændige funktioner. Sagsøgerens arbejde og formålet med dette findes
derfor at adskille sig på en sådan måde fra de øvriges, at det kan begrunde en lønforskel. Herefter tages sagsøgtes påstand til følge.

---
Sagsøgeren betaler 11.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

===== FIL: praksis/dk-sh-2010-f6-09.md =====

# Sø- og Handelsretten, 22. juni 2010, sag F-6-09

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-2010-f6-09.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-2010-f6-09.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Manglende lønsamtale under barselsorlov og opsigelse efter lønkrav

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Repressalier](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repressalier.md)

Koblet til: § 3, stk. 1 ([lov/3.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Retten fandt ikke sandsynliggjort, at opsigelsen skyldtes forhold omfattet af ligelønsloven, fordi hun havde krævet højere løn på grund af sine præstationer og ikke, fordi mandlige kolleger var bedre lønnet (jf. § 3, stk. 1). At nogle i et individuelt lønsystem fik lønforhøjelse og andre ikke, flyttede ikke i sig selv bevisbyrden (jf. § 6, stk. 2). Den manglende lønsamtale under barselsorlov blev afgjort efter ligebehandlingsloven. Højesteret ændrede resultatet (223/2010).

Praksisfiler: [lov/3-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/3-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark anlagde som mandatar for en indkøbsassistent sag mod arbejdsgiveren, A/S Th. Wessel & Vett (Magasin), om, hvorvidt hun var opsagt i strid med ligelønsloven/ligebehandlingsloven eller funktionærloven, og om hun i givet fald havde krav på godtgørelse; der blev principalt påstået betaling af 443.800,20 kr., subsidiært 91.541,00 kr. Hun var under sin barselsorlov ikke blevet indkaldt til MUS-/lønsamtale, fik efter klage over indstillingen på MUS-samtalen den 31. marts 2008 en månedlig lønstigning på 700 kr. fra 1. marts 2008 og blev opsagt den 30. maj 2008 med begrundelse i samarbejdsvanskeligheder. Retten fandt, at hun havde krævet højere løn, fordi hun mente, at hendes præstationer berettigede hertil, og ikke fordi mandlige kolleger var bedre lønnet, og at hendes mandlige kollega fik samme lønstigning; det var derfor ikke sandsynliggjort, at opsigelsen helt eller delvist var begrundet i forhold omfattet af ligelønsloven eller ligebehandlingsloven, og Magasin blev frifundet for den principale påstand. Da hun ikke inden opsigelsen var blevet foreholdt, at FLEX-skemaet kunne være udfyldt forkert, ikke havde modtaget kritik af sit arbejde, og det var udokumenteret, at hun havde begået fejl ved ordreafgivelse, havde Magasin ikke godtgjort, at opsigelsen var begrundet i hendes forhold, og hun fik godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, fastsat under hensyn til hendes anciennitet til 1½ månedsløn eller 34.089,60 kr. Hun havde ikke krav på lønstigning pr. 1. marts 2008, da hun ikke havde godtgjort at være stillet ringere; at nogle indkøbsassistenter havde fået lønforhøjelse og andre ikke, var i et lønsystem med individuel løn ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at bevisbyrden for, at der ikke var sket forskelsbehandling, gik over til Magasin. Det var ubestridt, at hun ikke som øvrige ansatte var blevet tilbudt en lønsamtale under barselsorloven, og da Magasin ikke havde godtgjort, at denne forskelsbehandling ikke var begrundet i barselsorloven, var ligebehandlingslovens § 4 tilsidesat, og hun fik efter lovens § 14 en godtgørelse på 10.000 kr.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen skal læses efter sit daværende retsgrundlag; den er ikke i sig selv en fortolkning af L68 eller direktiv 2023/970. Højesteret ændrede resultatet ved dom af 14. maj 2012 (223/2010) og pålagde arbejdsgiveren at betale yderligere 106.993,80 kr.; Højesterets dom har en selvstændig post. Den anvendte tekst har ingen særskilt domskonklusion, og en analyse, der i originalen er et billede, er ikke gengivet.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Sø- og Handelsrettens dom 22. juni 2010, F-6-09

(Mette Christensen, Per Sjøqvist, Aase Weiler Madsen).

*Indledning og påstande*

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A er blevet opsagt i strid med ligelønsloven/ligebehandlingsloven eller funktionærloven, og om hun i givet fald er berettiget til en godtgørelse i henhold til de pågældende love.

*HK Danmark som mandatar for A* har nedlagt påstand om: *principalt*, at A/S Th. Wessel & Vett tilpligtes til A at betale 443.800,20 kr. med tillæg af procesrente af 700,00 kr. fra 30. september 2007, af 700,00 kr. fra 31. oktober 2007, 700,00 kr. fra 30. november 2007, af 700,00 kr. fra 31. december 2007, af 700,00 kr. fra 31. januar 2008, af 700,00 kr. fra 28. februar 2008 og af 439.600,20 kr. fra sagens anlæg den 5. februar 2009.

*Subsidiært,* at A/S Th. Wessel & Vett tilpligtes til A at betale 91.541,00 kr. med tillæg af procesrente af 700,00 kr. fra 30. september 2007, af 700,00 kr. fra 31. oktober 2007, af 700,00 kr. fra 30. november 2007, af 700,00 kr. fra 31. december 2007, af 700,00 kr. fra 31. januar 2008, af 700,00 kr. fra 28. februar 2008, og af 87.341,00 kr. fra sagens anlæg den 5. februar 2009.

*Dansk Erhverv som mandatar for A/S Th. Wessel & Vett* har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

A har opgjort kravene således:

|  | 1. | Godtgørelse i henhold til ligelønsloven/ligebehandlingsloven 18 måneders løn inkl. arbejdsgiverens pensionsbidrag (21.200 kr. + 1.526,40 kr. x 18) | kr. | 409.075,20 |

| --- | --- | --- | --- | --- |

|  | 2. | Efterbetalingskrav for manglende lønstigning fra 1. maj 2007 - 30. april 2008 (700 kr. x 6) | kr. | 4.200,00 |

|  | 3. | Feriepenge heraf, 12,5 % | kr. | 525,00 |

|  | 4. | Godtgørelse for manglende indkaldelse til lønsamtale under barselsorlov, jf. ligelønslovens § 2, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 4, jf. § 14. | kr. | 30.000,00 |

|  |  | I alt | kr. | 443.800,20 |

| Subsidiært: | 1. | Godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2b 2,5 måneders løn (2,5 x (21.200 kr. + 1.526,40 kr.) | kr. | 56.816,00 |

|  | 2. | Efterbetalingskrav for manglende lønstigning fra 1. maj 2007 - 30. april 2008 (700 kr. x 6) | kr. | 4.200,00 |

|  | 3. | Feriepenge heraf, 12,5 % | kr. | 525,00 |

|  | 4. | Godtgørelse for manglende indkaldelse til lønsamtale under barselsorlov, jf. ligelønslovens § 2, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 4, jf. § 14. | kr. | 30.000,00 |

|  |  | I alt |  | 91.541,00 |

|  |  |  | kr. |  |

Sagen er anlagt den 5. februar 2009 ved Københavns Byret og i medfør af retsplejelovens § 227 henvist til Sø- og Handelsretten.

##### Oplysningerne i sagen

A blev ansat som elev i A/S Th. Wessel & Vett (herefter Magasin) i afdelingen i City 2 den 1. august 2000. Hun blev tilbudt en stilling som indkøbsassistent i Magasin, Kgs. Nytorv, hvilket hun accepterede og tiltrådte den 20, juni 2005. Hun arbejdede hovedsageligt med casual wear, sportswear og sportstøj. Hendes løn var 20.500 kr. pr. måned med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Ansættelsesforholdet var omfattet af Landsoverenskomsten for Kontor & Lager for 2007-2010, hvoraf det af § 4 fremgår:

»a) Lønnen aftales i hvert enkelt tilfælde direkte mellem virksomheden og medarbejderen. Vurdering og eventuel regulering af lønforhold sker individuelt mindst en gang om året.

b) Lønnen skal give udtryk for medarbejderens indsats, kvalifikationer, dygtighed, jobfleksibilitet. arbejde på særlige tidspunkter, stillingens indhold og ansvar samt eventuel uddannelse.

c) . . .
d) En medarbejder er berettiget til at kræve forhandling med virksomheden, såfremt lønnen væsentligt afviger fra begyndelsesniveauet for sammenlignelige medarbejdergrupper på virksomheden, respektive sammenlignelige virksomheder inden for branchen.

Såfremt fastsættelsen af lønnen for den enkelte medarbejder er i åbenbar strid med forudsætningen i stk. 1, litra b, kan hver af parterne begære en forhandling under medvirken af begge organisationer.

. . .«
Af Magasins Medarbejderhåndbog fremgår bl.a.: ». . .

*Lønforhøjelse:*

Du kan til enhver tid tale med din leder om din løn, dog mindst en gang om året ved den årlige medarbejdersamtale (medarbejderudviklingssamtale - MUS). Får du ved denne samtale en lønstigning, sker det med virkning pr. 1. marts. Det er din personlige præstation, udvikling, opgaver og ansvar, der danner baggrunden for, om du får lønforhøjelse, Enkelte medarbejdergrupper får dog lønforhøjelse i overensstemmelse med deres overenskomster.

. . .

*Medarbejdersamtale - MUS*

En gang om året har du og din leder en samtale, hvor I følger op på dine mål, handlingsplan og ønsker for din personlige udvikling. I skal sammen sætte nye mål og udarbejde en handlingsplan for det næste år samt lægge planer for din udvikling. Samtalen slutter med, at I taler om din løn. En lønforhøjelse er baseret på din performance i din jobfunktion i det forgangne år. Samtalens forløb afhænger også af din forberedelse, og derfor er det vigtigt, at du udfylder det udleverede forberedelsesskema inden samtalen. Du vil senest 5 dage før samtalen modtage en invitation samt et forberedelsesskema fra din leder . . .«

I august 2006 gik A på barsel, og hun modtog løn frem til den 23. februar 2008. Det er ubestridt, at hun under sin barsel ikke blev indkaldt til MUS-samtale/lønsamtale, som normalt afholdtes i april/maj måned med den ansvarlige indkøber.

Kort inden hun vendte tilbage fra barselsorlov, havde hun en samtale med Michael Dupont, som hun kendte fra afdelingen, og som i mellemtiden var blevet headbuyer. Hun vendte tilbage fra sin orlov den 23. august 2007. I Magasin var der sket organisationsændringer, og hendes nærmeste leder blev indkøber Michael Hansen.

I januar 2008 havde hun en samtale med Michael Hansen, der nævnte, at det kunne være en mulighed for hende at gå på deltid.

Den 31. marts 2008 afholdt Michael Hansen MUS-samtale med A. Forud for mødet havde A besvaret en GAB-analyse med følgende resultat:

[Billede fra originalen, s. 2]

Under MUS-samtalen tilkendegav Michael Hansen, at A ikke fik en lønstigning. Dette var hun utilfreds med og fremsatte krav om en lønstigning. I april fik hun besked om, at hun havde fået en månedlig lønstigning på 700 kr. fra 1. marts 2008, således at hun herefter havde en samlet månedsløn på 21.200 kr. Den 8. maj 2008 skrev A til Michael Hansen, at hun var skuffet over lønstigningen, og anførte:

»1) Jeg var ikke kaldt ind til Mus samtale under min barsel. 2) At jeg ikke var indstillet til mere i løn, pga. jeg har været på barsel. 3) At jeg efter min utilfredshed KUN fik 700,-« Hertil svarede Michael Hansen den 17. maj 2008: »1) Du var ikke tilknyttet min afdeling, mens du var på barsel. Har du selv gjort noget for at få en samtale i barselsperioden?

2) Det er ikke korrekt. Argumentet har på intet tidspunkt været pga. din barsel. Det står der også i notatet efter vores samtale.

3) Vi har vurderet, at det var den lønstigning, du var berettiget til.« A besvarede samme dag Michael Hansens mail. Af hendes besvarelse fremgår bl.a.:

». . .
Mine kommentarer.
. . .
2. så er der godt nok noget jeg har misforstået, du sagde højt og tydeligt at jeg ikke var indberette til mere i løn, da jeg havde været på barsel & KUN været tilbage i 6 måneder, så derfor kunne i ikke vurdere mig, men forinden havde du ikke andet end rost mig helt vild (det var hvad der blev snakket om) og Michael jeg har aldrig fået en kopi af de notater fra vores møde, det vil jeg meget gerne have.

3. Du sagde til mig at du desværre ikke kunne give mig mere og det var du ked af og nu siger du at i havde vurderet at det var den lønstigning jeg var berettet til, det hænger ikke helt sammen.«

Michael Hansen besvarede ikke denne mail.
A blev opsagt fra sin stilling den 30. maj 2008. Opsigelsen var begrundet i samarbejdsvanskeligheder. Hun blev fritstillet i opsigelsesperioden.

Der er fremlagt FLEX-skema for februar til maj 2008 for A. Heraf fremgår, at der den 6.-8. maj 2008 ikke af A er påført +/- i flekstimer, men at der med håndskrift er tilføjet hhv. -2 timer, -4 timer og -7,5 timer. Ud for den 21. maj 2008 har A anført + 1 time, men med håndskrift er tilføjet -1 time.

##### Forklaringer

*A* har forklaret, at hun blev ansat i Magasin, City 2, i august 2000 som elev inden for herretøj og -sko. Fra ultimo 2004, til City 2-afdelingen lukkede i 2005, var hun tillidsrepræsentant. Hun var ikke i den forbindelse på kurser. Hun var driftslederassistent, da hun arbejdede i Magasin i City 2, så hun vidste, hvad arbejdet som indkøbsassistent indebar. Hun fik 20.500 kr. i løn som driftslederassistent.

Hendes arbejde som indkøbsassistent på Kgs. Nytorv bestod bl.a. i at indtaste indkøbsordrer og indscanne priser samt diverse varehåndtering.

Inden en MUS-samtale skulle man på intranettet udfylde et skema, som der blev taget udgangspunkt i under samtalen. En gang imellem blev der lavet referat af samtalen, men hun fik ikke kopi heraf.

Hun var til lønsamtale i 2006, men fik ingen lønstigning. Efter hun var gået på barsel i august 2006, skete der flere organisationsændringer inden for indkøb, og der blev oprettet flere nye stillingsbetegnelser. Hun fik ingen meddelelse fra ledelsen herom, men hørte det gennem kollegaer. Hun blev ikke indkaldt til lønsamtale i foråret 2007, og hun tog heller ikke kontakt til Magasin for at bede herom, men hun ville gerne have haft en samtale. Hun var lidt skuffet over ikke at blive indkaldt.

Kort før hun kom tilbage fra barsel, havde hun et møde med Michael Dupont, der fortalte om organisationsændringerne, og at det var hans ønske, at hun skulle have nogle nye områder, bl.a. sportstøj og Hugo Boss. Dette var hun glad for. De talte ikke om, at hun ikke var blevet indkaldt til MUS-samtale under sin barsel. Hun tænkte ikke på at nævne det.

Da hun i august 2007 kom tilbage fra barsel, havde hun ikke afholdt ferie, så hun havde meget ferie til gode. Der var i mellemtiden blevet introduceret et nyt edb-system, men det lærte hun rimeligt hurtigt.

Hendes nye chef blev Michael Hansen. Hun havde på et tidspunkt et møde med ham, hvor han tilbød hende at gå på deltid, fordi hendes datter efter hans opfattelse ofte var syg. Hun svarede, at hendes fravær skyldtes, at hun havde meget ferie at afvikle. Senere fandt hun ud af, at hun kun havde haft en barn-sygedag.

Der blev indført flekstid, efter at hun var kommet tilbage fra barsel. De fik et FLEX-skema, som de selv skulle udfylde på den måde, at man skrev minus, hvis man gik før tid, og plus, hvis man blev længere.

Magasins hovedlager ligger på Avedøre Holme, hvor hun ofte befandt sig, idet hun fysisk kontrollerede varerne for bl.a. stregkoder og foretog varekontrol. Hun aftalte med sin chef, når hun tog ud på lageret. Man kunne godt være på kontoret først og derefter tage på lageret samme dag eller omvendt.

Normalt arbejdede hun fra kl. 9-17. Butikkerne skulle kunne få fat i en indkøber i åbningstiden, men ellers var det ret frit. Der var ingen fast regel om, at de skulle arbejde fra kl. 9-17. Når hun var på Avedøre Holme, mødte hun nogle gange omkring kl. 7, idet hun kunne køre med sin mand. Der var arbejdere på lageret fra kl.

7, og man kunne altid komme ind. Der var ikke et stempelur eller andet, der registrerede mødetiden. Kontorerne lå ved hovedindgangen, men lageret lå på den anden side af bygningen.

I marts 2008 blev hun indkaldt til lønsamtale med Michael Hansen. Inden samtalen udfyldte hun på intranettet en GAB-analyse. De drøftede skemaet hurtigt igennem under samtalen. Michael Hansen roste hende til skyerne og sagde bl.a., at hun fik lavet tingene til tiden og var god til at hjælpe de andre i grupperne. Der var selvfølgelig ting, der kunne gøres bedre. Han sagde, at der ikke var penge til lønstigninger. De talte om, at hun heller ikke var steget i løn sidste år, og at hun faktisk ikke var steget i løn siden 2005. Michael Hansen sagde desuden, at det var svært at vurdere hende, fordi hun kun havde været tilbage fra barsel i ½ år. Hun ville ikke acceptere, at hun ikke fik lønstigning, og bad Michael Hansen gå videre med det til sin chef, hvilket han gjorde. Efter et par uger fik hun besked om, at hun fik 700 kr. i lønforhøjelse. Hun var ikke tilfreds med lønstigningen, fordi Michael Hansen havde rost hende så meget. Alle de, som hun talte med, fik også lønstigning. Hun kontaktede herefter HK, ligesom hun kontaktede sin tillidsrepræsentant, Helle Kristiansen, der foreslog, at hun skulle tage kontakt til Michael Hansen og bede om et nyt møde, hvor de alle tre skulle deltage. Et stykke tid efter sagde Helle Kristiansen, at hun havde talt med Michael Hansen, og at han selv ville holde en samtale med A. Helle Kristiansen nævnte ikke, at der skulle være problemer med hendes registreringer i FLEX-skemaet.

Herefter sendte hun efter råd fra HK e-mailen af 8. maj 2008 til Michael Hansen. Hun arbejdede hjemme, den dag hun skrev e-mailen. Hun havde ventet en måned, før hun sendte e-mailen, idet hun ville afvente, at Helle Kristiansen havde talt med Michael Hansen. Hun har aldrig set notatet fra MUS-samtalen, som Michael Hansen nævner i e-mailen.

Den 30. maj 2008 bad Michael Hansen hende om et møde. I mødet deltog Michael Hansen og Michael Dupont. De sagde, at hun blev opsagt pga. samarbejdsvanskeligheder. De nævnte intet om FLEX-skemaet. Hun har aldrig modtaget hverken påtaler eller skriftlige advarsler vedr. FLEX-skema eller andet. De nævnte ikke, hvad samarbejdsvanskelighederne bestod i.

I hendes FLEX-skema blev der den 7. april 2008 indsat 52 timer for »gammel ferie«, idet hun ikke kunne nå at afholde ferien. Hun gik ikke før tid den 6. maj 2008. Hun husker ikke noget særligt vedr. dagene 6.-8. maj 2008 eller 21.-22. maj 2008. Hun husker ikke præcis sin arbejdsdag den 21. maj 2008. Hun var på lageret på Avedøre Holme, men husker ikke, om hun var der hele dagen. Datoerne blev ikke drøftet med hende på noget tidspunkt. Det er først for kort tid siden, at hun blev bekendt med, at hendes udfyldelse af FLEX-skema var årsag til opsigelsen. FLEX-skemaet lå på intranettet, således at både hun og ledelsen kunne se skemaet.

Hun har aldrig fået oplyst, at hun skulle have problemer med overholdelse af tidsfrister. Der har været episoder med nogle annoncer, som hun ikke havde fået besked om, hvorfor hun ikke havde fået bestilt de varer, som hun skulle. Det var på forhånd lagt ind, hvornår hun skulle bestille varer.

Man taler ikke meget om løn i Magasin, men de, hun talte med, havde i 2007 og 2008 fået 700 kr. eller 1.000 kr. i månedlig lønstigning. Ingen af dem var på barselsorlov. Hun har aldrig oplevet, at ansatte på barselsorlov er blevet indkaldt til lønsamtale.

*Hanne Bjorholm*, Personel & Salary Manager i Magasin, har forklaret, at hun har været i Magasin siden 1973 og primært været beskæftiget med personaleadministration og løn.

Hun var ikke involveret i afskedigelsen af A, idet hun var på ferie, men hun blev informeret herom, efter hun kom tilbage fra ferie.

Man skal have en MUS-samtale, selvom man er på barsel eller er langtidssygemeldt, I hvilket også bliver effektueret. Hun ved ikke, om dette også var tilfældet, mens A var ansat. Det er lederen, der skal indkalde til MUS-samtale.

Magasin har internt opstillet kriterier for, hvornår en medarbejders kompetencer er tilfredsstillende. Det vises ved de blå prikker i GAB- cirklen. Medarbejderens kompetencer er markeret med rødt og med stjerner, Man kan derefter se forskellen (GAB'et) mellem Magasins krav og medarbejderens kompetencer.

Medarbejderen får ikke altid lønstigning i forbindelse med MUS- samtalen. Det beror på en individuel vurdering. Der er medarbejdere, der ikke har fået lønstigninger i 2005-2007.

Da A blev indkøbsassistent, fik hun ikke en lønregulering, hvilket ikke er usædvanligt. A's løn på 21.200 kr. var hverken den højeste eller laveste i afdelingen. Ud fra anciennitet og kompetence var hendes lønniveau normalt.

*Helle Kristiansen* har forklaret, at hun er tillidsrepræsentant i Magasin på Kgs. Nytorv, hvor hun har været ansat siden 1988. Hun har været tillidsrepræsentant for HK-gruppen siden november 1994. Hun har et godt samarbejde med ledelsen. Af og til deltager hun på en kollegas anmodning under lønforhandlinger.

Under A's ansættelse indkaldte ledelsen én gang årligt i foråret til MUS-samtale med medarbejderne. Hun er ikke bekendt med tilfælde, hvor kollegaer på barsel er blevet indkaldt til MUS-samtale. Hun har ikke oplevet kollegaer blive lønreguleret uden lønsamtale. Under MUS- samtalen går man frem efter en fast »dagsorden«, og der tages udgangspunkt i et forud udfyldt skema. Sidst på mødet skrives en samlet konklusion.

Forinden en afskedigelse afholdes der normalt en advarselssamtale. Der afholdes oftest flere
advarselssamtaler, inden ledelsen skrider til afskedigelse. Hvis kollegaen ønsker det, deltager hun i en advarsels- eller afskedigelsessamtale.

Hun blev kontaktet af A i foråret 2008. A var utilfreds med lønforhøjelsen på 700 kr. De talte om det arbejdsmæssige, og A fortalte, at hun syntes, at hun leverede en god indsats og var fleksibel, og at hun havde gjort sig fortjent til en større lønforhøjelse. De aftalte, at hun, Helle Kristiansen, skulle tale med Michael Hansen om A's utilfredshed, hvilket hun gjorde et par dage efter. Michael Hansen sagde, at han var klar over, at A ikke var tilfreds, men at der var dukket andre arbejdsmæssige ting op, der gjorde, at han alligevel skulle tale med A. Han fortalte ikke hvad, og hun mener ikke, at han nævnte noget om et FLEX-skema. De aftalte, at Michael Hansen derefter ville tage en snak med A, hvilket hun fortalte A.

Et par dage efter blev hun kontaktet af Michael Hansen, der sagde, at han skulle bruge hendes hjælp, idet han skulle have en samtale med A nu, idet hun skulle opsiges. Helle Kristiansen bad ham vente 10 minutter, så hun også kunne deltage, men da hun kom ind i mødelokalet, var A allerede opsagt og havde skrevet under og var gået.

Hun sagde til Michael Hansen, at hun var gal over håndteringen af opsigelsen, og at tingene havde fået en mærkelig drejning. Hun har aldrig oplevet noget lignende før, og det er ikke sædvanlig procedure.

Hun fik ikke forevist A's FLEX-skema. Michael Hansen oplyste ikke, at opsigelsen skyldtes FLEX-skemaet. Michael Hansen og Michael Dupont sagde, at opsigelsen skyldtes arbejdsmæssige opgaver; en ordre, der var misset, hvorved Magasin havde mistet nogle penge.

Ved opsigelser af denne karakter er der normalt altid en forudgående advarselssamtale. Det er ikke normalt med fritstilling samtidig med en opsigelse.

*Michael Hansen* har forklaret, at han har arbejdet i Magasin i 5 år og er indkøber. Han havde i 2007 ansvar for to indkøbsassistenter, hvoraf den ene var A, da hun kom tilbage fra barsel.

Magasin havde skiftet edb-system, mens A var på barsel. A skulle lære det nye system at kende, og han tog en del af hendes arbejdsopgaver. Der blev opstillet mål for A's arbejdsområde. Det gik fornuftigt i efteråret 2007, men A kom aldrig på højde med kravene til en indkøbsassistent. Hun havde svært ved at overholde sine tidsfrister, typisk for hvornår ordrerne skulle indtastes. Det medførte, at varerne ikke kom i butikkerne til tiden.

Han havde en samtale med A i januar 2008, hvor han spurgte, om der var ting, der kunne gøres anderledes, og om hun ønskede at gå på deltid, idet A havde svært ved at få tingene til at hænge sammen i forhold til sit privatliv. Dette var A ikke interesseret i.

Typisk valgte man at arbejde fra kl. 9-17 eller kl. 8-16, men man kunne også vælge at møde f.eks. kl. 7. A ønskede at arbejde fra kl. 9-17.

FLEX-skemaet blev indført for at give mulighed for fleksibilitet i afdelingen. Skemaet kontrolleres af indkøberen ugentligt og gælder kun for herreafdelingen.

Der var en tendens til, at A skrev overarbejde på, når han eller hans kollega ikke var på kontoret. Derfor begyndte han at gå hendes FLEX- skema igennem. Han fik en fornemmelse af, at der var noget galt i maj måned. De håndskrevne rettelser, der fremgår af FLEX-skemaet, er påført af ham. Han foreholdt ikke A de fejl, han havde fundet i FLEX- skemaet. Det er normalt, at man taler med en medarbejder, hvis der er uregelmæssigheder i tidsregistreringerne.

Den 6.-8. maj 2008 afspadserede A, idet hun ikke kunne få sit barn passet på grund af pædagogstrejken. A var ikke på Avedøre Holme den 6. maj 2008. Han talte ikke med A om, at hun var udeblevet fra en hel arbejdsdag. A udeblev ikke fra arbejde den 8. maj 2008. Hun havde problemer med at få passet sit barn. Derfor vidste han godt, at hun ikke mødte på arbejde den dag.

I efteråret 2007 kunne man arbejde hjemme, men det ophørte i januar 2008, medmindre man havde en klar aftale med sin chef. Der var ingen aftaler med A om, at hun kunne arbejde hjemme i foråret 2008.

Indkøbsassistenterne var én gang ugentligt på centrallageret på Avedøre Holme. Den 21. maj 2008 tog A på lageret om eftermiddagen. Da han ringede derud kl. 16, fortalte undermanageren Mads Josephsen, at A var gået for resten af dagen. Hun kom ikke tilbage til Kgs. Nytorv den dag. Hun var mødt på arbejde kl. 9. Han var ikke selv på kontoret den 21. maj 2008. Han opfattede det som et tillidsbrud og fandt ikke, at samarbejdet kunne fortsætte.

Han forelagde FLEX-skemaet for tillidsrepræsentanten, Helle Kristiansen, den 22. eller 23. maj 2008, hvor de drøftede skemaet. Helle Kristiansen sagde, at det var problematisk, og foreslog, at de tog en samtale med deltagelse af en repræsentant fra HK og A. Samtalen blev dog ikke afholdt.

De valgte at opsige A på grund af tillidsbrud som følge af manglende registrering af mødetider og manglende overholdelse af frister. Drøftelserne omkring løn havde ikke betydning for beslutningen om opsigelse. Opsigelsen blev skrevet, efter at de havde rådført sig med HR- afdelingen. Det er normalt at fritstille i en sådan situation.

A's arbejde vedr. overholdelse af frister blev forbedret i februar måned, men det fungerede ikke efter MUS-samtalen i marts. Det var, som om hun mistede motivationen efter MUS-samtalen. Desuden var der problemer i maj 2008 vedr. en præsentation af julekataloget, som A på hans vegne skulle deltage i, men hun sendte afbud. Samarbejdsvanskelighederne i opsigelsen dækker over, at A havde svært ved at nå de mål, som var opstillet, og det tillidsbrud, der skete, da hun ikke registrerede sine arbejdstider korrekt.

Ved MUS-samtalerne i marts 2008 var det første gang, de anvendte GAB-analysen, der blev lavet elektronisk. A's score i ansvarsfuldhed og løsningsorientering var ikke høj nok efter Magasins forventninger. Under samtalen opsatte de mål for A's fremtidige udvikling. Hendes udviklingspunkter var initiativ, købmandskab og finansiel sans. A skulle desuden forbedre sig på overholdelse af tidsfrister og afslutning af opgaver. Stemningen på MUS-samtalen var ikke fantastisk, idet han mente, at A ikke var berettiget til en lønstigning på baggrund af de resultater og arbejdsopgaver, hun havde haft. Barsel var ikke et tema under samtalen og blev ikke nævnt som årsag til den manglende lønstigning. Hans anden indkøbsassistent fik også kun en lønstigning på 700 kr.

Det var først ved e-mailen af 8. maj 2008, at han hørte, at A var utilfreds med den manglende lønsamtale under barselsorloven. Han ved ikke, om der normalt afholdes MUS-samtaler med medarbejdere, der er på orlov. Han ved ikke, hvorfor han ikke besvarede A's e-mail af 17. maj.

*Michael Dupont* har forklaret, at han har været ansat i Magasin i 5 år og er salgschef på Kgs. Nytorv. Mens A var på barsel, blev han hendes overordnede chef, men tidligere var han hendes direkte chef.

Han havde tæt dialog med A's daværende chef, G, der fortalte, at han ikke var tilfreds med A, og at han ikke ønskede, at hun skulle tilbage til indkøbsafdelingen efter barsel.

1½ måned før A kom tilbage fra barsel, havde han et møde med hende, hvor han informerede hende om de ændringer, der var sket, og forventningerne til arbejdsindholdet, herunder at arbejdstempoet var skruet væsentligt op. De drøftede ikke løn. Han fokuserede mere på at orientere A om Magasins forventninger til arbejdsopgaverne.

Selvom A ikke længere refererede direkte til ham, hørte hun fortsat under hans ansvar. De sad desuden på kontor sammen. Hans fornemmelse var, at det var en udfordring for A at få hjem og arbejde til at hænge sammen. Det gav problemer i forhold til mødetider, afslutning af arbejdsopgaver og overholdelse af frister. I januar 2008 drøftede han med Michael Hansen, at denne skulle tale med A om evt. at gå på nedsat tid.

Han rejste en del sammen med indkøberne, hvorfor indkøbsassistenterne havde frie forhold, når de var væk. De havde tillid til, at indkøbsassistenter kunne håndtere frihed under ansvar.

Indkøbsassistenterne førte selv FLEX-skema over, hvornår de var på arbejde. Det var frit, hvornår man kom og gik. I foråret 2008 blev de nødt til at stramme op, fordi indkøbsafdelingen ikke overholdt frister, og der blev sløset for meget, når lederne ikke var på kontoret. Herefter skulle hjemmearbejde meddeles telefonisk til nærmeste leder, og han pålagde indkøbsassistenterne fast arbejdstid fra kl. 9-17. Dette blev meddelt på det ugentlige fællesmøde, men ikke skriftligt. Tidligere havde man større mulighed for at arbejde hjemme. Der var fortsat behov for hjemme-pc, idet den også kunne anvendes, når indkøbsassistenterne var på Avedøre Holme. FLEX-skemaet blev indført for at kunne dokumentere evt. overarbejde og blev kontrolleret af indkøberen.

Michael Hansen gjorde ham opmærksom på, at der var uoverensstemmelser i A's FLEX-skema. Der var specifikke dage, hvor Michael Hansen mente, at der var store uoverensstemmelser. Han bad Michael Hansen tage en dialog med HR-afdelingen og tillidsrepræsentanten.

Han var enig i opsigelsen af A, som primært skyldtes manglende overholdelse af frister. Uoverensstemmelserne i FLEX-skemaet var dråben. Han drøftede ikke problemerne med A forud for opsigelsen. Det var uregelmæssighederne i maj måned 2008, der i sidste ende var årsag til afskedigelsen, men det skyldes i første omgang manglende overholdelse af bl.a. frister. Snyd i et FLEX-skema er også samarbejdsvanskeligheder. De valgte at fritstille A, idet opsigelsesgrunden var samarbejdsvanskeligheder.

*Mads Josephsen* har forklaret, at han er undermanager og har været i Magasin siden april 2005. Primo 2008 arbejdede han på Avedøre Holme, men han er nu på Kgs. Nytorv.

Indkøbsassistenterne var på Avedøre Holme ugentligt. De kom, når der var behov for det. De skulle lukkes ind i bygningen af ham eller hans kollega. Han mener, at han lukkede A ind den 21. maj 2008. Man skulle altid forbi hans kontor for at komme ind. Han er normalt på arbejde fra kl. 8-16. Det kunne ske, at nogen mødte tidligere end ham. På lageret møder de tidligere. Kontorbygningerne og lageret er adskilt, så der er ikke direkte adgang. Indkøbsassistenterne skulle lukkes ind og ud af lageret af en lagermedarbejder. A kunne ikke komme ind og ud af lageret uden at gå forbi hans kontor. Indkøbsassistenterne sad på et kontor på lageret eller på 1. sal, når de var der.

Den 21. maj 2008 var A på Avedøre Holme. Han var af Michael Hansen blevet bedt om at holde øje med, hvornår hun gik, fordi der var tvivl om hendes registrering af arbejdstid. Han husker ikke, hvornår hun kom, men det var nok omkring middagstid. Hun gik lige inden kl. 16.00. Michael Hansen ringede samme dag, lige efter at A var gået, og han fortalte Michael Hansen, at A var gået for den dag.

Michael Hansen har siden nævnt, at A havde skrevet flere timer på FLEX-skemaet - også for den pågældende dag - end hun havde arbejdet.

*Parternes argumenter*

*HK Danmark som mandatar for A* har gjort gældende, at opsigelsen af A er i strid med ligelønslovens § 3, stk. 1, idet en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager som reaktion på en klage, eller fordi lønmodtageren har fremsat krav om ligeløn eller lige lønvilkår. Endvidere er det i strid med ligebehandlingslovens § 15, stk. 1, jf. stk. 4, idet en arbejdsgiver ikke må afskedige en medarbejder, der har fremsat krav på ligebehandling.

A følte, at hun gjorde en stor indsats i 2007. Resultatet af GAB- analysen af A hænger endvidere ikke sammen med den kritik, Michael Hansen har beskrevet. Det bestrides, at A havde for meget fravær, som påstået af Michael Hansen på mødet i januar 2008, hvilket da heller ikke blev fulgt op af Magasin, ligesom der ikke var anden kritik af hendes arbejde.

På MUS-samtalen fremsatte A krav om lønregulering. Michael Hansen nævnte A's barsel som årsag til manglende lønstigning. A fandt det uretfærdigt, at hun skulle stilles lønmæssigt dårligere end de andre, blot fordi hun havde været på barsel. Efter MUS-samtalen fremsatte A på ny krav om lønstigning, og der gik kun 13 dage fra A's sidste mail til opsigelsen. Der er således en nær tidsmæssig sammenhæng, og der er ingen plausibel forklaring på opsigelsen. Opsigelsen af A kan kun ses som en reaktion på hendes krav om ligeløn eller lige lønvilkår efter hendes barsel.

Det bestrides, at A snød med FLEX-skemaet, hvilket heller ikke blev nævnt som begrundelse for opsigelsen, endsige forudgående drøftet med hende eller forevist tillidsmanden. Bevidst ukorrekt angivelse i et FLEX-skema kan ikke betegnes som samarbejdsvanskeligheder.

Michael Hansen drøftede ikke de påståede uoverensstemmelser den 21. maj 2008 med A. Mads Josephsen var i tvivl om, hvornår A mødte på Avedøre Holme, og A har forklaret at hun ofte mødte allerede kl. 7 eller kl. 8 på Avedøre Holme. Michael Hansen foreholdt endvidere aldrig A, at hun var udeblevet en hel dag fra arbejde den 8. maj 2008, og A har forklaret at hun arbejdede hjemme den 8. maj.

Det har aldrig tidligere været fremme i sagen, at A skulle have misset en ordre, hvilket bestrides.

Det må herefter anses for tilstrækkeligt godtgjort, at kravet om ligeløn har indgået som en af flere begrundelser for opsigelsen, jf. Sø- og Handelsrettens dom af 14. august 1998 i sagen F-08-97.

Efter ligelønslovens § 3, stk. 2, påhviler det Magasin at bevise, at opsigelsen ikke blev foretaget i strid med reglerne i § 3, stk. 1, og denne bevisbyrde har Magasin ikke løftet. Det kan herefter lægges til grund, at A blev opsagt, fordi hun fremsatte krav om ligeløn. Det er uden betydning, om kravet er berettiget eller ej.

Opsigelsen af A er tillige i strid med ligebehandlingslovens § 15, stk. 1, idet en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi der er fremsat krav om ligebehandling.

Opsigelsen af A skyldtes hendes krav om ligebehandling, jf. ligebehandlingslovens § 4, for så vidt angår arbejdsvilkår, idet det gøres gældende, at løn er omfattet af begrebet »arbejdsvilkår«. Da A har påvist faktiske omstændigheder, der kan være årsag til opsigelsen, har Magasin bevisbyrden for, at opsigelsen alene er begrundet i andre forhold, og dette er ikke sket.

Godtgørelsen i henhold til ligelønslovens § 3, stk. 1 og stk. 3, og/eller ligebehandlingslovens § 15, stk. 1, jf. § 4, kan passende fastsættes til 18 måneders løn inkl. pensionsbidrag.

Subsidiært gøres det gældende, at opsigelsen af A var i strid med funktionærlovens § 2b, idet den ikke var sagligt begrundet i hverken A's eller Magasins forhold, og idet hun blev opsagt uden at have fået nogen form for advarsel, hvorfor hun ikke fik mulighed for at rette for sig.

Der var ikke samarbejdsproblemer med A, idet en evt. forkert udfyldelse af et FLEX-skema ikke kan betegnes som samarbejdsvanskeligheder. FLEX-skeamet blev ikke drøftet med hverken A eller tillidsmanden, hvilket i praksis betyder, at bevisbyrden vendes.

A er derfor berettiget til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, der som følge af hendes alder og anciennitet, og henset til sagens omstændigheder, passende kan fastsættes til 2½ måneds løn.

A blev ikke indkaldt til lønsamtale under sin barselsorlov og blev derfor ikke reguleret i løn fra marts 2007. De indkøbsassistenter, hvis løn A er bekendt med, og som ikke var på barsel, modtog alle månedlige lønforhøjelser på 700-1.000 kr., hvilket ikke er bestridt af Magasin.

Kvinder på barsel er berettiget til samme lønstigning som andre, hvorfor der er tale om direkte forskelsbehandling på grund af barselsorlov, og det er i øvrigt uden betydning, hvorvidt de øvrige ansatte også var kvinder, jf. UfR 1983.1063 SH.

A var berettiget til en lønregulering under sin barselsperiode, og der bør ske en efterbetaling, som skønsmæssigt kan fastsættes til 700 kr. pr. måned for perioden fra marts 2007, hvor lønsamtalen burde have været gennemført, og frem til næste lønsamtale i marts 2008. Magasin har ikke fremlagt lønoplysninger i sagen, og bevisbyrden for, at ligelønsprincippet ikke er blevet krænket, påhviler herefter Magasin, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2, og den har Magasin ikke løftet.

Der er enighed om, at A ikke blev indkaldt til lønsamtale under sin barsel, og at det var Magasins forpligtelse at indkalde til samtalen. A har fremført faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, hvorfor det påhviler Magasin at bevise, at ligeløns- og ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, og denne bevisbyrde har Magasin ikke løftet. Som følge af den manglende indkaldelse til lønsamtale under sin barselsorlov er A berettiget til en godtgørelse, jf. ligelønslovens § 2, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 4, jf. § 14, jf. UfR 2009.1284 V.

Magasin har ikke dokumenteret, at der normalt afholdes lønsamtaler med personer på barsel, hvorfor der ikke blot er tale om en forglemmelse, og godtgørelsen kan passende fastsættes til 30.000 kr.

*Magasin* har gjort gældende, at afskedigelsen af A hverken var i strid med ligebehandlings- eller ligelønsloven.

Efter definitionen af direkte forskelsbehandling skal den nærmere vurdering af, om der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn, ske ved, at personen, der føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan en person af det andet køn bliver eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation, jf. bemærkningerne til forslag til ændring af ligelønsloven, men A har ikke henvist til en bestemt anden kollega, og ligelønsloven kan derfor ikke anvendes. I marts 2007 var A på forældreorlov og var også af den grund ikke omfattet af ligelønslovens § 1a.

Måtte retten finde, at situationen er omfattet af ligelønsloven, gøres det gældende, at Magasin har dokumenteret, at opsigelsen ikke er sket i strid med ligelønsloven, idet det er dokumenteret, at der var andre saglige grunde til opsigelsen, bl.a. urigtige noteringer i FLEX-skemaet, hvilket Michael Hansen forudgående havde drøftet med tillidsrepræsentant Helle Kristiansen. Forud for mailen af 18. maj 2008 havde A ikke rejst krav om ligeløn. A gjorde derimod gældende, at hun havde kvalifikationer, der gjorde, at hun var berettiget til højere løn. Det bestrides, at der er fremsat krav om ligeløn. Lønnen blev drøftet mellem parterne, idet A var utilfreds med sin løn, men der blev ikke fremsat krav om ligeløn. Michael Hansen har forklaret, at han ikke under samtalen har udtalt sig som påstået af A.

Opsigelsen var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, herunder det tillidsbrud, som A var skyld i ved besvigelse af virksomheden ved bl.a. manglende registrering af afspadsering. Hjemmearbejdsdage kunne kun holdes efter godkendelse af Michael Hansen, hvilket ikke var sket. Desuden har A angivet en mertid på 1 time, desuagtet at hun mødte fra kl. 9-16, som forklaret af Michael Hansen og Mads Josephsen. Dette er væsentlig misligholdelse, som kan føre til bortvisning, men Magasin valgte i stedet alene at foretage opsigelse. A's utilfredshed med lønnen havde ingen indvirkning på opsigelsen. Magasin skal derfor frifindes for krav om godtgørelse efter ligelønsloven.

A har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der skulle være udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16 a, bl.a. på grund af den tidsmæssige forskydning. Magasin har endvidere ikke handlet i strid med ligelønslovens § 3, stk. 1 og 3. Subsidiært gøres det gældende, at Magasin har løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i kønsdiskrimination.

Skulle retten finde, at Magasin har handlet i strid med ligeløns- og/eller ligebehandlingsloven, bør godtgørelsen fastsættes til et væsentligt lavere beløb end påstået af A.

Vedr. den subsidiære påstand gøres det gældende, at A ved forkert udfyldelse af FLEX-skemaet væsentligt har misligholdt ansættelsesforholdet, hvorfor Magasin kunne opsige A også uden en forudgående advarsel. Opsigelsen var alene begrundet i samarbejdsvanskeligheder, herunder det tillidsbrud, som A var skyld i ved forkert udfyldning af FLEX-skemaet i maj 2008, hvilket er bekræftet af Michael Hansen. Opsigelse er således sket på sagligt grundlag, hvorfor der ikke er grundlag for en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. Skulle retten finde, at opsigelsen var usaglig, bør godtgørelsen fastsættes til et lavere beløb end påstået af A.

Det beror på en individuel vurdering, om medarbejderen er berettiget til en lønregulering. A var på barsel i marts 2007, da MUS-samtalerne blev afholdt for de øvrige medarbejdere i Magasin. A har ikke påvist formodning for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. § 6, stk. 2. Subsidiært gøres det gældende, at bevisbyrden for, at der ikke har fundet forskelsbehandling sted, er løftet, allerede fordi A ikke har dokumenteret lønniveauet for ansatte i tilsvarende stillinger. A fik en lønstigning i 2008, der svarer til hendes øvrige kollegaer. Der er i overenskomsten ingen lønbestemmelser, idet lønnen forhandles individuelt og direkte i virksomheden. Magasin har ikke en forpligtelse til at regulere lønnen, men alene en forpligtelse til at vurdere medarbejderen. Det er udokumenteret, at A ville have fået en lønstigning på 700 kr. pr. måned, såfremt der var blevet afholdt en MUS-samtale i marts 2007. Der er heller ikke dokumenteret, at der foreligger misforhold.

Magasin bør herefter frifindes for det fremsatte lønkrav. Subsidiært skal lønreguleringen fastsættes til et lavere beløb end som påstået af A.

Magasin har erkendt, at A ikke blev indkaldt til lønsamtale i marts 2007, mens hun var på barselsorlov, men at dette beroede på en fejl, og at det på ingen vis havde til hensigt at stille A ringere. Hun blev dog indkaldt til samtale i juli 2007, hvor løn imidlertid ikke blev drøftet. Som tidligere tillidsrepræsentant i Magasin havde hun kendskab til overenskomsten og de interne procedurer, hvorfor hun var bekendt med, at hun selv kunne have kontaktet Magasin under sin orlov og krævet den manglende MUS-samtale, hvilket hun imidlertid ikke gjorde, før 9 måneder efter at MUS-samtalen burde have været afholdt. A har ikke lidt et tab ved ikke at have deltaget i MUS-samtale i marts 2007, og Magasin skal frifindes for kravet om godtgørelse som følge af manglende afholdelse af lønsamtale. Subsidiært bør godtgørelsen fastsættes til et væsentligt lavere beløb.

#### Sø- og Handelsrettens afgørelse:

A fremsatte krav om en højere løn, fordi hun mente, at hendes præstationer berettigede hertil. Hun har derimod ikke fremsat krav om højere løn begrundet i, at hendes
mandlige kolleger var bedre lønnet end hende. Efter klage over indstillingen på MUS-/lønsamtalen, hvorunder det ikke kan udelukkes, at hendes barselsorlov er blevet nævnt, fik hun en lønstigning. Hendes mandlige kollega fik samme lønstigning som hende. Hendes krav om højere løn findes derfor ikke at relatere sig til spørgsmål om ligeløn for eller ligebehandling af mænd og kvinder, hvorfor det ikke findes sandsynliggjort, at opsigelsen skulle være helt eller delvist begrundet i forhold, der er omfattet af ligelønsloven eller ligebehandlingsloven. Magasin frifindes derfor for den principale påstand.

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at A ikke inden opsigelsen af Magasin var blevet foreholdt, at FLEX-skemaet kunne være udfyldt forkert, hvilket burde være sket allerede den 22. maj 2008, ligesom hun heller ikke har modtaget kritik af sit arbejde. Det er endvidere udokumenteret, at A har begået fejl i forbindelse med ordreafgivelse. Magasin har derfor ikke godtgjort, at opsigelsen var begrundet i A's forhold, hvorfor hun er berettiget til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til hendes anciennitet til 1½ månedsløn eller 34.089,60 kr.

A har gjort krav på lønregulering pr. 1. marts 2008 og anført, at nogle indkøbsassistenter fik en lønregulering på 700-1.000 kr. pr. måned. Magasin har oplyst, at nogle indkøbsassistenter har fået lønforhøjelse, mens andre ikke har. Dette forhold er i sig selv i et lønsystem med individuel løn ikke tilstrækkelig til, at bevisbyrden for, at der ikke er sket forskelsbehandling, er gået over til Magasin. A har derfor ikke godtgjort, at hun er blevet stillet ringere, hvorfor hun ikke har krav på lønstigning pr. 1. marts 2008.

Det er ubestridt, at A ikke som øvrige ansatte blev tilbudt en lønsamtale under sin barselsorlov, hvilket Magasin burde have gjort. Da Magasin ikke har godtgjort, at denne forskelsbehandling ikke var begrundet i A's barselsorlov, findes ligebehandlingslovens § 4 at være tilsidesat. A har derfor i medfør af ligebehandlingslovens § 14 krav på en godtgørelse, der passende kan sættes til 10.000 kr.

Efter sagens resultat, herunder at A alene fik delvis medhold i sin subsidiære påstand, skal hver part bære egne omkostninger.

===== FIL: praksis/dk-sh-2010-f9-09.md =====

# Sø- og Handelsretten, 17. december 2010, sag F-9-09

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-2010-f9-09.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-sh-2010-f9-09.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Pensionsbidrag af udbetalte flextimer til deltidsansat

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter deltidsloven, ikke ligelønsloven: pensionsbidrag af udbetalte flextimer til en deltidsansat. Om en deltidsregel også er forskelsbehandling på grund af køn, afgøres efter § 1 a, stk. 2; det tager dommen ikke stilling til. Stadfæstet af Højesteret (7/2011).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK Danmark krævede som mandatar for A, der var deltidsansat receptionist på 30 timer om ugen og omfattet af en generel flexordning, at arbejdsgiveren blev dømt til at betale 9.956,33 kr. i ikke afregnet pensionsbidrag af udbetalte flextimer for perioden januar 2003 til og med november 2007. Spørgsmålet var, om det var en overtrædelse af deltidsloven, at der ikke blev indbetalt pensionsbidrag af de overskydende timer, som A efter aftaler med arbejdsgiveren fik udbetalt som løn; efter pensionsaftalen var den pensionsgivende løn den faste løn. Dansk Industri påstod som mandatar for arbejdsgiveren frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 6.637,95 kr. To af rettens tre medlemmer fandt, at flexordningen var ens for deltids- og fuldtidsansatte, og at aftalerne om udbetaling var identiske med de udbetalingsaftaler, der blev indgået med fuldtidsansatte, og fandt på den baggrund ikke grundlag for at fastslå en mindre gunstig behandling i strid med deltidsloven. Et af rettens medlemmer fandt, at udbetalingerne var betaling for merarbejde, at der for timer i intervallet mellem 30 og 37 timer var sket en mindre gunstig behandling, som ikke kunne begrundes i objektive forhold, og at arbejdsgiverens subsidiære påstand om betaling af 6.637,95 kr. burde tages til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen angår deltidsloven, ikke ligelønsloven eller forskelsbehandling på grund af køn. Højesteret stadfæstede dommen ved dom af 6. december 2012 (7/2011); Højesterets dom har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Underinstansens dom, gengivet i den senere afgørelse; særskilt offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Sø- og Handelsrettens dom 17. december 2010, F-9-09

(Claus Forum Petersen, Aase Weiler Madsen, Kai Wöldike Bested).

##### Indledning

A var som deltidsansat på 30 timer om ugen hos BASF A/S (herefter BASF) omfattet af en generel flexordning. Overskydende timer kunne i henhold til ordningen afspadseres. I en række tilfælde indgik A imidlertid aftaler med BASF om at få udbetalt overskydende timer som løn. Sagens spørgsmål er herefter, om det er en overtrædelse af deltidsloven, at der ikke blev indbetalt pensionsbidrag af disse udbetalinger.

*Lovgrundlag*

Ved deltidsloven, jf. lovbekendtgørelse 2002-09-26 nr. 815, gennemførtes Rådsdirektiv 97/81 af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS. Den 9. januar 2001 indgik Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark - med virkning fra den 20. januar 2001 - en aftale med henblik på implementering af Rådsdirektivet. Aftalen fremtræder som bilag A som en del af deltidsloven og gælder for så vidt angår § 1, stk. 2, §§ 2-5, § 8, stk. 2, og § 9 for lønmodtagere, »der ikke i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS«, jf. deltidslovens § 1, stk. 1.

##### Påstande

*HK Danmark* som mandatar for A har nedlagt påstand om, at BASF tilpligtes at betale 9.956,33 kr. med procesrente af 9.660,64 kr. fra sagens anlæg den 27. marts 2009 og af 295,69 kr. fra datoen for indlevering af påstandsdokument den 26. januar 2010.

*Dansk Industri* som mandatar for BASF A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 6.637,95 kr.

HK's påstand svarer til en opsummeret opgørelse (sagens bilag H) over ikke afregnet pensionsbidrag af A's udbetalte flextimer for perioden januar 2003 til og med november 2007.

##### Sagsfremstilling

Den 1. maj 1986 blev A ansat på deltid som receptionist hos BASF (dengang Danochemo). A blev under sin ansættelse omfattet af en medarbejderpensionsordning, som BASF havde etableret hos PFA Pension. Pensionsordningen indeholdt tillige vilkår om forsikringsdækning i henhold til et særskilt afsnit herom i den pensionsaftale, som BASF havde indgået med PFA. Af pensionsaftalens pkt. 5, »*INDBETALINGER*«, fremgik bl.a.:

». . .

Præmien udgør 15 procent af den forsikredes pensionsgivende løn. Heraf udgør den forsikredes andel 5 procent af lønnen.

Ved den forsikredes pensionsgivende løn forstås den faste løn.

Den forsikrede har mulighed for at indbetale en supplerende præmie. Anvendelsen af den supplerende præmie vil følge de retningslinier, der er nævnt i afsnittet Forsikringsdækning.

. . .«

Af en folder, som BASF har udarbejdet til virksomhedens ansatte om pensionsordningen, fremgår, at »du bliver indmeldt straks ved ansættelsen, dog tidligst ved det 20. år«, og: »Pensionsbidraget udgør 15 % af din faste grundløn. BASF betaler 2/3, og du betaler 1/3 af pensionsbidraget. Du har mulighed for selv at indbetale supplerende pensionsbidrag.«

Af A's lønseddel for maj 2006, der er fremlagt som eksemplifikation, fremgår, at såvel A's eget bidrag på 5 % og BASF's bidrag på 10 % er beregnet i forhold til månedslønnen på 21.081,52 kr., uden at det for denne måned beregnede »merarbejde« på 2.432,55 kr. er indregnet.

Der er fremlagt diverse udskrifter fra HK's hjemmeside. Af en udskrift fremgår bl.a., at HK under overenskomstforhandlingerne med start i januar 2004 vil koncentrere sig om fire punkter i forhold til de deltidsansatte, som »bliver snydt for pension på deres merarbejdstid, siger Carlo Søndergaard og henviser til, at hvis en deltidsansat er ansat til 32 timer om ugen, men arbejder op til 37 timer, får hun ikke pension fra de 32 timer og frem. En fuldtidsansat får pension for alle 37 timer.«

Af udskrifter fra 2006 fremgår citater fra Martin Rasmussen, formand for HK Privat i Odense:

». . .

Vi har i flere år forsøgt at sige til arbejdsgiverne, at nu skal vi have lukket det hul, fordi EU er kommet med et direktiv, der siger, at deltidsansatte skal have lige så gode vilkår som de, der er ansat på fuld tid. Men arbejdsgiverne har ikke ønsket det. Det er klart at når det er 600.000 deltidsansatte, så drejer det sig om rigtig mange penge. Vi prøver at rejse det til overenskomstforhandlingerne, og hvis det ikke hjælper, er vi klar til at køre nogle sager, og så ender det nok ved EF-domstolen . . .«.

». . . Han erkender dog, at problemet også kan være, at de faglige organisationer ikke ønsker at sætte hele overenskomstresultatet ind på at rette op på fortidens skævvridning af arbejdsmarkedet.  . . . Vi har en stærk sag i spørgsmålet om merarbejde. Hvis en ansat på fuld tid har merarbejde, får vedkommende pension af lønnen for udført merarbejde. Det samme gør sig ikke gældende for en deltidsansat, og derfor er der en grov forskelsbehandling på fuldtids- og deltidsmedarbejdere . . .«

I HK Privatbladet marts 2007 efterlyste HK »deltidsansatte, der ikke får indbetalt pensionsbidrag af merarbejdstimerne. Hvis de ikke gør, strider det nemlig mod EU-direktiv om deltidsansættelse . . .«.

##### Forklaringer

Der er afgivet forklaring af Connie Belling. Forklaringen er gengivet således i retsbogen for den 10. februar 2010: ». . . hun er HR Manager, dvs. den øverste personaleansvarlige, for Danmark og Baltikum hos BASF A/S, hvor hun har været ansat i 2½ år. Virksomhedens medarbejdere har en flekstidsordning med virksomheden. Medarbejderne registrerer sig ind, når de kommer, og ud, når de går hjem. Arbejdstiden inden for flekstidsordningen er fra kl. 6 til kl. 18, hvor medarbejderne kan tilrettelægge den daglige arbejdstid. Arbejde efter kl. 18 skal være aftalt og kan være overarbejde. Medarbejderne kan oparbejde op til 30 timers overskud på flekstiden og op til 10 timers underskud. Overskud udover 30 timer bortfalder, mens underskud udover 10 timer trækkes i lønnen. Medarbejderne kan planlægge en fleksfridag om måneden og kan i øvrigt regulere saldoen ved de daglige mødetider. Overskydende flekstimer kan efter aftale med lederen også udbetales, hvilket sker i forholdet 1:1 uden tillæg. Det er ikke besværligt at opnå en aftale om udbetaling af timerne.

A har under sin ansættelse valgt at få udbetalt flekstimer. Alle timerne på opgørelsen (bilag H) er flekstimer. Overarbejde er beordret og ligger typisk om aftenen efter kl. 18.00 eller i weekenderne. A har ikke haft beordret overarbejde. Det har været på tale, at A skulle op på fuld tid, men det har hun ikke været interesseret i.

Vidnet har stået for A's pensionsaftale. Alle ansatte har samme ordning, som er obligatorisk. Beregningsgrundlaget for pensionsbidragene er i alle tilfælde den faste løn, altså den første linje på lønsedlen. Der beregnes ikke pensionsbidrag af udbetalte flekstimer eller af overarbejdsbetaling. Alle medarbejdere får ved ansættelsen udleveret en folder om pensionsordningen, som også er tilgængelig på intranettet, og bliver tilbudt en rådgivningssamtale inden for de første tre måneder af ansættelsen.«

*Parternes argumenter*

*HK som mandatar for A* har anført, at sagens spørgsmål i første række er, om deltidsloven overtrædes, ved at A ikke fik pensionsbidrag af de timer, der lå ud over den aftalte ugentlige arbejdstid på 30 timer. Det gøres gældende, at det er uden betydning for afgørelsen af spørgsmålet, at der konkret er tale om udbetaling for overskydende timer på »flexkontoen«. Det afgørende er, at udbetalingerne vedrører timer i intervallet mellem de aftalte 30 timer og fuldtidsarbejdsnormen på 37 timer.

Deltidsansatte må efter deltidsloven, smh. med EF-Rådsdirektiv 97/81 af 15. december 1997 om rammeaftale vedrørende deltidsarbejde, jf. § 4, ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. Af bemærkningerne til gennemførelseslovens § 4, stk. 2, fremgår, at hvis en deltidsansats løn uretmæssigt er lavere end en sammenlignelig fuldtidsansats, skal den deltidsansatte have udbetalt forskellen. Det fremgår videre, at der med løn menes alle løndele, herunder pensionsbidrag. Spørgsmålet er med andre ord, om der kan konstateres objektive omstændigheder, der kan begrunde en forskelsbehandling. Det gøres gældende, at der ikke foreligger objektive forhold, der kan begrunde, at en deltidsansats udbetalte timer i intervallet fra 30 til 37 timer pensionsmæssigt skal behandles anderledes, det vil sige mindre gunstigt, end en fuldtidsansats løn for timer i samme interval.

Med Domstolens dom af 15. december 1994 (De forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93) er den EU-retlige praksis afklaret. Dommen behandlede spørgsmålet om, hvorvidt deltidsansatte kunne kræve betaling af tillæg for overarbejde ud over deres individuelle arbejdstid med samme procentsats, som der gjaldt for fuldtidsansatte ved overarbejde ud over normal arbejdstid. Domstolen udtalte i præmis 26: »Der må antages at være tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.«

Fuldtids- og deltidsansatte skal altså behandles lønmæssigt ens time for time, hvilket også gælder med hensyn til pensionsbidrag. Ellers er der tale om en forskelsbehandling. Og da ingen saglige grunde kan legitimere denne forskelsbehandling, skal A stilles løn- og pensionsmæssigt på samme måde som en fuldtidsansat.

Vedrørende DI's subsidiære påstand anføres, at det er rigtigt, at A har fået udbetalt sin egen del af pensionsbidraget. Det er imidlertid en forudsætning for pensionsaftalen, at BASF som arbejdsgiver forestår indbetalingen af både arbejdsgiverens og arbejdstagerens pensionsbidrag. Det beror således på BASF's fejl, at dette ikke er sket, og i sådanne tilfælde er det i retspraksis fastslået, at arbejdsgiveren også skal indbetale arbejdstagerens del af pensionsbidraget.

*DI som mandatar for BASF* har indledningsvist anført, at sagen grundlæggende er politisk. Det er et gammelt overenskomstønske hos HK, at grundlaget for pensionsbidragsbetalingen udvides for deltidsansatte. Allerede i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2004 blev kravet afvist, og situationen forblev dermed uændret. I forhold til udtalelsen fra HK på hjemmesiden i 2006 må den misforståelse rettes, at den fuldtidsansatte oppebærer pensionsbidrag af merarbejde. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

Af LO og DA's aftale af 9. januar 2001 § 4, stk. 1, jf. deltidsloven, fremgår, at ». . . deltidsansatte ikke [må] behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid . . .« Der må lægges afgørende vægt på ordet *udelukkende*, og lovens kriterium er allerede af den årsag ikke opfyldt.

Af præamblen til EF-Rådsdirektiv 97/81 fremgår (betragtning 16), at det overlades til medlemsstaterne at definere begreber, der ikke er defineret i selve rammeaftalen, men der findes ikke definitioner, der kan afklare forskelsbehandlingsspørgsmålet i aftalens § 4, stk. 1. I den foreliggende sag sker ingen forskelsbehandling, idet beregningsgrundlaget for pensionsbidrag for såvel den deltidsansatte som den fuldtidsansatte er den faste løn.

Der kan ikke lægges nogen afgørende vægt på Domstolens dom af 15. december 1994 (C-399/92 m.fl.). Dommen handlede om ligelønsdirektivet og ikke deltidsdirektivet, der kom til senere.

Efter dansk praksis aftales pensionsgrundlaget i detaljer ved overenskomstforhandlingerne. Som et eksempel kan nævnes, at genetillæg ikke udløser pensionsbidrag. Og i Danmark er det den helt almindelige og aftalte ordning, at pensionsbidrag beregnes af den faste løn. Det er en fejlslutning at overføre den omtalte EU-afgørelses præmis 26 til grundlaget for pensionsbidrag. Dette spørgsmål er ganske enkelt ikke behandlet i afgørelsen.

Det kan med rimelighed hævdes, at HK's synspunkt netop vil føre til forskelsbehandling, idet den fuldtidsansatte, der arbejder ud over sin normale arbejdstid, ikke er berettiget til pension heraf, hvorimod det modsatte vil være tilfældet for den deltidsansatte.

Pensionsrettigheder beror på individuel aftale eller overenskomst. I nærværende sag foreligger ingen overenskomst, men en virksomhedspensionsordning indeholdende en blanding af pension og forsikring. Af firmapensionsaftalen med PFA Pension fremgår under punkt 5, at det er det aftalte grundlag, at den forsikredes pensionsgivende løn er den faste løn, som således også er grundlaget for de aktuarmæssige beregninger. Den faste løn er ligeledes beregningsgrundlaget ved eksempelvis tab af erhvervsevne, hvor der årligt udbetales 40 % af den faste løn. Af opmandskendelse af 7. marts 2008 mellem Dansk Industri og CO-industri fremgår: »Der er under sagen enighed om, at pensionsbidrag i henhold til Industriens Funktionæroverenskomst § 8, stk. 2, skal beregnes af den faste løn og faste tillæg«, hvilket illustrerer, at den faste løn er det helt sædvanlige beregningsgrundlag. Der foreligger ikke noget individuelt aftalegrundlag med A, der ænder dette udgangspunkt. Lønnen afspejler den ansattes arbejdspligt, og pensionen følger lønnen. Er arbejdstiden mindre end fuldtids, er lønnen mindre, hvilket så også bliver tilfældet med pensionen.

I denne sag skal der ikke ske sondringer mellem merarbejde og overarbejde. Problemstillingen er ikke en del af sagen. A har ikke haft overarbejde, men har arbejdet under en flexordning, hvor hendes flexsaldo har udvist overskud. Der er i sagen ingen oplysninger om, hvordan overarbejde blev beregnet og udbetalt i BASF. Den flexordning, som A var omfattet af, har ikke noget at gøre med at arbejde mere eller mindre, men drejer sig om at kunne flytte rundt med timer inden for en referenceperiode. Medarbejderne hos BASF kunne således holde en flexfridag og i øvrigt regulere flextimerne efter nærmere retningslinjer. Hovedreglen var således afspadsering af overskydende timer, men medarbejderen kunne spørge, om den pågældende kunne få overskydende timer udbetalt, og når dette skete, var det i henhold til en konkret aftale herom. Udbetalte flextimer udløste ikke pensionsbidrag - dette ville, som ordningen var, ikke give nogen mening. Pensionsbidrag blev uændret beregnet og betalt på grundlag af den faste løn. Der er ingen indikation for, at udbetaling af flextimer ud over 37 timer ville udløse pensionsbidrag, og der er ikke bevis for, hvilke timer der måtte ligge over henholdsvis under 37 timer. A var ansat på deltid med 30 timer om ugen, men udbetalingen af overskydende timer skete månedsvis.

Såfremt retten måtte følge HK's synspunkt, gøres det gældende, at BASF ikke skal betale A's andel af pensionsbidraget, som hun allerede har fået udbetalt. BASF's manglende indbetaling af pensionsbidrag skyldes ikke en fejl, men BASF's opfattelse af retsstillingen. Der er derfor efter retspraksis ikke grundlag for at pålægge BASF at betale A's andel af pensionsbidraget.

#### Sø- og Handelsrettens afgørelse:

Den flexordning, som gjaldt for medarbejderes ansættelse hos BASF, indeholdt rammevilkår om, at medarbejderne kunne oparbejde en saldo med overskydende timer på op til 30 timer om måneden, som kunne afvikles på forskellig måde, bl.a. ved afholdelse af flexfridage. Overskydende timer ud over 30 timer bortfaldt uden videre. Rammen for underskudstimer var 10 timer om måneden. Underskudstimer ud over denne ramme blev trukket i medarbejdernes løn.

*To af rettens medlemmer (Claus Forum Petersen og Kai Wöldike Bested) udtaler herefter:*

Flexordningen hos BASF var efter det foreliggende ens for deltidsansatte og fuldtidsansatte. De enkeltstående aftaler, som A i en række tilfælde indgik med BASF om udbetaling af overskydende flextimer, må, selv om de ikke havde grundlag i flexordningen, anses som konkrete tillægsaftaler i forhold til denne, og aftalerne var identiske med de udbetalingsaftaler, som blev indgået mellem BASF og fuldtidsansatte medarbejdere. Under disse omstændigheder finder disse voterende ikke grundlag for at fastslå, at der i strid med deltidsloven er sket en mindre gunstig behandling af A end BASF's fuldtidsansatte medarbejdere.

*Et af rettens medlemmer (Aase Weiler Madsen) udtaler:*

Udbetalingerne af overskydende flextimer til A må anses for at have været betaling for merarbejde, som A havde præsteret i en forudgående periode. Hvor dette merarbejde angik arbejdstimer i intervallet mellem 30 timer, som var A's faste ugentlige arbejdstid, og 37 timer, svarende til det ugentlige timetal for en fuldtidsansat medarbejder, finder denne voterende, at der må anses at være sket en mindre gunstig behandling af den deltidsansatte A end fuldtidsansatte medarbejdere, som i modsætning til A for dette arbejdstimeinterval oppebar pensionsbidrag. Denne forskelsbehandling findes ikke at kunne begrundes i objektive forhold. Under disse omstændigheder, og idet der ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at tage HK's påstand til følge med hensyn til A's eget pensionsbidrag, som allerede er betalt til A, finder denne voterende, at DI's subsidiære påstand bør tages til følge.

Der gives dom efter stemmeflertallet, således at BASF frifindes.

Efter en samlet vurdering af sagens forløb, herunder hovedforhandlingens udsættelse den 10. februar 2010, og sagens udfald finder retten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

===== FIL: praksis/dk-v-2003-b1882-02.md =====

# Vestre Landsret, 2. juli 2003, sag B-1882-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2003-b1882-02.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2003-b1882-02.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Manglende lønforhandling efter meddelelse om graviditet

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter ligebehandlingslovens § 4 og § 14, ikke ligelønsloven. Efter meddelelsen om graviditeten blev der forhandlet løn med to kolleger, men ikke med hende; arbejdsgiveren skulle derfor godtgøre, at forskelsbehandlingen ikke var begrundet i graviditeten, og det lykkedes ikke (jf. § 1 a, stk. 1, og § 6, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK/Danmark ankede som mandatar for en medarbejder første instans' dom i en sag mod arbejdsgiveren, A A/S, om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, jf. § 4, og påstod for landsretten betaling af yderligere 102.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 24. august 2001, mens arbejdsgiveren påstod dommen stadfæstet. Landsretten lagde til grund, at medarbejderen skulle og i en vis udstrækning faktisk kom til at indgå i et arbejdsfællesskab med 2 sekretærer, og at der efter hendes meddelelse om graviditeten fandt lønforhandling sted med de to sekretærer, der begge fik tillagt feriefridage, mens der ikke fandt en tilsvarende forhandling sted med hende. På denne baggrund påhvilede det arbejdsgiveren at godtgøre, at forskelsbehandlingen med hensyn til lønforhandling og feriefridage ikke var begrundet i graviditeten. Det talte i sig selv for, at forskelsbehandlingen var begrundet i andre forhold, at en række andre funktionærer i virksomheden heller ikke fik tillagt feriefridage, men efter de ret summariske oplysninger om bl.a. virksomhedens organisation og baggrunden for tildelingen af feriefridage til andre medarbejdere fandt landsretten det ikke godtgjort, at den manglende lønforhandling og tildeling af feriefridage var uden sammenhæng med graviditeten. Landsretten tiltrådte derfor, at ligebehandlingslovens § 4 var tilsidesat, og tilkendte efter lovens § 14 medarbejderen en godtgørelse, der i lyset af forskelsbehandlingens betydning blev fastsat til 10.000 kr.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Retsfølgen er efter ligebehandlingsloven (§ 4, jf. § 14), ikke ligelønsloven. Den anvendte tekst begynder med en udeladelse og indeholder hverken domskonklusion eller afgørelse om sagsomkostninger. Af byrettens dom (Retten i Horsens, 25. juli 2002), som har en selvstændig post, fremgår, at byretten fandt ligebehandlingslovens § 4 overtrådt uden at tilkende godtgørelse; landsretten gav dermed medarbejderen delvis medhold ved at tilkende 10.000 kr. af de yderligere 102.000 kr., der var påstået.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

### Vestre Landsrets dom.

- - - For landsretten har appellanten, HK/Danmark som mandatar for F, nedlagt påstand om betaling af yderligere 102.000 kr. subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den 24. august 2001.

Indstævnte, A A/S, har påstået dommen stadfæstet.

F har supplerende forklaret, at opgaven med billetbestillinger, vist i sommeren 2000, blev taget fra hende, fordi det kunne gå ud over hendes telefonpasning. Hun mener ikke, at hun begik fejl. Der var ingen, der gav udtryk for utilfredshed. Hun var ikke oplært i bogholderi, da hun omkring samme tidspunkt fik opgaven med fakturering. Hun kom derfor til at lave nogle fejl. T kunne hjælpe hende, men havde utrolig travlt. Hun opfattede de e-mails, hun fik om fejl, som blot beskeder om at rette fejlene. Hun mener ikke, at hun fik særlig kritik. På mødet i oktober 2000 blev der talt meget om nogle manglende prikker i fakturaerne, og det var navnlig fakturaerne, kritikken gik på. Hun forstod, at lønforhandling ville finde sted senere. Hun havde kort før samtalen meddelt, at hun var gravid. Efter samtalen blev holdningen fra Ø klart mere kølig og kritisk. Hun vil betegne den som chikanøs, herunder med hensyn til tiltale, manglende reaktion, når hun sagde noget til ham, og kropssprog. Fakturaopgaverne blev uden varsel fjernet fra hende i januar 2001. Hun blev ikke indkaldt til lønforhandling. Hendes to kolleger var til lønforhandling, men hun gik bare ud fra, at hun ville blive behandlet på samme måde. Ø fortalte oprindelig hende og X om de 5 feriefridage, men sagde da, at de ikke måtte sige noget om det, fordi der var noget med direktionen, der skulle falde på plads. Hun havde i november 2000 ikke givet udtryk for, at hun ønskede at fratræde, men hun havde haft nogle dårlige dage. Hun blev tilbudt en opsigelse med tilbagevirkende kraft, således at der ikke opstod problemer med meddelelsen om graviditeten. Hun fik tilbudt en slags penge under bordet som kompensation for forskellen mellem løn og dagpenge. Hun spurgte, om hun ikke kunne blive, og det blev der nødtvunget sagt ja til. Hun meddelte bagefter, da hun havde talt med sin mand, at hun ville blive. Hendes sygemelding skyldtes plukveer. Hun fik ikke at vide, at de 5 feriefridage ikke skulle gælde hende. Hun blev heller ikke indkaldt til lønforhandling i 2001.

Ø har supplerende forklaret, at receptionen ikke alene kunne bære en fuldtidsstilling. Forventningerne til F's varetagelse af sekretæropgaver holdt imidlertid ikke. Derfor blev tanken om en sekretariatsgruppe mellem hende og de to sekretærer opgivet, således at der derefter kun var fælles opgaver mellem dem i form af, at sekretærerne aflastede F med telefonpasningen. Det er rigtigt, at også F fik en rejse kort efter, at X havde overtaget billetbestillingen. Salgs faktureringer er altid behandlet i receptionen, men T skulle først instruere F om arbejdsgangen. Det er ikke komplicerede opgaver. Efter sommeren 1999 skulle alle fakturaer over hans bord for at undgå fejl, ikke mindst med hensyn til opstillingen. I hans gruppe, der omfattede økonomi og regnskab, var der 6 medarbejdere med F og syv med ham. De var fysisk placeret i nærheden af hinanden, men socialt kunne F godt siges at hænge sammen med de to sekretærer. F
ville gerne have et møde om en fratrædelsesordning. Han selv så det sådan, at en fratræden kunne skabe ro. Det var nok ikke udsigt til, at graviditeten ville blive mindre kompliceret. Han lagde op til, at F ville få en fratrædelsesordning, der var lige så gunstig, som hvis hun fortsatte uden orlov. Kompensationsbeløbet skulle betales med skattefradrag på helt normal vis. Han rykkede F flere gange for svar. Der var ingen, der fik mere løn i 2000. Ca. halvdelen af funktionærerne fik 5 feriefridage, herunder 1 i hans afdeling. De øvrige var ikke til lønforhandling. Dengang var der ikke et fast mønster, men siden er der indført en årlig lønforhandling for alle funktionærerne. Han betragtede forhandlingen om fratrædelse som lønforhandling i forhold til F. Han har ikke lovet F og X de 5 feriefridage, men sagt, at det var et lønforhandlingsspørgsmål.

X har supplerende forklaret, at F gav udtryk for, at hun trivedes med at gå hjemme. F levede ikke op til sine opgaver. Der var en del ting, der skulle rettes. F var ofte ikke på sin plads, og vidnet måtte ofte udføre telefonpasningen. Hun er korrespondent og havde da 30 timer om ugen. Samtalen, hvor hun fik feriefridagene, var både lønforhandling og udviklingssamtale på samme tid. Hun blev overrasket over, at F sagde nej til fratrædelsesordningen.

Y har supplerende forklaret, at hun arbejdede 30 timer om ugen. Hun havde ikke noget med bogholderiet at gøre, men sad sammen med bogholderimedarbejderne.

Parterne har gentaget deres procedure i første instans med hensyn til kravet om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, jf. § 4.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

Det må lægges til grund, at F skulle og i en vis udstrækning faktisk kom til at indgå i et arbejdsfællesskab med de 2 sekretærer, der var fysisk placeret i umiddelbar nærhed af hinanden. Disse 3 medarbejdere havde efter X's forklaring sammen en samtale med Ø om feriefridage, hvor Ø efter sin egen forklaring henviste spørgsmålet til lønforhandling. Det må lægges til grund, at der efter F's meddelelse om sin graviditet fandt lønforhandling sted med de to sekretærer, der begge fik tillagt feriefridage, mens der ikke fandt en tilsvarende forhandling sted med F.

På denne baggrund må det påhvile A A/S at godtgøre, at forskelsbehandlingen med hensyn til lønforhandling og feriefridage ikke er begrundet i graviditeten.

Det forhold, at en række andre funktionærer i virksomheden, herunder i økonomiafdelingen, efter det oplyste heller ikke fik tillagt feriefridage, taler i sig selv for, at forskelsbehandlingen var begrundet i andre forhold.

Efter de ret summariske oplysninger, der er forelagt landsretten med hensyn til virksomhedens organisation, ændringer heraf og tidspunkterne for disse ændringer, samt den nærmere baggrund for tildeling af feriefridage til andre medarbejdere, findes det imidlertid ikke godtgjort, at den manglende lønforhandling og tildeling af feriefridage er uden sammenhæng med graviditeten.

Det tiltrædes derfor, at ligebehandlingslovens § 4 må anses for tilsidesat.

Efter lovens § 14 tilkendes F en godtgørelse, der i lyset af forskelsbehandlingens betydning fastsættes til 10.000 kr.

===== FIL: praksis/dk-v-2004-b0482-03.md =====

# Vestre Landsret, 5. februar 2004, sag B-0482-03

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b0482-03.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b0482-03.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Domstolskompetence ved krav om fuld løn under graviditetsfravær

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 4 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Kravet beroede på fortolkning af præceptive love om ligeløn og ligebehandling og hørte derfor under de almindelige domstole, ikke faglig voldgift (jf. § 6, stk. 1, og § 4 a). Arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at ligelønsloven var gennemført i overenskomsten (jf. § 1, stk. 4).

Praksisfiler: [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK/Danmark som mandatar for F, der var timelønsansat off-set trykker, krævede B A/S dømt til at betale 97.605,97 kr. i løn, feriepenge og pensionsbidrag for perioden 6. januar til 21. juli 1997, hvor F, der da var gravid, var fraværende fra arbejdspladsen; HK/Danmark gjorde gældende, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold. B A/S påstod sagen afvist, fordi F's ansættelsesforhold var reguleret i den grafiske overenskomst med tilhørende protokollat, og sagen derfor skulle pådømmes i det arbejdsretlige system; ifølge protokollatet af 22. juni 1995 ydes sygeløn ikke ved andet graviditetsbetinget fravær, der måtte være forårsaget af andre hensyn, eksempelvis arbejdsmiljømæssige hensyn. Landsretten udskilte afvisningsspørgsmålet til særskilt forhandling og afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2. Landsretten fandt, at voldgiftsbestemmelsen i overenskomstens § 63 ikke kunne føre til afvisning, da der mellem parterne ikke var uenighed om forståelsen af overenskomsten. Om F kunne få medhold, beroede ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold havde givet fornødent grundlag for fraværet, men også på en fortolkning af præceptive love om ligeløn og ligebehandling, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål henhører i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence. Landsretten bemærkede desuden, at B A/S ikke havde godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten, og tog ikke påstanden om afvisning til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret forumafgørelse efter datidens lov og overenskomst. Den giver ikke en ubetinget valgfrihed mellem domstole og fagretlig behandling i alle sager og tager ikke stilling til selve lønkravet. Den anvendte tekst betegner ikke selv afgørelsen som dom eller kendelse; den parallelle sag B-2500-02, afgjort samme dag med samme begrundelse, omtales i Vestre Landsrets dom af 2. marts 2005 som afgjort ved kendelse. Afslutningen er udeladt.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en arbejdsgiver har pligt til at betale en ansat, der er gravid, fuld løn, når den pågældende må framelde sig eller hjemsendes på grund af miljømæssige forhold på arbejdspladsen.

Under sagen, der er anlagt den 19. december 2001 ved byretten og henvist til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. nr. 1, 2 og 5, har sagsøgeren, HK/Danmark som mandatar for F påstået sagsøgte, B A/S, dømt til at betale 97.605,97 kr. med procesrente af 79.006,06 kr. fra den 31. juli 1997 og af 18.599,91 kr. fra den 1. maj 1998. Det påstævnte beløb udgør F krav på løn, feriepenge og pensionsbidrag for perioden 6. januar til 21. juli 1997, hvor hun, der da var gravid, var fraværende fra arbejdspladsen. Det er af HK/Danmark gjort gældende, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold. I det krævede beløb er fradraget de dagpenge, F har modtaget i samme periode.

B A/S har påstået afvisning, da F ansættelsesforhold er reguleret i den grafiske overenskomst med tilhørende protokollat. Sagen henhører derfor ikke under de almindelige domstole, men skal pådømmes i det arbejdsretlige system. Subsidiært påstås frifindelse.

Landsretten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2, udskilt spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling og afgørelse.

HK/Danmark har påstået sagen fremmet.

Det fremgår af sagen, at F i 1997 arbejdede som timelønsansat off-set trykker hos B Labels A/S, nu B A/S. Hendes ansættelse var omfattet af Den Grafiske Overenskomst af 1991 mellem Grafisk Arbejdsgiverforening m.fl. og det daværende Grafisk Forbund.

Der er for landsretten dokumenteret udvalgte afsnit af overenskomsten. Denne indeholder i § 63 en bestemmelse om, at uenighed om forståelsen af overenskomsten skal behandles ved faglig voldgift.

Den 22. juni 1995 udfærdigede Grafisk Arbejdsgiverforening, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og Grafisk Forbund følgende protokollat:

"Nedenstående organisationer har drøftet retsstillingen og de praktiske problemstillinger i tilknytning til faglig voldgiftskendelse af 13. februar 1995.

Der er enighed om, at det i kendelsen anførte vedrørende fravær pga. arbejdsudygtighed i forbindelse med spontan abort medfører, at retsstillingen herefter er den, at den kvindelige grafiske arbejder, jf. overenskomstens afsnit 6 også er berettiget til at oppebære sygeløn i forbindelse med fravær på grund af uarbejdsdygtighed i forbindelse med en sygeligt forløbende graviditet.

Sygeløn ydes ikke ved andet graviditetsbetinget fravær, der måtte være forårsaget af andre hensyn eksempelvis arbejdsmiljømæssige hensyn, arbejdets særlige karakter, almindelige gener eller skånehensyn.

Ydelse af sygeløn forudsætter, at alle øvrige betingelser for sygelønsret er opfyldt eksempelvis ansættelses- og beskæftigelseskrav og anmeldelses- og dokumentationskrav.

Udbetaling/refusion af sygeløn følger reglerne som ved almindelig sygdom.

..."

B A/S har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at F ansættelse er reguleret af den grafiske overenskomst og det dertil knyttede protokollat, og at hun er blevet behandlet i overensstemmelse hermed. Når F nu gør gældende, at hun har krav på fuld løn for den periode, hvor hun har været fraværende på grund af arbejdsmiljømæssige forhold på arbejdspladsen, foreligger der en tvist af faglig karakter, der i overensstemmelse med voldgiftsbestemmelsen i overenskomstens § 63 skal afgøres i det fagretlige system og ikke af de almindelige domstole, jf. arbejdsretslovens § 11, jf. § 9. Den omstændighed, at F under denne sag påberåber sig en fortolkning af ligelønsloven og ligebehandlingsloven, ændrer ikke herved, da ligeløns- og ligebehandlingsprincipperne i disse love er implementeret forudsætningsvis i den grafiske overenskomst, og lovene finder derfor ikke finder anvendelse i sagen, jf. ligelønsloven § 1, stk. 5, og ligebehandlingsloven § 1, stk. 4.

HK/Danmark har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt overenskomsten og protokollatet er i overensstemmelse med ligebehandlingsloven og ligelønsloven og de bagved liggende EU- direktiver. Sagen angår således spørgsmålet om fortolkning af præceptiv lovgivning, og lovfortolkningsspørgsmål henhører under de almindelige domstoles kompetence. Den omstændighed, at der er vedtaget voldgiftsbehandling i tilfælde af uenighed om forståelsen af overenskomsten, er uden betydning, da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af den grafiske overenskomst og protokollatet. Det bestrides, at reglerne i ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten med den virkning, at disse love ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

Da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af overenskomsten, kan voldgiftsbestemmelsen i dennes § 63 ikke føre til, at sagen afvises fra de almindelige domstole.

F har over for B A/S rejst krav om fuld løn for den periode, hvor hun som gravid har været fraværende fra arbejdspladsen på grund af arbejdsmiljømæssige forhold. Hun har til støtte for kravet henvist til, at præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagved liggende EU-direktiver fører til dette resultat. Hvorvidt der kan gives F medhold heri, beror herefter ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold har givet fornødent grundlag for hendes fravær, men også på en fortolkning af de nævnte love, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål henhører i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence. Det bemærkes herved, at B A/S ikke har godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten.

Den nedlagte påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

## Konklusion

Thi bestemmes:

Denne sag afvises ikke.

===== FIL: praksis/dk-v-2004-b2500-02.md =====

# Vestre Landsret, 5. februar 2004, sag B-2500-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b2500-02.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b2500-02.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Domstolskompetence ved lønkrav under graviditetsbetinget fravær

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 1, stk. 4 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6, stk. 1 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Kravet var støttet på præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagvedliggende EU-direktiver; lovfortolkningen hørte under de almindelige domstole, ikke faglig voldgift (jf. § 6, stk. 1, og § 4 a). Arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at ligelønsloven var gennemført i overenskomsten (jf. § 1, stk. 4).

Praksisfiler: [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK/Danmark anlagde som mandatar for en grafisk trykker sag mod arbejdsgiveren, Bording A/S, med påstand om betaling af 56.868,88 kr. med procesrente, svarende til hendes krav på løn og feriepenge for perioden 17. januar til 16. maj 1995, hvor hun som gravid var fraværende fra arbejdspladsen, efter HK/Danmarks opfattelse på grund af arbejdsmiljømæssige forhold. Arbejdsgiveren påstod sagen afvist, fordi ansættelsen var reguleret af Den Grafiske Overenskomst med tilhørende protokollat, og overenskomstens § 63 indeholder en bestemmelse om, at uenighed om forståelsen af overenskomsten skal behandles ved faglig voldgift. Landsretten udskilte afvisningsspørgsmålet til særskilt forhandling og afgørelse efter retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2. Landsretten fandt, at voldgiftsbestemmelsen i overenskomstens § 63 ikke kunne føre til afvisning, da der ikke var uenighed mellem parterne om forståelsen af overenskomsten. Da kravet var støttet på præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagvedliggende EU-direktiver, beroede det, om hun kunne få medhold, ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold havde givet fornødent grundlag for fraværet, men også på en fortolkning af lovene, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål hører i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence. Landsretten bemærkede, at Bording A/S ikke havde godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven var implementeret i overenskomsten.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret forumafgørelse efter datidens lov og overenskomst. Den giver ikke en ubetinget valgfrihed mellem domstole og fagretlig behandling i alle sager og tager ikke stilling til selve lønkravet. Vestre Landsrets dom af 2. marts 2005 i samme sag har en selvstændig post.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en arbejdsgiver har pligt til at betale en ansat, der er gravid, fuld løn, når den pågældende må framelde sig eller hjemsendes på grund af miljømæssige forhold på arbejdspladsen.

Under sagen, der er anlagt den 19. december 2001 ved byretten og henvist til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. nr. 1, 2 og 5, har sagsøgeren, HK/Danmark som mandatar for Pernille Bertelsen, påstået sagsøgte, Bording A/S, dømt til at betale 56.868,88 kr. med procesrente af 47.532 kr. fra den 30. maj 1995 og af 11.336,88 kr. fra den 1. maj 1996. Det påstævnte beløb udgør Pernille Bertelsens krav på løn og feriepenge for perioden 17. januar til 16. maj 1995, hvor hun, der da var gravid, var fraværende fra arbejdspladsen. Det er af HK/Danmark gjort gældende, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold. I det krævede beløb er fradraget de dagpenge, Pernille Bertelsen har modtaget i samme periode.

Bording A/S har påstået afvisning, da Pernille Bertelsens ansættelsesforhold er reguleret i Den Grafiske Overenskomst med tilhørende protokollat. Sagen henhører derfor ikke under de almindelige domstole, men skal pådømmes i det arbejdsretlige system. Subsidiært påstås frifindelse.

Landsretten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2, udskilt spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling og afgørelse.

HK/Danmark har herunder påstået sagen fremmet.

Det fremgår af sagen, at Pernille Bertelsen i flere perioder, senest fra 15. december 1993 til den 31. oktober 1999 arbejdede som grafisk trykker hos Bording Formulartryk A/S, nu Bording A/S. Hendes ansættelse var omfattet af en overenskomst af 1991 mellem Grafisk Arbejdsgiverforening m.fl. og det daværende Grafisk Forbund.

Der er for landsretten dokumenteret udvalgte afsnit af overenskomsten. Denne indeholder i § 63 en bestemmelse om, at uenighed om forståelsen af overenskomsten skal behandles ved faglig voldgift.

Den 22. juni 1995 udfærdigede Grafisk Arbejdsgiverforening, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og Grafisk Forbund følgende protokollat:

»Nedenstående organisationer har drøftet retsstillingen og de praktiske problemstillinger i tilknytning til faglig voldgiftskendelse af 13. februar 1995.

Der er enighed om, at det i kendelsen anførte vedrørende fravær pga. arbejdsudygtighed i forbindelse med spontan abort medfører, at retsstillingen herefter er den, at den kvindelige grafiske arbejder, jf. overenskomstens afsnit 6 også er berettiget til at oppebære sygeløn i forbindelse med fravær på grund af uarbejdsdygtighed i forbindelse med en sygeligt forløbende graviditet.

Sygeløn ydes ikke ved andet graviditetsbetinget fravær, der måtte være forårsaget af andre hensyn eksempelvis arbejdsmiljømæssige hensyn, arbejdets særlige karakter, almindelige gener eller skånehensyn.

Ydelse af sygeløn forudsætter, at alle øvrige betingelser for sygelønsret er opfyldt eksempelvis ansættelses- og beskæftigelseskrav og anmeldelses- og dokumentationskrav.

Udbetaling/refusion af sygeløn følger reglerne som ved almindelig sygdom.

. . .«

Der er mellem Grafisk Arbejdsgiverforening og HK/Danmark den 27. marts 2000 indgået aftale om suspension af bl.a. forældelsesfristen efter forældelsesloven af 1908.

Bording A/S har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at Pernille Bertelsens ansættelse er reguleret af den grafiske overenskomst og det dertil knyttede protokollat, og at hun er blevet behandlet i overensstemmelse hermed. Når det nu gøres gældende, at Pernille Bertelsen har krav på fuld løn for den periode, hvor hun skal have været fraværende på grund af arbejdsmiljømæssige forhold på arbejdspladsen, foreligger der en tvist af faglig karakter, der i overensstemmelse med voldgiftsbestemmelsen i overenskomstens § 63 skal afgøres i det fagretlige system og ikke af de almindelige domstole, jf. arbejdsretslovens § 11, jf. § 9. Den omstændighed, at Pernille Bertelsen under denne sag påberåber sig en fortolkning af ligelønsloven og ligebehandlingsloven, ændrer ikke herved, da ligeløns- og ligebehandlingsprincipperne i disse love er implementeret forudsætningsvis i den grafiske overenskomst, og lovene finder derfor ikke finder anvendelse i sagen, jf. ligelønsloven § 1, stk. 5, og ligebehandlingsloven § 1, stk. 4.

HK/Danmark har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt overenskomsten og protokollatet er i overensstemmelse med ligebehandlingsloven og ligelønsloven og de bagvedliggende EU-direktiver. Sagen angår således spørgsmålet om fortolkning af præceptiv lovgivning, og lovfortolkningsspørgsmål henhører under de almindelige domstoles kompetence. Den omstændighed, at der er vedtaget voldgiftsbehandling i tilfælde af uenighed om forståelsen af overenskomsten, er uden betydning, da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af den grafiske overenskomst og protokollatet. Det bestrides, at reglerne i ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten, med den virkning at disse love ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

Da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af overenskomsten, kan voldgiftsbestemmelsen i dennes § 63 ikke føre til, at sagen afvises fra de almindelige domstole.

Pernille Bertelsen har over for Bording A/S rejst krav om fuld løn for den periode, hvor hun som gravid har været fraværende fra arbejdspladsen på grund af arbejdsmiljømæssige forhold. Hun har til støtte for kravet henvist til, at præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagvedliggende EU-direktiver fører til dette resultat. Hvorvidt der kan gives Pernille Bertelsen medhold heri, beror herefter ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold har givet fornødent grundlag for hendes fravær, men også på en fortolkning af de nævnte love, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål henhører i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence. Det bemærkes herved, at Bording A/S ikke har godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten.

Den nedlagte påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

===== FIL: praksis/dk-v-2004-b2601-02.md =====

# Vestre Landsret, 5. februar 2004, sag B-2601-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b2601-02.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2004-b2601-02.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Domstolskompetence i sag om fuld løn under graviditetsfravær

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Domstolsprøvelse, kompetence og procesregler](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-retsbeskyttelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 4 a ([lov/4a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/4a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/4a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): HK/Danmark påstod som mandatar for F, der arbejdede som ufaglært bogbinderassistent, arbejdsgiveren dømt til at betale 58.223,23 kr. i løn, feriepenge og pensionsbidrag for perioden 18. august 1997 til 2. marts 1998, hvor F, der da var gravid, var fraværende fra arbejdspladsen; HK/Danmark gjorde gældende, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold. Arbejdsgiveren påstod sagen afvist, da ansættelsesforholdet var reguleret i Den Grafiske Overenskomst med tilhørende protokollat, og overenskomsten indeholder i § 63 en bestemmelse om, at uenighed om forståelsen af overenskomsten skal behandles ved faglig voldgift. Landsretten udskilte spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling og afgørelse efter retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2. Landsretten fandt, at voldgiftsbestemmelsen ikke kunne føre til afvisning, da der ikke var uenighed mellem parterne om forståelsen af overenskomsten. Da F havde støttet kravet på præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagved liggende EU-direktiver, beroede det, om hun kunne få medhold, ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold havde givet fornødent grundlag for fraværet, men også på en fortolkning af disse love, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål henhørte i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence; arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven var implementeret i overenskomsten.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret forumafgørelse efter datidens lov og overenskomst. Den giver ikke en ubetinget valgfrihed mellem domstole og fagretlig behandling i alle sager og tager ikke stilling til selve lønkravet. Den anvendte tekst betegner ikke selv afgørelsen som dom eller kendelse; den parallelle sag B-2500-02, afgjort samme dag med samme begrundelse, omtales i Vestre Landsrets dom af 2. marts 2005 som afgjort ved kendelse. Afslutningen er udeladt.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 90 (lov/1.md), § 1, afsnit 91 (lov/1.md), § 1, afsnit 92 (lov/1.md), § 4 a, afsnit 15 (lov/4a.md), § 4 a, afsnit 16 (lov/4a.md), § 4 a, afsnit 17 (lov/4a.md), § 6, afsnit 56 (lov/6.md), § 6, afsnit 57 (lov/6.md), § 6, afsnit 58 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en arbejdsgiver har pligt til at betale en ansat, der er gravid, fuld løn, når den pågældende må framelde sig eller hjemsendes på grund af miljømæssige forhold på arbejdspladsen.

Under sagen, der er anlagt den 19. december 2001 ved byretten og henvist til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. nr. 1, 2 og 5, har sagsøgeren, HK/Danmark som mandatar for F påstået sagsøgte, Chr. Hendriksen & Søn A/S, dømt til at betale 58.223,23 kr. med procesrente af 43.771,03 kr. fra den 28. februar 1998, af 10.323 kr. fra den 1. maj 1998 og af 4.129,20 kr. fra den 1. maj 1999. Det påstævnte beløb udgør F's krav på løn, feriepenge og pensionsbidrag for perioden 18. august 1997 til 2. marts 1998, hvor hun, der da var gravid, var fraværende fra arbejdspladsen. Det er af HK Danmark gjort gældende, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold. I det krævede beløb er fradraget de sygedagpenge, F har modtaget i samme periode.

Chr. Hendriksen & Søn A/S har påstået afvisning, da F's ansættelsesforhold er reguleret i Den Grafiske Overenskomst med tilhørende protokollat. Sagen henhører derfor ikke under de almindelige domstole, men skal pådømmes i det arbejdsretlige system. Subsidiært påstås frifindelse.

Landsretten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, jf. stk. 2, udskilt spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling og afgørelse.

HK/Danmark har herunder påstået sagen fremmet.

Det fremgår af sagen, at F fra april 1994 arbejdede som ufaglært bogbinderassistent hos Chr. Hendriksen & Søn A/S. Hendes ansættelse var omfattet af en overenskomst af 1991 mellem Grafisk Arbejdsgiverforening m.fl. og det daværende Grafisk Forbund.

Der er for landsretten dokumenteret udvalgte afsnit af overenskomsten. Denne indeholder i § 63 en bestemmelse om, at uenighed om forståelsen af overenskomsten skal behandles ved faglig voldgift.

Den 22. juni 1995 udfærdigede Grafisk Arbejdsgiverforening, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og Grafisk Forbund følgende protokollat:

"Nedenstående organisationer har drøftet retsstillingen og de praktiske problemstillinger i tilknytning til faglig voldgiftskendelse af 13. februar 1995.

Der er enighed om, at det i kendelsen anførte vedrørende fravær pga. arbejdsudygtighed i forbindelse med spontan abort medfører, at retsstillingen herefter er den, at den kvindelige grafiske arbejder, jf. overenskomstens afsnit 6 også er berettiget til at oppebære sygeløn i forbindelse med fravær på grund af uarbejdsdygtighed i forbindelse med en sygeligt forløbende graviditet.

Sygeløn ydes ikke ved andet graviditetsbetinget fravær, der måtte være forårsaget af andre hensyn eksempelvis arbejdsmiljømæssige hensyn, arbejdets særlige karakter, almindelige gener eller skånehensyn.

Ydelse af sygeløn forudsætter, at alle øvrige betingelser for sygelønsret er opfyldt eksempelvis ansættelses- og beskæftigelseskrav og anmeldelses- og dokumentationskrav.

Udbetaling/refusion af sygeløn følger reglerne som ved almindelig sygdom.

..."

Chr. Hendriksen & Søn A/S har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at F's ansættelse er reguleret af den grafiske overenskomst og det dertil knyttede protokollat, og at hun er blevet behandlet i overensstemmelse hermed. Når F nu gør gældende, at hun har krav på fuld løn for den periode, hvor hun har været fraværende på grund af arbejdsmiljømæssige forhold på arbejdspladsen, foreligger der en tvist af faglig karakter, der i overensstemmelse med voldgiftsbestemmelsen i overenskomstens § 63 skal afgøres i det fagretlige system og ikke af de almindelige domstole, jf. arbejdsretslovens § 11, jf. § 9. Den omstændighed, at F under denne sag påberåber sig en fortolkning af ligelønsloven og ligebehandlingsloven, ændrer ikke herved, da ligeløns- og ligebehandlingsprincipperne i disse love er implementeret forudsætningsvis i den grafiske overenskomst, og lovene finder derfor ikke finder anvendelse i sagen, jf. ligelønsloven § 1, stk. 5, og ligebehandlingsloven § 1, stk. 4.

HK/Danmark har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt overenskomsten og protokollatet er i overensstemmelse med ligebehandlingsloven og ligelønsloven og de bagved liggende EU- direktiver. Sagen angår således spørgsmålet om fortolkning af præceptiv lovgivning, og lovfortolkningsspørgsmål henhører under de almindelige domstoles kompetence. Den omstændighed, at der er vedtaget voldgiftsbehandling i tilfælde af uenighed om forståelsen af overenskomsten, er uden betydning, da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af den grafiske overenskomst og protokollatet. Det bestrides, at reglerne i ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten med den virkning, at disse love ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

Da der mellem parterne ikke er uenighed om forståelsen af overenskomsten, kan voldgiftsbestemmelsen i dennes § 63 ikke føre til, at sagen afvises fra de almindelige domstole.

F har over for Chr. Hendriksen & Søn A/S rejst krav om fuld løn for den periode, hvor hun som gravid har været fraværende fra arbejdspladsen på grund af arbejdsmiljømæssige forhold. Hun har til støtte for kravet henvist til, at præceptive love om ligeløn og ligebehandling og de bagved liggende EU-direktiver fører til dette resultat. Hvorvidt der kan gives F medhold heri, beror herefter ikke alene på, om de arbejdsmiljømæssige forhold har givet fornødent grundlag for hendes fravær, men også på en fortolkning af de nævnte love, og sådanne lovfortolkningsspørgsmål henhører i en sag som den foreliggende under de almindelige domstoles kompetence. Det bemærkes herved, at Chr. Hendriksen & Søn A/S ikke har godtgjort, at ligelønsloven og ligebehandlingsloven er implementeret i overenskomsten.

Den nedlagte påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

## Konklusion

Thi bestemmes:

Denne sag afvises ikke.

===== FIL: praksis/dk-v-2005-b2500-02.md =====

# Vestre Landsret, 2. marts 2005, sag B-2500-02

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2005-b2500-02.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2005-b2500-02.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Ret til fuld løn ved reel hjemsendelse under graviditet

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Fravær under graviditet på grund af arbejdsmiljømæssige belastninger, hvor arbejdsgiveren intet foretog sig for at imødekomme anmodningen om omplacering, var reelt en hjemsendelse, og den gravide havde krav på fuld løn. Landsretten byggede resultatet på præmis 59 i EF-Domstolens dom i sag C-66/96; begrundelsen nævner hverken ligebehandlingsloven eller ligelønsloven. Efter kommentarens resumé af C-66/96 bedømmes hjemsendelse uden fuld løn efter direktiv 76/207 og 92/85. Koblet til reglen om dårligere behandling i forbindelse med graviditet (§ 1 a, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Sagen angik, om grafisk trykker Pernille Bertelsen havde krav på fuld løn fra Bording A/S under fravær i forbindelse med graviditet fra den 17. januar 1995 til barselsorlovens start den 16. maj 1995, hvor hun fik dagpenge fra kommunen. Sagen blev anlagt ved byretten og henvist til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, og ved kendelse af 5. februar 2004 tog landsretten ikke Bording A/S' påstand om afvisning fra de almindelige domstole til følge. Pernille Bertelsen påstod Bording A/S tilpligtet at betale 27.593,01 kr. med procesrente af 22.391,38 kr. fra den 30. maj 1995 og af 5.201,63 kr. fra den 1. maj 1996, mens Bording A/S påstod frifindelse. Landsretten fandt det godtgjort, at arbejdet under graviditeten var forbundet med arbejdsmiljømæssige belastninger af ergonomisk karakter, som krævede aflastning, mens Bording A/S ikke alene ved forklaringerne om aftaler med de øvrige ansatte om aflastning havde godtgjort, at der blev truffet tilstrækkelige foranstaltninger. Det var ubestridt, at Bording A/S intet foretog sig for at imødekomme hendes anmodning om at blive overført til andre arbejdsopgaver, og landsretten lagde til grund, at det ikke var udelukket at omplacere hende til mindre belastende arbejde. Fraværet, som parterne var enige om ikke skyldtes sygdom, måtte derfor reelt betragtes som en hjemsendelse, og efter præmis 59 i EF-domstolens dom af 19. november 1998 i sag C-66/96 havde hun krav på fuld løn under fraværet, hvorfor hendes påstand blev taget til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgørelsen angår graviditetsbetinget fravær, hvor arbejdet var forbundet med arbejdsmiljømæssige belastninger, arbejdsgiveren ikke havde godtgjort tilstrækkelige foranstaltninger og intet foretog sig for at imødekomme anmodningen om omplacering; den angår ikke enhver selvvalgt fraværssituation. Landsretten byggede resultatet på præmis 59 i EF-domstolens dom i sag C-66/96; begrundelsen nævner hverken ligebehandlingsloven eller ligelønsloven. Den anvendte tekst indeholder hverken domskonklusion eller afgørelse om sagsomkostninger. I kravopgørelsen er feriegodtgørelsen anført til 5.201,68 kr., mens påstanden angiver 5.201,63 kr.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, Pernille Bertelsen, har krav på fuld løn under fravær i forbindelse med graviditet fra sit arbejde hos sagsøgte, Bording A/S. Der er i den forbindelse uenighed mellem parterne om, hvorvidt fraværet var begrundet i arbejdsmiljømæssige forhold eller i Pernille Bertelsens ønske om at skåne fosteret.

Sagen er anlagt den 19. december 2001 ved byretten og herefter henvist til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1, 2 og 5.

Ved kendelse af 5. februar 2004 traf landsretten under en deldomsforhandling afgørelse om, at Bording A/S' påstand om, at sagen skulle afvises fra de almindelige domstole, da Pernille Bertelsens ansættelsesforhold er reguleret i Den Grafiske Overenskomst og derfor skulle behandles i det arbejdsretlige system, ikke toges til følge.

Der er herefter nedlagt følgende

##### Påstande:

Pernille Bertelsen har nedlagt påstand om, at Bording A/S tilpligtes at betale hende 27.593,01 kr. med tillæg af procesrente af 22.391,38 kr. fra den 30. maj 1995 og af 5.201,63 kr. fra den 1. maj 1996.

Bording A/S har nedlagt påstand om frifindelse.

##### Sagens omstændigheder:

Pernille Bertelsen har i flere perioder, sidste gang fra den 15. december 1993 til den 31. oktober 1999, været ansat hos Bording A/S som grafisk trykker.

I efteråret 1994 meddelte hun Bording A/S, at hun var gravid. I den forbindelse kontaktede Bording A/S Østjysk BST for at få »vurderet de konkrete forhold i forbindelse med en medarbejders graviditet sammenholdt med arbejdet som trykker«. Lægekonsulent Erik Overgaard udarbejdede herefter redegørelse af 22. oktober 1994, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

». . .

*Vedr.: Vurdering af kemisk og ergonomisk belastning i Trykkeri 3 (Flybilletafdelingen) med hensyn til reproduktionsskadelige effekter.*

Efter anmodning fra Østjysk BST (centerleder Ole Jakobsen) har undertegnede 20. oktober 1994 udført ovennævnte vurdering.

Vurderingen er baseret på oplysninger indhentet fra den gravide ansatte, udviklingschef Peter Bang, produktdatablade og besøg i afdelingen.

---

*Konklusion:*

Benzin indeholder bl.a. benzen som i litteraturen anses for reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau. Den ansattes kontakt med benzin er dog yderst minimal og kan formentlig overtages af kollegaen. Der foreligger ikke i litteraturen dokumentation for at de øvrige kemiske stoffer - akrylater, isopropanolol, vegetabilsk olie og de pigmentholdige briketter - skulle have reproduktionsskadelige bivirkninger. Udsættelsen for disse stoffer vurderes iøvrigt - på baggrund af de arbejdshygiejniske foranstaltninger - at være beskeden.

Ergonomisk er funktionen omkring af- og påmontering af blanketruller belastende for gravide, men ligeledes her kan den ansatte aflastes af sin kollega. Længere tids stående og gående arbejde er i flere undersøgelser sat i forbindelse med en overhyppighed af aborter. Den ansatte har dog under sit arbejde mulighed for hyppige hvilepauser, hvor hun kan sidde ned.

Alt i alt vurderes det at den ansatte - med ovennævnte aflastninger - problemfrit kan fortsætte med sit arbejde i trykkeriet.

. . .«

Efterfølgende blev Pernille Bertelsen af sin egen læge henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Kommunehospital, som i en journal dateret den 24. januar 1995 blandt andet anførte følgende:

». . .

Siden 1992 ansat på Bording Formular, Odder. Passer en 5-farvet offset trykkemaskine med forskellige specialværktøjer. Arbejder i dag/aften skift, men ind imellem week-ends 12-timers skift. To personer passer hele processen, men Pernille Bertelsen har i perioder haft skiftende og uerfarne makkere, hvorfor arbejdsbyrden har været ekstra stor.

Arbejdet indebærer træk og skub af 500 kg ruller på rullevogne, ca. 10 meter, løft af spindelvægt, ca. 20 kg, som skubbes ind i rullen, hvorefter denne hejses op. Tilsvarende arbejde ved aftagning af den færdigtrykte rulle. Desuden løft af spindler ved indstilling af maskinen. Disse 2 rulleskift sker for hver 1-2 gange i timen.

Ved indstilling af numre, stregkoder m.v., arbejdes i et snævert rum mellem værkerne, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger med optrukne ben, ca. ½ time af gangen, i perioder arbejdes med indstilling i hele skift i træk.

Arbejdet er i øvrigt stående/gående hele dagen uden muligheder for pauser eller at sidde ned i længere tid.

Kemisk arbejdes med UV-farver, god udsugning over UV-lamperne. Afvaskningen sker med vegetabilske olier. Der er isopropanol i fugtevandet, men ventilation over trykværkerne. Til afrensning af fugtevalser anvendes benzin på klud, 4-5 gange dagligt × 2 minutter. Der anvendes handsker.

*Aktuelle:*

Ingen særlige gener i graviditeten frem til nuværende, men de sidste 14 dage udtalt træthed, smerter i maven efter kortere tids arbejde mellem trykværkerne samt plukkeveer.

*Konklusion:*

Løft og skub som angivet er mere end det anbefalede. Der er gener i forbindelse med længerevarende arbejde i sammenkrøbet stilling, gener som vil tiltage i løbet af graviditeten. Der bør være mulighed for at sidde ned under arbejdet, 20-25 % af arbejdstiden udover fastlagte pauser.

Såfremt dette ikke kan opfyldes, er der indikation for fraværsmelding, jvf. dagpengelovens § 12 stk. 2.

Patienten har tidligere i graviditeten søgt omplacering med hjælp af sikkerhedsfolk. Dette har ikke kunnet lade sig gøre.

*Videre plan:*

Forespørgsel med henblik på muligheder til arbejdsgiver via patienten.

. . .«

Fra den 17. januar 1995 og frem til barselsorlovens start den 16. maj 1995 var Pernille Bertelsen fraværende fra arbejdet. Den 1. februar 1995 udfyldte
Bording A/S i den anledning en anmodning om dagpenge, hvori blev angivet, at graviditet var årsag til fraværet, og Pernille Bertelsen bekræftede den 3. februar 1995 ved sin underskrift på anmodningen, at hun på grund af graviditet var fuldt uarbejdsdygtig. Hun fik under fraværet udbetalt dagpenge fra kommunen i medfør af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

I en journaludskrift af 14. marts 1995 anførte Pernille Bertelsens egen læge følgende:

». . .

Blev fraværsmeldt ultimo jan. Efter vurdering på arbejdsmedicinsk klinik jfr. kopi i jmll, herpå har hun været velbefindende og graviditeten forløbet ukompliceret.

Er fortsat fraværsmeldt, da hun ikke kunne omplaceres indtil hun kunne gå over på barselsorlov.

. . .«

Parterne er enige om, at Pernille Bertelsen ikke var uarbejdsdygtig på grund af sygdom under sit fravær.

Pernille Bertelsens krav er opgjort således:

». . .

Lønkrav m.v. for perioden 23. marts 1995 til
6. maj 1995
7 uger og 4 dage á kr. 5.335,00 ugentligt,

| 7 × 5.335,00 + 4.268,00 | kr. | 41.613,00 |

| --- | --- | --- |

| Arbejdsgivers pensionsbidrag heraf, 1,4 % | kr. | 582,58 |

| - sygedagpengerefusion, |  |  |

| 7 uger og 4 dage á kr. 2.539,00 ugentligt 7 × |  |  |

| 2.539,00 + 2.031,20 | kr. | 19.804,20 |

|  | kr. | 22.391,38 |

| Feriegodtgørelse af det fulde lønkrav 12,5 % |  |  |

| af kr. 41.613,00 | kr. | 5.201,68 |

| I alt | kr. | 27.593,01 |

. . .«

Den 27. marts 2000 indgik parterne en suspensionsaftale, hvorefter Bording A/S fraskrev sig retten til at påberåbe sig forældelse eller passivitet for perioden efter den 23. marts 2000.

##### Forklaringer:

*Pernille Bertelsen* har forklaret, at Bording A/S er en stor trykkerivirksomhed. Hun arbejdede i den afdeling, der blandt andet fremstillede flybilletter. Hun var den eneste kvindelige trykker i afdelingen, som havde to trykkemaskiner. De arbejdede 2 ved hver maskine.

Arbejdet indebar, at hun cirka 1 gang i timen skulle af- og påmontere ruller, der vejede henholdsvis 500 kg og 1.200 kg. Begge typer ruller var 80 cm brede og så høje, at de henholdsvis nåede hende til hoften og til armhulen. Rullerne skulle skubbes eller rulles nogle meter fra væggen til en fastmonteret kran. Når hun satte en rulle i maskinen, skulle den have et skub med hoften for at falde i hak. Der skulle desuden isættes 74 cm brede offsetplader. I den forbindelse måtte hun nogle gange skræve over papirbanen for at kunne nå ind og spænde dem fast. Cirka 1 gang i døgnet skulle 42 nummeratorer indstilles. For at kunne gøre dette måtte hun sidde sammenkrøbet med benene oppe inde i maskinen. Det tog 1½ time og var også hårdt, når man ikke var gravid. 500-600 marginalstål skulle udskiftes, når de var slidte. Der skulle isættes perforationshjul på cylindre, og i den forbindelse måtte hun læne sig ind over maskinen. Nogle meget tunge valser skulle også jævnligt skiftes. Det krævede egentligt to erfarne medarbejdere, men når hendes makker var fraværende, måtte hun gøre det hele selv. Hun stod og gik på betongulv hele dagen, og mens maskinen kørte, forberedte hun næste trykning. Det kunne tage både et daghold og et aftenhold at gøre maskinen klar til trykning.

Hun gav sikkerhedschef Peter Bang og arbejdsleder Erik Stjernholm besked om graviditeten. Hun ved ikke, hvorfor virksomheden kontaktede BST, og husker ikke at have talt med ansatte i BST, ligesom hun ikke har set BST's rapport. Hun har heller ikke set ældre BST-rapporter eller tidligere undersøgelser af arbejdsmiljøet på virksomheden i forhold til gravide medarbejdere. Hun fik af Peter Bang og Erik Stjernholm at vide, at hun bare kunne sætte sig ned, hvis det blev for hårdt.

Hun fortsatte med at arbejde, men det gik ikke så godt. Hun kunne ikke blot sætte sig ned, når det blev for hårdt, for hendes makker, som hed D, sagde, at han ikke ville lave det hele selv, idet de fik samme løn og derfor skulle lave samme arbejde. D var endvidere tillidsrepræsentant og var derfor en del væk. I hans fravær havde hun uerfarne makkere.

Hun spurgte både Peter Bang og Erik Stjernholm, om hun kunne få andet arbejde, og hun kom med konkrete forslag. D og sikkerhedsrepræsentanten, Erling Hansen, talte også med ledelsen herom. Hendes mand, der tidligere havde været tillidsrepræsentant, spurgte også, om hun kunne overflyttes til andet arbejde, for han mente, det var muligt. Peter Bang sagde imidlertid, at det ikke var muligt at overflytte hende til andet arbejde. Den 17. januar 1995 fraværsmeldte hun sig. Hun spurgte efterfølgende Peter Bang, om det var en god ide at henvende sig på Arbejdsmedicinsk Klinik, og han sagde, at det kunne hun bare gøre. Hendes egen læge havde ingen kontakt med Bording A/S, og hun ved ikke, om Arbejdsmedicinsk Klinik havde det. Hun afleverede journalen fra Arbejdsmedicinsk Klinik til Peter Bang eller Erik Stjernholm. Hun mente ikke, det var realistisk, at hun kunne aflastes som angivet i journalen. Peter Bang eller måske Erik Stjernholm sagde til hende, at hun så måtte lade være med at arbejde.

Bording A/S kunne ikke undgå at vide, at hun var fraværende, fordi arbejdet var for tungt og hårdt, for det sagde hun udtrykkeligt til Peter Bang og Erik Stjernholm. Det var hendes tredje graviditet, og hun var ikke specielt bekymret. Bording A/S vidste, at hun ikke var syg, og under fraværet mødte hun op til de fleste fredagsmøder, hvor også Erik Stjernholm deltog. Ingen stillede på disse møder spørgsmål om fraværsgrunden.

Bording A/S anerkendte ikke, at ansatte blev væk uden at være uarbejdsdygtige.

Det er rigtigt, at hun den 3. februar 1995 underskrev en anmodning om dagpenge, hvori det var anført, at hun var sygemeldt. Det lagde hun ikke noget særligt i, for det var blot noget, man kaldte det. Reelt var hun fraværende som tidligere forklaret.

*Erik Stjernholm* har forklaret, at han har været ansat ved Bording A/S i 22 år frem til 1996. Han var under Pernille Bertelsens graviditet produktionschef for flybilletafdelingen og havde ansvar for personale, produktion og økonomi.

Generelt havde man i branchen, herunder også Bording A/S, i 1995 godt styr på de arbejdsmiljømæssige forhold, og man var tidligt med i BST.

Pernille Bertelsen meddelte på et tidspunkt, at hun var gravid, men han kan ikke i dag huske, om det var ham, hun sagde det til. Hun udtrykte uro over de stoffer, der blev arbejdet med i afdelingen. Sagen blev kørt gennem sikkerhedsudvalget, og der var eksperter ude at vurdere forholdene. Vurderingen viste, at materialer og stoffer i afdelingen ikke gav anledning til problemer. Sagen blev taget op i afdelingen, og de andre ansatte, herunder Pernille Bertelsens makker, tilkendegav, at de var villige til at tage det tunge slæb med rullerne. Han husker ikke, at der senere blev problemer med at få de andre i afdelingen til at overholde denne aftale, og husker ikke eventuelle senere kontakter fra Pernille Bertelsen om forholdene. D's arbejde som tillidsmand medførte fravær, men så kunne personalet på den anden trykkemaskine eller en anden ansat hjælpe hende.

Han husker ikke noget om journalen fra Arbejdsmedicinsk Klinik, men han er uenig i beskrivelsen af arbejdet i journalen. Beskrivelsen er korrekt for så vidt angår indstillinger af maskinerne, og at de kunne tage 3-4 timer eller mere, men under produktionen, der kunne vare flere dage, var der primært tale om overvågning af processen. De ansatte skulle da gå nogle ture langs maskinerne, men kunne ellers sætte sig og holde pauser og for eksempel læse avis. Under normale omstændigheder kunne Pernille Bertelsen derfor godt arbejde som beskrevet af Arbejdsmedicinsk Klinik.

Han opfattede situationen således, at Pernille Bertelsen var urolig for sit foster, og derfor fraværende fra arbejdet. Hun var ikke syg, og de modtog heller ingen sygemelding fra hende. Han husker ikke, at der var tale om, hvorvidt hun kunne udføre andet arbejde. På Bording A/S anerkendte man ikke fravær uden sygemelding.

*Peter Bang* har forklaret, at han arbejdede på Bording A/S fra 1982, til han gik på efterløn for 1 år siden.

I 1994/1995 var han udviklingschef og formand for sikkerhedsudvalget. Han fik en henvendelse fra Erik Stjernholm, fordi Pernille Bertelsen i anledning af sin graviditet havde udtrykt tvivl om, hvorvidt arbejdet i flybilletafdelingen kunne være farligt for hende. Virksomheden havde tidligere fået lavet undersøgelser vedrørende kemikalierne med videre, men disse rapporter var lidt gamle. Han kontaktede derfor BST og anmode dem om at foretage en ny undersøgelse, herunder også af maskinerne. BST sendte en arbejdsmediciner, og han så på arbejdet med trykkemaskinerne i næsten en hel arbejdsdag og havde lejlighed til at tale med personalet. Det blev konstateret, at nogle arbejdsopgaver, for eksempel skub til ruller og arbejde i sammenkrøben stilling, kunne være uhensigtsmæssige, og de øvrige ansatte lovede samme dag at overtage disse funktioner. Pernille Bertelsen var vist ikke til stede ved disse drøftelser. Senere talte han med Pernille Bertelsen om rapportens konklusion og fortalte, at de andre ansatte havde lovet at overtage det tunge arbejde. Han går ud fra, at aftalerne fungerede i praksis.

Ved sygemeldinger kunne der komme en urutineret medarbejder ud i trykkeafdelingen, men normalt hjalp makkerne ved den anden maskine til.

Det blev drøftet i sikkerhedsudvalget, om Pernille Bertelsen kunne overflyttes til mindre belastende arbejde, men da det under produktion var sædvanligt, at der i 47-50 minutter ud af en time alene skulle foretages en overvågning af maskinen, og da der var indgået aftaler med de øvrige ansatte om at overtage dele af arbejdet, vurderede samtlige medlemmer af sikkerhedsudvalget, at det ikke var muligt at overflytte hende. Han går ud fra, at der foreligger referater fra sikkerhedsudvalgsmøderne. I ventetiden under en produktion skulle de ansatte af og til holde øje med produktionen, herunder at der var farve på maskinen, men det var ikke et arbejde, de blev overbebyrdet af.

Bording A/S havde ingen generelle retningslinjer for behandling af gravide trykkere og havde ikke tidligere haft nogen.

Journalen fra Arbejdsmedicinsk Klinik kom i sikkerhedsudvalget, hvor ingen kunne genkende arbejdsbeskrivelsen. Vidnet ringede til lægen for at få oplysningerne korrigeret, men lægen ville ikke rette i de oplysninger, han havde fået af Pernille Bertelsen.

Pernille Bertelsen holdt på et tidspunkt op med at arbejde. Det var ifølge Erik Stjernholm, fordi hun ikke var tryg ved arbejdsprocessen, når hun var gravid. Han har ikke selv talt med Pernille Bertelsen herom. Han gik ud fra, at Pernille Bertelsens makker og de øvrige ansatte aflastede hende som aftalt, og Pernille Bertelsen henvendte sig på intet tidspunkt til ham for at »klage sin nød«. Han ved ikke, hvorfor man ikke pålagde Pernille Bertelsen at møde på arbejde.

*John Nohr* har forklaret, at han var fællestillidsmand på Bording A/S i 1995. Arbejdet ved trykkemaskinerne er korrekt beskrevet i Arbejdsmedicinsk Kliniks journal. Der var mulighed for at sidde ned under arbejdet, men det ville være svært at sidde ned i 20-25 % af arbejdstiden ud over de fastlagte pauser. Peter Bangs forklaring om, at de ansatte under produktionen kunne sidde ned i ca. 47 minutter pr. time, er ikke korrekt. Han kender ikke noget til aftaler om, at de andre ansatte skulle aflaste Pernille Bertelsen. Det er ikke realistisk, at makkeren i en længere periode skulle lave alt det tunge arbejde. Der var arbejde nok til to mand på en maskine.

Bording A/S kunne have anvist Pernille Bertelsen lettere arbejde, hvis viljen havde været der. Hun stod ved de største trykkemaskiner og kunne i stedet være placeret ved en mindre eller ved pladekontrol, hvor man i dag placerer medarbejdere med helbredsproblemer. Han var ikke konkret involveret i Pernille Bertelsens fraværsmelding og husker ikke, om han vidste, hvorfor hun var fraværende.

##### Procedure:

*Pernille Bertelsen* har til støtte for sin påstand principalt gjort gældende, at hun var berettiget fraværsmeldt under graviditeten på grund af arbejdsmiljømæssige forhold, og at hun derfor har krav på fuld løn under fraværet. Hun har herved anført, at det fremgår af rapporten af 22. oktober 1994 fra Østjysk BST og af Arbejdsmedicinsk Kliniks journal af 24. januar 1995, at hendes arbejde var forbundet med ergonomiske belastninger, som nødvendiggjorde aflastning. Hun forsøgte at fortsætte arbejdet, men fik imidlertid ikke den nødvendige aflastning, og hendes ønske om omplacering blev heller ikke imødekommet. Derfor var hun fraværende fra arbejdet, og Bording A/S var bekendt med, at fraværet skyldtes arbejdsmiljømæssige forhold.

En sådan fraværsmelding kan sidestilles med arbejdsgiverens hjemsendelse med den konsekvens, at manglende fuld aflønning under fraværet er i strid med ligebehandlingslovens § 1 og § 4 samt ligelønslovens § 1.

Hjemsendelsen er sket med Bording A/S' fulde accept, og uden at der er foretaget egentlig afhjælpning af den bekendte risiko, jf. præmis 58 i EF-domstolens dom af 19. november 1998 i sag C-66/96.

Bording A/S har ikke opfyldt betingelserne i graviditetsdirektivet, idet virksomheden ikke har truffet foranstaltninger for at imødegå risici eller har omplaceret hende, hvorfor spørgsmålet om betaling under fraværet ikke skal afgøres efter graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 1.

Da Bording A/S ikke har overholdt sine arbejdsmiljømæssige forpligtelser, bærer virksomheden risikoen for fraværet, uanset om hjemsendelsen var virksomhedens aktive afgørelse eller skete i kraft af virksomhedens accept af fraværet. Sagen skal derfor bedømmes på linje med præmis 59 i EF-domstolens dom af 19. november 1998 i sag C-66/96, og hun har derfor krav på fuld løn under fraværet.

Subsidiært har Pernille Bertelsen gjort gældende, at den manglende udbetaling af fuld løn til hende udgør en overtrædelse af ligebehandlingslovens § 1, stk. 1 og 2, og § 4 samt ligelønslovens § 1 og de til grund herfor liggende EU-direktiver, idet det af de pågældende bestemmelser fremgår, at kvinder og mænd skal behandles lige for så vidt angår arbejdsvilkår, ligesom der skal ydes kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Det fremgår i den forbindelse af præmis 32 i EF-domstolens dom af 19. november 1998 i sag C-66/96, at dagpenge er omfattet af lønbegrebet.

Såfremt retten finder, at Bording A/S har opfyldt betingelserne i graviditetsdirektivet, har Pernille Bertelsen gjort gældende, at førtidige barselsdagpenge til ikke-funktionærer i forbindelse med fraværsmelding eller hjemsendelse på grund af arbejdsmiljømæssige forhold ikke er en passende ydelse, jf. graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 1. Til sammenligning er funktionærer i funktionærlovens § 7, stk. 3, tillagt ret til fuld løn under tilsvarende fravær.

*Bording A/S* har til støtte for sin påstand gjort gældende, at virksomheden ved indhentelse af vurderingen fra BST og den efterfølgende instruktion af Pernille Bertelsen og hendes kollegaer har opfyldt bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 4. De arbejdsmiljømæssige risici var afklarede, og der var truffet foranstaltninger for at imødegå dem. Arbejdsmiljøet udgjorde følgelig ingen risiko for Pernille Bertelsens graviditet, og hendes fravær kan derfor ikke sidestilles med en hjemsendelse.

Det forhold, at der ikke forelå skriftlige arbejdspladsvurderinger, da Pernille Bertelsen blev gravid, bør ikke tillægges betydning, da virksomheden på daværende tidspunkt ikke var omfattet af pligten til at udarbejde sådanne.

Det må efter bevisførelsen antages, at Pernille Bertelsen afgav ukorrekte og ufuldstændige oplysninger til Arbejdsmedicinsk Klinik, og at rapporten er baseret på disse ukorrekte oplysninger. Hendes fravær kunne derfor ikke lovligt ske med henvisning til Arbejdsmedicinsk Kliniks rapport. Hun har derfor ikke krav på løn under fraværet.

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 8 er overholdt, idet Pernille Bertelsen selv tilkendegav en beslutning om ikke at ville arbejde under graviditeten. Bording A/S havde herefter ikke pligt til at foretage sig yderligere for at undersøge mulighederne for omplacering. Det fremgår desuden af de afgivne vidneforklaringer, at Pernille Bertelsen havde den mest skånsomme placering i virksomheden, hvorfor omplacering til mere skånsomt arbejde ikke var mulig. Pernille Bertelsen har
derfor i henhold til graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 1, ikke krav på fuld løn, men kun på en passende ydelse, og der foreligger ikke fordringshavermora.

Over for Pernille Bertelsens subsidiære anbringender har Bording A/S gjort gældende, at dagpenge ikke er løn, idet de ikke modtages fra eller finansieres af arbejdsgiveren. Der kan derfor ikke foreligge en overtrædelse af ligelønslovens § 1.

Såfremt dagpenge anses for omfattet af lønbegrebet, foreligger der dog heller ingen forskelsbehandling, fordi de arbejdsmiljøforhold, Pernille Bertelsen påberåber sig som begrundelse for fraværet, ikke giver hverken mandlige eller kvindelige arbejdstagere ret til fravær.

Bording A/S har endelig gjort gældende, at dagpenge opfylder kravene til en passende ydelse i medfør af graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 1. Bestemmelsen overlader medlemsstaterne et skøn, som EF-domstolen er meget tilbageholdende med at underkende.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

Der er efter Pernille Bertelsens og John Nohrs forklaringer ikke grundlag for at antage, at Arbejdsmedicinsk Kliniks beskrivelse af Pernille Bertelsens arbejdsfunktioner i journal af 24. januar 1995 er ukorrekt eller ufuldstændig. Det bemærkes i den forbindelse, at Bording A/S ikke effektivt har forsøgt at korrigere beskrivelsen, selv om ledelsen ifølge Peter Bangs forklaring var uenig heri.

Efter lægekonsulent Erik Overgaards redegørelse af 22. oktober 1994 og Arbejdsmedicinsk Kliniks journal af 24. januar 1995 anses det herefter for godtgjort, at Pernille Bertelsens arbejde hos Bording A/S under graviditeten var forbundet med arbejdsmiljømæssige belastninger af ergonomisk karakter, som krævede, at hun blev aflastet, for at hun kunne fortsætte med at arbejde under sin graviditet.

Bording A/S har ikke alene ved de forklaringer, der er afgivet af Erik Stjernholm og Peter Bang, om, at der var indgået aftaler med de øvrige ansatte i afdelingen om at aflaste Pernille Bertelsen, godtgjort, at der blev truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at imødegå disse arbejdsmiljømæssige belastninger. Det er ubestridt, at Bording A/S intet foretog sig for at imødekomme Pernille Bertelsens anmodning om at blive overført til andre arbejdsopgaver, der ikke indebar fare for hendes graviditet. Landsretten lægger herved efter de forklaringer, der er afgivet af Pernille Bertelsen og John Nohr, sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt, til grund, at det ikke var udelukket at omplacere Pernille Bertelsen til en stilling med mindre belastende arbejde.

Pernille Bertelsens fravær under graviditeten, som parterne er enige om ikke skyldtes sygdom, må under disse omstændigheder reelt betragtes som en hjemsendelse begrundet i, at Bording A/S har skønnet ikke at kunne anvende hendes arbejdskraft under graviditeten.

Det følger herefter af præmis 59 i EF-domstolens dom af 19. november 1998 i sag C-66/96, at Pernille Bertelsen har krav på fuld løn under fraværet, og Pernille Bertelsens påstand tages derfor til følge.

===== FIL: praksis/dk-v-2006-b0742-04.md =====

# Vestre Landsret, 17. januar 2006, sag B-0742-04

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2006-b0742-04.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2006-b0742-04.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Opsagte ansættelsesvilkår efter barsel: godtgørelse efter ligebehandlingsloven

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 6, stk. 2 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md)) – afgjort efter en anden regel

Kommentarens begrundelse for koblingen: Afgjort efter ligebehandlingslovens §§ 1, 9, 16 og 16 a, ikke ligelønsloven. Forringede vilkår, herunder bortfald af retten til fuld løn under barsel, efter fravær på grund af graviditet og barsel gav en formodning, som arbejdsgiveren ikke afkræftede (jf. § 1 a, stk. 1, og § 6, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Arbejdsgiveren, interessentskabet Advokaterne S, ankede Retten i Århus' dom af 16. marts 2004 med påstand om frifindelse, mens den ansatte advokat A principalt påstod stadfæstelse. Arbejdsgiveren havde ved breve af 6. og 25. november 2002 tilkendegivet, at A ved sin tilbagevenden fra orlov skulle være ansat med hidtidig løn, men i øvrigt efter funktionærlovens regler, hvilket bl.a. indebar bortfald af kontraktens ret til fuld løn under barsel. Landsretten tiltrådte af de grunde, byretten havde anført, at det herved med tilstrækkelig klarhed var tilkendegivet A, at hendes ansættelsesvilkår var opsagt med sådanne forringelser, at hun kunne anse sig for afskediget, og at hun havde krav på løn og feriepenge for marts og april 2003. Da A's hidtidige vilkår omfattede fuld løn under barsel, jf. kontraktens § 10, og hun måtte anse sig for afskediget i umiddelbar forlængelse af gentagne fravær på grund af sygemeldinger i forbindelse med graviditet og fravær på grund af barsler, var der anledning til at formode, at ligebehandlingslovens § 1 var tilsidesat, jf. lovens § 16 a. Arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at opsigelsen af vilkårene ikke skete på grund af A's fravær i forbindelse med hendes graviditeter, jf. ligebehandlingslovens § 9, og A havde derfor krav på godtgørelse efter lovens § 16, der var fastsat til 12 måneders løn. Kravet på godtgørelse var ikke bortfaldet på grund af passivitet, og landsretten tog A's principale påstand om stadfæstelse til følge.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Retsfølgerne bygger på, at A kunne anse sig for afskediget, og på ligebehandlingslovens §§ 1, 9, 16 og 16 a; landsretten anvender ikke ligelønsloven. Beløbs- og passivitetsvurderingen er konkret. Byrettens begrundelse er ikke gengivet, og afslutningen er udeladt i den anvendte tekst.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet.

Retten i Århus har den 16. marts 2004 afsagt dom i 1. instans (BS 8-4560/2003).

For landsretten har appellanten, Advokaterne S ved advokat B og advokat C, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse af interessentskabet.

Indstævnte, advokat A, har nedlagt følgende påstande:

Principalt: stadfæstelse
Subsidiært:

Appellanten tilpligtes at betale 299.747,25 kr. med procesrente

af 36.333 kr. fra den 31. marts 2003,

af 36.333 kr. fra den 30. april 2003 og

af 227.081,25 kr. fra den 20. juli 2003.

Mere subsidiært:

Appellanten tilpligtes at betale 190.748,25 kr. med procesrente

af 36.333 kr. fra den 31. marts 2003,

af 36.333 fra den 30. april 2003 og

af 118.082,25 kr. fra den 20. juli 2003.

Beløbene i indstævntes påstande fremkommer således:

Principal påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og april 2003 81.749,25 kr.

2. Godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 3 - 12 måne- 435.996,00 kr. 517.745,25 kr. der a 36.333 kr.

Subsidiær påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og april 2003
81.749,25 kr. 2. Godtgørelse efter børnepasningsorlovslo- vens § 4, stk. 10 - 6 217.998,00 kr 299.747,25 kr. måneder a 36.333 kr.

Mere subsidiær påstand:

1. Løn og feriegodtgørelse for marts og 81.749,25 kr. april 2003
2. Godtgørelse efter funktionærloven § 2 b 108.999,00 kr. 190.748,25 kr. - 3 måneder a 36.333 kr.

Appellanten har ikke størrelsesmæssigt bestridt beløbene i indstævntes opgørelser.

Appellantens skrivelse til indstævnte af 17. september 2002 er sålydende:

"I fortsættelse af vor telefoniske drøftelse,

hvor vi konkluderede, at den nuværende ansættel- seskontrakt af 1. juli 1999 i realiteten aldrig har været efterlevet efter sin ordlyd, opsiger vi hermed kontrakten i henhold til dens § 17.

Vi ønsker derfor kontrakten genforhandlet snarest mulig og beder dig kontakte os med henblik herpå.

Vi vedlægger kopi af nærværende skrivelse, hvor vi beder dig bekræfte modtagelsen heraf."

Appellantens skrivelse til indstævnte af 6. november 2002 er sålydende:

"I fortsættelse af drøftelse på vort kontor omkring din fremtidige løn har vi opfattet det således, at du ikke vil acceptere en opstart med den løn, som du havde før din barselsorlov med kr. 36.333,33, men at du ønsker, at månedslønnen skal stige med kr. 10.000,00.

Det kan vi ikke imødekomme. - Vi står fast ved vort tidligere fremsatte tilbud, hvorefter månedslønnen, indtil videre andrager kr. 36.333,33 kr. og forventer, at du efter endt orlov og afholdt ferie, så vidt vi har forstået den 27. januar 2003, vender tilbage og i øvrigt er ansat efter funktionærlovens regler.

Vi erindrer om tilbagesendelse af kopien af vort brev af 17. september 2002 i underskrevet stand."

Indstævntes skrivelse til appellanten af 12. november 2002 er sålydende:

"Tak for brev af 6. november 2002. Det fremgår af brevet, at I forventer at jeg efter endt orlov og afholdt ferie, den 27. januar 2003, vender tilbage og i øvrigt er ansat efter funktionærlovens regler.

Jeg vil bede om skriftligt at få oplyst, hvordan oplysningen om, at jeg er ansat efter funktionærlovens regler skal forstås og om det skal forstås således, at min nuværende ansættelseskontrakt ikke længere er gældende.

Endelig bekræfter jeg hermed modtagelsen af brev af 17. september 2002."

Appellantens skrivelse til indstævnte af 25. november 2002 er sålydende:

"Tak for dit brev af 12. november 2002.

Du er naturligvis fortsat ansat med den løn, der var aftalt, da du gik på barselsorlov.

Kontraktens øvrige vilkår er opsagt med sædvanlig varsel til ophør med udgangen af februar måned 2003, ifølge kontraktens opsigelsesbestemmelse.

For så vidt angår de øvrige vilkår henvises herefter til funktionærlovens bestemmelser.

Som drøftet telefonisk og på vort møde her på kontoret ønsker vi ikke længere den type kontrakter, da de viser sig at være uhensigtsmæssige."

Danmarks Jurist- og Økonomiforbund skrev den 4. december 2002

bl.a. således til appellanten:

"Ved breve af 6. november og 25. november 2002 har De meddelt vort medlem A, at vilkårene i hendes ansættelseskontrakt er opsagt med sædvanligt varsel til ophør med udgangen af februar 2001, hvorefter hun er ansat efter funktionærlovens regler.

Ansættelse alene efter reglerne i funktionærloven indebærer, at der pr. 1. marts 2003 vil ske en forringelse af As ansættelsesvilkår på følgende punkter:

1. Bonusordningen bortfalder, jf. kontraktens § 3, stk. 2.

2. Hun vil kun have ret til 5 ugers ferie og et ferietillæg på 1 %, mens den nuværende kontrakt giver ret til 6 ugers ferie og et ferietillæg på 2 1/2 % samt ret til erstatningsferie ved dokumenteret sygdom af over en uges varighed under ferie, jf. kontraktens § 6.

3. Kontingenter og forsikringer betales ikke længere af Dem, jf. kontraktens § 8.

4. Hun har ikke længere ret til fri telefon og internetforbindelse, jf. kontraktens § 9.

5. Hun har ikke længere ret til fuld løn under barsel i 6 uger før fødslen og 24 uger efter fødslen, jf. kontraktens § 10.

6. Ret til særlig fratrædelsesgodtgørelse efter 10 års ansættelse samt ret til umiddelbar fratræden ved opsigelse bortfalder, jf. kontraktens § 13.

Idet der således er tale om væsentlige ændringer af As ansættelsesvilkår, betragter forbundet brevene af 6. november og 25. november 2002 som et tilbud om ansættelse på ændrede vilkår, som A ikke har pligt til at acceptere.

Forbundet skal på vegne af A hermed meddele, at hun ikke kan acceptere tilbuddet, og at hun derfor betragter sig § 2 b samt ret til at gøre krav gældende i henhold til §§ 1, 2 og 3 lov om ligeløn til mænd og kvinder."

Advokat C har supplerende forklaret, at genforhandlingsbestemmelsen i ansættelseskontraktens § 17 var gældende for alle ansatte på det tidspunkt, da A blev ansat, og genforhandlinger i henhold til denne bestemmelse har aldrig ført til ansættelsernes ophør. Da det blev konstateret, at tre af de ansatte jurister uberettiget havde foretaget a conto afregninger af salærer i deres sager og derved uberettiget fået udbetalt bonus, overvejede han og B at foretage politianmeldelse, men gjorde det ikke. Derimod besluttede de sig for at forebygge lignende situationer ved ikke længere at have den pågældende bonusbestemmelse i ansættelseskontrakterne. A var herefter på det tidspunkt den eneste tilbage med bestemmelse om bonus i sin kontrakt. De tog derfor kontakt til A med henblik på en genforhandling af hendes kontrakt efter § 17 og regnede ikke med, at det ville give problemer at få bonusbestemmelsen ud af kontrakten, da hun aldrig havde haft omsætning nok til at få bonus. Fjernelse af bestemmelsen om bonus var den eneste ændring, de ønskede i As kontrakt. Da A krævede sin månedsløn forhøjet med 10.000 kr., afviste de ikke generelt en lønforhøjelse, men tilkendegav hende, at hun nu først kunne starte igen efter fraværet, og så kunne de senere aftale en lønforhøjelse. Det var oplagt for ham, at As løn på et eller andet tidspunkt skulle sættes op, og det var kun et spørgsmål, hvor stor en lønforhøjelse der til den tid kunne blive tale om. Der blev på intet tidspunkt drøftet andre ændringer i ansættelseskontrakten med A end fjernelsen af bestemmelsen om bonus og størrelsen af den fremtidige løn. Med udtrykket "efter funktionærlovens regler" i skrivelsen af 6. november 2002 mentes kun, at bonusbestemmelsen skulle ud af kontrakten. Der skulle ikke ske andre ændringer i ansættelsesforholdet. I deres brev til A af 25. november 2002 som svar på hendes brev af 12. november 2002 skrev de således noget andet end det, de egentlig mente - nemlig at kun bonusbestemmelsen skulle væk. Første gang, de hørte fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund, var skrivelsen af 4. december 2002. På et tidspunkt op mod jul blev han ringet op af D fra DJØF og under samtalen kom det frem, at problemet var forbeholdet om, at funktionærlovens regler skulle være gældende. Da de kun ønskede bestemmelsen om bonus ud af kontrakten, opfattede han det sådan, at de andre spørgsmål burde kunne løses. Der blev ikke nævnt noget om overtrædelse af ligebehandlingsloven. Det blev på et tidspunkt drøftet, om A i forbindelse med en fratræden kunne få 3 måneders løn udover opsigelsesvarslet, men de kunne kun gå med til at give 1 måneds løn. De har ikke fjernet bestemmelsen om løn under barsel fra deres ansættelseskontrakter, og … har således fået løn under barsel. De havde på intet tidspunkt noget at udsætte på kvaliteten af As arbejde, og de havde meget brug for hende på det tidspunkt, da hun skulle være påbegyndt arbejdet igen.

Advokat B har supplerende forklaret, at formålet med skrivelsen af 17. september 2002 til A var at få bestemmelsen om bonus ud af hendes kontrakt. Der var da ikke længere andre ansatte med bestemmelse om bonus i deres kontrakter, og i de nyansattes kontrakter var der ingen bonusbestemmelse. Han og C var meget interesseret i, at A kom tilbage, da de var meget presset på kontoret, og han ringede på et tidspunkt til hende for at høre, om hun kunne komme tidligere, men det kunne hun ikke. På det første møde med A i begyndelsen af oktober 2002 drøftede de kun bonusbestemmelsen og hendes løn, og han fik indtryk af, at hun mente, at de ikke værdsatte hendes kompetence, hvis de ikke ville give hende en lønforhøjelse på 10.000 kr. De kom ikke videre på dette møde, og også på det følgende møde i slutningen af oktober 2002 fastholdt A, at hun kun ville fortsætte, hvis hun fik denne lønforhøjelse.

Advokat A har supplerende forklaret, at hun, da hun modtog brevet af 17. september 2002, spurgte sig selv, hvad det var for noget. Hun vidste, at appellanten ville have bonusbestemmelsen væk, men syntes iøvrigt, at kontrakten var i orden. På det første møde i begyndelsen af oktober 2002 sagde C, at bonusbestemmelsen skulle væk, og at hun ikke fremtidig skulle have fuld løn under barsel. De talte på dette første møde kun om disse 2 ting, og hun nævnede ikke på dette møde noget om en lønforhøjelse på 10.000 kr. Begge parter skulle tænke over det. På det næste møde i slutningen af oktober 2002 sagde hun, at hun, hvis hun skulle acceptere ikke at have bonusbestemmelsen og ikke at have løn under barsel, så ville have en lønforhøjelse på 10.000 kr. Det kunne C og B ikke gå med til, og mødet var ret kortvarigt. Da hun modtog brevet af 6. november 2002, hvor der blev omtalt "funktionærlovens regler", kontaktede hun DJØF, og hendes svarbrev af 12. november 2002 blev sendt efter drøftelse med DJØF. Da hun modtog brevet af 25. november 2002, som ikke indeholdt nogen kommentar til hendes forslag om en lønforhøjelse på 10.000 kr., betragtede hun sig efter at have drøftet situationen med DJØF som opsagt. Hun kunne ikke acceptere en ansættelse efter funktionærlovens regler, da det ville betyde, at alle goderne i hendes aktuelle kontrakt - herunder løn under barsel - ville være væk.

Konsulent D har forklaret, at hun er konsulent i Forhandlingsafdelingen i DJØF. Hun havde ifølge sine notater en telefonsamtale med A den 25. oktober 2002 i anledning af, at A dagen før havde haft en såkaldt "lønforhandling" med sine chefer. Hun fik oplyst af A, at hendes chefer lagde op til, at hun ikke længere skulle have løn under barsel og ikke skulle have en bonusbestemmelse, samt at lønnen skulle være uændret. Hun sagde til A, at hun ikke skulle acceptere disse vilkår. Hun hørte til sagen igen efter, at A den 29. oktober 2002 havde haft et nyt møde med sine chefer, og A oplyste, at hun ikke ville acceptere de foreslåede ændringer. Hun rådgav A om udformningen af hendes brev af 12. november 2002 til appellanten. Hun undrede sig over formuleringen i brevet af 6. november 2002 "i øvrigt ansat efter funktionærlovens regler", da A jo var ansat på de hidtidige vilkår, hvis der ikke blev opnået enighed om ny ansættelsesvilkår. Hun sørgede derfor for, at A bad om at få denne formulering præciseret. Hun fik en genpart af appellantens skrivelse af 25. november 2002, som hun forstod som varsling af væsentlige ændringer af ansættelsesvilkårene, hvilket reelt indebærer en opsigelse af ansættelsen med henblik på eventuel forhandling af en helt ny ansættelseskontrakt på nye vilkår. Da hun sendte brevet af 4. december 2002 til appellanten, havde hun ikke talt med advokat C, og hun udformede brevet, som hun gjorde, for at gøre det klart for advokaterne hvilke ændringer i den hidtidige kontrakt, A anså for at være væsentlige ændringer. Advokat C kom ikke med nogen reaktion på skrivelsen af 4. december 2002. Hun opfatter loven om ligeløn og loven om ligebehandling som to sider af samme sag. A havde omtalt, at hun, hvis hun accepterede at fortsætte med den aktuelle løn, ville få en lavere løn end en ny mandlig kollega, som endda endnu ikke havde møderet for landsretten.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at det først ved appellantens breve af 6. og 25. november 2002, hvoraf fremgik, at indstævnte ved sin tilbagevenden fra sin orlov skulle være ansat med hidtidig løn, men i øvrigt efter funktionærlovens regler, med tilstrækkelig klarhed blev tilkendegivet hende, at hendes ansættelsesvilkår var opsagt med sådanne forringelser, herunder bortfald af løn under barsel, at hun kunne anse sig for afskediget. Det tiltrædes derfor også, at indstævnte har krav på løn og feriepenge i en 5 måneders periode omfattende marts og april 2003 (post 1 i indstævntes opgørelse af sine påstande).

Indstævnte havde i november 2002 børnepasningsorlov. Navnlig under hensyn til, at indstævntes hidtidige ansættelsesvilkår omfattede fuld løn under barsel, jf. kontraktens § 10, og at indstævnte måtte anse sig for afskediget som anført i umiddelbar forlængelse af sine gentagne fravær på grund af sygemeldinger i forbindelse med graviditet og fravær på grund af barsler, er der imidlertid anledning til at formode, at ligebehandlingslovens § 1 er tilsidesat, jf. samme lovs § 16 a. Heroverfor er det heller ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at appellantens opsigelse af vilkårene ikke skete på grund af indstævntes fravær i forbindelse med hendes graviditeter og dermed forbundne med komplikationer, jf. herved ligebehandlingslovens § 9.

Det tiltrædes derfor, at indstævnte har krav på godtgørelse i henhold til ligebehandlingslovens § 16. Efter oplysningerne om varigheden af indstævntes ansættelsesforhold tiltrædes det, at godtgørelsen er fastsat til 12 måneders løn (post 2 i indstævntes opgørelse af sin principale påstand).

Indstævnte tilegnede sig opsigelsen ved brevet af 4. december 2002 fra DJØF, og indstævnte tog forbehold om at gøre krav gældende i henhold til ligebehandlingsloven ved DJØF's brev af 13. februar 2003. I denne periode foregik der forligsforhandlinger mellem parterne, og indstævnte var fortsat ansat hos appellanten. Appellanten har ikke påvist at lide noget retstab ved, at indstævnte ikke straks den 4. december 2002 fremsatte sit krav i henhold til ligebehandlingsloven, og der er heller ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at indstævnte har mistet sin adgang til at gøre ligebehandlingsloven gældende. Indstævntes krav (post 2) er derfor ikke bortfaldet på grund af passivitet.

Indstævntes principale påstand tages efter det anførte til følge.

Appellanten skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med 45.000 kr. Beløbet, der indeholder moms, skal dække indstævntes udgifter til advokatbistand.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

## Domskonklusion

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, Advokaterne S ved advokat B og advokat C, skal til indstævnte, advokat A, betale sagens omkostninger for landsretten med 45.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

===== FIL: praksis/dk-v-2006-b1328-05.md =====

# Vestre Landsret, 23. maj 2006, sag B-1328-05

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2006-b1328-05.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2006-b1328-05.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Krav på lønforskel trods tidspres ved ansættelse af afløser

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Vagn Godthaab ApS gentog for landsretten sin påstand for byretten om frifindelse, mens Ligestillingsnævnet som mandatar for Gabrielle Sørensen påstod dommen stadfæstet. Efter Gabrielle Sørensens egen forklaring var hun og Michael Ankersen de gennemgående medarbejdere i spilleklubben, og hun fik 60 kr./t. indtil sin fratræden i april 2006, mens Ronnie Christensen efter forklaringerne blev aflønnet med 105 kr./t., og Poul Jensen, der blev ansat i forbindelse med hendes ferie, accepterede 95 kr./t. Landsretten lagde til grund, at Poul Jensen blev ansat umiddelbart før Gabrielle Sørensens ferie, og at forhandlingerne om hans ansættelsesvilkår foregik under et betydeligt tidspres, der kan have påvirket størrelsen af den aftalte timeløn. Uanset dette tiltrådte landsretten af de grunde, byretten i øvrigt havde anført, herunder vedrørende Ronnie Christensens ansættelse, at Gabrielle Sørensen havde krav på den opgjorte lønforskel, og stadfæstede dommen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Konkret bevisvurdering med flere sammenligningspersoner. Landsretten lagde til grund, at tidspresset ved ansættelsen af Poul Jensen kan have påvirket hans timeløn, men tog ikke generelt stilling til, om en akut situation kan begrunde en lønforskel, og tiltrådte kravet af byrettens øvrige grunde. Byrettens dom (Retten i Horsens, 27. maj 2005) har en selvstændig post; dens begrundelse er ikke gengivet i landsrettens tekst, og landsretten nævner ikke ligelønsloven udtrykkeligt.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 78 (lov/1.md), § 1, afsnit 79 (lov/1.md), § 1, afsnit 80 (lov/1.md), § 2, afsnit 38 (lov/2.md), § 2, afsnit 39 (lov/2.md), § 2, afsnit 40 (lov/2.md), § 6, afsnit 41 (lov/6.md), § 6, afsnit 42 (lov/6.md), § 6, afsnit 43 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link. Kopien kan være forkortet; --- markerer en udeladelse i kopien.

### Vestre Landsrets dom.

---
For landsretten har appellanten, Vagn Godthaab ApS, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.

Indstævnte, Ligestillingsnævnet som mandatar for Gabrielle Sørensen, har påstået dommen stadfæstet.

Der er for landsretten fremlagt vagtplaner for Club 24 for perioden 16. april-15. november 2003.

*Vagn Godthaab* har supplerende forklaret, at spillehallen i dag er bemandet af den daglige leder, Michael Ankersen, en studerende og en person, der aflønnes af kommunen. Den studerende, der netop er blevet ansat, får 60 kr./t. Hun afløser Gabrielle Sørensen, som sagde op med 2 dages varsel før påske i år. Han ved ikke, hvor mange ansøgere der var, men de satte en annonce i avisen og opslag op i spillehallen. Normalt sætter de også opslag op på Handelsskolen. Det er Michael Ankersen, der sørger for det. Det er et krav for at få en spilletilladelse, at der er en bestyrer. Det er Michael Ankersen, der er registreret som sådan hos spillemyndighederne. Det er også ham, der har det overordnede ansvar for spillestedet. Der er kontakt mellem Michael Ankersen og ham selv måske en gang om måneden.

Ronnie Christensen blev ansat til at tage tilkaldevagter i tilfælde af sygdom og lignende. Der var også problemer med at få weekendvagterne besat med skoleelever. Michael Ankersen måtte argumentere meget for at få accept af, at Ronnie Christensen blev aflønnet med 105 kr./t. Det kan ikke have været muligt at ansætte en skoleelev på det tidspunkt, for i så fald ville han ikke have ansat Ronnie Christensen til 105 kr./t. Han ved ikke, om Ronnie Christensen selv sagde op.

Han blev ringet op af Michael Ankersen 2 dage før Gabrielle Sørensens ferie. Da havde han netop fået at vide, at hun skulle holde ferie. Det var den 30. eller 31. juli 2003. Under samtalen sagde Michael Ankersen, at han havde en mulig afløser for Gabrielle Sørensen, Poul Jensen, siddende. Vidnet talte selv med Poul Jensen. Det var ikke muligt at få ham til at acceptere en timeløn på under 95 kr. Det blev tilkendegivet, at der var tale om en midlertidig ansættelse. Det er rigtigt, at Poul Jensen havde vagter efter Gabrielle Sørensens hjemkomst fra ferie. På det tidspunkt manglede de imidlertid fortsat en medarbejder, og det lykkedes først ifølge vagtplanen at få ansat en ny medarbejder pr. 7. september. Han har bedt Poul Jensen om at vidne for landsretten. Han har talt med ham om, hvem der var til stede, da han blev ansat. Poul Jensen har bekræftet hans opfattelse af, at det var Michael Ankersen, der var til stede.

*Gabrielle Sørensen* har supplerende forklaret, at Ronnie Christensen ikke fungerede som tilkaldevagt, men indgik i vagtplanen. Der var ikke mangel på medarbejdere, da han blev ansat. Hun lavede vagtplanerne 1-2 uger før den periode, de vedrørte. Vagtbytter er foregået uformelt ved aftaler direkte mellem medarbejderne. Alexandra og Jeanett gik i hendes klasse og blev ansat efter hendes kontakt direkte til Vagn Godthaab. Hun bestilte sin ferierejse den 1. juli 2003 og gav samme dag besked til både Vagn Godthaab og Michael Ankersen. Det er hun helt sikker på. Det var lige inden Michaels ferie. Det var hende, der etablerede kontakten mellem Vagn Godthaab og Poul Jensen et par dage før sin ferie, fordi der ikke var sket noget for at finde en afløser for hende. Det var Michael Ankersen, der skulle sørge for at ansætte en afløser. Kontakten mellem Poul Jensen og Vagn Godthaab foregik telefonisk. De mænd, der har været ansat til 60 kr./t., har kun været ansat midlertidigt. Hun og Michael har været de gennemgående medarbejdere i spilleklubben. Hun har indtil sin fratræden i april 2006 fået 60 kr./t. Hun har sagt op med 14 dages varsel.

*Poul Jensen* har forklaret, at han har været ansat i Club 24 i august-september 2003. Han hørte vistnok fra Vagn Godthaabs datter, at de manglede en medarbejder i Gabrielle Sørensens ferie. Han er ikke blevet tilbudt jobbet af Gabrielle Sørensen. Han talte med Michael Ankersen om at blive ansat og talte derefter med Vagn Godthaab et par dage senere. Han begyndte med at kræve 115 eller 105 kr./t., men accepterede så 95 kr./t. Han var på det tidspunkt på understøttelse. Vagn Godthaab startede med at tilbyde 60 kr./t. Han skulle kun have arbejdet, mens Gabrielle Sørensen havde ferie, men det blev til nogle dage ekstra. Han vil tro, at Vagn Godthaab accepterede timelønnen på 95 kr., fordi han havde brug for at få ham ansat.

Han har talt med Vagn Godthaab før retsmødet i landsretten. De har talt om transport til retsmødet og om vidnegodtgørelse, om, hvornår han var ansat, og om, hvem der var til stede under jobsamtalen.

*Michael Ankersen* har supplerende forklaret, at han og Gabrielle Sørensen er private venner. Han har ikke drøftet med hende, hvad de skulle forklare i retten. Han drøftede Ronnie Christensens timeløn med Vagn Godthaab, der styrer lønnen. Han mener, at lønnen på 105 kr./t. gik glat igennem hos Vagn Godthaab. Han ledte ikke efter nogen til 60 kr./t. ved den lejlighed. Det var hans normale instruks, at ansatte skulle have en timeløn på 60 kr. Det var nok meningen, at Ronnie Christensen skulle dække ham ind, hvis han blev syg eller i øvrigt forhindret i at møde. Gabrielle Sørensen gik i skole, og hun og de andre ansatte kunne ikke tage hans vagter om dagen. Han mindes ikke, at han skulle noget specielt den 2. maj 2003. Hvis Ronnie Christensen ikke havde været ansat, ville han ikke have kunnet holde fri om fredagen, som han gjorde det i den periode. Ronnie indgik i den faste vagtplan. Han kunne være fortsat, hvis han ikke havde sagt op.

Meddelelse om ferie går til ham, men de taler om ferieplaner indbyrdes. Han husker ikke, hvornår Gabrielle Sørensen gav ham besked om sin ferie i 2003. Han er overbevist om, at han fik besked, før han tog på ferie. Så vidt han husker, var Poul Jensen nærmest ansat, da han kom tilbage fra ferie. Poul Jensen var i klubben sammen med Vagn Godthaab, da vidnet mødte igen.

Vidnet deltog ikke i ansættelsessamtalen. Poul Jensen tiltrådte vist fra dag til dag. Han tror, det var meningen, at Poul Jensen skulle blive også efter Gabrielle Sørensens ferie. Han husker, at Gabrielle Sørensen gik og brokkede sig over, at Poul Jensen nu skulle til at tage hendes vagter. Han ved ikke, hvorfor Poul Jensen holdt op. Han kunne være fortsat, hvis han ville.

Han er registreret som bestyrer over for spillemyndighederne. Det er vist sket for 4 år siden. Han har i slutningen af 2004 fået en ny ansættelseskontrakt, hvor han er anført som bestyrer. I 2003 havde han kontakt til Vagn Godthaab måske en gang om måneden.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure i 1. instans.

#### Landsrettens begrundelse og resultat:

Efter bevisførelsen, herunder Gabrielle Sørensens forklaring, lægges det til grund, at Poul Jensen blev ansat umiddelbart før Gabrielle Sørensens ferie, og at forhandlingerne om hans ansættelsesvilkår foregik under et betydeligt tidspres, der kan have påvirket størrelsen af den aftalte timeløn. Uanset dette tiltrædes det af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, herunder vedrørende Ronnie Christensens ansættelse, at Gabrielle Sørensen har krav på den opgjorte lønforskel.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

===== FIL: praksis/dk-v-2012-b1041-10.md =====

# Vestre Landsret, 6. august 2012, sag B-1041-10

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2012-b1041-10.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/dk-v-2012-b1041-10.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Kommentarens titel: Vedvarende lønefterslæb efter manglende barselsforhandling

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md) · [Efterbetaling, godtgørelse og sanktioner](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-godtgoerelse.md)

Koblet til: § 1 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md)); § 6 ([lov/6.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6.md))

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md), [lov/6-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/6-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Arbejdsgiveren erkendte ved anken en ligelønskrænkelse og et efterbetalingskrav for de første år. Tvisten angik navnlig, om lønefterslæbet fortsatte i 2010–2011. Medarbejderens løn var før barslen steget over mindstelønsstigningen, men hendes relative lønniveau faldt efter barselsperioderne. Landsretten fandt en formodning om et fortsat barselsbetinget tab, som arbejdsgiveren ikke afkræftede med konkrete oplysninger. Landsretten tillod den forhøjede påstand, tilkendte 18.364,69 kr. i efterbetaling med de angivne renter og fastholdt godtgørelsen på 20.000 kr. Ingen part skulle betale den andens omkostninger for landsretten.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen bygger på en konkret historisk lønudvikling og en delvis anerkendelse. Den giver ikke en almindelig ret til mindstelønsstigninger for medarbejdere over mindstelønnen.

Bruges i kommentaren: § 1, afsnit 69 (lov/1.md), § 1, afsnit 70 (lov/1.md), § 1, afsnit 71 (lov/1.md), § 1 a, afsnit 82 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 83 (lov/1a.md), § 1 a, afsnit 84 (lov/1a.md), § 2, afsnit 29 (lov/2.md), § 2, afsnit 30 (lov/2.md), § 2, afsnit 31 (lov/2.md), § 6, afsnit 32 (lov/6.md), § 6, afsnit 33 (lov/6.md), § 6, afsnit 34 (lov/6.md)

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Gengivet efter en kopi af afgørelsen; offentlig original ikke tilgængelig via link.

Retten i Århus har den 16. april 2010 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-2057/2008).

#### Påstande

For landsretten har appellanten, 3F som mandatar for [person1], nedlagt følgende endelige påstande: Påstand 1
Indstævnte, [virksomhed1] A/S (herefter [virksomhed1]), tilpligtes til [person1] at betale 18.364,69 kr. med procesrente fra 1. oktober 2007 af 444,89, med procesrente fra 31. oktober 2007 af 1210,73 kr., med procesrente fra 30. juni 2008 af 1259,60 kr., med procesrente fra 31. juli 2008 af 809,96 kr., med procesrente fra 31. august 2008 af 809,96 kr., med procesrente fra 30. september 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. oktober 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra den 30.november 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. december 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. januar 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 28. februar 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. marts 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 30. april 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. maj 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 30. juni 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. juli 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. august 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 30. september 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. oktober 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 30. november 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. december 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. januar 2010 af 193,01 kr., med procesrente fra 28. februar 2010 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. marts 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 30. april 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 31. maj 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 30. juni 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. juli 2010 af 228,04., med procesrente fra 31. august 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 30. september 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. oktober 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 30. november 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. december 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 1. januar 2011 af 228,04 kr., med procesrente fra 28. februar 2011 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. marts 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 30. april 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 31. maj 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 30. juni 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. juli 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. august 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 30. september 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. oktober 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 30. november 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. december 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. januar 2012 af 75,35 kr., med procesrente fra 29. februar 2012 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. marts 2012 af 338,34 kr., og med procesrente fra 30. april 2012 af 338,34 kr.
Påstand 2
[virksomhed1] tilpligtes til [person1] at betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra 15. august 2008. [virksomhed1] har taget bekræftende til genmæle over for [person1]s påstand 1 med 11.792,96 kr. fra de enkelte beløbs forfaldstid. [virksomhed1] har endvidere protesteret imod, at [person1] i sit påstandsdokument af 4. juni 2012 har forhøjet sin påstand fra 11.792,96 kr. til 18.364,69 kr.
[virksomhed1] har over for [person1]s påstand 2 nedlagt påstand om stadfæstelse.

#### Supplerende sagsfremstilling

[person1] har ved opgørelsen af sit krav forudsat, at hun, hvis hun ikke havde holdt barselsorlov, fortsat ville have fået årlige lønstigninger svarende til stigningen i den overenskomstmæssige mindsteløn.
[virksomhed1] har erklæret sig enig i den talmæssige opgørelse af [person1]s krav, men har bestridt, at den erkendte krænkelse i 2006 og 2007 har haft betydning for [person1]s lønudvikling i en længere periode end til og med maj 2010, hvilket svarer til et efterbetalingskrav på 12.564 kr.

#### Forklaringer

[person1] og [person2] har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af [person3]. [person1] har supplerende forklaret, at hun tror, at hun ville have fået samme lønstigninger efter 2007, også selvom hun havde fået sædvanlige lønstigninger under sin barsel i 2006 og 2007. Lønstigningerne under hendes barsel ville således ikke have gjort en forskel for størrelsen af de efterfølgende lønstigninger.
[person2] har supplerende forklaret, at den praksis, hvorefter der årligt afholdes samtaler med medarbejderne på anciennitetsdagen, også følges under barsel og sygdom. Det kan dog aftales med medarbejderen, at samtalen kan tages på et senere tidspunkt. Der vil altid ske regulering i overensstemmelse med stigningen i minimallønssatsen, hvis medarbejderen alene oppebærer minimallønnen. Dette følger af overenskomsten. Medarbejdere, der får mere end minimallønnen, kan ikke være sikre på en årlig lønstigning. Det afhænger af medarbejderens indsats sammenholdt med varehusets økonomiske situation.
[person3] har forklaret, at hun er forhandlingssekretær i 3F. Hun har foretaget den udregning, der danner grundlag for [person1]s krav. Af det skema, som hun har udarbejdet til brug for sagen, kan man se både den nominelle og den procentuelle forskel i [person1] løn i forhold til overenskomstens mindsteløn.

#### Procedure

[person1] har gjort gældende, at hun har krav på efterbetaling af løn til og med april 2012, fordi hun har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun forsat i 2010 og 2011 samt i begyndelsen af 2012 havde et lønefterslæb, der er forårsaget af den erkendte krænkelse, og fordi [virksomhed1] ikke har bevist, at ændringen i hendes lønudvikling i form af færre eller ingen tillæg ikke er forårsaget af den erkendte krænkelse. Hun skal stilles som om, hun i 2006 og 2007, hvor hun var på barselsorlov, og efterfølgende år havde fået lønstigninger, som minimum svarede til den overenskomstmæssige minimallønsstigning, hvilket også er erkendt af [virksomhed1] for så vidt angår årene 2006-2009.
[person1] har i det væsentlige gentaget sine anbringende vedrørende kravet om godtgørelse.
[virksomhed1] har gjort gældende, at [person1] ikke bør få tilladelse til at forhøje sin påstand, efter sagens forberedelse er afsluttet. Såfremt landsretten tillader en forhøjelse af påstanden, bør [person1] alene tilkendes efterbetaling med højst 12.564 kr., idet der alene er grundlag for at efterregulere lønnen i overensstemmelse med minimallønstigningerne i 2007 og 2009. De efterfølgende år havde løntillæggene ikke relation til krænkelsen. Tillæggene blev fastsat konkret efter almindelige overenskomstmæssige principper. En godtgørelse på 20.000 kr., som [virksomhed1] har accepteret, er i forhold til retspraksis en høj godtgørelse. Der er derfor ikke grundlag for at tilkende en større godtgørelse.

#### Landsrettens begrundelse og resultat

[person1] tog i sin ankestævning forbehold for senere under sagens behandling for landsretten at forhøje sin påstand. Herefter, og da [virksomhed1] A/S, uanset at [person1] først forhøjede sin påstand umiddelbart forud for hovedforhandlingen, har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2, tillader landsretten [person1] at forhøje sin påstand som sket i påstandsdokumentet.
[virksomhed1] har anerkendt, at der er sket en krænkelse af [person1]s rettigheder efter ligelønslovens § 1, og at [person1] derfor har krav på efterbetaling efter ligelønslovens § 2, stk. 1, i overensstemmelse med hendes opgørelse, dog alene for så vidt angår årene 2006-2009. Spørgsmålet er herefter, om [person1] har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun også i 2010 og 2011 er gået glip af lønforhøjelser som følge af sin barselsorlov i 2006 og 2007.
Det er ubestridt, at [person1] i alle årene fra sin ansættelse i 1994, og indtil hun gik på barselsorlov i 2006 og 2007, fik årlige lønstigninger, der lå over overenskomstens minimallønsstigninger. Det er ligeledes ubestridt, at hun i 2005 havde en løn, der svarede til 112,5 procent i forhold til mindstelønnen på 100 procent, og at hendes løn i 2010 og 2011 svarede til henholdsvis 106,10 og 106,89 i forhold til mindstelønnen på 100 procent.
På denne baggrund finder landsretten, at [person1] har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun også i 2010 og 2011 er gået glip af lønforhøjelser som følge af sin barselsorlov i 2006 og 2007, og at det derfor påhviler [virksomhed1] at bevise, at dette ikke er tilfældet.
[virksomhed1] har ikke under sagen oplyst omstændigheder vedrørende [person1]s eller virksomhedens forhold, der kan forklare den anførte ændring i [person1]s årlige lønstigninger. [virksomhed1] har derfor ikke løftet sin bevisbyrde. Landsretten tager herefter [person1]s påstand 1 til følge.
Godtgørelse
Efter en samlet vurdering af den krænkelse, som [person1] har været udsat for, sammenholdt med varigheden af hendes ansættelse, tiltrædes det, at godtgørelsen efter ligebehandlingslovens § 14 er fastsat til 20.000 kr.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.

T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at [virksomhed1] A/S ud over en godtgørelse på 20.000 kr. tillige skal betale 18.364,69 kr. med procesrente fra 1. oktober 2007 af 444,89 kr, med procesrente fra 31. oktober 2007 af 1210,73 kr., med procesrente fra 30. juni 2008 af 1259,60 kr., med procesrente fra 31. juli 2008 af 809,96 kr., med procesrente fra 31. august 2008 af 809,96 kr., med procesrente fra 30. september 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. oktober 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 30.november 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. december 2008 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. januar 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 28. februar 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. marts 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 30. april 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 31. maj 2009 af 634,86 kr., med procesrente fra 30. juni 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. juli 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. august 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 30. september 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. oktober 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 30. november 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. december 2009 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. januar 2010 af 193,01 kr., med procesrente fra 28. februar 2010 af 193,01 kr., med procesrente fra 31. marts 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 30. april 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 31. maj 2010 af 457,09 kr., med procesrente fra 30. juni 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. juli 2010 af 228,04., med procesrente fra 31. august 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 30. september 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. oktober 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 30. november 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. december 2010 af 228,04 kr., med procesrente fra 1. januar 2011 af 228,04 kr., med procesrente fra 28. februar 2011 af 228,04 kr., med procesrente fra 31. marts 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 30. april 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 31. maj 2011 af 533,42 kr., med procesrente fra 30. juni 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. juli 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. august 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 30. september 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. oktober 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 30. november 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. december 2011 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. januar 2012 af 75,35 kr., med procesrente fra 29. februar 2012 af 75,35 kr., med procesrente fra 31. marts 2012 af 338,34 kr., og med procesrente fra 30. april 2012 af 338,34 kr.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Det idømte skal betales inden 14 dage.

===== FIL: praksis/eu-c-014.md =====

# EU-Domstolen, 3. december 1987, sag 192/85

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-014.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-014.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1987:522

Kommentarens titel: Historisk bedømmelse af bidrag til enkepensionsordning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Historisk: et fradrag alene i mænds bruttoløn til en erhvervstilknyttet enkepensionsordning, der trådte i stedet for lovbestemt social sikring, blev ikke anset for forbudt (jf. § 1 a, stk. 3). Svaret kan ikke uden videre anvendes efter senere pensionspraksis og lovgivning.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Hverken artikel 119 sammenholdt med direktiv 75/117 eller direktiv 76/207 hindrede efter dommens daværende retsgrundlag det beskrevne fradrag på 1,5 procent alene i mænds bruttoløn, også for ugifte, til en erhvervstilknyttet enkepensionsordning, der trådte i stedet for lovbestemt social sikring. Svaret er versionsbundet og kan ikke uden videre anvendes efter senere pensionspraksis og lovgivning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Resultatet er historisk og vedrører den særlige contracted-out-ordning samt det konkrete bidrag. Det er ikke et generelt udsagn om, at ens bruttoløn altid udelukker løndiskrimination, eller at erhvervspension som kategori falder uden for lønbegrebet.

To direktivnumre er trykfejl i originalen: præmis 9 har 75/177, mens rubrum/præmis 20/dispositiv har 75/117; præmis 27 har 86/372, mens det identificerede direktiv om erhvervstilknyttede ordninger har nummer 86/378 i senere officiel direktiv 2006/54. 86/372 står også i stikordene i den engelske webtekst. Fejlene er gengivet uændret.

Rapportens udsagn om, at der endnu ikke var vedtaget et direktiv, gengiver argumentation fra en tidligere fase af sagen. Dommens præmis 27 omtaler den senere vedtagelse.

Generaladvokatens to forslag og det øvrige materiale i Samlingen mellem rapport og dom indgår ikke.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61985CJ0192

Domstolens dom
3. december 1987[^*]

I sag 192/85,

angående en anmodning, som Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

George Noel Newstead

mod

**1) Department of Transport** og

2) Her Majesty's Treasury,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN,

sammensat af fungerende præsident, afdelingsformand G. Bosco, afdelingsformændene O. Due, J. C. Moitinho de Almeida og G. C. Rodríguez Iglesias, dommerne T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann, Y. Galmot, C. Kakouris, R. Joliet og F. Schockweiler,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühl

efter at der er afgivet indlæg af:

[s. 4779]

- sagsøgeren i hovedsagen George Noel Newstead ved solicitor A. Saxon og barristers A. Lester, QC, og D. Pannick,

- Det Forenede Kongeriges regering ved R. N. Ricks, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og barrister P. Goldsmith,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall, Den Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 2. april 1987,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. juni 1987,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 11. juni 1985, indgået til Domstolen den 21. juni s.å., har Employment Appeal Tribunal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 samt af Rådets direktiver 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Newstead, som er tjenestemand i Department of Transport, mod dette ministerium og mod Her Majesty's Treasury.

3 Med hensyn til social sikring er tjenestemændene i Department of Transport undergivet »Principal Civil Service Pension Scheme 1974«, en erhvervstilknyttet pensionsordning for statstjenestemænd oprettet af statsforvaltningen. Ordningen træder

[s. 4780]

i henhold til gældende lovgivning på området i Det Forenede Kongerige i stedet for den nationale pensionsordning, for så vidt angår den indtægtsbestemte del af ydelserne. De personer, som er tilsluttet en ordning af denne karakter, og som ved aftale er udtrådt af ordningen (der betegnes som »contracted-out«), betaler kun nedsatte bidrag til den statslige ordning svarende til det faste grundbeløb, som den nationale ordning giver alle arbejdstagere mulighed for at opnå uanset deres løn. De er på den anden side forpligtet til at betale bidrag til den erhvervstilknyttede ordning på de betingelser, der er fastsat i denne.

4 Efter den erhvervstilknyttede ordning, Newstead henhører under, skal der oprettes en enkepensionsfond. En del af denne fonds midler hidrører fra arbejdstagernes bidrag. Selv om alle mandlige arbejdstagere uanset civilstand er forpligtet til at betale bidrag til fonden, idet der foretages et fradrag på 1,5% i deres bruttoløn, har kvindelige arbejdstagere aldrig pligt til at betale bidrag til fonden, men kan i visse tilfælde få tilladelse til at gøre det, hvis de anmoder herom.

5 For så vidt angår en tjenestemand, der ikke har været gift, mens han har været tilsluttet den erhvervstilknyttede ordning, er det bestemt, at hans bidrag til enkepensionsfonden tilbagebetales med rentes rente 4% p. a., når han fratræder. Hvis tjenestemanden afgår ved døden før dette tidspunkt, tilfalder beløbet hans arvinger.

6 Newstead, som er ugift, har gjort gældende, at han som følge af det tvungne bidrag til enkepensionsfonden bliver forskelsbehandlet i forhold til en kvindelig tjenestemand i en tilsvarende stilling, eftersom en sådan tjenestemand ikke er forpligtet til — om end kun midlertidigt — at give afkald på 1,5% af sin bruttoløn i bidrag til fonden. Newstead har derfor anlagt sag ved en arbejdsretlig instans med påstand om, at det anerkendtes, at han ikke længere var pligtig at indbetale det omtvistede bidrag.

7 Han fik ikke medhold i første instans. Appelinstansen, Employment Appeal Tribunal, fandt derimod, at hans krav rejste spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 samt af ovennævnte direktiver 75/117 og 76/207. Den har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

[s. 4781]

> »a) Er det i strid med artikel 119 (alene eller sammenholdt med direktivet om ligeløn 75/117), at arbejdsgiveren betaler mænd og kvinder samme bruttoløn, men kræver, at en ugift mandlig pensionsberettiget tjenestemand (såsom appellanten) skal betale 1,5% af sin bruttoløn (som fratrækkes hans løn) i bidrag til en enkepension af den art, der foreligger i nærværende sag, således at bidragene ikke kan tilbagebetales, før han dør eller forlader statens tjeneste, når der ikke stilles et lignende krav til en ugift kvindelig pensionsberettiget tjenestemand med henblik på en enkemandspension?

> b) Hvis spørgsmål a) besvares bekræftende, er artikel 119 (alene eller sammenholdt med direktivet om ligeløn) da umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, således at den giver enkeltpersoner rettigheder, der skal håndhæves af myndighederne under de omstændigheder, som foreligger i nærværende sag?

> c) Er det i strid med direktivet om ligebehandling 76/207, at arbejdsgiveren betaler mænd og kvinder samme bruttoløn, men kræver, at en ugift mandlig pensionsberettiget tjenestemand (såsom appellanten) skal betale 1,5% af sin bruttoløn (som fratrækkes hans løn) i bidrag til en enkepension af den art, der foreligger i nærværende sag, således at bidragene ikke kan tilbagebetales, før han dør eller forlader statens tjeneste, når der ikke stilles et lignende krav til en ugift kvindelig pensionsberettiget tjenestemand med henblik på en enkemandspension?

> d) Hvis spørgsmål c) besvares bekræftende, er direktivet om ligebehandling da umiddelbart anvendeligt i medlemsstaterne, således at det giver enkeltpersoner rettigheder, der skal håndhæves af myndighederne under de omstændigheder, som foreligger i nærværende sag?«

8 Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de anbringender, der er fremsat i de til Domstolen i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen indgivne indlæg, henvises i øvrigt til retsmøderapporten i forbindelse med nærværende dom. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

[s. 4782]

#### Første spørgsmål

9 Med det første spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Traktatens artikel 119, sammenholdt med direktiv 75/177, er tilsidesat, når arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond.

10 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bør der for det første tages stilling til, om det konkrete tilfælde er omfattet af artikel 119's anvendelsesområde.

11 I den forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 119, stk. 1, er forpligtet til at gennemføre princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, og at der i henhold til samme artikels stk. 2 ved løn i denne artikel forstås »den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier«.

12 I det tilfælde, den nationale ret skal tage stilling til, bestrides det ikke, at mandlige arbejdstagere oppebærer en lavere nettoløn end deres kvindelige kolleger, som udfører samme arbejde. Fradraget på 1,5% til enkepensionsfonden foretages nemlig kun i mandlige arbejdstageres bruttoløn.

13 Som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med rette har anført, må det imidlertid understreges, at den forskel i mænds og kvinders nettoløn, der er konstateret i den foreliggende sag, skyldes, at der kun stilles krav om, at mænd skal være tilsluttet enkepensionsfonden, og at det derfor kun er mænd, der får fradraget et beløb i lønnen i bidrag til denne fond.

14 Det må derfor fastslås, at den omtvistede ulighed i lønnen hverken skyldes en ydelse, der udbetales til arbejdstagerne, eller et bidrag, som arbejdsgiveren på den ansattes vegne indbetaler til en pensionsordning, og som kan betragtes som »ydelser, som arbejdstageren... modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte«, jfr. Traktatens artikel 119.

[s. 4783]

15 Den omtvistede ulighed skyldes derimod opkrævningen af et bidrag til en erhvervstilknyttet pensionsordning. Denne ordning indeholder visse bestemmelser, som er gunstigere end den almindelige lovbestemte ordning og træder i stedet herfor. Følgelig bør et sådant bidrag ligesom bidraget til en lovbestemt social sikringsordning betragtes som henhørende under Traktatens artikel 118's anvendelsesområde og ikke under artikel 119's.

16 Newstead har bestridt dette, idet han har gjort gældende, at Domstolen i dommene af 11. marts 1981 (Worringham, sag 69/80, Sml. s. 767) og af 18. september 1984 (Liefting, sag 23/83, Sml. s. 3225) betragtede spørgsmålet fra synsvinklen artikel 119, da den undersøgte forskelle i mænds og kvinders løn i forbindelse med de forskellige vilkår, der gælder for mænd og kvinder i kraft af bidragene til henholdsvis den erhvervstilknyttede og lovbestemte pensionsordning, som de to sager omhandler.

17 Det må imidlertid erindres, at Domstolen i de nævnte domme blot har fastslået, at artikel 119 navnlig finder anvendelse i tilfælde, hvor mandlige arbejdstageres bruttoløn er højere end kvindelige arbejdstageres, fordi lønnen skal opveje en forpligtelse til at betale bidrag til en social sikringsordning, som kun påhviler mænd. Domstolen fremhævede, at selv om sådanne tillæg til bruttolønnen umiddelbart blev tilbageholdt af arbejdsgiveren og på arbejdstagerens vegne indbetalt til en pensionsordning, var de bestemmende for beregningen af andre fordele knyttet til lønnen (fratrædelsesgodtgørelse, arbejdsløshedsydelser, familieydelser, lånemuligheder) og følgelig en del af lønnen i artikel 119, stk. 2's forstand, som forbudet mod forskelsbehandling i samme artikels stk. 1 måtte finde anvendelse på.

18 De samme omstændigheder foreligger ikke her. Det omtvistede fradrag fører nemlig til nedsat nettoløn som følge af bidraget til en social sikringsordning og ændrer på ingen måde bruttolønnen, på grundlag af hvilken de andre ovenfor nævnte fordele, der er knyttet til lønnen, normalt beregnes. Afgørelsen af nærværende sag kan derfor ikke være afhængig af den afgørelse, Domstolen traf i de nævnte domme.

19 Heraf følger altså, at det tilfælde, den nationale ret har for øje, ikke er omfattet af Traktatens artikel 119's anvendelsesområde.

[s. 4784]

20 Rådets direktiv 75/117, som ligeledes nævnes i det forelagte spørgsmål, kan ikke ændre ovenstående konklusion med hensyn til artikel 119. Dette direktivs væsentligste formål er — som Domstolen har pointeret i dommen af 31. marts 1981 (Jenkins, sag 96/80, Sml. s. 911) — nemlig at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i Traktatens artikel 119, og som følge heraf ændrer det ikke på nogen måde ved dette princips indhold eller rækkevidde som fastlagt i Traktaten.

21 Den nationale rets første spørgsmål må derfor besvares således, at EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975, ikke er til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

#### Andet spørgsmål

22 Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at Domstolen måtte besvare det første spørgsmål bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare det.

#### Tredje spørgsmål

23 Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om der i det konkrete tilfælde foreligger en overtrædelse af Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

24 I den anledning bemærkes, at det — som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med rette har anført — ikke er tanken, at direktiv 76/207 skal finde anvendelse med hensyn til social sikring. Dette følger af artikel 1, stk. 2, som bestemmer: »Med henblik på at sikre en gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring, vedtager Rådet på forslag fra Kommissionen nærmere bestemmelser særlig om dets indhold, udstrækning og gennemførelse«.

[s. 4785]

25 Det må desuden undertreges, at ingen af de direktiver, der er vedtaget af Rådet til gennemførelse af denne bestemmelse, finder anvendelse på efterladtepensioner, hvad enten der er tale om pensioner i henhold til en lovbestemt social sikringsordning eller en erhvervstilknyttet ordning.

26 Rådets direktiv 79/7 af 19. december 1978 (EFT L 6, s. 24) — som tilsigter at udvide anvendelsen af det omhandlede princip til også at omfatte de lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod sygdom, invaliditet, alderdom, arbejdsulykker, erhvervssygdomme samt arbejdsløshed, og de bestemmelser om social bistand, der supplerer eller træder i stedet for ovennævnte ordninger (artikel 3, stk. 1) — præciserer nemlig i artikel 3, stk. 2, at det »ikke [finder] anvendelse på bestemmelser om ydelser til efterladte«. Med hensyn til de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger følger det af artikel 3, stk. 3, at princippet om ligebehandling først gennemføres, når Rådet senere på forslag af Kommissionen har vedtaget bestemmelser herom.

27 Mens denne sag er blevet behandlet, har Rådet da også i medfør af sidstnævnte bestemmelse udstedt direktiv 86/372 af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40). Direktivet bestemmer dog i artikel 9: »Medlemsstaterne kan udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår... b) efterladtepension, indtil ligebehandlingsprincippet ved et direktiv indføres i de lovbestemte sociale sikringsordninger om dette spørgsmål.« Den frist for at gennemføre direktivet, der er givet medlemsstaterne i artikel 12, er i øvrigt endnu ikke udløbet.

28 Det bemærkes, *at* der ikke findes mere specifikke direktiver, hvorefter princippet om ligebehandling også skal finde anvendelse på ydelser til efterladte ægtefæller,

[s. 4786]

hvad enten de er fastsat i henhold til en lovbestemt social sikringsordning eller en erhvervstilknyttet ordning, og *at* den forskelsbehandling, Newstead er udsat for, idet han ikke har fuld og umiddelbar rådighed over sin nettoløn, er den direkte følge af en forskelsbehandling indbygget i den omhandlede erhvervstilknyttede ordning, for så vidt angår denne type ydelser. Det må derfor antages, at det tilfælde, den nationale ret har for øje, er omfattet af undtagelsen fra anvendelsen af det i artikel 1, stk. 2, i direktiv 76/207 omhandlede ligebehandlingsprincip.

29 Det tredje spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret, må derfor besvares således, at Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 ikke er til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

#### Fjerde spørgsmål

30 Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at Domstolen måtte besvare det tredje spørgsmål bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare det.

#### Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. 4787]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forlagt af Employment Appeal Tribunal, London, ved kendelse af 11. juni 1985, for ret:

1) EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975, er ikke til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

2) Rådets direktiv 76/207 af 9. februar 1976 er ikke til hinder for, at arbejdsgiveren — skønt der er fastsat samme bruttoløn for mandlige og kvindelige arbejdstagere — foretager et fradrag på 1,5% i de mandlige arbejdstageres bruttoløn, endog selv om disse er ugifte, i bidrag til oprettelse af en enkepensionsfond i henhold til en erhvervstilknyttet ordning, som træder i stedet for en lovbestemt social sikringsordning.

Bosco

Due

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Koopmans

Everling

Bahlmann

Galmot

Kakouris

Joliet

Schockweiler

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. december 1987.

For præsident

A. J. Mackenzie Stuart

P. Heim

Justitssekretær

G. Bosco

Fungerende præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Engelsk.

===== FIL: praksis/eu-c-015.md =====

# EU-Domstolen, 4. februar 1988, sag 157/86

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-015.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-015.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1988:62

Kommentarens titel: Ligeløn ved arbejde af højere værdi

Emner på siden: [Samme arbejde eller arbejde af samme værdi](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-samme-vaerdi.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 9 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Ligelønsprincippet omfattede også en lavere lønnet arbejdstager, hvis arbejde havde højere værdi end sammenligningspersonens (jf. § 1, stk. 2, og § 1 a, stk. 9).

Praksisfiler: [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md), [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 omfattede også en lavere lønnet arbejdstager, hvis arbejde havde højere værdi end sammenligningspersonens. Da hovedsagen kunne afgøres ved denne fortolkning, besvarede Domstolen ikke de to øvrige spørgsmål om direktiv 75/117.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Højere arbejdsværdi udelukker ikke ligelønskrav, men kønsdiskrimination skal foreligge; direktivspørgsmål ikke besvaret; ingen automatisk merbetaling

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61986CJ0157

Domstolens dom
4. februar 1988[^*]

I sag 157/86,

angående en anmodning, som Irlands High Court i medfør af EØF-Traktaens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Mary Murphy m. fl.

mod

An Bord Telecom Eireann,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN,

sammensat af den fungerende præsident, afdelingsformand G. Bosco, afdelingsformændene O. Due og J. C. Moitinho de Almeida, dommerne U. Everling, K. Bahlmann, Y. Galmot, C. Kakouris, T. F. O'Higgins og F. Schockweiler,

generaladvokat: C. O. Lenz justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman

efter der er afgivet indlæg af:

- Mary Murphy m. fl. ved Mary Robinson, SC, og Paul Butler, BL, bistået af Charles B. W. Boyle & Son, solicitors,

- selskabet An Bord Telecom Eireann ved E. G. Hall, Company Solicitor, bistået af Hugh Geoghegan, SC, og James O'Reilly, BL,

- den irske regering ved Louis J. Dockery, Chief State Solicitor, og J. Hamilton, BL,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 10. november 1987,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse s. d.,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 4. marts 1986, indgået til Domstolen den 30. juni 1986, har Irlands High Court i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 og artikel 1 i Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag, som Mary Murphy og 28 andre kvindelige arbejdstagere har anlagt mod deres arbejdsgiver, selskabet An Bord Telecom Eireann. De omhandlede arbejdstagere, der henhører under fabriksarbejdergruppen (»factory workers«), og hvis arbejde bl. a. består i at adskille, rengøre, smøre og samle telefoner og andet materiel, har rejst krav om aflønning efter samme lønsats som en bestemt mandlig arbejdstager, der arbejder på den samme arbejdsplads som lagerarbejder (»stores labourer«), og hvis arbejde består i at rengøre, indsamle og omdele materiel og dele og i det hele at gå til hånde efter behov.

[s. 688]

3 Det fremgår af sagen, at en »Equality Officer«, som kravet først var blevet forelagt for i overensstemmelse med den i Anti-discrimination (Pay) Aet 1974 fastsatte procedure, fandt, at det af sagsøgerne udførte arbejde ud fra en samlet vurdering havde højere værdi end det arbejde, som vedkommende mandlige kollega udførte, og at det følgelig ikke var »samme arbejde« i den nævnte lovs forstand. Equality Officer fandt herefter allerede af denne grund ikke at kunne henstille, at sagsøgerne skulle aflønnes efter den samme lønsats som deres mandlige kollega, hvorved det ikke var nødvendigt at tage stilling til, om den pågældende lønforskel indebar en forskelsbehandling med hensyn til køn.

4 Efter at denne afgørelse var blevet indbragt for og opretholdt af Labour Court, ankede sagsøgerne til High Court på et retsspørgsmål. Mens High Court tiltrådte den fortolkning af Anti-discrimination (Pay) Aet, som Equality Officer og Labour Court havde lagt til grund, fandt den det tvivlsomt, om den nationale lovgivning er forenelig med fællesskabsbestemmelserne om lige løn. High Court har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

> 1) »Skal det fællesskabsretlige princip om lige løn for samme arbejde fortolkes således, at det kan danne grundlag for et krav om lige løn for arbejde, der har samme værdi, når værdien af det udførte arbejde er højere end værdien af det arbejde, som det søges sammenlignet med?«

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, ønskes det oplyst om: »Dette beror på bestemmelserne i artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder?«

> 3) I bekræftende fald ønskes det videre oplyst om: »Direktivets artikel 1 gælder umiddelbart i medlemsstaterne?«

5 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante fællesskabsbestemmelser samt retsforhandlingernes forløb og de for Domstolen indgivne indlæg

[s. 689]

henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

6 Ud fra en samlet betragtning af de tre præjudicielle spørgsmål samt henset til det anførte i forelæggelseskendelsens grunde, fremgår det, at det med det første spørgsmål i det væsentlige ønskes klarlagt, om EØF-Traktatens artikel i 19 skal fortolkes således, at den også omfatter tilfælde, hvor en arbejdstager, som under henvisning til bestemmelsen søger at gennemføre et krav om lige løn i bestemmelsens forstand, udfører et arbejde af højere værdi end det, der udføres af den, som den pågældende arbejdstager sammenlignes med.

7 I henhold til Traktatens artikel 119, stk. 1, skal medlemsstaterne gennemføre og opretholde »princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde«. Det fremgår af Domstolens faste praksis, første gang i dom af 8. april 1976 (Defrenne, 43/75, Sml. s. 455), at denne bestemmelse er umiddelbart anvendelig, navnlig i tilfælde af ulige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, som udføres i samme private eller offentlige virksomhed eller tjeneste.

8 An Bord Telecom Eireann har gjort gældende, at dette princip ikke omfatter tilfælde, hvor der betales en lavere løn for et arbejde af højere værdi. Til støtte for denne opfattelse har selskabet anført, at ordene »samme arbejde« i artikel 119 ikke kan forstås således, at de også omfatter forskelligt arbejde, idet den modsatte fortolkning vil føre til, at der måtte udbetales den samme løn for arbejde af forskellig værdi.

9 Det bemærkes, at Traktatens artikel 119 efter sin ordlyd utvivlsomt alene fastslår, at ligelønsprincippet for mænd og kvinder finder anvendelse, hvor der er tale om samme arbejde eller, som det fremgår af Domstolens faste praksis, arbejde af samme værdi, men ikke for arbejde af forskellig værdi. Når imidlertid henses til, at det nævnte princip indebærer et forbud mod, at arbejdstagere af det ene køn, der udfører et arbejde af samme værdi som det, der udføres af arbejdstagere af det

[s. 690]

andet køn, får lavere løn på grundlag af køn, må princippet så meget mere indebære et forbud mod en sådan lønforskel, når den lavere lønnede arbejdstagergruppe udfører et arbejde af højere værdi.

10 Den modsatte fortolkning vil føre til, at ligelønsprincippet berøves sin tilsigtede virkning og indhold. Som med rette anført af den irske regering ville en arbejdsgiver i modsat fald let kunne omgå dette princip ved at henlægge yderligere eller mere belastende arbejdsopgaver til arbejdstagere af det ene køn, som han derefter kan give en lavere løn.

11 Såfremt det godtgøres, at den i sagen omhandlede forskel i lønniveauet er en forskelsbehandling på grundlag af køn, er Traktatens artikel 119 umiddelbart anvendelig i den forstand, at de berørte arbejdstagere kan støtte ret på bestemmelsen ved domstolene for at opnå ligeløn i bestemmelsens forstand, og således at de nationale domstole er forpligtet til at anvende bestemmelsen som en del af fællesskabsretten. Det tilkommer den nationale domstol under fuld udnyttelse af det skøn, den råder over i henhold til national ret, at fortolke og anvende national lovgivning i overensstemmelse med fællesskabsretten og — såfremt en sådan overensstemmelse ikke kan opnås ad fortolkningsvejen — at lade enhver modstående internretlig forskrift være retligt uvirksom.

12 Det første spørgsmål skal af de anførte grunde besvares med, at EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den også omfatter tilfælde, hvor en arbejdstager, der vil støtte ret på bestemmelsen for at gennemtvinge et krav om lige løn i dennes forstand, udfører et arbejde af højere værdi end værdien af det arbejde, der udføres af den, som den pågældende sammenlignes med.

#### Det andet og det tredje spørgsmål

13 Det følger af det anførte, at den sag, der er indbragt for den nationale ret, vil kunne afgøres alene på grundlag af en fortolkning af EØF-Traktatens artikel 119. Det er herefter ikke nødvendigt at besvare det andet og det tredje spørgsmål, der vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975.

[s. 691]

#### Sagens omkostninger

14 De udgifter, der er afholdt af den irske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

Pa gruriuiag ai uisse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Irlands High Court ved kendelse af 4. marts 1986, for ret:

EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den også omfatter tilfælde, hvor en arbejdstager, der vil støtte ret på bestemmelsen for at gennemtvinge et krav om lige løn i dennes forstand, udfører et arbejde af højere værdi end værdien af det arbejde, der udføres af den, som den pågældende sammenlignes med.

Bosco

Due

Moitinho de Almeida

Everling

Bahlmann

Galmot

Kakouris

O'Higgins

Schockweiler

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. februar 1988.

P. Heim

Justitssekretær

A.J. Mackenzie Stuart Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: Engelsk.

===== FIL: praksis/eu-c-016.md =====

# EU-Domstolen, 13. juli 1989, sag 171/88

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-016.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-016.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1989:328

Kommentarens titel: Undtagelse fra sygeløn for kort deltidsarbejde

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En lovregel, der fritog arbejdsgivere for fortsat lønbetaling under sygdom til ansatte med få ugentlige timer, stred mod artikel 119, når den ramte langt flere kvinder end mænd, medmindre den var objektivt begrundet (jf. § 1 a, stk. 2 og 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 hindrede en lovregel, der fritog arbejdsgivere for fortsat lønbetaling under sygdom til ansatte med højst 10 ugentlige eller 45 månedlige timer, når reglen ramte langt flere kvinder end mænd. Medlemsstaten kunne dog godtgøre, at reglen var begrundet i objektive forhold uden forbindelse til køn.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Timegrænserne 10/45 er sagens nationale regel, ikke EU-retlige minimumsgrænser. Rapportens oplysning om 89 % kvinder i den tyske lavtimegruppe er hverken en generel bevisgrænse eller samme nævner som dommens sammenligning af andele inden for hvert køn.

Rapporten omtaler syv lande, men opregner seks procentsatser før omtalen af fire lande med usikre tal og Danmark. Den trykker 9. januar 1985 for det tyske svar, selv om sagen blev forelagt i 1988. Uoverensstemmelserne står i den trykte rapport og er gengivet uændret; det korrekte år for svaret er ikke efterprøvet.

Rapporten angiver først 79,16 DM som fremsat krav, derefter 70,16 DM som stævningskrav. 8 × 8,77 = 70,16. Det er en beløbsforskel i selve dokumentet; kommentaren retter den ikke og gætter ikke på årsagen.

Dommens præmis 5 trykker artikel 199, mens spørgsmålet umiddelbart nedenunder, rubrum, øvrige præmisser og dispositiv angår artikel 119. Fejlen står i den trykte tekst.

Dom og rapport har hver sin paginering. Generaladvokatens forslag indgår ikke.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61988CJ0171

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
13. juli 1989[^*]

I sag 171/88,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Oldenburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Ingrid Ruiner-Kuhn

mod

**FWW Spezial-Gebäudereinigung GmbH** & **Co. KG,**

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden T. Koopmans, dommerne T. F. O'Higgins, G. F. Mancini, C. N. Kakouris og F. A. Schockweiler,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe

efter at der er afgivet indlæg af:

- sagsøgeren i hovedsagen Ingrid Rinner-Kühn ved U. Heiser-Jesky, juridisk sekretær i de tyske fagforeningers sammenslutning,

- den danske regering under skriftvekslingen ved juridisk konsulent K. Wermuth som befuldmægtiget,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent J. Grunwald som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 2. marts 1989,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. april 1989,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse afsagt den 5. maj 1988, indgået til Domstolen den 22. juni s.a., har Arbeitsgericht Oldenburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 stillet et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 og af Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Dette spørgsmål er blevet rejst under en sag, som Rinner-Kühn har anlagt mod sin arbejdsgiver, FWW Spezial-Gebäudereinigung GmbH, et bygningsrengøringsselskab, fordi dette nægtede at fortsat at udbetale hende løn under hendes sygefravær.

3 Den tyske lovgivning om fortsat lønudbetaling (Lohnfortzahlungsgesetz) af 27. juli 1969 bestemmer, at arbejdsgiveren i uarbejdsdygtighedsperioden indtil 6 uger fortsat skal udbetale den arbejdstagers løn, som efter sin ansættelse som følge af uarbejdsdygtighed og uden egen skyld er forhindret i at udføre sit arbejde. Disse bestemmelser

[s. 2759]

gælder dog ikke arbejdstagere, som ifølge deres arbejdsaftale har en normal arbejdstid, som ikke overstiger 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden.

4 I henhold til denne bestemmelse og fordi Rinner-Kühn normalt arbejder 10 timer om ugen, nægtede hendes arbejdsgiver at udbetale hende løn for en periode på 8 timer svarende til hendes fravær på grund af sygdom.

5 Rinner-Kühn indbragte denne afgørelse for Arbeitsgericht Oldenburg for at opnå fortsat udbetaling af sin løn under sit sygefravær. Den nationale ret fandt, at dette krav rejste spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 199 samt af direktiv 75/117 og besluttede derfor at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål :

> »Er det foreneligt med EØF-Traktatens artikel 119 og med Rådets direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder, at arbejdstagere i arbejdsforhold, hvor den normale arbejdstid ikke overstiger 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, efter lovgivningen er undtaget fra princippet om, at arbejdsgiveren fortsat udbetaler løn i tilfælde af sygdom, skønt denne undtagelse rammer et væsentligt større antal kvinder end mænd?«

6 Vedrørende hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet for Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

7 Det bemærkes, som den nationale domstol med rette har udtalt, at fortsat udbetaling af arbejdstagerens løn i tilfælde af sygdom er omfattet af begrebet løn i den i Traktatens artikel 119 forudsatte betydning.

[s. 2760]

8 Det fremgår af ordlyden af det stillede spørgsmål og af forelæggelseskendelsens grunde, at den nationale domstol i det væsentlige ønsker afklaret, om Traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117 er til hinder for, at en national lovgivning giver arbejdsgivere mulighed for i tilfælde af sygdom at udelukke de arbejdstagere fra fortsat lønudbetaling, hvis normale arbejdstid ikke overstiger 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, når denne gruppe arbejdstagere overvejende består af kvindelige arbejdstagere.

9 Det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 119, stk. 1, var forpligtet til i løbet af første etape at gennemføre princippet om ligeløn til mænd og kvinder for samme arbejde. Heraf følger, at artikel 119 pålagde medlemsstaterne en forpligtelse til at nå et bestemt resultat, som obligatorisk skulle være opfyldt inden for en bestemt frist (se dom af 8. april 1976, Defrenne, 43/75, Sml. s. 455).

10 Det fremgår af sagen, at den pågældende tyske lovbestemmelse kun giver de arbejdstagere, hvis normale arbejdstid ifølge deres arbejdsaftaler er over 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, ret til fortsat lønudbetaling fra arbejdsgiveren i tilfælde af sygdom. Da en sådan betaling er omfattet af begrebet løn i artikel 119, stk. 2, følger heraf, at den pågældende tyske lovbestemmelse giver arbejdsgiverne mulighed for at opretholde en generel lønforskel mellem to grupper arbejdstagere, nemlig dem, der udfører det minimale antal timers arbejde om ugen eller om måneden, og dem, der udfører samme arbejde, men ikke har dette minimale timeantal.

11 Det fremgår ligeledes af forelæggelseskendelsen, at en betydeligt ringere procentdel kvinder end mænd udfører det minimale antal timers arbejde om ugen eller om måneden, som kræves for at have ret til fortsat lønudbetaling i tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

12 I et sådant tilfælde må det konstateres, at en bestemmelse som den pågældende faktisk fører til en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere og i princippet må anses for at være i strid med formålet med Traktatens artikel 119. Noget andet gælder kun, såfremt forskelsbehandlingen af de to grupper arbejdstagere er berettiget af objektive faktorer, som intet har at

[s. 2761]

gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (se dom af 13. maj 1986, Bilka, 170/84, Sml. s. 1607).

13 Under retsforhandlingerne har den tyske regering som svar på et spørgsmål stillet af Domstolen anført, at de arbejdstagere, der har en arbejdstid på under 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, ikke i forhold til virksomheden har en integrationsgrad og et økonomisk afhængighedsforhold, der kan sammenlignes med andre arbejdstageres.

14 Det må dog præciseres, at disse betragtninger, som kun er generaliseringer vedrørende bestemte grupper arbejdstagere, ikke giver grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Såfremt en medlemsstat derimod er i stand til at godtgøre, at de valgte midler er i overensstemmelse med et nødvendigt formål med dens socialpolitik, er egnede til at nå det af den forfulgte formål og er nødvendige hertil, kan den blotte omstændighed, at lovbestemmelsen rammer et langt større antal kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, ikke anses for en tilsidesættelse af artikel 119.

15 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gælder uafhængigt af arbejdstagerens køn, men som faktisk rammer langt flere kvinder end mænd, er berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

16 Den nationale rets spørgsmål skal derfor besvares med, at EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdsgivere i tilfælde af sygdom kan undlade fortsat at udbetale løn til arbejdstagere, hvis normale arbejdstid ikke overstiger 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, når denne foranstaltning rammer et langt større antal kvinder end mænd, medmindre medlemsstaten godtgør, at den nævnte lovgivning er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. 2762]

#### Sagens omkostninger

17 De udgifter, der er afholdt af den danske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt den af Arbeitsgericht Oldenburg ved kendelse af 5. maj 1988, for ret:

EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdsgivere i tilfælde af sygdom kan undlade fortsat at udbetale løn til arbejdstagere, hvis normale arbejdstid ikke overstiger 10 timer om ugen eller 45 timer om måneden, når denne foranstaltning rammer et langt større antal kvinder end mænd, medmindre medlemsstaten godtgør, at den nævnte lovgivning er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

Koopmans

O'Higgins

Mancini

Kakouris

Schockweiler

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juli 1989.

J.-G. Giraud

justitssekretær

T. Koopmans

formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/eu-c-018.md =====

# EU-Domstolen, 17. maj 1990, sag C-262/88

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-018.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-018.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1990:209

Kommentarens titel: Afskedigelsesydelser, pension og særskilt ligelønskontrol

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1, stk. 2 ([lov/1.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1.md)); § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Arbejdsgiverens ydelser ved driftsmæssig afskedigelse og pension fra en privat erhvervsordning var løn (jf. § 1 a, stk. 3). Forskellige pensionsaldre måtte ikke stille en afskediget mand ringere end en kvinde (jf. § 1 a, stk. 1), og hvert lønelement skulle prøves særskilt (jf. § 1, stk. 2). Dommens direkte virkning blev tidsmæssigt begrænset for pensionskrav vedrørende tiden før 17. maj 1990.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/1-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Arbejdsgiverens ydelser ved driftsmæssig afskedigelse og pension i den beskrevne private erhvervsordning var løn efter artikel 119. Forskellige pensionsaldre måtte ikke stille en afskediget mand ringere end en kvinde; hvert lønelement skulle prøves særskilt, og artikel 119 kunne påberåbes ved nationale domstole. Dommens direkte virkning blev tidsmæssigt begrænset for pensionskrav vedrørende tiden før 17. maj 1990, med undtagelse for allerede anlagte sager eller tilsvarende administrative klager.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Tidsbegrænsning pr45 er ikke national forældelse; optjeningsperiode præciseres i senere domme; kun relevante erhvervstilknyttede ordninger

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61988CJ0262

Domstolens dom
17. maj 1990[^*]

I sag C-262/88,

angående en anmodning, som Court of Appeal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Douglas Harvey Barber

mod

Guardian Royal Exchange Assurance Group

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN,

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene Sir Gordon Slynn, F. A. Schockweiler og M. Zuleeg samt dommerne G. F. Mancini, R. Joliét, T. F. O'Higgins, J. C. Moitinho de Almeida, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse og M. Diez de Velasco,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe

[s. I-1945]

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Douglas Harvey Barber ved Christopher Carr, QC, der møder for solicitor-firmaet Irwin Mitchell,

- Guardian Royal Exchange Assurance Group ved David Vaughan, QC, og barrister Timothy Wormington, der møder for solicitor-firmaet Jaques & Lewis,

- Det Forenede Kongerige ved J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af Peter Goldsmith, QC,

- Kommissionen ved Karen Banks og Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 15. november 1989,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 30. januar 1990,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 12. maj 1988, indgået til Domstolen den 23. september 1988, har Court of Appeal, London, i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119, Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter benævnt »ligelønsdirektivet«) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter benævnt »ligebehandlingsdirektivet«).

[s. I-1946]

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af nu afdøde Douglas Harvey Barber mod dennes tidligere arbejdsgiver, Guardian Royal Exchange Assurance Group (herefter benævnt »Guardian«), angående Barbers ret til førtidspension, efter at han var blevet afskediget af driftsmæssige grunde.

3 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Barber var medlem af en pensionskasse, der var stiftet af Guardian. Pensionskassen var indrettet således, at medlemmerne ikke skulle betale bidrag, dvs. at ordningen fuldt ud finansieredes af arbejdsgiveren. Dette var en såkaldt »contracted-out« ordning, som var godkendt i medfør af Social Security Pensions Aet 1975, og som indebar, at medlemmerne ved aftale gav afkald på at være omfattet af den indtægtsbestemte del af den statslige pensionsordning, som den pågældende ordning trådte i stedet for. Medlemmerne af en sådan ordning betalte kun nedsatte bidrag til den statslige pensionsordning svarende til det grundbeløb, der i henhold til sidstnævnte ordning udbetales til alle arbejdstagere uanset deres indtægt.

4 Efter Guardians pensionsordning var den normale pensionsalder for den kategori af ansatte, Barber tilhørte, 62 år for mænd og 57 år for kvinder. Denne forskel svarede til forskellen efter den statslige socialsikringsordning, hvor den normale pensionsalder er 65 år for mænd og 60 år for kvinder. Medlemmerne af Guardians pensionskasse var berettiget til aktuel pension, når de nåede den normale pensionsalder i henhold til ordningen. Desuden var medlemmer af pensionskassen, som ved arbejdsforholdets ophør var fyldt 40 år og havde været ansat hos Guardian i 10 år, berettiget til opsat pension, som blev udbetalt ved den normale pensionsalders indtræden.

5 I »Guardian Royal Exchange Assurance Guide to Severance Terms« (herefter benævnt »afskedigelsesvilkårene«), der indgik som en del af Barbers arbejdskontrakt, bestemtes det, at medlemmer af pensionskassen i tilfælde af afskedigelse begrundet i driftsmæssige hensyn var berettiget til aktuel pension under forudsætning af, at de var fyldt 55 år for mænds vedkommende og 50 år for kvinders vedkommende. Personer, som ikke opfyldte disse betingelser, var berettiget til visse kontantydelser, der blev beregnet efter ancienniteten, og til opsat pension, der blev udbetalt ved den normale pensionsalders indtræden.

[s. I-1947]

6 Barber blev afskediget af driftsmæssigge grunde med virkning fra den 31. december 1980, da han var 52 år. Guardian udbetalte ham de i afskedigelsesvilkårene fastsatte kontantydelser, den lovbestemte fratrædelsesgodtgørelse samt et gratiale. Han ville have været berettiget til arbejdsophørspension fra det tidspunkt, hvor han fyldte 62 år. Det står fast, at en kvinde i samme situation som Barber ville have fået udbetalt aktuel arbejdsophørspension ud over den lovbestemte fratrædelsesgodtgørelse, og at den samlede værdi af disse ydelser ville have været større end det beløb, Barber fik udbetalt.

7 Barber fandt, at han blev udsat for ulovlig forskelsbehandling på grundlag af køn, og han anlagde derfor sag ved industrial relations tribunals. Da han ikke fik medhold i første og anden instans, appellerede han til Court of Appeal, der har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Når en gruppe ansatte afskediges af arbejdsgiveren under omstændigheder, der svarer til omstændighederne i denne sag, og modtager ydelser i forbindelse hermed, er alle disse ydelser da ’løn’ som omhandlet i EØF-Traktatens artikel 119, jfr. ligelønsdirektivet (75/117/EØF), eller falder de ind under ligebehandlingsdirektivet (76/207/EØF), eller må det antages, at de ikke er omfattet af nogen af disse bestemmelser?

> 2) Er det af betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), at en af de omhandlede ydelser er en pension, der udbetales i forbindelse med en privat erhvervstilknyttet pensionsordning, som administreres af arbejdsgiveren (’en privat pension’) ?

> 3) Er det i artikel 119 og i ligelønsdirektivet omhandlede ligelønsprincip tilsidesat under de omstændigheder, der foreligger i nærværende sag, hvis a) en mand og en kvinde på samme alder afskediges under samme omstændigheder, og kvinden i forbindelse hermed får aktuel privat pension, mens manden kun får opsat privat pension, eller b) den samlede værdi af de ydelser, kvinden modtager, er større end den samlede værdi af de ydelser, manden modtager?

> 4) Har artikel 119 og ligelønsdirektivet direkte virkning under de omstændigheder, der foreligger i denne sag?

> 5) Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 3), at kvindens ret til at opnå en aktuel pension i henhold til afskedigelsesvilkårene afhang af, om hun opfyldte betingelserne for aktuel pension i henhold til bestemmelserne i den private erhvervstilknyttede ordning derved, at hun blev betragtet som pensioneret af Guardian, fordi hun blev afskediget i løbet af syvårsperioden forud for det tidspunkt, hvor hun normalt skulle have været pensioneret i henhold til pensionsordningen ?«

8 D. H. Barber er afgået ved døden, mens sagen har verseret for Domstolen. Den nationale ret har tilladt hans enke og eksekutor, Pamela Barber, at fortsætte sagen i sit eget navn, for og på vegne af Barbers bo, og retsforhandlingerne i den præjudicielle sag er forløbet forskriftsmæssigt.

9 For en nærmere redegørelse for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante fællesskabsretlige bestemmelser, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

10 Med det første spørgsmål søger Court of Appeal i det væsentlige at få oplyst, om ydelser, som af en arbejdsgiver udbetales til en arbejdstager i forbindelse med dennes afskedigelse af driftsmæssige grunde, er omfattet af Traktatens artikel 119 og ligelønsdirektivet eller af ligebehandlingsdirektivet.

[s. I-1949]

11 Det fremgår af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dommen af 31. marts 1981, Jenkins mod Kingsgate, præmis 22, 96/80, Sml. s. 911), at det første af disse to direktiver, hvis væsentligste formål er at lette den praktiske gennemførelse af ligelønsprincippet i Traktatens artikel 119, ikke på nogen måde ændrer indholdet eller rækkevidden af dette princip, således som det er fastlagt i sidstnævnte bestemmelse. Det må derfor først undersøges, om artikel 119 finder anvendelse under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag.

12 Som Domstolen har statueret, omfatter begrebet løn i Traktatens artikel 119, stk. 2, samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (jf- navnlig dommen af 9. februar 1982, Garland mod British Rail Engineering, præmis 5, 12/81, Sml. s. 359). Følgelig udelukker den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke, at de kan have karakter af løn i den i Traktatens artikel 119 anførte betydning.

13 Specielt med hensyn til godtgørelser, der udbetales til en arbejdstager i forbindelse med hans afskedigelse, må det konstateres, at de udgør en form for løn, som arbejdstageren er berettiget til som følge af arbejdsforholdet, som udbetales til ham ved arbejdsforholdets ophør, som kan gøre det lettere for ham at tilpasse sig de nye forhold, der opstår som følge af, at han har mistet sit arbejde, og som sikrer ham en indtægtskilde i den periode, hvor han søger nyt arbejde.

14 Heraf følger, at godtgørelser, som udbetales til en arbejdstager i forbindelse med hans afskedigelse, i princippet er omfattet af begrebet løn i Traktatens artikel 119.

15 Under retsmødet har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at den lovbestemte fratrædelsesgodtgørelse ikke er omfattet af Traktatens artikel 119, fordi den er en social sikringsydelse, og ikke en form for løn.

[s. I-1950]

16 Hertil bemærkes, at det ikke kan antages, at en fratrædelsesgodtgørelse som den, der er tale om i denne sag, og som udbetales af arbejdsgiveren, ophører med at være en form for løn, blot fordi den ikke udbetales i henhold til arbejdskontrakten, men er lovbestemt eller ydes på frivilligt grundlag.

17 Med hensyn til lovbestemte fratrædelsesgodtgørelser må det — som Domstolen statuerede i dommen af 8. april 1976, Defrenne mod Sabena, præmis 40 (43/75, Sml. s. 455) — erindres, at Traktatens artikel 119 også tager sigte på forskelsbehandling, som umiddelbart skyldes lovbestemmelser. Dette indebærer, at lovbestemte ydelser kan være omfattet af begrebet løn i denne bestemmelses forstand.

18 Selv om mange af de ydelser, der udredes af en arbejdsgiver, også afspejler socialpolitiske hensyn, kan det ikke drages i tvivl, at en ydelse har karakter af løn, når arbejdstageren som følge af arbejdsforholdets eksistens er berettiget til at modtage den pågældende ydelse fra arbejdsgiveren.

19 Med hensyn til beløb, som arbejdsgiveren udbetaler på frivilligt grundlag, fremgår det af dommen af 9. februar 1982, Garland, præmis 10 (12/81, jf. ovenfor), at artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som en arbejdsgiver udreder til arbejdstagerne uden at være kontraktligt forpligtet hertil.

20 Uden at det er nødvendigt at undersøge, om ligebehandlingsdirektivet finder anvendelse, må det første spørgsmål derfor besvares således, at ydelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager i forbindelse med dennes afskedigelse af driftsmæssige grunde, er omfattet af Traktatens artikel 119, stk. 2, uanset om ydelserne udbetales i henhold til en arbejdskontrakt, i henhold til lovbestemmelser eller på frivilligt grundlag.

#### Det andet spørgsmål

21 Når henses til besvarelsen af det første spørgsmål, må det andet spørgsmål forstås således, at det i det væsentlige drejer sig om, hvorvidt en arbejdsophørspension,

[s. I-1951]

der udbetales i henhold til en privat erhvervstilknyttet pensionsordning, en såkaldt »contracted-out« ordning, er omfattet af Traktatens artikel 119, især når pensionen tilkendes i forbindelse med afskedigelse af driftsmæssige grunde.

22 I denne forbindelse må det erindres, at Domstolen allerede i dommen af 25. maj 1971, Defrenne mod Belgien, præmis 7 og 8 (80/70, Sml. 1971, s. 109) udtalte, at fordele med karakter af sociale sikringsydelser principielt ikke kan udelukkes fra begrebet løn. Domstolen præciserede imidlertid, at begrebet løn, som det er defineret i artikel 119, ikke ses at kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst herom inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper arbejdstagere.

23 Domstolen bemærkede, at de pågældende ordninger sikrer arbejdstageren ydelser fra et lovbestemt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

24 For at besvare det andet spørgsmål er det derfor nødvendigt at undersøge, om disse overvejelser også gælder, for så vidt angår private erhvervstilknyttede ordninger som den, der er tale om i den foreliggende sag.

25 I denne forbindelse bemærkes for det første, at de omhandlede ordninger enten er et resultat af en overenskomst mellem arbejdstagere og arbejdsgivere eller af en ensidig beslutning truffet af arbejdsgiveren. De finansieres fuldt ud af arbejdsgiveren eller af arbejdsgiveren og arbejdstagerne i forening, uden at der i noget tilfælde ydes bidrag hertil fra det offentlige. Følgelig er sådanne ordninger en del af de ydelser, arbejdsgiveren tilbyder arbejdstagerne.

26 For det andet finder sådanne ordninger ikke obligatorisk anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Tværtimod gælder de kun for arbejdstagere, der er

[s. I-1952]

ansat i bestemte virksomheder, således at medlemsskab af disse ordninger nødvendigvis skyldes arbejdsforholdet til en bestemt arbejdsgiver. Selv om de pågældende ordninger er oprettet i overensstemmelse med national lovgivning og derfor opfylder lovgivningens betingelser for at kunne anerkendes som »contracted-out« ordninger, er de desuden underlagt deres egne regler.

27 For det tredje bemærkes, at selv om de bidrag, der indbetales til disse ordninger, og de ydelser, de giver adgang til, delvis træder i stedet for bidrag eller ydelser i henhold til den almindelige, lovbestemte ordning, kan denne omstændighed ikke føre til, at artikel 119 ikke finder anvendelse. Det fremgår nemlig af oplysningerne i sagen, at erhvervstilknyttede ordninger som den, der er tale om i den foreliggende sag, kan give medlemmerne større ydelser end dem, de ville få udbetalt i henhold til den lovbestemte ordning, således at de økonomisk har en tilsvarende funktion som de tillægspensionsordninger, der findes i visse medlemsstater, hvor medlemskab og bidragsbetaling til den lovbestemte ordning er obligatorisk, og fravigelser ikke er tilladt. I dommen af 13. maj 1986, Bilka-Kaufhaus mod Weber von Hartz (170/84, Sml. s. 1607), statuerede Domstolen, at ydelser i henhold til en tillægspensionsordning var omfattet af begrebet løn, jfr. Traktatens artikel 119.

28 Det må derfor konkluderes, at pension, der udbetales i henhold til en »contracted-out« ordning, i modsætning til ydelser i henhold til nationale lovbestemte socialsikringsordninger, er ydelser, som arbejdstageren modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet, og at en sådan pension derfor er omfattet af Traktatens artikel 119.

29 Denne fortolkning af artikel 119 berøres ikke af, at den omhandlede private erhvervstilknyttede ordning er oprettet i form af en »trust« og administreres af »trastees«, som formelt er uafhængige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 også finder anvendelse på ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren.

30 Det andet spørgsmål, som er forelagt af Court of Appeal, må derfor besvares således, at en pension, der udbetales i henhold til en privat erhvervstilknyttet pensionsordning, en såkaldt »contracted-out« ordning, er omfattet af Traktatens artikel 119.

[s. I-1953]

#### Det tredje og det femte spørgsmål

31 Med disse spørgsmål søger Court of Appeal i det væsentlige oplyst, for det første om det er i strid med Traktatens artikel 119, at en mand, der afskediges af driftsmæssige grunde, kun er berettiget til opsat pension ved den normale pensionsalders indtræden, mens en kvinde i samme situation modtager en aktuel arbejdsophørs-pension, når dette skyldes anvendelsen af forskellige aldersbetingelser for de to køn, som svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte pensionsordning. For det andet ønsker Court of Appeal i det væsentlige oplyst, om ligelønnen skal sikres for hver enkelt del af lønnen eller kun ud fra en samlet vurdering af de ydelser, arbejdstagerne modtager.

32 Med hensyn til det første af disse to spørgsmål skal det blot bemærkes, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen. Følgelig er det i strid med artikel 119 at fastsætte forskellige aldersbetingelser for de to køn for så vidt angår pensioner, der udbetales i henhold til en »contracted-out« ordning, selv om forskellen i pensionsalder for mænd og kvinder svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte ordning.

33 Med hensyn til det andet af disse spørgsmål henvises til dommene af 30. juni 1988, Kommissionen mod Den Franske Republik, præmis 27 (318/86, Sml. s. 3559) og af 17. oktober 1989, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), præmis 12 (109/88, Sml. s. 3199), hvori Domstolen fremhævede den grundlæggende betydning, der må tillægges gennemskueligheden, og navnlig muligheden for kontrol fra de nationale domstoles side med henblik på at forhindre og i givet fald ophæve enhver forskelsbehandling med hensyn til køn.

34 Med hensyn til måden, hvorpå det kan efterprøves, om ligelønsprincippet overholdes, må det konstateres, at hvis de nationale domstole var forpligtet til at foretage en vurdering og sammenligning af alle de forskellige former for ydelser, der alt efter omstændighederne udbetales til mænd og kvinder, ville domstolskontrollen være vanskelig at gennemføre, og som følge heraf ville artikel 119's effektive virkning blive svækket. Heraf følger, at virkelig gennemskuelighed, der gør det muligt at udøve en effektiv kontrol, kun opnås, hvis ligelønsprincippet gælder for hver enkelt del af den løn, mænd og kvinder modtager.

[s. I-1954]

35 Det tredje og det femte spørgsmål, som er forelagt af Court of Appeal, må derfor besvares således, at det er i strid med Traktatens artikel 119, at en mand, der afskediges af driftsmæssige grunde, kun er berettiget til opsat pension ved den normale pensionsalders indtræden, mens en kvinde i samme situation er berettiget til aktuel arbejdsophørspension, når dette skyldes anvendelsen af forskellige aldersbetingelser for de to køn, som svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte pensionsordning. Ligelønsprincippet skal overholdes for hver enkelt del af lønnen og ikke kun ud fra en samlet vurdering af de ydelser, arbejdstagerne modtager.

#### Det fjerde spørgsmål

36 Den nationale ret har med sit fjerde spørgsmål desuden ønsket oplyst, om Traktatens artikel 119 og ligelønsdirektivet har direkte virkning under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder.

37 Når henses til besvarelsen af det første spørgsmål, er det unødvendigt at undersøge ligelønsdirektivets virkning. Med hensyn til artikel 119 henvises til Domstolens faste praksis, navnlig dommen af 31. marts 1981, Jenkins, præmis 17, (96/80, jf. ovenfor), hvorefter bestemmelsen finder direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn, uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere foranstaltninger til fastlæggelse af disse kriterier, for at de kan anvendes.

38 Den omstændighed, at en kvinde er berettiget til aktuel arbejdsophørspension, når hun afskediges af driftsmæssige grunde, mens en mand på samme alder i et sådant tilfælde kun er berettiget til opsat pension, medfører en lønmæssig forskelsbehandling af disse to grupper af arbejdstagere, som den nationale ret umiddelbart kan påvise på grundlag af de enkelte dele af lønnen og de i artikel 119 opstillede kriterier.

39 Det fjerde spørgsmål må derfor besvares således, at Traktatens artikel 119 kan påberåbes for de nationale domstole, og at det tilkommer disse at sikre beskyttelsen

[s. I-1955]

af de rettigheder, bestemmelsen tillægger borgerne, navnlig i tilfælde, hvor der efter en såkaldt »contracted-out« pensionsordning ikke udbetales en mand, der afskediges, den aktuelle pension, en kvinde i et sådant tilfælde ville få udbetalt.

#### Den foreliggende doms tidsmæssige virkninger

40 I sit skriftlige og sit mundtlige indlæg har Kommissionen henvist til, at Domstolen kan begrænse dommens tidsmæssige virkninger, såfremt begrebet løn, jf. Traktatens artikel 119, stk. 2, fortolkes således, at det omfatter pensioner, der udbetales i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger af den her omhandlede art, således at dommen kun kan påberåbes i sager, der allerede verserer, og i tvister vedrørende forhold, der opstår efter domsafsigelsen. Det Forenede Kongerige har under retsmødet fremhævet de alvorlige økonomiske konsekvenser af en sådan fortolkning af artikel 119. Et meget stort antal arbejdstagere i Det Forenede Kongerige er medlemmer af »contracted-out« ordninger, og disse ordninger fraviger ofte princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, navnlig derved, at pensionsalderen for de to køn er forskellig.

41 Som Domstolen anerkendte i dommen af 8. april 1976, Defrenne (43/75, jf. ovenfor), kan den undtagelsesvis under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medføre for så vidt angår begivenheder i fortiden, se sig foranlediget til at begrænse de berørtes muligheder for at påberåbe sig den fortolkning, Domstolen anlægger af en bestemmelse på grundlag af præjudiciel anmodning. En sådan begrænsning kan kun tillades af Domstolen i selve den dom, hvori der træffes afgørelse om den fortolkning, der er anmodet om.

42 Med hensyn til den foreliggende sag bemærkes, at der ved artikel 7, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) blev givet medlemsstaterne bemyndigelse til at udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt angik fastsættelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser. Undtagelsen går igen i artikel 9, litra a), i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af

[s. I-1956]

mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40), spm kan finde anvendelse på »contracted-out« ordninger som den, der foreligger i denne sag.

43 Når henses til disse bestemmelser, kunne medlemsstaterne og de berørte parter med rimelighed gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på pensioner, der blev udbetalt i henhold til »contracted-out« ordninger, og at der fortsat kunne gøres undtagelse fra princippet om ligestilling af mænd og kvinder på dette område.

44 Under disse omstændigheder er bydende retssikkerhedshensyn til hinder for, at der rejses tvivl om retsforhold, hvis virkninger allerede er udtømt, når dette kan bevirke, at ligevægten i en række af disse pensionsordninger forstyrres med tilbagevirkende lirait. Der bør dog gøres en undtagelse, for så vidt angår personer, som rettidigt har taget skridt til at sikre deres rettigheder. Endelig bemærkes, at virkningerne af den nævnte fortolkning ikke bør begrænses, for så vidt angår pensionsrettigheder, der erhverves efter afsigelsen af nærværende dom.

45 Det bør derfor statueres, at den direkte virkning af Traktatens artikel 119 ikke kan påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen af nærværende dom, medmindre arbejdstagerne eller disses retssuccessorer forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gældende national ret.

#### Sagens omkostninger

46 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-1957]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, som Court of Appeal, London, har forelagt ved kendelse af 12. maj 1988, for ret:

1) Ydelser, som en arbejdsgiver udbetaler til en arbejdstager i forbindelse med dennes afskedigelse af driftsmæssige grunde, er omfattet af EØF-Traktatens artikel 119, stk. 2, uanset om ydelserne udbetales i henhold til en arbejdskontrakt, i henhold til lovbestemmelser eller på frivilligt grundlag.

2) Pension, der udbetales i henhold til en privat erhvervstilknyttet pensionsordning, en såkaldt »contracted-out« ordning, er omfattet af Traktatens artikel 119.

3) Det er i strid med Traktatens artikel 119, at en mand, der afskediges af driftsmæssige grunde, kun er berettiget til opsat pension ved den normale pensionsalders indtræden, mens en kvinde i samme situation er berettiget til aktuel arbejdsophørspension, når dette skyldes anvendelsen af forskellige aldersbetingelser for de to køn, som svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte pensionsordning. Ligelønsprincippet skal overholdes for hver enkelt del af lønnen og ikke kun ud fra en samlet vurdering af de ydelser, arbejdstagerne modtager.

4) Traktatens artikel 119 kan påberåbes for de nationale domstole. Det tilkommer disse at sikre beskyttelsen af de rettigheder, bestemmelsen tillægger borgerne, navnlig i tilfælde, hvor der efter en såkaldt »contracted-out« pensionsordning ikke udbetales en mand, der afskediges, den aktuelle pension, en kvinde i et sådant tilfælde ville få udbetalt.

5) Den direkte virkning af Traktatens artikel 119 kan ikke påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der ligger forud for afsigelsen [s. I-1958] af nærværende dom, medmindre arbejdstagerne eller disses retssuccessorer forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til gældende national ret.

Due

Slynn

Schockweiler

Zuleeg

Mancini

Joliét

O'Higgins

Moitinho de Almeida

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Diez de Veiasco

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. maj 1990.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/eu-c-019.md =====

# EU-Domstolen, 27. juni 1990, sag C-33/89

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-019.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-019.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1990:265

Kommentarens titel: Deltid, fratrædelsesgodtgørelse og ligestilling af den ringere stillede gruppe

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En overenskomstbestemt udelukkelse af deltidsansatte fra fratrædelsesgodtgørelse stred mod artikel 119, hvis en betydeligt større andel kvinder end mænd arbejdede på deltid, medmindre arbejdsgiveren godtgjorde en objektiv begrundelse (jf. § 1 a, stk. 2 og 3). Den ringere stillede gruppe skulle omfattes af de øvrige ansattes regler i forhold til beskæftigelsens omfang (jf. kravet på forskellen i § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En overenskomstbestemt udelukkelse af deltidsansatte fra fratrædelsesgodtgørelse stred mod artikel 119, hvis en betydeligt større andel af kvinder end mænd arbejdede på deltid, medmindre arbejdsgiveren godtgjorde en objektiv, kønsuafhængig begrundelse. Ved indirekte diskrimination skulle den ringere stillede gruppe omfattes af de øvrige ansattes regler i forhold til beskæftigelsens omfang, indtil ligelønsprincippet var gennemført korrekt.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk fortolkning af artikel 119 og 75/117. Ikke en afgørelse om enhver fratrædelses- eller pensionsydelse og ikke en regel om, at deltid i sig selv er kønsdiskrimination.

Den trykte tekst angiver ét sted forelæggelseskendelsen som 7. februar 1987, mens præmis 1 angiver 12. december 1988, indgået 9. februar 1989. Uoverensstemmelsen er gengivet uændret, og den første dato bruges ikke som sikker oplysning.

Dato og ECLI er kontrolleret i EU’s officielle database; noten bygger på dommens fulde tekst, ikke på rapporter eller resuméer.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61989CJ0033

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
27. juni 1990[^*]

I sag C-33/89,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Maria Kowalska

mod

Freie und Hansestadt Hamburg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, C. N. Kakouris, og dommerne F. A. Schockweiler, G. F. Mancini, T. F. O'Higgins og M. Diez de Velasco,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman

efter at der er indgivet indlæg af:

- sagsøgeren i hovedsagen, Maria Kowalska, ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide Pfarr,

- sagsøgte i hovedsagen, Freie und Hansestadt Hamburg, ved advokaterne Wolfgang W. Scheer og Rolf Stahmer, Hamburg,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Bernhard Jansen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 7. marts 1990 er afgivet mundtlige indlæg af Maria Kowalska, Freie und Hansestadt Hamburg og Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. marts 1990,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse afsagt den 12. december 1988, indgået til Domstolen den 9. februar 1989, har Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som Maria Kowalska har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, Freie und Hansestadt Hamburg, og hvorunder hun har fremsat krav om fratrædelsesgodtgørelse (»Übergangsgeld«) i forbindelse med sin pensionering.

[s. I-2609]

3 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at arbejdsforholdet var omfattet af reglerne i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionærer (Bundesangestelltentarifvertrag, herefter benævnt »BAT«). I henhold til overenskomstens § 62 har fuldtidsbeskæftigede ansatte, der opfylder betingelserne herfor, ret til fratrædelsesgodtgørelse på det tidspunkt, hvor arbejdsforholdet ophører.

4 Under henvisning til denne bestemmelse afslog arbejdsgiveren at betale Maria Kowalska fratrædelsesgodtgørelse og anførte som begrundelse, at hun havde været deltidsbeskæftiget.

5 Efter Maria Kowalskas opfattelse var dette en retsstridig indirekte forskelsbehandling, og hun anlagde derfor sag ved Arbeitsgericht Hamburg, der fandt, at søgsmålet rejser spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artilder 117 og 119 samt direktiv 75/117. Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Foreligger der en overtrædelse af artikel 119 i EØF-Traktaten af 1957 i form af en ’indirekte forskelsbehandling af kvinder’, når det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland bestemmes, at funktionærer ved udtrædelse af ansættelsesforholdet, som de ikke selv er skyld i (især når de falder for aldersgrænsen og dermed pensioneres, når de bliver uarbejdsdygtige, eller der sker en væsentlig nedsættelse af deres arbejdsevne), får udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse på indtil fire måneders løn, som har sit historiske grundlag i tjenestemandsretten, mens funktionærer, med hvem der ikke er aftalt fuld normal arbejdstid (38 timer ugentlig), er undtaget fra udbetalingen af denne godtgørelse, og når deltidsbeskæftigede kvinder udgør en betydelig større del af det samlede antal deltidsbeskæftigede funktionærer, der er omfattet af overenskomsten, end kvinder udgør af det samlede antal fuldtidsbeskæftigede funktionærer, der er omfattet af overenskomsten?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Følger det da af EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med artikel 117, og/eller af bestemmelserne i Rådets [s. I-2610] direktiv 75/117/EØF, at deltidsbeskæftigede trods reglerne i overenskomsten har krav på godtgørelse (i forhold til beskæftigelsens omfang), eller kan der ikke antages at foreligge et sådant krav på grund af overenskomstparternes ret til selvregulering?«

6 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante fællesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Spørgsmål 1

7 Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at arbejdsgiverne kun skal udbetale en fratrædelsesgodtgørelse ved arbejdsforholdets ophør til fuldtidsbeskæftigede, når gruppen af deltidsbeskæftigede omfatter langt flere kvinder end mænd.

8 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål må det først undersøges, om en fratrædelsesgodtgørelse, der udbetales til arbejdstageren ved arbejdsforholdets ophør, er omfattet af anvendelsesområdet for EØF-Traktatens artikel 119.

9 Som Domstolen allerede har statueret, omfatter begrebet løn i EØF-Traktatens artikel 119, stk. 2, samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (jfr. senest dom af 17. maj 1990, Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group, præmis 12, sag C-262/88, Sml. s. 1889). Herefter udelukker den omstændighed, at visse ydelser først udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke, at ydelserne har karakter af løn i Traktatens artikel 119's forstand.

[s. I-2611]

10 Specielt med hensyn til godtgørelser, der ydes arbejdstageren ved arbejdsforholdets ophør, bemærkes, at de udgør en form for opsat løn, som arbejdstageren har ret til som følge af arbejdsforholdet, men som først udbetales ved arbejdsforholdets ophør med det formål at gøre det lettere for arbejdstageren at tilpasse sig de nye forhold, der opstår i den anledning (jfr. også den ovenfor anførte dom af 17. maj 1990 i sag C-262/88).

11 Heraf følger, at en godtgørelse, der ydes en arbejdstager ved arbejdsforholdets ophør, principielt er omfattet af begrebet løn i Traktatens artikel 119's forstand.

12 Da artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter også alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jfr dom af 8. april 1976, Defrenne, præmis 39, sag 43/75, Sml. s. 455).

13 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at den pågældende bestemmelse i overenskomsten kun giver fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere ret til fratrædelsesgodtgørelse ved arbejdsforholdets ophør. En sådan kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne kan opretholde en forskel i den samlede aflønning af to kategorier af arbejdstagere — nemlig de arbejdstagere, der har en bestemt mindstearbejdstid pr. uge eller måned, og de arbejdstagere, der udfører samme arbejde, men ikke har denne mindstearbejdstid — medfører rent faktisk en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere, når det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder har deltidsbeskæftigelse. En sådan overenskomst må derfor principielt anses for at være i strid med Traktatens artikel 119. Det eneste tilfælde, hvor dette ikke gælder, er, når den forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere er begrundet i objektive faktorer, som udelukker en forskelsbehandling på grund af køn (jfr. dom af 13. maj 1986, Bilka-Kaufhaus, sag 170/84, Sml. s. 1607).

14 Under sagens behandling har Freie und Hansestadt Hamburg i det væsentlige gjort gældende, at deltidsbeskæftigedes og deres familiemedlemmers underhold ikke

[s. I-2612]

udelukkende sikres ved hjælp af deres arbejdsvederlag, og at arbejdsgiveren derfor ikke har pligt til at yde deltidsbeskæftigede den forbigående hjælp.

15 Hertil bemærkes, at det tilkommer den nationale ret, som har enekompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, at afgøre, om og i hvilket omfang en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der uden forskel gælder for alle arbejdstagere, men som rent faktisk i højere grad rammer kvinder end mænd, er berettiget af objektive grunde, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

16 Det første spørgsmål, den nationale ret har forelagt, må herefter besvares med, at EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for at anvende en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskæftigede fra at få udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse ved arbejdsforholdets ophør, når det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder har deltidsbeskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Spørgsmål 2

17 Det andet spørgsmål drejer sig om konsekvenserne af, at den nationale ret fastslår, at en bestemmelse som den her omhandlede i en kollektiv overenskomst er uforenelig med EØF-Traktatens artikel 119, især når henses til overenskomstparternes ret til selvregulering.

18 I den forbindelse bemærkes — som Domstolen har statueret i dommen af 8. april 1976 (sag 43/75, jfr. ovenfor) — at bestemmelsen i EØF-Traktatens artikel 119 er tilstrækkelig præcis til, at den kan påberåbes af borgerne for en national retsinstans med henblik på, at denne tilsidesætter enhver national bestemmelse, herunder i givet fald en kollektiv overenskomst, der ikke er i overensstemmelse med traktatbestemmelsen.

[s. I-2613]

19 Det fremgår af dommen af 13. december 1989, Ruzius-Wilbrink (sag C-102/88, Sml. s. 4311), at medlemmerne af den gruppe, det være sig mænd eller kvinder, der stilles ugunstigt i tilfælde, hvor der foreligger indirekte forskelsbehandling, har ret til at være omfattet af samme regler som de øvrige arbejdstagere i forhold til beskæftigelsens omfang. Det samme må gælde, når de diskriminerende bestemmelser findes i kollektive overenskomster.

20 Spørgsmål 2 må herefter besvares med, at når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af denne forskelsbehandling, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som de øvrige arbejdstagere i forhold til beskæftigelsens omfang, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

#### Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse, dateret den 7. februar 1987, for ret:

1) EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for at anvende en bestemmelse i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskæftigede fra at få udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse ved arbejdsforholdets ophør, når det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder har deltidsbeskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

2) Når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af denne forskelsbehandling, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som de øvrige arbejdstagere i forhold til beskæftigelsens omfang, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

Kakouris

Schockweiler

Mancini

O'Higgins

Diez de Velasco

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. juni 1990.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

C. N. Kakouris

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/eu-c-020.md =====

# EU-Domstolen, 7. februar 1991, sag C-184/89

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-020.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-020.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1991:50

Kommentarens titel: Deltid, anciennitetsoptjening og tilsidesættelse af overenskomstregel

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Kollektive overenskomster](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-overenskomst.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md)); § 2, stk. 1 ([lov/2.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En overenskomstregel, der kun medregnede bestemte deltidsperioder halvt ved lønoprykning, stred mod artikel 119, hvis den ramte en betydeligt større andel kvinder, medmindre objektive forhold begrundede den (jf. § 1 a, stk. 2). Den nationale ret skulle anvende de øvrige ansattes regler uden at afvente nye overenskomstforhandlinger (jf. kravet på forskellen i § 2, stk. 1).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md), [lov/2-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/2-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): En overenskomstregel, som kun medregnede bestemte deltidsperioder halvt ved lønoprykning, stred mod artikel 119, hvis den ramte en betydeligt større andel af kvinder, medmindre objektive forhold begrundede den. Det afgørende omfattede forholdet mellem arbejdets art og den erfaring, timerne gav. Den nationale ret skulle tilsidesætte en diskriminerende regel og anvende de øvrige ansattes regler på den ringere stillede gruppe uden at afvente nye overenskomstforhandlinger.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen generel forkastelse af anciennitet eller enhver forholdsmæssig deltidsberegning. Genstanden er lønrammeoprykning ved samme arbejdsopgaver og den bestemte halvering af tjenesteperioden. Senere anciennitetspraksis må behandles særskilt.

Forelæggelsens 90/55-tal og dommens formulering om andele af mænd og kvinder må ikke sammenblandes eller bruges til at opfinde manglende absolutte tal.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61989CJ0184

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
7. februar 1991[^*]

I sag C-184/89,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

Helga Nimz

mod

Freie und Hansestadt Hamburg

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G. F. Mancini, og dommerne T. F. O'Higgins, M. Díez de Velasco, C. N. Kakouris og P. J. G. Kapteyn,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- sagsøgeren i hovedsagen, Helga Nimz, ved advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg, og professor Heide Pfarr,

- sagsøgte i hovedsagen, Freie und Hansestadt Hamburg, ved advokaterne Wolfgang Scheer og Rolf Stahmer, Hamburg,

- den tyske regering ved Regierungsdirektor Ernst Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget,

- Det Forenede Kongeriges regering, oprindelig ved Susan J. Hay og senere ved Hussein A. Kaya, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtigede,

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat Élisabeth Hoffmann, Bruxelles,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 3. oktober 1990 er afgivet mundtlige indlæg af Helga Nimz, Freie und Hansestadt Hamburg ved advokat Schnebbe, den tyske regering ved Dr. Joachim Karl og Kommissionen ved Bernhard Jansen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. november 1990,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 13. april 1989, indgået til Domstolen den 29. maj 1989, har Arbeitsgericht Hamburg i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Traktatens artikel 119 samt Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19).

[s. I-316]

2 Spørgsmålene er rejst under en sag, som Helga Nimz har anlagt mod sin arbejdsgiver, Freie und Hansestadt Hamburg, og som vedrører hendes oprykning til en højere lønramme.

3 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at arbejdsforholdet er reguleret af en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionærer (Bundesangestelltentarifvertrag, herefter benævnt »BAT«). I den affattelse af BAT's artikel 23 a, nr. 6, der var gældende indtil den 31. december 1987, bestemtes det med hensyn til den ansattes oprykning til en højere lønramme efter en vis tid, at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, blev medregnet fuldt ud, men at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun blev medregnet med halvdelen.

4 Under henvisning til denne bestemmelse og med den begrundelse, at Helga Nimz' arbejdstid udgjorde mindre end tre fjerdedele af den normale arbejdstid, afslog arbejdsgiveren at oprykke hende til den nærmeste højere lønramme, nemlig IV b, gruppe 2, i henhold til BAT, efter at hun i seks år havde været indplaceret i lønramme V b, gruppe 1 a.

5 Dette betragtede Helga Nimz som en retsstridig indirekte forskelsbehandling, da ansatte med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid og seks års lønanciennitet havde krav på automatisk oprykning til en højere lønramme. Hun anlagde derfor sag ved Arbeitsgericht Hamburg, som fandt, at sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artikel 117 og 119 samt direktiv 75/117. Retten har som følge heraf udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Foreligger der en indirekte forskelsbehandling af kvinder i strid med EØF-Traktatens artikel 119, når det — for ’Verwaltungsfachangestellte’(fida) ved et universitet — i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte med hensyn til oprykning til den nærmeste højere lønramme bestemmes [s. I-317] - at tjenesteperioder, hvori funktionæren har haft en normal arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid, medregnes fuldt ud ved beregningen af lønancienniteten, mens tjenesteperioder, hvori funktionæren har haft en arbejdstid på mindst halvdelen af den normale arbejdstid, medregnes med halvdelen — og kvindelige funktionærer udgør mere end 90% af alle deltidsbeskæftigede funktionærer med en arbejdstid på under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid, og kvindelige funktionærer udgør lidt over 55% af alle deltidsbeskæftigede funktionærer med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid og af alle fuldtidsbeskæftigede?

> 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende : Kræver EØF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med EØF-Traktatens artikel 117 og/eller Rådets direktiv 75/117/EØF da, at der for deltidsbeskæftigede med en arbejdstid på under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskæftigets normale arbejdstid gælder samme lønanciennitetskrav som for deltidsbeskæftigede med en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af en fuldtidsbeskæftiget funktionærs, henholdsvis som for en fuldtidsbeskæftiget, eller forholder det sig således, at retten under hensyn til overenskomstparternes ret til selvregulering er afskåret fra at træffe en sådan afgørelse og må overlade det til overenskomstparterne at løse spørgsmålet?«

6 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, de relevante fællesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

[s. I-318]

#### Spørgsmål 1

7 Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når den sidstnævnte gruppe ansatte omfatter langt flere kvinder end mænd.

8 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål må det først undersøges, om oprykning til en højere lønramme falder ind under anvendelsesområdet for Traktatens artikel 119.

9 Det er oplyst, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en ordning, hvorefter der sker en kvasiautomatisk indplacering i lønrammen på grundlag af anciennitetsregler, som er fastsat i en kollektiv overenskomst. Disse regler er afgørende for udviklingen i selve den aflønning, en ansat, der ikke får nye arbejdsopgaver, har krav på.

10 Heraf følger, at reglerne om den kvasiautomatiske oprykning til en højere lønramme under de angivne omstændigheder principielt falder ind under begrebet løn som defineret i Traktatens artikel 119.

11 Da Traktatens artikel 119 er ufravigelig, gælder forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansatte ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter også alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jf senest dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Smi. I, s. 2591).

[s. I-319]

12 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansatte, hvis arbejdstid udgør mindst halvdelen, men mindre end tre fjerdedele af en fuldtidsbeskæftigets arbejdstid, efter den pågældende overenskomstbestemmelse skal have dobbelt så stor lønanciennitet som en fuldtidsbeskæftiget for at rykke op i den nærmeste højere lønramme. En sådan kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne kan opretholde en forskel i den samlede aflønning af to kategorier af ansatte — nemlig de ansatte, der har en bestemt mindstearbejdstid pr. uge eller måned, og de ansatte, der har samme arbejdsopgaver, men ikke har denne mindstearbejdstid — medfører rent faktisk en forskelsbehandling af kvindelige ansatte i forhold til mandlige ansatte, når det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder har deltidsbeskæftigelse. En sådan overenskomst må derfor principielt anses for at være i strid med Traktatens artikel 119. Det eneste tilfælde, hvor dette ikke gælder, er, når den forskellige behandling af de to kategorier af ansatte er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607).

13 Under sagens behandling har Freie und Hansestadt Hamburg i det væsentlige gjort gældende, at ansatte, som er fuldtidsbeskæftigede, eller som har en arbejdstid på tre fjerdedele af normal arbejdstid, hurtigere end de andre ansatte erhverver kvalifikationer og færdigheder i forbindelse med deres arbejdsopgaver. Den tyske forbundsregering har tillige fremhævet, at de førstnævnte har større erfaring.

14 Sådanne betragtninger er imidlertid kun generaliseringer vedrørende bestemte grupper af ansatte, og de giver derfor ikke grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743). Ganske vist er ancienniteten ensbetydende med en større erfaring, som principielt sætter arbejdstageren i stand til bedre at udføre sine arbejdsopgaver, men om et sådant kriterium er objektivt, afhænger af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, særlig af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer. Det tilkommer imidlertid den nationale ret, som har enekompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, i betragtning af alt foreliggende at afgøre, om og i hvilket omfang en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den, der her er tale om, er berettiget af objektive grunde, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-320]

15 Det første spørgsmål, den nationale ret har forelagt, må herefter besvares med, at EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når det viser sig, at den sidstnævnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den pågældende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket især afhænger af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

#### Spørgsmål 2

16 Det andet spørgsmål drejer sig om konsekvenserne af, at den nationale ret fastslår, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst er uforenelig med EØF-Traktatens artikel 119, især når henses til overenskomstparternes ret til selvregulering.

17 I denne forbindelse bemærkes — som Domstolen har fastslået i dommen af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455) — at bestemmelsen i EØF-Traktatens artikel 119 er tilstrækkelig præcis til, at den kan påberåbes af borgerne for en national retsinstans med henblik på, at denne tilsidesætter enhver national bestemmelse, herunder i givet fald en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der ikke er i overensstemmelse med traktatbestemmelsen.

18 Det fremgår af dommen af 27. juni 1990 i sag C-33/89, jf. ovenfor, at når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af denne forskelsbehandling, behandles på samme måde og være omfattet af de samme regler som de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

[s. I-321]

19 Endvidere bemærkes, at den nationale ret, der inden for sin kompetence har til opgave at anvende fællesskabsrettens bestemmelser, ifølge Domstolens faste praksis (jf. særlig dom af 9.3.1978, sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629) har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning, idet retten i påkommende tilfælde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende bestemmelse i den nationale lovgivning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af bestemmelsen ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmæssigt middel.

20 Det samme gælder, når den bestemmelse, der strider mod fællesskabsretten, fremgår af en kollektiv overenskomst. Det ville nemlig være uforeneligt med selve fællesskabsrettens karakter at frakende den ret, der skal bringe fællesskabsretten i anvendelse, beføjelsen til i selve det øjeblik, hvor den skal anvende fællesskabsretten, at foretage alt, hvad der er nødvendigt for at tilsidesætte bestemmelser i en kollektiv overenskomst, som eventuelt er til hinder for, at fællesskabsrettens bestemmelser får deres fulde virkning.

21 Spørgsmål 2 må herefter besvares med, at når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesætte bestemmelsen, uden at retten behøver at anmode om eller afvente, at den forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på anden måde, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af forskelsbehandlingen, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

#### Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-322]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 13. april 1989, for ret:

1) EØF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en højere lønramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid på mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, når det viser sig, at den sidstnævnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af mænd end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den pågældende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket især afhænger af forholdet mellem det udførte arbejdes karakter og den erfaring, udførelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

2) Når en bestemmelse i en kollektiv overenskomst fører til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesætte bestemmelsen, uden at retten behøver at anmode om eller afvente, at den forinden ophæves ved overenskomstforhandlinger eller på anden måde, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler på den gruppe, der stilles ugunstigt på grund af forskelsbehandlingen, som gælder for de øvrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EØF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemført i national ret.

Mancini

O'Higgins

Díez de Velasco

Kakouris

Kapteyn

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. februar 1991.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

G. F. Mancini

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/eu-c-021.md =====

# EU-Domstolen, 4. juni 1992, sag C-360/90

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-021.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-021.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1992:246

Kommentarens titel: Godtgørelse til deltidsansatte repræsentanter for kurser

Emner på siden: [Lønbegrebet: hvad er løn](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-loen.md) · [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md) · [Lønmodtagerrepræsentanter](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-repraesentanter.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Godtgørelse til deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmer for nødvendige kurser var omfattet af artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). En begrænsning til den individuelle arbejdstid, mens fuldtidsansatte fik godtgørelse op til fuld arbejdstid, var forbudt, når den ramte væsentligt flere kvinder, medmindre den var objektivt begrundet (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 og direktiv 75/117 hindrede, at deltidsansatte bedriftsrådsmedlemmers godtgørelse for nødvendige kurser blev begrænset til deres individuelle arbejdstid, mens fuldtidsansatte fik godtgørelse op til fuld arbejdstid, når ordningen ramte væsentligt flere kvinder. Medlemsstaten kunne dog godtgøre en objektiv begrundelse uden forbindelse til køn.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Afgrænset til nødvendige bedriftsrådskurser inden for virksomhedens fulde arbejdstid. Senere Lewark og Freers skal læses selvstændigt om relevant statistik og begrundelse.

Pr. 18, 19 og 27 formulerer den statistiske baggrund forskelligt. Ingen absolutte kønstal eller generel procenttærskel udledes.

Historisk artikel 119/75/117, ikke fortolkning af 2023/970 eller det danske forslag.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61990CJ0360

Domstolens dom (Sjette Afdeling)
4. juni 1992[^*]

I sag C-360/90,

angående en anmodning, som Landesarbeitsgericht Berlin i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Arbeiterwohlfahrt der Stadt Berlin e. V.

mod

Monika Bötel,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, F. A. Schockweiler, og dommerne G. F. Mancini, C. N. Kakouris, M. Diez de Velasco og J. L. Murray,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Monika Bötel ved advokat Hartmut Kuster, Berlin

- Forbundsrepublikken Tyskland ved Regierungsdirektor Ernst Röder og Oberregierungsrat Claus-Dieter Quassowski, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Karen Banks og Bernhard Jansen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 29. november 1991 af Arbeiterwohlfahrt ved advokat Walter Mayer, Berlin, af Monika Bötel, af Forbundsrepublikken Tysklands regering, af Det Forenede Kongerige ved Barrister Christopher Vajda og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. januar 1992,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 24. oktober 1990, indgået til Domstolen den 10. december 1990, har Landesarbeitsgericht Berlin i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) med henblik på afgørelsen af, om en række bestemmelser i Betriebsverfassungsgesetz af 15. januar 1972 (tysk lov om medarbejderrepræsentation, herefter benævnt »BetrVG«) er i overensstemmelse med dette princip.

[s. I-3609]

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag angående krav om godtgørelse for deltagelse i kursusarrangementer, som Monika Botel, der er deltidsbeskæftiget som hjemmesygeplejerske, har fremsat over for sin arbejdsgiver, Arbeiterwohlfahrt der Stadt Berlin (herefter benævnt »sagsøgte«), en forening, der varetager velfærdsopgaver i delstaten Berlin.

3 Sagsøgerens gennemsnitlige arbejdstid andrager 29,25 timer ugentligt. Hun har siden 1985 været formand for bedriftsrådet i et af foreningens kredsforbund. I 1989 deltog hun i seks kursusarrangementer, der formidlede kundskaber, der er nødvendige for bedriftsrådets arbejde, som omhandlet i BetrVG's § 37, stk. 6, bl.a. inden for arbejdsret og medarbejderrepræsentation.

4 I medfør af BetrVG's § 37, stk. 2, sammenholdt med stk. 6, skal bedriftsrådsmedlemmer, der deltager i sådanne kursusarrangementer, gives tjenestefrihed uden fratrækning i lønnen.

5 I overensstemmelse hermed ydede arbejdsgiveren hende betaling for den tid, hun ikke havde udført arbejde som følge af deltagelse i kurser, udmålt i forhold til hendes individuelle arbejdstid. Sagsøgeren fik derfor ikke godtgørelse for den kursustid, som lå uden for hendes individuelle arbejdstid.

6 Såfremt sagsøgeren havde været fuldtidsbeskæftiget, havde sagsøgte i medfør af disse bestemmelser været forpligtet til at yde hende godtgørelse for et tidsrum indtil den fulde arbejdstid, dvs. i alt for yderligere 50,3 timer.

7 Sagsøgeren anlagde sag ved Arbeitsgericht Berlin med påstand om godtgørelse for disse yderligere timer enten i form af tjenestefrihed med løn eller i form af

[s. I-3610]

overarbejdsbetaling. Ved dom af 18. maj 1990 pålagde Arbeitsgericht arbejdsgiveren at give sagsøgeren tjenestefrihed med løn i 50,3 timer.

8 Arbejdsgiveren påankede dommen til Landesarbeitsgericht Berlin, der besluttede at udsætte sagen for at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er det i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, at bedriftsrådsmedlemmer ved lov sikres godtgørelse (efter princippet om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste) for arbejdstid, der går tabt på grund af deltagelse i kurser (der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet), dog således at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer, der må anvende tid til kursusformål ud over de pågældendes individuelle arbejdstid, er afskåret fra godtgørelse i form af afspadsering og/eller vederlag for dette yderligere tidsforbrug, endog i et omfang indtil den fulde arbejdstid i virksomheden, selv om andelen af kvinder, der berøres af denne ordning, er væsentlig større end andelen af mænd?«

9 Hvad nærmere angår sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

10 Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om princippet om lige løn i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117, i det omfang deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer som hovedregel er kvinder, er til hinder for, at en national lovgivning, hvorefter deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmers krav på godtgørelse fra arbejdsgiveren for deltagelse i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og

[s. I-3611]

som finder sted inden for den fulde arbejdstid i virksomheden, men som overskrider deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, højst kan have et omfang svarende til den individuelle arbejdstid, hvorimod fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer ved deltagelse i samme kurser ydes godtgørelse i et omfang indtil den fulde arbejdstid.

11 Det skal for det første undersøges, om en godtgørelse — enten i form af tjenestefrihed med løn eller overarbejdsbetaling — for kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, er omfattet af begrebet »løn« i den i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 forudsatte betydning.

12 Af Domstolens faste praksis fremgår (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Smi. s. 2743, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889), at begrebet »løn« i traktatens artikel 119 omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt.

13 Denne definition omfatter også et forhold som det, den foreliggende sag omhandler.

14 Selv om en godtgørelse, som tilfældet er i hovedsagen, ikke som sådan følger af en ansættelseskontrakt, ydes den imidlertid af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold. Bedriftsrådsmedlemmer har nødvendigvis status som arbejdstagere i en virksomhed, og de har til opgave at varetage de ansattes interesser til fremme af et positivt arbejdsklima i virksomheden, hvilket er i dennes almene interesse.

[s. I-3612]

15 En godtgørelse som den, der følger af den i hovedsagen omtvistede lovgivning, skal endvidere sikre bedriftsrådsmedlemmer en indkomst, også selv om de i kursustiden ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten.

16 Det skal for det andet undersøges, om deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer ifølge den nationale lovgivning behandles anderledes end fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer for så vidt angår godtgørelse for kursusdeltagelse.

17 Det fremgår, at begge grupper bedriftsrådsmedlemmer har samme tidsforbrug til kurser. Når kurser, der finder sted inden for den fulde arbejdstid i virksomheden, overskrider deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmers individuelle arbejdstid, får disse en mindre godtgørelse fra arbejdsgiveren end fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer og udsættes således for forskelsbehandling.

18 Det bemærkes for det tredje, at den forskelsbehandling, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer er udsat for, forudsat at fuldtidsbeskæftigede kvinder udgør en betydeligt ringere procentdel end mænd blandt bedriftsrådsmedlemmerne, er i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 — under hensyntagen til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde på fuld tid — såfremt den lavere godtgørelse ikke kan forklares ved faktorer, der udelukker en forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, og førnævnte Rinner-Kühn-s ag).

19 Den forelæggende ret har oplyst, at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer som udgangspunkt er kvinder. Af sagens akter fremgår endvidere,

[s. I-3613]

at der i arbejdsgiverens bedriftsråd er langt flere deltidsbeskæftigede kvinder end mænd.

20 Med hensyn til godtgørelse for kursusdeltagelse fører en lovgivning som den, hovedsagen angår, således til en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige i henseende til løn, i strid med traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

21 Noget andet gælder kun, såfremt en forskellig behandling af de to grupper arbejdstagere er berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. førnævnte sag 171/88).

22 Det er for Domstolen blevet gjort gældende, at denne forskelsbehandling udelukkende skyldes forskellige individuelle arbejdstider, da der ifølge tysk lovgivning uden forskel kun ydes godtgørelse for den tid, i hvilken der ikke er blevet udført arbejde som følge af kursusarrangementer. Det kan derfor ikke anses for godtgjort, at der foreligger forskelsbehandling, medmindre bedriftsrådsarbejde anses for en særlig variant af den arbejdsydelse, der skal præsteres i henhold til ansættelseskontrakten.

23 Det bemærkes for det første, at national rets definitioner og subsumptioner ikke har betydning for fortolkningen af fællesskabsretten eller for dens bindende virkning, og dermed heller ikke for rækkevidden af princippet om lige løn til mænd og kvinder, som indeholdt i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117, der til stadighed videreudvikles gennem Domstolens praksis (jf. dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org. réf.: Rec. s. 381, vedrørende begrebet »arbejdstager«).

24 Argumentet om, at en godtgørelse for kursusdeltagelse i henhold til den nationale lovgivning skal beregnes i forhold til netop det antal arbejdstimer, der ikke er blevet

[s. I-3614]

udført, ændrer dernæst ikke ved, at deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer opnår en lavere godtgørelse end deres fuldtidsbeskæftigede kolleger, uanset om de to grupper arbejdstagere åbenbart har gennemført samme antal timers undervisning med henblik på aktivt at kunne støtte arbejdstagernes interesser af hensyn til et godt arbejdsklima, hvilket tillige generelt er i virksomhedens interesse.

25 Det må endelig antages, at en sådan ordning vil kunne afholde deltidsbeskæftigede, blandt hvilke andelen af kvinder ubestridt er størst, fra at påtage sig bedriftsrådshverv eller fra at erhverve sig kundskaber, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, hvilket medfører, at denne arbejdstagerkategori har vanskeligere ved at få kvalificerede repræsentanter i bedriftsrådene.

26 Den omtvistede forskelsbehandling kan således ikke anses for berettiget af objektive grunde, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre den pågældende medlemsstat godtgør noget andet under sagens behandling ved den nationale ret.

27 Den forelæggende rets spørgsmål skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser. Medlemsstaten har imidlertid adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

[s. I-3615]

#### Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tyskland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Berlin ved kendelse af 24. oktober 1990, for ret:

EØF-traktatens artikel 119 og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder er til hinder for en national lovgivning, som gælder for et væsentligt større antal kvinder end mænd, og som begrænser den godtgørelse, deltidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer skal have af arbejdsgiveren i form af afspadsering eller overtidsbetaling, til kun at omfatte deres individuelle arbejdstid, når de deltager i kurser, der formidler oplysninger, der er nødvendige for bedriftsrådsarbejdet, og som finder sted inden for virksomhedens fulde arbejdstid, men ud over de deltidsbeskæftigedes individuelle arbejdstid, mens fuldtidsbeskæftigede bedriftsrådsmedlemmer får en godtgørelse indtil den fulde arbejdstid, når de deltager i de samme kurser. Medlemsstaten har imidlertid adgang til at godtgøre, at lovgivningen er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

Schockweiler

Mancini

Kakouris

Diez de Velasco

Murray

[s. I-3616]

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. juni 1992.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

F. A. Schockweiler

Formand for Sjette Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.

===== FIL: praksis/eu-c-022.md =====

# EU-Domstolen, 6. oktober 1993, sag C-109/91

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-022.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-022.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1993:833

Kommentarens titel: Efterladtepension og Barber-dommens tidsgrænse

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En erhvervstilknyttet efterladtepension var omfattet af artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3). Efter Barber-dommens tidsbegrænsning kunne direkte virkning kun begrunde ligebehandling for ydelser vedrørende beskæftigelse efter 17. maj 1990, med undtagelse for tidligere sager eller tilsvarende klager.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Den beskrevne erhvervstilknyttede efterladtepension var omfattet af artikel 119. Efter Barber-dommens tidsbegrænsning kunne direkte virkning kun begrunde ligebehandling for ydelser vedrørende beskæftigelse efter 17. maj 1990, med undtagelse for arbejdstagere eller ydelsesberettigede pårørende, som tidligere havde anlagt sag eller indgivet tilsvarende administrativ klage.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Tidsbegrænsning følger beskæftigelsesperioder, ikke blot udbetaling/død; konkret klageundtagelse ikke afgjort i denne note

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0109

Domstolens dom
6. oktober 1993[^*]

I sag C-109/91,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Utrecht (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Gerardus Cornells Ten Oever

mod

Stichting Bedrijfspensioenfonds voor het Glazenwassers- en Schoonmaakbedrijf,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og vedrørende begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene C.N. Kakouris, G.C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg og J.L. Murray samt dommerne G.F. Mancini, R. Joliet, F.A. Schockweiler, J.C. Moitinho de Almeida, F. Grévisse, M. Diez de Velasco, RJ.G. Kapteyn og D.A.O. Edward,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein og ekspeditionssekretær D. Loutcrman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

[s. I-4940]

- G. C. Ten Oever ved I. P. M. Boelens, medarbejder ved Sticking De Ombudsman

- Stichting Bedrijfspensioenfonds voor het Glazenwassers-en Schoonmaakbedrijf ved advokaterne M. van Empei og O. W. Brouwer, Amsterdam

- den nederlandske regering ved plaatsvervangend secretaris-generaal T. P. Hofstee, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongerige ved R. Caudwell, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved Regierungsdirektor E. Roder, Forbundsøkonomiministeriet, og Oberregierungsrat C.-D. Quassowski, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at G. C. Ten Oever, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor het Glazenwassers-en Schoonmaakbedrijf, den nederlandske regering ved adjunct juridisch adviseurs J.W. de Zwaan og T Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, Det Forenede Kongerige ved Sir N. Lyell, QC, Barristers S. Richards og N. Paines og Assistant Treasury Solicitor J. Collins, som befuldmægtiget, den tyske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. januar 1993,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. april 1993,

afsagt følgende

[s. I-4941]

### Dom

1 Ved kendelse af 28. marts 1991 indgået til Domstolen den 9. april 1991 har Kantongerecht, Utrecht (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende dels fortolkningen af traktatens artikel 119 for så vidt angår efterladtepension i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning, dels vedrørende fortolkningen af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889) for så vidt angår begrænsningen af dommens tidsmæssige virkninger.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem G. C. Ten Oever og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor het Glazenwassers-en Schoonmaakbedrijf (herefter benævnt »pensionskassen«) om tilkendelse af en enkemandspension.

3 Indtil Ten Oever's hustru afgik ved døden den 13. oktober 1988, var hun tilsluttet en erhvervstilknyttet pensionsordning, som finansieredes af arbejdsgiverne og arbejdstagerne. På daværende tidspunkt var det ifølge reglerne for ordningen kun enker, der kunne opnå efterladtepension. Først fra den 1. januar 1989 blev denne ret udvidet til også at omfatte enkemænd.

4 Efter at hustruen var afgået ved døden, ansøgte Ten Oever om enkemandspension. Ansøgningen blev afslået af pensionskassen med den begrundelse, at pensionsordningen ikke indeholdt bestemmelser om enkemandspension på det tidspunkt, da hans hustru afgik ved døden. Et af Ten Oever fremført argument om, at den pension, han ansøgte om, ifølge Barber-dommen, jf. ovenfor, måtte betragtes som løn i traktatens artikel 119's forstand, og at forskelsbehandling af mænd og kvinder derfor ikke var tilladt, imødegik pensionskassen ved at henvise til, at dommen var afsagt efter, at Ten Oever's hustru var afgået ved døden, og at dens virkninger var tidsmæssigt begrænset.

5 Efter at Ten Oever havde anlagt sag ved Kantongerecht, Utrecht, med påstand om, at pensionskassen tilpligtedes at tilkende ham den pension, han ansøgte om, besluttede

[s. I-4942]

Kantongerecht at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

> »1) Er ikke-lovregulerede ydelser til efterladte (som i dette tilfælde betaling af en enkemandspension) omfattet af begrebet løn i EØF-traktatens artikel 119 eller af de i samme artikel nævnte ydelser?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, gælder EØF-traktatens artikel 119 for sagsøger da i et sådant omfang, at han kan gøre krav på udbetaling af en enkemandspension: a) Fra hustruens dødsdag (den 13. oktober 1988)? b) Fra afsigelsen af Domstolens dom den 17. maj 1990? c) Eller gælder artiklen slet ikke, fordi sagsøgers hustru er afgået ved døden før den 17. maj 1990?«

6 Hvad nærmere angår de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

7 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en efterladtepension som den, der er tale om i den konkrete sag, er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119, således at den er underlagt forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

[s. I-4943]

8 Ifølge fast praksis omfatter begrebet løn i artikel 119, stk. 2, samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier. Den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, udelukker ikke, at de kan have karakter af løn i den i traktatens artikel 119 anførte betydning (jf. navnlig Barber-dommen, præmis 12).

9 Begrebet løn, som det således er defineret, kan derimod ikke omfatte socialsikringsordninger eller -ydelser, f.eks. alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Disse ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser (dom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. réf.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8).

10 Med hensyn til den her omtvistede pensionsordning fremgår det af oplysningerne i sagen, at reglerne herfor ikke direkte er fastsat ved lov, men at de er et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot på begæring af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kan betragtes som repræsentative, har erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet.

11 Det står endvidere fast, at pensionsordningen udelukkende finansieres af arbejdstagerne og arbejdsgiverne på det pågældende fagområde uden noget økonomisk bidrag fra det offentlige.

12 Heraf følger, at den omtvistede efterladtepension er omfattet af traktatens artikel 119.

[s. I-4944]

13 Denne fortolkning afsvækkes ikke af, at efterladtepensionen pr. definition ikke udbetales til arbejdstageren, men til den efterladte. Det må nemlig understreges, at retten til en sådan ydelse er en fordel, som udspringer af, at den efterladtes ægtefælle var tilsluttet ordningen, således at den efterladte erhverver retten til pensionen som led i arbejdsforholdet mellem arbejdsgiveren og ægtefællen, og pensionen udbetales til den efterladte som følge af ægtefællens arbejdsforhold.

14 Det første præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at en efterladtepension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning med de særlige kendetegn, som gælder for den i hovedsagen omhandlede ordning, er omfattet af traktatens artikel 119.

#### Det andet spørgsmål

15 Med det andet spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at udtale sig om den nøjagtige rækkevidde af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, jf. ovenfor.

16 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at der blev truffet afgørelse om denne begrænsning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henført under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

17 Ved afgørelsen herom blev der taget hensyn til, at særlige forhold gør sig gældende med hensyn til denne form for løn, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforløb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder.

[s. I-4945]

18 Domstolen tog ligeledes hensyn til de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmæssige forbindelse, der i hvert enkelt tilfælde består mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden.

19 Under hensyntagen til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, som anført i dommens præmis 44, bør det præciseres, at ligebehandlingen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan påberåbes, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

20 Det andet præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at i kraft af dommen af 17. maj 1990 i sag C-292/88, Barber, kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

#### Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering, den tyske regering og Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-4946]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Utrecht, ved kendelse af 28. marts 1991, for ret:

1) En efterladtepension, der udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet pensionsordning med de særlige kendetegn, som gælder for den i hovedsagen omhandlede ordning, er omfattet af EØF-traktatens artikel 119.

2) I kraft af dommen af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber, kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

Due

Kakouris

Rodríguez Iglesias

Zuleeg

Murray

Mancini

Joliét

Schockweiler

Moitinho de Almeida

Grévisse

Diez de Velasco

Kapteyn

Edward

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. oktober 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/eu-c-024.md =====

# EU-Domstolen, 9. november 1993, sag C-132/92

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-024.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-024.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1993:868

Kommentarens titel: Modregning af statspension i overgangspension

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 119 hindrede ikke, at en overgangspension ved helbredsbegrundet førtidspensionering blev reduceret med den statspension, der skulle erstatte indkomsttabet, selv om forskellige statslige pensionsaldre gav mænd og kvinder mellem 60 og 65 år forskellige beløb (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Svaret er knyttet til den beskrevne samordningsordning.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 hindrede ikke, at den beskrevne overgangspension ved helbredsbegrundet førtidspensionering blev reduceret med den statspension, som skulle erstatte indkomsttabet, selv om forskellige statslige pensionsaldre gav kvinder og mænd mellem 60 og 65 år forskellige overgangsbeløb. Der kunne også tages hensyn til den fulde statspension, en gift kvinde ville have fået uden sit valg af nedsatte bidrag, og til en eventuel tilsvarende enkepension. Svaret er knyttet til den beskrevne samordningsordning.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Historisk britisk statspensionsalder og særlige valgmuligheder er sagens forudsætninger, ikke udsagn om nutidig ret. Senere pensions- og sammenlignelighedspraksis samt 2006/54 må kontrolleres før generalisering.

Kommissionens synspunkt om begrundelse af direkte diskrimination i pr. 15 er ikke dommens konklusion. Domstolen finder under de konkrete omstændigheder, at forskellen ikke er diskriminerende.

Ingen kønsstatistisk prøve i denne dom; intet almindeligt princip om lavere løn efter folkepensionsadgang udledes.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61992CJ0132

Domstolens dom (Anden Afdeling)
9. november 1993[^*]

I sag C-132/92,

angående en anmodning, som Court of Appeal of England and Wales i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Birds Eye Walls Ltd

mod

Friedel M. Roberts,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne F.A. Schockweiler og J.L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- F. M. Roberts ved P. Elias, QC

- Birds Eye Walls Limited ved J. Lever, QC, og Barrister A. Lillier

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at F. M. Roberts, Birds Eye Walls Limited, Det Forenede Kongerige ved J.E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og Barrister N. Paines samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 10. juni 1993,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. juli 1993,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 14. oktober 1991 indgået til Domstolen den 24. april 1992 har Court of Appeal of England and Wales i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktatens artikel 119.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Friedel M. Roberts og hendes tidligere arbejdsgiver, Birds Eye Walls Limited, om størrelsen af den overgangspension, som Friedel Roberts fik udbetalt i henhold til Unilever's erhvervstilknyttede pensionsordning, som hun havde været tilsluttet, før hun på grund af dårligt helbred gik på førtidspension den 14. august 1987 i en alder af 57 år og 2 måneder.

3 Overgangspensionen, som fuldt ud finansieredes af arbejdsgiveren, blev frivilligt udbetalt til ansatte, som på grund af dårligt helbred var nødt til at fratræde, før de

[s. I-5601]

nåede den lovbestemte pensionsalder, som i Det Forenede Kongerige er 60 år for kvinder og 65 år for mænd.

4 Den omhandlede tillægspension udbetales derfor, når den ansatte endnu ikke har ret til at få udbetalt pension fra staten og kun er berettiget til at modtage en nedsat erhvervstilknyttet pension på grundlag af det antal år, der resterer, førend den lovbestemte pensionsalder er nået.

5 Hovedformålet med overgangspensionen er dels at stille den ansatte således, som han ville have været stillet, såfremt han ikke havde været nødt til at fratræde på grund af dårligt helbred, ved at dække forskellen mellem det beløb, han faktisk modtog, og det beløb, han ville have modtaget, hvis han havde fortsat arbejdet, til han nåede den lovbestemte pensionsalder, dels økonomisk at ligestille mænd og kvinder i samme situation.

6 Den måde, overgangspensionen beregnes på — og som er baseret på en række faktorer som f.eks. den ansattes sidste løn, den beskæftigelsesperiode, der ville være tilbagelagt, indtil den pågældende fylder 60 eller 65 år, og den pension fra staten eller erhvervstilknyttede pension, han ville have været berettiget til — indebærer, at det beløb, der udbetales til den enkelte person, varierer alt efter de ændringer, der med tiden sker i den pågældende persons økonomiske situation.

7 Når derfor, indtil det fyldte 60. år, hverken en kvinde eller en mand, der går på førtidspension, endnu ikke har nået den alder, der kræves for at få udbetalt pension fra staten, omfatter overgangspensionen bla. — såvel for mænd som for kvinder — et beløb, der svarer til den del af pensionen fra staten, som er baseret på de beskæftigelsesperioder, den pågældende har tilbagelagt hos arbejdsgiveren, som udbetaler overgangspensionen. Fra en kvinde fylder 60 år, nedsættes overgangspensionen denmod med den begrundelse, at hun modtager pension fra staten, mens en overgangspension, der udbetales til en mand, ikke nedsættes før fem år senere, når han bliver berettiget til pension fra staten.

[s. I-5602]

8 Det bemærkes, at der er tale om en eventuel pension fra staten, idet der iltlee tages hensyn til, om den ansatte er berettiget til at modtage den eller om han har benyttet sig af sine rettigheder hertil.

9 Friedel Roberts anfægter den beregningsmetode, der for så vidt angår personer mellem 60 og 65 år medfører, at der til en kvinde udbetales en mindre overgangspension end til en mand, der befinder sig i samme situation. Friedel Roberts har anført, at overgangspensionen er løn som omfattet af traktatens artikel 119, og at en forskel af denne art derfor er i strid med ligebehandlingsprincippet i denne bestemmelse.

10 Friedel Roberts' påstand foranledigede Court of Appeal til at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er det i strid med EØF-traktatens artikel 119, at en arbejdsgiver i forbindelse med en frivillig erhvervstilknyttet pensionsordning anvender en formel, som er fælles for mandlige og kvindelige tidligere ansatte, hvorefter den samlede arbejdsophørspension (erhvervstilknyttet pension plus pension fra staten), der beregnes for disse, er den samme, og der fra dette samlede beløb fratrækkes den del af arbejdsophørspensionen fra staten, til hvilken arbejdsgiveren og den tidligere ansatte betalte bidrag, medens den tidligere ansatte var ansat i en pensionsgivende stilling hos denne arbejdsgiver, og hvorefter arbejdsgiveren betaler dette nedsatte beløb direkte til den ansatte med det formål, at den samlede arbejdsophørspension (som beregnet efter den fælles formel) bliver den samme for mandlige og kvindelige tidligere ansatte, med det resultat, at arbejdsgiveren betaler en kvindelig ansat mindre end en mandlig ansat, fra hun fylder 60, til hun fylder 65, fordi der for de kvindelige tidligere ansattes vedkommende foretages et fradrag, da de er berettigede til pension fra staten, fra de fylder 60, medens der ikke foretages et sådant fradrag for de mandlige tidligere ansattes vedkommende, eftersom de ikke er berettigede til pension fra staten, før de fylder 65?

> 2) Indvirker det på besvarelsen af det første spørgsmål, såfremt der foreligger omstændigheder, hvor kvinden ikke er berettiget til pension fra staten, fordi hun som gift kvinde har valget mellem til National Insurance at indbetale fulde bidrag, der giver hende ret til selv at få udbetalt fuld pension fra staten, [s. I-5603] eller nedsatte bidrag, der ikke giver hende ret til pension fra staten (eller kun giver hende ret til nedsat pension), og hun vælger det sidste?

> 3) Indvirker det på besvarelsen af de foregående spørgsmål, såfremt der foreligger omstændigheder, hvor den ansatte, selv om hun ikke er berettiget til arbejdsophørspension fra staten (eller kun berettiget til en mindre pension end den fulde pension), faktisk er berettiget til — og oppebærer — enkepension fra staten, der beløbsmæssigt svarer til den fulde arbejdsophørspension fra staten?«

11 Hvad nærmere angår hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Første spørgsmål

12 Det er ubestridt, at overgangspensionen er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119, således som det er defineret i Domstolens praksis, idet det omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier (jf. navnlig dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12).

13 Striden i hovedsagen er opstået, fordi en kvinde, der er mellem 60 og 65 år, og som modtager en overgangspension, efter den erhvervstilknyttede pensionsordning modtager et mindre beløb fra sin tidligere arbejdsgiver end en mand på samme alder, der befinder sig i samme situation, idet forskellen svarer til den del af pensionen fra staten, der udbetales hende, fra hun fylder 60 år, og som svarer til de beskæftigelsesperioder, hun har tilbagelagt hos arbejdsgiveren.

[s. I-5604]

14 Ifølge Friedel Roberts er denne forskel i behandlingen en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 119, og som derfor ikke kan retfærdiggøres på noget grundlag overhovedet.

15 Kommissionen deler Friedel Roberts' opfattelse med hensyn til, at der foreligger en direkte forskelsbehandling, men Kommissionen finder dog, at dette ikke indebærer, at forskelsbehandlingen ikke kan retfærdiggøres, da selve begrebet forskelsbehandling, uanset om den er direkte eller indirekte, medfører en forskel i behandlingen, som er uberettiget. Kommissionen er af den opfattelse, at forskelsbehandlingen i dette tilfælde er begrundet, idet Birds Eye Walls i vidt omfang søger at opnå ligebehandling af mænd og kvinder ved at give kompensation for manglende ligebehandling, der beror på forskellen i pensionsalder under de særlige omstændigheder, hvor en sådan ulighed ville medføre et alvorligt tab. Kommissionen har navnlig henvist til situationen, hvor en mandlig ansat bliver nødt til at fratræde på grund af dårligt helbred, og hvor han — i modsætning til en kvindelige ansat — ikke er berettiget til en pension fra staten, før han er fyldt 65.

16 Birds Eye Walls har benægtet at have forskelsbehandlet Friedel Roberts, både direkte og indirekte, da den pågældende forskel i behandlingen efter Birds Eye Walls' opfattelse er begrundet i objektive faktorer uden for Birds Eye Walls' kontrol, nemlig at den pågældende person fra en bestemt alder modtager en pension fra staten.

17 Det skal understreges, at ligebehandlingsprincippet i traktatens artikel 119 — ligesom det generelle forbud mod forskelsbehandling, som det er et særligt udtryk for — forudsætter, at de mænd og kvinder, som det finder anvendelse på, befinder sig i samme situation.

18 Dette er dog tilsyneladende ikke tilfældet, når det opsatte beløb, som en arbejdsgiver udbetaler til ansatte, der er nødt til at gå på førtidspension på grund af dårligt helbred, anses for et supplement til den pågældende mands eller kvindes økonomiske midler.

[s. I-5605]

19 Det fremgår klart af fremgangsmåden ved beregning af overgangspensionen, at ansættelsen af dette beløb ikke er fastfrosset på et bestemt tidspunkt, men nødvendigvis varierer på grund af de ændringer, der med tiden sker i den pågældende mands eller kvindes økonomiske situation.

20 Selv om en kvinde, der går på førtidspension på grund af dårligt helbred, derfor, indtil hun fylder 60, befinder sig i en situation, der svarer til den en mand i samme situation befinder sig i, idet ingen af dem endnu er berettiget til at få udbetalt pension fra staten, er dette ikke længere tilfældet, når kvinden er mellem 60 og 65, idet hun da, i modsætning til manden, bliver berettiget til at få udbetalt en sådan pension. Denne forskel i det objektive grundlag, som nødvendigvis indebærer, at overgangspensionen ikke er af samme størrelse for mænd og kvinder, kan ikke anses for diskriminerende.

21 Dertil kommer, når henses til formålet med overgangspensionen, at såfremt beløbet for kvinder fastholdes på samme niveau som det, der blev udbetalt, inden de fik udbetalt pension fra staten, ville dette danne grundlag for en forskelsbehandling til skade for mænd, som først kan få udbetalt pension fra staten, når de er 65.

22 Det står endvidere fast, at når mænd fylder 65, nedsættes overgangspensionen ligeledes med det pensionsbeløb fra staten, som de er berettiget til. I betragtning af at de beskæftigelsesperioder, de har tilbagelagt hos den arbejdsgiver, der udbetaler overgangspensionen, er længere end de beskæftigelsesperioder, kvinder har tilbagelagt, får de udbetalt en pension fra staten vedrørende disse perioder, som er større end de kvindelige tidligere ansattes pensioner fra staten, hvorfor de modtager en overgangspension, der er mindre end den, der udbetales til kvinder.

23 Det må derfor fastslås, at fremgangsmåden ved beregning af overgangspensionen er neutral, hvilket bekræfter, at der ikke foreligger forskelsbehandling.

[s. I-5606]

24 På grundlag af ovennævnte præmisser må svaret på det første spørgsmål være, at traktatens artikel 119 ikke er til hinder for, at der ved beregningen af en »overgangspension«, som arbejdsgiveren udbetaler til mandlige og kvindelige ansatte, der er gået på førtidspension på grund af dårligt helbred, og som navnlig skal opveje mistede indtægter som følge af, at den pågældende endnu ikke har nået den alder, der er fastsat for udbetaling af pension fra staten, tages hensyn til det beløb, de senere vil modtage i pension fra staten, og at overgangspensionen nedsættes tilsvarende, selv om resultatet heraf — for så vidt angår mænd og kvinder mellem 60 og 65 år — er, at en kvindelig tidligere ansat modtager en mindre overgangspension end en mandlig tidligere ansat, idet forskellen svarer til det beløb, kvinden kan gøre larav på i pension fra staten, fra hun fylder 60 år, for de beskæftigelsesperioder, hun har tilbagelagt hos arbejdsgiveren.

#### Andet og tredje spørgsmål

25 Det andet præjudicielle spørgsmål udspringer af, at der ved beregningen af overgangspensionen tages hensyn til den eventuelle pension fra staten, som er nævnt ovenfor (præmis 8). Spørgsmålet vedrører ansatte, der som gifte kvinder har valgt den mulighed, de efter britisk lovgivning har til at indbetale nedsatte pensionsbidrag, som kun giver dem ret til nedsat pension fra staten eller slet ikke giver dem ret til pension, hvilket er tilfældet for Friedel Roberts' vedkommende.

26 Friedel Roberts modtager dog en enkepension, som beløbsmæssigt svarer til den fulde arbejdsophørspension. Det tredje spørgsmål udspringer af dette forhold og af den virkning, dette kan have på besvarelsen af det første og det andet spørgsmål.

27 Det bemærkes herved, at gifte kvinder frit kan bestemme, om de vil benytte sig af muligheden for at indbetale nedsatte bidrag til pensionen fra staten, og at de uden tvivl drager økonomisk fordel heraf.

[s. I-5607]

28 Det ville ikke være rimeligt at se bort herfra og beregne overgangspensionen på grundlag af det beløb, den pågældende faktisk modtager i pension fra staten.

29 Som generaladvokaten har påpeget i punkt 21 i sit forslag til afgørelse, ville det forhold at tvinge en virksomhed til at udligne et tab af pension fra staten, der direkte skyldes kvindens beslutning om at betale nedsatte bidrag, medføre, at der blev givet gifte førtidspensionerede kvinder, som har valgt at betale de nedsatte bidrag, en urimelig fordel i forhold til de personer, som ikke har kunnet foretage et sådant valg, og som altid havde måttet indbetale de fulde bidrag, nemlig mænd og ugifte kvinder, såvel som gifte kvinder, der ikke har udnyttet denne valgmulighed.

30 Artikel 119 kan derfor ikke fortolkes således, at fortolkningen medfører en forskelsbehandling, hvorved nogle kvinder får en dobbelt fordel, idet de betaler nedsatte bidrag og modtager en overgangspension, som udligner den tilsvarende nedsættelse af pensionen fra staten, sammenlignet med andre personer, hvis situation i enhver anden henseende er den samme.

31 Den samme argumentation gælder så meget desto mere i de tilfælde, hvor den pågældende kvinde i stedet for en pension fra staten modtager en enkepension, der beløbsmæssigt svarer til den fulde pension fra staten. Når henses til formålet med overgangspensionen, som omtalt i præmis 5 ovenfor, ville det være urimeligt ikke at tage hensyn til udbetalingen af en enkepension, der svarer til den fulde pension fra staten, da dette ligeledes ville medføre en forskelsbehandling, idet kvinder, der oppebærer enkepension, ville blive begunstiget i forhold til mænd og gifte kvinder, der er berettiget til den fulde pension fra staten, som der tages hensyn til ved beregningen af størrelsen af overgangspensionen.

32 Besvarelsen af det andet og det tredje spørgsmål må derfor være, at traktatens artikel 119 ikke er til hinder for, at der ved beregningen af overgangspensionen tages

[s. I-5608]

hensyn til den fulde pension fra staten, som en gift kvinde ville have modtaget, hvis hun ikke havde valgt at indbetale nedsatte bidrag, som kun giver hende ret til en nedsat pension eller ikke giver hende ret til pension, eller at der tages hensyn til, at hun eventuelt modtager enkepension, som svarer til fuld pension fra staten.

#### Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal of England and Wales ved kendelse af 14. oktober 1991, for ret:

1) Traktatens artikel 119 er ikke til hinder for, at der ved beregningen af en »overgangspension«, som arbejdsgiveren udbetaler til mandlige og kvindelige ansatte, der er gået på førtidspension på grund af dårligt helbred, og som navnlig skal opveje mistede indtægter som følge af, at den pågældende endnu ikke har nået den alder, der er fastsat for udbetaling af pension fra staten, tages hensyn til det beløb, de senere vil modtage i pension fra staten, og at overgangspensionen nedsættes tilsvarende, selv om resultatet heraf — for så vidt angår mænd og kvinder mellem 60 og 65 år — er, at en kvindelig tidligere ansat modtager en mindre overgangspension end en mandlig tidligere ansat, idet forskellen svarer til det beløb, kvinden kan gøre krav på i pension fra staten, fra hun fylder 60 år, for de beskæftigelsesperioder, hun har tilbagelagt hos arbejdsgiveren.

2) Traktatens artikel 119 er ikke til hinder for, at der ved beregningen af overgangspensionen tages hensyn til den fulde pension fra staten, som en gift kvinde ville have modtaget, hvis hun ikke havde valgt at indbetale nedsatte bidrag, som kun giver hende ret til en nedsat pension eller ikke giver hende ret til pension, eller at der tages hensyn til, at hun eventuelt modtager enkepension, som svarer til fuld pension fra staten.

Mancini

Schockweiler

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. november 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

G.F. Mancini

Formand for Anden Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Proccssprog: engelsk.

===== FIL: praksis/eu-c-025.md =====

# EU-Domstolen, 14. december 1993, sag C-110/91

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-025.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-025.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1993:926

Kommentarens titel: Forskellig pensionsalder i supplerende firmapension

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Direkte virkning, EU-konform fortolkning og gennemførelse](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-eu.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 119 hindrede, at mænd i samme situation først fik firmapension ved en højere alder end kvinder (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Barber-begrænsningen til beskæftigelsesperioder efter 17. maj 1990 gjaldt, bortset fra tidligere sager eller tilsvarende klager.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 hindrede, at mænd i samme situation først fik firmapension ved en højere alder end kvinder. Direktiv 86/378 hindrede ikke direkte påberåbelse af artikel 119. Barber-dommens tidsbegrænsning begrænsede dog ligebehandlingskrav til beskæftigelsesperioder efter 17. maj 1990, bortset fra tidligere sager eller tilsvarende administrative klager fra arbejdstageren eller ydelsesberettigede pårørende.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: 1993-direktivfrist begrænser ikke artikel119; samme beregningsalder med forbehold for17.5.1990-perioder og klageundtagelse, ikke automatisk fuld pension

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0110

Domstolens dom
14. december 1993[^*]

I sag C-110/91,

angående en anmodning, som Arbeitsgericht Bonn i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Michael Moroni

mod

Collo GmbH,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119, Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) samt begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida og M. Diez de Velasco samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliet, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, M. Zuleeg, R J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein og ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

[s. I-6610]

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Michael Moroni ved advokat M. Hohlfeld, Bonn

- Collo GmbH ved Bundesvereinigung der Deutschen Arbeitgeberverbände

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget

- den nederlandske regering ved secretaris-generaal B. R. Bot, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongerige ved R. Caudwell, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og Barrister S. Richards

- Irland ved Chief State Solicitor L. J. Dockery, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B. Jansen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at den tyske regering, den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseurs J. W. de Zwaan og T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, Det Forenede Kongerige ved Attorney General Sir Nicholas Lyell, QC, Barristers S. Richards og N. Paines samt J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, Irland ved J. Cooke, SC, og A. O'Caoimh, BL, og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. januar 1993,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. april 1993,

afsagt følgende

[s. I-6611]

### Dom

1 Ved kendelse af 14. februar 1991 indgået til Domstolen den 11. april 1991 har Arbeitsgericht Bonn i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119, Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40, herefter benævnt »direktiv 86/378«) samt Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) for så vidt angår begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Michael Moroni mod Collo GmbH (herefter benævnt »Collo«) om betingelserne for ydelse af en firmapension.

3 Michael Moroni, som er født i 1948, var fra 1968 til 1983 ansat hos Collo og som følge heraf tilsluttet virksomhedens erhvervstilknyttede pensionsordning. Ifølge denne ordning, som supplerer den lovbestemte ordning, har mandlige arbejdstagere først krav på firmapension, når de fylder 65 år, mens kvindelige arbejdstagere kan modtage pension, allerede når de fylder 60 år, i begge tilfælde på betingelse af, at de på dette tidspunkt har arbejdet i virksomheden i mindst ti år.

4 I medfør af Gesetz zur Verbesserung der betrieblichen Altersversorgung (lov om forbedring af den erhvervstilknyttede alderspension, herefter benævnt »BetrAVG«) bevarer en arbejdstager, som forlader virksomheden inden pensionsalderens indtræden, den ret til pension, han har erhvervet i den periode, hvor han har været ansat i virksomheden. Pensionsretten kan derefter — alt efter, om der er tale om en mand eller en kvinde — gøres gældende, når den pågældende fylder 65 eller 60 år. Pensionen beregnes i så fald ved, at den pension, den pågældende ville have haft ret til ved den normale pensionsalders indtræden, nedsættes, idet den korrigeres med en koefficient, der svarer til forholdet mellem ansættelsesforholdets faktiske varighed og den varighed, det teoretisk kunne have haft. Som følge af den lavere pensionsalder er nedsættelsen mindre for kvindernes vedkommende end for deres mandlige kollegers.

[s. I-6612]

5 For Arbeitsgericht Bonn gjorde Michael Moroni under henvisning til traktatens artikel 119 gældende, at han ligesom kvinder i samme situation havde krav på at modtage firmapension fra sit fyldte 60. år, og at hans pension derfor kun burde nedsættes i forhold til antallet af år mellem hans fratræden og det tidspunkt, hvor han fyldte 60 år.

6 Collo gjorde gældende, at artikel 119 ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, og henviste til støtte herfor til direktiv 86/378, hvoraf det dels følger, at den ændring, som skal finde sted senest den 1. januar 1993, af bestemmelser i erhvervstilknyttede sikringsordninger, der er i modstrid med ligebehandlingsprincippet, ikke nødvendigvis skal have tilbagevirkende gyldighed (artikel 8), dels at medlemsstaterne kan udsætte gennemførelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår fastsættelsen af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørs-pensioner enten indtil den dato, på hvilken ligebehandlingen gennemføres i de lovbestemte ordninger, eller senest indtil ligebehandlingen indføres ved et direktiv (artikel 9). Under alle omstændigheder skulle der efter selskabets opfattelse tages hensyn til begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

7 På denne baggrund besluttede Arbeitsgericht Bonn at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Er en erhvervstilknyttet pensionsordning — i form af pensionstilsagn, der direkte kan gøres gældende af arbejdstagerne — hvorefter en mandlig arbejdstager har ret til pension fra sit fyldte 65. år, men en kvindelig arbejdstager allerede fra sit fyldte 60. år, allerede på nuværende tidspunkt i strid med EØF-traktatens artikel 119, også når henses til direktiv 86/378/EØF?

> 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, vil en sådan tilsidesættelse da allerede nu have de retsvirkninger, som ifølge direktiv 86/378/EØF først synes at skulle indtræde i 1993? Kan en af en sådan pensionsordning omfattet mandlig arbejdstager gøre krav på pension allerede fra sit fyldte 60. år, og skal pensionen i så fald udbetales med det fulde beløb, selv om pensionskravet gøres gældende før det ifølge tilsagnet gældende tidspunkt?

> 3) Har en eventuel tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 119 — også når henses til direktiv 86/378/EØF — stadig ingen retsvirkninger på nuværende tidspunkt a) når arbejdstageren, efter at have erhvervet ret til opsat pension, er fratrådt eller fratræder før pensionsalderens indtræden, men inden meddelelsen af direktiv 86/378/EØF, inden afsigelsen af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber mod Guardian Royal Exchange Assurance Group) eller inden den i artikel 8, stk. 1, i direktiv 86/378/EØF angivne skæringsdag, den 1. januar 1993? eller kun b) hvis den tidligere arbejdstager allerede modtog erhvervstilknyttet pension på en af de nævnte, alternative skæringsdatoer eller kun c) for så vidt som krav på erhvervstilknyttet pension allerede var opfyldt inden en af de alternative skæringsdatoer, således at der stadig kan rejses krav om en forhøjelse med hensyn til fremtidige pensionskrav eller d) tilkommer det i den foreliggende sammenhæng den nationale ret at træffe afgørelse om det spørgsmål om de tidsmæssige virkninger af EØF-traktatens artikel 119, der er rejst i forbindelse med de ovenfor anførte alternativer?«

[s. I-6614]

8 Hvad nærmere angår hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

#### Det første spørgsmål

9 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om traktatens artikel 119 er til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning først kan gøre krav på firmapension i en højere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to køn.

10 I den forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i Barber-dommen (præmis 32) har udtalt, at artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen, navnlig fastsættelse af forskellige aldersbetingelser for de to køn for så vidt angår erhvervstilknyttede pensioner, der udbetales i henhold til en »contracted-out«-ordning, selv om forskellen i pensionsalder for mænd og kvinder svarer til den forskel, der gælder efter den nationale lovbestemte ordning.

11 Domstolen nåede frem til dette resultat, efter at den i samme dom havde fastslået, at erhvervstilknyttede pensioner er omfattet af begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, som ifølge fast praksis omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier, idet den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke udelukker, at de kan have karakter af løn i den i artilden anførte betydning (jf. navnlig præmis 12).

12 Det er rigtigt — som den nationale ret har anført — at de faktiske omstændigheder, der lå til grund for Barber-dommen, vedrørte en erhvervstilknyttet pensionsordning,

[s. I-6615]

som var »contracted-out« i henhold til britisk ret, og ikke en supplerende erhvervstilknyttet ordning som den, der er tale om i forbindelse med hovedsagen.

13 Imidlertid bemærkes, at Domstolen baserede sin afgørelse om, at pensioner, der udbetales i henhold til sådanne ordninger, er omfattet af artikel 119's anvendelsesområde, på de samme kriterier, som den i sin tidligere praksis havde lagt til grund for at sondre mellem lovbestemte sociale sikringsordninger og erhvervstilknyttede pensionsordninger.

14 I dommen af 25. maj 1971 (sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. réf.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8) udtalte Domstolen, at begrebet løn ikke kunne omfatte de socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig alderspension, som direkte er reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren, og som obligatorisk finder anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. De pågældende ordninger sikrer nemlig arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager end af socialpolitiske overvejelser.

15 I dommen af 13. maj 1986 (sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607), som netop vedrørte en tysk erhvervstilknyttet pensionsordning, fastslog Domstolen, at selv om ordningen var vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der var fastsat i den nationale lovgivning, var den et resultat af en overenskomst mellem arbejdsgiveren og repræsentanterne for de ansatte, den supplerede den lovbestemte sociale sikringsordning, og den var ikke finansieret af det offentlige. En ordning med disse kendetegn falder derfor ind under traktatens artikel 119's anvendelsesområde.

16 Det bemærkes endvidere, at der i Barber-dommen for første gang blev taget stilling til spørgsmålet om, hvorledes en ulige behandling, der beror på, at pensionsalderen er forskellig for de to køn, skal bedømmes efter artikel 119. Det står imidlertid fast, at en sådan differentiering ikke specielt er karakteristisk for erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«; tværtimod genfindes den også i andre former for erhvervstilknyttede pensionsordninger og har samme diskriminerende virkninger.

[s. I-6616]

17 Heraf følger, at rækkevidden af de i Barber-dommen opstillede principper ikke kan anses for at være begrænset til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er »contracted-out«, men at disse principper også gælder for supplerende ordninger som den i hovedsagen omhandlede.

18 Den tyske regering har anført, at en mandlig arbejdstager efter den lovbestemte alderdomsforsikringsordning, der er gældende i Tyskland, kan gøre krav på udbetaling af sin lovbestemte alderspension før tiden, dvs. allerede når han fylder 60 år. I så fald har han ifølge BetrAVG krav på samtidig at få udbetalt sin erhvervstilknyttede pension. Disse bestemmelser er udtryk for den snævre og direkte sammenhæng mellem den lovbestemte ordning og den erhvervstilknyttede ordning.

19 Dette argument kan ikke tiltrædes. For det første kan en i en national bestemmelse fastsat forpligtelse til at udbetale den erhvervstilknyttede pension samtidig med den lovbestemte pension ikke have til følge, at den erhvervstilknyttede ordning udelukkes fra anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. For det andet må det konstateres, at den påberåbte nationale bestemmelse ikke har nogen indvirkning på den diskriminerende karakter af den omtvistede nedsættelse af pensionen, som udelukkende er en følge af de ved overenskomst fastsatte regler for den omhandlede erhvervstilknyttede ordning, hvorefter pensionsalderen er forskellig for mandlige og kvindelige arbejdstagere.

20 Det første præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at traktatens artikel 119 — som det fremgår af Barber-dommen — er til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning først kan gøre krav på firmapension i en højere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to køn.

#### Det andet spørgsmål

21 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 86/378 ikke er til hinder for, at det inden den 1. januar 1993 — som er det tidspunkt, hvor medlemsstaterne i medfør af bestemmelsen skal have truffet alle de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme direktivet — tillægges

[s. I-6617]

retsvirkninger, at det er i strid med artikel 119 at fastsætte en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to køn.

22 Kernen i dette spørgsmål er forholdet mellem traktatens artikel 119 og direktiv 86/378.

23 I den forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at artikel 119 ifølge Domstolens faste praksis finder direkte anvendelse på alle former for forskelsbehandling, som kan konstateres allerede ved hjælp af de i artiklen opstillede kriterier, samme arbejde og lige løn, uden at der fra Fællesskabets eller medlemsstaternes side skal træffes nærmere foranstaltninger til fastlæggelse af disse kriterier, for at de kan anvendes (jf. navnlig Barber-dommen, præmis 37).

24 Da det på grundlag af bestanddelene af den løn, der er tale om, og de i artikel 119 opstillede kriterier umiddelbart kan fastslås, at fastsættelse af en pensionsalder for ydelse af firmapensioner, der er forskellig for de to køn, fører til forskelsbehandling, er der ingen grund til at rejse spørgsmålet om retsvirkningerne af direktiv 86/378. Bestemmelserne i direktivet kan nemlig under ingen omstændigheder begrænse rækkevidden af bestemmelserne i artikel 119.

25 Heraf følger, at den arbejdstager, som udsættes for forskelsbehandling som følge af, at der fastsættes en pensionsalder, der er forskellig for de to køn — medmindre andet følger af besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål — kan gøre krav på udbetaling af firmapensionen i samme alder som en kvindelig arbejdstager i samme situation, idet enhver nedsættelse af pensionen i tilfælde af fratræden før tiden skal beregnes i forhold til denne alder.

26 Det andet præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at medmindre andet følger af besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål, er direktiv 86/378 ikke til hinder for, at der direkte og umiddelbart støttes ret på artikel 119 for de nationale domstole.

[s. I-6618]

#### Det tredje spørgsmål

27 Med det tredje spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at udtale sig om den nøjagtige rækkevidde af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

28 Som Domstolen allerede har udtalt i dommen af 6. oktober 1993 (sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879), er det i denne forbindelse tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at der blev truffet afgørelse om denne begrænsning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henført under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

29 Ved afgørelsen herom blev der taget hensyn til, at særlige forhold gør sig gældende med hensyn til denne form for løn, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforløb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder.

30 Domstolen tog ligeledes hensyn til de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmæssige forbindelse, der i hvert enkelt tilfælde består mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden.

31 Under hensyntagen til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, som er anført i dommens præmis 44, bør det præciseres, at ligebehandligen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan påberåbes for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

[s. I-6619]

32 Med hensyn til den i det tredje spørgsmål, punkt d), rejste problemstilling bemærkes, at det udelukkende tilkommer Domstolen undtagelsesvis at begrænse de pågældendes mulighed for at påberåbe sig den fortolkning, Domstolen anlægger af en fællesskabsretlig bestemmelse, når den afgør et præjudicielt spørgsmål.

33 Det tredje præjudicielle spørgsmål må derfor besvares med, at i kraft af Barber-dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

#### Sagens omkostninger

34 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering, af Irland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arbeitsgericht Bonn ved kendelse af 14. februar 1991, for ret:

1) Som det fremgår af dommen af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber, er EØF-traktatens artikel 119 til hinder for, at en mandlig arbejdstager inden for rammerne af en supplerende erhvervstilknyttet pensionsordning først kan gøre krav på firmapension i en højere alder end en kvindelig arbejdstager i samme situation, fordi pensionsalderen er forskellig for de to køn.

2) Medmindre andet følger af besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål, er Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger ikke til hinder for, at der direkte og umiddelbart støttes ret på traktatens artikel 119 for de nationale domstole.

3) I kraft af Barber-dommen af 17. maj 1990 kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Kakouris

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. december 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk

===== FIL: praksis/eu-c-026.md =====

# EU-Domstolen, 22. december 1993, sag C-152/91

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-026.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-026.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1993:949

Kommentarens titel: Pensioners tidsgrænse og aktuarmæssige faktorer

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Barber-begrænsningen gjaldt også værdien af overførte pensionsydelser og engangsydelser. Forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i funderede, ydelsesdefinerede erhvervspensionsordninger faldt efter dommens svar uden for artikel 119 (jf. lønbegrebet i § 1 a, stk. 3).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Barber-dommens begrænsning til beskæftigelsesperioder efter 17. maj 1990, med undtagelsen for tidligere klager eller sager, gjaldt også værdien af overførte pensionsydelser og engangsydelser. Forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i funderede, ydelsesdefinerede erhvervspensionsordninger faldt efter dommens svar uden for artikel 119. Dette gælder det præcise finansierings- og ydelsesspørgsmål i dommen.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Funderet ydelsesdefineret ordning: sondring løfte om pension/finansiering; ikke generel tilladelse til kønsbestemte bidrag eller løn

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61991CJ0152

Domstolens dom
22. december 1993[^*]

I sag C-152/91,

angående en anmodning, som Industrial Tribunal, Leeds (Det Forenede Kongerige), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

David Neath

mod

Hugh Steeper Ltd,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 og begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. C. Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein og ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

[s. I-6954]

- David Neath ved the Honourable Michael J. Beloff, QC, og Barristers C. Lewis og S. Moore

- Hugh Steeper Ltd ved Barrister D. Pannick

- Det Forenede Kongerige ved J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og ved Barrister S. Richards

- den nederlandske regering ved secretaris-generaal B. R. Bot, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved Ministerialrat i Forbundsøkonomiministeriet E. Röder, som befuldmægtiget

- Irland ved Chief State Solicitor L. J. Dockery, som befuldmægtiget, og A. O'Caoimh, BL

- den danske regering ved juridisk konsulent J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at D. Neath, Hugh Steeper Ltd, Det Forenede Kongerige ved Attorney General Sir Nicholas Lyell, QC, Barristers S. Richards og N. Paines samt J. E. Collins, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, den nederlandske regering ved adjunct-juridisch adviseurs J. W. de Zwaan og T. Heukels, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede, den tyske regering, Irland ved J. Cooke, SC, og

[s. I-6955]

A. O'Caoimh, BL, som befuldmægtigede, den danske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. januar 1993,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. april 1993,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved kendelse af 13. maj 1991 indgået til Domstolen den 10. juni 1991 har Industrial Tribunal, Leeds, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 119 og Domstolens dom af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) for så vidt angår begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af David Neath mod Hugh Steeper Ltd om betingelserne for ydelse af en firmapension og for overførsel af pensionsrettigheder.

3 David Neath var ansat i Hugh Steeper Ltd fra den 29. januar 1973 til den 29. juni 1990, hvor han blev afskediget af driftsmæssige grunde. Han var da 54 år og 11 måneder. I denne periode var han først tilsluttet én, derefter en anden privat erhvervstilknyttet pensionsordning, som administreredes af hans arbejdsgiver, idet de rettigheder, han havde erhvervet i henhold til den førstnævnte ordning, var blevet overført til den, som han var tilsluttet på afskedigelsestidspunktet, og som ifølge aftale var undtaget fra den statslige indtægtsbestemte pensionsordning (»contracted out of the State Earnings Related Pension Scheme«).

[s. I-6956]

4 Ifølge reglerne for den sidstnævnte ordning kan mandlige arbejdstagere først gøre krav på fuld firmapension, når de fylder 65 år, medens kvindelige arbejdstagere kan modtage fuld pension, når de fylder 60 år.

5 Enhver, der er tilsluttet ordningen, kan imidlertid — hvis arbejdsgiveren og ordningens »trustees« giver deres samtykke hertil — blive førtidspensioneret på et hvilket som helst tidspunkt, efter at han/hun er fyldt 50 år, og få udbetalt en aktuel pension, som imidlertid nedsættes i forhold til perioden mellem det faktiske pensionstidspunkt og det normale pensionstidspunkt. Hvis arbejdsgiveren eller ordningens »trustees« ikke giver deres samtykke, hvilket var tilfældet for David Neath's vedkommende, er den tilsluttede kun berettiget til at få de pensionsrettigheder, han har erhvervet, overført til en anden pensionsordning eller til at få en opsat pension, som udbetales på det normale pensionstidspunkt, medmindre han vælger at få en del af denne pension konverteret til en engangsydelse.

6 Da David Neath skulle træffe sit valg, blev han på grundlag af de tal, han fik oplyst af pensionsordningen, klar over, at han, hvis han valgte at få sine pensionsrettigheder overført, økonomisk ville være bedre stillet, hvis Barber-dommen blev fortolket således, at enhver mandlig arbejdstager, der som han er fratrådt efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, er berettiget til at få sin pension omberegnet — på samme grundlag som en kvinde i samme situation — i forhold til hele sit beskæftigelsesforløb. Hvis der blev anlagt en fortolkning, hvorefter denne ret kun kan påberåbes for så vidt angår beskæftigelsesperioder efter dette tidspunkt, ville det beløb, han ville være berettiget til, nemlig være mindre.

7 David Neath konstaterede ligeledes, at uanset hvilken fortolkning der blev anlagt, ville det beløb, der blev overført, under alle omstændigheder være mindre end det, hans kvindelige kolleger ville have opnået, fordi der ved ansættelsen af det beløb, der overføres, anvendes aktuarmæssige faktorer, som bygger på den forventede levealder, og som er forskellige for mænd og kvinder.

8 På samme måde ville han, hvis han valgte en opsat pension og anmodede om at få en del af den konverteret til en engangsydelse, som følge af de samme aktuarmæssige faktorer modtage et lavere beløb end en kvinde i samme situation.

[s. I-6957]

9 Under påberåbelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder som nedfældet i traktatens artikel 119 og fortolket af Domstolen i Barber-dommen anlagde David Neath herefter sag ved Industrial Tribunal, Leeds, for at få tilkendt samme rettigheder som kvinder i samme situation. På denne baggrund besluttede Industrial Tribunal at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Har artikel 119 og Barber-dommen simpelt hen den virkning, at en mandlig ansat, hvis ansættelsesforhold ophører den 17. maj 1990 eller senere, er berettiget til samme pension, som han ville have modtaget, hvis han havde været en kvinde?

> 2) Gælder det samme, når han i henhold til pensionsordningen vælger at a) overføre ydelser, eller b) at få udbetalt en engangsydelse?

> 3) Hvis det første eller det andet eller begge spørgsmål må besvares benægtende, hvilke hensyn skal der da eventuelt tages til a) hans tjenestetid før den 17. maj 1990, og b) anvendelsen af kønsbetingede aktuarmæssige forudsætninger i pensionsordningen?«

[s. I-6958]

10 Hvad nærmere angår hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

11 De præjudicielle spørgsmål kan sammenfattes i to problemstillinger: Dels fortolkningen af Barber-dommen for så vidt angår begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger, dels spørgsmålet om, hvorvidt det er foreneligt med traktatens artikel 119 at anvende aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for mænd og kvinder, inden for private erhvervstilknyttede pensionsordninger.

#### Fortolkningen af Barber-dommen for så vidt angår begrænsningen af dens tidsmæssige virkninger

12 Med det første og det andet spørgsmål samt første del af det tredje spørgsmål søger den nationale ret at få afklaret den nøjagtige rækkevidde af begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

13 Som Domstolen allerede har udtalt i dommen af 6. oktober 1993 (sag C-109/91, Ten Oever, Smi. I, s. 4879) er det i denne forbindelse tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at der blev truffet afgørelse om denne begrænsning i forbindelse med ydelser (specielt pensioner) i henhold til private erhvervstilknyttede ordninger, som er blevet henført under begrebet løn i traktatens artikel 119's forstand.

14 Ved afgørelsen herom blev der taget hensyn til, at særlige forhold gør sig gældende med hensyn til denne form for løn, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforløb, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder.

[s. I-6959]

15 Domstolen tog ligeledes hensyn til de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner og dermed til den beregningsmæssige forbindelse, der i hvert enkelt tilfælde består mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden.

16 Under hensyntagen til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, som er anført i dommens præmis 44, bør det præciseres, at ligebehandligen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kan påberåbes, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter domsafsigelsen den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

17 Med hensyn til ydelser, der overføres, og engangsydelser, som det andet spørgsmål specielt tager sigte på, bemærkes, at da det finansielle grundlag for pensionsrettigheder optjent før den 17. maj 1990 på grundlag af en pensionsalder, som er forskellig for de to køn, ifølge Barber-dommen ikke kan anfægtes under påberåbelse af artikel 119, må denne tidsmæssige begrænsning nødvendigvis også gælde for modværdien, medmindre andet fremgår af det i det følgende anførte.

18 Den nationale rets spørgsmål må derfor besvares med, at i kraft af Barber-dommen kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse. Det samme gælder for så vidt angår værdien af ydelser, der overføres, og engangsydelser.

[s. I-6960]

#### Anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder inden for private erhvervstilknyttede pensionsordninger

19 Det fremgår af oplysningerne i sagen, at den erhvervstilknyttede pensionsordning, David Neath var tilsluttet, da han blev afskediget, er en ydelsesdefineret ordning (»defined benefit/final salary scheme«), som sikrer arbejdstagere, som har nået pensionsalderen, en bestemt pension, der svarer til en tresindstyvendedel af deres slutløn pr. tjenesteår.

20 Der er tale om en ordning, der finansieres ved hjælp af bidrag, ikke blot fra arbejdsgiveren, men også fra arbejdstagerne.

21 Bidragene svarer til en procentdel af lønnen, og denne procentdel er den samme for alle arbejdstagere, både mænd og kvinder.

22 Derimod varierer arbejdsgiverbidragene, som beregnes under ét, med tiden, for at de kan dække de samlede givne pensionstilsagn; desuden er de højere for kvindelige end for mandlige arbejdstagere.

23 Disse varierende bidragsbeløb og denne ulighed skyldes, at der i forbindelse med finansieringen af ordningen anvendes aktuarmæssige faktorer. Da formålet med en erhvervstilknyttet pensionsordning er at dække den fremtidige udbetaling af periodiske pensioner, må ordningens finansielle midler, som er fremkommet ved hensættelser, afpasses efter de pensioner, der må forventes udbetalt. De beregninger, der er nødvendige for, at dette system kan gennemføres, bygger på en række objektive faktorer, såsom afkastet af pensionsordningens investeringer, stigningstakten i lønningerne samt visse demografiske forudsætninger, navnlig vedrørende arbejdstagernes forventede levealder.

[s. I-6961]

24 Det forhold, at kvinder gennemsnitligt lever længere end mænd, er en af de aktuarmæssige faktorer, der tages i betragtning ved afgørelsen af, hvordan den pågældende ordning skal finansieres. Dette er grunden til, at arbejdsgiveren indbetaler højere bidrag for de kvindelige arbejdstagere end for de mandlige.

25 At der som ovenfor beskrevet tages hensyn til forskellige aktuarmæssige faktorer giver sig ved overførsel af optjente rettigheder og konvertering af en del af pensionen til en engangsydelse — som der er tale om i forbindelse med hovedsagen — udslag i, at de beløb, mandlige arbejdstagere har krav på, er lavere end dem, kvindelige arbejdstagere har krav på.

26 Den nationale ret ønsker i det væsentlige oplyst, om sådanne forskelle er forenelige med traktatens artikel 119. Ved besvarelsen af dette spørgsmål må der tages stilling til, om ydelser, der overføres, og engangsydelser er løn i den nævnte artikels forstand.

27 Kommissionen har gjort gældende, at dette er tilfældet, og at enhver forskelsbehandling på grundlag af køn derfor kun kan være tilladt, hvis den er sagligt begrundet. Statistiske oplysninger, der bygger på de to køns forventede levealder, udgør ikke en saglig begrundelse, da de svarer til de gennemsnit, der beregnes på grundlag af hele den mandlige og kvindelige befolkningsgruppe, mens retten til ligebehandling med hensyn til løn er en ret, der tilkommer arbejdstagerne som enkeltpersoner, ikke på grund af deres tilhørsforhold til en gruppe.

28 I den forbindelse bemærkes, at begrebet løn i traktatens artikel 119, stk. 2, ifølge fast praksis omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i

[s. I-6962]

penge eller i naturalier. Det er ligeledes i Domstolens praksis blevet præciseret, at den omstændighed, at visse ydelser udbetales efter arbejdsforholdets ophør, ikke udelukker, at de kan have karakter af løn i den i artikel 119 anførte betydning (jf. navnlig Barber-dommen, præmis 12).

29 Den tankegang, der ligger til grund herfor, er, at arbejdsgiveren, efter omstændighederne ensidigt, forpligter sig til at udbetale bestemte ydelser til de ansatte eller til at give dem særlige fordele, og at de ansatte parallelt hermed forventer, at arbejdsgiveren udbetaler dem disse ydelser eller giver dem disse fordele. Som følge heraf er alt, hvad der ikke følger af denne forpligtelse, og som derfor heller ikke ligger inden for de ansattes forventninger, begrebet løn uvedkommende.

30 I forbindelse med en ydelsesdefineret erhvervstilknyttet pensionsordning som den, hovedsagen drejer sig om, har arbejdsgiveren over for de ansatte påtaget sig en forpligtelse til på et givet tidspunkt at betale en periodisk pension, som fastsættes efter kriterier, der allerede er kendt på det tidspunkt, hvor tilsagnet gives, og som er løn i artikel 119's forstand. Forpligtelsen vedrører derimod ikke nødvendigvis den finansieringsmåde, der vælges med henblik på at sikre den periodiske udbetaling af pensionen, og finansieringsmåden falder således uden for artikel 119's anvendelsesområde.

31 Inden for ordninger, der beror på bidragsbetaling, sker finansieringen ved hjælp af bidrag fra arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Bidragene fra arbejdstagerne udgør en del af disses løn, idet de indeholdes i vederlaget for arbejdet, som pr. definition er løn (jf. dom af 11.3.1981, sag 69/80, Worringham, Sml. s. 767); bidragene skal således være ens for alle arbejdstagere, både mænd og kvinder, hvilket også er tilfældet i den foreliggende sag. Det forholder sig anderledes med hensyn til arbejdsgiverbidragene,

[s. I-6963]

som skal sikre, at der er det nødvendige finansielle grundlag for pensionstilsagnene, således at pensionerne kan udbetales engang i fremtiden, hvilket er det, arbejdsgiveren har forpligtet sig til.

32 Heraf følger — til forskel fra, hvad der gælder for den periodiske udbetaling af pensioner — at det forhold, at der på grund af anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder ikke indbetales samme arbejdsgiverbidrag i forbindelse med funderede ydelsesdefinerede ordninger, ikke skal bedømmes efter artikel 119.

33 Dette må nødvendigvis også gælde for så vidt angår de særlige aspekter, der omtales i de præjudicielle spørgsmål, nemlig konvertering af en del af den periodiske pension til en engangsydelse og overførsel af pensionsrettigheder, hvis værdi kun kan fastsættes under hensyn til den finansieringsmåde, der er valgt.

34 Den nationale rets spørgsmål må derfor besvares med, at anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, ikke falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119.

#### Sagens omkostninger

35 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske og den tyske regering, Irland, den danske regering, Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-6964]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Industrial Tribunal, Leeds, ved kendelse af 13. maj 1991, for ret:

1) I kraft af dommen af 17. maj 1990 (sag C-262/88, Barber) kan den direkte virkning af EØF-traktatens artikel 119 kun påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende — som anført i dommen — forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse. Det samme gælder for så vidt angår værdien af ydelser, der overføres, og engangsydelser.

2) Anvendelse af forskellige aktuarmæssige faktorer for mænd og kvinder i forbindelse med erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er funderede og ydelsesdefinerede, falder ikke ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119.

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. december 1993.

J.-G. Giraud

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: engelsk.

===== FIL: praksis/eu-c-031.md =====

# EU-Domstolen, 28. september 1994, sag C-57/93

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-031.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-031.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1994:352

Kommentarens titel: Adgang til pensionsordning uden Barber-tidsbegrænsning

Emner på siden: [Pension](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-pension.md) · [Forældelse, frister og tidsmæssig rækkevidde](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-frister.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Retten til at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning var omfattet af artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 3), og Barber-dommens tidsbegrænsning gjaldt ikke adgangsretten, der fortsat var reguleret af Bilka-praksis. Dommen klassificerer en betinget udelukkelse af deltidsansatte, ikke enhver forskel mellem deltid og fuldtid (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Retten til at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning var omfattet af artikel 119. Barber-dommens tidsbegrænsning gjaldt ikke denne adgangsret, og Domstolen fastsatte heller ingen tilsvarende ny begrænsning. Protokol nr. 2 ændrede ikke adgangsretten, der fortsat var reguleret af Bilka-praksis.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Dommen klassificerer betinget deltidsudelukkelse, ikke enhver forskel mellem deltid og fuldtid som ulovlig. Ingen automatisk beregning af efterbetaling, bidrag eller national forældelse fastsættes.

Medlemskabsafgørelsen må ikke beskrives som en ophævelse af Barber for alle pensionsydelser. Den historiske 1976-grænse er ikke en moderne almindelig forældelsesfrist.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61993CJ0057

Domstolens dom
28. september 1994[^*]

I sag C-57/93,

angående en anmodning, som Kantongerecht, Utrecht (Nederlandene), i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Anna Adriaantje Vroege

mod

1) NCIV Instituut voor Volkshuisvesting BV

2) Stichting Pensioenfonds NCIV,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, O. Due, afdelingsformændene G. F. Mancini (refererende dommer), J. C. Moitinho de Almeida, M. Diez de Velasco og D. A. O. Edward samt dommerne C. N. Kakouris, R. Joliét, F. A. Schockweiler, G. O Rodríguez Iglesias, F. Grévisse, M. Zuleeg, P. J. G. Kapteyn og J. L. Murray,

[s. I-4568]

generaladvokat: W. Van Gerven

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Anna Vroege ved advokat T. P. J. de Graaf, Utrecht

- den tyske regering ved Ministerialrat E. Roder og Regierungsrat C.-D. Quassowski, begge Forbundsøkonomirninisteriet, som befuldmægtigede

- den belgiske regering ved bestuursdirecteur J. Devadder, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget

- Det Forenede Kongerige ved Assistant Treasury Solicitor J. E. Collins som befuldmægtiget, bistået af Barrister N. Paines

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks og B.-J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 26. april 1994 af Anna Vroege ved advokat M. Greebe, Utrecht, af NCIV Instituut voor Volkshuisvesting BV og Stichting Pensioenfonds NCIV ved advokat E. Lutjens, Utrecht, af den tyske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juni 1994,

afsagt følgende

### Dom

1 Ved dom af 17. februar 1993 indgået til Domstolen den 2. marts 1993 har Kantongerecht, Utrecht, i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 119 — med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger — af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benævnt »Barber-dommen«) og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter benævnt »protokol nr. 2«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som Anna Vroege har anlagt mod NCIV Instituut voor Volkshuisvesting BV og Stichting Pensioenfonds NCIV angående sit medlemskab af Stichting Pensioenfonds NCIV.

[s. I-4570]

3 Siden den 1. maj 1975 har Anna Vroege arbejdet på deltid (25,9 timer om ugen) hos NCIV Instituut voor Volkshuisvesting BV (herefter benævnt »NOV«).

4 I henhold til artikel 20 i den kollektive overenskomst, der gælder inden for NCIV, kan personer, der arbejder i denne institution, være medlemmer af en erhvervstilknyttet pensionskasse, Stichting Pensioenfonds NCIV, som yder medlemmerne arbejdsophørspension, invalidepension samt enke- og børnepension.

3 Indtil den 1. januar 1991 var medlemskab af NCIV's pensionskasse ifølge kassens vedtægt forbeholdt mandlige arbejdstagere og ugifte kvindelige arbejdstagere, hvis ansættelseskontrakt var indgået på ubestemt tid, og hvis arbejdstid udgjorde mindst 80% af fuld arbejdstid.

6 Da Anna Vroege altid havde haft en arbejdstid på under 80% af fuld arbejdstid, havde hun ikke adgang til at indbetale pensionsbidrag og kunne derfor ikke optjene pensionsrettigheder.

7 Den 1. januar 1991 trådte en ny vedtægt for pensionskassen i kraft. I henhold hertil kan arbejdstagere af begge køn blive medlemmer af pensionskassen, hvis de er fyldt 25 år og har en arbejdstid på mindst 25% af normal arbejdstid.

8 Vedtægtens artikel 23, stk. 5, giver desuden kvindelige arbejdstagere, som ikke var medlemmer af pensionskassen i tiden før den 1. januar 1991, mulighed for mod betaling at erhverve større pensionsanciennitet, dog på betingelse af, at de var fyldt 50 år den 31. december 1990. Det antal pensionsgivende år, der kan erhverves,

[s. I-4571]

kan dog højst udgøre antallet af år mellem det tidspunkt, hvor medlemmet er fyldt 50 år, og den 1. januar 1991.

9 Da Anna Vroege ikke var fyldt 50 år den 31. december 1990, kunne hun ikke benytte sig af denne overgangsbestemmelse, og hun kunne derfor først begynde at optjene pensionsrettigheder fra den 1. januar 1991. På denne baggrund anfægtede hun lovligheden af pensionskassens nye vedtægt med den begrundelse, at den indebærer en forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119, fordi hun efter vedtægten ikke har ret til at blive optaget som medlem af pensionskassen for så vidt angår beskæftigelsesperioder før den 1. januar 1991. Hun stillede følgelig krav om medlemskab af pensionskassen med tilbagevirkende kraft fra den 8. april 1976, dvs. fra afsigelsen af Domstolens dom i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455), hvori Domstolen for første gang fastslog, at artikel 119 har direkte virkning.

10 Sagen blev anlagt ved Kantongerecht, Utrecht, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »1) Omfatter retten til lige løn som omhandlet i EØF-traktatens artikel 119 også en ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning?

> 2) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, gælder den tidsmæssige begrænsning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen for så vidt angår en pensionsordning som den i Barbersagen omhandlede (en såkaldt ’contracted-out’-ordning), da også for en ret til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i den foreliggende sag?

> 3) Bør der til en eventuel anvendelse af princippet om lige løn i EØF-traktatens artikel 119 knyttes en tidsmæssig begrænsning af retten til at være omfattet af [s. I-4572] en erhvervstilknyttet pensionsordning som den her omhandlede, og — i bekræftende fald — fra hvilket tidspunkt?

> 4) Har den til Maastricht-traktaten knyttede protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (’Barberprotokollen’) og (lovforslaget om ændring af) overgangsbestemmelsen i artikel III i lovforslag nr. 20 890, der har til formål at gennemføre det fjerde direktiv, betydning for afgørelsen af den foreliggende sag — der er anlagt ved stævning indleveret til Kantongerecht's Justitskontor den 11. november 1991 — også under hensyn til tidspunktet for sagens anlæg?«

#### Første spørgsmål

11 Med det første spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, om retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

12 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede i dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84, Sml. s. 1607) fastslog, at for så vidt som en pensionsordning — selv om den er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i den nationale lovgivning — har sin oprindelse i en overenskomst med arbejdstagerne eller deres repræsentanter, og for så vidt som offentlige myndigheder ikke deltager i ordningens finansiering, er den ikke en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som følge heraf undtaget fra artikel 119's anvendelsesområde, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfør af en sådan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2 (præmis 20 og 22).

[s. I-4573]

13 Disse principper har Domstolen bekræftet i Barber-dommen for så vidt angår britiske erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er »contracted-out«, og ligeledes i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879).

14 I sidstnævnte dom fastslog Domstolen, at artikel 119 rinder anvendelse på ydelser fra en nederlandsk erhvervstilknyttet pensionsordning svarende til den, der er tale om i den foreliggende sag. I dommen fremhævede Domstolen særligt det forhold, at reglerne for pensionsordningen ikke direkte var fastsat ved lov, men var et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot på begæring af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kunne betragtes som repræsentative, havde erklæret ordningen obligatorisk for hele fagområdet (præmis 10).

15 I øvrigt følger det af Bilka-dommen, at det ikke alene er retten til ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning, men også retten til at være omfattet af ordningen, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 119.

16 Begrundelsen for sidstnævnte afgørelse var, at når en lønpolitik, der består i at fastsætte en lavere timeløn for deltids-end for fuldtidsarbejde, under visse omstændigheder kan være udtryk for en forskelsbehandling af mænd og kvinder — således som det fremgår af dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) — må det samme gælde i tilfælde, hvor deltidsansatte udelukkes fra at være omfattet af virksomhedens pensionsordning. Da en sådan pension falder ind under begrebet løn i artikel 119, stk. 2, er den samlede løn, som arbejdsgiveren udbetaler fuldtidsansatte, nemlig højere ved det samme antal arbejdstimer end den, der betales til deltidsansatte.

17 Heraf følger, at det er udtryk for en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med traktatens artikel 119, når gifte kvinder ikke kan være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Når deltidsbeskæftigede arbejdstagere udelukkes fra ordningen, er traktatbestemmelsen kun tilsidesat, såfremt foranstaltningen

[s. I-4574]

rammer et meget større antal kvinder end mænd, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at den kan forklares ved andre — objektivt begrundede — faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. Bilka-dommen).

18 Herefter må det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

#### Andet og tredje spørgsmål

19 Med disse spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, dels om begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen også gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagen, dels om der ikke under alle omstændigheder bør fastsættes en begrænsning af samme art i den foreliggende sag.

20 Med henblik på besvarelsen af disse spørgsmål skal der redegøres for baggrunden for, at det blev besluttet at begrænse Barber-dommens tidsmæssige virkninger.

21 I overensstemmelse med en fast praksis, hvorefter Domstolen undtagelsesvis — under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip i Fællesskabets retsorden og under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medføre for så vidt angår fortiden i retsforhold, der er etableret i god tro — kan se sig foranlediget til at begrænse de berørte parters muligheder for at påberåbe sig en bestemmelse, Domstolen har fortolket, for derved at rejse tvivl om sådanne retsforhold (jf. Defrenne-dommen), tog Domstolen i Barber-dommen stilling til, om de to

[s. I-4575]

hovedbetingelser for at træffe bestemmelse om en sådan begrænsning var opfyldt, nemlig om de berørte parter var i god tro, og om der var fare for alvorlige forstyrrelser.

22 Med hensyn til den første betingelse udtalte Domstolen (i præmis 42), at artikel 9, litra a), i Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) gav mulighed for at udsætte den obligatoriske gennemførelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt angik fastsættelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner, jf. undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

23 Under hensyn til disse bestemmelser fandt Domstolen, at medlemsstaterne og de berørte parter med rimelighed havde kunnet gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på pensioner, der blev udbetalt i henhold til »contracted-out« ordninger, og at der fortsat kunne gøres undtagelse fra princippet om ligestilling af mænd og kvinder på dette område (præmis 43).

24 I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i dommen af 14. december 1993 i Moroni-sagen (sag C-110/91, Sml. I, s. 6591), samtidig med at den henviste til og bekræftede de principper, der var opstillet i dommene i sagerne Defrenne, Bilka og Barber, udtalte, at der i Barber-dommen for første gang blev taget stilling til spørgsmålet om, hvorledes en ulige behandling, der beror på, at pensionsalderen er forskellig for de to køn, skal bedømmes efter artikel 119 (præmis 16).

25 Med hensyn til betingelsen om alvorlige forstyrrelser fandt Domstolen i øvrigt i Barber-dommen, at hvis enhver berørt mandlig arbejdstager i lighed med Douglas

[s. I-4576]

H. Barber med tilbagevirkende kraft kunne gøre en ret til ligebehandling gældende i tilfælde af forskelsbehandling, som man indtil da havde kunnet anse for tilladt på grundlag af undtagelserne i direktiv 86/378, kunne den finansielle ligevægt i en række pensionsordninger blive forstyrret med tilbagevirkende kraft (præmis 44).

26 Herefter fastslog Domstolen, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun kan påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for så vidt angår ydelser, der vedrører beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede pårørende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (Barber-dommen, præmis 45, som nærmere præciseret i Ten Oever-dommen).

27 Heraf følger især, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun angår de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte på grund af de undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de fællesskabsretlige regler, der kan anvendes på erhvervstilknyttede pensioner.

28 Med hensyn til retten til at være omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger må det imidlertid fastslås, at der ikke foreligger nogen omstændighed, som har kunnet give de berørte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse.

29 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig været klart, at en sådan tilsidesættelse af lighedsprincippet i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret falder ind under artikel 119.

[s. I-4577]

30 Hertil kommer, at eftersom der ikke blev fastsat en tidsmæssig begrænsning i Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 påberåbes til støtte for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Det har den kunnet siden afsigelsen af dommen i Defrenne-sagen den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artikel 119 for første gang blev fastslået.

31 Specielt med hensyn til spørgsmålets sidste del bemærkes endelig, at det fremgår af Domstolens praksis, at der kun kan træffes bestemmelse om en eventuel begrænsning af de tidsmæssige virkninger af en dom vedrørende et præjudicielt fortolkningsspørgsmål i selve den dom, hvori der træffes afgørelse om den fortolkning, der er anmodet om (jf. bl.a. dom af 16.7.1992, sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625, præmis 30). Hvis Domstolen havde fundet det nødvendigt at foretage en tidsmæssig begrænsning af reglen om, at retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under artikel 119, skulle den derfor have gjort det i dommen i Bilka-sagen.

32 Det andet og det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen ikke gælder for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og at der ikke bør fastsættes en tilsvarende begrænsning i denne henseende.

#### Fjerde spørgsmål

33 Med det fjerde spørgsmål ønsker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning dels et nationalt lovforslag til gennemførelse af direktiv 86/378, dels den nævnte protokol nr. 2 kan have i forbindelse med den foreliggende sag.

34 Med hensyn til det nationale lovforslag er det tilstrækkeligt at bemærke, at det ifølge fast praksis ikke under en sag efter artikel 177 tilkommer Domstolen at

[s. I-4578]

fortolke national ret og udtale sig om dens virkninger (jf. bl.a. dom af 3.2.1977, sag 52/76, Benedetti mod Munari, Sml. s. 163, præmis 25).

35 Den nævnte protokol nr. 2, som i henhold til traktatens artikel 239 udgør en integrerende del af denne, har følgende ordlyd:

»Med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«

36 Det fremgår af sagens akter og de mundtlige forhandlinger for Domstolen, at det spørgsmål, der ønskes afklaret, i det væsentlige er, om protokollen udelukkende har til formål at præcisere begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen, jf. redegørelsen om begrænsningen i det foregående, eller om den har større rækkevidde.

37 Det Forenede Kongerige har anført, at den vide formulering af protokollen viser, at den finder anvendelse på enhver forskelsbehandling på grundlag af køn, som måtte forekomme inden for rammerne af erhvervstilknyttede pensionsordninger, herunder forskelsbehandling, der vedrører retten til at være omfattet af sådanne pensionsordninger.

38 Sagsøgeren i hovedsagen, den tyske regering og Kommissionen har derimod gjort gældende, at protokollen, uanset de meget generelle vendinger, der er benyttet, skal

[s. I-4579]

ses i sammenhæng med Barber-dommen og ikke kan række videre end begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen.

39 Det må konstateres, at protokollen i kraft af sin generelle ordlyd finder anvendelse på ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning.

40 Denne konstatering gælder imidlertid ikke ubetinget. Den angår ydelser — som i øvrigt er det eneste, der nævnes i protokol nr. 2 — men ikke retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

41 Protokollen er således klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten — men i protokollen har man lige så lidt som i Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at være omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

42 Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres således fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgør en overtrædelse af artikel 119, såfremt en virksomhed — uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn — behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene

[s. I-4580]

gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemærkes, at Bilka-dommen i øvrigt ikke begrænser de tidsmæssige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

43 Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at protokol nr. 2 ingen betydning har for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af Bilka-dommen.

#### Sagens omkostninger

44 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den belgiske regering og Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Kantongerecht, Utrecht, ved dom af 17. februar 1993, for ret:

1) Retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

2) Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barbersagen (sag C-262/88) gælder ikke for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, og der bør ikke fastsættes en tilsvarende begrænsning i denne henseende.

3) Den til traktaten om Den Europæiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab har ingen betydning for retten til at være omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af dommen af 13. maj 1986 i Bilkasagen (sag 170/84).

Due

Mancini

Moitinho de Almeida

Diez de Velasco

Edward

Kakouris

Joliét

Schockweiler

Rodríguez Iglesias

Grévisse

Zuleeg

Kapteyn

Murray

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 1994.

R. Grass

Justitssekretær

O. Due

Præsident

## Fodnoter

[^*]: Processprog: nederlandsk.

===== FIL: praksis/eu-c-045.md =====

# EU-Domstolen, Femte Afdeling, 16. september 1999, sag C-218/98

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-045.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-045.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:1999:424

Kommentarens titel: Særlig ydelse til kompensation for barselsrelaterede faglige ulemper

Emner på siden: [Graviditet, barsel og orlov](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-graviditet.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 1 og 3 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: En fast ydelse alene til kvinder, der gik på barselsorlov, og som skulle kompensere de faglige ulemper ved fraværet, var ikke forbudt efter artikel 119 (jf. § 1 a, stk. 1 og 3). Dommen godkender ikke enhver kønsbestemt fordel.

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 119 hindrede ikke en fast ydelse alene til kvinder, der gik på barselsorlov, når ydelsen skulle kompensere de faglige ulemper, som fraværet medførte. Formålet og de konkrete ulemper er afgørende; dommen godkender ikke enhver kønsbestemt fordel.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Ingen ubetinget godkendelse af enhver kønsspecifik fødselsbonus.

Ingen regel om, at modtagere af engangsbeløb mister andre ligebehandlingsrettigheder.

Ingen selvstændig godkendelse af at udelukke barslende fra forfremmelse, lønstigninger eller uddannelse.

Ingen generel regel om, at mænd og kvinder med omsorgsopgaver aldrig er sammenlignelige.

7.500 FRF er et konkret overenskomstvilkår, ikke en EU-sats eller grænse.

92/85 og moderne 2019/1158/2023/970 er ikke operative retsgrundlag i dommen.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61998CJ0218

Domstolens dom (Femte Afdeling)
16. september 1999[^*]

I sag C-218/98,

angående en anmodning, som Conseil de prud'hommes, Le Havre (Frankrig), i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Oumar Dabo Abdoulaye m.fl.

mod

Régie nationale des usines Renault SA,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF), Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

[s. I-5743]

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne P. Jann, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), C. Gulmann og D.A.O. Edward,

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Régie nationale des usines Renault SA ved advokaterne Catherine Guillotin-Le Jouan og Jean-Pierre Spitzer, Paris

- Det Forenede Kongeriges regering ved Stephanie Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, bistået af barrister Sara Masters

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. juni 1999,

afsagt følgende

[s. I-5744]

### Dom

1 Ved dom af 24. april 1998, indgået til Domstolen den 15. juni 1998, har Conseil de prud'hommes, Le Havre, i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF), Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag, som Oumar Dabo Abdoulaye m.fl. har anlagt mod Régie nationale des usines Renault SA (herefter »Renault«).

3 Sagsøgerne i hovedsagen er mandlige arbejdstagere hos Renault, der gør gældende, at artikel 18 i overenskomsten om social sikring af dette selskabs ansatte (herefter »overenskomsten«) er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 119, der er blevet gennemført ved artikel L. 140-2 i den franske code du travail (lov om arbejdsforhold).

4 Ifølge overenskomstens artikel 18 udbetales der til kvinder, der går på barselsorlov, en ydelse på 7 500 FRF.

5 I overenskomstens artikel 19 er det endvidere bestemt, at under en barselsorlov, hvorunder der i henhold til reglerne om social sikring ydes dagpenge, oppebærer kvindelige arbejdstagere 100% af deres nettoløn, med fradrag af dagpengeydelser, der er udbetalt i henhold til reglerne om social sikring.

[s. I-5745]

6 Endelig bestemmes det i overenskomstens artikel 20, at der til arbejdstagere i virksomheden ved adoption af et barn udbetales et beløb på 2 000 FRF. Såfremt ægtefællerne begge arbejder i virksomheden, har kun én af dem ret til denne ydelse.

7 Ifølge sagsøgerne i hovedsagen er visse former for forskelsbehandling, som f.eks. barselsorlov for kvinder, begrundet, idet de beror på fysiologiske særegenheder hos det ene køn, men det forholder sig anderledes med den ydelse, der er omtvistet i hovedsagen, for selv om et barns fødsel i snæver fysiologisk forstand kun berører kvinden, er der i samme grad tale om en social begivenhed, der berører hele familien og altså også faderen, der ikke kan holdes udenfor som værende udelukket som ydelsesberettiget, idet der i modsat fald vil foreligge ulovlig forskelsbehandling.

8 Den nationale ret er af den opfattelse, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til lovligheden efter traktatens artikel 119 af en ydelse af den i sagen omhandlede art, selv om den i dom af 13. februar 1996 (sag C-342/93, Gillespie m.fl., Sml. I, s. 475) har taget stilling til et tilfælde, der frembød en vis lighed med det her foreliggende.

9 Den har på baggrund heraf besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

> »Er det efter princippet om lige løn til mænd og kvinder som fastlagt ved Romtraktatens artikel 119 og de senere udstedte bestemmelser til gennemførelse heraf lovligt, at der alene til gravide kvinder, og ikke til barnets fader, ved barselsorlovs start ydes et beløb på 7 500 FRF, hvorved bemærkes,

> - at denne ydelse og udbetaling heraf er fastlagt ved artikel 18 in fine i den kollektive overenskomst af 5. juli 1991 om social sikring af ansatte i selskabet Renault

> - at artikel 19, stk. 2, i nævnte overenskomst indeholder bestemmelser om, at der udbetales løn under barselsorlov?«

10 Med sit spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt at få oplyst, om princippet om lige løn i traktatens artikel 119 er til hinder for, at der udbetales en fast ydelse alene til kvindelige arbejdstagere, der går på barselsorlov.

11 I traktatens artikel 119 fastslås princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Bestemmelsen herom uddybes i artikel 1 i direktiv 75/117.

12 Ifølge Domstolens praksis fremgår det af definitionen i traktatens artikel 119, stk. 2, at begrebet løn, som anvendes i de nævnte bestemmelser, omfatter alle de ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet direkte eller indirekte modtager fra arbejdsgiveren. Ydelsernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af traktatens artikel 119, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet (jf. bl.a. Gillespie-dommen, præmis 12).

13 Blandt de ydelser, der betegnes som løn, er navnlig ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold, og som skal sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde, der er fastsat af lovgiveren, ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (dom af 4.6.1992, sag C-360/90, Bötel, Sml. I, s. 3589, præmis 14 og 15; jf. endvidere dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Smi. I, s. 2591, præmis 11, og af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, samt Gillespie-dommen, præmis 13).

[s. I-5747]

14 Den i hovedsagen omhandlede ydelse, som er en ydelse, arbejdsgiveren udbetaler til kvindelige arbejdstagere, når de går på barselsorlov, bygger på ansættelsesforholdet og udgør løn som omhandlet i traktatens artikel 119 og direktiv 75/117.

15 Denne ydelse udbetales ganske vist ikke periodisk og reguleres ikke efter lønnen, hvilket imidlertid ikke som hævdet af Renault medfører, at den ikke kan bestemmes som løn i traktatens artikel 119's forstand (jf. dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 9).

16 Efter Domstolens praksis forudsætter det her omhandlede ligelønsprincip ganske som det generelle forbud mod forskelsbehandling, som det er en særlig udformning af, at de mandlige og kvindelige arbejdstagere, som det finder anvendelse på, befinder sig i sammenlignelige situationer (jf. Gillespie-dommen, præmis 16, 17 og 18).

17 Lovligheden efter traktatens artikel 119 af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede afhænger således af, om kvindelige arbejdstagere for så vidt angår denne ydelse befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med mandlige arbejdstageres.

18 Renault har i besvarelse af et spørgsmål fra Domstolen nævnt flere faglige ulemper, som kvindelige arbejdstagere kommer ud for som følge af deres fravær fra arbejdet i forbindelse med barselsorlov.

19 For det første kan en kvinde således ikke under barselsorlov komme i betragtning i forbindelse med forfremmelse. Når hun vender tilbage til sit arbejde, er den faglige erfaring, hun kan påberåbe sig, så meget kortere som hun har været fraværende. For det andet kan gravide kvinder ikke være med i konkurrencen om

[s. I-5748]

de lønforhøjelser, som opnås for personlig indsats. For det tredje kan kvindelige arbejdstagere ikke deltage i efteruddannelse, og endelig kan det, da ny teknologi hele tiden medfører ændringer på arbejdsstedet, være vanskeligt at få ajourført færdighederne hos en kvindelig arbejdstager, der vender tilbage fra barselsorlov.

20 Traktatens artikel 119 er ikke, som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen med føje har anført, til hinder for udbetaling af en ydelse som den i sagen omhandlede alene til kvindelige arbejdstagere, når denne ydelse kun skal være en erstatning for faglige ulemper som dem, Renault har henvist til. For så vidt befinder nemlig mandlige og kvindelige arbejdstagere sig i forskellige situationer, hvilket udelukker en tilsidesættelse af det princip om lige løn til mænd og kvinder, som er indeholdt i traktatens artikel 119.

21 Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om det forholder sig sådan.

22 Spørgsmålet fra den nationale ret skal derfor besvares med, at princippet om lige løn i traktatens artikel 119 ikke er til hinder for, at der alene udbetales en fast ydelse til kvindelige arbejdstagere, der tager på barselsorlov, når denne ydelse skal være en erstatning for de faglige ulemper, som er en følge af disse arbejdstageres fravær fra arbejdet.

#### Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

[s. I-5749]

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Conseil de prud'hommes, Le Havre, ved dom af 24. april 1998, for ret:

Princippet om lige løn i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) er ikke til hinder for, at der alene udbetales en fast ydelse til kvindelige arbejdstagere, der tager på barselsorlov, når denne ydelse skal være en erstatning for de faglige ulemper, som er en følge af disse arbejdstageres fravær fra arbejdet.

Puissochet

Jann

Moitinho de Almeida

Gulmann

Edward

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. september 1999.

R. Grass

Justitssekretær

J.-P. Puissochet

Formand for Femte Afdeling

## Fodnoter

[^*]: Processprog: fransk.

===== FIL: praksis/eu-c-062.md =====

# Domstolen, Første Afdeling, 6. december 2007, sag C-300/06

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-062.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/eu-c-062.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #pN (præmis N).

ECLI: ECLI:EU:C:2007:757

Kommentarens titel: Lavere sats for deltidsansattes ekstra timer

Emner på siden: [Deltid og indirekte forskelsbehandling](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/praksis/emne-deltid.md)

Koblet til: § 1 a, stk. 2 ([lov/1a.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a.md))

Kommentarens begrundelse for koblingen: Artikel 141 hindrede en ordning, hvor deltidsansattes timer ud over deres individuelle arbejdstid og op til fuld tid blev betalt lavere end fuldtidsansattes almindelige timer, hvis en væsentligt større andel kvinder blev ramt, og forskellen ikke var objektivt begrundet (jf. § 1 a, stk. 2).

Praksisfiler: [lov/1a-praksis.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/lov/1a-praksis.md)

Kommentarens resumé (ikke en del af afgørelsen): Artikel 141 hindrede en ordning, hvor deltidsansattes timer over deres individuelle arbejdstid og op til fuld tid blev betalt lavere end fuldtidsansattes almindelige timer, hvis en væsentligt større andel af kvinder blev ramt, og forskellen ikke var objektivt og kønsuafhængigt begrundet.

Kommentarens afgrænsning og forbehold: Artikel 141 er operativt grundlag; ingen selvstændig afgørelse efter deltidsdirektivet.

Vedrører lavere sats for timer indtil fuldtidsnormen; ingen generel regel om alle overtidstillæg.

Kønsskævhed og objektiv begrundelse prøves nationalt.

88 % er konkret forelæggelsesoplysning, ingen EU-tærskel.

Helmig omtales som historisk praksis i 2007; nyere deltidspraksis skal holdes særskilt.

Ingen konkret efterbetaling eller nutidig dansk aftale afgjort.

---

Afgørelsens tekst følger ordret. Kilde: Den officielle danske udgave fra EU’s Publikationskontor (EUR-Lex). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:62006CJ0300

Domstolens dom (Første Afdeling)
6. december 2007[^*]

I sag C-300/06,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) ved afgørelse af 11. maj 2006, indgået til Domstolen den 6. juli 2006, i sagen:

Ursula Voß

mod

Land Berlin,

procesdeltagere:

Vertreterin des Bundesinteresses beim Bundesverwaltungsgericht,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Tizzano, A. Borg Barthet (refererende dommer), M. Ilešič og E. Levits,

[s. I-10593]

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er indgivet indlæg af:

- Ursula Voß ved Rechtsanwalt E. Ribet Buse

- den tyske regering ved M. Lumma og C. Blaschke, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og M. van Beek, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juli 2007,

afsagt følgende

### Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF.

[s. I-10594]

2 Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Ursula Voß og Land Berlin vedrørende godtgørelse for overarbejde, som Ursula Voß har præsteret som deltidsansat

#### Retsforskrifter

##### Fællesskabsbestemmelser

3 Artikel 141, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

> »1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

> 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

Lige løn uden forskelsbehandling på grundlag af køn indebærer

a) at den løn, der ydes for samme akkordlønnede arbejde, fastsættes på samme beregningsgrundlag

b) at den løn, der ydes for tidlønnet arbejde, er den samme for samme slags arbejde.«

##### Da nationale bestemmelser

4 § 35, stk. 2, i delstatslov om tjenestemænd (Landesbeamtengesetz) i den nye affattelse af 20. februar 1979 (GVBL BE, s. 368) har følgende ordlyd:

> »Tjenestemanden er forpligtet til uden godtgørelse at arbejde ud over den almindelige ugentlige arbejdstid, hvis tvingende tjenstlige forhold kræver dette, og overarbejdet er begrænset til undtagelsestilfælde. Hvis tjenestemanden ved et tjenstligt anordnet eller tilladt overarbejde er blevet anmodet om at arbejde mere end 5 timer om måneden ud over den almindelige arbejdstid, skal han inden for 3 måneder indrømmes en kompenserende tjenestefrihed. Hvis det af tvingende tjenstlige grunde ikke er muligt at indrømme ham tjenestefrihed, kan tjenestemænd i lønklasser med stigende lønninger for et tidsrum på indtil 480 timer om året i stedet modtage en godtgørelse.«

5 § 6, stk. 1, i den tyske lov om løn til tjenestemænd i forbundsstatens tjeneste (Bundesbesoldungsgesetz, herefter »BBesG«), som i § 1, stk. 1, nr. 1, endvidere indeholder bestemmelser om løn til delstatsansatte tjenestemænd, bestemmer:

> »Ved deltidsarbejde reduceres lønnen og arbejdstiden forholdsmæssigt.«

[s. I-10596]

6 § 48 i BBesG bemyndiger forbundsregeringen til ved bekendtgørelse at vedtage nærmere regler om godtgørelse for overarbejde, for så vidt arbejdet ikke udlignes ved tjenestefrihed.

7 § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om overarbejdsbetaling til tjenestemænd (Verordnung über die Gewährung von Mehrarbeitsvergütung für Beamte) af 13. marts 1992 (BGBl. 1992 I, s. 528), som ændret den 3. december 1998 (BGBl. 1998 I, s. 3494, herefter »MVergV«) og vedtaget på grundlag af BBesG's § 48, stk. 1, bestemmer:

> »Tjenestemænd i lønklasser med stigende lønninger kan modtage godtgørelse for overarbejde inden for følgende områder:

> [...]

> 6. undervisningsområdet, for så vidt angår lærere.«

8 § 3, stk. 1, i MVergV bestemmer:

> »Godtgørelse bevilges kun, når overarbejde præsteres af en tjenestemand, som er omfattet af bestemmelserne om arbejdstid for tjenestemænd, og når overarbejdet

> 1) pålægges eller tillades skriftligt

> 2) overstiger den normale månedlige arbejdstid med mere end fem timer pr. kalendermåned eller, for så vidt som tjenestemanden kun arbejder i en del af kalendermåneden, den fastsatte månedlige arbejdstid, og

> 3) ikke af tvingende tjenstlige grunde kan kompenseres ved tjenestefrihed inden for tre måneder.«

9 Ifølge § 4 i MVergV afhænger størrelsen af den godtgørelse, der indrømmes for hver overarbejdstime, af hvilken løngruppe tjenestemanden er indplaceret i.

10 § 5, stk. 2, i MVergV bestemmer:

> »Når overarbejde udføres inden for undervisning

> 1) svarer tre undervisningstimer til fem timer, jf. [nævnte lovs] § 3, stk. 1, nr. 2

> [...]«

[s. I-10598]

11 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at godtgørelsen for overarbejdstimer i henhold til MVergV er mindre end det vederlag, der ydes for den individuelle arbejdstid.

#### Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

12 Ursula Voß arbejder som tjenestemandsansat lærer for Land Berlin. I perioden fra den 15. juli 1999 til den 29. maj 2000 arbejdede hun på deltid 23 undervisningstimer om ugen. En fuldtidsansat lærers undervisningstimetal udgjorde på dette tidspunkt 26,5 undervisningstimer.

13 Mellem den 11. januar og den 23. maj 2000 udgjorde sagsøgerens overarbejde hver måned mellem fire og seks undervisningstimer.

14 Ursula Voß modtog for nævnte periode en godtgørelse på 1 075,14 tyske mark (DEM). Ifølge den forelæggende ret ville en fuldtidsansat lærer have modtaget en godtgørelse på 1 616,15 DEM for et tilsvarende antal arbejdstimer i samme periode.

15 Den forelæggende ret har forklaret dette resultat med det faktum, at de arbejdstimer, som sagsøgeren i hovedsagen har ydet ud over sin individuelle arbejdstid og op til den normale arbejdstid for fuldtidsarbejde, og som regnes som overarbejdstimer, er blevet aflønnet med en mindre timesats end den timesats, som er anvendt på de tilsvarende arbejdstimer udøvet af en fuldtidsansat lærer, idet disse timer er en del af hans individuelle arbejdstid.

[s. I-10599]

16 Den forelæggende ret har således rundet, at sagsøgeren i hovedsagen i perioden fra januar til maj 2000 er blevet aflønnet dårligere end en fuldtidsansat lærer med samme arbejdspensum.

17 Ursula Voß ansøgte om, at der ved beregningen af godtgørelsen for de overarbejdstimer, hun havde udført op til de 26,5 undervisningstimer, skulle anvendes den samme timesats som den, der anvendes ved aflønning af fuldtidsansatte lærere inden for rammerne af en fuldtidsansat lærers individuelle arbejdstimer, i stedet for den timesats, som er fastsat i MVergV for overarbejdstimer.

18 Land Berlin afslog ansøgningen, hvorefter Ursula Voß indbragte afslaget for Verwaltungsgericht, der gav hende medhold. Land Berlin har herefter iværksat en revisionsanke af denne dom ved Bundesverwaltungsgericht.

19 Ifølge Bundesverwaltungsgericht er spørgsmålet i den foreliggende sag, om den lavere sats for de tjenestetimer, den deltidsansatte lærer yder som overarbejdstimer, vurderet i forhold til den forholdsmæssige aflønning, fuldtidsansatte lærere modtager for det samme antal tjenestetimer inden for deres almindelige arbejdstid, udgør en ulovlig forskelsbehandling af kvindelige lærere i henhold til fællesskabsretten. Ifølge den forelæggende ret afhænger besvarelse af dette spørgsmål af, om artikel 141, stk. 2, andet punktum, EF kræver, at overarbejde, som en deltidsansat udfører indtil grænsen for de arbejdstimer, som en fuldtidsansat skal udøve, ikke må aflønnes dårligere end det lige så lange arbejde, en fuldtidsansat yder inden for rammerne af sin almindelige arbejdstid.

[s. I-10600]

20 Bundesverwaltungsgericht har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

> »Er artikel 141 EF til hinder for en national lovgivning, hvorefter den godtgørelse for overarbejde, der går ud over den almindelige arbejdstid, og som betales efter samme målestok til både fuldtidsansatte og deltidsansatte tjenestemænd, er lavere end den forholdsmæssige løn, der tilkommer fuldtidsansatte tjenestemænd for en lige så stor del af deres almindelige arbejdstid, når det overvejende er kvinder, der er deltidsansatte?«

#### Om det præjudicielle spørgsmål

21 Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning om aflønning af tjenestemænd som den i sagen omhandlede, der dels definerer både fuldtids- og deltidsansatte tjenestemænds overarbejdstimer som de timer, de ansatte yder ud over deres individuelle arbejdstider, dels aflønner overarbejdstimer med en timesats, som er lavere end den timesats, der anvendes for arbejdstimer, som udføres inden for den individuelle arbejdstid, således at deltidsansatte tjenestemænd aflønnes dårligere end fuldtidsansatte tjenestemænd for så vidt angår de arbejdstimer, som udøves ud over den individuelle arbejdstid og indtil den fuldtidsansatte tjenestemands pligtige timeantal, når det overvejende er kvinder, som er deltidsansatte.

22 Sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort gældende, at godtgørelsen for nævnte overarbejdstimer, for så vidt som godtgørelsen er lavere end den løn, der ydes for den individuelle arbejdstid,

[s. I-10601]

indebærer en indirekte forskelsbehandling, idet den medfører, at deltidsansatte lærere, som overvejende er kvinder, modtager en godtgørelse, som er lavere end den løn, som fuldtidsansatte lærere modtager for at have præsteret et tilsvarende timeantal, når deltidsansatte yder arbejdstimer ud over den individuelle arbejdstid og indtil grænsen for det pligtige timeantal ved en fuldtidsansættelse.

23 Den tyske regering har anført, at der i hovedsagen ikke er tale om forskelsbehandling for så vidt angår overarbejdstimerne, eftersom der for fuldtids- og deltidsansatte gælder samme timesats, jf. MVergVs § 4, stk. 3, for det overarbejde, som de yder.

24 Det bemærkes i denne henseende, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde er fastsat i artikel 141 EF. Dette princip hører til Det Europæiske Fællesskabs grundlag (jf. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455, præmis 12).

25 Princippet om lige løn er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebærer en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også at der gennemføres bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, når den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607, præmis 29 og 30, af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig m.fl., Sml. I, s. 5727, præmis 20, og af 27.5.2004, sag C-285/02, Elsner-Lakeberg, Sml. I, s. 5861, præmis 12).

[s. I-10602]

26 Hvad angår de i hovedsagen omhandlede bestemmelser er det ubestridt, at disse ikke udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn. Det skal derfor undersøges, om sådanne bestemmelser kan udgøre en indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 141 EF.

27 Med henblik herpå må det først undersøges, om fuldtids- og deltidsansatte i henhold til disse bestemmelser behandles forskelligt, og om en sådan forskelsbehandling påvirker et væsentligt højere antal kvinder end mænd.

28 Såfremt de to første spørgsmål besvares bekræftende, opstår dernæst spørgsmålet, om der eksisterer objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde den konstaterede forskelsbehandling.

29 Det bemærkes i denne henseende, at der er tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer og det samme arbejde, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte (dommen i sagen Helmig m.fl., præmis 26).

30 Domstolen har allerede ved to lejligheder taget stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling mellem fuldtids- og deltidsansatte hvad angår godtgørelse for overarbejde.

31 Domstolen fastslog i præmis 26-30 i dommen i sagen Helmig m.fl., at fuldtidsansatte og deltidsansatte ikke behandles forskelligt, såfremt der i henhold til nationale

[s. I-10603]

bestemmelser kun udbetales overtidstillæg, når den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides, men ikke ved overskridelse af den individuelle arbejdstid. Domstolen fandt, at deltidsansatte under sådanne omstændigheder i forhold til den effektive arbejdstid oppebærer den samme løn som de fuldtidsansatte. Dette gælder både, når arbejdet ligger inden for den normale arbejdstid i henhold til de kollektive overenskomster, og når denne overskrides, idet overtidstillæg i så fald udbetales til de to kategorier af arbejdstagere.

32 Domstolen fandt derimod i præmis 17 i dommen i sagen Elsner-Lakeberg, at der er tale om forskelsbehandling mellem deltidsansatte og fuldtidsansatte, når det følger af nationale bestemmelser, at alle ansatte skal undervise mindst tre timer om måneden ud over deres individuelle arbejdstid for at modtage overarbejdsbetaling.

33 I nævnte sag underviste E. Elsner-Lakeberg, som var lærer, 15 timer om ugen, mens de fuldtidsansatte lærere underviste 24,5 timer om ugen. E. Elsner-Lakebergs overarbejde beløb sig til 2,5 timer på en måned. Hun havde således ikke krav på godtgørelse for dette overarbejde. Hun fik derfor kun løn for 15 timers undervisning, selv om hun havde arbejdet 17,5 timer. Hvis en fuldtidsansat lærer derimod underviste i 17,5 timer, ville læreren modtage løn for 17,5 timers undervisning, idet han ikke ville have overskredet sin ugentlige individuelle arbejdstid. Domstolen fastslog, at dette indebar en forskelsbehandling med hensyn til løn, eftersom de deltidsansatte i forhold til den effektive arbejdstid blev dårligere aflønnet end fuldtidsansatte.

[s. I-10604]

34 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i hovedsagen, at Ursula Voß, som arbejder på deltid, modtager en godtgørelse, som i forhold til den effektive arbejdstid er lavere end den godtgørelse, en fuldtidsansat lærer modtager, for så vidt angår de undervisningstimer, hun har ydet ud over den individuelle arbejdstid og op til den normale arbejdstid for fuldtidsarbejde.

35 En deltidsansat lærer, hvis ugentlige individuelle arbejdstid er fastsat til 23 undervisningstimer, og som yder 3,5 undervisningstimer ud over den kontraktlige individuelle arbejdstid, får således en lavere godtgørelse end den, en fuldtidsansat lærer får for at yde 26,5 undervisningstimer.

36 En gennemgang af lønnens bestanddele viser, at dette resultat følger af den omstændighed, at overarbejdstimer, som aflønnes dårligere end de såkaldte »almindelige« undervisningstimer, defineres som timer, der ydes ud over normal arbejdstid, således som denne er fastsat ved lærerens individuelle arbejdstid, der naturligvis afhænger af, om arbejdstageren arbejder på fuld tid eller deltid. Heraf følger, at den lave lønsats for overarbejdstimer kun anvendes, hvad angår fuldtidsansatte lærere, ud over 26,5 undervisningstimer pr. uge, hvorimod satsen, hvad angår deltidsansatte, anvendes, når disse overskrider deres individuelle arbejdstid, som pr. definition er lavere end 26,5 undervisningstimer. Hvad angår Ursula Voß' situation er den lave lønsats anvendt på de arbejdstimer, der ligger ud over 23 undervisningstimer om ugen.

37 Det skal derfor fastslås, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, hvorefter godtgørelse for overarbejde, som deltidsansatte tjenestemænd yder ud over deres individuelle arbejdstid og op til den normale arbejdstid for fuldtidsarbejde, er lavere end den løn, som fuldtidsansatte tjenestemænd modtager, indebærer en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af tjenestemænd til skade for de deltidsansatte tjenestemænd.

[s. I-10605]

38 Såfremt forskelsbehandlingen påvirker et væsentligt højere antal kvinder end mænd, og for så vidt der ikke eksisterer objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som kan begrunde en sådan forskelsbehandling, er artikel 141 EF til hinder for nævnte nationale bestemmelser.

39 Ifølge den forelæggende ret var cirka 88% af de deltidsansatte lærere i Land Berlin i foråret 2000 kvinder.

40 Med henblik på at undersøge, om den konstaterede forskelsbehandling mellem fuldtids- og deltidsansatte påvirker et væsentligt højere antal kvinder end mænd, tilkommer det imidlertid den forelæggende ret at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for den i nærværende doms præmis 37 konstaterede forskelsbehandling. Det tilkommer i denne henseende den forelæggende ret at afgøre, om nævnte forskelsbehandling udspringer af BBesG og/eller MVergV, idet det i princippet er de omhandlede bestemmelsers anvendelsesområde, som fastsætter personkredsen, der kan indgå i sammenligningen (dom af 13.1.2004, sag C-256/01, Allonby, Sml. I, s. 873, præmis 73).

41 Det bemærkes endvidere, som Domstolen fastslog i præmis 59 i dom af 9. februar 1999, Seymour-Smith og Perez (sag C-167/97, Sml. I, s. 623), at den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger består i at foretage en sammenligning mellem på den ene side andelen af de mandlige arbejdstagere, som påvirkes af forskelsbehandlingen, og på den anden side den tilsvarende andel for kvindelige arbejdstageres vedkommende.

42 Hvis de tilgængelige statistiske oplysninger viser, at procentdelen af deltidsansatte inden for gruppen af kvindelige arbejdstagere er væsentlig højere end procentdelen for deltidsansatte inden for gruppen af mandlige arbejdstagere, må det fastslås, at en

[s. I-10606]

sådan situation er et bevis på forskelsbehandling på grundlag af køn, medmindre den i hovedsagen omhandlede lovgivning er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. i denne retning dommen i sagen Seymour-Smith og Perez, præmis 60-63).

43 I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af forelæggelsesafgørelsen, om den lavere godtgørelse for overarbejde til deltidsansatte hviler på objektivt begrundede hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at undersøge dette.

44 Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 141 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser om aflønning af tjenestemænd som de i hovedsagen omhandlede, der dels definerer både fuldtidsog deltidsansatte tjenestemænds overarbejdstimer som de timer, de ansatte yder ud over deres individuelle arbejdstider, dels aflønner overarbejdstimer med en timesats, som er lavere end den timesats, der anvendes for arbejdstimer, som udføres inden for den individuelle arbejdstid, således at deltidsansatte tjenestemænd aflønnes dårligere end fuldtidsansatte tjenestemænd for så vidt angår de arbejdstimer, som udøves ud over den individuelle arbejdstid og op til den fuldtidsansatte tjenestemands pligtige timeantal, såfremt

- der blandt alle de arbejdstagere, som er omfattet af de omhandlede nationale bestemmelser, er en væsentligt højere procentdel af kvinder end mænd, som påvirkes og

- forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

#### Sagens omkostninger

45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

## Domskonklusion

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 141 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser om aflønning af tjenestemænd som de i hovedsagen omhandlede, der dels definerer både fuldtids- og deltidsansatte tjenestemænds overarbejdstimer som de timer, de ansatte yder ud over deres individuelle arbejdstider, dels aflønner overarbejdstimer med en timesats, som er lavere end den timesats, der anvendes for arbejdstimer, som udføres inden for den individuelle arbejdstid, således at deltidsansatte tjenestemænd aflønnes dårligere end fuldtidsansatte tjenestemænd for så vidt angår de arbejdstimer, [s. I-10608]  som udøves ud over den individuelle arbejdstid og op til den fuldtidsansatte tjenestemands pligtige timeantal, såfremt

- der blandt alle de arbejdstagere, som er omfattet af de omhandlede nationale bestemmelser, er en væsentligt højere procentdel af kvinder end mænd, som påvirkes og

- forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

Underskrifter

## Fodnoter

[^*]: Processprog: tysk.
