# Direktiv (EU) 2023/970, artikel 15 – Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere Oversigt over alle sider: [llms.txt](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/llms.txt) · Stikord og konkordans: [stikord.md](https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/stikord.md) Link til siden: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/direktiv/artikel-15.html · Denne fil: https://probablyright.dk/loengennemsigtighed/direktiv/artikel-15.md L 68 er 1. behandlet og henvist til udvalg 22. oktober 2026, ikke vedtaget (status pr. 28. oktober 2026). Lovteksten på siden er den forventede affattelse, hvis L 68 vedtages uændret, ikke gældende lov. Datagrundlag: 12.–13. oktober 2026, suppleret 28. oktober 2026 (implementeringsaftalen, udvalgets tidsplan og 1. behandling). Bygget 28. oktober 2026. Alle links i filen er fulde adresser. Ankre på siden: #stk-N (stykke), #bN (betragtning). Kapitel III, Retsmidler og håndhævelse. Original: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32023L0970#page=18 ## Ordlyd Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer, ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder, der efter kriterier i national ret har en legitim interesse i at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder, kan deltage i administrative eller retslige procedurer vedrørende en påstået overtrædelse af rettighederne eller forpligtelserne vedrørende princippet om lige løn. De kan handle på vegne af eller til støtte for en arbejdstager, der er formodet offer for overtrædelse af en rettighed eller forpligtelse vedrørende princippet om lige løn, med den pågældende persons samtykke. ## Betragtninger (47) Inddragelse af ligebehandlingsorganer i tillæg til andre interessenter er vigtigt for at kunne sikre effektiv anvendelse af princippet om lige løn. De nationale ligebehandlingsorganers beføjelser og mandater bør derfor være tilstrækkelige til fuldt ud at dække lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn, herunder løngennemsigtighed og alle andre rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv. For at overvinde de proceduremæssige og omkostningsrelaterede hindringer, som arbejdstagere, der forsøger at udøve deres ret til lige løn, møder, bør ligebehandlingsorganer samt foreninger, organisationer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder med interesse i at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder kunne repræsentere enkeltpersoner. De bør kunne bistå arbejdstagere ved at agere på deres vegne eller til støtte for dem, hvilket vil gøre det muligt for arbejdstagere, der har været udsat for forskelsbehandling, effektivt at gøre krav vedrørende den påståede overtrædelse af deres rettigheder og princippet om lige løn gældende. (48) At gøre krav gældende på vegne af eller til støtte for flere arbejdstagere er en måde at lette gennemførelsen af retssager, der ellers ikke ville være blevet anlagt på grund af proceduremæssige og økonomiske hindringer eller frygt for viktimisering. Det gør det også lettere, når arbejdstagere udsættes for forskelsbehandling af flere forskellige grunde, som kan være svære at adskille. Kollektive søgsmål har potentiale til at afdække systemisk forskelsbehandling og skabe synlighed for retten til lige løn og for ligestilling mellem kønnene i samfundet som helhed. Muligheden for kollektive retsmidler kan tilskynde til proaktiv overholdelse af løngennemsigtighedsforanstaltninger, skabe gruppepres, øge arbejdsgivernes bevidsthed om og vilje til at træffe forebyggende foranstaltninger og imødegå den lønmæssige forskelsbehandlings systemiske karakter. Medlemsstaterne kan beslutte at fastsætte kvalifikationskriterier for arbejdstagerrepræsentanter i søgsmål vedrørende krav om lige løn for at sikre, at sådanne repræsentanter er tilstrækkeligt kvalificerede. ## I dansk ret - § 7 – Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn (§ 7 ophæves og erstattes; ny § 7, stk. 1) – lov/7.md Kommentarafsnit, der bruger artiklen: § 3, afsnit 32, § 4 a, afsnit 3, § 4 a, afsnit 4, § 4 a, afsnit 20 ## Fortolkningskilder Ordrette uddrag. Kildernes vægt: eu/index.md. ### Kommissionens FAQ: Who can assist workers in case of alleged pay discrimination? (foreløbige synspunkter fra Kommissionens tjenestegrene, ikke bindende; s. 12) The Directive aims to strengthen the access to justice for potential victims of discrimination. All relevant associations, organizations, equality bodies and workers’ representatives or other legal entities with a legitimate interest in ensuring equality between women and men should be able to act both on behalf of and in support of a worker (with that person’s approval). Projektets bemærkning: Artikel 15 kræver arbejdstagerens samtykke og henviser til kriterier i national ret for legitim interesse. Det er ikke en almindelig søgsmålsret for enhver organisation. ### Kommissionens begrundelse i forslaget COM(2021) 93, forslagets artikel 13 – Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere (s. 16–17; svarer til art. 15 i den vedtagne tekst) Denne bestemmelse kræver, at foreninger, organisationer, ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder med interesse i at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder kan deltage i retslige eller administrative procedurer med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette forslag. Sådanne enheder bør have ret til at handle på vegne af eller til støtte for en arbejdstager med arbejdstagerens samtykke i sådanne procedurer. Navnlig har ligebehandlingsorganer på nuværende tidspunkt ikke ret til at anlægge sag ved domstolene i alle medlemsstater. Desuden indfører denne bestemmelse også retten for ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter til at anlægge søgsmål på vegne af mere end én arbejdstager med arbejdstagernes samtykke. Dette har til formål at overvinde de proceduremæssige og omkostningsrelaterede hindringer, som ofre for lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn står over for, når de forsøger at håndhæve deres ret til lige løn og håndhæve gennemsigtighedsforanstaltningerne i dette forslag. Muligheden for at indlede kollektive søgsmål er begrænset til anerkendte organer, dvs. ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 13 – Ligestillingsorganer (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale ligestillingsorganer har beføjelser og mandater, der dækker aspekter med relation til kønsbestemt lønmæssig forskelsbehandling, herunder krav om gennemsigtighed. I givet fald bør medlemsstaterne give ligestillingsorganerne ret til at få adgang til de i punkt 4 og 5 i denne henstilling omhandlede oplysninger og revisioner. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 14 (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør mindske de proceduremæssige hindringer for at kunne indbringe sager om ligeløn for domstolene, ved at gøre det muligt for ligestillingsorganer at repræsentere enkeltpersoner i sager om lønmæssig forskelsbehandling. ### Henstilling 2014/124/EU, punkt 15 (henstilling, ikke bindende) Medlemsstaterne bør sikre et tættere samarbejde og en bedre koordinering mellem nationale ligestillingsorganer og nationale organer, som har en tilsynsfunktion på arbejdsmarkedet. ### COM(2013) 861, afsnit 4.3 – Proceduremæssige hindringer i ligelønssager (s. 9–10) Ofre for løndiskriminering møder visse forhindringer for deres adgang til retsvæsenet, bl.a. langvarige og bekostelige retssager, tidsfrister, mangel på effektive sanktioner og tilstrækkelig erstatning og begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at anlægge en ligelønssag. Den enkelte medarbejder har normalt begrænset adgang til den information, der er nødvendig for at vinde en ligelønssag, f.eks. information om løn til ansatte, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Dette er en hindring for den effektive anvendelse af reglen om omvendt bevisbyrde i artikel 19 i direktivet, som kræver, at ofret først påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. En arbejdsgiver forpligtes først da til at bevise, at der ikke foregik forskelsbehandling. Anvendelsen af reglen om omvendt bevisbyrde er fortsat problematisk i visse medlemsstater, hvor der synes at være en højere tærskel end den, der fastlægges i direktivet, for at flytte bevisbyrden[fodnote 88]. Omkostningerne til juridisk bistand og retssager er sædvanligvis større og en byrde for ofret. Den erstatning og godtgørelse, der kan opnås, er også ofte begrænset[fodnote 89]. Derfor ville en aktiv indsats fra ligestillingsorganer og fagforeninger for at yde uvildig bistand til ofre for diskrimination hjælpe disse med at få adgang til retsvæsenet og sikre, at retsreglerne for ligeløn udmøntes i praksis. Det kunne også nedsætte risikoen for tvister for den enkelte medarbejder og kunne være en mulig afhjælpning af den betydelige mangel på ligelønssager. Derfor er inddragelse af ligestillingsorganer vejen til mere effektiv anvendelse af ligelønsprincippet. Men de nationale ligestillingsorganers opgaver og beføjelser er meget forskellige, og det er kun i visse medlemsstater, at ligestillingsorganernes opgaver omfatter repræsentation af enkeltpersoner i sådanne sager[fodnote 90]. Enkeltpersoner kan også repræsenteres af fagforeninger[fodnote 91] og ngo'er. Direktivet pålægger medlemsstaterne at træffe forebyggende foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af ligelønsprincippet[fodnote 92], men det er op til dem selv at vælge foranstaltningerne. Blandt de forebyggende foranstaltninger kan nævnes undersøgelser, der skal forebygge lønforskelle, afholdelse af undervisning af interessenter og oplysningsaktiviteter.