Ligeløn og løngennemsigtighed – EU-fortolkning: Kommissionens forslag, FAQ og henstillinger

Filer til upload fra https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/ (bygget 28. oktober 2026). L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Filen samler: eu/index.md, eu/com-2013-861.md, eu/com-2017-671.md, eu/faq.md, eu/forslag.md, eu/henstilling.md. Hver original fil begynder med »===== FIL: <sti> =====«. Henvis til adressen efter »Link til siden:« øverst i den originale fil, ikke til denne fil.

===== FIL: eu/index.md =====

# EU-fortolkningskilder til direktiv (EU) 2023/970

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/index.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/index.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

## Kildernes vægt

1. Bindende EU-ret: TEUF artikel 157, Chartret og direktivet. EU-Domstolen fortolker EU-retten endeligt. Betragtningerne har ikke selvstændig bindende virkning, men indgår i fortolkningen.
2. Forarbejder til direktivet (forslag, begrundelse, konsekvensanalyse, Rådets og Parlamentets dokumenter): belyser formål og baggrund; teksten blev ændret undervejs, så hold altid op mod den vedtagne ordlyd.
3. Kommissionens vejledning (FAQ, EIGE-værktøjet): foreløbige synspunkter og frivillige hjælpemidler, ikke retskilder.
4. Henstillinger: ikke bindende (TEUF artikel 288, stk. 5), men skal tages i betragtning af nationale domstole, især når de belyser fortolkningen (Grimaldi, C-322/88, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:61988CJ0322).
5. Rapporter, evalueringer og studier: baggrund og dokumentation, ikke retskilder.

## Ordret på siden

- eu/forslag.md: Kommissionens begrundelse for hver artikel i forslaget COM(2021) 93
- eu/faq.md: Kommissionens FAQ om direktivet (engelsk original) med projektets bemærkninger
- eu/henstilling.md: Henstilling 2014/124/EU, punkt 1–19
- eu/com-2013-861.md og eu/com-2017-671.md: Kommissionens rapporter

## Kilder pr. artikel

- Artikel 1 (Genstand): FAQ 1, 2, 3; forslagets art. 1; henstillingens pkt. 1, 2 (direktiv/artikel-1.md)
- Artikel 2 (Anvendelsesområde): FAQ 5, 7; forslagets art. 2 (direktiv/artikel-2.md)
- Artikel 3 (Definitioner): FAQ 8, 10; forslagets art. 3; COM(2013) 861 afsnit 3.1 (direktiv/artikel-3.md)
- Artikel 4 (Samme arbejde og arbejde af samme værdi): FAQ 4, 10, 11, 12, 13, 15; forslagets art. 4; henstillingens pkt. 10, 11, 12; COM(2013) 861 afsnit 4.1 (direktiv/artikel-4.md)
- Artikel 5 (Løngennemsigtighed forud for ansættelse): FAQ 4; forslagets art. 5 (direktiv/artikel-5.md)
- Artikel 6 (Gennemsigtighed i lønfastsættelsen og lønudviklingspolitik): FAQ 4, 6; forslagets art. 6 (direktiv/artikel-6.md)
- Artikel 7 (Ret til oplysninger): FAQ 4, 8, 9, 10; forslagets art. 7; henstillingens pkt. 3; COM(2013) 861 afsnit 4.2, COM(2017) 671 afsnit 2.1 (direktiv/artikel-7.md)
- Artikel 9 (Redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere): FAQ 4, 6, 8, 10; forslagets art. 8; henstillingens pkt. 4; COM(2013) 861 afsnit 4.2, COM(2017) 671 afsnit 2.2 (direktiv/artikel-9.md)
- Artikel 10 (Fælles lønvurdering): FAQ 4, 8, 10; forslagets art. 9; henstillingens pkt. 5; COM(2017) 671 afsnit 2.3 (direktiv/artikel-10.md)
- Artikel 11 (Støtte til arbejdsgivere med færre end 250 arbejdstagere): FAQ 4 (direktiv/artikel-11.md)
- Artikel 12 (Databeskyttelse): FAQ 9; forslagets art. 10; henstillingens pkt. 9 (direktiv/artikel-12.md)
- Artikel 13 (Social dialog): forslagets art. 11; henstillingens pkt. 6; COM(2017) 671 afsnit 2.4 (direktiv/artikel-13.md)
- Artikel 14 (Klageadgang): forslagets art. 12 (direktiv/artikel-14.md)
- Artikel 15 (Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere): FAQ 14; forslagets art. 13; henstillingens pkt. 13, 14, 15; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-15.md)
- Artikel 16 (Ret til erstatning): forslagets art. 14; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-16.md)
- Artikel 17 (Andre retsmidler): forslagets art. 15 (direktiv/artikel-17.md)
- Artikel 18 (Overgang af bevisbyrde): forslagets art. 16; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-18.md)
- Artikel 19 (Bevis for samme arbejde eller arbejde af samme værdi): forslagets art. 4 (direktiv/artikel-19.md)
- Artikel 20 (Adgang til bevismateriale): forslagets art. 17; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-20.md)
- Artikel 21 (Forældelsesfrister): forslagets art. 18 (direktiv/artikel-21.md)
- Artikel 22 (Sagsomkostninger): forslagets art. 19; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-22.md)
- Artikel 23 (Sanktioner): forslagets art. 20; henstillingens pkt. 16, 17 (direktiv/artikel-23.md)
- Artikel 24 (Lige løn i forbindelse med offentlige kontrakter eller koncessioner): forslagets art. 21 (direktiv/artikel-24.md)
- Artikel 25 (Viktimisering og beskyttelse mod mindre gunstig behandling): forslagets art. 22 (direktiv/artikel-25.md)
- Artikel 26 (Forhold til direktiv 2006/54/EF): forslagets art. 23 (direktiv/artikel-26.md)
- Artikel 27 (Beskyttelsesniveau): FAQ 6; forslagets art. 24 (direktiv/artikel-27.md)
- Artikel 28 (Ligebehandlingsorganer): forslagets art. 25; henstillingens pkt. 13, 14, 15; COM(2013) 861 afsnit 4.3 (direktiv/artikel-28.md)
- Artikel 29 (Overvågning og oplysning): forslagets art. 26; henstillingens pkt. 7, 8, 16, 17 (direktiv/artikel-29.md)
- Artikel 30 (Kollektive forhandlinger og kollektive skridt): FAQ 7; forslagets art. 27; henstillingens pkt. 6; COM(2017) 671 afsnit 2.4 (direktiv/artikel-30.md)
- Artikel 31 (Statistik): forslagets art. 28; henstillingens pkt. 7, 8 (direktiv/artikel-31.md)
- Artikel 32 (Udbredelse af information): forslagets art. 29; henstillingens pkt. 16, 17 (direktiv/artikel-32.md)
- Artikel 33 (Gennemførelse): FAQ 6; forslagets art. 30 (direktiv/artikel-33.md)
- Artikel 34 (Gennemførelse i national ret): FAQ 1; forslagets art. 31 (direktiv/artikel-34.md)
- Artikel 35 (Rapport og revision): forslagets art. 32 (direktiv/artikel-35.md)
- Artikel 36 (Ikrafttræden): forslagets art. 33 (direktiv/artikel-36.md)
- Artikel 37 (Adressater): forslagets art. 34 (direktiv/artikel-37.md)

## Alle dokumenter

### Direktivets tilblivelse

Dokumenter fra lovgivningsprocessen. De belyser formål og forløb, men teksten blev ændret undervejs.

- COM(2021) 93: Kommissionens forslag til direktiv om løngennemsigtighed, med begrundelse (4.3.2021, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021PC0093 – ordret: eu/forslag.md
- SWD(2021) 41: Kommissionens konsekvensanalyse, der ledsager forslaget (2021, EN). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021SC0041
- SWD(2021) 42: Resumé af konsekvensanalysen (2021, EN). https://commission.europa.eu/document/download/000427d6-9d07-4710-800a-58885025e41e_en?filename=swd-2021-42_en.pdf
- SEC(2021) 101: Udtalelse fra Udvalget for Forskriftskontrol om konsekvensanalysen (2021, EN). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=pi_com:SEC(2021)101
- EUT 2021/C 341/13: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslaget (2021, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021AE1493
- EDPS 2021-0251: Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelses bemærkninger til forslaget (27.4.2021, EN). https://www.edps.europa.eu/system/files/2021-04/21-04-27_2021-0251_d0905_comments_en.pdf
- ST 14317/21: Rådets dokument med udkast til generel indstilling (2.12.2021, EN). https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-14317-2021-INIT/en/pdf
- A9-0056/2022: Europa-Parlamentets betænkning om forslaget (2022, DA). https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/A-9-2022-0056_DA.pdf
- ST 15997/22 ADD 1 REV 2: Rådets dokument med den foreløbige kompromistekst (20.12.2022, EN). https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-15997-2022-ADD-1-REV-2/en/pdf
- P9_TA(2023)0091: Europa-Parlamentets holdning ved førstebehandlingen (30.3.2023, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52023AP0091
- ST 7797/23: Rådets note med Europa-Parlamentets førstebehandlingsresultat (31.3.2023, EN). https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-7797-2023-INIT/en/pdf

### Kommissionens vejledning om direktivet

Praktisk forklaring. Ikke bindende; kun EU-Domstolen fortolker EU-retten autoritativt.

- FAQ: Kommissionens tjenestegrenes spørgsmål og svar om direktiv 2023/970 (2026, EN). https://commission.europa.eu/document/download/828ecf2a-e13d-4346-bdca-7eccbbfe28d3_en?filename=FAQs+on+the+pay+transparency+Directive+(EU)_2023_970.pdf – ordret: eu/faq.md
- EIGE: EU-dækkende retningslinjer for kønsneutral jobevaluering og -klassifikation, trin for trin (2026, EN). https://eige.europa.eu/gender-mainstreaming/toolkits/gender-neutral-job-evaluation
- EIGE: Building Successful and Inclusive Organisations (policy brief om kønsneutral jobevaluering) (, EN). https://eige.europa.eu/sites/default/files/documents/policy-brief-building-successful-and-inclusive-organisations-why-gender-neutral-job-evaluation-and-classification-pays-off.pdf
- Kommissionen: Equal Pay – Overview of landmark case-law of the CJEU (2025, EN). https://op.europa.eu/o/opportal-service/download-handler?identifier=0cdc3ccd-2fa3-11f0-8a44-01aa75ed71a1&format=pdf&language=en&productionSystem=cellar&part=
- Kommissionen: Informationsfolder om løngennemsigtighed (2026, EN). https://commission.europa.eu/document/download/851b4417-9ba1-4e3e-b008-14b4565a6ac5_en

### Henstillinger, rapporter og evalueringer før direktivet

Den EU-politik, direktivet bygger videre på. Baggrund, ikke bindende regler.

- 2014/124/EU: Kommissionens henstilling om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed (7.3.2014, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32014H0124 – ordret: eu/henstilling.md
- SWD(2014) 59: Konsekvensanalyse til henstillingen (2014, EN). https://ec.europa.eu/smart-regulation/impact/ia_carried_out/docs/ia_2014/swd_2014_0059_en.pdf
- COM(2013) 861: Beretning om anvendelsen af direktiv 2006/54/EF (6.12.2013, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52013DC0861 – ordret: eu/com-2013-861.md
- SWD(2013) 512: Kommissionens arbejdsdokument, der ledsager beretningen (2013, EN). https://www.parliament.bg/pub/ECD/141355SWD_2013_512_EN_DOCUMENTDETRAVAIL_f.pdf
- COM(2017) 671: Rapport om gennemførelsen af henstillingen (20.11.2017, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52017DC0671 – ordret: eu/com-2017-671.md
- COM(2017) 678: EU’s handlingsplan om kønsbestemte lønforskelle (2017). https://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:19320cc0-cde3-11e7-a5d5-01aa75ed71a1.0019.02/DOC_1&format=PDF
- COM(2020) 101: Rapport om gennemførelsen af handlingsplanen (2020, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52020DC0101
- SWD(2020) 50: Evaluering af ligelønsbestemmelserne i direktiv 2006/54/EF (2020, EN). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:52020SC0050
- COM(2007) 424: Meddelelse om bekæmpelse af lønforskelle mellem kvinder og mænd (18.7.2007, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52007DC0424
- KOM(2004) 279: Forslag til det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv (senere 2006/54/EF) (2004, DA). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52004PC0279
- EP 2012, 2015, 2020: Europa-Parlamentets beslutninger om ligeløn og løngab (2012–2020, DA/EN). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52012IP0225

===== FIL: eu/com-2013-861.md =====

# COM(2013) 861 – Beretning fra Kommissionen om anvendelsen af direktiv 2006/54/EF (omarbejdning)

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/com-2013-861.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/com-2013-861.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

6.12.2013. Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52013DC0861. Rapport; baggrund, ikke retskilde.

## 1. Indledning (s. 2)

Den 5. juli 2006 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (herefter "direktivet")[fodnote 1]. Dette direktiv er en konsolidering og modernisering af EU's regelværk på området, idet det samler tidligere direktiver[fodnote 2] i ét og rummer en række nye elementer. Det er baseret på artikel 157, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

I denne beretning vurderes medlemsstaternes gennemførelse af direktivets nye elementer, hvor effektiv anvendelsen og håndhævelsen er[fodnote 3]. Dette berører ikke eventuelle overtrædelsesprocedurer vedrørende gennemførelsen af direktivet i national ret.

Europa-Parlamentet har konsekvent opfordret til en øget indsats for at styrke anvendelsen af ligelønsbestemmelserne på EU-plan og vedtaget beslutninger herom i 2008[fodnote 4] og 2012[fodnote 5].

I Kommissionens "Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015"[fodnote 6] var der forslag til, hvordan man kan udmønte princippet om ligeløn mere effektivt i praksis, og hvordan man kan indskrænke den vedvarende kønsbestemte lønforskel. Kommissionen igangsatte en undersøgelse for at få vurderet mulighederne for at styrke anvendelsen af dette princip, f.eks. ved at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af eksisterende forpligtelser og foranstaltninger med sigte på at skabe åbenhed om løn.

Denne beretning indeholder et afsnit med en vurdering af, hvordan ligelønsbestemmelserne anvendes i praksis. For bedre at fremme og befordre anvendelsen af ligelønsbestemmelserne i praksis ledsages denne beretning af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som består af fire bilag: 1) et afsnit om kønsneutral jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer, 2) et sammendrag af EU-Domstolens retspraksis inden for ligeløn, 3) eksempler på national retspraksis inden for ligeløn og 4) en beskrivelse af de faktorer, der forårsager lønforskelle, Kommissionens indsats for at afhjælpe den og nationale eksempler på bedste praksis.

## 2. Status på gennemførelse og traktatbrudssager (s. 2–3)

Som resultat af Kommissionens overensstemmelseskontroller blev der stillet spørgsmål i 26 medlemsstater om den nationale lovgivnings overensstemmelse med direktivets nye elementer[fodnote 7]. I to medlemsstater er gennemførelsen tilstrækkelig klar og overensstemmende til, at der ikke kræves yderligere oplysninger[fodnote 8].

Nogle af direktivets elementer kommer fra tidligere direktiver, som er blevet ophævet i kraft af omarbejdningen. Gennemførelsen af disse ældre elementer i direktivet blev allerede overvåget som led i overensstemmelseskontrollerne af de tidligere direktiver, senest direktiv 2002/73/EF[fodnote 9]. Oprindelig blev der i 2006 indledt traktatbrudssager på grundlag af manglende overensstemmelse med direktiv 2002/73/EF mod 23 medlemsstater. Alle disse procedurer er på nær én[fodnote 10] afsluttet, eftersom medlemsstaterne har bragt deres nationale love i overensstemmelse med EU-retten. Den sidste sag omhandler pligten til at sikre tilstrækkelig beskyttelse af arbejdstagerrettigheder vedrørende barsel, adoption eller forældreorlov, når medarbejderen vender tilbage til arbejdspladsen. Den blev henvist til EU-Domstolen den 24. januar 2013[fodnote 11].

## 3. Direktivets virkninger (s. 3–4)

Da direktivet primært konsoliderer EU-retten om ligebehandling, ved at det samler, moderniserer og forenkler bestemmelserne i de tidligere direktiver og indarbejder EU-Domstolens retspraksis, gælder pligten til at gennemføre det i national ret kun de bestemmelser, som indebærer væsentlige ændringer[fodnote 12]. Disse nye elementer er:

1) definitionen af løn[fodnote 13]

2) den udtrykkelige udvidelse af anvendelsen af ligebehandling i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger til også at gælde pensionsordninger for særlige grupper af arbejdstagere, f.eks. tjenestemænd[fodnote 14]

3) den udtrykkelige udvidelse af de horisontale bestemmelser (dvs. om klageadgang, erstatning eller godtgørelse og bevisbyrde) til også at gælde erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 15]

4) den udtrykkelige henvisning til den forskelsbehandling, der udspringer af en persons kønsskifte[fodnote 16].

Medlemsstaterne fokuserede generelt ikke specifikt på disse nye elementer. Nogle medlemsstater har udtrykkeligt gennemført direktivet enten ved ny lovgivning eller i form af væsentlige ændringer i eksisterende lovgivning[fodnote 17]. I to medlemsstater blev direktivet gennemført sammen med andre ikkediskriminationsdirektiver[fodnote 18]. I to andre medlemsstater ansås gennemførelsen kun for at være nødvendig i forbindelse med erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 19] og tilbagevenden fra barselsorlov[fodnote 20].

Visse medlemsstater fandt ikke gennemførelsen nødvendig, fordi gennemførelsen af tidligere direktiver var tilstrækkelig til at overholde kravene i det nuværende direktiv[fodnote 21].

## 3.1. Definition af løn (s. 4) – emnemæssigt: art. 3

I artikel 2, stk. 1, litra e), i direktivet defineres løn ligesom i artikel 157, stk. 2, i TEUF: "den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager direkte eller indirekte fra arbejdsgiveren i penge eller naturalier". I de fleste medlemsstater er begrebet løn defineret i national lovgivning og svarer til denne definition[fodnote 22]. I andre lande er lovens definition af løn ikke identisk med direktivets, men den samlede virkning forekommer at være den samme[fodnote 23], eller også fortolker de nationale domstole udtrykket "løn" i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis[fodnote 24].

I nogle medlemsstater er løn ikke udtrykkeligt defineret i national lovgivning[fodnote 25]. F.eks. giver en af medlemsstaterne i sin nationale lovgivning kvinder ret til samme kontraktvilkår (herunder, men ikke begrænset til løn) som mandlige arbejdstagere med tilsvarende opgaver[fodnote 26].

## 3.2. Pensionsordninger for særlige grupper af arbejdstagere såsom tjenestemænd (s. 4)

I artikel 7, stk. 2, er der indarbejdet nogle veletablerede tilfælde fra EU-Domstolens retspraksis, som klarlægger, at pensionsordninger for særlige grupper af arbejdstagere, såsom tjenestemænd skal anses for at være erhvervstilknyttede pensionsordninger og dermed løn efter artikel 157, stk. 2, i TEUF, selv om de udgør en del af en generel lovbestemt ordning[fodnote 27]. I størstedelen af medlemsstaterne er denne bestemmelse blev indført enten ved udtrykkelig bestemmelse eller implicit, hvor national lovgivning ikke skelner mellem arbejdstagerkategorier[fodnote 28]. I en betydelig række medlemsstater er gennemførelsen i national ret enten uklar eller slet ikke sket[fodnote 29]. Heraf synes to medlemsstater at have forskellig pensionsalder for mænd og kvinder i både den private og den offentlige sektor[fodnote 30], fire medlemsstaters nationale lovgivning om erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger indeholder ingen bestemmelser om ligebehandling[fodnote 31], og en enkelt medlemsstats bestemmelser om ligebehandling i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger gælder ikke for tjenestemænd[fodnote 32].

## 3.3. Udvidelse af horisontale bestemmelser til at omfatte erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (s. 5)

Et af direktivets betydelige nye elementer er udvidelsen af de horisontale bestemmelser i kapitel 3 til også at omfatte erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 33]. Det tidligere direktiv om erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 34] indeholdt ikke udtrykkeligt disse bestemmelser, som omfatter klageadgang[fodnote 35], erstatning eller godtgørelse[fodnote 36], bevisbyrde[fodnote 37], ligebehandlingsorganer[fodnote 38], social dialog[fodnote 39] og dialog med ikke-statslige organisationer[fodnote 40]. Konsolideringen af EU-retten om ligebehandling i direktivet var en lejlighed til udtrykkeligt at udvide anvendelsen af disse horisontale bestemmelser til også at omfatte erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. I størstedelen af medlemsstaterne er de horisontale bestemmelser omsat i national ret og gælder for erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 41]. I fire medlemsstater forekommer dette ikke at være tilfældet for alle direktivets horisontale bestemmelser[fodnote 42]. I en enkelt medlemsstat er det uklart, om ligestillingsorganet har beføjelser på området for erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger[fodnote 43]. I en anden medlemsstat vil regelkomplekset for ikkediskrimination, som indeholder de horisontale bestemmelser, finde anvendelse, når loven om erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger er indført[fodnote 44]. I to medlemsstater forekommer lovgivningen om erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger ikke at indeholde bestemmelser om ligebehandling[fodnote 45]. I en anden medlemsstat, hvor der i øjeblikket ikke er nogen erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, er det uklart, om den nationale lovgivning med de horisontale bestemmelser ville finde anvendelse, hvis der skulle blive indført sådanne ordninger[fodnote 46].

## 3.4. Kønsskifte (s. 5)

Betragtning 3 i direktivet henviser til EU-Domstolens retspraksis, ifølge hvilken princippet om ligebehandling for mænd og kvinder ikke kan indskrænkes til at omfatte forbud mod den forskelsbehandling, der følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn, men også finder anvendelse på den forskelsbehandling, der følger af den pågældendes kønsskifte[fodnote 47]. Meget få medlemsstater har udtrykkeligt gennemført dette nye element[fodnote 48]. To medlemsstater har indarbejdet "seksuel eller kønslig identifikation"[fodnote 49] og "kønsidentitet"[fodnote 50] i deres diskriminationsgrundlag. To medlemsstaters nationale lovgivning rummer allerede bestemmelser om, at "seksuel identitet" er et diskriminationsgrundlag[fodnote 51]. Det ser ud til, at disse udtryk omfatter, men ikke begrænser sig til kønsskifte. I en enkelt medlemsstat har ligestillingsombudsmanden udstedt retningslinjer for, at diskriminationsgrundlaget omfatter alle transpersoner og ikke kun dem, der har fået foretaget en kønsskifteoperation[fodnote 52]. I fire medlemsstater, hvor der ikke er indført specifikke gennemførelsesforanstaltninger, har de nationale domstole fortolket den nationale ligebehandlingslovgivning som et forbud mod forskelsbehandling på grund af kønsskifte[fodnote 53]. I tre andre medlemsstater, hvor der igen ikke findes specifikke gennemførelsesforanstaltninger, beror den nationale lovgivning direkte på EU-Domstolens retspraksis[fodnote 54]. I flere andre, hvor dette nye element ikke er specifikt gennemført, og hvor der ikke findes eksisterende udtrykkelig reference i den nationale ligestillingslovgivning til forbud mod diskrimination på grund af kønsskifte, kan de eksisterende forbudte diskriminationsgrundlag være tilstrækkeligt uudtømmende til også dække kønsskifte. I en medlemsstat kan diskrimination på grund af kønsskifte være omfattet af diskrimination på af "personlige omstændigheder"[fodnote 55]. Imidlertid har de fleste medlemsstater ikke benyttet lejligheden, som direktivet giver, til tydeligt at indarbejde den ret i deres nationale lovgivning, som personer, der er i gang med eller har fået foretaget et kønsskifte, har til ikke at blive diskrimineret af den grund.

## 3.5. Samlet vurdering (s. 6)

Medlemsstaterne var kun forpligtede til at gennemføre direktivets nye træk. Generelt synes de ikke at have benyttet denne lejlighed til en mere omfattende gennemgang af deres nationale systemer med henblik på at forenkle og modernisere ligebehandlingsloven.

Kommissionens tjenestegrene stiller i øjeblikket detaljerede spørgsmål til 26 medlemsstater om deres gennemførelse og anvendelse. De pågældende spørgsmål skal løses så hurtigt som muligt. De fremtidige udfordringer for alle medlemsstater bliver at bevæge sig fra korrekt gennemførelse af direktivet i national ret til at sikre fuld anvendelse og håndhævelse i praksis af de rettigheder, der er fastlagt i direktivet.

## 4. Anvendelse af ligelønsbestemmelserne i praksis (s. 6–7)

Selv om ligelønsprincippet har været en integreret del af traktaterne siden Rom-traktaten og siden da er blevet udbygget yderligere i EU-retten og i de nationale love i medlemsstaterne, er der fortsat problemer med at udmønte det i praksis.

Artikel 4 i direktivet fastlægger princippet om ligeløn, idet den for det samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi afskaffer direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår. Når der anvendes faglige klassifikationssystemer til at fastsætte lønnen, står det i direktivet, at de skal bygge på de samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at de udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.

Medlemsstaterne gennemfører primært ligelønsprincippet gennem ligestillingslovgivning og arbejdsretlige regler. Flere har indarbejdet princippet i deres forfatningsretlige bestemmelser[fodnote 56]. Nogle få har indført love til specifik gennemførelse af princippet om ligeløn[fodnote 57], og nogle har gennemført bestemmelsen ved kollektive overenskomster[fodnote 58].

De fleste medlemsstaters lovgivning forbyder udtrykkeligt løndiskriminering[fodnote 59]. Trods de nationale retsregler, der forbyder løndiskriminering, er der dog stadig problemer med anvendelsen af ligelønsprincippet i praksis. Dette illustreres af den vedvarende lønforskel og det lave antal løndiskrimineringssager, der indbringes for de nationale domstole i de fleste medlemsstater.

Den kønsbestemte lønforskel er i øjeblikket gennemsnitligt 16,2 % i EU-medlemsstaterne[fodnote 60]. Selv om der er varierende skøn over, i hvor høj grad den samlede lønforskel stammer fra løndiskriminering, som er forbudt ifølge artikel 157 i TEUF og artikel 4 i direktivet, synes der at være enighed om, at en betydelig del af den kan spores tilbage til diskriminerende metoder[fodnote 61]. Mens direkte diskrimination i forbindelse med nøjagtig samme job ser ud til at blive mindre udbredt, er der store problemer med evalueringen af det arbejde, der hovedsagelig udføres af kvinder eller mænd, især når denne evaluering udføres i forbindelse med overenskomster.

Antallet af løndiskrimineringssager, der indbringes for nationale domstole, er lavt eller meget lavt i de fleste medlemsstater med nogle få undtagelser[fodnote 62]. Samtidig er ligelønssagerne langvarige[fodnote 63]. Imidlertid findes der på grund af datamangel og ineffektiv overvågning i mange medlemsstater ikke nogen udtømmende information om retslige afgørelser i løndiskrimineringssager. Dette gør det til en udfordring fuldt ud at vurdere og kvantificere løndiskriminering mellem mænd og kvinder[fodnote 64].

Manglen på national retspraksis vedrørende ligeløn kan være tegn på manglende effektiv adgang til retsvæsenet for ofrene for kønsdiskriminering, hvad angår løn. Den faktiske anvendelse af bestemmelserne om ligelønsprincippet i praksis kan hæmmes af tre faktorer: i) manglen på klarhed og retssikkerhed vedrørende begrebet arbejde af samme værdi, ii) manglen på gennemsigtighed i lønsystemerne og iii) proceduremæssige hindringer. Disse tre hindringer behandles i det følgende.

## 4.1. Definition og anvendelse af begrebet "arbejde af samme værdi" og faglige evalueringssystemer, der bruges til at fastslå lønnen (s. 7–8) – emnemæssigt: art. 4

Der findes ikke nogen EU-definition af arbejde af samme værdi eller nogen klare vurderingskriterier for, hvordan man sammenligner forskellige job. Men EU-Domstolen har klarlagt begrebet ligeløn ved adskillige lejligheder[fodnote 65]. Et fuldt overblik over EU-Domstolens retspraksis gives i bilag 2 til arbejdsdokumentet. I direktivets betragtning 9 bestemmes det, at det til vurdering af, om arbejdstagere udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis, bør fastslås, om arbejdstagerne kan anses for at være i sammenlignelige situationer under hensyntagen til en række faktorer, bl.a. arbejdets art, uddannelse og arbejdsvilkår.

De fleste medlemsstaters lovgivning forklarer ikke, hvad der skal forstås ved arbejde af samme værdi, hvorfor det overlades til de nationale domstoles fortolkning. Tolv medlemsstater[fodnote 66] har indført en definition af dette begreb i deres lovgivning og angivet en analytisk ramme eller de vigtigste kriterier for en sammenligning af værdien af forskellige job. I de fleste tilfælde er der i lovgivningen oversigter over færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår som de primære faktorer for at vurdere værdien af arbejdet. Indarbejdelsen af en sådan definition i national lovgivning kunne være en værdifuld hjælp for ofre for løndiskriminering i forbindelse med indbringelsen af sag for de nationale domstole. Flere medlemsstater uden sådanne specifikke bestemmelser forklarede, at begrebet blev beskrevet af deres nationale domstole[fodnote 67] eller er forankret i kommentarerne[fodnote 68] eller forberedelserne til lovgivning om ligeløn[fodnote 69].

En måde at fastslå arbejde af samme værdi på er at bruge kønsneutrale faglige evaluerings- og klassifikationssystemer. Men direktivet forpligter ikke medlemsstaterne til at indføre sådanne systemer, og adgangen til dem på nationalt plan varierer betydeligt. Mens nogle medlemsstaters lovgivning udtrykkeligt sikrer, at faglige evaluerings- og klassifikationssystemer, der bruges til at fastlægge løn, er kønsneutrale[fodnote 70], har andre ikke udtrykkeligt indført dette aspekt i deres lovgivning[fodnote 71]. I nogle få medlemsstater sikres den kønsneutrale faglige evaluering af de kollektive overenskomster[fodnote 72]. De praktiske instrumenter til at hjælpe med etablering af kønsneutrale faglige evaluerings- og lønsystemer varierer også mellem medlemsstaterne. Nogle få har udformet vejledninger og tjeklister til faglig evaluering og klassifikation, der gør det muligt at vurdere job på en mere objektiv måde og undgå kønsbetinget skævhed. Disse specifikke redskaber udstedes primært af medlemsstaternes ligestillingsorganer[fodnote 73] eller af de nationale myndigheder[fodnote 74]. Flere medlemsstater har uddannelsesprogrammer til hjælp for arbejdsgivere i forbindelse med indførelse af kønsneutrale faglige klassifikationssystemer[fodnote 75].

Bilag 1 til arbejdsdokumentet, som ledsager denne beretning, om kønsneutrale faglige evaluerings- og klassifikationssystemer kunne bidrage til en bedre udmøntning af ligelønsprincippet i praksis.

## 4.2. Åbenhed om løn (s. 8–9) – emnemæssigt: art. 7, art. 9

Øget åbenhed om løn kan afsløre kønsbetinget skævhed og forskelsbehandling i lønstrukturerne i en virksomhed eller en branche og sætte arbejdstagere, arbejdsgivere eller arbejdsmarkedets parter i stand til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at sikre indførelsen af ligelønsprincippet. I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3 og 4, i direktivet har flere medlemsstater indført specifikke foranstaltninger til åbenhed om løn. Disse kan opdeles i foranstaltninger, som viser de enkelte medarbejderes løn, og foranstaltninger, som kollektivt viser lønoplysninger for grupper af medarbejdere. Mens foranstaltningerne, som afdækker individuel løn, kan hjælpe med at opbygge individuelle sager og have en præventiv virkning, kan kollektive lønoplysninger danne grundlag for mere generelle foranstaltninger til indskrænkning af lønforskellen.

I tilfælde af påstået løndiskriminering er arbejdsgiveren i visse medlemsstater forpligtet til at give medarbejderen oplysninger om løn, der kan bidrage til vurderingen af, om der er sket forskelsbehandling[fodnote 76]. I nogle medlemsstater kan denne information indhentes af medarbejderrepræsentanten med medarbejderens samtykke[fodnote 77]. Hvis dette afvises, kan der opnås adgang til informationen via domstolene i nogle medlemsstater[fodnote 78]. I bestemte medlemsstater er der i reglerne indarbejdet pligt til at angive den lovbefalede mindsteløn i jobopslag[fodnote 79], og der findes forbud mod, at en arbejdsgiver forhindrer en ansat i at fortælle om sin løn til andre, hvis formålet med denne åbenhed er at fastslå, om der foreligger lønforskelle eller overtrædelse af forbuddet mod at diskriminere på grund af f.eks. køn[fodnote 80]. Flere medlemsstaters ligestillingsorganer har ret til at kræve lønoplysninger[fodnote 81], f.eks. information om indkomst for sammenlignelige medarbejdere, hos den sociale sikringsmyndighed[fodnote 82]. Imidlertid anses lønoplysninger ofte som fortrolige i henhold til national databeskyttelseslovgivning. Derfor kan sådanne oplysninger i mange medlemsstater ikke udleveres til arbejdsgiverne. Medarbejderne kan endog være kontraktligt forhindret i at oplyse kolleger om deres løn. At afsløre lønoplysninger er sædvanligvis mere problematisk i den private sektor end i den offentlige sektor.

For så vidt angår de kollektive foranstaltninger, tilskynder flere medlemsstater til fremme af ligestillingsplanlægning ved at pålægge arbejdsgiverne at foretage en regelmæssig vurdering af deres lønpraksis og lønforskelle og udarbejde en handlingsplan for ligeløn[fodnote 83]. Denne pligt pålægges normalt større arbejdsgivere. Der kan forekomme bestemmelser om økonomisk straf for overtrædelse af denne forpligtelse[fodnote 84]. Visse medlemsstater kræver også, at arbejdsgiverne udarbejder lønundersøgelser[fodnote 85], mens andre kræver, at de indsamler beskæftigelsesrelaterede statistiske data baseret på køn[fodnote 86]. I visse medlemsstater har arbejdsgiverne pligt til periodisk at give medarbejderrepræsentanterne en skriftlig rapport om ligestillingssituationen i virksomheden, herunder oplysninger om løn[fodnote 87].

## 4.3. Proceduremæssige hindringer i ligelønssager (s. 9–10) – emnemæssigt: art. 15, art. 16, art. 18, art. 20, art. 22, art. 28

Ofre for løndiskriminering møder visse forhindringer for deres adgang til retsvæsenet, bl.a. langvarige og bekostelige retssager, tidsfrister, mangel på effektive sanktioner og tilstrækkelig erstatning og begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at anlægge en ligelønssag.

Den enkelte medarbejder har normalt begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at vinde en ligelønssag, f.eks. information om løn til ansatte, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Dette er en hindring for den effektive anvendelse af reglen om omvendt bevisbyrde i artikel 19 i direktivet, som kræver, at ofret først påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. En arbejdsgiver forpligtes først da til at bevise, at der ikke foregik forskelsbehandling. Anvendelsen af reglen om omvendt bevisbyrde er fortsat problematisk i visse medlemsstater, hvor der synes at være en højere tærskel end den, der fastlægges i direktivet, for at flytte bevisbyrden[fodnote 88].

Omkostningerne til juridisk bistand og retssager er sædvanligvis større og en byrde for ofret. Den erstatning og godtgørelse, der kan opnås, er også ofte begrænset[fodnote 89]. Derfor ville en aktiv indsats fra ligestillingsorganer og fagforeninger for at yde uvildig bistand til ofre for diskrimination hjælpe disse med at få adgang til retsvæsenet og sikre, at retsreglerne for ligeløn udmøntes i praksis. Det kunne også nedsætte risikoen for tvister for den enkelte medarbejder og kunne være en mulig afhjælpning af den betydelige mangel på ligelønssager. Derfor er inddragelse af ligestillingsorganer vejen til mere effektiv anvendelse af ligelønsprincippet. Men de nationale ligestillingsorganers opgaver og beføjelser er meget forskellige, og det er kun i visse medlemsstater, at ligestillingsorganernes opgaver omfatter repræsentation af enkeltpersoner i sådanne sager[fodnote 90]. Enkeltpersoner kan også repræsenteres af fagforeninger[fodnote 91] og ngo'er.

Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe forebyggende foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af ligelønsprincippet[fodnote 92], men det er op til dem selv at vælge foranstaltningerne. Blandt de forebyggende foranstaltninger kan nævnes undersøgelser, der skal forebygge lønforskelle, afholdelse af undervisning af interessenter og oplysningsaktiviteter.

## 5. Konklusioner og det videre forløb (s. 10–11)

Med direktivet indførtes flere nye træk, som skal gøre EU-retten mere sammenhængende på dette område, bringe det i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis og i sidste ende gøre loven mere effektiv og tilgængelig for aktørerne i marken og for offentligheden.

Med hensyn til korrekt gennemførelse i national ret af de nye elementer har Kommissionens tjenestegrene stadig spørgsmål at stille de fleste medlemsstater. Disse resterende spørgsmål vil blive afklaret snarest muligt, om nødvendigt gennem traktatbrudssager. I fremtiden er alle medlemsstaters primære udfordring den korrekte anvendelse og håndhævelse i praksis af rettighederne i dette direktiv.

Den praktiske anvendelse af ligelønsbestemmelserne i medlemsstaterne synes at være et af direktivets mest problematiske områder. Dette illustreres af den vedvarende kønsbestemte lønforskel, som for en stor dels vedkommende kunne skyldes løndiskriminering og manglen på enkeltpersoners indbringelse af sager for de nationale domstole.

Medlemsstaterne bør benytte de redskaber, der stilles til rådighed i det vedhæftede arbejdsdokument for at gøre anvendelsen af ligelønsprincippet mere effektiv og afhjælpe den vedvarende lønforskel.

Kommissionen vil fortsætte sin vidtrækkende overvågning af anvendelsen af ligelønsprincippet. I overensstemmelse med Europa 2020-strategien og i tillæg til oplysningsaktiviteterne og udbredelsen af bedste praksis vil Kommissionen i forbindelse med det årlige europæiske semester fortsat udstede landespecifikke anbefalinger til, hvordan der tages fat på årsagerne til lønforskellen.

Endvidere planlægger Kommissionen i 2014 at vedtage et ikke-lovgivningsmæssigt initiativ, der skal fremme en effektiv anvendelse af princippet om ligeløn i praksis og hjælpe medlemsstaterne med at finde den rette tilgang til at reducere den eksisterende forskel på mænds og kvinders løn[fodnote 93]. Initiativet vil formodentlig fokusere på åbenhed om løn.

## Fodnoter

1. EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23-36.
2. Rådets direktiv 75/117/EØF, EFT L 45 af 19.2.1975, s. 19, Rådets direktiv 76/207/EØF, EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF, EFT L 269 af 5.10.2001, s. 15, Rådets direktiv 86/378/EØF, EFT L 225 af 12.8.1986, s. 40, Rådets direktiv 96/97/EF, EFT L 46 af 17.2.1997, s. 20, Rådets direktiv 97/80/EF, EFT L 14 af 20.1.1998, s. 6 og Rådets direktiv 98/52/EF, EFT L 205 af 22.7.1998, s. 66.
3. I overensstemmelse med direktivets artikel 31.
4. P6_TA (2008)0544.
5. P7_TA(2012)0225.
6. KOM(2010) 491.
7. Disse bekymringer kom til udtryk gennem Kommissionens EU-pilotsystem, som er en måde at udveksle administrative breve på forud for enhver traktatbrudssag i henhold til artikel 258 i TEUF.
8. NL og FR.
9. EFT L 269 af 5.10.2002, s. 15.
10. NL.
11. Sagen vedrører nederlandsk lovgivnings manglende overholdelse af artikel 2, stk. 7, i direktiv 76/207/EØF som ændret ved direktiv 2002/73/EF om, at medarbejdere, der kommer tilbage efter barsel, adoption eller forældreorlov, har ret til at vende tilbage til deres job eller en tilsvarende stilling og nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have fået, hvis de ikke havde været væk. Nederlandsk lovgivning mangler den fornødne udtrykkelige bestemmelse om dette forhold, hvilket sår tvivl om graden af beskyttelse, og gør det vanskeligt for borgerne at kende og håndhæve deres rettigheder.
12. Artikel 33, stk. 3.
13. Artikel 2, stk. 1, litra e).
14. Artikel 7, stk. 2.
15. Artikel 17-19.
16. Betragtning 3.
17. CZ, DK, EE, EL, HR, IT, CY, LT, PT, SI, SK, SE og UK.
18. FR og PL.
19. RO, hvor lovgivningen om disse ordninger ikke er vedtaget.
20. BG.
21. BE, DE, IE, ES, LV, LU, HU, MT, NL, AT og FI.
22. BE, BG, CZ, DK, IE, EL, ES, FR, HR, CY, LT, LU, HU, MT, PT, RO, SI og SK.
23. EE og PL. I EE anses en arbejdsgivers aktiviteter for diskriminerende, hvis der fastlægges betingelser for aflønning, som er mindre gunstige for en ansat af det ene køn end for en ansat af det modsatte køn, som udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
24. NL. Se sag 80/70, 43/75, 12/81, C-262/88, C-360/90, C-200/91, C-400/93, C-281/97, C-366/99 på: http://curia.europa.eu/.
25. DE, IT, LV, AT, FI, SE og UK.
26. UK.
27. Sag C-7/93 og C-351/00.
28. BE, BG, CZ, DE, EE, IE, EL, FR, CY, LT, LU, NL, AT, FI og UK. I HU skelnes der ikke i lovgivningen mellem kategorier af arbejdstagere, men der er ingen specifikke pensionsordninger for tjenestemænd.
29. DK, EL, ES, HR, IT, LV, MT, PL, PT, RO, SI, SK og SE.
30. IT og SK.
31. LV, PL, PT og SE.
32. RO.
33. Selv om disse ordninger ikke blev udtrykkeligt nævnt i de horisontale regler, betyder EU-Domstolens klarlæggelse af, at en erhvervstilknyttet pension udgør (udsat) løn, at de eksisterende horisontale regler om ligeløn og arbejdsvilkår (herunder løn) også gælder for disse ordninger.
34. Rådets direktiv 86/378/EØF.
35. Artikel 17.
36. Artikel 18.
37. Artikel 19.
38. Artikel 20.
39. Artikel 21.
40. Artikel 22.
41. BE, BG, CZ, EE, IE, EL, ES, FR, IT, CY, LV, LT, LU, HU, MT, NL, AT, SE og UK (dog tvivl om Nordirland).
42. DE, SI, SK og FI.
43. DK.
44. RO.
45. PL og PT.
46. HR.
47. Sag C-13/94, C-117/01 og C-423/04.
48. BE (men tilsyneladende med undtagelse af Bruxelles-regionen), CZ, EL og UK.
49. SK.
50. MT.
51. DE og HU.
52. FI.
53. DK, IE, ES og FR.
54. CY og AT. I HR må bestemmelserne i ligestillingsloven ifølge loven selv ikke fortolkes eller gennemføres i strid med EU-retten.
55. SI.
56. EL, ES, IT, HU, PL, PT, RO, SI, SK og FI.
57. DK, EL og CY.
58. BE og DK.
59. Flere medlemsstater (f.eks. BE, DE, PL og SE) har ikke et sådant udtrykkeligt forbud, men et generelt forbud mod kønsdiskriminering synes også at dække løndiskriminering.
60. Eurostat Online Database 2011: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&plugin=1&language=en&pcode=tsdsc340
61. Se f.eks. det belgiske formandskabs rapport 2010 "The gender pay gap in the Member States of the European Union: quantitative and qualitative indicators": http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/10/st16/st16516-ad02.en10.pdf
62. F.eks. IE og UK. I 2011 blev det i den britiske konsekvensanalyse af lovgivningsforanstaltninger til fremme af ligeløn vurderet, at der årligt blev indbragt 28 000 ligelønssager for arbejdsretterne.
63. Dette gælder også Det Forenede Kongerige. De årlige retsstatistikker for 2011-2012 viser, at ligelønssager er de mest langvarige af alle typer, se: http://www.justice.gov.uk/downloads/statistics/tribs-stats/ts-annual-stats-2011-12.pdf
64. Flere medlemsstater mangler specifikke statistikker om antallet og typerne af løndiskrimineringssager.
65. Se sag 237/85, C-262/88, C-400/93 og C-381/99. Se også betragtning 9 i direktivet.
66. CZ, IE, FR, HR, CY, HU, PL, PT, RO, SK, SE og UK.
67. DK, DE, EL, ES, LV og AT.
68. AT.
69. FI.
70. F.eks. EL, FR, IT, CY, LT, AT og SI.
71. F.eks. BE, DE, EE, IE, HR, LV, LU, HU, PL og FI.
72. F.eks. i BE.
73. F.eks. BE, NL, PT, SE og UK.
74. F.eks. BE, EE, LU og AT.
75. F.eks. BE, EE, CY og SE.
76. F.eks. BG, EE, IE, SK og FI.
77. F.eks. FI.
78. F.eks. CZ og LV.
79. F.eks. AT.
80. F.eks. UK.
81. F.eks. EE og SE.
82. F.eks. AT.
83. F.eks. BE, ES, FR, FI og SE.
84. Dette er tilfældet i FR.
85. F.eks. FI og SE.
86. F.eks. DK og EE.
87. F.eks. BE, DK, FR, IT, LU og AT.
88. F.eks. CY, MT og BG. RO ændrede for nylig lovgivningen for at fjerne det problem.
89. I de fleste tilfælde er erstatningen lig med tabt fortjeneste baseret på lønforskellen mellem sagsøger og en sammenlignelig ansat. I visse medlemsstater er immateriel skade også omfattet. De nationale retsregler for sanktioner varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.
90. F.eks. BE, BG, EE, IE, HU, MT, AT, RO, SK, FI, SE og UK.
91. F.eks. i BE, DK, FR, SE og UK.
92. Direktivets artikel 26.
93. Kommissionens arbejdsprogram 2014, COM(2013) 739 final, findes på: http://ec.europa.eu/atwork/pdf/cwp_2014_annex_en.pdf.

===== FIL: eu/com-2017-671.md =====

# COM(2017) 671 – Rapport om gennemførelsen af Kommissionens henstilling om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/com-2017-671.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/com-2017-671.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

20.11.2017. Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52017DC0671. Rapport; baggrund, ikke retskilde.

## 1. Indledning (s. 2–4)

Princippet om ligeløn til mænd og kvinder har været nedfældet i EU-traktaterne siden 1957 og er indarbejdet i direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) ("direktivet").[fodnote 1] I overensstemmelse med artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger direktivet, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår. Dette princip gælder også for klassifikationssystemer, der anvendes for lønfastsættelse, og som er blevet indarbejdet i alle medlemsstaternes nationale retssystemer.

Selvom princippet om ligeløn har været en integreret del af traktaterne i næsten 60 år og efterfølgende er blevet uddybet i EU-retten og nationale lovgivninger var konklusionen i Kommissionens beretning fra 2013 om anvendelsen af direktivet i medlemsstaterne[fodnote 2], at den praktiske anvendelse af bestemmelserne om ligeløn i medlemsstaterne er et af de mest problematiske områder i forbindelse med direktivet. I beretningen fastslås det, at de vigtigste hindringer for den faktiske gennemførelse af princippet om ligeløn er: manglen på gennemsigtighed i lønsystemerne manglen på klarhed og retssikkerhed vedrørende begrebet arbejde af samme værdi, enten fordi begrebet ikke er defineret, eller fordi der ikke er nogen klare vurderingskriterier for, hvordan man sammenligner forskellige job og proceduremæssige hindringer.

Den utilstrækkelige gennemførelse af princippet om ligeløn bidrager til, at der fortsat er en stor kønsbestemt lønforskel, som i øjeblikket ligger på 16,3 % for EU som helhed[fodnote 3]. Forskelsbehandling i form af kønsbestemte lønforskelle, dvs. at kvinder modtager lavere løn end mænd for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, er sammen med arbejdsmarkedssegregering og vertikal kønsopdeling en af de vigtigste faktorer, der bidrager til den samlede kønsbestemte lønforskel.[fodnote 4]

I marts 2014 vedtog Europa-Kommissionen en henstilling om styrkelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder gennem åbenhed ("henstillingen").[fodnote 5] Den giver medlemsstaterne vejledning i, hvordan de mere effektivt kan gennemføre ligelønsprincippet for at bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling og bidrage til at tackle det vedvarende kønsbestemte løngab, bl.a. ved at fokusere på foranstaltninger, der fremmer løngennemsigtighed.

Medlemsstaterne blev opfordret til at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de havde truffet for at gennemføre henstillingen, senest den 31. december 2015[fodnote 6]. Denne rapport er i vidt omfang baseret på oplysninger, der er tilvejebragt af medlemsstaterne.[fodnote 7] Den indeholder også oplysninger fra centrale interessenter, navnlig de europæiske arbejdsmarkedsorganisationer[fodnote 8], der blev hørt i forbindelse med henstillingens gennemførelse på nationalt plan i oktober 2015.

Denne rapport er desuden baseret på oplysninger om henstillingens gennemførelse fra nationale ligestillingsorganer, der er oprettet i medfør af direktivet[fodnote 9] samt oplysninger fra Kommissionens netværk af juridiske eksperter på ligestillingsområdet.

Der blev afholdt et seminar for gensidig læring om kønsbestemte lønforskelle den 20.-21. oktober 2016,[fodnote 10] der gav yderligere indsigt i henstillingens praktiske gennemførelse og virkningerne af de nationale foranstaltninger med hensyn til at bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling og kønsbestemte lønforskelle, herunder foranstaltninger om løngennemsigtighed.

Det er en høj prioritet for Kommissionen at få mindsket det kønsbestemte løngab, hvilket fremgår af den strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019 (Strategic Engagement for gender equality 2016 – 2019).[fodnote 11] I den strategiske indsats anføres det, at et af de vigtigste tiltag for at nå dette mål består i at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af princippet om ligeløn ved at udføre en vurdering af direktivet og bl.a. overveje, hvordan løngennemsigtigheden kan forbedres på basis af en rapport om medlemsstaternes foranstaltninger til gennemførelse af henstillingen.

Kommissionen påpeger, at løngennemsigtighed ikke er den eneste foranstaltning, der kan bidrage til at mindske den kønsbestemte lønforskel. Med henblik på at mindske den kønsbestemte lønforskel fra alle tænkelige vinkler er denne rapport en del af en større handlingsplan, hvor Kommissionen opfylder sit engagement for at mindske den kønsbestemte lønforskel. Handlingsplanen omfatter en bred og sammenhængende vifte af aktiviteter til at mindske den kønsbestemte lønforskel, herunder både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige initiativer, der styrker hinanden gensidigt.

Derudover overvåger Kommissionen den økonomiske situation i medlemsstaterne inden for rammerne af det europæiske semester og støtter medlemsstaternes bestræbelser på at mindske den kønsbestemte lønforskel, f.eks. ved at give en medlemsstat en henstilling om at tackle dette specifikke forhold eller nogle af de underliggende årsager såsom manglende investeringer i børnepasning eller negative skatteincitamenter, der holder sekundære forsørgere – primært kvinder – fra at søge arbejde eller arbejde mere. I 2017 blev den kønsbestemte lønforskel og de problemer, der bidrager hertil, behandlet i landerapporterne for ni medlemsstater.[fodnote 12] I maj 2017 fremsatte Kommissionen landespecifikke henstillinger, der fokuserede på investeringer i børnepasningsmuligheder og negative skatteincitamenter samt andre foranstaltninger til at mindske den kønsbestemte lønforskel.[fodnote 13]

Denne rapport vurderer medlemsstaternes gennemførelse af de foranstaltninger, der blev forsålet i henstillingen, og hvor effektiv anvendelsen har været.

## 2. Gennemførelse af foranstaltninger om løngennemsigtighed i medlemsstaterne (s. 4)

Løngennemsigtighed er særdeles vigtig for en effektiv anvendelse af princippet om ligeløn i praksis. En sådan gennemsigtighed afslører en eventuel kønsbias og forskelsbehandling i lønstrukturerne i en virksomhed eller branche. Den kan gøre det muligt for arbejdstagere, arbejdsgivere eller arbejdsmarkedets parter at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger. Hvis man er bevidst om de forskellige lønniveauer i en virksomhed, kan det være nemmere for enkeltpersoner at indbringe sager om lønmæssig forskelsbehandling for de nationale domstole.

I henstillingen fremlæggesen værktøjskasse med specifikke foranstaltninger, der skal hjælpe medlemsstaterne og andre interessenter med at udarbejde en metode, der passer til deres forhold, med henblik på at forbedre løngennemsigtigheden. De fire foreslåede kerneforanstaltninger vedrørende løngennemsigtighed er: enkeltpersoners ret til at få oplysninger om lønniveauer, indberetninger på virksomhedsniveau, lønrevisioner og overenskomstforhandlinger om ligeløn.[fodnote 14] Medlemsstater tilskyndes til at gennemføre de mest relevante foranstaltninger på baggrund af deres særlige forhold, og de bør omfatte mindst én af disse kerneforanstaltninger.

På trods af vedtagelsen af henstillingen har kun 11 medlemsstater på nuværende tidspunkt indført lovgivning om løngennemsigtighed[fodnote 15]. Blandt disse medlemsstater er der kun seks, som har enten vedtaget nye gennemsigtighedsforanstaltninger eller forbedret de eksisterende foranstaltninger efter vedtagelsen af henstillingen[fodnote 16]. De fleste af dem har indarbejdet én af henstillingens fire kerneforanstaltninger om løngennemsigtighed. Fire af dem[fodnote 17] har indarbejdet mere end én af disse kerneforanstaltninger, og kun én medlemsstat[fodnote 18] har indarbejdet alle fire foranstaltninger i den nationale lovgivning. I tre medlemsstater[fodnote 19] er nye foranstaltninger om løngennemsigtighed under udarbejdelse, heraf er nogle i den indledende forhandlingsfase, mens andre er tæt på at blive vedtaget af de nationale parlamenter.

## 2.1. Arbejdstagernes ret til at få oplysninger om lønniveauer (s. 4–5) – emnemæssigt: art. 7

Ved at give ansatte mulighed for at få oplysninger om lønniveauer for andre kategorier af ansatte, der udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi, opdelt efter køn, herunder supplerende eller variable tillæg som betaling i naturalier og bonusser,[fodnote 20] vil en virksomheds eller en organisations lønpolitik blive mere gennemsigtig[fodnote 21]. Disse oplysninger er værdifulde for arbejdsgivere, fagforeninger og arbejdstagere, da de hjælper dem med at identificere uforklarlige kønsbestemte lønforskelle og rette op på dem gennem dialog. De gør det også nemmere for de ansatte at sætte deres lønniveauer i perspektiv inden for deres egen kategori og i sammenligning med lignende kategorier. I tilfælde af forskelsbehandling forbedrer disse oplysninger sandsynligheden for at få medhold i en sag indbragt for de nationale domstole, og de vil således få en afskrækkende virkning.

### Individuelle arbejdstageres ret til oplysninger om løn

I tilfælde af påstået lønmæssig forskelsbehandling er arbejdsgiveren i tre medlemsstater forpligtet til at give medarbejderen oplysninger om løn. I Finland og Irland har enkeltpersoner ret til sådanne oplysninger, men arbejdsgiveren skal have samtykke fra den enkeltperson, hvis lønoplysninger videregives. I Irland kan retten til oplysninger om løn udøves på baggrund af et standardiseret spørgeskema, hvor en klager fremfører, at princippet om ligeløn er krænket.

I Tyskland blev der for nylig indført en lov[fodnote 22] om enkeltpersoners ret til oplysninger for arbejdstagere i virksomheder med mere end 200 ansatte.

I Estland og Portugal er de oplysninger om løn, der kan indhentes, begrænset til ens egen løn, selvom der er nationale arbejdstagerrettigheder vedrørende oplysninger, som forpligter arbejdsgivere til at informere medarbejdere om de vigtigste vilkår i deres ansættelseskontrakt, herunder oplysninger om løn.

### Visse organers ret til oplysninger om løn

I nogle medlemsstater har arbejdstagerrepræsentanter og fagforeninger ret til at få adgang til oplysninger om løn samt betingelser og vilkår for ansættelse for en gruppe af medarbejdere eller for en enkelt medarbejder med deres samtykke.[fodnote 23]

I flere medlemsstater[fodnote 24] har ligestillingsorganer ret til at anmode om oplysninger om løn i tilfælde af påstået lønmæssig forskelsbehandling.

### Andre relevante foranstaltninger

I nogle medlemsstater skal den lovbestemte mindsteløn oplyses i jobopslag.[fodnote 25]

I Det Forenede Kongerige er det forbudt for en arbejdsgiver at forhindre medarbejdere – gennem kontraktbestemmelser eller sanktioner – i at videregive eller forsøge at videregive oplysninger om deres løn til andre, hvis formålet med en sådan videregivelse er at fastslå, om der er kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling.

## 2.2. Redegørelse om løn på virksomhedsniveau (s. 5–6) – emnemæssigt: art. 9

I henstillingen tilskyndes medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdsgivere i virksomheder og organisationer med mindst 50 ansatte regelmæssigt informerer de ansatte, arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter om den gennemsnitlige løn for hver medarbejder- eller stillingsgruppe fordelt på køn.[fodnote 26] En sådan redegørelse forbedrer løngennemsigtigheden og udgør et troværdigt grundlag for drøftelser af foranstaltninger om at gennemføre princippet om ligeløn.

I nogle medlemsstater er arbejdsgivere forpligtet til regelmæssigt at udarbejde en skriftlig rapport om ligestillingssituationen i virksomheden eller organisationen, herunder oplysninger om løn.[fodnote 27] I Danmark skal arbejdsgivere med mindst 35 medarbejdere f.eks. hvert år indsamle kønsopdelte lønstatistikker for grupper på mindst ti personer af hvert køn med samme stilling. Disse oplysninger udleveres til medarbejderne gennem deres repræsentanter.

I Frankrig skal virksomheder udlevere data om lige løn til medarbejderrepræsentanter i årsberetninger, navnlig i "ligestillingsrapporten", som er obligatorisk for virksomheder med mindst 300 medarbejdere, og "beretningen om virksomhedens økonomiske situation", som er obligatorisk for virksomheder med mindst 50 medarbejdere. Disse rapporter skal indeholde løntal, der er opdelt efter køn og stillingskategori.

I Belgien skal virksomheder udarbejde rapporter om lønforskelle på virksomhedsniveau hvert andet år. Virksomheder med mindst 50 ansatte skal hvert andet år udarbejde en detaljeret analyse af virksomhedens lønstruktur opdelt efter køn samt status, stilling, anciennitet samt kvalifikations- eller uddannelsesniveau. Belgien forpligter desuden virksomheder til at udarbejde kønsopdelte oversigter i flere afsnit i deres årsregnskaber. I Italien skal virksomheder med over 100 medarbejdere hvert andet år indberette kønsrelaterede ligestillingsoplysninger med eksplicit henvisning til lønniveau.

I Tyskland blev der for nylig indført en lov om generel indberetningspligt for store virksomheder vedrørende kvinders karriereudvikling og lige løn. I Det Forenede Kongerige skal arbejdsgivere med mindst 250 medarbejdere offentliggøre visse oplysninger om kønsbestemte lønforskelle, navnlig timebetaling, bonusser samt den overordnede lønfordeling[fodnote 28]. I Litauen skal virksomheder med mere end 20 medarbejdere i medfør af en lov fra 2017 årligt levere anonyme data om gennemsnitslønnen for deres medarbejdere, undtagen lederne, opdelt efter stillingsgruppe og køn, til samarbejdsudvalg og fagforeninger. Derudover skal virksomheder med mere end 50 medarbejdere udarbejde en lønrapport, hvor medarbejdernes løn specificeres opdelt efter kategori i henhold til deres position og kvalifikationer, og denne rapport stilles til rådighed for medarbejderne.

I flere medlemsstater er der en mere omfattende forpligtelse for arbejdsgivere til regelmæssigt at vurdere lønpraksis og lønforskelle i en bredere sammenhæng vedrørende overholdelse af forpligtelsen til at udarbejde en handlingsplan for ligeløn.[fodnote 29] Disse forpligtelser omfatter virksomheders indberetning om gennemsnitsløn for forskellige kategorier af medarbejdere eller stillinger, men udover indberetning omfatter de også et krav om en mere dybdegående analyse af lønstrukturen samt opfølgende foranstaltninger til at rette op på lønforskelle. Disse nationale foranstaltninger drøftes mere indgående i afsnittet om lønrevision i denne rapport.

Flere medlemsstater har indberetningspligt for virksomheder, som kun gælder for den offentlige sektor.[fodnote 30]

I to medlemsstater[fodnote 31] drøftes nye lovgivningsmæssige foranstaltninger om indberetningspligt for virksomheder.

## 2.3. Lønrevision på virksomhedsniveau (s. 7) – emnemæssigt: art. 10

I henstillingen opfordres medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der foretages lønrevision i virksomheder og organisationer med mindst 250 ansatte. En sådan revision bør omfatte en analyse af andelen af mænd og kvinder i hver medarbejder- eller stillingsgruppe, en analyse af de anvendte jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer samt detaljerede oplysninger om løn og lønforskelle på grundlag af køn. Revisionen bør være tilgængelig for arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter efter anmodning.[fodnote 32] Med lønrevisioner bør det blive lettere at analysere de kønsmæssige ligestillingsaspekter i forbindelse med løn og at nå frem til konklusioner om anvendelsen af ligelønsprincippet samt identificere mulige løsninger til at løse de identificerede problemer. Lønrevisioner kan danne grundlag for drøftelser mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsentanter om, hvordan kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling elimineres.

Lønrapporter anvendes ofte som udgangspunkt for en mere dybdegående analyse, der går betydeligt længere end at levere statistiske tal, og som bygger på faktiske oplysninger om lønstrukturer. Som sådan kan lønrapporter bidrage til opfølgende foranstaltninger såsom handlingsplaner, der skal udjævne de identificerede kønsbestemte uligheder i løn.

I Frankrig er private arbejdsgivere med mere end 50 medarbejdere f.eks. forpligtet til at udarbejde årsberetninger, der indeholder tal opdelt efter køn og stillingskategori vedrørende den faktiske løn. Derudover skal der, på baggrund af de indsamlede oplysninger, udarbejdes en analyse af situationen for mænd og kvinder for hver faglig kategori i virksomheden med hensyn til jobklassifikationssystemer og lønforskelle. I overenskomster og unilaterale handlingsplaner skal der fastsættes ligestillingsmål og specifikke foranstaltninger for at nå disse mål.

I Sverige er arbejdsgivere med mindst 25 medarbejdere forpligtet til at udarbejde en lønundersøgelse hvert tredje år, hvor lønpraksis og kønsbestemte lønforskelle i virksomheden vurderes. På baggrund af denne undersøgelse skal de udarbejde en handlingsplan til at afhjælpe og forebygge uretfærdige kønsbestemte lønforskelle samt andre arbejdsvilkår. I Finland skal virksomheder med mindst 30 medarbejdere udarbejde ligestillingsplaner, der omfatter en lønundersøgelse med det formål at fastslå, om der er kønsbestemte lønforskelle på arbejdspladsen. Ligestillingsplanen skal indeholde forslag til, hvordan uberettigede forskelle fjernes. I Tyskland skal virksomheder med mere end 500 medarbejdere udarbejde lønrevisioner.

I Det Forenede Kongerige kan arbejdsretten pålægge arbejdsgivere at gennemføre revisioner om ligeløn, hvis en enkeltperson har fået medhold i en sag indbragt for retten vedrørende en overtrædelse af lovgivning om ligeløn.

I Danmark kan arbejdsgivere vælge mellem at udføre en frivillig analyse af ligeløn eller udarbejde en rapport om lønstatistik.

I Estland og Italien drøftes nye foranstaltninger på dette område. I Estland har regeringen f.eks. til hensigt at foreslå en retlig forpligtelse til at gennemføre periodiske lønrevisioner i den offentlige sektor og til at udarbejde ligestillingshandlingsplaner på baggrund af resultaterne.

## 2.4. Ligeløn, herunder lønrevisioner, skal indgå i de kollektive forhandlinger (s. 8) – emnemæssigt: art. 13, art. 30

At tilskynde eller forpligte arbejdsmarkedets parter til at drøfte ligelønsspørgsmål i de kollektive overenskomstforhandlinger er en anden måde til at øge løngennemsigtigheden og reducere de kønsbestemte lønforskelle. Henstillingen opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at spørgsmålet om ligeløn, herunder lønrevisioner, drøftes på passende niveau i kollektive forhandlinger.[fodnote 33]

Inddragelsen af ligeløn i de overenskomstforhandlinger bakkes kraftigt op af fagforeninger.[fodnote 34]

Fem medlemsstater[fodnote 35] har indført lovgivningsmæssige foranstaltninger for at sikre, at spørgsmålet om ligeløn indgår i overenskomstforhandlinger.

I Belgien skal tværfaglige aftaler, der indgås af ledelsen og medarbejderrepræsentanter hvert andet år, omfatte foranstaltninger, der har til hensigt at nedbringe den kønsbestemte lønforskel, navnlig ved at gøre jobklassifikationssystemer kønsneutrale. På sektorniveau bliver det med loven også obligatorisk at forhandle foranstaltninger, der har til hensigt at nedbringe den kønsbestemte lønforskel gennem overenskomstforhandlinger. I Frankrig skal virksomheder inddrage ligestillingsspørgsmål i overenskomstforhandlingerne. Private arbejdsgivere er forpligtet til at forhandle mål for ligeløn for mænd og kvinder hvert tredje år på brancheniveau og hvert år på virksomhedsniveau. Gennemførelsen af disse foranstaltninger overvåges af den nationale kommission for kollektiv forhandling. I henhold til svensk lovgivning skal arbejdsgivere og arbejdstagere samarbejde om at forebygge og bekæmpe lønforskelle. Siden 2007, da arbejdsmarkedets parter forhandlede specifikke lønrammer for kvinder på føderalt plan, har den kønsbestemte lønforskel været et afgørende spørgsmål i hver forhandlingsrunde.

I tre andre medlemsstater[fodnote 36] er der frivillige foranstaltninger, der tilskynder til inddragelse af ligeløn i overenskomstforhandlingerne. Disse foranstaltninger omfatter offentliggørelse af retningslinjer for overenskomstforhandlinger samt uddannelse i ligestilling til arbejdsmarkedets partnere.

## 3. Gennemførelse af andre bestemmelser om ligeløn i henstillingen (s. 8–10)

Henstillingen indeholder, ud over det specifikke område om øget løngennemsigtighed, flere andre foranstaltninger, der også bidrager til forbedringer på området ligeløn[fodnote 37]. Dette afsnit indeholder oplysninger om gennemførelsen, som det ser ud i dag, af nogle af disse foranstaltninger i medlemsstaterne.

### Bedre statistikker

Henstillingen tilskynder medlemsstaterne til at gøre ajourførte data over kønsbestemte lønforskelle bedre tilgængelige ved hvert år rettidigt at forsyne Eurostat med statistikker.

Flere medlemsstater har berettet, at deres kontorer for nationale statistikker årligt leverer omfattende data om kønsbestemte lønforskelle.[fodnote 38] I Spanien er offentlige myndigheder ved lov forpligtet til at levere statistikker opdelt efter køn[fodnote 39], mens dansk lovgivning indeholder visse bestemmelser om lønstatistik opdelt efter køn, der finder anvendelse på virksomheder[fodnote 40].

Definition af begrebet "arbejde af samme værdi"

Henstillingen tilskynder medlemsstaterne til at præcisere begrebet "arbejde af samme værdi" i deres lovgivning.

Flere medlemsstater[fodnote 41] har allerede en definition af begrebet "arbejde af samme værdi" i deres lovgivning, der angiver en analytisk ramme eller de vigtigste kriterier for en sammenligning af værdien af forskellige job. I de fleste tilfælde indeholder lovgivningen, i overensstemmelse med Domstolens retspraksis vedrørende begrebet ligeløn,[fodnote 42] en liste over færdigheder, indsats og ansvar samt arbejdsvilkår, der er de vigtigste faktorer til at vurdere arbejdsværdien.

To medlemsstater berettede om deres planer om at indføre en eksplicit definition af "arbejde af samme værdi" i deres lovgivning.[fodnote 43]

### Jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer

Henstillingen tilskynder medlemsstaterne til at fremme udvikling og brug af kønsneutrale jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer.

I nogle medlemsstater indeholder lovgivningen et eksplicit krav om, at de jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer, der anvendes til at fastsætte løn, skal være kønsneutrale.[fodnote 44] Nogle medlemsstater har indført praktiske værktøjer såsom retningslinjer og tjeklister til jobevaluering uden kønsbias og uddannelsesprogrammer til arbejdsgivere. Formålet er at støtte virksomhedernes gennemførelse af kønsneutrale jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer.[fodnote 45]

### Overvågning og håndhævelse

Henstillingen opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at gennemførelsen af ligelønsprincippet overvåges konsekvent, og at alle tilgængelige midler til afhjælpning af lønmæssig forskelsbehandling håndhæves.

Arbejdstilsyn på regionalt eller føderalt niveau overvåger i flere medlemsstater lønmæssig forskelsbehandling[fodnote 46]. Disse tilsyn har som en del af den nationale forvaltning ansvaret for at udføre inspektioner for at sikre, at lovgivningen overholdes. I nogle medlemsstater kan arbejdstilsyn pålægge administrative sanktioner for manglende overholdelse af princippet om ligeløn.[fodnote 47]

I Belgien kan en virksomhed med mindst 50 medarbejdere udpege et medlem af arbejdsstyrken som mægler, der rådgiver om forslag til og gennemførelse af den plan, der skal udvikle en kønsneutral lønstruktur i virksomheden, samt om eventuelle midler til løsning af klager om kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling.

To medlemsstater har berettet om indførsel af specifikke sanktioner, der har en afskrækkende virkning vedrørende forskelsbehandling. Konkret har Frankrig indført en sanktion på op til 1 % af lønomkostningerne for virksomheder med mere end 50 ansatte, hvis forpligtelserne om ligeløn ikke overholdes. I Nederlandene er virksomheder, der udøver forskelsbehandling, udelukket fra udbudsprocedurer, og deres eksisterende kontrakter med staten kan ophæves.

### Ligestillingsorganer

I henhold til bestemmelserne i direktiv 2006/54/EF[fodnote 48] yder alle ligestillingsorganer uafhængig rådgivning til ofre for lønmæssig forskelsbehandling. Der er imidlertid stor forskel mellem medlemsstaterne på ligestillingsorganernes opgaver og bemyndigelser. Kun i nogle medlemsstater[fodnote 49] omfatter ligestillingsorganernes opgaver repræsentation/rådgivning af enkeltpersoner i forbindelse med sådanne sager, der anlægges ved nationale domstole. I nogle medlemsstater[fodnote 50] har ligestillingsorganerne en mere vidtgående kompetence, som omfatter høring samt afgørelse af klager vedrørende kønsbestemt forskelsbehandling. Hvis ligestillingsorganerne i højere grad koncentrerede deres beføjelser om at yde uafhængig rådgivning til ofre for forskelsbehandling, ville det være nemmere for disse ofre at få adgang til retsvæsenet, og det ville sikre en effektiv anvendelse af de retlige rammer for ligeløn.

Henstillingen tilskynder derfor medlemsstaterne til at sikre, at deres nationale ligestillingsorganer har beføjelser og mandater, der dækker aspekter med relation til kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, herunder krav om gennemsigtighed. Medlemsstaterne bør yderligere give ligestillingsorganerne ret til at få adgang til oplysninger om løn samt lønrevisioner.

I nogle medlemsstater[fodnote 51] omfatter ligestillingsorganets mandat også krav til arbejdsgivere om gennemsigtighed vedrørende kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, navnlig retten til at få adgang til oplysninger om løn og lønrevisioner.

## 4. Praktisk anvendelse og virkninger af foranstaltninger vedrørende løngennemsigtighed på nationalt plan (s. 10–11)

Der findes ikke nogen detaljeret økonomisk analyse af de nøjagtige virkninger af at indføre foranstaltninger vedrørende løngennemsigtighed på nationalt plan. Det er derfor vanskeligt at fremlægge kvantificerbare data om virkningerne af hver konkret foranstaltning.

Forskning udført på nationalt plan viser imidlertid en forbindelse mellem sådanne foranstaltninger og forbedringen af den overordnede situation for ligeløn og lige muligheder for mænd og kvinder på beskæftigelsesområdet som helhed. Nogle eksempler, der fungerede som inspiration for henstillingen fra 2014, illustrerer nogle af disse virkninger:[fodnote 52]

Et portugisisk eksempel vedrører spørgsmålet om medarbejderes ret til oplysninger om løn, hvor der i 2009 blev indført et krav til arbejdsgiverne om at give medarbejderne oplysninger om gennemsnitslønninger opdelt efter arbejdstagerkategorier. Interessenter anser dette for at være en vigtig årsag til, at den kønsbestemte lønforskel er så relativt lille i Portugal.

Svensk lovgivning om ligebehandling indførte et krav til arbejdsgivere om regelmæssigt at udarbejde en rapport om lønsituationen, herunder en analyse af lønpraksis og kønsbestemte forskelle. I en undersøgelse, der blev gennemført i 2011, angives det, at ud af de forskellige foranstaltninger, som regeringen indførte, havde kravet om lønregistrering den største effekt med hensyn til at bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling. En revision udført af ligestillingsombudsmanden fandt desuden, at ca. 6 000 personers løn fra 2006 til 2008 blev justeret som følge af dette krav.

Frankrig er et eksempel på, at ligeløn inddrages i overenskomstforhandlingerne: som følge af lovgivning, der blev indført i 2006, skal arbejdsgivere og fagforeninger én gang om året drøfte kønsbestemte lønforskelle i løbet af overenskomstforhandlingerne på virksomheds- og sektorniveau. Som følge af indførelsen af dette krav, er andelen af overenskomster, der inddrager en nedbringelse af de kønsbestemte lønforskelle steget kraftigt (fra 3 % i 2007 til 10 % i 2010). De fleste overenskomster indeholder desuden ikke blot en kortfattet diagnose af situationen, men fremlægger også specifikke indikatorer samt en liste over foranstaltninger, der kan fjerne den kønsbestemte lønforskel.

Disse specifikke eksempler på gennemførelse i overensstemmelse med tre ud af fire kerneforanstaltninger om gennemsigtighed, der foreslås i henstillingen, og virkningerne af dem viser, at foranstaltningerne i henstillingen har potentiale til at bidrage til en generel nedbringelse af lønmæssig forskelsbehandling samt af den kønsbestemte lønforskel.

## 5. Konklusioner og det videre forløb (s. 11–12)

Henstillingen indeholder den første værktøjskasse nogensinde om specifikke foranstaltninger vedrørende løngennemsigtighed, der har til formål at løse lønuligheder og dent vedvarende kønsbestemte løngab. Den tilskynder medlemsstaterne til at indføre mindst en af disse foranstaltninger til forbedring af gennemsigtigheden for at bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling. Det er et ikke-bindende juridisk instrument, der ikke pålægger medlemsstaterne nogen formelle forpligtelser.

Analysen af de oplysninger, der er tilvejebragt af medlemsstaterne og andre interessenter, viser, at på trods af at de fleste medlemsstater har indført nogle foranstaltninger, der har til hensigt at øge gennemsigtigheden, er sådanne foranstaltninger i en tredjedel af medlemsstaterne fuldstændigt fraværende.

Desuden har kun få medlemsstater benyttet muligheden i henstillingen for at revidere deres nationale juridiske systemer med henblik på at styrke princippet om ligeløn for mænd og kvinder ved at indføre foranstaltninger vedrørende løngennemsigtighed, enten i henhold til forslagene i henstillingen eller andre foranstaltninger.

Ligestilling er en af de grundlæggende værdier i Den Europæiske Union, men den udmøntes dog endnu ikke i praksis på arbejdspladser. Kvinder i EU tjener i gennemsnit næsten 16 % mindre i timen end mænd på tværs af økonomiske sektorer. Dette kønsbestemte løngab har været stagnerende de sidste fem år, og med den nuværende forandringshastighed vil den forskel ikke være væk før begyndelsen af næste årtusindskifte. En undersøgelse foretaget af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder fremhæver, at ulige løn udover at være til skade for kvinder, er en omkostning for samfundet som helhed. Der er en tæt forbindelse mellem kønsbestemte lønforskelle, børnefattigdom og manglende færdigheder. Det er desuden en omkostning for økonomien generelt, at kvinders færdigheder ikke udnyttes fuldt ud i et samfund[fodnote 53].

Der forekommer stadig forskelsbehandling på arbejdspladser i dag på trods af princippet om ligeløn: kvinders løn kan stadig være lavere end mænds for nøjagtig samme arbejde, og lønnen for arbejde, der typisk udføres af kvinder, er mindre end for arbejde, der typisk udføres af mænd, også selvom arbejdsværdien er den samme. Hemmeligholdelsen omkring lønniveauer kan gøre det vanskeligt at opdage sager om forskelsbehandling. Selv om de fleste europæere (69 %) er bevidste om, at der er kønsbestemte lønforskelle i økonomien, er medarbejdere ikke klar over, at disse forskelle findes i deres egen virksomhed, og kun 26 % af europæere er opmærksomme på den juridiske garanti om ligeløn for lige arbejde. En tredjedel af medarbejderne kender ikke deres kollegaers løn, og dette tal er endnu mindre for kvinder. En nylig undersøgelse viser, at europæere støtter mere gennemsigtighed på arbejdspladsen: næsten to tredjedele støtter offentliggørelse af gennemsnitslønninger i den organisation eller virksomhed, de arbejder for, opdelt efter køn og jobtype.[fodnote 54]

For at tackle problemet med kønsbestemte lønforskelle og føre princippet om ligeløn ud i praksis vil Kommissionen fortsætte med at overvåge medlemsstaternes overholdelse af princippet om ligeløn, herunder håndhævelsesforanstaltninger, hvor det er relevant, samt i forbindelse med det årlige europæiske semester.

Fraværet af synlige fremskridt med hensyn til bekæmpelse af lønmæssig forskelsbehandling samt det vedvarende kønsbestemte løngab og den begrænsede opfølgning på henstillingen antyder et eventuelt behov for yderligere målrettede tiltag på EU-plan. Ved at føre løngennemsigtighed ud i praksis vil borgerne have et værktøj, der kan gøre dem opmærksom på enhver forskelsbehandling, de kan være udsat for, og det vil forbedre anvendelsen af princippet om ligeløn i praksis.

## Fodnoter

1. EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23-36.
2. COM(2013) 861 final.
3. Eurostat 2015.
4. Den kønsbestemte lønforskel skyldes flere komplekse faktorer såsom forskelsbehandling, arbejdsmarkedssegregering og vertikal kønsopdeling, lav repræsentation af kvinder i ledende stillinger, traditioner og stereotyper samt ulige fordeling af familiemæssige opgaver mellem kvinder og mænd.
5. C(2014) 1405 final.
6. I overensstemmelse med afsnit 18 i henstillingen.
7. 26 medlemsstater (AT, BE, BG, CZ, CY, DK, EE, FI, FR, DE, EL, HR, HU, IT, LV, LT, LU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SI, ES, SE) indsendte oplysninger om gennemførelsen af henstillingen.
8. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation, der leverer offentlige tjenester (CEEP), Den Europæiske Arbejdsgiverorganisation (BusinessEurope) og Den Europæiske Organisation for Håndværk og Små og Mellemstore Virksomheder (UEAPME). I juni 2016 blev der afholdt en teknisk workshop for yderligere at drøfte deres bemærkninger samt gennemførelsen af de foranstaltninger, der blev foreslået i henstillingen.
9. Indsamlet af det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer (Equinet).
10. http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/other-institutions/good-practices/index_en.htm
11. http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/documents/160111_strategic_engagement_en.pdf
12. DE, EE, IE, ES, IT, AT, PL, RO, SK.
13. Især i Estland.
14. Henstillingen fastslår, at hvis der i forbindelse med disse foranstaltninger videregives oplysninger, der indeholder personoplysninger, bør de gives i overensstemmelse med nationale databeskyttelseslove, navnlig de love, der gennemfører direktiv 95/46/EF. Fra den 25. maj 2018 beskyttes data i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).
15. AT, BE, DE, DK, FI, FR, IE, IT, LT, SE og UK.
16. F.eks. DE, FR, FI, LT, UK, SE.
17. AT, BE, FI, FR, SE.
18. Sverige.
19. IE, IT, NL.
20. Afsnit 3 i henstillingen.
21. Hvis de indsendte oplysninger omfatter videregivelse af personoplysninger, bør de videregives i overensstemmelse med nationale databeskyttelseslove.
22. Loven om styrkelse af gennemsigtigheden med hensyn til lønstrukturer blev vedtaget den 30. marts 2017.
23. F.eks. i FI eller SE efter en medarbejders klage over ligeløn.
24. F.eks. AT, EE, FI, NL, SE.
25. F.eks. i Østrig.
26. Afsnit 4 i henstillingen.
27. F.eks. AT, BE, DE, DK, FR, IT, UK.
28. Ligestillingslov 2010 (oplysninger om kønsbestemte lønforskelle) forskrifter fra 2017.
29. AT, BE, ES, FI, FR, SE.
30. F.eks. HU, FR, UK.
31. IE, IT.
32. Afsnit 5 i henstillingen.
33. Afsnit 6 i henstillingen.
34. Som det fremgår af EFS's beslutning fra 2015 "Collective bargaining – our powerful tool to close the gender pay gap".
35. BE, DE, FI, FR SE.
36. AT, CY, PT.
37. Afsnit 7-17 i henstillingen.
38. F.eks. CZ, DK, EE, ES, FR, NL, PL, RO, SK.
39. I henhold til artikel 20 i organisk lov nr. 3/2007 af 22. marts 2007 om reel ligestilling mellem kvinder og mænd skal kønsspørgsmålet være effektivt integreret i statistikker og undersøgelser.
40. Ligelønsloven (paragraf 5a) indeholder bestemmelser om kønsopdelt lønstatistik. I medfør af loven skal virksomheder med mindst 35 ansatte, der samtidig beskæftiger mindst ti personer af hvert køn i samme jobfunktion, enten årligt indsamle kønsopdelte statistikker eller mindst hvert tredje år indgå en aftale med medarbejderne om at udarbejde en rapport om ligeløn.
41. F.eks. CY CZ, DE, FR, HR, HU, IE, PL, PT, RO, SK, SE og UK.
42. Jf. sag C-237/85, C-262/88, C-400/93, C-381/99, C-333/97, C-471/08, C-194/08. Jf. også betragtning 9 i direktiv 2006/54/EF.
43. AT, LT.
44. F.eks. AT, BE, CY, IT, LT, PT, SI.
45. F.eks. BE, CY, EE, ES, FR, NL, SE.
46. F.eks. CY, CZ, ES, FR, LV, PL.
47. Dette er f.eks. tilfældet i Letland.
48. Artikel 20-2.
49. F.eks. AT, FI, SE.
50. F.eks. BE, FR, NL.
51. F.eks. EE, FI, SE.
52. Se også konsekvensanalysen, der ledsagede henstillingen (SWD(2014) 59 final).
53. EIGE (2017), Economic Benefits of Gender Equality in the European Union. How closing the gender gaps in labour market activity and pay leads to economic growth, kan hentes på: http://eige.europa.eu/rdc/eigepublications.
54. Eurobarometer 465.

===== FIL: eu/faq.md =====

# Kommissionens FAQ om direktiv (EU) 2023/970

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/faq.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/faq.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Original (engelsk): https://commission.europa.eu/document/download/828ecf2a-e13d-4346-bdca-7eccbbfe28d3_en?filename=FAQs+on+the+pay+transparency+Directive+(EU)_2023_970.pdf

Status ifølge dokumentet: This document provides answers to frequently asked questions by stakeholders related to Directive (EU) 2023/970 of the European Parliament and of the Council of 10 May 2023 to strengthen the application of the principle of equal pay for equal work or work of equal value between men and women through pay transparency and enforcement mechanisms. Any views expressed in this document are the preliminary views of the European Commission (EC) services and may not under any circumstances be regarded as stating an official position of the EC. Only the Court of Justice of the European Union is competent to authoritatively interpret EU law.

## 1. Overview of the Pay Transparency Directive (s. 3; vedrører art. 1, art. 34)

The requirement of equal pay between female and male workers for the same work or work of equal value exists since 1957, when the Treaty of Rome was adopted.
Directive (EU) 2023/970 of the European Parliament and of the Council of 10 May 2023 aims to strengthen the application of the principle of equal pay for equal work or work of equal value between men and women through pay transparency and enforcement mechanisms. It establishes minimum requirements on pay transparency and includes measures for workers to be aware of their right to equal pay and, where appropriate, exercise that right. It also enables employers to assess whether their pay structures comply with the principle of equal pay and whether these are free from hidden bias and discrimination. The Directive strengthens enforcement mechanisms and promotes greater attention to potential unjustified pay differences between women and men performing the same work or work of equal value.
President von der Leyen announced binding pay transparency measures as one of her political priorities for the 2019-2024 Commission. Following the Commission’s proposal, negotiations, and agreement by the co-legislators, the Directive entered into force in June 2023. Member States must transpose it by 7 June 2026.
The commitment to ensure the right to equal pay through pay transparency was reaffirmed in the Roadmap for Women’s Rights endorsed by all Member States and EU institutions in October 2025. The Gender Equality Strategy 2026-2030, adopted by the European Commission in March 2026, emphasized the Commission’s support to Member States in the effective and timely implementation of the Pay Transparency Directive.

## 2. How does the Pay Transparency Directive benefit workers? (s. 3–4; vedrører art. 1)

Pay transparency empowers workers to claim their right to equal pay. The Directive enhances access to justice for potential victims of pay discrimination.
The Directive provides new rights for workers and for jobseekers:
- To obtain information about initial pay or pay range for jobseekers – through a vacancy notice or before a job interview.
- To ask and receive information about average pay levels of female and male workers in the same pay category (directly or via worker representative or equality body).
- To have easily accessible information about criteria to determine workers’ pay, pay levels and pay progression.
- To be assisted and represented in administrative or court proceedings by workers’ representatives or equality bodies.
- To claim full compensation in case of gender pay discrimination, including full recovery of backpay.
- To be protected against victimisation and adverse treatment, including as a witness.
The Directive also prohibits employers from:
- Asking job applicants about their pay history during their current or previous employment relationships.
- Applying confidentiality clauses that would prevent workers from disclosing their pay for the purpose of the enforcement of the principle of equal pay.

Projektets bemærkning: Svaret nævner stillingsopslag eller tiden før jobsamtalen. Efter artikel 5, stk. 1, kan oplysningerne også gives »på anden vis«, og de skal gives, så der sikres en informeret og gennemsigtig lønforhandling. FAQ’en kan ikke alene begrunde ét bestemt tidspunkt.

## 3. How does the Pay Transparency Directive benefit employers? (s. 4; vedrører art. 1)

Pay transparency increases job applications and reduces recruitment costs by clarifying salary expectations upfront.
It boosts employers’ reputation as fair, transparent, and socially responsible actors, and therefore attracts talent.
It improves job satisfaction and performance of workers through clearer career trajectories, which in turn enhances employee retention and reduces turnover-related costs.
It promotes consistent pay practices, preventing and reducing the risk of discrimination claims and litigation costs.

## 4. Do pay transparency measures apply to all employers? (s. 4–6; vedrører art. 4, art. 5, art. 6, art. 7, art. 9, art. 10, art. 11)

The Directive applies to employers in both public and private sectors.
All employers are bound by the obligation to:
- have pay structures ensuring equal pay for equal work or work of equal value between women and men – the assessment of whether workers are in a comparable situation concerning the value of work should be based on objective, gender-neutral criteria including: skills, effort, responsibility and working conditions. Relevant soft skills must not be undervalued;
- provide job applicants (through a vacancy notice or prior to the job interview) with information about the initial pay or its range, based on objective, gender-neutral criteria, to be attributed for the position concerned;
- refrain from asking job applicants about their pay history during their current or previous employment relationships;
- refrain from using confidentiality clauses that would forbid their workers disclosing their pay for the purpose of the enforcement of the principle of equal pay.
- answer to worker’s request for information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for the category of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- inform their workers, on an annual basis, of their right to receive information on their individual pay level and the average pay levels, broken down by sex, for categories of workers performing the same work as them or work of equal value to theirs;
- make easily accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay, pay levels and pay progression (Member States may exempt in their national law employers with fewer than 50 workers from the obligation related to pay progression);
The coverage for pay reporting and joint pay assessment under the Directive is limited to employers having at least 100 workers.
The frequency of pay reporting is tailored to the employers’ size and will be gradually introduced:
- Employers with at least 250 workers will report every year as of June 2027;
- Employers with 150 to 249 workers every three years as of June 2027;
- Employers with 100 to 149 workers every three years as of June 2031.
Smaller employers (fewer than 100 workers) are not required to report on their pay gaps under the Directive, unless they are already subject to pay reporting under existing national measures in Member States.
Moreover, Member States are required to provide support, in the form of technical assistance and training, to employers with fewer than 250 workers and to the workers’ representatives concerned, to facilitate their compliance with the obligations of the Directive.

Projektets bemærkning: Svaret nævner stillingsopslag eller tiden før jobsamtalen. Efter artikel 5, stk. 1, kan oplysningerne også gives »på anden vis«, og de skal gives, så der sikres en informeret og gennemsigtig lønforhandling. Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2, ikke kravet om objektive, kønsneutrale kriterier for løn.

## 5. Does the Directive apply to self-employed workers? (s. 6; vedrører art. 2)

A priori the scope of the Directive does not include self-employed workers. However, bogus self-employed workers may be covered by the directive, if they should in reality be considered as workers based on the criteria formulated by the Court[fodnote 1].

## 6. Does the Directive provide flexibility to Member States in the implementation? (s. 6; vedrører art. 6, art. 9, art. 27, art. 33)

Under the Directive, Member States may exempt employers with fewer than 50 workers from the obligation to make accessible to their workers the criteria that are used to determine workers’ pay progression.
In addition, Member States may replace employers’ pay reporting obligation by extracting and compiling the required data from administrative data available to the national tax inspectorates and social security institutions.
Member States may entrust social partners with the implementation of the Directive, provided that the results sought by the Directive are guaranteed at all times.
Finally, Member States may introduce or maintain provisions that are more favourable to workers than those laid down in the Directive.

Projektets bemærkning: Muligheden for at undtage arbejdsgivere med færre end 50 arbejdstagere gælder kun pligten vedrørende lønudvikling efter artikel 6, stk. 2. Medlemsstaternes adgang til selv at indsamle oplysningerne på grundlag af administrative data omfatter efter artikel 9, stk. 8, oplysningerne i stk. 1, litra a–f. Oplysningerne efter litra g behandles særskilt i stk. 9.

## 7. Does the Directive apply to employers and workers covered by collective agreements? (s. 7; vedrører art. 2, art. 30)

The principle of equal pay for the same work or work of equal value between women applies to all employers according to the Directive – even when pay is set through collective bargaining. This has been confirmed in a number of rulings from the Court of Justice of the EU (see cases Royal Copenhagen C-400/93 and Defrenne v Sabena C-43/75). Therefore, employers covered by collective agreements are not excluded from the scope of the Directive.

Projektets bemærkning: Den engelske tekst har en skrivefejl i første sætning (»between women applies«). Sætningen bør ikke citeres som juridisk formulering.

## 8. Which elements of pay must be included for the purposes of pay transparency measures? (s. 7–8; vedrører art. 3, art. 7, art. 9, art. 10)

In line with the case law of the Court of Justice, the Directive deﬁnes ‘pay’ (Art3(1)(a)) as the ordinary basic or minimum wage or salary, but also any other consideration, whether in cash or in kind, which a worker receives directly or indirectly in respect of his or her employment from his or her employer. In other words, complementary or variable components constitute an integral part of the deﬁnition of pay. The same deﬁnition is used in the Recast directive.
At the same time, the objective and function of the pay transparency measures is to help identify and assess potential instances of pay discrimination.
Concerning the pay reporting (Article 9 of the Directive), it involves providing an overview of the situation within an organisation regarding:
- current workers employed in the organisation;
- a given reporting period (the ‘previous calendar year’ referred to in Article 9 of the Directive);
- actual pay (Recital 22 of the Directive).
For the purpose of pay transparency measures, in line with the objective sought by the Directive, the scope of the concepts used (‘pay level’ or ‘gender pay gap’ or ‘median gender pay gap’) may be considered in a way that takes into account the objective and the function of these pay transparency measures.
Against this background, when implementing the pay transparency measures, the starting point should be that to calculate pay levels or gender pay gaps, all elements of pay related to workers employed during the reporting period should be included. It may be necessary to assign a specific monetary value to each benefit in kind for the purpose of pay transparency measures.
Employer’s contributions to occupational schemes always need to be taken into account for pay transparency purposes. The latter are indeed always paid for current workers in a given reporting period and therefore always constitute actual pay (in the context of both equal pay and pay transparency).
In line with the objective of the Directive and in view of the pay transparency measures under Articles 7, 9, and 10 it may not be useful to include:
- Payments and benefits in cash or in kind that are not subject to any eligibility criteria and are collectively paid to all employees without any exceptions (same amount or benefit to every employee). For example, lunch vouchers, smartphones, laptops, Christmas gift cards, collective learning courses, etc. would not need to be included, provided that they are benefits that are available to all workers without preconditions or exceptions;
- Payments and benefits in cash or in kind that are accessible to workers on a voluntary basis, without eligibility criteria and without exception (e.g. gym membership).
In line with CJEU case-law, statutory social security benefits and benefits deriving from them, are not considered as pay[fodnote 2].

Projektets bemærkning: Omtalen af nuværende ansatte skal læses sammen med omtalen af arbejdstagere, der var beskæftiget i rapporteringsperioden. Det kan ikke heraf udledes, at personer, der er fratrådt, skal udelades. Udsagnet om, at arbejdsgiverbidrag til erhvervstilknyttede ordninger altid er faktisk løn, kræver særskilt afklaring. Ved kapitalfinansierede ordninger med definerede ydelser har Domstolen i Neath (C-152/91) og Coloroll (C-200/91) skelnet mellem finansieringsbidrag og de lovede ydelser. Forslaget om at udelade visse ensartede eller frivillige goder er en foreløbig administrativ fortolkning, ikke en undtagelse i artikel 3. Betingelserne om samme beløb eller gode til alle og adgang for alle uden betingelser eller undtagelser skal være opfyldt. At en ydelse følger af lov, er ikke alene afgørende. I Beune (C-7/93) kunne en lovreguleret tjenestemandspension efter de konkrete kriterier være løn.

## 9. Does pay transparency comply with the General Data Protection Regulation (GDPR)? (s. 8–9; vedrører art. 7, art. 12)

The Directive does not prevent employers from sharing pay information lawfully, in compliance with data protection rules (GDPR).
The Directive does not ever require disclosing individual pay data, only average pay levels in categories of workers. In situations where there might be a risk of disclosure of personal data, when the number of comparators (co-workers performing the same work or work of equal value) is very small, the Directive does not infringe the General Data Protection Regulation.
The collection of payroll data and its disclosure constitute ‘processing’ of personal data within the meaning of the GDPR if such data allows the identiﬁcation, directly or indirectly, of an individual. Any processing of personal data must be done in compliance with the GDPR, as also indicated in Article 12(1) of the Directive.
To be compliant with the GDPR, the processing must be based on one of the legal grounds under Article 6(1)c) and e) of the GDPR, such as a national law which provides for a legal obligation or a task carried out in the public interest for which it is necessary to process personal data. Under Article 6(3) of the GDPR, that law must meet an objective of public interest and be proportionate to the legitimate aim pursued. In the case of a legal obligation, such a law must also determine the purpose of the processing. In that regard, ensuring compliance with the equal pay principle, as a Treaty principle and a fundamental right, represents an objective of ‘public interest’ within the meaning of Article 6(3) of the GDPR and the processing of the payroll data is necessary for achieving this objective.
Based on Article 12(2) of the Directive, the processing of payroll data must have a legal basis and be limited to the purpose of enforcing the equal pay principle.
Article 12(3) of the Directive provides the possibility for Member States to set an additional safeguard for situations where the disclosure of aggregated payroll data could lead, either directly or indirectly, to the disclosure of personal data in relation to an identifiable individual. This additional safeguard under Article 12(3) of the Directive allows a Member State to decide that only workers’ representatives, labour inspectorates or equality bodies shall have access to the information to let the worker know whether pay discrimination based on sex can be presumed. The safeguard is optional for Member States and could be envisaged in the implementation of Article 7, 8, and 9 of the Directive, or only for Article 7.

Projektets bemærkning: Udsagnet om, at direktivet aldrig kræver individuelle lønoplysninger, er for bredt. Artikel 7, stk. 1, omfatter arbejdstagerens eget individuelle lønniveau. Artikel 12, stk. 3, angår videregivelse, der kan identificere en anden arbejdstagers løn, og artikel 20 angår adgang til relevant bevismateriale. Ingen af bestemmelserne giver en almindelig ret til navngivne kollegers løn. FAQ’en knytter artikel 12, stk. 3, til artikel 7, 8 og 9. Den vedtagne artikel 12, stk. 3, nævner artikel 7, 9 og 10. Artikel 8 handler om tilgængelighed for personer med handicap. Drøftelsen af GDPR er vejledende. Artikel 12, stk. 2, fastsætter en formålsbegrænsning og er ikke i sig selv et grundlag for behandlingen.

## 10. What is a category of workers? (s. 9–10; vedrører art. 3, art. 4, art. 7, art. 9, art. 10)

For the purpose of the Directive[fodnote 3], the categorisation of workers should be based on the value of work assigned to them within the organisation. Workers performing the exact same work would, by definition, fall within the same category. However, there may also be workers within the organisation who perform different types of work, that are nevertheless of the same value. In such cases, these workers should be considered as belonging to the same category and pay range, because the value of their work is the same.
This assessment should be done by employers in a way that is not arbitrary, and that is based on gender-neutral criteria. Such criteria should be at least: skills, effort, responsibility and working conditions. Beyond these minimum requirements, employers may include other relevant gender-neutral and bias free factors and are free to weigh each criterion differently depending on their relevance for evaluating the job role.
It is up to employers to define categories of work of equal value, based on a combination of weighted criteria in cooperation with workers’ representatives where they exist.
To facilitate this work and limit administrative burden, Member States are required by the Directive to ensure that analytical tools or methodologies are made available and are easily accessible to support and guide the assessment and comparison of the value of work in accordance with the criteria.
The European Commission, together with EIGE, has updated the EU‑wide guidelines on gender-neutral job evaluation and classification, and produced a toolkit that translates the legal requirements of the Directive into voluntary and practical, ready-made step‑by‑step support for employers, workers and social partners.

Projektets bemærkning: Efter artikel 4, stk. 4, skal kriterierne være aftalt med arbejdstagerrepræsentanter, hvis sådanne findes. At arbejdstagerne er i samme kategori, betyder ikke i sig selv samme individuelle løn uanset objektive forskelle.

## 11. Are the updated EU-wide guidelines on gender-neutral job evaluation mandatory? (s. 10; vedrører art. 4)

The legal obligation for employers is to have pay structures that comply with the principle of equal pay for equal work or work of equal value between women and men. The Directive does not prescribe a specific tool for that purpose. It however requires using at least these four criteria – skills, effort, responsibility, and working conditions – for the assessment of value of work (see Article 4(4)).
The EU-wide guidelines, presented as a step-by-step toolkit, are a voluntary tool and practical resource aimed at supporting organizations in the process of establishing non-discriminatory pay structures. They aim to help organizations meet the requirements of the pay transparency Directive without the need for external consultancy. Employers are free to adapt the provided templates in ways that best suit their context, as long as they ensure that the principle of equal pay for equal work or work of equal value between women and men is respected, and that pay structures are based on objective and gender-neutral criteria, as required by EU law.

Projektets bemærkning: At EIGE’s skabeloner er frivillige, gør ikke de fire kriterier i artikel 4, stk. 4 – færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår – frivillige.

## 12. Can there be other factors used to assess work of equal value going beyond the four criteria mentioned in the Directive? (s. 11; vedrører art. 4)

The Directive refers to mandatory four criteria when assessing the value of work: skills, effort, responsibility, and working conditions. These four mandatory criteria should be set as a minimum legal requirement for employers and should be sufficient to evaluate jobs. Although all four mandatory criteria must be taken into account, individual employers may weigh each criterion differently depending on their relevance for evaluating the job role.
Article 4(4) also specifies that employers may go beyond these minimum requirements and include other relevant factors. This gives employers flexibility to take into account specific circumstances in their organizations. However, in line with the existing Court of Justice case-law, when taking into account additional elements, the employer must be able to justify the importance and relevance of such element; this element must be gender-neutral and non-biased; and its application must be proportional.[fodnote 4]
While market conditions could influence the determination of the level of pay of a worker, they are less likely to be directly linked to the intrinsic value of the job itself, and should be treated with caution.

Projektets bemærkning: FAQ’en skelner mellem forhold, der påvirker lønnen, og arbejdets værdi, og henviser til Enderby (C-127/92). Det følger hverken, at markedshensyn generelt er udelukket, eller at de altid kan begrunde en forskel.

## 13. Will employers or social partners lose their discretion to negotiate and set pay due to the Directive? (s. 11–12; vedrører art. 4)

Since the entry into force of the Treaty of Rome in 1958, and the inclusion of the requirement of equal pay for equal work or work of equal value, social partners and individual employers in the EU have been required to ensure the compliance of their pay settings and relevant clauses in collective agreements with this principle. The Directive only aims to ensure better implementation of the equal pay principle and its enforcement – through legal clarity and pay transparency, and by enabling workers better access to justice.
The Directive does not put into question employers’ discretion to pay workers doing the same work or work of equal value differently, as long as the pay difference between female and male workers is justified by objective, gender-neutral and bias-free criteria, applied in a proportional manner.

## 14. Who can assist workers in case of alleged pay discrimination? (s. 12; vedrører art. 15)

The Directive aims to strengthen the access to justice for potential victims of discrimination. All relevant associations, organizations, equality bodies and workers’ representatives or other legal entities with a legitimate interest in ensuring equality between women and men should be able to act both on behalf of and in support of a worker (with that person’s approval).

Projektets bemærkning: Artikel 15 kræver arbejdstagerens samtykke og henviser til kriterier i national ret for legitim interesse. Det er ikke en almindelig søgsmålsret for enhver organisation.

## 15. How is the Commission supporting the implementation of the Directive? (s. 12–13; vedrører art. 4)

Since the Directive entered into force in June 2023, the Commission services have held a series of implementation workshops with Member States and social partners to provide technical assistance and support, and facilitate the transposition of the Directive. The Commission continues to work closely with national authorities and stakeholders to promote a clear and consistent implementation across Member States.
In cooperation with the European Institute for Gender Equality, the Commission prepared EU-wide guidelines on gender-neutral job evaluation and classification, presented as a step-by-step toolkit. This toolkit is tailored to employers of different sizes and offers three separate pathways with ready-made templates adapted to the complexity of different organisations (micro-employers, small and medium organisations, and large organisations). It also offers a guide to trade unions and workers for equal pay negotiations and talks.
The guidance is designed to make the job evaluation process structured, fair, transparent and free from gender bias, supporting the application of the equal pay principle in practice.
The relevant tools and hands-on support material are available here:
- Web toolkit available here.
- Excel ready-made templates for employers available here
- Video tutorials for micro-organisations, small and medium-sized organisations and large organisations, and large organisation case study.
- PDF publication available here.
- Factsheet available here.
- Webinar available here.
- Policy brief available here.
https://eige.europa.eu/gender-mainstreaming/toolkits/gender-neutral-job-evaluation
In addition, funding has been made available under the 2024 and 2026 CERV Gender Equality calls to develop practical methodologies and digital tools at national level, as well as further support capacity building and training on the application of equal pay principle and pay transparency measures, including among social partners.
Ongoing projects related to the implementation of the principle of equal pay and pay transparency under CERV 2024:
- Pay day – Slovenia – EU Funding & Tenders Portal
- eValueJobs – Cyprus – EU Funding & Tenders Portal
- BE-MAGIC – Belgium – EU Funding & Tenders Portal
- DEFH – France – EU Funding & Tenders Portal
- Palk – Estonia – EU Funding & Tenders Portal
- EqualPAYTransparency – Portugal – EU Funding & Tenders Portal
- FAIR PAY – Greece – EU Funding & Tenders Portal
- Compass-W – Germany – EU Funding & Tenders Portal
For more information, please visit EU action for equal pay.

## Fodnoter

1. Lawrie-Blum v Land Baden-Württemberg, C-66/85
2. See for example, in the judgment C-170/84 — Bilka-Kaufhaus, the CJEU confirmed that benefits deriving from a statutory social security scheme were outside the scope of Article 157 TFEU (see also case WA C-450/18 (p. 28)).
3. Including articles 7, 9, 10 and 24 refer to “category of workers”.
4. See Enderby v Frenchay Health Authority and Secretary of State for Health (C-127/92) in that regard.

===== FIL: eu/forslag.md =====

# Kommissionens forslag COM(2021) 93 – begrundelse for de enkelte bestemmelser

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/forslag.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/forslag.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Ordret fra »Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget«. Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021PC0093. Forarbejde; teksten blev ændret under forhandlingerne.

## Forslagets artikel 1 – Formål og genstand (svarer til art. 1; s. 11)

Denne bestemmelse præciserer direktivets formål og genstand. Direktivet har til formål at fastsætte minimumskrav, der styrker anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder og forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn gennem løngennemsigtighed og styrkede håndhævelsesmekanismer.

## Forslagets artikel 2 – Anvendelsesområde (svarer til art. 2; s. 11)

Denne bestemmelse definerer direktivets personelle anvendelsesområde, dvs. personer, der er omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

## Forslagets artikel 3 – Definitioner (svarer til art. 3; s. 11–12)

Denne bestemmelse definerer udtryk og begreber og præciserer på forhånd, hvordan de skal forstås i forbindelse med direktivet.

Disse udtryk og begreber omfatter de relevante eksisterende definitioner i det omarbejdede direktiv (løn, direkte forskelsbehandling, indirekte forskelsbehandling), men også nye begreber, der specifikt vedrører retten til lige løn, såsom lønniveauer, lønforskelle, medianløn, medianlønforskelle, lønkvartil og kategorier af arbejdstagere.

Begrebet "løn" omfatter løn og alle andre ydelser, som arbejdstagere modtager direkte eller indirekte i penge eller naturalier ("supplerende eller variable tillæg") fra arbejdsgiveren som følge af deres ansættelse. Dette omfatter alle yderligere ydelser såsom bonusser, overtidsgodtgørelse, rejsefaciliteter (herunder biler, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren, og rejsekort), boligtilskud, uddannelsesgodtgørelse, ydelser i tilfælde af afskedigelse, lovbestemte sygedagpenge, lovbestemte godtgørelser og arbejdsmarkedspensioner. Det bør omfatte alle lønelementer, der skal betales i henhold til lov eller kollektiv overenskomst.

Lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn kan være skæringspunkt mellem forskellige former for forskelsbehandling: på grundlag af køn på den ene side og race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (som beskyttet i henhold til direktiv 2000/43/EF eller direktiv 2000/78/EF) på den anden side. Formålet med en ny definition er at præcisere, at der i forbindelse med lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn bør tages hensyn til en sådan kombination, således at enhver tvivl, der måtte herske i denne henseende inden for de eksisterende retlige rammer, fjernes. Dette vil sikre, at domstolene eller andre kompetente myndigheder tager behørigt hensyn til enhver ugunstig situation, der opstår som følge af tværgående forskelsbehandling, navnlig i materiel og proceduremæssig henseende, herunder ved at anerkende eksistensen af forskelsbehandling, træffe afgørelse om det relevante sammenligningsgrundlag, vurdere forholdsmæssigheden og, hvor det er relevant, fastsætte størrelsen af den tildelte erstatning eller de pålagte sanktioner. Et særligt tilfælde af en sådan intersektionalitet vedrører situationen for kvindelige migranter, som kan risikere at blive udsat for flere former for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse eller religion eller tro.

## Forslagets artikel 4 – Samme arbejde og arbejde af samme værdi (svarer til art. 4, art. 19; s. 12–13)

Respekt for retten til lige løn til kvinder og mænd, som er nedfældet i traktaten, kræver, at arbejdsgiverne har lønstrukturer, der sikrer, at kvinder og mænd får lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. For at gøre det muligt for arbejdstagere og arbejdsgivere at vurdere, hvad der udgør arbejde af samme værdi, kræver denne bestemmelse, at medlemsstaterne indfører værktøjer eller metoder til at vurdere og sammenligne arbejdets værdi i overensstemmelse med et sæt objektive kriterier, der omfatter faglige og uddannelsesmæssige krav, færdigheder, indsats og ansvar, udført arbejde og arten af de involverede opgaver. Dette danner grundlag for at vurdere, om arbejdstagere anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation og udfører arbejde af samme værdi, og vil hjælpe arbejdsgiverne med bedre at kategorisere og fastsætte lønnen for stillinger på grundlag af objektive og kønsneutrale kriterier.

Klare kriterier på nationalt plan vil hjælpe arbejdstagerne med at finde et gyldigt sammenligningsgrundlag og vurdere, om de behandles mindre gunstigt end den, der udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

I denne bestemmelse indarbejdes der to yderligere præciseringer, der er fastlagt i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis. For det første har Domstolen præciseret[fodnote 32], at for at fastlægge, om arbejdstagere befinder sig i en sammenlignelig situation, er sammenligningen ikke nødvendigvis begrænset til situationer, hvor mænd og kvinder arbejder for samme arbejdsgiver. Arbejdstagere kan befinde sig i en sammenlignelig situation, selv om de ikke arbejder for samme arbejdsgiver, når lønvilkårene kan tilskrives en og samme kilde, der fastsætter disse vilkår (f.eks. som følge af vedtægtsbestemmelser, kollektive overenskomster vedrørende løn, der gælder for flere virksomheder, eller når arbejds- og ansættelsesvilkår er fastsat centralt for mere end ét selskab i et holdingselskab eller konglomerat). Domstolen præciserede endvidere, at sammenligningen ikke er begrænset til arbejdstagere, der er ansat samtidig med sagsøgeren[fodnote 33]. Indarbejdelsen af disse præciseringer vil forbedre anvendelsen i praksis af princippet om lige løn.

Hvis der ikke findes noget faktisk sammenligningsgrundlag, bør det desuden være tilladt at foretage en sammenligning med en hypotetisk sammenlignelig person eller ved hjælp af andre beviser (statistiske eller andre tilgængelige oplysninger), der giver anledning til at formode, at der angiveligt foreligger en forskelsbehandling. Muligheden for at anvende et hypotetisk sammenligningsgrundlag vil gøre det muligt for en arbejdstager at påvise, at de ikke er blevet behandlet på samme måde, som en hypotetisk sammenlignelig person af et andet køn ville være blevet behandlet.

Endelig minder denne bestemmelse om kravet i artikel 4, stk. 2, i det omarbejdede direktiv om, at når der anvendes faglige evaluerings- eller klassifikationssystemer for lønfastsættelsen, bygges disse på samme kønsneutrale kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling på grund af køn. Det betyder, at kriterierne for vurdering af værdien af et job eller en stilling skal beskrives og defineres på en måde, der på en objektiv og neutral måde finder anvendelse på både mænds og kvinders job.

## Forslagets artikel 5 – Løngennemsigtighed forud for ansættelse (svarer til art. 5; s. 13)

Hidtil findes der ingen minimumsstandarder for løngennemsigtighed forud for ansættelse på EU-plan. Denne bestemmelse kræver, at arbejdsgiverne angiver det indledende lønniveau eller lønintervallet (baseret på objektive og kønsneutrale kriterier), der vil blive betalt til den kommende arbejdstager i forbindelse med en bestemt stilling eller et bestemt job. Sådanne oplysninger kan gives i en stillingsannonce eller på anden måde forud for jobsamtalen, uden at ansøgeren behøver at anmode herom (f.eks. i indkaldelsen til samtale eller direkte fra arbejdsmarkedets parter).

Desuden forbydes arbejdsgivere at spørge potentielle arbejdstagere om lønhistorikken i deres tidligere ansættelsesforhold.

Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at arbejdstagere har de nødvendige oplysninger til at deltage i afbalancerede og retfærdige forhandlinger om deres løn, når de indgår i et ansættelsesforhold. Det vil også sikre, at eksisterende lønmæssig forskelsbehandling og skævhed ikke opretholdes over tid, navnlig når arbejdstagere skifter job. Dette begrænser ikke arbejdsgiverens, arbejdstagerens eller arbejdsmarkedets parters mulighed for at forhandle sig til en løn uden for det angivne interval. Denne gennemsigtighedsforanstaltning vil også omfatte tværgående forskelsbehandling, hvor uigennemsigtig lønfastsættelse giver mulighed for forskelsbehandling af flere forskellige grunde.

## Forslagets artikel 6 – Gennemsigtighed i lønfastsættelsen og karriereudviklingspolitik (svarer til art. 6; s. 13)

For at sikre kønsneutralitet i forbindelse med lønfastsættelse og karriereudvikling kræver denne bestemmelse, at arbejdsgiverne giver arbejdstagerne adgang til en beskrivelse af de kønsneutrale kriterier, der anvendes til at definere deres løn og karriereudvikling. For at undgå urimelige byrder for mikrovirksomheder og små virksomheder kan en arbejdsgiver, hvor det er relevant, gives handlefrihed hvad angår den måde, hvorpå den opfylder denne forpligtelse, under hensyntagen til virksomhedens størrelse på basis af antallet af ansatte.

## Forslagets artikel 7 – Ret til oplysninger (svarer til art. 7; s. 13–14)

Denne bestemmelse har til formål at give arbejdstagere de nødvendige oplysninger til at vurdere, om de aflønnes på en ikkediskriminerende måde i forhold til andre arbejdstagere i samme organisation, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og at håndhæve deres ret til lige løn, hvis det er nødvendigt.

Denne bestemmelse er baseret på Kommissionens henstilling fra 2014 om løngennemsigtighed. Den giver arbejdstagere ret til at anmode deres arbejdsgiver om oplysninger om deres individuelle lønniveau og om de gennemsnitlige lønniveauer, opdelt efter køn, for kategorier af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Arbejdsgiveren er forpligtet til hvert år at informere alle arbejdstagere om deres ret til at modtage sådanne oplysninger og stille de ønskede oplysninger til rådighed inden for en rimelig frist og i tilgængelige formater for arbejdstagere med handicap, hvis de anmoder herom.

For at imødegå eventuelle repressalier fra arbejdsgiverens side eller arbejdstagernes frygt for repressalier giver denne bestemmelse arbejdstagerne mulighed for at anmode om oplysninger gennem deres repræsentanter eller gennem et ligebehandlingsorgan.

For yderligere at hjælpe eventuelle ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn forbyder bestemmelsen fortrolighedsklausuler, for så vidt som offentliggørelsen af lønoplysninger har til formål at håndhæve retten til lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. På den anden side kan arbejdsgiverne anmode om, at anvendelsen af alle indhentede oplysninger begrænses til håndhævelsen af retten til lige løn.

## Forslagets artikel 8 – Redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere (svarer til art. 9; s. 14–15)

I henhold til denne bestemmelse skal arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere gøre visse oplysninger offentligt tilgængelige såsom lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i deres organisation, herunder i supplerende eller variable tillæg (jf. forklaringen i artikel 3 ovenfor), ud over den almindelige grundløn.

De oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-f), er baseret på lettilgængelige oplysninger i en organisation og giver et samlet billede af lønforskelle mellem kønnene i organisationen, f.eks. ved at oplysninger om kønsfordelingen blandt arbejdstagerne i hver lønkvartil indeholder information om andelen af kvinder i de højest/lavest lønnede stillinger. Offentliggørelsen af disse oplysninger giver mulighed for en vis sammenligning mellem arbejdsgivere, hvilket skaber incitamenter for arbejdsgiverne til at forebygge potentielle lønforskelle, stimulerer debatten om lige løn og opfordrer til handling.

De oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra g), om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere efter kategorier af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, er arbejdsgiverspecifikke og mere følsomme end overordnede tal for lønforskelle. Kategoriseringen af arbejdstagere, der udfører arbejde af samme værdi, er baseret på en kombination og vægtning af kriterier, som er relevante for den pågældende arbejdsgiver. Lønforskellene i samme kategori kan derfor ikke sammenlignes på tværs af arbejdsgiverne, hvilket er grunden til, at disse oplysninger ikke bør offentliggøres. Arbejdsgivere bør stille sådanne oplysninger til rådighed for alle arbejdstagere og disses repræsentanter, og arbejdstilsyn og ligebehandlingsorganer bør kunne indhente oplysningerne efter anmodning. Oplysninger om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere efter kategorier af arbejdstagere vil være afgørende for at styrke arbejdsgivernes selvregulering og sætte arbejdstagerne og deres repræsentanter i stand til at kræve, at princippet om lige løn overholdes. Disse oplysninger fungerer også som en udløsende faktor for iværksættelse af en fælles lønvurdering, jf. artikel 9.

Som en alternativ foranstaltning til arbejdsgiveres redegørelse om løn, navnlig for at begrænse den mulige byrde i forbindelse hermed, kan medlemsstaterne vælge at overlade det til et eksisterende organ at indsamle de krævede oplysninger på grundlag af administrative data, f.eks. data fra arbejdsgiverne til skatte- eller socialsikringsmyndighederne, og stille oplysningerne til rådighed i stedet for arbejdsgiverne. Bestemmelsen kræver endvidere, at det overvågningsorgan, der er udpeget i henhold til artikel 26, indsamler de data, der modtages fra arbejdsgivere, og sikrer bred adgang, der gør det muligt at sammenligne data for de enkelte arbejdsgivere, sektorer og regioner i den pågældende medlemsstat.

På grundlag af de fremlagte oplysninger har arbejdstagerne og deres repræsentanter, arbejdstilsyn og ligebehandlingsorganer ret til at anmode arbejdsgiveren om at uddybe sådanne oplysninger, herunder redegørelser for eventuelle lønforskelle mellem kønnene. Arbejdsgiveren er forpligtet til at besvare sådanne anmodninger inden for en rimelig frist ved at afgive et begrundet svar. Hvis lønforskelle mellem kønnene ikke er begrundet i objektive og kønsneutrale faktorer, er arbejdsgiveren forpligtet til at rette op på situationen i tæt samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsynet og/eller ligebehandlingsorganet.

## Forslagets artikel 9 – Fælles lønvurdering (svarer til art. 10; s. 15)

Hvis redegørelsen om løn i henhold til artikel 8 viser en forskel i gennemsnitslønnen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i organisationen på mindst 5 % i en hvilken som helst kategori af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, som ikke er begrundet i objektive og kønsneutrale faktorer, er den pågældende arbejdsgiver forpligtet til at foretage en lønvurdering. Arbejdsgiveren skal begrunde enhver lønforskel for alle kategorier af arbejdstagere, herunder forskelle på under 5 %, i objektive og kønsneutrale faktorer og rette op på situationen i henhold til artikel 8, stk. 7.

Den fælles lønvurdering bør foretages af arbejdsgiverne i samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter. Hvis der ikke er formelle arbejdstagerrepræsentanter i organisationen, bør arbejdsgiveren udpege en eller flere arbejdstagere til dette formål.

Kravet om en fælles lønvurdering har til formål at forpligte arbejdsgiverne til at se på deres lønfastsættelsespraksis og afhjælpe eventuelle kønsskævheder i lønstrukturerne, som krænker princippet om lige løn. Samarbejdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsentanter sikrer en understøttet tilgang og fører til fælles handling.

Forskelle i det gennemsnitlige lønniveau mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere i hver kategori af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, skal begrundes objektivt, således som det fastslås i fællesskab af arbejdstagerrepræsentanterne og arbejdsgiveren. Hvis forskellene ikke kan begrundes i objektive faktorer, skal arbejdsgiveren træffe afhjælpende foranstaltninger. Hvis der tidligere er foretaget vurderinger, skal arbejdsgiveren vedlægge en rapport om effektiviteten af de foranstaltninger, der blev truffet i forbindelse med sådanne vurderinger. Foranstaltningerne bør træffes i tæt samarbejde med arbejdstagerrepræsentanter, arbejdstilsynet og/eller ligebehandlingsorganet og bør omfatte indførelse af kønsneutral jobevaluering og -klassifikation for at sikre, at enhver direkte eller indirekte lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn udelukkes.

## Forslagets artikel 10 – Databeskyttelse (svarer til art. 12; s. 15–16)

Ifølge denne bestemmelse bør den potentielle behandling og/eller videregivelse af personoplysninger i forbindelse med foranstaltningerne om løngennemsigtighed i henhold til dette direktiv foretages i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse[fodnote 34].

Det præciseres, at personoplysninger, der indsamles af arbejdsgivere i henhold til artikel 7, 8 eller 9, ikke må anvendes til andre formål end til gennemførelse af princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Der er fastsat en yderligere sikkerhedsforanstaltning, hvis videregivelse af oplysninger i henhold til artikel 7, 8 og 9 ville føre til offentliggørelse, enten direkte eller indirekte, af en identificerbar medarbejders løn. Medlemsstaterne kan beslutte, at adgangen til oplysningerne i sådanne tilfælde begrænses til arbejdstagerrepræsentanter eller til ligebehandlingsorganet. Disse vil rådgive arbejdstageren om et eventuelt krav uden at oplyse om de faktiske lønniveauer for de enkelte arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Da visse oplysninger om lønniveauer allerede kan være offentligt tilgængelige, f.eks. i den offentlige sektor, skal medlemsstaterne have mulighed for at gennemføre denne sikkerhedsforanstaltning i overensstemmelse med national praksis.

## Forslagets artikel 11 – Social dialog (svarer til art. 13; s. 16)

Det er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter inddrages i indsatsen for at fremme ligestilling mellem kønnene i beskæftigelsesforhold. De er bedst i stand til at finde styrker og svagheder i indsatsen på nationalt, regionalt og lokalt plan for at forebygge og bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. De spiller f.eks. en central rolle med hensyn til at indføre kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationsmetoder. Derfor kræver denne artikel, at medlemsstaterne, uden at dette berører arbejdsmarkedets parters autonomi og i overensstemmelse med national lovgivning og praksis, sikrer, at rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv drøftes med arbejdsmarkedets parter. Dette kan opnås gennem forskellige politiske foranstaltninger, der har til formål at udvikle et aktivt socialt partnerskab.

## Forslagets artikel 12 – Klageadgang (svarer til art. 14; s. 16)

På grundlag af artikel 17 i det omarbejdede direktiv kræver denne bestemmelse, at medlemsstaterne sikrer, at der kan indgives klage til retslige instanser med henblik på håndhævelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv. Det styrker adgangen til klage og domstolsprøvelse ved at præcisere, at forudgående anvendelse af udenretslige procedurer kan bestå i forlig eller sager ved et ligebehandlingsorgan. Under alle omstændigheder bør adgangen til klage og domstolsprøvelse ikke hindres af obligatoriske mellemliggende administrative procedurer.

## Forslagets artikel 13 – Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere (svarer til art. 15; s. 16–17)

Denne bestemmelse kræver, at foreninger, organisationer, ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder med interesse i at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder kan deltage i retslige eller administrative procedurer med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette forslag. Sådanne enheder bør have ret til at handle på vegne af eller til støtte for en arbejdstager med arbejdstagerens samtykke i sådanne procedurer. Navnlig har ligebehandlingsorganer på nuværende tidspunkt ikke ret til at anlægge sag ved domstolene i alle medlemsstater.

Desuden indfører denne bestemmelse også retten for ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter til at anlægge søgsmål på vegne af mere end én arbejdstager med arbejdstagernes samtykke. Dette har til formål at overvinde de proceduremæssige og omkostningsrelaterede hindringer, som ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn står over for, når de forsøger at håndhæve deres ret til lige løn og håndhæve gennemsigtighedsforanstaltningerne i dette forslag. Muligheden for at indlede kollektive søgsmål er begrænset til anerkendte organer, dvs. ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter.

## Forslagets artikel 14 – Ret til erstatning (svarer til art. 16; s. 17)

Et skærpet krav om erstatning vil give ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn incitamenter til at søge retfærdighed og håndhæve deres ret til lige løn. Ifølge denne bestemmelse skal medlemsstaterne sikre, at enhver arbejdstager, der har lidt skade som følge af en tilsidesættelse af enhver rettighed eller forpligtelse vedrørende princippet om lige løn, har ret til at kræve og opnå fuld erstatning for den forvoldte skade, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt.

På grundlag af artikel 18 i det omarbejdede direktiv kræver denne bestemmelse i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, at den forskelsbehandlede arbejdstager stilles i samme situation, som vedkommende ville have befundet sig i, hvis der ikke havde fundet forskelsbehandling sted. Dette omfatter fuld betaling af forfalden løn og tilknyttede bonusser eller betalinger i naturalier, kompensation for tabte indtægter og immateriel skade. Endelig bestemmes det, at erstatningen eller godtgørelsen ikke kan begrænses ved et på forhånd fastsat loft.

## Forslagets artikel 15 – Andre retsmidler (svarer til art. 17; s. 17)

For at styrke håndhævelsen af retten til lige løn sikrer denne bestemmelse, at domstole eller kompetente myndigheder kan udstede påbud, der fastslår, at der er sket tilsidesættelse af en rettighed eller forpligtelse vedrørende princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og at en sådan tilsidesættelse skal bringes til ophør. Desuden skal domstolene eller de kompetente myndigheder kunne kræve, at sagsøgte træffer strukturelle eller organisatoriske foranstaltninger for at opfylde deres forpligtelser med hensyn til lige løn.

For at sikre hurtig overholdelse kan domstolene eller de kompetente myndigheder pålægge dagbøder.

## Forslagets artikel 16 – Omvendt bevisbyrde (svarer til art. 18; s. 17–18)

Som allerede anført i artikel 19 i det omarbejdede direktiv kræver denne bestemmelse, at når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, er det sagsøgte, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Desuden udgør dette direktiv i retlige eller administrative procedurer vedrørende direkte eller indirekte forskelsbehandling og i overensstemmelse med gældende retspraksis[fodnote 35] en styrkelse af arbejdstagerens stilling: hvis arbejdsgiveren ikke overholder løngennemsigtighedsforpligtelserne i direktivet, bør bevisbyrden overgå til sagsøgte, uden at arbejdstageren behøver at fastslå, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling.

En styrkelse af bevisbyrdens overgang vil ikke blot lette arbejdstagernes håndhævelse af deres ret til lige løn, men også give arbejdsgiverne et yderligere incitament til at overholde deres gennemsigtighedsforpligtelser i henhold til dette direktiv.

## Forslagets artikel 17 – Adgang til bevismateriale (svarer til art. 20; s. 18)

Denne artikel fastsætter, at nationale domstole eller andre kompetente myndigheder kan pålægge sagsøgte at fremlægge relevante beviser, som vedkommende har i sin varetægt, i forbindelse med sager vedrørende lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. De nationale domstole har navnlig beføjelse til at kræve fremlæggelse af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger, hvis de finder dem relevante for kravet, samtidig med at de har effektive foranstaltninger til at beskytte sådanne oplysninger. Fortrolige oplysninger kan tage form af juridisk rådgivning til ledelsen, et referat fra en generalforsamling, personoplysninger osv., der er nødvendige for at kunne gennemføre eller forsvare sager om lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn.

## Forslagets artikel 18 – Forældelsesfrister (svarer til art. 21; s. 18)

Korte forældelsesfrister og dermed forbundne proceduremæssige hindringer blev udpeget som en af de barrierer, der forhindrer ofre for lønmæssig forskelsbehandling i at håndhæve deres ret til lige løn. Dette er grunden til, at dette direktiv fastsætter fælles standarder for forældelsesfrister for anlæggelse af søgsmål om lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn.

Det fastsætter, at forældelsesfristen for anlæggelse af søgsmål i henhold til dette forslag skal være på mindst tre år og ikke bør begynde at løbe, før overtrædelsen af ligelønsprincippet eller tilsidesættelsen af rettigheder eller forpligtelser i henhold til dette direktiv er ophørt, og sagsøgeren er bekendt med overtrædelsen. Desuden bør en forældelsesfrist suspenderes eller afbrydes, så snart en sagsøger anlægger sag ved at indgive et krav eller gøre arbejdsgiveren, arbejdstagerrepræsentanterne, arbejdstilsynet eller ligebehandlingsorganet opmærksom på kravet.

## Forslagets artikel 19 – Sagsomkostninger (svarer til art. 22; s. 18)

Sagsomkostninger udgør en vigtig proceduremæssig hindring, der har en alvorlig afskrækkende virkning for, at ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn kan gøre deres ret til lige løn gældende, hvilket fører til utilstrækkelig beskyttelse og håndhævelse af retten til lige løn. For at sikre bedre adgang til klage og domstolsprøvelse og for at tilskynde arbejdstagerne til at håndhæve deres rettigheder sikrer denne bestemmelse, at sagsøgere, der får medhold i en sag om lønmæssig forskelsbehandling, har ret til at kræve advokat- og eksperthonorarer og omkostninger i forbindelse hermed godtgjort af sagsøgte. Det præciseres på den anden side, at sagsøgte, der får medhold i en sag om lønmæssig forskelsbehandling, ikke har tilsvarende ret til at få advokat- og eksperthonorarer og omkostninger i forbindelse hermed godtgjort af sagsøgeren, medmindre kravet er fremsat i ond tro, var ubegrundet, eller hvis den manglende godtgørelse anses for urimelig under de særlige omstændigheder i sagen (f.eks. i forbindelse med mikrovirksomheder i en skrøbelig finansiel situation).

## Forslagets artikel 20 – Sanktioner (svarer til art. 23; s. 19)

Denne bestemmelse styrker de eksisterende minimumsstandarder for sanktioner for enhver overtrædelse af rettigheder og forpligtelser vedrørende lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved at øge den afskrækkende virkning for arbejdsgivere, der udøver ulovlig adfærd. Samtidig har meningsfulde sanktioner en forebyggende virkning, idet de tilskynder arbejdsgiverne til proaktivt at overholde deres forpligtelser.

Alle sanktioner, der fastsættes i medlemsstaterne, bør omfatte bøder, hvis størrelse skal tage højde for en række skærpende elementer såsom overtrædelsens grovhed og varighed samt arbejdsgiverens hensigt eller grove uagtsomhed.

I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne også indføre specifikke sanktioner for gentagne overtrædelser af rettigheder og forpligtelser vedrørende princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Sådanne sanktioner kan f.eks. omfatte inddragelse af offentlige ydelser eller udelukkelse i en vis periode fra enhver yderligere tildeling af finansielle incitamenter eller kreditincitamenter.

## Forslagets artikel 21 – Ligelønsspørgsmål i forbindelse med offentlige kontrakter eller koncessioner (svarer til art. 24; s. 19–20)

I overensstemmelse med direktiv 2014/23/EU[fodnote 36], direktiv 2014/24/EU[fodnote 37] og direktiv 2014/25/EU[fodnote 38] bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at økonomiske aktører (herunder den efterfølgende leverandørkæde) ved udførelsen af offentlige kontrakter eller koncessioner overholder forpligtelserne vedrørende lige løn til mænd og kvinder. Det betyder, at de navnlig bør sikre, at de økonomiske aktører har lønfastsættelsesmekanismer, der ikke fører til en lønforskel mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere, som ikke kan begrundes i kønsneutrale faktorer i nogen kategori af arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Endvidere bør medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af disse forpligtelser overveje, om de ordregivende myndigheder, hvor det er relevant, skal indføre sanktioner og opsigelsesbetingelser, der sikrer overholdelse af princippet om lige løn ved udførelsen af offentlige kontrakter og koncessioner. Denne bestemmelse præciserer også, at de eksisterende frivillige udelukkelsesgrunde i direktiv 2014/23/EU, direktiv 2014/24/EU og direktiv 2014/25/EU kan anvendes til at udelukke en operatør, der overtræder princippet om lige løn.

Forpligtelserne i denne bestemmelse falder ind under de gældende forpligtelser inden for social- og arbejdsmarkedslovgivningen, jf. artikel 18, stk. 2, og artikel 71, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud, artikel 36, stk. 2, og artikel 88, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og artikel 30, stk. 3, og artikel 42, stk. 1, i direktiv 2014/23/EU om tildeling af koncessionskontrakter. Formålet med at præcisere og udtrykkeligt henvise til ovennævnte bestemmelser er at støtte og styrke deres gennemførelse for så vidt angår retten til lige løn.

## Forslagets artikel 22 – Viktimisering og beskyttelse mod dårligere behandling (svarer til art. 25; s. 20)

Arbejdstagere og deres repræsentanter bør ikke behandles dårligere efter at have udøvet deres ret til lige løn eller enhver af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør på nationalt plan indføre foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagere, herunder arbejdstagerrepræsentanter, mod afskedigelse eller enhver anden ugunstig behandling fra arbejdsgivernes side som følge af en klage eller efter en retssag med henblik på at sikre overholdelse af enhver rettighed eller forpligtelse vedrørende lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

## Forslagets artikel 23 – Forhold til direktiv 2006/54/EF (svarer til art. 26; s. 20)

Denne bestemmelse præciserer forholdet til direktiv 2006/54/EF for så vidt angår håndhævelsesforanstaltninger. Håndhævelsesforanstaltningerne i dette direktiv finder anvendelse på sager vedrørende enhver rettighed eller forpligtelse vedrørende princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi som fastsat i artikel 4 i direktiv 2006/54/EF i stedet for artikel 17, 18, 19, 24 og 25 i dette direktiv.

## Forslagets artikel 24 – Beskyttelsesniveau (svarer til art. 27; s. 20)

Dette er en standardbestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et højere beskyttelsesniveau end det, der sikres ved direktivet. Den forhindrer også medlemsstaterne i at sænke beskyttelsesniveauet i spørgsmål om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

## Forslagets artikel 25 – Ligebehandlingsorganer (svarer til art. 28; s. 20)

De nationale ligebehandlingsorganer spiller en afgørende rolle i håndhævelsen af lovgivningen om ikkeforskelsbehandling og ligestilling i Den Europæiske Union. Ifølge det omarbejdede direktiv bør medlemsstaterne allerede udpege et eller flere organer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder hvad angår løn. Denne bestemmelse fastsætter, at nationale ligebehandlingsorganer også bør have kompetence med hensyn til spørgsmål, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde. Det kræver endvidere, at medlemsstaterne træffer aktive foranstaltninger for at sikre tæt samarbejde og koordinering mellem de nationale ligebehandlingsorganer og arbejdstilsyn og sikre, at ligebehandlingsorganerne har de nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver med hensyn til overholdelse af retten til lige løn. Medlemsstaterne bør i den forbindelse overveje at omfordele beløb, der betales i bøde i henhold til artikel 20, til ligebehandlingsorganerne med henblik herpå.

## Forslagets artikel 26 – Overvågning og oplysning (svarer til art. 29; s. 21)

For at sikre behørig overvågning af gennemførelsen af retten til lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi bør medlemsstaterne oprette et særligt overvågningsorgan. Dette organ, som kan være en del af et eksisterende organ, der forfølger lignende mål, bør have specifikke opgaver med tilknytning til gennemførelsen af de løngennemsigtighedsforanstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, og indsamle visse data for at overvåge lønforskelle og virkningen af løngennemsigtighedsforanstaltningerne. Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at et sådant organ fungerer korrekt.

Overvågningsorganets vigtigste opgaver bør være at samle de data og rapporter, der udarbejdes i henhold til løngennemsigtighedsforanstaltningerne i dette direktiv, og, hvor det er relevant, sikre, at de offentliggøres på en brugervenlig måde. Det bør også tackle årsagerne til lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere og tilvejebringe værktøjer til analyse og vurdering af lønforskelle. Det bør endvidere have ansvaret for at forsyne Kommissionen med årlige data om antallet og arten af sager om lønmæssig forskelsbehandling, der indbringes for domstolene, og klager, der indbringes for de kompetente offentlige myndigheder, herunder ligebehandlingsorganer. Endelig bør dets opgave være at øge bevidstheden blandt offentlige og private virksomheder og organisationer, arbejdsmarkedets parter og offentligheden for at fremme princippet om lige løn for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi og løngennemsigtighed.

## Forslagets artikel 27 – Kollektive forhandlinger og kollektive skridt (svarer til art. 30; s. 21)

Direktivet anerkender de mange forskellige arbejdsmarkedsmodeller i EU, herunder arbejdsmarkedets parters rolle i de forskellige medlemsstater med hensyn til spørgsmål vedrørende genstanden for dette direktivet. Denne bestemmelse bekræfter derfor, at direktivet på ingen måde berører arbejdsmarkedets parters ret til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive overenskomster samt til at tage kollektive skridt.

## Forslagets artikel 28 – Statistik (svarer til art. 31; s. 21)

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 530/1999[fodnote 39] skal medlemsstaterne hvert fjerde år udarbejde statistikker over lønstrukturer på mikroniveau, der skal indeholde harmoniserede data til beregning af lønforskellen mellem kønnene. I det fireårige interval mellem to statistikker over lønstrukturer indberetter medlemsstaterne på frivillig basis årlige data om lønforskelle mellem kønnene, opdelt på køn, økonomisk sektor, arbejdstid (fuldtid/deltid), økonomisk kontrol (offentligt/privat ejerskab) og alder. Selv om lønmæssig forskelsbehandling kun er en del af lønforskellen mellem kønnene, er det nødvendigt at øge hyppigheden af de tilgængelige data for at muliggøre årlig overvågning. Denne bestemmelse gør det derfor obligatorisk at indsamle årlige data om lønforskelle mellem kønnene for at sikre et fuldstændigt datasæt hvert år.

## Forslagets artikel 29 – Udbredelse af information (svarer til art. 32; s. 22)

Denne bestemmelse har til formål at sikre, at medlemsstaterne informerer om de rettigheder, som sikres ved dette direktiv, samt om andre allerede eksisterende rettigheder inden for samme område.

## Forslagets artikel 30 – Implementering (svarer til art. 33; s. 22)

Denne artikel fastsætter, at medlemsstaterne under hensyntagen til de forskelligartede arbejdsmarkedsmodeller i EU og graden af inddragelse af arbejdsmarkedets parter i visse medlemsstater med hensyn til fastsættelse af regler, der er relevante for spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, kan overlade implementeringen af de relevante bestemmelser i direktivet til arbejdsmarkedets parter, forudsat at de resultater, der tilstræbes med dette direktiv, til enhver tid sikres.

## Forslagets artikel 31 – Gennemførelse i national ret (svarer til art. 34; s. 22)

Denne bestemmelse fastsætter den maksimale periode, som medlemsstaterne har til at gennemføre direktivet i national ret og meddele Kommissionen teksten til de relevante nationale bestemmelser. Denne periode er fastsat til to år fra dette direktivs ikrafttræden.

## Forslagets artikel 32 – Rapport og revision (svarer til art. 35; s. 22)

Denne bestemmelse fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at meddele Kommissionen alle oplysninger om anvendelsen af direktivet senest otte år dets ikrafttræden, hvilket gør det muligt for Kommissionen at tage anvendelsen af direktivet op til fornyet overvejelse.

## Forslagets artikel 33 – Ikrafttræden (svarer til art. 36; s. 22)

Dette er en standardbestemmelse, hvori det fastslås, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

## Forslagets artikel 34 – Adressater (svarer til art. 37; s. 22)

Dette er en standardbestemmelse om adressater, der præciserer, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

## Fodnoter

32. Sag C-320/00, Lawrence, ECLI:EU:C:2002:498.
33. Sag 129/79, Macarthys, ECLI: ECLI:EU:C:1980:103.
34. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
35. Sag C-109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund I Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), ECLI:EU:C:1989:383.
36. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 1).
37. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65).
38. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).
39. Rådets forordning (EF) nr. 530/1999 af 9. marts 1999 om statistikker over løn- og lønomkostningsstrukturer (EFT L 63 af 12.3.1999, s. 6).

===== FIL: eu/henstilling.md =====

# Henstilling 2014/124/EU om løngennemsigtighed

Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md)

Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/henstilling.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/eu/henstilling.md
L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026.
Alle links i filen er fulde adresser.

Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32014H0124. Henstilling, ikke bindende. Artikelkoblingerne er projektets emnemæssige vurdering.

## Punkt 1 (emnemæssigt: art. 1)

Denne henstilling giver medlemsstaterne vejledning i, hvordan de bedre og mere effektivt kan gennemføre ligelønsprincippet for at bekæmpe lønmæssig forskelsbehandling og bidrage til at tackle det vedvarende kønsbestemte løngab.

## Punkt 2 (emnemæssigt: art. 1)

Medlemsstaterne bør tilskynde offentlige og private arbejdsgivere og arbejdsmarkedets parter til at vedtage gennemsigtighedsstrategier om lønsammensætning og -strukturer. De bør indføre specifikke foranstaltninger, der kan fremme løngennemsigtighed. Disse foranstaltninger bør især omfatte et eller flere af de tiltag, der er omhandlet i punkt 3-6, inden for en tilgang, der er afpasset efter den specifikke situation i det enkelte land.

## Punkt 3 – Arbejdstagernes ret til at få oplysninger om lønniveauer (emnemæssigt: art. 7)

Medlemsstaterne bør indføre passende, forholdsmæssige foranstaltninger, der sikrer, at arbejdstagerne kan kræve oplysninger om lønniveauer opdelt på køn for grupper af ansatte, der udfører det samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Disse oplysninger bør omfatte supplerende eller variable komponenter ud over den faste grundløn, f.eks. betaling i naturalier og bonus.

## Punkt 4 – Redegørelse om løn (emnemæssigt: art. 9)

Medlemsstaterne bør indføre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdsgivere i virksomheder og organisationer med mindst 50 ansatte regelmæssigt informerer de ansatte, arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter om den gennemsnitlige løn for hver medarbejder- eller stillingsgruppe opdelt på køn.

## Punkt 5 – Lønrevision (emnemæssigt: art. 10)

Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der foretages lønrevision i virksomheder og organisationer med mindst 250 ansatte. En sådan revision bør omfatte en analyse af andelen af mænd og kvinder i hver medarbejder- eller stillingsgruppe, en analyse af de anvendte jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer og detaljerede oplysninger om løn og lønforskelle på grundlag af køn. Revisionen bør være tilgængelig for arbejdstagerrepræsentanter og arbejdsmarkedets parter efter anmodning.

## Punkt 6 – Kollektive forhandlinger (emnemæssigt: art. 13, art. 30)

Medlemsstaterne bør med forbehold af arbejdsmarkedets parters uafhængighed og i overensstemmelse med national lov og praksis sikre, at spørgsmålet om ligeløn, herunder lønrevision, bliver taget op i drøftelser på passende niveau i kollektive forhandlinger.

## Punkt 7 – Statistikker og administrative data (emnemæssigt: art. 29, art. 31)

Medlemsstaterne bør gøre ajourførte data over kønsbestemte løngab bedre tilgængelige ved hvert år rettidigt at forsyne Eurostat med statistikker. Disse statistikker bør være opdelt på løn, økonomisk sektor ( 1 ), arbejdstid (fuldtid/deltid), økonomisk kontrol (offentligt/privat ejerskab) og alder og bør beregnes årligt.

## Punkt 8 (emnemæssigt: art. 29, art. 31)

Medlemsstaterne bør også forsyne Kommissionen med data over antallet af tilfælde af lønmæssig forskelsbehandling og typer heraf, når de underretter Kommissionen i overensstemmelse med punkt 18.

## Punkt 9 – Databeskyttelse (emnemæssigt: art. 12)

Såfremt oplysninger, som gives i forbindelse med foranstaltningerne under punkt 3-8, indebærer videregivelse af personoplysninger, bør de gives i overensstemmelse med nationale databeskyttelseslove, navnlig de love, der er en omsætning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF ( 2 ).

## Punkt 10 – Begrebet arbejde af samme værdi (emnemæssigt: art. 4)

Medlemsstaterne bør følge retspraksis i Den Europæiske Unions Domstol og præcisere begrebet »arbejde af samme værdi« i deres lovgivning. Arbejdets værdi bør vurderes og sammenlignes ud fra objektive kriterier som krav til uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse, færdigheder, indsats og ansvar, udført arbejde og arten af de involverede opgaver.

## Punkt 11 – Jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer (emnemæssigt: art. 4)

Medlemsstaterne bør fremme udvikling og brug af kønsneutrale jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer, blandt andet for i deres egenskab af arbejdsgivere i den offentlige sektor at forhindre eller identificere og tackle eventuel lønmæssig forskelsbehandling på grundlag af kønsbestemte, skæve lønskalaer. De bør især tilskynde arbejdsgiverne og arbejdsmarkedets parter til at indføre kønsneutrale jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer.

## Punkt 12 (emnemæssigt: art. 4)

Med hensyn til kønsneutrale jobevalueringsordninger og jobklassifikationssystemer tilskyndes medlemsstaterne til som inspiration at benytte bilag 1 i Kommissionens arbejdsdokument til beretning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF.

## Punkt 13 – Ligestillingsorganer (emnemæssigt: art. 15, art. 28)

Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale ligestillingsorganer har beføjelser og mandater, der dækker aspekter med relation til kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, herunder krav om gennemsigtighed. I givet fald bør medlemsstaterne give ligestillingsorganerne ret til at få adgang til de i punkt 4 og 5 i denne henstilling omhandlede oplysninger og revisioner.

## Punkt 14 (emnemæssigt: art. 15, art. 28)

Medlemsstaterne bør mindske de proceduremæssige hindringer for at kunne indbringe sager om ligeløn for domstolene, ved at gøre det muligt for ligestillingsorganer at repræsentere enkeltpersoner i sager om lønmæssig forskelsbehandling.

## Punkt 15 (emnemæssigt: art. 15, art. 28)

Medlemsstaterne bør sikre et tættere samarbejde og en bedre koordinering mellem nationale ligestillingsorganer og nationale organer, som har en tilsynsfunktion på arbejdsmarkedet.

## Punkt 16 – Overvågning og håndhævelse (emnemæssigt: art. 23, art. 29, art. 32)

Medlemsstaterne bør sikre en konsekvent overvågning af gennemførelsen af ligelønsprincippet og håndhævelse af alle tilgængelige midler til afhjælpning af lønmæssig forskelsbehandling.

## Punkt 17 – Oplysningskampagner (emnemæssigt: art. 23, art. 29, art. 32)

Medlemsstaterne bør oplyse offentlige og private virksomheder og organisationer, arbejdsmarkedets parter og offentligheden bedre, for at fremme ligeløn, princippet om arbejde af samme værdi og løngennemsigtighed, for at tackle årsagerne til det kønsbestemte løngab og udvikle værktøjer, der kan bruges til at analysere og vurdere lønuligheder.

## Punkt 18

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at denne henstilling bliver fulgt, og de opfordres til at underrette Kommissionen om disse foranstaltninger senest den 31. december 2015, således at Kommissionen kan overvåge situationen nøje, udarbejde en rapport om de fremskridt, der gøres med gennemførelsen af denne henstilling, og på grundlag heraf vurdere, om det er nødvendigt med yderligere foranstaltninger.

## Punkt 19

Denne henstilling er rettet til alle medlemsstater. Den er også rettet til arbejdsmarkedets parter, især i de medlemsstater, hvor arbejdsmarkedets parter ifølge national lov og praksis har et særligt ansvar for gennemførelsen af ligelønsprincippet i forbindelse med indgåelse af kollektive overenskomster.
